R E D A K T Ø R : M A J O R K. V. N I E L S E N

I N D H O L D

Det krigsvidenskabelige Selskabs 100-års jubilæ um ........................................................Territorialhæren - En løsning på 70’emes problem. Major J . C. Schlichtkrull . . . .Førerpersonligheden. Premierløjtnant John Clausen .......................................................Konference om pædagogiske grunduddannelser. Orlogskaptajn E . Schollert..............Bøger: John Danstrup: De to Tysklande og Europa - Niels Jørgen Haagerup:

Europa og NATO. Fællesmarkedet og sikkerhedspolitikken.....................................Meddelelser

100. ÅRGANG SEPTEMBER 1971

D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

365367379408

415

PHILIPS

PHILIPS

TELEKOMMUNIKATION

Stenius Christensen'/*Murer~ Entreprenørforretning

»Schleppegrellsgade 72 9000 Aalborg

Telefon (08) 12 4458

ReselOelet

Militært tidsskriftUdgiver

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

Redaktør

Major K. V. Nielsen,Mølletoften 25, 2800 Lyngby. Tlf. 87 38 20

Ekspedition Forsvarsakademiet, Østerbrogades Kaserne

2100 0 . - TR 5707, lok. 75

TrykHandelstrykkeriet, Bådsmandsstræde 7.

1407 K .-A S 6778

AnnoncerS. A. Fennow & Co. Bladforlag A/S Dronningens Tværgade 30,1302 K.

Ml 8666

I kommission hos N. Olaf Møllers Boghandel,

Frederiksborggade 26, 1360 K. - (01) * 14 04 56

Løssalg: kr. 4,00 (excl. moms) pr. nr.

☆DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

Formand Oberst M. Rosenløv

Sekretær Major T. B. Pilgaard,

Hærstaben, Kastellet, 2100 0 .Tlf. (01) 11 22 23

Kasserer Premierløjtnant H. K. D. Jensen,

Forsvarsakademiet, Østerbrogades Kaserne,2100 0 . - TR 5707, lok. 73, postgiro 28096

*Selskabet har som formål at fremme militær vfdenskabelighed. Dette søges nået ved be­handling af militære og dermed forbundne emner gennem foredragsvirksomhed, diskus­sioner, høringer o. I. samt ved udskrivning af prisopgaver og udgivelse af et tidsskrift m. v.

&De I MILITÆRT TIDSSKRIFT offentliggjorte artikler fremtræder som udtryk for forfatter­nes egne synspunkter. Det krigsvidenskabe­lige Selskab hæfter ikke for de fremsatte meninger.

Eftertryk kun tilladt med kildeangivelse

DET

KRIGSVIDENSKABELIGE

SELSKAB

ioo ÅRS JUBILÆUM

Den 31. oktober 1971 er 100-årsdagen for stiftelsen af Det krigs­videnskabelige Selskab på Frederiksberg Slot. Dagen vil blive højtideligholdt efter følgende program:Formiddag: Bestyrelsen nedlægger kranse på stifternes grave Kl. 1200- Reception for særligt indbudte på Frederiksberg

ca. 1400: Slot.Kl. 1930: Festforelæsning på Frederiksberg Slot af profes­

sor, dr. phil., Tage Kaarsted. Emne: Sønner af de slagne. Om baggrunden for oprettelsen af Det krigsvidenskabelige Selskab.Efter forelæsningen afholdes en souper for Sel­skabets medlemmer.Påklædning: Smoking (snorefrakke, selskabsuni- form).

Tilmelding til festforelæsningen og souperen (der koster kr. 90.-) bedes sendt til Selskabets bestyrelse, Forsvarsakademiet, Østerbrogades kaserne, 2100 København 0 , senest den 11 OKT, enten på vedlagte blanket, vedlagt en check, eller ved indbeta­ling af kr. 90.- på Selskabets postkonto 280 96.Undertegnede

(grad) (navn)ønsker at deltage i jubilæumsfesten på Frederiksberg Slot søn­dag den 31. oktober 1971 kl. 1930. Check stor kr. 90.- vedlægges

Klip her

Major af reserven J. C. Schlichtkrull, Danske Livregiment, der i en række kronikker og indlæg i bl. a. Jyllandsposten, Ak­tuelt og Berlingske Tidende har behandlet militære proble­mer, beskæftiger sig i denne artikel med mulighederne for at tilgodese hærens beredskabs- og uddannelsesmæssige behov samt løse de stadigt stigende rekrutteringsvanskeligheder.

Forfatteren mener, at en ordning i lighed med den engel­ske »The Territorial Army Voluntier Reserve« vil være hen­sigtsmæssig også under danske forhold.

TERRITORIALHÆREN- en løsning på 70’ernes problemer

Det er ikke store Ord vi trænger til.Vi har Brug for tusind Mænd der véd og vil.(Halfdan Rasmussen, 1944)

Siden 2. verdenskrigs afslutning har den danske Hær årligt uddannet mel­lem 20-30.000 soldater, der med skiftende uddannelseslængde har fået en mer eller mindre god uddannelse. Mangler - såvel som forhåbninger - har været store. Energi og vilje til at give den værnepligtige ungdom en ud­dannelse, der kunne gøre dem egnede til at møde krigens prøvelser og krav, har altid loyalt præget befalingsmandskorpset.

I dag uddanner Hæren knapt 20.000 unge værnepligtige årlig i et hæs­blæsende tempo, hvor uddannelse, beredskab og civilundervisning gennem­føres på 12 måneder. Prioriteringen burde være den nævnte rækkefølge, men vi ved alle, at det også er sket i omvendt orden.

Når dette for befalingsmændene ofte krævende slid - og for driftsudgif­terne særdeles bekostelige foretagende - er slut, hjemsendes soldaten. I det øjeblik han først rigtig er ved at være krigsduelig, siger man »tak for tiden, der gik og farvel«.

»Soldaten har gjort sin pligt - han kan gå« - kunne man også sige. De soldater, der hjemsendes med en positiv indstilling til Danmarks forsvar - og det er da heldigvis langt størsteparten - har man kun lidet at byde. Ja

368 Territorialhæren - en løsning på 70’emes problemmåske en mønstring om 3-4 år i en ugestid, lidt soldaterforenings- eller forsvarsbroder-bevægelse, frivillig tjeneste i Hjemmeværnet, men ellers intet. De 12 måneders slid og slæb er selvfølgelig ikke spildt, men de bli­ver så sandelig heller ikke fulgt op og udnyttet i fornødent omfang. Netop i de år, hvor soldaten er mest egnet til at udfylde sin plads i landets bered­skab, lader Hæren ham trænings- og kontaktmæssigt i stikken for at kaste sig ud i et nyt uddannelses- og beredskabs jag. Den motivation, der er skabt hos den enkelte, forsvinder. Det, der er lært, går i glemmebogen. Soldater­tiden fortoner sig som en sjov tid, når man kunne gøre løjtnanten lidt til grin - eller minderne om et godt kammeratskab: »Ja - og kan du så huske dengang...«?Beredskabskravet.

Som bekendt skifter tiderne - de, der endnu ikke har fundet ud af det, kan jo bare spørge psykologerne.

Trods al deres viden, trods EDB og prognoser er det ligesom om, det er lidt af en overraskelse, at der bliver flere og flere militærnægtere. Når man betragter den intensive propaganda, der i form af tidsskrifter, annon­cer, TV og film*) føres, er det - når alt kommer til alt - vel ikke så over­raskende, at tallet på nægtere stiger.

At fødselstallet har været dalende er heller ikke nyt, og om kort tid vil det (med den nuværende politiske stillingtagen) simpelthen ikke være muligt at opretholde en dækningsstyrke på ca. 13.000 mand. Ikke engang om man så »rationaliserer« rekruttiden ned til 3 uger eller for den sags skyld til 3 dage. Vi kan (vil) altså ikke opretholde det beredskab, som vi så vidt og bredt har fortalt er aldeles afgørende!

»Beredskab« er jo et dejligt ord, det er noget vi må have, det kan ingen, der mener et dansk forsvar alvorligt, blive uenige om. Hvis man ved be­redskab forstår, at det er soldater, der i kampuniform og med »gevær ved fod« står klar i krigsstærke enheder, der kan rykke ud med næsten lige så kort varsel som Københavns Brandvæsen, ja så er det beredskab, der er effektivt og som soldaterne kan forstå, men er beredskab i den form over­hovedet nødvendigt? Er dette overhovedet muligt at opretholde år efter år?

Tænk blot på hvor mange soldater og deres pårørende Hæren for blot*) Jørgen Vestergård: »Dengang jeg drog afsted«, optaget med støtte og statister fra

Hæren og 55.000 kroner fra Filmfonden. Af presseanmeldelser betegnet som den bedste propaganda for militærnægteme.

Territorialhæren - en løsning på 70’eraes problem 369

få år siden indtil grænseløshed irriterede ved, at søn eller forlovede 2 gange på én søndag skulle fare afsted til kasernen for at sige: »Her« til en appel, for derefter omgående at køre hjem i fars eller (ad hoc) svigerfars bil. Var det effektivt beredskab? Nej - det var misforstået beredskab og- hvad der var endnu værre - det var med til at ødelægge soldatens og hans pårørendes indstilling overfor Hæren!Nyvurdering nødvendig.

Enten vi kan lide det eller ej, så bliver vi nu tvunget ud i at måtte om­vurdere vor opfattelse og vort krav til dækningsstyrke og beredskab.

Fra politisk side er stærke kræfter igang med en nytænkning, der navn­lig koncentrerer sig om hvervede soldater, der til en årlig gage af ca.50.000 kroner skal fordele tiden mellem krigskunst og civil uddannelse. Styrken varierer mellem 7 og 13.000 mand suppleret med et antal milits- agtige enheder uden tilstrækkelig uddannelse. Hvor mange af de 7 til13.000 mand, der - hvis en sådan ordning bliver ført ud i livet - så rent praktisk kan fastholdes i et beredskab på helligdagene, vil jeg overlade til den enkelte at gætte på!

Skulle man prøve en nyvurdering på dette område synes det mere nær­liggende at antage, at beredskab er noget med elektronisk overvågning, efterretningstjeneste, fremskudt fly/maritim patruljering, hjemmeværn og sidst - men ikke mindst - evne og vilje hos politikerne til at sætte den sam­lede forsvarsmagt i beredskab eller formere sikringsstyrken.

Lige siden 9. april 1940 (4. april) og til dato har ingen udenrigspolitisk krise berørt Danmark uden at vore ansvarlige politikere har haft to eller flere døgns varsel. Uanset hvad man mener om mulighed for at få et var­sel så vil det være den sidste af ovennævnte faktorer, der virkelig spiller en afgørende rolle: nemlig politisk evne og vilje til at sætte forsvaret i effektivt beredskab i en truende eller skærpet situation.

Det politiske rivegilde mellem Kurt Brauer og E. Ninn Hansen under eller efter besættelsen af Czeckoslovakiet, kan nok få enkelte til at tvivle på denne vilje - Kejser gadesagen og hetzen mod forsvarsminister Knud Østergård kan også virke nedslående - men ét er dog sikkert; beredskabs- viljen hos politikere og den øvrige befolkning bliver ikke større af at for­svarets personel på fridage eller i fritiden irriteres med beredskabsforan­staltninger, der nærmest synes uden større betydning.

Både disciplinært og rent pædagogisk har dettte misforståede beredskab virket nedbrydende og særdeles uheldigt.

370 Territorialhæren - en løsning på 70’emes problemPrøvede man at betragte sagen fra en helt ny side, kunne man jo starte

med at sige, at de første 12 måneders indkaldelse kun var en uddannelses­periode, hvor det absolut primære var, på alle årstider og med de bedste hjælpemidler, at give den værnepligtige en gennemgribende og første klas­ses træning.

Hvornår enheden så ville være brugelig til indsættelse i tilfælde af krig ville ikke være afgørende om det var efter 4, 6 eller 8 måneder. Skulle man stille virkeligt krav til en effektiv og første klasses uddannelse, er det højst sandsynligt, at dette tidspunkt tidligst kunne blive efter 12 måneders intensiv træning.

Efter en sådan 12 måneders træningsperiode kunne Hæren så ved hjem­sendelsen tilbyde det værnepligtige mandskab en rådighedspligt over en 3-4 årig periode med en årlig pligtig indkaldelse på 21 dage, eventuelt suppleret med frivilligt week-end kursus.

Her kunne man udnytte tanken om en semi-hvervet hær ved at tilbyde en rimelig betaling til den del af ungdommen, der vil påtage sig en ekstra beredskabsforpligtelse med deraf følgende krav til fysisk standard, opbe­varing af uniform og personlig udrustning, samt årlig trænings- og øvelses- periode i ferien eller ved orlov, med eller uden løn fra det civile arbejde.

Tænker man sig Hærens, nuværende og fremtidige, dækningsstyrke/mo- biliseringsstyrke opstillet som en rådighedsreserve eller territorialhær med en styrke på 13-23.000, eller for den sags skyld 33.000 mand, der alle mindst har 12 måneders uddannelse, alle er frivillige og alle opstillet i en­heder, der år efter år møder ved efter årsmanøvrerne, vil karakter og effek­tivitet af vort beredskab blive en ganske anden end det vi har idag.

Hvis man virkelig vil gå ind på effektiv opbygning af sådanne territorial­enheder, bør afdelingsstabe - og måske også i begrænset omfang kompani- stabe - være fast opstillet. Våben og specialudrustning bør selvfølgelig væ­re oplagt i afdelingens depoter. Køretøjer til den komplet udrustede enhed bør stå klar i garagerne, hvor hver underafdelings heltidsansatte senior­sergent (materielbefalingsmand) sørger for, at de altid kan være køre­klare på få timer. Beredskabet i en sådan enhed ville for Sjællands og Fyns vedkommende kunne holdes under 8 timer og for enheder i Jylland næppe over 10 timer.

Det er ikke meget mere end hvad der er muligt idag med den såkaldte dækningsstyrke, men på 3 punkter er det foreslåede absolut overlegent i forhold til det nuværende.

1) Det er vel samarbejdede enheder der opstilles. Alle kender hinanden

Territorialhæren - en løsning på 70’emes problem 371

fra tidligere øvelser. Alle véd nøjagtigt, hvor våben, materiel og køretøjer er oplagret - nemlig der, hvor de afleverede sidst, enheden var indkom­manderet.

Der vil selvfølgelig forekomme udskiftninger, når personellet ophører med at have rådighedspligt. Personeludskiftninger kan såvel i krigstid som under fredsforhold ikke undgås i nogen hær og på lang sigt vil dette kom­me ind i en rolig rytme. Det er i alle tilfælde ikke noget større problem i England.

Muligheden for at forny rådighedspligten for en ny og evt. kortere pe­riode bør da også indgå i ordningen.

Flytter en rådighedssoldat fra f. eks. Sjælland til Jylland overflyttes han automatisk til nærmeste territorialenhed i den pågældende landsdel.

2) Ingen soldater har under 12 måneders uddannelse.3) Der er altid 100 % bemanding (evt. 5% over den organisatoriske

styrke) i de foreslåede enheder i modsætning til den nuværende 60 % be­manding, der af mange - og med rette - er betegnet som tvivlsom.

Ved evt. indførelse af den foreslåede territoriale rådighedsreserve ville man kunne opdele Hærens personel i følgende 3 funktionsgrupper:

A) Officerer, øvrige befalingsmænd, konstabler (ca. 3.000 mand) samt værnepligtige menige.For dette faste personel bør, udover stabs- og administrationsarbejde, uddannelse og træning være det primære, men efterhånden som ud­dannelsen skrider frem stiger enhedens værdi og opgave som dæk­ningsstyrke. Der bliver altså tale om en mere glidende overgang til dækningsstyrken og under alle omstændigheder ikke efter kun 3 måneders uddannelse.

B) Den territoriale rådighedsreserve (Ever Readies, »brandkorps - med højst 12 timers beredskab« eller hvad man nu kan finde på!) bestå­ende af:1) Heltidsansatte officerer og øvrige befalingsmænd i territorial­

enhedernes stabe.2) Linieofficerer fra skoler og stabe med ikke krigsmæssige opga­

ver.3) Reserveofficerer, øvrige befalingsmænd, tidligere FN-soldater og

konstabler samt hjemsendte menige - alle med rådighedspligt.C) Mobiliseringshæren bestående af Linieofficerer (afdelingschefer),

372 Territorialhæren - en løsning på 70’emes problemafskedigede officerer og øvrige befalingsmænd, reserveofficerer, øv­rige befalingsmænd og menige uden rådighedspligt.Alle samlede i enheder, der stort set følger det nuværende mobilise- ringssystem og hvor mønstringer af mindst 1 - helst 2 ugers varighed- er en selvfølge.

Omkostningerne.Den foreslåede rådighedsreserve, som supplement til dækningsstyrken

og effektivisering af beredskabet som helhed, vil økonomisk blive langt billigere end hvervede soldater (konstabler).

Kr. 4.000 pr. måned + bonus + civilundervisning synes at være det aktuelle beløb for en konstabel, der skal lade sig hverve for en årrække.

For en hjemsendt menig, der påtager sig rådighedspligt tænkes afløn­ning på følgende måde:12 X kr. 150.- i mdl., skattefrit rådighedssalær kr. 1.80015 dages samlet indkaldelse å kr. 100.- kr. 1.5003 week-end indkaldelser å kr. 150.- kr. 450

Anslået årlig indtægt for semi-hvervet menig ca. kr. 3.750Det ses altså, at man vil kunne have 10-12 rådighedssoldater hver gang

man har én hvervet konstabel og selvom konstablen er højt kvalificeret specialist eller hører til »den hårde kerne« eller hvad man nu vil kalde det, vil han på kamppladsen - for det er jo der, det tæller - næppe kunne gøre det ud for 10-12 mand!

Uden på nogen måde at forklejne de nuværende konstabler eller andre, der tænker på at lade sig hverve til flere års soldatertjeneste, vil ingeniør­studerende eller andre under højere uddannelse, EDB-teknikere, el-instal- latører, mekanikere og maskinarbejdere m. fl. nok kunne klare de kompli­cerede våben, som vor Hær har eller har mulighed for at blive udrustet med i de kommende år.

Vil man hævde, at i alle tilfælde kampvogne og panserartilleri samt visse signalenheder vil kræve stampersonel til konstant vedligeholdelse og træning, kan dette med den nuværende ordning også lade sig gøre.

Behovet synes dog næppe at kunne overstige 2.500-3.000 mand, altså mindre end det, man med lodder og trisser og gyldne løfter har fået skra­bet sammen i dag.

Territorialhæren - en løsning på 70’emes problem 373

Er rekruttering mulig?Vil man overhovedet kunne skaffe 13-23-33.000 mand, der vil påtage sig

en sådan rådighedspligt? Hvorfor ikke? Idag, hvor 4 ugers ferie er en realitet, vil der uden tvivl findes mange hjemsendte soldater, som både af økonomiske - men forhåbentlig også af andre grunde er rede til at påtage sig den foreslåede rådighedspligt. Under højere uddannelse er idag ca.65.000 unge. Blot 5 % herfra ville ikke være usandsynligt, selvom største­parten må hentes udenfor de akademiske rækker. Til belysning af dette spørgsmål kan det oplyses, at ca. 4.000 hjemsendte soldater, der er desig­neret til tjeneste i Hæren, gør frivillig tjeneste i Hjemmeværnet idag.

Den nylig udsendte perspektivplan anslår, at vi i 1980 vil have 5 ugers ferie og måske 4 dages arbejdsuge for størsteparten af arbejdere og funk­tionærer. Tanken om semi-hvervede soldater synes derfor i udpræget grad at kunne indpasses i udviklingen frem til 1985 - ja også længere!*)

Vil det civile erhvervsliv acceptere, at medarbejderne påtager sig en sådan forpligtelse? I adskillige år havde vi hvert efterår 3 ugers genind­kaldelse af ca. 12-14.000 mand. Erhvervslivet accepterede dette loyalt; så arbejdsgiveren vil sikkert også stille sig positiv til at en del af de ansatte påtager sig denne rådighedspligt, navnlig hvis de 15 dages samlede ind­kaldelse i oktober sker i den ansattes ferie. For stats- og kommunaltansatte, der som bekendt er en stærkt voksende sektor, kan det heller ikke blive noget problem, det er blot et spørgsmål om ministerielle bestemmelser. I det hele taget vil en sådan rådighedsordning vinde meget, hvis man fra lovgivningsmagten virkelig støttede ordningen f. eks. som det er tilfældet i England, hvor det ved lov er forbudt at afskedige en mand (kvinde), der melder sig til »The Territorial and Army Volunteer Reserve«. Loven er dog unødvendig, idet det overhovedet ikke er noget problem i England. Ja, der gives endda eksempler på, at firmaer ligefrem opfordrer de yngre mandlige ansatte til at forrette tjeneste i TAVR.

Socialdemokratiets nye forslag til en forsvarsordning indeholder også værnepligtige genindkaldelser i 2 perioder af 14 dages varighed. Så under alle omstændigheder har man fortsat tanker om genindkaldelser herhjem­me, hvad der også er aldeles nødvendigt, hvis man overhovedet vil opret­holde et forsvar.

*) Kahn og Wiener: The Year 2000. A Framework for Speculation on the Next Thirty- Three Years, New York 1967. Anslår 8 ugers ferie samt 28 timers arbejdsuge som gældende til den tid.

374 Territorialhæren - en løsning på 70’ernes problemEngelske erfaringer.

Som mange sikkert har bemærket er forslaget i nogen grad baseret på det engelske »The Territorial Army Volunteer Reserve«. Det bør dog be­mærkes, at medens TAVR består af soldater på et meget spredt og vidt forskelligt uddannelsestrin, vil en dansk rådighedsreserve altid starte med mandskab, der - forhåbentlig - har mindst 12 måneders grunduddan­nelse.

Erfaringerne fra et privat besøg ved 10. Para Bn (TA) i en weekend i juni 1971 giver et ganske godt billede af den alvor og vilje man lægger i enhedernes uddannelse:No I-Coy: Fredag aften afmarch fra Sydengland pr. fly til Scotland.

Natlige faldskærmsudspring og derefter øvelse til lørdag mor­gen. Lørdag middag: skydning samt 2 faldskærmsudspring pr. mand fra ballon. Lørdag aften: natorienteringsøvelse. Søndag morgen: flytransport tilbage til Sydengland. Taktisk luftlandsætning ved Aldershot efterfulgt af mindre øvelse. Søndag kl. ca. 11.00 aflevering af våben. Aftrædning i Drill- Hall, White City, London, kl. 12.30.

No II-Coy: Sportskonkurrence lørdag eftermiddag. Selskabelig sammen­komst med damer lørdag aften.

No Ill-Coy: Fredag aften afmarch i turistbusser til Wales for træning i bjergbestigning. Hjemkomst søndag middag.

HQ-Coy: Ingen aktivitet denne week-end.»10. Para Bn 15 days continuous camp« vil i år ske i sidste halvdel af

oktober i Sennelager, Tyskland. Det årlige gennemsnit pr. mand er 16 ud­spring med faldskærm fra fly eller ballon.

Som man vil forstå, har bataljonens faste stab, der består af 5 officerer + RSM og 12 NCO’8 rigeligt at gøre med tilrettelæggelse af øvelser, per­soneladministration, materielvedligeholdelse o. s. v.Rådighedspligt og forsvarstanken.

Folketingsmand Kjeld Olesen har på glimrende vis belyst problematik­ken omkring det stigende antal militærnægtere, idet han har udtalt at hovedårsagen må søges i »at vi ikke har forstået at argumentere tilstrække­ligt godt for forsvarstanken«. På dette område må man absolut give folke­tingsmanden ret.

Territorialhæren - en løsning på 70’emes problem 375

Ikke alene har vi ikke forstået at argumentere godt nok, men vi har lukket os inde i en skal - gået i defensiven og overladt hele initiativet til de kredse i vort samfund, der absolut ikke ønsker et effektivt eller over­hovedet noget dansk forsvar.

»Ro om forsvaret« har været et yndet slogan de sidste 15-20 år. Den ene part har loyalt fulgt dette misforståede ønske, medens forsvarets modstan­dere har haft hele udspillet til selv at vælge hvordan og hvornår der skulle sættes ind med nægterkampagner, Kejsergadesag, hemmelige kartoteker, tjenestetidsnedsættelse, ud af NATO o. s. v., o. s. v.

At man i nogen grad fik »Ro om forsvaret« - i alle tilfælde fra den ene part - er desværre en kendsgerning, men at det har været med til at give forsvaret bedre vilkår, er der vel næppe nogen, der vil påstå som forhol­dene er idag!

Når dette - lidt ømtålelige forhold - nævnes, er det fordi det synes givet, at man nu må komme med et initiativ, der på bredere basis vil kunne engagere den værnepligtige ungdom. Indførelse af rådighedspligt for hjemsendte menige og øvrige befalingsmænd vil - udover den allerede nævnte beredskabsmæssige forbedring - være et effektivt modtræk mod den 5. kolonne-lignende aktivitet, som idag føres mod forsvaret.

Uanset om årsagen til at en hjemsendt soldat lader sig hverve til rådig­hedstjeneste er økonomien eller interesse for sagen, vil han få et helt nyt forhold til forsvaret. Hvis rådighedssoldaten ved, at hans enhed er vel ud­rustet, at alt materiellet ligger klart i depotet, at enheden år efter år gen- opfrisker sin kunnen ved manøvrer herhjemme eller måske med allierede enheder i Tyskland, England eller Sydnorge, vil han - både medens han står til rådighed, men også senere - være med til i sin omgangskreds at skabe troværdighed om forsvaret.

Selvom skeptikerne ryster på hovedet, er det vel ikke utænkeligt, at ind­førelsen af en rådighedspligt for menige også kunne have en gavnlig virk­ning for interessen og lysten til en bedre indsats under de første 12 måne­ders værnepligtige træning, da det selvfølgelig kun bør være de bedste blandt de værnepligtige, der efter hjemsendelsen får tilbudet om rådig­hedspligt. Alt under hensyn til hvor stor en styrke man vil lade opstille. Antallet af ansøgninger om udsættelse af indkaldelse til efter studietiden vil også falde, idet rådighedsordning bedst vil kunne praktiseres samtidig med studierne og må samtidig virke tillokkende som yderligere studie­hjælp.

Med kreative og dygtige ledere vil de foreslåede territorialenheder få et

376 Territorialhæren - en løsning på 70’emes problemsammenhold og et samarbejde, der vil nærme sig hvad vi har set i f. eks. FN-enhederne. Uden at blive misforstået kan man vel hævde, at de også vil overgå vor bestående dækningsstyrke med de forhold man idag byder denne.

Disciplinære forseelser vil blive af minimal karakter, og skulle der være enkelte, der ikke vil indordne sig, kan ophævelse af kontrakten tages i brug. Selvom man i England ikke kunne drømme om at gå på akkord med den militære straffelov viser erfaringerne, at antallet af disciplinarmidler (oftest bøde, som det jo er meget let at inddrive) i TA-enheder er for­holdsvis små. Alvorligere straffesager ender selvfølgelig også med afskedi­gelse.

Ser man nærmere på den aflønningsmæssige del af forslaget, vil der nok være nogle, der finder en årlig pristalsreguleret indtægt på knapt 4.000 kro­ner, hvor det månedlige rådighedsbeløb på kr. 150.- er skattefrit, for at ligge i overkanten. Mere end kr. 1.000 - om ugen er en god betaling, men det skal også være attraktivt, ellers får man ingen til at melde sig idag.

Sammenlignet med de fordele militærnægterne idag nyder under af­tjeningen af CA og den begunstigelse de har efter at CA er overstået, er den foreslåede aflønning ikke urimelig. Det kan jo blive farligt at have rådighedspligt - dødsensfarligt!

I den mere eller mindre saglige debat, der er foregået om forsvaret, er der fra flere sider ofte nævnt det store tab for produktionen som værne­pligten medfører. Nu er tabet vel lige uheldigt om det er værnepligtige eller konstablers arbejdskraft, der ikke udnyttes. Gør man det op i mand/ timer er der meget der tydér på, at tabet bliver størst ved en ren hvervet hær. Med en territorial rådighedsreserve er dette problem — selvfølgelig bortset fra den første uddannelsesperiode - ganske elimineret, idet den en­kelte soldat til daglig passer sin civile beskæftigelse eller sin uddannelse. Civil undervisning vil nu altid bedst kunne gennemføres på de dertil eg­nede civile undervisningsinstitutioner. Heraf følger, at civilundervisningen i de første 12 måneders værnepligt vil kunne indskrænkes væsentligt, ja måske helt bortfalde eller omorganiseres til aftenundervisning på AOF/ FOF-plan, hvor der frivilligt undervises i de fag, som soldaterne selv søger.

For en del år siden talte et af vore politiske partier meget om, at en schweizisk hærordning var noget man burde stræbe efter herhjemme. Det var navnlig den korte tjenestetid under første uddannelse - den civile bor­

Territorialhæren - en løsning på 70’emes problem 377

ger i uniform - og så en hel masse andet, som man heller ikke havde sat sig ind i, der lokkede. Diskussionen hørte dog brat op, da en behjertet general i fjernsynet skabte »Ro om forsvaret« ved saglig og nøgtern op­lysning om, at det schweiziske system ville betyde, at Danmark i tilfælde af krig skulle have 300.000 mand under våben, at værnepligten ville kom­me til at strække sig over 15-20 år og at forsvarsudgifterne skulle for­dobles!

Styrkemål som man har det i Schweiz eller Sverrig vil den foreslåede ordning selvfølgelig ikke kunne bringe, men at den - med en tidsvarende udformning - vil nærme sig tanken om den civile borger i uniform er vel ikke for optimistisk. Erfaringerne fra England viser også her, at man i høj grad bør arbejde på at territorialhæren får dette præg i modsætning til Regular Army.

Jeg skal ikke nærmere komme ind på, hvordan den foreslåede rådig­hedsreserve bør opstilles. Meget tyder på, at man med den nuværende ordning nok i første omgang bør tilstræbe at opstille supplementsenheder­ne - altså de enheder, der mangler eller vil komme til at mangle i de fire 60 % (50 %) brigader vi idag arbejder med.

Andet taler for, at det måske skulle være 3. Sjællandske og 3. Jydske Brigade, der forsøgtes opstillet som rådighedsreserve. Disse spørgsmål må dog underkastes et nøjere studie, men ændrer intet ved selve tanken om en udvidelse af rådighedspligten, hvad forslaget i sin inderste konsekvens jo kun er.

Det kan dog ikke kraftigt nok fremhæves, at en eventuel opstilling af en territorial rådighedsreserve bør ske enhedsvis. Helst hele krigsstærke af­delinger, undtagelsesvis evt. i underafdelinger. Spredes rådighedsreservi- sterne ud til eksisterende reducerede enheder f. eks. de to mand, der mang­ler i gruppens organisation i dag, er tanken spildt og vil kun give uhomo­gene enheder uden det samarbejde og sammenhold som man vil have mu­lighed for at skabe indenfor en enhed med 100 % rådighedsreservister. At der også her vil blive brug for dygtige ledere er givet og at de må have andet end ord og nok så velmenende anvisning til deres hjælp i at »tømre enheden sammen« er ligeledes givet.

Forsøgsvirksomhed i den ene og den anden retning har været noget man i mange år har ofret i tusindvis af timer og dage på. Når man betænker med hvilken hurtighed og iver man - efter politisk ønske og »overvåget«

378 Territorialhæren - en løsning på 70’emes problemaf civile skolelærere - atter er gået igang med at holde forgøg om nedsæt­telse af tjenestetiden, når man betænker, at alle de mange forsøg altid har været for at »effektivisere« Hæren, og at det for det meste er presset igen­nem politisk af et parti, der i mere end 70 år har gjort, hvad der var mu­ligt for at ødelægge vort forsvar, var det måske en overvejelse værd, om man nu ikke skulle holde et forsøg, hvor man opstillede 4 underafdelinger som rådighedsreserve?

Udover de særdeles vigtige erfaringer, der derved kunne indhøstes og af­prøves, kunne disse fire kompagnier samtidig erstatte det tab som forsøget med tjenestetidsnedsættelsen vil påføre den nuværende dækningsstyrke.

J. C. Schlichtkrull.

Blandt det vigtigste kildemateriale kan nævnes:

Major-General E. K. G. Sixsmith, C. B.: The years of fulfilment. Lt-col. Hovard Green, M. C.: The territorials in the first world war. Soldier, June 1958 & June 1966.International Defense Review, December 1970 & Februar 1971. Kjeld Olesen: Forsvaret til debat.P. Westergaard: En hvervet hær.Venstres Landsorganisation: 70-emes Forsvar.John Laf fin: Tommy Atkins.»The Tenth, 10th Para Bn. (T.A.).Kaare Per Johannesen: Værnepligt - med alle finesser. Perspektivplanlægning 1970-1985.

Nærværende studie er udarbejdet i foråret 1971 som hoved­opgave i forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole, klasse Helgesen.

FØRERPERSONLIGHEDENEn analyse af de egenskaber, der er karakteristiske for fører- personligheden og den rolle denne spiller i krig, samt af mulighederne for gennem uddannelse at skabe denne.

afPremierløjtnant John Clausen

»Der kriegerische Genius ist ein harmonischer Yerein der Krafte.c

»Die kriegerische Tugend ist fiir die Teile, was der Genius des Feldherm fiir das Ganze ist. c

(Vom Kriege 1. bog, 3. kap. og 3. bog, 5. kap.)

Fortidens hærførere har gennem deres personlighed præget krigenes gang og historiens udvikling, nogle har med deres navn selv skrevet historie, andre er forblevet ukendte. Hvad er det, der gør nogle til store feltherrer og andre til tabere? — I denne opgave vil jeg beskæftige mig med den del af svaret, der ligger gemt i førerens personlighed.

Mit største problem har været spørgsmålet om, fra hvilket synspunkt opgaven skulle angribes, jeg har valgt at finde de faste faktorer i person­ligheden, undersøge deres indflydelse på betingelserne for udførelsen af førerrollen, og illustrere denne indflydelse gennem en række krigshistori- ske eksempler. Disse eksempler er hentet indenfor et bredt område af hi­storien, jeg vil derfor tillade mig ikke at beskrive de forskellige situationer nærmere end selve opgaven kræver. Er der herudover interesse, kan jeg henvise til den i bibliografien nævnte litteratur.

I et arbejde som dette kan det desværre ikke undgås, at jeg betragter de forskellige personer med andre menneskers øjne - gennem kilderne - mine vurderinger vil derfor være præget af forskellige sym- og antipatier og måske udtrykke mere, end der egentlig er basis for.

380 Førerper sonli ghedenDen fremgangsmåde, der ligger bag opgaven, er valgt som en analytisk

metode, idet jeg først vil skabe en ramme om begreberne, herefter vil se på de roller, føreren skal spille, dernæst på relationen mellem de egenskaber, der danner personligheden og rollerne, og sluttelig på mulighederne for gennem uddannelse at skabe sådanne egenskaber. Kapitel 1 og 2 kan måske opfattes som noget tørre og teoretiske, jeg har følt de var nødven­dige, netop for at skabe den teoretiske ramme, og håber de vil blive læst med denne indstilling.

FØRERBEGREBETOrdet førerpersonlighed består af to dele med hver sin særskilte betyd­ning, nemlig: »fører og personlighed«. Fører er et almindeligt militært udtryk af germansk oprindelse, der vel nærmest modsvares af det civile ord leder. I feltreglement 1 er føring og førervirksomhed omtalt, men en definition er vanskelig at finde. Begrebet personlighed har både en almin­delig betydning, noget i retning af »Det særlige ved denne person i mod­sætning til andre«, og en veldefineret psykologisk betydning: »Alle de egenskaber og den særlige organisation af disse, som fremkommer hos et individ.«1) Sammensætningen af disse to ord giver et begreb, der ikke er veldefineret, men vel nok opfattes tilstrækkelig ensartet hos forskellige mennesker til, at det kan anvendes i praksis. Begrebet er dog dårligt i én henseende, det rummer en udpræget fare for vildledelse, der antydes nem­lig indirekte, at førere har en personlighed, der er karakteristisk og afvi­gende fra andre menneskers. Hvorvidt dette er tilfældet, vil jeg senere undersøge.Hvorfor en fører?

Igennem hele den kendte historie har der altid indenfor hærene været et leder- eller førerbegreb. Vi finder det i den græske falanx, i den romer­ske legion, i Napoleons hær og i alle hærstyrker verden over idag. Vender vi blikket imod den civile verden, ser vi ganske det samme billede, overalt hvor der finder en organiseret aktivitet sted, ser vi, at der er skabt en form for lederstruktur. Man kan spørge hvorfor?, og svaret findes nok bedst indenfor sociologien, der lærer os at: »Et socialt system har et mål,i) P.p. 199.

Førerpersonligheden 381

der resulterer i én eller flere opgaver, som medlemmerne i fællesskab sø­ger at løse«. Der vil ske en differentiering i mindst 2 dimensioner:

1: Funktionel differentiering (arbejdsdeling)2: Statusdifferentiering.2)

Den skarpt gennemførte arbejdsdeling medfører automatisk et behov for koordinering og ledelse, idet der opstår en funktionel afhængighed imel­lem systemets enkelte dele, hermed opstår statusdelingen. Hvis man under­søgte det, ville man finde, at ledelsesstrukturen igennem tiden er blevet mere og mere komplex i hærene i takt med specialiseringen og differerin- gen, der f. eks. indenfor infanteri og rytteri tidligere illustreres ved funk­tionerne: Hoplitter, bueskytter, slyngkastere, kastespydskytter, pikenerer, stridsvogne, let og tungt rytteri, ordonansryttere o. s. v., og i dag ved bri­gade 70 med omkring 2200 forskellige specialfunktioner. Der er altså tale om dels noget menneskeligt naturligt og dels noget absolut hensigtsmæssigt og nødvendigt voksende med opgavens størrelse og antallet af personer, den involverer. Jeg vil senere komme tilbage til lederens funktion og har altså her konstateret, at det er nødvendigt, at han er der.Den ældre opfattelse af begrebet.

Man har ikke altid haft samme opfattelse af ledelsesproblematikken. Før i tiden var lederbegrebet stærkt knyttet til den gennem fødslen erhver­vede status. Tidligere tiders slaver havde f. eks. ofte denne status fra fød­slen, og det middelalderlige samfund havde en adel med arveret. Man har formodentlig ikke gjort sig mange tanker i retning af en analyse af proble­merne, men efterhånden begyndte man at systematisere viden om menne­skelig adfærd, og der opstod nye videnskaber som psykologi og sociologi, der ganske naturligt dannede baggrund for lederbegrebet, vi må derfor forvente at den almindelige opfattelse af begrebet følger udviklingen inden for den psykologiske videnskab, dog naturligvis i høj grad haltende bag­efter ligesom man ser det indenfor andre områder. - Indenfor fysikken f. eks. er den Newtonske mekanik efterhånden blevet til almindelig kendt viden, medens relativitetsteori og kvantemekanik stadig kun er for de ind­viede, skønt visse af teorierne er over 60 år gamle. Indenfor musik er det stadig kun 8 trins skalaer, der er tilgængelig, skønt mange komponister i mange år har arbejdet med 12-tone skala, kun for at nævne et par eksemp­2) S.p.60.

382 Førerpersonlighedenler. Desuden må vi ganske i overensstemmelse med Hegels udviklingslære forvente, at én opfattelse indeholder træk af tidligere opfattelser, der vil altså være en tilbøjelighed til, at gamle forestillinger lever videre efter, at deres grundlag er forsvundet, f. eks. gik Frankrig ind i 1. Verdenskrig med en forældet forestilling om at afgørelsen skulle søges gennem bajonet­angreb, det kostede dyrt og markerede »bajonetskolens« endelige ophør. Vi kan altså finde grundlaget i psykologien, men må være opmærksom på de nævnte virkninger.

Psykologien begyndte som videnskab i midten af det 19. årh., og netop i denne periode lægges grundlaget for vor opfattelse af krigen med Clause­witz arbejder 1816-31, der i »Vom Kriege« udgives i 1832/34. Det er derfor kun naturligt, at hans grundsynspunkt er den tidlige psykologis.

Jeg vil begynde med at se nærmere på Clausewitz syn på lederspørgs­målet, idet man bør holde sig for øje, at hans baggrund er den tyske filoso­fiske tradition, Kant og Hegel, samt ideerne fra den franske revolution. Hans syn på føring og ledelse indgår som et integrerende led i hele værket, men kommer mest klart til udtryk i 1. bog 3. kap.: Der kriegerische Geni­us. En af Clausewitz fortolkere har beskæftiget sig specielt med dette pro­blem, og i »Die Macht der Personlichkeit im Kriege« af Freytag-Loring- hoven finder vi nok det bedste materiale til at forstå denne opfattelse, blot må vi huske, at værket er skrevet adskillige år senere.

Og hvad er det så for et synspunkt, der ligger til grund? Først og frem­mest er det karakteristisk, at alt drejer sig om føreren. En hærs styrke identificeres i høj grad med førerens person. Desuden træder det syns­punkt frem, at lederskab er et spørgsmål om at besidde visse i det væsent­lige fra fødslen givne, uforanderlige egenskaber som f. eks. ærgerrighed (ehrgeiz), mod, karakterstyrke og jernvilje, for som Clausewitz skriver: En mægtig jernvilje overvinder friktionerne, sønderknuser forhindringer« ne»1) °g videre: »Wie ein Obelisk, auf den die Hauptstrassen eines Ortes zu gefiihrt sind steht, in der Mitte der Kriegskunst gebieterish hervorragend, der feste Wille eines stolzen Geistes.«3) Altså en i høj grad statisk opfat­telse, der jo ganske svarede til den samfundsopfattelse, man dengang hav­de. Man havde dog også i nogen grad øjnene åbne for værdien af uddan­nelse: »Udvikling af forestillingsevnen er en væsentlig del af generalstabs­uddannelsen,«4) og: »Med de store hærmasser idag, kan hærføreren ikke

3) VK. l.b og kap. 7, p. 160.4) MPKp.158.

undvære en generalstab«, selv om ganske vist: »Vi må passe på at ånden ikke vokser dem over hovedet og at ikke den talentløse flid bliver begun­stiget.«5) Dette syn på uddannelse havde flere pudsige sider: »Den nervø­sitet i vor tid, der efterhånden tager mere og mere overhånd, maner til selviagttagelse, som det mest virksomme middel til at give os en stor sjæle­styrke.« Det er altså muligt efterhånden i nogen grad at ændre egenska­berne, men man havde dog ikke nogen optimisme med hensyn til samfun­dets heldige indflydelse for, som det hedder sig: »Vor tids sikkerhed og den deraf højere værdsættelse af livet i almindelighed giver ringe mulig­hed for at sætte vort mod på en alvorlig prøve, vor tid er lidet gunstig for udviklingen af kraftfulde personligheder, industrien giver måske træning til ledere, men sammentrængslen af menneskene i byerne ødelægger per­sonligheden, og vi får et skabelonmenneske,«6) og »Vor fredsommelige tids nivellerende indflydelse er ugunstig for udviklingen af udprægede person­ligheder.« Som et eksempel på en personlighedsvurdering efter denne op­fattelse, kan man tage vurderingen af Biilow, der kommanderede 3. Prøj­siske Armékorps. Han havde et heftigt temperament, skændtes ofte med sine overordnede, og kunne blive så hidsig at han gik rundt på sit kammer og rev sine knapper af. Gennem ham, skriver Freytag-Loringhoven, be­kræftedes den sandhed at sådanne mennesker i reglen er de ædleste natu­rer.7)

Jeg vil nu gå over til at se på hvilken opfattelse, der rådede indenfor den netop på dette tidspunkt begyndende psykologi. Her begyndte man at interessere sig for lederproblemerne omkring århundredskiftet. Formo­dentlig har man overtaget samtidens synspunkt, idet man ikke have noget erfaringsmateriale, men efterhånden begyndte en systematisk indsamling og bearbejdning af materiale, f. eks. fra industrien. Det resultat, man nåede frem til var endnu kun en statisk model, nemlig spørgsmålet om at være født i det rigtige miljø, dog med visse påvirkninger af trækpsykologien.8) Vi finder altså i denne periode en vældig god overensstemmelse mellem grundforskningens opfattelse og den almindelige opfattelse af lederbegre­bet. Det kan nu være spændende at se hvorledes tingene derefter udviklede5) MPK p. 212.6) MPK p. 74.7) MKP p. 198.8) Lederskab et spørgsmål om at besidde visse personlige træk: mod, karakterfasthed

o .s.v . Besiddelse af disse tilstrækkeligt for at fungere som leder. Antagelse: De var givne fra fødslen. LOL p. 2.

Førerpersonligheden 383

384 Førerpersonlighedensig. På det militære område blev Clausewitz’ ideer toneangivende og kom i høj grad til at præge udviklingen, og med denne opfattelse gik landene ind i 1. Verdenskrig. Man opdagede hurtigt at de tidligere metoder var util­strækkelige, og krigen initerede en ny holdning: udvælgelse på grundlag af et nyt begreb: intelligens!

Amerikanerne og englænderne glemte i mellemkrigsårene den indvund­ne erfaring, medens tyskerne fortsatte og nåede gode resultater med offi- cersudvælgesesproblemer. Denne forglemmelse kostede dyrt i begyndelsen af 2. Verdenskrig, men til gengæld satte krigen fart i forskningen og gav et meget stort erfaringsmateriale, der har dannet grundlag for udviklingen siden. Psykologien fik med 2. Verdenskrig et »spark« fremad og har siden udviklet sig til en moden videnskab, og det er i dag klart at graden af for­udsigelse, der vel er den målestok, man bør anlægge på en videnskab, er voksende, der er stadig langt til det eksakte stade, men man vil nærme sig mere og mere.Den moderne opfattelse.

Den nyere opfattelse af lederskabsbegrebet bygger som nævnt på de un­dersøgelser og teorier, man har arbejdet med i årene fra 1930 og frem til idag. Det drejer sig om teorier som:9)Gruppeorienteret lederskab.

Lederen bare en person med højt potentiale i »det sociale felt.«Processynspunkt, Jennings 1943.

Lederskab fremtræder som en proces i hvilken ingen enkelt har en af­gørende rolle, men i hvilken relativt mange tager del.

Situationssynspunkt. Stodgill 1948.Lederskab skyldes ikke besiddelse af specielle træk, der synes at være tale om et »working relationship« mellem medlemmer af en gruppe, i hvilken lederen opnår status gennem aktivt medarbejde og demonstra­tion af sin evne til at gennemføre et samarbejde omkring gruppens op­gaver.

Adfærdssynspunkt. Harrel 1967.Lederskab må nødvendigvis bringes i relation til situationen og kan bedre defineres ved hjælp af adfærdstermer end ved hjælp af person­lighedstræk.

9) Jfr. LOL p. 3-5.

Førerpersonligheden 385

Den udvikling, der kan spores i dette, er helt klart en ændring af opfat­telsen fra den statiske model til mere og mere dynamiske inter aktions- beskrivelser. En god formulering, som det er nyttigt at holde sig for øje i det følgende, lyder således:

- 3 forhold må betragtes: lederen og psykologiske karakteristika, gruppemedlemmerne, deres problemer, holdninger og behov, og en­delig situationen i hvilken inter aktionen finder sted.10) Eventuelt det mål man arbejder imod.

— Lederskab er en hypotese at et eller andet individs adfærd har mo­dificeret en gruppes adfærd på en eller anden måde.11)

Status.Situationen idag er altså den, at grundvidenskaberne er gået fra en ud-

vælgelsesorienteret opfattelse mod en mere uddannelsescentreret. Denne sidste er så småt ved at slå igennem, men der er dog lang vej endnu, og man konfronteres stadig med opfattelser, der har deres rod i tidligere tiders synspunkter, og som idag må karakteriseres som fordomme. Vi lever altså i en brydningstid, hvor der optræder flere indbyrdes uenige »skoler« end tidligere med en række nuancerede synspunkter. Hærkommandoens udsendelse af »Ledelse og uddannelse« må vel i denne forbindelse opfattes som et forsøg på at træffe et valg mellem disse nuancer, for der er næppe tvivl om, at de nyere tanker efterhånden vil vinde indpas.

PERSONLIGHEDSBEGREBETPersonligheden er i den almindelige opfattelse ligeledes en hypotese,

nemlig den, at der hos en person findes noget fast og uforanderligt, der styrer og leder vedkommendes adfærd. Den almindelige faglige definition lyder: Personligheden er alle de egenskaber og den særlige organisation af disse, der forekommer hos et individ.12) Tidligere var begrebet person­lighed stærkt knyttet til den fysiologiske udviklingsteori, hvor nervesyste­met er det grundliggende, der er dannet gennem højere og højere og mere integrerede, styrende organer: rygmarv, forlænget rygmarv, mellemhjerne og storhjerne. Udviklingen og opdragelsen skaber en progressiv cerebra-10) Sanford 1952 LOL p. 7.1A) D. T. Cambell 1953.12) P .p. 199 LOU p.319.

386 Førerpersonlighedention, dvs. det øvre led efterhånden tager kontrollen over det nedre. Dette systems interaktion med omverdenen betragtedes som personligheden.

Senere har man på grundlag af samme model lagt vægten mere på selve udviklingen, altså et miljømæssigt synspunkt. Dette synspunkt er specielt udforsket af Cattell, der inddeler personligheden i :13)Den dynamiske side:

Karakteren, de motiver, interesser og vurderinger, der udgør de ret­ningsgivende kræfter for individets adfærd.

Den statiske side:Temperamentet, der er individets reaktivitet, og som er knyttet til det autonome nervesystem og den indresekretoriske virksomhed.

Cattell fandt frem til, at personligheden kan betragtes som bestående af egenskaber, der har en vis indbyrdes sammenhæng: dels organiseret i hierakier, hvor nogle træk er mere almene og nogle mere specifikke og hvor sammenhængen mellem dem ikke er absolut, men bedst illustreret gennemgennem konrellationer. Han fandt endvidere, at de 6 mest grund­liggende personlighedsfaktorer, belyst ved deres modsætninger var:

Høj almen begavelse - Lav almen begavelseEmotionel stabilitet - Emotionel labilitetDominans - EftergivenhedNedstemthed - Opstemthed? godt humørCyclothymi14) - SchizothymiFlexibilitet - RigiditetResultatet bliver således, at personlighedsstrukturen i forbindelse med

faktorerne: temperament, intelligens og fysisk udrustning, danner en ram­me, og indenfor denne ramme bestemmes adfærden af behov.15) Sproget indeholder et væld af egenskabsadjektiver såsom doven, sløv, pålidelig, modig o. s. v., det røber et folks psykologiske iagttagelsesevne og evne til deraf at skabe begreber, men samtidig er det et farligt stykke værktøj, for den slags ord har tendens til at sige mere end de faktisk kan stå ved.16)13) P.p. 199-204.14) Letbevægelighed, åbenhed, lethed ved at få kontakt. Tilbøjelighed til at vise følelser.15) Moderne behovteorier af Maslov og Murray. LOU p. 85-88.16) MPT 64. »Om grundlaget for personbedømmelse.«

Førerpersonligheden 387I den videre analyse vil jeg søge at holde mig til de nævnte 6 faktorer og undgå at anvende sådanne egenskabsbetegnelser.

DEN MILITÆRE FØRERS ROLLEDen militære fører har samme rolle som den civile med hensyn til målet,

at samle kræfterne om den fælles opgave, men hvad angår udførelsen er der stor forskel bestemt af det miljø, hvori opgaven løses. Her vil jeg kon­centrere mig om krigens miljø. Krigen er en ganske ekseptionel situation; hvor der sker ting, der er ukendt på noget andet erfaringsområde.17) En virkelig god grundlæggende miljøbeskrivelse er skabt af Clausewitz, der som krigens særlige karakteristika nævner:

- Faren- De fysiske anstrengelser og lidelser- Tilfældighederne- Uvisheden- hertil vil jeg selv tilføje tidens oftest afgørende indflydelse.

Disse elementer stiller ganske særlige krav til den militære fører, som ikke genfindes med samme vægt hos den civile leder, f. eks.:

- Større personlig autoritet er nødvendig.- Opgaverne til de underordnede vil ofte være farlige og vanskelige

og kontrol ofte umulig.- Der skal tilfredsstilles et sikkerhedsbehov.- Der er normalt større kontaktbehov- og større kontaktflade, f. eks.

ikke begrænset til 8 timer daglig.- Hans virke er ikke begrænset til et snævert fagligt område, men

dækker et bredt område på tværs af alle faglige grænser.- Fejl i ledelsen har ofte større konsekvens og kan få skæbnesvanger

betydning for den enkelte.Og hvilke funktioner skal føreren så bestride eller sørge for bliver vare­

taget? Ja, det afhænger i nogen grad af, det niveau vi arbejder på. Jano- witz har fra Korea i 52-53 gennem oplysninger fra 59 infanteridelinger,

17) The Use and Abuse of Military Historie, artikel af Michael Howard. H. 0 . Brug og Misbrug af krigshistorie, p. 74.

388 Førerpersonlighedender alle kæmpede i forreste linie, fundet frem til 5 vigtige ledelsesfunktio­ner:18)

- Lede delingen- Lægge normer- Danne forbillede- Uddanne- Give nødvendig emotionel støtte.

Heraf blev kun ledelsen generelt varetaget af delingsføreren alene.Dette skema kan udvides til også at omfatte andre niveauer, men jeg

vil dog foretrække at anvende en opdeling, der er mere uafhængig af ni­veauet. Herefter deles ledelsesfunktionen op i :19)

- Den instrumentale rolle- Den emotionelle rolle- Den repræsentative rolle.

Vægten og karakteren af disse roller er afhængig af niveauet, men på ethvert trin, vil der være elementer af alle 3.

HVILKE EGENSKABER KRÆVER FØRERROLLEN?Man kan, som det er fremgået tidligere, ikke sige, at der til udførelsen

af en rolle, er knyttet bestemte egenskaber, situationsbestemte forhold har ofte en væsentlig indflydelse, derimod kan man sige, at visse elementer af personligheden har en positiv korrellation til muligheden for at udføre rollen, så at sige udgør situationsdannende faktorer. Jeg vil undersøge dis­se faktorer i rammen af de 3 roller.Den instrumentale rolle.

Denne rolle har relation til hovedfaktorerne intelligens og - i mindre grad - flexibilitet. For at bevare overblikket vil jeg foretrække at opdele i de 3 uddannelsesrelevante områder:

- Viden- Færdigheder- Holdninger

18) P.K.p.88.19) MA. p. 123.

Førerpersonligheden 389

Viden.Hvilken viden, der er nødvendig for at ledelsesfunktionen kan udføres,

er afhængig af mange faktorer såsom: situationen i almindelighed, uddan­nelsesniveauet, rådigheden over ekspertice osv. og mangler på ét område vil ofte kunne kompenseres af overskud på andre, f. eks. skriver Alan- brooke,20) at meget af det Eisenhower manglede leveredes ham af hans stabschef Bedell Smith, hvilket han var klog nok til at indse.

En af de faktorer, der er mest relevant i denne forbindelse, er niveauet. På lavere niveau, delings- og til en vis grad kompagniniveau vil den nød­vendige viden være ret begrænset og ret konkret, men til gengæld vil der her være de største krav til fysik. På højere niveau vil kravet til viden være langt større, dette, i forbindelse med »apparatets« udvikling og den større operationshastighed, har nødvendiggjort og udviklet en specialisering: den militære stab, hvis udvikling i denne forbindelse er meget interessant, desværre kan jeg ikke gå nærmere ind på dette her.21) En sådan stabs ek­sistens mindsker måske i de fleste situationer kravet til førerens viden med hensyn til detaljer, men sandelig ikke med hensyn til overblik og evne til at udnytte den til rådighed stående arbejdskraft.

Det er karakteristisk, at jo højere niveau vi arbejder på, desto større er kravet til viden, vel at mærke viden indenfor et bredere og bredere om­råde, det er f. eks. en fantastisk mængde samlet viden, der skal til før en brigade kan fungere, det er viden indenfor tekniske, taktiske, forvaltnings- mæssige, lægevidenskabelige, pædagogiske og adskillige andre områder.

Chefen skal kunne skabe en funktionsdygtig helhed af disse elementer, og det kræver overblik. En ting, der ved første øjekast virker overraskende, men som egentlig er ganske naturlig, er at kravet til viden på højere niveau ikke alene indskrænker sig til rent operationsrelevante og uddannelsesre- levante områder, men i høj grad medinddrager viden indenfor »civile« om­råder som politik og økonomi.

Udviklingen har medført en større differentiering af den militære og den politiske ledelse, en eksempelrække kan være: Alexander den Store, Cæsar, Napoleon, Tscherning/Hedemann, Hitler/Keitel, Churchill/Alan- brooke, - men jeg tror ikke, denne udvikling har mindsket den nævnte virkning, der skal jo samarbejdes i snæver kontakt selv om der er personel- differering.20) FAK p. 148.21) Militært tidsskrift, sep. 65.

390 FørerpersonlighedenNapoleon arbejdede f. eks. under sine felttog i Lombardiet i lige så høj

grad med politiske og økonomiske problemer som med operationer.22) Hans senere virksomhed var også præget af dette forhold. Tilsvarende ny­ere eksempler kan være Wawell som Commander-in-chief, Middle East eller chefer, der ikke førte tropper, men som stod som bindeled mellem den politiske ledelse og troppeførere som Alanbrooke i funktion af chef for den britiske Overkommando, - Chairman of the Chiefs of Staff Commit- tee-, under 2. Verdenskrig.

Krigshistorien giver os mange eksempler på hvilken indflydelse mang­lende viden - eller fejltolkninger - kan få, et eksempel kan være den fran­ske planlægning for både 1. og 2. Verdenskrig. Man erkendte ikke den teknologiske udviklings indflydelse på krigsførelsen. I 1. Verdenskrig do­cerede man indledningsvis: angreb, angreb og atter angreb, og vidste ikke, at maskingeværet ville betyde en stillingskrig. Mod 2. Verdenskrig forbe­redte man sig til en sådan stillingskrig og erkendte ikke, at kampvognen og flyvemaskinen ville give manøvren en afgørende vægt. Dette spørgsmål er dog, vil jeg indrømme, ikke alene et spørgsmål om viden, men også om holdninger.

Som et andet eksempel vil jeg nævne Hitlers overtagelse af føringen i 1938 med ordene: »Die Befehlsgewalt fiber die gesammte Wehrmacht fibe ich von jetzt an personlich aus.«23) Hitler havde ikke nogen uddannelses­mæssig baggrund og en ret overfladisk viden, trods dette traf han som Oberbefehlhaber - øverstbefalende - ofte beslutninger i direkte strid med den rådige ekspertice, f. eks. ved beslutningen om at gennemføre et angreb på Rusland, Plan Barbarossa. Skønt gennemførte nøgterne vurderinger vi­ste, at den tyske sikkerhedsmargin med hensyn til kapacitet til at gennem­føre felttoget var meget ringe.

Den 24/7-41 skrev General Halden, chef for hærens generalstab, i sin dagbog: »Das ewige Hineinreden des Fuhrers in Dinge, deren Zusammen- hånge er nicht kennt, wachst zu einer Plage aus, die unertråglich wird.23) Senere under felttoget kompromiterede Hitler et heldigt resultat ved en ændring af den operative ide: tyngde mod Moskva til tyngde mod Kiev. På tværs af sine chefers råd.Fuhrerweisung vom 21.8.41:

Der Vorslag des Heeres fur die Fortfiihrung der Operationen im Osten

22) FM p.43.23) HO Krigshistorie 48.2 Planlægning af Barbarossa.

Førerpersonligheden 391

vom 18.8. stimmt mit meiner Absichten nicht iiberein. Ich befehle daher folgendes.. .24)

Paul Carell beskriver, hvorledes ordren blev modtaget, Halder og Gude- rian blev sendt til Hitler og efter et meget dramatisk møde fastholdt Hitler sin beslutning, og som Halder berettede, fik han selv et nervesammenbrud og råbte til Guderian: »Warum haben Sie ihm nicht Ihr Kommando vor die Fiisse geworfen?« Guderian svarede forbavset: »Warum haben Sie es nicht getan?«25) Denne ændring blev årsag til den for Tyskland tragiske udgang på felttoget.

Som eksempel på den positive viden kan nævnes Napoleon, hvis dygtig­hed og arbejdsomhed næsten er legendarisk, f. eks. tog han sin afsluttende eksamen på et år i modsætning til det normale 2-3 år.26) Markham mener i øvrigt, at Napoleons arbejdsevne skyldes en anspændt nervøs vitalitet og viljestyrke, og at dette var en af årsagerne til, at han ældedes før tiden.27)

Jeg har fundet endnu et eksempel, som jeg synes ganske godt illustrerer spørgsmålet viden.28) Under den amerikanske borgerkrig holdt Stonewall Jackson i Shenandoah Walley i ugevis en unionshær på 7000 mand bundet med 1700 mand og tilintetgjorde den i 2 slag. Han benyttede sig af infor­mation, der ikke havde karakter af efterretninger, men snarere af ren og skær viden, en nøjagtig viden om fjendens dislocering, som han lagde me­get vægt på og et minutiøst kendskab til terrænet, dels gennem lokalkendte soldater, dels gennem en topograf, der fremskaffede detaljer om afstande, veje, hældninger, vadesteder osv. Stonewall Jackson er blevet betegnet som den militære fører, der havde den mest detaljerede viden som grundlag for sine operationer.

Idag er man blevet klar over betydningen af viden, og med det snævre formål at fremskaffe oplysninger har man opbygget en omfattende organi­sation: efterretningstjenesten. Men det er ikke nok at viden bliver ind­samlet, i sidste ende er det føreren der skal kunne vurdere den, anvende den og handle på den. Som sammenfatning ses, at føreren har et stort behov for viden, han har mulighed for at trække på forskellige hjælpe­kilder, men hjælpen vil ofte væsentlig være en tidsbesparelse, og kravet til24) UB. p. 88.25) UB p. 91-92.26) FM p. 16 og 142.27) FM p. 144.28) HO Krigshistorie 40. Oversat artikel af oberstløjtnant P. G. Morgan, Taktisk bevæge­

lighed, definitioner og principper. Militært tidsskrift årg. 1967, p.444.

392 Førerpersonlighedenoverblik og evnen til at samordne disse kilders fælles anstrengelser er ikke blevet mindre.Personlige færdigheder.

Herved forstår jeg fysiske færdigheder, færdigheder indenfor militært relevante områder såsom: skydning, fremmedsprog, motorkørsel o. s. v. Sådanne færdigheder udgør en del af betingelserne for den instrumentale rolle. De har størst forbindelse med personlighedsfaktoren, intelligens i forbindelse med fysionomien. Efter min mening har disse færdigheder be­tydning for troppeføreren på to måder, direkte gennem betydning for at klare konkrete opgaver, og indirekte gennem den respekt, der kan opstå omkring en fører på grund af hans fremtoning og færdigheder. Jeg tror, at dette i tidligere tiders hære ofte har været det grundlag, hvorpå førere blev valgt f. eks. hos vikingerne og hunnerne omkring år 400. Hvorvidt denne respekt har hold i virkeligheden eller senere skabes som myte, er vanske­lig at bedømme, men det er også ligegyldigt i denne forbindelse.

Det er uhyre vanskeligt at vurdere betydningen af færdigheder og/eller mangel på samme, der er nemlig ikke noget fast forhold, men i høj grad en situations-afhængighed. Hos hunnerne var eksemplevis ridning et vig­tigt område, hos infanteriføreren er helt frem til vor tid »mobiliteten til fods« en vigtig egenskab. Hertil kommer — som før nævnt — som en funda­mental færdighed for førere på alle trin beherskelsen af den teknik, der er grundlaget for problemløsning.29)

Alt i alt må vi konkludere, at det er umuligt i detaljer at forudsige, hvilke situationer en fører kommer ud for, derimod kan man sige at sand­synligheder for, at føreren kommer i situationer, der direkte kræver, hvad man kunne kalde »kamporienterede« egenskaber, falder jo højere niveau, vi befinder os på, til gengæld er konsekvenserne her af langt større række­vidde.

En af de egenskaber jeg betragter som mest generel, er så at sige evnen til at kunne fungere psykologisk og fysisk under vanskelige ydre vilkår f. eks. uvant klima og faresituationer. Eksempler kan være Napoleons felt­tog i Rusland, ørkenkrigen under 2. Verdenskrig og det tyske Ruslands- felttog.

Under Napoleons tilbagetog fra Rusland, med resterne af sin hær, kla­rede Ney en fantastisk præstation i udholdenhed mod strabadser, medens29) Jfr. LOU p. 171 ff.

Førerpersonligheden 393

Murat efter at være ladt tilbage som øverstbefalende tabte modet, mistede initiativet og til sidst trak sig tilbage til Neapel med påskud om ødelagt helbred.30)

Det er min opfattelse, at kamppladsens mobilitet ligeledes er en af de faktorer, der har snæver forbindelse med kravet til førerens færdigheder. Tidligere f. eks. hos grækerne, romerne og i middelalderen var bevægelig­heden stor på grund af »ikke veldefinerede« fronter. Med 1. Verdenskrigs massehære og stivnede fronter faldt betydningen heraf. Idag er kampzonen igen blevet »elastisk« - blevet til et rum -, og mulighederne for operationer ind i fjendens område er igen vokset og dermed betydningen af egenska­berne. Teknologiens udvikling har naturligvis også en stor indflydelse, men da den er vanskelig at systematisere, vil jeg tillade mig at forbigå det her.

Som illustration vil jeg trække nogle eksempler frem, hvor færdigheder eller mangler på færdigheder har haft indflydelse. Den indirekte virkning kan illustreres gennem Napoleon. Markham skriver, at selv om Napoleon var en forholdsvis lille mand gjorde hans fysiske fremtoning et overordent­ligt stærkt indtryk.31) Andre eksempler kan være Patton og Montgomery, der begge nåede at skabe en myte om sig. Faktisk tror jeg, at virkningen i højere grad skyldes den psykologiske end den fysiske fremtræden, selv om det naturligvis kun er en formel opdeling. Den modsatte virkning kan illustreres gennem General-oberst von Prittwitz, der var chef for den tyske 8. Armé i Østpreussen 1914, han var kendt for sin fedme og fik tilnavnet »Der Dicke«.32)

Utilstrækkelige færdigheder kan undertiden være skæbnesvanger. En enkelt situation kan illustrere dette forhold:

Efter slaget ved Dresden aug. 1813 blev Napoleon grebet af feberanfald og mistede sin sædvanlige energi og gennemførte ikke sin oprindelige plan, om at lade Vandammes korps forfølge for derefter hurtigt selv at følge op med hovedstyrken. Han fulgte ikke op, men en ordre til Vandamme om at fremskynde sin fremrykning røber, at han stadig havde en dunkel ide om at gennemføre sin plan. Resultatet blev at Vandamme kom til at kæm­pe alene og hans korps, på 25.000 mand blev revet op.33)30) FM p. 211.31) FM p. 146.35) PK p.10.33) »Planlægning contra udførelse«. Oberstløjtnant E. Bassing. Militært tidsskrift MAR

1970.

394 Førerpersonligheden

Som det tredie led i den instrumentale rolle indgår holdninger, herved

forstås: »Et konstant beredskab for at reagere på en bestemt måde«.34)

Holdninger udgør de trosmæssige forestillinger, og er ofte emotionelt be­

stemte, og da krigens m iljø, som det er udtrykt af Clausewitz indeholder

en høj grad af, dels tilfældigheder, dels uvished i forhold til livets andre

områder, ja så er det klart at det som grundlag som føreren betjener sit

»apparat« på, i høj grad vil være præget af tro, eller om man vil af dok­

triner.

Denne form for holdninger er væsentlige for udøvelsen af den instru­

mentale rolle, de har formodentlig størst relation til personlighedsfakto-

reme: intelligens og flexibilitet. Man kan spørge hvilke holdninger der er

karakteristiske for førerpersonligheden og hvilke, der er hensigtsmæssige?

Det første er vanskeligt at svare på, da udviklingen af holdninger sker

gennem m iljøet, man kan måske sige, at tidligere, hvor militære førere

havde en mere miljømæssig ensartet baggrund, var der i et officerskorps

en mere homogen opfattelse end i dag, men det er nu et postulat.

Hvilke holdninger der er hensigtsmæssige, kan jeg desværre heller ikke

sige meget mere om end, at det er situationsbestemt. Spørgsmålet er nok en

analyse værd, men her kan jeg sige, at føreren må have holdninger, der

generelt vurderes positivt og leve op til de holdninger der forventes af

ham.

Som illustration til den varierende indflydelse vil jeg nævne en række

eksempler:

- Op til 2. Verdenskrig eksisterede der den opfattelse, med Churchill

som fortaler i England, at militærpsykiatere nærmest var 5. kolonnefolk,

og at den engelske soldat ikke kunne bryde sammen, hvorfor man slet ikke

var forberedt, da krigen brød ud.35)

- De japanske chefer, der planlagde angrebet på Pearl Harbor, havde

en fundamental forkert opfattelse af amerikansk psyke, de regnede med,

at USA accepterede sit nederlag, og sandelig ikke med, at USA ville kæmpe

til, Japan var slået.36)

- Hitlers holdning var under 2. Verdenskrig den, at tyske tropper ikke

måtte gå tilbage. Dette blev kostbart i længden. Ved Stalingrad udslettedes

Holdninger.

34) LOU p. 315.35) PKp.10.

36) IP p. 159 og 365.

Førerpersonligheden 395

af denne årsag von Paulus 6. Armé på 250.000 mand og i Tunis ligeledes

250.000. Alanbrooke skriver, at de allierede næsten planlagde på grundlag af

denne holdning, ved Alexanders offensiv i Italien, med formål at binde tyske

styrker der, inden invasionen. Omvendt bidrog Hitlers »Halt-Befehl« i for­

bindelse med den 1. russiske vinteroffensiv formentlig til at redde den

tyske hær fra en katastrofe.37)

Holdningerne skal også være i overensstemmelse med de teknologiske

forudsætninger:

- Napoleon viste denne overensstemmelse, da han sagde: Artilleriet ud­

gør idag arméernes og folkenes virkelige skæbne, og Hitler når han i Mein

Kampf skriver, at mekaniseringen vil blive overvældende og afgørende i

næste krig, men den franske forsvarsstyrelse som tidligere nævnt ikke, op

mod 2. verdenskrig.

Efter disse eksempler vil jeg fremhæve 3 holdninger, som jeg mener er

så generelle og så væsentlige, at de bør betragtes særskilt. Det er: initiativ,

beslutsomhed og loyalitet.

Initiativ og beslutsomhed.

I militære kredse betragtes traditionelt følgende føreregenskaber som

vigtige:

Ansvar8glæde

Beslutsomhed

Viljestyrke

Handlekraft

I Feltreglement 1 er under overskriften: »Troppeføreren« nævnt: »Hele

hans virke må være præget af beslutsomhed og in itiativ«... og senere. . .

»og indskærpe sine undergivne, at det i vanskelige situationer medfører

større farer ikke at handle end at begå fejl i valg af midler og fremgangs­

måder«. Man kan stille spørgsmålstegn ved om dette gælder generelt, men

erfaringen har vist, at det i almindelighed er nyttige egenskaber for en

troppefører. Oprindelsen som krav skyldes måske militære operationers

»ikke eksakte« karakter, der kan således aldrig foretages overvejelser helt

til bunds, p& et eller andet tidspunkt bliver tidsfaktoren afgørende, og der

skal træffes en beslutning. Holdningerne er ikke absolutte, men afhænger

af situationen, og da må afvejes mod andre faktorer, f. eks. beslutsomhed,

må afvejes mod mulighederne for at skaffe yderligere oplysninger.

37) AK p.150 og 153.

3% Førerpersonligheden

Et eksempel på et katastrofalt initiativ var den tidligere nævnte hold­

ning, der var enerådende i hele den franske hær op til 1. Verdenskrig: »Of­

fensive å outrance« med slagordet: »Attaque, attaque, toujours l ’attaque,«

hvilket i krigens første år kostede halvdelen af officerskorpset.38).

En situation, hvor manglende beslutsomhed blev, om ikke katastrofal

så dog afgørende, var situationen i 2. Verdenskrig efter invasionen, hvor

Eisenhower ikke kunne beslutte, hvorvidt tyngden skulle lægges hos Mont­

gomery i nord eller hos Bradley mod syd, dette forlængede efter Fullers

mening krigen væsentlig.39) Alanbrooke er af samme opfattelse, medens

Eisenhower selv skriver, at Montgomery ikke bedømte situationen reali­

stisk, men lod sig rive med af begejstringen på grund af den hastige frem­

rykning gennem Frankrig.

Napoleon er selv kendt for sit initiativ på afgørende sted og til afgøren­

de tid, og for sin beslutsomhed. Det lykkedes ham dog ikke at overføre

disse egenskaber til sine marksaller, tværtimod gennemførte han i kejser­

dømmets senere år en doktrin: »Inspiration i krig hører kun hjemme hos

den øverstbefalende, hans officerer må indskrænke sig til at adlyde or­

drer«. Dette skulle blive skæbnesvangert for ham ved Waterloo, hvor Mar­

skal Grouchy med 34.000 mand og 108 kanoner på grund af sit manglende

initiativ, lidt upræcise ordrer og denne doktrin, ikke var på slagpladsen de

to afgørende dage.40)

Oberstløjtnant E. Bassing har analyseret 2 situationer ud fra spørgsmålet

om beslutsomhed41) nemlig slaget ved Chancellorsville under den ameri­

kanske borgerkrig og slaget ved Dresden-Kulm 1813. Den første situation

viser, hvorledes general Hooker, chef for unionshæren, i en gunstig position,

hvor han havde »alle kort på hånden«, veg tilbage for at tage den beslut­

ning om angreb, han egentlig havde planlagt på. Den anden viser, hvor­

ledes Napoleon 2 gange under felttoget ændrer den egentlige plan. Først

som en hensigtsmæssig beslutsom reaktion på nye oplysninger. Anden gang

midt under slaget, hvor han som nævnt senere mister sin energi og beslut­

somhed som følge af sygdom.

Konklusionen må være, at en troppefører, der jo netop skal gøre plan­

lægning til virkelighed, må være præget af de holdninger, man kan kalde

initiativ og beslutsomhed.

38) Verdun 1916.39) DBW 3. p. 578-79, AK 2. p. 218-20, CIE p.343.

40) FM p. 252.41) Planlægning contra udførelse.

Førerpersonligheden 397

Loyalitet.Spørgsmålet om loyalitet er ligeledes en af de holdninger, jeg tillægger

megen vægt. En troppefører vil uvægerligt komme ud for situationer, hvor

egne behov ikke kan forenes med kravet om opgavens løsning. Hans funk­

tion kræver, at han er loyal overfor opgaven og de mennesker, hvis liv han

har ansvaret for. Det er denne loyalitet jeg tænker på, og det er vel et af

de vanskeligste krav at stille til en fører.

Det vil ofte være prestigemæssige hensyn, der spiller ind og jeg vil her

nævne et par eksempler, hvor jeg mener man ikke har været loyal overfor

opgaven, det er dog meget vanskeligt at dømme i en sådan sag:

- I begyndelsen af 1. Verdenskrig, da russerne rykkede frem mod Øst-

preussen, sendte chefen for den derværende 8. Armé von Prittwitz sit 1.

korps frem. Chefen for dette, von Francois, havde sat sig for, at ingen rus­

sere måtte betræde preussisk jord. Von Francois fortsatte derfor sin frem­

rykning ud over, hvad han havde tilladelse til, og angreb på trods af gen­

tagne ordrer om at standse. En generalmajor, der var sendt med en ordre

om tilbagegang, blev mødt med ordene: »Meddel generaloberst von Pritt­

witz, at generalløjtnant von Francois vil afbryde kampen, når han har slået

russerne«. Angrebet blev en personlig sejr, men hele arméens plan, der

var baseret på en indledende udvigende kamp, blev kompromitteret.42)

- 1 1813 var der i Frankrig ved at indsnige sig en krigstræthed, og blandt

offentligheden og Napoleons egne marskaller bredte der sig den opfattelse,

at Napoleon ikke længere kæmpede for Frankrig, men for at tilfredsstille

sin egen personlige stolthed. Napoleon gik ikke med til en »europæisk ba­

lance«, skønt han kunne have opnået en rimelig ordning, men forsatte sine

kampe.43)

— I foråret 1942 blev en tysk panseerdivision kastet ud af en stilling på

østfronten. Divisionschefen ville af prestigegrunde tilbageerobre stillingen

sammen med en infanteridivision. Chefen for denne generaloberst Rendu-

lic, kunne ikke tale ham fra det, skønt angreb var fuldstændig overflødigt.

Det var nødvendigt at forbyde det fra højere sted.44)

— Under 2. Verdenskrig umiddelbart efter invasionen, hvor der skulle

angribes ud fra det etablerede brohoved, blev der af Eisenhower og af den

amerikanske offentlighed rejst den kritik mod Montgomery, at han, som

42) KIA p. 262-63.

43) FM p. 218.

44) GMF p. 48.

398 Førerpersonligheden

chef for invasionens landstridskræfter sparede på de britiske styrker på

bekostning af de amerikanske, der havde større tab. Alanbrooke forsvarer

skarpt Montgomery,45) men sagen er ret kompliceret og tvivlsom og viser,

hvor vanskeligt spørgsmålet i virkeligheden er. Det er i øvrigt m it indtryk,

at det allierede samarbejde i denne henseende var dårligt lige fra den ame­

rikanske landgang i Nordafrika og til krigens afslutning, der var i for høj

grad tale om en form for »konkurrence«.

Loyalitet må være et absolut krav til troppeføreren, men det er vanske­

ligt at kontrollere og i sidste instans, må det blive et samvittighedsspørgs­

mål. Under en koalitionskrig vil det ofte kunne blive et spørgsmål om

loyalitet over for egne nationale interesser eller overfor alliancen og der­

med også andre nationers interesser.

Den emotionelle rolle.

Snævert forbundet med den side af krigens m iljø, der kaldes faren og

slagpladsens ensomhed, er førerens emotionelle rolle. Den involverer fak­

tisk alle de grundlæggende personlighedsfaktorer, men vel mest den emo­

tionelle stabilitet og cyclothymi og dominans, og er altså ikke veldefine­

ret.

Behovet for, at føreren har en emotionel rolle, afhænger både af situa­

tionen og af niveauet. Der vil være den nærmeste kontakt og de stærkeste

bånd på lavere niveau. Denne specielle rolle er en af de ting, der i særlig

grad skiller den civile og den militære fører. Krigserfaringer viser, hvor

dominerende netop denne faktor bliver i kritiske situationer. Her skabes

intense emotionelle relationer som værn mod faren.46)

Det er i høj grad gennem denne rolle, føreren skaber en enhed ud af en

styrke, og som historien viser, har næsten alle store hærførere haft en

næsten suggererende evne til at skabe en bestemt stemning hos tropperne.

Napoleon evnede f. eks. at skabe en fantastisk »esprit« i sine hære, og

Wellington vurderede den moralske virkning af kejserens tilstedeværelse

under et slag til at være 40.000 mand værd.47)

Montgomery skabte en stemningsændring, da han aug. 42 overtog kom­

mandoen over 8. Armé i Ægypten, dels gennem sin personlige optimistiske

holdning, som han forstod at få til at smitte af, dels gennem et bedre orga­

niseret fagligt »back up«. Blandt andet medførte han en biograf.

45) AK p. 183 og 186-88.

46) LOU p. 112-13. PK p. 71-74.

47) FM 149.

Førerpersonligheden 399

I december 41, hvor de tyske hære mødte alvorlig modstand i Sovjet­

unionen, søgte Hitler at påvirke stemningen ved selv at overtage den direk­

te kommando, det lykkedes dog ikke og viser begrænsningen.

Når Freytag-Loringhoven skriver:48) »Die Einwirkung hoherer Fiihrer

ist geistiger Natur«, tror jeg det er noget meget væsentligt, man måske i

dag er tilbøjelig til at overse, men som efter m in mening netop er det

punkt, der skiller troppeføring fra håndværk: »Troppeførerens evne til at

skabe og forme sine tropper til en bestemt holdning«.

Jeg vil ikke analysere hvilke elementer, der kunne indgå i en sådan

»evne«, men alle sider af personligheden er formodentlig involveret, spe­

cielt selvtillid. Udprægede eksempler herpå er Patton og Montgomery.

Den danske oberst Helgesen viste i sep./okt. 1850 under belejringen af

Frederiksstad i treårskrigen, hvilket fantastisk resultat, der kan nås gen­

nem sådanne evner. Det lykkedes ham at holde stemningen og modstå an­

greb i 6 døgn fra en overmægtig selsvig-holstensk styrke, selv om byen

brændte, og der med artilleri blev skudt op til 3000 skud i døgnet og under

ildforberedelse med 1 skud pr. sekund. Helgesen holdt stand og angrebet

mislykkedes.49)

Holdning til sin egen førerrolle og overfor andres indgår ligeledes som

et led. Man kan groft taget have 2 holdninger overfor andre mennesker:

- De afskyer arbejde og søger at undgå det.

- De trives bedst ved at fungere. Arbejdet giver behovstilfredsstillelse.

Napoleon stolede ikke meget på sine underførere og fik derfor heller

ikke meget fornøjelse af dem. Undertiden lod han private grunde veje

tungere end faglige hensyn, f. eks. gav han Junot som var ungdomskamme­

rat kommandoen over Portugal, skønt han vidste, at denne var uegnet.

Den engelske general Auchinleck fra 2. Verdenskrig, er ligeledes senere

blevet kritiseret for, ikke at have været hårdhjertet nok med hensyn til

at kassere folk, der ikke udfyldte deres job.

Disse eksempler kunne opfattes som manglende loyalitet overfor opga­

ven, men de viser også forskellige sider af den emotionelle rolle. En rolle

der har sin store betydning, men som det fremgår er vanskelig at udstikke

grænserne for. Man kunne tro, at betydningen er mindsket idag, med de

voksende afstande imellem hærenes enheder, men det tror jeg ikke, for

kommunikationsmulighederne er vokset tilsvarende!

4S) MPK p. 51.

49) HO Slesv. p. 65.

400 Førerpersonligheden

Sidst i rækken vil jeg se på førerens repræsentative rolle, den har ikke

samme funktion for den militære som for den civile leder. For den m ili­

tære fører omfatter den samarbejdet med andre enheder og myndigheder

og dannelsen af et billede af enheden og sig selv udadtil.

Historien viser os mange eksempler på hvorledes dette samarbejde har

varieret med de forskellige føreres personlighed. Betydningen vil her være

fuldstændig afhængig af situationen, og det er vanskeligt at udtale sig kon­

kret om involverede personlighedsfaktorer.

Da man planlagde invasionen under 2. Verdenskrig tog man hensyn til

den repræsentative rolle, efter manges mening i for høj grad. Alanbrooke

skriver: »M it væsentlige indtryk var, at Eisenhower ikke var nogen virke­

lig anfører, når det gælder tænkning, planlægning, energiudfoldelse eller

ledelse, simpelthen en mand, der kan samordne, god til at komme ud af

det med folk, en forkæmper for interallieret samarbejde, og på disse fel­

ter er der ikke mange, der kan gøre ham rangen stridig.«50)

Både Alanbrooke og Fuller er enige om, at en mindre diplomatisk og

mere beslutningsdygtig chef havde været at foretrække i aug. 44, hvor der

skulle vælges tyngde, (sml. p. 24) Jeg vil ikke dømme i dette spørgsmål,

Eisenhovers specielle evner var nemlig i mange henseender af stor værdi

for invasionen og kampene derefter, blot herigennem illustrere, hvorledes

tingene arbejder sammen. Det er situationen, der afgør hvilken faktor, der

skal spille hovedrollen!

Konklusion.

Førerens funktion kræver visse egenskaber, ikke bestemte egenskaber i

et nøjagtigt afbalanceret forhold. Men de kan lignes ved en håndfuld kort,

der kan spilles på mange måder til et godt resultat. Det rigtige kort be­

stemmes af situationen, og netop situationen bliver den virkelig afgørende

faktor, dog er nogle egenskaber af mere generel betydning: viden, loyali­

tet, evne til at skabe »esprit« med flere, og det er disse jeg har søgt at illu ­

strere på de foregående sider.

En faktor jeg hid til har holdt udenfor og som man vanskeligt kan kalde

en egenskab er spørgsmålet om held. Wawell har i »Soldiers and Soldie­

ring« skrevet, at det er vigtigt »to be a fortunate commander«, - at være

heldig Han var selv en af de uheldige, der i krigens første år måtte kæm-

Den repræsentative rolle.

«°) AK p.147.

Førerpersonligheden 401

pe under ulige betingelser, og alligevel nåede bemærkelsesværdige resulta­

ter.51)

Man kan im idlertid stille det spørgsmål, om der ved en person findes

en egenskab, man kunne kalde held. Jeg tror ikke problemet er så enkelt,

men vort verdensbillede er for snævert idag. Fremtiden vil ganske givet

åbne vores øjne for nye sider af den fysiske verden og af menneskets kon­

struktion og virkemåde.«52)

UDVÆLGELSE OG UDDANNELSE

Som det afsluttende led i den analytiske kæde vil jeg stille spørgsmålet:

Tilfredsstilles de nævnte krav til førerpersonligheden gennem udvælgel­

ses« og uddannelsessystemet? Svaret kan af gode grunde ikke blive enty­

digt. Udvælgelse og udnævnelse bør være to ting, der hænger sammen i en

ubrydelig helhed. Skønt det ikke altid har været tilfældet i historien.

Rent historisk har man som nævnt indenfor lederskabs teorierne bevæ­

get sig fra et udvælgelsesorienteret synspunkt til et uddannelsesorienteret.

Jeg vil se på de to begreber i lyset af dette, og undersøge, hvorledes situa­

tionen idag er i den danske hær.

Udvælgelse.

Mange forskellige systemer har i tidens løb været praktiseret, fra et sy­

stem byggende på social status til de mere kvalifikationsbetingede syste­

mer, der begyndte i sidste halvdel af det 17. årh. England indtog en over­

gang en særstilling, idet man der købte officersbestallingen. En metode der

skulle sikre at hærens grundlæggende anskuelser var i overensstemmelse

med den herskende samfundsklasses, nemlig landadelens. - En forsikring

mod et militært diktatur.

Det er værd at bemærke, at militære førere, der skal virke i krigstid,

ofte bliver udnævnt i fredstid. Tidligere, hvor krigene var hyppigere, havde

man et godt grundlag for udvælgelse. Men i dag, hvor soldaten træner for

51) OTS 64.

62) Parapsykologien er den videnskab der beskæftiger sig med dette område, bl. a. ESP,

eller extrasensory perception, dvs. perception eller opfattelse uden om de normale

sanser. Videnskaben er ikke anerkendt her i landet, men i de fleste andre lande.

Som litteratur kan anbefales: Louisa E. Rhine: Sindets løngange. J. B. Rhine og

J. G. Pratt: Parapsychology.

402 Førerpersonligheden

måske at komme til at udøve sin profession én gang, som Michael Howard

skriver, kan det være meget vanskeligt, og der vil altid være en fare for at

udvælgelse finder sted på grund af en anden prioritering af kriterierne

som f. eks. gode administrative evner.

Det danske system bygger på to grundlæggende ideer: en ide om en vis

anciennitetsudvikling og en kvalifikationsmæssig ide, idet avancement til

major praktisk taget er automatisk, og videre avancement betinget af be­

dømmelsen. Udgangspunktets niveau sikrer man sig gennem dels krav om

matematisk studentereksamen for optagelse på forsvarets officersskoler,

dels gennem optagelsesprøver, hvor Militærpsykologisk Tjeneste er invol­

veret.

Jeg vil gerne rette en kritik mod systemet, vel vidende, at der er mange

argumenter, der taler for, og uden at have mulighed for at opstille alterna­

tiver. Den automatiske udnævnelse giver ingen muligheder for at tilfreds­

stille krav til førerpersonligheden. Den senere kvalifikationsmæssige ud­

nævnelse, nærmer sig efter min mening kravene, dog har den været kriti­

seret for en for stor afhængighed mellem bedømmeren og den bedømte, og

for at irrelevante faktorer har for stor indflydelse. I hvert tilfælde er be­

dømmelsessystemet ret dårligt, og forsvaret sætter chefer med et ofte til­

fældigt grundlag for personelbedømmelse til at bedømme andre med hen­

syn til en række lidet veldefinerede kvalifikationer. Oberst B. O. Jakobsen

har i en artikel »Bedømmelsesråd - forfremmelsesbedømmelse - et illi-

tionsnummer« i Militært tidsskrift juli/august 1970, behandlet dette emne.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig oberstens synspunkter. I denne forbindelse

var et system, der i højere grad tilgodeser de krav til personligheden som

førerens rolle stiller måske at ønske.

Uddannelse.En egentlig officeruddannelse begyndte i anden halvdel af det 17. årh.

med en teknisk uddannelse af artilleri- og ingeniørofficerer, og udviklede

sig i høj grad, præget af preussiske tanker, frem til vore dage.

To ting må stå klart i en analyse:

- Hvilke områder kan der uddannes på?

- Hvorledes skal en uddannelse indenfor disse områder bygges op for at

tilfredsstille kravene.

Man kan uddanne indenfor områderne: viden, færdighed og holdninger,

og det vil være således, at man kun kan påregne, at opnå resultater, der

Førerpersonligheden 403

ikke kræver en mere gennemgribende ændring af de fundamentale person-

lighedsfaktorer. Denne begrænsning spiller mest ind med hensyn til hold­

ning. Ændring af viden og færdigheder vil i højere grad være proportional

med den uddannelsesindsats, man yder. Der er dog i de senere år udviklet

træningsmetoder under betegnelsen: »Human relation - træning,« der er

effektive i ændring af adfærd og holdninger.*)

Danmark har et højt uddannelsesniveau. Med dette som grundlag har

forsvaret lavet en overbygning bestående af en grunduddannelse og en

videregående uddannelse, der i fremtiden planlægges lagt i 4 spor: Et tek­

nisk, et taktisk, et pædagogisk og et forvaltningsspor. Grunduddannelsen

er opbygget over begrebet »det krigsvidenskabelige grundstudiums model«

efter detaljeret analyse.53)

Kan man uddanne en fører?Som afslutning vil jeg stille det spørgsmål, der er det centrale punkt i

hele opgaven: »Kan man uddanne folk til at være førere?« Svaret kan

ikke blive enkelt, som tidligere nævnt er føring en relation mellem en

troppefører og en enhed, ganske som der er en tilsvarende relation mellem

en kirurg og hans værktøj. Jeg vil gerne illustrere denne sammenhæng

gennem et krigshistorisk eksempel.

*) Sensitivitetstræning

En speciel metode, væsentligt omfattende emotionel indlæring, hvorved mulighederne

for samarbejde med andre mennesker øges. Der sker en ændring af personligheden i en mere hensigtsmæssig retning gennem en »unfreezing-moving-refreezing« proces. Træningen foregår på internatkurser, helst et øde sted.Rollespil

Deltagerne bliver sat til at spille roller, der er således struktureret, at der opnås erfaring og træning i reaktionsformer af betydning for lederjobbet.Case-metoden

Der stilles problemsituationer, og træningen består i at forstå de perspektiver og

forudsætninger, der ligger bag de involverede personers handlinger.

Selvkonfrontation

Ved hjælp af videobåndoptager konfronteres man med egne reaktioner, og der ska­

bes et gunstigt klima for emotionel indlæring. Metoden er endnu ikke tilstrækkelig

udforsket men tillægges megen vægt.

For en mere udtømmende beskrivelse af de forskellige metoder se f.eks. Lederskab og lederskabstræning MPT 1968 (LOL).

53) Jfr. Betænkning vedr. Hærens Linieofficerers grunduddannelse. (Anmeldt i Militært

tidsskrift årg. 1967, p. 101 ff.), samt oberstløjtnant Nils Berg: »Det militærviden­

skabelige grundstudium« i Militært tidsskrift årg. 1966, p. 9 ff.

404 Førerpersonligheden

Under 30-årskrigen i slaget ved Liitzen mellem den svenske hær ført af

Gustav 2. Adolf og den tyske ført af Wallenstein, faldt den svenske konge,

resultatet var at svenskerne gik frem med fornyet energi, og det blev udslag­

givende. Under samme slag faldt under et angreb chefen for Wallensteins

rytteri, Pappenheim, og det resulterede i kaos og tilbagegang. Forskellen

ligger i, at Gustav 2. Adolf havde gennemført en systematisk uddannelse

af sin hær og skabt en god holdning, medens Pappenheims føring hvilede

på personlig kontrol.

Føringen består således ikke alene i at bruge værktøjet, men i lige så

høj grad at forme det. Førerens rolle er altså at forme det mest hensigts­

mæssige værktøj, at kende dette værktøj til bunds og endelig at kunne

bruge det og tilpasse det til situationen.

Svaret må herefter blive, at ingen kan blive troppefører uden uddannel­

se, historien giver ganske vist eksempler på personer, der er blevet det

uden teoretisk uddannelse, men er vokset op indenfor en hær, som f. eks.

de russiske generaler Shukow og Voroshilov,54) der er dog på sin vis også

tale om en uddannelse her, blot mindre systematisk.

På den anden side vil det være afhængigt af niveauet om man kan ud­

danne førere. På lavere niveau kan man nå meget langt gennem uddannel­

se, men man kan normalt ikke lære folk at udfylde den emotionelle rolle.

De moderne træningsmetoder (jfr. side 403) giver dog begrænsede mulig­

heder i den retning, men det kræver en forholdsmæssig stor indsats.

Som et led i en større amerikansk undersøgelse, med det formål at skabe

grundlag for træning af »Junior army officers/platoon leaders«, er der

gennemført en analyse over korrellation mellem effektivitet og forskellige

former for lederadfærd (f. eks.: »giver information«, »motiverer«, »fortæl­

ler hvad der forventes«)55) Resultatet blev, at de områder, der har positiv

korrellation til effektivitet, er områder, der er åbne for indlæring. Det

viste sig også, at der var signifikant forskel på effektiviteten før og efter

gennemgang af praktiske træningsprogrammer.

På højere niveau er billedet et lid t andet. Der kræves her en anderledes

omfattende viden, og spørgsmålet om holdninger begynder at få langt mere

vægt. Man kan stadig uddanne indenfor et stort område, men en væsentlig

del falder, som det fremgår af afsnittet »Den militære førers rolle« udenfor

54) KM p. 84-87.

55) A Study of Leadership in Army Infantry Platoons. Leadership in Army Infantry

Platoons: Study 2. af Carl J. Lange m. fl. for U.S. Army Infantry Human Research

Unit, Fort Benning, Georgia.

Førerpersonligheden 405

de områder, hvor uddannelse er relevant, selv om man også her kan nå

resultater med de personlighedsinddragende træningsmetoder. Dog vil om­

kostning parret med effektivitet hurtigt sætte en naturlig grænse, når en

mere dybtgående personlighedsændring kræves.

Man må sige at en førerpersonlighed lettere skabes på lavere niveau gen­

nem uddannelse, end på højere niveau. Det er dog ikke muligt på noget

trin at nå et resultat gennem uddannelse alene. Grundpillerne for et effek­

tivt officerskorps vil derfor vedblive at være:

UdvælgelseSystematisk uddannelse.

SAMMENFATNING

Førerens personlighed har en væsentlig indflydelse. Gennem de forskel­

lige funktioner, der skal udføres, virker personlighedens karakteristika

ind og bestemmer muligheden for at løse opgaven.

Hvilke egenskaber er væsentlige? Jeg synes selv svaret er givet gennem

Clausewitz ord: »Der kriegerische Genius ist ein harmonischer Verein der

Krafte«. Kringskunstens genius er en harmonisk sammennsmeltning af

kræfterne. Det er førerens opgave at skabe denne sammensmeltning gen­

nem sine egenskaber, men situationen bestemmer hvilke, der til enhver tid

er relevante. Dog vil der altid være mere universelle egenskaber som en

troppefører må besidde.

Hvorledes skabes en fører? Det er nødvendigt at uddanne, men person­

lighedens karakter sætter sin begrænsning. Udvælgelse og uddannelse må

derfor fortsat være en ubrydelig helhed.

BIBLIOGRAFI

VK von Clausewitz, Carl: Fom Kriege.

Ferd. Dummlers Verlag, Bonn 1952.

Et meget omfattende værk, der danner baggrund for den klassiske krigsteori,

og som i høj grad har præget den vestlige opfattelse af krigens natur og krigs-

føring. Bogen er anvendt som hovedkilde til Kap. 1 pkt. 2. Den ældre opfattelse,

idet den meget klart illustrerer tidens opfattelse af førerbegrebet, og har haft stor betydning for eftertiden.

MPK Freytag-Loringhoven: Die Macht der Personlichkeit im Kriege, Studien nach Clausewitz.

Mittler und Sohn, Berlin 1911.

Bogen er en studie af Clausewitz tanker om forskellige sider af personlighedens

indflydelse. Den er anvendt som hovedkilde i forbindelse med Vom Kriege, samt

som inspiration til dele af kap. 4.

P Husén, Torsten: Psykologi.

Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1965.

Bogen er en introduktion til den moderne psykologi og er anvendt som hoved­

kilde i forbindelse med den teoretiske ramme om personlighedsbegrebet.

LOU Hærkommandoen: Ledelse og uddannelse. 1969.

Grundbog for hærens pædagogik, bogen er anvendt som referencekilde.

S Stehouwer, Jan: Sociologi.

Gyldendal 1968.En indføring i den moderne sociologi. Bogen er anvendt som hovedkilde for

den teoretiske baggrund med henblik på forståelsen af lederskabets funktion.

PK Jensen, S.: Psykiske kampskader.

MPT, København 1968.En specialopgave. Bogen er anvendt som kilde for førerens rolle i forbindelse

med de emotionelle faktorers betydning under kampforhold.

LOL Knud E. Sabroe og B. Rieneck: Lederskab og lederskabstræning.

MPT, København 1968.Bogen er anvendt som hovedkilde for de moderne lederskabsteorier og for le-

derskabstræningen i forsvaret i dag.

MA Gorpe, P.: Moderne administration.

Samlerens Forlag København 1967. Oversat fra svensk.

Referencekilde for lederens forskellige roller.Carl J. Lange m.fl.: A Study of Leadership in Army Infantry Platoons og Leader-

ship in Army Infantry Platoons: Study 2.U.S. Army Infantry Human Research Unit. Fort Benning. 1960.

En detaljeret undersøgelse til opbygning af et træningsprogram med det formål at »lave delingsførere«. Værket er velvilligt udlånt af MPT og anvendt som kilde i forbindelse med mulighederne for at uddanne førere på lavere niveau.

Jeg har endvidere anvendt følgende kilder som grundlag for eksempler og

mindre uddrag.FAK Bryant, Arthur: Feltmarskal Alanbrookes Krigsdagbpger. 2. Sejren i Vest.

Det Schønbergske Forlag, København 1961.Bogen er fantastisk god som eksempelkilde. Jeg mener dog ikke, at forfatteren

er helt objektiv i alle sine vurderinger, og hans antipati mod Eisenhower kommer

klart til udtryk.Fm Markham, Felix: Napoleon.

Fremad, 1966. Oversat fra engelsk af Christian Dahlerup Koch.En virkelig interessant Napoleon-biografi, der giver et godt billede af Napoleon

som kejser og fører. Bogen er rig på eksempler og indeholder mange fornuftige

vurderinger.OTS Barclay, C. N.: On their Shoulders.

Faber and Faber, London 1964.En bog om de britiske generaler i krigens første år, der, som forfatteren skri-

406 Førerpersonligheden

Førerpersonligheden 407

ver, manglede både mænd, våben og allierede. Forfatteren giver gode vurderinger

af de pågældende, og man får et godt billede af deres andel i begivenhederne.

CIE Eisenhower, Dwight D.: Crusade in Europe.

Garden City Books Edition, New York 1952.

UB Car ell, Paul: Untemehmen Barbarossa, Der March nach Russland.

Yerlag Ullstein, Frankfurt/M 1963.

DBW Fuller, J. F. C.: The Decisive Battles of the Western World 3.

Eyere & Spottiswoode, London 1963.

KIA Tucham, Barbara W,: Kanonerne i august 1914.

Fremad, 1964. Oversat af Mogens Boisen efter: The guns of August.

Vesterdahl, M.: De slesvigske krige.

H O ,1955.

KM Sørensen, V. K.: Krigens mænd.

Flensteds Forlag 1945.

En bog om de betydende personer i 2. verdenskrig. Bogen giver et godt over­

blik over de forskellige personer, men er efter min mening ikke helt objektiv i

vurderingerne.

GMF Rendulic, L.: Grundlagen militarischer Fuhrung.

Maximilian Verlag, Herf ord 1967.

En god bog om føring på grundlag af forfatterens egen erfaring som tysk divi­

sionschef under 2. verdenskrig.

SAS WaweU, A. P.: Soldiers and soldiering.

Poulsen, H. og Aagaard, O.: Om grundlaget for personelbedømmelse.MPT 1964.

ARTIKLER:

Bassing, C., oberstløjtnant: Planlægning contra udførelse.Militært tidsskrift, marts 1970.

En artikel om betydningen af førerens initiativ og beslutsomhed.

Jakobsen, B. O., oberst (Militært tidsskrifts juli/august 1970): Bedømmelsesråd - forfremmelsesbedømmelser - et illusionsnummer.

En artikel om bedømmelsessystemet i hæren i dag. Artiklen giver udtryk for en kritisk holdning, der nok er berettiget.

Morgan, P. G.: Taktisk bevægelighed, definitioner og principper.

HO Krigshi8torie 40. Oversat fra Canadisk tidsskrift.

Den militære stabs historie.

Militært tidsskrift september 1965.

Howard, Michael: Brug og misbrug af krigshistorie.

HO Krigshistorie, oversat efter engelsk.

Konference om pædagogiske grunduddannelser

Nedenstående er et resumé udarbejdet af orlogskaptajn

E. Schollert på grundlag af en artikel, der vil blive trykt

i Pædagogisk Tidsskrift. Artiklen er udarbejdet af Det koor­

dinerende Udvalg, der blev nedsat ved afslutningen af en

konference på Krogerup Højskole.

I dagene 2.-5. jun i 1971 blev der på Krogerup Højskole afholdt en konfe­

rence om fælles formål og fælles elementer i pædagogiske grunduddannel­

ser med det sigte at lægge op til en debat om uddannelsen af pædagoger,

der skal kunne arbejde for og i et fremtidigt system med livslang uddan­

nelse. I konferencen deltog repræsentanter for en lang række pædagog­

uddannelser, bl. a. forsvarets.

Baggrunden for Krogerup-konferencen.Konferencen, dens forberedelse og efterbehandling, er en del af forbe­

redelserne til den 17. UNESCO-generalkonference om voksenundervisning

i Tokyo, 1972. Formålet med denne konference er at:

- undersøge og vurdere voksenundervisningens udvikling i 60’erne,

- overveje voksenundervisningens funktion (opgave og former) i et sy­

stem præget af livslang uddannelse,

- gennemgå en voksenpædagogisk udviklingsstrategi.

Undervisningsinspektør i direktoratet for ungdomsundervisning, Per

Himmelstrup, er af Den danske UNESCO-nationalkommission blevet be-

Konference om pædagogiske grunduddannelser 409

myndiget til for Danmarks vedkommende at forestå det forberedende ar­

bejde vedrørende verdenskonferencen.

Der har i vinterens løb været afholdt en række møder, som har resulte­

ret i formuleringen af en række problemer og ønsker, der kan have værdi

for voksenpædagogikken i Danmark, og som samtidig kan tjene som bidrag

til verdenskonferencen. De 12 projekter, som er startet, vil løbende blive

omtalt i et nyt tidsskrift »Nyt om livslang uddannelse/udvikling«. Tidsskif­

tet udsendes af UNESCO-nationalkommission og tilsendes gratis til inter­

esserede.

Et af de 12 projekter er iværksættelsen af en debat om fælles elementer

i de mange allerede eksisterende pædagogiske grunduddannelser i Dan­

mark. Målet med dette arbejde er antydet i en artikel af Jens A. Jensen:

»Kan der tilrettelægges en fælles grunduddannelse for pædagoger?« (»Nyt

om livslang uddannelse/udvikling«, nr. 1, 1971, pag. 19-21). Af artiklen

skal blot citeres følgende:

»Et andet aspekt, som ikke er af mindre betydning er, at man giver de enkelte

pædagoggrupper mulighed for at forstå hinanden og at arbejde sammen. Ønskeligheden

af noget sådant er ofte fremhævet, senest i tidsskriftet »Uddannelse 71« nr. 3, af Aase

Hauch Kaufmann. Argumentet her er bl. a., at det jo er de samme mennesker, man be­

skæftiger sig med på de forskellige institutioner, og at de måske derfor kan have krav

på en nogenlunde ensartet behandling. Desuden kan der i denne sammenhæng nævnes

en del praktiske forhold, bl. a. muligheden for opbygningen af centre med mange for­

skellige pædagogiske aktiviteter.

Økonomisk og administrativt vil der sikkert også være mange fordele at hente ved etableringen af fælles pædagogiske uddannelser, bl. a. kan nævnes fælles administration af uddannelserne og en større udnyttelse af faciliteter af teknisk og lokalemæssig art.«

Forberedende arbejde.Et arbejdsudvalg har forsøgt at tage hul på problemerne, bl. a. med hen­

blik på Krogerup-konferencen. Man opstillede følgende definition af en

pædagogisk grunduddannelse til brug for det følgende arbejde:

Ved en pædagogisk grunduddannelse forstås en uddannelse der - even­

tuelt som supplement til anden faglig uddannelse - kvalificerer til pæ­

dagogisk virksomhed.

Ordet »grunduddannelse« skal forstås således, at uddannelsen er den

første eller korteste uddannelse, der kvalificerer til pædagogisk virksom­

hed indenfor et bestemt område.

Ordet »pædagogisk« skal forstås således, at uddannelsen skal indeholde

410 Konference om pædagogiske grunduddannelser

elementer af teori og praktik, som har speciel tilknytning til den pædago­

giske funktion.

Man valgte fortrinsvis at beskæftige sig med uddannelser, der er nævnt

i lovgivningen, og opstillede følgende 16 pædagogiske grunduddannelser:

1. Uddannelse af folkeskolelærere.

2. Uddannelse af husholdningslærere.

3. Statens erhvervspædagogiske uddannelser.

4. De social-pædagogiske uddannelser.

5. Uddannelsen af lærere inden for fritidsundervisningen.

6. Den pædagogiske uddannelse af lærere ved gymnasieskolen (»pæ­

dagogikum«).

7. Uddannelse af lærerkræfter ved sociale seminarier, skoler m. v.

8. Pædagogiske kursus for lærere ved universiteterne.

9. Uddannelse af lærere ved friskoler, efterskoler og højskoler.

10. Forsvarets civilundervisnings lærerkursus.

11. Uddannelse af undervisende sygeplejersker.

12. Officers- og befalingsmandsuddannelserne.

13. Den kunstpædagogiske uddannelse.

14. Den musikpædagogiske uddannelse.

15. Uddannelse af fængselslærere m. v.

16. Uddannelse af lærere ved seminarier.

Ved valget af ovenstående uddannelser var udvalget klar over, at det

havde foretaget en ret vilkårlig afgrænsning, men havde af praktiske hen­

syn indtil videre ønsket at holde sig til disse.

Udvalget havde umiddelbart tænkt sig, at en redegørelse for de pædago­

giske discipliners nuværende placering, formål og indhold i nævnte ud­

dannelser ville være et godt arbejdsgrundlag for det videre arbejde, men

praktiske vanskeligheder umuliggjorde dette. I øvrigt udtrykte deltagerne

på Krogerup-konferencen tvivl om værdien af et arbejdsgrundlag, der i

den grad hvilede på det bestående!

I forbindelse med det forberedende arbejde havde man bedt en række

fageksperter udarbejde arbejdspapirer om, hvilke elementer, de kunne

tænke sig, skulle indgå i en pædagogisk grunduddannelse. Disse papirer,

Konference om pædagogiske grunduddannelser 411

eventuelt suppleret med flere, tænkes anvendt i det videre arbejde, der

skal fortsætte på landsplan.

Drøftelserne på Krogerup-konferencen.

Konferencen, der var tilrettelagt som arbejdsmøde med løbende pro­

gramlægning, søgte at opstille modeller for en evt. kommende fælles pæda­

gogisk grunduddannelse.

Konferencedeltagerne repræsenterede en række forskellige institutioner

såsom: Danmarks pædagogiske Institut, De socialpædagogiske Uddannel­

ser, Forsvaret, Undervisende Sygeplejersker, Universiteterne o. m. a.

I løbet af konferencen nåede man frem til følgende forslag til en fælles

formålsformulering:

»Formålet med den fælles pædagogiske grunduddannelse er at sætte deltagerne i

stand til at tilgodese uddannelses- og udviklingsbehov hos mennesker, der ønsker at

indgå i en livslang uddannelsesproces.«

Selv om alle arbejdsgruppers synspunkter syntes dækket ved denne for­

mulering, følte mange alligevel, at en uddybning og præcisering ville være

gavnlig. Bl. a. blev der udtrykt ønsker om, at nedenstående skulle med­

tages under en eller anden form:

- »At bidrage til større lighed i samfundet.«

- »At optimere udnyttelsen af samfundets uddannelsesmæssige og andre ressourcer.«

- »— - at vejlede deltagerne i den pædagogiske proces (lærere såvel som elever) i at erkende og artikulere deres behov, interesse og mål, — «

Ud fra bl. a. disse synspunkter var der bred enighed om, at de relevante

discipliner og fagområder i en evt. pædagogisk grunduddannelse ikke skul­

le spille den dominerende rolle ved struktureringen af undervisningen.

Man var således enige om, at de relevante fagområder og discipliner ikke

må reduceres til gennemgang af bestemte lærebøger; formulering og løs­

ning af pædagogiske problemer må i høj grad ligge hos de studerende. En

faginddeling må ikke accepteres ud fra den betragtning, at pædagogiske

problemer for en stor del er filosofiske, psykologiske og sociologiske pro­

blemer, således at faggrænserne opblødes eller forsvinder i forholdet til de

konkrete problemer. Pædagogen må være sig bevidst om, under hvilke

samfundsmæssige, juridiske, faglige og personlige menneskelige forhold

han arbejder, og må i vidt omfang og meget bevidst kunne arbejde med

sin egen erfaringsbaggrund og med sin oplevelsesmæssige, udtryksmæssige

og etiske udvikling. Situationen kunne illustreres med et diagram som ne­

denstående :

412 Konference om pædagogiske grunduddannelser

Ovenstående synspunkter syntes at være i overensstemmelse med syns­

punkter hos de fleste af de fageksperter, der havde udarbejdet arbejds­

papirer til konferencen.

Konferencens afslutning.Det viste sig under konferencens afvikling, at de modeller for en fælles

pædagogisk grunduddannelse, man havde arbejdet med, ikke var tilfreds­

stillende. Man mente bl. a., at en række væsentlige problemstillinger endnu

ikke var afklaret. F. eks. var der stor uenighed om, hvor i det individuelle

uddannelsesforløb en sådan tænkt fælles pædagogisk modul overhovedet

kunne placeres (før - under eller efter en mere »faglig« uddannelse?).

Endvidere havde man forsømt diskussionen om, hvilke forskellige uddan­

nelser der kunne placeres i tilknytning til en sådan fælles pædagogisk

grunduddannelse.

På baggrund af disse forskellige opfattelser enedes man om, at proble­

merne var så væsentlige, at drøftelserne burde fortsætte på et bredere plan

og med langt større tilslutning. Man ønskede en debat på tværs af erhverv

og uddannelse. Konferencedeltagerne opstillede i fællesskab en række

problemer, man mente burde søges nøje belyst eller løst i det følgende

arbejde:

Konference om pædagogiske grunduddannelser 413

A. Hvilke kræfter i samfundet hæmmer og/eller fremmer koordination og integration af de pædagogiske uddannelser; er det uddannelserne selv der søger øget koordination eller integration, eller påtvinges det dem udefra; hvilke muligheder ligger der for forskelligt udkomme af den nuværende situation, og hvorledes vil vi vurdere disse forskel­lige muligheder som pædagoger.Det har været hævdet, at uddannelserne må være forskellige, fordi deres »klientel« er så forskelligt; hvem er det, der deltager i disse uddannelser, hvorledes rekrutteres eleverne, og hvorledes lærerkræf­terne? Hvad er resultatet af disse rekrutteringsproeedurer? Hvorledes har man søgt at løse de tilsvarende problemer i andre lande? Ligger der anvendelige alternativer i disse løsninger?Ligger der overhovedet muligheder for at etablere eksperimenter i de nuværende administrative og økonomiske dispositioner? I be­kræftende fald, hvilke?

B. Hvilken strategi kunne man anlægge for at sikre, at utraditionelle lærergrupper, som fritidsundervisningens, bliver accepteret på lige fod, også ansættelsesmæssigt, med andre lærergrupper, således at nye rekrutteringsmuligheder udnyttes bedst muligt?Hvorledes kan man sikre, at mest mulig information om hele uddan­nelsessystemet spredes til så mange som muligt så hurtigt som muligt, således at den enkelte pædagog eller pædagogstuderende selv kan danne sig forestillinger om, hvilke ændringer, der er ønskelige, og arbejde herfor?

C. Hvilket forhold er der mellem uddannelsesstruktur og uddannelses­typer på den ene side og på den anden stillingsstruktur, fagorgani­sationer, administrative opdelinger m. v.?Hvilke funktionsligheder og forskelle er der i de forskellige former for pædagogisk virksomhed, som uddannelsen fører frem til? Synes en analyse af dette at pege mod andre uddannelses- og stillingsstruk- turer, administrative opdelinger m. v. end dem, vi har i dag?

D. Hvilke tolkninger har den enkelte debattør af udtryk som: »fælles element«, »pædagogisk basisuddannelse/grunduddannelse«, »hold­ning«, »pædagogisk funktion«, »lærerholdning« m .v.?Hvordan tænker man sig forholdet mellem teori og praktikundervis­ning løst? Hvorledes forholdet mellem det, der skal formidles, »fa­get« i videste forstand, og pædagogikken? Hvad er de relevante pæ­dagogiske funktioner? Er der forskel på pædagogisk formidling og anden menneskelig kommunikation? Findes der særlige karakteri­stika for pædagogisk virksomhed? Hvorledes er magtforholdene i un­dervisningssituationen reelt (når vi ser bort fra smukke slagord om, hvordan det bør være) ? Er der tale om noget, der nødvendigvis er et

414 Konference om pædagogiske grunduddannelser

herre-slave-forhold, er der en nødvendig ulighed i ethvert reelt under­visningsforhold? Hvorledes kan parterne nedbringe denne ulighed? Hvilken rolle skal vi tillægge evaluering og eksamen? Er eksamen overhovedet en nødvendighed?

Der blev ved afslutningen af konferencen nedsat et udvalg, der skulle

forsøge at koordinere det følgende arbejde. Udvalget kom til at bestå af 7

medlemmer, hvor jeg, der er tjenstgørende i Forsvarskommandoens ud«

dannelsessektion, repræsenterer forsvaret.

Udvalgets første opgave er at sørge for, at konferencens resultater bliver

formidlet til så mange som muligt, at skabe de praktiske rammer for vi­

dereførelsen af arbejdet på landsplan og at koordinere og formidle kon­

takt til de arbejdsgrupper og studiekredse, som man vil prøve at få i gang

til efteråret.

Første delopgave: at få konferencens resultater formidlet til så mange

som muligt, er ved offentliggørelsen i dette tidsskrift delvis løst.

Anden del: at få nedsat arbejdsgrupper/studiekredse overalt i landet for­

ventes at ske til efteråret. Det er m it håb, at så mange som muligt af dette

blads læsere vil deltage i det forestående arbejde. Der er ingen tvivl om,

at vægtige bidrag vil kunne ydes fra forsvarets side.

Erik Schollert

BØGERBegge de to her foreliggende pjecer be­

handler i oversigtsform udviklingen og

status i de europæiske politiske proble­mer, således som den tegner sig i somme­ren 1971.

Udgangspunktet for redaktør Danstrups

redegørelse er Brandt-regeringens nyvur­

dering af forholdet til Sovjet og Østeuro­

pa, nemlig accepten af, at Bonn må aner­kende status quo i Europa. Det er en po­litisk realitet, som har voldt og stadig

volder betydelige indrepolitiske vanske­

ligheder i Vesttyskland. Redaktøren rede­gør klart for, hvorledes denne nyvurdering allerede var på vej under den forrige vest­tyske Kiesinger-Brandt-regering, men hvor­ledes forsøgene på at skabe en åbning

strandede på, at disse i første omgang

rettedes mod at forbedre forholdet til de

mindre østeuropæiske lande. Willy Brandt

og hans udenrigsminister Walther Scheel

er med deres Ostpolitik gået vejen over

Moskva, som de Gaulle udtrykte det efter

interventionen i Tjekkoslovakiet, og dette

har foreløbig givet sig udtryk i den

sovjetisk-vesttyske aftale af 12. august 1970,

traktaten med Polen, der blev underskre­

John Danstrup: De to Tysklande og Europa.

Udenrigspolitiske Skrifter, serie 9 nr. 4.

Det danske Forlag - Det udenrigspoliti­

ske Selskab, København 1971. 32 sider.

Kr. 7,70.

Niels Jørgen Haagerup: Europa og NATO. Fællesmarkedet og sikkerhedspolitikken.

32 sider. Udgivet af Atlantsammenslut­

ningen 1971.

vet i Warszawa den 7. december, og i

indledende drøftelser med styret i Tjekko­

slovakiet samt møder mellem de to tyske

staters ledere i Erfurt i marts og i Kassel

i maj. Redaktør Danstrup redegør for ho­

vedindholdet af de indgåede aftaler, hvis

ratifikation i den vesttyske forbundsdag

foreløbig afventer en tilfredsstillende ord­

ning på det ømtålelige Berlin-problem. Alle parter, såvel de to tyske stater som

Sovjet og de vestlige stormagter, har inter­esser at varetage i forbindelse med en Berlin-løsning, det er derfor et subtilt diplomatisk spil, der her foregår, og som den her foreliggende piece giver en god og klar indføring i.

I et afsluttende afsnit beskæftiger red­

aktør Danstrup sig med den centrale be­

tydning, den her igangsatte tyske politik

har for den europæiske sikkerhedspolitik

og peger i den forbindelse på de fra for­

skellig side fremsatte advarsler mod, at

udviklingen skal komme ud af balance.

Forbundskansler Brandt har ved ad­

skillige lejligheder understreget, at forud­

sætningen for den vesttyske Ostpolitik er Vesttysklands faste forankring i det vest­

416 Bøger

lige samarbejde. Også dette er imidlertid

underkastet en udvikling, og det er den,

der er hovedemnet for redaktør Niels

Jørgen Haagerups pjece om Europa og

NATO.Redaktør Haagerup giver på tilsvarende

vis en kort og klar redegørelse for ud­

viklingen af de vestlige samarbejdsbestræ-

belser med udgangspunkt i den kuldsej­

lede Pleven-plan om et europæisk for-

svarsfællesskab (den såkaldte europahær,

EDC), der blev forkastet af den franske

Nationalforsamling i 1954. Redaktør Haa­

gerup omtaler Vestunionen fra 1948, der

med forkastelsen af EDC blev rammen

om det tyske militære bidrag til NATO,

og analyserer herefter forholdet mellem

det økonomiske og det sikkerhedspolitiske

samarbejde i Vesten. Redaktør Haagerup

kommer herunder ind på de tendenser,

der gør sig gældende i USA med henblik på at begrænse landets oversøiske forplig­

telser, på det fransk-britiske atomstyrker,

Frankrigs særlige forhold i NATO og det

påbegyndte snævre europæiske samarbejde

inden for NATO i den særlige Euro-grup-

pe. Afslutningsvis behandles også i denne

pjece den europæiske sikkerhedskonferen­

ce, hvis realisering næppe ligger lige om

hjørnet. Heller ikke det udvidede økono­

miske samarbejde i Vesteuropa anser red­

aktør Haagerup vil føre til at den vest-

europæisk-nordamerikanske alliance står

over for snarligt at blive afløst af en

rent vesteuropæisk alliance, der med Da-

vignon-rapportens ord »kan udtrykke sig

med én stemme«. Det vil blive en lang­

varig proces, i hvilken NATO stadig vil

spille en væsentlig rolle.

Det er to nyttige pjecer, der kort og klart opsummerer væsentlige sider af den

politiske udvikling i Europa i de sidste

decennier, og som peger på hovedproble­

mer i den videre udvikling.

K. V. Nielsen.

Forenlinm af officerer udenfor aktii tjenesteFÆLLESSTYRELSEN: Ledreborg Allé 18, 2820 Gentofte. Telf GE 560.

Fællesstyrelsens post girokonto nr. 206.

Meddelelse fra „Kabenhanns Kreds11KREDSENS ADRESSE: Ledreborg Allé 18, 2820 Gentofte. Telf. GE 560.

Kredsens post girokonto nr. 3182.

På pistolskydebanerne på Amager (Kalvebod) afholdes skyd­

ning den 5. september og 10. oktober kl. 9-12.

I Officersforeningens lokaler afholdes:Torsdag den 14. oktober kl. 19.30: Klubaften.

Torsdag den 28. oktober kl. 19.30: Foredrag af oberstløjtnant

P. Søndergaard: »Transport- og forsyningstjeneste i Brigade 70«.

A/s W E J R ASMALLEGADE 4

2000 KØBENHAVN F FASAN 97 62

FABRIK: ANKER ENGELUNDS VEJ 3 . 9200 SKALBORG . TLF. (08) 181222

Reserveret postvæsenet

Snabbt på plats...Bofors 155 mm bandkanon tillfor vårt artilleri okade mdjligheter att operera med sjålvståndiga eldkraftiga enheter på stora ytor. Bandkanonen år bl.a. resultatet av de många erfarenheter som Bofors vunnit under Stridsvagn S-projektet. Den fyller dessutom de krav på ABC-skydd som modern krigsforing ståller.

AB BOFORS-BOFORS