lN59!”âëräez'xægiäsiæåsâæzngd 'i :vi '

BMA',qu Mááëv

ArbejderbevægelsensHistorie

Nr. 17 nov. 1981

› ISNN 0106,-5904

1. udgave 1981

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie

Udgivet af SFAH

Redaktion:

Gerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st. tv., 3050 Humlebæk

(02) 19 15 94

Niels Ole Højstrup Jensen, Bogholderallé 7, 2720 Vanløse

(01) 71 18 91

Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 1124 København K

(01) 15 04 61

Sats: Werks Fotosats ApS (06) 19 93 10

Tryk: Werks Offset (06) 19 11 39

IndholdsfortegnelseIntroduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

ArtiklerPalle Qvist: Den socialdemokratiske Fagpresse-ved århundredskiftet og i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Flemming Hemmersam: Videnskaben og arbejderkultur og arbejderfolklore . . . 22

BeretningerReferat af SFAHs generalforsamling 1981 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

DebatMichael Seidelin Hansen: Nogle metodiske overvejelser om studiet af

kommunistiske partiers historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ._ . . . . . . . . 40

Heinz Niemann: Teoretisk-metodologiske problemer ved analysen og vurderingen

af Socialdemokratiet før 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ._ . . . . . 52

Chris Harman: Mindre og mindre cirkler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56

Afhandlingsfortegnelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Dokumentation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. '73

Forskningsmeddelelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 99

Spørgeskema .................................................... . . 107

Introduktion

Dette nummer indleder vi med en artikel af Palle Qvist om den socialdemokrati-ske fagpresse. Artikelen er oprindeligt skrevet til et jubilæumsskrift om fagpres-sen, men blev forkastet af jubilæumsskriftets redaktion. Vi er glade for at kunne

bringe denne artikel om et lidet behandlet emne.

Dernæst bringer vi en artikel af Flemming Hemmersam om arbejderkultur.Arbejderkultur, arbejderoplysning og dermed beslægtede emner har stor ak-

tualitet. I Linz og Oslo afholdes konferencer om disse emner og SFAHs årboghar det som tema. Hemmersam har arbejdet med dette emne i mange år. Nogleaf hans første bidrag herom har været bragt her i bladet. Det er klart, at selvomder i udlandet har været diskuteret i de baner, som præsenteres her, så er detteteoretiske bidrag til en materialistisk og dialektisk opfattelse af arbejderkultu-ren noget nyt her i landet. Hemmersam behandler disse teoretiske spørgsmål.Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at kulturanalysen er en afflere måder at bidrage til en totalanalyse af arbejderklassen og arbejderbevægel-sens udvikling. Der har været og er stadig en tendens til at fremhæve den ene

metode overfor den anden -i den senere tid gælder det især socialhistorien. Deter en vej, der ikke fører til større afklaring. Målet må være at bringe de forskelli-

ge metoder i sammenhæng - som det bl.a. fremgår af bilaget.Af Michael Seidelin Hansen bringer vi et bidrag ang. de metodiske overvejel-

ser om studiet af de kommunistiske partiers historie. Denne artikel introducererspecielt franske diskussioner, og vi håber, at den vil inspirere til debat. Ogsåstudiet af Socialdemokratiet behandles. Det gøres i en artikel af Heinz Nie-mann. Artiklen, der er en oversættelse, skal ses i sammenhæng med Betina Dyb-broes artikel om samme emne i'»Meddelelser« nr. 14. Et andet emne tages op iChris Harmans artikel om Perry Andersson og New Left Review. Harman di-skuterer spørgsmålet om forholdet mellem de socialistiske historikere og arbej-derbevægelsen.Også denne artikel er en oversættelse. Desuden bringer vi flereandre debatindlæg, som forholder sig til diskussioner og artikler i de forrrigenumre.

Endelig bringer vi et bidrag af Ole Stender-Petersen. Han publicerer en

proletarisk-internationalistisk adresse fra 1846-47, som kaster lys over den tidli-ge danske arbejderbevægelse.

Vi har iøvrigt ændret en smule på opdelingen af bladet, idet vi har rykket an-

meldelserne ind i bladet. Det skulle ikke betyde noget for overskueligheden. Vi

bringer en del anmeldelser af bibliograñer i dette nummer. Da der er en sam-

menhæng mellem disse anmeldelser har vi placeret dem samlet, i stedet for som

normalt at bringe anmeldelserne alfabetisk efter forfatter.

ære.q

Palle Qvist

Den socialdemokratiske Fagpresse -

ved århundredeskiftet og i dag.*

1. Indledning.De socialdemokratiske fagforeninger er produkter af den historiske udvikling,der begyndte med kapitalismens gennemslag i Danmark. I fagforeningerne er

der ophobet kollektive erfaringer, der er indvundet gennem de stadige konfron-“

tationer med arbejdsgiverne. Sejre og nederlag har sat sine heldige og uheldige

spor i fagforeningerne; i deres opbygning og i deres virkemådel.

Der er grund til at antage, at dette også gælder mere specifikt for indholdet i

de socialdemokratiske fagblade.Fagpressen kan ikke forstås isoleret ude af sammenhæng med de samfunds-

økonomiske og materielle omgivelser, fagbevægelsens placering i kampen mod

arbejdsgiverne og bestræbelserne på at opnå samfundsforandringer.Fagbladene er ét af de midler, den socialdemokratiske fagbevægelse har haft

og stadig har til sin rådighed i organiseringen af kampen imod arbejdsgiverne og

deres repræsentanter. Fagbladene er også ét af de midler gennem hvilke bevæ-

gelsens ledelse har kunne og fortsat kan legitimere sin egen indsats - sine sejre og

sine nederlag - i denne kamp. Det er i det hele taget et middel til at legitimereberettigelsen af bevægelsen og dens semidemokratiske, hierakisk opbyggede or-

'

ganisationsstrukturZ.Den socialdemokratiske fagpresse har sammen med den socialdemokratiske

dagpresse været vigtige redskaber for den socialdemokratiske arbejderbevægel-se. Det er stadig tilfældet. Men dagspressen betydning er aftaget sammenlignetmed tidligere. Fagpressen har styrket sin position. Det fremgår af oplagstallene i

tabel 1 og 2, der selv om de ikke er noget godt mål, dog kan være ét blandt flere

mål herfor.

Den socialdemokratiske arbejderbevægelses ledelse har i dag og alt andet ligegennem sin fagpresse kontakt med stort set 15 til 16 gange så mange mennesker

som gennem bevægelsens dagspresse. Ganske vist ikke dagligt, men det er næp-

pe heller afgørende.Det er ovennævnte forhold og antagelser, der har dannet udgangspunkt for

en kvantitativ indholdsanalyse af de 5 største socialdemokratiske fagblade ved

århundredeskiftet og i dag. Undersøgelsens resultater gengives i denne artikel3.

De fagblade, der har været undersøgt er: Arbejdsmændenes Fagblad (1901),

Fagblad for Smede og Maskinarbejdere (1900), Fagbladet for Murerforbundet i

Danmark (1901), Dansk Textilarbejder-Forbunds Fagblad (1900-1901), To-

*Artiklen er en ændret udgave af et aftalt, men efter afslutningen, afvist manus beregnet for Dansk

Fagpresseforenings 75 års jubilæumsskrift: Fagpressen - fremtidens massemedie. 1980.

Afvisningen er efter forfatterens mening sket bl.a. fordi de resultater, der fremlægges ikke stem-

mer overens med den officielle fagbladsideologi. Denne ideologi fremhæver bl.a. fagpressen som et

»uundværligt led i det demokratiske system«, fagbladene som formidler af »en trevejskommunikati-on, som organisationernes talerør over for offentligheden, som organisationernes bindeled til med-

lemmerne og som medlemmernes eget debatorgan iforhold til organisationerne« (jf. pressemedde-lelse fra Dansk Fagpresseforening, februar 1980).

Kopi af den aftalte og senere afviste artikel kan lånes ved henvendelse til Pressebiblioteket, Insti-

tut for Presseforskning, Halmstadsgade 11, 8200 Århus N.

l”

DANSKTEXTILARBEJDERFORBUNDSFAGBLAD

ANSVARLK.. J. J. MØLLER

Nr.ll JANUAR KVARTAL 1901

Aarsoversigt.

Bzrelning .nagr pu Huvedhulynlnumcdude. 21. Dezemher lsoo

Mann Anret 1901:1 lm.. betegnes m... cr

S nugvnlunde mhgt A111, har der dog rnkcllc

Nede! mm ru lulrgr, og r. kan ved :1

\:r tilbage paa \'lrksomh:dcn obatrvevr 2d

Lønkzmpc fuman dc Lønhcvxgelsel.der immune. uden Kamp

Jeg .xkal nu gnu: u kun Grrrndrrrl. afdun

\'w|unmhcd, der i Amu Løb er udtaler

ll. det ny: Au nyrarrdrr ind vl allucd:

med vn lÆnbcvmgely: r man... hvor Ar

delmgm havdc "paul Pimkuramcn ml .Mare

æhhbct llnlm KL Varm I'lhkurnnlun mur«,

den r Februar og :I: Forhandllngnr. :ler

(min mtllum Ahlelmgrn ng Sclxkabclz [luck

(um, [me lkkr ul nouu km. . I-[uzr :u

leelmngsføn-vcn var ll aldr. Walt. du

[many Funai.: pu: al upn hlrhzmtlllnu, men

du nu! man klan, at du mm vur (rr n'mnn

ude« ved Arbejdwl'nndcmngDen 5 Februav blev du nu uklare'.

Slrejlun nu alle Arquur . Vævuld .mr

Århtjxknurmh-nz forlod Fubnkrn, .slrrmlmog anui bla-v dog noglc lllhng:

Da Flhnkcn glade .lg nere Ån'álmmgelm rar at hint-rv: Folk, Mtv du en hldugllllr Kamp Det lykkedes at mmmcmkrabr

en Del uñmmlrndc Arbejdere. men z| de

Ikkc var . sund nl m brlnue Vlvkmlnhexkll

r Mrmi| Gange, stod dog man klan 'ur

Direkllunen, Idet den Ingen væver: havde.mm kunde crslalle de glade Arquem

llrukuonen var "Indlde rer mur-ram ogvil.« .ne forhandle med Fagforeningem lund.

lertid nllml Byrudlmzdlcm Jacob Jem at

.nsz mdkm Panum, og ved ham lepkom der da en Forhandllng r Gang, som

(ung nl zlmmdehg Lunlorlmjelu for alle Ar

herom paa Fabriken ;

pu er. nær. som

(mr lur mr: lrmkorrr med sine Krav. Der.

Imod npnlaedc vl mk: al skari'e alle Ann'.derne dere. Pladser rm

Samtldlg med Squkm l Aarhus ron: H

I Knbenllavn en Lunkamp ror Tumugesyernzpaa Akurselskahrl 5mm “lægens Fabrik«

Arbejdcsundmmgen var her en Loclwu

.der Hr 01cm.. (om er ;dmmlslrercmle D

rtkulr, mm Arquurnr en Lanredukrion

du de ikke vlldr Indgaa htlpan, mcn amme

unnkcdr- Lønfurhujclsc du: den Naked.d: kumlr tage dem 19, og gaa Arbejd"'orlorl da thnkcn. og cllu En Ugc« slr. ›

vanzlulh der r 5mm lur en l..rrrrerlun

zu Ir-qneklahd Lnnfnrlmjn-lxcl :\prl| “mund . IL' l. 'sker nm l

rul.u I'l-vhzmlllnucr sund.:

sump." . NiHcmd hug" prIuhu tn qukr 'ma I. L'pty nu ; n..

Fagbladenes udseende har ændret sig siden århundredeskiftet. Til venstre ses en forside afDansk Textilarbejderjbrbunds Fagblad, januar kvartal I 901. Til højre HK-bladets forside

fra januar måned 1979.

6

naaede Arm-Juan: du, :om dc In (man af

Ilauie .mm Forxlag om, .der Dlrrklønn

uth .n belale çncr en rrrsLuram lm rn

nærhggcndc [Nlbnk D.. Arbeldeme ml nel-vphnvar lldnrbcgdel dm.. Forslag :nu mmm

Prlxkunnl 40.; dr- nl. ug rum for hmm

Lom man un xrl del Ramler mm Arbrldrme

haxde sllllrl Fahlag om

i l lulr “aintd slandxdcs Arm-;del al''

' I de Puncncnmr hurra

tvungen 54m

umcnde Fan"

kuin-rt 'kla

dame “H|de

Arbejdnurlla August

magnum.”

“ur-m m

Åibeldcn '

Fnbrlkinlrmc har ;;14er Forsøg paa al ullppelid-:n om naar du lod »g gør: “er har

været arqunl med lnderxnknlng r Arqur.uden pna mange ,'mhnkcr. :x cnkeh Sud

endog en 'rm mmm. al der kun arbejdede:ne halve Dage om um, .mme mangeFahnker kun har gaaet med en rmgu llllt

.Årqusslyrkn del lm endog .met Arbejdslmmd v et warm Omfang. .l v. pza en

(mg har han over §ou arbejdslnsc Med.

lemmer. hnlkcx ,o cllzrs er ”gu "mdr r

qmvrrkendc

TABEL 1: Oplagstal (hverdage) for den socialdemokratiske dagpresse gennem de sid-

ste hundrede år.

1880: 3.000 1950: 240.000

1901: 71.000 1970: 161.000

1930: 208.000 1979: 80.000 (a)

a) 1. halvår 1979.

KILDE: Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870-1970. 1972, Meddelelser fra Dansk oplagskon-trol 12/10 1979.

TABEL 2: Oplagstal for den socialdemokratiske fagpresse ved århundredeskiftet og i

dag.

1900: 67.600 (a)1978: 1.243.300 (b)

a) Medlemstal for forbund tilsluttet DsF

b) Gennemsnitlige oplag. Medlemstal for forbund tilsluttet LO (pr. 31/12 1978): 1.212.000

KILDE: Callesen & Logue: Social-Demokraten and Internationalism. 1979, LO: Beretning 1978.

baksarbejderforbundets Fagblad (1906), Fagbladet (1979), HK-Bladet (1979),Metal (1979), Kvindernes Fagblad (1979) og Kommunalarbejderen (1979).

Fagbladene fra århundredeskiftet vil de fleste nok betegne som kedelige. Der

er ingen billeder i dem. Rubrikkerne er små og uden slagkraft. Det er brødsat-

sen, der dominerer i bladene. Den begrænsede læsefærdighed taget i betragtningvar de upædagogiske.

Det gjorde nok ikke så meget at fagbladene så ud som de gjorde. Det ydreskulle ikke »sælge« det indre. Bladene fængede givetvis i kraft af de behov, de

dækkede hos arbejderne. Man var en del af en bevægelse. Bladene, og det der

stod i dem konkurrerede ikke i den grad som tilfældet er i dag med andre medier

som kulørte ugeblade, radio og TV.

Fagbladene er i dag tilgengæld næsten ikke til at skelne fra de kulørte ugebla-de og de mange husstandsomdelte gratisreklamer. Papiret er oftest fint og glat.Der anvendes mange farver, rubrikkerne er store og illustrationerne mange.

Det er dog ikke nødvendigvis et onde. Det kan i vore dage være nødvendigtfor at sikre, at fagbladene i det hele taget læses. Konkurrencen med andre me-

dier er givetvis stor.

Udviklingen af de ydre rammer eller lay-outen kan imidlertid også være en

nødvendighed, hvis indholdet har fjernet sig fra danske lønarbejderes aktuelle

forhold, problemer, behov og forventninger.Den socialdemokratiske fagbevægelses ledelse, der står for udgivelsen af fag-

bladene har ikke udviklet egne ydre former for den faglige pressevirksomhed.Det er den kommercielle presse former, man har overtaget.

2. AnalysemetodenDet samlede oplag for de fagblade, hvis indhold er analyseret, er på ca. 70 pct. af

det totale socialdemokratiske fagbladsoplag. Både ved århundredeskiftet og i

dag. Tallene fremgår af tabel 34.

Undersøgelsen omfatter som hovedregel en halv årgang5 eller minimum 6

fortløbende numre af de pågældende fagblade6.

TABEL 3: Oplagstal for de 5 største socialdemokratiske fagblade ved århundredeskiftet

og i dag.

1900: 46.000 (a)1979: 927.700 (b)

a) Medlemstal for forbund tilsluttet DSF.\

b) Pr. 1⁄6 1979. Medlemstal for forbund tilsluttet LO (31/ 12 1978): 870.700.

KILDE: Callesen & Logue: Social-Demokraten and Internationalism. 1979, forbundene, LO: Be-

retning 1978.

Der er foretaget en registrering af artiklerne i de udvalgte blade efter emne-

indhold i artiklerne, artikeltype og informationsretning.Udgangspunktet for de valgte kategorier hvorunder fagbladenes artikler er

rubriceret har været Jürgen Habermas' teoretiske fremstilling om borgerlig of-

fentlighed7 og Horst Holzers bestemmelse af massemediernes hovedfunktion-

ers.'

Ved opmålingen af de enkelte artikler i hvert blad er alt henhørende til arti-

klen, dvs. rubrikker, brødsats og illustrationer medtaget og udregnet i spalte-millimeter. Efter opmålingen er artiklerne rubriceret i kategorier. Det samlede

antal spaltemillimeter i de enkelte kategorier er derefter for hvert blad udregnet i

procent af bladets samlede antal spaltemillimeter i den periode, der er under-

søgt.

Det, der er opmålt, er med andre ord hvor stor en del af de respektive fagbla-des til rådighed værende spalteplads, målt over en periode og udregnet iprocentaf den samlede til rådighed værende spalteplads i perioden, der optages af arti-

kler med et bestemt emne, af en bestemt type og med en bestemt informations-

retning9.For illustrationerne er gjort noget tilsvarende. De er analyseret med hensyn

til, hvad der illustreres og med hensyn til om illustrationen er aktiv eller passiv”.De forskellige analysekategorier, der er arbejdet med fremgår af tabellerne 4

og 6-9. Resultaterne er sammenholdt med den socialdemokratiske fagbevægel-ses samfundsmæssige placering før og nu. Nogle hovedtræk heraf repeteres kort

i det følgende.

3. Fagbevægelsens samfundsmæssige kontekst. Et rids.

Arbejderne etablerede op mod århundredeskiftet faglige og politiske organisa-tioner. Den mest slagkraftige var den socialdemokratiske arbejderbevægelse.Socialdemokratiet, stiftet i 1876 og De samvirkende Fagforbund (DSF) - senere

Landsforbundet i Danmark (LO) - stiftet i 1898 udgjorde hovedhjørnestenene.Arbejderklassens organisering skete under store vanskeligheder og hårdt trængt

af det borgerlige samfund med rigsdag, politi og domstole.På trods af store vanskeligheder var tiden omkring århundredeskiftet præget

af store fremskridt i den politiske og faglige organisering. Klassekampen blev

organiseret. Der var tale om en omfattende organisering, der involverede mange

arbejdere. I stort tal tilsluttede danske arbejdere sig de nye fagforeninger. Det

skete med fare for at miste arbejdet ien tid uden arbejdsløshedsunderstøttelse. I

bedste fald kunne man få en lille understøttelse. Det skal sammenholdes med at

arbejderfamilierne var børnerige og levede under trange boligforhold.

8

Det er ikke for meget at karaktisere arbejdet i fagforeningerne som et stykkedygtigt organisationsarbejde. Bevidstheden om at tilhøre en klasse groede frem

sammen med organiseringen; Men der var også tilbageslag.Det dominerende borgerskab forsøgte på alle måder at drive kiler ind mellem

arbejderne. De støttede mange former for alternative organiseringer. F.eks. de '

kristelige fagforeninger og de såkaldte uafhængige eller frie fagforeninger. Man-

ge arbejdere blev truet med udelukkelse fra arbejdet, og mange blev rent faktisk

udelukket. Årsagenvar medlemsskabet af den socialdemokratiske fagforening.For den enkelte arbejder kunne det være svært at stå imod arbejdsgivernes

pres i den tid, hvor vejen til arbejdsløshed var kort. Det kunne være vanskeligt at

være solidarisk. Det kunne være nemt at »glemme« at betale fagforeningskon-tingent i en tid med lave lønninger. Kampen for at tjene nok til familiens under-hold ved lønarbejdet var en reel kamp. De daglige udgifter til mad, tøj og huslejetog sin helt store broderpart af lønnen. En sygdomsepidemi eller arbejdsulykke, ,

der ramte familiens hovedforsørger kunne være alvorligt for arbejderfamiliensøkonomi. Det var helt almindeligt, at kvinderne supplerede arbejderfamilienssparsomme lønindtægt.

I dag er den socialdemokratiske fagbevægelse etableret. Den er en ansvarligog integreret institution i det kapitalistiske Danmark. Dens øverste repræsen-

tanter færdes nærmest hjemmevante ind og ud af regerings- og direktionskon-

torer. Ingen vigtig lovgivning gennemføres uden om den socialdemokratiske

fagbevægelses øverste ledelse.

Prisen for arbejdskraften og de betingelser arbejdsgiverne skal opfylde er isnart et århundrede blevet fastsat gennem indviklede aftaler. Modsætningenmellem dem, der har ejendomsret over produktionsmidlerne og køber arbejds-kraft og dem, der sælger arbejdskraft er ikke fjernet. Klassekampen er ikke vun-

det.

Til tider kan det se ud som om den er afblæst.

Den socialdemokratiske fagbevægelses ledelse indgår sammen med den soci-aldemokratiske arbejderbevægelses politiske ledelse i en magtstruktur i det ka-

pitalistiske Danmark, hvori også ñndes arbejdsgivere, arbejdsgiverrepræsen-tanter og andre organisationsledelser. Imellem disse eksisterer der et vist inter-essefællesskab, Det er et interessefællesskab, der kan være stærkere end

solidariteten mellem den socialdemokratiske fagbevægelses top og medlemmer-ne i den hierakisk opbyggede organisations bund.

I fagbevægelsens bund findes ca. 1,2 millioner medlemmer. Den stramme 0r-

ganisering kendt fra de første år er bibeholdt. I takt medorganisationens vokse-

værk og den centralistiske struktur, er der blevet længere fra bund til top end der

var tidligere.Den umiddelbare nød, der var danske land- og fabriksarbejderes i organisa-

tionens bund omkring århundredeskiftet er afhjulpet. Men nye problemer er op-stået sammen med kapitalismens udvikling. Det er problemer, der er knyttet til

den kapitalistiske samfundsstruktur.

Den almindelige krise i industri- og forbrugssamfund er en realitet alle lønar-

bejdere kender til og mærker; arbejdet, der giver identitet er blevet knapt; antal-

let af erhversulykker og skader som arbejderne udsættes for på arbejdspladserneer stigende; det dårlige arbejdsmiljø og arbejdstempoet er belastende; kvinder

9

har helt specielle problemer med at være arbejdere og kvinder med den ene fod

indenfor på arbejdsmarkedet og den anden fod hjemme i familien osv., osv. For-

holdene afføder nye problemer i andre sammenhænge - i intimssfæren f.eks.,hvor familien tømmes for funktioner; hvor reproduktionen forbrugsstyres ogbørnenes socialisering sker under den kapitalistiske samfundsstrukturs tvang;hvor kønsrollemønstre skal nedbrydes osv., osv.

4. Det skriver de om. Ved århundredeskiftet og i dag.De journalister og redaktører, der skriver og redigerer fagbladene slutter natur-

ligt nok op om den socialdemokratiske arbejderbevægelse og dens mål. De

strukturelle rammer, journalister og redaktører arbejder indenfor, adskiller sigiprincippet ikke fra dem, det helt store flertal af skrivende lønarbejdere her til

lands arbejder under. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses interesser

fortolket ved at den til enhver tid siddende ledelse afstikker rammerne. De kan

være og kan opleves som mere eller mindre snærende.

Der er i dag flere, der medvirker ved fremstillingen af et fagblad end tidligere.Ved århundredeskiftet var der typisk kun én medarbejder - redaktøren - der ofte

var fra fagforeningens ledelse. I dag er der på de større blade ud over redaktø-

ren, der ikke nødvendigvis længere er fra forbundets ledelse også journalister,der står for fremstillingen af bladene. J ournalisterne kan være fastansatte eller

freelance. Også forbundenes konsulenter medvirker i dag mere og mere på

grund af den specialviden, de er i besiddelse af.

Og hvad skrev de så om dengang? Og i dag“?Det fremgår af tabellerne 4 og 6, hvor den procentvise fordeling af artiklerne

er opført fordelt efter indholdet. Fagbladene handler især om aktiviteter og for-

hold indenfor bevægelsen og forhold vedrørende socialsfærens arbejdsliv. Det

ses af tabel 4.

Procentandelen for artikler omhandlende solidaritet i bladene omkring år-

hundredeskiftet er stor. Det er nærliggende at kæde det sammen med, at sam-

menholdet i fagbevægelsen i denne vanskelige organiseringsfase var enormt Vig-tigt. Det var den afgørende betingelse for at bevægelsen kunne realisere sine

mål. Når solidariteten i dag ikke fremtræder som det store problem - der bruges i

hvert fald ikke spalteplads på den - så er det fordi bevægelsen i dag er etableret;den har vist sin styrke. Man kan tillade sig at negligere de usolidariske. Frem-

skridtarbejderne omtales dog undertiden i bisætninger.Når internationalismen var et vigtigt emne i de første fagblade, hænger det

givetvist sammen med, at bevægelsen i sin tidligste periode var antinationali-

stisk og antimilitaristisk. Den internationale orientering om hvad der skete på

topplan kunne ikke være arbejdernes problem. Men det hænger også sammen

med det store antal danske arbejdere, der arbejdede i udlandet, især i Tysklandog Sverige. Det var derfor rimeligt at berette i artikler om forholdene der. Så

vidste man hvad man gik ind til, hvis man besluttede sig for at rejse udenlands,hvor der måske var arbejde at få.

Internationalismen spiller en mindre rolle i vore dages fagblade. Interessen er

forskubbet til internationale forhold i almindelighed. Det er et langt stykke af

vejen borgerskabets internationale politiske problemer, der skrives om -ikke

arbejdernes. Dette kan hænge sammen med, at den socialdemokratiske arbej-

10

TABEL 4: Indholdets procentvise fordeling på emner i de 5 største socialdemokratiske5i

i

'7

fagblade omkring århundredeskiftet og i dag.

I G

1 8 s.c 2

§ ;3-336 :;73;få åå 5% 2 ëä' åå” få E3 Så2 3t '543 32 s 3 im

«- |-1N 8 w

"'o 6 -5 E 1:

.22 13? “gå:9 3? E 3.. % å

ëä'åë Ea så en i 2 E

:2 *5"2.- os 28 á." m 2 i :3Ca. 1900 pct. 1979 pct.

Staten - - - - - 2 - - -

Socialdemokratiet - - - - 1 2 L-- -

Fagbevægelsen 43 25 13 20 18 7 15 15 14 30Solidaritet 17 25 3 8 6 - 1 - - -

Teori/strategi - 4 - 4 - - - - - -

Arbejdslivet 22 23 36 36 26 27 39 34 33 41

Arbejdsløshed - 1 30(a) 2 8 6 6 2 13 l

Fritid/Kultur - - - l 2 7 10 4 3 3

Arbejderkultur l - - l 2 4 2 4 2 2Sociale forhold - - - - - 2 - - - -

Totale Livsituation - 3 - - - l l - l l

Internationalt - 1 - 2 - 10 l 10 4 8Internationalisme 3 12 6 19 14 6 4 7 3 1

Andet 13 6 13 7 25 25 20 23 26 l l

99 100 101 100 102 99 99 100 99 99

Ialt vedr. kvinder (b) 3 - - - - 1 4 2 3

a) Pga. meget omfattende arbejdsløshedsstatistik.b) Kvindernes fagblad undtaget. .

derbevægelses ledelse er blevet ansvarlig og tvunget til at følge med i de interna-tionale forhold på topplan. Det smitter af på fagbladenes indhold. Danske ar-

bejdere kan ikke bruge det internationale stof til ret meget ud over den intellek-

tuelle interesse, de måtte have deri.Det var ikke stof fra den kulturelle offentlighed eller intimssfæren der præge-

de de første fagblade. I vore dage lever det også en skyggetilværelse. Både bor-

gerlig kulturstof og arbejderkultur var svagt repræsenteret i fagbladene ved år-

hundredeskiftet. I dag er det borgerligt kulturstof, der dominerer i fagbladene.Det præsenteres tilmed på en ugebladsagtig måde. Her kan arbejderen næppe

finde sig selv.

Hverken ved århundredeskiftet elleri dag spiller de arbejdsløse nogen væsent-

lig rolle ved stofprioriteringen. Fagbladene er ikke for dem. De var ellers ikke så

få dengang. I dag er de også mange. Det arbejdsløshedsstof, der findes i fagbla-

ll

“ 71

ikkodá']1.70,"0:"'Iglindtüog ragngmmenfærdj ›

_

" ( G ' '1 .'llr ,(l

' e \'

'

Fab:NItilfi-

Å

I'OI'bI-Vn'tragtdu'. denhgeledeglføles denne uetledelige forandring If nrbeidsvil-

grebue.“0"d01 e'Is-“tine" dOP/role'-0 df"an Dag 1' ene mere.. Det er saledes mindre behageligt for

'

m'l'f'r'l'lr1"'10

01,]'u' fa p Arbedesf vore kolleger, som kommer fra et værksted med

l:irle

”Wi/:np1,110fore] 37"]I01d'eA

“;enlunde gunstig! arbeidsreglement til et sted, hvor

arbejd Heine," ".L'oI, ."h'g. "0 L er mindre gunstigt. Og denne forandring gjalder

07at

paa an", S "llvjrler rste række erbeidstiden. Paa de fleste steder her 1

' erskægLing 0''V ere .ristinnie er nu srbeidstiden 57 timer. hvorimod der

I

T.7.ka'

LandsbySilk/re”skæg . eks. i borgen er 62 timer.

Elldyidand. Era, 'Mum'E”, og . (Fortsættes).

'0ell; '

. 'ros9 1 *21. se

,bildsbuåârerAIåzzdåhloaf4110 “2, En Brækker!

.

I'is 'e e

Aar 1La'38" tens”,(15.719Landg_ Svendene pll Meskinfsbriken .Atlss'“ meddeler os

rer, 8! In', ogsa.,esVærdi følgende, som man først for nylig er bleven klar over:

r-91 Idet Itide/119'

'

kaldet_

'.Vi har nu heat konstateret, at Mentor Hjelmerelken

I1131181,51:pe”- . ,1139 Moreing har srbejdet som Skruebrækker under Lock-

edep 0.25,, Qldedo”13t 1' gtel'ønh out'en 99, og vi anmoder derfor nu om bene Optagelse

s 9119ærksbayn30m Ka hjæ] ' i Fagbladet. Hen har tidligere arbejdet som Kedelsmed,

1 ;çl'llg b "'17 Vieen

6 "181 e'dpo men for ca. 6'/, Aer siden kom hen hos Tuxen 8: Hem-

3111 F emærk ”tet u'

skr, '1 91' merich yea Vester Fælledvej, hvor han tik Arbejde som

blodurmat

et 1' 11"det 8 "Se", Mønter v'ed'RerarBejae. Senere er han en bleven ansat

Vol-d ”(191101)1"' 01119 919 H rolkeg som Mentor paa "Atlas" med fast Løn og paa. Kontakt,

Frean

ban"9

Ho ”ere st ellerups' og det eri luns Egonskah som saadan, et han har arbejdetIngen har 1-

ved ”Onde under ank-out'en. til Trods for. at alt, hvad der hedder

berømt00mm-aa49t detpaäGad'*

Kontrakt- paa Tid, i Følge Forliget 1897, ophæves ef sig,und af Ved ”57gipe SÅ' er selv under Strejker og Lock-out

agai- Regta Være Om. efet, Vi ønsker nu et felt nævnte Hr. Morsing indlemmetaeHe

og Mnce,o slettet *mm i det øvrige ,Selsksb“. hvor han rettelig hører hjemme,* edarbegher, 8

af FOA og det bemærkes. at han, medens han var Fagforeninge-medlem, var meget radikal -- næsten fenatiek. og dettei særlig Grad, nau- det meldt .Skruebrækkere“.

ke Hm er noget døv, men holder meget af at praleaf sine Kraft". Desuden o træder hnn_i__I§eglenmed

Skruebrækkere fik en håndfast behandling i de gamle fagblade. De blev offentligt hængt ud

som de to eksempler fra Smede og Maskinarbeidernes fagblad fra 1900 nr. 6 og 9 viser.

12

TABEL 5: Antal og procentvise andel af kvinder i de 5 største socialdemokratiske fagfo-

reninger pr. 31/12 1978._______________________________.._____-___--_

SID: 12.000 4 pct.HK: 188.000 71 pct.

Metalarbejderfor-bundet: 400 0,3 pct.

KAD: 91.900 100 pct.

DKA: 67.500 78 pct.____________________-_-_-_

KILDE: LO: Beretning 1978.

dene i dag handler mest om dagpengesatser, nye regler og lignende tekniske op-

lysninger.Diskussion om bevægelsens fremtid, mål og midler føres heller ikke i bladene,

ligesom man heller ikke gør forsøg på at forstå arbejds- og familiestituationen i

sammenhæng. Intims- og socialsfæren adskilles i fagbladene på samme måde

som i den borgerlige presse. Den socialdemokratiske arbejderbevægelses fag-

presse har ikke bevæget sig ind på privatlivets område. Såvel ved århundrede-

skiftet som i dag er arbejdsforholdene forståeti meget vid forstand tæt forbund-

et med den lange række af problemer i familigen. Arbejdsliv, familieliv og fri-

tidsliv hører i det virkelige liv sammen.

I betragning af det store antal kvinder, der i l960”erne kom ind på arbejds-markedet og som trods alt stadig findes der, så er det bemærkelsesværdigt så få

artikler, der handler om kvinderne som arbejdere, som kvinder, som mødre, om

forholdet til mændene og om de nye kønsrollemønstre osv. Nogle af disse for-

hold har tilknytning til flere af de problemer danske arbejdere, og for den sags

skyld også mennesker i andre klasser og lag, har. Men fagbladene tilbyder kun

begrænset hjælp og levere ingen indsigt.Det skyldes selvfølgelig ikke, at der ikke er kvinder i fagforeninger. Tallene

fra i dag fremgår af tabel 5.

Når meget få artikler handler om den socialdemokratiske arbejderbevægelses

politiske del - partiet - kan der selvfølgelig ikke deraf sluttes, at der ikke er nogen

sammenhæng mellem de undersøgte fagblade og den politiske del af bevægel-sen. Det har ikke været undersøgt. Hvad undersøgelsen viser er, at Socialdemo-

kratiet ikke figurerer selvstændigt i artiklerne i nævneværdigt omfang. En kvali-

tativ indholdsanalyse vil derimod kunne vise, at de emner og forhold mv., der

optræder i bladene i vidt omfang behandles indenfor en socialdemokratisk for-

ståelsesramme.,

De socialsfæreemner, der findes i de socialdemokratiske fagblade, vedrøren-

de den daglige arbejdssituation 0g arbejdsforholdene handler nu som tidligereom løn og overenskomstforhold. Det fremgår af tabel 6.

Op mod halvdelen af indholdet i de gamle fagblade vedrørte lønnen og over-

enskomstforhold. Dette hænger naturligt nok sammen med, at lønnen var en

vigtig forudsætning for, at arbejderne kunne klare sine daglige fornødenheder.

Levevilkårene for danske arbejdere ved århundredeskiftet var på et eksistensmi-

nimum.

Den måde man ofte beskæftigede sig med lønforhold på, var ved angivelse af,

13

TABEL 6: Den procentvise fordeling af indholdet på emner indenfor kategorien AR-

BEJDSLIVET(a) i de 5 største socialdemokratiske fagblade omkring århundreskiftet ogi dag

L l:

0 2 « å 'u 'U EV''o . .-. .9

g me a 2 et) .242 8 :a

g á á 3% 'ri-'3 3.9 .. t.: a g.... I- 0 m1*'

nu 0 I:

ëglâëêåzë ;åe 2 E_ ga

ET30eos Så “30 2 a gG3å° 2._ De [Se :få : 2 ;4 M

Ca. 1900 pct. 1979 pct.

Pct. af indholdet 22 23 36 36 26 27 39 34 33 41

Arbejdsgiveren 24 11 . l 13 - 8 6 7 6 -

Arbejdslederen l - - - 8 - - - - 2Uddannelse 3 - - - - 13 17 8 8 18

Pension⁄Forsikring - - - - - 2 4 3 5 3

Miljø/ulykke/arb. besk. - 2 25 14 4 29 16 12 31 12

Konflikter/strejke 13 21 34 34 5 l 6 5 - l

Løn/overenskomst 46 49 24 44 45 27 36 30 26 29

Specielle kvindeforh. (b) 6 - - - - - 3 - -

Andet 6 17 15 9 39 20 12 34 25 34

99 100 99 101 101 100 100 99 101 99

a) Se note 9

b) Kvindernes fagblad undtaget

hvad lønnen var forskellige steder i landet. Så kunne de, der ikke fik tilsvarende,forsøge at tilkæmpe sig det lokalt. Gennem ordvalg lægger artiklerne om lønfor-

hold og nye forhøjelser i de forskellige dele af landet op til dette.

Omtale af lønforholdene omkring århundredeskiftet skal også ses i sammen-

hæng med, at bevægelsens berettigelse ikke mindst i denne snævre organise-ringsfase var knyttet til de synlige forbedringer, den kunne give medlemmerne.

Gennem omtale af de konstante lønforbedringer som blev gennemført beviste

fagforeningerne deres beretigelse.Sådan er det stadig. Dog er artiklerne vedrørende lønforhold i dag mere for-

klarende - de skal sikre forståelse for de afbalancerede forslag, som ledelsen

feks. forhandler ud fra. Opfordringer til at forsøge at få hævet lønnen ses ikke,sådan som det var tilfældet tidligere. Det er man i dag afskåret fra at gøre direk-

te. Det ville være overenskomststridigt. Oplysninger om lønforhold og

-udviklinger formidles derfor på andre måder.

Vægten er imidlertid flyttet noget over på uddannelse og miljøforhold. Detførste kan ses i sammenhæng med bl.a. købers krav om bedre uddannelse af

arbejdskraften således, at især den nye avancerede teknologi i industrien kan

betjenes. Den nye teknologi skal sikre arbejdsgivernes fortsatte indtjening. Te-

knologien gør arbejdet enklere og monotont.

14

Individuel uddannelse er et af svarene på de mange problemer og den uro den '

nye teknologi afføder blandt arbejderne. Arbejdsgiveren og arbejderne har for-

skellige interesser i at arbejdskraften uddannes. For arbejderne er det blevet en

slags bitter nødvendighed for at arbejdet kan beholdes. ›

Miljø og arbejdsforhold var øjensynligt ikke noget man tænkte så meget p

ved århundredeskiftet. Dengang var man overladt til at acceptere den tidligenedslidning af arbejdskraften. Det gør man ikke i samme omfang i dag. På dette

punkt har arbejdsgiverne og arbejderne modstridende interesser. Miljøbeskyt-telse koster arbejdsgiverne penge. Udgifterne til miljøbeskyttelse kan ikke påkort sigt indregnes i produkternes pris. Derfor går det så trægt med den almin-

delige beskyttelse af arbejderne.Det kan også bemærkes, at arbejdsgivere ikke optræder så hyppigt i dag som

tidligere. Dengang benævntes han også kapitalisten. Det var hovedfjenden - in-

gen tvivl om det.

Typisk er også, at der ikke i fagbladene skelnes mellem mandlig og kvindeligarbejdskraft. De specielle kvindeforhold og problemer som så godt som enhver

kvindelig arbejder kender på sin krop, kan de heller ikke læse om i fagbladende.Det kan mænd heller ikke. Årsagernehertil kan man heller ikke læse om. Det

gælder også muligheden for evt. at gøre noget ved problemerne. Individuelt eller

kollektivt.

Omtalen af strejker og konflikter i 1979-fagbladene er meget beskeden. Før-

ste halvår som er den periode, der har været analyseret, var præget af ca. 130

arbejdsnedlæggelser indenfor DA-området som følge af især SV-regeringensindgreb i overenskomtforhandlingerne. Det var arbejdernes protest imod ind-t

grebne.Fagbladene domineredes af ledelsernes overvejelser.Der er andre ting, man heller ikke kan læse om i de socialdemokratiske fag-

blade. Der står f .eks. ikke noget om rivningerne mellem den socialdemokratiske

arbejderbevægelses repræsentanter og arbejderrepræsentanter som kendes fra

mange arbejdspladser. Der står ikke noget om modsætninger mellem arbejdereog deres repræsentanter. Arbejdere, der går arbejdsgivernes ærinde hænges hel-

ler ikke ud. Det gjorde de tidligere.Når disse og andre forhold ikke omtales skyldes det ikke, at de ikke forekom-

mer. Det skyldes snarere ønsket om udadtil at optræde som en enhed. Det kan

være nødvendigt at give indtryk af fodslag, dels for at fremme den menige arbej-ders bevidsthed om at tilhøre en enig bevægelse, dels for overfor offentlighedenog modparten - arbejdsgiverne - at fremstå som en samlet enhed.

Mængdenaf underholdende eller afslappende stof, der har ringe eller slet in-

gen faglig tilknytning er vokset enormt. Det fremgår af tabel 7. Dette sammen-

holdt med den ugebladsagtige lay-out gør, at fagbladene i dag fremtræder mere

tilforladelige og pæne end ved århundredeskiftet. Dengang var det de rå, fagligeoplysninger, der kunne anvendes direkte eller inddirekte i den faglige kamp mod

arbejdsgiverne, der prægede bladene.

Den artikelmængde i fagbladene, der er handlingsanvisende er formindsket

fra fagbladenes første tid og til i dag. Det ses også af tabel 7.i

Det hænger måske sammen med at den faglige organisering i den socialdemo-

kratiske arbejderbevægelse er centralistisk. Handlinger af forskellig art i tide og

15

TABEL 7: Indholdets procentvise fordeling på artikeltyper i de 5 største socialdemokra-

tiske fagblade omkring århundredeskiftet og i dag.

i E

0 E 2'm 0*' 'U '5 'g 0

0 'Du ...UU Æ _ -U1: gi'. s .Ba -L-o a, 'a

_

15 ms 2 :as a«, .53 2§ “25 :1 =å9 '5* m 3

0 ;4 “nu Vi H

E ws eg; sv, åe e å 2 2m -oáá 0 aug m-c 'U N H :3

:2% ;Så “gå .ag .seg .<2 5 .. å Eu-q w

343., faa '55 se ëe “30 u' s E å,L- Neo :e

<8 mo E.- ca [-8 LL. I 2 M s4

Ca. 1900 pct. 1979 pct.

Faglige 0g fagpolitiske 74 93 86 85 69

Heraf legitimering (a) 5

af bevægelse og parti (45) (37) (l) (48) (14) (56) (50) (63) (40) (50)

44 63 5174 64

Handlingsanvisning (a) 14 1 - 8 5 11

l - - -

Heraf direkte (95) (100) - (89)(100) (27)(100) - - -

Underholdende/ ;

afslappende 1 1 - l 1 34 27 23 9 29

Andet 11 6 13 6 25 21 10 26 16 7

100 101 99 100 100 100 101 100 99 100

a) Se note 9

utide og lige i det øjeblik urimelighederne overfor arbejderne finder sted, strider

imod det centralistiske princip.Når murernes fagblad fra århundredeskiftet indeholdt så lidt legitimerende

stof, skal det ses i sammenhæng med, at foreningens fagblad mest af alt den gang

var et nyhedsbrev med ultrakorte meddelelser. Endnu i 1890'erne var det iøvrigthåndskrevet og duplikeret.

Den socialdemokratiske fagbevægelses ledelse fremhæver ved ofñcielle lejlig-heder fagbladenes funktion som led i to-vejs kommunikationen mellem top og

bund i organisationen”.Det kniber imidlertid med at leve op til idealerne. Tabel

8 viser hvem det er, der rent faktisk skriver i fagbladene.I gamle dage var det fagforeningerne, der var afsenderen. Det hænger selvføl-

gelig sammen med, at bladene ofte blev redigeret af forbundets ledelse. Der var

ikke ansat journalister til at skrive bladene.

Afdelingerne prægede også tidligere bladene med indlæg. Det er ikke tilfældet

i dag. De almindelige medlemmer var også med før i tiden, ligesom nu.

Det vil selvfølgelig altid kunne diskuteres om læsernes muligheder for at kom-

me frem med synspunkter er tilstrækkelige. Men det kan fastslås, at der nu som

før i tiden er tale om en-vejs kommunikation ifagbladene. Den helt domineren-

de informationsretning er oppe fra og ned i det organisatoriske hieraki.En nærmere undersøgelse ville kunne sige noget om værdien af læserbrevs-

spalterne. En sådan er ikke foretaget.Den helt store ændring er sket med hensyn til brugen af artikler skrevet af

16

journalister og fagligekonsulenter.Begge dele er udtryk for den specialisering,der er sket indenfor den socialdemokratiske fagbevægelse. Det har været nød-

'

vendigt at ansætte journalister til at skrive artikler. Det har også været nødven-

digt at ansætte faglige eksperter til at tage sig af de specielt vanskelige spørgsmålog problemstillinger. Dem skriver de så naturligt nok om i fagbladene.

Journalisterne er typisk overladt, det underholdende eller afslappende stof.

Det er typisk stof, hvis brugsværdi er stærkt begrænset set i relation til arbejder-klassens hverdag. Stilen gør stoffet let tilgængeligt og underholdende.

Det tunge og kontroversielle faglige og fagpolitiske stof skrives typisk af re-

daktøren, der er placeret tættere ledelsen end den menige journalist.Billeder kommunikerer ofte meget hurtigere end tekster. Derfor er fagblade-

nes illustrationer også undersøgt. Mange mennesker er meget modtagelige for

visuelle informationer. Derfor bliver det et centralt anliggende, hvorledes fag-bladene benytter illustrationerne. Det fremgår af tabel 9.

Fagbladene benytter, som det ses, ikke isærlig udbredt omfang de mulighe-der, der ligger i anvendelsen af billeder for at styrke arbejderklassens bevidsthed

om eget og arbejdets værd. Idealiseringer af arbejderen og arbejdssituationeneller blot billeder af mennesker, der arbejder forekommer ikke i særlig høj grad.I stedet er der mange portrætfotos af smilende faglige repræsentanter samt be-

vægelsen uvedkommende personer. Især HK-Bladet har en stor overvægt af illu-

strationer, mest tegninger, der kan synes uvedkommende set i relation til HK,er-nes hverdag. Men tegningerne har måske en værdi som blikfang - for at fangelæserens opmærksomhed og rette dem imod artiklen. Der er øjensynlig ingen tro

på, at indholdet i artiklen i sig selv er tilstrækkelig.

TABEL 8: Indholdets procentvise fordeling på afsendere i de 5 største socialdemokrati-ske fagblade omkring århundredeskiftet og i dag

s. å.

0 0 Hm

os.. -5 'C '0u

n.) .8.8 H .QT-U .3 'S :0:-.... 4, pc: u...c› -9 a?0 E0 .o ...3 Den °° .0

'2 “E t: Eco-'9.8 “<5 "'

æ 5°” 3.2 33°” °e* "1 3

kr: .D54 ›<“" 43:9 4-. a) 0 “5E ;5 km om ;;0 0 vo t: s

.gu En :95 Eg E “3 5 :E'...4: ...er I-..

"

._. 'ø

BE eos 8% 23 33 e., “9 e .s aago :em 5D “5 og :e M 0 > 0

<4... U40 2.... O:... HL... LL I 2 M 54

Ca. 1900 pct.

Fagforening(a)

Afdeling 23 2 - 5 - - - - 3 -

Medlem 8 5 - - l 8 5 8 5 3

Andre (b) 2 l - 26 8 72 61 53 43 53

Andet 6

101 100

a) Typisk artikler skrevet af unavngiven person eller redaktøren.

b) Typisk artikler skrevet afjournalist, konsulent, politiker e. lign.

17

TABEL 9: Foto og andre illustrationers prooentvise fordeling opgjort efter type, afbild-

ning og aktiv/passiv (a) i de 5 største socialdemokratiske fagblade i dag._______________..__._._._______-__-_-_-__

.. a 8 Ti*=

å E âa åë3 “3 Tv* 'g 3 E '5

R9 M *3 '5 Så O -2n.. :r: 2 hd u.. M a

1979

Gen. snit. sideantal pr. nr. 32 31 14 17 47(b)Gen. snit. antal illustr. sider pr. nr. 10 13 4 3 12

pct.

Farve 61 61 63 - 32

Sort/hvid 39 39 37 100 68

100 100 100 100 100

Faglige repræsentanter 12 8 33 17 26

Danske 12 8 33 17 26

Udenlandske - l 3 - -

Menige medlemmer/arbejdereDanske 18 7 10 22 32

Udenlandske 3 l 6 1 1

Ledende partirepræsentanter 2 0 4 3 4

Andre 22 8 10 22 15

Andet 43 75 34 36 23_______________.______.____-__-_-_

100 100 100 101 101___________________.___._______-_-_--______________________..____--_-_

Aktiv 23 12 1.] 77 24

Passiv 77 88 89 23 76

100 100 100 100 100

_______________________________-_-___

a) Se note 10

b) Excl. Stillingsannoncer

Fordelingen mellem faglige repræsentanter og menige arbejdere vil altid kunne

diskuteres. Tallene er ikke entydige. Et stort antal illustrationer forestillende fag-

lige repræsentanter kan være udtryk for et ønske om præsentationaf de pågæl-dende; det kan skyldes at man ønsker at give indtryk af, at der er tale om vigtigepersoner eller det kan skyldes andre bevidste eller ubevidste forhold. Især er for-

holdet mellem billeder af menige arbejdere og faglige repræsentanter ulige for

Metals vedkommende.

5. Konklusion.

De socialdemokratiske fagblade - både dem fra århundredeskiftet og vores dages

18

“WW-W

blade - afspejler bevægelsensplacering i samfundet. Fagbladene ved århundre-deskiftet viser en oppositionel bevægelse.Vore dages fagblade viser at bevægelsenhar forandret sig. Den er en integreret, centralistisk og medansvarlig institutionidet kapitalistiske Danmark.

Fagbladene er ét blandt flere midler, som den socialdemokratiske arbejderbe-vægelse har til sin rådighed i organiseringen af kampen imod arbejdsgiverne. Påén og samme'tid er de offentlige og interne organer. Interne, taktiske overvejelsermv. bliver, når de omtales, straks offentlige. Der er grund til at fastholde,at dette

forhold er vigtigt til forståelse og vurdering af fagbladenes indhold.

De socialdemokratiske fagblade bryder ikke på nogen afgørende måde med

den borgerlige eller kommercielle presses måde at forholde sig til tilværelsen på.Emnerne er nok nogle andre, men de behandles lige så adskildt fra hinanden som i

den borgerlige offentlighed. Især bemærker man sig, at danske arbej deres forhold

og problemer i hverdagens intimsfære ikke kommer frem. Det private forstås ikke- i det omfang det forekommer - som nært forbundet med arbejdet, og med de

betingelser, som eksisterer på arbejdspladserne ogidet kapitalistiske industri- og

forbrugssamfund.Det er ikke lykkedes de socialdemokratiske fagblade efter ca. 80 år at overskri-

de grænserne mellem det private og detoffentlige. Det ville sandsynligvis væreiarbejderklassens interesse.

Arbejderklassens erfaringer knytter sig først og fremmest til arbejdslivet og det

private liv i dagligdagen. Når erfaringer herfra ikke offentliggøres i fagbladene,forhindrer man eller vanskeliggør man ophobning og spredning af erfaringer tilklassens øvrige medlemmer. Fagbladene bliver ikke organer til formidling afkollektive erfaringer.Når de erfaringer, der knytter sig til arbejdslivet og det private liv i dagligda-

gen ikke sættes i sammenhæng med hinanden og ikke synliggøres, så overladesdisse områder desorganiserede og åbne til den borgerlige presse. Og det er ens-

betydende med tilbageslag for arbejderklassen og denne klasses erfaringsop-hobning”.

Ved århundredeskiftet gjorde det nok ikke så meget. Klassens sociale og mel-

lemmenneskelige kontakt var vel større end i dag. Man tilhørte en bevægelse i

opposition og fremmarch, og bladene var organer for vigtige meddelelser i rela-tion til arbejderklassens kamp for en bedre tilværelse. Bevægelsens interesser

optog givetvis læserne på trods af bladenes upædagogiske udseende. Overvejel-ser og problemer i bevægelsens top var nok også de menige arbejderes.

Klassekampens udvikling, bevægelsens etablering og integreringi den danske

magtstruktur og de konstante akkumulerende erfaringer har betydet, at de

overvejelser som fagbevægelsens top gør sig har ændret karakter sammenlignetmed dengang bevægelsen var i opposition. De er delvist løsrevet fra den menigearbejders umiddelbare levevilkår og problemer.

Hvis men som lønarbejder ikke kan finde sig selv i fagbladene og mener, at

man ikke gennem bladene kan få indsigt i egne forhold og få anvist eventuelle

løsninger, så er det overensstemmende hvad en analyse af indholdet har kunnet

vise. I bladene kan man læse om ledelsens overvejelser og problemer sådan som

de anskues af ledelsen. Det kan føre til ligegyldighed overfor fagbladene.

19

Noter.

l. Ibsen og Jørgensen: Fagbevægelse og stat. 1978; do: Temaer og problemer i nyere.danske fagfo-

reningsundersøgelser. I Årbog for arbejderbevægelsens historie. Nr. 8 1978. s. 223 -251.

2. Habermas: Borgerlig offentlighet. 1976; Liebst: Krise til salg. 1978.

3. Om indholdsanalyse se Qvortrup mil.: Medieanalyse - en foreløbig status. I Bidrag 9/10 1979. 5.

4-36.

4. Ved århundredeskiftet var de 5 blades oplag ca. 68 pct. af det samlede socialdemokratiske fag-

bladsoplag. I dag er de 5 største blades oplag ca. 75 pct. af det samlede oplag. Callesen & Logue:Social Demokraten and Internationalism. 1979; LO: Beretning 1978.

5. Første halvår.

6. Der er én undtagelse. Det er fagbladet for Murerforbundet i Danmark (1901). Her er en hel

årgang (12 numre) analyseret, da bladet, der nærmest har karakter af at være et nyhedsbrev i

gennemsnit kun omfatter 3 sider pr. nr. Af Dansk Textilarbejderforbunds Fagblad (1900- 1901),

der ved århundredeskiftet udkom kvartalsvist er 6 numre analyseret. Kvindernes fagblad (1979),

der udkommer med et nummer hver anden måned er analyseret for hele 1979. Tobaksarbejder-forbundets Fagblad fra 1906 er analyseret. Netop omkring århundredeskiftet udkom bladet ik-

ke; det startede på ny med at udkomme i 1905, iøvrigt med den senere socialdemokratiske stats-

minister Th. Stauning som redaktør. 1906 er valgt for at undgået eventuelt atypisk begyndelses-ar.

7. Habermas op. cit.; Mortensen & Møller: Offentlighed og massekommunikation. I Olivarius

mil. (red.): Massekommunikation. 1976.

8. Holzer: Massekommunikation som vidensformidling. I Andersen & Poulsen: Mediesociologi.1974.

9. I forbindelse med de enkelte kategorier skal blot anføres: Kategorien fagbevægelsen (tabel 4)

omfatter alle artikler vedrørende DSF/LO, forbund, afdelinger med undtagelse af artikler, der

vedrører solidaritet i bevægelsen og arbejderne imellem. De er opregnet for sig. Det samme er

artiklerne, der omhandler den strategi bevægelsen skal følge, og de teoretiske overvejelser med-

lemmer og ledelse gør sig.Som det fremgår af tabel 4, er der skelnet mellem artikler med indhold vedrørende arbejdslivet,

produktionssituationen eller socialsfæren og artikler vedrørende fritiden eller intimsfæren, der

omhandler emner, der ligger udenfor arbejdssituationen og som typisk vedrører privatlivet. Ar-

tikler, der omhandler emner, der ikke er udtryk for arbejderkultur, men f.eks. knytter an til bor-

gerlig kultur, er henregnet under fritid/ kultur.'

Artikler med et indhold vedrørende arbejdslivet er fordelt på en række kategorier, som det

fremgår af tabel 6.

Arbejdslivet og fritid/privatliv er imidlertid ikke adskilleligt i det virkelige liv. Artikler, der

omhandler den totale livssituation er derfor optalt for sig.Under katagorien internationalisme er henregnet artikler, der handler om arbejdernes faglige,

organisatoriske, arbejdsmæssige og private forhold i bred forstandi international sammenhæng

eller i de enkelte lande. Udlandsstof, der falder her uden for, er henregnet til kategorien interna-

tionalt. Det er typisk artikler om internationale forhold på regeringsniveau.

Kategorien »andet« i tabel 4 rummer ud over artikler, der ikke har kunnet indplaceres også

annoncer, krydsord og lign. (Stillingsannoncer er dog holdt udenfor undersøgelsen.)

Det skal beværkes, at en registrering af kvindestoffets andel af den samlede artikelmængde ikke

er foretaget for Kvindernes fagblad.I tabel 7 er artiklerne kategoriseret efter deres fordeling på artikeltyper. Informationerne i arti-

klerne kan typisk være af faglig og fagpolitisk art. Den måde, man skriver om det faglige stof på,

kan gennem ordvalg, sætningskonstruktionog lign. være særlig gunstig eller legitimerende for

bevægelsens og fagforeningens ledelse eller partiet. Hvis det er tilfældet, er det registreret. Arti-

klerne kan også være formet som direkte opfordringer til medlemmerne om at gøre et eller andet.

Dvs. de kan være handlingsanvisende. Artiklerne kan også være af meget underholdende karak-

ter, velegnet til afslapningslæsning og typisk uden eller af begrænset betydning i en umiddelbar

faglig og fagpolitisk sammenhæng.10. Om de anvendte kategorier i forbindelse med analysen af fotos og tegninger (tabel 9) skal blot

nævnes, at betegnelsen »aktiv« dækker over typisk ikke-arrangerede illustrationer af arbejdet,

aktive arbejdere i demonstrationstog, strejke og lign., idealiseringer af arbejderen og af arbejdetmv. Alle andre illustrationer er registrert som »passiv«.Typisk henregnes herunder personpor-

trætter, billeder af bygninger, tegninger osv.

Fagbladene fra århundredeskiftet indeholder ingen illustrationer med undtagelse af et enkelt

20

eñer-m .

A

7

. g _

_ Undersgigclsen'skélñcrik I

\'

.gistrcrer kunresultáteme' af dissehandlingcr. Andemen m.I

_

_ I

OISSOn (red.): Massemediavsom informmionshindcr.1978.'

*

n_

12. Andersen: Solidaritet. 1977; Sørensen (red.): FagpressEn c fremtidens massemedie, ,

13. Negt & Kluge: Offentlighet og erfaring. 1974; Bondebjerg: Prolctarisk offentlighedv

At disse områderogså må omfattes af forskningen forekommer indlysende vigtigt: J ESiim: Arbejdsliv og livsbetingelser. Stencil. 1980.

l

.

Flemming Hemmersam

Videnskaben og arbejderkultur og arbejderfolklore

IndledningArbejderklassens kamp for det klasseløse samfund må sætte ind overalt i sam-

fundsformationen. Dette håbets princip er det kulturvidenskabens opgave at

være med til at afdække og at fremme, dvs. at den skal analysere organiseringenaf dette håb og denne tro og formidle arbejderklassens oplevelser af de samme

bestræbelser.

Det betyder teoretisk og metodisk her, hvor videnskaben om arbejderkulturog arbejderfolklore forsøges defineret, at samfundsformationen er kulturviden-

skabens arbejdsområde.Det karakteristiske ved en kulturanalyse er, at den fokuserer på ideologiens,

verdensanskuelsens og den sunde fornufts relationer til ret, sæd og skik i en

samfundsmæssig sammenhæng, dvs. at den undersøger disse relationer indenfor

problemfelter som stat, klasse, produktionsmåde og arbejdskraftens reproduk-tion.

Klassekampen giver en forklaring på forandringerne i ideologiens, verdens-

anskuelsens og den sunde fornufts relationer til ret, sæd og skik.

Den kulturlære, som jeg vil opstille og skitsere, vil afdække klassebestemte

interessemodsætninger mellem hegemonistisk kultur og en arbejderkultur påniveauer som statsforvaltning, produktionsmåde og arbejdskraftens reproduk-tion.

Videnskaben om arbejderkultur og arbejderfolklore søger at afdække bevæ-

sens og arbejderklassens egen ideologi, verdensanskuelse og sunde fornuft i re-

lation til bevægelsens og arbejderklassens egen ret, sæd og skik anskuet som stå-

ende i antagonistisk forhold til de tilsvarende relationer inden for den herskende

klasse.

Hvordan denne arbejderkultur/arbejderfolklore er, udtrykker sig, forandrer

sig eller opleves af arbejderklassen, afdækkes gennem en analyse af de kulturelle

fremtrædelsesformer, der her metodisk deles op i tre hovedkatagorier, 1) arbej-derbevægelsens, 2) arbejderforeningernes, og 3) arbejderklassens kulturelle

fremtrædelsesformer.

Jeg skal ikke her i detaljer give eksempler på de forskellige typer af kulturelle

fremtrædelsesformer, men henvise herom til en anden god gang.

Formål

Arbejderkulturforskningen er videnskaben om arbejderbevægelsens og arbej-derklassens kultur og folklore i samfundsformationen.

Målet for videnskaben om arbejderkultur og arbejderfolklore er en kritisk

samfundsanalyse, bidrage til problemløsning og dermed forsøge at være med til

at udvikle en emancipatorisk praksis.Udgangspunktet for en kulturanalyse er problemer, og opgaven er at afdække

kulturens fetichkarakter og fremmedgørelse i samfundsformationen og hjælpemed til at arbejderkultur og arbejderfolklore kommer op til overfladen, dvs. væ-

re med til at fremme arbejderbevægelsens og arbejderklassens emancipations-proces.

22

Videnskaben beskæftiger sig med bevægelsensog klassens kulturelle fremtræ-

delser, som de forekommer antagonistisk til den herskende -

og dominerende

kultur indenfor stat, klasse, produktion og arbejdskraftens reproduktion.Kulturanalysen koncentrerer sig om de sociale relationer, der fremtræder

som kultur og afdækker primært modsætninger mellem de forskellige former

for kultur (delkultur, hovedkultur) inden for rammerne af det kapitalistiskesamfund. Det betyder her, hvor en kulturel materialisme er teorien om viden-

skaben om arbejderkultur, at økonomiske faktorer har afgørende indflydelse påden kulturelle formation, og at klassekampen er drivkraften og energien bagvedkulturens fremtrædelsesformer.

Teori og forandringVed en historisk materialistisk analyse af samfundsformationen 0g samfundets

overbygning afdækkes forandringens væsen. En analyse af klassekampen, der er

historisk og materielt forankret, afdækker forandringens fremtrædelse. I denne

sammenhæng er det arbejderbevægelsens og arbejderklassens kulturelle frem-

trædelser og forandringer i disse, der ønskes udforsket. Disse kulturelle frem-

trædelser hedder her arbejderkultur og arbejderfolklore.

KulturanalyseVed arbejderkultur forstås bevægelsens og arbejderklassens antagonistiskemodsætninger til samfundets ret, sæd og skik, sådan som det forekommeri kul-

turelle fremtrædelsesformer i politiske, økonomiske, materielle, sociale, klasse-

og arbejdsmæssige eller kunstneriske sammenhænge som udtryk for arbejder-klassens og arbejderbevægelsens ideologi og verdensanskuelse (innovations-aspektet).

Ved arbejderfolklore forstås arbejderbevægelsens og arbejderklassens erfarin-

ger og verdensanskuelser, der gives videre fra generation til generation i rytmiskform (digt, remse, melodi, ordsprog, gåde) fortællende form (fortælling), leg,riter, skik og materielle genstande knyttet hertil. I videre forstand omfatter de

enhver nedarvet fremgangsmåde indenfor det politiske liv, arbejds- og fritidsli-

vet som udtryk for arbejderklassens og arbejderbevægelsens verdensanskuelse

og folklore (sund fornuft) (traditionsaspektet). Udforskningen af bevægelsensog klassens ret, sæd og skik er arbejderfolklorens egentlige genstand.

Ved en sammenlignende analyse, der er historisk og materielt forankret, af

stat, klasse, produktionsmåde og arbejdskraftens reproduktion i samfundet, af-

dækkes bevægelsens og arbejderklassens væsen.

Ved en sammenlignende analyse, der er historisk og materielt forankret, af

ret, sæd og skik i arbejderklassen og arbejderbevægelsen, afdækkes ideologiens,verdensanskuelsens og folklorens væsen i klassen og bevægelsen.

Ved analyse af ret, sæd 0g skik indenfor stat, klasse, produktionsmåde og ar-

bejdskraftens reproduktion afdækkes kulturens væsen.

Ved en analyse, der er historisk og materielt forankret, af kulturelle fremtræ-

delsesformer afdækkes, hvorledes ideologien, verdensanskuelsen og folkloren

fremtræder og tolkes indenfor stat, klasse, produktionsmåde og arbejdskraftens

reproduktion.

23

'

'Kulturel determinisme og -materialisme

Ret, sæd og skik determinerer arbejderfolkloren. Arbejderkultur determinerer

ret, sæd og skik. Samfundsformationen determinerer arbejderkulturen. Forhol-

det mellem arbejderkulturens fremtrædelsesformer og produktionsmåden (pro-duktivkræfter/produktionsforhold) determineres af -klassekampen.

Ved determim'sme forstås enhver samfundsmæssig tilstand, der har sine nød-

vendige og tilstrækkelige betingelser i en umiddelbart foregående tilstand.

Ved materialisme forstås den opfattelse, der anerkender eksistensen af en ob-

jektiv verden, d.v.s. en verden, som eksisterer uafhængigt af vore tanker og vor

bevidsthed. Den materialistiske opfattelse implicerer tillige en antagelse om, at

vi gennem teorier og gennem praksis kan erkende denne objektive virkelighed,og dette fører igen til såvel et objektivt sandheds- som et objektivt interessebe-

greb.Idealismen derimod hævder bevidsthedens primat. Ifølge den objektive

idealisme er verden legemliggørelsen af et eller andet åndeligt princip, medens

den subjektive idealisme hævder den menneskelige bevidstheds primat. Den

subjektive idealisme hævder således, at det eneste vi kan holde os til er sanseind-

tryk og oplevelser, som bearbejdes af bevidstheden, men Virkeligheden som så-

dan kan vi ikke vide noget om, ja, selve spørgsmålet om »virkelighedens« be-

skaffenhed er meningsløst. Materialismen forkaster denne opfattelse, hvorefter

vi blot skulle være passive modtagere af sanseindtryk, og hvor spørgsmålet er

vor erkendelse om en objektiv eksisterende virkelighed og vor viden er »et pro-dukt af vor aktive omgang med den materielle virkelighed«. I forlængelse heraf

ses videnskaben som en videre udvikling fra den generelle sociale praksis.Ved kulturel materialisme forstås den opfattelse, at de økonomiske faktorer er

afgørende for den kulturelle determination. Den opfattelse at menneskets ad-

færd determineres af ekstra-somatiske kulturelle traditioner (f .eks. ret, sæd og

skik) kaldes kulturel determination. Den kulturelle materialisme bekæftiger sigikke med de almindelige love og kulturelle processer, der bevirker, at bevidst-

hedslivet, ikke hos det enkelte menneske, men hos den store del af befolkningen,fra tid til anden omformes, gribes af nye idealer, altsammen under indflydelse af

de omgivende sociale Vilkår.

Kultur forklares fundamentalt ud fra dens egne termer og i sit eget niveau og

kan ikke reduceres alene til et studium af individer, der kun en bestemt tid be-

hersker kulturen. Kultur eksisterer før og efter et menneskes levetid og skaber

derfor forudsætningen for tanker og handlinger for dem, der behersker kultu-

ren.

Kulturen forandres og ændres gennem den energi som tilføres fra samfundets

teknologiske udvikling og den deraf følgende ændring af kampen mellem den

herskende og den beherskende klasse.

Arbejderkulturens og arbejderfolklorens forskellige niveauer.

Ligesom arbejderbevægelsens historie i megen historieskrivning ofte er blevet

reduceret til en idé- og institutionshistorie, så løber megen forskning iarbejder-kulturen samme fare, fordi man ikke er opmærksom på arbejderkulturens for-

skellige niveauer.

En historisk funderet kulturbestemmelse og den betragtning at kultur ikke

24

kun forefindes i forbindelsen med kunsten og den åndeligevirksomhed, må ogsåtillige have noget med almindelige menneskers dagligdag og hele levevis at gøre.

Er man tilhænger af det brede livsrelaterede kulturbegreb rykker en række nø-

glebegreber i centrum for en kulturanalyse som: dagligdag, livssituation, livsstil,samværs- og omgangsformer, tankemåde, hverdagsbevidsthed, livsform, erfa-

ring 0. lign.Et historisk materialistisk kulturbegreb forstår ikke »kultur« som noget over-

historisk, det må derimod forstå de til enhver tid, forekommende kulturformer

og kulturelle fænomener ud fra den samfundstotalitet, som har frembragt dem.

Lad os prøve at kategorisere arbejderkulturens forskellige niveauer, så arbej-derkultur ikke kun omfatter klassens kulturprodukter og kulturelle institutio-

ner, men også gør det.

Først skelnes der mellem kulturelle fremtrædelsesformer, som er knyttet tilselve arbejderklassen og de menige arbejdere og de, der er knyttet til arbejderbe-vægelsen, altså arbejderbevægelsens organisationer, institutioner og ledere. En

arbejderbevægelsens kultur forstået som arbejderbevægelsens forsøg på at

skabe »kulturelle overbygninger« og en arbejderklassens kultur, forstået som

klassens hverdagskultur.Forholdet mellem innovation og tradition i arbejderklassens kultur og levevis

belyses ved at introducere begreber som arbejderkultur, arbejderorganisations-kultur og decentral-arbejderkultur (lokal aktivitet), der horisontalt fortæller no-

get om innovationers forhold til traditioner, medens begreber som arbejderle-derfolklore, arbejderorganisationsfolklore 0g hverdagsfolklore siger noget om

traditioners forhold til innovationer.

Begrebet decentral-arbejderkultur hører til den del af arbejderklassen, som or-

ganisatorisk er udenfor, men også må ses i tilknytning til arbejderbevægelsensom udtryk for den almindelige arbejders spontane kultur på arbejdsplads,hjem eller fritid. Arbejderorganisationskultur og arbejderlederkultur hører til iden organiserede arbejderbevægelse.Arbejderorganisationskultur har sit tyng-depunkt i arbejderbevægelsens omfattende foreningsliv, hvad enten det er parti,fagforening, børne- og ungdomsorganisationer, kooperation eller oplysnings-foreninger. Arbejderlederkultur er udtryk for en specifik arbejderaristokrati-kultur med egne kulturelle normer, ideologier og funktionalistiske træk. F orfat-

tere, organisationer, ideologer, kunstnere og filosoffer indenfor arbejderbevæ-gelsen hører også til her.

Det lykkes af og til den herskende kultur via populær kultur og moderniserede

udgaver af folkelig kultur (folklorisme) at drive kiler ind iarbejderklassen, og vi

får den side af traditionsaspektet, som jeg vil kalde hverdagsfolklore, og som

udtrykker arbejdertraditioner udenfor arbejderbevægelsen eller i tilknytning til

den. Det andet traditionsaspekt er arbejderbevægelsens på egne præmisserskabte traditioner, der kan virke som støtte for yderligere innovationer. Denne

kategori af traditioner vil jeg kalde arbejderorganisationsfolklore og arbejderle-derfolklore.

Som udviklingen i forskningen er sket efter 1968 med interesse for arbejderbe-vægelsens historie, vilde strejker og forsøg på at udvikle nye kulturformer i og

omkring arbejderklassen og arbejderbevægelsen, så burde man måske skelne i

arbejderkulturforskningen mellem en ældre arbejderkultur/arbejdevroIklore og

25

en nyere med bl.a. interesse for de træk i dag, der kunne kaldes arbejderfolkloris-me/arbejderkulturisme jvf. folklorisme/fakelore-debat i den folkloristiske vi-

denskabshistorie. I Skandinavien diskuterer bl.a. venstreorienterede for og

imod folkets kultur og socialistisk kultur. Tilhængere af folkets kultur besøgerflittigt de folkloristiske arkiver og kaldes bl.a. »violinvenstre«.

Ideologi, verdensanskuelse og folklore

Ved ideologi forstås et system af ideer og vurderingsmåder, som er karakteris-

tisk for et bestemt samfundslag. Ideologi kan forstås i betydningen »falsk be-

vidsthed« og i betydningen »helheden af en epokes retslige, politiske, moralske,religiøse og andre ideer«. I et klassesamfund har ideologi altid klassekarakter,der reflekterer en given klasses position og interesser.

At fremkalde vurderinger og målsætninger, som fremmer fortolkningen af

virkeligheden i en bestemt retning, er en indoktrineringsproces og det der indok-

trineres er en bestemt ideologi. Tre sammenhængende træk karakteriserer ideo-

logien 1) at den ser bort fra sin genstands sociale og historiske baggrund og der-

ved 2) præsenterer historiske forhold som om de var evige eller naturlige. Dette

skyldes at ideologien 3) præsenterer overfladiske træk som det der udgør gen-

standens væsen. Ideologien udspringer af selve de livsforhold mennesker indgåri den fordrejede tænkning og er et produkt af et fordrejet samfund. En ideologier netop en teori som legitimerer særinteresser og dermed social beherskelse. En

konservativ ideologi foretrækker tilstandenes status quo. Reform ideologi ønsker

at fremme reformer. En revolutionær ideologi arbejder for et skift i værdierne i

systemets status quo (dvs. omvæltning i det højeste lag af den sociale struktur).

Modideologi ønsker at retfærdiggøre ved forvrængning eller udvælgelse af dele

af afvigende adfærd.Ved verdensanskuelse forstås den opfattelse, et menneske har af verden eller

virkeligheden som helhed evt. tillige af sin egen stilling deri (i sidste tilfælde tales

ofte om livsanskuelse, men grænsen er ikke altid skarp). Vigtige skillelinier mel-

lem forskellige verdensanskuelser f.eks. er, om verden opfattes som i sin grund

stoflig, materiel (materialistisk verdensanskuelse) eller som værende af sjæleligeller åndelig natur (idealistisk eller spiritualistisk verdensanskuelse). At anskue

verden som ét hele danner kernen i jegets filosofi og er det højeste trin af filoso-

fisk almengørelse. Verdensanskuelse udtrykker på en konkret historisk måde de

sociale gruppers grundlæggende sociale interesser, da dens rødder hører til i en

epokes samfundsmæssige forhold og udgør der »sin tids åndelige essens«. Ved at

lægge vægt på de erkendende aspekter i ideer, forestillinger og attituder, kan

verdensanskuelse ikke skarpt adskilles fra normative og følelsesmæssige aspek-ter og forveksles tit og ofte med begreber som ethos (relateret til værdier), måder

at tænke på, nationalfølelse og til kulturen selv.

Ved folklore forstås ikke fremtrædelsesformer, som man plejer at gøre i den

folkloristiske videnskab (fra W.J. Thorns til Alan Dundes, materialeorienteret),men den bagvedliggende »sunde fornuft«. Dvs. ved folklore forstås den sunde

fornufts filosofi, »ikke-filosoffernes filosofi«, altså den verdensanskuelse, der

tilegnes ukritisk i de forskellige sociale og kulturelle miljøer, i hvilke gennem-

snitsmenneskets etiske individualitet udvikler sig. En verdensopfattelse der er

uudarbejdet og usystematisk. Den sunde fornuft er ikke blot én anskuelse iden-

26

tisk i tid og rum: den er filosofiens »folklore« og forekommer som folkloren i

utallige former: dens grundlæggende og mest karakteristiske træk er, at den er

en opfattelse, der (også i enkelte hjerner) er splittet, usammenhængende, uden

konsekvens, men samtidig konkret, virkelighedsnær og sanselig, hvilket svarer

til den brede befolknings sociale og kulturelle stilling, hvis filosofi der er. Fol-

kloren kan studeres som visse (tids- og rumbestemte) samfundsl'ags ofte uud-

trykte »verdensopfattelse og livsanskuelse« i (for det meste også mekanisk, uu-

trykt og objektiv) modsætning til den »officielle« verdens livsanskuelser (ellerividere forstand den verdensopfattelse, som den kultiverede del af de historisk

bestemte samfund anerkender) som er fulgt efter hinanden i løbet af den histo-

riske udvikling. (Altså det nære forhold mellem folklore og sund fornuft som

den filosofiske folklore er). Folkloren kan forstås som en refleks af folkets kul-turelle livsvilkår. Visse opfattelser, der er særegne for folkloren, fortsætter, ogsåefter at vilkårene har forandret sig (eller tilsyneladende har forandret sig) eller

giver anledning til sære sammenstillinger (jfr. A. Gramsci).

Ret, sæd og skik

Ret, sæd og skik er grammatikken i kulturens væsen. Skik (minus sanktionsmu-

lighed) praktiseres konkret indenfor de sociale grupper i historiske perioder ogkarakteriseres ved en handlemåde, der ikke har antaget fast form som imperativregel. Sæd (plus sanktionsmulighed) som overordnet kategori er indbegrebet af

regulerende og overvågende normer og har moralsk bydende kraft. Skik ejerikke gyldighed i egentlig forstand, men kun faktisk kraft. Sæd afleder ikke alene

dets indhold, hvad der skal gøres, men også dets samfundsmoralske gyldighed -

hvorfor det skal gøres - fra fortiden. Skik og sæd spinder en tråd fra fordums

tider til nutiden, men de afgør intet om fremtiden. Ved ret (strafmulighed) for-

stås et samlet hele af normer som staten eller en statslignende magt har udstyretmed gyldighed og som henvender sig til borgerne med krav om lydighed. Stat

bruges her i en flydende betydning : det organiserede offentlige.Skik er ofte brugt som ensbetydende med konvention, tradition og sæd, men

bibetydningen er ikke helt den samme. Der kan skelnes mellem skikke, der har

eksisteret længe og skikke af kort varighed og som almindeligvis er kendt som

mode. F.eks. at bære en hat er en skik, men at bære hat med en bestemt stil er

mode, og den skifter ret hurtigt. Konvention fremhæver i mangel af indre overbe-

visning, men i overensstemmelse med skik/ sæd, at en bestemt slags opførsel kan

accepteres som passende. Tradition understreger den historiske baggrund for en

skik. Forskellen mellem skik og tradition er mere subjektiv end objektiv, for der

er få skikke, hvis hele historiske forklaring ikke også går tilbage til en fjern for-

tid. Ved sæd forstås den slags skikke som inbegrebet af regulerende og overvå-

gende normer og har moralsk bydende kraft. Vane, sædvane har det tilfælles med

skik, at de har traditionel karakter, men giver sig udtryk i individuel adfærd.

Retssædvane er statslig sanktioneret sæd/ skik, dvs. de skikke og konventioner

som statens retspleje anerkender som ligeberettigede med lovens bestemmelser

eller som supplement dertil.

Når der dannes associationer (forening, selskab, klub, forbund) fastlæggesregler og procedurer for at få dem til at fungere for medlemmerne i almindelig-

27

hed. En association organiseres af en gruppe med det formål at varetage interes-

ser.

Hvis et mønster af skikke, udvikles eller bliver integreret sammen i et bestemt

kompleks af skikke, kaldes det en institution. Kirken f.eks. har sine sakramen-

ter, gudstjenester og ritualer dvs. foreskrevet eller fastslået ordning for gudstje-neste. Familien har ægteskabet, som er en institution for at kunne parre sig, den

har sit hjem etc. Staten har sine egne særlige institutioner som skal repræsentere

regeringen og lovgivningsprocedurer bl.a. gennem ceremonier, dvs. højtidelighandling udført efter traditionelle regler. Man kan sige at de fleste institutioner

vokser frem fra konventioner over i skik, videre til sæd og får sin endelige form

når regler og funktioner integreres i en struktur, det vil sige et apparat eller rolle.

Strukturer er etableret og en institution er fuldstændig. en institution er en slags»superskik«, mere permanent, rationaliseret og formålsbestemt.

Ret, sæd og skil' er frembringelser, der ikke er tilvirket for umiddelbart at

tilfredsstille et behov hos den, der har tilvirket ret, sæd og skik, men for at om-

byttes med andre frembringelser tilvirkede af fremmede producenter. Den nød-

vendige forudsætning for ret, sæd og skik-produktionen er en vidtgående delingaf det samfundsmæssige arbejde. Efterhånden som arbejdsdelingen trænger

igennem og samfundet opløser sig i en uendelighed af grupper, hver med sin

særlige.specialitet forvandler ret, sæd 0g skik-produktionen sig fra at være en

tilfældig undtagelse til at blive den gældende regel, som behersker hele sam-

fundslivet.

Den første egenskab som kultur må besidde for overhovedet at kunne træde

ind i ret, sæd og skik's rækker er, at den er nyttig, det vil sige tjener til at tilfreds-

stille en eller anden art af menneskeligt behov. Det menneskelige behov som ret,

sæd og skik udfylder, skaber dens brugsværdi, dvs. folklore i samfundsformatio-

nen. At brugsværdierne er forskelligartede, forklarer at kultur overhovedet kan

ombyttes med ret, sæd og skik, men det forklarer ikke, hvordan denne ombyt-

ning finder sted, i hvilket forhold de ombyttes med hinanden.

Den fælles egenskab, der går igen i alle former for ret, sæd .og skik og bestem-

mer deres indbyrdes forhold, er en social egenskab, ikke afhængig af naturlove-

ne, men af de love, som til enhver tid behersker samfundslivet. Det er denne

egenskab man kunne kalde ret, sæd og skik°s bytteværdi eller slet og ret værdi,

dvs. verdensanskuelse i samfundsformationen. Hvis en bestemt ret, sæd og skik

foretrækkes frem for en anden af staten og bliver normgivende i en historisk

periode, kunne man tale om ret, sæd og skik's merværdi, dvs. ideologien i sam-

fundsformationen. De sociale relationer, der dannes i forbindelse med den ån-

delige produktion under kapitalismen og de åndsprodukter der her frembrin-

ges, har deres særlige fremtrædelsesformer og indre sammenhæng. De syns-

punkter, der opstår ved, at disse sociale relationer og produkter vendes påhovedet og ses som i et »camera Obscura« skyldes at kun kulturens fremtrædel-

sesform opfattes.

Kulturelle fremtrædelsesformer

For at kunne analysere arbejderbevægelsen og arbejderklassens kulturelle frem-

trædelsesformer anvendes her den metode at adskille de kulturelle fremtrædel-

sesformers eller »tilsyneladende« bevægelse, dvs. den ydre iagttagelige form,

28

som en fremtrædelse viser eller fremtræder med fra de kulturelle fremtrædelses-

formers indre sammenhæng (væsen) eller de »virkelige« bevægelser, hvorved

forstås de kulturelle fremtrædelsesformers samlede indre system eller processer.

Opgavener her ikke kun at koncentrere sig om den objektive del, dvs. den ydreform og dens indhold offentlig tilgængelig i fikserede overleveringer og normer

osv. for frembringere og for andre som del af en fælles verden, dvs. mangfoldig-gøres som en vare med udvekslingsrelationer for øje, men også at beskrive de

kulturelle fremtrædelsesformers indre sammenhæng (væsen).Ved analyse af ret, sæd og skik fremkommer de kulturelle fremtrædelsesfor-

mers indre sammenhæng (væsen), dvs. den subjektiverede del af de kulturelle

fremtrædelsesformer, hvorved forstås individets/ gruppens indstillinger, menin-

ger, tro og viden og dets/dennes færdigheder i at tilegne og videreudvikle ska-

bende den objektiverede kulturelle fremtrædelsesform, som det bl.a. kan iagt-tages i klassekampens historiske udvikling og i processer kaldet folkloriseringer,dvs. afdække overbygningens relative autonomi i forhold til produktionsmådeneller indfange »ikke-samtidigheds-begrebet«, der er karakteriseret ved at der påsamme tid og modsigelsesfyldt eksisterer fuldt udfoldede kapitalistiske og et ef-

terslæb af førkapitalistiske produktionsforhold og ideologier.De kulturelle fremtrædelsesformer, hvorunder ideologi, verdensanskuelse og

folklore fremtræder med kan principielt være hvad som helst. At dyrke klassiske

discipliner/ genrer er ikke forkert, hvis det ikke er for genrens/disciplinensskyld, men som en af vejene til at kunne afdække og systematisere ideologi, ver-

densanskuelse og folklore i samfundsformationen, arbejderbevægelsen og ar-

bejderklassen.'

En analyse af fremtrædelsesformen fortæller noget om, hvordan individet,gruppen, bevægelsen, partiet forestiller sig de kulturelle fremtrædelsesformer

ændret og hvordan de oplever og erkender deres ideologi, verdensanskuelse ogfolklore. Analyse af de kulturelle fremtrædelsesformers væsen kan fortælle no-

get om hvorfor individ, gruppe, bevægelse, parti oplever og erkender samfunds-

formationen sådan som de gør gennem kulturelle fremtrædelsesformer indenfor

arbejderbevægelsen og arbejderklassen. Forandringer i hvorfor og hvordan vir-

keligheden opleves og tolkes, som den gør, afdækkes i en sammenhængendeanalyse, der er historisk og materielt forankret, af antagonistiske modsætningerindenfor stat, klasse, produktion og arbejdskraftens reproduktion.

Kulturens fremtrædelsesformer er ikke ting, men sociale relationer, der frem-

træder som ting eller repræsenteres ved ting. Gennem denne erkendelse afmysti-ñceres de pågældende kategorier. Afsløring af kultur fetichisme eller tingliggø-relse medfører i et vist omfang til en afsløring af de illusioner, der ligger til grundfor ideologier og ideologisk tænkning, verdensanskuelse og folklore.

Marx har kaldt denne proces for »varefetichisme«. Han hævder, at man kan

sammenligne varerelationer (læs også her kulturrelationer) med religiøse fore-

stillinger. Det er ikke sådan, at Gud har skabt mennesket, men det er menneske-

ne, der har udviklet ideerne om Gud, hævder han. I de religiøse forestillinger»fremtræder den menneskelige hjernes produkter som selvstændige skikkelser,

begavet med et eget liv og stående i relationer indbyrdes og med menneskene.

Således forholder det sig også med den menneskelige hånds produkter i varernes

verden. Dette kalder jeg fetichisme«. En fetich fremstår altså som noget, der har

29

l

l

et eget liv uden for menneskets verden, og som desuden har magt over menne-

skene og behersker dem. Resultatet bliver, at relationer mellem mennesker op-træder som tingsrelationer, mens relationer mellem ting optræder som de virke-

lige relationer.

Ved at afsløre sådanne illusioner bliver det muligt at studere selve de socialerelationer og afdække kulturens indre sammenhæng (væsen). Først når den er

afdækket kan kulturens fremtrædelsesformer forklares og gøres begribelige,dvs. skridt for skridt bevæge sig fra indsigten i tingenes væsen, dvs. bevægelses-lovene »ned« på lavere og lavere abstraktionstrin, indtil de fremtrædelsesformer

i kulturen for det givne samfund, som dannede udgangspunkt for analysen, så at

sige indfanges i beskrivelsen - nu ikke mere som et kaotisk hele, men i orden og

sammenhæng.

Arbejderkultur og arbejderfolklore som modkultur og led i klassekampenModkultur karakteriseres ved at ligge i konflikt med samfundets dominerende

værdier, normer og vaner bl.a. ved opstilling og spredning af alternative vær-

dier, normer og vaner. Den vigtigste modkultur i det kapitalistiske samfund er

arbejderbevægelsens og arbejderklassens kultur og arbejderfolklore.Gennem følgende opdeling fastholdes en forskningsstrategi for udforsknin-

gen af arbejderbevægelsens og arbejderklassens kultur og folklore (dvs. kultu-

relle fremtrædelsesformer) på makroniveau (samfund), som på mikroniveau

(gruppe, individ, miljø), der forankres materielt, historisk og nutidigt gennem

opstilling af antagonistiske modsætninger indenfor stat (Folketing: det politi-ske; administration: skole, højere uddannelse, sociale institutioner m.v.; kon-

trolfunktion: domstolene, politi, militær m.v.) og klasse (partier, bevægelser,overklasse, middelklasse, arbejderklasse) og produktion (bl.a. ejendomsret, fag-foreninger contra arbejdsgiverforeninger, arbejdskampe m.v.) og arbejdskraf-tens reproduktion (Arbej deroplysning/kooperation contra erhvervslivet, under-

holdning og oplysning).

Stat, klasse, produktionsmådeog arbejdskraftens reproduktionSamfundets udvikling foregår ved, at samfundsøkonomiske formationer defi-

neres ved de produktionsforhold, der er herskende i en given tid. På et givet ud-

viklingstrin opstår der en konflikt mellem de bestående produktionsforhold og

produktivkræfter. Gennem sociale revolutioner afløses en samfundsformation

af en anden. Den historiske materialisme er også en teori om, hvorledes de mate-

rielle forhold er bestemmende for samfundsbevidstheden. Produktivkræfter,

produktionsforhold og overbygning udgør tilsammen samfundsformationen.

Ved produktivkræfter forstås samfundets fond af arbejdskraft, tekniske og

faglige indsigt og produktionsmidler. Relationer mellem samvirkende menne-

sker i produktionen kaldes produktionsforhold, hvor besiddelsesforholdet er det

dominerende træk ved nutidens produktionsforhold. Produktivkræfter og pro-duktionsforhold er i sidste instans bestemmende af al samfundsmæssig udvik-

ling. Med industrialismens opkomst i det meste af Europa fra 1850ierne konsti-

tueres en arbejderklasse, der opstod i modsætning til tidens nye herskerklasse:

bourgeoisiet. Skabelsen af merproduktet tilegnes af den nye udbytterklasse, der

for at sikre udbytningen etablerede et særligtmagtapparat, staten som sammen

30

med de herskende ideer, de politiske og retslige institutioner tilsammen udgørsamfundets overbygning. Det karakteristiske ved staten er, at der i kraft af et

særligt system normer, er indsat et sæt af organer, der udøver myndighed over

den kreds af personer, som hører til samfundet. Beføjelser, der er tillagt organer-

ne, består i at fastsætte indholdet af den i samfundet gældende retsorden, og at

bringe denne retsorden til anvendelse, om nødvendigt ved tvangsmæssig hånd-

hævelse.

Hele den politiske klassekamp drejer sig om staten, dvs. bevarelse af stats-

magten eller erhvervelse af statsmagten og som konsekvens heraf klassernes (el-ler klassealliancerne eller klassefraktionernes) udnyttelse af statsmagtens besid-

delse og af stalsapparatet, der fungerer som deres klassemål. Staten kan define-

res som apparat, der holder noget i en vis uforanderlig tilstand. Her skelnes

mellem det repressive statsapparat, der omfatter regering, administration, hæ-

ren, politiet, domstolene, fængslerne osv. det ideologiske statsapparat, der be-

tegner en vis mængde realiteter, som præsenterer sig for den umiddelbare obser-

vatør under form af adskilte og specialiserede institutioner. Det repressive stats-

apparat »fungerer på vold« primært og sekundært ideologisk og det ideologiskestatsapparat »fungerer på ideologi« primært og sekundært repressivt.

En klasse er karakteriseret derved, at en gruppe af personer arbejder under

ensartede produktionsforhold, at de har udviklet en ideologi, der dels oprethol-der sammenhold indadtil, og dels skaffer popularitet i videre kredse, at de har

materialiseret deres ideologi i organisationer, der varetager klassens interesser,og at de endelig virker gennem rådgivere eller eksperter over for regeringsmag-ten. Der skelnes her mellem klasse »an sich« og klasse »für sich«. Mange menne-

sker indenfor klasserne tænkeri »an sich«-termer og deres adfærd som medlemaf en gruppe karakteriseres ved indbyrdes konkurrence i hvilket det enkelte

medlem af en klasse/gruppe anstrenger sig for at overgå de andre på deres be-

kostning. I sådan en situation vil der være ringe muligheder for at klassekonflik-ter opstår. Først når klasse »für sich« attituder opstår udvikler klassekampensig for alvor.

Arbejdskraftens reproduktion er sikret ved hjælp af arbejdslønnen, som er

nødvendig for genoprettelsen af lønarbejderens arbejdskraft (til bolig, påklæd-ning, føde) kort og godt, hvad der er nødvendigt for at kunne møde i morgen ved

indgangen til virksomheden, og nødvendig for avl og opdragelse af børn, vedhvilket individet reproducerer sig som arbejdskraft. Men derudover drejer det

sig også for arbejdsgiveren om reproduktion af arbejdskraftens kvalifikation.Denne reproduktion sikres ikke »på stedet« (oplæring i selve produktionen),men mere og mere uden for produktionen: af det kapitalistiske skolesystem ogaf andre instanser og institutioner. Arbejdskraftens reproduktion ikke blot kræ-

ver en reproduktion af sin kvalifikation, men på samme tid en reproduktion af

underkastelse under den etablerede ordens regler d.v.s. for arbejdernes vedkom-

mende en reproduktion af underkastelsen under den dominerende ideologi med

en understregning af at det er i og under den ideologiske underkastelses former,at reproduktionen af arbejdskraftens kvalifikation er sikret. Denne reprodukti-on af underkastelse under den etablerede ordens regler eller modstand mod den

foregår i fritiden og i familielivet.

3l

l›

v

Delkulturer indenfor stat, klasse, produktion og arbedekraftens reproduktionFOr at kunne analysere arbejderkulturen i samfundsformationen og sætte arbej-derkulturens fremtrædelsesformer ind i 'en sammenhæng dvs. 1) at forklare

hvordan og hvorfor samfundsformationen determinerer arbejderkulturen, 2)hvorfor og hvordan arbejderkulturen determinerer ret, sæd og skik og 3) hvor-

for og hvordan ret, sæd og skik determinerer kulturelle fremtrædelsesformer,

deles her kulturformationen op i følgende delkulturer: politisk kultur, herunder

kulturpolitik og herskende kultur til belysning af arbejderkulturen indenfor sta-

ten; kIassekultur (kapitalist, småborgerskab, mellemlag og arbejderklasse) for

at kunne analysere arbejderkulturen iforhold til klasserne; erhvervskulturer (ar-bejdskultur, fabrikskultur, factory, folkways) for at belyse arbejderkulturen i

samfundets produktionsmåde; medens fritidskullur 0g boligkultur belyser arbej-derkulturen i reproduktionen af arbejderkraften, som det sker i fritiden og i bo-

ligen.På alle disse niveauer i samfundsformationen er der tale om antagonistiskemodsætninger, hvor-de politiske med politiske partier foregår omkring staten

og mellem klasserne. Det faglige på arbejdspladserne med bl.a. fagforeninger og

arbejdskampe. Indenfor reproduktionen af arbejdskraften ser vi den folde sigud omkring herredømmet over konsum, underholdning og oplysning, hvor bl.a.

'arbejderbevægelsens kooperation (bolig, mad mv) og oplysningsarbejde står

over for den privatkapitalistiske måde at imødekomme konsum, underholdning

og oplysning.Ved delkultur forstås en efter geograñsk/ ideologisk/ erhvervsmæssig osv. kri-

terier defineret gruppe eller lag/ klasse med en indenfor en nogenlunde konstant

og definérbar referenceramme og bærere af et sæt adfærdsmønstre og værdinor-

mer, som sammenlagt giver den pågældende gruppe eller lag/ klasse et så kende-

ligt og væsentligt særpræg, at man på grundlag af dette kulturmønster kan ka-

rakterisere den enkelte delkultur og definere den i relation til andre delkulturer

indenfor nationen/ statssamfundet.

Politisk kultur sammenfatter et kompleks og en varieret del af en social reali-

tet. Bl.a. inkluderer den en nations politiske kultur, politiske traditioner og fol-

kehelte, de offentlige institutioners »ånd«, borgernes politiske lidenskaber, poli-tiske mål ud fra en politisk ideologi, og både formelle som uformelle regler i det

politiske spil. Det inkluderer andre reelle, men sekundære faktorer, som politi-ske stereotyper, politiske spil, måden at drive politik på, politiske forandringer

og endelig sans for, hvad der er politisk passende og hvad der ikke er. Ethvert

politisk system er præget af et særligt orienteringsmønster for orientering som

medlemmer af et politisk fællesskab har til politik. Dette mønster af kollektive

orienteringer har indflydelse på strukturen, forandringer og stabiliteten i det po-

litiske liv. Politisk kultur er et sæt af attituder, forestillinger og føleleser, som

giver ordrer til og mening i den politiske proces og som giver de skjulte forud-

sætninger og regler som bestemmer adfærden i det politiske system. Den dirige-rer både politiske idealer og politisk anvendelse af normer.

Kulturpolitik defineres som en samlet struktur for samfundsopgaver fra sta-

ten, amter og kommuners side indenfor kulturområdet, dvs. kunst og kunstfor-

midling, bibliotek, museer, massemedier, børnekultur, ungdomsarbejde, idræt

og sportslige udfoldelser (kulturelle, ideelle o.s.v.), oplysningsarbejde og inter-

32

,nationalt kulturarbejde. Det kulturpolitiske mål har hele samfundet som refe-

renceramme, dvs. at kulturelle synspunkter og værdier præger både arbejde,skole, fritid, uddannelse, miljø og sociale forhold, kort sagt alt samfundslivuden nogen afgrænsning. Kulturpolitiske mål og vurderinger får således på denmåde en overordnet stilling i forhold til andre politiske områder.

Ved den herskende kultur forstås det kulturmønster med indbyggede værdi-normer, som giver sig udtryk i vaner (individuel adfærd) samt i ret, sæd og skik,sædvaner, ceremonier osv. med indbygget social kontrol indenfor regering, ad-

ministration, hæren, politiet, domstolene, fængslerne o.s.v. Den herskende kul-tur udvider og kontrollerer kulturformationen gennem tre niveauer: borgerligkultur, folkelig kultur og populær kultur. At der er tale om delkulturer af denherskende kultur skyldes, at de ikke forudsætter radikal omvæltning i produk-tionsforholdene, til trods for uenighed om overbygningens indhold og form.

Ved herskende kultur forstås den herskende klasses kultur, som kontrollererkulturformationen i kraft af klassens stilling i samfundsformationen. Ved bor-

gerlig kultur forstås den del af borgerskabets (bourgeoisiet) selvforståelse som

kommer til udtryk i kunsten, der opleves, bedømmes og kvalificeres som nogetsærskilt værdifuldt og derfor formidles til hele befolkningen. Ved folkelig kulturforstås den herskende kulturs centraldirigerede og markedsførte forsøg på at fåbrede befolkningslag i tale gennem nationale og romantiske fraser funderet i en

ideologisk kulturhelhedsopfattelse ud fra idealet om et harmonisk samfundsbil-

lede, hvor der kan være tale om delkulturer(borgerlig-, folkelig- og populærkul-tur), men som ikke er udtryk for noget klassespeciñkt. Demagogisk opfattes et

nationalt mindretal af statssamfundets indbyggere som bærere af nationens/statens folkelighed.

Ved populær kultur forstås en centraldirigeret, profitorienteret og markeds-ført kultur, hvis formål er at få forbrugeren til at identificere sig med privatmen-neskets sjælelige behov og kærlighedslængsel og fremme projektionstendensergennem fantastiske fortællinger, fehistorier og legender i moderne version.

Herskende kultur (repræsentativ kultur) lægger hovedvægten på de fikseredekulturskatte (kunstværker, symboler, litteratur). Ved repræsentativ kultur for-

stås, at en tid opfatter sit eget kulturstadie som legemliggjort i en sum af ydelser.Disse ydelser er distanceret fra personerne og tænkt som tilegnelige goder. Den

personlige kultur eller den enkelte andel i kulturen beror på, i hvilket omfanghan/ hun formår at trænge ind i de repræsentative skatte og tilegne sig deres ind-hold af kulturgoder. Dvs. den repræsentative kultur (herskende kultur) læggervægten på tilegnelsen af kulturens værdi, dvs. højtprioriterer den objektiveredekultur.

,

Ved klassekultur forstås en delkultur, der er karakteriseret ved 3 ting, nemligl) bestemte mønstre for interaktion, 2) klassebevidsthed, dvs. bevidstgjort om

klassedelingen i samfundet, om økonomisk og politisk klasseinteresse og opfat-telse af sig selv som tilhørende den klasse og 3) klassekultur, dvs. det karakteris-tiske for en klasses kultur og levevis. Et samfund er opdelt i en række sociale lageller klasser, der er karakteriseret ved forskelle i adfærd og livstil. Man kan taleom en klassebestemt adfærd og livsstil, dvs. klassens fælles adfærdsnormer og de

ting, den omgiver sig med. På grundlag af dette kulturmønster kan den enkelte

klassekultur karakteriseres og defineres i relation til andre klassekulturer inden-

33

i

for nationen/statssamfundet, hvis udvikling klassekampen er bestemmende

for.

Ved arbejdskultur forstås helheden af betingelser og faktorer ved arbejdspro-cessen, under hvilken organiseringen af produktionen og arbejdet sker ud fra

økonomiske-, videnskabelige-, tekniske-, sociale- og kulturel-æstetiske fordrin-

ger. Arbejdet er en kulturhandling, og det er urimeligt kun at forbinde kultur

udelukkende med fritidsaktiviteter. Arbejdet er et dominerende indslag i de fle-

ste menneskers liv. Det kan være skabende og udviklende, ligesom det kan være

det'modsatte. Arbejdet indgår som en del i menneskers livsmønster.

Ved fabrikskultur (erhvervskultur) karakteriseres ved en traditionel måde at

tænke på og ting som sker af sædvane, som deles mere eller mindre af de ansatte,

og som nye ansatte må lære eller i det mindste acceptere delvis, for at kunne blive

accepteret. Man kunne også her tale om factory folkways, hvorved forstås rela-

tioner mellem ansatte i fælles reaktioner (antagonistisk, rivalisering, alliancer

under tvang eller samarbejde) som resulterer i noget socialt sammenhængende

og noget konkret. Disse konkrete relationer og handlinger er ledsaget af tillid,filosofiske doktriner og af forskrifters rigtighed og pligter. Industrien har attit-

uder og adfærdsmønstre som fair play, loyalitet, samarbejde, konflikt, dygtig-

hed, sparsommelighed og symbolsk kultur som varemærke, tegn for patenter og

bestemte reklamefremstød, hertil nyttemæssige kulturtræk som stormagasin,

butikker, fabrikker, skibe, jernbaner og maskiner, skrevne og uskrevne specifi-kationer sammen med privilegerede licenser, kontrakter, interessentskabspapi-rer og vedtægter om sammenslutninger.

Ved fritid forstås den tid som en person i et døgn frit disponerer over og hvor

han/ hun ikke er på arbejde eller har gøremål i hjemmet, f .eks. for den udearbej-dende at hjælpe til i hjemmet, »Gør det selv«-reparationer etc. Hertil må fra-

trækkes, hvad der går af tid til transport frem og tilbage fra arbejdet, evt. overar-

bejde, måltider, indkøb, hygiejne, hvile og nattesøvn. I den resterende tid udvik-

les en fritidskultur bl.a. sammensat og udviklet af teaterbesøg,

foreningsdeltagelse, musikinteresse, kunstinteresse, biografbesøg, kirkelig in-

teresse, voksenundervisning, sport, besøgskontakt, radio, fjernsyn, læsningf.eks. boglæsning og biblioteksbenyttelse, aviser, hjælpe naboen, have gæster,

dyrke fritidsliv og tage på ferie.

Ved boligkultur forstås boligens indretning, familiens funktion, børnenes op-

vækst, det intime liv, kønsrollemønstre, livets- og årets fester i hjemmet mv. og

det miljø man bor i.

I fritiden og i boligmiljøet fungerer en anonym kultur (folkekulturen) med ho-

vedvægten på selve kulturlivet, hvor kulturskatte af flydende tilstandsform er

fremherskende. Den anonyme kulturs særkende, er at den enkelte er født ind i

kulturatmosfæren, vokser op i den og efterhånden bliver grebet af kulturlivets

rytme i stedet for selv ved målbevidst anstrengelser at gribe kulturgoderne. Det

karakteristiske her er fremhævelsen af kulturens brugsværdi, dvs. den subjekti-verede kultur.

Kulturformation og klassekampIdeologi/verdensanskuelse/folklore-produktion, ret/ sæd/ skik-forhold og kul-

tur/kulturkontrol udgør tilsammen kulturfarmationen.

34

Ved ideologi/verdensanskuelse/folklore-produktion forstås bærere/skabereaf ide0logi/verdensanskuelse/folklore, indsigt i ideologiens, verdensanskuelsen

og folklorens værdi og interesse for at producere ideologi, verdensanskuelse ogfolklore.

Ved ret/sæd/skik-forholdet forstås de sociale relationer mellem samvirkende

mennesker i kulturen, der udtrykker ideologiens, verdensanskuelsen og folklo-

rens brugsværdi.Ved kultur/kulturkontrol forstås ideologiens, verdensanskuelse og folklorens

relationer til ret, sæd og skik, hvor kulturens værdi fremhæves og brugsværdienkontrolleres. Kulturens fetichkarakter og tingliggørelse er det dominerendetræk ved nutidens ret, sæd og skik.

Ved ideologi, verdensanskuelse og folklore, der har en værdi og en brugsvær-di, forstås kulturelle fremtrædelser, som udtryk for system af ideer og vurde-

ringsmåder, opfattelser, mennesket har af verden og virkeligheden.Ved ret, sæd og skik forstås kulturens grammatik, dvs. at skik praktiseres kon-

kret indenfor de sociale grupper i historiske perioder og karakteriseres ved en

handlemåde, der ikke har antaget fast form som imperativ regel. Sæd som over-

ordnet kategori er indbegrebet af regulerende og overvågende normer og harmoralsk bydende kraft. Ret som et samlet hele af normer som staten eller en

statslignende magt har udstyret med gyldighed og som henvender sig til borger-ne med krav om lydighed.

Ved kun at fremhæve kulturens værdi og ikke omtale kulturens brugsværdi ogdirekte tilsløre ret, sæd og skiks merværdi, så kan denne forbrugerkultur omsæt-

tes på kulturmarkedet uden hensyn til tid, sted og rum som en vare. Kulturkapi-talismen fjerner, forvrænger og opmaganiserer folkets kultur ved at ombytte,udskifte eller opbevare ret, sæd og skik med anden ret, sæd og skik ved hjælp af

idelogi, verdensanskuelse og folklore. Den kulturelle merværdisstørrelse afhæn-

ger af hvor kraftig ret sæd og skik kan fastholdes og udbygges, dvs. kontrollere

brugsværdi og fremhæve værdien.

Ved at skjule kulturens indre sammenhæng (væsen), dvs. lade kultur fremtræ-de som ting eller repræsenteres ved ting via ophobning ibogform til brug i skole

og på universiteter eller gennem radio, fjernsyn, arkiv og museum, udvikles en

national - som en international kulturindustri, kulturkapitalisme og kulturim-

perialisme, der er karakteriseret ved at præsentere eller forhandle ferniseret for-brugerkultur.

Kulturkampen i dag består hovedsagelig i fjernelse og opdragelse af kulturensfetichkarakter og tingliggørelse og må som sådan indgå i det politisk liv, dvs. i

klassekampen og arbejderbevægelsenog arbejderklassens emancipatoriskepraksis, så arbejderkultur og arbejderfolklore kommer op til overfladen, dvs.være med til at fremme den menneskelige emancipationsproces.

AfslutningMåske er tiden inde til at etablere en tværfaglig arbejderkulturforskning. Dentid jeg har været med i »arbejderkultur-business«, har været karakteriseret ved

atomistiske tilløb til en arbejderkulturforskning, hvor flere fag har vist interes-

35

se, men der har aldrig nogensinde været gjort forsøg på at koordinere disse be-

stræbelser på et teoretisk og metodisk grundlag.

Tillæg

Eksempel på kulturanalyse:1. maj demonstrationer 1968-1976 i København

Denne kulturanalyse beskæftiger sig med de fremtrædelsesformer, der forekom-

mer ved arbejderbevægelsens 1. maj demonstrationer fra 1968-1976 med særligt

henblik på 1. maj demonstrationen 1976 i Storkøbenhavn.

Arbejderbevægelsens 1. maj demonstration blev afholdt første gangi 1890.

For bedre at kunne forstå 1. maj demonstrationsperioden fra 1968-1976 redegø-

res der for den historiske baggrund, da både »ånden« og en del af formerne fra

dengang er de samme i dag. Den historiske baggrund for 1. maj demonstratio-

nens sprog blotlægges og en analyse af fremtrædelsesformerne i 1968-1976 vil

afdække dette sprogs specielle karakter.

Nu er 1. maj demonstrationen ikke noget isoleret i sig selv, men er udtryk for

en klasses og bevægelses glæde, forhåbninger og krav, som udtrykkes i netop

denne specielle festramme, som 1. maj demonstrationen udgør. Denne dag er

med andre ord også et stykke arbejderkultur og arbejderfolklore, der kan være

med til at forklare 1. maj demonstrationens grammatik. Det gøres ved at analy-sere klassens og bevægelsens opfattelser af, hvad man skal og ikke skal, dvs.

dens ideologi, verdensanskuelse, »sunde fornuft«, lov, moral og skik internt i

klassen og bevægelsen karakteriseret som arbejderfolklore og eksternt overfor

samfundet som arbejderkultur.For at forstå baggrunden og indholdet af 1. maj demonstrationens krav og

forhåbninger må en analyse afdække de faktiske eksisterende forhold indenfor

samfundsformationen for perioden 1968-1976. Når det er sket kan man bedre

vurdere og forstå 1. maj demonstrationens krav til fremtidens samfundi 1976.

Efter disse forsøg på at komme »bag om« 1. maj demonstrationens fremtræ-

delsesformer, der også omfatter analyse af den organisatoriske opbygning og

praktiske afvikling af dagen, vil man først kunne beskrive og analysere 1. maj

demonstrationens særprægede sprog, dens betydning for klassen og bevægelsen

og den forskel i intentioner og sprogbrug som de forskellige 1. maj arrangører

lægger for dagen i perioden.Hertil kommer at en forskning af denne art også skulle være med til at fasthol-

de og gøre fremtidens 1. maj demonstrationer bedre.

36

Beretninger

Referat af generalforsamlingen i selskabet til forskning i

arbejderbevægelsens historie d. 30. januar 1981.

1) Valg af dirigent og referentTil dirigent valgtes Vagn Oluf Nielsen, til referent Birte Broch. Dirigenten konstaterede,

at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

2) Bestyrelsens beretningFormanden, Henning Grelle, indledte med at mindes den afholdte medarbejder på

ABA gennem mange år, Lillian Fluger, som døde pludseligt i sommeren 1980.

Derefter forelagde han bestyrelsens beretning om arbejdet idet forløbne år. Han klu-

derede, at selv om SFAH også havde kunnet mærke den økonomiske krisei sin virksom-

hed, måtte man forsøge en aktivitetsudvidelse.

Den efterfølgende diskussion drejede sig især om bestyrelsens fremtidige arbejde, her-

under mulige nye aktiviteter for at udbrede kendskabet til selskabets arbejde.Børge Trolle foreslog, at SFAH benyttede film i sine arrangementer, og nævnede, at

der findes en række udmærkede film fra 1930'erne. Lisbeth Bendtsen nævnede båndra-

dioen som en mulighed for at udbrede kendskabet til SFAH. Claus Larsen mente ikke,

man kendte selskabet'i fagbevægelsen. I forlængelse heraf anbefalede Lauge Kallestrupat indsende trykklare meddelelser til fagbladene.

Forbindelsen til fagbevægelsen blev endvidere berørt af Ib Arne Rahr, der spurgte, i

hvor høj grad man benyttede sig af AOF i sine arrangementer, og om SFAH i sit skole-

bogsarbejde havde forbindelse til Arbejderbevægelsens Skolekontaktudvalg. Der blev

fra nogle ytret ønske om en sådan kontakt, og hvad angår oplysningsforbundene blev der

nævnt andre end AOF, nemlig Socialistisk Oplysningsforbund og Marxistisk Oplys-ningsforbund.

Flemming D.Olsen stillede spørgsmålstegn ved, om alle de nævnte aktiviteter lå inden

for selskabets formål, og om SFAH skulle forske eller udbrede. Mange mente hertil, at

forskningen og udbredelsen heraf gerne skulle hænge sammen, og at det var godt at kun-

ne gå på to ben. Erik Christensen nævnede et eksempel på bestræbelserne på at udbrede

kendskabet til SFAH ud over faghistorikernes kreds. Efter selskabets seminar 1980 var

der aftalt et møde mellem en række af selskabets medlemmer, der er engageret iskrivningaf festskrifter for fagforeninger.

Der kom endvidere forslag fra Gerd Callesen om at påbegynde en genoptrykserie,samt om hurtig nedsættelse af en redaktion af den planlagte udgivelse i forbindelse med

100 året for Karl Marx's død.

Lauge Kallestrup opfordrede til at starte et beskæftigelsesprojekt for kvinder, hvor der

skulle udarbejdes et indeks over artikler i fagbladene.Der var kun en enkelt kommentar til de enkelte udvalgs arbejde.Karsten Mathiesen

mente, årbogen var for akademisk og uforståelig for ikke-faghistorikere.I forbindelse med formandens omtale af afslaget fra Statens Humanistiske For-

skningsråd om økonomisk støtte gav mange udtryk for, at SFAH skulle forsøge at rejse

penge fra andre fonds.

På generalforsamlingen 1980 blev bestyrelsen pålagt at arbejde videre med tanken om

urafstemning blandt SFAH'S medlemmer. Det var sket, og i et papir vedr. urafstem-

ningsprincippet kom det nedsatte udvalg frem til, at urafstemning ikke længere er admi-

nistrativt uoverkommeligt. Da der mod forventning ikke var indkommet forslag om ur-

afstemning, kunne generalforsamlingen ikke vedtage/forkaste princippet. Bestyrelsenhavde ikke selv sat punktet på dagsordenen, da den var delt i sagen. De frem mødte med-

37

lemmer mente ikke, man skulle tage en længere diskussion om emnet, når ingen ønskedeurafstemningen vedtaget.

Derefter blev bestyrelsens beretning enstemmigt vedtaget.

3)RegnskabsaflæggelseErik Strange Petersen redegjorde for selskabets økonomiske situation. Iforhold til det

foregående år var likviditeten noget forrringet, hvilket dog for de 15.000 kr. vedkommen-de skyldtes den udeblevne bevilling fra SHF. Selskabets vanskeligheder var fortrinsvis

forårsaget af stagnerende bogsalg. Flemming Hemmersam påpegede det uheldige i, at

seminaret 1980 havde givet overskud. Kasseren oplyste, at forklaringen lå i en uventet

rabat på Sandbjerg.Regnskabet blev enstemmigt vedtaget.

4) Fastsættelse af kontigentBestyrelsen foreslog en forhøjelse af kontigentet til 120 kr. årligt. For at forsøge med-

lemstallet var der forslag om differentierede kontigentsatser (pensionister, arbejdsløse,arbejdende). Også muligheden af kollektivt medlemskab nævntes.

Thomas Werner Hansen opfordrede til, at man udover 120 kr. betalte et støttekonti-

gent. ›

Forslaget om forhøjelse til 120 kr. blev vedtaget med den tilføjelse, at alle der kunne,skulle betale et støttekontigent.

5) Indkomne forslagFra Jørgen Burchardt var indkommet følgende forslag:»Forslag til ændring af vedtægter.stk. 1 ændres til: Foreningens navn er: Selskabet til forskning i arbejderklassens histo-

rie. Selskabet har hjemsted i København.

stk. 2 ændres til: Selskabets formål er at inspirere til og befordre studiet af arbejder-klassens historie«.

Jørgen Burchardt måtte desværre gå inden dette punkt og kunne således ikke nærmere

begrunde sit forslag.Bestyrelsen indstillede forslaget til forkastelse ud fra den motivering, at arbejderklas-

sehistorikerne ikke var hjemløse i selskabet. Klassens historie vartilgodeset i bøger og

arrangementer.Den generelle holdning blandt de fremmødte var, at der var tale om et tomt paradef or-

slag, at man i praksis beskæftigede sig med såvel klassens som bevægelsens historie, og

det rent praktisk ville være besværligt og omkostningsfyldt. Gerd Callesen gav udtrykfor, at ændringen ville være udtryk for en afpolitisering af selskabets arbejde. Ib Arne

Rahr efterlyste en forklaring på forskellen mellem klasse og bevægelsen.Der blev dog stillet et kompromisforslag: at navnet ikke ændredes, kun formålspara-

graffen: »Selskabets formål er at inspirere til og befordre studiet af arbejderbevægelsens

og arbejderklassens historie«.

For Jørgen Burchardts forslag stemte: ingenFor kompromisforslaget stemte: 10

For den nuværende formulering stemte: 17

Jørgen Burchardt havde endvidere stillet følgende forslag:»Der ønskes - enten ved bestyrelsens beretning eller som særlig punkt under indkomne

forslag - en orientering om de planer og initiativer, som foregår omkring etablering af et

arbejderklassens/ -bevægelsens museum. Herunder mulighed for hvorledes selskabet ogdets medlemmer kan medvirke ved etableringen og ved museets fremtidige arbejde«.

38

Henning Grelle anførte, at der er oprettet en styringsgruppe omkring dannelsen af mu-

seet, og at SFAH ikke herfra har fået opfordring om at medvirke. SFAH har heller ikke

selv henvendt sig. ABA”s daglige leder, Arnold Johansen, har været med i forhandlinger-

ne omkring museet. Henning Grelle gav udtryk for en principiel interesse for sagen, men

at der i øvrigt ikke var kommet mange informationer ud fra styringsgruppen.Claus Larsen, Flemming Hemmersam og Ib Arne Rahr mente, at SF AH skulle gå ak-

tivt ind i arbejdet, det var ikke for sent. Fl. Hemmersam ville gerne have bevægelsen stær-

kere repræsenteret i museet.

Forsamlingen henstillede til bestyrelsen at holde medlemmerne orienteret om udvik-

lingen inden for museumsplanerne.

6) ValgValgene gav følgende resultat (med stemmetallene i parentes):Bestyrelsesmedlemmer: Henning Grelle (26), Erik Strange Petersen (29), Hanne Ca-

spersen (21), Erik Christensen (18), Therkel Stræde (21), Kirsten Harrits (22), Lisbeth

Bendtsen (19).Bestyrelsessuppleamer: Flemming Olsen (14), Ulla Kleisdorff (17).Revisorer: Karen Pedersen og Arne Larsen

Revisorsuppleanter: Thomas Werner Hansen og Tue MagnussenBirte Broch og Jonna Duch Christensen udtrådte efter eget ønske af bestyrelsen.

7) Eventuelt

Ingen ønskede ordet.

Birte Broch

39

Debat

Michael Seidelin Hansen

Nogle metodiske overvejelser om studiet

af kommunistiske partiers historie

Er det muligt at studere et kommunistisk partis historie og i bekræftende fald,hvorledes gribe dette studium an? Disse spørgsmål kan synes overraskende, når

man tager den omfattende litteratur om de kommunistiske partiers historie i

betragtning, og dog er studiet heraf i de ikke-socialistiske lande relativt nyt i dets

nuværende omfang. Holder man sig til Vesteuropa kan man konstatere at litte-

raturen om de kommunistiske partiers historie især er svulmet op i de sidste 15

år, men at den trods alt er beskeden i forhold til den rolle, de kommunistiske

partier spiller i flere lande. Det er tilfældet for både Italien og Frankrig, og det er

med udgangspunkt iforskningen i disse to lande - først og fremmest Frankrig -

at spørgsmålet om studiet af et kommunistisk partis historie vil blive behandlet.

Der er dog ikke tale om et forsøg på at give en definitiv eller udtømmende

anvisning på, hvorledes et sådant studium kan gribes an. Formålet med denne

artikel er blot at give en introduktion til en diskussion om de metodiske proble-mer i forbindelse med arbejde med de kommunistiske partiers historie, som især

har fundet sted i Frankrig, og som måske kan anspore til lignende overvejelseriDanmark, hvor den ret nye litteratur om DKPs historie kun i særdeles ringeomfang har besværet sig med metodiske overvejelser, hvilket den også bærer

præg af.

Sådanne overvejelser er ikke mindst nødvendige, hvis man vil nå ud over den

hidtidige problematik, der kan resumeres i ordene apologetisk historieskrivningog antikommunisme. Den første kategori repræsenteres af de klassiske partihi-storier, hvis udgangspunkt efter krigen var Kominforms opfordring til

medlemspartierne om at iværksætte et sådant arbejde. Et typisk eksempel er den

officielle franske partihistorie fra 19641. På internationalt plan kan nævnes det

internationale grundrids af Kominterns historie, omend ikke skrevet så under-

skrevet af kendte figurer indenfor den internationale kommunistiske bevægelsesom Dolores Ibarruri (La Pasionaria), Jacques Duclos, Walter Ulbricht 0g Boris

Ponomarjowz. I begge tilfælde er der tale om værker, der dels i høj grad bærer

præg af affattelsestidspunktet, dels sætter sig som mål ikke alene at forklare,men retfærdiggøre, partiets eller Internationalens politik på ethvert givet tids-

punkt. Når der kommer kritiske kommentarer eller vurderinger, iværket om

Kommunistisk Internationale (KI) f.eks. i behandlingen af KIs sjette kongres i1928 og klasse mod klasse taktikken sker det ofte for at valorisere opgøret med

den fejlagtige linie, i dette tilfælde den 7. kongres i 1935, hvor folkefrontlinien

slog igennem3. Et andet eksempel er den nye udgave af SUKPs historie, der ale-

ne i kraft af dens udeladelser (f .eks. ignoreres Stalin i første bind) slet og ret kan

betegnes som historieforfalskning, og som kun kan bruges som kilde til f.eks. et

historiografisk arbejde om historievidenskaben i Sovjetunionen4.På den anden side er litteraturen præget af afhandlinger og artikler, der i lige-

40

så høj grad præges af deres affattelsestidspunkt og konjunkturelle politiske hen-

syn, men med modsat fortegn. Det er umulig at gøre hele denne litteratur op.

Præget som den er af ønsket om at give den ideologiske kamp mod kommunis-

men en historisk dimension og retfærdiggørrelse spiller den en særlig rolle i pe-

rioder, hvor de nationale og internationale spændinger er stærke. Der kan næv-

nes den kolde krig og de seneste par år, hvor man f.eks. i Frankrig mærker et

opsving i denne litteratur, der i tresserne og halvfjerdsernes begyndelse havde

trangere kår5. Det skal måske i denne forbindelse understreges, at jeg med anti-

kommunisme ikke mener enhver form for uenighed med kommunister, men

hentyder til organisering af og deltagelse i kampagner af forskellig karakter

mod kommunister og deres partier, hvor bevidste fordrejninger, tendensiøst

valg af kilder osv. indgår som væsentlige bestanddele.

Generelt er litteraturen om de kommunistiske partiers historie i Vesteuroparet fattig. For Danmarks vedkommende kan det forklares med partiets begræn-sede indflydelse, men dette argument kan ikke bruges for f .eks. Italiens og Fran-

'

krigs vedkommende, hvor der er tale om massepartier, hvis vægt i den interna-tionale kommunistiske bevægelse (IKB) også er ubestridelig. For Frankrigsvedkommende kan nævnes, at man bortset fra den officielle partihistorie og et

par andre forsøg på en samlet oversigt over partiets historie, der dog overvejen-de har en parlamentarisk indfaldsvinkel, er særdeles ilde stedtá. Der findes kun

få monografier om partiet i trediverne, men derimod en del artikler og mindrestudier om forskellige sider af partiets virksomhed. For besættelsen - en helt cen-

tral periode i partiets historie - har man skullet helt frem til 1980, før en mono-

grafi så dagens lys7. For den fjerde republik med regeringsdeltagelsen og partietsoppositionsperiode kan artiklerne tælles med to hænder og er alle af ganske nydato; enkelte studier af partiet under den femte republik, fra 1958, har først ogfremmest en statsvidenskabelig indfaldsvinkels.

De italienske kommunister er gået en anden vej ved at lade direktøren for

partiets historiske forskningsinstitut, Gramsciinstituttet, Paolo Spriano, skriveen partihistorie. Den har ikke partiledelsens stempel og er derfor ikke at opfattesom en officiel partihistorie, hvilket har stillet Spriano friere, end det normalt er

tilfældet i den slags fremstillinger. De fem bind, der i høj grad bygger på samta-

ler med aktørerne, udtrykker dog i alle Væsentlige punkter partilinien. Sprianosværk er udkommet under titel Storia del Partito Comunista Italiano, Torino1957-1975 (el Eivandi).

i

En yngre italiensk historiker, Aldo Agosti, har i en artikel i Cahiers d' histoirede 1' Institut de Recherches Marxistes, no. 2, 1980, med titlen L' historiegraphiede la troisieme Internationale, givet en særdeles grundig gennemgang af littera-turen om den tredie Internationale, der ikke alene viser Agosti store kendskab

til den eksisterende forskning (der uden tvivl er tale om den mest kompletteforskningsoversigt af litteraturen om den kommunistiske Internationale til i

dag), men som især udmærker sig ved korte og rammende kommentarer om de

enkelte værker. Kommentarer, der vel at mærke er præget af videnskabelig og

politisk åbenhed og ønsket om at beskæftige sig med de kommunistiske partiershistorie ikke som en ideologisk retfærdiggørelse af deres aktivitet, men som et

middel til at forstå deres aktivitet og rolle i en række forskellige sammenhængeog dimensioner.

4l

Denne forskningssituation, der langt fra er enestående for Frankrig, rejserspørgsmålet, om det i det hele taget er muligt at skrive et kommunsitisk partishistorie. Hermed er man direkte nået over i spørgsmåletom kilderne, der rejseralvorlige problemer, og som også i denne henseende gør studiet af et kommuni-

stisk parti forskelligt fra studiet af de fleste andre partier.I sin bog, Les communistes francais, behandler Annie Kriegel, der tegner sig

for en stor del af den franske forskning i fransk kommunisme, først og fremmest

med monograñen Aux origines du communisme francais, dette problem i tillæg-

get om forskningens stade9. Hvad angår forskningssituationen kan iøvrigt hen-

vises til en ret fyldig og ajourført liste over studier af PCFs historie af RogerMartelli i Cahiers d* histoire de 1, Institut Maurice Thorezw, der gennemgår

forskningen offentliggjort efter 1969. For perioden frem til 1969 kan henvises til

Nicole Racines oversigt”.Annie Kriegel understreger, at man nok er i en vanskelig arkivsituation, men

at den ikke er håbløs. Ganske vist er der ikke adgang til de kommunistiske par-

tiers arkiver. Indtil 1943 var partierne sektioner af den Kommunistiske Interna-

tionale, og deres arkiver befinder sig for en stor dels vedkommende i Moskva.

Foreløbig synes disse arkiver kun i begrænset omfang at blive benyttet og ude-

lukkende af historikere tilhørende forskningsinstitutioner i de socialistiske lan-

de”. Visse dele af disse arkiver er under overførsel til Gramsci-instituttet i Rom

og Maurice Thorez-instituttet i Paris, men hverken det italienske eller franske

kommunistiske parti har besluttet at offentliggøre disse arkiver, ligesom der hel-

ler ikke ñndes en registrant. Det er også tvivlsomt, hvor meget der er givet fri fra

de sovjetiske arkiver, da de enkelte sektioner ikke betragtes som selvstændige

organisationer, men organisatorisk forbundne sektioner af KI. Bag disse forma-

liteter ligger naturligvis en række politiske hensyn, som det vil føre for vidt at

komme ind på i denne sammenhæng.

Manglen på denne form for materiale opvejes dog delvis af de privatarkiver,der gradvis dukker op og som ofte er tilgængelige. Der kan som eksempel næv-

nes Jules Humbert Droz arkiv, der er under udgivelse af Instituttet for socialhi-

storie i Amsterdam, og for Frankrigs vedkommende kan nævnes André Martysarkiv. Humbert Droz var i trediverne ansvarlig for KIs latinske sekretariat, og

Marty var frem til sin eksklusion af PCF i 1952 fra begyndelsen af 30'erne med-

lem af partiets øverste ledelse og dets repræsentant i KIs ledelse. Martys arkiv

kaster f .eks. et nyt lys over diskussionerne i partiets ledelse om alliancepolitik-ken ved befrielsen”. Denne kildegruppes betydning er voksende.

Værdifulde er også lokale aktivisters erindringer, der kaster lys over aktivite-

terne i basis og samspillet mellem strategien og dens virkeliggørelse, mens erin-

dringer af mere ofñciel art, i Frankrig f .eks. Jacques Duclos omfangsrige erin-

dringer, ikke bringer væsentligt nyt”.Tilbage bliver det trykte materiale, og det er - især for de store partiers ved-

kommende - særdeles omfangsrigt. Det spænder for teoretiske tidsskrifter, uge-

blade af forskellig karakter, dagspresse, periodiske blade henvendt til særlige

kategorier af befolkningen (landmænd, intellektuelle, lærere osv.), til ungdoms-

organisationernes presse. Dertil kommer pjecer, flyveblade, skrifter af parti-ledere eller eksperter, skolingslitteratur, indlæg i den politiske og ideologiskedebat i form af bøger, diskussionsbidrag osv. Også bidragene fra partiledere el-

42

ler aktivister i publikationer udgivet af de masseorganisationer, hvor partiet ar-

bejder, er af betydning, og kan med fordel sammenlignes med bidragene i den

rene kommunistiske presse. Indlæg i internationale kommunistiske tidsskrifter

må heller ikke overses.

Til denne kildegruppe, der er særdeles omfangsrig, og som først og fremmest

rejser problemer i kraft af mængde af stof, føjer sig andre som de parlamentaris-ke forsamlingers udgivelser og protokoller, fagforeningsprotokoller osv.

Både Annie Kriegel og en anden forsker, Lilly Marcou, der især arbejder med

den internationale kommuniske bevægelse, mener, at det i høj grad er muligt at

arbejde med de kommunistiske partiers ,historie på dette grundlag, indtil f.eks.

de statslige arkiver, politiarkiver osv. bliver åbnet, for at ikke at tale om partier-nes egne arkiver. Problemet resumeres udmærket af Jean Ranger, der især arbej-der med PCFs og det franske venstres resultater ved parlaments- og lokale valg,når han i en debat om studiet af kommunistiske partier siger, at de kommunisti-

ske partier er relativt »gennemsigtige«. »De siger det de vil og vil det de siger, ogdet programmatiske indhold er temmelig let at finde frem til. Der er ikke destore mysterier, selv om kilderne til den proces, i hvilket partiets politik udvik-

les, ikke altid er tilgængelige«15. Lilly Marcou understreger det samme problem.For hende er det frem for alt nødvendigt, at historikeren i denne situation slår

fast, at der ikke er tale om et definitivt studium eller forskningsresultat, men at

man med dette materiale kan lægge begyndelsen til videre studier. Marcou an-

lægger den meget sunde betragtning, at et forskningsarbejde eller resultat ikke

nødvendigvis behøver være overflødigt, fordi det på et senere tidspunkt modifi-ceres - eller som oftest - kompletteres af arbejder på grundlag af andet og nyeremateriale”.

Kildesituationen fører over i spørgsmålet: hvorledes studere et kommunistisk

partis histore? I både Frankrig og Italien har dette spørgsmål givet anledning til

lange overvejelser, og en del af dem kan findes i et'særnummer af Institut Mauri-ce Thorez tidsskrift, hvor både kommunistiske og ikke-kommunistiske histori-kere i artikler, samtaler og forskningsoversigter forsøger at svare på spørgsmå-let”. Spørgsmålet er dog blevet formuleret tidligere og har givet anledning til en

vis debat, først og fremmest udsprunget af Georges Lavaus artikel»A la recher-che d” un cadre théorique pour l”étude du Parti communiste francais«“3. Lavau

tager i denne artikel udgangspunkt i David Eastons analyse af politiske syste-mer i A Systems Analysis for political life (1965). Lavau skjuler ikke vanskelig-hederne ved at tilpasse denne model et politisk system, men finder det alligevelmuligt at bruge den - med visse tilføjelser og modifikationer - til studiet af den

politiske proces indenfor PCF.

Lavau lægger hovedvægten på studiet af, hvad han med Easton kalder de-

mands (krav til partiet) og supports (partiets forskellige former for støtte, hvor-

med henvises til medlemmer, vælgere osv.). Lavau sætter studiet af disse elemen-

ter ind i en sammenhæng og et politisk »milieu«, der dels udgøres af det franske

politiske system, dels det internationale politiske system, herunder PFCs for-

hold til den internationale kommunistiske bevægelse. Med andre ord er partietsaktivitet hele tiden et svar på krav til partiet både udefra og indefra (arbejder-klassen, medlemmer, vælgere, evt. forventninger fra det politiske systems, dvs.

de øvrige partiers side, krav fra den internationale bevægelses side osv.).

43

I en senere artikel i et samleværk om fransk kommunisme udvikler Lavau

denne funktionelle analyse og forsøger at forklare partiets udvikling mellem

1920 og midten af tresserne ved hjælp af den”. LaVau stiller en serie spørgsmål.Har PCF på forskellige tidspunkter bekæmpet det politiske system i Frankrig?Hele systemet eller dele af det, og med hvilke kampformer? Har partiet på den

anden side bidraget til at opretholde eller styrke det politiske system?Hvis disse spørgsmål ikke er udtømmende for en bestemmelse af partiets rol-

le, har det da udfyldt andre funktioner? Har partiet udgjort et »mod-samfund«,

hvormed Lavau introducerer Annie Kriegels tese om partiet som et modsam-

fund, påhæftet det franske politiske system udefra med den russiske revolution

og den bolchevikiske model, som hun forsøger at vise det i sin disputats om par-

tiets fødsel, Aux origines du communisme français? Har partiet fungeret, vir-

ket som »tribun« for defavoriserede og tilsidesatte grupper? Hvis det er tilfæl-

det, har det gennem denne aktivitet bidraget til at øge disse gruppers bevidsthed

og politiske kapacitet og dermed givet dem større betydningi det politiske liv og

for den politiske linie i landet?

Lavaus tese er, at partiet i hvert fald fra 1934/35 har været et element af det

politiske system og bidraget til at opretholde det. Han argumenterer for denne

påstand ved en gennemgang af partiets politiske funktioner, men han mener ik-

ke nødvendigvis, at partiet dermed er blevet et reformistisk parti. Denne kon-

klusion når han frem til gennem en ideologisk analyse, men han vover alligevelikke at fastslå, at PCF stadig er et revolutionært parti. Hvad får partiet ud af sin

aktivitet, hvoraf tribun-funktionen for Lavau spiller en ganske afgørende rolle?

Problemet er spørgsmålet om magten, idet man først kommer ud over forsvars-

niveauet ved at opstille alternativer og arbejde aktivt for deres virkeliggørelse.

Her mener Lavau, at partiet bestandig tøver. Han undlader derfor at svare defi-

nitivt på spørgsmålet om PCFS karakter grundet partiets egen tvetydige og vak-

lende praksis. Det er ikke i stand til at vælge imellem f .eks. en strategi, der priori-terer en global revolutionær strategi, hvor de socialistiske lande med Sovjet-unionen i spidsen giver det endelige signal til en omvæltning, eller en

frontstrategi, en samling af brede dele af befolkningen omkring PCF eller en

PCF›d0mineret front. Lavau peger også på en tøven mellem front-strategien og

alliancepolitikken, og på disse punkter synes hans teser særdeles spændende og

plausible.Spændende er også hans konklusion og »svar« til Kriegel, der stort set afviser

teorien om PCF som »eksteriørt« i forhold til det politiske system og den natio-

nale virkelighed. En funktionel analyse af PCF viser, skriver Georges Lavau, at

partiet siden 1935 ikke har forsøgt at virkeliggøre den strategi, Lenin formulere-

de i »Hvad skal der gøres«, og hermed giver Lavau også sit bidrag til diskussio-

nen om partiets såkaldte »dobbeltmagtstrategi«i perioden august 1944 til janu-ar 1945. Ikke mindst Kriegel gør sig til talskvinde for teorien om, at PCF spillede

på to heste: deltagelse i institutionerne og overholdelse af deres regler samtidigmed forsøg på at etablere parallelle revolutionære organer og institutioner som

forberedelse enten til et »Prag-kup« eller et folkedemokratisk styre under den

Røde Hærs beskyttelse”. Samme tese vendes i luften - men uden det ringeste

kildegrundlag - af Stephane Courtois i arbejdet om PCF i modstandsbevægel-

sen, ligesom det gøres til genstand for en hel bog, der netop er udkommet i Fran-

44

krig”.Hovedvægten i denne bog afJean-Jacques Becker om kommunisterne og

spørgsmålet om magten ligger i perioden op til og kort efter Frankrigs befrielse i

1944. Becker opfatter partiets aktivitet i denne periode således, at det for alle

eventualiteters skyld forberedte en magtovertagelse, men at det på intet tids-

punkt forsøgte at tage magten. Dets analyse af situationen i Frankrigi 1944 ind-

bød ifølge Becker ikke til et sådant forsøg, Stalin var heller ikke interesseret,men apparatet var klart, og det kunne bringes i funktion, hvis situationen æn-

drede sig afgørende.Becker bygger næsten udelukkende på sekundært materiale, og er derfor i

samme situation som Courtois, Kriegel osv., at han ikke råder over en eneste

kilde, der understøtter hans påstand. Ikke desto mindre vil han også (omend i

langt mindre grad end de ovennævnte) give et bud på partiets strategi og hensig-ter i 1944. Kan man i partiets adfærd, visse lederes udtalelser og især stemningeni grundorganisationerne udlede træk, der peger i retning af planlægning af en

magtovertagelse, kan man finde mindst ligeså mange træk, der går i retning af

det modsatte (f.eks. partiets passivitet ved besættelsen af posterne som præfek-ter i departementerne (amtmænd), der i Frankrig spiller -

og især i 1944, da hele

regioner stort set var uden regelmæssig kontakt med Paris i flere uger - en afgø-rende politisk rolle. Det var f .eks. også den konklusion, Maurice Agulhon kom

til i hans indlæg på kollokviet i 1974 om Frankrigs befrielse (Comité d” histoire

de la 2e guerre mondiale: La Libération de la France, Editions du CNRS Paris

1976, p. 67 ff). Dermed er man kommet lige langt og konklusionen siger derfor

mere om Becker end om PCF i 1944.

Lavau har i et par nyere tekster haft lejlighed til at vende tilbage til sin funk-

tionelle model i lyset af den brug, der er gjort af den og den polemik, den har

fremkaldt".›

Lavau understreger her, at man til en vis grad har misforstået hans model når

man taler om funktionerne som et behov hos PCF. Der er tale om funktioner i

det politiske system, som partiet udfylder. Ved at gøre systemet acceptabelt for

et stort antal borgere, ved at opretholde en illusion om, at systemet er fuldendt

med en oppostion, der muligvis kan overtage magten, og ved at give sociale

grupper, der føler sig udelukket - socialt og politisk - ordet, repræsentere dem,forsvare dem, altså fungere som tribun. Lavau mener, at partiet har udfyldt den

første og tredie funktion, men trods sin styrke ikke er troværdig som et realistisk

alternativ på det politiske plan indenfor systemets rammer”. Alle parter kan

ifølge Lavau være tilfredse: systemet får kanaliseret social utilfredshed gennemet stort og ansvarligt parti. Arbejderklassen eller i hvert fald en del af den føler

sig forsvaret og forsvares reelt, og er repræsenteret i det politiske system, og par-

tiet - som Lavau mener stiller sig tilfreds med denne situation - fremstår som en

magtfuld faktor, der ganske vist ikke mere er ved magten, men som alligevelindirekte - gennem de lokale forsamlinger -

og direkte, ved at true med ikke at

opfylde denne rolle, nedlægger Veto mod visse beslutninger osv. spiller en ikke

ubetydelig rolle.

Lavaus artikel bærer på disse punkter præg af at være skreveti 1978, efter den

franske venstreunions sammenbrud, hvor han som i maj 1968 kan opfatte par-

tiets linie som en afvisning af at komme til magten, hvilket bestyrker ham i hans

gennemgående tese om ,at PCF vakler mellem en revolutionær og statisk poli-

45

tisk linie, og at det revolutionære perspektiv altid skubbes væk, når mulighedenfor at realisere det dukker op.

Nu står både maj 1968 og venstreunionens historie tilbage at skrive, og i det

hele taget er svagheden ved Lavaus funktionelle analyse manglen på historisk

perspektiv. Det forekommer f.eks. helt umuligt at analysere PCFs rolle i det

franske politiske system i slutningen af tyverne, i befrielsesårene og i den femte

republik, da det politiske system undergår fundamentale ændringer og partietderfor optræder i en ganske forskellig sammenhæng i disse perioder. Fra den

halvt illegale eksistens i slutningen af tyverne til regeringsdeltagelsen i 1944»

1947 er der et gigantisk spring, der naturligvis får følger for partiets aktivitet påalle områder.

Et andet eksempel på en funktionalistisk indgang til studiet af et kommuni-

stisk parti er Bertrand Badies undersøgelse af PCFs brug af strejkevåbnet som

politisk strategi". Badie understreger, at PCF først og fremmest er knyttet til en

række referencer. Det er et kommunistisk parti med en specifik teori, det er et

fransk parti (dets mange henvisninger til den tradition, det ifølge egen selvfor-

ståelse repræsenterer og viderefører), det er et internationalistisk parti, det er

arbejderklassens parti. Disse forskellige referencer er selve grundlaget for PCFs

speciñcitet, men de skaber en række problemer for partiet i form af, hvilken af

disse referencer der skal prioriteres, uden at kompromittere mulighederne påandre. områder”. Hvorledes f .eks. kombinere hensynet til at optræde som natio-

nalt parti med partiets internationalistiske forpligtelser eller arbejderklassenskortsigtede interesser? Tager viet dansk eksempel forsøger Steen Bille Larsen i

sin bog om kommunisterne og arbejderklassen bogen igennem at Vise, at kom-

munisternes gennembrud på f .eks. det faglige plan igennem hele DKPs historie

efter krigen er blevet begrænset og i mange tilfælde annulleret af en stillingtagenbetinget af den internationale situation”. Morten Thing og Jørgen Bloch-

Poulsen anlægger stor set samme betragtning men går så vidt som at sige, at

kommunisternes internationale baggrund og tilknytning var den egentligehæmsko for partiets udvikling”. Dette er det samme som at bebrejde kommu-

nisterne, at de er kommunister (hvilket man naturligvis har ret til, men som ikke

fører ret langt på det videnskabelige plan) og især ignorere partiets speciñcitet,der netop i høj grad karakteriseres ved denne tilknytning. I Danmark har SF

forsøgt at komme ud over denne problemstilling, men med det (tilsigtede) resul-

tat, at der ikke er tale om et kommunistisk parti.Badie fremhæver netop, at de kommunistiske partier placerer sig på skilleli-

nien mellem det nationale og internationale politiske system, at der hele tiden

sker afvejelser. Hele denne række af afvejelser (som Badie kalder abitrages) af-

spejler et vigtigt aspekt af den kommunistiske aktivitets dynamik, og Badie kon-

kluderer: »Analysen af disse afvejelser giver et frugtbart perspektiv for at forstå

hvorledes PCF indgår i det franske politiske liv og i den franske virkelighed«.Badie adskiller sig fra Lavau ved at tillægge hvad han betegner som 1*appro-

che historique, den historiske indfaldsvinkel, stor betydning, f .eks. ved analysenaf konjunkturer og tendenser i partiets politik, hvor han forlader det synkroni-ske plan. Han insisterer også på at analysere f .eks. en politisk linies eller strate-

gis tilblivelsesproces.Denne analyseramme for studiet af PCFs -

og mere generelt et kommunistisk

46

partis historie - forekommer mig brugbar i og med der tages højde for det kom-

munistiske partis særlige træk, f.eks. den internationale tilknytning, der nok gårigen hos andre partier, men ikke så stærkt som her. Og især ved, at disse særligetræk præsenteres som elementer, der på givne tidspunkter spiller en større eller

mindre rolle, og at der ikke sker en prioritering af et af dem, der hos flere forske-

re let ender i karikatur. Et eksempel herpå findes f.eks. hos Maurice Duverger,hvor f.eks. den demokratiske centralisme præsenteres som en organisations-form, der ikke alene gør det muligt for ledelsen at kontrollere partiet i alle ender

og kanter og på ethvert tidspunkt, men som også gør det muligt at betinge med-

lemmerne, så disse selv i deres fritid optræder som rene robotter”. Dette er et af

de mere seriøse eksempler på en litteratur af umådeligt omfang, hvor »appara-tet« identificeres med partiet og giver nogle ofte hårrejsende skildringer, der

snarere hører hjemme i kiosklitteraturens krimi-afdeling end i videnskabeligepublikationer og tidsskrifter. I et indlæg på et kollokvium afholdt af universite-

tet i Nice i januar 1977 om den fjerde republik gennemgik Robert Charvin denne

forskning »P.C.Fologien«, som han ikke uden humor kalder den, og som blandt

andre har Annie Kriegel med hendes tese om PCF som et »modsamfund«,

contre-société, som bannerfører”.

Holder man sig f.eks. til perioden 1944-53 (som undertegnede for øjeblikketarbejder med) kan man undersøge PCFs aktivitet i forskellige faser af dets virk-

somhed. Perioden fra august 1944 til januar 1945, hvor partiet spillede to kort,modstandsbevægelsen og dets institutioner, herunder væbnede styrker, som det

stort set dominerede, og regeringsdeltagelse i en national samlingsregering un-

der ledelse af general de Gaulle. Om partiet søgte at forberede en magtovertagel-se er et andet og omdiskuteret spørgsmål, som det hidtidige materiale ikke tilla-

der at besvare bekræftende. Perioden fra januar 1945 til afholdelsen af Komin-

forms stiftende møde i efteråret 1947, hvor PCF blev skarpt angrebet fra

jugoslavisk og sovjetisk side for at have lidt af parlamentariske illusioner, re-

præsenterer en periode, hvor partiet som regeringsparti prioriterer deltagelsen i

det politiske system. Det tilsidesætter både de internationale hensyn (f.eks. i

holdningen til kolonierne og Sovjetunionens rolle som model for en socialistisk

samfundsudvikling) og hensynet til arbejderklassen, f .eks. ved at stille sig i spid-sen for de såkaldte »produktionskampagner« uden at stille krav om modydelsertil arbejderklassen. Det stillede partiet i en vanskelig situation under de store

strejker i begyndelsen af 1947 og medfødte alvorlige spændinger i selve partietmellem ledelsen og ledelserne på mellemniveau, der permanent blev stillet over-

for utilfredsheden i basis. Tredie fase er perioden 1947 til 1953, hvor de interna-

tionale hensyn, først og fremmest fredskampen og virkeliggørelsen af Komin-

forms parole om de to verdener, fik PCF til at underordne både det faglige ar-

bejde og den parlamentariske aktivitet denne strategi.Indenfor disse perioder kan man arbejde videre med Badies analyseramme og

forsøge at nå frem til en forståelse dels af partiets politiske valg, dels afvejningenaf de faktorer, der gør, at et aktivitetsområde prioriteres i forhold til et andet.

Her er Badies model ikke længere tilstrækkelig, og man nødsages til at udvide

studiet af partiet til samspillet mellem partiet og det nationale og internationale

milieu, det arbejder i på et givet tidspunkt, ligesom en analyse af strategien træn-

ger sig på. I denne forbindelse kan det ikke understreges kraftigt nok, at partiet

47

ikke er en størrelse, der står udenfor eller over den almindelige samfundsmæssi-

ge udvikling, men på en gang er produkt af den og instrument til dens foran-

dring, hvilket gør enhver prioritering af analyser af partiet som »modsamfund«

osv. ufrugtbare og meningsløse.I en interessant bog om PCF i det franske samfund, der først og fremmest er et

indlæg i diskussionen om, hvorledes studiet af dets historie kan gribes an, plæde-rer lederen af PCFs historiske forskningsinstitut, Institut Maurice Thorez, Jean

Burles, for i forskningen i PCFs historie at udgå fra spørgsmålet om partietsforbindelser i alle henseender med det omgivende samfund ud fra den betragt-ning, at partiet ikke indgår passivt i den franske virkelighed. Partiet præges af

denne virkelighed og bidrager samtidig til udviklingen af den. Partiet søger at

fremkalde et styrkeforhold, der er positivt for den revolutionære strømning med

henblik på at ændre det franske samfund, og dets revolutionære natur udtrykkersig konkret gennem dets strategi og dets politiske praksis. Både strategien og

partiets praksis skal altså, ses og analyseres i en global sammenhæng og ikke

skæres ud i skiver, som det udtrykkes af Burles3°.

Dette kan gøres som Roger Martelli forsøger i en større artikel, nemlig en

analyse af strategiens virkeliggørelse på kort sigt, f .eks. et enkelt år. Martelli har

valgt det vigtige år 1952, hvor strategien fra efteråret 1947 må siges at kulminere

med ultravenstre liniens gennemslag i en række aktioner af nærmest borger-krigslignende karakter, og hvor reaktionerne på denne strategis fallit fremkal-

der de diskussioner i partiledelsen, der året efter fører til en omlægning af strate-

gien i retning af en prioritering af partiets arbejde indenfor det franske politiskesystem”. En strategi der ret hurtigt giver resultat. I 1954 lykkes det partiet at

samle et parlamentarisk flertal om sig for at forhindre dannelsen af et europæiskforsvarsforbund og en Europa-hær, hvilket er en politisk sejr af vidtrækkende

betydning og som samtidig viser, at man skal være forsigtig med at overvurdere

partiets prioritering af de internationale hensyn i perioden 1947 til 1953. Ihvert

fald kan det konstateres, at partiet lynhurtigt kunne stille sig i spidsen for denne

»anti-europæiske« bevægelse og derfor næppe kan have været så isoleret i det

politiske system, som det ved første øjekast kan se ud. Denne vigtige - og helt

nye vurdering af partiets optræden i disse år blev fremsat på et kollokvium om

den fjerde republik i februar 1979 af Jean Baudouin i et indlæg om PCF under

den fjerde republik”.Det bør også på den anden side bemærkes, at denne nyorientering i partiets

politik, der slår igennem i 1953, falder sammen med en ændring i den sovjetiske

politik, både uden- og indenrigspolitiske, ændringer, der er mærkbare før Sta-

lins død og som fremgår tydeligt efter hans død.

Disse eksempler viser både samspillet mellem partiets svar på nationale og

internationale fordringer og nødvendigheden af at vurdere partiets aktivitet ud

fra en global betragtningsmåde. De samme hensyn gør sig gældende, når par-

tiets strategi skal afklares over et længere forløb, og her skal det tilføjes, at man

med fordel kan arbejde med perioder i partiets historie, der er særlig betydnings-fulde for partiet (og for det franske samfund), f .eks. folkefronten, befrielsesåre-

ne og union de la gauche -eksperimentet fra 1972 til 1977. Det samme gælder

naturligvis for andre kommunistiske partier. For store partiers vedkommende

bliver der mulighed for at måle en dobbelteffekt, nemlig partiets indflydelse på

48

det omgivende samfund og den i disse perioder førte politiks indflydelse på par-tiet selv. For de små partier som DKP er det især den sidste effekt, der er rele-vant.

Her er givet visse eksempler på de veje der skal gås, hvis man som historikervil gøre sig håb om at fremstille og forklare et kommunistisk partis politik ogaktivitet i et givet samfund. Der kan nævnes andre og helt fundamentale forud-

_

sætninger for at nå så vidt som f .eks. studiet af partiets lokale repræsentativiteteller »r0dfæstelse«, der på en gang er nødvendig for den globale vurdering af

partiets aktivitet og for studiet af dets lokale aktiviteter og forbindelser med be-

folkningen. Disse undersøgelser er også afgørende for forståelsen af de vanske-

ligheder, ledelsen kan støde på i virkeliggørelsen af en vedtaget linie. Skal man

f.eks. forklare bolcheviseringens begrænsede succes i det franske parti findesforklaringen mindre i medlemmernes teoretisk funderede uvilje mod denne linieend i de objektive vanskeligheder, karakteren af partiets »rodfæstelse« (implan-tation) rejste. Eksempler på denne forskning ledsaget af en tekst om baggrundenfor den og de problemer, den rejser, er nu udgivet af Jacques Girault fra Centrede Recherches d' Histoire des Movements Sociaux et du Syndicalisme, der hariværksat denne forskning, der i høj grad gennemføres af studenter”.

Disse undersøgelser giver også mulighed for ikke alene at måle effekten afpartiets politik på vælgerne, men også vurdere effekterne i partiets basis. Her er

det f.eks. en oplagt arbejdshypotese at sammenligne perioden 1944 til 1947,hvor partiet var i regering og førte en åben politik og perioden 1947 til 1953,hvor partiets opposition til det politiske system tilsyneladende var total. I en

undersøgelse af denne periode anfører René Gallissot, at partiet i den sidste pe-riode sled sine medlemmer op, men spørgsmålet er, om medlemmerne ikke var

mere tilfredse med partiets politik i den sidste periode end i den første? Ikkealene svarede partiets aktivitet i den sidste periode til rodfæstede traditioner ifransk arbejderbevægelse(direkte aktion, en vis »arbejderisme«), som Gallissot

, anfører det, men der var også tale om en politik, der på mange måder repræsen-4

terede en modpol (hvis man ser groft på det, hvilket mange medlemmer utvivl-' somt gjorde) til den førte politik i perioden 1944 til 1947, f.eks. på koloniområ-det”. Spørgsmålet fortjener at blive rejst og kan kun blive det indenfor rammer-

ne af en analyse, hvor også de lokale forhold og reaktioner indgår. Igen et

eksempel, hvor en ensidig ñkseren på organisationen og apparatet i toppen ikkegiver mulighed for at besvare selv fundamentale spørgsmål.

I denne forbindelse er det også relevant at pege på nødvendigheden af analy-ser af partiets udtryksformer, der både kan kaste lyd over den teoretiske udvik-

ling og strategien og samtidig bidrage til en forståelse af reaktionerne blandt

»m0dtagerne«, i første omgang partiets aktivister, sympatisører og vælgere. Et

eksempel på inddragelse af sådanne analyser i en bredere sammenhæng findes iMichel Simons og Guy Michelats omfattende arbejde om forholdet mellem

klassetilhørsforhold, religion og politisk adfærd”.Den citerede forskning har overvejende Frankrigs kommunistiske Parti som

objekt, og som allerede nævnt er en del af problemstillingerne og dermed meto-

der og indfaldsvinkler præget heraf. Ikke desto mindre opfatter jeg de franske

overvejelser om studiet af kommunistiske partiers historie som relevante og gyl-dige for i hvert fald partierne i Vesteuropa. Skal man - for at vende tilbage til

49

udgangspunktet - ud over de hidtidige prototyper, den apologetiske ogbekræf-tende partihistorie på den ene side og den systematiske antikommunisme under

videnskabeligt dække på den anden, er tiden inde til at gribe de kommunistiske

partiers historie an i hele deres kompleksitet. Eller, som det er udtrykt af den

italienske historiker Natoli, »fremme en forskning, hvis vedvarende bestræbelse

er at forbinde studiet af ideologierne, programmerne, ledergruppernes positio-ner, de politiske organisationers sociale struktur og de sociale forandringer, ar-

bejderklassens konkrete situation og sammensætning, de økonomisk herskende

kræfters strategi, udviklingen af de sociale forhold mellem de antagonistiskeklasser«.

Noter

1. Manuel d” histoire du PCF. Editions sociale, Paris 1964.

2. Die Kommunistische Internationale. Kurzer historischer Arbriss. Dietz Verlag, Berlin 1970.

3. Die Kommunistische, dvenf. anf. p. 324 ff.

4. SUKPs historie, 1-2. Tiden, København 1978-1980.

5. J vf. f .eks. genudgivelsen af Jules Monnerots bog fra 1949, Sociologie du communisme. Echec d'

une tentative réligieuse au XXe Siecle. Hallier, Paris 1979.

6. Jvf. Jacque Fauvet: Histoire du Parti communiste Francais 1920-1976. Fayard, Paris 1977.

7. Stephane Courtois: Le PCF dans la guerre. Ramsay, Paris 1980.

Daniel Tartakowsky: Les premiers communistes francais. Presses de la Fondation nationale des

Sciences politique, Paris 1980. I denne analyse med undertitlen Formation des eadre et bolchevi-

sation forsøger Danielle Tartakowsky i det formentlig grundigste studie af PCF i partiets første

år at analysere, hvad hun opfatter som det dominerende træk ipartiet udgået af det franske so-

cialistparti og hele den franske socialismes og arbejderbevægelsesspecifikke traditioner, og dets

udvikling - herunder uddannelse af politiske kadrer - til et marxistisk-leninistisk masseparti, der

knyttede an til en anden tradition i arbejderbevægelsenog en ganske anden opfattelse af partiet

og dets rolle. Danielle Tartakowsky formår på udmærket vis at redegøre for denne problemstil-

ling, der netop viser behovet for at analysere på en gang partiets »rodfæstelse« og baggrund ien

national tradition og virkelighed og på den anden side dets valg af et internationalt tilhørsfor-

hold med de konsekvenser det fik for strategien, organisationsformen, den sproglige udtryks-

form osv.

8. Pierre Gaborit: Constribution a la théorie géne'raldes partis politique. L' exemple du Parti com-

muniste francais pendant la Ve République. Duplikeret. Univertité Paris 1, 1972.

9. Annie Kriegel: Les communistes francais. Le Seuil, Paris 1970, p. 302 ff.

10. Roger Martelli: Brefapercu des publications consacrées au PCF depuis 1969. I: Cahiers d* histoi-

re de 1' Institut Maurice Thorez, no. 29-30, 1979.

11. Nicole Racine: Etat des travaux sur le communisme en France. I: Le communisme en France,

Colin, Paris 1969.

12. J vf. indledningen i Lilly Marcou: Le Kominform. Presses de la Fondation Nationale des Scien-

ces Politique, Paris 1977.

13. Courtois, ovenf. anf., har f.eks. kunnet arbejde med Martys arkiv.

14. Jacques Duclos: Memories. T. 1-6. Fayard, Paris 1972.

15. Pourquoi des études sur 1' implantation du PCF. I: Cahiers d' histoire., ovenf. anf. no. 29-30, p.

94.

16. Lilly Marcou: Le Kominform, ovenf. anf. p. 7 ff.

l7. Etudier le PCF. Temanummer. Cahiers d' histoire . no. 29-30 ovenf. anf.

18. Georg Lavau: A la recherche d' un cadre théorique pour l' étude du Parti Communiste Francais.

I: Revue francaise de science politique, vol. XVIII, juin 1968, no. 3, p. 445-467.

19. George Lavau: Le Parti Communiste dans le systeme politique francais. I: Le Communisme en

France . ovenf. anf.

20. Annie Kriegel et Michelle Perrot: Le Socialisme francais et le pouvoir. EDI, Paris 1966.

50

21

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

.Stephane Courtois: Le PCF dans la guerre, ovenf. anf. p.431 ff; Jean-JacqueBecker: Le particommuniste veut- il pendre le pouvoir? La stratégie de PCF de 1930 a nos jours. Seuil, Paris 1981,p. 125 ff.

George Lavau: A quoi sert le PCF? I: Olivier Duhamel/Henri Weber: Changer le PC? PUF,Paris 1979.

Georges Lavau: The PCF, the State and the Revolution: an analysis ofparty policies, communi-cation and popular culture.I: Communism in Italy and France, edited by Donald Blackmer and Sidney Tarrow. Princeton

University Press, 1975.

Lavau: A quoi sert, ovenf. anf. p. 200 ff.

Bertrand Badie: Stratégie de la greve. Pour une approchc fonctionnaliste du parti communistefrancais. Presses de la Fondation Nationale des sciences politique, Paris 1976.Badie: Stratégie. ovenf. anf. p. 1 ff.

Steen Bille Larsen: Kommunisterne og arbejderklassen. Tiderne skifter, København 1977.

Jørgen Bloch Poulsen og Morten Thing: Danmarks kommunistiske Parti 1918-1941. PolitiskRevy, København 1979.

Maurice Duverger: Les partis politiques. Cinquieme édition, PUF, Paris 1964, p. 141 ff.Robert Charvin: Le Parti Communiste sous la quatrieme République. 1: La quatrieme Républi-que. Actes du Colloque de Nice, les 20, 21 et 22 janvier 1977. Librairie Générale de Droit et deJurisprudence, Paris 1978.

Jean Burles: Le Parti communiste dans la société francaise. Editions sociale, Paris 1979, p. 84 11'.

Roger Martelli: Pratiques politiques, strate'gie et fonctionnement interne. L' exemple de 1952.Cahiers d' histoire ovenf. anf. no. 29-30.Jean Baudouin: Présence politique et idéologique du PCF sous la IVe

République. Dupukereteksemplar. Colloque We

République, CNRS, Université Paris 1, 22, 23, 24/2 1979.

Jacques Girault: Sur 1' implantation du PCF dans l'entre-deux-guerres. Editions sociale, Paris1977.

René Gallissot: Le communisme soviétique et européen. I: Histoire général du socialisme. Pu-bliée sous la direction de Jacques Droz. Tome 1V. De 1945 a nos jours. PUF, Paris 1978.Michel Simon et Guy Michelat1C1asse, réligion et comportement politique. Presses de la Fonda-tion Nationale des sciences politiques/Editions sociale, Paris, 1977.

51

Heinz Niemann

Teoretisk-metodologiske problemer ved analysen og vurderingen

af Socialdemokratiet før 1945

Den videnskabeligt, politisk og metodologisk rigtige tilgang til genstanden for

undersøgelsen, at for denne adækvate valg af midler og analysekriterier og vur-

dering er - som klassikerne lærer os det - den vigtigste forudsætning for at forstå

genstanden i bund og grund. Den materialistiske dialektik som erkendelsesteori

og metode i relation til et så kompliceret fænomen som Socialdemokratiet stil-

ler, når den skal anvendes, store krav til forskerens teoretisk - metodologiskeevne.

I det følgende opstilles som tese de vigtigste præmisser for den historiske ana-

lyse og vurdering af Socialdemokratiet, præmisser som man efter vor mening

må tage som udgangspunkt i diskussionen.

1. Det er forholdsvis simpelt at bestemme den politisk-teoretiske tilgang til

Socialdemokratiet som historisk-politisk fænomen.

Den er bestemt af, at Socialdemokratiet er en del af den internationale arbej-

derbevægelse,nemlig dens reformistiske, væsentligt anti-kommunistiske, hyp-

pigt af proimperialistiske ledere anførte strømning. Alligevel er det den objekti-

ve allierede for kommunisterne, konkurrent og politisk modstander og partner

på samme tid i kampen om at føre arbejderklassen og alle arbejdende. Desuden

tilsiger den historiske erfaring, at store under bestemte omstændigheder afgø-

rende dele af Socialdemokratiet under bestemte betingelser gør sig fri af oppor-

tunismen og går over til at indtage klasseholdninger, finder tilbage til aktionsen-

hed med kommunister, ja endog indtager kommunistiske holdninger.

Begge tendenser er afgørende for kommunisternes politik overfor Socialde-

mokratiet, når det gælder om at skabe aktionsenhed mellem begge strømninger i

den internationale arbejderbevægelsei kampen for fred, afrustning, demokrati

og sociale fremskridt, og således er også historikerens politiske tilgang prædeter-

mineret.

Varetagelsen af enheden mellem videnskabeligheden og partiskhed hos den

marxistisk-leninistiske historiker stiller således store krav til fremstillingen af

det reformistiske Socialdemokratis historie, hvis den skal imødekomme de vi-

denskabelige krav i samme grad som understøttelsen af partiets nuværende poli-

tik ved hjælp af historieskrivningens midler.

2. Et andet afgørende problem er bestemmelsen af Socialdemokratiets karak-

ter i hvilken forbindelse der hele tiden optræder en vis usikkerhed ved karakteri-

seringen som borgerligt arbejderparti, og dette gælder i to henseender.

For det første bliver betegnelsen af Socialdemokratiet som »borgerligt«ar-

bejderparti ikke opfattet som det det er siden Lenin: en genspejling af den objek-

tive eksistens af to klasselinjer i det, hvorfra hele selvmodsigelsen i politik og

ideologi stammer, og som netop er det som termen borgerligt arbejderparti skal

give udtryk for.

Ikke desto mindre bliver Socialdemokratiet og dets politik og ideologi sim-

pelthen karakteriseret som »borgerligt« og prokapitalistisk specielt i tider hvor

borgerlige antikommunistiske kræfter udøver deres trykkende dominans; dette

52

. . . ; . .

indebærer at en srde fejlagtigt :forveksles med helheden. Det er srmpelthen ikketilstrækkeligt kun at konstatere den lovmæssige sammenhæng mellem imperia-lisme og opportunisme og socialreformens borgerlige karakter og desuden ikke

se den som dialektisk, dvs. en modsætningsfyldt sammenhæng, men derimod

som simpel kausal sammenhæng. Dermed kan man uden tvivl afdække oppor-

tunismens væsen i al almindelighed, men dens fremtræden er langt mere facette-

ret, og dens udvikling forløber fundamentalt dialektisk. Man må vende tilbagefra det generelle til dette fænomens specifikke og enkelte elementer, bevæge sigfra det abstrakte op til det konkrete.

Det er heller ikke nogen løsning i stedet for borgerlig f .eks. at sige småborger-ligt eller reformistisk arbejderparti. Det der er alle socialdemokratiske partiersalmene væsen det, som er fælles for alle socialdemokratier er karakteren af bor-gerligt arbejderparti. Men de selvmodsigende, i sidste instans uforsonlige ele-

menter eller klasselinjer, antager på forskellige tidspunkter og under forskellig-artede betingelser i politikken og ideologien vidt forskellige karakteristika, dvs.

både den borgerlige, proimperialistiske op den småborgerlige linje såvel som

den proletarisk - socialistiske linje kan blive den fremherskende. Efter vores me-

ning må bestræbelsen for nå frem til en differentieret vurdering af Socialdemo-

kratiet ikke sætte spørgsmålstegn ved en entydig videnskabelig karakteristik af

borgerlig arbejderparti. Det har overhovedet intet at gøre med dogmatisme,sekterisme, eller lignende. Det kan ganske vist være politisk passende ikke an-

vende denne formulering, men videnskabeligt set siger den blot, at dette arbej-derparti isoleret ikke kan overskride det borgerlige demokrati og det kapitalisti-ske system. Under alle omstændigheder må der ske en konkret-historisk analyseaf alle sider af det socialdemokratiske parti i dets udvikling, og det ville være

forkert at gøre enkelte sider eller elementer af dette eller hint parti '1en bestemt

situation til generelle karakteristika ved det internationale socialdemokrati. Så-

ledes ville det være forkert udfra differentieringsprocessen i enkelte partier 0gfremkomsten af småborgerligt-reformistiske kræfter at slutte, at det er forkert

at betegne det internationale socialdemokrati som »borgerlige arbejderpartier«,da de er blevet »småborgerlige arbejderpartier«'.

Kun hvis vi ser Socialdemokratiet som en levende dynamisk strømning, som

et resultat af dets egne indre modsætninger, et parti der udvikler sig i de funk-

tionsbetingelser, der hele tiden ændrer sig i vores tidsalder, løber vi ikke risikoen

for at underkaste det et stift skema, hvilket så automatisk medfører, at man hele

tiden opdager nye trin eller splittelser i opportunismen, at man fastslår dens sta-

dige udvikling mod højre eller »endelige«overgang til monopolkapitalen eller

ved modsat løbende tendenser vurdere det opportunistiske Socialdemokratis

væsen forskellig fra Lenin.

3. Sammenhængen mellem imperialisme og opportunisme må afdækkes i hele

sin konkret-historiske dialektik, og de deraf resulterende udviklingslovmæssig-heder under de konkret-historiske funktionsbetingelser i den til enhver tid væ-

rende etappe i vor tidsalder må analyseres tillige med den til enhver tid værende

etappe i den generelle krise og klassekampens givne situationz.

Ved analysen af sammenhængen mellem imperialisme og opportunisme skal

man for det første undersøge kilderne på det socialøkonomiske herunder det

socialstrukturelle, ideologiske og politiske område; for det andet skal man nøje

53

tage den politiske funktion i betragtning samt den konkrete sammenhæng mel-

lem den borgerlige klasselinje og det imperalistiske bourgeoisis social-liberale

fløj; i denne forbindelse er den eksakte analyse af bourgeoisiets forskellige frak-

tioners rolle, indflydelse og politik helt afgørende for opportunismens teoreti-

ske indhold, som genspejling af denne sammenhæng og dens funktion i klasse-

kampen, undersøges.Allerede den af U. Plener på usædvanlig spændende måde berørte problema-

tik om forholdet mellem socialreformistisk ideologi og proletarisk klassebe-

vidsthed3 påviser hele denne selvmodsigen i sammenhængen mellem imperiali-sme og opportunisme. Også her bliver det klart, at den socialreformistiske ideo-

logi er en variant af borgerlig ideologi, endog i de tilfælde hvor stærke

proletarisksocialistiske elementer genspejler en klassebevidsthed hos arbejder-klassen, og vigtige reformkrav formuleres, fordi denne ideologi principielt hel-

ler ikke overskrider det borgerligt-kapitalistiske systems grænser. Når den gør

det, er den forlængst holdt op med at være socialreformistisk, for på det ideolo-

giske område sker en ægte venstreudvikling - som erfaringen viser - kun efter

eller i forbindelse med den politiske overgang til klassekampens holdninger og

aktionsfællesskab med arbejderbevægelsens revolutionære fløj.4. For historikeren viser der sig til sidst ud af alt dette spørgsmålet om måle-

stok, vurderingskriterierne af Socialdemokratiet og således fremstillingsmåden.Historikeren må, når han skal varetage enheden mellem videnskabelighed og

partiskhed, ikke kun analysere processer eller kendsgerninger, men må ogsåanalysere hvordan klasser, partier, grupper og personer handler og må foretagevidenskabeligpolitiske vurderinger og moralske værdidomme.

Det betyder anvendt på det reformistiske Socialdemokrati, at analysen af dets

politiske handlen og naturligvis især dets teoretiske grundlag må ske fra det leni-

nistiske standpunkt dvs. fra det højeste niveau af den for tiden opnåede erken-

delse. Til denne målestok hører, at måle Socialdemokratiet op mod de objektivtstillede og modnede opgaver for arbejderbevægelsen i den periode, vi behandler.

Denne metode kræver imidlertid - for at den ikke skal blive en ahistorisk må-

lestok - to korrektiver eller relativiseringer. Det første korrektiv er uomgænge-

ligt nødvendigt, nemlig inddragelsen af den til enhver tid nåede grad af erken-

delse, forståelse og anvendelse af den marxistisk-leninistiske teori og forståelse

af den historiske opgave som den mest fremskredne del af arbejderbevægelsen,det kommunistiske parti, har.

Det andet korrektiv kommer fra den konsekvente anvendelse af princippetom teoriens og politikkens enhed, hvilket sikrer, at den historisk-politiske vur-

dering af Socialdemokratiet, dets praktiske-politiske holdning til de konkrethi-

storiske opgaver i arbejderklassens kamp, klassekampens i praksis opnåedemodenhed, hele den subjektive faktor, tager hensyn til de socialdemokratiske

svar, hvorved man undgår at stille for store historiske krav til Socialdemokratiet

samt undgår en langtids fordømmelse fældet en gang for alle og som tillader, at

man kan have øjnene åbne for den ægte dialektiki Socialdemokratiets udviklingog politik.

54

.VerñältmsezlaireifprmgsuscheflrdcologzeundproiegiBeiträge zur Geschiéte«er Arbeitçrbewegung6/1977:3,9 _rsenbewusstsein,1.

Heinz Niémann''er professor i LeipziÅrttkienrhårébrindeligväretti'kaStudie'n zur Geschü'hte der Soziáidemblçratie1/1978 s., 718-23:

Chris Harmann:

Mindre og mindre cikler

Forholdet mellem arbejderbevægelsenshistorikere og deres emne, arbejderbevæ-

gelsen selv, er normalt ikke en problemstilling, der inddrages när bidrag 0g resulta-

ter vurderes. For den kritiske, socialistiske eller marxistiske historiker er proble-met imidlertid ikke ligegyldigt. Er arbejderklassen blot et studieobjekt? Eller må

historikeren selv have et engagement iarbejderklassens problemer? Den engelskemarxistiske historiker Perry Anderson udgav sidste år en bog, »A rguments within

English Marxism«, som i lighed med hans tidligere bøgermed det samme blev alm-

indelig kendt og fik god omtale. Perry Anderson er også kendt iDanmark, hvor

flere af hans bøger er oversat. Andersons nye bog er en polemik mod en anden en-

gelsk marxistisk historiker Edward Thompson, som først og fremmest er kendt forsit værk »The Making of the English Working Class«.

Der har også rejst sig kritiske røster mod Andersons nye bog. Blandt disse er

Chris Harman, der har beskæftiget sig med Østeuropas og den kommunistiske be-

vægelses historie, og er redaktør af månedsbladet Socialist Review. Nedenstående

artikel er oprindeligt trykt som en boganmeldelse men kan også læses som et ind-

læg i en debat om, hvorledes Perry Anderson, Edward Thomson og med dem mange

andre marxistiske historikere forholder sig til arbejderklassen og den socialistiske

bevægelse.Chris Harman er medlem af Socialist Workers Party, som er udsprun-get af den trotzkistiske bevægelse,hvad der præger hans konklusion. Uanset om

man er enig i hans konklusion eller ej mener vi at også arbejderbevægelsenshistori-

kere i Danmark bør stifte bekendtskab med de problemstillinger, som diskussionen

dækker over. Derfor dette debatindlæg.En mere udførlig uddybning af samme em-

ne findes i Ian Birchalls artikel »The Autonomy of Theory: A short History of the

New Left Review« (i: International Socialism nr. 10. 1980/81)redaktionen

Perry Anderson, der har været redaktør af New Left Review gennem mange år,har skrevet en meget ejendommelig bog. Hele kapitler minder om et alt for udvi-

det internt blad, indbundet i blankt omslag, og med beskyldninger og modbe-

skyldninger om, hvad der foregik på NLR-redaktionsmøder helt tilbage til

1962. Andre dele består af lange fodnoter om det 18. århundredes historie, af-

brudt af dunkle diskussioner om historisk metodelære. Det er ikke bogen, der

vil fremprovokere hidsige diskussioner i frokostpausen, ikke en gang i en stu-

denterkantine.

Alligevel er bogen i visse kredse blevet modtaget som årets mest betydnings-fulde marxistiske værk (se. feks. Tariq Ali i The New Statesman (i maj 1980) ogPhil Hearse i Socialist Challenge, 22. maj 1980. Det siger mere om disse kredse

end om bogens kvaliteter.

De middelklasseintellektuelle, som er venstreorienterede, konfronteres med

et problem, når deres ideer skal føres ud i handling. Selv mangler de enhver vir-

kelig magt til at ændre verden. I ni af ti tilfælde er de ikke parate til at bryde med

<6

deres etablerede levevis, hvilket ville være nødvendigt, hvis de skulle engageresig seriøst i arbejderklassens og fagbevægelsens politiske aktiviteter. Derfor harde den en tendens til at svinge mellem to aktivitetstyper: på den ene side kasterde sig entusiastisk ud i forskellige kampagner omkring enkeltspørgsmål - i desidste tyve år Kampagnen mod Atomvåben, Vietnambevægelsen, kvinde- og

bøssebevægelsen, bevægelsen mod atomkraft - det er bevægelser som alle har en

populistisk (hele »folket« forenet mod et enkelt onde) snarere end en klassemæs-

sig tilgang, således at middelklasseaktivisten kan føle sig lige så betydningsfuld,som de arbejdere, der nu og da bliver involveret. På den anden side søger de, isærnår disse bevægelser er i tilbagegang, tilflugt i en holdning, der retfærdiggør der-.es intellektuelle sysler som politisk aktivitet -lige fra at se den nyeste brasilian-ske ñlm til at holde et universitetsseminar om seminologi.

I fjorten år eller mere har Perry Anderson været involveret i en ret hadsk de-bat med den marxistiske historiker Edward Thompson, og dette er deres sidstestore sammenstød. På deres egen måde symboliserer Thompson og Andersonde to poler, som den intellektuelle venstrefløj bevæger sig imellem.

Thompson har med mellemrum været aktiv i populistiske bevægelser. Efterhan forlod kommunistpartiet p.g.a. stalinismen og Ungarn i 1956 startede hanet oppositionelt tidsskrift, The New Reasoner, og slog det sammen med den før-ste udgave af New Left Review i 1960. NLR blev betragtet som et middel til at

føre socialistiske diskussioner ind i den voksende anti-atomvåbenbevægelse,ogtil at opbygge et nyt socialistisk netværk, baseret på lokale socialistiske klubber.I 1962 var Atomkampagnen i tilbagegang, de socialistiske klubber smuldrede,NLRs oplag var faldende, redaktionen ødelagt p.g.a. uenigheder, og Thompsonhavde trukket sig fornærmet tilbage (for at skrive sin fantastiske »The Makingof the English Working Class«). I 1967 dukkede han op i nogle måneder for at

gøre »May Day Manifesto« til en bevægelse og igen for nylig med sit forsøg på at

opbygge en bevægelse mod forøgelse af beføjelser til »staten i staten« og modspredning af cruise missilerne.

I modsætning hertil har Anderson været udtryk for den tendens hos det intel-lektuelle venstre, som udråbte deres egne akademiske og private interesser som

eksemplariske politiske aktiviteter. Han overtog det vaklende »aktivistiske«NLR i 1962 og orienterede det nu mere og mere mod diskussionerne i venstre-

Højsakademikernes lukkede cirkler. Budskabet i hans artikel »Origins of thepresent Crisis« (1964) var, at de marxistiske ideer ikke havde haft held til at slå

igennem i den britiske arbejderbevægelsen,fordi »det ikke var lykkedes for no-

gen betydelig del af de intellektuelle at forbinde sig med proletariatet før slutnin-

gen af sidste århundrede«. NLR satte sig som mål at vinde disse intellektuelle for

srg.Tom Nairn, der dengang var Andersons næsten uadskillelige intellektuelle

tvilling, erklærede: »Opgaven for ethvert »nyt« socialistisk venstre antager en

mere præcis form Hvilken mulighed er der for at skabe et lag af intellektuelle,der mere effektivt har brudt med traditionerne?«

NLRs mål var således at skabe et sådant lag, som så skulle foreslå nye hand-

lingslinier for Labour Party og fagbevægelsens ledere. En arbejdsdeling var

nødvendig, hvor Anderson, Nairn, m.fl. skulle udvikle »teorien«, mens de eks-

isterende venstrefløjsledere stadig skulle være ansvarlige for »praksis«. Derfor

57

var der i de to »populære«NLR-bøger fra midten af tresserne »Towards Socia-

lism« og »The Incompatible« foruden de »teoretiske« artikler af Anderson og

Nairn, »praktiske«artikler af Richard Crossman (kabinetsmedlem i Labourre-

geringen), Thomas Balogh (økonomisk rådgiver for Wilson-regeringen), Jack

Jones (fra transportarbejderforbundet), Clive Jenkins.

I de følgende år blev de skuffet over Labours venstrefløj. Men bortset fra et

meget kort engagement i Revolutionary Socialist Students Federation (RSSF) i

1968-69, blev der ikke gjort noget forsøg fra NLRs side på at kaste sig ud i arbej-det for at udvikle en politisk tendens, der var uafhængig af de gamle kræfter i

Labour. Og selv indenfor RSSF så NLR det som sin opgave at danne »røde ba-

ser« på universiteterne for at fungere som »strategisk mindretal« i kampen for at

omstyrte kapitalismen, i stedet for at udvikle en revolutionær organisation i ar-

bejderklassen. Med RSSFs tilbagegang kom NLR stadig længere bort fra den

britiske arbejderbevægelses praktiske problemer.Thompsons og Andersons forskellige valg af praksis har givet sig udtryk i

kontrasterende teoretiske rammer. Thompson teori har ligesom hans praksisrummet et stærkt aktivstisk element, men den viger tilbage for marxismens tra-

ditionelle betoning af det materielles betydning for klassekampen. Typisk har

Thompson kritiseret den reformistiske selvtilfredshed voldsomt - men er gået

videre med fordømme enhver »oprørsk«eller »apokalyptisk«forestilling om re-

volutionen. I sit seneste »teoretiske« værk »The Poverty of Theory» har han le-

veret en voldsom kritik af det passive, sociologiske syn på menneskelig hand-

ling, som findes hos den althusserske og post-althusserske skole - men mener

samtidig stadig, at det var spild af tid, at Marx gennem en analyse af kapitali-smens økonomiske dynamik forsøgte at forstå, hvorfor mænd og kvinder til ti-

der griber ind i historiens gang og til tider ikke gør det.

Hele tendensen i Andersons tænkning har været at se teorien som et selv-

stændigt eksisterende hele. Da han i midten af tresserne første gang formulerede

sine synspunkter skete det indenfor en terminologi hentet fra Sartre og Merleau

Pontys »eksistentialistiske marxisme«. Men i 1965 og 1966 dukkede så Althus-

sers arbejder op. Althusser hævedede, at hvis man fordrede at teorien skulle

kunne vise sin gyldighed i praksis, så gjorde man sig skyld i den værste »historis-

me« og »humanisme«. Videnskab kunne kun udvikles gennem en indre udvik-

ling i teorien selv, hvad der var de intellektuelles priviligerede aktivitet, en selvs-

tændig »politisk praksis».Anderson, Nairn og de øvrige følte sig retfærdiggiort »teoretisk«. Deres »Re-

view« blev et reklamebureau for Althussers ideer med hans »teoretiske« retfær-

diggørelse af, at de var uden nogen praksis; for hans discipel Glucksman, som

rodede sig ind i en skematisk tilgang til politisk analyse før han skred til højre;

for Nicos Poulantzas, s'om brugte en indforstået jargon, først til at glorificereKina - og siden reformismen; for Regis Debray, der som en spejderdreng flirtede

med den guerilla-krig, der førte til døden for en generation af latinamerikas re-

volutionære, inden han blev rådgiver for PSU i Frankrig.Anderson bærer mere end nogen anden ansvaret for, at en kastreret, kauder-

vælsk parodi på marxismen kunne tage dele af det britiske akademiske miljø

med storm. På samme tid retfærdiggjorde han de intellektuelles modvilje mod at

engagere sig i praktisk polistisk agitation og propaganda og understøttede fore-

58

stillingen om, at der kan eksistere socialistiske regimer, baseret på knægtelse af

arbejderklassens mest elementære rettigheder.»Teori uden praksis er steril«. Intetsteds er steriliteten blevet kraftigere un-

derstreget i årenes løb end i NLRs tilfælde. Dets mål har været at afklare de intel-

lektuelles ideer. Men i de spørgsmål, hvor de intellektuelle har lidt under den

største forvirring, har NLR gentaget forvirringen: Det gælder spørgsmålet om

Labour Party; spørgsmålet om, hvorvidt der kunne være »socialistiske« revolu-tioner uden arbejderklassens egen aktivitet (Andersons »Problems of Socialist

Strategy« fra 1965 påstod, at Stalins forbrydelser var »socialistiske forbrydel-ser« fordi de var »planlagte«, og »Arguments« taler stadig om »socialistiske«

revolutioner i Kina og Jugoslavien 0sv.); det gælder spørgsmålet om fagbureau-kratiets rolle; om indkomstpolitikken (i 1965 hævdede Anderson, at det villevære »utopisk« blot at afvise indkomstpolitik, og at venstrefløjen måtte rejse»overgangs«krav såsom »ingen indkomstpolitik uden arbejderkontrol«); det

gælder spørgsmålet om reform og revolution (mange steder minder »Problems«ord til anden om den seneste udgave af »The British Road to Socialism« (Detbritiske kommunistpartis program - 0.a.)); men fremfor alt drejer det sig om det

afgørende spørgsmål om, hvorvidt det er nødvendigt at sætte revolutionær poli-tik i forhold til arbejdernes aktuelle kampe.

Disse betragtninger gør det muligt for os at forstå, hvad Thompsons og An-dersons debat egentlig handler om: På den ene side en »marxisme«, som ser, at

det er nødvendigt med intervention i praksis, men som afviser at sætte dette iforhold til økonomisk definerede klasser (trods anvendelsen af en klassetermi-

nologi i Thompsons teoretiske og historiske arbejder); på den anden side en

»marxisme«, som holder sig tættere til bogstaven hos ihvertfald nogle af klassi-

kerne, men som dropper enhver virkelig forestilling om en enhed mellem teori

og praksis - marxismens kerne.

Diskussionen kan fortsætte i det uendelige, efterhånden som den ene levereren hårdslående kritik af den anden, kun for at blotte sig for nye modangreb.

At Andersons holdning principielt er ufrugtbar kan ses af den måde, hvorpåhan har indrømmet den egne iboende begrænsninger- hvorefter han viger tilba-ge for at tage disse alvorligt.

For fire år siden skrev han »Considerations of Western Marxism«. I dette ar-

bejde erkendte han, at de klassiske marxistiske skrifter, som var produceret afmænd og kvinder dybt engageret i den praktiske arbejderbevæ gelse, var overleg-ne sammenlignet med »den vestlige marxisme«, som væsentligst beståt af filoso-fiske værker skrevet af teoretikere, forskanset på akademiske poster fjernt fraden virkeligebevægelse.Han mente, at marxismens fremtid lå i den minoritets-

tradition, som var udviklet ud af leninismen, Trotsky og ventreoppositionen ogsom har fastholdt en interesse for praksis.»Considerations« burde have været et gravskrift over tomheden i det som

NLR har beskæftiget sig med i de sidste 15 år. Det blev imidlertid for meget forAnderson. I et »efterord« trak han halvvejs sin egen kritik af en teori adskildt fra

praksis tilbage. Tilbagetrækningen er fortsat i denne bog. Der er symbolske for-

muleringer om at det er nødvendigt at forene teori og praksis, der nævnes visseteoretiske problemer af betydning for praksis, som skal løses; der er tilmed en

(uredelig) påstand, om at NLR var blandt de første der kritiserede Althusser!

59

Men samtidig leveres der et halvhjertet forsvar for Althussers _»bidrag«til marx-

ismen (kompletteret med en påstand om, at det var udelukket at Althussers sy-

stem kunne have udviklet sig som et forsinket forsvar for stalinistiske holdnin-

ger, fordi Althusser implicit støttede Mao mod Kruschev og endda gik så langtsom til at kritisere det franske kommunistpartis politik i maj 1968, 12 måneder

efter begivenhederne havde fundet sted), og et forsøg på at retfærdiggøre NLRs

rolle indenfor den britiske intelligens i de sidste femten år.

Anderson erklærer sig i dag som revolutionær og lægger vægt på nødvendig-heden af en voldelig overtagelse af statsmagten i modsætning til Thompsonshalvvejsholdning. Anderson erkender omsider også, at »fraværet af en virkeligrevolutionær bevægelse i England, som andre steder i Vesten, har fikseret syns-

feltet for al mulig tænkning i dette tidsrum«. Han foretager endda nogle høfligebuk for den »ortodokse trotskisme« og 4. Internationale. Men til trods for (ellermåske på grund af) dette, tager han end ikke hul på spørgsmålet om opbygnin-

gen af en revolutionær organisation i arbejderklassen. I stedet efterlyser han

blot en fortsat dialog blandt intellektuelle, hvor reformister og revolutionære

broderligt kan diskutere »nye problemer«. En tilsyneladende forsonende afslut-

ning på bogen tyder på, at han ønsker at NLR skal fortsætte idet gamle golde

spor, men måske med lidt hjælp fra Thompson og hans venner.

En af Andersons anker mod Thompson er, at Thompson aldrig har taget hen-

syn til den trotskistiske tradition i sin kritik af stalinismen. Her har Anderson

helt ret. Men kritikken kan vendes mod Anderson selv. På trods af, at han er

åben overfor de forskellige trotskistiske retninger, som deler mange af hans for-

domme (om de »socialistiske« lande, om muligheden af at kræfter udenfor ar-

bejderklassen kan opbygge socialismen, om nødvendigheden af »overgangs-

krav«) så ignorerer han, som han har gjort det i hundrede numre af NLR, dem

som ikke deler disse fordomme. Heriblandt en lille gruppe, som har gjort et be-

skedent forsøg på at bringe den revolutionære marxisme ud af den intellektuelle

ghetto, og som har skabt en lille, men til gengæld reel tilstedeværelse på arbejds-

pladserne. Måske er Socialist Workers Party den »usynlige tilstedeværelse« idi-

skussionerne mellem Anderson og Thompson, alternativet. som kan løse de

modsigelser, de finder hos hinanden, vejen ud af et miljø og en diskussion, som

ellers er en »totalitet uden centrum«, som er tvunget til at rotere i stadig mindre

cirkler? .

Oversat fra Socialist Review nr. 6, 1980 af Bjarne Frandsen

Protest mod en »anmeldelse«.

Jeg har været syg og dermed uarbejdsdygtig en lang tid; men nu er jeg atter i stand til at

skrive lidt - og derfor vil jeg hermed protestere mod den heldigvis noget særprægede

»anmeldelse«, der stod i »Meddelelser« nr. 14 for maj 1980 af Carsten Juhl, og som skulle

forestille at dreje sig om værket »Chr. Christensen og den danske syndikalisme«,Der er næppe mange læsere, der nu så længe efter husker synderligt af den artikel, og

den er heller ikke af en art, der indbyder til en egentlig debat - selv om der er enkelte

guldkorn hist og her - så jeg vil fatte mig i korthed.

Det er meget tydeligt, at CJ lider af storhedsvanvid og er temmelig løgnagtig foruden

tykt uvidende om CC.

Hans storhedsvanvid giver sig udslag i en stribe opskrifter på, hvordan værket skullehave været, herunder efterlyser han -- i et skabagtigt og opstyltet sprog, som skæmmer

hele »anmeldelsen« - »en gennemarbejdet teorihistorisk placering af CCs syndikalismestruktureret efter de retninger, der her findes (Sorels aktivisme« 0.s.v. - skønt Christian

mange gange, bl.a. i mit påhør, ivrigt benægtede, at Sorel var syndikalismens far, eller

bare en af fædrene, ligesom CC kategorisk afviste at have lært noget som helst af Sorel ogfremhævede Pelloutier i stedet for.

CJ s fejltagelse her og mange andre steder skyldes, at han aldrig har kendt CC, men

alligevel rask væk tildigter ham en række egenskaber og meninger og nødvendigvis tit

digter galt derved.

Et andet modbydeligt udslag af CJ s storhedsvanvid er, at han boltrer sig i ukendte og

uforståelige fremmedord såsom debriejing, ødipiale,efemer, maieuu'sk. Den slags skaberi

skulle være tilstrækkeligt til, at redaktionen gav ham »anmeldelsen« i hovedet!

CJ er også gennemløgnagtig. Det opdagede jeg allerede for adskillige år siden, da han

som genudgiver af Karl V. Jensens pjece fra 1922 om »Udviklingen i den revolutionære

Bevægelse i Danmark« i en note kaldte min bog »Danske revolutionære« for socialdemo-

kratisk, skønt hvert kapitel deri tager afstand fra Socialdemokratiet direkte og indirekte.I »anmeldelsen« vil jeg nøjes med at påtale 5 løgne på dens første side, hvoraf de 4

første står i én sætning sålydende: »... 30'ernes anden halvdel, hvor CC efter en ca. 12 årigpause og et pro-Brandler-intermezzo vender tilbage til den nu marginelle syndikalismemed antistalinismen som bitter teoretisk »novum««.

Det fremgår tydeligt af min omtale af CC i bogen, som CJ »anmelder«, at CCs pausehøjst var 10 år, at han aldrig blev rigtig pro-Brandler, fordi han aldrig accepterede den

leninistiske partiopfattelse eller kritikken af den ultravenstre kurs, der var ingen »margi-nel syndikalisme« at vende tilbage til i 35, og det var først fra sommeren 36, at CC og hanslille ugeavis bekendte sig til syndikalismen og en klar antistalinisme.

Den 5. fejl lidt senere på samme side formulerer CJ sådan: »CC og FS blev påvirket afden russiske leninisme« (omkring 1920); for det var istedet for sovjetsystemet og de russi-ske penge (til et revolutionært dansk blad med CC som chefredaktør), der påvirkede CC.

Hans »pro-Brandler«-periodevar også i høj grad økonomisk bestemt (han fik betyde-lig økonomisk støtte fra Boserup og var udset til lønnet redaktør for et blad), ligesom CC

skriver til Sverige og fik det første tilskud til »Arbejdet« fra SAC iefteråret 36 - få måne-

der efter hans tilbagevenden til syndikalismen.Endeligt skal det lige påpeges, at CJ så afgjort tager fejl, når han i sin sidste note fortol-

ker en af CCs mange menneskeforagtende udtalelser fra efteråret 36 som alene udtryk for

hans tvivl i almindelighed på blad og bevægelse - for netop i den periode udtalte CC tit,at han var sikker på, at bladet (som altid var det vigtigste for ham) i løbet af 2 år ved egnekræfter ville nå frem til at bære sig selv. Han troede m.a.o., at Solidaritets historie ville

gentage sig.Enhver, der har kendt Christian, ved, at mine udsagn om hans udprægede selvtillid og

61

menneskeforagt, let kan suppleres med utallige eksempler; men CJ kritiserer mig for »an-

tipati« mod CC uden ethvert forsøg på at bestride mine udsagn og eksempler med argu-

menter - og digter videre! Det er typisk for ham.

Carl Heinrich Petersen

Carsten Juhl har ikke anset det for nødvendigt at tage stilling til ovenstående. Red.

Om arbejdererindringer - et svar til Kirsten Harrits

I Meddelelser nr. 16 har Kirsten Harrits et længere debatindlæg, der former sig som en

slags anmeldelse af bogen Arbejdererindringer, hvori jeg har skrevet en artikel, en anmel-

delse af Arvid Rundberg: En tysk arbejders erindringer og en redegørelse for den tyskelitteraturhistoriker Wolfgang Emmerichs synspunkter.

Med et vildt og ubehersket sprogbrug kaster Kirsten Harrits sig ud i et angreb på min

artikel. I en sammenblanding af udokumenterede påstande, misforståelser og egne syns-

punkter prøver hun at påvise, at jeg gennem en hoven nedladenhed i forskningens navn

forgriber mig på det stof, jeg har med at gøre. Herover for står Rundberg, Emmerich (ogHarrits?), der viser, »hvordan intellektuelle kan være autentiske i deres formidlingsarbej-de«. Så er tingene sat på plads og kanonerne kørt i stilling.

For Harrits er W. Emmerichs opfattelse af arbejdererindringer den eneste, der dur, og- ud fra det har hun skrevet -- Ogsåden eneste hun har kendskab til. At der er talrigeforskere, der på et andet (og mindst lige så seriøst) grundlag som Emmerich beskæftigersig med arbejdererindringer, fortier Kirsten Harrits, eller også er hun uvidende om det.

For at tydeliggøre, hvad jeg mener om Emmerichs og hans danske elevs metode, skal jegkort gøre rede for mit syn på den.

Emmerichs antologi »Proletarische Lebensläufe« med hans 30 sider indledende teore-

tiske afsnit bygger på et forholdsvis .beskedent materiale, men dette bliver brugt som ud-

tryk for hele den tyske arbejderklasses erfaringer. Ved sit udvalg lader Emmerich de akti-

ve arbejdere komme til orde. Det er ikke krav om repræsentativitet, der her skal fremmes,for det er ifølge Emmerich ikke ønskværdigt at se så snævert på arbejdererindringer. Et af

mine centrale kritikpunkter mod Emmerich er, at han opstiller erindringerne i et hierar-

ki, hvor de mest bevidste arbejderes erindringer betegnes som de mest værdifulde. Den

væsentligste type arbejdererindringer er skrevet af bevidste arbejdere, som ikke betragtersig som hjælpeløse objekter for historien,men kan sætte deres eget liv ind i et klasse- og

samfundsmæssigt perspektiv. Denne udvælgelse af meget bevidste arbejdere og arbejder-førere kan også overføres på danske forhold, og det er det Kirsten Harrits gør. Det bliver

fortrinsvis oppositionelle kræfters udsagn, der bliver bestemmende, og derved er det en

meget begrænset del af arbejderklassen, der bliver normgivende.Skønt Emmerich selv kommer ind på en række svagheder i sin model, fastholder han

den. Erindringerne gradueres efter forfatterens bevidsthed; det afgørende er, i hvor høj

grad de kan indgå i en politisk læreproces.Følgen af dette vil være, at der ud fra meget bevidste arbejderes erindringer vil være

muligt at danne en struktur, der giver den perfekte arbejdererindring, i det mindste kan

man ud fra de eksisterende nærme sig den. Synspunktet er nok i sidste instans æstetisk

(jvf. Harrits* anmeldelse af Arvid Rundbergs bog) og bunder formentlig i, at metoden er

udviklet af litteraturforskere, og- hovedsagelig - benyttes af dem. Det er det helstøbte,

der efterstræbes, og det er det helstøbte man på denne måde får. En arbejdererindring er

imidlertid ikke et litterært værk, det er en livshistorie, set fra et, som oftest, sent tidspunkti tilværelsen. De vurderinger og holdninger, man da har ud fra sine erfaringer er tit meget

62

sammensatte, for tilværelsen er kompliceret. Naturligvis' er der mange arbejdere, deri

deres erindringer giver udtryk for en ensartet livsholdning, men det er langt fra alle.

Kirsten Harrits skriver et sted, at arbejdererindringen kom »... først efter tilkæmpelsenaf 8-timers dagen i 1919, først efter at arbejderbevægelsen i form af socialdemokratiet har

fået del i statsmagten 1924, først efter at de, der var med fra starten, er kommet op i

erindringsalderen. Men motiverende er også modsætningerne indenfor socialdemokra-

tiet, ikke mindst i dets stilling til den første imperialistiske krig og til den tyske revolution,der fulgte i kølvandet på krigen og den russiske revolution« (Dugnad 4/1977). Hermed er

vi ved den væsentligste indvending: at den eksemplariske arbejdererindring ikke udgårfra den typiske arbejder og hans hverdag, men fra personer, der har hentet inspiration i

politisk eller faglig aktivitet. Det er et meget elitært standpunkt, Kirsten Harrits indtager.At det desuden udelukkende er skrevne erindringer, der betragtes, giver i sig selv en

skævhed. Det var (og er) de færreste arbejdere, der efter en kort skolegang har overskud

til at udtrykke sig skriftligt. Derfor bliver det de skrivetrænede,og de, der har haft et

begivenhedsrigt, måske kontroversielt liv, der skriver.

For Emmerich og Harrits er der sket det, at sympati og ideal er smeltet sammen. De

fleste har formodentlig mest sympati for erindringen fra den klassebevidste arbejder,men at gøre hans livshistorie til idealet er at forvride virkeligheden. I sidste instans er

spørgsmålet, om det er arbejderklassen, Kirsten Harrits interesserer sig for, eller en tal-

mæssig beskeden elite, der harmonerer med hendes venstreintellektuelle livssyn. Ud fra

hendes vilde overfald i debatindlægget og stærkt begrænsede metodesyn kniber det efter-hånden med at holde interessen fangen, når man støder på en artikel fra hendes hånd.

Man ved hvad den indeholder: endnu en gentagelse af Emmerichs synspunkter og en ned-

vurdering af alt, hvad der ikke harmonerer hermed.

Carl Erik Andresen

Svar på tiltaleAt skrive er altid et udkast til en dialog. Når Carl Erik Andresen således tager til ordemod mine anmeldelser i Meddelelser nr. 16, 1981, vil jeg derfor svare på det, der er svar

værd. Carl Erik Andresens indlæg mere end antyder, at han og jeg repræsenterer grund-læggende forskellige traditioner inden for forskningen af arbejdererindringer. På den

baggrund må vi -

og andre! - så prøve at udvikle debatten.Hvilke sagsforhold kan man trække ud af Carl Erik Andresens polemik? Det drejer sig

især om 1) kriterierne for erindringers repræsentativitet og kvalitet, 2) videnskabeligefaggrænsers betydning for genstandsbestemmelse og metode, 3) forholdet mellem arbej-derklasse og -bevægelse.

Ad 1): Så vidt man kan forstå, kritiserer Carl Erik Andresen Wolfgang Emmerich for

kun at lade »de aktive arbejdere« komme til orde og for dermed at sætte repræsentativite-ten over styr. Sagen er denne: Emmerichs bog dækker den tyske arbejdererindrings histo-

rie op til 1945 (ikke som Carl Erik Andresen påstår ud fra »et forholdsvis beskedent ma-

teriale«, men på grundlag af ca. 700 personer og titler). Har Emmerich da udeladt repræ-sentanter for de ikke-klassebevidste arbejdere? Nej! Hans bog viser tværtimod en

udvikling: fra arbejdere, der er modstandsløse ofre, frem mod arbejdere, der kommer til

klassebevidsthed og former en bevægelse - en udvikling, der selvfølgelig ikke ensartet

griber hele klassens på én gang, men som dog tegner den fremherskende tendens.

Også herudfra kan man slutte, at repræsentativitet, typicitet er afhængig af det særligeforhold mellem den enkelte arbejders liv og den almene samfundsudvikling. Men her står

63

Carl Erik Andresen af. Ud fra i øvrigt uklare kriterier er det typiske for ham bare det, der

er mest af. Hermed står han på den velkendte positivistiske bastion, hvor den gennem-

snitlige kvantitet i sig selv afgør kvaliteten. At der i det materiale, han kender bedst, er

flest ikke-klassebevidste arbejderes erindringer, skulle hellere føre ham til at undersøge,hvorfor det er tilfældet. Hvad betyder Nationalmuseet, LO og Dansk Arbejdsgiverfore-ning i den sammenhæng? Og hvad betyder Carl Erik Andresens egen mangel på begrebom lønarbejdere?

Ad 2): At Emmerich (og jeg med ham) mener, at de klassebevidste erindringer er »væ-

sentligst«, har Carl Erik Andresen opfattet ganske rigtigt. Men årsagerne hertil har han

efter alt at dømme ikke fbrstået. Derfor kort om disse.

Når man skal analysere et stof, danne hypoteser og teorier, må man tage udgangs-punkt i de mest udviklede former. Da den klassebevidste arbejders livshistorie indoptagerden ubevidste arbejders historie som en tilbagelagt del, er den førstnævnte i strikte for-

stand væsentligere end den sidste. Men også i politisk (og pædagogisk) henseende er der

kvalitetsforskelle. Den ikke-klassebevidste arbejder skildrer ofte med megen autenticitet

det enkelte menneskes liv og lidelser. Derimod kan den klassebevidste tillige vise fra den

enkelte til det fælles, fra lidelse til modstand og forandring, fra klasse til bevægelse. Det

vil med andre ord sige,'at begge typer erindringer hører med til genrens historie, men

repræsenterer forskellige udviklingstrin i arbejderklassens og bevægelsens historie.

Så kan det ikke nytte, at Carl Erik Andresen forsøger sig med lidt mistænkeliggørelse

og fabler om, at disse kvalitative synspunkter bunder i »et meget elitært standpunkt« i

»hendes venstreintellektuelle livssyn«. Så lidt som Emmerich har jeg til dato set bort fra

alle de erindringer, der ikke er politisk bevidste, og agter heller ikke sidenhen at slette

dem af historien og dagsordenen. Nu forlyster Carl Erik Andresen sig videre med at for-

mode, at mit synspunkt »nok i sidste instans (er) æstetisk«, Vel. For et åbenlyst forsnæv-

ret begreb om det æstetiske kan jeg ikke stå til regnskab. Litteraturforskere er gennem

deres fag øvet i sammenhængsopdagende læsning. Men hvilke sammenhænge?Erindrin-

gernes virkelige-relationer finder man først og kun gennem tværfaglig skoling. Det er så-

ledes ikke tilfældigt, at f.eks. Emmerich først er etnolog og så litteraturforsker, at han har

været rundt om samfundsøkonomi og politik, historie, kultursociologi og socialantropo-

logi, filosofi og psykologi. Her ligger de grundlæggende årsager til hans hypoteserigdom.Man kunne have ønsket, at Carl Erik Andresen havde fremlagt alternativer til det fore-

liggende helhedssyn. Indtil videre nøjes han med at registrere et upræcist defineret stof i

dets mangfoldighed og så for resten tro, at alt andet er nonsens.

Carl Erik Andresens sidste trumf er følgende: »En arbejdererindring er imidlertid ikke

et litterært værk, det er en livshistorie...«. Emnet skulle altså ligge uden for litteraturfor-

skeres genstandsområde og kompetence. Selvfølgelig er en skrevet erindring forskelligfra en fortalt, og selvfølgelig er der forskel på skrivesituationer og fortællesituationer.

Men de særlige og de fælles lovmæssigheder for disse former, dem er der endnu ingen, der

har analyseret frem. Hvilke fagfolk skal i øvrigt gøre det, om ikke også litteraturforskere?

Alt andet lige er man nødt til at have analyser af og teorier om de skriftlige former, så

man kan sammenligne dem med de mundtlige. Forholdet mellem livshistorier i fikseret

litterær form og i ofte mere flygtig mundtlig form står til undersøgelse, ikke til fagligtnidkær polemik.

Ad 3).' Sidste del af Carl Erik Andresens indlæg drejer sig om arbejdererindringens for-

hold til klassens og bevægelsens udvikling. Jeg har rigtig nok skitseret sammenhængemellem genrens udvikling og arbejderbevægelsens kamp og vækst. I Carl Erik Andresens

udformning bliver det til et spørgsmål om, hvorvidt det er arbejderklassen, der interesse-

rer mig, »eller en talmæssig beskeden elite«.

Til dette groteske spørgsmål er der kun ét svar: Mit arbejde drejer sig om arbejderklas-sen, herunder også dens mindre grupperinger. Men først og fremmest drejer det sig om

64

og bevægelsen mellem det mere'o›

det'inindre udviklede.*

V

.

››

Og så er vi tilbage ved begyndelsen: den arbejdsgang er ikke rigtig til at fatte'man beskæftigersig med arbejderklassen ud fra en begrebsløs positivisme, hvis -

indhold turde være socialliberalistisk.

Kirsten Folke'

AfhandlingsfortegnelserAfsluttede afhandlinger

Borgerskabets og arbejderbevægelsenspolitiske udvikling i Tyskland: set i lyset af indu-

strialisering og imperialisme/ (af) Jørgen Brock ...(et al.) RUC, 1981, 404 s.

Hernes, Lisbeth

Ideologiske brydninger i arbejderbevægelsen 1945-1950. Institut for Nordisk Filologi,

1980, 148 s.

Hjort Jensen, Peder

Kommunistisk Internationales enhedsfronttaktik 1921-1923: taktikkens grundlæggende

elementer og deres oprindelse i Tyskland 1919- 1921, samt deres relation til Rosa Luxem-

burgs og Lenins teorier omkring forudsætningerne for udviklingen af revolutionær be-

vidsthed i arbejderklassen. Historisk Institut, KU, 1981, 111 s.

Korr Johansen, Erik

På baggrund af den almindelige økonomiske udvikling ønskes der en redegørelse for ar-

bejdsløshedsproblemet i de danske byer i perioden 1835-1870. Historisk Institut, ÅU,

1969, 169 s.

Kristensen Anders

Fra planøkonomisk til rammeøkonomisk strategi/ (at) Anders Kristensen, Allan Thor-

gaard Nielsen, Ulrik Søborg Pedersen. RUC, 1980 (NB. projektet er endnu ikke færdigg-

jort).

Lindholm, Maria

Personregistrant til Socialdemokratiets partikongresser 1923-1961/ af Maria Lindholm

og Frans Nørgaard. Danmarks Biblioteksskole, Kbh. 1980.

Steen-Andersen, Finn

Industrielt demokrati: en beskrivelse og analyse af debatten omkring og udviklingen idet

industrielle demokrati i Danmark idet 20. århundrede med særlig henblik på demokrati-

seringens baggrund og perspektiver samt de implicerede parters interesser. Sociologisk

Institut, KU, 1980, 293 s.

Syberg, Karen

Den borgerlige og den proletariske kvindebevægelse 1848-1914. Institut for Litteraturvi-

denskab, KU, 1975, 221 s.

Toft Jensen, Hannelene

Undersøgelse af tre arbejderboligkvarterer på Frederiksberg: deres etablering og deres

befolkning i 1906. Historisk Institut, KU, 1978, 159 + 38 s.

Tolstrup, IngerKolonihaven: en etnologisk undersøgelse af kolonihaven i Danmark set i relation til ar-

bejderklassens kultur fra slutningen af det 19. århundrede til slutningen af anden verden-

skrig. Institut for Europæisk Folkelivsforsikring, KU, 1980, 239 + 60 s.

66

Afhandlinger under udarbejdelse

:APN:-

PPP.”

95"

95"

.www

O\LII

b.)

9.0'

.QP'PPNZN

Andresen, Carl Erik

Lauritz Sørensens vej 99 - 408, 2000 F.

Bygningshåndværkere i Danmark 1900 - 1940Formålet er at undersøge karakteren af og ændringerne i bygningshándværkernes si-tuation i perioden fra 1900 til 1940 med udgangspunkt i håndværkernes egne erfarin-

ger. Undersøgelsen omfatter bl.a. indsamling af skriftlige erindringer, der suppleresmed interviews.

Undersøgelse støttet af forskningsrådetPåbegyndt 1. juli 1981

Mortensen, Niels-Erik

Julius Bloms Gade 215, 2200 N

Frit Forums politik og organisering 1969-1980Formålet er at belyse det socialdemokratiske studenterarbejde i perioden. Kilder:protokoller, referater etc. fra Frit Forum. Kildemateriale efterlyses?Opfølgende artikel til »Studenter under rødt flag« (Soc. 1980)Marts 1981 -

. Steensen, Søren

. Kærlundsvej 182 9000 Ålborg(08) 16 51 06Fra »den danske ære« til landsforrædere; historien om DKPs tabte ære i perioden1945-56.

Projektet er et forsøg på at forklare, hvorfor DKP så hurtigt mistede samfundsmæssigstyrke i perioden 45-56, herunder specielt, hvorfor DKP mistede grebet om dendanske arbejderklasse. De 2 problemområder der især vil blive arbejdet med iforkla-ringen på DKPs svækkelse er:

- koldkrigsstemningens gennemslag i den danske offentlighed i perioden.- kampen mellem den socialdemokratiske- og den kommunistiske linie i arbejderbe-vægelsen.

'

Kildemæssigt vil det især centrere sig omkring: dagblade, fagforbundsblade og proto-koller, partipressen samt i den udstrækning det er muligt, internt SD- og DKP mate-riale.

. Speciale på historie

. Forventes afsluttet foråret 1982

Slømer, Torben

Aldersrovej 23 A

Røde Hjælps arbejde i Danmark - Et eksempel på solidaritetsarbejdeDKP's og Røde Hjælps udvikling. Kilder: Røde Hjælps blade og ArbejderbladetSpecialeAfsluttes 1. juni 1981

Vollertsen, Nils

Norderstrasse 11-13', Seitengebäude, D - 237 Flensborg'

. De danskorienterede socialdemokraters forhold til SPD, det danske socialdemokrati

og den gamle danskhed 1945-1954. SPD's ideologiske spaltning i en danskorienteret international og en tysk-nationalfløj.Artikel

Afsluttes august 1981

67

DokumentationEn proletarisk-internationalistiskadresse 1846-47.

Ved Ole Stender-Petersen

IndledningGennem 1830'erne og 40'erne førte det enevældige (feudalabsolutistiske) danske statsap-

parat en ivrig kamp mod skrifter med demokratisk tendens og indhold, der især sydfra -

som »frø og ugræs«- »søgte« over landegrænsen (Elben).

Det af det tidl. Tyske Kancelli 1806 dannede Slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli,

der tog sig af styrelsen af hertugdømmerne, var især på tæerne, når det drejede sig om

skrifter af demokratisk Observans. Det gik her hånd i hånd med den - samtidig med ind-

førelse af provinsialstænder som modtræk mod det af Uwe Jens Lornsen vakte røre -

1834 oprettede slesvig-holstenske regering på Gottorp og med Tyske Forbunds for-

bundsdag i Frankfurt (den danske konge var som hertug af Holsten med i forbundet).

Således fik et af forbundsdagen udstedt forbud mod en række tyske skrifter, udgivet i

London, 1833 ved kancelliforanstaltning også virkning for Slesvigl. Gennem 1830'erne

og 40'erne blev et stadig voksende antal bøger og skrifter, der ramtes af forbundsdagens

forbud, også forbudt i Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Men i forbundsdagen i Frankfurt var ikke den eneste myndighed, der udstedte forbud.

En liste2 over forbudte skrifter i Slesvig (og Holsten) 1813-47 viser, at mens forbundsda-

gen 1831-39 udstedte 21 forbud, forbød kancelliet 183146: 26, Gottorp-regeringen 1844-

47: 27, alle rettede mod skrifter af mestendels demokratisk observans. Således forbød

kancelliet 1831 Ludwig Börnes »Briefe aus Paris« (1830-31). Her kom endog Danske

Kancelli med ind i billedet, idet det havde fået befaling til at forhindre både salg og udbre-

delse i Danmark, ja, endog af anmeldelse af skriftet i de danske aviser. 1836 forbød

Danske Kancelli i februar oversættelser af Heinrich Heine og andre forfattere fra »Das

junge Deutschland«3. Det var ikke uden forbindelse med Tyske Forbunds forbud samme

år mod skrifter af Heine. Januar 1835 forbød Slesvig-holstenske-lauenburgske Kancelli

den i Husum 1798 fødte demokrat Harro Harrings digt »Die Möwe« (udgivet i London),

allerede 4. novbr. 1831 havde forbundsdagen forbudt hans skrifter, d.e. nogle republik-anske digte og det 1831-32 af ham i Strassburg to gange om ugen udgivne tidsskrift »De-

utschlandxü'. Videre forbød kancelliet b1.a. - 19. dec. 1844 - Max Stirners anti-statslige

skrift »Der Einzige und sein Eigenthum« (Leipzig 1843), d. 4. nov. 1844 digte af friheds-

digterne F. Freiligrath (»Ein Glaubensbekenntnis« (1844), hans første offentlige protest

mod den i Tyskland herskende undertrykkelse) og Heine (»Neue Gedlchte«). Tyske For-

bund forbød b1.a. abbed F. de Lamennais' »Absolutismus und Freiheit« (udkommet i

Bern) d. 14. jan. 1835.

Nævnte liste viser, at mens regeringen i Gottorp mest forbød skrifter af slesvig-

holstensk nationalistisk tendens, interesserede forbundsdagen og kaneelliet sig mere for

skrifter med et demokratisk eller frihedsbudskab.

Men alt dette forgik i hertugdømmerne- bortset fra det »danske« forbud mod »Das

junge Deutschlands« forfattere. Samtidig førte den enevældige stat formelige korstog

mod kongerigets oppotitionelle presse. Når der mentes at foreligge en overtrædelse af

den strikte presselovgivning - særlig af forordringen af 27. sept, 1799, der indførte en

form for bogtrykkercensur og med simpel livsfængSel og landsforvisning søgte at beskyt-te absolutismen mod skriftlig kritik, og følgende plakater, der nærmest skærpede censu-

ren, - tog Danske Kancelli intiativet ved en aktionsordre, der godkendte (eller under-

kendte) den fungerende censors beslaglæggelse af et skrifts eller blads hele oplags. Deref-

ter fulgte proces ved domstolene, i tilfælde af frifindelse appellerede staten i reglen sagen

til Højesteret, der så som oftest idømte straf, bøde og censur.

68

Siden 1835 udøvede politiretsassessor Chr. Reiersen polititilsynet i København med de

oppostionelle blade. I juli 1874 beslaglagde han hos den nationalliberale avis »F ædrelan-

dets« trykker L. Klein pjecen »Adresse des Bildungsvereins zu London an die deutschen,Proletarier, in Betreff der Herzogthümer Schleswig und Holstein. Veröffentlicht durch

'i

den Literaten Jonas«. Reiersen havde fundet, at skriftet var »af et i høi Grad agiterendeog ophidsende Indhold samt desuden saavel i Tone som Udtryk fornærmelig for flere

tydske Regjeringer og for det tydske Forbund i Særdeleshed«, som han skrev isin indbe-

retning til Danske Kancelli. Han fandt- formelt ikke med urette, - at pjecen »er bestemt

til at udbredes i Tydskland, paa hvis laveste Folkeklasser den har til Hensigt at indvirke

(...)« Han oplyste tillige, at nævnte litterat Jonas havde været redaktør ved den 1840

grundede dansk-nationale »F lensburger Zeitung«. For nylig var han kommet til Køben-

havn. Selv havde han overfor Reiersen oplyst, at adressen nylig var tilstillet ham direkte

fra »Bildungsverein« til offentliggørelseá.Jonas var den 1824 tyskfødte litterat Emil Jacob Jonas. Han havde studeret i Heidel-

berg og 1842 absolveret sin filosofiske doktorgrad i Rostock. Som ivrig deltager i den

liberale bevægelse havde han grundet overtrædelse af presselovene 1842 slået sig ned i

Flensburg, hvor han var blevet redaktør af nævnte avis, helt vundet for den danske sag.Siden havde han arbejdet ved »Dannevirke« i Haderslev. Sommeren 1847 slog han signed i København7.

»Deutscher Bildungsverein für Arbeiter in London«, Jonas* opdragsgiver, blev dannet

7. febr. 1840 af bl.a. Karl Schapper, Heinrich Bauer og Joseph Moll fra det 1836 dannede

»Bund der Gerechten«. Marx og Engels opretholdt gennem den i februar 1846 dannede

»Kommunistisches Korrespondenzkomitee« i Bruxelles forbindelse med »Bund der Ge-rechten« og senere med »Bildungsverein«. Iefteråret og vinteren 1847 blev »Bund« underderes medvirken til »Bund der Kommunisten«. »Bildungsverein«s mål var at oplyse ogudbrede socialistiske ideer blandt arbejdernes.

Adressen

Næsten hele adressen fra »Bildungsverein« var blevet bragt i en ganske korrekt oversæt-

telse i »Kjøbenhavnsposten« 30. decbr. 1846, - uden at dette nummer dengang var blevet

beslaglagt af den flittige Reiersen, -: »En tydsk Adresse mod den slesvig-holstenske Be-

vægelse« stilet til »de tydske Proletarier« under mottoet »alle Mennesker ere Brødre«,

Avisen fandt, at adressen beviste, at de Slesvigske arvespørgsmål ikke interesserede »den

store arbeidende og lidende Folkemasse (....) enten der eller her«”.

Det hed i adressen i »Kjøbenhavnsposten«s korrekte oversættelse: »1 Brødre, vi havemed Smerte10 fulgt Slesvigs og Holstens Bevægelse i dens Oprindelse og Udvikling, vi see

den nu drevet til et saadant Højdepunkt, at ogsaa vi ville tale et 0rd med, men ikke” i en

Fyrstestammes eller i eet Folks Interesse, men derimod i alle Folkenes Interesse, i Men-neskehedens Tjeneste. Folkene bleve stedse skuffede og forholdt deres Arvelod, fordi de

(...) ikke holdt fast sammen. Ogsaa Eder, 1 tydske Brødre, vil man aner skuffe. (...) bevæb-ne vil man Eder, for med Eders Blod at kjøbe F orde/ø. som I ikke skulle delelll (...) Fædre-

land! Og hvad er det for et Fædreland, for hvis Navn den Ene lover at kjæmpe og hvis

Hjælpden Anden tilsiger? Tydskland med sine meer end 30 Fyrster og sit Forbund (..."),siden naar har Proletarieren et Fædrelandi Den” korpulente herre af pengesækken kan

gerne berømme og prise sit fædrelands fortjenester for sin korpulences skyld, - det har

ernæret, beklædt, opdrættet ham, fyldt hans pengesæk, -- vi ved ikke af, at fædrelandet

har ernæret, klædt, opdrættet os, - os har det kagstrøget, indespærret,jaget over grænsen,

eller om vi var nette og artige ladet os lide den bitreste nød med kone og barn, -

og dette

fædreland skal vi elske, vie det vort blod, blot anerkende det? Sandelig havde og vore

gode liberale stødt alle deres herrer fra tronen og selv sat sig på den, vore brødres lidelser i

69

'England og Frankrig, disse højt priste sæder for friheden, viser os tilstrækkeligt, at ejheller da ville nogle roser blomstre for os.

Folkene bleve stedse skuffede og forholdt deres Arvelod. Derfor vaager og slutter Eder

til hverandre. Og hvad er det for et dumt skrig om Retfærdighed og Ære? Hvad gives der

for en Rettighed, der ikke lod sig udlede af Menneskets Bryst og altsaa var fælles for alle

Mennesker? 0g dertil endog Ære! (...) Forstumme vilde l ogsaa nu i Eders Skrig mod de

Danske, hvis I ikke troede at være i Besiddelse af et forskimlet Pergament, der giver Eder

Ret til at tjene en tydsk Fyrste i Stedet for en fremmed«, Hvornår var de nationale adres-

ser f.eks. fra »Deutscher Leseverein« i London, et angreb på hvilken »Bildungsverein«sadresse egentlig havde som udgangspunkt, gået ind for »Italiens ædle folk« og imod det

tryk, »der lader Polen dø hen iforgæves kampe?« »Det er ikke tyskere, ikke sandt? - Vel,

men undertrykkerne er tyske. og jeres ære som tyske og jeres medfødte retfærdigheds/ølel-se må drive jer til ind her som der«, ›

»Derfor vaager og holder Eder fast til hverandre! Lader Eder ikke blænde af det glimren-de Skildt, der pranger med de Ord: Ære. Retfærdighed, Fredreland. Lader Eder ikke fore-

snakke at Eders Nationalstolthed er krænket. Den Tydsker, der nutildags besidder Natio-

nalstolthed maa i Sandhed være en Nar, og forsaavidt Nationalstolthed overhovedet er en

Naragtigehed. en Nar i anden Potens. (... thi stolt kan jeg i det Høieste være afpersonligeFortrin, - men denne Stolthed er ikke blot naragtig og latterlig. men ogsåfordærvelig, thi

ligesom alle Fordomme fører ogsaa den til Fanatismus, og uendelig Elendighed har den

allerede bragt over Menneskeheden. Førend jeg tilhører en Nation er jeg Menneske, jegbliver født som Menneske og ikke som Tydsker; som Menneske tilhører jeg det menneskeli-

ge Samfund og ikke det tydske Forbund, som kun altfor gjerne seer, at 1 over Eders Rettig-heder som Nation glemmer Eders Rettigheder som Mennesker; som Menneske har jeg en

menneskelig Interesse og ingen anden, og hvor nogensomhelst anden kommeri Collision

med denne der offrer jeg den for den menneskelige. Er det ikke klart og forstaaeligt og

sandt? Og Eder, I Brødre, vil man lære, at kun de Tydske ere Eders Brødre, man vil ophidsemod Mennesker, der ere Eders lige, man vil (...) udsende Eder imod dem, for at I skulle

bade Eder i deres Blod -

og hvorfor? for at gjøre endnu Andre deelagtige i det tydske Fædre-

lands Frihed. I Brødre, det kunne I ikke ville, I kunne ikke begejstre Eder for en Idee, der

hverken formaaer at hæve Eders udvortes stilling eller yde Eders indre Trang Tilfredsstil-

lelse, (...) og fornegte vilde I den fra Eders Hjerte udstrømmende Sandhed: Alle menne-

sker ere Brødre og K jærlighed er deres Baand. See, (...) vi, som henvende disse Ord til Eder,

vi give os ikke Navn af Tydske eller Danske, endskjønt Tydske og Danske og næsten alle

Europas øvrige Nationer ere repræsenterede iblandt os. Vi ere Mennesker og stræbe, idet

vi sønderbryde alle Fordomme, der adskille Nationer fra Nationer og gjøre dem fjendskemod hinanden, mere og mere at nærme os Menneskehedens Ideal. Det Samme ville ogsaa

I gjøre: ikke istemmende det latterlige Skrig af Eders saakaldte Repræsentanter, der mere

end Eders Fyrster ere Eders Undertrykkere, og længere ville vedblive at være det, naar I

ikke vaagne, ville I i Kjærlighed nedrive de Grændser, der adskille Eder fra Eders Naboer,

og ikke i Had opføre dem fastere end nogensinde før, og I ville række de Danske Haan-

den, saaledes som vi havde gjort det, og i Forening ruste Eder mod Eders virkelige Fjen-

der«.

Adressens skæbne

På Reisersens ordre troppede d. 20. juli betjentene Klein og Knudsen kl. 19.30 op i L.

Kleins Bogtrykkeri på Store Købmagergade 65 for at beslaglægge oplaget af den famøse

adresse. Faktor Bentzen oplyste, at bortset fra to til Reiersen leverede censureksemplarer

og to af Jonas selv hentede eksemplarer, som han ville levere kronprins Frederik, var

»forøvrigt intet Exemplar (...) trykt, og at der nu Intet af bemeldte Skrivt vil blive tryktforuden nærmere Svar fra Etatsraad Reiersen«”. Kancelliet bifaldt i skrivelse af 22. juli

70

aktionen mod adressen, der hævdedes at »fremstille Masserne navnlig i Tydskland som

undertrykte af Regjeringerne og dem, der høre til de høiere Klasser og paa Grund deraf

opfordre dem til at skaffe sig Ret (...)« I øvrigt ville der være at forholde sig i overensstem-

melse med § 3 i plakat af 3. juni 1846, der bestemte, at i tilfælde, hvor man ikke fra det

offentliges side fandt tiltale nødvendig, skulle forfatteren kunne overveje, om han ønske-

de sagen pådømt'4. Jonas søgte ikke denne udvej.I skrivelse af s.d. sendte Reiersen Jonas kancelliets bifald og bad ham kvittere modta-

gelsen. Jona's kvittering er dateret d. 23. juli”.Den inkarnerede bureaukrat Reiersen gjorde ydermere iskrivelsen af 23. juli kancelliet

opmærksom på, at ved Jonas' afhentning af to eksemplarer var bestemmelserifrd. af27.

sept. 1799, § 26,jvf. plakat af 13. maj 1814 og af3.juni 1846, blevet overtrådt, og henstil-

lede, »om der ikke maatte være Anledning til for den omhandlede Lovorvertrædelse at

drage Bogtrykker Klein til Ansvar«“'. Og virkelig! Ved kancelliskrivelse af 27. juli foran-

ledigedes kriminal- og politiretten i København forhør af Klein”. Andet kom der ikke ud

af sagen- bortset altså fra beslaglæggelsen af den interessante adresse, et gedigent udtryk

for datidens proletariske internationalisme. Engels havde allerede i september 1846 efter

alt at dømme kendskab til denne adresse, som han overfor Marx ikke vurderede særlighøjt (selv om den tangerede deres internationalistiske standpunkt på et lidt senere tids-

punkt)'8. Men i første række vidner Engels' vurdering om, at adressen i udlandet fik en

videre udbredelse end i det danske monarki.

Om Jonas' videre skæbne kan oplyses, at han fra 1848 af Udenrigsministeriet blev an-

vendt til at påvirke tysk presse i danskvenlig retning. Men også den danske offentlighedsøgte han at bakke op i national retning. Et led heri var en lille 4-siders pjece, dat. 27.

marts 1848, »Et alvorligt Ord til den danske Nation«, et lidenskabeligt råb om »Enighedog Samdrægtig« - overfor alskens »Partiraseri« - iforening med Sverige og Norge overfor

den formentlige fare sydfra og om at komme »det undertrykte Folk i Slesvig og Holsteen

(...) til Hjælp«, et nærmest borgerlig-patriotisk flyveskrift, et interessant vidnesbyrd om

en tysker som dansk patriot. Jonas fik i 1851 dansk indfødsret og var 1852-54 ansat i

holstenske miniserium. Han blev 1854 kammerråd. Han stod Frederik 7. og grevindeDanner nær, og en lovprisning af af grevinden udgivet i Flensburg 1854 pådrog ham en

mulkt på 50 rdl., som kongen dog betalte.

Efter 1863 følte Jonas sig ikke længere tilpas i Danmark - formentlig grundet de natio-nalliberales udfordrende nationalisme -

og tog 1867 opholdi Berlin, hvor han formidlede

nordisk litteratur. Han døde i Berlin”.

Noter

1. Harald Jørgensen: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848 (Kbhvn. 1944), s. 329 f.2. ibid., bilag III, s. 438-42, jvf. liste over 43 forbudte skrifter i tiden 1844-47 i »RendsburgerKöniglich-privilegirtes Wochen-Blatt« 20. marts 1847.

3. min bog: »Kjøbenhavnsposten« -

organ for »det extreme Demoncrati 1827-1848« (Odense1978), s. 20.

4. Jørgensen, op. cit., s. 438, 441. MEW 8 (Berlin 1969), s, 293 (»Die grossen Männer des Exils«,

persiflage fra 1852 (manus, ej trykt))5. min bog, op. Cit., s. 110, n. 54 og s. 104 f., n. 13.

6. R(eiersen) til Danske Kancelli, Kbhvn. 20.juli 1847 (Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster

og Bornholm (La.Sj.). Københavns politiret. Korrespondancesager vedr. tilsynet med trykteskrifter og blade. 1847-51. Heri også selve korrekturaftrykket afden tyske pjece. Den 1845 opret-tede Københavns Kriminal- og Politiret havde afløst Lands-, Over- samt Hof- 0g Stadsretten

som 1. instans ipressesager. I nævnte pakke La.Sj. ligger med tilhørende aktstykker 6 beslaglagtenumre af »Fædrelandet«, 5 af den ny»M0rgenposten«, 4 af »Cosaren«, 4, af »Kjøbenhavnspo-sten«, 3 af »Dansk Folkeblad« og 3 numre afden helstatslige, kgl. privilegerede »Beobachter am

Sunde«.

7. Dansk biografisk Leksikon (DBL) 12 (Kbhvn. 1937), s. 66.

71

_ ed Stemann, Ørsted, BentzehogQAlgreen-Ussingm

'Kbhvm 22, juli .1847 (La.Sj., annsc). .

⁄

_

I La.Sj,, auf'. st.1'

,

'

T,1

i'La. Sj., anf. st. (bagsiden af kanocili-skrivelsen af 22. juli 1$47). ›

›

eggpolitiçenen. Journal 11171847(sub 29. juli 1847)(i ,La,Sj.,g,anf.stabop.cit., 60 f;

l 7

«

1

5.66 f.*

éd,Kri ger som fuldmægtigtil, ›

Anmeldelser

Harold Smith: The British Labour Movement to 1970. A Bibliography, Mansell Publishing,London 1981, XVHI, 250 s., f 30.-Åbenbart er dette den første mere omfattende bibliografi over engelsk/ britisk arbejder-bevægelse på engelsk. Den hævder at dække perioden 1945-1970, og det er planlagt at

følge dette bind op med lO-års-fortegnelser,hvoraf det første for perioden 1971-1980 ef-ter planen skal komme i 1982.

Der er 3838 indførsler i denne fortegnelse, og det er i sig selv ikke meget, når man tæn-

ker på, at engelsk arbejderbevægelsehar en meget lang tradition. Nårman sammenlignetmed de tilsvarende tyske bibliografier for perioden 1945-1975 (se andetsteds i dette hæf-

te), så har de 4 bind ca. 5 gange så mange indførsler. Studiet af arbejderbevægelsen i Stor-britannien er altså åbenbart kvantitativt ikke særligt omfattende, hvis man kan stole påbibliografien i denne henseende. Det bliver endnu tydeligere, når man ser, at flere hun-drede af indførslerne dækker over 2-5 siders artikler fra f.eks. det nu desværre heden-gangne »Labour Monthly«. Der er ikke tale om f.eks. anmeldelser eller erindringer, men

for hovedpartens skyld om politiske vurderinger af samtidige politiske hændelser, f.eks.

partikongresser i Labour. Når ydermere disse politiske vurderinger har vist sig ikke atholde stik, så bliver det helt uforståeligt, hvorfor de er medtaget. Det er imidlertid ikkekun artiklerne fra Labour Monthly, der er så korte. Smith har i andre tilfælde anset detfor rimeligt at indeksere artikler på ikke over én side. Han har endvidere indekseret en heldel småbrochurer fra forskellige organisationer på f.eks. den engelske venstrefløj. Mender er her åbenbart kun tale om et skønsomt udvalg. Smith har forøvrigt ikke anset detfor rimeligt at gøre rede for sine udvælgelseskriterier, dog har han anført, hvilke tidsskrif-ter han har gennemgået.

Det ser ud til, at der i England ikke findes en pligtaflevering til et nationalbibliotek, derskal samle al i England udkommende litteratur. I det mindste efterlyser Smith samlingeraf de mindre partiers udgivelser, idet de ikke afleveres i noget bibliotek (s.X). På denbaggrund kan det selvfølgeligforsvares at medtage så mange aktuelt-politiske pjecer; ge-nerelt havde mindre nok været bedre her. Smith har øjensynlig ikke gjort sig klart, hvil-ken slags bibliografi han har villet lave, den dårlige engelske tradition for a-teoretisk ar-

bejde kommer her til fuld gyldighed. En kompilation af mere eller mindre interessanteartikler og bøger kan ikke gøre det ud for en bibliograñ. Det ville være godt, hvis Smithgør sig klart, hvad han vil, inden han fortsætter arbejdet.

Men da der åbenbart ikke foreligger en rigtig bibliografi, må man tage til takke meddenne. Den kan da også anvendes. Bogen er inddelt i en del kapitler, f.eks. et ret omfat-tende om personhistorie, alfabetiseret efter de biograferede personer. De andre store ka-pitler, der igen er opdelt i underkapitler, behandler den tidlige radikalisme, Labour Partysom politisk organisation, arbejderbevægelseniøvrigt, andre organisationer som FabianSociety, Kommunistpartiet osv.; nogle af disse afsnit er ret overfladiske. Fagbevægelsenbliver behandlet på ca. 50 sider og endelig er der et ti-siders afsnit om kooperationen.Bogen afsluttes med et ret omfangsrigt person- og organisationsregister.

Der er ingen krydshenvisninger(på nær henvisninger til og fra anmeldelser), ligeledesmangler et stedregister. Dvs. i en del tilfælde vil det være svært at finde den relevantelitteratur. Alt i alt er det et ikke særligt brugervenligt arbejde, selv når man tager hensyntil krydshenvisningerne ved anmeldelserne og de enkelte annoteringer. Hertil kommerden ret grove pris, bibliografien er simpelthen ikke 450.- kr. værd. Men - som det hævdes -

er det den eneste foreliggende.

Gerd Callesen

73

Bert Andréas: Ferdinand Lassalle - Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein. Bibliographieihrer Schriften und der Literatur über sie 1840 bis 1975. Mit einer Einleitung von Cora Step-

han - Archiv für Sozialgeschiehte Beiheft 9 - Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1981, 312 s.,

DM 40.-

Med denne Lassalle-bibliografi foreligger endnu et bind i Friedrich-Ebert-Stiftungs am-

bitiøse bibliografiske projekt. De andre bind i serien og dens konception skal der ikke

gøres rede for her (se andetsteds i dette nr.). Her skal kun omtales det nyeste bind, skrevet

af en af de store eksperter i den tidlige tyske og europæiske arbejderbevægelses historie.

(Et lille hjertesuk skal dog tilføjes allerede her: Gid et lignende projekt som Friedrich

Ebert-Stiftungs bibliografi var under udarbejdelse over den danske arbejderbevægelsel)Det nyeste bind indeholder foruden et forord af Bert Andréas, hvori der først og frem-

mest gøres rede for de forlagshistoriske sammenhænge omkring Lassalles agitationsteks-ter i tidsrummet fra 1865-1878 (5. 27-42), en indledning af Cora Stephan med titlen »Be-

merkungen zur Rezeption Ferdinand Lassalles« (5. 9-25) og derudover den egentlig bi-

bliografi. Bibliografiens del »A« rummer en fortegnelse af Lassalles værker (s. 47-134),ialt 100 titler, del »B« indeholder en fortegnelse over de trykte breve, af lassalle-

»Gesamtausgaben« og udvalgte skrifter, og, som tillæg, en liste over upublicerede breve

af og til Ferdinand Lassalle, der findes i det forsvundne Lassalle-arkiv (»Nachlass Lassal-

le«). I hvor høj grad dette arkiv virkeligt kan siges at være »forsvundet« skal her omtales

nedenfor. (S. 135-165) Del »C« i bogens bibliografiske afsnit bringer en fortegnelse af

værker om Ferdinand Lassalle og »Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein« (ADAV) (s.

167-295, ialt 965 titler). Bogen afsluttes med et udførligt register (s. 299-312).I den indledende del forsøger Cora Stephan sig med nogle mere eller mindre spredte

bemærkninger til Lassalle-recertionen, som anmelderen har svært ved at forstå meningenaf. Men da C.S. selv kalder disse bemærkninger »eine kurze Blütenlese von Aussagen zu

Ferdinand Lassalle« (s. 25) skal de nok heller ikke tages som mere - de indeholder i hvert

fald ikke noget bidrag til »receptionshistorien«,men snarere en opsummering af enkelte

mulige indfaldsvinkler - hvoraf ingen kan siges at være ny -til en sådan. Det er dog mu-

ligt, at dette afsnit med sine bemærkninger om den lassalleske teoris essentielle deles

skæbne i den tyske arbejderbevægelse,om kampen »Marx eller Lassalle« og om den soci-

aldemokratiske Lassalle renaissance kort før og efter 1. verdenskrig er interessante som

en første introduktion til forståelsen af Lassalles liv og virke og hans ideers virkning(er).Det samme gælder C.S. bemærkninger om den såk. »Lassalle-mytos«.

Del »A« idet bibliografiske afsnit er ordnet kronologisk efter de enkelte titlers udgivel-l

sesdato; for hver enkelt titel nævnes efter førsteudgaven senere udgaver, herunder også

oversættelserne. Derudover bringes der til hver enkelt titel så vidt muligt realoplysnin ger

om ophavssituationen, udbredelse, oplagstal, forlag, oversætteren og andet nævnevær-

digt. For at tage et eksempel udkom titel »A 40«, »über den besonderen Zusammenhang

der gegenwärtigenGeschichtsperiode mit der Idee des Arbeiterstandes«, også kaldet

»Arbeiterprogramm«, i førsteudgave i 1862, i 300 eksemplarer, hvoraf de 250 straks blev

beslaglagt (5.74). Efter at have læst brochuren inviterede centralkomiteen i Leipzig for-

fatteren til at sætte sig »i spidsen for (den tyske arbejder)bevægelse(n)«,hvilket skete i

1863 (anf. st.). Siden da er titlen blevet trykt i henved 100 forskellige udgaver, herunder

en på bulgarsk, to på japansk, og adskillige på russisk (5.75-80). Andréas forsømmer ikke

også at nævne fundstederne for de - for mange titlers vedkommende - ret sjældne udga-

ver.

Del »B« er ligesåudførlig og komplet som del »A«; begge dele er ordnet efter de samme

kategorier. Det mest interessante i del »B« er dog fortegnelsen over Lassalles utryktebreve, der findes i hans »Nachlass«. Fortegnelsen har eksisteret siden 1930, men selve

arkivet er forsvundet, formentlig siden 1945. Andréas gør opmærksom på, at arkivet ef-

ter al sandsynlighed at dømme befinder sig på IML i Moskva (s. 184, C 104). Som så

meget fra det gamle SPD arkiv er det altså på en måde, som alle og enhver kan være med

til at gisne om, havnet på et arkiv, som så at sige inten vestlig forsker har adgang til (oghvor der synes at ligge mere fra det gamle Berliner arkivs samlinger, end de fleste kan

74

forestille sig - nemlig faktisk næsten alt det, som ikke ligger i Amsterdam, og som man imange år har troet var forsvundet). Bogens del »C« indeholder en fortegnelse af litteratu-ren om Ferdinand Lassalle og om ADAV. Et meget udførligt register (s. 299-312) letter

arbejdet med bogen.Bert Andréas bibliografi er en værdifuld bog for alle, der beskæftiger sig med den tyskearbejderbevægelsei det 19. århundrede. Men den er derudover et meget imponerendestykke arbejde, som er præget af en rutiniers og en utrættelig samlers enorme flid. Dog er

dette ikke nok til at karakterisere denne bog tilstrækkeligt,fordi der nemlig skal mere tilend rutine og flid for at kunne fuldføre en opgave af lignende karakter og omfang- nem-

lig et helt arbejdsliv i kontakt med samtlige vigtige europæiske og amerikanske arkiver ogbiblioteker.

Til slut en lille bemærkning om de i bibliografien nævnte titlers komplethed. Det måvære klart for enhver, der har beskæftiget sig med arbejderbevægelsenshistorie, at en

bibliografi som denne altid vil have enkelte huller, som så skal udfyldes i senere udgaver.Således fandt anmelderen aftrykt i »Der Abend. Spätausgabe des Vorwärts« fra 7. april1930 to breve af Lassalle til Agostini Bertani, udgivet og oversat af Gustav Mayer. Origi-naleme befinder sig på Museo del Risorgimento i Milano. Derudover har Andréas i de]

'

»C« overset en artikel »Ferdinand Lassalle« i »Demokraten«, 1. årg. (1873), Nr 2.

Hans-Norbert Lahme

Klaus Tenfelde/Gerhard A. Ritter (udg.): Bibliographie zur Geschichte der deutschen Ar-beiterschaft und Arbeiterbewegung 1863 bis 1914. Berichtszeitraum 1945 bis 1975. Mit ei-ner forschungsgeschichtlichen Einleitung - Archiv für Sozialgeschichte Beiheft 8 -

, VerlagNeue Gesellschaft, Bonn 1981, 687 s., DM 86.-

Friedrich-Ebert-Stiftung begyndte for nogle år siden et stort bibliograñsk projekt, som

nu har fået en foreløbig afslutning. Formålet var at få udarbejdet en omfattende biblio-grafi for den tyske arbejderbevægelse.Bibliograñen omfatter årene fra arbejderbevægel-sens begyndelse til 1975 og bibliograferer litteratur udkommet på tysk, engelsk, fransk ogi nogle tilfælde nederlandsk og italiensk i årene 1945 til 1975. Fra 1976 udgiver Ebert-Stiftung kvartalsvis »Bibliographiezur Geschichte der Arbeiterbewegung«(med årsregi-stre), så litteraturen om tysk arbejderbevægelse er mere eller mindre fuldstændig biblio-graferet fra 1945 og frem. Det er en meget stor hjælp - selv med alle de indvendinger derkan rettes mod de enkelte bind. Der er nu udkommet bind for tiden indtil 1863, for 1863 -

1914, for 1914 - 1945 og for 1945 - 1975. Det er omfangsrige bind og flere afdem er nu

kommet i både 2. og 3. oplag.Imidlertid er Ebert-Stiftungs bibliografiske arbejde dermed ikke afsluttet. Ligeledes iår udkom en nybearbejdelse af en Lassalle-bibliografl og en ny bearbejdelse af en SPD-presse-bibliograñ. Tidligere er udgivet en bibliografisk indføring af Hans-Josef Stein-berg, dog ikke i Ebert-Stiftungs regi, og der udkommer også andre specialbibliograñer af

betydning, f.eks. hos Institut für Geschichte der Arbeiterbewegung i Bochum. Studiet af

tysk arbejderbevægelseer dermed hjulpet godt på vej. Også fordi det nu er meget lettereat overse, hvor der skal sættes ind, hvor der endnu er mangler.

Med Tenfelde/Ritters bind om perioden 1863-1914 foreligger nu det sidste længe sav-

nede bind i denne serie. Det er et meget omfangsrigt bind på 687 5.; den forskningshisto-riske indledning er på 141 s., selve bibliografien er på 7100 numre, dertil kommer sted-,navne- og forfatterregister på 42 s. Det er et imponerende arbejde, og det er også megetbrugervenligt. Man kan hurtigt finde rundt i det: selve bibliografien er opdelt i 5 hovedaf-

snit, der hver især er opdelt i forskellige kapitler og underkapitler. Efter hvert underkapi-tel er der henvisninger til numre placeret i andre underkapitler, således at man relativt

hurtigt kan finde den relevante litteratur om tysk arbejderbevægelse udkommet i perio-den 1945-1975 på de nævnte sprog. I indledningen anføres og diskuteres dog også littera-

75

turen udkommet før 1945 og efter 1975 - specielt må nævnes, at Tenfelde/ Ritter gør me-

get ud af de tidlige akademiske udgivelser om tysk arbejderbevægelse og den tradition,der opstod ud af disse undersøgelser. De understreger dog også (5. 88 ff) den tysk arbej-derbevægelses egen historieskrivning og nævner her især Franz Mehring.

Man har konsekvent udeladt de skandinaviske og østeuropæiskesprog; det gælder og-så for de åbenbart ret talrige japanske afhandlinger. Det er et ikke urimeligt princip, nårman går ud fra et brugerkriterium: der er ret få i de vesteuropæiskelande, der kan læse de

ovennævnte sprog. Men princippet burde have været gennembrudt i enkelte tilfælde: det

er absurd, at den polske Rosa'Luxemburg forskning ikke findes registreret, at den eneste

artikel af Feliks Tych om Luxemburg er på italiensk. Det ville have været rimeligt i dette

og eventuelle andre tilfælde at bryde princippet. Men bortset fra dette er sprogkriterietegentlig berettiget. Det skal også anderkendes, at bibliografiens inddeling er godt gen-

nemtænkt - med én undtagelse -

og har taget hensyn til brugernes forventninger og for-

skningens stade: der er kommet et godt arbejdsinstrument ud af arbejdet. Selvfølgeligkan periodiseringen diskuteres, men så vidt det kan overses, har den anvendte ikke nega-

tiv betydning for dette arbejde. Den har selvfølgelig nok noget at gøre med udgivernesgenerelle ret nationalstatsorienterede opfattelse af udviklingen. Deres periodisering for-

mår ikke at forbinde den generelle udvikling i verden med den i Tyskland, men tagerudelukkende hensyn til udviklingen i Tyskland. Men det har åbenbart ikke haft en nega-

tiv virkning for bibliografien. En sådan har snarere deres meget skematiske opfattelse af

»de to politisk-historiske lejre i Tyskland« (5. 37), hvor de meget sikkert står med beggeben i det, der så må være den borgerlige lejr.

Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at der er enkelte fejl i de mange indførsler,

nogle af dem havde kunnet undgås, hvis udgiveme virkelig havde holdt sig til det autopsi-princip, de hævder at anvende (s. 141), og havde efterprøvet titlerne med originalen ved

hånden. Et par eksempler på sådanne fejl: Nr. 5 er identisk med nr. 261, nr. 6289 er iden-

tisk med nr. 7029 (det ene sted anføres artiklen som verificeret, det andet sted som ikke

verificeret), nr. 7005 anfører en forkert engelsk oversættelse af en bog af Georges Haupt;nr. 6366 om Akademie der Arbeit må være en fejlagtig indførsel, idet Akademiet først

blev oprettet efter 1918; nr. 3678 er et genoptryk af Paul Frölichs indledning til Rosa

Luxemburgs »Gesammelte Werke« bd. IV fra 1928, som man let kan se, når man har

bogen i hånden. Nr. 3685 er identisk med 3686 og iøvrigt en Dissertation, hvilket fremgårklart af bogen. Det virker på denne baggrund forstemmende, at Tenfelde/ Ritter søger at

diskvalificere H.J. Steinbergs bibliografi om den tyske arbejderbevægelse indtil 1914 (s.

137). Det er rigtigt, at Tenfelde/Ritters bibliografi har omtrent dobbelt så mange indfør-

sler som Steinberg. Men det skyldes i helt overvejende grad, at de har taget socialhistoris-

ke og almene værker med i et omfang, som forklarer udvidelsen (smlg. s. 135). Men denne

udvidelse er absolut ingen fordel. Steinbergs langt billigere bibliografi kan sagtens brugesi mange år endnu, og den har nogle registre, som gør den yderst anvendelig (smlg. anmel-

delsen i Meddelelser 13 s. 104).Udvidelsen i forhold til Steinberg og til de andre bind i serien ligger i inddragelsen af et

nyt modefænomen, som i de senere år åbenbart for alvor har fået gennemslagskraft: den

påstået eller intenderet apolitisk-neutrale socialhistoriske retning. Den marxistiske hi-

storieskrivning hævder, at forskningen må være alsidig og dialektisk - netop historisk.

Dvs. at en fremstilling ikke må isolere enkeltfænomener, men tværtimod sætte undersø-

gelscsobjektet ind i den sammenhæng, det optræder i. Dertil hører, at man for arbejder-klassens vedkommende undersøger alle aspekter, under hvilke den fremtræder fra kolo-

nihavebevægelsetil parlamentarisk politik -

og sætter disse aspekter i forhold til det om-

givende samfund. Samtidig er den marxistiske historievidenskab bevidst partisk: den

søger at understøtte arbejderklassens kamp. Eller med andre ord: historikerne har kun

fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. Partiskhe-

den giver sig udslag i en konkret alsidig videnskabelig analyse, den er ikke et forsvar for

alle handlinger fra arbejderklassen. Samtidig med at historievidenskaben iøvrigt i prin-cippet har kunnet anerkende kravet om helhedssynet og om en materialistisk fundering

76

af fremstillingens objekt, har den haft svært ved at gennemføredet dialektiske princip -

det er ikke så underligt, det er vanskeligt at gennemføre -

og har ikke villet akcepterekravet om partiskheden. Resultatet heraf er denne nye socialhistoriske tendens.

Den forskningshistoriske indledning til denne bibliograñ er en meget kundskabsrig ogvidende fremstilling af denne tendens. Socialhistorien i Tenfelde/Ritters opfattelse er ka-

rakteriseret ved en meget abstrakt, akademisk interesse for arbejderklassen og arbejder-bevægelsen og især dens socialhistorie. Det er betegnende, at de skriver om »die Lage der

Arbeiterschaft«. Det er ligeledes betegnende, at de tror, at Karl Marx anstillede metodi-

ske overvejelser om undersøgelser af »Arbeiterschaft« (det må vel nærmest oversættes

som »arbejderstanden«) i udarbejdelsen af sit »Spørgeskema for arbejdere« i 1880 (s. 41).Spørgeskemaet er et politisk dokument, Marx har formentlig aldrig forventet, at det ville

blive besvaret. Dets funktion skulle vel være, at gøre arbejderne opmærksom på deres

stilling i samfundet, og på at denne stilling var foranderlig. Indledningen er betegnendefor den socialhistoriske afpolitisering af historien - det drejer sig for dem ikke om politi-ske processer, men om ren eller neutral videnskab. Det betyder, at de kapitulerer overfor

politiske fremstillinger, de kan ikke diskutere med sådanne vurderinger, da opgiver de

simpelthen - f.eks. overfor DDR-historikere (smlg. s. 9911). Det forhindrer dem imidler-tid ikke i at forsøge at nedvurdere - f.eks. Jürgen Kuczynskis store værk om »Die Ges-chichte der Lage der Arbeiter unter dem Kapitalismus« ved ord som »immerhin«, »ver-

gleichsweise stringent«,»Kompendium« etc. uden bare antydningsvis at påpege, hvad deanser for kritisabelt (s. 56 i). Problemet ligger i, at hans opfattelse af teoretisk arbejdeadskiller sig fra deres, og at de ikke kan eller vil anerkende hans vurdering, men kun

påstår, at hans teori ikke udtømmer mulighederne. Det taler ikke for deres videnskabe-

lighed. Ejheller at de lidt senere godt kan bruge Kuczynski i et forsøg på at kritisere en

anden DDR-historiker, Hartmut Zwar (Anm. 135). Det er også afslørende for deres neu-

trale videnskabelighed.Koncentrationen om det »socialhistoriske standpunkt« (s. 107) om »det socialhistoris-

ke forklaringsforsøgs uomgængelighed«(s. 123) har for bibliogralien betydet en udvidel-se af stoffet med ca. en trediedel (s. 135). Foruden den egentlige arbejderhistorie har udgi-verne bibliograferet en omfangsrig gruppe litteratur af mere almen karakter i afsnit B,dele af afsnit C og E. Og det har vist sig at være et problem, som udgiverne ikke harkunnet klare. Det er blevet overfladisk. På den ene side ufuldstændig og på den andenside ikke grundigt bearbejdet. I underkapitel BV4 om mindretal og mindretalspolitik fin-des ingen litteratur om Sønderjylland/Nordslesvig og heller ingen henvisning til de to

afhandlinger herom, som findes andetsteds i bibliografien (nr. 1605 og 1620), hvor debestemt ikke hører hjemme - eller også opfattes socialhistorie så bredt, at begrebet er

uhåndterligt. I afsnit B II6 er det umuligt at få sammenhæng i f.eks. numrene 1509, 1527,1528, 1531, 1543, 1546 og 1581 specielt da de ikke har betydning for perioden 1863-1914;det gælder også for titler i afsnit CIVl nr. 3294, 3299, 3309 og tendentielt alle de værker,der omhandler religiøse spørgsmål - det er i hvert fald diskutabelt, om de sidstnævnteskal klassificere her. Mens den almene litteratur normalt er anbragt i afsnit B, så bryderTenfelde/ Ritter uden forklaring denne regel i afsnit E, som ellers omhandler arbejderbe-vægelsen.Kapitel EVI indeholder som underkapitel l a) og 2 a) litteratur om den borger-lige ungdoms- og kvindebevægelse.

Socialhistorien i Tenfelde/Ritters opfattelse er åbenbart »noget«, der er godt slet ogret, og derfor behøver man ikke mere at forklare og argumentere. På den måde bliverf.eks. de nyeste afhandlinger (der neueste Stand) altid de bedste uden videre bevisførelse.Det er således betegnende, at informationsværdien af den af Jacques Droz udgivne »Hi-stoire du Socialisme« (Geschichte des Sozialismus) bliver fremhævet uden forbehold (s.100). Den har meget udprægede svagheder: det er studier over de enkelte landes arbejder-bevægelser, og ikke en socialismens historie i international sammenhæng - da er den

danske »Socialismens historie« meget bedre. I »Geschichte des Sozialismus« finder ud-

viklingen sted i nærmest hermetisk fra hinanden aflukkede lande, hhv. hvor noget andet

forsøges bliver det forkert: SPD's kongres i København 1883 medfører bl.a. valget af to

77

socialdemokratiske folketingsmedlemmer i 1884. Det er den sædvanligemisforStåelse af,at summen af de enkelte landes udvikling er lig med den internationale socialismes udvik-

ling. 0 g det er klart, at Tenfelde/Ritters akademiske interesse for arbejderbevægelsenogderes socialhistoriske metode, får dem til at tro, at her foreligger et værk med stor infor-

mationsværdi: de kan ikke vurdere, hvad der virkelig er relevant for arbejderbevægelsensudvikling. Denne apolitiske holdning får dem vel også til at anføre værker, der er udkom-

met i Tyskland i 1934 og 1938 (anm. 245 og 249), som værende relevante uden nogenvidere karakterisering. I denne sammenhæng må man vel også spørge om, hvad der skal

forstås med »katastrofen i 1945« (s. 91): var Det 3. Riges nederlag en katastrofe? Og i

givet fald for hvem 7 Eller er det »bare« en floskel?

Tenfelde/Ritters værk er altså meget problematisk pga. deres opfattelse af videnska-ben og dennes udvikling. Det ville unægtelighave været en fordel, hvis de havde holdt sigtil arbejderbevægelsenalene. Det ser i det mindste ud til, at disse afsnit er grundigt gen-nemarbejdet og også dækkende - dog med forbehold hvad angår den internationale

Marx-Engels-forskning (kapitel EII6). Disse afsnit kan godt bruges og vil være en hjælpfremover. Og teknisk set er det også en udmærket bibliograñ.

Gerd Callesen

Kurt Klotzbach: Bibliographie zur Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung 1914-1945.

Sozialdemokratie, F reie Gewerkschaften, Christlich-Soziale Bewegung und linke Splitter-gruppen. Mit einer forschungsgeschichtlichen Einleitung. Dritte, wesentlich erweiterte und

verbesserte Auflage, bearbeitet von Volker Mettig - Archiv für Sozialgeschichte Beiheft 2 -

Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1981, 394 S., DM 65.-.

Dette 3. udvidede og forbedrede oplag af denne bibliograñ er ikke forandret i sine grund-læggende træk i forhold til 1. udgave. Men det er udvidet betydeligt fra 2237 til 3945 ind-

førsler, en del af disse kommer fra udvidelsen af beretningsperioden, som nu går op til

årsskiftet 1975/76; en anden del stammer fra en grundigere bearbejdelse af litteraturen i

beretningsperioden. Der foreligger dermed en fyldig bibliograñ for tysk arbejderbevæ-gelse i perioden 1914-1945 omfattende tysk-, engelsk- og fransksprogede litteratur ud-

kommet i årene 1945-1975.

Beklageligvis har man ment, at erindringer og kildeudgivelser med visse undtagelserikke burde optages. Det er også mærkeligt på baggrund af Klotzbachs afstandtagen fra

organisations- og idehistorie til fordel for socialhistorien. Netop ved erindringerne, skul-

le man mene, ville det være muligt at bryde igennem givne organisationshistoriske ram-

mer. Men bibliografien er stort set snævert opbygget over organisationsrammeme. I me-

get stor omfang er det også rimeligt nok: den organiserede arbejderklasse, arbejderbevæ-gelsen, var fra arbejderside historiens skaber. Det forbliver uklart, hvorfor Klotzbach

ikke forsøger at få skabt en overensstemmelse mellem sine indledende bemærkninger

(f.eks. 5. 7, s. 23) og bibliograñens opbygning.Et andet irritationsmoment er hans beskyldninger mod folk med andre opfattelser end

hans egne, at de er »ideologisch stark belastet« (anm. 117), hhv. at de ikke kan få den

nødvendige indre afstand og fordomsfrihed overfor undersøgelsesgenstanden (feks. s.

48 og til en vis grad også 5. 42). Han har utvivlsomt ret i en del tilfælde, men hans egen

ideologi, hans forudindtagethed er ikke mindre udpræget (smlg. f.eks. 5. 43 vurderingenaf KPD”s forhold til Komintem og SU).

I en anmærkning (131) anfører Klotzbach, at de små venstregruppers fascismekritik er

ret godt undersøgt, men man leder forgæves efter disse undersøgelser - de er åbenbart

godt gemt under forskellige titler, eller også er de ikke optaget, som f.eks. »Der Faschi-smus in Deutschland. Analysen der KPD-Opposition aus den Jahren 1928 - 1933«, 1974.Det er ganske vist en kildeudgave, men Thalheimers fascismeanalyse har jo netop haftstor indflydelse i den nyere diskussion og den findes i dette bind. Også enkelte andre tingkunne have været bedre undersøgt, f.eks. er nr. 3589 Jürgen Stroechs bibliograñ nu trykt.

78

Enkelte fejlvurderinger fra 1. oplag er nu rettet, f.eks. er de »nationalrevolutidnære«nu opført i en selvstændigrubrik og ikke mere som venstregruppe.

Utvivlsomt er bibliograñen forbedret i forhold til 1. oplag (smlg. anmeldelsen i Medde-lelser nr. 5 s. 76-78) og udvidelserne er ligeledes en stor hjælp.Bibliografien er et nyttigtarbejdsinstrument til trods for forfatterens selvmodsigelser på en del punkter.

Gerd Callesen

Klaus Günther/Kurt Thomas Schmitz: SPD, KPD/DKP, DGB in den Westzonen und in der

Bundesrepublik Deutschland 1945-1975. Eine Bibliographie. Zweite, wesentlich erweiterte

und verbesserte Aullage, bearbeitet von Volker Mettig - Archiv für Sozialgeschichte Beiheft6 -, Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1980, 222 s., DM 35.-.I denne nye udgave er der 2617 indførsler i modsætning til 1836 i førsteudgaven, og det

skyldes også her udvidelsen af beretningstidsrummet indtil årsskiftet 1975/76 og en be-

dre bearbejdelse af den foreliggende litteratur.Som det fremgår af titlen, er det en bibliografi udelukkende over de 3 anførte organisa-

tioner, ikke engang partierenes ungdoms- eller studenterorganisationer, er behandlet,f.eks. Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS) som senest fra 1966 havde en sti-

gende betydning også udenfor universiteterne. Men også en del andre organisationersom »Naturfreunde«, fritænkerorganisationen og andre burde have været med for at giveet nogenlunde dækkende billede af arbejderbevægelsen.

En del af de mangler, som blev kritiseret i forbindelse med 1. udg. (se Meddelelser 8 s.

78-79) er rettet, men de grundlæggendeindvendinger må opretholdes: en kontrol af et afde bibliograferede tidsskrifter, »neue kritik«, viser, at det er ret tilfældigt, hvad der er

medtaget herfra. Det gælder også for enkelte andre tidsskrifter.Det er givetvis meget sværere, at arbejde med så nyt materiale, som historieskrivningen

om perioden 1945-1975 jo er. Det er f.eks. tænkeligt, at der ikke er skrevet noget historiskom de ovenfor anførte organisationer. Det kunne i så fald have været en bemærkningværd. Selvom Günther/Schmitz og Ebert-Stiftung ikke kunne blive enige om en forsk-

ningshistorisk indledning, så kunne man godt have forventet en redegørelse for udvalget.Det er altid betryggende at vide hvorfor bestemte udvalg er truffet: hvorfor findes derf.eks. kun én artikel (nr. 1351) om den centrale SPD-kampagne »Kampf dem Atomtod«

og om den udenomparlamentariske kamp isæri 1950'erne kun én bog (nr. 1322)? Der harværet skrevet mere om dette -

og en stor del af de anførte afhandlinger er alligevel samti-

dige poliltiske vurderinger.Det mest rimelige ville nok være, at sætte nye bearbejdere på denne periode med de nu

indvundne erfaringer. Men indtil det sker, er dette en brugbar indføring til de 3 organisa-tioners udvikling i perioden.

Gerd Callesen

Gerhard Eisfeld/Kurt Koszyk: Die Presse der deutschen Sozialdemokratie. Eine Biblio-

graphie. 2. überarbeitete und er'weiterte Auflage, Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1980, X

433 s., DM. 58.-Bindet indledes af Kurt Koszyk med »Die Geschichte der sozialdemokratischen Presse

im Uberblick« (s. 3 - 58). Det er en slags overblik over den socialdemokratiske presses

udvikling (med hovedvægt på partiets centrale organ) og blandet op med den almene

partihistorie. Det giver ikke særlig meget; der er ganske vist en del relevante informatio-

ner og spændingen mellem partipresse og »almen« presse berøres ofte, men det er alt ialt

ikke særlig overbevisende, hvad der kommer ud af det. Afhandlingen bliver for meget påoverfladen. Koszyk mener tilsyneladende, at arbejderpresen lige fra starten ikke havde

en mulighed - det var jo arbejdere ikke professionelle journalister, der lavede aviserne.

79

Han får desuden antydet, at der nok var en del korruption indblandet i udvælgelsen af

redaktørerne, der iøvrigt ikke lavede særlig meget på aviserne, fordi de var for travlt op-

taget af andre opgaver. Aviserne var, som han siger, ideologiske og kunne derfor ikke nå

ud til arbejderklassen. For Weimarperioden - hvor Koszyk pga. sine tidligere arbejderhar grundlæggende viden - bliver fremstillingen pressehistorisk mere relevant.

I forhold til første udgave fra 1966 har Gerhard Eisfeld udvidet sit »Titelverzeichnis

der sozialdemokratischen Presse 1863 - 1945« en hel del (5. 61 - 206). Oplysningerne han

har villet formidle er bl.a. udgiverstedet (titlerne er opstillet alfabetisk efter udgiverste-det) udgivelsestidsrum, undertitel, udg., oplagstal, redaktionsmedlemmer, bilag osv. ialt

14 punkter, der dog som regel ikke har kunnet gives fuldstændige.Bibliograñen afsluttes

med et personregister. Som pressen forstås her ikke kun dag- og ugeblade udgivne af

socialdemokratiske organisationer, men også allehånde tidsskrifter som socialdemokra-

ter diskuterede i._

Bibliografien er åbenbart meget dårlig gennemtænkt, der er absolut ingen klar

afgrænsning. Hvis alle socialdemokratiske tidsskrifter skulle have været med, så skulle

bibliografien have været 3-4 gange så omfattende. Men der foreligger en bibliografi af

Alfred Eberlein over den tysksprogede arbejderbevægelses periodika, så det er unødven-

digt. En fortegnelse over det tyske Socialdemokratis dag- og ugeblade i grænserne fra før

1914 havde haft et formål, men Eisfeld har foruden vilkårlige tidsskrifter også udvidet

vilkårligt til områder udenfor rigsgrænserne fra 1914 til f.eks. Polen og sudeterområder-

ne: vilkårligt fordi han kun har taget nogle aviser med, selvom han kunne have trukket påandre bibliografier. Ligeså vilkårlig er hans behandling af exilpressen 1933 - 1945, selvom

han der kunne have brugt de to første bind af Lieselotte Maas' »Handbuch der deutschen

Exilpresse«. For USPD's og SAP's vedkommende - begge partier anses åbenbart som

socialdemokratiske - kunne han ligeledes have trukket på tidligere offentliggjorte biblio-

grafier og afhandlinger - for USPD-pressen smlg. IWK 6/1968, for SAP er der forskelligeafhandlinger.

At bibliograñen heller ikke er for grundig, hvad angår de »indre« tyske områder, kan

man se af oplysningerne angående den slesvig-holstenske arbejderpresse: iDithmarschen

udkom i hvertfald i mellemkrigstiden en avis, der ikke er med. I 1919-20 udkom iTønder

»Der freie Arbeiter«, som efter den nye grænsedragning flyttedes til Husum. Avisen er

ikke nævnt. I Kiel udkom 1877-78 en »Schleswig-Holsteinische Volkszeitung«, den er

heller ikke nævnt. Under Flensborg anføres »Der rode Postbud« fra 1909. Faktisk var

titlen dansk »Det røde Postbud« fra 1905 til 1914. »Flensburger Volkszeitung« ophørteikke i 1933, men allerede i 1932 af økonomiske grunde. Der er også en del andre fejl, såman bør først bruge denne fortegnelse når alle andre muligheder er sluppet op. Der er

selvfølgelig oplysninger, som ikke findes andre steder som oplagstal og redaktionsmed-

lemmer. Men de er meget ufuldstændige.Man bliver ved gennemgangen rigtig klar over,

hvor lidt der er lavet på området.Kurt Koszyk afslutter bindet med »Veröffentlichungen über die sozialdemokratische

Presse« (s. 209 - 431) med forfatter-, emne- og personregister. Bibliograñen er ordnet

kronologisk; 1865 - 1899 udgør det første afsnit og derefter kommer de andre årgangsvisindtil 1979 inklusive, ialt 2621 numre; en betragtelig del af disse numre er selvfølgelig

afhandlinger, der bl. a. behandler presseproblemer f.eks. erindringer etc. Bibliograñen er

ikke særlig brugervenlig; vil man f.eks. finde noget om arbejderpressens reaktion påPariser-Kommunen eller om det tyske Socialdemokratis kongres iKøbenhavn 1883 (deter nr. 128), så bliver man nødt til at gennemgåalle 2621 numre. Også her forekommer

det, at afgrænsningerne er lidt tilfældige,men alt taget i betragtning kan man godt brugedenne del af bogen.

Det foreliggende bind vil især kunne bruges når der engang skal laves en tilbundsgåen-de fortegnelse over de socialdemokratiske aviser, deres redaktører, oplagstal osv. Men

det arbejde burde have været lavet i de 14 år mellem 1. og 2. oplag.

Gerd Callesen

80

Lieselotte Maas: Handbuch der deutschen Exilpresse 1933 - 1945. Hrsg. von EberhardLämmert - Sonderveröffentlichungender Deutschen Bibliotek Nr. 11 - Bd. 3 Nachträge-Register-Anhang, Carl Hanser Verlag, München 1981, s. 655-969, DM 77.-Bind 1 og 2 af dette værk indeholdt en bibliograñ over den tyske exilpresse,(anmeldt iMeddelelser 8 s. 73 og nr. 12 s. 86). Det nu foreliggende bind - som de to andre fortekstdelens vedkommende på tysk og engelsk -indeholder et supplement til de to førstebind med »nye« tidsskrifter, dvs. tidsskrifter som er blevet fundet siden de to første ,bindudkom. Derudover er det et tillæg med tilføjelser til værkets første 648 s. - dvs. nye oplys-ninger om deallerede bibliograferede tidsskrifter og endelig findes et appendix med nav-

ne på 67 eksiltidsskrifter, i erindringer eller videnskabelige artikler og afhandlinger som

f.eks. Ole Stender-Petersens artikel om den tyske kommunistiske emigration i Danmark- han tegner sig for 3 af tidsskrifterne i denne kategori.

Hoveddelen er imidlertid registrene, der er et lande- og stedregister (14 kendte tids-skrifter udkom - overgangsvis - i Danmark),et organisationsregister, det er overmåde

nyttigt for at kunne finde rundt i de mange organisationer, der fandtes og opstod på dentyske venstrefløj efter 1933. Det er jo hovedsagelig venstrefløjen, der måtte flygte og ogsåville vende tilbage. Det mest omfattende register er imidlertid navneregistret (s. 679 -

927).Som nævnt i de ovenfor anførte anmeldelser er det et overordentligt betydningsfuldt

og grundigt værk. Det har betydning for tysk kultur, videnskab og politik ikke kun iårene 1933-1945, men mange år udover det l'OOO-årigerige. Man støder på mange kendteog vigtige navne i registerbindet - navne der iøvrigt ikke kun har betydning for det tysk-sprogede område, idet mange emigranter fik betydning i deres værtslande eller også fordide feks. hører til verdenslitteraturen som Bert Brecht. Men der er et problem ved' dette;mange af bidragene i eksilbladene var anonyme eller skrevet under pseudonymer. En delaf de sidste har kunnet opløses,og der er gjort en stor indsats for at gøre det til dette bind.Det fremgår klart bl.a. af de rettelser og tilføjelser, der er fremkommet i forhold til de toførste bind. Men i overordentlig mange tilfælde har det været umuligt; semilegaliteten,som især de politiske emigranter befandt sig i, nødvendiggjordekonspirative forholdsre-gler. Og de er åbenbart blevet overholdt så meget, at det idag er umuligt at rekonstruerebare nogenlunde komplette forfatterregistre (smlg. hertil også Die Presse der SAP an-

meldt andetsteds i dette nummer). Der er også gået for lang tid inden man for alvor er

gået i gang med at skabe et ordentligt dokumentarisk grundlag for den tysksprogede emi-gration. Idag eksisterer der ganske vist et par institutter hhv. afdelinger under institutter iDDR og forbundsrepublikken og i Wien er der oprettet et Dokumentationsarchiv, deralle arbejder aktivt, men de er kommet sent igang. Alt for mange er allerede døde og deendnu levende bliver ikke interviewet systematisk. På grundlag af dette værk kunne imid-lertid nu - i næstsidste øjeblik - sættes et projekt igang, der kunne gøre en indsats for atsamle sammen, hvad man endnu kan få. Og der er meget at få endnu. Man kan findenavnene i dette register og også udover dem lever mange endnu. Også i forbundsrepu-blikken er der mange kvalificerede arbejdsløse, der kunne bruges i den gode sags tjeneste.F orarbejdet ligger her.

Martin Andersen

Die Presse der Sozialistischen Arbeiterpartei Deutschlands im Exil 1933-1939. Eine analy-tische Bibliographie - Sonderveröffentlichungender Deutschen Bibliothek Nr. 8 - Carl Han-ser Verlag, München 1981, 431 s., DM 135.-Sozialistische Arbeiterpartei (SAP) opstod i 1931, det var den del af det socialdemOkrati-ske partis venstrefløj, der forlod moderorganisationen og samlede en del af de andre ven-

streoppositionelle grupper op. Partiet blev aldrig særligstort, men fik efter 1933 i illegali-teten og exilet en betydelig vægt. I krigsárene nærmede det sig igen SPD, og efter 1945tilsluttede resterne af organisationen sig partiet, og her fik en del af dens medlemmer

81

betydelige funktioner: bedst kendt er nok den tidligere formand for metalarbejderfor-bundet, Otto Brenner, og Willy Brandt.

_

“'

'

Men i årene 1933-39, hvor SAP endnu kunne udgive en selvstændig presse og var stærk

nok til at føre en selvstændig politik, lå det betydeligt til venstre for Socialdemokratiet.

Det var dengang en del af den betydningsfulde socialistiske strømningudenfor Komin-

tern og Socialistisk Arbejderinternationale, og stod her sammen med partier som f.eks.

Det norske Arbejderparti, det svenske Socialistiske Parti, ILP i England og POUM i Spa-nien. I denne sammenhæng var partiet af stor indflydelse, og dets presse har altså en til-

svarende relevans for diskussionen. Det er altså ikke kun af betydning for den tyske ar-

bejderbevægelses historie, at denne bibliograñ er udarbejdet; den gør materiale om en

væsentlig strømning i den europæiske arbejderbevægelsetilgængelig.Selvfølgelig er tids-

skrifterne yderst sjældne,men de to vigtigste af de her bibliograferede 13 tidsskrifter fm-

des nærmest komplette her i landet, og af nogle af de andre er der enkeltnumre (på ABA).

Det der ikke findes her i landet, er partiets ungdomsorganisations blade og delvis en split-

tergruppes, der i 1937 brød ud af SAP.

Bibliografiens hoveddel er en alfabetisk fortegnelse efter forfatter hhv. titel- det sidste

er langt det vigtigste, idet det overvejende antal artikler blev offentliggjort anonyme af

forståelige grunde. Denne del omfatter 2282 annoterede indførsler (artikler). Annotatio-

nen er som regel så udførlig, at man kan danne sig et indtryk af artiklens indhold, og den

er således en stor hjælp - selvom der har sneget sig fejl ind, f.eks. betegnes den spanske'

landsorganisation UGT som kommunistinflueret i 1937 (nr. 9)- den var også på dette

tidspunkt overvejende socialdemokratisk. Der findes desuden et øjensynligtvelgennem-

tænkt emneregister, så tilgangen til de enkelte artikler, forfattere og enmer er nem.

Bibliografien indledes med et meget kort (og tyndt) forord af en af SAP's tidligere akti-

vister, den senere redaktør for »Gewerkschaftliche Monatshefte«, Walter Fabian. Deref-

ter følger en fortegnelse over bladenes medarbejdere - det er imidlertid et lille udvalg,

uden at det forklares, hvorfor netop disse personer præsenteres nærmere: det er f.eks.

Paul og Rosi Frölich, Boris Goldenberg, Fritz Sternberg og Jacob Walcher; derefter føl-

ger et par forsider af nogle af de bibliograferede blade og fotografier af nogle forfattere.

Det må nævnes, at et af bladene »Die Spanische Revolution« ikke er udgivet af SAP,

dets ungdomsorganisation eller splittelsesgruppen Neuer Weg, men af POUM og samti-

dig også udkom i en engelsk og fransk udgave (som dog ikke er bibliograferet). At den er

taget med her skyldes formentlig, at den blev redigeret af SAP-medlemmer, nemlig Max

Diamant og senere Willy Brandt. Forøvrigt demonstrerer det det gode forhold mellem

POUM og SAP og understreger betydningen af SAP,s presse for informationer om den

spanske borgerkrigs udvikling.Det er alt i alt en meget nyttig, lettilgængeligog velbearbejdet bibliograñ. Prisen er

imidlertid beklagelig.

Gerd Callesen

Tage Revsgaard Andersen: En studie i rødt, hvidt og blåt, forlaget Zac, København 1981,

203 s., kr. 168.- '

Tage Revsgaard Andersens bog »en studie i rødt, hvidt og blåt« har påkaldt s1g megen

ufortjent presseomtale. Ikke så meget for det, som den giver sigud for at være, RevsgaardAndersens erindringer fra besættelsesârene, så meget som for det den ikke er, nemligsandheden om Aksel Larsen og Gestapo.

I tilknytning til Revsgaard Andersens helt ligegyldige erindringer bringes 1 l dokumen-

ter. Nogen af dem har afgjort interesse for besættelsestidsforskningen. Presseomtalen har

koncentreret sig om dokument nr. 10, som er en 62-siders forhørsprotokol over Aksel

Larsen fra 1942-43. Med ganske få undtagelser har ingen - og da slet ikke RevsgaardAndersen selv - interesseret sig for forhørsprotokollernesstatus som kilde. Jeg skal der-

82

for knytte nogen bemærkningertil dette problem. Den originale protokol blev ført påtysk, fremgår det af den offentliggjorte version, som imidlertid er på dansk. Hvor origi-nalen er vides ikke. Der er derfor ikke tale om noget originalt dokument. Hvert forhør er

underskrevet af Aksel Larsen og forhørslederen kriminalkomissær Span. Men da vi ikkehar originalen kan vi ikke afgøre om det er rigtigt. Dertil kommer, hvad medlem af FritDanmarks hovedledelse Karl V. Jensen gør opmærksom på iFrit Danmark nov. 1946, at

Gestapo tit selv skrev protokolleme under med arrestantens navn. Endelig er sprogethelt tydeligt ikke Aksel Larsens, men udpræget politisprog. Kun en levnedsbeskrivelsebærer umiskendeligt Larsens stilpræg.Vigtigt er det imidlertid også at kende tilblivelses-situationen og protokollens videre historie for at bedømme dens status som kilde.

Overfladisk set rykker Larsen ud med en masse oplysninger i forhørenes forløb. Menfor det første må man vide, at han må gøre dette som følge af nogle fejl i sit eget sikker-hedssystem. Den vigtigste fejl er den, at han på sit illegale opholdssted opbevarede en

mængde skriftligt materiale, som tyskerne fandt efter 4-5 dages forløb. Efter denne be-slaglæggelsevar det umuligt for Aksel Larsen at opretholde den taktik, han indtil da hav-de fulgt, nemlig at undgå at snakke konkret om de ting Span bragte på bane. Han måttenu - hvis han ville overleve - rykke ud med oplysninger. De oplysninger han rykker udmed er dog påfaldende gamle, flertallet dateret sig fra før 1940. Og mange af dem har en

sådan karakter, at man må antage, at de ikke var nye for Gestapo. Endelig må man som

Hans Kirchhoff har gjort det i en kronik iPolitiken gøre opmærksom på, at kun meget fåpersoner blev arresteret som følge af Larsens oplysninger.

Sammenfattende kan vi sige, at Larsen under forhørene gør sit bedste for at reparerepå de skader, der var sket som følge af den dumhed, der lå i at han havde gemt skriftligtmateriale. Der er på ingen måde tale om, at han sælger sine kammerater, som visse dele afpressen har villet fremstille det.

Interessen i protokolleme - også Gestapos - er snarere politisk. Sandsynligvis lod Ge-stapo dem sive til det danske politi og politikerne. Justitsminister Thune Jacobsen har ihvert fald haft en kopi under besættelsen, ligesom det politiske politi (afd. D) efter krigenoverlod en kopi til Børge Outze, Information. Man har sikkert tænkt, at de kunne brugestil at mistænkeliggørekommunisterne.

I februar 1946 offentliggjorde Nationaltidende dele af protokollerne. Det gav en større

pressedebat dengang. Størstedelen af pressen fordømte offentliggørelsen ud fra den be-tragtning, at hvad folk sagde under forhør ikke kunne bedømmes med samme moralskealen som dén, der benyttedes overfor folk på fri fod. Også kommunisterne indtog dettestandpunkt. På et eentralkomitémøde tilbød Aksel Larsen at træde tilbage, men fik etenstemmigt tillidsvotum og blev. Partiet tilgav ham dengang.

Formentlig er der tale om en oversættelse af de originale protokoller, ellers havde Lar-sen i 1946 nok taget kraftigere til genmæle. Og formentlig er det nu offentliggjorte detsamme materiale, som Nationaltidende offentliggjorde. Men for så vidt angår de enkelteoplysninger kan kildens autencitet ikke afgøres. Men sagen er blot, at uanset autencitetensiger protokolleme ligesålidt i dag, som de gjorde i 1946.

At DKP 35 år efter den første offentliggørelse vil frakende Larsen æren uden at derføjesén ny oplysning til, tjener ikke partiet til ære. Man ser tydeligt den politiske hensigtog bliver forstemt.

Morten Thing

»Arbejdererindringer.Køge. Indhold og indeks«. Redigeret af Jørgen Burchardt og IngolfRosbjøm. 1980. 96 s. Bestilling: Køge byhistoriske Arkiv, Kirkegade 14, 4600 Køge (gratis).Udgivelsen er et resultat af indsamlingen af materiale til belysning af arbejderklassenskultur og levevilkår 1900-1950 i Køge. Indsamlingen er foretaget i første halvdel af 1980og resulterede i 4.000 sider maskinskrevne beretninger og 125 timers båndinterviews.Desuden indsamledes skriftligt kildemateriale, såsom dagbøger, regnskabsbøger osv.

samt fotografier. Bag initiativet står en række fagforeninger i Køge.

83

Heftet indeholder ikke blot en oversigt over, hvilke personer, der har indgået i under-

søgelsen. For den enkelte person er desuden i stikordsform udarbejdet en oversigt over

hvad indholdet i båndinterviewet er, med angivelse af omtrentlig placering på båndet.

Dette betyder, at det er meget nemmere at arbejde med materialet. Fremgangsmådener

normal ved udenlandske »Oral History«-projekter, mens der ikke er erfaring efter

danske forhold.

En stor del af beskrivelserne er koncentreret om gummifabrikken Codan i Køge.

Gruppen synes specielt at have interesseret sig for at interviewe almindelige mennesker

om dagligdagens almindelige problemer. Det betyder at vægten hovedsageligt ligger påde sociale og kulturelle spørgsmål, hvorimod de parti- og fagpolitiske forhold er under-

prioriteret. Eksempler fra et enkelt opslag kan illustrere problemet, - her udvalg fra side

46-47: Det ene interview er en kunstinteresseret person (vistnok barber, men det fremgår

ikke) om kunstsyn, livsñlosoñ og snak i byen. Det andet interview er borgerskabsslægts-

historie fra Køge, en etatsråd, en løjtnant samt lidt om HC. Andersen. Det tredie - en

pensioneret kedelpasser - har øjensynligværet politisk interessert, men det fremgår ikke

af oversigten, hvor hans politiske sympatier lå. Man kan gætte på DKP, men det er kun et

gæt. Det sidste interview - begyndende på 5. 45 - (en pensioneret gummiarbejder) citeres

bl.a. for at arbejdsmiljøetikke var så farligt, og at arbejderne var mindre pivede dengang.

Indsamlerne synes således mere at have beskrevet de sider af arbejderklassens udvik-

ling, som viser dens tilpasning til kapitalismen, og har mindre beskæftiget sig med de

emancipatoriske spørgsmål.Materialet var nok blevet mere interessant hvis indsamlerne

havde koncentreret sig mere om emner og personer, hvor arbejderklassen viste sin frem-

træden som klasse.

Steen Bille Larsen

Arbejdsmarkedet - hvad sker der? Med bidrag af Margit Groth m.fl., Fremad, København

1981, 214 5., kr. 128,00I denne bog giver 8 arbejdsmarkedsforskere fra universiteter og Handelshøjskolen i Kø-

benhavn i 11 artikler en oversigtsfremstilling af danske arbejdsmarkedsforhold og spe-

cielt en række træk og udviklingstendenser i 1970'erne.

Bogen henvender sig til »arbejdsmarkedsinteresseredeog til dem, der skal indføres i

arbejdsmarkedsforhold på et videregåendeniveau« (5. 4), hvilket må antages at være stu-

derende og lærere i en række videregåendeuddannelser samt dele af fagbevægelsens til-

lidsmandsuddannelse. I det indledende kapitel gives en oversigt over forskellige synsmå-

der på studiet af arbejdsmarkedsforhold, hvor der skelnes mellem en institutionel syns-

måde, en system model og en marxistisk synsmåde.Selvom bidragene ikke entydigt kan

klassificeres som hørende til én af de nævnte synsmåder,bygger de fleste bidrag på en

bred marxistisk eller historisk materialistisk synsmåde. (s. 12).

Bogens kapitler falder indenfor fire emneområder (s. 17-19):

1. Arbejdsmarkedsorganisationernesog statens mål med hensyn til arbejdsmarkedsfor-hold (kap. 2: Værdier og ideologi, Reinhard Lund).

2. Aktørernes organisationsstrukturer (kap. 8: Forandringer i organisationernes struk-

tur, Helge Tetzschner).3. Aktørernes handlinger som er nødvendigefor at nå målene samt resultaterne af disse

handlinger (kap. 3: Arbejdsforholdenes regulering - udviklingen i det fagretslige system,

Flemming Ibsen; kap.4: Arbejdskonflikter, Margit Groth; kap. 5: Arbejdsløshed og løn-

forhold, Anders Rosdahl; kap. 6: Industrielt demokrati, Ann Westenholz; kap. 7: Ar-

bejdsmiljø og dets regulering, Olaf Rieper).4. Aktørernes vurdering af resultaterne og de deraf affødte nye aktiviteter. (kap. 9: Øko-

nomisk demokrati, Flemming Ibsen; kap. 10: Arbejdsmarkedets parter og staten, Hen-

ning Jørgensen). Endelig afsluttes oversigten med sammenfatningen af nogle udviklings-tendenser på det danske arbejdsmarked ved indgangen til 80,erne, (Henning Jørgensen).

84

Set i forhold til de fremstillinger der tidligere har været anvendt i forskellige universi-

tetsstudier eller fagbevægelsens tillidsmandsuddannelse,l repræsenterer denne oversigtpå mange punkter et stort og tiltrængt fremskridt. Hvor de tidligere lærebøger altoverve-

jende har været rent beskrivende, institutionelt og økonomisk orienterede, anskues ar-

bejdsmarkedsforholdene her i et sociologisk teoretisk perspektiv, hvor det klart fremhæ-

ves, at der eksisterer forskellige synsmåder på arbejdsmarkedsforhold. Det afspejler en

udviklingstendens blandt samfundsvidenskaberne i 1970'erne. Beskæftigelsen med ar-

bejdsmarkedsforhold i Danmark var indtil slutningen af 60'erne domineret af økono-

mer, men i 1970'erne har det imidlertid især været sociologer, politologer og psykologer,der har kastet sig over dette emneområde og fremlagt nye teorier og viden.

At give en kortfattet og sammenhængende oversigt over de væsentligste udviklings-træk på det danske arbejdsmarked er en uhyre vanskelig opgave, som altid vil kunne

kritiseres.

Bogens bedste afsnit er dem, hvor der formidles en række nye forskningsresultater bå-

de i form af en præsentation af forskellige teoretiske forklaringsrammer og en beskrivelseaf nogle udviklingstendenser i 70,erne. Det er f.eks. tilfældet i afsnittene om arbejdskon-flikter og forholdet mellem stat og arbejdsmarked. Andre afsnit har derimod (mere) ka-

rakter af en mere traditionel institutionelt præget introduktionsindføring i området. Det

præger afsnittene om værdier og ideologi, det fagretslige system og dele af afsnittet om

arbejdsløshed og lønforhold.

Den alvorligste indvending man imidlertid kan rette med bogen er, at den ikke lever optil sine egne indledende formålserklæringer, hvilket også ville have været svært. Her bur-de man nok have været mere beskeden. Man tager i indledningen generelt afstand fra en

institutionel synsmåde og tilslutter sig en marxistisk synsmåde. Rent faktisk anlægges deri nogle kapitler en traditionel institutionel synsmåde (f.eks. i kapitlerne om det fagretsligesystem og om det industrielle demokrati) gameret med nogle indledende bemærkningerom den kapitalistiske produktionsmåde, hvilket imidlertid ikke gør analyserne marxisti-ske. Når man derfor siger, at de fleste bidrag bygger på en bred marxistisk eller historiskmaterialistisk synsmåde, er det nok lidt flot. Mere korrekt ville det have været at sige, at

de bygger på en sociologisk betragtningsmåde, der for de flestes vedkommende er inspi-reret eller præget af marxistisk teori. Hvis man med marxistisk analyse alvorligt mener, at

den »skal vise muligheden for arbejderklassens revolutionære praksis« (s. 10) forekom-mer det unægtelig ejendommeligt at de dele af arbejderbevægelsen (fagbevægelsen og po-litiske partier), der tilslutter sig den marxistiske teori næsten er fraværende ibogen (und-tagen s. 33-36 og 166-68, hvor der gives en meget kort beskrivelse og analyse). Deres synog analyser af det fagretslige system, arbejdsmiljøproblemerne og organisationsforhol-dene berøres overhovedet ikke, og fagoppositionen og venstrefløjen optræder slet ikkesom aktører i det afsluttende kapitel.

Mellem nogle af kapitlerne kunne man i højere grad have tænkt sig en samordning. Iafsnittet om organisationsstrukturen berøres det fagretslige systems betydning for den

centralisering, bureaukratisering og selvstændiggørelse overfor medlemmerne, der er

sket i fagbevægelsen.I afsnittet om det fagretslige system er dette meget væsentligeaspektog i det hele taget arbejdsrettens internt disciplinerende effekter i fagbevægelsen derimod

næsten fraværende. I samme afsnit spores endda tendenser til at fornægte tillidsmandsin-

stitutionens dobbeltfunktion: »Arbejdskollegerne vil altid opfatte en valgt TM som deres

talsmand, TM vil selv opfatte sig som kollegernes mand og disse holdninger bunder i

selve kapitalforholdets eksistens« .. »TM er kollegernes mand og ikke en neutral samar-

bejdsformidler« (s. 60). Det strider klart imod resultaterne i SFPS tillidsmandsundersø-

gelse. Hvor samarbejde og varetagelse af rene arbejderinteresser helt udelukker hinan-

den, mente flertallet af tillidsmændene, at man burde vælge samarbejdslinien, mens det

store flertal af arbejderne mente, at tillidsmændene skulle vælge at varetage rene arbej-derinteresser.2På trods af denne kritik må man konkludere, at bogen som helhed og de fleste af dens

artikler enkeltvis vil være velegnede i forskellige former for undervisning i arbejdsmar-

85

kedsforhold, fordi den behandler de væsentligste arbejdsmarkedsinstitutioner og-

problemer på en ret letforståelig og pædagogisk måde

Erik Christensen

Noter:

1. F.eks. i forhold til B. Rold Andersen og E.M. Kierkegård: Holdepunkter i arbejdsmarkedspoli-tikken. København 1969, og Stig Kuhlman: Arbejdsmarkedsforhold. København 1976, samt

Arbejdsforhold - historisk og aktuelt. Red. af Villy Nielsen og Viggo Svane. Udgivet af AOF. 5.

udg. 1970.

2. Ivar Hornemann Møller: Tillidsmandens roller. SFI pjece nr. 6. København 1976 p. 11.

Morten Brendstrup-Hansen: Wilhelm Reich Indeks. Danmarks Biblioteksskole, Køben-

havn, 1980, 240 s. (Studier fra Danmarks Biblioteksskole, 36), kr. 68,50.Det sidste årtis interesse for Freudo-Marxismen i almindelighed og Wilhelm Reichs ar-

bejde i særdeleshed synes stadig usvækket, og nu foreligger der med ovennævnte bog et

særdeles nyttigt redskab for alle, som beskæftiger sig - centralt eller perifert - med Reich-

studier.

Bogens hovedafsnit er en kronologisk ordnet referatdel, hvor de enkelte arbejder af

Reich - bøger, tidsskriftsartikler og anmeldelser - refereres kort og kompetent, og hvor

referaterne desuden suppleres af en række emneord, som tilsammen dækker den pågæl-dende tekst. Der er altså - hvad bogens beskedne titel jo ellers ikke antyder - tale om

adskilligt mere end et stykke bibliografisk håndværk, nemlig om en inholdsmæssigtileg-nelse og formidling af Reichs mange arbejder.

Til referatdelen findes forskellige indgange. Først og fremmest et alfabetisk register(49 sider) over ovennævnte emneord med henvisninger til de steder i referatdelen, hvor de

er anvendt. Desuden et register over titlerne på værker, der er medtaget i referatdelen,herunder et særskilt register over de af Reich anmeldte bøger, ordnet alfabetisk efter de-

res forfattere. Og endelig et referenceregister, som omfatter de forfattere, Reich henviser

til i de refererede værker.

Det må meget anbefales benytteren at tage sig tid til at læse de omhyggelige redegørel-ser for kriterier og principper for indsamling, referering og indexering, som findes i ind-

ledningen og i vejledningerne til de enkelte afsnit. Ellers vil hun/ han gå glip af ñnesserne.

0g af dem er der mange, idet bogen jo også har fungeret som meriteringsarbejde på Bi-

blioteksskolen og fremtræder som lidt i retning af et informationsteknisk skoleridt. Men

det ville føre for vidt at komme ind på disse rafñnementer her.

lånvigtig begrænsningmå nævnes, som bogens titel til gengæld ikke melder noget om,

men som anføres straks i indledningen: Registreringen omfatter kun perioden fra 1920

(d.v.s. »debutåret«) til 1933. Men forfatteren håber at få lejlighed til senere at videreføre

arbejdet.Det må meget håbes, at dette vil lykkes. Om ikke til den bitre ende, så i hvert fald til

1939. Efter dette år begyndte Reich som bekendt hastigt at miste jordforbindelsen.- Johs. Pedersen

John Gilliam: Byarbejderklassens konstituering og reformisme i den tidlige arbejderbevæ-gelse i Danmark 1870-1900, magisterkonferens, Institut for kultursociologi ved K.U., decbr.

1978, 139 5.

John Gilliams afhandling, der foreligger i stencilat, har til formål at bidrage til en mate-

rialistisk fremstilling af arbejderbevægelsens historie i Danmark. Til den ende har han

undersøgt konstitueringen af byarbejderklassen i tidsrummet 1870-1900 som basis for en

forståelse af arbejderbevægelsenskarakter omkring tiden for septemberforliget og sy-stemskiftet.

86

Afhandlingen er, som Gilliam selv påpeger,blevet til indenfor rammen af den teoreti-›

ske tradition i forbindelse med E.P. Thompson's og EJ. Hobsbawm's værker, der skaber

mulighed for i den historiske analyse af arbejderbevægelsen at kombinere subjektive og

objektive faktorer (p. 3). ,

'

Forfatterens resultater skal gengives med et par citater fra afslutningen: »Reformis-mens stærke indpas i det danske Socialdemokrati før 1900 må forstås på baggrund af

byarbejderklassens sammensatte karakter i perioden mellem 1870 og 1900... I al almin-

delighed syntes kompleksiteten i arbejdsprocesændringerne i perioden under overgangentil kapitalistisk industri i Danmark at have medført en meget broget arbejderklassestruk-tur... Den tidlige arbejderbevægelses udvikling i Danmark må således forklares ved hjælpaf objektive og subjektive faktorer i dialektisk samspil. Klassens objektive udvikling var

givet i og med produktionsforholdenes udvikling. Men reformismen var i høj grad ud-

tryk for fagbevægelsens og de socialdemokratiske lederes fortolkning af deres organisa-toriske basis, der var betinget af de givne politiske strategimuligheder og de givne kultu-relle betingelser for arbejdernes ideologi. Det er på denne baggrund, at man skal forstå

bevægelsens stærke centralisering og underbetoningen af klassekampen.« (pp. 128-132).Disse korte udpluk, hvis indhold både lyder noget alment og temmelig velkendt, er

selvfølgelig repræsentative, men de er ikke fuldt dækkende for den forudgående analyse.Og det er her, Gilliam yder et originalt bidrag til socialhistorien med særligt henblik påarbejderklassen. Både overvejelserne over betydningen af ændringer i arbejdsprocessenog gennemgang af industrialiseringens baggrund og arbejdsstyrkens inddeling under den

begyndende industrikapitalisme i Danmark er frugtbare bidrag til et vigtigt felt i for-

skningen, et felt, der stort set har ligget brak under den nyere opdyrkning af arbejderbe-vægelsens historie. Det lykkes her for Gilliam at sandsynliggøre det fejlagtige i påstandenom laugsbevidsthedens determinering af arbejderorganiseringen i reformistisk retning,som det findes hos W. Galenson og flere andre, også nyere forfattere. Gilliam afviser ikkeen indflydelse herfra, men ser mere håndværksfagenesforskelligartede kraft i kamp- ogorganisationsforholdene som en afspejling af den yderst differentierede virkning af prole-tariseringen. Det følger også heraf, at han afviser tesen om de små virksomheders auto-

matiske produceren af reformistisk bevidsthed i arbejderklassen. Derimod lægger han

vægt på den langso'mt glidende industrialisering, der til en vis grad gjorde det realistisk at

imødegå proletariseringstendenserne, i hvert fald pauperismen. Hans analyser af arbej-derklassens inddeling udfra produktionsprocessen understreger bevægelsen iproduktio-nen fra håndværk til manufaktur og industri iperioden, en proces, derlikke nødvendigvisbetyder absolut formindskelse af håndværket, fordi de manufakturelle og industrielleformer både kan eksistere samtidig med og helt opstå udenfor håndværket - men alligevelen udvikling henimod en reel underlæggelse af produktionen under kapitalen. Gilliamnår således frem til, at omved 1900 udgjorde manufaktur og industri langt den vigtigstedel af produktionen (70% mod håndværkets 30%), men det er dog bemærkelsesværdigt,at »industrien« kun udgør 15% af arbejdsstyrken i byerne (p. 70 et 131), og indenfor denmanufakturelle kooperationsform var der hos den mandlige arbejdskraft taget for sig en

overvægt af faglærte arbejdere. Denne sammensætning af byarbejderklassen muliggjor-de iflg. Gilliam følgende modsætningsmønster indenfor arbejderklassen:»1. Mellem håndværkere og proletariserede fagarbejdere2. mellem fagarbejdere (samt håndværkere) og de ufaglærte3. mellem de mandlige arbejdere og de ufaglærte kvinder.«

Kvalifikationsstrukturens påvirkning medførte, mener Gilliam, at der fandtes kraftigetendenser til dannelsen af en håndværkerideologi,der var overtaget som en slags status-

forsvar af fagarbejdere (hvilket vist ikke skal forstås som en fortsættelse af laugstanke-gangen, her er han ikke helt klar). De ufaglærte derimod oplevede de standsmæssige for-

skelle indenfor arbejderklassen som noget af det vigtigste at få fjernet, og endelig opleve-de kvinderne, hvordan de blev ladt i stikken af organisationer, der var domineret af

mandlige arbejdere (p. 131 f.).Gilliams studier i byarbejderklassens konstituering og sammensætning, hvor

87

»førstegenerationsarbejder«-tesenogså tages op til kritisk diskussion, er efter min me-

ning det mest interessante i hans afhandling. Her får han både foretaget en perspektiv-fyldt empirisk rekonstruktion og problematiseret en række mere eller mindre gængse an-

tagelser. Denne del peger fremad i forskningen, selvom man pedantisk kan anke over

visse ting (f.eks. den manglende definition af industri og dermed også en ret vilkårligskelnen mellem kooperationsformeme, hovedsagelig efter antal af arbejdere i virksom-

hedeme, som det er almindeligt i dansk økonomisk historie). Derimod indløses den an-

den del at titlen næppe - om reformisme i den tidlige danske arbejderbevægelse.Bortsetfra enkelte originale betragtninger præges det sidste afsnit af, at forfatteren overtager en

række gængse resultater (eller : påstande) fra de senere år og bruger dem som overbyg-gende forklaringer på sine undersøgelser af de materielle og klassemæssige forhold. Her-ved bliver fremstillingen af de politiske og ideologiske forhold noget tilfældigog ret fejl-fyldt, og der gøres slet ikke noget forsøg på at gå til primærmaterialet. Hvor analysen afklassens arbejdsmæssigesammensætning har sin styrke i bredden og åbenheden, svækkes

analysen af den faglige og politiske organisering af en vis snæverhed. Vurderingern af

forholdet mellem bevidstheden og det materielle grundlag, som på en spændende mådediskuteres i den indledende »Begrebsafklaring« falder her, ved konkretiseringen, tilbagetil traditionelle forklaringsmønstere, hvor den demokratiske kamp og alliancepolitikkenuden videre hævdes at svække de socialistiske tendenser og styrke accepten af »reformis-tiske løsninger« i arbejderbevægelsen. »Dette virkede tilbage på Socialdemokratiets og

fagbevægelsens organisering, hvor især centraliseringstendenserne og adskillelsen af den

faglige organisering fra den socialistiske agitation måtte fremhæves (i Gilliams egen

fremstilling).«(p. 132). Der findes dog også ansatser hos Gilliam til en forklaring af cen-

traliseringen ud fra arbejderklassens splittethed på basis af produktionen, men desværre

bliver det netop kun ansatser. Det må dog være muligt at gå videre herudfra. En stor

mangel er det, at reform-revolution forholdet stort set ikke diskuteres. »Reformisme«

sættes mekanisk i modsætning både til revolution og til socialisme. Den internationale

sammenhæng inddrages heller ikke.

På trods af disse indvendinger er John Gilliams konferensafhandling et spændendebidrag til forskningen om arbejderbevægelsens (social)historiske forudsætninger.

Claus Bryld

Leon Kane: Robert Danneberg. Ein pragmatischer Idealist - Schriftenreihe des LudwigBoltzmann Instituts für Geschichte der Arbeiterbewegung 11 - Europaverlag, Wien 1980,196 s., DM 26.-

Danneberg (1885-1942) var en af de mere betydningsfulde idet østrigske Socialdemokra-

ti før 1934; hans storhedsperiode lå mellem 1918 og 1934, men han begyndte sin »karrie-

re« i partiet meget tidligere, især i bevægelsens arbejderoplysningsorganisationer og i

ungdomsbevægelsenydede han en stor indsats. Han var forøvrigt også sekretær forung-

domsintemationalen i årene 1908 - 1914, han sørgede som sådan for at organisationen

fungerede (på lavt blus), men ellers var hans indsats der ikke særlig betydningsfuld.Han grundlagde sin stilling før krigen og udbyggede den under krigen, hvor han op-trådte som »moderat-oppositionel«(s. 75), som sådan var han også anerkendt af det poli-tiske politi (s. 74, s. 98). I perioden 1918 - 1934 havde han overvældende mange funktio-

ner: medlem af forskellige parlamenter, medlem af bystyret i »det røde Wien«, udvalgs-medlem og til sidst også partisekretær. Han må have været overmåde flittig, alligevel er

hans arbejdsindsats forbløffende - Kane understreger, at han også havde tid til at* deltagei husholdningen og være sammen med kone og børn.

Kane har skrevet en aldeles ukritisk biografi om Danneberg. Alligevel får man en del

at vide om Danneberg og hans betydning i et parti, som var kendetegnet af »en blandingaf tolerance og opportunisme« (s. 91), en karakteristik, som også gælder for Dannebergselv.

88

. l

i

i,

Biografien er velskrevet, og den kan bruges som en oversigt over Dannebergs rolle i det

østrigske Socialdemokrati. Den bliver imidlertid for meget på overfladen til virkelig at

kunne give nogle forklaringer.Danneberg forsøgte at flygte fra Østrig i 1938, men det mislykkedes, ogi 1942 blev han

myrdet i Auschwitz efter at have tilbragt 4 år i koncentrationslejr.

Martin Andersen

Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. Forudsætninger og for-løb. En studie i kollaboration og modstand Bd. 1 -3, Gyldendal, 1979, 2995. +4935. + 3865.,500 kr.

Under besættelsen, i august 1943 kom det til demonstrationer og generalstrejker i en ræk-ke danske provinsbyer, vendt mod den tyske besættelsesmagt. Disse begivenheder var

den første store manifestation mod den hidtige samarbejdspolitik og betød et vende-

punkt for Danmarks situation under 2. verdenskrig. De danske myndigheder kunne ikkehindre, at urolighederne udviklede sig til direkte modstand mod værnemagten. De tyskemyndigheder stillede derfor den danske regering overfor et ultimatum om, at der skulleindføres dødsstraf for sabotage og strejker. Dette krav afviste den danske regering. I ste-

det indførte besættelsesmagten militær undtagelsesstilstand. Regeringen trådte tilbageog den danske hær og flåde blev opløst.

Kirchhoffs undersøgelse beskæftiger sig med de faktorer, som første frem til bruddetmed samarbejdspolitikken. Værket har undertitlen »En studie i kollaboration og mod-stand« og beskæftiger sig med alle aspekter af denne problemstilling, heriblandt ogsåarbejderbevægelsensrolle i begivenhederne.

Kirchhoff tager udgangspunkt i situationen som den så ud i efteråret 1942. Han pegerpå , at DKP ved årsskiftet 1942-43 var den bedst organiserede sabotageorganisation, men

at de kommunistiske modstandsfolk indgik i et fornuftbetonet samarbejde med de bor-

gerlige dele af modstandsbevægelsen. DKP havde i 1942 været med til at danne Frit Dan-mark, der skulle åbne for et samarbejde med borgerskabet i en ny folkefront. Efter nytå-ret 1943, hvor de tyske hære havde lidt nederlag på østfronten, skærpedes den politisketone i DKPs agitation og samtidig fastlagdes hovedlinierne i DKPs politik overfor mod-

standsbevægelsen: at arbejde for en organisering af frihedsbevægelsenog for en nationalenhedsfront.

I de første besættelsesår var der sket en betydelig forringelse af arbejderklassensarbejds- og leveforhold. Socialdemokratiet støttede samarbejdslinien og det samme gjor-de DsF, som ved årsskiftet var begyndt at lide et prestigetab. DKP gik samtidig ved nytå-ret 1943 mere aktiv ind i at opbygge en faglig opposition til Dst linie i fagbevægelsen.Dertil kom et voksende antal ulovlige strejker, hvilket var udtryk for, at Socialdemokra-tiet var ved at miste kontrollen med fagbevægelsen.Appellerne om tålmod, disciplin ogsamfundssind havde ikke længere den samme effekt.

Den udenrigspolitiske udvikling forstærkede yderligere det stemningsskred, som var i

gang. Den tyske 8. arme var blevet tilintetgjort ved Stalingrad, og de allierede tropper var

gået i land på Sicilien i løbet af sommeren 1943. I august fulgte den bølge af demonstra-tioner og generalstrejker i Danmark, som har fået betegnelsen augustbevægelsen. Detvar en bølge som specielt berørte provinsbyer i Fyn og Jylland. Strejkeme og Krotester-nes centrum flyttede sig fra Esbjerg i begyndelsen af august over Odense og lborg og

endelig til Århus. Ialt var 17 danske provinsbyer berørt, inden der blev erklæret militær

undtagelsestilstande d. 29. august.Et af de centrale afsnit i Kirchhoffs undersøgelse er hans detailstudier af strejke- og

protestbølgens forløb i Odense, Ålborgog Århus. Af disse er hans undersøgelse af deodensianske forhold den mest omfattende. Bystrejken i Odense varede fra d. 18. til 23.

august og fik afgørende betydning, fordi den var med til at forcere udviklingen henimod

89

det brud med samarbejdspolitikken, som blev en realitet d. 29. august. Begivenhederne i› Ålborgnogle dage senere blev mere blodige, end tilfældet havde været iOdense, men det

var de odenseanske begivenheder, som blev centrale fordi regeringen her endnu aktivt

søgte at redde samarbejdspolitikken. ,

Kirchhoff fremlægger i sin bog en dybtgående analyse af begivenhederne. For Odenses

vedkommende næsten time for time. Denne undersøgelse er et resultat af et stort feltstu-

dium, hvor han har opsøgt aktører og har søgt at sammenstykke et ofte spinkelt kildema-

teriale. Han får her påvist, at en lang række forskellige faktorer spillede ind iudviklingen,såsom påvirkningen fra de udenrigspolitiske begivenheder 4 den såkaldte »fredsoptimis-me«, arbejdernes utilfredshed med sabotagevagter, og et spændt forhold mellem værne-

magten og danske unge. Den egentlige protestbølge havde sin basis i arbejderklassen.DKP arbejdede her iforvejen for at skabe en opposition til samarbejdspolitikken. DKP

søgte derfor under strejkerne at fastholde sin voksende indflydelse på protestbevægelsengennem tillidsmandsforsamlinger og andre arbejdermøder. Både regeringen, Socialde-

mokratiet og DsF sendte forhandlere til Odense for at få bremset protesterne. Især gjordeDst repræsentanter en ihærdig indsats for gennem det faglige apparat at knuse prote-sterne.

Men Odense-strejken var mere end det. Kirchhoff viser, at det var en kamp på mange

planer. Det var en eksistenskamp mellem socialdemokrater og kommunister. Det var en

styrkeprøve mellem danske politikere om holdning til samarbejdspolitikken. Endelig var

det en balancegang i forholdet mellem danske og tyske myndigheder, hvor regeringen og

den tyske rigsbefuldmægtigedesammen arbejdede for at fastholde »fredsbesættelsen« så

længe som muligt.Kirchhoff har evnen til at kombinere en stor detailrigdom med en overordentlig klar-

hed. Han giver et tydeligt billede af, hvorledes hensynet til invasionsforsvaret spillededen afgørende rolle for de tyske militære myndigheders vurdering af situationen. I den

anden ende har han stor forståelse for arbejderklassen dynamik ved at vise, hvorledes

strejkebevægelsenskiftede mellem politisk og økonomisk kamp. Ligeledes viser han, at

det er i arbejderklassen - mellem kommunister og socialdemokrater - at der står en poli-tisk kamp, som får betydning for landspolitikken. DKP var ikke forberedt på den bevæ-

gelse som kom og havde ikke en klar strategi for en sådan situation. Socialdemokratiet

og DSF satte deres hele indflydelse ind på at hindre samarbejdspolitikkens fald. Her giksocialdemokraterne længere end mange borgerlige kræfter, idet de socialdemokratiske

repræsentanter klagede over, at der blev udtrykt »kommunistiske synspunkter«selv på

møder, hvor DKP ellers ingen indflydelse havde.

Endelig søger Kirchhoff at fremlægge en mere systematisk analyse af auguststrejker-nes struktur. Han gør det med udgangspunkt i en model af den amerikanske sociologNiel J. Smelsers Theory of Collective Behavior fra 1962, hvor analysen opdeles i 1) be-

folkningens almene forestillinger 2) de accelererende faktorer og 3) selve mobiliseringen.Kirchhoff siger, at han benytter denne model for at undgå mere politisk belastede begre-

ber, såsom spontanitet. Man kan dog alligevel indvende, at han nok kunne have sat den

anvendte metode i forbindelse med de diskussioner og teorier, som er udviklet i arbejder-

bevægelsen selv. Det gælder specielt diskussionen om forholdet mellem økonomisk og

politisk kamp hos Marx, Luxemburg og Lenin. Nogle paralleller kunne sætte Kirchhoffs

resultater i historisk relief.

Det lykkes for Kirchhoff at gøre op med en lang række myter om augustbegivenheder-ne. Han viser klart, at de danske politikere til det sidste arbejdede for at hindre et brud

med samarbejdspolitikken. Kirchhoff viser også, hvorledes DKPs politiske billede af be-

sættelsestidens problemer var fejlagtigt. DKP mente, at en lille klike af forrædere stod

overfor det danske folk. I realiteten var det et klassesamarbejdende Socialdemokrati,som var blandt de mest aktive forkæmpere for bevarelse med det formål at bevare partiog fagbevægelsesom legale organisationer. Denne påvisning er overbevisende og sætter

den kommunistiske enhedspolitik med Socialdemokratiet efter besættelsen i grelt lys. Li-

geledes er det en afvisning af Socialdemokratiets forsøg på senere retfærdiggørelse af der-

90

es politik under besættelsen. Kirchhoff når således frem til, at der ikke var tale om en

folkelig kamp mod samarbejdspolitikken og besættelsesmagten.Det var et oprør, der -

som han udtrykker det - fulgte horisontale skillelinier. Det var med andre ord klasse-

kamp._

Udover den allerede omtalte teori om Collective Behavior er bogen ikke præget af denstore teoretiseren. Kirchhoff drager nogle solide paralleller til udenlandske forhold, men

undersøgelsensstyrke ligger i det store materiale, der er fremdraget og i at en lang rækkemyter om den folkelige indsats punkteres. Bogen vil komme til at stå centralt også i stu-diet af arbejderbevægelsenhistorie, fordi det fremlagte materiale har en detailrigdom ogsoberhed, der gør det muligt for andre at diskutere problemstillinger af mere speciel ka-rakter for arbejderbevægelsen.Danmark er ellers ikke rig på store begivenheder. Skal derdiskuteres politisk teori, skal man normalt til Rusland 1917 eller Portugal 1975 for athente eksemplerne. Men de kan også hentes i Odense 1943. Kirchhoff har arbejdet 15 årpå sin udersøgelse. Det er lang tid, men det var det værd.

Steen Bille Larsen

John Logue: Toward a Theory of Trade Union Intemationalism. University of Gothenburg,Department of History, Research Section Post-War History Publication No. 7, 1980, 66 5.,kr. 25.-

I sin undersøgelse prøver J .L. at definere og systematisere den faglige internationalismesproblemer. Han går ud fra den antagelse, at det ligger i fagbevægelsens »Natur«, at den

søger at tjene kortfristede økonomiske interesser, og at den er mindre internationalistiskstemt, jo stærkere den nationale indflydelse er. Han klassificerer fagbevægelsensintema-tionale aktiviteter efter følgende kriterier: Kvantitet (feks. antallet af kontakter) og kva-litet (de ofre der skal bringes); elite- eller masseaktiviteter; uni- eller bilaterale aktiviteter(såsom resolutioner) og multilaterale aktiviteter (f.eks. i internationale organisationersom den Frie Faglige Internationale).

J .L. undersøger historisk og systematisk grundene og motivationerne til internationaltfagforeningsarbejde. »Ud fra sin natur« er fagforeningernes formål at hæve medlemmer-nes levestandard og gå i brechen for deres interesser. I denne forbindelse har »afstandenmellem deres levestandard og absolutte »Verelendung«ikke været tilstrækkeligstor til atde kunne tillade sig idealismens luksus« (s. 19), altså er det materielt set ikke ligefremindlysende, hvorfor de skulle være intemationalistiske. Eller som Mario Tronti så klartudtrykker det (i: Extremismus und Reformismus, Berlin 1971, s. 77): »At arbejderne afnatur skulle være intemationalistiske er et af det 19. århundredes eventyr på samme må-de som det om at arbejderne som sådanne kæmper for socialismen«. Også ifølge J .L. skalbegrundelseme for internationalismen søges »på et mere fundamentalt niveau«.

Fagbevægelsen anvender international virksomhed, når det er »rationelt« for dem, nården potentielle nyttevirkning er større end indsatsen, eller når målet ikke kan nås natio-nalt (s. 20). Således opstår det paradoks, der består i, at fagbevægelsen tenderer mindremod internationalismen, jo stærkere den er nationalt, dvs. jo bedre dens interesser og målkan nås via national udvidelse, kontrol og magt, eller jo stærkere en national fagbevægel-se er integreret i samfundet eller staten feks. via relationer til en arbejderregering.

Hvis det alligevel kommer til spontane eller kollektive aktioner af internationalistiskkarakter - med hensyn til spørgsmål som f.eks. krig og fred eller til støtte for den russiskerevolution med strejker og boykotter - så må man ifølge J .L. søge årsagerne i en specifikarbejderkultur og -erfaring, der skal forstås ud fra arbejderbevægelsens historie. På

grund af sin sociale sammensætning (håndværkere på valsen, vandrende arbejdstagere,politiske emigranter) var den I. Internationale langt mere internationalistisk end den II.Internationale, der idet store og hele var en løs sammenslutning af nationale organisatio-ner.

Denne tradition opfatter J .L. i dag som død. Internationale aktiviteter foregår nu »fraeliten for eliten« (s. 27 0 eller de forsumper i »institutionel virksomhed« i de intemationa-

91

“

le organisationer(s. 29), eller de bliver som i AFL/CIO”s tilfælde eksekutorer af »de na-

tionale interesser«, altså en art underorganisation for statslig udenrigspolitik.I tiden efter 2. verdenskrig tog fagbevægelsens integration - i det mindste i Europa -

endnu et skridt og degraderede dermed intemationalismen til en marginal institutionali-

seret procedure. Jo stærkere den nationale fagbevægelseblev, desto vanskeligere kunne

regeringerne regere uden om dem, men jo mere identificerede den sig også med »den na-

tionale interesse« og »almenvellet« mellem arbejdsgivere og stat.

Imidlertid forekommer det J .L., som om der for tiden er ved at bryde en ny situation

frem, der minder om frihandelens storhedstid i slutningen af det 19. århundrede. Han

opregner tre forudsætninger: 1) de multinationale koncerner med deres muligheder for

produktionsudflytning til lavtlønslande men også for at undgå nationale strejkebevægel-

ser; 2) muligheden for at udviklingslandene kan finde markeder i industrilandene pga. de

begrænsedemuligheder en effektiv protektionisme har; 3) Europas økonomiske integra-tion og det dermed etablerede frie arbejdsmarked i europæisk målestok. Med disse forud-

sætninger bliver fagbevægelsensnationale magt porøs, der sker afbræk i dens nationale

kontrol.

»Hvis logikken i den her angivne teori holder stik, så bør vi under disse omstændighe-

der vente et nyt opsving -' ikke en tidevandsbølge men et klart opsving - i internationalt

fagligt samarbejde« (s. 56).Man har ved læsningen af denne brochure sommetider det indtryk, at J .L. gør sig det

temmelig besværligt. Grunden hertil ser jeg ikke mindst deri, at han helt undgår den

marxistiske litteratur, altså arbejderbevægelsenslitteratur og historiske teori. For så vidt

er undersøgelsen også et lille lærestykke i, hvor besværlig det stadigvæk er for den borger-

lige videnskab at behandle arbejderbevægelsen, dens historie og problemer.Marx har forlængst i »Løn, pris og profit« karakteriseret fagbevægelsen som indrettet

på de daglige kampe og de direkte økonomiske problemer. Pannekoek erklærer (i: Die

taktischen Differenzen in der Arbeiterbewegung, Hamburg 1908 - Olika riktningar inom

arbetarrörelsen) kort og fyndigt: fagforeningerne »har ikke kapitalismens omstyrtningsom mål. De er langt snarere en nødvendig bestanddel af det normale kapitalistiske sam-

fund«; »deres opgave ligger indenfor kapitalismen, de overskrider ikke kapitalismens

grænser«. Endelig blev Rosa Luxemburg af fagbevægelsensledere beskyldt for »anarko-

socialisme«, da hun betegnede fagforeningerne som »arbejdernesorganiserede forsvar«

og den faglige kamp som »en art Sisyfosarbejde«.Hos Korsch, hos austromarxisterne, i

den nyere italienske venstrefløjsdiskussion(Quaderni Rossi, Classe Operaia osv.) kunne

man også have fundet sådanne diskussioner om fagbevægelsens»natur«. Og som det

overfor anførte citat af Tronti viser, får man ikke kun oplysninger om fagbevægelsens

itubrudte internationalisme, men også om reformismen hvori den egentlige forklaring på

de internationale relationer skal søges.

Men dermed er det egentlige problem stadig ikke løst: intemationalismen holder først

op med at være et moralsk anliggende (og det- hvad J .L. med rette påpeger- kun for en

lille minoritet) når arbejderklassen er tvunget til at operere internationalt, dvs. når arbej-

derklassens reelle reproduktionsbetingelser »objektivt« tvinger til internationalisme.

Først må kapitalens internationaliseringsproces kunne erfares i virkeligheden, for at der

ud at intemationalismen som moralsk fordring eller utopi kan blive en »rationel« strate-

gi.Der må arbejdes videre på J .L.'s slutspørgsmålnemlig om den faglige internationali-

sme har en fremtid, og om de af ham nævnte tre forudsætninger(de multinationale, vare-

markedeme, et frit europæisk arbejdsmarked) holder stik . I denne forbindelse rejser

spørgsmålet sig, om denne internationale uniformeringsproces i den kapitalistiske ver-

densmarkedsudvikling frembringer sådanne »sansbare« egenskaber, der kan erfares, at

arbejderklassen selv begynder at sprænge den nationale ramme og gå i retning af en prak-tisk internationalisme. Først så ville de historiske uoverensstemmelser mellem klasse-

kampenes nationale former og internationale indhold komme til at dække hinanden.

Ursula Schmiederer

92

Niels-Erik Mortensen (red.): Studenter under rødt flag. Den socialdemokratiske studenter-

bevægelseshistorie. Festskrift til Danmarks socialdemokratiske Ungdom i anledning af 60-

års jubilæet den 8. februar 1980. SOC, København 1980. 139 5. kr. 40.-

Denne bog på ialt 140 sider er en ganske særlig slags festskrift med en vis studentikos

udgivelsesidé: Frit Forum, som er, eller måske snarere var, en forening af socialdemokra-

tiske studerende, udgiver et festskrift i anledning af DSU's 60 års jubilæum i februar

1980. Men der ligger også et dybere perspektiv i udgivelsen, idet det efter redaktionens

eget udsagn er hensigten at »markere den solidaritet, som de socialdemokratiske stude-

rende bekender sig til i forhold til vore kammerater i Danmarks Socialdemokratiske

Ungdom, et sammenhold, som udgør grundvolden i vor fælles indsats for den demokrati-

ske socialisme«. (Indledning, 5. 6).Frit forum blev dannet i 1943. Foreningen havde sin blomstringstid fra 1961 , da lands-

forbundet blev oprettet, til ungdoms- og studenteroprøret i slutningen af 1960'erne førtede aktive studerendes veje langt uden om Frit Forum. I 1973 blev Frit Forum's og DSU's

landsforbund sluttet sammen, og Frit Forum's lokale afdelinger fik status af DSU afde-

linger og levede en noget tilbagetrukket tilværelse. I 1975 kom der imidlertid igen liv i Frit

Forum København, og i slutningen af 1970'erne synes Frit Forum som helhed på vej moden ny opblomstring, hvilket dette festskrift er et af tegnene på.

Bogens indhold er naturligt opdelt i to hovedafsnit. Det første dokumenterede, histo- .

riske afsnit er igen delt i to kapitler, som henholdsvis beskriver studenter og akademikerei arbejderbevægelsen fra dens start omkring 1870 til 1940, skrevet af Niels-Erik Morten-

sen, og Frit Forums historie fra 1943 til vore dage, skrevet af Poul G. Madsen og Niels-Erik Mortensen. Det andet hovedafsnit består af en række korte erindringsbilleder afaktive medlemmer af Socialdemokratiske Studenter fra 1930'erne og især Frit Forum.

Det er naturligvis fremtrædende medlemmer, redaktionen har fundet frem: Holger Erik-

sen, formand for Socialdemokratiske Studenter to gange i perioden 1930-35, Erhard Ja-

cobsen, formand for Frit Forum København 1943-51, Ib Koch Olsen, bestyrelsesmedlemi Frit Forum 1943-46, Ivar Nørgaard, næstformand i Frit Forum 1943-45, Robert Peter-

sen, formand for Frit Forum København 1951-53, Knud Heinesen, redaktør af »frit for-

um«, foreningens tidsskrift, og landsformand for Frit Forum 1961, Anders Bodelsen,medarbejder ved »frit forum« 1958-63, Poul Nielson, landsformand for Frit Forum

1966-67, Mogens Camre, formand for Frit Forum København 1966 og landsformand

1967-68, Mogens Lykketoft, formand for Frit Forum Købehanvn 1966-68 og landsfor-mand 1968-69 og Jørgen Burchardt, sekretær i Frit Forums landsforbund 1966-69. FritForums historie er således dækket særdeles godt ind tidsmæssigt, og indlæggene bliver

naturligvis ikke mindre interessante af, at de fleste af bidragyderne i dag er placeret sær-deles centralt i Socialdemokratiets ledelse.

Alligevel er det det første hovedafsnit, som fortjener den største opmærksomhed, delsfordi der ikke findes megen videnskabelig historieskrivning om de socialdemokratiske

ungdomsbevægelser, og dels fordi de korte erindringsbilleder naturligvis ikke kan gå i

dybden, men kun fremlægge Frit Forums ydre historie, således som forfatterne husker

den,eller ønsker at huske den, omkring 1980. Men det er som sagt på sin vis også ganskeinteressant.

Da redaktionen åbenbart har ønsket at dække hele arbejderbevægelsens historie ind,og da der ikke fandtes nogen socialdemokratisk Studenterorganisation i forrige århun-drede, har Niels-Erik Mortensen i det første kapitel valgt at skrive ret udførligt om frem-

trædende akademikere inden for arbejderbevægelsen og deres indstats, især på det ideo-

logiske, kulturelle og uddannelsespolitiske område, i perioden fra ca. 1850 til første ver-

denskrig, eller fra Frederik Dreier til Gustav Bang og FJ. Borgbjerg. Rækken følges op

også i mellemkrigstiden, men her ses akademikemes indsats hovedsagelig i sammenhængmed deres arbejde for de socialdemokratiske ungdoms- og Studenterorganisationer.

Det er Niels-Erik Mortensens opfattelse, at de socialistisk indstillede akademikere

spillede en ikke ubetydelig rolle for arbejderklassen og arbejderbevægelsen, skønt deres

antal var ringe. Indsatsen ligger især på fire områder: 1. de gjorde et »banebrydende ar-

93

bejde ved at sætte sig ind i den internationale socialismes ideologi på et særdeles tidligttidspunkt, nemlig 0. 1850, hvor den utopiske socialisme (Proudhon mil.) afløstes af den

videnskabelige socialisme (Marx og Engels).« (s. 19), 2. akademikeme var meget aktive i

det socialdemokratiske oplysningsarbejde, 3. akademikerne skabte debat om arbejder-bevægelsens mål og midler og udgjorde ofte en kritisk-ideologisk venstreopposition til

den socialdemokratiske ledelse, og 4. flere af de socialdemokratiske akademikere gik ind

i den pragmatiske politik i partiets styrende organer og i den sidste del af perioden i rigs-dagsarbejdet. - Hvad angår det første af de ñre punkter kan der nok med rimelighed rej-ses den kritik af Niels-Erik Mortensens opfattelse, at den er i for høj grad konstaterende

og for lidt diskuterende, især når den ledsages af følgende udsagn: »Ideologisk var de

akademiske pionerer i arbejderbevægelsen stort set på linje med Engels og Marx, hvori-

mod den senere udvikling i det danske Socialdemokrati gik i retning af Lassalle og den

tyske reformisme.« (s. 19). Spørgsmålet er bl.a., i hvor høj grad og hvor indgående de

første akademiske pionerer kendte og kunne kende Marx og Engels, jvf. f. eks. J ens Eng-bergs værk om Louis Pio og arbejderbevægelsen, »Til arbejdet! Liv eller dødl« Men det er

klart, at en så kort fremstilling, som der er tale om i festskriftet, vil være tilbøjelig til at

blive mere konstaterende og beskrivende end diskuterende og forklarende og til at inde-

holde for mange generalisationer af typen »Karakteristisk for arbejderbevægelsen i

1920'erne og 30'erne er, at de intellektuelle gør fælles sag med arbejderpartierne - dvs.

Socialdemokratiet og kommunisteme .« (s. 28).Først i 1901 blev den første egentlige studenterklub »Catilina« stiftet, men den blev

kun holdt i live til 1909, skønt kendte personer som Jeppe Aakjær, Nina og Gustav Bang,Vilhelm 'Buhl og K.K. Steincke var aktive medlemmer. En bærekraftig socialdemokra-

tisk studenterbevægelse kunne først etableres, da der både fandtes en solid organiseringaf den socialdemokratiske arbejderungdom og en tilgang af studerende, der »potientieltkunne mobiliseres for den demokratiske socialisme« (s. 21), og disse forudsætninger sy-

nes ikke at have været til stede før i mellemkrigstiden, specielt i 19301eme, da Socialde-

mokratiske Studenter fungerede hele tiåret.

Niels-Erik Mortensens beskrivelse af Socialdemokratiske Studenter, foreningenssamfundsmæssige baggrund og virke, dens forhold til DSU og Socialdemokratiet og

dens udgivelse af bladet »Neon« er nok det mest givende afsnit i bogen. Her bringes en

række væsentlige og interessante oplysninger i en større sammenhæng, og her synes do-

kumentationen at være mere indgående end andre steder i bogen.Men ellers synes det at knibe en smule med overblik og sammenhæng i dette første

kapitel om studenter og akademikere i arbejderbevægelsen indtil 1940. Det skyldes nok

først og fremmest, at forfatteren har valgt at beskrive tre forhold parallelt: fremtrædendesocialistiske akademikeres indsats, den I socialdemokratiske ungdomsorganisations hi-

storie og de socialdemokratiske studenters historie. Fremstillingen bliver derved noget

springende. Dertil kommer, at forfatterens meget personcentrerede og organisationsñk-serede stofvalg medfører, at handlinger, begivenheder, forhold og udviklingsforløb ikke

forstås, beskrives og forklares i samspil med de materielle og klassemæssigegrunde, som

var fremtrædende i perioden, og de forandringer, der skete med dem. Det forekommer at

være en mangel, som der godt kunne have været rådet nogen bod på, selv om emnet i sigselv indbyder til at fremhæve overbygningsfænomener på bekostning af basis. Men ude-

lades basis helt, som her, får de historiske fænomener let en tendens til at forekomme

tilfældige, uforklarlige og usammenhængende.De samme indvendinger kan gøres for kapitlet om Frit Forums historie. Dertil kom-

mer, at kapitlet rummer nogle forkerte, eller i hvert fald upræcise,oplysninger. På side 57

fortælles det, at man i et nummer af »frit forum« i februar 1961 bragte en enquete med

titlen »Er farven falmet?« Enqueten blev imidlertid bragt i Aktuelts tillæg »Weekend«, oghvad »frit forum« bragte, var uddrag af Per Hækkerups indlæg og nogle reaktioner fra

andre deltagere på dette indlæg. - Videre hævdes det, at Frit Forum i begyndelsen af

l960*erne havde seminarieafdelinger i bl.a. Horsens og Randers (s. 59). Det kan vist ikke

passe, eftersom der slet ikke findes seminarier i de to byer. - Om regeringsforhandlinger-

94

ne mellem S og SF i november 1966 hedder der, at SF kunne støtte det offentliggjorteprotokollat, fordi det indeholdt »adskillige af SFs kardinalpunkter - uddannelsespoli-tik, skattepolitik, afspændingspolitik m.v.« (s. 64). Men SF kunne netop ikke støtte S's

»afspændingspolitik« (forsvars- og sikkerhedspolitik?) og gik derfor ikke i regeringssam-arbejde med S. - Og på side 70 tales der om »Det centrale uddannelsesområdes arbejdemed U 90 ...«; der menes vel Det centrale Uddannelsesråd (CUR).

Men disse indvendinger, større og mindre, må ikke overskygge den opfattelse hos an-

melderen, at det er særdeles nyttigt og udmærket, at Frit Forum København har udsendt

denne bog, ikke blot fordi der i forvejen findes så lidt om denne side af arbejderbevægel-sens historie, men også fordi den bringer megen information set i et nyt lys, som kan

indgå i den videre forskning om arbejderbevægelsens historie. Dertil kommer, at bogenminder os om, at der altid har været og også i dag er en venstreopposition inden for Soci-

aldemokratiet. Og det er godt at vide her ved indgangen til 1980'erne. Blot kunne man

ønske sig, at de socialdemokratiske ledere af ungdomsorganisationer i højere grad villestå ved deres idealer og give udtryk for dem i ord og ikke mindst i gerning, når de rykkerind på ledende poster i moderpartiet.

Vagn Oluf Nielsen

Mens vi venter. Studier i det moderne Grækenlands historie, af Lars Bærentzen, Lars Nør-

gaard og Ole L. Smith, Museum Tusculanums Forlag, København 1980, 155 5., kr. 61.-»Mens vi venter« består af 4 artikler, der »omhandler emner der er væsentlige for forstå-elsen af den græske demokratiske bevægelse« (s. 9) og for Grækenlands historie efter1949.

Der er således ikke tale om en bog om den græske arbejderbevægelse som sådan,omend 3 af artiklerne omhandler forskellige dele af arbejderbevægelsenshistorie. Kilde-

mæssige problemer og sprogbarrierer har bevirket, at så godt som intet materiale om

græsk moderne historie og/eller arbejderbevægelse findes på dansk. Det er derfor pris-værdigt, at forfatterne har kastet sig ud i dette historieprojekt, hvor artiklerne er forsyne-de med bibliograñer.Tidsmæssigt strækker bogen sig over perioden fra ârhundredskiftet til 1949, og pga

artiklernes meget forskellige karakter vil jeg kommentere dem hver for sig.Den græske arbejderbevægelsefør 1918 og Føderationen iSalom'ki« af Lars Nørgaard. Fø-derationen i Saloniki var en føderalistisk sammenslutning af forskellige etniske gruppersarbejdere, og denne organisation var tilknyttet 2. Internationale. Hovedvægten i LarsNørgaards artikel ligger på en gennemgang af Føderationens historie og afsnittets gen-nemgang giver - ikke mindst sammen med bilagene til artiklen - et udmærket billede afF øderationens politiske virke og - mål. Vi får herigennem også et indblik i den tyrkiskearbejderbevægelses historie, idet Saloniki op til 1912 var en del af Osmannerriget.Føderationen betegnes af forfatteren som en fraktion af »den græske utopiske sociali-

sme« (s. 21), men hverken udfra artiklen eller bilagene synes der at være grundlag for en

sådan klassifikation. Bilagene består i en rapport fra en anarkistisk gruppe i Pyrgos tilden »anarkistisk-revoutionære« kongres i Paris 1900, samt i en »Årsrapportfra den so-

cialistiske Arbejderføderation i Thessaloniki til 2. Internationales møde i Kbh. 1910«.

Som indledning til artiklen findes et afsnit om Grækenlands økonomiske og politiskeudvikling og om »Den græske socialismes samfundsmæssige determinanter« eller »den

græske socialismes ideomorfe fysiognomi« (s. 13). Denne »græske socialisme« defineresimidlertid ikke, og det bliver aldrig klart, hvad der er afsnittets formål. Den »Græske

Socialisme« kan være synonym for arbejderbevægelse,eller der kan være tale om et for-

søg på at bestemme Grækenlands placering i forhold til en overgang til en kapitalistiskproduktionsmåde

95

Alt_i ,alt er artiklen spændende læsning, men den kræver mange forudsætningerhos

læseren på grund af terminologisk uklarhed og manglende sammenhæng mellem artik-*

lens to dele: beskrivelsen af den økonomiske udvikling og den »ideomorfe fysiognomi -

og beskrivelsen af arbejderbevægelsensudvikling.»Hovedtræk af den græske kommunistiske bevægelses historie 1918-41« af Ole Smith.

Artiklen giver en kort fremstilling af den kommunistiske bevægelses historie og vigtigsteprogrampunkter. Forholdet mellem det græske kommunistparti, KKE, og Kommuni-

stisk Internationale (KI) har en fremtrædende plads i fremstillingen. KIs politik og for-

holdet mellem KKE og KI problematiseres ikke, ligesom der mangler konkret indhold i

beskrivelsen af forskellige fraktioner og af partiets politiske udvikling, der derfor beskri-

ves ved hjælp af traditionel Kl-fraseologi. F.eks. omtales »enhedsfront« som et begrebmed samme indhold i både 1924, 1926 og 1928, og stridighedeme i KKE efter 1928 ses

som et resultat af »det efterhånden internationale opgør mellem kommunister og trotski-

ster.«

Skønt artiklen bibringer læseren en række facts om KKEs udvikling som baggrund for

de følgende artikler, kræver den, at læseren selv har et indgående kendskab til KIs politik.»0m befrielsen af Grækenland« af Lars Bærentzen. Formålet med artiklen er at »diskute-

re to væsentligeaspekter af situationen omkring besættelsens ophør: dels den internatio-

nale baggrund og dels de britiske militære planer, der skulle hindre, at KKE automatisk

overtog magten i det øjeblik tyskerne trak sig ud«. (s.60).Som formålet siger, er der tale om et begrænset detail-studium med en indgående be-

handling af kildematerialet. Lars Bærentzen viser, hvilken politisk betydning Græken-land havde på det internationale politiske plan, og beskriver den handel der fandt sted

om Grækenland mellem stormagterne. En begrænsning er her, at Grækenlands økono-

miske betydning som del af den vesteuropæiske kapitals ekspansionsområde ikke ind-

drages i analysen. Hvad stormagtsspillet angår, kan artiklen bidrage til f.eks. undervis-

ningen i »kold krigs historie« i gymnasium og HF.'

Modstandsbevægelsen i Grækenland er omtalt i et kort afsnit, og der redegøres løben-

de for dens udvikling. Som helhed behandles modstandsbevægelsens politik og befolk-

ningens økonomiske og politiske stilling ikke, ligesom det gælder, at man må søge til

andre fremstillinger for at få problematiseret modstandsbevægelsens politik eller sat den-

ne i forhold til udviklingen i andre lande.

»Den græske borgerkrig 1945-1949.' nogle aspekter af de indledende faser« af Ole L. Smith.

Ole Smith forsøger at vise, hvorfor een af Europas største venstrebevægelser i 40'erne

blev knust, og den græske borgerkrig er ydermere vigtig at behandle, fordi den har en

»paradigmatiskbetydning, der gør den ligeså vigtig som den spanske« (s. 102).Imidlertid er hovedparten af kilderne til KKEs historie forsvundet, og de eksisterende

fremstillinger af borgerkrigen er tendentiøse, hvilket gør det særlig vigtigt for Ole Smith

at gennemskue de forskellige historikeres ideologiske tilhørsforhold. Til dette formål op-

deler han fremstillingerne om borgerkrigen i 4 grupper: den borgerlige tendens, den anti-

dogmatiske tendens, den apolitiske tendens og forræderitendensen.

Opdelingen er arbitrær og lidet frugtbar, men bag den ligger en holdning om, at man

ved at skrælle de subjektive holdninger af fremstillingerne kan arbejde sig ned til, hvad

der virkelig skete - her med KKE som objekt. Det er klart relevant at beskæftige sig med

de politiske linier i KKE, men disse får først perspektiv, når de sættes i forhold til de

materielle betingelser for borgerkrigen eller i forhold til mulige udviklingsforløb.Dette

sker imidlertid ikke, og den ideologikritiske »afsløring«bruges udelukkende som argu-ment i sig selv for en forkastelse af forskellige beretningers værdi som kilder.

Efter de indledende bemærkninger følger et kort rids af borgerkrigens forløb og selve

gennemgangen af KKEs linie fra april 1945 til februar 1946. Dette er artiklens egentligeemne.

Ole Smith fremstiller udviklingen i KKEs politik, hvor centralkommiteens (CK) poli-tik indtager en meget fremtrædende rolle, og hvor det lykkes Ole Smith at demonstrere

den forvirring, der herskede i KKE og de modsætninger, der eksisterede i CK. Modsæt-

96

ninger feks. mellem på den ene side tilhængerneaf et væbnet forsvar mod reaktionen -

ogpå den anden side tilhængerne af en fredelig udvikling for enhver pris. Vurderingeme afCKs indre modsætningerproblematiseres ikke ved sammenligningmed udviklingen i an-

dre kommunistpartier eller i SUKP, ligesom KKEs politik og de menige medlemmersstilling behandles yderst sparsomt.

Det lykkes Ole Smith, i forlængelse af de indledende metodiske og bibliografiske over-

vejelser, at vise, at »problemet om den græske borgerkrig næppe kan forklares indenforrammerne af den sædvanligetese om striden mellem Markos og Zachariadis« (s. 132).Men det fremgår ikke hvorledes den så kan forklares, og skønt der er lys på de indreCK-modsætninger,forbliver den græske borgerkrigs »paradigmatiske«betydningi mør-

ke, ligesom det ikke lykkes for Ole Smith at forklare, hvorfor een af Europas største ven-

strebevægelser blev knust.

Lisbeth Bendtsen

Nachrichten aus dem Engels-Haus. Udg. af Engels-Haus, Wuppertal, bd. 1 -, 1978-Wuppertal er en by i Ruhrområdet. Oprindeligt var det to byer ved floden Wupper: Bar-men og Elberfeld. Friedrich Engels fødtes 1820 i Barmen. I 1970 gennemførte byen en

stor videnskabelig konference i den anledning og åbnede samtidig et slags Engels-Museum, der især er helliget Friedrich Engels. Siden 1978 har huset (museet) udgivetforeløbig 3 bind af en årbog med den anførte titel. Udgiveren er Michael Knieriem, dertidligere bl.a. har udgivet et indtil da ukendt Engels-Manuskript, skuespillet »Cola diRienzi« i 1974. Det var desværre for sent til, at det kunne komme med i den nye MEGA.Knieriem har også sammenstillet den overvejende del af materialet i de her foreliggendeårbøger. Det er klart,at det er Friedrich Engels, der står i centrum her, eller snarere måman sige, at det er materiale, der skal tjene til belysning af Engels”udvikling, hans omgi-velser, der bliver offentliggjort her.

Engels stammede som bekendt fra en ret velhavende fabrikantfamilie. Familien havdei hvert fald siden midten af l600-tallet boet i en af de landsbyer, der senere blev til Bar-men. Ca. 100 år senere, i 1747, oprettedes det senere firma Caspar Engels Söhne - det var

oprindeligt et meget beskedent foretagende indenfor tekstilindustien, som var den frem-herskende industri i området.

Omkrig 1815 beskæftigedefirmaet ca. 300 arbejdere. Firmaindehaveme var åbenbartpatriarkalske, de sørgede godt for deres arbejdere, bl.a. indrettede de en skole. Men det atde efter omstændighederne sørgede godt for deres arbejdere, betød ikke at arbejdernehavde det godt. Det havde de næppe nogen steder under den begyndende industrialise-ring. Friedrich Engels oplevede, så hvordan arbejderne havde det, og det fik ham som

l9-årig til at skrive nogle »Briefe aus dem Wuppertal«, i hvilke han kritiserede de socialeog økonomiske forhold i hjembyens industri. - Det er dette, det første bind handler om.Det er kilder, der belyser forholdene i Barmen specielt med henblik på familien Engels.Det er meget dygtigt gjort, man får virkelig indtryk af familjens og dermed også den ungeEngels' sociale og økonomiske status. Til dokumenterne hører også en del gode illustra-tioner.

Bd. 2 serien er igen sammenstilling af dokumenter ved Michael Knieriem, »Privates,öffentliches und Amtliches. Aussagen und Zeugnisse von Zeitgenossen«. Disse doku-menter - oftest uddrag - belyser Friedrich Engels' første 25 år, nemlig perioden indtil 1845hvor Engels flyttede hjemmefra til Bryssel, hvor Marx boede på det tidspunkt. Det er

sådan set udviklingen og overgangen til kommunismen, der her præsenteres via andrefolks indtryk af Engels. Dokumenteme har som ibind l fået en kyndig indledning. Det er

dels nye kilder, dels er det kendte, som i denne sammenstilling bidrager med væsentligtstof om den unge Engels' udvikling: f.eks. den »frækhed« med hvilken han blandede sigien teologisk strid i Bremen. Hans modstandere angreb ham voldsomt og hovedargumen-

97

tet var netop, at en »20 årig commis« ikke skulle blande sig,'for det havde han ingenforstand på. Det er morsom læsning.

Mens de to første bind hovedsagelig indeholdt dokumenter, indeholder det 3. bind 4

artikler. De to første undersøger den »mellemskole« Engels gik i fra han var 9 til 14 år

gammel: skolens oprettelse, dens funktion for borgerskabet, lærernes forhold og uddan-

nelse, undervisningsplanen og endelig hans skolekammeraters sociale status og videre

skæbne. Engels havde kontakt med nogle af dem hele livet igennem. Begge artikler er

væsentlige bidrag til forståelsen af Friedrich Engels' omgivelser i ungdomstiden og der-

med til hans biografi.I en lille artikel gør Hans Pelger rede for Engels' forhold til religionen i 1840. Det sker

på baggrund af Engels' indblanding i den teologiske strid i Bremen i dette år (se ovf.).Engels var på.dette tidspunkt allerede »pantheist«,som han meddelte i et brev til en sko-

lekammerat. Det sidste bidrag er af en engelsk lærer, der har opsporet Engels' forskelligebopæle i Manchester fra 1850 til 1870. Det er lykkes ham at finde frem til den del adresser,

nogle af dem har Engels dog benyttet under forskellige dæknavne - det er i det mindste en

begrundet formodning - f.eks. brugte han sin samleverskes, Mary Bums', efternavn. Han

ville i så fald have haft flere lejligheder på én gang.

De 3 indtil nu udkomne årbøger indeholder meget relevant nyt materiale vedrørende

Engels, så formentlig vil årbogen kunne fortsætte med at udkomme. Det er ikke nogetrevolutionerende materiale, men det bidrager dog udmærket til en bedre forståelse af

Engels.

Gerd Callesen

Nachrichten aus dem Engels-Haus skal bestilles direkte hos udgiveme: Engels-Haus, Engelsstr. 10,D - 5600 Wuppertal

98

Forskningsmeddelelser

KVINFO, Det kongelige Bibliokets informationstjeneste for kvinde- og kønsforskning.Takket være tilskud tra tipsmidlerne har KVINFO kunnet begynde sin egentlige selv-stændige virksomhed i sommeren 1979. Men registreringen af feminologisk litteratur ogindsamling af oplysninger begyndte allerede i midten af 60”erne,idet der da indledtes et

samarbejde med den kvindehistoriske samling i Statsbiblioteket iÅrhus (oprettet i 1964).Informationstjenestens overordnede formål er at støtte kvindeforskningen i Danmark

og at fremme koordineringen af denne ved at skabe kontakt, dels mellem forskere og'studerende indbyrdes, dels mellem forskere og brugere af kvindeforskning. I sit dagligevirke skal informationstjenesten dække behovet for dokumentation, fremskaffelse af lit-teratur og informationsvirksomhed iøvrigt, ikke alene for kvindeforskere, men for bru-gere i almindelighed. Tjenesten har indrettet en læsestue for besøgende. Her er underopbygning en samling af feminologiske håndbøger, bibliografier og tidsskrifter, og herfindes alfabetisk katalog og emnekartotek (også under opbygning) over feminologisk lit-teratur i Det kongelige Biblioteks samlinger. Emnekartoteket er baseret på en systema-tisk emneliste, der er udformet med særlig henblik på kvinderelevante emneområder.

Forskellen mellem KVINFO og den kvindehistoriske samling i Statsbiblioteket i År-hus er den, at sidstnævnte er en samling af arkivalier, men ikke har kartoteker og katalo-ger over kvinderelevant litteratur. KVINFO derimod har kun bibliografier, kartoteker

, og kataloger, ingen arkivaliesamling. Der findes dog i KVINFO en feminologisk små-trykssamling (fs-samlingen), omfattende feks. specialer, konferencerapporter og andetkvinderelevant materiale, der ellers kan være vanskeligt tilgængeligt.

Som led i det daglige arbejde er der i KVINFO udarbejdet en fagbibliogra/i for kvinde-forskning. Foruden fortegnelser over relevante bibliografier indeholder fagbibliografienbl.a. en oversigt over nordiske kvindebiblioteker og andre centre for kvindeforskningsvi-den i Norden. Desuden har den en liste over kvindetidsskrif ter - danske og udenlandske -

som findes på danske forskningsbiblioteker. Fagbibliograflen er udkommet isommeren198 1.

I 1980 fik KVINFO fra Statens humanistiske Forskningsråd bevilliget et beløb til regi-strering af dansk kvindeforskning (niveau: fra specialer og opefter), dansk kvindelig eks-pertise inden for forskningen og dansk kvinderelevant materiale, der ikke på anden mådeer registreret, og som kan være nyttigt kildemateriale for kvindeforskere. Første fase afdenne registrering er afsluttet, og der er fra forskningsrådetmodtaget støtte til gennem-førelse af anden fase. Der er udsendt nær ved 700 spørgeskemaer og modtaget ca. 200tilbage i udfyldt stand. Fra 80 kvindeforskere er der modtaget tilsagn om, at de er villigetil at stille deres viden til rådighed og indgå i det netværk af kontaktpersoner, der er etbetydningsfuldt grundlag for KVINFOs informationsvirksomhed. Desuden er der mod-taget ca. 50 specialer, rapporter og afhandlinger af forskellig art. Dette materiale vil ind-gå i fs.-samlingen og kan hjemlånes herfra. Yderligere er der registreret ca. 650 ikke påanden måde registrerede - kvinderelevante artikler fra danske antologier.

KVINFO har et tæt samarbejde med tilsvarende organer i de nordiske lande, og der er iforåret 1981 fra Nordisk Kulturfond modtaget støtte til et forprojekt, der skal gennemfø-res i samarbejde mellem de kvinnohistoriska samlingarna i Göteborgs Universitetsbi-bliotek, den kvinnehistoriske dokumentattionstjeneste i Universitetsbiblioteket i Bergenog KVINFO. Projektets langsigtede målsætning er etablering af en fællesnordisk databa-se for kvmderelevant lltteratur.

Nynne Koch leder af KVINFO

S tudiet af arbejderkultur arbejderfaIklor Liperigruppen: Meddelelser nr. 1

Nordisk gruppe til forskning i arbejderkultur og arbejderfolklore dannetVed den 22. Nordiska etnolog- og folkloristkongressen 9. - 11. juni 1981 i östra Finland

99

nära J oensuu i Libelits (Liperi) dannedes en nordisk gruppe den 11. juni med det formål

(Syfte) at

1) Fremme interessen for forskningen af arbejderkultur og arbejderfolklore gennem em-

piriske undersøgelser.2) Udvikle den teoretiske og metodiske debat inden for denne forskning.

3) Formidle information om igangværende forskning.

Gruppens medlemmer er: Stefan Bohman (Stockholm), Kjell Hansen (Oslo), FlemmingHemmersam (København), Pekka Laaksonen (Helsingfors), Mats Lindqvist (Lund) og

Magnus Wikdahl (Lund).

Gruppen vil på kort sigt arbejde for at

1) Udbrede kendskabet til denne gruppes eksistens.

2) Opbygge interne feed-backgrupper, hvor manuskripter, indlæg m.v. diskuteres og

kommenteres og kontakten mellem forskere,der har bestemte delemner til fælles, for-

midles.

3) Sætte bibliografisk arbejde igang.4) Indsamle oplysninger fra nordiske institutioner om tidligere og igangværende forsk-

ning om arbejderkultur og arbejderfolklore.›

5) Etablere et internt meddelelsesblad, hvis der er behov herfor.

6) Undersøge muligheder for økonomisk støtte til koordinerende arbejdsmøder, sympo-

sier og kongresser.

På længere sigt vil gruppen arbejde for at

1) Inspirere og opmuntre til igangsættelse af fælles nordiske projekter inden for arbej-

derkultur og arbejderfolklore fra 1982.

2) Arrangere den første skandinaviske kongres om forskning i arbejderkultur og arbej-

derfolklore i København i slutningen af 1983.

3) Arrangere en international kongres om samme emnei 1984, hvor forskerei Skandina-

vien mødes med andre uden for Skandinavien i København.

Forskere og andre interesserede, der aktivt ønsker at deltage i dette arbejde eller kun

ønsker at holdes orienteret, bedes udfylde og fremsende vedlagte tilmeldingsblanket til

gruppens sekretariat: Fl. Hemmersam, Institut for Folkemindevidenskab, Københavns

Universitet, Njalsgade 76, 2300 København S. Danmark.

Sekretariatet

15. 6. 1981

Arbejdsretslig Forskningsfond.I december måned 1980 var en repræsentant fra SFAH (undertegnede) sammen med re-

præsentanter fra Dansk Retspolitisk Forening (Helmuth Schledermann), Retsvidenska-

belig Institut B ved Københavns Universitet (Ole Krarup) og tidskriftet Retfærd (Hanne

Petersen) med til at stifte en arbejdsretlig forskningsfond.

Baggrunden for initiativet er, at arbejdsgivere og systembekræftendejurister i alt for

lang tid har monopoliseret den arbejdsretslige forskning, hvilket har bevirket, at kritik af

arbejdsret og det fagretslige system har haft svære vilkår.

Fondens formål er derfor at fremme kritisk arbejdsretslig forskning ved gennemførel-

se af studier, udgivelser, afholdelse af seminarer og møder. Desuden skal fonden kunne

yde støtte til gennemførelseaf fagretslige eller arbejdsretslige sager af principiel betyd-

mng.

Fondsbestyrelsen har foreløbig vedtaget at søge tilvejebragt en oversigt over den igang-

værende forskning af kritisk art. Desuden overvejer fonden et initiativ til at starte under-

100

søgelser af en række forhold vi skønner har betydning for det arbejdsretslige system så-

som: 1. Kritisk analyse af fagbevægelsens arbejdsretslige ideologi. 2. Voldgift og andre

fagretslige skridt, herunder mægling. 3. Ledelsesretten i forhold til ny teknologi. 4. En

kritisk vurdering af den svenske medbestemmelsesreform i praksis. 5. Forholdet mellem

forbund og afdelinger.Styrelsen er også åben for at yde bistand til at fremskaffe baggrundsmateriale f.eks. i

forbindelse med arbejdskampe eller sager. Når vedtægterne udtrykkeligt understregerbehovet for »kritisk« arbejdsretslig forskning er det hermed tilkendegivet, at fondens

virksomhed ikke indskrænker sig til undersøgelser og analyser inden for det herskende'

systems rammer og forudsætninger. Gennem fondens virksomhed agter vi at bidrage til

kvalificerede drøftelser af Arbejdsrettens undertrykkende funktion og mulighederne for

at ændre det eksisterende system.Fondens midler tilvejebringes ved frivillige bidrag fra enkeltpersoner og sammenslut-

ninger, og vi har foreløbig bedt ca. 200 faglige organisationer (forbund og afdelinger) om

støtte.

Fondens adresse er:

Arbejdsretslig Forskningsfond,Studiestræde 6,1455 København K.

Girokonto 8083908 Erik Christensen

SFAHs l981-br0chure er udkommet

Brochuren er atter iår illustreret. Billederne forestiller - som ovenstående - episoder fra

arbejderoplysningsarbejdet. Den meget koncentrerede herre på side 6-7 er ikke Niels

Johnsen, men ligesom personerne side 4-5 deltager i studiekredsarbejde under AOF ihovedstaden. Det samme gælder sangkoret, der pryder brochurens forside og det noget

101

imandschauvinistiske billede, der bringes her. På side 12 i brochuren ser man 12 stiligeherrer. De deltager i De kommunale Håndværkeres Organisations studiekreds i sam-

fundslære 1927-28. Billedet på modsatte side fra De kvindelige Bryggeriarbejderes Læse-

selskab er derimod ikke dateret. Alle originaler findes på ABA.

Den nye brochure fortæller noget om selskabets virke og grundlag, Den indeholder en

komplet fortegnelse over SFAHs udgivelser til og med foråret 1981 samt en fyldig omtale

af de nye udgivelser. Man kan altså bruge brochuren til at kontrollere, om der er nogle af

Selskabets udgivelser, man endnu ikke har fået anskaffet sig.Vi opfordrer desuden medlemmerne til at bruge folderen i agitation overfor kolleger,

venner, elever osv. Et selskab i vækst er den bedste garanti for, at dets formål indløses: at

styrke og udbrede interessen for og studiet i arbejderbevægelsenhistorie. Med voksende

medlemstal kan udgivelses- og de øvrige medlemsaktiviter fastholdes og udbygges. Der-

for: hent på ABA et antal brochurer til brug ved personlig agitation for Selskabet. Eller få

dem tilsendt ved henvendelse til SFAH, Rejsbygade l, 1759 V, tlf. 01- 24 15 22 (Henning

Grelle).

Rettelser til Kirsten Folke Harrits artikel i nr. 16

s. 23, l. 3: fortæller om er er et produkt ...(korrekt) fortæller om og er et produkts. 24, l. 10: faglærte arbejder og håndværksmestre (korrekt) faglærte arbejdere og

håndværksmestre...

s. 24, l. 18: der udmærker den som kilde. (korrekt) der udmærker dem som kilde.

s. 25, l. 21: Har arbejderne virkelig grund (korrekt) Har arbejdere virkelig grund...s. 25, 1. 37: Hvaf forfattere har (korrekt) Hvad forfatterne har...

5. 30, l. 21: der er positivisterne (korrekt) der positivisterne

102

SPØRGESKEMAMeddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade l

1759 København V

»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie« vil med dette

spørgeskema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægel-sens historie, som finder sted i øjeblikket. Derved muliggøres en kontakt mel-

lem folk, der arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kan udveks-les og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysningervil siden blive bragt i Meddelelser.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monografi etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES oc FORVENTES PROJEK-TET AFSLUTTET

ÅDRESSEFORTEGNELSE FOR BESTYRELSES-, REDAKTIONS-OG FASTE UDVALGSMEDLEMMER I SFAH, februar 1981

BestyrelsesmedlemmerHenning Grelle (formand), Olesvej 9, 2830 Virum . . . . . . . . . . . . . . .. 02 853338Erik Strange Petersen. Frederiksdal Allé 39, 7800 Skive . . . . . . . . .. 07 52 60 40Therkel Stræde, Norgesgade 48, 3 th., 2300 S. . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 541548Lisbeth Bendtsen, J. M. Thielesvej 8 st., 1961 Kbh. V . . . . . . . . . . . .. 01 3965 98Hanne Caspersen, Bisiddervej 2, 1. tv., 2400 NV. . . . . . . . . . . . . . . .. 01 838831Erik Christensen, Kronosvej 59, Gug, 9210 Ålborg Øst . . . . . . . . . .. 08 1451 12Kirsten Harrits, Korshøjen 9, 8240 Risskov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 06 214637Ulla Kleisdorff, Küchlersgade 35, 1774 Kbh. V. . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 216681

Flemming D. Olsen, Nansensgade 71, 1.,1366 K . . . . . . . . . . . . . . . . . . 01 153881

ForretningsudvalgHenning Grelle (s.o.)Erik Strange Petersen (s.o.)Therkel Stræde (s.o.)

ÅrbogsredaktionSvend Åge Andersen, Hørmarks Allé 24, 8240 Risskov . . . . . . . . . .. 06 1757 50Birthe Broch, Livjægergade 40 st. tv., 2100 Ø . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 42 32 70Niels Senius Clausen, (formand), Livjægergade 19, 1. tv., 2100 Ø. 01 261258Søren Federspiel, Balders Plads 6, 4. tv., 2200 N . . . . . . . . . . . . . . .. 01 8560 97Lars Torpe, Nørretrandersvej 38, 9000 Ålborg . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 08 139507

'

Meddelelser

Gerd Callesen, Tegigårdsvej 341, st. tv., 3050 Humlebæk . . . . . . ..02 191594Niels Ole Højstrup Jensen, Bogholderallé 7, 2720 Vanløse . . . . . .. 01 71 1891Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 1124 K . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 150461

Udvalg vedr. undervisningsmaterialeVagn Oluf Nielsen, (formand), Elmevænget 39, 2880 Bagsværd 4. 02 980804Torben Peter Andersen, Herlufsholmvej 12, 2720 Vanløse . . . . . . .. 01 7492 72Niels Ole Højstrup Jensen, (s.o.)Svend Sødring Jensen, Maglehøj 60, 3520 Farum . . . . . . . . . . . . . .. 02 95 28 92

SkrlltserieudvalgTherkel Stræde (s.o.)Flemming Olsen (s.o.)Kirsten Harrits (s.o.)Flemming Hemmersam, Fiskerhusene 110, 2620 Albertslund 01 649018

SFAH LAGER- OG PRISLISTE PR. 1. MARTS 1981.

Priserne er incl. moms og forsendelse og'justeret som følge af moms- og porto-fornøjelsen hhv. den 30. juni 1980 og den 2. januar 1981.Priserne for ikke-medlemmer er anført i parentes.

Medlemsskab 1981 (incl. Meddelelser 16-17 og Årbog 11)

Årbog for Arbejderbevægelsens Hlstorle:

Å3, GMT1973 . . . . .

.,. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

A 4, GMT 1974 ..................................... ..

A 5, GMT 1975 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

A 7, SFAH 1977 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

A 8, SFAH 1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

'A 9, SFAH 1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Å1OSFAH 1980 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

Meddelelser om Forskning i Arbejderbevægelsens Hlstorle:

M 2-7, GMT 1974-76, 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M 8-9, SFAH 1977, 'a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M10-11,SFAH1978,a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M 12-13, SFAH 1979, a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M 14-15, SFAH 1980. 'a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M 16,'SFAH 1981, a . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

M 11A, særnr. (ABAs protokolsamling) . . . . . . . . . . . . . . ..

SFAHs Publikationsserle:

P 3, SFAH 1975 (Engberg : Harald Brix) . . . . . . . . . . . . . . .

P 4, SFAH 1976 (Poul Christensen: Af en illegalserindringer) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

SFAHs skriftserie:S 2, GMT 1975 (Nymark: Fr. Dreier) . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 3, GMT 1976 (Bryld: Socialdemokratiet og

revisionismen) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 4, GMT 1976 (Andersen: Staten og Storkonflikten

i 1925) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 6, SFAH 1977 (Broch: Kvindearbejde og kvinde-

organisering) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 7, SFAH 1978 (Grelle: Socialdemokratiet og det danske

landbrugssamfund) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 8, SFAH 1978 (Jørgensen: Kompentancestriden i DsF)S 9, SFAH 1979 (Sørensen: Arbeiderklassen og social-

politikkens dannelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 10, SFAH 1980 (Nordisk arbejderbevægelse i mellem-

krigstiden) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . ..

S 11, SFAH 1981 (Fremad og aldrig glemme) . . . . . . . . ..

SFAHs jubilæumsplakat 1980 (med motiv fra FagenesFest 1940) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Særtilbud l 1981 (kun for medlemmer):Meddelelser nr. 2-15 sælges samlet for 200 kr. (ordinær pris 245 kr.)Årbog 3-5 + 7-10 sælges samlet for 300 kr. (ordinær pris 365,50 kr.)

120,00

26,5044,5038,5055,0067,0067,0067,00

12,5017,0020,0022,0026,00

26,0026,00

25,00

25,00

26,50

42,50

26,50

40,00

47,0042,00

40,00

52,00110,00

15,00

(35,00)(60,00)(55,00)(78,00)(95,00)(95,00)(95,00)

(17,00)(24,00)(28,00)(32,00)(37,00)(37,00)(37,00)

(35,00)

(35,00)

(35,00)

(60,00)

(35,00)

(57,00)

(67,00)(60,00)

(57,00)

(74,00)(149,00)

Ved samtidig køb af 3 eller flere af SFAHs hidtidige udgivelser gives 10 % rabat.

I arbejdernesRusland

Kobbersmed Niels Johnsens rejser til

Komintern og Profintern 1921 og 1922

Dagbog og biografiNiels Johnsens navn er der idag kun få, der husker. Som så

mange andre fra den revolutionære bevægelses barndom er han

hyllet i glemslens mørke.Men hvem var Niels Johnsen?Kobbersmed og fagligt aktiv, fremtrædende syndikalist og en

af grundlæggerne af den antimilitaristiske bevægelse under 1.

verdenskrig. En tid 'lang redaktør af DKPs blad Arbejder-Bladet. Altså én af den revolutionære bevægelses pionerer.

I 1921 og 1922 gjorde Niels Johnsen to lange rejser til Soviet-rusland. Han deltog som DKPs faglige repræsentant i grund-læggelsen af Røde faglige Internationale, i Kominterns 3. ver-

denskongres og Komintern-eksekutivkomiteens første udvide-de plenum' samt Røde faglige Internationales 2.

generalrådsmøde.Niels Johnsens to dagbøger fra rejserne udgives nu med noter

af Morten Thing og Henning Grelle. Der eksisterer meget få

førstehåndsberetningerfra danskere om forholdet mellemDKP og Kommunistisk Internationale. Derfor er dagbøgerneenestående kildeskrifter. Meget nyt historisk stof afslører de vel

næppe. Men de viser, hvordan en klassebevidst dansk arbejderoplevede det nye Rusland og »revolutionens generalstab«. Dag-bøgerne rummer også oplysninger om de voldsomme stridighe-der i det unge danske kommunistparti.

Morten Thing har til bogen udarbejdet en Niels Johnsen-biografi, der fortæller om hans udvikling og politiske virke. Den

giver dels et protræt af Niels Johnsen, dels en nøgle til de ind-

forståetheder, der uværgerligt er i dagbøgerne.

Bogen er illustreret med fotos, der ikke tidligere har været of-

fentliggjort. Den udkommer i efteråret 1981. Ca. 100 sider. Pris

i boglade kr. 60,- (medl. kr. 42,-)

SELSKABET TIL FORSKNING |

ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE

»fremad og aldrig glemme«10 års forskning i arbejderbevægelsens historie - status og perspektiver.

»Fremad og aldrig glemme« er en bog, som gør status over 1970'ernes frodige

forskning i arbejderbevægelsens historie og udstikker perspektiver for 1980'ernes

historieskrivning.»Fremad og aldrig glemme« udgives i anledning af SFAH's 10 års jubilæum i de-

cember 1980. Bogen er den første egentlige håndbog i arbejderbevægelsens hi-

storie herhjemme, og vil med sine ideer til den fortsatte forskning desuden virke

debatskabende.

»Fremad og aldrig glemme« er redigeret af Gerd Callesen, Hanne Caspersen og

Knud Knudsen. Bogen består af 15 artikler. Tilsammen giver de et dækkende bille-

de af de emner, som 70'ernes arbejderbevægeIsesforskning har taget op, og de

diskussioner af både faglig og politisk karakter, som har været ført -

og føres! Bog-en indledes med 2 artikler om historieskrivningen om arbejderbevægelsen. Deref-

ter behandles de problemer og resultater, som forskningen i arbejderbevægelses-

historiens forskellige tidsperioder er kommet frem til, i 4 artikler om den før-

socialistiske fase, om perioden fra Socialdemokratiets dannelse til 1. Verdenskrig,

om mellemkrigs- og besættelsestiden og om efterkrigstiden. Endelig bringes 8te-

matisk orienterede artikler, der går i dybden med centrale emner: forholdet mel-

lem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, reformismen, venstreoppositionen, ar-

bejderbevægelsens internationalisme, struktur- og brancheanalyser, arbejder-

kvindernes historie og forskningen i arbejdererindringer. Desuden interviews

med tre faglige tillidsfolk om arbejderbevægelsens forhold til historien og

historieskrivningen.Hver for sig giver artiklerne en præsentation eller statusoversigt over forskningen

indenfor de behandlede områder. De redegør for diskussioner og uenigheder, og

forsøger at pege på veje og opgaver for forskningen fremover.

»Fremad og aldrig glemme« er en håndbog, der vil kunne anvendes med udbytte

af en bred kreds af mennesker. Vi synes, den er blevet både spændende og inspi-

rerende. Bogen er velegnet for den »nybegynder«, der ønsker en indføring i stu-

diet af arbejderbevægelsens historie - den vil kunne bruges både til selvstudium

og undervisning. Den, der engang har beskæftiget sig med arbejderbevægelsens

historie, men af en eller anden grund er kommet ud af trit med udviklingen i »fag-

et«, giver bogen mulighed for at få ajourført sin viden. Og den, der løbende erfulgt

med, vil få stor nytte af bogen som oversigts- og opslagsværk. Da bogens forfatte-

re repræsenterer en række humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, vil den

utvivlsomt inspirere til fortsat diskussion om arbejderbevægelsens og -klassens

historie, og til at tage nye emner op.

Bogen rummer meget fyldige litteraturhenvisninger.Den er på ca. 350 sider, illustreret.

»Fremad og aldrig glemme« udkommer i august 1981.

SFAH's medlemmer kan ved at bestille bogen inden 1. juli få den leveret til sub-

skriptionspris kr. 90,00.Efter 1. juli er medlemsprisen kr. 110,00.

Bogladepris bliver kr. 130,00.