AYEejöerEevægelsensl Bibliotek og Arkiv

ArbejderbevægelsensHistorie

Nr. 15 september 1980

L

Tågigårdáyéj1 st. 1V.;'3050Hamlebæk -

"

,4-*3' ., _› u

relle, Tranumparrkren17 st. th., 2660 Brøndby Strand

âme Laksen, Abeniå33,,1124KøbenhavnK

1 tr

t,r

..... “3'

irtiklc'r .

M

' '

I

i _Achiller:Intçrnationalerncoginternationalisme..........,2,....., ........ .. 5

mm JuhltAnton Pannckçcksom rådSkommunismens teoretiker _,. . . . . . . . . . 14

'sætninger'i

"

e*\

_ .

›

'

'Referat-afSFAI-YSseminar ........ 26

.lemming'HemmersamzDen éndimensionalearbejderkultUrfqråkning......... .. 30

*Afhandlingsfçrtegnelsef 38

IForskningsmedddlclser

“

;Dokumentation 5“ 2

'

_

41

En stikkerrapport tilvjust'itsministeren,1865ved Ole SténdeÅr-Petêrsen. . . . . . . . 49 f.

Anmeldelser.....'......L,...;....._.......r......... ..... .... 53;

33,.A«

Introduktion

Dette nummer indleder vi med en artikel af Bernt Schiller om Internationa-

lerne og internationalisme. Det er et oplæg, som er holdt på SFAH,s seminar i

efteråret 1979. Hermed følger vi traditionen op med at bringe stof fra sel-

skabets årlige seminar. Vi opfordrer også andre til at tænke på Meddelelser, når

de udarbejder oplæg. ,

Carsten Juhls artikel om Pannekoek og rådskommunismen ligger i forlængelseaf hans artikel i nr. 11 om samme emne. Herefter skulle der foreligge en dæk-

kende introduktion til denne historiske traditiOn.

SFAH agter i de kommende år at beskæftige sig indgående med begrebet ar-

bejderkultur. Som led heri bringer vi et debatindlæg af FlemmingHemmersam. Vi tror, det kan stimulere den kommende debat.

Ole Stender-Petersen har i Rigsarkivet fundet en interessant stikkerrapport, 7

som giver endnu en brik til socialismens forhistorie i Danmark.

Med afslutningen af dette nummer udtræder Henning Grelle af redaktionen

p.g.a. hans tidskrævende hverv som formand for SFAH. Henning Grelle har

siddet i Meddelelsers redaktion fra nr. 2, 1974. De to øvrige medlemmer af

redaktionen takker for det gode samarbejde og Henning Grelles bidrag til at

give Meddelelser dets profil. Henning Grelle vil fortsat være bidragsyder til

Meddelelser og vil'også fremover redigere afhandlingsfortegnelser og proto-kolfortegnelsen.

Bernt Schiller

Intemationaleme og intemationalis'me*

Introduktion

Denne skitsemæssige oversigt vil omfatte følgende politiske og faglige interna-

tionaler:

Den Første Internationale, oprettet i 1864

Den Anden Internationale, oprettet i 1889

Det Faglige Sekretariat for Landsorganisationer, oprettet i 1901

Den Tredie Internationale (Komintern), oprettet i 1919

Den Røde Faginternationale (Profintern), oprettet i 1921

Amsterdaminternationalen (International Federation of Trade Unions),opretteti 1919

Den Faglige Verdensfederation (World Federation of Trade Unions), opretteti 1945

Den Frie Faginternationale (International Confederation of Free Trade

Unions), oprettet i 1949

Med internationalisme forstår jeg et internationalt fællesskab i interesser og

vurderinger, som i princippet er modsat national identifikation og har en uni-

versalistisk retning. En sådan snæver definition afviser, at internationaliseringuden videre fører til internationalisme. Tillempet på arbejderbevægelsen fo-

cuserer den på arbejderpartiers og faglige organisationers holdninger over for

andre nationale klasseorganisationer og over for den nationale stat.

Graden af internationalisme pr. definition, kommer som følge heraf til at blive \

direkte koblet til udbredelsen og styrken af reformismen i arbejderbevægel-sen. Man kan sige, at arbejderbevægelsens internationalisme er betinget af

dens nationale integration.Min forskning prøver at give svar på spørgsmålene: Har internationalerne væ-

ret udtryk for internationalisme i den her givne definition? Hvilke faktorer, udfradet her anlagte perspektiv af national integration, har historisk bestemt fagforenin-gernes og partiernes internationale optræden?

Forskningen er endnu ikke afsluttet, hvorfor resultaterne er foreløbige. Noglemere end andre. Det gælder specielt International Federation of Trade

Unions (Amsterdaminternationalen) og Komintern/Profintern.

Angrebspunkterne for forskningen er først og fremmest internationalernes

tilblivelse udfra antagelsen af at tilblivelsessituationen særligt tillader et studi-

um af bagved liggende årsager,og samtidig bestemmer internationalens frem-

tidige udvikling. Følgende brede perspektiver vil blive brugte:'

l. Internationalt virke er en følge af at organisationernes interesser ikke kan

tilfredsstilles ved nationalt virke, eller kun nationalt virke.

*) Oplæg holdt på SFAH's seminar i Fredericia den 23. november 1979. Oversigten

er, foruden på trykt litteratur, baseret på publicerede og upublicerede forskningerinden for forskningsprojektet »Interesseorganisationer og Internationalisme«, støt-

tet af Riksbankens Jubilæumsfond i Sverige. Disse forskninger er, foruden af for-

fatteren, udført af Gerd Callesen, Michael Kerper, John Logue, Martin Petersen og

Åke Wedin.

2. Internationale organisatiOners tilblivelse er et udtryk for et ønske om, at

kontrollere det internationale miljø, politisk og/eller økonomisk.3. Bag tilblivelsen af en international organisation, findes ofte en større natio-

nal organisation, som er parat til at bære hele byrden for at opnå de kollek-tive fordele, som den internationale organisation kan medføre'

Den tidlige internationalisme - Første InternationaleDet opråb »Til Frankrigs arbejdere fra Englands arbejdere«, som førte til mø-det i St. Martins Hall i London, og den Første Internationales grundlæggelseden 28. september 1864, var forfattet af skomageren George Odger, sekretæri Londons fagforeningsråd..Det vendte sig mod undertrykkerne og opfordre-de til forening i kampen for menneskehedens vel, og til solidaritet med Polens

frihedskamp mod Rusland. Men opråbet indeholdt også en konkret henvis-

ning til, at de engelske arbejdsgivere importerede arbejdere fra Belgien, F ran-

krig og Tyskland, som pressede lønningerne for de bedre betalte engelske ar-

bejdere. For at forhindre dette og at forhøje lønnen for alle arbejdere kræve-des et internationalt samarbejde.Bortset fra de politiske motiver bagved Internationalens tilblivelse, fandtessamme økonomiske motiv, som bagved udbredelsen af organisationerne påinternationalt plan: Kontrol med tilgangen af arbejdskraft. Internationalen in-tervenerede ved talrige strejker i England for at forhindre, at udenlandske-

strejkebrydere blev sendt for at bryde strejkerne. Samtidig sendte man opråbud om pengeindsamling til de strejkende arbejdere i Europa og også i USA. Ibred overensstemmelse med Marx, egen metode for samfundsforskning er In-ternationalens generalråd, der er en del af den politiske overbygning, set fra et

perspektiv af den økonomiske basis dvs. den engelske industrielle udvikling.Dens sociale produkt blev de faglærte håndværksarbejdere og maskinarbej-derne. Internationalen bliver da kun et mindre islæt i disse gruppers politiskeorganisering. Denne organisering indgik i en aktiviseret klassekamp. Jeg gørdog den reservation ved ordet, at klassekampen kun gælder det øverste lag af

arbejderklassen, og at dens mål var integration snarere end revolution.

Integrationsperspektivet har Vist sig frugtbart, fordi forandringer i den nationa-le integration vel svarer til forandringer i den transnationale politiske identifi-kation. Grundlæggelsen af Internationalen og dens politiske manifestationerfor undertrykte i andre lande, svarer til den situation hvor de engelske fag-foreningsledere nationalt befandt sig i en klemt position, hvor de hverken var

politisk legalt, eller økonomisk nationalt accepterede.I den korte periode 1866-67 skete en kriseagtig kulmination af kampen fordenne del af arbejderklassen. Den herskende modstand, politisk mod stem-

meret (det liberale stemmeretsforslag og regeringens fald i 1866) og mod fag-foreningerne (i forbindelse med et overgreb på uorganiserede i Sheffield ogretkendelse Hornby vs Close 1866-67) modsvaredes af en økonomisk kamp,ført af arbejdsgiverne med import af løntrykkere og strejkebrydere fra konti-nentet under lavkonjunkturen. Vejen til emanicipation og fortsat integrationså ud til at blive afskåret for en del af arbejderklassen. Store folkemøder ogdemonstrationer var de mest opsigtsvækkende manifestationer af krisen, ogopfattedes delvis som en revolutionær trussel.

6

Indplaceringen *afInternationalen i dette perspektiv: En international arbejder-

organisation - International Working Men's Assosiation - var kun en af man-

ge organisationer, som blev ført ud i kampen for national integration af den

øverste del af arbejderklassen. Internationalen var et udtryk for en transnatio-

nal identifikation med undertrykte i andre lande.

Identifikationen byggede videre på traditionen fra Chartismen og dens sene-

ste organisatoriske udtryk, aktiveredes af den aktuelle kOnfrontation med de

engelske arbejdsgivere og den engelske stat.

Krisen førte til et gennembrud for den organiserede del af arbejderklassen.

Den fremtvungne stemmeretsreform 1867 blev grundlaget for et politisk sam-

arbejde med middelklassen (lib.-lab.) I 1867 var også fagforeningernes posi-

tion betydeligt forbedret både på lovgivningsområdetog på arbejdsmarkedetmed lavkonjunkturens forsvinden. Der fulgte en periode af omgruppering og

reorganisation efter den tidligere mobilisering. Stemmeretsorganisationerne

ophørte med sin virksomhed 1869. Havde de ledende englændere kunne be-

stemme, havde Internationalen også indstillet sin virksomhed.

Efter det nationale gennembrud 1867-69 fandtes der ikke længere det samme

behov for en transnational identifikation. Det viste sig også, at identifikatio-

nen med det bestående engelske samfund umuliggjorde en identifikation i

1871 med Pariserkommunen.

Tilbage stod den faglige interesse: Internationalens funktion til at stoppe løn-

tryk fra udenlandske arbejdere.Til det formål søger de pågældende engelske fagforeninger at organisere sit

internationale miljø, og danner en international organisation, for at etablere

de »kollektive fordele«, som de som dominerende organisation selv bærer

byrderne for.

Internationalen viste sig i flere tilfælde effektiv i kampen mellem kapital og

arbejde. Den borgerlige propaganda og regeringernes foranstaltninger spred-te deres ry mere end Internationalen selv havde kunnet. Som symbol for inter-

national proletarisk solidaritet kom den til at virke som en myte, der skulle på-

virke sine efterfølgere.Det er karakteristisk, at det er arbejderne i England, det eneste industrialise-

rede land, hvor arbejderklassens situation begyndte at forbedres, som domi-

nerer Internationalen og gennem den søger at støtte organiseringen, i første

omgang i de nærmeste europæiske lande.

Det er også karakteristisk, at det er håndværkerne, der overalt har dannet de

første stabile fagforeninger, som også opretter de første internationale organi-

sationer.For dem var det naturligt at få kontakt med kolleger i andre lande, eftersom

håndværkssvendene »tog på valsen« længe efter at lavene var forsvundet. I

41% af de erindringer fra håndværkere, som opbevares på Nationalmuseet i

København, omtales arbejde udenlands. Materialet er ikke repræsentativt,

men viser dog at arbejdervandringer fortsatte uformindsket inden for hånd-

værksfaget helt op til første verdenskrig.

Begyndende national orientering - Den Anden Internationale

Industrialiseringsprocessen fortsatte fra Den Første Internationales tid, og i

7

Å slutningen af 1800-tallet vardens centrum placeret i Tyskland. Samtidig er en

forskydning sket i arbejderklassens sammensætning. Ufaglærte arbejdere eri,

store masser flyttet ind til byerne og fabrikkerne. Håndværksarbejderne går'

relativt tilbage. Internationalismen forandres samtidig. En håndværker kunnefrem til første verdenskrig, uden større hindringer vandre fra det ene sted iEuropa til det andet, dér opsøge sin fagforening og stemple ind for at få nogledages rejseunderstøttelse. Noget sådan var utænkeligt for de senere organise-rede fabriksarbejdere. Det personlige element i internationalismen blev sva-

gere, efterhånden som fagforeningsbevægelsenvoksede til at omfatte andrekategorier end håndværksarbejdere.De nye organisationer holdt sig indenfor nationsgrænserne. Fagforbund blev nationale.Da modstanderne, arbejdsgiverne, senere begyndte at organisere sig, skete

, det nationalt, hvilket blev af stor betydning også for fagforeningsbevægelsensorganisering og nationale orientering.Den politiske bevidsthed blev svagere samtidig, og arbejdet rettedes mere påøkonomiske mål, som i forøget udstrækning kunne virkeliggøres - gennem til-

tagende national indflydelse.Organisatorisk opdeling i en politisk og en faglig bevægelse skal ses på dennebaggrund. En begyndende national integrering i det borgerlige samfund, poli-tisk manifesteret gennem de socialdemokratiske partiers samarbejde med det

borgerlige venstre, bliver mærkbar. På det internationale plan svarer disse

forandringer til Anden Internationale 1889-1914, som til forskel fra den Før-ste, bestod af selvstændige nationale socialdemokratiske partier, og fra 1901fik de en separat faglig organisation i det Internationale Sekretariat af Lands-

organisationer (ISLO), fra 1913 International Federation of Trade Unions

(IFTU). Det var de tyske organisationer, som dominerede og politisk og fag-ligt organiserede sine internationale omgivelser.Det almene internationale klima blev efterhånden dårligere i perioden, efter-som industrialiseringen også gjorde den nationale stat stærkere.

Anden Internationale blev til i 1889 i en sal i Paris, hvor en transparent med detkommunistiske manifests opfordring »Arbejdere i alle lande forener eder«

hængte - et første udtryk for den internationalistiske tanke, søm siden dyrkedesnærmest religiøst i den Anden Internationale.To konflikter forblev uløste i den Anden Internationale:l. Internationalisme contra national integration.2. Revolution contra reformisme.

På den ene side et verdensomfattende fællesskab forenet mod nationer og re-

geringer, og på den anden side en sammenslutning (kaldet »Arbejdernes ver-

densparlament«) af nationale enheder, af ledere for nationale partier i en nati-onal sammenhæng.Vedrørende ISLO tog, som Søren Federspiel har vist, danskerne initiativet,men den tyske landsorganisation DGB kontrollerede.Tidligere forsøg havde været mislykkede fordi DGB ikke medvirkede. Førstda det franske CGT med dets kravom diskussion af anti-militarismen og ge-neralstrejke udmanøvreredes, lader DGB ISLO få ordentlig form.Tyskerne har interesse i at kontrollere sit internationale miljø1). gr. a. den tyske in-dustris attraktionskraft (ij englænderne og Første Internationale). ISLO og fag-

8

sekretariaterne (ITS), de fleste tysk kontrollerede, er 'udtrykherfor.“ISLO*s"funktioner var mission og information og at fungere som et clearing house for

strejkehjælp. Ingen bindende beslutninger kunne træffes, politikken henvi-

stes til Anden Internationale.

Nationalismens sejr _

i

Den 4. august 1914 afsløredes, hvor undergravet arbejderbevægelsens inter-

nationalisme var. Forhåbningen om at stoppe verdenskrigen viste sig at være

en'illusion. Hovedparten af arbejderbevægelsen identificeredesig med sin

egen nation, Tilbage blev en lille, men efterhånden voksende minoritet i op-

position mod krigen, staten og mod det reformistiske socialdemokrati. Efter

bolsjevikrevolutionen i Rusland kunne den identificere sig med Sovjetunio-nen. Ved krigens slutning ønskede mange at genskabe en international solida-

,

ritet i den bølge af »fredsradikalisme«, som gik over Europa.Tredie Internationale eller Komintern kom hurtigt igang i marts 1919 i Moskva

tilskyndet af tidligere forsøg på, ved et møde i Bern at puste liv i Anden Inter-

nationale.

Komintern skabtes som et instrument for verdensrevolutionen og prætenderedeat føre den internationalistiske arv fra IWA videre. Komintern skulle sprederevolutionen uden for Rusland ved hjælp af de russiske erfaringer. Revolu-

tionen blev set som begyndelsen til en verdensrevolution.

Komintern var ved sin tilblivelse udtryk for en revolutionær internationalisme, lige-som Den Røde Armé i begyndelsen, for en stor del, var en international

styrke. Spørgsmålet om internationalismen (pr. definition) bliver da et spørgs-mål om, hvornår Komintern forandredes fra en tilfældig organisation og

forløber for en umiddelbar ventet revolution i den kapitalistiske verden, til et

permanent hovedkvarter for en kommunistisk stående hær. Det er da et

spørgsmål om at hvornår dens mål forandredes fra at tjene verdensrevolutionen til

at tjene Sovjetunionens kontrol af dens internationale miljø.'

Hvornår skete omslaget fra internationalisme til nationalisme?

Den tredie kongres 1921 gjorde klart, at betingelsesløs støtte til Sovjet-unionen var en kommunists formenste pligt. »Domestikisering« af Komintern

foregik parallelt og som følge af, at verdensrevolutionen mislykkedes. Den centra-

listiske struktur med absolut underordnede sektioner som placerede den abso-

lutte ledelse i Moskva, måtte da også slå igennem. Efter den mislykkede okto-

berrevolution i Tyskland 1923 foregik bolsjeviseringen under Zinovievs le-

delse. Den indebar også en bureaukratisering, da de tidligere professionellerevolutionære (intellektuelle elementer) udelukkedes. Under Stalin fra 1928

forberedtes Kominterns forvandling til et instrument for national sovjetiskudenrigspolitik.

'

Initiativet til den faglige gren af Tredie Internationale, Profintern, konstitueret

formelt 1921, blev allerede taget ved den Anden kongres, der vedtog de 21

punkter. Profintern var rettet mod Amsterdam, som den faglige socialdemo-

kratiske internationale kaldtes, og som opstod som en rekonstruktion afIFTU fra før krigen. Til forskel fra Anden Internationale (som var et »kada-

ver« ifølge Zinoviev) var den faglige internationale »dog noget«. Profinternsopgave var at få masserne til at overgå til Tredie Internationale.

i 1 I det perspektiv kan enhedsforhandlingerne med Amsterdam, og senere deni

*

britisk-russiske komités virksomhed, frem til fiaskoen med den engelskegeneralstrejke i 1926, ses.

IF TU eller Amsterdam 1919. Rekonstruktionen af den socialdemokratiske fag-internationale prægedes af et ønske om at genoplive internationalismen som

et værktøj for sociallovgivning på internationalt niveau. Den institutionelle

grund herfor var den Internationale Arbejdsorganisation ILO, som blev til

gennem Versaillesfreden. I denne 3-partsorganisation: Regeringer, arbejdereog arbejdsgivere (som IFTU ikke formåede at udelukke) forsøgte den del af

arbejderbevægelsen, som var fagligt organiseret i IFTU, og politisk iAnden

Internationale, internationalt at fuldføre den udvikling som nationalt havde været

på vej før første verdenskrig: Socialpolitik og kollektive overenskomster for en

stadig mere nationalt integreret arbejderbevægelse. Reformisme på interna-

tionalt plan.Denne udvikling blev fremskyndet gennem fagforeningsledernes samarbejdemed statsapparatets krigsanstrengelser.Tilløb til et internationalt regeringsorgan for socialpolitik, ligesom interna-

tional arbejdsgiverorganisering, fandtes også før 1914.

Ligesom den revolutionære arbejderbevægelse overvurderede sin styrke,gjorde den reformistiske det også.IFTU, som overtog Anden Internationales ledende rolle, vedtog i London i

november 1920 et program som krævede bl. a. socialisering af miner og

transport, afskaffelse af told og krigsgæld, international råvarekontrol og gen-

opbygning.'

1919-20 kastede IFTU sig ud i en række internationale solidaritetsaktioner:

Våbenembargo til Polen, blokade af Ungarn, humanitær hjælp til Rusland.

Heri ligger muligvis et udtryk for IFTU's virksomhed, som svarer til min defi-

nition af internationalisme.

De nationale fagforeningsbevægelser, som havde mest interesse i IF T U 's kon-

trol med det internationale miljø, var det engelske TUC, som ønskede en udjæv-

ning via internationale regler af konkurrencebetingelserne, som nu begyndteat blive ufordelagtige for Storbritanien, og det franske CGT p. gr. a. af at den

franske industrialisering, som den tyske før krigen, nu begyndte at tiltrække

udenlandsk arbejdskraft.De politiske ambitioner, og de bindende beslutninger i IFTU, er markant for-

skellig fra førkrigstidens begrænsede missions- og informationsfunktioner.

Den amerikanske landsorganisation, American Federation of Labor, (AFL),stod også udenfor. Der findes mange paralleller til World Federation of Trade

Unions (WFTU) dannet 1945, bl. a. den vægt som man tillagde den repræsen-tative funktion i forhold til en verdensorganisation, hvis fremtidige betydning,man også dengang overvurderede. Også da stod AFL udenfor.

Imperialisme og national internationalisme

Efter den anden verdenskrigs slutning herskede påny en stemning af freds-

optimisme og ønske om en radikal forandring af det internationale system.Våbenbroderskabet mellem de vestlige demokratier og Sovjetunionen var

10

endnu efter krigen tilstrækkeligt stærkt til at muliggøre oprettelsen (1945) af

en enig faglig Internationale, World Federation of Trade Unions. Bag denne

stod Sovjetunionen, som også dominerede dens ledelse. WFTU omfattedealle betydelige faglige organisationer i verden med undtagelse af den mere

konservative del af den amerikanske fagforeningsbevægelse,(AFL). WFTU

forsøgte at leve videre på det anti-fascistiske kampfællesskabog i enkelte til-

fælde som f. eks. Norge kunne fagforeninger vise en solidaritet med de

spanske arbejdere mod Franco, som gik på tværs af parti- og LO-ledernes

nationale interesser.

De tilløb til enighed eller samarbejde mellem kommunister og ikke-kommu-

nister, som fandtes på nationalt plan, ophørte snart med at fungere og erstat-

tedes af den gamle indbyrdes kamp. De socialdemokratiske faglige organisa-tioner gik ind i et samarbejde med virksomhedslederne og regeringer i Vest-

europa med sigte på genopbygning, forøget produktivitet og national velfærd.

Kommunisterne blev trængt tilbage og stod udenfor den fortsatte nationale

integration af arbejderbevægelsen. Udviklingen i landene skete i vekselvirk-

ning med udviklingen på det internationale plan, som karakteriseredes af

polariseringen mellem øst og vest under den kolde krig.Faglig enighed på det internationale plan blev, på denne baggrund, umuligt. I

'

ly af Marshalhjælpen blev der organiseret en vestlig anti-kommunistisk Inter-

nationale med AFL som dominerende organisation. Senere brød de vestligeorganisationer ud af WFTU og grundlagde den Frie Fagforeningsinterna-tionale i 1949 International Confederation of Free Trade Unions, ICFTU.

WFTU, i hvilken de store kommunistiske faglige organisationeri Frankrig og

Italien fik fremtrædende positioner, fortsatte under en endnu mere udpræget

sovjetdominans.De to internationaler engagerede sig i en verdensomspændendekonkurrence om

medlemmer. Tidligere faglige internationaler havde i virkeligheden været be-

grænsede til Europa og Nordamerika med nogle undtagelser. I den kolde krigblev det nu magtpåliggende at knytte faglige organisationer i britiske, franske,hollandske m. fl. kolonier til vest eller øst. .

Især efter at udviklingen mod politisk selvstændighed begyndte i slutningen af

50lerne. I konkurrencen, særlig om Afrika, fik ICFTU snart et stort forspring.På sit højeste havde ICFTU medlemmer fra 127 stater, mens tilsvarende tal

for WFTU på samme tidspunkt i begyndelsen af 1960,erne var 27 stater. I

Afrika havde ICFTU 28 mod 2 for WFTU. Derefter begyndte en nedgang i

medlemstallet for begge internationaler, størst for ICFTU, som dog fortsat er

betydelig større. end WFTU. Fra slutningen af l960”erne indtrådte også en

indre svaghed. Tydeligst vistes dette, da WFTU”s sekretariat fordømte ind-

marchen i Tjekkoslovakiet i 1968, og dermed revolterede mod Sovjet.Omtrent på samme tidspunkt forlod den amerikanske LandsorganisationICFTU.

Udviklingen kan ses i forskellige perspektiver. Nærliggende er, at se fagfore-ningsinternationalismen på global niveau som et redskab for sovjetisk respek-tive amerikansk imperialisme. Det, for en stor del, berettigede i dette perspek-tiv demonstreres af internationalernes nære tilslutning bagved de to magt-blokke med henseende på adfærd og propaganda.

ll

Når disse begyndte at opløses, havde Også internationalerne svært ved at

hævde deres eksistensberettigelse.'“

For ICFTU*s del kan man nuancere billedet noget. AFL”s dominans var

aldrig lige så ubestridt som Sovjets i WFTU. Foruden i første fase at samle defra WFTU udtrådte vestorganisationer, havde ICFTU før AFL sin største be-

tydning ved at den gav AFL adgang til de britiske, franske, hollandske, bel-

giske m.fl. kolonier. Samarbejdet med moderlandenes fagforeninger i en in-ternational organisation var nødvendig så længe AFL (efter 1955 AFL-CIO)savnede erfaringer og kontakter i f. eks. Afrika. Efterhånden som amerika-nerne opbyggede sine egne kontakter opstod konflikter både med interna-tionalen som sådan, og med de større vestlige landsorganisationer. De mani-festerede sig i striden om solidaritetsfonden for faglig hjælp til u-landene. Da

AFL-CIO havde opbygget eget bilateralt kontaktnet, faldt nødvendighedenvæk af den grund, at det skulle være medlem. Når derfor ICFTU's øvrigemedlemmer, samtidig med den kolde krigs nedtrapning, i øget udstrækningafveg fra AFL-CIO”s rene anti-kommunisme, så AF L-CIO ingen grund til at

fortsætte medlemsskabet og betale ca. 25% af budgettet. AFL-Clois politik i

forhold til ILO byder her interessante sammenligningssynspunkter. Anti-

kommunismen, som i form af uvilje mod socialismen, strækker sig helt tilbagetil århundredeskiftet, gør at AFL før den kolde krig, og AF L-CIO bagefter, i

virkeligheden står betydelig mere selvstændigt til sin egen regerings politikmed Sovjet end de øvrige medlemmer i ICFTU. Disse har i Vesteuropa måttettage hensyn til de socialdemokratiske partier, som ind imellem desuden har

befundet sig i regeringsstilling og ført en mere »realistisk« udenrigspolitik.I et andet perspektiv, set fra u-landene, har internationalerne skabt mulighedfor »international nationalisme«, d.v.s. identifikation med den internationale

arbejderbevægelse mod kolonimagt og for national selvstændighed. Konkur-

rencen mellem internationalerne, som en del afrkonkurrencen mellem stor-

magterne har derved været en virksom løftestang.Eksilorganisationerne har været internationalernes mest trofaste tilhængereindtil deres lande har opnået politisk selvstændighed, hvorefter de ofte er

blevet tvangsintegrerede i statsapparatet, og været nødt til at tillempe dennes

aliancefri politik gennem at udtræde af internationalen.

Hvis nu internationalismen for de store landes organisationer nærmest var

imperialisme og for u-landene egentlig var nationalisme, hvad har den da

været for de industrialiserede småstater, som f. eks. de skandinaviskes, orga-nisationer i ICFTU? - De har set internationalen som et symbol på solidaritet

udtrykt i resolutioner, indsamlinger og faglig ulandshjælp og som et værktøjfor koordinering af repræsentativefunktioner i henhold til regeringernes inter-

nationale organer.

Afsluttende perspektiv1 et historisk perspektiv er arbejderbevægelsens internationalisme gået til-

bage. Det meste gik meget tidligt tabt. Som en illustration kan nævnes, at detinternationale arbejderbevægelsesstof i den danske »Social-Demokraten«

(fra 1959 nuv. »Aktuelt«) fra den første 10-års periode 1870-80 og til 1948-59

12

erjgåetned fra 19,1%trl-2,9%"aftlet totale nyhedsstof. Alleredeförjen første.

verdenskrig var det under 10%.*" ' '

'“

_

Den voksende integration i samfundet har bevirket, at den socialdemokra-

tiske arbejderbevægelse for længe siden i sine internationale relationer helt

bestemmes af sine egne nationale interesser. Nu er også de kommunistiske,

partier i Vesteuropa på vej til at integreres politisk og overgive sin transna-

tionale identifikation med Sovjetunionen.'

.

Helt udenfor den nationale integration står grupper på den yderste venstreJ\

fløj, sammen med miljøgrupper, eksilorganisationer m.fl,_Disse grupper er -›

de eneste som kan tænkes at demonstrere en international solidaritet, som er ,

overordnet nationale interesser.

Men kan man da ikke tænke sig et dog afideologiseret men interessegrundet .v

internationalt samarbejde foranlediget af en forøget global økonomisk ind-

byrdes afhængighed f. eks. i form af faglig samarbejde mod de multinationale

foretagender? Det skulle jo minde om kampen mod den over landegrænserneu

opererende kapitalisme, som fremdrev det internationale faglige samarbejde'for ca. 100 år siden. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke fagforeningerne med

deres indflydelse i nationerne vil finde det nationale arbejde mest effektivt, og _;

kun lade det internationale samarbejde blive et supplement til dette. Først når"

nationalstatens utilstrækkelighed bliver tydeligt demonstreret, kan vi vente j

en forandring mod internationalisme.

l3

Carsten JuhlI

Anton Pannekoek som rådskommunismens teoretiker

I - IndledningI en foregående artikel (Meddelelser nr. 11, okt. 78) havde jeg mulighed for at

præsentere den historiske (tysk-hollandske) rådskommunismes teoriudviklingog angive hvilket tekster fra denne tradition, der fandtes på skandinaviske

sprog (samt skandinavisk sekundærlitteratur inden for området).Artiklen lagde op til en uddybning af den teorihistoriske dimension samt til en

yderligere diskussion af forholdet mellem det samfundsmæssigeOpbrud, der

fulgte umiddelbart efter første verdenskrig, og de voldsomme modsætningerdette afstedkom inden for de samfundsgrupperinger, der de sidste 130 år er

gået under fællesbetegnelsen »arbejderklasse«. Dette punkt vil jeg søge at

kaste lidt lys over ved en kort gennemgang af Erhard Lucas” interessante case-

study Arbeiterradikalz'smus - Zwei Formen von Radikalismus in der deutschen

Arbeiterbewegung (Roter Stern, Frankf. a/M 1976), en gennemgang, der vil

blive bragt i Meddelelser nr. 16.

I modsætning til spørgsmålet om arbejderradikalismens former er den teori-historiske udvikling enklere at forholde sig til: har man først en klassiker-række som her (Pannekoek, Gorter, Rühle etc.), kan deres værkers indhold

angive rammerne for en første teoriudvikling og siden vil de »læsninger«, debliver udsat for, antyde hvilke begreber, der bliver bæredygtige, inspirerendeo.s.v.

Artiklen indeholder således udover en kort kronologi over rådskommunis-

mens historie op til vore dage (og den nævnte Lucas-gennemgang) en kom-

mentering af Anton Pannekoek”s to politikteoretiske hovedværker som beggeudkom på dansk i midten af 70lerne og snart havnede på udsalgsreolerne.lTemaer, som er vigtige for den rådskommunistiske tradition, har været stærkt

fremme i forbindelse med marxismekritikken i slutningen af det netop over-

ståede årti. Især Peter Kemps Marxismen i Frankrig2 lægger optil en form for

rehabilitering af den »selvforvaltende« socialisme og dermed af hovedindhol-

det i de klassiske rådsteorier.

To af de afgørende bidrag til den nævnte marxismekritik « Glucksmann”s Her-

retenkeme og B Levy,s Det menneskelige Barbari (begge fra 1977) er hurtigtudkommet på respektin norsk og dansk3, hvad der har muliggjort en større in-

ternational aktualitet i dansk marxismeforskning end vi er vant til. - For at

undgå misforståelser, skal det straks indrømmes, at aktualitet iblandt kan

indebære en slækning på de teoretisk-analytiske krav, en diskussion stiller til

sig selv4.

I de sidste års diskussion af marxismens betydning for (og skyld i), at en række

landes statskapitalistiske akkumulationshistorie er foregået i socialismensnavn og under voldsomt despotiske former, er det -iblandt eksplicit (Glucks-mann) - blevet glemt, at der gives flere marxismeversioner og at de mest åbne,gennemtænkte og pluralistiske udgaver naturligvis aldrig har været »ved mag-ten«, hverken af navn eller af gavn.

- Denne artikel skal derfor også ses som et

bidrag til at kaste lidt lys over den marginelle del af marxismen, som fortræn-

ges i den løbende diskussion for og imod den trierske filosofs værk.

l4

II Teorihistorisk kronologi over den rådskommunistiske marxismes udvikling:Tiden op til første verdenskrig: Diskussionen omkring massestrejken5 åbenbareren stigende interesse for det spontane element i en revolutionsproces; debat-

ten foregår især inden for det tyske Socialdemokratis venstrefløj og en vigtig

inspirationskilde er den russiske l905-revolutions sovietter.

Første verdenskrig: I forbindelse med socialdemokratiernes deltagelse i den

krigsunderstøttende politik vokser mistilliden til den etablerede arbejder-

bevægelse, hvad der i Tyskland medfører dannelsen af USPD og siden af KPD

(Spartakus).Den russiske Oktoberrevolution og dens europæiskegrænser: Revolutionsproces-sens udgangspunkt er årene 1917-18 og hovedområdet går fra Rhinlandet til

Ural med Middelhavet som sydlig grænse. - De afsluttende begivenheder er

nedkæmpelserneaf Kronstadsovietten og af den tyske Martsaktion.'

Den russiske revolutionsbevægelse bæres atter frem af rådene: fabriksrådene

udgør initiativtagerne i efteråret 1917, mens sovietterne den førstetid funge-rer som parlamenter for de revolutionære kræfter. - Snart er krigsforplig-telserne så organisationskrævende, at bolsjevikpartiet fremstår som det cen-

traliserende organ- i overensstemmelse med dets teoretisk-praktiske tilbøje-

lighed. Med det overtagne zaristiske statsapparat som magtmæssigt-foran-

kringspunkt selvstændiggør repræsentationsformen sig og afskaffer gradvisalle andre repræsentationsformer og dermed tillige sin egen repræsentativitet;Allerede i 1921 er den partiinterne Arbejderopposition en karikatur af en selv-

stændig opposition.Mens den tyske revolutions arbejder- og soldaterråd i den grad domineredes af

Socialdemokratiet, at de (allerede i dec. 1918) overdrog den reelle magt til

»flertalssocialisternes« Folkebefuldmægtigede, udgjorde Bedriftsrådene og

Unionerne generelt selvstændige og åbne organisationer,'

hvor partiernesdomination forblev svagere end i de tilsvarende russiske formationer: den

tys-ke rådsbevægelse var så intenst et udtryk for de revolutionære tilløb, at den

opløstes, da disse mislykkedes.6 _

III Internationale: Allerede Kommunistisk Internationales Il Kongres står

over for en stærk splittet tysk kommunisme. Repræsentanten for venstre-

oppositionen Otto Rühle forlader Moskva inden Kongressen, så lidet over-

bevisende virker det bolsjevikkiske regime på ham, ikke engang tre år efter

Oktober.'

På III Kongres i 1921 søger det rådskommunistiske KAPDs udsendinge (derhar sympatisørstatus) at danne en international venstreopposition, hvad der

mislykkes. 1921 markerer året for splittelsen i den del af marxismen, der kalder

sig kommunistisk-revolutionær, mellem en partitradition (leninismen) og en

rådstradition (hvor A. Pannekoeks Arbejderrådmå siges at være det klassiske

teoretiske værk).

Efterspillet: Årene 1921-24 indebærer en gradvis hensmuldring af rådsbevæ-

gelsen; først forsvinder medlemmerne fra de tyske Unioner og snart splittes de

rådskommunistiske partier i Tyskland og Holland7. -1 1926 søger K. Korsch at

puste lidt liv i traditionen, men den revolutionære opløsningstid synes masse-

psykologisk at have betinget en opgang for despotiske retninger: stalinismen

dominerer store dele af den tyske arbejderbevægelse fra slutningen af årtiet og

IS

'

efter 1933 gennemfører det nazistiske regime en tvangsopløsningaf de råds-kommunistiske restgrupper som af al anden oppositionsvirksomhed.30 'erne og teorien: Først i Holland og siden i USA fortsætter rådskommuni-

sterne deres teoretiske virksomhed. Gruppen af Internationale Kommunisteri Holland (GIKH) producerer således både en teori om bolsjevismen som

statskapitalistisk totalitarisme og en omfattende analyse af de former, en kom-munismeforberedende overgangsøkonomi må tage for at undgå at afsted-komme et nyt undertrykkelsesregime (det er i dette miljø, Pannekoek er

aktiv)8. Udvandrede rådskommunister som Paul Mattick arbejder på samme

linie i USA og udgiver tidsskrifterne International Council Correspondence(1934-37), Living Marxism (1938-41) og New Essays (1942-43).Revolutionen der mislykkedes: Med den anden verdenskrig er revolutionens

nederlag stadfæstet - til trods for de opmuntrende elementer, rådskom-

munisterne havde skimtet i den spanske borgerkrigs første år. Det er i disse to

forbindelser, at stalinismen bekræfter sin rolle som afgørende undertrykkel-seskraft ved hver fare for partifri revolutionsbevægelse eller -tilløb.

Analysen af det despotiske Ruslands socioøkonomiske natur bliver afgørendefor at søge at bekæmpe identifikationen USSR-socialisme, der forfølger råds-kommunisterne som et mareridt.

»Man bliver ved første øjekast slået af ligheden mellem de politiske former

og metoder for regering i Rusland og Tyskland. Begge steder finder man detsamme diktatur udøvet af en lille gruppe ledere, der assisteres af et magt-fuldt, velorganiseret og disciplineret parti; den samme almægtighed hos detherskende bureaukrati, det samme fravær af personlige rettigheder'og tale-

frihed, den samme forfladigelse af det åndelige liv til en enkelt doktrin, der

opretholdes ved hjælp af terror, den samme grusomhed over for oppositioneller blot kritik. Men den økonomiske basis er forskellig. I Rusland er der

statskapitalisme, i Tyskland en statsledet privatkapitalisme. (. . .) l Rusland

er det bureaukratiet, der er herre over produktionsmidlerne. Men da de

nødvendige former for praktisk styre og administration, der er knyttet til

magtudøvelsen fra oven, var identiske i de to lande, finder man begge steder

det samme diktatoriske system.Ensartetheden gælder også karakteren af deres propaganda.Begge anvender sig af fællesskabets ideologi, fordi de begge repræsentererden organiserede kapitalisme imod den uorganiserede kapitalisme.« (Arbej-derrâd op.cit. p. 283-84).

Således skriver Pannekoek og fortsætter: »Bureaukratiet lever ligeledes af

merværdien« (p. 285). - Statskapitalismen er for 30,errådskommunisterne

kendetegnet ved manglende arbejderkontrol over økonomien, manglenderådsmagt i samfundet (med alt hvad dette indebærer af despoti) og fortsat

kapitalistisk udbytning (de første to punkter skal siden uddybes i denne

artikel).Den moderne rådskommunisme: Efter anden verdenskrig udbredes den tysk-hollandske traditions teoretiske resultater hovedsageligt inden for den franskeantistalinismes miljø. - Først gruppen Socialisme ou Barbarie (1945-65)9 og

16

siden SituationistiskInternationale(19584-69)inspireresaf Pannekoeksråds- I'teorier.

I forbindelse med Ruslandsspørgsmålet står fire analyser over for hinanden i

50,erne (disse kan atter deles op i to grupper):I - I Sovietrusland hersker kapitalismen:I.a - Anton Pannekoek: det er statskapitalisme, fordi der mangler arbejder-kontrol og rådsmagt samt fordi bureaukratiet tilegner sig merværdiens profit-del.

I.b - Den italienske venstremarxist Amadeo Bordiga: det er statskapitalisme,fordi der gives lønarbejde og merværdiproduktion -

0g akkumulationstvangendermed hersker. Kolkosen udgør et forsøg på at benytte en førkapitalistisk

produktionsstruktur i et endnu »ungt« akkumulationsperspektiv'°.II - Der er hverken kapitalisme eller socialisme:

II.l - Lev Trotskijs klassiske syn går ud på, at Rusland er en degenereret arbej-derstat, hvor økonomien stadig kan reddes, såfremt bureaukratiet styrtes ved

en politisk omvæltning.II.b - I sin bog La bureaucratisatz'on du mande (Verdens bureaukratisering) skil-

drede Bruno Rizzi i 1939 en ny produktionsmåde, »den bureaukratiske kollek- ›

tivisme«, som han mente at fascismen, stalinismen og nazismen var udtryk for.

Totalitarisme og tvangskollektivisme var konstituerende elementer".

Maj 68 og tiden der fulgte: Med den franske maj-bevægelse i 1968 kom »l'auto-

gestion«, den økonomiske selvforvaltning, på alles læber; selv om der var stor

forskel på, hvad f. eks. situationisterne og Cohn-Bendit mente og hvad de

mange besættelseskomiteer gav sig som perspektiv”.70*ernes første halvdel kom til at opleve forskellige former for arbejderforval-tede virksomheder, hvor det franske LIP og det skotske Upper Clyde vel er de

mest kendte”. - En af bevægelserne efter »det varme efterår« i Italien (1969)bestod i dannelsen af basiskomiteer i mange virksomheder; disses dagligebetydning var så stor, at de gradvist måtte integreres i den etablerede fagbe-vægelse". - Ligeledes i Italien stod gruppen Potere Operaio for en mere parti-kritisk arbejderselvstændigheds-position, der i anden halvdel af 70”erne inspi-rerede det miljø, der i dag kaldes llAutonomia.

'

I Frankrig måtte såvel Socialistpartiet som den uafhængige landsorganisationCFDT tage Fautogestion på programmet: CFDT”s generalsekretær Edmond

Maire blev en fremtrædende talsmand for økonomisk selvforvaltning, det vil

her sige arbejderkontrol over den franske kapitalisme. - Mere påvirketaf det

spontane element i de vilde strejker end af den rådsform, strejkekomiteernehyppigt antog i slutningen af 60*erne (jvf. den svenske Kiruna-strejke), for-

medes »maospontex«-grupperne først og fremmest i Frankrig, men også i

Tyskland (idet man ikke kunne - eller ville - se den interbureaukratiske

magtkamp i det stalinistiske Kina, blev de forskellige kulturrevolutionære

etapper udlagt som udtryk for spontane massebevægelser af socialismekreativ

karakterM - Endeligt er der efter 1968 opstået en ny og international udgave af

den klassiske rådskommunisme: den har den samme smågruppestruktur, som

der fandtes i 30”erne, men er langt mere triumferende i ordvalg og sammen-

hængende i organisation. Den kalder sig Den Internationale Kommunistiske

Retning og har som udgangspunkt haft tidsskrifterne Revolution Internationale

|7

(Frankrig) og Internartionalism(USA); i dag gives der også tilhængere (og der-med tidsskrifter) i England, Italien, Belgien, Venezuela og Spanien.

III - Lenin som filosof

Anton Pannekoek udgav i 1938 sin Lenin als Philosoph. Kritische Betrachtungder philosophischen Grundlagen des Leninismus og den udkom som første bind i

Bibliothek der Rätekorrespondenz (ved den nævnte Gruppe af Internationale

Kommunister). - Det drejer sig om en kritik af Lenins Materialisme og Empirio-kriticisme og hovedpointen er en afsløring af Lenin som en forkæmper for

»middelklassematerialisme«15,der af Pannekoek indskrives i en linie, hantrækker fra det XVIII århundredes oplysningsfilosofiske materialisme

(eksempelvis Diderot og Holbach) over Feuerbach's naturfilosofiske materia-

lisme og frem til Plechanov og netop Lenin: denne radikale materialisme vari

begyndelsen af århundredet aktuel i Rusland, som den havde været det 70 år

før i Tyskland og over 110 år før i Frankrig; den var det fremstormende kapi-talforholds ideologi. - Opgøret med religion og overtro er - fortæller Panne-

koek - afgørende for det frie markeds og den frie arbejdskrafts udbredelse.

Hvad det gryende borgerskab magtede i det gallogermanske Europa, måtteimidlertid den russiske intelligentsia påtage sig i Zarernes Rige: leninismen

startede som undergraver af overleverede tanketraditioner for at ende som

den russiske kapitalismes statsideologi.Pannekoek mener, at Lenin så utvetydigt kan placeres i en »mellemlagsmate-rialisme«, fordi han teoretisk bevæger sig inden for det antireligiøse tro/for-nuft paradigme og ikke inden for det marxistiske idealisme/materialisme para-

digme”. - Udover den socialhistoriske placering af Lenin i en bestemt politiskkontext gennemgår Pannekoek (der af fag var astronom) en række af de fejl-vurderinger, Lenin har gjort sig skyld i i sine angreb på moderne videnskabs-

mænd som Mach og Avenarius. Man forstår gennem Pannekoek, at disse står

for en række afgørende landvindinger, som Lenin synes historisk betinget til

ikke at kunne fatte. Disse landvindinger bliver for os dog langtfra klare, hvad

angår deres eventuelle brugbarhed i en »dialektisk materialisme«, som vor

hollandske forfatter eventuelt kunne ønske sig". - Vi forstår, at de to viden-

skabsmænd tilhører den moderne strømning, der skulle munde ud i relativi-

tetsteorien: Mach fremstilles meget sympatisk som en tilhænger af »kritisk

tænkning« uden ønsker om at opbygge et »sammenhængende filosofisk

system«, mens Avenarius* syn på sprogets ikke-neutralitet18 ligeledes synes i

overensstemmelse med tidens videnskabsteoretiske udvikling (jvf. Wittgen-stein og Saussure inden for filosofi og lingvistik). - At placere sådanne landvin-

dinger i en (måske åben) dialektisk materialisme, synes Pannekoek ikke at

ville forsøge og man kan måske heraf slutte, at den kritik Alfred Schmidt sidenskulle levere af den dialektiske materialisme”, allerede dengang kunne anes af

kyndige marxistiske naturvidenskabsfolk. I stedet formulerer Pannekoek

mængder af Leninkritik: den russiske politiker bebrejdes med svingendemarxistiske pegefingre for ikke at have indreflekteret eksempelvis Mach,s

klassetilhørsforhold i machisme-kritikken (hvad Pannekoek selv kun gør kon-sekvent i analysen af Lenin), mens han ret let kan udlevere marxismen-leninis-mens grundlægger som ukyndig beundrer af den »populærvidenskabelige«E.

18

Haeckel, nok en »middelklassematerialist« og tilmed en sen og uvidende

sådan ...1°

Men Pannekoek agerer ikke kun marxisme-forsvarer; et par steder stikker den

radikale tænker hovedet frem: således når han angriber Plechanov for at være

en slags socialbiolog og fortsætter med tillige at anklage Feuerbach (»menne-sket er hvad det spiser«) herfor; ja, han driver det til følgende ikonoklastiske

tilløb:

»Men hvad der snarere burde siges, er, at det uklare udtryk »væren be-

stemmer tænkningen« er fælles for dem alle tre (dvs. Marx, Engels og

Feuerbach - cj), og at den også med den borgerlige materialisme fælles

materialistiske doktrin, at hjernen producerer tænkning, er den uvæsent-

lige del af marxismen og rent faktisk ikke indeholder nogen indgang til en

virkelig erkendelsesteori.«21

Selv om Pannekoek bekender sig til klassekampen som afgørende erkendel-

sesfrembringende virkelighedsindhold kan han - drevet af sin radikale Lenin-

kritik - ikke undgå at udsige følgende om Materialisme 0g Empiriokriticisme og

tiden ved dens fremkomst:

»Man havde kunnet forudsige, at den kommende russiske revolution måtte

få karakter af en borgerlig revolution og udmunde i en sig på arbejdernestøttende kapitalisme.«22

Men en sådan teori om arbejderklassen som bidragende kapitalismeformid-lende kraft indebærer ikke blot en potentiel legitimering af den socialdemo-

kratiske praksis, men understreger tillige den kendte vanskelighed ved at øjnedet kommunismefrembringende moment i den merværdiproducerendeklasses socioøkonomiske konstitutionsproces”. - Har det - eksempelvis i

1871 og 1917 - ikke blot drejet sig om proletariske kapitalrevolutioner, i

betydningen af bevægelser der søgte at få privatejendommen til produktions-midlerne afskaffet eller Statskontrolleret, eventuelt med henblik på at rejse et

(mere) anonymt kapitalforhold?Korsch er i sit efterord" inde på det samme, når han fremfører »det stats-

kapitalistiske industriplanlægningssystems« aktualitet og understreger, at de

stalinoleninistiske arbejderpartier forfægter dette perspektiv, som imidlertid

»for arbejderne blot betyder en ny form for slaveri og udbytning«. Det sidste

skal ikke benægtes, men hvem siger, at arbejderklassen ønsker andet end det

som dens to hovedretninger i det XX århundrede har udtrykt: socialdemo-

kratisk kontrolleret privatkapitalisme versus despotisk statskapitalisme? -

Alternativet til dette synspunkt er en erkendelse af, at vi kun kender forskel-lige retninger (f. eks. demokratiske, stalinistiske, anarkistiske, rådskom-

munistiske etc.), og at der ingen enhedsklasse gives andet end i den snævreste

økonomiske forstand”.

Det er vel dette forhold, der gør indlederen til Lenin som filosof så pessi-mistisk; P. Mattick skriver:

»Men til forskel fra den herskende klasse, der hurtigt tilpasser sig de

ændrede betingelser, er arbejderklassen, der stadig slutter sig til traditionel-

19

'

'

le ideer og aktiviteter, i en magtesløsog tilsyneladende håbløs situation. Ogda de økonomiske ændringer kun gradvis ændrer ideerne, vil der muligvisgå lang tid før en ny arbejderbevægelse opstår, der svarer til de nye betin-,

gelser. Arbejdernes opgave er imidlertid stadigt den samme: afskaffelsen afden kapitalistiske produktionsmåde og 'virkeliggørelsenaf socialismen. Ogdette kan kun ske, dersom arbejderne organiserer sig selv og samfundet påen sådan måde, at en planlagt social produktion og fordeling, bestemt af

producenterne selv, bliver sikret. Når en sådan arbejderbevægelse opstår,vil den genfinde sin oprindelse i rådskommunismens ideer og i ideerne hosen af rådskommunismens mest konsekvente fortalere - Anton Panne-koek.«

'

»dersom der findes en fremtid vil det være en socialistisk fremtid«26, men

dette forudsætter, at en hel ny og anderledes arbejderbevægelse opstårProblemet er sammensat: der gives en »reel socialisme« og selv om

Pannekoek nok så mange gange kan påvise, at Lenin ikke er en marxist - som

1 Pannekoek forstår dem27 - så forbliver det store spørgsmål, om det despotiskestatskapitalismebefordrende element ikke også findes i den marx-engelsketeoribygning og i den samfundsklasse, den søger at omfatte.

Endeligt ganske kort: også L. Althusser har beskæftiget sig med Lenins Mate-

rialisme 0g Empiriokriticisme: på trods af at det sker i 196828 kender vort PCF-medlem ikke Pannekoeks klassiske kritik; det egentligt partiske i Lenins teori

fortrænges derfor af Althusser og det samme gælder Pannekoeks påstand, at

Mach og Avenarius angribes af den bolsjevikkiske leder fordi de udgjorde»en fare for Partiet«29, idet deres videnskabsteoretiske bredde og åbenhed

undergravede bolsjevikkernes materialistiske doktrin.

At den Ruslandsapologetiske ideolog Althusser i sidste instans fortrængerden grundlæggende bureaukratiske og magtcentrerede kerne i al leninisme

(og dermed også i dens filosofi), ses af hans hurtige og generte tilbagevisning af

Merleau-Ponty, der netop havde understreget karakteren af »hjælpemiddel«(»expédient«) ved Lenins filosofi”. Merleau-Ponty havde således i 1953 mar-

keret, at Lenins filosofiske ideer var »uforenlige« med den »vestlige marxis-

me« (d.v.s. Korsch og den unge Lukacs), idet de genoprettede den »før-

hegelianske erkendelsesteori«31. Med Pannekoek og Merleau-Ponty (hvisLenin-behandling er langt mere omfattende end disse par linier lader ane) er

kritikken af materialisme- og dialektikforståelsen hos Lenin virkeliggjortbåde grundigt videnskabeligt og filosofisk".

IV - Arbejderråd

Arbejderräd er for størstedelens vedkommende skrevet under anden verdens-krig og udkom umiddelbart derefter33: det mærkes, at udgangspunktet er

30'ernes og krigstidens arbejdsløshed og nød (p. 97), 'en tid, der hvad angårlivsvilkår kunne minde om 1918-19. For Pannekoek må sådanne vilkår igang-sætte en opløsning i samfundet, i og med den kapitalistiske stat har mistet sin

respektabilitet, og opløsning - især i økonomien - udgør baggrunden for, at

arbejderne kan tage deres livsbetingelser i egne hænder ved at udvikle en al-ternativ samfundsorganisering, rådsorganisationen. Skal man kort resumere

20

den knapt 400 sider store bog, kræves der en strukturering af det, vi i dag ville “'

kalde Pannekoeks »konkrete utbpi«, som i Arbejderrâd gennemgås på en'

tematiserende og problematiserende måde".'

For at den rådsorganisering, Pannekoek arbejder med, kan udvikle sig og løse

de materielle problemer i et samfund i opløsning, kræves der i første omgang

en proces med tre dimensioner, som til dels tillige er faser:

1) En bevidsthedsudvikling, hvor arbejderklassen (som bogen ikke nærmere

bestemmer) selvstændiggør sig og oplever sig selv som et fællesskab med

egne kræfter og muligheder. ›

2) Dette indebærer en revolutionsproces, hvor magten forlader politikken,-

for at blive tilkæmpet inden for produktionen, hvor arbejderne netop ind-'

leder deres selvstændiggørelse i form af produktionskontrol og -ieoeisc,

hvad der atter er ensbetydende med

3) etableringen af en overgangsøkonomi.I denne proces er tvangen og den effektive ledelse underordnet. Afgørendebliver i stedet udviklingens omfang samt at den kan foregå i et sådant graduelt

tempo, at kvantiteten (de mange deltagere) kan slå over i noget kvalitativt nyt

(selvstændighed). Bredden er det afgørende og hierarkiet det helt under-

ordnede: magten ligger således i samtlige råd (i Pannekoeks teori), mens cen-

tralrådene kun har administratoriske, koordinerende funktioner (at admini-

stration ikke skal forvandles til politisk magt skulle kunne undgås ved et kon-

stant socialisme-engageret pres fra de selvstændige massers side). En uddyb-

ning af den pannekoekske rådsorganiserings tre udviklingsdimensioner er her

påkrævet:ad 1) Den alternative og selvstændige bevidstheds opståen er en ganske pro-

duktionsfixeret affære: arbejdet opfattes som »livets fundament« (p. 90-91),uden de store fordrejninger. - At deltage i en arbejdsproces giver - i den klas-

siske rådskommunistiske forståelse - sådanne muligheder for at gennemskuesamfundets mekanismer og integrere sig i de forskellige beslutningsled, at den

kapitalistiske produktionsstrukturs vilkårlighed begribes og søges ophævet,mens ordrer oppefra overflødiggøres: »massernes frie spontaneitet« (p. 95)bliver den tilforladelige drivkraft, »selvorganisation« skaber socialkreativitet: .

»Den er den åndelige udrustning, som gør producenterne i stand til at lede

produktionen og kontrollere verden« (p. 63).ad 2) Opfattelsen af revolutionsprocessen er karakteristisk ved, at ordet vold

søges undgået: i stedet taler Pannekoek om »resolut handling« (p. 97).

»Arbejdernes revolution er ikke et resultat af anvendelsen af rå fysisk magt:

den er en åndelig sejr« (p. 154). lkke blot fordi revolutionsprocessen kræver

en udvikling i arbejderklassens »viden og indsigt« (ibid.), men især fordi sam-

fundets organisation har nået etmere menneskevenligt stade: rådssamfundet

er et arbejderdemokrati (der ganske vist formelt - ifølge Pannekoek - kan

benævnes »proletariatets diktatur« !) med de mest udstrakte politiske friheds-

rettigheder”. Partidiktaturene kritiseres bravt af Pannekoek, der som vi' har

set paralleliserer mellem stalinisme og nazisme. - Det repræsentative demo-

krati kritiseres i stedet klassisk for at bevare specialisering, mellemmenne-

skelige afhængighedsforhold, samfundshierarkier: heroverfor står arbejder-rådenes delegerede som »budbringere« (p. 89) magtesløse, fordi deres funk-

2!

;i

tioner kan fratages dem til enhver tid (p, 92). Et ræsonnement,læseren vil

genkende fra Marx, lovprisning af Pariserkommunen.

ad 3) Overgangsøkonomien kan bedst gengives med et diagrameksempeluz

, __ ___._-----'>

Centralråd\›

I

i\\›

⁄

⁄\

\'\›

⁄

l1

\⁄

/ \

4

l

Regionale råd . / 'I..

Il

z lArbejderråd, A A - á A A A

Rat Å* '

A A

a Å ' g' '*k

Bedriftsrådl

Å

beslutningsfunktioninformationsfunktion (- - '-›- '9-6 *' -' " "' _ é" '9

.Termerne er her delvis mine - omend stærkt inspirerede af de klassiske råds-

teorier; deres funktioner og strukturelle plads-er derimod klart angivet hosPannekoek. Bedriftsråd bygger på produktionsenheder og har derfor deenkelte virksomheder som organisatorisk udgangspunkt. Arbejderrådet tagersig af et snævert områdes produktion og distribution; magten ligger i dissenedre dele (jvf. p. 93), i hvad vi i dag kalder »basis«, »græsrøddernem Det,der holder disse organer sammen, er et branchemæssigt og geografisk sam-

menhæng, der tillige støtter sig på kvarterernes eller byernes forbrugerråd: i

diagrammet ville disse have udgjort en tredje dimension, som arbejderrådetsåledes bygger på. De øvre råd har udelukkende produktionskoordinerendeog distributionsrettede opgaver; således tilfalder det de centrale råd at opret-holde den fælles administratoriske nøgle samt eventuelle bredere bogholderi-funktioner”.

Overgangsøkonomiens første mål er naturligvis fattigdommens afskaffelse(jvf. p. 98) og dermed etableringen af en social sikkerhed (vi ser her tekstensalder, selv om social sikkerhed i dag kun er en kendt dagligstørrelse for ca. en

tiende del af verdens befolkning, mens endnu en tiendedel kan opnå den,såfremt en given samfundsdisciplin nøje føles ...).At kampen mod fattigdommen kan være et alibi for allehånde indgrebs-former, må Pannekoek have anet: sammesteds (p. 98) understreges, at beho-venes udvikling og arbejdstidens sænkning må være ledetrådene for rådenes

22

socialpolitik: »et folks kulturelle niveau måles ved indholdet og omfanget af"

de krav, der stilles til livet« (ibid.).De politøkonomiskesider af den fdra'ndringsproces, rådsorganiseringen for-

modes at igangsætte, udgør ikke et teoretisk kardinalpunkt for Pannekoek: de

er snarere følger end midler (hovedmidlet forbliver den nye forvaltning af

økonomien): en undtagelse er dog lønformen, som rådsøkonomien vil

ophæve for at kunne indføre arbejdstimer som måleenhed for produktionen

og distributionen. Pengenes afskaffelse er dog ikke det afgørende for Panne-

koek og arbejdstimerne kan måske i »begyndelsen stadig udtrykkes i penge-

enheder« (p. 54). Hvordan en ny pengeophobning eventuelt skal undgås

diskuteres ikke

Begrænsningerne i det pannekoekske rådssystem er således åbenbare: udover

de økonomikritiske mangler, kan der tillige stilles en række pertinente

spørgsmål: hvorfor skulle arbejderklassen - som er født i udbytnings- og magt-

forhold - pludseligt opnå den historisk benåede gave at kunne igangsætte

etableringen af et frit, pluralistisk og kommunistisk samfund, blot fordi den

må afskaffe materiel nød ved selv at overtage produktionsforvaltningen? -

Man kunne tænke, at en arbejderkontrolleret kapitalisme var et mere uund-

gåeligt resultat: en slags udvidet social/demokrati. - Det samme gælder

spørgsmålet om bekæmpelsen af fjendtlige magter: effektivitetskravene synes

altid at medføre en skærpelse af magtkoncentrationen, såfremt kapitalismens

opløsning ikke forudsættes at ske globalt, samtidigt og med nogenlundesamme tempo (dette kunne på den anden side medføre en sådan materiel nød

- eksempelvis i Vestens storbyer - at den af visse økologer befrygtede kamp

mellem land og by ville bryde ud). ›

Det sympatiske i Pannekoeks perspektiv er imidlertid kravet om bredde,

lokal økonomisk selvstændighed og meningspluralisme som en rådsrevolu-

tions afgørende betingelser.

Noter:

l. Lenin somfilosof- forord af Paul Mattick og efterskrift af Karl Korsch, Rhodos, Kbh. 1975.

Arbejderråd- forord af Paul Mattick, Rhodos, Kbh. 1976 (hvorfra der citeres i selve teksten,

når ingen noteangivelse følger).Begge oversat af Kirsten Gro-Nielsen og Anne Merete Møller.

2. Marxismen i Frankrig - Apropos de »nye filosoffer« og marxismens krise, Vinten, Kbh. 1978.

Kemp fortsætter sin argumentation i et bidrag til antologien Magtkritik (Teori og Praxis n. 8,

1980), hvor også andre danske forskere kommenterer den franske debat om magt og marxis-

me.

3. Herretenkerne med forord af Hans Skjervheim, Gyldendal Norsk Forlag Oslo og Forlaget i

Haarby, 1978.

Det menneskelige Barbari, Centrum, Viby J. 1979.

4. Jvf. min »Marxismens krise - oversigt over en historiepolitik i vanskeligheder«.

5. Jvf. Die Massenstreikdebatte - Beiträge von Parvus, Rosa Luxemburg. Karl Kautsky und Anton

Pannekoek, EVA, Frankf. an 1970; udgivelse og indledning ved Antonia Grunenberg. - En

kort men meget præcis gennemgang af temaet nation/klasse/revolution/socialisme i den

socialdemokratiske førkrigsdiskussion findes i Claudie Weill”s indledning til Josef Strasser-

Anton Pannekoek-antologien Nation et lutte de classe, 10/18, Paris 1977. p. 5-28.

6. Omkr. Unionerne se min Den alternative revolutionsbevægelse i Tyskland i tiden 1918-21. sten-

cil, Bagsværd 1976.

i

7. Jvf. diagrammerne i op.cit. p. 17-18.

23

10.

11.

12.

'

13.

14.

*14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23

24

25

26.

. 'Jvf. *»Thesen über den Bolschewismus«, Råtekorrespondenznr. 3, aug. 1934 og Grundprin-'

cipien kommunistischer Produktion und Verteilung fra 1930, reprint Rüdiger Blankertz, Berlin1970 med indledning af P. Mattick.

. Hovedteksterne skyldes her Claude Lefort og Cornelius Castoriadis og findes i dag gen-optrykt i C1. Lefort Eléments d'une critique de la bureaucratie, Tel'Gallimard, 1979, C. Casto-riadis La société bureaucratique 1-II, v10/18, Paris 1973 og L'éxpérience du mouvement ouvrier1-11, 10⁄18,Paris 1974;jvf. dog især hans opsummerende teser »The Social Regime in Russia«fra 1977 i Telos nr. 38, vinter 1978-79 samt Althusserkritikken »Les crises d'AIthusser« iLibre 78-4.

4

Jvf. bl. a. Dialogato con Stalin 1953, Dialogato coi morti 1956, Russia e rivoluzione nel/a teoriamarxista 1954-55 (genoptrykt af forlaget Il Formichiere i 1975 med forord af Italiens førendepolitolog G. Galli - fransk oversættelse ved Cahiers Spartacus, Paris 1978) og storværket

, Struttura economiea e sociale della Russia d'oggi 1955-59 (genoptrykt i to bind af forlagetContrai 1966 ligeledes med indledning afG. Galli - forkortet fransk oversættelse ved Ed. del'Oubll, Paris 1975). Omkring Bordigas Ruslandsanalyser jvf. indlederen til de to franskeoversættelser J. Camatte og hans »Bordiga et la revolution russe«, Invariance II, n. 4, 1974(engelsk overs.: Community and Communism in Russia, D. Brown, London 1978).Disse er teorier, der alle er mellem 40 og 25 år gamle: de senere ankomne synes -for flertal-lets vedkommende - blege efterligninger.Omkr. de mest radikale jvf. flere af dokumenterne i René Viénet's Enragés et situationnistesdans le mouvement des occupations, Gallimard 1968. Klassikeren vedrørende det teoretiskeforløb op til maj '68 forbliver Rich. Gombin*s Les origines du gauchisme, Seuil, Paris 1971

(eng. oversættelse: Penguin 1975).Jeg har behandlet det politøkonomiske indhold i sådanne bevægelseri »Marx og andre mel-lem historiepolitik og kapitalanalyse«,afsn. 111.7, Videnskabsforskning nr. 9, AUC 1979.For en »venstreristisk« udægning af denne proces jvf. Avanguardia Operaia Arbejderkomi-teernes oprindelse, udvikling og perspektiver, Modtryk, Århus 1974.

a) Til kritikken af de første års myter om kulturrevolutionen jvf. Simon Leys* Les habits neufsdu présidentMao, Ed. Champ Libre, Paris 1971 (se også min oversigt over kritisk sinologi iAn-tipolitik nr. 1,nov. 1977).

'

'

Jvf. Lenin som/ilosofop.cit. f.eks. p. 109 og 125-31.

op. cit. p. 124-25, hvor Pannekoek meget overbevisende angriber den tendens til at identifi-

cere erfaret virkelighed og fysisk materie, der gives hos Lenin, og plaiderer for indførelsen af

afgørende »begreber« som »energi, ånd, bevidsthed«.Jvf. således p. 88, hvor det især er Dietzgens” »målsætning«, dvs. at gøre den videnskabeligeerkendelse synlig, så proletariatet kan benytte den »i sin kamp«, der stiller ham »på den dia-

lektiske materialismes grund«

op.cit. p. 81-82 (om Mach) og p. 95 (om Avenarius).som bl.a. formaldialektik og naturromantik. Jvf. »Til forholdet mellem historie og natur i

den dialektiske« materialisme« i Alfred Schmidt”s Naturbegrebet hos Marx, Rhodos 1976 (fra1971). Pannekoeks fremsyn skal dog ikke overmarkeres, jvf. hans lovprisning af den histo-

riske materialisme i op. cit. p. 41, hvor marxismen bliver til en universalerkendelse.

Jvf. op.cit. p. 129-131.

Oversættelsen er rettet i overensstemmelse med den tyske p. 106 iLenin als Philosoph, EVA,Frankf. a/M 1969. - De danske oversættere har holdt sig til den engelske af Pannekoek selv

oversatte udgave. De to aktive Pannekoek- og Mattick-oversættere synes dermed - ligesomderes franske kollegaer - at have mistet den tyske (oprindelige) teksts radikalitet og præci-sion (som når »Erscheinung« p. 51 bliver til »fænomen« p. 66 og »Wesen« ibid. til »virkelig-hed« ibid.).min overs. efter Lenin als Philosoph op.cit. p. 113, da. p. 141.

. Jeg har givet dette tema en første behandling i »Marx og andre« op.cit. - Jvf. også ClausBratt Østergaards »Den historiske materialisme, revolutionstaktik og historieopfattelse«,Vi-

denskabsforskning nr. 9, AUC 1979 og G. Bunzel Revolution og klasser, AUC 1977.. p. 171 i Lenin sam/Flosofop.cit.. Og denne kan ligeledes problematiseres, thi hvad skal udgangspunktet være: merværdi-

produktion eller lønform?

op,cit. p. 23 og 7.

24

27.

28.

29.

30.

31.

32.

,›,

jvf. op. cit. p. 141. - Når det vestligeproletariat kan støtte teorier som leninismen, så skyldesdet en teoriinerti, en hængen fast ved gamle former: jvf. p. 153-54.

Lénine et la philosophie suivi de Marx et Lénine devant Hegel, Maspero, Paris 1972.

Lenin som/ilosof, op.cit. p. 110.

Le'nine et la philosophie op. cit. p. 11 - Althusser mener rigtignok, at Lenins tekst indeholder

»filosofiske grænser« (p. 24), men disse skyldes, at »Marx, Engels og Lenin« (treenigheden) g

endnu var »for tidligt« på den, hvad angår mulighederne for at formulere »det store filoso- 'Ifiske værk, som marxismen mangler« (p. 25) Historien har altid måttet være prygel-knabe, når marxister manglede argumenter.

Kapitel III i Les aventures de la dialectique, Gallimard 1955; her citeres fra p. 91 i ldées-Galli-

mard udgaven. .

Dominique Lecourt kender Pannekoeks bog, men kan ikke tilbagevise dens tese, thi i sidste

instans mener den franske marxist-leninist, at teoretisk erkendelse er et spørgsmål om parti-tagen; derfor må det blive ved de klassiske besværgelser: »For de politisk aktive, der påbe-

*

i

råber sig marxismen - dem Materialisme og empiriokriticisme først og fremmest henvendte sigtil - er at tage parti i filosofien endelig at erkende nødvendigheden af filosofiske studier, hvor

tør og abstrakt disciplinen end er, for at føre den rette politiske linie. Lenin har bedre end

nogen vist, hvordan det på disse betingelser var muligt at beskytte sig mod de to gensidigt for-

bundne farer, der vedvarende truer og angriber dem: venstreradikalismen og revisionis-'

men.«: p. 124 i Lecourtls Lenin og denfilosofiske kamp, Rhodos 1975 (oprindeligt 1973).- Selv

om Pannekoeks kritik af Lenin ikke kommenteres af David Favrholdt i den fagfilosofiskellers grundige Lenin - hans filosofi og verdensanskuelse, Gad, Kbh. 1978, så forsøges der noglepertinente problematiseringer af Althussers historisk-ideologiske legitimering af Lenins filo-

sofiske apriori (p. 140-49), uden dog at det frontalangreb voves, der ville blotlægge leninis-men som en teori om kapitaludviklingens vilkår og veje i et land af orientalsk-despotisktradition. - Marxisme-internt grundigere er fagfællen Hans Jørgen Thomsens artikel »Erken-

delsesteori og materialismeproblemet - en kommentar til naturbegrebets placering i en histo-

_

risk og materialistisk teori« (Philosophia, årg. 7, nr. 2, febr. 78, p. 1-51): her lægges der lige-

33.

34.

35.

36.

37.

ledes nogen luft til Althusser (og Lecourt) uden at deres engagementsalibi for Lenins filoso-

fiske forsøg problematisere's. I note 18 (p. 45) anerkendes Pannekoek: »Styrken er til gen-

gæld evnen til programmatisk at skære igennem og påvise, dels hvor Lenin i sit polemiskeærinde kommer til at fejllæse sine tekstforlæg (især Ernst Mach) og dels hvorledes Lenin i

virkeligheden synker tilbage i det, Pannekoek kalder middelklassematerialisme.«

De arbeidersraden, De Vlam, Amsterdam 1946 (fotografisk optrykt ved forlaget Van Gennep,Amsterdam 1971og forsynet med et forord af B. A. Sijes). Sideangivelserne i det følgendehenviser til den danske Rhodos-oversættelse, jvf. note 1.

Struktureringen havde GIKH allerede forsøgt i Grundprineipien op.cit.,i note 8.

»Den ubegrænsede frihed til diskussion og til at fremføre synspunkter er derfor selve den liv-

givende luft for arbejdernes kamp«. Arbejderråd op.cit. p. 157.

Anvendelsen af diagrammet som »forklaring« er da også typisk for denne tradition Iigefra deamerikanske De Leon-tilhængere til det engelske Solidarity.Dette resume' bygger ligeså meget på Grundprinzzpien op.cit., der udgør Arbejderråd's»tørre« forløber på disse punkter.

25

Beretninger'

Referat af SFAH,s seminar fredag den 23. til søndag den 25.11.1979

Internationalisme, reformisme og fascisme i den internationale arbejderbevægelsefør2. verdenskrigSeminaret var arrangeret som en række sektioner med oplæg om igangværende eller

netop afsluttet forskning med efterfølgende diskussion.

Fredag aften indledtes med et oplæg af Bernt Schiller om Internationalisme. Dette

oplæg er optrykt som artikel andetsteds i bladet. I den efterfølgende diskussion blev

det bl. a. fremhævet, at det nationale er forudsætningen for internationalismen. En

deltager mente, at Bernt Schiller havde lagt sig for tæt op af selvforståelsen i 1. og 3.

Internationale, mens en anden syntes, at projektet vægtede den faglige internationalis-

me for kraftigt på bekostning af den politiske.Lørdag formiddag. Curt Sørensen talte om reformismeforståelsen i 2. Internationale.

Han koncentrerede sig dog om SAI perioden efter 1. verdenskrig. Han tog her ud-

gangspunkt i forholdene inden for SPD og SPö. Hilferding havde i 1927 fremhævet

statens rolle som instrumentet i udviklingen af den planøkonomi, som for ham var

socialisme. Ligeledes havde han fremhævet forsvaret for demokratiet som en sag for

Å proletariatet. Der var en sammenhæng mellem disse synspunkter og så den borgerligeliberalismes svage stilling i Tyskland og Østrig.I Østrig fik denne diskussion med austromarxisterne en mere teoretisk drejning. Stats-

opfattelsen var her mere realistisk. Man var sig såvel bourgeoisiets mulige anti-

demokratiske rolle som muligheden af væbnet kamp bevidst. I praksis -i 1934 -levede

man dog ikke op til dette.

Hele diskussionen omkring reformisme vs. revolution mente CS trængte til en 'nuan-

cering. I dette tilfælde var der taget udgangspunkt i selvforståelsen, hvilket kunne kri-

,tiseres.Efter dette oplæg talte Håkon Arvidsson om reformismeforståelsen i 3. Internationale.

Udgangspunktet var Lenins revolutionsteori. På baggrund af denne udvikledes

Kominterns reformismekritik både over for den klassiske reformisme og over for

centrismen. I Lenins imperialismeteori skal man finde forklaringen på reformisme-

kritikken. Denne hævdede, at kapitalismen var dødsmærket og derfor umuliggjordereformer. Hovedlinjen over for reformismen var derfor afsløring, idet reformisterne i

'tilspidsede situationer uundgåeligt ville komme til at forråde sine egne. Parolen måtte

derfor være forstærket kamp mod reformismen.

Årsagentil reformismens opståen så man dels i sammenhæng med fremkomsten af et

arbejderaristokrati, dels havde man en teori om en automatisk tendens til reformisme.

Endelig faldt hele 2. Internationales tid i en periode uden revolutionære situationer, og

dette kan også forklare et reformistisk skred.

For Komintern blev hovedproblemet omkring reformismen derfor den taktiske for-

holden sig til Socialdemokratiet. Dette udmøntede sig i forskellige linjer.

Årsagerne til 3. Internationales reformismeforståelse mente han lå i dels Lenins opgør

med 2. Internationale, dels i særlige russiske omstændigheder, der kom til at bestem-

me en række synspunkter. Endvidere var 2. Internationales nederlag i 1914 også en

årsag. Det bekræftigede forræderitesen.

Fra Diskussionen

› Niels Finn Christiansen fremhævede, at det var vigtigt også at se på internationalernes

kapitalisme- og socialismeforståelse. Især den sidste var jo ret så forskellig. Håkon Ar-

vidsson (HA) mente dog, at det snarere var forskelle i kapitalismeforståelsen, der

gjorde sig gældende. Dette fik Curt Sørensen (CS) til at kritisere HA for at se for meget

på det økonomiske. På andre områder var der store forskelle. Claus Bryld (CB) efter-

26

lyste, at man ikke bare så på selvforståelsen, men også kiggede på reformismens

klassesamarbejde og på den faglige praksis. CS gav CB ret heri, men syntes nok, at

også selvforståelsen var vigtig.Lisbeth Bentsen mente med udgangspunkt i 3. Internationales opfattelse af kvinde-

bevægelsen, at der var en tendens til at 3. Internationale beskyldte 2. Internationale

for ikke at have gjort noget, ikke for indholdet i deres krav.

Gerd Callesen syntes ikke, at man kunne se på socialdemokratierne på én gang. Der var

store forskelle i muligheder og i praksis. HA mente, at problemet måske ikke så megetvar at forklare det sædvanlige - reformismen - men derimod det usædvanlige - revolu-

tionen. CV advarede mod at identificere reformisme og økonomisme. CS mente, at der

var et slægtskab mellem de to, men at reformismen udvikledes spontant p. gr. a. den

borgerlige ideologis styrke.Bernt Schiller tog derefter fat på de særlige problemer, som en isoleret arbejderklassehavde i Norge og i særdeleshed i Østrig. Af dette fulgte en længere diskussion af de

særlige østrigske vilkår, og den særlige udvikling, som SPö havde i mellemkrigs-

perioden.Lørdag eftermiddag startede med et oplæg af Niels Christian Sidenius (NCS), der talte

om fascismeforståelsen i 2. Internationale. Han tog sit udgangspunkt i austromarxisten

Otto Bauers forståelse.-

I 1936 så Bauer på situationen lige efter 1. verdenskrigs afslutning, hvor den fascistiske

bevægelse startede med basis hos de deklasserede krigsdeltagere. Småborgerskabetkom først med efter kriserne i 20”erne, der ramte dem hårdt.

Betingelserne for fascismens opståen måtte adskilles fra betingelserne for magtover-

tagelsen. Denne kommer, når kapitalen har behov for øget udbytning. Borgerskabetbruger da fascismen til at knuse de reformistiske resultater med. Efter magtovertagel-sen gør storkapitalen så fascismen til instrument for sin egen politik.I 1938 udviklede Bauer en ny teori, der i højere grad er økonomisk-socialt funderet.Den hævdede, at den imperialistiske udenrigspolitik kom til at afspejle sig i en autoritær

indenrigspolitik, især hos de besejrede fra 1. verdenskrig.Efter dette holdt Karl Chr. Lammers (KCL) oplæg om fascismeforståelsen i 3. Inter-

nationale. Han ville især se på forståelsen frem til 1933, da den indtil da indgik i en

politisk praksis, der led nederlag. Fascismen definerede sig selv som antimarxisme.

Samtidig var fascismen et brud med borgerlige politikformer. Det forstod arbejder-bevægelsen ikke, og bl.a. derfor kunne KPD tages på sengen.Den teoretiske ramme for Kominterns fascismeforståelse var imperialismeteorien,men derudover _kan Kominterns fascismeforståelse opdeles i en række faser. Fascis-

mebegrebet tenderede til at dække enhver form for reaktion. I socialfascismeforståel-

sen blev Socialdemokratiet således til reaktionens - eller fascismens - venstrefløj.Senere udviklede begrebet sig til et blot og bart skældsord.

I 1923-24 havde man en åben diskussionsfase, hvor bl.a. Radek og Zetkin fremlagdegode analyser. I fasen herefter almengjordes fascismebegrebet. Man lagde ikke vægt

på massebevægelsen og opfattede fascismen som et redskab for borgerskabet. Togliat-ti forsøgte at få Komintern til at anvende begrebet i konkret politisk-social analyse,men man frigjorde sig mere og mere fra de italienske erfaringer.l ultravenstreperioden kom så socialfascismeforståelsen. Den grundede sig i en idé

om, at kapitalismen var kommet ind i sin endelige krise, og at Socialdemokratiet

derfor stod i vejen. Samtidig med at fascismen bredte sig mere og mere, udbredte man

altså fascismebegrebet, således at det f.eks. også dækkede Weimarrepublikken.I en 4. fase - efter 1933 - startede man med at skelne mellem fascisme og borgerligtdemokrati, men man havde en manglende evne til at fatte fascismen som en masse-

bevægelse.

27

Fra (diskussionen,

Ole Stender Petersen spurgte, hvor repræsentativ Bauer var i sin fascismeopfattelse.NCS svarede, at han ikke var repræsentativ. Carsten Juhl tilføjede dog, at de franske ogitalienske socialistpartier havde lignende modeller.

Claus Bryld efterlyste igen en modstilling af programmerne med praksis. På gadeplanetvar der enhedsarbejde mellem KPD og SPD helt frem tiljanuar 1933. KCL nævnte, at

nogen stadig forsvarede socialfascismeforståelsen udfra den rolle Socialdemokratietbl.a. havde spillet under novemberrevolutionen. Man må dog fastholde, at de tagerfejl. NCS fremhævede mange eksklusioner som bevis på et større basissamarbejde.Det var dog også centralt at fremhæve den store uoverensstemmelse mellem teori og

praksis i Komintern.

_

Niels Finn Christiansen efterlyste en analyse af KPD som massebevægelse. Det må jo'

have været klart for mange KFD-arbejdere, at det var nogle helt gale teorier, man

havde. Bernt Schiller mente, at man også måtte se på lederne. Var de tåbelige?Næppe.Væsentligt i denne forbindelse at inddrage sovjetiske forhold i sine analyser, da SUKP

jo dominerede Komintern.

Afslutningsvis rejste der sig en række vigtige spørgsmål omkring dette, bl.a. hvor-

ledes forholdet mellem KPD og SPD var gennem 20”erne, og hvorledes Skifterne i

Kominterns politik opfattedes i SPD. Endvidere efterlystes der mere om samarbejdetomkring og efter den fascistiske magtovertagelse. I denne forbindelse mente NFC, at

man burde se på nogle konkrete arbejdskampe.Søndag formiddag. Niels Finn Christiansen (NFC) holdt oplæg om forskningen i Inter-

nationalerne. Af mere generelle socialistiske historier nævnte han bl.a. Abenroths,

Coles og Braunthals, men gik ellers over til at se på forskellige typer historieskrivning.Fra Internationalerne selv foreligger mange kildeudgaver, der i høj grad stadig er uud-

nyttede, ligesom de nationale tidsskrifter indeholder meget stof fra især 2. Interna-

tionale.i

Den vigtigste retning inden for forskningen har været »Retningshistoriografien«. Ofte

har den degenereret til ren legitimationshistorie. Den »Likvidatoriske« historieskriv-1

ning havde heller ikke så meget at tilbyde, da den i sit forsøg på at vende tilbage til den

oprindelige marxisme ofte sløjfede vigtige erfaringer.Endvidere så han på »Haupt-retningen«, der med udgangspunkti Haupts program om

hvorledes man burde skrive Internationalernes historie dækker over en række forsøg

på at skrive Internationalernes socialhistorie. For at skrive den, var man nødt til at ind-

drage borgerskabet.Mest gennemlyst er taktik- og strategidiskussionen på lederplan, hvortil kommer for-

holdet mellem revolution og reform samt forholdet mellem demokratisk og socialistisk

kamp. Underbelyst er derimod arbejderklassens forhold til andre klasser og alliance-

mulighederne. En anden vigtig mangel er tendensen til centraleuropæisk fiksering.Endelig kom NFC også ind på forholdet til frihedsbevægelserne og til den nationale

kamp. I 2. Internationale var nationalitetsproblemerne vigtige, mens man forholdt sigtemmelig abstrakt til det koloniale spørgsmål. I mellemkrigstiden forholdt man sigmere til dette, bl.a. fordi internationalerne med de nationale frihedskampe i højere

grad blev verdensbevægelser. l 20”erne var der således i 3. Internationale en temmeligåben diskussion. Efter 2. verdenskrig blussede debatten op igen.Sluttelig ville NFC gerne slå et slag for, at man ikke kun så på internationalerne som

forlængelser af de nationale arbejderbevægelser.Fra diskussionen

Diskussionen efter oplægget formede sig som en fremlæggelse af forskellige projektermv., som deltagerne havde kendskab til. Herunder fortalte bl.a. Gerd Callesen om et

projekt i Halle, hvor man beskæftigede sig med Socialdemokratiet og den socialdemo-

28

“ode und rifáscismenlamñiersnæ,nte;_

*ternationales forhOld 'til Asien, mens Bernt Schillér fremlagde, at en del om

niale problemer kunne findes i bøger om Sovjetunionens forhold til de enkelte landden 3. verden. Niels Ole Højstrup Jensen mente, at det også var vigtigt at se på borgerskabets historie. Arbejderbevægelsens internationalisme havde jo en sammenhaenmed borgerskabets. CI nævnte desuden, at der i de latinske lande forskedes 'en 'delomkring eurokommunismen.

*

,

'

I

Henning Grelle fremhævede, at der var gode muligheder for at studere de, intern'

tionale relationer mellem fagbevægelsdrneher i Danmark. ABA havde LO's intern

tionale arkiv fra 1900-1963._

1 '

Seminaret afsluttedes med en kritikrunde, der viste, at deltagerne havde 11

bytte af seminaret. En del savnede dog mere skriftligt materiale.'

Referent: Flemming Damquist,015err

aftgodtnd ëâä

Debat

Flemming Hemmersam

Den éndimensionale arbejderkulturforskning

Arbejderkultur 1924-48. En antologi redigeret af Ib Bondebjerg 0g Olav Harsløf,Medusa, København 1979, 555 5., kr. 150,-.

Denne antologi er bind 2 i projektet Arbejderkultur. En antologi 1870-1975. Find 1-2.

Bind 1 (1870-1924), redigeret af Gunhild Agger og Anker Gemzøe og bind 3_ (19481975) af Sigurd Kværndrup, Arne Nielsen og Franz Smolle Andersen, er endnu

ikke udkommet.

Vi har altså at gøre med en kraftanstrengelse, hvis formål er at få sat skub i arbejde-r-kulturforskningen i Danmark - set ud fra et litteraturstandpunkt. Statens Humani-stiske Forskningsråd har bevilget 30.000 kr, til udgivelsen af bind 2.

Baggrunden for projektetIb Bondebjerg har skrevet om formålet med dette projekt i en artikel, som han kalder

Arbejderkulturens udviklingshistoriel.*

Det kulturbegreb, der opereres med her - efter hvad der står i artiklen - er ikke det

snævre, hvor kultur sættes lig med kunst. Arbejderkultur, der hverken defineres her

eller andetsteds i Ib Bondebjergs efterhånden omfattende produktion om dette

emne2 3 4 5er »ikke ... en anden måde at lave kunst på, men snarere forestillingen om

den kollektive idés gennemførelse på alle samfundsmæssige områder. Når man betrag-ter arbejderkulturen, må man imidlertid holde sig for øje, at det ikke er en fuldt

udfoldet kultur, men netop en undertrykt, og at den på mangfoldige områder er på-virket af strømninger og tendenser hos andre klasser og i den herskende kultur»1 (126).Og han fortsætter »ud fra den slags kulturpolitiske overvejelser, og med tanke på be-

hovet for udforskning af et ikke særlig opdyrket område, begyndte projektgruppen i

1975 at arbejde på en trebinds antologi. Formålet var i første omgang at afdække

arbejderkulturens egen historie og gøre de tekster, der kunne belyse denne historie,tilgængelig for et større publikum. Den største del af arbejdet har været et opsøgendearkiv- og biblioteksarbejde, hvor gruppen har gennemarbejdet et meget stort tekst- og

billedmateriale med tilknytning til arbejderbevægelsen Dernæst har arbejdetbestået i at udvikle en videnskabelig og historisk forståelsesramme, inden for hvilken

vi kunne foretage et rimeligt udvalg af det omfattende materiale,1 125... De over-ordnede problemer og strukturer i arbejderkulturens udvikling," der rejser sig af den

historiske og samfundsmæssige sammenhæng er i de enkelte bind søgt beskrevet i en

grundig indledning, der giver en indføring i tidens økonomiske, sociale og politisketendenser og deres virkninger i arbejderbevægelsen. Herudfra foretages der med

henblik på de enkelte tekstområder i selve antologien en beskrivelse af centrale sider

af arbejderkulturen: den daglige organisering, strejker, familieforhold, oplysnings-organisering, arbejderidræt, arbejderlitteratur, arbejderradio, arbejderteater o.s.v.«l(127-128).

Antologiens opbygningArbejderkultur 1924-48, d.v.s. bind 2 i projektet, er bygget op omkring fire temablokke

af tekster, der skal belyse forskellige sider af arbejderkulturen, med en fælles »grun-

dig« indledning på over 100 sider; antologien slutter af med et forfatterbiografiskregister (548-555).

30

Itemablok 1)Arbejdsvilkårog arbejdskampebringes tekster om lønforholdog konkrete'

arbejdsvilkår, om tendenser i arbejdskampe og strejker, faglig organisering og forsøget

på at danne en fagopposition (105-189) af navne som: Aage Jensen, Anton Hansen,,

Hans Kirk, Fagbevægelsen i 1931 (Plan 1932), Ernst Hansen, Peder Hansen, Monde-

gruppen og IRH: Nakskovsagen, Mondegruppen: Rationaliseringen og arbejderne,Oskar Hansen, Nils Nilsson, Flemming Madsen, Martin Nielsen, Poul Christensen,

Harald Herdal.

I 2) Levevilkår, familie ogfritid belyses spørgsmål om seksualitet, kønsroller, familie,

kvindesag, boligforhold, forbrug 0.s.v. Herunder Ses der bl. a. på forbrugsbevægelsen,

arbejderidrætten, sider af ungdomsbevægelsen og forskellige organisationer på fritids-

området (192-291) med bidrag af navne - nogle af dem flere gange- som J. H. Leun-

bach, Regnar Lund, Caja Rude, Marie Nielsen, DKP/Arbejderbladet, Harald Herdal,Hans Kirk, Edvard Heiberg, Nils Nilsson, Thorvald Stauning, Frits Bauer, Dansk

Arbejder-Idrætsforbund startet, D.A.I.: formålsparagraffer 1933, 1943 og 1948, Aksel

B. Justesen, A. D. Henriksen, Knud V. Jensen.

I 3) Uddannelse og oplysning behandles udviklingen i arbejderoplysningen (f.eks.

Arbejdernes Oplysningsforbund, A.O.F.), der intensiveres fra 1924, forsøgene på at

organisere arbejderne i forhold til det nye massemedium, radioen, og holdningen til

pædagogik og skoleforhold (294-360) og navne her er Harald Jensen, AOF: Ti Aars

Arbejderoplysning, Oluf Bertolt, Ernst Christiansen, Radioraadets reaktionære Fløjkrænker Alsidighedsprincippet, ARF: Ti Aars Arbejderradio, Oskar Hansen, Opdra-gelse og Samfund, Elenius Koch, Hvorfor er Arbejderungdommen spærret ude fra

Universitetet?, C. L. Skjoldbo, Ellen Andresen, Julius Bomholt, S. Kjerrumgaard,Arne Munch-Petersen.

I 4) Kulturkamp og klassekamp belyses kronologisk debatten om arbejderkultur, eller

socialistisk kultur, fra de første mere principielle indlæg i 1928 over Julius Bomholts

bog »Arbejderkultur« fra 1932 og frem til 1947, hvor Socialdemokratiet- efter antolo-

giens redaktører - har forladt forestillingen om arbejderkulturen som en selvstændigdel af det samlede kulturliv. Ud fra denne principielle debat gives der konkrete

eksempler på holdninger til og teorier om arbejderkulturens udtryk i billedkunst, sang,

film, teater, triviallitteratur o.s.v., ligesom debatten om proletarkunst, arbejderlit-teratur, socialistisk realisme osv. er belyst (364-547) ved navne som M. A. Nexø,

Harald Jensen, Hartvig Frisch, Julius Bomholt, K. K. Steincke, Harald Bergstedt,Obadias: Arbejderkultur, Socialdemokratiske kulturideer, Edvard Heiberg, Hans

Scherfig, Martin Nielsen, Socialistisk æstetik, R. Broby Johansen, Filmen og Virkelig-heden, Ebbe Neergaard, H. C. Hansen, Jan Leliveld, Sven Erichsen, Resolution mod

Smudslitteraturen, Ned med Smudslitteraturen, Hagmund Hansen, Poul Henningsen,Hans Kirk, Harald Herdal, Harald Rue. _

'

1 forordet til antologien læses, at den socialdemokratiske opfattelse og udformning af

arbejderkulturen optager den største plads i antologien i overensstemmelse med de

faktiske historiske forhold. Hertil skal anmærkes, at det er en problematisk påstand,for når det gælder antal indlæg (her ses bort fra længden af indæggene), så er fordelin-

gen nogenlunde lige mellem Socialdemokratiet og DKP/de kulturradikale. Der er her

snarere tale om en proportionsforvrængning, som kan irritere nogle og bruges til myte-

dannelser for/af andre.

Indledningen til antologienlb Bondebjerg og Olav Harsløf giver en introduktion på 103 sider, delt op i 3 hoved-

afsnit: 1) De socioøkonomiske og politiske betingelser for arbejderklassen i perioden (14-

44), 2) Arbejderklassens livsvilkår (45-55) og 3) K lassekamp og kulturkamp (56-103).Generelt må man sige, at de tre afsnit ikke hænger sammen, ligesom der heller ingen

31

relation er mellem de enkelte afsnit og de bidrag, der hører til afsnittet og er aftrykt i

antologien, ligesom der så at sige ingen henvisninger er. Hvad de to redaktører skriverom socioøkonomiskexog politiske betingelser for arbejderklassen i perioden bliver

ikke uddybet eller illustreret overbevisende i temablok » om arbejdsvilkårog arbejds-kampe. Sammenhængen mellem samfundets basis i denne periode og overbygningen,som denne indledning kunne være med til at skitsere, bliver ikke tydelig.Henvisninger til afsnit 1 kan man finde ved at kigge i Ib Bondebjerg, 1979,3 hvor detsamme afsnit' er gengivet med andre ord stort set. At vurdere afsnit 1 og kigge påpostulaterne må være en historikers opgave. På forhånd kan man sige, at bestræbelserudfoldet af Socialdemokratiet og DKP i de år på ingen måde tilfredsstiller de to redak-

tører. ›

Det andet afsnit om arbejderklassens livsvilkár er svagt, men også interessant ved de

spørgsmål og problemstillinger, der opstilles. Bl.a. læses i en fodnote at »den over-

fladiske betragtning om klassens livsvilkår spillede delvis en rolle i f. eks. de mellem-

lagsdominerede kulturradikale strømninger, der formulerede en række progressive og

frigjorte meninger om kultur, kunst, familieliv, bolig osv., men som netop ikkeformåede at medtænke arbejderklassen reelt. I deres argumentation fremstod arbej-derklassen som håbløst småborgerlig, hvad den da også delvis var, især hvis man

betragter dens officielle ansigt. Men det materielle fundament og den potentielle mod-kultur må medtænkes - den kan ikke bare ændres fra et abstrakt-radikalt synspunkt«,Desværre må man konstatere, at det er Ib Bondebjerg og Olav Harsløf heller ikke i

stand til. Helt groteske er underafsnittene om ændringer i socialkarakteren og nye

moralnormer, modsætninger i arbejderklassens livsstil og to tendenser idenproletarz'skefamilie, da de hovedsagelig bygger på tilfældige henvisninger fra arbejderlitteratur,og

psykoanalyse (P. Brückner). Sagen er, desværre, at der ikke er forsket meget i disse

områder, internationalt eller herhjemme, men på den anden side berettiger det ikke til

at skrive hvad som helst. Sagen er her som ved det historiske afsnit, at litteraturfolk

bevæger sig ind på områder, som de ikke kender til. Når det gælder udforskning af livs-

stil i almindelighed og det brede kulturbegreb i særdeleshed findes der et helt bibliotek

om dette. Efter litteraturhenvisningerne at skønne kender antologiens redaktører ikke

til denne litteratur.

lndledningens tredie afsnit klassekamp 0g kulturkamp må - efter min mening - deles opi to dele. Første del omfattende 1) udviklingen i den socialdemokratiske kulturpolitik,2) offensiven frem til 1935: Arbejderkultur og 3) Udtyndingen efter 1935: Fra arbej-derkultur til folkekultur (56-77) har noget med antologiens emne at gøre. »Anden del«

(77-103) er irrelevant for temaet arbejderkultur. Det er stort set en detaljeret gennem-

gang af periodens ca. 15 DKF/kulturradikale tidsskrifter, hvor jeg har svært ved at få

øje på, med Bondebjergs formulering - forestillingen om den kollektive idés gennem-

førelse på alle samfundsmæssige områder. Og forresten, hvorfor er socialdemokratisk

orienterede tidsskrifter, medlemsblade ikke også analyseret fra denne periode, i

overensstemmelse med de faktiske historiske forhold?

J. Bomholt Arbejderkultur (1932)Vurderingen af J. Bomholt Arbejderkultur (1932)4 (58-62) 3 (bl.a. 220-247) ligger pålinie med de konklusioner, som Carl Erik Bay fremsatte i 19735.

,

Men måske tiden er inde til at vurdere J. Bomholt mere nuanceret i årene optil 1932end det bliver gjort hos Bay og Bondebjerg. Det tjener i hvert fald intet formål, som

det sker her' at gennemgå pjecen Socialismen som kulturuppgift af Henrik de Man

(1926. svensk 1927, 2. udg. 1929) for at tydeliggøre, at arbejderkulturen hos Bomholt»fremtræder som et modsætningsfyldt konglomerat af småborgerlig dannelseslibera-lisme og socialistiske kulturforestillinger, der ikke lader sig forbinde, men bevirker at

32

kulturproblemet hos Bomholt aldrig bliver materialistisk funderet og aldrig indgåroperativt i den politiske og sociale kamp«4(59-60), når det netop var det, han prøvedepå bl.a. resuméret således op hos Bay, »Mens marxisterne ville have beskæftiget sigmed ejendomsforhold, klassekampteori og aktionsprogrammer, var Bomholt mere in-

teresseret i og fandt det påkrævet at forbedre det enkelte menneske (arbejderen) ogføre en kulturkamp efter et socialistisk kulturideal. Et sådant ideal synes der ikke atvære dækning for i marxsmen og m.h.t. 'det socialistiske menneske”, så ville marx1-

sterne nok være mere tilbøjelige til at diskutere materielle problemer. Bomholts for-

kastelse af marxismen og hans idealistiske tankegang er det naturligt at se i sammen-

hæng. Mens Frisch havde påpeget de materielle faktorer som forudsætning for de kul-

turelle, men følt uvilje mod at beskæftige sig med ideerne, så var der mere sammen-'

hæng i Bomholts kulturteori, der idémæssigt legitimerede den socialdemokratiske

praksis ved netop at opløfte praksis som vejen til idealet. Derved bragte Bomholt over-

ensstemmelse mellem idé og praksis, men forlod samtidig tanken om, at den materielle

kultur skulle være forudsætning for den *åndeligeå I stedet indførte han en 'march-

teoril, der gik på at kulturen 'marcherede' i takt med de økonomiske fremskridt,således at der til ethvert trin i den økonomiske udvikling svarede et trin i den kultu-

_q

,

relle. Herefter kunne Bomholt Ved at henvise til praksis sende marxismen og udjæv-ningsteorien ud til henholdsvis venstre og højre, som hørende hjemme i abstrakt pro-

'

blemdebat. Dette var overordentlig særpræget tænkt .,.«6 (112).Jeg mener ikke - som svar til Bay - at Bomholt opgav tanken om, at den materielle

kultur skulle være forudsætning for den »åndelige«. Bomholt skriver selv, at målet er

»at gøre Samfundet til bærer af en social Kultur (FH: materielle kultur) baseret på kol-

lektiv Interesse (FH: solidaritet) og at gøre Mennesket til Bærer af en Socialistisk Kul-

tur baseret på Idé (FH: fællesskabet)«7 (145).For Bomholt og andre i hans tid i Europa gjaldt det ikke alene om at få arbejdere til at

stemme socialistisk (socialdemokratisk), men også at leve og tænke socialistisk. Den⁄

sociale kultur, som han er inde på, er et resultat af det »solidariske Samarbejdes Resul-

tater paa samfundsmæssigt Omraade«, og den så han gerne udviklet til en solidaritets-⁄ kultur, men efter Bomholt var det endnu ikke sket i 1932. Det organisatoriske menne-

ske, der »gjorde Organisationen til højeste Forum. Enhver Beslutning af større

Betydning fik sin afgørende Slagkraft i det Øjeblik, Organisationen stillede sine Mas-ser bag' dem. Den enkeltes Initiativ udløstes gennem Organisationen«7 (84), var ikkenok for Bomholt. Der var tale om en organisationskultur, hvor kollektive ideer blevomsat i praksis (en slags trade unionistisk bevidsthed). Han ønskede at give det organi-serede menneske en ekstra dimension, der formuleres som »Eksistensmennesket, der

selvforglemmende gaar op i Fællesskabets Arbejde«" (144), en fællesskabsideologi,der ikke primært var udtryk for en organisationskultur, men forholdt sig dialektisk tilden. »En socialistisk Kultur, svarende til Arbejderklassens Solidaritets-Ideal, maa

nødvendigvis udfolde sig i Tilknytning til den sociale og politiske Erobring, og det gæl-der allerede nu om at vække Masserne til kulturel Selvforstaaelse (Kulturel Klasse-

kamp)7(144). H. P. Sørensen udtalte i en polemik med Poul Henningsen i 1934, at soli-

daritet var arbejderklassens etiks.

Man kunne sigeher, at det Bondebjerg og Harsløf fremlægger i antologien er sider af

arbejderbevægelsens organisationskultur og arbejderlederkultur. Hvordan forestillin-

gen om den kollektive idés gennemførelse på alle samfundsmæssige områder er gen-

nemført, interesserer dem ikke. Ja, de mener vel, at det slet ikke er sket, heller ikke i

mindre målestok, da hverken Socialdemokratiets og DKP's indsats tilfredsstiller

Bondebjergs og Harsløfs forestillinger om en arbejderkultur. For dem er arbejder-kultur det, der bliver diskuteret i bøger, tidsskrifter og kronikker, og når debatten her

hører op, så hørte også arbejderkulturens guldalder op i Danmark.

.4

33

i,

= _“Grundentil,at jeg mener, at J. Bomholt Arbejderkultur(1932)børvurderes mere nuan-

"ceret end Ib Bondebjerg og andre gør det skyldes, at jeg har besøgt J. Bomholts bog-samling i Esbjerg og bl. a. noteret mig, at Bomholt ikke kendte den svenske udgave af

Hendrik de Man's pjece, men han havde derimod den tyske udgave. I andre bøger og

pjecer, som findes i Bomholts samling i Esbjerg, har han lavet understregninger og til-

føjelser i margen, der bl. a. dokumenterer, at han har brugt (skrevet andre af) end net-

op Hendrik de Man, selv om det er rigtigt, at han var meget påvirket af ham. Det kan

man konstatere ved nærlæsning af Socialismens Psykologi). Bl.a. inspiration til den

faktiske arbejderkultur (s. 66), udjævningsteorien (81, 85, 87, 91, 216), interessebegre-bet (109-1 10), erstatningsteorien (203-05), organisationskultur (241), interessekamp og

ide' (436). Når det læses4 (60), at kapitlet Det socialistiske kulturideal hos Bomholt er

hentet fra Hendrik de Man”s pjece, så er det ikke rigtigt. Den har Bomholt fra H. Wag-ner (10 blyantindstregninger, 184). Hendrik de Man var kun eksponent for én af tidens

retninger, den etiske socialisme. Wagner repræsenterede den nykantianistiske.Socialismens psykologi er stadig interessant at læse som et dokument fra den tid, hvor

der blev talt meget om udjævningsteorien og den faktiske arbejderkultur, d.v.s. arbej-derklassens borgerliggørelse, og hvad man skulle stille op med den set fra en højt-

begavet socialpsykologs side. Hendrik de Man endte som sympatisør for nazismen,hvilket understreges i antologiens indledning. Jeg mener at have konstateret, at den

samme diskussion foregår i dag om arbejderklassens borgerliggørelse,men vil dog ikke

udstede en garanti om at folk, der i dag diskuterer de samme problemer, ender som

nazister eller fascister.

En anden bog, som er blevet brugt, er skrevet af Max Adler”. Han hørte til austro-

marxismen og er kendt for sit forsøg på i flere bøger12 at forene Immanuel Kants filo-

sofi fra 1700-tallet og marxistisk tankegang i opbygningen af en moderne kritisk socio-

logi. Formuleringer som »Aandens Revoltering«7 (115) og at socialismen ikke kun er

et lønmodtagerstandpunkt har Bomholt fra Max Adler”. Hertil kommer Gustav

Radbruch, som der flere steder henvises og refereres til7 (bl. a. s. 37). Nok så interes-

sant i denne sammenhæng er bøger af A. Lunatscharski" og L. Trotzki” bl. a.

p. gr. a. deres udgivelsesår. Lunatscharski kunne være inspirationen til Bomholts ver-

sioner om kulturel klassekamp og den organisationsmindedhed, som Bomholt læggerfor dagen, når det gælder om at socialisere og organisere kulturområderne.

Hertil kommer, at selv om Arbejderkultur blev skrevet hurtigt16 (46), så har den samme

bog faktisk været 11 år undervejs. Bomholt skrev i juleferien 1921 et stort manuskript»som jeg betitlede ”lde' og Arbejde”. En socialistisk Livsforstaaelse', det første Udkast

til ,Arbejderkulturwö (12). Han mener, at han har anvendt ordet arbejderkultur i en

majtale i Esbjerg 1924, »men det skulle være mærkeligt, om det var første gang16 (38-

39). Og han holdt sit sidste foredrag om dette emne i 194416 (64).På Esbjerg Højskole (1922-29) redegjorde han for »Kulturens Faser (Müller-Lyer)«.

To bøger af Müller-Lyer blev oversat til danski 1920 og 1921 (l7a, l7b). Afsnittet Hvad

er Kultur7 med bl. a. ideerne om kulturen i tværsnit og længdesnit er taget direkte fra

ham (l7b).Ved at nærlæse disse skrifter og sætte dem ind i en bredere dansk og udenlandsk debat

om nykantianisme, arbejderkultur og etisk socialisme og ikke kun i forhold til DKP-

orienterede kulturforsøg f. eks. i Tyskland (Brecht m.v.), men også i sammenhængmed SPD-kulturfremstød (bl.a. tidsskriftet »Kulturwille«) i denne periode i Europavil J. Bomholt blive vurderet anderledes. For øvrigt burde Arbejderkultur (1932) genud-gives med noter og kommentarer mv., som den klassiker den er.

Carl Erik Bay har allerede begyndt at sætte debatten dengang ind i en filosofisk refe-

rensramme med sin stimulerende afhandling Kulturradikalismensfilosofi - en introduk-

tion til nykantianismen”. Det ville også have sin værdi at få diskuteret begreber som

34

fællesskab og solidaritet. Populister, kommunister, socialister og nazister fra 'denganghavde hver sin opfattelse af fællesskabsbegrebet. Men modsat begrebet fællesskab er

solidaritetsbegrebet et nøglebegreb også den dag i dag, men hvad forstår man ved det?

Begrebet folkekultur, som ingen venstreorienterede ved, hvad de skal stille op med,dengang og stadig stort set i dag, er igen kommet på mode. Nu hedder det folkets kul-

tur og hvad forstår man ved det? Formuleringen om »den kollektive ide's gennem-

førelse på alle samfundsområder« har Bondebjerg fra Raymond Williams”. Det kunne

være interessant her at få at vide fra Bondebjerg, hvordan han forestiller sig man kan

iagttage, beskrive eller måle den kollektives idés gennemførelse på alle samfunds-

områder. For hans arbejderkulturbegreb står og falder med, om det kan lade sig gøre.Ord og essayistiske formuleringer er ikke nok.

Generelt kan man vel sige, at det er værdifuldt at have en sådan tekstsamling, der ogsåindeholder mange gode illustrationer. Man kan råde folk til at hoppe denne indledningover og gå direkte til teksterne, men det må understreges, at det ikke er tekstsamlingenom arbejderkultur 1924-48, ja, ikke engang diskussionen om arbejderkultur i denne

periode. Den repræsenterer kun et frimærke af denne debat set fra »keglens top«.'Hvordan den blev diskuteret i »keglens brede fod« får vi intet at vide om.

Den éndimensionale arbejderkulturforskningDet, som denne antologi står for, vil jeg kalde den éndimensionale arbejderkultur-forskning, forstået på den måde, at det, der her bliver fremlagt, hører med i en arbej-derkulturforskning, men kun er en del af den.

Ib Bondebjerg forklarer forskellen mellem »keglens top« og »keglens brede fod«

således: »Udtrykket 'Keglens top' og den 'brede fod' er et billedligt udtryk hentet fra

Troels Lunds forord til Dagligt Liv i Norden, hvor han argumenterer for at flytte væg-ten fra historien om de stOre strukturer, personer og begivenheder og ned i ”historiens

understrøm', det mere træge, daglige liv i arbejde, familie og fritid 0.s.v., kan for såvidt overføres polemisk på den traditionelle litteraturhistorie (og Historieskrivning) i

to betydninger: på den ene side angiver *keglens top' den fokusering, der i den tradi-tionelle litteraturhistorie er på rækken af centrale forfattere og værker, en perle-række, der i større eller mindre grad fremtræder i deres egen historie med sig, mens

”keglensbrede fod' da angiver det sociale rum, de historiske forhold og den konkrete

dagligdag og erfaring som al kunst er et produkt af og et sammentrængt forsøg på at

tolke - under påvirkning af bestemte klassemæssige indflydelser og interesser. Men idenne betydning er ”keglensbrede fod' ganske fraværende i det meste af den traditio-nelle litteraturskrivning«5(68-69).Dette udmærkede program efterkommer Ib Bondebjerg og hans medredaktør dogikke i Arbejderkultur [924-48. Det kan da godt være, at de har skiftet litterære

tekster ud (ikke alle) med andre tekster skrevet af folk knyttet til og uden for arbej-derklassen, men det erjo skrevet af mennesker, som er bevidste og er i stand til at for-mulere sig. De hører til i ”keglenstop'.Det dilemma løser litteraturfolkene ikke ved i fremtiden at kaste sig over arbejderlitte-ratur og arbejdererindringer.Derfor er og bliver det en éndimensional arbejderkulturforskning, som Ib Bondebjergog andre litteraturfolk bedriver. I det følgende vil jeg lægge op til en flerdimensional

arbejderkulturforskning henholdsvis arbejderkulturforskningen.

Den flerdimensionale arbejderkulturforskningI en anmeldelse af Carl Erik Bay'S skriver Vagn Dybdahl bl.a. at »der kan være noget

rigtigt i at søge et partis ideologiske holdning ved at pejle efter kulturdebattørernes

35

*

standpunkter; men det Virker grotesk at tage en ret tilfældig'filmanmeldersytringerisom udtryk for partiets ideolog i «og videre« dernæst kan man spørge,om ikke partiets

r (socialdemokratiet) ideologi snarere skal søges ude i partiforeninger, skolekommis-

,sioner og biblioteksudvalg. Det vil være meget svært at fange (og måske heller ikke

umiddelbart så f ascinerendel), men alligevel bør man både overveje sagen og samtidig, stille sig det spørgsmål, om det var de få førende debattører, eller om det var bevægel-

serne ude i landet, der til syvende og sidst bestemte partiets standpunkter i afgørende

spørgsmål. Det er sikkert heller ikke tilstrækkeligt at interessere sig for forholdet til

debatten mellem københavnske kulturpersonligheder. Skal vi trænge ind i partiets ide-

olog'iholdning, da må vi ind på rigdagsdebatter om skoler, universiteter og højskoler,folkekirken 0.1ign. I en del tilfælde må man ligefrem gå indirekte til værks og rette

, opmærksomhedenmod bevillingssager, der vedrører disse spørgsmål. Der kan liggeuendelig megen ideologi i valget af et bestemt byggeprojekt for en skole, noget mere

end der ligger i, hvad journalist Petersen på 3. sal skriver sammen, for at bruge en

Steincke-vending«".Tendensen i det historikeren Dybdahl kommer ind på er jeg enig i, men det er kun et

lille stykke vej i den rigtige retning, når det gælder om at udforske arbejderkulturen.Opløftende er de tendenser i dag blandt socialhistorikere/»oral« historikere og økono-

miske historikere, hvor de prøver på at komme tættere på arbejderklassens dagligdag,boligforhold, levevilkår, arbejdsforhold etc. (2221,22b). Man kunne også nævne bl.a.

Genoveses og E. P. Thompsons »kulturalistiske« historieskrivning”, kredsen omkringAnnales-skolen med »Histoire des Mentalités«24 og en anden om det vesttyske tids-

skrift »Geschichte und Gesellschaft«. Hvor er kunstfagenes og kulturvidenskabernes

plads i denne arbejderkulturforskning?Litteraturfolkene (kunstfag), som hidtil har været særdeles aktive, har placeret sig i

den lukkede litterære afdeling med kommunikations- og offentlighedsteorier på »keg-lens top«, hvorfra de nu åbenbart, efter Ib Bondebjerg,5 spejder ned i »Keglens brede

fod«, hvor de bl. a. mener, at arbejdererindringerne befinder sig. Her kan de så holde

stævnemøde med oral-historikere, hvis de har lyst. Men hvornår tør litteraturfolkene

tage springet til en »arbejderdigtning« jfr. folkedigtning, som udgør den tredie dimen-

sion i det fortællerstofmateriale, som omfatter arbejderlitteratur, arbejdererindringerog »arbejderdigtning?«Når det gælder kulturvidenskabeme, feks. folkloristik, etnologi, antropologi og et-

nografi, så er arbejdsområdet her primært »keglens brede fod«. Etnologer kan

beskæftige sig med livsstil, d.v.s. en gruppe menneskersjfælles adfærdsnormer og de

ting, de omgiver sig med. Jeg mener, at kulturvidenskaben bør beskæftige sig med

ideologi, verdensanskuelse og sund fornuft i relation til ret, sæd og skik sat ind i en

samfundsmæssig sammenhæng. En analyse af de fremtrædelsesformer, som i princip-pet kan være hvad som helst, som opstår i forbindelse med de antagonistiske modsæt-

ningsforhold inden for stat, klasse, produktionsmåde og arbejdskraftens reproduktionkan måske fortælle noget om hvordan og hvorfor individet, gruppen, bevægelsen, par-

tiet forestiller sig de kulturelle fremtrædelsesformer ændret og hvordan de oplever og

erkender deres ideologi, verdensanskuelse og sunde fornuft i relation til deres egen

ret, sæd og skik og hvorfor samfundsformationen erkendes og opleves som den gør.For at give mit bidrag til diskussionen om arbejderkulturforskningen viljeg fremlæggedefinitioner om arbejderkultur og et andet begreb, som jeg kalder arbejderfolklore for

at kunne indfange også arbejdernes hverdagskultur og ikke kun arbejderbevægelsenskultur, sådan som den udfolder sig på »keglens top«.Ved arbejderkultur forstås bevægelsens og arbejderklassens antagonistiske modsætnin-

ger til samfundets ret, sæd 0g skik, sådan som det forekommeri kulturelle fremtrædel-

sesformer i politiske, økonomiske, materielle, sociale, klasse- og arbejdsmæssige eller

36

ns'tneriSke *sa'r'h'menhgçng'esommeth arbejderkåassens'(ig-arbejderbevægelsens'

ideologi og verdensanskuelse (innovationsaspektet).'

-

Ved arbejderfolklore forstås arbejderbevægelsens og arbejderklassens erfaringer og_

verdensanskuelser, der gives videre fra generation til generation i rytmisk form (digt,remse, melodi, ordsprog, gåde), fortællende form (fortælling), leg, riter, skik og mate-

rielle genstande knyttet hertil. I videre forstand omfatter de enhver nedarvet frem-

gangsmåde inden for det politiske liv, arbejds- og fritidslivet som udtryk for arbejder-klassens og arbejderbevægelsens verdensanskuelse og folklore (sund fornuft) (tradi-tionsaspektet). Udforskningen af bevægelsen og klassens ret,,sæd og skik er arbejder-folklorens egentlige genstand.

Noter

4].

2.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

Humaniora 3 (1976-78, beretning fra Statens Humanistiske Forskningsråd 1976-78, 5. 125-

129.

Ib Bondebjerg: Proletarisk Offentlighed 1, om Brecht og den socialistiske Kulturpolitik(1976).

. Ib Bondebjerg: Proletarisk Offentlighed II, arbejderoffentlighed og arbejderlitteraturi- Danmark 1924-1939 (1979).

Ib Bondebjerg/Olav Harsløf (red.): Antologien Arbejderkultur 1924-48 (1979).Ib Bondebjerg: Historien, traditionen og arbejdererindringen, s. 67-91 i: Kultur & Klasse 35

(1979).'

Carl Erik Bay: Socialdemokratiets stilling i den ideologiske debat i mellemkrigstiden. (1973).Julius Bomholt: Arbejderkultur (1932).Jfr. tidsskriftet »Aandehullet« nr. 3, 1934, s. 6.

Hendrik de Man: Socialismens Psykologi (1926, dansk 1932).. H. Wagner: Der Klassenkampf um den Menschen. Berlin 1927.

. Max Adler: Der Marxismus als proletarische Lebenslehre. Berlin 1926.

. Max Adler: Die Aufgaben der Marxistischen Arbeiterbildung. Dresden 1927.

Max Adler: Kulturbedeutung des Sozialismus. Wien 1924.

Max Adler: Neue Menschen. Berlin 1924, 1926.

Max Adler henvises der til i Sozialismus und Kultur. Tagung des sozialistischen Kulturbundes

2.-3. Oktober 1926 in Blankenburg. Referater fra denne SPD-kulturkonference er gengivether.

.A. Lunatscharskl: Die Kulturaufgaben der Arbeiterklasse. Berlin' 1919.

L. Trotzki, L.: Literatur und Revolution. Wien 1924.

Jfr. J. Bomholt: Kulturproblemer (1945), 46.

Ha: 1920: Müller-Lyer: Kulturens Faser (på dansk)l7b: 1921: Livets mening og videnskaben (på dansk)S. 32-62 i: Litteratur og samfund i mellemkrigstiden. Litteratursociologiske studier, redigeretaf Carl Erik Bay og John Chr. Jørgensen (1979).Raymond Williams: Culture and Society, Penguin 1971 (1958), s. 306-314.

Kategoriseret i, jfr. note 5, som 1) arbejdere, der aldrig er trådt markant frem i offentlig-heden, 2) Klassebevidste, organiserede arbejders erindringer, 3) arbejderbureaukraters

erindringer og 4) arbejderforfatteres erindringer.Ny Politik, nr. 12, 1975, 30.

21a: Der tænkes bl.a. her på projektet lndustrialismens Bygninger og boliger. Det indu-

strielle miljø 1840-1940.

21b: Arbejdererindringer, Kultur og levevilkår 1900-1950. Rapport om prøveindsamling i

Slagelse. Sept. 1979. Udarbejdet af Carl Erik Andresen, Birte Broch og Jørgen Burchardt.

Jfr. bl.a. Richard Johnson: E. Thompson, Eugene Genovese, and Socialist-Humanist

History. History Workshop. No. 6. (1978) 79-100.

Jfr. J. Le Goff: Mentaliterna, en tvetydig historie, s. 244-262. At skriva historia (J. le Goff& P.

Nora, Urval och inledning av B. Odén) Stockholm 1978.

Jfr. Rolf Reichardt: Histoire des Mentalités, Internationales Archiv für Sozialgeschichte der

deutschen Literatur. 3. Band Tübingen 1978.

37

Amandlingsfortegnelser'

Afhandlinger under udarbejdelse

. Brock, Birte

Livjægergade 40 st. tv., 2100 København Ø. tlf. (Ol) 42 32 70.. Arbejderkvinder i hovedstad og provins:dagligdag, fællesskab og organisering

1900-1940.

. Formålet med projektet er 1) at undersøge, hvorledes arbejderkvindernes løn-

arbejde og husarbejde gensidigt påvirker og betinger hinanden set over kvindernes, livsløb. 2) at undersøge forskellige former for organisering og fællesskab blandt

38

arbejderkvinder, herunder såvel traditionelle fast strukturerede organisationer som

mere uformelt organiserede former for fællesskab og gensidig støtte. Projektetskulle gerne kunne bidrage til at belyse, hvordan kvinderne organiserede deres

dagligdag i forhold til løn- og husarbejde, samt hvilke erfaringer kvinderne havdemed individuelle og kollektive protestformer.De kvinder, der indgår i undersøgelsen, var beskæftiget i hvert fald en del af deresliv inden for Kvindeligt Arbejderforbunds område, det drejer sig om Slagelse-afdelingen og afdeling 1 og 6 i København. Såvel organiserede som uorganiseredekvinder er med i undersøgelsen.Undersøgelsen vil foregå i samarbejde med fagforeningerne og kvinderne selv. En

stOr del af projektet vil derfor være baseret på interviews med arbejderkvinder og

indsamling af skrevne erindringer.Projektet støttes af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd og indgår i det

fælles nordiske forskningsprojekt ”Kvinders arbejde i familie og samfund i de nor-

diske lande l870-l970”. Dette projekt er blevet til i forbindelse med planlægningenaf den kvindehistoriske sektion på det nordiske Historikermøde i l98l. Fra dansk

side deltager desuden Tinne Vammen og Kirsten Geertsen.

I. august 1980.

Forventes afsluttet: 1. august 1983.

. Funch Jensen, Irmelin

Augustesen, Ellen _

Solvænget 4, 2. th., 2100 København Ø (0]) 201860

Guldbergsgade 55, 2200 København N, (01) 374704

SD/DSF og den syndikalistiske bevægelses start i Danmark med særlig henblik påSocialistisk Arbejderforening 1907-08.

Gennem en analyse af SD/Dst praktiske politik i 1907 vil det blive påvist, at

Sd/DsF i dette års største arbejdskampe førte en kompromispolitik, der skærpedemodsætningsforholdet til arbejderklassen. Det vil blive vist ud fra støberiarbejder-nes, skibstømrernes m.fl.'s strejker/lockouter i slutningen afforåret og begyndelsenaf sommeren samt bygningssnedkerkonflikten i sensommeren.

Dette modsætningsforhold dannede grundlaget for, at SAF kunne slå bredere igen-nem i København i 1908, hvor organisationen særlig vandt opslutning blandt dearbejdsløse, men også fik en vis betydning i dette års vigtige arbejdskampe. Og ikkemindst lykkedes det SAF at udgive dagbladet - Socialistisk Arbejderblad - i

41⁄zmdr.

Forholdet mellem SD og SAF i 1908 vil *blive analyseret på grundlag af bl.a. ar-

bejdsløshedsarbejdet og den store konflikt i 1908, hvor bl. a. litografernes, typogra-fernes og skotøjsarbejdernes strejker/loekouter 'truede med' at udvikle sig til gene-rallockout.

' i

iförbiridelSem ddisSek'eixfl :tenát AFifdrførstegang' kaldtes “sy iklister. Selv om SAF somsit udgangspunkt havde et syndikalistiskgrundlag-omendde ikke anvendte dette begreb - så“blev dette grundlag udbygget i såvel teori som›

praksis på basis af særlig den hjemlige udvikling i 1908.

Når SAF formåede at vinde en vis opslutning i København, hang det sammen med,

at foreningen forstod at udnytte arbejderklassens utilfredshed med SD/DsF. Men'

organisationen kunne ikke fastholde denne opslutning, primært fordi den under-á

vurderede SD/Dst faktiske betydning i arbejderklassen. Men det betød som '

bekendt ikke, at syndikalismen døde bort i Danmark. Den blev ført videre af Syndi-rkalistisk Forbund fra dec. 1908 og Fagoppositionens Sammenslutning fra 1910.

_

Kilder: Diverse forhandlingsprotokoller og arkiver for SD, DSF, Socialistisk Ung- ,

domsforbund, behandlede fagforeninger, fagforbund m.m.

Social-Demokraten, Ny Tid, Korsaren, Socialistisk Arbejderblad, Socialisten, bor-I

gerlige dagblade, relevante fagblade mm.

5. Speciale ved Københavns Universitet.

6. Påbegyndt september 1979 og afsluttes september 1980.

l. Mathiasen, Karsten

Stræde, Therkel

2. Kvædehaven 127, 2600 Glostruphhv. _

_

Norgesgade 48, 3. th., 2300 København S

3. »De danske arbejdere i Tyskland 1940-45« _

4. 1 den hensigt at vise, hvorledes en vigtig del af den danske regerings og Socialdemo-

kratiets kollaboration fungerede under den tyske besættelse 1940-45 undersøges

udvandringen af danske tysklandsarbejdere (etablering og udvikling af hvervningen,

arbejds- og levevilkår i Tyskland, modstand m.v.) Projektet afløser historiestudiets

modul 1 og samfundsfagstudiets modul 2.

6. Projektet afsluttet 9. april 1980.

Projektrapporten kan kun udlånes fra Roskilde Universitetsbibliotek efter særlig til-

ladelse fra Arbejdsministeriet.

Afsluttede afhandlinger

Aspekter af arbejdende kvinders levevilkår i Danmark i slutningen af 1800-tallet / (af)Lone Bentzen... (et al.) (RUC), 1978, 145 s.

Aspekter af arbejdskraftens reproduktionsbetingelser: belyst ud fra, dels de reproduk-

tionsbetingelser industriarbejderen er underlagt i produktionsprocessen, dels nogle

udvalgte statslige politikfelter/ (af) Sven Nielsen... (et al.), (RUC), 1976, 311 s.

Christiansen, Ellen

Indexering af fagblade/af Ellen Christiansen, Ditte Scharnberg. - Danmarks Biblio-

teksskole, Ålborg, 1980, 84+12 5.

Hansen, HenningDe skattemæssige afskrivningers betydning for industriinvesteringerne: en teoretisk-

empirisk undersøgelse af monopolkapitalismen i Danmark/af Henning Hansen og

Steen Weidemann. - RUC, 1979, 140 s.

39

ngspunkt i chaufførstrejkerne i 1975 og l976/(af) Hans .Christian Lund, Jan Kaareu' en, Hanne Rimmen Nielsen, Historisk Institut, ÅU, 1979, 3173.

man, Bertil_

nalyse af revisionen af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikringmv.

I

;1970, med særlig henblik på fagbevægelsens stilling. Institut for Statskundskab,1978, 151 s.

'

'i

*

Jun,,›nans I

.

roduktionsforeningstanken i 1870,-ernes *danske arbejderbevægelse. Historisk

nstitut, AU, 1980, 117 s.e

'

Olsen, Henning“

enstreñøjensbogmarked; forlag og bogcafeer 1968-1979, Nordisk Institut, ÅU, 1980,98 s.

i

i,

›

_

Jensen,Erik Bartram

Form og indhold, erfaringer og udtryk i danske arbejderromaner fra 1970,erne.

(RUC), 1980, 122 s.'

Kirkemoe,Lise Lotte

Arbejdsløshedsbevægelsens og fagoppositionens, kamp mod arbejdsløsheden 1931-.

1935. Historisk Institut, ÅU, 1979, 121 s.

ForskningsmeddelelserPrivate institutionsarkiver i RigsarkivetI Rigsarkivet (RA) opbevares en omfattende samling private institutionsarkiver

(foreninger, selskaber, partier, klubber etc.), som er særdeles værdifulde for den histo-

riske forskning. En mangel på tilgængelige institutionsoversigter uden for RA har›

hidtil gjort det besværligt for brugere at få kendskab til de enkelte samlinger. For at

råde bod på dette forhold og for at agitere for flere afleveringer har 4. afdeling i slut-

ningen af 1979 udsendt en fortegnelse over indgåede institutionsarkiver indtil 31. juni1979. Sammenholder man institutionsfortegnelsen med oversigten over private per-sonarkiver (foreløbige arkivregistraturer, ny serie 3, 1972) kan man således nu få et

næsten 100% dækkende billede af de under 4. afdeling hørende samlinger. En ny over-

sigt over private personarkiver er planlagt til udgivelse i 1981/82.

Institutionsfortegnelsen medtager kun Iandsorganisationer eller københavnske forenin-

ger. Undtagelser er bl.a. organisationer med tilknytning til besættelsestiden (mod-standsbevægelsen i forskellige regioner) samt pressen. Lokalinstitutioners arkiver er

generelt, hvis andet ikke er aftalt, sendt videre til landsarkiverne.

lnstitutionsarkiverne dækker naturligvis et meget bredt spektrum af interesseområder

for den historiske forskning. Det er muligt at fordybe sig i næsten alt fra politiske orga-nisationer til hobby og fritid. Her skal kun nævnes en række politiske organisationer,som kan have interesse for dette blads læsere. Af politiske partier findes følgende sam-

linger: Retsforbundet (1919-1964), Det konservative Folkeparti (1885-1955), Venstre

(1870-1953), Det radikale Venstre (1903-1977), Københavns radikale Vælgerforening(1883-1961), Liberalt Centrum (1960-1969) og Socialdemokratiet (1895-1962). Materi-

alet fra sidstnævnte består af kopier fra Rigsdags- og landstingsgruppen samt fra For-

bundet og ministermøder. Originalerne findes for landstings- og Rigsdagsgruppensvedkommende i Folketingets Bibliotek, men det erværd at understrege, at møderefe-raterne ikke findes på ABA, hvor partiets arkiv opbevares. Endelig kan nævnes en

særlig gruppe i fortegnelsen, benævnt ministermødeprotokoller. Denne gruppe omfat-

ter protokoller fra ministeriet Eriksen-Kraft, men henfører også til en række privatepersonarkiver, hvori der opbevares mødereferater jvf. Kr. Bordings dagbog for tiden

1924-1926, (udg. 1976)."

Af andre politiske organisationer kan nævnes: Den danske Henry George Forening(1902-1941), Samfundshjælpen (1920-1925), Kampagnen mod Atomvåben (1960-1966)og Folkebevægelsen mod EF (1971-1973). Bemærkelsesværdigt godt repræsenteret er

studenterorganisationerne med Studentersamfundet (1884-1973) og Danske studeren-

des Fællesråd (1943-1972) som de vigtigste.1 oversigten er hvert arkiv forsynet med nummer, antal pakker, samt yderår. Som

noget nyt er tilføjet oplysninger om det enkelte arkiv, feks. forhandlingsprotokol,korrespondance, regnskab etc. Disse oplysninger er særdeles nyttige og vejledende, ogdet er glædeligt, at dette princip også vil blive videreført i den planlagte oversigt over

private personarkiver.De enkelte arkiver er opført alfabetisk og bag i fortegnelsen findes en systematisk ind-

deling af arkiverne. Systematikken er vigtig, når så mange institutioners navne begyn-der med Danmarks eller danske, men kan være opført under næstfølgende navn.

Man kunne have ønsket sig, at spørgsmålet om samlingernes tilgængelighed ikke

havde været helt udeladte. Oplysninger herom er'vigtige for brugere, især fra provin-sen, og det giver den enkelte mulighed for at planlægge sin forskning inden der'tageskontakt med RA. Et brev, en opringning eller et besøg i København er altså fortsat

nødvendig før man ved om de forskellige arkivfonds kan indgå i ens forskning. Hvis

der under enkelte arkiver står uordnet kan man på forhånd regne med, at arkivet er

utilgængeligt. For de øvrige vil der almindeligvis være en 50-årsklausul, hvorfra der

41

'dogimange-tilfældeika'ndispenseresmed enten den pågældendejnstitutionsellerrigs-. ark-ivarenstilladelse. Oplysninger om samlingernes tilgængelighed kunne være anført

med f. eks. et tegnsystem, der angav de forskellige regler. Ovennævnte indvending

overskygger dog ikke den kendsgerning, at man med fortegnelsen kan få et hurtigtindblik i samlingerne og karakteren af deres indhold. Udgivelsen er derfor særdeles

relevant og bør være at finde på alle forskningsbiblioteker, arkiver og større biblio-

teker.*

(Oversigt over private institutionsarkiver under Rigsarkivets 4. afdeling. Rigsarkivet1979, 78 5. kr. 20,00.)

Henning Grelle

Roskilde-Bibliografien« »Dansk Lokalbibliografi, Roskilde Amt«, populært kaldet Roskildebibliografien, er

det første bind i et storstilet projekt, som blev igangsat for nogle år siden under ledelse

_

af stadsbibliotekar Oluf Abitz. Formålet med projektet er at få udarbejdet bibliogra-fier, som omfatter litteratur om danske lokaliteter uden for København og Frederiks-

berg.København og Frederiksberg er i forvejen dækket ind af Københavns Bibliografi(1957-60), men hensigten med dette nye arbejde er altså at få dækket alle landets

amter. Hovedredaktionen af Dansk Lokalbibliografi har været sig bevidst, at det

næppe ville være muligt at rejse så store økonomiske midler gennem nogen central

instans. Derfor har man valgt at decentralisere arbejdet, således at lokale myndighederog fonds kunne interesseres for ideen. Dette er foreløbig lykkedes og det første resul-

tat af arbejdet er denne »RoskildebibliografimLokalbibliografien vil også være interesseret i studiet af arbejderbevægelsens historie

og især i disse år, hvor også det lokalhistoriske aspekt synes at skulle indtage en større

rolle. Her vil denne nye udgivelse blive et vigtigt redskab, hvad allerede dette første

bind vidner om. Slår man f. eks. op under »Politiske foreninger« finder vi henvisnin-

ger til DSU Østsjællands 10-års jubilæumsskrift (1932) og et 25 årsjubilæumsskrift fra

DSU Roskilde (1935). Også lokale blade vedr. arbejderbevægelsen kan findes i biblio-

grafien. Socialdemokratiet har udgivet bladene a-debat, Glimtet og Socialdemokraten,

medens Danmarks kommunistiske Parti tegner sig for bladene Land og By, Plus,

Arbejder-Nyt og Kommunisterne. Ydermere rummer bibliografien oplysninger om, hvor

svært tilgængelige publikationer kan findes.

På samme måde kunne vi fortsætte i andre emnegrupper, feks. enkelte fagforenin-ger, brugsforeninger o.s.v. Et enkelt kritikpunkt kan man dog rejse mod lokalbiblio-

grafien fra et brugersynspunkt. Bibliografien er underopdelt i de enkelte kommuner,

således at der efter Roskilde Amtskommune følger amtets ll primærkommuner. Man

kan altså komme ud fra at skulle foretage l2 opslag i blot et enkelt bind. Det virker lidt

tungt i betragtning af, at et område som Roskilde Amt i forvejen er en relativt lille

enhed, hvor der næppe kunne være mere end et halvt hundrede indførsler under det

enkelte emne. Denne mere teknisk betonede indvending ændrer dog ikke ved, at det

er et særdeles anvendeligt og anbefalelsesværdigt arbejdsredskab. -

Der er én type tryksager, som kun delvis er medtaget i Roskildebibliografien. Det er

småtryk (d.v.s. interne, aktuelle institutions-, forenings- og firmatryksager), hvoraf den

største samling findes i Småtryksafdelingen på Det kongelige Bibliotek. Småtrykkethar voldt kvaler i alle lokalbibliografiske arbejder, fordi det fordrer en gennemsøgningaf alle Småtryksafdelingens 100 systematiske grupper, hvis man skal være sikker på at

have dækket et område fuldkommen. Dansk Lokalbibliografi har besluttet centralt at

gennemgåSmåtryksafdelingens lokalhistoriske materiale én gang for alle, således at

arbejdet laves for alle lokaliteter i én og samme arbejdsgang. Arbejdet gik i gang i

efteråret I979 og udføres af bibliotekar Therese Høeg Jacobsen. Foreløbig er der afsat

42

4 år til dette vældigearbejde, som skriderplanmæssigtfrem. (Dansk Lokalbibliografi.Roskilde Amt. Udarbejdet af Else Schjønning under medvirkning af Oluf Abitz, 1979,

IX, 379 sider, kr. 230,-.)Steen Bille Larsen

Nyt fra Marx-Engels-forskningen: tidsskrifterV

Fra 1975 til 1979 inklusive er der udkommet 10 bind af den nye »Marx-Engels-Gesamt-

ausgabe« (MEGA2 som den citeres), i perioden 1980-85 skal der udkomme yderligere20 bind. Det vil være glædeligt, hvis det store forehavende virkelig kan komme så godtaf sted; det er selvfølgelig også nødvendigt, hvis man vil overholde planen om at afslut-

te udgaven omkring århundredskiftet. Hele værket vil omfatte ca. 100 bind. Det kræ-

ver en stor indsats fra mange forskeres side i forberedelsen, men også i forbindelse

med trykning o.s.v. Værket trykkes på et specielt papir, der er særlig holdbart. l

betragtning af den lange fremstillingsperiode er det også kun rimeligt; første bind

skulle jo helst ikke være slidt op inden det sidste kommer. Men udgiverne har altså

også tænkt på dette.

Også det videnskabelige forarbejde er meget omfattende, og det afføder en mængde

biprodukter eller snarere er der sat mange folk i arbejde, der laver mere, end blot det,der indgår i denne udgavesmeget omfattende videnskabelige apparat.Der er udkommet en del monografier,derstår i direkte forbindelse med dette arbejde.Man kunne her f. eks. nævne bibliografien »Das Werk von Marx un_d Engels in der

Literatur der deutschen Sozialdemokratie (1869-1895)«, Berlin 1979, som i periodenfra Eisenacher-partiets oprettelse til Engels' død har registreret alle udgivelser fra

Marx og Engels udgivet af det tyske Socialdemokrati og derudover - og det er mere

interessant - har registreret alle artikler, pjecer og bøger i hvilke Marx og Engelsdirekte er citeret. Det gælder selvfølgelig kun for udgivelser, som er kommet på social-

demokratiske forlag og i socialdemokratiske periodika. Det viser noget om, hvor

meget Marx og Engels er blevet brugt direkte af tyske socialdemokrater og giver der-

med nogle fingerpeg om marxismens betydning i arbejderbevægelsen.Man kan få et vist overblik over Marx-Engels-forskningen i en slags konferenceproto-kol »Beiträge zur Geschichte der Marx-Engels-Forschung und -Edition in der Sowjet-union und der DDR«, Berlin 1978. Det er utvivlsomt i Sovjetunionen ogi DDR, at den

mest omfattende organiserede Marx-Engels-forskning finder sted, selv om der i de

senere år er kommet betydelige enkeltbidrag fra forskellige af de kapitalistiske lande,f.eks. er der åbenbart en stor interesse i Japan, men også i Vesttyskland og Frankrigsker der da noget. Men ingen kan bestride, at de store Marx-Engels-udgaver er udgiveti Sovjetunionen, og på grundlag af dem er så Marx-Engels-Werke udarbejdet, og det er

den udgave, der har fået størst betydning i de senere år. Den nye engelsksprogede 50-

binds-udgave (12 af dem er udkommet) er udarbejdet i Sovjetunionen. Også de andre

store udgaver, der for tiden udkommer på forskellige sprog, beror på dette forarbejde.Efter oversatte ting at dømme, er dele af den sovjetiske forskning på ganske højtniveau, mens andre ikke er værd at læse, dvs. de empiriske resultater er brugbare -

f. eks. bibliografier - mens resten er ren og skær ideologi. Et eksempel herpå er Anna

W. Urojewa, som i et samlebind »unsrer Partei einen Sieg erringen. Studien zur Ent-

stehungs- und Wirkungsgeschichte des *Kapitals' von Karl Marx«, Berlin 1978, har

skrevet en artikel om »Kapitalens« oversættelser indtil 1895. Hun har i denne artikel

fået sammenstillet en del interessante oplysninger om de forskellige udgaver, der kom

fra 1867-1895: hvilke sprog, hvornår, oplag, fuldstændighed o.s.v. Men så begynder

problemerne for hende: hun vil forklare, hvorfor russisk var det første sprog, Kapita-lens bd. 1 blev oversat til (hun påstår, at det også gjaldt for bd. 2, men den danske

oversættelse kom faktisk 8 år før). På den ene side fastslår hun korrekt, at der ikke

eksisterede en russisk arbejderbevægelse i 1872, på den anden side at den lige fra

43

, “starten havde været forbundet med den internationale arbejderbevægelsenMen,

'skriver hun senere, den russiske arbejderbevægelse opstod først efter 1883 i emigra-tionen og citerer Lenin for, at Socialdemokratiet eksisterede uden en egentlig arbej-

derbevægelse. Hele forklaringsforsøget er en stor selvmodsigelse, hun forstår ikke

historien og griber derfortil ideologiske fraser.

Men trods sådanne afskrækkende eksempler kunne man ønske sig, at noget mere af

den sovjetiske forskning blev gjort tilgængeligt også for ikke-russiskkyndige. Dens

- emner ser interessante ud, men det alene er ikke tilskyndelse nok til at lære russisk.

Desværre er der i Sovjetunionen en tendens til at mene, at russisk er et verdenssprog,som alle andre bare må lære. Som forholdene nu engang er, så afskærer Sovjetunionen

sig på den måde fra at præge den videnskabelige diskussion. Det er ualmindelig van-

skeligt at opnå en virkelig kontakt med sovjetiske forskere og institutioner på denne

måde. Det er også grunden til, at der her kun kan præsenteres tyske tidsskrifter, selv

om der udkommer tilsvarende udgivelser i Sovjetunionen og faktisk har gjort det i langtid.

MEGA-udgiverne - institutterne for marxisme-leninisme i Berlin og Moskva - er be-

gyndt at udgive forskellige tidsskrifter, hvor biprodukter af forskellig art bliver publi-ceret. Moskva-instituttets »Informationsbulletin« er udkommet siden 1958 med ca. 2

numre pr. år, Berlin-instituttets »Beiträge zur Marx-Engels-Forschung« kom med det

første nummer i 1977, og der er nu (maj 1980) kommet 5 hefter. De to institutter ud-

giver i fællesskab »Marx-Engels-Jahrbuch«. Den er udkommet siden 1978 og er i mod-

sætning til de to andre et »rigtigt« tidsskrift, d.v.s. man kan købe det i boghandelen. Af

I mere intern art - i lighed med »Informationsbulletin« og »Beiträge« - er »Arbeits-

blätter zur Marx-Engels-Forschung«, som udgives af en forskningsgruppe ved univer-

sitetet Halle. MEGA”s enkelte bind er på en måde udliciteret til forskningsgrupperved forskellige højere læreanstalter, det er i det mindste tilfældet i DDR, og forsk-

ningsgruppen i Halle, der åbenbart især arbejder med de økonomiske værker, d.v.s. 2.

afdeling i MEGA, har siden 1976 udgivet dette tidsskrift. Indtil nu er der udkommet 10

numre. Der er også arbejdsgrupper i Leipzig, Jena, Erfurt og Berlin, men sårvidt vides

udgiver de ikke særlige tidsskrifter. Bidrag fra disse grupper kan findes mange steder;

et hjælpemiddel er i denne sammenhæng bibliografien i »Beiträge zur Geschichte der

Arbeiterbewegung«, der i hvert nummer har en rubrik om Marx-Engels-udgivelser og

den tilsvarende forskning. Der registreres dog kun kommunistiske udgivelser. I »Bei-

träge zur Marx-Engels-Forschung« nr. 2 og 5 findes en bibliografi over anmeldelser og

deslige til MEGAZ, formentlig vil den blive fortsat i senere numre. Bibliografien giveret vist indtryk af interessen for den nye udgave, men formentlig modtager institutterne

langtfra alle anmeldelser, omtaler o.s.v. Alligevel indeholder også denne bibliografi

mange nyttige oplysninger.I »Beiträge« nr. 4 findes en fortegnelse over bidragene i Moskva-instituttets »Infor-

mationsbulletin«s første 30 numre, og det er efter titlerne at dømme til dels ganskeinteressante artikler. Tidsskriftet findes formentlig ikke her i landet, da det kun kom-

mer i et lille oplag.»Marx-Engels-Jahrbuch«udkOm som nævnt med bind 1 i 1978, og det udgives af

institutterne for marxisme-leninisme i Berlin og Moskva påDietz-Verlag i Berlin. Den

skal indeholde artikler, som skal/vil undersøge marxismens opståelses- 0g udviklings-historie, ligesom de også skal beskæftige sig med Marx” og Engels”rolle i arbejderklas-sen. Artiklerne vil imidlertid ikke kun stå i direkte sammenhæng med udgivelsen af

MEGA, men også tage aktuelle problemer op f.eks. vende sig mod forsøg på at mis-

fortolke og forfalske marxismen. Under »marxismen« forstås her selvfølgelig den

specielle sovjetiske afart af marxismen-leninismen. Det er ærgerligt, at alle andre

retninger åbenbart skal sammenfattes under rubrikken »forfalskninger« hhv. »afvigel-

ser«, mens den statsbårne marxisme-leninisme, som nødvendigvis må reagere ander-

44

'ledes på klassekampen end arbejderklassenide udviklede kapitalistiskelande,skal:være rettesnOren for diskussionen. Men det vil være til at leve med. Udover disse a'r-

tikler og bidrag, der er skrevet i forbindelse med MEGA-arbejdet, vil bindene inde-

holde vigtige dokumenter, som skulle være af interesse for alle, der beskæftiger sigi

med marxismens og den internationale arbejderbevægelses historie. Det kan dels være ,

dokumenter, som vil blive optaget i senere udkommende bind af MEGA, men som har

en aktuel interesse, eller også Marx-Engels-materialer, som skulle have været optageti de allerede udkomne bind. Men også andre vigtige dokumenter vil blive optaget i

årbogen. Endelig vil årbogen informere om vigtige udgaver af værker af Marx og'

Engels på forskellige sprog og også publicere anmeldelser af de enkelte MEGA-bind.'

Dette program er gennemført i de to indtil nu udkomne bind. Første binds artikler

koncentrerer sig om kritikken af Gotha-programmet og forsøger at vurdere dette

skrifts betydning historisk, aktuelt og for den teoretiske udvikling. Andre artikler har

som udgangspunkt udgivelsen af »Grundrisse« og »Zur Kritik der politischenökonomie« i MEGA*s 2. afdeling. Men der findes også andre artikler i rubrikken

»Aus der MEGA-Arbeit«, der behandler forskellige problemer i forbindelse med

udgivelsen og derved bl. a. dokumenterer hvilken stor videnskabelig indsats der ydes.Bidragene indeholder også på mange måder værdifuldt stof. Dokumentafdelingenindeholder nogle mindre betydningsfulde breve fra Marx hhv. til Engels, som skulle

have været offentliggjort i MEGA 3. afd. bind 1, og nogle tilføjelser til dette bind, Det

er ret uinteressant, men offentliggørelsen viser noget om den omhu med hvilken der

arbejdes. Mere interessant er uddrag af forskellige personers breve om Marx og

Engels i årene 1841-46. Det er meget forskelligartede breve og de indeholder en del

nyt. Bindet afsluttes med en omtale af den nye engelske Marx-Engels udgave i 50 bind

og anmeldelser af de 3 første MEGA-bind.

Årbogens2. bind indeholder et par artikler om Engels, »Anti-Dühring«, som også ståri centrum for dokumenterne i dette bind: breve fra især Wilhelm Liebknecht til Marx

og Engels - de vil senere blive offentliggjort i et bind af MEGA's 3. afd. Ellers er der

igen de faste rubrikker med relevant stof. Bindene er på 488 hhv. 420 s. og de koster

38,- Mark pr. bind; udstyret er godt, men det er selvfølgelig ikke afgørende for andre

end bogsamlere. Det er værdifuldt via dem at kunne følge med i arbejdet med den'

store Marx-Engels-udgave.»Arbeitsblätter zur Marx-Engels-Forschung« fik til opgave at bidrage til erfarings-udvekslingen og at informere om forskningsgruppen i Halles arbejde. Denne

forskningsgruppe arbejder' især med bind fra 1., 2. og 4. afd. af MEGA, d.v.s. med

Marx-Engels, afhandlinger i almindelighed (l. afd.), Kapitalen og dens forarbejder (2.afd.) og excerpter, notater, uddrag af bøger o.s.v. (4. afd.) især i årene mellem 1850 og1863. Forskningsgruppen har foreløbig især beskæftiget sig med afd. 2 og det gen-

spejler sig i bidragene i de foreliggende 10 hefter; det er overvejende problemer i

forbindelse med udviklingen af kritikken af den politiske økonomi, der behandles.Men der er selvfølgelig også en del afhandlinger, der berører den almene politiske og

teoretiske historie. Men de fortjener måske at blive fremhævet, at det her åbenbart

drejer sig om et snævert samarbejde mellem samfundsvidenskabelige forskere af

forskellig herkomst, og at resultaterne der bliver fremlagt i hefterne er på et højtdiskussionsniveau.

»Beiträge zur Marx-Engels-Forschung« har samme bulletin-karakter som Arbeits-

hefte. Det er især beregnet til *en relativ hurtig information af Marx-Engels-forskerefor at fremme erfaringsudvekslingen og diskussionen af metodiske og indholds-

mæssige problemer allerede i begyndelsesstadiet. Det understreges i indledningen i

nr. 1, at det der her skal udgives er konkreteforskningsresultater f. eks. bibliografiskeog biografiske kenngerninger, som er blevet fundet frem i arbejdet med MEGA eller

anden Marx-Engels-forskning. Det er som regel korte artikler, der udkommer i tids-

45

skriftet,og “normalter det læseværdigeartikler,men det kan væresværtat se betyd-:

ningen af en diskussion om »Kapitalen« udkom den 2. eller den 14. sept. 1867 ogkomme til resultatet, at det var »ca. den 11. september 1867« (i nr. 3 s. 81-91). Det

'

gælder også for enkelte andre bidrag, at deres emne forekommer noget søgt; alt i alt er

imidlertid også »Beiträge« et interessant tidsskrift med en høj informationsværdi. Det'

er jo netop fordelen ved de små uprætentiøse bulletiner, at man der kan få fyret nogleting af, som ved en hurtig udgivelse kan diskuteres inden man har lavet en afgørendebrøler. Det er så meget mere afgørende, som MEGA er et så stort og kostbart fore-

tagende. Et godt eksempel på, hvor omhyggeig man må være findes i nr. 5 af

I

»Beiträge«, hvor man - d.v.s. en japaner - har opdaget en trykfejl i »Kapitalen«. Tryk-fejlen blev lavet hhv. ikke fundet af Marx allerede i 1872 og er siden gået gennem alle

IKapital-udgaver, indtil 1961, hvor den blev overtaget fra en ældre udgave. Nu vil den

blive rettet igen.De tre her omtalte tidsskrifter har betydning som formidlere af informationer om

arbejdet med MEGA, men også fordi de bringer selvstændige bidrag af relevans for

marxismens historie og arbejderbevægelsens udvikling.Gerd Callesen

Beretning fra konstitueringen af Deutsche Gesellschaft für Volkskundes kommission for

studier i arbejderkulturI Vesttyskland er kulturvidenskabeligt uddannede personer, d.v.s. folklorister, etnolo-

ger, museumsfolk og folkelivsforskere, sammensluttet i Deutsche Gesellschaft für

Volkskunde (DGV). DGV udgiver »Zeitschrift für Volkskunde«, afholder hvert 2. år

store temakongresser og gennemfører hyppige møder i kommissioner, der hver vare-›

tager særlige problemfelter inden for forskningen, opsamler erfaringer og initierer nye

arrangementer.I dagene 27. april-2. maj 1980 konstitueredes DGV,s kommission for studieri arbejder-kultur i Wien. Efter DGV*s sidste store konference i 1979 var der udkommet en 26 s.

lang redegørelse for arbejderkulturstudier i Schweiz, Østrig, Danmark, Norge og

Sverige og på konferencen var der givet udtryk for en stor interesse i denne forskning.Det var baggrunden for Wiener-konferencen. Her var den østrigske fagbevægelse

beredvillig vært, og ydede konferencen de materielle rammebetingelser som en selv-

følgelig del af dens kulturpolitiske virksomhed.

Godt og vel 50 deltagere fra begge Tysklande, Østrig og Danmark samledes til 5 inten-

sive arbejdsdage, hvor der udveksledes erfaringer og ideer fra et bredt spektrum af gen-

standsområdet arbejderkultur. Fra Danmark deltog Svend Åge Andersen, BjarneKildegaard Hansen og Flemming Hemmersam.

Konferencens forløb

Efter konferencens officielle åbning foredrog Wolfgang Jacobeit, DDR, om østtyske

synspunkter på arbejderkulturens historie. Jacobeit opererede med 3 faser: l. fase

arbejderklassens forhistorie, tilvejebringelsen af arbejderbefolkningen uden opkom-sten af nogen egentlig klassebevidsthed eller selvstændig identitet. 2. fase konstituerin-

gen af arbejderklassen i forbindelse med industrikapitalismens fremvækst og domi-

nans, og 3. fase det socialistiske DDR..

I den påfølgende diskussion uddybede Jacobeit en række af sine påstande, og flere

kritiske indvendinger kom frem fra salen. Bl.a. kritiseredes det, at Jacobeits udvik-

lingslinje ikke tilstrækkeligt inddrog arbejderklassens forhold til sin periferi, men at

den gjorde arbejderklassen idealkategorisk. Herved ville en arbejderkulturvidenskabende i samme grøft som bondevidenskaben, der kun fattede en bondekategori, og der-

for ideologisk havde ført bondeideologien til dens klimaks. Arbejderklassen har ikke

blot problemer over for kapitalistklassen, men også inden for sine egne rammer.

46

'

*

Derpå fremlagde Dieter Kramer, ,MarbUrg/Frankfurt, sine synspunkter på »Teorierom arbejderklassen«,Oversigten var et preliminært vue over Kramers kommende

disputats. Hans grundige teoretiske og empiriske viden satte sig klart gennem som en

vilje til at undgå enhver simplificering og idealisme i studiet af arbejderkulturen. Han

kritiserede stærkt den type arbejderkulturforskning, der reducerer arbejderkulturentil arbejdsbetingelser, og mod tendenser til armodsforherligelse og automatiske for-

håndsslutninger om ideale proletariske kulturtræk i arbejderbefolkningen. Kramers

hovedinteresse var at begribe hvilke komplekst dialektiske problematikker studiet af

arbejderkultur må indebære. F. eks. var det vigtigt at studere, hvordan arbejderens V

7

evne til umiddelbar sanselighed i den kapitalistiske udvikling forvandles til lystfjend-skab, som delvist resultat af borgerlige socialisations- og opdragelsesprocesser.Kramer fremhævede, at studiet af arbejderkultur nødvendigt har en feedbackeffekt påandre kulturvidenskabelige studiefelter.

Flemming Hemmersam, KU*s institut for folkemindevidenskab, fremlagde herpå sine

»Teser til udforskning af kultur og arbejderfolklore i arbejderbevægelsen og arbej-derklassen«. Arbejderkultur var nødvendigt sammenkoblet med samfundsanályse-og

begribelse. Arbejderkulturen var ikke autonom, men dialektisk forankret i en klasse-'

virkelighed, i en kompleks dynamik mellem forskellige klassers kulturer og kultur-kamp. Den specifikke arbejderkultur er forholdet til ret, sæd og skik i samfundet, og

arbejderkulturen har sine egne overleveringstraditioner. Hvis arbejderkulturen stu-

deres historisk og materialistisk vil den kunne afdække ideologiens væsen.

Tirsdag d. 29.4. foregik konferencen i 4 forskellige grupper. Fra Institut for Litteratur-

historie i Aarhus gav Svend Åge Andersen et oplæg om arbejdererindringer som en del

af arbejderkulturstudiet, og pegede på tværfaglige samarbejdsmuligheder. Tidligereog nuværende indsamlingsarbejder blev beskrevet, og den efterfølgende diskussion

gjorde det klart, at noget sådant var specielt nordisk. Hverken i BRD eller Østrigfandtes lignende initiativer. Tirsdagens andre grupper arbejdede med undervisning/dannelse og boligforhold. Især trak gruppen om boliger mange interesserede til. Et parsocialhistorikere skitserede en række særdeles omfattende statistiske undersøgelser af

aspekter vedrørende arbejderboliger.Onsdag d. 30.4. arbejdedes i 2 grupper. Den ene gruppe omhandlede museer/arbejder-kultur, og der var i forvejen lagt et stort spørgearbejde for dagen i form af henvendel-

ser til de vesttyske museer og samlinger. Resultatet var temmelig nedslående. Så godtsom ingen kulturhistoriske museer havde særlige samlinger/indsamlingsprojekter 0m

arbejderkultur. Denne pessimisme blev sat over for en del af deltagernes planer og

projekter, overvejelser og didaktiske konceptioner, der i fremtiden forhåbentlig vil

bære frugt i form af initiativer på museumsområdet.

Onsdagens anden gruppe beskæftigede sig med regionale studier. Fra Danmark fore-

drog Bjarne Kildegaard Hansen, Danmarks Lærerhøjskole, om »Den forhindrede

arbejderkultur«, Det var et forsøg på at beskrive og definere den specifikke afsnøringaf arbejderklassen, som blev husmænds og daglejeres skæbne i forbindelse med stats-

husmandsbevægelsenog Socialdemokratiets og DKP's accept af familjebruget som

produktionsform og livssammenhæng i den danske kapitalisme. Ud fra et feltstudium

af kolonien St. Restrup skitseredes Ernst Blochs tese om den lille mands og de store

profitters tidsalder, som udtryk for småborgerens usamtidige ideologi og utopiskesocialfantasi. Oplægget ledsagedes af dias fra fotoindsamlingen.

-

Bernd Jürgen Warneken (Tübingen) og kolleger fremlagde deres foreløbige resultater

af undersøgelsen af Mössinger-generalstrejken 1933. Hitlers magtovertagelse udløstekun i et enkelt landsogn strejke til trods for kommunistpartiets opfordring. Denne

strejke foregik ovenikøbet i et landsogn med få kommunister, og delvis ringe organisa-tion p.gr.a. erhvervsforholdenes landlige præg. Mössingen blev for en enklet efter-

middag, udråbt til den antifascistiske kamps hovedcenter, og denne omtale var under-

47

,søg gennem pressemateriale.Efter HitlerstiltrædelseforfulgteMössmgerneáunødigt:

strengt, og straffedes ubønhørligt. Forhørsprotokøller/nutidige interviews varunderr

søgt. Disse subjektive belæg forankrede presseanalysen i den kulturelle hverdagsligc:'hed, og pegede på hvorledestsamkvemsformer af traditionel landsbykarakter udgjorde

et underlag for arbejderkulturformer på trods af egentlig ringe politisk organisering.i

Eva Viethen fortalte om sin undersøgelse af »Bjergværksarbejderkvindens rolle i den

_ ,proletariske familjekonstitution«.'

Materialet var indsamlet under feltarbejde i den østrigske by Grünbach, og fokusere-

. de på at beskrive kvindens stilling, kvindearbejdet som antikapitalisme for bevarelse af

familje og mod nedbrydelsen af den gennem lønarbejdet og udbytningen.,Erika Iglauer, ligeledes Wien, fortalte om sin. undersøgelse af »Die Wienerberger

I Ziegelarbeiter«.Hun kom ind på det wienske teglarbejderproletariats bolig- og kost-

_forhold, og berettede om den seje vej frem mod organisering i Socialdemokratiet.

'Onsdag eftermiddag refererede grupperne deres arbejde, og herefter konstitueredes

endeligt Kommissionen for forskning i arbejderkultur. Man enedes om indtil videre at

fortsætte som undergruppe under DGV, og med denne organisationsramme som ud-

', gangspunkt at opmuntre til iværksættelse af møder, seminarer, publikationer m.v.

, Den store interesse og engagementet hos de mange interesserede tyder på at arbejder-kulturstudier efterhånden vil komme til at indtage en fastere plads i forskningsinstituti-onerne, og man kan kun håbe på, at også mere traditionelle fagkredse vil hilse initiati-

verne velkomne. En samlepublikation bestående af konferencens indlæg udgives i

snarlig fremtid.

Bjarne Kildegaard Hansen'

SFAH's 1980-brochure

SFAH har udsendt en ny brochure, der fortæller lidt om Selskabets virke og grundlag,samt indeholder en komplet fortegnelse over SFAH”s udgivelser til og med foråret

1980.'

Viopfordrer medlemmerne til at bruge folderen i agitation over for kolleger, venner,

elever o.s.v. Eksemplarer kan rekvireres fra SFAH, Rejsbygade l, 1759 V.

Brochuren er rigt illustreret. Men desværre er det ikke kommet til at fremgå, hvor bil'-

lederne stammer fra. De forestiller episoder fra Fagenes Fest på Østerbro Stadion'i

København i august 1940. Originalerne findes på ABA.

T.S.

48

DOKUMENTATioN

En stikkerrapport til justitsministeren,1865

Ved Ole Stender-Petersen

IndledningDansk politis, nærmere bestemt politidirektør Cosmus Bræstrups »spionage« modden tyske demokratiske og socialistiske, specielt marxistiske, emigration i London i

årene 1852-61 gennem venstrehegelianeren Edgar Bauer, af Jenny Marx 1857»Klovnen« kaldet, er fornylig blevet behandlet i en - al for beskeden - afhandling - detinteressante emne taget i betragtning. Det overbetones her til en vis grad, at hele

agentspillet egentlig skyldtes helstatfolkene, Bræstrup selv var jo inkarneret helstat-

mand og stodformentlig i en vis modsætning til »det ny sæt af nationalliberale politi-kere«.

At Bræstrups »interesse« for socialistiske og socialistvenlige kredse dog ikke begræn-sede sig til de tyske socialister i London, men også udstrakte sig til danske socialistereller demokrater, der ikke befandt sig i modsætning til helstatfolkene rent udenrigs-politisk, viser følgende indberetning »Til Deres Ex(c)ellence Justitsminister

, Bræstrup«, fundet i Rigsarkivet. Privatarkiver. Cosmus Bræstrups (1789-1870) arkiv.Arkiv nr. 5232. Pk. nr. 2. C (Papirer vedrørende Cosmus Bræstrups embede. ..) 10:Akter vedr. polititilsy'n med foreninger m.v. 1840-48. Herunder... oplysninger om

Skandinavisk Selskab... Denne anonyme indberetning er udateret, men er fra 1865- sikkert nok fra ultimo juni, - da Bræstrup fra april til november dette år beklædte

justitsministerposten i ministeriet Bluhme. I visse sager - som f. eks. i spørgsmålet om

junigrundlovens genindførelse eller ikke-genindførelse - kunne den af konservativehelstatfolk prægede regering og de nationalliberale stå sammen.

Den i indberetningen nævnte Reinholdt Jensen var landmåler Carl Rejnholdt Jensen,1858-64 folketingsmand for Holbæk Amt og atter 1866-68 for Skanderborg Amt, til-

hørende A. F. Tschernings Bondevenner. Han spillede en vigtig rolle i den 1856 dan-nede »Kjøbenhavns Arbeiderforening«, 1860 udtrådte den nationalliberale Chr. Vilh.Rimestad, foreningens formand siden 1859, sammen med et mindretal af foreningenfor at danne »Arbeiderforeningenaf 1860«, Rejnholdt Jensen tog til Jylland, hvor hanmed Geert Winther, J. A. Hansen og Tscherning 5. marts 1862 stiftede »Jydske Folke-

forening« til valgrettens bevarelse og 1861-63 i Århus udgav ugebladet »Jyllands-posten«. 1864 flyttede han tilbage til København og var fra nytår 1864 til nytår 1865redaktør af »Nørrejydsk Tidende« og 1864-67 tillige af »Folkebladet«, begge af

Tscherningsk observans. Ugebladet »Folkebladet« blev en slags organ for »Kjøben-havns Arbeiderforening«,men udmærkede sig -ligesom »Jyllandsposten«-til krigensudbrud i 1864 ved at bekæmpe den nationalliberale »Ejderpolitik«, der af nævnte

organervblevkarakteriseret som »Krigspolitik«.Det var netop denne kreds, der under krigen 1864 »interesserede« den ny national-liberale politiledelse, der 1863 havde afløst Bræstrup. Den i 1840”erne så kendte

almueagitator og fredsven Rasmus Sørensen deltog hjemkommen fra USA 1863-64

med iver i agitationen mod den nationalistiske' »Krigspolitik«. Således virkede han for

underskrifter på en adresse til kongen »for Rigets samlede Gjenoprettelse, og ikke fordets Adskillelse«. Men 29. maj 1864 blev han anholdt i København af opdagelses-politiets leder og under krigen chef for hærens efterretningsvæsen Martin Hertz.

Sørensen måtte tilbringe et døgn' i arresten, og hans trykte adresser blev beslaglagt, da

de ikke har bogtrykkernavn. Men derefter virkede Rasmus Sørensen ufortrødentvidere for sin adresse, der tilskrev krigen »dansk Lovforandring af det bestaaende

49

Statsforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne og ... tydsk Erobringslyst til

Opslugelse af disse i Preussens og Østerrigs forenede Rævepels og Ørneklo«2.

'Rejnholdt Jensen udviklede sig i stadig mere socialistisk retning. Under ham udviklede

»Kjøbenhavns Arbeiderforening« sig til en forløber for Louis Pios Internationale

Arbejderforening. Rejnholdt Jensen knyttede 1866 forbindelse til Marx” Internationa-

le Arbejderassociation.Den anonyme stikkerrapports egen _ dårlige - retskrivning er i den følgende bi-

beholdt, den bringes in extenso., Foruden at vidne om statsmagtens »interesse« for den

begyndende danske arbejderbevægelse kaster rapporten et vis lys over »Kjøbenhavns

Arbeiderforening«. Den er således vor eneste kilde til indholdet af R. Jensens foredrag'

i juni 1865, hvor fordumsfuld og tendentiøs den end på forhånd må anses for at være.

Mine forsøg på at identificere den anonyme stikker, der iflg. sin rapport indtil »for et

Aarstid siden« havde været medlem af selve foreningens bestyrelse, har desværre intet

ført til. Forsøgene vanskeliggøres af, at foreningen til nytår 1865 blev ledet af en besty-relse på 5 mand, valgt for et år, og et repræsentantskab på 15, valgt for l⁄2år, hvoraf de

fleste end ikke kendes af navn.3 Der er næppe tale om den 3.jan. 1866 for »i høj Grad

fornærmelige«, men usande ytringer rettet mod foreningens forretningsfører eksklu-

derede ritbinder Buttrup, indvalgt i repræsentantskabet i sommeren 1865.4 Tør man

gætte på den i brev af 21. juli 1864 til kortmager 0. C. Andersen fra foreningensformand L. M. Müllen nævnte Skomager L. Vogel, der netop da - altså »for et Aarstid

siden« - ifl. brevet ønskede at udtræde af bestyrelsen, hvor han havde ledet foredrags-

udvalget?5

RapportenMed Hensyn til den paatænkte Ska[n]dinaviske Forening tillader jeg mig underdanigstat meddele Deres Ex[e]ellence at der for Tiden uden at afholde Møder blot skal virkes

for at skaffe Medlemmer for derefter for de indkomne lndskud at kunne leie Lokale

m.v. men at der samtidig skal virkes i Provindserne for at skaffe lignende Foreningerder som skal staae i Forbindelse med den heri Staden.

Jeg skal tillige meddele at den gamle Arbeiderforening (egentlig den hvorfra densen-

nere Arbeiderforening for 18606 er. udgaaet da de deelte sig i 2) som ikke rigtig har

kunnet trives da dens Medlems Antal kun har bestaaet af circa 30 til 50 Medlemmer og

hvor Major Müllen indtil for l⁄zAar siden da han udtraadte har været Formand7 agter

nu at gjøre nogle Forandringer hvorved der troes at kunne virke mere i Politisk

Retning, der har faaet Doctor Rosen8 til at træde ind og vil have ham ind i Bestyrelsen,

jeg er selv anmodet om at træde ind paa nye, da jeg gik ud af den for et Aarstid siden,

den har altid og vil sandsynligviis vedbliver at virke i Bondevenlig Retning, og Rein-

holdt Jensen og Dtr. Rosen vil nu blive de egentlige ledere i Foreningen tilligemedMaleren P. E. Olsen fra Skjælskør9 som har været Rigsdagsmand men' faldt igjennem

dennegang ved Valgene, det er tillige en meget ivrig Grundtvigianer, som har i de sene-

re Aar boet og boer uden paa Nørrebroe.

Reinholdt Jensen har i den seenere Tid sidst i Torsdags d. 22. Juni holdt 2 Foredragi

den gamle Arbeiderforening første Gang for et Antal af en 30 Personer og i Torsdags

omtrent 20,10hvilket for endeel grunder sig paa Aarstiden da Sommeren egentlig ikke

egner sig dertil, den som ikke ere Medlemmer betaler for Adgangen 4 sk. saa at Enhver

kan overvære den.

Hans Foredrag gik ud paa at udvikliglll Anskuelserne imelem de 2 Partier og gjøreArbeidsklassen bekjendt med at de blive vildledte af Intelligentsen eller det Leh-

mannske Partie og at bemeldte Partie arbeidede paa saadanne Forandringer af Grund-

loven slet ingen Betydning[!] fik for Menigmand eller Arbeiderklassen og udtalte at

der vare flere Punkter hvor begge Partier var enige om Forandringer men det var

Maaden hvorpaa Lehmanns Partie ville have den forandret som Arbeiderne ikke

50

kunne være tjent med for Exempel at en enkelt Minister kan foretage Udgifter udenfordet som er bevilget naar han finder det Nødvendig vel skal han foreligge[ !] det for de

øvrige Ministre men selv om de ikke gaaer ind derpaa kan han gjøre det alligevel ognaar det saa bliver forelagt Folkethinget og de finder at det har været unødvendigt saa

skal det foreligges Landsthinget som i sin Heelhed i Forening med Høiesteret har den

dømmende Magt saa vil Ministeren altid finde Medhold saa at de vil erkjende Udgif-terne for Nødvendige, da Ministrene jo altid vil udgaae fra de højst i Landet staaendePersoner og Landsthinget efter den Maade de skal vælges paa efter deres Indtægt vil

bestaae af Intelligentsen og Capitalister, og naar Ministerens Handling der er funden

rigtig, har Folkethinget aldeles intet at sige dertil, anderledes ville det forholde sig naar

det var som i Amerika hvor de 2sidste Præsidenter som ere udgaaede fra Arbeiderne11men man ville vist her see skjævt til naar for Exempel en I. A. Hansen der har været

Skomager blev Minister, selve Skomagerlauget ville blive de værste thi de ville alle

sige vi kan sye en Støvle ligesaa godt som han.

Dengang Grundlovsforandringen skeete saaledes at den blev beskaaren at endeel gikover til Rigsraadet som Fælledssager da udtalte netop Lehmann at Rigsdagen skulde

kuns fragive det med Forbehold saaledes at de kunne gaae tilbage igjen til Rigsdagenog nu er han den som holder paa et Rigsraad skjøndt det har intet at Raade over da vi

jo ingen Fælleds Sager har mere.12

Sluttelig udtalte han at for Øieblikket hvor Arbeiderne paa andre Steder i Europa vir-

/

ker med al Kraft for at skaffe sig de Friheder som vi har ligger Arbeidsklassen her⁄

gandske i Dvale vi gaaer til Grundlovsfester noget som slet ingen Betydning har oghører paa smigrende Taler og Favre Ord, men det er ikke Grundlovsfester men Grund-loven selv vi skal Værne om. Vor Frihed og de Goder som vi erholdt uden Blod og som

andre andre[ !] Steder har kostet saa meget Blod og atter taget fra dem gjør vi Arbei-derne slet intet for at vaage over og bevare dem, lader os den fraliste eller forandresaaledes at den ingen Betydning har for Menigmand der vil komme den Tid naar vi

bliver gamle at vore Børn vil bebreide os det og sige vi har været et skørt og doventFolk at vi ikke har sørget for at bevare de Goder vi vare i Besiddelse af, anderledes vildet være naar vi dog har gjort hvad vi formaaer og alligevel maae miste noget. Arbei-derne staae saaledes at de ved slet ikke hvad det dreier sig om men lader'sig vildlede, viere her kuns en lille Kreds tilstede og jeg kan vel vide at her er enkelte som ikke deelermine Anskuelser men lad os som ere unge virke for hver at skaffe Nogle saa vil de viskaffer atter samle nogle af Arbeidsklassen og saaledes fremdeles faae flere med af

Menigmand for at gjøre hvad vi formener for at Værne om vor Grundlov og intet ladeos beskjære af Samme.

Der vil i de første Dage af Juli Maaned blive afholdt Generalforsamling i bemeldte

Forening og af den Grund søger de at faae nogle saadanne Mænd ind i Foreningensom de ønsker valgt til Bestyrere i Forening med Reinholdt Jensen og Dtr. Rosen,samt mener at Candidat Zahle13 som er Medlem af Foreningen muligen træder ud dahan ikke er vel seet imellem dem, de 2 af Reinholdt Jensen holdte Foredrag har han

ikke overværet.Til

Deres Ex[c]ellenceJustitsminister Bræstrup

PP- PP-

Noter

l. Troels Dahlerup'. Der Clown. Londonagentens indberetninger om den tyske emigration1852-61 (i: Peter Kr. Iversen/Kn. Prange/Sigurd Rambusch (red.): Festskrift til Johan Hvidt-

feldt, 1978, s. 65-83).2. Indlæg, dateret 31. maj, af Rs. Sørensen med hans adresse til kongen aftrykt i »NørrejydskTidende« nr. 51 for 6. juni 1864.

5!

i

52

Høm?

10.

11.

12.

13.

Michael Wolfe: De københavnske arbejderforeningers holdning til socialismen 1847-1871

(speciale Kbhvn. 1971), s. 152, 172. Først i og med »Folkebladets« nr. 6 for 31. decbr. 1864

blev foreningens »Efterretninger« offentliggjort i »Folkebladet« og ville fremtidig »blive om-

delt til Foreningens Medlemmer ved dens eget Bud«. Desværre savnes »Efterretninger« fra

før nævnte dato.

»Folkebladet« nr. 32, 1. juli og nr. 39, 19. aug.

Brevet af 21. juli 1864 hos Wolfe, anf. st., 5. 304, jvf. s. 153.⁄

Arbeiderforeningen af 1860 blev ledet af Rimestad til hans død 1879.

L. M. Müllen havde som kaptajn allerede ført sig frem med artikler om og for folkevæbningi

»Kjøbenhavnsposten« 1845 og 1848 (se min bog: »'Kjøbenhavnsposten'. Organ for 'det extre-

me Democrati' 1827-1848, 1978, s. 92). Müllen var siden 1855 medlem af Bondevennesel-

skabets bestyrelse og var 1864/65 medlem af Rigsrådets folketing, 1853-72 af Folketinget for

Sorø 1. Han var »Kjøbenhavns Arbeiderforenings« første formand i et par uger 1856, atter

1858/59, da han blev afløst af C. V. Rimestad, der forblev formand til sit »kup« 1860 (M.

Wolfe, anf. st., s. 150, 155, 159 ff., 163 f.). Stikkerens oplysning om Müllen som formand ogsåi 1864 er ikke uvigtig (M. Wolfe formoder s. 167 alene hans formandskab). Oplysningen om

det beskedne medlemstal er ej heller uvigtig: jvn. M. Wolfes formodning anf. st., 5. 172 f. om,

at der »d. 4/7 [1865] var syv repræsentanter, derfor mindst 35, 70 eller 140 medlemmer«,

»Men fra juli 1865 til januar 1866 . .. var der kun tre eller fire repræsentanter, og dette kan

kun betyde en repræsentation for højst 20 medlemmer«. Han ansætter medlemstallet »til

under 50 både før og efter juli« 1865, hvilket altså skulle komme de virkelige forhold så tem-

melig nær.

. dr. med. W. v. Rosen (1820-66), medlem af Folketinget 1861-64, tilhænger af helstatpolitik-ken, men nærmest Bondeven. Oplysningen interesserer, da dr. Rosen ikke nævnes som kan-

didat til bestyrelse eller repræsentantskab i »Folkebladet«.

Malermester P. E. Olsen, Skelskør, medlem af Folketinget for Sorø 4. 1861-66, for Svendborg6. 1866-69, for Frederiksborg 4. 1872-76. Nævnes ikke blandt repræsentanterne eller som

kandidat til 'repræsentantskabsvalgene i »Folkebladet«.

I »Folkebladet« nr. 29 for 10. juni var annonceret et foredrag til d. 15.juni om »Grundlovs-

striden« af Rejnholdt Jensen og i nr. 30 for 17. juni 1865 et foredrag af samme til d. 22. junimed titlen »Ønsker Arbejderne virkeligt at blive gjorte politisk umyndige?« begge gange i

foreningens lokale Læderstræde 26, Teknisk Institut.

d.e. Abraham Lincoln 1861-65 og Andrew Johnson 1865-68 fra hhv. Republikanerne og

Demokraterne.

Der er tale om en rigsdagsbeslutning fra septbr. 1855 om, at indskrænkningen afjunigrund-loven til kun at gælde kongerigets særlige anliggender alene skulle håndhæves, sålænge fæl-

lesforfatningen (for monarkiets fællessager) var »i anerkendt Kraft og Virksomhed«. Just

Orla Lehmann havde været ordfører i debatten forud for nævnte beslutning. Under grund-

lovskampen 1864-65 henviste Venstre til den som begrundelse for sit krav om, at junigrund-loven skulle træde i kraft igen. Det skete som bekendt ikke. I stedet fik vi »hartkornets

grundlov« af 1866. ,

Cand. theol. R. Chr. Zahle tilhørte i 50”erne i Folketinget Bondevennerne og var indtil 1864

tilhænger af helstaten; også efter 1866 tilhørte han Geert Winthers bondevenne-gruppe.

Anmeldelser

Elisabeth Bøtkjær/Inge Glibstrup/Anders Bach Jensen/Bent Bagger Larsen/JørgenBørglum Larsen/Knud Moos/Knud Munck/Arne Simonsen: Kirken i krisen. En antologiom den sociale kirkehistorie i 30'erne, FK-Tryk, Århus 1979, 240 s., kr. 50,-.

Bogen er et »resultat af et projektarbejde inden for den teologiske fagkritikgruppe ved

Aarhus Universitet« (s. 7). Den består af i alt 8 artikler, hvoraf de 6 har direkte rele-

vans for arbejderbevægelsens historie. Kirken var generelt set i arbejderbevægelsensførste mange år og åbenbart også et godt stykke ind i 1930'erne en stærk reaktionær

kraft. Efter 2. verdenskrig har kirkens betydning nok aftaget, men at der er reak-

tionære muligheder i kirkeligt-religiøse kredse ses tydeligt i de senere år i institutiona-

liseret form i Kristeligt Folkeparti. Også den såkaldte kristelige »fagbevægelse« er

ikke just nogen særlig progressiv faktor på arbejdsmarkedet. På den anden side er deri

de senere år opstået mindre grupper af »Kristne for socialisme« og lignende og fra den*,

anden store kristelige forening kan nævnes »Lab0ra«, som gerne vil forene deres

kristendom med en eller anden slags socialisme. Det er fra denne retning bogens for-

fattere kommer, og afhandlingerne skal vel forstås som et slags opgør med en reaktio-

nær fortid hhv. en selvkritik.

Bortset fra det må det siges, at det er et relevant emne at få undersøgt Socialdemokra-

tiets holdning til kirken. Især for mellemkrigstiden, da partiet for alvor gik ind i menig-hedsarbejdet, og via DsU/DUI's ungdomsarbejde og via Foreningen for borgerligKonfirmation gik til angreb på kirkelige institutioner, har disse undersøgelser betyd-ning. Om disse ting handler 3 af artiklerne, de andre behandler en kristelig-paeifistiskforenings holdning til Socialdemokratiets afrustningspolitik indtil 1933, Poul Hen-

ningsens og Hans Kirks kirke- og religionskritik og endelig er der en afhandling om

arbejderne i Indre Mission.

Det er alt i alt informative artikler og de behandler ikke uvæsentlige forhold i forbin-

delse med Socialdemokratiets kulturpolitik i perioden. Socialdemokratiets generelleudvikling belyses her fra en anden side end den normalt kendte, og det giver på noglepunkter ganske interessant nyt. G. C.

Peter Christensen (red.): Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 60 år. Ingen sejr uden

kamp, SOC, København 1980, 135 5., kr. 40,-.I stedet for et festskrift af normal type, har DSU valgt at udgive artikler fra sine med-

lemsblade: Rød Ungdom, Fri Ungdom, Blad og Soc i faksimile. De udvalgte artikler

har alle præcise kildeoplysninger og er forsynet med mindre kommentarer. Bogen er

inddelt i 16 afsnit: dels tidsmæssige perioder, dels efter emner. Artiklerne/udklippeneer selvfølgelig et udvalg og problematisk som alle udvalg, men alt i alt giver bogen en

god indføring i DSU's udvikling fra en aktiv arbejderungdomsbevægelse, der havde en

socialistisk vision, som forsøgtes realiseret, over en lang nedgangstur, en forfalds-

periode på alle områder, hvor den nærmest kun var en papirorganisation, til i dag hvor

DSU igen er inde i en opblomstringsperiode, men hvor medlemmerne kun i mindre

grad er unge fra arbejderklassen. G. C.

Dansk Biografisk Leksikon. Tredje udgave, Redaktør Sv. Cedergreen Beck, Gyldendal1979 ff. Første bind. Abbestée-Bergsøe, 638 s., 1979. Andet bind. Bering-Brüel, 639 s.,

1979. Tredje bind. Brüggeman-Dolmer, 672 s., 1979. Fjerde bind. Dons-Frijsh, 678 s.,

1980.'

Første udgave af Dansk Biografisk Leksikon (DBL) udkom i 19 bind 1887-1905, redi-

geret af C. F. Bricka. Den indeholdt 9793 biografier. 1933-44 videreførtes den af Povl

Engelstoft og Svend 'Dahl med den 27 bind store 2. udgave. Denne bragte 10996 bio-

grafier, heraf 0. 4500 nye, idet en trediedel af Brickas personer blev udeladt. Og nu

53

(juni 1980) foreligger så de 4 første bind af Cedergreen Beck*s 3. udgave, som efter

planen vil afsluttes i 1984 med det 16. bind og i alt biografere ca. 12000 danske mænd

og kvinder, heraf ca. 2600 nye navne. Den nye udgaves bind er dobbeltspaltede og

sidestærkere, så kvantitativt bliver den noget større end de tidligere.i

Udover disse stort anlagte DBL-udgaver udkom 1920-26 Dahls og Engeltofts 3 binds

Dansk biografisk Håndleksikon, så der er grund til at tale om en imponerende dansk

dækning af det biografiske stof. Alt i alt vil man i disse 4 værker kunne finde oplysnin-ger om mere end 20.000 afdøde og nulevende danskere (for udvlagskriterierne henvi-

ses til de enkelte udgavers forord).I betragtning af den historisk materialistiske tilgang, som i dag præger ikke alene den

marxistiske, men også en stor del af den mere borgerlige historieforskning, kan det

måske undre, at der sættes så store ressourcer ind på at fortsætte den personal-historiske tradition. Mange andre behov forekommer nok så påtrængende - en grun-

dig dansk historisk statistik for eks. - og personligt fatter jeg heller ikke, at Gyldendalhar prioriteret dette biografiske leksikon højere end den stærkt savnede, men nu skrin-

lagte nyudgave af Salmonsens Konversationsleksikon.

Men selv om man er uenig i prioriteringen og måske mere eller mindre skeptisk over

for den idealistiske historieopfattelse, som kan ligge bag det stærke personalhistoriskeengagement, ville det være vanvittigt ikke at udnytte det strålende hjælpemiddel, som

DBL-systemet vil Være for så godt som ethvert tænkeligt forsknings- og undervisnings-projekt i dansk historie. Der er virkelig noget at hente for alle, i den sum af akkumule-

ret viden, der er nedlagt her, og som med 3. udgaven nu føres helt up-to-date. Det

gælder såvel rent konkrete persondata som bibliografiske henvisninger, oplysningerom efterladte arkivaliers eksistens, ikonografi mm.

Det er fortsat de dannede, de kloge og de rige mænd, som dominerer DBL, men i

sagens natur kan det næppe være anderledes. Det er nu engang de offentlige navne,

indehaverne af politiske, økonomiske, administrative og kulturelle positioner, som

sætter sig større spor i kildematerialet. Befolkningens altovervejende flertal, bønderne

og arbejderne, mændene og- især - kvinderne, kendes som personer kun i deres

nærmeste familie og omgangskreds. Deres historie er i høj grad forsømt, men DBL er

ikke stedet at tage den op. Cedergreen-Beck fortsætter og udvider 2. udgaves be-

stræbelser på at inddrage de økonomiske hovedaktører på det private arbejdsmarked,som hos Bricka nærmest var overset. Opgaven er vanskelig, da denne personkreds”

biografier sjældent har ret meget at støtte sig til, hvilket ikke mindst gælder de nule-

vende 'erhvervsfolk. Vurderingerne af en del af disse - såvel arbejdsgiver - som

arbejdstagerrepræsentanter - kan derfor forekomme noget vage eller lidt for hensyns-fulde mod den portrætterede. I en eventuel 4. udgave om 40 år, skal mange af disse

karakteristikker givetvis tegnes ret så kraftigt om. Men trods dette er det, ikke mindst

udfra en arbejdshistorisk tilgang, vigtigt, at denne personkreds er med.

For studiet af arbejderklassens og -bevægelsens historie ligger DBLs væsentligste

betydning først og fremmest i dets oplysninger om arbejdernes medspillere, de offent-

lige og private magtudøvere og normsættere. Naturligvis vil dets indhold af biografierover arbejderbevægelsens mere fremtrædende tillidsmænd også være nyttigt, men

udfra en foreløbig vurdering af de 4 første bind forekommer antallet af disse ret beske-dent i betragtning af den indflydelse,som Socialdemokratiet og”fagbevægelsen har

haft på det 20. århundredes politiske og økonomiske udvikling. Alle ministre er (udfraet konsekvent redaktionsprincip) medtaget, derudover en række mere fremtrædende

parlamentarikere, lokalpolitikere, fagforeningsformænd og personer fra bevægelsenskulturelle organisationer. At udvalget efter en gennembladning synes meget beske-

dent sammenlignet med antallet af f. eks. nulevende akademikere, kan imidlertid

skyldes en tilfældighed. DBL er nået til bogstav F, og forholdet kan tippe, når Hansen,

54

“Jensen,Nielsen, Pedersen og Sørensen kommer med. I det mindste én beklagelig ude-i

*

ladelse eller forglemmelse kan dog allerede nu konstateres, syndikalisten Chr.

Christensen.

Når det gælder den ældre arbejderbevægelses personer, er det i høj grad Oluf Bertolts

bidrag fra sidste udgave der går igen, sjældent med større ændringer eller tilføjelser.

Og dette er rimeligt nok, for Bertolts grundlæggende personalhistoriske studier udgørfor mange af de biograferede fortsat det eneste samlede og vurderende portræt. Men

lad mig afslutte denne foreløbige anmeldelse med at pege på et af de meget få eksem-

pler, jeg har fundet på en utilstrækkelig ajourføring, nemlig artiklen om Frederik

Dreier.'

I denne har Vagn Dybdahl (hovedbidragsyderen af såvel nye som reviderede bidragom arbejderbevægelsens folk) inddraget SV. E. Stybes disputats fra 1959 og fra denne

videregivet vurderingen af Dreier som en højt begavet, men noget umoden og ver-

densfjern idealist. Men Johs. Nymarks bog fra 1974 om »Fr. Dreiers politisk-ideolo-giske virksomhed« nævnes overhovedet ikke -

og dermed heller ikke hans ganskemodsatte vurdering af Dreiers jordforbindelse.

Erik Strange Petersen

Ole Degn: Urbanisering og industrialisering. En forskningsoversigt, Akademisk Forlag,København, 1978, kr. 64,95.

Rich. Willerslev: Sådan boede vi. Arbejdernes boligforhold i København omkring 1880,Akademisk Forlag, København, 1979, kr. 64,95.Med publikationen af Ole Degns og Rich. Willerslevs bøger er foreløbig 15 publikatio-ner blevet udgivet i forbindelse med forskning knyttet til Institut for ØkonomiskHistorie ved Københavns Universitet. De her nævnte i forbindelse med projektetIndustrialismens bygninger og boliger, der finansieres af Statens Humanistiske

Forskningsråd.De to nærværende publikationer ligner ikke hinanden. Ole Degns bog er en megetbredt anlagt forskningsoversigt, mens Rich. Willerslevs lille bog er en dyberegåendeundersøgelse af boligforholdene især på Vesterbro - og kun inden for faglærtearbejdere - her smede- og 'maskinarbejdereOle Degns 'Urbanisering og industrialisering* giver som sagt et megetbredt vue ud

over den borgerlige förskning inden for dette emne. Bogen spænder over både dansk

og udenlandsk forskning, dog - meget naturligt - mest over den udenlandske forsk-

ning.Ole Degn har opdelt sin forskningsoversigt i to dele. En egentlig fremstilling af en

meget lang række synspunkter, teorier og holdninger, - og en meget omfattende bibli-

ografi, der indeholder den litteratur, som direkte omtales i selve fremstillingen og i

noterne hertil.

Selve fremstillingen fylder 100 sider og er inddelt i fem kapitler. I første kapital be-

handles 'Byforskning og byhistoriske aspekter.”Kapitlet er underinddelt i afsnit om

denne forskning i USA, England, Frankrig, Tyskland og Danmark. Andet kapitel be-

skæftiger sig med 'Økonomiske og økonomisk-historiske aspekter,” hvilket bl. a. dæk-

ker over forholdet mellem land og by og betydningen af forskellige sektorer i byensøkonomi. Tredie kapitel drejer sig om 'Sociologiske og socialhistoriske aspekterå En

betydelig del af dette kapitel bruges på et forsøg på at Opstille europæiske og ameri-

kanske bysociologiske teorier over for hinanden, men der levnes dog også en smule

plads til et emne som forholdet mellem soeialstruktur og erhvervsstruktur.

Fjerde kapitel omhandler ,Bygeografiske aspekter”,og handler primært om forskelligemodeller for bebyggelsesmønstre og byens indre struktur. Og det femte kapitel giver

55

en ganske kort introduktion til ”Forskningsopgaver i forbindelse med urbanisering og

industrialisering.”Det har uden tvivl været en vanskelig opgave at lave en forskningsoversigt, som den

her foreliggende. Fantastisk mange områder skal dækkes ind - og alligevel vil der altid

mangle noget. Det gør der også i dette tilfælde. Nok er der tale om en meget bred dæk-

ning af det her omhandlede forskningsområde, men ud over den borgerlige forskningvover forfatteren sig kun med forsigtighed -

.og aldrig ret længe af gangen. Man kansåledes hævde, at den marxistiske forskning i Vesteuropa er for svagt behandlet- men

helt galt bliver det, når man vender blikket mod Østeuropa. Specielt i DDR har deridet sidste dusin år været stor opmærksomhed over for de problemer, der udspringer af

industrialiseringen i forbindelse med urbanisering.Ikke mindst de sociale og økonomiske aspekter af urbaniseringen og;industrialiserin-

gen er i DDR blevet bearbejdet, og det ville i en forskningsoversigt, som den nærvæ-

rende have været en væsentlig forbedring, om også disse forskningsresultater var ble-vet omtalt. Desuden ville det have været ganske interessant at se den østeuropæiskeforskning stillet op over for de vesteuropæisk/amerikanske systemer.Den bibliografiske del af Ole Degns bog er overordentlig omfattende. Over 750 titler

inden for dette forskningsområde opstilles her med alle relevante data. Man kan over-

føre den samme kritik til denne del af bogen, som blev anført om den første del, idet de

angivne titler i bibliografien alle er nævnt i forbindelse med den egentlige fremstilling,samt i noterne hertil. Altså savnes der også her en oversigt over værker og artikler, der

er blevet produceret i Østeuropa. Men det skal understreges, at bibliografien i forbin-

delse med den vestlige etablerede forskning er meget udmærket.

Springet fra Ole Degn til Rich. Willerslev er betydeligt. Fra det store forkromede over-

blik går man til en detailanalyse af de faglærte arbejderes boligforhold i København

omkring 1880. Willerslevs undersøgelse fylder 144 sider incl. mange tegninger og foto-

gralier al bygmnger, der er bevaret fra 1880'erne. Det er klart, at man ikke kan give et

fuldstændigt eller dækkende indblik i alle københavnske arbejderes boligforhold i en

undersøgelse af dette omfang. Willerslev har derfor valgt at beskære sit undersøgelses-objekt, således at han udelukker alle andre end de faglærte arbejdere, der var beskæf-

tiget som smede eller som maskinarbejdere. I geografisk henseende er der for største-delen af undersøgelsen tale om en beskæring, der som følge har, at det i hovedsagen er

Vesterbro - fremvokset efter 1850 og skabt til især industriarbejdere -

og Christians-

havn - en ældre bydel, som gennem tiderne har været forskánet for større ildebrande

og således er relativt velbevaret.

Willerslevs undersøgelse har i høj grad karakter af egentlig grundforskning. Så vidt

vides er der ingen, der før ham har givet sig i kast med en undersøgelse af denne karak-

ter. Hvorimod der inden for forskningen af landbrug og landbrugere har været lavet

undersøgelser over husmænds og gårdmænds boligforhold.Undersøgelsens mere konkrete emne er at finde frem til arbejderlejlighedernes stør-

relse i antal værelser,beboelsestætheden pr. værelse, huslejens størrelse og den andel

den udgjorde af en faglært arbejders årsløn.Willerslev bygger sin undersøgelse op fra 'neden”, forstået således, at der bygges videre

på de første undersøgelser og tilføjes nye aspekter og der stilles nye spørgsmålud fraen grundstamme af viden.

Denne grundstamme skabes i første kapitel, ”Træk af beboelses- og bebyggelsesfor-hold' hvor der på baggrund af de offentlige boligtællinger fra 1880 og især 1885 bliver

lagt en grund til at bygge videre på. '

Kapitel to fortsætter på baggrund af de i kapitel et opstillede tabeller over antal ét, to“

og treværelses lejligheder (samt mange andre oplysninger) med en undersøgelse af bo-

ligens størrelse og af huslejens højde. Mere konkret opstilles tre arbejdsspørgsmål,

56

/

nemlig 1. Hvor stor var *den faglærte arbejders lejlighed? 2. Hvor mange menneskerboede der pr. lejlighed og pr. værelse? 3. Hvor høj var lejen? Med dette som udgangs-punkt fortsætter Willerslev i kapitel tre med at undersøge årslønnen for en smed eller

maskinarbejder i København, et forhold, der belyses via virksomhedernes lønnings-bøger, hvor disse er bevaret. Da dette imidlertid er meget begrænset i antal, suppleresoplysningerne herfra med resultaterne af den lønundersøgelse, som i 1882 blev foran'-

staltet af Marcus Rubin. Resultaterne vedrørende årslønningerne sættes derpå i rela-

tion til huslejens størrelse. Bogens fjerde kapitel rummer tyngdepunktet i denne bolig-undersøgelse. Her søger Willerslev at konkretisere antallet af smålejligheder og disses

areal målt ikke i værelser men i antallet af kvadratalen og kvadratmeter.

Når denne del af undersøgelsen kaldes et tyngdepunkt, skyldes det, at forfatteren herudvider sit forskningsområde og omfatter hele København, i modsætning til de to hid-

tidige bydele. Endelig forsøger Willerslev i det sidste og femte kapitel at beskrive en

typisk lejlighed og dens familie så detaljeret som muligt. Dette gøres ved at udvælge en'

række lejligheder, der ud fra undersøgelserne i kapitel to angående huslejens størrelse,skulle ligge omkring gennemsnittet - sammenholdt med de øvrige undersøgelser kan

der derpå ved hjælp af plancher og tabeller tegnes et ganske interessant portræt af en

gennemsnitsfamilie i en gennemsnitslejlighed i København omkring 1880.Rich. Willerslevs bog er meget velskrevet og i øvrigt meget klart disponeret. Derfor er

den ikke blot i sig selv et stykke meget værdifuldt forskning, men også på mange måder

velegnet som en slags model for kommende forskere, der ønsker at medvirke til at'

udvide kendskabet til arbejderklassens sociale forhold i tiden før århundredskiftet.Willerslev har fundet en masse kildemateriale frem, som også vil kunne bruges i andre

sammenhænge - og i modsætning til visse andre forskere er der ikke tale om, at hanmere eller mindre bevidst dækker sit materiale med henblik på senere eksklusiv udnyt-telse. Tværtimod. Kildematerialetsi styrke eller manglende styrke diskuteres fortlø-bende - og det er desuden værd at bemærke, at der i bogen også tages højde for de

særlige forhold, der gjorde sig gældende inden for den private boligmasse i form afdiverse foreninger. Enten af rent ñlantropisk karakter eller de tidlige arbejderforenin-gers sociale boligbyggeri.Willerslevs lille bog er udtryk for et ikke uvæsentligt skridt i retning af den nødvendigeopdyrkning af det socialhistoriske element inden for arbejderbevægelsens historie iDanmark.

Niels Ole Højstrup Jensen

[Ernst Espersenzl Fra det gamle kontor. 50 år ved Centralarbejdsanvisningen og Arbejds-formidlingen. Udgivet af Arbejdsformidlingen i København, København 1980, 16 5.

På Nørrebro i København, nærmere betegnet på hjørnet af Møllegade og Guldbergs-gade, ligger en lav, gammel bygning i røde mursten. Her lå i mange år den afdeling af

Centralanvisningskontoret - en oprindeligt kommunal institution, der under besættel-

sen blev statslig og i 1969 skiftede navn til Arbejdsformidlingen - hvor uorganiseredearbejdsløse gik til kontrol og kunne få anvist forskelligt løsarbejde.Organisationsprocenten har altid ligget højt i Danmark, men arbejdsmarkedet har

ikke altid været så gennemorganiseret som i dag. Ikke mindst under I930”ernes store

arbejdsløshed var der mange, som efter at have mistet understøttelsesretten røg ud af

fagforening og arbejdsløshedskasse - eller aldrig kom ind (de unge). Disse arbejderemåtte tage til takke med den karrigt udmålte socialhjælp, og så med forefaldende løs-

arbejde, som uddeltes i Guldbergsgade for en dag af gangen. Det var arbejde som

bude, i restauranternes køkkener, på lagre og ved flytning, i hovedrengøringstiden

57

tæppebankning og havegravning, om vinteren snekastning ved kommunen. For kvin-

dernes vedkommende rengøring, rengøring og rengøring. De mennesker, der søgte

arbejde i Guldbergsgade, var de, der på en måde var blevet trykket nedenud af arbej-derklassen, ned i »pjalteproletariatets«rækker. De havde mange gange ingen ejendeleudover det tøj, de stod og gik i, boede hyppigt på byens forskellige herberger og sad

ofte fast i alkoholmisbrug og bundløs gæld.Ernst Espersen arbejdede på kontoret i Guldsbergsgade i mere end 45 år, indtil dette

blev nedlagt den 15. november 1978 og afkontrolleringen af bistandsklienter overgiktil de almindelige AF-kontorer. I et lille hefte, som Arbejdsformidlingen i København

har udgivet, fortæller han træk af livet og funktionerne i »det gamle kontor«. Det er

personlige erindringer, og præget af en grundlæggende solidarisk holdning over for de

dårligt stillede mennesker på den anden side af skranken. Således har Ernst Espersenstor forståelse for, at nogle af kontorets klienter nærede »en vis modvilje over for

arbejde i det hele taget« - de blev jo altid kun budt det groveste og dårligst betalte

arbejde.Ernst Espersen er levende i sin skildring af kontoret, arbejdet dér igennem 1930,ernes

krise, besættelsen og efterkrigstiden, af de arbejdsløse og deres kår. Som det ofte er til-

fældet med erindringer forekommer der dog enkelte faktuelle fejl. Det var således 19.

september 1944 - ikke 1943 - det danske politi blev interneret af tyskerne. Og det var

ikke på tysk forlangende, at der i 1942 blev indført arbejdskort for alle danske arbej-dere, men på initiativ af partiet Venstre, der benyttede sig af, at arbejderklassen og

arbejderbevægelsen følte sig truet af tyskernes tilstedeværelse i landet, til at presse

denne og andre forringelser for de arbejdsløse igennem i den hensigt at sikre billig

arbejdskraft til landbruget (Hver lønarbejder fik et arbejdskort, som, når denne var i

arbejde, opbevaredes hos arbejdskøberen, og i tilfælde af arbejdsløshed var arbejde-rens legitimation til at hæve arbejdsløshedsunderstøttelse; hensigten var at skærpekontrollen med de arbejdsløse: ingen måtte få understøttelse, hvis der kunne anvises

arbejde - uanset dettes pris).Der er endnu ingen, der herhjemme har givet sig af med at beskrive paupernes

- det

meget dårligt stillede, underste lag i arbejderklassen - historie. Mærkeligt nok er der

heller ingen, der har beskæftiget sig særligt indgående med arbejdsanvisningens udvik-

ling - fra kampmiddel for fagforeningerne til redskab for en statslig arbejdsmarkeds-og socialpolitik, der skal tilpasse arbejdskraften til kapitalens skiftende behov. Skriftet

hér er kun et lille hefte. Man kunne ønske, at Ernst Espersen havde fortalt meget

mere, f. eks. om forsøgene på at organisere de uorganiserede i 1930'erne, om arbejds-

anvisningens problemer under besættelsen, hvor der var bud efter arbejdskraft både til

danske værnemagerfirmaer, tyske entreprenørarbejder og til rustningsindustrien nede

i Tyskland, og om en række andre spørgsmål. Men det peger på nogle forsømte om-

råder i forskningen i arbejderbevægelsens historie, hvor der er masser at tage fat på.

Ernst Espersen er beskedent tilfreds med, hvis yngre kolleger i Arbejdsformidlingenkunne have interesse i at læse hans beretning. Jeg mener bestemt, at den også må

interessere dette tidsskrifts læsere.

Til slut: Heftet præsenterer sig nærmest som en anonym reklametryksag for Arbejds-

formidlingen. Først når man har læst Ernst Espersens forord, går det op for læseren, at

man har at gøre med en mands personlige erindringer. Sådan synes jeg ikke, en udgiverkan tillade sig at behandle en forfatter! Therke] Stræde

»Fornyelse i dansk politik«. SF gennem 20 år. Redigeret af Bent Schiermer Andersen

m.fl. (Her og Nu 9. årg. nr. 4, 1979). 281 sider, kr. 52,-.

SF blev dannet i februar 1959 og betød et vendepunkt i dansk arbejderbevægelses ud-

58

vikling. SFs tidsskrift Her og Nu har markeret 20-årsdagenved at udsende denne bog,som behandler SFs fortid, nutid og fremtid.

Et sted i bogen citeres Lenin for at have sagt, at man ikke vasker det skidne linned i

fuld offentlighed. Det er en af SFs veteraner, der har været med helt tilbage fra brud-

det med DKP, som fremdrager dette citat og han tilføjer, at han ikke er enig med

Lenin heri og at det ikke er nogen ulykke, at de politiske diskussioner føres for åbne

døre i SF.

Denne holdning ligger til grund for hele bogen. Fremfor at skrive en traditionel parti-historie eller et hyldestskrift har redaktionen valgt at lade ledende SF'ere, hoved-

personer i forskellige stridigheder, samt modstandere og venner komme til orde.

Redaktionen har fået den gode idé at veksle mellem korte artikler og interviews.

Nogle af indlæggene omhandler derfor overordnede problemer, medens man genneminterviews får mulighed for at gå tæt på nogle af hovedaktørerne i SFs udvikling ved at

få dem til at fortælle noget om, hvad der skete.

SFs historiske udvikling i de første 10 år er allerede ganske godt belyst i flere under-

søgelser og bøger (spec. arbejderflertallet), så det har været lettere for redaktionen at

gå direkte til diskussionen .af velkendte problemstillinger og begivenhder. I bogensforskellige bidrag diskuteres organisatoriske problemer, spørgsmålet om parlaments-arbejde, strategi, taktik o.s.v. Dette er i hovedsagen kendt gods, som er blevet opsum-meret i anledning af jubilæet. I stedet vil jeg fremhæve et par af de bidrag, som inde-

holder nye vinkler på SFs udvikling. Det gælder bl.a. Ole Riis' artikel »En Århus-

historie«, som redegør for den særlige Århus-fløj,der var inden for SF i begyndelsenaf 70'erne, og som søgte at presse partiet til venstre. Interessant er ligeledes Ruth

Olsens artikel om SFs kvindegrupper og et norsk bidrag fra Berge Furre om påvirknin-gen fra Danmark på norsk SF.

Nogle mangler i bogen må dog efterlyses. F.eks. savner man et bidrag fra den ene af

SFs formænd, Sigurd Ømann. Nogle af venstrefløjbidragene i bogens slutning virker

lidt uvedkommende, medens man til gengæld savner et bidrag fra Preben Wilhjelm,som optil 1967 var Aksel Larsens antipode i SF og det andet yderpunkt i de store stri-

digheder mellem højre- og venstrefløj. Lidt under halvdelen af bogen er interviews.

Det er en besnærende form, som dog også rummer problemer, som her afspejles i at de

trykte interviews er af svingende kvalitet. Bedst er interview'et med Jens Maigaard.Her spørges tæt og direkte af intervieweren, hvilket giver bonus i form af mange kon-

krete oplysninger og vurderinger. Det andet yderpunkt er et helt kaotisk interview

med tre tidligere og en nuværende SFU-formand. Et andet problem kan illustreres i et

meget interessant interview med Holger Foss og Bjarne Jensen, hvor BJ husker fejl,idet han lader SUKPs 20. partikongres komme efter Ungarnkrisen i [956. Det var som

bekendt omvendt, men man kan ikke forlange, at folk der har været optaget af aktivi-

tet i mere end en halv menneskealder sidenhen skal kunne huske kronologien præcis.Det skal derimod intervieweren, som må støtte, således at der bliver overensstemmelse

mellem årsagssammenhængog kronologi.Som SF skabte fornyelse i dansk politik, skaber redaktionen af Her og Nu med denne

bog fornyelse i jubilæumsskriftgenren.Dog savner man en opsamling i slutningen af

bogen, hvor redaktionen eller en repræsentant fra SFs ledelse havde benyttet lejlig-heden til at gøre en slags politisk status over mangler og fortrin i SFs 20-årige udvik-

ling.Steen Bille Larsen

59

Index til den danske venstreoppositions tidsskrifter 1977-1978 Bd. I-II. Tidsskriftcentret,

København, 1980, (uden sidetal), pris 180 kr. for biblioteker og institutioner. 98 kr. for

medlemmer af SFAH.

Med »Index til den danske venstreoppositions tidsskrifter 1977-1978« føjes et nyt led

til den danske venstrefløjs bibliografiske system. Systemet består i forvejen af »Ven-

streoppositionens skrifter. Bøger, pjecer og foldere 1968-71. Tidsskrifter 1968-73«,

udgivet af Danmarks Biblioteksskole i 1974, og »Venstreoppositionens skrifter. Bøger,

pjecer, løbesedler, tidsskrifter og aviser 1972-1974« og »Venstrefløjens Bogmarked1975 - juni 1978«, begge udgivet af Tidsskriftcentret i henholdsvis 1976 og 1978. Des-

uden udsender Tidsskriftcentret løbende Den røde liste, som er en fortegnelse over

danske alternativforlags og venstrefløjsorganisationers bogudgivelser, og- i det

omfang der er personaleressourcer - Tidsskriftorientering, som er en fortegnelse over

væsentlige artikler i de danske og udenlandske tidsskrifter, som findes i abonnement

på Tidsskriftcentret.

Den foreliggende indeks er således det første hjælpemiddel, der giver en samlet

indgang til artikler i danske venstrefløjstidsskrifter. Indeksen er blevet til som en

hovedopgave på Danmarks Biblioteksskoles afdeling i Ålborg. Der er indekseret 130

tidsskrifter, og indekseringen er resulteret i ca. 8000 indførelser. Desuden findes en

fortegnelse over indekserede tidsskrifter med oplysninger om udgivelsestidsrum og

udgivere.Venstreoppositionens tidsskrifter er defineret bredt som tidsskrifter, der udgives af

partier og grupper til venstre for Socialdemokratiet, tidsskrifter, der beskæftiger sigmed delproblemer i samfundet ud fra et klart socialistisk udgangspunkt samt tids-

skrifter, der forholder sig konsekvent kritisk til delproblemer i samfundet, og hvis

synspunkter er sammenfaldende med synspunkter på dele af venstrefløjen. Enkelte

fagblade, der falder ind under denne definition, er med i indekseringen.Udvalget af tidsskrifter er bredt både med hensyn til repræsent ion af den samlede

venstrefløjs synspunkter og med hensyn til de politiske, økonomiske, sociale, arbejds-miljømæssige, økologiske og kulturelle emneområder, tidsskrifterne beskæftiger sigmed. Ligeledes spænder udvalget over tidsskrifter med overvejende korte nyheds- og

aktualitetsprægede artikler og tidsskrifter med teoretisk og forskningsorienteret ind-

hold. I forbindelse med den sidste gruppe er indekset et godt hjælpemiddel til at følgeden faglige debat i fagkritiske tidsskrifter som f. eks. Den jyske historiker, Natur-

kampen, Politica, Politiske arbejdstekster, Tidsskrift for politisk økonomi m.fl.

Som indgang til debatten i venstrefløjens tidsskrifter er indeksen et nødvendigt hjælpe-

middel, ikke mindst når man sammenligner med Danske Tidsskriftartikler/Dansk

Tidsskriftindeks” indeksering af venstrefløjstidsskrifter. I samme periode er således

kun 9 af indeksets 130 tidsskrifter indekseret i Danske Tidsskriftartikler. Ingen af de

ovennævnte tidsskrifter er f.eks. indekseret i Danske Tidsskriftartikler, ej heller

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie.

Der er også grund til at fremhæve det værdifulde i, at indeksen medtager både artikler

og anmeldelser. Anmeldelser omfatter både bøger, tidsskrifter, plader, film og teater.

Grænsen for indeksering er sat ved 5000 enheder (bogstaver m.v.). Det kan diskuteres,om det ikke for anmeldelsers vedkommende havde været rimeligt at fastsætte et

lavere enhedstal, således at flere anmeldelser kunne være medtaget. Skal man følge et

værks modtagelse i den politiske/faglige debat, er det ikke nødvendigvis kun langeanmeldelser, der er af betydning.Artiklerne er opstillet efter et alfabetisk emneordssystem med henvisninger til over-

ordnede og beslægtede emner. Hvis en artikel omfatter flere emner, er den placeretunder alle relevante emneord. Anmeldelser er ordnet alfabetisk efter det anmeldte

værks titel. Forfatterregisteret omfatter både forfattere til artikler, forfattere til an-

60

meldelser og forfattere/ophav til anmeldte bøger m.v. For anmeldelsernes vedkom-

mende betyder denne opstilling dog, at man ikke kan gå direkte ind under forfatteren

til det værk, man ønsker at se anmeldelser af, men enten må gå ind under værkets titel

eller gå ind via forfatterregisteret.Sammenfattende må man sige, at »Index til den danske venstreoppositions tids-

skrifter« er et udmærket og nødvendigt supplement til Danske Tidsskriftartikler/

Dansk Tidsskriftindeks. Indeksen fortjener stor udbredelse både hos organisationer og _

personer på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen og også på bibliotekerne. På både

folke- og forskningsbiblioteker vil indeksen være et anvendeligt og nødvendigt hjælpe-middel i referencearbejdet. Man må håbe, at stor udbredelse vil gøre det muligt at fort-

sætte indeksen i de kommende år, ikke mindst da brugsværdien på længere sigt vil

være afhæn i af en fortsættelse.I

,.

ggNW batman;

Alfred Jensen: Kommunisternes indsats for socialisme og fremskridt, Tiden, København1979, 61 s.,, kr. 25,-

Ifølge indledningen er der »Fra overklassens side og dens støtter i arbejderbevægelsen- såvel reformister som venstreekstremister - gjort mange krampagtige forsøg på at

frakende det kommunistiske parti enhver betydning og indflydelse på politiske af-

gørelser i Danmark, i særdeleshed i 30'erne« (s. 7 f). Alfred Jensens pjece, som er et

led i markeringen af partiets 60 årsdag, skal åbenbart rette, op på dette forhold. Han

beskæftiger sig stort set med DKP*s indsats og rolle i 1920'erne og 1930'erne, d.v.s.

indtil partiet illegaliseredes i 1941 efter overfaldet på Sovjetunionen.Som historieskrivning er den intet værd, han kender end ikke den kommunistiske ter-

minologi fra 20'erne, når han hævder, atret samarbejde (?) med Lyngsie i 1925 må op-

fattes, som at »En enhedsfront var etableret fra neden« (s. 15). Det er svært at se,

hvem der kan bruge pjecen. Det skulle da lige være for at få et indblik i nogleDKP'eres ideologi. Men så vidt det kan overskues, er denne ideologi 'ikke engang sær-

lig repræsentativ for partiet.Der er en del gode illustrationer i pjecen.

Gerd Callesen

Charles W. Jensen: Træk af fagbevægelsens historie i Kolding, i: Kolding i det tyvendeårhundrede indtil kommunesammenlægningernei 1970, udg. af Vejle Amts Historiske

Samfund, bind 2 s. 194-255, Kolding 1979.

Charles W. Jensen var selv aktiv fagforeningsmandi HK og ogsåi Arbejdernes Fælles-organisation. Han har i sit bidrag kort omtalt de første faglige sammenslutninger i

Kolding i forrige århundrede og derefter lavet en gennemgang af de vigtigste begiven-heder i F ællesorganisationens udvikling. Det er åbenbart sket på baggrund af de beva-

rede (bestyrelsesmøde)protokoller, og man får et godt indblik i hvad der har optagetdenne i perioden fra 1886, hvor Fællesorganisationen oprettedes, til ca. 1972. Derefter

fremstilles udviklingen i de 22 vigtigste fagforeninger i byen, udviklingen i HK omtales

mere udførligt end de andre. Så følger et afsnit om »Røde faner og demonstrations-

tog« - det var pudsigt nok Venstre, der i 1885 for første gang i byens historie brugterøde faner (s. 233), og endelig et afsnit om de besværligheder, der har været med at få

bygget en »Arbejdernes Forsamlingsbygning«'- det har flere gange været lige ved at

lykkes. .

l tilslutning til artiklen findes nogle meget nyttige fortegnelser over byrådsmedlemmer ›

61

fraifagbevægelsen1906-1978 - der har været repræsentanter fra ialt 23 fagforeninger,flest fra SID - og fortegnelser over de faglige organisationers oprettelsesår med deres

formænds og kassereres funktionsperioder og endelig en oversigt over organisationer-nes medlemstal ved starten og i årene 1897, 1909, 1919, 1929, 1946, 1956, 1966 og 1976.

Desuden fortegnelser over kooperative virksomheder, sygekasser o.s.v. med tilknyt-ning til fagbevægelsen og en meget kort liste over deltagere i modstandskampen fra

fagbevægelsen. Til sidst bringes en liste over bl.a. de lokale jubilæumsskrifter og

oplysninger om artikler i den lokale presse om faglige jubilæer. Disse tillæg er meget

Væsentlige og vil være af stor værdi for den videre forskning. Det er alt i alt et væsent-

ligt bidrag til Kolding arbejderbevægelses historie, der er fremkommet her.

Gerd Callesen

Fritz Kaufmann: Sozialdemokratie in österreich. Idee und Geschichte einer Partei. Von

1889 bis zur Gegenwart, Amalthea-Verlag, Wien - München 1978, 598 s., 6.8. 520,-.Walter Pollak: Sozialismus in österreich. Von der Donaumonarchie bis zur Åra Kreisky,Econ Verlag, Wien - Düsseldorf 1979, 319 s., DM 36,-

Det østrigske socialdemokratis (SPO*s) udvikling kan på ingen måde siges at have

været et forsømt område af den europæiske ,arbejderbevægelses historie. Partiets

ledende personligheder eller i det mindste partiet nærttilknyttede har igennem årene

skrevet en række bøger om partiets historie og dets ledere, sidstnævnte ofte af et

sådant omfang, at de antager karakter af hele partihistorier for større tidsafsnits ved-

kommende. Siden 1952, da Jagues Hannak udsendte sin samlede oversigt ove SPö's

historiel, har der imidlertid ikke fra SPO's side og heller ikke i øvrigt været forsøgt at

udarbejde en sådan. Hertil kommer-yderligere, at en omfattende kritisk beskæftigelsemed SPö”s udvikling og ideologi, som vi bl.a. kender den fra Vesttyskland og Dan-

mark for disse landes socialdemokratiers vedkommende for større eller mindre perio-der, kun er til stede i et langt mindre omfang for SPö”s vedkommende. Studenter-

oprøret i 60”erne og den påfølgende kritiske indstilling til og beskæftigelse med de

store socialdemokratier i en række europæiske lande, har kun fundet en svag genklangi Østrig, hvor et studenteroprør i det store og hele udeblev. Der er således i Østrig kun

en relativt svagere og senere udviklet kritisk intellektuel venstrefløj til at tage sig af et

opgør med eller en nyvurdering af den selvforståelse af SPO”s udvikling, som man i

partiet har lagt sig fast på og værner om, og det skal med det samme gøres klart, at

ingen af de to værker, der her skal omtales, lægger optil en sådan kritisk stillingtagen.For både Fritz Kaufmann (FK) og Walter Pollak (WP) gælder det, at de har skrevet

deres samlede oversigter over SPO's historie for at informere og berette om det parti,som alene har haft regeringsmagten i Østrig fra 1970. Begge har de villet give baggrun-den for SPO's politiske succes: absolut flertal i parlamentet igennem nu snart 10 år.

FK indleder med den selvbekendelse, at han ikke selv er socialdemokrat, men tilhører

det borgerskab, hvorfra så mange af SPö*s store ledere er udsprunget, en omstændig-

hed det er ham meget magtpåliggende at dokumentere. FK's store fremstilling kan dogikke af den grund betegnes som mere »objektiv« eller upartisk, etiketter han ikke selv

vil sætte på en del af den af ham benyttede litteratur: det fremgår tværtimod tydeligt,at han har stor_ sympati for SPO's af i dag. FK har villet' skrive en samlet og sammen-

hængende partihistorie fra partiets grundlæggelse i 1889 og frem til i dag, koncentreret

omkring den politiske bevægelse og dermed udelukkende tilknyttede organisationersom fagbevægelsen, de socialdemokratiske kooperativer mm. Det er rimeligt nok,selv om FK har haft næsten 600 sider til sin rådighed. Det uheldige er blot, at denne

intention ikke indløses, og at bogens titel heller ikke dækker bogens indhold, da der

ikke er tale om en partihistorie i hverken snæver eller bred forstand. Forventer man at

62

få ndførlige oplysninger om SPö*s organisationsstruktur, medlems- og vælgerbasis,r i

partiets »ideer« og teoretiske grundlag og forudsætningerne herfor, SPO's reformis- ›

mes karakter, tilhængernesalder,køn, regionale fordeling etc. og udviklingen på alle

disse områder, tager man helt fejl af karakteren af FK”s bog. Der er snarere tale om en

meget traditionel statshistorie, en oversigt over Østrigs historie med SPO*s i forgrun-den med vægt på ydre begivenheder og politiske hændelser. Det må rimeligvis ses med

baggrund i, at FK har villet inddrage den samfundsmæssige sammenhæng, som SPö”s

har fungeret i, men det kræver i høj grad nogle overvejelser omkring hvad, der er

relevant at medtage og på hvilken måde, hvis man vil forsøge at give en historisk for-

ståelse for partiets udvikling. Sådanne styrende overvejelser har FK ikke gjort sig, han

registrerer nogle ændringer og udviklinger i SPO*s, men kan ikke forklare dem og

fremsætter i stedet som oftest en række moralsk begrundede vurderinger. lndholdeti

de enkelte kapitler er ikke organisk sammenkædet, men står mere eller mindre løs- r

revet uden, at der går nogle røde tråde igennem de forskellige afsnit.'

FK bruger megen plads på personskildringer både i hovedteksten, men især i noterne,

der bl.a. af denne grund er svulmet meget kraftigt op. Han viger ikke tilbage for at

gengive deciderede sladderhistorier af værste slags om enkelte SFO-ledere, heller ikke

selv om han selv anser dem for løgnagtige. En karakteristik af Friedrich Adler

som en blanding af Parsival og Don Quichote (s. 56) kan tjene som et blandt mange

eksempler på FK's særlige »stil«, der i øvrigt er meget snakkende. Med denne vægt på

personerne i historien kan det ikke overraske, at FK ikke har gjort sig overvejelseromkring forholdet mellem ledere og basis i SPO's, omkring partiets interne dynamik.For FK er SPö”s teori og praksis alene et resultat af ledernes beslutninger, mest

ekstremt kommer det til udtryk omkring skildringen af arbejderradikaliseringen efter

1. verdenskrig, som FK dels næsten helt vil benægte eksistensen af, dels ikke mener fik

nogen indflydelse på SPO”s politik og udvikling. Det var alene lederne, der - uafhæn-

gigt heraf - var afgørende og besluttende (s. 118 f.).Det fremgår af FICS fremstilling, at han helst ser SPO ubundet af marxistisk teori og

detaljerede partiprogrammer, så partiet i den praktiske politik kan stå helt »frit«. I for-

længelse heraf kritiseres Otto Bauer gang på gang stærkt for sin teoretiske position,der i øvrigt gives et kort næsten totalt vrængbillede af (se især s. 267). Netop denne

binding til marxistisk teori og bestræbelserne på for enhver pris at bevare SPO,s

enhed, der udelukkede en koalition med de borgerlige partier i den første republik1918-34, var en del af årsagen til, at partiet blev tilintetgjort i 1934, mener FK. Hermed

lægges der en stor personlig skyld på mennesket Bauer. Omvendt har SPO opnåetstore resultater i den anden republik efter 1945 netop ved at have frigjort sig fra densnærende teori (austromarxismen), koalitioner med de borgerlige partier har været

gennemført (1945-66), indtil partiet alene var i stand til at overtage regeringsmagten i1970. Det store mål var nået. I et interview med den nuværende kansler Bruno

Kreisky, der sammen med en gengivelse af hele SPO's nye partiprogram fra 1978

afslutter bogen, genfindes det samme synspunkt, omend i en lidt anden formulering.Det er lidt svært at afgøre,hvilken læsergruppeFK's bog i første række er tiltænkt.

FK er jurist af uddannelse (årgang 1896)og ikke historiker, og selv om det store note-

apparat for nogen måske kan kaste et skær af videnskabelighed over bogen, viser det

reelle materialgrundlag sig at være yderst begrænset og snævert, hovedsageligt støt-tende sig til Brügel”s og Gulick's grundlæggende arbejder og nogle få andre oversigts-værker om den første og anden republik. Der er så at sige ingen anvendelse af SPO's

samtidige pjecer og litteratur, slet ikke af kongresprotokollerne og heller ikke anven-

des flertallet af de nyere videnskabelige arbejder om forskellige centrale aspekter af

SPö's rolle og udvikling. I stedet er der i en supplerende litteraturliste henvist til nogleaf disse, som FK Oven i købet påstår falder uden for rammerne af hans fremstilling(s. 9)! Bogen må nærmest være henvendt til den helt forudsætningsløse læser, der er

63

udlænding, ikke østriger (FK bor selv i New York). Både tekst og især de omfangsrigenoter er fyldt med spredte supplerende oplysninger om alt muligt mere eller mindre

,vedkommende i forhold til emnet. Alligevel turde det være fremgået, at bogen absolut

ikke kan anbefales'en dansk læser.

Spores det tydeligt hos FK, at han ser med sympati på dagens østrigske socialstat med

den udviklede socialpartnerbevidsthed og SPO som folkeparti og ikke klasseparti, er

denne tendens endnu tydeligere hos Walter Pollak på de godt 300 sider, som han

bruger til i en mere sammenhængende og koncentreret form at give en oversigt over

SPO'S historie og politiske udvikling. WP tager i sin fremstilling implicit udgangspunkti situationen i Østrig i dag, ophøjer den til ideal og bedømmer SPO's tidligere initiati-

ver og politik i forhold hertil. Det er ham således meget magtpåliggende at spore tid-

ligere tendenser til socialpartnerskab i stedet for klasseantagonisme, og et sådant

eksempel finder han bl.a. i bedriftsrådslovgivningen fra 1920 (s. 132 f.), der bl.a. r0-

ses af denne grund. I forlængelse heraf ser han meget negativt på Otto Bauer, som ogsåFK gør det: Bauer stod med sin »radikale« marxistiske teori og fraseologi, sine forsøg

på at forene teori og praksis og at holde partiet samlet, hans ikke rent fordømmende

holdning til Sovjetunionen mm. som en hindring for klassesamarbejde (i.e. koalition

med de borgerlige partier) og socialpartnerskab i den første republik og bidrog dermed

til arbejderbevægelsens nederlag i 1934. Omvendt er Karl Renner for WP den SPO-

leder, der var på den rette vej: han ønskede en koalition med de borgerlige partier, og

at det er det rigtige, viser iflg. WP udviklingen i den anden republik. WP kommer ikke

nærmere ind på de samfundsmæssige årsager til de skærpede klassemodsætninger i

den første republik, men ser alene personlige årsager til Otto Bauers »radikalitet« og

stadige krav om bevarelse af SPö's enhed for enhver pris. Årsagernemener WP må

søges i Bauers sociale herkomst (s. 162). Denne type forklaringer er desværre ikke

enestående i bogen. Også for WP er det lederne, der alene skaber historien og masser-

ne, der følger trop, og i samklang hermed kritiseres Bauer for at tillægge personlig-heden en alt for lille rolle i historien (s. 160).Det er næppe helt forkert at betegne WP's bog som et stykke historieskrivning, der er i

god overensstemmelse med SPO”s selvopfattelse af i dag og som afløser for Hannak”s

snart 30 år gamle oversigt. Mens Hannaks bog var stærkt præget af den kolde krig, er

antikommunismen nedtonet, men ikke forsvundet hos WP og fremme af socialpart-nerbevidstheden trådt i stedet. Hermed være samtidig sagt noget om begrænsningernei bogens brugbarhed, hvis det er årsagssammenhængen på forskellige områder af

historien, man ønsker et bud på.

Bogens overordnede disposition afviger ikke meget fra hverken Hannak's eller FK*s.

Et indledende afsnit skitserer kort ændringerne i Østrigs økonomiske og sociale struk-

tur inden for de sidste 100 år med den ikke overraskende konklusion, at denne udvik-

ling i sig selv har fremmet SPö's vækstmuligheder. Godt '/4 af bogen skildrer derefter

bredt arbejderbevægelsens opkomst og vækst frem til 1. verdenskrig med hoved-

vægten på begivenheder og personer. Det er helt klart et afsnit, der for WP kun har

haft historisk interesse og kun tjener til at vise SPO,s vækst fra sekt til masseparti.Hovedafsnittet og næsten halvdelen af bogen omfatter udviklingen i den første repu-

blik og under stænderstaten 1934-38. Det er først og fremmest denne periode, der for

SPO har mere end historisk interesse og bidrager med en lære til partiets tilhængereogandre i dag. Det er her WP lægger sig i selen med forklaringer og formuleringer, der

skal retfærdiggøregSPO'spolitik i den anden republik, austromarxismens afløsning af

mere eller mindre renlivet pragmatisme, opgivelsen af tidligere målsætninger etc. Det

vil sige, at WP's bog, der i øvrigt er uden litteraturhenvisninger, højst kan tjene som

kilde til SPö's selvforståelse af i dag, men derimod er mindre egnet som udgangspunktfor en seriøs og kritisk beskæftigelse med SPO's historie, lige så lidt som FK,s er det.

Både for FK's og WP's bog gælder det, at de i substans ikke bringer noget nyt i forhold

64

'

til tidligere og langtældre fremstillinger. Deres enestefordel er, at de indeholder nogleaf de første forsøg på også at inddrage SPO's udvikling efter 1945, men selv her kan de

kun tjene som en nødtørftig første orientering. Det vil være at beklage, hvis udgivelsen'af disse to bøger afholder forlagene fra at vove at udgive andre og alternative fremstil-

linger af SFO's historie af frygt for, at markedet allerede skulle være dækket med disseto værker.

John T. Lauridsenl. J. Hannak: Im Slurm eines Jahrhunderts. Wien 1952.

Elsebeth Munk Laursen: Strejkeaviser 1975-79: En registrant over bestanden af strejke- .

aviser fra 1975-79 på Det kongelige Bibliotek, Arbejderbevægelsensbibliotek og arkiv ogTidsskriftcentret. Herunder en analyse af strejkeavisens opkomst og funktion. Specialeved Danmarks Biblioteksskole, sektion II, København 1980, 63 5. + bilag.

'

Fra 1975, d.v.s. fra Uniprint-konflikten, fik støttearbejdet ved de »vilde strejker« en nyform: der oprettedes støttekomiteer i større stil og i en del tilfælde udgaves strejke-aviser. Begge dele kendtes fra tidligere tid, men nu blev denne form mere udviklet. Ogformen ændrede sig undervejs i de her undersøgte 5 år. Elsebeth Munk Laursen har

undersøgt,hvad der befinder sig i de tre biblioteker, der med størst sandsynlighed skul-le have tryksager og evt. andet materiale om disse konflikter.Hun har fundet frem til 24 konflikter, hvor der på en eller anden måde blev udgivetaviser hhv. »aviser« (i et tilfælde - blokaden af Rømø-Sild-færgen udkom der to

forskellige aviser). I de fleste tilfælde kom der kun ganske få numre, i alt 85, thraf6ikke findes på bibliotekerne. KB har pt. kun ca. 10% af dette materiale tilgængeligt(det kan ændre sig i løbet af året), mens ABA og TC, der fører en mere udafvendt

accessionspolitik, tilsammen har resten - på nær de 6 numre. Men det er muligt, at

heller ikke de har fået alle strejkeaviser.Det er en udmærket og informativ opgave, som her foreligger. Den vil være af stor

'

hjælp for enhver, der skal beskæftige sig med disse 5 års arbejderhistorie. Arbejdet vil

også blive lettet af, at E.M.L. har opført, hvor der'befinder sig yderligere materiale, oghvilke konflikter der har været i perioden 1975-78 på grundlag af avisen »Kommunist«hhv. »Arbejderavisen«.Opgaven er en af de efterhånden mange nyttige specialer fra Danmarks Biblioteks-skole. Det ville være en opgave for Biblioteksskolen at få dem ud til et lidt større publi-kum (f. eks. centralbibliotekerne og de relevante forskningsbiblioteker), det er urime-ligt, at så nyttige afhandlinger ikke bliver brugt hhv. ikke kan bruges, fordi der kuneksisterer et eller to eksemplarer.

Gerd Callesen

V. I. Lenin: Udvalgte værker i 15 bind + registerbind.Bind 2: Vor Bevægelses Mest Nødvendige Opgaver - Hvad Må Der Gøres? Redaktion:

Eigil Nielsen og Gelius Lund, Tiden, København 1979, 250 5., kr. 60,-

Med udgivelsen af bind 2 af Lenins udvalgte værker er tidsrummet fra l900-l902 dæk-

ket ind. Det er - meget naturligt - Lenins berømte skrift »Hvad må der gøres?«, som

indtager den centrale placering i dette bind. For det første rent omfangsmæssigt og for

det andet også indholdsmæssigt. »Hvad må der gøres?« blev skrevet i perioden frabladet Iskras (Gnisten) start og frem til de mere konkrete forberedelser til RSDAP”s

berømte 2: kongres i 1903., og udkom i 1902. »Hvad må der gøres?« er inddelt i 5 kapit-

65

ler, samt en slutning oget bilag til skriftet. Desuden er der i denne udgave medtaget en

korrektion til »Hvad må der gøres?« foretaget af Lenin via Iskra nr. 19, foråret 1902. I

det første kapitel angriber Lenin Bernsteins revisionisme og den russiske økonomis-

me, som på dette tidspunkt stod relativt stærkt i det spæde'russiske socialdemokrati.

Som konklusion på kritikken af økonomismen fastslog Lenin, at hele den revolu-

tionære kamp nødvendigvis måtte stå i et direkte forhold til en progressiv revolutio-

nær teori, hvis den skulle kunne sejre - og at denne revolutionære teoris praktiskeopgaver bedst kunne føres ud i praksis gennem eksistensen af et revolutionært parti. I

andet kapitel fortsætter denne diskussion med emnet teoretisk spontanitet over for

bevidst orientering og målbevidst handling. Lenins udgangspunkt er, at revolutionær

teori kun kan fremkomme gennem nærmeste forbindelse med revolutionær praksis.Men han forkaster forhastede teoretiske konklusioner, der baseres på spontane revo-

lutionære handlinger. Den revolutionære teori må fremkomme gennem grundigestudier af filosofi, historie, økonomi og politik. Egentlig styrke får teorien imidlertid

først, når den vinder udbredelse i arbejderklassen og herigennem anvendes i praksis.En praksis, der gennem det revolutionære parti medfører foreningen mellem arbejder-

bevægelsen og den marxistiske teori. Tredie kapitel bruges til en diskussion af forhol-

det mellem politik og økonomi- om forholdet mellem arbejderklassens politiske og

økonomiske kampe. Det er i denne forbindelse, at Lenin slår fast, at det er arbejder-klassen, som i historisk forstand er den magt, som vil gå i spidsen for den demokratiske

kamp. Kapitlerne fire og fem indeholder Lenins analytiske redegørelse for mål og mid-

ler i forbindelse med opbygningen af det proletariske arbejderparti under de forhold,

der var rådende i datidens Rusland - d.v.s. opbygningen af et illegalt parti. Det skulle

være et parti, hvor der blev lagt den største vægt på medlemsaktivitet, og hvor effekti-

› vitet og disciplin var kvaliteter, der langt overskyggede ønsket om et stort parti. Under

de illegale forhold var kvaliteten af partiet en forudsætning for partiets arbejde, mens

en kvantitet af passive medlemmer ville være en hæmsko i udsatte situationer.

Udover den her omtalte lille bog findes der i bind 2 af Lenins udvalgte Værker en

mindre artikel, som ikke har »Hvad må der gøres?« berømmelse, men som dog er

interessant, både historisk og ideologisk. Der er tale om Lenins artikel »Vor bevægel-

ses mest nødvendige opgaver«, som blev skrevet i november 1900, og som blev bragtsom leder i det første nummer af Iskra, der udkom december 1900. Denne leder stod

naturligvis i nøje forbindelse med det mål, som Lenin og den øvrige redaktion for Iskra

(G. Plekhanov, P. Akselrod, V. Sasulitj, J. Martov og A. Potresov) havde med udgivel-sen af bladet. Målet var i al korthed at samle de mange spredte smågrupper af social-

demokrater i Rusland til et parti. Et sådant forsøg havde været gjort allerede i 1898,

hvor Ruslands socialdemokratiske Parti (RSDAP) havde haft stiftende kongres. Imid-

lertid var de fleste kongresdeltagere blevet arresteret kort tid herefter, og partieteksisterede i praksis kun af navn. Spørgsmålet om et proletarisk parti i Rusland disku-

teredes voldsomt i 1900. En ikke uvæsentlig fløj - økonomisterne - var skarpemodstandere heraf. Efter disses mening skulle den russiske arbejder nøjes med at føre

den økonomiske kamp, fortrinsvis via strejkevåbnet, mens den politiske kamp skulle

føres af den dannede del af den socialistiske bevægelse, af .de intellektuelle, som man

formodede havde forstand på den slags sager.Iskra førte en lang og sej kamp mod de russiske økonomisme - en kamp der blev ført

frem med fynd og klem fra første num er, startende med den her omtalte artikel af

Lenin.

Om bind 2 af Lenins udvalgte værker elldesuden at sige, at dette bind, i lighed med de

tidligere udkomne, er udstyret med et fyldigtog velfungerende noteapparat og navne-

register. i

Niels Ole H. Jensen_

66

ii

i

i3

ii

li

iii

Erik Mader: SF under »det røde kabinet« 1966-68, Odense Universitetsforlag, Odense,

1979, 242 5., kr. 96,-›

Konflikten i DKP 1956-58 og det første arbejderflertal 1966-68 er de to perioder i den

danske arbejderbevægelses nyere historie, som vel nok har tiltrukket sig størst

Opmærksomhedhos forskere på og uden for universiteterne. Dertil kommer, at mange

af de implicerede aktører fra disse perioder har leveret bidrag til belysning af netop

deres version af begivenhederne. Disse to forhold gør, at man med spænding går i gang

med nye bøger om disse perioder, for at konstatere, om der virkelig bliver bragt nye

forhold frem eller om det blot er gammel vin på nye flasker.

Lad det være slået fast med det samme, at Erik Maders bog absolut bringer mange nye

faktiske begivenheder frem og kommer med mange interessante kommentarer til begi-venhedsforløbet.

Erik Mader har gjort et intensivt kildestudium. Ikke blot har han interviewet en række

centralt placerede aktører, men han har også gennem privatarkiver fundet frem til

materiale, som manglede i partiets arkiv på ABA. (Til trøst for forskere, der senere vil

give sig i kast med denne periode, kan oplyses, at materialet nu indgår i partiarkivet).Det store materiale har gjort, at Erik Mader har haft de bedste forudsætninger for at

beskrive og vurdere perioden under det første arbejderflertal.I en let tilgængelig stil og krydret med politiske anekdoter gennemgår Erik Mader de

vigtigste temaer i partikampen: skulle man gå i regeringssamarbejde med SD? skulle

man sluge momsen til fordel for en bred skattereform? skulle man nødtvungent accep-

tere indefrysning af en dyrtidsportion mod at få lovning på en række andre reformer?

hvem skulle bestemme politikudformningen m.m.

Disse sagligt-taktiske overvejelser gennemgås grundigt, og der ydes de forskellige

standpunkter stor retfærdighed. Derimod gør bogen sig ikke generelle overvejelser

omkring det faktum, at partistriden i og for sig var ganske naturlig, når SF's ideolo-

giske og organisatoriske grundlag tages i betragtning. Dette grundlag er populært sagten teori om »at gå på to ben«, d.v.s. samtidig med praktisk samarbejde i arbejderbevæ-

gelsen ønsker man ideologisk konfrontation, samtidig med at arbejde for aktuelle

reformer ønsker man at bevare det socialistiske perspektiv, samtidig med at man

erkender medlemmernes centrale placering for udformningen af partiets politik har

folketingsgruppen og andre parlamentariske repræsentanter et lovfæstet grundlag for

at stemme efter deres overbevisning o.s.v.

Partiets teoretiske grundlag gør, at konflikten i netop en periode, hvor partiet har ind-

flydelse parlamentarisk, må skærpes. Dette til trods behøver konflikten jo ikke at

skærpes, så det kommer til sprængning.Erik Mader beskriver på udmærket vis, at det i vidt omfang var organisatoriske og per-

sonlige modsætninger, der skærpede konflikten. Ganske vist var der uenighed om

partiets taktiske linie, men foruden den taktiske uenighed var der konflikter om

partiets økonomi, om fordelingen af poster i HB, personlige modsætningsforholdmellem Kai Moltke og Aksel Larsen o.s.v. Alle disse forhold gennemgår Erik Mader

ved en analyse af partiets to kongresser i 1967, fraktionernes arbejde og partiets øko-nomiske problemer. _

Erik Maders bog er primært en analyse af den interne konflikt og det parlamentarisk-taktiske spil. Dette er for så vidt i orden, men man kan dog anke over, at de taktiske

overvejelser ikke i højere grad relateres til partiets principprogram og hele samfundets

økonomiske og politiske struktur.

Medens ovennævnte indvendinger til dels går på den metodiske indfaldsvinkel skal

sluttelig nævnes en svaghed, som er tæt forbundet med det snævre tidsperspektiv. Det

er den svaghed, at det historiske rids bygger på et spinkelt empirisk grundlag og derfor

kommer til at bygge videre på fordomme fra tidligere beskrivelser af perioden. Det

betyder videre, at den målestok, der skal anvendes ved bedømmelsen af hovedunder-

67

For det første har Aksel Larsen en fremt ædende placering, hvilket er fuldt berettiget.“

I

Erik Mader overvurderer dog utvivlso t Aksel Larsens magt både før og efter 1966.'

- Man får nærmest indtryk af, at Aksel rsen styrede hele partiet indtil det løb løbskunder arbejderflertallet. Dertil komme , at Aksel Larsens måde at lede partiet på,males med sorte farver. Hans utvivlsom e magt og fejl ufortalt, så er det dog en kends-

gerning, at han adskillige gange fra artiets dannelse til arbejderflertallet kom i

mindretal i partiets ledende organer, såv 1på organisatoriske som politiske spørgsmål.Han havde absolut ikke partiet i sin hule hånd. Og når det lægges frem, som om det var

_

en gammel drøm for Aksel Larsen at 0 nå en ministerpost og komme i regering, såsavnes der bevis herfor. På s. 16 skrive Erik Mader, at Aksel Larsen i 1964 havde

været utilfreds med, at Jens Otto Krag b .a. havde udelukket et regeringssamarbejde,*

men dette dementeres af et andet citat p samme side fra Aksel Larsens bog »Valget«,hvor han ikke venter et regeringssamarb jde og end ikke anser en aftale om samarbej-de for sandsynlig. Adskillige senere udt lelser fra Aksel Larsen bekræfter, at han forud

for valget og umiddelart efter ikke forve tede eller stræbte efter at komme i regering.« At han så efter forhandlingerne kunne nbefale et regeringssamarbejde på grund af

'den politiske aftales indhold, er noget h lt andet.

Det andet eksempel er vedrørende mo sforhandlingerne i marts 1967. Her skriver

Erik Mader s. 58, at »SFs top ikke længereønskede at stille sig totalt afvisende« til

momsen. Allerede den 11. maj 1966 hav e Gert Petersen imidlertid erklæret sig villigtil at acceptere momsen under bestemte forudsætninger.Det samme erklærede Aksel

Larsen den 14. maj og den 21. maj og 22 juni støttede udtalelser fra HB, FU og folke-

tingsgruppen disse synspunkter.4

Disse bemærkninger skal dog ikke

sløretltErik Maders bog om de taktiske overvejel-

ser i SF og mellem SF og SD 1966-68 er et bedste, der hidtil er skrevet om det første

arbejderflertal i Danmark.

:ibm

Per Askholm Madsen og Jens Otto Mads]11: Fra sandkasse til kadreparti? VS' dannelse

og udvikling 1967-73, VS-forlaget, Købe havn, 1980, 387_s.,kr. 86,-

Så kom bogen om VS” 5 første år. Ganske vist har der været skrevet om VS” historie fra

1967-73 før, men ikke på en sådan måde, at man med rimelighed kunne sige, at nu fore-

lå en partihistorie.De to historikere fra Århus har bevidst søgt at skrive en egentlig partihistorie, dvs. en

gennemgang af partiet i dets mangesidige aktiviteter og overvejelser. De har søgt at

overvinde en række af de mangler, som ellers knytter sig til partifremstillinger: de ind-

drager partiets indsats i udenomsparlamentariske bevægelser, de inddrager parti-foreningernes aktiviteter og de inddrager partiets organisatoriske, herunder økono-

miske, forhold. Med forfatternes udgangspunkt er der - hvor selvfølgeligt udgangs-punktet end kan lyde - faktisk tale om en nydannelse ikke alene for arbejderbevægel-sens partiforskning, men for dansk partiforskning generelt. I hvilket omfang forfatter-ne så lever op til deres udgangspunkt, det skal jeg vende tilbage til.De to forfattere indleder med en kort gennemgang af baggrunden for VS” dannelse. I

denne gennemgang lægger de sig klart på venstrefløjens synspunkt under konflikten i

SF. Det er de naturligvis i deres gode ret til, men det medfører, at de helt ser bort fra

noget centralt i SFs strategi: villigheden til at indgå kompromisser, som betyder, at

man er parat til at indgå en aftale, hvis fordelene opvejer ulemperne. I de kritiskesituationer under det første arbejderflertal har forfatterne svært ved at se andet end de

68

'negative træk ved de forlig, der blev ellerfsom' søgtesindgået. Når de således skriver__

s. 36, at skatteforliget i marts 1967 var et eklatant brud på SF's hidtidige skattepoli- ,

'

tiske principper, så må det tages som udtryk for et manglende kendskab til SF 's skatte-

politik eller en manglende vilje til at se helheden i en kompromisløsning. SFs vigtigsteskattepolitiske krav havde siden partiets start været skattefradragsreglens afskaffelse,Og det krav fik man igennem ved skatteforliget. På den anden side havde partietganske rigtigt vendt sig mod øgede indirekte skatter, men fra partiets side blev forligetvurderet således, at det samlet øgede progressionen i skattesystemet, altså at fordelenevar større end ulemperne. ,

Bortset fra de principielle bemærkninger i ovenstående skal der kun rettes en mindrekritik af forfatternes gennemgang af SFs historie, og det er, at de flere gange kalder

partiet for pacifistisk. Det er rigtigt, at partiet rummede pacifister, men ilertallets linie

var ikke pacifistisk. Den var antimilitaristisk. F. eks. i partiets første folketingsgruppevar der kun en erklæret pacifist, nemlig Otto Mathiasen.

Gennemgangen af VS,s historie er kronologisk, idet man følger kongresserne som

skæringspunkter for hvert kapitel. Inden for den kronologiske gennemgang er

perioderne sagopdelt, idet det dog ikke er de samme sagområder, der går igen i alle

afsnittene, men man har søgt at fremdrage de ting, som var særlig relevante for hver

periode. De 5 temaer, som går igen i de fleste af afsnittene er: 1. partirolleopfattelsen,2. faglig politik, 3. parlamentariskn og udenomsparlamentarisk arbejde, 4. internatio-nalt arbejde og 5. organisatorisk udvikling. ,

De to første temaer er dem, der gennemgås grundigst. Forfatterne lægger sagligt de

forskellige fraktioners synspunkter frem, men de holder sig absolut ikke tilbage medkritik af disse synspunkter. Gennemgangen viser med al tydelighed den forvirring, derherskede i VS i de 5 første år._Der var meget store divergenser med hensyn til, hvilkenrolle partiet skulle spille. Skulle det være en løs organisation eller skulle det være et

kadreparti, for slet ikke at tale om de, der gik ind for en opløsning af partiet. Gennem-

gangen viser også den fare, der er ved at have organiserede fraktioner i et parti: man

bliver mere solidarisk over for fraktionen end over for partiet, og man sætter fraktio-nens interesser over partiets. Det skal dog siges, at flere af'fraktionerne i tidens løbopløste sig selv, og at fraktionsmedlemmerne arbejdede videre i andre fraktioner ellerudenfor disse.

Såvel gennemgangen af partirolleopfattelsen i partiet som af den faglige politik er

lærerig og har bud til diskussionerne i dag. Problemstillingerne har absolut aktualitet,og den fremlæggelse, der sker fra forfatternes side, er yderst klar. Vedrørende den fag-lige politik har problemet for VS i den her undersøgte periode været, hvorvidt man

skulle arbejde i fagbevægelsen eller ej, og udtryk som »fagforstening« og »mistillids-mand« stammer fra denne periode.Medens de to nævnte temaer er grundigt behandlet må man sige, at de tre sidstnævntetemaer er mere sporadisk omtalt. Hvad angår det parlamentariske og udenomsparla-mentariske arbejde fremlæggessynspunkterne på de to arenaers placering i en socia-

listisk strategi. Derimod er det kun få ord, der ofres på det parlamentariske arbejde.Man hører stort set kun, at det fungerede i et tomrum i partiet, men noget konkret om,hvordan parlamentet blev brugt som en talerstol, er næsten fraværende.

Det internationale arbejde spillede især i partiets første år en vigtig rolle, men blev

senere nedprioriteret. I disse afsnit savner man en nærmere omtale af de interna-

tionale relationer, som partiet må have haft.

Hvad endelig angår partiets organisatoriske forhold, medlemstal og økonomien, sånævnes disse kortfattet, men uden analyser af, hvordan partiet feks. udviklede sigregionalt, hvordan partiet prioriterede sine økonomiske ressourcer o.s.v.

Generelt må man om de tre temaers behandling sige, at det sker på en forholdsvis

overfladisk måde. Der er interessante bemærkninger om debatterne i partiet, men en

69

_

mere dybtgående analyse mangler. Det er så helt åbenbart de politiske diskussioner i

partiet, der har haft forfatternes interesse, og det er her, der ermest at hente.

Jeg har hermed sagt, at det udgangspunkt, som forfatterne havde med hensyn til at

skrive en bred partihistorie, ikke ganske rigtigt er lykkedes. Dette understreges ogsåaf, at deres ønske om at inddrage partiforeningerne i analysen, kun i beskedent omfanger slået igennem i fremstillingen. Det nævnes, at aktivitetsniveauet ikke var stort, og

det nævnes enkelte steder, hvor fraktionerne havde deres geografiske basis. Men

nogen systematisk gennemgang af partiforeningernes holdning til de centrale konflik-

ter er der ikke tale om, selv om der må ligge materiale herom.

Det er en stor mundfuld at sætte sig for at skrive en bred partihistorie, og man havner

let i den situation, at de sider af partilivet, som man umiddelbart kan få mest materiale

om, får overvægt, medens den mere besværlige del af materialeindsamlingen og den

ofte mindre politisk interessante analyse af medlemsstatistikker, økonomi m.m. ned-

prioriteres. Dette er også, hvad der er sket for forfatterne, og det fremgår da også af

deres forord, at de i et vist omfang er sig bevidste om fremstillingens svagheder.'

Hvorom alting er så ligger der her en spændende og anbefalelsesværdig bog. Den sigermeget om VS' interne forhold. Den siger meget om nogle centrale teoretiske temaer

vedrørende socialistisk taktik og strategi. Og den siger meget _ direkte og indirekte -

om problemerne ved at lave en bred partihistorie.Jens Kragh

,lb Nørlund: Internationalisme. Danmarks kommunistiske Parti i den kommunistiske ver-

densbevægelse, Tiden, u.s. 1980, 380 s., kr. 125,-

Nørlunds digre bog om internationalisme falder i to dele. Første del er en historisk

fremstilling i hovedtræk af den internationale arbejderbevægelses historie. Anden

del er en kildesamling, bestående af artikler m. m. omDKPis syn på en række interna-

tionale problemer. Kilderne, der dækker perioden fra 1943 til 1974, stammer hoved-

sagelig fra Nørlunds hånd og vidner om et bemærkelsesværdigt langt og trofast liv for

DKP.

Det er den historiske fremstilling, der skal omtales her. I den søger Nørlund at gøre op

med 'det nye venstres' historieskrivning om DKP og den kommunistiske verdens-

bevægelse - en historieskrivning, som Nørlund mener er forvrænget. Forfatterens

udgangspunkt er ikke overraskende den kommunistiske bevægelse/ DKP - ikke ar-

bejderklassen som klasse. Der er med andre ord tale om en partihistorie sat i interna-

tionalt perspektiv.Alligevel trækkes »den røde tråd« tilbage til det kommunistiske manifest og 1. Inter-

nationale. De to korte afsnit om 1. og 2. Internationales historie er bogens bedste i den

forstand, at der her ikke leveres legitimerende historieskrivning. På den anden side

bidrager disse afsnit ikke med ny viden om de to internationalers historie, men følger

KP-historieskrivningens tradition1 - de er, om man vil, udtryk for en internationalistisk

historiografi.'

Det legitimerende kommer først ind med beskrivelsen af 3. Internationale og

KP-bevægelsens historie, der fylder broderparten af bogens fremstillingsdel. KP-be-

vægelsens historie følges frem til slutningen af 1970,erne.

Som bidrag til internationalismeproblematikken er Nørlunds fremstilling traditionel.

Det er altovervejende organisationshistorie, der diskes op med. Det opgør med 'det

nye venstres” historiske behandling af DKP og KP-bevægelsen som man mellem for-

ordets linier kan læse, at Nørlund ønsker at bidrage sit til, kommer ikke rigtigt frem. Et

sådant opgør ville forudsætte en fremlæggelse af kildematerialet til DKP”s og den

70

kommunistiske bevægelses historie. Den præmis hverken kan eller vil Nørlund øjen-'synlig gå ind på. _

Der skal ikke her foretages en egentlig vurdering af Nørlunds internationalismeopfat-telse. Blot må det konstateres, at ny er den ikke. Den følger i hovedtræk de resultater i

internationalismeforskningen, der er opnået i de s.k. socialistiske lande. Internatio-

nalismeforskningen her består hovedsageligt i filologiske studier i Marx', Engels:Lenins m.fl.'s skrifter, der har til formål at uddrage internationalismeteoretiske ele-

menter. Resultaterne foreligger i form af let tilgængelige og prisbillige citatsamlingerz.Også Nørlund citerer flittigt sine marxistisk-leninistiske klassikere, men prisbillighedudmærker bogen sig ikke ved.

Søren Federspiel

1) Til denne se f. eks. I. M. Kriwogus & S. M. Stezkewitsch: Abriss der Geschichte der 1. und 11.

Internationale, Berlin/Ø 1960.

2) Se eksempelvis Institut für Marxismus-Leninismus beim ZK der KPdSU (ed.): Marx-Engels-Lenin: Uber proletarischen Internationalismus, Berlin (DDR), 1959

Birgitte Fossing: Arbejderkvinder og kvindearbejde i København ca. 1870-1906, serie om

kvindeforskning 2, Aalborg Universitetsforlag, Ålborg1980, 148 5., kr. 39,-.

Der arbejdes i dag på flere forskellige fag ihærdigt med arbejderklassens og arbejder-bevægelsens historie. Hvert fag har i mere eller mindre udstrakt grad sin egen syns-vinkel og sin egen måde at arbejde med emnet. På faget historie har der traditionelt

været lagt vægt på undersøgelsen af arbejderbevægelsens organisations- og institu-

tionshistorie. På andre fag er tilgangsmåden måske en anden og metoderne 0g synsvink-lerne nogle andre. Men set som helhed er der i dette arbejde, der i disse år har fået en

kolossal opblomstring, i dag en stærk -

og meget positiv - tendens til fra flere sider at

overskride egne snævre faggrænser og arbejde tværfagligt. På denne måde nærmer

forskningsinteressen i forskellige fag sig efterhånden til hinanden. På flere fag er der

således i dag en udbredt interesse for debatten om »arbejderkultur«.Birgitte Possings bog »Arbejderkvinder og kvindearbejde i København ca. 1870-1906«

kan ses som et udtryk for denne interesse. For mig at se er Possings bog, der er et histo-

risk speciale ved Århus universitet, et meget væsentligt bidrag til faghistorikernesoverskridelse af ovennævnte tradition for at beskæftigesig med arbejderklassen og ar-

bejderbevægelsen i form af undersøgelser af den faglige og politiske bevægelse - som

regel ud fra ateoretiske og empiriske metoder. Her ser Birgitte Possing beskæftigelsenmed arbejderkvindernes historie som en mulighed for at komme ud over begrænsnin-gen af arbejderbevægelsens historie til »organisationshistorie«. Idet arbejderkvinder-nes primære identifikation og ansvarlighed lå på organiseringen af det sociale liv uden

for arbejdspladsen, bliver arbejderkvindernes historie en vigtig nøgle til hele den

»menige«klasses dagligliv. 0g hermed knytter Possing så an til den tværfaglige interes-

se i arbejderkulturen, som hun definerer som »de menige arbejderes organisering af

deres daglige liv, deres vaner og ændringer af disse.« (s. 5). Bogens sigte er netop at

undersøge, hvordan den menige del af den kvindelige arbejderklasse organiserede sit

liv og placerede sig under arbejderklassens konstituering.Set i forhold til mere traditionelle historiske specialer betegner Birgitte Possingssåledes en betydningsfuld overskridelse på flere punkter. Her skal især fremhæves tre.

For det første er bogen i metodisk henseende inspireret af specielt tre overordnede,teoretiske referencerammer: kapitallogikken, diskussionen om arbejderklassen som

subjekt samt social'isationsteorier. I forhold til andre nyere marxistisk inspireredeundersøgelser og analyser er især inddragelsen af socialisationsteoretiske synspunkter

7l

en«vigtigudvidelse, der har stor betydning for den måde, byorpå materialet bearbejdes"

og systematiseres. Tilgangsmåden er således også overskridende iforhold til den tradi-

tionelle socialhistorie,I

Også i kildemæssig henseende betegner specialet en betydelig overskridelse og nyorien-tering set i forhold til gængse nyere marxistisk funderede publikationer om emnet. Ud

over samtidige officielle undersøgelser og publikationer samt artikler og breve i Socia-

listen/Social-Demokraten bygger bogen nemlig i udstrakt grad på erindringsmateriale.Det drejer sig primært om utrykte erindringer, skrevet af arbejderkvinder og indsam-

let ved en indsamling blandt Københavns Kommunes pensionister i 1969. Possingsspeciale er så vidt det er mig bekendt en af de første egentlig videnskabelige udnyttel-ser af det store arbejdererindringsmateriale, der i tidens løb er blevet samlet ind. Men

hvad er det så, der er så værdifuldt ved anvendelsen af erindringerne som kildema-

teriale? 'J0, - som Birgitte Possing siger det -, arbejdererindringerne er en »helt ene-

stående vigtig kilde, som kan få de nuancer med, som andre kilder og samfundsanalyseridet hele taget bortabstraherer.« (s. 11). Derfor skal erindringerne også i høj grad have

lov til at tale for sig selv. Således lader forfatteren arbejderkvinderne selv komme til

orde gennem en lang række citater fra erindringerne. Og når erindringerne pådenne

måde kommer til at præge fremstillingsformen, skyldes det også, at det har været forfat-“

teren magtpåliggende »at fremlægge så mange nuancer som muligt af kvindernes sub-'

jektive erfaringer (. . .)« (s. 7). InddragelSen af erindringsmaterialet betyder altsåbl. a., at helt nye dimensioner (den subjektive oplevelse, men også nye livsområder) af

'

den historiske virkelighed får lov at træde ind i historieskrivningen.Virkelighedenbliver mere levende.

Endelig placerer bogen sig for det tredje i forlængelse af en nyere marxistisk inspirerettradition for kvindeforskning. Mens arbejderklassen tidligere på det nærmeste har været

indsnævret til de mandlige arbejdere, er der de sidste 3-4 år kommet en hel del studier

i også arbejderkvindernes historie (Kirsten Geertsen, Birte Broch, Ruth Emerek og

Birte Siim m.fl.). Karakteristisk for Birgitte Possing i forhold til disse er imidlertid en

vis accentforskydning fra arbejdsforholdene og den politisk-faglige organisering over

mod hele livssammenhængen og »organiseringen af det daglige liv«. Denne accent-

forskydning kommer bl.a. til udtryk i Possings pointering: »Jeg skriver om arbejder-kvinderne, ikke blot om kvindearbejdet.«(s. 7). Og det er en vigtig nuance. Men hvad er

det så for pointer, der ligger i at centrere mere mod »den subjektive faktor« (her kvin-

derne) og den totale livssituation?

Der skal her blot peges på et enkelt aspekt. Allerede i 1934 pegede Wilhelm Reich påden politiske nødvendighed af at knytte an til massernes dagligliv. Skulle man undgå, at

dagligdagen blev en dødvægt i den politiske kamp og imødegå tendenserne til, at

marxisterne blev »økonomister«, var det vigtigt ikke at glemme de subjektive proces-

ser, som udgør klassebevidsthedens og kampviljens absolutte forudsætning.For så igen at koble tilbage til Birgitte Possings bog: Hvordan stillede arbejderbevægel-sen sig så egentlig i klassens konstitueringsperiode til kvindernes subjektive situation

og kampbetingelser? Possing viser her, hvordan arbejderbevægelsen kritiserede arbej-derkvinderne for ikke at indse nødvendigheden af organisering. Men bevægelsenhavde ingen forståelse for forudsætningernefor, at kvinderne ikke kunne føre lønkamp.Og disse forudsætninger var lige præcis de livs- og arbejdsvilkår, som fagbevægelsen ogSocialdemokratiet selv kritiserede. Når bevægelsens appeller havde så ringe en klang-bund blandt kvinderne, skyldtes det bl.a., at der ikke var overskydende kræfter til

fagforeningsarbejde, når børnene skulle fødes, ammes og passes og familien holdes

sammen. Fagforeningernes kampkrav blev f. eks. aldrig kædet sammen med krav om

løsning af børnepasningsproblemet. I sin afslutning kan forfatteren derfor i forlængel-se heraf konkludere, at bevægelsen overhovedet ikke slog ned i arbejderkvindernesbehovsstruktur, og at den på ingen måde tog udgangspunkt i kvindernes -

og i sidste

72

'instans den menige arbejderklasses - eksistenskamp som en kvalitativ social« kamp.Den forblev en lønkamp, defineret af mændenes bevægelse og behov (5. 98). Konklu-sionen er da, at bevægelsen varetog klassens behov og radikale potentialer dårligt.Den vigtigste modsætning i arbejderkvindernes situation under konstitueringspe-rioden lå iflg. Birgitte Possing i, at »tiden i dagligdagen primært måtte bruges på løn-arbejde, samtidig med, at kvindernes orientering og bestræbelser først og fremmest

rettede sig mod at opnå ægteskab og passe dette, at føde og passe børn.« (s. 7). En cen-

tral opdagelse i undersøgelsen er derfor konstateringen af, at arbejderkvindernefaktisk søgte at organisere deres liv, så de overvandt denne adskillelse af dagligdagenstid i arbejde i produktion og reproduktion. Til forskel fra mændene organiserede kvin-

derne deres arbejde i forhold til deres alder og til situationen i familien, af hensyn til

ansvaret for børnene og for deres egen, ofte konstant gravide krop.Det viser sig da også, at de forskellige typer af arbejderkvinder, som undersøgelsenkoncentrerer sig om, tilnærmelsesvis var faser i de enkelte kvinders liv. Efter nogle'indledende kapitler - bl. a. med vigtige metodiske overvejelser - deler Possingarbejderkvindeklassen op i tre kategorier: ((1) arbejderkvinder med tjenesteydendearbejde (især unge og ugifte), (2) arbejderkvinder i forlags- og hjemmeindustri (isærkvinder med børn), og (3) arbejderkvinder i manufakturel og egentlig kapitalistiskfabriksproduktion (flest unge, ugifte eller kvinder uden børn).I delvis modsætning til bl.a. Birte Broch, der også har forsket i de københavnske

arbejderkvinders livsforhold i omtrent samme periode, finder Birgitte Possing, at detvar yderst få kvinder i arbejderklassen, der udelukkende var husmødre. Possing mener

således i sin undersøgelse at have belæg for, at alle arbejderkvinder arbejdede ude!'Man må i denne forbindelse bl.a. være opmærksom på, mange kvinders arbejde,

f. eks. vaske- og rengøringsarbejde, ikke blev opfattet som egentligt erhvervsarbejde.Hovedreglen var endvidere, at arbejderkvinderne konstant skiftede arbejde, ofte i

sammenhæng med deres livscyklus og ændringer i deres familiesituation.I de følgende tre kapitler, som udgør undersøgelsens tyngdepunkt, beskrives så de tre

typer af arbejderkvinders arbejdssituation og deres måde at kombinere dette arbejdslivmed deres kønsmæssige funktioner i øvrigt. Det ville her nok have været ønskeligt, at

forfatteren havde realiseret sine oprindelige planer med en inddragelse af kvinderneshele familiesituation samt livet i arbejderkvartererne. Men det tillod specialetsrammer ikke.

Den største gruppe i den kvindelige arbejderklasse var efter forfatterens skøn tjeneste-pigerne efterfulgt af gruppen af hjemmearbejdersker. Dette kan måske overraske, isærnår man tager i betragtning, at det ikke var nogen livsstilling at være tjenestepige. Afalle prostituerede rekrutteredes næstflest fra tjenestepigerne. Derfor undersøges i for-

“

bindelse med den tjenesteydende arbejderkvindetype også prostitutionen som en slagsarbejdsløshedsarbejde.En tredje gruppe under denne kategori er kvinder, der udførtereproduktions- og tjenestearbejde som vaske-, rengørings- og tøjrulningsarbejdersker.Til denne gruppe hører også gadesælgere og aviskoner. Gruppen er efter alt at dømmeden tredjestørste i den kvindelige arbejderklasse efter tjenestepigerne og hjemme-arbejderskerne.Denne sidstnævnte gruppe (hjemmearbejderskerne) var kvinder med børn, der især

beskæftigedes i forlags-industrien som syersker o. lign. og på en sådan måde, at de var i

stand til samtidig at passe deres børn. Det er en af forfatterens pointer, at disse kvinder

netop valgte denne særlige livsmåde for at bevare sammenhængen mellem hverdagensøkonomiske og sociale opgaver af hensyn til børnene.Den sidste kategori, som Birgitte Possing undersøger, er det egentlige fabriks- og

manufakturarbejde. Hun inddrager her flere brancher, bl.a. tobaksbranchen, næ-

ringsmiddelindustrien, tekstilindustrien og konfektionsbranchen. Dersom disse kvinder

73

⁄ havde børn blev de enten overladt til sig selv, passet af hinandeneller måske holdt lidti

under opsyn af en nabokone.

Det skal til sidst nævnes, at bogen er forsynet med en hel del billeder samt en række

r bilag, bl.a. tyendeloven, bagest i bogen. Også i sit ydre og i sin tekniske kvalitet har

bogen en nydelig fremtræden, der ligger mindst på højde med, hvad et forlag som

f. eks. Fagtryk i dag kan præstere. Da bogen, som det er fremgået, også indholdsmæs-'

sigt er meget spændende og inspirerende, kan jeg kun give den min varmeste anbe-

faling.Svend Aage Andersen

Rolf Steininger: Deutschland und die Sozialistische Internationale nach dem Zweiten

Weltkrieg. Die deutsche Frage, die Internationale und das Problem der Wiederaufnahme

der SPD auf den internationalen sozialistischen Konferenzen bis 1951, unter besonderer

Berücksichtigung der Labour Party. Darstellung und Dokumentation - Archiv für Sozial-

geschichte Beiheft 7 - Neue Gesellschaft, Bonn 1979, IX, 434 s., DM 78,-

Siden sidste halvdel af l970”erne er der begyndt en udforskning af Socialistisk Inter-

nationale, SI. Ud over Braunthals ret omfattende beskrivelse findes der en kort østtysk

fremstilling fra 1977, en vesttysk SPD-fremstilling og nu altså Rolf Steiningers under-

søgelse, der anlægger et tysk perspektiv på problemerne, men også -

og det er vigtigt -

har særlig interesse for det engelske arbejderpartis rolle i det internationale social-

demokratiske samarbejde i efterkrigstiden frem til begyndelsen af l950”erne. Den

voksende interesse for den socialdemokratiske internationalisme i de første efterkrigs-år skyldes samtidigheden mellem genrejsningen af den internationale socialdemokra-

tiske bevægelse og udviklingen i øst-vest konfrontationen.

De europæiske socialistiske partier, der var dukket ud af krigen med store planer og

forventninger til efterkrigstiden måtte blive særlig hårdt ramt af stormagtskonflikteni

mellem USA og USSR, fordi de befandt sig i et ideologisk grænseområde. Steiningers

egentlige interesse er det tyske spørgsmål i efterkrigstiden og den rolle SPD spillede

gennem sine internationale forbindelser i denne sammenhæng. Og netop fordi SPD

måtte arbejde via sine internationale kontakter for at fremme nationale tyske interes-

ser, får Steiningers værk også skildret genetableringen af det internationale social-

demokratiske samarbejde efter verdenskrigen så dybtgående.Det tyske socialdemokrati, SPD, der genopstod i maj 1945 under Schumachers ledel-

se, blev ikke hilst med begejstring af de øvrige europæiske socialistiske partier. Tvært-

imod talte man officielt i de første efterkrigsår om den kollektive tyske skyld for nazis-

me og krig, og man var meget utilbøjelig til at acceptere SPD i det pæne selskab. Par-

tiet var isoleret i forhold til de øvrige socialistiske partier, og samtidig var det presset af

det tyske kommunistiske parti. Den antikommunisme, som fra første færd prægede

SPD blev både et væsentligt moment i forbindelse med optagelsen af SPD i det inter-

nationale samarbejde og i SPD,s egen argumentation i diskussionen om Ruhrområdets

fremtid, hvor man påpegede, at kommunisterne ville få voksende indflydelse, hvis

ikke spørgsmålet om tysk industris fremtid, herunder Ruhr og områderne vest for

Rhinen, blev løst på en for tyskerne rimelig måde. SPD kunne ikke acceptere, at ejen-domsforholdene i den tyske sværindustri ved en internationalisering blev unddragettysk kontrol medmindre noget tilsvarende skete med sværindustrien i de øvrige euro-

pæiske lande. l-lvis Ruhr gik tabt for Tyskland, ville det ifølge SPD betyde en eksi-

stenstrusscl mod en tysk stat, og det ville gavne den nationalistiske og kommunistiske'

propaganda.SPD stod i begyndelsen meget isoleret med sine synspunkter og sin kamp mod tysk

74

*'

kommunisme.Faktisk er det først i takt med, at øst-vest modsætningerne'vokser',at deeuropæiske socialister forandrer holdning til SPD, og endelig i december 1947 på den

socialistiske konference i Antwerpen optages SPD i det internationale samarbejde.Dermed havde SPD fået den placering, som man havde stilet mod fra 1945, hvorframan kunne skaffe sig indflydelse på efterkrigstidens økonomiske og politiske genop-

bygning af Tyskland og Europa. Det skulle vise sig, at Tyskland og SPD kom i modsæt-

ning til Frankrig og de franske socialisterfSFIO, både i spørgsmålet om Ruhr, om

Saar-landet og om Schuman-planen. Og i de af SPD højt prioriterede europæiske inte- ⁄

grationsbestræbelser stødte man sammen med Labour Party og de nordiske social-demokratier. De gennemgående træk i SPD”s politik var antikommunismen, krav om

tysk ligeberettigelse i Europa og et udtalt ønske om en omfattende europæisk integra-tion, et europæisk USA.

Selv om allerede Braunthal i sin fremstilling glimrende gjorde rede for udviklingen idesocialdemokratiske partiers internationale samarbejde, der endeligt institutionalise-redes ved oprettelsen af Socialistisk Internationale i 1951, bringer Rolf Steininger al-

ligevel væsentlig ny viden til, specielt hvad angår Labour Partys rolle. Han illustrereroverbevisende LP”s dualistiske holdning til spørgsmålet om genoprettelsen af inter-nationalen efter krigen, idet LP hverken ønskede en afmægtig organisation efterSAI-modellen eller en stramt organiseret internationale, der kunne kommandere deenkelte medlemmer til noget, de ikke var interesseret i. Den holdning havde LP - sam-

men med de nordiske partier - allerede givet udtryk for før verdenskrigen, men når

den kom så kraftigt til udtryk efter 1945, skyldes det flere forhold.LP stod fra 1945 i den næsten klassiske socialdemokratiske konfliktsituation i et

borgerligt samfund: Man var både statsbærende regeringsparti og socialistisk parti. Ogder viste sig at være stor forskel på den politik regeringen ville føre, og den LP”s parti-organer gjorde sig til talsmænd for. Der var i realiteten tale om regulær splittelse i en

højre- og venstrefløj. Problemerne knyttede sig specielt til udenrigspolitikken, hvor

England allerede i 1946 måtte konstatere, at man ikke længere var en stormagt på liniemed USA og USSR. Englands voksende økonomiske og politiske afhængighed af USAindvirkede på LP”s udenrigspolitik, også når det gjaldt forholdet til de øvrige socialisti-ske partier i Europa. De havde alle umiddelbart efter krigsafslutningen store planerom socialistisk reformpolitik i Europa, men den amerikanske politiske og økonomiske in-tepvention mod kommunismen satte en bom for disse planer. Resultatet blev en split-telse i den internationale socialistiske bevægelse. De østeuropæiske socialdemokra-tier, der efter 1945 havde deltaget på lige fod i samarbejdet med de vesteuropæiskepartier blev udskildt i 1947/48, og det samme gjorde Nenni-socialisterne i italien. De

tilbageværende vestlige partier havde først og fremmest det til fælles, at de var stærkt

antikommunistiske, mens deres forestillinger om socialisme og det der propagandi-stisk skulle samle dem, opfattelsen af demokratiet, var temmelig forskellige.Alle de socialdemokratiske partier i såvel øst som vest var efter krigen enige om, at detvar naturligt, at det var LP, der var det centrale parti i det internationale arbejde, ogdet er Rolf Steiningers fortjeneste, at han både får vist, hvor bevidst LP spillede sin

rolle, men også hvor splittet LP var bag facaden. Steininger har til trods for sine omfat-tende kildestudier ikke forsøgt nærmere at forklare forskellen på LP”s syn på de inter-

nationale forhold og det engelske - labourstyrede - udenrigsministeriums vurderinger.Indirekte kommer han derved til at pege på den engelske udenrigsminister Ernest

Bevins rolle i den internationale udvikling, specielt hvad angår forbindelsen il USA,men kildematerialet er endnu ikke tilgængeligt. Fremtidig forskning vil imidlertid

givet interessere sig for Bevins rolle i forbindelse med den amerikanske intervention i

Europa! _

Det fortrinlige ved Rolf Steiningers undersøgelse er, at det lykkes ham overbevisendeat sætte udviklingen i de vesteuropæiske socialdemokratiers samarbejde ind i sam-

75

menhængmed øst-vest konflikten, Tysklandsproblemet med dets vigtige franske facet-\

ter, de europæiske politiske og økonomiske integrationsbestræbelser og den ameri-

kanske intervention i Europa. Udgangshypotesen er måske ikke særlig overraskende,

men det er rart at se den forsøgt verificeret så empirisk overbevisende. Det er et godtog originalt kildegrundlag Steininger har skabt sig i specielt England og Holland, og

der er intet at sige til, at han sammen med sin tætte afhandling på 180 sider aftrykker220 sider overvejende helt ny dokumentation. Det betyder ikke, at han har opgivet at

tage stilling til materialet, men at han er bevidst om, at nyt materiale kan læses fra

mange fors ellige synsvinkler. I øvrigt er afhandlingen et eksempel på den gode tysketradition fo?ordentligt historisk håndværk, der gør den til en guldgrube også for histo-

rikere, der kke er enige i konklusionerne.

Rolf Steinirigersbog knytter godt an til hele den seneste forskning i koldkrigsproble-matikken i Europa. Den er næppe det sidste ord i diskussionen om Socialistisk Inter-

nationales udvikling, men den vil være meget inspirerende for historikere, der interes-

serer sig for,arbejderbevægelsens historie i efterkrigstiden.Mogens Nielsen

Stilladsarbejdernes Klub 60 år. Festskrift. Udgivet af Stilladsarbejdernes Klub'af 1920 ved

60 års jubilæet den 29. januar 1980. København 1980, 18 5. kr. 24,- gennem Lager- og

Handelsarbejdernes Forbund, Rantzausgade 58, 2200 Kbh. N eller bogcafeerne

Stilladsarbejderstrejken i foråret 1978 huskes sikkert af de fleste. En bemærkelses-

værdig konflikt, ikke barc fordi den varede i hele 5 måneder, men også på grund af de

militante aktioner, hvormed arbejderne understøttede sine krav og gjorde konflikten

effektiv. Og ikke mindst, fordi kampen blev vundet: angrebet mod arbejdernes eneret

til at afgøre, hvornår det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at arbejde i højden, blev

slået tilbage og de politisk fyrede fra Activ Stillads genansat. Kampen blev ført med

robusthed og styrke, og stilladsarbejderne brød sig ikke meget om det fagretslige sy-

stem eller om politiet, der som sædvanligt blandede sig på arbejdskøbernes side.

Enighed udadtil kendetegnede stilladsarbejdernes optræden overfor arbejdskøberne.

Stilladsarbejdernes styrke i den konkrete kamp var naturligvis ikke uden forudsæt-

ninger. Også før Activ-strejken var de københavnske stilladsarbejdere en stærk bran-

che. Så tidligt som under 2. Verdenskrig tjente stilladsarbejderne i gennemsnitdobbelt så meget som andre arbejdsmænd - de havde, trods det, at de var ufaglærte,

lige så meget/itimen som de fleste håndværkssvende. Og det gælder den dag i dag.29. januar 1980 fyldte Stilladsarbejdernes Klub af 1920 60 år. I den anledning udgavden et nydeligt festskrift. Ved at læse det får man et indblik i stilladsarbejdernes lange

tradition for'faglig aktivitet. 'Skriftet er skrevet af stilladsarbejdere for stilladsarbejde-re. Det sigter på at genopdage og formidle nogle erfaringer, som er af betydning for

den videre kamp. Sammenholdet og selvbevidstheden hos stilladsarbejderne betones

stærkt. Og ikke mindst selvstændigheden: Klubben blev dannet i protest imod den

moderate linie i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, og den stod i det meste af

mellemkrigstiden udenfor dette som selvstændig organisation, fungerede også i en

periode som fagforening. Det vises, at klubben ikke kun beskæftigede sig med at skaf-

fe faglige resultater -_ af hvilke nogle temmelig enestående (men altsammen på grund-lag af akkord). Den fungerede også som en social enhed, hvor »det private«, familien

o. m. a. blev taget op _ og hvor man fik sig nogen bajere.Skriftet er naturligvis præget af at være et festskrift. De positive resultater betones

fremfor problemer og uenigheder. Den største mangel ved skriftet er, at de seneste års

udvikling, herunder strejken i 1978, er behandlet meget kortfattet (en bog om strejken

76

er forlængst skrevet færdig,men holdes tilbage på grund afl(personlige?politiske?)'" 4

'modsætningeri klubben). Festskriftet er udarbejdet på grundlag af klubbens protokol-ler og arkiv, suppleret med bl.a. interviews med gamle stilladsarbejdere. Skriftet

præsenterer sig godt, er krydret med en masse sjove historier og illustreret med et fint ›

billedmateriale. Enhver, der interesserer sig for konkrete skildringer af arbejderklas-sens og fagorganisationernes historie, vil kunne have fornøjelse af det.

Therkel Stræde

Torben Berg Sørensen: Arbejderklassens organisering og socialpolitikkens dannelse,SFAH Skriftserie nr. 9, København 1978, 184 5., kr. 55,- (for medlemmer 38,-)

Forfatteren sætter sig som mål at forklare socialpolitikkens tilblivelse i forrige år-*

hundredes slutning. Eller med hans egne ord: »Den kvalitative omdannelse af de sam-

fundsmæssige reproduktionsformer, konstitueringen af kapitalforholdet som revolu-

tionerende kvalitet i forhold til de tidligere feudalt prægede reproduktionsformer,udgør rammen for nærværende arbejde, hvilket i et tidsmæssigt perspektiv vil sige, at

tyngden kommer til at ligge i forrige århundredes sidste halvdel. Denne periode var

generelt præget af radikale forandringer af hele den samfundsmæssige organisation,forandringer, hvoraf i denne sammenhæng især må fremhæves to dominerende for-

hold, udfra hvilke arbejdets problemstillinger skal ses: l) Konstitueringen af lønarbej-det som reproduktionsform, samt 2) Konstitueringen af den borgerlige statsform ogden borgerlige socialpolitik specielt.« (s. 5f.)De læsere, der har kæmpet sig igennem dette lange citat med tysk præget syntaks og

fremmedord, vil også kunne se, at vi her står over for en kapitallogisk præget fremstil-

ling. Og det er spændende, fordi det er sjældent, at en kapitallogiker, som her, forsøgersig med empirisk belæg for sin teori.

Resultatet er desværre ikke faldet særlig heldigt ud. Det skyldes dog ikke de indsam-

lede data. Om disse kan det ganske vist siges, at de alle hidrører fra de gode gamlekendte kilder og at der altså ikke på det faktuelle niveau tilføres os noget nyt. Men dels

er der jo intet forgjort i at trække på andres fremstillinger, og dels er det forklaringerpå socialpolitikkens dannelse og ikke nye data, som T. B. S. går efter.

Men her viser det sig, at den kapitallogiske tilgang ikke slår til. T. B. S. har mange

,_fine analyser af delområder, f. eks. af forrige århundreds fattigforsørgelse. Men alt i

alt virker dataanalysen noget ustruktureret, hvilket først og fremmest skyldes, at kapi-tallogikken ikke er (særlig) anvendbar til datastyring. Den er dels for abstrakt og dels

for snæver i sin opfattelse af socialpolitik.I en nylig udkommen antologi fra Kurasje: Socialpolitik og Kapitalisme, fastslås social-

politikkens opgave som den ...»at sikre den reproduktion af arbejdskraften, der er

nødvendig,men som ikke varetages af kapitalen.« D'enne afgrænsning betyder, at der

ikke levnes plads til andre forklaringer på socialpolitisk indsats end reproduktionen af

arbejdskraft. Og det uanset om det drejer sig om de herskende klassers, arbejderklas-sens eller andre klassers og lags motiver og bevæggrunde for socialpolitisk handling.På forhånd har de kapitallogiske fremstillinger således afskåret sig fra at bruge andre

af de herskende klassers motiver til socialpolitisk indsats. Det drejer sig om brugen af

socialpolitikken til at sikre opretholdelsen af den sociale orden. (Også kaldet »revolu-

tionsforsikringsmotivet«, opkaldt efter Bismarcks socialpolitiske foranstaltningerover for den tyske arbejderklasse, men i øvrigt et fremtrædende motiv hos de hersken-

de klasser i mange lande, herunder Danmark, under kapitalismens første fase.) Ogsåde herskende klassers ønsker om via socialpolitiske foranstaltninger at fastholde

arbejdskraftens tilknytning til arbejdsmarkedet, at stække arbejderklassen i lønkam-

pen og at legitimere det eksisterende samfunds strukturer glider helt ud som elementer

77

'

-af “enmødel til forklaring af socialpolitisk handling. Hertil kommer, at det kun'erde :-

herskende klassers motiver, som indgår i forklaringsforsøgene. Arbejderklassens ogde andre klassers motiver, for slet ikke at tale om kampen mellem klasserne forsvinder

i den blå luft.

Det kan derfor heller ikke undre, at T. B. S. når frem til »...at tidspunktet for

gennemsættelsen af de socialpolitiske reformer samt disses konkrete indhold ikke

uden videre er forklarede med en betragtning over udviklingen i den umiddelbare pro-duktion og arbejdernes objektive reproduktionsbetingelser ...«.

Da »de sociale reformer i 90'erne (først og fremmest Estrups socialreform 1891-92,I. H. M.) og forvaltningen af dem på flere måder var inadækvat i forhold til, hvad en

umiddelbar »afspejling« af reproduktionsproblemerne i sig selv måtte diktere«, leder

det T. B. S. frem til at inddrage det politiske niveau. Dette forbindes dog slet ikke“

med det økonomiske (eller ideologiske) og behandles alene som Højres og Venstres

forsøg på at begrænse den socialdemokratiske organisering af arbejderklassen.Alt i alt når T. B. S. ikke ret langt i forsøget på at forklare årsagerne til socialpolitik-kens opståen. Hvad der først og fremmest skyldes hans teoris begrænsede forklarings-evne. Jeg tror, at en strukturalistisk angrebsmåde, der sætter klassekampen og hermed

klassernes relative styrke til forskellige tider i centrum afen forklaringsmodel, vil være

en meget bedre teoretisk tilgang. Derfor brugerjeg den selv i min endnu ikke afslutte-

de undersøgelse. Jeg håber, at SFAH til sin tid vil give T. B. S. mulighed for

»hævn« ved at lade ham anmelde min bog. Iver Hornemann Møller

Knud Thomsen: En dreng på Christianshavn. Barndomsskildring fra 30'erne. Gjellerup,København 1979, 240 s., kr. 98,-.

Der er efterhånden skrevet en de] om forholdene i 30'erne, men det meste er fremstil-

let med historikerens distance til begivenhederne.Arkivar i SID, Knud Thomsen, har skrevet en erindringsbog om perioden, hvor han

skildrer det barske tiår set fra samfundets skyggeside: en lille usund lejlighed på Chri-

stianshavn.'

Bogen er stærk og vedkommende læsning, fordi den følger en arbejderfamilies liv i

medgang og modgang, men set fra drengen Svend Eriks synsvinkel. I forordet nævnes

det, at det var en tv-udsendelse om vold mod børn, der blev igangsættende for Knud

Thomsens lyst til at skrive. Han havde selv indkasseret adskillige lussinger og ende-

fulde i sin opvækst og fik nu trang til at skrive om sine oplevelser. Men for at lægge lidt

afstand til hovedpersonen kaldte han ham Svend Erik.

Beretningen om Svend Eriks liv tager sit udgangspunkt i moderens forhold. Hun var

fra Ålborg og var den yngste af6 søskende. Hun kom tidligt ud at tjene og i en alder af

17 år blev hun gravid med en mand, der i forvejen var gift og havde 3 børn. Han ville

ikke vedkende sig faderskabet, og den nyfødte dreng blev anbragt på børnehjem.Moderen rejste til København for at forsøge at skaffe sig en tilværelse, og først da

Svend Erik blev 6 år mødte han sin mor, og da han blev 7 kom han med hende hjem til

København.

Moderen var flyttet sammen med en mand, der havde været gift før og havde to børn. I

sit første ægteskab drak han tæt, men havde sagt farvel til flasken. Ved Svend Eriks

hjemkomst var der to mindre søskende, som han fik nok at gøre med at passe.Det er barske vilkår, der skildres! Familien boede i en et-værelses slumlejlighed, efter-

hånden kom der flere børn og forholdene var meget trange. Moderen supplerede fami-liens indtægter ved at bringe aviser ud, og var helt afhængig af Svend Eriks hjælp til

husholdningen. Inden han gik i skole skulle han sâledes først gøre de små søskende istand og bringe dem i vuggestue og børnehave.

78

7. Sundhedstilstanden blandt'børnene* var dårlig og på forskellig vis døde 3 af de i alt??

7 børn. Ind imellem måtte Svend Erik også på julemærkehjem for at få lidt sul på?

kroppen og rettet lidt op på det skrantende helbred.I

_

Trods de dårlige betingelser klarede han sig godt i skolen og fik gode karakterer. Der'

var naturligvis ikke mulighed for at fortsætte skolegangen, Svend Erik kom ud at tjene,

og ved bogens slutning havde han en efter forholdene god plads som bud i en chokola-I

deforretning.Bogens styrke er naturligvis skildringen af vilkårene for familien og især for Svend

Erik. D.v.s. den fremlæggelse af facts, som man ikke uden videre ellers får kend-

skab til. Men bogen belastes af de mange gentagelser og opremsninger, der lejligheds-vis gør den lidt tung. Man savner også i højere grad bearbejdede indtryk fra Knud

Thomsen. Der skildres, hvordan forholdene var og begivenhederne lægges frem, men

der er meget lidt om, hvordan de blev oplevet af drengen og hvilken betydning, op-

væksten tik for resten af livet.

Bogen kan imidlertid varmt anbefales som et dokument om levevilkårene i 30”erne, og

'

man kan se frem til en evt. fortsættelse af erindringerne fra Knud Thomsen.

Henning Grelle

Jens Topholm: Emil Marott (1856-1940). Socialdemokrat med sociale og nationale sær-

standpunkter - Jysk Selskab for Historie, Universitetsforlaget i Aarhus, 1980, 155 s.,,

kr. 72,15'

Den socialdemokratiske folketingsmand og redaktør Emil Marott huskes bl. a. i dag,fordi han er den vel mest fremtrædende socialdemokrat, der er blevet ekskluderet af

partiet (Erhard Jacobsen nåede at gå selv). Han blev det, fordi han under Påskekrisen

1920 tog stilling imod sit parti og forsvarede kongens afsked af ministeriet Zahle. Det

var Marotts nationale særstandpunkter, der skridt for skridt ledte ham til dette brud

med partidisciplinen. I strid med partiopfattelsen agiterede han for at få Flensborgmed til Danmark uanset det store tyske flertal i byen, og han prioriterede dette spørgs-

mål højere end den indenrigspolitiske kamp, der udviklede sig med udgangspunkt i

grænsestriden.Jens Topholms bog, der er et let bearbejdet historiespeciale fra Århus universitet 1976,

prøver at indkredse Marotts ideologiske udvikling og placere ham inden for Social-

demokratiet. Der er således ikke tale Om en fuldstændig og afrundet biografi i traditio-

nel forstand med undersøgelse af Marotts forudsætninger og hans organisatoriske og

politiske indsats. Pionerårene i Århus og Horsens er således ikke forsøgt undersøgt,vel mest af tidsmæssige grunde. Årene fra 1896, hvor Marott blev leder af Fyns Social-

Demokrat, til eksklusionen i 1920 er det egentlige undersøgelsesområde. Det er Top-holms fortjeneste at pege på en skævhed i forskningens hidtidige behandling af So-

cialdemokratiets ideologiske udvikling. Den stærke fokusering på venstreoppositio-nen i partiet har nemlig medført en tilbøjelighed til at betragte resten af partiet som en

højrefløj; men Marotts tilfælde viser, at man nok også kan udskille en egentlig højre-fløj af flertalsgruppen i partiet især i tiden før 1912/14. Topholm finder forskelligemoderate, sociale særstandpunkter hos Marott, der tidligt havde tendenser i retning af

at foretrække, at Socialdemokratiet skulle blive et folkeparti og ikke et klasseparti.Problemet er, i hvor høj grad Marotts særstandpunkter var noget isoleret i partiet, og

det kan vel kun indkredses nærmere af bredere anlagte undersøgelser.Marott havde sine første aktive år i Socialdemokratiet i Århus, Demokratisk Samfund.

som han ledte i de første år sammen med Harald Jensen. Her var det, så vidt vides, ikke

så meget teoretiske overvejelser, der var i centrum, som et pragmatisk arbejde for den

lille mands sag. Her kan Marott have fået sit afgørende politiske præg. Heller ikke1 rl

\u

79

Harald Jensen var eller blev venstrefløjens mand. Topholms problemstillinger rejsersåledes også spørgsmålet om provinsen contra København, om partiets praktiske orga-

nisatorer contra de mere teoretisk-ideologisk bevidste penneførere i København,dem, der formulerede den officielle ideologi. Topholm understreger da også, at denofficielle ideologi og den reelle praksis i partiet fjernede sig fra hinanden i periodenefter 1900. For tiden 1912/14-1920 har Topholm kun sporet ét socialt særstandpunkthos Marott, og grunden finder han i partiets udvikling i pragmatisk retning, i en bevæ-

gelse bort fra de oprindelige økonomiske teorier. Marott viste sig således at have været

forud for sin tid!

Marotts sociale særstandpunkter fik ingen konsekvenser for ham, heller ikke da detkom til åben strid 1911 i forbindelse med en strejkesituation iKøbenhavn. Anstødsste-nen blev især, at han havde øvet offentlig kritik af partifæller, måske et tegn på, at hans

særstandpunkter ikke var helt isoleret i partiet. Noget lignende synes at have gjort siggældende i 1912, da Marott markerede et nationalt særstandpunkt offentligt, da han

stærktvslog til lyd for, at det danske Socialdemokrati ikke skulle støtte det tyske bro-

derpartis agitation i Nordslesvig, som kunne tage stemmer fra det danske, nationale

parti. En begyndende heftig diskussion i partiet blev kvalt af ledelsen, der nok misbil-

ligede Marotts optræden, men undlod at definere en klar national stillingtagen. Top-holm ,hævder, vel med rette, at der er en sammenhæng mellem de nationale og socia-

le særstandpunkter. Havde Marott været grundfæstet i en socialistisk og internationa-

listisk helhedsopfattelse, havde han måske ikke kunnet betragte det nationale spørgs-mål så løsrevet, som en sag hævet over partipolitik. Det samme kan vel siges i 1920,hvor han ellers ikke på det sociale område stod for særstandpunkter, særlig efter at

venstrefløjen havde forladt partiet. v

I løbet af 1919 udviklede Marotts nationale engagement sig imidlertid således, at han

til sidst sluttede sig til den kreds af de borgerlige, der gik ind for at Flensborg og måske

mere endnu skulle med til Danmark, uanset hvad afstemningsresultatet senere måtte

blive. Nu var der også mange stærkt nationalt engagerede personer, der anså det for en

ulykke at få Flensborg med og afviste at 'lade sig gribe af en historisk motivation, der

gik ud på at gammelt dansk land skulle indlemmes i Danmark mod befolkningensønske. Det må derfor trods alt forekomme gådefuldt, at Marott gik så vidt. Det liggerpå et individuelt plan, der næppe nu kan udforskes til bunds, påvirkninger i barndom-men, temperament o.s.v. Partiet var meget langmodigt over for Marott. Det støttedehelt Zahleregeringens grænsepolitik, men lagde vægt på at bevare det gode forhold til

det tyske SPD, som efterhånden engagerede sig stærkt i den nationale kamp på tyskside, dog stærkt koncentreret om at bevare Flensborg på tyske hænder. Det danske

parti veg dog uden om en diskussion med SPD om, hvorvidt den afstemningszone, der

kom til Danmark, var retfærdigt afgrænset nationalt. Marotts Flensborg-standpunktog hans virksomhed i den anledning førte først til hans eksklusion under Påskekrisen,hvor han også indenrigspolitisk kom i modsætning til partiet. _

- Marott grundlagde herefter sit eget parti, der eksisterede til 1924. I forhold til Social-

demokratiet forsøgte han nu at udvikle et bredt spektrum af sociale særstandpunkter,ofte med det nationale som udgangspunkt. Dog mente han i 1924, at grænsen lå fast, og

han sluttede sig ikke til nogen af de smågrupper,der åbent proklamerede, at de

ønskede en grænserevision.Jens Topholm har her præsenteret en meget fængslende undersøgelse, der langt frablot er et bidrag til grænsekampens historie på dansk side, men som også i høj grad er

“

et bidrag til debatten om Socialdemokratiets idéudvikling. Man kunne dog have øn-

sket, at det særlige specialepræg var søgt mildnet noget, såsom ved en sproglig revision

og en udtynding af detaljer og i noteapparatet. Fra småtingsafdelingen skal nævnes et

par ting vedr. kilde- og litteraturfortegnelsen. Der henvises ikke til den trykte, revide-rede udgave af 2. del af Claus Brylds prisopgave Det danske socialdemokrati og revi-

80

'

. sionismen (1976), men alene til det utrykte manuskript. Ligeledes er noget af kilde-materialet om Marott og det nationale spørgsmål 1912 trykt i Gerd Callesen: Social-

demokratiet og internationalismen (1974), og den korrespondance, der henvises tilunder afstemningstiden, mellem Socialdemokratiet og en ledende Haderslevsocial-demokrat 1919, er trykt i Sønderjyske Årbøger 1974. Endelig er forskellige breve fra

Marott i privatarkiver i Rigsarkivet og landsarkivet i Åbenrå ikke brugt. Disse

bemærkninger betyder naturligvis ikke, at der kan rokkes ved bogens mange kvalite-ter.

Dorrit Andersen

Franz West: Die Linke imStändestaat Osterreich. Revolutionäre Sozialisten und Kom-

munisten 1934-1938, Europaverlag, Wien 1978, 351 s., (Schriftenreihe des Ludwig Boltz-mann Instituts für Geschichte der Arbeiterbewegung 8), DM 32,-Everhard Holtmann: Zwischen Unterdrückung und Befriedung. Sozialistische Arbeiter-

bewegung und autoritäres Regime in Osterreich 1933-1938, R. Oldenbourg Verlag,München 1978, 328 s., (Studien und Quellen zur österreichischen Zeitgeschichte l),DM 52,-

'

Den østrigske arbejderbevægelses og dens forskellige organisationers vilkår og politiki årene 1934-38 under den autoritære stænderstat har gentagne gange været behandletbåde af de samtidige aktører og af senere historikere. Mest kendt er vel her JOsephButtingers bog fra 1953 om de revolutionære socialister (RS), der ved sin fremkomstblev enten fordømt eller negligeret i Østrig og først senere har fundet anerkendelse',og senere er fulgt en hel række af værker om de frie (d.v.s. de socialistiske) fagfor-eninger, de kristne fagforeninger og om RSZ. Til denne række kan nu senest føjes end-nu to arbejder, der hver på sin måde både supplerer og udvider kendskabet til den

østrigske arbejderbevægelse på væsentlige områder i det relativt korte åremål.Franz West (FW), der selv var aktivi KPO'S ledelse allerede i 1930'erne og helt frem tilinvasionen af Tjekkoslovakiet i 1968, da han brød med partiet, har viet sin bog til en

redegørelse for henholdsvis KPO's og RSS politik fra den østrigske arbejderbevægel-ses nedkæmpelse i 1934 og frem til marts 1938 og »Anschluss« til Tyskland. Specielthar forholdet mellem de to illegale organisationer haft hans interesse, og det er dettehoveddelen af bogen beskæftiger sig med. Mens det østrigske socialdemokrati (SPO)op til 1934 havde afvist enhver tilnærmelse til KPO (og til dels omvendt), var SPO”s

arvtagere i stænderstaten, RS, ikke nært så afvisende overfor KPO, og i marts 1936enedes man om en aktionsenhed, der holdt helt frem til »Anschluss«, og som lå helt i

forlængelse af Kominterns/KPO”s ønske om en enhedsfront. FW gengiver udførligtud fra den samtidige overvejende illegale litteratur i et kronologisk forløb RS' ogKPO's indstilling til hinanden og til en langrække samtidige aktuelle spørgsmål:Kominterns enheds- og folkefrontsstrategi, de østrigske nazisters julikupforsøg 1934,fagforeningsenheden, forholdet til Tyskland og den nazistiske trussel mod Østrig,Moskva-processerne m. m. Mens KPO i tykt og tyndt fulgte den af Komintern fastlag-te politik, var RS imod folkefrontsstrategien og ønskede heller ikke det borgerligedemokratis genoprettelse, men ønskede »kun« arbejderklassens enhedskamp i en for-

ening med den tyske arbejderklasse for at nå proletariatets diktatur. 1 sin redegørelsefor de politiske modsætninger forsøger FW at forholde sig neutral, men det er dog en

klar tendens, at han overvejende fastholder KPO's og dermed Kominterns politik som

den rigtige og kun tager skarpt afstand fra Moskva-processerne, ligesom han advarer

mod de tidligere RS-lederes, Joseph Buttingers og Otto Leichters, subjektive opfattel-ser i deres bøger om perioden.

81

s*-

'UAFW'sbog er især værdifuldfor sin' redegørelsefor KPO'sfpolitikialmindelighed'og'

holdning til RS, der ikke hidtil har fundet nogen større seletændig behandling og forA

V

det store materiale, der fremlægges fra i dag svært tilgængelige kilder (illegale tryk- -

'

sager og utrykt materiale). Derimod er der kun lidt nyt om RS ud over, hvad der er

fremlagt i den indledningsvis omtalte litteratur. Da FW næsten udelukkende redegør

for politiske standpunkter og ikke for de illegale organisationers størrelse og udbredel-

se, sidder man unægteligt efter endt læsning tilbage med det spørgsmål: hvilken betyd-

. ning og indflydelse udøvede disse organisationer rent faktisk i den østrigske arbejder-klasse i disse år. Det får vi ikke besvaret i FW°s bog.Everhard Holtmannis (EH's) bog om forholdet mellem det autoritære østrigske regi-

'

me og den illegale socialistiske arbejderbevægelse 1933-38 adskiller sig allerede ved

sin differentierede problemstilling fra det store flertal af historiske arbejder om Østrig

i mellemkrigstiden, hvad enten de har været østrigske eller udenlandske. Der reklame-

\res på bogens omslag med, at EH er elev af den anerkendte tyske historiker Hans

Mommsen og altså, kan jeg tilføje, har fået sin uddannelse udenfor den konservative

østrigske historikertradition. Det viser sig også derved, at EH til stadighed søger at

sætte sit arbejde ind i en samfundsmæssig sammenhæng i udtalt modsætning til den

nyere østrigske forskning, men på linie med l930”ernes austromarxister (s. 19) og

endelig derved, at EH dels med held sætter sig ud over en del vedtagne antagelser i den

traditionelle østrigske historieforskning, dels inddrager overvejelser fra og har ladet

sig inspirere bl.a. af den især kritiske tyske historikerfløj (Reinhard Kühnl, Niels

Kadritzke, Gert Schäfer m.fl.).EH har for det første sat sig den opgave at undersøge det autoritære regimes repres-

sion overfor arbejderbevægelsen på en række områder: økonomisk, socialt og kultu-

relt, idet det er hans hypotese, at omfanget af denne repression var afhængig af en

række både udenrigs- og indenrigspolitiske faktorer, som kan karakteriseres i følgen-

de tre punkter: 1. modsætningen til nazismen i Østrig og Tyskland, 2. den økonomi-

ske krise i Østrig og 3. modsætninger og fraktionskampe i det autoritære regime selv.

Bl. a. ved sin disponering af stoffet viser EH, athan lægger hovedvægten på modsæt-

ningen ti1 nazismen, og at det er denne, der betinger regimets disintegration og dermed

afsvækkede repression overfor arbejderbevægelsen fra 1936. Tyngdepunktet i denne

del af bogen er gennemgangen af en række lovgivningsinitiativer og retssagerne mod

medlemmer af den illegale arbejderbevægelse. Den detaljerede fremstilling her truer

flere steder med helt at drukne den overordnede problemstilling.Den anden opgave, som EH, har sat sig, er at belyse årsagerne til SPö”s nederlag i 1934,

samt den socialistiske arbejderbevægelsesudvikling under det autoritære regimes be-

tingelser. Han har her kunnet trække på en række forarbejder, men det har ikke været

en udelt fordel, da han herved i sine årsagsforklaringer bl. a. hvad angår SPö”s neder-

lag og det autoritære regimes etablering ikke i tilstrækkelig grad har kunnet frigøre sig

fra den østrigske forsknings reducering af forklaringerne til udenrigspolitiske årsager,

ligesom afsnittene i lighed med den brede indledning præges af manglende sammen-

tænkning af forholdet mellem økonomi og politik. Disse indvendinger til trods er det

et arbejde, der i sammenligning med den traditionelle østrigske forskningstradition

betegner et skridt fremad, også selv om det måske skal tilføjes,at EH synes at have

været noget bedre til at opstille relevante problemstillinger end til på fyldestgørende

måde at besvare dem alle. ,

John T Lauridsen

I) Am Beispiel Osterreichs. Ein geschichtlicher Beitrag zur Krise der sazialistischen Bewegung. Köln

1953. Optrykt 1972.

2) Se forskningsoversigten i Das Juliabkommen von 1936. Vorgeschichte, Hintergründe und Følgen.

Protokoll des Symposiums in Wien am 10. und 11. Juni 1976, München 1977, s. 136-138 (af

Wolfgang Neugebauer).

82

-SPØRGESKEMAMeddelelser om forskning-i arbejderbevægelsens historie

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade l -

1759 København V

»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie« vil med dettespørgeskema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægel-

'

sens historie, som finder sted for øjeblikket. Derved muliggøres en kontaktmellem folk, der arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kan

udveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysninger

''

vil siden blive bragt i Meddelelser.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART lspeciale,artikel, monograñ etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEK-TET AFSLUTTET

NB. Husk at sende ABA et eks. af din afhandling - enten som gave eller til

kopiering - så får andre også fornøjelse af den.

83

ADRESSEFORTEGNELSE FOR BESTYRELSES-, REDAKTIONS-

OG UDVALGSMEDLEMMER I SFAH, juli 1980

BESTYRELSESMEDLEMMER

Henning Grelle (formand), Tranumparken 17 st.th.,2660 Brøndby Strand

Erik Strange Petersen (kasserer), Frederiksdal Allé 39, 7800 Skive

Hanne Caspersen (sekretær), Bisiddervej 2, 1 tv., 2400 NV

,Birte Broch, Livjægergade 40 st.tv.. 2100 København ØErik Christensen, Kronosvej 59, Gud, 8210 Aalborg Øst

02

0701

01

08

Jonna Duch Christensen, Vesterbrogade 202A, 4. tv., 1800 Københ. V 01

Kirsten Harrits, Korshøjen 9, 8240 Risskov

Flemming D. Olsen, Nansensgade 71, 1., 1366 København K

Therkel Stræde, Norgesgade 48, 3. th., 2300 S

ÅRBOGSREDAKTIONErik Christensen, (s.o.)Jens Christensen, Langelandsgade 106, 8000 Århus C

Niels Senius Clausen (formand), Livjægergade 19, 1. tv.

Søren Federspiel, Balders Plads 6, 4. tv., 2200 Københ. N

MEDDELELSERGerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st. tv., 3050 Humlebæk

Henning Grelle, (s.o.)Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 114 København K

SKRIFTSERIEUDVALGTorben Peter Andersen, Herlufholmsvej 12. 2720 VanløseKirsten Harrits, (s.o.)Flemming Hemmersam, Fiskerhusene 110, 2620 Albertslund

Flemming D. Olsen, (s.o.)Therkel Stræde, (s. 0.)

UDVALG VEDR. UNDERVISNlNGSMATERIALE

Vagn 0qu Nielsen (formand), Elmevænget 39, 2880 BagsværdTorben Peter Andersen, (s.o.)Niels Ole Højstrup Jensen. Bogholderallé 7, 2720 VanløseSven Sødring Jensen, Maglehøj 60, 3520 Farum

060101

0601

01

03

01

01

01

02

01

02

739787526040838831423270145112

240349214637

153881541548

191733261258

856097

191594

150461

74 92 72

64 9018

98 08 04

711891

952892

› "sFAI-i,Rejsbygadei1,n1759Københavnv.Medlemskab 1980 Kr. 100,00 Giro 6180450

SFAH. Lager- og prisliste gældende fra marts 80

ÅrbogenÅrbog 3 GMT 1973

Årbog 4 GMT 1974

Årbog 5 GMT 1975

Kun til medlemmer

og faste abonnenter

Årbog 7 SFAH 1977 .............................................................. ..

Årbog 8 SFAH 1978 .............................................................. ..

Årbog 9 SFAH 1979 .............................................................. ..

Meddelelser

MeddelelserMeddelelser

MeddelelserMeddelelserMeddelelser

MeddelelserMeddelelserMeddelelser

'2 GMT 1974 ................................................... ..

3 GMT 1974 ................................................... ..

4 GMT 1975 ................................................... ..

5 GMT 1975 ................................................... ..

6 GMT *1976 ................................................... ..

7 GMT 1976 ................................................... ..

8 SFAH 1977 ........................................... .... ..

9 SFAH 1977 ................................................. ..

Meddelelser 10 SFAH 1978 ................................................. ..

Meddelelser 11 SFAH 1978 ................................................. ..

Meddelelser 12 SFAH 1979 ................................................. ..

Meddelelser 13 SFAH 1979 ................................................. ..

Meddelelser 14 SFAH 1980 ................................................. ..

Meddelelser 11A - Særnummer SFAH 1978 ...................... ..

Publikationsserien (serien er uugueu

3.

4.

5.

Jens Engberg: Harald Brix, revolutionen ogreformen, SFAH 1975 ................................................ ..

Poul Christensen: Af en illegals erindringerSFAH 1976 ................................................................. ..

Dansk Arbejderbevægelse. 6 foredrag, SFAH 1976 .... ..

Skriftserien

2.

3

4

6.

7

8

9.

10.

Johs Nymark: Frederik Dreiers politisk-ideologiskevirksomhed, GMT 1975 ............................................. ..

. Claus Bryld: Det danske Socialdemokrati ogrevisionismen bd. II, GMT 1976 ......................

.._........ ..

. Torben P. Andersen: Staten og storkonflikteni 1925, GMT 1976 ....................................................... ..

Birte Broch: Kvindearbejde og kvindeorganisering1890-1914, SFAH 1977 .............................................. ..

. Henning Grelle: Socialdemokratiet i det danskeIandbrugssamfund 1871 -ca. 1903, SFAH 1978 ......... ..

. Poul F. Jørgensen: Kompetencestriden i DSF i

mellemkrigstiden, SFAH 1978 .................................. ..

Torben Berg Sørensen: Arbejderklassens organise-ring og socialpolitikkens dannelse, SFAH 1978 ....... ..

Nordisk Rapport ........................................ ................. ..

Priserne er incl. moms og forsendelsesom kostninger

Medlems-

pris26,5044,5038,5053,0065,0065,00

12,5012,5012,5012,5012,5012,5015,0015,0018,0018,0020,0020,0025,0025,00

23,00

23,0023,00

26,50

62,00

26,50

38,00

45,00

40,00

38,0060,00

Ikke'

medlem

35,0060,0055,0075,0090,0090,00 ›

17,0017,0017,0017,0017,0017,00

20,0020,0025,0025,0028,0028,0035.0035,00

33,00

33,0033,00

35,00

75,00

35,00

55,00

62,00

57,00

55,0070,00