Vejen til frihed

T i l e g n e l s e

Jeg tilegner denne bog mine seks børn, Madiba og Makaziwe (min ældste dat-ter), der nu er døde, og Makgatho, Makaziwe, Zenani og Zindzi, hvis støtte ogkærlighed jeg sætter stor pris på; mine enogtyve børnebørn og tre oldebørn, dergiver mig store glæder; og alle mine kammerater, venner og sydafrikanske lands-mænd, som jeg tjener, og hvis mod, beslutsomhed og patriotisme stadig er enkilde til inspiration.

Nelson Mandela

Vejen til frihedEn selvbiografi

Oversat af

Arne Herløv Petersen

Forord af

Niels Helveg Petersen

r o s i n a n t e

VEJEN TIL FRIHEDOversat fra engelsk efter

Long Walk to Freedom af Arne Herløv PetersenCopyright © 1994 Nelson Rolihlahla Mandela

Published by agreement with Lennart Sane Agency ABand Little, Brown and Company Publishers

Dansk udgave © Rosinante /Rosinante&Co A/ S 2009Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet. Foto © Scanpix

Sat med Garamond og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck6. udgave, 2. oplag 2010

ISBN 978-87-638-1249-8

Printed in Germany

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov omophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&COKøbmagergade 62, 4. sal | Postboks 2252 | 1019 København K

www.rosinante-co.dk

F o r o r d

– A F N I E L S H E L V E G P E T E R S E N

Ganske få mennesker har den mærkelige egenskab, at de ligefrem suger opmærk-somheden til sig, når de er i rummet. Nelson Mandela er en af disse sjældne per-soner. Til en vis grad kan det forklares med, at han er så kendt og hans skæbne såusædvanlig, at man kigger i hans retning. Men det er langtfra hele forklaringen.Jeg tror, at hans evne til at vække opmærksomhed hænger sammen med, at haner noget så sjældent som afklaret. Han har været meget igennem og han hartænkt tingene godt igennem. Hvad han måtte have haft af bitterhed og had tildet apartheidstyre, der holdt ham fængslet i hans bedste manddomsår, har hanlagt bag sig. Det forekommer, at sådanne negative følelser – næsten umenneske-ligt – er erstattet af en tænksom, humanistisk grundholdning, der ikke må for-veksles med ligegyldighed eller svaghed. Han er skarp, når det er nødvendigt, ogviljestærk i forfølgelsen af sine politiske mål.

Det er, som om han udsender positive ladninger. Personligt har jeg truffetNelson Mandela ved en del lejligheder og haft mulighed for at udveksle syns-punkter med ham. Hver gang er jeg blevet slået af denne blanding af politiskskarpsyn og humanistisk afklarethed, egenskaber der skabte en lederskikkelse afusædvanlig karat. Hans lederskab var naturligt, mennesker fulgte ham, det kunneikke være anderledes. Han var den klogeste, han havde jo tænkt tingene igennemog kunne se en vej frem igennem vanskelighederne med at få afviklet apartheid.Han hvilede urokkeligt i sit lederskab og var derfor også en formidabel mod-stander.

Nelson Mandelas betydning for afviklingen af apartheid kan ikke overvurde-res. Også uden Mandela var styret dømt til på et tidspunkt at bryde sammenunder vægten af sin egen uduelighed. Systemet var åbenlyst uholdbart, både udfra principielle og praktiske synspunkter, og en del (de klogeste) af de hvide syd-

5

afrikanere var bevidste om det. Men måden det skete på satte Mandela sit afgø-rende præg på. Det kom efter omstændighederne til at foregå uhyre fredeligt,med et minimum af blodsudgydelse. Den planlagte og aftalte afvikling af apart-heid skete på en måde, der gav et nyt, demokratisk Sydafrika den bedste start.Der blev gjort op med fortiden blandt andet gennem sandhedskommissionensarbejde, og personer i politi og væbnede styrker, der havde forbrudt sig groft,blev retsforfulgt. Historien kan ikke gøres om – de sår i den sydafrikanske fol-kesjæl, som apartheid skabte, vil det tage lang tid at hele – men det nye Sydafrikakom af med det forhadte styre på en måde, der gav de bedste fremtidsmulighe-der.

Det nye Sydafrika er født med store politiske, sociale og økonomiske vanske-ligheder og modsætninger. De kan ikke trylles væk i en håndevending; det kræ-ver et langt, sejt træk. Landet står midt i et krævende, demokratisk og økono-misk genopbygningsarbejde. Men vanskelighederne ville have været mangefoldstørre, hvis afviklingen havde været gennemført med vold og ikke gennem tål-modig og vanskelig forhandling.

Den fredelige afvikling af apartheid var en kæmpe bedrift i sig selv og en lykkebåde for hele Afrika og for de mange hvide mennesker, der var fulde af skamfø-lelse over et styre bygget på inhumane, racistiske principper om den hvide mandsoverherredømme. Men Nelson Mandelas betydning rækker videre. Han symbo-liserer, at det kan lade sig gøre at skifte et inhumant styre ud med demokrati –ved forhandling, uden vold. Hvis vel at bemærke der er mennesker, der går ispidsen med politisk vilje, fremsyn og mod.

I slutningen af februar og begyndelsen af marts 2006 var jeg inviteret til Polenfor at deltage i festlighederne i forbindelse med 25-års dagen for Solidaritetsdannelse. Set i bakspejlet er dannelsen af Solidaritet på skibsværftet i Gdanskunder elektrikersvenden Lech Walesas ledelse en afgørende begivenhed i kom-munismens sammenbrud. Det er blevet sagt om Solidaritet, at den kunne sam-menlignes med en politisk tsunami, der ramte kommunismen hårdt undervandlinien på en måde, systemet aldrig forvandt. Det kommunistiske styrekunne ikke rigtig stille noget op imod en ny type fagbevægelse, der byggede pået kristent, ikke-voldeligt program, og som hurtigt fik millioner af polakkersom medlemmer. Samtidig blev Solidaritet en uvurderlig inspiration for dissi-denter i andre af landene i Central- og Østeuropa. De kunne se, at det kunnelade sig gøre at gå op imod et undertrykkende og udueligt samfundssystem.Under festlighederne blev det fremhævet af flere, at Solidaritets betydningmåske ikke så meget lå i, at kommunismen brød sammen. Den var – som detblev udtrykt – dømt til at bryde sammen. Betydningen lå især i, at den brødsammen uden blodsudgydelse. Med vold havde de kommunistiske regimer tid-ligere forsvaret sig i Ungarn og Tjekkoslovakiet og Østtyskland. Men imod den

6

fredelige massebevægelse, Solidaritet, kom styret til kort. Solidaritet repræsente-rede de mange og de kloge. Og sådan startede sammenbruddet for kommunis-men i Europa.

Så forskellige de i øvrigt er, er der væsentlige lighedstræk mellem Nelson Mandelaog Lech Walesa. Meget betegnende blev de begge præsidenter i deres hjemlande.Begge repræsenterer det bedste i menneskets ubændige stræben efter en tilværel-se i fred og frihed. I Europa slog demokratiet hurtigt igennem efter kommunis-mens sammenbrud. Og med friheden fulgte hurtigt økonomisk vækst og socialeforbedringer. I Afrika går det langsommere, og der er mange tilbageskridt, bådepolitisk og økonomisk. Håbet, om at det nye Sydafrika ville blive en inspirationtil hurtige politiske fremskridt for hele kontinentet, er ikke gået i opfyldelse.Men det rokker ikke ved Nelson Mandelas bedrift. Snarere understreger de mang-lende fremskridt i mange afrikanske lande, hvor stor Nelson Mandelas betyd-ning egentlig har været.

Han er en lederskikkelse der til evig tid vil tjene til inspiration for alle, derfinder at fred, frihed og demokrati er værd at slås for.

7

T a k

Som læseren vil opdage, har denne bog en lang forhistorie. Jeg begyndte at skri-ve den i smug i 1974, mens jeg var fængslet på Robben Island. Uden mine gamlekammerater Walter Sisulu og Ahmed Kathradas utrættelige arbejde for at genop-live mine erindringer, er det tvivlsomt, om manuskriptet ville være blevet fuld-ført. Den kopi af manuskriptet, jeg beholdt hos mig selv blev fundet af myndig-hederne og konfiskeret. Men ud over at bruge deres enestående kalligrafiske fær-digheder havde mine medfanger Mac Maharaj og Isu Chiba sikret, at det origi-nale manuskript nåede sikkert frem til sit bestemmelsessted. Jeg genoptog arbej-det på det efter min løsladelse fra fængslet i 1990.

Siden min løsladelse har min tid været opfyldt af utallige pligter og ansvar,der ikke har givet mig megen fritid til at skrive. Heldigvis har jeg fået hjælp afhengivne kolleger, venner og professionelle, der har hjulpet mig med omsiderat fuldføre mit værk, og som jeg gerne vil give udtryk for min taknemmelig-hed over for. Tak igen til min kammerat Ahmed Kathrada for de mange ti-mer, der er gået med at revidere og korrigere historien og gøre den mere præ-cis.

Jeg nærer dyb taknemmelighed til Richard Stengel, der samarbejdede med migom udformningen af denne bog og var til uvurderlig hjælp under redigeringenog revideringen af de første dele og affattelsen af de senere dele. Jeg husker medglæde vores tidlige morgenture i Transkei og de mange timer, hvor vi snakkedesammen i Shellhuset i Johannesburg og i mit hjem i Houghton. En særlig takskylder jeg Mary Pfaff, der bistod Richard i hans arbejde. Jeg har også nydt godtaf råd og støtte fra Fatima Meer, Peter Magubane, Nadine Gordimer og EzekielMphahlele.

9

Mange tak til mit personale på ANC-kontoret, der tålmodigt tog sig af det logi-stiske arbejde omkring udarbejdelsen af denne bog, men især til Barbara Masekelafor hendes effektive koordinering. Iqbal Meer har ligeledes brugt mange timerpå at tage sig af de forretningsmæssige aspekter af bogen. Jeg føler taknemmelig-hed over for min forlagsredaktør, William Phillips fra Little Brown, der har ledetdette projekt fra begyndelsen af 1990 og frem og har redigeret teksten. Han fikdygtig assistance af Jordan Pavlin og Steve Schneider. Jeg vil også gerne takkeprofessor Gail Gerhart for hendes faktuelle gennemgang af manuskriptet.

I n d h o l d

Første del: Barndom på landet 13Anden del: Johannesburg 61

Tredje del: En frihedskæmper fødes 87Fjerde del: Kampen er mit liv 127

Femte del: Forræderi 171Sjette del: Den Sorte Pimpernel 225

Syvende del: Rivonia 261Ottende del: Robben Island: De mørke år 321

Niende del: Robben Island: Begyndelsen til håb 377Tiende del: Samtaler med fjenden 427

Ellevte del: Frihed 467

Navne- og stikordsregister 523

F Ø R S T E D E L

B a r n d o m p å l a n d e t

– 1 –

Bortset fra livet, en stærk konstitution og en varig forbindelse til thembu-konge-huset, var det eneste, min far gav mig ved fødslen, et navn: Rolihlahla. På xhosabetyder Rolihlahla ordret »at rykke i grenen på et træ«, men den mere dagligdagsbetydning af ordet ville være »ballademager«. Jeg tror ikke, at navne er skæbne,eller at min far på en eller anden måde forudså min fremtid, men senere tilskrevvenner og slægtninge mit fornavn de mange storme, jeg har været årsag til ogklaret mig igennem. Mit mere velkendte engelske eller kristne navn fik jeg førstpå min første skoledag, men nu foregriber jeg begivenhedernes gang.

Jeg er født den 18. juli 1918 i Mvezo, en ganske lille landsby ved bredden afMbashe-floden i distriktet Umtata, hovedstaden i Transkei. I mit fødeår sluttedeFørste Verdenskrig; en influenzaepidemi, der dræbte millioner af mennesker ihele verden, brød ud; og en delegation fra den Afrikanske Nationalkongres hen-vendte sig til fredskonferencen i Versailles for at give udtryk for de klager, denafrikanske befolkning i Sydafrika havde at fremføre. Men Mvezo var en verdenfor sig selv, et lille samfund fjernt fra de store begivenheders verden, hvor manlevede stort set på samme måde, som man havde gjort det i hundreder af år.

Transkei ligger tretten hundrede kilometer øst for Cape Town, ni hundredekilometer syd for Johannesburg, mellem floden Kei og grænsen til Natal, mellemde forrevne Drakensbjerge mod nord og det Indiske Oceans blå vande mod øst.Det er et smukt land med kuperet terræn, frugtbare dale og tusinde floder ogbække, der holder landskabet grønt selv om vinteren. Transkei var dengang et afde største territoriale områder i Sydafrika og dækker et areal omtrent på størrel-se med Schweiz, med en befolkning på tre en halv million xhosaer og et ganske

13

lille mindretal af basothoer og hvide. Det er hjemsted for thembu-folket, der ud-gør en del af xhosa-nationen, som jeg tilhører.

Min far, Gadla Henry Mphakanyiswa, var høvding både af blodet og eftersædvaneretten. Han blev taget i ed som høvding af Mvezo af kongen af thembu-stammen, men under det britiske styre skulle hans valg ratificeres af regeringen,der i Mvezo var repræsenteret af den lokale dommer. Som regeringsudnævnthøvding var han berettiget til både et vederlag og en del af de gebyrer, regeringenpålagde samfundet for vaccination af kvæg og for de fælles græsgange. Selv omhøvdingens rolle var ærværdig og højt agtet, var den allerede for femoghalvfjerdsår siden blevet devalueret under en uforstående hvid regerings kontrol.

Thembu-stammen går tyve generationer tilbage til kong Zwide. Efter traditio-nen boede thembu-folket i forbjergene ved Drakensbjergene og flyttede ud modkysten i det sekstende århundrede, hvor det blev optaget i xhosa-nationen.Xhosaerne udgør en del af nguni-folket, der har boet, jaget og fisket i de rige ogtempererede sydøstlige dele af Sydafrika, mellem det store indre højland og detIndiske Ocean mod syd, i hvert fald siden det ellevte århundrede. Nguniernekan opdeles i en nordlig gruppe – zulu- og swazi-folkene – og en sydlig gruppe,der består af amaBaca, amaBomyana, amaGcaleka, amaMfengu, amaMpodomis,amaMpondo, abeSotho og abeThembu, og tilsammen udgør de xhosa-nationen.

Xhosaerne er et stolt og patrilineært folk med et udtryksfuldt og velklingendesprog og en urokkelig tro på lovenes, uddannelsens og høflighedens betydning.Xhosa-samfundet var en afbalanceret og harmonisk samfundsorden, hvor hvertenkelt individ kendte sin plads. Hver xhosa tilhører en klan, der kan føres tilba-ge til en bestemt forfader. Jeg er medlem af madiba-klanen, opkaldt efter enthembu-høvding, der regerede i Transkei i det attende århundrede. Jeg bliverofte tiltalt med mit klannavn, Madiba, som tegn på respekt.

Ngubengcuka, en af de største thembu-monarker, forenede hele stammen ogdøde i 1830. Som skikken var dengang, havde han hustruer fra de vigtigste kon-gehuse: det Store Hus, hvorfra arvingen udvælges, det Højre Hus og Ixhiba, etmindre hus, der af nogle kaldes det Venstre Hus. Sønnerne i Ixhiba eller VenstreHus havde til opgave at bilægge stridigheder i kongehuset. Mthikrakra, den æld-ste søn af det Store Hus, efterfulgte Ngubengcuka, og blandt hans sønner varNgangelizwe og Matanzima. Sabata, der herskede over thembuerne fra 1954, varNgangelizwes barnebarn, og Kalzer Daliwonga, bedre kendt som K. D.Matanzima, den tidligere førsteminister i Transkei – der sædvaneretsligt er minnevø – var efterkommer af Matanzima. Den ældste søn af Ixhiba-huset varSimakade, hvis yngre bror var min farfar, Mandela.

Selv om der i tidens løb har været mange historier om, at jeg var en af arvin-gerne til thembu-tronen, afslører den simple genealogi, jeg netop har skitseret,disse historier som en myte. Selv om jeg var medlem af den kongelige husstand,var jeg ikke blandt de få privilegerede, der blev oplært til at herske. I stedet blev

14

jeg, som efterkommer af Ixhiba-huset, ligesom min far før mig oplært til at råd-give stammens herskere.

Min far var en høj, mørkhudet mand med en rank og statelig holdning, somjeg gerne vil tro, jeg har arvet. Han havde en hvid hårlok lige over panden, ogsom dreng tog jeg hvid aske og gned det i håret for at efterligne ham. Min farvar streng og sparede ikke på pryglene. Han kunne være utrolig stædig, endnu ettræk, som desværre kan være gået videre fra far til søn.

Min far er undertiden blevet omtalt som Thembulands premierminister underSabatas far Dalindyebo, der regerede i begyndelsen af århundredet, og underhans søn og efterfølger, Jongintaba. Det er forkert formuleret, eftersom der ikkeeksisterede nogen sådan titel, men den rolle, han spillede, var ikke forskellig fradet, denne titel indebærer. Som respekteret og værdsat rådgiver for begge kongerledsagede han dem på deres rejser, og stod i reglen ved deres side under vigtigemøder med regeringsembedsmænd. Han var den anerkendte vogter af xhosaer-nes historie, og det var til dels af denne grund, han blev værdsat som rådgiver.Min egen interesse for historie slog rod i en tidlig alder og blev opmuntret afmin far. Selv om min far hverken kunne læse eller skrive, gik han for at være enfremragende taler, der holdt sine tilhørere tryllebundet ved samtidig at under-holde og belære dem.

Senere fandt jeg ud af, at min far ikke blot var kongernes rådgiver, men ogsåhavde bragt en konge til magten. Efter Jongilizwes tidlige død i tyverne, var hanssøn Sabata, den Store Hustrus spæde barn, for lille til at bestige tronen. Deropstod strid om, hvilken af Dalindyebos ældste sønner med andre mødre –Jongintaba, Dabulamanzi og Melithafa – der skulle vælges til at efterfølge ham.Min far blev rådspurgt og anbefalede Jongintaba med den begrundelse, at hanvar den bedst uddannede. Han fremførte, at Jongintaba ikke blot ville være engod vogter af kronen, men også en glimrende lærer for den lille prins. Min far ognogle få andre indflydelsesrige høvdinger havde den store respekt for uddannel-se, man ofte finder hos dem, der ikke har fået nogen uddannelse. Anbefalingenvar kontroversiel, for Jongintabas mor kom fra et mindre hus, men min fars valgblev til sidst accepteret af både thembuerne og den britiske regering. Senere gen-gældte Jongintaba denne tjeneste på en måde, som min far ikke kunne forestillesig på det tidspunkt.

Alt i alt havde min far fire hustruer, hvoraf den tredje, min mor NosekeniFanny, der var datter af Nkedama fra amaMpemvu-klanen i xhosa-folket, tilhør-te det Højre Hus. Hver af disse hustruer, den Store Hustru, Højre Hustru (minmor), Venstre Hustru og hustruen af Iqadi eller støttehuset, havde sin egen kraal.En kraal var et lille landbrug, der i reglen omfattede et simpelt, indhegnet inde-lukke til dyr, marker til dyrkning af afgrøder og en eller flere stråtækte hytter.Min fars hustruers kraaler lå mange kilometer fra hinanden, og han rejste rundtmellem dem. På disse rejser avlede min far i alt tretten børn, fire drenge og ni

15

piger. Jeg er den førstefødte i det Højre Hus og den yngste af min fars fire søn-ner. Jeg har tre søstre, Baliwe, der var den ældste pige, Notancu og Makhutswana.Selv om Mlahlwa var den ældste af min fars sønner, var arvingen til min farshøvdingeværdighed Daligqili, sønnen af det Store Hus, der døde i begyndelsenaf trediverne. Alle hans sønner er nu døde, bortset fra mig, og de tre andre varikke blot ældre end mig, men havde også højere rang.

Da jeg ikke var meget mere end nyfødt, blev min far indblandet i en strid, derberøvede ham hans høvdingeværdighed i Mvezo og afslørede et træk i hans karak-ter, som jeg tror, han har givet videre til sin søn. Jeg mener, at personlighedenformes mere af miljø end af arv, men min far havde en stolt oprørskhed, en stæ-dig retfærdighedssans, som jeg kan genkende hos mig selv. I sin egenskab af høv-ding – eller overhoved, som de hvide ofte kaldte det – stod min far til ansvar forsit styre ikke bare over for thembu-kongen, men også over for den lokale dom-mer. En dag indgav en af min fars undersåtter en klage over ham, der drejede sigom en okse, der var strejfet bort fra sin ejer. Dommeren sendte derfor besked tilmin far med ordre om at fremstille sig for ham. Da min far fik denne tilsigelse,sendte han følgende svar tilbage: »Andizi, ndisaqula« (»Jeg kommer ikke, jegruster mig til kamp«). Man trodsede ikke dommere dengang. En sådan optræ-den ville blive betragtet som højdepunktet af uforskammethed – hvad den i dettetilfælde også var.

Min fars svar var et udtryk for hans overbevisning om, at dommeren ikke hav-de nogen legitim magt over ham. Når det drejede sig om stammeanliggen-der, lod han sig ikke vejlede af den engelske konges love, men af thembuernesskik. Denne trods var ikke et anfald af irritation, men en principsag. Han hæv-dede sin traditionelle ret som høvding og satte sig op imod dommerens myndig-hed.

Da dommeren modtog min fars svar, anklagede han ham øjeblikkelig for lydig-hedsnægtelse. Der blev ikke foretaget nogen undersøgelse eller efterforskning;det var reserveret hvide embedsmænd. Dommeren afsatte simpelthen min far,hvorved familien Mandelas høvdingeværdighed ophørte.

Jeg var uvidende om disse begivenheder på det tidspunkt, men ikke uberørtaf dem. Min far, der efter sin tids målestok var en velhavende adelsmand, miste-de både sin formue og sin titel. Han blev frataget det meste af sin kvægflok ogsine hjorder og de indtægter, de gav. På grund af vores forværrede forhold flytte-de min mor til Qunu, en lidt større landsby nord for Mvezo, hvor hun kun-ne finde støtte hos venner og slægtninge. Vi levede under mere beskedne forholdi Qunu, men det var i denne landsby i nærheden af Umtata, at jeg tilbragte nog-le af de lykkeligste år i min barndom, og hvorfra jeg har mine første erindrin-ger.

16

Læs hele Mandelas fantastiske livshistorie i den trykte bog som kan købes hos din boghandler eller bestilles via saxo.com på nedenstående link.

http://bit.ly/15QF0is