SOLDATEN | 9. udgave | 2014

1 SOLDATEN Nr. 9 • 2014

NOVEMBER NR. 9 • 2014

SOLDATEN har været på messecrawl

Lider du også af skinnebensbetændelse?

Reportage fra specialstyrkernes øvelse Night Hawk

Mød marineinfanteristerne – På rex-tur med Bornholms værnepligtige

2 SOLDATEN Nr. 9 • 2014

> LEDER

Udgiver:Forsvarets KommunikationsafdelingDanneskiold-Samsøes Allé 11434 København Ke-mail: [email protected]: 3266 5558

Ansvarshavende redaktør:Vickie Lind

Redaktion:Clara Hennecke Mikkelsen Lasse Bækhus

Korrektur:Klavs Vedel

Layout og tryk:Rosendahls A/S

Oplag:3.550

Copyright:Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde.

Artikler udtrykker ikke nødven-digvis Kommunikationsafdelin-gens eller Værnepligtsrådets holdninger.

KO

LOFO

N

Striber

NedtællingSlutspurten for din værnepligt er sat ind. Hvad enten du længes efter eller frygter ordene ”til civil TRÆD AF”, er der under fire uger til, at langt de fleste af jer flytter ud af belægningstuerne. Her på SOLDATEN har vi et helt klart bud-skab til jer: giv den nu gas – med måde. Ingen grund til at sløse sig igennem den sidste tid, ingen grund til at slappe af, fordi presturen er overstået. Omvendt er det stadig vigtigt at huske på sikkerhe-den – husk ørepropper og korrekte tek-nikker. Der er et liv på den anden side af hegnet. Det er her snart, og det er knap så sjovt at komme ud til med en skade. SOLDATEN var som altid repræsenteret ved landstalsmandsmødet i Haderslev i starten af oktober. Måske kan du ikke huske, hvad landstalsmandens rolle er, måske kan du slet ikke huske, at der er noget, der hedder en landstalsmand. Nuvel. Én af talsmændene på din ka-serne er udnævnt landstalsmand og tager én gang om måneden til møde med Værnepligtsrådet samt repræsen-tanter fra de andre kaserner. Her bliver generelle, landsdækkende problematik-ker taget op til diskussion. På mødet i Haderslev blev der talt en del om jeres brune Magnum-støvler og kvaliteten af dem. Eller mangel på samme. Mange af jer trasker rundt i støvler, der ruster, går fra hinanden og gnaver ud over det sædvanlige. Hvis det er tilfældet: byt til nyt. Nu! Kroppen har ikke brug for yder-ligere eller forkert belastning, den får højst sandsynligt allerede meget mere af

den slags, end dengang den brugte over halvdelen af dagen på at sidde på en skolebænk, bøjet krumrygget ind over computerskærmen – hvilket de fleste af jeres kroppe gjorde, før I hoppede i den grønne uniform. Længere inde i bladet kan I læse om, hvor udbredt skinnebensbetændelse er, og hvor let det er at få det – der skal bare trænes forkert eller for meget. Der er sikkert flere af jer, der døjer med symp-tomer på den utålelige skade og derfor ved, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop og tænke sig om. God fornøjelse med det sidste træk der-ude. Nyd det, som en oversergent nyder at fortælle sjofle jokes. Det er ikke sidste gang, vi ses – det sidste SOLDATEN-blad anno 2014 udkommer i slutningen af november, så I burde lige nå at snuppe et eksemplar på kuffen, inden I bliver helt civile igen.

Lasse Bækhus & Clara Mikkelsen SOLDATEN

SOLDATEN Nr. 9 • 2014 3

04-05 Electronic Warfare Hvem er de? Hvad kan de?

06-08 Night Hawk På øvelse med specialstyrkerne

09 Side 9-tøsen Denne måned en lille, fiks sag

10-11 Skinnebensbetændelse Hvordan slipper du af med det forbandede stads?

12-15 Messeanmeldelser SOLDATEN har været på messecrawl

16-21 Marineinfanteristerne Kom tæt på Bornholms værnepligtige

22-23 Regimentsmærker Hvad er det egentlig, der pryder jeres baretter?

24-25 Verdens brændpunkter Pirater i Somalia

26-27 NEJ til krudt og kugler Mød en militærnægter

28-29 Værnepligtsrådet De har været med jer på skydelejr

30 Sergent- og menigcitater Denne gang præget af presture

31 Voxpop Hvad husker du bedst fra din værnepligt?

Mød Electronic Warfare kompagniet 4-5

IND

HO

LD10-11 Fup og fakta om skinnebensbetændelse

12-15 Messeanmeldelser

4 SOLDATEN NR. 9 • 2014

Der var ikke meget liv på de små ka-serneveje. Ikke nogen til at spørge om vej, da vi ikke kunne finde byg-ning 84. Pludselig kom en gul, toeta-gers bygning dog til syne, og vi var ikke i tvivl om, at vi havde fundet, hvad vi søgte. Bygningen lå nemlig, sammen med et par store carporte og værkstedslignende haller, bag et so-lidt, pigtrådsbesat stålhegn. Et hegn bag hegnet. Så er det ikke for sjov! Ikke underligt forventede både min kollega og jeg, SOLDATENs udsendte værnepligtige journalister, derfor ikke at få særlig meget information ud af kompagniets chef, major Jan Foss, da vi mødte ham inde bag dob-belthegnet til en snak om Forsvarets specielle, lille, computernørdede en-hed. Vi blev dog overraskede. For som Jan Foss selv forklarede det: ”Hvad vi laver, hvordan vi gør det og hvilket udstyr vi bruger, er slet ikke så hem-

meligt, som mange tror. Det meste information kan du alligevel finde på nettet. Det er den viden, vi indsamler, og de specifikke resultater af vores arbejde, der kræver alt denne sikker-hed.”

Hvem er de? Hvad kan de? Hvad går Electronic Warfare – elek-tronisk krigsførelse – så mere præcist ud på? Som navnet antyder, handler det om en anderledes måde at føre krig på. Electronic Warfare-kompag-niet er dem, der sidder med kom-pliceret computerudstyr og lytter til radioforbindelser. De har reelt set tre opgaver: at angribe, at ”forsvare” og at monitorere – det vil sige at overvå-ge eller aflytte. Et angreb kan typisk være at jamme fjendens forbindelse, så information bliver forhindret i at nå frem. Det kan også være at sende falske beskeder på fjendens frekvens.

Forsvaret består i passive foranstalt-ninger, der reducerer risikoen for, at fjenden angriber eller moniterer egne radioforbindelser. Og sidst, men bestemt ikke mindst, kan kompag-niet monitorere modstanderens sam-taler og dermed få en masse brugbar information. Det er kun den sidste opgave, EW praktiserer i dag – de lyt-ter. Jamming kan slet ikke betale sig. Det hjælper nemlig soldaterne i langt højere grad selv at vide, hvor Taliban har placeret en vejsidebombe, end at forhindre talibanerne i at kommuni-kere om det. Det er altså mere end bare vejret, der bliver snakket om, når EW-soldaterne sidder med ho-vedtelefonerne på – og som Jan Foss beskriver det: ”Bare i Afghanistan har vi uden tvivl været med til at redde mange liv”. Når en soldat fra EW-kompagniet har fundet en af fjendens frekvenser,

Det var endnu morgen, da vi svingede bilen ind på Ryes Kaserne i Fredericia. Vi var taget fra Sjælland for at besøge Electronic Warfare-kompagniet, der har base hos de sønderjyske telegrafer.

Electronic Warfare råder over ni køretøjer af denne slags. Særligt bemærkelsesværdigt er den runde, paddehatlignende konstruk-tion på toppen. Det er antenner – ni i alt – der bruges til at opfange signaler og dermed pejle frem til en transmitter. Køre-tøjet kaldes et Mobile Electronic Warfare Team – MEWT.

Electronic WarfareSOLDATEN besøgte en niche i Forsvaret

SOLDATEN NR. 9 • 2014 5

CLARA MIKKELSENKompagniet har netop indkøbt nyt udstyr til letopklaring – det vil sige patruljer til fods. Det personlige udstyr vejer ikke min-dre end 20 kg og bæres ud over standardudrustningen. Derfor er udstyret også ment til at blive brugt i tomandshold.

Bag ved Ryes Kasernes hegn ligger et hegn. Electronic Warfare-kompagniet har base i Fredericia, men er som mange andre enheder ofte ude af huset. Hvis ikke de er udsendt, er der mindst to gange om året større øvelser, hvor det tætte nordiske, fran-ske og engelske samarbejde kommer til udtryk.

Piranha i Helmand: Når Electronic Warfare-kom-pagniet er udsendt, kører de med på patruljer, hvor de ligger i bagenden af fronten. Her ses en af kompagniets Piranha’er i Afghanistan.

lyttet og skrevet informationen ned (eventuelt med hjælp fra en tolk, hvis ikke soldaten selv forstår det sprog, der bliver talt), kan næste trin være at finde frem til manden bag transmit-teren. Det gøres ved at pejle. For at pejle sig frem til signalets udgangs-punkt bruger EW-kompagniet tre af deres specialudstyrede køretøjer. Hvert af de tre køretøjer pejler en ret-ning til den radio, der sender - dette kaldes ”Line of Bearing” (LoB). Der, hvor tre LoB krydser hinanden, er radioen. Der er en vis unøjagtighed i pejlingen, men et hurtigt kig på kor-tet vil ofte give et godt billede af, hvor fjenden gemmer sig.

Krigsførelse bag en skærm…. Og så alligevel ikkeElectronic Warfare er et arbejde, der placerer kompagniets medarbejdere bag en skærm. Men det betyder ikke, at de sidder i sikkerhed, gemt væk fra krigens brændpunkter. De er nem-lig ofte med i felten, mere præcist i bagenden af fronten. Oftest støtter de fra deres køretøjer, men hvis der

skal afsiddes, har de også udstyr til at følge med på gåben. De følges med kamptropperne som en selvstændig enhed. Det betyder, at infanteristerne kan beskytte EW-gruppen, hvis der kommer føling med fjenden, men også at gruppen først og fremmest skal kunne forsvare sig selv. Jan Foss pointerer: ”Afghanistan har lært os mange ting. Blandt andet at en soldat først og fremmest er en soldat. En-keltkæmperfærdighederne er stadig vigtigst.”Derfor kræver en plads i EW-kompag-niet også, at man besidder flere for-skellige kompetencer.

Man skal kunne lidt af hvertLige nu består Electronic Warfare-kompagniet af 155 mænd og kvinder. To gange årligt kører de basishold for nye optagede, hvilket typisk resulte-rer i 10-15 nyuddannede om året. For at søge ind i kompagniet skal du som minimum være konstabel, men ellers er der ingen krav. Det betyder blandt andet, at folk kommer fra alle dele af landet, alle dele af Forsvaret, alle

aldersgrupper og dermed har meget forskelligt med i bagagen, hvilket er en stor fordel for samarbejdet.Ansøgere til kompagniet skal til en optagelsesprøve, der på fin vis afspej-ler kompetencekravene. Den består blandt andet af fysiske test, sprogprø-ve og simultantest (fremmedsprog). Sprogøre er naturligvis noget, der bli-ver lagt stor vægt på, og den intense sproglige uddannelse fylder næsten et år, efter at basisuddannelsen er gennemført. Selve basisuddannelsen består af introduktion til elektronisk krigsførelse, træning i blindskrift, ud-dannelse på kompagniets materiel, idræt og almen våbenbetjening. Man skal altså kunne lidt af hvert. Det er altid spændende at opleve Forsvarets nicher. Det viser, at der er mange måder at være soldat på i det danske, moderne militær. Samti-dig viser det dog også, at selv de små specialiserede enheder skal beherske nogle brede, grundlæggende færdig-heder, og lige meget hvilken baret du bærer, skal du mestre en form for alsidighed.

Did you know bro’?

Electronic Warfare-kompagniet blev oprettet tilbage i 1959. Det startede i Aarhus, men er siden da blevet rykket en del rundt i landet. I dag hører det til under Hærens Efterretningscenter (HEC) i Varde, men har fysisk base i Fredericia.

Night HawkFra den 22. september til den 2. oktober i år afholdt Jægerkorpset og Frømandskorpset sammen med deres internationale kolleger en landsdækkende øvelse under navnet Night Hawk.


Med udgangspunkt på Flyvestation Aalborg og Flådestation Korsør havde øvelse Night Hawk til formål at træne specialstyrkernes basale færdigheder, men også den interne planlægning, gennemførsel og koordinering mel-lem de forskellige styrker. Til øvelsen var der forberedt et kæm-pestort og utrolig omfattende sce-narie. Danmark var under øvelsen kendt som ”Kumrani”, en nation med

en svag stat og en stammepræget kul-tur. Målet med fantasirammen var at danne en virkelighedstro øvelse, in-spireret af realistiske omstændighe-der som set i områder, hvor Danmark i de senere år har været engageret. Under øvelsen var Kumrani stærkt præget af stammer og organisatio-ner, der havde fodfæste i forskellige dele af landet, og hver stamme havde en form for dagsorden og ekspertise,

uanset om dette var diamantsmug-leri, pirateri, våbensmugling eller lignende. Alle netværkene i øvelsen var forberedt forinden, således at styrkerne i øvelsen kunne indhente efterretning om disse. Luftfoto, kort, beskrivelser og billeder af nøgleper-soner i de forskellige netværk var tilgængelige for at gøre øvelsen rea-listisk. Ligesom i rigtige missioner

Foto: Henrik Palshøj


LASSE BÆKHUS

▼

var efterretning, informationer og planlægning på baggrund af disse af-gørende. Missionerne, som specialstyrkerne mødte under Night Hawk, krævede to forskellige tilgange: Special Recon-naissance og Direct Action. Special Reconnaissance dækker over rekog-noscering og overvågning, Direct Ac-tion over direkte angreb eller frigø-relse af gidsler.

Værnepligtige på Night Hawk?! På Night Hawk stødte jeg mod min forventning ind i en gruppe værne-pligtige, der skulle være med i øvel-sen – på en måde. De værnepligtige skulle agere momenter under øvel-sen, og da jeg mødte dem, skulle de agere skadede i et indspil, der pri-mært skulle øve styrkerne i ild og be-vægelse såvel som taktisk førstehjælp på de værnepligtige momenter.


LASSE BÆKHUS

Vægt: 970 g Længde: 215 mm Ammunition: 9 mm parabellum Mundingshastighed: 330 m/s Maks. rækkevidde: 50 m


Side 9-TøsenM/49, 9mm Neuhausen

Pistolen, der stolt fylder rollen som nærkampsvåben i Forsvaret og har gjort det siden 1949. Denne dame er en schweizisk produceret halvautomatisk pistol, der holder otte 9-mm patroner i magasinet. Den er brugt af danske soldater som et sekundært våben og bruges derfor kun, hvis det primære våben ikke kan klare opgaven. En skytte kan med pistol ramme mål på 15 meters afstand, og en god skytte kan ramme sit mål på en afstand op mod 20-25 meter.

Neuhausen er kendt for og udmærker sig ved, at hoved-delene er fræset af et enkelt stykke stål i modsætning til mange andre pistoler, der er svejset eller trykket sammen af flere stykker. Dette gør ikke alene Neuhausen til en mere præcist skydende pistol, men også en hel del dyrere at producere. Netop på grund af produktionen med lille tolerance for fejl er Neuhausen også et eftertragtet våben i det civile, særligt af sportsskytter.

Kilder: SportNetDoc.dk, læge Jan E. Tuxøe, ”Idrætsskader, Idrætstræning” af Lars Petterson og Per Renstrøm.


CLARA MIKKELSEN

Kilder: SportNetDoc.dk, læge Jan E. Tuxøe, ”Idrætsskader, Idrætstræning” af Lars Petterson og Per Renstrøm.

Fup og fakta om

Skinnebens betændelseDet findes et særligt sted i helvede til den, der skabte skinnebensbetændelse. Det kan de fleste vist blive enige om. Skaden er nemlig en, som utroligt mange stifter et smertefuldt bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det tidspunkt oprinder for mange under værnepligten. Men hvad er skinnebens betændelse egentlig? Og hvad kan man gøre ved det? SOLDATEN har undersøgt sagen.

For meget af det gode Skinnebensbetændelse er en overbe-lastningsskade forsaget af for meget træning eller for hurtig progression i træningen. Derudover spiller idræts-udøverens træningsunderlag, teknik og fodtøj også en rolle. Skaden er især almindelig blandt folk, der dyrker løb og spring. Når vi træner, ”smadrer” vi vores muskler med det formål, at de bagef-ter genopbygges i forstærket tilstand. På samme måde belaster vi vores sener, men de kræver længere tid for at komme oven på. Hvis ikke vi giver vores krop tid til at restituere, vil senerne i læggen ikke være stærke nok til at klare den fortsatte træning, den vil blive træt, øm og irriteret. Ir-ritationen vil resultere i en betændel-sestilstand i senerne, der hæfter på skinnebenets kant. Denne betændel-sestilstand kaldes også inflammation og har i øvrigt intet med infektion at gøre. Der findes flere former for skinne-bensbetændelse. Den mest udbredte er inflammation på skinnebenets in-derside, mens irritation på ydersiden og midten af skinnebenet er knap så hyppigt. Udover ømhed og smerte ved belast-ning kan symptomer på skaden også være hævelse og/eller små knuder langs knoglen.

Udstrækning, varme og roHvad der hjælper på lige præcis dine skinnebensproblemer, kan snildt være noget andet end din buddy-makkers. Det kommer an på, hvor

slem skaden er, og om det bare er begyndende ømhed eller en direkte betændelsestilstand. Lige meget hvad er det dog vigtigt at huske på, at skin-nebensbetændelse er kroppens måde at fortælle dig på, at du skal holde en pause fra træningen. Hvis du vælger at overhøre disse signaler, kan det i sidste ende medføre træthedsbrud, det vil sige revner i knoglen. Behandling af skinnebensbetændelse omfatter: • Hvile/pause fra vægtbærende træ-

ning som for eksempel løb. Genop-tag ikke denne form for træning, før den kan udføres uden smerter. Skift i mellemtiden til anden moti-onsform – for eksempel cykling og svømning.

• Varmebehandling inden fysisk ak-tivitet. Varme øger blodcirkulatio-nen og gør både muskler og sener klar til aktiviteten.

• Udstrækning og is efter fysisk ak-tivitet.

• Inflammationsdæmpende medicin. • Langsom genoptræ-

ning.

ForebyggelseDet er både en kedelig, smertefuld og langsommelig proces at kom-me af med skinnebensbetændelse. Hvis man endnu ikke er ramt af overbelastningen, er det derfor oplagt at tage sig nogle forholds-regler: • Træningsintensiteten skal øges

grad vist. Ikke noget halvmara-ton ud af det blå.

• Det sammen med ændring af træningsunderlag. Et pludseligt skift fra blødt til hårdt underlag er i sig selv belastende.

• Fodtøjet skal passe til dig. De rigtige løbesko med den rigtige støtte gør underværker. Ikke li-gefrem hvad man kan sige om jeres støvler…

• Husk styrketræning og korrekt løbeteknik.

HOLSTEBRO

Messeanmeldelser Tre uger. Fire messer. Mange øl. Det var, hvad vi havde at gøre med, da vi satte projekt find-den-bedste-messe i gang.

Vi ville umådelig gerne have været omkring jer alle, men selv ikke vores arbejde kan gå op i torsdagsdruk på den måde… Så vi måtte vælge. Vores destinationer endte med at blive Holstebro, Slagelse, Skive og Vordingborg.

Kedeligt kan man ikke sige, at det har været. De fire me-get forskellige messer har hver bragt gode minder. Og nogle gange tågede minder. Vi har siddet på saddelstole, bygget ølflaskepyramider, set folk danse med abemasker og helt uforberedt vundet i beer pong. Det lyder ikke dår-ligt, vel? Læs med og se, hvilket sted der klarede det en anelse bedre end de andre og vandt Den Store Messedyst.

Egen øl og kat Vi lagde ud med at besøge dragoner-ne. Standarden blev sat, og den var ikke lav. Konstabelmessen fandt vi hurtigt – dog allerbagerst i en noget tvivlsom, tom og mørk bygning. Vi var de eneste fremmødte, da messe-mutter åbnede i baren kl. 19. Det var måske også lige tidligt nok. Vi var dog ikke helt alene: en lille kat sad i hjør-net af den netop oplåste messe. ”Den må have sneget sig ind i går”, sagde vores værtinde. Hvis ikke dragonerne kan blære sig med, at de har en ma-skot, kan katten i hvert fald bekræfte, at messen er fuld af liv – og ikke kun om torsdagen. Ud over egen kat har messen på Holstebro kaserne også sin egen øl. Dragon-øl med logo og det hele. Ikke dårligt! Vi havde netop drukket vores første, da grupper af værnepligtige begyndte at dukke op, og så blev det ellers en hyggelig aften. Klokken hav-

de rundet 23, da vi satte

kursen mod vores lejede værelser på kasernen. Vi måtte flere gange takke nej til ”skal I ikke med i byen?”. Også selvom argumentet ”I kan endda sove længe!” set med dragonernes øjne var godt og sandfærdigt. For os andre ci-vil-tilvænnede dræn er kl. 7:30 ikke særlig længe.

Stemning1900: To journalister og en kat er messens eneste gæster. 1931: Vi sæt-ter os op i baren for at føle os mindre ensomme. 2002: Der ankommer en håndfuld af noget, der ligner værne-pligtige. Vi undersøger sagen. 2004: De er værnepligtige. 2035: Diskolyset bliver tændt, og der kommer shots på bordet.

Feng shuiMessen er indrettet med solide borde i mørkt træ samt et hjørne med so-

faer. Den er delt op i to rum, et større rum med plads til et stort langbord og et mindre rum, hvor man kan sid-de i baren. Langs loftet er alverdens forskellige øl udstillet, og på væggene hænger krigsbilleder. Der er også en fladskærm, som reklamerer for mes-sens egne fester og tilbud.

FremmødeEn opadgående kurve. Omkring kl. 22 er sofaerne besat, langbordet er fyldt, og udenfor står en god flok rygere.

Barpriser15,- for en dragon-øl. 80,- for 2 liter fadøl. Ikke dårligt.

Musik Vi lyttede blandt andet til De Glade Sømænd, Nik & Jay, D.A.D og Aqua. God messemusik.

Ekstra tingSlush ice, en kommende oktoberfest, egne ølglas med dragonlogoet og skrabelodder.

Samlet 7

SOLDATEN præsenterer:


SLAGELSE

CLARA MIKKELSEN

Musketeren kan også om onsdagen Seks dage senere var det konstabel-messen i Slagelse, der stod for skud. Det er som udgangspunkt ikke helt fair at bedømme én af messerne ud fra onsdagsfest, da der af logiske årsa-ger ikke er nær så meget gang i den som om torsdagen. Messen på Garde-husarkasernen, der har fået navnet Musketeren, klarede det ret godt på trods! Det var ikke, fordi der var fest, men vi fik alligevel spillet noget pool og mærket den hyggelige stemning. Og så kunne vi for en gangs skyld køre hjem fremfor at stavre hen på et lejet værelse, da klokken slog 23.

StemningHyggelig og god. Både plads til shots og sang og fodbold og bajere.

Feng shuiSkjold og flag på væggene. En hyg-gelig, bred bar med plads til at sidde.

Hele to poolborde. Opdelt i to rum, begge af en god størrelse. Ét rum med bar, borde og stole. Og et med stor-skærm og sofaer – her bliver der ofte vist fodbold. Der er en stumtjener til jakker, når man kommer ind – god stil. Derudover er der helt unikke sad-delstole i gardehusarernes messe!

FremmødeGanske pænt fremmøde. Et langbord bliver stort set fyldt, og en flok fyre har indtaget sofaerne og storskær-men.

BarpriserRoyal Export fadøl til en 10’er før kl 20!

Musik Vi ankom til messen til lyden af ”Baby Got Back”. Senere stod den

blandt andet på Major Lazer og den der fra Mulan.

Ekstra tingHESK-stolene var i høj grad bemær-kelsesværdige. Man sidder ganske godt på sådan en saddel, når der ikke er en hest under. Derudover er det ret sejt, at konstabelmessen har fået sit eget navn.

Samlet 6,6


SKIVEIngeniørerne gør ikke noget halvt Dagen efter besøget i Slagelse kom turen til Skive. Her blev det hurtigt tydeligt, at ingeniørerne ikke bygger halve løsninger, men derimod tæn-ker ud af boksen. Indretningen var gennemført i en grad, der på mange måder minder mere om en bar nede i byen end en messe til menige og konstabler på en kaserne. Skive er ikke en lille kaserne, og det samme var hverken messen eller fremmødet. SOLDATEN fik med andre ord en god fest, som fortsatte i Skive midtby og endte alt for tæt på stueeftersyn. Så-dan, Skive!

StemningHyggelig og festlig. Støt stigende.

Feng shuiKonstabelmessen i Skive består af et stort lokale og et mindre. I det min-dre rum er der bordfodbold og spille-maskiner. I det store rum er der røde sofaer langs kanten, et par langborde i midten og to hævede platforme med bord i hvert hjørne. Til sidstnævnte hører et par store granater, hvori man kan få påfyldt alt det øl, man orker og har råd til. Faktisk kan der være en hel fustage en enkelt granat. Så kan man ellers bare sidde og lege sin egen bartender. Jamen altså… Uden for er der telt-rygeområde, og oppe ved ba-ren er det både muligt at ’slå søm i’ og spille beer pong på et ’rigtigt’ beer pong-bord. Sidst, men ikke mindst, er væggene dekoreret med geværer og billeder. Vi er imponerede.

FremmødeFor første gang var der mennesker, da vi ankom kl. 1900. Denne messe var velbesøgt, og trods sin størrelse blev den fyldt godt op, inden de fleste tog videre i byen.

BarpriserUha, her falder Skives messe i point. Barens priser matchede det ”professi-onelle” look og var ikke meget bedre end dem, man finder inde i byen.

Musik Da vi først ankom til messen, var der utrolig dårlig lyd. Det var ikke et pro-blem senere på aftenen – om det var højtalernes eller alkoholens skyld, er svært at sige.

Ekstra tingStedets udseende og indretning var i sig selv fuld af specielle features.

Samlet7,5


VORDINGBORGUformel hygge er ren festDet sidste stop på vores lille mes-secrawl var i den sydsjællandske by Vordingborg. Her ligger en forholds-vis lille kaserne med cirka 40 værne-pligtige i alt. Det er jo ikke mange, tænker man. Kan de overhovedet få gang i en fest? Ja, det kan de. Sam-menholdet bliver bare anderledes, når alle kender alle, og intimiteten gør Vordingborgs messe til et super-hyggeligt sted at være. Selv som frem-med journalist er man ikke udenfor. Derfor endte det også med at blive til lidt flere drinks og lidt mere dans end ventet. Og det er jo aldrig en dårlig ting.

StemningGod stemning, meget uformelt og hyggeligt.

Feng shuiO.K. stort lokale med højt til loftet. Bred bar med et lille tag bygget på. Sofaer, langborde og improviseret beer pong.

FremmødeStabilt fremmøde. Flest værnepligti-ge (næsten 30 ud af 41), men også en håndfuld HRU’er og alle hygger med hinanden.

BarpriserØl til 15,- og cider og drinks til en 20’er. Det var dog ikke umuligt at få gode tilbud undervejs. Godt udvalg af både drinks og øl.

Musik Twerk it like Miley, Year 3000 og den der fra Mulan. Alle kunne sætte deres telefon eller iPod i og styre musik-ken, hvilket fungerede supergodt.

Ekstra tingI Vordingborg bliver et antal værne-pligtige fra hver deling omskolet til at stå bag baren. Det var simpelthen dem, der styrede showet, hvilket gjorde det endnu mere uformelt og hyggeligt.

Samlet 7

Faktaboks:Marineeskadronen er HBUeskadronen i Opklaringsbataljonen på Bornholm, som er underlagt Garderhusarregimentet og har været det siden 2001.

For første gang i 15 år bliver rekrutter på bornholm ikke blot husarer, som resten af regimentet, men Marineinfanterister eller ”Marinere”.


”Nu er I under pres. I kan enten skride ud mellem fingrene på os, som det mudder der udgør resten af landets fundament, eller I kan lade presset gøre jer så stenhårde som den bornholmske granit un-der jeres fødder.”

MarineeskadronenInden jeg kastes ud i det bornholmske terræn, får jeg chance for et interview med eskadronchefen kaptajn Lindberg om denne genopståede eskadron, og hvad der gør marinerne anderledes. Her møder jeg en mand, der ikke bare er ambitiøs, men har en vision om at skabe en eskadron, der udmærker sig i forhold til andre HBU’er. En eskadron der deler klassiske tradi-tioner og kendetegn med andre marinekorps i verden. Og ikke mindst skabe en værnepligt, som man kan være stolt over at have gennemført.

Her på Bornholm arbejder man med et mål om at skabe modstandsdygtige soldater. Og som kaptajn Lindberg si-ger, så er det mentaliteten, han øn-sker at præge de værnepligtige med, for det er mandshjerte, der udgør en ”Royal Danish Marine”, og af dem kan man forlange noget mere. Der-for er eskadronens kampråb bygget omkring to kerneværdier: ”Disciplin og hårdt arbejde, -resten er bullshit!””Vi gør meget for at underbygge de værnepligtiges selvforståelse som marineinfanteri,” siger kaptajn Lind-berg og forklarer, at det er små de-taljer, der kan gøre forskellen. Våd-

træning i strandkanten og træning med de ikoniske træstammer er de to mest væsentlige områder, hvor-fra der er hentet inspiration. Og der er ræsonnement bag træningen: ”Vi træner med træstammerne, fordi marinere bærer på gummibåde, og de samme løftemetoder skal der til -skulderføring og lav føring. Ligele-des er vådtræningen nødvendig, for at marinerne er vante til at springe i vandet og derved ikke skal kæmpe med vejrtrækningen eller rystende lemmer, når de skal landsættes. For det er hvor hav møder land, at vi er allermest sårbare, det er her, fjenden altid, altid har overhånden, og det er derfor, at det også er her, marinere bliver født.” At være våd og træne hårdt og dedi-keret er en del af det at være mariner, alle andre lader sig slå ud af at være våde og kolde, men marinere bliver trænet til at være modstandsdygtige, i særdeleshed over for vand.

Det, jeg oplevede på Bornholm, be-kræftede, hvad kaptajn Lindberg havde fortalt mig. De værnepligtige viste en tydelig stolthed over at være marinere. Gennem simple værktøjer er det lykkedes kaptajn Lindberg, støttet af delingsførere og befalings-mænd i eskadronen, at skabe vær-nepligtige, der føler sig beærede og stolte over at være de første marinere i 15 år. På den anden side af Mariner-turen stod jeg som husar fra sidste hold og blev misundelig over, at min værnepligt ikke havde været ’unik’ på samme måde, at jeg ikke var ble-vet Royal Danish Marine

Marinere elsker vand! Alle andre hader vand. De hader vand, fordi de ved, det er fyldt med marinere.

▼


Fra rekrut til mariner Klokken var omkring syv om morgenen, da jeg om tirsdagen kom frem til Almegårds Kaserne. Marineeskadronen startede flere timer tidligere deres marinetur, som de menige skal igennem for at gøre sig fortjent til at bære Hendes Majestæt Dronningens REX og derved retten til at kalde sig selv marinere.

Ikke lang tid efter min ankomst sad jeg op i en GD, der transporterede mig til Arnager, en lille flække på Born-holms sydvestlige side. Her skulle 3. deling mødes med en kontakt, der ville bringe dem til Boderne. Minør-korpset ventede dem ved havnen, og med store gummibåde udstyret med påhængsmotorer skulle de bringe de værnepligtige over bølgerne, der fortsat voksede i en barsk vind. Ef-ter at have iklædt sig en skrigorange redningsvest, der langt fra hjalp på deres sløring, blev de smidt i bådene og sendt ud over bølgen blå. Skum-sprøjt, bølgegang og vind i håret stod de værnepligtige i møde. Hvorvidt de kom tørre frem til Boderne, lod til at være bestemt af, hvor heldig de var med pladserne i bådene. Efter omkring en halv time på van-det nåede de land igen, kravlede ud af bådene, nogen mere våde end andre, for hurtigst muligt at smide redningsvesten, gribe grejerne og

få lagt sig med piben pegende mod farlig retning. Og der måtte de blive liggende og sikre, indtil minørerne var sejlet tilbage til Arnager og havde bragt den sidste halvdel af delingen til Boderne. Herfra skulle 3. deling foretage opklaring på skydeterrænet, hvor fjenden havde placeret materiel og ressourcer. Så snart de havde gjort dette, skulle delingen eksfiltrere og søge ind mod midten af øen, hvor næste opgave ventede dem. Nu var der blot omkring 15 kilometer, og en god håndfuld fjender spillet af Hjem-meværnet, mellem dem og delingens næste mål, radarstationen i midten af Almindingen

Radarstationen Jeg mødtes igen med 3. deling om-kring én kilometer fra målet. Det var blevet sent på natten, og fjenderne i området virkede meget ihærdige efter at få fanget delingen. Der blev konstant sendt lysgranater over træ-

kronerne i området, og de var tæt på. Deres aggressive søgen efter de vær-nepligtige viste sig at være grundet ganske almindeligt hævntørst. Én af grupperne fra 3. deling havde taget to hjemmeværnsfolk til fange, da de havde været uopmærksomme og hav-de anset det for unødvendigt at sikre.Forsigtigt, hurtigt og stille rykkede delingen frem igennem radarområ-det efter at have brudt gennem por-ten. Først ryddede de den lille bunker tæt ved indgangen. En smal og stejl trappe ledte dem ned til små snævre rum, hvor de fandt efterretninger i form af billeder og papirer. De ryk-kede ud og bevægede sig videre i det indhegnede terræn, denne gang var målet at komme ned i bunkeren direkte under hovedinstallationen. Døren blev brudt op, og en enkelt af grupperne trængte ned ad trappen, sikrede rundt om hjørner og ned ad de lange gange, som kun pletvist var oplyst af de svage lamper siddende på

LASSE BÆKHUS


væggene. Igen avancerede de ned ad gangen, til de kom til en lille skakt siddende højt på venstre side af væg-gen. En lille håndfuld blev valgt til at kravle gennem skakten for at indhen-te yderligere efterretninger. Skakten var så smal, at de blev sendt igennem den uden basis, kun geværet kunne de få lov at bringe igennem den 30 meter lange skakt. Lige efter dem kravlede jeg med kamera i den ene hånd og i den anden et stort ønske om et par knæbeskyttere. For enden af skakten var der et lille rum, hvor vi kunne stå oprejst, mens to værne-pligtige blev sendt videre ind i et til-stødende rum, hvor efterretningerne skulle findes. Og ikke længe efter fandt jeg mig selv i den smalle skakt, på vej tilbage hvor vi kom fra. Ud af bunkeren og ud af radarstationen.

Air drop Næste morgen blev jeg sammen med kaptajnen kørt ud til 1. deling, som på det tidspunkt lå i ODO og hvilede, mens tre fra delingen sad i krattet ud mod en åben mark og ventede på fly-

et, der skulle bringe dem forsyninger. Delingen havde fået tildelt koordina-ter og tidspunkt på, hvor og hvornår flyet ville flyve over dem. Derfor sad jeg om morgenen i krattet sammen med meget lille udvalgt gruppe, der skulle være klar til at markere de-res placering med en røggranat, så snart de havde set og hørt flyet. Vi sad længe og ventede, inden vi hørte flyet komme nærmere, bevægede os ud på den mudrede mark og marke-rede med røggranaten. Flyet fløj forbi os men vendte kort efter tilbage ved at flyve lavt henover skovstykket hvor delingen hvilede, og smed en kartoffelsæk på marken, lige ved si-den af røggranaten. Posen blev smidt over skulderen, og vi var hurtigt til-bage i skjul af træerne blandt resten af delingen, der lod til både at være taknemlige for de nyankommne for-syninger, men samtidig lidt skuffede over, at det ”bare” var en sæk gulerød-der. Kaptajnen valgte at følges med 1. deling og hev sin rygsæk ud af GD’en, som NK og jeg netop var ved at sidde op i for at tage ud og se til 2. deling.

Overdagningsområde 2. deling lå i ODO og ventede det vand, som NK og jeg bragte til dem. Mens de hvilede, fik jeg en chance for at tale med de værnepligtige om deres oplevelser indtil videre. Mens en vær-nepligtig stod foroverbøjet hen over, hvad der var tilbage af de dyrebare 100 gram chokolade, som de menige allernådigst havde fået lov at med-bringe, sad en anden og forsøgte at få gang i tændstikkerne fra feltrationen for at tænde en smøg, begge tilfælde lige ynkelige. Chokoladen var gen-nemblødt og blev nøjsomt løsrevet fra den våde indpakning for at blive lagt i, hvad der sikkert må have været den sidste tørre plastikpose. Smøgen, som den anden menige forsøgte at tænde, kunne dårligt kaldes en smøg. Der var ikke meget andet end filter tilbage, al-ligevel blev flere tændstikker slået he-nover pakken med rystende hænder. Det var også her, jeg kort fik udveks-let et par ord med de efterhånden pressede kommende marinere. ”Alt er gennemblødt”, sagde en lidt fortvivlet Nørre Alslev og uddybede: 2. deling

▼


havde været langt mere uheldig med deres sejltur med minørerne, bølger-ne havde været høje og hver eneste gang båden ramte bølgedalene, blev alle i båden ramt af en mur af vand. Selv minørerne havde fået våde tæer i deres overlevelsesdragter, og de vær-nepligtige var blevet så våde på sejltu-ren, at de lige så godt kunne have lagt sig i vandet. Rygsækkenes vægt var steget betydeligt efter turen, og Nørre Alslev fortalte mig, at han dårligt kun-ne mærke forskel på før turen MED radio 371 eller efter turen UDEN radio 371. Alligevel havde de kommende marinere overskud til at smile af den absurde situation, og Nørre Alslev ly-ste op, da han sagde: ”Min fiberpels er i det mindste tør.” En anden skød en kommentar ind: ”Ja, og vi har da måske rundet fire timers søvn nu.” Vandpassage Tidlig eftermiddag blev jeg endnu en-gang genforenet med 3. deling, som i skoven var i gang med at pakke de-res tasker i de famøse karameller af teltflagen og skifte til regntøj. Det gik ikke hurtigt, og mange virkede både

nervøse og skeptiske over for, om deres oppakning ville komme tørt over vandet. Mens de fleste i delingen forsøgte at få alt pakket ordentligt i teltflagen, udkæmpede menig Herlev det hidtil blodigste slag i Bornholms historie mod en voldsom mængde røde skovmyrer, der i konstante bøl-ger invaderede hans teltflage - set i retrospekt burde man nok ikke lægge sig med mindre end en halv meter til deres tue. Det lykkedes at få pakket karamel-lerne, og de værnepligtige stillede sig modvilligt op i kø ved bredden. To og to lod de sig glide i vandet og svøm-mede med støtte fra deres flydende karamelpakkede rygsække. Tilfredse så de ikke ud til at være, da de gik i vandet, specielt var der mange kom-mentarer, da vandet ramte skridt-højde, men de så alle lettede og glade ud, da de kunne få lov at kravle op af vandet efter 30-40 meters svømmetur. Smilene holdt dog ikke ved på alle, da de så den utrolig stejle skrænt, de skulle opad, før de kunne klæde om. En langsommelig proces gik i gang på toppen af skrænten. At skifte til tørt

tøj og få genpakket grejerne skulle vise sig kun at kunne gå langsom-mere, når de menige legede den far-lige leg – ”Hvad skal jeg spise, når vi er færdige?” En nærmest trancefrem-kaldende samtale, som affødte en diskussion om hvor de samlet skulle tage hen og spise, når de endelig var færdige. Trancen syntes ingen ende at have, før sergent Kallesen rev dem tilbage til virkeligheden – ”Det kan I diskutere, når I er tilbage på kasernen og er færdige med at vedle som syge aber på ecstasy!” Baghold Jeg fulgtes med 3. deling fra vandpas-sagen til deres næste opgave. Der var ikke specielt langt fra vandpassagen til det planlagte KFO, hvor de skulle forberede deres baghold. Efter at have krydset vandet havde de opsam-let PVV’er og formbart til opgaven. Det var her, man kunne se, at de vær-nepligtige var nået et punkt, hvor de for alvor var trætte. Forberedelserne til bagholdet gik ikke hurtigt, og en enkelt faldt i søvn med hovedet hvi-lende på det optiske sigte i et forsøg


på at sikre. På vej hertil havde det også været tydeligt, hvem der havde overskud, og hvem der var presset, men det var bekræftende at se dem med overskud hjælpe dem uden. Da det formbare var sat i stand, be-vægede delingen sig mod skovvejen, hvor bagholdet skulle finde sted. Og det gik, som de fleste baghold nu en-gang gør. De velkendte gule kanon-slag skulle imitere PVV’ernes angreb, konvojen blev bragt til holdt, og en masse skud blev fyret mod målet, til der blev meldt at holde inde. Lastbil og GD bliver gennemsøgt, og derefter sprænges der med det ildelugtende grønne modellervoks, der kaldes formbart.

Gummibåde Nej, ikke de skrigorange gummibåde med påhængsmotorer, der bliver sej-let af minørkorpset, men små sorte sataner der kræver førlighed i ben og fod som pant for at komme tør-skoet over vandstrækningen. Disse, i selskab med undertegnede, stod og

ventede, da 2. deling kom gående og skulle eksfiltrere sig selv efter at have fortaget baghold. Opgaven kan lyde simpel, rygsækkene skal presses på plads i gummibådene som et andet Tetris-spil, og først der skal du be-gynde at tvinge din fod ned mellem gummibådens side og de førnævnte rygsække. Og det var her, man for-nemmede, at et lille irritationsmo-ment hurtigt kunne vokse sig til stor frustration, når man har gået med meget begrænsede mængder mad og søvn. Men det blev aldrig til mere end en hævet stemme og en mere fjendsk diskussion end nødvendigt, som var lige så hurtigt overstået, som den var opstået. Delingen skubbede sig ud i vandet, og med uskønne tag fik de padlet sig af sted mod den anden side. Jeg mødtes med dem, hvor de gik i land. Da jeg kom frem, var første halvdel af delingen allerede i land og ved at få styr på deres rygsække. Kort inden var regnen begyndt at tage til, og mens jeg forsøgte at fange billeder af våde soldater på vej ud af

gummibåde, åbnede himlen sig, og jeg besluttede mig for at vente på den anden halvdel i GD’en. Da sidste halv-del af 2. deling kom frem bag sivene på vandet, var regnen ved at lægge sig, men den tid, de havde været på vandet, havde gjort dem godt våde. På trods af kold vind og voldsom regn under hele sejladsen blev der ar-bejdet hurtigt med at få geværer og rygsække i land. Netop som det var sket, tog regnen voldsomt til igen, fra GD’ens tørvejr så jeg det sidste af 2. deling forsvinde i det silende grå vejr. Rexbanen Det var her, det blev virkeligt, enden af marineturen var inden for række-vidde. Selvom de var tydeligt mærke-de af de seneste tre dages strabadser, var nogle af dem tydeligvis ved godt mod og så forhåbningsfulde ud. De stod i øvelsesterrænet, og på naiv vis troede de, at de bare skulle frem til kasernen, og så var det hele overstået. Men de skulle snart vide, at der skulle mere til, før de kunne ånde lettet op.


Go! Så var Rexbanen kickstartet, og delingen begyndte at løbe med fuld kamp og rygsæk. Inden længe var der eksplosioner til begge sider, og små stykker jord faldt over terrænet som et tæppe. Imens løb jeg mellem bager-ste og forreste spids af delingen for at fange den action, der måtte være på banen. Midt under passagen blev gruppeførerne såret og måtte evaku-eres af de hårdt prøvede rekrutter. Da gruppeførerne faldt til jorden og råbte efter hjælp, var der stor forvir-ring i delingen og senere en stor pro-blemstilling - tre sårede, men kun to bårer. Mange interessante metoder blev taget i brug for at bringe den sårede sergent Helms videre. De tre sårede gruppeførere blev langt om længe bragt til nærkampslandsbyen, hvor de blev stabiliseret og igen selv kunne løbe gennem banen. Da 2. deling løb af vejen mod kaser-nen og endelig kunne se hegnet og dermed en ende på alle deres lidel-ser, knækkede den lange række mod højre, gennem hvad der engang var en lille sø, men nu bare var en gryde

med mudder. Mudderet sad tungt på de værnepligtiges støvler, en enkelt mødte så meget modstand, at han blev smidt på knæ i mudderet og måtte få hjælp til at komme op igen. Herfra løb de gennem græsmarken, langs kasernens hegn og lige forbi ho-vedvagten, hvor nogle smil forsvandt, da de indså, at de ikke skulle gennem porten. I det lille skovstykke, der stø-der mod kasernens hegn, måtte de hvile, mens de ventede på de andre delinger, så hele eskadronen kunne marchere samlet ind på kasernen. Der gik ikke lang tid, før de udmatte-de soldater smed fodtøjet og forsøgte at pleje deres kridhvide fødder med ubehagelige folder på hele under-siden. Det affødte hurtigt en intern konkurrence om delingens værste fødder. Målt på kriterier som mest farveløse, flest folder, værste vabler eller hudløshed blev de påbegyndte skyttegravstæer vurderet nøje.

MarinerfødslenEfter at have marcheret ind på kaser-nen og stillet op foran kaptajnen i ap-

pelgården fik de at vide, at det ikke var slut endnu. Fortvivlede så de ud, da de måtte trave mod deres træstam-mer og skulle sidde op i lastbilerne med dem. I det mindste måtte de efterlade gevær, basis og rygsæk. De blev bragt til skoven vest for kaser-nen, der leder direkte ned til stran-den, som de kendte fra hver eneste fredags vådtræning. Træstammerne blev bragt ud af lastbilen og herefter ned på stranden. Kaptajnen holdt en opløftende tale og roste rekrutterne for deres arbejde, Kaptajnen startede Marineeskadro-nens kampråb: ”Disciplin og hårdt ar-bejde!” ”-Resten er bullshit!” svarede de værnepligtige. Nu var der kun gen-fødslen tilbage, for marinere er man ikke, før man står med Østersøen til livet og trykker kaptajnen i hånden, og først der kunne de løbe tilbage på stranden, møde deres delingsfø-rer, som på deres uniform placerede Rex’et. Nu var de genfødt, nu var de marinere.

Regimentsmærker i Hæren Både Flyvevåbnet og Søværnet har hver ét mærke, som de to værns ansatte bærer på deres baret. Hæren er liiiidt større end sine to med-værn og har derfor flere afdelinger – regimenter. Hvert regiment har sit eget regimentsmærke, som blandt andet bæres på soldaternes sorte eller grønne baretter. SOLDATEN har sat nogle af Hærens regiments-mærker under lup for at kigge nærmere på, hvad de egentlig forestiller og hvorfor.

Jyske DragonregimentBeskrivelse: Mærket består af en venstrevendt, kronet løve, der i for-poterne holder et ovalt skjold. I skjoldet ses Christian V’s navnetræk, der ligesom løven er kronet. Løven med skjol-det går på et banner med ordene FORTES FORTUNA JUVAT, hvilket er regimentets valgsprog. Nederst er ni hjerter sta-blet.

Symbolik og betydning: Løven kaldes ”De Gothers Løve” og kendes fra De Gothers våbenmærke, som repræsenterede de danske konger fra 1362 til 1972. De Gothers våbenmærke er gennem tiden blevet tolket som våbenmærke for Jylland og ses derfor afspejlet i mærker med tilknytning dertil – blandt andet Jyske Dragonregiment. Det kongelige navnetræk refererer til den konge, i hvis regeringstid enheden blev oprettet. Regimentets latinske valgsprog betyder: Lykken stå den kække bi.

TrænregimentetBeskrivelse: Dette mærke består af et kronet vognhjul med to krydslagte perkussionspistoler (en bestemt type hånd-våben). I pistolernes skæring ses Kong Christian lX’s kronede navnetræk.

Symbolik og betydning:Vognhjulet symboliserer enhedens transportfunktion. Pistolerne skal ses som militære symboler, der angiver regimentets tilhørsforhold til Hæren. Det kongelige navnetræk betyder, at det var Kong Christian lX, der regerede, da Hærens første transportenheder blev op-rettet.


Kilder: ’Dronningens tro regimenter’ af Hedegaard og Løvschall og ’Hærens

afdelingsmærker efter 1945’ af Carl-Gustav Schöller

Den Kongelige Livgarde Beskrivelse: Mærket består af en takket sol, hvorpå kong Frederik lll’s krone og navnetræk er placeret. Over kronen ses et skriftbånd med skriften ”PRO REGE ET GREGE”, som er enhedens valg-sprog.

Symbolik og betydning: Solen refererer til Livgardens særlige hoved-beklædning: bjørneskindshuen, der er meget karakteristisk for enheden. Kronen er Frederik lll’s krone på Rosenborg og hans navnetræk re-fererer til tidspunktet for enhedens oprettelse. Det latinske valgsprog betyder ”for konge og folk”.

TelegrafregimentetBeskrivelse: Telegrafregimentets mærke forestiller to krydslag-te sværd, hvorpå der lodret ligger en brændende fakkel, udsmykket med Christian lX’s kronede navnetræk. Fra sværdenes skæringspunkt udgår to vandrette, elektriske gnistbundter og fire zig-zag formede lynstråler.

Symbolik og betydning: Faklen refererer til et af de ældste signalmidler, bav-nen, som er et oftest højtliggende bål, der i gamle dage blev brugt til at sende meddelelser i krigssam-menhænge. De elektriske gnister og lynene refere-rer til elektricitetens og elektronikkens betydning og muliggørelse af telegrafi og telefoni. Sammen af-spejler symbolerne den historiske udvikling i militær meddelel-sestjeneste. De krydslagte sværd er et militært symbol, der angiver en-hedens tilknytning til Hæren. Det kongelige navnetræk refererer til den konge, i hvis regeringstid stamen-hederne blev oprettet.

Ingeniørregimentet Beskrivelse:Ingeniørernes mærke består af en kronet ring, hvorpå en spa-de og et gevær er krydslagt. Over spadens og geværets skæ-ringspunkt ses Christian V’s navnetræk.

Symbolik og betydning: Mærket symboliserer regimentets vigtigste våben og redska-ber: geværet (som her specifikt er ingeniørgevær M/1853), læreringen (som er et redskab, der bruges til fremstilling af skansekurve, der igen bruges til at skabe dække og værn for batteri) samt spaden (der bruges til at lave feltbefæstning - på moderne dansk nærforsvar i BSO). Det kongelige navnetræk refererer til den konge i hvis regeringstid, enheden blev opret-tet.


CLARA MIKKELSEN


Værnepligtsrådet besøger!

Værnepligtsrådet har ikke la-vet andet end at snakke højt og helligt om at besøge de værnepligtige i løbet af deres basisuddannelse. Dette skal selvfølgelig efterleves – og vi holder, hvad vi lover.

Vi var med, da de værnepligtige i GHR Slagelse var på deres første dag og nu har vi været med på sky-debanen hos Telegrafen i Haderslev. I uge 40 lavede vi det helt store stunt! Værnepligtsrådet delte sig op: Den ene halvdel (Daniel Kirsten og Andreas Holt) tog til Borris Skydelejr, mens den anden halvdel (Mads Krabsen & Kasper Sørensen) besøgte Jægerspris Skydelejr. Besøget i Borris varede en hel dag, mens besøget i Jægerpris varede et par timer. De værnepligtige i Borris var mere end klar på de forskellige skydninger, de skulle igennem. Vi ankom til Borris midt i deres sky-deperiode (SKYPER) og blev taget godt imod af kompagnichefen (KC) kap-tajn Jesper Lindholm. Vi fik en kort briefing vedrørende

programmet på dagen og den efter-følgende morgen og blev samtidig introduceret til periodens skydeleder. HRU, GSU og EW var også til stede på skydelejren, og derfor kunne der blive problemer med at finde de rig-tige baner. Om ikke andet så tog KC os ”i hånden” og kørte ud for at se de to baner, de værnepligtige befandt sig på. Der ville altid være to delinger på samme skydebane, og det var derfor meget nemmere for os at nå rundt til alle fire delinger på en dag. Tiden på skydebanerne forløb sig med at snakke med værnepligtige og se på deres skydninger – og det gik utroligt godt! Vi var inviteret med til skydemøde for at komme lidt ”bag kulisserne” på en skydeperiode. Her blev der gjort status indtil videre – hvordan er det gået? Hvad skal være bedre fremad-rettet? Samtidigt blev der også briefet om aftenens event – mørkeskydning – og forevisning af mortér fra HRU dagen efter. Vi blev hurtigt klar til at være med under de værnepligtiges mørkeskyd-

ning, og her fik den ikke for lidt. Kanonslag, lyssporsprojektiler og lys-raketter blev flittigt brugt for at give de værnepligtige den rigtige følelse, mens de kravlede i stilling over for fjenden! Men alt skulle jo ikke gå op i kanon-slag og skydeskiver – vi skulle lige huske, hvem vi var, og hvorfor vi var kommet. Alle, der har været på SKYPER, er be-kendte med ventetiden, og den be-nyttede vi os flittigt af. Trods dårligt vejr og ventetid var de værnepligtige meget glade for denne firemåneders oplevelse. Morgenen efter så vi fremvisning af morter fra HRU og begav os mod AFTC (Air Force Training Center) i Ka-rup. Dette var et hurtigt pitstop, hvor de værnepligtige skulle gennemføre en handlebane og en slutkontrol. Vi fulgte med bag en af dem, og han hav-de styr på alle sine procedurer! Der skal lyde en stor tak til Hærens Efterretningscenter i Varde og Air Force Training Center i Karup for at lade os besøge og for at tage godt imod os.


VÆRNEPLIGTSRÅDET

Rådets sidste opkald: Efter rådsmedlem Daniel Kirsten var til møde ved FSU (Forsvarets Sundhedsudvalg), blev der rejst tvivl om brug af den militære forhindringsbane. En værnepligtig var kommet til skade under et gennemløb, og i den forbindelse kom der spørgsmål om opdeling af forhindringerne, samt om hvorvidt de værnepligtige må bruge hele banen. Svaret kom hurtigt tilbage: Forhindringsbanen er ikke niveaudelt på nogen måde (grøn, hvid &

rød), og de værnepligtige må bruge alle forhindringerne. Dog skal det være frivilligt, om de vil. Når banen benyttes, skal de forskellige regler fra TEMAhæftet for forhindringsbanen overholdes. Bl.a. skal man kravle op og ned ad stiger, og man kan ikke beordre nedspring over ti meters højde.

Brug QRkoden til vores facebook

Brug QRkoden til vores hjemmeside

HUSK!!! Nu har i været værnepligtige i et par må-neder. I er kommet ind i nogle rutiner og kan hurtigt komme til at glemme forskel-lige småting i jeres hverdag. Derfor har vi nogle ting, vi synes er vigtige at huske på.

I skal huske at anvende gummihandsker, når I bru-ger Break Free geværolie – selv når I er på skyde-banen eller i felten. Hvis ikke i har nogle, så spørg jeres sergent efter dem. Ud over det vil vi også minde jer på at få meldt je-res skader, hvis I får nogle. Kommandokontoret kan hjælpe jer med dette – og så er I sikret en nemmere erstatningssag, hvis I får varige mén

Så har vi en sidste lille ting.

BYT TIL NYT! Hvis noget af jeres udrustning går i stykker, så få det byttet med det samme.

Sagen er: Fragmentationsbriller

Ved landstalsmandsmødet på Bornholm i starten af september gjorde de værnepligtiges landstalsmænd os i Værnepligtsrådet opmærksomme på, at de frag-mentationsbriller, der bliver udleveret, er alt for store til menige, der har et lille hoved. Udover det dugger brillen alt for nemt til, så man ikke kan se, hvor man går. I Værnepligtsrådet kunne vi godt se problematikken, så vi besluttede os for at rejse det for det panel, vi havde inviteret med til mødet.

De havde dog kun et forslag til, hvad vi kunne gøre, nemlig at lave en MMR (Materialefaglig Melding og Reklamation) – en fejlmeldingsblanket, som kan sætte fokus på materiel, der ikke fungerer optimalt. Vi har nu fået udarbejdet en MMR og venter svar fra Forsvarets Materieltjeneste.

Kilder:ABC News, wikipedia,

The Wall Street Journal, Aljazeera, Vice News,

tv2, DR.


Verdens brændpunkter:

SomaliaSOLDATEN har i de seneste to udgaver givet et indblik i udvalgte brændpunkter verden over.

Denne gang søges der længere sydpå til en problemstilling, der udskiller sig markant fra de andre brændpunkter, og dermed også kræver en anden tilgang for at kunne løses: Pirateri.

For at forstå pirateriet, der koncen-trerer sig omkring Adenbugten, øst for Afrikas Horn, er det vigtigt at ken-de til Somalias historie og de hændel-ser, der har efterladt en nation med meget få muligheder for at skabe sig en tilværelse. Somalia opnåede uafhængighed i 1960 og forenede flere kolonier, som indtil da havde været underlagt hen-holdsvis Storbritannien, Frankrig og Italien. Men allerede den 21. oktober

1969 foretog Mohamed Siad Barre et militærkup og omstyrtede staten. Abdi Rashid Ali Shermarke, landets anden demokratisk valgte præsident, blev snigmyrdet, og som følge af det-te tog Mohamed Siad Barre magten i landet. Siad Barre erklærede, at Somalia var et socialistisk land, og skabte sig stærke partnere. Især Sovjetunionen støttede Somalia, efter at landet er-klærede sig socialistisk.

Somalia erklærede i 1977 krig med nabolandet Etiopien. De to nationer havde tidligere været fjendtlige over for hinanden og flere gange haft stri-digheder omhandlende deres fæl-les grænse. Somalia forsøgte at tage kontrol over det etiopiske område Ogaden – en somaliskdomineret pro-vins. Målet var at presse den etiopiske befolkning ud af provinsen og derved endeligt vinde somalisk kontrol over området.

Andenbugten

LASSE BÆKHUS


Da Sovjetunionen også havde inte-resse i Etiopien, måtte der vælges mellem de to lande som partnere, og i sidste ende valgte Sovjet med støtte fra Cuba at drive Somalia ud og sætte deres penge på Etiopien i stedet. Somalia led, på trods af årelang støtte fra socialistiske fæller og et vældig stort militær, et omfattende nederlag. I raseri over at være blevet forrådt af den socialistiske blok vendte Siad Barre sig mod Vesten og særligt USA, som uden stor tøven gav opbakning til Somalia. En oprørsgruppe indledte i 1981 en guerillakrig mod det somaliske styre grundet utilfredshed over nederlaget til Etiopien og anklager om magtmis-brug fra Siad Barres side. Oprørsgrup-pen kæmpede mod regeringen med ekstreme metoder, der krævede me-get blod. Siad Barre var ikke lang tid om at give igen med tilsvarende blo-dige midler, hvilket drev Somalia og befolkningen ud i en lang og blodig borgerkrig. Først i 1991 blev Siad Barre styrtet af klaner, der havde forenet sig om at fjerne Siad Barre fra magten, men da dette mål var nået, stod de uden fæl-les sag, og landet blev sendt ud i no-get nær anarki, da der ikke længere var nogen funktionel regering. Den fortsatte krig og hærgen mel-lem klanerne gjorde det umuligt for omverdenen at bringe nødhjælp til befolkningen, og lovløsheden gjorde, at krigsherrerne gjorde, som det pas-sede dem. Regeringens opløsning gjorde også, at Somalias flåde ikke længere var i funktion og dermed ikke kunne beskytte Somalias hav og kyst. Mange fremmede fiskere søgte til landet og udnyttede deres mulig-heder her, og store firmaer dumpede store mængder affald i farvandene. Det sidstnævnte skulle med tiden medføre en ny problemstilling: ud-ryddelse af fiskebestanden. Med en af Somalias større indtægt- og føde-varekilde ødelagt stod mange af so-malierne tilbage med få muligheder. Pirateri var én af dem. Pirateri i Somalia startede grundlæg-

gende som et modsvar, hvor soma-lierne bordede de fremmede både og krævede en afgift for, at de kunne fiske i somalisk hav. Da fiskeriet fort-satte, slog mange somaliere sig sam-men og dannede, hvad de selv kaldte en kystvagt. De påstod, at de opret-holdte Somalias suverænitet, mens de ventede på, at en ny, stærk rege-ring kunne skabes. Men denne selv-tægt var ganske harmløs, i forhold til hvordan piraterne senere skulle agere. Større skibe med mad som last var piraternes næste ideelle mål. Skibene var lette at kapre, og det var let at kræve en løsesum for skibet. Og i dag er netop løsesumspenge piraternes indtægt, og de er med mange – rigtig mange – tilfælde af kapringer blevet erfarne. Piraterne ved Afrikas Horn er afhængige af løsesummen som deres fortjeneste. De har ikke infrastruktur i form af kraner, lagre og veje til at få omfordelt lasten fra de store skibe, de border. Men endnu vigtigere har de ikke forretningsnetværket, der kræves, for at de kan sælge de beslag-lagte varer videre. Kun basale fornø-denheder som mad, medicin, våben og brændstof tager piraterne med sig. Piraterne kræver i lige så høj grad løsesum for personel på skibene el-ler uheldige lystsejlere. Men gidsler er mere besværlige end materiel, de kræver ressourcer at holde i live, de gør det nødvendigt at have vagter og giver andre logistiske problemer. Til

gengæld er de mere værd. Der har været mange gidseltagninger, og det er et stort dilemma på lang sigt at for-handle med piraterne. Ingen har lyst til at nægte forhandlinger og derved dødsdømme gidslet eller gidslerne. Men jo flere gange piraterne oplever en succes ved at forhandle om gids-ler, jo flere gidsler vil de forsøge at tage, og jo flere penge vil de kræve per gidsel. Det er en ond cirkel, som man må forsøge at bryde med andre metoder. For piraterne er der heller ikke man-ge andre muligheder end netop at dri-ve pirateri. Og af de få muligheder, er pirateri den der er mest attraktiv, og lettest. Hvis man har en hurtig båd, våben og stiger, er man godt på vej. Men værre er det, at piraterne vinder utrolig meget, og det med en ret lille risiko. Selv hvis piraterne fejler og bliver tilfangetaget af de mange nati-oners flåder, der forsøger at beskytte området, bliver de blot bragt tilbage til den somaliske strand. Grundet den manglende regering er der ingen, der håndhæver love eller uddeler straffe, og derfor er piraterne frie, så snart de igen er i land. Juridiske komplikatio-ner gør det til en lang, møjsommelig næsten umulig proces at få bragt pi-raterne for en dommer. De frustrerende oplevelser med pira-teri i Adenbugten ved Afrikas Horn har gjort, at mange nationer lige nu har store skibe fra deres flåder liggende i området for at kunne be-skytte kommercielle så vel som civile skibe. I denne mission har Danmark bidraget ved at lade søværnet deltage, og har haft flere fartøjer udsendt til Adelbugten som bidrag til Operation Ocean Shield. Missionen skal løse fire opgaver: Eskortere handelsskibe og derved afskrække pirater. Fore-tage indgreb over for piratvirksom-hed. Yde en opsøgende indsats mod formodede piratskibe. Opbygge den regionale flådekapacitet og derved sikre, at de lokale nationer får opbyg-get kompetencerne til med tiden selv at kunne stå for antipirateriindsatsen uden hjælp udefra.

LASSE BÆKHUS

PIRATERI I SOMALIA STARTEDE GRUND- LÆGGENDE SOM ET

MODSVAR, HVOR SO-MALIERNE BORDEDE DE

FREMMEDE BÅDE OG KRÆVEDE EN AFGIFT

FOR, AT DE KUNNE FISKE I SOMALISK HAV.


Nej til krudt og kugler – militærnægterne findes stadig

At tage afstand til et system Emil Ryttergaard tog til Forsvarets Dag, da han gik i 2.g vel vidende, at hvis han trak et lavt nummer, ville han være militærnægter. Det lave nummer trak han, og fire år senere aftjente han et halvt års militærnæg-tertjeneste i DR. I dag ville han ønske, at alle unge skulle aftjene en form for pligt til samfundet – men ikke nød-vendigvis i Forsvaret. ”Jeg trak nummer 3003 eller noget i den stil. Dengang var alt under 5000 lavt. Damen med tombolaen bag skri-vebordet kiggede på mig og sagde: Det er dejligt, så ses vi jo igen.”

Jeg vil ikke bidrage til det her. Jeg kan ikke bidrage til det her. Der var flere grunde til, at Emil rea-gerede på dén besked med bandeord frem for jubel. ”Først sagde jeg: Nå. Pis. De ord skulle lige ud. Jeg følte ikke, jeg kunne bi-drage med noget til Forsvaret. Jeg har bestemt ikke noget imod at skulle lære nogle ting eller arbejde hårdt, men jeg vidste, at der hverken var en fremtid for mig som soldat eller brandmand. Det tændte mig ikke. Det var altså ikke af dovenskab, eller fordi jeg ikke gad at løbe kilometer-ne. Det var, fordi jeg ikke ville trække i den uniform. Jeg havde virkelig ikke

lyst til at være en del af det system. Så vil nogen måske påpege, at jeg bare kunne være blevet røgdykker nede i Næstved, men jeg så det som et sam-let system. Og jeg ville ikke have no-get med det at gøre. Da jeg havde færdiggjort min bache-

lor, syntes jeg, det var det rigtige tids-punkt at få det kapitel overstået, så da indkaldelsen kom næste gang, tog jeg til Jonstrup, hvor militærnægter-tjenesten dengang begyndte med en introduktionsdag om vores vilkår. Vi sad og røvkedede os i seks timer. Vi fik et DSB-rejsekort, et ID-kort og så fik vi taget vores sygesikring – meget andet var der ikke i det. Der var en, der kom til at sige, at han bare var blevet militærnægter, fordi han ikke gad. Så blev hende damen fra militærnægterkontoret pissesur… Du skal tænke på, at det er en samvit-tighedsting, formanede hun.” Hvis man ikke skyder med gevær og pudser støvler…. Hvad laver man så? Efter introduktionsdagen er aftjenin-gen i gang. Som militærnægter finder

”Jeg tror, det ville være sundt for alle unge at blive indkaldt til en form for pligt. Opleve at der bliver stillet krav, at der er noget, man skal gøre. At blive tvunget til at være en del af virkeligheden og en del af samfundet. Så kunne man selv vælge, hvor pligten skulle aftjenes. Forsvarets basisud-dannelse kunne være ét af alternativerne, men ikke det eneste.”

I stedet for bag en skydelinje, tilbragte Emil meget tid bag skærme som disse

under sin tjeneste.


man selv sit eget tjenestested. ”Jeg var rigtig heldig at komme ind i DR. Det var ikke en selvfølge for mig at få en plads dér, det kunne lige så godt have været i en børnehave. Men det havde heller ikke gjort noget, for jeg ville stadig kunne bidrage med noget i forhold til den almindelige værnepligt. ”Som militærnægter har man en helt almindelig 37-timers arbejdsuge. Løn-nen er en anelse lavere end under en almindelig værnepligt, og så er arbej-det selvfølgelig noget helt andet.”Mit job i DR gik ud på at assistere DR Produktion med alt muligt prak-tisk. Jeg kørte meget rundt, hentede og ordnede ting. Den bachelor, jeg lige havde færdiggjort, var en bache-lor i journalistik fra RUC, så min tje-nestetid på DR var en god mulighed for at kigge nærmere på den verden, inden jeg skulle videre. Det fik jeg rigtig meget ud af det. En almindelig værnepligt ville jeg ikke kunne have brugt på samme måde. Jeg tror godt, jeg kunne have lært nogle ting og fået nogle evner, men ville jeg få brugt de ting og evner igen? Næppe. Det er mere sandsynligt, at jeg kommer til at lave fjernsyn igen.”

I bakspejlets klare lys I dag fortryder Emil ikke sit valg om at nægte militærtjeneste. Og han ville heller ikke gøre det om, hvis han trak et lavt nummer i morgen. ”Jeg var ærgerlig over at trække lavt nummer dengang, da jeg lige havde været til Forsvarets Dag, men ikke længere. Min tjenestetid endte med at blive et godt og relevant afbræk fra universitetet. Jeg synes dog, at militærnægterad-ministrationen burde være bedre til at sende folk godt ud af systemet,

når tjenesten er overstået. De burde kalde dem ind, der er ved at nå slut-ningen af deres tjeneste, for at kigge på, hvad der nu skal ske. Personligt havde jeg efter min seks måneders tjeneste en masse ressourcer og pla-ner for fremtiden, men det er ikke til-fældet for alle. Der burde være noget vejledning – ligesom på uddannelser og i den normale værnepligt - så man ikke risikerer at strande i ingenting.”

Alle burde aftjene en pligt... Men ikke nødvendigvis værnepligt”Min største bekymring er, om de be-holder den – altså muligheden for at nægte. Der er jo efterhånden så få mi-litærnægtere tilbage. Jeg synes, det er et godt alternativ. Jeg synes, der skal være et alternativ til at være i militæ-ret. Hvad får samfundet i virkelighe-den ud af, at en masse unge render rundt og skyder med løst krudt? Ikke meget, medmindre de fortsætter og for eksempel bliver sendt til Afghani-stan. Så er det vel egentlig bedre, at langt flere kommer ud i virkelighe-den og aftjener et andet sted, så de stadig bidrager til samfundet og ikke bare sidder og spiller computer og drøner den af.Dem jeg kender, der har aftjent vær-nepligt, har været rigtig glade for det. Jeg var selv glad for min tid i DR. Jeg tror, det ville være sundt for alle unge at blive indkaldt til en form for pligt. Opleve at der bliver stillet krav, at der er noget, man skal gøre. At blive tvun-get til at være en del af virkeligheden og en del af samfundet. Så kunne man selv vælge, hvor ’pligten’ skulle aftjenes. Forsvarets basisuddannelse kunne være ét af alternativerne, men ikke det eneste. Grundlæggende sy-nes jeg, det er vigtigt at aftjene. Men på hvilken måde? Den del kunne godt sættes lidt i perspektiv.”

Hvad vil det sige at udfordre sig selv? Forsvaret oplever netop nu rigtig mange unge, der frivilligt melder sig til militærtjeneste. Motivationen hos langt de fleste er enkel: de vil udfor-dres. Emil kan ikke helt lade være med at smågrine af den udmelding. ”Der er mange måder at udfordre sig selv på. Mange. Mulighederne for at

blive udfordret både fagligt og fysisk er overalt, så hvorfor lige gøre det på en måde, hvor du samtidig lærer at skyde mennesker og kaste med gra-nater? Dermed ikke sagt, at jeg ikke respekterer dem, der vælger den vej, eller dem, der har en interesse i at blive soldater, det er bare vigtigt at re-flektere over. Hvad er det, der mang-ler i vores samfund, hvis så mange unge søger udfordring, og at de i så høj grad finder den ved at melde sig til militærtjeneste? Noget gør i hvert fald.”

CLARA MIKKELSEN

Fakta om milinærnægter tjeneste:

• Der er stort set samme vilkår under civil værnepligt som un-der den normale værnepligt.

• Der er cirka 1.200 forskellige steder i Danmark, hvor du kan aftjene din værnepligt som militærnægter. Det er alt fra daginstitutioner, hospitaler og plejehjem til teatre, medier og museer.

• De økonomiske forhold er ikke helt som under normal værne-pligt. Lønnen er på lige over 5.300 kr. om måneden. Derud-over kommer 3.260 kr. i skat-tefrie kostpenge. Hvis tjeneste-stedet ikke stiller et værelse til rådighed, skal de også betale noget boligbidrag.

• Indtil videre har 39 mænd næg-tet militærtjeneste i 2014.

Kilde: Militærnægteradmini-strationen

”Du kan prøve dig selv af på mange måder, det behøver du ikke tage i Forsvaret for at gøre. Hvis du vil udfor-dre dig selv fysisk, så køb et Fitness DK-medlemskab. Der er mange måder at få udfor-dring på, uden at der er en i grønt, der behøver at råbe af dig.”

Emil brugte sin tjenestetid på at være med til at lave TV for DR.


En forvirret værnepligtig er sat

på sprængholdet til et overfald

og spørger fortvivlet: ”Jeg har set

undersiden af en bil to gange i mit

liv, hvordan skal jeg kunne finde

drivakslen i mørke?

Værnepligtig efter rex-tur: ”Jeg

har prøvet at have slidsår i

røven før, men det her, det er

bredt!”

”JEG TROEDE IKKE, AT

REX-TUREN VILLE GØRE

SÅ ONDT I RØVHULLET.”

Værnepligtig taler om slidsår i de

bagerste regioner: ”Har du prøvet at

smøre det med det der buksefedt, eller

hvad det nu hedder? Det er som at

smutte en Mentos op i røven! For fan-

den hvor det køler.”

HØRT PÅ SKYDEBANEN: ”HVOR-

NÅR BRUGER MAN BYGEILD?”

”I HJEMMEVÆRNET…”

DELINGSFØRER TIL VÆRNEPLIGTIGE: ”NÅR I HAR SOVET NUL GAN-GE, SÅ ER REX-TUREN OVERSTÅET.”

PÅ FELTØVELSE, MIDT I FELT-BADET: ”GØR DET ORDENTLIGT! VI SKULLE NØDIG HAVE NOGET NAKKEOST ELLER FILETSOVS” .

> SERGENTCITATER

og menig


CLARA MIKKELSEN

Hvad husker du bedst fra din værnepligt ?

< Villy, Værnepligtig i 19651966 ved Dronningens Livregiment i Nørre Uttrup”Det var en skøn tid. Der var selvføl-gelig også mange sure ting, men ge-nerelt en skøn tid.”

> Paw, Værnepligtig i 2006 ved Søvær

net i Auderød”Det jeg husker bedst er historien

bag Auderød og kammeratlivet.”

< Leif, Værnepligtig i 1957 i Holbæk”Jeg husker tydeligt at jeg blev udta-get til regimentsholdet i fodbold, så jeg fik ikke alle de røvture, som alle de andre fik.”

> Flemming, Værnepligtig i 1972 ved Danske Livregiment på Høvelte kaserne

”Jeg kan huske, at vi mødte op på kasernen i en stor hal. Der var sim-

pelthen så mange flinke mennesker indtil sirenen lød og klokken var 12.

Så var det råben og skrigen og vi blev gennet ind på gelleder. Alle blev helt

rundforvirret, man var jo ikke vant til den omgangstone. De første fem døgn var meget lange og hårde. Vi

fik vores udrustning og pudsede ge-vær til langt ud på natten. Jeg husker

også at jeg var 28 døgn på øvelse i Tyskland, hvor vi boede under et

regnslag fra start til slut.”

Skal du være den næste journalist på SOLDATEN?

Har du modet og evnerne til at skifte geværet ud med en kuglepen? Har du lyst til at opleve en anden side af Forsvaret? Så har vi jobbet til dig! SOLDATEN søger nye værnepligtige til redaktionen. Som journalist på SOLDATEN får du... • En ny, unik indgangsvinkel til Forsvaret • Samme ansættelsesforhold som under

basisuddannelsen – du forlænger din tid som menig med syv måneder.

• Et værelse på den smukke Marinestation Holmen i København

• Opgaver og arbejde, som foregår både i civil og militær beklædning

• Eget kontor

Vi forventer, at du... • Har gode skrivekundskaber • Forstår at opsnuse ”den gode historie” • Har en åben personlighed, gåpåmod og

viljen til at samarbejde • Er engageret og dedikeret i dit arbejde • Er ansvarsfuld, også uden opsyn • Har interesse i værnepligten • Kan fange gode billeder

Derudover… • Forventer vi IKKE, at du er uddannet

journalist • Er din første arbejdsdag mandag den

1. december

LYDER DET SOM NOGET FOR DIG? SÅ SEND OS EN ANSØGNING ASAP – SENEST D. 10. NOVEMBER. I ansøgningen skal du fortælle lidt om dig selv og om, hvorfor du ville være en god journalist på SOLDATEN. Derudover skal du medsende dit bud på en artikel til bladet – det kan være en reportage fra en feltdag, en personlig oplevelse eller noget helt tredje. Vi vil bare gerne have et indblik i, hvordan du er som skribent. Sidst, men ikke mindst, skal du medsende et billede af dig selv samt andre fotos, der viser dine fotografiske evner.

Send ansøgningen til [email protected]. Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på tlf. 32 66 55 54 eller 32 66 55 58.

SE HER

KOM NU

KOM NU

SE HER

Documents

SOLDATEN | 9. udgave | 2014