11. ÅRGANG MARTS-APRIL 2011 NR. 3-4

ABILDABILD

NYTNYT

FORÅR I DANMARK 2011

Da jeg søgte på ”Google” efter

”Forår i Danmark”, fandt jeg disse to skønne malerier! Billedet til venstre hedder dog ”Japansk Forår” og er malet af Su-sanne Bondrop. Billedet til højre er malet af Anne-Marie Jensen. (E.V.).

2

Formålet med ”Abild Nyt” - at du får lyst til at søge Gud

- at du får lyst til at læse i Bibelen

Jesus har sagt: ”Således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn, den enbårne,

For at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Johs. 3:16)

Guds Ord

”Positiv tale mætter som et godt måltid mad. Tungen er et magtfuldt instrument i dødens eller livets tjeneste…”

(Ordsprogenes Bog 18:20-21)

E.V.: Da Moses Hansen og hans hold på otte var i Israel i november 2010, skete det, at en fremtrædende mand i en kendt humanitær organisation i lan-det i spøg sagde til sin kone, at hun ikke skulle planlægge hans 50-års fød-selsdag, for han ville dø ved en bilulykke forinden! Hans negative ord gik i opfyldelse! Moses Hansen skriver i den forbindelse, idet han citerer Ordsproget ovenfor: ”Positiv tale derimod er ikke bare at hælde vand ud af ørerne… Positiv tale er, når vi taler som Guds Ord taler, hvilket vil sige, at vi ser det mulige i det umulige, de skjulte skatte i mørket, lys i mørket; at vi ser os selv, som Gud ser os; at vi taler håb midt i håbløshed og tro midt i vantro… Det er sådan Gud taler, for Han er større end en hvilken som helst forhindring, som men-nesker eller dæmoner kan lægge på vores vej. Ordet siger, at positiv tale mætter som et godt måltid, og det gør det, fordi Guds Ord mætter, fylder, har tyngde og vægt... Når vi taler Guds Ord ind i livets mange forkvaklede og håbløse situationer, følger der en mættelse - en vished - en tryghed - en tro på, at Han står ved sit Ord og fører din og min sag igennem!

3

Salme 1 i Bibelen er et kerneord med hensyn til at vandre på Herrens vej… Begrebet ”Vej” har altid fyldt meget i mit liv. Min far stod for opbygningen af den færøske infrastruktur. Han var meget optaget af, at de forskellige bebyg-gelser fik en så god vej til omverdenen som muligt. Vi børn var tit med ham, når han besøgte forskellige vejarbejder... Fra jeg var 13-14 år arbejdede jeg hver sommer som vejarbejder med at bygge vejen fra Tórshavn og nordpå. Et bestemt stykke af vejen ved bygden Nordadalur og Nordaraskard (”d” = det færøske bogstav med skråstreg!) forbinder jeg med 6-dages krigen i Isra-el i 1967! - Under vejarbejdet fulgte vi via en transistorradio levende med i hvordan det gik. Der var heller ikke nogen tvivl om, hvem vi holdt med. Når jeg nu kører den vej, mindes jeg, at 6-dages krigen udspandt sig fra den pæl dér til den pæl dér…! Det var så langt, vi nåede på de 6 dage! ... Tæt på det sted, døde min farfar ”ude”, som vi siger. Det var før vejen kom, og han gik ret ofte over fjeldet mellem Tórshavn og hjembygden Leynar. Som regel gik det godt; men ikke denne gang. Han faldt og slog sig så slemt, at han døde derude i fjeldet. Det var i 1955. Mange mennesker var ude at lede efter ham den sommerdag, men han havde ligget så længe, at han var død af sine kvæstelser… Det skete før vejen kom... Da min far var 2-3 år gammel i 1919, fik han tarmslyng, som var meget farligt den gang. Otte mand stillede op og bar ham på skift over fjeldet til Tórshavn i en til lejligheden snedkereret trækasse… De har på deres tur passeret ”6-dages-krigen”, og også det sted, hvor min farfar døde ca. 35 år senere… Han kom hjem fra sygehuset med et pænt stort operationsar. Hans forældre fik taget et billede af ham efterfølgende og lavet et kort, som de 8 mand fik med en takkehilsen. Jeg har senere fået et af disse kort fra en af de 8’s efter-kommere… Mange år senere mødte min far og jeg min fætter og nogle an-dre mænd, som var på vej gennem fjeldet med en barnekiste, som de havde været i Tórshavn efter. Den skulle bruges næste dag til en begravelse i det område, hvor min far havde boet som barn, da han fik tarmslyng. Nogle drenge havde været oppe og klatre i klipperne, og en af dem var faldet ned og blevet dræbt... ”Vejen” er den ældste betegnelse for de mennesker, der kom til tro på Jesus Kristus (Ap.G. 9:2). De ”holdt sig til Vejen”, dvs. fulgte Jesus, der jo sagde

Et tidsbillede fra Færøerne… V E J E N

resumé af indledning til Árni Helmsdals

artikel...

4

om sig selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”! Der er mange gode ”vejhistorier” i Bibelen, hvilket hænger sammen med, at folk måtte gå til fods for at komme frem. Jesus selv har nok gået de 10.000 skridt om dagen... Engang gik han også langs Galilæas Sø, hvor han så to fiskere, to brødre, der var i færd med at kaste deres garn i søen. Jesus siger til dem: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere”. Vi læser, at disse to straks lod garnene være og fulgte ham. (Markus 1:16-18). Det er netop det, vort kristenliv går ud på: at følge Ham, der er ”Vejen”. Så kommer vi også til at ”vandre” i forudberedte gerninger… (Artiklen kan læses i sin helhed på www.kfodense.dk ved at klikke på ”Menighedsblad”, og siderne 3-6 inklusive). E.V.

Johny Noer: *

Skovbranden på

Karmels Bjerg i Israel

Den 6. December, 2010: Efter fem dages glødende skovbrandshelvede er ilden nu slukket, og en mild og lægende regn falder over Karmelbjerget nord og syd for Haifa. Tusindvis af evakuerede jøder vender hjem til deres bosteder for at se, hvad ilden har sparet. Blandt dem er Haggai og Beatrice og deres tre drenge. De ved dog allerede, at de i En Hod kun vil finde en rygende tomt; deres hus med alle deres ejendele er gået op i flammer. Under katastrofen har vi været i løbende kontakt med Haggai, som fortalte os, at familien har overnattet på et nødhjælpscenter. Videre fortalte han os bevæget: ”Pludselig blev tyve af dem, der havde mistet alt, kaldt ind i et afsi-des rum, hvor en blond kvinde fra ’en udenlandsk organisation’, som blev kaldt ’Blessing’ (velsignelse) gav hver af de tyve mænd en kuvert med 1000 NIS (1600 kr.) Hun lignede en af jeres tro, og hun sagde til mig, at hun kend-te jer.” På søndag, d. 12. December, tager Gisèle og jeg op til det nordlige Israel for at møde vore hjemløse venner. Vi ønsker ikke at komme tomhændede — så

En lille maskine i kamp mod ilden på Karmels Bjerg

5

hvis nogen af jer har på hjerte at hjælpe en jødisk familie efter katastrofen, vil vi gerne overbringe en sådan ’velsignelseskuvert’ fra kristne venner… For 14 år siden, da vores konvoj var i fare for at blive deporteret ved Bet Oren Junction, kom Haggai os til hjælp. I fire år gav han os ’husly’ på en pri-vat plads ved Givat Olga… Ved vores morgenandagt i dag sagde Benjamin: ”Det Haggai gjorde dengang for at hjælpe os, så Herren!” - og han nævnede det ord fra Ny Testamente, hvor Jesus siger til en israelit ’i hvem, der ikke var svig’: ”Jeg så dig under figentræet.” (Johs. 1:47-49)…

Overbringelsen af Velsignelseskuverten! Det var strålende solskin, da vi søndag morgen drog afsted mod det nordlige Israel for at overdrage gaven på 18.000 Shekel (30.000 kr.), som danske venner på få dage efter storbranden på Karmel havde indsamlet til den hjem-løse jødiske familie: Haggai og Beatrice og deres tre drenge. På rejsen mod nord opstod der hagl- regn– og sandstorme. Desuden var de mange rullende bundter kugletidsler, der fra ørkenen fejede ind over autobanen, til stor gene for trafikken. Det var som om ’vrede i luften’ forstærkedes eftersom vi nær-mede os brandtomterne på Karmel… Da vi på evakueringsstedet overrakte gaven til Haggai og Beatrice, blev der en bevæget stilhed. ”’Atten’ betyder ’Liv’ på hebraisk!” udbrød Haggai, idet han fortalte os, at synagogelæsningen fra Bibelen i den uge, som fulgte efter branden, var fra 1. Kongebog, kap. 18, begyndende med vers 18! Her bliver hele Israel kaldt sammen på Karmels Bjerg for at se ’Herrens ild fra himlen’! Gisèle og jeg kom da i tanke om en video, vi har set, om en jøde, som over-levede Holocaust, fordi summen af nummeret tatoveret på hans arm var 18! Hundrede huse i Israel er nedbrændt, heraf 14 i En Hod, - også Haggais og Beatrices hus. ”Vi er meget taknemlige for den store gave,” sagde Haggai. ”Den ’flytter’ virkelig noget! Men mest værdsætter vi, at det er danske ven-ner, som har hjulpet os i denne nød!” - De er nu med andre hjemløse indlo-geret en kort tid på et hotel få km fra En Hod. ”Det er som et nyt kapitel”, sagde Haggai og Beatrice, som planlægger at besøge os et par dage før jul… Under branden var familiens trofaste gamle hund sporløst forsvundet. Men dagen efter blev den fundet lyslevende på brandtomten. ”I tre dage ville den ikke forlade stedet!” fortæller Haggai. ”Til sidst måtte vi bære den ud i bilen!” (Den 13. December 2010).

En ”Super TEn ”Super Tanker” i aktionanker” i aktion Skovbranden på Karmels BjergSkovbranden på Karmels Bjerg

6

E.V.: Den anden aften kom jeg i tanke om Sheldons berømte bog (titlen ovenfor), som jeg - under min uddannelse - fik foræret af en afdelingssyge-plejerske i julen 1950. Med hensyn til trykning af det eksemplar, jeg har, står der nederst på titelbladet: ”København. Forlagt af V. Pio’s Boghandel, 1899”. (Hvis man kan finde bogen antikvarisk i dag, anbefales den hermed varmt!). Fra bogen et resumé om forfatteren: ”Charles Monroe Sheldon (1847-1946) blev født i Wellsville i New York. Hans far var præst, og familien flyttede hyppigt, indtil den i 1869 slog sig ned i en bjælkehytte i Dakota-området, hvor de boede i flere år. Sheldon gik i skole på Philips Academy, Brown University, og Andover Theological Semi-nary. Han tog teologisk embedseksamen i 1886 og blev ansat som præst i ”The Congregational Church” i Waterbury, Vermont, hvor han dog kun blev i to år, da han ønskede at betjene en menighed helt fra starten. Det ønske fik han opfyldt, da han i 1889 tiltrådte som præst i den nystiftede Congregatio-nal Church i Topeka i Kansas... Sheldon havde flair for usædvanlige projekter. Kort efter sin ankomst til To-peka, midt i den økonomiske krise, ville han ved selvsyn undersøge de ar-bejdsløses situation. Han tog noget gammelt tøj på og gik fra sted til sted i byen for at søge arbejde, men forgæves... Ved samme lejlighed opdagede han, at en koloni af tidligere slaver, som var meget fattige, fandtes lige i nær-heden af hans kirke. Han fik derefter sine bysbørn involveret i at hjælpe dis-se ulykkelige mennesker. Anstrengelserne kronedes med held og resultere-de i den allerførste børnehave for ”African American Children” vest for Mis-sissippi-floden, og ”The Village Improvement Society”, der hjalp beboerne med at forbedre deres hjem. Der blev også fundet arbejdspladser til mange af de arbejdsløse. Alt i alt må det siges, at Sheldon med sine visioner var langt forud for sin tid... Efter det første år i Topeka, lagde Sheldon mærke til, at skønt søndagsfor-middagsgudstjenesten var velbesøgt, kom der kun få til aftengudstjenesten! Det måtte der gøres noget ved! Han fik da ideen til sine ”prædiken-historier”, der gik ud på at fortælle en spændende historie om formiddagen og lade den ende på det mest spændende sted! - Fortsættelsen ville følge om aftenen! - Og folk kom virkelig om aftenen for at få fortsættelsen! Historierne havde som titel ”I hans fodspor”, der handlede om en gruppe engagerede kristne:

C. M. Sheldon,

forfatter til

”I Jesu Fodspor”

7

en redaktør, en fabriksejer, en jernbanebestyrer, en lovende sangerinde, en rig ung arving, o.s.v., o.s.v., der alle besluttede at de ville stille sig selv det spørgsmål, hver gang, de måtte træffe svære beslutninger:

”Hvad ville Jesus gøre?” Det skulle vise sig, at deres liv blev totalt forvandlet! - I efteråret 1896 udkom så alle disse historier som føljeton i et kristent landsdækkende magasin. Den blev et stort hit. Året efter udkom den i bogform, hvor den blev en bestseller!

* Sheldon viede resten af sit liv (ca. 49 år) til forskellige reform-projekter, der omfattede fængsler, skoler, politiet, m.m. Grundet sin store popularitet som forfatter og reformator, blev han også ef-terspurgt udenfor USA’s grænser. Han propaganderede især for sine to overbevisninger: forbud mod alkohol og verdensfred. Han var erklæret paci-fist, hvilket han også frimodigt skiltede med under 2. Verdenskrig, hvor han på store motorvejs-skilte opfordrede nationen til nedrustning... Han blev en af verdens mest læste forfattere, og selv nu - efter mere end hundrede år (siges det) - sælges hans bog i tusindvis af eksemplarer… Shel-dons indflydelse må derfor siges at være uformindsket.” (E.V.)

Perler fra Markus 2:1-12, hvor JESUS

helbreder en lam...

”Nogle dage senere gik Jesus igen ind i Kapernaum. Og da det rygtedes, at han var hjemme, strømmede der så mange folk sammen, at der ikke mere var plads, ikke engang uden for døren; og han talte ordet til dem. Og de kommer til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Og da de ikke kun-ne få ham bragt helt hen til ham for folkeskaren, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde brudt hul, firede de sengen ned, hvorpå den lamme lå. Og da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: ”Søn! Di-ne synder forlades dig.” Men nogle af de skriftkloge sad der og tænkte i deres hjerter: ”Hvor kan denne mand sige sådant noget? Han taler gudsbe-spotteligt. Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud?” Men Jesus mærkede straks i sin ånd, at de tænkte således ved sig selv, og han sagde til dem: ”Hvorfor tænker I dette i jeres hjerter? Hvad er lettest, at sige til den lamme: ’Dine synder forlades dig,’ eller at sige: ’Stå op, og tag din seng og gå?’ Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder” - så siger han til den lamme: ”Jeg siger dig: stå op, tag din seng og gå hjem!” Og han stod op og tog straks sengen og gik bort i alles påsyn, så de alle blev ude af sig selv af forundring og priste Gud og sagde: ”Aldrig har vi set mage.” (E.V.).

8

E.V.: I julegave fik jeg bogen, ”DEN SIDSTE PROFETI” skrevet af Anders Ova. Den er udgivet på Forlaget Ova i 2010, og titlen henviser til 1. Thess. 5:3. Om forfatteren fortælles det: ”Født 1942 i Telemark i Norge. Frikirke-præst i Svendborg fra 1972. Har siden sommeren 1991 været lærer på Mari-ager Højskole med ansvar for bibellinjen og kunstlinjen. Siden 2008 en om-fattende rejse– og foredragstjeneste.” Om bogens forside og illustrationer: at de er ”udført af den danske kunstner Arnt Uhre” (som blev introduceret i ”Abild-Nyt” januar-februar 2009 - se genoptryk side 12 og 13 i nuværende blad). Om ham skriver Anders Ova: ”Sammen planlægger vi for tiden en ud-givelse af en kommentar til Johannes’ Åbenbaring med et fyldigt billedmateri-ale.” - Fra bogens indledning det følgende afsnit:

VERDENSHERSKEREN Verden bombarderes nu med, hvad Bibelen kalder ”fødselsveer”. Gud forsø-ger at få vores opmærksomhed, men da verden ikke forstår endetidsscena-rierne, søger Gud at vække kirken. (Hermed menes der den kristne menig-hed. E.V.) Vi er vidner til et finansielt kaos, vulkanudbrud, jordskælv, torna-doer, tsunamier, oliekatastrofer - alt i en usædvanlig størrelsesorden… I øje-blikket er både euroen og dollaren på vej mod bunden, og verden vil erklære sig villig til at underlægge sig en verdensregering og en verdensøkonomi, blot den økonomiske krise kan løses. Menneskeheden er nu åben for en magtfuld, karismatisk person, der kan si-ge til verden, at han kan ordne det hele. Bibelen kalder ham for Antikrist. Han vil blive udrustet fra afgrunden til at udføre mirakler, tegn og undere, og han vil trække kaniner op af hatten. Denne person vil i en global målestok kunne løse verdens politiske og økonomiske problemer. Han vil, ligesom Rahm Emmanuel og Henry Kissinger, sige: at man skal ”aldrig gå af vejen for en god krise.” Hans evne til at løse verdens kriser vil føre ham til tops. Han er den verdenshersker, menneskeheden vil tage imod med åbne arme. Om denne person udtalte Paul-Henri Spaak, formanden for udarbejdelsen af Romtraktaten: ”Vi ønsker ikke et andet udvalg, vi har allerede for mange. Hvad vi ønsker er en mand af format, betydelig nok til at øve troskab mod alle mennesker og løfte os op af det økonomiske morads, som vi er ved at synke ned i. Send os en mand, om han er Gud eller Djævelen, vil vi modtage ham.” Med ord som disse blev EU grundlagt.” Derefter kommer Anders Ova i sin indledning ind på TIDSFAKTOREN, hvor

”DEN SIDSTE PROFETI”

(Hvad venter der mon vores klode ??) Ny bog af Anders Ova

”Når de siger: ”Fred og ingen

fare!” da…” (1. Thess. 5:3).

9

han skriver: ”Det, som profeterne modtog fra Gud i en fjern fortid, bevægede sig med uforstyrret præcision mod en kommende fremtid for til sidst at ram-me vores letsindige og uopmærksomme tid som et eksplosivt missil. Hvis du slår følge med mig gennem de kommende sider, skal vi se med hvilken pro-fetisk nøjagtighed, de politiske, økonomiske og religiøse begivenheder be-væger sig mod kirkens bortrykkelse og den store trængsels endetidsdomme. Det bliver klart, at afgørelsens time nærmer sig både for kirken, Israel og ver-den...”

På side 32 dette citat: Ramon Bennett skriver i sin bog, ”Muren” om verdens mægtigste natio-ner, der ”presser Israel til at give efter for den arabiske og muslimske verden ved at opgive det land, de vandt, mens de forsvarede sig selv mod angrebet fra de arabiske naboer. International lov giver Israel ret til at beholde det land, de har vundet, efter-som det blev vundet i en selvforsvarskrig og praktisk talt betalt med tusinder af israelske soldaters liv. Alligevel bliver Israel tvunget politisk til at opgive, hvad de har vundet militært ved at forsvare sig selv. De enorme landområder, som bliver kontrolleret af Israels arabiske naboer, udgør 14 millioner kvadratkilometer, hvilket udgør 10 procent af en etnisk gruppe i verden. Israel derimod eksisterer på den minimale mængde af 20.324 kvadratkilometer. Selv dårer burde være i stand til at kunne regne ud, at det ikke er mangel på landområder, der driver araberne til at kræve tabt land tilbage...”

Anders Ova siger endvidere på side 33: ”Israel er Guds ejendom - det land, han udvalgte for sig selv… Gud selv ad-varer dem mod at sælge landet uigenkaldeligt (3. Mos. 25:23). Israel har ingen autoritet til at købslå med Guds land eller sælge det for en værdiløs papirkontrakt med ordene ”fred og sikkerhed” påskrevet. Verden kommer snart til at erfare, at de aftaler, der indgås mellem Israel og nabosta-terne intet er værd i hans øjne, der sidder på ejendomsskødet...” (Med ”fred og Sikkerhed”, som man ofte hører i nyhederne, henviser Anders Ova til 1. Thess. 5:3 (gl. overs. ”Fred og ingen fare!”). I sin bog nævner han også ofte ”Den Diplomatiske Kvartet” = EU, FN, USA og Rusland). E.V.

Tre

malerier af

Anders Ova

10

Hvad er sande værdier?? af Moses Hansen

”Valgkampen ruller, ordene flyver, mudderet kastes og løfterne strøs til højre og venstre. Der tales om værdier. Lad mig gøre det helt klart, hvad der i Guds øjne har størst værdi: et menneskes sjæl! (Markus 8:36). - Jeg vil ger-ne sætte fokus på den mest forsvarsløse, hjælpeløse lille værdifulde sjæl i verden: det ufødte barn, som vi kalder et foster. ”Jamen, jeg troede da ikke, det var et menneske, før det blev født?” Ja, det er det, de fleste af vore politi-kere og andre såkaldte kloge hoveder vil, vi skal tro. Men allerede i moders liv er det et lille menneske med ånd, sjæl og krop - alt sammen skabt af Gud. I Salme 139:13-17 udbryder salmisten: ”Gud, du har skabt mine indre organer og knyttet dem sammen i min mors mave. Tak, Gud! Du har skabt mig som en forunderlig helhed - det er en frygtindgydende tanke, der viser dit utrolige skaberværk! Du vidste hele ti-den, hvor jeg var - selv da mine knogler blev formet og sat sammen i livmo-derens hemmelige dyb. Før jeg blev født - mens jeg endnu var et foster - vid-ste du om mig; mine livsdage var fastsat, endnu inden de var begyndt.” Politikerne klager over, at vi er for mange ældre og for få unge. Men den til-stand er de selv skyld i. Siden abortloven i 1973 har vi i humanismens navn dræbt ca. 670.000 af de mest forsvarsløse og hjælpeløse små mennesker i mødrenes maver. Havde de fået lov at leve, ville titusinder af dem have tjent det danske samfund i dag… Gud, tilgiv os vore syndige handlinger mod dine de mindste - børnene i mødrenes maver!” (”Regnbuen”, den 03.01.11).

* Moses fik derefter flere henvendelser, bl.a. fra ”Dorte”, der fortalte, hun som 16-årig havde fået foretaget en abort uden sine forældres vidende. Det skete i et land, hvor hun ikke behøvede deres tilladelse, og hun skriver: ”Siden den dag døjede jeg med depressioner og havde det rigtig dårligt. Jeg kan huske, at jeg altid sad ved siden af radiatoren i køkkenet, fordi jeg frøs. Min mor prøvede at snakke med mig, men kunne slet ikke nå ind til mig og fik næsten aldrig svar.” - Moses skriver: ”Dorte” levede et liv i mørke med heavy metal

Ovenfor: et udpluk af Moses-familien i julen 2010 på PH: datteren Kristina med sin norske mand Dan og deres 5 børn. Den yngste, Mathias, ses også på fotoet til højre, der blev taget sidste år i N.Z. De øvrige 5 børnebørn (plus en ny på vej) befandt sig julen 2010 i Australien...

og dødningehoveder. Hun søgte hjælp hos en psykolog, men uden resultat. Da ”Dorte” var i 20’erne, fik hun besøg af sin kristne mor, som gerne ville ha-ve hende med til en frikirke. For at glæde sin mor, tog hun med hende. Ved den lejlighed gav ”Dorte” sit liv til Jesus. - Indtil da havde hun lidt under stor skyldfølelse på grund af aborten, men siden den dag, forsvandt skyldfølel-sen. - Men så var der problemet med at få fortalt forældrene derom, for hun ville af med alle løgne og fortielser i sit liv. Det var svært. Hun fortæller mig: ”Den dag, jeg var på vej til mine forældre, kiggede jeg op mod himlen. Der var mange skyer den dag, men alligevel kom solstråler gennem skyerne for-skellige steder. Da sagde Helligånden til mig: ’Det kan godt være, at alt ser mørkt og overskyet ud; men bagved skyerne skinner solen, og solens lys er meget stærkere og vil bryde igennem i din situation.’ - Den aften fortalte jeg det hele til min far og mor. Alle de løgne, der havde været som skyer over mit liv, var nødt til at forsvinde. For når sandheden kommer frem, får Jesus pladsen. Og Jesus er den strålende sol, der spreder skyerne.”

* Moses kunne efterfølgende sende denne hilsen til ”Dorte”: ”Tak for dit dejlige vidnesbyrd, ”Dorte”. Gud velsigne dig i dit ægteskab, hvor du nu er blevet en lykkelig mor. Og du har en skat, der venter i Himlen.” (”Regnbuen” den 5. Ja-nuar, 2011. Se også www.pottemagerens-hus.dk ).

11

Ruth Evensens

kontroversielle abortvideo

bakkes op af to danske

anti-abort-foreninger

*

af journalist

Svend Løbner

”Jeg håber med denne musikvideo at kunne redde menneskeliv.” Det siger Faderhusets leder Ruth Evensen efter lanceringen af den kontro-versielle musikvideo, der sidestiller abort med folkemord. Videoen er lagt ud på hendes hjemmeside og blev vist 5000 gange det første døgn. - Måske hjulpet på vej af et indslag i Aftenshowet på DR1, hvor Evensen virkede fat-tet og saglig i modsætning til hendes modpart i diskussionen, feminist og skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis, der kaldte hende ”fræk”: ”Kvinderne har foretaget et valg,” sagde hun, ”og du slår dem oven i hovedet. Det er uan-stændigt!” - ”Men jeg viser bare virkeligheden, som er værre end filmen!” var Ruths svar”...

12

E.V.: Søndag eftermiddag d. 21. September 2008, åbnede jeg ”tilfældigt” for en norsk TV-udsendelse, der viste sig at være dansk! - det var en genudsen-delse af en ”dialog-gudstjeneste” i TV-kirken Fastelavnssøndag d. 3. Februar 2008 mellem den kvindelige præst Anne Birgitte Reiter (Odense) og kunst-neren Arnt Uhre (Århus), hvis malerier smykkede rummet. Han læste selv bibelteksten om den blinde Bartimæus, som fik sit syn af Jesus. (Markus 10:46-52. ”Prædikenen” formede sig som en dialog mellem præsten og kunstneren… Google oplyser, at Arnt Uhre er født i 1954 og kendt i ind– og udland for sine værker. Hans arbejdsområde omfatter maleri, grafik og skulp-tur... Her fandt jeg også dialogprædikenen, som jeg printede ud, ca. 4 A4-sider. Essensen af hans vidnesbyrd er som følger: ”Hvis man er en ægte kunstner, søger man vel efter en dybere sammen-hæng... I Paris i 1990 mødte jeg nogle malere, der mediterede over buddhi-stiske skrifttegn, og vi malede sammen. Om aftenen mediterede vi. En aften, hvor de andre var gået, og jeg var helt alene, fik jeg en mægtig lysoplevelse af Gud. Det var som om væggen åbnede sig, og jeg så ind i et underfuldt lys af guld og ild og kraft fra en anden verden. Der, hvor lyset ramte, blev alt til guld og ild, og hvor det ikke ramte, blev det til uendelig tomhed og mørke. Det var en åbenbaring af to verdener. Gud kan kommunikere med os uden ord. Trods den buddhistiske sammenhæng, var jeg ikke i tvivl om, hvem jeg havde mødt... Herren kan møde alle mennesker, som er parate til at møde Ham... Herren kalder på mange, men mange skynder sig væk... Jeg havde hidtil været optaget af den nordiske mytologi. Det var jo min kul-turarv, min baggrund... Det mytologiske univers er jo en metafysisk virkelig-hed... og jeg undersøgte den usynlige verden... Efter denne oplevelse, male-de jeg, uden at vide det, mit første Kristusbillede. Jeg var jo ramt af det lys, som gav sig til kende. Billedet blev malet ovenpå et mytologisk billede og derefter afbrændt... Det er voldsomt at brænde sig igennem til Gud, fordi der er nogle ting, der må brændes væk. For Gud er ild, og Han må brænde de slagger væk, der forhindrer os i at se Ham klart. Det er en vedvarende pro-ces, hvorigennem Gud prøver at rense mennesket... Et andet billede, jeg har malet, forestiller det forhæng, som dækker menne-sket... et forhæng, der begrænser mennesket til denne verden. Når vi over-

Et

Kristus- Vidnesbyrd

af kunstneren Arnt Uhre

giver os til Gud, tager Han forhænget væk, og der falder ligesom skæl fra vores øjne, de skæl, som slangen efterlod, da han førte synden ind i verden. Når dette forhæng er væk, kan vi se Gud træde frem i lys... Mine kammeraters reaktion på min oplevelse var stærk. De stod neden for mit ateliervindue og råbte: ”Vi besøger dig først, når du holder op med at ma-le HAM!” Jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvem ”Han” var. Det skete først, da jeg havde set Ham i nogle kirker... Jeg havde ganske vist malet nogle store ansigter, hvis øjne lyste af ild... og det var disse billeder, der fik mine kammerater til at forlade atelieret. Jeg havde åbenbart ramt det rigtige, hvilket forundrede mig. Mine billeder forargede. Kristus forarger! Til trods for, at Han er vor kulturarv, som vi har bygget vort land på, forarger Han, og folk er bange for Ham... Jeg har forsøgt at skildre Treenigheden, der er mysteriet i den kristne tro, for der er tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden... Ved at se ind i Sønnens store ansigt, ser man Faderens an-sigt, for ”den der ser Sønnen, ser Faderen”... Men for rigtigt at kunne se Sønnen, må man have Helligåndens øjne... som jeg har malet i samme bille-de... Kristus opstår i vore hjerter.. Han sprænger vore grænser og opstår i vore liv... At leve uden Ham ville være som at trække sig tilbage til gravhu-len og dø… Jeg ser verden på en anden måde end før, hvor jeg så den gennem øjne, der ikke kunne se... Det abstrakte maleri er som et slør, der dækker den vir-kelighed, som Gud har skabt. Gud har jo skabt former, som vi kan nyde, men den abstrakte maler kan ikke nyde virkeligheden før sløret tages væk. Først da kan han se verdens skønhed... Livet er ikke blevet lettere for mig som kristen, men jeg vil aldrig tilbage til det gamle liv... Omverdenen står i et modsætningsforhold til en kristen, og det kan føles som en kamp... Menneskeheden har jo et modsat synspunkt... Men det er Guds vilje, at hele menneskeheden skal frelses og forløses ved Kristus, - at de ser Ham, akkurat som den blinde Bartimæus gjorde, da han fik sit syn!”

13

E.V.: Den opstandne og levende Jesus siger i Åbenbaringsbogen til sin menighed i Smyrna: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.” (Johs. Åb. 2:10). I det følgende er Blom Salmonsen inde på de lidelser (endog død), der kan blive en følge af at tro på Jesus og følge Ham. Allerede mange steder i verden er dette i dag en realitet… Han skriver i sin bog ”… I ET LERKAR”: ”Der er mennesker, der har båret lidelser for Kristus, takkende modtaget martyrdøden og sunget lovsange imens. Undrende har du nok tænkt, om der mellem en Kristi efterfølger og Mesteren skulle være en hemmelighed, du for lidt kender til, i lighed med det, der var mellem Menneskesønnen på jorden og Faderen i Himlen. Tænk blot på Jesus Skærtorsdag nat i Getsemane, mens han lå kastet forover på sit ansigt i bøn om, at dødens bæger måtte tages fra ham. Netop mens han stred sig igennem til lydighed, ”da viste sig en engel fra Himlen og styrkede ham.” ”Hans ansigt var for dem at se, som en engels ansigt”, fortæller Lukas i Ap. G. kapitlerne 6 og 7 om fattigforstanderen Stefanus, da han blev stenet. Ste-fanus var den første martyr efter Langfredag, og (efter en fantastisk gennem-gang af hele Israels historie), siger han ’fuld af Helligånden’: ”Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.” ... Den 86-årige Polykarp sang på bålet. Og du undrer dig igen: havde Kristus så-dan gennemtrængt de to martyrer, så de kunne sige: ”alt formår jeg i Kristus, som gør mig stærk.” Vi kalder det ”Kristi Lidelsers samfund” - dette at bære trængsler for evangeliet. Over dem, der gør dette, lyder den forjættelse: ”Jeg vil tage bolig i dem.” Paulus kunne derfor sige: ”Denne vor trængsel, som er stakket og let, virker for os, over al måde, en evig vægt af herlighed.” ... Vi skal ikke ynke troens børn, undtagen når de klynker over tjenesten. Man græder ikke over de sande vidner. De er livets grønne træer på de stenede veje. ”Du i mig, og jeg i dig.” Derved bærer Kristus sine tjenere - og bruger dem som han vil... Fra Kristenforfølgelserne i Rom fortælles om kvinden Felicitas, der gravid førtes til Rom for at blive kastet for de vilde dyr. Da romersk lov forbød at dræbe en gravid, blev hun sat i fængsel for at afvente martyrdøden. I fød-selsstunden fyldte hun fængslet med sine skrig, og fangevogteren sagde: ”Hvordan tror du, du kan udholde, hvad der venter dig, når du jamrer sådan ved at føde dit barn?” Men hun svarede: ”Det, jeg nu lider, det lider jeg selv. Men det, jeg da skal lide, vil Han lide i mig, fordi jeg lider det for Hans skyld.”

Kristi Lidelsers Samfund” - hvad tror du, det er?”

Betragtninger af Blom Salmonsen i 1945

14

”Vi er altså sendebud på Kristi vegne… vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud. Den, som ikke kendte til synd, har Han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham.” (2. Kor. 5:20-21).

15

Fotos af Moses Hansen

E.V.: I tiden op til jul kan man glæde sig over at høre fra familie, venner og bekendte! For eks. fik jeg denne spændende jule-mail-hilsen fra et pensioneret lærer-ægtepar, John & Inge Rasmussen. Jeg plukker lidt - frit citeret - fra det indholdsrige brev til denne udgave af A.-N.” - i god tid før næste jul!: ”Nogle mennesker er flittige brevskrivere… andre finder glæde i at blogge, tvitte eller profilere sig på facebook, alt sammen et udtryk for et behov for at dele, kontakte, eller - rent ud sagt - være ”på” i en verden, hvor de hurtige bemærkninger finder sted til glæde for ligesindede… og så er der de, der - som undertegnede - finder glæde i at have sin egen hjemmeside (se neden-for! E.V.)… Vi lever ikke isoleret, vi lever ikke i skyggen, men vi lever med mange omkring os og sindet vendt udad og opad. Vi lever i dialog med ver-den omkring os, og vi forsøger at være det, vi tænker, og tænke det, vi tror på. Hvis vi ikke havde noget at tro på, ville vi sikkert fortvivle, da der er nok at fortvivle over i vores tid. - En har sagt det på denne måde: ”Hvis du ikke er ked af det, er det din egen skyld: der er nok at være ked af!” Derfor er vort omdrejningspunkt det, vi tror på, og det er jo ingen hemmelig-hed, at troen på Gud som verdens og vores opretholder er det, der fylder mest i vores liv. Den tro giver mod og livsglæde og lyst til at leve i det daglige øjeblik. Og den giver evnen til at være tilstede i nuet uden at miste fodfæstet eller livsperspektivet. Det er derfor, vi med stor glæde kan byde alle med til den kommende fød-selsdagsfest (Jesu fødsel!), hvis særpræg bl.a. er dette, at vi ikke behøver at komme med gaver, men tværtimod kan modtage en livets gave af selve fød-selaren! - I øvrigt har vi, som tror på Ham, den forret, at vi kan bede jer alle med til den fest … og det gør vi så! - Inge og John.”

www.johnsheartbeat.dk

Selvom Inge og John Rasmussen bor i Jylland, er de næsten identiske med Odense Kristent Fællesskabs Seniorstævner, som de er

medarrangører af, på ”Stella Maris” i Svendborg.

En julehilsen fra Inge og John - som til venstre er klædt til fest

i middelalderdragter!

t

Redaktion og layout: Eva Vosegaard, Storebæltsvænget 182, 5500 MiddelfartRedaktion og layout: Eva Vosegaard, Storebæltsvænget 182, 5500 Middelfart

Tlf. 64 41 20 31 Mobil: 29 32 82 54 ETlf. 64 41 20 31 Mobil: 29 32 82 54 E--mail: eva.vosemail: eva.vosegaard@stofanet.dkgaard@stofanet.dk

Danske Bank: Reg.: 3420 Konto: 4694068332Danske Bank: Reg.: 3420 Konto: 4694068332

Tryk: ”Friheden”, NorsTryk: ”Friheden”, Nors

Jørn Nielsens hilsen fra U.S.A.: ”Du må fødes på ny…”

Jødernes rådsherre Nikodemus får følgende svar af Jesus, da han opsøger ham om natten med et livsvigtigt spørgsmål: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny …” (Johs. 3:1-21).

Et fly-drama, der førte til omvendelse af Jørn Nielsen

Ian, vores amerikanske svigersøn, fortalte os usentimentalt og nøgternt (han er advokat), om sin australske svogers dramatiske omvendelse. - Svogeren Paul, som også er jurist, kæmpede forgæves på at bevare et ægteskab, som han selv havde ødelagt ved sit syndige og udsvævende liv. Ville Gud kunne hjælpe ham? Via telefonen søgte han hjælp hos Ian, som kun kunne pege på Jesus og evangeliet. Paul var desperat. Hans kone Lauren havde fået nok af ham og var nu i gang med en anden mand, oven i købet Pauls bedste ven! … Nu sad Paul i flyet på vej væk fra det hele, på vej til Australien. Han sukkede til Gud om hjælp, - og om et muligt ”tegn”! Akkurat da brød et af motorerne i brand... Mens flyet i god orden vendte om, søgte Paul ind på flyets toilet, hvor han grædende overgav sig til Jesus Kri-stus. Nu skulle han alligevel ikke til Australien, men blive i staten Arizona, hvor han havde sin kone og sit hjem. Men hun har nu gjort sig hård og har forlangt skilsmisse. Men Paul, dette ”umulige tilfælde”, har fundet fred med Gud og for nylig blev han døbt til den Frelser, han havde overgivet sit liv til. Min svigersøn overværede dåben i Arizona… Hvorfor skulle jeg høre om dette? Svaret er indlysende. Bønnens og forbønnens vej kender ingen grænser! Sjæles frelse er og bliver vor agenda som kristne! Næst efter selv at være blevet frelst af ufortjent nåde, findes der ingen større glæde end at se andre få del i den sam-me nåde! - og jeg beder nu for begge… (18.12.10 - i DK igen d. 06.02.2011).