EFTER DEN ORANGE REVOLUTIONSom nummer 134 på Transparency Internatio-nals korruptionsindeks ligger landet i selskabmed Pakistan, Nicaragua og Comorerne. Temaom Ukraine – en topprioritet i den danske øst-støtte. Læs side 18-21.

PÅ ORANGE SCENENobelprismodtager Mohammed Yunus talte tilgæsterne på årets Roskilde Festival om en nykapitalisme, som kan kombineres med socialansvarlighed.

Læs interview side 5.

Juli nr. 4/2009

SPORLØS? Journalist Jeppe Villadsen har rejst gennem Kenyas frodige højland for at finde det barn, han i slutningen af 90’erne sponsorerede via Red Barnets fadderskabsprogram: Catherine Kambura, korrespondancenummer Materi-45-493.Sporet fører til en amerikansk missionær, en høne i en papkasse – og et bryllup til august. Læs side 8-10.

NR. 4/2009 SIDE 2AKTUELT

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet

Asiatisk Plads 2, 1448 København K

Telefon 3392 0000, fax 3392 0710

35. årgang. Udkommer otte gange om året. Trykoplag: 13.500

ISBN nr. 978-87-7087-182-2 (print)

ISBN nr. 978-87-7087-183-9 (web)

ISSN nr. 0106-0570

Abonnement

Udebliver avisen eller har du adresseændringer eller til-/framelding af

abonnement (gratis): www.udvikling.dk eller kontakt Schultz Distribution

på telefon 4322 7300, schultz@schultz-grafisk.dk

Redaktion

Redaktør: Stefan Katic (sk) (stekat@um.dk) 3392 0709

Journalist: Mads Rasmussen Mariegaard (mm) (madmar@um.dk) 3392 0052

Journalistpraktikant: Marta Gramstrup Rasmussen (martra@um.dk) 3392 0066

Ansvarshavende iflg. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen (PDK)

Redaktionen afsluttet den 4. juli 2009

Annoncesalg og markedsføring:

Simone Hagensen tlf. 2633 8000 (simoha@um.dk)

Nyt om navne: avisenudvikling@um.dk

Layout: Og Jensen

Tryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver.

www.udvikling.dk. Her findes blandt andet tidligere numre, artikelbibliotek,

blogs og link til Udviklings Facebook-side.

Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra www.danida-publikationer.dk

Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

NYT FRA STYRELSEN

‘EN RISIKOPRÆGET INDSATS’

Danida går ind i Zimbabwemed en hjælpepakke til i alt80 mio. kr. Kunsten er atstøtte en nedslidt stat – udenat støtte Mugabe.

Af Stefan Katic

Zimbabwes egen valuta er afgået ved infla-tionsdøden og er nu afløst af amerikanske dol-lars og sydafrikanske rand. På landets hospita-ler og klinikker er medicinskabene tomme, ogpersonalet har ikke fået løn i månedsvis.

At blive ved morgen efter morgen at mødepå en arbejdsplads, der ingen løn giver, kræ-ver selvsagt en ualmindelig høj motivation.Intet under at mindst 16.000 sygeplejerskerindtil nu har valgt at forlade Zimbabwe, hvorhyperinflation har tvunget den offentlige sek-tor helt i knæ.

Danidas styrelse godkendte på sit møde ijuni en hjælpepakke – et såkaldt overgangs -program – til Zimbabwe på 60 mio. kr. Bevil-lingen falder godt i tråd med dansk politik omat prioritere indsatser i særligt svage stater, ogdet er et præcis, hvad Zimbabwe – er øremær-ket dels til lønninger af personalet inden forsundhedssektoren, dels til materialer til elever-ne (lærerne har heller ikke fået deres løn, menså langt rækker det danske bidrag ikke).

Det kan måske virke usædvanligt, at bi -standskroner skal bruges til almindelige løn-ninger af offentligt ansatte. Men Zimbabwessituation er også usædvanlig.

Hertil kommer så tilsagn om yderligere 20mio. kr. til støtte af kvinder og piger, somudviklingsminister Ulla Tørnæs (V) gav, dalandets oppositionsleder Morgan Tsvangirai ijuni besøgte Danmark.

Sideløbende giver Danmark også støtte tilfødevaresikkerhed (såsæd, kunstgødning ogkapacitetsopbygning) og (via nationaleNGO’er) til demokrati og menneskerettighe-der i Zimbabwe.

Støt Zimbabwe – ikke MugabeForhistorien er lang tids politisk og økonomiskkrise, som har ført Zimbabwe – herundersundheds- og uddannelsessektoren – tæt på ettotalt kollaps. I februar i år blev der dannet ensamlingsregering, som deler magten mellemlandets præsident, den 85-årige Robert Muga-be (ZANU-PF) og oppositionslederen, pre-mierminister Morgan Tsvangirai (Movementfor Democratic Change, MDC).

Allerede måneden efter gik udviklingsmi-nister Ulla Tørnæs mod strømmen og besøg-te som en af de første vestlige statsledere Zim-babwe for at vurdere, om tiden var inde til endansk indsats.

Det var den. Og nu yder Danmark en blan-ding mellem humanitær bistand og støtte tilen skrøbelig stat – selvom landets præsidentfortsat hedder Robert Mugabe.

Udfordringen er nu at sikre, at de 60 mio.kr. kommer til at sikre fundamentet underden ny koalitionsregering – og ikke at forlæn-ge Mugabes politiske liv.

Det gøres dels ved som nævnt at øremærke

pengene, dels ved igen at placere en fast danskrepræsentant i hovedstaden Harare, som skalvære tovholder på overgangsprogrammet ogfølge den politiske udvikling tæt.

Det har Danmark ikke haft siden 2002,hvor Zimbabwe ophørte med at være danskprogramsamarbejdsland. Det skete – som deti oplægget til styrelsen konstateres med en tørunderdrivelse – på grund af ’den negativepolitiske udvikling’ i landet.

Det danske bidrag kanaliseres, sammen meden række andre donorers, via den britiskeparallel til Danida, bistandsorganisationenDFID, der som den største bilaterale donor iZimbabwe har strukturer og netværk på pladsi landet.

Flere medlemmer af styrelsen var dognoget bekymrede over valget af netop DFID.For uviljen mod den tidligere kolonimagtEngland er stor i Zimbabwe.

’En risikopræget indsats’Pengene kommer som antydet på et tids-punkt, hvor Zimbabwe langtfra opfylder dekrav, vi normalt stiller til lande, der skal mod-tage dansk bistand:

Dele af overgangsregeringen og det offentli-ge apparat gør fortsat, hvad de kan, for at inti-midere pressen.

Der er fortsat nye farme, som bliver besat.Og en række bundkorrupte personer – herun-der landets nationalbankdirektør – som detinternationale samfund har krævet sat udenfor indflydelse, sidder fortsat på deres poster.

På denne baggrund blev beslutningen omat gå ind i Zimbabwe på mødet kaldt ’en risi-kopræget indsats.’ Alligevel var der stor enig-hed i styrelsen om, at den danske støtte falderpå det rette tidspunkt. Der er ikke råd til atvente, for det er nu samlingsregeringen – ogmed den chancen for en fredelig overgang tildemokrati – skal stå sin prøve.

Stefan Katic er redaktør for Udvikling.Læs også artiklen side 11.

STYRELSEN GODKENDTEBL.A. DISSE BEVILLINGERPÅ SIT MØDE I JUNI:

Nærområdeindsatsen for Irak og nabolande2009-2011 – 142 mio. kr.Bolivia: Program for adgang til retssystemet– 80 mio. kr.Zimbabwe: Overgangsprogram, fase I – 60 mio. kr.De palæstinensiske Selvstyreområder:Genetablering af serviceydelser (EMRPII) – 30 mio. kr. Støtte til IIED’s (International Institute forEnvironmental Development) strategiskeplan – 25 mio. kr. Det Arabiske Initiativ: Regionalt mediepro-gram – 25 mio. kr.Tematisk program: En fremtid for vor planet(WWF) – 22,8 mio. kr.Danmarks bidrag til Ozonfonden – 17,6 mio. kr.

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamar-

bejde er rådgivende organ for udviklingsmini-steren.  Styrelsen drøfter og indstiller nyebilaterale og multilaterale programmer samtoplæg til nye strategier og handlingsplaner.

DANIDAS OPLYSNINGSBEVILLINGEr du en god u-landsformidler? Kan du øge befolkningens viden om

fattige lande og udviklingsbistand? Så send en ansøgning til Danidas

Oplysningsbevilling. Der er stadig midler til aktiviteter i 2009.

HVAD KAN DU SØGE TIL?

• Oplysningsprojekter i Danmark, herunder u-lands-tv

• Rejsestipendier til fagfolk og privatpersoner (rejsen skal resultere i

et eller flere oplysningsprojekter i Danmark)

• ”Omvendte” rejsestipendier til personer fra u-lande, som deltager i

oplysningsprojekter i Danmark

HVORNÅR KAN DU SØGE?

• Oplysningsprojekter, herunder u-lands-tv:

7. september 2009, 1. marts 2010 og 3. maj 2010 (kun u-lands-tv)

• Rejsestipendier og ”omvendte” rejsestipendier:

21. september 2009 og 15. marts 2010

HVOR KAN DU FÅ MERE AT VIDE?

• www.oplysningsbevillingen.dk

• Fuldmægtig Aase Mikkelsen, Public Diplomacy & Kommunikation,

Udenrigsministeriet, asemik@um.dk

NR. 4/2009 SIDE 3AKTUELT

Antallet af mennesker, der ifremtiden må forlade dereshjem på grund af klimaforan-dringer, er langt større endhidtil forventet, viser ny rap-port.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

200 millioner. Så mange mennesker vil i 2050være tvunget til forlade deres hjem på grundaf klimaforandringerne, viser en ny rapportfra Care International, FN og Columbia Uni-versity.

Rapporten beskriver, hvordan klimaforan-dringerne vil få Sahel-ørkenen i Vestafrika tilat sprede sig. Dermed bliver jorden mindreproduktiv, og det får store konsekvenser forVestafrikas befolkning, hvoraf knap halvdelenlever af landbrug.

Også Vietnam mærker konsekvenserne afklimaforandringerne. I Mekong-deltaet truerstigende vandstande befolkningen.

– Konsekvenserne af klimaforandringerneer, at store befolkningsgrupper bliver nødt tilat migrere for at overleve, fortalte Care Dan-marks klimakoordinator, Poul Erik Laurid-sen, på et møde midt i juni.

Hvor mange der kan migrere til andre deleaf deres region frem for at rejse til et andetkontinent, fremgår dog ikke af rapporten.

Årsagerne til, at folk migrerer, er ofte kom-

plekse. Kjeld Rasmussen, lektor på institut forgeografi og geologi på Københavns Universi-tet, stiller derfor også spørgsmålstegn ved,

hvordan man skelner mellem ’almindelige’flygtninge og ’klimaflygtninge’. Og om detoverhovedet er nødvendigt at skelne.

– Når migration finder sted, er der en ten-

dens til at finde én enkelt forklaring på fæno-menet, men oftest er der flere forskellige fak-torer. Derfor er det ofte svært at afgøre, ommigration skyldes klimaforandringer ellergenerel fattigdom, sagde Kjeld Rasmussen påmødet.

Samtidig påpegede han, at man som flygt-ning har en vis status, og at det også af dengrund er nødvendigt at bruge begrebet var-somt.

– Jeg vil ikke afvise, at der findes klimaflygt-ninge, og at det kan blive et større problem ifremtiden. Men kalder vi nogen for flygtning,følger der rettigheder med, og derfor skal vibruge begrebet med omtanke, påpegede KjeldRasmussen.

KLIMAET SENDER FLERE PÅ FLUGT

Indbyggere i delstaten Bihar i det nordøstlige Bangladesh, hvor mange har mistet deres jord på grund af klimaforandringer. Foto: Sumit Dayal.

Det er ofte svært at afgøre, ommigration skyldes klimaforandrin-ger eller generel fattigdom.

Kjeld Rasmussen, lektor, Københavns Universitet

BØSSER OG LESBISKEINDTAGER KØBENHAVN

150 sportsfolk og andrerepræsentanter fraudviklingslande deltager, nårKøbenhavn i juli danner ram-men om sport, kultur og kon-ference for homo-, trans- ogbiseksuelle.

Af Mads Mariegaard

Flere end 5.500 homo-, bi- og transseksuelle(LGBT-personer) fra hele verden kommer islutningen af denne måned til København forat deltage i ’World Outgames’. Begivenhedenbyder på sportskonkurrencer, et kulturpro-gram og en konference om men-neskerettigheder. Blandt deltagerne er 150repræsentanter fra u-lande.

– For os er det helt afgørende, at ’The BigSouth’ er repræsenteret, for det er i de lande,at LGBT-personers rettigheder er under størstpres. De risikerer mord, tortur og langefængselsstraffe på grund af deres seksualitet,siger Outgames-direktør Uffe Elbæk.

Outgames består af et sportsprogram, hvordeltagerne konkurrerer inden for 34 idræts-grene, et kulturprogram på byens torve medinternationale optrædende og en konfe rencemed fokus på LGBT-personers rettigheder.Outgames afsluttes med den traditionsrigeCopenhagen Pride-parade fra Frederiksbergrådhus til Rådhuspladsen i København.

Et af målene med Outgames er, at repræsen-tanterne fra Syd opbygger faglig selvtillid, per-sonligt netværk og større viden, som de kanbruge i kampen for bedre rettigheder. Blandt

tiltagene er et inspirationskatalog, som offent -liggøres på konferencen.

– Mange LGBT-personer kender ikke deresegne rettigheder. Derfor vil vi gerne give demviden og redskaber, som de kan bruge i dereshjemlande, siger Mandana Zarrehparvar, an -svarlig for kataloget og afdelingsleder for lige-behandling og mangfoldighed på DanskInstitut for Menneskerettigheder.

Fængsel på livstidI kataloget optræder en case-historie fra

Uganda, hvor homoseksualitet kan straffesmed fængsel på livstid. I 2005 ransagede myn-dighederne en lesbisk transseksuel men-neskerettighedsaktivists hjem uden dommerk-endelse. Kvinden lagde sag an mod landetsmyndigheder – som den første homoseksuellei Uganda nogensinde – og vandt.

Langt hovedparten af verdens donorlandehar ingen selvstændige strategier på LGBT-området, og der findes kun få eksempler pådonorfinansierede projekter for homosek-suelle. Dog satte det svenske bistandsdepart-ment Sida for tre år siden emnet på dagsorde-nen og udarbejdede en særlig strategi forseksuelle minoriteter.

WORLD OUTGAMES 2009København er vært for World Outgames 2009, som løber af stablen fra 25. juli til 2.august og forventes at tiltrække 5.500 delta-gere.Arrangementet har tre dele: Sport, kultur ogen menneskerettighedskonference. Sporten omfatter 34 sportsgrene, mens detstørste kulturelle arrangement er ’OutCities’,som præsenterer internationale kunstnere påKøbenhavns torve. Årets ’Outgames’ er nummer to i rækkenefter premieren i Montreal i 2006. Udenrigsministeriet har bidraget med560.000 kroner til det såkaldte Outreach-pro-gram, der gør det muligt at invitere 150 delta-gere fra u-landene. Hertil kommer omkring100 deltagere fra Rusland og Østeuropa.

HOMOSEKSUELLES RETTIGHEDERVerdens hidtil største konference om menneskerettigheder for homoseksuelle,biseksuelle og transseksuelle finder sted iDR’s koncerthus og IT-universitetet i Øresta-den fra 27. til 29. juli. Baggrunden er alvorlig: I syv lande er derdødsstraf for homoseksualitet. Og i en tredje-del af verdens lande er det strafbart. I halvde-len af Danidas programsamarbejdslande risi-kerer bøsser og lesbiske at blive retsforfulgt.

Programmet har talere fra hele verden, her-iblandt den indiske filmskaber Parvez Shar-ma, den lesbiske menneskerettighedsaktivistKemone Brown fra Jamaica og den libanesi-ske aktivist og feminist Rasha Moumneh.Resultatet af konferencen bliver blandt andetet katalog med titlen ’The Copenhagen Cata-logue of Good Practices on LGBT’.

For os er det helt afgørende, at’The Big South’ er repræsenteret,for det er i de lande, at (homo -seksuelles) rettigheder er understørst pres.

Uffe Elbæk, direktør, World Outgames 2009

NR. 4/2009 SIDE 4AKTUELT

Finanskrisen har mere endfordoblet ledigheden blandtdanske arkitekter. Flere af defyrede kaster sig ud i frivil-ligt udviklingsarbejde, fxinden for bæredygtige bygge-metoder i Ghana.

Af Signe Kierkegaard Cain

I en landsby tæt på Ghanas hovedstad Accragår danske arkitekter snart i gang med atuddanne lokale unge i at presse lerjord om tilmursten. Landsbyens unge bliver håndværke-re, der på længere sigt kan starte virksomhederog sætte bæredygtigt byggeri i gang i området.

På grund af finanskrisen står hele 600 dan-ske arkitekter i dag uden job. Ifølge Arkitekt-forbundet steg ledigheden blandt danskearkitekter fra 3,5 procent sidste år til 8,8 pro-cent i år.

En nyetableret dansk organisation, Arkitek-ter Uden Grænser, forsøger at gøre de fyredeopmærksom på, at de kan lave frivilligt

udviklingsarbejde, mens de venter på næstelønnede job.

Arbejde med mening– Vores medlemstal stiger hele tiden, ogmange arbejdsløse arkitekter henvender sig.De vil gerne bruge tiden på at lave noget medmening i, fortæller Sofie Wäborg, arkitekt ogformand for Arkitekter Uden Grænser. Orga-nisationen er ingen gigant blandt danskeNGO’er. Lige nu er der omkring 60 medlem-mer, men det tal er steget fra blot 15 medlem-mer ved årsskiftet.

Arkitekter Uden Grænser planlægger netopnu at sende arkitekter til Sierra Leone, Indienog Ghana, hvor de blandt andet skal arbejdemed boliger til hospitalspersonale og mobileskoler til migrantbørn.

I Indien samarbejder Arkitekter UdenGrænser med en dansk arkitekt, der har teg-net både en rullende og en flydende skole,som kan følge med børnene, når deres foræl-dre tager et nyt sted hen for at arbejde. Sko-lerne er enkelt designet, og arkitekterne hararbejdet med, at skolerne skal indgå naturligti lokalmiljøet og udføres i lokale materialer.

– Interessen for Arkitekter Uden Grænser

har været overraskende stor, og jeg er retimponeret over den organisation, de har byg-get op på kort tid, siger Jørgen Eskemose,arkitekt og lektor ved Department of HumanSettlements på Arkitektskolen i København.

På vej til MozambiqueJørgen Eskemose har 25 års erfaring medkrydsfeltet mellem arkitektur, urbanisering ogudvikling generelt, og Arkitektskolen har siden90’erne sendt studerende på ulønnede arbejds-ophold i blandt andet Ghana og Tanzania. Ligenu er skolen i gang med at planlægge ophold iMozambique i starten af 2010. Ligesom hosArkitekter Uden Grænser er det de allerfattig-stes rum, de studerende arbejder med.

– De studerende, der tager til Afrika gen-nem vores program, bygger ikke fine huse ogarkitektur i klassisk forstand. De arbejdermed fattige menneskers bosætning, infra-struktur, byudvikling og byplanlægning, for-tæller Jørgen Eskemose.

Bidrag til social lighedArkitekter kan gøre en forskel inden for netopbyudvikling i u-lande, mener arkitekt JanGehl. Hans tegnestue Gehl Architects kombi-

nerer arkitektur og udviklingsarbejde i pro-jekter i blandt andet Kina, Mexico og Jordan.Arbejdet er lønnet, men tegnestuen går oftened i pris, hvis opgaven er meningsfuld. JanGehl foreslår, at dansk udviklingsbistand sæt-ter flere arkitekters ekspertise i spil.

– Udviklingsbistanden bør bruges på flerefortove, cykelstier og busser i byerne, så folkuden bil kan komme på arbejde og hjem tilderes familier. På den måde kan arkitekterbidrage til at skabe større social lighed, sigerhan.

Jan Gehl peger på, at Kina i fremskridtetsnavn har forbudt cykler flere steder for atsatse på biler. Her kan danske arkitekter bydeind med erfaring i, hvordan man udvikler enmere bæredygtig by, mener han.

– Arkitekter ser som regel begrænsningersom en designudfordring, og vi er gode til attage udgangspunkt i både mennesket og ste-det, når vi bygger, siger Sofie Wäborg, formandfor Arkitekter Uden Grænser. Hun håber, Arki-tekter Uden Grænser kan påvirke endnu flereunge og etablerede danske arkitekter til atkaste sig over udviklingsarbejdet – også nårlykken vender, og finanskrisen er forbi.

Signe Kierkegaard Cain er freelancejournalist.

ARKITEKTER UDEN GRÆNSER

Arkitekter Uden Grænser blev startet i 2008af Sofie Wäborg og Marianne Filtenborg,begge arkitekter. AUG’s medlemmer tællerblandt andet NGO’er og tegnestuer. Organisa-tionen baserer sig på frivillig arbejdskraft ogfinansieres af medlemsindtægter og fonds-midler. Fx har Statens Kunstfond givet organi-sationen flere rejselegater. Se www.arkitekterudengraenser.dk

Arkitekter Uden Grænser er en del af Archi-

tecture Sans Frontieres, en verdensomspæn-dende non-profit organisation, som arbejderfor bæredygtig og retfærdig bebyggelse ogudvikling verden over. Organisationen errepræsenteret i flere end 20 lande. Se www.asfint.org

Se også www.dib.dk

Arkitekter Uden Grænser er en del af en international non-profit organisation, som arbejder for bæredygtig bebyggelse og udvikling verden over. Her ses tegninger til et uddannelsescenter for børn i Addis Ababa, Etiopien, som den svenske afdeling står bag. Ill.: Kajsa Laring og Jonas Torsvall.

NGO’ER DROPPER AIDONLINE

Røde Kors, Care og flere andre danske hjæl-peorganisationer har efter kort tid stoppetsamarbejdet med AidOnline, der erstatter ban-nerreklamer på hjemmesider med annoncer tilstøtte for Afrikas fattige og kræftramte. Orga-nisationerne talte ellers varmt for konceptet ibegyndelsen af juni, men siden er AidOnlineblevet kritiseret for at fjerne de annoncer, somgratis hjemmesider lever af. AidOnline beklager organisationernes beslut-ning:– Vi synes, det er interessant, hvad det bety-der for de nødlidende mennesker, organisatio-nerne kunne have hjulpet med pengene, ind-samlet gennem AidOnline-samarbejdet, sigerJohan Plenge, direktør i AidOnline til Udvikling.

MILLIONER PÅ FLUGT I PAKISTAN

Mellem to og fire millioner mennesker er ble-vet tvunget på flugt, siden Pakistans militær istarten af maj indledte en offensiv mod Tali-ban-militsen i den nordlige del af landet.Regeringen og flere humanitære organisatio-ner arbejder på at imødekomme flygtningenesbasale behov, men ifølge Care Internationalhar 70 procent af de pakistanske flygtninge,især kvinder og børn, store psykologiske trau-mer og derfor et akut behov for krisehjælp.– Hvis disse børn ikke får hjælp til at håndte-re deres psykiske traumer, risikerer de at bliveskadet for livet. Byer og hjem kan genopbyg-ges, men små hjerter heler måske aldrig,siger Hasan Mazumdar, landedirektør for CareInternational i Pakistan. Kilde: Care

IMS PÅ BANEN I ZIMBABWE

Sammen med en række lokale aktører harden danske organisation International MediaSupport (IMS) etableret et center i Zimbabwe,som skal være med til at sikre, at vigtigeinformationer i krisesituationer når ud tilbefolkningen via medierne – fx informationerom smittefare under en koleraepidemi. Cente-ret, The Humanitarian Information Facility Cen-tre (HIFC), er et samarbejde mellem humani-tære organisationer og zimbabwiskejournalister.Internationale humanitære organisationer somFN’s koordinerende kontor for humanitære ind-satser (OCHA) har på det seneste indset, atdet er nødvendigt, at varslinger og vejledningerom forebyggelse når ud til de potentielle ofrevia eksisterende kommunikationskanaler.Kilde: IMS.

STOP FOR DANSK STØTTETIL HONDURAS

Danmark suspenderer støtten til ombudsman-den i Honduras. Det sker efter oplysninger om,at ombudsmanden har udtrykt støtte til kupma-gerne i det mellemamerikanske land. Sammenmed det internationale samfund tager Danmarkafstand fra de udemokratiske metoder, der harværet anvendt. – Ombudsmandsinstitutionerne i Centralameri-ka spiller en positiv rolle for den demokratiskeudvikling i landene. Derfor har Danmark givetfinansiel støtte til disse institutioner i Honduras(3 mio. kr. i 2009-2010, red.) og andre lande iregionen, naturligvis under den forudsætning,at de er uafhængige og upartiske, siger udvik-lingsminister Ulla Tørnæs.Kilde: um.dk

ARKITEKTER SER MOD SYD

Nobelprisvinder MuhammedYunus rundede årets RoskildeFestival af med et budskabom, at gode idéer og inno -vation går hånd i hånd medhandling og socialt ansvar.

Af Anna Mogensen

Kun de allerstørste stjerner har format til atbrage igennem over for 50.000 mennesker fraOrange Scene på Roskilde Festival.

Og kun de allerfærreste superstjerner tageren runde på festivalpladsen, inden de går på,giver hjertelige krammere til halvfulde pun-kere, kys på kinden til eskalterede tøser medsløjfer i håret og to minutter til klimaaktivi-ster med dreadlocks, der vil diskutere verdensglobale udfordringer.

Men professor Muhammed Yunus, nobel-prismodtager og mikrolånenes Founding Fat-her, hører til i ligaen af de store og de få.

Roskilde Festivalen har satset på ham somden første taler nogensinde, der om søndagenskal runde festivalen af fra Orange Scene.Budskabet er, at fattigdom kan udryddes, ogat en ny social kapitalisme med et menneske-ligt ansigt er ved at vinde frem.

Festivalgæsterne virker vilde med tiltaget.Formentlig fordi Yunus ikke er endnu enexcentrisk celebrity-aktivist med et flot state-ment men derimod en karismatiske profes-sor, der stilfærdigt bevæger sig rundt blandtmasserne med en Magnum-is i hånden ogknus til dem, der genkender ham.

– Hey, det er ham med mikrolånene, lyderdet, når folk får øje på Yunus.

Små lån og store forandringerSiden 1970’erne har Yunus’ Grameen Bankydet mikrolån på helt ned til 20 kroner til Ban-gladesh’ fattige kvinder. Succesen hviler blandtandet på tillid mellem banken og kunden somsikkerhed for at yde lånet. Jo mindre man ejer,jo lavere er renten. Lånerne indgår i grupper,der støtter hinanden i at investere rigtigt og

betale lånet tilbage. Af den lille milliard mikro-lån Yunus’ Grameen Bank yder om året, beta-les 98 procent af lånene tilbage, og netop kvin-derne, der ellers ikke kan låne penge ialmindelige banker i Bangladesh, er langtbedre til at investere de lånte penge fornuftigtend mænd. Samtidig er det gennem kvinder-ne, de samfundsmæssige ændringer sker.

– At ændre de sociale forhold gennemkvinderne har en fantastisk gavnlig effekt påsamfundet. Noget af det væsentlige for voresprincipper omkring mikrolån er at sikre, at

kvinderne får adgang til teknologi, fortællerYunus i haven i festivalens medieby. Han fort-sætter:

– Mobiltelefonen er et symbol på autoritetog magt; kvinden kan kommunikere direktemed hvem hun vil, om det så er premiermini-steren eller redaktøren af landets største avis.I begyndelsen indser hun ikke, at hun harmagten til at argumentere, protestere ogmuligheden for at skabe sit eget netværk.Men hun er ikke længere afhængig af nogen,og udfordringen fremover ligger i at gøre uaf-hængigheden endnu mere synlig, siger Yunus.

Mikrolån 2.0En del af løsningen ligger i at udvide detfinansielle fokus og satse på en ny type virk-somhed, den sociale virksomhed. Den harsom mål at afhjælpe et samfundsmæssigtproblem frem for at maksimere sit afkast –dog uden at gå på kompromis med profitten.

– Den sociale virksomhed vil for eksempelfokusere på kvindernes muligheder frem forderes ydelse. Der er et stort behov for atopfylde følelsesmæssige og socialt menneske-lige behov, der også generer velstand. Kapita-lismen er en del af løsningen, men som vi

kender den i dag, er den endimensionel ogkun halvt udviklet, siger Yunus.

Som finansiel institution er mikrolånsvirk-somheden en af den slags succeser, der harvokset sig alt for stor, mener Yunus. Derforhar han sammen med Chuck Waterfield, pro-fessor ved Columbia University i New York oggrundlægger af virksomheden MicrofinanceTransparency, udviklet visionerne for fremti-dens sociale virksomhed.

– I dag er det blevet nødvendigt at beskyttemikrofinansieringsindustrien fra alt formeget succes, og vi vil gerne bevæge os fraden finansielle del til at drive social virksom-hed, siger Chuck Waterfield. Han tilføjer:

– Lige nu er det helt uigennemskueligt, hvorhøj en rente der sættes på lånene. I nogle landesom for eksempel Peru tjener mikrolånsvirk-somhederne meget mere end almindelige ban-ker. Vi ønsker gennemskuelige rentesatser ogargumenterer for sociale virksomheder, hvoroverskuddet reinvesteres i virksomheden fremfor at blive udbetalt som afkast til investorer.

Win-win-winBåde Muhammed Yunus og Chuck Waterfieldpeger på, at den sociale virksomhed bør tæn-kes ind i den fremtidige udviklingsbistand.

– For det første bygger udviklingsbistandeni dag stadig på en model fra 1970’erne, hvorpengene gives til modtagerlandets regering,der fordeler dem til de fattige. Men civilsam-fundene i dag er meget stærkere end for 20-30år siden, så hvorfor ikke lade udviklingsbi-standen gå direkte til civilsamfundet? spørgerYunus.

– For det andet behøver bistand ikke altid

være en donation. Man kunne eksempelvistænke sig, at pengene går til en social fond,hvor det er muligt at låne penge til at etablerevirksomheder, der hjælper fattige og børn.Pengene kommer ganske vist ikke tilbage tildonorlandet, men de vil give afkast i modta-gerlandet i en social virksomhed med bære-dygtig vækst, påpeger Yunus.

Chuck Waterfield supplerer:– Mikrofinansiering er gået fra at være lån

til at være investering. Der er stort potentialei at udvikle sociale virksomheder, fordi deallerfleste vil være glade for at modtage pengepå forretningsmæssige vilkår for så at låne udeller investere i bistandsprojekter, der hjælperde fattige. En win-win-win situation, fastslårhan.

Handling er super-fantastiskI løbet af Roskilde Festivalens fire dage hariværksættervirksomheden og folkene bagYunus’ besøg ‘WeCollaborate’ arrangeret‘battles’, hvor deltagerne har konkurreret omat præsentere den bedste innovative idé til ensocial virksomhed. Søndag eftermiddag erder finale, og duellen står mellem Javier, derhar ét minut til at præsentere en idé om etFacebook-netværk for NGO’er og donorer –og Celeste, der har designet et program, somengagerer børn i klimadebatten.

Den bedste idé afgøres af publikums bifald.Yunus er ellers blevet tilbudt at kåre vinde-

ren, men i tråd med sin filosofi om, at det erborgerne selv, der ved bedst, afslår han med etvenligt smil.

Da Javier vinder på et bifald og piften, dervarer et par sekunder længere end Celestes,træder Yunus op på et mini-podium, der ertømret sammen af spånplader for at lykønskevinderen.

– Idéer er fantastiske, men handling ersuper-fantastisk. Vi er alle sammen i gangmed en proces, hvor vi lærer af hinanden,siger nobelprisvinderen og høster dagenshøjeste bifald fra de 30 tilhørere. Et budskabder gentages lidt senere fra Orange Scene – nufor 50.000 tilhørere.

Anna Mogensen er freelancejournalist.

MUHAMMED YUNUS

Professor i økonomi, 69 år. Opfandt begrebetmikrokredit og grundlagde i 1976 GrameenBank i Bangladesh, der på fordelagtige vilkårlåner småbeløb ud til primært fattige kvinderfor at skabe udvikling fra neden. ModtogNobels Fredspris i 2006 for initiativet. Kon-ceptet er udbredt til 38 lande, og flere end750 millioner lånere har optaget et mikrolån.

Muhammed Yunus, nobelprismodtager og stifter af mikrokredit-banken Grameen Bank, talte på Orange Scene under Roskilde Festival i starten af juli. Foto: Ditte Valente/Scanpix.

YUNUS PÅ ORANGESCENE

Hey, det er ham med mikrolånene!

Festivalgæst

NR. 4/2009 SIDE 6MAROKKO

Kvindebevægelsen i Marokkohar skabt forandringer, somgiver genlyd over hele denarabiske verden.

Af Camilla Wass

– For os kvinder er tidsregningen delt op i to:før og efter Moudawanaen (den nye familie-lov). Inden den blev vedtaget, var det marok-kanske samfund præget af diskrimination, ogder var en opfattelse af, at det var okay at slåsin kone. En mand kunne ligefrem finde på atbanke løs på sin hustru midt på gaden, ogingen ville gribe ind, for folk mente, at det varhans ret at sætte hustruen på plads. Men nuhar vi brudt tabuet. Folk kan i dag tale åbentom problemerne med vold i ægteskabet.

Sådan fortæller Aatifa Timjadiene, nationalkoordinator for Anaruz, en marokkanskkvindeorganisation. Anaruz betyder ’håb’ påberbersprog, og netop for at sprede håb harAnaruz etableret et sirligt system af ’lyttecen-traler’, strøet ud over hele Marokko. Her kankvinder lette deres hjerte og få gode råd til attackle vold i ægteskabet.

Som en del af Det Arabiske Initiativ er deretableret samarbejde mellem danske ogmarokkanske kvindeorganisationer. AatifaTimjadiene besøgte Danmark i 2008, og herfik hun et grundigt indblik i det danskesystem omkring forebyggelse af vold modkvinder.

– Danmark er en rollemodel for os, og vispejler os i den proces omkring kvindefrigø-relse, der har været i Danmark i de sidste 30år. Samarbejdet fungerer godt, fordi vi har desamme visioner, siger hun.

Siden Moudawanaen blev vedtaget i 2004,er synet på kvindens rolle i det marokkanskesamfund langsomt begyndt at ændre sig, oglandets kvindesagsforkæmpere rider på enbølge.

Carrie fra CasablancaNabila Tbeur, bestyrer af kvindehjemmetINSAF i udkanten af Casablanca, ligner Car-rie Bradshaw fra den amerikanske tv-serieSex and the City – i stram spadseredragt ogmed knaldrød læbestift og duftende, bølgethår. Men ellers er der langt fra den skofiksere-de forfatter fra New York til den ihærdigekvindeaktivist i Casablanca.

– En kvindes liv kan vende op og ned på endag. Jeg har set kvinder blive behandlet såuretfærdigt, at jeg bliver rigtig gal, fortællerNabila Tbeur, mens hun viser rundt på hjem-met for enlige mødre, det første af sin slags iMarokko.

De høje pumps-sko spankulerer florlet opad kvindehjemmets trapper, og de rouge-malede kinder har ikke spor imod at få et vådt

babykys. På sovesalen står vuggerne helt tætop ad hinanden, og en tilsløret kvinde sidderpå en af sengene, optaget af at amme sit barn.

– Enlige mødre har ingen status overhove-det. De bliver udsat for en ekstrem form forfamiliemæssig eksklusion, hvor hele deresnetværk nægter at kendes ved dem. Før havdede intet andet valg end at leve på gaden. I1999 blev der fundet 300 barnelig i gaderne iCasablanca, siger Nabila Tbeur.

Hun mener, at Moudawanaen har givet nythåb til de anslået 5.000 enlige mødre i Casa-blanca.

– For ti år siden talte ingen om, at der fand-tes enlige mødre. Den nye familielov harværet med til at bryde det tabu – og gjort detlettere for os at hjælpe de kvinder, der ellersville smide deres barn i rendestenen, sigerNabila Tbeur.

På flugt fra voldelige mænd Støvet hvirvler omkring os, mens vi bumperud ad den snørklede landevej, længere oglængere væk fra Casablanca. Den hvidkalkedevilla ligger lige midt på en blomstereng. Vag-ten åbner den store tunge dør, og lyden afhøjlydte kvindehvin runger ud over gårds-pladsen.

En gruppe kvinder sidder i et skyggefyldthjørne, dybt optaget af at farve hinandenshår. Kvinderne har taget det drastiske skridtat forlade deres voldelige ægtemand. Etskridt, Moudawanaen har gjort muligt.

– Mange af kvinderne tager tilløb i flere år,før de banker på døren til vores krisecenter. Vihjælper dem med at finde deres ben igen, ogmed at vende nederlaget over, at familien ikkefungerede, om til en personlig sejr over atturde sige fra over for vold, fortæller MounaChemmakhi.

Hun er leder af krisecentret Tilila og harlige nu 22 kvinder under sine vinger. De flesteaf kvinderne er i starten af tyverne og kom-mer fra de fattige forstæder til Casablanca.

– Selvom de har ret til skilsmisse, så blivermange kvinder i praksis udstødt af deresfamilie, når de forlader deres mand. Det erhårdt at stå helt alene og skulle bygge et nytliv op, men med vores hjælp lykkes det, sigerMouna Chemmakhi.

Som en del af Det Arabiske Initiativ harhun haft flere besøg fra Danmark, og i 2008rejste hun til Danmark for at besøge Danner-huset i København og en række andre danskekrisecentre.

– Det var utrolig berigende for os. Især vardet inspirerende at høre om, hvordan mantackler børn i kriseramte familier, og om detilbud, man har til mænd, der er voldeligeover for deres koner. Det er lige den form forinspiration, vi har brug for i Marokko. Forselvom vi er nået langt, har vi stadig lang vejigen, før kvinder og mænd for alvor er lige-stillet.

CASABLANCAS POWERKVINDER

Marokko. Fronterne i kvinde-kampen er trukket hårdt opmellem sekulære organisatio-ner med vestlige forbillederog islamiske organisationermed Koranen i hånden.

Af Camilla Wass, Casablanca

– Islamiske feminister! Ha, ha, ha, det må davære årets joke. Hvis disse kvinder kunne gåbaglæns, ville de gøre det.

Fouzia Assouli ruller med øjnene og roderrundt i sit store viltre hår. På det lille bordforan hende ligger en notesblok med kvinde-tegnet på, og hendes kontor i hjertet af Casa-blanca er overklistret med plakater med bille-der af demonstrerende kvinder. Ingen bræn-dende bh’er og flagrende bryster – men masseraf knyttede næver og bannere i alle farver.

Fouzia Assouli er en af bannerførerne i

kvindekampen i Marokko. Hun er medstifteraf en af landets største kvindeorganisationer,LDDF (La Ligue Démocratique pour lesDroits de la Femme), der siden midten af80’erne har kæmpet for den ændring af denmarokkanske familielovgivning, Moudawa-naen, der i dag er en realitet.

Med loven er kvinder og mænd formeltblevet ligestillet. Kvinderne kan selv vælge,hvem de vil gifte sig med, og de har fået ret tilskilsmisse og mulighed for at beholde hus ogbørn, hvis de bliver skilt.

LDDF arbejder i dag for, at kvinder iMarokko skal kende deres rettigheder ogarrangerer informationskaravaner, der rejserrundt i Marokkos fjerneste afkroge og fortæl-ler om Moudawadanen.

Men Fouzia Assouli oplever, at hendes isla-miske ’medsøstre’ forsøger at stikke en kæp ihjulet på hendes arbejde.

– Den islamiske kvindebevægelse har kørtflere hadekampagner mod LDDF, hvor de haranklaget os for at være Vestens lakajer. Det ertydeligt, at de bruger religionen til at lave

RØDSTRØMHOVEDTØR

En henna-dekoration males på en bruds hånd før et bryllup i Marokko. På grund af en ny familielov kan marokkanske

NR. 4/2009 SIDE 7MAROKKO

politik. Og at kvinderettigheder blot er enbrik i dette spil, mener hun.

Kvinderne kæmperFronterne er trukket skarpt op i den marok-kanske kvindekamp. På den ene side står densekulære og frihedssøgende bevægelse, dertrækker tråde til den vestlige verdens rød-strømpebevægelse. Den er drevet af strømli-nede kvinder, der går med rød neglelak ogrejser til Frankrig fem gange om året. De serverden ud fra individets synspunkt og menerselv, at de er talskvinder for det moderneMarokko.

På den anden side står den islamiske kvin-debevægelse, der arbejder målrettet for atfremme kvindernes sag inden for rammerneaf islam. De ser ingen modsætning mellemsharia-lovgivning og kvinderettigheder. Demener, at de har fingeren på pulsen i Marok-ko og ser sig selv som garant for reformer, dertager udgangspunkt i lokale forhold og ikke ien vestlig tankegang.

Den islamiske kvindebevægelse har sat soli-

de fingeraftryk på den marokkanske familie-lov Moudawanaen. Det specielle ved Mouda-wanaen er nemlig, at den nyfortolker afsnit afKoranen og på denne måde bruger islam somet redskab til at fremme kvinders rettigheder.

Islamisk kvindekampFeminisme og hovedtørklæder opfattes nor-malt ikke som to ting, der kan gå hånd i hånd,men på denne solskinsdag er de skønt foreneti en spurt rundt på gangene i det marokkan-ske parlament i byen Rabat. Jamila Mossalitager hurtige og bestemte skridt – hun erpolitiker og har siden 2002 siddet i detmarokkanske parlament for det islamiskeparti PJD.

– Det var min far, der opfordrede mig til atstille op til parlamentet. Han er en stor støttefor mig, og jeg er glad for at have fået denneplatform til at kæmpe for kvinders rettighe-der, siger hun.

I over 20 år har Jamila Mossalis hjerte ban-ket for kvindekampen. Hun er leder af denislamiske organisation Al Wiam, der arbejder

PER MODKLÆDER

MAROKKO

Marokko er på én gang et reformvenligt land irivende udvikling – og et fattigt afrikansk landmed en ekstrem høj analfabetisme. Landethar tætte relationer til de tidligere kolonimag-ter Frankrig og Spanien og er hovedmodtageraf EU’s naboskabsmidler.

I 2004 vedtog Marokko – med kongens vel-signelse – den nye familielov Moudawanaen,der har ført til en markant forbedring af kvin-ders rettigheder. Med Moudawanaen er kvin-der formelt blevet ligestillet med mænd, fxhar de fået ret til skilsmisse. Alt sammeninden for rammerne af sharia-lovgivningen.

Marokko er kendt for et omfattende civilsam-fund, hvor især kvinderne er aktive. Demener, at familieloven med tiden vil ændrehele samfundets syn på kvindens rolle. Denislamiske kvindebevægelse har et vidtforgre-net græsrodsnetværk og en stor klangbund,især i landdistrikterne.

DET ARABISKE INITIATIV

Danmarks regering iværksatte Det ArabiskeInitiativ i 2003 for at styrke dialog, forståelseog samarbejde mellem Danmark og den ara-biske verden og for at støtte reformprocesseri Mellemøsten og Nordafrika.

Siden har en ny familielov i Marokko, somblevet vedtaget i 2004, ændret hele samfun-dets struktur, fordi kvinders stilling er blevetforbedret. I den forbindelse giver Det Arabi-ske Initiativ rygstøtte til landets kvindebevæ-gelse.

En samarbejdsaftale mellem Danmark ogMarokko blev vedtaget i februar 2006, midtunder tegningekrisen, og den 1. september2007 åbnede Danmark en ambassade iMarokkos hovedstad Rabat.

Den danske organisation KVINFO samarbejdermed marokkanske organisationer om enrække projekter. KVINFO støtter gennemførel-sen af den nye familielov, indsatsen over forvold mod kvinder og konfliktmægling vedskilsmisser.

kvinder selv vælge, hvem de vil giftes med. Samtidig har de fået ret til skilsmisse. Foto: Alan Keohane/Scanpix. KVINDEKAMPENS MAROKKANSKE ANSIGTER

FOUZIA ASSOULI

– medstifter afLDDF, en af landets størstekvinde -organisationer.

JAMILA MOSSALI

– parlaments -medlem for detislamiske partiPJD.

AATIFA

TIMJADIENE

– national koor dinator forkvindeorgani -sationen Anaruz.

NABILA TBEUR

– bestyrer afINSAF, et kvindehjem iudkanten af Casablanca.

MOUNA

CHEMMAKHI

– leder af Tilila, et krisecenter forkvinder uden forCasablanca.

Foto

s: C

amill

a W

ass.

for at hjælpe voldsramte kvinder. Al Wiamdriver et krisecenter i Rabat og har ’lyttecen-traler’ over hele Marokko, hvor kvinder kanringe ind og lette deres hjerter.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan foreneislam og kvindekamp, får Jamila Mossali til athæve stemmen.

– Den vestlige verden er gennemsyret af entotal misforståelse af islam. Man forstår sim-pelthen ikke kvindens stilling i islam, pointe-rer hun med lynende øjne og fortsætter:

– Det handler om at forstå, at islam er enhøjt udviklet religion i forhold til kvindersrettigheder. Islam beskytter kvinden og sikrerhende status og værdighed i hendes forskelli-ge roller inden for familien – som hustru,mor og datter. Jeg vil gerne være et forbilledefor kvinder i hele Marokko og vise, at mansagtens kan være troende muslim og kvinde-sagsforkæmper på samme tid, siger hun.

Jamila Mossali har ikke meget tilovers forde sekulære kvindeorganisationer.

– De har en masse fine projekter, men de erelitære og har slet ikke fat i befolkningen. Deglemmer at tænke på, at religionen er grund-stenen i marokkanernes opfattelse af sig selv –man kan ikke lave forandringer uden at tagedet religiøse med i betragtning, siger hun.

Klangbund i befolkningenØget involvering af ikke-sekulære grupper iMarokko er også blandt anbefalingerne i enny revision af Marokko-programmet under

Det Arabiske Initiativ, som Danmarks rege-ring lancerede i 2003 for at forbedre dialog ogforståelse mellem Danmark og den arabiskeverden. Indtil nu har Det Arabiske Initiativkun taget spæde skridt til at inkludere islami-ske organisationer i programmerne i Marok-ko og resten af den arabiske region.

– Man kan godt forestille sig, at de islami-ske organisationer vil have mere klangbund ibefolkningen end de sekulære organisationer,siger Julie Pruzan-Jørgensen, der var teamle-der på reviewet af programmet i Marokko.

Hun er ved at lægge sidste hånd på enph.d.-afhandling om den marokkanske fami-lielov og forbereder en undersøgelse af isla-miske kvindeorganisationer i Marokko, Jor-dan og Egypten.

– Islamisk feminisme udfordrer den måde,vi ser verden på. Som danskere forventer vinæsten automatisk, at islam og ligestilling ermodsætninger, og der findes da også masseraf eksempler på, at islam bruges til at under-trykke kvinder. Men inden for den islamiskebevægelse findes også højtbegavede kvindermed power og fremdrift, der arbejder målret-tet på at styrke kvinders rettigheder inden forislam, siger hun.

Camilla Wass er journalist og redaktør påNyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ.

Læs mere på www.rabat.um.dk, www.kvinfo.dkog www.detarabiskeinitiativ.dk

Sporløs? En dansk journalistrejser til Kenyas frodige høj-land for at finde det barn,han for 10 år siden sponsore-rede gennem Red Barnetsfadderskabsprogram.

Tekst og fotos: Jeppe Villadsen

Det var i sponsoraternes barndom. Før hjæl-peorganisationerne havde hylderne fulde afgavegeder og sponsorkøer til velgørenheds-lystne danskere med friværdi på lommen.

Sommeren 1996. Netop hjemvendt fra ethalvt års rygsækbehængt dannelsesrejse iAsien, og jeg har fået Catherine Kambura.Hun er mit sponsorbarn. Købt og betalt for150 fradragsberettigede kroner om månedenhos Red Barnet.

Jeg ved ikke andet om Catherine, end athun er fra en lille landsby et sted i Kenya.Faderen er død og har efterladt moderenalene med seks børn og et lille landbrug, somde lever af. Catherine er ti år gammel. Efterfire års grundskole er hun lige begyndt på enkatolsk kostskole.

Red Barnet har sendt mig et foto af pigen oget nummer, som jeg skal bruge i al fremtidigkorrespondance med hende: Materi-45-493.

Ikke fordi jeg har tænkt mig at skrive særligmange breve til min sponsorpige og hendesfamilie, som jeg ikke kender og heller ikke harnoget voldsomt behov for at lære at kende.Jeg er lige begyndt på universitetet og harsådan set nok at gøre med det. Den mentaleafstand fra Nørrebro til et fjernt kenyansklandsbysamfund føler jeg mig ikke forpligtettil at tilbagelægge, bare fordi jeg har tegnetmig for et fadderskab.

Det er ikke et kulturmøde, jeg er ude efter.Og slet ikke rollen som den rige onkel fraDanmark. Jeg vil bare hjælpe lidt – ikke opar-bejde en stor taknemmelighedsgæld.

Billedet af Catherine ryger op på opslags -tavlen, og det er det. Strømmen af breve ogtegninger fra hende bliver hurtigt læst. Et parkommer på opslagstavlen, resten ryger ned ien skuffe.

Fire år og et dusin blomstersmykkede brevefra Catherine senere modtager jeg et kortfat-tet brev fra Red Barnet. I brevet står der, atfadderskabet er ophørt, fordi Catherinesfamilie har taget hende ud af skolen. Der eringen yderligere forklaring.

En skam, tænker jeg, for hvis hun er hevetud af skolen for at arbejde hjemme, virkerfadderskabet nærmest spildt. Catherine oghendes mor hører jeg ikke noget fra, og jegundersøger ikke sagen videre hos Red Barnet.

Ingen persondataDet er otte år efter mit fadderskab ophørte,og jeg er i mellemtiden blevet journalist bosati Kenya. Jeg er et smut hjemme i Danmark, daUdviklings redaktør spørger mig, om jeg harlyst til at skrive en artikel om sponsorbørn.

Mens vi snakker videre, kommer jeg i tan-ker om, at mit gamle sponsorbarn var fraKenya. Skulle jeg ikke forsøge at finde hende?Vi bliver enige om, at det kunne være spæn-dende at få en førstehåndsskildring af, hvor-dan det er gået et helt tilfældigt sponsorbarn.

På grund af min udstationering er de flesteaf mine ejendele pakket ned, så jeg kan ikke fåfat på mappen med sponsorkontrakt, breveog tegninger, jeg har gemt. Jeg skriver derfortil Red Barnet for at få navn og kontaktoplys-ninger på pigen. Resultatet er dog nedslående.Organisationens kommunikationsafdelingsvarer:

”Jeg har været i den gamle database. Jeg kanse, at dit fadderskab er opsagt i juni 2000, men

der er ingen persondata registreret på dit fad-derbarn: navn, adresse eller fødselsdato. Jeg harkigget i arkivet i kælderen, og der er kun gemt 5år tilbage. Så desværre kan jeg ikke hjælpe digmed navn og hendes historie, efter hun har for-ladt skolen.”

Det undrer mig, at tidligere sponsorer ikkekan få kontakt til deres ’gamle’ børn. Og atRed Barnet har afskåret sig selv fra at kunneundersøge, hvordan det går sponsorbørnenebare lidt ud i fremtiden.

Jeg takker for hjælpen, men kan i e-mailenikke lade være med at tilføje, at det undrermig, at der slet ikke er gemt nogen oplysnin-ger på pigen. Dermed skrider idéen om fad-derskabet som en livslang investering fradonorens side gevaldigt. Jeg får et venligt svar,der ikke tyder på, at organisationen gør det iopfølgningsundersøgelser på sponsorbørne-ne og deres familier:

”Jeg giver dig ret i, at det er mærkeligt, athendes navn ikke står i vores gamle database.Det er normalen for fadderbørn, så dette er enundtagelse. Mht. arkiv så skal vi gemme doku-menter i 5 år, og da vi producerer nogle omåret, så gemmer vi ikke i længere tid.”

Red Barnet sender mig dog navnet på kost-skolen, hvor Catherine gik fra 1996 til 2000:Materi Girls Centre. Red Barnet giver migogså et telefonnummer på skolens leder: JohnKoczka – eller ’Brother John’, som han kaldersig. Så jeg har da lidt at gå efter.

Uden spor?Der er gået nogle måneder, da jeg en efter-middag i Nairobi ringer Broder John op. Hanhusker ikke Catherine, men vil gerne hjælpe.

Allerede næste dag har han fundet min ’sag’frem. Det er ikke mange oplysninger, han lig-ger inde med, men han har navnet på pigenog et postboksnummer, hvor Catherine Kam-bura og hendes familie muligvis modtog posti den periode, hun gik på Materi Girls Centre.

– Det er langtfra sikkert, vi finder hende.Hun kan være hvor som helst. Måske er hunblevet gift og flyttet langt væk, måske bor hunstadig et stenkast fra skolen. Eller hun kan boi Nairobi, advarer Broder John. Han er ameri-kansk præst og har boet i Kenya i over 40 år.

Den katolske kostskole, som han grundlag-de i 1973, ligger i Meru-provinsen i højlandetnordøst for Mount Kenya. Næste dag skal hanalligevel forbi områdets posthus, så han vil

NR. 4/2009 SIDE 8SPONSORBARN

Catherine Kambura, 10 år.

PÅ SPORET AF MIT

Efter en times kørsel forvandler degrønne bakker sig til lave, blødebjerge. Det er her, omgivet af stejleskråninger med lysegrønne te-planter, at Catherine bor.

BREVE FRA CATHERINE

”Hej! Hej! Hallo, min nye sponsor, modtag vir-kelig mange varme hilsner fra din hengivnekenyanske ven, Catherine Kambura. Hvordanhar du det, dér i dit land? Er det meget vinter,forår eller sommer? Her i mit land er der ikkenoget i den retning.”

Catherine, 10 år

”Hjemme har jeg en lille have, hvor jeg dyrkerblomster og nogle frugttræer, og jeg har noglehøns og haner. Jeg får nogle æg, som jegsælger eller spiser. Min yndlingsret er chapa-ti. Jeg kan lide chapati, fordi de er nemme attilberede og sparer tid. Sådan her laver mandem: …”

Catherine, 11 år

”Hvordan er klimaet i dit land? Her i Kenya erdet meget varmt og meget snart vil vi få regn.Nu er det blevet tid til at høste vores afgrø-der. Dyrker I også noget hos dig? Det håberjeg.”

Catherine, 13 år

forhøre sig om postboksnummeret. Det visersig at høre til en lokal folkeskole, hvor Cathe -rine måske har gået, inden hun kom på kost-skolen, men han vil ikke love noget, og skolenkan sagtens være lukket.

Vi aftaler at mødes i Meru nogle dage sene-re.

Broder JohnJeg føler mig som deltager i tv-programmetSporløs, da jeg en solbeskinnet fredag kørerud af Nairobi, kun bevæbnet med navnet påmin sponsorpige, et telefonnummer til Bro-der John, som jeg skal kontakte, når jeg erfremme, og navnet på den muligvis lukkedelandsbyskole.

Fem timer senere er jeg fremme og møderBroder John. Den amerikanske missionær eren venlig ældre herre. Han fortæller, at han imange år har haft et godt samarbejde medRed Barnet i Danmark, men at organisatio-nen nu har opløst samarbejdet.

– For 20 år siden havde jeg sponsorer tilnæsten alle 600 elever. Jeg var heldig at have etgodt samarbejde med organisationer i Dan-mark, USA, Finland osv. Men de sidste tre-fire år har mange sagt, at de ikke kan fortsæt-te med at hjælpe min skole, når der er såmange andre skoler og projekter i Afrika, derogså har brug for støtte, siger Broder John ogtilføjer:

– Jeg tror, at Herren vil sørge for, at vi kla-rer den.

Broder John præsenterer mig for sine to

assistenter Francis og Julius. De vil hjælpemig på min videre færd. Francis og Juliuskender området og har en idé om, hvor sko-len er.

Vi skal østpå. Ad bumlede jordveje gennemKenyas grønne bakkede højland oversået medkaffe, majs, bønner, avokado og de evigebananpalmer. Det er Afrika fra sin frodigsteog mest indtagende side.

Området er dybt religiøst. Vi passererKenyas næstældste mission, Mujwa CatholicParish, der går helt tilbage til 1886.

Vi støder på flere skoler, før vi finder denrigtige: Muthikine Primary School. Da viankommer, går undervisningen i stå, og et paryngre lærere henter skolens kvindelige vicein-spektør, der har undervist dér i mange år. Jo,hun husker godt Catherine. Og hun kenderfamilien. Bingo!

Moderen bor stadig i området kun nogle fåkilometer væk. Inspektøren vil gerne vise osderhen og hopper med i bilen.

Høne ombordNu brænder tampen for alvor. Vi standser veden samling lerhuse med en gårdsplads foran.En spinkel dame i en leopardmønstret T-shirtkommer ud mod os. Hun lyser op i et stortsmil, da hun hører, hvorfor jeg er kommet.Det er Catherines mor, Ngugi Kambura. Hunbyder os indenfor.

– Sponsoratet har hjulpet os meget. Detbetød, at skolen blev billigere, og Catherinekom derfra med en masse disciplin, som har

hjulpet hende frem til i dag, fortæller mode-ren.

På grund af sponsorstøtten skulle Cathe -rine kun betale 450 kr. pr. kvartal for en pladspå kostskolen mod 1.900 kr. for elever udensponsor.

Onklen, Zabario Kaburu, der har overtagetpladsen i huset efter faderens død, slutter sigtil. Han tilføjer:

– Vi lever bedre i dag, fordi Catherine hjæl-per os med penge. Hun køber mad til os oghar købt en ko. Hun har forandret vores liv.

Der bliver ringet på mobiltelefon til Cat-herine. Hun arbejder på et apotek i en by kunen times kørsel væk. Vi aftaler, at jeg tagerderover med det samme.

Catherine er familiens anden apotekerassi-stent. Storesøsteren, der også havde en spon-sor, arbejder i Nairobi. Moderen er stolt afsine to døtre, for det er første gang, at nogen ifamilien har fået en længerevarende uddan-nelse.

– De klarer sig begge rigtigt godt, så vi harværet meget glade for de to sponsorater.

Hun fortæller, at Catherine forlod kostsko-len og sponsorprogrammet i utide, fordi hen-des karakterer ikke var gode nok til, at hunkunne fortsætte på en videregående uddan-nelse. Derfor blev hun flyttet til en andenskole.

– Hun var ked af at forlade Materi GirlsCentre, men hun var nødt til det på grund afsine karakterer. Hun havde problemer ogsvært ved at koncentrere sig, sikkert fordi

hendes far var død. Det gik bedre, da hunskiftede skole, siger Ngugi Kambura.

Det viser sig, at Catherine og hendes søsterer de eneste sponsorbørn i hele området. Ogdet hører til sjældenhederne, at unge herfraopnår en længerevarende uddannelse, så deter en nærliggende tanke, at ordningen kunneskabe misundelse blandt naboerne. Men detafviser familien fuldstændigt.

– Alle naboerne har været så glade på voresvegne. Der var ingen jalousi, siger moderen.

HjemmeapotekerJeg er ivrig efter at møde Catherine, så jeg tak-ker af. Men inden jeg når at gå, begiver onk-len sig målrettet mod hønsehuset. Han kom-mer tilbage med en stor velnæret høne. Mineforsøg på at afslå gaven falder på klippegrund,så jeg finder mig selv med en papkasse i hæn-derne med den levende høne indeni.

På vejen videre kan jeg ikke lade være medat spørge folk i nabolaget, om ikke de erærgerlige over, det ikke var deres familie, derfik et sponsorat. Men hvis der er misundelse,skjuler de den godt. Alle fortæller, at de erglade på familien Kamburas vegne. Og takketvære sin uddannelse er Catherine i stand til athjælpe folk med at få den rigtige medicin.

28-årige Daniel Gituma, der arbejder i enkiosk et par kilometer fra Catherines familie,fortæller, at han har kendt Catherine, siden devar børn. Hans bror lider af en hudsygdom,og Catherine har lovet at medbringe nødven-dig medicin i den kommende weekend.

Efter en times kørsel forvandler de grønnebakker sig til lave, bløde bjerge. Det er her,omgivet af stejle skråninger med lysegrønnete-planter, at Catherine bor. Byen hedderKithu rine, en lille flække, hvis eneste størrebygninger er to store stenkirker.

Det er svært at genkende den lille, genertepige fra billedet i den næsten 180 centimeterhøje kvinde med lange tynde fletninger, derkommer mig i møde. Vi smiler og hilser ogbegiver os hen til apoteket, hvor hun arbejder.

Hun blev rigtig glad, da hun hørte, jeg kom.Og ikke så lidt overrasket, fortæller hun. Menhun virker på en måde mindre overrasket, endjeg føler mig over faktisk at være nået frem ognu stå ansigt til ansigt med den stumme, smi-lende pige fra opslagstavlen dengang i 90’erne.

Med Guds barmhjertighed Apoteket ligner en hvilken som helst andensmåbutik i Kenya, dvs. et lille muret skur,hvor disken er indbygget i facaden. Forudenmedicinen sælger hun mobil-taletid, soda-vand og lidt andre fornødenheder.

Jeg parkerer mig selv på sidelinjen, mensCatherine venter på et hul i strømmen afkunder, så hun kan lukke butikken. Så begivervi os hen, hvor hun bor.

Værelset, hun lejer for 75 kr. om måneden,er et ganske lille kammer, der er udnyttet tildet maksimale med en gul plyssofa og enseng, der er skjult bag et blomstret klæde.Adspredelsesmulighederne begrænser sig tilet otte-tommers tv og en bibel.

– Sponsoratet har spillet en enorm rolle imit liv, for mine forældre havde ikke selv rådtil at betale for min skolegang. Når jeg fortæl-ler om mit liv, siger jeg, at jeg gennemførteskolen takket være en sponsor, og så undrerfolk sig over, hvad den her sponsor-ting er fornoget, ler hun. (... fortsættes s. 10)

NR. 4/2009 SIDE 9SPONSORBARN

Catherine Kambura, 23 år.

SPONSORBARN

NR. 4/2009 SIDE 10SPONSORBARN

ER BØRNESPONSORATER GOD BISTAND?

(... fortsat) Jeg viser hendes gamle tegningerog fotoet. Hun smiler, da hun får øje på bille-det af sig selv.

– Jeg så syg ud, synes jeg. Helt tynd og bleg. Det er begrænset, hvad hun husker fra

Materi Girls Centre.– Det er meget længe siden. Jeg husker mest

Broder John, fordi han var en god mand – enmeget god mand. Hvis vi fx ikke havde pengetil bussen, tilbød han at køre os hjem. Materivar et virkelig godt sted at være.

– Men jeg klarede mig ikke særligt godt iskolen, og jeg lyttede ikke efter lærerne. Minfamiliesituation spillede nok ind, fordi jegikke havde min far som støtte.

Hun fik i stedet plads på en anden skole ogfortsatte derefter på farmaceutuddannelsen,som hun afsluttede i 2007. Begge uddannelserblev betalt af legater fra den kenyanske stat.

– Med Guds barmhjertighed har jeg fået

sponsorater. Jeg har været meget heldig i mitliv, og jeg takker Gud for alt. Derfor vil jegogså dele. Den smule, jeg tjener her – megetlidt faktisk – deler jeg med min familie.

Apotekerjobbet giver 375 kr. om månedenfor en seksdages arbejdsuge fra otte morgentil otte aften. Hele søndag bruger hun i kir-ken, hvor hun er ungdomsleder. Så det ermåske ikke så underligt, at hun ser let forun-dret ud, da jeg spørger, om hun har nogenhobbyer.

– Hobbyer? Jeg læser Biblen. Et kapitel hveraften – for min spirituelle udvikling.

Vi bliver afbrudt af telefonen, der ringer.Det er onklen, der vil høre, om jeg er nåetfrem.

Den afrikanske drømJeg spørger, hvordan naboerne reagerede, dahun blev sponsorbarn.

– Der var jalousi blandt naboerne. De troe-de, vi blev rige af det. Nogle lod, som om devar glade, når jeg var der, men de kaldte migmzungu-ejendom (mzungu = hvid person,red.) og sagde, at den hvide mand villekomme og stjæle mig.

– Det var det samme på kostskolen, fortæl-ler hun.

– Hvis jeg fx skrev et brev og bad nogen omat poste det, kunne de finde på at rive det istykker i stedet for at sende det.

Systemet var sådan, at alle elever på skolenvar potentielle sponsorbørn. I begyndelsen afskoleåret skulle alle udfylde en formular ogfik taget et foto, men på Catherines årgang fikkun hun selv og søsteren en sponsor.

– De andre var skuffede over, at de ikke varblevet valgt. Jeg prøvede at forklare dem, atdet ikke var mig selv, der havde bestemt det,men det hjalp ikke.

Alt det har hun dog lagt bag sig. Hun skalsnart giftes. Med en mand, der, som hun siger,tjener endnu mindre end hende selv, men haren god karakter. Jeg bliver inviteret med tilbrylluppet den 15. august.

Nu drømmer Catherine om at åbne sit egetapotek, kombineret med en veterinærklinik.

– Jeg tjener mine egne penge nu. Det næsteskridt er at få min egen forretning. Det er mindrøm. Selv hvis jeg besluttede at købe en fly-vemaskine, uanset at jeg ikke har nogenpenge, ville jeg gennemføre det.

PS: Og hønen i papkassen? Ja, den blev foræretvidere til min faste taxamand, hvis familie spi-ste den som søndagsmåltid med chapati (flad-brød) til.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent forKristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.

DANSKE FADDERSKABER

Cirka 105.000 danskere er lige nu sponsorerfor et barn i et u-land. Herudover findesmange gruppe- og temafadderskaber.

Børnefonden: Var først med sponsorater her-hjemme i 1972. I dag er Børnefonden Dan-marks største sponsororganisation med knap60.000 sponsorer og 73.000 sponsorbørn.Et sponsorbarn koster 195 kr. pr. måned.

SOS-Børnebyerne: International organisationmed cirka 100.000 danske støtter, hvoraf lidtover hver fjerde er faddere. Pris: 200 kr. pr.måned.

Plan Danmark: Tilbyder fadderskaber, som erindividuelle, men hvor alle midlerne går tilfælles projekter i lokalsamfundet. Plan Dan-mark har i øjeblikket 18.000 danske faddere.Pris: 185 kr. pr. måned.

Red Barnet: Har i dag ingen faddere tilbage ién-til-én sponsorater, siden organisationen i2002 besluttede at udfase ordningen. RedBarnet har i alt haft omkring 1.200 sponsor-børn siden midt-80’erne.

Child Care Denmark: Her kan du selv vælgemellem børn på hjemmesiden. Pris: 120 kr.pr. måned. Child Care Danmark har cirka1.000 faddere.

Frelsens Hær: Den kirkelige organisation, derarbejder i 11 lande, tilbyder individuelle fad-derskaber for 75 kr. pr. måned. Antallet affaddere ikke oplyst.

Kristen Børnefond: Fonden er en del af deninternationale organisation Global-Care og harindividuelle sponsorater til 200 kr. pr. måned.Pt. omkring 50 danske sponsorer.

Dansk Røde Kors: Tilbyder gruppefadderska-ber for 125 kr. pr. måned.

Unicef: Tilbyder gruppefadderskaber fra 200kr. pr. måned.

Udvikling har spurgt Børne-fonden, der har masser afbørnesponsorater, Red Bar-net, der er gået væk fra kon-ceptet, og MS, der aldrig harbrugt det.

Af Jeppe Villadsen

Det ligner udviklingshjælp i sin reneste form:En velaflagt dansker i den ene ende og et fat-tigt barn i den anden. Penge overføres, ogbarnet sikres mad, tøj, skolegang – og måskeen lys fremtid.

Nytten er til at få øje på, og du kan se, hvorpengene havner. Derfor er børnesponsorater-ne også populære. Tusindvis af danskere væl-ger hvert år at melde sig som sponsor for etfattigt barn i Afrika, Asien eller Sydamerika.

Børnefonden, der for tiden har knap 60.000betalende sponsorer, har da også svært ved atfå øje på ulemper ved ’én-til-én’ sponsorater-ne.

– De er gode til at få folk i tale og gøre hjæl-pen meget konkret. Vi lever i en stor verden,og folk har brug for de nære historier, hvor dekan følge pengene hele vejen ud til barnet ogse, at de gør en forskel, siger kommunika-tionschef i Børnefonden, Marianne SchouDelkus. Hun fortsætter:

– Kigger man på det i et udviklingsmæssigtperspektiv, arbejder vi ’indefra og ud’. Vi er iområder helt ude på landet, hvor ikke retmange andre organisationer er, og hjælperbåde det enkelte barn og dets familie, så hvisder er tilstrækkeligt mange sponsorbørn, vilet helt område blive løftet op, siger hun oghenviser til, at sponsormidlerne også går tilmikrokreditter, uddannelse af lærere og byg-geri af skoler og sundhedsklinikker, mv.

Tung administrationRed Barnet havde i mange år én-til-én fad-derskaber, men er gået over til gruppefadder-skaber, hvor støtten går til et helt projekt ellerlokalsamfund.

– Det er et stærkt markedsføringskoncept,at du ser et konkret barn i den anden ende.Men vi er gået bort fra det, fordi vi synes, detrent administrativt er for omkostningskræ-vende. Vi vil hellere støtte en større gruppe afbørn, for det kræver daglig ’fintælling’ atsørge for, at støtten går præcis til det enkeltebarn, og at der er en julekorrespondance osv.Det bliver alt andet lige dyrere, end hvis dustøtter en skole eller et uddannelsesprogram,siger Mogens Damgaard, kommunikations-chef i Red Barnet.

– Og grundlæggende er vi også en børne-rettighedsorganisation, der arbejder for vari-ge strukturelle ændringer for børn, og det gørman nu engang bedst ved at sætte ind over foren bred gruppe af børn, siger han.

Red Barnet lancerer til efteråret en ny spon-sorform, hvor støtten er lagt tematisk an, såsponsoratet går til aktiviteter inden for fxuddannelse, sundhed eller katastrofer og der-med støtter en større gruppe børn. Kontaktentil sponsoren bliver ifølge Mogens Damgaardbevaret med en årlig rapportering om, hvor-dan det er gået og måske et par case-historier.

Ukendt effektHos Mellemfolkeligt Samvirke har man aldrighaft sponsorbørn på hylderne, og har helleringen planer om det.

– Det er ikke i tråd med vores mission omat organisere voksne, så de selv kan kæmpefor deres rettigheder. Det er en kollektiv pro-ces, og derfor giver det ikke mening at foku-sere udelukkende på den enkelte. Det er sletikke et budskab om individualisering, vi er

interesserede i at give, siger kommunikations-chef Vibeke Vinther.

Men er én-til-én sponsoraterne lige såeffektive som andre former for udviklings-hjælp?

Godt spørgsmål. Hverken Børnefondeneller Red Barnet har nemlig lavet opfølg-ningsundersøgelser af, hvordan det går spon-sorbørnene og deres familier, når sponsorateter ophørt.

Børnefonden, der med omkring 150.000sponsorbørn siden starten i 1972 er Dan-marks absolutte sværvægter på feltet:

– Indtil videre har vi primært lagt vægt påat dokumentere vores resultater over forsponsorerne, sådan at vi hvert år gør statusover barnets situation i forhold til uddannel-se, sundhed, familien osv. Men vi er i gangmed at udvikle metoder til at evaluere påregionalt plan, så vi kan sammenligne områ-der, hvor vi har arbejdet, med områder, hvorvi ikke har været, siger Marianne Schou Del-kus.

Hun mener ikke, administrationsbyrdenved én-til-én sponsoraterne er større end vedandre hjælpeformer og henviser til Børnefon-dens princip om, at højst 15 procent af støtte-midlerne må gå til administration – restenskal gå direkte til børnene og deres familier.

Heller ikke Red Barnet har fulgt op på deressponsorbørn, men henviser blandt andet tilundersøgelser, der viser, at børn, der har gåetfire år i skole, i gennemsnit tjener det dobbel-te som voksne end børn uden skolegang.

– Men jeg tror også, det er et spørgsmål omressourcer. Børnene flytter jo, og der er sjæl-dent cpr-numre og så videre, så rent praktiskville det være utroligt vanskeligt at følge bør-nene, siger Mogens Damgaard.

Det betyder vel, at børnesponsorater er enbistandsform, hvor det er svært at måle denlangsigtede virkning og holde den op imodandre bistandsformer?

– Ja, hvis du vil bevise, at én-til-én børneneklarer sig bedre end andre, så er det vanske-ligt.

Den enkelte sponsor hos Red Barnet kanvælge at holde kontakten med sit sponsor-

barn, hvis barnet og dets familie er indfor-ståede. Red Barnet bevarer personoplysnin-gerne fem år frem af hensyn til de danskeskattemyndigheder, men herefter bliver alledata slettet.

Vi lever i en stor verden, og folkhar brug for de nære historier,hvor de kan følge pengene helevejen ud til barnet.

Marianne Schou Delkus, kommunikationschef, Børnefonden

NR. 4/2009 SIDE 11PRESSE(T)

Pressefrihed har høj prioritet,forsikrede Zimbabwes pre-mierminister, da han for nyligbesøgte København. Alligevelarbejder journalister i hanshjemland stadig underintenst pres og overvågning.

Harare, Zimbabwe

Artiklens forfatter arbejder for en internationalNGO i Zimbabwe og er anonym af hensyn tilsin sikkerhed.

Da Morgan Tsvangirai i juni gæstede Dan-mark, lovede den zimbabwiske premiermini-ster, at en nyetableret mediekommission viludstede licenser til nye lokale aviser og radio-er i landet allerede fra denne sommer.

Danske journalister fik også en uventetopfordring af premierministeren:

– Jeg vil gerne invitere jer til Zimbabwe,sagde Morgan Tsvangirai på et pressemøde iKøbenhavn og forklarede, at mediekommis-sionen fremover også vil gøre det lovligt ogproblemfrit for udenlandske journalister atarbejde i Zimbabwe.

Indtil for nylig har en ekstremt undertryk-kende medielovgivning gennemtrumfet afpræsident Robert Mugabes parti ZANU-PFellers medført, at utallige kritiske lokale ogudenlandske journalister er blevet tvunget tilat arbejde i skjul, eksil eller under dæknavn.De er alle i potentiel fare for at blive retsfor-fulgt, fængslet eller i værste fald bortført aflandets efterretningstjeneste.

I 2004 lukkede Zimbabwes mest kontrover-sielle og regeringskritiske avis, The DailyNews, efter at deres kontorer var blevet bom-bet og avisens journalister intimideret afMugabes håndlangere i månedsvis.

Det endelige dødsstød mod The DailyNews kom, da landets højesteret pålagde avi-sens redaktører at registrere avisen, som dennetop indførte medielov krævede. Der her-sker i dag ikke megen tvivl om, at højesterets-dommeren handlede på ordrer fra Mugabesparti, der så avisen som en trussel.

– Og det var så enden på den avis, for hvemtror du udsteder registreringspapirerne? sigerundercover-journalisten Mthabisi Moyo. Hanmener, at de, der udsteder registreringspapi-rerne, har været underlagt anvisninger fraMugabes parti, og derfor efterfølgende be -vidst har nægtet at lade avisen registrere.

Staten har monopolMed sådanne tiltag har staten sikret sig nogetnær et nyhedsmonopol i Zimbabwe.

Velrespekterede selskaber som CNN, BBCog sydafrikanske E-TV har også fået mund-kurv på og blevet nægtet tilladelse til at rap-portere fra det kriseramte land. Alt sammen itakt med at korruption, politisk motiveret

vold og svindel med ressourcer har nået nyehøjder i landet.

Monopolet tæller en række aviser og lan-dets eneste ’lovlige’ nyhedsradio og tv-kanal,begge under det statsejede Zimbabwe Broad-casting Corporation (ZBC). Fælles for destatsejede medier er, at de gennem årene erblevet mere og mere styret af præsidentRobert Mugabes parti. Det har fået de flestezimbabwere til at droppe de statslige mediersom informationskilde.

Kontrollen med mediesektoren har ligele-des fået utallige dygtige journalister til at for-lade de statsejede medier i protest. Mthabisier en af dem. I kraft af sin profession er hanselv en ivrig radiolytter, men:

– Ingen gider lytte til de statsejede mediermere. Det er nok ti år siden, jeg selv holdt opmed at læse eller lytte til deres vrøvl, sigerhan.

Overvåget døgnet rundtDen lokale medieorganisation Media Moni-toring Project of Zimbabwe (MMPZ) overvå-ger alle medier døgnet rundt. De udgiverugentlige statusrapporter over, hvilke trykteog elektroniske medier der dækker hvilkeemner og politiske partiers aktiviteter.

Selvom det nu er knap ti måneder siden, atde stridende politiske partier underskrev denaftale, der skal få Zimbabwe ud af dets politi-ske, økonomiske og humanitære krise, bekræf-ter de seneste statusrapporter fra MMPZ, at destatslige medier stadig stærkt favoriserer præ-sident Mugabes parti.

MMPZ forholder sig ligeledes kritisk overfor den nye mediekommission, som MorganTsvangirai omtalte under sit besøg i Dan-mark. Så længe freelancejournalister holdesfængslet og fortsat bliver intimideret, virkerhele processen omkring mediekommissionennoget paradoksal, mener organisationen.

Udviklingen tyder ikke godt for gennemfø-relsen af en ny aftale, som skal skabe politisk,social og økonomisk udvikling på tværs afpartierne.

I takt med at Zimbabwes medielovgivninger blevet strammet, er utallige zimbabwiskeonline-nyhedsmedier og radiokanaler åbnetuden for Zimbabwe. Formålet er at fylde deinformationshuller, som lovgivningen harskabt. Blandt de alternative nyhedskilder erVoice of America – Studio 7, Voice of thePeople og SW Radio Africa, som alle senderpå kortbølgeradio via sendere uden for lan-dets grænser.

Behov for alternative nyhederStaten anklager disse radiokanaler for alt fraterrorisme og neokolonialisme til statsunder-gravende virksomhed, og derfor arbejder dealternative mediers journalister ofte i skjul.Gloria Tshuma er freelancejournalist forVoice of the People (VOP). Hun forklarer,hvordan det går for sig:

– Når jeg skal lave en radiohistorie, indsam-ler jeg først mit materiale og laver et manu-skript. Herefter bliver jeg ringet op af voresnewsroom i udlandet og læser min historie op.Så redigerer de mit indslag, inden de senderdet videre til et andet land, som har adgang tilden kortbølgefrekvens, vi sender over.

Et af flere problemer ved denne løsning er,at Gloria Tshuma ikke kan få kildernes stem-mer med i historierne. Derfor er troværdig-heden aldrig i top. Men det er ikke den enesteudfordring, fortæller Gloria:

– Det er meget frustrerende at arbejde påden her måde. Fx kan jeg ikke kontakte folk iregeringen for at få bekræftet mine tips, da destraks vil spørge, hvem jeg arbejder for, og omjeg er akkrediteret, siger hun.

Lokalradio til folketEn ny alternativ lokalradio Zimbabwe Com-munity Radio så dagens lys den 1. marts ogsender nu via kortbølge fra Saudi Arabien forat omgå landets skarpe lovgivning. Sidenmedielovgivningen blev strammet, har ingenuafhængige nyhedsradio- eller tv-stationer fåetlicens til at sende inden for landets grænser.

Koordinator Edwin Gumbo fra Communi-

ty Radio Zimbabwe forklarer, at formåletmed den nye radiostation er at presse den nyekoalitionsregering til at anerkende behovetfor en ægte liberalisering af mediemarkedet iZimbabwe. Der er behov for alternativer tilstatens propaganda, mener han:

– I en aftale mellem partierne står der fak-tisk, at alle medier skal registreres eller omre-gistreres. Men ét er, at det står i aftalen –noget andet er, om det virkelig kommer til atske. Hvis det er tilfældet, så ansøger vi selvføl-gelig og kommer ’hjem’ til Zimbabwe og sen-der herfra, siger han med et glimt i øjet.

Zimbabwe Community Radio sender gan-ske vist fra Saudi Arabien, men de fleste afprogrammerne optages og redigeres på hem-melige steder i Zimbabwe, inden de sendesover en avanceret internetforbindelse til enserver i Saudi Arabien, hvorfra de bliver fin-pudset og sendt lovligt.

– Hvis myndighederne fandt ud af, at viredigerer og sender vores programmer herfra,ville vi straks få vores kontorer ransaget. Der-for fortæller jeg heller ikke, hvor vores studieligger, siger Edwin Gumbo med et smil.

Navne på kilder er ændret for at beskytte deresidentitet.

DANMARKS STØTTE TIL ZIMBABWE

Udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte Zim-babwe i marts i år for at vurdere, om og hvor-dan Danmark kan bidrage til landets genop-bygning.

I forbindelse med Zimbabwes premierministerMorgan Tsvangirais besøg i Danmark midt ijuni lovede udviklingsministeren 20 millionerkr. til genopbygningen. (Læs også side 2)

Danmark havde allerede forud for besøgetgivet tilsagn om 60 mio. kr. i overgangsbi-stand til Zimbabwe.

ZIMBABWES JOURNALISTER KÆMPER MOD

MUNDKURVE OG MONOPOLER

Journalister demonstrerer for pressefrihed i Zimbabwes hovedstad Harare i begyndelsen af maj i år. Foto: AP/Tsvangirayi Mukwazhi/Polfoto.

NR. 4/2009 SIDE 12FAN MILK

Danske Fan Milk sælger is ogandre mælkeprodukter tilVestafrikas fattige. Profit ogvækst er afgørende, men kangodt kombineres med socialansvarlighed, mener virksom-hedens direktør.

Af Kasper Tveden, Lagos

Store grå skyer hænger tungt over byen, biler-ne snegler sig af sted i køtempo, og midt imylderet kommer en ung fyr skubbende meden vogn fyldt med is, juice og andre læske-drikke. På begge sider af vognen og på den blåovertræksbluse står der med store skrifttyper:Fan Milk.

En midaldrende kvinde i traditionel farve-strålende dragt råber efter den unge fyr,Michael, da han kommer forbi hendes lillespisested med vognen.

– Hun er en af mine faste kunder, sigerMichael, der blandt kollegaerne hos Fan Milkkun går under navnet Evangelisten på grundaf sin stærke tro.

Kvinden hiver 100 naira – cirka tre kroner –op af lommen og betaler Michael, der allere-de har fået øje på sin næste faste kunde på dendaglige rute.

Dansk mælk i 50 årScenen foregår i millionbyen Lagos i Nigeria,hvor danske Fan Milk med hovedkontor i

Aalborg har drevet forretning siden 1963,men det kunne lige så godt have været iBenin, Ghana eller et af de andre fire vestafri-kanske lande, hvor Fan Milk InternationalA/S sælger billige læske- og mælkeprodukter.

Virksomheden har rødder tilbage til 1960,hvor den aalborgensiske købmand ErikEmborg introducerede Ghanas befolkningfor mælkepulverprodukter. Siden er sorti-mentet vokset støt, og virksomheden er i dagden største på markedet, når det gælderlæske- og mælkeprodukter i Vestafrika.

– Fan Milks strategi er stadig den samme idag, som den var for snart halvtreds år siden:At tilbyde kolde og frosne produkter til folkpå en let tilgængelig måde, siger Jens ErikMøllenbach, administrerende direktør i Nige-ria og bosat i landet i 16 år.

Dansk videnI et land som Nigeria med knap 150 millionerindbyggere, og hvor essentielle hjørnesten iden vestlige verden som infrastruktur ogelektricitet kun fungerer i begrænset omfang,har Fan Milk været nødt til at opbygge deresegen struktur og organisation.

Det betyder blandt andet, at fabrikken,hvor samtlige is, juice og alle de andre læske-og mælkeprodukter bliver produceret til detnigerianske marked, har sin egen energiforsy-ning bestående af enorme generatorer, dersørger for fast strøm i døgnets 24 timer.

Med godt 6.000 kilometer til hovedkonto-ret er der umiddelbart langt fra danskearbejdsforhold og arbejdskultur, men ikkedesto mindre har de danske traditioner fra

begyndelsen været udgangspunktet for atdrive forretning i Vestafrika.

– I modsætning til lokale nigerianske virk-somheder betaler Fan Milk alle deres medar-bejdere til tiden, siger Jens Erik Møllenbach.

Ud over at betale løn forud skiller Fan Milksig også ud på en række andre områder.Blandt andet får alle ansatte på fabrikken femugers ferie. Kvinderne kan få længere barsels-orlov end de tre måneder, loven dikterer. Også adskiller Fan Milk sig fra andre virksomhe-

der ved at tilbyde alle deres medarbejderegratis sundhedstjek for hiv/aids og malaria.

Profit og ansvarFor Fan Milk har formålet fra begyndelsenværet at lave forretning, men ifølge den admi-nistrerende direktør for Fan Milk Internatio-nal A/S Jens Jørgen Kollerup, udelukker detikke, at man også kan behandle medarbejde-

re og samarbejdspartnere godt.– Fan Milks agenda i Nigeria og i de øvrige

vestafrikanske lande er ikke at lave etbistandsprojekt. Vi er der for at lave forret-ning og tjene penge. For at kunne gøre detlangsigtet, er vi nødt til at have en god politikfor CSR (socialt ansvar, red). Ellers kunne vihurtigt blive svigtet af forbrugerne i landene,fordi vi er en udenlandsk virksomhed, sigerJens Jørgen Kollerup.

Over flere omgange har Investeringsfondenfor Udviklingslande (IFU) investeret penge iFan Milk. Blandt andet med udbygningen afFan Milks fabrik i Nigeria. Ifølge Hans-JørgenNyegaard, der er IFU-investeringsrådgiver forAfrika med Fan Milk som ansvarsområde, erdet afgørende for IFU at støtte virksomheder,der behandler de ansatte godt.

Som udgangspunkt skal alle virksomheder,IFU er med til at finansiere, leve op til de dan-ske miljøkrav, herunder også krav til arbejds-miljøet. Det betyder også, at virksomhederneskal overholde konventioner, som forbyderblandt andet børnearbejde og diskriminationpå grund af race, religion, etc.

– Hvis virksomheden ikke lever op til kra-vene, så vil IFU ikke investere i den pågælden-de virksomhed, siger Hans-Jørgen Nyegaard.

Kvinder i lederstillingerPå flere af de ledende poster har Fan Milkkvinder ansat. Det gælder blandt andet TayoElesho, der er leder af virksomhedens størstedepot i Lagos.

Michael ‘Evangelist’ og de flere end hundre-de andre sælgere kommer hver morgen til

Vi er (i Vestafrika) for at lave for-retning og tjene penge. For atkunne gøre det langsigtet er vinødt til at have en god politik forCSR (socialt ansvar, red).

Jens Jørgen Kollerup, administrerende direktør for Fan Milk International

DE SÆLGER IS I AFRIKA

Medarbejdere kontrollerer en blandingstank på Fan Milks fabrik i Ibadan, hvor alle produkter til det nigerianske marked produceres. Foto: Peter Kristensen.

NR. 4/2009 SIDE 13FAN MILK

Michael ’Evangelist’ er en af Fan Milks 7.000 gadesælgere i Nigeria. Kunderne tilhører segmentet ‘bottom of the pyramid’ – fattige, men mange. I baggrunden ses en hjemmeslagter. Foto: Peter Kristensen.

FAN MILK Ghana var det første land, hvor Fan Milk i

1960 begyndte at sælge mejeriprodukter.

Siden er salgsmarkedet vokset til Nigeria,

Benin, Togo, Elfenbenskysten, Burkina Faso

og Liberia.

De syv vestafrikanske lande har tilsammen

et kundegrundlag på 210 millioner menne-

sker. Nigeria er klart det største marked

med godt 150 millioner mennesker.

Fan Milk har de seneste år haft støt stigen-

de salg. I 2008 udgjorde salget over 70.000

tons mælke- og læskeprodukter i regionen.

Virksomheden har 1.300 ansatte og mellem

10.000 og 20.000 gadesælgere i hele

Vestafrika. Antallet af gadesælgere varierer

betydeligt hen over året og er højst i tørti-

den fra oktober til maj.

depotet og fylder deres skubvogne og cyklermed is og andre produkter, som de sælgervidere på gaderne.

– Jeg ser ingen problemer ved at være kvin-de i en lederstilling. For mig handler det ikkeom køn, men om man er dedikeret til sitarbejde, siger Tayo Elesho.

I en anden lederstilling godt 100 kilometerøst for Lagos i byen Ibadan befinder VickyMadu sig. Vicky Madu begyndte sin karriere iFan Milk for over tyve år siden, da hun somnyuddannet filosof blev ansat i en midlertidig

researchstilling. I dag er hun ansvarlig for altsalg i Nigeria.

– Det har været skønt at arbejde for FanMilk, da jeg hele tiden har haft mulighed forat udfolde og udvikle mig selv. Jeg har væretmed til at få virksomheden til at vokse, og jeg

har haft indflydelse på udviklingen, sigerVicky Madu.

Dansk tilgangPå fabrikken i Ibadan bliver alle produkter tildet nigerianske marked produceret, og fra destore lagerbygninger og frysehuse blivervarerne kørt til Tayo Eleshos og de 39 andredepoter spredt ud over landet.

Som et enormt LEGO-byggeri er fabrikkenbygget op af ene danske materialer og meddansk teknologi, der alt sammen er fragtet fraDanmark til Nigeria. Mogens Jensen, der eruddannet mejeriteknikker, har den dagligekontrol med fabrikken og dens flere hundre-de ansatte.

I de fem år, Mogens Jensen har haft fastbopæl i Nigeria, har han været med til at gen-nemføre en række ændringer på fabrikken.Blandt andet har alle godt 300 fastansatte påfabrikken været på betalt kursusophold forbedre at kunne forstå, hvordan Fan Milk fun-gerer som virksomhed, og hvilken rolle deansatte har i virksomhedens succes og frem-gang.

Bunden af pyramiden– Den danske ledelsesstil er betydeligt mereåben og mere flad i forhold til den nigerian-ske. For mange af de ansatte har det væretsvært at forstå, at jeg også har min dagligegang på fabriksgulvet ligesom fabriksarbej-

derne. Jeg har mit arbejde her ligesom dem,og hvis de vil snakke med mig, står døren tilmit kontor altid åben, siger Mogens Jensen ogpeger på døren.

Inden for de senere år er Fan Milk ofte ble-vet nævnt i sammenhæng med forretnings-strategien Bottom of the Pyramid (BoP). Stra-tegien går ud på, at man ser den fattigste del afjordens befolkning som en afgørende del afkundegrundlaget. For selvom de hver kunkøber lidt, køber de tilsammen rigtig meget.

– For Fan Milk er tanken bag BoP ikkenoget nyt. Vi har altid gjort det sådan, og deter så først nu her, at der er begyndt at blivesnakket om det som en forretningsmodel,siger Jens Erik Møllenbach.

Tilbage på gadenPå Michaels rute er han kommet til endnu en

af de faste kunder, og selvom vejret er gråt ogregnen lurer i skyerne, har Michael ikke pro-blemer med at få solgt varerne fra frysebok-sen i skubvognen.

Kvinden når ikke at sige, hvad hun skalhave, inden Michael allerede har hevet en FanIce op af kølerummet og er på vej over tilhende uden for hendes lille frisørsalon.

– Jeg køber en Fan Ice hver dag, når Micha-el kommer forbi, siger kvinden og går tilbagetil kunden i frisørstolen.

Kasper Tveden er freelancejournalist.

For Fan Milk er tanken bag Bottom of the Pyramid ikke nogetnyt. Vi har altid gjort sådan.

Jens Erik Møllenbach, administrerende direktør for Fan Milk i Nigeria

Flere hundrede sælgere kommerhver morgen til Fan Milks depotfor at fylde deres skubvogne ogcykler med is, som de sælger vide-re på gaderne.

Fra artiklen

NR. 4/2009 SIDE 14MOBILTEKNOLOGI

I BANKENKunderne strømmer til nye’mobilbanker’, som skyder opover hele Afrika. I Somaliland åbnede Zad Service i juni denførste mobilbank for kunder, der vil undgådyre gebyrer og store afstande til nærmestefilial. Zad Service gør det muligt at betale reg-ninger og sende penge til venner og bekendtevia en almindelig mobiltelefon.

Inspirationen kommer fra Kenya, hvorunder 20 procent af befolkningen har enbankkonto, mens mere end 70 procent har enmobiltelefon. Her har mobilselskabet Safari-com siden 2007 forsøgt at mindske gabet vedat tilbyde den mobile bankservice Mpesa,som nu har flere end seks millioner kunder.

Mikrokredit-gruppen Consultative Groupto Assist the Poor forventer, at mobilbankersom Zad Service og Mpesa på verdensplan vilnå over halvanden milliard kunder inden fortre år.

Erfaringerne fra Kenya og Somaliland viser,at mobiltelefoner kan skabe udvikling selv isvage stater, hvor staten knap eksisterer,mener entreprenøren Nii Simmonds.

– Mobiloperatører i Somaliland behøverikke bekymre sig om at købe en licens for atfå lov til at drive forretning. Der er nemligikke nogen regering, siger han.

TIL LÆGENMed mobiltelefoner kan Afri-kas få og travle læger nå udtil flere patienter.I Malawi gør sms-konsultationer det muligtfor personale på lokale sundhedsklinikker atmodtage råd fra uddannede læger på størrehospitaler om alt fra dosering af medicin tildiagnosticering af sygdomme. På den mådekan patienter i landområder spare gåturen på50 kilometer til det nærmeste hospital.

Projektet ’FrontlineSMS’ har udstyret 25lokale sundhedsklinikker med mobiltelefonerog givet dem den fornødne træning i brug aftelefonen.

Siden januar har lægekonsultationer viasms nedbragt sundhedspersonalets tidsfor-brug og transportudgifter. En enkelt klinikkan spare op til 25.000 kroner om året påbenzinregningen, og det koster kun omkring2.500 kroner for en sundhedsklinik at drivesms-tjenesten.

Rygraden for projektet er en bærbar com-puter, der modtager og videresender sms-beskederne via en mobilforbindelse. Detbetyder, at projektet fungerer uafhængigt afinternetdækning, som i Afrika stadig er bådedyr og dårlig.

’FrontlineSMS’ er baseret på en sms-tjene-ste, som iværksætteren Ken Banks har skabt.Tjenesten kan anvendes gratis af NGO’er overhele verden og udvikler sig, efterhånden som

nye ideer kommer til. Når bønder i Bangla-desh bruger tjenesten til at advare hinandenom dårligt vejr, kan de samtidig foreslå for-bedringer i teknikken, som i sidste evne gav-ner klinikker i Malawi.

Inden årets udgang vil ’FrontlineSMS’etablere et samarbejde mellem de 25 sund-hedsklinikker i Afrika og topuniversitetersom Stanford University og MassachusettsInstitute of Technology. Samarbejdet skal øgekvaliteten i sms-rådgivningen.

PÅ JOBJAGTOutsourcing sker ikke kun tilIndiens call-centre, men nuogså via sms til Afrika.Ved hjælp af mobiltelefoner kan afrikanereovertage arbejdet med eksempelvis at tastejournaler for hospitaler, og på den måde kanAfrikas millioner af mobilbrugere tage de før-ste skridt mod det globale arbejdsmarked.

Det er mobiltjenesten ’Txteagle’, der givermobilbrugere mulighed for at løse konkreteserviceopgaver via sms til gengæld for taletideller små honorarer, der kan udbetales viaden kenyanske mobilbank Mpesa.

Projektet er udviklet i samarbejde mellemafrikanske it-studerende og Nathan Eagle, enforsker ved Massachusetts Institute of Tech-nology, som for nyligt flyttede sit kontor til enlandsby i Kenya.

Står det til Nathan Eagle, skal afrikanerneud og konkurrere på det globale marked formobile serviceydelser, som i dag domineres afIndien og Fillipinerne. Eagle hævder, at opga-ver kan løses 40 procent billigere med ’Txt -eagle’, fordi arbejdet ikke kræver investeringeri store call-centre.

Txteagle har allerede tusindvis af afrikan-ske mobilbrugere, og ifølge Nathan Eagle erden eneste barriere derfor vestlige firmaersmanglende forståelse af Afrikas mobiltrans-formation.

– Når jeg tager en taxa til lufthavnen i Nai-robi, betaler jeg med min mobiltelefon, mendet kan jeg ikke, når jeg skal fra San Franciscoslufthavn til Silicon Valley. Afrika tænker allere-de mobilens muligheder langt mere innovativtend de rige lande, siger Nathan Eagle.

MOBILER, INTERNET OG UDVIKLING I AFRIKA

www.ushahidi.com – et af de førende projekter for ’crowdsourcing’ af borgerrapporter

www.kiwanja.net – personlig blog fra Ken Banks, grundlægger af ’FrontlineSMS’

www.frontlinesms.com – alt om ’FrontlineSMS’ og deres resultater

www.afrigadget.com – website om Afrikas innovative entreprenører. Alt fra hjemmelavede

vindmøller til vanddestillering på vulkanvarme

www.globalvoicesonline.org – forum af flere end 200 bloggere, der dækker kriser og

hverdagsliv globalt på 17 sprog

www.mobileactive.org – stort ressourcesite for mobil aktivisme og fortalervirksomhed

www.tacticaltech.org – brugervenlige guides for brug af internet og mobilteknologi i

kampen for menneskerettigheder

www.ict4entrepreneurship.com – blog om Afrikas iværksættere

www.manypossibilities.net – alt om Afrikas kabeleventyr fra forsker Steve Song

www.digiactive.org – opdaterer dig på Twitter og andre sociale medier i globalt og lokalt

kampagnearbejde

En kunde i Nairobi, Kenya, udfører en banktransaktion via den mobile bankservice Mpesa, som i dag har flere endseks millioner kunder. Foto: Noor Khamis/Reuters/Scanpix.

AFRIKA HAR RUNDET 300 MILLIONER MOBILBRUGERE, OG DET KAN SKABE UDVIKLING. AF ANDERS PEDERSEN

TAG MED MOBILEN:

Når jeg tager en taxa til lufthav-nen i Nairobi, betaler jeg med minmobiltelefon, men det kan jegikke, når jeg skal fra San Francis -cos lufthavn til Silicon Valley.

Nathan Eagle, systemudvikler.

NR. 4/2009 SIDE 15MOBILTEKNOLOGI

Med mobiltelefoner kan bor-gere i u-lande selv overvågeog dokumentere konflikter iområder, som FN, NGO’er ogmedier ikke når ud til.

Af Anders Pedersen

Under konflikter er NGO’er og FN at finde ifelten, hvor de dokumenterer overgreb. Menmed udbredelsen af mobiltelefoner kan bor-gerne selv sende rapporter fra steder, FN ikkenår.

For mere end ti år siden begyndte organisa-tioner som Witness at udstyre filippinskelandmænd med videoudstyr for at hjælpedem til at forsvare sig mod korrupte godseje-re og beskytte deres jordrettigheder. Witnesstrænede videoaktivisterne i at få adgang tilegne nationale medier og øjnede dermed somnogen af de første teknologiens mulighedersom dokumentationsværktøj.

Men det var en gruppe af fire afrikanere ogamerikanere, der identificerede mobiltelefo-nen som det essentielle værktøj, da valget iKenya i 2007 udviklede sig til voldelige uro-ligheder. På bare en uge installerede de enhjemmeside og server, der kunne indsamlesms’er. Hjemmesiden fik navnet Ushahidi,der betyder ’vidnesbyrd’ på swahili, og med etnetværk af kenyanske bloggere fik projekteten succesfuld start med hundredvis af rap-porter fra hele landet.

Borgerne rapportererMed Ushahidi kan rapporter registreres ogdistribueres fra dag til dag via mobiltelefonerog internet gennem en proces, der teknolo-gisk defineres som ’crowdsourcing’. PatrickMeier er forsker Harvard Humanitarian Ini-tiative og ser som rådgiver for FN store

muligheder forbundet med at ’crowdsource’borgerrapporter under konflikter.

– FN kan ikke være til stede overalt i samt-lige landsbyer, og netop derfor kan borger-rapporter redde liv, hvis de kan give os hurtiginformation, inden en konflikt breder sig,siger han.

Projektet har foruden Kenya alleredeværet anvendt i Madagaskar og DR Congosamt ved valgene i Libanon og Indien. I Indi-en etablerede Ushahidi sammen med etlokalt hold af programmører i april VoteReport India, der muliggjorde rapporteringaf uregelmæssigheder under den månedlan-ge valghandling, men med blot et par hund-rede modtagne sms’er i kæmpelandet harkritikere allerede sat spørgsmålstegn vedpotentialet ved ’crowdsourcing’.

Supplement til FNJuliana Rotich fra Ushahidi minder om, atprojektet stadig er nyt, og at erfaringerne fraIndien bekræfter, at kendskabet til Ushahidi

skal skabes gennem aviser, radio og møder. – Ved urolighederne i Kenya var omtalen i

aviser, radio og ved fredsdemonstrationerafgørende for at tiltrække brugere. Så selvomUshahidi fungerer via mobil og internet, er vidybt afhængige af at udbrede kendskabetoffline, siger hun.

Ushahidi har også fået kritik for at sløreforskellen mellem professionel humanitærkonfliktmonitorering og borgerjournalistikmed kilder, der ikke kan verificeres. Meiergenkender ikke den modstilling.

– Der er jo ingen, der beder FN om at afvik-le det professionelle rapporteringsnetværk,men borgerne supplerer altså informations-strømmen fra områder, hvor FN sjældent selver til stede, siger han.

Meier understreger, at Ushahidi verificerer’crowdsourcede’ rapporter gennem kryds -check med andre borgerrapporter.

NGO’er holder på videnUshahidi praktiserer fuld åbenhed for infor-mation og giver andre NGO’er gratis adgangtil deres software, for ifølge Rotich var åben-hed en grundlæggende årsag til, at Ushahidiblev etableret.

– Da volden brød ud i Kenya, kunne vi ikkefå noget af vide fra NGO’erne i området førlang tid efter konflikten kulminerede, sigerhan.

Som rådgiver for FN i Sudan genkenderMeier kun alt for godt til manglende infor-mationsdeling mellem FN og NGO’erne.

– Kriser er komplekse, og derfor er det pro-blematisk, når FN’s seks agenturer ogNGO’erne i Sudan undlader at dele informa-tioner med hinanden, siger han.

Både FN og NGO’erne lider af ’data hug-ging disorder’. Crowdsourcing’ kunne blive enmåde for dem at åbne sig for omverdenen.

Ny kultur for åbenhedMeier mener, at ’crowdsourcing’ vil kunne

udbredes hurtigt, fordi platforme som Usha-hidi er gratis og lette at anvende.

– Tidligere var udveksling af informationforbundet med dyre centraliserede it-pro-grammer, som arbejdere i felten ikke havdetid til at bruge, siger han.

Meier oplever derfor stor interesse for’crowdsourcing’, både fra dele af FN-systemetog fra sudanesiske regeringskontorer, der sav-ner bedre metoder til at indsamle informa-tion om udviklingen på sundheds- og fødeva-reområdet.

Janet Haven fra Open Society Institute, derinvesterer i udviklingen af ny teknologi indenfor menneskerettighedsarbejdet, tror, at øgetviden om ’crowdsourcing’ vil føre til størrevillighed til at anvende de nye metoder.

– Mange NGO’er mangler simpelthen dentekniske viden og kapacitet til at praktisereåbenhed, og derfor bør donorerne aktivt støt-te NGO’ers lokale initiativer, siger hun.

Donorer bør bruge ny teknologiHaven mener imidlertid også, at donorernemå kigge indad.

– Vi må erkende, at det tager tid for storeorganisationer at forstå de muligheder, somnye teknologier rummer for at dokumenterekonflikter, siger hun.

Derfor efterlyser Haven flere diskussionerimellem donorerne om, hvordan ny teknolo-gi kan inddrages på tværs af alle sektorer.

– Selvom ikke alle skal arbejde på sammemåde, tror jeg Ushahidi og ’crowdsourcing’kan lære os meget om de muligheder, mobil-telefonerne giver, siger hun.

Anders Pedersen er freelancejournalist og blogger om teknologi og udvikling på www.changeyourtools.wordpress.com

Mens Madagaskars etablere-de medier tager del i landetskorrumperede magtkamp,sætter bloggere ord og bille-der på voldelige overgreb.

Af Anders Pedersen

Madagaskar blev i januar kastet ud i en poli-tisk krise, da hovedstadens borgmesterAndry Rajoelina overtog magten fra præsi-dent Marc Ravalomanana ved et kup.

For Rakotomalala, grundlægger af blogger-sammenslutningen Foko, udstillede krisen deetablerede mediers inkompetente og partiskedækning.

– Selvom der var rygter fra hele landet ompolitisk vold, så vi ingen etablerede medier,der dækkede det, for journalisterne blev ihovedstaden, siger han.

Fra blogging til smsMed rekordlav internetadgang på omkring énprocent valgte Foko at ty til mobiltelefonerfor at dække krisen på tværs af østaten medhjælp fra Ushahidi, en kenyansk udvikletsms-tjeneste, der samler rapporter fra borge-re via sms på internettet.

– Foko var de første til at offentliggørebekræftede oplysninger om drabet på enjournalist fra et af de store medier, fordi visom de eneste var til stede i området medflere vidner, siger Rakotomalala.

Gennem Ushahidi samlede Foko via sms 84bekræftede overgreb fra hele østaten.

Juliana Rotich, der er programudvikler hosUshahidi, fortæller, at de etablerede mediersmanglende dækning af urolighederne eftervalget i Kenya i 2007 var en væsentlig driv-kraft bag projektet.

– Vi hjalp befolkningen til at sprede livsvig-tig information om konflikten, længe indenmedierne i Nairobi vågnede op, siger hun.

Borgerrapporteringer kan også vise sig someneste kilde, når journalister nægtes adgangtil konfliktzoner. Under krigen i Gazaanvendte tv-kanalen al-Jazeera Ushahidi til atkortlægge bombningerne med sms’er frapalæstinensiske indbyggere.

Rotich oplever somme tider kritik af tro-værdigheden hos Ushahidi, men siger:

– Jeg foretrækker afgjort ti rapporter fraborgere via sms, når alternativet er at ventepå, at en ’rigtig’ journalist skal nå frem.

Bloggere chikaneresRakotomalala afviser imidlertid, at internet-tet og mobilens muligheder alene er løsnin-gen.

– I begyndelsen kendte ingen mennesker tilFoko, men efter omtale i aviserne, begyndtefolk at sende sms’er, og senere begyndtemedierne at bruge enkelte af vores rapporter,så offline og online kan ganske enkelt ikkeleve uden hinanden, mener han.

Eksponeringen af Foko har imidlertidmedført voksende chikane af bloggerne ogfrygt for arrestationer. Dermed følger Mada-gaskar en international tendens, hvor blogge-re i stigende omfang bliver mål for repression.

Ifølge Committee to Protect Journalistsovergik antallet af fængslede bloggere i 2008for første gang antallet af fængslede traditio-nelle journalister.

Rakotomalala ser tegn på, at enkelte blog-gere fra Foko frygter for deres sikkerhed.

– Jeg håber, at vi kan undervise Fokos blog-gere og dermed gøre dem i stand til at navige-re i konflikter på trods af den manglendebeskyttelse, for med den fortsatte kamp fordemokrati er der mere brug for os nu endnogensinde, siger han.

BORGER-BLOGS DOKUMENTERER POLITISK VOLD

Under urolighederne efter valget i Kenya i 2007 brugtehjemmesiden Ushahidi sms-beskeder til at samle doku-mentation om voldelige overgreb. Flammerne på kortetmarkerer steder med overgreb. Ushahidi betyder ’vid-nesbyrd’ på swahili. Ill.: Ushahidi.

HVOR FN IKKE ER …

ORKANEN AILA

Kort efter middag, mandag den 25. maj,

ramte Aila-orkanen Bangladesh’ kyst. I de

følgende timer brød adskillige floder gennem

dæmninger, og mange landsbyer blev øde-

lagt eller helt dækket af vand.

I Gabura-området i det sydvestlige Bangla-

desh slog orkanen huller i en dæmning, som

omringer flere landsbyer. Jonathan Bjerg

Møllers billedreportage viser ødelæggelser-

nes konsekvenser for indbyggerne i de første

dage efter.

I hele Bangladesh anslås, at flere end 200

mennesker er døde, tusinder savnes stadig,

og hundredetusinder er hjemløse. Flere end

3,5 millioner bengalere er berørt af orkanen,

som har spredt sygdomme, druknet dyr og

ødelagt hjem, ejendele og afgrøder.

Selv om stormen har lagt sig, er katastrofen

langtfra ovre. Store områder står stadig

under vand, og mange ofre har ikke modta-

get hjælp. Der kan gå år, inden de overleven-

de kan vende tilbage til et normalt liv.

Også Indien blev ramt af Aila-orkanen, dog

med lidt færre dødsfald til følge. Sundar-

bans-området, omtalt i Udvikling nr. 2/2009,

er også blandt de ramte områder.

Red Barnet brugte 330.000 kr. af sin Dani-

da-finansierede nødhjælpspulje til støtte for

ofrene for orkanen Aila, og den danske

ambassade i Dhaka ydede 300.000 kr.

Mere på www.ambdhaka.um.dk

Ailas ofre Fotos: Jonathan Bjerg Møller

Gabura

BANGLADESH

INDIEN

BURMA(Myanmar)

STORMHOTEL. Beskyttelsesbygning, hvor Gabura-områdets indbygge-

re søger tilflugt under orkaner. Omkring 500 mennesker er blevet

boende efter Aila-orkanen, fordi de ikke har både, som kan sejle dem

til flygtningelejre i området.

ABC. En pige tørrer sine skolebøger i solen på den plet, hvor hendes

mors hus lå, inden Aila-orkanen ramte. Orkanen har også ædt mange

af Gabura-områdets skoler.

TILBAGETRÆKNING. To uger efter Aila-orkanen har vandet trukket sig

en smule tilbage. Men når tidevandet kommer, fosser vandet stadig

ind over Gabura-områdets dæmning, som flere steder er bristet.

BRISTEFÆRDIG. En gruppe mennesker krydser et hul i en dæmning i

Gabura-området i Bangladesh. Dæmningen blev ødelagt flere steder,

da Aila-orkanen ramte i slutningen af maj.

SAMLESÆT. Resterne af et tag, som er blevet ødelagt af Aila-orka-

nen, padles mod en af de mange flygtningelejre, som er opstået i

Gabura-området, efter orkanen ramte.

NR. 4/2009 SIDE 18TEMA

EFTER DEN ORANGE EUFORIDe 46 millioner ukrainere vil over de næste år blive knyttet tættere til EU. Håbet om fuldt medlemskab trives. Gadebillede fra Lviv. Foto: Stefan Katic.

Af Stefan Katic, Kiev og Lviv

En gang imellem lukker Rusland for gassen. Andregange er der bare almindeligt politisk kaos og heftigverbal krig mellem politikere, hvis navne kun Østeu-

ropa-feinschmeckere kan hitte rede i: Janukovitj, Jusjtjenko,Timosjenko.

Men ellers dukker landets navn mest op i danske medier,når der er Melodi Grand Prix eller store sportsbegivenheder.Lige nu bygger ukrainerne fodboldstadions på livet løs, for i2012 er Ukraine – sammen med nabolandet Polen – værtfor EM i fodbold.

Den fredelige orange revolution i vinteren 2004-05 ind-varslede en ny tid med demokrati, pressefrihed og flere poli-tiske partier at vælge mellem. I dag, fem år efter, er de oran-ge faner blegnet en del. Eufori er blevet til politikerlede,korruptionen er forværret, og finanskrisen har ramt Ukrai-ne hårdt. I år tyder det på, at BNP vil falde med knap 10 pct.

Men ingen krise varer evigt. Et lyspunkt er en associerings-aftale, landet er ved at forhandle på plads med EU. Aftalen vilbane vej for frihandel for både varer og tjenesteydelser.

Den 17. januar 2010 afholdes præsidentvalg. Bedst imeningsmålingerne ligger russisk-orienterede Viktor Janu-kovitj fra Regionernes Parti. Han står til at få 26,6 pct. afstemmerne. Premierministeren (foto), den vestligt oriente-

rede Julia Timosjenko (hvis politiske gruppering – megetsigende for ukrainske partier – hedder Blok Julia Timosjen-ko) har også meldt sig i kampen om præsidentposten. Hunstår til at få 16,2 pct. Begge er dog enige om, at landet skalstyre mod EU-medlemskab. En tredje kandidat er den tidli-gere udenrigsminister og parlamentsformand Arsenij Jat-senjuk, som 12,8 pct. vil stemme på. De to med flest stem-mer kommer til at dyste om posten.

Trods den nuværende krise og notorisk, politisk ustabili-tet er Ukraine et samfund præget af forandring. Sortklædtegoth-typer på gaden i storbyen – i det samme land, hvorLenin-statuerne står på granitsokler på torvet i mange min-dre provinsbyer. Alt imens de rige i storbyerne Kiev, Lviv ogOdessa kan vælge mellem sushi, mexicansk og indisk, spiserde gamle koner på landet kåldolmere, rødbedesuppe ogkogte kartofler – og forstår ikke, hvad der blev af kolkhosen(statsfarm).

Sidste år iværksatte Udenrigsministeriet en ny strategi forsit Naboskabsprogram, som står for støtten til Østeuropa,Balkan og Kaukasus. Her indtager Ukraine nu den højesteprioritet, og det betyder 120 mio. kr. til landet i perioden2008-12. Samtidig er landet det eneste, hvor samtlige typeraf programmer under Naboskabsprogrammet sættes i værk.

Udvikling har besøgt byerne Kiev og Lviv og set nærmerepå nogle af de sektorer, Danmark støtter.

Foto: Aleksandr Prokopenko/AFP/Scanpix.

UKRAINETE

MA

NR. 4/2009 SIDE 19TEMAUKRAINETE

MA

Engang var Ukraine Europaskornkammer. Nu gror derukrudt på mange marker.Imens alle venter på en jord-reform, vil Danmark kick -starte mindre virksomhederpå landet.

Tekst og foto: Stefan Katic, Lviv

Danske investorer, der vil etablere en produk-tion i Ukraine, gør klogt i at bruge et partimer på at studere landets historie. Eksem-pelvis er det ikke en god idé at placere en svi-nefarm nær byen Sokal. Det var nemlig her,alle strømper til Sovjetunionen blev produce-ret.

Som konsekvens af planøkonomien blev alproduktion af en bestemt vare koncentreret ienkelte byer eller områder. Derfor vil danskeinvestorer have svært ved at finde folk medforstand på svinehold i Sokal. Men eksperteri strikkemaskiner? – så bare kom an!

Tilsvarende lå fabrikken, der lavede tv-apparater til hele det sovjetiske folk i den sov-jetiske elektronik-hovedstad Lviv. Metal -industri og miner lå, og ligger, i den østlige,russisk-talende del af Ukraine.

Det er et mønster, der endnu præger er -hvervsstrukturen i Ukraine 18 år efter landetsselvstændighed.

Det tager lang tid at ændre et helt samfund

fra planøkonomi til markedsøkonomi. Der erstadig mange tidslommer i det ukrainskesamfund. Som nu landbrugsuddannelserne,der fortsat underviser studerende til atkomme ud og lede statslige agro-kombinater.En uddannelse solidt målrettet mod fortiden!

Storkereder og svineproducenterEn tur gennem Ukraine ville få enhver danskornitolog til at baske med vingerne af glæde:Storkereder med unger pryder hver enestelandsby. Der er masser af frøer til sultne stor-keunger, for jorden drænes ikke i større stil.Kun 55 pct. af Ukraines areal er opdyrket.

Engang var Ukraine kendt som Europaskornkammer, men i dag er de fleste markerdækket af græs, valmuer og måske en lillejordlod med kål og kartofler til familiens egetbrug. Efter at Ukraine (igen) blev selvstæn-digt i 1991, blev jorden på hver kolkhos(statsfarm) delt mellem alle ansatte. De fikhver især 3-5 hektar – desværre ofte med entemmelig uklar angivelse af beliggenheden.Det er ikke muligt at leve af et så lille stykkeland og – hvad måske værre er – heller ikkemuligt at købe naboens frimærke af en jord-lod, så man kunne få noget, der ligner et ren-tabelt landbrug. Derfor har mange helt opgi-vet deres jord, mens andre lejer den ud.

Når der alligevel dyrkes landbrug, sker det,fordi firmaer laver lejeaftaler af en varighedpå op til 25 år – med forkøbsret. I dag er dentypiske lejekontrakt ’kun’ på 10-15 år. De fle-ste forventer nemlig, at en jordlov bliver ved-taget inden for en overskuelig årrække. I

Lviv-området har et par meget store danskesvineproducenter opkøbt hele den gamle,endnu eksisterende kolkhos – og i et tilfældeansat den tidligere direktør. De danske svine-producenter sælger udelukkende til det megetsvinekødsspisende ukrainske marked – imodsætning til de øvrige godt 30 danskevirksomheder, der har etableret en produk-tion i Lviv-regionen (se boks).

En dråbe på landet?Til næste år lyder startskuddet for et danskprivatsektorprogram til 40 mio. kr., som pri-mært skal udfolde sig i Lviv-regionen. Pro-grammet skal især bidrage til at skabe flerejob i de fattige landområder. Det skal ske vedat styrke væksten af små og mellemstore virk-somheder i landområderne. Filosofien bagprogrammet er at styrke landbrugsværdikæ-der, det vil sige at forbedre produktion i alleled fra jord til bord, herunder adgang til lånog til afsætning. Og så skal der arbejdes for etbedre forretningsklima.

– Vi vil gerne gøre de lokale banker bedretil at låne ud til de små virksomheder i land-distrikterne. De får bistand til at blive bedretil at give kreditvurdering, og vi støtter ogsåmed en pulje, der giver tilskud til små virk-somheder. Den store udfordring for de småvirksomheder i Ukraine er som følge affinanskrisen i øjeblikket den begrænsedeadgang til kredit, siger fuldmægtig LouiseBerth fra Udenrigsministeriets Naboskabs-program.

Direktør Anders Johansen fra konsulentfir-

MEGET UKRUDT OG KUN LIDT KORN

maet J&L Consulting i Lviv anerkender, at detnye privatsektorprogram nok kan nå et styk-ke vej på advocacy-området. Men han udtryk-ker sin tvivl om, hvor langt man kan nå for deknap 40 mio. kr. i Lviv-regionen, som er godtog vel halv så stor som Danmark.

– Her er et enormt behov for forbedringer.En malkeko her i landet giver eksempelvis tretons mælk pr. ko pr. år, i Danmark er det opmod ti tons. Derfor er der et stort behov forviden om betydning af den rette foderblan-ding, siger han.

Lige nu færdiggøres det nye privatsektor-programdokument, der skal godkendes i hen-holdsvis Landbrugs- og Økonomiministerieti hovedstaden Kiev.

Hvem ejer jorden?

LAV LØN – TO DØGN FRADANMARK

’Billig arbejdskraft.’ Sådan lyder det direkteog uden tvivl meget ærlige svar, når manspørger danske erhvervsfolk i Ukraine, hvorforderes firma er i landet. Her er en god løn foren fabriksarbejder(ske) 10 kr. i timen. Menhvorfor er de så i Ukraine og ikke i for eksem-pel Cambodja, hvor lønnen er endnu lavere?

Det skyldes i høj grad, at de danske virksom-heder i Ukraine konkurrerer på at kunne leve-re inden for en tidsramme. Ofte skal det fær-dige produkt rulle tilbage til Danmark et parmåneder efter bestillingen. Og så hjælper detikke at ligge i Cambodja eller Bangladesh.

Lidt over 30 danske virksomheder har etable-ret en produktion i Lviv-området, som liggeren times kørsel fra de nyasfalterede, polskemotorveje – og dermed nemt videre til Dan-mark på et par døgn. Det har stor betydning,for flertallet af producenter lever af hurtigeordrer. Det er typisk levering inden for tremåneder, men tidsfristen kan gå helt ned til14 dage.

De danske firmaer, der har outsourcet produk-tionen til Lviv-området, er typisk inden fortekstiler, møbler, hospitalsudstyr og lettereindustri – men også it-branchen får udført endel programmeringsarbejde i universitetsbyenLviv.

Den økonomiske krise har paradoksalt nokstyrket de danske virksomheder i Lviv-områ-det. En devaluering af den ukrainske valutahryvnya sidste efterår har medført et tilsva-rende fald i omkostninger (men dog også iværdien af investeringerne) for danske virk-somheder.

Vækst og værdikæderEt privatsektorprogram til 40 mio. kr. er underforberedelse med forventet opstart primo2010. Programmets overordnede formål bli-ver at fremme beskæftigelsen i den privatesektor i Ukraines fattige landområder gennemnye investeringer i og vækst af små og mel-lemstore virksomheder i landområderne.

Programmets formål bygger på målsætningeni den ukrainske strategi for udvikling i land-områder ’National Programme for Rural Devel-opment in Ukraine until Year 2015’. Program-met ventes at bestå af to komponenter:

udvikling af værdikæder for mælkeproduk-ter samt frugt og grønt i Lviv og fremme afforretningsklimaet gennem støtte til enerhvervsorganisations advocacy-aktiviteter.

fremme af adgang til lån og finansiel rådgiv-ning for små og mellemstore virksomhederinden for landbrugssektoren.

NR. 4/2009 SIDE 20TEMAUKRAINETE

MA

Tekst og foto: Stefan Katic, Kiev

– Jeg arbejdede i en børnehave, men mistedemit job, fortæller en kvinde. Jeg så en annon-ce i avisen om byggearbejde i Rusland, og detlignede en annonce fra et helt legalt firma. Jegvar der i tre måneder, men det var for meget,siger hun, mens tårerne løber ned ad kinder-

ne. I de tre måneder blev den 38-årige kvindeholdt fanget og seksuelt udnyttet – samtidigmed byggearbejdet.

Når der her hverken er navn eller billede afkvinden, der stammer fra det østlige Ukraine,er det, fordi vi møder hende på et krisecenter,som drives af FN’s organisation for migration(IOM). Centeret – der har en psykolog og en

læge tilknyttet – har til huse på et hospital ihovedstaden Kiev. Derfor kan krisecenterets13-14 beboere ikke blot modtage rådgivningog lægehjælp, men også behandling af en spe-ciallæge.

– Ofrene har ofte maveproblemer på grundaf for lidt mad. Mange har også hudproblemersom følge af mangel på sollys under indespær-ring eller neurologiske problemer efter at haveværet udsat for vold, siger dr. Iryna Lysenko,læge på centeret.

Kvinden på 38, vi taler med, led af depres-sion efter sit fangenskab. Sammen med post-traumatisk stresssyndrom (PTSD) er det entilstand, behandlerne møder igen og igen.

Flere slave-job end sex-jobEn stadig større del af de handlede menne-sker ender ikke i prostitution, men bliverudnyttet i køkkenjob, byggeri og andet arbej-de. 2008 var det første år, hvor de udgjordeflertallet af de klienter, som IOM i Kiev havdekontakt med. 404 var blevet udnyttet i ’al-mindelige’ slave-job, 392 i prostitution og 14bortført og tvunget til tiggeri.

Flertallet af trafficking-ofre er fortsat kvin-der – sidste år gav IOM’s krisecenter i Kievsåledes støtte til 625 kvinder/piger og 195mænd/drenge.

Forholdene på centeret er pæne uden atvære prangende. Væggene på gangen er prydetmed tegninger, som traffiking-ofrene har lavetsom en del af deres kriseterapi. Værelserne lig-ner små kollegieværelser, og alle døre på cente-ret står ulåste. Ahn Nguyen, koordinator afIOM’s anti-trafficking program, forklarer:

– Ofrene er blevet frataget deres vilje til selvat bestemme, hvad de vil. Det gælder om atgive dem den evne tilbage, fortæller AhnNguyen, som kalder Ukraine for Østeuropassvar på Bangkok.

IOM-koordinatoren oplyser, at det statsligeukrainske anti-trafficking program har et års-budget, der svarer til 8.000 kr. pr. region. Hel-ler ikke hvad angår krisehjælp, har denukrainske stat meget at tilbyde. IOM-centre-ne i Kiev er de eneste af deres art i landet,selvom en række NGO’er i Ukraine også

arbejder med at give krisehjælp. – Det burde ikke være en international

organisation som IOM, der drev dette center.Det burde være staten eller en NGO, erkenderAhn.

Efterladt på en markDen 38-årige kvinde, vi møder, slap kun vækfra sine bortførere, fordi det russiske politistormede stedet:

– De samlede både ofre og vogtere i en busog kørte os uden for byen, hvor vi blev læssetaf på en mark. Kun fordi en kvinde havdenogle guldsmykker, hun kunne sælge, kunnevi få penge til en billet hjem, siger hun, idethun tager den kvindelige psykologs arm.

Kvinden, som i dag har afsluttet sin terapiog nu arbejder på et lager, siger:

– Jeg har været så glad for centeret her. Detburde findes overalt for folk med sammeoplevelser som mig.

Foto: Udenrigsm

inisteriet/Lars Grunw

ald.

TRAFFICKING I TAL

International Organization for Migration(IOM) driver et krisecenter for trafficking-ofre i Kiev.

Siden sin start i 2000 har centeret hjulpet5.639 ofre for trafficking.

72 pct. af ofrene stammer fra Moldova, 19pct. fra Centralasien (Kirgistan, Usbekistan,Kasakhstan) og seks pct. fra Rusland.

27 pct. blevet tvunget til at arbejde i Rus-land, 20 pct. i Tyrkiet og 15 pct. i Polen.

I 2008 blev der i Ukraine rejst 322 sagerved retten om trafficking – 69 endte meddomsfældelse.

Flere end 117.000 ukrainere er siden 1991blevet ofre for trafficking.

Kilde: IOM/Kiev.

IOM’s arbejde mod trafficking er i perioden2009-11 støttet med knap 29,5 mio. kr. afdet danske udenrigsministerium.

ØSTEUROPAS BANGKOK

5 SKARPEUkraine bevæger sig lang-somt, men støt mod EU-med-lemskab. Korruption og mang-lende retsreformer er dogstadig en stopklods, fastslårDanmarks afgående ambas-sadør i Kiev, Uffe Balslev.

Er et ukrainsk EU-medlemskab tættere på nuend for et år siden?– EU er ved at forhandle en vidtgående asso-cieringsaftale, som åbner op for nærmest fuldfrihandel, og dermed vil bringe Ukrainemeget tæt på EU på linje med Schweiz ogNorge. Ukraine presser på, for at der skriveset perspektiv om EU-medlemskab ind i afta-len, men det er der ikke enighed om i EU ligenu, da landet stadig har langt igen med hen-syn til sine reformer. Et andet spørgsmål er,om Ukraine kan springe over i ansøgerkøen,

der består af en række Balkan-lande og Tyrki-et.

Hvorfor er Ukraine det højest prioriteredeblandt de østlande, Danmark støtter? – Der er tale om et stort land tæt på Europa,hvor udviklingen ikke kan undgå at have envis effekt på Danmark og især på de omkring-liggende lande. Ukraine er et demokrati, somer på rette vej efter den orange revolution.Derfor er det i dansk interesse at hjælpe demdet sidste stykke over bakken. Desuden kanUkraine fungere som et forbillede for Hvide-rusland og andre nabolande.

Men der er også nogle områder, hvor Ukraineskuffer?– De er i fuld gang med at harmonisere love-ne til EU’s regler. Møllen maler, om man såmå sige. Men på en række områder halter det:Først og fremmest reformeringen af retssyste-met, som stadig er præget af det sovjetiskearvegods. Korruptionen er særlig slem i rets-systemet, og det er ødelæggende for retsfølel-

sen. Det betyder også, at danske investorer ogforretningsfolk holder sig væk.

Hvor meget kan man som dansk ambassadørtillade sig at komme med gode råd og kommen-tere på den måde, Ukraine udvikler sig på?– I dansk udenrigspolitik er der nogle få,basale regler, som er ufravigelige på hele klo-den: Menneskerettigheder og lidt til. Der er såandre ting i det danske samfund, for eksem-pel den høje skatteprocent, vi ikke nødven-digvis behøver at påtvinge andre nationer.Ukrainerne ønsker imidlertid selv at blivemedlemmer af EU og NATO, hvortil vi kræ-ver højere standarder, herunder også på men-neskerettigheder. Og så er det min pligt at for-tælle dem, hvad der skal til.

Hvordan tackler ukrainerne krisen?– Ukraines historie er fyldt med tragedier.Det har givet en umådelig modstandskraft,også til at modstå den nuværende krise. Spør-ger man om krisen, så tager ukrainerne detmed rimeligt godt humør. ’Så skulle du have

været her i 90’erne – dér var det da megetværre’, lyder svaret.

Læs interviewet i fuld længde på www.udvikling.dk

Den 1. september tiltræder Uffe Balslev somdansk ambassadør i Tallinn, Estland.

En stor del af Europas menneskehandel går gennem Ukraine.På et krisecenter i Kiev overstiger antallet af trafficking-ofre,som har været udnyttet i ’almindelige’ slave-job, nu antallet,som har været tvunget til prostitution.

NR. 4/2009 SIDE 21TEMAUKRAINETE

MA

Ukraine hører til verdensmest korrupte lande påniveau med Pakistan, Nicara-gua og Comorerne. Menmenigmand vender sig i sti-gende grad mod brugen afbestikkelse, fortæller konsu-lent, der arbejder med athjælpe danske virksomhedergennem korruptionsjunglen.

Tekst og fotos: Stefan Katic

Ukrainske børn behøver ikke være ret gamle,før de stifter bekendtskab med den korrup-tion, der praktiseres i det land, de vokser op i.De ser deres forældre tage blomster eller cho-kolade med til lægen, skoleinspektøren ellerklasselæreren. En gestus, som hverken givereller modtager opfatter som bestikkelse. Deter bare den slags, der skal til for at sikre engrundig konsultation eller et godt eksamens-bevis.

– Jeg plejer at sige, at ’her har vi ikke korrup-tion, men en tradition’, smiler juristen YaremaKondratyuk, administrerende direktør i detdansk-ukrainske konsulentfirma J&L Con-sulting, som rådgiver danske virksomhederpå vej ind i Ukraine.

Yarema Kondratyuk kender om nogen kor-ruptionens anatomi, for han lever af at hjæl-pe danske virksomheder med at manøvrere iet samfund, der bygger på korruption. Dan-

ske og andre udenlandske investorer opdagerhurtigt, at toldinspektører, brandinspektørerog en række andre inspektører alle står klarfor at få deres bid af kagen. Falder der ikke500-600 kr. ikke ved grænsen, kan lastbilenfra Danmark pænt vente i flere døgn, mensandre bliver vinket forbi.

Tolderen og skatteinspektøren er ikke nød-vendigvis onde eller grådige mennesker. Mende har en chef over sig, som hver måned for-venter at få en vis del af de indhøstede penge-sedler. Som offentligt ansatte modtager de enløn, hvor der måske nok er penge til et æg,men ikke til salt. En læge på et sygehus tjener1.000-1.250 kr. om måneden – en lærer 800!Så der må suppleres med et bijob, kartoflerfra kolonihaven eller korruption.

I alle lag og til alle priserKorruptionen i Ukraine er ikke enkeltsager,hvor brodne kar træder forkert. Det er etsystem med bestemte regler og priser.

I toppen af samfundet finder man korrup-tion i XXL-størrelse. Millionbeløb skifterhænder mellem oligarker – rigmænd – oglandets politiske elite. Det handler om magt,penge, kontrakter og begunstigelser, og ersager, der sjældent kommer frem.

Længere nede ad stigen finder vi virksom-heden, der må betale fra få hundrede og op tilflere tusinde kroner for at få en tilladelseigennem.

Og så er der bilisten, der bliver stoppet foren færdselsforseelse. Her taler vi om bestik-kelse for 15 kr. og opefter, hvis man vil slippemed at betale mellem 10 og 50 pct. af bødensstørrelse. Hvad du betaler, afhænger af hvem

du er, fortæller Yarema Kondratyuk:– Det er ikke altid, at ejeren af en Jeep skal

betale mere end ejeren af den Lada, der bliverstoppet. Nogle gange er det omvendt, for eje-ren af den fine nye Jeep har sandsynligvismere indflydelsesrige venner, forklarer han ogtilføjer, at beløbene er steget som følge affinanskrisen.

Sidste år landede Ukraine på en 134. pladsi selskab med Pakistan, Nicaragua og Como-rerne i det korruptionsindeks, som organisa-tionen Transparency International årligtoffentliggør – ikke så lidt af et fald siden 2006,hvor Ukaine lå oppe på en 99. plads. KunRusland (i 2008 nummer 144) redder Ukrai-ne fra titlen som Europas mest korrupte land.

En arv fra Sovjet– Korruptionen har mindst tre meget skade-lige konsekvenser: For det første er der heledet politiske system. Så er der udviklingen afet effektivt erhvervsliv. Og så er der de uden-landske investeringer, der går uden om Ukrai-ne og i stedet placeres i Tyrkiet – som har enlavere grad af korruption – eller i Kina (hhv.nr. 58 og 72, red.), fortæller Yarema Kondra-tyuk. Han er dog optimistisk:

– Den almindelige borgers holdning erbegyndt at ændre sig. Korruptionen er i højgrad en arv fra det tidligere Sovjet-system ogtrivedes over det meste af Sovjetunionen.Men den ukrainske ungdom i dag er megettættere på en europæisk livsforståelse. Og såskriver pressen om korruptionen. Dette ermåske den eneste virkelige gevinst efter denorange revolution: At vi kan tale om de herting, siger Yarema Kondratyuk.

KAMPEN MOD KORRUPTION

Danmark støtter kampen mod korruption gen-nem to programmer under Udenrigsministeri-ets Naboskabsprogram:

Et reformsektorprogram, som har til formål atstøtte den ukrainske regerings arbejde for atreformere den offentlige sektor. Det sker somen del af Ukraines bestræbelser på at blivemedlem af EU. Nøgleordene er større effekti-vitet og ansvarlighed hos myndighederne.Konsulentfirmaet Rambøll Management

administrerer programmet. Der planlæggesnu en fase II, der skal løbe fra 2010-12.

Et regionalt medieprogram, som har til for-mål at styrke medieudviklingen i Ukraine,Hviderusland, Aserbajdsjan og resten af regio-nen. I Ukraine støtter programmet primærtden videre reformproces af medielovgivnin-gen, der blev skudt i gang som følge af denorange revolution i 2004-05. Hertil kommerefteruddannelse af medie-jurister og journali-ster i undersøgende journalistik. Den dansk-baserede medieorganisation IMS står for atgennemføre programmet, der løber fra 2008-11.

Et civilsamfundsprogram, som har til formålat styrke civilsamfundet til at fremme demo-kratisk regeringsførelse gennem kapacitetsop-bygning af lokale civilsamfundsorganisationerog tildeling af mindre bevillinger til deres pro-jekter med fokus på bl.a. at fremme transpa-rens og ansvarlighed hos lokale beslutnings-tagere. Programmet støtter også denigangværende proces om udvikling af enbedre lovgivning for civilsamfundsorganisatio-ner. UNDP administrerer programmet, derløber fra 2009-11.

Ikke alle bøder havner i den ukrainske statskasse.

SÅDAN SLIPPER DUFOR BØDEN

NR. 4/2009 SIDE 22HELLIGE KØER

Den indiske hovedstad NewDelhi skal være vært ved TheCommonwealth Games i2010, og skal til den tid helstfremstå ren, nymalet – oguden fritgående køer. Bysty-ret er derfor i gang med enlang og sej kamp for at ryddegaderne for kvæg.

Af Line Wolf Nielsen

Chowdary Singh har hverken bredskygget hateller seksløber i bæltet. Alligevel kan han medrette kalde sig cowboy – en ægte urban en afslagen. Chowdary Singh tilbringer sin ar -bejdsdag med at indfange kvæg på gaden iNew Delhi. Udstyret med lasso og reb udgørhan og byens øvrige 170 ‘kofangere’ fronten iden indiske hovedstads kamp mod løse køer.

Der findes måske ikke noget mere stereo-typt billede af Indien end snapshot’et af denupåvirkede ko, der står midt på vejen, mensbilerne dytter og haster udenom.

For hinduer er koen et helligt dyr, og det erforbudt at slagte dem over det meste af Indi-en. Køerne går, hvor de vil, selv i byerne.Indernes attitude er dog ofte, som mange iDanmark ser på de grå duer: en ikke altidværdsat, men dog integreret del af bymidtensliv. Men i New Delhi er tålmodigheden medde i tusindvis af herreløse køer sluppet op.

En gruppe borgere rejste i 2002 sagen veddomstolene, og bystyret fik et påbud om at

fjerne køerne fra kørebanen. Syv år senerestår køerne dog stadig midt i det hele og tyg-ger drøv.

Bystyret er meget interesseret i at løse pro-blemet, inden New Delhi skal være vært veddet store sportsstævne The CommonwealthGames i 2010. Et udbygget metrosystem ognymalede monumenter skal ikke skæmmes afkokasser og kvæg i midterrabatten.

Du må ikke tøveHver morgen samles Chowdary Singh med sitarbejdshold af kofangere i Old Delhi, byensgamle hjerte. Når chaufføren er kommet medlastbilen og koppen med den varmende sødete er drukket, starter dagens dont: at findekøer.

Arbejdet er ikke ufarligt. Det er kun vedsærlige lejligheder, at kofangerne har en dyr-læge med og derfor har mulighed for at brugebedøvende pile eller elstave. For det meste måde klare sig med lasso og råstyrke for at fåindfanget det omstrejfende kvæg.

Denne dag sparker en fuldvoksen sort kovoldsomt med bagbenene og kaster sig ud itrafikken i et forsøg på at undslippe. Der skerheldigvis ikke noget med hverken dyr, mand-skab eller trafikanter – og koen får lov at gå.

Holdet koncentrerer sig i stedet om atsamle to halvstore kalve op. Det går nemme-re. Efter en kort kamp mellem mænd ogmuh’ende køer har begge kalve et reb om hal-sen.

Dagens første fangst bliver skubbet op påbagsmækken og hejst op på ladet af den grøn-ne lastvogn bemalet Delhi Veterinary ServiceDepartment.

– Hemmeligheden er ikke at tøve. Når man

først har fået fat i et øre eller et horn, så gæl-der det om at holde fast, så man kan få snorenrundt, siger Chowdary Singh.

Han og de andre kofangere har alle sam-men beretninger om skader og ulykker påjobbet, og kan fremvise ar og tale om brække-de knogler. Én har endda mistet et øje.

Illegale mejerierDer er også andre farlige elementer i enDelhi-cowboys hverdag. Ko-fangerne harværet oppe at slås med hidsige bilister, der erfrustrerede over, at trafikken blokeres, menskøerne indfanges. Ortodokse hinduer har ensjælden gang kastet med sten.

Endnu mere bekymrende er de flere tusin-de illegale mejerier, som findes over helebyen. Myndighederne klassificerer godt nokalle køer, der går rundt på gaden som løse,men i virkeligheden er mange af dyrene til-knyttet disse mejerier, der arbejder helt udengodkendelser.

Mejeriernes ejere – og ofte også de fattigeslumbeboere, der køber deres billige mælke-produkter, reagerer ofte aggressivt, når ko-driverne kommer med deres reb og lassoerfor at trække af med deres indtægtskilde.

Chowdary Singh måtte sys med seks stingsidste år, efter at ejeren af et lille mejeri havdeslået ham oven i hovedet med en kæp.

Ugen før dette besøg blev en mand skåret ihånden med en saks. To blev senere arreste-ret.

Denne dag sker der ikke noget, men dagenfør var tre teams udkommanderet til et tidligtmorgen-raid i Mangalpur, en af Delhis for-stæder. Det gik ikke stille af, sig og ChowdarySingh fortæller, at de fik mange vrede tilråb.

– Vi måtte tilkalde politiet, da der var noglesom prøvede at blokere vejen for os og villeslås, så de kunne købe sig tid til at få dereskøer gemt væk.

Et særligt grovhændet sammenstød mellemejere og kofangere endte med en politianmel-delse.

– Det er især i de fattige forstæder, hvor derstadig er åbne arealer, at der er mange køer, oghvor vi har flest problemer, forklarer han.

Delhis kofanger-teams prøver at holde lavprofil og bliver nødigt ret længe hvert sted.Hellere komme tilbage igen i morgen end atudsætte sig selv for vrede og give køernesejere tid til at samle støtte til en konfronta-tion.

Som tak for at løbe den daglige risiko påjobbet får Delhis 89 fastansatte kvægdrivere12.000 rupees om måneden – hvad der svarertil cirka 1.400 kr. Men de fleste er godt tilfred-se med at være offentligt ansatte cowboys.Det er fast arbejde, og der følger en god syge-forsikring med. Så heldige er de 80 kontrak-tansatte dog ikke. De må klare sig uden for-sikring og for en månedsløn på 3.500 rupees– godt 415 kr.

Delhis mælke-mafiaEfter seks timer i trafikken er dagens fangstforbi. Otte køer skal nu køres til mærkning.Voksent kvæg får skudt en mikrochip indforan på halsen. Mindre kalve får én i øret.Klokken bliver ofte over syv om aftenen,inden arbejdet er forbi, for efter mærkningenskal køerne afleveres på en af de fem god-kendte farme, der alle ligger i udkanten afbyen.

Farmene drives af hinduistiske velgøren-hedsorganisationer, der får tilskud fra bysty-ret.

I teorien skulle mikrochippen sikre, atkøerne ikke blev sluppet løs igen eller solgttilbage til de illegale mejerier. Men ifølge fol-kene på dette team, er det sket, at de fangerden samme ko to gange.

– Måske er der nogle, der kan betale sig tilat trække i de rigtige tråde og får deres egnedyr fri, spekuleres der i bilen.

Vijender Kumar Gupta er formand for detudvalg, der har ansvar for at få samlet Delhisløsgående køer ind. Han mener, Delhismælke-mafia bærer hovedansvaret for, atbyen ikke kan overholde rettens påbud.

Selv om man de seneste to år har samletflere end 20.000 køer op fra gaden, er derfortsat mellem 5.000 og 12.000 køer på firefrie klove.

Virpal Singh og hans team tror ikke, Delhinogensinde bliver helt fri for køer. Det er nokogså udmærket – for så ville de miste arbej-det.

Line Wolf Nielsen er freelancejournalist bosat iNew Delhi.

KØERNE UD AF BYEN!

Når man først har fat i et øre eller et horn, så gælderdet om at holde fast. De fleste af Delhis ko-fangere kanfremvise ar og berette om slåskampe og brækkedeknogler. Nogle gange skyldes det køerne. Andre gangekommer de i karambolage med sure trafikanter ellerejerne fra byens lyssky mejerier. Foto: Zack Canepari.

NR. 4/2009 SIDE 23BØGER

9 gode bøger

Tag på en litterær rejse med Udviklings guide til sommerlæsning. Ill.: Louise Thrane Jensen.

ASIENDet tabte land

(The Inheritance of Loss)Kiran Desai, Indien, 2006 (på dansk i 2007),Aschehoug/Lindhardt og Ringhof, 429 sider.Oversat af Thomas HarderHjem og identitet er centrale temaer i dennebog, hvor generationer, ambitioner, forelskelserog forpligtigelser krydser klinger i Indien, Nepal,England og USA. Pigen Sai, hendes bedstefar,hans kok og kokkens søn må alle forholde sig til,om ’det perfekte’ findes i det fjerne, i udlændig-hed, i ’Vesten’ – eller om livet kan være godt ogfuldt i en lille, indisk by i bjergene. Post-koloniali-tet og globaliseringens vilkår for de knap-så-hel-dige bliver håndgribelige omstændigheder.Måske derfor vandt bogen den prestigiøse engel-ske Man Booker-pris i 2006.

Menneskenes jord

(Bumi Manusia)Pramoedya Ananta Toer, Indonesien, 1980 (påsvensk i 2003) Leopard Förlag, 376 sider.Oversat til svensk af Roy IsakssonDesværre er denne indonesiske kæmpe (romansåvel som forfatter) ikke oversat til dansk. Læsbogen på engelsk eller på svensk og bliv klogerepå Indonesien under nederlandsk kolonimagt islutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen Minkeer søn af en fornem familie og gør sig godtblandt den herskende hollandske elite. Men –naturligvis – kun til et vist punkt. Over flereromaner fortalte Toer sit lands historie, sådansom han først havde gjort det mundtligt til sinemedfanger, mens han i 15 år var politisk fange.

Aske og jord

(Khâkestar-o-khâk/Terre et cendres)Atiq Rahimi, Afghanistan/Frankrig, 2000 (pådansk 2002) Tiderne Skifter, 84 sider.Oversat af Maiken MaigaardSkulle der herske nogen tvivl om, at krig er søn-derrivende alvor, så bliver den ryddet af vejen afafghanske Atiq Rahimi, som på den internationa-le litterære scene er udråbt til et af sit hjem-lands lysende stjerner. En bedstefar og hans bar-nebarn rejser ud for at overbringe den frygteligemeddelelse om hele familiens død til barnets far,bedstefarens søn. En russisk offensiv har dræbtalle. Drengen Yassin er pirrelig, højrøstet og fuldaf forskrækkede, forvirrede spørgsmål. Menhverken svar eller skænd beroliger, for hans ørerhar taget skade af bombernes brag. Derfor hørerhan heller ikke gamle Dastaguirs udlægning afkrigens tragiske absurditet: ”De døde er lykkeli-gere end de levende.”

LATINAMERIKABjergene er mere end en umådelig stor grøn

steppe

(La montaña es algo mas que une inmensa este-pa verde)Omar Cabezas, Nicaragua, 1982 (på dansk i1984), Klim, 255 sider.Oversat af Jørn WieseBag den tunge titel gemmer sig en spændstigtfortalt beretning om nicaraguanernes hårde oghelhjertede kamp mod den USA-støttede diktatorSomoza. Idealister og folkehelte bebor siderne.Hjerterne banker, og der læres, tænkes og talesom den sociale retfærdighed, som var øverst pådagsordenen i de mellemamerikanske frihedsbe-vægelser.

Landstedet

(Casa de campo)José Donoso, Chile, 1978 (på dansk i 1982),Samlerens Forlag, 359 sider.Oversat af Peter Poulsen Hvis sommerens litterære lyst går i retning afmagisk realisme, så prøv denne roman, der medet latinamerikansk landsted som ramme, fletteret fascinerende og forskrækkende netværk afrealitet, magi, drøm og ren, rå grusomhed. Mag-ten bebor landstedets glitrende sale, mens pøblen hutler sig igennem i mørke, klammeunderjordiske gange. Diktaturets metafor erumiskendelig, komplet med skrupelløse voksne,renfærdige børn og vise indfødte.

Nederdrægtighedens verdenshistorie

(Historia universel de la infamia)Jorge Luis Borges, Argentina, 1935 (på dansk i2000), Gyldendal, 124 sider.Oversat af Morten SøndergaardDen store argentiner lagde fundamentet til sitprosaværk med denne samling korte historierom berygtede personer. Om de lever i virkelighe-dens eller fiktionens verden, spiller ingen rolle.En af de kendteste er novellen om slavehandle-ren, som overtaler slaverne til at flygte, så hankan sælge dem igen. Og igen. Det er labyrintisk,som klassisk Borges siden skulle vise sig atvære. Og det er ekstremt elegant.

AFRIKASom vinden blæser

(Anthills of the Savannah)Chinua Achebe, Nigeria, 1987 (på dansk i1988), Gyldendal, 258 sider.Oversat af Thomas HarderDet post-koloniale tema er et must i afrikansk lit-teratur, og Achebe er den store mester. Prøvdenne alternative titel: En sydende ironisk romanom en kreds af intellektuelle i strategisk balan-cegang mellem liv og død under en balstyriskdiktator. Det post-koloniale debatteres i bramfridiskussioner om, hvem der er hvidest, mestengelsk, mest kolonialiseret: Kolonialisten ellerden kolonialiserede.

Græsset synger

(The Grass Is Singing)Doris Lessing, Zimbabwe (Rhodesia) / England,1949 (på dansk i 1979), Gyldendal, 218 sider.Oversat af Karina Windfeld-HansenFarverne levede hver for sig i det sydlige Afrika,og tilbage blev en bleg og bange kulør af mistil-lid, frygt og foragt racerne imellem. Scenen ersat på veld’en (åbent steppelandskab, red.), hvorMary Turner henslæber dagene med millimeter-overvågning af spisekammerets beskedne lagreog i konstant uro over nutid, fremtid og de afri-kanske folk på gården. Imod alle konventionerhar den paranoide, hvide kvinde og den sorte,mandlige ’houseboy’ en affære. Undertonerne erseksuelle og slutningen dødelig. Doris Lessingmodtog Nobels Litteraturpris i 2007.

En halv gul sol

(Half a Yellow Sun)Chimamanda Ngozi Adichie, Nigeria, 2006 (pådansk i 2007) Gyldendal, 494 sider.Oversat af Susanne StaunHer er den nye stjerne, som for længst har ero-bret alverdens bestsellerlister. Bogen giver etkraftfuldt og altid respektfuldt portræt af demennesker, som levede og muligvis overlevedeBiafrakrigen i 1960’erne. Her er nok sult og lidel-se, men først og fremmest stærke og viljestærkepersoner.

Tag den store verden med påferie. Her er din globale, litte -rære rejseguide med klassikere,nye stjerner og oversete perlerfra de varme lande.

Af Mai Rasmussen

Mai Rasmussen er freelance-

journalist.

Tak for råd og inspiration til

Vagn Plenge, ALOA, Oscar

Hemer, Malmö Universitet,

og freelancejournalist Line

Wolf-Nielsen.

Anmeldelse: Det er rigtigt ogmodigt at gøre 2015 Målenetil omdrejningspunkt for Danidas årsberetning, menbeslutningen gør det vanskeligt at beskrive detdaglige bistandsarbejde.

Af Henrik Hansen

Lanceringen af Danidas årsberetning,som udkom i juni, blegner noget i for-hold til den massive dækning af Afrika-

kommissionens rapport fra maj måned. Mendet gør ikke beretningen til en hverken kede-lig eller uvæsentlig udgivelse. Faktisk er detteårs beretning på mange måder mere interes-sant end flere af de tidligere beretninger, fordiUdenrigsministeriet forsøger sig med et nytformat.

Formatet fra de tidligere års beretninger,hvor det danske udviklingssamarbejde beskri-ves under fem overskrifter svarende til Dani-das administrative opdeling af bistandsmidler-ne, er afløst af en struktur, hvor de otte 2015Mål er det primære omdrejningspunkt.

Det nye format skal afspejle, at danskudviklingsbistand er en del af et internatio-nalt samarbejde, hvor fælles, globale målsæt-ninger og resultater bør have større vægt enddanske særinteresser. Det er både rigtigt og

modigt, at denne erkendelse nu også afspejlesi Danidas årsberetning.

Det er rigtigt, fordi en harmonisering afbistandsarbejdet – på alle planer – er nødven-dig for at sikre en effektiv anvendelse af dedanske bistandsmidler, der, på trods af voresnationale selvforståelse som verdens vigtigstedonorland, ikke fylder meget i den globalebistandsstrøm.

2015 Mål i centrumPå side 91 kan man læse, at Danmarks udvik-lingsbistand udgjorde 2,8 milliarder dollar i2008. Selv om det svarer til hele 0,82 procentaf vores BNI, er det alligevel kun 2,3 procentaf den samlede bistand fra DAC-landene (22af verdens største donorer, red.). Det viser, atvi globalt set er et lille donorland, som må ogskal samarbejde med andre donorer om fæl-les målsætninger.

Det nye format i beretningen er samtidigmodigt, med tanke på at 2015 Målene er megetambitiøse, politisk drevne målsætninger, derpå mange punkter er vanskelige at forene meden beskrivelse af det daglige bistandsarbejde,som stadig er, og bør være, beretningens kerne.

For hvert af de otte 2015 Mål indledesbeskrivelsen af den danske indsats med enkort status for den globale målopfyldelse.Årsagen er, siger udviklingsministeren, at dendanske bistand skal måles på, hvor gode vi ertil at nå 2015 Målene.

Ingen overraskelserI beretningen kan man derfor blandt andetlæse, at Afrika næppe når fattigdomsmålsæt-ningen (mål 1), at fremskrivninger viser, at viikke når målsætningen om grunduddannelsetil alle (mål 2), at målet om ligestilling af kvin-der kræver en særlig indsats (mål 3), at det ikkeser ud til, at verden når målet om at reducerebørnedødeligheden med 2/3 inden 2015 (mål4), samt at verden er meget langt fra en reduk-

tion af mødredødeligheden med 3/4 (mål 5).Der er som sådan ikke noget nyt eller over-

raskende i disse oplysninger. Det er velkendt, atvi har meget store problemer med at nå 2015Målene, og at problemerne ikke blev mindre i2008. Men hvordan vil Udenrigsministerietskrive om den globale målopfyldelse i de næstesyv år frem til beretningen for 2015?

Her er der lagt op til en spændende fortsæt-telse, for noget må der gøres. Man kan ikkeforestille sig, at en privat virksomhed eller enNGO syv-otte år i træk skriver, at de har brugten masse penge, velvidende at de overordne-de mål ikke nås. Vi ville helt sikkert kræve atse resultater for nogle delmål – som medrimelighed kan knyttes til de overordnedemål. Og her er den store udfordring forUdenrigsministeriet.

Hvad er et ’resultat’?Hvordan beskriver man for eksempel rele-vante, årlige delmål for fattigdomsmålet (mål1), når opfyldelsen ”afhænger af det samledeudviklingsarbejde og arbejdet med alle otte2015 mål”, som der står på side 15? I beretnin-gen er problemet løst ved bl.a. at fortælle, aten afgørende faktor i valget af Danmarks pro-gramsamarbejdslande er fattigdomsniveaueti landene, samt at Danmark fokuserer stadigmere på Afrika.

Her ville jeg ønske, Udenrigsministeriet varlidt mere konsekvent, og i beretningen toggrundigere fat på det store spørgsmål: Hvader et ”resultat?” At Danmark giver en størreandel af bistanden til Afrika, er efter minmening ganske langt fra at være et relevantdelresultat for 2015 Målene. Kritiske røsterkunne hævde, at fokus på Afrika faktisk mod-arbejder den globale fattigdomsmålsætning,idet der, krone for krone, er mere effektiv fat-tigdomsreduktion i Asien.

Dette er ikke for at kritisere DanmarksAfrika-fokus, men blot for at understrege, at

opgørelser af antallet af millioner kroner tilbestemte kontinenter, lande, NGO’er, eller forden sags skyld til bestemte sektorer, ikke kansiges at være ”resultater” i en udviklingsmæs-sig forstand. For at sikre gode årsberetningeri de kommende år må Danmark derfor igengå i front og være med til at formulere fornuf-tige delmål for bistandsarbejdet, mens vi ven-ter på 2015.

Donorsamarbejde manglerAnden del af beretningen indeholder et lan-deafsnit, svarende til tidligere års afsnit ombilateral bistand, hvor der gøres status forhvert af Danmarks programsamarbejdslande.Hvert land beskrives med en ’one-pager’ efteren ensartet skabelon: (1) Økonomi og politik,(2) udviklingssamarbejde og (3) fremtiden.

Det er god og oplysnende læsning, menanmeldere er aldrig tilfredse. Jeg vil derforforeslå, at der tilføjes et fjerde afsnit omdonorsamarbejde. I dette afsnit og i de med-følgende tabeller kunne man oplyse omantallet af samarbejdende og ikke-samarbej-dende donorer i landet. Man kunne ogsåoplyse om antallet af selvstændige bistands-projekter og -programmer, samt naturligvisom donorrepræsentationen i hver sektor, såsom landbrugssektoren.

Med et sådant afsnit kunne man anskuelig-gøre resultaterne af Paris-erklæringen, ogman kunne klart vise, hvorvidt Danmarksbeslutning om at udfase landbrugsprogram-merne i Kenya og Tanzania har medført ensamlet op- eller nedprioritering af landbrugs-sektoren i disse lande. Dermed kunne manøge oplysningsniveauet i den offentlige debat,hvilket vel i sidste ende er målet med Danidasårsberetning.

Henrik Hansen er professor ved Fødevareøko-nomisk Institut, Det Biovidenskabelige Fakul-tet, Københavns Universitet.

DANIDAS ÅRSBERETNING2008

Årsberetningen beskriver generelle problem-stillinger i det globale udviklingssamarbejdeog dokumenterer resultaterne og relevansenaf den danske bistandsindsats.

Årsberetningen kan downloades gratis ogbestilles i trykt version på www.danida-publi-kationer.dk

Læsere, der vil yderligere i dybden, kan fort-sætte i tillægget Projekt- og Programoriente-ringen (PPO), som informerer om projekter ogprogrammer, uanset bevillingsstørrelse. Denfindes på www.danida.dk

Danidas årsberetning, som dokumenterer resultaterne af dansk bistand, udkom i juni.

ÅRSBERETNING: 2015 MÅL ICENTRUM

Årets udgave af Danidas årsberetning er illustreret med værker fra udstillingen Africa/now – Contemporary Art from Africa 2008-2009. Her ses keyanske Joseph Mbatia Bertiers’’Rural Transport’, som ledsager kapitlet om mødredødelighed. Foto: thorupART.

NR. 4/2009 SIDE 25BØGER

B Ø G E RSKØNLITTERATURAFRIKANERENAf J.M.G. Le ClézioFortællingen kredser om forfatterens erindrin-ger fra et chokerende møde med såvel en nyog eksotisk verden som en fjern og ukendtfaderskikkelse, da han som otteårig rejsermed sin mor og bror til Nigeria, hvor hanmøder sin far. 120 sider. 129 kr. Gyldendal

HJERTETS NI ANSIGTERAf Anita NairEn kunstroman, som sammenfletter en kær-lighedshistorie med en fortælling om denindiske dans kathakali. Dansen har ni forskel-lige aspekter, der kalder på hver sin følelse –fra foragt og sorg til forundring og fred.464 sider. 298 kr. Hjulet

NON-FIKTIONBURMA CHRONICLESAf Guy DelisleEfter at have boet et år i Myanmar som spou-se skrev illustratoren Guy Deslie denne grafi-ske roman, der tegner et personligt og nuan-ceret billede af forholdene i Burma.263 sider. 200 kr. Jonathan Cape

IT’S OUR TURN TO EAT – The Story of a Kenyan Whistle BlowerAf Michela WrongOm John Githongo, der var udpeget til at ledekampen mod korruption i Kenya i årene op tilvalget 2007, men måtte flygte, da han ogsåpegede på ’sine egne’, heriblandt præsidentKibaki og hans nærmeste.355 sider. 96 kr. Fourth Estate

FORSKNINGWHICH DIASPORA FOR WHOSEDEVELOPMENT?Af Oliver BakewellNogle kritiske spørgsmål til afrikanskediaspora-organisationers rolle som aktører iudviklingssamarbejde. DIIS Brief.

AFRICAN DIASPORA ORGANIZATIONS AND HOMELANDDEVELOPMENTAf Nauja KleistEt studie af somaliske og ghanesiske forenin-ger i Danmark. DIIS Brief.Kan downloades gratis på www.diis.dk

FAGBØGERBAREFOOT GUIDE TO WORKING WITH ORGANISATIONS AND SOCIAL CHANGENy praktisk håndbog for græsrødder – afgræsrødder. Denne lille praktiske håndbogskal gøre det lettere at opbygge og udvikleorganisationer og sociale bevægelser og støt-te dem i deres arbejde. Udgiverkollektivetbestår af udviklingspolitiske praktikere.Download bogen gratis på www.barefootguide.org

UNDERSTANDING ORGANIZATIO-NAL SUSTAINABILITY THROUGHAFRICAN PROVERBSAf Chiku Malunga og Charles BandaDen afrikanske kulturarv er blandt andet ned-arvet gennem ordsprog og talemåder. Forfat-terne retter den viden, der ligger i de traditio-nelle ordsprog og talemåde, modorganisationsudvikling og kommunikation. 96 sider. 112 kr. Practical Action Publishing

BØRNMAKWELANE OG KROKODILLEN Billedbog af Maria Hendriks og Piet Grobler(illustrator). I denne sydafrikanske version afRødhætte er der både sang, dans og en snuog sulten krokodille. Oversat af Vagn Plenge.29 sider. 218 kr. Hjulet

Ny biografi beretter om Nelson Mandelas genistreg:At bruge rugby som nøgle tilforsoning mellem hvide ogsorte.

Af Henrik Lewis-Guttermann

‘Mandelas sejr’ er en god bog at læse. Af fleregrunde.

For den Sydafrika-interesserede bidragerden med en facet, der ikke tidligere har væretgjort til genstand for særskilt behandling. Også hører den til i ‘feel good’ kategorien. Mensamtidig bliver den også lidt af en skuffelse.Det vender vi tilbage til.

Bogens engelske originaludgave hedder‘Playing the enemy’, og en kommentar, enirritation trænger sig på. Så vi kan lige så godtfå den overstået. Den valgte danske titel sav-ner den skarphed, den snert af dobbeltbund,forfatteren oprindeligt har udstyret den med.Og desværre gør oversætteren også andre ste-der sit til en forstyrrende, sproglig forringel-se. Den oversættelse har bogen simpelthenikke fortjent.

John Carlin er engelsk journalist med engod ballast af praktisk erfaring fra Sydafrika. Iseks år, fra 1989 til 1995, var han seniorkorre-spondent i landet for det seriøse britiske dag-blad The Independent, og i samme periodeproducerede han også en tv-udsendelse forBBC om det sydafrikanske apartheid-regimesberygtede sikkerhedsstyrke ‘Third Force’.

Carlin fik et personligt forhold til NelsonMandela, som efterfølgende skrev forordet tilCarlins første bog – på spansk – om Afrika.Det er ud af dette forhold og forfatterensstore beundring for Sydafrikas første demo-kratisk valgte præsident, at bogen er blevetfødt. Og så af endnu en af John Carlins liden-skaber og specialeområder: Sport.

Forsoning via rugby‘Mandelas sejr’ handler nemlig om, hvorledesNelson Mandela gjorde et verdensmesterskabi rugby i 1995 til ikke blot et vigtigt redskab,men ligefrem selve nøglen til opbygning afnational samling blandt to af landets tidligereså uforsonlige befolkningsgrupper.

Historien er i meget kort oprids, at mensden sorte modstand af apartheid i mange århavde haft international sportsboykot af Syd-afrika som fokusområde, øjner Mandela eftersin løsladelse fra 27 års fangenskab mulighe-den for at anvende netop det hvide boer-folksnationalsport til at skabe national forsoning.

Selvom rugby i sit udspring er en engelskoverklassesport, dyrkes den i Sydafrika meddyb lidenskab af afrikaanerne, høj som lav.Mandela giver det – ved forhandlingsbordet –besejrede herrefolk sine landskampe tilbageog lader landsholdet beholde både navnet‘Springboks’ og de gyldent prydede, mørke-grønne trøjer, som tidligere har været så for-

hadt af de sorte. Derved håber Mandela atmodvirke de farlige ekstremistiske tendenser,der råder blandt store dele af afrikaanerne ide første år efter, at han selv og ANC har over-taget regeringsmagten.

Det lykkes til overmål. De sydafrikanske‘Springboks’ vinder noget overraskende ver-densmesterskabet, der netop afholdes i Sydaf-rika. Nelson Mandela og mange sorte sydafri-kanere ifører sig de grønne trøjer og tiljublerholdet, mens store bryske afrikaanertyperlader råbet ‘Nel-son, Nel-son’ gjalde takfastud over Ellis Park stadion i Johannesburg.

Og så levede de lykkeligt til deres dagesende, som det hedder i eventyrets verden, ogsom det plejer at gå i de gængse Hollywood-produktioner. Én af disse er i øvrigt på vej tilde danske biografer, nemlig filmatiseringen afnetop ‘Playing the enemy’ eller ‘Mandelassejr‘ med Morgan Freeman i hovedrollen.

Sidste spadestik manglerMen så enkelt er det alligevel ikke, selvom denlette tone og Carlins forståelige, men rigeligtforenklede heltedyrkelse næsten antyder det.Og det bringer os tilbage til begyndelsen afnærværende anmeldelse. For som antydet, erdet netop i bogens letlæselighed, at densbegrænsninger ligger.

John Carlin tegner et interessant billede af

to af Mandelas karaktertræk. Hans medfødtecharme og evnen til bevidst at udnytte den tilat opnå resultater for sin politik. Og så hansønske om forsoning frem for udsoning. For-fatteren viser, hvorledes denne strategi ogholdning har præget Nelson Mandela ligesiden han blev dømt til indespærring i detberygtede Robben Island-fængsel og helevejen til præsidentembedet efter sin løsladelse.

Kender man i forvejen til Sydafrikas politi-ske historie og til Mandelas, vil man finde denhurtige læsning af ‘Mandelas sejr’ underhol-dende. Blot man begrænser forventningerne.For trods sine forudsætninger for det – for-moder man – graver John Carlin ikke dybt,knap mere end et enkelt spadestik.

Det gælder både det forenklede billede, hansvagt skitserer af det sydafrikanske samfundog dets befolkningsgrupper, den politiskeudvikling i den beskrevne periode og helesportsproblematikken. Den sidste er ganskevist bogens erklærede fokus, og nok så inter-essant. Men netop derfor fortjener den ogsåen mere dybtgående behandling.

Henrik Lewis-Guttermann er mag.scient. ogsocialantropolog med speciale i Afrika og stu -dier ved University of Witwatersrand i Johan-nesburg.

Mandelas sejr – kampen der

skabte en nation

Af John Carlin

Kristeligt Dagblads Forlag

289 sider, 299 kr.

MANDELA SPILLER SPILLET

NR. 4/2009 SIDE 26DEBAT

Begræns antallet af børne-fødsler – ellers eksplodererantallet af fattige, advarerJeffrey Sachs, en af verdensførende eksperter i fattig-domsbekæmpelse.

Af Anna-Karin Florén, Stockholm

Udviklingseksperten Jeffrey Sachs besøgte fornylig Stockholm i forbindelse med lancerin-gen af sin nye bog Common Wealth – opføl-geren til bestselleren The End of Poverty.Sachs er rådgiver for FN’s generalsekretær

Ban Ki-moon og ledede indtil for tre år sidenFN’s program for 2015 Målene (se boks).Udvikling har mødt ham.

Hvad er den største forhindring for at nå 2015Målene?Befolkningstilvækst. Frem til 2050 vil Jordensbefolkning vokse med 40 procent til over nimilliarder mennesker. Det vil betyde, at viskal seksdoble verdens bruttonationalpro-dukt for at undgå flere fattige. Med de syste-mer, vi har i dag, kan vi ikke skaffe mad tilhele Jordens befolkning, og det er et åbentspørgsmål, om det overhovedet er muligtuden at ødelægge vores økosystem, fordilandbrug tegner sig for en stor udledning afdrivhusgasser. Derfor mener jeg, vi børbegrænse antallet af børnefødsler.

Kan du nævne et område, hvor du har bidragettil at nå 2015 Målene? Jeg har hjulpet Unicef, Røde Kors og andreorganisationer med at udbrede deres ideerom massedistribution til befolkningerne i u-landene for lave priser. Det har vist sig muligtat håndtere meget store mængder data, ogorganisationernes indsats har betydet, at derer blevet uddelt 170 millioner myggenet for atforhindre malaria i u-landene. Det viser, atbistand kan lykkes. Hvis vi gjorde en størreindsats, kunne vi uddele medicin og vaccinerpå samme måde.

Er 2015 Målene blevet overset på grund af klimaforandringer?Muligvis, men hvis vi opfatter de to proble-mer som konkurrerende, løser vi ingen afdem. Klimaproblemet og fattigdomsproble-met hænger uløseligt sammen, for hvis vi ikkehåndterer klimaforandringer, vil det udsætteu-landene for så store belastninger, at helestater vil bryde sammen, længe inden vi harudryddet fattigdom. Somalia er et eksempelpå, hvordan det kan gå med ekstrem tørke ogen voksende befolkning: Til sidst bryderanarki ud i kampen om de knappe ressourcer.

Anna-Karin Florén er freelancejournalist ogbor i Stockholm.

Oversættelse: Mads Mariegaard.

Danske aviser skriver om lægemangel, selvomvi har mere end tre læger til tusind menne-sker. I det nordlige Ghana må 100.000 klaresig med én læge og hospitaler, der manglermedicin og ligger en dagsrejse væk. Ikke såsært, at hver tredje vælger medicinmanden.

Hvert år dør millioner af børn syd forSahara af sygdomme, der kan behandles, fxmalaria og diarré. FN forsøger at sænke tallet,foreløbig uden held. Finanskrisen og de sti-gende fødevarepriser er blandt skurkene –

Afrikas sundhedssystem er en anden stop-klods.

IMCC Uland, en Danida-støttet danskNGO, samarbejder med Ghanas myndighe-der om at forbedre befolkningens sundhed iSissala-distriktet i Nordghana. BlandtNGO’ens udsendte er cand.mag. Jesper Brei-ning og stud.med. Anna Aaby.

På en blog går de to udsendte nu tæt påGhanas sundhedssystem – de fortæller, hvor-dan daglige udfordringer klares, når benzin-udgifterne ikke er budgetteret, aids-pengenehavner i de forkerte lommer, og lægen kanvære rejst til Europa i overmorgen.

Følg med på bloggen og bland dig i debat-ten på www.udvikling.dk. Her kan du ogsålæse Europa-bloggen ’Nyt parlament til ver-dens største donor’ og klima-bloggen ’Regnog tørke i Addis Ababa’.

Jesper Breining og Anna Aaby, udsendt tilGhana af NGO’en IMCC Uland, blogger forUdvikling om Ghanas sundhedsvæsen.

FORSLAG: FØD FÆRRE BØRN

I dag kan vi ikke skaffe mad tilhele Jordens befolkning, og det eret åbent spørgsmål, om det over-hovedet er muligt uden at ødelæg-ge vores økosystem.

Jeffrey Sachs, rådgiver for FN’s generalsekretær.

2015 MÅLENE OG JEFFREY SACHS

2015 Målene er FN’s otte hovedmål på udvik-lingsområdet, heriblandt uddannelse til alleog udryddelse af sult og fattigdom. Måleneblev vedtaget af alle FN’s medlemslande i2000 og skal indfries senest i 2015, hvilketdog formentligt næppe sker.

Jeffrey Sachs, chef for FN’s 2015 Mål-pro-gram fra 2002 til 2006, har argumenteret for,at øget bistand og investeringer i sundhed,uddannelse og infrastruktur virker mere effek-tivt end lån og privatiseringer, når det gælderom at få u-landene ud af fattigdomsfælden.

Jeffrey Sachs, rådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, foreslår at bekæmpe fattigdom ved at begrænseantallet af fødsler. Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto.

ÉN LÆGE TIL 100.000 GHANESEREUdvikling søsætter ny blog om sundhed i Ghana.

DEN DANSKE EU-NGO PLATFORM

SØGER NY KOORDINATORVi søger en dynamisk og engageret sekretariatsleder, der kan være med til at give

Platformen et strategisk løft i den aktuelle omstillingsfase.

Stillingen opslås for perioden 1.9.09 (1.10.09) – 31.12.2012, under forudsætning

af at finansiering opnås.

Ansøgning med CV sendes elektronisk til bha@ms.dk med kopi til pb@eu-ngo.dk

senest den 14.8.2009.

Det fulde stillingsopslag med stillingsbeskrivelse kan ses på: www.eu-ngo.dk

Ny sundhedsblog:

Privat foto.

NR. 4/2009 SIDE 27DEBAT

KRONIK:Selvom finanskrisen har ramt u-landene hårdt, er hjælpen fra G20-landenebegrænset. Mere FN-ind -flydelse på den økonomiskepolitik kan være løsningen,skriver kronikørerne.

Af Ingeborg Gaarde og Marie Dørup

Da FN-landene i slutningen af juni mødtes tiltopmøde om finans- og udviklingskrisen iNew York, var hensigten at komme med løs-ningsforslag inden for områder som handel,bistand, gæld og migration.

Topmødet udmøntede sig i en række hand-lingsforslag til medlemslandene. Heriblandtforslag om øget regulering, afvikling af u-lan-denes enorme gæld og nye internationaleskatter for at rejse flere midler og modvirkevalutaspekulation.

Slutdokumentet foreslog desuden en reformaf Bretton Woods-institutionerne (Verdens-banken og den internationale valuta fond) iretning af en mere retfærdig og lige deltagelseaf udviklingslande.

Hvis forslag som disse – der har været påbordet adskillige gange før – skal føres ud ilivet, skal FN have mere handlerum for atgennemføre forslagene. Topmødet vidner dogom, at FN atter må vige for andre fora, ikkemindst G-20 (20 af de rigeste lande), sommed det seneste topmøde i april cementeredesig som den globale politiske arena for løsnin-gen af globale problemstillinger.

Hvis vi skal nærme os en sammenhængen-de reform, der forebygger fremtidige kriser ogi højere grad tager udviklingslandene med påråd, må G-192 (samtlige af FN’s medlemslan-de) og ikke G-20 gives øget mandat til at løsede globale kriser.

Prioritet til økonomiske emnerOm end G20-topmødet i april udmøntede sigi en kapitalindsprøjtning til IMF (den inter-nationale valutafond) og enighed om mereregulering af finanssektoren, er der mangel påen sammenhængende indsats for at løse deglobale udfordringer.

Generelt er hele G20-processen et udtrykfor, at økonomiske emner systematisk harhøjere prioritet end ikke-økonomiske emner.Fødevarekrisen er et eksempel herpå. Hvorden finansielle krise har fået verdenssamfun-det til at reagere og fået verdens ledere op afstolene og til lommerne, har fødevarekrisenikke haft samme status på den globale dags-orden.

Dette til trods for at den globale fødevare-

krise varer ved. FAO (FN’s fødevare- og land-brugsorganisation) betegner i deres nyligtoffentliggjorte rapport fra juni 2009 fødeva-rekrisen som ”den tavse krise” og fremhæverdet paradoks, at flere sulter, selvom der ermad nok på kloden til at mætte alle.

Verdens fattigste er de største tabere, nårglobale kriser forstærker hinanden negativt.Mange u-lande er i forvejen underlagt et møn-ster, der fastholder dem i fattigdom. Eksempel-vis er en række lande, der tidligere har modta-get lån fra IMF, i dag tynget af gældsbyrder.

G20-topmødets skarpe retorik og kapital-indsprøjtningen bunder således ikke i etegentligt opgør med de forhold, der betyder,at globale kriser rammer verdens fattigsteekstra hårdt.

Derudover er G20, på trods af udvidelsenfra de tidligere otte lande, en ad hoc sammen-slutning af 20 lande uden et mandat til atrepræsentere verdens godt seks milliarderindbyggere.

Et globalt svar på den globale krise kræverdeltagelse fra hele det internationale sam-fund, hvorfor G192 – samtlige af FN’s med-lemslande – og ikke blot G20, bør inddrages iløsningen af globale udfordringer.

FN-comebackFN-topmødet i juni adskilte sig fra øvrigetopmøder ved netop at omhandle den økono-miske dimension, der traditionelt forvaltes afVerdensbanken, IMF eller G20.

Afholdelsen af mødet var dog ikke velsetaf størstedelen af G20-landene. Det senesteG20-topmøde viste ikke opbakning til etstyrket FN med henblik på at løse den globa-le krise. Topmødedokumentet peger på, atFN skal ”overvåge implikationer af krisen”,hvilket reelt er et forsøg på at ignorere FN.De fleste verdensledere i G20, der netop erblevet udvidet og dermed har fået udstrakthandlerummet, bifalder ikke, at FN forsøgerat vinde momentum i globale økonomiskespørgsmål.

Men måske vil G20-topmødets slutdoku-ment netop medføre, at FN på sigt kan vindeindflydelse på globale beslutninger. Topmø-dets konsensus om øget global regulering afdet økonomiske system, giver FN mulighedfor at lancere sig som den eneste legitimeplatform til at koordinere indsatsen for løs-ningen af fremtidige globale udfordringer.

Nyt globalt rådGeneralforsamlingen i FN nedsatte i efteråreten kommission, der skal se på muligheden foren reform af den finansielle struktur. Kom-missionen, der har tidligere vicepræsident iVerdensbanken Joseph E. Stiglitz som for-mand, har tidligere på året fremlagt konkretebud på en reform af den internationalefinansielle struktur.

Kommissionen foreslår blandt andet, at der

oprettes et globalt råd i FN-regi. Dette råd skalkoordinere den økonomiske politik ogkomme med løsningsforslag til at forbedreden globale institutionelle struktur. Rådet skalbåde have et niveau svarende til FN’s general-forsamling, hvor alle lande sidder med vedbordet, samt et overordnet organ svarende tilFN’s sikkerhedsråd, der skal bestå af perma-nente såvel som roterende medlemmer.

Dertil skal det nye råd i højere grad samar-bejde med de eksisterende institutioner somVerdensbanken, IMF og WTO (verdenshan-delsorganisationen).

Men selvom kommissionens forslag har tilsigte at skabe sammenhæng i globale beslut-ninger, er akilleshælen i oprettelsen af et heltnyt globalt råd, at det vil overflødiggøre detallerede eksisterende sociale og økonomiskeråd i FN (ECOSOC), der netop har til formålat skabe sammenhæng mellem globale emnervedrørende økonomisk og social politik.

FN som koordinatorECOSOC har et overset mandat til at koordi-nere de økonomiske og sociale aktiviteterunder sig. Kræfter i og uden for FN har længekæmpet for, at ECOSOC får styrket det alle-rede eksisterende mandat, der giver dette rådmulighed for at indlejre Verdensbanken, IMFog WTO under et udvidet mandat. Dette vilsige, at de øvrige organisationer bliver samletunder samme paraply, nemlig ECOSOC, oghermed tvunget til i højere grad at koordine-re deres indsats.

Dertil kan G20 erstattes med et ministerieltorgan i ECOSOC-regi. ECOSOC, der beståraf 54 roterende medlemmer blandt FN’s 192medlemslande, skal udpege et ’over-organ’,der skal varetage de eksisterende G20-emner.ECOSOC besidder et allerede eksisterendemandat til at nedsætte råd, hvormed ogsådette reformtiltag vil kunne realiseres udenlangsomme ændringer i FN-charteret.

Dette vil give flere regeringer adgang tilglobale beslutninger og gøre det globalesystem og styringsmekanismer, der betegnes’global governance’, mere gennemskueligt,end det er i dag. Beslutninger i ECOSOC erpå nuværende tidspunkt ikke bindende forstaterne, men også dette mandat kan styrkesaf FN’s generalforsamling og hermed øgerådets magt i globale beslutninger.

Brug for sammenhængDet er nødvendigt med en håndhævelsesme-kanisme, der straffer stater, hvis beslutningerikke opfyldes. Her kan vi tage lære af WTO,der netop har et ’tvist-bilæggelsessystem’, derstraffer lande for at bryde regler.

Hvorfor har vi ikke en international orga-nisation for fødevaresikkerhed? WTO eropstået ud fra rationalet om, at handel ernøglen til fred. Når verdens rigeste lande, ikølvandet på den finansielle krise, stopper for

eksport og import, skader det fødevarepro-duktionen i u-lande.

Der er brug for mere sammenhængendeglobale beslutninger inden for de socio-øko-nomiske emner. Dette er emner, der børbesluttes i FN-regi under ECOSOC, da dettevil sikre sammenhæng i globale beslutninger.Således at vi eksempelvis ikke med den enehånd laver udviklingsprojekter og med denanden hånd fører såvel gælds- og handelspo-litikker, der blokerer for udvikling i u-lande.

I forhold til den finansielle krise kunneman forestille sig, at stater i højere grad over-våger det finansielle marked og indtager enrevisionslignende rolle over for de frie mar-kedskræfter.

På vej mod reformLigesom krige kan være et ekstremt chok foret samfund, kan store chok i økonomier lige-ledes være det – på en mere avanceret skala.Når striden i en krig absolut ikke kan løses,ender den i FN’s sikkerhedsråd. Ligeledesburde FN have et råd, der kunne tage håndom de finansielle knuder, der når dertil, hvorstore befolkningsgrupper må flytte fra hus oghjem.

Et stærkere økonomisk råd i FN løser dogikke problemet med FN’s udemokratiske sik-kerhedsråd. Der er tale om to vidt forskelligeorganer, der løser hver sin slags krise. Et styr-ket ECOSOC vil være beslutningsdygtigtinden for den lange række af socio-økonomi-ske emner, herunder globale kriser – et pro-blem, som Sikkerhedsrådet aldrig har væretsat i verden for at løse og heller aldrig vilkomme til at løse.

Reformer kræver enighed om målet – ogden stigende konsensus om global reguleringkan således måske vise sig at være første skridtpå vejen til en samlet reform af det nuværen-de globale system. Det gælder om at udnyttedenne mulighed og lancere et samlet forslag iretningen af et mere inkluderende og demo-kratisk system for globale beslutninger.

FN SKAL HJÆLPE U-LANDENEUD AF FINANSKRISEN

Ingeborg Gaarde erstud.scient.pol og tid-ligere praktikant vedGlobal Policy Forum iNew York og FN’sbefolkningsfond(UNFPA) i BuenosAires, Argentina.

Marie Dørup erstud.scient.pol og tid-ligere praktikant vedDanmarks FN-missioni New York. Hun hardesuden studeretudviklingsøkonomived Lunds universitet.

NR. 4/2009 SIDE 28DEBAT

BRUXELLES!Christian Friis Bach, international chef,

Folkekirkens Nødhjælp, mener:

Ja, Danmark bør i fremtiden kanalisere enlangt større del af udviklingsbistanden igen-nem EU.

For det første kan det øge effektiviteten. Istort set alle fattige lande er en stribe europæ-iske lande tilstede med hvert deres bistands-program – ud over EU-kommissionen. Detgiver de lokale regeringer og myndigheder enmassiv opgave med hundredvis af – mereeller mindre ukoordinerede – møder, moni-toreringsbesøg, rapporter og regnskaber. Herkan en fælles indsats gennem EU være et vig-tigt bidrag til løsningen.

For det andet kan det øge koordineringenog indflydelsen. I dag strides de enkelte EU-lande om de bedste projekter, har modstri-dende budskaber og holdninger. Den politi-ske indflydelse forsvinder, administrations-procenten stiger, og det samme gør forvirrin-gen. Modsat kan kombinationen af koordine-ret bistand og fokuseret diplomati give positi-ve resultater.

Med én stemmeDet gælder også i forhold til de internationa-le bistandsorganisationer FN og Verdensban-ken. Her giver EU-landene samlet store beløb,men uden at få tilsvarende indflydelse. SkalEU være en stærkere aktør på den internatio-nale scene, kræver det, at vi taler – og betaler– med én stemme.

Derfor er det oplagt at give EU en langt mere

central placering i dansk udviklingspolitik. Detkan ske ved at kanalisere en langt større del afbistanden gennem EU. Og ved at øge bistands-samarbejdet i EU. I stedet for at fastholde 27ambassader fra 27 EU-lande burde der opbyg-ges egentlige EU-delegationer – ”EU-huse” –med FN-husene som forbillede.

I EU-delegationerne skulle repræsentanterfor de enkelte EU-lande have en samlenderolle for bistandsprogrammerne. Det ville øgekoordineringen, sikre hurtigere beslutningerog styrke indflydelsen. Det er der langt mereperspektiv i. Samtidig burde bistanden læggesind under EU’s budget, og beslutningernedecentraliseres ud i modtagerlandene til defælles EU-delegationer. Det ville give effekti-vitet. Det ville give EU en udenrigspolitik. Ogdet ville kunne mærkes.

Mere aktiv i EUDet betyder ikke, at vi skal være mindre enga-gerede i udviklingspolitik. Tværtimod. Vi skalblot være det igennem EU, og vi skal indrettevores udenrigstjeneste til aktivt at arbejde forat fremme Danmarks holdninger i EU. Det erjo slående, at Danmark, selv målt i forhold tilindbyggertallet, har en af de mindste repræ-sentationer i Bruxelles – og er stort set fravæ-rende i diskussionerne om EU-bistanden.

Bistanden er kun et eksempel på, hvordanvi i fremtiden må forholde os til EU’s nye glo-bale rolle – og til vores egen. De samme poin-ter vil gælde for miljøpolitikken, menneske-rettighederne og den fredsbevarende indsats.Vi kan ikke længere opfatte vores udenrigspo-litik og udviklingspolitik som et nationaltanliggende.

Det betyder ikke mindre engagement i ver-den. Men det betyder langt mere engagementi EU. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes,”sagde man engang. I dag er det omvendt.Danmark mister måske formel indflydelse påverden uden for EU. Men vi vinder størreindflydelse på EU. Og EU vinder en tiltrængtindflydelse på verden.

KØBENHAVN!Tina Petersen, MF, udviklingsordfører,

Dansk Folkeparti, mener:

At den radikale Sofie Carsten Nielsen, somvar kandidat til Europa-Parlamentet, ønskeral udviklingsbistand samlet i Bruxelles, kannæppe komme bag på nogen. I valgkampenfik man indtryk af, at den radikale kandidatstort set var parat til at nedlægge Folketingetog overføre al beslutningskompetence til EU.

Når Dansk Folkeparti bestemt ikke kanstøtte forslaget, skyldes det naturligvis førstog fremmest, at Danmark selv skal bestemme,hvad vores penge går til, og hvilke lande viønsker at støtte. Det betyder ikke, at fordelin-gen af bistandsmidlerne altid har været hen-sigtsmæssig eller effektiv, men i det mindstehar vi selv magten til at rette op på forholde-ne.

Hvis EU kommer til at råde over en samletpulje, ser jeg en meget stor fare for, at der hur-tigt går ”politisk korrekthed” i den. Man væl-ger at støtte eksempelvis Gaza, hvor pengeneindirekte muliggør finansiering af terror ogkamp mod Israel – det viser, at der langtfraaltid er sammenfald mellem EU- og danskeinteresser.

Ingen enighed i EUEn samlet EU-pulje af bistandsmidler forud-sætter desuden en samlet enighed blandtmedlemslandene om, hvem, og hvad, der skalhave støtte, og her er ønskerne mildt sagt vidtforskellige. Frankrig vil have en naturliginteresse i at støtte frankofone områder, mens

Storbritannien vil have andre ønsker i for-hold til eksempelvis tidligere kolonier i Afri-ka.

Men måske kan Sofie Carsten Nielsen for-klare, hvordan det vil være muligt at skabeenighed mellem medlemslandene? Og måskekan hun også forklare, hvorfor vi i det heletaget skal stole på, at EU er i stand til at for-valte en pulje med penge fra medlemslande-ne? Når man ser, hvordan EU klarer fordelin-gen af penge på alle mulige andre områder,bliver man ikke ligefrem imponeret.

Bistanden skal målrettesFaktum er, at EU ikke har styr på, hvad demange forskellige puljer i fællesskabets storeomfordelingskarrusel går til. Hvert år er derstore områder, som man ikke er i stand til atredegøre for. Nej, udviklingsbistanden børforblive et nationalt anliggende i det enkeltemedlemsland, og Danmark har rent faktisken delvist uudnyttet mulighed for at målrettebistanden til at fremme formål, som vi finderønskværdige. Det er samtidig den vigtigsteforudsætning for den helt nødvendige folkeli-ge opbakning.

EU er på ingen måde præget af gennemsig-tighed. Bureaukratiet og den fuldstændigtuigennemskuelige administration er velegnettil at foretage sig ting, som unddrager sigoffentlighedens opmærksomhed.

I Dansk Folkeparti er det vores klare hold-ning, at beslutningerne skal tages så tæt påborgerne som muligt. Det gælder naturligvisogså beslutningen om, hvem vi ønsker at ydebistand til. Hvis lande af den ene eller andengrund viser sig uværdige til at modtage hjælp,skal vi kunne fratage den igen. En sådanbeslutning vil der aldrig kunne skabes enig-hed om blandt 27 medlemslande. Derfor vilen fremtidig ”EU-udviklingsbistand” i realite-ten blive lagt i hænderne på en lille håndfuldbureaukrater.

HVORFRA SKAL FREMTIDENSBISTAND STYRES?

Beslutningerne skal tages så tætpå borgerne som muligt. Det gæl-der naturligvis også beslutningenom, hvem vi ønsker at yde bistandtil.

Tina Petersen, MF, udviklingsordfører, Dansk Folkeparti

Skal EU være en stærkere aktør påden internationale scene, kræverdet, at vi taler – og betaler – medén stemme.

Christian Friis Bach, international chef, Folkekirkens Nødhjælp

”På sigt, hvis vi kan få de andre EU-lande med på

samme tanke, bør vi overføre hele det danske

bistandsbudget til EU.” Sådan sagde de radikales

spidskandidat Sofie Carsten Nielsen til Udviklingunder europavalgkampen i forsommeren. Den radika-

le politiker mener, at Europa vil blive en mere effek-

tiv donor, hvis EU-kommissionen forvalter hele EU’s

bistand – også den store del, som i dag administre-

res af EU-landenes egne bistandsorganer, fx danske

Danida, svenske Sida og britiske DFID. I dag går kun

omtrent hver tiende danske bistandskrone til EU’s

fællesskabsbistand, som EU-kommissionen forvalter.

Det var derfor en revolution af dansk udviklingspoli-

tik, Sofie Carsten Nielsen lagde op til. Udvikling har

spurgt to danske debattører, fra hvilken by de mener,

at hovedparten af Danmarks bistand skal admini-

streres i fremtiden.

NR. 4/2009 SIDE 29DEBAT

Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokrater, interviewes i Københavns lufthavn i maj i år. Foto: Finn Frandsen/Polfoto.

Øget velstand i Europa harikke ført til mere solidaritetmed u-landene, mener deeuropæiske socialdemokra-ters formand Poul Nyrup Ras-mussen.

Af Mads Mariegaard

Danmarks tidligere statsminister Poul NyrupRasmussen har efter fem år forladt Europa-Parlamentet, men sidder stadig på postensom formand for de europæiske socialdemo-krater. I dette interview med Udvikling gørhan op med idéen om EU som en udviklings-politisk frontløber.

Hvilke resultater har EU opnået for udviklings-landene de seneste fem år?Vi skal kigge os godt omkring, for der er ikkeret mange. Det er for sløjt, at vi stadig mang-ler at leve op til de mål, vi har sat os, når detgælder medlemslandenes u-landsbistand i

forhold til deres bruttonationalprodukt (0,7procent, red). Jeg mener, at 2010 skal væreåret, hvor de EU-lande, der er bagud i forholdtil målsætningen, forpligter sig til at nå den.Og ved den revurdering af EU-budgettet, somskal foregå i efteråret 2010, bør vi tilgodese u-landene med mere bistand.

Hvorfor har EU svært ved at finde penge tiludviklingslandene?På mærkelig vis har de fem gyldne vækstår,som den rige verden oplevede fra 2002 til2007, ikke ført til øget solidaritet med u-lan-dene. I stedet har egoismen fået mere medløb,nationale interesser har fået lov at overskyggeglobale problemer, og EU har fået sværere vedat træffe langsigtede beslutninger. Globalise-ringen har skabt høj vækst i den vestlige ver-den, men den har også skabt konstant foran-dring, fx i form af hyppige jobskift. Derfor ermange blevet mere utrygge og usikre, selvomde er blevet rigere, og det kan forklare apati-en over for den fattige verden.

Hvad kan EU gøre for at hjælpe udviklingslan-dene gennem finanskrisen?Krisen har ramt u-landene helt katastrofalt,og hvis vi ikke lægger en bund under deresnedtur nu, så bliver det fem gange sværere atfå en positiv udvikling i gang, når vi forhå-bentlig om et par år er ude af recessionen.Derfor bør EU og G20-landene udvide Ver-densbankens og den internationale valuta -fonds (IMF) muligheder for at hjælpe u-lan-dene ud af krisen. Jeg mener ikke, vi kanbruge så mange penge på at forsøge at reddebankerne i vores eget territorium, når vi ikkeer klar til at afsætte flere penge til u-landene.

Hvad vil Lissabon-traktaten, hvis den blivergennemført, betyde for EU’s udviklingspolitik?Traktaten vil føre til, at vi får mere styr påEU’s udviklingspolitik. Vi har brug for trakta-ten, fordi den vil give EU’s høje repræsentant(i dag Javier Solana, red.) kompetence til atbeskæftige sig med andre emner end sikker-hedspolitik – fx klima, u-landsbistand ogøkonomisk politik. Dermed vil den højerepræsentant, som en slags udenrigsminister,kunne tage fat om en sammenhængende ind-sats over for især Afrika, det fattigste konti-nent, og dernæst de øvrige u-lande i verden.

Et aktuelt udviklingspolitisk problem er Italiensnye, stramme asylregler, som rammer afrikan-ske flygtninge?De flygtninge, som forsøger at komme ind iEuropa via Italien, befinder sig i en livstruen-de situation, og vi kan ikke bare lade SilvioBerlusconi og hans folk behandle dem somen slags tredjerangsmennesker, der bare kansmides ud. Derfor skal vi sætte problemet på

den europæiske dagsorden og håndtere det ifællesskab. Hvis vi ikke gør det til et fællesproblem, så bliver det et fælles problem allige-vel, fordi flygtningene vil søge længere oglængere nordpå.

UDVIKLINGS EUROPA-BLOG

Interviewet med Poul Nyrup Rasmussen blevoprindeligt bragt på Udviklings EU-blog, somlagde en skarp bistandsvinkel på Europa-valg-kampens tre afgørende uger.

På bloggen kan du også møde den konserva-tive britiske europaparlamentariker Nirj Deva,EU-analytikeren Daniel Korski og det danskevalgs store sejrherre, SF’eren MargretheAuken.

Find bloggen på www.udvikling.dk

På mærkelig vis har de fem gyldnevækstår, som den rige verden ople-vede fra 2002 til 2007, ikke ført tiløget solidaritet med u-landene.

Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokrater.

Jeg mener ikke, vi kan bruge såmange penge på at forsøge atredde bankerne i vores eget terri-torium, når vi ikke er klar til atafsætte flere penge til u-landene.

Poul Nyrup Rasmussen.

De flygtninge, som forsøger atkomme ind i Europa via Italien,befinder sig i en livstruende situation, og vi kan ikke bare lade Silvio Berlusconi og hans folkbehandle dem som en slags tredjerangsmennesker.

Poul Nyrup Rasmussen.

EGOISTISKE EUROPA

NR. 4/2009 SIDE 30NAVNE

På vej hjem fra sin næstsidsterejse som chef for Unicef iSomalia gjorde Christian Bal s -lev-Olesen status over 34 årsnærkontakt med Afrika – ogmed en række skurkagtigestatsledere.

Af Jesper Strudsholm

Da Christian Balslev-Olesen i 1985 begyndteat arbejde med udviklingsbistand i Folkekir-kens Nødhjælp, gav hans far ham en advarselmed på vejen:

– Christian, pas nu på alle de veltalendemennesker.

Faderen frygtede forførere i alle forklæd-ninger. Og da Balslev-Olesen før sommerferi-en rejste hjem til Danmark efter at haveafsluttet sin FN-karriere i Somalia, kunne hanse tilbage på mange års omgang med afrikan-ske ledere, der besnakkede og bedrog verdenog ham selv:

Der var Zimbabwes præsident RobertMugabe. Der var Eritreas Isaias Afewerki, derbegyndte som bistandsdonorernes darling forsin kamp mod korruption, men siden truedemed at smide Balslev-Olesen ud, da han somchef for Unicef i landet havde protesteretmod brugen af børnesoldater.

Og ja, der var den bedrageridømte sydafri-kanske præst Allan Boesak. Helten fra kampenmod apartheid, der siden svigtede ”som ven,som præstekollega og som partner i bistands-arbejdet”, da Balslev-Olesen stadig var general-sekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

– Min far var dybt skeptisk over for Boesakskarismatiske stil. Men han rev jo folk med sigmed taler, som få kunne konkurrere med.Den oplevelse sidder under huden. Jeg erskeptisk over for folk, der påstår at kunnelevere smukke løsninger med nogle smukkeformuleringer, siger Balslev-Olesen, da hanpå vej hjem fra sit næstsidste besøg i Somaliagør status over 34 års nærkontakt med Afrika.

I mørket under vores fly ligger klodensmest kaotiske land, Somalia, hvor verden idisse dage har travlt med at støtte præsidentSheik Sharif Ahmed, fordi han forekommerlidt mere moderat end de radikale islamister,han slås imod.

– Jeg forstår ikke, at man ikke har lært lek-tien og er overvældet af, at man er ukritiskover for Sheik Sharif. At man ikke forlanger,at der er visse grundprincipper så som, atpiger skal i skole. Jeg er rystet over, at donorerikke stiller krav om, at han stopper med atrekruttere børnesoldater. Man bør opstillenogle klare kriterier for hjælpen på forhåndfrem for bagefter at sige: Nu gik det galt, nutrækker vi tæppet væk.

Du må efterhånden have udviklet en radar for,hvad man skal være på vagt over for hos ledere?– Advarselslamperne må lyse, når de overfal-der deres egne. Når de laver indskrænkningeri ytringsfriheden og begrænser civilsamfun-dets muligheder. Man får aldrig et land op atstå uden at have folket med sig. Så når de læg-ger bånd på befolkningens muligheder for atvære med, bør man gribe ind og sige: Det vilvi hjælpe med at få styr på.

Er det systemer eller enkeltpersoner, det er galtmed?– Der er gået for meget Irak og Afghanistan iløsningen af mange konflikter. Der er enutrolig systemtænkning, der hedder: Førstskaber vi sikkerhed med fredsbevarelse, så lovog orden med politi, så en stærk regering – også begynder vi at tænke på befolkningen. ISomalia har jeg måtte banke mine kolleger iFN med argumenter for, at vi er nødt til at gåpå to ben – ellers er det dømt til at mislykkes.

– Det er noget, jeg har med fra Grundtvigog vores egen revolution fra 1800-tallet, hvorvi sendte bønderne på højskole og fik ideernetil, hvordan man byggede det op fra grunden.Det lyder måske idealistisk og forenklet, mendet var sådan, det lykkedes at vælte apartheidi Sydafrika, fordi fagforeninger, kirker og heleverden var med. Det var ikke, fordi man fandten top-down-løsning.

– Det er vigtigt, at man bevarer en treklangmed regeringer, erhvervsliv og civilsamfund.Men vi er nu inde i en periode, hvor den pri-vate sektor er udpeget til at redde hele verden.Vores succeskriterier er økonomisk vækst.Men svælget mellem dem, der har, og dem,der ikke har, er dramatisk forværret.

– Det gælder i Somalia, og det gælder i etland som Kenya, der er en tikkende bombe.Man kan ikke have to millioner menneskerboende i slummen i Nairobi lige ved siden afnogle af de mest velhavende afrikanere, dervælter rundt i store Mercedes’er.

– Jeg er virkelig bekymret over arrogancenog ligegyldigheden over for det problem. Detgælder også i vores bistand. Det er ikke her, vilægger vores kreativitet ved at samarbejdemed de civilsamfundsorganisationer, der for-søger at gøre noget.

Hvad kan man gøre anderledes?– Grådigheden er ikke bare et afrikansk pro-blem. Der er gået Stein Bagger i hele verden –det er ikke bare en enkelt tumpe, det er en hel

kultur. Glimmer og større lån var succeskrite-rier. Det er nemt at pege fingre ad nogle afri-kanske ledere, der ikke ser så kønne ud – mendet var faktisk en trend, vi selv var med til atstarte.

– Når jeg lytter til direktøren for RoskildeBank, kunne han jo ikke se, at han havde gjortnoget forkert. Han fulgte de succeskriterier,der var oppe i tiden. Han mobiliserede befolk-ningen, ikke til en revolution, men til at holdehjulene i gang og sætte fart på byggeriet.

Men der er vel en gradsforskel på at bevæge siginden for dansk lovgivning og – som nogle afri-kanske ledere – at bryde samtlige FN-konven-tioner?– Der er noget jura, der er forskelligt. Men derer noget problematisk i tiden med troen på, atder ikke er nogen moralske bremseklodser, ogat du tjener samfundet ved selv at berige digselv.

– I u-landene har vi en fornemmelse af, athvis vi liberaliserer økonomien og skabervækst, vil det også hjælpe de fattigste. Mendet undrer mig, vi ikke stiller flere spørgsmålom, hvorvidt det virker. Det er et kolossaltsvigt, at donorerne ikke har holdt regeringer-ne fast på, at der skal en fordelingspolitik til.

– Vi burde overveje at stoppe vores bistandtil lande (som Kenya, red.), der lønner deresparlamentarikere bedre, end vi lønner med-lemmer af Folketinget. Det – synes jeg – er etrimeligt klart signal om, hvordan disse landebehandler deres fattige.

Men bistandssystemet går jo selv forrest ved ofteat give udsendte medarbejdere mere, end dekunne tjene derhjemme?– Selvom vi er godt lønnede i FN, kan vi ikkefølge med, hvad det private erhvervsliv i Nai-robi kan hoste op med. Eller politikerne. Selvi en FN-organisation er det ikke lønningerne,der driver mine medarbejdere eller mig selv.

Du mener ikke, at jeres livsstil bidrager til for-nemmelsen af, at personlig berigelse er vejenfrem?– Det er klart, at den fjerner os fra den virke-lighed, vi gerne vil hjælpe. Vi bor i de finehuse i de fine bydele, ikke i landsbyerne. Deter et kæmpe problem. Men jeg er ikke sikkerpå, det er hovedproblemet.

Bistanden kritiseres også for, at de store bidragudefra tillader politikerne at bruge landets egneressourcer til at berige sig selv?– Det er et reelt problem. Vi burde sige: HvisI vil have vores penge til at sende børn i skole,må I også gå ned på nogle rimelige lønninger,der i hvert fald ikke overstiger, hvad vi givermedlemmer af Folketinget. Den diskussionhar man ikke taget.

– Det er selvfølgelig også en næsten koloni-al holdning, der vil provokere nogle til at sige:Så kan I rende med jeres penge. Men hvis ikkevi har den dialog, er vi med til at skabe enstørre afgrund mellem dem, der har, og dem,der ikke har.

Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent fordagbladet Politiken.

B L Å B O GChristian Balslev–Olesen, 62, er uddannet teolog, men har siden afslutningen af sinestudier i 1980 arbejdet med nødhjælp ogudviklingsbistand.

Fra 1985 til 2002 ansat i Folkekirkens Nød-hjælp, de sidste ti år som generalsekretær.

Fra 2002 til 2005 chef for Unicef i Eritrea,derpå i tilsvarende job i Somalia.

I juni vendte Balslev-Olesen hjem til Danmark,hvor han siden er blevet partner og konsulenti Nordic Consulting Group og blandt andet vilfokusere på skrøbelige stater.

UNICEF-CHEF VENDER HJEM

Foto: Henrik Frydkjæ

r/Polfoto.

Mads Bugge Madsen, Asien-kender og tidligere tillids-mand og sømand, er ny lederaf fagbevægelsens bistands-organisation.

Af Mads Mariegaard

54-årige Mads Bugge Madsen overtager idenne måned ledelsen af Ulandssekretariatet,der som fagbevægelsens bistandsorganisationformidler teknisk og økonomisk bistand tiludvikling af faglige organisationer i u-landene.

Mads Bugge Madsen har været konstitueretleder af sekretariatet på Vester Voldgade iKøbenhavn, siden daværende leder AndersStig Møller døde pludseligt i foråret. Den nyeleder kender sekretariatet særdeles godt efterto årtier i organisationen – først som udsta-tioneret i Singapore i fem år og siden somkonsulent.

De seneste elleve år har han varetaget dendaglige ledelse af Asien-afdelingen og således

været arkitekten bag sekretariatets første pro-gram i Asien, som Danidas styrelse i martsbevilgede 30 millioner kroner til over to år.

’Vækst er ikke nok’Som sekretariatsleder bliver Mads BuggeMadsen chef for ca. 35 medarbejdere ude oghjemme, og får hovedansvaret for organisa-tionens aktiviteter – ikke blot i Asien, menogså i Afrika, Latinamerika, den arabiske ver-den og EU. I en tid med stort dansk fokus påu-landenes private sektor lægger han vægt på,at andre områder ikke glemmes.

– Vækst er en forudsætning for udvikling,men vækst er ikke nok i sig selv. Det er mindstlige så vigtigt, at der er stærke, demokratiskefagforeninger og en velfungerende offentligsektor, som kan sikre uddannelse, sundhed ogomfordeling i samfundet. Uden omfordelingsker der ingen fattigdomsudryddelse. Samti-dig kan fagforeninger og civilsamfund væremed til at sikre, at virksomhederne tager hen-syn til miljøet, siger han.

Styrmand i AsienMads Bugge Madsens engagement i fattig-

domsbekæmpelse kan spores tilbage til barn-dommen med en morfar, der var Røde Kors-generalsekretær i Grønland – og til gymnasie-tiden, hvor han blaffede rundt i Afrika.Asien-interessen grundlagde han i slut-70’erne som styrmandsaspirant og siden styr-mand hos A.P. Møller-Mærsk Line, hovedsa-geligt i Asien.

– Som sømand har jeg kendt Singapore, førdet blev udviklet, og set hvor store fremskridtder er sket. Det har vist mig, at det ikke erumuligt at skabe udvikling, og været med tilat give mig et stort engagement, fortæller han.

80’erne brugte han i Danmark som drifts-tekniker i Danmarks Radio, hvor han blevvalgt som tillidsmand i Klub 317 i DanskMetal og involveret i ansættelser, personale-politik, voksenuddannelser og forhandlingerom løn og overenskomster. Siden 1990 harhan kombineret interessen for u-lande og fag-foreninger med en karriere i Ulandssekreta-riatet, hvor han altså nu er endt på øverstepost.

Mads Bugge Madsen bor i Søborg og hartre børn på 10, 13 og 29 år.

NAVNE

NGO’ER

Nik Bredholt, 40, tiltræder som chef forCAFOD’s (Catholic Agency For OverseasDevelopment) nødhjælpskontor for Asien,Mellemøsten og Latinamerika i London.

Marianne Looft, 60, er rejst med Læger uden Grænser tilEtiopiens østlige Somali-region for at være med til at åbne etsundhedscenter i byen Imi.

Nina Engelund Malten, 34, er rejst til DRCongo med Folkekirkens Nødhjælp, hvor hunskal arbejde med organisationens mineryd-ningsprogram.

Mal Pantelic, 37, rejser mandag til Bangladesh som logisti-ker for Læger uden Grænser (MSF), hvor han de næstemåneder skal hjælpe ofrene for efter orkanen Aila (se side16-17). Maskintekniker Pantelic er fra Australien, men har deseneste fire år boet i København.

Merete Rosenberg, 42, er udsendt som pro-gramkoordinator for Folkekirkens Nødhjælpsprogram for minerydning i Angola.

Peter Blum Samuelsen, 44, er ansat i Cari-tas Danmark som programkoordinator medansvar for arbejdet i det nordøstlige Indien.

Stig Schmidt, 46, rejser til det sydlige Sudan for IngeniørerUden Grænser (IUG). Her skal han de næste seks månederbistå Dansk Flygtningehjælp med at oprette seks nye flygtnin-gelejre under FN’s fødevareprogram WFP.

BILATERALE RÅDGIVERE

Ole Henriksen, 44, er ansat som seniorrådgiver for program-met for udvikling af økologisk landbrug i Montenegro.

Kyaw Htwe Myaning, 51, er ansat som seniorrådgiver for et’local service delivery og governance program’ i Ghana.

Liisa Elina Sana, 62, er ansat som seniorrådgiver for regio-nalt program for demokrati og menneskerettigheder i Guate-mala.

Archana Tamang, 44, er ansat som seniorrådgiver for multi-sektorprogrammet til forebyggelse af vold mod kvinder iBang ladesh.

MULTILATERALE RÅDGIVERE

Camilla Blomquist, 28, er ansat i IBRD (International Bankfor Reconstruction and Development) i Zimbabwe.

Mia Sichelkow, 34, er ansat i FN’s Udviklingsprogram UNDP iSenegal, hvor hun skal arbejde med kapacitetsudvikling.

FORSKNING

Geir Helgesen, 58, seniorforsker, er udpegetsom direktør for Nordisk Institut for Asienstu-dier (NIAS) på Københavns Universitet. Hanhar været fungerende direktør for instituttetsiden februar i år.

Carsten Smith Olsen, 42, er udnævnt somprofessor i Skov og Folk i Udviklingslande(Forest and People in Developing Countries)ved Skov & Landskab, Københavns Universi-tet.

PRISER

Jørgen Harboe, 66, journalist og forfatter, har modtaget åretsNairobipris, som er danske u-landsjournalisters hædersbevis-ning. Harboe, der sidste år donerede 10 mio. kr. af en arv tilat oprette Timbuktu-fonden til fremme af god formidling omudviklingslandene.

Tom Heinemann, 50, blev den første vinder af Timbuktu Fon-dens pris på 100.000 kr. for kritisk u-landsjournalistik. Hanmodtog prisen for de tre tv-dokumentarprogrammer ”Når til-bud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.

Selam Mahdi, 19, har vundet Miss Africa Dan-mark-konkurrencen. Hun har rødder i Eritreaog Sudan. Efter et sabbatår i Eritrea ønskerhun at videreuddanne sig på RUC, så hun kanarbejde som projektleder for udviklingsarbej-de, gerne i Afrika.

BESTYRELSER

Seks ny medlemmer af bestyrelsen for Investeringsfonden forØstlandene (IØ) og Industrialiseringsfonden for Udviklingslan-dene (IFU): Beate Bentzen, koncerndirektør, Rambøll Eva Berneke, koncerndirektør, TDC Jens Jørgen Kollerup, direktør, Emidan Lisbeth Scott Reinbacher, direktør, LS Flags Sus Ulbæk, centerchef, Center for Afrika, Asien, Amerika ogMellemøsten, Udenrigsministeriet Steen Hommel, kontorchef, Danmarks Eksportråd, Udenrigs-ministeriet

To nye medlemmer af bestyrelsen for Unicef Danmark:Christian Stadil, cand.merc og konsulent, udpeget af besty-relsen Helle Dydensborg, pædagogisk konsulent, Det Danske Spej-derkorps

NYT OM NAVNE JULI 2009

NR. 4/2009 SIDE 31

ULANDSSEKRETARIAT FÅR NY STYRMAND

Mads Bugge Madsen, 54, er ny leder af Ulandssekretariatet. Foto: Ulandssekretariatet.

Af Jesper Strudsholm, Cape Town

Dette er billedet, som ingen troede på. Etfoto af byggeriet af Cape Towns nye stadiontil det fodbold-VM i 2010, som skeptikereindtil for nylig afviste som et luftkastel.

Med plads til 68.000 tilskuere og et over-legent design i bløde kurver er Green PointStadium på mindst to afgørende punkterlangt foran Parken i København. Andre ste-der i landet er ni andre stadions på vej sompotente symboler på, at Sydafrika atter erved at overraske verden og sig selv.

– VM i 2010 er den vigtigste begivenhed iSydafrikas nyere historie, siger Nick White-ley, Cape Towns talsmand for begivenhe-den, mens han viser rundt.

Er det større end Nelson Mandelas magt-overtagelse i 1994? Måske. For 15 år sidenfik landets sorte flertal sin politiske frihed,mens den økonomiske lighed har ladetvente på sig. Sydafrikas egentlige formålmed værtskabet for VM er derfor at tiltræk-ke investorer og turister. Eller som NickWhiteley siger:

– Det her handler ikke om 2010, men2011. Det handler om arven.

Green Point Stadium har fået tilnavnet’den afrikanske renæssances stadion’ –mange afrikanere håber, at kontinentetsførste værtskab for fodbold-VM vil medfø-re social, politisk og økonomisk fremgangog give Vesten et nyt syn på Afrika.

ET STADION TIL FREMTIDENS MÅL

HUSK AT LÆSE:

UNICEF-CHEF FORLADER SOMALIA– Grådigheden er ikke bare etafrikansk problem. Der er gåetStein Bagger i hele verden,siger Christian Balslev-Olesen,der nu stopper som Unicef-chefi Somalia. På vej hjem i flyetgjorde han status over et livmed afrikanske ledere.

Side 30.

KVINDEKAMP I CASABLANCAMed en ny familielov i håndenkan marokkanske kvinder selvvælge, hvornår de vil giftes ogskilles. Reportage fra Marokko,hvor både sekulære og islami-ske organisationer kæmper forkvinders rettigheder – og modhinanden. Side 6-7.

DET ER GRATIS AT ABONNERE

PÅ

LÆS MERE PÅ WWW.UDVIKLING.DK

Al henvendelse: Schultz Distribution, Herstedvang 4, DK-2620 Alber tslund

UM

M

Id-n

r. 42

32

8

BANGLADESH EFTERAILASidste mandag i maj ramte Aila-orkanen Bangladesh’ kyst. Sefotograf Jonathan Bjerg Møllersbilledreportage om ødelæggel-serne, der kostede flere end200 mennesker livet og gjordehundredetusinder hjemløse.

Side 16-17.

U-LANDSLÆSNING ISOMMERFERIENTag verden med på ferie – fra Adichie og Borges til Lessingog Rahimi. Udviklings litterære rejseguide foreslår klassikere,nye stjerner og oversete bogperler fra Afrika, Asien ogLatinamerika.

Side 23.

Green Point Stadium i Cape Town, hvor otte kampe skal spilles ved næste sommers fodbold-VM i Sydafrika. Foto: Tine Harden.