MEIIIIELELSER0M FORSKNINGI ÅRBEJDERBEVÆGELSENSHISTORIEAPRIL 1987

April 1987 - udgivet af Selskabet til Forskning i ArbejderbevægelsensHistorie, Rejsbygade l,1759 København V - Redaktion: Gerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st.tv., 3050 Humlebæk,

02 19 15 94; Niels Ole Højstrup Jensen, Maglehøjen 2, 4320 Lejre, 02 38 12 48; Steen Bille

Larsen, Åbenrå 33 1.th., 1124 København K, 01 15 04 61 - Sats: Werks Fotosats ApS -

Tryk: Werks Offset - ISSN 0107-8461. Articles appearing in this journal are annotated and

indexed in HISTORICAL ABSTRACTS

'

nsIndholdsfortegnelse ArbçIqerbevægeIS?

Bibliotek og Arkiv

Artikler

Keld D. Larsen: En oprører i »eksil«- Chr. Christensen på Silkeborgegnen 1922-1935 .............................. .. 2

Ole Stender Petersen: Om Louis Pios kontaktmed Engels og Marx

....................................................................... .. 23Carol Gold: Revolutioni Danmark - 1918? ......................................... .. 28

Afhandlinger under udarbejdelse ........................................................ .. 41

Historieskrivning og arbejderbevægelse-interview med Kjeld Winding ........................................................ .. 43

Anmeldelser...................................................................................... .. 49

Karl Marx/ Friedrich Engels Gesamtausgabe(MEGA) ....................... .. 82

ForskningsmeddelelserSFAHs seminar 1986

......................................................................... .. 117

Arbejderliv på Nørrebro ..................................................................... .. 1 19

Index for nr. 1 - 15 findes i nr. 16

Forside: Arbejdsløshedsdjævlenstandser fabrikkerne

Keld D. Larsen

En oprører i »eksil«

- Chr. Christensen på Silkeborg-kanten 1922-1935

Chr. Christensen (1882-1960) er en af dansk arbej-derbevægelses store skikkelser. Som 18-årig gikhan ind i den socialdemokratiske ungdomsbevæ-gelse i Kbh. og udviklede sig snart til revolutionærmarxist. Chr. Christensen sluttede sig nogle år se-

nere til de danske syndikalister. Fra 1921-1922

samarbejdede Chr. Christensen med den nye kom-

munistiske bevægelse og redigerede bl.a. »Arbej-derbladet«. Han ragede imidlertid hurtigt uklar

med kommunisterne og blev politisk isoleret. På

grund af dette og et dårligt helbred rejste Chr.

Christensen til Jylland i en længere årrække. Det

har hidtil været antaget, at han i disse år -fra 1922

til midten af 1930 'erne - var politisk inaktiv, men

nærværende artikel viser, at Chr. Christensen

hverken var passiv eller havde opgivet sine kom-

munistiske synspunkter i denne periode.

Arbejderbladet bragte den 14. feb. 1922 Chr. Christensens korte meddelelse

om, at han trak sig tilbage fra revolutionær virksomhed øjeblikkeligt for at

komme til hægterne igen. Den ledende personlighed i venstreoppositionentrak sig herved tilbage efter 20 års virke i en situation, hvor den revolutio-

nære bevægelse i Danmark lå i ruiner.

Chr. Christensen (CC) var aktiv til det sidste som redaktør på Arbejder-bladet. Trods elendigt helbred havde CC taget aktiv del i opbruddet på den

danske venstrefløj i perioden 1920-1922.

Denne artikel vil behandle CCs liv og politiske positioner i hans »eksil-

periode«på Silkeborg-kanten fra 1922 til 1935. Men for at kunne gøre dette

meningsfyldt, er det nødvendigt kort at skitsere CCs politiske standpunkteriperioden 1920-1922.

Tilnærmelse til kommunismen

Første verdenskrig, den russiske revolution og den revolutionære periodeefter verdenskrigens afslutning betød splittelse, opbrud og omorganisering i

2

den internationale arbejderbevægelse.Begreberne revolution og socialisme

fik en ny og aktuel betydning, der måtte tages stilling til.

CC indså hurtigt efter sit fængselsophold i 1920, at en omgrupperingmåtte gennemføres i Danmark. Løsningen for CC blev et arbejde for en

sammenslutning mellem den syndikalistiske Fagoppositionens Sammen-

slutning (FS) og DKP (VSP). I et brev til Martin Andersen Nexø den 12.

aug. 1920 udtrykte CC det således: »Sagen er jo, at jo dybere jeg har fået

indblik i forholdet med de to bevægelser herhjemme - Venstresocialisterne

og vor - er jeg kommen til den opfattelse, at der må ske en tilnærmelse om

ikke begge skal gå neden om og hjem«.Det var imidlertid ingen selvfølge,at

FS ønskede samarbejde med kommunisterne, derfor fortsætter brevet; »Ogher er det, der kræves en kamp inden for vor bevægelse for at rydde hindrin-

gerne af vejen for en fælles forståelse. En kamp, som jeg på den ene side

indser nødvendigheden af og på den anden side frygter for at savne kræfter

til, om den skal føres igennem uden at slå for meget i stykker«, CC påtog sigopgaven trods alle betænkeligheder. I et brev til Andersen Nexø den 30.

aug. 1920 skrev CC: »For at undgå, at Solidaritet - nu medens jeg er syg-

skulle udtale sig mod Tredie Internationale på en måde, der kunne skade et

bedre fremtidig forhold, har jeg forbudt, at dets vedtagelser må omtales, så-

længe jeg ikke har talt med Marie Nielsen. Dette har - som du måske kan

forstå - været ved at fremkalde en lille paladsrevolution, men jeg tænker at

kunne dæmme den af til dens virkninger bliver mindre farlige«.CCs målbevidste arbejde for en tilnærmelse mellem FS og DKP foregikpå flere planer. Teoretisk og offentligt var de vigtigste bidrag »Moskva og

Syndikalismen« en pjece fra februar 1921 og »En redegørelse til Danmarksrevolutionære arbejdere. For FSs indtrædelse i Danmarks kommunistiskeFøderation« bragt som artikelserie i Solidaritet i maj 1921.1»Moskva 0g Syndikalismen« er en gennemgang og sammenligning af

kommunismen, Moskva-teserne og syndikalismen. CC fastslår, at kommu-

nismen var en afklaret enheds-ideologi på sandhedens grund, medens syn-dikalismen var en praktisk bevægelse uden egentlig afklaret ideologi. Ved

sammenligning mellem kommunismen og syndikalismen kom CC til det re-

sultat, at de to retninger var grundlæggende enige med hensyn til: 1) op-komst - skuffelse og vrede over de eksisterende vilkår for arbejderne. 2)grundopfattelse - den materialistiske historieopfattelse og klassekampsteo-rien. 3) målet - kommunismen på solidarisk grundlag (ikke individuelt

grundlag). 4) overgangen til målet -proletariatets diktatur. 5) partiets rolle -

ledende 0g organiserende i forhold til masserne.

CC behandlede grundigt de for mange syndikalister ømtålelige emner

»politisk kamp« og partiets funktion. CC definerede politisk kamp som den

ene klasses organiserede magt brugt mod den anden klasse, og i den for-

stand var den revolutionære syndikalisme netop en politisk bevægelse. Pro-

letariatets diktatur var så selvfølgelig ifølge CC, at modstandere heraf var at

regne for værre end skruebrækkere. Da diktatur ifølge CC var organiseretmagtanvendelse, så måtte nogen jo organisere f.eks. et parti. Men det ville

3

fremstå naturligt i en revolutionær fase, hævdede CC med henvisning til

bolsjevikkerne i den russiske revolution.

CC bakkede således fuldt op bag Moskva-teserne og påpegede,at syndi-kalisterne nu måtte kende deres besøgelsestidog tage stilling for kommunis-

men, der nu havde den ubestridte førerstilling i den forestående klasse-

kamp. Syndikalismen og kommunismen kunne netop supplere hinanden,idet førstnævnte hovedsagelig var en økonomisk bevægelse, medens sidst-nævnte hovedsagelig var en politisk bevægelse. Sammen ville de kunne gen-

nemføre den sociale revolution.

Kun på eet punkt undsagde CC sin støtte til Moskva-teserne - i spørgs-målet om det parlamentariske arbejde. CC håbede,dette afsnit i Moskva-

teserne ville blive fjernet og håbede, at den anti-parlamentariske tendens i

kommunismen ville vinde flertal. Men CC understregede lige så klart, at

denne uoverensstemmelse ikke var grund til at undlade et samarbejde med

kommunisterne. Skønt CC var erklæret anti-parlamentariker, så var syndi-kalismen som bevægelse neutral, hverken for eller imod parlamentarisk ar-

bejde.Sideløbende med gennemgangen rettede CC hvasse angreb på anarki-

sterne, anarko-syndikalisterne og socialdemokraterne.

»En redegørelse til Danmarks revolutionære arbejdere...«er en fremstil-

ling af baggrunden, målet og formen for et samarbejde mellem FS og DKP i

Danmarks kommunistiske Føderation. De to aktuelle opgaver var ifølge

redegørelsen: 1) erobringen af den politiske samfundsmagt og 2) udviklingaf den socialistiske økonomis organisationsapparat. Her supplerede DKP

og FS hinanden strålende, idet DKP arbejdede med det første, og FS på det

andet. En samlet løsning ville kunne gennemføresunder proletariatets dik-

tatur.

Af aktuelle opgaver for føderationen påpegedesudgivelse af et dagblad,socialistisk oplysning og arbejde med landarbejderspørgsmålet.Sidstnævn-

te område placeredes bemærkelsesværdigt centralt af CC, hvilket ikke var

uden interesse for CCS senere virke.

CCs redegørelse til de revolutionære arbejdere domineredes af en hård

kritik af hans modstandere - anarkisterne og anarko-syndikalisterne - i den

syndikalistiske bevægelse. Samtidig fastholdtes kritikken af socialdemo-

kraterne. CCs tilnærmelse til kommunismen var klar og entydig.2 Den var

også båret af en forvisning om, at det endelige opgør med kapitalismen var

nært forestående. I dette opgør ville syndikalisternes rolle hurtigt blive ud-

spillet, hvis de ikke gik i samarbejde med kommunisterne, var CCs ræson-

nement.

Bevidst revolutionær kommunist

Det lykkedes CC at få flertallet i FS til at indgå i et samarbejde med kom-

munisterne. Danmarks kommunistiske Føderation blev dannet, og Arbej-derbladet opstod af F Ss Solidaritet og DKPs Arbejdet med CC som redak-

tør. Men den ventede fremgang udeblev på alle planer: De europæiske ar-

4

bejdere kom i defensiven, den russiske revolution var truet, de danske ar-

bejdsgivere tog offensiven og de danske arbejdere blev trængt tilbage. Dan-

marks kommunistiske Føderation havde ingen fremgang, og Arbejderbla-det var konstant i økonomiske vanskeligheder.

I denne situation ændrede Kommunistisk Internationale signaler på sin

tredie kongres i 1921. Revolutionen stod ikke længere lige for, derimod

skulle forsvarskampen og styrkelse af de revolutionære sættes i centrum.

Parolerne var proletarisk enhedsfront og til masserne.

CCs sidste pennefejde var om denne ændring, og hvad der lå i den. Til

trods for, at CC i et brev til Andersen Nexø den 11. jan. 1922 havde skrevet,at han trak sig tilbage pr. 1. feb. 1922, og at han var helbredsmæssigt og

psykisk totalt nedkørt, så tog han emnet op i en polemik med Marie Nielseni Arbejderbladet.

Marie Nielsen (MN) startede debatten i en artikel med tema-overskriften

»Om Kommunistisk Internationales nye politik«. MN fastslog, at den nye

politik var en lære fra nederlagene fra 1918-20. I denne periode viste det sig,at masserne stadig stod under socialdemokratisk indflydelse og ikke havde

tillid til de revolutionære. Derfor parolen: »Til masserne! Dér hvor de be-

finder sig organisatorisk og bevidsthedsmæssigt.De revolutionære må bli-ve ledende i massernes daglige kamp«.

Allerede under MNs artikel bekendtgjordes det, at CC ville svare den føl-

gende dag. CC brugte hele 4 artikler til at behandle emnet (22 jan., 25. jan.,1. feb. og 2. feb. 1922). CC var enig med MN i, at den revolutionære periodevar forbi, og at arbejderklassen nu stod i en defensiv situation. Men konse-

kvensen af dette faktum var de absolut ikke enige om.

CC fastslog i første artikel, at det ikke var et spørgsmål om »tillid« ellerandre psykologiske årsager, at masserne ikke fulgte de revolutionære.

»Klassekampens drivende kraft er ikke tillid, men nøgne materielle interes-ser Masserne føres ikke af nogen frem til revolutionen, men drives fremdertil af de materielle forhold, af de interesser og den magt, disse giver dem.

Spørgsmålet om arbejdermassernes tillid til de revolutionære kommunisteri en social revolutionsperiode er ikke noget, man forud fabrikerer, men af-

gøres hårdhændet og absolut af, om kapitalismen endnu levner masserne

livsmuligheder eller den ikke gør dette!« CC ville ikke acceptere, som »be-

vidst revolutionær kommunist«,et psykologisk begreb som »tillid« i klasse-

kampen. CC henviste i stedet til marxismen som forklaringsmodel.CC forklarede omsvinget med, at borgerskabet under den revolutionære

periode strakte sig til det yderste for, sammen med socialdemokraterne, at

bestikke arbejderne til ikke at lave revolution. De skabte eksistensbetingel-serne for masserne. Nu var borgerskabet ved at tilrane sig »bestikkelsen« fra

masserne igen.I de følgende artikler behandlede CC begrebet »proletarisk enhederont«.

CC ønskede også proletarisk enhedsfront og følte sig her på bølgelængdemed Kommunistisk Internationale. I CCs udlægning ville en enhedsfront

betyde et samarbejde med syndikalisterne og under ingen omstændigheder

5

med socialdemokraterne. Spørgsmålet var om kommunisterne skulle gå til

venstre (til syndikalisterne) eller til højre (til socialdemokraterne). CC var

ikke i tvivl: kommunisterne skulle gå til venstre. Heroverfor stod så MN,der mente, at enhedsfronten gjaldt samarbejde med socialdemokraterne.

Der var en vigtig forskel i udgangspositionen hos CC i artiklerne om

Kommunistisk Internationales nye politik og i de tidligere omtalte afhand-

linger. Tidligere skrev CC som syndikalist til sine syndikalistiske kammera-

ter for en tilnærmelse til kommunismen. Nu skrev CC som »bevidst revolu-

tionær kommunist« til sine partikammerater i kommunistbevægelsen for en

tilnærmelse til syndikalisterne. CCs politiske position var derimod ret kon-

stant i de tre afhandlinger. Positionen kan kort karakteriseres som: revolu-

tionær, faglig orienteret, satsen på socialistisk oplysning, begejstring for ogtroen på den russiske revolution og en indædt modvilje mod socialdemo-

kraterne og det parlamentariske arbejde.3

På rekreation

CC var en syg mand i februar 1922, da han tog på rekreation på landet.

Selvfølgeligbenyttede CCs modstandere sig af CCs tilbagetræden til at be-

skylde ham for at flygte fra problemerne, som han, efter deres mening, selv i

høj grad havde bidraget til.4

Der kan ikke herske tvivl om, at CC rejste tvunget af helbredsmæssig

nødvendighed. CC opfattede rekreationen som en midlertidig tilstand påmåske et par år, så regnede han med, at han var frisk til at deltage i den

kommunistiske bevægelses arbejde igen.CC fortsatte faktisk et vist politisk arbejde i det små. Således skrev CC

om generalstrejken i Randers i Arbejderbladet i april 1922,s og CC var taler

på et sommerstævne ved Silkeborg afholdt af DKP og KUF i Silkeborg i

juli 1922.6 CC havde også et par noveller i Arbejderbladet i foråret 1922.7

CC flyttede ikke straks til Laven ved Silkeborg. Første adresse blev hos

husmanden og digteren Anders Christensen, St. Restrup. Addressen oply-stes i en annonce fra CC, hvoraf det fremgik, at han var salgsagent for

Skjoldborgs og Jeppe Aakjærs bøger.8CC fortsatte med at holde sig orienteret om kommunistpartiets udvik-

ling. CC blev direkte inddraget, da Kommunistisk Internationale skulle ud-

virke et forlig mellem de to stridende kommunistiske partidele, idet CC i

den forbindelse skulle »ofres«, så vejen til et forlig var ryddet. I et længerebrev til Andersen Nexø den 18. dec. 1922 skrev CC om sit forhold til partiet:»Som du vel har erfaret, gav jeg min billigelsetil, at jeg for et år blev udeluk-ket af partiet. Marie N. havde vel »pyntet« mig godt i Moskva og kunne det

fremme fred i partiforholdene herhjemme, mente jeg ikke at kunne sige nejtil forslagets bestemmelse vedrørende min person

- om jeg må tilstå, at det

nagede mig. Så blev min skæbne altså, at jeg kom ud af fængslet og fik dre-

vet den syndikalistiske bevægelse over i kommunismen og som tak derfor,blev jeg kastet på porten. Nå, havde det så skabt fred og arbejde og frem-

gang for partiet, kunne jeg rolig finde mig i det, men det er nok langt fra«.

6

CC udtrykte i brevet alvorlig bekymring for partiets udvikling, især var det

beklageligt, at de faglige folk sivede ud af partiet.

Laven 1922-1927

CC boede i Laven fra sommeren 1922 til september 1927. Det var med store

forventninger, CC flyttede til egnen. Således skrev CC i et brev til Andersen

Nexø den 1 1. jan. 1922: »Jeg forlader selvsagt ikke den revolutionære bevæ-

gelse for bestandig, men jeg er for tiden truet ind til døden, og jeg må have

tid at komme over det og besejre sygdommen. Efter at have set Møgelø,som vel nok er et af de skønneste steder i Danmark, tror jeg på, at jeg igenkan blive et rask menneske. Jeg har tilmed den fordel at have kommunisti-

ske kammerater om mig. Foruden Thorsten Petersen og Ingeman er der

Chr. Nielsen, som skal overtage en mindre gård lige overfor Ingemansfrugtplantage på den anden side (af) banen og en anden kammerat Isaksen,der ligeledes ejer en lille gård lige ud for Møgelø. Og min drøm om engangat skrive noget værdifuldt for den revolutionære bevægelse skal så i de langevinteraftener vel gå i opfyldelse. I de omgivelser må jeg kunne gøre dette ogmåske bringe en føling mellem Danmarks arbejdende bønder og den kom-

munistiske bevægelse, som den f.t. savner«, Forventningerne gjaldt såledessåvel helbredet som det videre politiske arbejde.

Grunden til, at CC søgte til Laven, var hans bekendtskab med digteren oghusmanden Johan Skjoldborg. Skjoldborg havde frem til 1915 ejet Dynæs,en ejendom ved Laven beliggende lige ude for øen Møgelø. En af Skjold-borgs kongstanker havde været et samarbejde mellem landboerne og arbej-dere, og for at fremme dette arbejde havde han arrangeret årlige arbejder-bondefester på Dynæs i perioden 1911-15. CC besøgte Skjoldborg på Dy-næs, og han kendte ligeledes Dynæs' næste ejer M. Ingeman. CCs plan var,

at han og landarbejderen Thorsten Petersen skulle opdyrke Møgelø. Det

økonomiske grundlag skulle bl.a. komme ved lån fra Andersen Nexø ogstøtte fra Ingeman og Anders Christensen.9

Planen med Møgelø gik i vasken.lo Betingelserne blev for skrappe, og

Annonce fra Silkeborg Social-Demokrat. 7. juli 1922

mmSummum una,tt Italiens”Søndag den 9. Juli, Kl. 3'/, Eftermiddag.

Som Taleme kommer til Stade fhv. Redaktør Chr. Christensen,Laven, Robert Klit/'0rd og Richard Jensen.

I

Sangforeningen ,,Hedelærken“medvirker.

Stort Bal fra Kl. 8 for Medlemmer.I. II. F.

5128 D. '- P.

Thorsten Petersen kunne ikke rejse sin del af startkapitalen. Tidspunktetvar uheldigt, da CC således intet fik sået i foråret 1922, med det resultat, at

økonomien lå i ruiner allerede fra starten. CC flyttede til Laven, hvor han

først blev indlogeret sammen med hustruen Lisbeth hos Isak Kristensen påØvre Bakkebo. Isak Kristensen udlejede 3-4 td. jord til CC med forkøbsret,og i sommeren 1923 købte CC den forpagtede jord.” Alfred Mogensen var

vidne til købet, og Mogensen var en uundværlig ven og hjælper for CC ogLisbeth i deres eksil på Silkeborg-kanten i hele perioden.

CCs bolig på Øvre Bakkebo var imidlertid for ringe til vinterbolig, så i

vinteren 1922-23 flyttede CC ned i Dyrvighus i selve Laven by. CC og Al-

fred Mogensen byggede i løbet af 1923 Nedre Bakkebo på den nykøbtegrund. Huset ligger der endnu med en henrivende udsigt over Møgelø. Øko-nomien skulle hovedsagelig baseres på hønseri. Et helt moderne hønseri

blev anlagt.Økonomien blev fra starten CCs store problem. Først i 1923 forsøgte CC

at skaffe kapital ved at udgive et nyt oplag af »Arbejderne og Børneflok-

ken« (6. oplag).12 Det viste sig imidlertid, at der ikke var salg i den gamlesucces-bog. Lige fra starten i sommeren 1922 til tvangsauktionen i septem-ber 1927 manglede CC, Lisbeth og Alfred Mogensen penge til at klare øko-

nomien. I samtlige breve til vennen Georg Jensen indgik et indtrængendenødråb om penge. I brevet fra den 10. jan. 1924 beskrev CC situationen så-

ledes: »J a, ærlig talt vi har før været fattige, men så fattige som i den sidste

tid, har vi ligegodt ikke været«. Det kneb med fodret både til hønsene og til

dem selv.

CC havde set frem til et politisk samvær med arbejdende bønder og ifølgebrev til Andersen Nexø, så afholdt CC en art studiekreds om Sovjetunionenmed omkringboende husmænd og landarbejdere, hvor de blandt andet læ-

ste Andersen Nexøs breve fra Rusland op.13CC holdt i marts 1924 foredragom den russiske bolsjevisme på generalforsamlingen i Linå Husmandsfore-

ning, »hvilket gav anledning til en lang diskussion«.“CC måtte dog hurtigt sande, at hverken de lokale købmænd eller de om-

kringboende bønder kunne eller ville forstrække ham med kredit i det om-

fang, som han ønskede. Efter en årrække med slid og slæb, dårligt helbred

og elendig økonomi måtte CC afstå Nedre Bakkebo ved en tvangsauktion i

september 1927.'5

CC, Lisbeth og Alfred Mogensen boede en kort periode i 1927-28 i »Ta-

terhytten« i Svejbæk. Hønseriet »Bakkebo« blev her reetableret, men CC

kom hurtigt i konflikt med stedets ejer, G. Krüger, og måtte derfor opgivebolig og hønseriet og flytte til Sejs.us

Forsøg på et politisk come back i 1924

CC forSøgte et politisk come back i foråret 1924. Tidspunktet var på sin vis

velvalgt, og det kom yderst ubelejligt for DKP. DKP var nemlig i marts og

april 1924 ude i en meget optimistisk valgkamp, den første efter den endeli-

ge partisammenslutning. En gruppe kommunistiske intellektuelle i Det nye

8

Studenter Samfund (DNSS) og resterne af syndikalistbevægelsenorganise-ret i De faglige Klubber stod for en klar anti-parlamentarisk kritik af DKPs

valgkamp.I denne situation trådte den gamle anti-parlamentariker CC frem ved et

møde i København afholdt af De faglige Klubber. Carl Heinrich Petersen

har i bogen »Chr. Christensen -

og den danske syndikalisme« kort omtalt

mødet,l7 men uden at mødet bliver sat ind i den rette sammenhæng. Mødet

blev afholdt den 22. marts 1924 -

og ikke i oktober, som CHP oplyser.DNSSs blad, Pressen, gav den 29. marts 1924 et referat fra mødet. Stemnin-

gen var høj - den gamle fører var tilbage. CC talte om den russiske revolu-

tion, som han fortsat satte højt, endskønt den var behæftet med fejl. Men de

europæiske arbejdere burde ikke blive hovne af de russiske fejl og problem-er, de burde tage vare på egne opgaver. CC kom herefter ind på de hjemligeopgaver, herunder udgivelsen af et ny »Solidaritet« og stiftelsen af et nytkommunistisk parti. »Den bevægelse, jeg kan ønske gro frem af De fagligeKlubber må ikke blive ensidig faglig. Vi må danne en virkelig revolutio-

nær arbejder- og folkebevægelse, og vi må gøre det i ærligt samarbejde med

vore kammerater blandt åndsarbejderneog med vågentøje overfor den nye

kunst, den nye litteratur, det unge åndsliv«. Denne afslutning må i høj gradanses for at have været direkte henvendt på gruppen omkring Pressen, og

samtidig en mild advarsel til de meget fagligt orienterede syndikalister i De

faglige Klubber.

Den socialdemokratiske avis, Klokken 5, omtalte CCs nye partiplan den

1. april 1924. Avisen skrev, at De faglige Klubber skulle være udgangspunk-tet for det nye parti, men at det var en given sag, at Pressen-gruppen ville

følge med over i det nye parti. Klokken 5 mente, at det nye parti ville betydeen ny splittelse af DKP.

De faglige Klubber og gruppen omkring Pressen tog øjeblikkelig- hver

for sig - tråden op efter CCs tale og halve løfte om tilbagevenden til aktiv

politik. De faglige Klubber udsendte allerede i april 1924 »Allarm« med den

sigende undertitel »F orløber for Solidaritet«. På forsiden annonceredes for

et 1. maj-arrangement i Brønshøj, hvor CC og Robert Klitfort ville tale.Pressen bragte ligeledes opfordringer til at deltage i dette møde.”

Gruppen omkring Pressen kom straks efter CC-mødet i kontrovers medDKP. Pressen udsendte den 31. marts 1924 et ultimatum til DKP, hvori

bl.a. partiets »reformistiske« valgkamp blev krævet annulleret, ledelsen ud-

skiftet, og at partiet skulle optage forhandlinger med De faglige Klubber og

CC. Hvis ultimatummet ikke blev imødekommet, ville Pressen ophøre med

at være et DKP-loyalt organ. DKP afviste kravene, og bruddet blev en rea-

litet. Pressen-gruppen dannede derefter en partilignende organisation ved

navnet »Kommunistisk Arbejder- og Husmandsbevægelse« (KAHB). I på-sken 1924 holdt såvel De faglige Klubber som KAHB konference, og der

var følere ude mellem grupperne.19Hvor meget CC direkte har været involveret i KAHB er svært at bestem-

me, men meget tyder på, at CC har været inddraget i diskussionerne om

9

denne bevægelse. I et brev til Georg Jensen den 11. april 1924 oplystes, at

CC havde udfærdiget et program, han ikke så sig i stand til at forkorte pågrund af arbejdspres. CC foreslog, at Robert gjorde det. Desuden oplystes,at Robert havde glemt sin pibe, men den kunne han få til 1. maj. Denne Ro-

bert må være Robert Klitfort, der senere blev KAHBs formand. Desuden er

navnet (»Husmandsbevægelse«)bemærkelsesværdigt, men det falder fint i

forlængelse af CCs interesse for landbo-spørgsmålet.Pressen-gruppen og De faglige Klubber var dog langt fra enige. Det fæl-

les berøringspunkt var anti-parlamentarismen og interessen for igen at ind-

drage CC i politisk arbejde. KAHB holdt kongres den 31. aug.-l. sept. 1924,hvor program og vedtægter blev vedtaget. Bevægelsen sluttede fuldt og helt

op bag 3. Internationale.”0 De faglige Klubber talte ganske vist også om

kommunisme og proletariatets diktatur i Allarm, men der blev ikke talt om

parti, 3. Internationale eller Moskva-teserne.

Det nye Solidaritet begyndte at udkomme i 1925. CCs reaktion på Al-

larm og det nye Solidaritet er kendt fra breve til Georg J ensen.” Reaktionen

var klar og negativ. CC fastholdt det rigtige i Føderationen fra 1921 ogmente end ikke, at det nye Solidaritets standpunkter kunne kaldes sociali-

stiske. CC bebrejdede dem endvidere for at være frasemagere og for at have

en manglende forståelse for de vanskelige problemer, der ville komme efter

en magtovertagelse.Det politiske come back mislykkedes givetvis hovedsageligt på grund af

CCs ringe helbred; men også fordi den mulige basis bestående af Pressen-

gruppen og De faglige Klubber indbyrdes var for uenige og hver for sig for

svage. I dette dilemma svingede CC ikke »tilbage«til syndikalisteme igen.Tværtimod var CCs bedømmelse af de syndikalistiske positioner meget ne-

gativ. CC bibeholdt altså den kommunistiske inspiration, han havde fra

årene 1920-22.

Silkeborg Venstreblad og seksualoplysningErnst Kristensen, Silkeborg, var midt i l920*erne faktor på den radikale

avis, Silkeborg Venstreblad. Ernst Kristensen har fortalt, at CC var tilknyt-tet Silkeborg Venstreblad i en periode som korrekturlæser m.m. Ernst Kri-

stensen oplyste, at CC gerne ville skrive i avisen, hvilket avisen dog kun var

mådelig interesseret i. Det blev dog således, at CC fik lov til at skrive om

»neutrale« emner f.eks. om befolkningsproblemet, hvorimod avisen ikke

ville modtage »politiske«artikler fra CC. Ernst Kristensen kunne iøvrigt le-

vende fortælle om CCs muntre »seksualvejledning«bl.a. om kondomets

brug og genbrug.CCs første artikler i Silkeborg Venstreblad omhandlede ganske rigtigt

befolkningsproblemet. I tre længere artikler i april 192722 behandledes em-

net under overskrifterne »Den hvide races økonomi og befolkningspro-blemet« og »Den sociale forsorg og formeringskulturen I og II«. Artiklerne

tog udgangspunkt i, at kapitalismen ikke længere kunne bruge »menneske-

materialet«, der opstod permanent arbejdsløshed. De arbejdskraftsbespa-

10

rende maskiner og massernes formeringskultur resulterede i overproduk-tion af mennesker med stor nød og elendighed til følge.Tidligere havde ka-

pitalismen brug for, at masserne fødte mange børn dels til fabrikkerne dels

til hæren, men de tider var nu forbi. CC fastslog, at det var nytteløst at råbe

kapitalisterne op til f.eks. at ændre produktionens formål fra profit til at

dække menneskelige behov. Tilbage var kun efter CCS mening at gå ud til

masserne og yde oplysning om formeringsproblemet. Ideen måtte så være,

at kun på denne måde - ved oplysning - kunne befolkningsproblemet løses.CC henviste endvidere til, at man i denne kamp med befolkningsoverskud-det skulle tage racehygiejnen til hjælp.

Artiklerne bar præg af, at »det politiske« ikke måtte blive for fremtræ-

dende. Der regnedes udelukkende med »oplysning«til afhjælpning af »over-

produktionen« af fattige.CC var en af pionerne inden for seksualoplysningen i Danmark. Hans

bog »Arbejderne og Børneflokken« fra 1911 er et synligt resultat. CC fort-

satte som nævnt så småt dette arbejde i sit eksil. Først med genudgivelsen af

»Arbejderne og Børneflokken«, dernæst ved artiklerne i Silkeborg Venstre-

blad, og endelig foretog CC en foredragsturné for »Foreningen for seksuel

Oplysning« først på året 1928.23 Silkeborg Venstreblad bragte den 1. marts

1928 en varm foromtale af CCs foredrag i Silkeborg den 4. marts 1928. Heri

hed det bl.a.: »»Børnefødslernes begræsning« hedder det emne, som fhv.

red. Chr. Christensen, »Taterhytten«,Svejbæk, taler om ved det af F orenin-

gen for seksuel Oplysning arrangerede møde i Teatersalen på søndag aften.

Chr. Christensen er velkendt på disse egne-

og af dette blads læsere. Han

har herhjemme været en banebryder for spørgsmål om seksuel oplysning og

racehygiejne«.“Efter selve foredraget blev dr. Leunbachs lysbilleder frem-

vist. Efter mødereferaterne at dømme blev tilhørerne stærkt grebet af CCs

hjertevarme og saglige foredrag.”2°

Tiden er inde 1930-1931

CCs tilværelse som smålandbruger fra 1922 til 1928 var endt i fiasko. Øko-

nomisk og helbredsmæsigt var det kun blevet værre, og de oprindelige for-

håbninger om genoptagelse af det politiske engagement fortonede sig i det

uvisse. Fra 1928 til 1935 boede CC i Sejs.To breve fra CC til Georg Jensen ved årsskiftet 1930-31 vidner om, at CC

på ny ønskede at genoptage det politiske arbejde. Første brev, fra den 31.

dec. 1930, var præget af pessimisme og håbløshed, men det andet brev, fra

den 22. jan. 1931, afspejlede en tro på, at ny aktivitet var en nødvendighed.Brevene indeholder vigtige oplysninger om CCs daværende politiske posi-tioner og syn på egen situation, og centrale afsnit vil derfor blive gengivether:

Fra første brev. Georg Jensen havde spurgt CC om hans mening om Ge-

org Jensens blasfemiske aktioner, der forargede nogle i samtiden. CC svare-

de, at han aldrig har villet forarge for forargelsens skyld, »men altid spurgt,hvad bliver udbyttet, hvor mange vinder vi for det positive, vi vil? Derfor

; 1 1

g

har jeg altid taget afstand fra den revolutionære åndsakrobatik og måttet

høre meget derfor af vore venner anarkisterne og demonstrationskommu-

nisterne! Dette er det, der nærmest har bevirket, at jeg i dag som revolutio-

nær sidder arbejds- og hjemløs halvt som flygtning og halvt som forræder!

Jeg ser mere klart i dag end nogensinde før, at arbejdet med nedbrydelsenaf det gamle samfund ikke er nødvendig, men at den revolutionæres opgave

ligger der, at fortroliggøre masserne med den produktionsorganisme de af

historien er kaldet til at skabe! Og da der ingen mulighed er herfor, har jegingen opgave at tjene udover at sørge for min stakkels krop til en dag kada-

Asger Jorn: Portræt af Chr. Christensen. Olie på lærred. 1933. Tilhører Silkeborg Kunstmu-seum

12

veret graves ned«. Trods pessimismen vidner brevet om en nagende lyst til

ny aktivitet.

Fra det andet brev. Heri leverede CC en analyse af den aktuelle situation,som han så den: »Det borgerlige samfund har nu haft tid til at genopbyggesin økonomi efter krigen, men har samtidig også bragt den hen i en tilstand

af overproduktion, der er langt mere moden, end den var, da den afstedkom

verdenskrigen. Vi er nu inde i sidste fase af den store historiske og for men-

neskeheden frygtelige opløsning og udvikling til renteløs kapital, eller om

man vil socialistisk produktion. En tid af grusomhed og blod forestår den

hvide race og et hav af lidelser over de arbejdende eller rettere de fattigemasser. Dødsklokkerne er begyndt at ringe over det politiske Socialdemo-

krati, dets dødsmåde er klart aftegnet som knusning mellem de to yderfløje,der uden skrupler eller forsøg på at skjule sit sande væsen hensynløst har

erklæret kampen som en krig af den brutale magt i verdensopgøret, der er

forestående mellem kapitalismen og socialismens produktionsmåder.Det

tyske Socialdemokrati er historisk bestemt af verdensudviklingen til først at

prøve knusningen og i sit historiske forræderi mod den videnskabelige soci-

alismes forudsigelser er det i sin småborgerlige vildfarelse endt i skørterne

på og som stødpude for det borgerlige demokrati under yderfløjenes førstestormløb«. Og senere: »For kapitalismen findes ikke mere vej uden om eller

tilbage men den grusomme sidste historiske forsvarskamp. Her er det mas-

serne nu står og skal tage sin dåb i død og hunger Men eet er, hvad der er

økonomisk realitet og politisk kendsgerning, et andet massernes bevidsthedeller psykel« Sovjetunionen omtaltes kort og positivt, hvor landbrugspro-duktionen var fri for »rentebyrden«,altså blev Sovjetunionen betragtet som

et samfund med socialistisk produktion (renteløs kapital). Efter analysenskitserede CC mulighederne for et nyt Solidaritet, der sammen med Arbej-derbladet, dog uden at tage hensyn til dette og mod hele den øvrige presse,skulle tage »revolutionens synspunkt og ildner og salter massernes sind forde kommende opgaver«. Det nye blad skulle være fri for snærende parti- og

organisationsbånd. CC stillede til sidst Georg Jensen det spørgsmål, om

planen var realisabel på baggrund af massernes aktuelle holdning.Centrale temaer fra CCs tidligere positioner genfindes her: Den histori-

ske udviklings nødvendighed,troen på den videnskabelige socialisme (mar-xismen), den negative holdning til Socialdemokratiet, oplysningens nød-vendighed og det positive syn på Sovjetunionen.

Georg Jensens svar bestyrkede ikke CC m.h.t. disse planer.27 CC begynd-te herefter at tage aktiv del i de lokale problemer.

Brændesankning og landbrugets krise

I Sejs lærte CC husmanden Valdemar Sørensen at kende. Valdemar Søren-

sen blev fra 1932 kendt som en af de ledende kommunister på egnen.›CC,Valdemar Sørensen og bager Thermansen iværksatte i november og decem-

ber 1931 en kampagne med Statsskovens ændrede regler for fattigfolks ind-

samlingsret, »brændesankning«,i skoven. CC var aktionskomiteens penne-

13

fører og i en række artikler i Silkeborg Social-Demokrat gennemgik han

med stort overblik »almuens« hævdvundne ret til at samle kvas og brænde i

skoven.28

Aktionskomiteen indkaldte til offentligt møde i Silkeborg midt i decem-

ber l93l om sagen. Ca. 150 mennesker mødte op og vedtog den af CC frem-

lagte resolution. Resolutionen krævede indsamlingsretten genoprettet for

almindelige mennesker, og reglerne for de fattiges og de gamles indsam-

lingsret forbedret.

Avisartiklerne og møderesolutionen var holdt i et meget moderat sprog.Der var således ingen kritik af ministeren på området, landbrugsministerBording. Kritikken gik på, at embedsmændene måtte have vildledt mini-

steren. Sagen blev forhandlet med ministeriet, og aktionen blev efter alt at

dømme en succes. Statsskoven trak ihvertfald forbudet mod salg af samler-

kort til befolkningen tilbage.Silkeborg Social-Demokrats holdning til aktionskomiteen var i det store

og hele positiv, og CC ñk efter datidens målestok uhørt megen spaltepladstil rådighed.

Silkeborg Social-Demokrat bragte den 29. marts 1932 en længere artikel

af CC under overskriften »Landbrugskrisen og skatteforslagene«.Artiklen

viser, at CC havde sat sig ind i og var interesseret i landbrugets økonomiskesituation. Hovedproblemet var ifølge CC den passive kapitals udbytning af

landbrugerne i form af den høje rentebyrde. Regeringens forslag om skat pårenteindtægt var derfor et initiativ i den rigtige retning. Men landbrugernesparti, Venstre, gik imod. Artiklen var derfor et angreb på Venstre, som den

passive kapitals forsvarer til ugunst for landbrugerne. CCs artikel var mere

et angreb på Venstre end en egentlig opbakning til regeringens forslag. Men

i sammenhængen kunne artiklen kun opfattes som en støtte til regeringenpå dette område.

Problemet med »renten« ser ud til at have optaget CC i denne periode.Det blev berørt i brevet til Georg Jensen, og fra anden side er det blevet

fremført, at CC netop behandlede det pengeløse og renteløse samfund.

Foreningen for marxistisk oplysningValdemar Sørensen, Sejs, var DKPs lokale folketingskandidat ved valget i

november 1932. CC fulgte Valdemar Sørensen til valgmøderne som støtte.

Et kort avisreferat fra Silkeborg Social-Demokrat den 16. nov. 1932 lyder:»Chr. Christensen, Sejs, talte for kommunisterne og var tilhænger af en

k0mmunistisk-socialdemokratisk enhedsfront og direkte aktion«, CC har i

denne periode været uformelt tilknyttet DKP lokalt.

DKF-Silkeborg har ønsket CC optaget i partiet,29 og CC har ikke været

mere afvisende,3°end at partimedlemmer lokalt henvendte sig til partiet for

at forespørge. DKP reagerede på forespørgslen ved at sende CC en række

spørgsmål om hans politiske positioner. Spørgsmåleneblev ikke besvarede,

og CC blev ikke optaget i DKP.” I løbet af 1933 gik DKF-Silkeborg nær-

mest i opløsning,32og CC skabte selv sit næste politiske forum: Forening for

14

marxistisk Oplysning. Hovedparten af deltagerne var frafaldne DKP'ere.33

Første gang, man støder på Foreningen for marxistisk Oplysning i de 10-kale aviser, er den 18. sept. 1933, hvor foreningen annoncerede i SilkeborgSocial-Demokrat for et møde om socialreformen med CC som foredrags-holder. Silkeborg Social-Demokrat var villig til at optage annoncer fra for-

eningen, men derimod bragte avisen konsekvent aldrig referater fra møder-

ne - med undtagelse af et Andersen Nexø foredrag i 1934. Af foreningensannoncering tegner der sig følgende billede: 11. nov. 1933 foredrag ved CC

om »Forslag til lov om ændringer af regler for mægling og afstemning i ar-

bejdsstridigheder«,alle organiserede arbejdere var velkomne, fagforenings-bogen skulle forevises. Den 11. dec. 1933 offentligt møde om Landbruger-nes Sammenslutning (LS) og dens stilling til arbejderne. En repræsentantfra LS og CC ville holde oplæg. Fra den 18. jan. til 27. jan. 1934 udstilling af

russisk plakatkunst på Silkeborg Bibliotek, Asger Jørgensen (Jorn) viste

rundt, og CC holdt afslutningsvis et foredrag om sin tur i Sovjetunionen.Den 12. marts 1934 foredrag om den moderne fagbevægelse ved CC. Den

24. april 1934 Ruslands-foredrag af Andersen Nexø. Den 8. sept. 1934»Hvad fejler fagbevægelsen?«ved Thomas Christensen, Århus. 0g endeligden 4. feb. 1935 »Vejentil nazismen og strejke og strejkeret i Danmark« vedCC.”

Denne del af foreningens aktivitet var tydeligvis lagt an på helt aktuelleemner med interesse for fagligt aktive folk. CCs traditionelle kæpheste la-der sig da også ane: knægtelsen af arbejdernes aktionsmuligheder, Sovjetu-nionen i positiv belysning, landbrugernes og arbejdernes indbyrdes forhold

og de sociale problemer.35CC holdt også en række studiekredse sandsynligvis under AOF. Studie-

kredsenes emner var både aktuelle og mere teoretiske. Til de mere aktuelleemner blev deltagerne opfordret til at skrive prøve-avisartikler om emnet.

De mere teoretiske emner har drejet sig om marxistisk økonomi og revolu-tionernes historie fra urkommunismen til nutiden. Et indblik i studiekred-senes indhold, kan findes i CCS artikler i »Information Tidskrift for kom-

munistisk politik« i 1934 og 1935, især artikelserien »Demokrati og Vold«,der efter 6 artikler forblev uafsluttet.

Foreningen for marxistisk Oplysnings største publikumssucces var An-

dersen Nexøs foredrag om Sovjetunionen i april 1934.36 Foredraget gav gen-

lyd, og emnet blev diskussionsemne i byen.37CC havde en brevveksling med Andersen Nexø efter mødet i april, og CC

udtrykte glæde over, at arbejderne endelig ñk sandheden at vide om Sovjet-unionen. »Vi kommer ikke uden om, at der trods alle anstrengelser fra Soci-

aldemokratiets side er en stadig voksende interesse for Sovjetunionen, og

alt det, der gror frem derovre - ikke mindst bl. arbejderne. Og vi må klart

forstå, at al lokal kommunistisk propaganda medregnet så er og bliver Sov-

jetunionen det store verdenseksempel, der mere end noget andet vil løfte det

gamle rådne Europa af hængslerne og åbne adgangen for socialismen«. Op-

lysning om Sovjetunionen var derfor helt central.38

15

I et brev fra CC til Andersen Nexø den 10. sept. 1934 ønskede CC kon-

takt til foreningen Sovjetunionens Venner, da en sådan lokal-afdeling ville

være ønskelig i provinsen. CC stiftede faktisk en lokal-afdeling af Sovjetu-nionens Venner og blev dens formand.” Silkeborg Social-Demokrat be-

gyndte i løbet af 1934 en modoffensiv i spørgsmåletom Sovjetunionen. CC

var forarget og planlagde som modtræk 6 foredrag om emnet i vinteren

1934/ 35.40

Endelig virkede CC i oplysningens tjeneste ved at deltage på offentligemøder i alle mulige forbindelser. F.eks. deltog CC i et stort diskussionsmø-

de med Hartvig Frisch og Aksel Larsen om »Pest over Europa«.“

Arbejdsmændenes Fagforening 1934-1935

CC mødte frem på Arbejdsmændenes Fagforenings generalforsamling den

25. jan. 1934. Her tilbød han en foredragsrække om den moderne fagbevæ-

gelse!2 Generalforsamlingen og bestyrelsen tog imod tilbudet. Herved be-

gyndte CC en aktiv periode på ca. 11⁄2år i den lokale fagbevægelse.CC blev indvalgt i fagforeningens bestyrelse den 18. april 1934, hvilket

samtidigt betød, at han blev fagforeningens repræsentant i AOF og deltog i

Fællesorganisationens fællesbestyrelsesmøder. CC virkede aktivt på fag-foreningernes møder og i bestyrelsen. Han deltog i forhandlinger med ar-

bejdsgiverne, i organiseringsarbejdet, i kursusvirksomhed m.m. Ud fra fag-foreningens protokol kan man i omrids følge CCs faglige positioner: CC

talte skarpt mod mæglingsforslageti foråret 1934 og anbefalede at sende en

delegeret til Forbundet med bunden mandat til at stemme nej. Fagforenin-gen tilsluttede sig dette forslag. I forbindelse med søfolkenes konflikt i forå-

ret 1934 anbefalede CC et møde herom, hvilket ligeledes blev vedtaget!3CCs faglige positioner afspejledes dog tydeligst ved en lokal tekstilarbej-

derkonflikt, der varede fra august til oktober 1934." Konflikten blev hurtigterklæret for ulovlig, og de strejkende fik såvel arbejdsgiverne som deres egetforbund imod sig. CC spillede en rolle i konflikten dels ved sit virke i Ar-

bejdsmændenes Fagforening dels ved at fungere som en slags skribent for

strejkekomiteen.I et brev til Andersen Nexø den 10. sept. 1934 omtalte CC konflikten såle-

des: »Hvis du ikke er for syg, ved du vel, at arbejderne her i Silkeborg for

anden gang i løbet af kort tid er ude i en »ulovlig«strejke. Denne gang er det

tekstilarbejderne, der er i kamp mod et nyt slavesystem. Som sædvanlig har

forbundsledelsen stillet sig på udbytternes side. Men byens arbejdere støtter

gennem deres faglige organisationer de strejkende med en sjældenkraft og

enighed, der har virket lammende på den lokale »Soc-Dem«, så den hverken

ved ud eller ind. Jeg har lidt indflydelse på de strejkende og dette åbne oprørmod udbyttere, forbundsledere og statens voldgiftsapparat vil ikke undlade

at få følger«.CC fremlagde selv en støtteresolution på arbejdsmændenes generalfor-

samling og foreslog en økonomisk støtte på 1000 kr. Støtteresolutionen

blev enstemmigt vedtaget, medens støttebeløbet blev sat til 500 kr.”

16

Chr. Christensen i Sejs, stående med Arbejderbladet i favnen. Siddende foran med bladet

Frem: Asger Jorn

CC deltog ved de to store offentlige møder, der blev afholdt i forbindelse

med strejken.” CC opfordrede kraftigt og indtrængende til solidaritet ogøkonomisk støtte både i byen og rundt om i landet. Alle modstandere heraf

blev hårdt kritiseret af CC, heriblandt forbundslederne, den lokale formand

for Fællesorganisationen og den socialdemokratiske presse. Tekstilarbej-derne blev idømt adskillige bøder af den faglige voldgiftsret. CC understre-

gede, at denne ret og statsmagten kun gik udbytternes ærinde.De strejkende vandt sig megen sympati, men det var ikke nok. Efter knap

8 ugers strejke gik de tilbage i arbejde med vage løfter om forhandlinger.Nederlaget var en kendsgerning.

De forskellige fagforeningers økonomiske støtte til de strejkende blev li-

geledes erklæret for ulovlig, og de respektive fagforeninger blev idømt en

bod. CC afviste hos arbejdsmændene, at man skulle betale, idet han anbefa-

lede at sende bodskravet til forbundet, da det var det, der i sin tid under-

skrev Septemberforligetx*7Tekstilkonflikten havde skabt så megen debat lokalt i fagbevægelsen, at

der var relativ stor tilslutning til den venstreoppositionelle faglige konferen-

ce den 14.-15. okt. 1934. CC talte for tilslutning til konferencen hos arbejds-mændene, og de tilsluttede sig og sendte CC som repræsentant!8

Oktober-konferencen var et forsøg på uafhængigt af partier at samle de

aktive dele af fagbevægelsen til kamp for medlemmernes krav. Konferencen

17

udsendte et manifest, der på de centrale punkter faldt i tråd med CCs posi-tioner. Manifestets hovedsigte var således krav til genskabelse af fagbevæ-gelsens aktionsmuligheder.49 CC tog ordet flere gange på konferencen og

gav sin støtte til de forskellige vedtagelser.soCC aflagde beretning i fagforeningen om konferencen, og man sluttede

op bag konferencen og konferencens opfordring til en demonstation den

29. nov. 1934.Sl CC fulgte således konferencen op i Silkeborg, men på selve,dagen den 29. nov. udeblev han, og mødet vedtog en resolution foreslået af

Fællesorganisationen. Hverdagen var igen kommet til Silkeborg.52Oktober-konferencen diskuterede også arbejdsløshedsproblemet,og den

opfordrede til, at de arbejdsløse blev organiseret i de respektive fagforenin-ger og ikke uafhængigtaf dem. CC fulgte denne linie op på et fællesbestyrel-sesmøde i marts 1935. Silkeborg Social-Demokrat gav følgende referat den

7. marts 1935: »Arb. Chr. Christensen henstillede under eventuelt, at fagfor-eningerne i lighed med Arbejdsmændenes Fagforening nedsatte et arbejds-løshedsudvalg. Det skal være organisationerne, som skal varetage de ar-

bejdsløses sag, og ikke selvbestaltede og uansvarlige udvalg, som ikke har

tilknytning direkte til organisationerne. De møder, der afholdes på »Rem-

strup«, skader langt mere end de gavner de arbejdsløse. Tag derfor spørgs-målet op i organisationerne, så der kan blive plan og fornuft i fremgangs-måden«. Det var der almindelig opbakning til.

CCs virke i fagforeningen i 1935 var mindre markant. CC holdt talen for

damerne ved en fest i marts 1935 og udbragte et leve for kvinden som moder

og hustru.53 I maj 1935 foreslog CC et beløb til Røde Hjælp, hvilket blev

nedstemtf4 CC deltog i et fællesbestyrelsesmøde i juli 1935,”og herefter hø-

res der ikke mere til CC i den lokale fagbevægelse.

Livet i SejsDer går den sigende anekdote i Sejs, at førhen kunne mælkekuske og Sejs-boere ikke få lån i Sparekassen. De var simpelthen for fattige. Det var såle-

des en fattig egn med en fattig befolkning, CC flyttede til i 1928. Alfred M0-

gensen købte i sommeren 1928 en grund i Sejs,56hvorpå CC og Mogensennok en gang byggede en bolig til CC og Lisbeth.

CC havde ikke hønseri i Sejs, men han hutlede sig igennem ved lidt have-

arbejde, salg af frugt, bearbejdelse af træ til f.eks. havemøbler, legetøj m.m.

Dertil kom så Alfred Mogensens løn, når han havde arbejde. Alt i alt en

ringe og meget usikker indkomst.

CCs økonomiske forhold blev ikke bedre, og i januar 1933 måtte huset påtvangsauktion. I november 1933 optog CC et erhvervslån på 600 kr. medhenblik på at starte gartneri, men heller ikke dette lån kunne betales, og deto husmænd, der havde kautioneret, kom til at stå med smertenf7 CC fik

også en fogedsag på halsen i maj 1934.”CC og Lisbeth blev boende i huset frem til sommeren 1935, da solgte eje-

ren huset igen, og han forpligtede sig ved handelen til at få lejerne smidt udaf huset.” I et brev til Andersen Nexø den 10. sept. 1934 skildrede CC sin

18

situation således: »Om vore private forhold er kun at berette, at både Mo-

gensen og jeg er arbejdsløse, og at vinteren står for os med håbløs elendig-hed«.

Økonomien og helbredet blev ikke genrejst for CC hverken i Laven eller i

Sejs. CC var en ruineret mand, så intet jordisk gods holdt på ham i Sejs. CC

rejste til København i sensommeren 1935 for at genoptage det politiske en-

gagement på landsplan.60

Chr. Christensen -

og den danske kommunisme 1920-1935

CCs politiske eftermæle er i dag i den paradoksale situation, at fra såvel

syndikalistisk som partikommunistisk side er man enige om at understregeCCs (anarko-)syndikalistiske holdninger, hvorimod CCs kommunistiske

fortid forties eller kraftigt underbetonesf' CCs kommunistiske synspunkteri perioden 1920-1935 kan ikke fejes til side som »taktik« eller ønske om at få

del i »det russiske guld«. CC skrev en artikel i Information i juni 1935, hvor

CC kategorisk fastholdt sine kommunistiske positioner fra perioden 1920-

21. Og undersøgelsen af CCs synspunkter i den mellemliggende periode ty-der kun på en fastholdelse af den kommunistiske inspiration. CC fastholder

holdningerne: Tilslutning til Sovjetunionen, revolutionær, nødvendighe-den af revolutionær oplysning, den konsekvente opposition til Socialdemo-

kratiet, tilslutningen til den videnskabelige socialisme (marxismen), den hi-

storiske determinisme og anti-parlamentarismen.CCs kommunistiske positioner havde fortsat klare traditionelle syndika-

listiske træk, men han opfattede sig som en del af den kommunistiske bevæ-

gelse, hvis tyngdepunkt var Sovjetunionen. Det helt afgørende for CC var

den revolutionære oplysning. Kunne han blot få indflydelse på den, så var

alle andre uoverensstemmelser af mindre betydning.62CC knyttede sig efter 1936 igen til den traditionelle syndikalisme, og da i

klar opposition til Sovjetunionen og kommunistpartierne. I sin alderdom

understregede CC sin tilknytning til anarkismen/ anarko-syndikalismen/syndikalismen, men det ændrer ikke ved det faktum, at CC faktisk også har

haft del i den danske kommunismes historie.

Noter

1. Genoptrykt i »Chr. Christensen og den danske syndikalisme«s. 522-550. (CHP 1979).2. Se ogsåCurt Sørensen s. 306-315.

3. CCs rolle ved kuppet den 31. jan. 1922 behandles ikke her, men CC kan med god ret kal-

des for kuppets ideologiske bagmand.4. Se Marie Nielsen i Klassekampen nr. 1 24. feb. 1922. Også gengivet i CHP 1979 s. 69-70.

5. Arbejderbladet d. 8. april 1922.

6. Arbejderbladet 8. juli 1922 og Silkeborg Social-Demokrat 7. juli, 8. juli 1922.

7. Arbejderbladet d. 31. marts 1922 og 29. april 1922.

8. Arbejderbladet d. 24. marts og 22. april 1922.

9. CC brev til Nexø d. 11. jan. 1922.

0. CC brev til Nexø den 22. juni 1922. CC skildrer i dette brev detaljeret om startproblemer-ne i Laven.

11. Panteprotokol B 63 SP 53 pag. 846-847. (Landsarkivet).

19

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

41.

42.

43.

45.

20

CC brev til Georg Jensen d. 13. jan. 1923.

CC brev til Nexø d. 18. dec. 1922.

Husmandshjemmet. Medlemsblad for De samv. Jyske Husmandsforeninger nr. 16 20.

april 1924.

Register B 63 SP 74 (Landsarkivet).CC vandt en retsag mod G. Krüger efter en ejendommelig avisfejde de to imellem startet

af CC. Denne sag er behandlet i min artikelserie fra 3. aug. 1985. Den relevante referencetil Silkeborg Social-Demokrat er: 9. jan., 10. jan., 12. jan., 15. jan., 16. jan., 4. maj, 4. juni1931 og 4. marts 1932.

CHP 1979 s. 58.

Pressen d. 3. maj 1924.

Pressen d. 26. april 1924.

Pressen sept. 1924.

CC breve til Georg Jensen d. 14. okt. 1924 og d. 13. jan. 1925.

Silkeborg Venstreblad d. 8. april, 11. april, 12. april 1927.

Traditionelt skrives 1927, men jeg har kun kunnet hente sikre oplysninger fra 1928.Det kan ikke udelukkes, at CC selv har formuleret foromtalen.

Silkeborg Venstreblad, Silkeborg Social-Demokrat begge fra den 5. marts 1928. Fyns So-

cial-Demokrat d. 18. feb. 1928. I foromtalen i Silkeborg Venstreblad d. 1. marts 1928 refe-res fra en omtale i Østsjællands Folkeblad, da CC talte i Køge »forleden«.CC skrev om moderne hønseavl i Silkeborg Venstreblad d. 6. jan., 18. feb. 22. feb. og 23.feb. 1928.

Se Georg Jensen brev til CC den 26. feb. 1930. Brevet kunne indholdsmæssigtvære et svar

på CCs brev fra den 22. jan. 1931. Men årstallet er i så fald forkert. (Georg Jensens arkiv/ABA).Sagen er omtalt i Silkeborg Social-Demokrat d. 27. nov., 3. dec., 5. dec., 8. dec., 14. dec.,15. dec., 18. dec., 23. dec. 1931, 9. jan. og 2. feb. 1932.

Arbejderbladet d. 14. maj 1935 og CHP 1979 s. 562.

CHP oplyseri CHP 1979 s. 61, at CC var interesseret i medlemskab i DKP på rimeligevilkår. Samme indtryk har jeg fået ved samtaler med gamle DKP'ere i Silkeborg.Arbejderbladet d. 14. maj 1935 og Information juni 1935.

Arbejderbladet 14. maj 1935, CHP 1979 s. 562-563 og Svend Lund i Jorn-bogen s. 25.

CHP 1979 og Svend Lund iJorn-bogen s. 25.

Datoerne refererer til annonceringsdatoen i Silkeborg Social-Demokrat.

Selve navnet afspejler også CCs kæpheste:marxismen og oplysning.Silkeborg Social-Demokrat, Silkeborg Avis og Silkeborg Venstreblad alle fra d. 26. april1934.

CC brev til Nexø d. 26. april 1934.

CC brev til Nexø d. 26. april 1934.

Svend Lund i Jorn-bogen s. 25.

CC brev til Nexø d. 10. sept. 1934. Tvivlsomt om møderækken blev til noget. Se også note

39.

Silkeborg Social-Demokrat d. 5. okt. 1934. Ved samtaler med ældre silkeborgensere har

jeg fået det indtryk, at CC var en hyppig mødedeltager, men aviserne har været knap så

flittige til at referere ham i så fald. Dog deltog CC i et møde om svangerskabsafbrydelserefereret i Silkeborg Social-Demokrat og Silkeborg Venstreblad begge fra d. 28. nov.

1933. Silkeborg Social-Demokrat d. 12. juli 1935 nævner, at CC deltog i et møde om ar-

bejdsløshed og forligsmandslovene.Til dette afsnit er benyttet: Forhandlingsprotokol for Arbejdsmændenes Fagforening i

Silkeborg 22. okt. 1931 - 14. sept. 1938.

CC deltog allerede som oplægsholder ved et møde d. 13. april 1934 om emnet.

Konflikten er behandlet kort i min artikelserie d. 10. aug. 1985.

Fagforeningsprotokollen d. 29. aug. 1934. Resolutionen er løst indlagt i protokollen.

46. De to vigtigste møder - og fra hvilke CC er referet - er referet i byens aviser d. 29. aug. og d.

19. sept. 1934. Silkeborg Avis giver i begge tilfælde det fyldigste referat.

47. Fagforeningsprotokollen d. 23. jan. 1935.

48. Fagforeningsprotokollen d. 29. aug. 1934.

49. Se Beslutninger på Oktoberkonferenoen 1934 og Arbejderbladet d. 17. okt. 1934.

50. Arbejderbladet d. 17. okt. og 18. okt. 1934.

51. Fagforeningsprotokollen d. 30. okt. 1934 og Oktober-konferencens Meddelelsesblad nr. 1

1934.

52. Silkeborg Social-Demokrat d. 30. nov. 1934.

53. Silkeborg Social-Demokrat d. 25. marts 1935.

54. Fagforeningsprotokollen d. 16. maj 1935. Herefter omtales CC ikke i protokollen.55. Silkeborg Social-Demokrat d. 25. juli 1935.

56. Skøde- og servitutgenparter 1927 if. 13. aug. 1928. (Landsarkivet).57. Akter i sagen befinder sig hos Ulrik Krarup Andreasen, Svejbæk.Dels en kautionserklæ-

ring fra d. 15. nov. 1933 dels en skrivelse fra CC fra d. 17. nov. 1937, hvori han erklærer

ikke at kunne tilbagebetale lånet.58. Skøde- og servitutgenparter 1927 ff. 25. maj 1934. (Landsarkivet).59. Skøde- og servitutgenparter 1927 ff. 1. marts 1935.

60. CCs virke på landsplan er ikke denne artikels emne, der henvises til Arbejdet 1936-38,CHP s. 562 ff., Steen Bille Larsen: Mod strømmen s. 70 ff og min artikelserie d. 23. aug.

1985.

61. Ib Nørlund: Det knager i samfundets fuger og bånd bd. 1 s. 128 f. CHP 1979 s. 18. CHP er

dog, mildt sagt, meget ivildrede. 1 »Danske revolutionære« s. 182f gives en karakteristik

af CC som værende kommunist i perioden 1920-35, som jeg godt kan tilslutte mig. CHPs

indlæg i CHP 1979 må nærmest betragtes som en revidering/ selvopgør mod CHPs tidli-

gere standpunkter fra 1970. CHP er dog også i vildrede i CHP 1979 f.eks. s. 57: »at CCs

forhold til bolschevismen også kaldet kommunismen er en væsentlig del af CCs liv og vir-

ke«.

62. Bemærk at CC i hele perioden omtales som »fhv. red.«.

Litteratur der henvises til i noterne

Andersen, Troels og Aksel E. Olesen: Erindringer om Asger Jorn. (Silkeborg 1982) (J orn-bo-

gen).Larsen, Keld Dalsgaard: En Oprører i eksil. Artikelserie i Midtjyllands Avis d. 27.7., 3.8.,10.8., 17.8., og 23.8.1985. (artikelserie).Larsen, Steen Bille: Mod strømmen. Den kommunistiske »højre«-og »venstre«-oppositioni30'emes Danmark. (1986).Nielsen, Marie m.fl.: Kommunister kontra syndikalister. (1922).Nørlund, Ib: Det knager i samfundets fuger og bånd. Rids af dansk arbejderbevægelses udvik-

ling bd. 1. (1972).'

Petersen, Carl Heinrich: Danske revolutionære. (1970).Petersen, Carl Heinrich (red.) mil.: Chr. Christensen -

og den danske syndikalisme. (Århus1979) (CHP 1979).Sørensen, Curt: Den syndikalistiske ideologi i den danske arbejderbevægelseca. 1910-21. (iHistorie, Jyske Samlinger Ny række VIII. Universitetsforlaget Århus 1968-70.)

SummaryChristian Christensen (1882-1960) is - more than anybody else -the symbol of Danish syndica-lism in the first hall' of this century. In 1922 Chr. Christensen left Copenhagen, then very ill and

furthermore politically isolated after a number of political disagreements with the buddingcommunist movement with wich he had worked closely for unity among the various revolutio-

nary factions to the left of the reformist Socialdemocracy from 1920 to 1922. Chr.'Christensen

stayed in Jutland until 1935, during wich time it has so far been assumed that he was politicallyinactive. This article shows that to the contrary Chr. Christensen was almost constantly enga-

21

ged in local political work. He wrote political articles for the local liberal newspaper, he was a

much-used speaker at public meetings, where he spoke on subjects ranging from the defence of

the Soviet Union to the question of the sexual enlightenment of the working class. Apart from

these activities Chr. Christensen was an active member of the local union for unskilled wor-

kers, he corresponded with several leading Danish writers such as Martin Andersen Nexø, Jo-

han Skjoldborg and Jeppe Aakjær - and he wrote pamphlets on the economic crises of the

thirties with focus on their effect on Danish agriculture. During all these years Chr. Christen-

sen never left the communist political positions that he had held in the first years of the twen-

ties. His final break with the communist movement took place in 1936 under the impression of

the first of the great trials against the opposition in the Soviet Union.

SPØRGESKEMA

ArbejderhistorieArbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade 1

1759 København V

»Arbejderhistorie«vil med dette spørgeskema søge at skabe et overblik over

den forskning i arbejderbevægelsenshistorie, som finder sted for øjeblikket.Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der arbejder med beslægtedeemner, således at erfaringer kan udveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Arbejderhistories redaktion og skemaets oplys-ninger vil blive bragt i næste nummer.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monograñ etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTET AF-

SLUTTET

22

.. Ole Stender-Petersen

Om Louis Pios kontakt med Engels og Marx

Internationalens generalråd i London fulgte opmærksomt sagen mod Pio,Harald Brix og Poul Geleff. Allerede 7. maj 1872 skrev Friedrich Engels til

Wilhelm Liebknecht om deres fængsling, selvom han ikke vidste, hvem der

var arresteret, hvorfor han måtte afbryde korrespondancen med partifæl-lerne i Danmark. Han mente iøvrigt, at »arrestationerne af vore folk i Dan-

mark vil hjæpe os mægtigt fremad og ikke forårsage de arresterede meget

[ondt]. Danmark er ikke Sachsen«.l

På linie med August Bebels og Liebknechts fængselsdom 27. maj 1872

nævnte Karl Marx i generalrådetsberetning til Internationalens kongres i

Haag 2.-7. september 1872 fængslingen af de tre danske »medlemmer af

centralkomiteen« grundet deres socialistiske, »forfatningsstridige«ideer.2

Fra selve civilarresten søgte Pio at genoprette den afbrudte kontakt med

Engels og Marx. 19. august 1872 skrev han i civilarresten et brev til Engels.3Af det fremgår, at Engels alligevel efter Pios fængsling har skrevet et brev til

ham, »men Indholdet har jeg ikke, da Politiet beholdt det«, skrev Pio i sit

svar. Han oplyste, at det var ham forbudt at skrive, så han var ikke engangsikker på, at brevet ville nå Engels. Han bad denne adressere brevene til

»Socialisten«s redaktion, hvis han ønskede at »genoprette Forbindelsenmed Foreningen her«. I sit brev skildrede Pio udviklingen i denne siden

hans Genf-rejse lige til »slaget«på Fælleden, forhørene og den forestående

retssag. Af dette ville Engels kunne have set, at de arresterede var i betydeligstørre fare, end han i maj havde ment. Iøvrigt tegnede Pio Det Forenede

Venstre-parti så temmelig sympatisk, og hele brevet var skrevet i en optimi-stisk tone. Pio lovede Engels at ville komme »til London, saasnart jeg slip-per ud«.

At Engels virkelig besvarede dette brev fremgår af nogle linjer i P. Knud-

sens artikelserie om »Socialismen i Danmark«, 2. afsnit, i »Social-Demo-

kraten« 1883. Han omtaler, at et sådant brev blev oplæst på defensors be-

gæring under retssagen mod lederne i 1873. I dette brev omtalte Engels ifl.

23

Knudsen bl.a. Bakunins og fællers eksklusion på Haag-kongressen.4 Svar-brevet må altså være skrevet efter den. Engels må således i eftersommerenhave skrevet to breve til Pio. Det ville være af den største interesse at finde

disse breve.

Men hverken materialet fra Kriminal- og Politiretten (LaSj. Kriminal- ogPolitiretten. 3. Kriminalkammer. Behandlede Sager. Sag Nr. 67 i 1872

(»Socialistsagen«)) eller højesteretsmaterialet (i RA. Højesterets Arkiv.

Højesterets Domsager. Sag Nr. 107, 6. Aug. 1873) - herunder voteringspro-tokol - rummer slige breve, ja, giver end ikke noget fingerpeg om noget En-

gels-brev fra eftersommeren 1872. Undersøgelse i Politidirektørens Arkiv,J ournalsager 1871-73 (i LaSj). gav ejheller noget resultat. End ikke aktors

(A. H. F. Klubiens) og defensors - Sophus Nellemanns -indlæg for Højeste-ret findes i det gennemgåedemateriale.

Men måske de samtidige pressereferater af Højesteretssagen kan give et

indtryk af et af Engels-brevene, måske af begge? Et af dem blev jo oplæst påbegæring af forsvareren. De vigtigste hovedstadsaviser bragte rigtignok og-så fyldige referater af møderne for Højesteret. I »Socialisten«s referat 5. au-

gust 1873 af defensors åbenbart lange indlæg i mødet d. 4. august hedder

det:

»Defensor forlangte oplæst en Skrivelse fra Engells, Generalsekretær for

den danske Afdeling af Internationale, der omtaler, hvorledes Bakunin oghans Tilhængere paa Kongressen i Haag var bleven udstødt af Internatio-

nale, fordi han ikke vilde følge dens Program: gennem de arbejdende Klas-

sers Organisation at skaffe Arbejderne politiske og sociale Rettigheder. En-

gells lægger særlig Vægt paa, at man bør benytte den almindelige Valgret,og han udtaler det Haab, at det vil lykkes de danske Arbejdere ved Benyttel-se af deres lovlige politiske Rettigheder at skaffe sig Repræsentanter i den

danske Rigsdag. Selve Engells Brev, der er temmelig langt, omtales iøvrigtaf Defensor som indeholdende aldeles uskyldige Ting, hvilket Aktor ind-

rømmede«.

I sit indlæg omtalte Nellemann - stadig ifølge »Socialisten«s referat, - »...

de Breve, man har fundet, fra Engells, Bebel og Liebknecht [og som] kun

giver, som Aktor selv maa indrømme, et meget tarveligt Bevis paa, at Inter-

nationale vil Omvæltning«.Det hedder med spærrede typer i referatet:

»Gik Højesteret her i Danmark hen og fældede en Dom paa Grundlag af,at Internationale vil kuldkaste Samfundet med Vold, saa kunde man risike-

re at faa Efterspørgsel fra Udlandet, om hvilke Dokumenter man har, derbeviser det, og saa staar man med nogle uskyldige Breve fra Engells, Bebel

og Liebknecht«.

Referatet af Nellemanns indlæg i »Berlingske politiske og Avertisse-ments-Tidende« for 6. august stemmer i det hele overens med »Sociali-

sten«s, dog omtales i Berlingskes referat intet specielt brev fra Engels. Dethedder blot, at »hele Correspondancen mellem Hovedforeningen og den

24

Louis Pio. Samtidigt portræt

25

herværende Afdeling - væsentlig kun bestod af et Par fuldstændig uskyldigeBreve fra Engels og Liebknecht«

I referatet i »Dags-Telegrafen« for 5. august af defensors lange indlæghedder det specielt om Engels”brev:

»... naar man vil ramme en farlig Forening, søger man først efter Korre-

spondancen, det har man ogsaa gjort her, og man har da fundet et langtBrev fra Engels, hvori han maatte røbe sig selv, hvis der var Tale om en »un-

derjordisk« Forbindelse, men det er imidlertid meget uskyldigt. Ligeledeshar man fundet et Par Breve fra Liebknecht og Heppner [Adolf Hepner],som ogsaa ere meget uskyldige«.5Også det nationalliberale »Dagbladet« bragte 5. og 6. august defensors

lange indlæg,men referatet rummede så lidt som Berlingskes noget specieltom breve fra Engels.

Med interesse fulgte Engels den danske arbejderbevægelses udvikling.De danske socialistlederes tavshed sommeren 1873 tilskrev han andre årsa-

ger end det stød, statsmagten havde rettet mod bevægelsen. 26. juli 1873

skrev han til Fr. Ad. Sorge: »Det lange af det korte er, at danskerne gennemde lassalleanske flensborgere og andre nordslesvigere mere tenderer mod

[Lassalles] Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein og af denne har ladet sigrive med. Derfor deres tavshed. Fanden tage alle disse bondelandes sociali-

ster, de kan alle bestikkes gennem fraser«.°

Men efter sin løsladelse genoptog Pio kontakten. 27. juli 1875 skrev han i

et brev til Marx, at han gerne så Internationalen genoplivet, og foreslog en

international kongres sommeren 1876 med deltagelse af alle blot progressi-ve partier - »hele Rækken fra Gambetta til Bakunin«. Pios forslag »smagte«lassalleanistisk, der var intet om republikken som programpunkt (underretssagen fremdroges det til hans forsvar, at han jo aldrig entydigt havde

bekendt sig til den), men »alene« om alm. valgret, etkammersystem og an-

dre borgerligt-demokratiske mål.7

Marx afbrød dog ikke forbindelsen, men sendte til julen 1875 Pio den

franske pragtudgave af »Kapitalen« I, og Pio oversatte derfra »Landprole-tariatet i England«.8

I referat i »Social-Demokraten« for 21. dec. 1875 af partibestyrelsens or-

dinære møde 16. dec. hedder det:

»Efter at Pio havde bragt Centralbestyrelsen en Tak for den smukke Fest

i Anledning af hans Fødselsdag og bragt en Hilsen fra Karl Marx, der med

stor Interesse følger den kraftige Udvikling af Arbejdersagen her i Landet,fik Simonsen Ordet ...«

I april 1876 bevilgede centralbestyrelsen Pio et beløb til en studierejse til

London. Omkring midten af maj samtalede han derovre med Marx og En-

gels. Han udviklede atter sine ideer, og Marx og Engels drøftede dem alvor-

ligt med ham, men hans plan om at grunde en ny Internationale på rent fag-foreningsmæssigbasis måtte de tage afstand fra.9 Sin berømte kritik af Got-

ha-programmet, som han havde kritiseret sønder og sammen i sine (den-gang utrykte) »Randgloser« 1875, kunne Marx have diskuteret med Pio,

26

men det vides ikke, om han gjorde det. Pios reformistiske mål lå jo til en vis

grad på linje med Gotha-programmet.'°Dog -i sin skarpe kritik overfor Pio

af pampervælde og principløshedi fagforeningerne -

og dermed af reformis-

men" videreførte Marx faktisk partikritikken i »Randgloser«.Marts 1877 rejste Pio og Geleff som bekendt til USA betalt med en kæm-

pesum af dansk storkapital via politiet. Affæren vakte voldsom opsigt i

London.12 Engels nævnte den også i en oversigt i ugebladet »The Labor

Standard« for 17. marts 1878 om »De europæiskearbejdere i år 1877«. Han

nævnte den store politiske indflydelse, den danske arbejderbevægelsesiden

1870 i forbund med Venstre havde vundet. »Men denne hurtige vækst i be-

vægelsen var mere tilsyneladende end reel. En dag blev det opdaget, at to af

lederne var forsvundet efter at have sat de penge over styr, der var indsamlet

blandt arbejderne til partiformål.Den derved opståedeskandale var meget

stor, og den danske bevægelse er endnu ikke kommet sig efter den deraf føl-

gende nedtur. Når alt kommer til alt, hvis det danske arbejderparti nu op-

træder mere tilbageholdende end før, så er der dog al mulig grund til at for-

mode, at det lidt efter lidt vil erstatte det kortvarige og tilsyneladende herre-

dømme over masserne, som det nu har mistet, med en mere reel og vedva-

rende indtlydelse«.'3

Noter

1. Karl Marx/ Friedrich Engels: Werke (MEW) bd. 33, Berlin/DDR 1966, s. 457.

2. MEW bd. 18, Berlin/DDR 1968 s. 134 f.

3. Børge Schmidt (ed.): 80 Louis Pio breve, København 1950, s. 34 ff.

4. Hans-Norbert Lahme (ed.): P. Knudsen - bidrag til hans politiske biografi, Odense 1983,s. 87.

5. Smlg. Søren Federspiel: Socialdemokratiet og de tyske partistridigheder, i: Årbogfor ar-

bejderbevægelsenshistorie 4/ 1974 s. 147-163, brevene fra Hepner s. 152 f.

MEW bd. 33 s. 598.

Børge Schmidt, a.a. s. 39.

Ole Stender-Petersen: De danske Marx- og Engels-oversættelser og den danske Marx-

forståelse 1848-1895, i: Marx i Danmark, København 1983, s. 127.

9. Søren Federspiel: Pio, Jensen og Marx. Intemationalismens muligheder og praksis, i:

Marx i Danmark, København 1983, s. 58 ff.

10. Jvf. Jens Engberg: Til arbejde! Liv eller død!, København 1979, s. 318 f.

11. Søren Federspiel: Pio ..., s. 59 f.

12. Jvf. Marx til P. L. Lavrov (London), 17. april 1877, MEW bd. 33, s. 267.

13. Karl Marx/ Friedrich Engels Gesamtausgabe (MEGA) bd. I / 25, Berlin/ DDR 1985, s. 138

f.

9°>'.°*

27

Carol Gold

Revolution i Danmark - 1918?

Arbejderbevægelsenvar i 191 8 præget af voldsom-me begivenheder såsom »Slagetpå Grøntorvet« og»Stormen på Børsen«. Men var der tale om en re-

volutionær situation? Dette spørgsmål diskutererCarold Gold, University of Alaska, Fairbanks, påbaggrund af moderne amerikanske undersøgelseraf revolutionsbegrebet.

Der var ingen revolution i Danmark i 1918. Der var revolutioner mod nord

i Finland, mod øst i Rusland og mod syd i Tyskland, men det fredelige Dan-

mark fulgte mønstret fra de sejrrige demokratier mod vest.

Der var dog nogle i Danmark, som mente, at landet var på randen af re-

volution. Revolutioner andre steder, høj arbejdsløshed,reallønsnedgang oget voksende antal gadeoptøjer i København fik nogle til at håbe eller frygte,at det var Danmarks tur næste gang. Mange betragtede syndikalisterne,den største gruppe på den revolutionære venstrefløj,som anstifterne af uro-

lighederne og som ledere af en eventuel kommende revolution. Erik Ras-

mussen hævder i Politikens Danmarks historie, at »Landet kom en revolu-

tionær tilstand nærmere, end det havde været i næsten fire hundrede år«' i

månederne efter våbenstilstanden.

Mod en revolution talte ikke blot de 400 år uden revolutionær tradition,men også den danske historiske udvikling med langsom, gradvis foran-

dring, som havde givet de fleste danskere såvel politisk som økonomisk an-

del i systemet. Mod en revolution talte også fraværet af en revolutionær 1e-

delse; syndikalisterne udnyttede ikke situationen. De opfordrede aldrig til

den »sociale Generalstrejke«,som de mente var den mekanisme, der skulle

til for at vælte det eksisterende økonomiske og politiske system.Der har været et bestemt mønster i de europæiskerevolutioner under in-

dustrialiseringen - de »klassiske« revolutioner, som begyndte med Frankrigi 1789 og sluttede med Tyskland i 1918. To sæt faktorer er inddraget: de

nødvendige forhåndsbetingelsersom må være til stede, før en revolution

indtræffer, og så et andet sæt, som kommer til at spille en rolle, når det før-

ste udbrud er sket. Det første sæt forhåndsbetingelserer »sårbarheden«,først og fremmest på grund af økonomiske bekymringer såsom fejlslagenhøst, fødevaremangel,sult, høj arbejdsløshed, forarmelse. Dette medfører

28

sædvanligvis en ændret situation, at forholdene forværres ved tanken om

eller forventningen om bedre tider. Ofte er der også,omend ikke altid, sår-barheden efter et militært nederlag, som forværrer den økonomiske sårbar-

hed.

En ekstra faktor er en undertrykkende og/ eller uforstående regering.Dette er ofte forbundet med et overlevet enevældigt regime, som kontrolle-

rer regeringen og lægger beslag på så meget land, at det bevirker en hungerefter jord blandt bønderne. Enevælden, dvs. den fødte regering, udelukker

eller tvinger også middelstanden og/ eller andre økonomisk uafhængigegrupper (såsom en uafhængigbondestand) væk fra den politiske magt.Når der først kommer et udbrud, og det er som regel voldeligt, bliver et

andet sæt betingelser nødvendige, hvis revolutionen skal lykkes. Et afgø-rende element synes at være regeringens fald, enten på grund af frygt, man-

gel på viljestyrke eller militært nederlag. Når den etablerede regering giverop, åbner det mulighed for de revolutionære. Undertiden, som i Østrig i

1848 bliver et begyndende sammenbrud fulgt op af en omgruppering af denetablerede magt, som så bliver i stand til at knuse de revolutionære

For de revolutionære synes lederskab at være afgørende, hvis de skalkunne udnytte regeringssammenbruddet. Skønt oprørets start kan være

spontan, som i Petrograd marts 1917, skal de revolutionære derpå vide, ihvilken retning de skal gå - de har brug for både en idé, drømmen, og en

person eller en gruppe til at tage over, til at lede dem derhen. Se hvad Lafay-ette var i stand til i Frankrig i 1830 (nemlig at benægte revolutionen) og Le-nin i november 1917 (at gennemføre sin version af revolutionen).

Nogle vil mene, at våbenmagtogså er afgørende. Og helt afgjort er en al-lerede organiseret hær en kolossal fordel i de indledende faser. Men man

har altid kæmpet (eller er blevet udskrevet til at kæmpe) på begge sider un-

der langtrukne fjendtligheder. De Hvide var i stand til at mobilisere hære iRusland 1918-1920, skønt zar Nikolaj i marts 1917 havde fået at vide, at

han ikke kunne regne med, at hæren ville forsvare ham.En yderligere afklaring behøves - hvad er en revolution? Den traditionel-

le brug af begrebet forudsætter vold, i det mindste for amerikanske skriben-ter. Politiske ændringer, uanset hvor gennemgribende, som finder sted ved

hjælp af parlamentarisk debat og lovgivning, er ikke en »revolution«. Dette

betyder, at revolutioner indebærer et vist mål af ulovlighed og vold. Mankan billige en revolutions målsætninger,samtidig med at man noterer sig, at

dens metoder ikke var lovlige set ud fra dens egen tid og sted. Crane Brinton

definerer i Anatomy of Revolution revolution som den

dramatiske, pludselige udskiftning af én gruppe, der har ledet en territorial, po-litisk enhed, med en anden gruppe, som hidtil ikke har haft regeringsindflydel-se. Yderligere er der en underforstået forudsætning: den revolutionære udskift-

ning af én gruppe med en anden må ske ved et statskup (coup d'état, Putsch)eller andet bagholdsangreb, medmindre det har været en voldelig opstand.2

At forklare hvorfor en revolution ikke finder sted, kan være lige så vanske-

ligt som forklaringen på, hvorfor den finder sted, fordi det forudsætter, at

29

Fra Brødbutikken. Brødet formindskes, medens priserne stiger. (Tegning af Storm P.)

den kunne have fundet sted. Min påstand er, at Danmark ikke var på ran-

den af revolution i 1918; betingelserne for en revolution var ikke til stede.

Den eneste af de faktorer, jeg har nævnt ovenfor, som passer på Danmark,er den økonomiske sårbarhed. Selvom jeg ikke ønsker at undervurdere

dens betydning, kræver det mere end sårbarhed at vende kampen for det

daglige brød til en revolution. Det var ikke tilfældet. Danmark, neutralt un-

der 1. Verdenskrig, oplevede ikke smerten ved tab; regeringen havde haft en

usædvanlig tilpasningsevne i det foregående århundrede og var aldrig brudt

sammen, og de mulige revolutionære ledere, socialister såvel som syndikali-ster, nægtede at tage lederskabet. Gnisten fængede aldrig; ilden fik ikke lov

at blusse op.

Var der ikke desto mindre i Danmark i november 1918 en følelse af, at det

revolutionære øjeblik var kommet? Marie Nielsen, en af grundlæggerne af

Socialistisk Arbejder Parti, mente det:

Med Slesvig under den røde fane er revolutionen nået så nær til Danmarks

grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og »gudinden«træderover grænsen, og vi har revolutionen i landet.

At den vil komme, det ved vi, og at borgerskabet med alle deres fortvivlede

præventivmidler ikke kan standse den, det ved vi også.3

At der også var en vis frygt for denne revolution er tydeligt. Den danske

regering sendte først tropper sydpå for at beskytte grænsen mod indtræn-

gen af fremmede revolutionære, men så ganske pludseligt i november og de-

30

cember 1918 blev det meste af »sikringsstyrken«sendt hjem. »Officerernevar bange for, at revolutionære stemninger skulle få magt over mandska-

bet«, skriver Erik Rasmussen. Hellere hjemsende militæret end risikere, at

det sluttede sig til en revolution!

Den danske presse troede imidlertid ikke, at øjeblikket var kommet.

Bladredaktørerne gav ikke udtryk for nogen fornemmelse af revolutionens

forestående ankomst til Danmark. Ganske vist var mange avisspalter viet

begivenheder i Tyskland. Det var godt stof. Men hverken i nyhedsreferater-ne eller i lederne antydede de store københavnske dagblade, at Danmark

stod for tur eller overhovedet havde noget at frygte. Berlingske Tidende

koncentrerede sig om den tyske kejserfamilies skæbne snarere end om revo-

lutionen selv, og alle aviserne var først og fremmest bekymrede over følger-ne af den spanske syge, som hærgede Danmark på det tidspunkt.

Politiken, Aftenbhdet og Berlingske Tidende slog for det meste den rus-

siske og den tyske revolution sammen som en kamp mod enevælde. Aften-bladet gjorde den 8. november 1918 opmærksom på, at der ikke havde væ-

ret nogle revolutioner blandt vestmagteme. »Aarsagen hertil maa sikkertbl.a. søges i den Kendsgerning at de er Borgere i frie, demokratiske Sam-

fund, hvor Autokratiet er et forlængst overvundet Stadium«. EftersomDanmark også var et »frit, demokratisk samfund«, så Aftenbladet ingengrund til at frygte revolution. Det syntes nærmest at ønske den tyske revolu-tion velkommen som en forbedring af chancerne for at få Nordslesvig tilba-

ge. »Vil Tysklands ledende Revolutionære nu i Tysklands Frihedstime ogsåsørge for at Frihedstimen slaar for Sønderjyderne? Vi har Grund til at tro

det«.5

Der var en vis selvtilfredshed i de danske aviser, når de refererede begi-venhederne i Tyskland. De formanede tyskerne om at vogte sig for det rus-

siske eksempel, samtidig med at man gik ud fra, at Danmark intet havde at

frygte. Politiken, som var lidt mere forsigtig, sluttede lederen den 8. novem-

ber med følgende råd, »Hvor lidt man end tror paa Sandsynligheden af, at

noget sligt skulde ske, kræver Forsigtigheden dog, at man er paa sin Postderimod«. Man kan næppe kalde det for en flammende opfordring til at gri-be til våben mod en revolution.

Social-Demokraten hilste forståeligt nok, hvad den til at begynde medkaldte »den tyske Freds- og Folkeværnsbevægelse«,velkommen. (Seneregik bladet også over til vendingen »revolution«).Dens formål var, ifølge en

artikel den 9. november, »at forhindre Krigens Fortsættelse (og) at om-

danne det gamle prøjsiske Militærsystem til et demokratisk Folkeværn«.

Social-Demokraten håbede, at ententemagterne nu ville tillade »det gen-fødte tyske Folk« at gå ind i »Nationernes Forbund« på lige fod med andre.6

Hvad disse avisartikler alle afspejler er en fornemmelse af, at i en moder-

ne demokratisk nation som Danmark, ville en revolution ikke blive nogensucces. Der var ingen grobund for den. Hvad de også afspejler er fraværet af

en revolutionær tradition i Danmark. Nyere forskning har påvist,at der har

fundet bondeoprør sted, men ikke siden Grevens Fejde i 1536. De metoder,

31

ved hvilke man indførte enevælden i 1661 og afskaffede den igen i 1848, var

fredelige. Der var ingen Fronde i Danmark, ingen Cromwell, intet sidestyk-ke til den svenske frihedstid, intet ekko af den franske revolution. I 1848, da

revolutioner igen fejede hen over det europæiske kontinent, marcherede

danske liberale til slottet for at kræve en grundlov og blev mødt af en konge,som allerede var gået ind på deres krav, havde sammenkaldt en grundlovgi-vende forsamling og udråbt sig selv til konstitutionel monark. Der var in-

gen vold, ingen blodsudgydelse, ikke så meget som et blåt øje. Den revolu-

tion, der rent faktisk fandt sted, indtraf i hertugdømmeme Slesvig og Hol-

sten, men bevægede sig aldrig nordpå.Der er to aspekter ved denne mangel på revolutionær tradition, som er

værd at notere sig. Det ene er, at fraværet af tidligere revolutioner eller vol-

delige opstande, hvadenten de var vellykkede eller ej, har en tendens til at

lade vold som muligt valg ude af betragtning; man tænkte simpelthen ikke i

de baner. Det andet, der er lige så betydningsfuldt, om ikke mere, er den

kendsgerning, at i Danmark var vold ikke nødvendig for at opnå forandrin-

ger. Den politiske struktur blev stadig mere demokratisk; systemet stagne-rede ikke.

Ironisk nok var en af de få varige følger af l848-revolutionerne i Europaden liberale grundlov, der blev gennemført som lovet i Danmark. Den gav

så godt som alle formuende mænd over 30 år stemmeret. Kun få andre lan-

de kunne rose sig af en så omfattende valgret på den tid.

Skønt partiet Venstre, der repræsenteredede selvstændigebønder, havde

haft flertal i Folketinget fra 1872, fik det ikke del i regeringsmagten, før ind-

førelsen af den parlamentarisk ansvarlige regering i 1901, »systemskiftet«.

Også denne forandring var sket fredeligt og var kulminationen på et halvt

århundredes parlamentariske kompromiser og manøvrer. I 1918 var der

endog en socialdemokratisk minister, der var kommet ind under krigen ved

oprettelsen af en »national regering«.Der var således en legitimitet ved den

danske regering. Den fungerede. Ikke på noget tidspunkt brast »det moral-

ske bånd på hvilket alle stabile regeringer støtter sig« (R. R. Palmer's ud-

tryk med henvisning til l905-revolutionen i Rusland).7 Med andre ord, frem

for at være undertrykkende, var regeringen i høj grad modtagelig for krav

om ændringer fra vælgerne.Vender vi os fra den politiske til den økonomiske sfære, ser vi et tilsvaren-

de mønster af gradvis forandring. I 1780'erne begyndte velhavende danske

godsejere, opmuntret af og med tilskud fra den danske krone, at sælge deres

jord til de bønder, der havde deres udkomme af den. Bønderne fik helt ogholdent ejendomsretten til deres jord, fri for de rester af feudale byrder, som

franske bønder skulle afskaffe 1789. Samtidig (1788) blev stavnsbåndet op-

hævet, og bønderne fik lov til frit at flytte.Et af resultaterne af det l8de århundredes landboreformer var, at bonde-

standen blev splittet op i en mindre gruppe uafhængige bønder (ca. 40%)med ret til tilstrækkelig jord til at kunne forsørge sig selv og en større grup-

pe landarbejdere (ca. 60%) med kun lidt eller ingen jord. Eftersom de uaf-

32

hængige bønder hurtigt blev selvforsynende og forbedrede deres jordbrug,begyndte den jordløse gruppe at se sig udelukket fra enhver mulighed for at

forbedre sin situation. Der var derfor i det I9de århundrede et stigende krav

om jord til landarbejdere og husmænd. I slutningen af det I9de århundrede

tilbød regeringen igen lavt forrentede lån til husmænd for at sætte dem i

stand til at erhverve brug og gav således indtryk af at ville gøre noget ved

dette jordproblem. Dette understøttedes af, at regeringen efter 1901 bestod

af en koalition af Venstre og Det Radikale Venstre, husmændenes og hånd-

værkernes parti.Omkring 1. Verdenskrig var Danmark stadig overvejende et landbrugs-

samfund. Landbrug tegnede sig for 30% af bruttonationalindkomsten og

beskæftigede 38,5% af arbejdsstyrken. Alligevel var det domineret af fami-

liebrug. I 1905 ejedes 90% af alle danske gårde af dem, der drev dem. Ager-brug var også en god forretning; 88% af den danske eksport i 1912 var land-

brugsprodukter.8 Med andre ord: landbrugsprodukter blev ikke blot dyrketfor at opretholde livet; men det var med salg på det internationale marked

for øje. Selvstændige bønder udgjorde således en vigtig del af samfundsøko-

nomien.

Industrialiseringen kom lidt efter lidt til Danmark, og det mønster, der

tegnede sig, var snarere håndværksprægedevirksomheder end store kon-

centrationer af arbejdere i fabrikker. Men disse arbejdere var organiseret i

vidt omfang. Fagforeninger var lovlige og en del af systemet. Septemberfor-liget fra 1899 dannede grundlaget for forholdet mellem arbejdsgiverne og

arbejdstagerne. Arbejdsgiverne anerkendte fagforeningernes eksistens, og'fagforeningerne på deres side accepterede at underkaste sig visse regler, der

regulerede strejker og arbejdsbetingelser, og at have kontrol med deres ar-

bejdere. Forholdet mellem de to grupper antog et formaliseret mønster, der

til dels var lovgivet om. De samvirkende Fagforbund var med dets nære

bånd til Socialdemokratiet meget moderat, reformernes og ikke revolutio-

nens stemme.

Disse forandringer var dog kun politiske og imødekom ikke de funda-

mentale socialistiske eller syndikalistiske krav om arbejdernes ejendomsrettil produktionsmidlerne, til fordelingen af goderne og udbyttet. Her var der

uden tvivl grundlag for utilfredshed med manglende »fremskridt«. Og det

var faktisk, hvad syndikalisterne og forskellige venstrerevolutionære parti-er hævdede. Men socialdemokraterne holdt på, at de ikke havde opgivet de

økonomiske mål; dem ville de nå ved gradvise politiske og parlamentariskereformer. Den socialdemokratiske politiker og teoretiker Gustav Bangskrev, at

det kunne tænkes at betingelserne var lagt sådan til rette af kapitalismen, at der

blot behøvedes en rigsdagsbeslutning for at ekspropriere den koncentrerede ka-

pital.°

Der var ingen tvivl om, at det danske socialdemokrati var et af de mindst

radikale socialistpartier i Europa. Det roste sig af langsom, gradvis foran-

33

dring. Fr. Borgbjerg, socialdemokratisk folketingsmand, hævdede i 1908,at den sociale revolution

forbedredes ved reform efter reform, ved stadig mere omfattende og dybt ind-

gribende reformer Vi er revolutionære socialdemokrater men vi er tilligedet ivrigste reformparti her i landet.”

Socialdemokraterne havde arbejdet tæt sammen med partiet Venstre i den

vellykkede kamp for indførelsen af parlamentarismen i 1901. Senere, da en

gruppe skilte sig ud fra partiet Venstres venstrefløj for at danne Det radika-le Venstre, sikrede socialdemokraterne det parlamentariske grundlag for deradikale regeringer. I 1918 blev krigstidens samlingsregering opløst, fordi

konservative og Venstre trak sig ud for at kunne gå i felttog mod Det radi-kale Venstre. Den socialdemokratiske minister, Stauning, blev siddende i

regeringen og fik endog udvidede beføjelser.Ved valget, som afholdtes den 22. april 1918, fik Socialdemokratiet

28,7%, hvilket gjorde det til det næststørste parti efter Venstre. Det radikale

Venstre, som det gik til valg sammen med, opnåede 21% af stemmerne. Til-

sammen fik de to regeringspartier næsten halvdelen af de afgivne stemmer.

Socialistisk Arbejderparti fik 0,1%, og syndikalisterne, der afviste at tagedel i politisk virksomhed, stillede ikke op.ll Det var helt tydeligt, at socialde-

mokraterne til trods for - eller på grund af ? - deres mådehold fik betydeligstøtte. På denne måde blev arbejderklassen, der ifølge den syndikalistiskeog socialistiske retorik skulle være revolutionens menige medlemmer, i ste-

det repræsenteret og aktiv i den politiske proces.

Fraværet af en revolutionær tradition forenet med en tradition for fredeligforandring i demokratisk retning modarbejdede med stor styrke, at man

tog tilflugt til voldelig revolution. Rent teoretisk kunne der selvfølgeligsta-

dig konime en revolution, hvis sårbarheden var tilstrækkelig stor. 0g tider-

ne var bestemt ikke gode. To grupper var særlig hårdt ramt: i byerne de fat-

tige, især de arbejdsløse, og på landet husmændene. Om deres problemerville have ført til åben revolution eller ej, er et fortolkningsspørgsmål; jegtror det ikke. Men hvis man antager, at der var et revolutionært potentiale i

1918, at det af krigen skabte sammenbrud var tilstrækkeligt bekymrende,og at især husmænd følte sig lukket ude, kunne urolighederne i 1918 så have

udviklet sig til en revolution? Problemet her var, at der ikke var nogen ledel-

se, ingen, der kunne få tingene til at køre. Socialdemokraterne, der selv var

en del af regeringen, var ikke interesserede i revolution, og syndikalistemeforetog sig ikke noget.

Hvem var syndikalisterne, og hvad skete der med dem i 1918? Den størstedanske syndikalistorganisation, F agoppositionens Sammenslutning, blev

grundlagt i 1910 af en lille gruppe ufaglærte arbejdere og bygningsarbejde-re. Fra sin beskedne start på 34 medlemmer voksede den til 3-400 i 1914, 600i 1917 og nåede højdepunktetmed 4.000 i 1919. De syndikalistiske fagfore-ninger nåede helt op på 10.-15.000 medlemmer lige efter krigen. Carl Hein-rich Petersen, der er kilden til disse tal, overdriver sandsynligvis, men mere

præcise tal er ikke til rådighed. I bogen »Fagoppositionens Sammenslut-

34

Stormen på Børsen 1918. Slotsholmen afspærres

ning 1910-21« vurderer man, at de syndikalistiske fagforeninger tegnede sigfor 20% af fagforeningsmedlemmerne i 1919. Oplaget på den ugentlige syn-

dikalistavis, Solidaritet, steg fra 3.000 i 1914 til 15.000 i 1918, på hvilket

tidspunkt den faktisk gav overskud.l2 Hvad de nøjagtige tal end var, er det

tydeligt, at FS's appel voksede under krigen.FS var ubestrideligt syndikalistisk og hentede en stor del af sin inspira-

tion fra det amerikanske Industrial Workers of the World (IWW), det fran-

ske Confédération Générale du Travail (CGT) og de svenske syndikalister.FS blev ved med at interessere sig for disse udenlandske forbilleder, hvis

aktiviteter regelmæssigt blev refereret i Solidaritet, og hvis politiske resolu-

tioner blev oversat til dansk. Syndikalisterne mente, endnu mere konse-

kvent end marxistiske socialister, at det var økonomien, som dannede

grundlaget for samfundet; politiske og sociale strukturer afspejlede blot det

eksisterende økonomiske grundlag. Således var rigsdagen et borgerligt fæ-

nomen, og i det omfang socialdemokraterne eller andre var medlemmer af

den, var de blevet indvalgt af kapitalisterne. Det var derfor tydeligt, at hvad

rigsdagen end gjorde, afspejlede det ene og alene den herskende kapitalist-klasses interesser. Den eneste måde, hvorpå arbejderne kunne Opnåvirkeligforandring, var ved at tage produktionsmidlerne i besiddelse.

Da FS afviste politiske aktiviteter, koncentrerede den sig udelukkende

om at organisere indenfor fagbevægelsen. Kun medlemmer af en fagfore-ning kunne være med. Indtil 1919 arbejdede FS på at overtage allerede eksi-

sterende fagforeninger, i stedet for at prøve at skabe deres egne. De agitere-de for at stifte industrielle snarere end fagafgrænsede foreninger, og de skul-

35

le sluttes sammen i »en stor fagforening« Sluttelig ville de syndikalistiskefagforeninger overtage magten ved hjælp af »den sociale Generalstrejke,igennem hvilken den arbejdende Klasse afskaffer det bestaaende Lønslaveri

og erobrer Produktionsmidlerne«. I mellemtiden ville de uddanne arbejder-klassen og samle sig om mindre forbedringer, så som kortere arbejdstid oghøjere løn. Disse skulle man opnå ved hjælp af »den moderne Kamptaktik:den pludselige Strejke, Obstruktion, Sabotage, solidariske Boycotting(og) lokale Sympatistrejke«,som ikke ville resultere i skade på ejendom.Revolutionen ville ikke blive fremkaldt gennem vold i gaderne, men snarere

gennem kontrol af industrien'3

Efter at generalstrejken havde bragt kapitalistsamfundet til en brat af-

slutning, ville fagforeningerne, som havde stået i spidsen for strejken, påta-ge sig en ledende rolle og organisere det nye samfund. Her bliver utopien en

smule vag, men man kan gætte på, at når arbejderne kom til at eje produk-tionsmidlerne, ville der ske en mere ligelig fordeling af indkomsten. En tinger sikker - syndikalisterne havde en fast tro på lokal, decentraliseret kon-

trol. De revsede konstant fagforeningerne under DsF for at træffe for man-

ge beslutninger i toppen og så presse dem ned over de menige medlemmer.

FS kæmpede konstant, og ofte med held, for at lade alle beslutninger bliveunderkastet medlemmernes demokratiske afstemning. Lokalafdelingerneskulle styre deres egne anliggender og »den store fagforening« skulle kun

være en administrativ paraplyorganisation, der ikke kunne træffe beslut-

ninger.

Skønt arbejderne i stigende grad vendte sig til FS som et radikalt alterna-

tiv under krigen, betød det så, at alle medlemmer af FS var syndikalister?Rimeligvis ikke. Chr. Christensen, redaktør af Solidaritet og en af de leden-

de kræfter i syndikalistbevaegelsen, indrømmede så meget i en leder den 6.

januar 1917 - »Hvem vier og hvad vi vill«

Det har nemlig sin store Fare for Arbejderne og for vor Bevægelse om vi ef-terhaanden samlede et Medlemskab som udelukkende antog os for en alminde-

lig Oppositionsbevægelse,hvis Maal og Virksomhed indskrænkede sig til nogleReformer indenfor den gamle Fagbevægelse. (Mine fremhævelser C.G.).

Men hvis de nye medlemmer ikke virkelig var syndikalister og ikke helt for-

stod eller accepterede bevægelsens revolutionære mål, hvem var de så, og

hvorfor var de med? Chr. Christensen kommer med en af forklaringerne -

FS var den eneste organiserede opposition inden for arbejderbevægelsen.Hvis man var utilfreds med DsF's noget knirkende hieraki, var FS stedet.

Den var den ældste, største, bedst organiserede, mest levende gruppe tilvenstre for Socialdemokratiet. Der var ganske vist andre venstreorientere-

de socialistiske partier, men de havde alle kun kort levetid og fik kun ringetilslutning.

Skal man analysere FS's popularitet, er der et forhold til, man skal tage i

betragtning, og det er selve personen Chr. Christensen. Han kunne tale, oghan kunne skrive. Carl Heinrich Petersen, som havde kendt ham, taler om

hans »næsten hypnotiske evner« og citerer fagforeningslederen Richard

36

Jensen for, at »når f :eks. Chr. Christensen talte til en forsamling, kunne han

få dem alle til at vende lommerne og give, hvad de havde på sig«."Skønt vi ikke kan høre hans taler, kan vi stadig læse, hvad han skrev. Det

meste af det finder man i Solidaritet, hvor han, under utallige pseudony-mer, skrev det meste af bladet selv. Der er de teoretiske artikler, de langefortsatte beretninger om betydningen af syndikalisme og referaterne af syn-

dikalistarrangementer i Danmark og i udlandet. Disse artikler henvender

sig først og fremmest til de »omvendte«. Det er de korte, bevidst halvt op-

digtede vignetter, som er de mest fængslende: beretninger, der advarer mod

alkohol, almisser og overbefolkning, beskrivelser af de hjemløse,besøg i et

fængsel og hos en mor tvunget til barnemord. Han gav en levende skildringaf den virkelighed, hans læsere vidste eksisterede, kunne få en til at føle,

hvad der fik en mand til at tæve sin kone og en kvinde til at slå sit barn ihjel.Uden at undskylde disse handlinger forklarede han dem og stillede en løs-

ning i udsigt.”Ganske vist var Chr. Christensen i stand til at tromme støtte til FS sam-

men, men ville han også have været i stand til at lede det til en revolution?

Chr. Christensen syntes ude af stand til at have nære venner ret længe ad

gangen og stødte tilsyneladende mange af sine medarbejdere fra sig, så de

fleste beretninger om ham er partiske. Carl Heinrich Petersen for eksempel,hvem Chr. Christensen uden nogen forklaring afbrød forbindelsen med, si-

ger, at han bevarede meget få venner. »Så det var næsten en naturlov, at det

(venskabet) endte med åbent og ligefrem hadefuldt fjendskab fra hans si-

de«.'°

Ikke desto mindre kan man pege på to noget modstridende synspunkter.Det første er, at han ikke krævede den sociale generalstrejke på noget tids-

punkt i 1918. Hvadenten han ikke fandt, at øjeblikket var kommet eller ikke

troede, at det var det rette øjeblik, er det en kendsgerning, at der på intet

tidspunkt i 1918 blev kaldt til revolution af lederen (eller af nogen anden for

den sags skyld) af revolutionens mest sandsynlige »fortrop«.Det andet er,

at i 1920 under Påskekrisen, da socialdemokraterne krævede generalstrej-ke, nægtede FS i begyndelsen at være med. Men Chr. Christensen, som hav-

de afsonet en fængselsstraf for demonstrationerne i 1918 og som netop var

blevet løsladt, overbeviste FS om, at den måtte støtte kravet om general-strejke, og det gjorde den så. Chr. Christensen havde evnen til at vende or-

ganisationen. I 1918 så han øjensynlig ingen grund til det.

Men revolutioner starter spontant, og revolutionære ledere kan opstå.En organisation, der var så deeentraliseret som FS, behøvede ikke nødven-

digvis at vente på at en »leder« kaldte til handling. Hvorfor udviklede den

sig ikke til en revolutionær fortrop? Fordi den i virkeligheden ikke opfyldtede dårligt stillede gruppers behov. Syndikalismen var blevet importeret til

Danmark, og dens analyser passede ikke på den danske situation. De små

håndværksprægede virksomheder var ikke egnede som grundlag for indu-

striforbund. Men hvor FS først og fremmest svigtede var, hvor det drejedesig om gruppen med de største problemer, nemlig husmændene. Der var in-

37

2. Ekstra-Udgave.

âghCIAuLm-DEMOKRATEN._._,,._,._...._......mm W -

i

IAIIAIIII..ILIIIV _ "

.g

h..

Kongen begaarStatskup.

Kongenhar afskedigetMinisterietZahle.Et Ministerium Neergaard ventes dannet

imod Polkeñertallet.

Landet foran politisk og økono-

..._".'........'M _

§

2-:... ...I M Hill? Krhtlo .cd Hel-bor.-'

n - .- m -n-ø ' n' mc Allohhl.

Ekstraudgave af Social-Demokraten. 1920

gen programpunkter,der angik landbruget; de end ikke nævnte problemet.Dette er så meget mere overraskende som Chr. Christensen engang selv

havde været beskæftiget som landarbejder og havde skrevet bevægende om

den oplevelse. Hvorfor fulgte FS ikke IWW's eksempel med fagligt arbejdeuden for industrien og forsøgte at organisere landarbejdere? Det var som

om FS var så fastlåst i opfattelsen af sig selv som en fagforeningsopposi-tionsgruppe, at den simpelthen ikke så andet end det. Ikke før 1919 begynd-te den at organisere sine egne uafhængigeindustriforbund uden om DsF, og

38

den forsøgte sig aldrig med forbund på landet. FS ,s analyser passede ikke til

landbrugslandet Danmark, og derfor gav landarbejdeme deres støtte til

Det radikale Venstre, et af regeringspartierne.Jeg har hidtil fokuseret på de lavere klassers behov og skuffelser. Crane

Brinton lægger vægten på to andre sider af førrevolutionære situationer -

regeringens sammenbrud og middelklassens behov.

Det ser ud til, at der opstår de stærkeste sociale modsætninger, når en klasse

har opnået velstand, men er, eller føler sig, udelukket fra den højeste sociale

udmærkelse og fra positioner med indlysende eller åbenlys politisk magtHvor rigdom, især anden eller tredje generations rigdom, ikke kan købe alt, i

hvert fald ikke alt i denne verden - har man et rimeligt pålideligtbegyndendetegn på revolution'7

Overfører man dette til den danske situation i 1918, tyder det ikke på en

umiddelbart forestående revolution. Der var bestemt intet regeringssam-menbrud, ingen bankerot, intet militært nederlag, ingen erkendt uduelig-hed. Ej heller var de nye besiddende klasser udelukket fra den politiskemagt. Alle havde lige og direkte adgang til regeringsindflydelse.

Men den måske største afvigelse fra Brintons model er fraværet af en ene-

vælde i Danmark i 1918. Omstyrtelsen af enevælden, der havde været for-

bundet med så mange revolutioner, var irrelevant i Danmark, fordi enevæl-

den roligt døde ud i løbet af det forudgåendeårhundrede. Og da det gamleregime to år senere under Påskekrisen, hjulpet af kongen, forsøgte at gøre

sig gældende igen, blev det en gang for alle standset af socialdemokraterne,som ikke var til sinds at opgive noget af deres politiske magt. Socialdemo-

kraternes held med at tvinge kongen på tilbagetog i 1920 tjente yderligere til

at styrke bevidstheden om en ansvarlig demokratisk regering og således

mindske muligheden for en fremtidig revolution.

(Oversættelse: Anne-Marie Smith)

Noter

1. Erik Rasmussen, Velfærdsstaten på vej. Politikens Danmarks historie, bd. 13 (Køben-

havn, 1965), s. 184.

Crane Brinton, Anatomy of Revolution (New York, 1965), s. 4.

Marie Nielsen, »Revolution i Danmark«, Klassekampen, (den 11. november, 1918), gen-

optrykt i Morten Thing, (red.). Marie Nielsen (København, 1975), s. 110-113.

Erik Rasmussen, Velfærdsstatenpå vej, s. 162-164.

Aftenbladet, den 8. november, 1918, og den 12. november, 1918.

Social-Demokraten, den 11. november, 1918.

R. R. Palmer, A History of the Modern World, 5th ed. (New York, 1978), s. 700.

Sv. Aa. Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. 2 (København, 1977), s. 239, 247 og

231; Statistiske Sammendrag 1913 (København, 1913) s. 13; Denmark: An Official Hand-

book (København, 1974), s. 535.

9. Niels Finn Christiansen, »Revisionismens betydning for det danske socialdemokratis idé-

udvikling«,guldmedaljeafhandling Københavns universitet, 1965 s. 95.

10. Niels Finn Christiansen, »Revisionismens betydning«, s. 105-106.

11. Jørgen Olsen & Bjarne Schoubye, red., Reformpolitik eller revolution (København,

1973), s. 97.

P.”

WH???

39

12.

13.

14.

15.

16.

17.

Carl Heinrich Petersen, Den glemte socialisme (København, 1981), s. 123 & 128; Lisa

Bang og andre, Fagoppositionens Sammenslutning 1910-21 (Århus,1975), s. 26.

FS program, 1910; trykt som ilyveblade og genoptrykt adskillige gange ide fleste FS-pub-likationer; senest genoptrykt i Carl Heinrich Petersen, Den glemte socialisme, s. 387-388;se også Chr. Christensen, »Hvem vi er og hvad vi vil!« Solidaritet, den 6. januar 1917.

Carl Heinrich Petersen, Chr. Christensen, bd. 1 (Århus,1979), s. 67.

En udmærket samling af disse artikler findes i Carl Heinrich Petersen, red., Chr. Christen-

sen, bd. 2 s. 281-445, afsnittet redigeret af Mariane Aarhus og Birgit Bruun.Carl Heinrich Petersen, Chr. Christensen, bd. 1 s. 66-67.

Crane Brinton, Anatomy ofRevolution, s. 64.

Abstract: Carol Gold (University of Alaska, Fairbanks): Revolutionin Denmark - 1918? Arbejderhistorie, 28 (1987).

1918 was a year of social and political unrest in Denmark and of revo-

lutions outside Denmark. But was there a revolutionary situation in

Denmark? The article is analysing the Danish situation, based on mo-

dern American theories. Despite growing protest, strikes, street riotsand other signs of revolt, the Danish political and social system as a

whole was very stable and not on the verge of revolution.

40

Afhandlinger under udarbejdelse

Nedenstående er modtaget som svar på det spørgeskema, som fast bringes i hvert

nummer af Arbejderhistorie. Numrene refererer til skemaets spørgsmål: 1. Navn, 2.

Adresse, 3. Projektets titel (arbejdstitel), 4. Nærmere beskrivelse af projektet, 5.

Projektets art, 6. Hvornår påbegyndtesog forventes projektet afsluttet.

1.

2.

3.

93-"

.W

99'

PPNl"95"

FNV'PPNr-

Borggren, Lars

Lindeborgsgatan 297, S - 214 81 Malmö/Historiska institutionen Magle Lilla

Kyrkogata 9A, S - 223 51 Lund

Den mekaniska verkstadsindustrins arbetare i Malmö 1840-1920

Teknologi, arbetsdelning och facklig medvetenhet på tre verkstäder (Kockumsmekaniska verkstad, Järnvägens verkstad och Carl Lunds fabrik). Åven sådantsom arbetarnas rekrytering, arbetstyrkens struktur (skiktning), arbetararisto-

kratin, förändringar i levnadsförhållanden, självhjälpsrörelser,företagens soci-

alpolitik m.m. studeras.

doktorsavhandlingafsluttes ca. 1989

. Børresen, Lena BirgitteVæmedamsvej 3 A, 1819 Frederiksberg C

Arbejderoplysningsprojekter i Sydindien. Eksempler på fagbevægelsens bidragtil en fattigdomsorienteret bistandspolitikTeoretisk og empirisk argumentation for at arbejderoplysningsprojekter bør

inddrages som et væsentligt element i den danske bistandspolitik, da de er i over-

ensstemmelse med de elementære behovs strategi som Danmark formelt har til:sluttet sig. Min påstand er at organisering af arbejderne i fagforeninger i udvik-

lingslandene, bl.a. gennem arbejderoplysningsprojekter, er en forudsætning for

fordeling af såvel eksisterende som fremtidige goder i disse lande til gavn for de

fattige befolkningsgrupper. Cases fra Sydindien bygger på empiriske data som

jeg selv har indsamlet gennem 2 besøg i projektområdernei henholdsvis 1985 og

1986

Speciale ved Roskilde Universitetscenter

Forventes færdigt begyndelsen af 1987

Debois, Gertrud

Mirabellevej 5, 2400 København NV

ILO's publikationsvirksomhedBl.a. skal indgået kapitel om distributionen, tilgangen, brugen af ILO's publika-tioner i Danmark.

Speciale, dansk, Københavns Universitet Amager

Påbegyndt sept. 1985

Gottlieb, Steen

Heinesgade 3m"

SF Københavns historie

En kritisk beskrivelse af SF Københavns organisatoriske og politiske udvikling

Monografijuli 1986 - vinter 1986

41

FPN?

:AS-"NT"

95"

PN

99'

PPNE"

LII

95999)!”742

Salomonsen, Ebbe

Golfvej 40, 6715 Esbjerg N, 05 13 67 20

Carl B. Hoffmann, en virksomhed i EsbjergVirksomheden startede i 1903. Byens, fagforeningens, de ansattes og virksomhe-dens historie behandles i sammenhæng.Virksomhedens produktion undersøges.Lukningen i 1984 behandles og de ansattes forhold i denne sammenhæng, socialt

og samfundsmæssigt,undersøges.Arbejdet/ fremstillingen skal bruges sammen med TV udsendelse i forbindelsemed Metal Esbjergs lOO-års jubilæum. Der samarbejdes med Byhistorisk arkiv

og Esbjerg Museum om dette arbejdePåbegyndt 1985 - forventes afsluttet efter 1989

Greiff, Mats

Villie 34, S - 270 12 RydsgårdKontoristen - från chefens högra hand til proletärKontorarbetsprocessens förändring och arbetets degradering. Hur detta i sin tur

har påverkat social rekrytering av tjänestemän, avancemangsmöjligheter,löner,facklig aktivitet m.m. Källmaterial til] stor del hämtat från Kockums i Malmö

och SKF i Göteborg. Tidsperiod 1840-1950

DoktorsavhandlingPåbörjat 1984, förväntas vara avslutat 1989

Harder, Henrik

Schweizerdalsvej 27 A, 2610 Rødovre

Socialdemokratiets boligpolitik 1945-1958

Analyse af udviklingen i Socialdemokratiets boligpolitik. Skiftet fra planøkono-misk til rammeøkonomisk strategi. Kilder: stort set alt offentligt tilgængeligt.Speciale, historisk institut, Københavns universitet

1. maj 1986 - l. febr. 1987.

Vowles, Richard B.

1336 Van Hise Hall, University of Wisconsin, Madison, WI 53706, USA

The radical connection between Denmark and the US: Laurence Gronlund and

Frederik Dreier

Assessing the exact indebtedness of Gronlund to Dreier, after assembling all the

known information about Gronlund

Articles, perhaps eventually a monographHave worked on intermittently since 1982; intend to publish an article in 1987

Yde, Henrik

Krabbesholm Allé 12, 7800 Skive, 07 52 94 53

Grundtvig i Martin Andersen Nexøs liv og værk

Et litteraturhistorisk og biografisk projekt vedr. Nexøs arv fra sin højskoletidTematisk biografiBegyndt 1982, slut måske 1987

Historiesk'rivning og arbejderbevægelse

- et interview med Kjeld Winding

ARBEJDERHISTORIE bringer nedenfor et interview med Kjeld Winding. Gen-

nem en menneskealder har Winding (født 1911) udøvet et omfattende og alsidigtvirke som historiker, både som forsker, lærer og folkelig formidler. Som forsker er

han elev af Erik Arup og præget af dennes historiesyn med strenge metodisk-kilde-

kritiske krav, der dog altid er forenet med hensynet til en helhedsopfattelse af den

historiske udvikling. Winding tilhører den generation af akademikere, hvoraf noglefra 1930'erne som de første indledte en seriøs videnskabelig beskæftigelse*medarbej-derbevægelsens historie. Han var stærkt påvirket af samtidens trusler fra de anti-de-

mokratiske kræfter og tilhørte- uden at være medlem af noget parti - datidens ven-

strefløj. Sit første folkeligt formidlende arbejde »Danmarks politiske historie. En

oversigt over Demokratiets udvikling i Danmark gennem de sidste hundrede år«

(1938) skrev Winding på opfordring fra Oluf Bertolt. I de følgende tre årtier veksle-

de Windings arbejde mellem dybtgåendevidenskabelige afhandlinger, lærebøger og

folkeoplysende værker.Han var i en årrække gymnasielærer,lektor ved Københavns Universitet og fag-

konsulent i historie. I 1959 blev Kjeld Winding professor i historie ved Danmarks

Lærerhøjskole, hvor han var med til at opbygge Institut for historie og samfunds-

kundskab. Her forenes institutionelt Windings livslange bestræbelse for på viden-

skabeligt grundlag at udøve en fagligt-pædagogiskuddannelse og formidling.Interviewet er gennemført i oktober 1986. Kjeld Winding har skriftligt svaret på

en række spørgsmålformuleret af Gerd Callesen, Niels Finn Christiansen og VagnOluf Nielsen.

Hvilke politiske og faglige impulser fik dig til at interessere dig for arbejder-bevægelsens historie?

Da jeg blev student i 1929, var jeg meget påvirketaf Hartvig Frischs Euro-

pas Kulturhistorie og af Poul Henningsen & Co. Uvilje mod nationale og

religiøsefraser og alt, hvad man kunne kalde konservativ ideologi; sympatifor socialisme og arbejderbevægelse, selv om jeg - kommunelærersøn fra

Frederiksberg - ikke havde og heller aldrig rigtig fik tilknytning til arbejder-miljø. I første studieår filosofikum hos Jørgen Jørgensen og øvelser over

Adam af Bremen hos Erik Arup; dette sidste virkede begejstrende, det var

stringent kildekritik og nådeløst opgør med den nationale romantik i dansk

historieskrivning (en holdning, jeg stadig har, uanset at jeg efterhånden me-

re og mere har taget afstand fra Arups forskningsresultater).Stærk interesse for økonomisk og social historie og virkningerne af indu-

43

strialismen. Det virkede irriterende, at de der skrev samlede fremstillingeraf dansk historie efter 1870, dronede sig totalt i Venstre og forfatningskam-pen og næsten intet skrev om Socialdemokratiet. Men i studieårene fik jegikke lejlighed til at beskæftigemig nærmere med dansk arbejderbevægelse.Det var først, da AOF fik mig til at lave den lille bog om Danmarks politi-ske historie i den nyeste tid,' at jeg kastede mig ud idet, og jeg kom et stykkevidere, da jeg i 1943 skrev oversigten over den danske arbejderbevægelseshistorie til »Det danske Selskab«.2 Et hovedproblem var naturligvis, hvor-for Socialdemokratiet var blevet så moderat. Men det hastede i 1943 med at

få bogen ud. Jeg fik nok hevet en del samtidige piecer og lidt avismateriale

frem, men den dybtgåendeomvurdering, som man kan nå frem til ved ind-

gående arbejde med utrykt materiale, kunne jeg ikke præstere. Og det gæl-der desværre også senere, at jeg kun i få tilfælde har haft tid og lejlighed tilat arbejde med utrykt materiale; jeg er aldrig nået frem til virkelig at beher-ske tingene og drive rigtig forskning i det emne.

Hvilken tilknytning havde du selv til arbejderbevægelsen i 1930 erne? F.eks.

Socialdemokratiske Studenter - Evt. tilknytning til det kulturradikale mil-

jø?Har aldrig været medlem af et politisk parti, aldrig været med i aktiv poli-tik. Som tingene stod i 1930'erne, var jeg ikke netop begejstret for den ud-

vikling, Socialdemokratiet havde fået under alfader Stauning, og DKPs

kritikløse stalinisme kunne jeg aldrig gå med på. Ikke med i Socialdemo-

kratiske Studenter. Had mod nazisme, sympati for de »kulturradikale«,men uden personlige kontakter af betydning.

Havde du nogen tilknytning til Institut for historie og samfundsøkonomi?I studietiden var jeg med i studiekredse om hvad der dengang var den nyeste

verdenshistorie; leverede redegørelser for Lloyd Georges politik på freds-

kongressen 1919 og for Weimarforfatningen. Senere, i 1938-39, kom jeg til

at lede en studiekreds over de italiensk-franske konflikter efter 1914; det

kom der en bog ud af.3 Men jeg var ikke med i instituttets arbejde om dansk

arbejderbevægelse.Jeg kom ind i bestyrelsen, da jeg i 1943 blev lektor ved

universitetet, men det var nærmest som sleeping partner. Min meste tid gikmed undervisning, og hvad jeg i de næste år forsøgte af forskning, kom til at

dreje sig om tiden ca. 1800-1870.

Mener du, at der gør sig særligemetodeproblemer gældendeved forsknin-gen i arbejderbevægelsens og

- klassens historie -

og mener du, at der kan

være problemer forbundet med at udskille studiet af arbejderbevægelsen og- klassen fra samfundshistorz'en som helhed?

Her kniber det med at fatte sig i korthed. Jeg kan ikke se, at metodeproble-merne er anderledes end ved al anden historisk forskning. Principielt skulle

alle faghistorikere, uanset ideologi, kunne komme til enighed om, hvad der

kan og ikke kan sluttes ud fra bestemte kildeudsagn - for så vidt en lille for-

44

sagt stump positivisme. Og evident, at enhver (»faghistoriker« eller ikke)med hensyn til emnevalg, stofselektion, forsøg på årsagsforklaringero.s.v.

er bundet, ikke blot af sin egen politiske ideologi, men af sine almene fore-

stillinger om, hvad der betinger menneskers adfærd og hvilke faktorer der

normalt vil være betydningsfulde til forklaring af et begivenhedsforløb eller

en given samfundsstruktur: alle de ubevislige forestillinger om årsagssam-menhæng, som er forudsætning for, at man overhovedet kan tænke i sam-

menhæng. Historiens »nytte« består ikke mindst deri, at man muligvis bli-

ver lidt mindre skråsikker og bringes til at revidere nogle af sine grundhold-ninger, når man konfronteres med kildeudsagnene og med andre historike-

res forklaringsforsøg.Men dette gælder al historieforskning, hvad enten man arbejder med in-

kariget, investiturstriden, den engelske industri i 1700-tallet eller dansk ar-

bejderbevægelse.Jeg kan ikke se, hvor forskellen skulle ligge. Heller ikke,hvis man spørger om de generelle historiske begreber, som vi bruger og ikke

kan undvære - skal vi sige feudalisme, merkantilisme - videnskabelig forsk-

ning vil kræve klar, fast og udtømmende definition, men går vi til det, som

vi vover at mene har været historisk virkelighed, trodser den jo atter og at-

ter ethvert forsøg på en klar og almengyldig definition. Her har arbejderbe-vægelsens historie jo nok haft betydelige problemer - om man vil eller ikke

vil binde sig til marxistiske definitioner - men principielt har man da samme

problem i al historeforskning og historieskrivning.Det er meningsløst at beskæftige sig med et emne, hvis man ikke søger at

sætte problemerne i relation til den helhed, som vi aldrig fuldt ud kan erken-

de eller beherske. Og det er, synes jeg, præcis lige så vanskeligt og risikabeltved arbejderbevægelsensog - klassens historie som ved al anden historisk

forskning.

Hvilken tilknytning havde du til historiegruppen, og var gruppen udtrykfor en politisk og faglig profilering iforhold til den radikale tradition blandthistorikere? - Hvilke teoretiske og metodiske overvejelser lå til grund forhistorikergruppens arbejde?Jeg var med i historikergruppen fra starten ca. 1934. Så vidt jeg husker, harde fleste af os været indstillet på vidtgående revision af traditionel historie,selv om vi ikke betingelsesløstbekendte os til Arup. Vi holdt hyppige mødermed forelæggelseaf forskningsresultater og diskussion af nyudkomne vær-

ker; men det er vist karakteristisk for den tid, at man næppe følte behov for

principielle overvejelser af historisk metode og teori. Og bortset fra den

selvfølgeligeafsky for nazismen har vi vist haft ret forskellige standpunkteri politik.

Et af dine væsentlige virkefelter i dit arbejde har været at formidle historie

til et bredt publikum (AOF - bøger, radiogrundbogen osv. ); hvilke motiver

havde du til dette formidlingsarbejde, og hvordan vurderer du det i dag?,Så meget af, hvad jeg har lavet, er blevet til som bestillingsarbejde. Men jeg

45

har gerne villet skriVe for the general reader. Jeg ved ikke, om menneskers

begreber om tidligere tider har nogen praktisk betydning for deres adfærd.

Givet er, at man i mange tilfælde vil søge at forklare nutidsforhold ud fra,hvad der tidligere er sket, og at historiske argumenter menes at kunne bru-

ges effektivt i politisk propaganda. For nogle mennesker indgår det histori-

ske muligvis som et væsentligt led i deres almindelige holdning til tilværel-

sen. Her synes jeg, at faghistorikeren har ret og pligt til at sætte ind - ogblandt andet sige, at der må være grænser for vås. Måske især det negativemoment, hvor meget der er, som vi ikke ved og ikke kan udtale os med sik-

kerhed om; ikke tro på hvadsomhelst o.s.v.; meget gerne forklare, at en el-

sket og yndig anekdote er digt og forbandet løgn (og her mener jeg stadig, at

traditionel kildekritik kan gøre nytte i historieundervisning). Prøve at skri-

ve livligt og letforståeligtog samtidig så sagligt og velbegrundet, som man

nu formår det; naturligvis se i øjnene,at man normalt vil komme til kort ogstå hjælpeløs over for det store brøl i fjernsyn og blade, og at de fleste af

dem, der læser historie, snarest gør det for at få bekræftet deres fordomme,ikke for at overveje og revidere dem; men det kunne dog være, at en læser

stoppede op og begyndte at overveje.I øvrigt synes jeg, det er hensigtsmæssigt at have en lille smule »alminde-

ligt overblik«, hvis man interesserer sig for historie; ellers bliver det hele da

meningsløst?men hvad er relevant her? jeg ved det ikke. Kunne man lave en

Danmarkshistorie på 5 sider, der rummede de »vigtigsteting« - hul i hoved-

et, ikke?

Den lille bog, som jeg i 1938 leverede til Bertolt og Chr. Christiansen påAOF om Danmarks politiske historie i nyere tid, var et ærligt udtryk for,hvordan jeg dengang så på tingene. En temmelig skarp vurdering af de poli-tiske og sociale modsætninger; uvilje mod konservatisme og det allerede

dengang så reaktionære Venstre; Socialdemokratiet som det formentligbedste bolværk mod nazismen, uanset hvor meget jeg ellers kunne misbilli-

ge i Staunings holdning.Jeg syntes dengang, det var velbegrundet, også ud fra et fagligt syns-

punkt. Senere hen er jeg unægtelig blevet mere forsigtig, og det er ikke bare,fordi jeg er blevet ældre; man tvinges faktisk til det, jo mere man arbejdersig ind i tingene. Jeg fik bl.a. den opgave at lave den oversigt over konserva-

tismen i Danmark, der kom i 1946;' jeg påtogmig det ud fra det synspunkt,at hvis man ikke ville prøve at gennemtænke og forstå noget, man var mod-

stander af, var man ikke fem flade øre værd som historiker, og det var vist-

nok ganske sundt for mig, selv om jeg ikke af den grund blev påfaldendekonservativ.

Men det er jo klart, at hvad man dengang har lavet, nu er helt forældet,

og det samme gælder den oversigt over Danmarkshistorien, som jeg i 1958

skrev til Danmarks Radio? det var jo for så vidt bestillingsarbejde, der ikke

måtte have karakter af politisk propaganda, så i sidste kapitel holdt jeg migpåmåtten, og det blev tørt og kedeligt. Bestillingsarbejder var også de korte

bidrag til rigsdagshistorien,° til værker om Københavns historie7 og bogen

46

om Treschow,8 men det var emner, jeg havde glæde og udbytte af at arbejdemed - fagligt udbytte altså; det økonomiske udbytte var så vist til at overse.

Hvad jeg for 30 år siden eller mere lavede af historieskrivning for et

»bredt publikum«, er forældet både i indhold og form, og jeg er ikke netopglad ved at kigge på det, selv om jeg dengang prøvede at gøre det så godt jegkunne. Jeg tror ikke, jeg kunne gøre det sådan som det nu skulle gøres, og

det er da også et spørgsmål, om de meninger og synspunkter, jeg nu har, er

bedre begrundet. For mig står det sådan, at det er dødt og borte, og jeg kan

sågu ikke se, at det i dette tilfælde har nogen interesse at grave ligene op og

analysere dem.

Hvordan vurderer du opbruddet i historieforskningen efter slutningen af1960 'erne, og hvordan mener du situationen er i dag?For mig at se har det mest værdifulde været, at man som historiker skal ogmå gennemtænke, hvilke generelle »lovmæssigheder«eller »regelmæssighe-der« man - så tit ubevidst -går ud fra sine forsøg på årsagsforklaringer.Selv

om politologiens eller nationaløkonomiens generaliseringer gang på gangdementeres af historieforskningen, kan de så afgjort hjælpe til at få en mere

eksplicit og fyldestgørende problemstilling. Jeg synes, at det i det hele tagethar været godt at få den principielle diskussion om historievidenskabens te-

ori og metode. De praktiske resultater synes jeg ikke, jeg tør dømme om.

Engang imellem står jeg med det indtryk, at når forfatterne kommer frem til

den konkrete redegørelse for det historiske problem, finder de det vanske-

ligt at anvende deres indledende generelle synspunkter effektivt og frugt-han.

Men for så vidt I ved »opbruddet« tænker på, at så mange har taget utra-

ditionelle emner op, kan jeg da kun sige, at jeg finder meget af det storartet.

Ikke mindst kvindernes historie.

En væsentlig fornyelse lå ien tematisk koncentration 0m arbejderbevægel-sens 0g arbejderklassens historie, blandt andet i forbindelse med SFAHs

virksomhed; hvordan vurderer du den fornyelse; hvordan mener du, man

kan formidle resultaterne af denne forskning (bedre )?Forskning i arbejderbevægelsenmåtte vist siges at være gået i stå efter af

Henry Bruuns og Georg Nørregaards værker var udkommet. Der kan da

ikke være to meninger om, at den fornyelse, der kom, ikke mindst gennem

SFAH, var hårdt tiltrængt og i mange tilfælde af meget stor værdi. Og jegkunne ikke foreslå en bedre formidling af forskningsresultaterne end den

form, det nu har fået i årbogen og »Arbejderhistorie«.Bare ville jeg ønske, at der engang kom en brugbar samlet fremstilling

med problemdiskussion og fyldesgørende henvisninger til trykt og utryktmateriale. Sådan noget ville jeg aldrig vove mig i gang med - men er der dogikke en af Jer, der kan få tid og kræfter til det?

I hvilket omfang har du kunnet bruge disse forskningsresultater i den un-

47

dervisning på DLH? Med hvilket formål har du undervist i arbejderbevæ-

gelsens 0g- klassens historie?

At den danske arbejderbevægelses historie fra ca. 1870 til 1920 er af central

betydning for dansk historie, giver da sig selv. På lærerhøjskolen havde jeggennem mange år næsten kun haft verdenshistoriske emner, og jeg følte det

som noget af en lykke, at jeg omsider kunne vende tilbage til den danske

arbejderbevægelse,også og ikke mindst for at uddybe min egen viden og få

tag i alt det, der var kommet frem i de seneste år.

Men et »emnestudium« på første del af det faglig-pædagogiskestudium i

historie havde jo ganske specielle formål: udvikle metoder til at analysereog vurdere historiske fremstillinger og få praktisk erfaring for, hvor megeten effektiv kildeanalyse betyder ved et emne, man er kommet godt ind i.

Udvælgelsen af arbejdsmaterialet blev da anderledes end hvis formålet bare

havde været indsigt i emnet.

Det er en selvfølge, at SFAHs publikationer var af stor værdi, og vi fik joet udmærket materiale ligefrem forærende i Dorrit Andersens hæfte om

1899. Jeg kan ikke præcis huske, hvad vi ellers satsede mest på, jeg havde

emnet et par gange og skiftede vistnok materiale. Men som hovedformålet

var, inddrog vi naturligvis også eksempler på historieskrivning fra tidligereårtier, selv om det måtte blive brudstykker. Jeg mener at kunne sige, at det

centrale problem var Socialdemokratiets udvikling til udpræget modera-

tion i praktisk politik; men det er, som jeg nu husker det, og det er jo nogleår siden. Jeg tror ikke, at vi i undervisningen inddrog nogen af de mange

utrykte specialafhandlinger, som findes på ABA; men selv arbejdede jegmeget med dem, og jeg tør nok sige, at det gav udbytte. Her var den kule-

gravning, som jeg selv aldrig har haft muligheder for at foretage.

Noter

1. Danmarks politiske historie. En Oversigt over Demokratiets Udviklingi Danmark gennem

de sidste hundrede Aar, Udg. af Arbejdernes Oplysnings Forbund, Fremad, København

1938.

2. Den danske Arbejderbevægelse, Det danske Selskab, København 1943.

3. Modsætningen mellem Italien og Frankrig 1914-1939. Under Medvirken af Preben V.

Askgaard m.fl. Udg. af Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi, Gyldendal, Køben-

havn 1940.

4. Konservatismen i Danmark. Et rids af de konservative partigruppers udvikling gennem de

sidste 100 år, Det danske Selskab, København 1946.

5. Danmarks historie, Statsradiofoniens grundbøger, Fremad, København 1958.

6. Den danske rigsdag 1849-1949. Udg. af Statsministeriet og Rigsdagens Præsidium, bd. 3;

Rigsdagen og folket, Schultz, København 1950. Heri: Valgkredsene gennem tiderne, s. 9-

50; Rigsdagsmanden og hans vælgere s. 128-155.

7. BLa. København, By og Erhverv gennem 500 Aar. Red.: Alfred Bindslev, bd. 2, Novo Gra-

fik, København 1948. Heri: Industriens Opstaaen og Udvikling, s. 339-382.

København fra boplads til storby. Under redaktion af Harald Jørgensen, bd. 2, Hirsch-

sprung, København 1948. Heri: Før voldene faldt s. 445-523.

8. Treschow. Advokat, godsejer, politiker. 1786-1869, Aschehoug, Oslo 1951.

48

ANMELDELSER

Claus Bryld og Steen Weidemann (red.). Retsopgøret 40 år efter. RUC-symposiet1985. (Kultur og Samfund 1986/ 4). Roskilde Universitetscenter, i kommission hos

Akademisk Forlag, København, 193 s., kr. 80,-Det er opmuntrende, at yngre historikere - som på april-symposiet 1985 - kritisk sø-

ger at kulegrave det utaknemmelige emne, der hedder Retsopgøret efter besættel-

sen. Derfor være det også tilgivet at man et par steder skyder over målet. Derom i

det følgende.Lars Thorup har en god introduktion, hvori det dog bl.a. oplyses, at Bertel Dahl-

gaard 1949 foreslog at indstille henrettelseme, men blev afvist med, at de sidste, der

kunne forvente dødsdom (og skulle for retten), tillige var de mest hårdhændede tor-

turister. Derpå kalder forf. argumentet »ejendommeligt«.Her kan Hans Kirchhoff

(s. 15) i sin kritik af D. Tamms disputats, indirekte korrigere Thorup: retsopgøretssociale skævhed blev just accentueret, da benådningerne 1949 satte ind. Thorups an-

den artikel (5. 25-38) om »Retsopgøret set i klasseperspektiv«er en fortrinlig gen-

nemgang af domstolenes skæve domspraksis, ikke mindst i væmemagersagerne.Det må dog betones, at der principielt lå »sociale« muligheder i modstandsbevægel-sens udrensningslinie: et opgør med besættelsens hele arbejderfjendske politik. Tho-

rup understreger da også (s. 36) »den venstredrejning, som besættelsestidens mar-

kante klassemodsætning udløste«. Men forliget politikere/frihedsrådstillede sighindrende i vejen. Det muliggjorde det forhold, Harding Sonne i paneldiskussion (s.1830 betoner: retsopgøret blev en lynafleder for radikaliseringen i arbejderklassen,harmen vendtes mod en gruppe, der blev kriminaliseret ved »forligs«-lovenc,så man

undgik, at radikaliseringen »førte til det, der var værre nemlig revolution«, ja,»bare en dybtgåendedemokratisering af staten, økonomien og produktionen«.Son-

nes betegnelse »en dobbeltmagt-situation«en kort tid sommeren 1945 er værdifuld

som indfaldsvinkel til det hele.

Steen Weidemann søger i sit indlæg (5. 39-63) at besvare spørgsmålet, hvorfor

værnemageropgøret snublede i starten. Det er en grundig redegørelse,der tager ud-

gangspunkt i væmemageriets opståen 1940 og videre frem, samarbejdsregeringensog Entreprenørforeningens- til dels Industriraadets - rolle. Man kunne dog have

ønsket lidt industri- eller virksomhedshistorie her, med data over væmemagerñrma-er til underbygning af det 5. 47 fremhævede forhold, at de oprindelige, veletablerede,

firmaer, særlig entreprenører, efterhånden skal have fået »kolde fødder« og endogefter 29. aug. 1943 trukket sig, så de »ny« firmaer, opkomlingene, måtte træde til. De

talrige sabotager mod B&W-anlæg 1944-45 var dog rettet netop mod et veletableret

firma, sabotagen mod Riffelsyndikatet 22. juni 1944 var rettet mod et andet veletab-

leret firma. Det 29. jan. 1945 saboterede »Nordwerk« var vel kun tilsyneladende»parvenu« og blev rigtignok også dømt (s. 71), - faktisk var det en filial af General

Motors. Også eksempler på sabotager mod veletablerede i provinsen 1945 kan anfø-

res.

Interessant, at et kriterium specielt om våbenproduktion skal være blevet slettet i

49

lovforslaget -just af »hensyn«til Riffelsyndikatet (s. 71). Weidemann mener i øvrigt(s. 57), at modstandsministrene gav efter for det gode samarbejdes skyld mht. at'-

fattelsen af værnemagerloven af 28. aug. 1945, så der åbnedes forsvaret brede mulig-heder.

Forf.s. fremstilling er koncentreret om sagen mod det store entreprenørñrmaWright, Thomsen & Kier, som Carl Madsen som 2. ekstraordinære statsadvokat ik-ke fik held med, den henlagdes i dec. 1946 under henvisning til samarbejdsregerin-gens anvisning til WTK i april 1940, selv om WTK groft havde overtrådt prislovenog haft »urimeligfortjeneste«,hvilket var strafbart selv efter den barberede værne-

magerlov.Bogens 3. del om »Retsopgøret set nedefra« indledes af psykologen Thomas Sigs-

gaard om »Landssvigernespyskologi«,drejende sig om en undersøgelse 1946-47 af196 fanger, en i intelligensmæssighenseende normal gruppe. Lidt under halvdelen

korn fra uharmoniske, »a-typiske«hjem. Men er det nu en procentuel større del enden tilsvarende, vilkårlig valgt gruppe? »Et relativt stort antal« var præget af hårde

opvækstvilkår. Det kan anføres, at andre unge - fra arbejderklassen - har haft lig-nende vilkår uden at udvikle sig i den »autoritære« retning, de havde mødt på børne-og ungdomshjem (s. 85) og selv havde lidt under. Ca. 20% angav politisk påvirkningsom årsag til deres handlinger (s. 90). I øvrigt burde i al fald være nævnt dr.med.Grethe Hartmanns »Miljøfaktorer og psykologiske momenter af betydning for fra-

ternisering mellem danske piger og tyske soldater i Danmark 1940-44« (i »Menneskeog Miljø«, juni 1946), en undersøgelse på basis af materiale om danske piger an-

meldt af Wehrmacht til Sædelighedspolitietsom bærere af veneriske sygdomme.Claus Bryld har (s. 91-109) et omarbejdet foredrag om »Beskyttelse og terror«.

Han har grundet manglende kilder ud fra et »ret sparsomt materiale«,d.e. »en hel

del beretninger fra arresterede«, søgt at beskrive anholdelseme efter 4. maj 1945.Det er et formeligt rædselsbillede af »overgreb på de arresterede«, hvis autencitet

dog ikke skal bestrides. Han berører her et pinligt og smertefuldt kapitel ikke mindst

for modstandsbevægelsen, da det var en besegling af dens nederlag: »... mange tidli-

gere modstandsfolk følte sig lige så svigtet som dem, der blev skudt ved retsopgø-ret« (C. Bryld i debatten, s. 142 f). Af den grund burde han også i højere grad have

udnyttet de øjenvidneskildringer,der foreligger fra frihedskæmperhold, præget af

mindre eller større animositet, men samtidig mere nuancerede og »dialektiske« end

de benyttede »martyr«-beretninger.S. 106 har Bryld til dels misforstået teksten i løsladelsesattesterne, hvide, røde og

grønne. Den ordrette tekst kunne han have konsulteret på gengivelseme i Ib Gejl:»Efter besættelsen« (i: Århus byhistoriske Udvalg (ed.): Efterkrigsår i Århus - glimtaflivet i byen 1945450, Århus 1985, s. 11).Søren Schou har (s. 118-31) et stykke »bevidsthistorie« om de fantastiske forestil-

linger hos de internerede, her må også det fantastiske »d'Angleterre-møde«juli 1944

og hele spindet om ODESSA-guldet indrangeres. De internerede - som Harald

Bergstedt - kredsede dog specielt om »Rostock-mødet« kort før besættelsen. Her fikde en måske ikke helt uventet hjælp fra den stoute frihedskæmper, men efter 1945

super-chauvinistiske cand.mag. & jur. Jon Galster, der selv i 50'erne måtte i fængselgrundet landsforræderianklagermod ministre under besættelsen. Her var der nok

så stor åndeligoverensstemmelse som med Carl Madsen og Hans Scherfig (s. 1210.Ikke ueffent søger forf. at karakterisere de åndeligekollaboratører, blandt hvilke

vel ingen Ezra Pound eller Hamsun var, »højst en Bergstedt«.Og en Knud Norden-

toft, en Svend Borberg, en Olga Eggers. Der var supernationalister som Valdemar

50

Rørdam og- mere naturstridigt - radikale pacifister som E. Krenchel - en blandet

flok. Nogle endte i mystikken, hudflettet af - en Scherfig. Forf. fremhæver og roser i

øvrigt (s. 127) resocialiseringen af fangerne.Bogens 4. del behandler den vigtige arkivadgang eller mangel på samme. Jens

Engberg plæderer udmærket for lige og fri aktindsigt som en demokratisk menne-

skeret. Ansvaret for den lidet liberale arkivadgang placerer han hos selve J ustitsmi-

nisteriet, selv om det dog vides, at det i reglen følger Rigsarkivets (RAs) indstilling.Hans kritik følges da også op af RAs juridiske konsulent, garanten for det snævre

samarbejde mellem ministerium og RA, Inger Dübecks varme plæderingfor hele

det bestående system. Hun 'er endog plus royaliste que le ror; idet hun også (s. 155)forsvarer RAs ønske om stillerlister for de unge partier og andre sensitive arkivalier,hvor Indenrigsministeriet ud fra retlige overvejelser - efter brugen - ville have dem

destrueret (»politisk kassation«). Her taler konsulenten endog om »registerskræk«

og »skrækkampagne«. Her er der ikke længer tale om »privatlivetsfred«.

En paneldebat drejede sig om, hvad vi kan lære af retsopgøret (del 5). Det ville

have været interessant at høre, hvad de indbudte politikere fra de »gamle«partier,Per Stig Møller, Bernh. Baunsgaard, Bjørn Elmquist og Jimmy Star kunne sige til

Brylds, Weidemanns og Sonnes meninger om samarbejdspolitikken under besættel-

sen.

Ebba Strange og til dels Ole Krarup mente, at retsopgøret var et skoleeksempel påklassesamfundets juridiske overbygnings sociale slagside.

Bryld har (5. 107 f) fat i noget ikke uvæsentligt m.h.t. »læren«: kritikken kan bi-

drage til større tolerance overfor politiske og andre mindretal. Her kunne han have

anstillet betragtninger over dagens politiske kartoteker med udgangspunkt i de

usikre arrestationskartoteker anno 1945 (s. 97 f.). Desværre gjorde ingen deltager i

panelet sig disse betragtninger.Ole Stender-Petersen

Willy Buschak: Von Menschen, die wie Menschen leben wollten. Die Geschichte der

Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten und ihrer Vorläufer, Bund-Verlag,Köln 1985, 645 s., DM 39.80

Formodentlig i anledning af 40-års-dagen for befrielsen udgav det tyske levneds-

middelarbejderforbund (NGG) en omfangsrig fremstilling af sin historie, der går til-

bage til 1865, hvor det første levedygtige cigararbejderforbund stiftedes. Til at skrive

forbundshistorien havde man engageret en yngre historiker, Willy Buschak, der

især har arbejdet med politisk og faglig internationalisme i mellemkrigstiden.Det er lykkedes Buschak at lave en læselig fremstilling, der næppe vil vække an-

stød i forbundsstyrelsen. Dermed skal ikke antydes, at han har forfalsket historien,

men dog nok at han har behandlet nogle problemer mere let end andre. Det har kun

lidt med modsætningen mellem kommunister og socialdemokrater at gøre- af en

eller anden grund har der kun været få kommunister i levnedsmiddelarbejderfor-bundene - men snarere med en afpolitiseret historieskrivning. De få gange hvor pro-

blemer socialdemokrater - kommunister behandles, gøres dog uden videre kommu-

nisterne ansvarlig for denne splittelse.Nu betyder det, at levnedsmiddelarbejderne var/ er socialdemokrater ikke at de

var upolitiske, men at de foretrak en bestemt politisk taktik, således som det også

fremgår noget sløret af forbundsforrnandens forord (s. 14-15). Men politik består joikke især i et modsætningsforholdmellem socialdemokrater og kommunister, men i

51

hvordan forbundet/ forbundene førte klassepolitik. Og som det også vides fra Dan-

mark, så var tobaksarbejdeme f.eks. et af de mest aktive klassebevidste forbund, der

spillede en meget stor rolle især i arbejderbevægelsensungdom.Der hvor Buschaks afpolitiserende historieskrivning især gør sig gældende er i de

sidste 40 års historie og specielt på 2 områder: 1) han problematiserer ikke enheds-

forbundstanken. Selvfølgelig er et enhedsforbund at foretrække overfor ideologiskeretningsforbund, men hvis det betales med klassepolitisk neutralitet pga. nogle ka-tolske arbejderes fordomme, så er det for dyrt betalt. Dette spørgsmål er tabuiseret iden vesttyske fagbevægelseog havde derfor fortjent at få et par ord med på vejen. 2)Genopbygningen af den tyske fagbevægelseefter 1945, hvor besættelsesmagtenfor-bød frie og socialistiske faglige organisationer og dermed på et område forhindrede,at der skabtes en effektiv modvægt mod genopbygningen af de kapitalistiske struk-

turer, som allerede 2 gange havde været krigsudløsende.Selvfølgeligkan man ikke

forvente, at de vestlige allierede skulle fremme en arbejderpolitik i deres besættelses-

områder, det ville have været imod deres klasseinteresser. Men man kunne forvente,at det var blevet behandlet klarere her, fordi det har været afgørende for fagbevæ-gelsens indhold.

_

Disse forbehold overfor fremstillingen skal dog ikke forhindre at anerkende, at

bogen på andre områder indeholder et omfattende materiale fra vigtige faglige om-

råder, og at dette materiale er sat ind i en sammenhæng, som gør det brugbart. Det

gælder for mange af de organisationshistoriske aspekter, socialhistorisk baggrunds-stof og organisationens arbejde med bestemte spørgsmål (overenskomst, socialpoli-tik) i efterkrigstiden. Ejheller er kapitel 28 om kvindespørgsmåletuvæsentligt om-

end noget kort. I nogle tillæg findes interessant stof, f.eks. protokollen fra cigarar-bejdernes første kongres 1865. Fremhæves bør også det omfattende statistiske mate-

riale (106 tabeller).Bogen er udkommet på det vesttyske LO's forlag, som udgiver en hel del relevant

historisk litteratur.

Martin Andersen

Jørgen Carlsen/ Hans-Jørgen Schanz/Lars-Henrik Schmidt/Hans Jørgen Thom-

sen: Karl Marx og den moderne verden, Gyldendal, København 1984, 211 5., kr.

138,50 (på bogudsalg 48,- kr)Bogen er opdelt i 5 »dele«. 1. »del« omhandler de idéhistoriske forudsætninger - sær-

lig oplysningsfilosoñen - for Marx' tænken, særlig den politiske økonomiske tæn-

ken før ham (merkantilisterne, fysiokrateme, Adam Smith og David Ricardo), som

også atter og atter dukker op i selve fremstillingen som Marx* »basis«

2. »del« giver et rids af den tyske historie siden 1525, »en art forsinket modernise-

ringsproces«,og af Marx' direkte tyske forudsætninger.Vi får hans data. Der er tale

om et godt rids af den unge Marx' løbebane og af hans manddomsgerning begyn-dende med redaktionen af »Rheinische Zeitung« 1842-43, og også Friedrich Engelsbeskrives, da han i Paris 1844 kommer ind i Marx' »synsfelt«.Vi får også her et le-vende indtryk af Marx-familiens elendighed i London efter 1849, bedringen af kåre-ne i 60'erne og læser med interesse de få linjer om Marx' sidste forpinte leveår.

Bogens sidste tre »dele« befatter sig med »den unge«, »den mellemste« og »den se-

ne Marx« Det er ingen let opgave således at opsplitte Marx i faser, - omend det de-monstrerer udviklingen i hans filosofiske og nationaløkonomiske tænken, - det er

52

set før nærmest for at dunke den ældre Marx i hovedet med »den unge« eller »filoso-

fiske« Marx. Det sker dog ikke her - nærmest tværtom.

Men også forf. har tendens til at ville trække for skarpe skel mellem de forskelligeMarx'er. Flere gange må de da også i ét afsnit referere til den »senere« eller 'foregå-ende' Marx, hvor dette eller hint jo allerede var *foregrebet' hhv. blev »videreudvik-

let«, selvom det naturligvis også er klart, at Marx har 'revideret' eller opgivet tidlige-re opfattelser - alt i takt med sin fremadskridende forsken af den samtidige udvik-

ling. Kendt er det således, at han som »gammel«»opgav« den »jemhårdeløningslov«med samt »elendighedsteorien«fra »mellemste fase«

Alt i alt er der tale om sobre studier, alt det væsentligeer med og fremstillet i kon-

cis, omend ikke altid lige let læselig form. Hvert citat refererer til og finder belæg i

Marx/ Engels Werke (MEW) (s. 197-200).Marx udviklede sin kritiske filosofi, filosofikritik og sin filosofiske kritik i stadigtopgør med hhv. videreudvikling af andre retninger og »skoler«. Allerede »den unge

Marx« videreudviklede Feuerbachs religionskritik til en kritik af politikken. Rigtigter det også, at Engels oprindelig var mere »økonomisk« end Marx og 1844 inspirere-de ham til at tage den politiske økonomi op. Marx drog nye teoretiske konsekvenser

af den kritiske filosofi, gjorde den til »den hensynsløse kritik af alt bestående« og

fremsatte ud fra samfundskritikken en kommunistisk fremtidsvision.

I »Den hellige familie« 1845 rettede Marx-Engels en dobbeltsporet kritik af den

spekulative filosof eller åndshovmodet (»Bruno Bauer og konsorter«) og af liberalis-

men. I »mellemste fase« fulgte opgøret med Feuerbachs materialisme, som Marx

fandt ikke i praksis adskilte sig fra idealismen, af hegelianeme og af Proudhon, der

erstattede analyse med abstraktion, samt af »metafysikerne« Metafysikkritikkenblev ideologikritik. Overfor metafysikken sattes en empirisk historieskrivning.

Den »unge Marx'« arbejdsbegreb udformedes efter 1845 videre fra et bevidstheds-

filosofisk begreb til et systematisk tænkt produktionsbegreb. Marx greb tilbage til

Ricardos kapitalismekritik fra 1820'me under udformningen af en radikal kommu-

nismevision. Klassebegrebet fik en ny dimension, og Marx blev klar over de økono-

miske krisers betydning. I hele hans tænkeproces foregik stadige justeringer af tidli-

gere opfattelser inklusive hans egen på basis af nye historiske erfaringer.Forf. s redegørelse (s. 129) for Marx' revolutionsopfattelse 1848/ 49 er dog noget

summarisk: sejrede borgerskabet, led proletariatet nederlag! Men for Marx var bor-

gerskabets sejr over feudalreaktionen (endnu) forudsætningen for proletariatets sejr(læren om den permanente revolution). Forf. nævner end ikke Marx' revolutionære

»faseteori«. Det er uforståeligt,at forf. s. 134 kan hævde, at Marx-Engels 1850 på-stod proletarisk interesseløshed i »kampe om forskellige borgerlige statsformer«,Netop 1850 betonede de, at forudsætningenfor selve »kommunisternes virke og op-

position«,arbejdet for »socialrepublikken«,var selve den af en fælles småborgerlig-

proletarisk revolution fremgåededemokratiske republik (MEGA I/ 10 s. 32"', MEW

7 s. 89).S. 132 påstås endnu mere overraskende, at Marx-Engels »pådette tidspunkt [efter

1848-revolutionens nederlag] ikke anser ødelæggelsen af den herskende statsmagtfor at være nogen revolutionær opgave, [men] at revolutionen af samfundet kan

finde sted via erobringen af den eksisterende statsmagt«. Dog, allerede på dette tids-

punkt er de inde på nødvendigheden af at knuse den under den proletariske revolu-

tion. I »Louis Bonapartes 18. Brumaire«, 1852, uddrager Marx en lære af de fejlslag-_

ne revolutioner: »Alle omvæltningerfuldkommengjorde denne statsmagt [de »den

parlamentariske republik i kampen mod revolutionen«] i stedet for at sønderbryde

53

den. De partier, der afvekslende kæmpede om herredømmet, betragtede erobringenaf denne uhyre statsbygning som sejrens hovedbytte«(MEGA I/ 1 l, s. 179).

I denne »mellemste fase« tager den historiske materialisme form: basis/ overbyg-ning-teorien udformedes 1859. Et afgørende skifte i Marx-Engels' historieñlosofifandt sted med opgivelsen af antroprocentriske figurer til fordel for mere upersonli-ge. Klassekampen kommer til at stå i centrum som noget nyt (dog ikke noget nyt i

Marx-Engels' tænken overhovedetl). _

'

I den sidste »fase« falder så Marx' grundlæggende (forf. bruger konsekvent ordet

'grundliggende'D økonomikritik med »Kapitalen«som hans hovedværk og de fun-

damentale lærer om varens fetich-karakter, arbejdskraften som vare og endelig mer-

værditeorien samt læren om kapitalens subsumption af arbejdet. Økonomikritik-ken betegner et brud med oplysningstænkningenshistoriefilosoñske skematik. I

»Kapitalen« II-III viser Marx, at de stadig tilbagevendende kriser ikke nødvendigvismedfører kapitalismens sammenbrud, men ovenikøbet kan have en »rensende« ef-

fekt (der dog atter medfører lidelse for grupper). Systemet er istand til at forny sig(og udsætte den endelige kollaps). Kriserne relativerer samtidig den faktisk eksiste-

rende mulighed for reallønsfremgang, og det systemet iboende paradox gør, at kapi-talen bliver en skranke for den menneskelige frigørelse - noget grundlæggende for

den af Marx i alle tre »faser« stadig udformede kommunismevision. Forfatterne er

også helt klare over betydningen af erfaringerne fra Pariserkommunen i denne sam-

menhæng. Kommunen opfattedes som proletariatets diktatur (Engels i forord 1891

til »Borgerkrigeni Frankrig«,MEW 22, s. 199). Linjerne kan trækkes tilbage til den

»mellemste« Marx, da han i et brev af 5. marts 1852 til Joseph Weydemeyer betone-

de, at han »alene« havde påvist, at klassekampen fører til dette diktatur, der kun

danner overgangen til ophævelse af alle klasser og til et klasseløst samfund. Forf.

hævder s. 169, at kommunismevisionen ikke skulle implicere »en bestemt politiskorganisationsform for de revolutionære kræfter« Men utvivlsomt fandt Marx-En-

gels »hovedlinjeme«i en slig organisationsform netop i Kommunen (jvf. s. 163 ff.).Afgørende nyt i den »sene« fase er også betoningen af, at proletariatets revolutio-

nære diktatur allerede er en »ikke-stat«, og at staten efterhånden dør bort (Engels i

»Anti-Dühring« 1877/78, MEW 20, s. 261 f.). Fortsat betones, at proletariatet kun

kan komme til magten »under form af en demokratisk republik. Denne er endog den

specifike form for proletariatets diktatur« (MEW 22, s. 235).Man bliver som nævnt her og der overrasket ved læsningen af denne bog. S. 189

hævdes, at Marx i »Grundrids ...« (1858) skelner »mellem en asiatisk, antik, feudal

og kapitalistisk produktionsmåde,uden at der dog siges noget om nogen nødvendig

sammenhæng (?) mellem de forskellige produktionsmåder«.Forf. berører her en

indviklet problematik, man ikke kan komme udenom, mindst med bare fire linjer.Den 'marxistiske' »asiatiske produktionsmåde«,som Marx-Engels dog ikke udar-

bejdede nærmere, er blevet benyttet til et opgør med den marxistiske universelle 5-

stadie-opfattelse (urkommunisme, slavesamfund, feudalisme, kapitalisme, socialis-

me). En tid lang udgjorde »asiatiske produktionsmåde« en formelig anstødsstenmod den unilineare periodisering. Denne blev særlig klart og tydeligt trukket op af

Engels i »Anti-Dühring« 1877/78. Nu var imidlertid både han og Marx klar over

vigtige extra-europæiske undtagelser fra »5-stadie-skemaet« (jvf. fx. Marx til Vera

Sasjulitj 1883, bogen s. 170).Iøvrigt »opdagede«Marx-Engels først netop i deres »sene« fase det ur-kommuni-

stiske samfund som den første samfundsformation i »5-stadie-skemaet«. Og netop

54

den »sene Marx« var beskæftiget med anvendelse af samfundsformationsteorien til

udarbejdelse af en verdensomspændendeformationshiston'e (jvf. da også 5. 189).Trods disse kritiske bemærkninger adskiller den lærde bog sig - positivt ment - fra

lignende nyere værker i samme genre.Ole Stender-Petersen

Ruth Dinesen, Birgit S. Nielsen, Hans Uwe Petersen, Friedrich Schmöe (udg.):Deutschsprachiges Exil in Dänemark nach 1933. Zu Methoden und Einzelergebnis-sen. Vorträge des Kolloquiums am l. und 2. Oktober 1984 - Kopenhagener Kollo-

quien zur deutschen Literatur bd. 12 - Text & Kontext Sonderreihe bd. 21 -, Wil-

helm Fink Verlag/Text & Kontext, München/ København 1985, 215 5., kr. 73.20

Den tyske hhv. tysksprogede emigration til Danmark efter 1933 eller snarere i perio-den 1933-1939/ 40 er kun undersøgt i mindre grad; der er ganske vist udkommet for-

skellige detailundersøgelser, dels af uafhængigt arbejdende forskere (smlg. f.eks.

Meddelelser nr. 10), dels fra den gruppe der blev oprettet efter at Carl Madsen

havde udgivet »Flygtning 33«,og i den seneste tid har Hans Uwe Petersen udgivet en

del artikler til belysning af emnet. I denne udgivelse har de to sidste »grupper« fun-

det sammen. Det drejer sig iøvrigt om en del af foredragene fra et seminar Det tyskekulturinstitut i København arrangerede i 1984.

Bindets første bidrag har dog intet med Danmark at gøre: det er en forskruet for-

tolkning af Anna Seghers' roman »Transit« af en Hans-Albert Walter. Walter har

tidligere ydet interessante bidrag til emigrationsforskningen, han er uden en formel

akademisk uddannelse blevet professor i kraft af sit arbejde, så han er faktisk blevet

anerkendt. Dette bidrag har imidlertid kun lidt med romanen at gøre, på seminaret

indrømmede Walter, at han havde måttet læse romanen mange gange, før han kun-

ne fortolke den, således som han gør. Åbenbart er han også den eneste,der vurderer

romanen sådan. Det er meget »nyskabende«.

Jørgen Hæstrup beretter (s. 57-72) om en meget stor gruppe jødiske børn og unge,som midlertidigt tog ophold her i landet som landbrugselever. Det drejede sig om

ca. 1850 personer og de fleste nåede til Palæstina/ Israel inden grænserne blev lukket

i 1940 og blev altså reddet fra udryddelseslejrene. Af de tilbageværende lykkedes det

de fleste at undslippe til Sverige sammen med de danske jøder, »kun« 6 blev myrdet i

lejrene.Hans Uwe Petersen undersøger den danske flygtningepolitik 1933-1941 (s.73-94).

Det er en meget grundig og præcis undersøgelse, der bl.a. fremhæver det store antal

politiske flygtninge af de »faste« emigranter (der var derudover ca. 20.000 flygtningepå gennemrejse). H. U. P. beskæftiger sig iøvrigtisær med den officielle holdning til

flygtningene.Hans Christian Nørregaard, Helmut Müssener, Birgit S. Nielsen og Per Øhr-

gaard undersøger og beskriver enkelte flygtninge hhv. personer, der ydede en særligindsats for flygtningene, nemlig Bertolt Brecht, Johannes Reinowski, Karin Mi-

chaëlis og Hans Henny Jahnn. Den sidste var vist egentlig ikke en flygtning, han

boede bare midlertidigt i Danmark. Han var dog heller ikke nazist, men bare almin-

deligt forvirret.

Reinowski spillede en vis rolle i den socialdemokratiske emigration, hvor han

støttede den højreorienterede emigrationsledelse. Müsseners bidrag går dog ikke så

meget på det, som på hans lyriske produktion. Denne er intet værd, men Müssener

bruger den som eksempel, som grundlag til at formulere nogle teser, der bl.a. går på

55

emigrationens stilling. Karin Michaëlis hjalp på yderst uegennyttig måde mange ty-ske forfatterkolleger bl.a. Brecht, som selv var yderst egennyttig -jo mere man læser

om ham, desto mere usympatisk forekommer han. Hans arbejde er selvfølgeligsta-

digvæk centralt. Det fremgår også af Kela Kvams bidrag (s. 178-198) om tysk exilte-

ater i Danmark, det handler hovedsagelig om Brecht og hans betydning for det ven-

streorienterede teater - inkl. RT og AT -i 1930'erne. Der var kun få andre emigran-ter, der fik opført stykker her i landet i perioden, men Brecht var jo også den betyde-ligste skuespilforfatter og levede desuden i Danmark.

Det er godt, at disse foredrag er udgivet på tysk - Walters kunne have været sparetaf de nævnte grunde og fordi det allerede er udgivet på tysk - det vil betyde, at de»danske« flygtninge nu bedre kan inddrages i en helhedsfremstilinge af flygtningenefor nazismen. Det glædeligeer, at dette bind kun er et af flere om de tyske emigran-ter i Danmark. Birgit S. Nielsen har udgivet en bog om et socialistisk skoleeksperi-ment i Danmark (se anmeldelsen andetsteds) og nogle af resultaterne fra den nu af-døde professor Steffensens arbejde er ved at blive udgivet.

Gerd Callesen

Einar-Arne Drivenes: Fiskarbonde og gruveslusk, Oslo 1985, Universitetsforlaget,161 s. Nkr.86,-Norsk arbeiderbevegelse fikk ikke sitt parlamentariske gjennombrudd der hvor in-

dustrireisinga var kommet lengst. Tvert i mot skjedde det i det grisgrendte og pri-mærnæringsdominerteNord-Norge. Landsdelen er fortsatt en bastion for norsk ar-

beiderbevegelse.Trass i dette finnes lite forskning om industrireising og arbeiderorganiseringnordpå. Grunnlaget for kapitalistisk økonomi i Nord-Norge ble lagt gjennom gru-ve- og anleggsvirksomhet, da særlig bergverkene. Ottar Brox har i tidligere arbeider

lagt vekt på landsdelens åpne ressurser og gode muligheter til å skaffe seg rettighe-ter, for å forklare mangelen på industri, og særligmangelen på moderne kapitalisti-ske former for utnyttelse av naturressursene. Han har seinere hevd at fiskerbondesy-stemet ikke var tru av ekspansiv kapitalisme i tida før krigen (Ottar Brox, Nord-

Norge: Fra almenning til koloni, Oslo 1984).Drivenes studerer i denne boka rekrutteringa av lønnsarbeidere til de tre kopper-

verkene Kåfjor (Alta), Birtavarre (Lyngen) og Sulitjelma (Skjerstad/Fauske), på1800-tallet og inn i vårt århundre. Han behandler særlig forholdet mellom fisker-bondesamfunnet og det nye industrisamfunnet. I motsetning til Brox hevder han at

kapitaliseringa i form av de mange bergverkene hadde stor betydning for landsde-len. Drivenes hevder at Brox undervurderer den betydning sekundæmæringenehadde for å vedlikeholde fiskerbondesystemet. Den tradisjonelle økonomien var ikrisetider i fiskeri og jordbruk tjent med å ha disse arbeidsplassene som »attåtnæ-

ring«.Fiskerbonden ble aldri gruveslusk aleine, men var i perioder av sitt liv ogsågruveslusk.

Boka bygger på et omfattende statistisk materiale. En vesentlig del av arbeidethar foregått i tilknytning til Registreringssentralen for historiska data (RHD) iTromsø, der store mengder av EDB-registrert materiale, bl.a. folketellinger, er blittbehandlet. Drivenes har da også konsentrert forklaringene om økonomiske og sosi-ale rammevilkår som drifts-, arbeids- og lønnsforhold, befolkningssammensetningosv., men mener sjøl at dette er tilstrekkelige forklaringsfaktorer.

Niels Henrik Fuglestad lanserte på den 5. nordiske konferansen for forskning i

56

arbeiderbevegelsens historie i Finland i 1983 teorien om den spesielle nordnorske

arbeider: ñskerbondesosialisten (Niels H. Fuglestad: Omkring arbeiderbevegelsensframvekst i Nord-Norge, TFAH 1/ 1984). Med denne boka fra Drivencs skulle et

godt grunnlag være lagt for å gå videre, også med studier av arbeiderorganisering og

politisk historie.

Arnfinn Malme

Jens Engberg: Dyre lærepenge. Den store havnestrejkei 1897, Husets Forlag, Århus

1985, kr. 100,-Jens Engberg har gjort det igen - skrevet en levende bog om arbejderbevægelsenshistorie. Denne gang gælder analysen en havnestrejke i Århus i 1897 hvor arbejder-bevægelsens fødselsvanskeligheder og modsætninger hudløst afdækkes.

Konflikten havde i al korthed følgende forløb: Som følge af en stor havnearbej-derstrejke i Hamburg, nægtede havnearbejderne i Århus at losse en båd, som var

blevet lastet af skruebrækkere. Arbejdsgiverne benyttede lejligheden til at lave en

almindelig lockout på hele havnen og indledte et frontalangreb på fagforeningen om

retten til at lede og fordele arbejdet. Man havde en overenskomst, men denne inde-

holdt ingen bestemmelser om varslingspligt ved opsigelse, om strejkeforbud eller i

det hele taget om mægling ved uoverensstemmelser. Arbejderne var indstillet på at

strække sig meget langt for at få konflikten løst, men et flertal af arbejdsgivere var

meget kampvillige, hvorfor det blev en eksistenskamp for fagforeningen.Det nystartede Dansk Arbejdsmands Forbund blev sammen med Fællesorgani-

sationen hurtigt inddraget i konflikten, selvom ingen af disse parter var begejstretfor den. Arbejdsgiverne tik hurtigt organiseret en masse skruebrækkere fra hele Jyl-land, og konflikten blev så skarp og omfattende, at der nærmest blev undtagelsestil-stand i Århus. Skruebrækkerne blev på mange forskellige måder forsøgt frosset ude

af den århusianske arbejderklasse. Fra de borgerlige aviser i byen blev der ført en

voldsom pressehetz mod arbejderbevægelsen.Borgmesteren blev på et tidspunkt i

konflikten bedt om at mægle, men uden resultat. I arbejderbevægelsenblev der ud-

foldet meget omfattende solidaritetsindsamlinger til fordel for de udelukkede arbej-dere. Efter et par måneder endte konflikten så med, at nogle få arbejdere ved for-

bundets forhandlingshjælp blev tilbudt at komme tilbage på de gamle betingelser,hvilket førte til at en del af de øvrige arbejdere også kom i arbejde. Nogle blev dogudelukket, og først så sent som i 1908 sluttede arbejdsgiverne en egentlig overens-

komst med fagforeningen. Fagforeningen havde ikke fået sine krav igennem, men

var heller ikke blevet smadret, som de hårdeste arbejdsgivere havde haft til hensigt.Når denne i og for sig almindelige arbejdskamp, som der fandtes mange hundrede

af i arbejderbevægelsensbarndom, i Engbergs pen bliver gjort til et spændende med-

rivende drama, skyldes det hans eminente evne til at bygge en spændende historie

op. Man får først et portræt af, hvad havnearbejdeme var for en gruppe af arbejderepå det tidspunkt. De blev kaldt sjovere (nogle der slider og slæber ved hårdt fysiskarbejde). Der leveres en grundig forhistorie for begge parters handlinger, og man får

et indtryk af arbejderbevægelsensgenerelle stilling i Århus. Derefter følges konflik-

ten time for time, hvor lokalaviser, protokoller fra arbejdsgivere, byfoged, havne-

væsen og politi udgør et spændende kildemateriale for afdækning af konflikten. Det

største kildemæssige hul er, at protokollerne fra havnearbejdemes fagforening ikke

findes. De blev brændt engang, da fagforeningen flyttede. Endelig vies afslutningen

på konflikten en meget dybtgåendeog indsigtsfuld analyse. Afdækningen af hvad

57

der egentlig skete omkring afslutningen af konflikten har været vanskelig, fordi en

masse vigtige detaljer »er der ikke fortalt om, måske fordi ingen var interesseret i at

få dem frem. Hele forløbet er desuden i sig selv svært at overskue, meget er uklart,og det var det sikkert også for de fleste af deltagerne i 1897«, Engberg går til sidst indi et forsøg på forklaring af, hvorfor det kunne ske, at havnearbejdeme ophævedestrejken med den tro, at de ville få deres arbejde tilbage, på trods af, at de ikke fikdet. Var det fordi fagforeningen snød dem? Forstod de ikke forhandlingsresultatet?Misforstod parterne sagen eller snød arbejdsgiverne arbejderne og fagforeningen?Han konkluderer, at ingen af disse forklaringer indeholder hele sandheden, men at

der kan være antydninger af noget rigtigt i dem alle. Han fremsætter i den forbindel-se den sikkert realistiske og interessante hypotese, at topforhandleme i sådannekonflikter kan'have en fællesinteresse i en mangel på tydelighed i et forhandlingsre-sultat, for at ingen af parterne bliver udsat for et for stort prestigetab. Det var måske»Den eneste måde at kunne komme ud af en slem knibe«. Konflikten resulterede i et

delvis nederlag for havnearbejdeme, men på lidt længere sigt betød det en styrkelseaf hele arbejderbevægelsen.

Bogen er meget smukt illustreret, dels med billeder fra Århus fra omkring århund-redeskiftet, dels med en rækkke meget fine tegninger af havnearbejdet udført af Wil-

ly Rathky Frederiksen (tidligere havnearbejder).Som case-study af konflikter og fagforeningers funktionsmåde i arbejderbevægel-

sens barndom er bogen eksemplarisk. Her illustreres alle de sociale processer, der

opstår, når en ny social bevægelse fødes og møder modstand.

Erik Christensen

Holger Eriksen: Socialdemokrat og rebel. Erindringer. Husets Forlag, 1986. 227 s.

kr. 150,-Den danske socialdemokratiske politiker og redaktør på Demokraten i Århus Hol-

ger Eriksen (f. 1894) har i sin høje alderdom udgivet sine erindringer under medvir-ken af lic.phil. Lars Stigel. Holger Eriksen (HE) nævner i sit forord til bogen, at han

gennem mange år ønskede at skrive sine erindringer, således »at mine efterkommerekunne få et billede af slægten så langt tilbage, som jeg havde direkte beretninger om,

og dermed bidrage til at tegne et billede af småkårsfolks forhold helt tilbage til forri-

ge århundrede« (forordet). Henimod slutningen af bogen erklærer HE ikke at ville.skrive politisk historie (s. 222). Disse to udsagn forekommer mig at bidrage til en

karakteristik af bogen: der er ikke - med én undtagelse (se nedenfor) - tale om en

analyse af den tid, som HE tog så aktivt del i udformningen af, men derimod en be-

retning til os, hans efterkommere, om forfatterens slægt og virke frem til pensione-ringen i 1965 som 70-årig.For historikeren er det ærgerligt ikke at kunne afgøre, ihvilket omfang HE har anvendt skriftlige optegnelser til støtte for udarbejdelsen af

erindringeme - det synes efter teksten at dømme ikke at have været tilfældet i næv-neværdigtomfang.

HE fortæller i blanding stort og småt fra sin slægt, barndom og tid som journalistog politiker. Der tegnes et billede af en temperamentsfuld og særdeles aktiv person-lighed med mærkesager og markante standpunkter, ofte i strid med partiets politik(f.eks. modstand mod grundstigninger, indirekte skatter og kompromisser i den

daglige politik). Man savner en samlet fremstilling af HEs politiske grundsynspunk-ter, især da man fornemmer, at principper og langsigtet strategi betød meget for for-fatteren. Til gengæld vrimler det med personer og episoder (ofte humoristiske) i

58

journalistik og politik. Det er på vælgermøderne og ved forhandlingsbordet, læse-

ren møder HE, engageret i praktisk arbejde.Kap. 1-4 handler om HEs slægt og opvæksten i Midtjylland under fattige landar-

bejderkår,mens kap. 5-6 beskriver det jorunalistiske virke ved den socialdemokrati-

ske provinspresse (Vejle, Slagelse, Næstved og Århus (Demokraten i perioden 1922-

65)). Siden sin skoletid har HE været socialdemokrat og blev hurtigt aktiv i den soci-

aldemokratiske ungdomsbevægelse. I Århus blev han formand for socialdemokra-

tisk forening i Nordre Kreds 1924 (-49), medlem af partiets hovedbestyrelse 1927 (-

65) og medlem af byrådet 1927 (-35). Herom i kap. 7. 1935-65 (med undtagelse af

1945-47) var HE medlem af Folketinget. Forfatteren gør sin stilling klar til f.eks.

samarbejdet med tyskerne under krigen, modstandsbevægelsen og retsopgøret.En

historiker må nok konkludere, at kapitlerne om folketingstiden (kap. 8-10, 12) ikke

kaster væsentligt nyt lys over periodens store politiske afgørelser eller personer.

Kap. ll indtager lidt af en særstilling i bogen, i det det giver en analyse af årsagernetil Demokratens lukning 1974.

Samlet vil jeg konkludere: »Socialdemokrat og rebel« er vidnesbyrd om et enga-

geret menneskes virke i journalistik og politik og derfor læseværdig. Historikeren,der leder efter dokumenterede synspunkter på politik og politikere fra 20'erne -

50*eme, skuffes derimod.

PS: Mikael Wittes omslag til bogen er flot, men hvorfor dette motiv?

Sv. Erik Schmidt.

Geschichte der Sozialistisehen Arbeiter-Intemationale (1923-1940). Von einem Au-

torenkollektiv unter Leitung von Werner Kowalski. Deutscher Verlag der Wissen-

schaften, Berlin 1985, 352 s. + 3 løse bilag, DDR-Mark 65,-Det er ikke hver dag, vi præsenteres for værker, der behandler store centrale fæno-

mener i den internationale arbejderbevægelseshistorie. Alene derfor er der grund til

at være opmærksom på det foreliggende værk, som tilmed repræsenterer den første

kildebaserede samlede fremstilling af Socialistisk Arbejder-Internationales (SAI)historie.

Værket er udarbejdet af et forfatterkollektiv under ledelse af Werner Kowalski fra

Martin Luther-Universitetet, Halle-Wittenberg, DDR, og må opfattes som den før-

ste store syntese af det mangeårigeforskningsarbejde, der er foregået ved dette uni-

versitet, og som har gjort netop Martin Luther-Universitetet til et af hovedcentrene

for forskningen i den socialdemokratiske bevægelses historie i mellemkrigstiden.Fremstillingen bygger på et omfattende publiceret og upubliceret kildemateriale,

hvor der er benyttet en række internationale arkiver, herunder bl.a. SAI-arkivet ved

Det internationale institut for socialhistorie i Amsterdam, og ArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv i København.

Fremstillingen er kronologisk og følger SAI*s indre diskussioner, stillingtagen og

virksomhed i forhold til periodens store og betydelige begivenheder: Oktoberrevo-

lutionen, den nationale befrielseskamp i kolonieme, den økonomiske verdenskrise,fascismens offensiv og krigsforberedelser, osv. Som et gennemgåendetema står

spørgsmålet om forholdet til kommunisterne og enheden i arbejderbevægelsen.Det er en styrke ved bogen, at den skildrer bredden og de vidtspændende indre

modsætninger i den socialdemokratiske bevægelses politik og virksomhed, der rak-

te lige fra deltagelse i kampen for freden og socialismen til åben kontrarevolutionær

virksomhed, fra deltagelse i væbnet revolutionær opstand (f.eks. Asturien 1934) til

59

underkastelse under fascistiske kræfter. Men, hvor det blandt de forskellige strøm-ninger i SAI til stadighed var de højrereformistiske kræfter, der dominerede organi-sationen.

SAI-ledelsens oprindelige og grundlæggende valg af det borgerlige demokrati og

klassesamarbejdet som faktisk strategisk mål i den »organiseredekapitalisme«be-

tingede en politik, der fandt sine relativt optimale betingelser under 20'ernes høj-konjunktur og midlertidige kapitalistiske stabilisering.

Men med udbruddet af den økonomiske verdenskrise og det internationale mo-

nopolbourgeoisis begyndende orientering mod fascistiske løsninger,der også bragtede socialdemokratiske partiers positioner i skudlinien, blev det stadig mere åben-

bart, at SAI”s meget begrænsede forståelse af de samlede politiske betingelser, ten-

denser og potentialer, der gør sig gældende i monopolkapitalistiske samfund i krise,ikke slog til over for nye politiske behov. Skulle SAI i en situation præget af en inter-national fascistisk offensiv mod demokrati og arbejderbevægelseleve op til sin egenselvforståelse som en demokratisk arbejderorganisation, måtte det kræve dybtgåen-de ændringer i væsentlige dele af SAPs hidtidige politiske grundlag - umiddelbartmest presserende i spørgsmålet om forholdet til den kommunistiske bevægelse.

Udviklingen fra 1934 af enhedsfronten mellem kommunister og socialdemokrateri en række lande, først og fremmest Frankrig, Spanien og Østrig, førte til indre split-telse i SAI. Den tiltagende vægt bag venstresocialdemokraternes krav om en inter-national enhedsfront med Komintem, og højrefløjens stadige afvisning af dette

krav, bragte SAI i en situation, hvor det - ikke mindst i forholdet til krigen i Spanien- blev åbenbart, at SAI var lammet som international politisk organisation. SAI

gennemgik en gradvis selvopløsningsproces,som fuldbyrdedes kort efter krigsud-bruddet i 1940.

Som sagt bygger bogen på et særdeles omfattende kildemateriale, hvilket er

grundlaget for den overordentlige stofrigdom, der præger fremstillingen. Men sam-

tidig med at man må karakterisere den detailrigdom, der gør sig gældende i behand-

lingen af de enkelte emner, som en af bogens værdifulde sider, så har dette forhold

tillige den følge, at det bliver næsten uoverkommeligt at læse den sammenhængendefra A til Z.

Der er altså ikke tale om nogen egentlig introduktion til, eller noget oversigtsværkover SAI's historie; men snarere om et værk, der med sine detaljerede gennemgangeaf kongresser, diskussioner, mange kildehenvisninger, osv. primært kan fungeresom et - og som sådant særdeles nyttigt - opslagsværk.

Søger man informationer om SAI's reaktioner på den nazistiske magtovertagelsei Tyskland, SAI's reaktioner på Kominterns 7. kongres og folkefrontpolitikken, el-

ler om SAI og krigen i Spanien, så er det nu uomgængeligtat konsultere dette værk.

Derimod har de indre udviklingslinier i SAI's historie en tendens til at fortone sig i

bogens informationsophobninger.Bogens værdi som håndbogøges yderligereaf et 80 siders tillæg,der bringer over-

sigter over SAI's ledelsesorganer, medlemspartiernes stemmeandele på SAI's kon-

gresser, de enkelte partiers forhold, SAI's Internationale Kvindekomite, Den Socia-listiske Ungdomsinternationale, og Det Internationale Fagforeningsforbund. Ho-

vedparten af tillægets sidetal optages af oversigteme over de enkelte partier, hvorman får oplysninger om partiopbygning, tilsluttede masseorganisationer, presse,partiledelse, medlemsperiode i SAI, en gennemgang af partiets historie, og endelig(som løst bilag) udviklingen i partiernes medlems- og stemmetal. Desuden har bo-

gen et personregister.

60

Det giver stadig hos mange anledning til undren, at SAI som international poli-tisk arbejderorganisation førte en politik, som reelt hindrede virkeliggørelsenaf det

betydelige potentiale, bevægelsen rådede over i kampen for fred, demokrati og soci-

ale fremskridt. Og navnlig kan det give anledning til undren, at SAI vedvarende af-

viste alle forsøg på at sætte den samlede internationale arbejderbevægelses kraft ind

mod fascismen og krigen.Bogen lokaliserer entydigt årsagen hertil i SAI-ledernes opportunistiske stand-

punkter, der navnlig ytrede sig i klassesamarbejde med bourgeoisiet, i antikommu-

nisme og nationalisme. Men spørgsmåletom opportunismen som historisk ideolo-

gisk fænomen, altså spørgsmåletom opportunismens sociale rødder, gøres irnidler-

tid ikke til genstand for analyse i bogen. Forfatterne nøjes med summarisk at henvi-

se til Lenins teori om imperialismen og opportunismen som deres »metodiske

grundlag«, og får iøvrigt indflettet den »klassiske« karakteristik af opportunismensom »klasseforræderi«.

Tager man imidlertid Lenins teori alvorligt, og navnlig dens centrale komponent,begrebet om dannelsen af et »arbejderaristokrati«på grundlag af imperialismensekstraprofitter, så må man også nødvendigvis problematisere forræderitesen. Bru-

gen af politiske skældsord kan ikke erstatte analysen af de konstituerende faktorer i

dannelsen af et nyt socialt lag (og dets ideologiske overbygning) inden for arbejder-klassen. Forræderitesens optagelse i bogen aktualiserer kravet om en fornyet ind-

sats for analysen af dannelsen af et sådant lag, der ud over sit objektive interessefæl-lesskab med klassens almene interesser også får sine egne socialt betingede kortere-

rækkende særinteresser; og bliver bærere af et eget strukturelt sammenhængende,modsigelsesfuldt, historisk betinget ideologisk system, hvis opståen ikke er resultat-

et af »forræderiets« mere eller mindre frie subjektive valg, men repræsenterer politi-ske og ideologiske fænomenermed objektive sociale rødder i en bestemt historisk

udvikling. Eller som Lenin skrev i 1915, »Opportunismen er ikke en tilfældighed,en

forsyndelse, en efterladenhed, eller enkeltpersoners forræderi - men det sociale pro-dukt af en hel historisk periode«(Lenin, Werke bd. 21, s. 243).

En beskrivelse af SAI-organisationens historie, der ikke indplacerer denne histo-rie i en socio-politisk sammenhæng, fratager en sådan beskrivelse muligheden for

også at udvikle sig til en historisk begrundet forklaring af SAI*s politik og virksom-hed. Løsningen af en sådan opgave ville ikke mindst være af betydning for forståel-sen af centrale betingelser for kampen for enheden i arbejderbevægelsen.

Tom Bøgeskov

Christiane Harzig og Dirk Hoerder (red.): The.Press of Labor Migrants in Europeand North America 1880s to 1930s, Publications of the Labor Newspaper Preserva-

tion Project, Bremen 1985, 601 s., DM 15 (+ forsendelsesomkostninger).For en udenforstående kan det ofte være en sej opgave at læse konferencepapirer.Specielt i tilfælde, hvor der ikke er tale om manuskripter til festforelæsninger,men

om papirer til en arbejdskonference, hvilket synes at være tilfældet med symposiet»The Role of the Labor Press in the Acculturation of Working Class Immigrants in

the Atlantic Economies I880s to 1930s, Frankfurt 1985. Symposiet afholdtes påbaggrund af de 2 parallelle forskningsprojekter l) Arbeitermigration in die USA

1865 bis 1929 (The Labor Migration Project) og 2) Bibliography an'd Archival Pre-

servation of Non-English-Language and Radical Periodicals in North America,

I840s to 1970 s (The Labor Newspaper Preservation Project), sidstnævnte omtalt af

61

Jens Bjerre Danielsen i 'Arbejderhistorie nr. 24. Symposiet havde deltagere fra 12

vest- og østeuropæiskelande, USA og Canada, og det er deres indlæg suppleret med

essays om intereuropæiskmigration, der nu foreligger på tryk i publikationen: »ThePress of Labor Migrants in Europe and North America 1880s to 1930s. 600 sider er

det blevet til fordelt på godt og vel 30 artikler.The Labor Migrant Projects overordnede målsætning er at integrere indre euro-

pæisk arbejdermigration med den transatlantiske arbejdermigration for at komme

væk fra den misledende opfattelse af immigrationshistorie som en one-way bevægel-se til Den nye Verden. Et sådant udgangspunkt muliggør sammenlignende analyseraf den kulturelle assimilationsproces for én etnisk gruppe i forskellige modtagerkul-turer, feks. polske arbejdere i Frankrig, Tyskland og USA og af forskellige etniske

grupper i én modtagerkultur, feks. finske og svenske arbejdere i USA eller ukraine-

re og finner i Canada.

Sådanne historiske undersøgelser er vigtige, fordi man herved på empirisk grund-lag kan kvalificere diskussionerne om, hvorvidt etnisk baggrund eller klassemæssigtilhørsforhold er bestemmende for migranters assimilationsproces. Et aspekt som

har fået en fremtrædende plads i den nye migrationshistorie - for så vidt som der er

tale om etnicitets- og kulturmødeforskning. Kildematerialet til det empiriske arbej-de er først og fremmest arbejderpressen omfattende såvel fagforenings-, parti- som

andre arbejderorganisationers udgivelser. I mange tilfælde er det ganske enkelt det

eneste kildemateriale, der findes. Hermed også angivet sammenhængen de to nævn-

te forskningsprojekter imellem.

At skrive historie på baggrund af et så spinkelt kildemateriale er selvsagt proble-matisk. De første indlæg er da også viet denne problematik. Christiane Harzig har

en nyttig gennemgang af de amerikanske folketællinger. Et materiale, som ingendanske forskere har benyttet. Udover de informationer man generelt kan hente her

af socialhistorisk karakter må l920-tællingen specielt fremhæves som vigtig kilde

for immigrationsforskningen. I denne tælling er der indsamlet oplysninger om na-

tionalitet og modersmål. Endvidere er spørgsmålene om fødested også stillet for

begge forældres vedkommende. I andre indlæg diskuteres brugen og værdien af kil-demateriale så som: brevmateriale og interviews. Diskussioner, som ikke er nye for

en dansk læserkreds.

I bogens øvrige indlæg gennemgåesudvalgte eksempler på arbejdermigrantpres-sen i Europa, USA og Canada. Eksemplerne dækker først og fremmest øst- og syd-europæiske immigrantgrupper. Men ikke udelukkende. F.eks. drejer en af de mest

interessante analyser sig om det finske blad »Toveritar«, organ for finske arbejder-kvinder i USA. Her såvel som i et papir af Maxine Seller om kvindesiden i den le-

dende avis for jødiske emigranter i USA (The Jewish Daily Forward) understregesden vigtige pointe, at kategorien køn må indgå på lige fod med etnicitet og klasse i

forbindelse med belysningen af arbejdermigranters kulturelle integrationsproees.Generelt må man imidlertid sige, at det kan være en blandet fornøjelseat læse

disse konkrete gennemgange af forskellige etniske gruppers arbejderpresse. Dels er

indlæggenenaturligvis af svingende kvalitet og dels er det de færreste som kommer

så langt som til at behandle det egentlige emne: acculturation. Det sidste være sagtmindre som en kritik end som en konstatering af, at der er tale om et ikke-afsluttet

forskningsprojekt. En overordnet konklusion på projektet kan da heller ikke dragespå det foreliggende. Men det kan dog konstateres, at i mange tilfælde blev den sub-

kultur, som immigranterne bragte med sig hjemmefra, fastholdt og bestyrket i den

etniske arbejderpresse.

62

Også blandt skandinaviske arbejdermigranter kan der påvises en arbejderkulturog en socialistisk subkultur. Omend det for hovedparten gælder, at de deltog i de

»almindelige«etniske organisationer og hverken var socialister eller læste socialisti-

ske aviser.

Claudius Riegler viser i sit indlæg, hvorledes der i forbindelse med den intensive

arbejdermigration mellem Skandinavien og Centraleuropa i årtierne før 1. verdens-

krig dannedes etniske klubber og publiceredes aviser. Riegler påviser endvidere,hvordan det mest betydningsfulde blad »Den farende Svend« (knyttet til Den skan-

dinaviske Central-Understøttelses-Kasse i Udlandet) i beg. af århundredet var dom-

ineret af danske arbejderimmigranter, som var politisk aktive fagforeningsfolk. I

disse år bidrog »Den farende Svend« til at fastholde kontakten mellem immigranter-ne og til at informere om arbejdsmarkedet ude og hjemme. Allerede 0. 1930 ændre-

de bladet karakter og blev mere og mere et medlemsblad for ældre håndværkere, der

i deres unge år havde været på valsen i udlandet. En karakteristik der i endnu højere

grad er dækkende i dag.På samme måde gælder det, at de forsøg på at organisere en politisk modkultur

indenfor det skandinaviske immigrantsamfund, danske arbejderimmigranter gjordei USA, havde en kort levetid. Men de var der. Jens Bjerre Danielsen har tidligereundersøgt, hvorledes danske immigranter i USA, som regel i samarbejde med-arbej-dere fra de øvrige skandinaviske lande, indgik i den amerikanske socialisme og fag-bevægelse (Arbejderhistorie Nr. 24). I herværende konferenceindlæg undersøger

Bjerre Danielsen den skandinaviske immigrantpresse med henblik på samspilletmellem etnisk identitet, nationalisme og skandinavisme på den ene side og klassebe-

vidsthed på den anden.

Gennemgangen af den skandinaviske immigrantpresse viser, at den socialistiske

arbejderimmigrantpresse henvendte sig til arbejderen frem for til immigranten og

påberåbte arbejderklassens internationale broderskab i diskussionerne om assimila-

tion. Man kan således sige, at den nationale identitet, som danske immigranterbragte med sig, blev udfordret af en autonom arbejderkultur al den stund, at grund-læggelsen af en socialistisk organisation og presse havde til formål at imødegå de

religiøse og borgerlige immigrantgruppers organisations- og pressemæssige mono-

pol.Bestræbelserne på at organisere en selvstændig arbejderkultur blev i første om-

gang båret oppe af faglærte arbejdere, der havde bragt traditioner og erfaringer fra

arbejderbevægelsen i moderlandet med sig over Atlanten. Faglærte arbejdere ud-

gjorde imidlertid kun 18% af den i forvejen forsvindende lille gruppe af danske ind-

vandrere til USA. For det danske mindretal i USA gælder det generelt, at det holder

en lav etnisk profil, assimilerer sig let og hurtigt tilegner sig en amerikansk levevis.

Det samme synes altsåat gøre sig gældendefor klassebevidste danske arbejderimmi-granter. Ikke desto mindre forekommer det meningsfyldt at påpege, at også dansk-

heden giver sig forskellige udtryk afhængig af om den bæres oppe af arbejdere eller

repræsentanter for en middelklasse. Samtidig får man også nuanceret billedet af det

danske immigrantsamfund i USA.

I denne forbindelse fungerer Jens Bjerre Danielsens undersøgelser som et vigtigtkorrektiv til den eksisterende danske emigrationshistorie. Udvandrerforskningenherhjemme er først og fremmest indenfor de sidste par år begyndt at fokusere pådanske emigranter som indvandrere. Her har man beskrevet dansk identitet således

som den f.eks. kom til udtryk i opbygningen af et dansk kirkesamfund og en dansk

63

højskolebevægelse, men ikke de ideologiske og organisatoriske modtræk, der altså

også eksisterede inden for den danske gruppe.

Set isoleret i forhold til den samlede arbejderimmigration til USA er det danske

eksempel selvklart af meget lille betydning. De foreliggende undersøgelser er da og-

så vigtige bidrag til den skandinaviske migrationsforskning, således som den b1.a.

kommer til udtryk i et nyt forskningsprojekt om etniske relationer i amerikanske

byer (Ethnic Conflict and Cooperation in American Cities), som Emigrantinstituteti Växjö og Centret for multietnisk forskning ved universitetet i Uppsala har initieret.

F.eks. drejer et af projektets delaspekter sig om faglig taktik indenfor den skandina-

viske arbejderbevægelse i det urbane Amerika.

Det turde være klart, at migration er et nødvendigt delelement, når man skriver

international arbejderhistorie. Men heller ikke megen national arbejderhistorie kan

undlade at behandle emnet. F.eks. er det vel i de etniske konflikter og modsætningermellem dele af den amerikanske arbejderklasse, at man skal søge en af forklaringer-ne på, hvorfor socialismen altid har stået så svagt i USA på trods af, at landet har

den største industriarbejderklasse i verden. l970'emes amerikanske »workingclass

history«har da også helt naturligt set immigrationen som en del af den amerikanske

arbejderhistorie. Samme tendens synes nu at være slået igennem i Europa. I denne

forbindelse skal det nævnes, at et af emnerne på dette års Linzer-konference var ar-

bejdermigration.For Danmarks vedkommende trænger problematikken sig af naturlige grunde ik-

ke i samme grad på. Så meget mere prisværdigter det, at Arbejderhistorie fortløben-de har givet plads for emnet. Måske skulle SFAH ligefrem udvide initiativet og invi-

tere migrationsforskere til et samarbejde, således at arbejdermigrationen og diskus-

sionerne om sammenhængenmellem etnicitet og klasse også får sin naturlige plads i

dansk migrationsforskning.Helle Otte

Jo Hauberg/ Giuseppe de Siati/ Thies Ziemke (Udg.): Der Malik-Verlag 1916-1947.

Chronik eines Verlages. Mit einer vollständigenBibliographie, Neuer Malik Verlag,Kiel 1986, 256 S., DM 48.-

Malik forlaget er lidt af en myte, dets udgivelser er med rette blevet bibliofile samler-

objekter, dets litterære og politiske program vakte i sin tid betydelig opmærksom-hed, og mange af disse udgivelser er siden blevet genoptrykt på regulære forlag og

som piratudgaver. Det var også helt entydigt væsentlige og/ eller tidstypiske bøger,der kom på forlaget.

Det hele startede som et antimilitaristisk tidsskrift under 1. verdenskrig, tidsskrif-

tet blev forbudt og først revolutionen i 1918 åbnede nye muligheder: over dada til

kommunismen. Fra 1921-23 og frem var forlaget kommunistisk uden dog at tilhøre

KPD, og isæri begyndelsen var der skarpe polemikker mellem Rote Fahne og forla-

get. Det drejede sig om at udvikle en proletarisk litteraturopfattelse; det kom siden-

hen i slutningen af tyverne igen til hårde kontroverser.

Det er nemmest at beskrive forlaget ved dets kendteste navne: Wieland Herzfelde

var den egentlige leder, broderen John Heartñeld var lay-outeren, hvis bogomslag i

dag ofte er ligesåkendte som bøgerne selv. Om hans montage-teknik er opfundet af

ham selv er ligegyldigt, han udviklede den til-et fremragende kunstnerisk og politiskinstrument. I begyndelsen var George Grosz den tegner, der slog forlagets navn fast

(den danske udgave af Grosz-tegninger udgivet af DNSS/ Malik findes forøvrigt ik-

64

ke i bibliograñen).Det var en meget frugtbar periode for Grosz: krigen og den umid-

delbare efterkrigstid inspirerede ham til de ting, han endnu er kendt for. Det litteræ-

re program omfattede navne som Franz Jung, Upton Sinclair, Nexø, Barbusse,

Block, 0. M. Graf, Johannes R. Brecher, Brecht, Babel, Bredel, Dos Passos, Gorki,

Ehrenburg, Fedin, Figner, lljin, Leo Tolstoi, Huelsenbeck, Majakowski, Mühsam,

Scholochow, Zur Mühlen, Agnes Smedley og poltisk-videnskabelige forfattere som

Sternberg, Wittfogel, Seydewitz, Gumbel og Lukacz.

Bogen her er en slags montage af samtidige artikler, anmeldelser, domskendelser,

erindringer osv. Det giver i sin helhed et godt indtryk af forlagets virkning - omend

nok noget forskønnet, hvad angår erindringerne. Ikke mindst de mange illustratio-

ner er med til at sætte forlaget ind i sin samtid, og således bliver det til udmærket

historieskrivning. Værket er opbygget kronologisk dog afbrudt af forfatterpræsen-

tationer og tilsvarende. Det har givet været et stort arbejde at have fundet frem til de

aftrykte materialer, og det er således et nyttigt arbejde udgiverne har gjort, det vil

lette arbejdet for andre. Det er forøvrigt også en smuk bog. I tysk- og historieunder-

visningen i gymnasiet vil den formentlig kunne bruges med fordel, selv hvis eleverne

skulle være så ualmindelig sløve, som det påstås.I forordet nævner udgiverne en diskussion mellem Herzfelde og en »dogmatiskfunktionær« om James Joyce. Det bliver senere klart, at Karl Radek skulle være den

dogmatiske funktionær. Det turde være første gang Radek bliver betegnet således,men som bekendt er ikke alt, hvad der er nyt, også rigtigt.

Gerd Callesen

Jens Haugland: Dagbok fra Kongens råd. Det norske Samlaget, Oslo 1986, 257 s.

Nkr. 149,-.Enhver norsk bokhøst skal ha sin bestselger, og med enhver bokhøst følger noe som

kan kalles kulturdebatt. Hvorvidt Haugland er årets bestselger i Norge, vites i skri-

vende stund ikke. Men boka blev møtt av en stormende debatt, som er verdt et medi-

astudium i seg sjøl.I løpet av 10 dager i slutten av august trykte norske aviser nær 800 artikler om

boka, mens 87 av dem kommenterte utgivelsen på lederplass (Ottar Grepstad i Synog Segn 4/ 86). Debatten dreide seg i hovedsak om hvorvidt boka skulle vært utgitt i

den form den blev. Forfatteren sjøl sa at han hadde kjedet seg over ei lang rekke

memoarbøker som framstilte politikken som en søndagsskole. I forordet skriver

han slik: »Dagboksnotata i denne boka vart ofte skrivne seint på kvelden, når ar-

beidsdagen var slutt og inntrykka ennå friske. Språket blei då også friskt. Eg har til

tider brukt harde ord om personar som eg rekna og reknar som mine gode vener.

Men skal det vere ei »ekte« dagbok, kan ein ikkje »rette» etterpå«.De negative reaksjonene var i flertall de første dagene, for så gradevis å snu. Etter

at forlaget hadde arrangert et historikerseminar om boka, var den positive tenden-

sen definitiv.

Jens Haugland, f. 1910 av småbrukerforeldre på Sørlandet, var advokat i Kristi-

ansand fra 1943. I fem perioder, fra 1954-73, representerte han Arbeiderpartiet på

Stortinget. Han var justisminister 1955-63, og kommunalminister 1963-65. De 10

åra han satt i Einar Gerhardsens regjeringer, er på mange måter en lukket periode i

norsk historie - som i så mange andre land. Det startet med den kalde krigen, deret-

ter debatten om Nato og beredskapslovene i slutten af l940-åra. Det Haugland skri-

ver etter sin inntreden i regieringa i 1955, forteller kanskje ikke historikerne så mye

65

nytt, men dagboksnotatene bekrefter en rekke ting det tidligere har vært knyttetusikkerthet til. Det mest oppsiktsvekkende var kanskje at statsminister Gerhardsens

kone Werna ble overvåket, uten statsministerens vitende, men med klarering fra Ar-

beiderpartiets sekretær Håkon Lie. Det til tider nære samarbeidet mellem sentrale

arbeiderpartifolk påYoungstorget og Overvågningspolitieter blant de ting som harvært kjent, men kanskje ikke tilstrekkelig bekreftet. Den særdeles hemmelighetsful-le behandlinga av Lorang-C-statsjonen på Jan Mayen, der Stortinget ble ført bak

lyset, blir ytterligere bekreftet her. Haugland plasserer seg på Arbeiderpartiets ven-

stre iløy, med klar brodd bl.a. mot utenriksminister Halvard Lange, som han så påsom en av de fremste arkitektene bak de avhengighetsbånd som i denne tida ble

knyttet til USA: »Halvard Lange er aldri så bli og opplagt som når den kalde krigenmellom aust og vest er på det kaldaste ...«.

Boka beskriver også den kjølige atmosfæren mellom toppmennene i partiet. De to

sentrale personene var Trygve Bratteli og Einar Gerhardsen. Sjøl var Haugland ald-ri i »Stall Bratteli«: »Eg kom inn i »Stall Gerhardsen« og var der i ti år. Og då var eg

plassert. Eg var »Wernadott«. Sin beundring for Einar Gerhardsen, både som men-

neske og politiker, legger forfatteren aldrig skjul på. Den går som en rød tråd gjen-nom boka.

Når en leser disse dagboksnotatene, er det visse spørsmål som presser seg på.Hvorfor ga ikke Haugland tidligere klarere uttrykk for mange av de kritiske hold-

ningene han viser? Hvorfor tøylet han som justisminister ikke Overvågningspolitetstrammere? I motsetning til det som kommer fram her, har forfatteren alltid gitt inn-

trykk av å være blant de »snilleste guttene i klassen«.

Haugland skriver i 80-åras form. Riktignok finnes her politisk saksstoff, men bo-

ka handler først og fremst om personer. Dermed lå alt til rette for de store avisopp-slagene. Men det er samtidig her boka har sin fremste styrke. Den gir ny innsikti

samarbeidsformene i ei regjering, framstiller regjeringa som et kollegium - ei ar-

beidsgruppe - som består av individer med høyest menneskelige egenskaper, på godtog vondt. »Politikk er samhandling bak lukkede dører, Haugland har slått døra

opp«, var professor Jens Arup Seips kommentar til dagboka.Det er en velskreven og åpenhjertigbok vi har fått fra denne ellers så tilknappede

perioden. Som den første memorakbok i Norge som systematisk bygger' på dagbø-ker, er den særlig verdifull som kildemateriale. Kritisk vurdert mot andre kilder som

foreligger, er Hauglands opptegnelser en gullgruve for historikere.

Arnfinn Malme

Die Herausgabe und Verbreitung der Werke von Karl Marx und Friedrich Engels in

der UdSSR. Katalog und Auswahlbibliographie -Schriften aus dem Karl-Marx-

Haus 34 - Trier 1986, 120 s., ca. DM 15.-

Karl-Marx-Haus i Trier har som led i sit arbejde at dokumentere udbredelsen afMarx' og Engels' Værker i forskellige lande. Det .sker i samarbejde med videnskabe-

lige institutioner i de pågældendelande og har foreløbig resulteret i 2 store udstillin-

ger om udgivelsen af Marx' og Engels' værker i Kina (1983) og i Rusland/ Sovjetu-nionen (1985). Tilsvarende udstillinger er planlagt for Italiens og Frankrigs ved-

kommende.'

Udstillingernes dokumentariske værdi er høj og Karl-Marx-Haus har derfor efter

udstillingerne udgivet udvidede kataloger. Dette bind indeholder en introduktion tilemnet skrevet af Instituttet for marxisme-leninisme i Moskva (s. 15-30), et illustreret

66

afsnit med forklarende noter, der gengiver udstillingens centrale dele og har en stor

informativ værdi (s. 31-96) og endelig en udvalgt bibliograñom sovjetisk Marx/ En-

gels-forskning (titlerne findes selvfølgelig på russisk og med tysk oversættelse).Det er kendt, at Marx' og Engels' værker fandt stor udbredelse i Rusland før før-

ste verdenskrig, at Kapitalens 3 bind kunne udkomme legalt i flere oplag med høje

oplagstal også før 1917. Den var påbegyndt længe før der eksisterede en russisk ar-

bejderbevægelse: smågrupper fra slutningen af 1880'erne, »Arbejdets befrielse« i Ge-

neve fra 1883; det russiske socialdemokrati blev oprettet officielt i 1898. Man får en

kortfattet gennemgang af dette og af de senere års store og omfattende Marx-En-

gels-udgivelser ikke kun i Sovjetunionens mange sprog i katalogets 3 dele. I mod-

sætning til andre udgivelser om marxismens udbredelse i Rusland er denne bemær-

kelsesværdig og velgørende nøgtern. Karl-Marx-Haus” initiativ med denne serie har

med Kina-udstillingen og denne her omtalte fået en god start.'

Gerd Callesen

Hverdagsliv. Tre arbejderkvinders fortællinger. Samlet og redigeret af Kirsten Fol-

ke Harrits og Ditte Scharnberg, Huset forlag, Århus 1986, 110 5., kr. 75,-

Denne bog er udgivet i anledning af Kvindeligt Arbejderforbunds 85-års jubilæum i

Århus. Det er således naturligt 3 medlemmer af fagforeningen der fortæller. De for-

tæller om deres egen hverdag, og de fortæller godt og livligt, selvom meget må være

gået tabt fra den mundtlige fortælling til den her trykte udgave. Men sådan må det

være, ingen kan holde ud at læse normal tale: halve sætninger, afbrydelser osv.

Det der positivt adskiller denne bog fra andre, der er gået ind i hverdagslivs-arbej-det, er at den bevidst forsøger at fremdrage de erfaringer disse 3 kvinder har gjortindividuelt og som medlemmer af arbejderbevægelsen.Der er blevet spurgt efter dis-

se erfaringer, og svarene er blevet trykt. Alt andet ville ogsåvære forkert, specielt i et

land hvor 80-90% af den arbejdende befolkning er fagligt organiseret. Det forhin-

drer ikke, at svarene er forskellige: det er jo 3 forskellige personer med hver deres

baggrund.Historier/ fortællinger af denne art er vigtige, fordi man gennem dem kan få en

forståelse af, at ens egen livshistorie ikke er så grundlæggende forskellig fra mange

andres, at man trods'sine individuelle erfaringer er en del af en større helhed. Eller

for at sige det på en anden måde: man er ikke idiot, når man er utilfreds og utilpas-set, andre har det også sådan, man er ikke underkastet givne love, men samfundet

kan forandres. Det er ikke altid dem deroppe og vi hernede og sådan må det blive

ved med at være. Bøger som denne kan tydeliggøredette forhold og får dermed en

'politisk funktion.

Bearbejderne har i de 3 fortællinger ind imellem lavet en slags erfaringsopsumme-

ring: med halvfedt trykte sætninger eller snarere sentenser. Der må arbejdes med

disse, de virker forstyrrende i deres nuværende form. Men da de ikke er overflødige,

må der findes en anden form. Bogen er illustreret af Thomas Kruse.

Gerd Callesen

67

Internasjonale Fagsekretariater. Felleskatalog over historisk kildemateriale fra de

internasjonale fagsekretariater, bearbejdet af' Lill-Ann Jensen, Arbeiderbevegelsensarkiv og bibliotek, Oslo 1986, 145 s., kr. 100,- (bestilles hos ABA, Rejsbygade 1,1759 København V)Arbejdernes internationalisme er velkendt fra forrige århundrede. Dengang førteden bl.a. til oprettelsen af gensidighedsaftaler mellem fagforbund i forskellige lande.Ud af dette voksede erhvervsspecifikke faglige internationaler frem, omkring år-hundredskiftet var der ca. 20, før verdenskrigens udbrud i 1914 var der over 30. Dis-se internationaler bør ikke forveksles eller sammenblandes med den faglige interna-tionale med hovedsæde i Berlin, senere i Amsterdam og i dag i Bryssel hhv. Prag. DeInternationale Fagsekretariater har en helt uafhængig position ved siden af og delvis

også i samarbejde med den faglige internationale. Fagsekretariaterne har f.eks. en

betydelig rolle i de såkaldte udviklingslande, hvor efter sigende mange fagforenings-folk og uafhængigeregeringer med en vis mistro ser på f .eks. den Frie Faglige Inter-nationale pga. AFL/ CIO,s tidligere medlemsskab - og AFL/ CIO lod sig som be-kendt bruge i den amerikanske regerings udenrigspolitik. Fagsekretariaterne harkunnet holde sig uden for denne politiske belastning og har således vundet indflydel-se. Men dette er kun et af fagsekretariaternes arbejdsområder, som selvfølgeligi de100 år, der er gået siden de førstes oprettelse, har undergået mange ændringer. Ogsåde europæiske arbejdere måtte i sin tid koordinere deres kamp for f.eks. 8-timers-

dagen: her havde fagsekretariaterne betydningsfulde opgaver, ligesom de havde det

på de fagspecifikke områder.I dag er der langt færre sekretariater. Koncentrationsprocessen begyndte allerede

i årene efter første verdenskrig og i dag er der mellem 12 og 15 fungerende faginter-nationaler (der findes også faginternationaler i forbindelse med WFTU i Prag, men

de er ikke behandlet her). Alle sekretariaterne har udgivet tidsskrifter, protokoller,beretninger, rapporter osv. Dette materiale findes ikke samlet nogetsteds til trodsfor at det indeholder meget værdifuldt stof.

Arbejderbevægelsensbiblioteker og arkiver i Helsingfors, København og Stock-

holm har nu udgivet en bestandsfortegnelse over det materiale, der befinder sigi dis-

se institutioner. Det er ganske imponerende for den tidligste periode, dvs. indtil ca.

1940/45 og nogenlunde rimeligt op til 1960. Efter 1960 bliver bestanden tynd for de

fleste sekretariaters vedkommende i de 4 nordiske institutioner. Det må håbes, at

problemet bliver taget op på institutionerne, materialet burde være tilgængeligt i

Norden.

Men allerede nu er oversigten en betydelig hjælp til organisationshistorien, ogman må vel kunne gå ud fra, at materialet herefter også vil blive brugt. Oversigten er

inddelt i 11 store grupper, f.eks. de grafiske fag, transportarbejderne osv. - de enkel-

te sekretariater kan slås op efter navn i registret. Materialet er delt op i 10 emnegrup-

per og det er angivet i hvilke institutioner materialet befinder sig, bestanden i de 4

institutioner supplerer sig gensidigt. Det er alt i alt et storartet hjælpemiddel.Martin Andersen

Anders Isaksson: Per Albin. l. Vägen mot folkhemmet, Wahlström & Widstrand,Stockholm 1985, 399 s., ill., skr. ca. 170,-Det finns tyvärr ingen engelsk tradition inom den personhistoriska genren i Sverige,även om det alltid har skrivits biografier och intresset för personhistoria just nu ver-

kar vara tilltagande. Detta gäller inte minst inom arbetarrörelsehistoria. Men hel-

68

hetsbilden är ändå rätt så mager. En av de styvmoderligt behandlade är Per Albin

Hansson. 1950 utgav John Lindgren första delen av en biografi (Per Albin Hansson

i svensk demokrati. 1892-1920 - en fortsättning följde aldrig), 1974 utkom SigurdKlockares »Den unge Per Albin - marxisten« och för fyra år sedan sammanställde

Per Albins dotter Anna Lisa Berkling ett urval av hans tal och artiklar (Från Fram

till folkhemmet. Per Albin Hansson som tidningsman och talare, 1982). Det är

egentligen allt, om man bortser från några mera begränsade bidrag, t ex Anna Lisa

Berklings »Per Albin i London. Ung svensk journalist möter världskrigets England«(1976) och hennes »Krig, neutralitet och socialism. Ur Per Albin Hanssons journali-stisk 1916-1918 (i: Arbetarrörrelsens årsbok 1976, s. 38-89) samt Alf Johanssons

studie »Per Albin och kriget«(1985) som undersöker'främst den svenska krigspoliti-ken som den av Per Albin Hansson ledda samlingsregeringen förde under andra

världskriget. Därför år det mycket välkommet och glädjande att Anders Isaksson

har givit sig i kast med att skriva en brett anlagd biografi vars första del nu har kom-

mit ut lagom till 100-årsdagenav Per Albin Hanssons födelse (han föddes den 28 okt

1885). Det är en journalistisk och t.o.m. uttalat kommersiell produkt men för den

delen ingen spekulation (vilket den enorma marknadsföringen i bästa = sämsta vee-

kotidningsstil tycktes förespegla). Tvärtom, det är ett allvarligt och ambitiöst försök

att med hjälp av nytt källmaterial ur privatsfären och med en respektlös blick bak-

om »myten« Per Albin göra en tidsenlig »uttydning av handlingssätt, motiv och

drivkrafter« (förordet) hos en av vår nära samtidshistorias ledande svenska politi-ker. Tyvärr saknas källhänvisningar vilket Isakson, medvetet felaktigt och vanligafördomar underblåsande, betecknar som den professionella historikerns enda

kännetecken (s. 11). Det är synd därför att Isaksson baserar sin framställning på ett

brett relevant källunderlag och dessutom har spårat en hel del nya källor. Han berö-

var på så sätt läsaren en »varudeklaration« som ju numera är självklar för nästan

varje kommersiell produkt. Men som tur år så har han kommit på bättre tankar till

slut och utlovar åtminstone kompensation i andra delen (se efterskrift).Det som intresserar Isaksson i huvudsak är »karriären« (så heter också program-

matiskt första kapitlet) och en blick bakom de »höga murar« som Per Albin hade

rest »runt sitt privatliv«vilket »under 10- och 20-talet varit ovanligt rörigt: han levde

i praktikenn med två kvinnor, var gift med den ena och hade barn med båda« (s. 21).Isaksson gör ingen sensationsskildring av det senare (tvärtemot den av honom styr-da marknadsföringen av boken). Med hjälp av korrespondens med båda fruarana

och Lisa Hanssons, f. Norléns, dagboksanteckningar försöker han komma in i »det

privatas skrymslen«. Han motiverar detta helt riktigt med att »det privata gör sigäven märkbart i det offentliga«och »jumer vi i efterhand får veta om dem som på-verkat våra liv, desto bättre« Samtidigt försöker han att sätta in Per Albin, den en-

skilde, i »utvecklingensförlopp« som han ändå »bara marginellt påverkar« (s. 90.Han vill altså inordna personen och det personliga i den historisk-samhälleliga

milj ön och i detta spänningsfält undersöka deras växelspel. Denna utgångspunkt är

grundläggandeför en biografi som vill vara mer än en katalog av personalia och

några faktiska livsgärningar(om de krav man skall ställa på en biografi se exempel-vis Annelies Laschitzas utmärkta uppsats i BzG 1979, s. 323-341 och s. 494-509). Jag

tycker inte att Isaksson har lyckats med denna - svåra - uppgift. Sammanknytningenmellan det privata och det offentliga samt kopplingen till de idéhistoriska strömnin-

gar som antyds här och var (andra faktorer tas inte upp) sker inte på ett förklarande

sätt utan förblir på en slags - visserligen intresseväckande - illustrationsnivå där de

allmänna utblickarna, de privata stämningarna och situationerna samt den politi-

69

ska verksamheten i regel ställs mer eller mindre bredvid varandra. En god historiker

skulle nog ha löst problemet annorlunda. Men det finns antydningar s.a.s. åt rätt

håll och ett undantag. Per Albins drygt halvårslångavistelse i England under som-

maren/ hösten 1915 förklaras plausibelt som »mera en flykt från personliga problemän en åstundan att vidga vyerna och kanske bryta sig en delvis ny bana« (s. 231). Härsammankopplas alltså den personliga situationen direkt med en avgörande hand-

ling.Det som utmärker Isakssons skildring år att han respektlöst blottlägger sin

»hjältes«normalitet som människa, med bl.a. hans konflikter (med sig själv och i

livets kamp), motsägelser, begränsningar - ett annat krav man måste ställa till en

biografi. Det är särskilt viktigt när personen i fråga har blivit ett »monument« med

präglande symbolvärde, en »myt«, som i Per Albin Hanssons fall också hade satt

»sina spår i hans personlighet«(s. 22). Utgångspunktenför Isakssons skildring ärföljande: »Socialismen var ju både en dröm och en karriärväg, så bland dess unga

anhängare fanns både en romantiserande och en mera praktisk syn på partiets upp-

gifter och möjligheter, speglingar av deras skiftande motiv för att ansluta sig till

rörelsen« (s. 62). Denna tes är intressant, och det hade varit givande om Isaksson

verkligen hade tagit den på allvar och utgått ifrån den dialektiska spänning den in-

nefattar. Nu målar han upp den grovkorniga och enkelspårigabilden av partierna,som »extremt marknadsberoende och marknadskänsliga organisationer« som

kämpar om sina marknadsandelar (se särskilt s. 202 ff.), och av ett ledarskikt inom

partierna, »entreprenörer« och »försäljare«(dessa och liknande termer förekommer

på många ställen), som kämpar om sina maktandelar (t.ex. inom socialdemokratin

»folk som trängdes kring köttgrytorna och vårdade sitt sociala anseende«, s. 147,och med »drift att söka makt och muta in egna, ointagliga revir«, s. 57, för att ta två

belysande citat). Per Albin Hansson, »en utpräglad tävlingsmänniska« som »ville

vinna, inte bara tävla« (s. 20), år för Isaksson ett praktexempel för denna partipoliti-kertyp, »en av arbetarrörelsens tidiga pampar« (s. 144), ett »organisationsproffs«(s.53, t.o.m. betecknad som »apparatchik«, s. 113), som med hjälp av sin »taktiska,

kalkylerande och organisatoriska läggning« (s. 84) och på det ideologiska områdetmed en »enkel barndomstro« (s. 177) men samtidigt med en sund pragmatism, allt i

allt en anpassningsbar »marknadsproiil«(för att använda ytterligare en Isakssonsk

favoritterm), steg för steg var på »marsch mot stjårnoma« (s. 110), partitoppen, och

slutligen stod »i vinnarens roll« (s. 387) när denne första del av levnadsskildringenslutar i och med partisprängningen 1917.

Det är alltså fråga om en hel del svartmålning i ett relativt enkelt svart-vitt

mönster, och det förtar mycket av de friska, tänkvärda och riktiga iakttagelsema.Det är självfalletnyttigt, viktigt och riktigt att påminnas om att även de s.k. folkkä-

ra politikerna inkl. Per Albin Hansson handlar utifrån handfasta egenintressen, och

det det möjligt att dessa spelade en stor roll just för Per Albin. Men p.g.a. grundten-densen i framställningenvågar åtminstone jag inte riktigt lita på Isaksson på den

punkten. Mitt krav är en mera sammansatt bild. Antydningar i den riktningen finns

men det sker aldrig någon diskuterande avvägning.Det hade varit mera givande om

Isaksson verkligen hade tagit fasta på och situationsrelaterat analyserat Per Albins

taktiska läggning och hans »obenägenhet att ta risker« (s. 85), som han helt rigtigtbelägger i olika situationer - han tycks också fmna belägg för dessa drag i privatbre-ven. I de kapitel som behandlar Per Albin Hanssons tid i socialdemokratiska ung-domsförbundet och kampen om ledningen i ungdomsförbundet visar han ju detta

på ett åskådligt sätt (den antydda grunduppfattningen är dock även här störande).

70

Där följer han rätt så övertygandemaktkampen mellan Per Albin och Höglund, en

rivalitet som höll i sig. Han karakteriserar den fyndigt som »egentligenen kultur-

konflikt« (s. 103), där den sociala härkomsten, förhållandet till organisationen och

till ideologin spelade en roll vid sidan av en personlig animositet (Isaksson talar

t.0.m. om ömsesidigthat, s. 103, 343) och bådas strävan efter ledarskap inom partiet

(se särskilt s. 85 ff., 103ff., 128ff., 141ff., 158ff., 286ff., 368ff.). Isaksson visar här

också att konstanter som känslan för organisationen och sammanhållning speladeen betydelsefull roll för Per Albin, och han konstaterar exempelvis att Per Albin

aldrig såsom Höglund hade kunnat »försöka erövra partiet via en sidoorganisation«

(s. 113). Vidare så framgår genbmgåendepå det personliga planet en kluvenhet där

»en stark självmedvetenhet«,pliktkänslan och »prestationstvånget«(s. 84) står i

kontrast till hans tvehågsenhet,vankelmod och oro. Men det diskuteras aldrig hur

dessa drag (konstitutiva och situationsbetingade) står i relation till det politiska age-

rande som utmärks b1.a. av både en riskminimering samt en kompromissbenägen-het och en beslutsamhet t.ex_. i kampen mot partioppositionen.

Isaksson citerar flera gånger en vägledande premiss för Per Albins politiska verk-

samhet: »hjärnans revolutionering«vilket innebär »ett upplysningsarbete i och för

att väcka massoma till eftertanke, så att de genom socialt samarbete i föreningaroch klubbar slutligen skulle kunna framtvinga en ekonomisk revolution utan någonsom helst våldspolitik«(citat från 1911, se t.ex. s. 15f., 164, 189, 203f.). Enligt Isaks-

son var detta också en betydelsefull utgågnspunkt för ungdomsförbundet«(s. 123 i

kapitlet »Folkbildaren«). Men helt på allvar tar han ändå inte Per Albin på den

punkten. Visserligen har Isaksson i kapitlet »Ideologen«just i anslutning till formu-

leringen om »hjärnornas revolutionering« den korta funderingen att »bakom den

politiska sluggerns pansar fanns kanske ett romantiskt och idealistiskt källsprång«

(s. 189) men det sätter tyvärr inga spår. Han förblir låst vid bilden av Per Albin som

taktiker och en rätt så förenklad grundsyn av »idéernas roll för politikens faktiska

utformning«: de år inte mer än »en dekoration« (s. 202). F. ö. kommer denna sam-

manfattande överblick över Per Albins ideologiska föreställningar väl sent, nästan i

mitten av boken. Det gäller än mer för Isakssons grundläggande »varudeklaration«,hans premisser om ideologins och de politiska partiemas inkl. partipolitikemas roll.

Dessutom är kapitlet inte så väldisponerad som åtminstone jag hade önskat mig.Förhållandet til »Per Albins husgudar« (s. 176), Karl Kautsky och Robert Blatch-

ford, hade förtjänat en samlad analys. Nu förekommer vissa hänvisningar på flera

olika ställen (för Blatchford se s. 176, 195, 197 och för Kautsky se 5. 176, 180, 183,

1961., 198 - felaktigt påstås dessutom att Kautskys ställning utanför Tyskland var

»mindre stark«, s. 179, trots att »kautskyanismen«var den dominerande ideologiskakonceptionen inom Andra internationalen). Vidare skulle presentationen av Per A1-

bins funderingar om »krigssoci'alism«(s. 186f., även s. 1911), som inte heller ordnas

in i en genom krigsekonomin aktualiserad internationell debatt, i den annars väsent-

ligen kronologiska framställningen hellre ha förts till ett avsnitt om Per Albins

ställning till första världskriget. Nu hittar man uppgifter främst i kapitlen »Emi-

granten« (s. 227-240), »Fredsaktivisten« (s. 310-323) och »Andre redaktören« (s.

357-367), en olycklig »spridning« av ett dessutom av författaren knappast tillräck-

ligt undersökt område (material därom bl.a. i de tidigare anförda bidrag av Anna

Lisa Berkling). Isakssons huvudintresse gäller perioden i ungdomsförbundet (1903-

1909) och kampen mot Höglund och ungdomsförbundet frem till partisplittringen1917. Däremot är författaren mindre explicit når det gäller att beskriva Per Albins

etablering inom partiets ledande krets efter 1911 och som »en lojal drabant vid

71

Brantings sida« (s. 198), inte minst som ställföreträdande ehefredaktör men i prakti-ken chef för »Social-Demokraten« efter 1916. F lera gånger förekommer formulerin-

gar som »Per Albin och den övriga partiledningen«eller »Branting och Per Albin«utan att man entydigt får reda på Per Albins andel. Det får man däremot åskådligt ipartistridens slutuppgörelsei november 1916 och februari 1917 där Per Albin i mot-

sats till den fortfarande »dröjande«Branting agerade beslutsamt och också blev»vinnaren« (så kapitlets rubrik, s. 368-387).

Anders Isaksson har skrivit en engagerande biografi över Per Albin Hansson. Desom förknippar bilden av Per Albin enbart med »landsfadern«,som han så smånin-

gom blev, blir besvikna eller upprörda. Isaksson slår hål på »myten« Per Albin ochsätter dit en människa i stället. Det är utmärkt och nyttigt. De bästa partiema i bo-ken år de som presenterar privatlivet, det personliga, och människan Per Albin i det

politiska livet t.o.m. 1917, framför allt perioden i ungdomsförbundet. Det som

främst gör mig besviken och delvis upprörd år den onyanserede, t.o.m schablonar-tade grundsyn som frånkänner ideologiska element och principer varje betydelseoch har bilden av taktikern Per Albin med profilering för maktandelens skull som

enda målsättningklar från början. Den gamla »helgjutenheten«ersätts på den punk-ten av en ny, en anna form av »myt«. Här saknas tyvärr precisa analyser samt ett

allvarligt analyserande intresse för spänningsfältetmiljö-aktör och personlighetens- även motsägelsefulla - utveckling. Jag hoppas på en lika frisk och respektlös men

lite mera genomarbetad och stringent andra del af Isakssons Per Albin-biografi.Martin Grass

Kend din historie. Råd og vink til lokal arbejderhistorie. Udgivet af SFAl-Ps Lokal-

historieudvalg, København 1986, 26 s. kr. 20,-Det er en nyttig pjece SFAH's udvalg for lokalhistorie har sendt på gaden. Pjecen er

inspireret af den stigende interesse for lokal arbejderhistorie de sidste 10 år har væ-

ret vidne til. Den er blevet til for at styrke og befordre denne interesse, der er et af deefterhånden få områder, hvor arbejderbevægelsenshistorie endnu kan gøre sig gæl-dende. Et prisværdigt initiativ, der forhåbentligvil bære frugt.

Pjecen falder i fem afsnit: fagforeningshistorie, arbejdspladsens historie, arbej-derfamiliens historie, arbejdererindringer og -interviews og formidling. Emnerne af-

spejler den nyere udvikling indenfor historieforskningen og -skrivningen.De tre første afsnit repræsenterer tre forskellige emner, den lokale arbejderhisto-

riker kan tage op. Denne får god besked om, hvilke kilder, der giver oplysning om

hvad, hvor kilderne kan findes, hvordan de kan bruges m.m., kontante oplysninger,der er lige til at gå til. Afsnittet om arbejdererindringer og -interviews behandler en

særlig kildegruppe og de specielle problemer, der knytter sig til den. Også her er der

tale om nyttig og ligefrem oplysning. Formidlingen af de opnåederesultater er en

vigtig del af historikerens opgave. Det trykte ord er her ikke det eneste saliggørende,lysbilleder, udstillinger, teaterforestillinger mm. er andre måder at formidle sin vi-den på.Når udgiverne bevidst satser på brugervenlighed må det være en forglemmelse, at

der ikke er nogen indholdsfortegnelse. Denne mange] er ikke bare ærgerlig. Den måogså være forvirrende »for folk uden forkundskaber« (s. 3) som pjecen henvendersig til. Det afsnit, der beskriver indholdet, afhjælper ikke mangelen på et hurtigt ogsamlet overblik.

72

Pjecen er forsynet med udmærkede illustrationer, der samtidig exempliñcerer kil-

dematerialets mangfoldighed. Litteratur- og adresselister bagest er såre nyttige.Søren Federspiel

Agnete Birger Madsen, Inger-Lise Lauridsen Møller, Karen Marie Sanden, Anne

Marie Thomsen (red.): Kvindeliv - hverdagsliv. Arbejderkvinders levevilkår i Dan-

mark 1880-1930. Gyldendal, Kbh., 1985, 112 s., kr. 129,-

Egentlig er »Kvindelig - hverdagsliv«fire små hefter, der er limet sammen i ryggen. I

hvert fald er bogen opdelt i fire hovedafsnit, der hver har sin egen indledning, littera-

turliste og sine egne arbejdsspørgsmål.Hovedafsnittene er inddelt i temaer, nemlig1) Børns levevilkår, 2) Ungpigesocialiseringen, 3) Ude og hjemme, 4) Arbejderkvin-der - kvindekamp. Men indledningsvis er der dog skrevet en fælles introduktion påsmå tre sider, der giver et særdeles overfladisk udblik over det relativt lange tidsrum,som kilderne skulle dække. Det er betegnende, at arbejderbevægelsenshistorie kun

tildeles ca. 10 pct. af disse knap tre siders introduktion. Med andre ord er det ikke så

meget arbejderbevægelse eller arbejderklasse, der er det centrale for bogens redak-

tører, men snarere kvinders lidelseshistorie i al almindelighed. Det kan måske ogsåvære en både spændende og givende interesse at beskæftige sig med kvinders under-

trykte tilværelse i tiden fra ca. 1880-1930, men tilbage sidder alligevel spørgsmålet:Hvad kan/ skal man bruge det til? Hvorfor beskrive elendigheden og fomedrelsen,hvis den ikke sættes ind i en klassepolitisk sammenhæng og ikke forbindes med en

klassemæssig bevidsthedsudvikling?Ovenfor er anført titlerne på bogens fire hovedafsnit. Det er ikke overraskende, at

det sidste hovedafsnit, der handler om »Arbejderkvinder - kvindekamp«, er langtdet korteste af de fire. Ialt 13 sider med kildemateriale kunne det blive til. Det er for

lidt - og det, der er der, er for tyndt. For tyndt, fordi dette afsnit ikke rummer kilder

fra før år 1900, for tyndt, fordi de kilder, der er medtaget, er alt for spredte i forhold

til hinanden. De tre første hovedafsnit rummer kildemateriale, der i omfang fylderop til 23 sider. Her drages materiale fra før 1900 ind i samlingen, men det er typiskfor alle afsnit, at materialet ikke er fremstillet i kronologisk rækkefølge eller nogenanden synlig organisering. Skønlitterære kilder sidestilles med erindringer og avis-

artikler og meget andet godt, uden oplysninger om, hvad der er fiktion, og hvad der

er erindring.Trods de lidt skurvede ord, der tildeles denne bog, skal det siges, at der faktisk

også er interessant kildemateriale i bogen. Men det store problem er, at disse spæn-dende tekster står og flagrer for sig selv. Det kan måske skyldes, at det valgte tids-

rum er alt for omfattende. De 50 år, som kildesamlingen spænder over, rummer en

utrolig dynamisk samfundsmæssigudvikling. Men denne dynamik afspejles ikke.

Tværtimod synes kvindernes elendighed at være fuldstændig statisk. Kildesamlin-

gen kommer bl.a., derfor til at fremstå som et eksempel på apolitisk historieskriv-

ning.Niels Ole H. Jensen

Eleanor Marx-Aveling & Edward Aveling: Die Frauenfrage (The Woman Ques-

tion). Herausgegeben von Joachim Müller und Edith Schotte. Aus dem Englischen

von Edith Schotte, Verlag für die Frau, Leipzig 1986, 95 s. ill.

I 1886 udgav Eleanor Marx og hendes mand Edward Aveling et skrift med titlen

The Woman Question.

73

Den foreliggende bog er en kommenteret gengivelse af den engelske originaludga-ve samt en tysk oversættelse. Ud over kommentarerne findes en biografisk årstalsli-ste over Eleanor Marx fra fødselen som Marx yngste datter i 1855 til hendes selv-

mord i 1898, samt en bibliograñ over hendes offentliggjorte arbejder.Bogen indledes med et forord, der ser teksten i sin samtidige sammenhæng.Som

forbilleder nævnes August Bebels bestseller fra 1879, Die Frau und der Sozialismus

(dansk udgave 1885, norsk udgave 1912), og Engels' Der Ursprung der Familie, des

Privateigentums und des Staates fra 1884 (dansk udgave 1888).De østtyske udgivere begrunder den foreliggende udgave med, at Marx-Avelings

marxistiske holdning i kvindespørgsmåletendnu er af interesse - underforstået ikkealene historisk.

Historisk interesse har bogen fordi Marx-Avelings og især Eleanor var aktiv som

organisator i den engelske og den internationale arbejderbevægelse.Som eksempelkan nævnes hendes forsøg på sammen med den engelske fagforeningsleder WillThorne at organisere en faglig internationale i forbindelse med 2. Internationales

kongres 1891. Også den danske fagbevægelse blev opfordret til at deltage og i den

forbindelse fremkom 'en hel brevveksling mellem Eleanor Marx og Jens Jensen, densenere DSF-formand.

.

I Nachbetrachtung gennemgår udgiverne i oversigtsform udviklingen i kvinde-

spørgsmålet fra Flora Tristan og frem. Familien Marx' holdning i teori og praksisfremhæves som mønstergyldig og særlig vægt lægges på Eleanors tidlige engage-ment for socialismen og i kvinde- og familiespørgsmålet.Nachbetrachtung skal ikke

oversættes med efterrationalisering, selv om ordet ikke ville være helt malplaceret i

denne sammenhæng.

Bogen er forsynet med illustrationer, der ikke alle er lige heldige, således optræderEleanor som sort klat på et fotografi, der angiveligt skal forestille deltagerne på den

internationale socialistkongres 1893 i Zürich.

Det store apparat, der er brugt til at sætte Marx-Aveling-teksten i relief, afspejlersikkert udmærket den veneration udgiverne nærer for Eleanor Marx - men åbenbart

ikke for den anden forfatter. Om den 20 sider lange tekst kan bære en bog på knap100 sider er et andet spørgsmål.

Søren Federspiel

Birgit S. Nielsen: Erziehung zum Selbstvertrauen. Ein sozialistischer Schulversuch

im dänischen Exil 1933-1938, Peter Hammer Verlag, Wuppertal 1985, 192 s., DM

16.80

Fra begyndelsen af 1970'erne til sin død i 1984 ledede professor Steffen Steffensen

fra Institut for germansk Filologi ved Københavns Universitet et projekt »Tysk-sprogede emigranter i Danmark, 1933 ff.«. Projektet skulle handle »om de forskelli-

ge grupper og betydelige enkeltpersoner, der kom til Danmark og her på forskelligmåde fik kulturel betydning« (Humaniora, bd. 1, 1974-76 5. 59). Idet Steffensen og

hans medarbejdere havde opnået arkivadgang på linie med DNH, havde projektetmulighed for at drage nytte af det meget omfangsrige materiale i myndighedernesarkiver. Nogle enkeltresultater (om Brecht, Hans Henny Jahnn, Karin Michaëlis)blev præsenteret på symposiet »Eksil i Danmark« i okt. 1984 på Goethe-instituttet,

og de skulle - når dette nummer af Arbejderhistorie er udkommet - langt om længe

foreligge som sæmummer af tidsskriftet Text und Kontext. Birgit S. Nielsen arbej-der på en større undersøgelse af Karin Michaëlis' utrættelige hjælp til en lang række

74

flygtninge fra Hitler-Tyskland. I forbindelse hermed blev Birgit Nielsen opmærk-

som på pædagogen Minna Specht og en af Weimar-Republikkens frie, socialistisk

orienterede skoleforsøg, Walkemühle-skolen. Den blev, efter at nazisterne havde

lukket skolen, videreført fra 1933 til 1938 i eksilet i Danmark. Det er der kommet

det hidtil mest omfattende og grundige resultat af Steffensen-projektet ud af.

Bogen falder i tre dele. I den første skildres dette skoleforsøgs forhistorie og her-

under redegøres der for dens filosofisk-pædagogiskegrundlag. Centralt står den

korte indføring i det filosofiske og politiske værk af skolens grundlægger: Leonard

Nelson (1882-1927). Han var nykantiansk filosofiprofessor og antimarxistisk socia-

list på et socialt-etisk grundlag. Nelson startede ud over denne skole også i slutnin-

gen af 1925 kadreorganisationen »Internationaler Sozialistischer Kampfbund«

(ISK), der på trods af sit »fører-princip«i organisationsformen var en konsekvent

antifascistisk organisation. Det andet afsnit skildrer meget detaljeret og informativt

skolens år i Danmark: forberedelserne til den, bestræbelserne på at opnåmyndighe-dernes tilladelse, eksil-skolens virke i dens etiske, pædagogiske, sociale, psykologi-ske og almenmenneskelige aspekter, forbindelserne til danske pædagoger og til of-

fentligheden. Den sidste del rummer - først og fremmest retrospektive - vurderingeraf skolen, dens situation op til flytningen fra Danmark til England i 1938 og dens

sidste tid frem til skolens lukning i forbindelse med Hitler-flygtningenes intemeringi England efter krigens udbrud. Birgit Nielsen fremdrager Minna Spechts egne vur-

deringer, der suppleres med udsagn og bedømmelser fra nogle af de andre lærere og

tidligere elever.

Birgit Nielsen har gennemgåetet stort materiale (bl.a. fra justitsministeriet, frem-

medpolitiet og udenrigsministeriet), gennemført interviews med overlevende fra den

gang og udnyttet den grundlæggende sekundærlitteratur til hendes emne. Bogen ud-

mærker sig ved en befriende loyal, men ikke apologetisk fremstilling af skolens prin-cipper og grundlag, dens ledende personligheder og disses holdninger og virke. Det-

te modsvarer den målsætning, som Birgit Nielsen selv har formuleret i indledningen:»Det forekommer mig væsentligt - også som et eksempel for fremtiden - at man ikke

glemmer den overbevisning, det mod, den udholdenhed og frem for alt den hengi-venhed hos de mennesker, der ledte denne skole, og som i lang tid havde været mod-

standere af nationalsocialismen og som følte sig forpligtet overfor kampen for et ud-

bytningsfrit samfund«. Bogen ville dog måske i endnu højeregrad have været et bi-

drag i kampen mod glemslens mørke, hvis den havde rummet nogle mere generellebetragtninger og almengørende kritik af skolens og dermed dens aktørers pædago-

giske, filosofiske og politiske synspunkter og arbejde. Det ville kunne have været et

bud på de fortsat relevante erfaringer fra dette socialistiske skoleforsøg.Set ud fra et mere snævert arbejderbevægelsens-historie-synspunktbliver man

dog skuffet, hvis man håber, at bogen rummer væsentligt nyt mht. ISK og dens anti-

fascistiske aktiviteter efter 1933. Hverken arkivstudierne eller interviewene har

frembragt større »nyheder«om forbindelser mellem skolen i Danmark og den illega-le modstandskamp i Hitler-Tyskland. På denne baggrund ser det ud til, at det pæda-

gogiske, skolemæssige arbejde har stået helt i forgrunden, mens det politiske virke

først og fremmest har været begrænset til interne diskussioner (bl.a med andre Hit-

ler-flygtninge i Danmark og ISK-medlemmer der kom på besøg på skolen).I relation til den såkaldte eksilforskning er Birgit Nielsens bog en vellykket detail-

studie. Fraværet af en mere overordnet fremstilling af eksilet i Danmark gør dog, at

det kan være vanskeligt at vurdere rækkevidden af f.eks. myndighedernes holdningtil og behandling af skolen. Det kan man imidlertid ikke lægge Birgit Nielsen til last.

75

Der mangler ganske enkelt det nødvendigegrundlagsmateriale. Men dette problemmå alligevel ses i en vis sammenhæng med, at Steffensen-projektet i sit udgangs-punkt frem for alt har været biografisk orienteret. Værdifulde detail-studier er af-

hængige af samlede fremstillinger og komparation, ellers løber de fare for at drukne

i uoverskuelighed. Uagtet dette problem, der i det hele taget synes at præge eksil-

forskningens udvikling i de seneste år, kan Birgit Nielsens bog kun anbefales.

Hans Uwe Petersen

Bunny Ragnerstam: Arbetare i rörelse. Historisk krönika, Gidlunds (i samarbetemed Arbetarnas Kulturhistoriska Sällskap), Stockholm 1986, 312 s., Skr. 130,-Ragnerstam, som bl.a. har skrivit en svit fascinerande dokumentärromaner om ar-

betarrörrelsens framväxt och genombrott i Kristianstad, har sammenställt en intres-seväckande historieberättelse om den tidiga svenska arbetarrörelsen under 1840-ta-let. Den bars upp av hantverksgesäller, främst skräddargesåller men även typogra-fer, som under sina gesällvandringar - med Paris och London som viktiga knut-

punkter - kommit i kontakt med de radikala socialistiska idéerna och delvis ocksåblivit medlemmar i hantverks- och bildningsföreningama utomlands samt i det

hemliga kommunistiska »De rättfärdigas förbbund«. Mot bakgrundan av hant-

verksnäringens kris och förändring skildrar han pionjärernas kamp för »behövligaförändringar« och deres organisationssträvanden. Han följer Bildningscirkelns iStockholm verksamhet genom utförliga referat ur protokollen och tidningar. Denhade bildats i oktober 1845 av skräddargesällerna Sven Trägårdh och Olof Renhult

tilsammans med fattigläkarenJohan Ellmin. Han behandlar Skandinaviska sällska-

pet som i januari 1847 parallellt hade bildats av hantverksoppositionen i Bildnings-cirkeln, stödd av en av förgrundsgestalternai den kommunistiska rörelsen, bok-handlaren Pär Götrek. Vidare skissar han Skandinaviska sällskapets hemliga kom-

munistiska cirkel, den svenska avdelningen af »De rättfärdigas förbund«.

Höjdpunkten blir skildringen av det svenska ekot på de revolutionära februari-händelserna i Paris 1848, marsoroligheterna i Stockholm, som krävde minst 18människors liv (namnen nämns på sid. 205i) och ledde til ett omfattande rättsligtefterspel (behandlas i kap. 9). Därefter satte reaktionen stopp för mere omvälvande

aktiviteter. Verksamheten pågick i de på l850-talet bildade (liberala) arbetarföre-ningarna. Några årtionden senare bildade hantverksarbetama »riktiga«fackliga or-

ganisationer.Ragnerstam bygger sin framställning i huvudsak på tidigare forskning, främst

Erik Gambys arbeten, som också krediteras i förordet, man även vid sidan av Carl

Landelius (1936) Folke Lindbergs »Skräddare och politik« (sv. HT 1968, s. 241-280 -

saknas i litteraturförteckningenmen nämns i not l, s. 96) och för marsoroligheternaen utförlig uppsats av Helge Almquist från 1942. Hänvisningarna till dessa tidigareforskningsresultat sker mycket summariskt. F örst en jämförelsemed förlagomaVi-sar att sakfremställningenoch de flesta slutsatsema är övertagna, t.o.m. i likalydan-de formuleringar. Det markeras inte heller exakt på vilka punkter och vilka grundetRagnerstam redovisar en avvikande uppfattning på Vissa ställen. Det hade varit en

årlig varudeklaration att kalla boken för huvudsakligen en popularisering och sam-

manfattning av dessa tidigare resultat - och den hade inte blivit sämre för det. Men

anspråken ställs högre. Det framgår av den egna »profileringen«genom den svepan-de kritiken av historikerna som enligt Ragnerstam å ena sidan skulle ha förtigit den

tidiga arbetarkampen - t.o.m. medvetet (av politiska skäl) - och å andra sidan inte ha

76

framhållit denne tradition i arbetarhistorien (se förordet). Det är inte bare fel utan

även på gränsen till ohederligt.Ragnerstam kommer dock med en del nyheter. Bl.a. lyfter han fram ytterligare

personer och kompletterar med faktiska levnadsuppgifter. Han hade på vissa punktt.o.m. kunnat komma längre. Exempelvis finns uppgifter om skräddargesällen Gu-

stav Wilhelm Roos, som hos Ragnerstam hör till några personer som »ejgått att

spåra«(s. 288, not 24) hos Lindberg och där lyfts t.ex. också fram skräddargesällenJulius Söderstedt som enligt personregistret hos Ragnerstam skulle förekomma på5. 257 men inte gör det.

Ragnerstams stora tes är att marsorolighetema »inte bara var ett oorganiseratupplopp, utan ett planerat upprorsförsök med medvetna hantverksarbetare som le-

dare«, Det var inget mindre än en omsättning av Kommunistiska manifestets upp-

maning att »understödja överallt varje rörelse mot de bestående sociala och politi-ska förhållandena« och nå målet »genom en våldsam omstörtning av all hittillsva-

rande samhällsordning« (se 5. 8, 136ff, l46f, 150f, 156f, 169f, 217ff, 226ff). Här skil-

jer sig Ragnerstam från Gamby, dock utan att redovisa detta eller diskutera dennes

uppfattning. Gamby anser efter en källkritisk bedömning att ett regelrätt uppror är

föga sannolikt, än mindre som Kommunistiska manifestet inte kunde ha nått Stock-

holm förrän i slutet av mars. Ragnerstam är medveten om att han saknar direkta

belägg i källmaterialet och att han bygger på indicier (se hans källkritiska resone-

mang, bilaga 3). Utifrån en granskning av de personer som efter oroligheternaförhördes av polisen (se s. 22611)får han fram ett stöd för sin uppfattning. Resone-

mangen är inte alltid övertygande - se Lex. formuleringar som: »trots att det inte

finns några belägg för det, är misstankarna starka (s. 229), »och det är inte alls

otroligt att han var« kommunist (s. 230), »nykterist,radikal hantverkare och revolu-

tionär talare - stämmer det in på honom vore det inte särskilt märkligt om han var

kommunist också« (s. '234). Kopplingen till kommunisterna är obevisad, däremot ärvissa samband mellan de gripna och förhörda samt övriga berörda personerna,

hantverksgesällerna, påtagliga.Man kan säkert komma längre genom en intensiv

studie i »massa« - och »upplopps«-forskningensefterföljd(en sådan nämns inte hos

Ragnerstam), Lex, med Rune Hedmans uppsats om det Fersenska upploppet i

Stockholm 1810 (sv. HT 1969, 5. 2-71) som förebild. Ragnerstam har också lämnat

ett förberedande bidrag, spännande men från historisk synpunkt inte invändnings-fritt.

»Arbetare i rörelse« är Arbetarnas Kulturhistoriska Sällskapets i Stockholm

(»Stationerad« på Arbetarrörelsens arkiv) medlemsbok för 1985. Boken kostar för

medlemmar 75.-skr, för icke-medlemmer 130.-, och den kan köpas via arkivet.

Fortsättningenom den tidiga arbetarrörelsen fram til 1870-ta1et är planerad som

medlemsbok 1987.Martin Grass

Sibnarayan Ray (udg.): M. N. Roy Philosopher - Revolutionary. An International

Symposium and Selections of Documents with a Detailed Chronology of Roy's Ca-

reer, Renaissance Publishers, Calcutta 1984, 248 s., US S 10.-

Dette er en betydelig udvidet udgave af en publikation, der oprindelig udkom i 1959

i anledning af 5-årsdagenfor M. N. Roys død. Den udkommer nu som'forberedelse

til udgivelsen af en større samling af Roys værker i 6 bind på Oxford UniversityPress fra 1986/ 87.

77

Roy var oprindelig en indisk/ bengalsk nationalistisk revolutionær, der i 1915

måtte flygte fra Indien. Over USA kom han 1917 til Mexico og her i kontakt med

socialistiske revolutionære og blev medlem af det Socialistiske Parti, hvis general-sekretær han blev i 1918. I 1919 dannede Roy sammen med andre det mexicanske

kommunistparti og tog samme år som dets delegerede afsted til Moskva via Berlin.

Med afbrydelser blev han i Moskva indtil 1929. Han blev valgt til topposter i Ko-

mintern og hans betydning for udviklingen af Kominterns holdning til kolonialfol-

kenes kamp var meget betydningsfuld, hans teser om det nationale og koloniale

spørgsmål har været diskuteret siden de blev fremsat i 1920. Roy brød med Komin-

tern i 1929, men fortsatte sit politiske arbejde som kommunist og vendte i slutningenaf 1930 illegalt tilbage til Indien. Han og hans tilhængere fik en betydelig indflydelsei fagbevægelsen inden Roy arresteredes i juli 1931. I sidste instans blev Roy idømt 6

års tugthus; her formåede han i begrænset omfang at opretholde forbindelsen med

sin organisation udenfor. Fra 1936 blev han aktiv i det indiske Congressparti, som

han brød med for at oprette et nyt parti i 1940, idet han fuldt støttede englænderne i

kampen mod fascismen. Det nye parti opløstes i 1948 til fordel for en radikal-huma-

nistisk bevægelse. Dermed ophørte Roy at spille en rolle i arbejderbevægelsen, idet

han også tog afstand fra marxismen.

I dette bind er samlet tekster - alle er forsynet med forklarende noter - af og om

Roy, som giver et levende indtryk af denne udvikling. De første tekster er erindrin-

ger og politiindberetninger om den unge bengalske oprører mod det britiske styre.Derefter følger nogle af Roys kortere politiske afhandlinger fra 1919-20 (Et indisk

kommunistisk manifest, teser om det nationale og koloniale spørgsmål: tillæg), ar-

tikler der på videnskabeligtgrundlag beskæftigersig med Roys politiske arbejde i

1920'erne bl.a. i Kina, erindringer om arbejdet i Bombay efter at Roy var vendt til-

bage til Indien. Materiale fra retssagen mod Roy - bl.a. hans trykte forsvarstale -

afslutter denne første del af bindet. Resten af bogen er viet Roys udvikling af den

radikale humanisme som grundlag for et slags græsrods-demokrati. Det fremgår ik-

ke om denne bevægelse - som ikke vil være partipolitisk - har haft nogen indflydelsepå udviklingen i Indien. I det mindste er det tydeligt, at Roys aktiviteter i den kom-

munistiske bevægelse er blevet genopdaget af historikere i vest, og ifølge forordet er

der også i Sovjetunionen blevet publiceret nogle udgivelser, som dog i det væsentligeer værdiløse propagandaskrifter mod Roy.

Bogen afsluttes med en biografisk kronologi, udarbejdet af udgiveren, som arbej-der på en biografi. Denne kronologiske oversigt oplyser også om Roys vigtigste af-

handlinger fra 1919-1954 og om enkelte posthume udgivelser. Alt i alt giver bogenen rimelig god introduktion til Roys liv og kan med udbytte bruges sammen med

hans selvbiografi.Gerd Callesen

Julius Schovelin: Strejkerne i Danmark 1862-1881. Udgivet af Jens Engberg. Uni-

versitetsforlaget i Aarhus, 1985, 214 s., kr. 138,75Julius Schovelin er et forholdsvis kendt navn for de fleste, der har forsket i den tidli-

ge danske arbejderbevægelses historie. Det skyldes hans besvarelse af Københavns

Universitets prisopgave i statsvidenskab for året 1882-83, der handlede om »Belys-

ning af de Momenter, der bestemmer Arbejdslønnens Højde«ud fra en samlet frem-

stilling af de sidste 20 års strejkeri Danmark, deres resultater og virkning på længeresigt. Schovelin fik sin guldmedalje for sin afhandling - og har nu, godt 100 år senere

78

opnået også at blive publiceret. Det sidste skyldes Jens Engberg, der desuden har

forsynet Schovelins afhandling med et fortræffeligt forord, der præsenterer Schove-

lin i en lidt bredere sammenhæng som skribent, erhvervsmand og højre-politiker.Schovelins afhandling har været flittigt anvendt gennem tiderne, selv om den ikke

tidligere har været publiceret. Således har afhandlingen været en central kilde for

Henry Bruuns klassiker »Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar

1900« fra 1938, og ligeledes for Georg Nørregaards »Arbejderforhold indenfor

dansk Haandværk og Industri 1857-1899« fra 1943. Også Jørgen Pedersen og Jør-

gen Peter Christensen, der begge har skrevet om udviklingen i arbejdslønningemeitiden før og efter århundreskiftet, har anvendt Schovelins centrale værk.

Forskningen i den tidlige arbejderbevægelse og i de tidlige arbejdskampe er langtfra afsluttet, selvom det kunne se ud til, at der for tiden finder en pause sted. Derfor

er det på ingen måde overflødigt, at Schovelin nu publiceres. Der er tale om et over-

'

ordentlig centralt kildeskrift, der nu er blevet umiddelbart let tilgængeligt for alle -

og så skal det bemærkes, at der er tale om en særdeles billig bog i forhold til udstyrog omfang. 214 sider med stednavneregister og fagregister for 138,75 - det er vist

efterhånden lidt af en sjældenhed.Niels Ole H. Jensen

Paolo Spriano: Stalin and the European Communists, Verso, London 1985, 315 si-

der, 5 16.95

Forfatteren er ekspert i det italienske kommunistpartis (PCIs) historie, som han har

skildret i et S-bindsværk. Hans position er nærmest »euro-kommunistisk« Han un-

derviser ved Roms universitet i politiske partiers historie.'

Foreliggende værk behandler forholdet mellem USSRs kommunistparti(SUKP), »Stalin«, og Europas kommunistpartier i 30”erne og 40'erne. Enhed i arbej-derbevægelsen ligger Spriano meget på sinde, det går som en rød tråd gennem bo-

gen, og dette problem hægtes sammen med kommunistpartiemes ønske om »natio-

nalt autonomi«, med hele problemfeltet: »ny veje til socialismen« og »ny« statsligeovergangsformer dertil.

Allerede under' spanske borgerkrig finder forf. teoretiske nydannelser - ikke i Di-

mitrovs store folkefronttale på Kominterns (KIs) 7. kongres 1935, men - i fx en Sta-

lin-udtalelse til Largo Caballero 1936 om en »parlamentarisk vej« til revolutionære

nydannelser, noget, der atter findes senere - 1945-46 og 1956. Spriano er positivtindstillet overfor disse ikke-marxistisk-leninistiske teorier eller hypoteser, der opfat-tes som gavnlige for arbejderenheden, hvorfor han ogsåmå kritisere Trotskijs revo-

lutionære position, baseret på en konsekvent applikation af marxismen-leninismen.

Samtidig tager forfeafstand fra »Den store terror« i USSR (kap. 4), der jo ikke kan

siges at have fremmet arbejderenheden.Kap. 13 om »Den overraskende overraskelse 22. juni« 1941 svarer i det hele til den

fremstilling, der er givet også fra sovjetisk hold, senest i Mikojans memoirer 1985,der tillæggerStalin ansvaret for de store tyske sejre 1941. Derefter var Stalins taktik

dannelse af en endnu bredere »folkefront« end i 30'erne. Han ønskede at undgå klas-

se- og partirivalitet og at resistancen i de besatte lande udviklede sig videre til en

social revolution, en taktik forf. visse steder (fx s. 228 1) viser ikke per se var frem-

mende for kommunistisk enhed med socialdemokrater. Nævnte »antirevolutionæ-

re« holdning gav sig fx udslag i »gode«råd til Titos partisaner 1941-42 om at samar-

bejde med eksilregeringens styrker i stedet for at bekæmpe dem som formentlige

79

kollaboratører. Selv ledende PCl'ere - som G. Amendola - virkede 1942 for, at den

antifascistiske revolution tillige skulle likvidere »fascismens sociale og politiskegrundlag« og gøre op med monarkiet og storbourgeoisiet (s. 181). Men heroverfor

lagde Togliatti i radioudsendelserne fra Moskva vægten på den rent nationale linje i

modstandsbevægelsen. Dog, netop grundet en stærkere social betoning havde PCI

bedre held end det franske parti (PCF) med at samle socialisteme og gruppen Giu-

stizia e Libertâ i en national befrielseskomité - en succesrig enhedsfrontpolitik. De

partisanbevægelser,der var rejst i krigens begyndelse og netop havde basis i en soci-

al revolution - fx i Jugoslavien, Hellas, Kina - var tillige de mest slagkraftige (s. 183).Men fra sin ankomst til Napoli 27. marts 1944 blev Toglitatti aldrig træt af at be-

tone resistancens begrænsning til det rent nationale, og da han septbr. 1947 frygtede- med rette - at PCI ved Luigi Longo og E. Reale skulle stå »skoleret« på Komin-

form-konferencen i Szkalaiska Probea ved Wroclaw, gav han dem besked om at si-

ge, at PCIs hele forsigtige politik 1944-45 var gået ud på at undgå et nyt Hellas. (Hervar uroen dog først begyndt i de første decemberdage 1944, indtil der sluttedes en

våbenstilstand febr. 1945). Togliattis »volta di Salerno« - uforståeligfor mange kad-

rer - førte 21. april 1944 til hans indtræden i den reaktionære Badoglio-regering, ef-

ter at han og Badoglio havde fået døllet opposition fra Aktionspartiet (udgået af

Giustizia e Libertå) og - de liberale, som var tro med Den nationale Befrielsesko-

mités (CLNs) beslutning fra januar om, at kongen skulle abdicere og Badoglio er-

stattes med socialisten Ivanoe Bonomi (Dette skete i juni 1944). Togliatti havde dogmægtig støtte fra USSR, der endog stærkere end Churchill selv, men mindst lige så

kraftigt som Vatikanet i foråret bakkede Badoglio op.

Et vidt udbredt ønske om en fælles socialistisk fremtid - enhed i arbejderbevægel-sen - prægedemodstandsbevægelseme - et progressivt opbrud, der rakte langt ind i

borgerskabet (s. 206-09, 220 f.). Men kommunistledeme benægtede i modsætning til

socialistiske partier, at socialismen var aktuel. F orf. undlader at nævne, at selv Ak-

tionspartiet talte om »CLNs revolution«. 'Stemningen var socialistisk. Juni 1945

blev en af dette partis og CLNAIs ledere, F. Parri, leder af en regering, der var for

venstredrejet for CPIs ledelse, der allerede 1944 blev konfronteret med partikritikfor at have »svigtetrevolutionen« og i 1945 affærdigede venstrekritikere som »æven-

tyrere«, der overså »styrkerelationerne«.I overensstemmelse med PCI-historieogra-fien gør forf. i kap. 18 op med den opfattelse, at modstandsbevægelsernes videreud-

vikling mod en social fornyelse skulle være blevet blokeret af kommunistlederne,som trotskijstisk.

Faktisk var det Eduard Kardte og Milovan Djilas, der på Kominformmødet 1947

bakket op af deánov og Malenkov skarpt fremførte kritikken af PCIs og PCFs for-

ligspolitik under og efter krigen overfor »antifascistiske højre«,der var indstillet påat bremse partisankampen og hindre virkelige samfundsomdannelser, - i modsæt-

ning til fx den græske partisanbevægelseELAS. Spriano afviser (s. 231) kort, men

kontant denne kritik. Men kritikken lå ligesom i luften, havde dybe rødder. Præsi-denten for befrielseskomiteen i Toscana C. L. Ragghianti betegnede i værker 1954

den italienske resistance som en »mislykket demokratisk revolution« netop grundetdet, han kaldte »la volta di Napoli« 1944, forliget i det »befriede« Syditalien mellem

PCI-ledelsen, Badoglio og monarkiet.

Spriano fremfører vel grunde til den førte PCI-politik. Men i kap. 19 tillæggerhan endog Jugoslavien og Albanien skyld for udbruddet af »den kolde krig«,der

gjorde frihedskampens håb til skamme, ved deres forfatninger 1945 / 46, der beteg-nede dem som »folkerepublikker«eller rettere versioner af proletariatets diktatur i

80

rådsformen. Men også Vestens ansvar betones (i kap. 22: »'New Roads' to Socia-

lism«).Der var tale om »en ond cirkel«. Den gensidige frygt virkede gensidigt nega-tivt. Ellers roser Spriano (i kap. 20: »A Party Old and New«) den »borgerlige«del af

hele den folkedemokratiske revolution i øst.

Fusionerne ovenfra af Østeuropas kommunist- og socialistpartier opfatter Spria-no som en hindring for enhed mellem Vesteuropas arbejderpartier. Kominformmø-det i 1947 kæder han i slutkapitlet sammen med den Store Terror i USSR og Mindre

Terror i folkedemokratierne. Men det var et par år senere, og i 1947 var det (de sene-

re fordømte) titoister og »nationalkommunisten« Gomulka, der så skarpt kritisere-

de, at PCI 0g PCF havde forsømt at udnytte »en afgørende chance for at skabe et

nyt statsapparat«, da alle odds var for. Det blev besvaret med en på dette tidspunktusædvanlig selvkritik (til forskel fra kritikken offentliggjort) fra Longo og J. Duclos

(DKPs selvkritik ved Aksel Larsen kom først et år senere). Efter bruddet 1948 med

Stalin hævdede fx Kardelj fortsat, at Jugoslavien havde gennemført en socialistisk

revolution i og med frihedskampen og realiseret et proletarisk diktatur af sovjettype(befrielseskomiteerne). Togliatti hævdede 1947 hårdnakket, at det var der ikke tale

om.

Spriano hævder, at de andre østlandes, USSRs, PCIs og PCFs irritation med ju-goslaveme skal tilbagedateres til 1945-47 (s. 278). Under alle omstændighederhar

Togliatti næppe glemt Kardeljs kritik, og efter bruddet spillede han en vigtig rolle på3. og sidste Kominformmøde novbr. 1949, der udsendte en sand bandbulle mod

»kliken af spioner og mordere i Beograd«. PCF deltog med større iver i den af Spria-no skarpt kritiserede anti-Tito-kampagne end PCI.

Forf. nævner, at Kominform-mødet i 1947 fortav Mao Tse-tungs fremgang og var

mærkeligt »euro-centreret«. Senere var det dog netop maoisterne, der på en måde

videreførte kritikken særlig af PCIs ledelse, om end på et andet niveau (tillige an-

greb på titoismen). Det skete i begyndelsen af 1960'erne endnu før »kulturrevolutio-

nen« i et teoretisk opgør med Khrustjovs ny konceptioner, der iflg. Spriano videre-

førte teorierne fra perioden 1935-37 og 1945-46 om »ny«, nationale, fredelige eller

»parlamentariske veje« til socialismen forbundet med større autonomi for enkelt-

partierne. Her standser imidlertid hans fremstilling. Formentlig ville han også af-

færdige den maoistiske kritik som den titoistiske eller trotskijstiske.Ole Stender-Petersen

Marjaano Valkonen: Finlands Fackförbunds Centralorganisation 1907-1982, Hel-

singfors 1985, 56 5.

I 1985 udkom denne lille, velskrevne introduktion til den finske LO's første 75 års

historie. Historien adskiller sig væsentligt fra de andre nordiske landes fagbevægel-ses historie. Fagbevægelsen opstod ganske vist omtrent samtidig med den norske og

svenske, men fik først et årti senere et første gennembrud. Men det russiske styre

undertrykte også fagbevægelsen,og først efter den første russiske revolution lykke-des det i 1907 at oprette en landsorganisation. Da det socialdemokratiske parti sam-

tidig blev den finske landdags største med 40% af mandaterne, så fremtiden lys ud.

Men verdenskrigen og borgerkrigen sønderslog enheden i den finske arbejderbe-

vægelse, og i mellemkrigstiden var modsætningerne mellem det illegaliserede FKP,

der dominerede fagbevægelsen, og det finske socialdemokrati stor. Finland deltogsom bekendt også i krigen mod Sovjetunionen fra 1941 , men nederlaget betød - for-

uden at Sovjetunionen kunne beholde sine erobringer fra vinterkrigen 1939-40 - en

81

forøget demokratisering af det politiske liv i Finland: FKP blev legaliseret. Det lyk-kedes at integrere de mange fordrevne fra de af Sovjetunionen erobrede områder, såder ikke af den grund opstod nye nationalistiske strømninger, som i mellemkrigsti-den havde haft en stor betydning for den halvfascistiske Lappo-bevægelse.Modsætningeme i arbejderbevægelsenvar imidlertid stadigvækstore, bl.a. split-

tedes det socialdemokratiske parti, og som følge deraf også landsorganisationen i

1960, en splittelse der først 1969 blev overvundet ved oprettelsen af en ny landsorga-nisation. Denne fordoblede i løbet af et årti sit medlemstal, således at den finske fag-bevægelses organisationsgrad svarer til den ellers i Norden kendte.

Denne udvikling gøres der rede for i et nøgternt og sagligt sprog. Bogens informa-tive værdi øges af tillæggenes. 51 ff med oversigter over formænd, sekretærer, med-lemstal osv. Det er en udmærket introduktion for svensk-kyndige.

Gerd Callesen

ANMELDELSE

Gerd Callesen/ Uffe Jakobsen/ Mikkel Lundstrøm/ Kjeld Sehmidt/ Ole Stender-Pe-dersen: Karl Marx/ Friedrich Engels Gesamtausgabe (MEGA), Berlin 1975 ff

»Arbejderhistorie« anmelder i det efterfølgende den nye altomfattende udgave afMarx' og Engels'skriftlige efterladenskaber. Det skal ses som en fortsættelse af det

tidligere begyndte arbejde, i hvilket bogen »Marx i Danmark« var et første højde-punkt. De der samlede afhandlinger er i det væsentlige bidrag til udgivelsesarbejdetfor MEGA. Bla. for at understrege hvad en dansk Marx-Engelsforskning bidragertil, trykkes denne for vores forhold meget omfattende præsentation.

Dette forsøg på at udgive alt fra Marx'og Engels 'hånd er organiseret af institut-

terne for marxisme-leninisme i Berlin og Moskva, men med støtte fra forskningsmil-jøer mange steder i verden. Det første forsøg på at udgive en samlet, videnskabeligkommenteret udgave af Marx'og Engels'værker påbegyndtes i 1920 'erne i Moskva

og standsedes efter nazisternes magtovertagelse.'

Introduktion

Fra 1975 til 1986 er der udkommet ialt 30 bind i den nye MEGA's 4 afdelinger. Det

er noget langsommere end oprindeligt forudset og hertil kommer en udvidelse af he-

le værket. Formentlig kommer det ikke til at bestå af ca. 100 bind, men vil blive ud-

videt især i 4. afdeling og således komme til at omfatte op mod 180 bind. Oprindeligtskulle værket afsluttes omkring årtusindskiftet, men tidsplanen er også blevet udvi-det. I forhold til den første MEGA, der var planlagt til at omfatte 40 bind - af hvilke12 nåede at udkomme - er der tale om en betragtelig udvidelse. Det er som nævnt

især 4. afdeling (excerpterne etc.) der har medført udvidelsen, men også 3. afd. (kor-respondencen) indeholder meget omfattende nyt stof.

Der foreligger imidlertid allerede omfattende værk-udgaver af Marx' og Engels'afhandlinger. Her i landet er den tyske Marx-Engels-Werke (MEW) nok den bedstkendte. Den engelsk-sprogede »Collected Works« (MECW) i 50 bind er endnu un-

82

der udgivelse, ca. halvdelen af bindene er udkommet. Hvori adskiller MEGA sig fra

disse og andre 'samlede værker”.l Bliver MECW og MEW overflødigemed den nye

MEGA? For at tage det sidste først: nej MEGA skal ikke erstatte de gamle udgaver,tværtimod bliver MEW løbende fornyet/ moderniseret på baggrund af erfaringernemed MEGA og de nye bind af MECW nyder også godt af arbejdet. MEGA adskiller

sig fra de andre ved sin fuldstændighed, ved brugen af originalsprogene (ca. 60% på

tysk, 20% på engelsk, ca. 5% på fransk resten på andre sprog), ved fremlæggelsen af

en given teksts historiske udvikling og ved den omfattende kommentar. Dvs. ME-

GA vil for fremtiden udgøre grundlaget for nyudgivelser af tekster fra Marx og En-

gels og for det videnskabelige studie af marxismen. Begrundelsen for at fremlægge

en så omfattende udgave er at have en standardudgave, hvor man kan studere alt

relevant materiale sideløbende, således at man kan få indblik i udviklingen af Marx'

og Engels' arbejde, i deres arbejdsproces. Formodningen er vel at marxismens ar-

bejdsmetoder kan forbedres på dette grundlag. MEGA er altså først og fremmest

beregnet til Marx-Engels-forskerne i bredeste forstand. MEW og tilsvarende udgi-velser inklusive de danske oversættelser vil være det naturlige arbejdsredskab for

alle andre.

Marx' og Engels' arkiver har som bekendt lidt en krank skæbne; den største del

beror nu i det Internationale Institut for Socialhistorie (IISG) i Amsterdam. Men

heldigvis besluttedes det i Sovjetunionen i 1921 at påbegynde en indsamling og regi-strering af alt tilgængeligt materiale fra Marx og Engels. Det indbefattede også en

affotografering af det nu i Amsterdam beroende materiale, men det lykkedes også at

fotografere materiale, som i dag er forsvundet (bl.a. beror Børge Schmidts udgivelseaf »SO-Louis-Pio-breve«, København 1950, på fotograñerne i Moskva).

I MEGA vil alt kendt materiale fra Marx og Engels blive offentliggjort i sin hel-

hed. Meget har været kendt i lang tid, men nye ting dukker hele tiden op (se f.eks.

»Arbejderhistorie«27 s. 46 ft) og en omfattende del af manuskripterne (udkast osv.)har ikke tidligere været offentliggjort. Hertil kommer så deres afskrifter fra andres

bøger, notitser, randbemærkninger i bøger osv. Endelig vil også brevene til Marx og

Engels blive udgivet.Alle tekster vil blive udgivet på originalsproget; da Marx og Engels skrev på flere

sprog, betyder det at disse tekster også vil blive trykt på disse sprog. Som nævnt var

tysk det mest benyttede sprog, men engelsk var originalsproget for bl.a. mange avis-

artikler. Filosofiens elendighed blev først udgivet på fransk. Teksterne vil blive ud-

givet i alle autoriserede udgaver. Det betyder f.eks., at Kapitalens bd. 1 udgives i 6

forskellige udgaver. Det betyder også, at den af den revolutionære marxist Gerson

Trier oversatte og af Engels gennemsete udgave fra 1888 af »Familiens, privatejen-dommens og statens oprindelse«vil blive genudgivet her (i bd. I-29).

Alle endnu utrykte manuskripter vil blive udgivet i den form, som Marx og En-

gels efterlod dem i. Kun helt åbenlys fejl vil blive rettet, dog vil der blive gjort rede

for hvert eneste indgreb i manuskripterne. Det betyder også,at der vil blive gennem-

ført sammenligninger med de endnu bevarede manuskripter og de trykte udgaver.Det skulle således være muligt at få fjernet de fejl, der evt. har indsneget sig i tekster-

ne.

Fuldstændigheden i teksthistorien både hvad angårmanuskripter og trykte udga-ver er omtalt, og det er en indlysende fordel, at alle varianter kan findes samlet i

dette værk. I kommentarerne bliver der udførligt gjort rede for teksternes historiske

tilblivelse. Ikke mindst i disse kommentarer og annoteringer ligger der et betydeligtvidenskabeligt arbejde.

83

MEGA*s 4 afdelinger er hver for sig kronologisk opbygget. 1. afdeling indeholderalle værker, skrifter, artikler af enhver art fra Marx og Engels med undtagelse af

Kapitalen og forarbejderne til denne. Disse udgivelser/ bind udgør 2. afdeling. I 1.

afdeling vil der også blive trykt værker, hvor det kan påvises,at Marx og Engels har

medvirket, eller hvor de står som medforfattere, f.eks. dokumenter de er medunder-skrivere af.

3. afdeling vil indeholde alle breve til og fra Marx og Engels inklusive fragmenter,udkast og bilag til brevene. Det betyder således, at de breve fra Engels til Pio hhv.Gerson Trier/ Nicolaj Petersen, som kun er kendt fra aviser vil blive trykt i de rele-vante bind.

4. afdeling vil indeholde meget nyt materiale, nemlig notitser, excerpter, tabeller,bibliografiske notater, notesbøger etc. fra Marx og Engels. Det er især hvad excerp-terne angår meget omfangsrigt. Endelig skal alle randbemærkninger osv. i bøgertrykkes på en passende måde.

Hver bog udkommer i 2 halvbind, et tekstbind og et apparatbind med anmærk-

ninger, kommentarer og registre. Det er planen, at der udarbejdes registre for hver

afdeling og sidenhen for hele værket. Kommentarerne til de enkelte tekster er delt

op i en række faste rubrikker. Hver tekstkommentar indledes med en beskrivelse aftekstens tilblivelse, udbredelse og overlevering, undertiden suppleret med oplysnin-ger om tekstens udbredelse (»Wirkungsgeschichte«)for så vidt angår dens umiddel-bare og samtidige genklang og følger i arbejderbevægelseneller offentligheden i det

hele taget. Heri er også indbefattet en beskrivelse af den eller de originaler, der liggertil grund for den udgivne tekst, og oplysninger om tidspunktet for 1. gangs offentlig-gørelsen. Hvis grundlaget for udgivelsen udgøres af flere udkast eller varianter, in-deholder kommentaren også en meget udførlig beskrivelse af de forskellige variant-er af enkelte ord, sætninger eller afsnit i teksten. Endvidere findes en fortegnelse og

redegørelse for foretagne korrektioner. Og endelig, og vel nok for de fleste læseresvedkommende vigtigst, findes en omfattende række af konkrete oplysninger om for-

hold der omtales i teksten, litteratur som Marx og/ eller Engels har anvendt ved ud-

arbejdelsen etc.

På en af Wissenschaftlicher Rat fürMarx-Engels-Forschung der DDR og Insti-

tuttet for marxisme-leninisme arrangeret konference i Berlin i oktober 1986 diskute-

redes arbejdet i de kommende år. Af de foreliggende 30 bind er de 12 udkommet i l.

afd., 10 i 2. afd. og hver 4 i 3. og 4. afd. Indtil 1991 skal der udkomme 5 bind i 1. afd.,7 i 2. og igen hver 4 i de to sidste afdelinger. Indtil år 2000 håber udgiverne at blive

færdige med 1. afdeling, der ialt skal omfatte 32 bind plus eventuelle tillægsbind og

registre, og 2. afdeling, der vel kommer op på over 20 bind og delbind plus registre.3. afd. kommer til at omfatte 45 bind med ca. 4200 breve fra Marx og Engels og små

10.000 til dem. Arbejdet med brevbindene går dog meget langsomt og det er også til

gene for arbejdet med de øvrige bind i de andre afdelinger. 4. afd. vil komme op påca. 45 bind eller måske mange flere, idet det endnu ikke er afklaret, hvordan tandbe-

mærkningerne i bøger osv. skal publiceres - for at få afklaret dette er der udgivet et

prøvebind, der præsenterer institutternes forslag (se »Arbejderhistorie«23 s. 103 0.Om 10 år vil der dog foreligge ca. 14 bind i denne afdeling.

Mens der således vil gå lang tid endnu inden 3. afd. nærmer sig en afslutning, hvisikke der bliver sat yderligere ressourcer ind på arbejdet med denne afdeling, hvadder ville være meget ønskværdigt, idet bindene som efter planen nu skal foreliggeindtil 1989 kun vil have ført udgivelsen op til dec. 1857, så går arbejdet med 1. afd.

meget bedre frem. Indtil nu foreligger bd. 1-3 med Marx' og Engels' værker indtil

84

1844 - dvs. at man samtidig kan se hele udviklingen i deres teoretiske og øvrige selv-

forståelse på alle områder ved at sammenholde bindene fra 1., 3. og 4. afdeling - og

derefter følger bd. 10-13 med afhandlingerne fra perioden 1848-1854, bd. 18 (1859-60), bd. 22 (1871 dvs. Pariser-kommunen) og bd. 24-25, der indeholder begges af-

handlinger fra dec. 1872 til maj 1883, dvs. til Marx' død. Bd. 26 består af Engels'forstudier til Naturens dialektik fra perioden 1873-1882 og dermed også det uafslut-

tede værk, der sidenhen blev udgivet som Naturens dialektik. Indtil 1991 skal fore-

ligge bd. 14 (1855), bd. 20 (1864-67), bd. 27 (Anti-Düring), bd. 28 som vil indeholde

Marx' matematiske manuskripter fra 1878-1881 og endelig bd. 29 med Familiens,

privateejendommens og statens oprindelse. Derefter skal bd. 5 (1845-1846), bd. 23

(1871-1872) og bd. 31-32 med Engels værker fra 1886-1895 udkomme indtil midten

af 1990'erne. Af de resterende bind (4, 6-9, 15-17, 19, 21 og 30) er forstudierne til bd.

7-9, der skal indeholde artiklerne fra Neue Rheinische Zeitung 1848-1849 idet mind-

ste påbegyndt.I 2. afdeling vil man om alt går vel indenfor de næste 10 år være nået

frem til Kapitalens bd. 2.

Udgivelsen af MEGA beror på et omfattende arbejde ikke kun ved de to udgiven-de institutter for marxisme-leninisme i Moskva og Berlin; ved en række universite-

ter i DDR og formentlig også i Sovjetunionen er der oprettet arbejdsgrupper, som

dels er direkte ansvarlige for udgivelsen af enkelte bind og dels ved uafhængige un-

dersøgelser fremmer arbejdet med udgivelsen. Resultaterne af disse undersøgelser

udgives delvis selvstændigt og er for enkeltes vedkommende blevet anmeldt i »Ar-

bejderhistorie«z.Derudover udgives forskellige tidsskrifter, hvoraf det vigtigste er

Marx-Engels-Jahrbuch, som indtil nu er kommet med 9 bind. Denne årbog indehol-

der foruden artiklerne nye dokumenter, bl.a. breve som skulle have været offentlig-gjort i allerede udkomne bind, beretninger, anmeldelser, videnskabelige meddelelser

osv. Det er en ret omfangsrig årbog og den har offentliggjort vigtige bidrag. En del

af især artiklerne er selvfølgeligpræget af udgivernes teoretiske selvforståelse. End-

videre udgiver Moskva-instituttet en 'Videnskabelig bulletin' i et meget beskedent

oplag. Der er indtil nu kommet over 40 numre, oftest emnenumre. Berlin-instituttet

udgiver Beiträge zur Marx-Engels-Forschung, af hvilket der er kommet 20 numre

med enkelte 'danske' bidrag; endvidere udkommer Arbeitsblätter zur Marx-Engels-Forschung i Halle og Marx-Engels-Forschungsberichte i Leipzig. De sidste 4 tids-

skrifter har mere karakter af interne tidsskrifter og kan således ikke abonneres. De

henvender sig især til medarbejderne ved MEGA, og andre specielt interesserede,som skal informeres om enkelte forskningsresultater og skal således fremme diskus-

sionen. De kan dog for de flestes vedkommende findes på Arbejderbevægelsens bib-

liotek og arkiv.

Det er et omfattende arbejde, der præsteres i denne sammenhæng, og man må

håbe,at det lykkes at få denne udgave bragt til en afslutning. Under alle omstændig-heder er det centralt for udviklingen af marxismen og ligeledes et vigtigt bidrag til

arbejderbevægelsens historie.

G. C.

Noter

1. Karl Marx/ Friedrich Engels: Historisch-Kritische Gesamtausgabe Frankfu'rt/ M. 1927 ff.

2. F.eks. Der Bund der Kommunisten (AH 21 s. 40 ff og AH 27 s. 96 f), Ihre Namen 1eben

durch die Jahrhunderte fort (AH 23 s. 87 ff), Karl Marx/ Friedrich Engels: Marginalien -

Probestücke (AH 23 s. 104 f).

85

Karl Marx/Friedrich Engels: Gesamtausgabe (MEGA). Erste Abteilung. Werke,Artikel, Entwürfe. Band 25: Karl Marx/ Friedrich Engels: Werke, Artikel, EntwürfeMai 1875 bis Mai-1883. Hrsg. vom Institut fur Marxismus-Leninismus beim ZK der

KPdSU und vom Institut für Marxismus-Leninismus beim ZK der SED. Bearbei-

tung des Bandes: Herbert Schwab (Leiter), Eva Katzer, Peer Kösling,Kurt Kozian-ka. Berlin: Dietz Verlag, 1985. 56'I og 1320 s.

MEGA's 1. afdeling indeholder - bortset fra »Kapitalen« og forarbejder til denne -

alle Marx's og Engels' værker, artikler, nedskrevne taler og alt øvrigt materiale be-

regnet til offentliggørelsesamt udkast hertil. Bind 25 i 1. afdeling indeholder skrif-terne fra perioden maj 1875 til maj 1883, altså frem til Marx's død. Bindet dækkersåledes en i MEGA-sammenhæng relativ lang periode, og indeholder mange kortere

tekster, først og fremmest i form af avisartikler, hvor en række historiske og aktuelleforhold behandles ud fra såvel teoretiske som praktiske/ strategiske perspektiver.Samtlige tekster bringes i kronologisk orden.

En række større skrifter fra perioden er imidlertid ikke bragt her i bind 25, fordi

de er eller vil blive udgivet i særlige tematiske bind i 1. afdeling. Det drejer sig om

Engels”forarbejdet til »Naturens Dialektik« fra perioden 1873-1882 (bind 26), om

»Anti-Dühring«fra 1876-1878 og »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«

(bind 27), og om Marx's matematiske manuskripter fra perioden 1878-1881 (bind28).

Bindet er, ligesom de øvrige MEGA-bind, indbundet i to dele. Tekstdelen består

dels af redaktionens indledning (s. 15*-56*), og dels af de godt 80 tekster der offent-

liggøres i bindet (s. l-49l). Den såkaldte »Apparat«-delbestår af redaktionens korn-

mentarer til de enkelte tekster (s. 515-1221) samt af litteratur-, navne- og emneregi-ster til teksterne (s. 1227-1320). Ideen med at indbinde tekst og kommentar hver for

sig må virkelig hilses velkommen - det muliggør en parallel læsning af tekst og kom-

mentarer uden besværet med at blade frem og tilbage. Det er selvfølgelig også en

særlig fordel i forhold til det enorme omfang kommentarerne har.

Teksterne er af højst forskellig karakter og indhold, eller udgør et »overordentligtbredt spektrum« som det hedder i indledningen (s. 15"). En del af teksterne behand-ler spørgsmålet om før-kapitalistiske samfundsformationer. Det gælder bl.a.

Marx's fire udkast og selve brevet til Vera Sasulitj om det russiske landbyfællesskab

(s. 219-242), Marx/ Engels' forord til den anden russiske udgave af »Det kommuni-

stiske Manifest« (s. 295-296), og Engels' to manuskripter: »Zur Urgeschichte der

Deutschen« (s. 307-351) og »Fränkische Zeit« (s. 353-396). De nævnte Engels-manu-skripter behandles i øvrigt også i en artikel i Marx-Engels-Jahrbuch af et af dette

MEGA-binds redaktionsmedlemmer.I Endvidere findes flere biografiske artikler og

taler af Engels: bl.a. Marx-biografien fra 1878 (s. 100-111) og taler og nekrologerved Marx's død. De fleste tekster er imidlertid udtryk for Marx's og Engels' involve-

ring i dannelsen af en række nationale arbejderpartier i denne periode. Af mere ge-nerel betydning for spørgsmåletom partiprogrammer og arbejderpartiers strategimå nævnes skrifter som »Kritik af Gothaprogrammet« (3. 5-25; dette vil blive yderli-gere behandlet nedenfor), det såkaldte »Zirkularbrief« fra september 1879 til de ty-ske partiledere (s. 171-185), og også Marx's (ganske korte) udkast til forord til et

program for det franske socialistparti (s. 208).Med hensyn til konkrete forhold behandler teksterne først og fremmest den tyskearbejderbevægelse.Men også arbejderbevægelseni andre lande. Engels behandler

således i en række artikler (3. 87-99, 119-121 og 169-170) forhold i den italienske ar-

bejderbevægelse, herunder spørgsmål som valgdeltagelse og individuel terror som

86

midler i klassekampen. Da manuskripterne til disse artikler ikke foreligger, medfø-rer intentionen om anvendelse af originalsprog at artiklerne her gengives på itali-

ensk, da den samtidige offentliggørelse i den italienske avis »La Plebe« er den mest

originale, forhåndenværende form. (Men de findes jo i oversættelse i MEW-udga-

ven). Ligeledes skriver Engels iden engelske avis »The Labour Standard« en artikel-

serie (s. 246-273 og 275-286), der af redaktionen karakteriseres som et »mønsterek-

sempel på socialistisk massepropaganda« (s. 41").

Sammenlignet med MEW-udgaven (MEW, bd. 19 dækker den samme periodesom MEGA I/ 25) indeholder dette MEGA-bind ikke egentlige nye tekster af Marx/Engels. Men følgende forskelle gør sig gældende:

Nogle af teksterne er forsynet med nye redaktionelle titler. For andre teksters ved-

kommende, b1.a. udkastene til brevet til Vera Sasulitj, er der tale om en nyredigeret,udformning på grundlag af fornyede studier af håndskrifterne. Endvidere er date-

ringerne for en del teksters vedkommende blevet præciseret, og dateringen af en En-

gels-tekst (Review of Karl Blind”s Article »Prince Napoleon and European Demo-

cracy« (s. 186-187)) er ændret fra 1870 til 1878. Det redaktionelle arbejde har ogsåresulteret i en mere præcis dechifrering af teksterne, hvilket fx gælder Marx*s »Kon-

zept eines Artikels zur Debatte über das Antisozialistengesetz im Deutschen Reichs-

tag« (s. 159-168) fra september 1878, hvor Marx bl.a. diskuterer fredelige og ikke-

fredelige former for magterobring. Denne tekst har tidligere været offentliggjortsom et bidrag i et af brevbindende i MEW-udgaven,2 men bringes nu her i 1. afde-

ling, fordi der ikke som hidtil antaget blot er tale om et »Konspekt«, altså nogle op-

tegnelser, men om et udkast til en artikel beregnet til offentliggørelse(jf. de redak-

tionelle oplysninger om tekstens tilblivelse, s. 733-735)._1bindet offentliggøres syv tekster af Marx og/eller Engels for første gang på ori-

ginalsproget. Mens seks af disse har været offentliggjort i tysk oversættelse i MEW-

udgaven, har en af teksterne hidtil kun været offentliggjort på russisk (i 2. udgavenaf den russiske MEW). Det drejer sig om Engels: »Du sollst nicht ehebrechen« (s.213-215), som Engels i marts 1881 sendte til Bernstein til brug for en artikelserie i

»Der Sozialdemokrat« -om de ti bud; artikelserien var en kritik af de herskende klas-

sers udnyttelse af religionen som undertrykkelsesmiddel; Bernstein, der på dette

tidspunkt var redaktør af bladet, benyttede imidlertid ikke materialet fra Engels (jfr.s. 816-818). Antalsmæssigt er knap halvdelen af teksterne i MEGA-bindet på tysk,mens 25 er på engelsk, 18 på fransk og 5 på italiensk. Omfangsmæssigt er tysk doglangt dominerende, fordi teksterne på de øvrige sprog for de flestes vedkommende

'

er korte.

Der er også grund til at nævne at to artikler, der er med i MEW 19 og hvor Engelser anført som forfatter, er udeladt af MEGA-udgaven (jf. s. 49"), fordi forskningennu er kommet til det resultat at sandsynligheden taler for at de ikke er skrevet af

Engels. Det drejer sig dels om artiklen »Uber die Konzentration des Kapitals in den

Vereinigten Staaten« fra 1882, der taler om en forestående økonomisk krise i USA,hvis løsning kun kan være »die soziale Revolutionl« (se MEW 19, s. 306-308). Den-

ne artikel tilskrives nu Bernstein.J Dels om artiklen »Wie der Pindter flunkert« ogsåfra 1882, der er et angreb på nogle løgnehistorier om socialdemokratiets holdning til

socialistloven som redaktøren - ved navn Pindter - for en borgerlig avis har bragt til

torvs (se MEW 19, s. 313-314). Denne artikel tilskrives nu Wilhelm Liebknecht.4

MEGA-udgaven er desuden forsynet med et tillæg (»Anhang«, s. 425-491) der in-

deholder taler af Marx og Engels, tre interviews med Marx, en af Engels godkendtoversættelse, foretaget af Plekhanov, af forordet til 2. russiske udgave af »Det kom-

87

munistiske Manifest«, samt værker af andre forfattere hvor Marx 0g/e11er Engelshar medvirket.

I den sidste kategori findes bl.a. Paul Lafargues udkast til et manifest for det fran-ske socialistparti (»Projet de Manifeste du Parti Ouvrier Francais« (s. 468-486)).Marx gennemlæste dette arbejde og forsynede det med kommentarer, og det er her

gengivet i en form der viser tilføjelser og fremhævelser foretaget af Marx i selve tek-

sten, og som bringer de omfattende forslag til supplerende tekst som Marx har skre-vet i marginen; teksten offentliggøresher i bindet for første gang på originalsproget,og har tidligere kun været offentliggjort på russisk (jf. s. 1200-1205). Endvidere fin-des en artikel af Karl Kautsky, der er skrevet på grundlag af oplysninger i et brev fra

Engels om en debat om vivisektion, dvs. operationsforsøgpå levende dyr, på en me-

dicinsk kongres i London i 1881. I artiklen (med titlen »Die Vivisektion des Proleta-riats« (s. 489-491)) beskriver Kautsky satirisk modsætningenmellem borgerskabetshumane indstilling når det gælder dyr og dets inhumane indstilling over for proleta-riatet - borgerskabet tager afstand fra vivisektion når det drejer sig om dyr, men an-

erkender i praksis forsøg med mennesker og »vivisektion af mænd, kvinder og børn i

fabrikkerne«. Denne artikel blev offentliggjort i »Der Sozialdemokrat« i september1881.

Interessant er også de tre beretninger om samtaler med Marx. Den mest omfat-

tende er det interview som Marx i december 1878 gav til en journalist fra den ameri-

kanske avis »The Chicago Tribune« (s. 429-437). Avisen var af borgerlig observans,men udkom i stort oplag, og Marx havde dermed mulighed for at bibringe ameri-

kanske arbejdere kendskab til forholdene i den europæiske arbejderbevægelseog til

sine teoretiske og strategiske synspunkter; interview'et blev desuden bragt i ameri-kanske arbejderaviser, men kun i delvis og unøjagtig gengivelse (jf. s. 1137-1139). I

øvrigt bragte »Social-Demokraten« en oversættelse af en af disse versioner, og det

omfattende forskningsarbejde i forbindelse med MEGA-udgaven kommer til ud- ,

tryk, når der her (s. 1139) ordret citeres fra den redaktionelle indledning i »Social-

Demokraten« fra 9. april 1879: »Da de faldne Udtalelser giver et Strejflys over hele

den socialistiske Bevægelse, skal vi gengive dem, saa meget mere som de hidrører fra

en saa fremragende Kapacitet som Karl Marx«, Igen ses det at MEGA-udgaven er

beregnet for den »videnskabeligeoffentlighed«,da dette danske citat ikke er oversat.

Den oprindelige version blev genfundet i 1964, og blev derefter offentliggjort i tyskoversættelse.5 Det bringes her for første gang i sin fulde længde i MEW/ MEGA-

sammenhæng. Den anden beretning om samtaler med Marx er et uddrag af en arti-

kel i den borgerlige amerikanske avis »The Sun« fra september 1880 (s. 442-443). I

følge kommentarerne indeholder beretningen »principiellefejlvurderinger«,og kan

derfor ikke betragtes som »en autentisk gengivelse af Marx”s tanker« (s. 1152). Tek-

sten indeholder nogle misforståelser med hensyn til indholdet af »Kapitalen«s2. og3. bind, og indeholder ingen realoplysninger. Den tredje beretning betegnes andet-

steds af et af redaktionsmedlemmerne som en »bibliografiskspecialitet«6Det drejersig om et uddrag af et brev fra Grant Duff, liberalt medlem af det engelske underhus,til kronprinsesse Viktoria af Prøjsen, gift med daværende kronprins og senere kejserFriedrich Wilhelm, hvori der berettes om en samtale med Marx i'januar 1879. I bre-vet refereres Marx's syn på sandsynligheden for et snarligt »crash« i Rusland, mulig-hederne for at dette vil brede sig til Tyskland, og mulighederne for socialistisk agita-tion i den prøjsiske hær (se s. 438-441). Brevet afsluttes i øvrigt med ordene: »It willnot be he, who whether he wishes it or not will turn the world upside down«, og bl.a.af denne grund betragtes brevet ikke som et autentisk referat af Marx's udsagn, men

88

ses som et supplement til den samtidige borgerlige litteratur om Marx (jf s. 1148).I denne forbindelse må det nævnes at MEGA-redaktionen synes at have overset

at der findes yderligere en beretning om samtaler med Marx og Engels. Louis Pio

skrev i 1878 en artikel i bladet »Den nye tid«, som han sammen med den norske soci-

alist Markus Thrane udgav i USA, hvori han beretter om sine besøg hos Marx og

Engels, mens han opholdt sig i London i maj 1876. Den oprindelige artikel er ikke

overleveret, og Pios beretning er derfor kun kendt fordi den svenske avis »öresund-

posten« citerede og refererede artiklen.7 Der er imidlertid ikke grund til at antage at

»öresundspostens«version skulle være ukorrekt. Åbenbart har avisens redaktør

ganske enkelt klippet et stykke ud af Pios artikel? Et uddrag af Pios beretning har

senest været offentliggjort i »Marx i Danmark«.° Dele af Pios gengivelse af Marx's

udtalelser om fagforeninger og pengemidler kan næppe betragtes som fuldt autenti-

ske - Pio kan her have lagt egne opfattelser i munden på Marx som et forsøg på at

legitimere sin egen handlemåde i forbindelse med afrejsen til USA og forsvare sigover for sine kritikere'0 Det gælder fx når Marx citeres for følgende udtalelse i for-

bindelse med omtalen af 1. Internationale: »Og til tak kunne vi til sidst trække os

tilbage med beskyldninger for at vi var blevet millionærer derved at vi havde beholdt

de indbetalte »rigdomme««.(I parantes bemærket fremsætter Engels, i den ameri-

kanske avis »The Labor Standard« i artikelserien »The Workingmen of Europe in

1877« (der offentliggøres i dette MEGA-bind s. 129-146), i marts 1878 det synspunktat Pio og Geleff var »forsvundet efter at have forødt penge indsamlet blandt arbej-derne til partiformål«(s. 138-139). Men derved adskiller Pios beretning sig ikke fra

to af de andre beretninger der er bragt i MEGA, der som nævnt heller ikke betragtessom fuldt autentiske kilder, og Pios beretning indeholder desuden reale oplysninger.Endelig kan det nævnes at Pios besøg er omtalt af Marx,” til forskel fra »Chicago

Tribunett-journalistens og Grant Duffs besøg, der ikke er nævnt i breve til eller fra

Marxeller Engels (jfr. hhv. s. 1137 og 1148).Det tekstmæssigt nye i dette MEGA-bind er måske af mindre betydning eller først

og fremmest af mere speciel interesse. I forhold til MEW-udgaven er den afgørendeforskel derimod de omfattende konkrete kommentarer til de enkelte tekster. I det

følgende skal en gennemgang af »Kritik af Gothaprogrammet« yderligere belysedette.

»Kritik af Gothaprogrammet« (s. 5-25) består dels af »Randglossen zum Pro-

gramm der deutschen Arbeiterpartei«, som er Marx's kritiske bemærkninger til for-

slaget til et fælles program for de to tyske arbejderpartier der eksisterede før forenin-

gen på kongressen i Gotha i maj 1875, og dels af det brev til Wilhelm Bracke s'om

Marx vedføjede sine »Randbemærkninger ...«, da disse blev sendt til Bracke med

henblik på cirkulation blandt lederne af det såkaldte Eisenacherparti (SDAP). I

skriftet taler Marx om overgangen til kommunismen som en længere historisk pe-

riode, en overgangsperiode hvis stat kendetegnes som »proletariatetsrevolutionære

diktatur«, og taler om kommunismens »første fase« og dens »højere fase«. Skriftet

indeholder også vigtige støttepunkter for en teoretisk forståelse af staten og forskel-

lige statsformers betydning for en revolutionær strategi. Der gøres kraftigt op med

Lassalles opfattelse af samfundets klassedeling som proletariatet på den ene side og

»én reaktionær masse« på den anden side. 0g endvidere betones nødvendigheden af

arbejderklassens internationalisme.

Redaktionen bemærker i indledningen (s. 18") at Marx's »Kritik af Gothapro-

grammet« indtager en særlig plads i bindet, og i marxismen idet hele taget. Andet-

steds vurderes skriftet som det »vigtigstehøjdepunkt i den videnskabelige kommu-

89

nismes udvikling ved siden af »Det kommunistiske Manifest« og »Kapitalen««.11Detderi denne sammenhæng tillæggessærlig betydning er det forhold at Marx her om-

taler de to faser i det kommunistiske samfunds udviklingsforløb. Vurderingen afskriftets vigtighed fra sovjetmarxistisk side er forståelig,idet det tillæggesen direkte

politisk betydning for udviklingen i Sovjetunionen og de østeuropæiskesamfund.Det har »grundlæggendebestemt de kommunistiske partiers strategi«og har fået en

»indlysendebekræftelse i den revolutionære praksis«, og ideerne i skriftet er blevet»videreført i konceptionen om det udviklede socialistiske samfund« (s. 21*). Begre-bet om den »udviklede socialisme« er blevet fastlagt på de kommunistiske partierskongresser i l970”erne,og er et stadium mellem de to faser der explicit nævnes hos

Marx, og betragtes som en »ubetingetnødvendig, lovmæssig etape på vejen til kom-

munismen«.” Det kan yderligere nævnes at Lenins »Staten og revolutionen« betrag-tes som en forløber for den strategiske opfattelse, idet Lenin her netop knytter an til»Kritik af Gothaprogrammet«og udvikler tankegangen om faser i den efterrevolu-tionære udvikling, idet han fastlægger socialismen (kommunismens »første fase«)som en relativ selvstændig fase adskilt fra kommunismen (kommunismens »højerefase«). Lenin er dermed den første der fuldt ud udnytter skriftets »teoretiske rig-dom« (s. 539). Hermed kritiseres samtidig 2. Internationales marxisme - hvor ideenom mere eller mindre skarpt adskilte faser i den samfundsmæssigeudvikling efterden socialistiske revolution ikke spillede nogen større rolle -for ikke i tilstrækkeliggrad at have lagt vægt på dette aspekt af »Kritik af Gothaprogrammet«." I lyset afden historiske og aktuelle betydning som skriftet tillægges,”er det forståeligt at deri

udgivelserne omkring MEGA også lægges vægt på at kritisere litteratur der søger at

frakende »Kritik af Gothaprogrammet« en praktisk betydning i arbejderbevægel-sens historie'6

Marx skrev som nævnt »Randbemærkninger ...« med henblik på intern eirkula--tion i SDAP. »Kritik af Gothaprogrammet« var derfor kun kendt af en snæver

kreds, før det blev offentliggjort i det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift

»Die Neue Zeit« i slutningen af januar 1891.” Anledningen til og forløbet omkringoffentliggørelsenbliver grundigt belyst i kommentarerne. Her træder forskellen til

tidligere udgivelser af Marx/ Engels' værker tydeligt frem. 1 noterne i MEW hedder

det således blot at Engels offentliggjorde Marx's kritik trods »modstand fra oppor-tunistiske medlemmer af partiledelsen«,samt at »Engelsmåtte erklære sig indforstå-et med at afsvække nogle særligt skarpe polemiske formuleringer«(MEW 19, s.

549). I noterne i MEUS'B tilføjes den bemærkning at »Engels også måtte overvinde

modstand fra Kautskys side mod offentliggørelsen«,Brevvekslingen mellem Engelsog Karl Kautsky, der var redaktør af »Die Neue Zeit«, har været offentliggjort siden

1955,”og viser klart det fejlagtige i disse oplysninger. 1 MEGA-udgavens kommen-

tarer (s. 523-527) er der en fyldig gennemgang af dele af denne (og anden) korre-

spondance vedrørende offentliggørelsenaf skriftet. I det følgende skal der gives et

kort resumé af denne fremstilling.Kautsky meddeler i september 1890 Engels at han planlægger en kritik af Gotha-

programmet i en artikelserie i »Die Neue Zeit«, og spørger om Engels vil medvirke.

Engels svarer imidlertid at han ikke har tid til at bidrage.”I december meddeler En-

gels så at Kautsky vil'modtage et bidrag i form af et Marx-manuskript, og i januar1891 fremsender han dette med henblik på offentliggørelsei »Die Neue Zeit«. Af det

medfølgende brev (Engels til Kautsky, 7. januar 1891) fremgår at Engels er sig be-vidst om nødvendigheden af at foretage ændringeri manuskriptet inden offentliggø-relse af hensyn til de tyske myndigheder (se det lange uddrag af brevet s. 523-524).

90

iigbeb. mmm. 20 ton'

at' $11.15:

_.31L._

'

,

_

garn-...LM "“

I

.-

'“

oma-nm

4 f .31'erQ “magna-

-uh' " "n-

atgive! af fodalbmofratiffc ,foreningen '- -l '- - v--o

_

. Muhl-utww Dummy .. 1 u. erükululu: limnnohruri...

r l f I r i l l 2; ig... nu' .-nt.«un n..-

" l" ...'""" hut..--

w-mmqunwnnn""z“.'u'nn_

utan-u- .-

I ...aan-MH... ...Ju uud'o'no-hl- .'“n'n''

mmummumm-n .nuance--ut.. '. ntl-Il unusu- .na-u,

› Mum-mn.. -

, Mh-mühm.rm uw,..-mmusmi

› hmmm-In.« m...,,,___,u'. lite-hm Ich-nm. hul-zur du .nu In: mint-.u , mande-.mn o.« mm,u._hmhw

-llolll IM.:“im-“u n

'mit-fámwwv-“Jëä :2 W ;manntw :1: trives-eu.: 'nr-"1...

n . .n :- v. .

,,

,

m-.Mm.a- . .gm --"I '

W

"- nt l inn-;u '. ;, . .nu un.. .1 h leg' .u unit«, M mm 'nuEE.å ubuuuhhuwn-dl- mdk-wi- v match-'nubvu-scm.: lznuumannn-hnumkuw hid-.ll-lnldlnllml'nilr'mm. Quigg” h hxåmäáåw .. er n-. n- m. .m0. human-...nu Du »ved ...cum-nu.._“ .un-...g . enn-.nt

'

...i ., -›W,MV.I-n!rnn|WII-ileut min'qu-

"FFW-MW man.thme Lzmemwcz..ukummnçuhnm :nu-outw--II-.U-v-M- LBIIh-rldh- Hurlum-,un

_ hl_-nvvnl êamim' .wnn- Mrnmqhim 'Illlh'hmçtlrlv'qh [annumlt)mluu|hhvll-hnhhh min-uuumama. Mum" .www.unm_ Man,...”MMM-hl.” müwMæ-abihh'* ;g Jëtwuhnnwmhllw gummmnwmwuMhnw-lmudh """

. W muh* nmmmmhëumnakMWI-3m,uem 'Muh-rul*Wuhan-tanken “40...” har. inlnzvlulltv.lnlllnqunnrluhkink wr-nmiuum.uhm Ma lun-du -Mall-n I'm u- rin-Mn »Imu- ms. lun nu. u .rum 6.: .su-mm nvmlulu ...4... adulMlul, nu

blank-mmm Euhlv- :æwmnglm EN.: 0 :annuum bnbmtxmu mumunmunm-um- u urtavlan-anna ...y

.nu n MIh-I lur-au I.m *WWW-t man,... .N man.: ;un-saa.« nu s: t.. nu MP« 1.., r- !;nu-nm.

n .n MMI'1« ml. Inn-m Holln nur :' ...m

'

n .

' '

om:.an lan Inhammu man. 2mm... um .

th nullllvlulltllrlf'0. 't'. W I I'

.rul-INJIIIH.. lä' M N: n '09M' 51B, InHquJlnlMuIngihl.gs-mums.: kunne.. lup-:dk WM" kr. .i 5nu :man n Inn.

i!mm Hull-1)' rum-nu m : en nu nu, 'yt wt., n. '1 uw i.. .n

.i-lthdwmd lilutuhinkrmll a l :null-I

W h i! nu. m r., | 2-. int!!!

u ild-itu! .. .mn'ii l;r i E *5 5!...4, n.. _

wivkplhlu'ln- u. rl lu-*ltkrtlmami c ;m m UML-url. en ..-

n w nunc-.mn b.. lunt-M '- : Imlnnmlc Mn.: II .4 m. L'uv- uu :www-u. u '- = W .

'- .usm :nu al'. e'm »-

uet-m III v-Hv '0 -i 17.311'mmm 'M :umwi'mum hmmm« lsD-I m n- m'I 1 N M

mluni. W um la »mmm ;mn-u. nu' nu h- .. .- .nç m trulu m, n t.. m.. Enhån

(

w

-luLulu-;Y00::nu'

n d Mm. hun-u a MM m .u (3! c .hule-Mnan I" .m ;n m, og nu. uma."'- lm' M * ' -1 L 4

"gs2% :s 3.. mm, 1.- .nu :ud br 2 nu'Hmm' u" .h 'mn' I. I".

UNI Inn u li] Ilt in .Iltt . u

,.›.n.m-n..æm..n..x.u. h. .m Mum, H _,,

ç..

6m Wait'mabcuuémtum.nu... .mn-;n u MymI-klmnhI-hwfnul-limbth nu 0..... .

Mate-u..

Mill.I'

grus-:a:'rn-i'm? “man--1

:ultimative: Å _ V_ _

etc-W_ ..-

ink-IWI-'

W- nu -' -'

.I'AdlaM'I-r-lnh-""" "V",

Islam-»runni- ...tå-.H'qnâm'gmnurquzuu-w 6" HW, WMÆ:-lv:_“-ø-t--n--n-du »at nu Im """"“'"'* "W" . ,2. wwhhdeM-üIl\- -un-H-mnu- .: :nu rat-Hr- D *WJ* 'U '* 5- 'W ;Lyngs-gnugnnh, _n_7 i

MJHOIQ- .._....._._w_.__.,

Social-Demokraten var det første udenlandske blad, som bragte en oversættelse af Karl Marx'

»Kritik af Gothaprogrammet«, 11. februar 1891

Den 13. januar sender Kautsky korrekturarkene med de foretagne ændringer til En-

gels, og skriver at han ser frem til at denne »Bombe« bliver bragt i tidsskriftet." I

forordet i »Die Neue Zeit« understreger Engels betydningen af skriftet for den prin-cipielle kritik af Lassalle-opfattelser og for et nyt partiprogram. Desuden karakteri-

serer han her ændringerne i teksten som udeladelser som »Marx selv ville have fore-

taget, hvis han i dag havde offentliggjort manuskriptet«(se s. 524).”Offentliggørel-sen i »Die Neue Zeit« blev kritiseret af det tyske socialdemokratis rigsdagsgruppe,men Marx's »Randbemærkninger ...« blev alligevel offentliggjort i partiets avis

»Vorwärts« - dog uden Marx's brev til Bracke og uden Engels' forord. Senere bragteavisen en lederartikel, underskrevet rigsdagsgruppen og forfattet af Wilhelm Lieb-

knecht, som søgte at afsvække den principielle kritik. Også en række andre tyskeaviser offentliggjorde skriftet, og det kom til at spille en betydelig rolle i diskussio-

nerne om det nye partiprogram (Erfurt-programmet), der blev vedtaget i oktober

1891.

»Kritik af Gothaprogrammet« blev også bragt i en række udenlandske aviser. I

MEGA bringes en fortegnelse over samtidige »optryk der havde betydning for skrif-

tets umiddelbare genklang« (s. s. 532-535). Den første udenlandske avis var i øvrigtden danske »Social-Demokraten«, der 11.-14. februar 1891 bragte samme version

som »Vorwärts«, forsynet med en redaktionel indledning (jf. s. 526 og 533)?3Som redaktionen andetsteds gør opmærksom på har forskningsarbejdet i forbin-

91

delse med MEGA-udgivelsen ikke kun drejet sig om selve Marx/Engels-teksterne.Også den eksisterende litteratur om marxisme og arbejderbevægelse har været ana-

lyseret med henblik på nuancering af de hidtidige vurderinger af marxismens gen-nemsættelse i arbejderbevægelseni denne periode. Kommentarerne i »Apparat«-bindet er udtryk for de resultater af den sovjetmarxistiske Marx/ Engels-forskningsom nu er alment anerkendte." Med hensyn til de enkelte teksters tilblivelse, overle-

vering og såkaldte »Wirkungsgeschichte« - deres indvirkning på og konsekvens for

arbejderbevægelsenog den marxistiske teoris udvikling - samt deres indhold er dersåledes meget nyt at hente 'i MEGA-kommentarerne.

U.J.

Noter

1. Se Peer Kösling: Zur Entstehungsgeschichte der Manuskripte »Zur Urgeschichte der

Deutschen« und »Fränkische Zeit« von Friedrich Engels, i: Marx-Engels-Jahrbuch 8,Berlin: Dietz Verlag, 1985, s. 213-232.

2. Se Karl Marx: Konspekt der Reichstagsdebatte über das Sozialistengesetz, i: MEW, Bd.

34, s. 491-500.

3. Se Herbert Schwab: Zur Autorschaft der Notiz »Uber die Konzentration des Kapitals in

den Vereinigten Staaten«, i: Beiträge zur Marx-Engels-Forschung 7, Berlin 1980, s. 47-51.

4. Se Herbert Schwab: Zur Autorschaft des Artikels »Wie der Pindter flunkert«, i: 0p.cit., s.

53-55.

5. Se Bert Andreas: Marx über SPD, Bismarck und das Sozialistengesetz, i: Archiv für Sozi-

algeschichte. Hrsg. von der F riedrich-Ebert-Stiftung, V. Band, Hannover: Verlag für Lit-

teratur und Zeitgeschehen, 1965, s. 363-376; selve interview'et bringes s. 366-376, og er

forsynet med noter samt en indledning.6. Herbert Schwab: Zum wissenschaftlichen Ertrag der Arbeit am Band I / 25 der MEGA, i:

Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung, 6/ 1986, s. 784-790; citat 8. 787.

7. Se »Socialisterne i England« i: öresundsposten,13. juli 1878; mere end 7/3af denne artikel

er direkte citat og resten - bortset fra en kort indledning - er referat af »Den nye tid«.

8. J f. S[ten] S[jöberg]: Ett danskt initiativ til facklig international år 1876, i: Årsboken. No-

tiser från Arbetarnas Kulturhistoriska Sällskap, Årgang42, Stockholm 1968, 26-28.

9. Se Søren Federspiel: Pio, Jensen og Marx. Intemationalismens muligheder og praksis, i:

Marx i Danmark. Historiske bidrag, [Københavnz] SFAH, 1983, s. 55-75; uddraget fin-

des s. 58-60, og er gengivet efter den - lidt unøjatige - første danske oversættelse af beret-

ningen i Børge Schmidt: Pio og Karl Marx, i: Social-Demokraten, 23. april 1949.

10. Jf. Søren Federspiel: Den danske arbejderbevægelseog intemationalismen 1871-1878,København 1974 [upubliceret specialeafhandling, ABA], s. 97-98.

11. Se Marx til Engels, 25. maj 1876, i: MEW, Bd. 34, s. 15; jf. ogsåMarx til Lawrow, 18. maj1876 samt MEW-redaktionens note hertil, i: MEW, Bd. 34 hhv. s. 182 og 581.

12. Se Peer Kösling: Wirkungsgeschichte der »Kritik des Gothaer Programms« 1891-1895, i:

Beiträge zur Geschichte der Arbeiterbewegung 6/1985, s. 759-770. Se ligeledes Rolf Dlu-

bek: Zur Bedeutung der Kritik des Gothaer Programms für die Entwicklungder Theorievon der kommunistischen Gesellschaft und ihre zwei Phasen, i: Marx-Engels-Jahrbuch 1,Berlin: Dietz Verlag, 1978, s. 17-51. Denne Marx-Engels-Jahrbuch indeholder flere artik-ler om »Kritik af Gothaprogrammet«, skrevet på grundlag af oplæg på konferencer i

Moskva og Berlin i anledning af lOO-året for skriftets tilblivelse (se årbogens indledning s.

13).13. Alexander Malysch: Die Dialetik von Endziel und nächsten Aufgaben der Arbeiterbewe-

gung in der Kritik des Gothaer Programms, i: Marx-Engels-Jahrbuch 1, 0p.cit., s. 52-80;citat s. 78.

14. Se Peer Kösling: Zur Bedeutung der Veröffentlichung der »Kritik des Gothaer Pro-

92

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

gramms« im Jahre 1891 für die Durchsetzung des Marxismus in der deutschen Sozialde-

mokratie (Resumé), i: Beiträgezur Marx-Engel-Forschung 16, Berlin 1984, s. 229-231.

Dette kommer klart til udtryk i det østtyske partiorgan, hvor det hedder at Marx's ideer

om to faser i den kommunistiske samfundsformation udgør »die feste Grundlage für die

im Parteiprogramm verankerte Gesellschaftsstrategie der SED.«; Herbert Schwab: Zur

Herausgabe des MEGA-Bandes I /25. Massstäbe für revolutionäre Arbeiterpartei ge-

schaffen. Marx und Engels über die proletarische Bewegung 1875-1883, i: Neues Deutsch-

land, 1./2. juni 1985).Se bl.a. de to ovenfor nævnte artikler af Peer Kösling. Jf. desuden den omfattende kritik

af Lew Golman: Das Dilemma der bürgerlichenKritiker und revisionistischen Interpre-ten der Marxschen Kritik des Gothaer Programms, i: Marx-Engels-Jahrbuch 1, op.cit., s.

115-144.

Se »Zur Kritik des sozialdemokratischen Parteiprogramms. Aus dem Nachlass von Karl

Marx«, i: Die Neue Zeit, IX. Jahrgang (1890-91), 1. Band, s. 561-575. Her offentliggøresbåde brevet til Bracke og »Randglossen ...«, samt et forord af Engels.Karl Marx/ Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, København: Forlaget Tiden, 4. oplag,1976; citatet er fra Bd. II, 5. 7.

Se [Benedikt Kautsky (Hrsg.):] Friedrich Engels' Briefwechsel mit Karl Kautsky. Zweite,durch die Briefe Karl Kautskys vervollständigte Ausgabe von »Aus der Frühzeit des

Marxismus«. Herausgegeben und bearbeitet von Benedikt Kautsky, Wien: Danubia-Ver-

lag, 1955.

Engels til Kautsky, 18. september 1890, i: Benedikt Kautsky (Hrsg.), op.cit., s. 261. Engelsskriver sidenhen til Kautsky at han først senere fandt Marx's manuskript; sc Engels til

Kautsky, 23. februar 1891, i: op.cit., s. 282.

Desuden skriver Kautsky allerede samme dag som han modtager artiklen at den kommer

som kaldet, og at en offentliggørelse er nødvendig, uanset partiledelsens holdning; Kaut-

sky til Engels, 8. januar 1891, i: op.cit. s. 269.

Pga. det strengt kronologiske redigeringsprincip i MEGA-udgaven bringes Engels' forord

ikke sammen med »Kritik af Gothaprogrammet«, som det er tilfældet i andre udgivelser af

Marx/ Engels-værker, men refereres og citeres i kommentarerne; det er offentliggjort som

bilag i MEW-udgaven (se MEW 19, s. 521-522), og er bragt umiddelbart før »Kritik af

Gothaprogrammet« i den danske oversættelse af Marx/ Engels' Udvalgte Skrifter (seMEUS, op.cit., s. 7-8).

i

I denne indledning (se »Karl Marx om det socialdemokratiske Progam«, i: Social-Demo-kraten, 11. februar 1891, s. 1) gøres der opmærksom på, at det danske socialdemokrati

har haft program tilfælles med det tyske, men at programmet i 1888 ændredes i »flere Ret-

ninger«.Endvidere hedder det at i »hele Marx' Kritik spores hans Fjendskab mod Lassal-

le«, og at redaktionen senere skal »ledsageden med nogle Bemærkninger«.Disse redaktio-nelle bemærkningerbragtes dog tilsyneladende ikke. Derimod blev den nævnte lederarti-kel fra »Vorwärts« bragt i »Social-Demokraten« den 17. februar 1891.

Se Herbert Schwab: Zum wissenschaftlichen Ertrag der Arbeit am Band I / 25 der MEGA,op.cit., s. 790 og s. 787-788.

'

Karl Marx/ Friedrich Engels: Gesamtausgabe (MEGA). Zweite Abteilung. »DasKapital« und Vorarbeiten. Redaktionskommission des Zweiten Abteilung: Alexan-

der Malysch (Leiter), Larissa Miskewitsch, Roland Nietzold, Hannes Skambraks.

Anden Afdeling af MEGA omfatter Marx, hovedværk, Das KapitaI, og samtligebevarede forarbejder hertil. Afdelingen indeholder således de afgørende kilder til

forståelse af Das Kapital og dens tilblivelse. Ifølge planerne vil afdelingen komme til

at bestå af 13 bind i 22 bøger. Arbejdet på de første bind blev påbegyndt i 1970, og i

1976 blev det første bind offentliggjort.'

At medtage alle tekster af Marx og Engels, der på den ene eller anden måde kan

93

fortolkes som trin frem mod affattelsen af Das Kapital ville selvsagt have sprængtalle rammer. Det samme ville alle skrifter af Marx og Engels med overvejende øko-nomisk indhold. Afdelingen indeholder således kun skrifter, der fortolkes som di-

rekte forarbejder til Das Kapital.Marx og Engels påbegyndteallerede arbejdet med kritikken af den politiske øko-

nomi i 1843. Disse studier resulterede i en lang række skrifter af afgørende betyd-ning for udviklingen af den materialistiske historieopfattelse, feks.: Engels' »Om-rids af en kritik af nationaløkonomien« fra 1843-44,l Marx* Økonomisk-filosofiskemanuskripter fra 1844,2 Marx og Engels' Den tyske ideologi fra 1845-46,3 Marx' Fi-

losofiens elendighed fra 1847,' Marx' foredragsrække om »Lønarbejde og kapital«fra 18475 og Marx' »Tale om frihandelsspørgsmålet«fra 1848.6 Selv om Marx og

Engels allerede i disse arbejder betragtede kapitalismen som en historisk specifikproduktionsform, baseret på udbytning, bevægede de sig i denne periode inden for

den klassiske borgerlige politiske økonomis teoretiske rammer. Skrifteme fra denne

periode tilhører således den marxistiske økonomiske teoris forhistorie.7 De er derfor

ikke omfattet af MEGA's Anden Afdeling.I juli 1850 gik Marx igang med intensive studier af såvel den borgerlige politiskeøkonomi som den kapitalistiske virkelighed.a Disse studier varede ved til efteråret

1857 og resulterede i en omfattende række exce'rpthæfter.Excerpthæfteme fra den-

ne periode offentliggøres naturligvis i MEGA's Fjerde Afdeling. Dog er en enkelt

teoretisk ekskurs fra disse excerpthæfter,hvori Marx anstillede egne betragtningerom pengeteorien, blevet offentliggjort i Første Afdeling.”1Først i efteråret 1857 begyndte Marx at udarbejde de teoretiske resultater af den-

ne syvårigeforskningsindsats. MEGA's Anden Afdeling begynder her.

Strukturen af Anden Afdeling svarer nøje til faserne i Das Kapital 's tilblivelseshi-

storie:

1857-58, bd. 1: Råudkastet til Das Kapital eller Grundrisse der Kritik der politi-schen ökonomie (to bøger plus apparat, ialt 1182 pp.).1858-61, bd. 2: Zur Kritik der politischen ökonomie. Erstes Heft (én bog plusapparat, ialt 507 pp.).1861-63, bd. 3: Andet udkast til Das Kapital eller Zur Kritik der politischenökonomie (seks bøger plus apparat, ialt 3219 pp.).1863-67, bd. 4: Tredje udkast til Das Kapital, bd. 1-3 (tre bøger plus apparat).1867-94, bd. 5-13: Resterende manuskripter til Das Kapital, bd. 2 og 3 samt di-

verse autoriserede udgaver og oversættelser af Das Kapital.lo

1857-58

I den sidste uge af august 1857 skrev Marx en metodologisk indledning til det fore-

stående teoretiske arbejde.”Det var oprindelig Marx' hensigt, at manuskriptet skul-

le trykkes som en indledning til det færdige værk, men denne tanke blev opgivet,»fordi det ved nærmere eftertanke forekommer mig, at enhver foregribelse af resul-

tater, der først skal bevises, virker forstyrrende, og fordi den læser, der overhovedet

vil følge mig, må beslutte sig til at stige op fra det enkelte til det almene«.12 Manu-

skriptet er ufærdigt, og dets fremtoning tyder bemærkelsesværdigt nok på, at Marx

ikke har læst det igennem efter affattelsen (MEGA, bd. II/l Apparat, pp. 766). Det

kunne tyde på, at manuskriptet ikke har skullet tjene til egen afklaring, men kun er

blevet skrevet som udkast til en indledning.Fra oktober 1857 til maj 1858 skrev han et omfangsrigt manuskript fordelt over

syv hæfter, ialt 316 manuskriptsider. Manuskriptet havde oprindelig ingen titel.

94

Gengivelse af Karl Marx” manuskript »Zur Kritik der politischen ökonomie«. MEGA bd. 1]/3.6, 5. 2271

Først på omslaget af Hæfte VII, påbegyndt i februar 1858, skrev han »(Political

Economy Criticism 00«, dvs. »Kritik af den politiske økonomi« (MEGA, bd. II/ 1,Apparat, pp. 26t). Manuskriptet er imidlertid idag internationalt kendt under den

redaktionelle titel, hvorunder det første gang blev offentliggjort: Grundrisse der

Kritik der politischen ökonomi.” Ordet »Grundrisse« er taget fra et brev fra den 8.

december 1857, hvori Marx fortæller Engels om sit arbejde'4 At redaktionen har

95

besluttet at beholde den hævdvundne titel må bedømmes som en fornuftig disposi-tion.

Den nye udgave af Grundrisse indeholder en del forbedringer i forhold til den hid-

til anvendte udgave. Alle hidtil foreliggende udgaver af Grundrisse har været genop-

tryk af den første udgave, der blev udgivet i to bind i Moskva 1939 og 1941. Selv om

den første udgave repræsenterede et fremragende stykke udgivelsesarbejde, havde

den visse mangler. Disse er blevet udbedret i den nye udgave. Teksten er påny blevet

sammenholdt med håndskriften, og en del - heriblandt meningsforstyrrende -læse-fejl er blevet rettet. F.eks. er ordet »Produktionspreis«blevet erstattet med ordet

»ProduktionsprozeB«tre steder på siderne 231-232. Det gør jo en forskel! Desuden

er manuskriptets karakter af et arbejdsmanuskript nu bevaret. De talrige undero-

verskrifter, den første udgave var forsynet med, er udeladt. Marx' streger mv. i mar-

gen er gengivet.'5I Grundrisse påviste Marx, at merværdi kan produceres og tilegnes i skønneste

overensstemmelse med værdiloven, og at almen vareproduktion tilmed indebærer

produktion og tilegnelse af merværdi. Til dette formål måtte han først give værdite-orien 'et konsekvent videnskabeligt fundament. På dette grundlag kunne merværdi-

teorien så udvikles. I Grundrisse afdækker Marx således for første gang det grund-'

læggende produktionsforhold i den kapitalistiske samfundsformation,'6 udbyt-ningsrelationen mellem kapital og lønarbejde, såvel som den indre sammenhængmellem på den ene side »tyverietaf fremmed arbejde«og på'den anden side den frie

og jævnbyrdige udveksling af ækvivalenter. Han når afslutningsvis frem til, at vare-

formen er udgangskategorien for kapitalismens politiske økonomi. Marx startede

ikke manuskriptet (som Das Kapital) med en analyse af varen, men med en kritik af

den proudhonistiske pengeteori. Men på manuskriptets næstsidste side anfører han

pludselig en ny overskrift:

»1)Værdi«

og skriver så: »Dette afsnit hører hjemme forrest. Den første kategori, hvori den

borgerlige rigdom fremstår, er varen. «” Dermed var et afgørendemetodologisk pro-

blem i kapitalismens politiske økonomi blevet løst.m›

1858-61

Da værdi- og merværditeorien således grundlæggende var udviklet, gik Marx ufor-

tøvet i gang med at omarbejde værket til udgivelse. Planen var, at værket skulle ud-

gives i en række hæfter under titlen Zur Kritik der politischen ökonomie. Det første

hæfte skulle indeholde tre kapitler: l. værdien, 2. pengene, 3. kapitalen i almindelig-hed.19 I august 1858 begyndte Marx at udarbejde urteksten til det første hæfte. Men i

oktober konkluderede han, at hæftet ville blive for omfangsrigt og besluttede at nø-

jes med at medtage de to første kapitler i dette hæfte. Han afbrød derfor arbejdetmed dette manuskript og begyndte i november at skrive den endegyldige tekst til det

første hæfte. Den bevarede del af manuskriptet er blevet offentliggjort under titlen

Zur Kritik der politischen ökonomie. Urtextf0 Det første hæfte, indeholdende vær-

di- og pengeteorien, udkom i Berlin i 1859 under titlen: Zur Kritik der politischenökonomie. Erstes Heft.21Dette værk udgør kernen i bd. II/ 2, der desuden - foruden

Urteksten -indeholder en række mindre manuskripter fra perioden 1861-63 samt

Engels' anmeldelse af Zur Kritik der politisch'en ökonomie. I den nu foreliggendeudgave af Zur Kritik der politischen ökonomie. Erstes Heft er der foretaget en del

korrekturrettelser i overensstemmelse med Marx'anvisninger i et eksemplar af bo-

gen.

96

1861-63

I august 1861 genoptog Marx arbejdet med værket med det forsæt at udarbejde det

næste hæfte. Det skulle indeholde kapitel 3, »Kapitalen i almindelighed«.”Fra au-

gust 1861 til marts 1862 skrev Marx fem hæfter til afsnit 1, »Kapitalens produk-tionsproces« (MEGA, bd. II/3.1). For så vidt fulgte han sin plan fra sommeren

1861.23 Men i marts 1862, mens han var i færd med at udarbejde teorien om den rela-

tive merværdi, begyndte han på en ekskurs på ti hæfter, ialt ca. 720 manuskriptsider.Denne ekskurs indeholder et udkast til det i dispositionen forudsete punkt 5 om

»Teorier om merværdien«.” I december 1862 udarbejdede Marx dernæst et udkast

til afsnit 3, »Kapital og profit« Umiddelbart mente han dermed at have afsluttet ma-

nuskriptet og satte sig for at begynde at renskrive værket, som han nu havde beslut-

tet sig for at give titlen Das Kapital.” Fra januar og til juli 1863 udarbejder han imid-

lertid yderligere syv hæfter. Først to hæfter i tilknytning til problematikken »Kapi-tal og profit« (MEGA, bd. II/ 3.5); dernæst vendte han tilbage til spørgsmålet om

den relative merværdi, som han helligede godt tre hæfter.26 I de sidste to hæfter be-

skæftigede han sig med flere spørgsmål, bl.a. merværdiens forvandling til kapital og

reproduktionsteorien. Alt ialt udgør manuskriptet 23 hæfter eller ca. 1500 manu-

skriptsider. Det er dermed det største manuskript fra Marx” hånd.27

Hvorfor ændrede Marx arbejdsplan i mart 1862? Nogle teoretiske spørgsmålbe-

høvede åbenbart afklaring.I manuskriptet fra 1857-58 havde Marx arbejdet på grundlag af en skarp skelnen

mellem »det almene«, »det særlige«og »det enkelte«, mellem »kapitaleni almindelig-hed«, kapitalens »reale bevægelser« og »de mange kapitaler«.Den borgerlige politi-ske økonomi havde antaget som givet, at den kapitalistiske produktionsform er den

naturlige. Mentalt blokerede af bourgeoisiets ahistoriske klassestandpunkt kunne

de ikke skelne konsekvent mellem form og indhold, mellem fremtoning og væsen.

Værdien blev således forvekslet eller direkte identificeret med dens fremtrædelses-

former (kostpris, markedspris), og merværdien blev ikke betragtet som sådan, ad-

skilt fra dens særlige former (industriel profit, handelsprofit, rente, jordrente). For

at overvinde disse begrænsninger koncentrerede Marx sig i Grundrisse udelukkende

om det abstrakt-almene begreb om »kapitaleni almindelighed«,dvs. de væsentligeegenskaber (»differentia specifica«),der karakteriserer kapitalen til forskel fra andre

historiske former for rigdom, og som adskiller kapitalen fra lønarbejdet,og abstra-

herede bevidst fra fremtrædelsesformerne. På grundlag af denne strenge metodolo-

giske skelnen lykkedes det Marx at formulere værdi- og merværditeorien. I Grund-

risse er denne formidable teoretiske indsats synlig for os andre.

Det problem, der åbenbarede sig for Marx i begyndelsen af 1862, var, at den

skarpe skelnen mellem »kapitalen i almindelighed«og kapitalens »reale bevægelse«,der havde haft sin uomtvistelige forskningsmæssigeberettigelse ved den grundlæg-

gende udformning af værdi- og merværditeorien, ikke længere var hensigtsmæssigi

samme ensidige form.

Marx var som anført i begyndelsen af 1862 i færd med at udarbejde teorien om

den relative merværdi. Denne teori kan imidlertid ikke udarbejdes inden for det ab-

strakt-almene begreb om »kapitalen i almindelighed«.Motivet for at øge arbejdets produktivkraft udgår fra produktionsforholdene. I

den kapitalistiske samfundsformation er bestræbelser for at øge arbejdets produk-tivkraft motiveret af tilegnelse af ekstramerværdi. Marx inddrager da også begrebetom ekstramerværdien i udviklingen af teorien om den relative merværdi i den første

del af manuskriptet.za Begrebet om ekstramerværdien overskrider imidlertid ram-

97

merne for begrebet om »Kapitalen i almindelighed«.”Marx erkendte således åben-

han i løbet af arbejdet med at undersøge samspillet mellem produktionsforhold og

produktivkræfter i den kapitalistiske samfundsformation, at det var nødvendigtyderligere at afklare forholdet mellem det almene, det særlige og det enkelte i den

kapitalistiske økonomiske samfundsformation.I dette arbejde udviklede han teorien om proñtratens udligning til en gennemsnit-

lig profitrate og teorien om værdiens forvandling til produktionspris. Han kunne

dermed på basis af merværditeorien forklare de særlige, afledte former for mervær-di. De særlige merværdiformer - den industrielle profit, handelsproñtten,renten ogjordrenten - tilhører ikke »kapitalen i almindelighed«.De er imidlertid væsentlige,nødvendige produktionsforhold i den kapitalistiske økonomiske samfundsforma-

tion; de tilhører »begrebet om kapitalen«.Mens »kapitalen i almindelighed«er et

abstrakt-alment begreb, er »begrebet om kapitalen« et konkret-alment begreb.”Detabstrakt-almene begreb repræsenterer de væsentlige bestemmelser, der kendetegnerkapitalen som sådan. Det konkret-almene begreb omfatter derimod tillige de væ-

sentlige modsigelser, de specifikke forhold, der ikke kendetegner kapitalen som så-

dan, men er et væsentlig og nødvendigt forhold i den kapitalistiske økonomiskesamfundsformation. Som resultat af sine omfattende overvejelser konkluderedeMarx således, at begrebet om »kapitalen i almindelighed«havde udtjent sin funk-

tion. Hans kritik af den politiske økonomi skulle ikke længere indledes med en

fremstilling af »kapitaleni almindelighed«,men med en fremstilling af »begrebet om

kapitalen« I januar 1863 sprængte Marx derfor de rammer, han havde lagt for

fremstillingen. En ny disposition for værket blev udarbejdet.”Da dette var afklaret, genoptog Marx - ligeledes i januar 1863 - analysen af den

relative merværdi.

Når Marx i marts 1862 afbrød udfoldelsen af teorien om den relative merværdi

for at udarbejde den gigantiske ekskurs om teorier om merværdien, kan det have

haft en yderligere grund. Spørgsmålet om den kapitalistiske samfundsformations

udviklingslove kan ikke besvares tilfredsstillende under opretholdelse af absolut ad-

skillelse af »kapitaleni almindelighed«og »kapitalensreale bevægelse«.»Kapitalen i

almindelighed«er historieløs. Den kapitalistiske samfundsformation er derimod ik-

ke historieløs, og dens udviklingslove er et væsentligt aspekt ved »begrebet om kapi-talen«. Og netop teorien om den relative merværdi leverer grundlaget for at forstå

den kapitalistiske samfundsformations udviklingslove.Affattelsen af udkastet til Theorien über den Mehrwert har således givetvis ikke

alene skullet tjene til at afklare forholdet mellem det almene, det særlige og det en-

kelte i den kapitalistiske samfundsforrnation, men tillige skullet bidrage til at afklare

formationens faktiske historiske udvikling, således som denne udvikling reflekteres

i udviklingen af den borgerlige politiske økonomis teorier. Efter at have fremstillet

den kapitalistiske samfundsformations udvikling gennem at undersøge kategorier-nes historiske udvikling i Iheorien über den Mehrwert undersøgteMarx hovedtri-

nene i den kapitalistiske produktionsmådes udvikling: For det første den formellesubsumtion af arbejdet under kapitalen i kraft af ekspropriationen af de umiddelba-re producenter og etableringen af relationen mellem kapital og lønarbejde, det

grundlæggende produktionsforhold i den kapitalistiske samfundsformation. For

det andet den successive reelle subsumtion af arbejdet under kapitalen gennem ud-

viklingen af samfundsmæssigeproduktivkræfter: fra simpel kooperation over ma-

nufakturel arbejdsdeling og til storindustri (»mekanisk atelier«). Især undersøgerMarx omhyggeligt maskineriets opkomst og udvikling, thi først gennem udviklin-

98

gen af den store industri etableres den specifikt kapitalistiske produktionsmåde.Jz»Ligesom man«, påpegerMarx »når det drejer sig om successionen af forskelligeøkonomiske formationer ikke må forvente pludselige, skarpt adskilte perioder, må

man heller ikke forvente sådanne, når det drejer sig om dannelsen af de forskelligeøkonomiske samfundsformationer«.33 Med den revolutionære omvæltning af de po-

litiske og ejendomsmæssigeforhold etableres den nye økonomiske samfundsforma-

tion ikke på sit eget materielle grundlag, men med denne omvæltning indledes en

historisk epoke, hvori de nye produktionsforhold foranlediger en omvæltning af

produktivkræfterne;først derigennem etablerer den nye økonomiske samfundsfor-

mation sit eget materielle grundlag.Manuskriptet fra 1861-63 dokumenterer således den intime sammenhæng hos

Marx mellem teorien om den økonomiske samfundsformations udvikling og teori-

en om kapitalismens politiske økonomi, mellem historieteori og økonomisk teori.

1863-67

Sommeren 1863 begyndte Marx at arbejde på det tredje udkast til værket, som an-

ført nu under titlen Das Kapital. Frem til sommeren 1864 udarbejdede han et manu-

skript på 495 manuskriptsider til bd. 1. Af dette manuskript er kun nogle løse sider

samt det afsluttende afsnit om »Resultaterne af den umiddelbare produktionspro-ces« blevet bevaret.” 'I september 1864 påbegyndtehan et udkast til bd. 3. I decem-

ber 1864 lagde han manuskriptet bort for at skrive et udkast til bd. 2 (Manuskript 1).Da dette manuskript var færdigt i sommeren 1865, genoptog han i september 1865

arbejdet med bd. 3. I december 1865 var manuskriptet til bd. 3 og dermed det tredjeudkast til Das Kapital færdigt.” Ialt fylder manuskripterne til tredje udkast 1219

manuskriptsider. Disse manuskripter, der endnu ikke har været offentliggjort i de-

res fuldstændighed, vil blive udgivet i de to første delbind af MEGA bd. II/4.” En

række mindre manuskripter fra 1865-67 vil blive udgivet i et tredje delbind.37

1867-94

Bd. 5-13 af Anden Afdeling vil primært indeholde de udgaver og oversættelser af de

tre bind af Das Kapital, der blev udgivet eller autoriseret af Marx og Engels. Af dis-

se er hidtil kun den første udgave af Das Kapital fra 1867 blevet udgivet i MEGA.”

Selv om disse arbejder jo har været publiceret tidligere, har det for mange forskere

været forbundet med praktiske vanskeligheder at få adgang til at studere flere af

dem, ikke mindst første udgave af bd. 1, Hamburg 1867. Denne første udgave af Das

Kapital, bd. 1, adskiller sig i flere henseender fra den alment anvendte fjerde udgave,udgivet af Engels i 1890,”først og fremmest ved udformningen af det første kapitel,hvor især afsnittet om »Værdiformen eller bytteværdien«mangler som selvstændigtafsnit. Til gengæld indeholder denne første udgave et tillæg om »Værdiformen«,

som Marx ikke medtog i de senere udgaver!0 Det bør desuden fremhæves, at den nu

foreliggende udgave af Das Kapital, bd. 1, Hamburg 1867, udmærker sig ved at in-

deholde godt 300 sider forklarende noter, der bl.a. gengiver de tekster, Marx direkte

eller indirekte henviser til. Det gør den særdeles velegnet til studiebrug.Anden Afdeling vil endvidere indeholde de udkast til Das Kapital, bd. 2, som

Marx skrev efter affattelsen af Manuskript 1 fra december 1864 til sommeren 1865.

Først og fremmest Manuskript 2, der blev udarbejdet fra slutningen af 1868 til som-

meren 1870.

Endelig vil en række tekster, Marx udfærdigede efter 1867 med henblik på videre

bearbejdelse af manuskriptet til Das Kapital, bd. 3 fra 1864-65, først og fremmest en

99

matematisk behandling af forholdet mellem merværdiraten og proñtraten, blive of-

fentliggjort i Anden Afdeling!l

Konklusion

Det er endnu for tidligt at forsøge en samlet vurdering af betydningen af MEGAsAnden Afdeling for udviklingen af den marxistiske teori og for Marx-Engels-forsk-ningen.

Det står dog allerede klart - navnlig i og med offentliggørelsenaf manuskriptet fra

1861-63, at den »kapitallogiske«fortolkning af Das Kapital's tilblivelseshistorie er

ensidig og uholdbar. Ved en overfladisk læsning af Grundrisse kan man forledes tilat tro, at Marx' metode generelt byggede på en skarp skelnen mellem det almene, det

særlige og det enkelte. Den »kapitallogiske«skole er generelt karakteriseret ved at

bygge på en sådan overfladisk læsning!2På grundlag af modstillingen af det almene,det særlige og det enkelte konstruerede »kapitallogikken«en hel lærebygning af di-

kotomier; således modstillede man det logiske og det historiske, teori og empiri osv.

Selv om MEGA's Anden Afdeling ikke er fuldstændig, dokumenterer den fyldest-gørende, at den »kapitallogiske«fortolkning af udviklingen af den marxistiske teoriom den kapitalistiske samfundsformations økonomiske bevægelseslov er en fordrej-ning.

Den største betydning af Anden Afdeling hidrører naturligvis fra den kendsger-ning, at et kolossalt kildemateriale, der hidtil ikke har været tilgængeligtfor forsk-

ningen, nu foreligger frit tilgængeligt og tilmed i forbilledligt redigerede udgaver.Arbejdet med udgivelsen af manuskriptet fra 1861-63 har således allerede givet an-

ledning til en lang række publikationer af høj kvalitet!3

Dertil kommer, at de værker, der har været tilgængelige,nu foreligger i samme

fremragende redigerede skikkelse. Man må antage, at dette vil bidrage til at højnestandarden i de udgaver, der henvender sig til et bredere publikum.

Ved at samle forarbejderne tilDas Kapital sammen med de successive, af Marx

og Engels autoriserede udgaver af Das Kapital inden for rammerne af én særskilt

afdeling giver MEGA's Anden Afdeling dels overblik over, dels mulighed for dybindsigt i tilblivelsen af Marx” hovedværk. Vi har dermed fået hidtil uanede mulighe-derfor at kigge Marx over skulderen og lære af hans metode.

KS.

Noter

l. Friedrich Engels: »Umrisse zu einer Kritik der Nationalökonomie« [oktober l843-januar1844], MEGA, bd. I/3, pp. 467-494.

2. Karl Marx: ökonomisch-philosaphischeManuskripte [maj-august 1844], MEGA, bd. I/2, pp. 187-438.

3. Karl Marx und Friedrich Engels: Die deutsche Ideologie. Kritik der neuesten deutschen

Philosophie in ihren Repräsentanten Feuerbach, B. Bauer und Stirner, und des deutschen

Sozialismus in seinen verschiedenen Propheten [184548461 MEW, bd. 3.4. Karl Marx: Misêre de la philosophie. Réponse 4 La philosophie de la misêre de M. Proud-

hon, Paris-Bruxelles 1847. (Dansk overs., Paludans Forlag, København 1973, samt i Karl

Marx: Skrifter i udvalg, Rhodos, København 1974).S. Karl Marx: »Lohnarbeit und Kapital« [1847], MEW, bd. 6, pp. 397-423. (Dansk overs. i

Marx/ Engels: Udvalgte skrifter, Tiden, København 1952, bd. 1, pp. 74-100).6. Karl Marx: Discours sur la question du libre échange,prononcé á 1'Association Democra-

tique de Bruxelles [9. januar 1848], Bruxelles 1848. (Dansk overs. i Marx/ Engels: Ver-

densmarkedet, Modtryk, Århus,1977, bd. 1, pp. 11-26).

100

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

J vf . bl.a. W. S. Wygodski [V. S. Vygodskij]: Das Werden der ökonomischen Theorie von

Marx und der wissenschaftliche Kommunismus [1975], Berlin 1978, pp. 50-54 et passim.Jvf. Wolfgang Jahn und Roland Nietzold: »Probleme der Entwicklung der Marxschen

politischen ökonomie im Zeitraum von 1850 bis 1863»,Marx-EngeIs-Jahrbuch, bd. I,Berlin 1978, pp. 145-174, og Wolfgang Jahn und Dieter Noske: »Zu einigen Aspekten der

Entwicklung der Marxschen Porschungsmethode der politischen ökonomie in den Lon-

doner Heften (1850-1853)«,Marx-EngeIs-Jahrbuch, bd. 6, Berlin 1983, pp. 121-147.

Karl Marx: »Reflection« [marts 1851], MEGA, bd. I/ 10, pp. 503-510.

Hvad angår redaktionskommissionens aktuelle planer for udgivelsen af MEGA's Afde-

ling, jvf. forlagsprospektet Karl Marx/ Friedrich Engels: Gesamtausga'be. MEGA, Dietz

Verlag, Berlin 1985.

Karl Marx: »Einleitung« [august 1857], MEGA, bd. 1]/ 1.1, pp. 17-45. (Dansk overs. i

Karl Marx: Kritik af den politiske økonomi, grun'drids, Rhodos, København 1970, pp.

21-55; i Karl Marx. Grundrids til kritikken af den politiske økonomi ..., bd. 1, Modtryk,Århus,1974, samt i Karl Marx: Skrifter i udvalg, Rhodos 1974).Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonomie. Erstes Heft [1859], MEGA, bd. 11/2, p.99.

Karl Marx: Grundrisse der Kritik der politischen ökonomie (Rohentwurj) 1857-1858,Moskva 1939 og Karl Marx: Grundrisse der Kritik der politischen ökonomie. Anhang1850-1859, Moskva 1941. Disse to bind blev fotomekanisk genoptrykt i ét bind, Berlin

1953. (Danske oversættelser: Karl Marx: Grundrids til kritikken af den politiske økonomiModtryk Århus, 1974-77 og Karl Marx: Grundrids til kritikken af den politiske øko-

nomie, Rhodos, København 1974-78). Hovedæren for udgivelsen af Grundrisse må til-

skrives den sovjetiske Marx-Engels-Forsker Pavel Veller. Han ledede den arbejdsgruppe,der udgav Die deutsche Ideologie i MEGA. Og da dette arbejde var afsluttet i 1932, helli-

gede han sig i ni år helt og fuldt udgivelsen af Marx' manuskript fra 1857-58. Næppe var

dette arbejde fuldført, før han døde i en alder af 38 år. Han faldt som frivillig ved fronten

en af de første dage efter det fascistiske angreb. (Hannes Skambraks: »Publikationen des

fKapitals'und seiner _Vorarbeiten in der UdSSR. Sowjetische Forschungsergebnisse zur

Wirkungsgeschichte des Marxschen Hauptwerkes«, i: Beiträge zur Geschichte der Marx/Engels-Forsehung und -Edition in der Sowjetunion und der DDR, Berlin 1978, pp. 128-

136).Karl Marx til Fr. Engels, 8. december 1857; MEW, bd. 29, p. 223.

Bd. II/l er bearbejdet af Vitalij Vygodskij, Vladimir Brusjlinskij, Larisa Miskevitj ogAleksandr Syrov.Jvf. [Vitalij Vygodskij]: »Die 'Grundrisse der Kritik der politischen ökonomie' und ihrPlatz im Kampf um die ökonomische Lehre der Arbeiterklasse«,Marx-Engels-Jahrbuch,bd. I, Berlin 1978, pp. 175-203.

Karl Marx: Grundrisse der Kritik der politischen ökonomie,MEGA, bd. 11/2, p. 740.

Om betydningen af begrebet om »udgangskategorien«hos Marx, jvf. E. W. Iljenkow [13.V. Iljenkov]: Die Dialektik des Abstrakten und Konkreten im »Kapital« von Karl Marx

[1960],Westberlin 1979. Om Marx' opdagelse af udgangskategorien for kapitalismenspolitiske økonomi,jvf. Wolfgang J ahn: »Die Entwicklung der Ausgangskategorie der po-litischen ökonomie des Kapitalismus in den Vorarbeiten zu Marx' 'Kapital°«, i: Roland

Nietzold, Hannes Skambraks und Günter Wermusch (red.): unsrer Partei einen Siegerringen. Studien zur Entstehungsgeschiehte des »Kapitals« von Karl Marx. Ein Samme!-

band, Berlin 1978, pp. 66-79, og Dittmar Zengerling: »Zur Untersuchung der Ausgangs-kategorie in der Herausbildung der Marxschen politischen ökonomie«,Arbeitsblätterzur Marx-Engels-Forschung, Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Halle (Saa-le), nr. 10, 1979, pp. 64-73.

Marx til Lassalle, 11. marts 1858; MEW, bd. 29, p. 554.

MEGA, bd. 1]/ 2, pp. 17-94. Zur Kritik der politischen ökonomie. Urtext blev første gang

offentliggjort i Grundrisse der Kritik der politischen ökonomie. Anhang 1850-1859,

101

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

291

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

102

Moskva 1941. (Dansk overs. i Karl Marx: Vare - Penge - Kapital Modtryk, Århus

1974, pp. 115-202,samt i de to ovenfor anførte oversættelser af Grundrisse).MEGA, bd. 11/2, pp. 95-245. (Dansk overs. i Karl Marx: Skrifter i udvalg, Rhodos, Kø-

benhavn 1974).Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonomie (Manuskript 1861-1863); MEGA, bd.

II/3.1, pp. 3,4.Karl Marx: »Planentwurf zum Kapitel über das Kapital« [sommeren 1861, muligvis forå-ret 1859], MEGA, bd. 11/2, pp. 256-263.

MEGA, bd. 11/ 32-34. (Dansk overs.: Karl Marx: Tearier om merværdien, Rhodos, Kø-benhavn 1979). Theorien über den Mehrwert blev første gang udgivet af Karl Kautsky i

1905-10 i stærkt redigeret skikkelse. Den idag alment anvendte udgave blev udgivet i

Moskva i 1954-61 i en russisk oversættelse og på originalsproget i Berlin 1956-62. Hoved-

kraften bag denne udgave var Vladimir Brusjlinskij. Denne udgave gengiver ikke manu-

skriptet som et arbejdsmanuskript, men i en form, der sætter det i stand til at fungere som

det af Marx forudsete fjerde, teorihistoriske bind af Das Kapital. (Marx til Louis Kugel-mann, 13. oktober 1866; MEW, bd. 31, pp. 533 f.). En sådan redigering er påkrævet,for at

manuskriptet skal kunne tjene til studieformål, og er derfor berettiget.Marx til Louis Kugelmann, 28. december 1862; MEW, bd. 30, p. 639.

Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonçmie(Manuskript I861-1863); MEGA, bd.

II/3.6, pp. 1895-2207.

MEGA, bd. 3.1-3.6. Blandt de mange forskere, der i fællesskab bærer æren for udgivelsenaf dette værk kan nævnes Hannelore Drohla, Bernd Fischer, Wolfgang Focke, WolfgangJ ahn, Jürgen Jungnickel, Manfred Müller, Christel Sander, Artur Schnickmann, Hannes

Skambraks og Carl-Erich Vollgraf.Jvf. Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonomie (Manuskript 1861-1863): MEGA,bd. II/3.1, pp. 216-218, 293, 302 f.

Jürgen Jungnickel: »Die Ausarbeitung der Theorie von der ökonomischen Gesellschafts-

forrnation und die Theorie des relativen Mehrwerts (1861 bis 1863)«,Marx-Engels-Jahr-buch, bd. 7, Berlin 1984, pp. 254-282.

Om forholdet mellem det abstrakt-almene og det konkret-a1mene,jvf. E. V. Iljenkov: Die

Dialektik des Abstrakten und Konkreten im »Kapital« von Karl Marx [1960], Westberlin

1979.

Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonomie (Manuskript 1861-1863); MEGA, bd.

1]/ 35, pp. 1861-1862. Om forholdet mellem »kapitaleni almindelighed«og »begrebet om

kapitalen«hos Marx, jvf. Manfred Müller: Auf dem Wege zum »Kapita1«.Zur Entwick-

lung des Kapitalbegrzjjs von Marx in den Jahren 1857-1863, Berlin 1978.

Jvf. Jürgen Jungnickel: »Einige Bemerkungen zur Marxsehen Analyse des Unterschieds

von Werkzeug und Maschine«, Beiträge zur Marx-Engels-Forsehung, Insitut für Marxis-

mus-Leninismus beim ZK der SED, Berlin, nr. 5, 1979, pp. 71-83, og Jürgen Jungnickel:»Zum Inhalt und zur Bedeutung der Marxsehen Kategorien formelle und reelle Subsum-

tion der Arbeit unter das Kapital«, Beiträge zur Marx-EngeIs-Forschung, Institut für

Marxismus-Leninismus beim ZK der SED, Berlin, nr. 11, 1982, pp. 117-125.

Karl Marx: Zur Kritik der politischen ökonomie (Manuskript 1861-1863): MEGA, bd.

11/36, p. 1972.

Karl Marx: »Resultate des unmittelbaren Produktionsprozeses«[1864],Archiv Marksai

Engel'sa, bd. 2 (7), Moskva 1933. pp. 3-268. Fotomekanisk genoptryk, Frankfurt am

Main 1969. (Dansk overs.: Resultater af den umiddelbare produktionsproces, Modtryk,Århus 1974).

[Larisa Miskevitj, Mihail Ternovskij, Aleksandr Tjepurenko og Vitalij Vygodskij]: »Zur

Periodisierung der Arbeit von Karl Marx am 'Kapital' in den Jahren 1863 bis 1867»,

Marx-EngeIs-Jahrbuch, bd. 5, Berlin 1982, pp. 294-322.

MEGA, bd. 11/4.1 forudses udgivet i 1987, bd. 11/4.2 i 1990.

Om Marx' arbejde idenne periode, jvf. [Larisa Miskevitj og Vitalij Vygodskij]: ȟber die

Arbeit von Marx am II. und III. Buch des 'Kapitals' in den Jahren 1866 und 1867«,Marx-

Engels-Jahrbuch, bd. 8, Berlin 1985, pp. 198-212.

38. Karl Marx: Das Kapital. Kritik der politischen ökonomie. Ersrer Band, Hamburg 1867,

MEGA, bd. 11/5, 60* + 1092 pp.

39. Denne udgave ligger til grund for gengivelsen af Das Kapitali MEW, bd. 23, og dermed

for den danske oversættelse, Kapitalen, Rhodos, København 1970.

40. Kapitel 1 og tillæggethertil fra første oplag af Das Kapital, bd. 1, Hamburg 1867, findes i

en dansk oversættelse i Karl Marx: Vare - Penge - Kapital ..., op.cit. pp. 27-113.

41. Roland Nietzold und Hannes Skambraks: »Die Zweite Abteilung der MEGA«, i: Roland

Nietzold, Hannes Skrambraks und Günter Wermusch (red.): unsrer Partei einen Sieg

erringen. Studien zur Entstehungsgeschichte des »Kapitals« von Karl Marx. Ein Samme]-

band, Berlin 1978, pp. 52-65.

42. Jvf. feks. Roman Rosdolsky: Zur Entstehungsgesehichte des Marxschen »KapitalsnDer

Rohentwurf des »Kapital« 1857-1858, Frankqu am Main 1968. - Hans-Georg Backhaus:

»Zur Dialektik der Wertform«, i Alfred Schmidt (red.): Beiträge zur marxistischen Er-

kenmnistheorie, Frankfurt am Main 1969, pp. 128-152. - Helmut Reichelt: Zur IogischenStruktur de: Kapitalbegriffs bei Karl Marx, Frankfurt am Main 1970.

43. Jvf. de mange bidrag i Marx-EngeIs-Jahrbuch samt feks. Roland Nietzold, Hannes

Skambraks und Günter Wermusch (red.): unsrer Parter' einen Sieg erringen. Studien

zur Entstehungsgeschichte des »Kapitals« von Karl Marx. Ein Sammelband, Berlin 1978.

- Manfred Müller: Auf dem Wege zum »Kapital«. Zur Emwicklung des Kapitalbegriffsvon Marx in den Jahren 1857-1863, Berlin 1978. - Wolfgang Jahn und Manfred Müller

(red.): Der zweite Emwurf des »Kapitals«.Analysen -Aspekte - Argumente, Berlin 1983.

Karl Marx/ Friedrich Engels Gesamtausgabe (MEGA). Dritte Abteilung Brief-

wechsel. Band 3: Briefwechsel Januar 1849 bis Dezember 1850. Bearbeitung des

Bandes: Jekaterina Barwenko, Wera Morosowa et al., 51* s. og 1535 s., Dietz Ver-

lag, Berlin/DDR 1981, 135 M.

MEGAs 3. afdeling rummer brevvekslingen mellem Marx og Engels samt breve fra

og til dem, inklusive fragmenter, udkast og supplementer såsom relevante skrift-

stykker, der bringes i de respektive noter i Apparat-bindene. Et særligt bind i afde-

lingen vil rumme Marx' og Engels' dedikationer i bøger og på.fotos. I 3. afdeling er -

1975, 79 og 81 - udkommet bind 1-4, der dækker tiden til december 1851.

1.

Bind III, 3 rummer 41 breve fra Marx og 17 fra Engels, 4 fællesbreve samt 392 breve

til dem, deraf 254 til Marx og 64 til Engels samt 4 til begge foruden 70 til forskelligeinstitutioner ledet af dem. Publiceret for første gang er ét brev fra Karl Marx (sam-men med Jenny Marx til Lina Schöler, Paris 14. juli 1849) og 283 breve til Marx og

Engels. Første gang publiceret fuldstændigt er 15 breve fra Marx og Engels og 52 til

dem og for første gang er her publiceret 3 breve fra dem og 26 til dem på original-sproget.

De fleste breve - 273 - offentliggøresefter nærlæsning af originalerne.Afdelingens Apparat-bind har oplysninger om hvert brev, bringer dets teksthisto-

rie, proveniens og har variant- og korrekturfortegnelser foruden realkommentarer.

Der oplyses også i noterne til hvert brev om dets udseende, sidetal, om muligt ogsåom størrelse og originalens tilstand. Marx' og Engels' notater og understregninger i-

ialt 44 - modtagne breve er anført samt Engels' senere notater i - ialt 33 - breve. Ogsåandre personers notater samt understregninger er angivet.

Udgiveme har også begrundet en nærmere datering af breve, hvor en sådan

103

mangler eller er ufuldstændig. I 31 Marx-Engels-breve og i 67 breve til dem er dato-

erne således blevet fastslået hhv. præciseret.En stor del af Marx-Engels' korrespondance er ikke bevaret, således er de fleste af

deres breve til andre personer gået tabt, dog har udgiverne identificeret 116 af disse

(men ingen af de - nu tabte - 172 breve til dem) og tilnærmelsesvis fastslået datering,modtager og kilde (s. 1439-50). Ja, de har endog på basis af andre breve rekonstrue-ret et Marx-brev (til Heinrich Bürgers af 25. juni 1850; s. 84 og 966).

Apparat-bindene har uvurderlige litteratur-, navne- og sagregistre til tekstbinde-ne (men ikke til noter og tekst i Apparat-bindene selv). AI litteratur - bøger som pe-riodica - citeret i brevene er anført i litteraturregisteret med sidehenvisninger til tek-sten. Alle der nævnte personer er opført i navneregisteret.

Editionsprincipperne står i det hele mål med den højeste internationale standard.lBindets brevstof slutter sig til det tilsvarende, 1977 udkomne bind 10 i 1. afdeling,

der rummer de trykte tekster (fra juli 1849 til juni 1851), først og fremmest cirkulæ-rerne fra centralmyndigheden for »Bund der Kommunisten« til medlemmerne ogMarx-Engels' bidrag i »Neue Rheinische Zeitung. Politisch-ökonomische Revue«.

Il

Ca. 180 breve fra 1. januar til 15. maj 1849, der fortsætter brevvekslingen i III, 2

juni-december 1848, kaster lys over det anstrengende redaktionelle arbejde med

dagbladet »Neue Rheinische Zeitung« (NRhZ) inklusive de genvordigheder, myn-

dighederne beredte chefredaktør Marx og hans højre hånd Engels med samt medre-

daktører. NRhZ begyndte at udkomme 1. juni 1848.

I et blads historie er abonnenttallet særlig vigtigt. Engels selv anslog pr. 1. jan.1850 i en opfordring til aktietegning på den ny revue (MEGA I/ 10, s. 560) NRth

abonnenttal til 5.600 »efter blot 11 måneders beståen«._NRhZ havde stor udbredelsei Tyskland, men var også udbredt blandt emigranterne i Schweiz (s. 5 f.: Engels til

Marx, Bern 7.-8. jan. 1849), i februar tog abonnenternes tal til i Paris (s. 260 f.: A. H.

Ewerbeck til Marx, Paris 26. febr. 1849), endog i USA synes NRhZ at have haft

købere (s. 82: Marx til J. Weydemeyer, Köln 8. juni 1850). Andre steder end fra selve

redaktionen i Köln agiteredes for avisen. I Kiel kunne således prøvenumre leveres

gennem »Kieler [senere'Kiel-Altonaer] demokratisches Wochenblatt«s ekspeditionved Ludwig Bünsow, Volkshalle, hvilket ugebladets udgiver Conrad Schramm,Marx-Engels' medarbejder, oplyste om i annoncer i sit blad.2

NRhZ havde egne korrespondenter i Berlin, Wien, Leipzig, Darmstadt (Weyde-meyer) o.a. tyske byer samt i Paris (Ernst Dronke jan.-febr. 1849). Deres korrespon-dentmærker i NRhZ er det (s. 768 ff.) lykkedes udgiverne at identificere - en virkeligbedrift.

Bevarede følgebreve til indsendte indlæg - ofte digte - bringes i Apparat-bindet.Langt de fleste optoges ikke, selv om de stammede fra oprigtige demokrater.,3 Et ind-

læg, dat. 30. jan. 1849, afvist af en avis i Elberfeld trods et »jvf.presseloven af 17.

marts 1848« blev endog afvist af Marx (indlægget i Apparat, s. 984 ff.), der altså

ejheller returnerede det. Det samme gjaldt en korrespondance fra Magdeburg,skønt skribenten havde bedt derom, ifald den ikke optoges (brevet s. 234), - derforkan den nu bringes i Apparat s. 1025 f.

At der kunne være tale om værdifulde indlæg fremgår af, at en af de indsendte,men ikke trykte meddelelser (s. 162 og 943 f.: af 23. jan. 1849) sammen med andre

korrespondancer skal have muliggjort en objektiv vurdering for NRth redaktionaf styrkeforholdet forud for valgene til Prøjsens 2. kammer 22. jan. 1849 og af selve

104

disse (s. 27 1*). Marx og Engels var vel tilhængere af vidtgående ytringsfrihed i det

borgerlige samfund, men administrerede den ikke særlig rundhåndet selv. Her må

dog de vanskelige arbejdsforhold tages i betragtning - de halvt illegale kampformer.Derimod var red. altid villig til at bringe begrundede dementier. Iøvrigt var det altid

politisk relevante artikler, NRhZ bragte, ikke mindst mod preussisk politichikaneog for den demokratiske bevægelse. I Tyskland var NRhZ en slags koordinator mel-

lem de spredte proletariske og demokratiske kræfter.

Fra NRhZ »klippede«- foruden tyske demokratiske blade og to aviser i Schweiz -

»La Réforme« i Paris, i England det chartistiske »Northern Star« flittigt og herhjem-me »Kjøbenhavnsposten«1848 ved red. J. P. Grüne og A. P. Liunges »Politiske Fly-veblade« okt. 1848 - jan. 1849'.

Da en væbnet kamp for den i Frankfurt vedtagne rigsforfatning udbrød i maj1849, tog NRhZ straks parti for den, og Engels drog til Elberfeld og organiseredefriskarestyrker, NRhZ berettede derom 17. maj. Det førte til forbud af den. 19. majudkom NRhZ med et rødt afskedsnummer, hvis udbredelse i Europa og USA kan

ses af breve med bestillinger til Marx.

III.

Breve belyser Engels' virke juni-juli som adjudant for Aug. Willich, leder af et kom-

munistisk frikorps i Rigsforfatningskampagnen, hvis historie Marx sidst i juli op-

fordrede Engels til at skrive (s. 36). Den bragtes (efter Engels' flytning til London

november 1849) i nr. 1-3 (marts-april 1850) af »Neue Rheinische Zeitung. Politisch-

ökonomische Revue« (NRhZR) (MEGA I / 10, s. 37-118), som Marx allerede havde

planlagt juli 1849, da han fristede en usikker tilværelse i Paris efter juni-nederlaget1848 for arbejderrejsningen, som han uforbeholdent støttede (s. 86). Om sin udvis-

ning og flytning til London havde han 23. aug 1849 underrettet Engels (s. 44). Kon-

trarevolutionen var på march.

Conrad Schramm fra Slesvig-Høsten blev forretningsfører og ansvarshavende

udgiver for NRhZR. Forud for udgivelsen gennem Schubert & Co i Hamburg var

gået en propagandakampagne, hvori særlig Ferdinand Lassalle i Düsseldorf var ak-

tiv. Men i brev til Marx af 12. febr. 1850 (s. 477) beklagede han, at »resultatet er

meget ringe«, abonnenter holdt sig tilbage givetvis af frygt for øvrigheden.Og Marx

talte i brev til Weydemeyer i Frankfurt 8. juni (8. 82) om den tyske presses conspira-tion du silence overfor den ny månedsrevue

- nu under reaktionens fremmarch. I

svar af 15. juni (s. 564) klagede Weydemeyer over »det småborgerligepublikum, til

hvilket man desværre også må henregne størstedelen af arbejdeme«,Gennem brev

fra Marx til Weydemeyer af 5. febr. 1850 kan NRhZRs tilnærmelsesvise oplag fast-

sættes: »Der er allerede i Hamburg bestilt 0. 1500 eksemplarer« (s. 61).

Udgivelsennæsten oversteg revuens chefredaktør Marx' finansielle kræfter (Jen-

ny Marx til Weydemeyer, London 20. maj 1850 s. 733 f.).Det foreliggende brevstof gør det lettere at rekonstruere NRhZRs historie marts-

maj 1850 ligesom iøvrigt den vigtigste organisation i »Bund der Kommunisten«

(BdK) Köln-kredsens historie.

IV.

»Revuen« var som teoretisk organ anlagt på skoling af medlemmerne af det nu som

før 1848 illegale parti BdK og et led i dets ny taktik, en mere selvstændig politik i

forhold til de småborgerligedemokrater, en taktik, der dog af nogle forskere karak-

teriseres som »alt for sen« og lidet entydig.s Allerede 1849 havde Lassalle overfor

105

Engels en Marie Engels › 18.-19. September 1840

unser Don Guillermo. der junge Prinzipal. nochmals weg und dann wird

von Neuem angefangen. Den 19 September 1840. Ihr habt doch ein lang-weiligeres Leben als wir. Gestern Nachmittag waren keine Arbeiten mehr

zu thun und der Alte war weg und Wilhelm Lleupold] lieB sich auch selten

sehen. So steckt' ich mir eine Cigarre an, schrieb erst das Vorstehende an

Dich. sodann nahm ich Lenau's Faust aus dem Pulte und las darin. Nachher

trank ich noch eine Flasche Bier, und :ing um halb acht zum Roth; wir

schoben in die Union, ich las Raumers Geschichte der Hohenstaufen und

aB dann ein Beefsteak und Gurkensalat. Um halb Elf gin: ich nach Hause,las Diez Grammatik der romanischen Sprachen bis ich schläfrig wurde.Dazu ist morgen wieder Sonntas und am Mittwoch Bremischer BuB- und

Bettag, und so kramt man sich allmählig bis in den Winter hinein. Diesen

Winter werd' ich mit Eberlein Tanzllstundenehmen, um meine steifen Beine

an ein wenig Grazie zu gewöhnen. -

15 Hier hast Du eine Scene von der Schlachte, d.h. der StraBe, die en der

einen Seite die Weser hat, und wo die Waaren aus'geladen werden. Der

Kerl mit der Peitsche ist der Fuhrmann, der die Kafleesäcke die dahinten

liegen, eben wegfahren will, der Kerl mit dem Sack rechts ist der Schlæcht-

kaper, der sie aufladet, neben ihm ein Kiiper, der eben eine Probe gezogenhat und noch in der Hand hån, und daneben der Kahnschiifer, aus dessenKahn die Säcke geladen wurden. Du wirst nicht l'a'ugnen können, daB dieseGestalten sehr interessant sind. Wenn der Fuhnnann fährt, so setzt er sich,ohne Sattel, Bügel und Sporen aufs Pferd und hackt ihm die Fersen fort-während in die Rippen, so:

Side fra MEGA med Fr. Engels brev til Marie Engels 18. september 1840. Fra bd. III/ 1, s. 197

106

Marx (s. 405: brev af 24. okt. 1849) bemærket, at han havde uddraget en lidt anden

lære end Marx af revolutionerne 1848/ 49: »at ingen kamp længer kan lykkes i Euro-

pa, der ikke på forhånd er udtalt ren socialistisk ...« Lassalle kan således ikke mod-

sat Marx-Engels siges at have overvurderet (små-)borgerskabets revolutionære evne

og vilje.6Brevstoffet kaster lys over Bsz Centralmyndigheds (CMs) konspirative arbejde

og kontakter på kontinentet. I et her for første gang fuldstændig publiceret brev fra

juli/ august 1850 til Engels fra Bsz emissær i Tyskland og Schweiz Ernst Dronke i

Genf (s. 609 f.) omtales dannelsen af en stærk BdK-afdeling dér, og danskeren Niels

Lorens Petersen nævnes som medlem. Dette er nyt og vigtigt, selv om Petersen sene-

re på året tilsluttede sig Aug. Willichs »Sonderbund«.7

Artiklerne i NRhZR gik i den ny taktiske retning. Wilh. Wolff i Zürich oplyste 14.

maj 1850 Engels om, at hans afhandling om Rigsforfatningskampagnen havde vakt

småborgerlige læseres utilfredshed (s. 545). Og fra Altona bekræftede BdK-emissæ-

ren Karl v. Bruhn dette i brev af 2. maj til Schramm: det blev kritiseret, at Engels og

Willich syntes at have været de eneste aktive etc.B

Netop usikkerheden m.h.t. klassekarakteren af den kommende revolution frem-

mede fraktionsdannelsen i BdK. Den første fraktion var Revolutionære Centralisa-

tion (RC) grundet i Zürich febr. 1850, mod hvilken Bsz junicirkulære (MEGA I/10, s. 336-42) var rettet. Det vakte opstandelse, nogle hævdede, det var en politipro-vokation (Dronke til Engels, juli/ august 1850). RC »anerkendte« den næste revolu-

tions karakter som værende proletarisk (s. 576 f.: Dronke til Bsz CM, 3. juni1850). Bruhn, der virkede i Slesvig-Holsten for NRhZR, blev i cirkulæret udtrykke-lig nævnt som emissær for RC.

Men i sin modvirken af »de borgerlige demokrater, navnlig denne Olshausen-kli-

ke«, der ((aldrig i Norddeutsche Fr[eie] Presse angriber Statholderskabet eller mini-

strene«, lå Bruhn på linie med 13sz martscirkulære (MEGA I/ 10, s. 261 f.). Han

vedkendte sig sin forbindelse med RC og søgte ellers at modarbejde »kliken«s indfly-delse i de .lokale daglejer- og indersteforeninger, der nu skød op.9 Takket være be-

stræbelser fra Bruhn som repræsentant for »Altona lokalkomité for arbejdere«og

Gustav Ad. Hirschhoff samt Ludwig Bünsow, J. H. Gümpel og Ad. Lafaurie (disseto sidste fra Kiels demokratiske Forening) antog en delegeretforsamling for de sles-

vig-holstenske arbejderforeninger 12. maj 1850 i Neumünster i princippet grundsta-tutterne for »Arbeiterverbrüderung«i Leipzig - overfor en vis modstand fra arbej-derforeningernes centralkomité domineret af Olshausen-folkene. Organer for en i

Neumünster 4. maj dannet fællesforening af slesvig-hostenske arbejderforeningerblev »Das Volk« og »Zeitung für Arbeiter u. Arbeiterfreunde«.'°

-I brevene af 2. april og 2. maj underrettede Bruhn Schramm i London om arresta-

tionen af »Das Volk«s redaktion, Fr. Lexow og Carl Baurmeister og anklagen med

dem for majestætsfomærmelsemod Frederik 7. og preusserkongen (optagelse af ar-

tikler af Carl Heinzen i »Das Volk« marts 1850).Der var modsætning mellem Heinzen og Marx. Bruhn klagede overfor Schramm

over, at striden med Heinzen, Gustav Struve o.a. »i almindelighed intet godt indtryk

gør Man skulle lade principspørgsmålfare, vi havde jo alle kun én fælles fjendeosv«, Bruhns forsigtighed overfor Wilh. Haupt i Hamburg og Schuberth" blev siden

delvis bekræftet.

V.

Sommeren 1850 sendtes Schramm som ny emissær til Slesvig-Holsten (s. 87: Marx

107

til Karl Blind, London 7. juli. 1850). Omkr. 2. august skrev han pessimistisk til CMfor BdK om landsdelen (s. 612 f., jvf. s. 1339 f.; brevet trykt her for første gang in

extensa efter originalen). Fra Altona berettede Schramm om, at Statholderskabetblot holdt sig oppe ved en rasende forfølgelse af alle demokrater: Lafaurie sad fx

fængslet i Kiel.lz »Ved et nyt nederlag eller en underkastelse under den såk. London-

protokol [af 2. aug. 1850] er Statholderskabet og [dets øverstbefaldende Wilh. v.]Willisen fortabte. Under alle omstændigheder er nu den eneste mulighed forstærke]-se af armeen ved revolutionære elementer«. I Altona havde han overbevist 'sig om

det ukloge i Bruhns eksklusion, da han vandt stadig større indflydelse; Schrammmåtte nødvendigvis kontakte ham.

Men som præsident for arbejderforeningen i Altona blev Bruhn s.m. Hirschhoff,BdK-medlemmet Gümpel og to andre arresteret 9. august.”Anklagematerialet var

et brev af 20. juni 1849" fra Altona-foreningen til »Arbeiterverbrüderung«,hvori

hævdedes, at krigsstemningen var til hinder for agitationen blandt arbejderne. I de-cember 1850 var Bruhn iøvrigt atter med i BdK (s. 686 f.: Haupt til Marx, Hamburg3. decbr. 1850).

Den ny friktion i BdK - bruddet med Willich-Schapper-fraktionen -kom Bruhn til

gode. Gerh. Roesers udsagn til det preussiske politi i forhør 1853/54 (s. 738 ff.) ka-ster lys over den ny strid, ligesom et her for første gang trykt brev fra Wilh. Roth-acker til Marx, London juli/ august 1850 (s. 608) belyser den interne strid i selve Wil-lichs »Sonderbund«. På et møde i Bsz CM i London ultimo august 1850 tegnedesfronten op. Flertallet om Marx mente, at Willichs standpunkt, at forberedelserne afen revolution i Tyskland måtte fremskyndes, var utaktisk og uoverlagt. Det fandt de

sydtyske arbejdermasser endog stadig dybt småborgerlige,og at dømme efter »Ar-

beiterverbrüderung«svirke »står det slet ikke meget bedre til i Nordtyskland ...« (s.655 f.: Weydemeyer til Marx, Frankfurt a.M. 13. oktbr. 1850). På et ekstraordinært

møde i BdK 15. september besluttedes på forslag af Marx udarbejdelse af ny for-

bundsstatutter, overdragelse af CMs beføjelser til Köln-kredsen og dannelse af to

uafhængige BdK-kredse i London med umiddelbar forbindelse med CM i Köln

(MEGA I/ 10, s. 577-80).Dronke i Genf gik i sin harme over Willich endog så vidt, at han i brev til Marx 1.

december (s. 684) kritiserede Engels' »Reichsverfassungskampagne«for overdreven

fremhævelse af Willichs store rolle. Engels fandt dog ingen grund til at revidere pje-cen.

Om alle disse udspaltninger giver brevmaterialet et mere detailleret indtryk end

det (samtidige) trykte materiale.

Breve belyser også nærmere Marx-Engels* hjælp til og kontakt med den organise-rede tyske emigration, med den ungarske ilygtningekomité og organisationen af

blanquistiske emigranter i London, som de sammen med den revolutionære chartist

G. J. Harney endog april 1850 sluttede overenskomst med om stiftelse af en verdens-

organisation af revolutionære kommunister, - proletariatets diktatur og den perma-nente revolution var udtrykkeligt et af målene (art. 1; MEGA I/ 10, s. 568). Men un-

der indtryk af blanquisternes forb. m. Willich-Schappers »Sonderbund« annullere-de Marx-Engels i oktober overenskomsten (s. 89: Marx, Engels og Harney til 3

blanquistrepræsentanter,London 9. oktober 1850, svar på brev af 7. oktober; s.

654).Andre breve giver indtryk af den udvisningsfare, der svævede over tyske, særlig

preussiske emigranter takket være Preussens spil bag kulisserne, og emigrationensfrygt for en stramning af Alien Bill fra 1848. Andre breve er vidnesbyrd om Marx-

108

familiens elendige emigranttilværelsei Paris og London. Familiens hele tilværelse

blev bedret ved Engels' indtræden i firmaet Ermen & Engels' afdeling i Manchesternovember 1850 - alene for at muliggøre Marx' hele videnskabelige arbejde, »en men-

neskelig heltedåd for den sags triumf, hver af dem havde viet sit liv« (s. 45").O.S.-P.

Noter

l. Jvf. også Jekaterina Barwenko/Wera Morosowa: »Einigeinhaltliche Fragen des Bandes3 der Briefabteilung der MEGA« i: Marx-Engels-Jahrbuch 5, Berlin/ DDR 1982, s. 323-50.

2. »Kieler demokratisches Wochenblatt« nr. 6, Altona 10. dec., og nr. 7, 14 dec. 1848. Jvf.Ole Stender-Petersen: »Ein dänischfreundlicher 'Marxist'z Conrad Schramm« i: Grenz-friedenshefte 2, Flensburg 1985. Bünsow og Schramm var medlemmer af Bund der Kom-munisten.

3. J. Barwenko 0g W. Morosowa affærdiger nævnte sted (11.1), s. 330 de ikke optagne digtesom uden særlig litterær værdi, selvom dog kun ét af de indsendte digte er bevaret (s. 901

f).4. Ole Stender-Petersenz »De danske Marx- og Engels-oversættelser og den danske Marx-forståelse« i: Marx i Danmark, SFAH 1983, s. 123 og n. 1 s. 145.

5. Wolfang Schieder: »Der Bund der Kommunisten im Sommer 1850. Drei Dokumente aus

dem Marx-Engels-Nachlass« i: International Review of Social History XIII, Amsterdam1968, d. 40 ff.

6. Karl Kautsky: »Der Weg zur Macht« (1910), nyudgave, Frankfurt a. M. 1972, s. 17 1'. om

nævnte overvurdering. Kautsky konkluderede: »Es stellt sich immer klarer heraus, dasseine Revolution nur noch möglieh ist als proletarische Revolution«.

7. H.-N. Lahme: »Niels Lorens Petersen - hans liv i arbejderbevægelsen«1: Historie XV, 3,Århus 1984, s. 433 rr.

8. Brevet i »Der Bund der Kommunisten. Dokumente u. Materialien. 1849-1851«,Berlin/DDR 1982, s. 175 f.

9. Bruhn til Schramm, Altona 2. april 1850 (»Der Bund der Kommunisten. 1849-1851«,5.

143 f.). Jvf. hans brev af2. maj (ibid., s. 176).10. Horst Schlechte (ed.): Die Allgemeine deutsche Arbeiterverbrüderung1848-1850. Doku-

mente der Zentralkomitees für die deutschen Arbeiter in Leipzig, Weimar 1979, dok. 189,s. 321-29. »Der Bund der Kommunisten 1849-1851«,s. 637.

11. Bruhn til Schramm, Altona 2. maj 1850 (»Der Bund der Kommunisten. 1849-1851«,5.

175 f).12. Lafaurie løslodes mod kaution 12. aug. 1850. Hans forb. m. Marx og BdK gik helt tilbage

til 1846 (»Der Bund der Kommunisten. Dokumente u. Materialien. 1836-1848«,Berlin/DDR 1970, s. 389). Frederik Dreier lod den »meest consekvente Radicale« Ad. Lafaurie i1853 blive en udførligomtale i »Samfundets Reform« til del. Fhv. arkivdirektør HorstSchlechte (1909-86) har udarbejdet en Lafaurie-biografi, der endnu er utrykt.

13. Schlechte, anf. st., 5. 327 n. 26. Bruhn blev frikendt jan. 1851 (MEGA I/ 10, s. 1371).14. Brevet i Schlechte, anf. st., 5. 89 f., dokument 1.

109

MEGA. Vierte Abteilung. Band 2. Karl Marx/ Friedrich Engels: Exzerpte und N0-

tizen 1843 bis Januar 1845. Bearheitung des Bandes: Nelly Rumjanzewa (Leiter),Bernhard Dohm, Swetlana Nasarowna, Eleonora Safronowa, Ljudmila Welit-

schanskaja, unter Mitarbeit von Olga Chorewa und Natalja Dudina. Gutachter: Ri-

ehard Sperl. Dietz Verlag Berlin 1981, 52* s. og 911 s.

1. Generel omtale af MEGA 1V

MEGA, VIERTE Abteilung (MEGA IV) rummer alle bevarede excerpthæfter, en-

keltexcerpter, notesbøger, enkeltnoter, samt marginalier af enhver art som stammer

fra Marx og Engels.Materialemængden til MEGA IV er utrolig stor, og består fortrinsvis af hidtil næ-

sten ukendte og upåagtedeMarx/ Engels-akivalier.Langt den overvejende del af materialet i MEGA IV offentliggøres hermed for

første gang. Mere eller mindre spredte og tilfældige udgivelser af materiale tilhøren-

de MEGA, 4. afdeling er tidligere udkommet i Karl Marx/ Friedrich Engels: Histo-

risch-Kritische Gesamtausgabe (MEGA'), og i Marx/ Engels Werke (MEW). Of-

fentliggørelse af alt bevaret arkivaliematerialein extenso gør det langt om længe

muligt for enhver, på et kvalificeret grundlag, at danne sig sin egen mening om mate-

rialet på tværs af alle ideologiske tågeslør arkivaliematerialerne hidtil har været 0m-

gærdet med. Dette må være den bedste garanti for en fordomsfri og udogmatiskanalyse af Marx/ Engels-arkivalierne.

I generelle vendinger kan vi sige, at materialet i MEGA IV i hvert tilfælde tjener 3

formål:

For det første 'fremstårMEGA IV's materiale yderst interessant ud fra ønsket om

at opnå en nærmere indsigt i hele det marx-engelske 'arbejdsværksted'. Materialet

illustrerer på fantastisk vis det møjsommeligeslid Marx og Engels lagde .for dagen i

deres teoretiske og politiske virke.

For det andet udgør materialet i MEGA IV en unik kildesamling til eftersporingaf de marx-engelske ideers oprindelse. Det er sjældent,at man i den grad har mulig-hed for at kigge kendte personligheder over skuldrene mhp. at forstå hele grundla-

get for deres ideverden som tilfældet er med Marx og Engels. For det tredje afspejlermaterialet i MEGA IV bredden i Marx's og Engels' interesseområder. Man bliver

uvilkårligt slået af Marx's og Engels' evner til at opdyrke nye vidensområder i deres

studier. Foruden naturligvis omfattende økonomiske, politiske og filosofiske studi-

er, kan nævnes interesseområder som diplomatik, filologi, lingvistik, religion,

kunst, litteratur, matematik og naturvidenskab.

Materialemængden til MEGA IV er kolossal stor, og det vil være en umulig opga-

ve kort at præsentere hele indholdet i MEGA IV, men man kan sige, at materialet

falder i 3 hovedgrupper:1. Excerptmaterialet: Excerptmaterialet indtager en dominerende plads i MEGA

IV. Det drejer sig om henved 230 håndskrevne excerpthæfter,plus diverse enkeltex-

cerpter. Marx står som forfatter til hovedparten af dette materiale.

Excerptmaterialet består af uddrag, referater og kommentarer til bøger, artikler

etc. som Marx og Engels læste. Excerpterne er affattet på forskellige sprog som

tysk, engelsk, fransk, russisk, italiensk, latin, græsk o.s.v.

I excerpterne indtager Marx's og Engels' egne kommentarer typisk en mere tilba-

getrukket rolle.

2. Notesbøger: Ialt er bevaret 19 notesbøger fra Marx*s hånd; skrevet i årene 1844

til 1881.

110

Notesbøgerne indeholder forskelligartede materialer så som korte idéskitser, ud-kast til dokumenter, resolutioner og breve, samt dagbogsoptegnelser, lister over læ-

ste bøger m.v.

Ganske ligesom for excerpterne, så gengives noteshæfteme i deres fulde ordlyd.3. Marginalier: Som en større materialegruppe i MEGA har vi de såkaldte margi-

naler. Under dette begreb gemmer sig en oversigt over de randbemærkninger, un-

derstregninger, margentegn og andre markeringer Marx og Engels tilføjede i bøgerog periodica fra deres personlige bibliotek.

Det drejer sig naturligvis primært om marginalier i fremmede forfatteres værker,men af stor interesse er også Marxls og Engels' randbemærkninger mv. til nyudgi-velser og oversættelser af egne værker.

Via disse marginalier får man et levende indtryk af Marx's og Engels' arbejdsmå-de og idéverden.

Ud over disse 3 hovedgrupper af materialer findes der også diverse andre materia-

letyper i MEGA IV, som fx. en samling af mapper med avis- og tidskriftuddrag etc.

Mappernes indhold, ordnet omkring forskellige problemområder, foreligger i detstore og hele ukommenteret, bortset fra dato- og kildeangivelser, samt som oftest en

kort indholdsfortegnelse til mappeme.

Naturligvis rejser udgivelsen af en så stor og forskelligartet materialemængdesom

MEGA IV skal rumme, gevaldige udgivelsestekniske problemer, som det dog vil fø-re for vidt at komme nærmere ind på i denne sammenhæng.1Navnligt m.h.t. margi-naliematerialet i MEGA IV har de udgivelsestekniske problemer vist sig uhyre van-

skelige at løse på en hensigtsmæssigmåde. MEGA-redaktionen har på utraditionelvis valgt at lægge spørgsmålene omkring udgivelsen af marginaliematerialet ud tilåben diskussion blandt de interesserede læsere. For et par år siden udsendte MEGA-

redaktionen et prøvehæfte med marginaliemateriale, og opfordrede interesserede tilat fremkomme med gode ideer og kritiske kommentarer til, hvorledes marginalieud-givelsen skulle gribes an.2

Ligesom for de øvrigeMEGA-afdelingers vedkommende, følgesogså hvert bind i4. afdeling op af et kommentarbind. MEGA-redaktionen har lagt et højt ambitions-niveau for udgivelsen 'af Marx/ Engels-arkivalieme i 4. afdeling, og det er lykkedesganske godt for MEGA-redaktionen, at leve op til den på forhånd valgte høje udgi-velsesmæssigestandard. Det gælder i hvert tilfælde hvad angårde indtil nu udkom-

ne bind i 4. afdeling (MEGA IV/ l, IV/2, IV/S og IV/7).MEGA-udgivelsens 4. afdeling leverer et velordnet og righoldigt dokumenteret

kildemateriale af uvurderlig betydning for den fortsatte Marx/ Engels-biografiske/bibliografiske forskning.

2. Nærmere omtale af MEGA IV/ 2 - Karl Marx/ Friedrich Engels: Exzerpte und

Notizen 1843 bis Januar 1845.3

M.h.p. at illustrere betydningen og indholdet af MEGA, 4. afdeling i forhold til

MEGA-udgivelsens øvrige afdelinger, er det tanken nærmere at omtale et enkelt

bind fra denne afdeling, nemlig MEGA IV/ 2 Karl Marx/ Friedrich Engels: Exzerp-te und Notizen 1843 bis Januar 1845:

Bortset fra et enkelt bidrag fra Engels i form af et kort, ufuldstændigt konspektover en bog af den engelske historiker og økonom Archibald Alison,4 så står Marx

som forfatter til hele MEGA IV /2's indhold. Den følgende gennemgang vil derfor

næsten udelukkende koncentrere sig om Marx's indsats i perioden.Marx's bidrag til MEGA IV/ 2 falder i to omtrent lige store hoveddele. Det drejer

lll

sig dels om de såkaldte 'Kreuznacher hæfter' ('Historisch-Politische Notizen(Kreuznacher Hefte l-5)') og dels om de såkaldte 'Pariser-studier* eller 'Pariser-hæf-ter' ('Historisch-ökonomische Studien (Pariser Hefte)').sKreuznacher-hæfterne og Pariser-studierne stammer netop fra en periode, hvor

Marx tog en række afgørende skridt m.h.t. udvikling af en materialistisk historieop-fattelse, påbegyndelseaf sine økonomiske studier, samt klarlægning af et fremspi-rende revolutionært-kommunistisk standpunkt.

Efter at have forladt Rheinische Zeitung, og flyttet til Kreuznach i maj 1843, var

det Marx's plan at udgive et radikalt tidsskrift sammen med Arnold Ruge. Disseplaner strandede imidlertid i første omgang, og i stedet genoptog Marx sine kritiskeHegel-studier omkring specielt den hegelske rets- og statsfilosofl.

I tilknytning hertil foretog Marx desuden en række studier af fortrinsvis historiskkarakter. Disse studier har vi idag kendskab til i kraft af Kreuznacher-hæfteme,som består af 5 hæfter skrevet i juli/ august 1843. Hæfterne indeholder excerpter af24 værker, og man finder kun få af Marx's egne bemærkningerog kommentarer un-

dervejs.De 5 hæfter offentliggøresi ovensstemmelse med Marx's egen nummerering. Her-

udfra kan man dog ikke slutte noget om hæfternes kronologiske rækkefølge. Det er

i høj grad tænkeligt, at nogle af hæfterne kan være skrevet parallelt. Desuden kandet ikke udelukkes, at excerptmaterialet fremstår ukomplet.

Trods excerptmaterialets spredte karakter, så virker det rimeligt, når MEGA-re-daktionen fremhæver 3 hovedproblemer, som Marx vier særlig opmærksomhed isine historiske-politiske studier under Kreuznach-opholdet.Første problemgruppe drejer sig om ejendommen, dens opståelse og udvikling i

forskellige perioder af menneskehedens historie. Anden problemgruppe omfatterstændernes og klassemes opståen og udvikling fra feudalt til borgerligt samfund.Tredje problemgruppe omhandler en lang række statsretslige og konstitutionelle

spørgsmål vedrørende overgangen fra absolutistisk til borgerlig statsdannelse.

Sandsynligvis gennemførte Marx de historisk-politiske studier med henblik påbl.a. videreforarbejdning og konkret illustration af de fra Hegel-kritikken fremsatteprogrammatiske teser om forholdet mellem det borgerlige samfund og staten/ poli-tikken. Excerpternes focusering på ejendomsforhold, statsteori, statshistorie, klas-seforhold, og de førende landes historiske udvikling understøtter endvidere dette

synspunkt.Marx's særlige interesse for Frankrigs historie kan sikkert forklares ud fra hansidé om, at netop her findes illustratin materiale for en påvisningaf sammenhængenmellem på den ene side ejendomsforholdene, og på den anden side de politiske-juri-diske forhold.

Efter Kreuznach-opholdet flyttede Marx til Paris, hvor han boede fra okt. 1843 til

jan. 1845.

Som europæisk centrum for sociale og politiske bevægelseraf alle afskygninger,var Paris på daværende tidspunkt en sand politisk heksekeddel. I Paris undergikMarx's politiske selvopfattelse en afgørende forandring i retning af et mere afklaretsocialisme-/ kommunismestandpunkt, hvilket da også afspejler sig, omend i relativafdæmpetform, i de såkaldte Pariserstudier.

I MEGA IV/ 2 er medtaget 7 hæfter, som sandsynligvis stammer fra Marx's Paris-ophold, og derfor må henregnes til Pariserstudierne.

Til forskel fra Kreuznacher-hæfteme foretog Marx ingen nummering af de ex-

cerpthæfter han udarbejdede under Parisopholdet. Ligesom for Kreuznacher-hæf-

112

41-74

ternes vedkommende må der i tilfældet med Pariser-studierne tages en række forbe-

hold m.h.t. excerptmaterialets datering og fuldstændighed.Sandsynligheden taler

for, at en del af excerptmaterialet er bortkommet.°

Pariser-studiemes excerptmateriale falder inden for hovedsagligt 3 emneområ-

der: 1. Fortsatte historisk-filosofiske studier, 2. Socialistisk og kommunistisk litte-

ratur og 3. Økonomiske studier.

M.h.t. de historisk-filosofiske studier, så er der klart tale om en fortsættelse af

arbejdet med de problemstillinger Marx tumlede med i Kreuznach: forholdet mel-

lem det borgerlige samfund og staten/ politikken, klasseforholdene etc. Dog tilsyne-ladende nu med et mere præcist sigte imod at analysere disse spørgsmål ud fra

Frankrigs historie. Meget taler for at Marx i denne periode havde planer om, at for-

fatte et skrift om den franske revolution eller rettere revolutionskonventets historie.

I hvert tilfælde finder vi i en af Marx's notesbøger en ll-punkts skitse til et værk

med titlen 'Opståelsen af de borgerlige samfund = den franske revolutions historie'.

Dispositionsskitsen findes i samme notesblok, hvori også Teser om Fenerbach' er

nedskrevet.7

Hvad angår materialet om socialistisk og kommunistisk litteratur, så indskræn-ker dette sig hovedsageligt til Marx's excerpter vedr. den Sismondi-inspirerede Eu-

gen Buret's bog 'De la misêre des classes laborieusses en Angleterre et en France'.Uden tvivl har Marx excerperet en langt større mængde materiale, som dog ikke

længere eksisterer.

Hovedvægten i Pariser-studierne ligger så absolut på de økonomiske studier.

For det meste består de økonomiske studieexcerpter af citater fra, og kritiske

kommentarer til, en række mere eller mindre fremtrædende repræsentanter for den

politiske økonomi (Adam Smith, D. Ricardo, J. Ramsay Macculloch, James Mille,Fréderic Skarbek, G. Prevost, A.-L. Claude Destutt de Tracy, Karl W. C. Schüz,Friedrich List og Heinrich F. Osiander). Igen må vi konstatere, at Marx sandsynlig-vis excerperede en endnu større mængde materiale end gengivet i MEGA IV/ 2.

De økonomiske studier i Paris repræsenterer det første vidnedsbyrd om.Marx'sstørre og mere systematiske forsøg på at afdække kapitalismens grundlæggendeøkonomiske lovmæssigheder.

Behandlingen af den politiske økonomis repræsentanter er vidt forskellig. Mens

uddragene af fx. Say, Skarbek, Smith og de Tracy praktisk taget står alene uden

kritiske kommentarer, så forholder det sig anderledes med excerpteme vedr. Ricar-do og især James Mill.

Excerptmaterialets karakter afslører på den ene side, at Marx endnu ikke under

Parisopholdet har udviklet nogen større sammenhængende teoridannelse inden for

det politisk-økonomiske område, men i mange henseender overtager og viderefører

de borgerligeøkonomers modsigelsesfuldestandpunkter. På den anden side formår

Marx, ud fra sit åbent erklærede revolutionært-kommunistiske standpunkt, at rette

en fundamental kritik af den politiske økonomis borgerlig-apologetiske klasse-

standpunkt.Selv om det ingen steder eksplicit erklæres i excerptmaterialet, så er der ingen

tvivl om, at Engels' artikel 'Umrisse zu einer Kritik der Nationalökonomie" har spil-let en vigtig rolle som inspirationskilde i forbindelse med Marx's økonomiske studi-

er under Parisopholdet. I en række enkeltspørgsmålgår Marx dog noget videre end

Engels.Som exempliñkation af virkelig originale teorielementer i studieexcerpteme, må

fremhæves behandlingen af hele privatejendomsspørgsmåletog fremmedgørelses-

113

aug, 1

'W *Wæ;›.*."“w”.âw. v.v-|,-J..p;›.-Å';:[b›”'m-ww›--J»>- Lë›'-›v'.»v-M=ŧn

'h b. uñuwáau Erwoo-.k 'uguåLuw-'erzj'några.

T'f «

.

M :ittyaünø 512:5

år.Lea.. ,dt ;vvüWM'Ø-ñç'

»r1417*WL* :aa;'5

*xxmqäiaq;ht-:01.3.'

iwm_M=v'i I

PM.. 1 ud; Aars

.M w”-

''I

;HIV ,

1 .bb-4 »nv-pu..Mdr-ea w\- w- w w- 'W'v-“w-v-'v'tt-22,4 MW'QLLQ *PW-W ..

*NP-Rå: h-? GWWNWN*“'“LM'

æ))-\

;via V

JIL.,,

V VAUáLp.d »3.1.5.

'

I

'håi°w;.L-“I

'

'havnede

3.3.22*

Gengivelse af Karl Marx' excerpt fra Gülichs »Geschichtliche Darstellung des Handels...« i

MEGA bd. IV/6, s. 911

114

problematikken. Mest omfattende kommer Marx ind på disse spørgsmål i Mill-ex-

cerpterne. Ifølge Marx baserer den borgerlige økonomi sig på privatejendommensgrundlag. Herpå rejser hele det borgerlige samfund sig, og privatejendommen etab-

leres i en række eksistensformer som værdi, penge, kredit etc.

Samtidig hermed forsøger Marx, at pointere fremmedgørelsesproblematikkenscentrale betydning for forståelsen af det borgerlige samfund.

Marx undersøger fremmedgørelsen i alle dens aspekter som fremmedgørelse af

mennesket i forhold til sig selv som artsvæsen, fremmedgørelseni forhold til arbej-det, fremmedgørelsei forhold til arbejdsproduktet og fremmedgørelsei forhold til

andre mennesker m.v.

Hvad der karakteriserer det borgerlige samfund for Marx er netop sammenhæn-

gen mellem fremmedgørelsen og privatejendommen. Det borgerlige samfund re-

præsenterer et fremmedgiort fællesskabsvæsen baseret på privatejendommen. Dette

i modsætning til et virkeligt menneskeligt og sandt fællesskab, hvor producenternesammen behersker deres produktionsmidler og produkter, og hvor arbejdet ikke

længere fremstår som en fremmedgjort aktivitet, men som en fri livsytring; en be-

kræftigelse af menneskenes individuelle udfoldelsesmuligheder i et sandt menneske-

ligt fællesskab.Efter denne kortfattede præsentation af MEGA IV/ 2 skulle det gerne fremgå,

hvilken afgørende betydning arkivaliematerialet i 4. afdeling har for forståelsen afhele Marx's (og Engels') politiske/teoretiske virke og idéverden, direkte eller indi-rekte.

En systematisk gennemarbejdning af MEGA IV/2 viser bl.a., at de problemstil-linger Marx (og Engels) kredsede om i Kreuznach og Paris ofte dukker op ide færdi-

ge manuskripter eller manuskriptudkast. Det gælder fx. Marx's to bidrag tilDeutsch-Französische Jahrbücher (in. 'Zur Judenfrage, og Zur Kritik der Hegel-schen Rechtsphilosophie. Einleitung'), hvor netop forskellige aspekter af hele frem-

medgørelsesproblematikken spiller en fremtrædende rolle.En åbenlysog direkte forbindelse mellem materialet i MEGA I og MEGA IV har

vi fx. i tilfældet med de økonomiske studiexcerpter og 'ökonomisch-philosophischeManuskripte', som Marx også udfærdigede under Parisopholdet. I begge tilfældespiller kritikken af den borgerlige nationaløkonomi, samt analysen af privatejen-dommen og fremmedgørelsenen central rolle.

Også i andre af datidens vigtige skrifter (som fx. 'Kritische Randglossen zu demArtikel 'Der König von Preussen und die Sozialreform' og 'Die Heillige Familie')dukker betydningen af MEGA IV's arkivaliemateriale op. Indtil nu er udkommet to

bind i MEGA, 1. afdeling (MEGA I /2 og MEGA I / 3) med manuskripter, artikler

og 'udkastmaterialer, som stammer fra Kreuznach- og Pariserperioden. Desuden

findes et brevbind for perioden (MEGA III/1).Som en konklusion kan vi fastslå, at en isoleret beskæftigelsemed arkivaliemate-

rialet i MEGA, 4. afdeling, kun har begrænset værdi. Først ved systematisk at sam-

menholde de fire MEGA-afdelingers indhold under et, bliver det muligt for alvor, at

trænge videre frem i Marx/ Engels-forskningen.M. L.

Noter

1. En udmærket redegørelse for disse udgivelsestekniske problemer findes i Richard Sperl:Zum Stand der Arbeit an der Vierten Abteiling der MEGA und zu einigen Problemen bei

115

der Fertigstellung des Allgemeinen Prospekts für die Exzerptbände, Beiträge zur Marx-

Engels-Forschung 14, 1983, s. 54-64.

2. MEGA, Vierte Abteilung (Probeheft) -' Karl Marx/Friedrich Engels: Marginalien, Pro-

bestücke. Text und Apparat. Herausgegeben vom Institut Für Marxismus-Leninismus

beim ZK der kommunistischen Partei der Sowjetunion und vom Institut fur Marxismus-

Leninismus beim ZK der SED, Dietz Verlag, Berlin 1983. Yderligere kommentarer til

spørgsmåletom udgivelsen af marginaliematerialet findes bl.a. i:- Petra Wels: Zu einigen Erfahrungen und Problemen bei der Edition von Marginalien,Beiträge zur Marx-Engels Forschung 11, 1982, s. 183-204.

- R. Sperl: Zum Erscheinen eines Probeheftes zur Darbietung und Kommentierung der

Marginalien von Marx und Engels in der MEGA, Beiträge zur Marx-Engels Forschung14, 1983, 5-7.

- Ursula Bäther/H. Neusser: Einige Hinweise zum Marginalien-Probeheft der MEGA,Beiträge zur Marx-Engels Forschung, bd. 17, Berlin 1984, s. 202-205.

3. En anmeldelse af dette bind findes bl.a. i Marx-Engels J ahrbueh 6, Berlin 1983, s. 422-432

(skrevet af Hans-Peter Jaeck).4. Se F. Engels: Fragment eines Konspektes zu Archibald Alison: The principles of popula-

tion, and their connection with human happiness, MEGA IV/ 2, s. 583-591.

5. Historisch-politische Notizen (Kreuznacher Hefte 1-5), MEGA IV/ 2, s. 9-278. Historisch-

ökonomische Studien (Pariser Hefte), MEGA IV/ 2, s. 283-579.

6. En nærmere redegørelse for disse spørgsmål findes i Nelly Rumjanzewas artikel Zur Veröf-

fentlichung der Pariser Hefte von Karl Marx im Band lV/2 der MEGA, Marx-EngelsJahrbuch 3, 1983, s. 275-293.

7. Se Karl Marx: Die BürgerlicheGesellschaft und die kommunistische Revolution, MEW

bd. 3, Berlin 1978, s. 537.

8. F. Engels: Umrisse zu einer Kritik der Nationalökonomie, MEW bd. 1, Berlin 1978, s. 499-

524.

Rettelse

I noterne til Ole Stender-Petersens transskription, oversættelse og

kommentar af det i Odense fundne ukendte Marx-brev (»Arbejderhi-storie« 27, s. 46ff) havde sætternissen været på spil. Marx' efterord til

den langt om længe i 1875 afsluttede franske udgave af »Kapitalen«I -

nævnt i n. 7 - er dateret 28. april 1875 (ikke 78). Marx' brev til Daniel-son i St. Petersborg anført i n. 8 er dateret 28. maj 1872 (ikke 12. maj1874), og brevet til Lachâtre i samme note er af 12. maj 1874 (ikke af

10. juli 1873).Det kan tilføjes, at det halvt beskrevne brevark måler 105 x 132 mm

(gengivelsen s. 47 er altså stærkt formindsket). Tilføjelsen allernederst

er af langt senere dato.

116

FORSKNINGSMEDDELSER

SFAHs Seminar 1986

Med Andebølle Ungdomshøjskole som fysisk ramme og under temaover-

skriften ARBEJDERBEVÆGELSE OG TEKNOLOGIUDVIKLING af-

vikledes i dagene 7. til 9. november SFAHs l986-seminar.

Seminarets indledende sektion omhandlede teoridannelse omkring, og

konkrete historiske beskrivelser af sammenhænge mellem teknologiudvik-ling, produktionsprocesfornyelser og ændringer i arbejdsforhold og ar-

bejdskraftens sammensætning.Marianne Rostgård indledte denne sektion med et foredrag om den soci-

alhistoriske betydning af arbejdsprocesændringer.Foredraget tog udgangs-punkt i skættemaskinens indførelse i dansk landbrug i midten af 1800-tal-

let. Skættemaskinens indførelse betød at skættegilderne, som var kvindear-

bejdsfællesskaber, blev opløst.I den efterfølgende diskussion blev denne konklusion problematiseret.

Der blev bl.a. stillet spørgsmålstegnved, om ét enkelt og dertil et førkapita-listisk udgangspunkt var tilstrækkelig for en analyse af relationen mellem

teknisk innovation og ændret arbejdsdeling mellem kønnene. En definition

af begrebet teknologi og udvikling blev i denne sammenhæng efterlyst.Carl Erik Andresen talte om »Den teknologiske udvikling og dens betyd-

ning for arbejdskraften i dansk møbelindustri«. Branchens egentlige indu-

strielle gennembrud skete først i 1920'erne. Gennembrudet hang sammen

med anvendelsen af elektromotorer, dampbøjning (af træ) og fremstillingenaf finér. De industrielle produktionsformer medførte, at de faglærtes arbej-de i stigende grad blev overtaget af ufaglærte. En del af disse var lavtlønne-

de kvinder, og det gav navnlig i 1930'erne anledning til megen faglig strid.

Håndværket blev dog ikke helt udraderet takket være design og middel-

standens møbelbehov. Navnlig den store møbeleksport i 1950'erne var med

til at forlængehåndværkets levetid.

Nye maskiner og rationaliseringer i de følgende årtier bragte industri-

møblernes kvalitet på højde med håndværkets. Fra da af forsvandt de fag-lærte arbejdere helt fra produktionen. En dekvaliñceringsproces var tilen-

debragt.I sit oplæg behandlede Anne Birte Ravn (ABR) begrebet »det kønsopdel-

te arbejdsmarked«. Spørgsmålet om hvorvidt, der var nogen direkte sam-

menhæng mellem udviklingen i anvendt teknik og ændringer i kønsarbejds-

delingen, besvarede ABR med en afvisning. Istedet måtte den kønsbestemte

arbejdsdeling først og fremmest ses som et kulturelt fænomen og et spørgs-

mål om magtforhold. Hvis der skabtes ændringer i magtforholdene og

117

kønsideologien,kunne teknologisk udvikling og deraf betingede ændringeri produktionstekniske forhold være en anledning, men ikke en direkte årsagtil ændringer i kønsarbejdsdelingen.

I seminarets 2. sektion beskæftigede man sig med arbejderbevægelsensreaktioner og strategier i forhold til teknologisk udvikling. Lars Johanssons

foredrag »Teknologiog Arbejderbevægelsei Danmark« indledte denne sek-tion. I LJ 's foredrag blev der, med udgangspunkt i rationaliseringsdebatteni 1920'erne, givet en kronologisk fremstilling af holdninger, praksis og mod-

stand i hovedsageligt den socialdemokratiske del af arbejderbevægelseniforhold til teknologisk og industriel udvikling.

I modsætning til den reaktive linje, som LJ påpegedesom et gennemgå-ende træk i den socialdemokratiske teknologiforståelse, mente LJ nu, at desenere år havde vist tendenser i den socialdemokratiske arbejderbevægelse,hvor der i stigende grad blev lagt vægt på aktiv styring.

Morten Lassen, holdt sit oplæg under overskriften »Uddannelse som et

redskab i fagbevægelsenskamp om arbejdsområdem.Oplægget tog sit ud-

gangspunkt i den opfattelse, at fagbevægelsens eksistens indebærer, at den

individuelle konkurrence mellem lønarbejderne opløftes til en konkurrence

mellem grupper af arbejdere. For den enkelte gruppe drejer det sig om at

sikre sit monopol på et bestemt arbejdsområde. Oprindeligt var der fin

overensstemmelse mellem faguddannelse og fagarbejdsområde, men i pe-

rioder, hvor faggrænser brydes op af den teknologiske udvikling, skærpesogså konkurrencekampen om arbejdsområderne. Det første større eksem-

pel herpå er bygge- og anlægsområdet i 30'erne.

Som det enkelte forbunds vigtigste redskab i denne kamp, pegede ML påuddannelsespolitikken. Uddannelsen skal sikre medlemmerne monopoletpå et bestemt arbejde. Fra 50'erne blev erhvervsuddannelsen et afgørenderedskab i denne kamp med Metalarbejderforbundet og DASF som hoved-

kombattanter.

Ifølge ML medførte Metals uddannelsespolitik i 50'ernes et udsalg i kra-

vene til de faglige kvalifikationer. Intentionen var at dæmme op for de ufag-lærte forbunds indtrængen på Metals arbejdsområdemonopoler.

Men der er tale om mere end en kamp om arbejdsområder. Det er også en

kamp om magtbalancen i LO. Dvs. en kamp om bevægelsens fremtidige po-

litisk-faglige strategi.Seminarets 3. sektion omhandlede teknologiens konsekvenser idag og i

fremtiden.

Teknologikonsulent i HK, Lars Bo, fortalte om Kommunedatas centralt

standardiserede EDB-system. De kommunale arbejdsgivere har brugerind-flydelsen på systemets indhold, og det allerede tayloriserede arbejde i kom-

munernes kontorer specialiseres yderligere. En mulighed for at komme bå-

de specialiseringen og medlemmernes teknologifrygt til livs, ville være at

omkalfatre teknikken til PC'ere tilkoblet lokale datamater. Derved kunne

de, der arbejder med systemerne, gå ind i kravsspeciñkationsarbejdet,og

118

man kunne tilrettelæggesystemerne med udgangspunkt i ønskelige arbejds-funktioner fremfor i en kortlægningaf informationsstrømmen.

I den efterfølgendediskussion blev det påpeget,at der også i PC'ere an-

vendes standardiseret software, at der også ville være politisk indflydelse pådecentrale systemer, og at der blandt de HK-organiserede kunne være inter-

essekonflikter.'

Jens Christensen, var mindre optimisktisk i sit oplæg om udviklingsten-denser i den danske teknologiske udvikling. Fra 50'erne var adskillelsen

mellem planlæggende og udførende funktioner slået igennem med en viden-

skabeliggørelse og formalisering af viden om produktionsprocessen. Heraf

følger, at arbejdere og lavere funktionærer tendentielt overflødiggøres, me-

dens en større del af arbejdet udskilles som ledelsesfunktioner. Der er dogansatser til en ny ledelseskultur, fordi strengt tayloristisk organiserede virk-

somheder har svært ved hurtige omstillinger og kundedialog. Dette åbner

mulighed for demokratisering af virksomhedernes struktur. En mere sand-

synlig udvikling vil dog være automatiseringer og fyringer af underordnede

arbejdere og funktionærer.

Diskussionen samlede sig om ledelsesbegrebet. Kunne fx. de tidligere ar-

bejdere få stigende kvalifikationer og dermed mere magt over produktions-processen? I flere indlæg nævntes, at der nok var tale om, at en række jobsblev opkvaliñeerede, men at man ikke nødvendigvis skulle betragte disse

jobs som en del af ledelsesfunktionen.

Seminarets afsluttende sektion var formidlingsdelen. Med lyd/ diasserien

»Hvad er der i gære?« gennemgik bryggeriarbejder Ole Bay Christensen

bryggeriarbejdets historie i de sidste ca. 100 år. OBC fortalte om den seneste

store bryggerikonñikt og om denne konflikts mange aspekter. Envidere re-

degjorde OBC for bryggeriarbejdernes uddannelsespolitiske ambitioner.Der blev på seminaret besluttet at samle de enkelte oplægsholderes fore-

drag i en seminarrapport. SEMINAR-RAPPORT 1986 kan rekvireres hosSFAH. Rapportens pris er ca. 40 kr.

Vi takker Erik Bartram Jensen, Lise Skjøt-Petersen og Kenn Schoop,som har bidraget med delreferater til dette referat.

Peter Thorning

Arbejderliv på Nørrebro i går - i dag - i morgenhedder et projekt, der er søsat her i efteråret 1986. Det ligger på linie med

'grav, hvor du står'-projekterandre steder i landet og har hentet inspirationfra den svenske bevægelse af samme navn.

Projektet ser det som sin opgave at forbinde historiske studier med per-

sonlig identitetsskabelse og social aktivering:»Projektet er ment som en mulighed for folk til at komme ud af den isola-

tion mange lever i idag. Gennem en undersøgelse af, hvordan folk levede i

”gamledage', og hvordan udviklingen har formet sig indtil idag, at få en kla-

rere bevidsthed om, hvorfor vi har det, som vi har det. Og dermed kan der

119

skabes grobund for, at vi kan begynde at tage stilling til, hvordan vi selv

ønsker, fremtiden skal forme sig« (Projektbeskrivelse s. 2).I et interview uddyber Kirsten Lund fra initiativgruppen sine tanker med

projektet: »Jeghar altid interesseret mig for, hvordan folk har haft det - har

det, og hvad de så kunne gøre ved deres liv. Og netop i den situation, vi er i

nu, med den borgerlige regering og alle de nedskæringer, og når man ser,

hvor dårligt mange mennesker har det, syns jeg, det er vigtigt at engagerefolk i, hvad det er der foregår Og mit udgangspunkt var, at man startede

med at gå tilbage for at se, hvordan det var tidligere, hvordan det har udvik-

let sig -

og når man så var igang med det forløb, - så kunne man finde ud af -

jamen, hvordan skal det fortsætte! Jeg tror, man må tilbage for at kom-

me igang. Det er li'som at ta” et tilløb. For mig er det vigtigste faktisk fremti-

den. Jeg kan da godt blive lidt bange for, at folk bli°r hængende i fortiden.

Der er jo masser at øse af -

og det er spændende, ikke! Men det gælder altså

om, at ta' det som et tilløb. Vi har sagt fra omkring 1900 -

og så fremad -

hvad skete der under krigen, efter krigen -

og så frem til idag. Og så sige -

jamen, hvordan køre videre, hvis vi selv skal bestemme, hvad der skal fore-

gå« (i: Københavner Pædagogen nr. 4, juni 1986, s. 24-25).Denne måde at kombinere tingene på afspejler sig også i de resultater,

man forventer sig af projektet. En anden af initiativtagerne, Henrik Side-

nius, udtaler: »Der er lagt meget vægt på, at der skal være et resultat. Det er

en resultatorienteret undersøgelse. En bog er jo megetnærliggende, - en el-

ler flere bøger. Man kunne også tænke sig, at der var nogle, der fik lyst til at

lave noget i form af teater. Og der kunne være andre, der ville lave noget i

billeder - film eller dias måske. Meningen er så, at koordinationsgruppenskal prøve at samle tingene. Vi regner med, at det nok vil ta' 1-11⁄2år fra nu

af« (ibid. s. 26).Projektarbejdet gennemføres med assistance fra Nørrebro lokalhistori-

ske forening og arkiv, der i samarbejde med koordinationsgruppen stod for

to offentlige arrangementer i efteråret 1986 - et, hvor videofilmen Ung på

Nørrebro 1945-85 vistes, om modstandskamp under krigen, om at være i

lære i 1940'erne, om rockeroptøjer i 1950'erne, om pigtrådskoncerter i

1960'erne, om slumstormere og narkohandlere i 1970'erne mm., og et ar-

rangement henunder jul om jule- og familietraditioner på Nørrebro.

Projektet er financieret af lokale fagforeninger. Repræsentanter herfra

udgør sammen med pædagogerne Kirsten Lund og Henrik Sidenius koor-

dinationsgruppen: Inge Krul, KAD afd. l; Birgit Storgård, KAD afd. 6;

Tom Møller Jensen, Lager & Handel; Erik Juel Larsen, Lager & Handel;

Lindy Jensen, Chaufførernes fagf. og Jørn Christensen, Chaufføremes

fagf.Folk, der interesserede i projektet, kan henvende sig i medborgerhuset på

Blågårds Plads 3, lokale 304, 3. sal; mandag kl. 16-18 og onsdag kl. 20-22,

hvor telf. nr. er 01 37 40 84.

Søren Federspiel

120