Den anden

Udstilling af fremmede Kunstneres

Værker

i

KJØBENHAVN.

— - « = « = * • —

Avgust—September 1883.

n> {-' - .'i . — r s BIBLiOTHEK,

-tCjøbenhavn. — Rasmussen & Olsen.

Den anden Udstilling af fremmede Kunstneres

Værker i Kjøbenhavn er aaben fra d. 25. Avgust hver

Dag fra Kl. 9 til Mørkets Frembrud i

Industriforeningens Festsal.

Entré 50 Øre; Adgangskort gjældende for hele Udstil-

lingstiden 2 Kr.

Udstillingen omfatter følgende Malerier:

A. de Nenrille: Kampen paa Kirkegaarden ved St. Privat.

tiérome: En Fange i Rom.

Boug-nerean: Pieta. Chelmonski: Aften i Ukraine. Paul Vernon: Landskab. W. Xylander: City of Rochester.

Van Mareke: Hyrdehund. Zieni: Aften ved Venedig. de Mesgrigny: I Omegnen af Poissy. "Weber: Havnemolen ved Boulogne. Leclaire: Æbleblomster.

— Blomster. Wahlberg: Nat i Skoven. Schreyer: Ildebranden. Gabriel Max: Jesus Christus.

(Psalme CXXI. 4: „See, han slumrer ikke og sover ikke, han som bevarer Israel.")

A- de Neuville.

De franske Bataillemalere ere Nationens Yndlinge og

Versailles og Louvre ere et Pantheon for Militairmaleriet.

Alle de franske Mærkedage ere der optegnede i Bille­

der, af hvilke mange ville bevares for Fremtiden og be-

Tare Udødeligheden. Alt. hvad der har gjort Frankrig

herligt og stort, er opskrevet i Slagmaleriet af Mænd.

som havde Tro og Krigsbegejstring, som vare besjælede

af en brændende Fædrelandskærlighed. En forunderlig

Tro, som snart ifølge de Midler, den aabenbarer sig i,

den Tid, der opflammer den, er enten pralende eller

beskeden, Hymne eller Historie. Man vandrer efter-

haanden fra Le Brun til Van der Meulen, fra Van der

Meulen til David, fra David til Gérard, fra Gérard til

Gros, fra Gros til Géricault. til Charlet, Raffet og

Horace Vernet.

Militairmalerne af den nye Skole beraabe sig hverken

paa Heltedigtet, Legenden eller de officielle Beretninger.

De male Krigen, som de have set den og selv fulgt den i

aaben Mark. Det er deies Fortjeneste, deres Originalitet,

det, der gjør deres Kunst tiltrækkende, levende og op­

levet, men det er ogsaa et Skjær, den kan strande paa.

— 8 —

Man maa ikke bebrejde dem, at de have opgivet det

store Format, som endnu i Manges Øjne gjælder for den

store Stils Hovedbetingelse, men det synes virkelig, at

den Maalestok, som de fleste af dem have valgt,

modvirker Kompositionen, thi det er sjeldent, at de ser

stort, og dette er dog ikke uforeneligt med det lille

Format. De giver os mindre en Idé om Krigen, om

Slaget, end det umiddelbare Indtryk af Kampene ved

Forposterne eller Ariéregarden. Dette er meget, men

det er ikke nok. De male det tilfældige, den enkelte

Begivenhed, Skjærmydslen. De fortælle de tusinde Epi­

soder i Felten, de ere mere Manddrabets Krønike­

skrivere end Historikere.

Alphons de Neuville er utvivlsomt Anføreren for

den lille Skare moderne Malere, der have kastet sig over

denne Genre, som syntes gaaet af Mode, indtil Begiven­

hederne i 1870—71 gjenoplivede den med Blod. Af

Frankrigs overvældende Ulykker gik han strax i sit første

Arbeide, der var SOJI et Skrig fra hans Sjæls Inderste,

ud som en alvorlig Kunstner. Den Vej, der var trampet

ned af de tydske Skarer, blev ham Vejen til Damaskus!

F ra den Tid af er han kun bleven større og større, fordi

Erindringen om, hvad han havde oplevet og lidt, er ble­

ven rigere og ikke ringere. Men førend vi følge ham

Skridt for Skridt paa den Vej, hvor han har samlet saa

mange Trofæer, ville vi gaa tilbage til hans Løbebanes

første Trin og vise, hvorledes han har naaet sit Maal,

fundet det Ideal, han drømte om.

Neuville er født i St. Orner den 31. Maj 1836. Sin

Ungdom, som hans Forældres Velstand gjorde lys og.

— 9 —

lykkelig, tilbragte han paa Latinskolens Bænke. 16 Aar

gammel forlod han Skolen med Flidsbelønninger og den

første akademiske Grad.

Trods Modstand fra Forældrene, som ønskede at se

deres Søn glimre i en eller anden Statsstilling, indtraadt 3

han som Elev i Lorients Kadetakademi, lokket af det

æventyrlige i Sømandslivet, det ubekjendte, Oceanets

Glæder, Farer, Savn og Offre.

Imidlertid begyndte hans Kunstnergeni at yttre sig,

en uimodstaaelig Tegnelyst greb ham, og hans Tegne­

lærer spaaede ham alt en stor Fremtid.

Efter et Aars Ophold i Akademiet skifter Alphonse

Bestemmelse med Hensyn til sin Fremtidsbane; men Til­

fældet vilde, at ogsaa hans Faders Planer samtidig skif­

tede, idet denne ønskede, at Sønnen skulde ombytte Sø-

officersuniformen med Diplomatens Kjole. Alphonses

Mening gik af med Sejren, og han styrede ufortrødent

mod sit Maal, drevet frem som af en usynlig Magt.

Han gik først til Bellangé, hos hvem han hentede

følgende Opmuntring:

„Saa De vil male og ønsker mit Raad og min Me­

ning! J a min Mening er, at af hundrede Malere, som

slide deres Liv op foran Staffeliet, er der neppe ti, som

ikke dø af Sult, og af disse 10 er der ikke en, som er

lykkelig. Nej, tro mig, min Ven! og vend tilbage til Deres

Hjem; æd, drik og vær glad i en Stilling, som tillader

Dem at leve, om end ukjendt og upaaagtet, saa dog

sorgfrit og rolig."

Disse Visdomsord ramte som et Lyn den unge Mands

Sjæl; men i Stedet for at lamme ham opflammede de hans

— 10 —

Mod. Han følte Kampen begynde, men veg ikke tilbage,

han følte sit høje Kald, han v i l d e være Maler.

Intet uden Døden vilde have standset ham, og nu

gik Vejen til den den Gang berømte Yvons Atelier, og

derfra videre til Maleren Picot; men begge Steder fandt

han kun ringe Trøst.

Da besluttede han i sin Fortvivlelse paa egen Haand

at betro Lærredet de Ideer og Studier, som brødes i

hans Hjærne og fyldte hans Skitsebog, og fra 1858—59

fuldførte han sit første Arbejde: ,,5te Jægerbataillon

foran Malakofftaarnet".

Nu modtog han ogsaa den første Opmuntring af den

elskværdige Eugene Delacroix, den geniale Maler, hvis

Værker endnu stadig hævde deres Plads blandt Perlerne

i den franske Kunst.

I 1860 malede Neuville en Episode af „Garibaldis

Erobring af Neapel", og Aaret efter optog Salonen hans

„Gardechasseurs i Løbegravene ved den grønne Mamelon".

Den unge Maler fik baade Roes og Medailler; men

Fru Fortuna vendte ham stadig Ryggen, og for at leve

var han nødsaget til at arbejde som Illustrator for „Le

tour du monde'', som. han skænkede en Række fortrin­

lige Tegninger. Disse kunne dog ikke maale sig med

de Mesterværker, som han tegnede til Guizots „Histoire

de France".

Blyanten var imidlertid kun en Nødhjælp, men

Penslen og Paletten Maalet, og saasnart det var ham

muligt, greb han dem atter og skabte i 1864 „Gade­

kampen i Magenta" og senere „Zouavvedetten", det be-

kjendte „Jægere, der vade over Tschernaiafloden" og fl. A.

— 11 —

I disse Stykker havde Neuville givet uomstødelige Beviser paa en særegen, gjennemtrængende sand Opfat­telse af Tingene. Menneskene og de fremstillede Helte­bedrifter. Det var, som malede han med Krudt og Blod, og hans Maleriers Glød begyndte at fænge hos Eliten blandt Publikum. Det fulgte ogmærksomt hans Arbeider Skridt for Skridt, mærkede sig Faserne i Udviklingen hos denne Kunstner, som Dag for Dag blev mere og mere moden.

Saa kom 1870. Som ægte Patriot meldte han sig øjeblikkelig ved Fanen, og Døden sparede ham, for at han i uforglemmelige Træk kunde fortælle denne forfær­delige Krigs Rædsler.

Som forvandlet vendte han tilbage efter Krigen, be­riget med blodige Erfaringer og Indtryk fra Slagterierne ved Le Bourget og Champigny.

Af disse Studier efter Naturen har han uddraget ny Næring for sit Talent, og han har givet det et nyt Udtryk, det mest gribende, som vi kjende. Han har aabenbaret en Kunst fuld af den heftigste Sorg. som stedse vil ryste Beskuerens Nerver. Overfor hans nu saa berømte Billeder maa den Vantro bevæges og Egoisten bøje sig. De Billeder, til hvilke vi sigte, og som vi nu skulle nævne, rummer i sig det engelske „Remember!"

Det var paa Salonen 1872, at Neuville aabnede sin nye Serie af Billeder med „Bivouaken foran le Bourget", og slog ind i den Maner, i dette Ords bedste Betydning, som han ikke senere har forladt.

Hvor var det ikke sandt, dette Lærreds Indhold, og med hvilken nagende Troskab var ikke Alt gjengivet.

Man havde jo selv set de ulykkelige Soldater, de stakkels

— 12 —

Mobilgardister, der skaanselløst vare revne fra den lune

Familiearne og kastede ud paa Stepper, nøgne som

Ukraines, midt i Vinterkulden, og deres dumpe Melan­

koli havde grebet Alle. Man mindedes Natten mellem

den 20. og 21. December 1870, da man selv havde væ­

ret med at opsamle disse halvt ihjelfrosne Stakler. Saa-

meget mere interesserede Neuvilles Billeder i 1872 med

dets forunderlige, dybe Alvor og næsten uhyggelige Ud­

pensling af Enkelthederne.

Det var jo en tro Kopi af hvad man havde set, et Echo,

af de Klager og den Dødsrallen, man havde hørt, det

var Sandheden selv.

Vist er det, at Neuvilles Berømmelse, der udgik

fra den lille Elite, som kjendte, forstod og agtede ham,

erobrede det store Publikum i 1872; men det var jo

ogsaa imod dets Hjerte, han havde taget Sigte. Og

dette ømt følende Hjærte havde lidt saa meget og svul­

met saa ofte, snart af falske Haab, snart ved den ubøn­

hørlige Virkelighed, at den mindste Erindring selv efter

et Aars Forløb fik det til at skjælve paany.

I 1873 var det ganske andre Ting, det var andre

Sindsbevægelser, andre Taarer og andre Raab om Krig

og Hævn, som han fremkaldte ved Maleriet „De sidste

Patroner". Det var Noget af det ophøjede Vanvid

fra Thermopylæ, som her var fremstillet af en Mand,

som havde malet lige saa meget med sin franske Sjæl

som med sin Kunstnerhjærne. Denne Tragedie, denne for­

tvivlede Kamp af en Haandfuld Folk, som foretrak Dø­

den for Flugten, fremkaldte samtidig Taarer og begej-

— 13 —

strede Raab om Hævn; det var som en Tyrtæussang i

Parisernes Ører.

Strax fra Udstillingens Aabning var dette Maleri

Publikums Yndlingsbillede og L ' I l l u s t r a t i o n udbredte

dets Ry over hele Verden, medens det i Frankrig fandtes i

allehaande Gjengivelser spredt over hele Landet lige

ned til den simpleste Hytte, hvor det med et Slag bragte

sin Skabers Navn paa alle Læber.

„Kampen paa Jernbanevolden" i 1874 gjorde en

lignende Lykke som sine Forgængere. Her var Hand­

lingen ikke indeklemt paa et lille Rum, men gav Neu­

ville Lejlighed til, samtidig med at han stillede Hoved­

scenen i Handlingen frem i fuldt Lys, at fortælle en

Mængde Biomstændigheder, løst skitserede som Anek­

doter. Det var, som vilde han vise os Kampen som et

Mosaikbillede, sammenstillet og ordnet af Tilfældet og

ikke, som vi plejer at forestille os den, som et vildt

Masseslagten.

Aåret efter kom det glimrende „Angreb paa et

barricaderet Hus i Villersexel".

Der er den samme Forbittrelse i Kunstnerens Udførelse

som i Hjærterne paa de Soldater, der omringe det be­

fæstede og barrikaderede Hus, hvori en lille Hob Fjen­

der have søgt Tilflugt. I den tætte Kugleregn udslynges

Døden gjennem de i Døre, Vinduer og Mure anbragte

Skydeskaar. Hvert Minut styrter et nyt Offer i Belejrernes

allerede stærkt udtyndede Rækker, som ikke kunne naa

den skjulte Forsvarer med deres Skud. Soldaterne ere

naaede til denne Paroxysme af Raseri, som udslukker

enhver Gnist af menneskelig Følelse. De ile til Nabo-

— 14 —

husene, aftage Døre, Porte og Vinduernes Persienner,

for at stable et frygteligt Baal op om det dødsdømte Hus,

stikke Ild derpaa og indebrænde de Fjender, som de

ikke kunne besejre paa anden Maade.

Dette Billede er udpenslet med en næsten diabolisk

Ild; men dog spores der som et Pust af Medynk i den

Haand, som siden de Franskes Nederlag synes at have

offret sig til det patiiotiske Hverv at føre Sonden til

Bunds i Frankrigs store, ulægelige Saar og hindre den

alt lægende Tid i at kaste Glemselens Slør over de ud-

staaede Lidelser.

Vi have indskrænket os til at nævne Neuvilles

Mesterværker eller rettere de Stykker, som have været

udstillede paa Salonen i de siden Krigen forløbne Aar.

Skulde vi analysere alle hans Arbejder, vilde et helt

Bind ikke strække til, idet han har frembragt en Mængde

større Kompositioner og et Utal af gribende Smaaepi-

soder og Soldatertyper, grebne ud af Livet og gjengivne

med fotografisk Troskab. De gamle Graaskæg fra det

første Kejserdømme, de uovervindelige Veteraner ere ikke blevne forevigede med mere samvittighedsfuld Tro­

skab eller med mere Varme end den, Neuville har offret sin Tids Martyrer. Og har han vel manglet

Helte at besynge! Nej ! Ulykke paa Ulykke, Neder­

lag paa Nederlag havde skabt nok af dem, og har han end

manglet Austerlitz og Jena, saa har han foreviget Min­

det om dem, der viste sig værdige til at kæmpe, sejre

og dø paa disse Valpladse.

Paa Verdensudstillingen i 1878 banlyste diplomatiske

Hensyn Militærbillederne fra Marsmarken, og man maatte

— 15 —

søge dem hos Goupil i Rue Chaptal. Af Neuville fandtes

her „Episoden den 30te Oktober 1870 ved Le Bourget",

„Overrumplingen", „Den opsnappede Kurer" m. fl., me­

dens en Mængde Akvareller og Tegninger kompletterede

Udstillingen, hvis Tiltrækningskraft ikke stod meget til­

bage for den store.

Før vi gaa videre, skulle vi meddele, hvorfor „Le

Bourget", hvortil Udkastet forelaa lige fra Belejringens

Dage, først fuldendtes 6 Aar senere. Kunstneren havde

hele sit Materiale i Orden, kun én Ting manglede ham:

den heltemodige Kommandant Brasseur, som paa den

skæbnesvangre Dag stod i Spidsen for de tappre Volti­

geurer. Længe søgte han forgjæves sin Model overalt.

Endelig fandt han ham i Invalidehotellet, og nu blev

Mesterværket fuldført.

Det er imidlertid ikke alene Fædrelandets Krige,

han har behandlet. Fra Englændernes Kampe i Zulu­

landet har han givet os „Forsvaret af Rockes Drift" og

„Døden for Fanen", af hvilke Dronning Victoria har

bestilt en Copi af det førstnævnte.

Vi komme nu ti l : „Kampen paa Kirkegaarden ved

Saint Privat den 18de August 1870", der sammen med

„Ordonnantsen" var udstillet paa Salonen i 1880, og som

forskaffede Neuville Diplomet som Officer i Æreslegionen.

Disse Arbejder staa i Højde med deres Forgængere, og

den Lykke, eller rettere, det dybe Indtryk, de gjorde

paa de Tusinder af Tilskuere, som samlede sig om dem,

vil sent udviskes. Navnlig var det Tilfældet med „St.

Privat", der ogsaa af Kunstkjendere sættes meget højt,

og af mange anses for Kunstnerens bedste Billede.

— 16 —

Resterne af 9de Jæger-Bataillon, af 4de, 10de og

12te Linieregiment vare efterladte for at dække Re-

traiten, med Ordre til at holde ud til det Yderste.

Gaderne, Husene bleve forsvarede Fod for Fod mod

den Strøm af tydske Tropper, der paa en Gang over­

svømmede Landsbyen fra alle Sider. De sidste Forsøg

paa Modstand samlede sig paa den lille Kirkegaard i

Midten af Landsbyen, og her blev de faa Overlevende

— indesluttede fra alle Sider, efter at have bortskudt

den sidste Patron og udmattede til Døden — tagne til

Fange eller dræbte. Det 6te Korps' Tab alene kostede

den preussiske Armee 10,400 Mand, og næste Dag tele­

graferede Kejser Vilhelm til Kejserinde Augusta: „Min

Garde har fundet sin Grav foran St. Privat."

Vi skulle kun tilføje et Par Ord om de Vanskelig­

heder, som Studierne til „St. Privat" voldte Neuville.

Han havde længe besluttet at udføre dette Bil­

lede og saaledes forevige et af de mindeværdigste Slag

fra den ulykkelige Krig; men han kunde ikke erholde

den tyske Regjerings Tilladelse til at besøge Valpladsen

for der at tage de fornødne Skitser.

Saa rejste han paa egen Risiko først til Metz, hvor

han dvælede nogle Dage og fyldte sin Skitsebog med

tyske Militærtyper, og senere til Sainte-Marie-aux-Chénes.

Fra Kroen her, hvor han indlogerede sig, foretog han

sine Exkursioner til St. Privat, stadig udfrittende Be­

folkningen og tegnende, indtil endelig de fornødne No­

ter og Skitser vare samlede. Tilsidst fik de tyske Gen­

darmer Øje paa ham, fattede Mistanke, og en skjønne

Dag indfandt de sig for at anholde ham og beslag-

— 17 —

lægge hans møjsommelig sammensparede Materialier. Heldigvis kom de for sent. Neuville var paa Vejen hjem, og Militærbilledernes Galleri vandt en uvurderlig Perle til.

Gabriel Max.

Gabriel Max udmærker sig ved en i høj Grad skarpt udpræget Individualitet, han har ved sine Ar­bejder vundet en stor Popularitet, endskjønt hans Bil­leders Emner og i visse Maader ogsaa deres Behand­ling snarere egne sig til at udelukke end til at tiltrække den store Mængdes Beundring. Gabriel Max er fuldtud en moderne Maler, omendskjønt han hidtil med For­sæt har holdt sig fjærn fra Virkeligheden. Der er ikke Spor af hin Naivitet, som mange af de gamle Mestre bevarede hele deres Liv, men der gaar en Resignation og Vemod igjennem hans Produktion, som , idet den vender sig bort fra Tilværelsens lysere Sider, prædiker Forgængelighed. Han er endvidere en overvejende ly­risk Maler, og i denne Side af hans Væsen ægte tysk, thi intet ligger ham fjernere, end stærk Handling, kraf­tig Bevægelse og dramatisk Komposition. Men man kan ogsaa kalde denne rigt begavede Kunstner en filo­sofisk Maler. Hans Frembringelser ere prægede af et stærkt Tankeindhold; og denne Egenskab er en be­tænkelig Klippe for en stærk Kraft, thi den fører meget let til en Miskjendelse af Kunstens strengt dragne Grændser, som aldrig ustraffet kunne overskrides. I Flertallet af sine Arbejder har Max dog lykkelig und-

— 18 —

gaaet denne Klippe og frembragt Billeder af betydelig Kunstværdi i alle Retninger. Hans Kolorit er simpel og kysk, ihvorvel en ejendommelig Behandling af Kjødfarven røber en vis Manér. Men i Almindelig­hed bliver Betragtningens Nydelse aldrig forstyrret ved Haardhed eller Fejlgreb i Koloriten, medens Tegningens Korrekthed ikke kan skattes højt nok, naar man tager Hensyn til den i dette Punkt stedse mere om sig gri­bende Ligegyldighed. De ydre Midler i Max's Kunst staa i fuld Samklang med Størstedelen af de simple og gribende Skikkelser og Optrin, som de fremstille. Der er intet vildt, intet støjende, intet tantalisk kvalfuldt j selv Smerten er opløst i forklaret Harmoni.

Den lange Række af hans Arbejder beviser dette til Overflod; man behøver kun at anføre hans „Martyr-inde paa Korset" (det Værk, som grundede hans kunst­neriske Ry), „Nonnen", „Tvangsavktionen", „Værtindens Datter", det berømte, opsigtvækkende „Christushoved", „Psyche", „Den hellige Cæcilie", saavelsom hans nyeste Værk „Det er fuldbragt."

Det her udstillede symbolske Maleri „ J e s u s C h r i s t u s" har været udstillet overalt i Evropas største Stæder; det har vakt en Opsigt og gjort en Lykke, som kun faa andre Malerier. Pressens enstem­mige Ros og Publikums stadige Tilbagevenden til Bil­ledet, viser det Indtryk, det har gjort, et Indtryk, som vil bevares og befæstes, og som griber selv den lige­gyldigste Beskuer.

— 19 —

Alfred "Wahlberg.

Sverigs mest fremragende og navnkundige Land­

skabsmaler Herman Alfred Leonard Wahlberg er født

den 13. Februar 1834 i Stockholm. Først uddannedes

han til Musiker, men fik dog ogsaa tidlig nogen Under­

visning i Malerkunsten; i 1857 gik han til Diisseldorff

og arbejdede der en Tid under Gude; senere levede

han atter nogle Aar i sin Fødeby som kæmpende og

fremadstræbende Kunstner. Det egentlige Gjennembrud

gik dog først for sig, efter at han i 1866 havde begivet

sig til Paris, hvor han blev Elev af Oorot ogDaubigny.

Allerede paa Salonen 1867 vakte hans Billeder overor­

dentlig Opsigt; senere har hans Ry bredt sig over al

Verden, og han etaar nu som en af Aarhundredets be­

tydeligste Mestre af den naturalistiske Skole. Flere

Gange ere hans Arbejder paa de forskjellige Udstillinger

lønnede med Guldmedaille; han er Medlem af sit Fædre­

lands Kunstakademi og fra 1875 Ridder af Æres­

legionen.

Theodor Weber.

Theodor Alexander Weber er født i Leipzig 1838,

men begav sig allerede i en Alder af atten Aar til Paris,

hvor et Billede af en Storm paa Havet vakte stor Opsigt

i 1861. Senere har han vundet Anseelse som en ud­

mærket Landskabs- og Marinemaler.

— 20 —

Vilhelm Xylander.

Vilhelm Ferdinand Xylander er født i Kjøbenhavn 1840, men gik allerede i en Alder af tyve Aar til Miin-chen, hvor han studerede under Morgenstern og uddan­nede sig til en dygtig Landskabs- og Marinemaler, der især har vundet megen Anerkj endelse for sine Maane-skinsbilleder.

Jan Chelminski.

Det er især ved sine Landskaber med rig Staffage af Figurer i Rococokostume, Jægere eller Soldater, at denne til Trods for sin unge Alder — han er født 1851 i en Landsby i Polen — højt ansete Kunstner har vun­det sin Berømmelse. Et af hans betydeligste Værker _ Parforcejagt i det attende Aarhundrede — blev i 1879 kjøbt til det nye Pinakothek i Munchen, den Stad, ved hvis Akademi Chelminski har gjennemgaaet sine Laereaar.

Emile van Marcke.

Denne udmærkede franske Dyrmaler fik sin første Uddannelse i den berømte Troyons Atelier; Allerede som ung vakte han Opsigt paa de aarlige Saloner, men

— 21 —

det er dog først i sin modnere Alder, at han har vun­det Ry som en fremragende Kolorist, hvis Arbejder i lige høj Grad tiltale ved deres overordentlige Farve­virkning og ved den Grundighed, hvormed Formen er gjennemført.

Felix Ziem.

Felix Ziem er født i Beaune i Aaret 1822. Alt som otte Aars Dreng blev han Elev af Kunstskolen i Dijon; fra 1845 — 1848 foretog han Studierejser i Syd­frankrig, Italien og Orienten og hjembragte derfra en Mængde Arbejder, mest Kystbilleder med rig Arkitektur, i hvilke han med Mesterskab skildrede de sydlige Landes Farvepragt, deres glimrende Solvirkning eller deres Nætters magiske Tusmørke. Paa mangfoldige Udstil­linger hædredes han med Medailler; i 1878 udnævntes han til Officer af Æreslegionen.

Leon Gérome.

Blandt den nyere franske Kunsts største Mestre gives der kun faa, hvis Navne ere trængte ud i videre Kredse, og hvis Frembringelser ere mere udbredte i Gjengivelser af enhver tænkelig Art, end Jean Leon Géromes. Han er født i den lille By Vesoul d. I l te

— 22 —

Maj 1824, kom sytten Aar gammel til Paris for at stu­

dere i Ecole des Beaux-Arts og blev kort derpaa Elev

af Paul Delaroche, med hvem han i 1844 gik til Rom.

Her arbejdede han et Aarstid; efter sin Tilbagekomst

til Paris besøgte han i nogen Tid Gleyres Atelier og

blev af denne ledet ind paa Behandlingen af an tike

Emner. I 1847 debuterede han paa Salonen med Bil­

ledet af et ungt elskende Par (nøgne Figurer i Legems­

størrelse) , der betragte en Hanekamp; i det følgende

Aar udstillede han en „Anakreon med Amor og Bac­

chus", samt en „Scene i et offentligt Hus i Pompeji".

Med disse Arbejder var Géromes Lykke gjort, og hans

Ry grundmuret som en af Nutidens ypperste Skildrer

af den klassiske Oldtids Liv. Rækken af hans herhen

hørende Værker er meget stor; blandt de berømteste

kunne nævnes: „Kong Candaules", „Phryne for Dom­

stolen", „Kleopatra og Cæsar", „Cæsars Død" og frem­

for alle „Vitellius hilses i Amfitheatret af Gladiato­

rerne". Efter at han havde foretaget en Rejse i Orien­

ten, udførte han en Mængde Billeder over Emner der­

fra, saaledes: „Rekruter eskorteres gjennem Ægypten",

„Den Fangne", „Slavemarkedet", „Dansende Baschi-

Bosuker" o. s. v.; ogsaa Motiver fra Hjemlandet har han

behandlet, saaledes i „Duellen efter Maskeraden" og

„Ludvig den fjoitende og Moliére ved Frokosten". Gé­

rome regnes nu blandt Frankrigs mest fremragende

Malere; ogsaa som Billedhugger har han vundet sig et

stort Navn.

— 23 —

Adolphe Bougnereau.

Historiemaleren "William Adolphe Bouguereau er født i La Rochelle d. 30. Nov. 1825. Oprindelig var han bestemt for Handelsstanden, men blev dog allerede i 1843 Elev af École des Beaux-Arts efter i nogen Tid at have arbejdet under Picot. Syv Aar senere vandt han for sin „Zenobia" den store romerske Pris og hjem­sendte fra Rom „Martyrernes Triumf", der ligesom det senere malede „Maria, de sorgfuldes Moder" og „Ve-nus's Fødsel" kjøbtes til Luxembourgsamlingen. Sin Virksomhed har Bouguereau delt mellem Behandlingen af kristelige, til Dels allegoriske, og græsk-mythologiske Emner og har ved sin elegante Tegning og sin zirlige Pensel samt ved den Maade. hvorpaa han vælger og benytter sine Modeller, vundet overordentlig Popularitet. I 1876 blev han Medlem af Kunstakademiet i Paris og Officer af Æreslegionen.

Adolf Schreyer.

Den udmærkede Bataille- og Dyrmaler Adolf Schreyer er født i Frankfurt am Main d. 9de Maj 1828. Alt som Dreng viste han afgjort Anlæg for Kunsten og udførte paa egen Haand en Mængde Studier, især efter Heste; sin akademiske Læretid gjennemgik han dels i Munchen, dels i Diisseldorff. Tyve Aar gammel foretog han en Rejse til Ungarn, Walachiet og Sydrusland, hvor

— 24 —

han studerede de forskjellige Folkefærds Kulturforhold-og navnlig deres Husdyr; kort derpaa malede han sit første store Slagbillede, Kampen ved Temeswar, der skaffede hans Navn Anseelse i vide Kredse. En seners Rejse førte ham til Nordafrika, Ægypten og Syrien, og de Studier og Malerier, kan derfra bragte med sig, da han første Gang besøgte Paris, vakte her saa stor Op­sigt, at han besluttede sig til at bosætte sig i denne Stad. En Række af Aar levede han nu under stadig voxende Anseelse i Paris; siden 1870 har han været bosat i Kronberg i Nærheden af sin Fødeby og har der udført en Mængde større og mindre Billeder, i hvilke Figurkompositionerne vække ikke ringere Beundring end deres saa vel i formel som i koloristisk Henseende ud­mærkede landskabelige Omgivelser.