Nu titte til hinanden B. S. Ingemanns salmer i Dronningens Asyl

Fortolkende fortællinger | Indskolingen | Lærervejledning

[2]

Fælles Mål 2009

Materialet er lavet for at opfylde følgende trinmål:

Kristendomskundskab, trinmål efter 3. klasse

Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sæt-

ter dem i stand til at

• samtale om, hvad kirke og kristendom er

• samtale om udvalgte grundbegreber i kristendommen

• synge og samtale om salmer og sange

• kende til centrale fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente

• tale med om indholdet af de bibelske fortællinger

• tale med om almene tilværelsesspørgsmål med brug af enkle faglige begreber og med en begyn-

dende bevidsthed om det religiøse sprog

• samtale om og forholde sig til normer for samvær

Kolofon

Materialet af skrevet af

Svende Grøn

Skole-Kirke-Samarbejdet i Sydthy, Thisted og Morsø Provstier

t: 2343 2337 | m: sg@km.dk

www.skolekirkesamarbejdet.dk

www.facebook.com/skolekirkesamarbejdet

[Den anvendte vignet er en bearbejdning af Dronningens monogram fra porten til Den integrerede

institution Dronning Caroline Amalie]

[3]

Forord

”Danskheden som sådan ville ingen skade lide, hvis Rosenborg Slots kronjuveler og sølvfade blev

solgt til en oliemillionær i Texas - det ville kun gavne betalingsbalancen. Men danskheden uden In-

gemann? Umuligt - utænkeligt!”

Citatet kommer fra Dan Turèll, der ligesom så mange andre danskere havde et nært forhold til Inge-

manns morgen- og aftensange.

De fleste danskere kan stadig melodierne og enkelte vers udenad. ”I østen stiger solen op” er en af

de salmer, som alle kan synge med på; hvis de da tør!? Ingemanns salmer lægger op til en sanselig og

følsom lydhørhed, som børn føler sig imødekommet af og rummet i. Blandt andet derfor giver det

god mening fortsat at lære børnene hans salmer. Og fordybe sig i hans og Weyses univers.

Midt i romantikkens storhedstid, hvor skønhed og drømme var positive begreber, skrev B. S. Inge-

mann sine berømte morgen- og aftensange. Sammen med komponisten C.E.F. Weyse skabte han et

univers af glæde, lys og fred, som mange betragter som noget af den fineste digtning, vi har på

dansk.

De syv morgensalmer (sammen med sangen ”Storken sidder på bondens tag”) udkom i 1837 til mor-

gensangen på Dronning Caroline Amalies asyl. Asylet, der var det andet asyl i København (fra 1828),

blev et fristed for fattige børn med udearbejdende forældre. Altså blev asylet en slags børnehave og

eksisterer den dag i dag som sådan.

Dronningen var allerede i en ung alder blevet

optaget af Ingemann og hans skrivning, så

derfor var det naturligt, at hun gennem ven-

ner fik gjort ham klart, at hun ønskede, at han

skrev nogle sange til asylet.

I 1838 udkom syv aftensange af Ingemann og

Weyse.

Historien bag Dronningens asyl kan man læse i William Thomassen: ”Asylbevægelsen og det kjøben-

havnske Asylselskab”, Det Københavnske og Nørrebros Asylselskab, 2011. Det er en meget grundig

og overskuelig gennemgang af baggrunden for og menneskene bag asylerne.

Musikken til de syv morgensange og de syv aftensange er en del af den kulturkanon, som udkom

2006, ligesom B.S. Ingemann er en del af Dansk Litteraturkanons folkeskole-tillæg fra 2004.

”Disse sange er enestående, magiske,

mirakuløse, visionære, sofistikerede,

primitive, bevidsthedsudvidende og

barnlige på en gang!”

Dan Turèll

[4]

Undervisningsvejledning

Materialet er bygget op om fem fortolkende fortællinger, hvor vi følger drengen Carl Marius’ møde

med asylets lyse verden. Jeg har forsøgt at skrive i romantikkens maleriske sprog og med vilje ladet

enkelte gamle (uforståelige?) ord stå som markeringer af tid og sted. Fortællingerne foregår i begyn-

delse af 1840’erne; dvs. mens Madam Orene Fejlberg stadig var asyl-moder, og Frederikke var asylpi-

ge. Og før man begyndte at bygge videre på København udenfor voldene i 1850’erne, og før Weyse

døde i efteråret 1842.

Et samlende element i arbejdet med materialet er at lave et stort fællesbillede om Ingemanns ver-

den; jo større jo bedre. Når der arbejdes med en salme, laves der elementer til fællesbilledet, som

jeg foreslår, at I udstiller ved forløbets afslutning. Jeg stiller mig gerne til rådighed som taler ved så-

dan en fernisering, ligesom jeg meget gerne vil se jeres billede.

Jeg forestiller mig, at man synger salmen både før og efter fortællingen, så Ingemanns særlige sprog-

univers kommer ”ind under huden” på eleverne. Billedrigdommen i salmerne er så stor, at det giver

god mening at gentage dem med kun de få minutters mellemrum, som bruges til oplæsning af Carl

Marius’ fortælling.

Når eleverne har mødt salmerne og fortællingerne, indeholder

materialet også ideer til undervisningen. Det er vigtigt, at man væl-

ger de ideer, som man selv finder relevante for den elevgruppe,

som man konkret underviser.

Jeg har udvalgt et par kunsthistoriske billeder, der vil kunne kaste

lys over salmernes billedsprog, ligesom jeg håber, at I vil inddrage

melodierne i arbejdet i musik.

På www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann ligger digitalt materiale tilgængeligt. Det er bl.a. sal-

merne sunget af en forsanger med klaverakkompagnement, de kunsthistoriske billeder, sanghæfte

som pdf-fil og relevante links til uddybende materialer.

”Slige smukke digte

komponerer sig selv”.

C.E.F. Weyse

[5]

Indholdsfortegnelse

Fælles mål 2009, Kristendomskundskab ...................................................... side 2

Forord ........................................................................................................... side 3

Undervisningsvejledning .............................................................................. side 4

Indholdsfortegnelse ..................................................................................... side 5

Fortællingerne

Nu titte til hinanden ........................................................................... side 6

I østen stiger solen op ........................................................................ side 7

Gud ske tak og lov .............................................................................. side 9

Bliv hos os, når dagen hælder .......................................................... side 10

Der står et slot i vesterled ................................................................ side 12

Salmerne

Nu titte til hinanden ......................................................................... side 14

I østen stiger solen op ...................................................................... side 17

Gud ske tak og lov ............................................................................ side 20

Bliv hos os, når dagen hælder .......................................................... side 23

Der står et slot i vesterled ................................................................ side 26

Portrætter

B. S. Ingemann ................................................................................. side 29

C. E. F. Weyse ................................................................................... side 30

Dronning Caroline Amalie ................................................................ side 31

Litteraturliste og links ................................................................................. side 32

Kopiark ....................................................................................................... side 33

[6]

Fortællingerne

Nu titte til hinanden

Carl Marius kan ikke sove. Det er tidlig

morgen, og lyset er så svagt, at de få ting i

kammeret kun anes som skygger i det grå.

Et skab, hvor den ene låge hænger skævt.

Det store bord midt i rummet, hvor de

hver aften forsøger at være familie. Og så

de fire stole, som nogle har hængt deres

tøj på ryggen af, så de næsten ligner firbe-

nede dyr, der står og knejser med nakken

midt i natten.

Vinduet er som et stort, støvet øje, der

stirrer på Carl Marius, mens han prøver at

falde i søvn igen.

Men Carl Marius har svært ved at sove.

Der er lyde alle vegne, som holder ham

vågen. Lyden af de andre sovende rundt

omkring ham. Lyde nede fra gården af

rotter, der pusler ved affaldet og lokum-

merne. Og Spritter-Johannes, der drikker

for meget brændevin til at kunne få noget

ud af dagen og for lidt brændevin til at

kunne sove natten igennem. Så Spritter-

Johannes slutter natten af med en hæs

sang og starter dagen med en dram. Alt

for tidligt, synes Carl Marius, som så gerne

ville kunne sove.

Men Carl Marius har svært ved at sove.

Det rumler i hans mave, og han kan slet

ikke finde ud af, om han er glad eller ban-

ge. Han er spændt til bristepunktet! Nede i

den anden ende af tæppet, som varmer

ham og lillesøsteren, titter tæerne frem.

De har en tydelig mørk kant af snavs under

neglene, for Carl Marius går for det meste

med bare tæer. Og der er meget skidt og

møg ude og inde, som kan krybe op under

neglene og gemme sig der.

”Forældrene bør drage Omsorg for, at

deres Børn melde hver Morgen i Asylet

med kjæmmet Haar, rensede Klæder, og

velvasket Ansigt og Hænder”, havde Asyl-

moderen læst højt, da hun besøgte det

overfyldte kammer den anden dag. Velva-

skede hænder og ansigt! Hun sagde jo ikke

noget om fødder. Hvordan mon Asyl-

moderen havde det med beskidte fødder?

spekulerer Carl Marius.

Når han lukker øjnene og næsen, kan han

næsten se og lugte hende for sig. Hun duf-

tede helt anderledes end alle andre men-

nesker og dyr, som Carl Marius kendte.

Hun duftede af sæbe og blomster og

sommerregn. Hendes tunge, lyse kjole

foldede sig ned mod jorden og skjulte

hendes fødder helt, men Carl Marius var

ikke i tvivl: Asyl-moderen kendte ikke til at

have beskidte fødder.

Hun var ren fra inderst til yderst. Rene var

ordene, der forlod hendes læber. Rene var

hendes tanker om at hjælpe de fattiges

børn. Rent var det blik, der så på Carl Ma-

[7]

rius på en måde ingen anden nogensinde

havde set på ham. Og rene var hænderne,

der højtideligt havde hilst først på faren,

så moren og til sidst Carl Marius.

”Har Pastor Martensen skrevet attesten?”,

spurgte Asyl-moderen, før hun spurgte om

noget som helst andet. Og faren havde

rødmet lidt og fundet papiret i skuffen

under spisebordet.

På attesten skrev præsten, at det var

sandt, at både faren og moren arbejdede

udenfor hjemmet. Og at han, præsten,

mente, at Carl Marius kunne få gavn og

glæde af at blive passet i Dronning Caroli-

ne Amalies Asyl omme i Store Kongensga-

de.

Carl Marius er mere i tvivl. Vil han blive

glad for at være så fint et sted, hvor man

taler pænt til hinanden, leger stille lege og

synger smukke ord. Han har jo de fire før-

ste år af sit liv passet sig selv og vænnet

sig til at spytte, pisse og sige For Fanden,

når det passer ham. Han ved alt om byens

bagsideliv, hvor lussingerne sidder løst,

knægtene tæsker hinanden til blods, og

stanken fylder næsten alt. Men Carl Mari-

us er en overlever. Han klarer sig. Han

klarer sig selv.

Asyl-moderens lyse stemme havde talt

om, at hun dyrkede skønne drenge og pi-

ger i sin børne-have. ”Skønheden får plads

til at blomstre”, sagde hun og så på Carl

Marius med smil i øjnene. ”Og ukrudtet

river vi op med rode!”

Tiden er listet fra natten ind i morgenen.

Lyset er vokset, og rummets brunlige far-

ver er blevet tydelige. Vinduets grå støv-

øje er blevet lysere og har fået den samme

sennepsgule farve som husvæggen lige

udenfor ruderne.

I dag skal Carl Marius begynde som børne-

have-dreng i Dronning Caroline Amalies

Asyl. Han er en lille plante, der vokse og

gro til at blive et godt menneske. Han vil

gøre sig umage med at gøre alting rigtigt.

Han vil være en god dreng, så hans mor og

far kan være stolte af ham. Han vil synge

med på sangene og lære ordene, så hur-

tigt han kan; og nynne melodien, når hu-

kommelsen svigter. Han vil se på de andre

børn med samme varme blik som Asyl-

moderens. Han vil gerne.

Men han ved nu ikke helt, om han kan.

I østen stiger solen op

Måske er det paradiset, tænker Carl Mari-

us. Eller i al fald tæt på paradiset. Det er,

som om Dronning Caroline Amalies asyl er

helt anderledes end noget andet sted på

jorden. Et sted, hvor alle mærker, at Gud

har menneskenes børn kær; mærker at

Gud er ven med børn, orme og muntre

fugle.

Selvfølgelig var det svært, da han trådte

ind gennem den store, tunge egetræsdør

for første gang. Selvfølgelig var det svært

at vinke til lillesøsteren og moren og være

[8]

helt alene. Han skulle bruge alle sine kræf-

ter for at skubbe døren i bag sig. Men helt

alene er han ikke ret længe, for han opda-

ger hurtigt, at det store hus er fyldt af le-

gende børn.

Det er andre børn, en helt anden slags

børn, end dem han kender hjemme fra

gaden. I Dronningens asyl hilser man pænt

på hinanden, giver hånd og kalder højtide-

ligt hinanden ved navn. Her hersker ikke

baggårdenes rå forbandelser og nedvær-

digende øgenavne.

I Dronningens asyl taler man til hinanden.

Ingen kunne finde på at råbe; hverken

børnene eller de voksne. Man lytter pænt

til hinanden og hjælper hinanden, så godt

man kan.

Det er svært for Carl Marius at vænne sig

til. Han er vant til at skulle forsvare sig og

forvente det værste fra sine kammerater

hjemme i gården. Han er vant til lussinger

fra de store drenge og spark fra voksne,

hvis han ikke lige får flyttet sig i tide.

Selvom Carl Marius kun er fire år, har han

lært gadens ubarmhjertige lov: Slå først,

råb højest, stjæl selv det, du gerne vil ha-

ve. Og han har fundet sin første lille lom-

mekniv, som han har tænkt sig at bruge,

hvis det bliver nødvendigt engang. Han

finder sig ikke i noget.

I Dronningens asyl er vinduerne store, og

der er så langt mellem husene, at lyset

bliver stærkt og næsten gør ondt i Carl

Marius’ øjne. Han har aldrig set så meget

lys på én gang. Der er så meget lys, at han

har på fornemmelsen, at han kan røre ved

det og lege med det. Lyset giver farverne

mere farve, og skyggerne bliver stærke,

som var de tegnet med kul. Hver dag får

han lov at lege i lysets hjem.

På samlingssalens bagvæg er lavet et relief

af en hvid engel med store vinger. Den

hænger for højt til, at Carl Marius kan røre

ved den. Han ville så gerne røre englens

små, hvide hænder. Tage englen i hånden

og flyve ud mod paradiset.

I dagens første lave morgenlys bliver vin-

gerne gyldne som guld. ”Se”, siger Asyl-

moderen og peger på englen på væggen.

”Se, englen kommer flyvende fra den fagre

kyst, hvor paradiset lå. Se solen, der brin-

ger lys og liv og lyst til store og til små. Se,

lyset er en himmelsk glans på jord, et glimt

fra Paradisets kyst, hvor livets æbletræ

gror.”

Alle børnene sidder på bænkene og stirrer

forventningsfulde på solens morgenstrå-

ler. Carl Marius synes, at alt er dejligt, ind-

til han opdager, at lyset får hans tøj til at

virke snavset. Pletterne fra morgenmaden

ses alt for tydeligt. Uden at ville det får

han lyst til at gemme sig under bænken.

Og uden at ville det, begynder hans krop

at følge hans frygt, og han kryber ned af

sædet og ind under bænken.

”Carl Marius!”, kalder Asyl-moderens lyse

stemme. ”Carl Marius, kom op fra mørket

og ud i lyset til os andre!”

Carl Marius er musestille. Han har ikke lyst

til at komme frem igen. Han har lyst til at

gemme sig. Basta!

”Kender I historien om Zakæus?”, spørger

Asyl-moderen. ”Zakæus var en lille tolder,

som snød alle, der boede i hans by. Folk

kunne ikke lide ham, så han gemte sig det

meste af tiden. En dag kom Jesus forbi, og

[9]

selvom Zakæus havde gemt sig godt og

grundigt oppe i et morbærfigentræ, fik

Jesus øje på ham. ”Du skal ikke gemme dig

mere”, kaldte Jesus og besøgte ham og

spiste middag i hans hus. Folk blev sure.

Vidste Jesus virkelig ikke hvilken bedrager

og forræder, han spiste aftensmad med?

Jo, det vidste Jesus såmænd alt om, men

Guds søn kom ikke til verden for at døm-

me og pege fingre. Han kom som lyset fra

Betlehem, der jager selv det mørkeste

mørke på flugt. Alle soles sole, der bringer

glimt fra lysets hjem.”

Inden børnene begynder at synge, kryber

Carl Marius op på bænken igen. Det er

trods alt varmere og dejligere at sidde i

lyset.

Gud ske tak og lov

”Gud ske tak og lov”, siger Asyl-moderen

hver morgen, når asylbørnene sidder

bænket i den lyse samlingssal til morgen-

sang. ”Gud ske tak og lov, for at I alle er

her i dag. Gud ske tak og lov for at ingen er

syge, og at I har sovet godt i nat. Vi kan

ikke undvære nogen af jer her i kærlig-

heds-asylet.”

Carl Marius kender slet ikke de ord. ”Gud

ske tak og lov”. Hjemme i baggården, hvor

han kæmper om pladsen til at leve og le-

ge, bruger man aldrig den slags ord. Der er

ordene hårde som sten og smager af jern,

når man tager dem i munden. Der er or-

dene skarpe som knive og bærer på vold

og frygt.

”Gud ske tak og lov”. Ordene passer så fint

til asylets lyse rum, hvor glæde og tak-

nemmelighed florerer, når himmelens lyse

glans kommer indover byen.

Carl Marius ved, at de lyse rum ikke er en

selvfølgelighed. Man kan ikke regne med

at få lov til at bruge sine dage så smukke

steder. Omsorgsfulde voksne er ikke en

selvfølgelighed. Alt for mange børn vokser

op i mørke lejligheder, hvor mændene

slår, råber og drikker for meget brænde-

vin.

Omme i det mørkeste hjørne bag lokum-

merne havde Carl Marius fundet sit fri-

sted. Her stank ubeskriveligt; her var klamt

og fugtigt; her var uudholdeligt for alle

andre at være, så her kunne Carl Marius

være i fred. Han gemte sine små hjemme-

lavede opfindelser og legetøj i det hjørne.

Og mønten, som han havde fundet i ren-

destenen en regnvejrsdag, og som ingen

vidste noget om. Han var bange for, at

nogle skulle på øje på mønten, for han

vidste, at han var alt for lille til at kunne

forsvare den. Han vidste, at han ville miste

den, hvis nogen fik øje på mønten, så

mørket i hjørnet passede ham fint. Mørket

skjulte lyset, som de andre bare ville stjæ-

le, hvis de fik øje på det.

”Der var en gang en kone, der havde ti

mønter”, fortæller Asyl-moderen. ”Hver

morgen lagde hun mønterne op på køk-

kenbordet ved vinduet for at tælle dem.

Når de lå i lyset, spejlede de morgenlyset

og sendte det ind i køkkenets mørkeste

[10]

kroge.

Men en morgen manglende der én. Der

var kun ni mønter. Hun tændte et lys og

lyste under spisebordet og inde i skabet.

Hun fejede omhyggeligt gulvet i alle hjør-

ner. Og hendes glæde var stor og uforbe-

holden, da hun langt om længe fandt

mønten i en dyb revne. Hun kaldte nabo-

konerne sammen og holdt en fest: For det,

jeg havde tabt, har jeg fundet! Gud ske tak

og lov: Guds engle glæder sig, når selv den

mindste bliver fundet.”

Med store strittende ører lytter Carl Mari-

us til Asyl-moderen ord. Hver morgen for-

tæller hun en lille bibelhistorie for børne-

ne. Og de synger en morgensang, som

Professor Ingemann har lovet Dronning

Caroline Amalie at skrive til asylet, og som

Professor Weyse har skrevet musikken til.

Det er dejlige ord og toner, som de to

”gamle” professorer har skrevet. Langt

hen på eftermiddagen nynner børnene

endnu på melodien.

Det er langt fra hver dag, at Carl Marius

forstår de ord, som de synger. Han er kun

fire år, og der hvor han bor, taler de voks-

ne ikke meget med børn, så ord er noget,

som man selv må finde ud af.

Nogle gange lærer han sig ordene udenad

og går og småsynger dem for sig selv. Og

lidt efter lidt er det som om, at ordene

åbner sig op og viser ham en ny verden.

Som nu med morgensalmen i dag: ”Ej den

mindste mus savner tag og hus; fattigst

spurveunge har sin rede. Ej den mindste

fugl savner ly og skjul; vi skal heller ej om

fristed lede.”

Selv de fattigste og mindste smådyr har et

sted at leve i fred. Den lille og fattige Carl

Marius skal heller ikke savne et fristed,

hvor han kan leve i fred og tryghed. Og

Carl Marius ved godt, hvor det sted ligger,

for han kommer der hver morgen for at

lege og lære i lyset.

”Gud ske tak og lov”, tænker Carl Marius.

”Gud ske tak og lov for Asyl-moder, Asyl-

pigen Frederikke, Professor Ingemann og

professor Weyse. Men allermest Gud ske

tak og lov for Dronning Caroline Amalie,

som har gjort det hele muligt.”

Bliv hos os, når dagen hælder

En eneste gang havde Carl Marius været

med sin mor på arbejde. Han var meget

syg og meget lille. Selvfølgelig kunne han

ikke selv huske det, men moren havde

fortalt om det så ofte, at han næsten tro-

ede, at det var hans egen erindring.

Gennem de vintermørke gader en alt for

tidlig morgen havde hun båret ham. Med

feberhed dreng i favnen og vinterkulde

mod sin hud havde moren båret ham. Og

før dagens dont endnu var begyndt, var

hun udmattet og modløs. Hun havde al-

drig sagt noget om det, men måske var

håbløsheden så håbløs, at hun tænkte på

at give op og sætte sig i sneen og lade

søvnen og stilheden overmande dem beg-

ge.

Arbejdsdagen på tobaksfabrikken var lang

[11]

og hård. Det var de samme bevægelser

igen og igen og igen, og selvom Carl Mari-

us sov det meste af tiden, var moren seg-

nefærdig, da arbejdsdagen var ovre, og

natten nærmede sig.

Dette minde fylder Carl Marius’ tanker.

Der er en særlig stemning på Dronning

Caroline Amalies asyl i dag. En trist og

mørk stemning, for en lille dreng, Johan,

der kun havde været på asylet i en måned,

kom aldrig mere. Johan kunne ikke klare

kampen mod kulden og mørket, og lunge-

betændelsen havde taget ham ”med op ad

englenes himmelstige og ind i Paradis-

lyset”, som Frederikke, asyl-pigen, stilfær-

digt fortæller de små grædende.

Carl Marius ved mere om døden end de

fleste børn på asylet. I baggårdens mørke,

hvor han legede med sine kammerater, før

han kom på asylet, har de ofte fundet dø-

de rotter, mus og katte; og sammen har de

undret sig over, hvor stor forskel, der

egentlig er på liv og død. En livligt legende

kattekilling, der tumler rundt og spreder

en hyggelig varme, når man holder den i

favnen, bliver på det øjeblik, hvor døden

kommer, til et koldt, livløst kadaver med

tomme øjne. Uigenkendelig og fremmed.

Som om kroppen er efterladt, og alt det

levende i killingen er gået et andet sted

hen. Måske er den gået ind i det mørke,

hvor Paradis-lyset vælder ud af nattens

sluser.

Engang var Carl Marius bange om natten.

Han var bange for nattens lyde og mørket,

der gjorde, at alt det uhyggelige, som han

kunne forestille sig, kunne gemme sig ne-

de under hans seng, uden han kunne se

det. Engang imellem er Carl Marius stadig

bange om natten, men nu tvinger han sig

selv til at vende det hele på hovedet.

Det, han forestiller sig, der ligger under

sengen, kan jo lige så godt være noget

godt. Måske ligger dér en drømmende

engel, der er sendt ned til familiens lille

kammer af Kongen i livets rige for at spre-

de fred og tryghed.

Han forestiller sig indædt, at han kravler

op ad en uendelig stige, der når helt op

bag de hvide skyer, hvor himlen ligger lys

og åben. Han forestiller sig, at han hilser

på englene og langt om længe bliver om-

favnet af Kongen, søvnen og de lyse

drømme.

”I skal ikke synge for at forstå med jeres

hoveder”, hørte han en dag Asyl-moderen

sige. ”I skal synge for at forstå med jeres

hjerter! Det har Dronningen selv forklaret

mig, og det er Dronningens skyld, at vi kan

være her i asylet sammen!”

Carl Marius ved godt, hvad Dronningen og

Asyl-moder mener. Han ved godt, at der er

rigtig meget, som han ikke kan fatte, selv-

om han tænker sig rigtig godt om. Som nu

Døden, hvis skygge ligger tungt over Asylet

i dag. Hvem kan forklare døden, så man

virkelig forstår det?

Selvfølgelig er det noget med, at hjertet

holder op med at slå, at blodet standser sit

løb rundt i blodårene, at øjet brister og

holder op med at se, at åndedrættet stop-

per. Og kroppen bliver helt kold og glat

som voks. Og tavsheden bliver helt stille.

Men det er jo ikke hele forklaringen om

døden. Hvor bliver livet af, når det går

bort? Alle de lege og smil som lille levende

Johan fyldte dagene med; hvor bliver de

[12]

af? Når lille Johan er væk, og kroppen lig-

ger tilbage i sygesengen som et tomt hyl-

ster, hvor er hans sjæl, hans ånd, hans

personlighed så henne?

”Professor Ingemann siger, at den er oppe

i himmelen”, svarer Frederikke på de svæ-

re spørgsmål. ”Lige som vi hver aften læg-

ger os til hvile i tryghed og fred, selvom

mørket vælder ud af nattens sluser, sådan

kan vi til sin tid lægge os til at dø i tryghed

og fred, for Paradislyset vælder af ud af

den evige nat.”

Det er de ord, Carl Marius godt kan li’.

Ordene om mørke og lys, der løber ud af

natten, ligesom vandet, der fosser i bæk-

ken, når frosten tør isen og sneen op. Or-

dene om det mørke tæppe med stjerner

på, som Gud Fader lægger hen over dale

og høje, når mørket fylder næsten alt.

Der står et slot i vesterled

”Du er en prins”, siger Asyl-pigen Freder-

ikke til Carl Marius og sætter en konge-

krone af papir på hans hoved. Drengen

ranker ryggen uden at tænke over det, for

han føler sig i samme sekund som en

prins.

Kronen er godt nok af papir og ”prinsen”

lige så fattig som Svinedrengen, men Carl

Marius mærker, at den umulige drøm slet

ikke kun er en drøm. Inde i det særlige

slot, som Gud Fader selv har bygget af

aftenslysets stråler, kan selv fattigfolks

unger blive kongelige.

Ikke langt fra Dronning Caroline Amalies

Asyl ligger kongeslottet af sten og glas.

Carl Marius har ofte stået og set over ka-

nalerne og drømt om livet bag de tykke

mure. Han har set på soldaternes farverige

uniformer og deres strenge vandren frem

og tilbage for at beskytte Kongen og

Dronningen.

Carl Marius følte, at det var hans egen

Dronning; i al fald havde Dronning Caroli-

ne Amalie siden 1828 haft ”1200 rigsdaler

til sin rådighed”, som hun ikke havde brug

for til andet end at betale for et asyl for de

fattiges børn. På særlige festdage dukkede

Dronningen op på asylet med sine rolige

bevægelser og store kjoler og talte højti-

deligt med både voksne og børn.

Det var hende, der forklarede Carl Marius,

hvad ordet ”asyl” betyder. ”Asyl kommer

af det græske ord Asylon, som betyder

fristed. Dit fristed, min dreng!” havde hun

sagt og set på ham med øjne, der havde

taget farve af Øresund.

De havde sunget den mærkeligste salme

på asylet i morges. Den var fyldt med

mærkelige ord, som fik Carl Marius’ tanker

til flyve så langt væk, at nabodrengen måt-

te puffe ham i siden, så han kunne følge

med igen.

”Professor Ingemann er da selv ude om, at

man ikke kan samle sine tanker, når han

skriver sådan nogle ord”, tænkte Marius

og lod fantasien finde sine egne veje.

Han så slottet med tagsten af det pureste

guld, der ligesom skinnede af de lyserøde

[13]

aftenskyer.

Han så den kæmpemæssige port, der nåe-

de fra jorden op til himmelen.

Han så de tusinde tårne, der spejlede sig i

havet.

Han så et purpurklædt ridderbanner på

det højeste tårns spidse spir.

Han så solenglen svinge med lysets flag,

før hun tog flugten og forsvandt bag hori-

sontens kant.

Han så en lille båd ligge og vugge i strand-

kanten ved forklaringskysten, hvor alt det

man ikke forstod i livet og i døden, pludse-

lig blev forklaret og åbenlyst.

Og så står Carl Marius på bakken uden for

byen, mens solen er ved at gå ned i vest.

Prinsen i drømmenes rige. Solskiven er

halvt skjult af jorden, og selvom der ikke

er noget hav, den kan spejle sig i, synes

han, at han kan skimte omridsene af slot-

tets tusinde tårne.

Fra toppen af Valby Bakke kan han se langt

omkring. Bag ham ligger byen, hvor mør-

ket lidt efter lidt indtager gaderne. Over

ham står himlen lovende lyserød. Og foran

mod vest ser han det syn, der fik Professor

Ingemann til at skrive sine ord: Et slot i

vesterled. Lysets slot, som er hans eget, og

hvor han kan bo og lege og færdes mellem

mennesker og engle.

[14]

Salmerne

Nu titte til hinanden

Nu titte til hinanden de favre blomster små,

de muntre fugle kalde på hverandre;

nu alle jordens børn deres øjne opslå,

nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær:

han føder fugl og markens lilje klæder;

Dog menneskenes børn har han allermest kær,

Gud ånder på øjet, når det græder.

Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,

hans vugge stod på jord foruden gænge.

Guds himmeriges fryd har han lovet de små

og blomster fra paradisets enge.

Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor,

han bærer barnet op til Gud på armen;

Han storm og hav betvang, da han vandred på jord,

men børnene leged ham ved barmen.

O du, som os velsigned og tog i favn de små,

en morgen se vi dig i Paradiset;

du lærte os til Gud vore øjne opslå,

evindelig være du lovpriset!

B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837

[15]

Ordforklaring

1. favre - smukke

2. føder - giver føde til

3. gænge - ben med buer, der får en vugge til at gynge

4. betvang - styrede, tæmmede

han storm og hav betvang - henviser til fortællingen i blandt andet Matthæusevangeliet kapitel

8, om Jesus og hans disciple, der var i havsnød. Da befalede Jesus stormen at lægge sig, og

straks blev der blikstille.

børnene leged ham ved barmen - henviser til, at der i Markusevangeliet kapitel 10, vers 13-16

står at Jesus tog de små i favn og velsignede dem. Teksten læses altid ved dåben.

Kommentar

Dette er salmen til lørdag på asylet, og den er langt fra så sorgløs, som den synes ved første øjekast.

Lørdag er den ugedag, hvor Jesus lå i graven. I årene 1822-24 skrev Ingemann en anden ”lørdags-

morgensang” til Sorø Akademi. Den begynder: ”Stig frem, o Dag, med Dødens Minde! I Graven livets

Konge laa… Dog selv paa Dødens stille Dag, O Gud, vor Lov og Pris modtag!”

Hvis man ser omhyggeligt efter kan man i ”Nu titte til hinanden” finde flere associationer til døden. I

vers 2 græder øjet. I vers 3 står vuggen lige så ubevægelig (den har ingen gænge), som var det en

kiste ”på jord”. Senere i verset tales om blomster fra paradiset enge. I vers 4 bæres barnet op til Gud.

Da Ingemann skrev salmen, var børnedødeligheden meget stor, så de fleste familier kendte til det.

Barnets død bliver den undertone, som man kan læse ind i det ellers lyse digt.

Derfor anvender Ingemann også dyrene orm og snegl i vers 1. Sneglen kendes fra Salmernes Bog

kapitel 58 vers 9, hvor der står: ”…som sneglen, der opløses i slim, som et dødfødt barn, der aldrig får

solen at se”. Ormen er det dyr, der lever i gravenes mørke.

Når børnene skal ”opslå” deres øjne, bliver det altså mere en blot at vågne til en ny dag; det bliver en

opvågnen til et helt nyt liv i evighed.

Salmen bruges både ved dåb og børne-begravelser.

[16]

Ideer til undervisningen

a.

Samtal om fortælling og salme. Der er stor forskel på at være hjemme hos Carl Marius og at være i

Asylet. Del tavlen i tre (Carl Marius’ hjem, Dronningens Asyl og salmens univers) og skriv op, hvad I

ved om de tre steder. Sammenlign asylets verden med salmens univers.

b.

Lav dyr og ting til fællesbilledet Ingemanns Verden. Børnene skal så vidt muligt huske de beskrivende

tillægs- eller navneord:

- favre blomster

- muntre fugle

- jordens børn

- sneglen med hus på ryg

- mindste orm

- markens liljer

- øjet, når det græder

- krybbestrå… vugge uden gænge

- blomster fra Paradisets enge

- storm og hav betvang

c.

Lav fagter til teksten sammen. I kan evt. nøjes med ud-

valgte vers. Første vers er lettest.

d.

Melodien har en karakteristisk gyngede gang, hvor man

holder nogle toner længere tid end andre. Prøv at

gå/danse til melodien, så man kun må tage et nyt skridt

for hver ny tone. Gå fremad i første linje, bagud i næste,

fremad i tredje og bagud i fjerde linje.

titte verbum

-r, -de, -t

[ˈtidə]

Oprindelse måske omdannelse i

barnesprog af kigge, jævnfør

udråbsordet tittit

Betydninger 1. stikke en smule ud eller rage

op i forhold til omgivelserne

NOGET titter +RETNING

titte frem

1.a

komme (svagt) til udtryk

NOGET titter frem

2.

kigge frem fra et skjul eller gen-

nem en sprække eller åbning

NOGEN/NOGET titter +RETNING

titte frem

3.

kaste et hurtigt eller flygtigt blik

på

NOGEN titter +RETNING

www.ordnet.dk

[17]

I østen stiger solen op

I østen stiger solen op:

Den spreder guld på sky,

går over hav og bjergetop,

går over land og by.

Den kommer fra den favre kyst,

hvor paradiset lå;

den bringer lys og liv og lyst

til store og til små.

Den hilser os endnu så smukt

fra Edens morgenrød,

hvor træet stod med evig frugt,

hvor livets væld udflød,

Den hilser os fra lysets hjem,

hvor størst Guds lys oprandt

med stjernen over Bethlehem,

som østens vise fandt.

Og med Guds sol udgår fra øst

en himmelsk glans på jord,

et glimt fra Paradisets kyst,

hvor livets abild gror.

Og alle stjerner neje sig,

hvor østens sol går frem:

den synes dem hin stjerne lig,

der stod ved Bethlehem.

Du soles sol fra Bethlehem!

Hav tak og lov og pris

for hvert et glimt fra lysets hjem

og fra dit Paradis.

B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837

[18]

Ordforklaring

2. favre - skønne

hvor paradiset lå - i skabelsesberetningen (1. Mosebog kapitel 2) står der: ”Gud Herren plante-

de en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet.”

3. Edens morgenrød - morgenen i Paradiset, skabelsens begyndelse

træet - Livets Træ i Paradiset, hvis frugter skænkede evigt liv

livets væld - floden, der ifølge Bibelens skabelsesberetning gennemstrømmede Paradiset

4. lysets hjem - kan betyde både Østen og evigheden

hvor størst Guds lys oprandt - hvor Guds lys viste sig størst og stærkest, nemlig i Jesus

5. abild - æble. Hentyder til frugten på Livets Træ i Paradiset

6. hin stjerne lig - magen til den stjerne

7. soles sol - sol over alle sole, dvs. Jesus Kristus

lov - lovsang

Kommentar

Nøgleordet i denne salme er øst. Øst er i denne sammenhæng ikke blot en geografisk retning, men

derimod det sted, hvor selve livet kommer fra. Lyset kommer hver eneste morgen fra øst. I 1. Mose-

bog står der i kapitel 2 vers 8, at ”Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst”. Paradiset ligger

altså i øst, ligesom det var derfra Betlehemstjernen kom, som de vise mænd gik efter.

Langt de fleste kirker i Danmark har alteret vendt mod øst, som er opstandelsens retning. Derfor

begraves mange også med hovedet den vej.

Salmen var den sjette mest brugte ved begravelser i 2006. Det mest anvendte var Altid frejdig, når du

går.

Ingemann skrev salmen til onsdagens morgensang på asylet. Onsdag er fra hedensk tid Odins-dag, så

måske har Ingemann villet tage kampen op mod hedenskabets mørke.

Paradiset er for længst tabt for menneskerne på jorden, men det er vigtigt for Ingemann, at vi hver

morgen får et glimt af lysets hjem.

[19]

Ideer til undervisningen

a.

Samtal om fortælling og salme. I dag handler det om lys. Lys er godt, for det spreder liv og lyst. Lys

gør, at vi kan skelne farver og detaljer fra hinanden. Lys får planter til at gro.

Men lys kan også blænde os, når vi næsten ingenting kan se. Og lys afslører også det, som vi måske

helst vil skjule.

Zakæus gemte sig for ikke at blive set. Kender I situationer,

hvor man har allermest lyst til at gemme sig?

For Ingeman kommer morgensolen med glimt fra paradisets

kyst. Gad vide, hvordan paradis er? Hvordan ser der ud?

Hvordan lever man der? Hvordan taler man sammen? Hvilke

følelser har man/har man ikke i paradis?

b.

I dag skal I lave små malerier til fællesbilledet Ingemanns Verden. De skal være på størrelse med

postkort (A6) og skal være helt dækket af farve.

I skal vælge en linje fra salmen som titel på jeres maleri og skrive linjen på bagsiden; f.eks. ”Den

spreder guld på sky” eller ”Hvor træet stod med evig frugt”.

Inden I hænger billederne op, kan I lave en quiz, hvor jeres klassekammerater skal gætte, hvilken linje

jeres maleri forestiller.

I kan vælge at lade malerierne være ramme omkring fællesbilledet. I kan udfylde med ensfarvede A6-

ark, så rammen når hele vejen rundt.

c.

Nogle af versene handler om skabelsen og andre om Jesus og hans verden. Prøv om I kan finde ud af

hvilke (Skabelsen: vers 2-3-5 / Jesus og hans verden: 4-6-7).

d.

I kan lege med hvor mange forskellige måder, man kan synge en sang på. Man kan fx være glad, træt,

sur, ked af det osv. Del eleverne op i hold og lad dem selv finde en sindsstemning, som de synger

sangen med. De andre hold gætter hvilken og reflekterer over, hvad der sker med musikken.

Jeg var engang på morgen-

fugletur med en ornitolog.

Han sagde, at fuglesangen

var mest kraftig i de minut-

ter, hvor vi begyndte at kun-

ne se hinandens øjenfarver.

[20]

Gud ske tak og lov!

Gud ske tak og lov!

Vi så dejligt sov!

barnet lå med varme kind på puden.

Nu som fuglen frisk!

Rask som havets fisk!

Morgensolen titter gennem ruden.

Med hin glans fra sky

kom der lys i by,

kom der glimt af sol i alle sjæle.

Alle haner gol,

hilsed glad Guds sol,

alle vævre tunger små fik mæle.

Ej den mindste mus

savner tag og hus,

fattigst spurveunge har sin rede.

Ej den mindste fugl

savner ly og skjul,

vi skal heller ej om fristed lede.

Lystig hanen gol,

hilsed glad Guds sol,

for hver sjæl er lys og lyst oprundet.

Nu, som fuglen frisk!

Rask som havets fisk!

Vi har kærligheds-asylet fundet.

B. S. Ingemann 1837 / C. E. F. Weyse 1837

[21]

Ordforklaring

2. hin glans - den glans

gol - gammel datidsform: galede

vævre - livlige

mæle - stemme, sprog

3. fristed - tilflugtssted, asyl

4. kærligheds-asylet - det sted, hvor vi er beskyttet af kærlighed. En henvisning til Dronning Caro-

line Amalies Asyl.

Kommentar

”Gud ske tak og lov” er torsdagens morgensang. I en note i førsteudgaven skrev Ingemann, at denne

sang var skrevet ”med særegent Hensyn til Børnene i Asylerne”. Det var ikke særlig almindeligt, at

man skrev tekster henvendt til børn på dengang; så det er pudsigt, at nogle af de mest kendte tekster

fra den tid, netop er skrevet til børn: H. C. Andersens eventyr og Ingemann børne-salmer.

Der var oprindeligt yderligere to vers, som netop understregede, at sangen skulle synges i asylerne:

”Fattig Mand fuldstærk

Gaaer nu til sit Værk;

Rask hver Haand sig rører nu med Glæde.

Fattig Kone maa

Til sin Dont udgaae,

At de Smaa skal ei for Brødet græde.

Fader gik sin Vei.

Moder see vi ei,

Dog i Nød vi sidde ei tilbage.

Arnens Ild er slukt;

Hjemmets dør er lukt;

Gud dog sørger for os alle Dage.”

[22]

Ideer til undervisningen

a.

Samtal om fortælling og salme. Der er nogle ord og vendinger i salmen, som vi ikke bruger i dag;

f.eks. ”Gud ske tak og lov”, ”Med hin glans fra sky”, ”Alle galer gol”, ”Alle vævre tunger små fik mæ-

le”, ”Ej”, ”Kærlighedsasylet”. Tal om, hvad de kan betyde.

Hvor kan almindelige danske børn finde fristeder i dag, hvor man kan være i fred og føle sig tryg?

Har nogle af jer oplevet at blive væk og blive fundet igen? Hvorfor er det, at man bliver så utroligt

glad igen? De filosofisk anlagte kan tale om selvfølgelig

og uselvfølgelig; man kan regne hinanden som en selv-

følge, som adskillelsen minder os om, at vi ikke er det; vi

er en overraskende dejlig gave til hinanden. Vi er ”uselv-

følgelige”.

Hvad gør dyrene, når det bliver lyst? Hvad gør menne-

skene, når det bliver lyst? Hvad har du lyst til at lave, når solen skinner? Hvad har du lyst til at lave,

når det er mørkt? Ingemann skriver, at man kan have lys i sjælen, hvordan er det? Hvad vil det sige at

have et lyst sind? Hvordan får man det, når nogen siger tak til en?

b.

Lav billeder, som kan klippes ud, til fællesbilledet Ingemanns Verden med udgangspunkt i en linje fra

salmen; f.eks. ”Nu som fuglen frisk”, Kom der lys i by”, ”Ej den mindste mus”, ”Vi har kærligheds-

asylet fundet” og så videre.

c.

Lyt til melodien og undersøg, om I kan høre, hvornår tonerne går op og ned i den. I kan med fordel

bruge kopiark 1 bagerst i materialet.

asyl substantiv, intetkøn

-et, -er, -erne

[aˈsyˀl]

fra græsk asylon 'fristed'

www.ordnet.dk

[23]

Bliv hos os, når dagen hælder,

Bliv hos os, når dagen hælder,

du kære Fader og Gud!

Bliv hos os, når mørket vælder

af nattens sluser ud!

Henspred over dal og høje

dit stjerne-klædebons flig,

så lukke vi trygt vort øje

og slumre sødt hos dig.

Bliv hos os, og vi vil drømme

om englebørnenes fred;

din Ånd gennem himmel-strømme

vil suse til os ned.

Og Kongen i livets rige

vil favne alle de små.

På englenes Himmel-stige

skal barnesjæle gå.

Bliv hos os, når dagen hælder,

du kære Fader og Gud!

og Paradis-lyset vælder

af nattens sluser ud.

B. S. Ingemann 1838 / C. E. F. Weyse 1838

[24]

Ordforklaring

2. dit stjerne-klædebons flig - glimt af dit strålende lys, himlen er et lille stykke af Guds stjerne-

kappe.

3. din Ånd … vil suse - Helligåndens nærvær forbindes i Bibelen ofte med en susende lyd

4. Kongen - Jesus Kristus (derfor skrives Kongen med stort K)

Kommentar

Ingemann fortæller, at salmens udgangspunkt er et vers fra Emmaus-vandringen i Lukasevangeliet:

”Men de (disciplene) holdt ham tilbage og sagde: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allere-

de gået på hæld.””

”Der sker en næsten umærkelig bevægelse fra den begyndende nat i vers 1 til dødens nat i sidste

vers”, skriver Jørgen Kjærgaard i Salmehåndbog II. ”Gradvist, som et drømmesyn, åbner det himmel-

ske perspektiv sig i salmen, og gør den til en forsikring om Guds nærvær i liv og død. Som et godnat-

eventyr formidler den tryghedsskabende drømmebilleder, formet af bibelske motiver som en bøn til

den treenige Gud.”

Englenes himmelstige kendes blandt andet fra fortællingen om Jakobs drøm i Betel, Første Mosebog

kapitel 28, vers 10-22. Jakob er lige flygtet fra sin vrede bror, Esau, som han snydt, da han lægger sig

til at sove på den bare jord med en sten som pude. I drømmen ser han en stige, hvor engle går op og

ned. Gud kommer og lover Jakob, at hans slægt skal blive lige så talrig som jordens støv.

[25]

Ideer til undervisningen

a.

Samtal om fortællingen og salmen. Fortællingen handler om Carl Marius’ erfaringer med døden. Alle

børn tænker på, hvad døden er for noget. I kan tale om, hvilke erfaringer Carl Marius har. Og I kan

tale om, hvad I selv tænker om døden. I behøver ikke at være enige med Ingemann, Carl Marius eller

hinanden.

Vers 1 og 5 er næsten ens; eneste forskel er tredje linje: ”…når mørket vælder” bliver til ”og paradis-

lyset vælder”. Hvordan kan mørke blive til paradis-lys?

På en måde er salmen fræk. Den giver jo næsten Gud ordrer, når den starter fire af versene med

udsagnsord i bydeform (imperativ). ”Bliv” og ”henspred” er dog bønner (eller ønsker), så hele salmen

er at betragte som en aftenbøn. De seks linjer fra ”Din ånd gennem himmelstrømme…” er løfter om,

hvad Gud vil.

I fortællingen har jeg lagt et lille spor om at forstå

med mere og andet end hjernen. Når man arbejder

med lyrik (og kunst i det hele taget), er det vigtigt,

at samtalerne ikke udvikler sig til ”regnestykker”,

hvor man prøver at regne ud, hvad digteren tænker.

Ingemanns sange er dybt sanselige, så det er også

med sanserne, de skal opleves og forstås.

Forstå kan man på flere måde. Man forstår først for

alvor kunsten at cykle, når man virkelig cykler. Al-

verdens forklaringer på cykle-kunnen kan slet ikke

måle sig med den forståelse og indsigt, som cyklin-

gen selv rummer.

b.

I dag skal I lave et ”stjerneklædebon” på fællesbilledet Ingemanns Verden. Læreren klistrer et langt

mørkeblåt stykke stof på jeres billede, som alle sætter små og store stjerner på. I kan lave stjerner i

forskellige materialer; f.eks. stanniol, ståltråd/rosentråd, juice-karton, tændstikker, garn, limpistols-

lim og så videre.

c.

Se på billedet Labrofossen af Thomas Fearn-

ley fra 1837 på

www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann.

Hvad forestiller billedet? Prøv at finde stem-

ninger og følelser i billedet. Hvordan passer

billedet til Ingemanns tekst?

”Poesi er en erkendelsesproces og

ikke bare et konserveringsmiddel

til henkogning af solnedgange og

fuglesløjt.

Digteren er ej heller opfinder.

Det er ham ikke nok at finde ud af.

Han må finde ind til.”

uddrag af

Halfdan Rasmussens digt

Digte skal ikke forklares

[26]

Der står et slot i vesterled

Der står et slot i vesterled,

tækket med gyldne skjolde;

did går hver aften solen ned

bag rosenskyernes volde.

Det slot blev ej med hænder gjort:

mageløst står det smykket;

fra jord til himmel når dets port;

Vorherre selv det har bygget.

Fra tusind tårne funkler guld,

porten skinner som ravet;

med strålestøtter underfuld

sig borgen spejler i havet.

Guds sol går i sit guldslot ind,

skinner i purpurklæder.

I rosensky på borgens tind

står lysets banner med hæder.

Solenglen svinger lysets flag,

vandrer til fjerne lande;

ham følger liv og lys og dag

bag nattens brusende vande.

Lig solen farer livet hen,

går til forklarings-kysten.

Med glans opdukker sol igen

fra Paradiset i østen.

B. S. Ingemann 1838 / C. E. F. Weyse 1838

[27]

Ordforklaring

1. et slot - det gyldne slot i salmen er et billede på solens sidste stråler. For digteren bliver synet

måske også en åbenbaring af det ny Jerusalem, den himmelske by, som ved tidernes ende skal

dale ned til jorden (Johannes Åbenbaring, kapitel 21). Den jordiske skønhed peger hos Inge-

mann hen imod den evige herlighed hos Gud.

vesterled - horisonten i vest

did - derhen

2. strålestøtter - strålende søjler

purpurklæder - strålende rød klædning (forbeholdt den romerske kejser)

lysets banner - fanen, der markerer lysets sejr over mørket

3. forklaringskysten - dér, hvor vi med Paulus’ ord skal ”se ansigt til ansigt” og få forklaret, dvs.

kastet lys over menneskelivets gåde og evigheden

Kommentar

Salmen er den første i Ingemanns Syv Aftensange fra 1838. Den kom først med i Salmebogen i 2002.

Teksten bevæger sig fra Vest i første linje til Øst i sidste linje. Paradiset ligger i øst, men Guds nye slot

med porten, der når fra jord til himmel, ligger i vest, hvor vi mennesker bor. Gud er Herskeren i pur-

purklæder, der styrer solenglens gang bag nattens brusende mørke vande.

”På vej ind i livets nat får den, der synger denne salme,

både et glimt fra paradisets morgen og evighedens forkla-

rede, evigt oplyste kyst”, skriver Jørgen Kjærgaard i Sal-

mehåndbog II.

Ligesom i så meget andet af romantikkens litteratur mø-

der nordisk mytologi kristendommens univers i salmen.

Sagnkongen Gylfe besøgte aserne for at lære gudernes

verden at kende. Men det havde de ikke lyst til. Derfor

udsætter de ham for blændværk med den gyldne sal.

I romantikken elskede man drømmen fremfor virkelighe-

den, så måske har Bo Hakon Jørgensen ret, når han skriver: "Verden peger, men den er ikke stedet

selv. Tøvende mellem realitet, eventyrlighed og religiøsitet står den romantiske Ingemann, som også

skrev fantastiske fortællinger."

Der står et slot i vesterled er ikke et forsøg på neutralt, nøgternt og rationelt at beskrive virkelighe-

den; den er en vision om en større, dybere, skønnere virkelighed.

"Da han trådte ind i borgen,

så han dér en hal så høj, at

man næppe kunne se op

over den; dens tag var belagt

med gyldne skjolde, lagvis

som et spåntag."

Snorres Edda, 1225

[28]

Ideer til undervisningen

a.

Samtal om fortælling og salme. Et udgangspunkt for samtalen kunne være elevernes egne erfaringer

med solnedgange. Når solskiven først rører horisonten, synes det som om, det går hurtigt, før hele

solen er sunket ned i havet eller jorden.

Refleksioner i vand og skyer kan nogle gange får det til at se ud, som om der ligger et stort slot byg-

get på horisontens linje.

Ingemann bruger en hverdagserfaring (solnedgangen) til at vise noget guddommeligt (Guds rige). I

sine salmer viser Ingemann ofte sider af forholdet mellem Gud og skaberværket, der har gjort, at han

er blevet beskyldt for at være panteist: altså at Gud er i alt; at Gud er identisk med verden.

b.

Ingemanns aftensang er fyldt med farver. Prøv at finde dem: Gyldne, rosenskyernes, guld, rav, pur-

purklæder. Mal et slot, som I kan klippe ud og sætte på fællesbilledet Ingemanns Verden, hvor I kun

bruger farverne fra salmen. I må altså gerne have flere nuancer af gult, lyserødt, rav-farvet og lilla

(purpur).

c.

Se J. M. W. Turners billede “A sail boat ap-

proaches the Arts” fra 1840’erne på

www.skolekirkesamarbejdet.dk/ingemann.

Hvad kan I se på billedet? Hvilke farver domi-

nerer?

Prøv at lukke øjnene i mindst 15 sekunder;

åbn øjnene og find ud af, hvad du først ser på

billedet.

Lav en liste af ord, som I synes passer godt til

maleriet: f.eks. varme, glæde, lys, sol, drøm

osv. Passer ordene fra listen godt sammen

med Ingemanns salme.

[29]

Portrætter

Bernhard Severin Ingemann (1789-1862)

”I den mest storartede Natur gives der næsten Intet, som jo Barneøjet kan opdage selv på den flade-

ste Slette-ø i Østersøen. Med den store Stjernehimmels Verdensalt foroven, har den lille grønne jord

forneden fast alle den samme herlighed, kun i mindre eller større målestok.”

Sådan begynder Ingemann kapitlet om sit forhold til naturen i sin ”Levnetsbog” fra 1862. Her afslø-

res, at man i naturen med barnets nysgerrige øjne kan få øje på Verdens-altet, den store sammen-

hæng, som for Ingemann var Gud. Gud kunne man finde alle vegne, og Guds herlighed var at finde på

jord. Selv på flade Falster, hvor Ingemann voksede op i farens trygge præstegård.

Som 10-årig mister han sin far; og denne tidlige erfaring af døden og det efterfølgende håb om en

evighed ses tydeligt i flere af hans salmer.

Ingemann var den yngste af 8 søskende og en eftertænksom dreng, der holdt af at færdes i naturen.

Det dyr, som han beundrede mest, var sneglen, som Gud have lært at bygge et lille rundt hus på ryg-

gen, som den kunne krybe op af den stejleste træstamme med. Det kan svanen ikke klare med sine

store hvide vinger. Da han fortalte de voksne det, synes de pludselig at sneglen var en lille tusind-

kunstner.

Barnets blik på verden kan lære voksne indsigter og dybder,

som forstanden har svært ved at få øje på, mente han. Selv

hvis forstanden prøver at bortforklare de poetiske sandheder,

som ligger gemt i tilværelsens usynlige egne, vil barnets fanta-

si afsløre skønheden og storheden.

”Kunde det lykkes vor forstand - paastaaer han - at bortforkla-

re Virkeligheden af hin store Poesi, der lever i alle Nationers

Almuesagn om synlige vink fra Tilværelsens usynlige egne, saa

vilde dog bestandig en dybere fornuft redde det Skjønne og

Store deri ved Fantasiens uskyldige barnehaand,” skriver han

andetsteds i ”Levnetsbog”.

Ingemann blev en betydelig figur i den folkelige, nationale

bevidsthed, der voksede frem i første halvdel af 1800-tallet.

Han skrev historiske romaner om heltene fra Danmarks fortid, formidlede folkets almuesagn

(=beretninger) samtidig med at han skrev mere eventyrlige og fantastiske romaner og skuespil.

Han var på fornavn (og brev) med H. C. Andersen og N. F. S. Grundtvig og havde en stilling som lektor

på det anerkendte akademi i Sorø.

[30]

Følelserne, fantasien, drømmene, skønheden og storheden var drivkræfter i Ingemanns digtning og

forfatterskab, så han blev en lederskikkelse i romantikkens danske litteratur.

Det er de lyse og skønne tanker, som er tydeligst i Ingemanns digtning. Men han skrev faktisk nogle

fortællinger med titler som ”Det forbandede hus”, ”Varulven” og ”Den levende døde”; måske inspire-

ret af Shelleys ”Frankenstein”, der udkom året før Ingemanns Eventyr og fortællinger (1820). Mørket

kan have en magisk virkning på mennesker, vidste Ingemann, der bl.a. skrev om temaet i fortællingen

”Selv-citationen” fra 1847. Heldigvis beslutter hovedpersonen (og Ingemann) sig for ikke at lege mere

med de mørke kræfter.

Ingemann-selskabet har lavet en glimrende hjemmeside

(www.ingemann-selskabet.dk), hvor der er fri adgang til

bl.a. biografisk materiale.

Den 24. februar 1862 var den sidste dag, B. S. Ingemann

levede. Da solen var ved at gå ned, bad han fra sengen om at få gardinet trukket fra, så han endnu

engang kunne se solens lys fra himlen. Han kunne ganske vist ikke se selve solen, derfra hvor han lå.

Han kunne kun se dens genskin. Da nogen i stuen beklagede det, sagde han med et glad smil. ”Jeg er

godt fornøjet med, hvad jeg så!”. Så lod han gardinet trække for igen.

Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842)

Weyse blev født i Altona i udkanten af Hamborg i Tyskland af musikinteresseret mor, der var gift med

en købmand. Faren døde, da Weyse var blot 6 år, men allerede året efter gifter moren sig igen. Det

er Weyses morfar, der opdager drengens usædvanlige musikalitet og giver ham undervisning. Som

trettenårig komponerer Weyse sine første værker, nogle

småsange og klavertrioer, og som 15-årig, efter sin konfir-

mation og morens død, bliver han sendt til København,

hvor han modtager undervisning af nogle af tidens bedste

musikere.

Fra 1894 får Weyse arbejde som organist i den reformerte

kirke og fra 1805 til sin død i Vor Frue kirke, der er Køben-

havns Domkirke. Weyses arbejder spænder vidt. Han kom-

ponerede både syngestykker, symfonier og klaverværker,

og han bearbejdede en række danske folkeviser.

Weyse har skrevet melodier til en række salmer udover

Ingemanns morgen- og aftensange. Mest kendt er nok

Grundtvigs ”Den signede dag”. I alt har han komponeret

melodier til 19 af Salmebogens salmer.

”Jeg er godt fornøjet med,

hvad jeg så!”

B. S. Ingemann

[31]

Dronning Caroline Amalie (1796-1881)

”Selv ikke saa lykkelig at have Børn kastede hun nu sin Kjærlighed paa Landets fattige, forladte Smaa,

der nøgne og hungrige mangle Hjem og Tilsyn, medens deres Forældre maa arbeide for at fortjene

brødet. Her gjorde hun hele sin kongelige Indflydelse gjældende”, skriver Johanne Luise Heiberg i

sine erindringer. ”Hun var den første, der rundt i Landet reiste hyggelige boliger, ”Asyler”, for at op-

tage de Smaa indenfor lune vægge. De fattige Børn, der tidli-

gere havde løbet om paa Gaden, udsatte for al Plage og For-

dærvelse, bleve nu her underviste i de første Børnelærdomme

og legede glade med hverandre paa dertil indrettede Lege-

pladser. Hvad Caroline Amalie har virket ved denne Kjerlig-

hedsgjerning er uberegneligt.”

“Fattigbørns Moder” og “den kgl. Fostermoder for de smaa”

var samtidens karakteristikker af hende. Hun samlede omkring sig en kreds af kvinder fra aristokrati-

et og overklassen og bidrog i kraft af sin position som kronprinsesse og fra 1839 som landets dron-

ning til at forme en ny, aktivt udadvendt og socialt forpligtet kvinderolle.

Caroline Amalie mødte i 1838 N. F. S. Grundtvig, der holdt foredrag for hende og hendes kreds om

Nordens historie. Hans syn på kristenlivet og det folkelige kom til at præge Dronningen, der havde sin

faste plads ved gudstjenesterne i Vartov. Hun fandt i

asyl-arbejdet en rolle, der gjorde det muligt for hende at

leve et bevidst og udadvendt kristent liv. Da der blev

knyttet en skole til asylerne, lod hun Grundtvigs skole-

tanker få en vigtig plads.

Caroline Amalie var Christian 8.s dronning. Hun voksede

op på Augustenborg og Gråsten i Sønderjylland. Bryllup-

pet stod på Augustenborg Slot den 22. maj 1815, men

var til begge ægtefællers store sorg barnløst. Caroline

Amalie kunne ikke få børn; gemalen var jo far til et barn

af første ægteskab, den senere Frederik VII.

Længe var der et udmærket forhold mellem hendes yng-

re bror, hertug Christian August af Augustenborg, og

hendes gemal, Christian Frederik, men da denne besteg

tronen som Christian VIII i 1839, opstod der hurtigt

uenighed om hertugdømmerne, hvor hertugen ivrigt

forfægtede en arveret, som kongen ikke ville indrømme ham. I denne strid stod Caroline Amalie stil-

tiende på hertugens side, hvad hun indrømmede over for kongen, der – også stiltiende – måtte kon-

statere, at hans egen dronning ikke stod bag ham i denne for riget så væsentlige sag.

Hun har i breve til svigerinden, Louise af Augustenborg, i 1861 og 1863 givet udtryk for, at hun nu

forstod, hvad hendes afdøde gemal havde været oppe imod, og inderligt fortrød sin stillingtagen.

»Hun reiste ej Borge med Taarn mod Sky, hun reiste en Skole til Børnely«.

Samtidigt hyldestdigt

[32]

Litteraturliste

W. Thomassen: Asylbevægelsen og det kjøbenhavnske Asylselskab, Det Københavnske og Nørrebros

Asylselskab 2011

B. S. Ingemann: Levnetsbog, C. A. Reitzels Forlag 1862 (genoptrykt af Gyldendal 1968)

Bibelen, Det Danske Bibelselskab 1992

Den danske salmebog, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag 2002

Meile og Meister: Salmeordbogen, Borgen 2007

Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog I+II, Det Kgl. Vajsenhus’ forlag 2003

Kulturkanon, Politikens Forlag 2006

(På den indlagte dvd kan man høre DR Pigekorets dirigent Michael Bojesen forklare lidt om Ingemann

og hans betydning. Samt høre koret synge ”I østen stiger solen op”.)

Slot og Aabenhus: Er du med på noderne, Forlaget Bolden 2011

Jørgen Aabenhus: Litteraturhistorie for folkeskolen, Dansklærerforeningen 2003

Detlef og Holm-Petersen: 21 lyriske temaer, Gyldendal 1974

Bo Hakon Jørgensen: Mastetoppe, 100 dansk digte med korte analyser, Syddansk Universitet 1997

Links

www.denstoredanske.dk

www.wikipedia.dk

www.bibelen.dk

www.ingemann-selskabet.dk

www. dr.dk/skole/Musik/syng-dig-glad

www.ordnet.dk

www.sidensaxo.dk/fileadmin/saxo-abstract-uploads/Caroline_Amalie.pdf

www.salmeriundervisningen.dk

www.kristendom.dk

[33]

Kopiark 1

Gud ske tak og lov

Hvis tonen går op

Hvis tonen går ned

Hvis tonen er den samme som før

Gud ske tak og lov!

Vi så dejligt sov,

barnet lå med varme kind på puden.

Nu som fuglen frisk!

Rask som havets fisk!

Morgensolen titter gennem ruden.