Haderslevgadesagen

En historie om forholdet mellem hjemog skole i København 1880 - ca. 1920

af N ing de Conz'nck-Smith

IndledningDen følgende fortælling er en historie fra det virkelige liv. Den handler om,

hvordan den offentlige skole har forvaltet sit opdrageransvar, og om hvilke

muligheder forældrene har haft for at blande sig heri. Kort sagt den handler

om forholdet mellem hjem og skole. Selvom de nedenfor beskrevne begiven-heder udspiller sig for mere en 80 år siden, har historien et budskab til os

idag. Den viser nemlig, at forholdet mellem hjem og skole altid har været et

magtforhold, hvor forskellige klassemæssige og kulturelle baggrunde er ble-

vet sat op overfor hinanden.

Den viser også, at kontakten mellem skolen og børnenes hjem har haft en

forskellig form og et forskellligt indhold op igennem de sidste er hundrede år.

Forandringerne heri har for det første været et resultat af skolens ændrede

samfundsmæssigerolle. For det andet har arbejderbevægelsensudvikling ogden generelle demokratisering af samfundet også sat sit præg på skolens

hverdag. Fra lærermøder, over forældremøder til elevråd og skolemøder.

Historiens essens er, at det kommunale skolevæsen i København i årene

fra århundredeskiftet og indtil ca. 1920 måtte forholde sig til et folkeligt krav

om en problematisering af skolens egenrådighed.Især var det lærernes for-

valtning af revselsesretten, som var udsat for kritik.

I vinteren 1906-07 verserede der en retssag ved de københavnske domsto-

le. En mor stod anklaget for at have slået en lærer. Efter at han havde slået

hendes søn. Skolevæsenets øverste ledelse - skoledirektionen - valgte efter

alt at dømme at bruge denne retssag til at demonstrere overfor forældrene ogandre skoleinteresserede, hvordan man ønskede samarbejdet mellem skole

og hjem skulle tage sig ud.

Sagen i ord og handlinger1En dag i begyndelsen af juli måned 1906 kom en kommuneskolelærer ind påen københavnsk politistation. En mor til en af hans elever havde slået ham

53

under en diskussion om hans afstraffelse af hendes søn. Nu ville han melde

hende til politiet. Også selvom det var en måned siden begivenhederne havde

fundet sted. Tre måneder senere - den 6. oktober 1906 - blev kvinden ved

Politi- og Kriminalretten i København idømt »60 Dages simpelt Fængselpaa sædvanlig Fangekost« og til at betale sagens omkostninger. Hun blev ik-

ke blot dømt for have slået anmelderen, men også for at have forsøgt at skaffe

sig adgang til en anden søns klasse. I dette tilfælde var hun mødt op på skolen

for at klage over, at drengen havde fået en lussing af læreren for gentagen

dårligopførsel i skolegården.Hans lærer ønskede imidlertid ikke at diskutere

afstraffelsen med hende. Da moderen pressede på klassedøren udefra og læ-

reren holdt på døren indefra gik en liste i stykker.Dommen blev stadfæstet to måneder senere ved Højesteret. Men efter at

moderens forsvarer havde indgivet en appel om benådning eller formildelse

af straffen til Kongen blev hun i februar 1907 betinget benådet, dvs. at hun i

en femårigperiode skulle »afholde sig fra ethvert fornærmeligt eller anstøde-

ligt Forhold overfor den af hendes Børn søgte Skoles Personale«.2 Det gjordehun, og den endelige eftergivelse af straffen skete i marts 1912. Moderen var

den 44-årige,tysk fødte, kone madam L., gift med en københavnsk stolepolé-rer.

I familien var der seks børn, hvoraf de fire endnu var hjemmeboende.Økonomien i familien var anstrængt, da manden i perioder var arbejdsløs.Når han havde arbejde, hjalp hans kone ham med at polere stolene hjemme i

lejligheden. Ifølge politirapporten optaget i forbindelse med benådningsan-søgningen blev hun af en nabokone og to lokale handlende anset for en »re-

spektabel Kone«, hvis børn ikke løb omkring med andre børn på gader eller

stræder. De havde alle »Pladser« (arbejde), som de passede. Hun blev af sin

arbejdsgiver karakteriseret med ordene »stræbsom« og »flittig«, men hun

kunne dog blive »noget hidsig«. Det fremgik også af den omtalte politirap-port, at manden var »drikfældig« og at det var hende, der holdt sammen på

hjemmet.3 Manden indrømmede i retten, at han var »drikfældig«,men ikke

at det var konen, der bestemte i hjemmet. Det var nemlig ham. Han havde

imidlertid intet kendt til episoderne på skolen, fordi »... han lader Sigtede(Konen) tage sig af Drengenes Forhold til Skolen, derimod siger han, at i

Hjemmet er det ham der regerer.«4De to lærere, som var indblandet i sagen

var begge ansat ved Haderslevgade friskole. Den ene havde været ansat i seks

år, den anden i to-tre år. Under afhøringerne i retten fik de følgende skuds-

mål af deres inspektør:»Det er flinke og paalidelige Lærere -

og jeg er sikker paa, at de har op-traadt fuldt korrekt.«S Om den lærer, som indgav anmeldelsen sagde inspek-tøren ifølge et interview i Ekstrabladet:

»Hvad Lærer S. angaar regner jeg ham for en rolig, fornuftig Mand, megetbehersket i sin Tale og sin Optrædennd1

54

I denne sag stod 0rd over for ord. Læreren, som havde indgivet anmeldel-

sen, hævdede, understøttet af vidneudsagn fra en kollega, fra nogle elever -

deriblandt sigtedes egen søn -

og inspektøren, at hun havde været højrøstet

og grov, og at hun havde ramt ham med et slag i nakken i det øjeblik, han

bøjede sig over sønnen, som havde set sit snit til at stikke af under diskussio-

nen. Det var godt nok ikke et særlig hårdt slag »... men de hørte det klaske«,

som to af eleverne udtrykte det.7 Episoden, der førte til den ituslåede dør,

blev bekræftet af nogle elever. .

Moderen stod under hele retssagen fast på, at hun ikke havde slået. Deri-

mod indrømmede hun, at hun i det ene tilfælde havde optrådthøjrøstet, og

hun indrømmede også, at hun havde forsøgt at komme ind i sin ældste søns

klasse. I to interviews i dagspressen hævdede hun, at assessoren (forhørslede-

ren) havde søgt at true hende til at indrømme, at hun havde slået. Truslerne

skulle efter hendes udsagn have været, at dommen ville blive op til fem må-

neders fængsel eller at hendes børn ville blive taget fra hende, hvis hun fort-

sat nægtede.8Tilstod hun derimod ville sagen blive afgjort med en bøde.°

Det er ikke tanken med de følgende sider at afgøre, om moderen havde

slået læreren eller ej. Derimod vil jeg gennem en analyse af begivenhedsfor-løbet og den efterfølgende retssag søge nærmere at kortlægge moderens mo-

tiver til at møde op på skolen, og lærerens-

og skolevæsenets- argumenter

for at melde hende til politiet.Dernæst vil jeg vise, at denne sag ikke blot var et udslag af, at nogle vold-

somme temperamenter stødte sammen. Gennem inddragelse af relevant ma-

teriale fundet i skoledirektions arkiv, i dagspressen og i datidens pædagogiske

fagblade vil jeg underbygge en antagelse om, at Haderslevgadesagen var

principiel i den forstand, at dens afgørelse udtrykte den form og det indhold,som samfundets magthavere -

og det vil mere konkret sige skolevæsenets 1e-

delse bakket op af domstolene ønskede at lægge i forholdet mellem hjemmetog folkeskolen.

Motiver

M oderens motiv til at møde op på skolen var ikke, at hun var modstander af

pryglestraf som sådan,men at hun ikke ønskede, at hendes børn skulle mis-

handles. Det fremgik af afhøringerne, at hun ved tidligere lejligheder havde

haft samtaler med inspektøren og lærerne og bedt dem skåne hendes drenge.I det konkrete tilfælde havde den elleveårigesøn blodunderløbne striber

både på arme og ben.'0 Moderen fandt at dette måtte tolkes som mishand-

ling, og da drengens bukser ydermere var revnet, så mødte hun op i klassen.

»Hun har ikke noget imod, at E. faar Prygl naar han har fortjent dem, men at han skal

mishandles som af Anmelderen (i.e. læreren) kan hun selvfølgelig ikke taale og derfor gik

55

hun hen i Skolen for at tale med Anmelderen, eventuelt for at faa Benklæderne erstatte-

de, da det er de eneste Drengen har. Hun har nu lappet Benklæderne og da det, som an-

ført er de eneste E. har at gaa med, kan hun ikke udlevere dem til brug under Sagen.«“

Det fremgår videre af forhørsprotokollen, at moderen ikke ville finde sig i

den nedladende behandling, som lærere og myndigheder udsatte hende for.Hun ville have ret til at blande sig i sine sønners skolegang -

og ville ikkebehandles som et ufornuftigt barn. I retten vedgik hun således, at hun havde

sagt: »Jeg er ingen Skoletøs for Dem« til den lærer, som forsøgte at holde

klassedøren lukket for hende'2

Hendes mand bekræftede i retten, at hans kone var en person, som stodfast på sine rettigheder. Også den folkelige del af dagspressen - især »Aften-

bladet«, og »Socialdemokraten« - fremstillede moderen som retskaffen ogstolt.” I et interview i »Aftenbladet« blev moderen således refereret for at

have sagt følgende til forhørslederen, da han ved hjælp af trusler søgte at få

hende til at tilstå »overfaldet« på læreren:

»... at hun ikke kender de danske Love saa nøje; men hun tvivler dog paa, at Politiet har

Ret til at tage Børn fra Forældre, der ikke har været straffede, arbejde begge to for at

ernære dem og har betalt enhver sit, har betalt Skat osv...«"'

Den folkelige presse lagde dog gennemgåendemest vægt på,at det var mode-

rens kærlighed til sine børn, der havde fået hende til at møde op på skolen. '5

Læreren havde slået drengen, fordi han var af den opfattelse, at han havde

skjult en kammerats oversidningsseddel. Som omtalt ovenfor havde han

meldt moderen til politiet, fordi han mente hun havde slået ham i nakken.

Umiddelbart kunne det undre, at der skulle gå en hel måned fra begivenhe-derne fandt sted til at moderen blev meldt.

Dagspressen antydede, at der var tale om, at skoledirektørens tilsagn førstskulle indhentes. Det benægtede skolens inspektørpå det kraftigste. Deri-

mod viste hans udtalelser til retten og til dagspressen, at man fra skolens side

igennem længere tid havde været irriteret på moderen. For det første havde

hun flere gange henvendt sig og klaget over skolens behandling af hendes

drenge. I et tilfælde, udover det anmeldte, var hun gået direkte til læreren ogafbrudt hans undervisning. For det andet var der flere eksempler på, at hun

gav sine børn medhold i deres protest mod lærernes afstraffelsesmetoder.

»Hun giver i det hele sine Børn Medhold overfor Skolen, saa at hendes Udsagn om Bør-

nene - for Exempel med Hensyn til Udeblivelse fra Skolen - ikke altid er overensstem-

mende med Sandheden og Børnene,der ved, at de faar Medhold i Hjemmet, truer med at

de skal faa Moderen herhen, saa snart der er noget i Vejen. Drengene har sære stridbare

Sind, saa Moderens idelige Indblanden sig i Skolesager er højst generende for Skolens

Personale. «' 5

Set med inspektørens -

og lærernes øjne - var årsagentil moderens og dren-

gens protester ikke, at skolen tog fejl, men at både hun og drengene af natu-

56

Drengeklasse i en københavnsk kommuneskole omkr. 1900.

ren var abnorm, hidsig og hysterisk, hvilket kunne henføres til at der var

sindssyge i familien. Moderen var dog ikke mere abnorm »end at hun maa

bære Ansvaret for sin Optræden.«17Det fremgik imidlertid, at det var mandens mor, som var sindssyg. Højstbørnene kunne i givet fald være arveligt »belastede«. Hendes mand udtalte

også i retten, at han nu havde været gift med hende i 17 år, uden at opdage at

hun skulle være sindssyg. Drengenes karakter var efter skolens mening så-

dan, at det var nødvendigt og rigtigt, at opdrage på dem ved brug af prygl. Af

inspektøren blev de i interview i Ekstrabladet beskrevet som »raa og inde-

sluttede« uden nogen »rar Karakter«

»Det er den Slags Børn, der holder af at støbe Kuglerne, og lade andre skyde dem ud.

Mellem Kammeraterne er de heller ikke lidte. For det meste kan de opføre sig roligt og

Skikkeligb men en Gang imellem tager Hysteriet Overhaand, og de er da nogle af de aller-

værste at tumle.«'“

De prygl den elleveårigesøn havde fået var derfor helt berettiget og

»De Prygl han fik, fik han paa Sædet, naar Slagene har ramt andre Steder, saaledes paa

Hænderne, var det fordi han maa have taget for sig og gjort Modstand mod Revsclsen.«'°

Det var altså ikke lærerens, men drengens egen skyld, at han var blevet ramt

på arme og ben. Han kunne jo bare have stået stille.

Det gjorde det ikke lettere for kvinden at trænge igennem med sine argu-

menter, at hun talte dansk med tysk accent. Så stærk var den ifølge lærerne,

57

at man knapt kunne høre om hun brugte skældsord eller ej. Tyskerhadets da-

ge var endnu langtfra talte!20 Uanset kvindens -

og hendes børns - personligeforhold, så mente inspektør og lærere ikke, at hendes opførseloverfor skolen

var akceptabel. Hun havde været grov og råbt højt. Dermed havde hun ud-

vist manglende respekt for lærerne og deres afgørelser.Da lærernes handle-

måde var korrekt, var der ikke den mindste grund til at give hende ret i hen-

des anklager.Meget tyder på, at ledelsen ved skolen i Haderslevgade var godt træt af

moderen, og nu ville benytte lejligheden til at demonstrere overfor hende ogandre forældre, at skolen ikke ville finde sig i en sådan opførsel. Det er ikke

muligt at afgøre, om skolevæsenets øverste ledelse har sanktioneret, at lærer-

en foretog en politianmeldelse. Men hvorfor skulle der ellers gå en hel må-

ned? og ville et sådan skridt kunne foretages i datiden uden at skoledirektio-

nen skulle underrettes?

RetssagenVed sagens behandling i Underretten - Kjøbenhavns Politi- og Kriminalret -

fastholdt moderen, at hun ikke havde slået. Og det på trods af flere vidneud-

sagn om det modsatte. Hendes egen 11- årige søn blev ogsåafhørt. Han kun-

ne kun bevidne, at hun havde forsøgt at komme ind i klassen og havde været

grov og højrystet. Han havde ikke set hende slå, da han på dette tidspunkt var

løbet ned af trapperne. Ifølge sønnens udtalelser til retten var han blevet

ramt på arme og ben, »fordi han maa have taget for sig og gjort Modstand

mod Revselsen.«2'

Forsvareren talte for lovens mildeste straf af tre grunde: For det første

mente han det var legitimt, at moderen straks var mødt op i klassen for at få

drengen med hjem. En lægeundersøgelsevar betingelsen for at klage, og læ-

gen HAVDE jo netop konstateret, at drengen var blevet ramt på arme og

ben. Ifølge straffereglementet måtte man kun slå på enden."

For det andet var det hans opfattelse, at moderens konflikt med den lærer,

›

der havde givet hendes søn en lussing var for ubetydelig til at lægges hende til

last.

Endelig mente han ikke, at vidneudsagnene havde underbygget påstandenom, at moderen havde slået læreren med forsæt. Sandsynligheden talte sna-

rere for, at hun var kommet til at skubbe ham i al sin hidsighed.”Disse ind-

vendinger fik ingen betydning for domsafsigelsen. Dommeren fandt det »be-

vist, at Tiltalte har opført sig som beskrevet af (Lærerne) S. og N. ..» og at det

»anses bevist, at hun brugte Mund imod (Lærer) T., og at hun gentagne

Gange pressede paa Døren efter at (Lærer) T. havde lukket denne og paa-

58

budt hende at gaa...«24Moderen blev dømt efter straffelovens § 98 stk. et og

to, hvis indhold var:

» Den, som med Vold eller Trussel om Vold overfalder en Embedsmand under Udførelse

af hans Embedsgerning eller i Anledning af samme, saavel som den, der paa lige Maade

søger at tvinge en Embedsmand til at foretage en Embedshandling, eller at afholde ham

fra dens Udførelse anses med Strafarbejde indtil 6 Aar eller under formildende Omstæn-

digheder med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders Simpelt Fængsel.«

Det kom ikke på tale at inddrage § 102 i straffeloven, som omhandlede det

forhold, at det kunne være en formildende omstændighed ved straffens ud-

målning, at »vedkommende Embedsmand selv ved sin urigtige Adfærdhar givet Anledning til Gerningen...«26 Det var alene moderen der blev

dømt. Lærernes opførsel blev ikke anset for at være videre problematisk end-

sige strafbar. Moderen fik 60 dages simpelt fængsel på vand og brød. En

dom, der umiddelbart kunne se mild ud sammenlignet med lovens bogsta-ver.27

Men dommen kunne ogsåtolkes som unødvendig hård, fordi straffeansva-

ret alene blev pålagtmoderen, og lærernes handlinger ikke blev påtalt.Eller

fordi dommen slet ikke tog hensyn til kvindens sociale situation. Når dom-

men blev udlagt som alt for hård i pressen, så var det - som vi skal se om lidt -

netop af disse to grunde.Først da sagen nåede Højsteret, fandt der en diskussion sted af lærernes

handlemåde og eventuelle straffeansvar. Moderen havde fået en ny forsvarer- højsteretsadvokat Hindenburg.28 - Tilsyneladende gik han mere grundigttilværks end sin forgænger.Ifølge straffereglementet af 1887 skulle enhver brug af spanskrør eller ef-

tersidning indføres i klassens straffeprotokol. En forespørgsel til skolen afslø-

rede imidlertid, at protokollen ikke var blevet ført i det omstridte tilfælde.

»Læreren havde glemt at indføre Straffen pga. et Øjebliks Hidsighed...«,som inspektøren skrev. Brevet var bilagt en seddel, hvorpå læreren med fire

måneders forsinkelse bevidnede, at han havde straffet drengen med »3-4

Slag paa Sædet med et Spanskrør.«29Hindenburg havde endvidere læst reg-lementet så godt, at han havde set, at lussinger ikke var omtalt blandt de lega-le straffemidler i skolen. De legale midler var irettesættelse, eftersidning ogafstraffelse med spanskrør.Han rejste derfor en diskussion i Højsteret om

det ikke var rimeligt, at bringe § 102 i anvendelse, da læreren ved sin strafba-

re handling kunne siges at have provokeret moderen. Endvidere spurgte han,om læreren ikke havde overtrådt straffereglementet ved ikke at indføre straf-

fen i straffeprotokollen.Under forhandlingerne i Højsteret kom der endnu en indvending mod det

hidtidige sagsforløb, idet en af dommerne mente, at det var forståeligt, at

moderen havde klaget over at drengen var blevet ramt andre steder end på

59

enden »man kan jo ikke forvente, at Barnet staar stille.«31 På trods af disse

nye indvendinger blev dommen stadfæstet. Argumenterne for at fastholde

dommen var, at det ikke i reglementet var udtrykkelig forbudt at give lussin-

ger. At det var drengens egen skyld, at han var blevet ramt på armene og be-

nene og

»Der maa jo være Disciplin, og man maa ikke gribe for stærkt ind mod Lærere som ankla-

ges af en Kone, der trænger sig ind i Klassen, gjør Skandale og slaar Læreren.« 32

To retsinstanser havde nu udtalt at skolen havde ret, moderen uret. To dageefter at dommen var blevet stadfæstet ved Højsteret, skrev Hindenburg en

benådm'ngsansøgmhgtil Kongen. Han ansøgte om eftergivelse eller en væsent-

lig nedsættelse af straffen med den begrundelse, at lærerne havde overtrådt

straffereglementet, og at moderens frygt for at hendes søn blev mishandlet

ikke kunne siges, at være ganske ubegrundet, da

»8. (læreren) selvom han har haft til Hensigt at slaa i Enden, i al sin Hidsighed har været

ude af stand til at beregne, hvor han slog...«33

Hertil kom efter Hindenburgs mening, at det endnu ikke var bevist, at dren-

gen havde smidt oversidningssedlen væk.Denne ansøgning udløste en fornyet aktivitet. Der blev optaget en politi-

rapport over kvindens vandel. Der blev sendt forespørgsler ud til skolekom-

missionen ved Haderslevgade skole, til den københavnske skoledirektion ogtil Højsteret. Udfra det indkomne materiale udarbejdede Justitsministeriets1. Ekspeditionskontor en indstilling til Kongen.

Skolekommisionen ved Haderslevgade skole indstillede kvinden til benåd-

ning af sociale årsager. Familien ville gå i opløsning, hvis kvinden skulle i

fængsel. Efter skolekommissionens mening kunne en benådningikke opfat-tes om en tilkendegivelse af, at moderen alligevel havde ret. To retsinstanser

havde jo givet skolen og lærerne medhold. Hertil kom, at sagsforløbet tilsy-neladende havde haft den ønskede præventive virkning..Så selv om skolekommissionen under ingen omstændigheder fandt de til-

delte straffe »ubeføjet«,så gik man gerne med til en benådning,da

»... Straffen er haard, og da begge Lærere og Inspektøren ere tilfredse med Dommens

konstatering af hendes Uret og ikke have noget imod Benaadning, samt at hun i det for-

løbne Efteraar ikke har generet Skolen ligesom begge Drengenes Opførsel er meget for-

bedret....«34

Skoledirektionen i København støttede i sin indstilling skolekommissionens

synspunkter.”

Sagsbehandleren i Justitsministeriet - Justitsministeren? - mente imidler-

tid, at det var tvivlsomt, om der var nogen som helst anledning til at benåde

kvinden.

»Jegkan egentlig ikke se, at der er nogen særlig Grund til at bære over med hende, og om

60

man end mulig maatte kunde finde en formildende Omstændighedderi at hendes Mo-

derfølelse kan være løbet af med hende - hvad hele Sagen og dens Forhistorie i øvrigtikke tyder paa

- er hendes Opførsel dog gaaet i den Grad over alle Grænser, at hun - bl.a.

for Exemplets Skyld - formentlig ikke bør slippe saa let derfra.«37

Efter Justitsministeriets opfattelse kunne der højst blive tale om en betingetformildelse til halvdelen. Justitsministeriet havde fået Højsterets opbakningtil at benåde, uden at det var klart i hvilket omfang.38

Skolemyndighederne tegnede sig i benådningssagen for en blødere linie

end Justitsministeriet. Det blev den hårdere linie der sejrede. Straffen blev

fastholdt, men gjort betinget. Men hvorfor var det myndighederne så megetom at statuere et eksempel overfor de forældre, der »uhæmmet« blandede sigi skolens forhold?

For at få svar på dette spørgsmålmå vi se nærmere på forældreholdningertil skolen og på den offentlige debat om disciplin og straf i dagspressen og i

datidens pædagogiske fagtidsskrifter.

Sagens baggrundTre retsinstanser havde nu afgjort, at skolen og lærerne havde ret og moderen

uret. Hermed havde retsvæsenet støttet de to lærere i, at deres forvaltning af

pryglestraffen ikke burde være et offentligt diskussionsemne.

Men uanset retskendelser og skolens fromme ønsker så var der efter år-

hundredeskiftet gradvist opstået en offentlig debat om pryglestraffen i sko-

lerne. Før århundredeskiftet havde denne diskussion altovervejende været et

skoleinternt anliggende.39 Inden jeg går nærmere ind på indholdet i debat-

ten, vil jeg kort omtale de vigtigste årsagertil, at spørgsmåletom skolens for-

valtning af sit opdragelsesansvar var blevet forsidestof.

For det første blev der i Rigsdagssamlingen 1904-05 behandlet og vedtagetto love, der indirekte fik betydning for diskussionen om lærernes revselsesret

og opdrageransvar. Den første var justitsminister Albertis såkaldte »Prygle-lov«, hvorved man genindførte pryglestraffen som en slags tillægsstraf ved

grovere voldsforbrydelser, voldtægt og utugt overfor piger under 12 år.

»Forbryderen«kunne idømmes mellem 10 og 27 »Tampeller Rottingslag«.4°Den anden lov var den såkaldte »Børnelov«, som havde til formål at etab-

lere et andet anbringelsessystem for »raa og fordærvede Børn« end fængsler

og de eksisterende opdragelsesanstalter. Lokale værgeråd skulle føre tilsynmed børnene bl.a. gennem samarbejde med politi og skole. Var der proble-mer, skulle børnene hurtigst muligt fjernes fra hjemmene. Enten for at blive

sat i familiepleje eller på børnehjem. For de særlig vanskelige skulle der op-

rettes opdragelsesanstalter. I lovforslaget var der foreslået et særlig sæt straf-

feregler for disse anstalter. De spillede på registret sult, isolation og prygl.41

61

Begge love gav anledning til en voldsom debat om prygl som et hensigts-mæssigt straffemiddel både overfor børn og voksne. Under forhandlingerneom »Børneloven« lykkedes det for de socialdemokratiske medlemmer af ud-

valget - Peter Sabroe og Borgbjerg - at få fjernet straffereglerne til fordel for

en bestemmelse om, at der skulle herske »almindeligHustugt«. Dette blev af

Peter Sabroe udlagt således fra Folketingets talerstol:

Jeg haaber. at der dermed ikke siges andet, end at Forstanderen, Lærerne, Lærerinderne

eller hvem, der kommer til at virke ved disse Anstalter, have kun i yderste Nødstilfælde at

anvende legemlig Straf. og det vil være de bedste Opdragelsesanstalter... hvor man ikke

behøver at slaau. '-'

Det blev herefter overladt til justitsministeren på et senere tidspunkt at

udforme de præcise reglementet. Også det var Sabroe godt tilfreds med, idet

han regnede med at pryglenes dage snart var talte.

Udover diskussionerne om disse to lovforslag gav Sabroes mange afslørin-

ger af de faktiske forhold påbørnehjem rundt omkring i landet stof til debat-

ten. I nogle tilfælde var der nærmest tale om egentlig, systematisk gennem-ført børnemishandling og flere retssager mod forstandere på børne- og op-

dragelseshjem fulgte i kølvandet på Peter Sabroes arbejde.43Til de mere skjulte forklaringer på, at skolens forhold nu åbent blev disku-

teret i pressen, var at skolens elevgrundlag var under forandring. Folkeskole-

loven af 1899 lagde op til, at den gamle standsdelte skole, hvor selv de offent-

lige skoler var delt i skoler for betalende elever (betalingsskoler) og skoler,hvor eleverne fik gratis undervisning (friskoler) skulle forsvinde. I Køben-

havn blev opdelingen først endelig ophævet i 1915, men allerede fra omkringårhundredeskiftet begyndte betalingsskolerne at trække flere og flere elever

til sig fra den bedre del af arbejderklassen og småborgerskabet.Den store del af den københavnske befolkning havde tidligere i stor ud-

strækning benyttet de mange små private skoler, som fandtes rundt omkringi byen. Især havde det været en almindelig skoleform for pigerne. De privateskolers antal var nu i aftagende.44Forældrene fra den bedrestillede del af arbejderklassen eller småborger-

skabet lod sig næppe kue så let som forældre fra lavere sociale lag. En gen-

nemgang af bevarede sager vedr. forholdet mellem forældrene og skolen i

skoledirektionens arkiv 1875 til ca. 1910 afslørede, at socialt bedrestillede

forældre gennemgåendespillede på et større register af protestformer overfor

skolen end de socialt dårligerestillede. »Protestformer« som skriftligeklager,trusler om retssag og overflytning af barnet til en privat skole synes at have

været mere udbredt blandt de mere velstående forældre.

Det fremgik dog, at det spontane personlige fremmøde på skolen havde

været den mest almindelig måde, hvorpåforældrene har givet deres meningtil kende. Det var oftest moderen som mødte op. Klagen blev ikke kun frem-

62

ført på inspektørenskontor, men også direkte til læren, uanset om han/hun

var midt i sin undervisning. Konfliktemner var tilsyneladende først og frem-

mest skolens forfaltning af straf og disciplin og i anden række uddelingen af

mad og tøj til børnene.”

Fra 1886 foreligger der således følgende beskrivelse af skole- hjem »forhol-det« på Nørrebro. Den er skrevet af inspektøren ved friskolen på Kapelvej i

anledning af, at en far havde klaget til skoledirektionen over, at hans søn var

blevet ramt på hånden under en afstraffelse med spanskrør.

Inspektøren afviste klagen med, at drengen blot kunne have stået stille og

ladet være med »at værge for sig«. Herefter fulgte en mere overordnet beskri-

velse af skolens vanskeligheder med forældrene:

»Befolkningen her ude er desværre kun alt for tilbøjelig til at finde enhver Straf, ikke

mindst Oversidning, ubcføjct, ja det gaar endog saa vidt, at Forældrene ligefrem instrue-

rer deres Børn om, at de ikke skulle taale Prygl, men isaa Fald øjeblikkelig forlade Skolen,

jeg har flere Exempler paa, at Hjemmet har opmuntret Børnene til direkte Opsætsighedimod Skolen, og en Moder ytrcdc saaledes engang Forbavselse for mig over, at jeg vilde

have, at hendes uvorne l3-aarige Søn skulle staa stille som et lam og tage imod Prygl,uden at gjøre Forsøg paa at gjøre Gjengæld... Det er beklageligt, at Skolen i det hele er

magtesløs overfor enhver ubcrettiget lndhlanding i dens Virksomhed fra misfornøjedeForældrcs Side...«"'

Den omtalte mor fra 1886 kunne ligesågodt have været moderen fra Haders-

levgade. Tyve år senere handlede hun stort set identisk. Hendes fremmøde

på skolen og hendes klager over lærerne var efter alt at dømme næppe udtrykfor et specielt hidsigt temperament, sådan som skolemyndighederne gerne

ville have det til at tage sig ud. Snarere var der tale om en udbredt folkeligpraksis, som havde været benyttet af københavnske forældre langt tilbage i

tiden.

Det var en praksis, der efter skolens opfattelse undergravede respekten for

skolen. Og det var en praksis, som man fra skolens side godt kunne frygteville tage til som følge af tilkomsten af mange mere bevidste, stolte og »retha-

veriske« faglærte arbejdere og småborgere.Og måske kunne man ogsåfrygte,at den igangværendedebat om pryglestraf kunne føre til en skærpetopmærk-somhed om skolens måder at opretholde orden og disciplin.47 Og dermed gi-ve anledning til flere forældre- eventuelt elevprotester.48

Udover de verbale og skriftlige protester findes der i kildematerialet også

mange eksempler på forældre, som holdt børnene hjemme fra skole mere af

social og økonomisk nød, end fordi de var utilfredse med skolen. Det kunne

f.eks. være forældre, som mente at nu havde børnene gået længe nok i skole

uanset, at de endnu ikke var fyldt 14 år. Forældre tog således ofte børnene ud

af skolen mens de gik til præsten.49Indførelse af en udvidet skolepligtig alder

i 1899 fra 7 år til sommerferien i det skoleår, hvor barnet fyldte 14 vakte tilsy-neladende heller ikke udelt begejstring hos forældrene. De kunne nu regne

63

med, at børn, der havde fødselsdag først i skoleåret først blev udskrevet op til

tre-kvart-år senere end tidligere praksis. Og det kunne godt være et problemi en familie, hvor der i forvejen var mange munde at mætte.50

Familiens behov for børnenes økonomiske bidrag var ogsåforklaringen på,hvorfor forældre protesterede mod eftersidningsstraffen -

og endda gik såvidt, så de mødte op på skolen og hentede børnene ud fra den klasse, hvor de

sad efteri' Det gik ganske enkelt ikke at barnet kom for sent på arbejde. Sårisikerede familien at barnet blev bortvist, og dermed var den indtægtskildeslukket. Især enlige kvinder synes hyppigere end andre forældre at have

holdt deres børn hjemme fra skole. Enten for at de via deres arbejde kunne

bidrage til familiens økonomi - ofte, var barnets indtægt hovedindtægten -

eller for at passe mindre søskende eller syge slægtninge.52En sidste forklaring på, hvorfor skolen nu måtte akceptere at føre en of-

fentlig diskussion om sit opdrageransvar og forældrenes eventuelle indblan-

ding heri kunne også være, at den borgerlige demokratiforståelse var nået til

skolens port. I årene omkring århundredeskiftet havde man i skolekredse

drøftet tanken om at indføre lærermøder.53 Var turen nu kommet til et mere

formaliseret skole-forældresamarbejdei det borgerlige demokratis ånd?

Formodentlig har folkeskolens ændrede elevgrundlag og den almindeligedemokratisering af samfundet bevirket, at skolen så på forholdet til forældre-

ne med nye-

og mere positive øjne. Dette var dog ikke ensbetydende med, at

skolen var indstillet på at akceptere den i datiden mest udbredte form for

kontakt mellem skole og hjem: det personlige fremmøde. Det viste Haders-

levgade sagen jo.Men hvilken form og hvilket indhold skulle et mere formaliseret skole-

hjem samarbejde så have?

»Folkelige holdningertil det offentlige skolevæsen«I en lederartikel i tidsskriftet »Skoletidendes« januarnummer 1907 - en for-

løber for »Københavns Kommuneskole«, de københavnske læreres og lærer-

inders blad - beskæftigede man sig med »Affæren fra Haderslevgade« og de

mange »ubegrundedeAngreb fra hysteriske Mødre på Skolen og dens Læ-

rere«. Efter skribentens mening blev der herved skabt et »hadsk Forhold

mellem Skolen og Hjemmet«. Netop »Haderslevgadesagen«var efter hans

mening et eksempel herpå:

»Og dette er ikke et tomt Postulat; mange steder gav »Ekstrabladets« sidste KampagneEkko i Klasserne, der sporedes i disse Dage en Uro i Gemytteme, en Genklang hos Bør-

nene af Bladenes Udtalelser, der sandelig ikke skal fremme Skolens Arbejde.«“

64

Haderslevgade skole omkr. l. Verdenskrig.

»Skoletidendes« oplysninger om, at eleverne skulle være påvirket af dags-pressens skriverier om Haderslevgadesagen synes i overensstemmelse med

det forhold, at moderen var blevet dømt for en handlemåde, der var alminde-

lig udbredt blandt forældre til elever i kommuneskolen.

Det er derfor ikke helt utænkeligt, at dommen havde affødt en vis harme i

den brede befolkning. Hvor udbredt en sådan harme var i forældre- og elev-

massen er svært at sige. Men det forhold, at de tre folkelige formiddags- 0g

eftermiddagsblade - »Aftenbladet«, »Folkets Avis« og »Ekstrabladet«- lige-

som dagbladet »Socialdemokraten« alle tog moderens parti giver det indtryk,at der var tale om en ret udbredt folkelig harme.

I »Folkets Avis« kunne man således læse, at »omtrent hele København

sikkert har taget Parti imod ham (læreren ncs). og Læreren er forlængstdømt ved Folkets Domstol.« (13.12.1906)

Den fyldigste dækning af sagen kunne man finde i »Aftenbladet«, som ialt

bragte elleve artikler om sagen.55 Bladets reportager var præget af en grund-læggende sympati med moderen. Hendes handlinger var ifølge bladet alene

begrundet i moderkærlighed og i ønsket om at beskytte sønnen imod mis-

handling:

»Hun sagde det med stærke Ord og var hidsig og rapmundet som en Moder er det, naar

man er ond mod hendes Børn.« (6.10.1906)»... og da det var det eneste Par Drengen havde, kan man saa godt forstaa at en fattig

Moder kunde blive vred, særlig da Drengen tidligere er blevet pryglet.« (8.10.1906)

65

Bladet fandt straffen meningsløs hård; dels af sociale årsager,for hvad skulle

der blive af hjemmet med de fire små børn og en arbejdsløsmand? Dels fordi

man fandt det var en falliterklæringaf lærerne og skolen at ty til retsvæsenet

for at »hævde Lærerens og Skolens Hellighed og Ukrænkelighed.«(8.10.1906)

I dagene efter, at dommen var blevet afsagt ved Politi- og Kriminalretten

bevægede »Aftenbladets« artikler sig op på et mere principielt plan. Den 9.

oktober 1906 stillede man således krav om, at »Der maa rokkes ved den helli-

ge Urørlighed, der stiller Lærerne paa Højde med Halvguder...«. Bladet

bragte den 17. oktober 1906 et interview med skoledirektør Sophus Bauditz

om brugen af prygl i de københavnske kommuneskoler. Bauditz vedgik heri,at det ikke ifølge straffereglementet var tilladt at give lussinger, men »man

maatte imidlertid ikke se bort fra at det undertiden var nogle slemme KnægteLærerne i Kommuneskolen fik at gøre med.«

Bauditz refereredes for at have givet følgende »karakteristiske Eksempel«på,hvornår det alligevel var legitimt, at give en lussing:

»Det var en lille Knægt, som i Timen havde sagt til Læreren: »Hold Kæft! Jeg vil Diget stykke!«I et saadant Tilfælde maatte man af Hensynet til Disciplinen i Skolerne se

bort fra det Brud paa Reglementet, der egentlig fandt Sted, naar vedkommende Lærer

stak Drengen en Lussing ud.«

»Aftenbladet« var imidlertid ganske uenig med skoledirektøren. At slå påøret var uakceptabelt, fordi det kunne give varige høreskader. Spanskrøretmåtte kun bruges påenden, hvor det gjorde mindst mulig skade. Slog Lærer-en på barnets håndflader56 med Spanskrøret,burde forældrene ikke tøve med

at klage.

»Vi vil selvfølgeligikke opfordre Folk til at løbe paa Skolerne og skælde Lærerne ud, naar

deres Børn har faaet Prygl; men paa den anden side bør Forældrene altid holde Øje med,at Lærerne ikke misbruger deres Ret til at revse Børnene. Klagen er i saa Fald det bedste

Vaaben, der staar til deres Raadighed, og de bør heller ikke undlade at benytte det for at

holde »Pryglepædagogerne« indenfor rimelige Grænser.« (17.10.1906)

Da »Ekstrabladet« i december 1906 henvendte sig til skoledirektør SophusBauditz for at høre hans mening om sagen, var han tilsyneladende nærmestuvidende om sagen og dens detaljer. »Ekstrabladet« udlagde dette som et

forsøg på fra skolemyndighedernes side at dysse sagen ned. Man ønskede ik-

ke en offentlig debat om lærernes forvaltning af deres opdragelsesansvar ogrevselsesret.S7

Når man samtidig ved, at der i et par måneder havde kørt en til tider megetfølelsesladet debat om sagen i den brede del af dagspressen, og at SophusBauditz udtalelser til »Aftenbladet« var blevet udlagt, som citeret ovenfor,synes det rimeligt, at antage at »Ekstrabladet« havde ret i sine formodninger.Formentlig ønskede han ikke med nye kommentarer til sagen, at puste til en

66

folkelig utilfredshed med dommen i Haderslevgade'og lærernes forvaltningaf deres revselsesret.

For og imod pryglestrafDet offentlige skolevæsen kan omkring århundredeskiftet siges at have haft

tre funktioner: at opdrage børnene til »arbejdsomme samfundsborgere«, at

indlære dem en elementær færdighed i at læse, skrive og regne samt at sørgefor en elementær omsorg for de allerfattigste elever iform af personlig hygiej-ne, lægehjælp,mad, tøj og sko. Herunder hørte også tildeling af sommerop-hold på landet.58

Megen velgørenhed blev formidlet via skolen eller gennem anbefaling fra

klasselæreren eller den lokale præst, som var formand for skolekommisionen.

Denne form for hjælp havde den store fordel, at den ikke havde samme soci-alt nedværdigende karakter, som fattighjælpen.I de pædagogiskehåndbøgerblev opdragelsen af børnene fremhævet som skolens vigtigste opgave.59

Den konkrete begrundelse herfor var, at man ikke forventede, at børnene

lærte særlig meget i den korte tid de tilbragte i skolen og at de heller ikke

p.g.a. arbejde og dårlige levevilkår var særlig motiverede for at lære noget.Argumentationen for skolens opdragerrolle var endvidere gennemsyret af

en mistillid til fattige forældres evne og vilje til at opdrage deres egne børn til

lovlydige samfundsborgere.60 Mistilliden bundede i de klasse og kultursam-

menstød, som fyldte datidens skolehverdag og som Haderslevgadesagen blotvar et eksempel på. Gennem kirke- og undervisningsministeriets konsulent i

skolesager professor N.A. Larsens indlæg i samtidens pædagogiske fagbladefår man et indtryk af, hvad den statsautoriserede »skoleopdragelse«burdebestå i. I 1909 blandede han sig i den igangværende debat om straf, beløn-ning og disciplin i skolen med en artikel i det pædagogiske tidsskrift »Vor

Ungdom«. Heri skrev han bl.a.:

»Det maa indrømmes, at selvom Barnet i Skolen kun tilegner sig faa Kundskaber, kandet dog have et rigt Udbytte af sin Skolegang, hvis det f.e. faar lært Orden og Punktlig-hed, Omhu med Arbejde og Høflighed i Optræden og alt det andet som gaar ind under

Begrebet Disciplin, hvorved vi forstaar Elevernes Nøjagtighedog Respekt for Skolens

Fordringer, hans Agtelse og Ærbødighed for Læreren.« (5.14)

Barnet skulle lære at bøje sin vilje under skolens -

og samfundets - autoritet.

Og det var i den sammenhæng, at spørgsmåletom prygl eller ej kom ind. For

hvordan nåede man dette mål bedst og hvilke krav stillede det til læreren eller

lærerinden? For den daglige undervisning var det ifølge prof. Larsen afgø-rende, at læreren forstod at håndhæve sin autoritet i kraft af sin egen opfør-sel. I retfærdighed, upartiskhed, konsekvens og utvetydighed burde han/

hun være et eksempel for alle.

67

Begrundelsen herfor var, at der i barnenaturen var et ønske om, at den

voksne udviste »Overlegenhed og Styrke.« (5.27) Prygl skulle kun brugessom en sidste udvej, hvor der ikke længerevar håb om at indvirke på barnet

ved hjælp af irettesættelser eller eftersidning.Der var også enkelte almindelige folkeskolelærere og lærerinder, som blan-

dede sig i den offentlige debat om orden og disciplin i skolen. De var alle som

én tilhængere af fortsat anvendelse af legemlig straf. Som en lærer fra Frede-

riksberg udtrykte det i Danmarks Lærerforenings Medlemsblad i 1906, var

prygl »et Nødmiddel i Gennemsnitspædagogens Haand«, som kun skulle

bruges med alvor og eftertanke.61

Andre lærere fremførte nogle praktisk argumenter herfor: De offentligeskoler var store. »Hvordan skal man ellers styre 280 Elever i et Frikvarter?«

spurgte en københavnsk kommuneskolelærer på et møde i det pædagogiskeselskab i 1903.62 Andre mente, at der i de offentlige skoler fandtes så mange

forråede børn, som slet ikke hørte hjemme der. Og så længe forholdet var

sådan, måtte man indstille sig på, at kun prygl frugtede på dem.63

Kritikkerne af pryglestraffens anvendelse i skolen kom alle fra kredse om-

kring privatskolerne og friskolerne - i grundtvigiansk betydning. Deres ar-

gumenter for afskaffelse af pryglestraffen var, at det var moralsk nedværdi-

gende både for lærer og elev at skulle ty til prygl, og at prygl kun avlede mod-

stand og trods. Dermed blev lydighed og disciplin ikke »inderliggiorte«vær-

dier. Forældre kunne revse deres børn uden de samme konsekvenser, fordi

der var et naturligt kærlighedsforhold mellem forældre og børn. Dette var

ikke tilfældet mellem barnet og den fremmede, d.v.s. læreren. Målet - opdra-gelse til lydighed - blev altså ganske forfejlet ved brug af prygl:

»Trodsen vokser kun under Mishandlingen. Maaske tier den, Barnet æder den i sig; men

det gaar mere trodsigt bort efter hver legemlig Revselse, end det var før. og lykkes det

virkelig, saa har man kun opnaaet moralsk at dræbe Barnet.«M

Opretholdelse af orden og disciplin uden brug af prygl stillede store krav til

læreren. Både til at beherske sig og til at tage sig tid til at snakke med og forstå

eleverne.

En enkelt af pryglenes modstandere, nemlig skolebestyrer C.N. Starckeáf',

ønskede ikke bare pryglene afskaffet, men han ønskede hele »ånden« i skolen

ændret. Det ubetingede underordningsforhold mellem lærere og elever skul-

le ændres til et retslig set lige forhold, der ideelt set burde udvikle sig til et

kammeratskabsforhold:

»Respekten for Retten er Livets Grundvold... og det maa kræves af Skolen, at den ikke

begrænser Børnenes Ret overfor Skolen, men tillader dem og lærer dem frit og frygtløstat hævde deres Ret.«

Børnene skulle have ret til at forsvare sig mod »usande Anklager« og se »de-

res Ejendommeligheder« respekteret og »deres Meninger behandlet med A1-

68

vor og Hensynsfuldhed.«68Sådanne krav afvistes som utopi af pryglenes for-

talere, bla.a. med det slående argument, at »de Herrer Privatskolebestyrere«vist ikke kendte forholdene i de københavnske kommuneskoler. Her skulle

man være glad for, at man i det mindste havde et straffereglement, som for-

hindrede at lærerne overtrådte deres beføjelser.69

Nyt straffereglement i 1909

Som det er fremgåetovenfor var lærernes forvaltning af deres revselsesret en

tilbagevendende årsag til konflikterne mellem skolen og hjemmet i slutnin-

gen af det 19.århundrede. For at forebygge disse konflikter havde kommu-

nen allerede i 1876 og igen i 1887 udstedt et straffereglement, som man for-

ventede at både forældre, elever og lærere respekterede. Som bl.a. Haders-

levgadesagen viste, var dette næppe altid tilfældet.

I 1909 udsendtes et nyt straffereglement. Lærernes sanktionsmidler var i

1909-reglementet de samme som i 1887 og 1876-reglementerne. Nemlig iret-

tesættelse, eftersidning og afstrafning ved brug af spanskrør. Fandt læreren

det nødvendigt at slå mere end fem gange eller at lade barnet sidde efter mere

end een time, skulle inspektørensgodkendelse først indhentes. I det nye reg-lement var lussinger endnu engang ikke uudtrykkelig forbudt.

Derimod indeholdt 1909-reglementet som noget nyt nogle præcisere angi-velser af, i hvilke situationer de forskellige straffeformer burde tages i anven-

delse. Det indskærpedes også, at læreren ikke måtte forivre sig, og helst tæn-

ke sig om to gange, inden han slog. Og det blev endnu engang påbudt lærerneat føre den i 1876 indførte straffeprotokol.70

Tilsynskommisionen af 1911

Hensigten med at udstede disse reglementer var naturligvis at undgå mis-

brug -

og dermed forældreklager.Men i sidst ende var det naturligvis megetvanskeligt at føre en 100% kontrol med den daglige undervisninng. Bl.a. erin-

dringer indeholder oplysninger om, at straffeprotokollen, som jo skulle være

forældrenes garanti for, at alt gik efter reglementet, tit fik lov til at blive i ka-

tederskuffen.71

Netop i erkendelse af, at et reglement ikke var tilstrækkeligt til at forhindre

misbrug af revselsesretten eller til at etablere et tillidsforhold mellem skole

og hjem, talte en del ledende københavnske skolefolk i disse år for, at der blev

skabt rammer for et formaliseret hjem-skole samarbejde. Enten i form af mø-

der eller ved at forældrene fik valgret og valgbarhed til skolekommisionerne,evt. også til skoledirektionen. Det var socialdemokraterne i Borgerrepræsen-

69

tationen samt den radikale Herman Trier, der var drivkræfterne bag disse

forslag.72I 1912 udsendtes en betænkning om tilsynet med det københavnske skole-

væsen. Den var udarbeidet af et underudvalg under en ministerielt nedsatkommision (l9ll-kommisionen), som skulle forberede en landsdækkende

betænkning om tilsynet med folkeskolen.” Udover socialdemokratenK.M.Klausen og den radikale Herman Trier har underudvalget så promi-nente medlemmer som Københavns skoledirektør Sophus Bauditz og borg-mesteren for magistratens 1.afdeling, hvorunder skolevæsenet sorterede,Dybdal.

I kommisionen var der fuld enighed om, at der til skolekommisionerneskulle være direkte valg blandt forældrene på skolen. Valgbarhedskravenevar dog de samme som til borgerrepræsentationen.D.v.s. det krævede en vis

indtægt, at blive valgt.”Endvidere var der enighed om, at skolekommissionen ikke blot skulle fun-

gere som skolens repræsentant overfor forældrene, hvad kommissioneme

traditionelt havde gjort i og med det var deres opgave at mulktere forældre,der ikke sendte deres børn rettidigt i skole eller som lod dem forsømme. Sko-

lekommissionen skulle fremover varetage forældrenes interesser overfor sko-

len, især i sager vedr. afstraffelse af børnene.

»For mange Forældre og navnlig for alle dem, hvis Kendskab og Tillid til Skolen og dens

Arbeide ikke er stærk, vil den Maade, hvorpaa Skolestraffe tildeles Børnene være et

Spørgsmaal af stor Betydning. Det er derfor af Vigtighed, at der, for at Forældrenes Til-

lid til Skolen kan bevares og for at grundløse Rygter om inhumane og overdrevne Straffe

kan slaas ned, stadig haves Adgang til med Sikkerhed at faa konstateret, hvorledes oghvorfor der er straffet.«7*

Derfor skulle forældrene trygt kunne henvende sig til skolekommissionen

med klager -

og denne fik ret til at foranstalte en nærmere undersøgelse:

»Det vil være naturligt, om de Forældre, der maatte have noget at beklage sig over med

Hensyn til Skolen eller Lærerpersonalet, henvises til Skolekommissionen med deres

Klage. Skolekommissionen kan da undersøge Sagen, indhente erklæring fra Inspektøren

og vedkommende Lærere og derefter afgøre Sagen eller indstille den til højereMyndig-heds Afgørelse.Herved vil det opnaas, at Forældrenes Klager bliver behandlet af en Au-

toritet, som Forældrene maa antages at have Tillid til, da de selv har valgt den, og Skolen

vil ikke, som ofte nu, blive forstyrret i sit daglige Arbejde af Forældre, der henvender sigdirekte til Lærerne med deres Klager.«7°

Endelig fik skolekommissioneme ifølgebetænkningenret til at føre tilsynmed straffeprotokollerne.

Disse, for deres samtid ret radikale forslag, blev aldrig til virkelighed. Be-

tænkningen lå i otte år og samlede støv, og da tilsy-nsforholdene for de køben-

havnske kommuneskoler blev ændret i 1920, vedtog en enig Borgerrepræsen-tation, at skolekommissionen fremover skulle bestå af fire personer udpeget

70

af Borgerrepræsentationenog een udpeget af ministeriet. Den lokale præstvar ikke længere født formand. Et tegn på at det tætte bånd mellem kirke og

skole var under opløsning.Med denne vedtagelse fik skolekommissionerne også udvidet deres myn-

dighedsområde,men i den modsatte retning af det, som 1912- forslaget var

udtryk for. Udover at idømme de traditionelle mulkter for skoleforsømmel-

ser fik skolekommissionerne fremover ret til at idømme forældrene bøder på20,- kr »for Krænkelse af Skolens Myndighed, Orden og Renlighedsbestem-melser.«77

Skoleborgmester Ernst Kaper begrundede dette overfor Borgerrepræsen-tationen på følgende måde:

»Haandhævet paa en fornuftig Maade vil dette kunne blive et Gode baade for Skolens

Myndighed, for Skolens Orden og for Skolens Renlighed, og det vil ogsaa blive et Gode

for Forældrene, ved at man, naar der kommer Kraval af den ene eller anden Art, hvor en

eller anden for ivrig Fader eller Moder - navnlig det sidste -

trænger ind paa Skolens

Omraade, ikke behøver straks at sætte Politiet i Gang, men vil have en rimelig Regres til

Skolekommissionen.«7"

Hensigten var tydeligvis den, at det snarere var skolens end forældrenes in-

teresser, der skulle varetages gennem skolekommissionernes arbejde.Forældre-skole-samarbejdet skulle ifølge l920-vedtagelsen ligge i foræl-

dremøderegi, »paa hvilke almindelige Skoleforhold og Skolens almindeligeForhold (l) er Genstand for Drøftelse.«79

Der foreligger desværre ikke ret mange oplysninger om, hvordan datidens

forældremøder er forløbet, endsige hvor udbredte de har været. Af mødere-

ferater fra en diskussion på et lærermøde påbetalingsskolen i Prinsesse Char-

lottesgade i 1911 fremgårdet, at der i det københavnske skolevæsen var erfa-

ringer med forskellige typer af 7 »forældremøder«. Ifølge viceskoledirektørRolsted havde der både på fri- og betalingsskoler været afholdt tre forskelligeslags møder:

»1. Diskussionsmøder, hvilke ofte fører til, at Diskussionen om det enkelte Barns For-

hold optager hele Tiden. Flere saadanne Møder er mindre heldigt forløbne.2. Rene Forældremøder har været gode, navnlig hvor Inspektøren eller tilstedeværen-

de Skolekommissionsmedlemmer var øvede Talere. Men mest opnaaes dog ved Mø-

der, hvor Læreren kan samtale med Børnenes Forældre, og dette naaes bedst ved

3. Klasseforældremøder. Her samles Læreren med sin Klasses Forældre, og her er der

b1.a. Anledning til at forklare forældrene alt det nye i den moderne Undervisningsamt tale med dem og de enkelte Børn.«”°

'

En anden form for kontakt var lærerens personlige besøg i hiemmene. Af

indlæg på omtalte lærermøde i 1911 fremgik det, at det heller ikke var uden

problemer. Således var det inspektørens indtryk, at »Læreren ikke altid vil

være velkommen i Hjemmene.« En af skolens lærere havde personligt erfa-

ret, at »Han som oftest kom ubelejligt for Husmoderen, og maatte holde op.«

71

Det var ikke sådan at slå bro over de kulturelle og klassemæssige forskelle der

fandtes mellem borgerskabets skole og de bredere dele af den københavnske

befolkning.Der var også en anden forhindring, for at et tættere forhold mellem skole

og hjem kunne blive til virkelighed. Og det var skolens egen modstand heri-

mod. Det var svært at overvinde den indgroede skepsis blandt skolens ansat-

te til forældrenes evne og vilje til at sørge for deres børns opdragelse, som

hele opbygningen af det elementære skolevæsen i København havde haftsom forudsætning.(jvf. s. 25)På et møde i det Pædagogiske Selskab i 1912 holdt den senere skoleborg-

mester Ernst Kaper et foredrag med emnet »Skoledisciplinennutildags.«81Han beskrev heri, hvordan læreren for at der' kunne herske »Orden, Punkt-

lighed og Lydighed« i skolen altid skulle optræde retfærdigtoverfor elever-

ne. Men fordi børn nu engang var forskellige, så måtte sanktionsmidlerne og-så være det. På nogle børn var prygl således det eneste der hjalp.

I den efterfølgende diskussion advarede en lærer stærkt imod at udvise for

megen tillid til barnet eller hjemmet. Dette kunne føre til godtroenhed, så det

i sidste ende var læreren, der blev holdt for nar.

En københavnsk skoleinspektørgjorde opmærksom på, at i realiteten var

det ofte forældrene selv, der var årsag til børnenes dårligeopførsel i skolen:

»Inspektør Wiggers”2indrømmede, at der var Disciplin, men i ringere Grad end tidlige-re, og at dette skyldtes Hjemmene som ikke haandhævede Tugt og Lydighed. Forfølgel-serne mod Lærere, som har ville hævde Disciplinen, har ogsaa bidraget til at slappe den-

ne. Man kan jo gerne haabe paa, at Prygl kan undværes, men det bliver vist ved Forhaab-

ningerne. Børn maa vide, at der kan vanke for gale Streger.«M'

Ikke alle københavnske lærere var dog lige negativt stemt overfor forældre-

nes evne og vilje til at opdrage deres børn og til at interessere sig for deres

skolegang. I 1920 indsendte Foreningen af københavnske Lærere, Forenin-

gen af københavnske Lærerinder sammen med De samvirkende Forældrefo-

reninger en resolution til en landsdækkende skolekommission, nedsat i 1919.

De opfordrede heri til, at der istedet for skolekommissioner blev oprettetskoleråd ved hver skole, bestående af halvt forældre- repræsentanter, halvt

lærerrepræsentanter. Til disse poster skulle der være direkte valg blandt for-

ældre og lærere.84

Denne resolution blev indsendt næsten samtidig med, at Københavns

Borgerrepræsentationi enstemmighed vedtog, at Borgerrepræsentationenog

ministeriet i fællesskab skulle besætte pladserne i skolekommissioneme.

Meget tyder således på, at der i årene efter århundredeskiftet og indtil ca.

1920 udvikledes en positiv holdning i alle dele af det Københavnske skolevæ-

sen til et mere formaliseret samarbejdet mellem skolen og forældrene.Man

ville væk fra de traditionelle former, hvoraf det personlige fremmøde havde

været den mest udbredte. Det var en udbredt opfattelse i alle kredse, at den

72

form for kontakt undergravede respekten for skolen og avlede had og bitter-

hed på begge sider. I stedet for en kontaktform, der helt og holdent var påforældrenes præmisser, ønskede man et samarbejde, hvor skolen satte betin-

gelserne.Uenighederne drejede sig om, hvorvidt straffereglementet alene var til-

strækkeligt til at skabe et mere »tillidsfuldt« forhold mellem forældre og læ-

rere. Eller rettere til at give forældrene troen på, at lærerne ikke misbrugtederes revselsesret. Eller om det ogsåvar nødvendigt at åbne op for en diskus-

sion af den måde, hvorpåskolen forvaltede sit opdragelsesansvar. Og måske

også for, at forældrene fik en vis indflydelse på skolens dagligdag.I 1911-kommissionen fremførte socialdemokraterne og den radikale Her-

man Trier nogle ret vidtgåendekrav til forældrerepræsentationenog indfly-delsen på skolens dagligdag -

og de fik alle udvalgets medlemmer med herpå.Sågar skoledirektøren og skoleborgmesteren. Men da tankerne fra 1911 skul-

le gøres til virkelighed i 1920, da blæste der andre politiske vinde i Borgerre-præsentationen. Socialdemokratiet var blevet et »ansvarligt«parti, der i 1917

havde fået flertal i Borgerrepræsentationen,og der var kommet en ny konser-

vativ skoleborgmester.Han hed Ernst Kaper og havde igennem årene gjort sig bemærket ved en

udpræget skepsis overfor forældrenes evne til at opdrage deres børn og til at

forholde sig til deres skolegang. På et møde i det Pædagogiske Selskab i 1916

sagde han bl.a.:

»Vore »Forældre« bør ikke komme og ville gøre deres Særmeninger gældende. Skolen er

professionel og skal ledes professionelt. Dertil hører det dog ogsaa at komme Forældrene

i møde.«85

Og sådan blev det. I 1920 var dagene ved at være talte for de spontane foræl-

drefremmøder. Herefter var det skolen, der bestemte, hvornår den ville se

forældrene. En struktur der ikke - sådan som 1911-kommissionen havde lagtop til -

gav forældrene nogen form for lovformelig indflydelse på skolens for-

hold. Selvom det kun var den økonomisk bedststillede del af forældremas-

sen, der kunne vælges til skolekommissionerne og derfra til skoledirektionen

ifølge 1911-kommissionens betænkning, så havde alle forældrene dog stem-

meret uanset deres indtægtsforhold.Forældrene måtte fremover lære at forstå, at deres indblanding i skolens

sager ikke altid var velset. Og at skolens professionalisme - herunder ogsåstraffereglementet - var deres garanti for, at deres barn blev behandlet ret-

færdigt og pædagogisk rigtigt.

73

Konklusion

»Haderslevgadesagen« fandt sted på en tidspunkt, hvor skolens hidtidigehæderkronede ret til at forvalte sit opdrageransvar uden indblanding udefra

stod til debat. De diskussioner, som vedtagelsen i 1905 af »Prygleloven«og»Børneloven« havde rejst begyndte også at få konsekvenser for offentlighe-dens syn på skolen. Hertil kom, at kommuneskolerne gradvis modtog flere ogflere elever fra den bedrestillede del af arbejderklassen og små- borgerskabet.Deres forældre fandt sig ikke i hvad som helst fra skolens side - især ikke når

det drejede sig om afstraffelse af børnene.

Det var næppe helt tilfældigt, at det var på en betalingsskole, lærerne i

191 l diskuterede forholdet mellem hjem og skole. Eleverne her udgjorde den

mere velstillede del af de københavnske skoleelever. Og det var næppe heller

tilfældigt,at »Haderselvgadesagen«fandt sted ved en friskole, hvis elever ho-

vedsageligt kom fra de fattigste dele af den københavnske befolkning. Fattigeforældre benyttede sig sandsynligvis af mindre »civiliserede« omgangsfor-mer, når de kritiserede lærerne. Som moderen fra Haderslevgadesagen mød-te de oftest op på skolen og skældte læreren ud i mindre »urbane« vendinger.Og det var især denne form for forældre-skole-kontakt skolevæsenet ville til

livs. Ifølge myndighederne undergravede det respekten for skolen -

og skab-

te had og bitterhed på begge sider.

Sagen vakte, som vist, en voldsom harme i den folkelige del af dagspressenfordi moderen var blevet dømt for handlinger, som var almindelig udbredt

blandt københavnske forældre. Endvidere harmedes man over at lærerne ik-

ke var blevet draget til ansvar og over at ingen tilsyneladende havde tænkt påsagens sociale følger.

Ved at lade retssagen munde ud i en betinget benådningbevarede skolele-

delsen håbet om at kunne statuere et eksempel på, hvad skole-hjem samar-

bejdet ikke skulle være. Og samtidig kunne man herved tage noget af luften

ud af den folkelige harme ved at vise sit »sociale sindelag«.

»Haderslevgadesagen« gav i den folkelige del af pressen anledning til, at

der blev rejst krav om, at lærernes forvaltning af revselsesretten blev sat til

debat. Ikke fordi pressen fandt det forkert at straffe børn med prygl, men

fordi man mente, at lærerne alt for ofte overskred straffereglementet, uden at

de blev draget til ansvar. Det folkelige krav fandt klangbund blandt radikale

og socialdemokratiske medlemmer af såvel Borgerrepræsentationen som

Rigsdagen. Fra socialdemokratisk og radikal side blev der stillet krav om di-rekte forældrevalg til skolekommissionerne og forældrerepræsentationi sko-

levæsenets øverste ledelse. Endvidere skulle skolekommissionerne have be-

føjelser til at kontrollere, at lærerne ikke misbrugte dens revselsesret. Man

ønskede den gejstlige dominans i skolens tilsynsorganer skiftet ud med et til-

syn bestående af forældre og pædagogisk-kvalificeredepersoner.

74

Ogsåblandt konservative politikere var der en interesse for et mere forma-

liseret skole-hjem samarbejde. Meget taler for, at den konservative ledelse af

skolevæsenets i København i årene efter århundredeskiftet følte sig presset af

de tilbagevendende tilfælde, hvor forældre klagede direkte til lærerne. Måske

frygtede man også, at antallet af klager ville stige yderligere, når der kom

endnu flere forældre til fra de bedrestillede dele af arbejderklassen og små-

borgerskabet. Hertil kom den almindelige demokratisering af samfundet.

Da spørgsmåletom skolens tilsyn endelig skulle realitetsbehandles i Bor-

gerrepræsentationen i 1920 var den politiske konjunktur en anden end i årene

før 1. Verdenskrig. Socialdemokratiet var blevet et »ansvarligt«parti, som

sad på flertallet i Borgerrepræsentationen, og de konservative havde fået en

»stærk« mand på borgmesterposten. Han var mere skeptisk overfor foræl-

drenes evne og vilje til at opdrage deres børn og til at interessere sig for deres

skolegang end tidligere konservative borgmestre. For ham - som for den me-

re konservative del af skolens personale - var det vigtigere at fremhæve, at

skolen havde et professionelt greb om børnene. Netop professionalismenskulle være garantien for, at alt gik ordentlig for sig.

Ingen i Københavns Borgerrepræsentationtænkte tilsyneladende i denne

situation på af fremføre kravet om forældrerepræsentation og forældreind-

flydelse på skolens forhold. Forældrene blev derfor i endnu en årrække hen-

vist til forældremøder uden mulighed for reel indflydelse på skolens anlig-gender.

Noter:

l. Oplysningerne om »Haderslevgadesagen« har jeg fundet i fig. arkiver:

1) Kriminal- og Politiretten i Kjøbenhavn II Domprotokol A119 Offentlige Sager (Ak-tionssager) 1906 195-1907 23.2. Kriminal- og Politiretten i Kjøbenhavn 1845-1919. Ju-stitskontoret (Paadømte Sager Oktober 1906) læg: Act.Sag Journalnr. 425/1906

(Landsarkivet)2) Voteringsprotokol. Højsteret Torsdag den 11.12.1906 (Rigsarkivet)3) Justitsministeriets 1. Expeditionskontor s. 8418/ 1906 (her findes et trykt referat af rets-

forhøret ved Kriminal og Politiretten)

3) Københavns Skoledirektions arkiv, journalsagerne 209/1906 og 70/1912.

Endvidere har jeg benyttet flg. aviser: Berlingske Tidende, Politiken, Ekstrabladet, Af-

tenbladet, Folkets Avis og Soeialdemokraten.

skrivelse fra Justitsministeriet til Københavns skoledirektion dateret 14.2.1907 - joumalsagnr. 209/1906, skoledirektionens arkiv.

politirapport af 27.12.1906 (jvf. note 1 - 3)afhøring af manden 18.8.1906 (jvf. note 1 - 3)

afhøring af inspektøren 17.8.1906 (jvf. note 1 - l)Ekstrabladet den 15.12.1906

forhør af tre elever den 17.8.1906 (jvf. note 1 - 1)

.N

NQP'PP*75

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

76

»Børneloven« af 1905 gjorde det muligt at fjerne børn fra hjemmet uden forældrenes sam-

tykke. Det havde tidligere kun været muligt, hvis forældrene fik fattighjælp.læserbrev i Socialdemokraten 13.10.1906. Interview med mand og kone i Socialdemokraten

15.12.1906 og i Aftenbladet 13.10.1906

lægeerklæring,fremlagt i retten den 5.7.1906 (jvf. note 1 - l)afhøring af moderen 5.7.1906 (jvf. note 1 - 1)do

afhøring af manden 18.8.1906 (jvf. note 1 - 3) Socialdemokraten bragte den 13.10.1906 et

læserbrev fra moderen, hvor hun gik rette med bladets behandling af sagen. I en artikel fra

den 7.10. havde avisen skrevet, at hun havde slået læreren. Efter moderens læserbrev, hvor

hun benægtede det, var reportagerne præget af en udpræget sympati med kvinden.

Begrebet »folkeligpresse« bruges her i henhold til den »definition«, som Niels Thomsen

anvender i »Dagbladskonkurrencen 1870-1970, Kbh. 1972 bd.1. s. 247. Indtil 1914 define-

res den folkelige presse som middagspressen - dvs. Folkets Avis og Aftenbladet - samt Ek-

strabladet.

Aftenbladet den 13.10.1906

Ekstrabladet den 14.12 og 16.12.1906 og Folkets Avis 8.10 og 13.12.1906

SkoleinspektørThyes skriftlige erklæring, fremlagt i retten den 5.7.1906 (jvf. note 1 - 1)Ekstrabladet den 15.12.1906

do

skolekommissionens skrivelse til Justitsministeriet af 7.2.1907 (jvf. note 1 -2)

afhøringaf lærer S. 5.7.1906 og inspektørens skriftlige erklæring,fremlagt samme dag. 6ij.note 1 - 1)sønnens udtalelser i retten 5.7.1906 (jvf. note 1 -1)»Rotting slag maa kun tildeles bag paa Legemet og uden Inspektørens Billigelse ikke over 5

Slag.« i »Instrux for Lærere ved Kjøbenhavns Kommuneskoler« Juli 1887 stk. 9 trykt i

Samling af Bestemmelser vedr. Borger- og Almueskolevæsenet i Kjøbenhavn, udgiven ef-

ter Kommunalbestyrelsens Beslutning, Kjbhvn. 1891 bd. 1

Forsvareren P.Casse's bemærkninger til Anklagen 22.9.1906 (jvf. note 2 - 1)dom af 6.10.1906 (jvf. note 1 - 1)E.Olrik (udg.): Almindelig borgerlig Straffelov af 10.2.1866, Kbh. 1902 s. 74

do. 5.79

af dagspressen fremgik, at strafferammen ikke altid blev fastholdt i lignende sager. En dom-

merfuldmægtig fik ifølge Folkets Avis den 8.101906 30 dages fængsel for »at have prygletFolk han havde i sin Magt...« Aftenbladet omtalte, at flere af samtidens jurister fandt dom-

men hård »... efter forlydende selv den beskikkende Aktor (anklager ncs)« (13.10.1906)

Højesteretsadvokaten er i sagsmaterialet kun omtalt som »Hindenburg«, men formodentligdrejer det sig om A.L. Hindenburg (1832-1913). Måske forsvarede han moderen mere af

principielle grunde, end af egentlig sympati. Han var nemlig i sin samtid kendt som en

»svoren Estrupianer og Socialistbekæmper«. jvf. Ugeskrift for Retsvidenskab XXVI,1913

s. 463

svar fra skoleinspektør Thye dateret 14.11.1906. Lærerens seddel var også dateret

14.11.1906 jvf. note 1 -1

»Ved siden af Formaninger, Irettesættelser og de øvrigeStraffemidler af rent psychiskBe-

skaffenhed, som hidtil have været tilladte i Skolerne, skulle som egentlige Straffe kun an-

vendes Eftersidden og Rotting slag.«i Instrux for Lærere ved Kjøbenhavns Kommunesko-

ler... 1887 jvf. note 22

Højesterets voteringsprotokol torsdag den 11.12.1906 jvf. note 1 - 2

do

Hindenburgs brev til Kongen 13.12.1906 jvf. note 1 - 3

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

Skolekommissionens udtalelser af 7.2.1907 ivf. note 1 - 3

Justitsministeriets »Allerunderdanigste Forestilling« af 14.2.1907 jvf. note 1 - 3

forestillingener ikke underskrevet

forestillingen af 14.2.1907

do

mellem 1863 og 1890 blev der holdt otte møder med dette punkt på programmet i det Pæda-

gogiske Selskab. Herfra foreligger der ikke referat. Derimod finder der referater fra mange

af de andre møder, som blev holdt i selskabet.

Mellem 1890 og 1900 blev der holdt et møde om straf og disciplin. Mellem 1900 og 1914/ 15

blev der holdt ikke færre end seks møder om dette emne. Fra alle disse møder foreligger et

skriftligt referat.

Rigsdagsaarbogen 1903/04 sp. 3756ff

Folketingets forhandlinger 1904/05 sp. 1327ff

do. sp. 3014

Oluf Bertolt i Dansk Biografisk Leksikon

Cordt Trap: Københavns Skolebørns Fordeling efter Skolernes Art og Forældrenes Sam-

fundsstilling bd. 1 (1900) og bind 2 (1914)Dette er konklusionen på en undersøgelse, jeg har foretaget af de forældrehenvendelser,

som indkom til Københavns skoledirektion i perioden 1870 til ca. 1900. Jeg har ialt fundet

280 sager ca. Hovedparten - nemlig 260 - er skriftlige henvendelser fra forældre, som øn-

sker henstand eller eftergivelse af den bøde, de var blevet pålagt, fordi deres barn havde

forsømt skolen »uden lovlig Grund«. Enkelte af disse henvendelser bevæger sig på kanten

af at være en klagesag, idet forældrene fortæller, at barnet har forsømt, fordi det var blevet

slået af læreren.

Hertil kommer ca. 20 sager, som kan karakteriseres som egentlige klagesager - oftest over

prygleriet i skolerne.

Henvendelserne kommer fra alle dele af arbejderklassen og den lavere del af småborgerska-bet. Størstedelen er dog meget fattige. Især udgør enlige mødre med børn en meget stor

gruppe, nemlig 46% af alle brevskriverne.

iournalsag 30/1886 - skoledirektionens arkiv

I 1910 besøgte Peter Sabroe de københavnske kommuneskoler. Ifølge lærernes blad - Kø-

benhavns Kommuneskole nr. 321910 - var man fra skolens side ikke umiddelbart begejstretfor besøgende. Man havde overvejet at forbyde ham adgang, men var i stedet kommet til

den konklusion, at et sådan forbud kunne give anledning til, at offentligheden troede, man

havde noget at skjule. Så hellere lukke ham ind.

ivf. pensionisterindring nr.78, nr1820 og 1604. Samling af pensionisterindringer på Kø-benhavns Stadsarkiv.

iournalsag 8d/ 1881 og 6h⁄ 1894. Skoledirektionens arkiv.

iournalsag 9i/1900 i Skoledirektionens arkiv.

Efter det første års forsøg med eftersidningsstraffen indsamledes erfaringer fra skolerne. På

den baggrund indstillede skoledirektøren den 16.1.1877 til skoledirektionen, at man fort-

satte med at bruge dette straffemiddel, men

»...maaske bør der kun benyttes Lærere, da der i Charlottesgade Skole er hændt et par Gan-

ge, at Forældre, hvis Barn have siddet over, ved voldsom Adfærd have villet fremtvingedisses Bortgang fra Skolen.«

iournalsag 3/ 1877 i skoledirektionens arkiv.

se feks. iournalsag 77/1878 i skoledirektionens arkiv.

jf. Kommunelærerinde Anna Juel: Findes der nogen Trang til Afholdelse af almindelige

77

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

65.

66.

67.

68.

69.

70.

71.

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

78

Lærermøder ved Kommuneskolerne? i Det Pædagogiske Selskabs Aaarsberetning 1896-97

5.93ff.

Anna Juel foreslog et årligt rådgivendemøde.

nr.2:1907. Artiklen var skrevet af lærer ved Charlottesgade betalingsskole på NørrebroR.Amdrup.6.10.,8.10.,9.10.,10.10.,11.10.,l3.10. (to artikler), 17.10.,l3.12.,15.12.l906 og 20.2.1907

spanskrøret erstattedes ifølge flere pensionisterindringer ofte af en lineal. jvf. erindring nr.

1261, 1293 og 1379.

Ekstrabladet den 17.12.1906

for uddybning af denne bestemmelse af det elementære Skolevæsenssamfundsmæssigefunktion se Ning de Coninck-Smith: Undervisningspligtens praktiske gennemførelse.Sko-

lebygninger, lærerroller og forældreholdningi København 1870 til 1900 i et kommende nr.

af tidsskriftet Kontext.

se. feks. Sophus Heegaard: Om Opdragelse (1880) s. 198-199 og 5. 249 og Oscar Hansen:

Opdragelseslære (1898) 5.315

Betænkning fra skolekommissionen af 1872 trykt i Borgerrepræsentationensforhandlingeraf 28.2.1876 s. 173-892 sp.s.742 og 797.

1906 s. 215

Årsberetning1902-03 5. 63

do.

Valgmenighedspræst Vilh.Malling, Odder. Oplæg på det niende Nordiske Skolemøde i

København 8.-11.8.1905: Forbud mod Anvendelse af legemlig Revselse i Skolerne. cit.

5.194

se f .eks. privatskolebestyrer Christensen-Dalsgaardk, Randers, indlæg i Danmarks Lærer-

forenings Medlemsblad n0.23 og 32,19061858-1926. I tiden 1899-1911 var C.N.Starche skolebestyrer på Det danske Selskabs Skole

på Frederiksberg. Datidens mest »progressive« skole.

Vor Ungdom 1909 s. 51

do.

Elena Pandouro: Disciplin i Skolen og de »vanskelige«Børn i Vor Ungdom 1909 5.182

trykt i Samling af Bestemmelser vedr. Borger- og almueskolevæsenet i København 1891-

1912, udgivet efter Kommunalbestyrelsens Beslutning Kbh. 1913 s. 334-335 »Der føres en

Straffebog, i hvilken alle de tildelte Straffe af Eftersidden eller Rottingslag skulle indføres,

med Angivelse af Grunden til Straffen.«...

jf. pensionisterindring nr.l784 - Stadsarkivet

Borgerrepræsentationens forhandlinger 64.årg.mødet den 14.1.1907 s.1900ff

Herman Trier (1845-1925), startede »Vor Ungdom« i 1879 og var redaktør indtil 1903.

Startede Studentersamfundet i 1882 og ledede dets aftenundervisning for arbejdere indtil

1907.

Betænkning ang. Kjøbenhavns Skolevæsens Tilsyn mv. afgiven af den af Ministeriet for

Kirke- og Undervisningsvæsen under 5.8.1911 nedsatte Kommission. Kbh.l912

For at være valgbar eller have valgret til Københavns Borgerrepræsentation skulle man ha-

ve en mindste-indtægt på 800,- kr. årligt og have betalt sin skat. Dette udelukkede ufaglær-te og enlige kvinder, som omkring 1910 næppe tjente 800,- kr. om året.

Poul Møller: Københavns Bystyre 1858-1940, bd.II, København 1967 og Sigurd Jensen:Under fælles ansvar Københavns Historie Bd.5 1900-45, KBH. 1981 s. 119

1912-betænkningen 5.42

do. 5.41

Borgerrepræsentationens forhandlinger 81.årg.1920-21 mødet 15.4.1920 s.51ff

do. s. 78-79

79.

80.

81.

82.

83.

85.

do. 5.62

Protokol over Lærermøderne i Prinsesse Charlottesgade Betalingsskole 1904-53. Lærer-

møde 12.12.19] 1. Skolens arkiv på Stadsarkivet.

I 1875/76 havde skoledirektionen opfordret skolerne til at afholde foredragsaften er for for-

ældrene. Dette blev ingen succes. Når møderne var mest velbesøgt var der op imod 100 -

elever. Det gennemsnitlige fremmøde blandt forældrene var fra 0- 3.

Emnerne spændte fra »tekniske vidundere«, som elektriciteten og telegrafen til Danmarks-

historien.

Som årsager til det ringe forældrefremmøde angav skolerne: tidspunktet (kl.19), lærernes

manglende dramatiske talent og »...de aandelige og materielle Forhold i Hjemmene io ere

saadanne, at man ikke kunne vente interesse nok til at overse Vanskelighederne ved at skaffe

sig nogle Fritimer.«Herefter synes tanken droppet.Journalsag 283/1875 og 82/1877. Citatet er fra en indberetning fra Nørre Alles skolein-

spektør u.d.

1874-1940. Rektor på Ordrup Gymnasium. Fra 1917 skoleborgmester i København. Op-lægger om straf og disciplin findes i Det Pædagogiske Selskabs Aarsberetning 1912/13,3.møde 5.11.1912 s. 11-14

Wiggers var inspektør ved friskolen i Hindegade.trykt som bilag nr. 71 i Betænkning udgivet af skolekommissionen af23.3. 1919, Kbh. 1923.

Kommissionen var nedsat under Kirke- og Undervisningsministeriet.Det pædagogiske Selskabs Aarsberetning 1916/17 7. møde 8.2.1916 s. 61

79

SummaryThe »Haderslevgade«-Case.A case Concerm'ng the Relationship between Homes

and Schools in Copenhagen, 1880 - approx. I 920.

During the winter 1906-07, a legal action brought before various Copenhagen law courts

remained pending. The mother of a son was given a suspended sentence of 60 days on »the usual

prison diet« for having hit a teacher.

The much debated slap had been dealt in the course of a major discussion between the mother

and the teacher concerning the latter's choice of punishment, which he had recently practicedagainst her son.

With this concrete case as his point of departure, the author deseribes the relationshipbetween the Danish primary school and the Danish homes, around the turn of the century. Bymeans of the files of the Copenhagen Local Education Authority, newspapers of the time and

educational professional bulletins, it is demonstrated that it was not unusual for working class

parents to come to their Childrens' classes in order to critisize the use teachers made of their rightto inflict corporal punishment.

Furthermore, it is demonstrated that the sentence was a matter of principle, in the sense that

on the part of the educational authorities, it was intended as a signal to the world around them

stating what they did not want the relationship between schools and homes to be like. The fact

that parents would arrive spontaneously and in person in the class rooms in order to critisize a

teacher, tended to undermine his authority and generated mutual distrust. At formal meetingsconfidence was to be instilled in parents to the effect that the professional teacher was fullycapable of keeping within the punitive regulations of the school. However, parents were to have

no real influence on the everyday life of the schools. This »openness« in the schools' attitude to

parents can be attributed to various factors. Firstly, to the*general democratization of society.Secondly, to the shift in the social role of the public school system. And, thirdly, to the publicdebates on corporal punishment going on at the time against the background of changes in the

Danish penal code, and the conditions in the orphanages and reformatories of the country.In the larger pcrspective, the article shows how the clashes pertaining to class and culture in

Copenhagen at the time of the turn of the century made themselves felt in everyday school life.

80