Hanne og Fredes hjemmeside - Steen Steensen Blicherh-f-lauritsen.dk/Biografier/006-Steen-Steensen-Blicher.pdfSteen Steensen Blicher – hvordan var han egentlig? SIDE 6 S teen har

Steen

Steensen

Blicher

– hvordan var han egentlig?

Frede Lauritsen

Steen Steensen Blicher – hvordan var han egentlig?

SIDE 2

Indholdsfortegnelse: Side 1 Titelblad

Side 2 Indholdsfortegnelse og kort

Side 3-4 Niels Blicher - hvordan var han egentlig?

Side 5-29 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?

Side 30-36 Resume af udvalgte blichernoveller

Side 37-107 Udpluk af – MINE TIDSBILLEDER –

primært fra 1700 - 1800-tallet - opført kronologisk

Side 108-109 Tidligere udgivelser


SIDE 3

Litografiet på forsiden af Steen Steensen Blicher er skabt af Emilius Bærentzen

(1799-1868) og udført på baggrund af en blyantstegning af Jens Christian Bøgh i 1840. Dette portræt menes at være det mest vellignende portræt af Blicher

Niels Blicher - hvordan var han egentlig?

En fortælling om Steen Steensen Blicher bør helt naturligt begynde med faren, for de to var

uadskillelige og så nært knyttet til hinanden, at alt andet ville være uforsvarligt.

Faren Niels Blicher var landbrugskonsulent, opfinder, forfatter, læge, præst og topograf, dvs. han

beskrev den lokale geografi, og så var han velgører. Niels Blicher er født i 1748, som den ældste i

en børneflok på ni, af præsteparret i Starup Pouline Gantzel og Jens Nielsen Blicher.

Gennem sin mor Pouline kan slægten føres 350 år

tilbage i tiden til Martin Luthers kødelige morbror.

Familien var landsbypræster i femte led. Det var

dengang svært at få et præstekald, så Niels Blicher

blev først huslærer hos kammerherre Lüttichau på

herregården Tjele i årene 1773-79.

Men så lykkedes det endeligt, i 1779 fik han et

præstekald i Vium og Lysgård pastorat S for Viborg,

fordi etatsråd Steen de Steensen på herregården

Aunsbjerg i Sjørslev Sogn anbefalede ham.

Med til historien hører, at af det lille præstekalds 464 Aunsbjerg trefløjet herregård fra 1500-tallet

indbyggere var der kun 16, der både kunne læse og skrive og yderligere 5 personer, der kun kunne

læse. Der var altså kun 4½% af befolkningen, der hørte til blandt de ”lærde,” som dengang var

betegnelsen for dem, der kunne læse.

Måske havde Steen de Steensen, herremanden på Aunsbjerg,

lumske bagtanker, i hvert fald sad han med ansvaret for sin

moderløse søsterdatter, som det var på tide at få afsat. Hvis så

var, lykkedes listen til fulde. Niels Blicher blev 24. juli 1780

gift med søsterdatteren Kristine Marie Curtz.

I 1795 fik Niels Blicher et bedre lønnet kald, idet han blev

udnævnt til sognepræst i Randlev og Bjerager S for Odder.

Han holdt afskedsprædiken i kirkerne i Vium og Lysgård 3.

jan. 1796.

Samme år udgav Niels Blicher som forfatter sit

hovedværk: ”Topographie over Vium

Præstekald,” et værk blandet af egnens geografi,

stenarter, plante- og dyreliv, fordomme, overtro

og dialekt. Han var den første dansker, der fik

noget trykt på jysk. Bogen giver et indgående

kendskab til den tids bondesamfund og

hedelandskab. Den rummer også forslag til

forbedringer af undervisning samt læge- og

fødselshjælp. Et dristigt værk i en tid hvor folk

blev brændt på bålet for det mindste hekseri.


SIDE 4

På et enkelt område synes Niels Blicher at være kommet på ”udebane,” nemlig når det gælder

faunaen. Han er ellers blevet betegnet som en god jæger og kyndig med hensyn til dyreverdenen,

men - her hopper kæden fuldstændig af. Om vildanden skriver han:

”Til Rede udsøger Vildanden sig forskjællige, ofte ret besynderlige

Steder, snart et grønt Kjær i Skoven, snart midt ude i en Mose snart

under en Lyngtop eller en Enebærbusk i Heeden. Bliver den dær

foruroliget, så udser den sig et andet Sted i Nærheden, hvorhen den

gående flytter sine Æg, og tager to på Gangen, et under hver Vinge.

Men dersom den taber et undervejs, bliver det liggende.”

Her har Niels Blicher bestemt bevæget sig over i fantasiens verden. I den ellers så gode anmeldelse

af bogen læses der:

”Sognenes Naturhistorie burde hr. Forfatteren ej have befattet sig med.”

Jeg kan kun være enig. I 1800 udgav Niels Blicher en lille bog: ”Om overtro” i anledning af

lynchning af en gammel kone, der var udpeget som heks.

Niels Blicher var en gudbenådet fortæller, og han var den sidste i Danmark der skrev digte på latin.

Landsbypræsterne skulle dengang i 1700-tallet lære kemi, fysik og landøkonomi, for præsten skulle

ikke kun være præst, han skulle også virke som landbrugskonsulent i sit pastorat. Niels Blichers

forsøg som konsulent var velment og kreativt, men praktisk var han bestemt ikke. Fx solgte han

egetræernes bark til et garveri med det resultat, at egetræerne naturligvis gik ud. En nabo anbefalede

ham, med slet skjult ironi: “Sælg huderne af dine kreaturer det kan de sikkert ikke tage skade af.”

Niels Blicher eksperimenterede med kartoffelavl og seletøj til trækstude. Sygdomsbekæmpelse af

kopper var Niels Blichers største bedrift. I årene 1790-1820 vaccinerede han over 5.000 af

bøndernes børn mod kopper, hver enkelt af dem fik en attest. Alt sammen var uden betaling,

udgifterne til vaccinen gik af Niels Blichers egne lommer. Niels Blicher var en elskelig, livlig,

energisk og meget engageret person i det lokale samfund. Men han havde ingen fornemmelse for

økonomi og var derfor dybt forgældet, ikke mindst grundet hans omfattende velgørenhed.

I 1786 fik Niels Blicher tildelt Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs sølvmedalje, men i et

brev til selskabet bad han om at måtte få selve

medaljens værdi udbetalt i rigsdaler. Et klart bevis på,

at han havde økonomiske problemer, for det har

sikkert været et svært ønske for en meget ærekær

mand.

I årene 1811-17 drev Niels Blicher Randlev Privat

Seminarium. Også her var udgifterne betalt af hans

egne lommer, for opholdet var gratis for

seminaristerne.

Niels Blichers kone Kristine Marie Curtz døde i 1820

efter mange års tungsind. Det var til stor lettelse for

hele familien.

I en alder af 91 år og næsten blind døde Niels Blicher

10. marts 1839 i Spentrup Præstegård. Hans sidste ord

til sin søn var: ”Nu vil jeg sige farvel og så tak.”


SIDE 5

Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig?

Den 11. okt. 1782 blev der født en lille dreng i Vium Præstegård. Med ham var denne jyske

præsteslægt nået til sit sjette led. Drengen var egentlig dødfødt, men ved hjælp af varme mælkebade

blev han igen kaldt til live og straks hjemmedøbt med navnet Steen Steensen Blicher til ære for

herremanden på Aunsbjerg, der havde anbefalet faren til præstekaldet i Vium og Lysgård.

Dengang var det helt almindeligt, at mange børn var svage og syge ved fødslen, lægevidenskaben

var på et beskedent niveau, så hvis man frygtede, at barnet ikke ville overleve, blev det

hjemmedøbt.

En måned efter, 11. nov. 1782, blev drengen fremstillet i kirken af kammerherreinde de

Schinkel til Hald. Ifølge Vium Kirkebog fik den lille Steen samfundets øverste som faddere

Frederich de Schinkel til Hald, von Waldow, Viborg, etatsråd de Steensen og fru de Schinkel til

Aunsbjerg. Den lille svækling voksede sig stærk og sund. Senere syntes han, at han havde haft en

pragtfuld barndom.

I de første år af Steens liv havde han en god og kærlig mor. Hun havde travlt i præstegården, og

derudover pyntede hun brudene, før deres bryllup i kirken. Da Steen var fem år, fik han en lillebror,

Jens, senere fødte moren to andre børn, men de døde som børn. Så Steen var i virkeligheden næsten

som et enebarn. Som årene gik, tiltog morens depressive sygdom, hun blev tungsindig, isolerede

sig, og det udviklede sig til anfald, som gjorde Steen bange. Så Steen kom aldrig rigtig tæt på

moren. Måske var børnenes død medvirkende til morens tungsind, selv om børnedødelighed

dengang var meget hyppige.

Af og til tog faren Steen med på lange vandreture på heden, hvor han som præst besøgte

sognebørnene, hvoraf mange boede ensomt langt ude på heden. På disse ture fortalte faren

sin søn om landskabet, naturen og de mennesker, der boede derude.

Steen var livet igennem stærkt knyttet til sin far og meget påvirket af ham. Men det var en

påvirkning, der ikke kun blev til glæde og lykke for ham senere i hans liv, for Niels Blicher havde

sine bestemte og ubøjelige meninger om livets mange forhold. Han gik ikke ind i diskussioner, for

hans ord var lov. Sagt på godt jysk, han var en stædig rad. Denne stædighed smittede meget af på

Steen, og kom til at betyde rigtig meget for ham i hans voksne liv, hvor det skaffede ham mange

problemer og uvenner.

Kun sjældent har Steen omtalt sin mor. Heller ikke i historien er der skrevet meget om hende, men

det var bestemt heller ikke et normalt hjem, til dels fordi hun var syg i sindet. Når stemningen i

præstegården blev for trykket på grund af morens anfald og syge sind, valgte faren at sende Steen

"på ferie" til Aunsbjerg, for det var ikke sundt for drengen at se sin mors anfald.

Den godmodige herremand etatsråd Steen Steensen og hans skrappe kone tog gerne imod Steen.

Her blev han nærmest behandlet som et stykke legetøj. Når der kom gæster i det fine hjem, blev

Steen klædt ud som en anden dukke i rød silkefrakke, gule fløjlsbukser og piskeparyk. Af tante

Steensen fik han streng ordre på at bukke dybt for gæsterne og ellers sidde pænt og stille, frygteligt

syntes han. Han hadede tanten, hun var larmende og lunefuld, men onkel Steensen han var rar.

Allerhelst ville Steen være sammen med skytten på Aunsbjerg, Vilhelm (1728-19/8 1791), der

lærte ham alt om bøsser, vildt, jagt og naturen. Derfor kunne Steen godt lide at være på Aunsbjerg,

her oplevede han en masse af det, han ikke var vant til i præstegården i Vium. Her så han de store

jagter, hvor mange fine herrer kom for at deltage i klapjagterne. Der var et leben og et folkeliv på

Aunsbjerg, og det var lige, hvad Steen kunne lide.”Skytten på Aunsbjerg” fra 1839 er netop titlen

på en af Blichers kendte noveller. (Læs resume side 36)


SIDE 6

Steen har åbenbart altid været et følelsesmenneske, for i en alder af syv år forelskede han sig i en

pige på fjorten år. Det fremgår af en senere skrevet dagbog: ”Hvis jeg ikke var i nærheden af denne

pige, gik der en sol for skyen, jorden blev mørk, græsset visnede og blomsterne skiftede farve."

Allerede da afslørede han en poetisk åre. På Aunsbjerg opdagede han den store forskel, der var på mennesker. Der var de rige herrefolk, og

så var der de fattige tjenere og bønderne. Men Steen måtte ikke lege med de fattiges børn, når han

var på besøg på Aunsbjerg, men livet igennem befandt han sig bedst sammen med jævne folk som

bønderkarle og arbejdere. Han elskede fattigfolk højere end andre mennesker. Det var dem, der fik

betydning i hans senere digtning. Men endnu anede han ikke, at han skulle blive digter.

Det skete også, at Steen blev sendt til herregården Hald, hvor hans gigtsvage tante fru von Schinkel

tog sig kærligt af ham. Her læste han sammen med datteren Charlotte Amalie. Den store, brede og

rødmossede von Schinkel kunne Steen bestemt ikke lide, han var opfarende, bandede til hver en

sætning og havde små stikkende øjne. Bedre blev det jo heller ikke af, at han var en bror til tante

Steensen, som Steen hadede.

Af udseende lignede Steen sin mor, han blev undervist i hjemmet, noget der på den tid var ganske

normalt. Fra Vium, der oprindelig hed Viung, helt ud til Vesterhavet og langt mod S var der på den

tid lutter hede, og 95% af befolkningen var analfabeter.

I 1795 flyttede Blicher familien til Randlev S for Odder, hvor faren fik et bedre lønnet kald som

sognepræst. Steen var ulykkelig, han skulle skilles fra sin elskede hede. I Randlev blev Steen som

13-årig stormende forelsket i en 16-årig nygift lægekone Maren Marie Hartmann (1779-1835),

hun var datter af den tidligere præst. Hendes smukke ansigt, perlende latter og åbenlyse interesse

for Steen var mere, end den kommende unge mand kunne modstå. Marie og hendes 14 år ældre

mand flyttede imidlertid til en lægepraksis på Als.

Steen var fortvivlet, han syntes livet var slut: ”Aldrig vil Solen skinne

igen.” Steen blev sendt til Randers lærde Latinskole i Helligåndshuset

under rektor Estrup. Den første dag han mødte op på skolen, havde

han sit jagtgevær med, noget der for ham var helt selvfølgeligt.

Fra skolen bestod han i 1799 artium, som studentereksamen dengang

hed, med udmærkelse endda.

På randersegnen boede tre af hans farbrødre, der alle var præster,

onkel Didrik i Borup, onkel Jørgen i Vorning og onkel Peter Daniel i

Spentrup N for Randers. De havde alle fået besked på at holde øje

med den livlige unge mand. Gennem sine barne- og ungdomsår kom

han udover de førnævnte herregårde også meget i disse hjem hos sine

kusiner og fætre grundet morens sindslidelse. Familiens opsyn med

Steen forhindrede ham dog ikke i at havne i armene på endnu en gift kvinde den 17-årige Marie

Elisabeth Beutlich, hun var gift med den galanterihandler, han havde lejet et værelse hos.

Randers var dengang i år 1800 en by på 4.500 indbyggere, i provinsen kun overgået af Odense,

Aalborg og Helsingør, København havde 120.000 indbyggere.

Efter studentereksamen i Randers rejste den nu 18-årige Steen Steensen Blicher til København for

at læse teologi på Københavns Universitet, præst – det skulle man jo være i den familie. Noget der

irriterede ham grænseløst i København var, at byens fire porte blev låst hver aften og nøglerne

afleveret til opbevaring hos kongen. Om morgenen blev portene om sommeren åbnet kl. 4 og om

vinteren kl. 7.


SIDE 7

Udover studierne på Københavns Universitetet gik han til danse- og fægteundervisning og øvede

sig på at virke elegant, for han ville gerne være en ”Mahoni-Fyr,” skrev han selv og mente dermed,

at kunne optræde med elegance, fine manerer og et poleret væsen. Kort sagt at kunne begå sig i de

bedre københavnske kredse, for det var her, han ville accepteres. Men det nåede han aldrig, hans

selvsikkerhed krympede blandt de smarte københavnere, der betragtede ham som en kejtet

jydetamp med bondemanerer, og et sprog de ikke forstod, eller måske rettere ikke ville forstå. Hans

store fejl var, at han søgte selskab i det fine borgermiljø, havde han søgt selskab blandt studenter og

i de litterære kredse, havde resultatet muligvis blevet ganske anderledes. Men på Universitetet gik

det fint, her bestod han første og anden del med glans.

Mens Blicher boede i København, plagedes han flere gange af sygdom, hvor selv lægerne opgav

den medicinske behandling, og han var graven nær. Men med sin stærke vilje kæmpede han sig

tilbage til livet ved hjælp af fløjtespil, lange ture i den friske luft, jagt og så spiste han, lige hvad han

havde lyst til, stik imod lægernes ordination. Efter et halvt år var han igen helt frisk.

Med krigstrusler fra England blev den danske ungdom på kronprinsens opfordring anmodet om at

melde sig i Kronprinsens Livkorps. Korpset blev oprettet marts 1801 og bestod udelukkende af

studenter. Over 900 meldte sig heriblandt så kendte navne som Adam Gottlob Oehlenschläger

(se 1779), Knud Lyne Rahbek (se 1760), H.C. Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han

egentlig?), Søren Aabye Kierkegaard (se Søren Aabye Kierkegaard – hvordan var han egentlig?)

og Blicher. Men Søren Kierkegaard blev kasseret.

Den 2. april 1801 overværede Blicher Slaget på Reden, hvor englænderne forsøgte at overtage den

danske flåde, det var under kommando af den 61-årige admiral Sir Hyde Parker med den 42-årige

viceadmiral Horatio Nelson (se 1758) som næstkommanderende.

Fra 1. nov. 1801 tog Blicher job som hovmester og huslærer for fire børn hos godsejer Voss på

proprietærgården Holgershåb i Nørre Alslev på Nordfalster. Turen til Falster foregik med en

smakke, et fladbundet sejlskib. Et af børnene på Holgershåb, Laurits, var kun fem år yngre end

Blicher, men af vækst lige så stor, dette vakte nogen bekymring hos godsejerparret, gik det mon?

Bekymringen blev gjort til skamme, der udviklede sig et varmt venskab mellem Laurits og Blicher.

Kun en times vandring fra Nørre Alslev lå byen Gundslev, her boede Blichers fars fætter, Nicolai

Blicher, og selvfølgelig var han som flertallet i den familie også præst.

Hjemmet hos Pastor Blicher i Gundslev var berømt for sine fine selskaber. Her kom Blicher meget

og befandt sig godt. Her kunne han endelig brillere som selskabsløve, selskabet var bl.a. familiens

smukke døtre. Og her mødte han professorer, provster og proprietærer til mange diskussioner og

alvorlige samtaler. Nogle gange mødte han også den et år yngre student Nicolai, ham kunne han

bestemt ikke fordrage, for han var stortalende, brovtende og ville dominere det hele. Student

Nicolais fulde navn var Nicolai Frederik Severin Grundtvig

(se N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?)

Den virkelige årsag til, at Blicher ikke syntes om Nicolai, var nok nærmest, at Grundtvig stjal

billedet fra Blicher, det gjaldt ikke mindst hos de smukke unge piger. Grundtvig gik på frierfødder

til en af de elskværdige døtre Elisabeth Christine Margrethe Blicher (28/9 1787 Gundslev-14/1

1851 København) kaldt ”Lise.” Efter en forlovelsestid på 7 år blev Grundtvig gift med sin ”Lise.”

Det skete 12. aug. 1818 i Ulse Kirke. ”Lise” fødte Grundtvig tre børn, og det var hende, der

reddede familien Grundtvig gennem stor fattigdom ved at spinke og spare.

Det sted på Falster, hvor Blicher allerhelst kom, var hos manden på Næsgård, landbrugslærer

Christian Olufsen (se 1763). Han var kendt som en af landets dygtigste agronomer og økonomer.


SIDE 8

Olufsen havde skrevet flere værker om landbrugets historie. Derudover var han også digter, havde

skrevet komedien: ”Gulddåsen,” der med succes blev opført på Det kgl. Teater. Blicher var

benovet, - han havde mødt en rigtig digter. Christian Olufsen lånte ham en bog med skotten James

Macphersons (1736-96): ”Ossians digte,” hvoraf Christian Olufsen havde oversat brudstykker.

Blicher blev så begejstret for digtene, at han besluttede at lære engelsk og oversætte hele bogen,

hvad han gjorde i årene 1807-09. Hos ham var der ikke langt fra tanke til handling. Han opsagde sit

job hos familien Voss, der alle blev meget bedrøvet over, at han ville rejse, specielt Laurits var

skuffet. Men Blicher rejste i efteråret 1803 tilbage til København for at studere videre, væsentlig

sundere og stærkere end da han kom.

I København levede han de følgende år fra 1803-07 stort set sit liv på biblioteket. Han havde ikke

råd til bøger eller engelskundervisning og måtte klare det hele ved selvstudier på biblioteket. Faren

havde ikke råd til at støtte ham, men roste ham til gengæld, selv om han forsømte teologistudiet, der

jo egentlige var målet. Det daglige brød tjente Blicher ved at undervise privat.

Da Blicher havde de første oversættelser af ”Ossians digte” klar, rejste han til Næsgård for at få

Christian Olufsens bedømmelse. Da Christian Olufsen havde læst Blichers værk, så han ham fast i

øjnene: ”Ved De hvad, unge mand De er jo digter!”

Tårerne løb ned af Blichers kinder: ”Kan det virkelig passe, er jeg digter?”

Det blev dermed lånet af Christian Olufsens bog ”Ossians digte,” der ændrede Blichers liv. Han var

virkelig blevet vækket, nu vidste han, at han ville være digter.

På Københavns Universitetet var Blicher meget optaget af filosof og naturforsker Henrich Steffens

(se 1773) forelæsninger. Her blev vinduer og døre smækket op på vid gab til den forunderlige

åndernes verden. Henrich Steffens talte i årene 1802-04 om Romantikken. Til de nye strømninger

lyttede også Adam Oehlenschläger og den ubehagelige student Nicolai Grundtvig, der for øvrigt var

en fætter til Henrich Steffens.

Blicher var begejstret for de nye strømninger, men samtidig var han skeptisk, fordi han syntes,

ændringerne gik for hurtigt. Han fortsatte selvstudierne på biblioteket i engelsk og oversættelserne.

Første bind af Blicher oversættelse af: ”Ossians digte” udkom i 1807.

Den 16. aug. 1807 landsattes 31.000 britiske soldater ved Vedbæk N for København. Igen var vi i

krig med England (se 1807). Årsagen var, at Danmark imod Englands ønsker havde sluttet

overenskomst med Frankrig. Den britiske styrke gik mod København, der blev belejret. Den 2. sept.

regnede bomberne ind over København fra de engelske skibe i Øresund. Byen var i kaos, store dele

af København brændte og mange af byens historiske dokumenter blev flammernes bytte. Den 7.

sept. havde København fået nok, kommandant general Henrik Ernst Peymann (1737-1823)

kapitulerede. Efter briternes sejr sejlede den engelske flåde fra København 21. okt. 1807

medbringende den sødygtige del af den samlede danske flåde. Forinden sørgede de for, at de

halvfærdige danske orlogsskibe blev ødelagt. Hermed var Danmark tvunget ind i Napoleonskrigene

på Frankrigs side. Denne traktat blev underskrevet 31. okt. 1807 i Fontainebleau i Frankrig.

England havde travlt for at få adgang til Østersøen før Napoleon. En adgang, der kun kunne foregå

gennem de danske bælter. Norge blev isoleret med streng hungersnød til følge, en hungersnød der

kostede op i nærheden af 100.000 livet. Forståeligt nok var England meget upopulær i Danmark

gennem mange år, ja, faktisk helt frem til Anden Verdenskrig.

Københavns bombardement i 1807 var verdens første bombe- og raketkrig mod en civilbefolkning,

og som sådan var det egentlig verdens første terrorangreb. Under bombardementet døde rigtig

mange heste, men det var forbudt at spise hestekød. Men da krigen var årsag til mangel på mad, så

blev det tilladt at sælge hestekødet. Men, men, men - kun til de fattige.


SIDE 9

Bombardementet ødelagde også Blichers planer. Da han en morgen kom hjem fra Kronprinsens

Livkorps, efter nattens kraftige bombardement af kvarteret omkring Vor Frue Kirke, var huset han

boede i, brændt ned til grunden. Alt hvad han ejede, var borte. Det gjaldt også et færdigt manuskript

til hans allerførste forsøg på et større arbejde tragedien: ”Forstbrødrene.” Men heldigt var det, at

manuskriptet til andet bind af ”Ossians digte” havde han fået oversat og afleveret til bogtrykkeren.

Det udkom i 1809.

Grundet krigen var Københavns Universitetet lukket, så der var ikke meget for Blicher at lave i

København. Og han savnede Jylland, han længtes efter bønder, fattigfolk og det folkelige liv. Og

han undrede sig meget over, hvor lidt universitetet interesserede sig for, hvordan almindelige

mennesker levede. Derfor besluttede Blicher sig for at vandre hjem til far Niels i Randlev, der bakkede sønnen op i

sine ideer, men insisterede fornuftigvis på, at han skulle gøre sine teologiske studier færdige for at

have et levebrød.

Derfor tog Blicher i 1808 igen tilbage til København og universitetet. Han hængte ihærdigt i med

teologien, selv om det ikke interesserede ham synderligt, han ville meget hellere digte. I 1809, ti år

efter teologistudiets start, blev Blicher cand.theol. med 1. karakter endda. Han holdt prøveprædiken

3. jan. 1810 i Regenskirken, men han søgte ikke et præstekald, han ville hellere digte.

I stedet blev han fra 14. april 1810 udnævnt til adjunkt af kongen ved sin gamle skole - Randers

lærde Latinskole, støttet af kammerherre Harbou, der tidligere havde været hans mæcen. Blicher

trivedes godt i Randers, ikke mindst fordi adskillige unge piger villigt lod sig overbevise om, at den

charmerende unge teolog kunne lære dem mere end - Fader Vor. Hvad det var, han lærte pigerne, er

desværre ikke nærmere beskrevet. Han havde også en overgang en del privatundervisning.

For tredje gang krydsede en gift kvinde Blichers vej, denne gang var hun dog til en afveksling

yngre end ham – 10 år endda Ernestine Juliane Berg. Ernestine var født i København 4. jan. 1793

som datter af lotterikollektør P.C. Berg. Da Ernestine var 12 år, røg faren i fængsel for bedrageri, og

børneflokken blev splittet. Præsteparret i Spentrup Karen Marie og Peder Daniel Blicher, som var

Steen Blichers farbror, tog en af pigerne til sig - den 12-årige Ernestine. Tre år senere døde Karen

Marie fra sin mand, plejedatter og en lille datter. Præsten Peder Daniel Blicher, der da var 55 år,

giftede sig 20. sept. 1808 med sin 40 år yngre plejedatter den kun 15-årige Ernestine. Den treårige

datter kom i pleje, og den nye 15-årige præstefrue fordelte sin tid mellem at lege med dukker og

herse med tjenestefolkene. Præcis ni måneder efter, 23. juni 1809, fødte Ernestine en søn, Niels.

”Den rige Blicher,” som Peder Daniel blev kaldt, holdt ikke længe, han døde tre måneder senere 6.

okt. 1809 i Spentrup fra sin barnekone og nyfødte søn.

Ernestine blev i Spentrup Præstegård nådensåret ud. Mange bejlere gjorde deres gang i den

underskønne og rige enkes nærhed. Få måneder efter mandens død forlovede Ernestine sig med

sekondløjtnant Frederik Andreas Kyhn (29/8 1788-18/1 1810), men han omkom ved en

drukneulykke under skøjteløb på Limfjorden.

Det fortælles, at da Ernestine modtog budskabet om sin forlovedes død, udbrød hun: "Det var

heldigt. Jeg blev forlovet med præstegårdsforpagteren i går aftes."

Blicher havde tidligere besøgt farbroren og hans unge livsglade kone. Men nu dukkede han op og

friede til den lille, søde, buttede, sorthårede, smukke og livlige Ernestine med de strålende mørke

øjne. ”Lille Neste,” som han kaldte hende, faldt for den charmerende ”Mahoni-Fyr,” der på sin

hjemegn begik sig betydelig bedre end i kongens København. I en rude i præstegården i Spentrup

har Blicher ridset: ”Jeg elsker min Lille Neste.”


SIDE 10

Fem måneder efter sin forlovedes dødsfald viede pastor Niels Blicher sin brors 17-årige enke

Ernestine til sin 27-årige søn Steen, det skete 11. juni 1810 i Randlev Kirke. Hun havde mange

penge fra arven, og han havde hovedet fuld af ideer.

Parret købte en herskabelig villa på Vestergade 29 i Randers, og blev en del af byens unge, smukke

og rige. Peder Daniel Blicher efterlod sig 35.000 rigsdaler, en enorm sum dengang, hvor årslønnen

for en adjunkt var 400 rigsdaler. Sønnen Niels fik 10.000 rigsdaler. Men Niels skulle blive familiens

”sorte får.” Han giftede sig i 1831 med Christine Møller og fik dermed Linå Kro, men satte alt over

styr. I 1833 blev han værtshusholder i Aarhus og samme år separeret. Herefter levede han af

tilfældigt arbejde og tiggeri. I 1842 krævede amtmanden, at Spentrup Sogn skulle forsørge ham.

I 1847 blev han dømt for tyveri af en overfrakke. ”Et fordærveligt og liderligt Subject” skrev

Blicher engang i et brev. I 1848 meldte Niels sig til sognefogeden i Spentrup for at få fattighjælp.

Den tidligere sognefoged gårdejer Hans Møller i Randrup, med hvem Blicher havde haft flere

alvorlige kontroverser, bebrejdede Blicher denne handling med stærke udtryk som foragteligt,

lumpent, nedrigt og skændigt.

Mange penge arvede Ernestine, ja, men pengene var stort set også den eneste lykke, der blev

ægteparret til del. De første år, hvor forelskelsen blomstrede, og der var penge nok i deres pot

money, gik det fint. De gav hinanden knus og kærtegn og havde en fælles lykke. Men de var meget

forskellige af sind, og der var ingen harmoni i deres interesser. Det gjorde Ernestine ondt, at Blicher

overhovedet ikke havde øje for personlig hygiejne og et propert og pænt hjem. Det gjorde Blicher

ondt, at Ernestine ikke havde nogen som helst interesse for hans skriverier, og det var sikkert her,

den største forhindring for deres manglende lykke skulle findes.

Blicher havde det svært med sit skolejob i

Randers, hans temperament passede dårligt

med tilværelsen som gymnasielærer. Han

gik kun halvhjertet ind i undervisningen, der

blev ret forsømt. Mange ting i skolesystemet

irriterede ham. Han havde ingen forståelse

for, at skulle møde til tiden, og at alle timer

skulle være lige lange, det passede meget

dårligt til hans mange impulser og heftige

temperament. Blicher blev uvenner med

rektor og flere af lærerne. Hans

forsømmelser tog til, og situationen spidsede

så meget til, at han efter 1½ år nærmest blev

tvunget til at søge sin afsked. Ikke smart -

for embedet havde han fået på kongens nåde.

Men Blicher havde besluttet sig, han ville leve som digter, og penge havde de jo nok af – troede de

begge. Herskabsvillaen i Randers blev 13. aug. 1811 annoncerer til salg i Randers Avis og solgt.

Parret havde, foruden Ernestines søn Niels, 14. marts 1811 fået endnu en søn, Peder Daniel opkaldt

efter Ernestines afdøde mand. En besynderlig gestus synes vi i dag.

Familien flyttede okt. 1811 ind hos faren i Randlev. Den 2. juni 1812 oplyste faren Niels Blicher,

at han havde overdraget sin søn at drive præstegårdens avl og være selskabets bogholder. Som

forpagter og bonde blev det en meget anderledes tilværelse for det unge par.

På farens Randlev Privat Seminarium underviste Blicher 40 vordende skolelærere – uden betaling.

Undertiden prædikede han for faren i kirken. Han udgav et par små hefter om jødeproblemer, noget


SIDE 11

der særlig var aktuelt i København. Ernestine sørgede for husholdningen, passede børnene og

hendes sindslidende svigermor. Blicher lavede forsøg med landbrug, for tiden var det fåreavl, der

fængede hans interesse, han konstruerede en flytbar fårefold på hjul, og så eksperimenterede han

med vekseldrift. Resultaterne blev publiceret i fagblade. Mange af hans ideer var fornuftige, men

nye ideer er, for at de skal være nye, altid forud for sin tid. Så mange af bønderne grinede i skægget.

Blichers første bogudgivelse kom i Århus i 1814: "Digte." Her fornemmes hans konflikt mellem

den lyse barndom og manddommens realiteter. Fra denne digtsamling stammer bl.a.:

"Kær est du, fødeland," her er digteren efter min mening på sit allerhøjeste med dette vers:

Min fødestavn er lyngens brune land,

min barndoms sol har smilt på mørken hede,

min spæde fod har trådt den gule sand,

blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.

Kan det gøres smukkere? - Nej vel!

Men det var ikke omkostningsfrit at blande sig blandt de etablerede digtere. Janteloven var

åbenbart opfundet 100 år før Aksel Sandemose (se 1899). Johan Ludvig Heiberg (se 1791), tidens

litterære guru, gjorde i sine anmeldelser nærmest nar af Blichers digte. Blicher var en af de første

forfattere i Danmark, hvis forfatterskab drejede sig om almindelige borgere og fattige fra Jylland,

og så brugte han ofte jysk, hvad der bestemt ikke var populær i de fine københavnske litterære

kredse.

Pengene havde det altid med at forsvinde mellem fingrene på Blicher. Det skal dertil siges, at

statsbankerotten (se 1813), med den efterfølgende inflation og krise i dansk landbrug var en

væsentlig årsag til, at formuen blev voldsom reduceret. Så det blev nødvendigt for Blicher at søge et

præstekald. Men heller ikke det var let, Kong Frederik VI (se 1808) havde ikke glemt, at Blicher

havde gjort sig umulig i sit job i Randers.

Der skulle gå endnu nogle år uden lønnet job. Først da venner

trådte anbefalende til, lykkedes det Blicher at få ansættelse. Den

20. okt. 1819 fik han endelig sit kaldsbrev til det præsteembede,

han havde søgt i aug. Det var dog et af landets fattigste kald -

Thorning og Lysgård, men det lå få km fra, hvor han var født, så

han glædede sig til at vende hjem til sin fødeegn. Landsbyen

Thorning bestod af kirken, den forsømte præstegård, skolen, 14-15

gårde og en halv snes huse. Landsbyen lå midt i et enormt stort,

men fattigt lynglandskab V for det jyske vandskel – Højderyggen.

Ernestine og Blicher rejste til præstegården i Thorning, den havde

200 tønder land mager jord og var i miserabel stand. Ikke kun

præstejobbet skulle passes, med sig havde de også deres nu seks

børn, så der var masser af opgaver, der skulle løses.

1. Niels, der var Peder Daniels søn, født 23. juni 1809 i Spentrup

2. Peder Daniel født 14. marts 1811 i Randers

3. Jens Frederik født 26. jan. 1813 i Randlev og døbt samme dag

4. Christiane Steensdatter født 17. sept. 1814 i Randlev

5. Christian Charles født 25. juli 1816 i Randlev og døbt dagen efter

6. Malvina Steensdatter født 5. nov. 1818 i Randlev

Hun blev Blichers yndlingsdatter. Til hende skrev han i 1837 digtet: ”Min svanesang.”


SIDE 12

Pseudonymet S.S. Barbeer, Nibe brugte Blicher for første gang 6. juli 1816. Det skete i Aarhus

Stiftstidende i et ironisk avertissement.

Med sig i bagagen havde de også en gæld, for Randlev perioden havde forvandlet Ernestines

oprindelige formue på den formidable sum på 25.000 rigsdaler til en gæld på 5.000 rigsdaler.

De måtte endda låne 300 rigsdaler til flytteomkostningerne.

Økonomisk var Blicher meget overfladisk. Når han havde penge, var han gavmild og rundhåndet.

Det var ikke usædvanligt, at han stak en rigsdaler til de fattigste i pastoratet. Det gjorde ham

populær og afholdt af alle - ja, han var næsten forgudet. ”Ham Blicher er tovli lige som sin far,”

sagde sognebørnene, men de var godt tilfreds med hans måde at være ”tovli” på. Men lidt naiv

skulle han nu også vise sig at være.

Ikke mindst derfor blev Blicher meget afholdt i sit sogn. Som præst var han formand for sognets

fattigkasse. Men hvis kassen var tom, kom hjælpen fra Blichers egen lomme. Han var venlig,

hjælpsom, havde humor, optimisme og var oprigtig interesseret i sine medmenneskers ve og vel.

Han besøgte egnens beboere og sugede til sig af deres historier. Til fods gennemvandrede han

heden på kryds og tværs, ofte med hund og gevær som følgesvende. Ernestines bror Fr. Berg blev

Blichers gode ven. En overgang boede han i præstegården og havde embede på egnen som lærer.

Familiens mæcen Jonas Collin (se 1776), der også blev H.C. Andersens mæcen, blev løbede

underrettet med breve. Også kongen fik breve fra Blicher mest omhandlende emner fra landbruget,

men 10. jan. 1822 skrev han et brev til kongen med ansøgning om 800 rigsdaler til at redde sin

skrantne økonomi. Svaret kom, men dog kun med 300 rigsdaler.

Selve præsteembedet interesserede ikke Blicher meget, det gjorde derimod digtning, så han forsatte

med at skrive digte og efter nogle år også noveller, som han kaldte fortællinger. I 1823 sendte

Blicher to skuespil ind til bedømmelse, men de kom begge retur, så han droppede skriveriet på dette

felt. I stedet indgik han en aftale med Elmquist i Aarhus, der ejede bladet ”Læsefrugter.” For hver

trykt side ville han få fem rigsdaler. Det var nemlig blevet nødvendigt med indtægter udover lønnen

som præst for at redde Blichers fortsatte betrængte økonomi.

Bladet ”Læsefrugter” blev leverandør til flere af Blichers mest kendte noveller. Den første udkom

februar 1824: "Brudstykker af en landsbydegns dagbog." (Læs resume side 31). Han regnede

egentlig ikke med at Elmquist ville bruge novellen, som han havde skrevet i 1822, den var vist for

lang, for Elmquist skulle jo betale fem rigsdaler for hver trykt side. Novellen har det midtjyske

hedelandskab som en melankolsk baggrund. Den er bygget over personen Marie Grubbe (se 1643)

på Tjele, der i novellen hedder Sofie. Blicher anede ikke, at han med denne novelle havde skabt sit

mesterværk. Af mange er den betegnet som det ypperste af dansk litteratur, og i hvert fald Blichers

bedste novelle. Blichers evner som digter var også blevet bemærket af kongens rådgivere ikke

mindst de stærkt kongetro digte.

Næst efter digtning var det jagt, der havde Blicher store interesse, her kunne han komme ud i

naturen og få en god snak med hedebønderne. Det fortælles, at da han en søndag kom op ad gulvet i

Thorning Kirke, hviskede degnen til ham: ”Der går en ræv udenfor.” Øjeblikkelig gav Blicher

degnen ordre til, at menigheden skulle istemme en salme af Kingo med et utal af vers, så lagde han

sit ornat i sakristiet, fattede sit gevær, løb ud, skød ræven og nåede tilbage tidsnok til at holde sin

prædiken. Og det blev, som der står: ”En grov go præken.”

Blicher var også meget musikalsk, det var ham, der spillede violin til Viborg Privatteaters

opførelser. Som musikelsker var han en stor beundrer af troldmanden Wolfgang Amadeus Mozart.

(Se Mozart - hvordan var han egentlig?)


SIDE 13

Blicher påstod, at man på den

94 m høje Lyshøj udenfor den

lille landsby Lysgård SØ for

Dollerup Bakker kunne tælle 41

kirker. Jeg skal ikke gå i rette

med Blicher, men i dag kan

man, grundet beplantning, i

hvert fald ikke se særlig mange

kirker fra Lyshøj. På denne høj

rejstes i 1893 en mindesten for

Blicher. Stenen var fundet på en

mark i nærheden og menes at

veje sine 38.000 pund.

Det var på den gamle skole i

Lysgård, "E Bindstouw" blev

fortalt, og stadig kan

genopleves.

Efter igen at være kommet i kridthuset hos Frederik VI fik Blicher 14. sept. 1825 kald i sin

farbrors gamle præstekald Spentrup og Gassum Sogn, der ligger mellem Mariager og Randers, et af

de bedst lønnede embeder i Jylland. Stærkt medvirkende hertil var en anbefaling fra Jonas Collin.

Blicher holdt 16. okt.1825 sin afskedsprædiken i Thorning Kirke. Overfor kirken blev der 20. okt.

1919, på 100 års dagen for Blichers tiltræden som præst i Thorning, opsat en mindesten for ham.

Økonomien haltede konsekvent for Blicher familien. Da de i

1825 forlod Thorning, skyldte de skat for samtlige seks år, de

havde boet der. Ofte havde pantefogeden gjort besøg i

præstegården, men med sine talegaver evnede Blicher hver

gang at udstede løfter om kommende indtægter med en sådan

overbevisning, at han undgik tvangsauktion, – men hvor

længe kunne det blive ved at gå?

Blicherfamilien havde aldrig lært at spare, de havde et stort

forbrug, familiens gæld var vokset til 6.000 rigsdaler, men

også børneflokken var vokset til nu elleve børn:

7. Niels Jørgen født 18. marts 1821 i Thorning

8. Francisco født 6. juni 1822 i Thorning

9. Theodor Eberhardt født 31. marts 1826 i Thorning

10. Hans Gustav født 7. maj 1828 i Spentrup

11. Christina Marie født i Spentrup

Blicher søgte hedens ensomhed med lange gåture, bøsse og

hund var altid med. Men nu var det først og fremmest for at være alene, han kunne ikke holde ud at

være hjemme. I begyndelsen så det ellers ud som om Ernestine og Blicher havde det godt sammen,

men efterhånden som børneflokken voksede, var det nødvendigt for Blicher at tjene flere penge. De

mange børn gik Blicher på nerverne. Han var deprimeret, og han var også bange for, at han havde

arvet morens sindssygdom. Alene tanken gjorde ham syg og tungsindig. Det kneb med at passe

arbejdet som præst, og han begyndte så småt at indtage rigeligt af våde varer indeholdende

promiller.


SIDE 14

Blicher fortsatte forsøgene i landbruget, nu var det primært høravl og forarbejdning af hør, han

tumlede med. Skønt håbløs forgældet bekostede han i 1827 at anlægge en svømmedam i Spentrup.

Men der skete andet i 1827. Den 11. dec. fejrede familien Ernestines 35-års fødselsdag, men

Ernestine fortsatte festen i ægtesengen med en af gæsterne en købmand fra Mariager. De købmænd er

ikke til at stole på, til gengæld er der ikke så mange af dem mere. Det opdagede Blicher, og han blev både

ulykkelig og gal, så gal at han smed Ernestine ud af deres hjem, en dag han senere betegnede som

”en mærkelig terminsdag.” Parret blev separeret, og Ernestine blev forvist til Randers, med sig fik

hun den yngste af børnene Christina Marie. Men lang tid gik der ikke, hverken Steen eller hans far

Niels kunne undvære Ernestine, de besøgte hende flere gange i Randers, og efter få måneder blev

hun igen hentet hjem. Den første søndag efter Ernestines tilbagekomst var det Niels Blicher, der var

prædikanten i Spentrup Kirke. Ernestine sad på øverste bænk i kirken.

Niels Blicher talte om synderen, der omvendte sig - den bodfærdige Magdalene. Ikke en i kirken var

i tvivl om, hvem prædikenen var rettet imod. Det har bestemt ikke været sjovt for Ernestine, men

luften blev renset i sognet.

Måske havde Blicher ikke nogen grund til at bebrejde Ernestine hendes udskejelser, for flere af

præstegårdens unge piger har antydet, at de ikke kunne gå i fred for ”æ præjst.”

Moral er godt, men umoral er ikke at foragte, bare det ikke bliver opdaget.

I ægteskabet var der trods genforeningen kommet et bolværk. Blicher valgte ikke at lægge sig i

dobbeltsengen, i stedet sov han i sit studerekammer, der også var sovekammer for far Niels. Så det

forblev ved de 11 børn. Tidligere havde Ernestine hånligt kaldt studerekammeret for ”svinestien,”

for her ryddede han aldrig op eller gjorde rent, og han havde forment hende at gøre det.

Trods disse fysiske adskillelser levede Ernestine og Blicher under samme tag til hans dødsdag.

Tidligere havde man i Spentrup undret sig

over den fine unge frue, der ved fester

tumlede sig i dansen med karlene som en

anden bondepige. Folkesnakken

bebrejdede hende også, at hun ikke holdt

manden og hans tøj proper. Men det var

helt uden grund, for det var en ret umulig

opgave for det ydre interesserede ikke

Blicher. På et tidspunkt fik han den ide, at

vand var skadeligt, så han holdt op med at

vaske sig. Derfor gik han altid rundt med

en ulden klud i lommen til at tørre ansigtet

med, hvis han kom i sved.

Trods den højere løn fra præsteembedet i

Spentrup slog indtægterne stadig ikke til.

Så Blicher forsøgte at supplere indtægten

ved at blive endnu mere aktiv som digter. Jan. 1827 udgav han sit eget litteraturtidsskrift

”Nordlyset,” i samarbejde med sin forlægger Søren Wissing Elmenhoff (1766-1837), Randers.

”Nordlyset” var på 96 sider, og Blicher skulle skrive det hele. Her fandt han ud af, at noveller var

sagen, og han publicerede gennem ”Nordlyset,” flere af sine mest kendte noveller.

Blicher turde bruge den jyske dialekt, som ingen anden før ham havde gjort. I sept. 1827 udgav han

”Stakkels Louis” og "Røverstuen." (Læs resume side 33). Den 3. jan. 1828 kom: ”Jøderne på

Hald” og i marts "Sildig opvaagnen." (Læs resume side 34). Sidstnævnte blev skrevet efter


SIDE 15

Ernestines troløshed, og handler netop om svigtet kærlighed. I jan. 1829 udkom en af hans mest

kendte: "Hosekræmmeren." (Læs resume side 35). Johanne Louise Heiberg (se 1812) oplæste

“Hosekræmmeren” ved en aftenunderholdning i Det kgl. Teater (se 1748) 9. feb. 1834.

Hosebinderiet var en vigtig del som hjælp til, at de fattige hedebønder kunne komme over

sultegrænsen. Hoserne blev solgt til hosekræmmere eller uldkræmmere, de gik fra hus til hus og

falbød deres uldtøj, som de bar i en bylt på nakken. Hoserne kunne også sælges til de større gårde,

der solgte dem videre til købstæderne. "Præsten i Vejlbye" (læs resume side 36) udkom 9. juni

1829, den blev Danmarks første tonefilm med premiere i Kinopalæet i København 7. maj 1931. Den

amerikanske forfatter og “tyveknægt” Mark Twain har til sin roman ”Tom Sawyer” direkte stjålet

tekster fra ”Præsten i Vejlbye.”

I starten gik salget af ”Nordlyset” fint. Måske skyldtes det, at Blicher, da han blev separeret fra

Ernestine, flittigt skrev rundt til venner, bekendte og litterære kredse. Her udmalede han sin

personlige ulykke og bad om støtte i form af, at man købte hans litterære blad: ”Nordlyset.”

Oplaget nåede op på 400 eksemplarer. Men i 1829 slap ”medlidenheden” op, efter knap to år gik

salget af ”Nordlyset” helt i stå, bladet måtte stoppe. Lidt af de seriøse noveller blev der dog stadig

solgt, fx købte Søren Aabye Kierkegaard i 1833 Blichers ”Samlede Noveller.”

”Præsten i Vejlbye” er med på vores litteraturkanon.

Digterisk var Blicher i en meget aktiv periode. I novellen: ”Kjeltringliv” fra juni 1829 skildrer han

kriminelle, tatere og natmænd, folk som friluftsmennesket Blicher ofte mødte på sine mange lange

vandre- og jagtture. Det bør her nævnes, at en ”kjeltring” og en ”tater” i den forbindelse er det

samme, og dem som man i de sydlige lande ville kalde sigøjnere. Natmænd eller rakkere som de

også kaldes, var dem, der i gammel tid udførte det arbejde, som godtfolk ikke selv ville.

De gik bødlen til hånde, fjernede ligene, udførte glarmesterarbejde, rensede skorstene og ikke

mindst lokummer, kastrerede dyr, optrådte som dyrlæger, slagtede heste, aflivede hunde og katte og

flåede selvdøde dyr, som de fjernede og begravede. Men de blev beskyldt for at lave spegepølser af

dem, som vi så det i filmen: ”Ditte Menneskebarn.”

Økonomien tvang Blicher til i en periode at skrive almindelige lejlighedssange til familiefester

som konfirmationer og bryllupper. Men en annonce 24. jan. 1830 i Randers Avis meddelte, at han

fremover ikke kunne love at lave de lejlighedsdigte, han blev bedt om.

Det at ”Nordlyset” ikke fortsat var en succes, gjorde ondt på egoisten Blicher. Skriveriet gik

næsten i stå. Men så dukkede en forlægger op, Christian Steen, som bestyrede et mindre og ukendt

forlag, han foreslog at udgive Blichers noveller i to bind, for noveller var nemlig kommet på mode.

De to bind udkom i 1832, bøgerne blev en succes, så i 1836 udgav Christian Steen yderligere fem

bind. En senere udgivelse havde omslag tegnet af Christen Dalsgaard (se 1824). Blichers navn var

for alvor blevet slået fast, han kom i bås med så fine navne som Thomasine Gyllembourg (se 1773),

Hans Peter Holst (1811-93), Christian Winther (se 1796), B.S. Ingemann (se 1789) og Hans

Christian Andersen (se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?)

Anmeldelserne blev mere positive, men stadig var der nogen, der ikke opfattede Blicher som

stueren, han var naiv, uden smag og provinsiel, ikke mindst på grund af hans jyske sprog som de

fine københavnere ikke forstod. Den negative tone fik lov at leve videre i Blichers levetid, det

gjorde ondt, men der blev dog solgt en del bøger, og for en tid slap Blicher for økonomiske

lommesmerter. Og hvad kritik angår, bør det nævnes, at også H.C. Andersen dengang fik kritik.

Som 50-årig så Blicher for første gang Vesterhavet, skønt afstanden, da han boede i Thorning, kun

var 80 km. Det skete på en tur i 1833 langs Vestkysten til Sønderjylland. Forinden sendte han en

http://www.e-poke.dk/gyllembourg.asp

http://www.kalliope.org/ffront.cgi?fhandle=holst

http://www.kalliope.org/ffront.cgi?fhandle=ingemann


SIDE 16

ansøgning til Jonas Collin, med ønske om tilskud til en dialektordbog, hvor turen til Sønderjylland

skulle være en vigtig bidragsyder.

Hvis du graver lidt i det, der er skrevet om og af Blicher, finder du hurtig ud af, at han har haft en

enorm brevveksling - snesevis af breve. En overvejende del af dem er fyldt med beklagelser og

kalder på medynk. Familiens betrængte økonomiske situation er det gennemgående tema.

Pantefogeden har lige været her, pantefogeden er på vej eller andre fortrædeligheder. Beklagelserne

er ofte efterfulgt af en bøn om lån eller tilskud, og her er iderigdommen stor - til betaling af:

Skatterestancer, rejser, gæld til skolevæsenet, indsamling af materiale til en jysk ordbog,

færdiggørelse af dialektleksikon, garnindkøb og sikkert flere jeg ikke har fundet. Andre breve beder

om forskud på kommende skriverier. Brevene er sendt til Kong Frederik VI, Jonas Collin,

Landhusholdningsselskabet, Danske Cancelli, B.S. Ingemann, Studenterforeningen m.fl. Ofte er der

svaret med et afslag, undertiden med løfte om et mindre beløb end det ønskede.

Skønt Blicher var en meget ærekær person, har han overraskende nok ikke haft besvær ved at være

underdanig og betlende, når det gjaldt økonomi.

En af Blichers jagtkammerater var justitsråd Søren August Fjelstrup (2/9 1773-1859) ejer af

Sindinggaard NV for Herning. Under en af de lange vandreture med

ham fik Blicher ideen til at udgive et tidsskrift. Det blev Danmarks

første jagtblad, den fik titlen ”Diana” et smuk navn efter jagtens

gudinde. Bladet udkom i årene 1832-36, men kun seks numre blev det

til. Blicher var redaktør og stort set den eneste, der skrev i bladet. Hans

første artikel: "Jagtens Forsvar" gik imod dem, der angreb jagten og

jægerne. Han vendte derimod synsvinklen mod jægerens velbefindende

såsom motion, frisk luft og at jagt er som et apotek for sundhed og

helbred. Andre artikler omhandler jægernes moral. Dette maleri af Blicher er det eneste samtidige billede.

Det er malet af hans fætters søn Diedrich Chr. Blicher i 1834 >

Blichers første udenlandsrejse gik til Sverige. Fem vellykkede uger i

sommeren 1836 hvor han traf en del forfattere og litterater. Han søgte om, at hans søn Peder Daniel

måtte ansættes som kapellan i Spentrup, mens han selv var på rejse, men ansøgningen blev afslået.

Efter hjemkomst fra Sverige skrev Blicher: ”Vi er jo i virkeligheden samme folk.” Vi skal her

huske, at Danmark og Sverige på det tidspunkt hørte til på hver sin side i det europæiske opgør.

Bogen: "Sommerrejse i Sverrig Aar 1836" fortæller om turen, men udkom først i 1841. Med

Sverigesrejsen som baggrund skrev Blicher i 1837 digtsamlingen: "Svithiod," den afslørede, at

Blicher på ny havde fået kunstnerisk fodfæste. Fx skrev Blicher en salme der blev brugt til

indvielsen 23. sept. 1838 af en ny kirke i Agger tegnet af selveste C.F. Hansen, der også tegnede

København Domkirke. Sverigesturen var økonomisk støttet af Jonas Collin og Kong Frederik VI.

Efter hjemkomsten var Blicher i audiens hos kongen.

Efter sverigesturen blev Blicher i 1837 igen alvorlig syg, diagnosen hed gigtfeber. Ligesom i hans

ungdom opgav lægerne. Han var sengeliggende i næsten et halvt år, og var til sidst kun skind og

ben. Blicher var overbevist, nu var hans sidste time kommet, han skrev testamente og forberedte sig

på at dø. I denne svære periode tog han afsked med livet i en række digte, der skulle blive til hans

mest betydningsfulde digtsamling: "Trækfuglene," der udkom 11. aug. 1838 og skildrer hedens

natur og bondeliv. Det var her han skrev:


SIDE 17

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

jeg hører Vinterens Stemme;

ti også jeg er kun her på træk

og haver andensteds hjemme.

Samt:

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Disse digte betegnes af mange som Blichers lyriske hovedværker.

Men Blicher snød både videnskaben og sig selv, han kom sig. Det var en ny ung læge, der så

mirakuløst helbredte ham.

Samme år, vi er i 1838, døde Blichers eneste bror, Jens, hans kone, som var en søster til Ernestine,

var allerede død i 1835. Parret efterlod sig tre forældreløse børn, dem tog familien Blicher til sig.

Så nu var den hungrige børneflok nået op på 14.

- Nå ja, - de ældste af dem var ganske vist godt op i tyverne.

Blicher gav sig i kast med en bog om Viborg Amt. Den udkom i 1838 og handlede om

forbedringer i landbruget, kvæg- og planteavl, forbedrede levevilkår for almuen, kalkværkerne ved

Mønsted og Daugbjerg m.m. Bogen er et fint billede af dagligdagen på Blichers tid.

Det var også i 1838, han foretog en længere rejse, den gik fra Hamborg langs den Jyske Vestkyst og

helt til Skagen. På turen gjorde han også et besøg på Nørre Vosborg. Turen var råstof til: ”Vestlig

profil af den Cimbriske Halvø,” der udkom i 1839 et værk, hvor han, ikke overraskende gik imod

hedeopdyrkningen.

I okt. 1838 skrev Blicher flere artikler til Jyllandsposten, det fremgår i hvert fald af de mange

papirer, der fortæller om hans liv og virke. Men der er lige det, at Jyllandspostens første udgave

kom i 1871. Ved henvendelse til Jyllandsposten om dette spørgsmål fik jeg den besked, at der før

1871 havde været flere spæde forsøg på at starte bladet, men at det dengang ikke blev permanent.

Der var kommet en stadig større uro over Blicher, han var kørt fast i hverdagen i Spentrup. For at

finde forandring søgte han præstekald flere steder Tårnby juni 1839, Ærø jan. 1841 og Ledøje feb.

1841, men ingen af disse anstrengelser gav resultat.

Den 10. marts 1839 døde den 91-årige efterhånden næsten blinde Niels Blicher. I 36 år havde han

boet sammen med sin søn, og siden 1825, altså hans sidste 14 år, på aftægt hos sønnen. Far og søn

havde altid haft et meget tæt forhold, de holdt meget af hinanden, og forstod hinanden til fulde.

Ifølge Mylius-Erichsen, der tidligere var journalist, havde sønnesønnen Francisco betroet ham, at

hans farfar ikke efterlod sig noget som helst af værdi, men kun en betydelig gæld som den ærekære

søn måtte betale. Blicher havde nemlig vedgået sig farens arv og gæld, han skulle ikke gå

gældbunden i graven. Det blev en dyr sag. Så med til forståelsen af Blicher familiens økonomiske

trængsler hører også denne brik.

En annonce 5. nov. 1839 i den lokale avis gjorde rigtig ondt:

Fredagen den 20de December, Kl.10 Formiddag,

afholdes offentlig Auktion i Spentrup Præstegaard

over 7 kakkelovne, som ere udpantede for resterende Skatter og Afgifter.


SIDE 18

Egentlig burde Blicher ikke være overrasket, for herredsfuldmægtig Lewerkhusen havde adskillige

gange gået forgæves efter skatterne. Altid havde Blicher lige indsendt manuskripter, som der helt

bestemt meget snart ville komme store honorarer for, for nu var han jo blevet berømt - i det ganske

land endda. Men hver gang der kom et honorar, blev det brugt til hjemmets daglige fornødenheder.

En børneflok på 14 krævede nemlig store gryder. Og mange andre småhuller var der jo også. Så

næste gang den gode herredsfuldmægtig mødte op, fik han de samme plus nye kreative udflugter.

Et par dage efter den ulykkelige annonce sås endnu en annonce i Randers Avis:

”Skjønsomme Medborgere kom den herlige Skjald, den troe Naturskildrer,

Folkedigteren St.St. Blicher til hjælp.”

Mænd af Middelstande

Underskriften var anonym, men annoncen menes at være indrykket af Søren Elmenhoff avisens ejer

og Blichers forlægger. Annoncen fortalte på sit tydelige sprog, at Blicher havde mange tilhængere.

Opfordringen fængede, en indsamling blev iværksat. Og det skulle vise sig, at han var afholdt af

sine sognebørn, nu kunne de hjælpe ham, som han tidligere havde hjulpet dem. Småbeløb

strømmede til ikke blot fra sognets beboere, men fra alle egne af landet. For Blicher var det et

dejligt bevis for, at han bestemt ikke var ukendt udover det ganske land:

”Et strå til Steen Blichers rede = 5 rigsdaler.”

”Tre sallingske præster = 5 rigsdaler.”

”Fra en erkendtlig veninde = 50 rigsdaler.”

”Fra københavnske studenter = 150 rigsdaler.”

Selv Prinsesse Caroline sendte 20 rigsdaler. I Randers holdtes der koncert, og teatre gav

forestillinger, hvor overskuddet gik til ”kakkelovne” eller ”Blichers slunkne kasse.”

Indsamlingen indbragte i alt ca. 1.000 rigsdaler. Det var nok til, at den berammede auktion blev

aflyst, men ondt havde det gjort – meget ondt.

Blicher var meget politisk interesseret. Han var en altid vågen og ivrig samfundsdebattør, der

flittigt kommenterede i pressen. Fx var han meget irriteret over ventetiden ved rofærgen over

Sallingsund. Det var Blicher, der af den grund døbte færgestederne Pinen og Plagen (se 1978).

Frem til 1873 blev overfarten her klaret af en rofærge, herefter blev den afløst af en motorfærge.

Blicher havde oplevet krigen mod England, statsbankerotten og deltaget i jødefejden på jødernes

parti. Han gik varmt ind for trykkefriheden og han afskyede den franske revolution. Altid var han på

den lille mands parti.

Det der stod Blicher allermest på sinde, var det nordiske sammenhold, Danmark, Norge og Sverige

burde samles i en nation. Det var hans politiske overbevisning, at hvis ikke de nordiske lande

samledes i en nation, ville Rusland tage Sverige, England tage Norge og Tyskland tage Danmark.

Politisk vågen, som han altid var, skuffede det ham meget, at han ikke blev indvalgt i

stænderforsamlingen forud for den nye danske grundlov, der kom 1849. Men han hyldede

forsamlingen og deltog med sange og taler ved de årlige fester. Det var disse arrangementer, der gav

ham ideen til de senere så berømte folkefester på Himmelbjerget fra 1839 til 1844.

Nationaløkonom og professor Christian Nathan David (1793-1874), der var Blichers politiske

modstander, udgav fra 1834 dagbladet ”Fædrelandet.” Bladet havde samfundskritiske artikler bl.a.

om at ændre stænderforsamlingen. Kongen var forarget, og Blicher skrev artikler, der bakkede

kongen op, noget kongen ikke glemte. Men 3. dec. 1839 døde Blichers tro støtte Kong Frederik VI.

Efter voksende økonomiske vanskeligheder gik ”Fædrelandet” ind i 1882.


SIDE 19

Himmelbjergmøderne blev en stor del af Blichers politiske liv. Deres hovedformål var netop at

fremme det nordiske samarbejde. Blicher var egentlig den første, der indså truslen fra det

nationalistiske røre i Tyskland.

Himmelbjerget og arealerne omkring ejedes af Peder Nielsen. Før himmelbjergmøderne kunne

“Kolden,” som stedet blev kaldt på egnen, købes for 20 rigsdaler, under festen steg prisen til 50

rigsdaler. Efter festen blev der forgæves budt helt op til 1.000 rigsdaler. ”Danmarks Olympos”

kaldte Blicher Himmelbjerget, der dengang blev betragtet som Danmarks højeste bjerg. Men

geografernes nøjagtighed i 1830-erne var ikke særlig præcise. De angav højden på Himmelbjerget

til 1.800 fod, svarende til 565 m. Kun 50 år tidligere i 1777 angav en geograf Himmelbjergets højde

til ”over 3.000 favne” svarende til 5.650 m. Med den højde var Himmelbjerget favorit til Europas

højeste bjerg. Den er dog senere skrumpet en del – nemlig til 147 m.

Der opstod en voldsom uenighed mellem Himmelbjergets

ejer Peder Nielsen og Blicher om brugen af “Kolden.”

Peder Nielsen søgte om lov til beværtning under mødet,

men fik afslag. Det skuffede ham meget, for han ville gerne

have en økonomisk gevinst ud af arrangementet. Men det

økonomiske interesserede ikke Blicher, han var uforstående

overfor Peder Nielsens tankegang, han var jo selv en af de

små bondemænd, netop dem som Blicher talte så varmt for,

og derfor burde han vederlagsfrit stille “Kolden” til

rådighed. Tingene gik fuldstændigt i hårdknude. Og det var bestemt ikke uforståeligt, for Blicher

havde skrevet glødende artikler i avisen mod Peder Nielsen, og han havde absolut ikke sparet på

stærke udtryk:

”Den halunk Peder Nielsen er en elendig stymper og pengepuger, en træl af simpel mammon.

En spedalsk jeg ikke vil komme så nær, at jeg kan lugte røgen fra hans skorsten.”

Det var bestemt ikke ord, der gødede jorden for et godt samarbejde. Men det fortæller meget om

Blichers uforsonlighed overfor dem, der tænkte anderledes end ham.

Få dage før arrangementet var planlagt, dukkede Kong Christian VIII pludselig op ledsaget af

Dronning Caroline Amalie og 50 ridende sognefogeder fra området, de udbragte en skål på

“Kolden” for ”enhver troe Jyde.” Kongen beordrede Peder Nielsen at møde op dagen efter i

Silkeborg, så der kunne træffes en ordning. På dette møde købte kongen brugsretten til

Himmelbjerget for 1.000 rigsdaler sølv, hvorefter:

”Der på Himmelbjerget til alle tider kan være fri adgang for alle og enhver.”

Der stod ikke noget om, at det senere kunne tillades at tage penge for at parkere sin bil på

Himmelbjerget, men vi må jo så erindre, at der skulle gå endnu 46 år, før bilen i 1885 blev opfundet

af Daimler og Benz.

Det første himmelbjergmøde blev en realitet en solfyldt dag 1. aug. 1839. Kromanden i Rye

sørgede for telte, pavillon og andet udstyr. Talerækken indledtes af Blicher. En lang tale om de

olympiske lege, der var indført i det gamle Grækenland 776 fvt. til ære for græsk mytologis øverste

gud Zeus. Stor begejstring udfoldede han også for det nordiske samarbejde. Han talte om

folkedragter, at man til de følgende himmelbjergmøder burde være iklædt folkedragter. Men det var

dog ikke en ide, som fængede. Her på Himmelbjerget optrådte Blicher som en folkevækker, han var

faktisk Jyllands svar på N.F.S. Grundtvig.

Der var flere taler, der var sange, der var digte, der var gymnastiske konkurrencer og kamplege, og

uddeling af hæderstegn, som der også var i det gamle Grækenland. I bakkerne sad folk med deres


SIDE 20

madtejne fyldt op med pølser, brød og hjemmebryg, mens de nød samværet og den smukke natur.

Hele arrangementet sluttede med et flot fyrværkeri.

Dette første Himmelbjergmøde blev imidlertid betegnet som - ingen succes. Blicher havde med

sine avisskriverier mod Peder Nielsens vægring mod at udlåne “Kolden” vederlagsfrit, skræmt

mange væk der stod bag den lille bonde - personificeret ved Peder Nielsen. Den manglende succes,

der taltes om, må henregnes til stemningen, for i beretninger fra festen kan læses, at mellem 2-3.000

var mødt op - vel ikke så ringe endda.

Blicher havde selv sørget for alle detaljerne i hele arrangementet. Men det kneb gevaldigt med

hans organisatoriske og praktiske evner. Han var langt bedre til at få ideerne. Årsagen skal til dels

findes i, at han var begyndt at kikke lidt dybt i flasken, og jo mere beruset han blev, jo mere

begejstredes han, og med begejstringen forsvandt overblikket. Horsens Regimentsmusik mødte ikke

op til tiden, talerstolen manglede, og andre små kiksere fortalte, at

aftalerne ikke var tilstrækkelige nagelfaste. Han indbød også både

Grundtvig og Ingemann til at holde foredrag, men de kom ikke - sendte

end ikke afbud.

Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang (1803-68), Nørre Vosborg holdt

sin 37 års fødselsdag 26. maj 1840. Der blev også sendt en invitation til

Blicher, men han var i København og fik derfor brevet for sent. Blicher

skrev et brev til Tang, hvor han forklarede grunden til hans udeblivelse

fra fødselsdagsfesten. Etatsråd Andreas Ewald Meinert Tang >

Trods visse mediers betegnelse af Himmelbjergmøderne som tæt på fiasko, arbejdede Blicher

ihærdigt videre. Men på grund af hans manglende organisatoriske evner og overblik, var det hele

tiden op ad bakke.

Blicher havde fx skriftligt indkaldt himmelbjergkomiteens fem medlemmer til møde på Ry Kro 11.

okt. 1840. Han begav sig til fods i regn og rusk de 60 km fra Spentrup til Ry. Undervejs glædede

han sig til at få gang i sagerne. Han glædede sig også til sammen med gode venner at fejre sin 58-

års fødselsdag, der netop var 11. okt. Men da han nåede frem til kroen, efter en meget lang

dagsmarch, var ingen af de fem mødt op. Etatsråd Tang fra Nørre Vosborg havde haft høflighed nok

til at sende afbud, men de øvrige fire mødte bare ikke op. Efter en vandretur på 60 km er det meget

forståeligt, at Blicher både var rasende og skuffet, han følte sig svigtet og fik selvmedlidenhed. Det

blev ikke den fødselsdag, han havde set frem til, og måske for første gang blev han virkeligt ramt af

tvivl. Vandreturen de 60 km tilbage til Spentrup har givetvis været en meget tung gang, skønt vejret

havde ændret sig fra regn og rusk til solskin.

Til Himmelbjergmødet 1841 havde Blicher lejet to dampskibe fra København til Aarhus. Ikke

mindst fordi han forventede en større gruppe svenske gæster efter hans rejse til Sverige få år

tidligere, men de kom ikke, så der blev ikke behov for skibene. Blicher sørgede for restauratører,

vinhandlere, telte, fyrværkeri og kanoner. Men købmand Bentzen i Århus ville have betaling forud,

det kunne Blicher ikke klare, økonomi var ikke hans stærke side. Ved Himmelbjergmødet 1841

holdt Blicher selv hovedtalen, den handlede om værnepligt.

Den 24. sep. 1841 sendte Blicher et brev til Tang med begejstring over, at Tang havde givet tilsagn

om at indtræde i Himmelbjergkomiteen. Blicher roste Tangs godgørenhed mod sine bønder og

foreslog, at de mødtes i Rye 11. okt., der var Blichers fødselsdag. Ved dette møde anmodede

Blicher om økonomisk hjælp fra Tang. Senere på året sendte Blicher et brev til kongen, hvor han

søgte om at få en kapellan og bevilling til dennes aflønning. Så han kunne hellige sig sine

skriverier. Det blev ham tildelt 5. juni 1842, W. Christian Lakier hed den unge mand, en lang, bleg,


SIDE 21

lidt nervøs person, der havde bestået sin afgangsprøve med en beskeden 3. karakter. Men han så

from og tjenstvillig ud, hvad han også viste sig at være. Efter at Lakier havde haft jobbet i 1½ år,

gav Blicher ham fra 20. jan. 1844 fuldmagt til på amtstuen i Randers at hæve de 100 rigsdaler som

Blicher modtog til kapellanløn.

Den 1. juni 1842 blev der holdt et møde i Rye, hvor komiteens medlemmer tilrettelagde årets

Himmelbjergmøde. Fra 2. aug. ankom folk til Himmelbjerget og Rye. De boede i byer og gårde i

miles omkreds klar til Himmelbjergmødet 3. aug., hvor Blicher begyndte at tale kl. 8:00 og talte

hver anden time frem til kl.18:00. Efter Himmelbjergmødet rejste Blicher til København, men her

slap pengene op. Den 22. nov. 1842 sendte Blicher et brev til kongen, hvor han bad om penge til at

rejse hjem fra København.

Skønt slet skjult kritik fra mange sider, specielt omkring den organisatoriske del af

himmelbjergmøderne, gav Blicher ikke op, selvkritik lærte han aldrig. Men skønt han selv var

idemanden svækkedes hans indflydelse på himmelbjergmøderne år for år. Han måtte opleve den tort

langsomt at blive udmanøvreret af komiteens bestyrelse, skønt han som ophavsmanden burde være

selvskrevet.

En af Blichers allerstørste succeser: "E Bindstouw" blev udgivet 23. juli 1842. Den var skrevet på

jysk, og af den grund var der stort set ingen anmeldere, der nedlod sig til at læse den. Også den kendte sang “Mads Doss” er skrevet på jysk, og

selv for os jyder er den i dag bestemt ikke let læselig.

Så derfor kan du i anden kolonne læse den på rigsdansk.

Digtet er skrevet over en fårehyrde af samme navn, der levede

i Thorning fra 1779 til 28. maj 1854, som det ses på hans

gravsten V for tårnet på Thorning Kirkegård.

Blicher udødeliggjorde Mads Doss 1842 med den kendte sang.

Nej, den er bestemt ikke let at forstå, ej heller let at synge.

Mads Doss på jysk: Mads Doss på rigsdansk: - Ikke sangbar Mads Doss han war en kon koltringsknæjt, Mads Doss han var en lille halvvoksen knægt,

han gik mæ foer en i hien, han gik med fårene på heden;

imelle så slow han lyng til en bejt, en gang imellem slog han lyng til en bagning,

imelle så band han åu vien en gang imellem bandt han af vidjer

en liim te hans muer, å så sång han imell, en fejekost til sin mor, og så sang han ind imellem,

di hoer ed så vit, nær han tow te år hwell: de hørte det så langt, når han tog til at råde:

La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la la luh – la la la lih – kom, så skal jeg vente

Mett Kølvrå war en kon stonthostøs, Mette Kølvrå var en lille pige med såleløse strømper,

gek åsse mæ foeren i hien, hun gik også med fårene på heden,

å somti hun swedt, å somti hun frøs; og sommetider hun svedte, og sommetider hun frøs;

den drywwen slet ett hun ku li en. den driven slet ikke hun kunne lide den;

Hun snøwsed imelle, få hin dawwen wa lång, hun græd en gang imellem, for hendes dage var lange,

iwessomda tahrt hon sin klukker, å sång: en gang imellem tørrede hun sine øjne og sang:

La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la ---------------------------


SIDE 22

Å somti di mødtes, så his å så hæhr, Og somme tider de mødtes, så hist og så her,

od mælmad, å språked så knøwt da, spiste mellemmad og snakkede så pænt da,

å let om let fek di hweranner så kjæhr. og lidt efter lidt fik de hinanden så kær,

Jen kam, næ den åhn ga en hwøwt da. den ene kom, når den anden gav et vink.

Å næ di had ett, gek di hwæ te sit hjaer, Og når de havde spist, gik de hver til sin flok

å sång, så de gjall owwe mosser og kjaer: og sang, så det gjaldede over moser og kær:

La la la luh – la la la lih – kom, så skal a bih. La la --------------------------- Tiggerbreve om lån til rejser var ganske almindeligt for Blicher. Den 21. sep. 1842 var det pastor

senere biskop Peter Christian Kierkegaard (1805-88), en bror til Søren Kierkegaard, der modtog

hans bøn om et lån på 100 rigsdaler. Hvorvidt henvendelsen gav resultat vides ikke.

Til himmelbjergmødet 15. aug. 1843 var etatsråd Tang, Nørre Vosborg blevet valgt som formand.

Og det var ham der 24. juli 1843 inviterede til festen i Randers Avis. Han stod for alle de praktiske

arrangementer. Alt fungerede perfekt. Med i bestyrelsen var også gårdejer, politiker og

foregangsmand indenfor kvægbrug Ole Chr. Kirk fra Stadil (se 1788).

Der blev sunget sange, oplæst digte, og holdt taler foruden Tang selv J. Chr. Drewsen, Müllen, Carl

Ploug, Bloch, With og Blicher, men det var ikke ham, der dette år fik lov at holde hovedtalen. Han

var for ustabil, Tang kunne aldrig være sikker på, hvorvidt han var ædru, når han indtog talerstolen.

Det har sikkert været en mærkelig oplevelse for selve idemanden, at blive sat ud på et sidespor, men

det var selvforskyldt. Trods et fremmøde på 6-7.000 mennesker, betegnes festen i beretningerne lidt

overraskende som - ingen succes. Det forleder til at tro, at bestyrelsen ønskede, at det skulle være

slut med himmelbjergmøderne.

Himmelbjergmødet i 1844 blev det sidste.

Som optakt til mødet i 1845 havde Blicher

brevveksling med Tang, der lovede at klare

udgifterne. Der tales om væddeløb, svømning,

dans, aftale med leverandører osv. Men det

hele blev alligevel ikke til noget, formentlig

har økonomien ikke kunnet bære, og måske

var idegrundlaget krakeleret. Etatsråd Tang

og hans bestyrelsen besluttede i hvert fald at

himmelbjergmøderne skulle stoppe.

Efter himmelbjergmøderne blev Blicher en

anden, en slagen og ensom mand. Han

lignede nærmest en ”bums” lurvede klæder,

snavset, sorte negle og så blev der kortere og

kortere mellem snapsene. Tragisk for den

efterhånden 60-årige gamle mand. Blicher foreslog i 1844 amtmanden, at degnen i Spentrup Thomas Wandborg, tildeltes

Dannebrogskorset, idet han var en stor hjælp og støtte for Blicher. En opfordring han gentog i 1845.

Men nu hvor Blicher hjemme i Spentrup havde fået kapellan Lakier, der endda var blevet hans

svigersøn, idet Lakier var blevet forlovet med den yngste af Blichers døtre Christiane Steensdatter

Blicher (17/9 1814-20/12 1852). Så valgte Blicher at rejse til København. Familien skulle dog

stadig blive i Spentrup. I København fandt han et beskedent logi bag Rundetårn. Blicher havde

nemlig et eneste stort håb, nemlig at blive anerkendt i de finere litterære kredse i hovedstaden.


SIDE 23

Men Blichers ”flugt” til København blev ingen succes, han blev stadig ikke anerkendt. Han solgte

ingenting af sine digte og noveller, til gengæld trøstede han sig mere og mere med flasken.

Den 22. juli 1845 var der møde i Studenterforeningen, Blicher besluttede, at han ville ind og holde

en flammende tale om det nationale og nordiske sammenhold. Da han kom til indgangen, blev han

stoppet med besked om, at det kun var for studenter. Han fortalte stolt, at han var den kendte digter

Steen Steensen Blicher og tidligere student, men han fik det nedværdigende svar:

”Der er ikke adgang for lurvede personer.” - - - Han var langt nede.

Det endte med, at Blicher blev beordret tilbage til Spentrup, hvorfra han for øvrigt aldrig havde

fået tilladelse til at rejse. Men han havde ingen penge til hjemrejsen, så han skrev et brev til kongen

med en bøn om penge til at rejse hjem til Spentrup. Men denne gang afslog kongen. Blicher nåede

hjem til Spentrup, hvordan vides ikke, men formentlig har det været på gåben. Datidens satiriske

illustrerede ugeblad ”Corsaren” (se 1840) viste en tegning, hvor Blicher i præstekjole kom ridende

på en gris. Det har bestemt været helt galt med Blichers private økonomi, for 3. nov. 1845 bad han

sin plageånd Hans Møller om et lån på 10 rigsdaler.

Igen blev Blicher syg og indlagt 24. jan. 1846 på Frederiks Hospital (se 1757) i København, denne

gang lød diagnosen nervebetændelse. Men da man opdagede, han ikke havde penge på lommen,

blev han overflyttet til Almindelig Hospital, hvor hans forlægger kancelliråd C.A. Reitzel måtte

kautionere for behandlingen.

Den 18. maj 1843 startede Sprogfest på Skamlingsbanken. Initiativet kom fra den sønderjyske

politiker Laurids Skau (1817-64), ideen var at højne det danske sprog i Sønderjylland, der følte sig

truet af tysk. Til dette første møde kom der 6.000 gæster. Til Sprogfesten 4. juli 1844 kom der 9.000

gæster, talerne var Grundtvig, Orla Lehmann, Carl Ploug og Goldschmidt. Ved Sprogfesten 18. juli

1945 kom der 8.000 gæster. Her var Blicher en af talerne, han havde også skrevet en sang til festen.

Derforuden var der taler af Laurids Skau, Fr. Barfod og Carl Ploug.

Det gik ikke godt med præstejobbet i Spentrup. Blicher skulle som

præst styre regnskabsførelsen for skole- og fattigvæsen, men

regnskabet var meget mangelfuldt. Når han var på jagt, glemte han

ofte tid og sted, og det hændte, at menigheden måtte vente i kirken

en times tid, før han dukkede op. Mere og mere ”tørstede” han, og

forsømmelser blev efterhånden det normale. Hans hidsige

temperament bragte ham gang på gang i vanskeligheder overfor sine

overordnede, det gjaldt såvel provst Vallentin som biskoppen. En

afskedigelse fra sin stilling som præst i Spentrup var efterhånden

uundgåelig. Dette billede af Blicher er tegnet i 1845 >

Det blev historien om kapellan W. Christian Lakier, der udløste afskedigelsen. Lakier boede i

præstegården som en af familien. Men han var efterhånden godt træt af sit job som kapellan, fordi

alle der havde et mellemværende med Blicher, og det var ganske mange, kreditorer, bestyrelser,

myndigheder og menighed, de henvendte sig altid til ham, fordi Blicher som regel ikke var hjemme.

Ofte havnede de indviklede sager i retten, hvor også Lakier måtte møde op. Dertil fik Lakier, som

også Blicher havde det, store problemer med den tidligere sognefoged den trættekære Hans Møller:

”Du er en flab, en skurk, en langbenet hund. Du er kun præstens tjenestekarl.”

Lakier blev også beskyldt for at have beholdt 50 rigsdaler af skolelærerens løn. En anklage han

dog blev pure frikendt for, og Hans Møller måtte indkassere en bøde på 5 rigsdaler for den


SIDE 24

uberettigede beskyldning og 10 rigsdaler i sagsomkostninger. Lakier søgte flere andre embeder fx

Tunø, men han blev hver gang vraget. Søndag den 3. jan. 1847 kom han ikke som vanlig til

gudstjenesten. Menigheden ventede, og så gik Blicher op for at se, om han havde sovet over sig. Et

skrækkeligt syn mødte ham, Lakier havde skudt sig liggende i sin seng, han kunne ikke magte livet

mere. Blicher skrev samme dag et brev til herredsfoged von Bergen om Lakiers selvmord.

Dødsannoncen 8. jan. i Randers Avis fik han vendt, så det så ud som en ulykke, derfor lykkedes

det at få Lakier begravet i indviet jord, skønt alle vidste, at der var tale om selvmord. Begravelsen

foregik 8. jan. 1847, og dødsårsagen blev mod sædvane ikke indført i kirkebogen. Christiane blev

anbragt i ”Det Petersenske Kloster” på Vimmelskaftet i København, hvor hun levede til sin død.

Dagen før Lakiers selvmord havde han spillet l’hombre med Blicher og to af Blichers sønner Jens

Frederik og Eberhardt.

Provst Vallentin og biskoppen sendte 25. marts 1847 et brev til Blicher:

"Paa Grund af de uheldige Forviklinger, der i en længere Aarrække har fundet Sted i Spentrup

Pastorat maatte det, efter vor Formening, for Menighedens Standpunkt og i dens Tarv ansees

ønskeligt, om Sognepræst Blicher aldeles resignerede, og Menigheden istedetfor en respondabel

Kapellan erholdt en ny Sognepræst."

I brevet antydedes, at Blichers søn Jens Frederik, der hidtil forgæves havde forsøgt at tage teologisk

embedseksamen, kunne forrette gudstjenesten - men kun midlertidigt.

Realiteten var, at Blicher grundet uforsvarlig embedsførelse og forsømmelighed måtte søge sin

afsked. Han var tilbøjelig til at acceptere. Så kunne de tage bopæl i København, det ville måske live

”Neste” lidt op, han kunne gå på biblioteket og træffe de mennesker, der var værd at samtale med.

Måske kunne han holde forelæsninger. Alt i alt et tiltalende fremtidsperspektiv.

Der var ganske vist det, at han var blevet blind på det ene øje, og frygtede samme skæbne for det

andet. Og da han så hørte sin svigersøn tærske inde i loen, og yndlingsdatteren Malvina tumle med

kar og baljer i bryggerset, så fortrød han. Malvina var 28. juli 1842 blevet gift med

præstegårdsforpagteren Rasmus Berg, en forpagtning der næppe ville kunne fortsætte under en ny

præst.

Det lå imidlertid klart, at provst og biskop ønskede Blichers afsked. Han skrev til kongen "min

eneste Beskytter," og gik i forbøn, men denne gang føjede kongen ham ikke, han fik ingen svar. Den

26. juni 1847 underskrev Christian VIII på Sorgenfri Blichers afsked og tildelte ham samtidig en

årlig pension på 600 rigsdaler, hvad der var det dobbelte af en almindelig præsteløn. Også her havde

Jonas Collin en finger med i spillet, som en honorering for Blichers digteriske evner.

Pinefuldt var det for Blicher at erfare, at hans efterfølger netop skulle blive Provst Vallentin, med

hvem han havde haft så mange uoverensstemmelser. Og allerværst – de skulle bo under samme tag

- nådensåret ud.

Men Blicher faldt ikke hen. Han tog på togter for at opstøve folkesagn, der havde været kilde til

mange af hans fortællinger. Faktisk sluttede Blicher sit liv, som han begyndte det med lange

traveture i naturen, som han i sin tid også gik med faren i Vium.

Nu var det snart hans 65-års geburtsdag, den skulle fejres med maner. Blicher har sikkert anet, at

det kunne blive hans sidste fødselsdag. Han bestilte 12 pund fersk ørred hos apotekeren i Randers.

For sidste gang samledes familie og venner i Spentrup Præstegård 11. okt.1847 til en fin

fødselsdagsfest med sange og taler.

På hjemmefronten knagede ægteskabet voldsomt, som det, bortset fra de allerførste år, længe

havde gjort. Ernestine interesserede sig ikke meget for, hvad Blicher foretog sig, såsom de lange


SIDE 25

vandreture på heden, jagt, snak med bønderne og rakkerne og selskabslivet på herregårdene, der var

i det hele taget ikke meget, de var fælles om. Hans digterevne interesserede hende ikke, hun fattede

ikke dens rigdom, og det var så absolut det, der pinte Blicher allermest. Da Ernestine senere blev

ene, viste det sig, at hun ikke havde en eneste af sin mands bøger i sit hjem. Overfor befolkningen

var Ernestine godheden selv, flink, særdeles afholdt og meget populær. Hun var pillen og

omhyggelig med sit udseende. Hun havde drømt om et rent, propert og pertentligt hjem med en

kærlig, hensynsfuld, solid og elegant ægtemand. Men hun havde fået en rigtig sjusk. En mand der

med årene var blevet ligeglad med sit udseende og sin påklædning. Og en mand der bestemt ikke

var let at gøre tilpas.

I stedet for at være hensynsfuld overfor Ernestine og hendes pæne stuer, provokerede Blicher

hende. Når han kom hjem fra jagtturene, beholdt han sine beskidte støvler på ind i stuerne. Selv

jagthunden Chasseur, der naturligvis var mindst tilsvarende beskidt, fik lov at komme med ind i

stuerne. Ikke usandsynligt var det netop disse erfaringer, der provokerede Ernestine til at udvikle sin

medfødte ordenssans, så det nærmede sig rengøringsvanvid. Også hendes glade gemyt ændredes,

hun blev vranten, hidsig og trættekær. At hun også manglede interesse for at lave mad til manden,

forstår man fuldt ud i en sådan situation. Og hvad angår hendes manglende økonomiske sans, som

der påstås, ja, så har hr. Blicher bestemt ikke noget desangående at lade hende høre.

Blicher havde på sin side drømt om en kærlig, ungdommelig, blid digtermuse og sværmerisk

hustru. Han holdt af sin ”Lille Neste,” men han forstod ikke, at leve op til det hun forventede, han

lærte aldrig at forstå hendes ønsker, og at Ernestine var blevet en voksen kvinde.

- - - Ingen af dem blev tilfreds med livet.

Trods den manglende idyl holdt de sammen, de fik ti børn - ægte eller uægte – hvem ved.

Blichers over hundrede socialrealistiske noveller, er dem han huskes bedst for. Noveller var

betydelig hurtigere og lettere at få publiceret, og da han gennem alle årene næsten konstant havde

økonomiske lommesmerter, måtte han skrive noget, der hurtigt kunne skaffe en indtægt. Af samme

grund var kvaliteten af det skrevne temmelig meget svingende.

Meget andet har Blicher også skrevet, artikler om praktiske landbrugsmæssige forhold,

oversættelser, jagttidsskrifter, skuespil og digte. Højskolesangbogen rummer 15 af hans digte, ud

over tidligere nævnte kender vi bedst: ”Hulde engel, du min barndoms ven!” fra 1825 og "Jyden

han æ stærk og sej," skrevet på jysk 18. sept. 1846 til en påtænkt folkefest på Hohøj ved Mariager.

Den skulle være et forsøg på at genoplive Himmelbjergmøderne, men han måtte aflyse grundet

mangel på tilslutning, Blichers image var krakeleret.

Grundtonen i Blichers forfatterskab, der strakte sig over 40 år fra 1807-47, byggede ofte på

personlige oplevelser som regel tragiske. Hans problemer i ægteskabet drev ham tit fra hjemmet ud

blandt mennesker i Midtjyllands hedeegne, ud i naturen på jagt. Flugten gav ham inspiration, hvad

der klart ses i hans forfatterskab. Et forfatterskab der er meget betydelig i dansk litteratur, med en

samlet produktion på ca. 7.000 tryksider.

Blicher blev aldrig anerkendt af den herskende litterære kreds omkring Johan Ludvig Heiberg, der

var en søn af Thomasine Gyllembourg (se 1773) og P.A. Heiberg (se 1758). Blicher opfattede Johan

Ludvig Heiberg som en fjende, han glemte aldrig, at han havde gjort nar af hans digte. Med

datidens forfattere havde Blicher ikke meget kontakt. Fra 1817 brevvekslede han med B.S.

Ingemann, kaldte ham for en ven, men fra Ingemanns side var der i svarbrevene mere tale om

høflige gensvar på Blichers breve. Blicher nåede aldrig at blive accepteret som forfatter i sin samtid,

han evnede ikke i samme grad som H.C. Andersen at gøre reklame for sig selv. Historiker og

kritiker Georg Brandes (se 1842), der var den førende kulturpersonlighed sidst i 1800-tallet, kendte


SIDE 26

ikke til Blicher, har i hvert fald aldrig omtalt ham, for ham var dansk litteratur ensbetydende med

københavnsk litteratur og til nød sjællandsk litteratur. Og dog blev Blicher sammen med H.C.

Andersen den mest læste danske guldalderforfatter. Blicher var god til at lytte. I sine sidste år vandrede han rundt til hedebønderne, her indsamlede han

folkesagn, som alle omhyggeligt blev skrevet ned. Hans værker blev langsomt men sikkert udbredt

efter hans død, og mange udgivelser blev trykt i nye oplag. For at belyse de litterære værkers

udbredelse og popularitet så blev der i Blichers levetid udgivet 37 titler, men efter hans død er der

udgivet og genoptrykt 260 titler i omkring 100.000 eksemplarer. En udbredelse ingen andre af hans

samtid opnåede. Og så skal vi lige huske, at i Blichers tid var det at kunne læse og skive noget

ganske særligt, som kun var de få forundt.

Christian VIII døde 20. jan. 1848, men det sansede den 66-årige Blicher ikke, han var allerede

langt henne i sin sygdom. To måneder senere 26. marts 1848 blev der sendt bud efter de

nærmestboende børn. Deres gamle far kunne næppe trække vejret. ”Kongen er død,” sagde en af

sønnerne i hans øre, men Blicher hørte intet, hans timeglas var udrundet, mens kirkens klokker

ringede aftensolen ned.

Dødsannoncen i ”Randers Avis” blev indrykket 28. marts 1848 af Blichers lokale tro støtte og

medarbejder, degnen Thomas Wandborg:

Præsten, Sangeren, Frihedens og den danske Nationalitets varme Talsmand og Forsvarer

Steen Steensen Blicher er ikke mere. Efter et langvarigt Sygeleie indslumrede han igaar

blidt og roligt ved Solens Nedgang i sit 66de Aar. Hans Dagværk er her tilende; men den Sæd, han

her har udstrøet, og hvis Frugter han ikke oplevede at see, vil han fra hiine Lysets Egne see

modnede. En dybtsørgende Enke og 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døtre,

begræde Tabet af den kjerligste Mand og Fader.

Spentrup, den 27. Marts 1848.

Wandborg.

Steen Steensen Blicher kunne tildeles mange titler: Præst, digter, landmand, jæger,

samfundsdebattør og humanist. Han blev begravet på Spentrup Kirkegård, på et sted han flere år før

sin død havde udpeget. Ernestine vedgik sig arv og gæld og sad i uskiftet bo.

Den 3. juli 1848 afholdtes auktion i Spentrup Præstegaard, over det som Ernestine ikke fik brug for

eller plads til i hendes fremtidige liv som enke i Randers. Der var 343 auktionsnumre, de indbragte

685 rigsdaler, hvad der var meget for den tids auktioner. Indboet bar ikke præg af nogen fattigdom,

hvad alle havde forventet grundet de evindelige klagesange. Men Blicher havde også store passiver,

så pengene forsvandt i de mange huller. Der blev ikke engang råd til en gravsten.

Randers Avis beskrev i 1850 Blichers grav som:

"Et Chaos og Noget lig Muldvarpeskud, som en forvitret Vegetation har været saa barmhjertig at

dække mod de barske Vestenstorme."

Der skulle gå fire år, før en folkeindsamling i 1852 blev sat i gang for at skaffe midler til en

mindesten på Blichers grav, men – resultatet var deprimerende - 32 rigsdaler og 1 skilling.

Efter yderligere fem år blev befolkningen igen opfordret til at yde en skærv til Blichers minde,

denne gang med et lidt bedre resultat, nu stod der 272 rigsdaler, 5 mark og 13 skilling på kontoen.

Igen gik der en rum tid, efter yderligere syv år havde beløbet med påløbne renter sneget sig op på

351 rigsdaler. Så var det forsvarligt at købt en gravsten. På den polerede forside er der udhugget en

lyre omgivet af en laurbærkrans.


SIDE 27

Men så opstod der et andet problem, for her 16 år efter Blichers død kunne ingen bestemt huske,

hvor graven oprindelig var. Den 28. nov. 1864, blev gravstenen sat, hvor man mente den forfaldne

grav lå. Ernestine nåede at se sin mands sten.

Ernestine havde udtrykt ønske om at blive begravet ved siden af sin første mand, Peder Daniel

Blicher. Men dette ønske blev ikke opfyldt, hun ligger begravet ved siden af sin anden mand på

Spentrup Kirkegård. I de efterfølgende år kom der en hel hær af mindesmærker for Blicher rundt

om i landet.

Inskriptionerne lyder:

Steen Steensen Blicher,

Født i Vium 11. oktober 1782.

Død i Spentrup 26. marts 1848.

Dit Navn skal i de fjerne Dage mindes,

og Fremtids Børn Dit Kvad forlyste vil,

naar Ingen veed, at her Din Gravhøj findes,

og Ingen af Din Slægt er mere til.

Erneste Juliane Blicher, f. Berg.

Født 1793.

Død 1875.

Blicher havde ved en forglemmelse ikke sikret Ernestine en normal

enkepension. Som erstatning herfor modtog hun 100 rigsdaler om året

fra statskassen. Ellers levede hun af at sy og strikke for folk. Derfor

blev Ernestines 27 år som enke i en lejlighed i Markedsgade i

Randers en trang tid. Fra 1860 gik det dog en anelse bedre, idet

nyudgivelserne af Blichers bøger kastet lidt af sig, så Ernestine

høstede lidt af frugterne fra de skriverier, hun aldrig havde brudt sig

om. Da hun døde 2. april 1875, efterlod hun sig en pæn sum penge på

sparekassebogen, indtægterne fra noveller og digte var begyndt at

komme. Men hun havde ikke en eneste af Blichers bøger i sit hjem,

de havde aldrig interesseret hende. < Erneste Juliane Blicher

Blichers liv havde bestemt ikke været ”en dans på roser,” tornene havde været fremtrædende i

hans liv. Blichers helt store anerkendelse kom først efter hans død. Men alligevel blev han den

forfatter, som for alvor placerede Jylland på det litterære landkort.

Der er skrevet rigtig meget om Steen Steensen Blicher. Her fremhævet dem jeg har læst mest i:

Evald Tang Kristensen og M.A.S. Lund: ”Steen Steensen Blichers liv og gjerning” fra 1882

Jeppe Aakjærs trebindsværk: ” Steen Steensen Blichers livstragedie” fra 1903-27. Her er der

præsenteret en imponerende bunke breve og oplysninger om Blichers liv

L. Mylius-Erichsen: ”Den jyske hede før og nu” fra 1903

Knud Sørensen: St.St. Blicher digter og samfundsborger” fra 1984


SIDE 28

I den gamle

forpagterbolig i

Spentrup havde

Blichers yndlingsdatter

Malvina sit hjem efter

giftermålet

med præstegårdens

forvalter Rasmus Berg.

Her er ”Malvinas

Hus” indrettet som

mindestue for Blicher.

Her er mulighed for at

studere mange af Blichers personlige ejendele, manuskripter og førstetryk af

en række af hans værker ikke mindst de kongetro. Her fornemmes

atmosfæren omkring Spentrup Kirke, præstegård og skole, hvor Blicher

havde sin gang, mens han var præst i Spentrup dvs. fra 1825 til sin død

1848.

I ”Malvinas Hus” er der indrettet mødelokaler med thekøkken, der er atelier

og mindre lokaler til kunstudstillinger, foreningsmøder m.v.

Blicheregnens Museum findes i udlængerne til Thorning Præstegård

I 1908 besluttede Jeppe Aakjær (se 1866), at han ville rejse en mindesten

over forældrene ved landsbyen Aakjær i Fly Sogn, hvor han var født og

opvokset. Han annoncerede, at han ville holde "Markfest i Aakjær" den 12. juli 1908.

Jeppe Aakjær forventede omkring 150 deltagere, men da dagen oprandt, kom der 3.000 en kæmpe

overraskelse for alle.

På herregården Herningsholm Ø for Herning åbnede Blicher Museet i 1930. Grundlaget var

primært effekter samlet af Jeppe Aakjær og skænket til museet.

Den 11. okt. 1951 blev Blicher-selskabet stiftet med det formål af fremme og uddybe interessen for

Steen Steensen Blichers liv og værker. Selskabet har siden 1955 uddelt Blicherprisen og arrangerer

hvert år en fest for foreningens ca. 500 medlemmer. Blicher-selskabets formand er operasanger Erik

Harbo.

Ideen med Himmelbjergmøderne blev fulgt

op af Jeppe Aakjær, der 26. juli 1908

arrangerede den første “Jenlefest.”

Annoncen her er fra ”Jenlefesten” 1. aug.

1920. Til denne fest nåede deltagerantallet

op på 8.000. Et af årene var ”Jenlefestens”

hovedtaler en ringkjøbingdreng nemlig

sømand, bogbinder, politiker og forfatter

Harry Søiberg (se 1880), der var født i

Ringkjøbing. Den eventyrlystne Harry

Søiberg var en ivrig debattør i

arbejderbevægelsens politiske arbejde, hvor

han markerede sig som socialist. Tilmed var

han en blændende taler.


SIDE 29

I anledning af 200 året for Steen Steensen Blichers fødsel udgav Post Danmark 26. aug. 1982 et

frimærke med hans portræt pålydende 2 kr., der var den tids normale porto.

Ingen er god til det hele, men alle er god til noget.

Steen Steensen Blicher ville være god til det hele,

det gjorde hans liv meget besværligt.

Og dog blev han en af Danmarks største digtere

Frede Lauritsen


SIDE 30

Her følger et resume over udvalgte Blicher noveller:

Brudstykker af en landsbydegns dagbog: Skrevet i 1824

Det er Blichers første prosatekst, den blev udgivet februar 1824 i tidsskriftet ”Læsefrugter,” der

ejedes af Elmquist, med hvem Blicher havde lavet en aftale om fem rigsdaler for hver trykside. At

det blev en novelle, skyldtes primært, at hans tidligere digte fyldte for lidt, og indtægt var ret så

nødvendig.

Novellen er skrevet i dagbogsstil, bygger over den historiske person Marie Grubbe på Tjele, der i

novellen hedder Sophie. Blicher gruede for, at han skulle få novellen retur, fordi forlæggeren ikke

fandt den god nok, men den blev antaget, og Blicher anede ikke selv, at han havde skabt sit

mesterværk. Af nogen betegnet som det ypperste af dansk litteratur.

Lidt fup var der med i spillet. Blicher havde efter selve novellen skrevet: Fundet, gjennemseet og

udgivet af S.S. Blicher, noget som også udgiver Elmquist var bekendt med.

Novellen handler om Morten Vinge, fra han er 14 år, til han er 67. Den foregår i årene 1708-53,

altså i Blichers oldefar og bedstefars tid. En tid som faren Niels Blicher havde fortalt sønnen om på

deres lange vandringer i heden.

Handlingen starter 1. jan. 1708 i Føulum, hvor Morten får undervisning i latin og græsk af Hr.

Søren, den gamle præst i Føulum. Mortens fars drømmer om, at Morten skulle blive præst i

Føulum, så kunne præstens Jens blive biskop i Viborg. Jens har dog ikke meget lyst til at læse, han

vil hellere gå på jagt. Præsten er gal på sønnen og taler dansk til ham, hvorimod han taler latin til

Morten, der læser flittigt, og som han holder mere af end af sin søn. Morten sætter også stor pris på

præsten: ”Bevar vor gode Hr. Søren, han lever nok ikke til næste Nytår.”

Det gjorde Hr. Søren heller ikke. Ikke kun Morten, men også Jens græd.

Det var nu meningen, at Morten skulle i skole i Viborg. Hans far gik til Viborg for at arrangere

sønnens ophold og forplejning. Men faren kom aldrig hjem igen, en snestorm har fanget ham, og

han findes i en snedrive frosset ihjel. Mortens planer ændres, og han bliver hjemme for at forsørge

sin mor. Tre uger senere dør Jens’ mor. Den optimistiske Jens bliver skytte på Tjele med grønt tøj

og fjer i hatten. Han er pigernes Jens. Skolepeblingen Morten får tilbudt at blive en af seks tjenere

hos herskabet på Tjele.

Farvel præstekald! Farvel Latin! O mine kjære Bøger! Jeg har solgt min frihed for 12 Sletdaler!

Morten er den flittige, der læser. Herskabet taler fransk ved bordet, så Morten beslutter at lære

fransk. Han lister sig til, at få den bog frøknerne får undervisning efter, og står udenfor døren og

lytter til undervisningen. På den måde lærte han fransk.

Af Jens lærte han at gå på jagt, fordi herremanden bad ham om det. En dag reddede Morten nådig

herrens liv ved at skyde en vildbasse.

Under opholdet bliver Morten forelsket i frøken Sofie:

”Der har saa dejlige Tænder.”

”En dejlig Frøken jeg har Glæde af at se på.”

”Frøken Sophie smilte så venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals.”

”Ak, jeg elendige Menneske! Nu ved jeg, hvad det er, jeg fejler - - Amor!”

”Ak, Frøken Sophie! Gid du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!”

”Det er både ondt og godt at være forlibt.”

Under en kanetur med Sophie røber Morten, at han forstår fransk. Han kan derfor ikke fortsætte

som tjener ved herskabets bord, men bliver forfremmet til kammertjener og skal rejse med junker

Kresten til Paris.


SIDE 31

Den 17. dec. 1710 dør Mortens mor. Ligprædikenen varede i syv kvarter. Jo længere prædiken jo

større ære.

Jan. 1711 rejser Kresten og Morten til København, hvor de skal blive hele sommeren. Morten

længes efter Sophie: ”Jeg tænker, jeg er død inden Maidag.”

På sejlturen til Sjælland bliver de angrebet af et svensk sørøverskib. De skyder igen på svenskerne,

som var de snapper. Det lykkes Morten at ramme den svenske kaptajn, hvorefter sørøverskibet

flygter.

I København oplever de meget, og Morten bliver forelskelsen kvit. Men sidst på sommeren

udbryder der pest i København, pesten angriber Junker Kresten, der dør. Lange ligvogne kører rundt

i gaderne for at opsamle lig. Morten rejser tilbage til Tjele og sørger sammen med familien over

Krestens død.

Men Mortens forelskelse blusser op på ny, for der er kommet en kavaler til Sophie, Hr. Gyldenløve.

En bryllupsdato bliver bestemt. Da Morten fortæller det til Jens, viser det sig, at Jens også er

forelsket i Sophie.

Sophie og søsteren Marie får børnekopper, men Marie overlever ikke.

Morten ligger syg i tre måneder, og da han ser Sophie igen, var hun bleg, men ser ellers fornøjet ud.

Excellensen Gyldenløve er rejst bort, de var vist allerede kede af hinanden.

Morten har med sygdommen mistet sin ungdoms munterhed.

Jens og Morten bytter værelse, så Morten får udsigt til forældrenes grave og Hr. Sørens, hvor der

gror tidsler, som han vil luge bort.

Fruens pige får en søn, kniplingskræmmeren bliver udlagt som fader, skønt alle ved, hvem den

skyldige er - nemlig Hr. Gyldenløve.

En nat da Jens ikke er hjemme, lægger Morten sig i sit gamle kammer. Han blev vækket med kys, -

det var Sophie. Han bliver ovenud lykkelig, favnede hende der hvilede ved hans bryst – ville gerne

dø af frygt for at vågne. ”Evindelig min” udbryder han, da først opdager Sophie sin fejltagelse og

flygter med et skrig.

Morten fortæller ingen om sine oplevelser. Men en af pigerne har opdaget Sophies forhold til Jens

og røber dem. Stor opstandelse - herren løber med bøssen for at skyde Jens, men han var på sin hest

allerede langt borte. Frøknen spærres inde. Efter få dage henter Jens Sophie en nat, og sammen

flygter de.

”Herren tager vist sin Død derover,” han bliver syg og dør, men inden han dør, kalder han Morten

til sig, og beder ham om at skyde sin hund Vaillant, når han er død. Som belønning får han hesten

Blis og et gevær.

Herefter beslutter Morten at forlade Tjele, han har ikke flere venner her, og går i krigens tjeneste for

det giver - brød eller død. Med sig har han Blis.

I svenskekrigen tages han til fange, Blis dør, og han tvinges til at blive svensk soldat, men ikke mod

sine landsmænd - kun mod moscoviten.

I fireogtyve år opholder Morten sig i Sibirien. Meget hører vi ikke fra den tid, om hvad han

foretager sig, kun at han går på jagt efter hermelin og mår, men han længes mod den danske natur.

Med skib kommer han igen til Danmark og ser det danske flag. I en storm knuses skibet mod

Falsters kyst. Fattig og halvnøgen vandrer han i land. På Korselitse finder han et fristed:

”En ædel Herre har taget mig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag.”

Foråret i Danmark er en lise i forhold til Sibiriens kulde.

Herren holder af Morten, der i timevis fortæller om krigen og oplevelserne i Sibirien.

”Jeg har seet hende – hende? Ak nei! Ikke hende! en falden Engel har jeg set, en Mørkhedens

Gestalt – tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu – nu ækles jeg ved Livet – jeg kan ikke skrive

meer.”

”Dersom du læser denne Journal, skal det ses, hvorlunde Synden lønner sine Børn.”


SIDE 32

En dag promenerer Morten i haven ved Korselitse. En mand synes bekendt - tykt skæg, skummelt

øjekast: ”Er du også her?” sagde han med et skævt grin. Morten skælvede – det var Jens.

”Hvor er Sophie?” Var Mortens første spørgsmål.

”Soffi” skreg Jens, ”her er en gammel Bekjendter.”

Sophie lå tre skridt fra Morten og lugede. Hun vendte ansigtet så et øjeblik på Morten og gav sig

igen til at luge. Ingen bevægelse i det fordums så dejlige ansigt. Forandret, bleggult, rynket,

fortrædent, som havde det aldrig smilet. En hullet kyse med lasede kniplinger. Skidne pjalter af

engang smukke klæder hang om hendes tykke, ildedannede krop. Angst og vammel kunne Morten

hverken tale eller røre sig.

”Nu er hun nok ikke saa smuk, som dengang hun krøb i Sengen til Dig?” råbte Jens. Morten gyste.

”Forgyldningen er slidt af, men Kneveren kan hun bruge,” fortsatte Jens:

”Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?”

Morten gav ham noget og gik op til gården.

”Kjender Du disse Mennesker?” Spurgte herren.

”Ak Du gode Gud! Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden.”

”Det er slette Folk,” sagde herren, ”hun er arrig og bandsat, og han drikker som en Svamp. De har

boet et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker. Og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun

skal være kommet af skikkelige Folk?”

Morten græd og fortalte herren historien om Sophie og Jens, der havde flakket rundt i Danmark og

Tyskland, han spillede valdhorn, hun sang og spillede lut. Var dette ikke nok til at opretholde livet,

levede de af hendes prostitution. De var omkommet, hvis ikke herren havde forbarmet sig. Herrens

forfærdelse var stor som Mortens bedrøvelse.

Efter mødet med Sophie og Jens mærker herren, at Morten ønsker at komme til sin fødestavn, og

skaffer ham plads hos det nye herskab på Tjele. Men herskabet nyder ikke jagt, det er en traurig

slægt.

Undervejs mod Samsø sammenligner Morten sine oplevelser, det at være i krig – kårde, kugler,

hug, stik, sår og død er intet at regne mod sjælens fordærv. Hellere havde han set Sophies skønne

legeme sønderrevet af vilde dyr.

Efter tredive år er Morten tilbage på Tjele. Han har vundet en grav hos sine forfædre. Slægten er

borte, men han genkender træer, stene og lynghøje.

Mortens sidste otte år går med minder, han bor alene i sin fars hus, og bliver degn i Tjele og Vinge.

På den tid kunne man blive degn, hvis man besad evnen til at læse, hvad højst 5% af befolkningen

gjorde.

Disse blade (dagbogen) skulle være det eneste mærke om mig. - Slutter Morten.

Røverstuen: Skrevet i 1827

Novellen starter med en parentetisk indledning på to sider. Handlingen foregår med Aunsbjerg som

base. Som det sig hør og bør, er der spøgeri på godset. Skytten Niels på Aunsbjerg afslører

krybskytten Sorte Mads, der er hjemfalden til straf, men krybskytten holder gæk med

herregårdsskytten. Frøken Mette på herregården lader sig midt om natten bortføre af sin elskede –

Holger fra Vestervig. Faderen og den forsmåede bejler junker Kaj optager forfølgelsen, finder

Mettes sløjfe og senere hendes ene handske. Men tateren Sorte Mads og Mikkel Rævehale kommer

de flygtende til hjælp, de skjules i ”Røverstuen” en halvmilsvej V for Karup Å, der formentlig er en

gammel gravhøj, for høje kæmpesten udgør stuens væg. Mette og hendes Holger har forinden

højtidelig lovet ikke at røbe skjulestedets eksistens for nogen. I ”Røverstuen” møder vi Sorte Mads’

kone Lisbeth og tre nøgne børn. Det flygtende par bliver lykkeligvis senere herskabet på Aunsbjerg.

Novellen viser, at alle er bange for det ukendte, landsoldaten er bange for det frygtelige hav,

sømanden er bange mellem sabler og bøsser, og kommandanten er bange for konen.


SIDE 33

Sildig opvågnen: Skrevet i 1828

Novellen starter med omtale om den 48-årige doktors død, og handler om baggrunden for det

dramatiske dødsfald. Han er faglig dygtig, munter, elskværdig, lykkelig gift, far til seks, formuende

og aldrig syg. Han er en selskabsmand, der er forblændet af kærlighed til sin kone Elise. Udadtil ser

alt rigtigt ud, men lykken lider skibbrud, og doktoren skyder sig.

Fortælleren er præsten Wilhelm, der bliver vidne til ”skibbruddet.”

Handlingen starter 35 år tidligere på dansegulvet, hvor Wilhelm byder jomfru Elise op til dans, hun

er smuk, munter, en dygtig danser, men overfladisk og går ikke af vejen for en flirt. Doktoren

hævder imidlertid, at Elise har lovet ham denne dans. Doktoren er meget jaloux, og det viser sig, at

de er hemmeligt forlovet, og parret bliver da også gift.

Wilhelm, der grundet sin stand har en vis værdighed, bliver gift med sin ungdomsforelskelse

Henriette, en stille, bly nærmest from, dannet, venlig og ydmyg pige med dybe følelser og en klar

forstand. Set med præstens øjne dog lidt for trist.

En tredje familie flytter til byen, det er den muntre løjtnant senere major Frans. En ædel, modig,

smuk og retskaffen mand og hans smukke og lige så muntre kone Charlotte er vittig, åbenmundet

og kvik i replikken. Også en velstående familie dog med den skavank, at de ingen børn har.

De tre par bliver gode venner, og går under navnet ”Trianglen.”

På et maskebal mødes majoren Frans og Elise, forklædningen får skyld for fejltagelsen, men reelt er

der opstået ”sød musik,” og forholdet udvikler sig.

Så går der en halv snes år, majoren bliver alvorlig syg med høj feber. Charlotte tilkalder doktoren,

majoren taler i vildelse til sin kone Charlotte, som om hun var Elise. Han bedyrer, at deres forhold

må holde op for, som han siger, det er synd for både min kone Charlotte og for din mand doktoren.

Ydermere fortæller han Elise, som altså er Charlotte, om et hemmeligt rum i chatollet, hvor han har

gemt deres kærestebreve, dem skal hun brænde. Brevene kommer frem og afslører til fulde et

årelangt kærlighedsspil. Skandalen rulles op for alle, og doktoren, der elsker sin kone så højt, kan

ikke bære at være svigtet og tager sit eget liv.

En handlingsmættet og god novelle, der viser utallige sider af menneskelivets såvel lyse som mørke

sider.

Novellen blev skrevet lige efter Ernestines troløshed og handler netop om omkostningerne ved

kærligheden, når der kommer svigt i forholdet.

Ak! Hvor forandret: Skrevet i 1828 Historiens jeg - hedder Per Spillemand, en lang københavner, ung moderigtig spradebasse, der tror

en masse om sig selv. Han har forsøgt at blive graver og bedemand, men uden succes. Sammen med

sin ven Ruricolus er han draget til det jyske, her fortæller Per, ikke uden stolthed, om sit tyvende

kærlighedsforhold til den dejlige, underskønne jomfru Maren Lammestrup. Efter en bryllupsfest hos

stedets pastor, hvor alle er sløve, matte og uden glans, er der arrangeret en jagt. Per gør sig ikke

rigtig i jagtselskabet, med de erfarne jægere, han bliver belært om, at hundene ikke gøede, nej de

halsede. Per skød en and, med det resultat at han gik bagover og havnede i vandet. Han bliver

iklædt tørt tøj af fru pastoren, men tøjet hænger, det passer bedre til den lave, digre pastor.

Idet Per, i sit tørre men lidet flatterende tøj, træder ind i stuen hos alle damerne, kom latteren helt af

sig selv og jomfru Lammestrups forhen så gunstige stemning ændres. Trods sin aparte påklædning

tror Per dog stadig på sin uimodståelige charme, han kan i sin selvglade naivitet ikke se, at jomfru

Lammestrup gør grin med ham.

Per foreslår, at de alle går ud for at overvære jagten, her kommer de til en bæk, hvorover ligger en

smal spange, som damerne bestemt ikke tør forcere. Per fatter imidlertid jomfru Lammestrup i sin


SIDE 34

favn, og vover at gå over spangen. Hun minder ham med slet skjult ironi om, at han allerede en

gang i dag har været i bad. Naturligvis falder Per i bækken, han træder i de alt for vide bukser og

uvante gevandter. Men bækken består ikke, som navnet lyder, af rent kildevand, men er i stedet den

rene mudderpøl. Per gør sig totalt umulig i selskabet, og forliser hermed sin nys erobrede kærlighed.

Så går der tyve år, hvorefter Per kommer tilbage. På møddingen ved præstegården møder han en,

han tror, er en gammel staldkarl, først kender han ham ikke, men opdager så, at det er hans gamle

ven Ruricolus, der nu er blevet præst på stedet. Ruricolus byder Per indenfor, hvor det viser sig, at

præstens kone er den før så underskønne jomfru Lammestrup. Tiden har dog udslettet hendes

skønhed, vid og munterhed. Omkring dem vimser en halv snes børn. Pers ungdomsdrømme har lidt

et alvorligt knæk.

Hosekræmmeren: Skrevet i 1829

Novellen indledes med: ”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.”

Fortælleren er en vandringsmand - formentlig Blicher selv, han går over heden, hvor han ser

fatamorgana af slotte og pyramider, men da sulten melder sig, drømmer han om en menneskelig

hytte. I et lyngtækket hus finder han fattige hedebønder, men bag fattigdommen skjuler sig værdier

i et usselt hængeskab, i et umalet skrin og i en tegnebog indenfor en lappet kofte. Alkoven er fyldt

op af strømper. Det er altså en hosekræmmer, og de er, trods deres tarvelige udseende, altid

velhavende. Bonden Michel Krænsen byder vandringsmanden velkommen. En dejlig bondepige

varter op, og giver også hunden Chasseur en skål mad. ”Hende beholder I vist ikke længe,” siger

vandringsmanden. ”Bejlere er der nok af,” siger bonden: ”At fri med et lommeur og en sølvbeslået

pibe kan ikke gøre det, der skal mere til at køre end at sige hyp.”

Bonden forklarer om den uværdige nabosøn, en fåredreng, kumpan og dum hund. Skønt han kun

har to stude og halvtredje ko frier han til Cecilia, og faren ejer kun et liden boel og skylder endda

hosekræmmeren 200 daler.

Nabosønnen er netop på vej mod huset. Moren siger: ”Velkommen Esben,” en ung, smuk, kraftig

karl, pæn påklædt, en god gut med et ærligt ansigt, men altså – uden penge.

Esben vil rejse i Sønden til Holsten: ”Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at

gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive,” siger

Esben.

Michel Krænsen er dog ikke til sinds at love noget: ”Mens græsset gror, dør horsemor,” og mener

hermed, at forelskelsen dør ved adskillelsen.

”Dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.”

Esben hilste de gamle farvel og til Cecil i en blød tone:

”Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! Tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae – Gud være

med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!”

Moren sukker: ”Aa ja.” Og tårerne triller ned over Cecilias kinder.

Efter seks lange år vendte vandringsmanden tilbage til det lyngtækkede hus, Cecilia sidder og

synger bleg, smuk, men med vanvid i øjnene: ”Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han

snart?”

Moren fortæller, at Mads Egelund med en gældfri gård og 3.000 daler havde friet til Cecil og fået

farens ja. Men Cecil sagde nej. Faren blev gal og gik sammen med Mads Egelunds far til præsten og

lod lyse. Da præsten læste lysningen op tredje gang og sluttede med: ”Haver Nogen Noget derimod

at sige?” Rejste Cecil sig i stolen og råbte: ”Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i

Paradiis.”

Vi overgik en stor skam, fortalte moren, og Cecil var ramt af vanviddet.

Et halvt år efter kom Esben hjem, ingen havde hørt fra ham i mellemtiden, Cecil siger: ”Du tøver

længe, Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men siig mig først: er Du død eller


SIDE 35

levende?”

”Herre Gud, Cecil! Du kan jo vel see, at jeg er levende!”

”Det var Skade for saa kan Du ikke komme ind ad Paradiisets Dør. Stræb at ligge Dig til at døe

saasnart Du kan! thi Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først.”

Esben anklager Michel Krænsen den uret, han har forvoldt de to elskende. Esben er nu en holden

mand på 5.000 daler, og Michel Krænsen ærgrer sig på det nærmeste til døde.

Det er blevet aften og optræk til uvejr, så Esben overnattede i overstuen. En times tid efter midnat

vågnede moren, hun opdager, at Cecil har forladt sin alkove, og at noget ikke var rigtigt. I overstuen

finder hun Cecil siddende i Esbens seng med hans hoved i sit skød. Men Esben var bleg som et lig

og lagnerne røde af blod. ”Tys! tys! nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have

begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal vort Bryllup staae med stor

Herlighed og Glæde.”

Cecil havde skåret halsen over på sin elskede, den blodige ragekniv lå på gulvet.

Michel Krænsen blev aldrig mand igen, et par måneder efter Esbens begravelse døde han. Efter

farens begravelse faldt Cecil i en tre døgns dyb søvn, da hun vågnede var hendes forstand kommet

tilbage.

Igen frier Mads Egelund, men Cecil afviser, og i arrigskab fortæller Mads Egelund om hendes store

ugerning, og igen faldt Cecil hen i vanvid.

”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.”

Præsten i Vejlbye: Skrevet i 1829

Herredsfoged Erik Sørensens dagbog er grundlag for historien om Præsten i Vejlbye.

Erik Sørensen forelsker sig i pastor Søren Quists datter, og de bliver forlovet. Forinden har Morten

Brun friet og fået nej. Morten Brun er en ubehagelig person, der ønsker at tage hævn. Han får sin

bror Niels til at tage tjeneste hos præsten, som er en hidsig og ilter person. Niels ypper kiv, der

resulterer i, at præsten slår ham. Niels flygter ud af landet. Mortens plan er stadig lykkedes. På

kirkegården er der nylig begravet en ung mand. En nat graver Morten den unge mand op, og

begraver ham i stedet i præstens have. Forskellige vidner bistår med udsagn, der antyder, at præsten

har slået Niels ihjel, en har endda en nat set ham grave i sin have. Liget af den unge mand findes, og

præsten begynder selv at tvivle, han kender jo godt sin hidsighed, han såvel som datteren er dybt

ulykkelige. Præsten stilles for herredsfogeden, der dømmer ham til døden.

Nogle år senere dukker Niels op fra Hamborg og fortæller sin historie - men for sent.

Søren Quist ligger begravet på Aalsøe Kirkegaard lige ved døren. Få dage efter at Niels er dukket

op, findes han liggende død på Søren Quists grav. Det formodes, at anger har drevet ham i døden.

Skytten på Aunsbjerg: Skrevet 1839

Under Steen Blichers opvækst opholdt han sig ofte på Aunsbjerg grundet morens sindslidelse, eller

var rettere indespærret, for det var under skarp overvågning af den snobbede godsejerfrue Steensen,

som Steen bestemt ikke kunne lide: ”Hvor er din Villie lille Steen?” var hendes spørgsmål, og

svaret skulle være ”I Bedstemors Lomme.” Godsejeren Steen Steensen, der var Steen Blichers mors

morbror, var derimod godmodig og rar. Parret havde ingen børn, og derfor måtte Steen agere

velopdragent barn, når der kom gæster. Skytten Vilhelm Marteaus (1728-19/8 1791) eller på fransk

Guillaume de Martonniere holdt Steen meget af, han fortalte ham om jagt, geværer og naturen. Det

viser sig, at Vilhelm er af fransk adelsslægt.

En ung pige mister livet på en køretur, hvor hestene løber løbsk, men Vilhelm afslører, at det er et

mord. Nemlig kusken som skal have et barn sammen med pigen, men han vil hellere have Mette,

der er stuepige på Aunsbjerg. Kusken sættes i fængsel, men imidlertid viser det sig, at Mette også er


SIDE 36

gravid med samme kusk. Stor opstandelse og Mette trues med at skulle forlade herregården.

Vilhelm træder til, beder om en samtale med godsejeren under fire øjne og påtager sig fadderskabet

trods sine 50 år med det resultat, at han og Mette får tildelt et hus, som de flytter ind i.

Alt ender dog i bar elendighed. Vilhelm dør efter styrt fra sin hest, han blev fundet flere dage efter

liggende under hesten, der også var død. Visse kilder mente, det skyldes morderens bror, der ville

hævne sig. Mettes barn dør og kort tid efter også Mette. Steen var dengang 9 år.

Eneste Barn: Skrevet i 1841 Anmeldt i ”Corsaren” 31. dec. 1841

En mystisk midaldrende dame bor til leje hos en høker. Hun er klædt, så man aner, hun har set

bedre tider med fortids velstand. Hun var datter af en rig godsejer, men giftede sig mod farens vilje,

men løb dog fra manden. Faren er kammerherre og meget brutal, han har engang slået en mand

ihjel, men blev dog frikendt i retten.

Frøknen, som hedder Lotte, med det rigtige navn Charlotte Schinkel, skulle efter farens befaling

giftes med en køn ung baron, men hun ville have en anden, som beklageligvis kun var præstesøn.

Derfor sættes hun i forvaring. Hun får dog via hurtigløber Thomas hemmelige breve fra sin elskede

præstesøn. Lotte gør sig rejseklar, og idet en vogn ruller frem, kommer kammerherren ud og undres

over, at datteren står rejseklar. Ud fra vognen træder en herre, fornem klædt som var også han

kammerherre. Med sig har han yderligere to herrer, og en allerhøjeste skrivelse der fritstiller Lotte

at vælge, mellem den faderen har valgt og hendes udkårne præstesøn, som tillige viser sig at være

løjtnant i den kongelige marine. Skrivelsen siger, at ifald faren ikke accepterer Lottes valg, skal hun

befries om nødvendig med magt.

Faren kalder datteren for en taske og erklærer hende arveløs. Faren er meget ophidset, og dagen

efter dør han af et hjertetilfælde. Dermed er den forhadte svigersøn pludselig blevet universalarving.

Parret vil dog ikke bo på godset, der for Lotte ikke har de rette minder. Efter nogle år sælges godset,

men da hendes mand efter salget kommer tilbage, er ”fuglen” fløjet, men børnene og tyendet var

der stadig. Lotte har fundet sig en ny løjtnant - svensk endda. Inden de er draget til Sverige, har de

tømt huset for alt ædelt metal. Svenskeren var dog heller ikke spændende nok for Lotte, han får ikke

mere sit udkomme ved hende, idet hun løber med en dansk handelsbetjent, der ”kneb en del mønter

fra sin principal,” som der står.

Handelsbetjenten er en upålidelig fyr, der forstår at tappe Lotte for de sidste mønter Derfor er Lotte

endt i armod siddende til leje hos høkeren.

Denne novelle er en af Blichers dårligste. Det var sikkert, en af dem han skrev udelukkende for at

hæve fem rigsdaler for hver trykside.

Generelt: Blicher er en rigtig god fortæller, - men, for os der ikke er alvidende, er det irriterende at latinske,

tyske eller franske sætninger ikke bliver oversat. Ligeså irriterer det, at han i visse noveller bruger et

bogstav som erstatning for et stednavn eller et personnavn. Som fx B rejste til S-kjøbing.


SIDE 37

På Niels Blicher og Steen Steensen Blichers tid: Hvordan så samfundet ud?

Hvad skete der i den omkringliggende verden?

Hvilke betydende personer levede der?

For at belyse dette ses her et udpluk af

- MINE TIDSBILLEDER fra 1700- 1800-tallet Primært begivenheder der har relation til Danmark

Oplysningerne er opført kronologisk, så du kan dykke ned, hvor du har lyst

1643-1718 Marie Grubbe dansk adelsdame datter af Maren Juul og Erik Grubbe til Tjele der fik

seks børn. Moren døde i 1647, da Marie var fire år. Marie Grubbe blev gift i 1660 med

Ulrik Frederik Gyldenløve, der 1664 blev Norges statholder, han var Frederik III’s

uægteskabelige søn med Margrethe Pape. Gensidig utroskab opløste ægteskabet i 1670,

hvor Marie Grubbe blev sendt hjem til Tjele. Medgiften på 12.000 rigsdaler betalte

Gyldenløve tilbage, hvad der var ret usædvanligt. Beløbet svarede i nutidskroner til ca.

1 mio. kr. Dem soldede Marie op i løbet af et par år på udenlandsrejser sammen med

søsterens mand Stig Høeg. I 1673 fik faren hende gift med Palle Dyre til Sindinggaard,

hvor de boede i 13 år. Marie var dog stadig ustyrlig og utro og forlod Palle Dyre efter 17

års ægteskab til fordel for den rå og fordrukne Søren Sørensen Møller, der var kusk og

ladefoged på Trinderup,

som også ejedes af Palle Dyre. Marie drog sammen med sin nye kærlighed rundt og

optrådte på markeder i Danmark og Tyskland, han spillede valdhorn, hun sang og

spillede lut. Og hvis ikke det var nok til livets ophold, levede de af hendes prostitution. I

1706 havnede de i Borrehuset et overfartssted på Falster ved Grønsund. Foruden

færgestedet havde de udskænkning til den lokale befolkning. Søren var ofte fuld og kom

i klammeri, her dræbte han en skipper i 1711 og fik tre års strafarbejde. Marie Grubbe

så ham aldrig mere, han døde i 1717.

Da Ludvig Holberg 1711 flygtede fra København grundet pesten, lejede han sig ind i

Borrehuset, her traf han Marie Grubbe som færgekone. Unægtelig en noget anden Marie

Grubbe end hende Holberg tidligere havde truffet som adelsdame på Tjele. Holberg fik

en alvorlig snak med hende, uden at det dog førte til ændringer i hendes liv. Han skrev

senere: ”Epistel over sælsomme ægteskaber.” I ”Epistel 89” skildrer Holberg personen

Marie Grubbe. H.C. Andersen har også foreviget Marie Grubbe i 1869 med:

”Hønsegrethes familie.” Steen Steensen Blicher: ”Brudstykker fra en landsbydegns

dagbog” fra 1824 handler også om Marie Grubbe. Morten Vinge fik, da han kom

tilbage fra Sverige og Sibirien, ophold på Korselitse og til sin store forfærdelse, ser han

den tidligere for ham så uopnåelige unge og smukke adelsdatter Sofie forvandlet til det

ukendelige, en lugekone med rynket ansigt, hullet kyse og pjaltede klæder omkring

hendes tykke ildedannede krop. Kun vammelhed betog ham. I.P. Jacobsen skrev i 1876

sit hovedværk: ”Fru Marie Grubbe,” der herhjemme kun blev solgt i 7.000

eksemplarer, men dog oversat til 20 forskellige sprog. I 1994 udgav Juliane Preisler:

”Kysse-Marie”

der altså også er Marie Grubbe. Ved Grønsund står en beskeden sten: ”Her lå

Borrehuset 1705-1731. Udgravet 1941.” Det er, hvad man her ønsker at mindes om den

fallerede adelsdame.


SIDE 38

1683 Christian V’s danske lov blev offentliggjort 15. april 1683. Hovedmændene i arbejdet

var juristen Peder Lassen samt professor ved Københavns Universitet Rasmus Vinding,

anbefalet af Peder Schumacher. Det var den første lov der gjaldt for hele Danmark. Der

blev fælles norm for mønt, mål og vægt, hvad der tidligere havde været et stort problem.

Loven afløste landskabslovene fra 1200 tallet - Jyske Lov, Sjællandske Lov og Skånske

Lov. I alle disse love var det tilladt at tage loven i egen hånd overfor lovbrydere. Her et

eksempel: ”Det er tilladt den ægtemand, der finder en anden mand i seng med sin kone,

ret til at slå horekarlen ihjel.” Ellers kaldes han i loven for en ussel mand. Snobberiet

var meget udbredt, det var dengang embedsmænd pralede med, at de ikke kunne dansk:

”Kun dansk med hans hund han talte” et Holberg citat.

I anledning af 300 året for Christian V danske lov udgav Post Danmark 8. sept. 1983 et

frimærke pålydende 5,00 kr.

1746-1766 Frederik V (1723-66), født 31. marts 1723 som søn af dronning Sophie Magdalene og

Christian VI. Frederik V blev 6. aug. 1746 indsat som konge af Danmark og Norge.

Hans regeringstid var fredelig for Danmark, om end det 1762 var tæt på en krig med Zar

Peters Rusland. Et kostbart forsvarsberedskab blev opretholdt, men landet oplevede

samtidig et økonomisk opsving. I 1757 nedsattes en landbokommission, og styret

opfordrede til debat om økonomiske og sociale forhold.

Frederik V blev gift 1743 med den populære prinsesse Louice af England. Parret

opnåede stor popularitet takket være Louises ukomplicerede væsen og opblomstring af

forlystelseslivet efter den pietistiske periode under Christian VI. De fik sønnen, senere

Christian VII, og tre døtre. Dronning Louice var født 1724 men døde 1751 af navlebrok.

Året efter ægtede kongen Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, der blev mor til

arveprins Frederik. Efter gemalens død boede hun på Fredensborg Slot. Glæden

udfoldede sig igen i landet, efter at pietismen blev trængt i baggrunden. Kunst og

videnskab blomstrede, flere institutioner så dagens lys. Det kgl. Teater blev genåbnet

1748, Kunstakademiet på Charlottenborg blev oprettet 1754 og grundstenen til

Marmorkirken blev lagt 1749, men Frederik V så aldrig byggeriet færdig (se 1894).

Mange udlændinge, flest fra Tyskland, fik embeder i Danmark.

Kongen var godmodig, venlig og oprigtig elsket af folket. Det officielle billede af

kongen svarede imidlertid ikke til virkeligheden. Frederik V havde en svag og

uselvstændig karakter. Han drog om natten rundt til de københavnske bordeller, førte et

udsvævende liv med liderlighed, druk og spil, så man kan vist roligt sige, at han drak sig

ihjel. En ægte drukkenbolt og alkoholiker, der altid faldt over sine egne ben, altså ikke

særlig elegant i privat- og selskabslivet. Økonomien var ofte dårlig grundet hoffets

ødselhed. Grundet hans mangelfulde uddannelse lå magten hos medlemmerne af

Gehejmekonseilet, J.H.E. Bernstorff, Ditlev Reventlow og overhofmarskal Adam

Gottlob Moltke. For at undgå skandaler måtte Moltke dække over kongens drikkeri og

voldelige seksualitet. Så selvom Frederik V ikke personligt evnede at udøve sin

enevældige magt, fungerede staten alligevel takket være hans dygtige og loyale tjenere.

Derfor fremstod Frederik V's regeringstid som en lykkelig og fremgangsrig periode.

Frederik V valgsprog var: “Ved forsigtighed og bestandighed.” Han har lagt navn til

Frederiksværk.

Frederik V døde om morgenen 14. jan. 1766. På Amalienborg Slotsplads står

Rytterstatuen af Frederik V, udført af Jacques-Francois-Joseph Saly.

1747 Det kgl. Teater Danmarks nationalscene tegnet af Nikolai Eigtved (1701-54) og indviet

18. dec. 1748 på Kongens Nytorv under navnet - Det danske Comediehus. Teatrets

forløber var Comediehuset i Lille Grønnegade fra 1722, der brændte under Københavns


SIDE 39

Brand i 1728. Teatret blev grundlagt af Frederik V, der skænkede grunden med flådens

tjæreplads ved siden af det kongelige kanon- og klokkestøberi på Kongens Nytorv. I

1750 blev teatret overdraget til staden København, men driften blev byen en for stor

byrde, så i 1770 ansøgte man kongen om atter at overtage teatret. Først fra 1772 fik

teatret navnet Det kgl. Teater, fordi kongen da overtog det fulde ansvar for den

voksende gæld og udpegede selv en direktion. På prosceniet, som er den del af scenen

der ligger foran tæppet, har der siden 1774 stået “Ei Blot til Lyst.” I 77 år betalte

kongen “gildet” og bestemte repertoiret. Efter enevældens ophør i 1849 ændredes

teatret fra kongens til nationens teater under folkestyret og staten i Kirke- og

Undervisningsministeriet med årlige bevillinger på finansloven og fik Johan Ludvig

Heiberg (1791-25/8 1860) som direktør. Teatret er om- og tilbygget så ofte, at det

efterhånden lignede ”en sammensunken elefant.” I 1874 rev man bygningen ned og

byggede et nyt i fem etager med 1544 pladser. Men Vilhelm Dahlerups og Ove

Petersens teaterbygning var, med skråtstillet scenegulv og et usmidigt system af faste

kulisser, født forældet.

Her, som i dag betegnes ”Gamle Scene,” opføres kun opera og ballet. Et meget smukt

rum med forgyldt fornemt stuk. Over det mægtige røde scenetæppe sidder figurerne, der

symboliserer komedien og tragedien. Foran bygningen står to statuer af henholdsvis

Oehlenschläger og Holberg udført af henholdsvis H.W. Bissen og Theobald Stein.

Nye Scene, der også kaldes “Stærekassen,” blev indviet 1931. Fra 1992 opføres der her

kun skuespil. Staten giver et ganske stort tilskud til teatret, i år 2000 udgjorde dette

tilskud 840 kr. pr. solgt billet.

Det kgl. Teater havde i 2005 ca. 925 fastansatte, knap 100 forestillingsansatte og ca. 875

opførelser af skuespil, ballet, opera og koncerter. Besøgstallet var knap 600.000. Siden

1990 har der desuden været en række udendørs arrangementer.

1748-1839 Niels Blichers levetid

1749 Ringkjøbing udførte 382 stude, der er byens vigtigste udførselsvare. For hver stud skal

der betales 2 Rigsdaler og 24 Skilling i told.

1749 Berlingske Tidende udkom 3. jan. som Danmarks første endnu eksisterende avis.

Grundlagt med en konservativ holdning af kgl. hofbogtrykker og forlægger Ernst

Heinrich Berling (1708-50) under navnet: ”Kjøbenhavnske Danske Post Tidender.”

Avisen udkom på tre sprog, fransk for adelen, tysk for håndværkere og dansk for

almuen. Flere andre navne har avisen haft i årenes løb. Fra 1808-31 ”Danske

Statstidende,” fra 1833-1935 ”Berlingske Politiske og Avertissements Tidende,” og fra

1935 ”Berlingske Tidende.”

1749-1832 Johann Wolfgang von Goethe Tysklands nationale digter

1750 Åbningen til Ringkjøbing Fjord fra Vesterhavet er rykket yderligere sydpå. Nu udfor

Bjålum Klit lige N for Nymindegab.

1750 Europas befolkning har igen en størrelse som før ”Den sorte død” i 1300- tallet

1750 Jordens befolkning menes at være 800 millioner

1751 Ringkjøbing Løve Apotek startede 19. nov. som et selvstændigt apotek i Bredgade 9.

Tidligere har den været en filial af Kolding Løve Apotek, idet Christian Cornelius

Eilschou den 31. okt. 1749 fik bevilling af Frederik V på Christiansborg til at indrette et

apotek i Ringkjøbing. Dengang lavede apoteket det meste af medicinen selv, i dag

kommer alt fra medicinalfabrikker. I år 2000 overtog Henning Lukasen apoteket, der i

2002 blev flyttet til Torvegade.


SIDE 40

1751-1772 Encyklopædi udgives af Denis Diderot (5/10 1713-1784) og J. d’Alembert med tidens

store forfattere bl.a. Voltaire og Rousseau som medarbejdere. Ophavsmændene til dette

skelsættende opslagsværk er kendt som encyklopædisterne.

1753 Kongelige Københavnske Klasselotteri oprettes med tilladelse af Kong Frederik V i

lokaler på Rådhuspladsen i København. Overskuddet fra lotteriet skulle gå til Det

Kongelige Opfostringshus i Hellebæk, og lodtrækningen foretages af Opfostringshusets

elever også kaldet Skorper. Kun to trækninger fik Opfostringshuset fornøjelse af, så

opdagede Struense, hvilke indtægtsmuligheder der her lå, siden har Staten indkasseret

gevinsten. Opfostringshusets elever har dog fortsat foretaget trækningerne, men i år

2000 har elektronikken overtaget dette arbejde.

1754 Amalienborg blev opført som centrum i bydelen Frederiksstad. Arkitekten var Nikolai

Eigtved (1701-54), der hermed gav sit bud på dansk rokoko. Slottet består af fire ens

palæer med et samlet areal på 37.000 m2. I centrum på Amalienborgs Slotsplads står

Jacques-Francois-Joseph Salys berømte rytterstatue i bronze af Frederik V. Det blev en

langtrukken og meget dyr proces. Saly fik 12 frederiksborgheste stillet til rådighed, for

at studere deres kroppe og bevægelser.

Asiatisk Kompagni bekostede statuen med ½ mio. rigsdaler. Men Saly var utilfreds med

det beløb, han fik tildelt. Statuen blev opsat 16. aug. 1768, men stod først endelig færdig

i 1770. Navnet Amalienborg har slottet efter Frederik III’s dronning Sofie Amalie af

Braunschweig, der i 1670 opførte et slot på stedet - Sofies Amalienborg, men det

nedbrændte i 1689 under en teaterforestilling, hvorunder 180 mennesker omkom.

Palæerne blev bekostet og beboet af fire adelsmænd. Adam Gottlob Moltkes (Christian

VII’s) Palæ. Den indeholder Flora Danica stellet fremstillet i årene 1790-1803 og

tiltænkt kejserinde Katharina II af Rusland, men hun døde 1796, og kongefamilien

besluttede at beholde stellet, der hører til de flotteste stel, der findes.

Hans Schacks (Frederik VI eller Christian IX) Palæ. Det er her Dronning Margrethe II

residerer og har boet siden 1967. Det var også Hans Schack (1609-1676), der byggede

godset Schackenborg i Møgeltønder fra 1664-67.

Joachim Brockdorffs (Frederik VIII og Frederik IX) Palæ. Her boede Dronning Ingrid.

Gehejmeråd Christian Frederik Levetzaus (Christian VIII og Christian X’s) Palæ.

Indvendig blev Amalienborg udsmykket af N.A. Abildgaard (1743-1809) i 1794, hvis

assistent var en ung mand ved navn Bertel Thorvaldsen. Her bor nu Kronprins Frederik.

Så man kan vel egentlig sige, at Amalienborg er Danmarks flotteste familiekollektiv.

Da Christiansborg brænder i 1794, stod Christian VII med familie uden hjem.

Adelsfamilierne, der boede i de fire palæer, viste stor velvilje, og kongefamilien flyttede

ind i Moltkes Palæ. Siden da har kongefamilien boet på Amalienborg. I en periode

husede Schacks Palæ Højesteret. Den 17. marts 1994 udgav Post Danmark et frimærke

med Amalienborg pålydende 3,75 kr.

1755-1845 Serampore dansk koloni under navnet Fredriksnagare 30 km N for Calcutta. Kolonien

gav et pænt overskud til den danske stat pga. handelsskibenes afgift. Besat af

englænderne fra 1801-02 under Englandskrigene. College, der stadig fungerer,

indviedes i 1821. Christian VIII solgte besiddelsen i 1845 sammen med Trankebar for

1.125.000 rigsdaler. Danmarks kolonieventyr var forbi.

1756-1868 Nicobarerne indisk øgruppe på 19 øer hvoraf de syv er ubeboet. Nicobarerne, der ligger

helt over mod Bagindien, blev 1. jan. 1756 erobret af to skibe Kongen af Danmark og

Ebenezer udsendt med 82 mand fra Trankebar under ledelse af løjtnant Tancks, der

lokkede med gaver og brændevin. Hovedstationen her kaldtes Ny Danmark og øerne

kaldtes Frederiksøerne. Men den dødelige tropesygdom nicobarfeber, der formentlig var


SIDE 41

malaria, udslettede få år efter næsten alle indbyggerne. I 1768 overdrages øerne til

herrnhuterne. Storbritannien overtog øerne gratis i 1868, efter år med død og

elendighed. Hermed var kolonieventyret slut. Øerne er lukket for turister.

1756-1791 Wolfgang Amadeus Mozart østrigsk komponist. En af musikkens største talenter

(Se Mozart - hvordan var han egentlig?)

1756-1838 Michael Pedersen Kierkegaard Søren Aabye Kierkegaards far

1756-1845 Christian Frederik Hansen dansk arkitekt født 29. feb. 1756 i København.

Og den sjældne dato er rigtig. Forældrene er Anne Marie Malling (1716-66) og

skomager Mathias Hansen (1708-89). Christian Frederik kom allerede som tiårig på

Kunstakademiet, hvor han 1775 fik sølvmedalje. Han blev samtidig udlært som murer. I

1779 fik han den store guldmedalje, der gav ham mulighed for at rejse til Rom 1782-84

for at studere arkitektur. Blev ansat på Harsdorffs tegnestue som konduktør ved

opførelsen af Frederik V's kapel i Roskilde Domkirke.

I 1785 blev C.F. Hansen landbygmester i Holsten, med sæde i Altona. Lønnen var lav,

og jobbet lidet udfordrende. Han opbyggede derfor en privat praksis. For Altonas og

Hamburgs rige handelsfolk byggede han talrige landsteder, hvoraf de fleste er bevaret. I

Altona har C.F. Hansen præget den brede, mondæne gade Palmaille med store

fritliggende patricierhuse og en sammenhængende række mindre huse. I Holsten

byggede han flere herregårde: "Alt Fresenburg" (1791) og "Haseldorf" (1802-04). C.F.

Hansen blev gift 11. maj 1795 med Anna Margrethe Rahbek. I 1804 flyttede familien til

København, hvor der efter de store brande 1795 og 1807 blev genopbygget og nyopført

mange betydende bygninger: Metropolitanskolen (1810-16), Christiansborg Slot og

Slotskirke (1810-28), Vor Frue Kirke (1810-26), Rådhus med arresthus (1813-16) og

Domhus med søjlefront. Andre betydelige bygninger: Private huse som Søholm N for

København (1805-09), Skagen gamle Kirke, Sindssygehospital i Slesvig by (1817-30),

Agger Kirke, Hørsholm Kirke (1818-24), Lemvig Rådhus (1821-22), Vonsild Kirke

(1822-24), Neumünster Kirke (1828-34), Husum Kirke i Slesvig (1829-33) og Aabenraa

Rådhus (1830).

C.F. Hansen blev professor ved Kunstakademiet fra 1808, dets direktør i tre perioder fra

1811-33 og prægede dermed flere generationer af elever.

. I 1808 blev han etatsråd og 1826 konferensråd. En af Danmarks mest anerkendte

arkitekter Christian Frederik Hansen døde 10. juli 1845 på Frederiksberg.

1757 Drukkenskab kan ifølge lov af 1. feb. udløse bødestraf

1757 Sekstant til måling af længde- og breddegrader blev opfundet af John Campbell

1757 Det Kongelige Frederiks Hospital Bredgade i København åbnede som Danmarks

første sygehus, det senere Rigshospital. Opført af Nikolai Eigtved (1701-54) og de

Thurah. Det var her, Søren Kierkegaard døde 11. nov. 1855. Siden 1926 har

bygningerne huset Kunstindustrimuseet.

1758-1805 Lord Horatio Nelson britisk admiral og nationalhelt. Født

29. sept. 1758 i Norfolk som nummer seks i en fattig

landsbypræsts børneflok på 11. Nelson blev sendt til søs som

12-årig, det bragte ham på en arktisk ekspedition og til Det

Indiske Ocean. Han udviste personligt mod, og blev som 19-

årig udnævnt til løjtnant og sendt til Vestindien. Her blev han

21 år gammel kaptajn og fregatchef. Skønt lille var Nelson

forfængelig, modig, hyklerisk, selvrådig, uregerlig, grusom

og skamløs, men havde til tider et stort hjerte og var elsket af

sine mænd.


SIDE 42

Efter Den Amerikanske Revolution og nogle år i Vestindien måtte Nelson i årene 1788-

93 gå ubeskæftiget og på halv løn. Ved udbruddet af Revolutionskrigen i Frankrig 1793

fik Nelson kommando over et linjeskib og sendt til Middelhavet.

Nelson mistede højre arm 24. marts 1797 ved Canariske Øer, og mistede synet på højre

øje ved kamp på Corsika i Middelhavet. For sin indsats blev han udnævnt til

kontreadmiral.

Tilbage i Napoli, den britiske flådes hovedbase, fik Nelson en heltemodtagelse af den

britiske ambassadør William Hamilton og hans unge hustru, Emma. Skønt gift med

Frances Nisbet udviklede der sig et kærlighedsforhold til den gifte Lady Emma

Hamilton (26/4 1765-15/1 1815). Såvel Lord Nelsons lovformelige hustru som Sir

William Hamilton måtte magtesløse se til. Rygterne nåede også admiralitetet i London,

hvor man i forvejen var misfornøjet med den ret selvrådige Nelson, der bl.a. uden at

spørge i London havde modtaget titlen hertug af Brontë af Kong Ferdinand I. Nelson

blev derfor kaldt hjem 1800, hjemrejsen var i selskab med Mr. og Mrs. Hamilton.

Emma var blevet gravid med den i forvejen gifte Nelson. Lady Hamiltons pigenavn var

Emily Hardt. En spændende pige fra fattige kår der var nået langt. Først som

barneprostitueret, derefter som holdt kvinde hos en adelsmand ganske vidst fattig,

dernæst hustru for Englands napoliambassadør skotten Sir William Hamilton (12/1

1731-6/4 1803), der var 34 år ældre end hende, og sidst Lord Nelsons elskerinde. Lord

Nelson forlod sin kone og boede en periode i hus sammen med Emma og William

Hamilton. Emma og Lord Nelson fik to børn sammen. Det blev Napoleontidens

saftigste skandale.

Lord Nelson blev 1801 næstkommanderende hos admiral Hyde Parker, der med en

stærk flåde skulle tvinge Østersøstaterne til at opgive det væbnede neutralitetsforbund

rettet mod Storbritannien.

Den 2. april 1801 slog han os danskere i: "Slaget på Reden." Skønt Hyde Parker havde

kommandoen, ignorerede Lord Nelson Parkers signal om at standse kampen ved at:

”Sætte kikkerten for det blinde øje.”

Hans overvældende sejr over Napoleon I ved Kap Trafalgar 21. okt. 1805 gjorde ende

på Napoleons forhåbninger om invasion af England. Det var under denne kamp Nelson

udtalte: “England forventer, at hver mand gør sin pligt.”

Under kampen blev Nelson ramt af en geværkugle og døde umiddelbar efter, at han

havde fået meldingen om sejren. Liget blev taget med hjem til en statsbegravelse i

England, men for at kunne holde sig, blev det lagt i en tønde med rom. Bisættelsen skete

i St. Pauls Cathedral i London. Efterfølgende fik man rombudding (formodentlig).

Lord Nelson anses med rette for Englands største søhelt. En fremragende taktiker, der

var i stand til at improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for

modstanderens svage sider.

Lord Nelsons kendteste skibe var Agamemnon, flådens mindste, og flagskibet Victory.

Victory er bygget 1765 i Chatham, den er 69 m lang, 15 m bred, stikker 7 m, har en

tonnage på 2.196 uden last og 3.556 med last. Stormasten er 62,4 m høj, skibets 37 sejl

dækker et areal på 5.468 m2 og styres af 41,9 km tovværk. Skibet var med ved slaget

ved Trafalgar, dens max hastighed var 11 knob. Besætningen udgjorde 821 mand fra 22

lande, 7 af besætningen var danskere. Victory har fra 1922 ligget som en attraktion i

tørdok i Portsmouth Havn på Royal Naval Museum.

I et britisk lægetidsskrift fra 1998 kan man i en artikel af Milo Keynes læse, at man har

fundet ud af, at Lord Nelson slet ikke var blind, han var ganske vist blevet såret i øjet i

kamp på Middelhavet, men såret var helet og synet vendt tilbage. Hans påstand om


SIDE 43

blindhed skulle udelukkende hænge sammen med kravet om en årlig invalidepension på

200 £.

Trafalgar Square i London blev etableret 1835. Et meget benyttet samlingssted for

politiske demonstrationer, nytårsfest osv. På pladsen afsløredes 3. nov. 1843 en 5½ m

høj statue af Lord Nelson på en 46 m høj søjle. På soklen findes fire store

bronzerelieffer til minde om hans fire største maritime sejre: Kap Sankt Vincent 14. feb.

1797, Abu Qir 1. aug. 1798, "Slaget på Reden" 2. april 1801 og Kap Trafalgar 21. okt.

1805.

1758-1841 Peter Andreas Heiberg født i Vordingborg hvor faren var rektor på latinskolen. Som

ung flygtede P.A. Heiberg grundet stor gæld til Sverige. Her blev han lejesoldat.

Studerede ved Uppsala Universitet, blev senere huslærer i Bergen i Norge, hvor han var

ilde lidt og rejste herefter tilbage til København, hvor han blev translatør i portugisisk

og spansk. P.A. Heiberg blev efter to års forlovelse gift i 1790 med sin elev en af

Københavns mest omsværmede skønheder den 16-årige Thomasine Christine Buntzen

(1773-1856). De fik sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-25/8 1860), som blev gift med

Johanne Louise Pätges (1812-21/12 1890), den senere primadonna på Det kgl. Teater.

Thomasine og P.A. Heiberg ægteskab knagede, og de blev skilt i 1799, hvad der

dengang var en stor skandale.

Thomasine giftede sig med den svenske adelsmand Gyllembourg. Sønnen blev

ikke ved nogen af forældrene, men kom i pleje hos vennerne Kamma og Knud Lyne

Rahbek i Bakkehuset, det kulturelle samlingssted på Frederiksberg med den syv tdr.

land store romantiske have.

P.A. Heiberg udgav i 1787: ”Rigsdalersedlens hændelser” en satire mod både højre og

venstre. Romanen skabte stor politisk røre. Samtidig skrev han syngespil komedier,

viser og artikler i sit tidsskrift med den provokerende titel: ”For sandhed.” Her rettede

han skarpe angreb på enevælden, censuren og de tyske kredse. Herfor indkasserede han

ofte bøder.

P.A. Heiberg blev i år 1800 landsforvist grundet sin konstante chikanering af landets

embedsmænd og øvrighed, hans markante kritiske holdning til enevælden og dertil den

sindssyge Christian VII. Majestætsfornærmelse hed anklagen. ”Ordener hænger man på

idioter - stjerner og bånd man kun adelen gir,’” var P.A. Heibergs kendte slogan.

Heiberg passerede den danske grænse midnat 11. feb. 1800 på vej til eksil i Paris.

Grundet sine store sproglige evner fik han her job i udenrigsministeriet. Peter Andreas

Heiberg levede sine sidste år ensom, glemt og blev til sidst blind.

Omkring århundredskiftet var kongen og regeringen meget på vagt over for kritik rettet

mod staten. Man havde den franske revolution i tankerne, så den mindste optakt til uro

blev prompte slået ned, med fængsling eller udvisning til følge.

1759 British Museum i London åbnede 15. jan. Grundlagt i 1753 af Sir Hans Sloane der

skænkede sin store samling af bøger og antikviteter til nationen.

1759-1796 Robert Burns født 25. jan. 1759 i Dumfries. Skotlands fineste lyriker af

kærlighedssange og en fin skildrer af natur og hjemstavn. ”Robey” ældst af syv

søskende, faren fattig bonde, men ”Robey” fik en god uddannelse. Gift 1788 med Jean

Armour de fik fire børn. Forfatter til: ”Should Auld Acqaintance be forgot.” Denne sang

omskrev Jeppe Aakjær, der var en stor beundrer af Burns, til: ”Skuld gammel venskab

rejn forgo.” Burns købte gård 1788, men grundet dårlig økonomi måtte den afhændes

igen 1791. Sine sidste år fik Burns stilling som skatteopkræver, indtil han døde 21. juli

1796 af en hjertesygdom.


SIDE 44

1759-1805 Johann Christoph Friedrich von Schiller tysk dramatiker, historiker, digter og filosof.

Født 10. nov. 1759 i Marbach som søn af en officer i Württemberg. Spændingen mellem

hjemmets pietistiske moral og indsigten i menneskets "dyriske natur" blev

bestemmende for Schillers litterære produktion. I 1773 blev Schiller beordret til at

indtræde i hertugens militærakademi og begyndte 1776 at

læse medicin og jura. I ly af skolens strenge disciplin dyrkede han sine litterære

interesser. Han afsluttede 1780 sine studier med en afhandling: "Sammenhængen

mellem menneskets dyriske og åndelige natur." Schiller debuterede 1782 med

gennembrudsdramaet: "Røverne" der med et slag gjorde ham berømt. Schiller udnyttede

succesens gunst efter sit første stykke.

Men hertugen forbød ham at skrive oftere, Schiller var nemlig blevet regimentets læge,

men han hadede militæret. Derfor flygtede Schiller og førte et omflakkende liv uden

social sikkerhed. Han blev fanget og fængslet, men undslap 1782 fra Stuttgart til

Mannheim, hvor han fik ansættelse som teaterdigter og skrev 1783 revolutionsdramaet:

"Fiesco" og 1784 det borgerlige sørgespil: "Kabale og Kiærlighed." Schiller blev gift

med Charlotte von Lengefeld (1766-1826)).

Efter to år måtte han opgive stillingen, alvorlig sygdom truede families eksistens. Men

så fik han et stipendium fra hertugen af Augustenborg og grev H.E. Schimmelmann,

formidlet gennem Jens Baggesen, det gav ham arbejdsro de næste fem år.

Schiller blev anset som frihedsdigter. Sammen med Goethe blev han betragtet som

Tysklands største dramatikere, blandt de betydeligste i europæisk litteratur.

Schiller lagde i sit forfatterskab stor vægt på frihed. Han skrev ofte under pseudonym

for at undgå udlevering til Württemberg. Hans vigtigste historiske værk fra 1788:

"Historien om Nederlandenes oprør." I dramaet fra1796-99: ”Wallensteintrilogien”

danner Trediveårskrigen rammen om en tragisk konflikt mellem politisk storhed og

menneskelighed. Det er her vi finder udtrykket: ”At kende sine Pappenheimere.” Han

skrev også historiske romaner: ”Maria Stuart” fra 1800 en politisk og menneskelig

konflikt omkring den engelske dronning Elizabeth. I Weimar opførtes 1801den

romantiske tragedie: "Johanna d'Arc,"

1803 "Bruden fra Messina" og 1804 ”Wilhelm Tell.”

Schiller boede fra 1789 i Thüringen, flyttede 1799 til Weimar og blev professor i

historie ved universitetet i Jena og Weimar. I Weimar blev der 1857 afsløret et

monument for Goethe og Schiller af billedhugger Ernst Rietschels på pladsen foran

Deutsches Nationaltheater.

Schiller blev adlet 1802, hvor han fik titlen von. Han havde et livslangt venskab med

Goethe, de stimulerede hinandens udvikling. Flere af Schillers værker er blevet sat i

musik: "Don Carlos" som opera af Verdi og "Wilhelm Tell" som opera af Rossini.

Johann Christoph Friedrich von Schiller døde 9. maj 1805.

1760 ”Kartoffeltyskerne” var tyske kolonister fra Heidelberg, inviteret til Danmark af Kong

Frederik V, hvis de ville “brække heden” på de store ubeboede egne på den jyske hede,

for han kunne ikke finde danskerne der ville påtage sig det slidsomme arbejde. De gik

til fods herop. Til gengæld blev de lovet jord, understøttelse en kort periode,

skattefrihed i 20 år, arveret og rejseudgifterne betalt. Under heden ligger et lag al i

varierende dybde omkring ca. 40 cm. Al er opstået ved, at sand er blandet med

jernmalm og nærmest rustet og derfor meget hårdt, men det er nødvendigt at bryde dette

lag, hvis jorden skal blive frugtbar. Det var altså hedeopdyrkning hundrede år før Enrico

Mylius Dalgas (1828-94).


SIDE 45

Tyskerne havde i deres hjemland sociale og religiøse problemer. Interessen var i

begyndelsen ikke overvældende, den 1. maj 1760 kom der 100 personer - mænd,

kvinder og børn, men flere familier fulgte efter. En del af dem faldt aldrig til, nogle gik

tilbage, mens andre gik til Rusland, hvor de slog sig ned i egne omkring Volga. De først

ankomne måtte bo i jordhuler. Men så oprettede regeringen kolonier langt ude på den

jyske alhede, de fik navn efter kongen for at hædre ham. Frederikshede nu Havredal,

Sønder Frederikshøj nu Firehuse og Frederikshøj nu Grønhøj alle på Skygge Hede

mellem Ikast og Viborg. Også på Harbo Hede og Christianshede mellem Ikast og

Silkeborg blev der bygget kolonier, lang tid før disse byer så dagens lys.

Det blev et meget slidsomt arbejde, og det lykkedes da heller ikke for alle familierne at

holde til sliddet, mange blev skuffede og rejste hjem igen. Med slet skjult foragt fra

misundelige jyske bønder blev de indvandrende familier i tilgift kaldt for

”kartoffeltyskere,” for det blev kartofler, de efter flere forsøg fandt bedst egnede som

afgrøde på den fattige jord. Der var dog bestemt ikke grund til at chikanere dem, for

Danmark har haft enorm gavn af deres indsats, og det var så absolut

”kartoffeltyskerne,” der gjorde kartoflerne til en almindelig fødevare i Danmark.

I 1766 byggede de Frederiks Kirke, præcis midt mellem Grønhøj og Havredahl. Her

blev der de første 100 år prædiket på tysk. En spændende kirke at besøge. Først efter

1800 begyndte samværet med danske familier, og de første giftermål parterne imellem

blev indgået.

Når de nye kartofler kommer om foråret, undgår vi i dag ikke at støde på navnet Samsø.

Men Samsø kom først på kartoflens verdenskort i 1775 indført på øen af birkedommer

H.C. Lips. I begyndelsen regnede man kun disse ”jordæbler” for svineføde, selv

fattigfolk ville ikke sætte tænderne i dem. Det kan nok undre lidt, men man forstår det

bedre, når man læser, at man i begyndelsen spiste kartoflerne - rå. I 1799 fandt man så

på at stege dem og senere at koge dem, og så gik kartoflerne sin sejrsgang. Det var dog

først omkring 1870, kartofler blev en daglig spise. Det er tankevækkende, at det tog et

halvt hundrede år for kartoflerne at komme fra det jyske og over på Samsø, det fortæller

en del om, hvor langsom kommunikationen var et par hundrede år tilbage i tiden.

”Kartoffeltyskernes” efterkommere er nu på niende generation spredt ud over hele

Danmark. I Frederiks står “Kartoffelpigen” en skulptur til minde om de første

kolonister.

1760 København havde 80.000 indbyggere

1760 Ringkjøbing havde ca. 500 indbyggere. Nedgang i befolkningen skyldes pesten

1760 Assistens Kirkegaard blev anlagt som en fælles kirkegård for alle Københavns otte

kirker, fordi byldepestens hærgen i 1300-tallet havde fyldt de eksisterende kirkegårde.

Hver kirke fik sin afdeling på den nye kirkegård, der dengang lå helt ude på landet. I

første omgang var kirkegården anlagt som de fattiges, men i 1785 blev en etatsråd

begravet her. Dette ændredes attituden, så det efterhånden blev en kirkegård for de

velhavende, kunstnere og intellektuelle. Her mødte familierne op med madkurven, som

de indtog på gravene. Det berettes også at byens offentlige fruentimmere betjente deres

kunder på gravene. Arealet havde tidligere, udover en tobaksplantage, været overdrev

dvs. fællesjord til græsning af kreaturer. Efter flere udvidelser er arealet i dag på 36

tønder land.

På Assistens Kirkegaard hviler mange berømtheder, men de to som turister primært

kommer for at se er H.C. Andersen (1805-75) og Søren Kierkegaard (1813-55). Disse to

grave findes forholdsvis let, for vejskilte viser vejen. H.C. Andersen ligger ved siden af

sin ven Edvard Collin (1808-86), og ved siden af Jens August Schade (1903-78). Søren


SIDE 46

Kierkegaard ligger sammen med flere fra den Kierkegaardske familie, og pudsigt nok

ligger hans kærlighed Regine Olsen (1822-1904) også ret tæt ved. Af andre berømtheder

kan nævnes Martin Andersen Nexø (1869-1954), Peter Malberg (1887-1965), Peter

Faber (1810-77), Peter Adler Alberti (1851-1932), Viggo Stuckenberg (1863-1905),

Herman Wilhelm Bissen (1798-1868), Christoph Ernst Frederik Weyse (1774-1842),

Dan Turéll (1946-93), Niels Bohr (1885-1962), Henry Heerup (1907-93), hvis gravsten

er en af hans egne skulpturer ”naturens hårdkogte æg,” Peter Christian Abildgaard

(1740-1801), Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809), Søren Gyldendal (1742-1802),

Hans Scherfig (1905-79), hvis gravsten er en granitskildpadde, V. Bähncke (1832-

1907), Rasmus Rask (22/11 1787-14/11 1832), H.C. Ørsted (1777-1851) og der kunne

fortsættes meget længe endnu.

Assistens Kirkegaard er i dag nærmest at betragte som et museum, hvor folk vandrer

rundt og leder efter kendte navne. Plænerne på kirkegården bliver brugt som plæner i en

park, folk tager solbad, nogle har madkurven med, men det virker ikke anstødeligt.

1760-1830 Knud Lyne Rahbek elev fra Herlufsholm Skole, dansk forfatter, professor i æstetik ved

Københavns Universitet 1790-99 og i litteraturhistorie 1816-30. Lærer ved Det kgl.

Teaters Elevskole 1805-16. Hans ungdomskærlighed var Johanne Cathrine Rosing. Men

blev i 1798 gift med den 15 år yngre Karen Margrethe kaldt Kamma (1775-1829).

Parret boede til Kammas død i 1829 i Bakkehuset på Frederiksberg en forfalden

lystejendom med en syv tdr. land stor romantisk have. Ægteskabet knagede, men parret

og ikke mindst Kamma gjorde Bakkehuset, til et kulturelt samlingssted for datidens

litterære navne, der talte P.A. Heiberg, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, B.S.

Ingemann, H.C. Andersen mfl. ”Parnasset” kaldtes Bakkehuset blandt venner, nærmest

for at dække over stedets materielle armod og fremhæve den åndelige rigdom. Efter

Knud Lyne Rahbeks død lejede N.F.S. Grundtvig Bakkehuset. Her skrev han:

”Kirkeklokke, ej til hovedstæder.”

1761 Søren Harpøths Gård Østergade 11 Ringkjøbing blev bygget som købmandsgård for

85.000. Købmandsgården var oprindelig firefløjet og gik helt over til Mellemgade, den

tilhørte slægten frem til 1911. Søren Harpøth (1761-1852) var tilknyttet herrnhuterne.

Østergade er byens gamle hovedvej mod N. I dag rummer det flotte hus showroom for

møbelfirmaet Hansen & Sørensen.

1761-1850 Marie (Madame) Tussaud schweizisk voksmodellør

1763-1827 Christian Olufsen dansk agronom og økonom fra Falster. Forfatter til flere værker om

landbrugets historie, økonomi og videnskab. Også forfatter af komedien ”Gulddåsen”

fra 1793 der med succes blev opført på Det kgl. Teater. Flere kilder har dog stillet

spørgsmål ved, om Christian Olufsen var den rigtige forfatter. Fra 1815 professor i

statsøkonomi. Det var Christian Olufsen, der vækkede Blichers digteriske evner ved at

låne ham ”Ossians digte.”

1764-1826 Jens Baggesen dansk forfatteren

1765-1815 Robert Fulton amerikansk ingeniør og kunstmaler

1766 Frederiks Kirke bygget af ”kartoffeltyskerne” uden kor og tårn. Helt frem til 1870

blev der i kirken prædiket på tysk. Kirken bliver restaureret i 2001 for 3½ mio. kr.

1766-1808 Christian VII født 29. jan. 1749 som søn af Louise af England og Frederik V. Lille,

mager og kuet men superintelligent med brændende øjne. Talte både dansk, tysk og

fransk og brevvekslede med Voltaire. Han havde den ide, at han som barn var blevet

forbyttet, og egentlig var en simpel bondedreng, hvad han meget hellere ville have

været. Christian VII's opdragelse var overladt til grev Ditlev Reventlow (1712-1783),


SIDE 47

hvis pædagogiske metoder var moraliserende med skænd og prygl, lidet egnet for den

unge prins Christians sarte og nervøse gemyt.

Ved hoffet regnede man Christian VII's særheder for ungdommelige griller, der ville gå

over med alderen. Han blev udråbt til Danmarks konge 14. jan. 1766, men havde

hverken lyst eller evner til at regere. Også konge over Norge. Grundet hans levevis blev

vielsen med hans kusine den 15-årige engelske prinsesse Caroline Mathilde,

fremskyndet til 8. nov. 1766 kl. 7:30. Hun fik senere betegnelsen: “Den lille engelske

ludder.” Hun var født 22. juli 1751 i Leicester House i London, og yngste søster til den

engelske Kong George III. En stærk kvinde, der sikkert bedre end Christian VII havde

evnet at blive regent. Parret fik 1768 sønnen Frederik, den senere Frederik VI.

Caroline Mathilde indledte et forhold til Struensee, fordi kongen efter en vanskelig

opvækst fik vrangforestillinger, forfølgelsesfobi og 1768 svækkedes af skizofreni

(ungdomssløvsind), der viste sig som dyb depression eller ubændig raseri, og endte med

åbenlys sindssygdom. Blandt andre tåbeligheder udnævnte han sin hund - schnauzeren

Vitrius - til rigsråd. 1768-69 var han på rejse til Tyskland, Holland, England og

Frankrig. Her optrådte han upåklageligt, sikkert under påvirkning af lægen Struensee.

Caroline Mathilde fødte 1771 Louise Augusta som resultat af forholdet til Struensee. Et

forhold der førte til ægteskabets opløsning 1772.

Christian VII tog på turne på byens bordeller og var ofte i slagsmål, der ved hoffet

nærmest blev betragtet som hans hobby. Men der blev til offentligheden sagt, at kongen

havde en dobbeltgænger. En overgang overvejede man en trepanation (åbning af

kraniet), men det blev dog frarådet. Han havde flyvske fantasier, sukkersyge og så drak

han ubehersket. En elskerinde havde han også, Anna Cathrine Benthagen (1745-1805)

med øgenavnet “Støvlet-Katrine,” fordi hendes stedfader lavede støvletter. Hun var

skuespiller, prostitueret, høj, kraftig og Københavns mest berygtede person. Men vel

egentlig kongens eneste kærlighed, fordi hun var den eneste, der forstod ham.

Gennem en tid bearbejdede kongens rådgivere, med Ove Høegh-Guldberg (1731-7/2

1808) i spidsen, ham med nødvendigheden af at “Støvlet-Katrine,” grundet rigets

sikkerhed blev fjernet. Det endte med et kongen så sig nødsaget til at underskrive en

udvisningsattest. Den 5. jan. 1768 blev “Støvlet-Katrine,” hentet af politiet på sin bopæl

i Christianshavn, forvist fra Danmark og ført til Hamburg pga. ”et forargeligt levned.”

Struensee, der var kongens livlæge, førte regeringen fra 1770-72. Efter Struensees fald

blev kongeparret skilt, og Caroline Mathilde forvistes til Celle, hvor hun døde i 1775

kun 24 år gammel. En falsk ”Caroline Mathilde” dukkede senere op. Fra 1772-84 førtes

regeringen af stiftamtmand Ove Høegh-Guldberg (1731-7/2 1808) han var teolog,

historiker og professor ved Sorø Akademi. En opkomling på kun 148 cm, men med en

indre storhed, og som statsminister den faktiske magthaver i Danmark. Fra 1784 og til

kongens død overtog Kronprins Frederik styret ved et kup. Efter Christiansborgs brand

1794 flyttede Christian VII med familien til Amalienborg. Herfra kunne de 1801 følge

Slaget på Reden, men forlod byen i forbindelse med det engelske bombardement af

København 1807.

Christian VII døde af et slagtilfælde på Gottorp Slot 13. marts 1808. Det fortælles, at

den livstrætte konge døde af bar forskrækkelse, fordi spanierne i 1808 marcherede forbi

slottet mod Koldinghus, som de brændte af 30. marts 1808. Kong Christian VII

valgsprog var: “I kærlighed til Fædrelandet vil jeg søge min hæder.”

1766 Hofteatret, i daglig tale kaldt ”Byens Teater,” åbnede 30. maj i Det kgl. Rustkammer

oven på Christiansborg Slots Ridebane som biscene til Det kgl. Teater og blev

udelukkende brugt af franske skuespillere. Den sindssvage Christian VII fik ideen under


SIDE 48

et af sine luner. Kongen spillede selv som Sultan Orasma, men det har næppe været

særlig vellykket, for som der står: ”Selv om han spillede smukt, måtte han dog hellere

ikke spille.” Arkitekten for omdannelsen af Det kgl. Rustkammer var Nicolas Henri

Jardin. Af direktører kan bl.a. nævnes fra 1770 kulturminister og fløjtespiller Grev

Enevold Brandt (1738-28/4 1772). Han blev henrettet i 1772 sammen med Struensee (se

1737), fra 1799 Jens Baggesen og H.C. Andersens velynder Jonas Collin. Struensees

endeligt startede efter et maskebal på Hofteatret 17. jan. 1772, han blev anholdt kl. 4:30

af Anden Grenaderkompagni Falsterske Regiment, lagt i håndjern og ført til Kastellet

(se 1737). Fra 1786 brugtes teatret til koncerter, ballet og syngespil. Der var 36

stolerækker med rødt betræk og plads til 700 tilskuere. Der blev spillet skuespil dagen

lang nogle gange natten med. Som teolog angreb Grundtvig lystighederne på teatret,

hvor der ud over skuespillet blev spist, drukket og danset bl.a. af Steen Steensen

Blicher.

Da det kneb med at få kvalificerede skuespillere, dannede Knud Lyne Rahbek i 1804

Dramatisk Planteskole, senere Det kgl. Teaters elevskole, med sig selv som lærer frem

til 1816. Men han var mere teoretiker end praktiker. Eleverne spillede skuespil om

søndagen, hvor Det kgl. Teater var lukket, og kunne med entreindtægt dække skolens

udgifter. Christian VIII, der gjorde meget for morskabens skyld, ombyggede i 1842

teatret for 19.000 rigsdaler. Teatret blev nyindviet 1. nov. 1842 af fru Heiberg. Herefter

begyndte de at spille opera.

Rigt er det væld af navne, der har optrådt på Hofteatret. Louise Rasmussen den senere

Grevinde Danner lærte at danse her. Johanne Louise Pätges, den senere fru Heiberg,

lærte at spille skuespil. Adam Gottlob Oehlenschläger (1779-1850) lærte at danse

menuet. H.C. Andersen dansede og nåede at få sit navn på plakaten i 1839 - men:

”Følelse har De! Men det er ikke Skuespiller, De skal være. Vor Herre veed, hvad det

er.” Hans store kærlighed Jenny Linds sang gik til hjertet. N.W. Gade (1817-1890)

spillede skøn musik. Bournonville lærte sine første trin i ballet og viste sin første

forestilling på Hofteatret.

På grund af brandfare blev teatret lukket i 1881, inventaret blev solgt på auktion og

teatret lå ubrugt hen til 1914. Siden 1922 har Hofteatret fungeret som teatermuseum.

Teatret gennemgik en større restaurering i 1997, ikke mindst for at brandsikre. Ved

specielle lejligheder spilles der teaterstykker, men der tillades kun 118 tilskuere.

1767 Rådvad industrisamfund opstod omkring Mølleå N for København. Rådvad

Knivfabrikker var generatoren.

1767 Silkeborg Hovedgård blev bygget af ritmester Hoff, det er Silkeborgs ældste bygning

og her, hvor Silkeborg Museum i dag har til huse. Hovedgården har udover privatbolig

været benyttet til kirke, skole, posthus og børnehave. Udover at være et lokalt

egnsmuseum, har museet en fin samling af dansk glaskunst, træskomagere, hjulmagere,

pottemagere og papirmagere. Museets klenodie er Tollundmanden.

1769 Folketælling Danmarks første fortæller, at der findes 797.584 danskere. Tidligere var

folketælling et skøn med hjælp fra kirkebøger og skattelister. Den sidste folketælling

skete i 1970, idet den nye CPR registrering overflødiggjorde anden optælling. Sverige

var det første land, der i 1748 foretog en folketælling.

1769 Ringkjøbing havde 506 indbyggere

1769 Ringkjøbing Vægterlaug blev grundlagt og fungerede frem til 1910-11. I 1785 ansatte

byen to borgere til at være rådhusstuetjenere om dagen, hvor de skulle rengøre og

opvarme rådhuset, opvarte fangerne, klare ærinder for rådmanden og derudover være

gravere og stævningsmænd. Om natten skulle de fra kl. 21, når kirkeklokken slog,


SIDE 49

begynde vægtergang gennem gaderne og for hver hele time synge vægterversene. Hver

time har sit vers, som man sang, medens man gik rundt i gaderne. Vægterne havde ikke

politimyndighed, men var politiets medhjælpere, holdt øje med ildløs og sørgede for, at

berusede kom hjem i seng eller i kachotten, der lå i kælderen under den vestlige del af

Amtsrådhuset på Torvet, hvor der i dag er vægterstue. Vægterne var ikke ansete folk,

men under dem stod natmændene, der rensede toiletter, fejede skorsten, udførte

glarmesterarbejde og flåede selvdøde dyr. Nederst i hierarkiet stod bøddelen.

Vægterne nævnes første gang i Københavns stadsret 1294. Deres uniform var kappe,

bælte og en kraftig hue. Bæltet var beregnet til at spænde fulde folk fast med, når de

blev transporteret bort på en brandstige. Det øvrige udstyr bestod af lygte, kårde,

morgenstjerne, der oprindelig var et fodfolksvåben, med 12 pigge en for hver måned

eller måske en for hver af Jesus 12 disciple. Kården blev dog senere afskaffet. I en kæde

om halsen har de et skilt indgraveret Kgl. Vægter.

Fra 1. aug. 1975 genoplives den gamle skik nogle uger hver sommer, men som en

turistattraktion. Ringkjøbing Vægterkorps tæller i dag 12 medlemmer. (Se art.)

1769 Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev stiftet til fremme af landbrugets

udvikling især gennem oplysning. I anledning af selskabets 200 års jubilæum udgav

Post Danmark 29. jan. 1969 et grønt frimærke pålydende 30 øre, med en sædemand.

1769-1821 Napoleon I kejser af Frankrig

1769-1826 Schack Staffeldt dansk digter

1770 Klintholm renæssanceslot med park bygget på Møn. Siden 1798 er Klintholm ejet af

slægten Scavenius. Under Klintholm hører Klinteskoven med Møns Klint og en

vikingeborg. Nuværende bygninger er opført 1873-75 og tegnet af arkitekt August

Klein. Grundet angreb af hussvamp, der allerede konstateredes i 1940-erne, flyttede

familien Peter Scavenius i 1964 ind i kammerherreboligen. I 1983 solgtes slottets indbo

på auktion. Den årlige vedligeholdelse koster 300.000 kr., et uacceptabel beløb. Derfor

er slottet dømt til nedrivning i år 2000.

1770 Gyldendal blev etableret som første danske forlag af Søren Gyldendal (12/4 1742-8/2

1802), der oprindelig hed Søren Jensen. Samtidig havde han en boghandel i København.

Fra 1780 blev han universitetsboghandler og som sådan skattefri. For de sparede

skattekroner købte han i 1787 Gyldendals nuværende bygning i Klareboderne. I 1809

overtog svigersønnen Jacob Deichmann firmaet. Gyldendal har haft stor betydning for

boghandelens udvikling. Forlaget betragtes af mange som Danmarks nationale forlag og

har som sådan stadig en dominerende rolle i den litterære udvikling i landet. Søren

Gyldendal ligger begravet på Assistens Kirkegaard.

1770 Trykkefriheden indførtes 14. sept. af Struensee

1770-1827 Ludwig van Beethoven tysk komponist

1770-1844 Bertel (Albert, Alberto) Thorvaldsen dansk billedhugger. Født 19. nov. 1770 i

København af Karen Dagnes Grønlund (16/1 1736-7/1 1804) Lemvig, datter af degn og

organist ved Nr. Nissum Kirke Jacob Hansen Dagnes. Der var et stærkt bånd mellem

Bertel Thorvaldsen og hans mor, faren var den islandske billedskærer Gotskalk

Thorvaldsen (1740-1806), der arbejdede som billedskærer i København. Datoen er,

hvad Thorvaldsen selv mente, men senere forskning mener, at fødselsdatoen snarere var

13. nov. 1768, der hersker også lidt usikkerhed omkring fødested. Allerede som 11-årig,

eller måske 13-årig, blev han optaget på Kunstakademiet i København. Her havde han

N.A. Abildgaard som lærer og afsluttede uddannelsen 1793 med Den store Guldmedalje

og det dertil knyttede seksårige rejsestipendium for relieffet ”Apostlene Peter og

Johannes helbreder en halt foran templets port.” De medaljerede arbejder gav 400


SIDE 50

rigsdaler årligt de første tre år, “særdeles i Rom” og dernæst skulle han indsende

“prøver af fin fremgang” til Akademiet på sine arbejder. Disse var imidlertid ikke

populære, fordi Thorvaldsen havde undladt personernes parykker og ordener og satset

på det personlige. Vi skal her huske på, at det var lige efter den franske revolution, hvor

de rige ikke blot havde mistet parykken, men også hovedet.

Thorvaldsen var, sammen med Abildgaard, med ved udsmykningen af Christian VIII’s

Palæ Amalienborg i 1794. Han ankom efter en omstændelig rejse til Rom ad søvejen 8.

marts 1797, denne dag betragtede han resten af sine dage som sin “romerske

fødselsdag.” Han opholdt sig her helt til 1819, hvor H.C. Andersen en periode boede

overfor ham. Thorvaldsen kaldtes i Rom for Cavaliere Alberto.

Hans sans for enkel og rolig skønhed gjorde ham til en central skikkelse i europæisk

kunst. Thorvaldsen var en selvbevidst, levende og årvågen kunstner, han har aldrig

fremstillet krigeriske scener. Hans gennembrud blev den 2½ m høje ”Jason med det

gyldne skind” fra 1803, den reddede ham fra at rejse tilbage til Danmark. Stipendietiden

var udløbet, og rejsevognen stod klar, da en engelsk rigmand og kunstkender Thomas

Hoppe bestilte Jason i marmor og gav Thorvaldsen et forskud, og dermed blev han i

Italien. Ordrerne indløb nu så hurtigt, at Thorvaldsen en overgang havde fem atelierer i

Rom med 40 ansatte, en af dem var den senere så berømte H.W. Bissen. Thorvaldsen

blev en holden mand. Andre kendte skulpturer er: ”Nat og Dag,” ”Venus,” ”Amor og

Psyche” samt ”Kristus og de tolv apostle” i Københavns Domkirke - Vor Frue Kirke.

Apostlene var af arkitekten placeret i 12 nicher. Dette syntes Thorvaldsen ikke om, så

han lavede den genistreg at gøre statuerne to cm for høje samt levere dem i allersidste

øjeblik, derfor blev apostlene trukket frem på søjler udenfor nicherne, og så var

Thorvaldsen tilfreds. Om kristusfiguren fortælles, at Jesus oprindelig havde hævet

armene, men under tørringsprocessen var armene sunket, og sådan blev det. I 1805

udnævntes Thorvaldsen til professor ved Kunstakademiet, hvor han fik en lejlighed og

boede her sine sidste år. Blev også direktør på Charlottenborg.

Thorvaldsen rejste tilbage til Danmark 17. sept. 1838 efter 41 år i Italien, men kun fordi

Frederik VI gav ham tilsagn om at bygge et museum til hans mange værker og hans

malerisamling, han ville egentlig helst være blevet i Italien. Hans hjemkomst blev en

stor begivenhed i København. Et skib med berømtheder som H.C. Andersen, Adam

Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg, N.F.S. Grundtvig og Christian Winther sejlede

fregatten “Rota” i møde ude på Reden som velkomst i det tågede vejr. Tusinder var

samlet på kajen, for at hylde Thorvaldsen og byde ham velkommen hjem, da fregatten

med hovedparten af hans værker om bord og kaptajn Dallerup ved roret lagde til. Der

var en sådan trængsel på kajen, at flere blev skubbet i havnen, og dagbladet

”Kjøbenhavnsposten” udkom med et døgns forsinkelse, fordi kunstinteresserede sættere

også skulle ned og se med. Thorvaldsen blev af folket trukket på en åben vogn til sit

hjem.

De mange skulpturer var pakket ned i solide trækasser og for at skåne dem mod stød,

var de emballeret med bjørneklo. Det menes, at det var her de nu så forhadte og giftige

bjørneklo kom til Danmark.

Thorvaldsen fandt sit hjem på herregården Nysø nord for Præstø, her blev han forkælet

af baronesse Christine Stampe (1797-1868), der opførte et atelier til ham, og han boede

faktisk på Nysø sine sidste seks leveår. Mange andre kendte danskere som H.C.

Andersen, Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Christian Winther, P.C. Skovgaard og

Wilhelm Marstrand har også haft deres gang på Nysø.


SIDE 51

Thorvaldsen var klart mere kendt ude i Europa end i sit fædreland. Det fortælles, at han

under forhandlingerne truede med, at hvis ikke København ville bygge et museum, så

ville München og dermed også få alle hans værker. Han testamenterede sin store

kunstsamling foruden egne arbejder til København. Thorvaldsens Museum blev hermed

en realitet og Danmarks første offentlige museum, der indviedes 18. sept. 1848.

Arkitekten var Michael Bindesbøll, der afbrød sit arbejde i 1848, fordi han deltog i Den

Slesvigske Krig. Museet har samlet en stor del af Thorvaldsens værker. En historisk og

fornem frise pryder bygningen rundt, den er udført af Jørgen Sonne (1801-90), og

skildrer Thorvaldsens tilbagekomst til sin fødeby 17. sept. 1838. Her ser vi mange

berømtheder tage imod ham, H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig, Christian Winther, J.L.

Heiberg, Adam Oehlenschläger og mange flere. Der var meget kritik af frisen, der

kaldtes smagløs, fordi der var for mange personer og i for moderne tøj. Ja, sådan går

det, i dag ser vi frisen som et smukt og værdifuld dokument fra en periode, hvor vort

land fostrede mange kulturelle personligheder.

Den 18. okt. 1826 fik Thorvaldsen en overraskelse, et uanmeldt besøg af Pave Leo XII,

der havde fået anbefalet Bertel Thorvaldsen som den absolut bedste til at udføre et

gravmæle over Pave Pius VII. Gravmælet er det eneste blandt Peterskirkens utallige

kunstværker, der er skabt af en protestant. Det var jo noget af en lyssky affære, bestemt

ikke tilladelig med en sådan “hedning” i folden, så Thorvaldsen fik strenge ordre på

ikke at signere kunstværket med sit eget navn, men måtte i stedet bruge pseudonymet

“Consalvi.” Det passede ikke den selvsikre hr. Thorvaldsen ret godt, men han var en

kløgtig filur, der gerne ville udføre det prestigefyldte bestillingsarbejde, så han spillede

dem et pus. Da statuen af Pave Pius VII skulle afsløres, og tæppet blev trukket til side,

gik der et sus gennem den fremmødte forsamling. Statuens ansigt var ganske synlig ikke

Pave Pius VII’s ansigt - men Thorvaldsens ansigt. Så Thorvaldsen fik alligevel sat sin

signatur i Peterskirken om end på anden vis.

Andre kendte statuer af Bertel Thorvaldsen: Johann Gutenberg (1837) i Mainz,

Friedrich Schiller (1839) i Stuttgart, Herkules (1843) ved Christiansborg Slot og

Gottlieb Bindesbøll Thorvaldsens Museum i København, opført 1839-48.

Thorvaldsen blev aldrig gift, men havde mange elskerinder. En af dem Anna Maria

Magnani var gift med en prøjsisk gesandt, men grundet Thorvaldsen holdt ægtestanden

ikke. I 20 år blev Anna Maria holdt hen. Forholdet gav dog to børn, Carlo Alberto der

døde ved en drukneulykke kun 6 år gammel og datteren Elisa, som Thorvaldsen

adopterede.

Den 24. marts 1844 spiste Thorvaldsen middag hos familien Stampe i

Kronprinsessegade sammen med H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. Efter

middagen gik Thorvaldsen sammen med Adam Oehlenschläger i Det kgl. Teater, hvor

de så premieren på Friedrich Halms skuespil: ”Griseldis.” Thorvaldsen ramtes her af en

blodprop, faldt ind over Oehlenschläger og blev båret ud, men genoplivningsforsøg var

forgæves. Han havde i flere år lidt af åreforkalkning. Efter episoden fortsatte

forestillingen. Så vidt vides er han den eneste, der er død under en forestilling i Det kgl.

Teater.

Thorvaldsen blev begravet 30. marts 1844 fra Vor Frue Kirke til en sørgemarch af

Hartmann. I 1848 blev han gravsat i gården på sit eget museum. Han blev udnævnt til

æresborger i København i 1838, for øvrigt som den eneste nogensinde. Fik flere

hædersbevisninger bl.a. æresmedlem af Studenterforeningen. Den 17. nov. 1938 blev

der udgivet tre frimærker med Bertel Thorvaldsen og hans skulptur ”Jason med Det

gyldne Skind,” anledningen var 100-året for Thorvaldsens hjemkomst fra Italien.


SIDE 52

Motivet er efter C.W. Eckersbergs (1783-1853) berømte maleri af Thorvaldsen. I 1952

blev han hædret med sit portræt på en femkroneseddel. Den 19. nov. 1970 udgav Post

Danmark igen et frimærke med Thorvaldsen, denne gang pålydende 2 kr.

1771 Det danske tallotteri så sin begyndelse 12. jan. Lotteriet fungerede frem til 1851

1771 Husnumre. Ifølge forordning af 8. maj skal alle huse nu være forsynet med et nummer

1771-1832 Sir Walter Scott skotsk forfatter og advokat

1772 Christen Jacobsen Drakenberg dansk-norsk sømand døde 9. okt. i en alder af 145 år.

Idet han hårdnakket hævdede, at han var født i 1626. Der findes dog ikke beviser for

hans påstand.

1772 København havde 93.000 indbyggere. Ingen andre byer i Danmark havde over 5.000

1773-1845 Henrich Steffens dansk-tysk filosof og naturforsker født i Norge, doktor ved

universitetet i Kiel. Holdt 1802-04 forelæsninger på Københavns Universitet, og

indførte hermed romantikken i Danmark. Her lyttede Oehlenschläger, Grundtvig,

Blicher mfl. Henrich Steffens var en fætter til N.F.S. Grundtvig.

1773-1856 Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd dansk forfatter født 9. nov. 1773 af

Anne Bolette Sandgaard faren var handelsmand Johan Buntzen. Da Thomasine var fem

år døde moderen. Som 17-årig blev hun gift med sin lærer den 32-årige P.A. Heiberg, de

fik sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Parret blev dog skilt i 1799, hvad der

dengang var en stor skandale. Sønnen Johan Ludvig blev sendt til Thomasines far Johan

Buntzen og senere i pleje hos Kamma og Knud Lyne Rahbek i Bakkehuset. Samme år

blev P.A. Heiberg landsforvist grundet sine skrifter med landsfjendtlige holdninger mod

enevælden, - majestætsfornærmelse hed anklagen. P.A. Heiberg rejste 7. feb. 1800 i

eksil til Paris. Thomasine giftede sig anden gang med den landflygtige svenske

adelsmand Carl Fredrik Gyllembourg, der var mistænkt for medvirkende til mordet på

Kong Gustaf III af Sverige under et maskebal i 1792. Parret flyttede til Sorø og levede

lykkeligt. Deres gård brændte, og de flyttede tilbage til København 1806, hvor deres

hjem blev samlingssted for dansk og svensk adel. Efter Carl Fredrik Gyllembourgs død

1815, holdt hun hus for sønnen Johan Ludvig Heiberg og svigerdatteren Johanne Louise

Heiberg i 25 år. Det har bestemt ikke altid været let, men krævede en gensidig tolerance.

Thomasine Gyllembourg begyndte at skrive i sønnens tidsskrift: ”Kjøbenhavns flyvende

post,” der var i stofnød. Hun blev blandt Danmarks første kvindelige forfattere, som en

typisk repræsentant for biedermeier. Fra 1827-45 udsendte hun under pseudonym 24

romaner. Hendes forfatterskab rummer psykologiske, borgerlige romaner og noveller.

De kendteste er: ”En hverdagshistorie” fra 1828, der beskriver to forskellige

kvindeskikkelser, ”Den lille Karen” fra 1830, ”Ægtestand” fra 1835, ”Extremerne” fra

1836, ”Én i alle” fra 1840 og ”To tidsaldre” fra 1845. Thomasine Gyllembourg døde 1.

juli 1856, hendes portræt har prydet en af vore 100 kr. sedler. Først efter Thomasine

Gyllembourgs død blev det kendt, at det var hende der stod bag forfatterskabet.

1774-1792 Louis XVI eller Ludvig XVI (1754-1793). Fransk konge

1774-1842 Christoph Ernst Friedrich Weyse tysk komponist ligger begravet på Assistens

Kirkegaard

1775-1826 Malthe Conrad Bruun dansk forfatter og geograf født 12. aug. 1775 i Thisted hvor

hans far var amtsforvalter. Blev grebet af ideerne fra den franske revolution. Udgav

1794 et radikalt tidsskrift: ”Vækkeren,” hvis meninger var så kritiske og oprørske, at

han blev landsforvist 19. dec. 1800 og rejste til Frankrig, hvor han blev kendt under

navnet Malthe-Brun. I 1796 udgav han den morsomme og satiriske: ”Aristokraternes

Catechismus.” Det var Malthe Conrad Bruun, der først i 1800-tallet gav landene Laos,

Vietnam og Kampuchea navnet Indokina. Navnet Indokina blev født af, at landene


SIDE 53

ligger mellem Indien og Kina, i 1944 forsvandt navnet igen, men det huskes stadig.

Malthe Conrad Bruun døde som en anset geograf i Paris og ligger begravet på

Montparnasse Kirkegård.

1775-1854 Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling tysk romantisk filosof. Schelling hævdede, at

naturen var synliggjort ånd og menneskeånden usynliggjort natur.

1776 Dansk lov om indfødsret af 15. jan. bestemte, at statsembeder fremtidigt skal

forbeholdes danskere, nordmænd og holstenere. Loven var et resultat af den nationale

bølge, der gik over landet efter Struensees fald.

1776 Den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet 4. juli i Philadelphia

1776-1861 Jonas Collin dansk embeds- og finansmand født 6. jan. 1776. Blev cand.jur. 1795 og

tog landmålereksamen 1800. Gift i 1803 med Henriette (1772-19/5 1845). Jonas Collin

var aktiv i mange foreninger, “Selskabet til naturlærens udbredelse,” “Selskabet for

hesteavlens fremme” og “Akademiet for de skønne kunster” og han var hovedmanden

bag Thorvaldsens Museum 1848. Deputeret i Rentekammeret og Finanskollegiet 1816-

48. Præsident for Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab 1809-55. Direktør for Det

kgl. Teater 1821-29 og igen 1842-49. Etatsråd, konferensråd og gehejmekonferensråd

fra 1847. Og det vi måske kender ham allermest for, mæcen for vordende forfattere som

fx Steen Steensen Blicher og H.C. Andersen. Jonas Collin døde 28. aug. 1861.

1777-1851 Hans Christian Ørsted dansk farmaceut, bibliotekar, forfatter, kemiker og fysiker.

Født 14. aug. 1777 som søn af apotekeren i Rudkøbing på Langeland, der ernærede sig

ved brændevinsfremstilling. Hans Christian var bror til Anders Sandøe Ørsted. Brødrene

hjalp til i farens apotek og fik her interesse for fysik og kemi. Skoleuddannelsen var

tilfældig og mere eller mindre autodidaktisk, bl.a. blev de undervist i tysk og religion af

en tysk parykmager og dennes kone.

Et nært forhold til sin et år yngre bror, Anders, fik stor betydning for Hans Christian,

idet de indbyrdes vejledte hinanden i forskellige fag. Som 11-årig begyndte Hans

Christian at assistere sin far i apotekets laboratorium, her fik han

en grundig træning i praktisk kemi. Derudover nærede han stor interesse for poesi. I

foråret 1794 drog de to brødre til København, de bestod samme år studentereksamen.

H.C. Ørsted koncentrerede sig om filosofi, poesi og naturvidenskaberne med kemi som

sit hovedfag. I 1797 tog han farmaceutisk eksamen cand.pharm. og vandt guldmedalje

for prisopgave i æstetik og medicin.

I 1799 blev Ørsted doktor i filosofi på en afhandling på latin om Kants naturmetafysik.

Blev derefter bibliotekar. I 1800 fik H.C. Ørsted ansættelse som ulønnet adjunkt ved

Det Medicinske Fakultet på Københavns Universitet, hvor han underviste i kemi. Han

blev bestyrer af Løveapoteket i København for professor Ludvig Manthey (1769-1842)

og varetog dennes kemiske forelæsninger ved Det Kirurgiske Akademi. I 1801-04

foretog Ørsted en studierejse til Tyskland, Frankrig og Holland for at studere

naturvidenskab. Han blev fra 1806 professor i kemi og fysik ved Københavns

Universitet, her var han til 1829.

I 1808 blev han medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og i 1815 dets

sekretær, en post han besad til sin død.

Medstifter af Polyteknisk Læreanstalt og dens første direktør fra 1829 til sin død 1851.

Under en forelæsning 21. juli 1820 opdagede Ørsted elektricitetens magnetiske virkning

- elektromagnetismen, ved at sætte en kompasnål ved siden af en strømførende ledning.

Ørsted konstruerede 1822 sit berømte piezometer (trykmåler), der kunne sætte en

indesluttet vandmasse under højt tryk og måle formindskelsen af dens rumfang. Stiftede

1824 "Selskabet for Naturlærens Udbredelse" inspireret efter et besøg i England. I 1825


SIDE 54

opdagede han grundstoffet aluminium. Han udgav flere bøger mest om naturfilosofi. I

årene 1829-38 var han en flittig litteraturanmelder ved "Maanedsskrift for Litteratur."

Hans Christian Ørsted tilføjede det danske sprog omkring 2.000 nye ord her en række

eksempler: Ilt, brint, elektromagnetisk, fortætning, gnidningsmodstand, rumfang,

udfaldsvinkel, vægtfylde, varmefylde, billedkunst, ildsjæl, klangbund, nejsiger,

opkomling, tankeeksperiment, udstråling, alkundig, dådkraft, lærefag, slutværk,

vittighedspil, efterbillede, fordampe, foretagsom, retstavning, hvalfisk, sommerfugl osv.

Hans Christian Ørsted blev gehejmeråd 1850, han havde et venskab med Adam

Oehlenschläger. På Gåsetorvet i Rudkøbing rejstes 1920 en statue af Hans Christian

Ørsted, en afstøbning af H.W. Bissens statue der står ved Polyteknisk Læreanstalt. Hans

Christian Ørsted døde 9. marts 1851, og blev begravet 18. marts fra Vor Frue Kirke med

tale af provst Tryde. Han ligger på Assistens Kirkegaard. I anledning af 100 året for

hans død udgav Post Danmark 9. marts 1951 et blåt frimærke med hans portræt

pålydende 50 øre. Og i anledning af 150 året for opdagelse af elektromagnetismen 13.

aug. 1970 et grønt frimærke pålydende 80 øre.

1778-1860 Anders Sandøe Ørsted dansk forfatter, retslærd, politiker og en af Danmarks største

statsmænd. Født 21. dec. 1778 som søn af apoteker Søren Christian Ørsted, Rudkøbing

på Langeland der ernærede sig ved brændevinsfremstilling. Bror til fysikeren Hans

Christian Ørsted. Anders Sandøe Ørsted blev student 1794 og begyndte sine juridiske og

filosofiske studier på Københavns Universitet, hvor han 1797 fik universitetets

guldmedalje. Blev cand.jur. 1799, dommer 1802 og assessor i Højesteret 1810, men

opgav 1813 sin dommervirksomhed. Blev deputeret (folkerepræsentant) ved Danske

Kancelli 1813-48.

I 1825 blev Ørsted udpeget til generalprokurør (embedsmand der inddriver Kronens

fordringer) med ansvar for udformning af ny lovgivning. Det skabte vanskeligheder for

ham, at han i 1826 publicerede en afhandling om kirkeret, hvor han kom ind på

spørgsmålet om betydningen af præsteløftet og præstens binding til

bekendelsesskrifterne. Ørsted skrev udelukkende som jurist, men kongens mishag blev

vakt, og Ørsted fik valget mellem at fratræde sin stilling eller ophøre med sit

forfatterskab. Han valgte det sidste, men færdiggjorde dog en række værker og

afhandlinger i de kommende år. Ørsted havde ved andre lejligheder indtaget en

selvstændig holdning i forhold til kolleger i Kancelliet.

Allerede 1802 begyndte han som redaktør af Juridisk Arkiv 1804-30, skrev her talrige

afhandlinger om juridiske emner. Hans hovedværk: "Haandbog over den danske og

norske Lovkyndighed I-VI" (1822-35).

Anders Sandøe Ørsted foreslog 1830 Kong Frederik VI, at Dannebrog, der var

forbeholdt kongen og staten, også skulle være folkets flag. Til Ørsteds store skuffelse

blev det afslået. Senere blev Ørsted justitsminister, og så gennemførte han selv

ordningen. I 1842 blev “Dannebrog” hærens officielle flag, og siden 1854 har vi alle

elsket dette flag, hvad vi altså kan takke Anders Sandøe Ørsted for. Hans popularitet på

stænderforsamlingen led et knæk 1842, han talte imod en støtte til beskyttelse af dansk

nationalitet på den slesvigske stænderforsamling, hvor P. Hiort Lorenzen havde talt

dansk og vedblev at tale dansk.

I årene 1842-48 var han medlem af Gehejmestatsrådet, han indvalgtes i Den

Grundlovgivende Rigsforsamling. Her fremsatte han mange kritiske bemærkninger, som

han sammenfattede i et omfattende værk: "Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte

Udkast til en Grundlov og til en Valglov" (1849). Forfattede også: "Af mit Livs og min

Tids Historie I-IV" (1851-57).


SIDE 55

Anders Sandøe Ørsted stemte imod Junigrundloven af 1849. Medlem af Rigsdagens

Landsting 1849, konseilspræsident 1853-54, men afskedigedes efter betydelig kritik og

et brud med Frederik VII. Ørsted gav det praktiske liv fortrin frem for det det teoretiske

i lovgivningen og satte dermed dybe spor i dansk retsvæsen. Anders Sandøe Ørsted blev

1802 gift med den smukke og ombejlede Sophie (1782-1818) en søster til Adam

Oehlenschläger. Anders Sandøe Ørsted døde 1. maj 1860.

1779-1850 Adam Gottlob Oehlenschläger dansk forfatter født 14. nov. 1779 på Frederiksberg i

København. Faren kom fra Slesvig, han blev organist og slotsforvalter på Frederiksberg

Slot, her voksede Adam op sammen med sin smukke, åndfulde, poetiske og ombejlede

søster Sophie (1782-1818), der 1802 blev gift med Anders Sandøe Ørsted (1778-1860).

På Efterslægtsselskabets Skole var han elev fra 1783-96. Hvorefter han forsøgte sig som

skuespiller på Det kgl. Teater 1797-99, men uden synderlig held. På Københavns

Universitet blev han optaget på jurastudiet sammen med brødrene Ørsted, men fuldførte

aldrig studiet.

Digtningen havde allerede taget magten, inspireret af digterne Edward Storm og

Heinrich Steffens. I Bakkehuset hos Knud Lyne og Kamma Rahbek mødte han 1799

Kamma Rahbeks søster Christiane Heger (1782-1841), de blev forlovet 1800, men først

gift 1809 - altså ti år senere. Ægteskabet blev dog aldrig lykkeligt, men de forblev gift

til Christianes død 1841.

Adam Oehlenschläger debuterede 1803 med: ”Digte,” hvorfra vi alle kender:

”Guldhornene,” der blev skrevet nov. 1802 og blev hans gennembrud. Bogen blev sat i

antikvaskrift ikke i fraktur (krøllede bogstaver) som på den tid var det normale i

Danmark. På titelbladet stavede den unge digter sit navn Øhlenslæger.

Adam Oehlenschläger introducerede romantikken i Danmark. Han fornyede det

digteriske sprog og havde i sin levetid en enestående position som ikke blot Danmarks

men "Nordens Digterkonge." Han benyttede sig i stor udstrækning af den nordiske

mytologi, skrev mange digte, romaner og skuespil. Her et udvalg af hans mest kendte

værker:

”Sankt Hans aften” (1803), "Vaulundurs Saga" (1805) kunstsmeden der udvikles

gennem prøvelser, og hvem kender ikke: ”Aladdin og den vidunderlige lampe” (1805)

det er herfra, vi har udtrykket: "En appelsin i sin turban," ”Hakon Jarls død,” (1807),

"Palnatoke" (1809), ”Axel og Valborg” (1810), "Stærkodder" (1812), ”Hagbart og

Signe" (1815), "Fostbrødrene" (1817), "Nordens Guder" (1819), "Erik og Abel" (1820),

"Tordenskiold" (1821), "Samlede Digte" (3 bind 1823-24), heri står bl.a. vores

nationalsang: ”Der er et yndigt land,” "Hrolf Krake" (1828), "Oehlenschlägers Levnet"

selvbiografi (1830-31), "Dina" (1842), "Amleth" (1847) og kærlighedstragedien

"Kiartan og Gudrun" (1848).

"Oehlenschlägers samlede Værker" på 30 bind udkom i årene 1841-49.

Adam Oehlenschläger tilegnede kronprinsen "Danmarks Frederik (VI)" flere udgivelser,

for dem kvitterede kronprinsen med rejsestipendier, så i årene 1805-09, i

Napoleonskrigenes tid, rejste han Europa tynd Tyskland, Frankrig og Italien.

Her mødte han litterære personer i Weimar Johann Wolfgang von Goethe, i Halle

Henrik Steffens og Fichte. Han var yderst produktiv på disse rejser.

Adam Oehlenschläger blev en overgang kritiseret voldsomt af J.L. Heiberg og ikke

mindst Jens Baggesen, med hvem han havde en fejde i årene 1813-19.

I 1810 blev han udnævnt til professor i æstetik. Trods embedet måtte han, som

familiefar, stadig kæmpe med økonomiske problemer, han forsøgte sig som sin egen


SIDE 56

forlægger og arbejdede aktivt for at udbrede sine værker, som han selv oversatte, på det

tyske marked.

Adam Oehlenschläger blev en stor fornyer af dansk digterkunst. Den 23. juni 1829 blev

han laurbærkranset i Lund Domkirke af Esaias Tegnér (1782-1846) som "Nordens

digterkonge," som en fornem repræsentant for romantikken.

I Wien kaldtes han: ”Solguden fra Nord” grundet sine skuespil, der blev spillet meget

her. “Skjaldenes Adam” døde 20. jan. 1850 og blev 26. jan. bisat fra Vor Frue Kirke i

København.

I anledning af 200 året for Adam Oehlenschlägers fødsel udgav Post Danmark 4. okt.

1979 et frimærke med hans silhuet pålydende 1,30 kr., der var den tids normale porto.

1780 Odense havde som Danmarks største provinsby 5.000 indbyggere

1780 Lak- og chokoladefabrik åbnede i Ringkjøbing af apoteker Broager med 1 håndlanger

og 1 dreng som medarbejdere.

1780 Herregården Viskum blev bygget Ø for Viborg. Frederik VI besøgte herregården 17.

juni 1826, af den grund har man i Viskum Vesterskov opført en tre m høj obelisk med

kongens portræt og et digt skrevet af Steen Steensen Blicher. Herregården er fredet.

1781-1848 George Stephenson britisk ingeniør født 9. juni 1781. Pioner som bygger af

lokomotivet “Blucher” i 1814. Byggede verdens første jernbane Stockton Darlington i

1825. Sønnen Robert Stephenson (1803-59) fulgte i farens fodspor.

1781-1852 Jesper Kierkegaard i daglig tale kaldet ”Jesper Maler.” Født og døbt i Ringkjøbing 5.

feb. 1781. ”Jesper Maler” løste i 1811 borgerskab som håndværksmaler i Ringkjøbing,

levede herefter som selvstændig malermester frem til 1847, hvor han kom under

fattigvæsnet. Men ”Jesper Maler” kunne andet end håndværksmalerfaget, han kunne

også male billeder, fortrinsvis akvareller med motiver fra Ringkjøbing By. På

Ringkjøbing Museum findes tolv prospekter af Ringkjøbing malet mellem 1808 og

1847. Samlingen betragtes som 1800-tallets største kulturhistoriske skat fra byen.

1782-1848 Steen Steensen Blicher dansk forfatter

1783-1808 Peter Willemoes dansk søofficer født 11. maj. 1783 på amtsgården i Assens af

Christiane Dreyer (16/8 1753-20/12 1832) og kammerherre og amtsforvalter Christen

Willemoes (25/4 1736- 10/11 1818). Peter Willemoes blev kadet 1795 og

sekondløjtnant 1800, men det var ikke uden problemer, for han var udisciplineret. Han

blev 1801 chef på Gernerske Flådebatteri No. 1, med en besætning på 129 mand og 20

kanoner. Under "Slaget på Reden" 2. april 1801 var hans modstander admiral Nelson på

linjeskibet Elephant. Willemoes trak sig efter tre timers kamp med 12 faldne og 34

sårede. I 1807 blev han udnævnt til premierløjtnant. Peter Willemoes ledede også slaget

ved Sjællands Odde 22. marts 1808 fra linjeskibet Prins Christian Frederik, bygget 1804

med 140 kanoner. Det var Danmarks eneste operative linjeskib efter tabet af flåden

1807. Skibets kaptajn var Carl Vilhelm Jessen. I det heroiske slag mod den engelske

overmagt, bestående af to linjeskibe og tre fregatter, faldt Willemoes sammen med 63

andre, omkring 150 blev såret. Willemoes ikke bare faldt, han fik faktisk skudt det

øverste af hovedet væk. Peter Willemoes ligger begravet på Odden Kirkegård på

Sjællands Odde i en fællesgrav med yderligere en officer og 21 matroser samt fire

afskudte ben, der drev i land efter kampen. Et monument over de faldne bærer

inskriptionen:

“De snekker mødtes i kvæld på hav,”

forfattet af vennen N.F.S. Grundtvig. En statue af Peter Willemoes fremstillet af

billedhugger Christian Carl Peters (1822-99) blev rejst 1902 på havnen i fødebyen


SIDE 57

Assens. Sangen: ”Kommer hid, i piger små!” er skrevet om Peter Willemoes i 1810

også af N.F.S. Grundtvig.

1783-1830 Simon Bolivar sydamerikansk frihedshelt

1783-1853 Christoffer Wilhelm Eckersberg dansk kunstmaler født 2. jan. 1783 i Blåkrog i

Slesvig. Voksede op på halvøen Sundeved ved Als Sund i Sønderjylland. Han kom i

malerlære hos Jes Jessen (1743-1807) i Åbenrå og Flensborg og blev svend 1803.

Samme år blev han, med økonomisk hjælp fra rige borgere, antaget på Kunstakademiet i

København med Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809) som lærer. I akademitiden

tegnede Eckersberg grafiske blade for kobberstikkeren G.L. Lahde, deres samarbejde

nåede et højdepunkt 1807 under Københavns bombardement, hvor Eckersberg udførte

tegninger og malerier af de dramatiske begivenheder.

Eckersberg fik 1805 både den lille sølvmedalje og den lille guldmedalje og 1809 den

store guldmedalje, der skaffede ham et treårigt rejsestipendium til Paris og Rom, med

formålet at uddanne sig som historiemaler. I Rom skildrede han en lang række af de

berømte bygninger - Forum Romanum, Villa Borghese, Colosseum og Capitol. Han

mødte Bertel Thorvaldsen og malede det kendte portræt af "Thorvaldsen" (1814), som

han betragtede som sit hovedværk og skænkede det til Kunstakademiet, hvor det stadig

hænger. Billedet pryder et frimærke, der blev udgivet 1938 i anledning af 100-året for

hjemførelsen af Thorvaldsens værker.

Eckersberg blev medlem af Kunstakademiet 1816, professor 1818 og Akademiets

direktør 1827-29. Han fik dermed betydning for flere unge malere fx Christen Købke og

Constantin Hansen. Eckersberg, der blev kaldt for dansk malerkunst far, havde store

menneskelige værdier, var ubestikkelig og havde pædagogiske evner. Han udførte flere

arbejder for kongehuset, portrætter og historiske motiver. Et af hans billeder:

“Spadserende ved Aqueduc de la Vanne” blev solgt på Kunsthallens Auktion i

København 22. april 1998 for 4,1 mio. kr. til en schweizisk køber, det firedobbelte af

vurderingen. I 2004 blev et maleri af "Købmandsskibe" solgt for 5,2 mio. kr.

Andre af hans kendte værker:

"Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk"

(1813-16 Statens Museum for Kunst. Maleriet er optaget i Kulturkanon)

"Kammerherreinde Sophie Hedvig Løvenskjold og datteren Bertha"

(1817 Statens Museum for Kunst)

"Det Nathansonske familiebillede" (1818 Statens Museum for Kunst)

"Ægteparret Schmidt" (1818 Den Hirschsprungske Samling)

"Emilie Henriette Massmann " (1820 Statens Museum for Kunst)

"Det russiske linieskib Asow og en fregat til ankers på Helsingørs red"

(1828 Statens Museum for Kunst)

"Kongeloven" (1828)

"En hentydning til Stavnsbåndets løsning" (1837-39 Christiansborg)

"En nøgen fra ryggen set kvinde sætter sit hår foran et spejl"

(1837 Den Hirschsprungske Samling)

"Nadveren" (1839-40 altertavle i Frederiksberg Kirke)

"En korvet på stablen" (1851 Statens Museum for Kunst)

Hans sidste, ufuldendte maleri

Eckersberg var gift tre gange, anden og tredje gang med maleren Jens Juels døtre Julie

Juel (1791-1827) og Susanne Juel (1793-1840). Blandt hans mange børn var sønnen

Erling Eckersberg, der blev kobberstikker.


SIDE 58

Christoffer Wilhelm Eckersberg døde 22. juli 1853 af kolera under epidemien i

København, han ligger begravet på Assistens Kirkegaard i København. Kilder til

Eckersbergs liv og kunst findes i hans breve fra udlandsrejsen og dagbøger med

notater og regnskabsoplysninger, han førte fra 1810 (Det Kongelige Bibliotek).

I anledning af 200 året for Eckersbergs fødsel udgav Post Danmark 3. nov. 1983 et

frimærke pålydende 2,50 kr., der var den tids normale porto.

Her er de billeder af Eckersberg, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:

Spadserende ved Aquaduc de la Vanne i Arcueil Paris 1812 - Kunsthallen 1998 4.100.000

Handelsskibe krydser med alle sejl - Sotheby 2001 4.030.000

Kongen med Følge på Dampskibet Ægir 1843 - Bruun Rasmussen 2002 3.500.000

En anden Del af Via Sacra 1813-16 - Bruun Rasmussen 2011 3.400.000

Liggende model på seng Paris 1810-13 - Bruun Rasmussen 2000 3.300.000

Samme solgt Bruun Rasmussen 2004 1.500.000

Parti ved Cloaca Maxima Rom 1814 - Bruun Rasmussen 1998 2.700.000

Parti af det Indre Colosseum. Rom 1815 - Kunsthallen 1998 2.400.000

Udsigt mod syd fra Helsingørs Rhed 1830 - Bruun Rasmussen 1998 2.400.000

Borre Kirke på Møn 1810 - Bruun Rasmussen 2000 2.150.000

To fregatter saluterer for et dampskib (Tvivl om ægtheden) - Ellekille 2001 2.150.000

Den nordøstlige Capitolerbjerg 1813-16 - Bruun Rasmussen 1999 2.050.000

Udsigt til Sommerspiret 1809 - Bruun Rasmussen 2003 1.900.000

Christian IV hos Tycho Brahe på Uranienborg 1831 - Kunsthallen 2000 1.800.000

Et søstykke. Skibe som krydser 1825 - Ellekilde 2002 1.800.000

Jesus som fristes af farisæerne 1843 - Ellekilde 2000 1.750.000


Et søstykke. Skibe som krydser 1825 - Christie's 2006 1.561.000

Vestatemplet i Rom 1814-16 - Sotheby 2006 1.539.300

En engelsk fregat til ankers 1822 - Bruun Rasmussen 1999 1.500.000

Forum Romanum med Campo Vaccino 1814 - Kunsthallen 1992 1.400.000

Købmandsskibe krydser med alle sejl 1827 - Bruun Rasmussen 1992 1.350.000

En jagt sejlende - Ellekilde København 2001 1.300.000

Danske Fregatter under Equipering Foraaret 1849 - Bruun Rasmussen 2003 1.250.000

Udsigt gjennem en dør til løbende figurer 1845 - Bruun Rasmussen 1998 1.180.000

Et møde på søen 1853 - Ellekilde 1999 1.160.000

En Storm 1845 - Kunsthallen 2002 1.000.000


1783-1872 Nicolai Frederik (døbt Frideric) Severin Grundtvig dansk digter

(se N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?

1784 Kronprins Frederik (28/1 1768-1839) senere Frederik VI overtog styret 14. april ved

et statskup mod sin sindssyge far.

1786 Landboreformen. Selveje og markedsmekanismen indførtes

1786-1826 Carl Maria von Weber tysk komponist

1786-1832 Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau tysk komponist

1787 Træhesten blev afskaffet som straffemiddel i Danmark fra 8. juni

1787 Danmarks befolkning var på 841.806

1787 Odense var Danmarks næststørste by, havde 39 gader og 5.365 indbyggere, der boede i

1.069 husstande

1787 Ringkjøbing havde 465 indbyggere fordelt på 118 familier


SIDE 59

1787 Ringkjøbing fik sin første tobaksfabrik, anlagt som A/S af fem købmænd og en

købmandsenke på hjørnet af Smedegade og Søndergade. Ejendommeligt nok er huset

ikke vinkelret. Skråtobak var den store salgssucces med Ringkjøbing Kardus No. 4, der

blev solgt over hele landet. Efter få år var der fire tobaksfabrikker i Ringkjøbing. Kun

en havde lov til at fremstille brændevin, men 30 gjorde det, hvad man ikke tog så tungt.

1787 Hindemae fredet herregård 12 km V for Nyborg. Bygget af major Johan Ove Vind i

nyklassicistisk stil. Hindemae har siden 1982 været tilgængelig for publikum.

Herregårdens mange rum er rigt møbleret, alt inventaret er sat til pris, så derfor er

udstillingen meget skiftende.

1787 C.W. Obels Tobaksfabrikker A/S. Præstesønnen Christian Winther fik 30. marts

privilegium til at anlægge en tobaksfabrik i Aalborg. Produktionen startede med skrå,

snus og pibetobak. I 1828 overtog barnebarnet C.W. Obel fabrikken. Der var i 1872

ansat 250 i firmaet, 100 af dem var børn. I 1873 kom en lov om børnearbejde. Loven

forbød børn under 10 år at arbejde på fabrik. Børn mellem 10 og 14 år måtte højst

arbejde 6½ time hver dag og ikke før kl. 6 om morgenen og ikke efter kl. 20 om aftenen.

I 1898 strejkede børnene og fik derved ugelønnen hævet fra 1,70 kr. til 2,10 kr. Med til

historien hører, at børnenes indtægt dengang var en meget nødvendig del af familiens

indtægt. I 1901 blev det forbudt børn under 14 år at arbejde på fabrik. Gennem flere

generationer var C.W. Obel Aalborgs største arbejdsplads. I 1961 fusionerede C.W.

Obel med Augustinus og Færch og dannede Skandinavisk Tobaksfabrik.

1787-1832 Rasmus Rask dansk sprogforsker født i små kår i en skrædderfamilie 22. nov. 1787 i

Brændekilde, SV for Odense. Student 1808 fra Odense Katedralskole, hvor han bl.a.

læste islandsk. Udgav i 1811 sit første værk: “Vejledning til det islandske eller gamle

nordiske sprog.” Rejste i 1812 til Sverige for sin velynder Johan Bülows 300 rigsdaler.

Studerede foruden sprog også teologi ved Københavns Universitet hvor han i 1814 blev

underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket og i 1829 bibliotekar. I 1825 blev Rasmus

Rask professor i litteraturhistorie. Den 3. dec. 1831 kom der bud fra Kong Frederik VI,

at Rasmus Rask blev udnævnt til professor i orientalske sprog ved Københavns

Universitet. ”Jeg frygter, det er for sent,” var hans kommentar. Året efter døde han kun

45 år gammel.

Rasmus Rask kunne tale omkring 25 forskellige sprog og havde et stort kendskab til

yderligere omkring 50 sprog. Kendskabet fik han på sine mange rejser, hvor han altid

medbragte sit bibliotek. Fra rejserne samlede han også mange værdifulde håndskrifter,

der i dag findes på Det kgl. Bibliotek. Størst interesse havde han dog for de nordiske

sprog og helt specielt islandsk, som han lærte sig selv allerede fra drengeårene, for at

kunne læse de Islandske Sagaer. Hans mål var at finde alle sprogs moder - det

oprindelige sprog. I den sprogstrid der opstod, kom han på kant med Brødrene Grimm.

Han regnes for den nordiske filologis grundlægger.

Rasmus Rask døde 14. nov. 1832 og ligger begravet på Assistens Kirkegaard. Hans

gravmæle er designet af Bindesbøll, men blev først rejst syv år efter hans død. På

gravstenen er prentet Rasmus Rasks motto, som egentlig er et udslag af, at Danmark

ikke ville give slip på ham: “Vort Fædreneland skylder man Alt, hvad man udrette.”

I anledning af 200 året for Rasmus Rasks fødsel udgav Post Danmark 15. okt. 1987 et

frimærke med hans portræt pålydende 2,80 kr., der var den tids normale porto.

1788 Landbrugsudbyttet var 5 fold

1788 Stavnsbåndet blev gradvis ophævet fra 20. juni, det har fungeret siden 1733. En af

hovedkræfterne i Stavnsbåndets ophævelse var Statsminister Christian Ditlev Frederik

Reventlow (1748-1827). I anledning af 200 året for ophævelsen udgav Post Danmark 5.


SIDE 60

maj 1988 et flerfarvet frimærke pålydende 3,20 kr. med Eckersbergs maleri af Christian

VII, der rider forbi Frihedsstøtten.

1788 Latrinspande måtte i København nu ikke mere tømmes ud i rendestenen

1788 Acciseboden i Østergade i Ringkjøbing tæt ved det gamle Amtsrådhus blev oprindelig

bygget som smedje. Det var et godt stykke udenfor Rennumkøpingh, senere

Rennekøbing på grund af den store brandfare, der var ved en smedje. Senere blev

smedjen til accisebod, et navn vi også i dag bruger om bygningen.

Accise betyder nemlig forbrugsafgift, det var den tids moms, og fordi bygningen lå ved

indfaldsvejen fra N, har huset fungeret som toldsted og indkasseret afgifter for alle de

varer der kom til købstaden. En ordning der ophørte 1857.

1788-1876 Ole Chr. Kirk landmand, politiker og foregangsmand. Født 9. okt. 1788 på Kirkegård

tæt ved Stadil Kirke. Faren var en oplyst og intelligent bonde, så velhavende, at han

kunne indskyde 50 rigsdaler i hovedgården Søndervang som stadilbønderne købte 1791,

og så var han sognefoged. Som mange andre kom Ole ud at tjene om sommeren som 7-

årig, om vinteren gik han i skole. Da der var mangel på lærere, startede Ole kun 13 år

gammel som lærer. I seks år var han lærer om vinteren, landbrugsmedhjælper og

hyrdedreng om sommeren. Blev 1814 gårdejer, idet han overtog fødegården. I 1816

giftede han sig med Mette, de overtog også hendes fødegård Halkjær også i Stadil. Efter

at have solgt begge gårde, barndomshjemmet til en bror, købte de 1823 Ebbensgaard i

Ulfborg, der var større.

Som landmand blev Ole Chr. Kirk foregangsmand og landskendt indenfor skov-,

hedebeplantning og kvægbrug. Han forbedrede sædskiftet, merglede, indførte bedre

redskaber og var den første i Danmark, der brugte drænrør. Han arrangerede, i

samarbejde med etatsråd Andreas Evald Meinert Tang (1803-68) Nørre Vosborg, med

hvem han havde et varmt venskab, Danmarks første dyrskue 1831 som afholdtes i

Ulfborg. I leksikon står der ganske vist, at det første dyrskue blev holdt i Randers 1910,

men hvad, de kan jo heller ikke vide alt. Som politiker gik Ole Chr. Kirk ind for

almindelig værnepligt, tidligere kunne en velhavende gårdmand købe sig fri ved at

betale løn til sin karl, som så “aftjente” gårdmandens værnepligt. Han kæmpede for at

give bondestanden selvværd, gik ind for friskoler, men var, overraskende nok,

modstander af tvungen skolegang og almindelig valgret, som han foretrak, blev bestemt

i forhold til formuen.

I 1836 blev han valgt i Lemvigkredsen til Nørrejyske Stænderforsamling i Viborg, der

skulle forberede Grundloven. Blev også valgt som medlem af Den grundlovgivende

Rigsforsamling 1848-49, og dermed blev han dennes medunderskriver. I 1853 opstillede

Ole Chr. Kirk til Folketingsvalg, men opnåede ikke valg. Han boede på Ebbensgaard til

sin død 24. jan. 1876. Tidligere amtsborgmester Aage Ebbensgaard er født på denne

gård. Hans søn Jens Nørby Ebbensgaard har i femte generation drevet gården videre,

men 1994 mistede han sin kone, og 1. aug. 1999 solgte han slægtsgården. Som sin far

og bedstefar er Jens Nørby Ebbensgaard politiker og direktør i den lille lokale

sparekasse. I haven står en mindesten over Ole Chr. Kirk.

1789 Uran stoffet blev opdaget 24. sept. af den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth

1789 Gåsemandens Gård, et gammelt hedelandbrug fra

1789 SV for Tarm med tre km ud til Ringkjøbing

Fjord. Gården er udstykket fra herregården

Grubbesholm og hører under Ringkjøbing-Skjern

Museum. Her demonstrerer Ringkjøbing Amts Husflid

traditionelle husflidsteknikker.


SIDE 61

Hvert år holdes Historisk Dyrskue på Gåsemandens Gård, en familieoplevelse med

mange aktiviteter specielt for børn – ponyridetur, gåsebingo og børnene har direkte

kontakt til de gamle danske husdyrracer. Der er udstilling af veterantraktorer og

maskiner. På visse dage er der ringridning, hvor veterantraktorer fungerer som hest. Der

er en rigtig markedsstemning med spillemandsmusik, folkedans og sågar

lirekassemusik. Og der kan måske gøres en god handel i boderne. Et arrangement der

fastholder en del af den danske kulturarv. I det hyggelige køkken serveres kaffe fra ægte

Madam Blå kander. I 2013 donerede Realdania 150.000 kr. til en tiltrængt restaurering.

1789 Den amerikanske kongres blev samlet for første gang 4. marts i Federal Hall i New

York

1789 Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af den franske Nationalforsamling 26.

aug. 1789. Formentlig under indflydelse af den engelske Bill of Rights fra 1689 og

USA's Uafhængighedserklæring fra 1776. Erklæringen er et resultat af mange

uforenelige og modstridende interesser. Den indledes med en fortale, hvori det fastslås,

at lykke er samfundets højeste mål. Det fastslås, at alle fødes frie og med samme

rettigheder, alle er lige for loven og har lige ret til embeder. De egentlige

naturrettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstandsret. En række individuelle

rettigheder er meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed mod vilkårlig

fængsling.

Nogle har hæftet sig ved, at erklæringen er alt for abstrakt, mens andre påstår, at den

udspringer af den konkrete situation i 1789. Menneskerettighedserklæringens betydning

for eftertiden har inspireret de fleste rettighedserklæringer i mange landes forfatninger

og til dels FN's erklæring fra 1948. Menneskerettigheder er også blevet brugt i politisk

øjemed af de vestlige demokratier som ideologisk ammunition mod diktaturer.

1789-1797 George Washington blev valgt som USA’s 1. præsident

1789-1799 Den franske revolution startede 14. juli 1789. Borgerne stormede den forhadte gamle

middelalderborg Bastille støttet af bondestanden. Den 15. juli anerkendtes Frankrigs nye

flag “Trikoloren,” adelen blev frataget sine privilegier, kongedømmet afskaffet og

Bastille revet ned. 83 sten med indgraveringer blev sendt ud til alle franske provinser

som symbol på de nye tilstande. Resterende sten blev brugt til at bygge Concorde Broen

over Seinen. Den 4. aug. ophævedes standsprivilegierne. Et folkeoptog, der i okt.

bevægede sig til Versailles, tvang kongen til at følge med til Paris. Det gode forhold

mellem folket og Ludvig XIV også kaldet ”Solkongen” svækkes af Ludvig XV og især

Ludvig XVI, som begge var svage herskere. Sidstnævnte var velmenende, men holdt

mere af jagtture. Hans østrigske dronning Maria Antoinette var trods velbegavet

uinteresseret i folket og påvirkede kongen. Finansielle problemer kom der - ikke mindst

på grund af Frankrigs involvering i Amerika. Følgelig opstod der sociale problemer,

med revolution mod enevælden som det uundgåelige resultat, og underskrivelse af

menneskerettighedserklæringen 26. aug. 1789 med trykke-, tale- og trosfrihed og retten

til at gøre oprør.

Natten mellem 24. og 25. april 1792 blev “Marseillaisen” skrevet og komponeret af den

franske officer Joseph Rouget de Lisle (1760-1836). Den blev et hit, og 15. juli 1795

blev den gjort til Frankrigs nationalsang. For at slå revolutionen ned erklærede Europa

med England i spidsen i 1793 krig mod Frankrig.

1789-1862 Bernhard Severin Ingemann dansk digter og forfatter født 28. maj 1789 i Torkildstrup

Præstegård på Falster. Efter farens død flyttede moren til Slagelse til fattigere kår.

Studerede 1806-17 jura i København, men fuldførte aldrig sine studier. Han havde

friplads på Valkendorfs Kollegium 1811-16, han brugte mest tiden til at digte. En


SIDE 62

kongeligt finansieret dannelsesrejse 1818-19 gik til Paris, Rom, Napoli, Wien og

Dresden.

Ingemann blev i 1822 gift med malerinden Lucie Mandix. Samme år blev han lektor ved

Sorø Akademi i dansk og litteratur, senere blev han akademiets direktør til sin død i

1862.

Digte, salmer, sange, dramaer, eventyr, noveller og romaner alt mestrede han i en meget

omfattende produktion på i alt 41 bind, og han var den første der skrev på dansk,

tidligere havde digtere skrevet på tysk. Ingemann debuterede i 1811 med: ”Digte” i

1814 udkom: ”De sorte riddere” og i 1816: ”Blanca i Julespøg og Nytårsløjer,” der

blev en publikumssucces. Den fik dog en hård kritik af J.L. Heiberg og gav anledning til

en litterær fejde, hvor den blide og ømme Ingemann dog forholdt sig tavs. Allermest

kendes han for sine mange salmer og sange i letfattelig lyrik. I salmebogen finder vi

bl.a.: ”Den store mester kommer” (1841), ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud,”

”Dejlig er Jorden” (1850), ”Julen har bragt velsignet bud” (1839) og ”Glade jul”

(1850).

I Højskolesangbogen er der mange morgen- og aftensange fx: ”Nu titte til hinanden”

(1837), ”Der står et slot i vesterled,” ”Fred hviler over land og by,” ”I alle de riger og

lande” (1837), ”På Tave bondes ager,” ”I sne står urt og busk i skjul” (1831) og ”I

østen stiger Solen op” (1837), selv om sidstnævnte tekst er en fordrejning af

virkeligheden. Også kendt er Ingemanns historiske romaner: ”Valdemar Sejr” fra 1826,

”Erik Menveds barndom” fra 1828, ”Kong Erik og de fredløse” fra 1833 og ”Prins

Otto af Danmark” fra 1834. Som ældre skrev han tre prosabøger: ”Christen Bloks

ungdomsstreger” en lystig bog fra 1850, ”Landsbybørnene” en samtidsroman fra 1852

og ”Levnedsbog” der udkom posthum i 1862. Ingemann havde brevveksling med Steen

Steensen Blicher og H.C. Andersen, der begge betragtede Ingemann som en ven.

Bernhard Severin Ingemann døde i sit hjem i Sorø 24. feb. 1862 og blev begravet 4.

marts. I anledning af 200 året for Ingemanns fødsel udgav Post Danmark 24. aug. 1989

et grønt frimærke med hans portræt pålydende 7,70 kr.

1790 Trykkefriheden blev indskrænket igen grundet sagen med P.A. Heiberg

1790 Levealderen var som gennemsnit i Danmark 33 år

1790 Niels Bugges Kro ved Hald blev bygget af grev Frederik Schinkel. Kroen har sit navn

efter Jyllands rigeste mand, herremanden Niels Bugge, onkel til Niels Ebbesen der i

1300-tallet ejede arealerne. Hans adelsvåben pryder indgangspartiet

Her har konger, knægte, kristne, og kreaturer stået model til vigtige kapitler i

danmarkshistorien. Niels Bugge ledede det jyske oprør mod Valdemar IV Atterdag, der

fandt ham så farlig, at det var sikrest at slå ham ihjel, så Niels Bugge blev sammen med

Uffe Stigsen og Peder Andersen snigmyrdet julen 1359 af soldater forklædt som fiskere

på havnen i Middelfart, der dengang hed Melfart. Ingen blev dømt for drabet, men

Melfart idømtes en bod ”Buggepenge,” som byen betalte helt frem til 1874.

I 1872 byggede ejeren Frederik Krabbe en ny smuk kro tegnet af Martin Nyrop, som var

i familie med ejeren. Senere er kroen blevet udbygget, men 16. juli 1948 blev kroen

delvis ødelagt af oversvømmelser i forbindelse med et voldsomt regnvejr. Et

nærliggende plejehjem blev overtaget af kroen i 2003, så nu har man plads til 27

overnattende gæster. Kroen er kendt for en høj kulinarisk standard og et hyggeligt

interiør. Og så har kroen - den blå gris - med teksten Drikkepenge, den står i receptionen

og tømmes kun en gang om året. Beløbet dobles op af kroen, og så går turen for alle

ansatte med familie til Spanien. Naturen omkring kroen med høje bøge, krogede ege,


SIDE 63

hede, stejle skrænter, den 30 m dybe Hald Sø og Dollerup Bakker hører til landets

ypperste, en smørklat fra istiden.

1790 Henne Kirkeby Kro 3½ km fra Vesterhavet startede som traktørsted, og fra 1850 kro. I

dag er tredje generation Kirsten og Hans Beck Thomsen ejer af kroen, som de overtog

efter Hans Beck Thomsens far i 1981. Kroen drives som en fornem gourmetrestaurant,

der selv avler sine grøntsager og blomster.

1790 Metersystemet blev vedtaget af Den franske Nationalforsamling. Det skete i kølvandet

på den franske revolution, for at efterkomme folkets krav om ensartethed og kontrol, så

adelen ikke kunne snyde på vægtskålen. Louis XVI kom med forslaget, at de gamle og

upræcise vægt- og længdemål skulle erstattes af ensartede måleenheder baseret på tallet

10, for dermed at lette håndteringen. I 1799 fastsatte Den franske Nationalforsamling, at

en meter svarer til 1/10.000.000 del af afstanden fra Ækvator til Nordpolen. Et kilogram

fastsattes til 1/1.000 del af en kubikmeter destilleret vand ved 40C.

En ”normalmeter” afmærket i en platinstok og et platinlod på et kilogram opbevares i

”Det Internationale Bureau for Mål og Vægt” i Paris. Platin er et meget stabilt

materiale. I Paris opstillede man 16 forskellige steder marmorblokke indgraveret med

meterinddelingen, så befolkningen kunne vænne sig til de nye måleenheder. Men i

praksis tog det mange år. Senere målinger af jordens omkreds har vist, at de oprindelige

målinger var upræcise, men man fastholdt de vedtagne mål. Siden 1983 har en meter

været defineret som den afstand, lyset bevæger sig i det tomme rum 1/299.792.458

sekund. Først ved lov af 4. maj 1907 indførtes metersystemet i Danmark.

1790-1872 Carsten Hauch dansk forfatter, naturvidenskabsmand og professor

1791 Garveri og læderfabrik blev oprettet i Ringkjøbing af købmand Jens Harpøth

1791-1860 Johan Ludvig Heiberg dansk forfatter, kritiker, oversætter, tidsskriftsredaktør og

direktør født 14. dec. 1791 som søn af Thomasine Gyllembourg og P.A. Heiberg. Johan

Ludvig Heiberg fik en søn med sin mors kusine, der i forvejen var gift. Sønnen Georg

fulgte Thomasine Gyllembourg som et plejebarn. Johan Ludvig Heiberg studerede

æstetik, rejste til Paris og blev lektor i Kiel. Hans pædofile interesser fornægtedes ikke.

Han forelskede sig i en fransk barnestjerne. Blev i 1931 gift med den 21 år yngre

balletpige og senere skuespiller Johanne Louise Pätges (22/11 1812-21/12 1890), som

han havde været betaget af, siden hun var 13 år. Johanne Louise Pätges, der fik navnet

Heiberg, blev nationalscenens hovedkraft. Parret boede i Søkvæsthuset på

Christianshavn. I ægteskabet havde de et ret kedsommeligt liv og forblev barnløs. Deres

hjem var hjemsted for tidens parnas af skuespillere og digtere ikke mindst på grund af

Johanne Luises skønhed. Blandt gæsterne taltes Frederik Paludan-Müller, Christian

Winther, Carl Bagger, Poul Martin Møller, skomagersønnen H.C. Andersen og

hosekræmmersønnen Søren Kierkegaard.

Johan Ludvig Heiberg var en ivrig amatørastronom, gjorde som sådan også et besøg på

Hven, det fortælles, at stjernekikkeriet irriterede Johanne Luise, han ville hellere kikke

stjerner end være sammen med hende. Foruden digte skrev han også vaudeviller,

specielt til sin unge kone, samt skuespil, hvoraf: “Elverhøj,” med musik af Friedrich

Kuhlau, blev uropført på Det kgl. Teater 6. nov. 1828 i anledning af Prins Frederiks

bryllup med Prinsesse Vilhelmine. “Elverhøj” er stadig det oftest opførte danske drama.

Andre kendte værker er: “Kong Salomon og Jørgen Hattemager” og “Recensenten og

dyret.” Undertiden skrev moren Thomasine Gyllembourg for ham, hun boede hos

sønnen til sin død - fire år før ham. Fra 1849-56 var Johan Ludvig Heiberg direktør for

Det kgl. Teater. Han havde stor indflydelse på datidens litteratur- og kulturliv. Johan

Ludvig Heiberg døde 25. aug. 1860 på herregården Bonderup ved Ringsted.


SIDE 64

1791-1872 Samuel Finley Breese Morse opfandt 1882 den elektromagnetiske telegraf og

morsealfabetet

1792 Den gamle Købmandsgaard Nørregade 2 Ringkjøbing blev bygget af Christen Anders

Husted (1766-1833) som en firlænget gård. Navnet Husted stammer fra gården Husted i

Ulfborg Kirkeby. Herfra blev der drevet både detail- og grossistvirksomhed med en

betydelig del af egnens import og eksport over land og sø med egne skibe med hjemsted

i Ringkjøbing. Husted tjente først hos købmand Jens Wedersø, Østergade, Ringkjøbing.

I 1833 overdrog han forretningen til sin brorsøn Christen Husted (1806-83), der også

drev tobaksfabrikken, farbroren havde startet 1817. Christen Husted var også medejer af

kartefabrikken, Østergade, der blev startet 1794 af Croner & Moelberg sammen med

Christen Anders Husted. Han købte råtobak i Amsterdam og Bremen, som han

forarbejdede på fabrikken i Ringkjøbing til videresalg.

Christen Husted var en rigtig storkøbmand, han var velstående og fungerede også som

bank for den lokale befolkning.

Han blev amtmand, byens matador og gift tre gange, sidste gang med en 38 år yngre

kvinde. I 1881 overtog C. Berthelsen forretningen, i 1806 blev A. Brædstrup-Holm

købmand. I 1925 gik forretningen videre til Aage Madsen. Ved Aage Madsens død 1958

videreførtes forretningen af sønnen Morten Madsen, der døde sept. 1994 og

købmandsforretningen ophørte juli 1995.

I dag huser bygningen Scanline indretningsarkitekt og arkitektkontorer for Flemming

Bay-Jørgensen. Jesper Kierkegaard har malet tre malerier af købmandsgården omkring

1847, altså før fotografiets dage. Chr. Hustedsvej i Ringkjøbing er opkaldt efter Christen

Anders Husted.

1792 Guillotinen en nykonstruktion af en henrettelsesmaskine med faldøkse. Guillotinen

blev taget i brug 25. april 1792 for første gang. Delinkventen, en ung landevejsrøver ved

navn Pelletier, kunne bagefter have konstateret, at den virkede, hvis ikke det var fordi

den virkede.

Den franske læge dr. J.I. Guillotin (1738-1814) var arkitekten bag den nye konstruktion,

hans ønske var at spare den franske revolutions ofre for slet bøddelhåndværk. En human

tanke. Forståeligt nok havde bødler for vane, grundet deres belastende job, at drikke sig

mod til, inden arbejdet påbegyndtes, dette resulterede ikke sjældent i, at øksen fejlagtigt

havnede i skulderen. Guillotinen blev brugt sidste gang i 1979, til da havde 4.600

personer måttet aflevere hovedet i den, dræbt og glemt som gale hunde. Guillotinen er

nu på museum. Dens rekord er 54 hoveder på 28 minutter, svarende til et hoved hvert

31. sekund. Dødsstraffen blev først afskaffet i Frankrig i 1981.

1792 Liselund særdeles idyllisk hovedgård på Møn

1792 Slavehandel. Kong Christian VII chokerede de store slavehandlernationer, idet

Danmark 16. marts 1792 som den første nation i verden udstedte forbud mod den

oversøiske slavehandel. Men ikke forbud mod slaveri, et forbud der først kom i 1848.

Forbuddet skulle dog først gælde fra 1. jan. 1803, altså 10 år ude i fremtiden. Da

forbuddet blev kendt, blomstrede slavehandelen op som aldrig før, der blev i den grad

hamstret. Men der var skumle tanker bag beslutningen. Kongen formodede, at den

usympatiske slavehandel kunne erstattes ad naturens vej. Derfor blev afgiften på

kvindelige slaver ophævet med det formål, at kolonierne af den grund ville få flere

kvinder og med deres hjælp blive selvforsynende. Dertil kom, at fortet Accra i Ghana

var blevet dyrere i drift, samtidig var prisen på slaver på Dansk Vestindiske Øer blevet

lavere, og en stor del af besætningsmedlemmerne døde undervejs. I de første 10 år efter

forbuddets offentliggørelse fragtede danske skibe ca. 10.000 slaver fra Guldkysten over


SIDE 65

Atlanterhavet til Dansk Vestindiske Øer. Men - trods forbuddet fortsatte slavehandelen

også efter 1803. Det skulle vare flere år, før andre nationer forbød denne handel:

Storbritannien fra 1807, Canada fra 1834, USA fra 1863, Saudi Arabien fra 1962 og

Mauretanien fra 1980. Og nitallerne er korrekte.

1792 Frankrig erklæredes 21. sept. for republik. Alle franskmænd skal fremover tiltales

borgerinde eller borger.

1792-1797 Frihedsstøtten på Vesterbro i København fik lagt sin grundsten 31. juli 1792 af

Kronprins Frederik, den senere Frederik VI. “Bondefrihedsmonumentet,” som den også

kaldes, er sat som minde om Stavnsbåndets ophævelse. Den 15 m høje obelisk, af

bornholmsk sandsten på fodstøtte af norsk marmor, er tegnet af N.A. Abildgaard.

Indskriften på soklen lyder således: “Kongen bød: Stavnsbåndet skal ophøre, Landboe

Lovene gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god,

hæderlig Borger, lykkelig.” Årenes syreregn og benzinos i centrum af København har

tæret så meget på monumentet, at der er afsat 14 mio. kr. til en gennemgribende men

nødvendig restaurering, der forventes tilendebragt grundlovsdag 1999. Og sandelig -

tiden holdt, men prisen blev væsentlig dyrere.

I anledning af 150 års dagen for stavnsbåndets løsning udgav Det danske Postvæsen 20.

juni 1938 et frimærke med Frihedsstøtten pålydende 15 øre, der var den tids normale

brevporto.

1792 Det Hvide Hus. Grundstenen til The White House blev nedlagt 13. okt. 1792 i

Washington D.C. Embedsbolig med 132 værelser for USA’s præsident er tegnet af

James Hoban.

1792-1848 Frederick M. Marryat populært kaldet Kaptajn Marryat. Britisk forfatter

1792-1865 Christian de Meza dansk general fra Treårskrigen 1848-50

1792-1868 Gioacchino Rossini italiensk komponist

1793 Louvre det gamle kongeslot i Paris åbnes som Frankrigs Nationalmuseum

1794 Amterne i Danmark reduceres til 17 og i 1970 yderligere til 14 amtskommuner

1794 Christiansborg brændte 26. feb. med undtagelse af ridebaneanlægget. Varmesystemet

bestod af ildkanaler og kakkelovnsrør, hvori der hvert år havde været ild, men denne

gang gik det helt galt. For nyopførelsen stod arkitekten C.F. Hansen. Kongeparret

Christian VII flytter til Amalienborg. Slottet har for øvrigt kostet 2,7 mio. rigsdaler,

svarende til hele Sjællands jordegodsværdi. En stor del af det øvrige København

brændte også.

1794 Strejke 4.-5. aug. Danmarks første organiserede strejke af 202 tømrersvende. Af dem

frafaldt 78, resten blev landsforvist. Straffen blev senere ophævet grundet protester i

samfundet.

1794-1838 Poul Martin Møller dansk forfatter og oversætter

1795 Skagen Kirke Skt. Laurentius på Skagen Mark 2-3 km SV for Skagen By lukkes.

Jorden her har tidligere været ejet af Niels Bugge til Hald. Kirken var dengang

Vendsyssels længste og største kirke, der af søfolkene blev brugt som pejlemærke under

navnet “Lange Maren.” Den sengotiske kirke er opført af teglsten omkring år 1400,

mens Erik af Pommern endnu herskede over de tre nordiske kongeriger. Efter flere

udgravninger grundet sandfygning, der begyndte i 1500-tallet og senest under en storm

Almindelig Bededag i 1775, blev kirken opgivet. Da præsten kom frem til kirken og så

sanddyngerne og umuligheden i at holde gudstjeneste, sagde han: ”Nu har Gud selv

lukket kirken.” Den 5. juni 1795 blev den, efter tilladelse fra Kong Christian VII,

endelig lukket. Begravelsespladsen blev dog bevaret til 1810, hvor kirken, undtagen

tårnet, blev solgt til nedrivning. En del af stenene blev brugt i omegnens gårde og til


SIDE 66

huse i Skagen By. Tårnet blev stående som vartegn og et fortsat sømærke under

fyrvæsenet, hvad der dog i dag er umuligt grundet en tiltagende vegetation. I

sommerhalvåret holdes der dog ofte aftengudstjeneste på pladsen ved det ensomme tårn.

Den egentlige grund til sandfygning var kreaturgræsning i klitterne, der ikke lod

vegetationen vokse. Af kirkens inventar blev noget solgt og andet gemt til Skagens

nuværende kirke.

Der blev i 1830 iværksat en landsindsamling til en ny kirke, pengene blev af bystyret sat

i værdipapirer, men beklageligvis med det resultat, at alle pengene blev tabt – en slem

bet. Der blev rejst en ny kapital, og arkitekt C.F. Hansen, der også tegnede Københavns

Domkirke, blev sat på opgaven. Den nye kirke blev indviet 31. aug. 1841. Men ingen

var tilfreds med bygningen, den var det kedeligste, man kunne forestille sig. Allerede

fra 1909 blev kirken udvidet og ombygget totalt og genindviet i 1910. Arkitekterne bag

nyskabelsen af kirken og det 36 m høje tårn med klokkespil var Thorkild Jørgensen i

samarbejde med Ulrik Plesner, der er født i Vedersø Præstegård. Inventaret blev

designet af Thorvald Bindesbøll, og alterbilledet af Betlehemsstalden er malet af Joakim

Skovgaard.

I 1903 blev tårnet til Den Tilsandede Kirke fredet og lagt under Nationalmuseet.

Formedels otte kr. er der adgang til tårnet, hvorfra man kan se Skagen By og det

tidligere kongelige sommerhus Klitgården.

1795 København var igen udsat for en storbrand. Den udbrød 5. juni og varede i to døgn.

Branden hærgede i 55 gader, hvor den ødelagde 941 gårde og huse.

1795 Blyanten blev opfundet af Nicolas J. Conte

1796 Åbningen til Ringkjøbing Fjord fra Vesterhavet er rykket helt til S i nuværende fjord,

udfor Nymindegab

1796 Koppervaccine blev opdaget af den britiske læge Edward Jenner

1796-1876 Christian Winther dansk digter født 29. juli 1796 i Fensmark på Sydsjælland. Faren

var præst, da han døde, giftede moren sig med Poul Martin Møllers far, der var præst i

Købelev på Lolland. Christian Winther blev cand. theol. 1824, men fik aldrig embede. I

stedet blev han 1825 huslærer i København, senere på Lolland. Debuterede 1828 med:

”Digte” bl.a. ”Flyv fugl flyv.” Måske er han mest kendte: ”Flugten til Amerika” et

fantastisk digt som han skrev 1835. Christian Winther er en af Danmarks betydeligste

romantiske digtere, der skildrer natur og kærlighed. Opholdt sig 1830-31 i Italien, hvor

han blev optaget i kredsen omkring Thorvaldsen. Frem til 1837 var han i økonomisk

krise, men så fik han job som lærer for Kronprins Frederiks, senere Frederik VII,

forlovede Mariane og titel af professor.

Christian Winther blev glødende forelsket i den unge præstefrue Julie Werliin, hun

inspirerede ham til mange digte. Efter mange genvordigheder blev de gift i 1848.

Winthers hovedværk er: ”Hjortens flugt” fra 1855 et langt digt på 329 sider med

motiver fra Erik af Pommerns tid en forening af den jordiske og himmelske kærlighed.

Det lange digt er virkelig sej at tygge. Lettere er det med: "Flugten til Amerika" fra

1835. Christian Winther døde 30. dec. 1876.

1797-1828 Franz Schubert østrigsk komponist født i Wien

1797-1870 Henrik Hertz dansk forfatter af komedier, lystspil, tragedier og digte. Faren jødisk

bager, efter hans død fortsatte moren med dygtighed bageriet, men så kom Københavns

Bombardement 1807, og familien mistede alt. Henrik Hertz var en nervøs og svagelig

dreng, stille, læselysten og flittig i skolen, hvor han rimede. Læste jura på Københavns

Universitetet og fik guldmedalje. Debuterede i 1826, men først fra 1832 under eget

navn. Dette år blev han også døbt. Hans mest kendte er komedien: ”Sparekassen” fra


SIDE 67

1836, men hans produktion tæller 54 skuespil. Han blev sent gift og var en kær gæst hos

familien Heiberg. Henrik Hertz traf i de litterære kredse både H.C. Andersen og Søren

Kierkegaard.

1798 ”Evangelisk-kristelig Psalmebog” blev udgivet

1798-1868 Herman Wilhelm Bissen dansk billedhugger uddannet maler født 13. okt. 1798. Fik

både den lille og den store guldmedalje og opnåede et femårigt rejsestipendium, hvor

han mest opholdt sig i Rom. Her arbejdede han under Bertel Thorvaldsen, som

tilskyndede ham til at blive billedhugger. Bissen blev i 1840 professor ved

Kunstakademiet og dets direktør 1850-53. Mange af hans arbejder kan ses på Ny

Carlsberg Glyptotek. Blandt hans mange kendte statuer er: ”H.C. Ørsted” i

Ørstedparken, ”Landsoldaten” efter sejren i Slesvig 1848-51 i Fredericia, maleren

Johan Thomas Lundbye stod model, ”Istedløven” i Tøjhusmuseets gård, den blev dog

afsløret på Sankt Marie Kirkegård i Flensborg 25. juli 1862, og har haft en omtumlet

tilværelse, ”Tycho Brahe” ved Københavns Observatorium, “Oehlenschläger” ved Det

kgl. Teater, ”Tordenskjold” ved Holmens Kirke og ”Frederik VII” på Christiansborg

Slotsplads. Herman Wilhelm Bissen døde 10. marts 1868.

1799 Næsgaard Agerbrugsskole SØ for Stubbekøbing på Falster. Oprettes som Danmarks

første landbrugsskole af ”Det Classenske Fideicommis.” Ejeren af herregården

Korselitse, Johan Fredrik Classen (1725-92) testamenterede ved sin død 1792 alle sine

værdier til ”Det Classenske Fideicommis” et velgørende selskab. Dette til stor

fortrydelse for arvingerne.

1800 Strandgården på Husby Klit ved Vest Stadil Fjord. En firelænget klitgård i frisisk

byggestil bygget af sten fra lokale teglværker. Er oprindelig opført omkring 1800 og

nyopført i 1875. I 1920 fik Strandgaarden sit navn, fordi den da af Jens Madsen blev

indrettet til sommerpensionat. Staten overtog gården i 1973, den blev indrettet som

museum for et strandfogedhjem og åbnet i 1975. Derudover et museum for

redningsudstyr, der har været benyttet ved de mange strandinger, samt gamle landbrugs-

og fiskeriredskaber. På stedet er der en hyggelig cafe. På fjordengene overfor

Strandgaarden ses hver for- og efterår tusindvis af gæs på træk.

1800 København havde 120.000 indbyggere

1800 Randers havde 4.500 indbyggere og var landets femte største by. I provinsen kun

overgået af Odense, Aalborg og Helsingør.

1800 Danmarks befolkning var 2 mio. Omkring 95% af befolkningen var analfabeter

1800 Vest Stadil Fjord var indtil 1800-tallet forbundet med Stadil Fjord og Ringkjøbing

Fjord. Udenom lå der store sumpede arealer. Vandstanden varierede meget efter årstid

og vindretning, så diger og afvanding var nødvendig, hvis der hos klitbonden skulle

“brød på bordet.” Digerne blev bygget i 1863 og vandstanden sænket til 0,4 m. under

havets overflade, men afvandingsforsøgene mislykkedes, grundet efterårsstormes

digebrud og for lille pumpekapacitet. I 1911 og 1923 satte storme hele arealet under

vand, avlen blev mistet med armod for klitbønderne til følge. En større pumpe blev

etableret, men under Anden Verdenskrig kunne der ikke skaffes dieselolie til pumpen. I

1949 blev der installeret en elektrisk pumpe, der holdt vandet ude, så fjordbunden kunne

dyrkes.

I 1954 sænkedes vandstanden yderligere til 1,4 m under havets overflade, det skete med

en pumpe, hvis kapacitet var 1.200 liter pr. sekund. Resultatet blev, at yderligere 1000

hektar kom under plov. Det var dengang, politikken gik ud på at dyrke så meget som

muligt, man tænkte ikke i brakmarker. I 1960 købtes området af grev Carstenskjold, der

grundet økonomiske smerter måtte sælge, og i 1993 udnyttede staten sin forkøbsret og


SIDE 68

overtog området. Hele området, der har tilsyn fra Skov- og Naturstyrelsen, er ca. 14 km

fra N til S og 2-3 km fra klitvejen til diget, der løber langs østkanten af Sundå, der

egentlig er en kanal.

Skelmosevej deler området, N herfor har man etableret et okkerfældningsanlæg, der

filtrerer og ilter vandet. I den nordlige del enedes man om at hæve vandstanden med 90

cm fra -1,40 til kun 0,5 m under havets overflade, begge dele med begrundelsen at

forbedre vandkvaliteten.

Til de koloniynglende fugle er der i området etableret tre “rævesikre“ øer. Men man

havde glemt, at “Mikkel” også kan svømme. Skulle en af disse øer blive indtaget af

skarver, vil de omgående blive bekæmpet.

Kreaturer sørger for, at vegetationen holdes nede, men i visse områder plejes en høj

vegetation for at beskytte en bestand på hen mod 100 stykker råvildt. Vandområderne

har et rigt fiskeliv. Det sydlige areal er fra 1. sept. 1998 udlagt som vildtreservat, dvs. at

jagt som hovedregel er forbudt, men Skov- og Naturstyrelsen holder efteråret igennem

en ugentlig jagt. Ræven må dog jages hele året.

Ved Skelmosevej findes en P-plads, her står Jens Bjerg Thomsens (1900-dec. 1982)

historiske hytte som et informationscenter for området. Jens Bjerg Thomsen var født på

Vejrgård i Hee. Efter Folkeskolen elev på Holsted Efterskole, Vestbirk Højskole og

Tune Landbrugsskole. Herefter forpagtede han fødegården som han købte 1925 samme

år han giftede sig med Valborg. I 1931 solgte han Vejrgård. I 1932 udgav han: "Fugle

fra fjorden" med egne fotooptagelser. Han optog mange film og skrev adskillige artikler

til "Dansk Jagttidende" og "Sportsfiskeren."

Valborg og Jens Bjerg Thomsen flyttede 1935 til Djursland, hvor han 1949 blev leder

og overjæger på Kalø Jægerskole, til han blev pensioneret 1968. Han kan betegnes som

1940 og 50-ernes Søren Ryge Petersen. Naturmennesket Jens Bjerg Thomsen var tillige

en stor fortæller, og for øvrigt far til Poul Thomsen. Her går også den 11 km lange

asfalterede cykelsti. Forår og efterår gæstes området af omkring 30.000 gæs på vej til og

fra ynglepladserne på bl.a. Svalbard. Gæssene fodres om foråret med 50 tons korn, da

de ellers vil ragere områdets nysåede kornmarker. Udgifterne hertil betales af staten.

Den der forstår at lytte, kan opleve et tusindtalligt fuglekor ud over engarealerne - en

himmelsk lyd, som selv Carl Nielsen ikke kan konkurrere med.

Samarbejdet mellem de private lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen er forbilledlig,

men der har været mange sværdslag undervejs. Det er Danmarks største

naturgenopretningsprojekt - pris 30 mio. kr. Projektet har skabt en væsentlig

produktionsudvidelse af tagrør, hvoraf der kan høstes 90%, dvs. 2-3.000 traver af 20

bundter. Tagrør udgør den absolut væsentligste økonomiske vægt på indtægtssiden.

Grundet fuglene må der ikke høstes hø, før rugesæsonen er ovre. (Se art)

1800 Brændevinsbrænderier af dem fandtes der 2.500 registrerede i Danmark, alene i

Viborg var der 150, i Aalborg 101 og i Thisted 84. Og der var god brug for dem, for

Danmarks 2 mio. indbyggere drak 50 mio. flasker brændevin om året.

1800 Jordens befolkning menes at være 980 millioner

1800 Landbruget beskæftigede 3/5 af den danske befolkning

1800-tallet Gækkebreve så dagens lys. De var en afløser af de tidligere bindebreve, et gådebrev

der sendtes på navnedage, ifald modtageren ikke kunne løse gåden, var vedkommende

forpligtet at holde et gilde.

1800-tallet Gadespejle dukkede op som ”fortidens fjernsyn”

1800-1856 Johan Lauritz Jensen anerkendt dansk blomstermaler født 8. marts 1800 i Gentofte

som søn af lærerpar. Uddannet på Kunstakademiet 1814-1818 elev af C.V. Eckersberg


SIDE 69

og C.D. Frizsch. I.L. Jensen, som han oftest benævnes, havde et talent, der vakte stor

opmærksomhed allerede på akademiet. En tid overvejede han portrætkunsten, men

valgte at specialisere sig som blomstermaler. Han skabte fornyelse i

blomstermalergenren, arrangerede opsatser med mørk baggrund, og lagde vægt på

blomsternes symbolik, med rosen som de foretrukne. Forståeligt nok blev han kaldt

"Blomster Jensen."

Han Danmark gav et dejligt Blomsterflor.

Deri hans navn igjennem Slægter groer.

I.L. Jensen blev 1825 ansat som overmaler på Den Kongelige Porcelainsfabrik.

Hans Kundekreds var stor og rakte fra kongelige til almindelige borgere.

Johan Lauritz Jensen døde i København 26. marts 1856 og ligger begravet på Gentofte

Kirkegård. Hans billeder er solgt til høje priser.

Her er de billeder af I.L. Jensen, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:

Hortensia i en krukke 1834 - Christie 1990 2.337.000

Roser, magnolia og andre blomster 1834 - Christie 1990 1.965.000

Blomster i græsk vase 1848 - Sotheby 1989 1.889.000

Opstilling blomster og kirsebær på marmorbord 1848 - Sotheby 1988 1.763.000

Roser i græsk vase. Ukendt år - Christie 1989 1.755.000

Rhododendron m.fl. i græsk vase 1844 - Bruun Rasmussen 2004 1.400.000

Roser i en kurv 1846 - Christie 1989 1.066.000

Frugtstykke ananas og druer i kurv 1833 - Bruun Rasmussen 1988 1.000.000

1800-1856 Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll dansk arkitekt, født i Ledøje 5. sept. 1800 af

Karen Johanne Hornemann (1766-1807) og sognepræst Jens Bindesbøll (1756- 1830).

Kom i lære 1815 hos møllebygger Jørgensen i København, hvor han også var som svend

til 1819. I 1820 rejste han til Stockholm for at tegne korntørringsmaskiner. Blev

sideløbende uddannet på Kunstakademiet fra 1817-20. Sammen med H.C. Ørsted rejste

han i 1822 til Tyskland, Frankrig og England, på turen fik han kendskab til og interesse

for Pompeji, den kultur der kom til at præge hans senere arbejder. I 1823 arbejdede han

som konduktør hos hofbygmester J.H. Kock, som ikke kunne se Bindesbølls talent, men

rådede ham til igen at blive håndværker. Bindesbøll fulgte løbende Kunstakademiets

undervisning og fra 1824-33 vandt han alle akademiets medaljer. Akademiets store

guldmedalje udløste det store rejsestipendium, der i 1834 førte ham til Athen og Rom.

Her blev han påvirket af den antikke arkitektur. I Rom levede han i det sociale miljø

sammen med Wilhelm Marstrand, Constantin Hansen, Martinus Rørbye og ikke mindst

Bertel Thorvaldsen. Allerede her begyndte han at tegne Thorvaldsens Museum, der

skulle blive hans hovedværk. Bindesbøll rejste tilbage til Danmark i 1838. Af andre

kendte bygninger med hans streg er den særprægede Hobro Kirke fra 1852, Thisted

Rådhus fra 1853, "Brumleby" Lægeforeningens boliger på Østerbro tegnet efter den

store koleraepidemi 1954, Næstved Rådhus fra 1856 og Landbohøjskolen fra 1856.

Bindesbøll blev kongelig bygningsinspektør og 18. marts 1856 udnævnt til professor i

bygningskunst ved Kunstakademiet. Bindesbøll blev 28. maj 1845 gift som 44-årig i

Værløse med Andrea Frederikke Andersen (16/3 1819-2/1 1899) født i Jonstrup. Parret

fik sønnen Thorvald Bindesbøll (1846-1908). Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll

døde 14. juli 1856 på Frederiksberg. (Se art. under Thorvaldsen 1770-98-1848)

1800-1856 Carl Ludvig Emil Aarestrup dansk lyrisk digter, eurotiker og cand.med. Født 4. dec.

1800 i København af Sophie Charlotte Aagaard (1775-1808) og postkontrollør ved

Østerport toldkammer Jørgen Voigt Aarestrup (1775-1808). Forældrene blev separeret,

da Emil var 7 år, året efter døde begge forældre stærk forgældet. Emil og hans bror


SIDE 70

voksede op hos morfaren Rasmus Aagaard, der var urtekræmmer og købmand i Store

Kongensgade i København, som han selv sagde te- og porcelænshandler.

Emil fik privatundervisning, blev student 1819 og kom på universitetet, hvor han

studerede medicin, æstetik og filosofi. Fra morfaren arvede brødrene en anselig formue,

der gjorde dem uafhængige af indtægt i studietiden. Trods sine mange digteriske forsøg

og et nært bekendtskab til Adam Oehlenschläger fandt Emil Aarestrup ud af, at han ville

være læge.

Allerede som 14-årig blev han volontør ved det militære medicinalvæsen.

I studietiden boede han hos adjunkt Christian Spengler, hvis kone Louise han gjorde

gravid. Spengler døde, og Louise fødte en datter, der fik navnet Cornelia.

I mange år skjulte Emil Aarestrup sin datter for omverdenen og i særdeleshed for sin

kone.

Emil Aarestrup blev gift 21. okt. 1827 i København med sin kusine Caroline Frederikke

Aagaard (28/2 1808-1/1 1897). Først 1852 fik hun vished for sine bange anelser. Hun

havde indtil da født ham 12 børn og haft flere aborter. Forholdet blev meget spændt, og

det var tæt på et ægteskabeligt brud.

Emil Aarestrup fik embedseksamen med udmærkelse 1827 og nedsatte sig straks

herefter som praktiserende læge på Adelgade 78 i Nysted på Lolland, stærkt tilskyndet

af sin kone, der gerne ville have ham væk fra Københavns mange kvindelige fristelser.

I 11 år frem til 1838 var Emil Aarestrup læge i Nysted, familien flyttede herefter til

Sakskøbing, hvor parret boede også i 11 år. Fra 1849 til sin død 21. juli 1856 virkede

Aarestrup som stiftsfysiker og læge ved Gråbrødre Hospital i Odense, det vi i dag kalder

embedslæge.

Emil Aarestrup debuterede 1838 som poet med: ”Digte” for øvrigt den eneste han selv

udgav, men han efterlod sig en mængde manuskripter - tilegnet hans kone og hans 12

børn. Vennen forfatter Chr. Winther udgav disse digte 1863 som ”efterladte digte.”

Emil Aarestrup er guldalderens betydeligste lyriske, ironiske og erotiske digter krydret

med humor. Men også angst, syndsbevidsthed, melankoli og dødslængsel træder frem i

hans digtning. Han er en fornem repræsentant for romantikken. Han anvendte naturen til

at beskrive kærligheden. Tilværelsens fundamentale meningsløshed kan kun ophæves

midlertidigt via kærlighed, og bag det hele ligger angsten for tomheden, når

kærligheden forsvinder.

I sin samtid var Emil Aarestrup ikke særlig agtet, han blev nærmest tiet ihjel,

udgivelsen af hans digte blev ikke anmeldt, en udgave solgte kun 40 eksemplarer, og det

tog det poetiske initiativ ud af Aarestrup, han følte sig overset og mistede illusionen om

digterberømmelse og viede det meste af sin tid på sit embede.

Emil Aarestrup var en hyppig gæst på Aalholm Slot hos den unge smukke komtesse

Amalie Raben. Til vennekredsen hørte også Søren Aabye Kierkegaard. Sophus Clausen

var elev af Emil Aarestrup. Skønt han ofte brugte hans udtryksformer og ligner meget i

stil, bagtalte han Emil Aarestrups poesi som værende “for emaljeret.”

Emil Aarestrup var en spillenatur og en særdeles korpulent herre. Han sagde, han ville

vise lægevidenskaben, hvor meget et menneskes hud kunne udvide sig. På biblioteket i

Nysted findes en udstilling af ting fra Emil Aarestrups hjem.

På Aarestrups 150 års dag 4. dec. 1950 blev Aarestrupmedaljen indstiftet, en af de

fineste udmærkelser en lyriker kan få. Prisuddelingen finder altid sted i Nysted. (Se art.)

1800-1870 Romantikken indførtes i Danmark, da Oehlenschläger udgav sine første digte påvirket

af den dansk-tyske filosof og naturforsker Henrich Steffens (1773-1845), der holdt

forelæsninger på Københavns Universitet 1802-04. Steffens var en fætter til N.F.S.


SIDE 71

Grundtvig. Romantikken er udadrettet søgende efter det tabte, det oprindelige, et opgør

med oplysningstiden. Den dualistiske verden med ideerne overfor fænomenerne.

Følelser, anelser, fornemmelser og lidenskab er nøgleord. H.C. Andersen er en fornem

repræsentant for romantikken, der har rødder helt tilbage til den græske filosof Platons

lære.

1800-1900 1800-tallets krige for hver fem soldater der døde i krige, døde de fire af sygdom, tyfus,

kolera, kopper etc. Dårlig ernæring var en væsentlig årsag. Under den Japansk-

Kinesiske krig 1894-96 var tallet 11 ud af 12. Under Anden Verdenskrig var de

amerikanske styrkers tilsvarende tal, at hver gang der døde en grundet krigen, var der

kun 0,07 der døde af sygdom, om dette så skyldes bedre våben eller bedre læger skal

være usagt.

1801 Anders Pedersen Ikast blev i Ringkjøbing idømt rettens mildeste straf, fordi han var en

fattig mand og ikke tidligere straffet. Dommen lød på 2 måneders arbejde på tugthuset i

Viborg. Forseelsen bestod i, at han havde stjålet en stribet serviet, nogle ruller sytråd og

enkelte andre småting.

1801 Danmarks befolkning var 929.001. Omkring 95% af befolkningen var analfabeter

1801 Vildsvin er det tamme svins vilde forfar, det sidste vildsvin i Danmark blev skudt

ved Silkeborg 1801. Siden er vildsvinet genindvandret fra det nordlige Tyskland, og

observeret over hele Sønderjylland. Det overvejes imidlertid at tillade vildsvin i

Danmark, således at påbuddet om at skulle nedlægge alle vildsvin fjernes, så der igen

kan komme vildsvin i de danske skove. Et vildsvin kan veje op til 350 kg, måle op til

180 cm i længden og 120 cm i højden. De lever normalt i familieflokke på ca. 20

individer. En so får normalt 5-6 grise pr. kuld.

1801 Ringkjøbing havde 771 indbyggere, heraf 16 købmænd der totalt dominerede bystyret.

(Se 1672)

1801 "Slaget på Reden" også kaldet Skærtorsdagsslaget eller Slaget på Kongedybet 2. april

1801. Danmark-Norge havde underskrevet neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og

Preussen, men det var en misligholdelse af den aftale, man havde med Storbritannien.

Englændernes krav var, at Danmark-Norge skulle bryde med sine tre allierede, men det

var en umulighed.

Derfor styrede den engelske flåde 12. marts 1801 ud af Yarmouth mod Danmark og

ankrede flåden op N for Kronborg 21. marts 1801. Tidspunktet var netop valgt, fordi

den svenske og russiske flåde sad fast i Østersøens is. Preusserne skulle man ikke tage

hensyn til, for de havde ingen flåde. Den engelske flåde bestod af 23 linjeskibe, 5

fregatter, 14 andre krigsskibe samt flere mindre skibe og var under kommando af den

61-årige admiral Sir Hyde Parker med den 42-årige viceadmiral Horatio Nelson som

næstkommanderende. Nelson der betragtedes som en dårlig diplomat, men en god

taktiker i søkrige.

Hyde Parkers mål var egentlig i første omgang at gå ned gennem Storebælt for at sejle

mod Rusland og nedkæmpe deres flåde, før den var blevet fuldt udrustet efter vinterens

frost. Men Nelson fik gennemtrumfet, at man på udvejen i stedet først slog den danske

flåde, hvad han anså for en overkommelig opgave.

Den 30. marts gik englænderne ned gennem Øresund, og skød med skarp mod Kronborg

i stedet for at salutere. Pudsigt var det, at et par af kanonkuglerne ramte den engelske

konsuls hus i Helsingør. Men Kronborg kanoners rækkevidde kunne ikke nå ud til den

engelske flåde, der kunne more sig over, at kuglerne havnede i vandet foran dem.

Svenskerne tilbød at beskyde flåden, men det afviste Frederik VI af frygt for at miste

Øresundstolden.


SIDE 72

Frederik VI kunne vælge at slutte sig til englænderne og tage konflikten med Napoleon

I og russerne, i så fald ville russerne lade svenskerne rykke ind i Norge.

I stedet valgte han at tage konfrontationen med briterne. Danmark stod altså alene med

opgaven, og som så ofte før i historien var Danmark mærkværdig uforberedt til krig.

Myndighederne var forberedt på angrebet, men trods det var flåden ikke blevet udrustet,

og udbygningen af Københavns søforsvar, der var besluttet 10 år tidligere, var stadig

ikke gennemført. Men Danmark-Norge havde en jettetro på, at deres allierede ville ile til

hjælp, specielt fra Sverige var man sikker på, der ville komme hjælp, men der kom

ingen hjælp.

Danmarks flåde bestod af 11 linjeskibe og 9 batteriskibe under ledelse af kommandør

Olfert Fischer (1747-1820) på Dannebrog, der havde 60 kanoner og 357 mand. På

Gernerske Flådebatteri nr. 1 havde Peter Willemoes (1783-1808) ledelsen.

Angrebet fra englænderne begyndte kl. 9:45 skærtorsdag 2. april 1801. Under angrebet

gik tre engelske linjeskibe på grund ved Middelgrunden blandt dem linjeskibene

Bellona og Russell. Dannebrog blev skudt i brand kl. 11:30.

Kl. 13:30 efter knap fire timers kamp havde Danmark faktisk overtaget trods det, at vi

kun havde 650 kanoner mod Englands 975 kanoner. Den danske styrke bestod

hovedsageligt af bønder og andre frivillige uden egentlig kamptræning, hvor det

engelske mandskab var professionelt uddannede krigsfolk.

Admiral Sir Hyde Parker vurderede, at de ikke kunne slå danskerne uden for store tab,

han skulle jo også videre mod russerne, så han hejste derfor det hvide overgivelsesflag

kl. 13:15 og signalerede til Nelson, at han skulle stoppe kampen og trække sig tilbage.

Men næstkommanderende Horatio Nelson på “The Elephant,” der havde 74 kanoner og

550 mand, ”satte kikkerten for sit blinde højre øje,” det øje som han havde mistet ved

kamp på Korsika i Middelhavet og udtalte de udødelige ord: ”I can’t see the signal.”

Nelson fortsatte kampen, så ren faktisk var der tale om mytteri fra Nelsons side.

Københavns befolkning fulgte slaget fra Langelinje. Om eftermiddagen kapitulerede

Olfert Fischer.

Danskernes mandskab var på 5.846 mand tabene var store 790 dræbte, ca. 900 sårede og

1779 blev krigsfanger. Englændernes tab var 254 faldne og 689 sårede, men de

kontrollerede nu Øresund.

Admiral Sir Hyde Parkers handling kom få timer senere til at koste ham embedet, idet

den engelske regering fratog ham kommandoen på grund af sit vankelmod, og overgav

kommandoen til Nelson.

Nelson sendte et brev til Frederik VI med trusler om, at afbrænde de erobrede skibe

uden hensyn til de ombordværende fanger, hvis ikke man overgav sig.

Og så snuppede englænderne hele vores flåde.

Efterfølgende bestemte den danske regering, at der skulle plantes nye egetræer, da det

var eg man brugte til bygning af skibe. Det gjorde man så, - de er klar nu i år 2007.

1802 Guldhornene fra Gallehus blev stjålet fra Kunstkammeret i København 4. maj 1802.

Der blev udlovet en dusør på 1000 rigsdaler og fuld anonymitet for at angive tyven.

Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand, Andreas Holm. Det viste sig at være

en meget dygtig, men forgældet guldsmed og urmager Niels Heidenreich, der tolv år

tidligere havde været i fængsel grundet pengefalsknerier. Mærkværdigvis passede Niels

Heidenreichs stuenøgle til Kunstkammeret, han lod nøglen sidde i døren, for at

mistanken ikke skulle kastes på Kunstkammerets personale. Niels Heidenreich

indrømmede 30. april 1803 tyveriet. Dommen faldt 10. juni 1803, og han blev sat i

tugthuset til 1840. Fire år senere døde han. Inden han blev pågrebet, havde han desværre


SIDE 73

omsmeltet de uvurderlige horn i sit køkken til 5 pund guld. Muligvis er en lille rest af

guldhornsguldet bevaret i et par øreringe, som Niels Heidenreich forærede sin nabo.

Disse øreringe findes på museet i Ringe på Fyn. Formentlig har Niels Heidenreich

samarbejdet med sin svoger Peter Jensen, men det kom ikke frem i retssagen.

Myndighederne ønskede at lukke sagen hurtigst muligt, det var pinligt, at det var

guldsmedkollegaer der afslørede tyveriet og pinligt, at man så let kunne bryde ind i

Kunstkammeret.

Guldhornene blev berømte, måske ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem.

Tyveriet inspirerede Adam Oehlenschläger til hans udødelige digt: “Guldhornene” fra

1803:

De higer og søger i gamle Bøger.

I oplukte Høie

Med speidende Øie,

Paa Sværd og Skiolde

I muldne Volde,

Paa Runestene

Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter - - -

Sjovt er det at tænke på, at Oehlenschläger faktisk boede kun få husnumre fra det sted,

hvor Heidenreich boede, og hvor altså guldhornene i al hemmelighed blev omsmeltet i

hans køkken.

I 1976 bekostede Simon Spies fremstillingen af en ny konstruktion af guldhornene til

Nationalmuseet, og lavede lige en kopi til sig selv. Nationalmuseets kopier blev i 2007

udstillet i Kongernes Jelling. Herfra blev de

stjålet 17. sept. 2007, men igen fundet.

1802 Røde Kro i Velling holdt rejsegilde 5. juni 1802 som en fæste- og studedrivergård.

Prisen var 699 rigsdaler. Gården var den første på egnen, der fik et grundmuret stuehus

opført af røde, helbrændte mursten - derfor navnet.

Langs drivvejene til markederne i Hamborg, Husum og Itzeho skød der kroer op. Her

kunne studedriverne holde hvil eller overnatte. Som regel var der tale om

landbrugsejendomme, der havde krohold som

biindtægt.

Røde Kro er i dag en selvejende institution med 30-

40 frivillige hjælpere, der gennem årene har lagt

megen arbejdskraft i bygningerne, der 1992 blev

restaureret og fungerer nu som en museumsgård,

hvor der årligt holdes påske- og julemarked,

høstdage, ringridning og børnedyrskue. I 1998 fik

Røde Kro Ringkjøbing By og Omegns Bevaringspris.

1802-1840 Ole Pedersen Kollerød fra Kollerød S for Hillerød. Han skildrer sit liv i ”Min

historie,” der er et enestående tidsbillede af elendighed, håbløshed og uretfærdighed for

fattige og tyende. En skæbne der efter min mening tangerer vores opfattelse af baron

von Munchhausen med modsat fortegn, så megen usandsynlig uheld og uretfærdighed

kan ikke ramme et enkelt menneske. Ole Pedersen Kollerød mistede hovedet i nov.

1840. Historien er skrevet nøjagtigt i det sprog Kollerød selv har brugt, og smækfyldt

med stavefejl. Charmerende men vanskelig læsning og virker noget langtrukken.


SIDE 74

1802-1870 Alexandre Dumas den Ældre fransk forfatter født 24. juli 1802. Faren havde været

general i Napoleon I's hær, efter hans død var familiens økonomi meget

stram. Gift 1840 med sin elskerinde Ida. Dumas rejste til Paris, hvor han arbejdede som

jurist. Forsøgte sig på teatret som dramatiker, det blev succes med: "Henrik III og hans

hof" (1829). Han fortsatte med at skrive skuespil, men ændrede stil til historiske

romaner. Bistået af hjælpere skrev han over 300 forskellige værker, historiske,

spændende og fantasifulde romaner og blev en af Frankrigs mest populære forfattere.

Hans kendteste: “De tre Musketerer” fra 1844, hvis motto er “En for alle, alle for en”

og ”Greven af Monte-Cristo” fra 1845.

Med sit krøllede hår, buttede kinder og sin vældige krop var Dumas typen på den

muntre pariserboheme. For ham var romantikken historiens pragt, politikkens kampe og

elskovens nydelser. Han levede et ødslet liv, nødsagedes derfor til at skrive meget for at

holde kreditorerne fra døren, og han var både vittig, generøs og flittig. Skrev også, uden

synderlig succes, et par rejsebøger.

Umiddelbart før sin død skrev Dumas en kogebog på 1150 sider: "Grand dictionnaire

de cuisine." Kogebogen udkom posthumt 1872, den er skrevet med anekdoter i en

underholdende stil og har fået stor udbredelse til trods for flere fejlagtige oplysninger.

Alexander Dumas døde 5. dec. 1870, blandt hans efterladenskaber var også en gæld på

50.000 franc. Han blev begravet på Cimetiere de Montmartre, men i

2002 flyttet til det berømte Panthéon i Paris, hvor mange af nationens store sønner

hviler. (Se art.)

1802-1885 Victor Hugo fransk romantisk og alsidig forfatter

1803-1848 Martinus Rørbye dansk maler født i Norge. Han var elev af Eckersberg (1783-1853).

Hans malerier er farverige skildringer af folkelivet i Danmark. Fra Grækenland malede

han motiver fra de store udgravninger, og i Italien var det specielt de kirkelige motiver.

Martinus Rørbye var blandt de første danske kunstnere, der tog til Vestjylland for at

male det storladne landskab og det folkelige liv. Mange af hans billeder er solgt på

auktioner for betydelige beløb.

Her er de billeder af Martinus Rørbye, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:

Vindenes Taarn i Athen 1839 - Ellekilde 2001 3.100.000


En tyrkisk notar skriver ægteskabskontrakt 1837 - Christie 1997 2.580.000

Den læsende Abate 1836 - Bruun Rasmussen 2002 1.200.000

Græsk skrivende dreng 1838 - Bruun Rasmussen 2000 1.000.000

1804-1849 Johann Strauss den Ældre østrigsk komponist, violinist og dirigent

1804-1876 George Sand fransk forfatter af romaner og skuespil

1804-1880 Constantin Hansen dansk maler født 3. nov. 1804. Gik på Akademiets Bygningsskole

1817 og – Modelskole 1825. Elev af sin far Hans Hansen. Præget af Jens Juel og

studieophold i Italien fra 1835-43. Fra den tid stammer mange af hans bedste værker.

Constantin Hansens mest berømte arbejde er: “Den grundlovgivende Rigsforsamling i

1848” med over 100 vellignende portrætter.

I anledning af Grundlovens 100 års jubilæum udgav Det danske Postvæsen 5. juni 1949

et frimærke med maleriet pålydende 20 øre, som var den tids normale brevporto. Fire år

tog det ham at male dette klenodie i dansk malerkunst for en pris af 4.000 rigsdaler, det

svarer til ½ mio. i 1998 kroner. Opgaven var imidlertid større, end Constantin Hansen

havde beregnet. Omkostningerne oversteg maleriets aftalte pris, og Constantin Hansen

var på fallittens rand, hans anmodning om at få dækket en ekstra regning på 600

rigsdaler blev ikke honoreret.


SIDE 75

1805 Fredskovloven så dagens lys, fordi skovene er blevet udpint af græssende kvæg, der

også åd de nye træer. Derfor bestemmes det: ”Der hvor der er skov, der skal evigt

forblive skov.” En væsentlig grund var, at der skulle være egetræ nok til flådens forbrug.

Statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827) var manden bag

fredskovloven. Det har bestemt været fornuftigt at komme med denne lov, for Danmark

var et skovfattigt land på den tid, kun 2% af arealet var skov.

1805 Beauforts vindskala en tolvdelt skala for måling af vindstyrke fra 0 = stille til 12 =

orkan. Indført af den britiske admiral Francis Beaufort (1774-1857). Anvendt i Danmark

til 1976 hvor man indførte meter pr. sekund.

1805-1875 Hans Christian Andersen Danmarks verdenskendte digter

(Se H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?)

1805-1879 August Bournonville dansk solodanser, koreograf, instruktør og forfatter født 21. aug.

1805 i København af den svenske skuespillerinde Lovisa Sundberg og den fransk

balletdanser Antonio Bournonville. De havde tidligere været ansat ved Kong Gustaf

III’s hofteater i Stockholm. August fik balletundervisning af sin far som 8-årig og

begyndte samme år på Det kgl. Teaters Balletskole, hvor han hurtigt fik sin debut. Han

fik også en grundig skoleundervisning, hvad der ikke var almindelig for andre

balletbørn.

August Bournonville ville gerne være skuespiller, men en fremtid her var udelukket, for

han stammede. Så han blev sendt til Paris og uddannet under August Vestris som

balletdanser fra 1824-29. Vendte i 1830 tilbage til Det kgl. Teater som dansevirtuos,

koreograf, lærer og organisator. August Bournonville skrev over 50 balletter. Af de

kendteste kan nævnes: ”Sylfiden” med premiere 28. nov. 1836, ”Napoli” med premiere

29. marts 1842 og ”Et Folkesagn” med premiere 20. marts 1854. Til en senere udgave

af ”Et Folkesagn” har Dronning Margrethe II kreeret scenografien. August

Bournonville var dansk ballets betydeligste person. Den der stod for opbygningen af den

danske romantiske ballet. Han løftede Den kgl. Ballet op i verdenseliten, hvor den

stadig befinder sig. Gennem 50 år var han teatrets enerådende diktator og samtidig

international anerkendt. August Bournonville blev i 1830 gift med den svenske Helena

Frederikke Håkansson, parret fik syv børn. Hun var en veninde til ”Den svenske

Nattergal” Jenny Lind, som var H.C. Andersens store kærlighed.

August Bournonville har i tre bind skrevet sine erindringer: ”Mit Theaterliv,” der

udkom i 1848 samtidig med, at han holdt som aktiv danser. Derudover var han en ivrig

debattør indenfor kunst, politik og religion. Hans hemmelige ambition var at blive

digter. August Bournonville døde 30. nov. 1879 og ligger begravet på Asminderød

Kirkegård. I anledning af 100 året for August Bournonvilles død udgav Post Danmark 8.

nov. 1979 et blåt frimærke med balletmotiv pålydende 1,60 kr. I anledning af hans 200

års fødselsdag blev der 4. maj 2005 udgivet to frimærker med balletmotiver.

1805-1888 Peter Christian Kierkegaard dansk teolog og biskop. Bror til Søren Aabye

Kierkegaard

1805-1900 Johan Peter Emilius Hartmann dansk romantisk komponist

1806 Fodpostbude begyndte 1. marts at udbringe bypost i København

1806 Blindtarmsoperation udførtes for første gang i verden

1806 Ballonopstigning for første gang i Danmark 1. okt. i København

1806 Karbonpapir blev opfundet 7. okt. af Ralph Wedgwood i London

1807 Ringkjøbing Kirkegård, der oprindelig lå omkring kirken, blev nedlagt 1807 og flyttet

til sin nuværende plads 200 m N for kirken. I de følgende år solgte man ud af de gamle


SIDE 76

gravsten til private, hvoraf nogle den dag i dag kan ses i byen som fx Toldbodens

trappesten.

1807 Finland, der hidtil har hørt under Sverige, blev overtaget af Rusland

1807-1814 Krig mod England. Årsagen var, at Danmark, imod Englands ønsker, havde sluttet

overenskomst med Frankrig. Den engelske regering frygtede derfor, at den stærke

danske flåde skulle falde i Frankrigs hænder. Derfor fremsattes de et ultimatum til den

danske regering: ”Indgå en alliance med England og udlever den danske orlogsflåde

eller få krig med England.” Samme dag blev den danske gesandt i Paris stillet over for

et lignende ultimatum fra fransk side. Men før det nåede frem til København, havde

Kronprins Frederik afvist englændernes krav. Den overlegne engelske flåde indledte 2.

aug. 1807 en blokade af Sjælland. Den 16. aug. blev en hær på 31.000 krigsvante

tropper landsat ved Vedbæk N for København. De gik straks mod København, og snart

var København med sine forældede fæstningsværker under belejring for dermed at

tvinge den danske regering til at udlevere sin flåde. Danmarks 13.000 soldater gjorde

flere forgæves forsøg på at bryde belejringen.

Det engelske hovedkvarter ved København kendte til landeværnets mobilisering, de

beordrede 27. aug. general Arthur Wellesley at finde og nedkæmpe det danske

landeværn. Det blev til et slag ved Køge 29. aug. mellem de engelske tropper, og det

danske landeværn. Slaget blev i folkemunde kaldt "Træskoslaget," fordi de dårligt

trænede og udrustede danske bønder smed de tunge træsko under flugten fra de

disciplinerede og veludrustede engelske soldater.

Københavns Bombardement er verdens første bombe- og raketkrig mod en

civilbefolkning, og som sådan verdens første terrorangreb. Den indledtes sent om

aftenen 2. sept. 1807 fra de engelske stillinger, der havde indkredset hovedstaden. Byen,

der på den tid havde 120.000 indbyggere, var i kaos. Store dele af byen brændte, og

mange af byens historiske dokumenter blev flammernes bytte.

Den 7. sept. havde København fået nok, kommandant general Henrik Ernst Peymann

(1737-1823) kapitulerede og udleverede den hjemmeværende del af flåden og dens

materiel. Store dele af byen var nedbrændt, ca. 300 ejendomme totalt ødelagt og over

1500 beskadiget. De menneskelige tab af terrorbombningen er usikker, forskellige

kilder nævner fra 400 til 1600 og et lignende antal sårede.

Det var ikke populært, general Peymann blev udset som syndebuk og afskediget uden

pension.

Efter briternes sejr sejlede den engelske flåde fra København 21. okt. 1807

medbringende den sødygtige del af den samlede danske flåde. Forinden sørgede de

danske søfolk for, at de halvfærdige danske orlogsskibe blev ødelagt. England havde

travlt for at få adgang til Østersøen før Napoleon I, en adgang der kun kunne foregå

gennem bælterne. Under bombardementet døde mange heste, men det var forbudt at

spise hestekød. Krigen var dog årsag til mangel på mad, derfor blev det tilladt at sælge

hestekødet, men kun til de fattige. Det blev også udbredt at male bark til mel for at drøje

på almindeligt mel.

Arkitekt C.F. Hansen stod for en stor del af Københavns nyopførelse.

Norge blev isoleret med streng hungersnød til følge. Af den grund døde 20.000

nordmænd i 1807, 24.000 i 1808 og 32.000 i 1809. Forståeligt nok var England meget

upopulær i Danmark gennem adskillige år, ja, helt frem til Anden Verdenskrig.

1807-1846 Carl Bagger dansk forfatter

1807-1882 Giuseppe Garibaldi italiensk fiskersøn og frihedshelt

1807-1885 Niels Simonsen dansk billedhugger, tegner og maler


SIDE 77

1808 Koldinghus Slot fra 1268 brændte 30. marts, efter at de spanske tropper, der var

indkvarteret her under Napoleonskrigene med prinsen af Ponte Corvo, marskal Jean

Baptiste Bernadotte (26/1 1763-1844), den senere Karl XII Johan af Sverige. Man

havde fyret så kraftigt, at der gik ild i rørene, der ledte varmen fra kaminen og ud i

slottets mange værelser.

1808-1839 Frederik VI (28/1 1768-3/12 1839) søn af Caroline Mathilde og Christian VII. Konge

af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-14. Frederik VII var som barn svag ingen

troede, han kunne overleve, og køn var han heller ikke. Forældrene hærdede sønnen

med sult og kulde i en sådan grad, at det blev til regulær børnemishandling. Fire år

gammel mistede Frederik forbindelsen med moren, grundet hendes forhold til

Struensee, og til sin sindssyge far fik han aldrig noget forhold. Frederik blev gift 1790

med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel. De fik otte børn, heraf døde de seks som

små. De to overlevende var begge piger Caroline og Vilhelmine, hvad der gav

problemer i arvefølgen, fordi kun drenge kunne arve tronen. Frederik VI havde ganske

vist også to sønner med nyboderpigen Bente Rafsted, som kongen kaldte “Rikke.” Hun

var hans faste elskerinde og boede i Toldbodgade i København, det var et varmt

kærlighedsforhold, men sønnerne talte ikke med, når snakken var om arvefølge.

Det gjaldt også oberstinde Frederikke Dannemand, som kaldes for Danmarks sidste

officielle maitresse, med hende havde kongen fire børn to døtre og to sønner. Derudover

havde han flere andre elskerinder bl.a. Caroline Sieffert. Som 16-årig tog Frederik VI

magten fra sin sindssyge far 14. april 1784 ved et kup med hjælp fra A.P. Bernstorff.

Han gik altid i uniform og var omgivet af sin stab, der i folkemunde kaldtes ”de røde

fjer.” Frederik VI regerede som kronprins til farens død. Han gik varmt ind for

landboreformen rejste som tak herfor Frihedsstøtten, tegnet af Abildgaard (1792-97), til

minde om Stavnsbåndets opløsning 1788. Men alt gik galt for ham, han tabte "Slaget på

Reden" 2. april 1801 til briterne, der tog vores flåde. Tabte igen til briterne under

København Bombardement 1807. Han var konge af Norge 1808-14. Frederik VI’s

forbund med Napoleon I fra 1807-14 var årsag til Danmarks statsbankerot 1813, og at vi

tabte Norge 1814. Frederik VI og dermed Danmark var den sidste nation, der holdt fast

ved Napoleon I.

Frederik VI var lukket, stiv, ubøjelig, tålte ikke indsigelser og troede han altid var den

klogeste: ”Vi alene vide,” sådan lød kongens sammentrængte gengivelse af et svar på et

bønskrift af 21. feb. 1835 fra ”Selskabet til trykkefrihedens rette brug,” skrevet af H.N.

Clausen og underskrevet af 572 kendte borgere. Den originale tekst lød sådan: “Ingen

uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er til begges sande gavn og

bedste.” Udtrykket: ”Vi alene vide” citeres ofte som kongens sande valgsprog, men

hans officielle valgsprog var: “Gud og den retfærdige sag.”

Trods alle nederlagene var Frederik VI populær grundet sin iver for genopbygning. Han

satte virkelig alle sine evner ind på at løse de kriser, der

opstod, men nederlagene pinte ham til hans død 3. dec. 1839.

1808-1888 Jørgen Roed dansk maler

1809-1847 Felix Mendelssohn-Bartholdy tysk komponist og dirigent af jødisk oprindelse

1809-1870 Johan Ole Emil Horneman dansk komponist og klaverpædagog søn af maleren

Christian Horneman. Stærkt påvirket af Christoph Ernst Frederik Weyse (1774-1842).

Hornemans kendteste melodier er: “Dengang jeg drog af sted,” “Kongernes konge” og

“Højt fra træets grønne top.”

1809-1876 Frederik Paludan-Müller dansk forfatter

1809-1882 Charles Darwin britisk forsker i natur, medicin, filosofi og teologi


SIDE 78

1810 Koppevaccination blev ved lov i Danmark af 3. april gjort obligatorisk for alle børn

inden det fyldte syvende år.

1810 Bækkestenen blev fundet i kirkediget omkring Bække Kirke

1810 London havde 800.000 indbyggere

1810 Sparekasse verdens første blev stiftet af grev Holstein på Holsteinborg

1810 Konservesdåsen blev opfundet af franskmanden Nicholas Appert. Den første udgave

var et glas med tætsluttende låg. Napoleon I havde udskrevet en konkurrence om at lave

holdbare feltrationer, idet alt for mange af hans soldater blev ukampdygtige pga.

fordærvede madvarer. Præmien på 25.000 franc indkasserede Nicholas Appert. Men

først 45 år senere blev dåseåbneren opfundet.

1810-1848 Christen Schiellerup Købke dansk maler født i Hillerød 26. maj 1810 i et solidt

borgerligt miljø, fra 1819 flyttede familien til Kastellet i København, hvor faren,

bagermester Peter Berendt Købke, ledede det militære bageri.

Købke begyndte 1822 som 12-årig på Kunstakademiet, først med C.A. Lorentzen og fra

1828 med C.W. Eckersberg (1783-1853) som professor. Eckersberg optog desuden

Købke mellem sine privatelever. Samtidig fulgte Købke kunsthistoriker N.L. Høyens

anvisninger på nationalkunst, landskaber, befolkningen og historiske monumenter. Det

resulterede i, at han som 20-årig udførte mesterstykker: "Parti af Århus Domkirke"

(1829/30), "Den gamle sømand" (1832) og "Ida Thiele" (1832), alle tre findes på

Statens Museum for Kunst. Udstillede fra 1831 på Charlottenborg. I 1832 fik Købke den

store sølvmedalje. Sammen med vennerne malede han efter nøgenmodel på

Kunstakademiet.

I 1832 erhvervede bagermester Købke et stateligt hus på Blegdammen ved

Sortedamssøen, her fik sønnen bolig og atelier.

Købke betragtes som Danmarks største guldaldermaler. Han malede

arkitekturmonumenter, landskaber, portrætter samt altertavlen i Ramløse kirke. Hans

bedste arbejder er dog de små intime motiver ofte med et religiøst islæt. Evnede som få

at male forgrund, mellemgrund og baggrund med samme præcision. Blandt Købkes

kendte malerier kan nævnes: "Landskabsmaler Frederik Sødring" som han delte atelier

med i Toldbodgade (1832 Hirschsprung), "Parti af Østerbro i morgenbelysning" (1836)

og "Parti af bugten ved Kalkbrænderiet" (1837) begge Statens Museum for Kunst. Også

Nivågård har flere af Købkes malerier.

Christen Købke blev 1837 gift med en slægtning Susanne Cecilie Købke (1810-49),

parret fik en selvstændig lejlighed i hjemmet ved Sortedamssøen. I årene 1838-40 rejste

Købke over Venezia og Rom til Napoli og Capri, hvor han oplevede en lang og lykkelig

arbejdsperiode sammen med malerne Georg Hilker og Constantin Hansen.

Christen Købke fik underkendt sit arbejde, da han søgte optagelse som medlem af

Kunstakademiet, det var hans livs tragedie, der menes at være medvirkende til hans alt

for tidlige død 7. feb. 1848 af lungebetændelse.

Guldaldermalerne brød med tidens skik og brug, de malede det, borgerskabet ville se,

afløste dermed impressionisterne der malede det “de så.” Den 3. juni 1980 solgtes hans

maleri af søsteren "Cecilie" for 530.000 kr. på Bruun Rasmussens auktioner i

København til Winterthur Museet i Zürich. Til denne dato Danmarks hidtil dyreste

maleri. En rekord der dog flere gange siden er slået.

Den 10. nov. 1989 udgav Post Danmark et frimærke pålydende 4,40 kr. med Købkes

maleri: ”Parti af den nordre Kastelsbro.”

Her er de billeder af Købke, der er solgt på auktioner for over 1.000.000 kr.:

Parti af Capris Sydside Marina Piccola 1841 - Bruun Rasmussen 20033.900.000


SIDE 79

Fra den Nordre Kastelsport 1837 - Sotheby 1886 3.242.000

Efterårslandskab 1837-38 - Bruun Rasmussen 1988 2.600.000

Udsigt fra vindue i Eckersbergs atelier 1829 - Bruun Rasmussen 2000 2.500.000

Liggende kvindelig model 1833 - Ellekilde 2000 1.460.000

Et parti ved indgangen til Pompeji 1846 - Bruun Rasmussen 1987 1.000.000

1810-1849 Frédéric Chopin polsk-fransk komponist og pianist

1810-1856 Robert Schumann tysk komponist

1810-1870 Orla Lehmann dansk politiker og jurist

1810-1873 Wilhelm Marstrand dansk maler

1810-1874 Hans Christian Lumbye dansk selvlært komponist og dirigent.

1810-1877 Peter Christian Faber (døbt Peder) dansk forfatter og telegrafdirektør

1811 Juletræ. Det første juletræ blev tændt i Danmark hos dr. Lehmann i Store Strandstræde

i København. Familien havde taget ideen med sig fra deres hjemland, Tyskland. En

måbende menneskeskare betragtede gennem vinduerne disse tosser, der slæbte et træ

ind i den pæne stue og tændte lys på det. Først hen mod 1900 blev juletræet almindeligt

i Danmark. Juletræet omtales dog allerede i 1605 i Strasbourg. Senere har jeg ifølge

“Tuborgs leksikon” erfaret, at Danmarks første juletræ blev tændt på godset

Holsteinborg i Sydsjælland i 1808.

Juletræer er blevet en stor eksportartikel fra Danmark, der avles 12 mio. juletræer om

året, det dækker 17% af Europas forbrug på 70 mio. juletræer.

1811 St. George og Defence to engelske orlogsfartøjer, eskorteret af over 200 koffardiskibe,

forliste under en orkan 24. dec. 1811 henholdsvis kl. 4:30 og kl. 6:00. Defence, med

David Atkins som kaptajn, ved Rysensteen Strand N for Thorsminde og St. George,

med D. Guion som kaptajn, S for Thorsminde. Der omkom 1391 mand, de fleste

druknede, men mange blev slået ihjel af løsrevne kanoner, og andre frøs ihjel, kun 18

overlevede. Den danske presse rejste 1937 to mindesten for de omkomne S for

Thorsminde. Strandingsulykken betragtes som historiens største. Den 60 m lange St.

George ligger 900 m ude på kun 10 m vand.

Ulykken blev fulgt af en stor menneskemængde fra stranden, de kunne intet stille op

mod havets enorme kræfter. Det var 40 år før Det Danske Redningsselskab blev

oprettet.

Dykkere fra Holstebro, med Gert Normann som chef, har siden 1976 bjerget mange

effekter porcelæn, våben, guld-, sølv- og kobbermønter, domino, beskøjter, portvin der

var drikbar, brændevin, beklædningsgenstande, skibsdele, menneskeskeletter, ja, selv

skelettet af skibskatten er bjerget. Beskøjter var en stor del af sømændenes ernæring.

Beskøjter vejer 65-67 gr. pr. stk., og dagsrationen var 7-8 beskøjter dvs. at der dagligt

var brug for omkring 5-6.000 beskøjter på hvert skib. I sommeren 1997 fra 9. juni til 4.

juli blev et større bjergningsarbejde sat i gang af dykkere, før havet ødelagde de sidste

rester. Sigtbarheden for dykkerne var ret ringe, man anså 30 cm for acceptabel.

Et meget spændende og Danmarks eneste strandingsmuseum, der sorterer under

Ringkjøbing Museum, blev åbnet 1992 i Thorsminde. Flere gange er museet udvidet, i

2001 for 18 mio. kr. Der findes på museet omkring 4.000 fundne genstande fra de to

skibe fx kanoner op til 4 tons. Museet besøges årligt af 40.000 (2002) gæster. Ved

kommunesammenlægningen 2007 kom Strandingsmuseet ind under Holstebro Museum

til stor fortrydelse for Ringkjøbing Museum, der dog fik en økonomisk kompensation.

Begge skibe blev bygget i Portsmouth. Defence: Bygget 1763, den havde 74 kanoner,

en besætning på 544 mand og kommandør Atkins som chef, kun 6 overlevede. Skibet

var 64 m fra køl til mastetop. Den har været med ved mange historiske begivenheder,


SIDE 80

erobringen af Gibraltar 1781, "Slaget på Reden" 1801, Trafalgar 1805 og Københavns

Bombardement 1807. Skibet blev genfundet 1985 to km. N for Thorsminde.

St. George: Bygget 1785 af 2.000 egestammer, den havde 98 kanoner, 865 mand og

admiral Reynolds som chef, kun 12 overlevede. St. George var flagskib for admiral

Nelson under "Slaget på Reden" 1801 og med under Englandskrigene, der varede fra

1807-14. St. Georges strandede 14. nov. 2011 på Rødsand Flak ved Lolland, men kom

flot efter 30 timer, hvor den dog havde mistet både master og sit store ror og måtte sejle

videre på slæb og nødroret. Mandskabet havde diskuteret, om skibet kunne klare turen

til England, hvad der senere skulle vise sig, den ikke kunne. Den 17. dec. sejlede den

mod England, men 24. dec. 1811 sluttede aktiviteten. Vraget blev først genfundet 1970,

og 2003 fandt man det forliste 12 m høje ror ved Rødsand, der også kan ses i

Thorsminde. Skibsklokken blev bjærget af dykkere fra Fjaltring 1976, den har været

kirkeklokke i No Kirke, men kom 2011 til Strandingsmuseet i Thorsminde. De fleste af

de omkomne blev begravet i klitterne, hvor de drev i land, derfor kaldes stedet for

”Dødemandsbjergene.” Nogle blev begravet på egnens kirkegårde, på Sdr. Nissum

Kirkegård ligger 60 begravet, her er en mindesten rejst. Helt ned til Blåvand drev lig i

land.

Af reglementet ses, at sømændene ikke led tørst, den daglige ration var 1 gallon (4½ l)

øl og 1 pint (½ l) vin eller ½ pint spiritus. Ikke underligt at drukkenskab var særdeles

almindelig. Man siger, mandskabet drak, men kaptajnen, han drak tæt. Med til historien

hører dog, at vand havde svært ved at holde sig, derfor var der et stort forbrug af øl, vin

og brændevin.

Mindestedet i ”Dødemandsbjergene,” der blev opsat i 1937, blev 2011 flyttet til

østsiden af klitvejen, fordi der konstant skulle graves sand væk fra det tidligere

mindested. De to ankre blev fornyet, idet de gamle på det nærmeste var rustet op.

Indvielsen af det nye sted skete 24. sep. 2011, og ikke 24. dec. som var den korrekte

dato for 200 års dagen for forliset, man formodede, at det var svært at få mange til at

møde op 24. dec.

1811-1886 Franz Liszt ungarsk komponist, dirigent og klavervirtuos

1811-1887 Ditlev Gothard Monrad politiker og biskop

1811-1887 Jacob Christian Jacobsen dansk brygger og mæcen. Opførte fra 1846 Carlsberg

Bryggerierne

1811-1896 Harriet Beecher-Stowe amerikansk forfatter

1812 En elefant optrådte for første gang i cirkus, det skete i Paris

1812 Grimms eventyr blev udgivet af de tyske filologer og folkemindesamlere brødrene

Jacob Grimm (1785-1863) og Wilhelm Grimm (24/2 1786-16/12 1859).

1812-1870 Charles Dickens britisk journalist, forfatter og redaktør

1812-1890 Johanne Louise Heiberg dansk skuespiller og forfatter. Født Pätges 22. nov. 1812 i

København. Johanne Louise voksede op med ni søskende under fattige kår. Hendes

forældre var indvandrere fra Holland, moren var jøde, elskelig og fabrikerede pølser,

som hun solgte i en bod. Faren var en fordrukken og brutal værtshusholder. I 1820 kom

hun som syvårig på Det kgl. Teaters Balletskole, når hun kom hjem efter balletskolen,

måtte hun danse for gæsterne i farens værtshus, undertiden på bordene, og måtte efter

eget udsagn lægge krop til adskilligt. Hun debuterede som balletdanser 8. feb. 1826 kun

13 år gammel. Samme år kom hun på Det kgl. Teaters Elevskole. Her fik Johan Ludvig

Heiberg, med sine pædofile tilbøjeligheder, “øje” på den 21 år yngre skønhed. Han

friede til hende efter uropførelsen af ”Elverhøj” i 1828, men fik nej. I 1829 blev

Johanne Louise ansat som kgl. skuespillerinde og logerede ved Thomasine


SIDE 81

Gyllembourg, hvor hun kom nærmere Johan Ludvig Heiberg, og de blev gift i 1831.

Deres hjem på Christianshavn var hjemsted for tidens parnas af skuespillere og digtere.

Johanne Louises skønhed havde også en betydelig tiltrækningskraft, fx Henrik Hertz

(1797-1870), der oversatte Goethes ”Faust,” forelskede sig vildt i hende, som også

mange andre gjorde.

Ikke kun gennem familieskabet, men også grundet sit store talent, blev hun

nationalscenens hovedkraft. Fx spillede hun hovedrollen i Oehlenschlägers Dina, her

var publikum så begejstret for hendes spil, at de spændte hestene fra hendes vogn, som

de trak fra Det kgl. Teater til hendes hjem. En hyldest der tidligere kun var vist over for

Frederik VI og Bertel Thorvaldsen. Johanne Louise Heiberg nåede at spille 275 roller på

Det kgl. Teater, men stoppede i 1864. De seneste år virkede hun som instruktør.

Johanne Louise Heiberg skrev: ”Et liv genoplevet i erindringen” (1892) en selvbiografi

der har stor betydning i romantikkens kvindelitteratur. Derudover skrev hun vaudeviller,

artikler og værker om svigerforældrenes liv.

Johanne Louise Heiberg var forgudet og lagde navn til en plante, en cigar, en lampe,

sæbe, brevpapir, konditorkager, chokolade, en vals af selveste H.C. Lumbye og hendes

portræt pryder i dag en grøn 200 krone seddel, der udkom 10. marts 1997. I anledning af

200 året for hendes fødsel udgav Post Danmark 5. sept. 2012 et frimærke med hendes

portræt pålydende 8 kr. Johanne Louise Heiberg døde 21. dec. 1890.

1813 Statsbankerot blev fastslået af regeringen 5. jan. Alle landets banker blev suspenderet.

Seddelpressen havde kørt lidt for flittigt. De gamle sedler blev med øjeblikkelig

virkning ugyldige. En ny seddelbank oprettedes – Rigsbanken. Men der var mangel på

guld og sølv, så der gik en tid, hvor befolkningen hverken havde gyldige sedler eller

mønter. I denne periode udstedte man private pengesedler med sikkerhed i jord og fast

ejendom. Den økonomiske nedtur startede under Englandskrigene, hvor vi fejlagtigt

holdt med taberen Napoleon I. I årene fra statsbankerotten og frem til 1820 gik 248

københavnske firmaer fallit, dvs. tæt på en om ugen.

I denne deprimerende periode havde befolkningen brug for ”ansvarlige” syndere, det

blev jøderne, de gik aparte klædt med runde kalotter, og mændene havde fuldskæg. De

skulle kanøfles, og det blev de. Det er fra den tid vi kender udtrykket: “Nu kniber det

for de små jødedrenge.”

Fra 29. marts 1814 blev jøderne ved dansk lov ligestillet med kristne borgere. Men i

praksis blev denne lov ikke accepteret, danskerne nedtalte jøderne og bekæmpede dem

med rå tilråb på gaderne, hvad der skabte had og bitterhed. Helt galt gik det under

jødefejden 1819, hvor befolkningen gik til angreb på jødiske forretninger i København

og flere provinsbyer. De slog brutalt jøderne ned, stjal deres penge og varer som de

puttede i sække medbragt til samme formål.

Det var ”Janteloven,” der blev taget i brug mere end hundred år før Aksel Sandemose

opfandt den, det var nemlig et udtryk for danskernes misundelse på jødernes dygtighed.

Den danske forfatter, journalist og jøde Meir Aron Goldschmidt (1819-1887) skrev i

1845 under pseudonymet Adolph Meyer romanen: ”En jøde,” den fortæller levende om

dagliglivet for jøder i Danmark, hvad der bestemt ikke var problemfrit. Også forfatteren

Steen Steensen Blicher, der var meget politisk interesseret og en ivrig samfundsdebattør,

deltog aktivt i jødefejden på jødernes parti.

1813 Danmarks sidste ulv blev skudt 1813 ved Estvadgård nær Skive. Ulven har været

meget almindelig i Danmark. Flere gange er der siden opserveret enkelte strejfere fra

Tyskland, til stor plage for datidens bønder. Undertiden er det er det blevet påstået at det


SIDE 82

var store hunde. Udtrykket "Ugler i mosen" stammer egentlig fra ordene "Ulve i

mosen."

1813-1855 Søren Aabye Kierkegaard dansk digter og filosof

(Se Søren Aabye Kierkegaard – hvordan var han egentlig?)

1813-1873 David Livingstone skotsk læge, missionær, opdagelsesrejsende og eventyrer

1813-1883 Richard Wagner tysk komponist

1813-1891 Theophilus Hansen dansk arkitekt

1813-1894 Parmo Carl Ploug dansk digter, politiker og journalist

1813-1901 Giuseppe Verdi italiensk komponist og kapelmester

1814 Almueskoleloven. Skolepligten indførtes fra 24. marts for alle fra 7-14 år, også dem fra

landet. Ja, det står der virkelig. Fagene religion, læsning, skrivning og regning skal være

obligatorisk, og lærerne kræves en uddannelse. Lærerne var hidtil typisk personer, der

ikke kunne klare sig i tilværelsen fx grundet et handicap, eller ikke duede til fysisk

arbejde. Men for at ordningen ikke skulle blive for dyr, sparede man på lærerkræfterne

ved at lade de store børn undervise de små. Langt frem i 1800 tallet var analfabetisme

stadig almindelig, bl.a. fordi børnenes arbejdskraft var nødvendigt, derfor skulle børn i

byerne gå i skole hver dag, mens dem på landet måtte nøjes med hver anden dag.

Manden bag loven, der vedtoges 29. juli 1914 og forblev i kraft helt frem til 1953, var

statsminister Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827). Danmark var blandt de

første lande i verden, der udryddede analfabetismen.

1814 Danmark tabte Norge til Sverige ved Lübeckfreden 17. maj efter Napoleonskrigene

og efter 400 års eje. Men nordmændene ønskede ikke at komme under Sverige og

gjorde oprør. Unionsflaget kaldte nordmændene for ”sildesalaten.” Danmark fik dog

lov at beholde Færøerne, Grønland og Island. Grundlaget for den danske økonomi

rykkes mærkbart i negativ retning.

1814-1865 Peder Ludvig Møller dansk forfatter og litteraturkritiker

1815 Waterloo. Napoleon I mødte 18. juni sit ”Waterloo” ved Bryssel i det sydlige Belgien

1815-1897 Edvard Lembcke dansk forfatter og pædagog

1815-1898 Otto Eduard Leopold von Bismarck tysk statsmand, rigskansler og greve født 1. april

1815 af landadelig officersfamilie og godsejerslægt på slottet Schönhausen i Göttingen,

der har været i familiens eje i 400 år. Otto Bismarck er opvokset i Brandenburg og

Pommern. Blev student fra Göttingen og Berlin, herefter jurist og reserveofficer. I sin

ungdom var han løssluppen, men fik interesse for politik, historie og teologi. I 1845

arvede Otto Bismarck slottet Schönhausen Ø for Elben og blev dermed selv godsejer,

han viste sig som en dygtig landmand. Han blev 1847 gift med den religiøse

godsejerdatter Johanna von Puttkamer. Samme år blev han indvalgt i den preussiske

landdag, og var 1851-59 preussisk repræsentant i den fællestyske Forbundsdag i

Frankfurt. I perioden 1859-62 var Bismarck diplomat, først ved forbundsdagen i

Frankfurt, derefter i Skt. Petersborg og til sidst i Paris. I 1862 blev han kaldt tilbage for

at løse konflikten mellem Kong Vilhelm I og landdagens liberale flertal om en reform,

der indebar øgede militærudgifter. Bismarck "løste" konflikten ved at gennemføre

reformer i modstrid med flertallet i landdagen, ligesom militærbudgettet i en årrække

blev vedtaget uden om parlamentsflertallet. Den liberale modstand foranledigede

Bismarck til at erklære: "Tidens store spørgsmål løses ikke med taler og

flertalsbeslutninger, men med blod og jern," en udtalelse der har præget eftertidens

opfattelse af ham.

Den prøjsiske kriger med pikkelhjelm gik ind i politik og blev 1862 under Kong

Wilhelm I ministerpræsident og udenrigsminister i Prøjsen. Han var så diktatorisk og


SIDE 83

hård, at han fik tilnavnet ”Jernkansleren.” Han oprustede og moderniserede hæren:

“Mod demokrater hjælper kun soldater.” Otto Bismarck blev 1866 udsat for et attentat,

men slap uskadt.

Reformen blev Bismarcks vigtigste middel til at nå det politiske mål Tysklands

nationale samling, som under hans ledelse blev realiseret efter tre krige.

Hans store evner til politiske og militante manøvrer, fik vi til fulde at føle 1864, hvor

han i alliance med Østrig knuste de danske ejderdrømme. Østrig gik det ikke bedre

1866, og hovedmodstanderen Frankrig slog han 1871. Sejren over Frankrig førte til

oprettelsen af Det Tyske Rige. Som den første rigskansler i riget fik Bismarck

omfattende indflydelse. Her proklamerede han i Spejlsalen på Versailles Slottet

Preussens konge som kejser Wilhelm I og sig selv som rigskansler og grundlagde

dermed: “Det nye Tyske Rige.”

I 1878-90 indførte han en omfattende undtagelseslovgivning, med forbud mod

foreninger, forsamlinger og publikationer, det rettede et hårdt slag mod det unge

Socialdemokrati. I 1880-erne indførte han syge-, ulykkes-, alders- og invalideforsikring

- verdens første pensionslove.

Imidlertid faldt han i unåde hos den nye Kejser Wilhelm II (27/1 1859-1941), og tog om

end nødtvungen sin afsked 1890. Han blev nu mere liberal, kæmpede mod den katolske

kirke og iværksatte en omfattende sociallovgivning. Otto Bismarck var en dygtig taler

og Europas mest indflydelsesrige politiker i sidste del af 1800-tallet. Også som forfatter

var han på banen med sine memoirer: “Tanker og minder” og “Kejseren og jeg” (1898-

1901).

Otto Bismarck levede sit otium på godset Friedrichsruh nær Hamburg, hvor han døde

30. juli 1898. Han er den tysker, der står på flest sokler, den største statue står i

Hamburg. Og så har han fået opkaldt bismarcksklumper efter sig. Oprindelig hed de

bismagsklumper og havde to røde streger. Men Bismarck, der var næsten skaldet,

hævdedes at have tre hår på hovedet, og det fik bismarcksklumpen derfor også.

I det senere Østtysklands øjne var Otto Bismarck samfundsfjendsk, 2. aug. 1958 under

DDR regimet blev Slottet Schönhausen sprængt i luften.

1816 Sankt Hans Hospital ved Roskilde blev grundlagt som Danmarks første hospital for

sindslidende

1816-1870 Christen Mikkelsen Kold pædagog, forfatter og danske folkehøjskolers pioner

1816-1900 Carit Etlar pseudonym for Carl Brosbøll dansk forfatter der hovedsagelig skrev om

historiske begivenheder. Omkring år 1900 var han Danmarks mest læste forfatter. Skrev

i alt 50 bøger der blev trykt i 4 mio. eksemplarer. Hans mest læste og berømte bog er

uden tvivl ”Gøngehøvdingen” fra 1853, den blev filmatiseret i 1961. “Dronningens

vagtmester” fra 1855 og “Fangen på Kalø” fra 1887 hører også til hans mest populære.

Carl Brosbøll blev i 1888 gift med den norske forfatter Olga Augusta (1853-1927)

1817-1890 Niels Wilhelm Gade dansk romantisk komponist

1818 Danmarks Nationalbank blev stiftet 4. juli

1818 Frederikshavn fik 25. sept. sit navn af Frederik VI og udnævntes samtidig til købstad.

Tidligere hed byen Fladstrand.

1818-1848 Johan Thomas Lundbye dansk maler

1818-1883 Karl Marx tysk socialist, filosof, teoretiker, ideolog, forfatter, politisk økonom,

emigrant, racist og levemand.

1818-1885 Hans Wilhelm Kaalund dansk forfatter

1818-1892 Jens Christian Hostrup dansk forfatter, dramatiker og præst


SIDE 84

1819-1880 Jacques Offenbach hvis egentlige navn er Jacob Eberst. Tysk/fransk komponist og

kapelmester

1819-1887 Meir Aron Goldschmidt dansk forfatter, journalist og jøde

1819-1891 Herman Melville amerikansk forfatter

1820 Ringkjøbing bys ældste bykort så dagens lys

1820 Drænrør blev opfundet af skotten Smith of Deanston. Blev anvendt første gang i

Danmark i 1850.

1820 Studenterforeningen blev stiftet i Regensgården

1820 Kristine Marie Curtz, Steen Steensen Blichers mor, døde til stor lettelse for familien

1820-1859 Hans Egede Schack dansk forfatter og politiker

1820-1887 Jenny Lind svensk sopran. Opnåede verdensry og modtog overalt stor begejstring

under den smigrende betegnelse: ”Den svenske Nattergal.” Trods hendes strålende

sangbegavelse kender vi nok bedst Jenny Lind, fordi H.C. Andersen var håbløst

forelsket i hende.

1821-1881 Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij russisk forfatter

1822 Hieroglyffer blev tydet for første gang af den franske videnskabsmand, ægyptologiens

grundlægger Jean Francois Champollion (1790-4/3 1832).

1822-1895 Louis Pasteur fransk kemiker, bakteriolog og videnskabsmand

1824-1884 Bedrich Smetana tjekkisk komponist og dirigent

1824-1907 Christen Dalsgaard dansk maler født på herregården Krabbesholm ved Skive. Startede

som håndværksmaler kom på Kunstakademiet hvor han havde C.W. Eckersberg (1783-

1853) som lærer, gik desforuden til privatundervisning hos Martinus Rørbye.

Debuterede 1847 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Blev tegnelærer ved Sorø

Akademi fra 1862-69 for at skaffe til livets opretholdelse. Her havde han bl.a. Martin

Nyrop (1849-1921) som elev. Herefter blev han professor ved Københavns

Kunstakademi. Christen Dalsgaards motiver var omkring almuen i Nordjylland. Han har

også malet en del religiøse motiver og udført mange altertavler. Hans malerier er rigt

repræsenteret på Skive Kunstmuseum, Aarhus Kunstmuseum, Vestsjællands

Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling. Christen Dalsgaard var ven med

malerne Julius Exner og Frederik Vermehren (1823-1910).

1825 Agger Kanal opstod på grund af en stormflod

1825 Holmegaards Glasværk ved Næstved blev grundlagt

1825 Jernbane verdens første indviet på strækningen Stockton-Darlington i England

1825-1891 Niels Johannes Fjord lærer, docent og forsøgsleder født i Gammelsogn på Holmsland

1825-1899 Johann Strauss den Yngre østrigsk komponist, violinist og dirigent

1825-1913 Jacob Brønnum Scavenius Estrup dansk landmand og politiker

1827 Fotografi verdens første taget af den franske fysiker Joseph-Nicephore Niepce

1828-1890 Ragnhild Goldschmidt dansk forfatter

1828-1905 Jules Verne fransk forfatter

1828-1906 Henrik Ibsen norsk udenrigskorrespondent og forfatter

1828-1910 Lev Nikolajevitj Tolstoj russisk forfatter, filosof, samfundskritiker, levemand,

spillefugl og greve

1829 Polyteknisk Læreanstalt i København blev grundlagt

1829 Blindskrift eller punktskrift blev konstrueret af franskmanden Louis Braille

1829-1891 Chresten Berg dansk venstrepolitiker

1829-1894 Anton Rubinstein russisk pianist og komponist

1829-1901 Vilhelm Beck dansk præst


SIDE 85

1829-1901 Carl Frederik Tietgen dansk finans-, industri- og forretningsmand født 19. marts 1829

i Odense. Søn af en bestyrer i en odenseansk klub for borgerskabet, her måtte Carl

Frederik hjælpe til. Tietgen kom 1843 i lære hos Chr. Jürgensen, Odenses største

manufakturhandel. Efter endt læretid tog han fem år til E. Hald og Rahr i Manchester,

som rejsende til Nordtyskland, Sverige og Norge. Kom tilbage til Danmark 1854. Her

startede han 1855 grossistfirmaet C.F. Tietgen & Co. på Gammeltorv i København, med

salg af manufaktur, jern, metalartikler og telegrafmateriel. Tietgen medvirkede som

kurator i et konkursbo, her afslørede han store evner for økonomisk og strategisk

tænkning. Han stiftede Privatbanken i Kjøbenhavn 1857, blev dens direktør kun 28 år

gammel og indføre check i Danmark.

Tietgen var initiativtager til følgende virksomheder:

1865 Kryolith Mine og Handelsselskabet

1866 Kjøbenhavns Sporvei-Selskab

1866 Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS)

1869 Det Store Nordiske Telegraf-Selskab (GN Store Nord)

1872 De Danske Sukkerfabrikker (Danisco-koncernen)

1872 De Danske Cikoriefabrikker

1872 Burmeister & Wain

1872 Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise

1873 Tuborgs Fabrikker

1881 De Danske Spritfabrikker

1881 Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS)

1884 Faxe Kalkbrud (Fakse Kalkbrud)

1888 De Brockske Handelsskoler

1891 De forenede Bryggerier

Tietgen bekostede desuden fuldførelsen af Frederikskirken eller Marmorkirken som den

i daglig tale kaldes. Den havde ligget hen nærmest som en 10 m høj ruin siden 1770,

fordi Frederik V var i pengenød. Tietgen købte byggeriet 1874, og Marmorkirken stod

færdig 1894. Tietgen havde sin egen salonvogn, bygget 1886, der benyttedes på hans

private Gedser Jernbane. Salonvognen lejede han ud til de kongelige, hvis de fik

fornemt udenlandsk statsbesøg. Han skabte også jernbanen Aarhus-Struer. Af andre

børsherrer blev Tietgen kaldt stormogulen. Han er kaldt Danmarks mest initiativrige

erhvervsmand gennem tiderne. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1861-65.

Fik fortjenstmedaljen i guld 1874. Har udgivet: "Erindringer og optegnelser" (posthumt

1904). C.F. Tietgen døde 19. okt. 1901. Ved hans død skrev Herman Bang i Politiken:

"Han skabte vort samfunds udvikling i mere end et halvt århundrede." Carl Frederik

Tietgen ligger begravet på kirkegården ved Lyngby Kirke, som han selv ejede frem til

1901.

1830 Frederik VI, det første danskbyggede dampskib, løb 12. juni af stabelen

1830 Dansk blev det sprog, der fremover undervistes i på Københavns Universitet. Tidligere

har undervisningen foregået på latin.

1830 Verdens første jernbaneulykke skete 15. sept. 1830, da den britiske politiker William

Huskisson blev kørt ihjel af George Stephensons lokomotiv “The Rocket” ved åbningen

af Manchester-Liverpoolbanen.

1830-1872 Mathilde Fibiger dansk forfatter

1830-1903 Jacob ”Camille” Pissarro dansk/fransk maler og grafiker

1831 Kolonihaveforeningen Hjelm blev etableret i Aabenraa som den første i Danmark

1831-1856 Brede Klædefabrik blev anlagt ved Mølleå N for København


SIDE 86

1831-1914 Anton Dorph dansk maler

1832 Dyrskue Danmarks første afholdtes i Ulfborg. Den var arrangeret af gårdejer, politiker

og foregangsmand indenfor kvægbrug Ole Kirk. I leksikonet står ganske vist, at det

første dyrskue blev holdt i Randers 1910, men de kan jo heller ikke vide alt.

1832-1883 Edouard Manet fransk impressionistisk maler og grafiker

1832-1910 Bjørnstjerne Bjørnson norsk forfatter og journalist

1833 EM. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise blev oprettet

1833 Slaveriet blev ophævet 28. aug. af det britiske parlament i alle britiske besiddelser

1833-1896 Alfred Bernhard Nobel stifter af Nobelpriserne

1833-1897 Johannes Brahms tysk komponist

1834 Svostrup kgl. privilegeret Kro blev grundlagt i Søhøjlandet ved Gudenå

1834-1917 Edgar Degas fransk maler, billedhugger og grafiker

1835 Postvæsenet indførte lukkede diligencer til personbefordring

1835 Fæstebønder, der var endnu 24.795 af dem i Danmark

1835 Ringkjøbing Balforening blev stiftet på Hotel Ringkjøbing. Der blev holdt bal hver

måned, begyndende kl. 5:00 med børnebal og kl. 21:00 bal for voksne til den lyse

morgen. Til nytårsbal var hvide handsker påbudt.

1835 Charles Darwin besøgte de 15 største Galapagosøer

1835-1910 Mark Twain pseudonym for Samuel Langhorne Clemens. Amerikansk forfatter og

humorist født 30. nov. 1835. Mark voksede op med en god barndom ved

Mississippifloden. Mark Twain er egentligt et udtryk, der blev brugt i 1800-tallet af

sejlende på Mississippifloden og betyder: ”To favns dybde,” "dybt nok" eller "fri

navigation." Faren døde, da Mark var 12 år, så han måtte arbejde for at forsørge

familien. Mark Twain kom i lære som bogtrykker og blev uddannet journalist. Senere

sejlede han som los på Mississippifloden. Han skrev for adskillige aviser og udgav

humoristiske rejsebreve og historier. Hans litterære produktion hører til blandt Amerikas

mest læste. I hans roman: ”Tom Sawyer” (1876) har Mark Twain direkte stjålet tekster

fra Steen Steensen Blichers: ”Præsten i Vejlbye.”

Manuskriptet til: ”Livet på Mississippi” (1883), menes at være det første manuskript,

der er skrevet på en skrivemaskine. Hvem kender ikke?: ”Huckleberry Finn” (1884),

der viste en fornyet eventyragtig fortællestil.

En dødsannonce var åbenbart kommet for tidligt på banen, for Mark Twain måtte selv

dementere: “Rygtet om min død er stærkt overdrevet.” Halleys Komet viste sig, den dag

Mark Twain blev født, og igen 21. april 1910 den dag han døde. Næste gang, vi så

Halleys Komet, var i 1986.

1835-1911 Vilhelm Bergsøe dansk forfatter og zoolog

1835 Andrew Carnegie amerikansk industristålmagnat og filantrop Grundlagde med sin

formue talrige stiftelser. Bl.a. I Danmark, Carnegies Belønningsfond for heltemod.

1836 Triumfbuen i Paris blev indviet

1836-1903 Carl Mathildur Schubert købmand og velgører i Ringkjøbing

1837-1901 Dronning Victoria (1819-22/1 1901) blev kronet 1837 i Westminster Abbey

1837-1914 Harald Wilhelm Jensen født i København 21. dec. 1837. Faren Christopher Jensen

kom fra Brovst og prøvede lykken i storstaden, her mødte han Ane Kirstine Aagesdatter,

de blev gift og fik Harald. Faren blev en rig mand på fremstilling af brændevin. Han

bestemte, at sønnen Harald skulle gøre ham kunsten efter, men i Aalborg. Harald, der

var ateist, var dog mere interesseret i kunst. Fra 1852-56 var han i malerlære, og fra

1854-60 var han elev på Akademiet for de skønne Kunster i København. Han

debuterede på Charlottenborg i 1856 og fik i 1859 den lille sølvmedalje. Da han i 1861


SIDE 87

igen sendte ind til udstillingen, blev hans værk: ”En scene fra Klampenborg” ikke

antaget, hvad han blev meget skuffet over. Men det blev som faren ville, og i 1862

købte faren et brænderi i Aalborg til Harald. Harald Jensen viste udover sine kunstnerisk

evner også evner som forretningsmand og sendte flere brændevinsmærker på markedet.

Han kørte selv rundt og solgte sine produkter og betragtedes som ”en klog mand.” Han

blev dog dømt for kvaksalveri, fordi han solgte medicinske medikamenter uden

tilladelse.

I 1868 blev han formand for Aalborg Kunstforening, der var startet i 1852, og tog i 1870

initiativ til foreningens permanente udstilling. Der blev dog i 1898 dannet en

protestforening mod Harald Jensen, fordi nogle mente, at kun hans tanker blev ført ud i

livet. Hvad der sandsynligvis også var tilfældet. Det var på Harald Jensens initiativ, at

Aalborg Kunstmuseum blev bygget fra 1874 og indviet i 1879 med Harald Jensen som

formand til sin død. I denne periode skaffede han over 360 kunstværker til museet.

Samme initiativ gælder også for Aalborg Historiske Museum.

Harald Jensen blev Aalborgs godgørende mæcen, som brygger Jacobsen var det for

København. Han sad i Aalborg Byråd fra 1876-82, desuden var han medstifter af

Landbosparekassen 1885 og blev senere dens formand og direktør i 16 år. I 1881 solgte

han brændevinsfabrikken til C.F. Tietgen, der senere sanerede den danske

spiritusfabrikation.

Harald Jensen blev gift med Emilie Hansen (1836-1912), de fik to børn Holger og

Tekla. Men Harald Jensen viste her sin egenrådighed, han var på det nærmeste en tyran.

Holger ville læse teologi, men hans strenge far tvang ham med økonomiske sanktioner

til at læse jura. Holger døde brat, og hans død formodes at være selvmord. Datteren

Tekla blev i en meget moden alder forelsket i Erling Bjørnson, en søn af den norske

forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der var Harald Jensens ven. Men Harald Jensens

venskab rakte ikke: ”Det sømmer sig ikke for en direktørdatter, at gifte sig ind i en

digterfamilie.” Men Tekla trodsede faren og giftede sig med Erling. Med til historien

hører måske (for egen regning ganske vist), at Erling Bjørnson måske nok var mere

interesseret i snapsefirmaets penge end i Tekla. Harald Jensen døde 18. juli 1914 på

Haraldslund, som han havde bygget i Aalborg i 1884.

1838 Lønborggaard hovedgård blev bygget S for Skjern

1838 Ringkjøbing Boghandel åbnede som Vestjyllands første

1838-1875 Georges Bizet fransk komponist

1838-1916 Otto Mønsted dansk købmand og fabrikant

1839 Danmarks første industriområde findes langs Mølleå N for København. Ni

vandmøller leverede “grøn” energi til virksomhederne

1839 Niels Blicher døde 10. marts

1839 Stenografi blev opfundet af Sir Isaac Pitman

1839-1848 Christian VIII født 18. sept. 1786 som søn af arveprinsesse Sophie Frederikke af

Mecklenburg-Schwerin og arveprins Frederik. Det er dog antaget, at faren var

arveprinsens adjudant, Frederik von Blücher (1760-1806). Prins Christian var

velbegavet og fik en god uddannelse, der ved siden af den obligatoriske

officersopdragelse gav ham indsigt i historie, litteratur og dannelse.

Prins Christian Frederik forelskede sig 1802 som 16-årig i den to år ældre Charlotte

Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. De blev gift 1806, men før brylluppet fik de en

datter, født i dølgsmål langt fra hoffet, pigen blev bortadopteret. Parret fik 1808 sønnen

Frederik. Charlotte var uligevægtig og blev taget på fersk gerning i sengen med sin

franske sanglærer komponisten Édouard Du Puy, en skilsmisse var uundgåelig. Det var


SIDE 88

en uhørt skandale, dronningen forvistes først til Horsens senere til Rom, hvor hun døde.

Men barnet så hun aldrig mere.

Som ung var Prins Christian Frederik statholder i Norge fra 1813, hvor han 17. maj

1814 underskrev Eidsvollforfatningen, den norske demokratiske grundlov og blev valgt

til Norges konge. Men efter en kort svensk-norsk krig forhandlede den svenske

tronfølger Karl XIV Johan med nordmændene, der grundet manglende støtte så sig

nødsaget til at gå i union med Sverige, og Christian Frederik nedlagde kronen 10. okt.

1814.

Christian VIII blev 22. maj 1815 gift anden gang med Caroline Amalie af

Augustenborg, der blev 84 år gammel. Samme år blev han guvernør på Fyn. Det var et

smukt og lykkeligt par.

Efter at have været dansk kronprins i 25 år blev Prins Christian Frederik 1839 Kong

Christian VIII af Danmark. Christian VIII gjorde meget for morskaben i vort land, han

håbede dermed at kunne dæmme op for kravet om en fri forfatning. Han var velbegavet,

kvik i replikken og gennemførte betydelige administrative reformer. Han var den sidste

konge i Danmark, der blev kronet, det skete i Frederiksborg Slotskirke 28. juni 1840.

Blandt gæsterne var H.C. Andersen. I ni år var han konge og undgik netop De

Slesvigske Krige. I et brev til sin søn og efterfølger Frederik VII pålagde han ham at

give Danmark en fri forfatning.

Under Christian VIII begyndte bønderne at tabe tilliden til enevælden. Kongens

valgsprog var: “Gud og Fædrelandet.” Christian VIII havde en betydelig samling af

græske vaser og mønter, som i dag findes på Nationalmuseet.

Christian VIII døde 20. jan. 1848 kl. 22:15 af en blodforgiftning, der opstod efter en

åreladning. Han ligger begravet i Roskilde.

1839-1906 Paul Cézanne fransk postimpressionistisk maler

1839-1917 Hans Smidth dansk maler bror til F.L. Smidth. Malede studier over Blichers noveller fx

”E Bindstouw.”

1839-1937 John Davison Rockefeller amerikansk oliemagnat, industri- og finansmand

1840 Verdens første frimærker de engelske sort ”one penny” og blå “two pence” med

Dronning Victoria udkom 6. maj 1840. En lov af 10. jan. 1840 vedtog en omfattende

portoreform nemlig, at der skulle bruges frimærker som betaling for brevforsendelser.

Ideen til denne nyordning for postforsendelser kom 1837 fra embedsmanden Rowland

Hill. Hidtil havde brevportoen været afhængig af vejlængden og forsendelsens vægt.

Idéen i portoreformen var indførelse af enhedsporto inden for landets grænser

uafhængigt af, hvor langt forsendelserne skulle befordres, samt en samtidig nedsættelse

af taksterne. Andre lande tog hurtigt frimærker i anvendelse, heriblandt Danmark 1851

som det første nordiske land.

1840 Gennemsnitslevealderen i Danmark for kvinder var 43,5 år og for mænd 40,9 år. Højst

på landet grundet dårlige kloakeringsforhold i byerne. Børnedødeligheden er 155 o/oo.

1840 Ringkjøbing havde 1239 indbyggere

Esbjerg havde 20 indbyggere

Herning havde 27 indbyggere

Silkeborg havde 29 indbyggere

1840 Danmark havde 1.289.075 indbyggere. 80% af dem boede på landet, 9% i København

og 11% i provinsbyerne. Industrien var næsten uden betydning. Landsbylægen og

præsten var de eneste studerede, der levede på landet, hvor over halvdelen af

befolkningen stadig var fæstere.


SIDE 89

1840 Hygiejne var ikke noget, der blev værdsat. I København var der 2.777 heste, 1.450

køer, 739 svin og et ukendt antal høns. Brændevinshandler Cadovius havde indrettet

noget så usædvanligt som en kostald til 20 køer. De blev fodret med den bærme, der

blev som affaldsproduktet af at producere brændevin. Men køerne havde også deres

affaldsprodukter, og den gødning fandt man ingen anvendelse for, den blev ledt direkte

ud i gadens rendesten, som hundredvis af andre også gjorde. Det samme gjaldt også i

stor stil afløb fra toiletter. Resultatet blev en uudholdelig lugt og uhumskhed i

København. Samtidig var det også en bakteriebombe, men det anede ingen og tog det

derfor ikke særlig alvorligt. Teologiprofessor H.N. Clausen rasede i ”Dansk Folkeblad”

over den manglende hygiejne. Artiklen gjorde indtryk på byrødderne, der som

forsøgsordning i 1852 opstillede to bittesmå pissoirer på Slotsholmen, de var så små, at

de i folkemunde blev kaldt ”urinskabe.” Det hjalp ikke meget på stanken fra husdyrene,

men var dog et lille, om end meget beskeden, skridt i hygiejnens tjeneste.

1840-1846 ”Corsaren” dansk populært illustreret ugeblad udgivet første gang 8. okt. 1840 af

forfatter og journalist Meir Aron Goldschmidt (1819-87). ”Corsaren” indeholdt

politiske artikler, hvor modstanderne blev latterliggjort med satiriske bidrag og ditto

tegninger. Det var et blad, som alle intellektuelle læste, ellers kunne man ikke tale med i

de kulturelle kredse. Oplaget var på 3.000 eksemplarer, og bladet solgtes i boglader

også i Norge og Sverige. Imidlertid udløste de kompromitterende artikler flere

anmeldelser og retssager. Oftest havde Goldschmidt for en god betaling sat unge

mennesker på posten som redaktør, så var det dem, der stod for skud, men i 1842 fik

Goldschmidt 24 dages fængsel og en bøde på 200 rigsdaler samt livsvarigt censur. Dette

fik Goldschmidt til fra blad nummer 95 at sætte et sørøverskib på forsiden, en humor

der blev forstået. Efter en polemik med Søren Aabye Kierkegaard mistede Goldschmidt

lysten til at fortsætte, trods bladets succes.

1840-1893 Pjotr Iljitj Tjajkovskij russisk komponist

1840-1902 Emile Zola fransk forfatter

1840-1920 Theodor Philipsen dansk maler, billedhugger og keramiker

1840-1926 Claude Monet fransk impressionistisk maler

1841 Skagen Kirke blev indviet 31. aug. Efter at den tilsandede kirke måtte lukke i 1795,

blev der i 1830 iværksat en landsindsamling til en ny kirke, pengene blev af bystyret sat

i værdipapirer, men beklageligvis med det resultat, at alle pengene blev tabt. Der blev

rejst en ny kapital, og arkitekt C.F. Hansen, der også tegnede Københavns Domkirke,

blev sat på opgaven. Men ingen var tilfreds med den nye kirke, der var det kedeligste,

man kunne forestille sig. Allerede fra 1909 blev kirken ombygget totalt og genindviet i

1910. Arkitekterne var Thorkild Jørgensen i samarbejde med Ulrik Plesner, der er født i

Vedersø Præstegård. Inventaret blev tegnet af Bindesbøll.

1841-1894 Louis Pio, døbt Louis Albert Francois Pio, dansk skilsmissebarn, huslærer, timelærer,

postfunktionær, officer og pioner som socialistisk politiker. Født 14. dec.1841 i

Roskilde som søn af en kaptajn og kom ind i militæret i en ung alder. Student fra

Metropolitanskolen 1859 og derefter timelærer på Borgerdydskolen.

Studerede på Polyteknisk Læreanstalt. Meldte sig som officersaspirant1864 krigen, men

kom aldrig i kamp. Fortsatte i militæret og blev sekondløjtnant 1869. I 1870 blev han

postskriver i København, her gav han udkast til postkasser, der kunne tømmes nedefra.

Louis Pio brugte sin fritid til at skrive artikler i det succesfyldte ugeblad ”Socialisten,”

som han startede 15. okt. 1871. Louis Pio var initiativtager til dannelse af "Den

Internationale Arbejderforening for Danmark" okt. 1871, og var selvskreven som

foreningens første formand. I første omgang anonymt. Men året efter trådte han efter sin


SIDE 90

udlandsrejse frem i offentligheden i den rolle. I 1874 blev bladet til ”Social-

Demokraten.” Han etablerede kontakt til Karl Marx og Friedrich Engels, over for hvem

han udviklede sine idéer om socialismens muligheder i et bondesamfund som det

danske.

Søndag 5. maj 1872 arrangerede Louis Pio sammen med fætteren Harald Brix samt

lærer og journalist Poul Geleff et socialistisk "Folkemøde på Nørrefælled" (i dag

Fælledparken), hvad der dengang var forbudt. Formålet var at starte en fagbevægelse.

Natten mellem 4. og 5. maj 1872 blev Pio anholdt på sin bopæl i Ravnsborggade

sammen med Harald Brix og Paul Geleff. Mødet i Fælledparken blev voldelig, husarer

og politi mødte op og kæmpede mod demonstranter og arbejdere med mange sårede

som resultat. I dag kendt som "Slaget på Fælleden."

Den 28. marts 1873 idømtes Louis Pio seks års forbedringshus, Geleff fem år og Brix

fire år for at ville omstyrte det bestående samfund. Ved højesteret blev straffen 6. aug.

1873 nedsat Pio til fem år, og Geleff og Brix hver til tre år. Efterfølgende udstedte

justitsministeren forbud mod "Den Internationale Arbejderforening for Danmark."

Men allerede året efter 8. april 1875 blev Pio og Geleff løsladt i forbindelse med

kongens fødselsdag. De fik en større sum penge, formentlig af politiet, mod løfte om at

udvandre til USA, hvad de gjorde marts 1877. Louis Pio tog familien med, de slog sig

ned i Smoky River, Kansas. Her forsøgte han at skabe et nyt socialistisk samfund, men

det brød dog hurtigt sammen. Louis Pio ernærede sig i de følgende år som skribent,

typograf, bladudgiver og kontormand.

Louis Pio betragtes som den første socialist i Danmark, og dermed Socialdemokratiets

grundlægger. Han døde af tyfus 27. juni 1894 i Chicago. I 1921 blev hans aske hentet

hjem i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum. Og partiet rejste en

mindesten over Louis Pio på Vestre Kirkegård i København. Louis Pio var far til Sylvia

Pio, der levede sammen med statsminister Thorvald Stauning.

1841-1902 Viggo Hørup dansk journalist og politiker

1841-1919 Pierre-Auguste Renoir fransk impressionistisk maler

1841-1923 Kjælle Casper Danmarks sidste omstrejfende rakker fødes af An Mari Masters og Kræ

Fænds, der i forvejen har mange børn. Rakkerne, som i byerne kaldtes for natmænd, fik

det arbejde, andre ikke ville have, tømme latriner, feje skorstene, glarmesterarbejde,

slagte heste og nogle gange optræde som dyrlæger på særdeles barske måder.

Oprindelig var deres arbejde at hjælpe bødler med fjernelse af lig, fjerne og begrave

døde dyr som de dog beskyldtes for at lave spegepølser af. En situation vi så i filmen

”Ditte Menneskebarn.” Som spæd var Casper meget urolig, han ville ikke have

brændevin, selv om der kom sukker i, det var ellers det normale middel til beroligelse af

børn. I skolen hørte det til dagens orden, at de mindre boglige og urolige fik prygl. En

dag væltede Casper læreren og råbte: ”No vil a it ha’ mier,” man ville sikkert i dag

kalde ham ”hyperaktiv.” En finurlig fætter var han, men kvinderne tilbad ham, blandt

de kendte forhold var Mette, Mette Swin, An Vind, igen Mette og endnu engang en

Mette. Med øvrigheden havde han flere sammenstød, der gav ham mange domme.

Kjælle Casper døde som 82-årig på fattiggården i Rind, og verden var en original

fattigere.

1842 Danmarks første fotoatelier blev indrettet i Bredgade i København af den wienerske

portrætmaler Joseph Weninger. Her kunne man formedelst otte rigsdaler lade sig

forevige, det tog 15 sekunder. Datidens navn for at blive fotograferet var

daguerreotypere.

1842 Dannebrog bliver hærens officielle flag


SIDE 91

1842 Pilsnerøl så for første gang dagens lys 24. sept. Navnet fik øllet fordi det var i den

bøhmiske by Pilsen, brygningen har fundet sted, og det skete i fællesskab af 200

bryggere, der hermed forbedrede den hidtidige ølkvalitet.

1842 Bedøvelse blev for første gang brugt under en operation

1842 Wiener Staatsoper blev grundlagt. Det er et af verdens kendteste operahuse

1842-1900 Sir Arthur Sullivan britisk komponist

1842-1914 Carl Jacobsen søn af J.C. Jacobsen i Carlsberg dynastiet

1842-1927 Vilhelm Thomsen dansk sprogforsker dr. phil. og professor

1842-1927 Georg Morris Cohen Brandes dansk historiker, litteraturforsker, kritiker, forfatter,

samfundsdebattør og journalist. Født 4. feb. 1842 i København i en jødisk

grossererfamilie hvis aner han ikke ville anerkende. Bror til medstifteren af Radikale

Venstre, finansminister, redaktør på Politiken, teaterkritiker og forfatter Edvard Brandes

og vekselerer, journalist, forfatter og nationaløkonom Ernst Brandes, der senere gik

fallit. Georg var et fremmeligt barn, flersproget som 3-årig og kunne læse som 4-årig.

Student 1859. Studerede jura, kultur, filosofi og æstetik på Københavns Universitet.

Blev magister 1864 i æstetik og dr. phil. 1870. Hans dagbøger viser en travl og ofte

tvivlende mand. Brandes skrev mange biografier om store kulturpersonligheder fx

Shakespeare, Holberg, Søren Kierkegaard og Esaias Tegnér. Biografierne blev dog ikke

solgt i store oplag.

Efter halvandet års studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem

ulmende af nye idéer og oprørslyst. Hans forelæsninger på Københavns Universitet fra

3. nov. 1871: ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur,” vakte kolossal

opsigt, ikke mindst fordi han var en dygtig fortæller. De gjorde ham til samlingspunkt i

dansk litteratur, og han fik en enorm indflydelse på samtidens kulturliv århundredet ud.

Her skabtes udtrykket brandesianismen. Han beundrede romantikerne Oehlenschläger,

Staffeldt, H.C. Andersen og Heiberg.

Læste også Kierkegaard men forstod ham ikke. Brandes angreb religion og ægteskab,

han hævdede, at Jesus var en sagnfigur. I 1880-erne var han aktiv i kampen mod Estrup

og skuffet over ikke at være blevet udnævnt til professor. Årsagen kunne måske være

hans jødiske oprindelse, som dengang ikke var velset her i landet. Brandes flyttede

derfor til Berlin, men vendte hjem igen 1883.

I 1902 blev han endelig udnævnt til professor. Brandes fik brev fra Nietzsche, der bad

ham oversætte nogle værker, det ændrede Brandes stil, og han blev ven med Nietzsche.

Brandes ægteskab med Gerda, hvor der var to børn, blev dybt ulykkelig. Han hævdede,

at familielivet og hjemmehyggen skyldtes det danske kolde klima, der nødvendiggjorde

kunstig varme. På hans skrivebord stod et fotografi af hans elskerinde Birthe Knutson,

derudover havde han en stribe intellektuelle kvinder som elskerinder bl.a. forfatter

Agnes Henningsen (1868-1962) og forfatter, journalist, kvindesagsforkæmper,

socialdemokrat og senere nazist Olga von

Eggers (1875-1945). Læs også den tragiske historien om Victoria Benedictsson.

Jeppe Aakjær skrev efter et besøg hos Brandes: ”Hvis vi havde fået rødgrød, havde de

nok været blå.” Georg Brandes døde 19. feb. 1927.

Brandes gæstebog med adskillige kommentarer fra berømtheder som Albert Einstein,

Thomas Mann, Lev Tolstoj, Emile Zola mfl. blev solgt på Bruun Rasmussens Auktioner

marts 2006 for 1,2 mio. kr.

I anledning af 100 året for Georg Brandes første forelæsninger udgav Post Danmark 11.

nov. 1971 et frimærker med Georg Brandes billede pålydende 90 øre.


SIDE 92

1843 Bundsbæk Vandmølle ved Dejbjerg N for Skjern blev genopbygget efter en brand. Det

gjaldt både stuehuset og vandmøllen. Man mener, der her har været vandmølle helt

tilbage til 1620, en fæstemølle under herregården Dejbjerglund. Avlsbygningerne er en

rekonstruktion fra 1976. Smedjen og informationshuset er fra 1987-88. Møllen har

været midtpunktet i mange rakkeres liv på egnen. Her fik de under statsbankerotten

1813 udleveret mel som fattighjælp. I årene 1918-48 leverede møllen elektricitet til de

omkringliggende gårde. Det fortælles, at møllens ejer Andreas Jensen altid var budt med

til fest, for så var man sikker på strømforsyning hele aftenen. I 1975 overtog Skjern-

Egvad Museum Bundsbæk Vandmølle og dens 35 ha store naturområde, der i dag

fungerer som museum med en fast udstilling om rakkernes liv samt skiftende

udstillinger. Museet besøges årligt af 17.500 gæster. I stuehuset er der indrettet cafe,

hvor der serveres såvel frokost som middag. Brød og kager bages i egen stenovn.

Specielt er man kendt for sine lækre kommenskringler. Der er også en gammel

købmandshandel. Lige N for Bundsbæk Vandmølle ligger Bjørnemosen, hvor der blev

gravet tørv, samtidig var det, sammen med Vognbjerg, i 1800-tallet tilholdssted for 20-

30 rakkere. Bundsbæk Naturpark i Bjørnemosen blev 2011 beriget med Alfio Bonannos

Land-Art "De Fire Øer."

1843 Den gamle Toldbod i Ringkjøbing blev bygget. Bygningen er opført af materialer fra

egnen. Kvadre fra No Kirke og trappen er gamle gravsten fra byens nedlagte kirkegård.

Dengang var Ringkjøbing en betydelig havneby. I gammel tid var tolderens øgenavn

“posekikker." Vejen forbi Toldboden er den gamle vej til Søndervig. Men allerede

1870, da Tangen lukkede udsejlingen til Vesterhavet, var Toldbodens mission til ende,

og ejendommen blev indrettet til lejligheder. I 1940 købte Ringkjøbing Kommune

ejendommen. I dag hedder ejeren Bente Merrild, der købte huset 1995, og indrettede

stedet som restaurant og galleri, senere er restauranten lukket og ændret til privatbolig.

1843 Kjøbenhavns Tivoli åbnede med journalist og tidsskriftsredaktør Georg Carstensen

(1812-1857) som initiativtager.

1843 Skamlingsbanken SØ for Kolding er Sønderjyllands højeste punkt. Fra 1843 er der

årligt holdt en national folkefest og folkemøde på stedet til støtte for danskheden i

Slesvig.

1843 C.C. Burmeister dansk mekaniker etablerede en maskinfabrik i et baghus i

Købmagergade i København. Virksomheden voksede og flyttede til Christianshavn,

hvor man begyndte med skibsbygning. I 1865 optog Burmeister skotten William Wain

som kompagnon. Senere blev firmaet til B & W. C.C. Burmeister døde 11. dec. 1898.

1843 Julekort sås for første gang i Danmark, otte år før frimærket udkom

1843 Frit lejde blev givet for aflevering af de forbudte destillationsapparater fra landets

mange hjemmebryggere. Resultatet bliver 11.000 destillationsapparater, heraf kom de

10.000 fra Jylland. Konklusion - jyderne er et ærligt folk.

1843 Toupéen blev opfundet som en erstatning for manglende hårvækst af den franske frisør

af samme navn.

1843-1907 Edvard Grieg norsk komponist

1843-1929 Evald Tang Kristensen dansk folkemindesamler af eventyr, sagn og folkeviser. Født

24. jan. 1843 i Nr. Bjert ved Kolding af Ane Persine Sand og degn Anders Kristensen.

Evalds opvækst blev ikke lykkelig, faren døde ung og moren giftede sig igen, men

Evald havde ikke hendes fortrolighed, og den nye stedfar styrede strengt hans

opdragelse. Evald ønskede at blive læge, men af økonomiske grunde måtte han nøjes

med at læse til lærer og dimitterede i 1861 fra Lyngby Seminarium med karakteren

”meget duelig.” Først blev han hjælpelærer i Husby, dernæst i Helstrup ved Randers. I


SIDE 93

1864 tog han en tillægseksamen i musik og kirkesang og fik ansættelse som degn og

kirkesanger i Gjellerup ved Herning.

Samme år blev han gift med Frederikke Duedahl. Men ægteskabet sluttede brat, da

Frederikke og barnet døde i barselseng. Han giftede sig igen i 1872 med sin kusine Ane

Margrethe Risum. Parret flyttede til Fårup, og Evald Tang Kristensen havde job som

lærer i Brandstrup ved Viborg. I 1888 fik han tildelt statsunderstøttelse, det muliggjorde,

at han kunne opgive skoleembedet for at arbejde med indsamling af folkeminder. Evald

Tang Kristensen var ven med digteren Anton Berntsen. I mere end 50 år indsamlede han

viser, eventyr, sagn og historier fra ca. 6500 meddelere, hovedsageligt fra de fattiges

samfundslag. Det blev til rigtig mange bogudgivelser, første bog udkom i 1881: ”Jyske

Folkeminder” efterfulgt af ”Danske sagn” og ”Jysk almueliv.” Men han måtte selv

finansiere udgivelserne, der kom i små oplag, for interessen var begrænset. Senere er

optegnelserne blevet en højt skattet kilde til viden om 1800-tallets folkeliv. I 1897

flyttede familien til Mølholm ved Vejle i en villa med navnet ”Mindebo.” Her boede

han resten af sit liv. Blev i 1900 enkemand, men giftede sig igen i 1905 med Kirsten

Marie Jensen Huus. Evald Tang Kristensen døde 9. april 1929.

Evald Tang Kristensens folkemindesamling blev til Europas største privatarkiv på dette

område. Det var svært for Evald Tang Kristensens at få økonomi i pionerarbejdet, hvor

han ofte vandrede rundt til fods. Der ligger stadig store mængder uudforsket materialer

fra Evald Tang Kristensens hånd i form af lommebøger, dagbøger og løse ark. Men

oplysningerne om datoer, oprindelse og meddelere er ret unøjagtige, så der ligger en stor

opgave for en initiativrig person med masser af tid.

Det er nok lidt for stærkt at sige, at optegnelsen af folkeviserne først er begyndt i 1800-

tallet. Der findes håndskrifter med visesamlinger fra omkring 1500. Anders Sørensen

Vedel udgav 100 udvalgte danske viser 1591. Peder Syv genudgav dem suppleret med

yderligere 100 i 1695. Men det er rigtigt, at den store systematiske indsamling først kom

i gang med Svend Grundtvig og Evald Tang Kristensen i 1800-tallet.

1844 Povlsbro en af Hærvejens gamle stenbroer med kun en bue S for Røde Kro. Opført i

1844 for 137 rigsdaler. Allerede i 1744 byggede man en egetræsbro på samme sted, den

blev flere gange restaureret. Povlsbro betegnes som Hærvejens smukkeste bro og fører

Hærvejen over Bjerndrup Mølleå. Ingen mørtel, kun mos og jord er brugt mellem

broens kløvede sten, så regnvand kan trække igennem og derved undgå

frostsprængninger. I 1970 blev broen gennemgribende restaureret efter en nøjagtig

opmåling. Alle sten blev nummererede, så broen efter nedbrydning kunne genopsættes

nøjagtig som den originale bro. Disse hærvejsbroer fungerer i øvrigt som naturlige

opholdssteder, hvor hærvejsturisterne kan holde hvil og hive madpakken frem.

1844 Danmarks første jernbane blev åbnet i Slesvig-Holsten fra Altona til Kiel. Et område

der i 1844 var dansk.

1844 Rødding Højskole, verdens første, blev oprettet mellem Gram og Vejen

1844 Brugsforening verdens første åbnede i Rochdale i Lancashire i England

1844 Silkeborg Papirfabrik blev grundlagt af Christian og Michael Drewsen

1844-1900 Friedrich Nietzsche tysk digter og filosof

1845 Silkeborg havde kun 30 indbyggere i hele området. Byen voksede op omkring den

senere nedlagte borg - Silkeborg fra 1400-tallet. Først da Michael Drewsen grundlagde

Silkeborg Papirfabrik ved Gudenå i 1844 tog udviklingen fart.

1845 København havde ifølge en folketælling 126.787 indbyggere


SIDE 94

1845-1923 Wilhelm Conrad Röntgen fysiker. Röntgen opdagede i 1895 under arbejde med

katodestrålerør ved et tilfælde en elektromagnetisk stråling, som han kaldte “x-stråler.”

Röntgen var med et slag blevet verdensberømt.

1846 Æter blev brugt som bedøvelsesmiddel for første gang

1846 Rød Aalborg, der er det populære navn for Aalborg Taffel Akvavit så dagens lys.

Ganske enestående har dette handelsprodukt overlevet 150 år, og betragtes stadig af

mange som den ”rigtige” snaps.

1846 Ringkjøbing Jernstøberi åbnede

1846 Dubonnet kan nydes for første gang, det skete i Paris

1846-1905 Amalie Skram norsk-dansk forfatter af romaner, noveller og skuespil

1846-1908 Holger Henrik Herholdt Drachmann dansk forfatter og marinemaler

1846-1908 Thorvald Bindesbøll dansk arkitekt

1847 Danmarks næstførste jernbane den 31 km lange strækning mellem København og

Roskilde blev åbnet 27. juni 1847, lokomotivet hed Odin. Med på “dampdragens”

første tur var Christian VIII og den rejselystne H.C. Andersen. Til indvielsen

komponerede H.C. Lumbye den kendte “Jernbanedampgalop.” Banen betragtedes i

begyndelsen nærmest som en folkeforlystelse. Oftest får denne strækning prædikatet

”Danmarks første,” men det er ikke korrekt, idet Altona-Kiel, der dengang var dansk,

blev etableret 1844. København-Roskilde

strækningen blev 27. april 1856 udvidet til Korsør. Først efter 1861 bredte

jernbanenettet sig kraftigt, og ”stationsbyen” blev et nyt ord i det danske sprog.

I anledning af 100 året for København-Roskilde rutens åbning udgav Post Danmark 27.

juni 1947 tre frimærker med motiver af forskellige tog. Den 26. juni 1972 fejredes 125

året med et rødt 70 øres frimærke, der var den tids normale brevporto. Motivet var en

Henry Heerup tegning af passagerer og tog. Og 12. juni 1997 blev 150 året fejret med

udgivelsen af to flerfarvede frimærker.

1847-1885 Jens Peter Jacobsen dansk forfatter

1847-1922 Alexander Graham Bell skotsk-amerikansk fysiolog og døvstumlærer.

1847-1928 Prinsesse Dagmar, eller Maria Sophie Frederikke Dagmar som er hendes fulde

navn, født 26. nov. 1847 i Det Gule Palæ tæt ved Amalienborg som datter af Louise og

Christian IX, der blev kaldt ”Europas svigerfar” på grund af, at fire af hans børn kom

til at sidde på europæiske troner. Hans ældste søn som Frederik VIII af Danmark,

Alexandra som dronning af England, Dagmar som kejserinde af Rusland og Vilhelm

som Kong Georgios I af Grækenland.

Dagmar, med sin hvepsetalje, blev 28. sept. 1864 forlovet med den russiske tronfølger

storfyrst Nikolai Alexandrovitsch, som hun kaldte ”Nixa,” men han døde i april 1865 af

rygmarvstuberkulose. Inden sin død udtrykte han ønsket om, at hun giftede sig med

hans yngre bror Alexandr Alexandrovitsch (26/2 1845-1/11 1894). Dagmar blev 23.

juni. 1866 forlovet med broren, som var zarens næstældste søn. De blev gift 9. nov.

1866 i Vinterpaladset i St. Petersborg, hvor hun tog navnet Grautza Marija Fjodorovna,

i familien kaldt ”Minnie.” Men hendes forældre Dronning Louise og Kong Christian IX

af Danmark var ikke med til brylluppet, af økonomiske årsager, det danske kongehus

kunne ikke hamle op med så fornem påklædning og udstyr som den russiske zarfamilie,

og valgte derfor at blive væk. Marija Fjodorovna blev meget afholdt og populær i

Rusland, ikke mindst grundet hendes indsats i sygeplejen under den russisk-tyrkiske

krig. Hun var også præsident for Røde Kors frem til og med Første Verdenskrig. Marija

Fjodorovna og Zar Aleksandr III besteg den russiske trone 1881. Dagmar blev

storfyrstinde af Finland, hvor hun blev kaldt ved sit danske navn. De boede på Anitjkov


SIDE 95

Paladset i Skt. Petersborg, hvor de levede et harmonisk og lykkeligt ægteskab. De fik

seks børn, to døtre Xenia (1875-1960) gift 1894 med Alexander Mikhailovich (1866-

1933) og Olga (1882-1960) og fire sønner Nicholas (1868-1918), der som Nicolai II

blev Ruslands sidste zar gift 1894 med Alex of Hesse-Dormstadt (1872-1918),

Alexander (1869-70), Georg A (1871-99) der døde af tuberkulose og Michael II (1878-

1918) gift 1912 med Natasha Wulfert (1880-1952).

Efter Zar Aleksandr III’s død 1. nov. 1894 i Livadia på Krim, vejledte Dagmar sønnen

Nicolai II, og forsøgte at begrænse munken Rasputins (1871-1916) indflydelse ved

hoffet. Som enkekejserinde var hun stærkt dominerende og forlangte forret frem for sin

svigerdatter, den tyskfødte Aleksandra Fjodorovna (1872-1918).

Kejserinde Dagmar og hendes to døtre befandt sig på Krim under revolutionen i 1919.

Dagmars søster Dronning Alexandra af England overtalte Dagmar til at rejse til London.

Sammen med en gruppe hviderusser flygtede de aug. 1919 på et britisk krigsskib fra

Krim til Danmark. Men hun var et politisk problem for det officielle Danmark og blev

ikke behandlet pænt af den danske regering. Heller ikke Kong Christian X var venlig

overfor Kejserinde Dagmar. Først boede hun i Christian IX’s palæ på Amalienborg,

flyttede senere til godset Hvidøre i Klampenborg, som hun havde købt 1906 sammen

med søsteren den britiske enkedronning Alexandra. Dagmar hjalp russiske landflygtige i

Danmark. På Hvidøre døde ekskejserinden 13. okt. 1928, hun blev balsameret og

anbragt i en egetræssarkofag ved siden af sine forældre Dronning Louise og Christian

IX i krypten i Roskilde Domkirke. Hun havde udtalt, at hun gerne ville begraves ved

siden af sin mand i Rusland, hvor hun har levet i over 50 år med sin familie. Derfor

bestemte Dronning Margrethe, at hendes sarkofag skal flyttes tilbage til familien

Romanoffs kejserlige gravsted i Peter-Paul Katedralen i Skt. Petersborg. Overflytningen

skete først ved en højtidelighed i Roskilde Domkirke 23. sept. 2006, afsejling fra

Danmark 26. sept. og ankomst og genbegravelse, i egetræskisten på 150 kg, i Peter-Paul

Katedralen i Skt. Petersborg 28. sept., der var datoen for Dagmars første ankomst til

Rusland, og 140 år efter sit bryllup.

Kejserinde Dagmars rejseapotek er sin egen historie værdig:

Kejserinde Dagmar (1847-1928), datter af Europas svigerfar Christian IX, blev gift med

den senere russiske Zar Alexander III, og fik navnet Maria Feodorovna. Parret fik bl.a.

sønnen Nicolaj, der senere blev Zar Nicolaj II og dermed Ruslands sidste zar. Zar

Nikolaj II og hele hans familie blev myrdet af bolsjevikkerne i Jekaterinburg 1918. I

1919 flygtede Kejserinde Dagmar fra Krim over England til Danmark, hvor hun

tilbragte sine sidste leveår på slottet Hvidøre i Klampenborg, N for København. Ved sin

død 1928 blev hun gravsat i Roskilde Domkirke, men 2006 blev hun genbegravet ved

siden af sin mand Zar Alexander III i Peter-Paul Katedralen i Sankt Petersborg.

Kejserinde Dagmars rejseapotek fra år 1900 har været igennem en turbulent tilværelse,

den har ledsaget en meget berejst kejserinde og på flugten 1919 til Danmark. Senere er

den gået i arv til hendes datter, Storfyrstinde Olga, der i forbindelse med emigration til

Canada 1948 overdrog rejseapoteket til familiens læge Børge Scheibel, hvis søn har

skænket det til Medicinsk Museion 2005.

Rejseapoteket befinder sig i en stor, kraftig, slidt og

ridset læderkuffert. En gylden messingplade

med indgraverede kyrilliske bogstaver ”EИB” og den

kejserlige russiske krone vidner om et

betydningsfuldt tilhørsforhold.

I kufferten befinder rejseapoteket sig i en sort


SIDE 96

skindbetrukket trækasse med gyldne

messingbeslag og kyrilliske guldprægede bogstaver: ”ЕЯ ИМПЕРАТОРСКАГО

ЕЛИЛЧЕСТВА” og den kejserlige russiske krone der fortæller, at rejseapoteket har

tilhørt: ”Hendes Kejserlige Højhed.”

I kassen er der 67 små rum beklædt med vinrødt velourstof, her ligger flasker, flakoner

og glasbeholdere i forskellige størrelser med medicinske medikamenter. Etiketter på

russisk præsenterer indskriften: ”Hendes Kejserlige Højheds Apotek,”

I kassens nederste rum ligger der kirurgiske instrumenter tandlægeinstrumenter, injektionssprøjter, vægte, lodder m.m.

Kejserinde Dagmars rejseapotek har et bredt velopdateret

udstyrs- og medikamentindhold til behandling mod

sygdomme omkring år 1900. Her er æter, opium, zinksulfat,

midler mod malaria, tyfus, lungebetændelse, hjertesygdomme

m.m. Der er midler til desinfektion og mod gigt, gigtfeber,

hoste, smerte m.m. Rejseapoteket dokumenterer, hvad der

blev brugt af medicin og udstyr. Det er et unikt klenodie for

Medicinsk Museion, og et

unikum for den medicinsk- og

farmacihistoriske kulturarv.

Siden 1918 har Københavns Universitet ejet og drevet

museet. Medicinsk Museion er en afdeling under Institut

for Folkesundhedsvidenskab, Det

sundhedsvidenskabelige Fakultet.

1847-1931 Edvard Brandes dansk politiker og forfatter bror til Ernst og Georg Brandes

1847-1931 Thomas Alva Edison amerikansk opfinder og industrimand.

1848 ”Det kommunistiske Manifest” udsendtes af Karl Marx og vennen Friedrich Engels

1848 Slaget ved Bov 9. april 1848. I begyndelsen af april 1848 stod der 10.000 mand i

Slesvig, de mødte 7.000 slesvig-holstenere i krigens første slag ved Bov. Det blev en

overlegen dansk sejr, og Frederik VII kunne dagen efter holde sit indtog i Flensborg.

1848 Slaverne på Dansk Vestindiske Øer blev frigivet 3. juli på generalguvernør Peter Carl

Frederik von Scholtens (1784-26/1 1854) eget initiativ. Han havde siden 1829 foreslået

Frederik VI en trinvis frigivelse, men hver gang blev forslaget afvist. Frigivelsen skete

efter, at slaverne 2. juli 1848 havde gjort oprør på Skt. Croix. Peter von Scholten blev

dømt skyldig i misrøgt af embedet ved ikke at have slået oprøret ned med militært magt.

Ved en appeldomstol i Højesteret blev han dog senere frikendt. På den tid er byen

Charlotte Amalie på Skt. Thomas Danmarks næststørste by. I 1859 fastslog Christian

VIII at slavehandelen var ophørt.

1848 Værnepligt indførtes i Danmark i sept. af krigsminister Anthon Frederik Tscherning

(1795-1874). Han var medlem af Rigsdagen fra 1849-66. Nu var det ikke kun husmænd

og arbejdere, der skulle slås for Danmark. Lærere og præster var dog fritaget frem til

1861. Hærens almindelige soldaterløn var 12 skilling pr dag. Den direkte årsag til

ændringen var Første Slesvigske Krig. Tidligere havde det været sådan, at de

velhavende kunne købe sig fri for militærtjeneste og kugleregn ved at betale mindre

bemidlede, der så tog tjenesten. ”Den tapre landsoldat” var altså god nok til at slås for

fædrelandet, men ikke god nok til at få stemmeret. De fem f-er: Fruentimmere,

fattigfolk, fjolser, forbrydere og folkehold fik først valgret og valgbarhed ved

grundlovsændringen af 5. juni 1915.

1848 Thorvaldsens Museum blev indviet

1848 John Curtis producerede verdens første tyggegummi hjemme i sit køkken


SIDE 97

1848 Valg til Den grundlovgivende Rigsforsamling 5. okt. Valgret havde alle frie mænd

over 30 år. Valgdeltagelsen var kun 23%. De valgte trådte sammen første gang 23. okt.

på Christiansborg Slot, en begivenhed der er foreviget i Constantin Hansens (1804-

1880) berømte maleri, der er gengivet på et frimærke udgivet til Grundlovens 100 års

jubilæum 1949. Rigsforsamlingen udformede de demokratiske rettigheder og regler for

landets styre i den kommende grundlov. Tankevækkende er det, at valget fandt sted

mens Treårskrigen rasede.

1848 Indenrigsministeriet blev oprettet

1848 Sikkerhedstændstikker, der kun kan antændes ved strygning mod et bestemt materiale,

blev opfundet af Anton von Schrötter. Tændstikker, der kan antændes på enhver flade,

og derfor er mere farlig, har været kendt siden 1823.

1848 Steen Steensen Blicher døde 26. marts 66 år gammel

1848-1850 Første Slesvigske Krig også kaldet Treårskrigen som Danmark vandt ved Dannevirke

og endelig ved det blodige slag på Isted Hede 25. juli 1850, hvor general Frederik Adolf

Schleppegrell og oberst Læssøe faldt. Krigen kostede den danske stat 85 mio. kr.

Fra soldaternes øveskydninger før krigen fødtes et stadig brugt udtryk. Soldaterne havde

deres ammunition i en bæltetaske, og efter øveskydninger skulle det menige mandskab

aflade geværerne og meddele antallet af tilbageværende patroner til officeren. Ved at slå

på tasken dannede soldaterne sig et indtryk af, hvor mange patroner der var. Herfra har

vi det folkelige udtryk: ”Et slag på tasken.”

1848-1863 Frederik VII født 6. okt. 1808 i København som søn af Charlotte Frederikke af

Mecklenburg-Schwerin og den senere Kong Christian VIII. Hans fødsel og dåb blev

aldrig noteret i kirkebogen, det blev simpelthen glemt. Charlotte Frederikke blev

grundet ”sidespring” bortvist til Rom, hvor hun også døde. “Fritz” blev Frederik

kaldtes i sin tøjlesløse ungdom. Han var fra 1939 guvernør over Fyn. To opløste

ægteskaber præsterede han, først med Vilhelmine, datter af Frederik VI, fra 1828 til

1837, og dernæst med Mariane af Mecklenburg-Strelitz fra 1841 til 1846. De kunne

simpelthen ikke holde ham ud, karaktersvag og uden standpunkter som han var.

Ægteskabelige sidespring var en stor del af Frederik VII’s liv. Balletdanserinde Jensine

Weiner var en tid hans faste elskerinde. Senere mødte han den 14-årige elev i balletkoret

Louise Rasmussen (21/4 1815-6/3 1874). Hun var født udenfor ægteskab af en

tjenestepige, vaskekone og pyntekone på Det kgl. Teater. Louise Rasmussen kom på

Den kgl. Balletskole som 11-årig 1826 og blev balletdanser på Det kgl. Teater fra 1835-

42. Grundet en knæskade måtte hun opgive balletten. Sommeren 1844 tog hun til Paris.

Her studerede hun handel i modehuset Emmy Lecharpentier & Cie. Den 22. nov. 1844

åbnede hun en filial med franske kollektioner i Vimmelskaftet, noget der dengang var

helt usædvanlig for en kvinde, som hun kaldte:

Emmy Lecharpentier & Cie, Magazin de Modes en chapeaux, topues, bonnets et

autres coiffures, Rue Vimmelskaftet 20, Copenhague

Den økonomiske hjælp fik hun af avisudgiver og bogtrykker Carl Berling (1812-71),

med hvem hun levede papirløst. De fik en søn 1841, men det blev hemmeligholdt, for

Carl Berlings rige mor modsatte sig forholdet. Sønnen blev bortadopteret til England.

Som voksen boede han i England, men holdt i skjul kontakt med sin mor. Grundet en

voldsom brand 23. jan. 1846 opgav Louise Rasmussen modebutikken. Også i dag er der

tøjbutik i ”Louises Hus” med mærker fra Bestseller. Samme år åbnede Louise

Rasmussen en ny forretning på Amagertorv. Carl Berling var manden i hendes liv, hun

elskede ham livet igennem. Gennem ham mødte hun Frederik VII, der var Berlings

ungdomsven. Frederik VII indledte et varigt forhold til Louise Rasmussen, men


SIDE 98

forbindelsen forargedes adelen og det finere borgerskab. Fra Louise Rasmussens side

var der nærmest tale om en vennetjeneste, for hun var aldrig rigtig forelsket i kongen,

nærede kun ømhed og agtelse for “Fritz,” som hun kaldte for en “ustyrlig krabat.” Men

Louise Rasmussen havde en meget gavnlig indflydelse på kongen og har rimeligvis

forlænget hans liv alene ved at kontrollere hans enorme alkoholforbrug, ellers ville han

helt være gået i hundene.

Efter farens død blev Frederik VII udråbt til konge 20. jan. 1848. Hans omdømme ved

tronbestigelsen var ikke positiv, to skilsmisser, en sjofel omgangskreds og andre

skandaler fra den lavstammede, fedladne og uligevægtig mand med den svage psyke.

Han frasagde sig enevoldsmagten og formåede at fremstå som et folkeligt og nationalt

samlingsmærke med fornemmelse for en kongelig optræden.

Frederik VII's regeringstid er for eftertiden sammenbundet med Treårskrigens nationale

stemning.

Han udnævnte Berling til sin privatsekretær, og Berling fik herigennem stor politisk

indflydelse, som også Louise Rasmussen fik. Carl Berling døde 1871 på en tur til Det

Hellige Land.

Den 7. aug. 1850 blev Louise Rasmussen Frederik VII’s tredje hustru til venstre hånd

og ophøjet til Lensgrevinde af Danner. Parret blev viet i Frederiksborg Slotskirke. Hun

styrede husholdningen, broderede, skrev breve og ydede stor velgørenhed for mange

fattige. Men samtiden var rystet over kongens valg: “Til ydmygelse for sin slægt og til

sorg for sit land.” I befolkningen blev grevinden aldrig populær. Hun hadede

København, forargelsen var permanent, hun blev altid betragtet som “en simpel

ludder,” og smædeviser hørte til dagligdagen. Ved Grevinde Danners død 6. marts 1874

under et ophold i Genua i Italien, testamenterede hun sin betydelige formue til stiftelsen

for ældre kvinder af arbejderklassen og til børnehjemmet i Jægerspris for forældreløse

piger. Grevinde Danners sarkofag blev indsat i en gravhøj i Jægerspris Slotspark. Hun

var ugleset i sin samtid, men eftertiden har forstået hendes storslåede indsats og

gavmildhed. Alt hvad hun havde fået af Frederik VII, gav hun tilbage, til dem der

trængte. Og på den tid var der ingen sociale love der hjalp nødstedte, hun havde et stort

hjerte. Ved grevinde Danner og Frederik VII’s besøg på Nørre Vosborg i 1861 blev

kongen vejet på godsets vægt, der viste 115 kilo.

Hans meget livlige fantasi bar præg af lystløgner. Hans hobby var udgravning af

oldsager, jagt- og fisketure samt almindelig borgerlig hygge, men det passede dårligt til

salene på Christiansborg. Kongen elskede nødder, han spiste så mange, at

Grevinde Danner forbød ham spise dem grundet hans tiltagende vægt. Kongen kunne

ikke få børn. Hans popularitet steg, da han afskedigede Danmarks sidste enevældige

regering 21. marts 1848, det gav ham tilnavnet ”Frederik Folkekær.” Han underskrev

Danmark Riges Grundlov 5. juni 1849 kl. 11 - Junigrundloven, den afløste Kongeloven

fra 1665, men gjaldt kun kongeriget ikke hertugdømmerne. Frederik VII var den sidste

oldenburger på den danske trone, han døde af rosen på Glücksburg Slot ved Flensborg

Fjord 15. nov. 1863. Her stod hans lig til skue i 14 dage, det udviklede en frygtelig

stank, så stærk at flere af de soldater der stod vagt besvimede. Grevinde Danner arvede

Jægerspris Slot og kongens hele formue.

Med Frederik VII uddøde også den oldenborgske kongerække. Kongens valgsprog var

det samme som jordemødrenes: ”Folkets kærlighed min styrke” det var ærligt ment,

men han yndede ikke regeringsarbejdet.

På torvet i Hillerød står en statue af Frederik VII fremstillet af H.W. Bissen. Og i et lille

anlæg ved Brejningkrydset på Herning-Ringkjøbing hovedvej er der 15. nov. 1875 rejst


SIDE 99

en mindestøtte med inskriptionen: “De danskes erkjendtlighed vil følge ham til sildigste

slægter.” I anlægget i Skjern står en buste af Frederik VII rejst 5. juni 1877. Men her

har den ikke altid stået, oprindelig havde den sin plads ved Skjernbrogård, hvor egnens

befolkning hvert år 5. juni samledes til grundlovsfest. Her lå ”æ Bommhus,” hvor

vejfarende i gammel tid måtte betale bompenge for at passere broen over åen. Før der

var noget der hed Skjern, lå også her den landskendte kro Skjernbro, hvor madam

Lybecher residerede. Her lå også herredets tingsted med Galgehøjen og ”æ Polles

Knold.”

1848-1903 Paul Eugine Henri Gauguin sømand, børsmægler, maler, grafiker, billedhugger,

sælger og forfatter

1849 Danmarks Riges Grundlov ”Junigrundloven” blev underskrevet 5. juni 1849 af

Frederik VII. Loven markerer overgangen fra enevælde til repræsentativt folkestyre.

Folkestyret indførtes med en tredeling af magten den lovgivende, udøvende og

dømmende magt. En ide fra den franske filosof Charles de Secondat de Montesquieus

bog “Lovens ånd” fra 1748. Hovedideen var, at alle mennesker er født lige, og derfor

bør have lige andel i samfundets styre og goder med frie folkevalg og beskyttelse mod

overgreb fra tyranner. Og dog – for den bestemte også, at beboere på fattiggårde og

modtagere af fattighjælp mistede deres stemmeret og valgbarhed.

Hovedreglerne om statens forfatning kan normalt ikke ændres, men kun opfyldes og

skærpes. Loven gjaldt kun kongeriget, derfor var Slesvig-Holstens forfatningsforhold

stadig uløste. Det første møde i Den grundlovgivende Rigsforsamling fandt sted på

Christiansborg 23. okt. 1848, og blev vedtaget 25. maj 1849. Grundlovsudkastet blev

udarbejdet af politiker (håbløs) og biskop Ditlev Gothard Monrad (1811-87) og

redigeret af juristen Orla Lehmann. To personligheder der i særlig grad kom til at

påvirke lovens indhold.

Junigrundloven indførte de såkaldte frihedsrettigheder, dvs. religions-, trykke-,

forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens

ukrænkelighed. Ligeledes blev den almindelige værnepligt og retten til offentlig

forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede grundlovsfæstet. En række løfteparagraffer

varslede love om bl.a. folkekirken, retsvæsenet og næringsfriheden. Rigsdagens to

kamre, Folketinget og Landstinget, fik hhv. 100 og 51 medlemmer, og valgreglerne

gjorde Junigrundloven til samtidens mest demokratiske grundlov.

Første folketingsvalg efter Grundlovens vedtagelse var 4. dec. 1849. I alt 204.200

vælgere deltog, svarende til 14,5% af befolkningen. Det morsomme bestod i, at med

befolkningen mentes selvstændige med egen husstand, uberygtede mænd over 30 år, for

kun de havde valgret.

Af skræk for uoplyste massers magtovertagelse udelukkede man de fem f’er:

Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede. Landstinget var forbeholdt

personer med en vis indtægt.

Den københavnske rigmand, grosserer og storkøbmand Alfred Hage hyrede, med Orla

Lehmann som mellemmand, guldaldermaleren Constantin Hansen for en pris af 4.000

rigsdaler, det svarer til ½ mio. 1998 kroner, til at gengive dette skelsættende møde i

danmarkshistorien. Opgaven var imidlertid større, end Constantin Hansen havde

beregnet, fire år tog det ham at male: “Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848”

med over 100 vellignende portrætter. Omkostningerne oversteg maleriets aftalte pris, og

Constantin Hansen var på fallittens rand, hans anmodning om at få dækket en ekstra

regning på 600 rigsdaler ifald grosserer Hage var tilfreds med arbejdet, blev ikke

honoreret. Det 338 x 500 centimeter store maleri hænger på Frederiksborg Slot i


SIDE 100

Hillerød og betragtes som museets klenodie. Det er samtidig et enestående monument i

danmarkshistorien. I forgrunden af billedet ses alle de prominente personer og i

baggrunden bønderne, arbejderstandens repræsentanter og de mindre prominente.

Af de mange kendte personer i Den grundlovgivende Rigsforsamling sad foruden Ditlev

Gothard Monrad og Orla Lehmann bl.a. N.F.S. Grundtvig, Andreas Evald Meinert

Tang, Anders Sandøe Ørsted, Ole Chr. Kirk, skomager Jens Andersen Hansen,

teologiprofessor H.N. Clausen, professor Schouw, A.F. Tscherning, A.W. Moltke, Carl

Ploug.

I anledning af 100-året for Danmarks Riges Grundlov udgav Post Danmark 5. juni 1949

et rødbrunt frimærke pålydende 20 øre, den tids normale porto. Motivet er netop

Constantin Hansens “Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848.” I 150-året for

Grundloven udgav postvæsenet 2. juni 1999 et hvidt/rødt frimærke med paragraftegn

pålydende 4 kr.

1849 Danmarks første revy opførtes nytårsaften på Casino Teatret i København

1849 Lægdsrulle betegnelse for register over værnepligtige, blev indført i forbindelse med

Treårskrigen.

1849 Reuters Bureau et britisk nyhedsbureau blev oprettet i Aachen af tyskeren Paul Julius

Freiherr von Reuter (1816-1899).

1849 Ringkjøbing Rådhus på Torvet blev indviet. Bygherren var købmand Laurids Lange

1849-1912 August Strindberg svensk forfatter

1849-1914 Jacob August Riis dansk tømrer, journalist, fotograf og forfatter. Han blev af Præsident

Theodore Roosevelts kaldt for “New Yorks nyttigste borger.”

1849-1921 Martin Nyrop dansk arkitekt i Holmsland Præstegård i Kloster

1849-1927 Michael Ancher dansk maler

1866-1930 Jeppe Aakjær socialrealistisk, folkelig forfatter født 10. sept. 1866 i Aakjær, Fly ved

Skive af Cathrine Margrete Jeppesen (1839-90) og Jens Peder Jensen (1834-1901).

Jeppe var tredje ældste barn af otte. Trods det de havde en lille gård, var de fattige

bønder, men hørte til den oplyste del af bondestanden. Aakjær i Fjends Herred var en

lille bygd på seks gårde S for Fly. Jeppe Jensen hed han indtil 12. marts 1906, hvor han

tog fødegårdens navn Aakjær.

Jeppe var en læsehest og kom på Staby Højskole. Han tog præliminæreksamen fra

Blaagaard Seminarium i København i 1884. I 1887 fik han 17 dage i Viborg arrest med

sigtelse for blasfemi. Havde ophold på Askov Højskole 1887-88. Underviste på Elbæk

Friskole 1888-89, hos Morten Pontoppidan i Jørlunde og senere i København fra 1891-

92. Blev student 1892 fra København hvor han var politisk aktiv. I 1893 skulle han ind

som soldat, men slap grundet en øjenskade.

Jeppe Aakjær blev gift 11. juli 1893 i København med Marie Bregendahl (6/11-1867-

22/7-1940), der også var fra Fly. Aakjær havde bestemt sig for at læse til cand. mag. i

historie på Københavns Universitet. Samtidig blev han rigsdagsreferent for

socialdemokratiet. Marie Bregendahl, der endnu ikke var blevet forfatter, havde den ide,

at hun kunne ernære familien ved at drive et pensionat. De anstrengte økonomiske

forhold sled på ægteskabet, der opløstes i 1900, hvor Jeppe forlod sin Marie. Sønnen

Svend Bregendahl Aakjær (20/1 1894-12/1 1963) blev landsarkivar i Viborg 1929,

stadsarkivar i København 1945-56 og rigsarkivar 1956-63.

Jeppe Aakjær skrev som journalist i blade, politiske agitationer, digte og samlede

folkeminder. Derudover holdt han utallige foredrag og oplæsninger, hvor han kunne

være meget morsom.


SIDE 101

Jeppe Aakjær blev gift anden gang 25. april 1907 med billedskærer Nielssine Juliane

Nanna Jensen Krog, der var født på Store Dør i Måbjerg ved Holstebro 23. jan. 1874,

parret fik to børn Solvejg og Esben.

I april 1907 erhvervede familien gården Jenle N for Skive, først var det broderen Jens

Aakjær, der havde skødet, og Jeppe Aakjær sad til leje. Først fra 1919 blev han selv

ejer, efter at have udgivet sine samlede værker og dermed fået penge i kassen. Nanna

Aakjær brugte sin uddannelse som billedskærer til at sætte præg på det kulturelle hjem,

med billedskærerarbejder overalt i såvel møblementet, småting i hjemmet og i selve

bygningen. Hun var også aktiv i landets samfundsanliggender, hvor hun forud for

grundlovsændringen 1915 var meget aktiv i ”Kvindevalgretsforeningen,” der netop

skaffede kvinderne valgret i 1915. Nanna Aakjær døde 4. aug. 1962 på Skive Sygehus.

I 1961 overtog datteren Solvejg Aakjær Bjerre (1908-2001) gården Jenle. Den 6. feb.

1981 solgte hun Jenle til Fredningsstyrelsen for 1,4 mio. kr., med den klausul at hun

måtte bo der til sin død. I 1976 flyttede Solvejg Aakjær Bjerre ind på Jenle som

pensionist. Hun udgav flere bøger bl.a. “Livet på Jenle” fra 1985.

Solvejg Aakjær Bjerre var uddannet fysioterapeut, hun havde arbejde på Kofoeds Skole

i København. Blev i 1929 gift med Hans Bjerre overlæge på Fåborg Sygehus.

Jenle har været og er stadig rammen om folkemøder. En ide fra St.St. Blichers

“Himmelbjergmøder” og Bjørnstjerne Bjørnsons “Aulestadmøder,” med politiske og

litterære indlæg efterfulgt af sang og dans, omen stilen er ændret en del.

Jeppe Aakjær angreb gårdmandsstandens undertrykkelse af husmænd, samt kirken og

præster især de missionske. Han skrev socialrealistiske fortællinger om hjemstavnen i

lighed med Skjoldborg, Johs. V. Jensen og Martin Andersen Nexø.

Jeppe Aakjær debuterede 1899 dels med fortællingen “Bondens Søn” og dels med

digtsamlingen ”Derude fra kjærene.” Romanen ”Vredens børn” fra 1904 er en

fantastisk god roman, der skabte et voldsomt røre. Med over 800 avisartikler landet over

blev den direkte årsag til ophævelse af ”tyendeloven,” hvor husbond havde ret til fysisk

afstraffelse af sit tyende. Aakjær er markens digter, og 27 kendte sange har han med i

“Højskolesangbogen.” I 1905 udkom digtsamlingen ”Fri felt.” Hvem kender ikke det

sørgelige digt om ”Jens Vejmand” skrevet 19. juni 1905 i Jebjerg, til digtsamlingen

”Rugens sange,” der udkom 1906, samt “Jeg er havren. Jeg har bjælder på” skrevet til

“Politiken” i 1916. Den rigtige ”Jens Vejmand” hed Jens Nielsen (17/11 1832-3/2

1901) søn af Karen Sorensdatter og husmand Niels Hansen. Jens Nielsen blev gift i

Herning Kirke 7. juli 1854 med Johanne Marie Pedersen (1829-23/10 97). Parret fik 10

børn, hvoraf de fire døde som små. Jeppe Aakjær havde en samtale med Jens Nielsens

efterfølger Thomas Pedersen om vejmandens slidsomme arbejde og trange kår, en

samtale der gav Jeppe Aakjær inspiration til sangen, herfor fik Thomas Pedersen 25 øre,

står der noteret i Jeppe Aakjærs regnskabsbog. Jens Nielsen var fra Tjørring N for

Herning og blev begravet på Tjørring Kirkegård 9. feb. 1901, hvor gravminde nr. 126

naturligvis er et frønnet bræt. På en rasteplads ved hovedvejen N for Tjørring står en

skulptur af Erik Heide over ”Jens Vejmand.” Aakjær skrev også skuespil: ”Livet på

Hegnsgården” fra 1907. Biografier var også med i hans produktion fx om Steen

Steensen Blichers livstragedie fra 1928. Erindringsromanen: ”Fra min bette tid” udkom

i 1928. Aakjær skrev desuden mange noveller, var også en ivrig debattør i artikler og

utallige foredrag og en evig forkæmper for de sociale tabere. Ved et besøg hos Georg

Brandes skrev Aakjær til en ven: ”Havde vi fået rødgrød, var den nok blå.” Aakjær nød

stor folkelig popularitet og udnævntes i 1926 til nationens folkelige sangskriver. Post


SIDE 102

mortem udgivet af Solvejg Aakjær Bjerre: ”Efterladte erindringer” fra 1934 og

”Breve” fra 1944.

Jeppe Aakjær blev fundet død i sin have på Jenle 22. april 1930. Da han havde ønsket at

blive brændt, blev hans lig sendt til København, for det var dengang det eneste sted i

Danmark, man kremerede. En stor menneskemængde fulgte ham på hans sidste rejse,

der blev i Idrætshuset holdt en storstilet højtidelighed. Hans urne blev nedsat i skoven

nedenfor Jenle, hvor der ligger en beskeden gravsten. I 1980, 50 året for hans død,

stiftedes Aakjærselskabet. Selskabet afholder folkemøder, den årlige “Jenlefest” og

uddeler en årlig “Aakjærpris.” Jeppe Aakjær var en stor beundrer af Robert Burns.

1880-1954 Harry Søiberg bogbinder og forfatter født søndag 13. juni 1880 i Ringkjøbing af

Christiane Margrethe Pultz (1850-1927) af gammel tysk adelslægt og bundtmager Niels

Nielsen Søiberg (1844-1910) af vestjysk bondeslægt.

Faren var oprindelig meget velstående, en overgang byens største skatteyder, men

økonomisk gik det ikke alt for godt for bundtmageren, så familien flyttede 1892 til

Aarhus, hvor faren måtte arbejde som svend, da var Harry 12 år.

Harry var et svageligt barn, han stammede og havde svært ved at følge med i skolen.

Efter konfirmationen stak Harry Søiberg til søs, men morens nervøsitet for det farefulde

liv på søen fik Harry til efter et år at gå i land. Han kom i lære som bogbinderi Aarhus

og blev udlært 1899. Under sin læretid tumlede han flere gange med planer om igen at

stikke til søs eller måske endda emigrere til USA, men tankerne forblev luftkasteller. Sit

eventyrlystne gemyt fik Harry Søiberg tilfredsstillet ved at deltage i

arbejderbevægelsens arbejde og i politik, hvor han markerede sig som socialist. Han var

en blændende taler, år senere var han hovedtaler ved et af de årlige Himmelbjergmøder.

Men al den fagforeningssnak bekom ikke hans chef vel, Harry Søiberg blev fyret, og

ingen andre mestre ville ansætte en sådan rebel. Herefter tog han til København, hvor

han et års tid arbejdede i bogbinderfaget.

Så blev han statist ved teatret, her fik han uddybet sit kendskab til den litterære verden.

Igennem årene havde han på privat plan puslet med digte og fortællinger, men nu

trængte digterverdenen sig for alvor på, skriveriet havde fænget. Men for at kunne gøre

sig i denne verden, var det nødvendigt at læse videre. Det gjorde han, men det blev

nogle drøje år, for i forfatterverdenen starter man kun sjældent med indtægter. Men

Harry Søiberg havde det held, at hans pensionatsværtinde i København Karen Svendsen

fattede interesse for den unge mand, hun blev hans velgører. Hun støttede ham i at læse

til artium, som studentereksamen dengang og frem til 1850 hed. Men - Harry dumpede.

Harry Søiberg debuterede som forfatter 1904 med skuespillet: “Syg slægt,” men -

kritikerne hånede ham. Den næste bog var en knaldroman: “Under kampen,” den blev

modtaget en anelse bedre. Bøgerne solgte han ved kolportage, hvad der dengang var

ganske almindeligt for forfattere. Men 1906 fik han sit gennembrud med

novellesamlingen: “Øde egne,” fire historier der skildrer vestjyske bønder og fiskere,

bogen blev godt modtaget.

Den 19. marts 1909 blev Harry Søiberg gift i København med Inger Marie Jensen Ipsen

(18/7 1886 København-30/8 1932 København). Ægteskabet holdt ikke og 23. okt. 1913

blev han gift anden gang i Frogner med Helene Jenny Frederikke Storm (1882-1977 i

Skagen).

Harry Søiberg sad i årene 1939-46 i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening. Han blev

støttet af talrige legater, for dem rejste han i Norge, Tyskland, Italien og Orienten. Med

sit vildmandsblod i årerne bosatte han sig snart i Norge, snart på Sjælland og snart i

Jylland. Længst tid boede han i Skagen.


SIDE 103

Af hans romaner kan nævnes: “Folket ved havet” fra 1908, “Af Jordens slægt” fra

1910, “Mens vinden hvisker i marehalmen,” fra 1925 og fra 1932 “Fra hjertets

krinkelkroge.” Trilogien: “De levendes land” indbragte ham litteraturprisen i 1932 og

betragtes som hans hovedværk. Trilogien beskriver konflikten mellem kærligheden og

den strenge missionske tro: “Foran livets port” fra 1916, “Lyset” fra 1918 og “De

levendes land” fra 1920. Endnu en trilogi: “Søkongen” fortæller om en vestjysk fisker.

De tre bøger hedder: “Søkongen” fra 1926, “Søkongens datter” fra 1928 og

“Søkongens sidste rejse” fra 1930.

Sluttelig kom endnu trilogi, denne gang med selvbiografiske træk fra Ringkjøbing og

Aarhus: “En kvindes kamp” I-II fra 1938, “En børneflok vokser op” fra 1949 og “På

vej mod tiden” fra 1952. Derudover skrev Harry Søiberg adskillige artikler om fiskeriet

og om de grønlandske forhold. Han var en af vore bedste folkelige fortællere, og en af

de mest læste forfattere i begyndelsen af 1900-tallet.

I Ringkjøbing er han hædret ved at få opkaldt en gade, Søibergsvej, efter sig. Harry

Søiberg døde 2. jan. 1954 i København og ligger begravet på Højen Kirkegård i

Gammel Skagen.

1881 De Danske Spritfabrikker oprettes med C.F. Tietgen som ophavsmand ved en

sanering af den danske spiritusfabrikation.

Eau de vie eller aqua vitae betyder livets vand oversat til akvavit. En gammel opfindelse

som allerede de gamle egyptere brugte til fremstilling af parfume. Alkymisten Arnaud

Villeneauve betegnede den spiritus, han i 1300-tallet fik i glasset, som eua de vie. I

1400-tallet destillerede munkene, men brændevinen blev også brugt til at blande i krudt

og til at væde kanonlunterne med, det satte fut i affyringen. I 1500-tallet reklamerede

apotekerne for brændevin tilsat urter: “Hjælp mod alle Krankendommer et Menneske

kan have indvortes.”

Herhjemme blev snapsen først fremstillet af vin. Men i 1500-tallet begyndte man at

bruge korn og i 1800-tallet kartofler. I mange år brugte man hvede om sommeren og

kartofler om vinteren. Der gik 1 kg hvede eller 2 kg kartofler til én flaske snaps. Man

sagde, én kartoffel giver én snaps. I dag bruges kun korn i brændevinsproduktionen, der

hver dag er på 20.000 liter. Hovedparten heraf eksporteres til 140 lande.

Den hjemmebrændte snaps var uklar og smagte fælt på grund af fuselolien, der er en

giftig blanding af alkoholer bl.a. propylalkohol, derfor døvede man smagen med

kommen. Hjemmebrænding blev forbudt i 1689, men det fortsætter i stor stil illegalt. I

årene efter De Slesvigske Krige fra 1864 og frem til 1920 var det meget vanskeligt for

værtshuse i Sønderjylland, at få spiritusbevilling. Derfor opfandt sønderjyderne som en

art erstatning “det sønderjyske kaffebord.” Det skulle bestå af mindst syv og helst tyve

slags kager. Her et eksempel: Bundlæggere i form af boller, brødtærte og kringle,

efterfulgt af pladekage og to slags sandkager, mindst to slags lagkager den ene med

flødeskum, riskager, cremesnitter og sluttelig mindst seks slags småkager.

I 1843 grundlagde polakken Isidor Henius Aalborg Privilegerede Sirups- og Spritfabrik

i Jomfru Ane Gade. I 1860 fandt Isidor Henius, en ny metode til fremstilling af fuselfri

snaps. Han sendte Aalborg Taffel Akvavit på markedet, og “Rød Aalborg” var født. I

1923 havde Aalborg opkøbt alle tilbageværende brænderier i Danmark og fik

koncession på spritfremstilling frem til 1972, hvor vi kom i EU.

Allerede i 1621 indførte Danmark afgift på snaps, den var dog særdeles beskeden. Men

afgørende betydning for snapsen fik Første Verdenskrig. Da blev der indført en markant

ekstra afgift, fordi hæren havde brug for korn til føde frem for, at kornet blev brugt til

snaps. Den 27. marts 1917 kostede en hel flaske snaps 99 øre., 28. marts 1917 steg den


SIDE 104

til 5 kr. og få måneder efter til 12,40 kr. Resultatet blev, at forbruget faldt til en

tiendedel fra 15 flasker pr. indbygger om året til 2, et tal der ikke har ændret sig meget

siden. Med til historien hører, at man i årevis havde sloges om forhøjelser på 5 eller 10

øre pr. flaske.

Navnet De Danske Spritfabrikker er senere ændret til Danisco Distillers. De fremstiller

sprit, akvavit, gær, kartoffel- og løgprodukter på fabrikker i København, Aalborg,

Grenå, Roskilde, Varpelev ved Køge samt en del i udlandet. Desuden ejer Danisco flere

forsøgsgårde.

Der findes i dag (1999) 17 typer snaps. Aalborg Taffel Akvavit fra 1846, Harald Jensen,

Brøndums, Aalborg Export (madeira/sherry), Fuselfri, Brøndums Kummenaquavit fra

1819, Aalborg Stjerne, Porse, Akeleje (fennikel), Jubilæums, Havstryger (dild), Aalborg

Extra, Aalborg Juleakvavit 47%, Krone, Gylden mild Høker, Klar mild Høker og Blå

Aalborg. Senere er dog Fuselfri og Akeleje udgået, men Dild kommet til.

Danisco har i marts 1999 budt 9,5 mia. kr. for finske Cultor, en handel der dog skal

godkendes af aktionærerne. Bliver det en realitet, vil firmaet beherske al sukkerhandel i

Norden, være den største udbyder i verden af tilsætningsstoffer og den tredje største i

Europa med emballage. Til gengæld vil der blive solgt ud af arvesølvet først og

fremmest Spritfabrikkerne med den danske snaps, men også Bähncke og Skelskør.

Sverige er her den seriøse interesserede, og 19. dec. 1999 overtager det svenske

statsforetagende Vin og Sprit AB det danske arvesølv.

1899-1965 Aksel Sandemose hed oprindelig Axel Nielsen. Dansk-norsk forfatter født 19. marts

1899 på Færkenstræde 12 i Nykøbing Mors. Moren Amalie Jakobsdatter Sandermosen

var fra Norge, og faren Jørgen Nielsen var smed og afholdsmand.

Ni søskende kom der med passende mellemrum i smedefamilien. Man forsøger p.t. at

skaffe penge til istandsættelse af Sandemoses barndomshjem, der i så fald skal bruges til

ophold for bl.a. sandemoseforskere.

Sandemoses kærlighedsløse barndom dukker ofte op i hans litteratur. Han skriver, at

hans far en eneste gang lagde hånden på hans hoved, og at hans mor aldrig har kysset

ham. Aksel var med sit fantasifulde og sårbare sind anderledes, derfor blev han mobbet i

skolen. Foråret 1914 blev han sat i lære som gartner. Han var på en gang både genial og

gal, gik for at være en slagsbroder og drukkenbolt. Han flygtede i 1916 fra hjemstavnen

for at sejle tværs over Atlanten til den canadiske

provins Newfoundland. I 1919 rejste Sandemose til København for at tage

studentereksamen, faren og en ældre bror kautionerede for et lån i Nykøbing Bank, men

hvad de ikke vidste, var at Sandemose kun sjældent kom til undervisningen, han fik

aldrig sin eksamen, men da han igen kom til Nykøbing, havde han studenterhuen på, -

de kan jo købes. April 1921 tog han efternavnet Sandemose.

Sandemose blev gift med Dagmar Ditlevsen, de havde kendt hinanden fra 1915.

Parret fik tre børn, heraf var to piger tvillinger. Meget forskelligt har Sandemose prøvet

dansk “lærereksamen” fra Staby Vinterlærerseminarium, arbejdsmand ved anlæggelse

af Morsøbanen, tørvegraver i Vamdrup, hvortil familien flyttede i 1923, og levede her

stort set af kartofler. Så flyttede de til Hareskoven, herfra flyttede de til Bispebjerg i ly

af nattens mørke, fordi de skyldte alle handlende i Hareskov penge. En overgang var

han kustode på Ny Carlsberg Glyptotek med uniform og trekantet hat. Så sendte

Sandemose nogle noveller til Johannes V. Jensen, der åbenbart så et talent og hjalp

Sandemose med at rette stilen til. Hvert år besøgte Johannes V. Jensen familien

Sandemose på Store Bededag. Fra 11. maj 1930 bosatte familien sig i Norge, hvorfra

hans mor stammede, herefter skrev Sandemose på norsk. Årsagen til, at han flyttede til


SIDE 105

Norge, skal måske findes i, at han havde solgt romanen: ”En sømand går i land” til

både Gyldendals - og Hasselbalchs Forlag, og derfor forsøgte at forsvinde. I romanen

optræder for første gang figuren Espen Arnakke, digterens ego Den første lejlighed de

havde på Blylaget i Oslo, flyttede de fra uden at betale. Sandemoses økonomi har altid

været håbløs, men han havde lært sig en god teknik nemlig at låne penge, men betalte

dem meget nødigt tilbage.

Dagmar Ditlevsen var en tålmodig sjæl, for Sandemose indledte i 1931 et forhold til den

fraskilte Karen Lang, der også var sandemoses ven Sigurd Hoels elskerinde. Dagmars

tålmod slap op i 1937, da stillede hun Sandemose et ultimatum. Sandemose var ikke en

modig mand, så han rejste til London og senere til Newfoundland. I 1938 fødte Karen

ham en søn, Stephan. Ved krigens udbrud i 1940 erklæredes Sandemose uønsket i

Norge. Han så nærmest sin udvisning som en løsning på sit umulige familieforhold og

flyttede til Sverige. Økonomien var fortsat i uføre. I en periode flakkede han rundt i

Sydnorge stak af fra pensionater og hoteller uden at betale regningen. Også forfatteren

Tom Kristensen var blandt Sandemoses venner.

Sandemose debuterede i 1923 med: ”Fortællinger fra Labrador.” Hans hovedværk og

egentlige gennembrud er: ”En flygtning krydser sit spor.” Bogen der fødte

”Janteloven,” skrev han i 1933, den udkom først på dansk i 1938. Det er en

selvbiografisk skildring af hans fødeby i 1910, byen kalder han Jante. Som Espen

Arnakke ser han byen som et åndeligt torturkammer, hvor alle kæmper for at holde

hinanden nede. Uretfærdigheden der avler aggressivitet, vidnet der udråbes som

synderen, mennesket der trænger til forbedringer. Bogen afslører samtidig Espens

mange fobier.

Jantelovens ti bud, som alle egentlig siger det samme: ”Du skal ikke bilde dig ind, at du

er noget,” en lov alle bruger, og alle er offer for samme. Og skulle en enkelt alligevel

hæve sig over de ti bud, har Sandemose garderet med en ekstra straffelov: ”Du tror

måske ikke, at vi ved noget om dig?” Bogen blev opfattet som en provokation mod hans

fødeby. Først 5. marts 1965 skete Sandemoses forløsning, på Centralhotellet i Nykøbing

Mors: ”Han var rystende nervøs. Der var dødstille. Sandemose gik langsomt et skridt af

gangen. Det var tydeligt, at han var bange. Så var der endelig et behjertet menneske,

som begyndte at klappe, og alle 600 i salen fulgte efter. Man kunne ligefrem se lettelsen

på Sandemoses ryg.” Fem måneder senere døde Sandemose på Rigshospitalet i

København. Ifølge brev fra digteren Knud Sørensen var han formand for det udvalg, der

arrangerede det omtalte møde, og ham der så: "lettelsen på Sandemoses ryg." Derfor

skrev han verset:

Aksel Sandemoses ryg i Jante 5. marts 1965

Den aften stod han længe

foran døren, den aften

stod han længe foran døren i Jante,

ind til Jante eller ud af Jante, den aften

stod han længe foran en dør i Jante,

og de papirer

han havde i hånden sitrede, den aften

var hans ryg mere hans ansigt

end hans ansigt var, og den aften

efter timers eller minutters eller måske

var det kun sekunders tøven gik han

ind ad den dør, og 600 ansigter


SIDE 106

blev vendt imod ham den aften,

og man kunne høre døren blive lukket igen

og ellers ingenting, og han gik

stift gennem 600 stilheder

10 skridt, 11 skridt, 12 skridt, og så

begyndte 600 mennesker at klappe den aften,

og hans ryg blev en anden ryg,

og man kunne se på den,

at den var en gammel ryg,

at den var en gammel mands

pludselig ganske almindelige og trætte ryg,

og det var ikke mere ham,

der gik hen ad gangen den aften,

og det var ikke mere Jante den aften,

og folk klappede og klappede, og afstanden

blev større og større for hvert skridt han kom nærmere.

Sandemoses bøger handler alle om mænd, der må slå sig igennem i kamp mod

rædselsfulde skurke. Af andre kendte værker har han skrevet: ”Klabavtermanden” fra

1927, hans andet hovedværk: “Det svundne er en drøm,” en psykologisk thriller om en

flygtning og et dobbeltmenneske skrevet 1944 i Sverige, "Alice Atkinson og hendes

elskere" (1949), ”Varulven” (1958), ”Nybyggerne i Alberta” og hans selvbiografiske

romaner: ”Rejsen til Kjørkelvik” (1954) og ”Murene omkring Jeriko” fra 1960 og

"Felicias bryllup" (1961).

Om Nykøbing siger Sandemose med Espens ord: ”Undres på, om mange har elsket sin

by og sin slægt så højt, som jeg har gjort det. Men de lo ad mig, og mit dybe had blev

den negative målestok for, hvor stor min kærlighed har været.”

I 1942 forlod Karen ham. I 1963 blev Sandemose igen gift. Sandemose led af

mindreværdskomplekser, måske netop derfor var han mytoman, dvs. han havde en

sygelig trang til at fortælle opdigtede historier og til at sprede rygter. Han havde en stor

brevveksling bl.a. med forfatteren Knuth Becker.

I efteråret 1999 var der premiere på filmen: “Flugten fra Jante” eller “Misery

Harbour” en biografi over Aksel Sandemose, der delvis er indspillet i Nykøbing Mors.

Filmen har kostet 38 mio. kr. at producere. Forfatteren Espen Arnakke flygter med båd

fra “Jante” til Newfoundland og bliver skovhugger i Canada. Filmen har fået en meget

beskeden anmeldelse.

Jante er desuden en betegnelse for småpenge, var oprindelig blyknapper som børnene

spillede med i mangel af bedre. En anden forklaring af ordet er ”jantegoejaus,” som

skulle betyde i forgårds aften. Aksel Sandemose døde 6. aug. 1965 i København.

Janteloven:

1. Du skal ikke tro, at du er noget

2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os

3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os

4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os4

5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os

6. Du skal ikke tro, at du er mere end os

7. Du skal ikke tro, at du dur til noget

8. Du skal ikke le ad os

9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig


SIDE 107

10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget

1978 Sallingsundbroen mellem Salling og Mors på vejen mellem Skive og Nykøbing Mors,

ved det gamle Pinen-Plagen færgested, blev indviet 30. maj 1978 af Dronning

Margrethe. Den 1734 m lange højbro har 30 m frihøjde. Til indvielsen serveredes tre

håndmadder på en støbejernstallerken fra Morsø Jernstøberi, Nykøbing med inskription

- Morsø 1978 og et billede af broen. Tallerkenen måtte man tage med hjem efter brug.

Umiddelbart efter indvielsen blev broen afspærret pga. en telefonbombe. Frem til 1873

havde en rofærge klaret overfarten. En af rofærgens passagerer var Steen Steensen

Blicher, han følte ventetiden irriterende lang. Det var ham, der af den grund opfandt

færgestedernes navne Pinen og Plagen. I 1873 blev rofærgen afløst af en dampfærge,

der 1924 afløstes af en motorfærge.

Broen pryder en 50-kroneseddel, som udkom 11. aug. 2009.


SIDE 108

Tidligere udgivelser: 1980 Andorra

1987 Arnold - novelle

1990 Thailand på godt og ondt

1991 Sydamerika Chile - Brasilien

1992 "Jambo" Kenya - du forunderlige land

1993 Barnløshed - adoption

1994 En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret"

1994 Mine Tidsbilleder. Kronologiske leksika. Ajourføres løbende

1994 Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå. Ajourføres løbende

1994 Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig? (Revideret 2007-2013)

1995 De Slesvigske Krige

1995 Østeuropa i forandring

1995 Colombia - smuk og mangfoldig

1996 Hærvejens historie - i cykelhøjde

1996 Øretæver i tilværelsen

1996 Æseløre - litteraturanmeldelser. Ajourføres løbende

1997 En dag i 1997

1997 Budapest & Ungarn - i efterårsdragt

1997 Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde

1997 Ego - det bevidste jeg

1997 En lille stump af det mægtige Kina

1998 Storebælt - i cykelhøjde

1999 Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen

1999 Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde

1999 Et eventyr om julenissens morgensvømmetur

2000 Madeira - en blomstrende ø

2000 Rom - Den evige Stad

2001 En lille stump af Himalaya - verdens tag

2001 Samos - en ferieø for alle

2001 Samsø - i cykelhøjde

2002 Limfjorden Ø - i cykelhøjde

2002 Vest Stadil Fjord – i cykelhøjde

2002 Wien - musikkens by

2002 Mozart - hvordan var han egentlig?

2002 Egypten – Nilens gave

2003 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? (Revideret 2010)

2003 Vietnam – Østens smukke, venlige land i forandring

2003 Limfjorden V - i cykelhøjde

2003 Ragna Tang - en legende

2004 Grænselandet – i cykelhøjde

2005 H.C. Andersen - hvordan var han egentlig?

2005 Mexicos - Store Riger

2005 Sjælland N – i cykelhøjde

2005 Paris – byernes by

2006 IKA MARKED - gennem 27 år

2006 Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det?


SIDE 109

2006 Hven – i cykelhøjde

2006 Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde

2006 Bulgarien – et smukt og alsidigt land

2006 Sydafrika – en regnbuenation

2007 Kaj Munk - hvordan var han egentlig? (Revideret 2012)

2007 Vendsyssel - i cykelhøjde

2007 N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig?

2007 Cornwall – den sydvestlige del af England

2008 Læsø ”Kattegats Perle” – i cykelhøjde

2008 Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380

2009 Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682

2009 Chile – det lange land i ly af Andesbjergene Peru – inkaernes land

2009 Lissabon – en smuk og alsidig by

2010 Bornholm – i cykelhøjde

2010 Canada - på tværs. Fra Newfoundland til Vancouver

2010 Julemærkets historie

2011 Hvidsten - gruppen

2011 Mariager Fjord og omegn - i cykelhøjde

2011 Tyrkiet - med fødderne i to kontinenter

2011 En lille julemus på spil

2012 Fregatten Jylland

2012 Kreta - Grækenlands største ø

2012 Ringkjøbing Fjord og omegn - i cykelhøjde

2013 Ringkjøbing By - i gåhøjde

2013 Ecuador og Galapagos - riget på ækvator

Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.1.

6950 Ringkjøbing

Tf: 97 32 15 32 - 23 31 12 43

Mail: [email protected]

Hjemmeside: www.h-f-lauritsen.dk

mailto:[email protected]

Documents

Hanne og Fredes hjemmeside - Steen Steensen Blicherh-f-lauritsen.dk/Biografier/006-Steen-Steensen-Blicher.pdfSteen Steensen Blicher – hvordan var han egentlig? SIDE 6 S teen har