De_døde_sjæles_nat_læseprøve

D e D e D e DDD øøøøøøøøø DDD e s j æ l e s n a te s j æ l e s n a te s j æ l e s n a t

GRATIS LÆSEPRØVE

STORT INTERVIEW PÅ S. 11

P O L I T I K E N S F O R L A G

TO BESTIALSKE HENRETTELSER OG EN FORSVUNDEN DRENG.

MEN DET VAR KUN BEGYNDELSEN.UDKOMMER26. APRIL

3

ELSEBETH EGHOLM (f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium påbegyndte hun journa-listuddannelsen og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende. Senere valgte Elsebeth Egholm en freelancekarriere som journalist og forfatter, og hun debuterede i 1999 med De frie kvinders klub. Siden har forfatteren udgivet en lang række bøger, og i 2002 udkom Skjulte fejl og mangler, den første i serien om journalisten Dicte Svendsen. I alt er der udgivet seks bøger i serien, og med Tre hundes nat fra 2011 har forfatteren taget hul på en variant af sin serie, hvor hun lader Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, være hovedperson, hvilket således også er tilfældet her med De døde sjæles nat.

Elsebeth Egholm har opnået status som en af Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Holland, Sverige, Norge, Italien og Frankrig, lige som serien om Dicte er solgt til filmatisering og bliver vist på dansk tv i 2013

BESTSELLER

2

ELSEBETH EGHOLM (f. 1960) er født og opvokset i Aarhus. Efter en årrække på Det jyske Musikkonservatorium påbegyndte hun journa-listuddannelsen og blev herefter ansat på bl.a. Berlingske Tidende. Senere valgte Elsebeth Egholm en freelancekarriere som journalist og forfatter, og hun debuterede i 1999 med De frie kvinders klub.Siden har forfatteren udgivet en lang række bøger, og i 2002 udkom Skjulte fejl og mangler, den første i serien om journalisten Dicte Skjulte fejl og mangler, den første i serien om journalisten Dicte Skjulte fejl og manglerSvendsen. I alt er der udgivet seks bøger i serien, og med Tre hundes nat fra 2011 har forfatteren taget hul på en variant af sin serie, hvor nat fra 2011 har forfatteren taget hul på en variant af sin serie, hvor nathun lader Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, være hovedperson, hvilket således også er tilfældet her med De døde sjæles nat.

Elsebeth Egholm har opnået status som en af Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Holland, Sverige, Norge, Italien og Frankrig, lige som serien om Dicte er solgt til filmatisering og bliver vist på dansk tv i 2013

BESTSELLER

2

3

d e d ø d e s j æ l e s n a t E L S E B E T H E G H O L M

Kap. 6

Det var aldrig nok. Aldrig godt nok.Fandens, fandens, fandens!Peter satt e værktøjskassen fra sig. Dørkarmen hang i laser. Den var sikkert lige så oldgammel og forstokket som hele stedet her. Han hamrede sin knytnæve ind i den. Hvordan i alverden havde han fået involveret sig i et kloster af alle steder? Han, som aldrig havde følt, at der fandtes en Gud.Og hvis han gjorde, hvad var det så, den Gud ville have af ham? Det havde han aldrig helt forstået. Han gjorde sit bedste for at leve sit liv uden at belemre andre med det. Han forsøgte samtidig være en god ven for sine venner, en god kollega. Men det var, som om der var en indbygget modsætning i hans liv: Hver gang, han valgte sig selv, blev han tvunget ud i at sætt e det hele på spil. Hver gang han forsøgte at blande sig udenom, ramte det ham i nakken som et hestespark. Han begyndte at brække den gamle dørkarm ned. Træet splintrede; spidse syle fl øj i luft en; gammel maling faldt af i fl ager.Det var to år siden, han var vendt tilbage til huset på klinten eft er sit fængelsophold. Fire år i Horsens Statsfængsel havde modnet hans beslutning om at leve det stille liv, helt for sig selv sammen med hunden. Passe sig selv. Passe sit arbejde. Okay, han havde fj ender. Og han var nødt til at tage sine forholdsregler over for dem. Han var nødt til at kunne forsvare sig, ellers var han en død mand. Men når det var sagt, involverede han sig ikke i noget, der lugtede af lovovertrædelser, fængsel, glidebane og forkerte beslutninger.Og her var han så. Indblandet i drab. Ikke skyldig i lovens forstand. Men – og det var ironien – skyldig i at have overholdt sine egne love.

Nede ved voldgraven havde de spærret området af. Han havde lige fået et glimt af Kir, da hun blev briefet af sin chef, og havde fanget et smil og et nik. Hun plejede at gøre ham i godt humør med sit spøjse, spidse ansigt og de røde krøller, men selv hun kunne ikke løft e byrden af skyld.Inden dykkerne gik i aktion, havde politiet gennet folk væk. Også ham selv og Beatrice og søster Dolores. Nu var der gået en rum tid. Det var ikke offi cielt endnu, men rygtet havde allerede bredt sig, at de havde fundet søster Melissa på bunden af voldgraven. Da han sidst havde set hende, var hun i live. Han alene kunne have forhindret hendes død.

Han havde inderst inde vidst, at hun var i fare. Han havde vidst det og havde vendt ryggen til. Og han kunne ikke engang hjælpe med en brugbar beskrivelse af den mand, hun havde mødtes med. Felix havde sagt det så tydeligt engang: ’Du har en navnefælle i Biblen. Han fornægtede også en ven.’Var det virkelig ham? Der fornægtede sine venner for at redde sig selv?Det var ikke det billede, han havde af sig selv. Men måske var det sandheden.

Han hørte lyden af skridt og af kraft igt stof, der bevægede sig. Søster Beatrice kom ned ad gangen. Hun havde en rosenkrans i hænderne. Hendes ansigt, der før havde været så levende, var som forstenet.- Peter. Arbejder du?Hun kom ind og satt e sig på klaverbænken. Tungt, forekom det ham. Hun talte også uden melodi.- Det skal jo gøres.- Skal det? Ja, det skal det vel.Hun sad lidt og lod rosenkransen glide mellem fi ngrene. Han begyndte igen at brække dørkarm ned og hørte derfor knap nok, hvad hun sagde, men hørte det alligevel tydeligt.- Jeg elskede hende.Han sænkede værktøjet og kiggede på hende.- På alle måder elskede jeg hende. Jeg kan sige det til Gud. Men du er det eneste menneske, jeg kan sige det til.Hun så på ham med tårer stående i øjnene.- Jeg elskede hende, og jeg forrådte hende. Og jeg kan ikke sige det, heller ikke til politiet. Jeg kan kun sige det til dig.Til trods for alvoren tog han den drillende stemme på.- Og du synes ikke, jeg har nok at slås med? Jeg forrådte hende selv. - Dit forræderi var ingenting i forhold til mit, sagde hun stædigt.- Er det nu en konkurrence?- Jeg elskede hende, hører du ikke eft er? Hun betroede mig ting. Ting, jeg skulle have bragt videre. Nu er det for sent. Nu er hun død.Hun tørrede tårer væk. – Hvis du ved noget, må du sige det til politiet, sagde han.Hun så hovedrystende på ham. - Det er ikke så enkelt. Der er vores love, og så er der samfundets. Det er ikke tit, de kolliderer, men sommetider sker det.- Ved du, om nogen var ude eft er hende? Ved du,

2

d e d ø d e s j æ l e s n a t

Kap. 6

Det var aldrig nok. Aldrig godt nok.Fandens, fandens, fandens!Peter satt e værktøjskassen fra sig. Dørkarmen hang i laser. Den var sikkert lige så oldgammel og forstokket som hele stedet her. Han hamrede sin knytnæve ind i den. Hvordan i alverden havde han fået involveret sig i et kloster af alle steder? Han, som aldrig havde følt, at der fandtes en Gud.Og hvis han gjorde, hvad var det så, den Gud ville have af ham? Det havde han aldrig helt forstået. Han gjorde sit bedste for at leve sit liv uden at belemre andre med det. Han forsøgte samtidig være en god ven for sine venner, en god kollega. Men det var, som om der var en indbygget modsætning i hans liv: Hver gang, han valgte sig selv, blev han tvunget ud i at sætt e det hele på spil. Hver gang han forsøgte at blande sig udenom, ramte det ham i nakken som et hestespark. Han begyndte at brække den gamle dørkarm ned. Træet splintrede; spidse syle fl øj i luft en; gammel maling faldt af i fl ager.Det var to år siden, han var vendt tilbage til huset på klinten eft er sit fængelsophold. Fire år i Horsens Statsfængsel havde modnet hans beslutning om at leve det stille liv, helt for sig selv sammen med hunden. Passe sig selv. Passe sit arbejde. Okay, han havde fj ender. Og han var nødt til at tage sine forholdsregler over for dem. Han var nødt til at kunne forsvare sig, ellers var han en død mand. Men når det var sagt, involverede han sig ikke i noget, der lugtede af lovovertrædelser, fængsel, glidebane og forkerte beslutninger.Og her var han så. Indblandet i drab. Ikke skyldig i lovens forstand. Men – og det var ironien – skyldig i at have overholdt sine egne love.

Nede ved voldgraven havde de spærret området af. Han havde lige fået et glimt af Kir, da hun blev briefet af sin chef, og havde fanget et smil og et nik. Hun plejede at gøre ham i godt humør med sit spøjse, spidse ansigt og de røde krøller, men selv hun kunne ikke løft e byrden af skyld.Inden dykkerne gik i aktion, havde politiet gennet folk væk. Også ham selv og Beatrice og søster Dolores. Nu var der gået en rum tid. Det var ikke offi cielt endnu, men rygtet havde allerede bredt sig, at de havde fundet søster Melissa på bunden af voldgraven. Da han sidst havde set hende, var hun i live. Han alene kunne have forhindret hendes død.

hvorfor hun skulle dø?- Selvfølgelig ved jeg ikke det. Ingen af delene. Ikke med sikkerhed.Hun rejste sig og kom hen til ham. Hun lagde en hånd på hans arm.- Vi er i samme båd, du og jeg. Gud tilgiver os, men kan vi tilgive os selv?Hun og hendes Gud, tænkte han og mærkede, hvordan han blev suget et sted hen, han ikke ønskede at være.- Du kendte hende godt, sagde han. - Måske bedst af alle. Der må være en forklaring på det, der er sket. Noget, der er gået forud …Hendes øjne spiledes op. Hendes hånd klemte hans arm.- Hun var så bange, sagde hun. – Hun var så frygteligt, så forfærdeligt bange.- Og det kan du ikke sige til andre end mig?Pyha, det blev værre og værre, det her. Han stod og ønskede sig hjem til hunden.- Ting, der er sagt i fortrolighed bag disse mure, kan ikke pludselig siges til verden udenfor, da slet ikke til nogen myndighed, sagde hun. – Det er ligesom skrift emålet. Hun bad om min tavshed. Også selv om det værste skulle ske … Især, hvis det skulle ske, rett ede hun. En stor del af ham ønskede ikke at høre det her. Men en anden del lokkede med noget meget fristende, hvis han involverede sig. Tilgivelse, renselse, syndsforladelse. Fred i sjælen, som det hed. Det var noget, han stod og manglede.- Hun var altså bange for at blive slået ihjel?- Ja, men jeg tror ikke, det var det, hun var mest bange for.Hun rodede i sin lomme og trak noget op. - Flere rosenkranse? sagde han, da han så, hvad hun havde i hånden. – Kan du ikke redde min sjæl med den ene? - Det her er en særlig rosenkrans. Melissa gav den til mig. Hun sagde, den var nøglen til det hele. Til hendes angst og den historie, der lå bag, og som hun aldrig fi k fortalt i sin helhed. Jeg kan ikke give den til politiet, men jeg kan give den til dig.For anden gang i løbet af et døgn pressede hun en rosenkrans ind i hans hånd. Han så på den. Den var anderledes end den første. For enden af den hang et andet symbol end korset. - Du kan fi nde ud af, hvad den betyder. Du lever i den rigtige verden. Du har adgang til oplysninger. Til internett et og til at tale med folk, sagde hun. – Men diskret, hører du.Før han kunne protestere, havde hun lukket øjnene og var begyndt at mumle en bøn. Hun slog korsets tegn for hans ansigt.

- Hjælp os, Peter. Hjælp dig selv.

Kap. 7

Frands nikkede kort til Kir, og de begyndte nedstigningen. Han med ligposen i hånden, hun med en hånd på snoren, der gik fra bøjen og ned til søster Melissa.De nåede hurtigt ned på bunden af den grumsede voldgrav, selv om de ikke var vant til hinandens arbejdsmetoder. Han foldede posen ud. Det var hendes opgave at bakse liget ind i den. Søster Melissa lå på maven med hovedet drejet i en sær vinkel. Et par dage længere, og hun ville selv stige op til overfl aden ansporet af de gasser, døden fremkaldte i menneskekroppen. Men som det var, blev hun tynget ned af især den tunge dragt.Ingen vidste endnu med sikkerhed, om der var tale om drab. I teorien kunne Melissa selv have valgt at kaste sig i voldgraven for at dø. Men eft er hvad Kir havde fornemmet, forventede Mark Bille noget andet, og der var jo også tungen, der stak ud af Melissas mund. Hun vidste, hvad det betød. Østjyllands Politi ville komme fra Århus med et hold og overtage eft erforskningen. Grenå politi ville være henvist til en plads der, hvor Mark hadede at være: på et sidespor. Måske var det for sent for dem. Hun havde sendt ham mails fra Afrika, men hans svar var tørret ind. Og ja, han havde været syg og i en skrap behandling for sin kræft sygdom. Men måske var det ikke kun det. Hun havde hørt fra anden kant, at kræft en var forsvundet eft er behandlingen. Ikke engang det kunne han meddele hende.Det var ikke let at bakse med et lig, selv om det var vægtløst i vandet. Men eft er adskillige manøvrer fi k hun vendt søster Melissa om, så hun kunne få sine arme ind under hende. Hun mærkede straks, at halsen var leddeløs i vandet, og hovedet hang helt slapt.Frands rykkede i hendes arm. Han virkede utålmodig og gjorde hende nervøs. Hun fumlede med at få liget ind i posen, men nonnedragten fl ød til alle sider og gjorde opgaven næsten umulig. Til sidst mått e hun bruge mere vold, end hun ønskede, for at presse liget ind og få lukket lynlåsen. Hun ønskede Frands til Langtbortistan, da de signalerede til gummibåden på overfl aden, fi k bundet liner i posen og halet den op på siden af båden. Bageft er blev den tunge pose bugseret ind til bredden. Lidt af vandet blev forsigtigt lukket ud, og hele molevitt en blev løft et op på en båre. Frands rakte armene i vejret som i triumf, og Kir hadede hans taktløshed.

E L S E B E T H E G H O L M d e d ø d e s j æ l e s n a t

54

- Godt arbejde, roste Mark Bille, da de var oppe.- Nej. Ikke godt arbejde, snerrede hun. – Dårligt arbejde. Jeg håber ikke, jeg kom til at ødelægge spor. Jeg var nødt til at proppe hende ind med magt.- Okay, sagde han bare. – Vi kigger på det.Men hun var ikke i humør til bare at lade ham slippe nu.- Retsmedicineren kigger på det, mener du. Anna Bagger kigger på det. Grenå Politi kommer vel ikke til at kigge på noget som helst i denne her sag.Han strøg sig om hagen.- Vi får se.- Hvad er der sket, Mark?- Hvad mener du?- Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Du undgår mig.- Vi står da her.- På arbejde, ja. Men ellers ikke. Der var fyret op under hende nu. Hun, der ellers kunne have svært ved at fi nde ord, fandt dem, når temperamentet kogte op. Frands havde gjort udslaget. Nu var han med ejermine ved at bære båren med liget op til Falckbilen sammen med en Falckmand. Høje og brede begge to. Hvorfor lignede de hinanden som actionkloner? Pis og papir. Hun blev fucket rundt med af dem alle sammen, følte hun.- Hvad er der blevet af almindelig god opførsel? For eksempel at svare på mails?Mark åbnede og lukkede munden. Så hørte de lyden af dæk mod brosten. Mark vendte ansigtet væk.- Ikke nu, Kir. Det må være Århus, der kommer.- Hvis ikke nu, hvornår så?Han sagde neutralt:- Når lejlighed byder sig.- Fuck dig, Mark! Du er en kujon!Hun vendte sig om for at gå. Hun skyldte ikke nogen noget. Hvis Anna Bagger ville tale om fundet, stod Frands sikkert til rådighed.Alligevel sagde hun over skulderen:- I tilfælde af, at de ikke lader dig kigge med: Nogen har snøret noget meget stramt om hendes hals. Hovedet hang i en tynd tråd. Bare en oplysning.

Hun kørte hjem og forbandede pludselig sit liv langt væk. Hun var 32 år og gik og sukkede eft er en politimand, der ikke var interesseret. Ikke længere i hvert fald. Han havde været det, det var hun sikker på. Der var sket noget med ham. Hun anede ikke hvad, men hun var nødt til at lægge

distance til ham, og måske var det også godt det samme. Det var, som om forelskelsen – eller den indbildte forelskelse – langsomt, men sikkert var ved at sive ud af hende og få hende til at se klart: Det skulle ikke være ham. Hun havde troet det, men hun havde taget fejl. Hun kørte ind ad indkørslen til sit gamle sommerhus, der lå uden for Grenå. Hun havde købt det, da hun var færdig på uddannelsen i Kongsøre, og havde taget lån i banken. Det var billigt, og egentlig mått e hun ikke bo her helårs. Hun løft ede hurtigt sit grej ud af sin gamle Toyota pickup og bar det ind i garagen, hvor hun afmonterede og tørrede det og hængte det op, hvor det hørte hjemme. Hun var gearnørd, det vedkendte hun sig. Alt havde sin plads og blev behandlet med respekt. Alt i garagen var rent og ryddeligt. Det var noget andet inde i huset, hvor rodet regerede.Da hun kom ind, gik hun i bad og vaskede den rådne lugt af brakvand af sig. Hun satt e vand over til te, fi skede en bolle frem af de hjemmebagte fra dagen før – indimellem greb husmodertrangen hende, det mått e hun indrømme – og satt e sig og ledte i sin pung eft er et visitkort fra en gammel fl amme, hun havde mødt igen for nylig.Hun skulle lige til at ringe og foreslå en date, da telefonen gav sig til at danse på bordet. - Det er Kir.- Kir Røjel? - Det er mig.- Per Jarmer, Retsmedicinsk Institut. Det var dig, der var inde med en knoglekasse tilbage i august?- Det var mig, ja. Vi fandt den ved Kaløvig. I sejlrenden, på tyve meters dybde. Noget galt?- Ikke andet end at du lige skal vide, hvor vi står.- Jamen, det har I jo fortalt. At det var til undervisning og sådan.Jarmer rømmede sig. Han var den unge retsmediciner, hun havde overgivet kassen til på Allan Vraas og politiets vegne, da hun alligevel skulle til Århus. - Det er selvfølgelig oplysninger, politiet har fået, sagde Jarmer. – Men jeg aft alte med dem, at jeg skulle kontakte dig. Det er kun fair.- Hvad er fair? Der var noget i mandens stemme, hun ikke brød sig om. Han hostede let.- En af mine kolleger kiggede nærmere på knoglerne i kassen, sagde han. – Vi var lidt pressede for tid, da de blev indleveret. Og på overfl aden var de jo certifi ceret til skolebrug …Kir forstod ingenting.


54

6

- I virkede meget sikre. Per Jarmer fortsatt e.- Nu viser det sig, at det ikke er så enkelt endda. Vi er ved at køre analyser, men det ser ud til, at den kasse ikke kun har indeholdt knogler til undervisningsbrug. Hvis du forstår ...- Andre knogler altså? Fra hvem?- Det ved vi ikke endnu. Men de er ikke nye. Prøverne siger omkring 60 år.- 60 år gamle knogler?! Hvad interessant er der ved dem?- Sagen er jo overdraget til politiet. Så gammel en sag. Selv hun vidste, hvad det betød. Der var kun én lovovertrædelse, der aldrig blev forældet. – Hvad fandt I? spurgte hun.- Et brud på en torntap.- Kunne det være en ulykke?Jarmer rømmede sig igen. Denne gang kraft igere.- Næppe. Det tyder ikke på en naturlig død.- Drab, altså?- Det kunne se sådan ud.

Kap. 8

Solen var ved at gå ned, da Peter endelig kørte hjem. Da han drejede fra i Gjerrild og styrede varevognen ned ad vejen ud til klinten, søgte hans blik ud over landskabet i det, han nogle gange kaldte sit selvvalgte asyl.Naturen her var barsk og blæsende og lukkede ikke hvem som helst ind. Han havde valgt Norddjurs netop af de årsager. Han var en nøjsom mand. Nogle ville kalde ham en slags eneboer. Han levede beskedent med sin hund. Han passede sit liv og sit arbejde. Han nød naturen, gik sine ture, fulgte dyrenes spor og gik med sin chef på jagt, selv om han ikke længere selv mått e bære våben. En sjælden gang kom en kvinde forbi. Felix havde gjort et særligt indtryk, men hun havde valgt et nyt liv uden ham, og han forstod det. Som hans liv var nu, med fj endskabet til rockerne, kunne han ikke byde nogen at være tæt på ham. Han nåede op på en top og så havet ligge derude. Vejen snoede sig som grusvej nu. Helt ud til den yderste kant, til huset på klinten, som han havde købt og selv sat i stand. Et gammelt fi skerhus; gulkalket med gråt træværk. Engang havde systemet været, at nøglen lå under den hvide sten, så venner og bekendte kunne komme og gå. Alt det var anderledes nu. Nu var der alarmsystemet og mistroen. Det

var ikke noget, han elskede. Det var ren overlevelse.Han parkerede, åbnede døren til huset og lukkede hunden ud. Sammen gik de deres sædvanlige eft ermiddagstur på klinten. Som regel, hvis han arbejdede i Manfreds værksted, havde han den med på arbejde. Men han syntes ikke, klosterlivet var noget for hunden. Det var knap nok noget for ham selv.- Her, Kaj!Han sendte en pind hvirvlende gennem luft en og ned til foden af klinten. Hunden tumlede nedad. Han nød at se dens fi nt tunede krop bevæge sig. Han nød dens glæde og dens iver. Han nød dens opsathed på at gøre ham glad, da den med halen holdt højt vendte tilbage og lagde pinden for hans fod. Alt sammen var det med til at jage dagens begivenheder hen i et reservat af bevidstheden.- Dygtig, roste han. – Dygtig hund.

Først eft er en time, vendte de tilbage til huset. Det var lige før tusmørke nu. Et par billygter nærmede sig ad grusvejen fra Gjerrild. Han genkendte Miriams lille pispott e af en bil. Der sad tre skikkelser i den, kunne han se. Han slog klokker og vibratorer fra.Han blev pludselig grebet af trangen til bare at forsvinde. Til at kaste sig ind i sin egen bil sammen med hunden og drøne ud i solnedgangen. Men inden han kunne nå noget i den retning, kørte Miriam med et selvsikkert sving ind foran hans hus, og hun og en anden kvinde og en ung mand steg ud.Synet af den anden kvinde sendte hans mellemgulv ud i en rutsjetur. Havde han mødt hende ved kirkegården ved midnat, ville han for alvor have troet, at My var vendt tilbage. Mys mor havde ikke Mys gang. Men hun havde hendes ansigt og hendes alfeskikkelse og det der udefi nerlige, der stempler mennesker som familie. Da han kom nærmere, trådte familieskabet dog i baggrunden, og han så en tiltrækkende kvinde i Kylie Minogue-størrelse og uden Mys spørgende øjne. Ikke sexet på nogen påfaldende måde, men med en erotisk udstråling af den mere uskyldige slags.Hun gav ham venligt hånden. Han tog den, men mindede sig selv om, at han hadede dett e menneske. Hun var et af hans livs spøgelser. Hvor tit havde han ikke forbandet både hende og sin egen mor langt væk. Hun skulle ikke have lov til bare at komme anstigende og tro, det hele var glemt og tilgivet. - Det er så Peter, præsenterede Miriam. Til Peter sagde hun: – Vi kom lige forbi.Lige forbi. Fra Århus og ud på Djurslands fj erneste klint. Det lå et skarpt svar på hans tunge, men Mys mor smilede, og


7

han genkendte den bevægelige mund og de små, fi ne tænder. - Jeg har sådan glædet mig til at møde dig.Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han nikkede bare.- Undskyld, sagde Mys mor, som om hun havde glemt noget meget vigtigt. – Jeg hedder Bella. Det her er min søn, Christian.Henvendt til drengen, sagde hun.- Sig pænt goddag til Peter.Hun tog drengen om skuldrene og skubbede ham tætt ere på. Han mumlede noget uhørligt og rakte Peter en slap hånd. Han var langhåret, med hår, der faldt ned og dækkede øjnene i en skrå vinkel. Han var smal som moren og som My, men oven i det kom alderens ukoordinerede bevægelser med alt for lange lemmer i forhold til kroppen.- Hvor gammel er du, Christian? Moren havde han svært ved. Drengen kunne han klare. Han følte sig tydeligvis lige så malplaceret i selskabet som Peter selv.- Fjorten.- Så vil du sikkert hellere sidde hjemme og spille computer?Et lille smil rørte drengens ansigt.- Det’ okay.Hans blik fl akkede nervøst og landede på hunden. Han havde ikke klappet den eller nærmet sig den.- Kaj er god nok. - Det’ en schæfer, sagde drengen.Bella brød ind.- Han blev bidt engang. Af en schæferhund. Men Christian, den her hund virker da rar.Peter tænkte, at det kunne hun sige nok så mange gange til en bange dreng.– Kan du ellers godt lide hunde? spurgte han Christian, der nikkede. - Kaj her var Mys hund. Et glimt af interesse viste sig i drengens ansigt.- Hun havde den med sig alle vegne. Hun elskede den hund. Da hun døde, tog jeg mig af den. Peter kaldte på hunden, og Kaj kom godmodigt luntende. De satt e sig på hug sammen, han og drengen.- Lad den bare snuse til dig. Vend siden til, sådan her.Christian gjorde, hvad der blev sagt. Rå angst kæmpede i hans blik. Kaj snusede, det bedste, den havde lært og prustede ind i hans hår. Christian fniste.- Det kildrer.De sad sådan lidt. Christian lænede sit hoved ind til hunden, der muntert blev ved med at snuse og begyndte at pibe

ivrigt.- Nu kan du røre ved ham, sagde Peter. – Nu er I venner.- Det må jeg nok sige, sagde Bella. – Nu skulle Magnus lige have været her.- Din ældste? spurgte Miriam. – Han kunne da godt have været i bilen også. Mys mor tøvede, inden hun sagde:- Han var ikke hjemme.Der blev udvekslet endnu et par bemærkninger. Peter havde følt sig tilpas i drengens selskab. I morens følte han sig som off er for et komplot. Miriam havde ikke advaret ham. Det var typisk hende bare at troppe op og sætt e ham i en dum situation. Som om der ikke var sket nok i dagens løb. Han kiggede på Bella, og hans modvilje voksede. Han tænkte på Mys stædige, men fortvivlede håb om, at hendes mor ville komme og hente hende fra børnehjemmet. ’En dag kommer hun. Vent og se.’ Hun kunne se så hemmelighedsfuld og vidende ud, så man næsten troede på det. ’Det hele er en fejl. En dag henter hun mig.’ Miriam brød ind i hans tanker.- Nå, I to har jo nok at snakke om. Måske skulle Christian og jeg gå en tur med vovsen lidt. Hvad siger du, Kaj? Tur?Kaj så ud, som om den ikke troede sit eget held. To ture på en eft ermiddag! Christian så ud som hunden, måske ved tanken om at slippe for turen til kirkegården.- Det lyder da som en fi n idé, ikke Christian, sagde Bella. – Det er godt med lidt frisk luft , og hvor er her fl ot!Det sidste sagde hun henvendt til Peter. Miriam greb ham i armen og trak ham til side.- Husk nu: Alle fortjener en chance! hvislede hun ud mellem tænderne. – Hun er faktisk meget sød.Miriam og drengen og hunden forsvandt i tusmørket ned langs siden af klinten. Mys mor – i hans hoved var det hendes navn – stod og så eft er dem. Da hun vendte sig om mod ham, var det, som om hendes personlighed i mellemtiden havde ændret sig, som en forvandlingskugle, der pludselig skift er fra grøn til blå. - Du må hade mig. Han bed en bekræft else i sig. Hun fortsatt e.- Jeg forstår dig godt. Du må tro, jeg er en ond person. Miriam siger, du altid passede på My. Hun siger, I var som bror og søster.Hun havde taget et valg i sit liv og overladt My til fremmede. Han selv havde også truff et forkerte valg, ikke mindst det sidste døgns tid. Men det var ikke det samme. Han kunne


8

ikke have gjort sit valg om. Mys mor havde haft år til at ombestemme sig, men hun havde ikke gjort det. - Jeg ved det. Du tænker, at jeg kunne have besøgt My på børnehjemmet. Jeg kunne have fortrudt og taget hende med hjem.Han gad ikke høre på hendes kvababbelser.- Miriam sagde, du ville lægge noget på graven. Vi kan køre ind til kirkegården, sagde han kort.Hun så eft er de tre, der var nået ud på klinten.- Jeg havde håbet at få Christian med. Men han virker ikke specielt interesseret.Det kunne Peter godt forstå. - Måske skulle vi bare køre, sagde hun, stadig usikker. – Det er ikke langt, vel?– Vi er hurtigt tilbage.

Kap. 9

Mark så til, da retsmediciner Sara Dreyer rett ede sig op eft er at have stået bøjet ind over liget af Melissa. Som altid blev det retslægelige ligsyn foretaget på fi ndestedet. I dett e tilfælde ved bredden af voldgraven ved Maria Hjerte Abbedi, hvor både ambulancefolk, eft erforskere, dykkere og polititeknikere nu var på arbejde. I hånden havde Sara Dreyer et digitalt termometer. - Kropstemperaturen er 5 grader, sagde hun ind i en håndholdt båndoptager. Hun rett ede opmærksomheden mod Mark og Anna Bagger, der var iført gummistøvler og regnjakke af den smarte slags. - Hvornår forsvandt hun?- Ved 17-tiden, sagde Mark.Sara Dreyer rystede tvivlende på hovedet.- Så længe tror jeg ikke, hun har ligget i vandet. Så ville hendes vaskekonehud have været mere udtalt.Mark kendte godt begrebet. Når en krop havde ligget i vand, blev huden rynket og hvidlig især i håndfl aderne og under fødderne.- Hvor længe vil du tro? spurgte Anna.Sara Dreyer var ikke den, der smed om sig med gisninger.- Jeg ved mere eft er obduktionen. Anna Bagger trak regnjakkens ærme op og så på sit ur.- Det er næsten 24 timer siden, hun forsvandt. Siger du, at hun ikke har ligget i vandet i de 24 timer? Sara Dreyer rystede igen på hovedet.- Det er jeg sikker på, hun ikke har.- Hvor længe så? pressede Mark.

- Jeg tør ikke sige det med sikkerhed.- Så med usikkerhed? sagde Anna Bagger.Dreyer så træt på dem. Det var det klassiske tovtrækkeri mellem politiets behov for hurtig information og lægens ønske om at kunne underbygge hver en oplysning videnskabeligt. Det var også en konfl ikt mellem stærke viljer og insisterende blikke. Anna Bagger vandt. Retsmedicineren undertrykte et suk.- Så vil jeg sige max tolv timer, sagde Dreyer og lukkede sin taske med et højlydt klik.- Hvor fanden har hun så været i mellemtiden? spurgte Mark.- Se det, sagde Dreyer venligt men bestemt, – er heldigvis jeres hovedpine. Men se så her.Hun bøjede sig igen ind over ligposen, der stadig var lynet helt ned. Det var ikke noget kønt syn. Pigens ansigt var opsvulmet, og tungen stak blå ud. Der var tydelige mærker på halsen som fra en slags halsbånd. Sara Dreyer tog Melissas venstre hånd og løft ede hendes arm. I bevægelsen gled ærmet op og afslørede endnu en blodudtrædning, der sad om hendes håndled som et bredt armbånd. - Det er det samme med den anden arm, sagde retsmedicineren og gentog forsigtigt processen med at vise dem mærket, denne gang på den højre arm.- Hun har været bundet eller spændt fast, konstaterede Anna Bagger.Sara Dreyer lynede ligposen op, og Melissas ansigt forsvandt. Hun rett ede sig op. - Jeg obducerer hende på slaget ott e i morgen, og så ved vi forhåbentlig snart noget mere.

Eft erforskerne fra Århus var myldret ind kort eft er fundet af Melissa. De havde invaderet klostret som en hær af myrer, forekom det Mark. Selv nu, så sent, var de stadig ved at bombardere både nonner og ansatt e og kursusgæster med byger af spørgsmål, og han var ikke fri for at føle sig sat ud af spillet.Området omkring gerningsstedet var blevet spærret af med rødhvid minestrimmel. Det var begyndt at småregne igen, hvad der gjorde teknikernes sporeft ersøgning vanskelig. De gik rundt i deres hvide fi berdragter og gennemsøgte både urtehaven og bredden ved voldgraven, godt hjulpet af kraft ige lamper fra Beredskabsstyrelsen i Herning, så der lå et spøgelsesagtigt skær over området. To hundeførere var også blevet tilkaldt. Hundene fulgte sporet i græsset,


9

akkurat som Peter Boutrup før havde gjort det. Dygtigt, det mått e man lade ham, tænkte Mark. Boutrup var en mand, der kendte naturen ud og ind. Indtil videre lod det ikke til, at hunden fandt noget, han ikke havde fundet.De så på, da retsmedicineren pakkede sammen og fulgte eft er ambulancen, der langsomt kørte af sted med Melissa. - Hvad tror du, Mark? Anna Baggers drengeklippede hår – en ny frisure, konstaterede han – fi k hende til at se endnu mere eff ektiv og skarp ud. Lige nu så hun også koncentreret ud, som hendes blik fulgte retsmedicinerens røde bil. Men hun havde stadig den bløde mund, der kunne puste røg som en sømand og smile samtidig.- Hvad har den pige været udsat for?De fl este fandt Anne Bagger kølig og professionel, og det var hun vel også. Men Mark kendte hende fra en anden side end den som drabseft erforsker. I kærlighedslivet kunne hun sætt e ild til en isklump. Den del af deres bekendtskab var forbi, men hun var stadig – det mått e han indrømme – en af de mest sexede kvinder, han havde mødt.Hun rakte ham et krus kaff e uden at spørge. En fi nger fj ernede med en delikat bevægelse en hårtot, der skyggede for hendes ene øje.Mark forsøgte at bedømme, hvad hun ønskede fra ham: Et ærligt bud? Eller var det bare en skinmanøvre for at pacifi cere ham til ikke at brokke sig, når eft erforskningens tandhjul kørte uden om ham. - Jeg tror, hun kendte gerningsmanden, sagde han. – I hvert fald nok til at ville følges med ham ned i haven, også selv om Boutrup fortalte, at fyren tog hende ved albuen ... Hvad der så er sket, kan vi kun gisne om.- Er drabet sket her eller et andet sted?- Sandsynligvis ikke her. Men vi er alligevel nødt til at lede eft er spor. Både i voldgraven og i hele området. - Tidsmæssigt kan hun have været bortført og dræbt og senere dumpet i voldgraven, ikke?Han nikkede.- Vi taler om cirka tolv timer. Han ville tilføje, at det muligvis havde været tolv timer i helvede, men det var ikke nødvendigt. Han kunne se på Anna Bagger, at hun tænkte det samme.Så drejede hun pludselig samtalen 180 grader:- Vi har kun Peter Boutrups ord for, at den mand var der.- Korrekt.- Kunne det tænkes, at der var en anden forklaring?Mark stirrede ned i kaff en.

- Alt kan tænkes.- Han er svær at greje, sagde hun.Hun havde selv lige afh ørt Boutrup og ladet ham gå. Det behøvede han ikke minde hende om.- Du tænker på hans fortid, sagde Mark.Hun nikkede svagt.- Én gang drabsmand …- Altid drabsmand? Er det ikke lige lovlig fi rkantet? - Måske, sagde hun ud i luft en. – Var der ikke også noget med et optrin her i sommer? Mark sukkede. Boutrup var ikke hans favoritperson, men en heksejagt ville bare afspore eft erforskningen.- Du ved godt, han har fj ender. Vi gør ikke ligefrem noget for at hjælpe ham.Hun rynkede brynene.- Det gør han jo så glimrende selv. Jeg hørte noget om et par menneskelige fakler og udbrændte motorcykler. Og skyderi? Manden må jo ikke eje et våben!- Det var de andre, der skød, sagde Mark.- Der var også alt det i vinter.- Han blev frikendt eft er nødværgeparagraff en, sagde Mark mere sammenbidt, end han ønskede det. Boutrup var med sine Maverick-metoder og sin fanatiske frihedstrang en kilde til irritation, men han var ikke en sadist, der myrdede unge piger. – Det var et setup, det ved du godt. Hun lagde hovedet på skrå.- Du holder hånden over ham.- Boutrup er okay. På sin egen måde.Hun rullede øjnene rundt i hovedet.- Og sikken måde. Hold øje med ham.- Han går ingen steder, sagde Mark. Han mente det. Peter Boutrup havde valgt sin klint og sit hus med omhu. Her havde han sit hjem, og det hjem var vigtigt for ham. Så meget fornemmede han om et menneske, der havde levet det meste af sit liv på institutioner. Hans mor var en kendt journalist inde i Århus, Dicte Svendsen. Det havde stået i pressen. Hun havde fået ham som teenager og havde troet, at han blev bortadopteret, men han havnede i stedet på et berygtet og brutalt børnehjem i Ry. Alt det mått e vel påvirke en mand.- Du tror altså på ham? spurgte Anna Bagger.Mark tænkte en ekstra gang. Det hele kunne være skuespil fra Boutrups side: opfi ndelsen af manden, der fulgtes med Melissa; en falsk sporjagt og fundet af en sko, han allerede kendte til. I teorien kunne han have bortført pigen og have holdt hende i sit hus i tolv timer. I teorien. Men den teori passede ikke til den Peter Boutrup, han kendte.


10

- Så vidt som man kan tro på nogen, man ikke kender. Men det sker jo ikke noget ved at følge ham lidt. Det sidste sagde han mest for at tækkes hende, det indrømmede han over for sig selv. Boutrup var anderledes, og ja, han havde siddet inde for manddrab, og vist skulle man holde øje med ham. Men han havde før vist sig at have både større mod og mere indsigt end den samlede kombination af østjyske eft erforskere og Grenå Politi. Inklusive ham selv.Anna Bagger granskede ham og rakte samtidig en fl ad hånd ud i regnen. Hun råbte over til teknikerne.- Få drengene fra Herning til at slå det telt op! Det her ser ikke godt ud!De begyndte at rokere rundt dernede, og et par stykker bevægede sig op til bilerne fra Beredskabsstyrelsen. Lidt eft er blev teltet bakset ned, og i løbet af ingen tid var det sat op, mens lys blev rigget til under teltdugen. Det var ikke et øjeblik for tidligt. Anna Bagger nikkede til Mark.- Skal vi? Det høvler jo ned nu.De slog følge hen over voldgravens bro og tværs over klostergårdens brosten, der var blanke og våde. Et sted vaklede hun, da hendes gummistøvle gled, og han rakte hurtigt ud eft er hendes albue. Hun gjorde sig fri.- Jeg kan godt selv.Hun rett ede sig op. - Det er godt at se dig tilbage, Mark. Hvordan har du det?Han havde frygtet spørgsmålet. Han fi k det eft erhånden fl ere gange om dagen. Det var altid venligt ment, men han havde ingen trang til at være ærlig, heller ikke over for hende.- Fint. Det går, som det skal.- Og det hele er væk? Gået i sig selv?Hun mått e have hørt det, ellers ville hun ikke have spurgt.- I sig selv, ja. Kræft en er væk, siger de.Hun betragtede ham fra siden med et skarpt blik.- Og hvorfor er det så lige, du ikke er jublende glad?Hun kendte ham for godt. Han satt e farten op. Hun fulgte hurtigt eft er.- Jeg er skam glad, bedyrede han. – Men det er jo ikke lårklaskende morsomt at fi nde en død ung pige i en voldgrav.Det fi k samtalen tilbage på sporet. - Du keder dig, konstaterede hun og ramte plet. – Og nu vil du gerne have noget action og vise, du er en fandens god eft erforsker.- Du får brug for hjælp, Anna. Det her sted er for viderekomne. - Og du kender selvfølgelig klosterlivet ud og ind. Mon

du også har erfaring med cølibat?Der var kommet spil i hendes mimik, og hendes øjne glimtede muntert. Sådan kunne hun manipulere. Good cop og bad cop i en og samme person, men han faldt ikke for det. - Det var ikke klostret, jeg tænkte på. Det var Djursland. Jyllands næse, du ved.- Og du mener, folk er anderledes her end i Århus eller Esbjerg?- Åh ja.De søgte ly i porten og stod stadig med deres kaff ekrus.- Oplys mig, sagde hun. – Hvad er det så for et sted, det her?- Det er hillbillyland, sagde han, fordi han kendte sin barndomsegn. – Man hænger sammen som ærtehalm over for udefrakommende. Det kræver en insider at nå til bunds i en sag.Hun lo. En hæs, melodisk latt er, som han huskede alt for godt.- Du får det til at lyde som et pakistansk stammeområde.Han rystede regnvand ud af håret og gned jakkeærmet, så små fl oder dryppede ned på brostenene.- På mig lyder det bare som almindeligt provinsliv, sagde han.Måske havde hun ret. Han kendte kun én provins, og det var den her. Men den kunne få ham til at savne de ott e år i København, så han næsten kunne græde. - Lad mig i det mindste følge eft erforskningen, sagde han. – På sidelinjen, hvis du absolut vil. Hun betragtede ham med endnu et muntert smil, som hun forsøgte at skjule, da hun drak den sidste sjat kaff e.- Okay.Hun sænkede kruset og knuste det, så plasticen splintredes. – Du kan hjælpe mig ved at tage til Århus og overvære obduktionen i morgen. Jeg får vist brug for alle mand her.- Fint.Hun granskede hans ansigt som for at teste ham.- Og så synes jeg, vi skal få Boutrups hus undersøgt nu i aft en. Du siger, du kender de lokale. Hvis der er den mindste mulighed for, at han har haft pigen med hjemme, gælder det om at sikre spor.Hun ventede på reaktionen, men da den ikke kom, fortsatt e hun:- Hvis du vil være primus motor på den opgave, vil jeg være taknemmelig. Hun havde bestemt sig. Han kunne protestere, men vidste, at det ikke nytt ede, så han endte med bare at nikke.- Jeg skaff er selvfølgelig en kendelse, sagde hun og vendte ryggen til ham.


Q&A1 Hvad handler din nye krimi om?

I De døde sjæles nat vender vi tilbage til Djursland, hvor min hovedperson, Peter Boutrup, bor og arbejder som tømrer. Denne gang er han ved at renovere dele af et kloster. I romanen bliver han vidne til, at en nonne bliver passet op af en mand på en ubehagelig måde. I overensstemmelse med sin egen doktrin om ikke at blande sig i andres liv, vælger Peter ikke at gribe ind. Dagen eft er bliver den unge nonne fundet død i klostrets voldgrav, tilsyneladende garroteret eft er en gammel spansk henrett elsesmetode. Drevet af skyldfølelse – og hemmelige oplysninger fra en anden nonne - kaster Peter sig ud jagten på at fi nde morderen.

Måneder forinden har dykkeren Kir fundet en gammel knoglekasse på bunden af Kalø Vig. På overfl aden ligner det gamle knogler til undervisningsbrug, men retsmedicinerne fi nder ved nærmere undersøgelse ud af, at der er tale om et helt menneske, og at dett e menneske har et brud på en torntap: En typisk skade forbundet med garott ering. Manden er dræbt for omkring 60 år siden. Kir og politimanden Mark forsøger at optrevle dett e historiske drab, der leder tilbage til likvideringerne i tiden lige eft er anden verdenskrig.

2 Hvem er hovedpersonen?Hovedpersonen er Peter Boutrup, søn af min kvindelige hovedperson Dicte Svendsen, der bortadopterede ham ved fødslen. Peter er en tidligere indsat, der forsøger at fi nde sig til rett e i verden udenfor og skabe sig et nyt liv. Han har haft en hård opvækst på et sadistisk børnehjem og har siden siddet fi re år i fængsel for manddrab. Han er for evigt vaccineret med det, der gør ham på vagt over for uretfærdighed, i særdeleshed ondskab mod børn og unge. Han har også et godt øje til egoistiske forældres mangel på interesse og omsorg for deres børn.

Peter holder af det enkle liv, og han har lovet sig selv ikke at ønske hævn eller at se sig tilbage. Han drømmer om familieliv og vil bare være i fred fra fortiden og problemerne. Men det får han ikke lov til, for han har også et andet personlighedstræk: Han er en mand med en samvitt ighed.

3 Er der andre personer, i bogen vi skal holde øje med?Andre vigtige personer i bogen er minedykkeren Kir, som læserne mødte første gang i Tre Hundes Nat. I denne roman er hun lige vendt hjem eft er seks måneder som soldat på skibet Absalon i Adenbugten. På sin første arbejdsdag i Danmark fi nder hun knoglekassen. Måneder senere er det hende, der sammen med en kollega trækker liget af 19-årige Melissa op af voldgraven ved Maria Hjerte Abbedi.

Mark er leder af Grenå Politi, og også ham mødte vi i Tre Hundes Nat. Han kæmper for at markere sig som eft erforsker, mens hans personlige problemer er ved at tage overhånd.

Marks chef under sagen er eft erforskningslederen fra Århus, Anna Bagger. Mark har engang – da han var drabseft erforsker i København – haft en aff ære med Anna. Det gør deres forhold en anelse akavet, at hun nu leder drabseft erforskningen, mens han er henvist til at gnave de små ben, hun kaster til ham. På Annas foranledning får Mark således lov til at grave i den gamle sag om knoglekassen, som hun har svært ved at tage alvorligt.Hold desuden øje med plejehjemsassistenten Lise Werge. Hun er en kvinde først i halvtredserne med en dominerende mor, som bor i et stort hus med en ildevarslende kælder. Moren har sat sig i hovedet, at hun vil diktere familiens historie til Lise. Det kommer der ikke noget godt ud af.

4 Hvor har du fundet inspiration til historien?Ideerne til bøgerne kommer oft e i afdelinger. Sådan har det også været med De døde sjæles nat. Knoglekassen kom først. En dag kom min genbo over med en trækasse med beslag. Hun arbejder på Taleinstitutt et, og under sammenlægning af to institutioner havde man fundet en kasse med knogler. - Vi kan ikke få os til at smide den i ’småt brændbart’. Ved du, hvad vi skal gøre? spurgte hun. Jeg kontaktede Retsmedicinsk Institut og tilbød at tage kassen med derop. Men inden jeg fi k den afl everet, - den står stadig i min garage - begyndte en historie at tage form i mit hoved. Den skulle handle om fundet af en knoglekasse, hvor indholdet slet ikke var det, man troede, nemlig knogler til undervisningsbrug. Det var den første idé. På mine ture til Djursland under min research til Tre Hundes Nat, var jeg fl ere gange kommet forbi Maria Hjerte Abbedi og det tilhørende Sostrup Slot på Norddjurs. I mit baghoved lå ønsket om at bruge de bygninger som kulisse i en bog. Det var oplagt! Jeg har en dykker i mit persongalleri. Slott et har en voldgrav. Min hovedperson er tømrer og bor i nærheden af det kloster. Voila!Jeg var sikker på, at nogen skulle fi ndes dræbt i den voldgrav. Spørgsmålet var bare, hvad motivet skulle være! For mig er motivet for drabet/drabene det vigtigste at få på plads, inden jeg begynder at skrive. Via en artikel i Politiken.dk – jeg kan ikke røbe indholdet af hensyn til plott ets overraskelsesmoment – fi k jeg mit motiv. Med det på plads, en stærk og motiveret hovedperson og nogle tydelige bipersoner var jeg klar til at skrive første udkast til romanen.

5 Hvordan har du arbejdet med romanens plot?Jeg har fordelt plott ets tråde mellem de tre bærende personer og sørget for, at Peter – som hovedpersonen – får den vigtigste luns. Udfordringen har så været det tempo, hvormed de forskellige spor – og vildspor - bliver drysset ud over historien, bliver gennemskuet og dereft er leder til nye konklusioner.

6 Har det krævet særlig research at skrive romanen? Der er altid en del research forbundet med at skrive romanerne, men det er vigtigt for mig, at de tekniske detaljer om f.eks. bomber og dykning ikke kommer til at tage magten fra selve historien, og man som læser føler, man bare bliver overdynget med information. Det skal doseres rigtigt, så man slet ikke opdager, at her har forfatt eren været ude for at hente input. Det håber jeg meget er tilfældet i De døde sjæles nat. Når det er sagt, har jeg hele vejen igennem søgt information på nett et og i dagspressen og gennem fagfolk. Det gælder f.eks. retsmedicin, politi og selvfølgelig især dykning, våben og sprængstoff er. Jeg har god forbindelse til minedykkerne i Kongsøre og har en uvurderlig kontakt der, som har været en helt fantastisk hjælp. Han har læst afsnitt ene, der handler om Kir og også om Peter og hans alarmsystem, ja, faktisk er det ham, som har fået ideen til det alarmsystem og beskrevet, hvordan Kir i et af de sidste kapitler skal håndtere en bombe.

7 Er der fl ere historier på vej om Peter Boutrup?Jeg er bestemt ikke færdig med Peter, så han skal nok dukke op i fl ere historier, også som hovedperson. Men han vil også egne sig til at give modspil til sin mor og kan også fi nde på at fi gurere i en roman, hvor hun har stafett en som den bærende kraft . (se mere nedenfor)

8 Og hvad med Dicte Svendsen, hans mor?Jeg har en plan om, at den næste bog skal have Dicte i front og Peter som en slags ’sidekick’. På de sidste sider i De døde sjæles nat, får Peter en invitation til sin halvsøster Roses og Dictes fødselsdagsfest, som skal holdes den følgende sommer. Jeg har tænkt mig, at den næste bog – som har arbejdstitlen Mørkets Barn - tager sin begyndelse ved netop den fest. Peter er inviteret og har sagt, at han kommer, men han dukker ikke op.

9 Kommer vi til at møde dig til foredrag o.l. rundt om i Danmark i løbet af foråret og eft eråret?Jeg har ikke de store planer om foredrag hverken dett e forår eller i eft eråret. Der skal nok komme fl ere planer, men som udgangspunkt har jeg travlt med at skrive den næste roman og har sat mig for at bruge tiden på det.

10 Hvad arbejder du på lige nu?Jeg er godt i gang med idéudvikling til den nye Dicte-bog, som gerne skal udkomme, så den falder sammen med tv-serien Dicte på tv2 i foråret 2013. Optagelser begynder i maj 2012 i Århus, og Iben Hjejle spiller Dicte. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med skriveprocessen og tager sidst i maj ned til min lejlighed på Gozo for rigtig at få sat skub i arbejdet.

10 spørgsmål tilElsebeth Egholm

11

TRE HUNDES NATer første bind i en helt ny krimi serie af Elsebeth Egholm, der har Peter Boutrup som hovedperson. Han er søn af forfatt erens kendte fi gur Aarhus-journalisten, Dicte Svendsen.

På årets første nat, i isnende kulde, forsvinder 18-årige Nina Bjerre fra en nytårsfest i Grenå. Dagen eft er - ved sin bopæl på en klint 13 kilometer derfra - fi nder Dictes Svendsens søn, Peter, liget af Ramses Bulai, en gammel kending af politiet. Til stede på klinten den dag er også Peters nye nabo, en mystisk ung kvinde ved navn Felix.

Peter selv forsøger at lægge sin fortid bag sig. Han benægter sit kendskab til Ramses, og senere forstår han, at også Felix holder noget skjult. Sammen forsøger de at kortlægge, hvorfor Ramses skulle dø, og hvorfor Felix skulle komme ud for en ulykke og lide et uerstatt eligt tab. Pilene peger på en værdifuld last i et sænket skib et sted i Katt egat. En last, som nogen vil gøre alt for at fi nde.

Sideløbende må den lokale politimand, Mark Bille Hansen, acceptere, at hans tidligere elskerinde nu er chef for Eft erforskningen. Holdet fra Århus sætt er hovedkvarter op på Grenå Politistation. To dage eft er Nina Bjerres forsvinden, fi nder dykkerpigen, Kir, liget af en ung pige i havnen: Hun er nøgen og fastgjort til et anker, og hendes ansigt er fl ået af. Er liget i havnen Nina Bjerre? Havde hendes og Ramses´ drab noget med hinanden at gøre? Peter Boutrup må sande, at svaret ligger et sted i den fortid, han forsøger at glemme.

LIV OG LEGEMEOrganhandel på internationalt plan i Liv og legeme – ny spændende krimi fra Elsebeth Egholm

Dicte Svendsen er hurtigt fremme, da liget af en ung kvinde bliver fundet ved stadion i Århus under en fodboldkamp. Den unge kvinde er maltrakteret på grusomste vis, og det eneste spor er et glimt af et støvleklædt ben i buskene bag liget, som fi ndes på en lille piges mobiloptagelse.

Er manden med støvlerne den samme, som støver damer op på værtshusene for at indlede sadomasochistiske forhold? Eller ligner det skamferede lig andre ofre for forbrydelser, og er der tale om en politisk motiveret seriemorder, som opererer i hele Europa?

Sagen bliver ikke mindre kompliceret, da Dicte Svendsen kontaktes af en hospitalsindlagt straff efange, som er dømt for uagtsomt manddrab. Han hævder at besidde væsentlige oplysninger og ønsker at gøre en bytt ehandel.

Femina Alt for damerne

VOLD OG MAGTTo bomber eksploderer i Århus med få minutt ers mellemrum. Den ene i et solcenter, hvor

Dicte Svendsen skulle have været – den anden i den fremadstormende borgmesterkandidat Francesca Olsens bil. En borgmesterkandidat, som Dicte skulle tale med samme eft ermiddag…

DNA-spor fra det første gerningssted kaster mistanke på Dictes bortadopterede søn, som er forsvundet fra jordens overfl ade. I sin søgen eft er ham og historien bag bomberne kommer

Dicte ud på en rejse, der tvinger hende til at se sig selv og sit livs valg i øjnene.

Det er et hæsblæsende drama, hvor de store spørgsmål er på spil: Hvad sker der, når de, der har magten, misbruger den? Er blod tykkere end vand? Og hvem beslutt er, hvad der er normalt? Tag med til en underverden, hvor vold og magt sætt er dagsordenen, og hvor

gamle regnskaber skal gøres op.

"Elsebeth Egholm har skrevet sin hidtil bedste og mest samfunds-kritiske krimi om Dicte Svendsen" Information

I S B N 9 7 8 - 8 7 - 4 0 0 - 0 6 8 7 - 2

Andre bestsellere

Documents

De_døde_sjæles_nat_læseprøve