Andreas Munch (1811−1884)

Diktet ble sunget på de store festforestillingene i Christiania Theater i 1849 til et tablå laget etter maleriet av Tidemann og Gude, Brudeferden i Hardanger.

BrudefærdenDer ander en tindrende sommerluftvarmt over Hardangerfjords vanne,hvor høyt mod himlen i blålig luftde mægtige fjelle stande.Det skinner fra bræ, det grønnes fra li,et helligdagsskrud står egnen klædt i –Thi se! over grønklare bølgehjemglider et brudefølge.

Som en oldtids kongedatter så prudmed gullkrone på og skarlagen,i stavnen sidder den prægtige brud,så fager, som fjorden og dagen.Lyksalig brudgommen svinger sin hat,nu fører han hjem sin dyreste skat,og ser i de øine mildesit liv som et bryllupsgilde.

Alt risler det lokkende tonefaldav gangar og slått over voven,fra fjeld til fjeld ruller bøssens knald,Og glædesråb svare fra skoven.Med brudens små terner drives der skjemt,og kjøgemesteren har ikke glemtat fylde ustanselig kruset,til ære for brudehuset.

Så drage de frem med lysteligt spilhen over den blinkende flade,

Og båd efter båd sig slutter dertilmed bryllupsgjæster saa glade.Der blåner fra kløft, der skinner fra bræ,der dufter fra blomstrende abildtræ –ærverdig står kirken på Tangenog signer med klokkeklangen.

I dette bævende, flygtige nu,før dråben av åren er trilled, –har kunsten fæstet med kjærlig hudet hele, strålende billed.og løfter det stolt for verden frem,at alle kan kjende vort herlige hjemog vide de eventyr klare,som Norges fjorde bevare.

Fra: Digte, gamle og nye, 1848

Ordforklaringer:

prud: vakker. Fornem, stolt

gangar: norsk folkedans

kjøgemester: en som har ansvar for og leder store fester, særlig ved bryllup og begravelser

abildtre: epletre