BETÆNKNINGOM

REVISION AF JAGTLOVEN

AFGIVET AFDEN AF LANDBRUGSMINISTERIETUNDER 13. AUGUST 1959 NE DSATTE

KOMMISSION

BETÆNKNING NR. 394

1965

SCHULTZ BOGTRYKKERI . KØBENHAVN

INDHOLDSide

1. afsnit. Kommissionens nedsættelse 5

2. afsnit. Oversigt vedrørende nugældende retstilstand 7

A. Jagtlovgivning 71. Jagtloven 72. Loven om bekæmpelse af skadeligt dyre- og fuglevildt 73. Reservatloven 7

B. Anden lovgivning 81. Lov om værn for dyr 82. Lov om handel med samt tilvirkning og besiddelse af våben m. v 83. Lov om hunde 84. Lov om naturfredning 85. Lov om mark- og vejfred 86. Lov om sandflugtens bekæmpelse 97. Lov om visse landbrugsejendommes brug og overgang til selveje 98. Lov om brug af visse ejendomme og boliger på landet 99. Lov om forbud mod at medtage løse hunde i Jægersborg Dyrehave 9

3. afsnit. Kommissionens overvejelser 10

A. Indledende synspunkter 10

B. Hvad forstås ved jagt 10

C. Bekæmpelse af skadelige pattedyr og fugle 13

D. Vildtreservater 14

E. Jagtfredning 15

F. Jagttider og fredningsbestemmelser 181. Almindelige synspunkter og mindretalsudtalelser 182. Koordinering af jagttiderne i de nordiske lande 193. „Pariserkonventionen" 22

G. Jagt på søterritoriet 24

H. Jagttegnsordningen 261. Jagtprøve 262. Jagttegn 263. Jagtansvarsforsikringen 27

J. Jagtmåder og jagtredskaber 281. „Natjagt" 282. Våben 283. Sakse og fælder 294. Gift 295. Jagt fra motorkøretøj 306. Støverjagt 30

K. Jagtrådet 31

4. afsnit. Resumé og indstilling 32

4

BILAGSFORTEGNELSESide

1. Udkast til forslag til lov om jagten 33Bemærkninger til lovforslaget 44

2. Redegørelse af 20. januar 1961 om fastsættelse af jagttider og fredningsbestemmelser 653. International konvention til beskyttelse af fugle („Pariserkonventionen") 864. Redegørelse af 12. februar 1962 om jagt på søterritoriet 895. Indstilling af 20. oktober 1964 om gennemførelse af en jagtprøveordning 926. Skrivelse af 19. oktober 1960 fra Vildtbiologisk Station om kassefælder 967. Konstruktion af kragefælde 988. Konstruktion af høgefælde 999. Skrivelse af 24. juli 1964 fra direktoratet for statsskovbruget om jagt fra motorvogn 100

10. Skrivelse af 11. februar 1961 fra Dansk Støverklub 10211. Skrivelse af 19. juli 1961 fra landbrugsministeriet om jagtfondens administration 103

1. afsnit.

Kommissionens nedsættelse.

Under behandlingen af lov nr. 103 af25. marts 1959 om visse ændringer i jagt-loven gav landbrugsministeren tilsagn omsnarest efter lovforslagets vedtagelse atville nedsætte en kommission med henblikpå at søge gennemført en revision af jagt-loven.

I overensstemmelse hermed nedsatte land-brugsministeriet den 13. august 1959 enkommission med den opgave mest muligtat søge fremmet en revision af jagtlovenogså med henblik på mulighederne for enkoordinering af de nordiske landes fred-ningsbestemmelser.

Kommissionen fik følgende sammensæt-ning:

Udpeget af landbrugsministeriet:departementschef V. Hornslet, kommissio-

nens formand,kontorchef, nu afdelingschef N. Wermuth.

Udpeget af jagtrådet:jagtrådsformand, kammerherre, greve

G. Ahlefeldt-Bille.

Udpeget af Dansk Jagtforening:landsretssagfører K. Schack. Efter at denne

pr. 1. september 1961 var afgået som for-mand for Dansk Jagtforening, er skov-rider, dr. agro. Kj. Ladefoged udnævntsom medlem (9. august 1961).

Udpeget af Lands jagtforeningen af 1923:jagtrådsmedlem L. Engsbye.

Udpeget af Dansk Strandjagtforening:foreningsformand Georg Jørgensen.

Udpeget af natur f redningsrådet:professor, dr. phil. R. Spärck.

Udpeget af reservatrådet:overførster, kammerherre O. Fabricius. Efter

pr. 14. maj 1964 at være afgået som for-mand for reservatrådet, er denne efterønske fratrådt som medlem af kommis-sionen.

Udpeget af Foreningen til Dyrenes Beskyt-telse i Danmark:

lektor Hans Hvass.

Udpeget af Vildtbiologisk Station:afdelingsleder, nu museumsinspektør, dr.

phil. K. Paludan.

Udpeget af Københavns Universitet:professor, dr. phil. Magnus Degerbøl.

Udpeget af Århus Universitet:museumsdirektør, nu professor, dr. phil.

/ / . M. Thamdrup.

Udpeget af De samvirkende danske Land-boforeninger:

gårdejer S. Grue-Sørensen.

Udpeget af De samvirkende danske Hus-mandsforeninger :

husmand Peter Jørgensen.

Udpeget af Dansk Skovforening:kammerherre /. luel.

Udpeget af Erhvervsrådet for Gartneri ogFrugtavl:

direktør, lektor A. Stauning (udnævnt 24.september 1959).

Kontorchef K. Barnekoiv, landbrugsmini-steriet, har fra 1961 deltaget i kommissio-nens plenarmøder.

Til sekretær for kommissionen beskikke-des ekspeditionssekretær Henny Bloch-Niel-sen, landbrugsministeriet.

Af Dansk Havjagtforening og Jydsk Jagt-forening blev udpeget henholdsvis dr. scient.Bøje Benzon og overbetjent J. Jepsen Niel-sen til at oprette kontakt med kommissio-nen og forhandle med kommissionens sekre-tariat om spørgsmål, der særligt måtte be-røre de pågældende foreningers interesse-områder.

Til at oprette kontakt med kommissionennedsatte Dansk Ornitologisk Forening etjagtlovsudvalg med afdelingsleder, dr. phil.Finn Salomonsen som formand, og Forenin-

gen af Politimestre i Danmark udpegedepolitimester P. Stavnstrwp til på foreningensvegne at deltage i eventuelle forhandlingermed kommissionen.

Kommissionen har afholdt 18 plenar-møder.

Et underudvalg med jagtrådsformand,greve Ahlefeldt-Bille som formand har ud-arbejdet forslag til fastsættelse af jagttider,medens et andet underudvalg med afde-lingschef N. Wermuth som formand harbeskæftiget sig med udarbejdelse af forslagtil en jagtprøveordnings udformning i en-keltheder og dennes gennemførelse i prak-

sis. En arbejdsgruppe under ledelse af jagt-rådsformand, greve Ahlefeldt-Bille har over-vejet spørgsmålet om en ændret affattelseaf jagtlovens § 5.

Fra forskellig side er indkommet diverseforslag og oplysninger, der alle har væretgenstand for overvejelse i kommissionen.

Ved udførelsen af sekretariatsforretnin-gerne har fuldmægtig H. Wulff, landbrugs-ministeriet, og sekretær P. Nørby Jensen,landbrugsministeriet, bistået, ligesom Vildt-biologisk Station på forskellig vis har ydetsekretariatet sagkyndig bistand.

6

2. afsnit.

Oversigt vedrørende nugældende retstilstand.

A. Jagtlovgivning.

1. Ifølge lov nr. 145 af 28. april 1931 omjagten med senere ændringer, jfr. land-brugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 109af 25. marts 1959, må jagt i vildtets jagttidudøves af den, der er i besiddelse af gyldigtjagttegn, og som har ret til at jage på detpågældende jagtterræn. Under jagten skallovens bestemmelser om jagtmåder og jagt-redskaber iagttages, og det nedlagte vildtmå i uplomberet stand kun forhandles itiden fra dagen efter jagttidens begyndelseog indtil 8 dage efter dens udløb.

Ved jagtloven af 1931, der afløste den itilknytning til genforeningen med de søn-derjydske landsdele gennemførte lov omjagten af 30. juni 1922, blev frednings-tiderne udvidet, og reglerne om jagtmåderog jagtredskaber udbygget. Endvidere be-stemtes det, at jagttegnsafgifterne, der— bortset fra gebyret for tegnenes udfær-digelse — tilfaldt kommunens kasse, frem-tidig skulle indbetales til en fond, hvismidler gennem forskellige foranstaltningerskulle anvendes til bevarelse og ophjælpningaf vildtbestanden. — Af fonden skulle tilligeafholdes udgifterne ved etablering af enansvarsforsikring for jagttegnsløserne samtomkostningerne ved j agttegnsordningensgennemførelse.

Ved lov nr. 103 af 25. marts 1959 blevjagttegnsafgifterne, der ikke havde væretreguleret, siden de blev fastsat i loven af1931, forhøjet, og der gennemførtes forskel-lige ændringer i jagtlovens kap. VI om strafog påtale. Af hensyn til håndhævelsen afde gældende bestemmelser om fredning afvildt, navnlig helårsfredning af sjældnevildtarter, blev der endvidere i jagtlovenoptaget regler om politimæssig kontrol medkonservatorers virksomhed, ligesom en i1954 gennemført tillægslov til jagtlovenvedrørende adgangen til at falbyde, sælgeog forsende fredede vildtarter blev ind-arbejdet i jagtloven.

2. Ved lov nr. 109 af 31. marts 1953om bekæmpelse af skadeligt dyre- og fugle-vildt (bekæmpelsesloven) blev lov nr. 102af 4. april 1928 med senere ændringer ombekæmpelse af råger, alliker, skarver ogmåger samt lov nr. 115 af 13. marts 1943om bekæmpelse af muldvarpe sammen-arbejdet i én lov og samtidig blev deradgang for landbrugsministeren til at med-dele tilladelse til i fredningstiden at be-kæmpe også andet dyre- og fuglevildt, somforvolder væsentlig skade eller ulempe.

Loven af 1953, jfr. landbrugsministerietslovbekendtgørelse nr. 48 af 28. februar 1958,må betragtes som et supplement til jagt-loven, der indeholder forskellige bestemmel-ser til beskyttelse af landbrugets afgrøderm. in., jfr. jagtlovens §§ 6-7, § 15, litra c,§ 16, litra b, stk. 2, og litra c, stk. 2.

3. I jagtloven af 1931 § 14 nævnes blandtde opgaver, der skulle løses for jagtfondensmidler, etablering af reservater og hånd-hævelse af freden på disse. — Imidlertidvar der ikke i jagtloven hjemmel for land-brugsministeren til at træffe bestemmelseom fredning, og man var derfor henvist tilat etablere reservater — bortset fra viden-skabelige reservater, der kunne oprettes afstatsministeren i medfør af § 20 i natur-fredningsloven af 8. maj 1917 — på deunder landbrugsministeriet hørende domæ-ner eller ved frivillige fredninger. — Medhensyn til søterritoriet kunne intet fore-tages.

Dette savn blev afhjulpet ved lov nr. 94af 7. april 1936 om reservater for pattedyrog fugle, hvorved der bl. a. blev skabtmulighed for at oprette vildtreservater såvelpå landjorden med indvande som på sø-territoriet med henblik på bevarelsen ogformeringen af landets vildtbestand og påbeskyttelse af trækkende fugle. Bestem-melse om oprettelse af vildtreservater træf-fes af landbrugsministeren efter indstillingaf reservatrådet.

For den indskrænkning i privatpersonersejendomsret, som følger af et områdes ud-lægning som vildtreservat, ydes der fulderstatning, og i mangel af mindelig over-enskomst fastsættes erstatningen af entaksationskommission, om fornødent vedovertaksation.

Grundejeres ret til i kraft af deres ejen-domsret at oprette reservater efter egen be-stemmelse berøres ikke af loven.

Reservatloven indeholder tillige regler omoprettelse af videnskabelige reservater og ihenhold til lovens § 15 kan statsministe-ren (ministeren for kulturelle anliggender)efter indstilling af reservatrådet og natur-fredningsrådet i forening ved bekendtgø-relse iværksætte fredning i indtil 10 år afpattedyr- eller fuglearter i hele landet ellerdele af dette.

B. Anden lovgivning.

Udover de foran nævnte love findes derspredt i særlovgivningen forskellige bestem-melser med jagtligt indhold.

1. Ifølge lov nr. 256 af 27. maj 1950 omværn for dyr skal dyr behandles forsvarligtog må ikke udsættes for unødig lidelse.

Det er forbudt at anvende levende dyrsom mål ved øvelses- og kapskydningersamt at beskyde kron-, sika- og dåvildt,sæler og lignende større dyr med hagl.

2. Af justitsministeriets bekendtgørelse nr.16 af 20. januar 1965 af lov om handel medsamt tilvirkning og besiddelse af våben m. v.fremgår, at det er forbudt uden tilladelsefra justitsministeren eller den, han dertilbemyndiger, ved overdragelse at erhvervejagtrifler eller at besidde, bære eller anvendedisse. Det samme gælder for personer under18 år med hensyn til glatløbede haglgeværer,samt luft- og fjederbøsser.

3. Ifølge § 10 i justitsministeriets bekendt-gørelse nr. 232 af 23. juni 1962 af lov omhunde skal visse nærmere angivne hundeuden for København, Frederiksberg ogGentofte samt købstæder med over 15.000indbyggere føres i bånd eller holdes inde-lukket eller forsvarligt bundet fra solned-gang til solopgang, dog mindst i tiden frakl. 18 til kl. 6. Bestemmelsen gælder ikkehunde, der benyttes af skov- og jagtbetjente,eller jagthunde, der af en person, der har

fuldt herredømme over dem, anvendes tiljagt inden for den i jagtloven fastsattejagttid. Uden for byer og områder medbymæssig bebyggelse påhviler det besidde-ren af en hund at drage omsorg for, at denikke strejfer om.

Af § 13 fremgår, at det påhviler besidde-ren af en hund at træffe de foranstaltninger,der efter forholdene må anses påkrævet forat forebygge, at hunden volder andre skade,og ifølge § 15 er besidderen af en hund for-pligtet til at erstatte den skade, hundenforvolder. Det påhviler besidderen af enhund at holde den ansvarsforsikret.

4. I medfør af § 13 i statsministeriets be-kendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961 af lovom naturfredning, jfr. samme lovs § 1, kanfredningsnævnet ved kendelse afgøre, at etinden for nævnets virkekreds liggende om-råde skal fredes og herunder bl. a. bestem-me, at det pågældende område skal bevaresi dets naturlige tilstand med bevarelse afplanter, dyr m. v.

Der er ved fredninger i medfør af dennebestemmelse i enkelte tilfælde truffet be-stemmelse om forbud mod jagt inden fornaturfredede områder.

5. I lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark-og vejfred § 1 henregnes pelsdyr, som eropdrættet i fangenskab, under husdyr. Så-fremt et i fangenskab opdrættet pelsdyrundslipper og ikke indfanges inden 2 må-neder, anses det som vildt. Afkom, derfølger moderdyret, er underkastet de fordette gældende bestemmelser.

Regler om pelsdyrhold samt indførsel afpelsdyr findes i landbrugsministeriets be-kendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944, jfr.landbrugsministeriets cirkulære nr. 174 af20. september 1963.

Indførsel af ræve af enhver art, sølv-grævling, mårer, herunder mink (nertz), zobelog ilder samt andre kødædende pelsdyr såvelsom sumpbæver (bæverrotte, nutria) er kuntilladt, når landbrugsministeriet har med-delt tilladelse hertil. Enhver, der er i be-siddelse af disse dyr, skal anmelde dettetil vedkommende politimester, der skal god-kende de gårde og bure, hvori dyrene eranbragt. Gårdene skal være omgivet afbetryggende hegn bestående af et for denpågældende dyreart uigennemtrængeligt ma-teriale og med hensyn til højde og anbrin-gelse være i stand til at forhindre dyrene

8

i at undvige. Burene skal bestå af et forden pågældende dyreart uigennemtrænge-ligt materiale, og fornævnte cirkulære inde-holder nærmere regler om, hvorledes derskal forholdes, såfremt burene ikke anbrin-ges i et aflåseligt lokale, hvorfra dyrene igivet fald ikke kan undslippe.

6. I medfør af § 6, stk. 4, i lov nr. 84 af25. marts 1961 om sandflugtens bekæmpelsekan klitmyndighederne forbyde jagt påfredede strækninger i det omfang, det ernødvendigt for sikring af dæmpningsforan-staltninger. Denne bestemmelse har afløst§ 1, stk. 4, 2. pkt., i jagtloven af 1931.

7. I lov nr. 240 af 7. juni 1952 om visselandbrugsejendommes brug og overgang tilselveje er givet særlige regler til beskyttelseaf brugerne af de af loven omfattede mindrelandbrugsejendomme samt til fremme afdisse ejendommes afhændelse til selveje.Loven indeholder følgende bestemmelservedrørende beskyttelse mod vildtskade:

§ 12. Ejeren af en landbrugsejendom,som er givet i brug efter reglerne foran iafsnit B, skal, såfremt jagtretten ikke eroverdraget brugeren, være pligtig at ydedenne fuld godtgørelse for den skade, deraf dyre- og fuglevildt tilføjes brugerensmarkafgrøde. Vurdering af skaden fore-tages efter reglerne i loven om mark- ogvejfred.

Stk. 2. Er en ejendom eller et areal under-givet jagtfredning i henhold til § 10, stk. 2a),finder bestemmelserne foran i stk. 1 tilsva-rende anvendelse på skade, som forvoldesaf vildt, der er omfattet af fredningen, ogerstatningspligten påhviler da den påtale-berettigede.

Stk. 3. Omfatter den i stk. 2 nævntefredning kronvildt, dåvildt, sikavildt ellerråvildt, er den påtaleberettigede pligtig atholde de fredede arealer fri for skade af

nævnte vildt i den tid, dette ikke efter dei lov om jagten eller i medfør af nævntelov eller lov om reservater for pattedyr ogfugle fastsatte bestemmelser er fredet. I dettil opfyldelse af den påtaleberettigedes for-pligtelse nødvendige omfang kan den arealetpålagte jagtfredning fraviges ved overens-komst mellem ejeren og den påtaleberet-tigede. Vildt, som i henhold til sådan over-enskomst nedlægges på den fredede ejen-dom, tilfalder dennes ejer.

Stk. 4. Såfremt der ikke ved en overens-komst i henhold til stk. 3 er tillagt denjagtfredede ejendoms ejer ret til at ned-lægge det pågældende vildt, og han ved enefter reglerne i loven om mark- og vejfredforetagen vurdering har godtgjort, at nævntevildt har forvoldt skade på hans mark-afgrøder for mindst 50 kr.. har han, såfremtden påtaleberettigede ikke senest 6 månederefter synsforretningens afholdelse har opsatbetryggende vildthegn, ret til i et år fra6 månedersfristens udløb at udøve jagt påkron-, då-, rå- og sikavildt på de jagt-fredede jorder under iagttagelse af reglernei jagtloven, herunder dennes § 24, stk. 2.

8. Af lov nr. 241 af 7. juni 1952 om brugaf visse ejendomme og boliger på landet frem-går, at ejeren, såfremt jagtretten på en afde af lovens afsnit A omfattede ejendommeikke er overdraget brugeren, er pligtig atyde denne fuld godtgørelse for skade, deraf dyre- og fuglevildt tilføjes brugerensmarkafgrøde. Vurdering af skaden fore-tages efter reglerne i loven om mark- ogvej fred. Bestemmelsen er trådt i stedet for§ 9, stk. 3, i jagtloven af 1931.

9. Loven af 30. juni 1861 om forbud modat medtage løse hunde i Jægersborg Dyrehaveindeholder bl. a. bestemmelser om opta-gelse af løsgående hunde og ydelse af erstat-ning for den skade, som hunden måtte havetilføjet vildtbestanden i dyrehaven.

9

3. afsnit.

Kommissionens overvejelser.

A. Indledende synspunkter.

På kommissionens indledende møde blevder givet udtryk for, at den gældende jagt-lov i og for sig måtte anses for en god lov,men at den på forskellige punkter burdeajourføres, suppleres og udbygges.

Siden gennemførelsen af jagtloven af 1931er der sket en sådan udvikling med hensyntil den almindelige interesse for naturen,at en kommende lov findes at burde ud-formes under hensyntagen til, at det er enalmen interesse at opretholde en så storog artsrig vildtbestand som muligt. Sam-tidig har byernes vækst, landskabets æn-drede karakter samt det stigende befolk-ningstal og den øgede interesse for frilufts-liv medført skærpede vilkår for en rækkevildtarter og større jagtligt pres på vildt-bestanden — en udvikling, der må forudsesat ville fortsætte og måske forstærkes i dekommende år. Det må derfor findes ønske-ligt, at jagtlovens fredningsbestemmelsersøges udbygget bl. a. derved, at der kunfastsættes jagttider for de arter af pattedyrog fugle, som har en vis madnyttig værdi,eller hvis antal det af særlige grunde måanses for ønskeligt at regulere. Endviderebør reglerne om jagtmåder og jagtredskabersøges affattet således, at der gennem jagt-udøvelse tilføjes dyrene mindst mulig lidelse.

Medens det således ud fra forskellige hen-syn findes påkrævet at udvide omsorgenfor vildtet, gør den stadig mere intensiveudnyttelse af jorden det nødvendigt, atjagtlovgivningen søges udformet således, atden giver mulighed for beskyttelse af afgrø-der i tilfælde, hvor disse udsættes for skadeaf vildtet i væsentligt større omfang, enddet efter forholdene findes rimeligt, nårlienses til at enhver må tåle den sædvanligevildtskade, der følger af vildtets tilstede-værelse, og at rimelige afværgeforanstalt-ninger må træffes med hensyn til afgrøder,der virker særlig tiltrækkende på vildtet.

For jagtorganisationerne er det et hoved-punkt, at der i forbindelse med jagtlovs-revisionen gennemføres en jagtprøveordninggående ud på, at enhver forud for erhver-velse af sit første jagttegn skal bestå enprøve, der viser kendskab til jagtvåbensrette behandling samt til det jagtbare vildt.

De her nævnte synspunkter har dannetgrundlag for jagtlovskommissionens over-vejelser, for hvilke der nærmere redegøres idet følgende.

B. Hvad forstås ved jagt.

Under den indledende drøftelse af deprincipper, der bør lægges til grund forjagtlovgivningen, blev der rejst spørgsmålom, hvorvidt der i den kommende jagtlovburde optages en bestemmelse om, hvadder forstås ved jagt. Som motivering her-for anførtes, at en definition af begrebetjagt hidtil har været savnet i jagtloven,at en sådan bestemmelse findes i flere landesjagtlove, at den ville være af betydning vedadministrationen af jagtansvarsforsikringen,og at den i øvrigt ville være af en vis prak-tisk interesse, idet der kan opdukke nyeformer for jagt. I denne forbindelse hen-vistes til, at der tidligere havde været tvivlom, hvorvidt fangst af dykænder i netkunne anses for jagt.

Til brug ved kommissionens overvejelseaf spørgsmålet er udarbejdet nedenståenderedegørelse for, hvad der forstås ved jagti gældende ret:

1. Den danske jagtlovgivning har hidtilikke indeholdt en definition af begrebetjagt, og det må herefter antages, at manhar henholdt sig til den gængse opfattelseheraf. I jagtloven findes dog enkelte be-stemmelser, navnlig § 13, stk. 1, der kanvære vejledende med hensyn til begrebetsforståelse, og der foreligger en omfattendedomspraksis til belysning af spørgsmålet.

11

2. Der foreligger jagt, uanset hvilket mid-del der anvendes hertil. Dette antydes ijagtlovens § 13, stk. 1, (jfr. udtrykket „væresig med skydevåben eller på anden måde")og fremgår i øvrigt af retspraksis, der harstatueret ulovlig jagt og overtrædelse afjagttegnsbestemmelsen, fredningsbestem-melserne, natjagtforbudet m. v. ved såvelbrug af skydevåben som anvendelse afsnarer, fælder, sakse, fasanspyd, udgravningaf ræve i rævegrave, bemægtigelse medhænderne m. v. Det er dog en forudsætning,at midlet er egnet til at skaffe sig vildtetmed, jfr. U. 1896.1073. (Ikke anset somulovlig jagt at slæbe en død kat gennemen statsskov for derved at lokke ræve udpå eget terræn og skyde dem).

3. Der kan foreligge jagt, selv om drab,fangst og bemægtigelse ikke har fundetsted. Dette fremgår bl. a. af jagtlovens§ 13, stk. 1, (jfr. sætningen „selv om derved jagten ikke er fældet eller fanget nogetslags vildt") og af retspraksis. Det er til-strækkeligt, at jægeren blot har efterstræbtdyret, men grænsen mellem en efterstræ-belse, der er jagt, og blotte forberedelser tiljagten kan vanskeligt angives. Problemethar bl. a. betydning ved afgørelse af, omder foreligger overtrædelse af jagtlovens§ 13 (ulovlig jagt) eller eventuelt blot over-trædelse af lovens § 12 (ulovlig færdsel medbøsse eller hund). Her er der i retspraksisstatueret (ulovlig) jagt, selv om der ikkevar løsnet et skud (U. 1895.1158, U. 1898.761, U. 1902.99) eller uden at skydevåbnetvar i skudklar stand, jfr. U. 1904.515 ogU. 1906.520H.

4. På den anden side er efterstræbelse ennødvendig forudsætning for, at der kan talesom jagt. Drab af vildt ved hændelig på-kørsel kan således ikke anses for jagt.

Den, der tilegner sig nedlagt vildt, hanfinder på anden mands jagtgrund, gør sigskyldig i ulovlig omgang med hittegods,eventuelt tyveri, jfr. U. 1880.900H, U.1884.586. I de i dommene omhandlede til-fælde havde den pågældende ikke efter-stræbt vildtet inden bemægtigelsen.

5. Jagtens genstand er vildt, hvilketfremgår forudsætningsvis af en række afjagtlovens bestemmelser, jfr. f. eks. § 12(„Den, der har såret vildt") og § 13 („selvom der ved jagten ikke er fældet ellerfanget noget slags vildt").

Kun pattedyr og fugle kan være vildt ijagtlovens forstand, jfr. en i Dansk Jagt-tidende af 15. juni 1932 citeret dom, hvor-efter skydning af gedder ikke er jagt, ogjagtlovens §§ 15 og 16, der alene omfatterpattedyr og fugle. I teorien henregnes tilvildt kun pattedyr og fugle, der tilhørerher i landet forekommende, vildtlevendearter, herunder også sådanne, der er ny-indvandrede. Udsatte arter kan næppe hen-regnes til vildt, før der har etableret sig enbestand, der forplanter sig her i landet. Iretspraksis (U. 1936.1040H og U. 1943.1163H) er det statueret, at sølvræve ikkeer vildt i jagtlovens forstand. I en af 2højesteretsdommere forfattet kommentar tilsidstnævnte dom begrundedes domsresul-tatet bl. a. med, at dyret ikke tilhører danskfauna. Imidlertid følger det af de nedenfornævnte bestemmelser af 1953 om mark- ogvejfred. at visse pelsdyr, hvoraf der ikkefindes en vildtlevende bestand her i landet,dog under visse omstændigheder må be-tragtes som vildt.

Pattedyr og fugle, der er fredet hele åretog således ikke lovligt kan gøres til gen-stand for jagt, er også vildt i jagtlovensforstand, jfr. herved lovens kap. IV omindførsel m. m. af vildt, der også omfatterhelårsfredede pattedyr og fugle.

I juridisk terminologi henregnes vildt til„res iacentes", d. v.s. genstande, der ikkeer undergivet ejendomsret, før besiddelses-tagen har fundet sted, idet retten til besid-delsestagen normalt er forbeholdt en kredsaf personer, for vildtets vedkommende nor-malt den jagtberettigede (se f. eks. F. Tol-strup „Lærebog i Landboret" 1962 s. 255).

Tilegnelse af dyr, som anden mand harfanget, straffes således ikke som ulovligjagt, men som tyveri, idet dyret allerede ertaget i besiddelse og dermed ejendomsretundergivet, jfr. U. 1918.762, hvor drab ogtilegnelse af en odder, der af den pågæl-dende fandtes fanget i saks på fremmedjagtterræn, straffedes som tyveri.

Et særligt problem fremkommer medhensyn til vildt i indhegnet dyrehave. Iretspraksis anses hjorte i effektivt indheg-net dyrehave for at være ejendomsret under-givet, og nedlægning og tilegnelse af vildteti en sådan dyrehave er betragtet som tyveriog ikke som ulovlig jagt (U. 1872.256, U.1893.1134II, U. 1908.35H og U. 1926.819).

12

På den anden side har Østre Landsret i endom (citeret i Dansk Jagttidende af 1. juli1934) straffet for manglende jagttegn vednedskydning af harer i effektivt indhegnetdyrehave, og det synes rimeligt ud fra enmodsætningsslutning fra jagtlovens § 15,litra b, stk. 2, at antage, at dyrehavensejer ved nedskydning m. m. af dyrene måiagttage f. eks. både jagttegnsbestemmel-sen og reglerne om jagtmåder og jagtred-skaber.

Husdyr henregnes ikke til vildt. De erundergivet ejendomsret, og tilegnelse straf-fes som tyveri, eventuelt ulovlig omgangmed hittegods. For pelsdyr er der i mark-og vej fredslovens § 1, stk. 2, og landbrugs-ministeriets bekendtgørelse nr. 197 af 17.juni 1953 givet særlige regler, der går udpå, at disse dyr betragtes som husdyr, ikkeblot i fangenskab, men også i 2 månederefter at være sluppet fri. Efter periodensudlob anses de for vildt, og jagtlovens be-stemmelser finder da anvendelse på efter-stræbelse m. m. af dyrene.

Det er tvivlsomt, om herreløse katte kananses for vildt. Landbrugsministeriet har iskrivelse af 20. juni 1935 ment, at ned-skydning af disse dyr omfattes af nat jagt-forbudet og bestemmelsen om jagttegn.Retsafgørelse om spørgsmålet foreliggerikke.

Krydsninger mellem vildt og husdyr måefter omstændighederne kunne anses forvildt. Nogen retsafgørelse om spørgsmåletforeligger ikke, men problemet har væretforelagt landbrugsministeriet med hensyntil nogle på 2 godser udsatte murloner ogeksisterende krydsninger mellem muflonerog tamfår. Landbrugsministeriet kom efterbrevveksling med jagtrådet, naturfrednings-rådet og vildtbiologisk station til det resul-tat, at ikke alene muflonerne må betragtessom vildt, men at det samme også synesat måtte gælde krydsningerne, såfremt dy-rene har muflonernes egenskaber.

Til vildtet henregnes også yngel og æg.Ægindsamling må formentlig anses for enform for jagtudøvelse, jfr. herved jagt-lovens § 14, litra a („ingen må . . . . udøvejagt uden at have erhvervet jagttegn. Dennebestemmelse angår dog . . . . ej heller den i§ 17 omhandlede beføjelse til indsamling afæg"). Fjernelse af reder er vel næppe jagt,men fredningsbestemmelserne finder dog

anvendelse på dette forhold, jfr. jagtlovens§ 17.

6. Der foreligger kun jagt, hvis vedkom-mende har haft til hensigt at dræbe ellerfange vildtet, hvilket allerede fremgår afdet under pkt. 4 anførte, hvorefter der tiljagt hører efterstræbelse. Drab af vildt iselvforsvar eller for at befri det for unødiglidelse er dog ifølge retspraksis ikke jagt,jfr. U. 1944.199.

„I „Dansk Jagtleksikon" (1944 side647-48) anfører dommer Heide-Jørgensen,at der til jagt tillige kræves bemægtigelses-og udnyttelseshensigt, såfremt der ikke erbenyttet sædvanlige jægermæssige redska-ber, jfr. U. 1939.653 (Frifindelse for ulovligjagt i et tilfælde, hvor en person, der efteren pludselig indskydelse for at se, om hankunne ramme, kastede et brændestykkeefter en fasan uden at ramme fuglen).

7. Der behøver ikke at foreligge hensigttil (varig) tilegnelse af dyret, for at enhandling kan betegnes som jagt. Fangst tiludsætning andetsteds er således en formfor jagtudøvelse, hvilket fremgår forudsæt-ningsvis af jagtlovens § 18, litra b. Ned-lægning af vildt, som jægeren ikke ønskerat sælge eller fortære, er således også jagt,og bestemmelserne om jagtret, jagttegn,f redningstider, jagtmåder og jagtredskabermå følgelig iagttages, medmindre jagtlovenudtrykkeligt bestemmer det modsatte, jfr.lovens § 15, litra c, § 16, litra b og c, § 24,stk. 2, og § 31, stk. 1, og § 33.

Også anvendelse af fangstredskaber medhenblik på fangst af fugle med ringmærk-ning for øje må antages omfattet af jagt-lovens bestemmelser. Der er her ikke taleom varig tilegnelse af dyret, men der fore-ligger dog efterstræbelse, fangst og bemæg-tigelse af vildtet.

8. Lov nr. 94 af 7. april 1936 om reser-vater for pattedyr og fugle slutter sig nøjetil jagtloven med hensyn til, hvad der skalforstås ved jagt, jfr. reservatlovens §§ 7 og 8,hvoraf fremgår, at det er overladt til reser-vatrådet at træffe de nærmere bestemmelserom udøvelse af jagt på vildtreservaterne.På de videnskabelige reservater tilkommerkompetencen naturfredningsrådet.

9. Loven om bekæmpelse af skadeligtdyre- og fuglevildt, jfr. lovbekendtgørelsenr. 48 af 28. februar 1958, må betragtessom et supplement til jagtloven. Ganske

13

vist forekommer ordet jagt ikke i loven,og efterstræbelsens formål er vel ikke iførste række at opnå jagtudbytte, men påden anden side adskiller den lier omhand-lede beskydning sig næppe i en sådan gradfra den bekæmpelse, som f. eks. er tilladti henhold til den gældende jagtlovs § 16,litra b, stk. 2, at der er grundlag for atanse beskydning i disse tilfælde — menikke inden for bekæmpelseslovens område —for jagt. Det synes bedre stemmende medalmindelig retsopfattelse og sprogbrug at be-tragte efterstræbelsen som jagt i begge til-fælde, idet det i denne forbindelse forekom-mer mindre afgørende, at de regulerendebestemmelser i henseende til fredningstid,jagtredskaber m. m. inden for bekæmpelses-lovens område er afpasset efter formåletmed bekæmpelsen.

Af det foran under 1-9 anførte vil fremgå,at den almindelige opfattelse af, hvad derforstås ved jagt, er uddybet og nærmerepræciseret i de gennem årenes løb trufnedomsafgørelser, således at der nu næppe ialmindelighed hersker tvivl om, hvad derforstås ved jagtudøvelse.

Ved overvejelserne af, hvorvidt en jagt-definition bør optages i den kommendejagtlov, bør det derfor tages i betragtning,i hvilket omfang en sådan bestemmelse kanforventes at blive af vejledende betydningfor domstolene, idet man utvivlsomt påforhånd må gøre sig klart, at det næppevil være muligt at affatte bestemmelsen såkoncis, at den udelukker enhver fortolk-ningstvivl. Det synes således lidet sandsyn-ligt, at det vil være muligt at finde fremtil en formulering, der klart omfatter allenye opdukkende former for jagt, og dom-stolene vil endvidere i de enkelte tilfældevære henvist til at tage stilling til, hvilkenbetydning der kan tillægges den domsprak-sis, der knytter sig til den nugældendejagtlov.

Større betydning for jagtansvarsforsikrin-gen synes bestemmelsen ej heller at kunnefå, da ansvarsforsikringen allerede efter dengældende ordning dækker skader i forbin-delse med jagt, selv om den skadeforvol-dende handling ikke i strengt teknisk for-stand er en jagthandling. Efter kommissio-nens opfattelse er der ikke anledning til atbegrænse denne praksis.

Endelig kan nævnes, at det ved affattel-sen af love her i landet — i modsætning tili visse fremmede retssystemer — i almin-delighed søges undgået at optage definitio-ner i lovteksten, medmindre det af retligegrunde er nødvendigt.

Efter indgående overvejelse er kommis-sionen herefter kommet til det resultat, athensigtsmæssigheden af at optage en defi-nition af jagt i den nye jagtlov må ansesfor yderst tvivlsom, og at man derfor børafstå fra at søge en sådan bestemmelsegennemført ved den forestående lovrevision.

C. Bekæmpelse af skadelige pattedyrog fugle.

Under kommissionens indledende gen-nemgang af jagtloven blev der fremsatønske om, at lovens bestemmelser om ad-gang til at bekæmpe visse fugle og pattedyruden for jagttiden samt landbrugsministe-riets lovbekendtgørelse nr. 48 af 28. februar1958 om bekæmpelse af skadeligt dyre- ogfuglevildt blev taget op til en samlet over-vejelse, idet de gældende regler var såuoverskuelige, at det måtte være rimeligtat søge disse forenklet.

Ifølge jagtlovens § 6 kan brugeren, uan-set om han er jagtberettiget, fange, skydeeller på anden måde dræbe visse nærmereangivne fugle og pattedyr, ligesom det ertilladt a/b ødelægge de pågældende fuglesyngel, æg og reder. — Jagttegn krævesikke, og det angives nærmere i loven, påhvilke lokaliteter denne bekæmpelse måforetages.

Jagtlovens kap. III om jagttider og fred-ningsbestemmelser indeholder i § 15, litra c,og § 16, litra b, stk. 2, og litra c, stk. 2,forskellige bestemmelser, hvorefter pindsvinsamt solsorter, måger, stære, kærnebidere,dompapper, terner, hejrer, alliker, skov-skader, spurve- og duehøge, ringduer, iriskerog andre i store flokke optrædende fugleunder nærmere angivne omstændigheder måjages i f redningstiden.

Bekæmpelsesloven indeholder dels speci-elle regler om bekæmpelse af muldvarpe,råger, skarver og måger, dels i § 17 enalmindelig adgang for landbrugsministerentil i visse tilfælde at meddele tilladelse tili fredningstiden at nedskyde eller på anden

14

måde ombringe dyre- og fuglevildt, somforvolder væsentlig skade eller ulempe. Til-ladelse forudsætter, at skaden ikke kanafværges på anden vis, og jagttegn kræves,såfremt bekæmpelsen foregår ved beskyd-ning.

I medfør af denne bestemmelse er der iårenes løb meddelt en række tilladelser tilbeskydning af sikavildt, alliker, ringduerog vildgæs. Ringduer kan ifølge jagtlovens§ IG, litra c, beskydes, når de forvolderskade i frøkulturer, men disse fugle kanunder særlige omstændigheder gøre bety-delig skade på andre afgrøder, f. eks. raps-marker. — Dispensation til beskydning afvildgæs, navnlig grågæs, har fortrinsvisværet givet til beskyttelse af afgrødernepå landbrugsarealer grænsende op til enkeltevandområder med særligt betydelige fore-komster af gæs på visse årstider.

Medens den nævnte bestemmelse i be-kæmpelseslovens § 17 alene tager sigte pådispensationer fra jagtlovens fredningsbe-stemmelser, indeholder bekæmpelseslovens§ 20 bemyndigelse for landbrugsministerentil at fravige de i jagtlovens kap. V fast-satte bestemmelser om jagtmåder og jagt-redskaber. Denne bestemmelse har væretbragt i anvendelse på vildsvin samt sika-og kronvildt i tilfælde, hvor det — for atopnå en effektiv bekæmpelse -- har væretnødvendigt at kunne beskyde dette vildt1% time før solopgang og 1% time eftersolnedgang.

Efter nøje at have overvejet de forskel-lige regler er kommissionen kommet til denopfattelse, at det må være mest hensigts-mæssigt at sammenarbejde bestemmelserneom bekæmpelse af skadelige pattedyr ogfugle i et særligt kapitel i jagtloven. Dogfinder man, at reglerne om bekæmpelse afmuldvarpen ikke bør indarbejdes i jagt-loven under hensyn til, at bekæmpelsen afdette dyr ikke foregår under jagtlige former,men snarere er på linie med rottebekæm-pelsen.

De gældende regler har i det store og helevirket tilfredsstillende, men bør moderni-seres og på forskellige punkter ajourføresmed den stedfundne udvikling. Herom hen-vises til kap. VIII i kommissionens lov-udkast og bemærkningerne til de enkelteparagraffer (bilag 1).

Ü. Vildtreservater.

Jagtloven af 1931 indeholder ikke hjem-mel for landbrugsministeren til at træffebestemmelse om oprettelse af vildtreserva-ter, men som nævnt foran side 7 blev dettesavn afhjulpet ved lov nr. 94 af 7. april1936 om reservater for pattedyr og fugle.Denne lov, der indeholder regler om opret-telse af såvel vildtreservater som videnska-belige reservater, påtænkes imidlertid tagetop til overvejelse i forbindelse med denigangværende revision af naturfredningslov-givningen, og jagtlovskommissionen harherefter fundet det naturligt at overvejereglerne om vildtreservaters oprettelse itilknytning til jagtlovsrevisionen.

Kommissionen har haft kontakt med denarbejdsgruppe under naturf redningskom-missionen, der overvejer reservatloven irelation til naturfredningslovgivningen. For-handlingerne med arbejdsgruppen resulte-rede i, at man enedes om at foreslå, atbestemmelserne vedrørende de videnskabe-lige reservater inkorporeres i naturfrednings-loven, medens reglerne om vildtreservater-nes oprettelse og administration søges op-taget i et nyt kapitel i jagtloven, såledessom det nærmere fremgår af kommissionenslovudkast, navnlig bemærkningerne til kap.VII.

De beføjelser, der er tillagt det i lov nr.94 af 7. april 1936 § 6 omhandlede reservat-råd med hensyn til oprettelse af vildtreser-vater, foreslås henlagt til et vildtnævn,i hvilket bl. a. jagtrådet er repræsenteret,jfr. bemærkningerne til § 34 i kommissio-nens lovudkast. Endvidere foreslås reservat-rådet ophævet, idet der herefter ikke vilvære behov for at opretholde dette, jfr.nedenfor side 19 og S 55, stk. 2, i kom-missionens lovudkast.

Erstatning for den indskrænkning i ejen-domsretten, som oprettelse af vildtreserva-ter indebærer, fastsættes ved taksation, jfr.foran side 8. Ifølge reservatlovens § 9 bestårtaksationskommissionen af 3 medlemmer,hvoraf de 2, herunder formanden, er fastemedlemmer og beskikkes af landbrugsmini-steren, medens det tredie medlem vælgesad hoc af vedkommende amtsråd ellerbyråd. Taksationskommissionens afgørelserkan indbringes for en overtaksationskom-mission bestående af en af landbrugsmini-

15

steren beskikket formand og 2 af rettenudnævnte mænd.

I de forløbne år har det kun i få tilfældeværet nødvendigt at lade taksation afholde,idet erstatningsspørgsmålet i langt de flestetilfælde er afgjort ved mindelig overens-komst. Under disse omstændigheder måkommissionen finde det uhensigtsmæssigt atopretholde særlige organer til behandling afdisse sager. Erstatningsfastsættelsen fore-slås derfor henlagt til de bestående land-væsensretter, der allerede udøver bl. a.denne virksomhed inden for navnlig vand-løbslovgivningens område, jfr. vandløbs-lovens § 89 (lov nr. 214 af 11. april 1949).

Landboforeningernes repræsentant i jagt-lovskommissionen har under drøftelsen afdisse spørgsmål lagt vægt på, at der sikreslandvæsenskommissionerne landbrugskyn-dig bistand og har i denne forbindelsehenvist til, at det ikke af loven om land-væsensretter fremgår, at kommissionernesmedlemmer skal være landbrugskyndige.Spørgsmålet har været forelagt landbrugs-ministeriet, der over for jagtlovskommissio-nen har givet tilsagn om, at ministeriet tilsin tid ved et cirkulære til amtmændene,der efter landvæsensretsloven udmelderlandvæsenskommissionernes medlemmer, vilhenlede amtmændenes opmærksomhed pålandboforeningernes ønske, ligesom ministe-steriet ved nedsættelse af overlandvæsens-kommissioner til behandling af de her om-handlede sager vil følge den praksis at ud-pege mindst et landbrugskyndigt medlemtil kommissionerne. Jagtlovskommissionenmå herefter finde det ufornødent at lovgiveom dette spørgsmål.

Ifølge gajldende ret afholdes taksations-kommissionens udgifter af jagtfonden. Om-kostningerne ved overtaksationsforretnin-gen udredes af den, der har foranledigetforretningen afholdt, hvis afgørelsen gårham imod, — i modsat fald af jagtfonden.Jagtlovskommissionen vil finde det rime-ligt, at udgifterne i alle tilfælde afholdes afjagtfonden, jfr. § 36, stk. 2, i kommissionenslovudkast.

E. Jagtf redning.

De samvirkende danske Husmandsfor-eningers repræsentant i kommissionen har

ønsket, at spørgsmålet om afhjælpning afde ulemper, som påføres ejendomme, der erundergivet jagtfredning, blev gjort til gen-stand for særlig overvejelse i kommissionen.Som begrundelse herfor henvistes til, atulemperne og irritationen ved jagtfredning-havde vist sig at være betydelig større, endman havde forestillet sig, da fredningen i sintid blev gennemført. Det drejede sig for-trinsvis om ejendomme, der var undergivetjagtfredning i medfør af bestemmelserne ilov nr. 240 af 7. juni 1952 om visse land-brugsejendommes brug og overgang til selv-eje, men det havde også vakt en del irrita-tion, at der i forbindelse med udstykningaf husmandsbrug for Klosterhedens stats-skovdistrikt var pålagt arealerne servitutom forbud mod jagtudøvelse.

Til brug ved kommissionens overvejelseraf disse spørgsmål er udarbejdet følgenderedegørelse:

1. Private servitutter.a. Der har hersket tvivl om, hvorvidt det

er lovligt, at en ejendoms ejere varigt fra-tages adgangen til at udøve jagt, idet det ijagtlovens § 3, stk. 1, 1. pkt., bestemmes,at jagtretten, når den er forenet med ejen-domsretten til grunden, ikke (varigt) kanadskilles fra denne, medens det ifølge § 3,stk. 2, og § 4 kun er tilladt at adskillejagtretten fra ejendomsretten midlertidigt,dels i forbindelse med overdrageke af denalmindelige brugsret over grunden, delsenten for ejerens besiddelsestid eller foret vist åremål af ikke over 10 år ad gan-gen.

Ved østre landsrets dom af 27. maj 1949(U. 1949.992) er det imidlertid fastslået, atstedsevarende jagtfredningsservitutter ikkekan anses for stridende mod jagtlovensbestemmelser.

Sagen drejede sig om en jagtf rednings-deklaration lyst på en fra Holsteinborggods udstykket parcel. I deklarationen varanført, at arealet — med forbehold af dejordbrugeren ved jagtlovens §§ 6 og 7 til-lagte rettigheder — skulle „være fuld-stændigt fredet mod enhver form for jagt-udøvelse, være sig med skydevåben, medhund eller fælder, af hvad art nævnes kan."Såvel ved underretten som ved landsretten,der påkendte sagen som ankeinstans, fand-tes jagtlovens §§ 3 og 4 ikke at være over-

1(3

trådt. I landsretsdommen udtaltes, at jagt-lovens § 3 måtte forstås således, at den ad-skillelse af ejendomsret og jagtret, derforbydes ved disse bestemmelser, er den,der medfører en overgang af jagtretten tilpersoner, hvem den ikke tilkommer efterlovens § 1, og at det ikke kan sidestilleshermed, at grundejeren giver afkald påjagtretten for sig og senere ejere, uden atjagtretten overføres til andre.

Endvidere fremgår det af præmisserne tillandsretsdommen, at en fredning af denpågældende art må antages at ligge indenfor de beføjelser, der normalt tilkommer engrundejer, og at ordningen finder en visstøtte såvel i de i naturfredningsloven ud-trykte formål som i selve jagtlovens be-stemmelser om oprettelse af vildtreservater.

b. En jagtfredningsservitut kan ikke aflø-ses i medfør af jagtlovens § 2. Dette fast-sloges ligeledes i ovennævnte landsretsdomaf 1949 med den begrundelse, at bestem-melsen forudsætter tilstedeværelsen af enjagtberettiget, der må underkastes jagt-aflüsning, hvilket ikke er tilfældet ved jagt-fredning.

c. Den beskyttelse, der i jagtlovens §§ 6og 7, jfr. § 8, gives en bruger eller ejer, derhar udlejet jagten på ejendommen, er såvelved Holsteinborgdeklarationen som vedde nedenfor under d. nævnte servituttersikret ejerne af de jagtfredede ejendomme.

d. Af landbrugsministeriets sager om defra Klosterhedens statsskovdistrikt udstyk-kede husmandsbrug fremgår, at statsskov-væsenet i 1950 har afhændet ca. 118 haog i 1954 ca. 73,8 ha til statens jordlovs-udvalg til oprettelse af husmandsbrug.

På de pågældende arealer, der kun måbenyttes til land- og skovbrug, må der ikkeunder nogen form drives jagt.

I forbindelse med arealernes overdragelsetil jordlovsudvalget blev der truffet aftaleom, at statsskovvæsenet ikke er pligtig atdeltage i rejsning eller vedligeholdelse afhegn i skellet mellem de af husmændeneovertagne lodder og statsskovvæsenets area-ler. — Husmændene protesterede i oktober1950 mod at skulle respektere denne be-stemmelse, idet man henviste til, at korn-og roeafgrøder i sommeren samme år i storudstrækning var blevet ødelagt af kron- ogråvildt. Efter brevveksling med jordlovs-udvalget meddelte landbrugsministeriet der-

efter husmandsbrugskommissionen, at hus-mændene måtte henvises til, såfremt vildt-skade påny indtræffer, at rette henvendelsetil husmandsbrugskommissionen for at fåskaden vurderet, idet man på grundlag afde oplysninger om eventuel vildtskade, derkunne fremskaffes i årets løb, ville overveje,hvorvidt der af jordfonden kunne ydeshusmandene bistand til opsættelse af vildt-hegn.

2. Jagtfredning i medfør af lov nr. 240 af7. juni 1952.

a. I lov nr. 240 af 7. juni 1952 om visselandbrugsejendommes brug og overgang tilselveje er der givet særlige regler om jagt-fredning.

Med henblik på at fremme de af lovenomfattede landbrugsejendommes overgangtil selveje blev der ved lovens § 10 tillagtlandbrugsministeriet hjemmel til at ind-rømme ejeren visse nærmere angivne be-gunstigelser, hvis han inden 1. april 1959forpligtede sig til at afhænde de pågældendebrug til selveje.

Af § 10, stk. 2, litra a, fremgår, at land-brugsministeriet herunder kunne godkende,at de til hovedejendommen grænsende area-ler, der afhændes til selveje, helt eller delvisundergives jagtf redning. Tinglysning heromskulle ske samtidig med overdragelsen. Jagt-fredning kunne dog kun pålægges for så vidtog sålænge der i skove og på andre arealeraf den jordbesiddelse, hvorfra bruget fra-skilles. drives rationel vildtpleje.

Påtaleretten tilkommer den til enhver tidværende ejer af den jordbesiddelse, hvorfraejendommen er bortsolgt.

Overtrædelse af fredningsbestemmelsernehar samme virkning som en tilsvarendehandling på den påtaleberettigedes ejendom,d. v. s. jagt i strid med servitutten kan straf-fes som ulovlig jagt.

I bemærkningerne til lovforslaget til § 10,stk. 2, litra a, udtales, at formålet med jagt-fredningen er at hindre beskydning af vild-tet på afhændede arealer, som i forhold tiljorder, navnlig skovarealer, hvorpå der fraejerens side gøres en særlig indsats for atpleje og udvikle vildtbestanden, er såledesbeliggende, at nævnte bestræbelser i be-tænkelig grad vil kunne modvirkes ellerudnyttes ved en fri beskydning af vildtetpå de afhændede arealer. I almindelighed

17

må det anses for rimeligt, at jagtretten erknyttet til eje eller brug af en ejendom ogikke er begrænset eller ophævet ved fred-ning i en naboejers ensidige, private interes-se, men kun underkastes fredningsbestem-melser, hvor også en almen interesse ifaunaens beskyttelse efter vedkommendeoffentlige myndigheders skøn gør fredningønskelig. Jagtfredningen vil normalt væ-sentlig være i sælgerens private interesse,men der er dog til den betydning, som vildt-pleje vil have for egnens fauna, knyttet envis almen interesse, som kan gøre en fred-ning udover de i jagtloven og vildtreservat-loven hjemlede f redningsforanstaltningerrimelig og forsvarlig, når det offentlige harindsigt med fredningens etablering, og nårerhververen af de jagtfredede arealer ividest muligt omfang beskyttes mod der-med eventuelt forbundne ulemper og øko-nomiske tab.

Bestemmelser til beskyttelse af køberenfindes i § 10, stk. 2, litra c, og § 12, stk. 2-4.

Ifølge § 10, stk. 2, litra c, kan køberenaf en ejendom, der pålægges jagtfredning,der forringer ejendommens handelsværdi,kræve købesummen nedsat tilsvarende, hvisder ikke allerede ved dennes fastsættelseer taget hensyn til værdiforringelsen. Vednedsættelsen må ikke tages hensyn til, atvildtpleje på hovedejendommen har øgetjagtens værdi på det tilgrænsende brug.

Nedsættelse kan ske ved særlig vurde-ringsforretning, hvis én af parterne forlan-ger det.

Ifølge § 12, stk. 2, skal den påtaleberetti-gede godtgøre ejeren af den jagtf rededeejendom den skade, der på markafgrøderforvoldes af det af fredningen omfattedevildt. Vurdering af skaden foretages efterreglerne i loven om mark- og vejfred.

Endelig er den påtaleberettigede ifølge§ 12, stk. 3 og 4, pligtig at holde de jagt-fredede arealer fri for skade af hjortevildt ijagttiden. I det til opfyldelse af den påtale-berettigedes forpligtelse nødvendige omfang-kan den arealet pålagte jagtfredning fra-viges ved overenskomst mellem ejeren ogden påtaleberettigede. Hvis overenskomstikke er indgået, og ejeren af den frededeejendom ved en efter reglerne i loven ommark- og vej fred foretagen vurdering hargodtgjort, at nævnte vildt har forvoldt

skade på hans markafgrøder for mindst50 kr., har han, såfremt den påtaleberetti-gede ikke senest 6 måneder efter synsfor-retningens afholdelse har opsat betryggendevildthegn, ret til i et år fra 6 måneders-fristens udløb af udøve jagt på hjorte vildtetpå de jagtfrededc jorder under iagttagelseaf reglerne i jagtloven, herunder dennes § 24,stk. 2.

b. Angående vurderingskommissionernespraksis med hensyn til nedsættelse af købe-summen for den af jagtfredningen forårsa-gede værdiforringelse kan nævnes en sagvedrørende 10 ejendomme, der afhændedesfra Tranekær gods. Der var enighed omsom udgangspunkt at nedsætte købesum-men med et beløb, beregnet på grundlag afarealernes jagtlejeværdi. Sælger ønskededog et fradrag i dette beløb under hensyntil erstatningsbestemmelsen i § 12, stk. 1,medens køberne på den anden side ønskedeyderligere nedsættelse som følge af mulig-heden for vildtskade, bl. a. fordi § 12 ikkefandtes ab yde tilstrækkelig beskyttelse.Vurderingsmændene lagde imidlertid i prin-cippet jagtleje værdien til grund, og dettesynspunkt ændredes ikke ved en af køberneforanlediget omvurdering.

3. Fredning i medfør af reservatloven.Efter indstilling af reservatrådet kan

landbrugsministeren ifølge § 7 i lov nr. 94af 7. april 1936 om reservater for pattedyrog fugle bestemme, at dele af landet, hvadenten disse er i privat eller i offentlig eje,udlægges som vildtreservater.

I lovens § 8 er der hjemmel til helt ellerdelvis at forbyde jagt på et som vildtreservatudlagt område, medens på den anden sidelandbrugsministeren er bemyndiget til atdispensere fra jagtlovens bestemmelser omfredning og jagtmåder, når hensynet tilreservatets tarv gør dette påkrævet.

Erstatningerne for den indskrænkning,som følger af et områdes udlægning somvildtreservat, udredes af jagtfonden.

Under kommissionens behandling af pro-blemerne omkring de foran under 1 og 2nævnte servitutter har landbo- og hus-mandsforeningernes repræsentanter i kom-missionen gjort gældende, at jagtfrednings-

18

servitutter ligesom jagtlejekontrakter børvære tidsbegrænsede, da ejerne af de jagt-fredede ejendomme ikke altid ved servitut-tens stiftelse vil være i stand til at forudseomfanget af den vildtskade, som måttekunne ramme ejendommen i fremtiden, ogat der bør skabes grundlag for en afløs-ningsordning for bestående jagtfrednings-servitutter.

Til brug ved kommissionens overvejelserhar landbrugsministeriet indhentet en ud-talelse fra direktoratet for statsskovbrugetom, hvorvidt direktoratet måtte være ind-forstået med, at der ikke i fremtiden på-lægges jagtfredning i forbindelse med even-tuel afhændelse af arealer, der henhørerunder statsskovvæsenets administrations-område. Herom har direktoratet for stats-skovbruget i skrivelse af 16. februar 1965udtalt, „at man ikke nærer noget genereltønske om at lægge jagtfredning på arealer,som afhændes fra statsskovvæsenet, men ialmindelighed vil være indforstået med, athovedreglen følges, d. v. s. at jagtrettentilhører grundejeren. Ved f. eks. vildtreser-vater, hvor ekstraordinære forhold gør siggældende, kan det være i helhedens interesse,at jagten på naboarealer ikke drives så vidt,at reservatets vildtbestand trues, og direk-toratet vil i sådanne tilfælde kunne tænkesig at lade tinglyse en deklaration gåendeud på, at jagtretten på et eventuelt af skov-væsenet afhændet areal ikke af den nye ejermå overdrages til andre."

Kommissionen må finde det rimeligt, atjagtfredningsservitutters gyldighed frem-tidig begrænses til højst 10 år, jfr. § 4 ikommissionens lovudkast, men er i øvrigtaf den opfattelse, at spørgsmålet om afløs-ning af bestående jagtfredningsservitutterfrembyder uoverstigelige problemer for jagt-lovskommissionen.

Under hensyn til at landbo- og husmands-foreningernes repræsentanter i kommissio-nen finder det urimeligt, at ejerne af de fraKlosterhedens statsskovdistrikt udstykkedehusmandsbrug — jfr. det foran side 16under d. anførte — er afskåret fra at ud-øve jagt på de af dem overtagne arealer,har kommissionen henstillet til landbrugs-ministeren at foranledige, at dette spørgsmåltages op til fornyet forhandling mellem sta-tens jordlovsudvalg og direktoratet forstatsskovbruget.

F. Jagttider og fredningsbestemmelser.

1. Almindelige synspunkter ogmindretalsudtalelser.

Under 20. januar 1961 afgav det afjagtlovskommissionen nedsatte underudvalgvedrørende f redningstider en redegørelseomfattende forslag til ændring af jagtlovenskap. III om jagttider og fredningsbestem-melser (bilag 2).

Af redegørelsen fremgår, at der inden forudvalget, hvori såvel jagtorganisationernesom den zoologiske sagkundskab var repræ-senteret, var enighed om de principper, derburde lægges til grund ved fastsættelse afjagttider for vildtlevende pattedyr og fugle.

Endvidere lykkedes det i udvalget atopnå enighed om, hvilke dyrearter der skullekunne være genstand for jagt, samt om jagt-tidens længde for den langt overvejende delaf disse dyrearter. De pattedyr og fugle, forhvilke der ikke i loven blev fastsat jagttid,skulle efter forslaget være helårsfredede.

Med enkelte undtagelser har kommissio-nen, således som det nærmere vil fremgå afbemærkningerne til kap. VI i kommissionenslovudkast, kunnet tiltræde de af udvalgetforeslåede jagttider, og der er under denvidere drøftelse af spørgsmålet på kommis-sionens plenarmøder opnået enighed om dei lovudkastets § 27 angivne jagttider und-tagen for de nedenfor nævnte fuglearter.

Spørgsmålet om, hvorvidt den gældendejagttid for skovsneppe (24. september —7. april) — specielt adgangen til forårsjagt —burde opretholdes uændret, har været gen-stand for indgående overvejelser i kommis-sionen. Bl. a. jagtorganisationernes repræ-sentanter har således gjort gældende, atforårsjagt burde være tilladt i tiden 1. marts— 7. april, medens det fra anden side ikommissionen er fremhævet, at jagttidenfor skovsneppen burde begrænses til tiden24. september — 31. december. Overvejelsenaf de forskellige synspunkter er resulteret i,at der er opnået enighed inden for kommis-sionen om at foreslå, at skovsneppen måjages i tiden 24. september — 31. decemberog 1. marts — 7. april, dog således at densidstnævnte jagttid foreløbig er gyldig i10 år fra den nye jagtlovs ikrafttræden,hvorefter spørgsmålet om dens fortsattegyldighed tages op til drøftelse.

19

Sædgås, kortnæbbet gås og knortegås.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Degerbøl, Horn-

slet, Hvass, Iuel, Paludan, Spärck, Stau-ning, Thamdrup, Wermutli) foreslår jagt-tiden 1. august — 31. december, dog såle-des at landbrugsministeren efter en periodeaf 5 år regnet fra jagtlovens ikrafttrædentager spørgsmålet om jagttidens længde forknortegåsen op til fornyet overvejelse.

Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensen,Ladefoged) foreslår jagttiden fastsat til1. august — 31. marts.

Stor regnspove og lille regnspove.Et flertal (Degerbøl, Hornslet, Hvass,

Iuel, Peter Jørgensen, Paludan, Spärck,Stauning, Thamdrup, Wermutli) foreslårjagttiden 1. august — 31. december.

Et mindretal (Alilefeldt-Bille, Engsbye,Georg Jørgensen, Ladefoged) ønsker jagt-tiden fastsat til 16. juli — 31. december.

Der er enighed om at anbefale, at land-brugsministeren efter en periode af 5 årtager spørgsmålet om jagttidens længde optil revision.

Teist.Et mindretal (Georg Jørgensen) finder, at

jagt på teist bør være tilladt i tiden 1. okto-ber — 29. februar.

I medfør af reservatlovens § 15, jfr. foranside 8, er der iværksat landsomfattendefredninger, hvorefter det er forbudt at jageforskellige pattedyr og fugle enten hele åreteller i nærmere angivne tidsrum. Alle dissefredninger er indarbejdet i kommissionenslovudkast, jfr. bemærkningerne til §§ 26og 27.

Jagtlovens fredningsbestemmelser fore-slås fremtidig udformet således, at de arteraf pattedyr og fugle, der ikke er nævnt iloven med angivelse af jagttid, er fredet heleåret. Endvidere foreslås der tillagt land-brugsministeren bemyndigelse til at forkortede i loven fastsatte jagttider, og der vilsåledes være adgang til at gribe ind medsærfredninger, såfremt der måtte opståsituationer, der bringer bestanden af enkeltearter i fare.

Kommissionen har overvejet, hvorvidtder herefter kan være grund til at opretholdeden særlige adgang til at gennemføre sær-fredninger i medfør af reservatlovens § 15.

Naturfredningsrådets repræsentant i kom-missionen er af den opfattelse, at der i denkommende naturfredningslov bør optagesen til reservatlovens § 15 svarende bestem-melse, dog således at ministeren for kul-turelle anliggender kun kan ændre de i jagt-loven fastsatte jagttider, såfremt spørgs-målet forinden har været forelagt for land-brugsministeren. Kommissionens øvrigemedlemmer har ikke kunnet tiltræde denneopfattelse, idet man finder det uhensigts-mæssigt, at samme forhold reguleres i tolove henhørende under to forskellige mini-sterier. Administrationen af jagtloven for-udsætter, at der — som hidtil — er et nærtsamarbejde med naturfredningsmyndighe-derne, og det må da forekomme naturligt,at ministeren for kulturelle anliggender ipåkomme ude tilfælde retter henvendelse tillandbrugsministeren om gennemførelse afden pågældende særfredning. En ophævelseaf bestemmelsen i reservatlovens § 15,således at særfredninger alene kan iværk-sættes i medfør af jagtloven, vil ikke alenebetyde en administrativ forenkling, menogså gøre det lettere for borgerne at skaffesig overblik over de til enhver tid gældendejagttider. Særligt bemærkes, at fastsættelseaf jagttid for helårsfredede vildtarter — jfr.§ 29, stk. 1, i kommissionens lovudkast —kun bør ske med tilslutning af ministerenfor kulturelle anliggender.

2. Koordinering af jagttiderne i denordiske lande.

Af jagtlovskommissionens kommissoriumfremgår, at revisionen af jagtloven børsøges fremmet også med henblik på mulig-hederne for en koordinering af de nordiskelandes fredningsbestemmelser.

Denne opgave er på linie med NordiskRåds rekommandation af 12. november 1958(nr. 1/1958), der har følgende ordlyd:

„Nordisk Råd henstiller til regeringerneat lade udforme bestemmelser om fred-nings- og jagttider efter ensartede princip-per for sådanne vildtarter, som opholder sigi forskellige nordiske lande på forskelligetidspunkter, og som har behov for beskyt-telse."

Ved et møde i Oslo den 15. november 1958enedes repræsentanter for regeringerne om,

20

at Sverige skulle være koordinerende landfor det i rekommandationen omhandledespørgsmål.

Af det medlemsforslag, der har dannetgrundlag for rekommandationen, fremgår,at det i forste række gælder om at nå fremtil en fælles målsætning og dernæst om ihvert land at træffe de forholdsregler, somkan fremme denne målsætning. De grupperaf vildt, for hvilke et samarbejde om fred-nings- eller jagttider angives at kunnekomme på tale, er dels visse af de størrepattedyr — deriblandt de store rovdyr —som er forholdsvis fåtallige og derfor kantrues af udryddelse og som strejfer forholds-vis frit over de nordiske landegrænser, delsen del fugle. De grupper blandt fuglene,som har særlig interesse, er de fleste rov-fugle, som visse steder er genstand for enomfattende beskydning, havfuglene, som istor udstrækning færdes langs Nordenskyster, de jagtbare arter af vadefugle samtårfuglene (tjur, urfugl, rype). — Endviderefremhæves det i medlemsforslaget som vig-tigt, at man for hver enkelt art tilvejebringeret sammenhængende nordisk system af reg-ler, således at vildfarterne kommer til atnyde en effektiv beskyttelse. Hvad manbør tilstræbe er ikke at tilvejebringe iden-tiske bestemmelser i alle landene, menbestemmelser som tjener ét og samme for-mål. En vis vildtart, som man vil frede, kanbehøve forskellige fredningstider i forskel-lige dele af Norden, beroende på forskelligeøkologiske forhold.

Fra svensk side er der i indberetning af14. januar 1963 til Nordisk Råd redegjortfor resultatet af de forhandlinger, der i juli1962 fandt sted mellem delegerede fra derespektive nordiske lande om de i rekom-mandationen rejste spørgsmål. Redegørelsenmunder ud i et forslag om, at der tagesskridt til at koordinere den vildtbiologiskeforskning i de respektive nordiske lande, ogat der med henblik herpå afholdes en kon-ference mellem repræsentanter for vildt-forskningen med den opgave at udarbejdeforslag til et arbejdsprogram og arbejds-fordeling med hensyn til aktuelle arbejds-opgaver.

Om baggrunden for dette forslag anføresi den med indberetningen følgende delega-tionsudtalelse bl. a., at den i de 4 landegældende lovgivning nok kan anses som

hvilende på stort set ensartede principper,men at ikke uvæsentlige forskelligheder,der i og for sig ikke kan anses for umotive-rede, gør sig gældende, — i hvert fald medhensyn til lovgivningens praktiske udform-ning. En internordisk udvidet vildtbiologiskforskning angives at være en vigtig forud-sætning for en fortsat udvikling i den ret-ning, rekommandationen anbefaler, medensen forcering af det af Nordisk Eåd rejstespørgsmål ikke skønnes at være mulig ellerønskelig.

På foranledning af Kungl dorn änstyrei-sen, Stockholm, blev der i april 1965 af-holdt en konference med deltagelse afrepra3sentanter for jagtadministrationen ogvildtforskningen i de fire nordiske lande tilforberedende drøftelse af spørgsmålet omgennemførelse af ensartethed i jagttidernei det omfang, det allerede nu måtte væremuligt vedrørende visse dyrearter. I den påkonferencen vedtagne udtalelse fremhævesdet vedrørende jagten på vildgæs som vig-tigt, at situationen nøje følges, samt atbegrænsninger kan gennemføres, så snartbehov herfor foreligger. Under hensyn til atjagttiderne for dykænder i de nordiske landeudviser visse forskelligheder, findes detønskeligt, at bestandenes udvikling nøjefølges, idet det samtidig anføres, at en ind-gående videnskabelig analyse af de nordiskedykandebestande må anses for nødvendigsom basis for fremtidige overvejelser an-gående vinterjagtens længde. Endviderepeges i udtalelsen på ønskeligheden af, atman i Danmark og Norge af hensyn til storkobbersneppes sjældenhed som ynglendefugl og til forvekslingsmulighederne medlille kobbersneppe tager spørgsmålet omfredning af såvel stor som Jille kobbersneppeop til overvejelse. Spurvehøg blev foreslåethelårsfredet i alle 4 nordiske lande.

Den foran omhandlede konference mellemrepræsentanter for vildtforskningen i Dan-mark, Finland, Norge og Sverige blev af-holdt den 7-8. marts 1963, og i den afkonferencedeltagerne afgivne udtalelse an-føres bl. a. følgende:

,J de nordiske lande findes betydeligefælles vildtstammer, som på forskelligetider af året vandrer fra et land til et andet.

Vildt repræsenterer en form for natur-værdi, som kontinuerligt fornyes og stadig

21

kan udnyttes. Rationel jagt og vildtplejebør derfor tage sigte på den bedst muligeproduktion og den bedst mulige udnyttelseaf vildtstammerne, afpasset på en sådanmåde, at der stadig opretholdes en optimalbestand. En vigtig forudsætning for atkunne realisere sådanne synspunkter er etindgående kendskab til de pågældende vildt-arter, deres biologi, deres biotoper og deresforhold til omverdenen.

Når det drejer sig om vildtarter, er ana-lyser, som kun omfatter ét land, ikke til-strækkelige. Skal problemerne vedrørendede nordiske landes fælles vildtarter klar-lægges på tilfredsstillende måde, bør derforet intimt samarbejde mellem de pågasldendelande anses for påkrævet. Væsentlige bidragtil belysning af dette problem bør kunnetilvejebringes af de nordiske landes vildt-forskning, men skal et forskningsprogram pådette område være effektiv, bør de enkeltelandes indsats yderligere koordineres. Resul-tatet af denne forskning vil bl. a. blive afbetydning for de myndigheder, som det på-hviler at tage stilling til jagttider m. m."

Af vildtarter, som det i denne hen-seende kunne være ønskeligt at etableremere intensive studier over på fællesnordiskbasis, nævnes i delegationsudtalelsen blandtpattedyrene de store rovdyr og sælerne samtblandt fuglene svømmeænder, dykænder,gæs og visse vadefugle.

I overensstemmelse med et af delegations-deltagerne fremsat forslag blev der herefterpå foranledning af det svenske vildtforsk-ningsråd nedsat en ekspertkomité af vildt-biologer med en repræsentant for hvert afde 4 nordiske lande, udpeget af de myndig-heder i de respektive lande under hvilkevildtforskningen sorterer. Komiteen fik tilopgave at udarbejde et mere detailleretforslag til program for forskningen vedrø-rende de ] Nordisk Råds rekommandationomhandlede dyrearter.

I det memorandum, som ekspertkomi-teen i april 1965 har afgivet til landbrugs-ministerierne i de fire nordiske lande, nævnesblandt de emner, det i særlig grad må ansesfor ønskeligt at tage op som specielle fælles-nordiske vildtforskningsopgaver, studier overde store rovdyr og sælerne samt svømme-ænder, dykænder, gæs, visse vadefugle ogeventuelt visse rovfugle.

For Danmarks vedkommende vil de

foreslåede undersøgelser navnlig være afinteresse for så vidt angår visse gåsearter(sædgås, kortnæbbet gås, knortegås), vissesvømmeænder, dykænderne og af vade-fuglene regnspoven og skovsneppen, ogspørgsmålet om jagttidens længde for netopdisse arter har været genstand for særligovervejelse i kommissionen, jfr. frednings-tidsudvalgets indstilling af 20. januar 1961og det foran under 1 anførte, hvoraf frem-går, at der inden for kommissionen hargjort sig afvigende opfattelser gældende.Det er således blevet hævdet, at jagttidenfor de nævnte arter allerede nu bør afkortes,medens det fra anden side er fremhævet, atder ikke på indeværende tidspunkt forelig-ger så velunderbyggede oplysninger om depågældende vildtarters yngle- og dødelig-hedsforhold, at en ændring i den angivneretning af de gældende jagttider kan ansesfor påkrævet eller rimelig.

Der er inden for kommissionen enighedom det ønskelige i, at der tilvejebringes enkoordinering af jagttiderne i de nordiskelande, og man er af den opfattelse, at de ilovudkastets § 27 angivne jagttider — medenkelte undtagelser — er stemmende meddet synspunkt, der har fundet udtryk iNordisk Råds rekommandation.

Af det ovenfor anførte fremgår, at derinden for vildtadministrationen i de øvrigetre nordiske lande er overvejende stemningfor, at en internordisk udvidet biologiskforskning bør realiseres, og når det foranside 18-19 er foreslået, at jagttiderne for vissenærmere angivne fuglearter efter 5-10 årigeperioder bør tages op til fornyet overvejelse,skyides det bl. a., at der til den tid kanforventes at foreligge resultater af de under-søgelser, der påtænkes iværksat på grund-lag af ekspertkomiteens arbejde.

Ud fra den betragtning, at man fra danskside vil være indstillet på at lægge de påobjektiv basis tilvejebragte -- videnskabe-ligt underbyggede — oplysninger til grundved fastsættelse af jagttiderne, er jagtlovs-kommissionens overvejelser herefter mundetud i et forslag om, at de i de senere år gæl-dende jagttider for de her omhandlede fugle-arter i det store og hele bør opretholdesuændret, således som det nærmere fremgåraf bemærkningerne til lovudkastets § 27.Det er herved forudsat, at der stilles defornødne midler til rådighed til gennem-

22

førelse af Danmarks bidrag til det foreslåedeinternordiske forskningsprogram, således atundersøgelserne kan fremmes mest muligt.At stille en afkortning af jagttiden for depågældende vildtarter i bero som foreslåetsynes ikke at kunne give anledning til sær-lige betænkeligheder, idet landbrugsmini-steren i medfør af lovforslagets § 29 vilkunne påbyde ekstraordinære fredninger,såfremt bestanden af en enkelt vildtart afklimatiske eller andre årsager måtte blivesærlig truet.

I rekommandation nr. 7/1963 af 19. fe-bruar 1963 har Nordisk Råd henstillet tilregeringerne i Danmark, Island, Norge ogSverige, at der i jagt- og fredningslovgiv-ningen lægges det princip til grund, at patte-dyr og fugle er totalfredede, for så vidtder ikke udtrykkeligt i lovgivningen er gjortundtagelser herfra.

Ved et møde i Oslo den 22. februar 1963enedes repræsentanter for regeringerne om,at Danmark skulle være koordinerende landfor det i rekommandationen omhandledespørgsmål.

Det nævnte princip er lagt til grund vedudarbejdelse af lovforslagets §§ 26 og 27,jfr. herved fredningstidsudvalgets indstillingaf 20. januar 1961, og rekommandationengiver følgelig ikke jagtlovskommissionenanledning til særlige overvejelser.

.?. „Pariserkonventionen1'.

Fra udenrigsministeriet såvel som fraden danske afdeling af ICBP (The Interna-tional Committee For Bird Preservation)har landbrugsministeriet i de senere årmodtaget henvendelser om en eventuel danskratifikation af den internationale fuglebe-skyttelseskonvention af 18. oktober 1950(„Pariserkonventionen"). Landbrugsmini-steriet har dog under hensyn til de beståendeforskelle mellem jagtloven af 1931 og kon-ventionens bestemmelser ikke ment atkunne gå ind herfor, men svaret, at spørgs-målet måtte bero på en jagtlovsrevision.

Til brug ved kommissionens behandlingaf ratifikationsspørgsmålet er udarbejdetfølgende oversigt vedrørende de konven-tionsbestemmelser, der navnlig har givetanledning til overvejelser. I oversigten

betegnes konventionen (bilag 3) som „KVT"og kommissionens lovudkast som „KLU".ad KVT § 2: Ifølge bestemmelsen bør allefugle fredes i det mindste i yngietiden ogendvidere trækfugle i den tid, de vendertilbage til deres yngleområder, især i marts,april, maj, juni og juli. Endvidere bør dearter, der trues med at uddø, eller som frem-byder videnskabelig interesse, være frededehele året.

De synspunkter, der gives udtryk for idenne bestemmelse, har stort set dannetgrundlag for udarbejdelsen af forslaget tiljagttider, jfr. bemærkningerne til KLUkap. VI. — De foreslåede jagttider synes atvære stemmende med KVT § 2, — dogbortset fra skovsneppen, der ifølge KLU måjages i tiden 1. marts — 7. april i 10 årefter lovens ikrafttræden, sildemåge (marts-april) og visse spurvefugle (allike, krage,

ad KVT § 3: Ifølge bestemmelsen skal detvære forbudt at indføre, udføre, transpor-tere, S83lge, udbyde til salg, købe, give elleropbevare i fredningstiden enhver fugl ellerendog en del af en levende eller død fugl,der er ulovligt dræbt eller fanget.

Indførsel af fugle, der er ulovligt _dræbteller fanget i hjemlandet, omhandles ikke ijagtlovgivningen, se dog om ugler KLU§ 23, stk. 2. Plombering ifølge KLU § 30tager sigte på at beskytte de her i landetforekommende vildtarter. I KLU § 56,stk. 2, er der dog adgang til administrativtat forbyde indførsel, transport og forsen-delse af vildtarter, der er solgt eller ekspor-teret i strid med de i oprindelseslandetgældende bestemmelser. Forbudet kan om-fatte både levende og døde dyr, herunderdele af disse.

Udførsel omhandles ikke i jagtlovgiv-ningen, men KVT's bestemmelser modsvaresdog delvis af KLU § 31, jfr. § 30, idet deralmindeligvis vil foreligge forsendelse, salgm. m.

Transport (forsendelse), salg, udbud tilsalg (falbyden), køb. - KLU § 30, stk. 1,indeholder et generelt forbud herimod ifredningstiden.

Gave nævnes ikke i KLU. Med hensyn tilopbevaring henvises til KLU § 31.

KLU § 30 må antages også at omfattedele af vildt.

23

I konventionen savnes i tilknytning tilbestemmelserne om indførsel og udførselanvisning på, hvilke sikkerhedsforanstalt-ninger en importør eller eksportør skal iagt-tage for at undgå at ifalde ansvar.

ad KVT § 4: Ifølge bestemmelsen skal detvære forbudt i fredningstiden at fjerne ellerødelægge reder, at tage eller beskadige,transportere, indføre eller udføre, sælge,udbyde til salg, købe eller blot ødelæggeæggene eller æggeskallerne (de udpustedeæg) samt ungekuld af fritlevende fugle.

Bestemmelsen modsvares i det store heleaf KLU § 26, stk. 2, sammenholdt med § 26,stk. 1, og § 27, hvorefter fredningsbestem-melserne omfatter såvel de fredede dyrsyngel som fuglenes reder og æg, samt af § 30.

Den i KLU § 28, stk. 3, indeholdte almin-delige adgang for grundejeren til i et vistomfang i fredningstiden at indsamle måge-æg og andeæg ses ikke hjemlet i konventio-nen. Dog kan de kompetente myndighederifølge KVT §§ 6 og 7 i et vist omfang dispen-sere fra bestemmelserne i KVT § 3.

Med hensyn til indførsel og udførsel hen-vises til det ovenfor ad KVT § 3 anførte.

ad KVT § 5: Ifølge bestemmelsen skal til-intetgørelse eller tilfangetagelse i massevisaf fugle forbydes, ligesom det skal væreforbudt at påføre dem unødige lidelser.I lande, hvor sådanne metoder i øjeblikketer lovlige, skal der efterhånden i lovgivnin-gen indføres bestemmelser, der forbyder ellerkontrollerer brugen af nedennævnte red-skaber m. m.:

a) Snarer, limpinde, fælder, kroge, net,giftudlægning, bedøvende midler, blindedelokkefugle. Modsvares delvis af KLU § 16,stk. 7, § 17 og § 19, stk. 1.

Brugen af krage- og høgefælder er under-givet kontrollerende bestemmelser, jfr. KLU§ 17, stk. 2, og § 18.

b) Fuglekøjer. Modsvares af KLU § 17,stk. 1.

c) Spejle, fakler eller andet kunstigt lys.Modsvares af KLU § 16, stk. 6; spejle ogfakler er dog ikke særskilt nævnt.

d) Net eller fiskeruser til at fange sø-fugle. Må antages omfattet af KLU § 19,stk. 1.

e) Repeterjagtgevær eller automatiskejagtgeværer, der kan indeholde mere end tohaglpatroner. Modsvares af KLU § 16, stk. 1.

f) I almindelighed alle andre geværerend sådanne, der kan afskydes fra skulderen.Dækkes af KLU § 16, stk. 1, hvorefter deter forbudt at anvende haglgeværer af størrekaliber end 12.

g) Forfølgelse og skydning af fugle framotorbåd på ferske vande og — fra 1. martstil 1. oktober — på territoriale farvande ogkystfarvande. Videregående end KLU § 20,idet motorbåds] agt er tilladt i tiden 1. okto-ber — 30. april ved kysterne samt på søerog vandløb.

h) Anvendelse af motordrevne køretøjereller luftfartøjer til at skyde eller sammen-drive fugle. Modsvares af KLU § 21.

i) Udsætning af belønning for fangst ellertilintetgørelse af fugle. Noget videregåendeend KLU § 24.

j) Privilegier til uindskrænket jagt ellerfangst skal underkastes bestemmelser forhele året og ophæves i yngletiden på havet,langs strandbredder og kyster. Bestemmel-sen synes ikke at have interesse for danskeforhold.

k) Alle andre metoder til massefangsteller -tilintetgørelse af fugle. Der findesingen hertil svarende bestemmelse i KLU.

Undtagelser fra denne paragraf er fastsati konventionens §§ 6 og 7.

ad KVT § 6: Ifølge stk. 1, der omhandlerbekæmpelse af vildt, som volder skade påland- og skovbrug, frugtavl, fiskeri ellerandre vildtarter, tillades kun bekæmpelse ifredningstiden eller med normalt forbudtejagtredskaber og -metoder, såfremt be-kæmpelsen sker i henhold til en særlig tilla-delse fra de kompetente myndigheder.

KLU § 38 indeholder en række bestem-melser om adgang til bekæmpelse af skade-lige fugle uden særlig tilladelse og er derforfor så vidt i strid med KVT § 6, stk. 1. —•I KVT § 6, stk. 3, foreskrives imidlertid, atbestemmelser i den nationale lovgivning ombekæmpelse af fuglearter kan opretholdes,såfremt den fortsatte beståen af disse arterer sikret. Da KLU § 38 kun giver adgangtil bekæmpelse på visse nærmere angivnelokaliteter og næppe kan indebære, at de iafsnittet nævnte fuglearter helt udryddes,er der formentlig intet i vejen for at opret-holde disse regler i tilfælde af ratifikation.

Ifølge KVT § 6, stk. 2, er det ulovligt attransportere fugle, der er nedlagt i henhold

24

til en tilladelse til bekæmpelse. Ifølge land-brugsministeriets praksis er det et vilkårfor de pågældende tilladelser, at nedlagtefugle vederlagsfrit overlades de stedligesociale institutioner, medmindre det drejersig om nedskydning i forbindelse med envidenskabelig undersøgelse, i hvilket til-fælde forsendelse er tilladt til vedkommendevildtbiologiske institution.

Selv om konventionens bestemmelser påforskellige punkter må anses for utidssva-rende, må kommissionen dog af hensyn tildet værdifulde i, at Danmark deltager i detinternationale samarbejde til beskyttelse aftrækfugle, anbefale, at konventionen rati-ficeres. Dog bor der tages fornødent forbe-holdt over for:1. KV T § 2 (a) for så vidt den er i mod-

strid med den i KLU fastsatte jagttidfor skovsneppe.

2. KV T § 4 i det omfang den er i modstridmed den i KLU § 28, stk. 3, indeholdteadgang til indsamling af måge- og andeæg.

3. KV T § 5 g) og i) i det omfang dissebestemmelser er videregående end KLU§§ 20 og 24.

G. Jagt på søterritoriet.

På jagtlovskommissionens møde den 17.august 19G1 blev et underudvalg underledelse af jagtrådets formand og i øvrigtbestående af jagtorganisationernes repræ-sentanter i kommissionen anmodet om nær-mere at overveje en ændret affattelse af degældende regler om jagt på søterritoriet.

Den af udvalget afgivne redegørelse(bilag 4) har været genstand for indgåendeovervejelse i kommissionen. Medens der her-under viste sig at være enighed om, at dersom hidtil burde være fri adgang til jagt påsøterritoriet, således som dette princip harfundet udtryk i § 5, 1. pkt., i den gældendejagtlov, er det med styrke gjort gældende,at det må findes ubegrundet og urimeligt,at ret til jagt på en kyststrækning skal med-føre en udelukkende ret for den pågældendejagtberettigede til jagt ved vadning og frafast stade på den del af søterritoriet, derligger ud for kyststrækningen. Ganske sær-lig urimeligt har den gældende bestemmelsevirket i tilfælde, hvor en lejer af jagtrettenpå en smal kyststrækning, f. eks. ved Jyl-

lands vestkyst, har kunnet sikre sig enerettil jagt ved vadning på fladvandet op tilflere hundrede meter ud i søterritoriet.

Skønt der må tillægges disse betragtnin-ger ikke ringe vægt, er det dog på den andenside fundet uantageligt at søge gennemførten fuldstændig fri adgang til udøvelse afjagt ved vadning, idet en sådan ordning villevære ensbetydende med en stadig uro påvildtets tilholdssteder langs kysten, ligesomdet må befrygtes, at fri jagtudøvelse vedvadning ikke vil være til gavn eller for-nøjelse for hverken landjægere eller strand-jægere, men blive en kilde til evig stridmellem de pågældende.

De videre overvejelser er herefter mundetud i, at det må anses for mest formålstjen-ligt at søge jagt ved vadning og fra faststade begrænset til lavvandede områder,som er adskilt fra kysten på en sådan måde,f. eks. ved sejlløb, at der ikke kan vades tilområdet, idet de ovennævnte betænkelighe-der ikke kan antages at gøre sig gældende her.

Endvidere har der inden for kommissionenværet enighed om, at adgangen til udøvelseaf jagt på søterritoriet som hidtil bør forbe-holdes danske statsborgere, idet man dogfinder, at der bør være hjemmel i jagtloventil at indrømme statsborgere i de andrenordiske lande ret til at jage på dansk sø-territorium under forudsætning af, at danskestatsborgere opnår en tilsvarende retsstil-ling i det pågældende nordiske land.

Såfremt Danmark tilslutter sig det euro-pæiske fællesmarked, opstår imidlertid detspørgsmål, om det fortsat vil være muligtat forbeholde danske statsborgere adgangentil at udøve jagt på søterritoriet.

1. I henhold til traktaten om Det euro-pæiske økonomiske Fællesskab er det hen-sigten, at borgerne i de under fællesskabethørende lande skal ligestilles med hensyn tilretten til erhvervsudøvelse, således at derikke lægges borgerne fra et fællesmarkeds-land hindringer i vejen for erhvervsudøvelsei et andet af fællesskabets lande.

Såfremt Danmark tilslutter sig fælles-skabet, vil man blive undergivet denne for-pligtelse, og efterhånden som traktatensmålsætning i så henseende realiseres, vil detderfor være nødvendigt, at lovbestemmelser,der er i strid hermed, eksempelvis i form afkrav om indfødsret, tages op til revision.

Indfødsretskravet i jagtlovens § 5 vil

25

uanset optagelse i fællesmarkedet kunne op-retholdes som hindring over for personer,der ikke er fra fællesmarkedslandene, ogover for almindelige jægere i disse lande,men der vil, når liberaliseringen udstrækkestil dette område, kunne stilles krav om, atbestemmelsen lempes til fordel for jægere ifællesmarkedslandene, der har jagt somerhverv, nemlig i det omfang indfødsrets-kravet vedrørende denne jagt vil være tilhinder for fri og lige erhvervsudøvelse.

Det kan derfor være rimeligt, at det iforbindelse med de øvrige forberedelser ianledning af fællesmarkedet tages op tilovervejelse, om der vil være risiko forbun-det med, at der herigennem åbnes adgangfor fællesmarkedsborgere til at udøve er-hvervsmæssig jagt på det danske søterri-torium, og om der vil være grund til attræffe foranstaltninger herimod.

2. Jagterhvervet er omfattet af fællesska-bets generelle program for afvikling af be-grænsninger i etableringsretten i medlems-landene, og et direktiv herom skal efterplanerne vedtages i tidsrummet 1. januar1968 — 31. december 1969. På grund af denret lange frist inden sagen således kommerfor, har man i CEE-kommissionen endnuikke gjort sig nærmere tanker om afgræns-ningen af erhvervsmæssig jagt over for jagtsom fritidsbeskæftigelse, og der kan derforikke for nærværende gives nærmere ret-ningslinier i så henseende. En vis vejled-ning kan dog hentes i FNs klassificering afde forskellige grupper af erhvervsvirksom-hed, idet denne klassificering er brugt somudgangspunkt for kommissionen ved ud-arbejdelsen af det generelle program. Er-hvervsmæssig jagt er heri karakteriseretsåledes: „Chasse, piégeage d'animaux sau-vages, repeuplement en gibier å des finslucratives qui ne se rattachent pas auplaisir de la chasse"'. (Jagt, fangst af vildedyr i fælder, opelskning af en vildtbestand,når formålet er økonomisk udbytte og ikkestår i forbindelse med fornøjelsen ved jagt-udøvelsen).

Efter denne definition, der ikke binderrådet eller kommissionen, men som antage-lig vil blive taget i betragtning til sin tid,er der ikke tvivl om, at enhver form for„fornøjelsesjagt" falder uden for erhvervs-mæssigt jagt, altså også selv om hobby-jægeren af hænder enkelte ænder til en vildt-

handler. Før forslaget fra kommissionenforeligger, synes det dog ikke muligt at sigenoget mere bestemt om emnet.

3. Da fornøjelses]agten — med den fore-liggende usikkerhed med hensyn til dennøjere afgrænsning - - som nævnt falderuden for, vil problemet være begrænset til,om der vil være risiko forbundet med enlige adgang for udlændinge til at driveerhvervsmæssig jagt på søterritoriet.

Såfremt det må befrygtes, at udlændingei større omfang vil drive erhvervsmæssigjagt på dansk søterritorium, kunne detovervejes at søge problemet løst gennemindførelse af et almindeligt forbud — gæl-dende også for danske — mod udøvelse aferhvervsmæssig jagt på søterritoriet, eventu-elt suppleret med en adgang for landbrugs-ministeren til at dispenserer fra bestem-melsen.

Som det fremgår af det under 2. anførte,vil gennemførelse af et sådant forbud imid-lertid indebære vanskeligheder med hensyntil fastsættelse af et almindeligt kriteriumfor erhvervsmæssig jagt og med hensyn tilafgørelse af forekommende enkelttilfælde.

Erhvervsmæssig jagt på søterritoriet harikke hidtil været udøvet i et sådant omfang,at det har rejst problemer, og man må der-for formentlig være tilbageholdende med atindføre et almindeligt forbud herimod.

Det må endvidere antages, at rationelerhvervsmæssig jagt på søterritoriet vanske-ligt vil kunne drives uden anvendelse afmotorbåd eller andet maskindrevet fartøj,og problemet vil følgelig også kunne løsesved et almindeligt forbud mod motorbåds-

Da der næppe vil være noget til hinderfor at indføre de nævnte begrænsninger —der i givet fald vil være rimeligt begrundeti vildtbeskyttelseshensyn — også efter endansk indtræden i fællesmarkedet, synesspørgsmålet herom at kunne bero, indtildet viser sig, om der er behov for sådannebestemmelser.

4. Såfremt den gældende bestemmelse omindfødsret opretholdes i den nye jagtlov,vil de krav om ligestilling, der vil kunnerejses af fællesskabet med henblik på ligeerhvervsudøvelse på søterritoriet, lovgiv-ningsmæssigt antagelig være tilstrækkeligttilgodeset ved tilvejebringelse af en hjemmelfor landbrugsministeren til at dispensere fra

26

kravet om indfødsret, dog således at forstå,at ministeren vil være forpligtet til at med-dele den nødvendige tilladelse, såfremt deerhvervsmæssige betingelser er opfyldt.

Hjemmel til dispensation fra det i for-skellige love indeholdte krav om indfødsreti tilfælde, hvor fravigelse af dette kravmåtte være fornødent af hensyn til fælles-markedets bestemmelser, overvejes til sintid optaget i en særlig lov, således at æn-dring af jagtloven i denne anledning ikkeer påkrævet.

H. Jagttegnsordningen.

7. Jagt-prøve.

Spørgsmålet om tilvejebringelse af enjagtprøveordning er rejst af jagtorganisa-tionernes fællesudvalg, der repræsentererLands jagtforeningen af 1923, Dansk Jagt-forening og Dansk Strandjagtforening. Jagt-organisationernes forslag om indførelse afen jagtprøve som betingelse for erhvervelseaf jagttegn er fortrinsvis motiveret ud frasikkerhedsmæssige grunde, idet et jagt-gevær i ukyndiges hænder anses for at væreet så farligt våben, at det af samfundsmæs-sige grunde findes påkrævet, at alle, derønsker at bruge disse våben til jagtudøvel-se, dokumenterer, at de har kendskab såveltil jagtvåbens konstruktion som til derespraktiske brug, og at de kender de mestelementære forsigtighedsregler under bru-gen. Et sådant kendskab må også anses forat være af stor betydning for den humanestmulige fremtidige jagtudøvelse. Endviderefindes det at være uforsvarligt, at jagt kanudøves, uden at der haves nogen garanti for,at jagtudøveren har et vist kendskab til dendanske fauna, bl. a. til hvilke pattedyr ogfugle, der må jages, og til hvilke tider,ligesom det også anses for påkrævet, atjagtudøveren er i besiddelse af et nødven-digt kendskab til den gældende jagtlov ogtil de øvrige lovbestemmelser, der direkteeller indirekte vedrører jagten.

Efter at jagtlovskommissionen havdedrøftet fællesudvalgets forslag, blev detoverdraget et af kommissionen nedsatunderudvalg nærmere at overveje jagtprø-vens udformning i enkeltheder og ordnin-gens gennemførelse i praksis.

Af den af underudvalget til kommissionen

afgivne redegørelse (bilag 5) fremgår, atudvalget er nået til den opfattelse, at der itilknytning til gennemførelse af den nyejagtlov bør søges etableret en ordning gåendeud på, at enhver forud for erhvervelsen afsit første jagttegn ved at aflægge og beståen prøve skal godtgøre at have praktiskfærdighed i betjeningen af jagtvåben samtfornødent kendskab til gældende jagt- ogfredningsbestemmelser.

Det af udvalget skitserede forslag til ud-formning af jagtprøveordningen har vundetalmindelig tilslutning inden for kommissio-nen, og man lægger herved navnlig vægt på,at prøverne standardiseres mest muligt medhenblik på at opnå en ligelig bedømmelseaf aspiranterne i de forskellige dele af lan-det, og at den foreslåede ordning ikke nød-vendiggør opbygning af noget egentligtadministrationsapparat. Endvidere findesdet rimeligt, at det ved prøveordningensnærmere udformning tilstræbes, at ordningenudgiftsmæssigt kommer til at hvile i sig selv.

Husmandsforeningernes repræsentant ikommissionen har foreslået, at den, der harbestået jagtprøven, skal have ret til at er-hverve jagttegn i det pågældende finansåruden at erlægge sædvanlig jagttegnsafgift,men dette forslag har ikke vundet tilslut-ning i kommissionen.

Et mindretal (Grue-Sørensen) foretræk-ker en frivillig prøveordning og kan såledesikke tiltræde, at erhvervelse af jagttegngøres betinget af, at den pågældende aflæg-ger og består en prøve. Mindretallet trorikke en prøveordning vil kunne forebyggemeningsløse ulykker og henviser i øvrigt til,at våbenkendskab erhverves under aftje-ning af militærtjeneste. Kommissionensøvrige medlemmer finder ikke, at mindre-tallets synspunkter kan tillægges afgørendebetydning ved bedømmelsen af, hvilkenværdi etablering af en prøveordning kantillægges. — Det kan vel ikke forventes, atulykkestilfælde under jagt vil kunne und-gås, men dette udelukker ikke, at en prøve-ordning kan medvirke til at begrænse deulykker, der skyldes ukendskab til jagt-våbens rette brug, rækkevidde og effektivitet.

2. Jagttegn.I tilknytning til drøftelse af jagttegns-

ordningen har jagtorganisationernes repræ-sentanter i kommissionen stillet forslag om,

27

at der fremtidig kun bliver én form forjagttegn, nemlig et tegn, der giver adgangtil at jage i al almindelighed. Som begrun-delse herfor henvises til, at dette vil betydeen administrativ forenkling og lette politietskontrolforanstaltninger. Landbrugets ogfrugtavlens repræsentanter er imidlertid afden opfattelse, at der som hidtil bør væreet billigt grundejertegn, idet det anses forurimeligt at kræve samme afgift af den, derforsvarer sine erhvervsinteresser på egengrund, som af den almindelige jagtudøver.

Da der ikke har kunnet opnås enighedom ændring af den gældende ordning, fore-slås denne opretholdt, således som det nær-mere vil fremgå af bemærkningerne til § 49i kommissionens lovudkast.

S. Jagtansvar s f or sikring en.

Ved jagtloven af 1931 indførtes, jfr.lovens § 14, den ordning, at jagttegnet til-lige gælder som ansvarsforsikring for jagt-tegnsløseren, således at udgiften til denneforsikring afholdes af jagtfondens midler.Begrundelsen for nyordningen var, at detunder hensyn til den fare, der er forbundetmed jagt, fandtes naturligt på denne mådeat sikre, at der var forsikringsdækning foreventuelt påførte skader, idet der tillige blevlagt betydelig vægt på, at skadelidte skullevære sikret erstatning, uanset uheldetsnærmere omstændigheder.

Ansvarsforsikringen blev oprindelig over-draget et konsortium af 9 private forsik-ringsselskaber, som varetog forsikringenindtil 1945. Det fandtes da rigtigst at ladejagtfonden selv overtage forsikringsrisikoen,således som det fra starten havde væretønsket fra jæger side, og idet jagtfonden nuansås for tilstrækkeligt konsolideret. Over-tagelsen skete i form af stiftelsen af DanskJagtforsikring A/S, i hvilket jagtfonden haraktiemajoriteten. Dette selskab har vare-taget forsikringen for en præmieafgift afoprindelig 1 kr., nu 3 kr. pr. jagttegn, mensåledes at eventuelt overskud efter nød-vendige henlæggelser m. m. tilbageføres tiljagtfonden efter nærmere regler, der inde-holdes i en mellem selskabet og landbrugs-ministeriet indgået overenskomst.

Reglerne for ydelse af erstatning og er-statningssummernes størrelse indeholdes ien af landbrugsministeriet i 1932 fastsat

vedtægt, der i tidens løb kun er undergivetmindre ændringer, bortset fra væsentligeforhøjelser af erstatningsbeløbene, der senester reguleret pr. 1. april 1959.

Jagtforsikringens ansvarsområde blev op-rindelig afgrænset således, at der ydeserstatning for al skade, som ved skydningunder jagt i Danmark direkte forvoldestredjemand af personer, der har løst jagt-tegn. Ved en i 1959 gennemført ændringaf vedtægten er dækningsområdet udvidetsåledes, at der også ydes erstatning for skade,som forvoldes ved skydning i forbindelsemed jagt.

Som tredjemand betragtes også andre jagt-deltagere. Derimod dækkes ikke skade, somaf jægeren tilføjes ham selv eller hansejendele edler genstande, for hvilke han erpersonlig ansvarlig.

Erstatning ydes også ved hændelig skade.Har skadelidte hidført eller medvirket tilskaden, kan erstatningen nedsættes ellerbortfalde.

Forsikringssummen er for tiden ved per-sonskade indtil 300.000 kr., dog kan er-statningen for én person aldrig overstige100.000 kr. Inden for dette maksimumsbeløbydes der erstatning for helbredelsesudgifterefter regning, tab af arbejdsfortjeneste medindtil 40 kr. om dagen i et år, samt forsvie og smerte med indtil 2.000 kr.

Ved indtruffet invaliditet ydes endvidereerstatning efter almindelige erstatnings-principper, d. v. s. efter invaliditetens gradog en vurdering af det lidte tab.

Ved den tilskadekomnes død ydes dæk-ning for begravelsesudgifter med indtil1.200 kr., og hvis afdøde er forsørger tilligeerstatning til enke, fastsat efter almindeligeerstatningsprincipper, dog højst 60.000 kr.,medens erstatningsbeløbene til børn direkteer fastsat i vedtægten med satser, der ergradueret efter børnenes alder, og variererfra 5.000 kr. til 15.000 kr.

Ved tingskade ydes erstatning med indtil10.000 kr., dog med en selvrisiko på 50 kr.,og således at der er fastsat særlige udmå-lingsregler for hundeskade med maksimumpå 1.200 kr. for de bedste hunde.

For 5-årsperioden 1960-65 udgør detsamlede erstatningsbeløb ifølge en foreløbigopgørelse i alt 593.670 kr. (heraf hensat tilikke endeligt regulerede skader: 216.750 kr.)omfattende 285 skader, af hvilke 118 drejede

28

sig om legemsbeskadigelser, herunder 4dødsfald.

Forsikringens primære dækningsområdeer skade indtruffet under den egentlige jagt-udøvelse, hvortil også henregnes bekæm-pelse i henhold til lov om bekæmpelse afskadeligt dyre- og fuglevildt og udøvelse afden i jagtlovens § 6 hjemlede beføjelse, derkan udø ves uden jagttegn, dersom den sky-dende i det konkrete tilfælde har haft etsådant. Derimod dækkes ikke skade ind-truffet under skydning af dyr, der ikkehenregnes til vildt, f. eks. husdyr.

I det af folketinget nedsatte udvalg tilbehandling af det i 1959 fremsatte forslagtil ændringer i jagtloven (nu lov nr. 103 af25. marts 1959) blev rejst det spørgsmål,om ikke jagtforsikringen burde dække alleulykker fremkaldt ved brugen af jagtvåben,under forudsætning af at en jagttegnsløservar skadevolder, og dette spørgsmål blev afudvalget henskudt til behandling i jagtlovs-kommssionen.

Som foran nævnt dækker forsikringenefter den i 1959 gennemførte vedtægts-ændring nu ikke blot ulykker, der indtræf-fer under jagten, men også skader, der haren vis nærmere tilknytning til jagtudøvel-sen, f. eks. skader indtruffet under uforsig-tighed under transport til og fra jagt.

Kommissionen har herefter ikke ment atburde foreslå yderligere udvidelse af dæk-ningsområdet. Man finder det således ikkenaturligt, at ulykker, der indtræder underprøve- og flugtskydning, hvortil jagttegnikke kræves, inddrages under forsikringen.Denne øvelsesskydning afholdes i alminde-lighed af jagtorganisationerne på dertil ind-rettede baner, og det synes mest hensigts-mæssigt, at det som hidtil overlades tilorganisationerne selv at dække risikoen her-ved gennem tegning af fornøden forsikring.

Kommissionen vil derimod finde detrimeligt, at forsikringssummerne bringeshelt på höjde med de tilsvarende summerinden for anden forsikring.

J. Jagtmåder og' jagtredskaber.

/. „Xatjagt".Efter den gældende jagtlov må svømme-

fugle på træk jages 1% time før solopgangog iy2 time efter solnedgang.

Under drøftelsen af denne bestemmelsehar jagtorganisationernes repræsentantergjort gældende, at det også burde være til-ladt at skyde regnspover på træk, medensbl. a. naturfredningsrådets repræsentant hargivet udtryk for, at den særlige adgang tiltrækjagt efter solnedgang burde bortfalde.

Det har ikke været muligt at opnå enig-hed vedrørende disse spørgsmål, men for-handlingerne er resulteret i, at kommissio-nen foreslår de gældende regler opretholdt,dog således at adgangen til trækjagt eftersolnedgang i december måned begrænses til1 time.

2. Våben.

Under rigsdagsbehandlingen af forslag tiljagtloven af 1931 blev der i § 35 optaget enbestemmelse, hvorefter det er forbudt atanvende salongeværer til jagt på harer oghårvildt større end disse.

Kommissionen har ikke fundet anledningtil at foreslå ændring af denne bestemmelse.Jagtorganisationernes repræsentanter harimidlertid peget på ønskeligheden af, at detnøjere blev præciseret, hvad man forstårved salongeværer, og har i denne forbindelseanført, at som salongeværer må ansesgeværer, hvortil anvendes patroner medrandtamding.

En arbejdsgruppe under ledelse af jagt-rådets formand har herefter drøftet jagt-lovens våbenbestemmelser med repræsen-tanter for Dansk Bøssemager- og Våben-handlerforening. Under drøftelsen af spørgs-målet om formulering af en definition påsalongeværer viste det sig, at efter for-eningens opfattelse måtte til salongeværerhenregnes glatløbede flobertgeværer af kali-ber 6 eller 9 mm beregnet for hagl- ellerkuglepatroner med randtænding, samt 5,6mm (= kal. 0.22) riflede våben ligeledesberegnet for ammunition med randtænding,herunder 4 mm kuglepatroner.

En definition, der tager sigte på de våben-typer, der for tiden er i handelen, vil efterkommissionens opfattelse let kunne bliveutidssvarende, fordi der foregår en stadigudvikling i jagtvåbens konstruktion, og manhar derfor ment at burde afstå fra at stilleforslag herom. Kommissionen har hervedogså taget i betragtning, at det ikke erfundet fornødent i våbenloven, jfr. justits-ministeriets lovbekendtgørelse nr. 16 af

29

20. Januar 1965, at fastsætte nærmere reglerom, hvad der forstås ved salongeværer.

3. Sakse og fælder.

Justitsministeriet har i skrivelse af 4.februar 1959 til landbrugsministeriet hen-stillet, at den gældende jagtlovs bestem-melser om adgang til brug af vildtsakse søgesophævet som stridende mod jagtlovens § 34,stk. 1,1. pkt., hvorefter sakse skal være ind-rettet således, at dyrene ikke lemlæstes, ogmod dyreværnslovens § 1, der bl. a. bestem-mer, at dyr ikke må udsættes for unødiglidelse. Denne henstilling fremkom, efterat landbrugsministeriet på grundlag afindhentede erklæringer fra jagtrådet, over-jagtkonsulenten og vildtbiologisk stationhavde oplyst, at det næppe ville være muligtat indrette saksene således, at lemlæstelseaf dyrene undgås, og at landbrugsministe-riet derfor ikke fandt at kunne udsende dei § 34, stk. 1, sidste pkt., omhandlede nær-mere regler om indretning af vildtsakse.

Efter nøje at have overvejet spørgsmåletom brug af sakse og fælder til jagtudøvelsefinder kommissionen, at det alene bør væretilladt at anvende fælder, i hvilke vildtetkan fanges levende i uskadt tilstand, d. v. s.kassefælder samt de særlige krage- og høge-fælder (bilag 6-8).

Af foranstående vil fremgå, at kommis-sionen er af den opfattelse, at også benyt-telse af oddersakse bør forbydes. Bestandeneaf odder er i Danmark — som i det øvrigeNorden — gået tilbage i dette århundrede,ja er i visse egne blevet meget fåtallig.Da odderen først bliver forplantningsdygtig,når den er 2 år gammel, og kun føder 2-3unger, der tilmed skal plejes i henved etår, er det klart, at den kun kan tåle enrelativ lav beskatning, og det så megetmere som artens almindelige livsbetingelserher i landet forringes betydeligt i takt medden stigende åløbsforurening og afvanding.

Hvor stor bestanden her i landet er, vedman ikke, men ifølge jagtstatistikken ned-lægges der årligt kun ca. 200 stk., så be-standen er i alt fald ikke så stor, at den kanspille nogen rolle for fiskebestanden i alalmindelighed. Derimod kan den nok lokalti visse tilfælde forvolde følelig skade pådambrug, hvilket man bør søge at imødegåved indhegning af brugene. Kommissionen

må dog finde det rettest, at ejere af dam-brug får adgang til at beskyde odderen udenfor jagttiden, da det ikke kan afvises, atdet undtagelsesvis kan lykkes dyret atforcere en efter almindelig opfattelse for-svarlig indhegning, jfr. § 38, stk. 3, i kom-missionens lovudkast.

4. Gift.Ifølge § 32 i den gældende jagtlov er det

forbudt ab udsætte gift — bortset fra fos-formos for krager — uden landbrugsmini-sterens tilladelse. Forbudet omfatter dogikke gift, som udsættes for rotter og mus,men giften skal anbringes således, at størredyr ikke kan få adgang til den.

Adgangen til at udlægge fosformos forkrager omfatter ikke anvendelse af fos-forolie, men det er over for kommissionenoplyst, at landbrugsministeriet i begrænsetomfang med sundhedsmyndighedernes til-slutning har tilladt anvendelse af fosforolietil bekæmpelse af krager ved udlægning afgiftpræparerede æg. Sådanne tilladelser erkun givet til personer, der er kyndige ianvendelse af fosforolie til dette formål ogkun under forudsætning af, at den pågæl-dende selv foretog såvel præpareringen afæg med olien som udlægningen af de præ-parerede æg. Såvel fosformos som fosfor-olie kan kun udleveres på grundlag af en afpolitiet påtegnet giftrekvisition, jfr. inden-rigsministeriets cirkulære af 15. maj 1964angående giftrekvisitioner.

Fra tid til anden har landbrugsministe-riet modtaget ansøgninger om tilladelse tiludlægning af gift, men ministeriet har stedseværet meget tilbageholdende med hensyntil at dispensere fra giftforbudet, og i desenere år er dispensation ikke meddelt,idet man efter foretaget undersøgelse i detenkelte tilfælde har anset det for rettest,at der blev bragt andre metoder end gift ianvendelse. Der ses herved bort fra bekæm-pelsen af muldvarpe med thalliumpræpara-ter, hvorom særlige regler gælder, jfr. kap. Ii lovbekendtgørelse nr. 48 af 28. februar1958 og landbrugsministeriets cirkulære af21. marts 1958 til samtlige amtmænd ogkommunalbestyrelser.

Særligt kan nævnes, at der over for land-brugsministeriet har været rejst spørgsmålom anvendelse af sovemidlet kloralose til

30

bekæmpelse af duer, der voldte skade på enærtemark. Under hensyn til den forgift-ningsrisiko en sådan fremgangsmåde kunneindebære, navnlig for børn og mindre husdyr,måtte sundhedsmyndighederne imidlertidfraråde brugen af dette stof i det omhand-lede øjemed, og landbrugsministeriet afslogderefter at meddele den ansøgte tilladelse.

Der er fra forskellig side i kommissionenfremsat forslag om, at der indføres et almin-deligt forbud mod anvendelse af gift, såledesat det blev forbudt at udlægge fosformos modkrager. Jagtorganisationernes repræsentan-ter har heroverfor gjort gældende, at detmange steder ville blive uhyre vanskeligtat holde bestanden af krager nede på etrimeligt niveau uden anvendelse af gift, ogat det i hvert fald måtte være en forudsæt-ning for indførelse af et sådant forbud, atanvendelse af de såkaldte kragefælder blevtilladt.

Der er herefter opnået enighed inden forkommissionen om at foreslå, at der søgesgennemført et almindeligt forbud mod brugaf gift og bedøvende midler til jagt, idetman kan anbefale, at det bliver tilladt atanvende de såkaldte kragefælder, der er vel-egnet til fangst af krager og skader, jfr.foran side 29.

Med foranstående tilsigtes ingen ændrin-ger i de gældende regler om bekæmpelse afrotter, mus og muldvarpe.

5. Jagt fra motorkoretøj.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i den nyejagtlov bør søges gennemført forbud modjagt fra motorkøretøj, har været genstandfor indgående drøftelse i kommissionen, ogsom det fremgår af bilag 9 er direktoratetfor statsskovbruget af den opfattelse, at detvil være et tilbageskridt, om skovbrugetmåtte blive afskåret fra muligheden for atbeskyde især det klovbærende vildt framotorkøretøj.

Der er i kommissionen enighed om, at detmå anses for en forkastelig form for jagt-udøvelse at beskyde vildt fra motorkøretøji fart, og man finder derfor, at der børlovfæstes et almindeligt forbud mod jagtfra motordrevet køretøj.

Under drøftelsen blev det imidlertidfremhævet, at det ikke kan være rimeligtat forbyde beskydning fra stillestående

motorkøretøj på klovbærende vildt. Tvært-imod må en sådan beskydningsform ansesfor hensigtsmæssig på større skovdistrikter,hvor det af hensyn til skovdriften er på-krævet med et begrænset personale at holdevildtbestanden nede på et passende niveau.Der findes ikke her i landet store åbne jagt-revirer, hvor vildt kan jages og forfølgesved hjælp af motorkøretøj. Det klovbærendevildt jages hovedsagelig i skovene, og jagtpå markerne, f. eks. fra traktorer, findes ikkeat kunne spille nogen større rolle i denneforbindelse.

Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Degerbøl, Grue-Sørensen, Hornslet, Hvass, Iuel, GeorgJørgensen, Peter Jørgensen, Ladefoged,Thamdrup, Wermuth) mener herefter, atovennævnte forbud bør begrænses, såledesat det bliver tilladt at beskyde klovbærendevildt fra holdende motorkøretøj, når moto-ren er standset.

Et mindretal (Engsbye) mener ikke, derbør indføres forbud mod jagt fra motor-køretøj, såfremt der fastsættes undtagelses-bestemmelse med hensyn til beskydning afdet klovbærende vildt.

6. Støverjagt.

Fra Dansk Støverklub har kommissionenmodtaget den som bilag 10 til nærværendebetænkning optagne skrivelse af 11. februar1961, hvori opstilles nogle få punkter, somstøverklubben ønskede overvejet i jagtlovs-kommissionen med henblik på optagelse ijagtlovsforslaget. — Det drejer sig ombestemmelser gående ud på, at en hund,der anvendes til støver jagt, ikke må væreover 40 cm, samt at hunden under jagt skalvære forsynet med identitetsmærke ogbjælde. Under disse forudsætninger skulleen drivende hund være fredlyst i tiden 1.september — 28. februar og enhver formfor støverjagt forbudt i tiden 1. marts —31. august. Endvidere foreslås visse begræns-ninger med hensyn til størrelsen af de area-ler, på hvilke en drivende støver må slippes.

Ved en forhandling den 20. september1961 havde kommissionen lejlighed til nær-mere at drøfte forslaget med repræsentanterfor Dansk Støverklub, nemlig skovfogedAage Jensen og proprietær A. Buhl Juste-sen. — Under forhandlingen blev det op-lyst, at klubben repræsenterer strellufstø-

31

vere, samt at det er en absolut betingelse fordeltagelse i klubbens markprøver, at støve-ren kan kaldes tilbage, når den er inden forhørevidde. Bestemmelserne skulle tage sigtepå hunde under 40 cm uanset race, men manvar ikke interesseret i bastarderne.

Efter at have overvejet støverklubbensforslag er kommissionen kommet til den op-fattelse, at selv om der er problemer knyt-tet til stø verjagt, idet støveren følger sinnatur, når den driver vildt på sporet underuafbrudt halsen, finder man dog ikke,at vanskelighederne er så store, at der ergrund til at fastsætte særregler med hensyntil støver jagt i relation til anden mandsjagtgrund. Det er herved taget i betragt-ning, at andre hunde end de egentlige stø-vere, f. eks. gravhunde og spaniels, kan væreanvendelige til stø ver jagt.

K. Jagtrådet.

Jagtrådet består af 3 medlemmer, afhvilke formanden udpeges af landbrugs-ministeren, medens de 2 andre medlemmerbeskikkes efter indstilling af henholdsvisDansk Jagtforening og Landsjagtforeningenaf 1923.

Det har i jagtlovskommissionen væretovervejet, hvorvidt Dansk Strand jagtfor-ening burde være repræsenteret i jagtrådet,men tanken herom er blevet opgivet ud fraden betragtning, at kun foreninger af lands-omfattende karakter, der varetager jagtligeformål i almindelighed, bør være repræsen-teret i jagtrådet. Spørgsmålet om jagtrådetsstørrelse blev overvejet i forbindelse medgennemførelse af jagtloven af 1931, og detblev da fremhævet, at et snævrere, handle-kraftigt udvalg måtte foretrækkes fremforet udvidet jagtråd.

På denne baggrund har jagtlovskommis-sionen ej heller ment at kunne anbefale, atJydsk Jagtforening bliver repræsenteret ijagtrådet.

Kommissionen vil imidlertid finde detrimeligt, at specialforeninger, f. eks. DanskStrandjagtforening, får lejlighed til skrift-ligt eller mundtligt at udtale sig i sager,der særligt berører den pågældende fore-nings interesseområde, forinden jagtrådetsindstilling til landbrugsministeriet afgives.De nærmere regler herom vil kunne optages

i den for jagtrådet fastsatte forretnings-orden.

I forbindelse med overvejelserne vedrø-rende jagtrådets sammensætning har jagt-lovskommissionen drøftet muligheden for atgennemføre en forenkling af det administra-tive apparat, der er knyttet til jagtfonden,og som det fremgår af bilag 11 har 3. revi-sionsdepartement specielt peget på spørgs-målet for så vidt angår ledelsen af Kaløjagtgård, herunder jagtfondens vildtbiolo-giske undersøgelser, og af konsulentvæsenet.

Efter at have haft lej liglied til at gøresig bekendt med de forskellige udvalg ogråds sammensætning og opgaver har jagt-lovskommissionen ikke ment at kunne pegepå en mere hensigtsmæssig administrations-form. Særligt med hensyn til Kalø jagtgårdog jagtfondens vildtbiologiske undersøgel-ser, hvorunder ikke alene sorterer den vildt-biologiske forsøgsstation på Kalø, men ogsåafdelingerne i København for parasitologiog vildtsygdomme, har jagtlovskommissio-nen fundet anledning til at fremhæve, atledelsen af dette administrationsområdeforudsætter en mere alsidig sagkundskab,end jagtrådet kan forudsættes at være ibesiddelse af, idet dette råds medlemmerfortrinsvis udpeges med henblik på vare-tagelse af mere specielle jagtlige — tildelsorganisationsprægede — opgaver. Det næresamarbejde, der i Kalø-bestyrelsen er etable-ret mellem repræsentanter for jagtorganisa-tionerne, vildtbiologien m. m., har i de for-løbne år fungeret tilfredsstillende og udbyg-get den gensidige forståelse, og jagtlovs-kommissionen finder derfor ikke anledningtil at foreslå ændringer i den gældendeadministrationsform.

Jagtkonsulentvæsenet, der i sin tid eretableret af de to store jagtorganisationer,drives nu for jagtfondens midler og står tilrådighed for alle jagtforeninger, jægere ogandre jagtinteresserede. Jagtrådets formandfungerer nu tillige som formand for konsu-lentudvalget. Dansk Strandjagtforenings re-præsentant i kommissionen har fremsatønske om, at foreningen må blive repræsen-teret i konsulentudvalget og i det særligevildtfordelingsudvalg, der med landbrugs-ministeriets godkendelse nedsættes af jagt-rådet. Kommissionen vil finde det rimeligt,at landbrugsministeren tager dette spørgs-mål op til overvejelse.

4. afsnit.

Resumé og indstilling.

Kommissionen er af den opfattelse, atjagtloven bor udformes således, at kunpattedyr- og fuglearter, for hvilke der ud-trykkeligt er fastsat jagttid, bør kunne væregenstand for jagt, medens alle andre arterbør være fredede hele året. Reglerne om jagt-måder og jagtredskaber bør udbygges ogbestemmelserne om straf m. v. bringes ioverensstemmelse med moderne straffelov-givning.

Det foreslås, at der tilvejebringes grund-lag for gennemførelse af en ordning gåendeud på, at enhver forud for erhvervelsen afsit første jagttegn ved at bestå en prøveskal godtgøre at have praktisk færdighed ibetjeningen af jagtvåben samt fornødentkendskab til vildtet og de gældende jagt-og fredningsbestemmelser.

Kommissionen finder det formålstjenligt,at de gældende regler om bekæmpelse afskadelige pattedyr og fugle uden for jagt-tiden moderniseres og sammenarbejdes i etsærligt kapitel i jagtloven. Endvidere finderkommissionen, at reglerne om vildtreserva-ters oprettelse og administration bør ind-arbejdes i jagtloven.

Kommissionen indstiller,at der gennemføres en ny lov om jagten i

overensstemmelse med det af kommis-sionen udarbejdede udkast (bilag 1),

at jagttiden for skovsneppe, sædgås, kort-næbbet gås, knortegås, stor regnspove oglille regnspove tages op til fornyet over-vejelse, når der er forløbet henholdsvis10 år (skovsneppe) og 5 år (sædgås m.fl.)fra den nye jagtlovs ikrafttræden,

at loven om bekæmpelse af skadeligt dyre-og fuglevildt begrænses til kun at om-fatte udryddelse af muldvarpe, samt

at Danmark ratificerer den internationalefuglebeskyttelseskonvention af 18. okto-ber 1950 („Pariserkonventionen'') i for-bindelse med jagtlovens revision.

Om affattelsen af enkelte bestemmelser iudkastet til ny jagtlov har der ikke væretenighed inden for kommissionen. De på-gældende bestemmelser er i lovudkastet ud-formet i overensstemmelse med flertalletsopfattelse. — Med hensyn til mindretallenesudtalelser henvises til betænkningens 3. af-snit (side 19, 26 og 30).

København, den 21. maj 1965.

G. Ahlefeldt-Bille Magnus Degerbøl L. Engsbye S. Grue-Sørensen

Hans Hvass I. Iuel G. Jørgensen Peter Jørgensen

Kj. Ladefoged Knud Paludan R. Spärck A. Stauning

H. M. Thamdrup N. Wermuth

Vald. Hornsletformand

Henny Bloch-Nielsen.

3'i

Bilag 1.

Udkast til forslag til lov om jagten.

Kapitel I.

Jagtretten.

§ 1. Jagtretten på en ejendom tilkommergrundejeren. På uudskiftede jorder og påudskiftede købstads]order tilkommer jagt-retten dog kommunen.

Stk. 2. På søer, åer, bække og andre lig-nende ferske vande, der ikke er undergivetsærlig ejendomsret, tilkommer jagtrettenejerne af de tilstødende grunde, således aten grundejer har jagtret på den del af van-det, der ligger hans grund nærmere endnogen andens.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikkeanvendelse i det omfang, jagtretten i med-før af de hidtil gældende regler tilkommerandre end grundejerne.

Stk. 4. På havet, i fjorde og vige og påandre dele af søterritoriet har enhver danskstatsborger jagtret, medmindre disse om-råder er privates ejendomsret undergivet,eller jagten fra ældre tider har været betrag-tet som tilkommende den eller de jagtberet-tigede på de tilgrænsende landstrækninger.Den frie jagtret begynder ved den højestedaglige vandstandslinie.

Stk. 5. På eller fra offentlig vej må derikke drives jagt, jfr. dog § 5, stk. 2.

§ 2. Hvis jagtretten i medfør af de hid-til gældende regler tilkommer en anden endgrundejeren, har denne ret til at forlangejagtretten afløst i overensstemmelse mednedenstående regler:a. Begæring om afløsning indbringes af

grundejeren for en landvæsenskommis-sion, der afgør alle spørgsmål vedrørendeafløsningen, herunder fastsættelse aferstatningens størrelse, jfr. b. Landvæ-senskommissionens afgørelse kan ind-bringes for en overlandvæsenskommis-sion. Landvæsenskommissionen og over-landvæsenskommissionen bistås af en aflandbrugsministeren udpeget jagtsag-kyndig, der deltager i sagens behandlingi overensstemmelse med § 31, stk. 1, i

loven om landvæsensretter. Den sagkyn-diges honorar fastsættes af kommissionenog henregnes til sagens omkostninger,der afholdes af jagtfonden.

b. Vederlaget for jagtretten skal fastsættestil en årlig pengeafgift af en sådan stør-relse, at den afgiver fuld erstatning fordet tab i indtægt, rettighedens afståelsekan antages at medføre under hensyn tilforholdene indtil den tid, da afløsningensker. Grundejeren kan til enhver tid fri-gøre sig for den årlige afgift ved kontantbetaling af et beløb, der svarer til 25gange årsafgiften. I så fald finder § 4 ilov nr. 505 af 28. september 1918 omafløsning af grundbyrder tilsvarendeanvendelse.

§ 3. Når jagtretten tilkommer grund-ejeren, kan den ikke afhændes særskilt ellerpå anden måde adskilles fra ejendomsrettentil grunden.

Stk. 2. Ejeren kan dog overdrage jagt-retten til andre for et bestemt tidsrum, derikke må overstige 10 år ad gangen. Vedoverdragelse af brugsret til en ejendom ellerdele heraf skal jagtretten, for så vidt dentilkommer grundejeren, anses indbefattetunder brugsretten, medmindre andet ud-trykkeligt er aftalt.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 medføreringen aändringer i de før denne lovs ikraft-træden indgåede aftaler.

§ 4. Servitutter, hvorved grundejerengiver afkald på at jage på ejendommen ellerdele heraf, kan ikke stiftes for et længeretidsrum end 10 år ad gangen.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 medfører ingenændringer i de før denne lovs ikrafttrædenstiftede servitutter.

Kapitel II.

Jagtrettens udøvelse.

§ 5. Ingen må jage — med skydevåbeneller på anden måde — på steder, hvor den

34

pågældende ikke har jagtret, medmindreden jagtberettigedes samtykke hertil fore-ligger, jfr. dog § 7 og §§ 38-42.

Stk. 2. Den, der har såret vildt på sinegen jagtgrund, har ingen ret til vildtet,når det falder på anden mands jagtgrund.Han skal uopholdelig give den jagtberet-tigede eller jordbrugeren meddelelse om detanskudte vildt. Det er dog tilladt at sættesig i besiddelse af vildt, der er såret på egenjagtgrund, når det falder på tilgrænsendeoffentlig vej.

§ 6. Den i § 1, stk. 4, omhandlede friejagtret på søterritoriet må udøves fra fly-dende båd, pram eller andet fartøj samt frais og fra en til søterritoriet grænsende ejen-dom, hvor jagtret haves. Jagt fra båd,pram eller andet fartøj, der berører hav-bunden, samt fra skydetønder, kasser, sta-tiver eller lignende må kun udøves på grun-de, rev og lignende områder, der overskyllesved daglig højvande og som selv ved lav-vande alene kan nås ved sejlads fra land,herunder fra øer eller holme.

Stk. 2. Jagt ved vadning og færdsel medskydevåben under vadning er kun tilladtpå de i stk. 1, 2. punktum, nævnte områder.Dette gælder, uanset om den pågældendehar jagtret på den til søterritoriet grænsendekyststrækning. Ved vadning forstås færdseltil fods på søterritoriet, herunder på grunde,rev og lignende, og på den del af strand-bredden, der overskylles ved den højestedaglige vandstandslinie.

Stk. 3. Det er dog tilladta. at vade med uladt skydevåben til eller

fra et på søterritoriet liggende fartøjeller en ø eller holm, hvor den pågæl-dende er jagtberettiget, ad den kortestevej mellem fartøjet eller øen og detsted på den nærmeste kyststrækning,hvor skydevåben lovligt kan medbringes,jfr. § 10,

b. uden medbringelse af skydevåben vedvadning at sætte sig i besiddelse af lov-ligt skudt vildt, selv om det falder påområder af søterritoriet, hvor jagt vedvadning i øvrigt er forbudt,

c. den jagtberettigede til en kyststrækninguden medbringelse af skydevåben at af-drive eller lade afdrive for vildt de påsøterritoriet værende rør- og sivbevoks-

ninger, der ligger ud for hans jagtgrundog i direkte forbindelse med denne.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan i strengeisvintre bestemme, at jagt på søterritorietkun må udøves fra flydende båd, pram ellerandet fartøj.

Kapitel III.

Forholdet mellem den jagtberettigede oggrundejeren in. v.

§ 7. Den jagtberettigede er pligtig atskaffe de ikke jagtberettigede jordbrugerei sit jagtdistrikt fred for kron-, då-, sika-og råvildt, muflon og vildsvin, der uden forf redningstiden gør jordbrugeren skade. Op-fylder den jagtberettigede ikke denne for-pligtelse, og godtgør brugeren ved en af dei henhold til loven om mark- og vej fredbeskikkede vurderingsmænd foretagen op-gørelse, at der er sket vildtskade på hansmarkafgrøder for følgende mindstebeløb

a. for brug på under 5 ha 30 kr.b. for brug på 5-10 ha 50 -c. for større brug 100 -kan jagtrådet, såfremt den jagtberettigedeikke senest 6 måneder efter synsforretnin-gens afholdelse har opsat betryggende vildt-hegn, for et år meddele brugeren tilladelsetil at udøve jagt på kron-, då-, sika- ogråvildt, muflon og vildsvin på den ham tilbrug overladte grund. Jagtrådets afgørelsekan indbringes for landbrugsministeren.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælderikke med hensyn til de til skov- eller jagt-distrikter hørende tjenestesteder.

Stk. 3. Jordbrugerens ret ifølge stk. 1 kanikke indskrænkes ved forudgående aftale.

§ 8. I tiden fra 1. maj til afgrøderne erindhøstet må den jagtberettigede ikke udenjordbrugerens tilladelse udøve jagt på til-såede marker, bortset fra rodfrugt- og græs-marker. Foranstående regel gælder ikkejagt, der udøves efter brugerens begæringtil opfyldelse af den jagtberettigedes pligtefter § 7.

Stk. 2. Den jagtberettigede må ikke jageeller søge efter vildt i anden mands gård,gårdsplads og have eller indhegnet plante-skole.

;>c

§ 9. Den jagtberettigede skal erstatte denskade, der ved uforsvarligt forhold underjagtens udøvelse påføres ejeren eller bruge-ren af ejendommen, hvad enten skaden erforvoldt af den jagtberettigede selv eller afandre, som med hans tilladelse har udøvetjagt eller deltaget heri. Den jagtberettigedeserstatningsansvar kan ikke indskrænkes vedforudgående aftale.

Kapitel IV.Færdsel med skydevåben og hunde in. v.

Privat anholdelse.§ 10. Uvedkommende må ikke færdes

med skydevåben, fangstredskaber eller hundpå anden mands jagtgrund uden for de vejeog stier, der er åbne for almindelig færdsel.I skove er færdsel med skydevåben ellerfangstredskaber dog kun tilladt på de gen-nem skovene førende offentlige veje.

Stk. 2. Den i naturfredningsloven hjem-lede færdselsret på strandbredder giver ikkeadgang til at medføre skydevåben ellerfangstredskaber.

§ 11. Den jagtberettigede har ret til atfjerne, optage eller nedskyde omstrejfendehunde på sin jagtgrund i overensstemmelsemed mark- og vej fredslovens regler. Om-strejfende katte må nedskydes, dog ikkenærmere end 150 m fra anden mands hus.

§ 12. Den jagtberettigede er beføjet tilselv eller ved sine folk at anholde enhver,der overtræder bestemmelsen i § 5, stk. 1,og føre ham til politiet. Samme beføjelsetilkommer brugeren af grunden, der ikkehar jagtret. Brugeren skal underrette denjagtberettigede om den skete anholdelse.

Stic. 2. Den anholdte kan fratages skyde-våben og andre jagtredskaber samt skudteller fanget vildt, som han ved anholdelsener i besiddelse af. De nævnte genstandeskal uopholdelig afleveres til politiet, derforanlediger, at der træffes afgørelse omeventuel beslaglæggelse.

Kapitel V.Jagtmåder og jagtredskaber.

§ 13. Al jagt er forbudt fra solnedgangtil solopgang. Dog må gæs, ænder og måger

samt blishøns og skarver skydes på træk itiden fra 1 % time for solopgang til 1 % timeefter solnedgang. I december måned måden nævnte beskydning dog kun foretages itiden fra IV2 time før solopgang til 1 timeefter solnedgang.

Stk. 2. Hvor kron-, då-, sika- og råvildt,murloner, vildsvin og vildkaniner forvoldervæsentlig skade på have- og markafgrøder,kan disse dyr uanset bestemmelsen i stk. 1med jagtrådets tilladelse jages i tiden fra1% time før solopgang til iy2 time eftersolnedgang. Jagtrådets afgørelse kan ind-bringes for landbrugsministeren.

§ 14. Dræbes eller fanges moderdyret,skal yngelen så vidt muligt også dræbeseller fanges, for så vidt det kan ske udenulovligt at betræde anden mands jagtgrund.Befinder yngelen sig på anden mandsjagt grund, skal den jagtberettigede ellerjordbrugeren uopholdelig underrettes omyngelens tilstedeværelse.

§ 15. På søterritoriet og ferske vande erdet forbudt at jage kron-, då-, sika- ogråvildt, murloner og harer.

§ 16. Haglgeværer af større kaliber end12 og haglgeværer, som kan indeholde mereend 2 haglpatroner, samt skydevåben, derer forsynet med lyddæmpere, må ikkeanvendes til jagt. Det er forbudt at anvendeskydevåben, der ikke er i forsvarlig stand.

Stk. 2. Kron-, då- og sikavildt, murloner,vildsvin, sæler og andre større dyr må ikkebeskydes med hagl.

Stk. 3. Det er forbudt at anvende salon-geværer til jagt på harer og hårvildt størreend disse og på fasaner.

Stk. 4. Bue og pil, slangebøsse eller lig-nende må ikke anvendes til jagt. Det sammegælder luftgeværer uden for gård, gårds-og møddingsplads samt dermed i forbindelsestående indhegnet have, hønse- og andegård.

Stk. 5. Nedstikning af fasaner er forbudt.Stk. 6. Kunstigt lys må ikke anvendes til

jagt.Stk. 7. Brug af gift og bedøvende midler

til jagt er forbudt.

§ 17. Brug af selvskud, sakse, limpinde,fuglekøjer, vildtsnarer og lignende er for-budt. Det samme gælder brug af fælder

36

med undtagelse af kassefælder samt krage-og høgefælder.

Stk. 2. Høgefælder må dog kun anvendesi tiden 1. juni — 15. august og kun på ind-hegnet opdrætsplads og i indhegnet hønse-gård eller inden for en afstand af 50 m fradisse.

Stk. 3. Kassefælder kan uanset bestem-melsen i § 13 anvendes hele døgnet.

§ 18. Fælder, der anvendes i henhold til§ 17, skal være indrettet således, at fangnedyr ikke lemlæstes eller dræbes.

Stk. 2. Fælderne skal efterses morgen ogaften. Er der ved eftersynet fangne dyr ifælderne, skal de udtages, og fredede arterskal straks frigives, jfr. dog § 38.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fast-sætte nærmere regler om fældernes indret-ning og anvendelse.

§ 19. Til fangst af søfugle må ikke anven-des net. Søfugle, som findes fanget og dødei net, må ikke sælges, købes eller forsendes.

Stk. 2. Opsætning af ruser til fangst afsæler er forbudt.

§ 20. Jagt fra motorbåd eller andetmaskindrevet fartøj er forbudt

a. i Øresund fra Aflandshage (sydspidsen afAmager) til Kronborgpynten hele året,

b. ved landets øvrige kyster, heri indbefat-tet vige og fjorde, samt i alle ferske vandei tiden 1. maj — 30. september.

Forbudet omfatter dog ikke jagt på spættetsæl.

Stk. 2. Jagt fra maskindrevet fartøj, derkan fremføres med større fart end 12 knob,er forbudt.

§ 21. Jagt fra luftfartøj og motordrevetkøretøj er forbudt. Klovbærende vildt mådog skydes fra holdende motorkøretøj, nårmotoren er standset.

§ 22. Jagt på fasaner, harer og klovbæ-rende vildt er forbudt fra hus, hytte, jord-hul eller andet kunstigt skjul. Klovbærendevildt må dog skydes fra platforme anbragtmindst 3 meter over jorden og mindst 100meter fra anden mands jagt grund.

Stk. 2. Udfodring af vildt med nedskyd-ning for øje er forbudt. Beskydning af vildt

på jorden og på vandet er forbudt i umid-delbar nærhed af foderplads.

§ 23. Mynder eller hunde af mynderacenmå ikke anvendes til jagt.

Stk. 2. Det er forbudt at opdrætte ellerindføre ugler med henblik på anvendelse tiljagt.

§ 24. Det er forbudt at udbetale skyde-penge som præmie for nedskydning ellerfangst af rovfugle.

§ 25. Landbrugsministeren kan fravigede i nærværende kapitel fastsatte bestem-melser.

Kapitel VI.

Jagttider og fredningsbestemmelser.

§ 26. Pattedyr og fugle er fredede udenfor den for disse dyr fastsatte jagttid. Patte-dyr og fugle, for hvilke der ikke er fastsatjagttid, er fredede hele året.

Stk. 2. Det er forbudt at jage eller dræbepattedyr og fugle i fredningstiden. Fred-ningsbestemmelser omfatter, hvor intetandet er angivet, tillige de fredede dyrsyngel samt fuglenes reder og æg.

Stk. 3. Fotografering samt film- og lyd-optagelse ved reder og ynglepladser skal skesåledes, at dyrene og deres yngel ikke for-ulempes.

Stk. 4. Ringinærkning eller anden mærk-ning af fugle og pattedyr må kun foretagesaf dertil af landbrugsministeren bemyndi-gede personer eller institutioner.

§ 27. For nedennævnte pattedyr og fuglefastsættes følgende jagttider:

Pattedyr.a. Hovdyr:Kronhjort og kalv 1.9 -29.2Kronhind 1.10-31.12Dåhjort og kalv 1.9 -29.2Då 1.10-31.12Sikahjort og kalv 1.9 -29.2Sikahind 1.10-31.12Råbuk 16.5 -15.7

og 1.10-31.12Rå og lam 1.10-31.12

37

Muflonvædder hele åretMuflonfår og lam 1.10-29.2Vildsvin, orne hele åretVildsvin, so og grise 1.10-29.2

b. Rovdyr:Ræv 16.6 -29.2Husmår 16.6 -29.2Ilder 16.6 -29.2Lækat 16.6 -29.2Grævling 16.6 -29.2Odder 1.10-29.2Spættet sæl 1.9-31.5

c. Gnavere:Hare 1.10-18.12Vildkanin hele åretEgern 16.6 -29.2

Fugle.d. Lommer:Rødstrubet lom 1.10-29.2Sortstrubet lom 1.10-29.2Islom 1.10-29.2

e. Lappedykkere:Toppet lappedykker 1.10-29.2

/. Åre fodede:Skarv 1.8 -30.4

g. Storkefugle:Fiskehejre 1.7 -31.12

h. Andefugle:Grågås 1.8 -31.12Blisgås 1.8 -31.12Sædgås 1.8 -31.12Kortnæbbet gås 1.8 -31.12Kanadisk gås 1.8-31.12Knortegås 1.8 -31.12Gråand 16.8 -31.12Atlingand 16.8 -31.12Krikand 16.8 -31.12Spidsand 16.8 -31.12Pibeand 16.8 -31.12Skeand 16.8 -31.12Taffeland 16.8 -29.2Troldand 1.10-29.2Bjergand 1.10-29.2Hvinand 1.10-29.2Havlit 1.10-29.2Ederfugl 1.10-29.2

Sortand 1.10-29.2Fløjlsand 1.10-29.2Stor skallesluger 1.10-29.2Toppet skallesluger 1.10-29.2

i. Rovfugle:Duehøg 1.11-29.2Almindelig musvåge 1.11-29.2

j . Hønsefugle:Urhane 16.9 -31.10Agerhøne 16.9 -31.10Fasanhane 1.10-31.12Fasanhøne 21.10-30.11

k. Vandhøns:Blishøne 16.8 -29.2

1. Vadefugle:Strandskade 1.8 -31.12Vibe 1.8 -31.12Strandhjejle 1.8 -31.12Hjejle 1.8 -31.12Stor regnspove 1.8 -31.12Lille regnspove 1.8 -31.12Stor kobbersneppe 1.8 -31.12Lille kobbersneppe 1.8 -31.12Sortklire 1.8 -31.12Rødben 1.8 -31.12Hvidklire 1.8 -31.12Islandsk ryle 1.8 -31.12Dobbeltbekkasin 16.8 -31.12Enkeltbekkasin 16.8 -31.12Skovsneppe 24.9 -31.12

og 1.3 - 7.4Jagttiden 1.3-7.4 skal tages op til revision 10 årefter lovens ikrafttræden.

m. Mågefugle:Hættemåge 16.8 -29.2Stormmåge 16.8 -29.2Sildemåge 16.8 -30.4Sølvmåge 16.8 -30.4Svartbag 16.8 -30.4

n. Alke f ugle:Alk 1.10-29.2Kortnæbbet lomvie 1.10-29.2Langnæbbet lomvie 1.10-29.2

o. Duer:Ringdue 1.8 -31.12

p. Spurvefugle:Gråspurv 1.7 -30.4

38

Allike 1.7 -30.4Krage 1.7 -30.4Husskade 1.7- 30.4Skovskade 1.7 -30.4Råge 1.5 -15.4Solsort 16.9 -31.1Sjægger 16.9 -31.1

I jagttiden medregnes begyndelses- ogslutdagen.

Stk. 2. Pelsdyr, der i henhold til mark-og vej fredsloven anses som vildt, må jageshele året.

§ 28. Fredningen af kron-, då-, sika- ogråvildt, muflon, vildsvin og hare gælderkun uden for gård, gårdsplads og dermed iforbindelse stående forsvarligt indhegnethave og uden for forsvarligt indhegnetplanteskole, frugtplantage, gartneri og dyre-have.

Stk. 2. Under forudsætning af at yngelendræbes, er det i fredningstiden tilladt atødelægge rævegrave og gråspurve-, allike-,krage- og husskadereder samt at beskydekrage og husskade på reden.

Stk. 3. I tiden 1. april — 25. maj mågrundejeren borttage eller lade borttagea. æg af gråand fra kunstige rugepladser,b. æg af hættemåge, stormmåge, sildemåge,

sølvmåge og svartbag, når ejeren for-inden ægindsamlingen har modtaget in-struktion herom af en jagtkonsulent.

§ 29. Når særlige forhold gør det påkræ-vet, kan landbrugsministeren forkorte ellerforlænge de i § 27 anførte jagttider, herunderpåbyde fuldstændig fredning af en dyrearteller fastsætte jagttid for helårsfredede arter.Fredningerne kan begrænses til enkeltelandsdele, herunder øer eller amter, eller tilvelarronderede lokalområder. Fredning afsidstnævnte velarronderede lokalområderkan dog kun påbydes, såfremt % af lods-ejerne, som tillige har jagtret på % af om-rådets samlede areal, fremsætter begæringherom, og fredningen anbefales af jagtrådet.

Stk. 2. Forinden afgørelse træffes om for-længelse af jagttider eller fastsættelse afjagttider for helårsf redede pattedyr- ogfuglearter, indhentes erklæring fra natur-fredningsrådet, medmindre det drejer sigom kron-, då-, sika- og råvildt eller hare,fasan, agerhøne, gråand og ringdue.

Stk. 3. Bestemmelser om jagt- og fred-ningstider, der kun omfatter dele af landet,optages ikke i lovtidende, men bekendtgøresi statstidende.

§ 30. Vildt må kun sælges, købes ellerforsendes i jagttiden og til og med 8 dageefter dennes udløb. Dette gælder såvel leven-de som skudt eller på anden måde aflivetvildt samt vildtets yngel og æg.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatterikkea. vildt, der er nedlagt i jagttiden, og som

senest 4 dage efter jagttidens ophør erstemplet (plomberet) ved politiets foran-staltning eller mærket på anden af land-brugsministeren godkendt måde.

b. vildt, for hvilket det ved plombering ergodtgjort, at det er nedlagt i henhold til§ 28, stk. 1,

c. pattedyr og fugle af her i landet fore-kommende vildtarter, for hvilke det vedplombering er godtgjort, at de er ind-ført fra Færøerne, Grønland eller ud-landet,

d. æg, der er lovligt indsamlet i henholdtil § 28, stk. 3, når æggene sælges, købeseller forsendes i tiden 1. april — 31. maj.

Stk. 3. Kron-, då- og sikahjort, råbuk ogmuflon vædder må i hunnens f redningstidkun sælges, købes eller forsendes, når køns-mærkerne medfølger eller plombering erforetaget.

Stk. 4. Landbrugsministeren fastsætter defor fredningsbestemmelsernes overholdelsefornødne kontrolforskrifter for salg, køb ogforsendelse af vildt, herunder gebyr forplombering af vildtet.

§ 31. Ingen må sælge, transportere elleropbevare vildt, om hvilket han ved ellerhar grund til at formode, at det er nedlagteller fanget i strid med bestemmelserne idenne lov.

Stk. 2. Den, der i erhvervsøjemed sælgervildt til fortæring eller serverer dette i til-beredt stand, skal i 2 år opbevare notaterover, hvad han modtager af vildt med angi-velse af dato for modtagelsen og af hvemhan modtager det.

§ 32. Enhver, der erhvervsmæssigt fore-tager eller lader foretage udstopning eller

39

præparering af pattedyr eller fugle, skalforetage anmeldelse herom til politiet.

Sth. 2. Landbrugsministeren fastsætterregler vedrørende kontrollen med sådannevirksomheder, herunder om i hvilket om-fang virksomhederne skal føre protokolover modtaget vildt.

§ 33. Landbrugsministeren kan fravigede i nærværende kapitel fastsatte bestem-melsera. i videnskabeligt øjemed,b. når det findes påkrævet af hensyn til

vildtreservaternes drift, jfr. kap. VII,c. med henblik på udsætning eller opdræt

af vildt,d. når der i en vildtbestand forekommer

sygdomme, der kan angribe menneskereller husdyr.

Kapitel VIL

Vildtreservater.§ 34. Vildtreservater kan oprettes på

landjorden, på ferske vande og på sø-territoriet, når det findes påkrævet afhensyn til beskyttelse og ophjælpning aflandets vildtbestand, herunder af trækkendefugle.

Stk. 2. Beslutning om oprettelse af vildt-reservater træffes af landbrugsministerenefter forhandling med vildtnævnet. Vildt-nævnet består af jagtrådet samt yderligere5 medlemmer, der beskikkes af landbrugs-ministeren efter indstilling af Dansk Strand-jagtforening, Vildtbiologisk Station, Natur-fredningsrådet, De samvirkende danskeLandboforeninger og De samvirkende dan-ske Husmandsforeninger. Jagtrådets for-mand er tillige formand for vildtnævnet.

Stk. 3. Alle udgifter vedrørende vildt-reservaternes oprettelse og drift udredes afjagtfonden, jfr. § 50.

§ 35. Udlægning af et område som vildt-reservat sker ved en af landbrugsministerenudstedt bekendtgørelse. Bekendtgørelsenskal angive områdets beliggenhed og af-grænsning samt de nærmere bestemmelser,der af hensyn til vildtets beskyttelse og op-hjælpning skal gælde for jagt, ophold ogfærdsel på området. Der kan ikke herved skeindskrænkning i den ret, der ifølge salt-

vandsfiskeriloven haves til fiskeri på sø-territoriet.

§ 36. For den indskrænkning i ejendoms-retten, der er forbundet med et områdesudlægning som vildtreservat, ydes der fuld-stændig erstatning.

Stk. 2. Dersom der ikke opnås mindeligoverenskomst om erstatningens størrelse,fastsættes denne af en landvæsenskommis-sion. Landvæsenskommissionens afgørelsekan indbringes for en overlandvæsenskom-mission. Landvæsenskommissionen og over-landvæsenskommissionen bistås af en aflandbrugsministeren udpeget jagtsagkyndig,der deltager i sagens behandling i over-ensstemmelse med § 31, stk. 1, i loven omlandvæsensretter. Den sagkyndiges honorarfastsættes af kommissionen og henregnestil sagens omkostninger, der afholdes afjagtfonden. Vildtnævnet indkaldes til kom-missionernes møder.

§ 37. Vildtreservaterne administreres afjagtrådet efter regler, der fastsættes aflandbrugsministeren efter forhandling medvildtnævnet.

Kapitel VIII.

Bekæmpelse af skadelige pattedyr og fugle.

§ 38. Uanset om den pågældende erjagtberettiget og uden hensyn til eventuelfredning kan ejeren eller brugeren personligeller ved en til dennes husstand eller per-sonale hørende person over 18 år foretageden i stk. 2-4 omhandlede bekæmpelseunder iagttagelse af reglerne i kap. V.

Stk. 2. I gård og på gårds- og møddings-plads samt dermed i forbindelse ståendeindhegnet have, hønse- og andegård måbekæmpelse ske afa. ræv, husmår, ilder, lækat (hermelin),b. gråspurv, krage, allike, husskade og

duehøg.Stk. 3. Nedennævnte pattedyr må be-

kæmpes på de anførte steder, hvis de pådisse gør påviselig skadea. i forsvarligt indhegnede dambrug: odder,b. i forsvarligt indhegnede fasanerier: ræv,

grævling, ilder, lækat (hermelin),

40

c. i forsvarligt indhegnede erhvervsfrugt-plantager og planteskoler: hare.

Stk. 4. Nedennævnte fugle må bekæmpespå de anførte steder, når de på disse gørpåviselig skadea. på markafgrøder: råger og gråspurve, der

optræder i flokke,b. i frugthaver og frugtplantager: stær,

solsort, krage, husskade, hættemåge ogstormmåge,

c. i skov- og frøkulturer, rapsmarker samtpå erhvervsmæssigt drevne ærte- ogrosenkålmarker i månederne januar,februar, marts, april og juli: ringduer,der optræder i flokke,

d. på indhegnede opdrætspladser og i ind-hegnede hønsegårde samt inden for enafstand af 50 m fra disse: spurvehøg,duehøg og musvåge,

e. i dambrug: hættemåge, stormmåge, sølv-måge og fiskehejre,

f. på flyvepladser og godkendte landings-baner: fugle, som frembyder fare forflyvningen.

Stk. 5. Efter indstilling såvel fra De sam-virkende danske Landboforeninger, De sam-virkende danske Husmandsforeninger somfra Erhvervsrådet for Gartneri og Frugtavlog med tilslutning af jagtrådet og natur-fredningsrådet kan landbrugsministeren be-stemme, at vildtarter, der gør påviseligskade på erhvervsmæssigt drevne afgrøderunder andre omstændigheder end nævnt istk. 2-4, må bekæmpes af de i stk. 1 nævntepersoner.

Stk. 6. Muldvarpe samt rotter, mus ogmosegrise (ægte mus og studsmus) må be-kæmpes over alt på ejendommen uden iagt-tagelse af reglerne i denne lov. Udlægning 'aigift mod de nævnte pattedyr skal dog fore-tages således, at større dyr ikke kan fåadgang til giften.

§ 39. Landbrugsministeren kan efterforhandling med jagtrådet i særlige tilfældemeddele tilladelse til, at pattedyr og fugle,der volder væsentlig skade eller ulempe,nedskydes eller på anden måde ombringes if redningstiden. Tilladelsen kan omfatte rettil at ødelægge æg og reder og dræbe yngel.For knopsvaners vedkommende kan til-ladelse dog kun gives for så vidt angårtiden 1. marts—30. april og kun på steder,

1 hvor antallet af ynglende fugle er ekstra-ordinært stort, eller svanerne er til væsent-

I lig ulempe for andre ynglende fugle.Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til bekæm-

I pelse indsendes til jagtrådet bilagt en rede-gørelse for skadens omfang fra en planteavls-

; konsulent eller anden sagkyndig.Stk. 3. Forinden tilladelse gives, indhenter

landbrugsministeren en udtalelse fra natur-| f redningsrådet, såfremt bekæmpelse ønskes

iværksat af helårsfredede pattedyr og fugleeller på områder, hvor udøvelse af jagt erbegrænset i henhold til naturfredningsloven.

Stk. 4. Brugerens adgang til bekæmpelsei medfør af foranstående regler kan ikkeindskrænkes ved aftale.

§ 40. Såfremt ejeren eller jagtlejeren afden grund, hvorpå vildtet opholder sig, ikkeer villig til selv at gennemføre en effektivbekæmpelse, kan landbrugsministeren efterindstilling fra kommunalbestyrelsen og eftersamråd med jagtrådet give kommunalbesty-relsen tilladelse til at foretage bekæmpelsenefter tilsvarende regler som nedenfor erfastsat vedrørende bekæmpelse af råger.Udgifterne, herunder erstatning for skadepå anden mands grund, afholdes af kom-munen.

§ 41. I egne. hvor råger ruger samlede iså stor mængde, at de på iøjnefaldendemåde optræder som skadedyr, kan kommu-nalbestyrelsen i den kommune, i hvilkenskade er sket, efter indstilling fra en stedliglandbo- eller husmandsforening og efter be-sigtigelse af skaden træffe foranstaltninger tilbekæmpelse af rågerne. Indstillingen skalvære bilagt den indgivne klage samt en rede-gørelse for den af foreningen foretagne under-søgelse af forholdene.

Stk. 2. Afslår kommunalbestyrelsen ativærksætte bekæmpelse, kan beslutningenherom indbringes for amtsrådet i den amts-rådskreds, i hvilken skaden er sket, forkøbstædernes vedkommende dog for amt-manden.

Stk. 3. Bekæmpelsen foretages af ejereneller brugeren af den ejendom, hvorpårågekolonien findes, efter nærmere aftalemed kommunalbestyrelsen i den kommune,

! i hvilken skaden er sket. Vil han ikke indgåj på en sådan aftale, eller udfører han ikkei bekæmpelsen tilfredsstillende, forelægger

41

kommunalbestyrelsen sagen for amtsrådeti den amtsrådskreds, i hvilken rågekoloniener beliggende.

Stk. 4. Amtsrådet skal i så fald ladebekæmpelse foretage ved dertil beskikkedepersoner. Ejeren eller brugeren af den ejen-dom, hvorpå kolonien findes, kan ikke mod-sætte sig bekæmpelsen, men denne skaludføres uden unødig ulempe, og der skalydes erstatning for den skade, bekæmpelsenmåtte medføre på træer, hegn, afgrøde ellerlignende. Erstatningen ansættes af de imark- og vej fredsloven nævnte vurderings-mænd.

Stk. 5. Udgifterne ved den i stk. 1-3omhandlede besigtigelse og bekæmpelse af-holdes af den kommune, i hvilken skadener sket. Udgifterne ved bekæmpelse i med-før af stk. 4, herunder eventuelle erstat-ningsbeløb, udredes forskudsvis af amts-rådet, me ti halvdelen refunderes af den ellerde sognekommuner, der er interesseret ibekæmpelsen, idet amtsrådet fastsætterden hver kommune påhvilende andel. Så-fremt en eller flere af de inden for amts-rådskredsens grænser beliggende købstæderer interesseret i bekæmpelsen, fastsætteramtmanden efter forhandling med amts-rådet og byrådene den hver købstadskom-mune påhvilende andel. I alle andre til-fælde fastsættes interesserede kommunersandel i udgifterne af landbrugsministeren,såfremt der ikke ved forhandling kan opnåsenighed om fordelingen.

Stk. 6. Såfremt landbo- og husmandsfor-eningerne i et amt eller lignende størrelandområde over for amtsrådet fremsætterbegæring om bekæmpelse af råger i om-rådet, kan amtsrådet foranstalte bekæm-pelsen udført i overensstemmelse medreglerne i stk. 4 og 5.

Stk. 7. Landbrugsministeren udfærdigernærmere regler om tilrettelæggelse af be-kæmpelsen, herunder anvisning på, hvor-ledes bekæmpelsen skal udføres. Bekæm-pelsen kan foretages uanset bestemmelsernei § 26.

§ 42. Såfremt der fra en af fiskerietshovedorganisationer fremsættes begæringtil landbrugsministeren om en mere effektivbekæmpelse af skarver end den, der opnåsved beskydning, kan landbrugsministerenefter samråd med fiskeriministeren pålægge

amtsrådet i den amtsrådskreds, hvori skarv-kolonien findes, at gennemføre en bekæm-pelse af kolonien ved ødelæggelse af rederog æg. Udgifterne afholdes efter reglerne i§ 41, stk. 5.

§ 43. Pattedyr og fugle, der ikke tilhørerlandets naturlige fauna, må ikke udsættesuden landbrugsministerens tilladelse.

Stk. 2. Det er forbudt at udsætte sikavildt,mnflon, vildsvin og vildkanin.

§ 44. Politiets bistand kan forlanges tilindhentning af oplysninger og ved tilsynmed de i medfør af bestemmelserne i nær-værende kapitel iværksatte foranstaltninger.

Kapitel IX.

Jagttegn og jagtfond.

§ 45. Ingen må udøve jagt uden at havejagttegn. Denne bestemmelse gælder ikkea. den i § 28, stk. 3, omhandlede indsamling

af æg,b. fangst af fugle og pattedyr med henblik

på mærkning, jfr. § 26, stk. 4,c. den i kap. VIII omhandlede bekæmpelse,

medmindre denne foregår ved beskyd-ning.

Stk. 2. Jagttegnet skal altid medføresunder jagten og på forlangende forevisesfor politiet.

§ 46. Forud for erhvervelsen af førstejagttegn skal erhververen ved en prøvegodtgøre at have fornødent kendskab tilalmindeligt forekommende vildtarter, tilgældende jagt- og fredningsbestemmelsersamt praktisk færdighed i betjeningen afjagtvåben. Personer, der er bosat i udlandet,kan dog erhverve jagttegn uden aflæggelseaf prøve ved forevisning af gyldigt jagt-tegn, udstedt i hjemlandet, eller mod doku-mentation af fornødent kendskab til brugaf jagtvåben. Kan sådan dokumentationikke tilvejebringes, skal der, forinden jagt-tegn kan udstedes, indhentes udtalelse frajagtrådet. De nærmere regler om jagt-prøven og gebyrerne herfor fastsættes aflandbrugsministeren.

Stk. 2. Personer, der ikke skønnes atbesidde den for udøvelse af jagt fornødne

42

synsevne samt åndelige og legemlige før-lighed, kan, uanset at den pågældende hareller har haft jagttegn, af politiet henvisestil at aflægge den i stk. 1 omhandledeprøve helt eller delvis, forinden nyt jagt-tegn udfærdiges. Politiets afgørelse kanindbringes for landbrugsministeren.

Stk. 3. Jagttegn kan kun udstedes tilpersoner, der er fyldt 16 år. Personer under18 år kan kun erhverve jagttegn efter begæ-ring af forældremyndighedens indehaver.

§ 47. Jagttegn løses hos politiet på detsted, hvor den pågældende har bopæl.For personer bosat i udlandet løses jagt-tegnet hos politiet på det sted, hvor deførste gang i det pågældende finansår viludøve jagt her i landet.

Stk. 2. For personer, der er bosat her ilandet, skal jagttegn være løst inden den1. december i det finansår, for hvilket tegnethar gyldighed. Landbrugsministeren kandog i særlige tilfælde fravige denne frist.

§ 48. Jagttegn skal lyde på navn og bo-pæl. Det har kun gyldighed i det finansår,for hvilket det er udstedt.

Stk. 2. Til brug ved tilvejebringelse af enårlig opgørelse af vildtudbyttet vedhæftesjagttegnet et spørgeskema, der efter finans-årets udløb skal tilbageleveres til politiet iunderskrevet stand med oplysning om detvildt, indehaveren personligt har nedlagt idet forløbne finansår.

§ 49. Til jagttegnet er knyttet ansvars-forsikring for indehaveren.

Stk. 2. Jagttegnsafgiften udgør 45 kr.Afgiften for jagttegn, der alene giver ad-gang til at jage, hvor jagten er fri, jfr. § 1, stk.4, og på egen grund, udgør dog kun 15 kr.

Stk. 3. Såfremt prisudviklingen betingerdet, kan landbrugsministeren efter indstil-ling af jagtrådet forhøje eller nedsætte de istk. 2 nævnte jagttegnsafgifter.

§ 50. Jagttegnsafgiften indbetales tiljagtfonden, der administreres af landbrugs-ministeren.

Stk. 2. Af jagtfonden afholdes udgifterneved den til jagttegnene knyttede ansvars-forsikring, omkostningerne ved jagttegns-ordningen og ved fondens administration.For udstedelsen af jagttegn tilkommer der

politiet et vederlag på 3 kr. pr. tegn.Vederlaget, der udredes af jagtfonden, kanefter indstilling af jagtrådet forhøjes ellernedsættes af landbrugsministeren, såfremtprisudviklingen betinger det.

Stk. 3. 1 øvrigt anvendes jagtfondensmidler til ophjælpning af vildtbestanden,til vildtbiologiske undersøgelser, til jagt-konsulentvirksomheden, til oplysning omjagt og vildtpleje, til støtte for jagtforenin-ger af landsomfattende karakter og til op-rettelse og drift af vildtreservater. Af fondensmidler kan tillige ydes rentefri lån til ind-hegning af erhvervsfrugtplantager.

Stk. 4. Nærmere regler for jagtfonden ogjagttegnsordningen, herunder for den i § 49omhandlede ansvarsforsikring, fastsættes aflandbrugsministeren.

§ 51. Ved administrationen af jagtfondenbistås landbrugsministeren af jagtrådet,der tillige skal afgive erklæring i de sager,det får forelagt af landbrugsministeren.

Stk. 2. Jagtrådet består af 3 medlemmer.Formanden beskikkes af landbrugsministe-ren. De øvrige medlemmer beskikkes aflandbrugsministeren efter indstilling afLandsjagtforeningen af 1923 og Dansk Jagt-forening, der hver indstiller 3.

Kapitel X.

Straf m. v.

§ 52. Overtrædelse af bestemmelserne i §§5, 6, 8, 10, §§ 13-24, § 26, stk. 2-4, § 30, stk.1 og 3, §§ 31, 32, § 38, stk. 6, §§ 43, 45, § 48,stk. 2, § 53, stk. 3, samt af de af landbrugs-ministeren i henhold til § 18, stk. 3, § 29,stk. 1, § 30, stk. 4, §32, stk.'2, og § 35 f astsattefrednings-, kontrol- og reservatbestemmelserstraffes med bøde, for så vidt strengere strafikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.På samme måde straffes en grundejer(bruger), der nægter de i medfør af kapitelVIII beskikkede personer adgang til på sinejendom at udføre det dem overdragnehverv.

Stk. 2. I forskrifter, der i øvrigt udfærdigesi medfør af denne lov, kan der fastsættesstraf af bøde for overtrædelse af bestem-melserne i forskrifterne.

Stk. 3. Jagt udøvet i strid med loven ellerde i medfør af denne udfærdigede forskrif-

43

ter straffes, selv om der ikke ved jagten erfældet eller fanget noget vildt.

§ 53. Ved dom for forsætlig, strafbarovertrædelse af denne lov eller af de i med-før af loven udstedte forskrifter, kan derske frakendelse af retten til at have ellererhverve jagttegn, såfremt det begåedeforhold giver grund til at antage, at denpågældende ikke fremtidig vil udøve jagtpå forsvarlig måde. Det samme gælderved dom for dyrplageri efter lovgivningenom værn for dyr eller for under jagt påstrafbar måde at have forvoldt skade påandre menneskers person eller fare herfor.

Stk. 2. Frakendelse af jagttegn sker påtid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom,eller indtil videre, i hvilket tilfælde spørgs-målet om fortsat udelukkelse efter 5 årsforløb kan indbringes for den ret, der i sidsteinstans har truffet bestemmelse om jagt-tegnets frakendelse, efter de i borgerligstraffelovs § 78, stk. 3, indeholdte regler.Når særlige omstændigheder taler derfor,kan justitsministeren dog tillade, at ind-bringelse for retten sker, inden den om-handlede 5 års frist er forløbet.

Stk. 3. Den, der er frakendt retten til athave jagttegn, skal aflevere sit jagttegn tilpolitiet.

§ 54. Overtrædelse af §§ 5, 8 og 10 på-tales kun efter den forurettedes begæring,medmindre almene hensyn kræver påtale.

Kapitel XI.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

§ 55. Loven træder i kraft den 0019. .. § 46, stk. ] og 2, træder dog førsti kraft efter landbrugsministerens nærmerebestemmelse.

Stk. 2. Følgende bestemmelser ophæves:1. lov nr. 145 af 28. april 1931 om jagten

med senere ændringer, jfr. lovbekendt-gørelse nr. 109 af 25. marts 1959,

2. bestemmelserne om vildtreservater samt§§ 6 og 15 i lov nr. 94 af 7. april 1936om reservater for pattedyr og fugle,

3. kap. II-IV samt §§ 17-22 i lov nr. 109af 31. marts 1953 om bekæmpelse afskadeligt dyre- og fuglevildt med senereændringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 48af 28. februar 1958.

Stk. 3. Uanset foranstående bestemmelsertræder § 47, stk. 2, og § 49 først i kraft den1. april 19.., og indtil dette tidspunktforbliver § 14, stk. 4, i lovbekendtgørelsenr. 109 af'25. marts 1959 i kraft.

Stk. 4. De i medfør af den hidtil gældendelovgivning udfærdigede bekendtgørelser omvildtreservater forbliver i kraft, indtil deeventuelt ophæves eller ændres i overens-stemmelse med denne lov. Overtrædelse afde i disse bekendtgørelser fastsatte bestem-melser straffes med bøde, for så vidt stren-gere straf ikke er forskyldt efter den øvrigelovgivning.

Stk. 5. De i de sønderjyske landsdele ihenhold til den tidligere gældende preussi-ske jagtordning af 15. juni 1907 oprettedekontrakter mellem kommunalbestyrelserneog de jagtberettigede angående kommune-jagterne vedbliver at have gyldighed, indtiltiden for de enkelte kontrakter udløber.

§ 56. Ved overenskomster med fremmedestater kan der træffes bestemmelser omiværksættelse af fælles foranstaltninger tilbeskyttelse af trækfugle. Bestemmelser ved-rørende sådanne overenskomsters gennem-førelse i Danmark fastsættes af landbrugs-ministeren .

Stk. 2. Som led i det internationale sam-arbejde til beskyttelse af vildtet kan land-brugsministeren forbyde indførsel, transportog forsendelse af pattedyr og fugle, der ersolgt eller eksporteret i strid med de i op-rindelseslandet gældende bestemmelser. Den-ne bestemmelse omfatter både levende ogdøde dyr, dele af disse, herunder fjerdragt,samt fugleæg.

§ 57. Landbrugsministeren kan indrømmestatsborgere i de andre nordiske landesamme adgang som danske statsborgere tilat udøve jagt på søterritoriet under forud-sætning af, at danske statsborgere opnår entilsvarende retsstilling i det pågældendenordiske land.

§ 58. Loven gælder ikke for Færøerne ogGrønland.

44

Bemærkninger til lovforslaget.Forkortelser:JL. — landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 109 af 25. marts 1959 af lov om jagten.KL. — lov nr. 94 af 7. april 1936 om reservater for pattedyr og fugle.BL. — landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 48 af 28. februar 1958 af lov om bekæmpelse af skadeligt dyre- og fuglevildt.

Efter samråd med justitsministeriet er der fore-taget en ændret opdeling af lovstoffet i forhold til dengældende jagtlov med henblik på at bringe affattel-sen i overensstemmelse med nyere lovgivningsprak-sis. I nærværende forslag til afløsning af den gæl-dende jagtlov er indarbejdet bestemmelserne omvildtreservater i reservatloven af 1936 samt lovenom bekæmpelse af skadeligt dyre- og fuglevildt medundtagelse af bestemmelserne om bekæmpelse afmuldvarpe.

Lovstoffet er opdelt i følgende kapitler:Kap. I. Jagtretten.Kap. II. Jagtrettens udøvelse.Kap. III. Forholdet mellem den jagtberettigede

og grundejeren m. v.Kap. IV. Færdsel med skydevåben og hunde

m. v. Privat anholdelse.Kap. V. Jagtmåder og jagtredskaber.Kap. VI. Jagttider og fredningsbestemmelser.Kap. VII. Vildtreservater.Kap. VIII. Bekæmpelse af skadelige pattedyr og

fugle.Kap. IX. Jagttegn og jagtfond.Kap. X. Straf m. v.Kap. XI. Ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

Kapitel I.

Jagtretten.

Til § 1.Ved forordning af 20. maj 1840 blev der i dansk

ret for første gang indført lovregler, der byggedepå den grundsætning, at jagtretten burde tilkommegrundejeren. Ifølge forordningen havde grundejerenjagtretten på sin af jordfællesskabet udskiftedegrundejendom, bortset fra udskiftede købstads-jorder, på hvilke jagtretten skulle tilkomme kom-munen. Ved love af 20. juni 1850 og 25. marts 1851bortfaldt den kongen og lensbesiddere m. m. i hen-hold til tidligere lovgivning tilkommende jagtretover uudskiftede jorder, og jagtretten på dissejorder overgik til kommunen. Jagtrettigheder,der i medfør af tidligere lovgivning gyldigt var ad-skilt fra ejendomsretten, skulle dog fortsat respek-teres.

Disse regler er uden større ændringer blevet op-

taget i de senere jagtlove af 1894, 1922 og 1931, ogde grundsætninger, der er kommet til udtryk idisse regler, må anses for stemmende med al-mindelig retsfølelse, hvorfor de nu foreslåedeændringer alene tilsigter at forenkle og ajour-føre enkelte af bestemmelserne med den stedfundneudvikling.

Stk. 1 afløser JL. § 1, stk. 1, 2 og 3, samt 1. pkt.i stk. 4.

Bestemmelsen i JL. § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefterarvefæstere med ret til at sælge og pantsætte side-stilles med andre grundejere, er udgået som over-flødig. Det samme gælder bestemmelsen i JL. § 1,stk. 2, uden at der herved tilsigtes realitetsændrin-ger af hidtil gældende retstilstand. Det findes såledesikke påkrævet at opretholde en særlig lovregel ved-rørende beneficiarier, d. v. s. embedsmænd, f. eks.præster, der som tillæg til deres løn har ret til atbruge eller oppebære indtægter af bestemte ejen-domme, og med hensyn til stiftelser gælder det, atdisse bør have samme retsstilling som andre sam-menslutninger og institutioner. Det bemærkes her-ved, at jagtretten til de aktieselskaber, foreningereller offentlige institutioner,herunder stat og kom-mune, tilhørende jorder tilkommer sammenslut-ningen eller institutionen som sådan i medfør afforslagets § 1, stk. 1,1. pkt., og de for denne gælden-de bestemmelser og vedtægter er afgørende for,hvilke personer der kan udnytte eller disponere overjagtretten.

Bestemmelsen i JL. § 1, stk. 4, 1. pkt., er udgåetsom overflødig, og forslaget indebærer således ingenændring i de gældende regler med hensyn til jagteni statsskovene og på statens søer, jfr. herved for-slagets § 1, stk. 3. Bestemmelsen i JL. § 1, stk. 4,2. pkt., er ophævet ved lov nr. 84 af 25. marts 1961§19.

Stk. 2 afløser JL. § 1, stk. 5, idet bestemmelsenforeslås affattet i overensstemmelse med formule-ringen af tilsvarende bestemmelser i nyere lovgiv-ning, jfr. § 6, stk. 1, i lov nr. 66 af 23. marts 1965om ferskvandsfiskeri og § 34, stk. 2, i lov nr. 214af 11. april 1949 (vandløbsloven). Den foreslåedeaffattelse medfører ingen realitetsændringer af rets-forholdene vedrørende jagt på ferske vande.

Stk. 3 svarer i moderniseret form til JL. § 1,stk. 4, sidste pkt.

•!:0

Stk. 4 svarer til JL. § 5, 1. pkt., suppleret meden bestemmelse om, at den frie jagt begynder vedden højeste daglige vandstandslinie, hvilken linieefter gældende ret danner grænsen mellem landjor-den, der er undergivet særlig ejendoms- og jagtiet,og søterritoriet, hvorover der kun undtagelsesvishaves særskilte rettigheder. Det er fundet mesthensigtsmæssigt at optage bestemmelsen om, hvemder har jagtretten på søterritoriet, i kap. I, såledesat dette kapitel indeholder en almen redegørelse foralle dele af territoriet, medens de nærmere regler omudøvelse af jagt på søterritoriet omhandles i for-slagets kap. II om jagtrettens udøvelse, jfr. be-mærkningerne til forslagets § 6.

I forslagets § 57 er medtaget en bestemmelse omadgang for statsborgere i de andre nordiske landetil under forudsætning af gensidighed at få tillagtret til at jage på søterritoriet.

Stk. 5, der er en ny bestemmelse, er medtagetunder hensyn til uklarhed i retspraksis med hen-syn til spørgsmålet om jagt på offentlig vej. Vedoffentlig vej forstås de veje, gader, broer og pladser,der er optaget på det i § 8 i lov nr. 95 af 29. marts1957 om bestyrelsen af de offentlige veje omhandledevejregister. Uden for bestemmelsen falder privateveje, selv om disse måtte være åbne for almindeligfærdsel. Jagtudøvelse på eller fra offentlige vejarea-ler vil efter forslaget være forbudt, men vildt, der erskudt eller såret på egen jagtgrund, vil ifølge for-slagets § 5, stk. 2, sidste pkt., kunne optages, nårdet falder på tilgrænsende offentlig vej. Færdsel medskydevåben og hund vil som hidtil være tilladt påoffentlige veje, jfr. forslagets § 10, stk. 1.

Til §2.De gældende regler om adgang til at kræve af-

løsning af jagtretten, jfr. JL. § 2, foreslås i det væ-sentlige opretholdt. De i JL. § 2, stk. 2, omhandledesærlige jagtafløsningskommissioner foreslås dog op-hævet og jagtafløsningen henlagt til landvæsens-kommissionerne under appel til o verlandvæsens-kommissionerne, idet kommissionerne under sagensbehandling bistås af en af landbrugsministeriet ud-peget særlig jagtsagkyndig.

Gennem formændene for jagtafløsningskommis-sionerne er der indhentet oplysning om antalletaf de i de senere år behandlede sager. Det fremgåraf de modtagne udtalelser, at der i 1 O-året 1950-60kun har været ganske få forretninger, og i liereamter har der ikke været sager i 20 år eller mere.Det findes herefter upåkrævet at opretholde ensærlig institution til behandling af disse sager.

Ifølge § 7, stk. 2 og 3, i lov nr. 66 af 23. marts 1965om ferskvandsfiskeri behandler landvæsensretterne

sager om afløsning af retten til fiskeri i ferske vande,hvor denne ikke tilkommer bredejerne, og retternebistås ved disse sagers behandling af en fiskerisag-kyndig. Del, forekommer herefter naturligt at hen-lægge jagtafløsning til de bestående landvæsens-retter. Herved opnås tillige, at moderne retspleje-regler kommer til anvendelse i stedet for de efterhån-den ganske utidssvarende procedureforskrifter i lovenaf 4. juli 1S50 angående afløsning af husmændenespligtarbejde på landet.

I litra b er det fundet rettest at medtage en be-stemmelse om, at § 4 i lov nr. 505 af 28. september1918 finder tilsvarende anvendelse, når en grund-ejer vælger at frigøre sig for den årlige afgift, idetdette kan være af betydning vedrørende prioritets-forholdene m. v.

Den i JL. § 2, stk. 2, litra a, omhandlede særligeadgang for den jagtberettigede til i visse tilfælde atkræve jagtafløsning gennemført er ikke medtageti forslaget, da den må antages at have mistet sinpraktiske betydning.

Til § 3.Bestemmelsen afløser JL. §§ 3 og 4.Fremtidig foreslås det kun tilladt at overdrage

jagtretten for et bestemt tidsrum, dog højst 10 år,medens der efter JL. § 4 også er adgang til overdra-gelse af jagtretten for ejerens besiddelsestid. Detfindes imidlertid hensigtsmæssigt, at der gælder enklar regel på dette område, således at usikkerhedmed hensyn til lejemålets varighed kan undgås,og dertil kommer, at det ofte kan være vanskeligt atoverse forholdene for en længere årrække.

Den i JL. § 4, 2. pkt., indeholdte bestemmelseom, at den jagtberettigede, når jagtretten er over-draget til andre, skal stå vedkommende til ansvar itilfælde af jagtrettens misbrug, er udgået som over-flødig, når henses til reglerne i forslagets kap. III,navnlig forslagets § 9.

Stk. 2, 2. pkt., svarer i moderniseret form tilJL. § 3, stk. 2, idet man dog har fundet det hen-sigtsmæssigt også at nævne deloverdragelser, der ihenseende til jagtretten ikke bør behandles ander-ledes end overdragelse af brugsretten til hele ejen-dommen.

Til § 4.Ved bortsalg af jord fra større ejendomme, navn-

lig skovejendomme, forekommer det, at sælgernetil beskyttelse af deres vildtbestand i forbindelsemed salget betinger sig, at de bortsolgte arealer på-lægges servitut om forbud mod jagtudøvelse påarealerne. Dette forhold har ikke hidtil været lov-reguleret, jfr. dog lov nr. 240 af 7. juni 1952 om visselandbrugsejendommes brug og overgang til selveje,

4(5

hvori der er givet særlige regler om jagtfredning afde af loven omfattede brug.

Ved disse servitutter, der oftest er af stedseva-rende karakter, sker der ikke nogen overdragelse afjagtretten, og der er således ikke tale om, at jagt-retten adskilles fra ejendomsretten til grunden.

I årenes løb kan det imidlertid forekomme, atservitutten viser sig at være betydeligt mere byrde-fuld for grundejeren, end det var muligt at forudseved servituttens stiftelse. Det findes derfor rimeligtat indføre en bestemmelse om, at sådanne servitutterfremtidig kun må stiftes for et bestemt tidsrum afhøjst 10 år, dog således at der bør være adgang tilat forlænge servitutten efter 10 års periodens udløb.

Reglen i stk. 1 berører ikke bestemmelserne i kap.VII om vildtreservater.

Kapitel II.

Jagtrettens udøvelse.

Til § 5.Stk. 1 afløser JL. § 13, stk. 1.I den foreslåede formulering er ikke benyttet ud-

trykket „ulovlig jagt", der sprogligt dækker enhverjagtlovsovertrædelse, og derfor ikke som i den nugæl-dende jagtlov alene bør betegne den forseelse, der be-står i jagt på fremmed jagtterræn. Endvidere er dettilstræbt så tydeligt som muligt at præcisere detilfælde, hvor jagt på fremmed jagtterræn er lov-lig. Den ændrede formulering tager således ikkesigte på at hidføre ændring i den gældende retstil-stand. Af forslagets § 52, stk. 3, fremgår, at bestem-melsen er anvendelig, selv om der ikke ved jagtener fældet eller fanget noget vildt.

Stk. 2 svarer til JL. § 12, stk. 2.

Til § 6.Bestemmelserne afløser JL. § 5, 2. pkt.Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, stk. 4,

hviler nærværende forslag på den opfattelse, at dersom hidtil bør være fri adgang til jagt på søterri-toriet, således som dette princip har fundet udtryki JL. § 5, 1. pkt.

Medens der ikke findes anledning til at foreslåændringer i gældende ret med hensyn til udøvelseaf den frie jagt fra flydende fartøj, må det anses forlidet rimeligt, at ret til jagt på en kyststrækningskal indebære en udelukkende ret for den pågælden-de jagtberettigede til jagt ved vadning og fra faststade på den del af søterritoriet, der ligger ud forkyststrækningen, idet en sådan eneret ikke synesstemmende med grundsætningen om lige adgangtil jagt på søterritoriet.

En fuldstændig fri adgang til udøvelse af jagt vedvadning må imidlertid befrygtes at ville medføreskadelige virkninger for vildtets tilholdssteder langskysten, og det forekommer herefter mest formåls-tjenligt at søge adgangen til vadejagt, herunderden såkaldte „tøndejagt", begrænset til lavvandedeområder, som er adskilt fra kysten ved så dybtvand, at det fra land kun er muligt at nå ud til depågældende områder ved sejlads.

I stk. 1 omhandles reglerne om udøvelse af jagtpå søterritoriet fra båd eller fra fast stade, medensstk. 2 og 3 omhandler vadejagt og færdsel medskydevåben under vadning.

Af stk. 1 fremgår, at jagt fra flydende båd, prameller andet fartøj i almindelighed må udøves overaltpå søterritoriet. Derimod må jagt fra fartøjer, derberører havbunden, kun finde sted på de ovenfornævnte lavvandede områder, d. v. s. på de områderaf søterritoriet, der er adskilt fra kysten — herunderfra øer og holme, som er undergivet ejendomsret —ved så dybt vand, f. eks. en sejlrende, at der selvikke ved lavvande kan vades dertil.

Som følge heraf må den, der uden for de nævntelavvandede områder jager fra flydende båd, påse,at der ikke under sejladsen indtræder ebbe, sombevirker, at båden berører havbunden, idet hani så fald gør sig skyldig i overtrædelse af jagtloven.Dette vil navnlig være aktuelt under jagt nær veden kyststrækning eller ved en af de såkaldte sand-øer, der overskylles ved daglig højvande og derforhører til søterritoriet.

Jagt fra fast stade som skydetønder, kasser, sta-tiver m. m. vil også kun være tilladt på områder, dertil enhver tid alene kan nås med båd, idet man idenne forbindelse har ment at kunne se bort frabefordring pr. fly. Jagt fra fast stade må derimodikke udøves på områder, som man er sejlet til vedhøjvande eller daglig vandstand, hvis det er muligtat vade til de pågældende områder ved lavvande.

I stk. 2 foreslås vadejagten og færdsel med skyde-våben under vadning ligeledes begrænset til deovenfor omhandlede lavvandede områder. Det vilsåledes ikke være tilladt at udøve jagt under vad-ning på de ud for kysterne, øer og holme værendelavvandede områder.

Særligt bemærkes, at forbudet mod vadejagtm. m. uden for de nævnte områder også omfatterden jagtberettigede til kyststrækningen, da adgan-gen til jagt på søterritoriet bør være ens for allejægere i modsætning til den nuværende retstilstand,hvorefter det i JL. § 5 indeholdte forbud mod jagtved vadning ud for kysten ikke antages at omfatteden jagtberettigede til den pågældende kyststræk-ning.

47

I stk. 3 foreslås en række undtagelser fra det istk. 2 indeholdte forbud mod jagt og færdsel medskydevåben uden for de i stk. 1 omhandlede lav-vandede områder.

Bestemmelsen i litra a er fundet påkrævet, dafartøjer, der agtes benyttet til jagt på søterritoriet,ofte ikke vil være fortøjet på kysten, men opankretpå søterritoriet; det bør derfor være tilladt at vademed uladt skydevåben ad den korteste vej mellem etfartøj, der er eller agtes anvendt til befordring ellerjagt, og den nærmeste kyststrækning, hvor skydevå-ben lovligt kan medbringes. Medbringes båden,f. eks. pr. automobil, må den følgelig, såfremt ogsåskydevåben medbringes, sættes i vandet et sted,hvor vandstanden er så høj, at den kan flyde, f. eks.fra en havnemole. Ved kyststra>kninger, hvor jæge-ren lovligt kan medbringe skydevåben, er dertænkt på kystarealer, hvor jægeren har jagtreteller af den jagtberettigede har fået tilladelse til atjage, samt endelig hvor veje, der er åbne for al-mindelig færdsel, fører direkte ned til søterritoriet,jfr. forslagets § 10, stk. 1, og bemærkningerne til § 10,stk. 2.

På lignende måde må den jagtberettigede til enø eller holm kunne færdes mellem øen og den nær-meste kyststrækning, hvor skydevåben lovligt kanmedbringes.

I litra b foreslås det at lovfæste gældende rets-praksis, hvorefter det er tilladt ved vadning atsætte sig i besiddelse af lovligt skudt vildt, der falderpå områder af søterritoriet, hvor jagt ved vadningi øvrigt er forbudt, — dog under forudsætning af,at skydevåben ikke medbringes. Under tilsvarendeomstændigheder må en jagtberettiget til en kyst-strækning afhente vildt, der er skudt fra hansjagtgrund.

Det findes endeligt, som foreslået i litra c. rimeligt,at den jagtberettigede til kyststrækningen trodsvadejagtsforbudet får adgang til uden medbringelseaf skydevåben at afdrive eller lade afdrive de på sø-territoriet værende rør- og sivbevoksninger forvildt, når bevoksningen ligger i forbindelse medhans jagtgrund, idet ikke blot andefugle, men ogsåfasaner og andet standvildt erfaringsmæssigt søgertilhold disse steder.

Stk. 4 er en ny bestemmelse. — Af stk. I, jfr.stk. 2, fremgår, at de foreslåede særlige regler omjagt under vadning og fra fast stade på søterritorietikke omfatter jagt fra is. Efter forslaget må jagtfra is således — i lighed med jagt fra flydende båd•— udøves fra højeste daglige vandstandslinie. Istrenge isvintre vil landbrugsministeren efter for-slagets § 29 kunne forkorte jagttiden for andefugle,f. eks. dyka^nder, når forholdene gør det påkrævet,

jfr. JL. § 16, litra b, men efter jagt organisationernesopfattelse vil det oftest ikke være påkrævet at på-byde en generel fredning, idet der, selv om de indrefarvande er helt eller delvis lagt til med is, alminde-ligvis andre steder vil være store isfri områder medrigelig adgang for dykænderne til at skaffe sig til-strækkelig føde. Den nødvendige beskyttelse afdykænder i strenge isvintre findes mere hensigts-mæssigt at kunne gennemføres ved at kombineresærfredning i medfør af forslagets § 29 med et på-bud om, at, jagt uden for den særfredede del af sø-territoriet kun må udøves fra flydende båd, prameller andet fartøj. 1 stk. 4 foreslås tilvejebragthjemmel til udfærdigelse af et sådant påbud.

Til foranstående kan føjes, at jagt fra is ofte vilvære udelukket allerede af den grund, at al færdselpå isen såvel i havne som ud for kysterne i henholdtil derom udstedt politibekendtgørelse er forbudt,medmindre politiets tilladelse foreligger, jfr. ju-stitsministeriets cirkulærskrivelse af 17. december1956 til politidirektøren og samtlige politimestre an-gående forbud mod færdsel på isen.

Kapitel III.

Forholdet mellem den jagtberettigedeog grundejeren m. v.

Til § 7.Stk. 1 svarer til JL. § 7, idet der dog blandt de i

bestemmelsen omhandlede skadeforvolden de vildt-arter foreslås medtaget muflon og vildsvin underhensyn til, at disse dyr forekommer enkelte steder ilandet og kan forvolde betydelig skade på afgrøderne.

Det er fundet rettest, at de i bestemmelsen om-handlede tilladelser fremtidig meddeles af jagtrådeti stedet for som hidtil af kommunalbestyrelsen, jfr.herved bemærkningerne til § 13, stk. 2.

De i bestemmelsen omhandlede mindstebeløb eroverført uændret fra JL. § 7, stk. 1. Det har væretovervejet at foreslå beløbene, der ikke har væretændret siden 1931, forhøjet i overensstemmelse medden stedfundne prisstigning, men ud fra ønsket omat give landbruget størst mulig beskyttelse modvildtskader er de hidtidige beløbsgrænser medtagetuændret i forslaget.

Bestemmelsen i § 7, stk. 1, tager ikke stilling tilskadelidte» eventuelle erstatningskrav. Bestemmel-sen kan således ikke tages til indtægt for et objektivtansvar, men udelukker på den anden side heller ikkeet ansvar efter de almindelige erstatningsregler(culpøs undladelse m. m.).

Stk. 2 svarer til JL. § 7, stk. 2.Stk. 3 er i overensstemmelse med JL. § 8, 2. pkt.

48

Til § 8.Stk. 1 afløser JL. § 9, stk. 1, idet det i den gæl-

dende bestemmelse indeholdte forbud mod udenbrugerens tilladelse at drive jagt på anden mandssædemarker i tiden fra 1. maj til kornet er mejetog opbundet foreslås udvidet til at gælde alle til-såede marker med undtagelse af rodfrugt- og græs-marker. Herved opnås, at forbudet kommer til atomfatte fro-, ærte- og bælgafgrøder, hvilket findesrimeligt, da udøvelse af jagt på marker med sådanneafgrøder kan bevirke en kendelig nedsættelse afhøstudbyttet. Endvidere foreslås perioden forlængettil al høst er sket, idet der også efter kornhøstensafslutning kan gøres betydelig skade på mange uind-høstede og spildsomme frøafgrøder.

Stk. 2 svarer til JL. § 9, stk. 2, idet det dog erfundet ufornødent at medtage indhegnet lystskovunder forbudet.

Til § 9.Bestemmelsen svarer til JL. § 10, men er under-

kastet en redaktionel ændring, der tilsigter at ud-trykke, at erstatningsansvaret altid forudsætteruforsvarlig adfærd (culpa) hos den skadeforvoldendeperson, og at den jagtberettigede hæfter for allesådanne fejl, uanset at han ikke ville kunne dragestil ansvar efter de almindelige erstatningsregler(Danske Lov 3-19-2 m. m.). Bestemmelsen kommerherved til at svare til den i lejelovens § 49, 2. pkt.,indeholdte erstatningsregel, og den er ligesomdenne kun anvendelig i forholdet til ejendommensejer og bruger. Over for andre gælder de almindeligeerstatningsregler.

Den i bestemmelsen omhandlede tilladelse be-høver ikke at være udtrykkelig og den jagtberet-tigedes ansvar omfatter alle, der udøver jagteneller deltager heri, bl. a. klappere og medhjælpere,der blot opsamler nedskudt vildt.

Kapitel IV.

Færdsel med skydevåben og hunde m. v.Privat anholdelse.

Til § 10.Stk. 1 svarer til JL. § 12, stk. 1, idet dog forbudet

i stk. 1 er foreslået udvidet til at omfatte uvedkom-mende færdsel med fangstredskaber, f. eks. fælder,harenet m. m. Det er ikke fundet påkrævet at nævnefærdsel med hund i skove. I offentlige skove måløse hunde nemlig i almindelighed ikke medtages,jfr. landbrugsministeriets bestemmelser nr. 221 af 27.maj 1939 vedrørende almenhedens adgang til de sta-ten, kommuner m. m. tilhørende skove, herunder plan-

tager, og i private skove vil ejeren i medfør af § 17,stk. 1, i lov nr. 107 af 31. marts 1953 om mark- ogvejfred ved opslag kunne forbyde færdsel med hund.

Stk. 2, der er en ny bestemmelse, medfører ingenændring af hidtil gældende ret, idet den i natur-fredningslovens § 23 omhandlede adgang for offent-ligheden til færdsel til fods på de for græsvækstblottede strandbredder ikke uden videre giver ad-gang til færdsel med skydevåben, jfr. herved natur-fredningslovens § 26 (lovbekendtgørelse nr. 194 af16. juni 1961) og V.L.D. af 24. oktober 1962(U.1963.205). Med henblik på at fjerne eventuelusikkerhed i praksis er det fundet rettest at foreslådenne retstilstand lovfæstet i jagtloven og hervedpræcisere, at fangstredskaber er sidestillet medskydevåben.

Til § 11.Bestemmelsen afløser JL. § 11.Reglerne i JL. § 11, stk. 1, foreslås bragt i over-

ensstemmelse med den gældende mark- og vejfreds-lov, således at der tillægges den jagtberettigedesamme ret med hensyn til fjernelse af omstrejfendehunde, som tilkommer brugeren af ejendommeni henhold til § 14, jfr. § 5 i mark- og vejfredslo-ven. — 2. pkt. i JL. § 11, stk. 1, hvorefter nævnteret, såfremt den jagtberettigede ikke er bruger afgrunden, kun kan udøves med brugerens samtykke,er ikke foreslået opretholdt under hensyn til, atfornøden aftale herom kan træffes i jagtlejekon-trakten.

Bestemmelsen i JL. § 11, stk. 2, er udgået somoverflødig, uden at der herved er tilsigtet ændringaf den gældende lov af 30. januar 1861 angåendeforbud mod at medtage løse hunde i JægersborgDyrehave m. m.

En til JL. § 11, stk. 3, svarende bestemmelse omhundeejerens ansvar for den af hunden forvoldteskade på vildtet er ikke medtaget i forslaget underhensyn til, at det af hundeloven fremgår, at hundensbesidder er pligtig at erstatte den skade, hundenforvolder. Det findes ej heller påkrævet at have ensærlig regel i jagtloven om bødeansvar for hunde-ejeren, jfr. herved hundelovens § 16, stk. 1, og § 13,stk. 1.

Til § 12.Bestemmelserne afløser i moderniseret form JL.

§ 13, stk. 2, med enkelte mindre ændringer.Den i JL. § 13, stk. 3, indeholdte erstatningsregel

er ikke medtaget i forslaget under hensyn til, at detfølger af dansk rets almindelige regler, at retstridigpåført formueskade skal erstattes, og det findesikke hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere reglermed hensyn til tabets opgørelse. Retspraksis viser,at domstolene i det enkelte tilfælde tager stilling

49

til, om erstatningen bør svare til vildtets salgs-værdi i skudt tilstand eller fastsættes på grundlagaf genanskaffelsesværdien af det nedlagte vildt,herunder yngel, i levende tilstand.

Kapitel V.

Jagtmåder og jagtredskaber.

Til § 13.

Stk. 1 afløser JL. § 24, stk. 1.Bestemmelsen i 2. pkt. gælder kun for de arter, for

hvilke der er fastsat jagttid. I december måned foreslåsadgangen til jagt efter solnedgang begrænset til ltime.

Stk. 2 afløser JL. § 24, stk. 2.De såkaldte „natjagttilladelser", d. v. s. tilladel-

ser til jagt på kronvildt m. m. 1% time før sol-opgang og 1% time efter solnedgang, der hidtil ergivet af kommunalbestyrelserne, foreslås fremtidighenlagt til jagtrådet, dog således at trufne afgørelserkan indbringes for landbrugsministeren. Herved til-sigtes opnået mere ensartede afgørelser i disse sager,og ekspeditionstiden antages ikke at ville blive for-længet herved, idet jagtrådet med kort varsel vilkunne afgøre sagerne på grundlag af en af den sted-lige jagtkonsulent foretaget besigtigelse.

Med hensyn til retningslinierne for meddelelse afde omhandlede tilladelser bør nærmere regler fast-sættes, jfr. landbrugsministeriets cirkulærer rir. 187af 18. august 1932 og nr. 21 af 22. januar 1942 tilsamtlige kommunalbestyrelser.

Ud over de i JL. § 24, stk. 2, nævnte dyr er i for-slaget medtaget mufloner, vildsvin og vildkaniner.

Til § 14.En tilsvarende bestemmelse indeholdes i JL.

§ 34, stk. 2. Sidstnævnte bestemmelse, der kun gæl-der i tilfælde af, at moderdyret dræbes eller fangesi sakse, fælder eller lignende redskaber, foreslås ud-videt til at omfatte jagt i almindelighed. Særligtmed henblik på bestemmelsens anvendelse på fangstmed fælder henvises til bemærkningerne til § 18.

Til § 15.Bestemmelsen, der er ny, findes rimelig, da det

ikke kan anses foreneligt med god jægerskik at be-skyde vildt, der er stærkt hæmmet i sine bevægelserved at befinde sig på steder, hvor det normalt ikkeforekommer.

Til § 16.I stk. 1 afløser 1. pkt. JL. § 26, medens 2. pkt.

er nyt.Ifølge JL. § 26 må bl. a. automatgeværer til lad-

ning med hagl ikke anvendes til jagt. Dog finder

bestemmelsen ifølge landbrugsministeriets cirku-lære nr. 89 af 21. august 1932 ikke anvendelse påautomatgeværer, som er forandret af hærens tek-niske korps således, at de kun kan indeholde toskud, og som er forsynet med korpsets stempelherom.

Det omhandlede forbud foreslås udvidet til atomfatte alle haglgeværer, der kan indeholde mereend to hagl patroner, da brug af haglvåben, der kanrumme et større antal patroner, f. eks. de såkaldte„pumpguns" eller „pumpebøsser", frembyder farefor misbrug. Det bør dog fortsat være tilladt atbringe haglvåben, der kan rumme mere end tohaglpatroner., i lovmæssig stand ved plombering;plombering foretaget af en våbenfabrikant findestilstrækkelig, men ansvaret for, at plomberingen ereffektiv, må påhvile jægeren.

Anvendelse af skydevåben med lyddæmpere fore-slås forbudt under hensyn til, at det i almindelighedmå antages, at risikoen for ulykker ved jagt viløges, hvis man ikke kan høre, at skud falder.Hertil kommer, at disse indretninger ofte benyttesved ulovlig jagt og vanskeliggør opdagelse af depågældende lovovertrædelser.

For at begrænse antallet af ulykkestilfælde somfølge af mangelfuld vedligeholdelse af jagtvåbenmest muligt foreslås det i 2. pkt. forbudt at benytteskydevåben, som ikke er i forsvarlig stand, d. v. s.at benyttelsen frembyder fare for jagtudøvereneller andre. Dette vil f. eks. være tilfældet, hvis af-trækket på el) gevær er for løst, lukketøjet er defekteller rembøjlen, rembøjleskruer eller geværremmener så slidt, at man kan risikere et brud, når dertages i geværremmen.

En til stk. 2 svarende bestemmelse findes i lovnr. 256 af 27. maj 1950 om værn for dyr § 3, derdog ikke særskilt nævner mufloner og vildsvin.

Stk. 3 svarer til JL. § 35, stk. 2.Det i stk. 4 foreslåede forbud mod bue og pil

m. v., der er en ny bestemmelse, tager sigte på athindre jagt med primitive eller af jægeren selvfremstillede våben.

Stk. 5 svarer til JL. § 35, stk. 1.Stk. 6 svarer i omredigeret stand til JL. § 29.Stk. 7 afløser JL. § 32. Der bør kun ganske und-

tagelsesvis og kun efter særlig tilladelse på grundlagaf en i det enkelte tilfælde foretagen undersøgelsevære adgang til at anvende gift til bekæmpelse afskadelige pattedyr og fugle. Dette gælder ogsåfosformos for krager, idet det næsten er umuligt athindre, at også andre dyr får adgang til giften. Denhidtil anvendte form for giftudlægning må såledesanses for at have været en af de væsentligste årsagertil, at ravnen næsten ikke mere forekommer her i

50

landet. Hvor krager ønskes fjernet, må dette følgeligske dels ved beskydning, dels ved at bestanden søgesbegrænset ved ødelæggelse af reder, jfr. forslagets§ 28, stk. 2, eller ved fangst i fælder, jfr. forslagets§ 17, stk. 1. Med hensyn til rotter og mus henvisestil forslagets § 38, stk. 6.

Bedøvende midler foreslås nævnt særskilt for atudelukke tvivl om, at der for disse stoffer gældersamme regler som med hensyn til de egentlige gifte.

Til § 17.Stk. 1 afløser JL. §§ 28, 31 og § 33, stk. 1 og 2.Anvendelse af sakse og fælder foreslås forbudt

med undtagelse af kassefælder samt de særligekrage- og høgefælder, idet det kun ved gennemførelseaf en sådan ordning vil være muligt at tilvejebringeregler, der sikrer, at vildtet ikke lemlæstes vedfangsten og dermed tilføjes unødig lidelse. Brug affaldgruber, jordfælder og lignende, af hvilke noglekan være særdeles farlige for mennesker, især børn,vil således fremtidig være forbudt, medens kunstigerævegrave, der anlægges med henblik på beskyd-ning og ikke på fangst af rævene, derimod fortsatmå benyttes.

Bestemmelsen i sidste pkt. i JL. § 31, stk. 1, omadgangen til benyttelse af oddersakse er ikke fore-slået opretholdt under hensyn til, at det må ansesfor dyrplageri at aflive oddere ved drukning. Uansetat dette dyr hører til de vildtarter, der er i tilbage-gang, vil det dog fortsat være tilladt at drive jagtpå odderen ved skydning, jfr. forslagets § 27, stk. 1,litra b, og bemærkningerne til forslagets § 38, stk. 3.

Selvskud foreslås særskilt nævnt for at udelukketvivl om, at anvendelse heraf er forbudt.

Til fangst af rovvildt som ilder, lækat og lignendevil det således fremtidig kun være tilladt at anvendekassefælder. Under hensyn til, at det ifølge for-slagets § 16, stk. 7, vil være forbudt at udlæggefosformos for krager, foreslås endvidere anvendelseaf de såkaldte kragefælder tilladt, ligesom det findesrimeligt i de i stk. 2 omhandlede tilfælde at tilladeanvendelse af de særlige høgefælder.

Det findes ikke påkrævet at begrænse brugen afkrage- og kassefælder til bestemte lokaliteter.

Ifølge slk. 2 må høgefælderne derimod kun be-nyttes ved hønsegårde og opdrætspladser —• d. v. s.områder til opdræt af fasaner, agerhøns, ænder ogandre vildtfugle — i det tidsrum, nemlig 1. juni—15. august, hvor musvåge, spurve- og dueliøg frem-byder særlig fare for yngelen. Da spurvehøg fore-slås helårsfredet, og jagttiden for musvåge og due-høg i forslagets § 27, stk. 1, litra i, er ansat til1.11-29.2, vil høgefælder dog kun kunne anvendes,når de pågældende fugle gør påviselig skade på de

nævnte lokaliteter, jfr. bemærkningerne til § 38,stk. 4.

I stk. 3 foreslås anvendelse af kassefælder tilladthele døgnet under hensyn til, at de dyr, der fangesi disse fælder, fortrinsvis er „natdyr".

Til § 18.Bestemmelserne afløser JL. § 34, stk. 1.Der findes forskellige typer af kassefælder. Prin-

cippet er en aflang kasse med åbning, enten i denene ende eller i begge ender. Når dyret kommer indi fælden, lukkes fældens åbninger, og dyret erfanget i uskadt tilstand.

Til fangst af krager og skader er norsk kragefældeden mest kendte type. Høgefælder er ikke megetudbredt, og af bemærkningerne til § 17 fremgår,at der fremtidig kun i særlige tilfælde vil blive taleom at anvende disse fælder. I såvel krage- som høge-fælder fanges fuglene i uskadt tilstand.

Ifølge de gældende bestemmelser skal fælderefterses mindst tre gange daglig. Dette lader sigimidlertid vanskeligt gennemføre i praksis, og detmå være tilstrækkeligt, at der finder eftersyn stedto gange som nærmere angivet i stk. 2, 1. pkt.

Det vil ikke kunne undgås, at dyrearter sompindsvin, skovmår, egern og større dyrs unger lej-lighedsvis går i fælderne, hvorfor der i stk. 2 fore-slås optaget en bestemmelse om, at fredede arter,der fanges i fælderne, straks skal frigives. Bestem-melsen omfatter såvel pattedyr som fugle.

Ved fangsten skal de i forslagets § 14 omhandledebestemmelser, der tager sigte på at forebygge, athjælpeløs yngel tilføjes unødig lidelse, iagttages.

I stk. 3 foreslås landbrugsministeren bemyndigettil at fastsætte nærmere regler om fældernes ind-retning og anvendelse. Med denne bestemmelse til-sigtes der tilvejebragt sikkerhed for, at fælderneindrettes således, at de fangne dyr ikke lemlæsteseller dræbes, jfr. § 18, stk. 1. Reglerne bør bl. a.indeholde bestemmelser om dimensioner for de for-skellige typer af fælder, herunder om kassefældersindgangsåbning, der højst bør være 30 x 30 cm.Bortset fra høgefælder skønnes det ikke påkrævetat anvende levende lokkefugle i fælderne, hvorfornærmere bestemmelse herom bør optages i reglerne.Endvidere kan det være formålstjenligt at medtagevejledning om fældernes anvendelse i praksis, her-under om hvorledes fælderne mest hensigtsmæssigtkan placeres i terrænet, hvilket sidste f. eks. vedfangst af væsel, lækat og ilder spiller en afgørenderolle.

Til § 19.Stk. 1 svarer til JL. § 25.Stk. 2, der er en ny bestemmelse, foreslås med-

51

taget under hensyn til, at drukning af sæler må ianses for dyrplageri.

Til § 20.Bestemmelsen i stk. 1 svarer til JL. § 27, dog at

det i litra b omhandlede forbud bør være gældendefra 1. maj i stedet for 31. maj. Den under 9. oktober1931 mellem Danmark og Sverige afsluttede over-enskomst angående visse bestemmelser til beskyt-telse af jagtbare trækfugle er ikke til hinder for, atforbudet mod motorbådsjagt ved kysterne — bort-set fra Øresund — som foreslået kommer til at om-fatte tiden 1. maj —• 30. september. Ifølge uden-rigsministeriets bekendtgørelse nr. 41 af 22. februar1932 angående grænseforholdene i sundet begrænsesØresund mod nord af en linie mellem Gilbjerghoved-Kullen og mod syd af en linie mellem Stevns fyrtårn-Falsterbo pynt. Øresund omfatter således Kalve-boderne og en del af Køge bugt, jfr. Ø.L.D. af29. februar 1952 (U. 1952.649), hvorved det blevfastslået, at den ved JL. § 27, litra a, fastsatte syd-lige afgrænsning af Øresund må forstås som dengennem Anandshage gående breddekreds.

Bortset fra spættet sæl er alle sælarter fredethele året, jfr. § 26, stk. I, 2. pkt., sammenholdtmed § 27, stk. 1, litra b.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny og har til formål atforhindre jagt fra bl. a. speedbåde.

Til § 21.Bestemmelserne er nye.Forbudet tager for så vidt angår luftfartøj, herun-

der helikopter, navnlig sigte på at udelukke fuglejagtfra fly på søterritoriet. Forbudet mod jagt fra motor-drevet køretøj omfatter jagt fra såvel personautomo-bil som jeep, traktor m. m. Beskydning af klovbæ-rende vildt må efter forslaget dog foretages fra køre-tøjet, når dette holder stille, og motoren er standset.*)

Når det ikke er fundet påkrævet at forbyde jagtpå klovbærende vildt fra holdende motorkøretøj,skyldes det, at dette vildt hovedsagelig jages iskovene, hvor det kan være forbundet med stortbesvær at komme vildtet på skudhold. På størreskovdistrikter er det imidlertid af hensyn til skov-driften nødvendigt med et begrænset personale atholde vildtbestanden nede på et passende niveau,og det synes derfor ikke rimeligt at afskære skov-bruget fra at kunne beskyde det klovbærende vildtfra motordrevet køretøj, når dette holder stille.

Såfremt der til krybskyttejagt på klovbærendevildt benyttes motorkøretøj, vil reglerne om kon-fiskation kunne bringes i anvendelse, idet det i al-

mindelighed må anses som en skærpende omstæn-dighed, at der ved udøvelse af den ulovlige jagter benyttet motorkøretøj, jfr. bemærkningerne tilkap. X.

Til § 22.Bestemmelserne er nye.Jagtudøvelse på de i stk. 1, 1. pkt., og i stk. 2

omhandlede måder kan ikke anses for stemmendemed god jægermæssig optræden og foreslås derforforbudt. Dog findes det ikke rimeligt at forbyde be-skydning af klovbærende vildt fra de i stk. 1, 2. pkt.,nævnte platforme, idet større skovdistrikter hervedville blive afskåret fra at kunne gennemføre nød-vendig beskydning af dette vildt på en hensigts-mæssig måde, jfr. herved bemærkningerne til § 21om beskydning af klovbærende vildt fra motor-drevet køretøj.

De foreslåede bestemmelser vil ikke være tilhinder for udnyttelse af naturlig dækning ved jagt-udøvelse og følgelig ikke afskære en jordbruger fraat kunne beskytte sine afgrøder ved passende be-skydning.

T stk. 2 foreslås indført forbud mod udfodring afvildt med nedskydning for øje samt mod beskyd-ning af vildt på jorden og på vandet i umiddelbarnærhed af foderplads. Forbudet mod beskydning påvandet er medtaget med henblik på at hindre ud-lægning af foder som lokkemiddel i forbindelse mednedskydning. Ved udfodring af vildt tænkes f. eks.på udlægning af roer fra dyrets tilholdssted i skov-kanten og videre ind på jægerens tilstødende terræn,således at dyret derved fra nabogrunden lokkes indpå skudhold på jægerens jagtareal. Bestemmelsentager ikke sigte på fodring af vildtet fra faste foder-pladser, ved anlæg af vikltagre eller ved at efterladefodermarvkål på marken, men det må anses for enuværdig form for jagt at udlægge foder med hen-blik på at skyde vildtet.

Afgørende for, om der i det enkelte tilfælde fore-ligger overtrædelse af bestemmelsen, vil det være,at det godtgøres, at hensigten med udlægning affoderet har været at tillokke vildtet med henblikpå at skyde det.

Til § 23.Stk. 1 svarer til JL. § 30, medens stk. 2 er en ny

bestemmelse. Ugler er fredet hele året, jfr. forslagets§ 26, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med § 27, stk. 1,og kan følgelig ikke lovligt indfanges her i landetmed henblik på anvendelse til jagt.

Til § 24.Bestemmelsen, der er ny, tager sigte på at undgå

Et mindretal foreslår bestemmelsen i forslagets § 21, 2. pkt., udeladt, se foran side 30.

52

hensynsløs beskydning af rovfuglene og vil ikkevære til hinder for ydelse af skydepenge for ned-lægning af krager.

Til § 25.Bestemmelsen afløser JL. § 33, stk. 3, samt BL.

§20.Ifølge forslagets § 33, litra c, kan indfangning af

vildt med henblik på udsætning eller opdræt til-lades i fredningstiden, og såfremt andre fangst-midler end de efter § 17, stk. 1, 2. pkt., tilladtefælder ønskes anvendt, vil tillige dispensation frakap. V være fornøden.

Ved bekæmpelse i henhold til forslagets kap. VIIIkan der opstå behov for dispensation, såfremt eneffektiv bekæmpelse ikke lader sig gennemføre vedhjælp af de efter kap. V tilladte jagtmåder og red-skaber. I denne forbindelse kan også nævnes, at detaf sagkundskaben anses nødvendigt at anvende ensærlig type fælder til fangst af bisamrotten. Dettedyr findes dog vistnok ikke her i landet, men fore-kommer syd for grænsen.

Kapitel VI.

Jagttider og fredningsbestemmelser.

I dette kapitel, der afløser JL. kap. III og IV,omhandles jagttider og fredningsbestemmelser, her-under vedrørende salg, køb og forsendelse af vildt.

Fredningsbestemmelserne er udformet ud fra detsynspunkt, at der kun bør fastsættes jagttider forde arter af pattedyr og fugle, som har en vis mad-nyttig værdi, eller hvis antal det af økonomiskeeller vildtpiejemæssige grunde må anses for ønske-ligt at regulere. — I vildtets yngletid bør jagt i al-mindelighed ikke være tilladt.

Endvidere er fredningsbestemmelserne affattetsåledes, at vildtet er fredet i det omfang, der ikkeudtrykkeligt i loven er fastsat jagttid for den på-gældende art, jfr. forslagets §§ 26 og 27. Dette er ioverensstemmelse med det i Nordisk Råds rekom-mandation nr. 7/1963 omhandlede princip, hvor-efter pattedyr og fugle bør være totalfredede, for såvidt der ikke udtrykkeligt i lovgivningen er gjortundtagelse herfra.

Ved udarbejdelse af forslaget til jagttider for deforskellige arter er tilstræbt en forenkling med hen-syn til jagttidernes længde, således at der i videstmuligt omfang foreslås samme henholdsvis begyn-delses- og afslutningsdatoer, hvor biologiske ellervildtplejemæssige hensyn ikke taler herimod.

Til § 26.Stk. 1 er stemmende med gældende ret, bortset

fra at pattedyr, der ikke er nævnt i JL. § 15, måjages hele året.

Vildt, der ikke i forslagets § 27 er tillagt jagttid,vil være fredet hele året.

Såfremt der indkommer nye vildtarter i landet,vil disse automatisk være fredet efter 2. pkt. istk. 1, og bestemmelsen i JL. § 18, litra d, er følge-lig ikke medtaget i forslaget. Måtte det vise sigpåkrævet at fastsætte jagttid for sådant vildt, vildette kunne ske i medfør af forslagets § 29, stk. 1.

Følgende pattedyr er ikke medtaget i § 27, stk. 1,og foreslås således helårsfredede (den efter JL. gæl-dende jagttid anføres i parentes):

Brud (hele året).Skovmår (hele året). Dyret har i en årrække været

helårsfredet i medfør af reservatlovens bestemmel-ser. Fredningen omfatter dog ikke gård, gårdsplads,møddingsplads og dermed i forbindelse stående ind-hegnet have og lystanlæg samt heller ikke forsvarligtindhegnet hønsegård, andegård og fasaneri samtlignende til opdræt af fjerkræ, fuglevildt eller pels-dyr forsvarligt indhegnet areal. Herudover er deradgang til i visse andre tilfælde at få tilladelse tilbekæmpelse. Det er ikke fundet påkrævet at med-tage tilsvarende bestemmelser i nærværende forslag,og bekæmpelse af skovmår vil derfor kun kunnefinde sted efter reglerne i forslagets § 39. Med hen-syn til bekæmpelse af husmår henvises til forsla-gets § 38, stk. 2, litra a.

Hvaler (hele året). Samtlige hvaler med undta-gelse af marsvin er for tiden fredet hele året i med-før af reservatlovens bestemmelser.

Gråsajl og ringsæl (hele året).

En røkke fugle, der har jagttid efter JL., er ikkenævnt i forslagets § 27, stk. 1, og vil følgelig blivehelårsfredede. De pågældende fugle er enten ganskeuden jagtlig interesse, meget fåtallige eller ligefremsjældne her i landet. Det er følgende arter (jagttidifølge JL. angives i parentes):

Lappedykkere undtagen toppet lappedykker(18.9-31.1).

Bramgås og dværggås (hele året). Fuglene har ide senere år været helårsfredede, jfr. statsministe-riets bekendtgørelse nr. 213 af 19. juli 1956 og mi-nisteriet for kulturelle anliggenders bekendtgørelsenr. 416 af 19. december 1963.

Knarand (1.8-31.12).Rødhovedet and (1.9-28.2). Fuglen har i de se-

nere år været helårsfredet, jfr. statsministerietsbekendtgørelse nr. 176 af 1. juni 1961 og land-brugsministeriets bekendtgørelse nr. 232 af 13.juli 1964.

LiUe skallesluger (18.9-31.1).Blå kærhøg, rørhøg, hedehøg (1.8-31.3). Fug-

lene haj været helårsfredede i en årrække ved

53

særfredninger, jfr. landbrugsministeriets bekendt-gørelse nr. 391 af 19. december 1962.

Vandrefalk (1.8-31.3), som blå kær høg, rørhøg,hedehøg.

Hvepsevåge (18.9-31.1), som blå kær høg, rørhøg,hedehøg.

Spurvehøg (1.8-31.3). Jagttiden har i en år-række været begrænset til tiden 1.11-31.3, jfr. land-brugsministeriets bekendtgørelse nr. 391 af 19. de-cember 1962.

Kjover (18.9-31.1).Tretået måge (1.8-31.1).Dværgmåge (1.8-31.1).Stormfugle (18.9-31.1).Tejst (18.9-31.1).*)Tjurhane (18.9-31.12).Vagtel (18.9-1.11).Grouse (18.9-1.11).Huldue (1.8-31.12).Drosler undtagen solsort og sjægger (18.9-31.1).

Stk. 2 ændrer ikke hidtil gældende retstilstand,jfr. herved JL. § 17 i indledningen.

Bestemmelsen i stk. 3, der er ny, tilsigter at mod-virke, at fotografering m. m. skræmmer rugendefugle bort fra reden, blotter yngelens skjulestederm. m.

Stk. 4 er en ny bestemmelse. I de senere år harder vist sig voksende interesse — også uden forvidenskabelige kredse — for mærkningsarbejdet,navnlig med hensyn til ringmærkning af fugle.Under hensyn til den skade, der kan påføres vildtetved ukyndiges aktivitet, må det anses for påkrævet,at der tilvejebringes en ordning, hvorefter mærk-ning kun må foretages af personer, der har ind-hentet tilladelse hertil. Som led i videnskabeligeundersøgelser har forskellige institutioner i en år-række ladet mærkning foretage, hovedsagelig affuglevildt. Der tilsigtes ingen ændring af dennepraksis, idet den foreslåede ordning vil kunne til-rettelægges således, at de pågældende videnskabeligeinstitutioner bemyndiges til at meddele de i denneforbindelse fornødne tilladelser til mærkning afvildtlevende pattedyr og fugle samt disses yngel.Tilladelser til ring- eller vingemærkning vil i defleste tilfælde tillige indebære dispensation fra be-stemmelserne om fangstredskaber i kap. V.

Det vil også kunne forekomme, at f. eks. etfasaneri eller anderi ønsker at mærke fugle, deragtes udsat. I sådanne tilfælde vil de fornødne dis-pensationer kunne meddeles i forbindelse med ind-fangningstil ladelse i medfør af forslagets § 33, litrac, jfr. § 25.

Til § 27.Bestemmelserne i stk. 1 afløser JL. §§ 15, 16 og

20. Som det fremgår af indledningen til kapitlet,bygger nærværende forslag på det princip, at kunde i § 27 nævnte dyr må jages og kun i de for dissefastsatte jagttider. I den gældende jagtlov er jagt-tiderne i adskillige tilfælde angivet for grupper afdyr (f. eks. vadefugle, måger, dykænder, vandhøns),medens de zoologiske artsbetegnelser (grupperetefter dyresystemet) er benyttet ved angivelse afjagttiden i forslagets § 27. For en række arter erslutdagen for jagttiden ansat til 29. februar. I deår, hvor denne dato ikke forekommer, slutter jagtenden 28. februar.

Den landbrugsministeren i JL. § 16, litra b, til-lagte særlige hjemmel til i strenge isvintre at fast-sætte en tidligere fredningstid er udgået som over-flødig, idet de fornødne bestemmelser vil kunne ud-færdiges administrativt i medfør af forslagets § 29,stk. 1, jfr. endvidere § 6, stk. 4, og bemærkningernetil denne bestemmelse.

Med hensyn til JL. § 15, litra c, sidste pkt., § 16,litra b, stk. 2, og litra c, stk. 2, henvises til bemærk-ningerne til kap. VIII i nærværende forslag.

Inden for hovdyrene er jagttiden for kron- og då-hjort, der efter JL. må jages hele året, indskrænkettil tiden 1.9-29.2 bl. a. for at skaffe vildtet fred iden tid, kalvene sættes. Disse dyr har i en årrækkeværet ekstraordinært fredet i tiden fra 1. marts til31. august i medfør af reservatlovens bestemmel-ser, dog således at der i tilfælde, hvor det godtgø-res, at kron -eller dåhjorte har gjort væsentlig skadepå mark- eller skovafgrøder i fredningstiden, afet — af naturfredningsrådet og reservatrådetnedsat — udvalg kan gives ejeren eller bruge-ren tilladelse til at skyde et for hvert tilfældefastsat antal kron- og dåhjorte. Dispensationer vilefter forslaget kunne gives efter reglerne i forslagets§ 39. Jagttiden for sikahjort, der efter JL. må ja-ges i tiden fra 15. maj til 14. juli og fra 1. oktober til31. december, foreslås fastsat til 1.9-29.2, idet denneart findes at burde sidestilles med kron- og då-hjort. For kronhind og då, der efter JL. må jagesi tiden fra 1. oktober til 28. februar, foreslås jagt-tiden fastsat til 1.10-31.12. For kron-, då- og sika-vildts kalve foreslås samme jagttid som for hjortene.I forslaget er medtaget jagttider for nye vildtartersom muflon og vildsvin.

Jagttiden for de under litra b nævnte rovdyr, derifølge JL. må jages hele året, foreslås indskrænkettil tiden 16.6-29.2 for at skaffe vildtet fred i yngle-tiden. Dog foreslås jagttiden for odder, der i med-

*) Et mindretal foreslår jagt på tejst tilladt i tiden 1. oktober •— 29. februar, jfr. foran side 19.

54

for af reservatlovens bestemmelser i en årrækkehar været ekstraordinært fredet i tiden fra 1. martstil 31. juli, fastsat til 1.10-29.2. Med hensyn til be-kæmpelse af oddere, der volder skade i dambrug,henvises til bemærkningerne til forslagets § 38,stk. 3. Jagttiden for spættet sæl foreslås fastsattil 1.9-31.5, således at dyret er fredet i yngletiden.De øvrige — i danske farvande sjældent forekom-mende •— sælarter foreslås fredet hele året.

Inden for litra c. Gnavere er jagttiden for egern,der ifølge JL. må jages hele året, foreslået begrænsettil tiden 16.6-29.2.

Harens jagttid foreslås ikke ændret. Det sammegælder vildkanin, der som hidtil bør kunne jageshele året, da der er tale om et udpræget skadedyr.

d. Lommer og e. Lappedykkere. Må ifølge JL. § 16,litra b, jages i tiden fra 18. september til 31. januar.Ændringen af begyndelsesdatoen skyldes de i ind-ledningen til kapitlet nævnte forenklingshensyn.Det findes ubetænkeligt at tillade jagt i februar,da jagt i denne måned ikke skønnes at ville få størreindflydelse på bestanden.

f. Årefodede og g. Storkefugle. Der er ikke foreslåetændringer i de hidtil gældende jagttider.

h. Andefugle. Den hidtidige jagttid for grågåsforeslås opretholdt, medens jagttiden for de øvrigei forslaget nævnte gåsearter, der ifølge JL. § 16,litra a, må jages hele året, findes at burde begrænsestil tiden 1.8-31.12 i overensstemmelse med den siden1954 gældende ekstraordinære fredning af disse fuglebl. a. ud fra den betragtning, at de bør have sammejagttid som grågås, med hvilken de andre grå gæs(blis-gås, sædgås og kortnæbbet gås) let kan forveksles.*)

Når der er forløbet 5 år fra lovens ikrafttræden,bør spørgsmålet om jagttidens længde for knortegåsdog tages op til fornyet overvejelse, jfr. forslagets§29.

BegjTidelsesdatoen for jagttiden for de i forslagetnævnte svømmeænder og taffeland, der ifølge JL.§ 16, litra b, må jages i tiden fra 1. august til 31. de-cember — taffeland dog i tiden fra 1. august til 31.januar —, foreslås fastsat til 16. august i overens-stemmelse med de i en årrække fastsatte særfred-ninger. Endvidere foreslås jagt på taffeland tilladt ifebruar måned.

Inden for dykænderne — bortset fra taffeland —foreslås begyndelsesdatoen for jagttiden, der ifølgeJL. § 16, litra b, er 1. september, fastsat til 1. ok-tober. Ederfuglen har i de senere år været under-givet ekstraordinær fredning i september måned.

Med hensyn til skalleslugere, der ifølge JL. § 16,

*) Et mindretal foreslår jagttiden 1. augustforan side 19.

litra b. har jagttid fra 18. september til 31. januar,henvises til, hvad ovenfor er anført vedrørendelommer og lappedykkere.

i. Rovfugle. Jagttiden for duehøg og almindeligmusvåge, der ifølge JL. § 15, litra b, må jageshenholdsvis i tiden fra 1. august til 31. martsog i tiden fra 18. september til 31. januar, fore-slås fastsat til tiden 1.11-29.2. I forhold tilde senere års særfredninger, jfr. landbrugsmi-nisteriets bekendtgørelse nr. 391 af 19. december1962, indebærer forslaget en udvidelse af jagttidenfor så vidt angår almindelig musvåge, idet jagtifølge særfredningen ikke er tilladt på denne fugli februar måned. Ifølge nævnte fredningsbekendt-gørelse kan vedkommende politimester tilladenedskydning af enkelte individer, når disse forvol-der væsentlig skade på fjerkræ- eller vildtbestan-den, jfr. landbrugsministeriets cirkulære nr. 58 af7. april 1954 til samtlige politimestre. Denne hjem-mel til bekæmpelse har dog praktisk taget ikkeværet benyttet og er derfor ikke optaget i forslaget.I kap. VQI foreslås dog åbnet adgang til uden sær-lig indhentet tilladelse at bekæmpe spurvehøg, due-høg og musvåge på lokaliteter, hvor disse fuglekan forvolde særlig skade, jfr. bemærkningerne til§ 38, stk. 4.

j. Hønsefugle. Urhaner må ifølge JL. § 16, litra b,jages i tiden fra 15. juli til 31. juli og fra 18. septembertil 31. december. Da bestanden synes at være i stadignedgang, findes det påkrævet at skåne den ved atfrede fuglene i hele juli samt i november og decembermåned. For så vidt angår agerhøns foreslås jagttilladt fra 16. september (efter JL.: 18. september).Der foreslås ingen ændring med hensyn til jagttidenfor fasanhaner. Fasanhøner, der ifølge JL. § 16,litra b, må jages i tiden fra 1. oktober til 31. december,foreslås fredet i tiden fra 1. oktober til 20. oktober og1 december måned i overensstemmelse med senereårs særfledninger, således at fasanhøner kun måjages i tiden 21.10-30.11.

k. Vandhons. Blishøns må ifølge JL. § 16, litra b,jages i tiden fra 1. august til 31. december. I overens-stemmelse med senere års særfredninger foreslåsbegyndelsesdatoen fastsat til 16. august. Det findesendvidere ubetænkeligt at tillade jagt i januar ogfebruar måned, da bestanden af blishøns er betyde-lig, og da de fleste fugle oftest er trukket væk i de2 vintermåneder.

1. Vadefugle. For de nævnte vadefugle foreslåsingen ændring i de efter JL. gældende jagttider,bortset fra at der for bekkasin jagten foreslås samme

31. marts for sædgås, kortnæbbet gås og knortegås, se

55

begyndelsesdato som for jagten på svømmeænder,medens begyndelsesdatoen for jagt på regnspover ioverensstemmelse med den i medfør af reservat-loven i de senere år gennemførte ekstraordinærefredning foreslås fastsat til 1. august.*)

Når der er forløbet 5 år fra lovens ikrafttræden,bør spørgsmålet om jagttidens længde for regn-spover dog tages op til fornyet overvejelse, jfr. for-slagets § 29.

Endvidere indebærer forslaget, at skovsneppen,der ifølge JL. må jages i tiden fra 24. september til7. april, vil være fredet i tiden fra 1. januar til 29.februar, ligesom der med hensyn til skovsneppenforeslås den særlige ordning, at jagttiden 1.3-7.4foreløbig kun skal være gyldig i 10 år fra lovensikrafttræden, hvorefter spørgsmålet om dens fort-satte gyldighed tages op til drøftelse. -— Forårs-fredning af skovsneppen vil til sin tid kunne gen-nemføres administrativt i medfør af forslagets § 29.

m. Mågefugle. Jagttiden for måger er i JL. § 16,litra b, fastsat til 1. august •—• 31. januar, for hav-måge (i forslaget benævnt sildemåge, sølvmåge ogsvartbag) dog til 1. august —• 30. april.

Begyndelsesdatoen for jagttiden for samtlige dei forslaget nævnte mågefugle foreslås ændret til16. august for at bevare freden på ændernes yngle-pladser, indtil andejagten går ind. Det findes end-videre ubetærtkeligt at tillade jagt på hættemågeog stormmåge i februar måned, da bestanden afdisse mågearter er betydelig.

n. Alkefugle. Jagttiden er i JL. fastsat til 18.september •— 31. januar. Af forenklingshensynforeslås begyndelsesdatoen fastsat til 1. oktober,og det findes ubetænkeligt at tillade jagt i februarmåned, da jagtudøvelse næppe vil have størrebetydning for bestanden.

o. Duer. Ingen ændring af ringduens jagttid.p. Spurvefugle. Gråspurv, krage og husskade,

der ifølge JL. § 16, litra a, må jages hele året,foreslås fredet i yngletiden. For allike og skovskade,der hidtil har haft jagttid henholdsvis fra 18. septem-ber til 31. januar og fra 1. august til 31. december,foreslås jagttiden udvidet til 1.7-30.4 under hensyntil fuglenes skadeforvoldende egenskaber.

Rågen, der ifølge JL. § 16, litra a, må jages heleåret, foreslås fredet i sidste halvdel af april måned.Bekæmpelse i fredningstiden kan dog, såfremt deter påkrævet, ske i medfør af forslagets kap. VIII.

For solsort og sjægger foreslås begyndelsesdatoenændret fra 18. september til 16. september.

Stk. 2. Ifølge mark- og vej fredslovens § 1, stk. 2,anses et i fangenskab opdrættet pelsdyr, der und-

slipper og ikke indfanges inden 2 måneder, som vildt.Da der er tale om enkelte dyr, der ikke har betydningfor eller måske egentlig ikke hører til den naturligevildtbestand, og som kan forvolde betydelig skadepå det øvrige vildt eller på husdyr, findes der ikkeanledning til at fastsætte f rednings tid for disse dyr.

Til § 28.Stk. 1 svarer til JL. § 15, litra b, stk. 2, idet

muflon og vildsvin er medtaget blandt de i bestem-melsen nævnte vildtarter. Af bestemmelsen frem-går, at beskydning på de pågældende lokaliteter kanforetages i fredningstiden, men reglerne om jagtret,jagttegn, jagtmåder og jagtredskaber må iagttages.

Stk. 2 er en ny bestemmelse, der må anses som etnaturligt modstykke til, at de pågældende arterifølge forslagets § 27, litra b og p, ikke må jageshele året, jfr. herved bemærkningerne til § 16,stk. 7, og § 17, stk. 1.

Stk. 3 afløser JL. § 17, 2. led. Af litra a og bfremgår, at der efter forslaget kun vil være adgangtil at indsamle æg af gråand samt mågeæg af dealmindeligt forekommende arter, men ikke af de ibemærkningerne til § 26, stk. 1, omhandlede hel-årsfredede mågearter.

Det kan næppe forudsættes, at ægindsamlerealtid vil være i stand til at kende forskel på mågeægog andre fugles æg — f. eks. kan mågeæg let for-veksles med klydens æg. Der er således forekommettilfælde af ægindsamling, under hvilke „rub og stub"er medtaget uden hensyn til, hvilken fugleart detdrejede sig om, og en sådan — strafbar — fremgangs-måde anses af de sagkyndige for yderst skadeligfor vildtbestanden. Det har været overvejet at gøreægindsamling betinget af erhvervelse af jagttegn,men dette vil næppe være en tilfredsstillende løs-ning af problemet. — En ordning, hvorefter æg-indsamling kun må foretages, såfremt grundejerenforinden er blevet instrueret om, på hvilken mådede pågældende mågearters æg kan kendes fra andrefugles æg, synes mere hensigtsmæssig. — I forbin-delse med instruktionen bør der udleveres en tavleudvisende de forskellige mågearters æg til grund-ejeren, ligesom denne må gøres opmærksom på, atsåfremt ægindsamlingen foretages af børn, børdisse være under opsyn af en person, der har kend-skab til de forskellige typer af æg.

Til § 29.Stk. 1 afløser JL. § 18, litra c og d, som foreslås

ændret på enkelte punkter.I medfør af JL. § 18, litra c, har landbrugsmini-

*) Et mindretal foreslår jagttiden 16. juli - 31. december for regnspover, jfr. foran side 19.

56

steren igennem årene iværksat særfredninger forforskellige vildtarter, der har været begrænset til en-kelte dele af landet, således til et eller flere amter,øer samt i et enkelt tilfælde en halvø. Såfremt fred-ning af mindre lokalområder måtte komme påtale, synes det dog naturligt, at fredningen kun børiværksættes, såfremt der er et udbredt ønske blandtejerne i området om fredningens iværksættelse,og der foreslås derfor indført en bestemmelse om, ativærksættelse af fredning på mindre lokalområder —der bør være velarronderede — forudsætter, at %af lodsejerne, som tillige må have jagtret på % afområdets samlede areal, fremsætter begæring herom.En sådan begæring vil normalt skyldes, at jægere,hvis jagtdistrikter tilsammen danner et velarronde-ret hele, vil sikre sig imod, at en god vildtbestand,ophjulpet ved en fælles indsats, udsættes indefra forrovdrift fra enkelte jægeres side. Efter jagtorganisa-tionernes opfattelse vil grov rovdrift (f. eks. i for-bindelse med indfodring og flere gange ugentligminutiøs afsøgning af terrænet) på en ejendom afgennemsnitsstørrelse ofte gøre det umuligt at op-opretholde en blot nogenlunde god vildtbestand påde omliggende arealer, idet en stor del af stand-vildtet fra disse før eller senere vil passere ejendoms-grænsen og derved udsættes for rovjægernes udryd-delsesjagt. I øvrigt bør de pågældende lokalområdervære af en vis størrelse, almindeligvis 400-500 ha,men i enkelte tilfælde kan særfredning eventuelt værehensigtsmæssig på mindre områder (50-100 ha),f. eks. i fællesmoser eller på en halvø. Ved ordet„velarronderet" forstås i denne forbindelse ikkeblot sammenhængende, men også nogenlundekompakt (altså ikke lange, smalle arealer) og mednogenlunde jævnt forløbende grænselinier.

Adgangen til at forlænge de i loven fastsattejagttider er medtaget under hensyn til, at en vildt-art i en enkelt sæson kan øges så stærkt, at en hen-sigtsmæssig beskydning ikke kan gennemføres indenfor jagttiden. Der tænkes herved bl. a. på fasan-haner. — Spørgsmålet om fastsættelse af jagttidfor helårsfredede arter kan blive aktuel med hensyntil nyindkomne arter, der efter lovforslaget vil værefredet hele året, uanset om de måtte vise sig skade-lige, f. eks. for landbrugsafgrøder, jfr. herved be-mærkningerne til forslagets § 26, stk. 1.

Ordene ,,for et tidsrum af indtil 3 år" i JL. § 18,litra c, er ikke medtaget i forslaget. Efter nyerepraksis gennemføres særfredninger for et år adgangen, idet det findes mest hensigtsmæssigt atudsende én årlig bekendtgørelse, indeholdendesamtlige i den pågældende jagtsæson (1. august —31. juli) gældende særfredninger. Sidste punktumi JL. § 18, litra c, er udgået som overflødig.

Stk. 2 er en ny bestemmelse.Stk. 3 er stemmende med gældende praksis.

Til § 30.Bestemmelsen afløser JL. § 15, litra b, stk. 2,

2. pkt., §§ 21, 22, 22 a og 22 c, men tilsigter ingenændring af hidtidig retstilstand. Da forslagets § 30,stk. 1, også omfatter æg, er der i litra d medtageten bestemmelse om, at æg, der er lovligt indsamletefter § 28, stk. 3, må forhandles i tiden 1. april-31. maj.

Den i JL. § 22 b indeholdte bestemmelse om, athjerper og ryper kan forhandles og forsendes udenplombering, er udgået som overflødig, da de pågæl-dende fuglearter ikke forekommer i vild tilstand heri landet.

JL. § 22 d er ikke medtaget i forslaget, idet detforekommer mere hensigtsmæssigt at fastsætte denærmere regler om forsendelse administrativt, jfr.forslagets § 30, stk. 4. Det samme gælder de detail-lerede bestemmelser om plombering i JL. § 22 c, jfr.§ 21. — Endvidere findes det rimeligt at ligestille en aflandbrugsministeren godkendt mærkning af vildtetmed plombering, jfr. forslagets § 30, stk. 2, litra a.Der tasnkes herved på mærkning foretaget af envirksomhed, f. eks. et slagteri, hvorved der er ansaten autoriseret dyrlæge.

Til § 31.Stk. 1 svarer i omredigeret form til JL. § 23,

stk. 1, dog således at den foreslåede bestemmelseikke blot gælder vildt nedlagt ved jagt på fremmedjagtterræn, men også ved andre jagtlovsovertrædel-ser, f. eks. overtrædelse af fredningsbestemmelserne.

Stk. 2 afløser JL. § 23, stk. 2. Bestemmelsentager sigte på at sikre, at der i påkommende tilfæl-de kan redegøres for, hvorfra vildtet stammer.Det overlades til de handlende selv at afgøreunder hvilken form, notatet eller ande a fortegnelsevedrørende vildtet mest hensigtsmæssigt kan føres,idet det ikke findes påkrævet at fastsætte nærmereforskrifter herom.

Til § 32.Bestemmelsen afløser JL. § 22 e, idet anmeldelses-

pligten foreslås udvidet til også at omfatte personer,der lader udstopning og præparering foretage, idetdet er oplyst, at forretninger, hovedsagelig inden forbrancherne våben og sport, modtager dyr til ud-stopning, som de ikke selv præparerer, men laderbehandle hos konservatorer. Af hensyn til kontrol-len med bestemmelsens overholdelse findes det ret-test, at der også kan pålægges sådanne virksomhederpligt til at føre protokol.

57

Til § 33.Litra a afløser JL. § 18, litra a, jfr. herved be-

mærkningerne til § 26, stk. 4, om ringmærkning m. v.Bestemmelsen i litra b svarer i omredigeret form

til RL. § 8, stk. 2, jfr. bemærkningerne til forslagetskap. VII.

Ifølge litra c, der afløser JL. § 18, litra b, villandbrugsministeren kunne tillade indfangning,forsendelse og salg i fredningstiden af navnlig ager-høns, fasaner og gråænder til opdræt samt forsen-delse og salg af æg og yngel fra opdræt, hvilket ernaturligt under hensyn til, at opdrætsvirksomhedfinder sted i stigende omfang med henblik dels påudsætning af de opdrættede fugle, dels med slagt-ning for øje, idet den stedfundne udvikling i fryse-teknikken har skabt øget interesse for opdræt affuglevildt til dette formål.

I medfør af litra c vil der også kunne dispenseresfra ringsma^rkningsforbudet i § 26, stk. 4, for såvidt angår opdrættede fugle, jfr. bemærkningernetil nævnte bestemmelse.

Litra d er en ny bestemmelse.

Kapitel VII.

Vildtreservater.

Ved jagtloven af 28. april 1931, jfr. JL. § 14, stk. 11,blev der blandt de opgaver, der skulle løses forjagtfondens midler, også anført etablering af re-servater og håndhævelse af freden på disse.

Der opstod imidlertid den vanskelighed for op-rettelsen af reservater efter jagtloven, at landbrugs-ministeren ikke havde myndighed til at påbydefredning, men var henvist til at frede de statentilhørende domæneejendomme, der skønnedes eg-nede som reservater, og i øvrigt at søge frivilligefredninger gennemført. Med hensyn til søterritorietkunne intet bestemmes, og i den dagældende natur-fredningslov var der alene hjemmel for statsmini-steren til efter indstilling fra naturfredningsrådetat frede dyrearter og dyresamfund, hvis bevarelseaf naturvidenskabelige eller historiske hensynhavde væsentlig interesse.

På dette grundlag lykkedes det at få udlagten del områder som reservater, men det var dogden almindelige opfattelse, at det på baggrund afden stedfundne udvikling ikke længere var tids-svarende, at reservater kun kunne oprettes af natur-videnskabelige grunde. Der burde tillige være ad-gang til at oprette reservater til ophjælpning afvildtet, dels som ynglereservater for den hjemligefauna, dels som trækreservater til beskyttelse aftrækkende svømmefugle. Med dette formål blev lov

nr. 94 af 7. april 1936 om reservater for pattedyrog fugle gennemført.

Samtidig med lovens ikrafttræden ophævedesden i naturfredningsloven indeholdte adgang tiloprettelse af videnskabelige reservater, og hjemmelhertil blev i stedet optaget i reservatloven, såledesat de videnskabelige reservater blev henlagt understatsministeren (ministeren for kulturelle anlig-gender). Reservatlovens bestemmelser om viden-skabelige reservater m. m. agtes imidlertid tagetop til overvejelse i forbindelse med den igangværen-de revision af naturfredningslovgivningen, idet det ertanken at søge bestemmelserne vedrørende de vi-denskabelige reservater inkorporeret i naturfred-ningsloven. Under hensyn hertil foreslås reglerne omvildtreservater, der administreres af landbrugs-ministeren med bistand af jagtrådet, optaget ijagtloven.

I medfør af reservatloven er der i de forløbne åroprettet ca. 50 vildtreservater, af hvilke en stor del be-rører dele af søterritoriet. I nogle tilfælde er arealerneerhvervet for jagtfondens midler, medens der i andreer indgået overenskomst med ejerne om reservatetsoprettelse. Reservatordninger gennemføres oftestfor en periode af 10 år, således at forlængelsefinder sted, når ordningen skønnes at opfylde deforventninger, man nærede ved reservatets opret-telse.

Denne praksis har fungeret tilfredsstillende, ogde ga3ldende regler på dette område foreslås derforopretholdt.

I reservatloven var det forudsat, at der for jagt-fondens midler kunne iværksættes videnskabeligeundersøgelser på vildtreservaterne. Denne adgang erkun i ringe grad blevet udnyttet i de forløbne år,men efter at de vildtbiologiske undersøgelser siden1948 er blevet intensiveret gennem oprettelsen afden vildtbiologiske forsøgsstation på Kalø jagtgård,må det anses for ønskeligt, at denne side af det vildt-biologiske forskningsarbejde nu videreføres og ud-bygges i samarbejde med konsulentvæsenet.

De foreslåede bestemmelser om vildtreservaternesvarer i moderniseret form til de gældende regler pådette område, bortset fra at indstillingsretten medhensyn til vildtreservaters oprettelse foreslås over-ladt til et vildtnævn og eventuel erstatning for ind-skrænkning af ejendomsretten fastsat af landvæsens-retterne.

Til § 34.Stk. 1 afløser i forenklet form RL. § 7, stk. 1,

jfr. § 2. Der tilsigtes ingen ændringer i den gældendeordning, hvorefter reservater kan oprettes, uansetom de pågældende områder er i privat eller offentligeje.

58

I stk. 2 foreslås, at beslutning om oprettelse afvildtreservater som hidtil træffes af landbrugsmini-steren, jfr. RL. § 7, stk. 2. Det i henhold til RL. § 6nedsatte reservatråd består — foruden af en aflandbrugsministeren udpeget formand •— af 4 med-lemmer, der udnævnes efter indstilling af Dansk Jagt-forening, Landsjagtforeningen af 1923, Naturfred-ningsrådet og Landbrugsrådet. Reservatrådets opga-ver med hensyn til vildtreservaterne foreslås henlagttil et vildtnævn på 8 medlemmer, bestående af jagt-rådet, i hvilket Landsjagtforeningen af 1923 ogDansk Jagtforening er repræsenteret, samt yderligere5 medlemmer. Det findes således rimeligt, at jagt-rådets 3 medlemmer har sæde i nævnet under hen-syn til, at vildtreservaterne oprettes og admini-streres for jagtfondens regning, jfr. forslagets § 34,stk. 3, og RL. §§ 10-12. Endvidere findes det rettest,at Dansk Strandjagtforening repræsenteres i næv-net under hensyn til, at reservaterne i vidt omfangberører søterritoriet, ligesom Vildtbiologisk Stationbør være repræsenteret, bl. a. af hensyn til statio-nens forsøgsarbejde på reservaterne. Endelig fore-kommer det naturligt, at også naturfredningsrådetog landbruget medvirker ved oprettelse af vildt-reservaterne.

Stk. 3 svarer til hidtil gældende ret.

Til § 35.Bestemmelserne svarer til hidtil gældende ret,

jfr. RL. § 7, stk. 2, og § 8, stk. 1.Med henblik på det i § 34, stk. 1, angivne

formål med reservatordningen — beskyttelse afvildtet — fastsættes de regulerende bestemmel-ser med hensyn til jagt og/eller færdsel, og deter ikke på forhånd udelukket, at der i et vistomfang kan være adgang til færdsel og jagt påreservatet. I disse tilfælde bør der kunne fastsættesnærmere regler med hensyn til de pågældendesophold på reservaterne, såsom forbud mod telt-slagning, tænding af bål, bærplukning m. m., så-ledes at man søger at sikre de bedst mulige vilkårfor vildtets tilstedeværelse på området, alt afpassetefter den udvikling, der finder sted i dyrelivet ogvegetationen m. m.

Der tilsigtes ingen begrænsning i reservatrådets —nu vildtnævnets — beføjelse til at træffe regulerendebestemmelser om jagt, færdsel m. m., men ifølgegældende praksis indarbejdes de i RL. § 8, stk. 1,omhandlede regler i den af landbrugsministeriet omreservatets oprettelse udfærdigede bekendtgørelse,og det findes derfor overflødigt at lovgive herom.

De i RL. § 8, stk. 2, omhandlede dispensationervil kunne meddeles i medfør af forslagets §§ 25 og 33.

Til § 36.Stk. 1 svarer til hidtil gældende ret, jfr. RL. § 5.I stk. 2, der afløser RL. § 9, foreslås spørgsmålet

om fastsættelse af erstatningernes størrelse i mangelaf mindelig overenskomst henlagt til landvæsenskom-missionerne med appel til overlandvæsenskommis-sionerne, idet det ikke findes påkrævet at opretholdasærlige taksations- og overtaksationskommissionertil behandling af disse sager.

Til § 37.Den løbende administration af vildtreservaterne

foreslås henlagt under jagtrådet, jfr. RL. § 11. Ad-ministrationen bør foregå efter visse generelle ret-ningslinier, der fastsættes af landbrugsministerenefter forhandling med vildtnævnet. — I reglerne vilnærmere retningslinier for iværksættelse af viden-skabelige undersøgelser på vildtreservaterne kunneoptages, jfr. RL. §§ 4 og 13.

Kapitel VIII.

Bekæmpelse af skadelige pattedyr osr fugle.

Dette kapitel afløser forskellige bestemmelser iden gældende lovgivning om bekæmpelse af skade-lige pattedyr og fugle. Det drejer sig om JL. § 6,der åbner adgang til at nedlægge visse pattedyr ogfugle, uanset at den pågældende ikke er jagtberet-tiget, JL. § 15, litra c, § 16, litra b, stk. 2, og litra c,stk. 2, der tillader bekæmpelse af pindsvin og be-skydning af visse skadevoldende fugle uden forjagttiden, samt BL. §§ 5-22 om bekæmpelse afskadeligt dyre- og fuglevildt, dog bortset fra muld-varpe, jfr. herved indledningen til lovforslaget.

Til § 38.Stk. 1-4 omhandler tilfælde, hvor ejeren eller

brugeren af en ejendom er berettiget til at fangeeller nedskyde visse pattedyr og fugle, selv om jagt-retten til ejendommen tilkommer trediemand. Detdrejer sig om vildt, der erfaringsmæssigt volderskade på husdyr, afgrøder m. m.

Reglerne om jagtmåder og jagtredskaber i kap.V skal iagttages, og jagttegn kræves, såfremt be-kæmpelsen foregår ved beskydning, jfr. forslagets§ 45, stk. 1, litra c. Det er den, der foretager be-skydningen, der skal være i besiddelse af behørigtjagttegn, og eventuel skade på person eller ejendomunder beskydning vil være omfattet af jagtansvars-forsikringen i henhold til de almindelige regler.

Bekæmpelse kan foretages, uanset om der måttevære fastsat fredning af det pågældende vildt.

Stk. 2. På de i bestemmelsen nævnte lokaliteter

59

kan de pågældende pattedyr og fugle fanges ogdræbes, selv om skade ikke er forvoldt.

Stk. 3. Bestemmelsen er kun anvendelig, når denævnte dyr har forvoldt påviselig skade, og de på-gældende lokaliteter er forsynet med indhegning,der er i forsvarligt vedligeholdt stand og hensigts-mæssig i forhold til den dyreart, der agtes bekæm-pet.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 17bør anvendelse af oddersakse fremtidig forbydes,og ejere af dambrug vil følgelig være henvist tilat indhegne brugene for at undgå, at odderen volderskade på fiskebestanden. Det kan imidlertid fore-komme, at odderen forcerer en efter almindeligopfattelse forsvarlig indhegning, og det findes der-for rimeligt, at ejeren (brugeren) af dambruget i så-danne tilfælde har adgang til at skyde dyret.

Ved fasaneri forstås det område, f. eks. en fold,hvor kyllingegårdene (-burene) er anbragt. Det kandreje sig om et større areal, idet det som led i syg-domsbekæmpelse hos fuglene ofte kan være hen-sigtsmæssigt at flytte burene, således at de ikke tilstadighed er anbragt på det samme sted. — Dei stk. 3, litra b, nævnte dyr kan dræbes såvel vedskydning som efter fangst i de i § 17 nævnte kasse-fælder.

Den i stk. 3, litra c, foreslåede bestemmelsesupplerer § 28, stk. 1, hvorefter den jagtberettigedehar adgang til uden for jagttiden at beskyde harerbl. a. i forsvarligt indhegnet planteskole, frugtplan-tage m. m., idet det findes rimeligt, at den ikke-jagtberettigede ejer eller bruger har mulighed for atbeskyde harer, når disse forvolder påviselig skade ierhvervsfrugt plantager og planteskoler.

Det er ikke fundet påkrævet at opretholde den iJL. § 15, litra c, omhandlede adgang til at jage pind-svin i fasanener og hønsegårde.

Stk. 4. Til afværgelse af skade på de i bestemmel-sen nævnte lokaliteter vil det i almindelighed væremest hensigtsmæssigt at beskyde de pågældendefugle, men for så vidt angår spurvehøg, duehøg ogmusvåge, jfr. litra d, kan det for at opnå et tilfreds-stillende resultat være nødvendigt at tage de særligehøgefælder i brug. Disse fælder må dog kun anvendesi tiden 1. juni—15. august, jfr. bemærkningernetil forslagets § 17.

Forvolder de i litra c nævnte fugle skade i fred-ningstiden uden for de i bestemmelsen angivne tids-rum, vil de skadelidte være henvist til at søge dis-pensation i henhold til § 39.

Bestemmelsen i BL. § 16 om nedskydning afmåger, der volder skade på dambrugs fiskebestand,er indarbejdet i litra e. Derimod findes det ufor-nødent at opretholde adgangen til at nedskyde

måger af hensyn til driften af pelsdyrfarme, idetdet ved en hensigtsmæssig beskyttelse af farmensfoder kan undgås, at skrigende måger forulemperpelsdyrene.

Stk. 5 giver landbrugsministeren hjemmel tiladministrativt at fastsætte generelle forskrifterom bekæmpelse efter reglerne i stk. 1 af vildt, derforvolder påviselig skade på erhvervsmæssigt drevneafgrøder. Bestemmelsen angår vildtarter, der entenslet ikke er nævnt i stk. 2-4 eller som gør skade påandre end de i stk. 2-4 nævnte lokaliteter. — Detfindes hensigtsmæssigt at medtage den foreslåedebemyndigelse, da udviklingen kan medføre, at deropstår nye meget almindelige skadetilfælde, somikke har kunnet forudses ved lovens udformning.

Stk. 6 afløser 3. pkt. i JL. § 32, idet det dog erfundet rimeligt at medtage mosegrise og muld-varpe, jfr. herved BL. kap. T. — Under hensyn tilat det drejer sig om egentlige skadedyr, findes detmest hensigtsmæssigt, at jagtlovens regler ikke fin-der anvendelse på bekæmpelse af de i bestemmelsennævnte arter.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på spidsmus(insektædere) samt birkemus og hasselmus, derkun forekommer enkelte steder her i landet, ogdisse arter vil således blive fredet hele året, jfr. her-ved forslagets § 26, stk. 1.

Til § 39.Bestemmelsen afløser BL. § 17, idet det dog fore-

slås som ny bestemmelse, at bekæmpelse af knop-svaner kun må ske som en begrænsning af bestanden,hvor denne er ekstraordinær stor eller svanerne ertil væsentlig ulempe for andre ynglende fugle.

De i BL. § 17 indeholdte detaillerede bestemmelserom bekæmpelsesandragendets indhold og om hvilkemyndigheder, der skal udtale sig i sagen, søges for-enklet og påtænkes tildels fastsat administrativtmed henblik på fremme af sagernes ekspedition.

Stk. 4 skal sikre, at brugerens (ejerens) adgangtil efter forud indhentet tilladelse at bekæmpe vildt,der forvolder skade på husdyr, afgrøder m. m.,ikke begra>nses eller afskæres ved aftaler i jagtleje-kontrakter.

Til § 40.Bestemmelsen afløser BL. § 21.

Til § 41.Bestemmelsen, der afløser BL. kap. II, er omredi-

geret, uden at der dog derved er tilsigtet nogenrealitetsændring af hidtil gældende ret. De i BL.kap. II indeholdte regler, der ikke er medtaget i denforeslåede bestemmelse, tænkes således fastsat ad-ministrativt i et cirkulære til samtlige amtsråd ogkommunalbestyrelser.

60

Til § 42.Bestemmelsen svarer til BL. § 15, idet dog be-

stemmelsen om, at bekæmpelsen vil være at fore-tage efter landbrugsministeriets anvisning, er ud-gået som overflødig.

De i BL. § 14 omhandlede enkeltstående tilladel-ser til i fredningstiden at nedlægge skarver, hvordisse tilføjer fiskeriet eller bevoksninger væsentligskade, foreslås fremtidig meddelt i medfør af for-slagets § 39.

Til § 43.Stk. 1, der svarer til BL. § 22, tilsigter at give

myndighederne kontrol med, hvilke vildtarter derudsættes, da indførelse af fremmede vildtarter kanpåføre såvel den øvrige vildtbestand som land- ogskovbruget betydelig skade.

De i stk. 2 omhandlede vildtarter kan volde skadeaf så betydeligt et omfang, at det synes rimeligtat forbyde udsætning af disse arter.

Til § 44.Bestemmelsen svarer til BL. § 23.

Kapitel IX.

Jagttegn og jagtfond.

Dette kapitel afløser bestemmelserne i JL. kap.II om den til jagtrettens udøvelse knyttede jagt-tegnsordning, herunder om jagtrådet og jagtfondensadministration. Reglerne om forbrydelse af jagt-tegn, jfr. JL. § 14, litra b, er overført til kap. X.Straf m. v., jfr. § 53 i nærværende forslag.

Til § 45.Stk. 1 afløser JL. § 14, litra a, stk. 1.Den i forslagets § 28, stk. 3, omhandlede indsam-

ling af æg foreslås som hidtil tilladt uden erhvervelseaf jagttegn. Det samme gælder fangst med henblikpå ringmærkning eller anden mærkning af vildt, jfr.bemærkningerne til § 26, stk. 4, og § 33. Den i li-tra c omhandlede bestemmelse svarer til BL. § 19,jfr. herved bemærkningerne til forslagets kap. VIII.

Stk. 2 svarer til JL. § 14, litra a, stk. 6. Af denforeslåede bestemmelse følger, at jagttegn på for-langende skal forevises enhver, der er tillagt politi-myndighed, hvorfor sognefogeder ikke er særskiltnævnt i forslaget.

Til § 46.I stk. 1, jfr. § 55, stk. 1, foreslås landbrugsmini-

steren bemyndiget til at fastsætte regler, hvorefterenhver skal aflægge og bestå en prøve forud forerhvervelse af sit første jagttegn.*)

Et jagtgevær i ukyndige hænder må anses for atvære et så farligt våben, at det ud fra samfundsmæs-sige hensyn findes påkrævet, at alle, der ønsker atbruge disse våben til jagtudøvelse, forinden doku-menterer, at de har kendskab såvel til jagtvåbenskonstruktion som til deres praktiske brug — her-under de forskellige våbens rækkevidde, effektivitetog farlighed —• og at de kender de mest elementæreforsigtighedsregler under brugen. Endvidere findesdet rimeligt tillige at kræve godtgjort, at den pågæl-dende har fornødent kendskab til gældende jagt- ogfredningsbestemmelser, herunder navnlig hvilke dyrog fugle, der må jages og til hvilke tider.

Kun nye jagttegnsløsere, d. v. s. jagttegnsløsere,som ved lovens ikrafttræden ikke tidligere har haftjagttegn, foreslås omfattet af prøveordningen. Derløses årligt ca. 100.000 jagttegn og godt 10 pct. afjagttegnsløserne antages ikke tidligere at have haftjagttegn.

Ordningen foreslås i hovedtrækkene opbygget efterfølgende retningslinier:

Jagtpr øveinstitutionen henlægges under land-brugsministeren, der beskikker de politimænd, der— efter indstilling af de overordnede politimyndig-heder (rigspolitichefen og vedkommende politime-ster) — udpeges til sagkyndige.

Uddannelse af de sagkyndige forestås af land-brugsministeren i samråd med jagtrådet og jagt-konsulentvæsenet .

Hvervet som sagkyndig udøves udenfor den pågæl-de politimands tjenestetid som en slags frivilligtarbejde. Ordningen søges tilrettelagt således, atden enkelte sagkyndige højst kommer til at afholde100 prøver pr. år. — Med ca. 10.000 prøver om åretvil det antagelig vise sig nødvendigt, at der i størrepolitikredse udpeges 2-3 sagkyndige til at foreståprøverne eller i alt 100-120 sagkyndige i hele landet.

Formidlingen af jagtprøverne. Allerede efter denbestående ordning indgives begæring om jagttegntil politiet, som mod et vederlag på 1 kr. af jagt-tegnsgebyret udfærdiger jagttegnet, såfremt vil-kårene for opnåelse af dette er opfyldt, jfr. hervedJL. § 14, litra b og c.

Efter nyordningen vil denne bedømmelse af,hvorvidt jagttegn kan udfærdiges, komme til atomfatte en afgørelse af, om den pågældende førstskal aflægge jagtprøve, hvilket vil være tilfældet,såfremt den jagttegnssøgende ikke kan dokumenteretidligere jagttegn.

Aflønning. Vederlæggelsen af den sagkyndige skeri form af en slags entrepriseordning, hvorefter heleprøvegebyret tilkommer den sagkyndige og således,

*) Et mindretal kan ikke tiltræde dette forslag, se foran side 26.

61

at denne ikke herudover har krav på dækning af vid-gifter i forbindelse med hvervet.

Fastsættelsen af prøvegebyret foretages af land-brugsministeren efter samråd med finansministerenog politiets organisationer.

Udgift. Det bør tilstræbes, at prøveordningen ud-giftsmæssigt kommer til at hvile i sig selv. De meduddannelse af de sagkyndige forbundne udgiftertil lærerkræfter og undervisningsmateriel samt ud-gifterne til materiel m. m. i forbindelse med prøver-nes afvikling forudsættes dog afholdt af jagtfondensmidler.

Prøven. Den enkelte prøve, der tænkes opdelt ien teoretisk overhøring og en praktisk prøve, anslåsat ville vare ca. % time, og ordningen agtes tilrette-lagt således, at det i videst muligt omfang sikres, atprøverne i de forskellige politikredse bliver af ens-artet karakter.

Stk. 2 er en ny bestemmelse, hvorved bl. a. søgesløst de problemer, der kan opstå, når en person, somtidligere har haft jagttegn, lider skade på synsevneneller den åndelige eller legemlige førlighed, der gørdet betænkeligt, at den pågældende udøver jagt.Tilfælde af denne art er fra tid til anden forekommeti praksis, men myndighederne har hidtil savnet klarlovhjemmel til at nægte at udstede jagttegn.

Den pågældende bør dog i almindelighed kunnefrigøre sig for politiets krav om aflæggelse af prøve,såfremt det ved lægeattest godtgøres, at de afpolitiet påberåbte mangler ikke vil hindre ham i atudøve jagt på betryggende måde. De nærmerebestemmelser herom findes mest hensigtsmæssigt atkunne fastlægges i tilknytning til de regler om jagt-prøveordningen, der vil være at udfærdige af land-brugsministeren i henhold til stk. 1, sidste pkt.

Stk. 3 svarer til JL. § 14, litra c.Ved lov nr. 217 af 31. maj 1963 om ændringer i lov

om handel med samt tilvirkning og besiddelse afvåben m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 16 af 20.januar 1965, er salongeværer inddraget under våben-lovens almindelige kontrolordning og for så vidtangår haglgeværer samt luft- og fjederbøsser be-stemmes, at disse våben ikke uden tilladelse må er-hverves, besiddes eller bæres af personer under 18 år.

Under folketingets behandling af forslaget til æn-dring af våbenloven har justitsministeren givettilsagn om, at unge mennesker mellem 16 og18 år, der løser jagttegn, som regel vil kunneopnå dispensation til at bære og bruge hagl-geværer, hvis politiet ikke har ufordelagtigeoplysninger om dem. Endvidere har justits-ministeren erklæret, at 18 års aldersgrænsen ikkehindrer skytteforeningerne i ligesom hidtil at optagemedlemmer under denne alder, forudsat at der ikke

udleveres våben til dem, som de kan medtage fraskydebanerne. Nærmere regler om disse spørgsmåler optaget i justitsministeriets cirkulære af 12. april1965 om meddelelse af tilladelser til køb m. v. afvåben og ammunition.

Til § 47.Stk. 1 svarer til JL. § 14, litra a, stk. 3.I stk. 2, der er ny, bestemmes, at jagttegn frem-

tidig af her i landet bosatte personer må være løstinden 1. december i det finansår, for hvilket tegnethar gyldighed. Denne frist vil ikke være til ulempefor den store kreds af jægere, der almindeligvisløser jagttegn ved jagttidens begyndelse, hvorimodde såkaldte „vågejægere", der alene driver andejagti strenge isvintre og følgelig først løser jagttegn, nårder er udsigt til isdannelse i farvandene, vil væreafskåret fra at løse jagttegn efter 1. december medhenblik på denne særegne form for jagtudøvelse,der er særdeles skadelig for opretholdelse af ande-bestanden.

Den i stk. 2, sidste pkt., anførte bestemmelsetager fortrinsvis sigte på bekæmpelse i henhold tilkap. VIII, idet jagttegn ifølge § 45, stk. 1, litra c,er nødvendigt, når bekæmpelsen foregår ved be-skydning.

Til § 48.Stk. 1 svarer til JL. § 14, litra a, stk. 2, medens

stk. 2 svarer til JL. § 14, litra a, stk. 5.

Til § 49.Stk. 1 svarer til hidtil gældende ret, jfr. JL. § 14,

litra a, stk. 4.Stk. 2 og stk. 3 afløser JL. § 14, litra a, stk. 4.

De gældende regler om nedsat afgift for medlemmeraf sogne jagtforeninger og en grundejers son ellersvigersøn er ikke foreslået opretholdt, da det findesufornødent at have særregler for disse tilfælde.

Afgiften for jagttegn, der giver adgang til at jagei al almindelighed, foreslås forhøjet med 20 kr. fra25 kr. til 45 kr., medens afgiften for det billige jagt-tegn foreslås forhøjet med 10 kr. fra o kr. til 15 kr.Regulering af de nævnte afgifter kan ifølge stk. 3finde sted efter indstilling af jagtrådet, såfremt pris-udviklingen betinger det. — Det vil herefter væremuligt at gennemføre en påkrævet forhøjelse af af-giften, uden at det er nødvendigt samtidig atforetage en ændring af jagtloven.

TÜ §§ 50 og 51.Bestemmelserne i disse paragraffer svarer til JL.

§ 14, litra a, stk. 7-12. Teksten i den gældende lover omredigeret, således at § 50 omhandler de formål,

62

hvortil jagtfondens midler kan anvendes, jfr. JL.§ 14, litra a, stk. 7-8 og stk. 10-12, medens reglerneom jagtrådet findes i forslagets § 51, jfr. JL. § 14,litra a, stk. 9.

Afgiften til politiet for udstedelse af jagttegnforeslås forhøjet fra 1 kr. til 3 kr. pr. tegn, idet her-ved forudsættes at politiet, når begæring heromfremsættes af jagtrådet, vederlagsfrit udfærdigerfortegnelser over indehavere af jagttegn, således atdisse fortegnelser — som det tidligere har værettilfældet — kan henlægges til eftersyn på politi-kontorerne eller et andet passende sted.

Med formuleringen af forslagets § 50 tilsigtesingen ændring af gældende praksis. Der vil somhidtil kunne ydes tilskud til udsætning og opdrætaf vildt samt til mærkning af vildt som led i viden-skabelige undersøgelser. Af jagtfondens midler ydestilskud til driften af Jagt- og Skovbrugsmuseeti Horsholm, jfr. de årlige finanslove § 11.6.06.

Xår det i stk. 3 anføres, at støtte kan ydestil jagtforeninger af landsomfattende karakter,skyldes det, at der i de forløbne år har dannet sigen praksis, hvorefter tilskud til landsomfattendeforeninger beregnes efter særlige regler, der forud-sætter, at de pågældende foreninger har et medlems-tal af en vis størrelse, medens fordeling af tilskud tillokalforeninger til oplysning om jagt og vildtplejem. m. foretages med bistand af et særligt udvalg,der med landbrugsministerens godkendelse ned-sættes af jagtrådet.

Efter gældende praksis ydes der ikke tilskud tillandsdelsforeninger efter de for ydelse af tilskud tilde landsomfattende hovedorganisationer gældenderegler, hvorimod tilskudsordningen for lokalfor-eninger også omfatter foreninger og „konsortier", derikke er tilsluttet en hovedorganisation, uanset omde hører under en landsdelsforening eller ej.

Udgifter i forbindelse med oprettelse og drift afvildtreservater afholdes som hidtil af jagtfondensmidler.

I stk. 3, sidste pkt., er det fundet rettest at lov-hjemle den siden 1943 gældende praksis, hvorefterder af jagtfondens midler ydes rentefri lån til ind-hegning af erhvervsfrugtplantager. Om baggrundenfor denne ordning henvises til landbrugsministeri-ets cirkulærskrivelse nr. 43 af 16. februar 1943 tilfrugtavlernes og gartnernes organisationer angåendebetingelserne for opnåelse af lån til indhegning affrugtplantager og planteskoler samt til den betænk-ning, der under 2. februar 1943 blev afgivet omhareskader i frugtplantager af et af landbrugsmini-steriet nedsat udvalg, der havde til opgave at under-søge og til landbrugsministeriet afgive indstillingom, hvilke foranstaltninger der burde foretages i

anledning af de fremkomne klager over skade, derforvoldes i frugtplantager af harerne.

I § 51, stk. 1, foreslås præciseret, at jagtrådetforuden at bistå ved administrationen af jagtfonden— tillige har til opgave at afgive erklæringer i de sager,der forelægges rådet af landbrugsministeren. Detteer i overensstemmelse med gældende praksis, idetministeren i sager, hvor jagtlig sagkundskab skøn-nes af betydning for bedømmelse af foreliggende pro-blemer, indhenter erklæring fra jagtrådet.

I stk. 2 foreslås den hidtidige sammensætning afjagtrådet opretholdt.

Kapitel X.

Straf m. v.

I dette kapitel foreslås de gældende bestemmelserom straf m. v. for jagtlovsovertrædelser bragt ioverensstemmelse med de nugældende principperfor udformningen af straffebestemmelser i særlov-givningen.

I JL. kap. VI forefindes detaillerede bestemmelserom mindstebøder, hvis størrrelse varierer med deforskellige former for jagtlovsovertrædelser og —for så vidt angår jagt på fremmed jagtterræn —tillige med de omstændigheder, under hvilke for-seelsen er begået. Tilsvarende bestemmelser er ikkemedtaget i nærværende forslag, idet det i modernekriminallovgivning tilstræbes, at dommeren stårfrit ved strafudmålingen. Hertil kommer, at mind-stebøder, der fastsættes i lovgivningen, i tidens løbofte taber noget af deres betydning som følge afprisudviklingen, og det må befrygtes, at angivelseaf et bødebeløb i loven kan medføre, at straffenudmåles for lavt. Endelig vil et foreskrevet mindste-beløb ikke binde domstolene, hvis disse finder, at derforeligger formildende omstændigheder, jfr. Borger-lig Straffelov §§ 84 og 85.

Det er imidlertid tanken i et cirkulære til anklage-myndigheden at fastsætte vejledende bestemmelsermed hensyn til, hvilken straf der ved de forskelligejagtlovsovertrædelser bør nedlægges påstand om.Herved opnås tillige, at der skabes mulighed for enensartet praksis ved de forskellige underretter.Eksempelvis kan nævnes, at der bør nedlægges på-stand af bøde ikke under følgende beløb:Ved overtrædelse af § 5, stk. 1, § 10, stk. I,

og § 45, stk. 1 50 kr.Ved jagt på helårsfredede fugle (herunder

ægsamling):Ørne, sort stork, skestork, trane, rørdrum,

trappe, hvid stork, glente, stor hornugle,ellekrage, hærfugl, biæder 500 -

m

Falke, ravn, vandstær, isfugl og andrefugle bortset fra almindelige småfugle . . 125 kr.

Almindelige småfugle 50 -

Ved anvendelse af jagtredskaber i stridmed kap. V 300 -Foreligger der skærpende omstændigheder — jfr.

nærmere nedenfor — bør der ske en væsentlig for-højelse af de foran foreslåede bødesatser.

Tages anklagemyndighedens påstand ikke tilfølge, bør der ske indberetning til landbrugsmini-steriet med henblik på overvejelse af appel afrettens afgørelse.

I JL. § 36, stk. 5, og § 39, stk. 3, er anført enrække omstændigheder, der medfører, at jagt påfremmed jagtterræn og jagt i fredningstiden børstraffes særlig strengt. I overensstemmelse med af-fattelsen af nyere lovgivning indeholder nærværendeforslag ikke bestemmelser om sådanne skærpendeomstændigheder, men det forudsættes dog herved,at det i det ovenfor omhandlede cirkulære til an-klagemyndigheden anføres, at følgende forhold ialmindelighed bør betragtes som skærpende om-stændigheder ved nedlæggelse af påstand om bødefor jagtlovsforseelser:

Ved jagt på fremmed jagtterræn: Anvendelse aflydsvage våben eller kunstigt lys, benyttelse afmotorkøretøj, jagt mellem solnedgang og solop-gang og jagt udøvet af flere i forening.

Ved jagt i fredningstiden: Vildtets sjældenhed,jagt i parrings- og yngletiden, jagt udøvet af flerei forening eller mellem solnedgang og solopgang.

Ved alle jagtlovsovertrcedelser: At den pågældendetidligere har overtrådt jagtloven eller de i medføraf loven udfærdigede forskrifter.

Det er ej heller fundet påkrævet — som i JL. § 36,stk. 7 og 8, — at foreskrive idømmelse af særligetillægsbøder af en nærmere angivet størrelse i til-fælde, hvor konfiskation af jagtredskaber m. m.ikke kan effektueres, eller hvor der ved jagtlovs-forseelsen er opnået et økonomisk udbytte. I stedetbør anklagemyndigheden i ovennævnte cirkulæreanmodes om at nedlægge påstand om konfiskationaf genstandens værdi, idet hjemmel hertil forventestilvejebragt i nær fremtid ved en ændring af Borger-lig Straffelovs § 11.1) Endvidere bør anklagemyndig-heden med hjemmel i samme bestemmelse i almin-delighed nedlægge påstand om konfiskation af ud-byttet ved en jagtlovsovertrædelse, navnlig ind-tægten ved salg af nedlagt vildt f. eks. til en viJdt-handler eller en konservator. — Drejer det sig om

en sjældent forekommende vildtart, bør dog detnedlagte vildt søges konfiskeret.

I JL. § 36, stk. 7, og § 39, stk. 4, findes bestem-melser om konfiskation af jagtredskaber m. m. vedjagt på fremmed jagtterræn og af uplomberetvildt, der falbydes i fredningstiden. Disse bestem-melser søges imidlertid nu afløst af straffelovenskonfiskationsregler, jfr. § 87 i forslag til lov om æn-dringer i forskellige lovbestemmelser om straf, kon-fiskation m. v.2), og nærværende forslag indeholderderfor ingen bestemmelser om konfiskation, mendet forudsættes herved, at der i det foran omhand-lede cirkulære gives anklagemyndigheden vissedirektiver med hensyn til, hvornår der med hjemmeli straffelovens § 77 bør nedlægges påstand om kon-fiskation i anledning af en jagtlovsovertrædelse.

I cirkulæret tænkes det henstillet til anklagemyn-digheden at påstå konfiskation i følgende tilfælde:

Ved jagt på fremmed jagtterræn: Jagtredskaberm. m. under de ovenfor anførte skærpende omstæn-digheder.

Jagt med skydetønder m. m. på søterritoriet, hvordette ikke er tilladt efter § 6: Skydetønder, kasser,stativer m. m.

Jagt udøvet af personer, der ikke opfylder betingel-serne for at erhverve jagttegn: Jagtredskaber, såfremtder ved jagten er sket skade på person, husdyr ellerløsøre, eller hvis der er tale om gentagelse.

Jagt i fredningstiden: Jagtredskaber m. m., nårdet er godtgjort, at den pågældende jævnligt skaffersig indtægter ved nedlægning af fredet vildt.

Salg, køb og forsendelse af vildt i strid med bestem-melserne i § 19, stk. 1, og § 30: Det pågældende vildt.

Jagt med de i §§ 16,17 og 19 forbudte jagtredskaber:De pågældende jagtredskaber.

Benyttelse af gift m. m. uden landbrugsministerenstilladelse, jfr. § 16, stk. 7: Den tilbageværende be-holdning af gift og andre bedøvende midler konfiske-res eller destrueres.

Er der tale om oftere gentagne eller særdelesgrove forhold, bør der altid nedlægges påstand omkonfiskation af jagtredskaber og de til jagten even-tuelt benyttede motordrevne køretøjer og fartøjerm. m. I øvrigt henvises til det ovenfor anførte omkonfiskation af udbyttet ved jagtlovsovertrædelsen.

Til § 52.Bestemmelsen medfører ikke ændringer i hidtidig

retstilstand, jfr. herved JL. § 13, stk. 1.Den i JL. § 41 indeholdte særlige ansvarsregel

1) nu lov nr. 212 4. juni 1965.2) nu lov nr . 213 4. juni 1965.

04

for forældre og værger til børn under 15 år, der gørsig skyldig i en jagtlovsovertrædelse, er ikke med-taget i nærværende forslag, da reglen så vidt videsikke er meget benyttet i praksis, og da de almindeligeregler om medvirken, jfr. Borgerlig Straffelov §23, må antages at yde et tilstrækkeligt værn.

Til § 53.De nugældende bestemmelser om forbrydelse af

jagttegn indeholdes i JL. § 14, litra b.Stk. 1 er i overensstemmelse med de almindelige

regler om rettighedsfortabelse, jfr. Borgerlig Straffe-lov § 79, formuleret således, at det overlades til rettensskøn, hvorvidt frakendelse af jagttegn bør ske.Dette gælder ifølge JL. § 14, litra b, stk. 2, kun vedstraf for under jagten at have forvoldt personskade,medens den som to gange i løbet af 5 år er straffetfor forsætlig begået ulovlig jagt eller dyrplageri ifølgeJL. § 14, litra b, stk. 1, altid har sit jagttegn for-brudt for en 5-årig periode.

Frakendelse af retten til at have eller erhvervejagttegn kan efter forslaget ske, når den begåedeovertrædelse giver grund til at antage, at den på-gældende ikke fremtidig vil udøve jagt på forsvarligmåde.

Ifølge stk. 2 kan frakendelse af jagttegn ske på tidfra 1 til 5 år eller indtil videre. Bestemmelsen er ud-formet i overensstemmelse med de almindeligeregler i Borgerlig Straffelov § 79.

Stk. 3 er en ny bestemmelse.

Til § 54.Bestemmelsen svarer i det væsentlige til hidtil

gældende ret, jfr. JL. § 38. Dog nævner bestemmel-sen i modsætning til JL. § 38 intet om privat på-tale, hvilket ikke findes påkrævet under hensyn til,at det i § 726, stk. 2, i Lov om Rettens Pleje er be-stemt, at lovovertrædelser, hvis offentlige forfølg-ning er betinget af en privats begæring, også hvordet ikke er særligt hjemlet, kan påtales af vedkom-mende private, dersom handlingen ikke kan med-føre højere straf end hæfte.

Kapitel XI.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

Til § 55.Til stk. 1 bemærkes, at den administrative til-

rettelæggelse af jagtprøveordningen, herunder ud-

dannelsen af sagkyndige, må formodes at tage nogentid, hvorfor forslagets § 46, stk. 1 og 2, først kantræde i kraft senere end lovens øvrige bestemmelser.

Stk. 2, nr. 2: Af forslagets kap. VII fremgår,at bestemmelserne om vildtreservater foreslås ind-arbejdet i jagtloven og reservatrådets beføjelsermed hensyn til vildtreservaters oprettelse m. v.samtidig henlagt til et vildtnævn, jfr. bemærknin-gerne til § 34.

De beføjelser, reservatrådet herudover har haftmed hensyn til iværksættelse af særfredninger imedfør af reservatlovens § 15, bortfalder, jfr. neden-for, hvorfor rådet, der er nedsat i medfør af reservat -lovens § 6, nedlægges.

Ved forslagets § 29 er der givet landbrugsministe-ren en almindelig bemyndigelse til at forkorte de iloven fastsatte jagttider, således at der vil være ad-gang til at gribe ind med særfredning, såfremt dermåtte opstå situationer, som måtte gøre detteønskeligt.

Det findes herefter overflødigt at opretholde densærlige adgang til at gennemføre særfredninger imedfør auf reservatlovens § 15, som derfor foreslåsophævet, således at særfredninger alene kan iværk-sættes i medfør af jagtloven.

Da jagttegnenes gyldighedsperiode er finansåret,bør de i § 47, stk. 2, og § 49 foreslåede ændringer ijagttegnsordningen som anført i stk. 3 først trædei kraft fra og med et finansårs begyndelse.

Stk. 5 svarer til JL. § 48.

Til § 56.Stk. 1 afløser JL. § 46.En til stk. 2 svarende bestemmelse findes i flere

andre landes lovgivning, og bestemmelsen vil kunnevære medvirkende til at skabe forståelse i udlandetfor danske bestræbelser på at hindre udførsel fraDanmark af dansk vildt, der er nedskudt i strid medmed den her i landet gældende lovgivning, navnligfredningsbestemmelser.

TÜ § 57.Det findes rimeligt at indrømme statsborgere i

nordiske lande, der har givet danske statsborgereadgang til at jage på det under disse lande hørendesøterritorium, en tilsvarende adgang til at udøvejagt på dansk søterritorium.

65

JAGTLOVSKOMMISSIONENS UNDERUDVALG

VEDRØRENDE FREDNINGSTIDER

Bilag 2.

Til jagtlovslkommissionen.

Jagtlovskommissionen vedtog på mødefredag den 2. oktober 1959 at nedsalte na r-værende underudvalg med den opgave atoverveje, hvilke principper der skulle læggestil grund ved fastsættelse af fredningstiderfor vildtlevende pattedyr og fugle i denkommende jagtlov, samt at fremkomme medforslag om, hvorledes de enkelte frednings-tider barde fastsættes.

Til medlemmer af underudvalget ud-pegedes:jagtrådsformand, kammerherre, greve Ahle-

feldt-Billc, Fjellebro pr. Rudme,professor, dr. phil. R. Spärck, Zoologisk

Museum,professor, dr. phil. //. M. Thanidrvp, Natur-

historisk Museum, Århus,afdelingsleder, dr. phil. K. Paludan, Rønde,landsretssagfører K. Schack, Rude,jagtrådsmedlem L. Engsbye, København ogGeorg Jørgensen, Rønnebærvej 13, Nakskov.

Udvalgets sekretariatsforretninger har væ-ret varetaget af kommissionens sekretærmed bistand af assistent //. Strandgaard,Vildtbiologisk Station, Kalø, og sekretærH. Wulff, landbrugsministeriet.

Underudvalget har afholdt møder den7. januar, 22. januar, 15. marts, 22. juni1960 og 20. januar 1961.

På underudvalgets indledende møderdrøftedes, hvilke retningslinier der burdefølges ved revisionen af bestemmelserne ijagtlovens §§ 15 og 16, og i forbindelse medde derpå følgende forhandlinger fore togesen gennemgang af de gældende jagttidermed henblik på at klarlægge, for hvilkepattedyr og fugle ændringer burde søgesgennemført. I udvalgets overvejelser er ogsåinddraget bestemmelserne i jagtlovens §§17-20.

Som resultat af underudvalgets arbejdeforeligger det som bilag 1*) til nærværenderedegørelse medfølgende forslag til ændring

*) bilag 2 a.

af jagtlovens kap. III om jagttider og fred-ningsbestemmelser, der hermed indstillestil vedtagelse af kommissionen.

Til dette forslag skal man knytte folgendebemærkninger:

Der er inden for udvalget enighed om atanbefale, at fredningsbestemmelserne af-fattes således, at der kun fastsættes jagttiderfor de arter af pattedyr og fugle, som har envis madnyttig værdi, eller som af økonomiskeeller vildtplejemæssige grunde anses forskadelige, samt at de arter, der ikke ud-trykkeligt nævnes ved navn i loven rned angi-velse af jagttid, er totalfredede, jfr. dog her-ved forslagets § 15, stk. 2.

Endvidere finder man, at jagt på en vildt-art i almindelighed ikke bør være tilladt iyngletiden, men at undtagelse fra denneregel må kunne gøres i særlige tilfælde.

Ved udarbejdelse af forslaget til jagttiderfor de forskellige arter har man tilstræbtgennemført en forenkling med hensyn tiljagttidernes længde, således at der i videstmuligt omfang foreslås samme henholdsvisbegyndelses- og afslutningsdatoer, hvor bio-logiske eller vildtplejemæssige hensyn ikketaler herimod.

Idet henvises til jagtlovskommissionenskommissorium, hvoraf fremgår, at der i for-bindelse med jagtlovsrevisionen bør fore-tages en undersøgelse af mulighederne foren koordinering af de nordiske landesfredningsbestemmelser, bemærkes, at under-udvalget har set det som sin opgave førstog fremmest at søge forslaget vedrørendejagttiderne udarbejdet således, at det bliverstemmende med, hvad danske interessermed hensyn til de enkelte vildtarter tilsiger.Såfremt der imidlertid fra de andre nordiskelande måtte fremkomme ønske om ændringaf de hermed foreslåede jagttider, vil manfinde det rimeligt, at spørgsmålet tages optil fornyet overvejelse.

GG

Af forslaget til §§ 15 og 16 fremgår, forhvilke dyrearter man mener, der bør fast-sættes jagttider, samt de jagttider, som derer opnået enighed inden for udvalget om atanbefale over for kommissionen.

Med hensyn til fastsættelse af jagttiderfor nedennævnte dyr har der gjort sig afvi-gende opfattelser gældende, og medlem-merne har i bilag 2-4*) nærmere motiveretderes standpunkt.

Odder.

Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensenog Schack) foreslår, at der bliver adgang tilat udøve jagt på odder i tiden 1. august —29. februar.

Underudvalgets øvrige medlemmer menerikke at burde modsætte sig dette forslagsgennemførelse, såfremt anvendelse af odder-sakse bliver forbudt, men ville dog fore-trække, at det kun blev tilladt at driveodder jagt i januar og februar måned.

Gråstrubet lappedykker.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Engsbye, Georg

Jørgensen og Schack) ønsker jagt tilladt itiden 1. oktober — 29. februar, medens etmindretal (Paludan, Spärck og Thamdrup)foreslår denne fugl totalfredet.

Knopsvane.Et flertal inden for underudvalget (Ahle-

feldt-Bille, Paludan, Spärck og Thamdrup)finder ikke, at der bør fastsættes jagttidfor knopsvanen, der er fredet i alle nord-og vesteuropæiske lande. Såfremt det måttepåvises, at ynglende knopsvaner på visselokaliteter volder væsentlig skade ellerulempe, vil tilladelse til indgreb over forbestanden ifølge flertallets opfattelse kunnemeddeles i henhold til loven om bekæmpelseaf skadeligt dyre- og fuglevildt.

Et mindretal bestående af Engsbye,Georg Jørgensen og Schack mener, at denbedste løsning vil være at fastsætte en kor-tere jagttid for knopsvanen, men kan subsi-diært tiltræde den af flertallet foreslåededispensationsordning.

*) bilag2b-2d.

Knortegås.Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensen

og Schack) anbefaler en jagttid fra 1. augusttil 31. marts, medens et andet mindretal(Paludan, Spärck og Thamdrup) kan til-træde, at jagttiden fastsættes til 1. august— 31. december, dog således at knortegåsentotalfredes administrativt, indtil bestandenhar nået en sådan størrelse, at man inter-nationalt anser en beskydning for forsvarlig.

Et tredje mindretal (Ahlefeldt-Bille) anserikke en totalfredning for påkrævet af hen-syn til bestandens størrelse og foreslår jagt-tiden fastsat til 1. august —-31. december,indtil en nærmere undersøgelse skaberstørre klarhed med hensyn til afskydnings-mulighederne.

Sædgås og kortnopbbet gås.

Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Paludan, Spärckog Thamdrup) foreslår en jagttid fra 1.august til 31. december, medens et mindre-tal (Engsbye, Georg Jørgensen og Schack)anbefaler, at jagttiden først sluttes 31.marts. Flertallet går ud fra, at der somhidtil i medfør af loven om bekæmpelse afskadeligt dyre- og fuglevildt administrativtvil blive meddelt tilladelse til nedskydningi fredningstiden, hvor gæssene påviseligtvolder væsentlig skade.

Dykandejagt.Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensen

og Schack) foreslår jagttiden for troldand,bjergand, hvinand, havlit, sortand og fløjls-and fastsat til 1. september — 29. februar,medens et andet mindretal (Paludan, Spärckog Thamdrup) må ønske jagttiden begrænsettil tiden 1. oktober — 31. januar. Et tredjemindretal (Ahlefeldt-Bille) finder en jagttidfra 1. oktober til 29. februar passende.

Der er dog opnået enighed inden for under-udvalget om at foreslå slutningsdatoen fast-sat til 29. februar under forudsætning af,at der ikke bliver adgang til at løse jagttegnefter 1. december, samt at der gennemføresen stramning af bestemmelserne om isj agtog af reglerne for fredning i isvintre.

Spørgsmålet om jagt på dykænder istrenge isvintre foreslås overvejet i forbin-delse med drøftelsen af ændringsforslag tiljagtlovens § 5.

67

Stor og lille regnspove.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Paludan, Spärck

og Thamdrup) foreslår jagttiden fastsat til1. august — 31. december, medens et mindre-tal (Engsbye, Georg Jørgensen og Schack)mener, jagttiden bør begynde 16. juli.

Skovsneppe.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Engsbye, Georg

Jørgensen og Schack) ønsker den gældendejagttid 1. oktober — 7. april opretholdt,idet dog et medlem (Ahlefeldt-Bille) er ind-forstået med, at spørgsmålet om jagttidensafkortning til 31. december tages op tilovervejelse, når der er forløbet 5 år fralovens ikrafttræden.

Et mindretal (Paludan, Spärck og Tham-drup) foreslår jagttiden fastsat til 1. oktober— 31. december, dog således at jagttideni 5 år fra lovens ikrafttræden udstrækkes til7. april.

Tejst.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Engsbye, Georg

Jørgensen og Schack) ønsker jagt tilladt itiden 1. oktober — 29. februar, medens etmindretal (Paludan, Spärck og Thamdrup)foreslår denne fugl totalfredet.

Krage og husskade.Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Paludan, Spärck

og Thamdrup) foreslår jagttid for krager oghusskader 1. juli — 30. april, dog såledesat det skal være tilladt hele året at ødelæggekrage- og husskadereder med æg og yngel,hvor fuglene gør væsentlig skade.

Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensenog Schack) finder, at der bør være adgangtil at jage disse fugle hele året.

Fosformos for krager.Underudvalget har overvejet, hvorvidt

den i jagtlovens § 32 hjemlede adgang tilat anvende fosformos for krager bør opret-holdes.

Et flertal (Ahlefeldt-Bille, Paludan, Spärckog Thamdrup) finder, at den nævnte bestem-melse bør udgå af jagtloven, idet man kananbefale, at det bliver tilladt at anvende desåkaldte kragefælder til brug ved reguleringaf kragebestande.

Et mindretal (Engsbye, Georg Jørgensenog Schack) ønsker bestemmelsen opretholdt,men kan subsidiært tiltræde flertallets for-slag-

Sluttelig skal man oplyse, at udvalgetikke har fundet det påkrævet at opretholdeden landbrugsministeren i jagtlovens § 16,litra b, tillagte særlige hjemmel til i strengeisvintre at fastsætte en tidligere frednings-tid, idet de fornødne bestemmelser vil kunneudfærdiges administrativt i medfør af for-slagets § 18, litra d, samt at man ved ud-arbejdelse af forslaget til kap. III er gåetud fra, at den reviderede jagtlov ikke vilkomme til at omfatte muldvarpe samtegentlige rotter og mus, herunder mose-grise, hvorimod birkemus og hasselmus for-udsættes omfattet af loven og foreslåstotalfredet.

G. Ahlefeldt-Bille.Formand.

København, den 20. januar 1961.

L. Engsbye. G. Jørgensen. Knud Paludan. K. Schack.

R. Spärck. H. M. Thamdrup.

H. Bloch-Nielsen.

68

Bilag 2 a.

Forslag til kapitel III. Jagttider og fredningsbestemmelser.

§ 15. For nedennævnte pattedyr fast-sættes følgende jagttider:

Gnavere:Harpr V - 1 8 /J ^ r c r • • /lO /12

Vildkaniner hele åretEgern " / , -"/*

Stk. 2. Pelsdyr, der i henhold til § 1,stk. 2, i lov nr. 107 af 31. marts 1953 ommark- og vej fred anses som vildt, må jageshele året.

Stk. 3. Pattedyr, der ikke omfattes afbestemmelserne i stk. 1 og 2, er fredet heleåret.

Stk. 4. Jagtlovens § 15, litra b, stk. 2,uændret, dog tilføjes mufloii og vildsvin.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1og 3 er det tilladt i f redningstiden at jagenedennævnte pattedyr, når de gør væsentligskade i

a. dambrug: Odder,b. fasanerier og hønsegårde: Pindsvin.

§ 16. For nedennævnte fugle fastsættesfølgende jagttider:

fil)

HusskadeSkovskadeRågeSolsortSjægger

Stk. 2. Fugle, der ikke omfattes af be-stemmelserne i stk. 1, er fredet hele året.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1og 2 er det tilladt i fredningstiden at ned-skyde følgende fugle, når de gør væsentligskadea. i frugthaver og frugtplantager: Stære,

solsorter og måger,b. i dambrug: Terner og fiskehejrer,c. i skov- og frøkulturer samt på ærte-

marker: Ringduer,d. i fasanerier og hønsegårde: Spurvehøge,

duehøge og musvåger,e. på flyvepladser og godkendte landings-

baner: Måger, som frembyder fare forflyvningen.

§ 17, Jagtlovens § 17 uændret, dog til-føjes som nyt punktum: Endvidere er detunder forudsætning af, at yngelen dræbes,tilladt i fredningstiden at ødelægge ræve-grave samt gråspurve-, krage-, husskade-og allikereder, hvor de pågældende fuglevolder væsentlig skade.

Stk. 2. I indsamling af æg må børn kundeltage, såfremt indsamlingen foregår underopsyn af personer over 18 år og på dissesansvar.

Stk. 3. Fotografering og filmsoptagelseraf fredede fugle ved reden skal foretagessåledes, at der ikke forvoldes de rugendefugle skade.

18. Landbrugsministeren skal værebemyndiget til:a. uændret;b. uændret;c. at tillade indfangning i fredningstiden af

agerhøns, fasaner og gråænder til opdrætsamt forsendelse og salg af æg og yngelfra opdræt;

d. for nærmere fastsat tidsrum at forkortede i §§ 15 og 16 nævnte jagttider ellerpåbyde fuldstændig fredning af den på-gældende dyreart. Disse særlige fred-ningsbestemmelser kan indskrænkes til

70

at gælde for enkelte landsdele eller andetnaturligt afgrænset område;

e. for nærmere fastsat tidsrum at forlængede i §§ 15 og 16 nævnte jagttider samtfastsætte jagttider for totalf redet dyre-og fuglevildt; forinden afgørelse træffes,forelægger landbrugsministeriet jagtrå-dets indstilling for naturfredningsrådettil udtalelse, medmindre det drejer sigom forlængelse af jagttiden for kron-,då-, sika- og råvildt eller harer, fasaner,agerhøns, gråænder og ringduer;

f. når der er grund til at antage, at der ien vildtbestand forefindes sygdomme,der kan angribe mennesker eller husdyr,at træffe de fornødne foranstaltninger tilhindring af sygdommens udbredelse.

§ 19. Jagtlovens § 19 uændret bortsetfra, at ordene „fredningsbestemmelser ogforbud" ændres til: „jagttider og frednings-bestemmelser".

§ 20. Jagtlovens § 20 uændret.

71

Bilag 2 b.

Afdelingsleder, dr. phil. Knud Paludans bemærkninger af 15. september 1960 om vissefuglearter, om hvis jagttid der endnu ikke er opnået enighed i underudvalget vedrørende

jagttiderne.

Skovsneppen.Træk — parring s flugt („træk").

Ved en fugls træk forstås almindeligvisdens vandring mellem ynglelokalitet ogvinterkvarter, og ordet bruges kun i dennebetydning i det følgende. For sneppensvedkommende kan ordet træk (eller aften-træk) imidlertid også have en anden betyd-ning, nemlig den karakteristiske parrings-flugt, som hansneppen i ynglesæsonen ud-fører i tiden efter solnedgang og før sol-opgang. For at undgå misforståelser erdenne form for „træk" stedse kaldt parrings-flugt.

Begrebet „yngletid".Ved yngletid forstås den periode, som

fuglene opholder sig ved redestedet meddet direkte formål at producere afkom.Yngletiden kan opdeles i følgende under-afdelinger :

1. før-æglægningstiden, 2. æglægnings-tiden, 3. rugetiden og 4. ungetiden.

Ad 1. Før-æglægningstiden er en meget vig-tid periode, som starter med valget af denfremtidige yngleplads. I denne periode fore-går også det ofte komplicerede parringsspil,der er en forudsætning for kontakten mel-lem kønnene og for det sidste udviklings-stadium af kønsorganerne, især hos hunnen.Det er derfor vigtigt, at fuglene har fred påyngleterrænet, endnu inden æglægningenbegynder.

Ad 2. Æglægningstiden. For det enkelteindivid er æglægningstiden bestemt afantallet af æg i kuldet og tidsrummet mel-lem lægningen af hvert æg. For en givenbestand som helhed er æglægningstidenbetydeligt længere, fordi der er en megetstor individuel variation med hensyn tilæglægningens begyndelse. Hos agerhønenhar man f. eks. fundet, at der går 5-6 uger,fra den første høne begynder æglægningen,til den sidste begynder. Noget tilsvarendehar man fundet hos måger og adskilligeandre fugle, hvor det forhold er nøjere

undersøgt. Når dertil kommer, at noglefugle lægger flere kuld æg eller præstereromlægninger, hvis et ellere flere tidligerekuld er gået til grunde, kan den periode,hvori der kan findes frisklagte æg, spredesover et meget langt tidsrum. Men det måunderstreges, at selv den normale første-lægning — særligt hos tidligt rugende fugle— er spredt over et ganske betydeligt tids-

rum.Den danske ynglebestand.

Udbredelse.For en fugl, der i yngletiden lever så skjultsom sneppen, og hvis rede er meget vanske-lig at finde, er det ingen let opgave atdanne sig et begreb om bestandens størrelse.P. Jespersen (Dansk ornithologisk ForeningsTidsskrift, årgang 36 (1942) side 115-134)har imidlertid gjort forsøget, og han komtil det resultat, at der dengang mindstynglede mellem 100 og 200 par her i landet.De vigtigste yngleområder er Roldskov-komplekset, Silkeborg-egnen, Sydfyn ogBornholm, der må betegnes som konstanteyngleområder, men derudover er sneppen„... nu og da truffet ynglende spredt overlandet og i praktisk talt alle landsdele medundtagelse af det vestligste Jylland''.

Ynglefuglenes ankomst.Det er en almindelig regel for trækfuglene,

at de sydligstboende bestande er de førstetil at ankomme til ynglepladserne for derpåat blive „overfløjet" af deres nordligereboende artsfæller. Der er ingen grund til atantage, at dette ikke også skulle være til-fældet hos skovsneppen, og at vore egneynglefugle derfor hører til de første, derviser sig om foråret. De slår sig efter ankom-sten straks ned på ynglestederne, hvor hun-nerne opsøger de fremtidige redepladser, oghannerne foretager deres parringsflugt idæmringen og skumringen. De går altsåstraks efter ankomsten ind i „før-æglæg-ningstiden", og som ovenfor anført er denne

72

periode af stor betydning for forplantningensnormale forlob, så forstyrrelser selv på dettetidlige tidspunkt må antages at influere påyngleresultaterne.

Æglægningen.Der er aldrig i Danmark — og kun

yderst sparsomt i det øvrige Europa —foretaget systematiske undersøgelser i natu-ren med henblik på at redegøre for sneppensynglebiologi. Vort hidtidige kendskab der-til er derfor opbygget på en række spredteiagttagelser. Med henblik på yngletidensammenstillede P. Jespersen i det omtaltearbejde de redefund, der var kendt fraDanmark. Der var 44 fund af reder medæg, hvoraf det tidligste (med 4 æg, hvilketer sneppens normale antal æg) var fra 30.marts, medens der var 16 fund fra april og17 fra maj, eller i alt 75 pct. af de 44 kuldvar fra disse to måneder. Disse data giverimidlertid kun oplysning om, hvornår kul-dene er fundet, men ikke hvornår æglæg-ningen er begyndt, hvilket for et kuld påfire æg maksimalt kan være helt op tilfire uger tidligere (6 døgn til æglægningen -\-rugetid 22 døgn). Noget bedre oplysningerfår man gennem iagttagelserne af unger.Her er der redegjort for 42 kuld fra april,maj og juni (+ 10 så sent som juli ogaugust), hvoraf de 8 er fra sidste halvdelaf april, og for disse 8's vedkommende måæglægningen være påbegyndt mindst 4 ugertidligere, hvilket vil sige mellem 15. og 31.marts. Disse 8 kuld udgør ca. 20 pct. afde 42 kuld fra april-juni, og da man ikkekender alderen på ungerne i de resterende34 kuld, lean man ikke udelukke, at æglæg-ningen også for en del af disses vedkom-mende var påbegyndt i samme tidligeperiode. Der kan af de foreliggende dataslet ikke være tvivl om, at sneppens normaleæglægning begynder i sidste halvdel af marts.Det kan ikke af de foreliggende tal ses, hvor-når bestandens maksimale æglægning findersted, men selv om den først skulle findested omkring midten af april, vil en sådanspredning i æglægningen være ganske normalog i overensstemmelse med forholdene hostalrige andre fuglearter.

Jagten og den danske ynglebestand.Med den nugældende jagttid, der slutter

med den 7. april, udøves jagten til et stykke

ind i de danske sneppers normale yngletid,idet en ikke uvæsentlig del af bestanden vilhave påbegyndt æglægningen inden den 7.april, og mange fugle vil på dette tidspunktvære langt inde i rugningen.

Ved en rent umiddelbar betragtning måen jagttid, der strækker sig ind i fuglenesyngletid, anses for at være skadelig forbestanden, hvorved menes, at den holdesnede på et lavere niveau, end det, den villevære på, hvis den havde fred i hele yngle-tiden. Noget bevis for, at en sådan forøgetfredning vil bringe bestanden op, har manimidlertid ikke for sneppens vedkommende,men der foreligger heller ikke noget bevisfor det modsatte.

På .Bornholm, som er sneppens bedsteyngleområde i Danmark, blev forårsjagtenafskaffet i 1931 og har været det siden.Det kan ikke med bestemthed afgøres, omdenne forårsfredning har medført en for-øgelse af ynglebestanden, for der foreliggeringen eksakte undersøgelser derover, og deskønsmæssige vurderinger er indbyrdes mod-sigende. De fra udlandet foreliggende erfa-ringer er lige så usikre.

De danske trækgæster.

ProducentUmde og gæstelande.Så vidt man kan dømme ud fra de rela-

tivt få ringmærkninger, der hidtil er fore-taget (se bl. a. Finn Salomonsen: Fugle-trækket og dets gåder. 1953. Skovsneppenside 162), har hovedparten af de snepper,der forår og efterår trækker gennem Dan-mark, deres yngleområde i Sverige, mens enmindre part kommer fra Finland og debaltiske stater. Fra dette yngleområdetrækker snepperne gennem Danmark ogNordtyskland til vinterkvarteret, der stræk-ker sig fra Holland (måske NV-Tyskland)over Belgien og Frankrig til Spanien-Portu-gal og til Storbritannien samt Irland. Medalle disse lande har vi altså et fællesansvarfor den bestand, som gæster vore lande, ogmed dem bør vi koordinere vore jagttiderog afskydning, ikke mindst med de lande,hvori bestanden yngler. Forholdene i deøvrige lande fra Sydtyskland, Schweiz ogØstrig til Rumænien er mindre vigtig idenne forbindelse, fordi de snepper, derviser sig her i landet, ingen berøring harmed disse områder.

73

Skema 1. Oversigt over forårsjagten i de lande, med hvilke vi har de trækkendesnepper fælles.

1) I 5 nordlige provinser ophører jagten dog først 1. april.2) Ved et regeringsdekret er jagten i 1965 forkortet med 15 dage, så den s lut ter allerede den 15. mar t s .

Forårsjagten.I Sverige og Finland, som producerer

langt hovedparten af vore trækgæster,ophører jagten med årets udgang, og efterhvad der foreligger oplyst, er dette også til-fældet i de baltiske stater.

Med hensyn til jagten i de øvrige lande,hvor vore trækgæster også optræder, måman nøje skelne mellem forskellige formerfor jagt. I visse lande er det om foråretkun tilladt at skyde snepperne under par-ringsflugten morgen og aften, og enhveranden jagt, specielt med hund, er forbudt.Hvor kun jagten under parringsfhigten ertilladt, bliver der i langt den overvejendegrad kun skudt af den lokale ynglebestand.Om det så er rationelt at beskatte den pådette tidspunkt — selv om det i det væsent-ligste kun går ud over hannerne — er etandet spørgsmål, men det har i alt fald denfordel, at der ikke, eller i alt fald kun iyderst ringe grad, toldes af trækgæsterne.

Den måde, jagten drives på om foråret, ogtidspunktet for jagtens ophør i de lande,hvor vore ynglefugle og trækgæster optræ-der, er angivet på skema 1. Af dette frem-går, at i langt de fleste af de lande, medhvilke vi har de trækkende snepper fælles,ophører jagten betydeligt tidligere end iDanmark. Kun i Luxembourg fortsætter den

(almindelig jagt eller kun under parrings-flugt?) til 15. april; det gør den også i visseegne af Tyskland, men her er hele forårs-jagten i alt fald indskrænket til kun atomfatte snepper under parringsflugt. Dan-mark er faktisk — med de nugældende jagt-tider — det eneste af de pågældende lande,hvor der drives jagt på massekoncentratio-nen af snepper under forårstrækket i marts-april.

Jagtudbyttet.Det årlige jagtudbytte i Danmark for de

17 år 1941-42 til 1957-58 fremgår af skema 2.For de arter, der hele året forbliver indenfor landets grænser (som f. eks. hare, fasanog agerhøne), afspejler de årlige svingningeri jagtudbyttet en lignende svingning i efter-årsbestandens størrelse. Sneppekurven der-imod afspejler ikke på samme måde sving-ninger i den bestand af trækgæster, sompasserer Danmark (vore ynglefugle tællerintet eller meget lidt i det samlede antalskudte fugle), for vejret er i høj grad afgø-rende for, hvor meget vi ser til de træk-kende snepper. Under visse vejrforhold gårtrækket næsten ubemærket hen over landet,under andre tvinges fuglene ned, så vioplever det, der kaldes .,massefald" af

74

Skema 2. Årlige antal shudte snepper 1941/42 til 1957J58.(Der er i ingen af tallene brugt korrektion for antallet af ikke tilbageleverede jagttegn).

75

snepper. De årlige udsving i jagtudbyttetaf snepper vil derfor først og fremmest af-spejle vejrforholdene i træktiden. Hvis derover en længere årrække var en kendeligændring i sneppebestandens størrelse, villedet dog kunne give sig udslag i en hældningaf kurvens akse, men af den kurve, derforeligger indtil nu, kan man hverken sluttesig til en op- eller nedadgående tendens ibestanden, så den giver intet grundlag forkrav om ændring i den nuværende jagt-intensitet.

Det gennemsnitlige årlige udbytte forperioden 1941-58 har været på 19.200snepper. Man har ingen mulighed for atberegne, hvor stor en procentdel dette ud-gør af de trækgæster, som passerer landet,og ethvert skøn vil være så usikkert, atdets værdi må betvivles. — Udbyttet kankun i enkelte tilfælde sammenlignes medandre landes udbytte, fordi man kun i fålande har det fornødne sammenlignings-grundlag. En undtagelse er dog Vesttysk-land, hvor jagtudbyttet for treårsperioden1956-59 lå på et årligt gennemsnit af 19.700,altså næsten det samme som i det mangegange mindre Danmark.

Sneppen kan ikke tåle tilnærmelsesvis såhård en beskydning som vore almindeligstejagtbare fugle (f. eks. fasan, agerhøne oggråand), idet den naturlige omsætning ibestanden er meget langsommere. D. Lack(British Birds, bind 36, side 216 (1943)) harberegnet den gennemsnitlige årlige afgangaf voksne fugle til ca. 37 pct., mens denhos de ovennævnte fugle ligger på mellem60 og 80 pct. Sneppen har i overensstem-melse hermed en meget ringere ungeproduk-tion, hvilket bl. a. fremgår af dens lilleægkuld på fire (dog undertiden 2 kuld elleri alt 8 æg pr. sæson), mens de andre arterhar kuld på 12 til 16 æg. Man vil derforkun kunne tillade sig en betydelig lavereafskydningsprocent end for de andre artersvedkommende. Og udbyttet skal så tilmeddeles mellem såvel producentlandene somalle de lande, snepperne gæster i vinter-halvåret. Der kan derfor næppe være tvivlom, at sneppen er en af de arter, hvor enforøget jagtintensitet (flere jægere, mere tidtil jagt) kan blive af afgørende betydningfor bestanden, og i så fald vil en reguleringaf jagten kun kunne sikres gennem fællesaftaler mellem alle de lande, der har fælles-

interesse i den pågældende sneppebestand(producent- og gæstelande).

Antallet af danske sneppejægere.På jagtkortene, der danner grundlag for

jagtstatistikken, anføres antallet af skudtesnepper i tre rubrikker, nemlig for perioderne1. april — 7. april, 24. september — 28.februar og 1. marts — 31. marts. Forfinansåret 1956-57 var der 2.874 jægere,der havde skudt snepper i den første periode,2.705 i den anden og 738 i den tredje. Detfremgår ikke af de foreliggende tal, hvormange af jægerne der er gengangere fra denene periode til den anden. Under forårs-jagten 1956 kan der også være nogle jægere,som har skudt snepper før, men ikke efter1. april, hvorved tallet 2.874 ikke giver dettotale antal af jægere, som har drevet forårs-jagt, men det har utvivlsomt ligget et stedmellem 3.000 og 3.500.

De vigtigste spørgsmål, som man måtage stilling til vedrørende forårsjagten,synes at være følgende:1) Kan man bibeholde en jagtsæson, som

strækker sig ind i begyndelsen af vorhjemlige bestands yngletid, skønt viellers kun tolererer noget sådant forskadevoldende fugle?

2) Kan vi tillade os forårsjagten på detrækkende snepper, når de om foråret ertotalfredede i de lande, hvor de yngler?

3) Er vor jagttid og dermed vort jagt-udbytte rimeligt i forhold til de øvrigelande, hvori vore trækgæster optræder?

Regnspoven.

Af hensyn til den voksende danske yngle-bestand vil det være meget formålstjenligtat have fred på ynglepladserne til udgangenaf juli, idet den i en længere årrække gen-nemførte fredning i denne måned netop måanses for at være en medvirkende årsag til,at vi har fået en ikke helt ubetydelig yngle-bestand.

I sammenligning med de lande, med hvilkevi har den trækkende regnspovebestand fælles— og heri inkluderet producentlandeneSverige og Finland — vil selv en jagttidfra den 1. august begynde påfaldende tidligt:Finland totalfredetSverige fra 1. september

7 G

Norge fra 21. augustVesttyskland. . . fredet (men må dog i nog-

le vintermåneder jagesi Holsten og Neder-sachsen)

Holland totalfredetStorbritannien . fra 1. september.

Efterårstrækket fra nord begynder alle-rede i slutningen af juni, idet hunnerne, såsnart rugningen er overstået, overlader pas-ningen af ungerne til hannerne for selv atbegive sig sydpå mod vinterkvarteret. Nårungerne kan klare sig selv, drager ogsåhannerne af sted. Ungfuglene kommer såle-des til at danne trækkets bagtrop. De førsteviser sig fra slutningen af juli. Trækket gen-nem Danmark kommer derfor til at strækkesig over en meget lang periode, nemlig fraslutningen af juni til slutningen af septem-ber. Optællinger af trækkende fugle påreservatet Tipperne har vist, at trækketsmaksimum ikke falder før slutningen afaugust, så langt den største mængde fuglepasserer landet i denne måned (A. VedelTåning i ,.Ringkøbing Fjords Naturhistorie"(1933-36), fig. 21, side 184).

Knortogåsen.De knortegæs, der på trækket passerer

Danmark, kommer fra ynglepladser påSpitsbergen og Franz Josef Land (den lys-bugede race) samt fra det arktiske områdeaf Rusland og Vestsibirien (mørkbugederace). Disse bestande er af forskellige år-sager gået stærkt tilbage i løbet af detteårhundrede, specielt synes nedgangen atvære blevet katastrofal fra midten af tredi-verne, efter at en sygdom i ålegræsset havdeudryddet dette deres vigtigste fødeemneover meget store strækninger. Vintergæster-nes antal anslås til at være gået ned til ca.en fjerdedel eller endnu mindre.

Der synes nu endelig at være tegn til enmindre fremgang, hvilket de gennemførtefredninger (bl. a. totalfredning i Sverige,Holland, Belgien, Storbritannien og Irland)med stor sandsynlighed har medvirket tileller måske endda direkte forårsaget. Selvom der er en fremgang at spore, så er bestan-dene dog endnu meget små i sammenligningmed tidligere, så det må derfor stærkt anbe-fales, at man ikke forøger efterstræbelsen afdenne hårdt ramte art. Fra engelsk side

gør man sig også forhåbninger om en sådanforståelse, idet det i en fra Wildfowl Trustnetop udsendt publikation hedder: „... hvisman tilmed kan sikre sig en fuldstændigfredning af denne art i Danmark, ville deti høj grad fremskynde opgangen". (EleventhAnnual Report 1958-1959 (1960), side 97).

Knopsvanen.Med hensyn til jægernes ønske om en

jagttid for knopsvanen skal jeg tillade migat anføre nogle citater fra Paludan og Fog:Den danske ynglebestand af vildtlevendeknopsvaner i 1954 (Danske Vildtundersøgel-ser, hefte 5).

„Det kan måske have interesse at se på,om det er sandsynligt, at knopsvanebestan-den overhovedet vil kunne holde til en kor-tere eller længere jagttid. Alene den kraftigeforøgelse, der kom i bestanden i umiddelbartilknytning til totalfredningens indførelse(1926, fra 1928 for alle svaner), fortæller enhel del om, hvad jagten betød for svanen.Og det pres, som bestanden ville blive udsatfor, dersom der i dag indførtes en jagttid,vil tilmed være ulige meget større, end detvar i første fjerdedel af dette århundrede."

Årsproduktionen af ungfugle blev bereg-net til ca. 2.350 individer. Et tal, der er sålille sammenlignet med landets 100.000jægere, ,.at man må forudse en beskydning,der overstiger, hvad bestanden kan bære.Den eneste løsning, vi kan øjne, er, at der iså fald indføres en kort jagttid af de gråungfugle, f. eks. hvert andet år, og dennejagttid burde da falde på et så tidligt tids-punkt, at det i det væsentlige blev jagt-ejerne på ynglelokaliteterne, der fik mulig-hed for at bestemme beskydningens omfang.Ved en tidlig jagttid ville man også forhindreforveksling med sang- og pibesvane."

Selv om knopsvanen yderligere er tagetnoget til, siden ovenstående blev skrevet,så har det dog stadig gyldighed. Da detimidlertid ikke alene må anses for risikabeltfor bestanden at indføre en almindelig jagt-tid, men da det også strider mod overens-komsten med Sverige, må den bedste løsningsikkert være at finde i en dispensationsord-ning, hvorefter der på mindre ynglelokali-teter, hvor knopsvanerne bevisligt har værettil større gene for andre andefugle, kan givestilladelse til, f. eks. i april, at nedlægge deskadevoldende individer.

77

3. oktober 1960. Bilag 2 c.

Til Jagtlovskom missionens underudvalg vedrørende f redningstider.

Det bar været glædeligt ved behandlingenaf vildtarternes jagttider at kunne konsta-tere den vidtgående interesse, der fra deforskellige sider i det ovennævnte udvalger blevet vist for at opnå resultater, allekunne enes om. Når antallet af vildtartertages i betragtning, kan det imidlertidnæppe overraske, at der, selvom det harværet muligt at opnå enighed vedrørendede allerfleste arter, er enkelte forhold, omhvilke meningerne har stået delt, og somman derfor mener det rigtigst at fremlæggetil afgørelse i selve jagtlovskommissionen.

For undertegnede udvalgsmedlemmer harvisse generelle synspunkter været medbe-stemmende ved vurderingen af, hvilke jagt-tider man bør tillægge de vildtlevende fugleog pattedyr, der her kan komme i betragt-ning. Blandt disse synspunkter kan såledesnævnes, at kun de arter af fugle og patte-dyr, som har en vis madnyttig værdi, og dearter, hvis antal man af økonomiske ogvildtplejemæssige grunde må anse det forønskeligt at kunne regulere, bør betragtessom jagtbare og derfor tillægges en visjagttid. Sådanne arter bør i loven hver forsig anføres med navn. Alle arter, der ikkeer nævnt i loven, er fredede.

Både for det madnyttige og det „skade-lige" vildt bør i videst muligt omfang gældeden regel, at arterne har fred i yngletiden.Herfra kan dog afviges med henblik påindførte eller forvildede dyrearter, hvis til-stedeværelse i landet må anses for uønsket.

Jævnsides med ovennævnte bestræbelsermå det anses for værdifuldt at skabe enforenkling med hensyn til de forskelligejagttiders længde og en bedre overensstem-melse med henblik på datoerne for jagt-tiders begyndelse og afslutning.

Undertegnede lægger desuden vægt på, atde i jagtloven fastlagte jagttider ikke børkunne forskydes ad administrativ vej. Vi erdog gået ind på, at jagttiderne for kron-vildt, dåvildt, råvildt, sikavildt, harer,fasaner, agerhøns, gråænder og ringduer

efter indstilling af eller høring hos jagt-rådet eller andre sagkyndige instanser oginden for visse i loven fastlagte grænser forét år ad gangen skal kunne forskydes efterlandbrugsministeriets bestemmelse i år,hvor særlige forhold kan tale derfor. — Detbør også ligge i landbrugsministerens håndefter indstilling fra naturfredningsrådet ellerandre kompetente, sagkyndige instansereller høring hos disse i enkelte tilfælde atmeddele speciel dispensation til at ned-lægge eller fange dyrearter, selvom de erfredede. Sådanne tilladelser skal f. eks.kunne gives med henblik på videnskabeligeundersøgelser eller fordi en art i givet faldtager overhånd og forvolder påviseligeulemper. — Til gengæld skal det også væremuligt på tilsvarende måde at foretageindskrænkninger i jagttiden, f. eks. hvisklimatiske eller andre årsager bringer vissevildtarter i fare.

Medens fastlæggelsen af jagttider forvildtarter, der udelukkende eller i hvert faldi betydeligt omfang yngler her i landet,stort set kan siges at være et dansk anlig-gende, må der ved fastlæggelsen af jagttiderfor vildtarter, som fortrinsvis produceres iandre lande og hovedsagelig forekommer hosos som trækgæster, tages vidtgående hen-syn til forholdene i hele det område, indenfor hvilket de hos os forekommende vildt-stammer yngler, trækker og overvintrer.Bestræbelser af denne art er i betydeligtomfang realiseret i fællesskab af landene iNord- og Mellemamerika, og det må væreen vigtig opgave at søge en tilsvarendekoordination gennemført med henblik pålandene i det nordvest-europæiske område.Biologisk set vil det for et betydeligt antalvildtarter ikke være tilstrækkeligt alene attage hensyn til de nordiske lande. Jagtlovs-kommissionens kommissorium kan på dettepunkt siges at sætte for snævre grænser forde bestræbelser, der må udfoldes.

Særlige hensyn bør vises vildtarter, somganske vist forekommer hyppigt på træk,

7<S

men som kun yngler sparsomt herhjemme.Ophjælpning af sådanne arter bør ogsåkomme til udtryk i jagtloven.

I tilfælde, hvor det med vor nuværendeviden kan være vanskeligt at angive sikreretningslinier for en vildtarts eventuellejagttid, må det efter vor opfattelse værerigtigst at lade tvivl komme vildtarten tilgode. Det vil i visse tilfælde være rimeligtat udskyde den endelige vurdering af jagt-tid på sådanne arter, indtil man efter envis prøvetid gennem specielle analyser harskaffet sig et sikrere grundlag for bedøm-

væremelsen. Det vil i sådanne tilfældeønskeligt, at lovens formulering giver mulig-hed for reguleringer på et sådant grundlag.

Ud fra ovenstående betragtninger gårundertegnede ind for de på vedføjede bilag(se nedenfor) angivne jagttider. De flesteaf disse jagttider har alle i underudvalgettilsluttet sig. De spørgsmål, der er genstandfor afvigende synspunkter, er markeret ioversigten og nærmere belyst i sidste afsnitaf bilaget.

R. Spärck.Kobenhavns Universitet.

H. M. Thamdrup.Aarhus Universitet.

Forslag til jagttider.

79

1. Odder.

Undertegnede må ud fra den hidtidigeomend begrænsede viden, man råder over,anse odderen for at være så sjælden her-hjemme, at den principielt bør være fredethele året. Jagtmæssigt betyder den kun lidther i landet. Spørgsmålet om odderens på-ståede skade over for dambrug og andrefiskeinteresser må i øjeblikket anses formangelfuldt belyst, og det er vanskeligtat bedømme, hvorvidt dette moment kanvære tilstrækkelig argument for at give enjagttid på odderen.

Det ville være meget ønskeligt at få ind-hentet mere pålidelige og omfattende op-lysninger på dette felt. Visse af spørgs-målene vil kunne forventes belyst gennemen undersøgelse, Vildtbiologisk Station harplanlagt. Jævnsides hermed burde det ogsåforsøges at tilvejebringe detaillerede oplys-ninger om mulighederne for gennem hegneller lignende at begrænse odderens adgang tildambrug på steder, hvor odderen eventuelthar tendens til at gøre sig gældende.

I givet fald mener vi, det kan overvejesgennem landbrugsministeriet at give adgang

80

til udstedelse af dispensationer fra en totalfredning i tilfælde, hvor odderen foranledi-ger påviselig skade på dambrug og lignende.

Under alle omstændigheder er odderenen af de arter, om hvilken det vil væresærdeles ønskeligt at tilvejebringe merekonkret viden. Indtil en sådan viden fore-ligger, mener vi, at den herskende usikker-hed i bedømmelsen af odderens forhold ijagtmæssig henseende bor komme odderentil gode, således at eventuel jagttid førstfastlægges, såfremt resultatet af de fore-slåede undersøgelser skulle godtgøre, at ensådan jagttid var forenelig med bevarelsenaf denne ejendommelige art i vor fauna.

2. Gråstrubet lappedykker.Gråstrubet lappedykker må for landet som

helhed betragtes som en så sjælden art, atden efter vor opfattelse bør være totalfredet.

3. Knopsvane.Denne art er fredet i alle nord- og vest-

europæiske lande. Mellem Sveriges og Dan-marks jægerorganisationer foreligger en af-tale til sikring af ensartet behandling afarten i de to lande. — I det meste af Europaer knopsvanen i de senere årtier taget retstærkt til i antal, men trods dette er ingenlande endnu gået ind for at tillade en almin-delig jagttid.

Efter den omfattende undersøgelse, dr.Paludan på Vildtbiologisk Station med støtteaf et stort antal jægere har foretaget i 1954angående knopsvanen som ynglefugl her-hjemme, kan det endnu ikke anses for på-vist, at knopsvanen på grund af påståetufredelighed spiller nogen mærkbar rolle forDanmarks andebestand som helhed. Skulleynglende knopsvaner efterhånden gøre sigså stærkt gældende på visse lokaliteter, atder opstår påviselige ulemper eller skaderderved, må der formentlig — om det skullevise sig påkrævet — kunne gives adgang tilbegrænsede indgreb på basis af en licens-ordning.

Af hensyn til fiskeriet vil der næppe væreanledning til en ændring i knopsvanens nu-værende totalfredning. De under professorSpärck gennemførte maveanalyser giveringen holdepunkter for, at knopsvanen skulle

spille nogen rolle i fiskerimæssig henseende.Svenske analyser har givet samme resultat.

Vi konkluderer derfor, at der ikke børgives nogen jagttid for knopsvanen i denkommende jagtlov.

4. Knortegås.Det lader sig ikke bestride, at knorte-

gåsen set i forhold til tiden før 1930 ergået stærkt tilbage. Herom foreligger sam-stemmende vidnesbyrd fra en række lande.Glædeligvis synes knortegåsens tilbagegangi de senere år at være standset, og bl. a. fraovervintringslandene meldes om en visopgang i bestandene. Forholdene bedømmesimidlertid over det meste af Europa således,at bestanden fortsat vil have fredningbehov for om muligt at komme til kræfter.Danmark vil ikke kunne unddrage sig etinternationalt samarbejde på dette felt,og undertegnede må derfor fastholde, atder ganske vist fastsættes en jagttid påknortegåsen fra 1. august til 31. december,men samtidig bestemmes, at man en tidad administrativ vej totalfreder arten,indtil sikre data fra knortegåsens sam-lede udbredelsesområde godtgør, at be-standen på ny har nået en sådan størrelse,at man internationalt anser en beskydningfor forsvarlig.

5. Dykandejagten.Vort principale ønske for jagttiden på

troldand, bjergand, hvinand, havlit, eder-fugl, sortand og fløjlsand er 1. oktober —31. januar. På denne måde skulle der ikkeblive brug for særfredninger i isvintre, hvor-ved bl. a. et besværligt administrativt appa-rat undgås. Vore jagttider ville da ogsåkomme mere på linie med vore nordiskenabolandes, hvor forholdene stiller sigsåledes:

Finland: 20.-28. august -— 30. november(under ganske specielle forhold iskærgården indtil 31. decembereller 31. januar.)(ederfugl, andrik: 1. september —29. februar (forventes afskaffet)ederfugl, hun: fredet).

Sverige: 1. september — 31. december (om-rådet vestligste Østersø-Kullen).

8)

Norge: 21. august — 23. december (eder-fugl fredet).

I Tyskland og England ophører jagtennormalt 31, januar (ederfugle totalfredede),i Holland er alle dykænder totalfredede.

Under drøftelserne i underudvalget erfremsat det forslag, at dykandejagten her ilandet først skulle ophøre 29. februar, menat der samtidig sker en stramning af be-stemmelserne om isj agt og af reglerne forfredning i isvintre, samt at der ikke udstedesjagtkort senere end 1. december. Dette for-slag har undertegnede tilsluttet sig underforudsætning af en tilfredsstillende formu-lering. Vi må endvidere anse 1. oktober somden rimeligste begyndelsesdato for jagtenpå dykænder.

6. Stor og lille regnspove.

Spørgsmålet om disse trækfugles jagttidmå ses i forhold til de lande, der producererde fleste af de fugle, på hvilke jagten hoved-sagelig drives her i landet. Hovedmængdenaf de spover, der passerer Danmark, kom-mer til verden i Sverige, Finland og for endel også Nordvestrusland.

I Finland er spoverne totalfredede, iSverige indledes jagten først den 1. septem-ber. Med undtagelse af Norge, der indlederspove jagten 21. august, er der, efter hvadder foreligger oplyst, ingen vesteuropæiskelande, der begynder spovejagten før 1. sep-tember. Skal bestræbelserne på at koordi-nere jagttider indenfor den vesteuropæisketrækvej have nogen mening, kan Danmarkikke indtage en særstilling ved at indledejagten så tidligt som 16. juli, som foreslåetaf jægerne. — Et moment, der yderligeretaler for, at vi her i landet i hvert fald ikkebør indlede jagten før 1. august, er mulig-heden for at bevare og ophjælpe den bestandaf stor regnspove, som nu yngler her i lan-det. Ved at indlede jagten 16. juli løber manen risiko for at ramme vor egen bestandpå en uheldig måde, medens man ved atudsætte jagten til 1. august giver vore egnefugle en rimelig chance.

Vi må derfor fastholde 1. august som dentidligste dato for jagten på spover her-hjemme og i øvrigt anbefale, at der gøresen speciel indsats for at analysere vore egnespovers yngleforhold og træk. Skulle så-danne undersøgelser vise, at der er grund

til at afvige fra datoen 1. august, vil ensådan ændring vel også kunne realiseres. -—•Fra det fredede område på Tipperne fore-ligger optællinger, der tydeligt viser, at enjagttid, der begynder 1. august, vil faldesammen med spovernes maksimale optræ-den:

Vort forslag går ud på, at skovsneppensjagttid fastsættes til 1. oktober — 31. de-cember, dog således at jagttiden i fem årfra lovens ikrafttræden udstrækkes til 7.april. Femårsperioden bør benyttes til nær-mere undersøgelser over skovsneppens for-hold. Ved periodens udløb tages spørgsmåletom fastlæggelse af artens jagttid op på ny.

Når vi fremsætter dette forslag, er detbl. a. fordi man må sige, at tendensen medhensyn til jagttid på denne fugl i Nordvest-og Vesteuropa i de senere årtier går i ret-ning af forkortelse af jagttiden og specieltbortfald af forårsjagten. (Eksempler herpåkan bl. a. hentes fra Finland, Sverige ogHolland).

Danmark må betragtes som en del af detrækveje, der passerer en række nordvest-og vesteuropæiske lande (bl. a. Finland,Sverige, Norge, Danmark, Tyskland, Hol-land, Belgien, Luxembourg, Frankrig, Spa-nien og Storbritannien), og kan ikke isoleresig i forhold til den udvikling, der findersted inden for dette trækområde. I betragt-ning af den ovennævnte tendens må detforekomme meget betænkeligt, om Danmarknu i sin nye jagtlov lagde sig fast på jagt-tider, der repræsenterer et synspunkt, sommeget tyder på er ved at have overlevet sigselv.

En afviklingsperiode, som den af os fore-slåede, vil dels give mulighed for at gennem-føre mere omfattende undersøgelser angåen-de sneppens forhold til brug for en bedøm-melse af situationen, når prøvetiden udlø-ber, dels give tid til at se, om den oven-nævnte tendens udvikler sig videre i andrelande.

Det skal i øvrigt ikke her forsøges at gånærmere ind på de mange betragtninger ogargumenter, som har været fremført for og

82

imod sneppens forårsfredning. Vi respek-terer fuldt ud jagtorganisationernes ret tilat søge forårsjagten bevaret. Skal proble-merne omkring denne jagt imidlertid søgesalsidigt belyst med henblik på jagtlovs-kommissionens arbejde, er det rimeligt, atvi, som i den foreliggende sag ikke blot målytte til jægernes synspunkter, men ogsåmå varetage andre, mere almene interesser,ved denne lejlighed peger på nogle punkter,som måske ellers ikke vil blive tilstrække-ligt fremhævet.

Ud fra de i vor indledning anførte betragt-ninger vedrørende vildtets ret til at havefred i yngletiden må vi fastholde, at forårs-jagt på skovsneppen herhjemme indtil 7.april (eller som også foreslået 15. april)må siges at falde i fuglens yngletid i sæd-vanlig forstand. Alene af denne grund erdenne jagt problematisk.

Der findes her i landet en mindre bestandaf ynglende skovsnepper, og det kan ikkeudelukkes, at denne bestand, såfremt forårs-jagten afskaffes, vil tiltage på mærkbarmåde. Også dette moment må drages ind ibilledet.

Det siges, at antallet af nedlagte snepperskulle vise en tendens til stigning i bestan-den. Uanset hvorledes man bedømmer be-skydningens virkning på en bestand, mådet siges, at de hidtil fremlagte tal stort setkun demonstrerer, at antallet af nedlagtefugle kan svinge både opad og nedad. Sta-tistisk kan der næppe udledes sikre tendenseri den periode, hvorfra tal endnu foreligger.

I tilknytning til det, der ovenfor er sagtom fred i yngletiden, må det også ud fraet almindeligt vildtplejeprincip betragtessom irrationelt at beskyde den restbestand,som om foråret trækker nordpå for at yngle.Den uro, den herhjemme sædvanlige formfor sneppejagt med hund kan foranledigepå et terræn, kan næppe heller betragtessom en hensigtsmæssig ting.

Vil man i det hele taget bedømme spørgs-målet om forårsjagt på sneppen, vil detnæppe være rigtigt at undlade en omtale afselve jagtformen. Når det anføres som etargument for at bevare forårsjagten her ilandet, at også andre lande endnu driversneppejagt på denne årstid, må det derforfremhæves, at den forårsjagt, man f. eks.driver i Tyskland, udelukkende drives på„trækkende" snepper. Tyske jægere giver

da også både i tale og på tryk udtryk forderes fordømmelse af at anvende hund idenne periode. Vil man sammenligne snep-pejagten i de forskellige lande, må sådanneforhold også tages med i billedet.

Til slut skal endelig fremhæves det lære-rige eksempel, Finland har givet i forbin-delse med spørgsmålet om at afskaffe for-årsjagten på sneppen. — I det svar, FinlandsJägarförbund har sendt på de danske jagt-organisationers henvendelse om at få til-stillet oplysninger angående sneppe jagt,gives bl. a. følgende klare og kraftige ud-talelser:

„Finlands Jägarförbund och landets120.000 jägare motsätter sig enhölligtvårjakt av morkulla. Även i Finland harvår jakten varit en gammal sed, vilkensedan årtionden tillbaka lyckligt utrotatsur jagarenas sinnen. Vi i Finland varkenönskar eller behöver vår jakt och i principmotsätter vi oss fortsättandet av dennejakt även i andra länder.

För undvikande av missförstånd vilja viännu nämna, att ovannämnda icke ärnågon utomståendes utan Jägarförbun-dets styrelses egen syn på saken. Vi hop-pas att förnuftsskälen i denne frågaskulle bli förhärskande bland jägarna äveni de länder, i vilka vår jakten önskatsfortsätta."

Man tør af det finske indlæg drage denkonklusion, at vel har der i Finland tid-ligere været drevet vårjagt på sneppen, menat ophøret af denne jagt ikke har fremkaldtet ubodeligt savn. Tværtimod synes definske jægere nu samlet at hilse forandringensom et gode, der bygger både på fornuft ogetik. De maner da også andre lande til atfølge deres eksempel.

Skal det kommissorium, der er givet jagt-lovskommissionen, og som også pålæggerkommissionen at søge jagttider i Nordenkoordineret, lægges til grund for drøftelserneaf sneppejagten, kommer man næppe udenom, at et forslag, som det her fremførte,skulle kunne bygge bro over de skarpeyderstandpunkter, der er fremsat. Kanproblemet om forårsjagt på skovsneppenfinde en endelig, saglig og internationaltrigtig løsning efter den foreslåede 5-årsperiode, må det hilses med større tilfreds-

m

hed, end om man nu trods de mangler, derkan siges at knytte sig til det i øjeblikketforeliggende grundlag, søger en løsningforceret frem.

8. Tejst.Må betragtes som så sjælden en ynglefugl

her i landet, at den bør være totalfredet.

9. Krage og hus s kade.

Under fastholdelse af det generelle syns-punkt, at dyr, der hører til den naturlige,danske fauna, skal være beskyttet i yngle-tiden, må vi også for krage og husskadefastholde en begrænsning af jagttiden, somvi foreslår til 1. juli —• 30. april, dog såledesat det — i lighed med hvad der er foreslåetfor gråspurve og alliker — skal være tilladtat nedrive reder hele året på steder, hvorfuglene gør væsentlig skade. — Der børmåske i denne forbindelse peges på, atkrage og husskade ikke kan siges at være

skadedyr i almindelig forstand. Det er kuni relation til vildtplejen, at de visse stederkan skabe ulemper af økonomisk karakter,og det er vor opfattelse, at en regulering afde to arters antal må kunne gennemføresuden at gøre disse fugle helt fredlöse.

10. Gift.I forbindelse med krager kan der være

grund til her at præcisere, at undertegnedemå tage stærkt afstand fra anvendelse afgift til bekæmpelse af dyreformer, der kom-mer ind under jagtloven. Brugen af gift tilsådanne formål virker som et ukontrollabelt,oftest stærkt smertevoldende anivningsmid-del og står i stærk kontrast til de bestræbel-ser, der f. eks. gennem dyreværnsloven erudfoldet for at gøre behandlingen af dyr såhuman som muligt. Det er vor opfattelse,at man i fornødent omfang kan opnå envis bestandsregulering ad andre, mere huma-ne veje, såfremt man blot sætter tilstrække-lig energi ind derpå.

R. Spärck. H. M. Thamdrup.

84

JAGTORGANISATIONERNESFÆLLESUDVALGLandsjagtforeningen af 1923Dansk JagtforoningDansk Strandjagtforening

København V, den 3. november 1960.

Bilag 2 d.

Til jagtlovskommissionens underudvalg vedrørende f redningstider.

I det udvalg, der af jagtlovskommissionener nedsat til behandling af fredningstiderne,er der ikke opnået enighed om en fællesindstilling om bl. a. følgende spørgsmål:

A. Forårsjagt på gæs.B. Brug af gift.C. Knopsvanen.D. Fredning af krager og skader.E. Regnspoven.F. Skovsneppen.

og Jagtorganisationernes Fællesudvalg skalderfor tillade sig at fremsende nedenstå-ende indstillinger vedrørende disse spørgs-mål:

Ad A.Efter jægernes opfattelse, der bygger på

rapporter fra de senere år, er bestanden afsåvel knortegæs som kortnæbbet gås ogsædgås i stærk stigning, og der rejses fralandboside meget stærk kritik over denstore skade, de store mængder af gæs for-årsager, dels på græsmarker og dels på for-årssædmarkerne. Som følge heraf, og efterat spørgsmålet har været forelagt på års-møderne i jagtorganisationerne, hvor derhar været udpræget stemning for genind-førelse af en jagttid om foråret for dissegæs, skal man fra fællesudvalgets sidestærkt anbefale, at spørgsmålet om en jagt-tid til den 1. april på ny tages op til behand-ling.

Ad B.Jagtorganisationernes Fællesudvalg må

principielt fastholde giftudlægning som etnødvendigt onde, idet vi er af den opfat-telse, at det mange steder vil være heltumuligt at holde bestanden af krager ogskader nede på et rimeligt niveau udenanvendelse af gift. Men vi er villige til, hvis

man finder frem til anvendelse af bedreegnede gifte end fosforpræparater, at gåover til disse, såfremt de er brugbare udenat medføre fare for mennesker og husdyr ihøjere grad end fosforpræparater. Subsidiærtmå vi forlange som kompensation, hvis gif-ten forbydes, at anvendelse af de såkaldtekragefælder tillades.

Ad C.Jagtorganisationernes Fællesudvalg må

fastholde, at der må tilvejebringes en ord-ning, således at man kan holde bestandenaf knopsvaner på et passende niveau, så denikke direkte volder skade overfor ophjælp-ningen af vor danske andebestand, og manmener, at dette bedst lader sig gøre veden kortere jagttid, eventuelt om foråret,når knopsvanen sætter sig fast på et terrænsom ynglested, men subsidiært efter ind-hentet dispensation. Bestanden af knop-svaner har nu nået en sådan størrelsesorden,at man ikke kan bagatellisere de skader, derforvoldes.

Udvalget er klar over, at konventionenmed Sverige kræver forhandlinger medsvenskerne, hvis det drejer sig om indførelseaf en almindelig jagttid.

Ad D.

maJagtorganisationernes Fællesudvalgaf hensyn til den store fare, disse fugle erfor ophjælpningen af vildtbestanden (specieltagerhøns, fasaner og også harer), og som etuundværligt led i den vildtpleje, som er enufravigelig pligt for jægerne, forlange, atman skal have ret til at bekæmpe disse fuglehelt på linie med bekæmpelse af andre skade-dyr, og man kan derfor ikke gå med til at

85

give dem en fredningstid. Erfaringen viserogså, at selv om man på alle måder og medalle midler bekæmper disse fugle, er der ikkenogen fare for at udrydde disse, man kanblot nå at holde dem nede på et tåleligtniveau.

AdE.Jagt organisationernes Fællesudvalg fast-

holder deres ønske om en jagttid på regn-

spoven fra 16. juli til 31. december og hen-viser i øvrigt til tidligere fremsat motive-ring herfor.

AdF.Jagtorganisationernes Fællesudvalg fast-

holder deres ønske om en jagttid på skov-sneppen fra 24. september til 7. april oghenviser til tidligere fremsat motivering.

K. Schack.Holmboe

eekr.

8(5

Bilag 3.

International konvention til beskyttelse af fugle.

Konventionsudkast til ændring af Pariser-konventionen af 19. marts 1902 (Internatio-nal konvention til beskyttelse af for land-bruget nyttige fugle), godkendt på det iParis den 17. og 18. oktober 1950 afholdtemøde.

De Høje Kontraherende Parter,som er klar over den fare for udryddelse,

der truer visse fuglearter, og som også erbetænkelige ved den foruroligende nedgang iantallet af adskillige arter, i særdeleshedtrækfugle,

og som ud fra videnskabelige, naturfred-ningsmæssige og nationaløkonomiske syns-punkter mener, at alle fugle principieltburde fredes,

er kommet til den konklusion, at der børforetages ændringer i Pariserkonventionen af1902 (International konvention til beskyt-telse af de for landbruget nyttige fugle).Følgende tekst foreslås derfor:

§ 1. Nærværende konvention gælder foralle vildtlevende fugle.

§ 2. De Høje Kontraherende Partermener, at med de i §§ 6 og 7 fastsatte und-tagelser, bør i almindelighed fredes:

(a) alle fugle, i hvert fald i yngletiden, ogderudover trækfugle på den årstid, de vendertilbage til yngleområdet, i særdeleshed imånederne marts, april, maj, juni og juli;

(b) hele året, alle arter, som trues af ud-ryddelse, eller som er af videnskabeliginteresse.

§ 3. Med de i §§ 6 og 7 nævnte undtagel-ser skal det være forbudt i fredningstidenat indføre, udføre, transportere, sælge, ud-byde til salg, købe, give eller opbevarenogensomhelst levende eller død fugl, ellerblot del af en sådan, som er ulovligt dræbteller fanget.

4. Med de i §§ 6 og 7 nævnte undtagel-ser skal det være forbudt i den for en givenart fastlagte fredningstid og især i yngle-tiden at fjerne eller ødelægge reder underbygning eller i brug; endvidere at tage ellerbeskadige, transportere, indføre eller ud-føre, sælge eller udbyde til salg, købe ellerblot ødelægge æggene eller æggeskallerne,såvel som ungekuld af fritlevende fugle.

Disse forbud gælder dog ikke lovligt ind-samlede æg, når de er ledsaget af en attestfor, at de er bestemt til udsætning eller tilvidenskabelige formål, eller hvis de stam-mer fra fugle holdt i fangenskab, og hellerikke — men kun gældende for Holland underhensyntagen til allerede anerkendte, spe-cielle lokale grunde — vibeæg.

§ 5. De Høje Kontraherende Parter for-pligter sig til at forbyde nedenstående meto-der, der kan medføre tilintetgørelse ellertilfangetagelse af et meget stort antalfugle eller påføre dem unødig lidelse. I lande,hvor sådanne metoder i øjeblikket er lov-lige, forpligter de Høje Kontraherende Par-ter sig til efterhånden i lovgivningen at ind-føre bestemmelser, der forbyder eller kon-trollerer brugen af:

a) snarer, limpinde, fælder, kroge, net,giftudlægning, bedøvende midler, blindedelokkefugle;

b) fuglekøjer;c) spejle, fakler eller andet kunstigt lys;d) net eller fiskeruser til at fange søfugle;e) repeter jagtgevær eller automatiske

jagtgeværer, der kan indeholde mere endto haglpatroner;

f) i almindelighed alle andre geværer endsådanne, der kan afskydes fra skulderen;

g) forfølgelse og skydning af fugle framotorbåd på ferske vande og, fra 1. martstil 1. oktober, på territoriale farvande ogkystfarvande;

87

h) anvendelse af motordrevne køretøjereller luftfartøjer til at skyde eller sammen-drive fugle;

i) udsætning af belønning for fangst ellertilintetgørelse af fugle;

j) privilegier til uindskrænket jagt ellerfangst skal underkastes bestemmelser forhele året og ophæves i yngletiden på havet,langs strandbredder og kyster;

k) alle andre metoder til massefangsteller -tilintetgørelse af fugle.

Undtagelser fra denne paragraf er fastsati §§ 6 og 7.

§ 6. Hvis en art i et givet område formenesenten at udgøre en trussel for visse land-brugsprodukter eller husdyr ved den skade,den måtte forvolde på marker, vingårde,haver, frugtplantager, skove, vildt eller fiske-bestande, eller at true en eller flere arter,hvis bevarelse måtte være ønskelig, medudryddelse eller decimering, kan de kompe-tente myndigheder ved særlig tilladelse op-hæve de i §§ 2-5 nævnte forbud for den på-gældende art.

Det skal dog være ulovligt at købe ellersælge fugle dræbt på denne måde ellerføre dem bort fra den ejendom, hvor de erblevet dræbt.

Hvis der i et lands love findes andrebestemmelser, der muliggør en begrænsningaf den skade, som måtte forvoldes af vissefuglearter, men som sikrer de skadevoldendearters fortsatte beståen, kan disse bestem-melser opretholdes af de Høje Kontrahe-rende Parter.

Under hensyn til de erhvervsøkonomiskeforholds særlige betydning for Norge, Sve-rige, Finland og Færøerne kan de dervæ-rende kompetente myndigheder gøre und-tagelser og tillade visse ændringer i nær-værende konventions bestemmelser. I til-fælde af, at Island slutter sig til dennekonvention, skal de forannævnte undtagel-ser om ønskes også gælde her.

Ingen forholdsregler, som træffes i hen-hold til denne paragraf, må føre til en fuld-stændig udryddelse af standfugle eller aftrækfugle.

§ 7. Dispensation fra bestemmelserne inærværende konvention kan meddeles af dekompetente myndigheder, når det sker afhensyn til videnskaben, undervisningen,

genudsætning, opdræt af fuglevildt eller falke-jagt, alt efter de foreliggende omstændig-heder, og idet der tages alle påkrævedeforholdsregler for at hindre misbrug.

De i §§ 3 og 4 anførte bestemmelser an-gående transport gælder ikke for Stor-britannien.

I alle lande skal de i § 3 nævnte forbudikke gælde for fjer af fuglearter, som detifølge loven er tilladt at dræbe i det på-gældende land.

§ 8. De Høje Kontraherende Parter på-tager sig at udfærdige en liste over defugle, det er tilladt at dræbe eller fange i derespektive lande ifølge de i denne konventionfastsatte betingelser.

§ 9. Hvert land har ret til at udfærdigeen liste over de stand- og trækfugle, som måholdes i fangenskab af privatpersoner, ogskal træffe bestemmelse om de tilladte fangst-metoder, såvel som om de forhold, underhvilke fuglene må transporteres og holdes ifangenskab. Hvert land skal give reglerfor handel og træffe alle nødvendige for-holdsregler for at begrænse omfanget af ensådan handel.

§ 10,. De Høje Kontraherende Parterpåtager sig at undersøge og iværksætteforanstaltninger, der er egnede til at fore-bygge tilintetgørelse af fugle som følge afspildolie eller anden vandforurening, ellerpå grund af fyrtårne, elektriske ledninger,insekticider, gift eller af enhver andenårsag.

De vil bestræbe sig på at opdrage børnog offentligheden til at forstå betydningenaf at bevare og beskytte fuglefaunaen.

§ 1 1 . For at råde bod på den som følgeaf menneskets aktivitet hurtige forsvindenaf egnede yngleområder for fuglene vil deHøje Kontraherende Parter øjeblikkeligt ogved alle egnede forholdsregler anspore til ogfremme oprettelse af sø- og landrcservater afpassende størrelse og beliggenhed, hvorfuglene kan yngle og opføde deres unger isikkerhed, og hvor ligeledes trækfugle kanraste og fouragere i fred.

Nærværende konvention skal ratificeres,og den forbliver i kraft imellem alle deunderskrivende stater. I tilfælde af opsigelsefra en af dem vil en sådan kun berøre ved-kommende stat og først et år fra den dag,hvor opsigelsen er meddelt de kontraherendeparter.

Stater, som ikke har underskrevet nær-

værende konvention, skal kunne tilslutte sigden efter anmodning.

De stater, som har tilsluttet sig konventio-nen af marts 1902, men som ikke har rati-ficeret nærværende konvention, forbliverbundet af bestemmelserne i konventionenaf 1902.

88

89

Bilag 4.

Til jagtlovskommissionen.

På jagtlovskommissionens møde lørdagden 17. august 1961 blev jagtrådets for-mand anmodet om sammen med jagtorga-nisationernes repræsentanter i kommis-sionen nærmere at overveje en ændret af-fattelse af jagtlovens § 5.

Det til overvejelse af dette spørgsmålnedsatte underudvalg fik herefter følgendesammensætning:jagtrådsformand, kammerherre, greve Ahle-

feldt-Bille, Fjeliebro pr. Rudme, der harfungeret som formand,

jagtrådsmedlem L. Engsbye, København,som repræsentant for Landsjagtforeningenaf 1923,

skovrider, dr. agro. K. Ladefoged, Marselis-borg skovridergård pr. Århus, som repræ-sentant for Dansk Jagtforening,

Georg Jørgensen, Rønnebærvej 13, Nakskov,som repræsentant for Dansk Strand jagt-forening.Sagkyndig bistand er ydet udvalget af

strand] agtkonsulent Fynboe.Udvalgets sekretariatsforretninger har væ-

ret varetaget af kommissionens sekretærmed bistand af sekretær H. Wulff, land-brugsministeriet.

Som resultat af underudvalgets arbejdeforeligger det som bilag*) til nærværenderedegørelse medfølgende forslag til ændretaffattelse af jagtlovens § 5, der herved ind-stilles til vedtagelse af kommissionen.

Til forslaget skal man knytte følgendebemærkninger:

Udvalget finder, at jagten på søterritorietsom hidtil i princippet bør være fri, samtat det i loven bør præciseres, at den frie jagtkan udøves til daglig højvandslinie, hvilkenlinie efter gældende ret danner grænsenmellem landjorden, der er undergivet særligejendoms- og jagtret, og søterritoriet, hvor-til der kun undtagelsesvis haves særskilterettigheder.

Udvalget har overvejet, i hvilket om-

*) bilag 4 a.

fang jagt på søterritoriet bør kunne ud-øves ved vadning, og er kommet til detresultat, at udøvelse af jagt ved vadning ialmindelighed bør være forbudt. Det erudvalgets opfattelse, at dette forbud ogsåbør omfatte den jagtberettigede til kyst-strækningen, da adgangen til jagt på sø-territoriet bør være ens for alle jægere imodsætning til den nuværende retstilstand,hvorefter det i jagtlovens § 5 indeholdteforbud mod jagt ved vadning ud for kystenikke antages at omfatte den jagtberettigedetil den pågældende kyststrækning. Fra disseregler må man dog mene, at følgende til-fælde bør undtages:

For det første bør forbudet mod jagt vedvadning ikke komme til anvendelse, hvordet drejer sig om lavvandede områder, derer adskilt fra kysten — herunder fra øer ogholme, der er undergivet ejendomsret, —ved så dybt vand, f. eks. en sejlrende, atder selv ikke ved lavvande kan vades dertil.

Det foreslås derfor, at jagt ved vadningkun skal være tilladt på områder, der tilenhver tid alene kan nås med båd, hvor-ved bemærkes, at man i denne forbindelsehar ment at kunne se bort fra befordring pr.fly. Jagt ved vadning vil derimod ikkevære tilladt på områder, som man er sejlettil ved højvande eller daglig vandstand,hvis det er muligt at vade til de pågældendeområder ved lavvande.

Dernæst vil det efter udvalgets opfattelsevære rettest at søge lovfæstet gældenderetspraksis, hvorefter det er tilladt vedvadning at sætte sig i besiddelse af lovligtskudt vildt, der falder på områder af sø-territoriet, hvor jagt ved vadning i øvrigter forbudt, dog under forudsætning af, atskydevåben ikke medbringes. Under til-svarende omstændigheder må en jagtberet-tiget til en kyststrækning afhente vildt,der er skudt fra hans jagtgrund.

Udvalget finder det endeligt rimeligt, at

90

den jagtberettigede til kyststrækningentrods vadejagtsforbudet får adgang til udenmedbringelse af skydevåben at afdrive depå søterritoriet værende rør- og sivbevoks-ninger for vildt, når bevoksningen ligger iforbindelse med hans jagtgrund.

Der er i udvalget enighed om, at jagt fraskydetønder, kasser, stativer m. v. børsidestilles med jagt ved vadning, såledesat disse former for jagtudøvelse kun måfinde sted på de ovenfor nævnte lavvandedeområder, hvor jagt ved vadning er tilladt.Det samme bør gælde jagt fra båd, derberører havbunden. Det påhviler derforjægeren — uanset at det vil være tilladtat udøve jagt ind mod kysten til daglighøjvandslinie — at iagttage, at der ikkeunder sejladsen indtræder lavvande, såle-des at båden ikke ilyder, idet den pågæl-dende i så fald vil gøre sig skyldig i over-trædelse af vadejagtsforbudet.

Efter udvalgets opfattelse bør der ikkevære adgang til at færdes med skydevåbenved vadning på søterritoriet — bortset fraovennævnte lavvandede områder. Imid-lertid vil fartøjer, der agtes benyttet underjagten, ofte ikke va?re fortøjet på kysten,men opankret på søterritoriet, og oven-nævnte regler foreslås derfor suppleret meden bestemmelse om, at vadning med uladtskydevåben alene er tilladt ad den kortestevej mellem et fartøj, der er eller agtes an-vendt til befordring eller jagt, og den nær-meste kyststrækning, hvor den pågældendekan udøve jagt eller færdes med skyde-våben. På lignende måde må den jagt-berettigede til en ved kysten beliggendeejendom og de under denne matrikulerede

øer eller holme kunne færdes mellem ejen-dommen og de pågældende øer eller holme.

Udvalgets forslag kan sammenfattes såle-des, at den nordiske statsborgere indrøm-mede adgang til fri jagt på søterritorietkan udøves indtil daglig højvandslinie frabåd, der ikke berører havbunden. Jagt vedvadning samt fra skydetønder m. m. ogfra båd, der berører havbunden, må der-imod alene finde sted på områder, der selvved lavvande kun kan nås ved båd og ikke vedvadning, og der bør i denne henseende ikkegøres forskel på den jagtberettigede tilkysten og andre jægere. Dog skal det væretilladt ved vadning, når skydevåben ikkemedbringes, at afhente lovligt skudt vildtog afdrive visse rør- og sivbevoksninger.Uden for områder, hvor vadejagt er tilladt,bør det endvidere være forbudt at færdesved vadning med skydevåben — dog bort-set fra tilfælde, hvor den pågældende vadermed uladt skydevåben til og fra et ud forkysten beliggende fartøj.

Selv om man således må være af denopfattelse, at vadning med skydevåben,der ikke er led i jagtudøvelse, principieltbør være forbudt, vil man dog ikke findedet urimeligt, om jagtlovens § 37 blevsuppleret med en bestemmelse gående udpå, at strafansvar efter § 5, for så vidt detalene drejer sig om vadning med uladtskydevåben på søterritoriet, ikke ifaldes,når det af sagens samtlige omstændighederfremgår, at skydevåbnet ikke er medtagetmed henblik på at udøve jagt på søterri-toriet eller på den tilstødende kyststræk-ning.

Kalø, den 12. februar 1962.

L. Engsbye

G. Ahlefeldt-Billeformand

Georg Jørgensen K. Ladefoged

H. Bloch-Nielsen

91

Bilag 4 a.

Udkast til ny formulering af jagtlovens § 5.

§ 5. Det står enhver, der har dansk,finsk, islandsk, norsk eller svensk indfødsret,frit for at udøve jagt på havet og i fjorde ogvige, undtagen hvor disse er privates ejen-domsret undergivet, eller jagten samme-steds fra ældre tider har været betragtetsom tilkommende den eller de jagtberetti-gede på de tilgrænsende landstrækninger.Den frie jagt må udøves indtil daglig høj-vandslinie.

Stk. 2. Ved vadning må den i stk. 1 om-handlede frie jagt kun udøves på områder,der til enhver tid alene kan nås med båd.Jagt udøvet fra båd, når denne berørerhavbunden, samt jagt fra skydetønder,kasser, stativer eller lignende må ligeledeskun foregå på de nævnte områder.

Stk. 3. Vadning er tilladt med uladtskydevåben fra kysten til et ud for denneliggende fartøj, når den pågældende agterat lade sig befordre med fartøjet eller drivejagt derfra, ligesom vadning med uladt

skydevåben er tilladt fra et således benyt-tet fartøj til kysten. Det er dog en betingelse,at vadning sker ad den korteste vej mellemfartøjet og den nærmeste kyststrækning,hvor den pågældende lovligt kan udøvejagt eller færdes med skydevåben.

Stk. 4. Det er tilladt ved vadning at sættesig i besiddelse af lovligt skudt vildt, selvom det falder på områder af søterritoriet,hvor jagt ved vadning ifølge stk. 2 er for-budt; dog må der herunder ikke medføresskydevåben.

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i stk. 2,1. pkt., er det tilladt den jagtberettigedetil en kyststrækning at afdrive for vildt depå søterritoriet værende rør- og sivbevoks-ninger, der ligger i forbindelse med hansjagtgrund. Skydevåben må ikke medbringesved afdrivningen.

Stk. 6. På søterritoriet er det forbudt atnedlægge kronvildt, dåvildt, sikavildt, rå-vildt, mufloner og harer.

92

JAGTLOVSKOMMISSIONENS UNDERUDVALGVEDRØRENDE JAGTPRØVEN

København K, den 20. oktober 1964.

Bilag 5.

Til Jagtlovskommissionen.

På jagtlovskommissionens møde den 22.marts 1960 blev det vedtaget at nedsætteet underudvalg med den opgave at overvejeet fra jagtorganisationernes fællesudvalgmodtaget forslag om, at der i den kommendejagtlov søges optaget en bestemmelse, hvor-efter enhver forud for erhvervelse af sitførste jagttegn skal aflægge en jagtprøve.

Til medlemmer af udvalget udpegedeskontorchef i landbrugsministeriet, nu admi-

nistrationschef i statens jordlovsudvalgN. Wermuth (formand),

jagtrådsformand, kammerherre, greve Ahle-feUt-Bille,

jagtrådsmedlem L. Engsbye,afdelingsleder ved Vildtbiologisk Station, nu

museumsinspektør ved Jagt- og Skovbrugs-museet, dr. phil. K. Paludnn.I udvalgets arbejde har endvidere del-

taget Dansk Jagtforening og Dansk Strand-jagtforenings repræsentanter i kommissio-nen.

Udvalgets sekretariatsforretninger har væ-ret varetaget af kommissionens sekretær medbistand af sekretær P. Nørby Jensen, land-brugsministeriet.

Udvalget har afholdt en række møder ogherudover haft drøftelser med repræsen-tanter for justitsministeriet, politiet og po)i-tiets organisationer med henblik på under-søgelse af mulighederne for politiets med-virken ved ordningen og dennes nærmeregennemførelse i praksis.

I.

Spørgsmålet om tilvejebringelse af enjagtprøveordning er som anført rejst afjagtorganisationernes fællesudvalg, og jagt-organisationernes forslag har fortrinsvisværet motiveret ud fra sikkerhedsmæssigegrunde.

Jagten i Danmark har i de senere årnæsten hvert år krævet dødsfald, og der

har herudover måttet konstateres etbetydeligt antal jagtulykker med alvor-ligere grader af invaliditet til følge, her-under total blindhed, tab eller læsion aføje, mistet førlighed og kraniebrud, for-uden alvorlige skader på husdyr (hundem. v.) og andre tingskader.

På grundlag af de af Dansk JagtforsikringA/S behandlede skadesager kan konstateres,at mangelfuld geværbetjening, herunderuforsigtighed under sikring og afsikring,samt anvendelse af defekte våben og patro-ner ofte har haft meningsløse jagtuheld tilfølge, ligesom det fremgår, at der ikke ertilstrækkeligt kendskab til eller respekt forde sikkerhedsregler, der må iagttages underanvendelse af våben, således som detteisær er påkrævet under jagt, hvor flere er ifølge eller hvor andre må antages at færdes.

Underudvalget må under indtryk herafvære enig med jagtorganisationerne i, at etjagtgevær i ukyndige hænder må anses forat være et så farligt våben, at det af sam-fundsmæssige grunde er påkrævet, at per-soner, der ønsker at bruge disse våben tiljagtudøvelse, forinden dokumenterer, at dehar kendskab såvel til jagtvåbens konstruk-tion som til deres praktiske brug, og at dekender de elementære forsigtighedsregler,der bør iagttages. Et sådant kendskab måogså anses for at være af stor betydning forden humanest mulige jagtudøvelse.

Endvidere må man være enig med jagt-organisationerne i, at det må være natur-ligt tillige at kræve godtgjort, at den kom-mende jagtudøver har et mere almindeligtkendskab til forhold af betydning for denpraktiske jagtudøvelse, hvorved man sær-lig må lægge vægt på, at den pågældendehar tilstrækkeligt kendskab til den danskefauna, herunder hvilke dyr og fugle der måjages og til hvilke tider.

Underudvalget har derfor kunnet til-slutte sig forslaget om indførelse af en jagt-

93

prøve som betingelse for erhvervelse af detførste jagttegn.

Der er inden for underudvalget enighedom, at en sådan ordning kun skal omfattenye jagttegnsløsere, d. v. s. jagttegnsløsere,som ved den nye jagtlovs ikrafttræden ikketidligere har haft jagttegn, medens prøveikke bør kræves aflagt af personer, der harhaft adgang til at udøve jagt under denbestående jagtlov.

Der løses årligt ca. 100.000 jagttegn, ogdet antages, at godt 10 pct. af jagttegns-løserne ikke tidligere har haft jagttegn.Det må på dette grundlag forudses, at enjagtprøveordning må tilrettelægges medhenblik på aflæggelse af op til ca. 10.000prøver årligt.

II. Ordningens udformning.

Fra jagtorganisationernes side er vedforslagets fremsættelse blevet lagt megenvægt på en udformning af ordningen, dersikrede, at prøverne kunne afvikles underbetryggende former, og organisationernesforslag gik da også ud på, at ordningenburde tilrettelægges således, at prøverneblev aflagt under politiets medvirken.

Allerede under de indledende forhand-linger med repræsentanter for politimyndig-hederne blev det imidlertid fremhævet, atpolitistyrkens nuværende størrelse ikke til-lod en sådan forøgelse af arbejdsbyrden,og at det måtte anses for yderst tvivlsomt,om bevillingsmyndighedernes tilslutningkunne opnås til en udvidelse af politistyrkenmed henblik på afholdelse af de pågældendeprøver inden for tjenestetiden.

Underudvalget fandt herefter at måtteundersøge mulighederne for at etablere enordning, hvorefter prøverne afholdes afsærlige, efter indstilling af politimestrene(politidirektøren) i de enkelte kredse ud-pegede politimænd som en slags frivilligtarbejde, og efter at have drøftet spørgs-målet bl. a. med repræsentanter for justits-ministeriet, politimesterforeningen og DanskPolitiforbund har man opnået principieltilslutning til en ordning tilrettelagt efterdisse retningslinier.

Ordningen tænkes herefter i hovedtræk-kene opbygget således:

J agtpr øveinstitutionen henlægges underlandbrugsministeriet, der beskikker de poli-

timænd, der efter indstilling af de overord-nede politimyndigheder (rigspolitichefen ogvedkommende politimester) udpeges til sag-kyndige.

Der udfærdiges af landbrugsministerennærmere regler for ordningens gennemførel-se, herunder med hensyn til hvilke krav, dervil være at stille til jagttegnsløserne, prøvenspraktiske gennemførelse, klageadgang, ge-byrfastsættelse m. v.

Hvervet som sagkyndig udøves uden for denpågældende politimands tjenestetid. Ord-ningen søges tilrettelagt således, at den en-kelte sagkyndige højst kommer til at afholde100 prøver pr. år.

Med ca. 10.000 prøver årligt vil det anta-geligt vise sig nødvendigt, at der i størrepolitikredse udpeges 2-3 sagkyndige til atforestå prøverne eller i alt 100-120 sag-kyndige for hele landet.

Uddannelse af de sagkyndige.Som led i bestræbelserne på at gennem-

føre en ensartet afvikling af prøverne og enensartet bedømmelse af jagttegnsaspiran-terne skønnes det hensigtsmæssigt, at dergennemføres instruktionskurser for de politi-folk, der ved ordningens start foreslås somsagkyndige, med henblik på supplement afderes jagtlige viden og instruktion i prøvensformål og gennemførelse. Rekrutteringenforventes herefter at kunne ske ved selv-rekruttering i de enkelte politikredse.

Kurserne tænkes afholdt på Kalø jagt-gård ved Rønde og nærmere tilrettelagt isamarbejde med jagtrådet og jagtkonsulent-væsenet.

Aflønning.Der er i udvalget enighed om, at veder-

læggelsen af den sagkyndige bør ske i formaf en slags entrepriseordning, hvorefter heleprøvegebyret tilkommer den sagkyndigeog således, at denne ikke herudover harkrav på dækning af udgifter i forbindelsemed hvervet.

Fastsættelse af prøvegebyret vil til sintid finde sted i samråd med finansministe-riet og efter forhandling med politiets orga-nisationer.

Formidlingen af jagtprøverne.Allerede efter den bestående ordning ind-

gives begæring om jagttegn til politiet, som

94

mod et vederlag på 1 kr. (der afholdes afjagttegnsgebyret) udfærdiger jagttegnet, så-fremt vilkårene for opnåelse af dette er op-fyldt, jfr. herved jagtlovens § 14, litra b og c.

Efter nyordningen vil denne bedømmelseaf, hvorvidt jagttegn kan udfærdiges, kom-me til at omfatte en afgørelse af, om denpågældende først skal aflægge jagtprøve,hvilket som hovedregel vil være tilfældet,såfremt den jagttegnssøgende ikke kandokumentere tidligere jagttegn.

Indbetalingen af prøvegebyret vil nor-malt kunne ske til politikontoret, somligeledes henviser jagttegnssogeren til denpågældende sagkyndige og efter at havemodtaget meddelelse om, at prøven erbestået, udfærdiger jagttegnet. Samtidigfrigives gebyret til udbetaling til den sag-kyndige.

Prøven.Den enkelte prove tænkes opdelt i en

teoretisk overhøring (mundtlig) og en prak-tisk prøve af en anslået varighed på højstca. 14 time i alt.

De nærmere regler for prøvens afviklingpåregnes udformet efter afholdelsen af in-struktionskurserne for de sagkyndige påKalo, således at der tages hensyn til de her-ved indvundne erfaringer.

I overensstemmelse med prøveordningenssigte er det hensigten, at det ved denteoretiske overhøring skal kunne konstateres,om ansøgeren har tilfredsstillende kendskabtil de bestemmelser i lovgivningen, der ved-rører den egentlige jagtudøvelse, og om hanhar den til udøvelse af forsvarlig jagt her-udover fornødne viden vedrørende jagtligeforhold.

Der må således efter underudvalgets op-fattelse lægges vægt på:

Nøje kendskab til de almindelige jagtbarevildtarter samt et rimeligt kendskab tilsjældnere vildtarter og forvekslingsmulig-hederne med fredet vildt.

Kendskab til jagtvåben, navnlig dissesrækkevidde, effektivitet, farlighed og ved-ligeholdelse.

Kendskab til bestemmelserne i jagtlovenvedrørende den praktiske jagtudøvelse, her-under især bestemmelserne om, hvem derhar jagtret, hvor færden med bøsse og hunder lovlig, jagttider for de almindelige jagt-

bare vildtarter og bestemmelserne vedrøren-de tilladte våben over for forskellige vildt-arter.

Herudover må kræves et vist kendskabtil bestemmelserne i lov om værn for dyrog våbenloven.

Det vil efter udvalgets opfattelse værehensigtsmæssigt, om der udarbejdes og pub-liceres standardspørgsmål til brug ved denteoretiske overhøring, dels til støtte for densagkyndige i fastlæggelsen af sværhedsgra-den, men også for at ansøgerne på forhåndhar adgang til at gøre sig bekendt med dekrav, der stilles. I forbindelse hermed vildet formentlig være hensigtsmæssigt, om enkortfattet lærebog blev udarbejdet.

Den praktiske prøves hovedformål er atgive mulighed for at konstatere, om denjagttegnssøgende er i stand til at færdespå betryggende måde med et våben underjagtmæssige forhold.

Det til prøvens afvikling fornødne terrænstilles til rådighed for den sagkyndige gen-nem jagtorganisationerne, eventuelt ved delokale jagtforeningers bistand.

Ansøgeren vil under en gennemgang afterrænet med vekslende hindringer få lej-lighed til at vise, om han er i stand til atbære og håndtere sit våben og under til-rettelagte jagtsituationer med föregivetskudafgivelse — herunder situationer, hvorskudafgivelse vil rumme fare, — få lejlighedtil at godtgøre, om han er klar over de for-sigtighedsregler, der bør iagttages underfærden med ladt våben, specielt de særligeforsigtighedsregler ved skudafgivelse. End-videre vil han få lejlighed til at vise, omhan er klar over, inden for hvilke afstandedet er forsvarligt at afgive skud til de for-skellige vildtarter.

Prøven påregnes endeligt at skulle omfatteen egentlig skydeprove, hvor det dog ikke ertanken, at der skal tillægges antallet aftræffere nogen betydning, men kun skebedømmelse af den pågældendes behandlingaf bøssen.

Administration.Det vil formentlig være hensigtsmæssigt

at lade nedsætte et særligt sagkyndigt ud-valg til at bistå landbrugsministeriet underordningens etablering. Når startvanskelig-hederne er overstået, påregnes dette udvalgs

95

opgaver — herunder som rådgivende klage-organ — at kunne overgå til jagtrådet.

Spørgsmålet om forsikrings-dækning.

De sagkyndige vil ved tilskadekomstunder virksomhed ved jagtprøveordningenvære dækket af statens ulykkesforsikring.Ansvar for skade ved skydning, forvoldt afden jagttegnssøgende, der er oppe tilprøve, vil det være rimeligt at lade dækkeaf den i jagtlovens § 14 omhandlede forsik-ring ved ændring af denne forsikrings ved-tægter. De forsikringsmæssige spørgsmålvedrørende jagtprøveordningen påregnes ta-get op til forhandling med de respektivemyndigheder, herunder Dansk Jagtforsik-ring A/S.

Udgift.Det tilstræbes, at prøveordningen udgifts-

mæssigt kommer til at hvile i sig selv, ogsåledes som ordningen foreslås tilrettelagt,vil den ikke nødvendiggøre opbygningen afnoget egentligt administrationsapparat.

Som det fremgår af det foran om afløn-ningen af de sagkyndige anførte, vederlæg-ges disse af prøvegebyret og har ikke her-udover krav på dækning af udgifter forbun-det med hvervet. Den ganske enkle regn-skabsføring vedrørende prøvegebyrerne fore-tages over politiets kassevæsen, således atbeløbene af statsbogholderiet på grundlagaf politimesterembedernes månedlige regn-skabsoversigter adviseres landbrugsministe-riet ad finanslovkonto § 25.3. Jagtfonden.

Det til prøveaflæggelsen fornødne under-visningsmateriale i form af plancher, stan-dardspørgsmål, lerduer m. v. må dog til-vejebringes og stilles til rådighed for densagkyndige af jagtfonden,ligesom fonden måtilvejebringe de fornødne ansøgningsblan-ketter, autoriserede prøvejournaler m. v.

Endvidere vil der ved ordningens startblive en større udgift til afholdelsen af deforan omhandlede uddannelseskurser for desagkyndige.

Da deltagerne i disse kurser ikke harnogen garanti for at blive antaget somsagkyndige, kan det efter udvalgets opfat-telse ikke pålægges deltagerne selv at bærede med deltagelse forbundne udgifter ogudgifterne til lærerkræfter, materialer m. v.,og denne engangsudgift foreslås derfor —bortset fra rejseudgifter til og fra uddan-nelsesstedet — afholdt af jagtfonden.

Ikrafttræden ni. v.

Under hensyn til de nødvendige forbe-redelser til jagtprøveordningens gennem-førelse, herunder uddannelsen af de sag-kyndige, udformningen af regler for prøve-aflæggelsen, publicering af prøvekrav m. v.,foreslås det i jagtloven fastsat, at jagt-prøveordningen sættes i kraft efter land-brugsministerens nærmere bestemmelse.

III.Underudvalget er nået til den opfattelse,

at en jagtprøveordning efter de foran underafsnit II omhandlede almindelige retnings-linier bør søges gennemført, og man skalderfor indstille, at der i den kommendejagtlov søges optaget bestemmelser gåendeud på, at enhver forud for erhvervelsen afsit første jagttegn ved at aflægge og beståen prøve skal godtgøre at have praktiskfærdighed i betjeningen af jagtvåben samtfornødent kendskab til gældende jagt- ogfredningsbestemmelser, således at de nær-mere regler om jagtprøven og gebyrerneherfor fastsættes af landbrugsministeren.

P. U. V.

N. WermuthH. Bloch-Nielsen

96

VILDTBIOLOGISK STATIONKalø pr. Rønde.

Den 19. oktober 1960.

Bilag 6.

Til J agtlovskommissionen, sekretariatet, landbrugsministeriet,Slotsholmsgade 10, København K.

I anledning af Jagtlovskommissionensskrivelse af 30. maj 1960 vedrørende typeraf kassefælder anvendelig til fangst af dedanske arter af væselgruppen samt eventuelthusmår skal bemærkes, at der findes et stortantal typer.

Princippet er en aflang kasse med åb-ning, enten i den ene eller i begge ender.Når de omtalte dyr kommer ind i fælden,lukkes fældens åbninger, og dyrene er fangeti uskadt tilstand.

Når det drejer sig om fangst af væsel-gruppens arter (brud, lækat, ilder, mink)anvendes meget ofte en kassefælde udenmadding. Fældens placering spiller her enafgørende rolle, idet den anbringes langs ethegn i en stendynge eller lignende, d. v. s.fangeren finder et sted, hvor de nævnte dyrfærdes, og benytter sig af, at dyrene har ennaturlig tilbøjelighed til at passere igennemet hul, rør eller kanal. Når dyrene passererigennem fælden, træder de på eller berøreren lukkeanordning, som lukker fældensåbninger. Lukkelemmen kan være en lodret-stående eller skråtstillet lem, som lukker ogfastlåser. Velkendt er små kassefælder tillækattefangst, som almindeligvis har enindgangsåbning på 8 X 5 cm. Rigtig placeretvil lækat eller brud prøve at gå igennemdisse, idet der modsat indgangsåbningen eret trådgitter. For at komme igennem fældenskal lækat eller brud bevæge sig op ad etskråtstillet bræt, som er fastgjort med envandret akse midt i fælden. Når lækat (ellerbrud) har passeret den vandrette akse, vilbrættet eller vippen blive trykket ned afdyrets vægt. Vippen lukker derved indgangs-åbningen, og en lukkeanordning hindrer, atvippen kan gå tilbage i den oprindelige stil-ling. Afstanden mellem vippen over balance-aksen og fældens loft er kun ca. 5 cm. Selvefældens indgangsåbning er derfor meget

større, end dyret behøver, men er nødvendigfor vippens bevægelse.

Fælden er ret meget anvendt og virkeråbenbart efter sin hensigt, idet det er yderstsjældent, at andre dyr, f. eks. ilder, fanges.Her spiller det sikkert også ind, at helefælden er meget kort (25 cm fra vippensbalanceakse til trådgitter) og vel også, atden faktiske indgangsåbning (højde overvippen) virker afskrækkende, selv om ensådan åbning ellers kan passeres af ilder ogmink.

Kassefælder enten med vippe eller andenlukkeanordning af noget større format egnersig til fangst af ilder og mink, f. eks. kasse-længde 1,03 m, indgangsåbning 10x8,5 cm,og højde over vippen 8 cm. Disse mål refe-rerer til en fælde, der for tiden er i handelen.

Husmår kan også gå ind i disse fælder,såfremt kun indgangsåbningens størrelse erafgørende, idet ilder og mår overlapper hin-anden i størrelse (voksne dyr). Her må derimidlertid være forskel på ilder og mårsvaner, idet mår normalt ikke går i kasse-fælder uden lokkemad.

Den omtalte ilder-mink vippefælde kanforsynes med madding, men dette er uhen-sigtsmæssigt. Lokkemaden er vanskelig atanbringe, og det fangede dyr vanskeligt atudtage. I øvrigt kan man ikke se et fangetdyr i fælden.

Det forekommer os, efter hvad vi harerfaret, at det må være muligt at fange destørre dyr (ilder og mår), når der anvendesen kassefælde af størrelse indtil %-l m'slængde og indgangsåbning på ca. 20 x 30 cm,med den ene ende tilgitret (for at kunne seet fanget dyr).

Det bør måske bemærkes, at stationen eri besiddelse af en meget raffineret kassefældefra Sverige. Den har tilsyneladende flerefordele. Især er det iøjnefaldende, at den

97

har dobbelt loft. Det øverste af træ kanlukkes op som et låg — det næste er aftrådnet, der i øvrigt også kan åbnes, d. v. s.det er let at anbringe madding. Man kan,hvis fældens indgangsåbning er lukket, åbnedet øverste låg og ned gennem trådvævet sedet eventuelt fangede dyr. Fælden har ikkeværet prøvet i praksis her i landet og eregentlig en svensk minkfælde.

Jeg vil foreslå, at de af Jagtlovskommis-sionens medlemmer, der besøger Kalø inærmeste fremtid, beser fælden her. I øvrigtvil denne svenske fælde være omfattet afomtalen af fælder med indgangsåbning indtil20x30 cm og længde på %-l m.

Konklusion:Lækat (og brud) kan fanges i for tiden lov-

lige og gængse små kassefælder.

Ilder og mink kan fanges i tilsvarende fælder,blot med større dimensioner.

Husmår er utilbøjelig til at gå i kassefælder,men vil kunne fanges, når fælden forsynesmed lokkemad. Det forekommer os, atmår lettere fanges i fælder med stor ind-gangsåbning. Der er her nævnt indgangs-åbning på højst 30 cm. Det vil værebetænkeligt ikke at sætte nogen grænse,idet man ellers kan tænke sig, at fælde-byggeri kan udarte så meget, at storefælder, som f. eks. kan fange hunde, byg-ges, og dette vil ganske givet være uhel-digt. *

Man vil ikke kunne undgå, at andre dyre-arter som pindsvin, skovmår, egern samtstørre dyrs unger lejlighedsvis går i fælderne.

Ærbødigst

Johs. Andersen

98

VILDTBIOLOGISK STATION

Kalø pr. Rønde.Bilag 7.

Kragefælde.

Til fangst af krager og skader findes forskellige typer fælder, hvoraf norsk krage-fælde er den mest kendte.

Konstruktionen fremgår af nedenstående tegning.

A. Trådrammer.B. Stige. Afstanden mellem pindene er på midten ca. 20 cm og i enderne ca. 7 cm.

Stigens bredde er 28 cm.C. Lem for udtagning af de fangede fugle.D. Trådvæv 2" maskevidde.

I fælden anvendes lokkemad og lokkefugle.Fælden fanger fuglene levende.

VILDTBIOLOGISK STATION

Kalø pr, Rønde.Bilag 8.

tegning.

Høgefælde.

Til fangst af rovfugle kan anvendes fælder af konstruktion som nedenstående

A. Bevægelige trærammer med trådvæv.B. Stillepind.C. Spiralfjeder.D. Udskæringer i den bevægelige træramme (for stillepinden).E. Hængsler.F. Fast trådramme.G. Bund af trådvæv.H. Trådvæv 2" masker.I. Trådvæv %" masker.J. Fangstruse for rovfuglen.K. Rum til lokkefugle.

På tegningen er fælden lukket. Klar til fangst står de to bevægelige sider (A)lodret, holdt på plads af stillepinden. I det nederste bur (K) anbringes tamduer eller lign.

Forsøger rovfuglen at slå disse duer, vil den røre ved stillepinden, hvorved fældenudløses.

Fuglene fanges levende.

100

DIREKTORATET FOR STATSSKOVBRUGET

Frederiksgade 19 - Kobenhavn K.

24. juli 1964.

Bilag 9.

Til landbrugsministeriet.

Jagtlov - skydning fra motorvogn.Skovdirektoratet har bragt i erfaring, at

der i den siddende jagtlovskommission skalvære stemning for i jagtloven at indføre enbestemmelse, som udelukker jagt fra motor-vogn. Baggrunden for en sådan stemning ermuligvis at søge i tilfælde af forfølgelse afvildt med traktor eller jeep samt formentligi nugældende jagtlovs § 27, der rummer et

- dog begrænset — forbud mod jagt framotorbåd eller andet maskindrevet fartøjpå andet dyr end sæl.

Ved overvejelse om sådanne bestemmel-ser kan anlægges betragtninger af forskelligart: sportslige, etiske, politimæssige, faunis-tiske og økonomiske.

Sportslige betragtninger unddrager sigofte en logisk vurdering. De indeholderofte ideer om at ,.give vildtet en chance"samtidig med benyttelse af langtrækkendeog hårdtslående våben. Desuden bør vel denindividuelle sportslige præstation bedømmesforskelligt, alt efter om udøveren har fuldeller af den ene eller anden grund nedsatførlighed. Sportslige betragtninger synesderfor uegnede som grundlag for lovgivning.

Den etiske tankegang må vel gå ud påat skade vildtet mindst muligt, om end detdræbes (den ultimative skade), altså atdræbe det på en sådan måde, at det lidermindst mulig angst og smerte. I så henseendeer det direktoratets opfattelse, at i alt faldvisse former for jagt fra motorkøretøj, f. eks.pürseh af hjorte vildt fra motorvogn, range-rer etisk højt, fordi dyret ofte næppe ænserbilen eller aner faren, inden det rammes afkuglen, som er afgivet præcist på grund afmuligheden for anlæg og derfor dræberøjeblikkeligt. Almindelig anerkendt jagt medhagl, f. eks. på klap- eller stø ver jagter, vol-der således oftest vildtet mere angst ogsmerte, fordi det skræmmes og skydesupræcist.

Man kan muligvis tale om uetisk handle-måde over for nabojægere ved en over-dreven beskydning fra motorkøretøj, f. eks.traktor, men en sådan kan vel gennemføresogså på anden måde og synes i hvert faldved skovjagt ikke at spille større rolle.

Hvad angår den politimæssige side kandet måske tænkes, at man mindsker kryb-skyttens chance ved at hindre ham i atskyde fra bil, d. v. s. dels mindsker selvehans mulighed for at komme vildtet nær.dels hans mulighed for hastig flugt. Sombestyrer af jagt over en stor del af Dan-mark er det dog ikke direktoratets erfaring,at der vil kunne vindes meget herved.

Faunistisk må man formentlig læggevægt på, at ingen naturligt forekommendedyreart udryddes eller decimeres. Det anta-ges imidlertid almindeligt, at Danmark errigere nu til dags på et stort antal jagtbaredyrearter end tidligere — således også påråvildt, der vel er en af de dyrearter, derhyppigst har været genstand for jagt frabil. Skovdirektoratet kender ingen eksemplerpå en faunistisk truende rovdrift ved jagtfra motorkøretøj.

Det er klart, at vildt kan være en økono-misk trussel mod jordbruget. Det kan derforfor jordbrugeren være nødvendigt at holdevildtet nede og da på en økonomisk ogtidsmæssigt overkommelig måde. Stats-skovbruget kender meget vel dette problem,selv om man tolererer en ret stor stand afdet naturligt forekommende vildt. Særligtgrelt tegner det sig med det oprindeligtjapanske sikavildt, som er skadevoldende,men overordentligt vanskeligt at komme påskudhold. Når råvildtbestanden i en skovskal beskydes på en rigtig og forsvarligmåde, kan imidlertid også dette være sær-deles tidskrævende, ikke mindst i plantager.Omend den meste jagt foregår til fods, villedet derfor set med statsskovbrugets øjnevære et tilbageskridt at blive afskåret fra

101

muligheden for at beskyde især det klov-bærende vildt fra motorkøretøj.

Da der ved de oven for anførte betragt-ninger desuden ikke ses at kunne vindesvæsentligt, skal direktoratet tillade sig at

indstille, at muligheden for jagt fra motor-køretøj opretholdes, subsidiært at den op-retholdes for klovbærende vildt.

Genpart af nærværende skrivelse ved-lægges.

H. Frølund.

Tilstilles Jagtlovskommissionen til orientering.

Poul Petersen.

Landbrugsministeriet, den 14. august 1964.

P.M.V.E. B.

K. Barnekow.

102

Til Jagtlovskommissionen. Bilag 10.

Angående støvere og støverjagtens placering i den kommende nye jagtlov.

Indledning og definition.

Siden jagtloven af 1931 blev gældende,er der i Jylland opvokset flere og størreplantageområder, der igen har bevirket, atjagten med støvere er blevet mere og mereudbredt, således at denne jagtform i dagtæller adskillige tusinde jægere.

De hunde, der anvendes til denne jagt, ergennemgående lavbenede og ikke så hurtig-gående, især den forholdsvis nye jagthunde-race: S trelluf støveren, dog kan visse spanielsog gravhunde bruges, men heller ikke dissehunde er hurtigtgående. Støver jagten formersig på den måde, at hunden søger ud, rejservildt og følger det på sporet med høj uaf-brudt halsen. Da strellufstøveren som førnævnt er langsomtgående, bliver vildtetikke skræmt, og man kan ofte under drevetiagttage, at dette standser op og sikrer, ind-til den halsende hund er inde på ganskekort hold, hvorefter det roligt fortsætter.Jagten kan drives af en enkelt jæger, oftereaf tre-fire stykker, men kan også drives somselskabsjagt med flere deltagere; thi selvom der er flere, har vildtet altid en chance,da man skal være lynhurtig for at fælde detpå de i reglen smalle spor og brandbælter;eventuelt anskudt vildt vil hurtigt bliveindhentet af hundene, og jægeren vil straksvære fremme og give fangst, vejledet afhundenes halsen. Allerede i 1929 dannedestøverjægerne deres egen forening: DanskStøverklub, og ikke mindst de senere år harder været et nært samarbejde med de øvrigeskandinaviske landes støverklubber. Der erudvekslet gode avls- og brugshunde, såledesat vi også nu på dansk grund har særdelesfine støvere. Dansk støverklub er klar over,at der kan nævnes tilfælde på, at støver-jagt er ble ven misbrugt, således ved anven-delse af for mange og for høj benede hundeog især ved, at støvere er sluppet løs i

ganske små områder, grænsende op til,eller i umiddelbar nærhed af større planta-ger eller skove, hvor jagtretten er på andrehænder, og hvor støverne hurtigt er løbetind, rejst vildt der og drevet med det ilængere eller kortere tid. Når sådant skergang på gang i løbet af en jagtsæson, er detklart, at den derved skabte uro vil være etmeget stærkt irritationsmoment.

Dansk Støverklub tillader sig hermed atopstille nogle få punkter, som vi beder Jagt-lovskommissionen tage under velvillig over-vejelse. Vi mener, at bliver disse regler lov-fæstet, vil støverj agten for fremtiden kunnedrives på en fuldt ud forsvarlig måde oguden at andres interesser bliver gået fornær.

1. En hund, der anvendes til støverjagt,må ikke være over 40 cm. Under jagt ogtræning skal den være forsynet med iden-titetsmærke og bjælde. En således forsynetdrivende og halsende hund er fredlyst itiden fra 1. september til 28. februar.Enhver form for støverjagt må ikke findested i tiden fra 1. marts til 31. august.Eventuelt strejfende støvere inden for dettetidsrum er ikke fredlyst.

2. I plantager og skove af størrelse indtil25 ha må kun slippes én drivende støver!I plantager og skove på 25-100 ha to støvere,og i områder på 100-250 ha tre støvere,og endelig i plantager og skove på over250 ha fire støvere.

3. På marker, i mindre plantager ogskovområder under 25 ha, der ligger i elleri umiddelbar nærhed af et andet plantage-eller skovområde, eventuelt kun skilt fraved et brandbælte, eller i en afstand af højst100 m, må en støver ikke slippes, da detnæppe kan undgås, at rejst vildt i detmindre område søger til det andet, medden drivende hund efter sig.

Således vedtaget på Dansk Støverklubs bestyrelsesmøde i Ribe den 11. februar 1961.

Axel Falkenham Aage Jensen E. Lind

I. Bogner A. BuShl Justesen

103

LANDBRUGSMINISTERIET

København K., den 19. juli 1961.

Bilag 11.

Jagtlovskommissionen.

Ifølge § L, jfr. § 2, i de af landbrugsmini-steriet under 24. april 1948 fastsatte ved-tægter for den ved jagtloven af 1931 op-rettede jagtfond forestås den daglige admi-nistration af fonden, herunder af de fondentilhørende faste ejendomme, af jagtrådet ioverensstemmelse med de af landbrugsmini-steriet givne retningslinier. Under henvis-ning hertil har 3. revisionsdepartement ret-tet henvendelse til landbrugsministeriet ianledning af, at administrationen af det afjagtfonden forpagtede Kalø gods uansetbestemmelsen i vedtægternes § 2, stk. 2,er henlagt under en af landbrugsministerietnedsat bestyrelse, således at den dagligeadministration forestås af et af ministerietnedsat forretningsudvalg. Endvidere hen-ledte revisionsdepartementet opmærksom-heden på, at forretningsudvalget for tidenmedlemsmæssigt var identisk med jagtrådet.

Landbrugsministeriet har besvaret revi-sionsdepartementets henvendelse derhen, atman ikke har fundet anledning til at ændreden bestående ordning, idet man tilføjede,at spørgsmålet om jagtfondens administra-tion kunne ventes optaget til nærmere over-vejelse i jagtlovskommissionen.

Revisionsdepartementet har derefter hen-stillet, at spørgsmålet om en forenkling afdet administrative apparat blev taget op tilovervejelse i jagtlovskommissionen og har i

denne forbindelse henvist til, at der forhver af administrationsområderne inden forKalø gods, nemlig landbrug, skovbrug ogde vildtbiologiske undersøgelser, er udpegeten fuldt kvalificeret, sagkyndig leder, deraflønnes på en sådan måde, at den dagligeadministrations afgørelser må forudsættesvaretaget på betryggende måde. Såfremtsamarbejdet mellem de i bestyrelsen forKalø jagtgård repræsenterede parter fortsatskønnes at være af betydning, vil et sam-arbejde efter revisionsdepartementets op-fattelse med økonomisk fordel kunne hen-lægges til jagtrådet, og en nedlæggelse afden særlige bestyrelse og det særlige forret-ningsudvalg for Kalø gods vil da kunnegennemføres.

3. revisionsdepartement har endviderehenstillet til landbrugsministeriet at over-veje en økonomisk fordelagtigere ordning-ved, at jagtorganisationernes konsulent-udvalg og stillingen som o ver jagtkonsulentnedlægges, idet det kontormæssige arbejdehenlægges til jagtfondens sekretariatskon-tor, medens de administrative afgørelservaretages af jagtfondens almindelige admi-nistrative organer, jagtrådet og — somøverste instans — landbrugsministeriet.

Man vedlægger til orientering oversigtover udvalg og råd vedrørende jagtfondensadministration *).

P. M. V.E. B.

K. Baraekow.

") bilag 11 a.

104

Bilag 11 a.

Oversigt.

1. Jagtrådet.

Jagtrådet er et i henhold til jagtlovens§ 14, litra a, stk. 9, nedsat rådgivendeudvalg, der har til opgave at bistå land-brugsministeriet med administrationen afjagtfonden.

Rådet består af 3 medlemmer, der udnæv-nes af landbrugsministeren:

Formanden udnævnt uden indstilling.1 medlem udnævnt blandt 3 af Dansk

Jagtforening indstillede kandidater.1 medlem udnævnt blandt 3 af Lands-

jagtforeningen af 1923 indstillede kandidater.

Ved rådet er ansat en af landbrugsmini-steriet beskikket juridisk sekretær, der til-lige fungerer som sekretær for reservatrådet.

2. Bestyrelsen for Kalo jagtgård.

Bestyrelsen varetager på jagtfondensvegne ledelsen af landbrug og skovbrug påKalø gods, de under godset hørende for-pagtergårde og andre ejendomme m. m.,Kalø jagtvæsen og den på godset etableredejægerskole samt jagtfondens vildtbiologiskeundersøgelser, herunder Vildtbiologisk Sta-tion.

Bestyrelsen har følgende sammensæt-ning:

Landbrugsministeriets departementschef,der er formand, (chefen for landbrugsmini-steriets domænekontor er suppleant).

Jagtrådets 3 medlemmer.0 ver j agtkonsulenten.1 medlem udnævnt af landbrugsministe-

riet efter indstilling fra Dansk Jagtforening.1 medlem udnævnt af ministeriet efter

indstilling af Landsjagtforeningen af 1923.1 landbrugskyndigt medlem udnævnt af

ministeriet efter indstilling af statens jord-lovsudvalg.

Lederen af Vildtbiologisk Station.

Ved bestyrelsen og det nedenfor under 3omhandlede forretningsudvalg er ansat en

af landbrugsministeriet beskikket juridisksekretær.

o. Forretningsudvalget for Kalo jagtgård.

Forretningsudvalget forestår på bestyrel-sens vegne den daglige ledelse af den underbestyrelsen henlagte administration.

Forretningsudvalget har følgende sam-mensætning:

Formanden, der udpeges af landbrugs-ministeriet uden indstilling.

2 medlemmer, der vælges blandt besty-relsens medlemmer efter indstilling fraDansk Jagtforening og Landsjagtforeningenaf 1923.

4. Jagtorganisationernes konsulentudvalg.

Udvalget er den øverste ledelse for den afDansk Jagtforening og Landsjagtforeningenaf 1923 etablerede jagtkonsulentvirksomhed.

Udvalget har følgende sammensætning:Formand, der fra 1. februar 1959 er ud-

peget af landbrugsministeriet (tidligere varformanden identisk med jagtrådets formand).

Jagtrådets 2 menige medlemmer.2 medlemmer udpeget af Dansk Jagtfor-

ening.2 medlemmer udpeget af Landsjagtfor-

eningen af 1923.

5. Vildtfordelingsudvalget.

Udvalget har til opgave at bedømmeansøgninger fra lokale jagtforeninger omkontante tilskud fra jagtfonden til sikringaf vildtbestanden ved oplysningsarbejdem. v.

Udvalget, der med landbrugsministerietsgodkendelse nedsættes af jagtrådet, harfølgende sammensætning:

3 medlemmer udpeget af Dansk Jagtfor-ening".

3 medlemmer udpeget af Landsjagtfor-eningen af 1923.