rejse

M E D P R I VAT C H A U F F Ø R I

MAROKKOS ØRKEN

Den uendelige sandørken med det skiftende lys og den evige stilhed er ubeskriveligt fascinerende og balsam for sjælen. Kun få timers flyvetur fra København venter enorme mængder sand og de frygtindgydende Atlas-bjerge. Vi tog fire dejlige dage med Marokkos sødeste privatchauffør.

Højt til dromedar!

Et lille dromedarhvil, mens vi tosser rundt i sandet.Farver og dufte er overvældende.

Vores dejlige chauffør Rabbiah.

TurisT på marokkanskBerber: En oprindelig befolkningsgruppe i Nordafrika, mellem 55 og 75 mio. mennesker.Riad: Et gammelt byhus med en have i midten (riad betyder have), der er bygget om til hotel.Kashba: en sammenbygget, lerklinet ”by”, som udefra ligner en stor bygning, og som kan rumme forskellige antal boliger.Djellaba: Hellang kjortel.Tagine: Tagine er en nordafrikansk tradition for tilberedning af mad (specielt, glaceret ler-fad med kegleformet låg). Fisk, kylling eller kød tilberedes i fadet.

Kilde: WiKipedia m.fl.

TeKsT & foTo: susanne GusTafsson

Chaufføren Rabbiah henter os uden for Riad aladdin lidt i ni på en over-skyet morgen og får proppet os og baggagen ind i firhjulstrækkeren. det har åbenbart regnet en del i løbet af natten, for pytterne er store og dybe, og atlasbjergene gør sig usynlige i skydækket. solen maser med skyerne uden overbevisende held, mens vi kører gennem det store, flade terræn,

marrakech ligger i, og efterhånden som vi kommer opad i Høje atlas, skifter regn desværre til slud og bidende kulde. men sådan er det jo med bjerge – der kan være rigtig koldt på toppen.på nedturen på den anden side af bjergkæden lykkes det solen at trænge igennem, og vi når berberlandsbyen Tisselday i solskin – til gengæld i stiv kuling, og selv de mange små læpladser på det skønne Hotel irocha er ubrugelige. Tisselday ligger forholdsvis højt oppe, og selv om husene er beboede, virker de forladte. Vi går en tur igennem den rustbrune by, hvor små børn og kvin-der betragter os og vinker genert, mens mændene hilser på min mand! et smil og et bonjour får dog de fleste til at tø op og kvit-tere med smil, der lidt for ofte afslører en del huller i tandrækken.

ET SIMPELT MÅLTIDVi forcerer en næsten udtørret flod på et vadested, men når des-værre ikke helt op til nabobyen, for vi har aftalt at være tilbage til frokost. lidt for sent kommer vi forpustede gennem stormen, som tager til, mens vi nyder grillede lammespyd og friskblan-det salat. sjældent har så simpelt et måltid smagt så godt, mens stormen suser omkring den skønne udestue, hvor de mange vinduer knager ildevarslende. Vi får forklaret, at når det regner

mod nord, blæser det i syd, og det skal jeg da lige love for. det bliver en læseeftermiddag, indtil det er aftensmadstid, og vo-res glæde er stor, da det viser sig, at vi kan købe vin til maden. suppe, tagine og en mælke-mandel-dessert nydes i fulde drag, før vi kryber ned under dyne og tæppe i det noget kølige væ-relse. Rabbiah er forsvundet, og jeg tænker på, om vi er blevet efterladt i dette guds- og allahforladte sted, indtil næste hold turister forvilder sig herop.

ET TÆPPE MED HJEMmin uro bliver selvfølgelig gjort til skamme, da Rabbiah storsmi-lende hilser os godmorgen næste dag, før vi guffer vores mor-genmad, kravler op i firhjulstrækkeren igen og kører sydpå.Vi kører gennem store områder med daddelpalmer, og forklarin-gen lyder, at dadlerne er populære under ramadanen, fordi de giver masser af energi. også safran dyrker man hernede – man bruger den til te om vinteren, mens myntete hører sommeren til, når urten kan høstes.denne gang har vi besluttet, at vi vil have et tæppe med hjem, så vi takker ja til at besøge et af de mange kvinde-kooperativer. Vores kooperativ, som omkring 460 kvinder leverer tæpper til, ligger i udkanten af byen Tazenakht og styres benhårdt af en gammel berberkvinde, hvor selv jeg kommer til kort udi prutnin-gens kunst. men da mange familier udelukkende lever af kvin-dernes vævede tæpper, kan vi sagtens leve med, at jeg kun får hende pruttet lidt ned i pris.

ENDELIG ØRKENVi fortsætter sydpå og mellemlander i foum Zguid, den sidste by inden ørkenen, hvor vi køber sandwich og nogle ting, der åbenbart skal bruges til vores aftensmad. Vi aftaler at spise un-

Vi kører ad den fascinerende kasbavej tilbage.

➝

femina.dk 26/2014 86

rejse

Pludselig ligger der en oase med kilde og masser af frodighed – utroligt. Solen går til ro over Ben Haddou-kasbaen.

dervejs og er efterhånden godt sultne, mens vi skrumpler af sted ud i stenørkenen, som langt den største del af ørkenen jo er. Vi tror, vi bare skal sidde og krumme med vores sandwicher bag i bilen, men det viser sig, at Rabbiah vil have, vi skal sidde og spise et smukt sted.Han finder et fint sted, hvor vi kan sidde under et skyggefuldt træ og nyde måltidet, mens han og en medbragt ven fra foum Zguid går lidt afsides for diskret at bede. Videre går det gennem først endnu mere stenørken med mystiske luftspejlinger, der næsten får os til at tro, at vi er tæt på vand, og endelig den smuk-ke, smukke sandørken. undervejs standser vi ved nogle klitter, som viser sig nærmest at være beklædt med fossiler – altså hvis man har øje for dem. som om vi ikke har nok at slæbe på allerede efter tæppekøb, og hvad ved jeg!Vi når frem til erg Chegaga-luksuscampen ved 15-tiden og bliver modtaget med et lille bord dækket op med te, nødder og små honningkager på toppen af en klit. naturligvis på et smukt ber-bertæppe og ditto puder. og med denne første kande te helt uden sukker forstår jeg englænderne, der jo mener, at et godt glas te er løsningen på stort set alt.

YOUR CAMELS ARE READY ...– Your camels are ready, lyder det, og så er det op på de to søde hvide kameler eller faktisk dromedarer (her hedder de alle sam-men camel), som vugger os rundt i klitterne, mens solen daler, og lyset bliver smukkere og smukkere og får sandet til at gløde. Knap halvanden time tilbringer vi på de vuggende ørkenskibe, og for folk med dårlig ryg, som jeg, er det måske ikke det al-lerbedste, men jeg glider hurtigt ind i dyrets rytme, og den op-mærksomme dromedar-driver er flink til at gi’ tegn, når vi skal holde ekstra godt fat i dyrene. Jeg bliver endda så kæk, at jeg nogenlunde kan styre kameraet med den ene hånd, mens be-nene og den anden hånd sikrer, at jeg bliver hængende på min

dromedar. Jeg gruer for, hvordan jeg vil være i stand til at gå eller sidde de næste dage – og med rette! Jeg må virkelig ha’ knuget det dyr, for jeg opdager muskler i lårene, som jeg ikke anede jeg havde – og de er ømme.lidt mere te venter tilbage i lejren, før vi indtager vores luksustelt, som er et kapitel for sig. Kæmpestort – mindst 28 kvadratmeter – med hyggekrog, giga-dobbeltseng, ægte toilet og brusekabine med varmt vand! og vi, der troede, vi skulle på primitiv camping. Love it! og ku’ sagtens blive et par dage. Vi oplever så ovenikøbet den vilde luksus, at vi er helt alene med de tjenende ånder, der pusler om os og tænder, jeg ved ikke hvor mange små lanterner rundtomkring i måneskinnet – kun for manden min og mig. suk!med noget besvær får jeg purret manden op næste morgen, så vi også kan få solopgangen med, så hu hej tager vi alt tøjet på og tumler ud i det iskolde morgengry. det eR stort og uforglemme-ligt, og når man så kan gå ind og tage et dejligt varmt brusebad bagefter, bliver det ikke meget bedre.alt godt har jo desværre en ende, og vi skal nordpå igen efter morgenmaden, så op i bilen med os. atter har vi tre timers kørsel gennem den ufatteligt uendelige ørken, før vi når ”grænsebyen” mahamit, som også er signal til kaffepause – og rygepause for Rabbiahs vedkommende.

MARKED OG KASBAERVi kører nordpå ad kasbavejen, hvor kasbaerne (en sammenbyg-get, lerklinet ”by”, som udefra ligner en stor bygning, og som kan rumme forskellige antal boliger) ligger som eventyrlige sandslotte på begge sider af vejen. i Zagora, som er Rabbiahs fødeby, er der marked, hvor vi snuser rundt og køber lidt flere krydderier og suger den kalejdoskopiske stemning til os. under frokosten forsøger Rabbiah at lære os lidt arabisk, men vi lærer vist kun at sige tak og ”om allah vil”, men det kan man jo også komme langt med.

Vi køber altid marokkanske oliven med hjem – de sma-

ger dejligt og kan holde sig i ugevis i køleskab.

▼

➝

Jeg må virkelig ha’ knuget det dyr, for jeg opdager muskler i lårene, som jeg ikke anede, jeg havde – og de er ømme”

➝

femina.dk 26/2014 87

Vores luksustelt i ørkenen – med elektri-citet, toilet og douche og hele balladen.

”Vores” telt ser ikke ud af så meget udefra, men indeni bli’r vi konge og dronning.Velkomstarrangement.

Det er en god idé at købe nogle af de duftende kryd-derier med hjem.

De her farver bli’r jeg aldrig træt af.

Få TIPs TIl MARRAKEsH, og sE

FlERE sKØNNE MARoKKo-bIllEDER

På FEMINA.DK

prakTiskVi rejste med Marokko Eksperten, som arrangerer både mindre grupperejser og individuelle, skræd-dersyede rejser, og som har mange riad’er og hoteller at vælge imellem i hele Marokko, marokko-eksperten.dk

HEr BoEDE Vi oGså● Erg Chegaga,

desertcampmorocco.com● Irocha Tisselday, irocha.com● Dar Mouna, darmouna.com

femina.dk 26/2014 88

rejse

Der er dækket fint op til os efter dromedarridtet.

Berbermiljø ved tæppekoopera-tivets ledende berberkvinde.

dagens endemål er den fuldstændigt vidunderlige kasba over dem alle, nemlig Ben Haddou. Vi indkvarteres lige over for kas-baen på det charmerende hotel dar mouna, så vi gudhjælpemig også kan gakke ud over både solned- og opgang over Ben Had-dou. Hvor lykkelig har man lov til at være?

TILBAGE I MARRAKESHdet er helt vemodigt at skulle tage afsked med Rabbiah efter næsten fire hele dages samvær, og da han storsmilende henter os i morgensolen, iført lang hvid djellaba og hvid hovedbeklæd-ning som en ægte ørkensøn, er vi da helt solgt. Jeg får omsider taget mig sammen til at spørge, om jeg må fotografere ham, da det jo ikke er troende muslimers livret. det må jeg heldigvis, og det bliver så i afskedens stund tilbage i marrakesh.

det er øredøvende at vende tilbage til storbylarmen efter ør-kenens og bjergenes guddommelige stilhed, og vores super-chauffør fortæller grinende, at her køber man HoRneT først og bilen bagefter.en af de mange løsgængere snupper straks vores bagage og su-ser af sted ind i medinaens labyrint til vores nye Riad Catalina, som virkelig gemmer sig godt. Jeg tænker, at vi aldRiG finder tilbage, hvis vi går ud, men selvfølgelig gør vi det. Vi styrter hen på la place og op på vores frokost-stamrestaurant les premices, hvor vi får vores yndlings-tagine – kylling med citron og oliven. mens vi kigger ud over pladsens gevaldige mylder, og der kaldes til bøn fra byens mange minareter, glæder vi os over, at vi stadig har halvandet døgn i marrakesh til at købe krydderier, pude-betræk, glas, taginer og så videre og så videre ... ■

Det havde vi ikke lige set komme – sne i Høje Atlas.En af de mange skønne hyggekroge på hotellet Irocha i Tisselday.

Berbisk enkelhed i landsbyen Tisselday.

➝