Eksamensopgave i organisationsanalyse v/ Randi Markussen ......Innovation Lab Eksamensopgave i organisationsanalyse v/ Randi Markussen 2003 Institut for Informations- og Medievidenskab,

Innovation Lab

Eksamensopgave i organisationsanalyse v/ Randi Markussen 2003 Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet

Tina Rosholm (20012072) • Jacob Nedergaard (20012138) • Søren Mønsted (20011418)

Innovation Lab. Bachelorprojekt i organisationsanalyse 3. juni 2003

Side 2 af 81

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING ............................................... 5

METODE .................................................... 6

Logbogen .....................................................................6

Indledende overvejelser forud for vores undersøgelse..........7 Etiske overvejelser...............................................................8

Feltarbejde hos Innovation Lab ........................................9 Kvalitativ metode.................................................................9 Det brede fokus.................................................................11 Der stilles skarpt – teorivalg og refleksion.............................12

Teknikker ...................................................................16 Observation ......................................................................16 Interview..........................................................................17

INNOVATION Á LA INNOVATION LAB .................. 20

Science in Action .........................................................21 Sorte bokse ......................................................................21 Dannelse af en alliance.......................................................22 Naturen og det sociale........................................................24 Videnskab eller teknologi? ..................................................24 Diffusion versus translation.................................................25 Teknologisk udvikling ifølge Latour.......................................25

Analyse af Innovation Labs produkt ................................26 Pervasive computing ..........................................................26 ”Fremtiden er pervasive computing”.....................................27 Indrullering af allierede ......................................................28 Et retorisk trick .................................................................30 Preben Mejer.....................................................................32 Indrullering af nonhumane aktører.......................................33 Hvad er så innovation?.......................................................36


Side 3 af 81

INNOVATION LAB I NETVÆRK.......................... 37

Aktørnetværksteori ......................................................39 Aktør................................................................................39 Netværk ...........................................................................40

Analyse af Innovation Lab i netværk ...............................41 Innovation Lab opstår ud af et netværk................................42 Arbejdet med stabiliseringen af netværket ............................43 Udvidelse af netværket med Innovation Lab som obligatorisk passagepunkt....................................................................44 Transformation af netværket...............................................47 Netværket kræver arbejde..................................................48 Innovation Lab som heterogen aktør ....................................49 Hvad har ANT vist om Innovation Lab?.................................50

ORDNINGSPROCESSER ................................. 51

Kaos ..........................................................................51

Social ordning .............................................................53 Symbolsk interaktionisme...................................................53

Baggrund for symbolsk interaktionisme............................................... 53 Sociale verdener .............................................................................. 54 Forhandlet orden.............................................................................. 57

Orden igennem ’snak over bordene’ .....................................57 Sociale verdener .............................................................................. 62

Identitetsskabelse..............................................................64 Doing ’being extraordinary’................................................................ 65 Wunderkammeret ............................................................................ 66 En sæk lopper.................................................................................. 67 En god historie................................................................................. 68 Doing ’being Innovation Lab’.............................................................. 68

The Missing Masses ......................................................69 Scripts .............................................................................69 Strukturering af arbejdspraksis ...........................................71

Fra legebarn til voksen .................................................73 Klassificering og standardisering..........................................74

Klassifikationsprincipper.................................................................... 75 Sammenlignelighed, synlighed og kontrol............................................ 76

Analyse af projektmodellen.................................................77 Punkterer de mange bolde i luften? .................................................... 79


Side 4 af 81

AFSLUTNING............................................. 81

Refleksion over teoriernes anvendelse.............................81

Konklusion..................................................................82

LITTERATUR.............................................. 85

Formalia Indholdet i denne opgave er fortroligt og må ikke videregives uden forfatternes tilladelse. Jacob Nedergaard (20012138) er ansvarlig for siderne 1-24. Søren Mønsted (20011418) er ansvarlig for siderne 25-49. Tina Rosholm (20012072) er ansvarlig for siderne 50-74. Antal anslag: 178.279 svarende til ca. 75 normalsider.


Side 5 af 81

INDLEDNING Dansk IT-højborg, kompetenceklynge, IT-lokomotiv, dynamo, IT-vækstcenter, frontløber i næste IT-bølge, knudepunkt og Århus’ svar på Silicon Valley. Både forskere, erhvervsfolk og journalister har pudset krystalkuglen og spået Katrinebjerg i Århus en stor fremtid. Flere private virksomheder og institutter fra Aarhus Universitet har allerede etableret sig, og alt tyder på, at flere er på vej. Som en del af denne udvikling er der dukket en ny og utraditionel virksomhed op, som det umiddelbart kan være svær at sætte i bås. Innovation Lab er hverken privat eller offentlig, de er hverken ingeniører eller forretningsfolk, og de er hverken forskere eller producenter. Men hvad er de så? Innovation Lab er en hybrid mellem offentlig og privat, ingeniører og forretningsfolk, forskere og producenter. De er hverken det ene eller det andet – de er både og. Det giver ikke mening at beskrive Innovation Lab med traditionelle termer, og det er derfor oplagt at zoome ind og se på, hvad der karakteriserer en hybrid som Innovation Lab. I denne opgave vil vi gå i dybden og prøve at give et billede af Innovation Lab fra forskellige vinkler og på forskellige niveauer.

De siger, at de innoverer. Hvad betyder det? Hvad er innovation i Innovation Labs forstand? De er hverken forskere eller producenter, hverken ingeniører eller forretningsfolk, men de er en del af et netværk af alle disse grupper. Hvilken rolle har de i netværket, og hvilke aktiviteter udfører de, som har effekter i netværket? Hvis man zoomer længere ind, hvad er det så for nogle processer, der findes internt i organisationen? Hvordan arbejder de, og hvordan ordner de sig socialt og gennem artefakter?

Inden vi går videre vil vi kort præsentere virksomheden i fakta: Innovation Lab blev etableret i efteråret 2001 og er et samarbejde mellem TDC, Århus Kommune og Århus Amt. Formålet var at udbrede pervasive computing som fremtidens teknologi, hvilket skulle ske igennem informering, udvikling af prototyper og formidling af kontakt mellem forskere og det private erhvervsliv. Deres kontor er placeret på Katrinebjerg, som er base for otte ansatte, heraf seks på fuld tid. Eftersom det kan være svært at få et klart billede af hvad Innovation Lab laver og står for, vil ovenstående præsentation blive uddybet løbende i opgaven. Opgaven vil være struktureret efter navnet Innovation Lab – forstået som innovationslaboratorium. Først vil vi se på, hvordan de laver innovation med


Side 6 af 81

udgangspunkt i udvikling af prototyper og briefings. Dette arbejde skal ses i sammenhæng med netværket og bringer os dermed videre til en analyse af det netværk, som Innovation Lab er en del af. Med aktørnetværksteorien vil vi vise, hvordan Innovation Lab er opstået ud af et netværk, samt hvad der kræves af dem for at dette netværk kan blive udvidet og stabiliseret. Derefter vil vi bevæge os ind i laboratoriet og stille skarpt på, hvordan Innovation Lab arbejder internt på kontoret. Den del af opgaven vil omhandle de ordningsprocesser, som finder sted socialt, og vi vil her vise, hvordan der opstår en forhandlet orden og bliver skabt en fælles identitet. Efter dette afsnit vil vi bevæge os et niveau ned og se på, hvordan den enkelte medarbejder på Innovation Lab gennem artefakter skaber orden i sit eget arbejde. Med udgangspunkt i en projektmodel, som endnu ikke er implementeret, vil vi se, hvordan de gennem klassificering prøver at skabe orden. Inden vi giver os i kast med ovenstående, vil vores valg af tilgang til feltet blive præsenteret.

METODE I dette afsnit vil der blive gjort rede for vores metodiske tilgang til empirien samt vores overvejelser i forbindelse med valg af fokus og analysens teoretiske udgangspunkt. Det vil blive belyst kronologisk, så det samtidig afspejler vores arbejdsproces og giver et mere levende billede af de mange tanker, vi har gjort løbende med hensyn til metodeteknikker, etiske spørgsmål samt valg af perspektiv på empirien. Vi finder denne arbejdsproces interessant, da den har haft stor betydning for, hvordan opgaven fremstår som et færdig produkt, men oveni giver den også en indsigt i, hvordan vi har nået målet.

Logbogen Inden vi påbegyndte dette projekt, oprettede vi en elektronisk logbog på internettet, som skulle danne rammen for indsamling af empirien og vores mange møder forud, under og efter undersøgelsen hos Innovation Lab. Den er løbende blevet opdateret efter hvert møde og er vedlagt opgaven som et selvstændigt bilagsdokument, der bl.a. indeholder observationsdata, resuméer af interviews og samtaler samt diverse links til artikler og personlige noter. Igennem opgaven vil vi henvise til logbogen med dato og


Side 7 af 81

eventuelt linienummer, f.eks. (05/05: 175). Foruden logbogen har vi alle haft vores individuelle notesbog til flittig brug under feltarbejdet. Da vi som ’forskere’ har fulgt og observeret forskellige ansatte, har den elektroniske logbog endvidere fungeret som en måde til at dele vores indbyrdes iagttagelser og tanker. Nedenstående afsnit vil derfor blive krydret med citater fra dette dokument, og man kan til en vis grad sige, at målet er, at afsnittet skal fremstå som en disciplineret gengivelse af logbogen kombineret med teorien bag vores overvejelser.

Indledende overvejelser forud for vores undersøgelse Da vi havde fået kontakt til Innovation Lab, besøgte vi dem to gange inden undersøgelsen for alvor gik i gang. Her fik vi en rundvisning på deres kontor på Katrinebjerg, hilste på de ansatte samt fik mulighed for at introducere os selv og vores overordnede formål med opgaven. Inden dette møde havde vi sat os sammen for at snakke om, hvad vi kunne tilbyde dem, for at de åbnede dørene for os og tillod, at vi lavede en analyse af deres organisation. Vi valgte at formulere nogle løse ‘problemformuleringer’ til, hvad man eventuelt kunne kigge nærmere på. De var mere tiltænkt dem, så de havde en idé om, hvad vi ville beskæftige os med, og desuden ønskede vi at berolige dem med, at vi ikke ville undersøge eventuelle interne stridigheder personalet imellem. Eksempler fra logbogen er:

Hvordan står deres produkt i forhold til deres interne organisation / kultur?

Hvad er sammenhængen mellem den måde, de opfatter sig selv på, hvordan omverdenen opfatter dem, og hvordan vi selv som forskere opfatter dem?

Hvad gør de for at komme til at fremstå som et symbol på bl.a. innovation?

(27/03)

I forbindelse med mødet med afdelingschefen Kim fik vi klarlagt de mere formelle rammer for vores undersøgelse: hvor lang tid vores undersøgelse cirka ville vare, samt at det bestod i både observation og interviews (07/04: 1-4). Her blev vi også enige om fortroligheden af opgaven og vores data, hvilket vil blive belyst i afsnittet om etik.


Side 8 af 81

Etiske overvejelser Inden vores feltarbejde og under hele forløbet har vi diskuteret og forholdt os til etiske spørgsmål, hvilket har betydning for opgavens udformning men også i høj grad på dens videnskabelighed. Vi har hele tiden holdt os for øje, at vi gerne ville gengælde deres invitation til at komme indenfor i deres verden, forstået på den måde at vi igennem hele processen har forsøgt at spille med åbne kort og respektere deres krav og ønsker. For eksempel udvikler Innovation Lab hele tiden nye idéer og prøver at ‘spå’ om, hvilken teknologi der vil komme til at præge fremtiden. Det er dybt fortrolige samtaler og data om produkter, som vi overhørte, og disse må på ingen måde blive videregivet. Derfor har vores elektroniske logbog ligget et hemmeligt sted i cyberspace. Som beskrevet i afsnittet ovenfor har vi forsøgt at give dem et billede af, hvad vi skulle lave, og vi har ikke fortaget nogen skjult observation men har så vidt muligt fortalt dem om vores intentioner. Det er umuligt at opstille en præcis defineret guide til, hvordan vi vil forholde os til de etiske spørgsmål, som opstår, og det har mere været en løbende stillingtagen under forløbet. For at undgå at sætte os selv i et moralsk dilemma med hensyn til empiriindsamlingen, har vi ladet os inspirere af Hammersley og Atkinsons etiske overvejelser indenfor områder som informeret samtykke, privatliv og den skade, vi kan skabe. Vi lagde os derfor fra starten fast på nogle områder, vi ikke ville spørge til, idet vores undersøgelse på ingen måder måtte få negative konsekvenser for Innovation Lab og de ansatte (05/05). Nedenstående citat betegner meget godt vores overordnede etiske tråd for undersøgelsen:

To say that the goal of research is the production of knowledge, then, is not to say that this goal should be pursued at all costs (Hammersley & Atkinson, 1997, s. 263).

Vi vil med andre ord ikke have undersøgelsen til at udvikle sig til et Robinson-lignende opgør, hvor vi som ‘dommere’ eller ‘konsulenter’ skal slå i ‘gongonen’ og skabe personlige stridigheder imellem de ansatte. Alligevel har vores tilgang til feltet, hvor vi bl.a. har hjulpet dem med deres arbejde og kigget dem over skulderen, resulteret i, at de må have følt, at vi var en del af dem, og at de derfor har betroet os nogle informationer, som man som udenforstående observatør ikke ville kunne registrere. Generelt har vi forsøgt at bruge vores situationsfornemmelse, acceptere deres arbejdsrytmer og ikke være for anmasende. Samtidig er det en balancegang mellem


Side 9 af 81

validitet og det etiske ansvar, forstået på dem måde, at hvis man søger 100% validitet, kan det blive på bekostning af de etiske overvejelser, som er blevet præsenteret i dette afsnit.

Feltarbejde hos Innovation Lab For at opnå det mest nuancerede og holistiske billede af Innovation Lab valgte vi inden forløbet at tage en mere eksplorativ tilgang uden noget bestemt fokus. Vi ville med andre ord lade empirien tale for sig selv og dermed ikke tillægge organisationen nogen foruddefinerede perspektiver eller problemstillinger. Sagt på anden vis: vi ønskede, at Innovation Lab skulle fremtræde som de er, arbejder og opfatter sig selv. Det hænger især også sammen med, at vi inden besøget hos Innovation Lab ikke havde noget klart billede af, hvad de arbejdede med, og hvad deres produkt var. At lave en empirisk undersøgelse og opstille nogle generelle termer om en så kompleks og moderne virksomhed som Innovation Lab, hvor teknologi, mennesker og samfund er bundet sammen i et tæt netværk, kræver en nøje overvejelse af tilgangen og de værktøjer, man vil bruge. Det vigtige for vores forskningsmetode er, at den skal åbne op for dynamik og have en fleksibel karakter, der hele tiden er modtagelig for de forandringer, som finder sted i og omkring organisationen. Vores udgangspunkt for undersøgelsen er derfor den kvalitative metode, og inden vi går mere i dybden med vores empiri, vil vi kort præsentere den.

Kvalitativ metode Det kan være svært at give en entydig definition på, hvad kvalitativ forskning er, da denne forskningstradition spænder over flere filosofiske retninger og metodologiske tilgange som fænomenologi, postmodernisme og etnografi m.m. (Van Maanen, 1998, s. 5). Kendetegnet for kvalitativ forskning er, at den med sine rødder i både antropologien, sociologien og psykologien kan være med til at give et mere sammensat billede af de ovenfor nævnte netværker af mennesker, teknik og samfund. For at betegne denne retning bliver den ofte sat i opposition til kvantitativ forskning, da de til en vis grad er hinandens modsætninger. Det er denne metodestrid og klare opdeling, som kan være med til at samle de mange filosofiske retninger under samme kappe og definere, hvad der er kvalitativ og kvantitativ forskning. I denne kontekst er det vigtigt at pointere, at de to metoder ikke udelukker hinanden, men at diskussionen mere skal gå på, hvilken metode som er mest brugbar (Silverman, 1993, s. 2).


Side 10 af 81

Der gælder for alle metoder, hvad enten man vælger en kvalitativ eller kvantitativ, at de ingen nytte har, medmindre de bygger det op om et teoretisk udgangspunkt, forstået på den måde at en metodisk tilgang ikke er noget i sig selv, da den konstitueres gennem dens teoretiske baggrund (ibid., s. 1). Spørgsmålet er så bare, om man tillægger feltet en teori på forhånd, eller om man lader empirien være styrende for valg af teori, hvilket den kvalitative retning argumenterer for. Det er denne fleksibilitet, smidighed og emergente karakter, som vi ønsker at benytte i vores undersøgelse, hvor det manglende kendskab til virksomheden betyder, at det ikke ville være på sin plads at starte ud med nogle a priori teoretiske antagelser. Det ville efter vores overbevisning kunne resultere i, at vi ville være sporet ind på et lidt snævert syn, som ville medføre, at vigtige handlinger ville blive overset og ikke blive fulgt op. Det handler altså om for os at have et bredt fokus og ikke opdele feltet med foruddefinerede antagelser. Det er jo helheden, som skaber Innovation Lab, om det så er, hvad de snakker om ude i køkkenet eller under deres workshops, har det relevans. Hvor kvalitativ forskning benytter en induktiv metode og tager udgangspunkt i den enkelte kontekst, benytter den kvantitative forskning en deduktiv metode og fastdefinerede hypoteser. Omvendt prøver den kvalitative metode at komme mere i dybden med feltet og søger ikke at generalisere på dataene men åbner op for, at hver situation kan blive belyst holistisk og med så mange aspekter som muligt. Helheden skal med andre ord findes i den enkelte situation, idet komplekse fænomener ikke kan opdeles eller kvantificeres efter standarder eller kategorier. Med en mere kvantitativ tilgang vil man ofte lave mere universelle undersøgelser på meget større populationer1 (Van Maanen, 1998, s. 7). Distinktionen mellem det generelle og det kontekstafhængige er vigtig, når man skal lave en organisationsanalyse, da man sigter mod at sige noget om den specifikke organisation og ikke noget generelt om for eksempel netværksvirksomheder eller spagettiorganisationer. Ved en kvalitativ undersøgelse skal man tænke mere vertikalt og skabe dybde i billedet modsat det kvantitative og mere horisontale billede af organisationer. Som nævnt før er det vigtigt i en kvalitativ undersøgelse at forstå konteksten og forholde sig sensitivt til den; man skal altså prøve at sætte sig i deres sted og forstå, hvorfor de handler, som de gør. Det skyldes, at der ikke er nogen garanti for, at ens

1 Den kvalitative og kvantitative metode kan sagtens supplere hinanden i en undersøgelse. Man eksempelvis forestille sig at bruge den kvalitative metode til at opstille nogle hypoteser, som så kan blive afprøvet på en bred gruppe af mennesker. Det er dog ikke tilfældet med vores undersøgelse.


Side 11 af 81

undersøgelsesobjekt handler på samme måde, som det opfatter sig selv. Det vil i en kvantitativ metode være en ulempe, idet tilgangen ikke vil have den mere beskrivende, interagerende og fortolkende karakter men derimod have opstillet nogle foruddefinerede kategorier, som gør, at man kan risikere kun at få et billede af, hvordan personen opfatter sit arbejde, men egentlig ikke hvordan personen handler i praksis. Vælger man den kvalitative tilgang til et felt, bliver man samtidig nødt til at forholde sig til spørgsmålet om refleksivitet, idet man i en række situationer som ’forsker’ har stor indflydelse på de resultater, man får af undersøgelsen. Ifølge en kvantitativ tilgang skal den indflydelse gøres så lille som muligt, da man derved kan leve op til et krav om objektivitet. I kvalitativ metode betragtes problemet omkring refleksivitet derimod på en anden måde, idet det hverken er muligt eller ønskværdigt, at forskeren ‘melder sig ud’ og prøver at stille sig på afstand af genstanden for undersøgelsen. Det er simpelthen ikke muligt at finde ud af, hvad der foregår ‘inde i folks hoveder’, hvis man antager en sådan position. Derfor bliver man i en kvalitativ tilgang nødt til at interagere med feltet, man bliver nødt til at snakke med de personer, man vil undersøge. Det medfører, at man i høj grad også skal inddrage sig selv i beskrivelserne af det undersøgte, da det ikke er muligt at melde sig ud af feltet: man er en del af undersøgelsesobjektets verden. Overordnet om kvalitativ forskning kan man sige, at det er et meget bredt felt, men at det skal ses som supplement til andre teorier og metodologier, som vil tilføre mere substans.

Det brede fokus Inden første møde blev vi enige om, at vi ville tage udgangspunkt i den fænomenologiske tilgang til feltet, som er en del af den kvalitative metode.

[…] a phenomenological study describes the meaning of the lived experiences for several individuals about a concept or the phenomenon.(Creswell, 1998, s. 51)

Det, som adskiller fænomenologi fra andre kvalitative tilgange, er, at genstanden for undersøgelsen er menneskers bevidsthed, og hvordan mennesker opfatter bestemte fænomener. Det betyder, at vi som forskere kan opnå viden og forståelse af feltet gennem en subjektiv fortolkning af aktørerne og deres kontekst. Vi brugte de første par dage på at undersøge, hvordan de opfatter sig selv og deres omgivelser med det formål at opnå så meget viden om dem som muligt indenfor en


Side 12 af 81

bred optik. Vi havde derfor ikke lagt os fast på nogle bestemte temaer men evaluerede løbende vores observationsnoter for eventuelt at kunne forfølge interessante temaer og handlinger. Vores umiddelbare første indtryk af Innovation Lab var, at de betegnede sig selv som en kaosorganisation ”og ønskede vi at se struktur kunne vi besøge TDC”(07/04: 3). De benyttede flere gange begrebet ”en sæk lopper” om hinanden som helhed, og dette stødte vi også på i en avisartikel med et interview med Preben Mejer (”Den fuldautomatiske virksomhed”). Det lyder alt sammen meget smart og nytænkende for en nystartet og utraditionel virksomhed, der har et stort behov for at profilere sig selv. Men i kølvandet på disse iagttagelser blev vi i starten ved med at spørge os selv, om dette billede nu var det rigtige, eller om det var ’Kejsernes nye klæder’ og bare et image udadtil:

Er der overhovedet tale om kaos? Opføre de sig som en sæk lopper? Laver de innovation?

Det er nogle spørgsmål, som ikke umiddelbart kan besvares af dem selv, medmindre man tager deres ’salgstaler’ for gode varer. Vi valgte derfor at arbejde videre med vores iagttagelser og prøve at artikulere og forstå, hvad der lå bag deres påstande.

Der stilles skarpt – teorivalg og refleksion Efter cirka en uge hos Innovation Lab satte vi os sammen over et par dage for at indsnævre fokus om nogle temaer, som var relevante at arbejde videre med (09/05-11/05). For ikke at overse vigtige iagttagelser benyttede vi en lidt ‘hjemmestrikket’ form for meningskondensering (Kvale, 2000, s. 199), hvor vi ved hjælp af små gule ‘post it’ først skrev en masse nøgleord ned fra vores empiri.2 Derefter kategoriserede vi dem for at se sammenhænge og deraf udlede nogle overordnede temaer (se billede nedenfor.)

2 Denne form for meningskondensering kan godt minde om en brainstorming, hvor alle idéer og nøgleord kommer frem på bordet for derefter at gennemgå en nærmere grovsortering og strukturering.


Side 13 af 81

Figur 1: Kategorisering af stikord. Figur 2: Der brainstormes og diskuteres.

Det blev klart efter denne ’brainstorming’, at den fænomenologiske tilgang, om hvordan de opfatter sig selv, ikke kunne indfange de interessante temaer, der dukkede op. Det skyldes især, at vi i løbet af den første uge var kommet dybere ind i organisationen, og samtidig med, at vores forståelse af, hvad der skete, blev større, dukkede der simpelthen mere interessante temaer op. Vi kunne se, at der konstant var ændringer og processer i gang, samt at det var spændende at behandle innovationsbegrebet nærmere, idet hele organisationen jo er bygget op omkring det. Hvad er innovation, og hvad kræver innovation af organisationen? Selvom vores første uges feltarbejde havde været fokuseret på det fænomenologiske, havde vi dog haft en så bred tilgang, at disse temaer viste sig alligevel. Denne refleksion er meget i den kvalitative ånd, hvor det jo handler om at lade empirien tale, og hvis det medfører, at den fænomenologiske tilgang ikke er fyldestgørende for vores billede af Innovation Lab, hvorfor så fortsætte med den? Det kan godt lyde som om, vi har været meget selvkritiske, men det giver egentlig et godt billede af de overvejelser, vi har gjort os, inden vi lagde os fast på et fokus samt valgte de teorier, som belyste det bedst. Som beskrevet ovenfor var vi meget fokuserede på de mange forandringer, som hele tiden finder sted i Innovation Lab. Det afspejler sig også i logbogen, hvor vi flere gange snakkede om, hvordan vi kunne vise denne udvikling bedst muligt. Et eksempel er fra logbogen d. 7/5, hvor vi prøvede at forstå og beskrive Innovation Lab ved at tillægge en procesorienteret metafor: ‘fra legebarn til voksen’. Men som Gareth Morgan skriver om metafortankegangen: ”It can create powerful insights that also become distortions, as the way of seeing created through a metaphor becomes a way of not seeing.” (Morgan, 1996, s. 5).


Side 14 af 81

Med andre ord fungerer en metafor som et filter, der fremhæver visse ligheder og associationer, mens andre elementer vil træde i baggrunden, hvilket kræver, at man skal overveje, om metaforen er fyldestgørende og dækkende nok, eller om dette tilvalg har resulteret i et fravalg af andre vigtige problemstillinger ved Innovation Lab. Derfor har vi i vores opgave ikke valgt at benytte os af nogen overordnet metafor, idet billedet ikke vil blive nuanceret nok, og vi ønsker ikke at gå for meget på kompromis med den kompleksitet og ambiguitet, som hersker i Innovation Lab.3 Til at opnå indsigt i de mange processer, som finder sted i Innovation Lab, har vi valgt at ændre tilgang til et mere pragmatisk syn, hvor det handler om at forstå effekterne af deres handlinger og processerne. Indenfor den pragmatiske tradition vil vi beskæftige os med symbolsk interaktionisme og aktørnetværksteori (ANT), da begge teorier er oplagte til at vise dynamikken i processerne frem for et mere statisk billede af Innovation Lab. Hverken symbolsk interaktionisme eller ANT fremstår som forkromede teorier med klart definerede teoretiske begrebsapparater. De skal mere opfattes som tilgange og perspektiver til at se og forstå de interaktioner, som finder sted imellem menneske, teknologi og samfundet. Baggrunden for vores valg af teori er, at de indtager to forskellige positioner, som hver især kan anvendes til at belyse bestemte aspekter ved Innovation Lab. Symbolsk interaktionisme beskæftiger sig med sociale verdener og ordningsprocesser (forhandlet orden) samt opstiller et begrebsapparat til at analysere klassificering og standardisering. ANT har fokus på aktører og netværk, hvilket giver mulighed for at forstå de netværk, som karakteriserer Innovation Lab på alle niveauer. Samlet for de to tilgange er, at de er enige om, at det er gennem nøje undersøgelser af interaktion mellem mennesket og andre elementer i praksis og handling, at vi som forskere producerer og opnår brugbar viden. Spørgsmålet er så, hvordan vi får indsigt i og viden om de transformationer, som finder sted i en organisation. John Law skriver i ”Organizing Modernity”:

Rather, I argue, what we call the social is materially heterogeneous: talk, bodies, texts, machines, architectures, all of these and many more are implicated in and perform the ‘social’. So it is that the question is reshaped. The problem of the social order is replaced by a concern with the plural processes of sociotechnical ordering. (Law, 1994, s. 2) .

3 Den samme problemstilling knytter sig til valg af teori, idet en teori også altid vil fokusere på bestemte elementer mens andre vil blive gjort usynlige.


Side 15 af 81

Disse transformationer eller ’ordning’ skal ikke ses som én fast social orden men som mangfoldige processer af socio-teknisk ordning. Til at belyse disse processer og undersøge ’ordning’ kræves en ”beskeden sociologi” (modest sociology), hvor ethvert fænomen af interesse undersøges symmetrisk, ikke-reducerende, refleksivt og rekursivt. Nedenfor vil der blive gjort rede for principperne bag en beskeden sociologi, som danner grundlaget for vores teoretiske optik og de metodiske overvejelser, vi havde inden anden del af vores undersøgelse hos Innovation Lab. Vi skal bestræbe os på at opretholde symmetri i vores undersøgelse og tage afstand fra en dualistisk opfattelse. Det skyldes, at enhver skelnen er et resultat af en oprettet orden, hvilket betyder, at det billede, der vil fremkomme, vil være en effekt af den oprettede orden. Vi skal for eksempel ikke skelne mellem mikro- og makroniveau eller mellem menneske og teknologi. I forlængelse af symmetri skal man forholde sig ikke-reduktionistisk til sin empiri og ikke analysere den ud fra a priori antagelser. Problemet ved reduktion er, at man drager paralleller mellem flere fænomener ved eksempelvis at opstille kategorier og lave distinktioner, som kan minde om dualisme. Laws argumentation svarer nogenlunde til metodestriden mellem kvalitative og kvantitative metoder, hvor den kvantitative beskyldes for at reducere feltet i kategorier og variable. Rekursivitet skal ses i tæt forbindelse med de andre. Det sociale skal opfattes som processer, der konstant er i bevægelse ved at overlappe, interagere og gennemløbe forandringer. Intet er nødvendigvis stabilt, og elementerne, som tilsammen skaber helheden, transformeres hele tiden til nye mønstre og gensidige afhængigheder.

Society is not a lot of social products moving round in structural pipes and containers that were put in place beforehand. Instead the social world is this remarkable emergente phenomenon: in its processes it shapes its own flows. Movement and the organization of movement are not different. (Law, 1994, s. 15)

At opfange, artikulere og forstå de mange processer stiller store krav til forskeren, og som det fremgår af ovenstående citat, bliver vi nødt til at antage, at de kanaler, som processerne flyder igennem, ikke er forskellige fra, hvad det er, som bliver kanaliseret. Den sidste kandidat er refleksivitet, som er en konsekvens af det symmetriske princip, hvor alt udspringer af en ordning. Derfor skal vi som forskere overveje, hvilke termer vi tænker, handler og analyserer ud fra for at blive bevidste om de elementer, som falder udenfor optikken. Man skal med andre ord erkende, at man ikke er komplet


Side 16 af 81

i sine betragtninger og overvejelser. Det ligger godt i tråd med overvejelserne omkring kvalitativ metode. I kraft af, at vi skiftede fokus fra det fænomenologiske perspektiv til mere at fokusere på handlinger og interaktion, blev feltarbejdet i den sidste del også mindre fokuseret på, hvordan de opfatter sig selv og andre. I stedet lagde vi mærke til for eksempel mønstre i kommunikationen og deres arbejdspraksis. Selvom det først var omkring 11/05, at vi for alvor lagde fokus, var det i feltarbejdet en glidende proces, hvor vi gradvist begyndte at fokusere mere på deres praksis og interaktion. For eksempel registrerede Tina et mønster i kommunikationen allerede 5/5 (141-155), ligesom vi efterhånden fik opbygget et mester-lærlinge forhold til nogle af de ansatte. Wadel skriver om lærlingerollen: ”Det mest grunnleggende ved lærlingerollen er at i steden for at studere folk så lærer feltarbeideren fra folk.” (Wadel, 1991, s. 34). Det betød, at vi kunne spørge ind til nogle af de ting, som de arbejdede med helt konkret og derved opnå større indsigt i den daglige arbejdspraksis, som ellers kan være svær at indfange blot ved observation. Det leder os videre til næste afsnit, hvor vi nærmere vil beskrive teknikkerne omkring dataindsamlingen.

Teknikker Som det fremgår af logbogen, tilbragte vi cirka to uger hos Innovation Lab afbrudt af vores små evalueringer og ‘brainstormingsessions’. Vi lagde ud med observation og ustrukturerede interviews for så til sidst i undersøgelsen at udforme en interviewguide og lave mere strukturerede samtaler for at få afklaret de sidste huller, som ikke havde været oplagte at spørge ind til under selve forløbet. Dette afsnit vil beskrive de observations- og interviewteknikker, vi har benyttet til at indsamle empiri, samt vores refleksioner herom.

Observation Som det er beskrevet af Søren Kristiansen og Hanne Kathrine Krogstrup i bogen Deltagende observation, handler observation om at indsamle data om det nonverbale, men en sådan teknik i sig selv er ikke fyldestgørende, hvis man ønsker at lave en kvalitativ undersøgelse. Det er nemlig ikke muligt at iagttage deres tanker og intentioner, hvorfor de handler som de gør (Kristiansen og Krogstrup, 1999, s. 45).


Side 17 af 81

Derfor skal observation ses som en integreret del af flere metodiske teknikker, som supplerer hinanden i forsøget på at skabe et helhedsbillede af undersøgelsesobjektet. Overordnet kan man sige, at der er to faktorer, som spiller ind, når man skal overveje hvilken type observation, man ønsker at benytte; graden af struktur i det observerede felt og graden af struktur i dataindsamlingen. Den førstnævnte angår rammerne for observationen: foregår den i naturlige rammer eller har man opstillet kunstige omgivelser? Den anden hænger sammen med forskerens tilgang til feltet, om man observerer det, som falder én for øje, eller om man har et fastdefineret udgangspunkt at rette synet efter. Inden man starter med at observere, er det vigtigt at få afklaret, hvilken position man som forsker ønsker at indtage. Her skelner man mellem observation med eller uden deltagelse, hvor man enten aktivt er en del af undersøgelsesobjektets omgivelser, eller hvor man så vidt muligt prøver at holde sig på afstand og ikke nødvendigvis har gjort personen opmærksom på sin intention. (Kristiansen og Krogstrup, 1999, s. 54-55). I forlængelse af overvejelserne omkring den kvalitative metode og John Laws principper har vores tilgang været den ustrukturerede observation i naturlige omgivelser. Den var ustruktureret i forhold til dataindsamlingen fordi vi ønskede at forholde os ikke-reduktionistisk til feltet, og som beskrevet havde vi et meget bredt fokus fra starten, hvilket kun er muligt med ustruktureret observation. Vi valgte at besøge dem i deres vante omgivelser på Katrinebjerg, da de fysiske omgivelser ofte har stor betydning for det, der foregår, hvilket vil blive tydeligt senere i opgaven.4 Med hensyn til vores egen rolle som forskere deltog vi i starten af forløbet som passive observatører ved diverse workshops, men da vi begyndte at komme i virksomheden, indgik vi mere aktivt i deres hverdag, hvilket betød, at vi hele tiden har været nødt til at forholde os til vores egen rolle og de genererede data.

Interview Betydning af ordet ’interview’ er udveksling af synspunkter mellem to personer, hvor det handler om at få synliggjort, hvad den anden tænker (Kvale, 1999, s. 27). Til at synliggøre dette findes forskellige former for interviewteknikker, som adskiller sig fra hinanden i graden af struktur og dybde for den viden, man ønsker at opnå. Dette afsnit vil tage udgangspunkt i Michael Quinn Patton’s tre typer af interviews idet vi til dels har benyttet os af alle tre typer (Patton, 1990, s. 280).

4 Endvidere ville det også være for meget at forlange, at de skulle komme til os, for man skal ikke glemme, at de har givet os lov til at bruge dem som undersøgelsesobjekt, og vi skal derfor selvfølgelig indordne os under deres vilkår.


Side 18 af 81

Det uformelle samtaleinterview – ustruktureret interview. Den generelle interviewguide – semistruktureret interview. Det standardiserede åbne interview – fuldt struktureret interview.

Kendetegnet ved det uformelle samtaleinterview er dets spontanitet, da det kan opstå alle steder og ikke kræver noget større forarbejde eller fastlagt fokus. Denne form minder mest om en almindelig samtale, hvor spørgsmålene bliver affødt af, i hvilken retning samtalen bevæger sig. Vi lagde ud med denne interviewform, da den spiller godt sammen med vores brede optik, hvor fleksibiliteten har gjort det muligt at forfølge interessante emner som dukkede op undervejs. Denne type interview har haft karakter af et lærlingeforhold (Wadel, 1991, s. 34), hvor vi hver har fulgt en person flere dage i træk og derigennem opbygget et fortroligt forhold, hvor vi uden at føle os ‘dumme’ har kunnet tillade os at spørge nærmere til deres arbejdspraksis. Den meget uformelle og næsten kollegiale stemning har på ingen måder mindet dem om, at der var tale om et interview. Alligevel har vi været udstyret med vores notesbog, men vi har været meget opmærksomme på at bruge den på de rigtige tidspunkter for ikke at ligge en dæmper på samtalens flow. Det er en hårfin balance, som skal overvejes fra episode til episode. Det ser for eksempel forkert ud, at man sidder og skriver ned, som om man citerer dem, når de tillidsfuldt fortæller om en fortrolig oplevelse med kollegaen overfor, som lige er løbet efter kaffe (08/05: 167). Problemet ved denne form for dataindsamling er, at man ender op med meget forskellige notater, som kan være svære at sammenligne og få et overblik i. Det kræver derfor et tæt samarbejde og nøje koordinering at få det optimale ud af de indsamlede data og for overhovedet at gøre det overskueligt at navigere rundt i over 100 siders observation og interviews. Til dette har vores elektroniske logbog og ‘post-it’ brainstorming været uundværlig, men det har også været vigtigt, at vi startede og sluttede hver dag med et møde for henholdsvis at snakke om, hvad vi skulle fokusere på, samt samle op på dagens empiri. Vi afsluttede vores to ugers undersøgelse med at benytte den generelle interviewguide, som også bærer præg af en samtale. Karakteristisk for denne type interview er dens fleksibilitet men klarere fokus sammenlignet med det ustrukturerede interview. Det skyldes, at man inden interviewet udarbejder en ’guide’, som skal fungere som retningslinie for samtalen og være med til at sikre, at man kommer omkring det, som var tiltænkt fra begyndelsen.


Side 19 af 81

Udformningen af en sådan interviewguide er meget individuel, men det er vigtigt, at man stiller brede spørgsmål og så vidt muligt undgår at stille dikotomiske spørgsmål (ja/nej-spørgsmål) for at minimere variationen i interviewene. Vi udarbejdede en ens interviewguide til vores interviews med Kim, Mads og Peter (se logbogen 11/05). Grundlæggende er vores guide bygget op om fem hovedtemaer, som hver indeholder en række mere uddybende spørgsmål. Derefter udarbejdede vi hver en grundigere og mere personlig guide, der passede til vores individuelle temperament. Det blev gjort med henblik på ikke at få en for mekanisk gennemgang men også for at undgå en kunstig stemning, hvilket i værste fald kunne hæmme den samtalelyst, vi havde oplevet i de to uger. Endvidere var det også vigtigt at få tilpasset guiden efter de enkelte personer, så vi kunne få den optimale viden ud af hver person. For eksempel var det oplagt under interviewet med Mads at spørge ham, om han kunne fortælle om en oplevelse, hvor de havde brugt ’Wunderkammeret’ (forklares senere). Det skyldes nemlig, at Wunderkammeret er Mads’ idé, samt at det var interessant at få lidt mere viden om det, da vi aldrig har set det i brug men kun hørt dem omtale det. Således vil det derfor også være irrelevant at spørge Peter, som var ny i firmaet, om Innovation Labs historiske baggrund. En anden vigtig årsag til guiden er tidsfaktoren, idet de ansatte altid har meget travlt, og vi ville helst ikke optage for meget af deres tid samtidig med, at vi ønskede at komme omkring en del emner. Det kræver en vis struktur og koncentration for kun at forfølge relevante udtalelser med det tidslige perspektiv som modstander. Vi var meget opmærksomme på at få dem til at fortælle historier om tidligere situationer fulgt op med sonderende spørgsmål. Denne blanding mellem retrospektive og nutidige spørgsmål har gjort det lettere for os at forstå de mange forandringer og processer, som kendetegner Innovation Lab. Mest naturligt ville det være at gennemføre interviewene ved deres skriveborde, men efter nærmere overvejelser valgte vi at rykke det til et af deres mødelokaler. Det skyldes især, at det kan være svært at koncentrere sig og ’koble fra’ i et open office miljø, hvor informationerne konstant flyver henover ørene på dem, og hvor de hele tiden bidrager med deres egne erfaringer eller viden. Det kunne også have indflydelse på, hvad folk sagde, når resten havde et halvt øre med i samtalen. Vi valgte ikke at benytte den standardiserede interviewform, da den passer bedre til en kvantitativ undersøgelse, hvor det er vigtigt, at man kan sammenligne dataene, og hvor der ikke er plads til at afvige fra guiden. Det ville også virke forkert at stille upersonlige standardspørgsmål, når vi havde tilbragt to uger med dem.


Side 20 af 81

Efter at have gennemført alle tre interviews lyttede vi dem igennem sammen, og der blev lavet et resumé af hvert interview med fokus på vigtige udtalelser. Vi har senere hen transskriberet dele af interviewene med henblik på at benytte det i analysen. Transskriptionerne er indflettet i feltnoterne i logbogen, og selve interviewene er vedlagt på CD-ROM bagerst i logbogen.

INNOVATION Á LA INNOVATION LAB Normalt vil man kategorisere virksomheder efter, hvad de producerer. For eksempel laver Vestas vindmøller, Navision laver software, og Lego laver legetøj. Det gælder også virksomheder, der ikke decideret producerer håndgribelige produkter, ligesom Arriva, som yder ‘service’ indenfor transport, og hospitalet, som leverer ‘sundhedsydelser’. Hvis jeg for eksempel snakker med en ven, der lige er blevet ansat i et firma som jeg ikke kender, går mit første spørgsmål højst sandsynligt på, hvad de laver. En virksomheds vigtigste kendetegn er dets produkt, og det vil også være produktionen af dette produkt, som virksomheden er opbygget omkring. I vores analyse af Innovation Lab er det derfor vigtigt at få besvaret: Hvad laver Innovation Lab? Det ligger ligefor at svare: De innoverer! Det er jo i hvert fald det, navnet lægger op til. Men hvad er innovation? I fremmedordbogen står der, at innovere er at ”forny, indføre noget nyt.” (Dansk Fremmedordbog, s. 454). Men det kan vel ikke være et produkt i sig selv? På hjemmesiden og i en intern rapport fra opstartsfasen står der, at formålet med Innovation Lab er at formidle viden om IT-udviklingen og at have et laboratorium for udvikling af prototyper (Innovation Lab Katrinebjerg. Status og foranalyse, s. 5 og www.innovationlab.net). Det lyder umiddelbart som et udmærket svar på spørgsmålet, og udviklingen af prototyper passer da også meget godt med navnet Innovation Lab. Foreløbig er der dog kun blevet udviklet én prototype, hvorimod formidling udgør langt størstedelen af Innovation Labs arbejde. Hvis man stadig tager dem på ordet og går ud fra, at de innoverer, hvordan passer formidling så ind i den sammenhæng? Er formidling innovation? For at besvare det spørgsmål er det nødvendigt at få en dybere teoretisk forståelse af innovation og teknologisk udvikling, og derfor vil vi nu inddrage nogle af de begreber


Side 21 af 81

og principper, som Bruno Latour i sin bog Science in Action bruger til at beskrive videnskab og teknologi. Ved hjælp af dette begrebsapparat bliver det muligt at analysere Innovation Labs ‘produkt.’

Science in Action I Science in Action fra 1987 beskriver Latour videnskabeligt og teknisk arbejde ud fra de principper, som blev præsenteret ovenfor i teoriafsnittet. Det gælder især princippet om symmetri, som for Latour bliver anvendt på forholdet mellem det sociale og det materielle, mellem natur og kultur. I dette afsnit vil vi prøve at koge essensen af 250 siders nuancerede beskrivelser og argumentation ned på nogle få sider med det formål at kunne anvende Latours teoretiske begreber på Innovation Lab. Derfor vil enkelte begreber blive fremhævet på bekostning af andre, og de mange empiriske eksempler, som understøtter Latours argumentation, vil desværre blive udeladt til fordel for mere generelle betragtninger.

Sorte bokse Når jeg sidder ved min computer og sender e-mails, går jeg ud fra, at de når frem til modtageren uden det store besvær, og at jeg ikke behøver tænke mere over det, medmindre jeg får en besked tilbage fra mailserveren. Jeg tænker ikke over, at der forudgående har været en masse arbejde omkring udformningen af maskiner, standarder og protokoller, og at der til stadighed er nogle mennesker, som skal vedligeholde hele den infrastruktur, der gør det muligt for mig at sende en e-mail ved et tryk på en knap. Ligeledes kan en biolog i dag tage for givet, at DNA-strukturen er en dobbelt helix bundet sammen af hydrogenbindinger. Det er et faktum, som i dag bliver taget for givet, upåagtet at det for godt 50 år siden var en helt ny og absolut diskuterbar hypotese, som man blev nødt til at forholde sig til (Latour, 1987, s. 1). Både eksemplet med e-mailen og med DNA viser, hvordan elementer er blevet usynlige – de er blevet til sorte bokse (black boxes). Det er et begreb lånt fra kybernetikken, som betyder, at kun input og output er relevant og synligt. Når jeg sender min e-mail er jeg kun bevidst om inputtet – at klikke på send, og outputtet – modtageren får min mail. Hele den komplekse struktur og de mange aktiviteter, der ligger bag, bliver kun relevante i det øjeblik, noget går galt, ellers er det en sort boks.


Side 22 af 81

Ligeledes vil biologen først åbne den sorte boks omkring DNA-strukturen, hvis den ikke længere kan forklare, hvorfor DNA-strengen opfører sig, som den gør. Latours formål med bogen er at undersøge disse sorte bokse, før de bliver lukket og indholdet gjort usynligt, og samtidig analysere, hvordan denne lukning foregår.5 Han bruger en illustration af den romerske gud Janus, som har to ansigter: et som kigger frem, og et som kigger tilbage i tiden. Det, som kigger tilbage i tiden, ser kun sorte bokse – han ser ”Ready Made Science” – hvorimod det andet ansigt ser ”Science in the Making”, det vil sige processen på det tidspunkt, hvor en påstand endnu kun er en påstand, som bliver bevist og diskuteret (Latour, 1987, s. 4). Denne illustration fortsætter igennem resten af bogen, som er bygget op omkring de to perspektiver symboliseret af Janushovedet. Det er midt imellem dem, at omdiskuterede hypoteser bliver til uomtvistelige fakta, og at skrøbelige tekniske prototyper bliver til masseproducerede maskiner. Når en maskine er færdig, vil dens succes blive tilskrevet maskinens gode design: det er en ‘god maskine.’ Under konstruktionen af maskinen er den imidlertid først god i det øjeblik, den virker. Det vil sige, at der på det tidspunkt ikke er noget i selve maskinen, som afgør, om den er god eller dårlig, det er først i det øjeblik, den overbevisende har gennemført diverse tests, at det bliver til en god maskine og dermed en sort boks. På samme måde bliver noget ikke et videnskabeligt faktum, fordi det udtrykker noget sandt; det udtrykker noget sandt, fordi det er blevet et videnskabeligt faktum. Det er med andre ord blevet en sort boks.

Dannelse af en alliance Men hvordan bliver et udsagn til et faktum, og hvordan bliver en prototype til et færdigt produkt? For at forklare dette tager Latour udgangspunkt i videnskabelig retorik og primært den måde, videnskabelige artikler argumenterer på.6 Han mener, at sætninger først har mulighed for at blive til fakta, når de bliver anvendt og kommenteret af andre: “By itself a given sentence is neither a fact nor a fiction; it is made so by others, later on.” (ibid. s. 25). Man kan derfor udlede, at videnskab er en social frembringelse. Videnskab er altså ikke forbeholdt den geniale forsker, der sidder

5 Der er en vis lighed med Bowker og Stars Sorting Things Out, hvor en af pointerne også er, at klassifikationer bliver taget for givet, og at de skjuler en masse, som først bliver synligt hvis man går tilbage til det tidspunkt, hvor de opstår. (Bowker og Star, 1999). 6 Begreberne knytter sig dog ikke nødvendigvis til videnskabelige artikler men kan ligeså godt anvendes i verbale diskussioner eller andre former for debat. For ingeniører vil det være evnen til at få overbevist andre om fortræffeligheden ved noget teknologi, og her gør de samme principper sig gældende.


Side 23 af 81

alene i sit laboratorium, for det er først når hans påstand kommer i samspil med verden udenfor, at den kan blive til et faktum. I dette samspil findes der to modaliteter, det vil sige to måder, hvorpå en sætning kan blive anvendt af andre. Positive modaliteter leder væk fra ”science in the making”, det vil sige væk fra omstændighederne omkring den oprindelige sætning. Negative modaliteter kommenterer derimod på oprindelsen af sætningen og stiller spørgsmåls-tegn ved, hvordan forskeren er kommet frem til netop det resultat. Det er omkring disse to modaliteter, at diskussionen vil opstå, og først når de positive modaliteter får overtaget, vil sætningen blive forvandlet til et faktum og den sorte boks blive lukket. At en påstands skæbne således er overladt i andres hænder, betyder imidlertid ikke, at forfatteren til den oprindelige artikel ikke har nogen indflydelse på det senere forløb. Der er en række retoriske teknikker, hvis styrke ”lies in making the dissenter feel lonely” (ibid. s. 44).7 Latour argumenterer for, at videnskabelig retorik forsøger at skabe en alliance mod ”the dissenter”, som isoleret ikke vil have en chance mod flertallet. Det kan både ske i selve teksten ved hjælp af referencer og i kraft af omstændighederne omkring udgivelsen. Det kunne for eksempel være en professor, som i kraft af sin titel vil have en vis troværdighed, fordi opnåelsen af et professorat har krævet, at der står mange personer bag ham. På den måde samles en række personer i en alliance, som står bag påstanden. Det kan for nogen være en kontroversiel påstand, at det således nærmest er et politisk spil, der afgør, hvad ‘videnskabelig sandhed’ er. Men Latour argumenterer mod f.eks. Galileos idé om, at ”a thousand Demosthenes and a thousand Aristotles would be left in the lurch by any average man who happened to hit on the truth for himself.” (Galileo ifølge Latour, 1987, s. 32). Argumentet mod Galileo vender vi tilbage til i afsnittet om ”Naturen og det sociale.” Den endelige styrkeprøve for et udsagn står dog ikke i videnskabelige tidsskrifter men i laboratoriet. Det er her, man med egne øjne kan se forskerens resultater, og hvor retorikken træder til side og lader tingene tale for sig selv. Forskeren har således ikke længere kun en række personer bag sig, idet alliancen nu er udvidet til også at omfatte instrumenter og ting, som støtter hans påstand. Hvis ”the dissenter” vil argumentere mod denne alliance, bliver han nødt til at angribe forbindelsen mellem påstanden og det, som instrumenterne og tingene i 7 ”The dissenter” er en fiktiv person, som stiller sig kritisk overfor påstandene og prøver at modbevise dem.


Side 24 af 81

laboratoriet viser. Styrken af denne forbindelse afgør, om noget er objektivt eller subjektivt: Hvis et forsøg klart bekræfter en påstand, det vil sige hvis tingene siger det samme som forskeren, så vil påstanden være objektiv. Omvendt, hvis forskeren hævder noget, hvor forbindelsen til forsøget er svag, vil udsagnet komme til at stå for hans egen regning, det vil være subjektivt. (ibid., s. 78ff).

Naturen og det sociale Hvis en påstands sandhedsværdi på denne måde afgøres af, hvor stærk en alliance den har bag sig, hvad så med naturen? Er sandhed ikke, når naturen er repræsenteret korrekt i den videnskabelige teori, ligesom Galileo ville mene? Latour går ikke ind i en dybere filosofisk diskussion omkring emnet, men han kigger i stedet på, hvad der sker i praksis, når en påstand bliver til et faktum. Han finder frem til, at man først får en repræsentation af naturen, når der ikke længere er diskussion omkring en påstand, og derfor kan naturen ikke bruges som dommer i diskussionen:

Since the settlement of a controversy is the cause of Nature’s representation not the consequence, we can never use the outcome – Nature – to explain how and why a controversy has been settled. (ibid. s. 99).

Umiddelbart skulle man mene, at det var vand på socialkonstruktivisternes mølle, for hvis naturen ikke kan forklare oprindelsen af videnskabelige teorier, så må de være konstrueret socialt. Men ifølge Latour er skellet mellem natur og det sociale et kunstigt skel, og derfor begår socialkonstruktivisterne samme fejl ved at privilegere det sociale, som man gør ved at fremhæve naturen som årsag til en teori (ibid. s 141). Denne symmetri mellem det humane og det nonhumane er kendetegnende for aktørnetværksteori, hvilket vi vender tilbage til senere i opgaven.

Videnskab eller teknologi? Hidtil har vi talt mest om videnskab men indimellem også om teknologi, og hvordan teknologiske artefakter også kan blive til sorte bokse. Latour bruger begrebet ”technoscience”, som både dækker over science, det vil sige naturvidenskab, og teknologi, som henviser til ingeniørers arbejde med at konstruere maskiner. Grunden til, at Latour snakker om technoscience, er, at disse to discipliner kan analyseres på samme måde:

The problem of the builder of the ‘fact’ is the same as that of the builder of ‘objects’: how to convince others, how to control their behaviour, how to gather sufficient resources in one place, how to have the claim or the object spread out in time and space. (ibid., s. 131).


Side 25 af 81

I bogen gives et eksempel med udviklingen af dieselmotoren, som fra starten ikke var andet end en skrøbelig prototype, der levede en fortumlet tilværelse og en overgang var ved at blive opgivet. Først senere, da både menneskelige og teknologiske aktører blev samlet i en alliance, da de blev afpasset,8 kunne motoren sættes i produktion. Maskinen blev først til en sort boks ”when all the gathered resources are made to act as one unbreakable hole” (ibid. s. 132). For dieselmotorens vedkommende var det først i det øjeblik, hvor både brændstoffet, tændingsmekanismen, maskinfabrikken og alle de andre aktører handlede sammen, at dieselmotoren kunne blive kopieret og spredt ud over hele verden.

Diffusion versus translation Det er et karakteristikum ved en sort boks, hvad enten det er en dieselmotor eller en teori om DNA, at den bliver spredt ud og bliver taget i brug af mange forskellige aktører. Latour argumenterer for, at denne spredning foregår igennem translation, som skal ses i modsætning til diffusion. Diffusionsmodellen forklarer spredningen ved, at den sorte boks har en indre energi, en indre sandhedsværdi, som driver den frem. Derved bliver der tale om en teknologisk og videnskabelig determinisme: ”It seems that the behaviour of people is caused by the diffusion of facts and machines.” (ibid., s. 133). I stedet argumenterer Latour for en translationsmodel, hvor maskiner og fakta ikke af sig selv diffunderer ud i samfundet men hele tiden kræver arbejde af forskellige aktører. Hvis en teori ikke bliver brugt af nogen, vil den ikke få nogen udbredelse, og ligeledes kræver maskiner, at der er nogle aktører, der aktivt bruger og vedligeholder dem. Ellers opnår de ikke den spredning, som er kendetegnende for en sort boks.

Teknologisk udvikling ifølge Latour Science in Action giver et billede af teknologisk udvikling, hvor det ikke kun er et spørgsmål om at lave selve ‘dimsen’, men i lige så høj grad et spørgsmål om at få indrulleret (enroll) aktører i arbejdet med at gøre den til en sort boks, fordi de er afgørende for dens overlevelse. Det er kun, hvis der bliver dannet en alliance bag teknologien, at den bliver udbredt, idet den ikke har nogen indre energi, som kan sørge for dette. Udviklere af teknologi står overfor den opgave, at de skal have afpasset både

8 Afpasset bruges i mangel af bedre som oversættelse af ”aligned”, som vi desværre ikke har kunnet finde et dækkende dansk ord for. Så husk venligst, at når der i resten af opgaven står ”afpasse”, så betyder det egentlig ”align.”


Side 26 af 81

teknologi og de mennesker, som er involveret omkring udviklingen, så den sorte boks kan blive lukket. Latour beskæftiger sig med ”technoscience”, og det mener vi godt kan sammenlignes med det begreb om innovation, som Innovation Lab arbejder med, idet det i begge tilfælde drejer sig om udvikling og udbredelse af ny teknologi. I det følgende vil vi derfor anvende Latours begrebsapparat og dermed gøre vores bidrag til at lave en sort boks omkring Science in Action(!).

Analyse af Innovation Labs produkt I analysen af Innovation Labs produkt tager vi udgangspunkt i de mere udadvendte aktiviteter, som er de såkaldte briefings og prototypeprojekter. Det er også omkring de to elementer, at der er opsat eksplicitte mål for Innovation Lab: der skal laves 50 briefings og ti prototyper om året. De bruger selv ordet briefings om alle de oplæg, de holder, hvad enten det er hos dem selv eller rundt omkring i landet. Vi har overværet to af disse, et i Storcenter Nord for alle interesserede, og et på en workshop i Skejby omkring pervasive healthcare. Foreløbig har de lavet 200 briefings, og det er primært Mads, Kim, Preben og René, som har stået for dem (06/05: 40). Det foregår på den måde, at Preben en gang hvert kvartal præsenterer for de andre, hvad der skal slås på tromme for – hvilke tendenser der er, og hvordan det skal præsenteres. De har et fælles power point dokument, der hovedsageligt består af Prebens slides, som de hver især kan trække på. Herfra sammenstykker hver person så sine egne oplæg og tilpasser dem lejligheden. Prototypeprojekterne har der kun været et af – en intelligent brandmandsdragt – men de regner med at skulle udvikle flere hen ad vejen. Desuden anvender de en masse prototyper fra andre firmaer både i deres egne lokaler og på workshops og briefinger.

Pervasive computing I januar 2003 udkom en rapport om pervasive computing, et såkaldt Teknologisk Fremsyn, som et udvalg under Videnskabsministeriet havde udarbejdet (Teknologisk Fremsyn. Pervasive Computing). Arbejdet med denne rapport dannede baggrunden for oprettelsen af Innovation Lab. Lederen af udvalget bag rapporten var Preben Mejer, som grundlagde Innovation Lab med det formål at arbejde videre med idéerne omkring pervasive computing.


Side 27 af 81

Pervasive computing er en teknologi, som går ud på, at alt kan forsynes med mikroprocessorer og trådløs teknologi. Derfor kaldes den også ”IT i alt.” Den præsenteres som ”den tredje bølge” indenfor IT, hvor den første var computerbølgen og den anden mobiltelefoni og internet. I en folder om Innovation Lab præsenteres pervasive computing således:

Tredje bølge er lige om hjørnet. Her er computere små nok til at smelte sammen med hverdagsting, og Internet er det sprog, vores elektriske apparater taler, når de for eksempel shopper rundt mellem billig el. Alting, helt ned til coladåser, er udstyret med kommunikationsevne og regnekraft. Der er ’IT i alt’, som det lyder i den danske oversættelse af samlebetegnelsen Pervasive Computing. Innovation Lab drejer sig om IT i alt. (Flyer fra Innovation Lab, s. 4).

Læg mærke til den første sætning: ”Tredje bølge er lige om hjørnet.” Her starter nemlig vores analyse af Innovation Lab, for det er et udtryk for, at vi her har at gøre med en teknologi, som endnu ikke er udbredt og blevet til en sort boks, men som ifølge Innovation Lab er på vej til at blive det. Vi fanger med andre ord Innovation Lab midt i ”Science in the making” – de er i gang med processen med at overbevise andre om, at pervasive computing er den rigtige teknologi at satse på i fremtiden.

”Fremtiden er pervasive computing” Innovation Lab forsøger at lukke den sorte boks ved at omtale pervasive computing som ‘fremtiden’ og vel at mærke den eneste tænkelige fremtid. Det er kendetegnende for deres retorik, at de ikke siger: ”Internet vil højst sandsynligt forsvinde inden år 2010”, men at det i stedet udtrykkes som et ubestrideligt faktum (se figur).

Figur 3.


Side 28 af 81

Plakater ligesom de ovenstående hænger overalt på kontoret, og de viser tydeligt, hvordan Innovation Lab prøver at overbevise folk om, at pervasive computing er fremtiden. Foruden plakater findes de også som postkort ligesom ‘Go cards’. Også på arrangementet i Storcenter Nord, Fortællinger fra fremtiden, var det den samme måde at tale om fremtid på (05/05). Når Mads fra Innovation Lab stiller sig op til en briefing og siger: ”Det her er altså fremtiden!”, så svarer det til forskerens påstand om, at ”det her er altså DNA-molekylets struktur!” Men som Latour skriver, så er det først retrospektivt, at et sådant argument kan stå alene – det er først når det er blevet til en sort boks, at fremtiden er blevet sådan, og at DNA-molekylet er blevet konstitueret som en dobbelt helix. Der er altså noget andet på spil, før han kan komme med sådan en udtalelse, nemlig samlingen af en alliance bag Innovation Labs påstande om fremtiden. Hvad den nærmere består af, vil vi nu prøve at undersøge.

Indrullering af allierede Innovation Lab støtter sig primært på Preben Mejers ‘evne til at se ud i fremtiden’ jævnfør indledningen til dette afsnit. Der befinder sig dog ingen magisk krystalkugle på hans kontor, så han får sin viden fra to steder, dels fra internationale tidsskrifter om teknologi, og dels fra et omfattende personligt netværk både i Danmark og internationalt (12/5: 74). Som Mads udtrykker det: ”Vi taler med en masse virksomheder om deres strategier og så stykker vi det sammen.” (02/05: 8).9 Når Mads

på den måde får underbygget sine udtalelser med, at det faktisk ikke er ham, men en masse virksomheder, som mener pervasive computing er fremtiden, får han skabt en alliance, som gør det svært for ”the dissenter” at betvivle udtalelserne. Omkring deres sprogbrug er det også tydeligt at se, at spådommene ikke er grebet ud af den blå luft. For det første er mange af ordene på engelsk, tag for eksempel bare navnet Innovation Lab, som jo ikke hedder ”Innovationslaboratoriet”, og for det andet

9 Med ”vi” mener han nok især Preben Mejer, som i kraft af sit kendte navn har lettere ved at få nogle af de større virksomheder i tale.

Eksempler på terminologi - pervasive computing - residential gateway - Bluetooth - RFID-tags - hubs - nodes - augmented reality - autonomous computing - on demand computing - ongoing forretningsforhold - devices


Side 29 af 81

bruges mange tekniske betegnelser (se tekstboks). Det er vel at mærke ikke kun internt hos Innovation Lab men også på briefings.10 Selvom det måske ikke er en bevidst strategi fra Innovation Labs side, så giver denne terminologi indtrykket af, at det er nogle begreber, de har fra et andet sted, og eftersom det er på engelsk, er det internationalt og højst sandsynligt fra USA. På den måde bliver det, de siger, ikke kun deres eget udsagn, men de bliver talsmænd for en international strømning omkring teknologi. Ad den vej for de indrulleret en række andre aktører, som godt nok er unavngivne og lidt diffuse, men som alligevel giver en vis styrke i alliancen. Specielt når tilhørerne er erhvervsfolk, vil det have en vis vægt, at det er en række internationale virksomheder, der står bag. I forordet til fremsynsrapporten er den første sætning: ”Pervasive computing regnes for at være den 3. IT-bølge” (Teknologisk Fremsyn. Pervasive Computing, s. 3). Der står ikke noget om, hvem der regner med det, men i kraft af, at rapporten er udgivet af videnskabsministeriet, får udsagnet alligevel troværdighed. Der behøver således ikke stå nogen kilde, idet man har hele videnskabsministeriet og dermed i princippet hele den danske stat, bag sig. Innovation Lab er som sagt delvist finansieret af TDC, og det gøres der også en del ud af at pointere, blandt andet havde Prebens slides til workshoppen i Skejby et TDC-logo i det ene hjørne, og han har også sin TDC-titel på sit visitkort. Det har en betydning udover det økonomiske, i og med at TDC er en mastodont i dansk erhvervsliv og dermed med til at præge den teknologiske udvikling indenfor IT og kommunikation i Danmark. I den interne rapport fra opstartsfasen står der:

TDC-navnets, og i særdeleshed TDC Udviklingsdirektør Preben Mejers, tilstedeværelse er en ikke ubetydelig faktor i en blåstempling af Innovation Lab og dets muligheder. Samtidig vil mange brancherelaterede aktører […] følge nøje med i denne åbning, som TDC foretager ud mod fremtidige forretningsmæssige interesseområder. (Innovation Lab Katrinebjerg. Status og foranalyse, s. 18).

På den måde får alliancen bag Innovation Labs budskab tilføjet endnu en stærk aktør, som især i kraft af sin størrelse og indflydelse har stor betydning. De såkaldte faste partnere spiller også ind på samme måde som TDC (se boksen), og det er nok heller ingen tilfældighed, at de samarbejdspartnere, som nævnes i folderen, er store internationale virksomheder. For eksempel bliver der en stor avisartikel ud af, at 10 Mads vil gerne af med nogle af alle de tekniske betegnelser, som han med sin uddannelse på litteraturhistorie ikke synes er særligt elegante (12/5: 72).


Side 30 af 81

Microsoft bliver partner med Innovation Lab. Preben Mejer citeres i artiklen: ”Det er en bekræftelse af, at det, vi går og laver i Århus, virkelig betyder noget. ” (”Microsoft rykker ind i Århus”). Den omfattende medieomtale understreger yderligere, hvilken betydning disse store virksomheder har, når de i kraft af deres samarbejde og støtte til Innovation Lab bliver en del af alliancen.

Et retorisk trick Latour beskriver, hvorledes videnskabelige tekster prøver at komme ”the dissenter” i forkøbet og tage forholdsregler for de beskyldninger, som man kan forestille sig vil blive rettet mod teksten. For Innovation Lab deler dissenter-rollen sig i to, for det første er der dem, som fremsynsrapporten betegner ”utrygge forbrugere” (Teknologisk Fremsyn. Pervasive Computing). Det er også dem, som Mads betegner ”sortseere” (06/05: 102). Desuden er der den professionelle del, som dem der deltog i en paneldebat på workshoppen i Skejby, hvor de tog afstand fra Preben Mejers og Innovation Labs ”teknologifetichisme” (22/04: 10). Innovation Lab benytter to ‘strategier’ overfor disse skeptikere. Den private forbruger prøver man at overbevise om, at ”teknologien har hjertet på det rette sted” (citat fra en artikel på www.innovationlab.net). For eksempel forklarer Mads i Fortællinger fra fremtiden, som netop er en offentlig briefing, hvordan kassedamerne i fremtidens automatiske supermarked ikke bliver arbejdsløse men bliver ansat for at ”mersælge” (02/05: 32). Denne gruppe bliver således ikke offer for det teknologiske fremskridt. På den måde prøver man at komme kritiske røster i forkøbet ved at tage højde for de utilsigtede konsekvenser ved den nye teknologi. Man undgår de ubehagelige scenarier, hvor vi kommer til at leve i et overvågningssamfund og hvor ”maskinerne tager magten”, hvilket man godt kan komme til at tænke på, når Preben snakker om ”autonomous computing”.11 Det var et

11 At computerne vil kunne udføre forskellige opgaver uden at de bliver bedt om det. At de kan styre sig selv.

Partnere Fast samarbejde med- B8 møbler - LEGO - Microsoft - B&O - Cisco - Sony - HP-Compaq - Electrolux

- Nokia Kilde: Flyer om Innovation Lab.


Side 31 af 81

af emnerne ved Prebens præsentation internt overfor de andre, hvor han gjorde dem opmærksom på, hvilke diskussioner de skulle holde sig fra (06/05). Hvor den skeptiske private forbruger er det, som de kalder ”teknologiforskrækket” (12/05: 82), så retter de professionelles kritik sig mere mod spørgsmål om den praktiske gennemførsel af teknologien. På workshoppen var der kritiske røster fra blandt andre politikere og ledere indenfor sundhedsvæsenet, som forudså problemer med at få en teknologisk og organisatorisk infrastruktur til at understøtte alle ”de smarte dimser” (22/04: 10). Den slags kritik er der imidlertid også taget højde for, hvilket nedenstående eksempel kan vise. Det er taget fra en lille folder om Innovation Lab, og nogle de samme citater blev også brugt i Fortællinger fra fremtiden (05/05).

Figur 4.

Umiddelbart skulle man tro, at disse citater ville tale imod hele idéen om, at man kan spå om den teknologiske udvikling, som jo er det, Innovation Lab gør. Citaterne viser i hvert fald tydeligt, at det er let at tage fejl. Men når man kigger nærmere på dem, viser det sig imidlertid, at alle citaterne har én ting til fælles: alle har undervurderet teknologiens potentiale. Der står ikke noget om alle de teknologier, som blev spået en stor fremtid, men som aldrig er blevet udbredt. På den måde kommer man ”the dissenter” i forkøbet, når han vil hævde, at man lige skal klappe hesten lidt.12

12 Formålet med dette afsnit er ikke at diskutere, om Innovation Lab har ret eller ej, men inspireret af blandt andre Bloomfield (2001) vil vi nok vende os mod den lidt unuancerede opfattelse af teknologi og dens konsekvenser, som Innovation Lab lægger for dagen. Bloomfields pointe er, at når man skaber en ny orden ved hjælp af teknologi, så fremkommer samtidig en ny uorden. Vi havde indtrykket af en næsten naiv optimistisk tro på det teknologiske fremskridt. (22/04: efter linie 13).


Side 32 af 81

Preben Mejer Innovation Lab har endnu et stærkt trumfkort, når det kommer til at overbevise om, at de altså har fat i den lange ende, når det drejer sig om den teknologiske udvikling. Lederen, Preben Mejer, omtales alle steder som Danmarks IT-guru, og når man sidder med Innovation Labs scrapbog, så er 90 % af alle avisartikler forsynet med et billede af Preben.13 Og det på trods af, at mange af dem handler om teknologi og smarte dimser, som det ellers ville have været oplagt at tage billeder af. Han har også fået lov til at pryde forsiden af Fremsynsrapporten om pervasive computing (se billedet). Der må være et eller andet ved hans fremtoning med det strittende hår, store

briller, cowboybukser og T-shirt, som gør ham til en interessant figur for medierne. Der er lidt ‘mad scientist’ over ham. Også når det ikke er Preben selv, som fortæller om pervasive computing, bliver der trukket på hans navn. Ved Fortællinger fra fremtiden fortalte Mads historien om, hvordan Preben, eller ”yetien” som han kaldte ham, som den første dansker hentede to PC'ere hjem fra USA. Så kom han til at tilslutte den ene til 220 volt, hvorefter den brændte sammen. Mads bemærkede, at ”Preben er den eneste, der personligt har udbrændt halvdelen af Danmarks computerbestand.” (02/05: 9). Ligeledes fortælles i en folder om Innovation Lab:

Preben Mejer har i sine gemmer et brev, hvor Internet bliver omtalt som ’noget, der godt kunne gå hen og blive stort’. Kort efter var han med til at lægge de første sten til Internetafdelingen i det, der nu er Danmarks største Internetvirksomhed, TDC. (Flyer om Innovation Lab, s. 4).

Preben fremstilles altså som hovedfigur i de to første ”bølger”, og det giver ham en stor styrke i forhold i diskussionen, idet han jo ‘havde ret’ de to første gange. Hvorfor skulle han så ikke have ret igen?

13 ”Scrapbogen” er en mappe med 46 avisartikler fra år 2002, som alle omhandler Innovation Lab.

Figur 5.


Side 33 af 81

De andre på Innovation Lab er også særdeles bevidste om Prebens betydning, hvilket afspejler sig i Mads’ historie om Preben og de første PC’ere i Danmark. Også da der i interviewet skulle peges på den største trussel mod Innovation Labs fortsatte eksistens, blev Prebens fortsatte engagement i Innovation Lab fremhævet som afgørende (12/5: 69). Udover den praktiske betydning i det daglige arbejde, så har Preben Mejer altså en stor betydning for styrken af det budskab eller den påstand, som Innovation Lab kommer med. Det er en selvforstærkende effekt, for det er netop i kraft af alle de historier, der bliver fortalt om ham, og alle de avisartikler, der bliver skrevet om ham, at han bliver konstitueret som ”IT-guru.” Det er jo ikke en betegnelse, han kan give sig selv – den skabes af alle dem omkring ham.

Indrullering af nonhumane aktører Indtil nu har vi kun fortalt, hvordan personer og organisationer er blevet indrulleret i alliancen, men en af Latours pointer er, at det ikke kun er humane men også nonhumane aktører, som spiller en rolle. Ligesom Microsoft kan en intelligent hospitalsseng være med til at styrke Innovation Labs forsøg på at udbrede pervasive computing. I dette afsnit vil vi vise, hvordan nonhumane aktører, primært prototyper, er afgørende aktører i den alliance, som samler sig om Innovation Lab og pervasive computing. Vi starter med et lille eksempel. Under Fortællinger fra fremtiden fortæller Mads om, hvordan der i fremtiden vil blive smurt chips på alt muligt, lige fra corn flakes pakker til coladåser. Til slut siger han: ”det er ikke ren science fiction, det er faktisk lavet i Holland” (02/05: 36). Herefter fortæller han historien om forsøget med at male dåsen med strømførende blæk, så det bliver muligt for et magnetfelt at genkende dåsen. Pointen i dette eksempel er, at hvor det før var en masse ord, som samlede alliancen af humane aktører, så er der nu tilføjet en nonhuman aktør – nemlig coladåsen. Et andet eksempel finder vi på workshoppen i Skejby (22/04), hvor en del af showet består i, at Tina skal spille en patient, som ligger i en intelligent hospitalsseng. En sygeplejerske kommer så og vil give Tina medicin, og idet hun nærmer sig hospitalssengen, bliver hun genkendt af sengen som sygeplejerske, og hun tager så en doseringsæske frem men bliver mødt af en advarsel på skærmen ved siden af sengen. Hun er nemlig kommet til at forveksle Tinas medicin med en anden patients. Den intelligente seng har altså forhindret sygeplejersken i at lave en fejl, som kunne have


Side 34 af 81

fået alvorlige konsekvenser. Da den lille ‘forestilling’ var slut, stormede fotografer og kameraer hen til stakkels Tina, som samme aften var i fjernsynet og næste dag på forsiden af Jyllandsposten (se links nederst 22/04). Indsat i en positiv modalitet bliver denne seng et bevis for, at pervasive computing virker. Det er ikke blot noget, som Preben og Innovation Lab prøver at bilde folk i salen ind, for de kan jo se det med deres egne øjne: sygeplejersken bliver forhindret i at give den forkerte medicin takket være sengen. Nu havde vi heldigvis mulighed for at være der tidligere på dagen og følge forberedelserne til eftermiddagens show, og det giver os mulighed for at tilføje en negativ modalitet. Der havde de store problemer med de tags, som sengen skulle bruge til at identificere patienten, sygeplejersken og pilleæskerne. 14 De ville ganske enkelt ikke læses. Ligeledes skulle sygeplejersken og patienten passe på ikke at komme for tæt på magnetfeltet med et forkert tag på det forkerte tidspunkt. Efter meget hovedbrud og irritation fik de til sidst nogenlunde løst problemet med de dårlige tags, så showet i hvert fald kunne gennemføres. Det, som konferencieren efterfølgende kunne omtale som et eksempel på noget pervasive computing, der er godt og som virker, krævede altså, at en række aktører, både patient, sygeplejerske, tags på pilleæsker og pladen under madrassen, blev afpasset, hvilket på glimrende vis illustrerer forskellen mellem ”ready made science” og ”science in the making”. Hvis man tager de tekniske briller på, så er den intelligente seng imidlertid ikke nogen sensation, for i virkeligheden er teknologien med at bruge magnetfelter til at identificere RFID-tags i hvert fald et par år gammel, og den såkaldte intelligente seng er jo ikke andet end en normal seng med en plade under madrassen og en fladskærm sat op ved fodenden. Selve softwaren er kun lavet for at illustrere virkningen på showet og vil altså på ingen måde kunne bruges i praksis. Alt i alt må man sige, at det i hvert fald ikke er sengen i sig selv, som er en innovativ prototype, det er kun fordi den får den betydning af de andre aktører. Som Latour skriver: “By itself a given sentence is neither a fact nor a fiction; it is made so by others, later on.” (Latour, 1987, s. 25). Det bliver endnu tydeligere i den film, som Innovation Lab har lavet i samarbejde med Hummel og fodboldklubben AGF. Det er en såkaldt ”visionsfilm”, som viser hvordan man kunne forestille sig et system med intelligente fodboldtrøjer, som

14 Det fungerede således, at der under madrassen var anbragt en plade, som kunne opfange, identificere og læse informationer fra et såkaldt RFID-tag (en lille computerchip), der var klistret på henholdsvis pilleæskerne og anbragt på et papkort, som sygeplejersken og patienten havde i hånden. Denne plade var så koblet til en skærm ved sengen via en computer, som havde et program til at udføre fem trin i bestemt rækkefølge: patienten logger ind, sygeplejersken logger ind, hun bruger en forkert pilleæske, hun bruger en rigtig pilleæske, og hun logger ud igen.


Side 35 af 81

træneren kan bruge til at følge spillernes position på banen samt deres fysiske tilstand. Dele af filmen blev vist på TV i forbindelse med en workshop om ”IT i tøj” i Herning. Grunden til, at det kaldes en ”visionsfilm”, er, at der endnu ikke er lavet en prototype, det vil sige at filmen blot er en fiktiv historie om, hvordan man måske vil kunne komme til at bruge det. Så på trods af, at man slet ikke har taget fat på at udvikle selve spillertrøjerne og det andet tekniske udstyr, har man allerede promoveret idéen overfor medierne. Man har med andre ord skabt en aktør, som ikke findes i materiel forstand men som alligevel har effekter i netværket omkring Innovation Lab. Den er også blevet en del af alliancen. Retfærdigvis bliver vi som det sidste eksempel nødt til at nævne IP Firefighter – den intelligente brandmandsdragt, som bliver omtalt således i JP Århus:

300 brandmænds død under terrorangrebet den 11. september i New York er den tragiske baggrund for et storstilet århusiansk projekt, der skal forbedre brandmændenes sikkerhed. Hverken de amerikanske brandmænd eller deres kolleger andre steder i verden er udstyret med avanceret informationsteknologi, når de er ude på farlige opgaver. Derfor vil Innovation Lab […] nu udvikle nyt højteknologisk udstyr. (Århus-firmaer skal sikre brandmænd).

Her er der virkelig tale om en teknologi, som bliver sat i en positiv modalitet. Selvom det ikke ekspliciteres, så står der mellem linierne, at de 300 brandmænd eller i hvert fald nogle af dem kunne være blevet reddet, hvis de havde været i besiddelse af den ”avancerede informationsteknologi”. Dette projekt skiller sig imidlertid ud fra de to andre eksempler, for her har Innovation Lab faktisk været med til at udvikle en prototype på brandmandsdragten. IP Firefighter-projektet er således det eneste, som rent teknologisk har gjort en forskel: man har faktisk lavet en brandmandsdragt, der godt nok er en prototype, men som virker i en test under nogenlunde samme omstændigheder som i virkeligheden. Det er derfor et interessant eksempel, også fordi Innovation Lab har et mål om at lave ti af den slags prototyper om året, og derfor vil det højst sandsynligt komme til at fylde mere i deres daglige arbejde i fremtiden. Udviklingen af IP Firefighter har foregået i et samarbejde med brandvæsnet i Århus og København, TDC, softwarefirmaet Systematic, Falck og deres underleverandør i redningsudstyr Viking (www.innovationlab.dk). Innovation Lab har ikke direkte hjulpet med at udvikle det tekniske i prototypen, de har faktisk kun stået for at samle forskellige organisationer omkring projektet. Selvom det her drejer sig om en mere ingeniørmæssig opgave – konstruktionen af en intelligent brandmandsdragt – så adskiller denne opgave sig for Innovation Labs vedkommende ikke fra de tidligere eksempler. Det drejer sig stadig


Side 36 af 81

om at indrullere og afpasse en række aktører i arbejdet med at få tilføjet endnu en aktør til den ‘overordnede’ alliance omkring pervasive computing, nemlig brandmandsdragten.

Hvad er så innovation? Vi startede denne del af opgaven ud med at spørge: Hvad laver Innovation Lab? Hvad er deres produkt? Vi valgte så at tage dem på ordet og sige: De innoverer! Man kan dog umiddelbart godt undre sig over, at der kun er udviklet én enkelt prototype og til gengæld var afholdt 200 briefings det første år, for er det virkelig innovation? Disse spørgsmål førte os i Latours fodspor igennem en række projekter og aktiviteter hos Innovation Lab, hvor mønsteret har været, at de har forsøgt at samle en alliance bag budskabet om, at pervasive computing er fremtiden. Både organisationer som TDC, Videnskabsministeret og store internationale virksomheder, personer som Preben Mejer og en række mere eller mindre opdigtede teknologiske aktører er blevet afpasset, så de danner denne alliance. Ud fra dette billede af Innovation Lab, så er innovation ikke i første omgang at forstå som det at ‘lave dimserne’, men snarere et spørgsmål om at overbevise en masse andre om, at pervasive computing er fremtiden. På den måde bekræftes Latours teori om, at der til ”science in the making” hører en masse arbejde med at diskutere og prøve at overbevise andre. Det sker ved at prøve at isolere ”the dissenter” ved retorisk at afskære mulighederne for indvendinger og ikke mindst indrullere en lang række humane og nonhumane aktører. Man kan sige, at det måske ikke er så underligt, at vi bekræfter Latours teori, når det er hans metode og begrebsapparat, vi har benyttet i analysen. Det er som en selvopfyldende profeti. Alligevel mener vi, at det faktisk er det billede, vi har mødt hos Innovation Lab, hvilket også afspejler sig tydeligt i de aktiviteter, de har udført: 200 briefings og 1 prototype. Analysen har været baseret på et forholdsvist spinkelt teoretisk grundlag, idet vi kun har benyttet os af begreber fra Science in Action. Det har til gengæld givet os mulighed for at gå mere i dybden, idet bogen netop fokuserer på ”technoscience”, som også er Innovation Labs beskæftigelse. Desuden står Science in Action i teoretisk forstand ikke alene, idet den bygger på mange af de samme principper som ANT, som vi vil beskæftige os med i næste afsnit. Som vi har set igennem hele afsnittet, så prøver Innovation Lab ihærdigt at lukke den sorte boks omkring pervasive computing, og man kan spørge sig selv om, hvad der skal til, for at den kan blive åbnet igen. Her må man huske på, at alt det, som


Side 37 af 81

Innovation Lab støtter sig på, ligger ude i fremtiden. På trods af udsagnene vedrørende prototyperne om, at det her er pervasive computing, så vil det først være i det øjeblik, at teknologien anvendes på samme ukomplicerede og basale måde som for eksempel e-mails, at den sorte boks virkelig bliver lukket. Man kan sige, at Innovation Lab har taget de første skridt i den retning i og med, at de har fået dannet en så bred alliance bag pervasive computing. Der er med andre ord opbygget et stort netværk af aktører, som tilsammen måske vil være i stand til at skabe den fremtid, som Innovation Lab forudsiger, der kommer. Fra det sted hvor vi er nu, har vi oplevet ”Science in the making” og dermed alt det arbejde, Innovation Lab lægger i at få udbredt pervasive computing. Hvis man stopper op igen om ti år, vil man måske i stedet se ”Ready made science” i form af en række sorte bokse indenfor pervasive computing, og alt det, der er foregået for øjnene af os, vil være trængt i baggrunden.

INNOVATION LAB I NETVÆRK Som vist i foregående afsnit, så er det lykkedes Innovation Lab at samle en alliance bag sig i bestræbelserne på at udbrede pervasive computing. Denne alliance består af både offentlige organisationer, private virksomheder, personer og teknologi. Alle disse aktører danner et netværk, som udgør hele eksistensgrundlaget for Innovation Lab i flere henseender, både økonomisk og i forhold til det daglige arbejde med at innovere. Derfor vil det være oplagt at kigge nærmere på dette netværk, hvilket vi vil gøre i dette afsnit. Under vores feltarbejde blev ordet netværk og netværksvirksomhed nævnt mange gange (f.eks. 12/05: 72, 74, 122, 186 og 232), og det er tydeligvis et vigtigt begreb også for dem selv. Netværksbegrebet er også fremtrædende i den såkaldte ”mammutrapport”, som er det nærmeste man kommer nogle teoretiske overvejelser vedrørende Innovation Lab. Flere steder beskrives Innovation Lab som en ”netværksvirksomhed” (Innovation Lab Katrinebjerg. Status og foranalyse, s. 17 og 18), og der henvises til ”Innovation Labs netværk” (ibid., s. 21, 22 og 24). Hvad de mere præcist mener med ”netværk” og ”netværksvirksomhed” kan illustreres ved hjælp af nedenstående figur.


Side 38 af 81

Figur 6. Kilde: Innovation Lab Katrinebjerg. Status og foranalyse, s. 6.

Man skal altså opfatte Innovation Labs netværk som en samling forbindelser til en række organisationer af alle de typer, som er vist ovenfor. Når de i rapporten skriver, at firmaer vil kunne få ”adgang til Innovation Labs netværk” (ibid., s. 16), så får man et billede af et Innovation Lab, som sidder i midten af et edderkoppespind og kan trække i forskellige tråde, der går ud til de omkringliggende organisationer. Mette omtaler netværket således: ”I forbindelse med VTU-projekterne har vi fået opbygget et netværk, som vi kan trække på fremover” (08/05: 88). Man fristes til at sammenligne det med et computernetværk, hvor alle forbindelserne mellem Innovation Lab og de forskellige organisationer svarer til ledningerne mellem computerne, så Innovation Lab på et hvilket som helst tidspunkt kan ‘kalde en organisation op’ og få dem til at deltage i et eller andet projekt. Innovation Lab har altså dette store netværk, men hvad holder egentlig netværket sammen? Der er kun formelle kontrakter mellem TDC og Alexandra Instituttet samt nogle få partnere. Er det nok, at Mette har en mappe med visitkort på personer, som hun kan ringe til i forskellige firmaer? (08/05: 63). Eller at de hver især har et adressekartotek, som ”er eksploderet”? (08/05: 91). I dette afsnit vil vi prøve at vise, at det er misvisende at tale om, at man har et netværk, fordi det hele tiden transformeres og omdannes. Man kan ikke lave en analogi til et computernetværk, hvor man er en del af netværket i kraft af, at man er forbundet med en ledning. I praksis hos Innovation Lab viser der sig et helt andet billede, idet netværket, som Innovation Lab indgår i, er


Side 39 af 81

dynamisk og hele tiden skifter form og karakter. Samtidig er netværket ikke noget, som bare er der. Det kræver hele tiden arbejde at stabilisere forbindelserne mellem aktørerne. For at kunne give dette dynamiske billede af Innovation Lab og netværket vil vi udbygge teoriafsnittet fra forrige del med flere begreber fra aktørnetværksteorien (ANT). Selvom selve begrebet netværk ikke er så fremtrædende i Science in Action, så ligger aktørnetværksteori i forlængelse af det begrebsapparat, som Latour præsenterer her.15

Aktørnetværksteori ANT udspringer af en pragmatisk tradition, hvilket betyder, at man prøver at gøre op med de dualismer og a priori antagelser, som er fundament for mange teorier indenfor human- og samfundsvidenskaberne. Man følger således John Laws principper, som blev præsenteret i metodeafsnittet. Selvom andre retninger også baserer sig på et pragmatisk grundlag, så er få af dem så radikale som ANT. Som beskrevet i forrige del vil man hverken acceptere det sociale eller naturen som bagvedliggende årsager men snarere prøve at beskrive dem som effekter. En kort gennemgang af nogle af de vigtigste begreber indenfor ANT vil uddybe denne overordnede bevægelse væk fra dualistiske begrebs-par og a priori antagelser om samfund, videnskab og teknologi.

Aktør En aktør er ikke overraskende et centralt begreb i ANT, og Latour beskriver en aktør på denne måde:

En ’aktør’ i AT er en semiotisk definition – en aktant, d.v.s. noget, der handler, eller som får aktivitet fra andre. Den indebærer ingen særlig motivation fra menneskelige individuelle aktører eller fra mennesker generelt. En aktant kan bogstaveligt talt være hvad som helst, hvis denne indrømmes at være kilden til en handling. (Latour, 1996, s. 53).

Det er med andre ord handling, som er det centrale i aktørbegrebet. Læg samtidig mærke til, at skellet mellem det humane og nonhumane bliver ophævet, idet en aktør ikke behøver have den ‘frie vilje’, som kendetegner mennesket. Latour viser for eksempel i sin berømte tekst Where Are the Missing Masses? at en automatisk

15 Han er også en af grundlæggerne af ANT (Olesen, 2001, s. 24), og derfor er det naturligt at bygge videre på det teoretiske fundament fra Science in Action i dette afsnit.


Side 40 af 81

dørlukker kan være en aktør, idet den udfører en handling, som har betydning for andre. Ophævelsen af distinktion mellem humane og nonhumane aktører skal forstås på den måde, at ANT ikke i analysen vil privilegere hverken mennesker eller teknologi. På den måde bliver de fortalere for en generaliseret symmetri. Det er denne insisteren på symmetri mellem humane og nonhumane aktører, som er det mest radikale aspekt i ANT (Olesen, 2001, s. 25). Det er netop pointen i aktørbegrebet, at man ikke skal analysere aktøren og dens natur i sig selv men i stedet se på de forbindelser, den har til andre aktører. Derfor er der heller ingen grund til at skelne mellem aktører, som er af enten human eller teknologisk natur. Man skal i stedet fokusere på ”relational effects.” (Law, 1994, s. 100). Det fører os videre til et andet vigtigt begreb – delegation. Når nogen monterer en dørlukker, skal det opfattes som en delegation af arbejde til dørlukkeren. Den bliver dermed en aktør på lige fod med den portner, der ellers skulle have været ansat til at lukke døren. Latours pointe er, at selv et så simpelt stykke mekanik som en dørlukker har en effekt på andre aktører. For eksempel vil børn have svært ved at komme ind gennem døren, da dørlukkerens kraft er for stærk til dem. (Latour, 1992). I en stadig insisteren på symmetri skelner ANT heller ikke mellem mikro- og makroaktører. De hævder ikke, at der ikke er forskel på aktører, men denne forskel skal igen ikke findes i aktørens natur men i forhold til hvor mange andre aktører, de er i stand til at mobilisere (Stalker, 1997, s. 6). Således kan både organisationer, personer, maskiner og andre artefakter indgå i samme netværk, uden at der er en a priori forskel imellem dem. Olesen og Laursen (1996, s. 6) skriver:

Deres [aktørernes] senere status er en effekt af arbejdet i netværket, ikke en ressource, og aktørerne skal derfor alene analyseres og beskrives ud fra deres respektive roller i at vedligeholde og ekspandere nettet.

Netværk Et netværk består af aktører, og aktører eksisterer ikke uden et netværk. De er således hinandens forudsætninger og to sider af samme sag. Ovenfor skrev vi om forbindelser mellem aktører, effekter og betydning, og det er netop disse relationer, som er bestemmende for netværket. I det fortsatte angreb på alt hvad der hedder dualismer ophæver ANT skellet mellem nær og fjern. Der er således ikke på forhånd nogen geografisk kvalificering af, hvad der er et netværk, og hvad der ikke er. Hvis der er en forbindelse mellem to aktører, så er det ikke afgørende, hvor de befinder sig geografisk (Latour, 1996, s. 50ff).


Side 41 af 81

Til at beskrive de forbindelser, der er mellem forskellige aktører, anvendes translationsmodellen, som blev præsenteret i forrige del. Den interaktion, der finder sted, skal opfattes som translation og ikke diffusion. Som Latour skriver (1986, s. 267): “the spread in time and space of anything – claims, orders, artefacts, goods – is in the hands of people; each of these may act in many different ways […].”16 Der er altså hele tiden arbejde involveret i interaktionen mellem aktører, og det betyder, at et netværk ikke per automatik er stabilt og permanent. Men som Law skriver, så er translation et forsøg på at opnå relativ stabilitet, hvilket dog kun er muligt igennem en vedvarende indsats. Derfor vil nogle netværk virke meget stabile, men det er de kun så længe ‘alt andet er lige:’ some network configurations generate effects which, so long as everything is equal, last longer than others.” (Law, 1994, s. 103). I netværket kan nogle aktører have større betydning og mere magt end andre. Der kan opstå aktører, som bliver obligatoriske passagepunkter (obligatory passage points) (Latour, 1987, s. 150). Det vil sige, at andre aktører er afhængige af, at objekter er tvunget til at ‘passere igennem’ denne aktør. Derved får denne aktør en vigtig betydning i netværket. Et eksempel er fra kartografien i 1500-tallet, hvor alle observationer blev transformeret af det projektionssystem, som blev anvendt for at fremstille kort. For at få observationerne samlet var de tvunget til at passere igennem dette system, som derved fik en enorm betydning for hele netværket. En lille ændring i systemet, og hele verden ville (på kortet i hvert fald) se anderledes ud. Læg igen mærke til, at denne aktør ikke får en speciel betydning i kraft af sin natur, men fordi netværkskonfigurationen omkring aktøren tildeler den en fremtrædende rolle som obligatorisk passagepunkt.

Analyse af Innovation Lab i netværk I det følgende vil der komme en række små fortællinger og episoder, som giver et dynamisk billede af Innovation Lab som aktør i netværk. I stedet for en slavisk applicering af ovenstående begreber på empirien vil vi prøve at give illustrative

16 Man kan undre sig lidt over, at Latour begrænser sig til mennesker, men der er ingen tvivl om, at også de nonhumane aktører indgår på samme måde i translationen. Ellers ville hele pointen med den generaliserede symmetri gå tabt.


Side 42 af 81

eksempler, som bedre lader empirien træde frem. Ulempen ved at tage et mere teoretisk udgangspunkt for analysen ville have været, at man let kunne komme til at reducere den komplekse virkelighed for at få den til at passe ind i den teoretiske ramme. Som John Law argumenterer for, så er ANT jo også netop karakteriseret ved at være ikke-reduktionistisk (Law, 1994). I forlængelse heraf giver det heller ikke mening at lave absolutte grænser for de netværk, Innovation Lab indgår i, da det er svært at sætte en grænse for, hvem der påvirker og bliver påvirket af aktørerne i netværket. I stedet vil vi på pragmatisk vis se på de forbindelser, som er stærkest og mest afgørende for Innovation Labs eksistens og netværkets stabilitet.

Innovation Lab opstår ud af et netværk I det meste af denne analysedel vil Innovation Lab blive betegnet som en aktør i et netværk, men for at forstå Innovation Lab som aktør er det nødvendigt først at undersøge Innovation Labs historie.17 Innovation Lab opstod i efteråret 2001 i et samarbejde mellem TDC, Århus Amt og Århus Kommune (Amtet og Kommunen benævnes herefter ”det offentlige”). I første omgang var det et forsøgsprojekt, hvor der skulle afholdes nogle briefings for at se, om de ”kunne fungere i de relevante miljøer, og hvorvidt de blev vurderet som værdifulde af deres potentielle målgrupper.” (Innovation Lab Katrinebjerg s. 29). Finansieringen skete ved hjælp af lige dele offentlige og private (TDC) midler (22/04: 7). Hovedpersonen og initiativtageren i denne første fase var Preben Mejer, der i kraft af sin status (jævnfør forrige del) kunne få skabt tilstrækkelig opmærksomhed omkring projektet. Der var altså mindst fire aktører på banen i tiden op til dannelsen af Innovation Lab: TDC, Amtet, Kommunen og Preben Mejer.18 Disse kan betragtes som aktører i et netværk, som er opstået omkring dette konkrete projekt, og hvor forbindelserne mellem dem er blevet så stabile, at det er mundet ud i en ny fælles aktør, nemlig Innovation Lab.

17 Det har ikke været muligt at få andet materiale end avisartikler fra den helt tidlige fase, men den tidligere omtalte rapport beskriver retrospektivt opstartsfasen, og desuden har vi igennem interviews fået dannet os et billede af, hvordan det er foregået. Selve detaljerne i forhandlingerne mellem Kommunen, Amtet og TDC har det dog ikke være muligt at få fat i. Derfor bliver dette afsnit på et mere overordnet niveau. 18 Selvom han også er en del af TDC, giver det dog mere mening at betragte ham som selvstændig aktør, idet han har haft en anden effekt på netværket end TDC som organisation. For eksempel var han hovedpersonen bag det ”teknologiske fremsyn”.


Side 43 af 81

Man kan opfatte denne proces som en delegation af ansvar og opgaver til Innovation Lab. Det arbejde, som før foregik internt i TDC er nu delegeret til denne selvstændige aktør, som også samtidig er delegeret arbejde, som det offentlige ellers skulle have udført. Som Latour skriver, så kan man analysere delegation ved at kigge på det arbejde, som ellers skulle have været udført af andre. Måske ville dette arbejde slet ikke være blevet udført, hvis det ikke havde været for Innovation Lab, men nu laver Innovation Lab altså et arbejde, som ville have tilsvaret en given arbejdsindsats fra det offentlige og TDC. Hovedpointen er, at der ud af netværket med TDC, det offentlige og Preben Mejer er opstået en aktør, som har fået delegeret nogle opgaver.

Arbejdet med stabiliseringen af netværket Det netværk, som Innovation Lab er opstået ud af, har stabiliseret sig på en måde, så det er blevet muligt at delegere til én aktør på trods af, at det offentlige og TDC har vidt forskellige interesser. Netværket, og dermed Innovation Lab, er dog ikke mere stabilt, end at der hele tiden skal tages hensyn til de aktører, som indgår i det. Her er et eksempel fra et mandagsmøde:

Kommunen vil sikre frem til 2011, men det er ikke officielt. De vil betale husleje frem til 2011. Kommunen er glade for dem, og de er bekymret for at ”jeg skråstreg vi” skal forlade dem. Hele Århus Kommune skal vælge leverandør: valget står mellem TDC og Netdesign, og hvis det ikke bliver TDC, så er det skidt. Preben siger, at han vil sørge for, at licitationsudvalget ved, hvordan det hænger sammen med udliciteringen og Innovation Lab.

(05/05: 32)

I en anden sammenhæng, som ikke har noget med Innovation Lab at gøre, er der fare for, at der opstår en konflikt mellem TDC og Kommunen, som kan true netværket bag Innovation Lab og måske sætte en stopper for pengestrømmen og dermed eksistensgrundlaget for Innovation Lab. Hvis Kommunen fravælger TDC som leverandør af telekommunikation til fordel for Netdesign, vil det betyde, at TDC vil flytte en del af sine aktiviteter til København og lægge fokus på det område i stedet for Århus og Katrinebjerg, og dermed vil netværket bag Innovation Lab gå mere eller mindre i opløsning. Ovenstående eksempel viser tydeligt den dynamik og de på overfladen usynlige forbindelser, som binder netværket sammen. Selvom aftalen mellem TDC og det offentlige omkring Innovation Lab har en løbetid på tre år (05/05: 56), er det nødvendigt hele tiden at arbejde med at stabilisere netværket og sikre de forbindelser, som binder aktørerne sammen. I dette tilfælde vil Preben prøve at afværge truslen mod


Side 44 af 81

stabiliteten i netværket ved at snakke med Kommunen, og det ligger i luften, at de nok skal vælge TDC, så snart de forstår, hvordan det hænger sammen med Innovation Labs fortsatte eksistens.19 Det betyder, at det bliver svært at opfatte Innovation Lab som en homogen enhed, hvilket vi kommer tilbage til i sidste afsnit af analysen.

Udvidelse af netværket med Innovation Lab som obligatorisk passagepunkt Som vi så i første del, så udgøres alliancen bag Innovation Lab af en række aktører, som også kan betragtes som et netværk. Heri indgår selvfølgelig stadig både TDC og det offentlige, men det er samtidig blevet udvidet til at omfatte en række andre organisationer og teknologiske aktører. Dette netværk er helt afgørende for, at Innovation Lab kan innovere (jævnfør forrige del). For at forklare hvordan netværket har udviklet sig, vil vi prøve at tage udgangspunkt i en episode, hvor Mette snakker med Infinion, der er et firma, som de meget gerne vil have med til en workshop (et VTU-projekt) i Aalborg.20 Hun er med andre ord ved at indrullere endnu en aktør i Innovation Labs netværk.

Mette forklarer hende tanken bag VTU-projekterne: ”Der har været stor pressedækning på de tidligere arrangementer, og der vil blive endnu mere denne gang, fordi det er det sidste arrangement. Fordelen er, udover at blive vist overfor deltagerne i konferencen, at der bliver filmet og interviewet i udstillingen under konferencen.” Hun fortæller, at udstillingerne normalt er dem, der er kommet med i TV-avisen. Mette griner lidt til mig, for hun ved godt at hun smører lidt tykt på. Hun fortæller til kvinden, at da de hørte om det intelligente gulvtæppe vidste de med det samme, at det ville sælge billetter, især til TV-mediet. Hun forklarer, at det er selve dimserne og ikke noget power point præsentation, der skal frem, fordi ”det er sikkert til TV2-nyhederne, det har jeg erfaring med.” […] Afslutningsvis understreger hun, at ”der vil være 3-4 rullende kameraer og en lang række folk, som interesserer sig for udvikling indenfor dette område.”

(08/05: 89).

Hvis man analyserer denne episode i et aktørnetværksperspektiv, så prøver Mette at få Innovation Lab og mere specifikt workshoppen i Aalborg til at fremstå som et obligatorisk passagepunkt for Infinion. Måske ved hun, at de er interesserede i medieomtale og kontakt til ”folk, som interesserer sig for udvikling indenfor dette område”, eller også forudsætter hun det bare. Det er i hvert fald klart, at som Mette 19 Vi vil ikke gå ind i en diskussion om de moralske og juridiske aspekter både vedrørende den måde, Preben vil prøve at ”snakke med” licitationsudvalget, og lovningen på støtte frem til 2011 (et byråd har egentlig ikke lov til at lægge budget for så lang tid frem). 20 De har udviklet en prototype på et ”intelligent gulvtæppe”.


Side 45 af 81

fremstiller det, så har Infinion et mål – omtale og kontakt – som de kan nå ved at deltage i workshoppen. Episoden her viser meget godt, at en aktør i ANT ikke er noget i sig selv men kun i kraft af den effekt, den har på netværket. Mette forsøger her at skabe en forbindelse mellem Infinion og Innovation Lab, hvor sidstnævnte nærmest får betydning af reklamekanal for Infinions produkter. Derved bliver Innovation Lab et obligatorisk passagepunkt for Infinion, for hvordan skulle de ellers få 3-4 rullende kameraer på deres intelligente gulvtæppe? Nu kan man indvende, at deltagelse i en workshop er en forholdsvis lille ting. Det kræver ikke det store arbejde af Infinion at komme med deres gulvtæppe og vise det frem. Men som Mads siger:

”Man skyder med samme ammunition, når man laver sådan nogle endagsprojekter, som når man laver prototyper.” Umiddelbart er det et lille commitment, når folk siger ja til en enkelt workshop, men det kan føre mere med sig, f.eks. Akva og Hummel projekterne.

(12/05: 124)

Det har nemlig vist sig, at man i forbindelse med VTU-projekterne (hvoraf Aalborg-workshoppen er det sidste) har fået startet nye projekter, som har betydet, at aktørerne har fået tættere forbindelser. For eksempel skal Innovation Lab sammen med Hummel og en række andre virksomheder i gang med et udviklingsprojekt, som egentlig startede som en visionsfilm på en workshop. Hele historien omkring Infinion er meget god til at illustrere, hvordan Innovation Labs netværk bliver udvidet. Man kan forestille sig, at nogenlunde samme billede har tegnet sig omkring indrulleringen af andre aktører, selvom nogle af dem sandsynligvis har haft andre mål end lige PR, som Infinion havde. Siden starten af året har de med Mettes ord ”fået opbygget et netværk, som vi kan trække på fremover.” (08/05: 88). Umiddelbart kunne man godt foranlediges til at tro, at denne udvidelse af netværket foregår akkumulativt, så der hele tiden bliver tilføjet nye aktører til et gradvist større og større netværk. Hvis man tager analogien til computernetværket igen, så svarer det til, at man bare tilslutter flere og flere computere. Nu skal man dog huske på, at ANT vil hævde, at ”Et netværk er aldrig større end et andet; det er simpelthen længere eller mere intenst forbundet.” (Latour, 1996, s. 51).


Side 46 af 81

Det er således ikke relevant at spørge til, hvor mange aktører der indgår i netværket, men snarere hvordan de er forbundet. Et lille eksempel kan tjene til at belyse forbindelserne i netværket nærmere. Efter workshoppen i Skejby omkring pervasive healthcare blev Innovation Lab igen kontaktet af Videnskabsministeriet, fordi der i forbindelse med udgivelsen af en ny fremsynsrapport skulle være en demonstration af pervasive healthcare i Symbion i København. Det lykkedes på trods af det korte varsel for Mette at samle alle de firmaer, som havde været med i Skejby. Faktisk aflyste Ericsson en anden aftale for at komme med (08/05: 81-82). I dette eksempel kommer Innovation Lab til at fremstå som en stor og vigtig aktør i kraft af deres evne til at mobilisere andre aktører. Det skal dog forstås på den måde, at det ikke er Innovation Lab selv, men snarere det, som de repræsenterer, der har evnen til at mobilisere de andre aktører. Det viser igen Innovation Labs betydning som obligatorisk passagepunkt; hvis Ericsson vil have PR for deres produkter og prototyper, er der lagt op til at ‘passere igennem’ Innovation Lab. Hidtil har vi set på Innovation Labs betydning som obligatorisk passagepunkt i forbindelse med PR, men der er måske en endnu vigtigere betydning som vedrører det, de selv kalder formidling af kontakter. Som Preben siger på workshoppen i Skejby: ”Vi er omstillingsbord!” (22/04: 8). For at forstå denne betydning af Innovation Lab som obligatorisk passagepunkt går vi lidt længere tilbage til Innovation Labs opstartsfase. Hidtil har vi arbejdet med, at det var Kommunen og Amtet, der sammen med TDC ydede støtten til Innovation Lab. Det er også rigtigt, men Kommunen og Amtets engagement er ikke direkte men foregår igennem Alexandra Instituttet, som altså har Innovation Lab som en del af deres aktiviteter (se www.alexandra.dk). Alexandra Instituttet er opstået ud af et forskningsnetværk omkring Århus Universitet, og det har afgørende betydning for Innovation Lab, idet de som en del af Alexandra Instituttet også har forbindelser til en række forskere, for eksempel Center for Pervasive Computing, som vil være interessant for en del private virksomheder. Det er det, Preben mener med ”omstillingsbord”, hvilket nærmest er synonymt med ”obligatorisk passagepunkt”, i hvert fald hvis man ikke har det ‘direkte nummer’ til forskerne, hvilket mange af virksomhederne ikke har. Hvis man tager et firma som Hummel, så er de vant til at designe og producere tøj, men de har aldrig beskæftiget sig med IT. Derfor er de afhængige af, at Innovation Lab kan mobilisere nogle andre


Side 47 af 81

aktører, som de kan indgå en forbindelse med. Omstillingsbordet fungerer også den anden vej, selvom det måske er med Innovation Lab i en mere opsøgende rolle:

Forskerne udvikler ikke, fordi det skal sælges, og de er derfor ikke interesserede i at følge med udviklingen. Det er Innovation Labs rolle at få dem styret.

(05/05: 87).

I kraft af at Innovation Lab har så mange aktiviteter i gang og dermed stærke forbindelser til så mange aktører, bliver de et obligatorisk passagepunkt både for virksomheder og forskere, når de vil i kontakt med hinanden.

Transformation af netværket Selvom der tydeligvis er etableret stabile forbindelser mellem en del af aktørerne i netværket, er det dog på ingen måde statisk. Vi oplevede, hvordan forbindelsen mellem Innovation Lab og deres faste teknologipartnere var ved at ændre sig kraftigt. Fra starten har de baseret sig på faste partnere som HP, Cisco, Nokia og Microsoft, som skulle levere den nyeste teknologi til en fordelagtig pris. Nu er de i stedet mere indstillet på ad hoc partnerskaber til det enkelte projekt:

Faste partnere: HP og Cisco.

I virkeligheden vil de hellere arbejde med ”number two’s” (Fujitsu-Siemens og Toshiba), men de bliver nødt til at spørge de faste partnere først (preferred partners). Toshiba har en residential gateway, det har HP ikke, og Toshiba vil gerne give dem den gratis.

Give partnerne roller, så de kan have flere med på en diplomatisk måde. Fremover vil de prøve at undgå faste teknologi-partnerskaber. HP er træge (kvartalsorienterede), imens Toshiba er meget entusiastiske. ”Number two’s” er dybt interessante.

Partnerskaberne var nødvendige i starten, men ”nu er vi løbet fra dem” (René).

(05/05: 42-44)

Netværket er ved at blive transformeret, idet de hidtil stærke forbindelser mellem de faste partnere og Innovation Lab svækkes. Det sker i løbet af kort tid, hvilket vi vil komme nærmere ind på i næste analysedel.


Side 48 af 81

På den korte tid vi var hos Innovation Lab, oplevede vi flere gange, hvordan forbindelserne mellem aktørerne ændrede sig. Her er endnu et eksempel fra et af deres mandagsmøder, hvor de snakker om et projekt:

Det interaktive klasselokale: hvordan kommer de i gang, projektet skal skubbes fra Tobias til Jan, fordi Tobias kun er interesseret i små projekter. Mads skal ud og lægge op til, at de kan få en masse indflydelse, men hvor det i virkeligheden er bestemt på forhånd.

(05/05: 80)

De aftaler her, at de skal prøve at forstærke forbindelsen mellem Jan og Innovation Lab, mens de skal prøve at svække forbindelsen til Tobias. Nu havde vi ikke mulighed for at høre Mads’ oplæg, men eksemplet er ikke enestående (se f.eks. 05/05: 82) og viser tydeligt, at netværket omkring Innovation Lab er i en konstant transformeringsproces.

Netværket kræver arbejde Nu kender vi ikke det videre forløb af historien om Infinion, men hvis de udstiller deres prototype i Aalborg, så vil de i hvert fald for en tid udgøre en del af netværket omkring Innovation Lab, idet de har betydning for de andre aktører, som samtidig har betydning for Infinion. Spørgsmålet er, hvor længe de vil være en del af netværket. Som vi antydede i indledningen til denne del, så er en aktør ikke nødvendigvis en del af et netværk, bare fordi Mette har et navn i sin adressebog, som hun kan ringe til. Der bliver nødt til at være en forbindelse mellem aktørerne, så de har betydning for hinanden. Hvis forbindelsen mellem Infinion og Innovation Lab kun omfatter den ene workshop i Aalborg, vil de ikke fortsat være en del af netværket, fordi der ikke er nogen forbindelse imellem dem. Her er et eksempel på, hvordan Mette sørger for, at en forbindelse med Ericsson ikke bare går i opløsning efter et VTU-projekt:

Yousef fra Ericsson i Ålborg ringer: han vil alligevel gerne med til Symbion og udstille der. De får aftalt lidt praktisk, og til slut siger hun, at de meget gerne vil lave et samarbejde med Ericsson vedrørende nogle Hummel spilletrøjer. Hun vil gerne mødes med ham, der er tale om et business development projekt.

(08/05: 81)

Samtalen handler egentlig om udstillingen i Symbion ugen efter, men Mette benytter lejligheden til at få involveret Ericsson i et prototypeprojekt, som de skal i gang med.


Side 49 af 81

Hun ved ikke på nuværende tidspunkt, hvordan projektet kommer til at se ud, og hvem der skal være med, men hun snakker allerede om det som var det en realitet. Ericsson, som måske ellers ville forsvinde ud af netværket, bliver på den måde holdt fast. Denne lille episode er måske ikke voldsomt arbejdskrævende; det tager kun to minutter for Mette at fortælle Yousef om projektet, men generelt bruger de utrolig meget tid på at snakke med folk fra forskellige organisationer, også selvom de ikke direkte har et projekt i gang. Det sker selvfølgelig i en erkendelse af, at netværket ikke er noget, som eksisterer i sig selv, og hvis de ikke hele tiden prøver at forstærke forbindelserne mellem aktørerne, vil det forsvinde. Et netværk som det omkring Innovation Lab er derfor dynamisk i den forstand, at det hele tiden ændrer størrelse og karakter, alt efter hvor stærke forbindelserne er imellem de forskellige aktører. Omkring et projekt som workshoppen i Skejby vil der imellem Innovation Lab og en del aktører være stærke forbindelser, som bagefter i de fleste tilfælde vil blive svækket, fordi de handlinger, som aktørerne hver for sig udfører, ikke længere har så store effekter i netværket.

Innovation Lab som heterogen aktør Innovation Lab fremstår i mange sammenhænge som én aktør og som en homogen enhed, der tager ud og holder briefinger og workshops, og som udvikler prototyper. Dette billede forsvinder dog, når man, som vi har gjort, bevæger sig ind i organisationen og hører, hvad der foregår ‘bag de lukkede døre.’ Her er et lille udsnit fra feltnoterne omkring forberedelserne til workshoppen i Skejby:

Der er en balancegang mellem at fortælle om alt det, den kan, og alle de muligheder der er, og så samtidig undgå, at der bliver for meget salgsfremstød over det. Mette siger ironisk: ”lad os bare gøre noget reklame for dem” (dvs. Akva).

(22/04: 79)

Workshoppen er betalt af Videnskabsministeriet for at få vist noget af det, der stod i fremsynsrapporten. Derfor er hovedmålet for dem at få formidlet budskaberne i rapporten og få rettet opmærksomhed mod pervasive healthcare. Omvendt har Innovation Lab lokket en række firmaer med medieomtale og kontakter til nogle spændende mennesker, som vi så i episoden med Infinion. Derfor prøver Akva, som laver vandsenge, selvfølgelig at få deres produkt til at fremstå så fordelagtigt som muligt. De forskellige aktører har altså forskellige mål med workshoppen, og selvom det er lykkedes for Innovation Lab at samle dem til ét arrangement, er der hele tiden


Side 50 af 81

justeringer. Der er derfor for Innovation Lab hele tiden en balancegang, hvor man forsøger at afpasse aktørerne, så der ikke opstår konflikter. Den samme balancegang finder man i forholdet til TDC, hvor de hele tiden prøver at vinkle projekterne, så de kan appellere til ”gammelfar” (alias Henning Dyremose, direktør i TDC), samtidig med at det offentlige også skal tilgodeses (08/05: 119). Derfor har Innovation Lab svært ved at agere som en fritstående homogen aktør, idet deres aktiviteter hele tiden peger i flere retninger. Hvis man skal konkludere lidt på ovenstående iagttagelser, kan man vel sige, at en aktør aldrig vil være mere homogen end det netværk, det repræsenterer. Det siger måske sig selv, men det er alligevel interessant at se, hvor meget det betyder i det daglige arbejde netop i en ‘hybrid’ som Innovation Lab.

Hvad har ANT vist om Innovation Lab? En af hovedgrundende til, at vi i denne opgave har valgt en teoretisk tilgang omkring symbolsk interaktionisme og ANT, er, at de begge har fokus på de processer, der finder sted. Når man analyserer Innovation Lab igennem dette processuelle perspektiv, bliver det tydeligt, at der hele tiden sker forandringer i forbindelserne til de forskellige aktører, ligesom der kommer nye til, mens andre mister deres betydning. Det faktum, at Innovation Lab selv er opstået ud af et forholdsvist stabilt, men meget heterogent netværk bestående af TDC og det offentlige, har stor betydning for dem som aktør, idet de repræsenterer dette netværk. Derfor bliver de hele tiden nødt til at balancere forskellige interesser for at fastholde forbindelserne. Ved at bruge ANT som teori til denne analyse er den konstante transformation af netværket blevet synliggjort. Det mener vi er vigtigt, da vi i vores ‘før-teoretiske’ og umiddelbare oplevelse af organisationen især lagde mærke til, at det var en organisation i bevægelse. Selvom denne forståelse selvfølgelig ikke bygger på andet end common sense, er den alligevel værdifuld, da den i kraft af det manglende teoretiske perspektiv mere direkte afspejler empirien. Det skal selvfølgelig lige nævnes, at det ‘før-teoretiske’ skal tages med et gran salt, da vi selvfølgelig ikke går ud i verden med en tabula rasa. Vi har vores teoretiske baggrund, som selvfølgelig spiller ind, og desuden havde vi i starten valgt en fænomenologisk metode. Den fænomenologiske tilgang fokuserer ikke på samme måde på processer som ANT og symbolsk interaktionisme, og netop derfor er der særlig grund til at hæfte sig ved vores første indtryk af organisationen. Hvis det


Side 51 af 81

processuelle faldt os i øjnene, på trods af at vi ikke fokuserede på det i dataindsamlingen, må det have været et fremtrædende træk ved Innovation Lab. Nu vil man nok spørge: Hvad så med de nonhumane aktører? Hvad med teknologien? Har den ingen betydning i netværket omkring Innovation Lab? Dertil kan der kun siges, at bare fordi den generaliserede symmetri er det mest radikale træk ved ANT, så er det jo ingen grund til at inddrage nonhumane aktører, hvis de ingen betydning har. Der ligger jo netop i symmetribegrebet, at det hverken er de humane eller nonhumane aktører, som er privilegerede som forskningsobjekt. Desuden kan man argumentere for, at organisationerne ikke kan opfattes som udelukkende humane aktører, idet for eksempel betegnelsen TDC udover en masse medarbejdere også dække over en omfattende infrastruktur af kabler og ledninger, som er helt afgørende for organisationen. Så selvom vi ikke direkte har beskæftiget os med maskiner og teknologiske dimser, så er det på ingen måde et brud på den generaliserede symmetri. Selvom ANT gør op med dualismen mikro/makro, så har vi alligevel fundet det anvendeligt at foretage en vis opdeling i denne opgave. I denne del har der således været fokuseret på Innovation Lab som en aktør i et større netværk, forstået på den måde at Innovation Lab har været analyseret som én organisation, som handler som en enhed. Det er imidlertid ikke en udtømmende beskrivelse af Innovation Lab, og derfor vil vi i næste del zoome ind på det, som sker inde i organisationen. Vi bevæger os med andre ord længere ind i ‘laboratoriet’. Vi prøver ikke at genindføre mikro/makro-distinktionen, faktisk vil vi snarere prøve at vise sammenhængen imellem niveauet, hvor Innovation Lab er aktør, og niveauet, hvor vi bevæger os ind i organisationen.

ORDNINGSPROCESSER

Kaos På vores andet besøg på Innovation Lab havde vi møde med Kim. Vi talte om, hvad vi ville undersøge, og under hvilke forhold vi måtte lave vores observationer og interviews. Umiddelbart efter vores møde med Kim skulle der være mandagsmøde.


Side 52 af 81

Mødet var egentlig planlagt til kl. 10.00, men før mødet rigtig kom i gang, var kl. 10.30. Der var ikke nogen formel start på mødet, men lidt løs snak indtil Kim besluttede sig for at præsentere os. Han forklarede, at vi ville undersøge, hvad ’de var for nogle’, og hvordan vi ville gøre det. Indstillingen til dette var, at det lød da spændende, men vi skulle da lige være klar over, at Innovation Lab er en ”kaosorganisation”. (07/04: 3). Næste gang vi besøgte dem skulle de igen have mandagsmøde, og heller ikke denne gang startede de til tiden, men de forklarede at: ”Det er stadig lidt eksperimenterende, hvordan strukturen på møderne skal være.” (05/05: 7). Efter mødet var det planen, at vi ville observere deres arbejdsgange, men det virkede ikke rigtig, som om at der var nogle vante rutiner at falde tilbage til:

Efter mødet en del løs snak – pausestemning

Mads: ”Peter, jeg sender lige den præsentation”

Mads og Mette hyggesnak. Mette kan skrive oldfransk – pjat snak – René, Mette og Mads går ud og ryger.

(05/05: 109 – 111)

Overordnet set havde vi efter den første tid på Innovation Lab lidt svært ved at finde hoved og hale i det, der foregik, og det virkede meget rigtigt, at det var en kaosorganisation. Da vi den første dag på stedet havde fået en præsentation af de forskellige personer og deres ansvarsområder, kunne det være svært at se, hvad der binder dem sammen til én organisation. Også fraværet af formelle strukturer og hierarkier forstærkede indtrykket af en kaosorganisation. I de efterfølgende dage oplevede vi, at de i det daglige arbejde havde utroligt mange bolde i luften hele tiden, og at arbejdet med stabilisering og udvidelse af netværket foregik på kryds og tværs mellem personerne. Vi har nu tegnet et billede af en organisation, hvor det for en udenforstående kan være svært at forstå, hvordan de alligevel kan få lavet en masse projekter og briefings og fremstå som en enhed. Det lader til, at der er hold i påstanden om, at det er en kaosorganisation, hvilket bringer os videre til næste afsnit, hvor vi vil vise, hvordan de


Side 53 af 81

alligevel ordner sig, først gennem de sociale ordningsprocesser og senere ved hjælp af artefakter.

Social ordning For at Innovation Lab kan fungere som organisation er der ud af det tilsyneladende kaos hele tiden forsøg på at skabe orden. I dette afsnit vil vi beskæftige os med de sociale ordningsprocesser, som hele tiden finder sted hos Innovation Lab. Til at belyse dette vil vi benytte os af flere teorier. Vi vil hovedsageligt basere det på symbolsk interaktionisme, som vil blive brugt til at forklare deres sociale (forhandlede) orden, men vi vil også bruge etnometodologi til at undersøge, hvorledes de skaber et billede, eller en historie, af sig selv.

Symbolsk interaktionisme

Baggrund for symbolsk interaktionisme

Symbolsk interaktionisme udspringer af en pragmatisk tradition, som blev overført til sociologien gennem John Dewey og George Herbert Mead. Med udgangspunkt i den denne tilgang blev symbolsk interaktionisme udviklet på Chicago Universitetet mellem 1890 og 1940. Nogle af de mest fremtrædende teoretikere var W.I. Thomas, John Dewey og George Herbert Mead. I 1938 gav Herbert Blumer sit bud på, hvordan retningen så ud:

Its focus is processes of interaction – social action that is characterized by an immediately reciprocal orientation – and the investigations of these processes are based on a particular concept of interaction which stresses the symbolic character of social action. The prototypical case is of social relations in which action does not take the form of mere translation of fixed prescriptions into deeds, but in which definitions of the relations are, rather, jointly and reciprocally proposed and established. Social relations are seen, then, not as stabilized and for all but as open end tied to ongoing common acknowledgement. (Joas, 1987, s. 84)

Allerede i beskrivelsen af, hvordan teorien så ud på daværende tidspunkt, kan spores, at orden ifølge teorien konstrueres socialt. Vi vil tage udgangspunkt i Anselm Strass’ A Social World Perspective og Monica Caspers Working on and around Human Fetuses.


Side 54 af 81

Sociale verdener

Strauss undersøger sociale verdener med det formål at nå frem til en bedre forståelse af social forandring. Han forholder sig til Chicago-skolen og beskriver sine egne holdninger ud fra den. Ligesom den øvrige del af Chicago-skolen fokuserer han på problemer ved social forandring. Strauss gør det gennem ‘a social world perspective’ og er utilfreds med, at der i Chicago-skolen er lagt specielt fokus på nogle bestemte type grupper:

”Given the range of potentially significant group encounters in the contemporary world, the interactionist choice of encounters seems unnecessarily restrictive”

(Strauss, 1978, s. 120)

Han er dog enig med Chicago-skolen i, at individet fungerer inden for rammerne af det sociale. Overordnet set argumenterer Strauss for at undersøge sociale verdener, og det skal ikke kun være specifikke sociale verdener (miljøer) men sociale verdener i alle former og størrelser (antal medlemmer eller geografisk spredning). Han bygger på idéerne om symmetri og tilfældige træf mellem grupper. Dette er uanset hvilken størrelse og type grupperne har, og han lægger vægt på, at der ikke skal skelnes mellem mikro- og makro perspektiver. Derudover mener han også, at de sociale verdeners historier skal undersøges for at kunne stille spørgsmål som ‘hvilke forandringer har verdenen undergået?’ og ‘hvor er verdenen så på vej hen nu?’ (ibid., s. 120ff). Som det er visualiseret på vores figur nedenfor, indeholder enhver social verden en primær aktivitet med dertilhørende underaktiviteter, et sted hvor aktiviteterne udføres, en teknologi, som er en måde hvorpå aktiviteterne udføres, og en eller anden form for organisering, der i starten bare kan være en løst struktureret arbejdsdeling, men som vil udvikle sig med tiden. En social verden kan desuden indeholde en række subverdener og overlappe (intersect) med andre sociale verdener.


Side 55 af 81

Figur 7. Kilde: Strauss, 1978, s. 122.

Aktiviteterne kan foregå forskellige steder, nogle grupper kan have aktiviteter, der foregår på samme sted i tid og rum, andre spreder deres aktiviteter ud på forskellige rum, som for eksempel ved computerspil som spilles over nettet, andre igen har deres aktiviteter spredt over både tid og sted. Det kan for eksempel forekomme i sociale verdener, hvor kontakten foregår via mails eller indlæg på et forum på en hjemmeside. I en analyse ud fra denne opstilling kan man finde subprocesser, der hver især repræsenterer et af disse kendetegn ved den sociale verden. I en praktisk afbildning af konkrete verdener kan det dog være vanskeligt at adskille overlappende sociale verdener fra subverdener. Om de overlappende verdener skriver Strauss, at dette foregår:

Where services are needed, technology is borrowed and technical skills are taught and learned. Where other world impinge […] alliances are deemed useful. Thus, a major analytic task is to discover such intersecting and to trace the associated processes, strategies and consequences. (ibid., s. 123)

Segmenteringen af sociale verdener ned i subverdener opløser ofte billedet af den overordnede sociale verden, der sammenhængende overlapper en anden overordnet

Social verden A• Mindst en primær aktivitet

(og andre klynger af aktiviteter)

• Sted hvor aktiviteterne foregår

• Teknologi: Måder hvorpå aktiviteterne foregår (ofte ret komplekst)

• Organisering: I starten bare en smule arbejdsdeling, men det udvikler sig.

1 2 3 Social verden B


Side 56 af 81

social verden. Ofte er det subverdener i de forskellige overordnede verdener, der overlapper hinanden, og det kan være svært at overskue, om den enkelte subverden hører ind under en overordnet social verden, eller om den er blevet til en selvstændig social verden. På den måde fremkommer der et komplekst billede, hvor det kan være svært at stille tingene så firkantet op, som vi har gjort i figuren, fordi de to verdener måske i virkeligheden består af subverdener, eller at de, der hvor de overlapper hinanden, måske har dannet en helt ny social verden. Det er vigtigt at huske, at disse strukturer, eller billeder af sociale verdener, hele tiden gennemgår forandring igennem processer, og det er derfor disse processer og ikke det enkelte øjebliksbillede, der må være det mest interessante at undersøge (ibid., s. 127). Hvordan man præcist adskiller en overordnet social verden fra en subverden, er et spørgsmål, der må overvejes i den enkelte situation. Her virker det mest fornuftigt at læne sig op ad en af pragmatismens grundidéer om at tage brugbarhed som kriterium for analysearbejdet og på den måde se på, hvad der giver mening i den konkrete situation. Til at uddybe de processer, der finder sted i og omkring de sociale verdener, opstiller Strauss nogle yderligere begreber. Autenticitet betegner den person i en gruppe, der repræsenterer det specifikke område. For eksempel vil det i en gruppe af elitesejlere betegne den person, der har befundet sig i miljøet i lang tid, og som er respekteret som en dygtig sejler. Om organisationer mener Strauss, at nogle ligger indenfor sociale verdener, og andre indeholder forskellige sociale verdener eller subverdener. Fælles er dog, at for at forstå forandringerne i organisationerne kræves en undersøgelse af relationerne imellem de sociale verdener:

Some and possibly most organizations can be viewed as arenas wherein members of various subworlds or social worlds stake differential claims, seek differential ends, engage in contests, and make or break alliances in order to do things they wish to do. (ibid., s. 125)

I dette citat antyder Strauss en politisk dimension, men den bliver ikke forklaret meget nærmere end det. Man skal blot være opmærksom på, at sociale verdener ofte har den form de har, fordi medlemmer alle har en dagsorden, de prøver at få gennemført. De ovenstående overvejelser om sociale verdener virker meget oplagte til at kortlægge, hvordan folk igennem aktiviteter er forbundet med hinanden internt, men også til at se hvordan de gennem tid opbygger forhold til andre sociale verdener. Dog er det vigtigt


Side 57 af 81

hele tiden at holde sig for øje, at alt foregår igennem processer, så det kort, man tegnede over et område ud fra et specifikt tidspunkt, vil udvikle sig og se anderledes ud på et andet tidspunkt. Det, som vi vil arbejde videre med i denne opgave, er at undersøge hvilke processer, udviklingen foregår igennem. Det processuelle perspektiv lægger sig i forlængelse af John Laws princip om rekursivitet, hvor det sociale har en emergent karakter, som opstår ud af de aktiviteter, der finder sted i den sociale verden.

Forhandlet orden

Casper præsenterer begrebet forhandlet orden (negotiated order) på baggrund af Strauss’ tekster. Hun skriver, at begrebet er udviklet ”to characterize structure and social order as artifacts of interaction.” (Casper, 1998, s. 31) Hun refererer videre til Strauss og siger, at strukturen, i hans eksempel, konstitueres i konstant forhandlede aktiviteter. Social orden er hele tiden til forhandling, så man kan ikke argumentere for, at der findes én overordnet gældende orden, men:

Negotiations may be patterned, as for example within a web of institutional relationships, but must be continually reconstituted as the basis of social order. Negotiations are conceptualized as emergent, contingent, constrained, and fluid […] (ibid., s. 31).

Forholder vi dette nye begreb til det øvrige fra Strauss’ tekster, kan vi tænke det ’forhandlede’ med ind i dette. Et begreb som autenticitet er nu tydeligvis ikke noget, der hænger fast på én person i én form, men er hele tiden til forhandling i forhold til den øvrige sociale verden. Det bliver desuden endnu mere tydeligt, at de sociale verdeners form også må være under konstant forhandling og derfor nok sværere at få øje på og beskrive.

Orden igennem ’snak over bordene’ Vi vil ved hjælp af Strauss’ og Monica Caspers begreber argumentere for, at der på Innovation Lab er en ’flydende orden’, forstået på den måde at den sociale orden ikke ligger fast men hele tiden forhandles igennem arbejdet og folks interaktion; dette betegnes forhandlet orden. I det følgende vil vi se på, hvilke processer de gennemgår internt, og hvordan de herigennem ordner sig. Selve kontoret på Innovation Lab er ét stort rum. Det er delt af en glasvæg, hvor der på den ene side er kontormiljø og et mødebord, og der på den anden side er gjort plads til diverse fremvisninger af prototyper og andet ‘udstillingsgear’. Alle undtagen Mette og


Side 58 af 81

Christian sidder i kontormiljøet. Det forhindrer dem dog ikke i at råbe over til de andre – så glasvæggen er ikke voldsomt lydisolerende. I den ene ende af fremvisningssiden har Preben sit eget lille kontor, hvor der dog ikke er nogen dør for, så han kan stadig overhøre de samtaler, der foregår i lokalet.

Figur 8.

På kontoret er der hele tiden meget snak og koordinering. Nogle gange går de hen til hinandens borde for at tale, andre gange råber de ud i lokalet. Det kan illustreres ved dette eksempel, hvor vi har tilføjet klokkeslæt for at vise den livlige interaktion:

13.57: Mads og René snakker sammen

13.59: John og René: lednings snak (ved Renés bord)

14.01: Håndværker spørger efter motorsav

14.01: Kim og anden håndværker spørger René om et eller andet

14.04: Mads og René: Snakker om en kontakt i andet firma

14.04: Christian og René snakker sammen

Christian

Mette René

Mads

Peter

John

Møde-bord

Kim

Preben

Prototyper og andet udstillingsgear


Side 59 af 81

14.05: Christian og Mads: kort om et billede

14.07: Peter spørger Kim om skruetrækker

14.08: Mads spørger Kim om aftale med Siemens

14.10: Mads spørger Peter: ”Har du tid, så vil jeg lige vise dig et par tricks” (om

fremlæggelse)

14.11: Kim og Peter snakker sammen

14.11: René, Christian og Peter snakker

14.13 – 14.16: Mads viser Peter en film: eksempel om brugergrænseflader

14.16. René og Mette snakker sammen

14.18: Christian og Mads. Længere tid om nyhedsmail (Mette bliver inddraget)

(05/05: 141 – 155)

Det er klart, at de får udvekslet en masse meninger, erfaring og viden på denne måde.21 Deres idéer til nye projekter er typisk forslag til, hvordan produkter og nye teknologier kan sættes i sammenhæng. Da disse typisk opstår igennem forbindelser til netværket eller magasiner, er det klart, at de ofte vil trække på egne eller hinandens erfaringer fra lignende produkter eller teknikker i deres nye idéer. Derfor er det hensigtsmæssigt, at de hurtigt kan komme i kontakt med hinanden og diskutere forslagene, og det åbne kontor gør det muligt, at man hurtigt kan få respons på sine idéer. Peter forklarer desuden, at fidusen ved, at de max er seks til syv personer, er, at alle stort set ved, hvad de andre laver, og der på den måde opstår en slags kollektiv hukommelse (05/05: 120). Den hukommelse betegner han ikke selv som struktur men mere som et rum for idéer:

[…] i en driftsorganisation vil de snakke om faktuelle oplysninger henover bordet. På et idélab får de inspiration ved at snakke henover bordene.

21 Ulempen ved open office er, at der er larm. Det er Kim da også inde på i interviewet, men han mener selv at fordelene opvejer ulemperne. Vi vil dog ikke komme ind på, hvordan det kunne have været, hvis der ikke var open office, men forholde os til det, vi har oplevet.


Side 60 af 81

Om deres funktion: ”Vi er ikke projektledere” (i form af rutinepræget arbejde med at holde styr på projektansatte).

Han ser deres snak henover bordene som en brainstorming, han siger at der er ”brainstorming i luften”.

(05/05: 127)

Det er tydeligt, at der er rum for snak og idéer, men hvordan kan en relevant idé opstå, hvis der ikke er nogen forskrifter for, hvordan disse idéer bør være? I anden snak med René er det da også tydeligt, at der findes visse forskrifter, som dog ikke er nedskrevet, men alligevel er det nogle, som alle kender til:

Tre hovedkrav til projekter:

nyt

pervasive computing

kan komme i produktion umiddelbart efter prototype

(08/05: 147 - 150)

Det må opfattes som en del af den forhandlede orden, at man prøver at leve op til disse krav. Det skal dog siges, at ikke alle har samme opfattelse af kravene. Mads udtrykker eksempelvis kravene således:

Det vigtigste ved prototypen er, at det bonner rent ind på vores tre kriterier. God historie, noget nyt og så at der er en kommerciel mulighed. Og opfylder det dette, så er vi glade.

(12/05: 36)

Det er altså klart, at disse krav ville komme til forhandling, hvis Mads og René skulle diskutere en ny idé. Senere vil vi dog se, hvordan disse krav eller ordener er på vej til at blive mere og mere formaliserede. En del af deres orden ligger i den måde, de omgås hinanden på, dette udtrykker Peter:

Jeg spurgte, om han synes det virker forstyrrende med snak henover hovederne på hinanden. Det synes han ikke, og han forklarer, at de på trods af snakken holder ret høj effektivitet.


Side 61 af 81

Fis og ballade (støj) er en del af deres kultur.

(05/05: 124-125)

Det som Peter her beskriver som ’kultur’, må være en del af den sociale orden, for det er den tone, hvormed de omgår hinanden, og det er vigtigt, at folk lever op til denne orden for at være en del af det fællesskab, som ordenen opstår ud af, jævnfør princippet om rekursivitet. Hvad der sker, hvis man ikke lever op til denne orden, beskrives i det efterfølgende afsnit. Ordenen er ifølge Casper forhandlet, og det er klart, at en orden, som ligger i det sociale, hurtigt vil kunne ændre sig, hvis der er enighed om det. Nedenfor er et eksempel, hvor de snakker om at ændre deres forhold til partnerne:

I virkeligheden vil de hellere arbejde med ’number two’s’ (Fujitsu-Siemens og Toshiba), men de bliver nødt til at spørge de faste partnere først (preferred partners). Toshiba har en residential gateway, det har HP ikke, og Toshiba vil gerne give dem den gratis.

Give partnerne roller, så de kan have flere med på en diplomatisk måde. Fremover vil de prøve at undgå faste teknologi-partnerskaber. HP er træge (kvartalsorienterede), imens Toshiba er meget entusiastiske. ’Number two’s’ er dybt interessante.


(05/05: 43-44)

De har her talt om, at de ikke vil have så faste partnere, som de har haft tidligere, og allerede en uge efter er det en selvfølge, at de ikke vil arbejde med de faste partnere:

Mads siger, at de [Innovation Lab] ”jo er gået væk fra det der med faste partnerskaber”, så det bliver noget projektværk, som de skal snakke om.

(12/05: 154)

Denne hurtige tilpasning af den sociale orden ville ikke kunne have foregået, hvis der var nogle, der havde sat sig imod det. – Så var ’forhandlingerne’ nok trukket ud over længere tid. Men lige præcis dette forslag var nok blevet gennemført alligevel, da det var Preben, der fremsatte det. Han er nemlig den person på Innovation Lab med mest autenticitet og har derfor meget magt i en forhandlingssituation:


Side 62 af 81

Preben: nok om det.

Under hele emnet henvender de sig meget til Preben

(05/05: 28-29)

Det er her Preben, der fører an når de går videre til næste emne, og det er også tydeligt, at han har stor autenticitet, idet de alle henvender sig til ham, når de taler. Med den store grad af autenticitet, han har, virker det mest som om, at alle lytter til hvad han siger, og han har derfor også meget let ved at gennemføre sine argumenter. Det er tydeligt, at der hele tiden er forhandlinger på Innovation Lab. Det skal ikke opfattes som, at de hver især har deres mening om, hvordan tingene skal være, som de prøver at presse igennem, men at de taler sig frem til en fælles forståelse af, hvordan verden ser ud for dem. De spørger ofte hinanden om gode råd eller mere specifik viden:

Mads snakker om, at der er en HI-messe i Herning, som Preben har sagt, at det er noget, de nok gerne ville være med til. Mads har ikke haft mulighed for at se, hvad det er. De snakker om, at det fra starten var en rigtig fed IT-messe, men at det er blevet kedeligt med årene. Mads foreslår, at de får Personics til at komme, men de andre indvender, at det ikke er det rigtige forum.

(12/05: 137)

De er altså her i fællesskab ved at finde frem til deres holdning til HI-messen. Det er ikke fordi, de er uenige om, hvad de skal gøre, men de er ved at forhandle sig frem til en orden i og med, at de er ved at finde frem til, hvordan deres fælles verdensopfattelse skal være.

Sociale verdener

Som det fremgår af ovenstående arbejder de på Innovation Lab med mange forskellige projekter, og i de fleste tilfælde er de ikke alle sammen lige involverede i hvert projekt. Overordnet gælder, at de hver især har nogle projekter, som de er mere involverede i end andre. Mette er meget involveret i VTU-projekterne (05/05: 35), mens René er inde over alle projekterne, idet han er teknisk ansvarlig, og han har desuden kontakten til HP, fordi han i tidernes morgen skrev kontrakten med dem (08/05: 104). Kim har lavet


Side 63 af 81

meget med IP-Firefighter, men da arbejdet omkring dette er meget omfattende og har været i gang længe, er det ofte i samarbejde med Preben og Mads (05/05: 82). I Strauss’ teori om sociale verdener er det beskrevet, at enhver social verden har en primær aktivitet. Tager vi udgangspunkt i det, er det klart, at der må være forskellige sociale verdener eller subverdener omkring de forskellige projekter, som jo hver har en primær aktivitet, nemlig at arbejde med det specifikke projekt. Det er dog ikke let at få øje på disse verdener eller subverdener i den sociale interaktion, fordi de hele tiden arbejder med flere projekter på én gang: ”Hun [Mette] har mindst fire projekter i øjeblikket: vandseng, VTU, Hummel og Symbion.” (08/05: 91). At de arbejder med så mange projekter på én gang, får den betydning, at de kan trække deres erfaringer fra et projekt til et andet:

[John] sidder og piller ved sin telefon og forsøger at slå intelligent ordbog fra, mens han fortæller, at han fik denne Nokiatelefon i forbindelse med et projekt, som han arbejder på om ‘netWorking Kids’. Det er et feltarbejde for børn, hvor der skal udvikles en prototype, som gør det muligt at se sin placering vha. GPS, men endvidere skal disse data også være tilgængelig for dem, som man gerne vil have til at vide, hvor man befinder sig. […]

Det minder til dels om et andet projekt, som er i indledningsfasen, hvor turister skal kunne få information om bestemte lokationer til mobiltelefonen.

(08/05: 3)

Når de trækker erfaring fra det ene projekt til det andet får det den konsekvens, at deres sociale verdener overlapper, og nye kan eventuelt opstå. Indretningen på kontoret gør det lettere for de sociale verdener at overlappe, idet de eksisterer i samme tid på samme sted. Det er svært at overskue, om der er dannet en ny social verden heraf, eller om der bare er tale om overlappende verdener. Til det formål vil det dog være mest anvendeligt at se, om der er kommet ny teknologi eller organisering ud af de nye aktiviteter, og på den måde se, om der er dannet en ny social verden. Det er dog ikke interessant at tegne et skarpt opridset kort over, hvordan de er struktureret på Innovation Lab på det tidspunkt, hvor vi laver vores observationer. Det er i stedet mere interessant at se, hvordan de igennem nye projekter og samarbejder ændrer den måde, arbejder på. Landskabet ændrer sig altså hele tiden, ligesom den orden og de aftaler, som de arbejder under, ændrer sig igennem forhandlinger. Det betyder ikke, at man kan gøre som man vil, men at man hele tiden skal tage højde for den gældende orden på det tidspunkt.


Side 64 af 81

Identitetsskabelse Efter noget tid på Innovation Lab blev det tydeligt, at de sammen havde en vis forståelse af hvad Innovation Lab er. Som Kim siger: ”Vi er hverken TDC eller Alexandra.” (05/05: 210). Spørgsmålet, vi vil forsøge at besvare, er: Hvem er de så? Og hvordan konstituerer de sig som dem, de er? Til at besvare disse spørgsmål vil vi bruge etnometodologiens perspektiv på historiefortælling. Det vil blive baseret på Sacks’ Doing ’being ordinary’, som handler om ‘organizations of stories’ (Sacks, 1998, s. 215). Han er interesseret i, hvordan historier virker, og hvorfor de virker, som de gør. En af pointerne er, at folk ikke er almindelige mennesker, men opfører sig: ”[…] as somebody having their job, as their constant preoccupation, doing ’being ordinary.” (ibid., s. 216). Han beskriver det som et job,22 der kræver analytisk, intellektuel og følelsesmæssig energi, og en ’ordinary person’ er altså en person, der har konstitueret sig selv igennem dette job. Det mest nærliggende, man kan gøre for at være en ’ordinary person’, er at lave almindelige ting; altså bruge sin tid på almindelige måder og have almindelige interesser. En anden ting, han har erfaret, er at folk i ‘ordinary conversations’ ikke genfortæller det, der faktisk er sket i en hændelse, men almindelighederne ved den. For eksempel refererer man typisk til en god tur i sommerhus ved at forklare, hvad man lavede i det store hele: ”Vi gik ture og fik noget god mad”. En digter ville falde udenfor denne ramme ved at beskrive en lille oplevelse ned i de mindste detaljer; for eksempel hvordan skyerne bevægede sig. Sacks mener ikke, at det blot er fordi ’an ordinary person’ ikke finder på beskrivelsen, men også fordi vedkommende ikke laver de observationer, altså fordi vedkommende slet ikke er indstillet på den slags ting. Vi er så vant til at opfylde kravene, der findes til at være ’an ordinary person’, og til at lave beskrivelser ud fra de sammen ting (voksen / barn, mand / dame, mørkhåret / lyshåret). At handle udenfor rammerne for ’an ordinary person’ har ukendte konsekvenser. Hvad ville for eksempel ske, hvis man som ’an ordinary person’ begyndte at beskrive skyernes formationer, når folk spurgte til ens sommerhusophold? Nogle mennesker ligger udenfor det almindelige (som digteren beskrevet ovenfor), de fleste gør dog ikke og vil ofte gå langt for at beskrive en situation indenfor rammerne af det normale – selvom det måske slet ikke er normale situationer. 22 Ved job forstås ikke et job som et kommercielt arbejde, men noget man udfører hele tiden.


Side 65 af 81

Som det er forklaret ovenfor har det altså stor betydning at vælge ’det normale’, hvis man selv skal opfattes som ’being ordinary’, og det kræver et stort arbejde at leve op til disse standarder. I det efterfølgende afsnit vil vi undersøge, hvordan de på Innovation Lab agerer i forhold til disse ting.

Doing ’being extraordinary’

Ud fra Sacks’ tekst må det gælde, at mennesket gennem de ting det gør, og den måde det refererer til verden på, konstituerer sig selv. Hvis det er rigtigt, at dem som lever efter ’being ordinary’ er indstillet på at betegne ting ud fra det almindelige, så må en sådan indstilling på det normale eller ikke-normale også kunne findes på Innovation Lab. I det følgende vil vi undersøge, hvordan de hos Innovation Lab konstituerer sig selv og beskriver sig selv internt og overfor os.23 I det efterfølgende vil vi argumentere for, at de fortæller en historie om sig selv som noget særligt. Vi vil betegne dette som ’extraordinary’ for at følge Sacks’ sprogbrug. Der vil herunder være nogle eksempler på, hvordan de fortæller den historie, og vi vil se, hvordan de former deres selvforståelse. Det første eksempel er fra Fortællinger fra fremtiden. Her forklarede Mads, hvordan en norsk kunstner tog kontakt til Innovation Lab:

Norsk kunstner (repræsentant for museet) i samarbejde omkring mobiltelefoner i museer. Hun kom til Innovation Lab, fordi de er de mest innovative i Norden.

(02/05: 23)

Et andet eksempel handler om, at de ikke længere har brug for deres faste partnere:


(05/05: 45)

Ud fra disse citater kan man fornemme, at de har en tydelig forståelse af, hvem de selv er som organisation. Det er klart, at meget af deres selvforståelse ligger i forhold til deres omverden, og når Preben Mejer siger, at det er en kaosorganisation (07/04: 3), er det klart, at også det får dem til at fremstå som noget specielt i forhold til deres omverden, der er mere struktureret.

23 Sacks skriver om individers historiefortællinger, mens vi analyserer historiefortællingerne i en organisation. Det bør dog ikke have nogen betydning, da Sacks ikke er interesseret i individet, men i hvordan historier fungerer.


Side 66 af 81

Wunderkammeret

En af de måder, hvorpå Innovation Lab fortæller historien om sig selv som ’extraordinary’, er gennem deres indretning. På kontoret har de indrettet et såkaldt Wunderkammer. Det er et lille lokale med biografstole, en tandlægestol og diverse eksotiske genstande langs væggene.

Figur 9.

Kammerets formål er at trække folk ud af deres vante rammer, og igennem de alternative omgivelser give folk inspiration til at tænke i nye baner. Mads fortæller i et interview, hvordan dette skete for nogle folk, der havde lånt lokalet til et møde:

Selvom det var nogle, der skulle sidde og diskutere, hvordan deres virksomhed skulle leve videre, så fandt de faktisk tre nye idéer til virksomheder, selvom de jo er kommet for at diskutere sådan nogle fuldstændig hardcore økonomiske ting, så fandt de lige pludselig på tre nye ting, de kunne lave. Øhhh. Det var jo ikke så godt, egentlig. Men på den anden side set, så var det jo godt nok for mig, for det viser for mig, hvordan det kunne have en eller anden stimulerende effekt.

(12/05: 53)

Wunderkammeret er lavet til gæster og må altså derfor være en del af det billede, eller den historie, de fortæller til deres omverden. Ved at vise folk noget ekstraordinært, at vise at der sker ekstraordinære ting på Innovation Lab, skaber de en stemning om, at de selv er ekstraordinære. Ud fra interviewet med Mads er det tydeligt, at det er et bevidst forsøg på at være anderledes. Når Mads siger om Wunderkammeret, at ”det er


Side 67 af 81

blevet brugt dels til at fortælle om, når der har været besøg, men det er også et fysisk udtryk for en mental øvelse” (12/05: 46), så er det nok fordi, at han er klar over, at Wunderkammeret er mere end et godt sted at holde brainstorming. At der findes sådan et lokale på Innovation Lab har betydning for den måde, de fremstår udadtil, og Mads er da også glad for at fortælle om Wunderkammeret i sine præsentationer, ligesom han gjorde på Fortællinger fra fremtiden (02/05: 25). Hvor andre virksomheder har et mødelokale, så gør Innovation Lab altså noget ud af vise, at de er anderledes ved at have Wunderkammeret.

En sæk lopper

En anden historie er beskrivelsen af deres arbejdsgang. I en artikel af Preben hvor han beskriver fremtidens kommunikation i virksomheder, bruger han Innovation Lab og Ecco som eksempler på, hvordan det vil blive. Heri beskriver han, at der vil blive mere flade og projektorienterede strukturer: ”Medarbejderne er som en sæk lopper – her og der og alle vegne – og kan ikke engang finde faste pladser i et organisationsdiagram.” (”Den fuldautomatiske virksomhed”) Det billede, han her tegner af Innovation Lab, bryder rammerne for ’being ordinary’. Han vender gamle begreber som ’hierarki’ på hovedet og finder på nye sjove navne til at beskrive, hvad der foregår på Innovation Lab. Det tegner udadtil billedet af Innovation Lab som ’extraordinary’, og han bruger de samme metoder til at tegne dette billede, som han ville have brugt til at tegne billedet af Innovation Lab som ’being ordinary.’ Det sker igennem genfortælling af aktiviteter, hvor han i stedet for at fortælle om det, de gør, som noget folk kender fra deres egen hverdag, lægger vægt på det, der adskiller Innovation Lab fra andre. Den fortælling får ikke kun betydning udadtil men bliver også indlejret i medarbejdernes opfattelse af virksomheden. Det er blandt andet tydeligt i en mail, vi modtog fra Christian:

Mødet bliver kl. 10 og varer ca. to timer. Jeg bliver samtidig nok nødt til at tage forbehold for eventuelle ændringer. Med den sæk lopper der render rundt heroppe, ved man aldrig…

Ved selv at tage betegnelsen ’en sæk lopper’ i brug til beskrivelse af virksomheden, viser Christian, at han deler opfattelsen af Innovation Lab som ’extraordinary’.


Side 68 af 81

En god historie

En af de ting, de er bevidste om på Innovation Lab når de vælger et nyt projekt, er, at projektet og det produkt, der kommer ud af det, er en god historie. Mads fortæller om deres projekter:

Noget andet er, at det faktisk også er en vigtig forudsætning, at det er nogen, som har en historie i sig, og det er nogen, som er blevet formuleret på et tidligt tidspunkt, så det passer til en større målgruppe, og hvad er faktisk bedre end pressen… Jeg tror faktisk, at det er en fantastisk sund målestok for, om noget kan blive afsat bagefter. Det, der gør en god historie, det er det, som får folk til at slå op på den der side…

(12/05: 21)

Det med at fortælle en ekstraordinær historie er altså ikke bare noget, der sker tilfældigt, men det er noget, de er bevidste om er meget vigtigt for deres projekter. At de gang på gang fortæller en historie om det, de laver som noget ekstraordinært, kommer selvfølgelig også til at få dem selv til at fremstå som ekstraordinære.

Doing ’being Innovation Lab’

Vi har her givet nogle eksempler på, at Innovation Lab konstituerer sig igennem historier. Ved hjælp af forskellige ord og billeder som ’Wunderkammer’ og ’lopper’ bruger de fortællinger til at konstituere sig selv som ’extraordinary’. Det er altså både det, de vælger at lave historier ud af, (Wunderkammeret), og de ord og beskrivelser, de bruger i deres historier (lopperne), der får betydning for, hvordan de opfattes. Men, som vi har set, fortæller deres historier altså ikke historien om Innovation Lab som ’being ordinary’, men den fortælles på samme måde. Man kan stille spørgsmålet, om det er et udtryk for, at de virkelig er ’extraordinary’, eller om det bare er et billede, de vil prøve at skabe. Det vil dog ifølge pragmatismen være lige meget, da man er mere interesseret i, hvilken betydning folks handlinger har. Så det er kun interessant at se, hvilke historier folk rent faktisk fortæller om sig selv og eventuelt hvilken effekt, de har. Til spørgsmålet om de så ikke helt kan lade være med at fortælle nogen historie, må svaret være nej. For ligeså snart de på den ene eller anden måde fortæller om sig selv, eller noget de har gjort, vil den måde, historien bliver udtrykt på, enten karakterisere dem som ’ordinary’ eller ’extraordinary’.


Side 69 af 81

The Missing Masses I ovenstående har vi set, hvilke ordningsprocesser der træder frem af det tilsyneladende kaos i Innovation Lab. Der opstår sociale verdener omkring projekterne, og den forhandlede orden og særlige historiefortælling træder i stedet for formelle strukturer. I dette afsnit vil vi zoome længere ind og undersøge, hvordan den enkelte person arbejder og prøver at skabe orden i sine arbejdsopgaver. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke på reduktionistisk vis forsøger at skelne mellem mikro- og makroperspektiv, for det er selvfølgelig alt sammen en del af det samlede billede af kaos og orden. Vi har dog valgt at adskille de to afsnit, fordi der er anvendt to forskellige teorier og perspektiver på ordningsprocesserne. Vi så i afsnittet om netværk, at det kræver en masse arbejde at stabilisere og forstærke forbindelserne i netværket. Der var eksempler på, hvordan Mette forsøgte at koble forskellige aktører tættere sammen med Innovation Lab. På det tidspunkt arbejdede hun med fire projekter på samme tid, hvoraf det ene var workshoppen i Aalborg, som skulle løbe af stablen ugen efter. I den forbindelse var hun projektleder og skulle holde styr på alle deltagerne og deres indslag og udstillinger, samtidig med at hun skulle forberede en film om ‘det intelligente hus’. Der var med andre ord et væld af forskellige opgaver, som knyttede sig til forskellige projekter, men som alligevel skulle behandles den samme dag. Da vi observerede hende håndtere dette virvar af opgaver, blev det klart, at hun ikke var alene om det. Hun havde en beskedent udseende men alligevel meget betydningsfuld ‘medhjælper’ i form af et computerprogram – Microsoft Outlook – som satte hende i stand til at bevare overblikket. Inden vi undersøger denne konstellation nærmere, vil vi introducere nogle af de begreber, som Latour i Where Are the Missing Masses? bruger til at beskrive delegation af arbejde til nonhumane aktører.

Scripts I sit eksempel med den automatiske dørlukker skriver Latour, at den er blevet delegeret det arbejde, som ellers skulle have været udført enten af de mennesker, som går ind og ud af døren, eller af en portner. I den forbindelse bliver der indlagt et script i dørlukkeren, som

- Inskription er designerens indlejring af et script i et artefakt.

- Deskription er udledningen af disse scripts, hvilket ofte er foretaget af analytikeren (dvs. os).

- Præskription er den opførsel, som scriptet foreskriver af personen.

- Subskription: Hvis personen gør, som scriptet foreskriver.

- Tilskrivning foretages efterfølgende, hvor en persons opførsel tilskrives artefaktets script.


Side 70 af 81

præskriberer en bestemt opførsel af de personer, som vil ind af døren. Man kan beskrive et ”program of action” (Latour, 1992, s. 226), som lyder nogenlunde sådan: ‘Hvis en person vil ind af døren, så bliver vedkommende nødt til at presse dørlukkeren tilbage.’ Selvom vi her har beskrevet dørlukkeren, så knytter handlingsprogrammet sig til hele sammenstillingen af væg-dør-dørlukker, for hvis man fjernede et af elementerne, ville det hele falde til jorden. Selvom dørlukkeren præskriberer en bestemt opførsel, er det dog ikke sikkert, at der er nogen, der subskriberer. Hvis ingen er interesseret i at gå ind af døren eller vælger en bagindgang, vil den ingen effekt have. Det kan også være, at dørlukkeren bliver sat ud af spillet med en kile. Som Latour skriver: ”There might be an enormous gap between the prescribed user and the user-in-the-flesh […]” (ibid., s. 237). Men hvis brugeren subskriberer, vil vedkommendes opførsel blive tilskrevet dørlukkerens script af analytikeren. Det svarer til perspektivet fra det Janushoved, som kigger tilbage i tiden, jævnfør afsnittet om Science in Action. Latour analyserer en række artefakter, som alle er blevet delegeret forskelligt arbejde, og han viser, at der for eksempel i en sikkerhedssele kan være indlejret noget moralsk. Hvis man starter bilen uden at bruge sikkerhedsselen, vil der lyde en hyletone, som først forsvinder, når man tager selen på. Latour argumenterer for, at alle de artefakter, som omgiver mennesker, indeholder den moral og de bånd, som holder det sociale sammen. Han beskriver, hvordan sociologer konstant men uden held søger efter disse bånd og strukturerer i det sociale. De søger efter ‘the missing masses’, som Latour mener kan findes, hvis man ikke på forhånd udelukker nonhumane aktører:

To balance our accounts of society, we simply have to turn our exclusive attention away from humans and look also at nonhumans. Here they are, the hidden and despised social masses who make up our morality (ibid., s. 227).

Der er ingen grund til på forhånd at privilegere det humane, når man er sociolog. Igen er det princippet om generaliseret symmetri, der slår igennem. Vi vil følge det princip, og hvor forrige afsnit især handlede om sociale ordningsprocesser, så vil dette afsnit afdække ‘the missing masses’, som kan forklare hvordan medarbejderne hos Innovation Lab kan arbejde med de temmelig kaotiske arbejdsopgaver, som blev beskrevet ovenfor.


Side 71 af 81

Strukturering af arbejdspraksis For at illustrere hvilken betydning de nonhumane aktører har på deres arbejdspraksis, vil vi tage udgangspunkt i Mettes brug af computerprogrammet Microsoft Outlook. De andre bruger ikke programmet på samme måde som Mette, men de har så til gengæld andre måder at strukturere arbejdet på. For eksempel benytter Mads en masse små post-it sedler med opgaver, som han arrangerer på bordet foran sig (05/05: 186). Når Mette møder ind om morgenen, starter hun med at koble sin lille håndholdte

computer til sin PC for at få synkroniseret sin opgaveliste på henholdsvis PC’en og den håndholdte computer, som hun tager med hjem, fordi hun så kan skrive noget i, hvis hun derhjemme kommer i tanke om, at der er noget, hun skal huske at gøre næste dag.

Figur 10. Mette med sin håndholdte computer.

Eksempler på opgaver i opgavelisten kunne være:

- ring til Bjarne - undersøg mulighed for at låne tablet PC - giv besked til hotellet om antal værelser

Her er et uddrag fra logbogen, hvor hendes brug af Outlook observeres:

Jeg sætter mig for at observere Mette. Hun har sine opgaver for dagen skrevet i Outlook på sin PDA, som hun har stående ved siden af computeren (se billede). […]

Vi snakker lidt om hendes brug af opgaveliste, og hun fortæller at hun godt kan lide det der dung – dung – dung (markerer med pennen på skærmen).

(08/05: 57)

Opgavelisten er en funktion i programmet Outlook, hvor man kan skrive op, hvad man skal have gjort. Der er en række funktioner, blandt andet

Figur 11. Konstrueret eksempel.


Side 72 af 81

kan man påføre dato og tid samt prioritere opgaverne. Det betyder, at hun kun kan se de opgaver, hun skal lave i dag, selvom hun har skrevet en masse andet op til de følgende dage. Hvis hun har udført en opgave, bliver den streget over og markeret med gråt, så hun kan se, hvad der er tilbage. De højt prioriterede opgaver bliver markeret med et udråbstegn og rød farve. Hvis hun prøver at få fat på en person, som ikke er til stede, kan hun flytte opgaven over til næste dag, så den forsvinder fra dagens liste (. Hvis man forestiller sig et bredt felt af opgaver, som ikke er opdelt i tid, ville det hurtigt blive et virvar, som ville kræve meget arbejde at finde rundt i. Da vi observerede Mette, havde hun 20-30 forskellige opgaver til den samme dag, og hvis der bare er tilnærmelsesvis det samme antal de næste dage, er det klart, at hun hurtigt ville ende op i et kaos, hvis der ikke blev foretaget en tidslige kategorisering af opgaverne. Opgavelisten er en aktør, som er delegeret arbejdet med at skabe orden i opgaverne. Hvis man bruger Latours begreber på opgavelisten, er der fra Microsofts side inskriberet et handlingsprogram i Outlook: Hvis en person tilføjer en opgave, så skal vedkommende kategorisere den tidsligt. En anden deskription af Outlook kunne være: Hvis en person tilføjer en opgave, så skal vedkommende prioritere den i høj, lav eller middel. På samme vis er der en række andre funktioner, som præskriberer en bestemt

opførsel fra brugeren. Hun bruger også Outlook som mailsystem, kalender og adressebog, og her er der ligeledes inskriberet et handlingsprogram om orden, hvor Mette for eksempel forsyner nogle af sine mails med et prioritetsflag, som betyder, at det er en vigtig mail: ”Så behøver jeg ikke tænke på min mailbox, fordi jeg ved, at jeg har sat et flag ved de

vigtige mails.” (08/05: 91). Her får Outlook delegeret opgaven at huske på, hvilke mails der er vigtige, og samtidig subskriberer Mette, idet hun sætter flagene på.24 Kalenderen bruger hun til mødeaftaler og lignende, men også de helt små praktiske ting bliver noteret her: ”Mette ringer op til cykelhandleren. […] Hun skriver ind i sin Outlook-kalender, hvornår hun kan hente sin cykel.” (08/05: 92). Når dagen kommer,

24 Alle på kontoret bruger Outlook som mailprogram, men vi har ikke lavet så intense observationer af de andre. Man kunne dog sagtens forestille sig, at meget af det samme gør sig gældende for dem.

Figur 12. konstrueret eksempel.


Side 73 af 81

hvor hun skal hente sin cykel, vil der dukke en besked op på skærmen, som minder hende om, at cyklen nu er færdig. Handlingsprogrammerne i Outlook har en stor effekt på den måde, hun arbejder på. For eksempel svarer længden af hendes arbejdsdag nærmest til længden af hendes opgaveliste. Selv beskriver hun sin brug af programmet på denne måde: ”funktionaliteten i Outlook er virkelig blevet en del af den måde, jeg organiserer mit arbejde på.” (08/05: 91). Hun foretager i samarbejde med opgavelisten en opdeling og kategorisering i opgaverne, hvor hun bestemmer, hvad der skal gøres hvornår. Det gør det muligt for hende at bevare overblikket over nogle arbejdsopgaver, som består af mange små forskellige dele. Det hænger sammen med det store antal aktører, som er involveret i de fire projekter, som Mette er i gang med. Som beskrevet tidligere kræver alle forbindelserne til disse aktører alle sammen arbejde, lige fra firmaer som Ericsson og Infinion til tablet-PC’er og entreprenørmaskiner. Derfor er det vigtigt for hende både at holde styr på vigtige mails og ordne opgaver med for eksempel at ringe til deltagerne i workshoppen. Konstellationen af Outlook, en håndholdt computer og en PC er en vigtig aktør i Mettes forsøg på at strukturere og ordne helt ned til de mindste elementer i det daglige arbejde. Med denne ordnende effekt bliver det en del af ‘the missing masses’ hos Innovation Lab og giver en forklaring på, hvordan de håndterer den enorme kompleksitet, som knytter sig deres individuelle arbejdsopgaver.

Fra legebarn til voksen Vi har i de ovenstående afsnit givet et indblik i, hvordan Innovation Lab skaber orden i ’kaos’ gennem social interaktion og flydende brainstorming i luften, hvilket umiddelbart kan være svært at få øje på, når man træder ind på kontoret første gang. Det kaosbillede udspringer især af mangel på formel og synlig struktur kombineret med den hektiske verbale aktivitet hen over bordene. Man kan sammenligne med en banegård, hvor de ansatte kobler til og fra afhængig af, i hvilken retning samtalen bevæger sig. Den orden som findes, er altså skabt kollektivt og svæver i luften på kontoret. Innovation Lab er en nystartet virksomhed, men de har alligevel allerede opbygget en stærk forståelse af, hvem de selv er i forhold til deres omverden. Denne identitet bliver skabt igennem historiefortællinger, hvor Innovation Lab konstitueres som


Side 74 af 81

’extraordinary.’ Selvom Innovation Lab er en hybrid og aktør i et netværk, som trækker dem i mange forskellige retninger, så skaber den stærke identitet en fælles orden i det sociale. Ikke kun i den sociale interaktion skabes der orden. Også de nonhumane aktører påvirker den måde, de strukturerer det daglige arbejde på. Det vil sige, at både de fælles ordningsprocesser og påvirkningen fra teknologiske aktører på de individuelle arbejdspraksisser konstant skaber orden i kaos. Da vi besøgte Innovation Lab, skulle de til at implementere en projektmodel, som var tiltænkt at skulle benyttes til alle projekter. Derfor vil vi i dette afsnit ændre fokus fra den sociale orden til et mere ‘håndgribeligt’ artefakt, som kan spille ind på den måde, hvorpå de prøver at skabe orden og organisere deres hverdag. Dette afsnit vil hovedsageligt bygge på bogen Sorting Things Out –Classification and Its Consequences (1999) af Susan Leigh Star og Geoffrey Bowker, der viser, hvordan klassifikationssystemer gennemsyrer vores hverdag, uden at vi er bevidste om det. De bevæger sig ned i enkelte casestudier og ser, hvordan klassifikationer og standarder bliver til, og hvad det har af konsekvens for arbejdet, hvilket er udtryk for en pragmatisk tilgang: ”things perceived as real are real in their consequences” (Thomas & Thomas ifølge Star & Bowker, 1999, s. 13). Det passer godt til princippet om rekursivitet, hvor klassifikationer skal ses som effekter af de ordningsprocesser, som finder sted.

Klassificering og standardisering

Hverdagen og vores daglige gøremål er indrettet og ordnet efter klassifikationer og standarder. Nogle er mere omfattende og formelle, som for eksempel at strømmen i Danmark er 230 volt, og at et brev, der skal frankeres, bliver klassificeret efter dets vægt. Andre forekommer som mere ad hoc løsninger, når vi for eksempel sorterer vores vasketøj i hvid vask og kulørt vask, eller når mails sorteres efter kategorier som familie, venner og læsegrupper. Alle disse standarder og klassifikationer flyder sammen i et ofte ubevidst og usynligt mønster, som er med til at skabe orden og stabilitet. De griber ind i vores hverdag og er med til at påvirke og forandre den måde, vi ser verden på. Det er disse mange standarder og klassifikationer, som medfører, at vores handlinger virker simple og får hverdagen til at føles ”as if by magic” (ibid., s. 9). I


Side 75 af 81

Latours terminologi ville det være en række sorte bokse, hvor kun input og output er synlige. Når vi klassificerer ting i foruddefinerede klasser, tillægger vi dem en betydning, som stemmer overens med klassen uden at tænke nærmere over de overvejelser, som ligger til grund herfor. Det kan have den konsekvens, at der opstår blinde vinkler, som medfører, at nogle ting falder uden for klasserne og bliver usynlige: ”This blindness occurs by changing the world such that the system’s description of reality becomes true” (Star & Bowker, 1999, s. 49). Inden vi kaster os over empirien, er det på sin plads kort at give en definition på nogle af de begreber, som Star og Bowker bruger til at beskrive standarder og klassifikation.

Klassifikationsprincipper

En klassifikation er kendetegnet ved en tidslig og rumlig segmentering af verden i et ‘set-of-boxes’, der repræsenteres abstrakt eller mere konkret, og som indeholder forskellige former for data og viden. Det, man bestræber sig på, når man klassificerer, er, at: Klasserne skal være konsistente og unikke principper, så der ikke kan opstå

tvivlsspørgsmål eller misforståelser af de repræsenterede klasser. Klasserne skal være gensidigt udelukkende, så flere klasser ikke er identiske, men

derimod ekskluderer hinanden. Endvidere kræver det, at klassifikationssystemet er komplet og dækker den

virkelighed, som det skal indfange og ordne. Ovenstående skal kun betragtes som idealtypen for et klassifikationssystem, og det er ikke muligt i virkeligheden at opfylde alle kriterier. For eksempel kunne man let forestille sig, at man modtog en mail, som ikke hørte ind under ’folderen’ familie, venner og læsegruppe. Omvendt kan man forstille sig, at man havde en ’folder’, som ikke afspejlede virkeligheden og ville forblive tom. Det afgørende for klassifikationssystemet er altså ikke kun, at klasserne minder om idealtypen, men hvad folk vil gøre i praksis, og om de overhovedet vil bruge klasserne. Standarder og klassifikationer er tæt relaterede, og en standard vil ofte indeholde en klassifikation. For at illustrere forskellen vil vi give et eksempel. Hvis man har en standard for borde på et universitet, så skal alle borde, der overholder standarden, have de samme egenskaber. Hvis man derimod klassificerer borde, vil det være muligt at foretage en opdeling i feltet af borde, som har forskellige egenskaber. Overordnet


Side 76 af 81

stilles der samme krav til standarder, men alligevel adskiller de sig på flere punkter, da standarder ofte rækker ud over en lokal verden og bestræber sig på at forene forskellige repræsentationer over afstand (Star & Bowker, 1999, s. 10ff).

Sammenlignelighed, synlighed og kontrol

Vi lever i dag i et informationssamfund, hvor muligheden for at dele viden stiger stødt i takt med, at nye teknologier som digital kommunikation og andre informationskanaler vinder frem. Vi bliver kort sagt bombarderet med information fra tv, internet og sms’er etc. I takt med at denne jungle af informationer vokser sig større for hver dag, stiger behovet for at klassificere og opnå orden. Det handler om at skabe fælles standarder, strukturere de mange informationer og sørge for, at folk kommer til at besidde den information, som har størst nytte for deres arbejde. Det virker meget ligetil, men bag facaden er der mange faktorer, som spiller ind på, hvad der kan karakteriseres som et godt klassifikationssystem. Med udgangspunkt i et casestudie om udviklingen af et klassifikationssystem til sygeplejerskers arbejdspraksis bruger Star og Bowker tre parametre, som har indflydelse på værdien af et system. Sammenlignelighed: Et af formålene med at udarbejde et klassifikationssystem er, at man kan sammenligne data. For eksempel kan det være uhensigtsmæssigt, at ‘injektion’ betyder stikpilleform på ét hospital og sprøjteform på et andet. Denne uenighed vil afføde flere forhandlinger, inden man når til enighed. Synlighed: En anden hensigt med klassificering er at få artikuleret og sat faste begreber på bestemte arbejdsprocesser, så de bliver synlige for andre, hvilket også er i tråd med de to andre parametre. Et eksempel kan være, at når elektrikere skal installere elektricitet i et hus, så er det vigtigt, at ledningerne bliver klassificeret efter farve, så andre har mulighed for at arbejde videre med det. Formålet med denne klassifikation er at synliggøre, at der er forskel på ledningerne. Som det allerede er blevet sagt, har synlighed en bagside, idet en klassifikation ofte ikke kan indfange alt og dermed usynliggør andre relevante arbejdsprocesser. Kontrol: Dette begreb har meget at gøre med politik forstået på den måde, at det handler om at skabe en struktur i kompleksiteten, så det er muligt at styre og have overblik over de informationer eller elementer, der har relevans (Star & Bowker, 1999, s. 229-253).


Side 77 af 81

Analyse af projektmodellen Innovation Lab er en ung virksomhed, som er i en fase, hvor der løbende sker mange forandringer. Nye ansatte kommer til, idéer og projekter opstår, og netværket bliver udbygget, men sideløbende med de forandringer er der også ved at ske en gennemgribende formalisering af den ’løse’ struktur, som har omgivet projekterne siden opstartsfasen. Metaforisk kan man sige, at Innovation Lab går fra at være legebarn til at blive voksen og ansvarlig. Det afspejles i følgende punkter (05/05:160-211):

Der er krav, der skal opfyldes, for at TDC og det offentlige vil poste penge i virksomheden. Stor efterspørgsel har resulteret i, at projekterne skal prioriteres. Innovation Lab skal til at være mere selvfinansierende ved at tage penge for deres ydelser. Antallet af ansatte er steget fra tre til otte på et halvt år og har betydet, at flere projekter er i luften på én gang, og koordineringsarbejdet er blevet mere omfattende.

Som konsekvens heraf har Kim og Peter udarbejdet en projektmodel, som blev fremlagt for de andre på et mandagsmøde (05/05: 52-54). Kort fortalt er projektmodellen en standard for, hvilke kriterier der skal gælde for et projekt og dets forløb. Som det fremgår af figuren nedenfor, kan man inddele modellen i tre klassifikationssystemer: projektets faser, projektets rationale og projektets dokumentation.


Side 78 af 81

Figur 13. Kilde: bilag 1.

Som vist på figuren skal et projekt bestå af fem faser, fra projektet bliver formuleret til ’reinkarnation’, hvor man følger prototypen til dørs og prøver at få den genfødt i et nyt projekt. Ved at klassificere et projekt i fast definerede faser bliver det lettere for udefrakommende at få et indblik i, hvor man befinder sig i forløbet. Det andet dokument skal være med til at klarlægge Innovations Labs rolle og projektets succeskriterium: ”Vi er med som… fordi…”. Det kan mere konkret opfattes som en tjekliste til at afgøre, om et projekt har en interesse for Innovation Lab, og om deres rolle stemmer overens med deres koncept. For eksempel kan Innovation Lab fungere som katalysator ved hjælp af deres brede netværk, men for at det har deres interesse, skal projektet opfylde nogle succeskriterier som illustreret i figuren. Det sidste dokument er en skabelon til, hvordan projektet skal dokumenteres. Her skelner man mellem tre fremstillinger, hvor ’projektlisten’ er den overordnede med titel, indhold, Innovation Labs rolle, partnere, prioritet, ressourceforbrug, succeskriterier og deadline. Den anden er et ‘projektchart’, som er en grafisk oversigt over projektets overordnede plan, budget, interessenter og teknologi. Desuden skal der udarbejdes en længere og mere detaljeret dokumentation, hvor man går i dybden til intern brug. Projektmodellen med projektets faser, rationale og dokumentation er en standard for, hvad et projekt skal opfylde, og hvordan informationerne skal formidles og klassificeres.

Projektets faser - Formulering - Etablering - Gennemførelse - Evaluering/

eksponering - Reinkarnation

Projektrationale - Rolle:

- Igangsætter - Projektleder - Styregruppedeltager - Sponsor - Formidler

- Succeskriterium: - Teknologisk udvikling - Konceptuel udvikling - Anvender TDC-teknologi - Kommercielle rettigheder - Kan udstilles i DemoLab - Tilfredsstille det offentlige - Osv.

Dokumentation - Projektlisten:

- Titel, indhold, rolle, succeskriterium, partnere, tovholder, deadline, prioritet og ressourceforbrug

- Projektcharter: - Grafisk præsentation,

interessenter, teknologi, projektplan og budget

- Projektdocs: - Projektlog, projektplan,

projektøkonomi m.fl. alt efter Innovation Labs rolle


Side 79 af 81

Et interessant spørgsmål er, hvilke tanker der ligger bag et sådant behov for at standardisere projektarbejdet og klassificere forløbets faser og kriterier. Kigger man nærmere på Star og Bowkers tre parametre sammenlignelighed, synlighed og kontrol, er der mange ligheder med projektmodellen. Som nævnt ovenfor er planen for Innovation Lab, at de snart skal til at stå på egne ben. Det betyder derfor, at det er vigtigt at få gjort det arbejde og de services, som de yder, målbare og dokumenterede på en standardiseret måde, så de har noget konkret at vise til eksempelvis TDC. En standardiseret projektmodel med overskuelige data opstillet på samme måde vil gøre det lettere at overbevise Dyremose om, at Innovation Lab skal have tilført flere penge til arbejdskraft:

”[…] projektmodellen er færdig, så der skal udfyldes nogle charts for alle projekterne, som Preben kan tage noget med til Dyremose. Der skal være møde i starten af juni, så de kan få John til at blive.”

(12/05: 94)

Denne synliggørelse af deres arbejde har stor betydning for det politiske i at skaffe ressourcer til Innovation Lab, men omvendt har det også den effekt indadtil, at kontrollen med projekter bliver skærpet, idet de fælles termer gør det lettere at få indblik i, hvilken fase et projekt befinder sig i, og om det opfylder succeskriterierne. Det bliver med andre ord nu muligt at måle deres ydelser med faste ’enheder’. Fordoblingen af ansatte betyder, at det er vigtigt at få synliggjort de retningslinier, som skal gælde for et projekt. Det er især vigtigt med klare principper og præcise succeskriterier, når projekter skal vælges til eller fra. Det nytter for eksempel ikke, at Mads som kommunikationschef kun vurderer et projekts værdi ud fra, om det er en god historie i medierne, eller hvis Rene som teknisk ansvarlig kun fokuserer på, om det er en ny og revolutionerende teknologi.

Punkterer de mange bolde i luften?

Da vi besøgte Innovation Lab, var projektmodellen kun blevet fremlagt og endnu ikke implementeret. Vi har derfor ikke kunnet undersøge, om denne standardisering og klassificering af deres arbejde har fået konsekvens for den forhandlede orden og miljøet for den åbne udveksling af idéer. Vi kan kun spå om den effekt, det får. Når de klassificerer, er det en måde at formalisere og materialisere den måde, de arbejder med projekterne på. Det gør de ved at benytte fastdefinerede faser og kriterier for projekter. Man prøver på den måde at skabe orden ved at strømline processerne og


Side 80 af 81

gøre det muligt at måle og sammenligne de ressourcer, som skaber et projekt. Sagt på anden vis får projekterne fast titel, projektnummer, prioritet og klare deadlines, hvilket er en måde at reducere kompleksiteten i forhold til, hvordan de arbejder med projekterne nu:

Men i stedet for at der så sidder et eller andet sådan censorat, som siger: det er ikke nogen god idé, bare ud fra en overskrift og fire linjer, ik’, så for den lov til ligesom at køre lidt rundt i hovedet på en af os, og vi sidder så omkring et møde eller bare henne på vores plads og kommer med sådan nogle mere eller mindre skæve bemærkninger om, hvad det her nu går ud på, eller hvis vi lige pludselig brænder fast i, at her er der brug for noget ekstra teknologi, af en eller anden slags, så råber man bare ud i lokalet, uden egentlig at have sat et projektnummer eller et budget på: er der nogen der ved noget om det og det.

(12/05: 212)

Spørgsmålet er, om projektmodellen vil ændre det billede, som Peter her giver af Innovation Lab. Med en pragmatisk opfattelse vil der gælde, at projektmodellen ikke er noget i sig selv, men kun på den måde den påvirker deres arbejde. Altså dens effekt. Et eksempel på, at en model ikke er noget i sig selv men kun gennem den kollektive opfattelse af kategorierne, er illustreret nedenfor hvor John fortæller om projektmodeller i TDC:

Nytilkommende vil bare arbejde med de klassiske skabeloner og fremgangsmetoder, hvorimod dem som kender det, ved hvad der er vigtigt, og hvad der bliver læst, hvis man skal lave en rapport.

(08/05: 36)

Man kunne derfor let forestille sig, at klassifikationerne i Innovation Labs projektmodel ikke stemmer overens eller er dækkende nok for deres egen opfattelse af, hvor mange faser et projekt skal gennemløbe, eller hvilken rolle de skal indtage. Modellen kan blive genstand for en fortolkning af de forskellige kategorier, og er den enkelte kategoris betydning ikke ens for alle, kan der opstå misforståelser. Klassifikationerne i projektmodellen vil i det tilfælde ikke kunne bruges til sammenligning eller kontrol, og det oprindelige formål med at indføre projektmodellen vil ikke blive indfriet. Omvendt kunne man også forstille sig, at når projektmodellen er blevet implementeret, så vil deres arbejdspraksis komme til at afspejle den, så de for eksempel strukturerer deres arbejde i forhold til de faser og den rolle, der er defineret for det enkelte projekt.


Side 81 af 81

Det kan medføre, at nogle af de ordningsprocesser, som vi beskrev i forrige afsnit, vil blive gjort usynlige. Som eksempel herpå kunne man forestille sig, at Mettes arbejde på VTU-projekterne vil blive opgjort i timer, hvilket kan betyde, at det arbejde, hun laver som også gavner nogle andre projekter, bliver usynliggjort, fordi det ikke hører ind under ét projekt og dermed falder uden for klassifikationssystemet. Ovenstående overvejelser er kun vores idéer om, hvad projektmodellen kunne have af betydning, og det vil derfor være interessant at komme tilbage om et halvt år for at se, hvordan deres arbejdspraksis har udviklet sig. Det kunne være spændende at se, om de er kommet ud af puberteten og er blevet ’voksne’, eller om metaforen ’legebarn’ stadig kan karakterisere Innovation Lab.

AFSLUTNING

Refleksion over teoriernes anvendelse I metodeafsnittet skrev vi, at vi metodisk og teoretisk ville basere os på John Laws principper om symmetri, ikke-reduktionisme, refleksivitet og rekursivitet. Samtidig ville vi fokusere på de processer, som finder sted på Innovation Lab. Igennem opgaven har vi skiftevis baseret analysen på ANT og symbolsk interaktionisme, som begge har et processuelt perspektiv og som bygger på et grundlag, der svarer meget godt til de principper, som Law har formuleret. I ANT drejer det sig om den dynamiske udvikling af netværket, som kun eksisterer, så længe der er betydningsfulde forbindelser mellem aktører. Denne forståelse af netværk svarer til princippet om rekursivitet, hvor de løbende forandringer i forbindelserne mellem aktørerne er konstitutive for den transformation, netværket gennemgår. Der er således ikke noget udenfor netværket, som bestemmer hvordan det skal udvikle sig. Symbolsk interaktionisme beskæftiger sig med ordningsprocesser, hvor der igennem interaktion bliver skabt en forhandlet orden, som igen danner baggrund for


Side 82 af 81

nye interaktioner og så videre. Denne opfattelse af ordningsprocesser bunder også i princippet om rekursivitet. Selvom de i deres terminologi er meget forskellige, er der altså alligevel centrale lighedspunkter mellem ANT og symbolsk interaktionisme, idet de begge tager udgangspunkt i princippet om rekursivitet. Der er dog også forskelle, og den største forskel skal nok findes i den generaliserede symmetri hos ANT, hvor humane og nonhumane aktører sidestilles som analyseobjekter, hvorimod symbolsk interaktionisme mere fokuserer på det sociale som oprindelsen til handling. I vores opgave har vi imidlertid ikke taget udgangspunkt i denne overordnede forskel, for eksempel har afsnittet om netværk ikke været mere fokuseret på nonhumane aktører end afsnittet om social ordning. I stedet har vi brugt teorierne mere pragmatisk og anvendt de teoretiske begreber, som har kunnet vise interessante aspekter af Innovation Lab. ANT har bidraget med en forståelse af netværk, som har gjort os i stand til at se de mange transformationer i Innovation Labs netværk og det vedvarende arbejde, som kræves for at stabilisere netværket. Symbolsk interaktionismes begreber om forhandlet orden og sociale verdener er blevet brugt til at fremhæve ordningsprocesserne i forbindelse med interaktionen og kommunikationen mellem medarbejderne på kontoret. Selvom den ikke udspringer af den pragmatiske tradition ligesom symbolsk interaktionisme og ANT, er etnometodologien og nærmere bestemt Sacks’ tekst om historiefortællinger også blevet anvendt, fordi den har kunnet belyse, hvordan de skaber en fælles identitet. I og med, at teorierne på den måde fremhæver og synliggør bestemte aspekter af Innovation Lab, er der også aspekter, som ikke bliver vist i det billede, vi tegner af organisationen. Hvis man havde valgt andre teorier, ville man have fået et andet billede. Ved at bygge på principperne om ikke-reduktionisme og symmetri har vi forsøgt at undgå, at den teoretiske ramme på forhånd strukturerer feltet, hvilket betyder, at den komplekse og flertydige virkelighed, som mødte os på Innovation Lab, forhåbentlig er blevet afspejlet i denne opgave.

Konklusion Igennem opgaven har vi bevæget os igennem Innovation Labs navn, først hvordan de innoverer og hvordan netværket spiller ind på dette, og i sidste del har vi zoomet ind


Side 83 af 81

på laboratoriet. Normalt vil man i en konklusion opsummere punkt for punkt, hvad man er kommet frem til i opgaven. Vi vil angribe det lidt anderledes og starte bagfra for at vise, at det, der foregår i laboratoriet, er en forudsætning for netværket og den innovation, som Innovation Lab laver. I sidste del af opgaven har vi fokuseret på ordningsprocesser med forskellige perspektiver. Innovation Lab er i øjeblikket i gang med at formalisere arbejdsformen omkring projekterne, hvor der bliver oprettet en standardiseret model for, hvordan der skal arbejdes med dem. Her bliver der foretaget en række klassificeringer blandt andet omkring Innovation Labs rolle og succeskriterierne for det enkelte projekt. Modellen er endnu ikke blevet implementeret, men man kunne forestille sig, at arbejdet i højere grad ville blive struktureret omkring de kategorier, som er opstillet i modellen. Det afhænger dog af, hvordan modellen bliver brugt, og hvilken betydning den får. Også på det helt personlige praktiske plan foregår ordningsprocesser i samspil med teknologiske artefakter. Vi har set, hvordan Mette og Outlook sammen får skabt orden i de mange forskelligartede arbejdsopgaver, som afspejler arbejdet med at udvide og stabilisere netværket. I den sociale interaktion på kontoret opstår en forhandlet orden, som muliggøres af det åbne kontormiljø, hvor ’snakken over bordene’ overtager den rolle, som måske i andre virksomheder vil være udfyldt af formelle strukturer og fastdefinerede arbejdsområder. Innovation Lab er en nystartet virksomhed og er på mange måder svær at placere i traditionelle kategorier, men de prøver hele tiden selv at skabe en fælles identitet ved at fortælle historier om virksomheden som ’extraordinary’. Disse ordningsprocesser er en forudsætning for Innovation Labs rolle i netværket som ’obligatorisk passagepunkt.’ Denne rolle betyder, at de hele tiden har kontakt med mange forskellige aktører, og de udfører hele tiden et arbejde med at forstærke forbindelserne til de andre aktører. Netværket bliver hele tiden transformeret og antager nye former, og fordi Innovation Lab selv er opstået ud af et netværk omkring det offentlige og TDC, er de hele tiden afhængige af stabiliteten i dette netværk. Hele arbejdet med netværket betyder, at det er svært at opstille fastdefinerede arbejdsopgaver og projekter, og det afspejler sig i deres behov for ordning internt i organisationen. Netværket hænger tæt sammen med deres produkt, fordi innovation á la Innovation Lab består i indrulleringen af aktører i en alliance bag pervasive computing. Hvor man umiddelbart skulle tro, at innovation indenfor pervasive computing drejer sig om at


Side 84 af 81

udvikle selve teknologien, så er det for Innovation Labs vedkommende snarere at udvide og stabilisere netværket. Som beskrevet i indledningen er Innovation Lab en virksomhed, der ikke kan placeres indenfor traditionelle kategorier som offentlig og privat, ingeniører og forretningsfolk eller forskere og producenter. Den er en hybrid, hvis struktur bærer præg af vedvarende ordningsprocesser på mange niveauer. Ordningsprocesserne er nødvendige for at de kan arbejde med at udvide og stabilisere det netværk, som er afgørende for, at de kan innovere. Hermed er vores organisationsanalyse af Innovation Lab formelt set afsluttet, men vi vil i næste uge konfrontere virkeligheden med vores iagttagelser ved at holde et oplæg for dem, hvor vi vil prøve at indgå i en dialog. Vi har ikke en forkromet konsulentrapport, som fortæller dem, hvilken forretningsstrategi, de skal have i fremtiden, men vi kan forhåbentlig sætte nogle tanker i gang, så de bliver i stand til at se Innovation Lab og deres eget arbejde i et nyt perspektiv. Det kan samtidig give os et fingerpeg om, hvorvidt det vi har fundet ud af overhovedet kan bruges af dem, og om de kan genkende det billede, vi har tegnet af organisationen.


Side 85 af 81

LITTERATUR Black, Max (1955): “Metaphor”. I: Johnson, M. (ed.) 1981, Philosophical Perspectives on Metaphor. USA, University of Minnesota Press.

Bloomfield, Brian (2001): In the right place at the right time: electronic tagging and problems of social order / disorder. I: The Sociological Review 2001, s. 174-201.

Bloor, Michael (1997). Techniques of Validation in Qualitative research: a Critical Commentary. I: Miller, Gale & Dingwall, Robert. Context and Method in Qualitative Research. London, Sage.

Bowker, Geoffrey C & Star, Susan Leigh (1999): Sorting Things Out –Classification and Its Consequences. Cambridge: MIT Press.

Casper, Monica J. (1993): ”Working On and Around Human Fetuses: The Contested Domain of Fetal Surgery”. I: Berg, Mark & Annemarie Mol (red.) Differences in Medicine. Duke University Press : USA, s. 28-52.

Creswell, John W (1998): Qualitative Inquiry and Research design. Choosing among Five Traditions. Thousand Oaks, Sage.

Dansk Fremmedordbog (1999). 2. udgave. København: Gyldendals Store Røde Ordbøger.

“Den fuldautomatiske virksomhed” I: Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, 10. marts 2003, s. 37.

Garfinkel, Harold (1994 [1967]): ”Some rules of correct decisionmaking that jurors respect”. I: Studies in Etnomethodology. Great Britain: Polity Press, s. 104-115.

Joas, Hans (1987): “Symbolic Interactionism”. I: Social Theory Today. Cambridge: Polity Press 1987, s. 82-113.

Hammersley, Martyn & Atkinson, Poul (1997): Ethnography. Principles in practice. London: Routlegde.

Heritage, John C. (1987): ”Ethnomethodology”. I: Social Theory Today. Cambridge: Polity Press 1987, s. 224-272.

Innovation Lab Katrinebjerg. Status og foranalyse. Intern rapport, 22. april 2002.

Kristiansen, Søren & Krogstrup, Hanne Katrine(1999): Deltagende observation. Introduktion til en forskningsmetodik. København: Hans Reitzel.

Kvale, Steinar (1999): Interview. København: Hans Reitzels Forlag.

Latour, Bruno (1986): "The Powers of Association". I: John Law & Kegan Paul (eds.): Power, Action and Belief. London: Routledge, s. 264-80.


Side 86 af 81

Latour, Bruno (1987): Science in Action. How to follow scientists and engineers through society. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. Latour, Bruno (1992): "Where Are the Missing Masses? The Sociology of a Few Mundane Artifacts.” I: W. E. Bijker & John Law (eds.): Shaping Technology/Building Society. USA: MIT Press, s. 225-258. Latour, Bruno (1996): “Om aktør-netværksteori. Nogle få afklaringer og mere end nogle få forviklinger.” I: Philosophia, årg. 25, 3-4, s. 47-64. Latour, Bruno (1999): A Collective of Humans and Nonhumans. I: Latour, Bruno: Pandora’s Hope. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, s. 174-215.

Law, John (1994): Organizing Modernity. Great Britain: Blackwell.

Microsoft rykker ind i Århus. I: JP Århus. Tirsdag 26. marts 2002, forsiden.

Morgan, Gareth (1996), Images of Organization. USA: SAGE Publications.

Olesen Finn & Laursen, Henning Høgh (1996): Indledning. I: Philosophia, årg. 25, 3-4, s. 5-11. Olesen Finn (1996): Konstruktive studier af videnskab og virkelighed. Fra sociologi til kulturforskning. I: Philosophia, årg. 25, 3-4, s. 11-47. Olesen Finn (2001): “Videnskablig konstruktioner”. I: Vidensapparaturet. Om forskningsprocesser og epistemisk teknologi. Århus: Det humanistiske Fakultet.

Patton, Michael Quinn (1990): Qualitative Evaluation and Research Methods. Newbury Park: Sage.

Sacks, Harvey (1998): ”doing ’being ordinary’”. I: Lectures on Conversation, vol. I, Part IV. Oxford: Blackwell, s. 215-221.

Silverman, David (1993): Interpreting Qualitative Data. London: Sage. Silverman, David (1997): Towards an Aesthetics of Research. London: Sage. Silverman, David (2000): Doing Qualitative Research. A Practical Handbook. London: Sage.

Stalker, Felix (1997): Aktør-Netværk-Teori og kommunikationsnetværk: Mod konvergens. http://felix.openflows.org/html/ant_danish.html.

Strauss, Anselm (1978): “A Social World Perspective”. I: Studies in Symbolic Interaction, vol. I, s. 119-128.

Suchman, Lucy (2000). ”Organizing Alignment: A Case of Bridge-building”. I: Oraganization, Vol. 7(2): 311-327.

Van, Maaren John (1998): Different Strokes. “Qualitative Research in the Administrative Quarterly from 1956 to 1996”. I: Qualitative Studies of Organization, Thousand Oaks, Sage

Wadel, Cato (1991): Feltarbeide i egen kultur. Flekkefjord: SEEK A/S.

Århus-firmaer skal sikre brandmænd. I: JP Århus. Tirsdag 25. juni 2002, forsiden.

Documents

Eksamensopgave i organisationsanalyse v/ Randi Markussen ......Innovation Lab Eksamensopgave i organisationsanalyse v/ Randi Markussen 2003 Institut for Informations- og Medievidenskab,