Hjemløs 4/ 2010

Hjemløs nr. 4 2010 1

September • 4/2010Hjemløs

Byen og de socialt udsatte

I Frederiks fodspor 3

En by med plads til alle? 6

Kunst med mening 14

2 Hjemløs nr. 4 2010

Den rummelige byIgennem de seneste ti år har København – som så mange andre europæiske storbyer – været præget af en udvikling, hvor stadig flere kvarterer renoveres og moderniseres. De tidligere så ramponerede brokvarterer – med Vesterbro som det mest lysende eksempel – har udviklet sig til mondæne bolig-områder. Med dette følger massive huslejestigninger, sammenlægninger af lejligheder og den billige lejelejligheds død. Brokvartererne har ændret karakter, og det samme har store dele af det klientel, der i dag bor og færdes der. Den tilrøgede bodega findes stadig, men er i dag en truet ’art’, der er blevet overhalet af økologiske kaffebarer fyldt med caffe latte-drikkende gæster. Vi skal ikke hen-falde til at romantisere hensvundne tider, men en følge af denne udvikling er, at de socialt udsatte ekskluderes til det, som Preben Brandt inde i bladet kalder ’reservater’ for udstødte.

En anden konkret følge af udviklingen er, at det kan være vanskeligt med en kontanthjælp på lommen at finde en bolig i København. Man kan med rette spørge, som forstander for Mændenes Hjem Robert Olsen gør i sit indlæg: ”Hvordan genopfinder vi i København den lille, billige lejlig-hed? Hvordan får vi plads til skæve boliger til skæve eksistenser?” Med den skitserede byudvikling in mente kan det umiddelbart være lidt vanskeligt at svare på.

En lille solstråle på den social- og bolig-politiske dagsorden er dog den københavn-ske hjemløsestrategi, der blev vedtaget i 2009. Den har som erklæret målsætning at reducere antallet af gadehjemløse i perioden 2010-12. Strategien betyder bl.a., at der sættes ind i forhold til psykiatrisk behand-ling, at der laves flere afskærmede pladser til kvinder på herberger, og vigtigt i denne sammenhæng, at der fokuseres på at bygge boliger, der er egnede til hjemløse. En stor del af hjemløsestrategien i København handler om at skabe flere bo-liger for hjemløse i allerede eksisterende boligbyggeri rundt omkring i byen. Så hvis ambitionerne står mål med virkeligheden, vil der i løbet af de næste år være flere boliger for ’skæve eksistenser’.

Kombinerer vi dette med visionære arkitekters, byplanlæggeres og kunstneres ideer om at skabe en rummelig by med plads til alle, så kan vi måske få skabt en byudvikling, der ikke kun tager højde for de ressourcestærke mange, men i lige så høj grad formår at rumme de socialt udsatte få.

Hjemløs20. årg. nr. 4, 2010

Missionen blandt Hjemløse

SekretariatetGl. Køge Landevej 1372500 ValbyTlf. 3616 [email protected]

Redaktion:Gitte Frydensbjerg (ansvar)Karen Pedersen (DJ)

Forsidefoto:Holger Henriksen

Layout og tryk: KLS Grafisk Hus A/S trykt CO2-neutralt

Oplag: 3.800ISSN: 1903-2803

Hjemløs udkommer 4 gange om året.

Abonnement er gratis – kontakt sekretariatet.For adresseændring kontakt venligst det lokale postkontor.

Af Nikolaj Olsen

Forstander, Kollegiet

Gl. Køge Landevej

Missionen blandt Hjemløse laver socialt hjælpearbejde blandt hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker.

Hvordan genopfinder vi i København den lille, billige lejlighed? Hvordan får vi plads til skæve boliger til skæve eksistenser?


Af Karen Pedersen • Foto Holger Henriksen

- Er der samling på gruppen? Frederik Olsen vipper i sejlerskoene og tager bestik

af dagens gæster, der er samlet ved Hovedbanegårdens bagside. Poverty Walks står der på det orange badge på hans cowboyskjorte. 47-årige Frederik er tidligere hjemløs og byguide. I de næste par timer skal han vise de omkring 20, der har meldt sig til dagens byvandring, rundt på Vesterbro – som han kender det.

Første stop er enden af Halmtorvet, hvor stofbrugerne har lagt en mindesten for de døde. Frederik fortæller om her-berget på den anden side af gaden. Om hjemløsestrategien, der siger, at ingen må leve på gaden. Om området:

- To tredjedele af hovedstadens hoteller er samlet her, forklarer han og tegner en lille firkant med hænderne. - Turisthotellet derovre har de billigste overnatninger – 350 kr. for en nat. Sidst på måneden, når der er gået penge ind (kontanthjælp, red.), kan man leje et værelse for et par dage. Det er stor luksus – ellers har man ingen privatliv,

I Frederiks fodsporIndtil for nylig levede grønlandske Frederik Olsenpå gaden i København. I dag viser han sit Vesterbro frem for turister og københavnere, der gerne vil se andet og mere af byen end kronjuvelerne og Kastellet.


når man lever på gaden. Man sover fx på natvarmestuer på madrasser på gulvet, og folk snorker.

Turen går videre ad Istedgade med pornobutikkerne, forbi Maria Kirkeplads og Mariatjenesten, der drives af Kirkens Korshær.

- Stedet drives af frivillige ildsjæle. Hvis man samler to flasker, har man til en kop kaffe her. Man kan også hente brugt tøj – og få en samtale. Kirkens Korshær har det princip, at der er plads til alle, på de kommunale steder skal man vise sygesikringsbevis, fortæller Frederik og tager fat på en anden problematik:

- Efter udvidelsen mod Østeuropa er der kommet man-ge fra øst i værestedet. Der er nogle plattenslagere imellem, og der opstår flere konflikter. Vi håber, deres hjemlande får styr på dem.

Kryb hjem i jeres villaer!- Er der samling på gruppen?

Vi er nået til Lille Istedgade, hvor Mændenes Hjem fylder godt i bybilledet. En flok hænger ud ved indgangen på hjørnet. Frederik trækker et stykke op ad gaden for ikke at forstyrre dem.

- Mændenes Hjem er Skandinaviens største herberg, her er åbent hele døgnet, fortæller han og bliver afbrudt. En tydeligt påvirket fyr kommer til og blander sig:

- Er I på sightseeing? Så håber jeg, I får de rigtige histo-rier. Jeg kan fortælle jer om psykisk syge, der skærer sig i halsen, og om et liv, der leves i smerte. Så gå bort med jeres glæde i livet – kryb hjem i jeres villaer, lyder salutten.

- Ja, Mændenes Hjem er et hårdt sted med mange stofmisbrugere, og mange ’ almindelige hjemløse’ undgår at

komme her, fordi der er meget ballade, fortæller Frederik, som selv bor i bofællesskab i Rigensgade. Det har han gjort siden april, men før det levede han tre år på gaden og sov rundt omkring på herberger eller på Hovedbanen.

Grønlænderne holder sammen- Er der samling på gruppen?

Tilbage på Halmtorvet med alle cafeerne fortæller Frede-rik mere om byfornyelsen:

- For 10 år siden var der ingen, der gad at bo her pga. prostitution, nu er det et af byens mest mondæne steder. Her på torvet er det kaffen, der er i centrum – ikke øllerne.

Øller har der været nogle stykker af i Frederiks liv. Han har sejlet i mange år, men mistede sit job og begyndte at drikke. Eller måske var det omvendt. På et tidspunkt hav-

nede han på gaden i København.Frederik er en af de ca. 5000 grønlændere i København,

500-1000 af dem har et misbrugsproblem. Og som Frede-rik siger, så er det som regel dem, vi hører om.

- De 18.000 andre grønlændere, der bor i Danmark, lever et helt almindeligt liv og passer deres arbejde.

På gaden passer man på hinanden:- Vi grønlændere har stort sammenhold, men hvis én

begynder at tage hårde stoffer, så bliver han udstødt af gruppen.

Frederik fortæller, og folk lytter interesseret. - Det er godt at komme lidt ned under overfladen. Det

her er noget, vi ikke kender til i vores ordnede tilværelse. Jeg ser mig selv som meget gennemsnitlig, men her er man jo nærmest overklasse – med fast bopæl og arbejde – fjernt

Måske kan vi få lidt mere venlighed ved at udrydde uvidenhed. Her i finanskrisen er der længere mellem smilene.

Frederik Olsen, guide i projekt Poverty Walks


fra det liv, som Frederik repræsenterer. Det giver stof til eftertanke, siger Arne Sørensen fra Ishøj. Det er hans nabo, der har taget initiativ til turen i dag.

Også for Jette Brenholdt åbenbarer der sig en ny ver-den i Frederiks fodspor. - Det er ikke noget, jeg normalt ville interessere mig for, men jeg synes, det er spændende. Og jo mere jeg hører, jo mere spændende bliver det. Vi finder ud af, hvor godt vi har det.

Til søs igen- Er der samling på gruppen?

I Skelbækgade bag en lang mur med graffiti, ligger det grønlandske kunstværksted og værested Qiperoq.

- Herinde er der konsekvenspædagogik, griner Fre-derik og tager i døren. - Det er forbudt med alkohol og hash.

Deltagerne myldrer rundt på anden sal i det kreative værksted, hvor folk maler, syr og sliber sten. Nogle bliver hængende lidt, mens guiden falder i snak nede i gården.

- Hvad drømmer du om i dit liv? spørger en kvinde. Frederik er ikke i tvivl.

- Jeg var langturssejler og sejlede i Afrika. Jeg skal ud at sejle igen, men søfarten er i krise. Nu er jeg så her. Og det her projekt (som guide, red.) er godt for ens selvtil-lid. Man skal op om morgenen, man har forpligtelser, og man holder sig fra flasken! siger Frederik, inden sejler-skoene sætter kurs mod dagens sidste stop: værestedet Naapiffik i Arkonagade.

Langt mellem smilene- Er der samling på gruppen? Naapiffik betyder møde-sted på grønlandsk. Det er også rådgivningssted, man kan komme i aktivering få sprogundervisning og købe varm mad til 15 kr. Og hvis man ikke har penge, kan man arbejde og tjene til en spisebillet, forklarer Frederik, inden han viser rundt i kælderlokalet og demonstrerer grønlandsk trommedans.

Det var her i Naapiffik, at Frederik blev shanghajet til at være guide af Projekt Udenfor.

- Vi er fem tidligere hjemløse guider, som har fået uddannelse. Projektet har kørt i Tyskland, England og Hol-land, og skal måske også til andre byen i Danmark. Uddan-nelsen er god, og hvis jeg kommer ud at sejle igen, kan jeg være guide i fritiden.

Ude på fortovet igen er det tid til at runde af.- Tak for opmærksomheden, siger Frederik og får

klapslaver, drikkepenge og ”du var go’!” den anden vej.Gruppen i dag var også meget god, synes han. - De var meget interesserede. Der er meget uvidenhed

om hjemløse og udsatte. Man bliver ikke hjemløs, fordi man kan lide det, men fordi man havner i det. Måske kan vi få lidt mere venlighed ved at udrydde uvidenhed. Her i finanskrisen er der længere mellem smilene – jeg håber på flere venlige smil fremover.

Poverty WalksPoverty Walks er et initiativ under Projekt Udenfor, der arbejder på gaden blandt hjemløse, underviser og forsker i hjemløshed.

Poverty Walks vil lancere København som en mangfoldig hovedstad. Ideen er at uddanne hjemløse som byguider for at inddrage socialt udsatte i byrum-met. På byvandringerne mødes forskellige mennesker og får indblik i hinandens forskellige livsvilkår.

Fem tidligere hjemløse arbejder p.t. som guider. De har fået undervisning af en professionel byvandrer og har selv været med til at forme ruterne. Der er byvan-dringer på Vesterbro, Nørrebro, i København nord-vest, på Christianshavn og på Sundholm på Amager.

Læs mere og book på www.udenfor.dk

En by med plads til de skæve For nogle er byrummet også deres hjem. De lever, spiser og sover her. Deler dagligstue og soveværelse med resten af byens borgere. Og det giver indimellem problemer. Kan man skabe en mere mangfoldig by med plads til ’de skæve’? Ja, siger både socialarbejderen, antropologen og arkitekten. Men det er ikke let.



Af Karen Pedersen • Foto Daniel Greniman

Halmtorvet på Vesterbro i København. Folk hygger sig på udendørscafeerne med fadøl og kaffe. Dejligt ser det ud, men der er også en bagside af sommerpostkortet. Kon-trasterne i bydelen er blevet tydeligere i de senere år efter byfornyelsen. Gamle lejligheder er renoveret, og nye, mere velstillede borgere er flyttet ind og har ’fortrængt’ stof-brugerne og de prostituerede, der plejede at holde til her. ”Metropolborgerne har vundet bykampen”, som Preben Brandt siger det.

Brandt er speciallæge i psykiatri, bestyrelsesformand i Projekt Udenfor, der arbejder med hjemløse, og forfatter til bogen Byen og social ulighed, der kom sidste år. Her langer han ud efter middelklassens metropolister, der ikke levner plads til de skæve, de udstødte, de anderledes.

- Metropolisme er den behagelige livsstil, vi kan lide. Pænheden, effektiviteten, det funktionelle, det rigtige tøj ... At have travlt er den del af det. Medmindre man altså sid-der på en cafe med en caffe latte eller en skummende leffe blanche (belgisk øl, red.).

- Jo mere metropolisme, jo mere i øjnefaldende bli-ver dem, der ikke er som de fleste af os andre. De bliver henvist til særlige områder. På Vesterbro kan vi se, hvordan metropolismen æder sig ind, og de folk, der var her før, er skubbet ud i reservaterne. Vi ser det over hele byen. Et sted, hvor processen virkelig er gennemført, er i Nyhavn, hvor der før i tiden holdt mange outsidere til.

Forskellighed fremmer tolerancen’Reservater’ for de udstødte. Det er nok de færreste, der bryder sig om den tanke. Men er det overhovedet muligt at skabe en by med plads til alle. Et mangfoldigt byrum, hvor mødet med ’de anderledes’ bliver positivt?

Det har rådgivningsfirmaet Hausenberg og kunstne-ren Kenneth A. Balfelt sat sig for at undersøge i projektet Socialt udsatte i byens rum. Målet med projektet er bl.a. at udarbejde nogle guidelines, som man bruge i byplanlæg-ningen i større byer. Projektmagerne har set nærmere på seks byområder i København, Ålborg og Odense, hvor såkaldt almindelige borgere og socialt udsatte færdes side om side. Og hvad har de så fået øje på?

- Nogle erfaringer går igen de forskellige steder, fortæl-ler antropolog og projektleder Marie Stender fra Hausen-berg:

- Det tyder på, at meget byliv, mange forskellige men-nesker og funktioner fremmer tolerancen. Det er lettere at håndtere, at der er forskellige slags mennesker, hvis der er mange forskellige. De meget urbane rum med stort flow har lettest ved at absorbere socialt udsatte. På Enghave Plads på Vesterbro er der fx ikke ret mange konflikter. Tværtimod er de udsatte en værdsat del af bybilledet. Her

Dugnad og Plads til Alle

Dugnad på Halmtorvet på Vesterbro arbejder for bedre forhold for stofbrugerne. Café Dugnad funge-rer som kombineret værested, cafe og sundhedsrum. Pladsen foran cafeen har sin egen historie. Den var tænkt som et socialt eksperiment: Plads til Alle. Sidste år blev der sat åbne byporte af træ op for at invitere til fællesskab mellem brugerne i Dugnad og gæsterne på PH Cafeen i den anden ende af pladsen. Det fungerede ikke, og i dag står der i stedet et hegn tværs over pladsen.

Dugnad er et norsk begreb, som man bruger til at beskrive et fælles udført arbejde, der har betydning for fællesskabet.

Læs mere: www.dugnad.dk

De åbne byporte skulle invitere til fællesskab.

I dag adskiller et hegn stofbrugerne og gæsterne på PH Cafeen.


er der et stort flow, og pladsen er indrettet med graduering af zoner, så man selv kan bestemme, hvor meget man vil i kontakt med hinanden. Man kan gå forbi ude på vejen, man kan gå gennem pladsen, eller man blande sig direkte.

Private i det offentligeMarie Stender har også et bud på, hvornår der opstår kon-flikter. Nemlig når det hele bliver lidt for pænt:

- Når der er meget fokus på æstetik, når man fx låser baggårde af og lukker smøger. De socialt udsatte er kende-tegnet ved, at de bruger byen på mange måder. De tager det private med sig ud i byrummet – tisser, er syge eller fixer her – det, vi andre gør derhjemme. Og ofte er det det, der skaber problemer. Derfor bliver det også et pro-blem, hvis alt er pæne, æstetiske facader, der skal tåle at ses. For hvor skal man så gå hen?

- Byen skal kunne håndtere det, de sociale indsatser ikke kan. En hjemløs kan bedre sove op ad en muret facade end op ad en glasmur, hvor folk kigger ud på ham. Og han kan bedre opføre sig ’urbant’, hvis han har fået sin søvn.

Rum for de(t) skæve For Preben Brandt er rum-melighed et nøgleord. Og han fyrer op under os alle:

- Ikke kun stadsarkitekten og politikerne og dem, der laver byplaner, har et ansvar. Vi er alle sammen ansvarlige for, hvordan byen ser ud.

Skal der komme en mod-strøm til metropolismen, skal den altså komme fra os selv.

- Og der er nogle eksempler: Christiania og Thylejren, fx. Jeg tror, vi skal være mere bevidste om at skabe alternative levemiljøer. Haveforeningerne er efterhånden ved at blive indtaget af intellektuelle, jeg er bange for, at rummelighe-den forsvinder.

- Vi skal have nogle til at interessere sig for, hvordan byrummet er konstrueret, og vi skal have opbakning i befolkningen for at få forståelse for et byrum med skæve vinkler. Tag fx det store herberg i Hillerødgade. Man kunne rive det ned. Finde nogle grunde og bygge nogle mindre enheder med forskellige funktioner i stedet for: dagcenter, steder, hvor man kunne bo i hhv. kortere eller længere tid, siger Preben Brandt.

To gange Christiania mereDesignere og arkitekter skal bygge elementer ind i byen, som passer til de anderledes. Elementer som får en anden status. Ikke som noget, man gemmer væk, men snarere som noget, man viser frem, når der kommer turister, mener han.

- To gange Christiania mere i København ville være på sin plads. Christiania har mange problemer, men det er også et sted, folk kommer for at se. Der skal være den slags steder med mulighed for selvbyg, og hvor man kan leve alterna-tivt. Hvor der er rum for det anderledes og gerne plads til både ressourcestærke og svage.

- Men først og fremmest skal der være rummelighed over for den enkelte. Vi skal sikre ordentlige og værdige forhold også for dem, der lever et andet slags liv. Ofte nedvurderer vi dem. Jeg kan godt forstå, at cafeejerne på Kultorvet er kede af det, når bordene står tomme, fordi der sidder folk og drikker på bænken ved siden af. Men jeg tror, man kan komme langt med planlægning, hvis man spørger både dem, der drikker, og cafeejeren.

Plads til alle? Et helt konkret forsøg på at skabe et inkluderende byrum er projekt Plads til Alle ved Halmtorvet på Vesterbro. På pladsen mellem PH Caféen, Husets Teater og Dugnad – værested, cafe og sundhedsrum for stofbrugere – blev

der sidste år sat nogle store fleksible bymøb-ler eller åbne byporte i træ op. Portene kunne flyttes rundt efter behov og skulle være med til at dele pladsen op, så de forskellige brugere kunne være der på deres egne betingelser. Men sådan kom det ikke til at gå. Kort fortalt fyldte stofbrugerne for meget, PH Cafeens ejer følte sig

trængt, så i stedet for åbne porte er der i dag bygget et hegn på tværs af pladsen (se boks side 7).

Ærgerligt, synes Københavns nye stadsarkitekt Tina Saaby, som var med til at designe projektet med sit davæ-rende firma Witraz Arkitekter.

Tina Saaby tror på, at man kan skabe en by med plads til mangfoldighed, og at arkitekturen kan spille en vigtig rolle. Men det er ikke let, medgiver hun.

- Plads til Alle er et eksempel på det. Tidlige blev pladsen brugt som parkeringsplads. Vores ide var at omdanne den, så gæsterne på PH Cafeen kunne drikke en caffe latte og samtidig være bevidst om, at der også er andre slags mennesker, som stofbrugerne på Cafe Dug-nad. Man kunne se hinanden og blive opmærksom på, at man har samme behov for at sidde under en parasol og snakke. Tanken var også, at de unge fra gymnasiet på den anden side kunne skyde genvej over pladsen og se de forskellige mennesker og reflektere over det. Den reflek-sion er vigtig.

Byen skal kunne håndtere det, de sociale indsatser ikke kan, og det offentlige rum skal kunne rum-me alle borgere. En hjemløs kan bedre sove op ad en muret facade end op ad en glasmur, hvor folk kigger ud på ham.Marie Stender, antroplog, Hausenberg


- Det forsøgte vi at lægge op til ved at sætte en række porte op på pladsen. Nu står der så i stedet for et hegn midt på pladsen. Desværre. Social parkeringsplads eller fristed?Dugnad er et eksempel på, at mange socialt udsatte på ét sted ofte giver problemer. Betyder det så, at det er bedre at sprede de socialt udsatte i byen? Det har Hausenberg også set på i deres projekt om byen og de socialt udsatte. Og projektleder Marie Stender nævner også Dugnad:

- Ideen med Dugnad er jo at samle tilbuddene til socialt udsatte: mad, rådgivning, sundhedspersonale mv. Det gør det lettere at håndtere, men belaster også lokalmiljøet. Og set fra de udsattes synspunkt er det sværere at flytte sig et andet sted hen, hvis man har noget i klemme med nogen. Så der er fordele og ulemper.

Når vi stiller spørgsmål ved vores måde at være sammen på, støder den pragmatiske tilgang ofte sammen med den etiske, påpeger Marie Stender.

- Her fandt vi faktisk noget interessant i vores interview. Brugerne i Dugnad var på en måde mere på linje med ejeren af PH Cafeen. De synes ikke, det er fedt, at folk – og børn – ser på, at de fixer. Omvendt så følte nogle af gæsterne i PH Cafeen sig ubehageligt til mode over hegnet på pladsen, selvom de ikke selv satte sig ud på pladsen, da det ikke var der, fortæller Marie Stender og giver et andet eksempel, der ridser dilemmaet op:

- I Nørrebroparken er der et indhegnet drikkested, Sumpen. Øldrikkerne der har stort ejerskab til stedet, og de andre beboere har ikke problemer med, at de er der. Men på større sigt er der et dilemma: Er det en social parkeringsplads? Hvor meget skal vi blandes? Er det o.k. at have hver sine zoner?

Snak med dem, det handler omUanset hvad, så der det vigtigt at tale med dem, det hand-ler om. Det er socialarbejderen, antropologen og arkitekten enige om.

Tina Saaby: - Vi skal snakke med brugerne og stille spørgsmål. Helt banale spørgsmål: Hvordan er din daglig-dag? Hvorfor gør du det? Hvorfor sker der det? Anerken-delse er vigtig.

- Som arkitekt har jeg arbejdet meget med brugerind-dragelse. Da vi indrettede Dugnad, snakkede vi også med folk i området. Jeg bor selv på Vesterbro og cykler forbi Halmtorvet og græsplænen, hvor stofbrugerne holder til, hver dag. Pludselig sad jeg selv inde i det rum, på den græsplæne, og ’kiggede ud på mig selv’. Det var noget af en aha-oplevelse, at man kan være i det samme rum i byen på forskellige præmisser.

Læs også interviewet med stadsarkitekt Tina Saaby side 10.

Byen og de socialt udsatteI projektet Socialt udsatte i byens rum arbejder råd-givningsfirmaet Hausenberg og kunstner Kenneth A. Balfelt med at indsamle og udvikle ny viden om socialt udsatte og brug af byens rum.Projektet vil udarbejde strategier for, hvordan man kan skabe byrum, hvor socialt udsatte og andre kan færdes side om side. Projektet gennemføres for Socialministeriet fra marts til oktober 2010 og er finansieret af byforny-elsesmidler.

Læs mere: www.hausenberg.dk under Hvad laver vi? / Aktuelle projekter


?5 til Tina Saaby,

stadsarkitekt i København

DET SKal gørE En ForSKEl”Design Like You Give A Damn”, står der på Tina Saabys gule arbejdstaske. Frit oversat betyder det noget i retning af, at design sørme skal gøre en forskel. Og det skal det, mener Københavns nye stadsarkitekt. Hun synes, det er mindst lige så vigtigt, hvad arkitekturen gør ved folk, som hvordan den ser ud.

Af Karen Pedersen • Foto Holger Henriksen


Kan opfindsomhed og kreativ plan-lægning fremme fællesskaber og give plads til de skæve i byen?

- Ja, men det er ikke nemt. Det er Dugnad og Plads til Alle på Vesterbro et eksempel på. Ideen var at bringe folk sam-men, og at stofbrugerne skulle føle sig som alle andre. Men nu er der sat et hegn op på pladsen i stedet for (se artiklen side 6, red.).

- Byrummet skal give folk måder at mødes på. Jeg synes, det er interessant at arbejde med, hvordan man skaber bevæ-gelseslinjer og zoner i byen. Man kan sikre, at folk går forbi hinanden, fx ved at lade være med at sætte hegn op. I den almene boligsektor er der ofte hegn om bebyggelsen, hvilket adskiller frem for at samle.

- I Rotterdam var der på et tidspunkt et eksperiment i byen: Når folk gik over et bestemt område, blev deres silhuet lyst op på en stor hvid bygning, og de blev et kort øjeblik en del af det samme gadebillede. Der skete det, at folk begyndte at vinke til hinanden oppe på bygningen – er det ikke smukt? Den slags eksperimenterende initiativer vil jeg gerne se flere af i København. Det er lige så vigtigt, hvad arkitektu-ren gør ved os, som hvordan den ser ud.

Kan vi hente inspiration fra udlandet?

- Jeg er meget inspireret af England, hvor jeg har boet og arbejdet. Englænderne er fantastiske til at sætte sociale projekter i gang, hvor folk lever dør om dør, og det smitter af på byplanlægningen.

Tag fx Tate Modern (museum for moderne kunst, bygget i det tidligere Bankside kraftværk ved Themsen, red.), som ligger i et belastet område. Tænk, hvis vi havde placeret Operahuset i København i Sydhavnen. Hvorfor skal det pæne altid ligge i midtbyen?

- Lige nu er der et spændende projekt med et nyt biblio-tek og kulturhus på vej i Københavns nordvestkvarter. Det er modigt at lægge det der side om side med ungdomshuset, og det skaber en superflot kontrast i lige præcis det område. Det er en måde at skabe bevidsthed om hinanden på.

Synes du, at man skal sprede eller samle tilbuddene til de socialt udsatte?

- Man kan begge dele. Men det er vigtigt at handle, hvis det bliver for massivt. Vi ser det også i boligområderne: Hvis man har mange af den samme type boliger, skaber det tit problemer. Man begynder at være opmærksom på,

at der skal være små og store boliger, plads til forskellige typer af mennesker og samtidig plads til, at man skal kunne identificere sig.

- I mange almene boliger er der plads til folk, som ikke har mange penge, men der bor også nogle, der har en anden måde at leve på, og så kan man nemt komme til at føle sig udenfor. Jeg tror godt, vi kunne bruge fx flere skæve boliger til hjemløse. Hele kunsten er skalaen, altså at det er mindre områder, hvor de, der bor der, kan overskue stedet og deres naboer. At det ikke bliver for stort.

Hvilke byrum synes du fungerer godt i København?

- Der er flere: SEB Bank ved Kalvebod Brygge er bygget i plateauer. Skaterne bruger det som ramper. Jeg synes, det er fantastisk, når folk tager byen i brug på den måde.

- Den grønne cykelrute gennem byen er fin: Fra Nørrebroparken, hvor indvandrerne mødes og griller, forbi Mjølnerparken, hvor moderne kunstnere har udsmykket Kunstnerstien, til Frederiksberg, hvor der er mere stille. Man berøres af forskelligheden på ruten.

- Jeg synes også, Rådhuspladsen er skøn: Kunstneren Olafur Elisasson lader folk bygge med legoklodser, her er klimaudstilling og hjemløsefodbold. Alt det kan den rumme. Og så ligger den flot foran Rådhuset. Det er også en måde at binde folk og magten sammen – de ser hinan-den.

Hvad bliver din største udfordring som stadsarkitekt?

- Der er god energi i København, men byen må gerne blive endnu mere levende med mere mangfoldighed og flere eksperimenter. Min udfordring bliver at bidrage til at få liv i de store flotte planer for byen: Ørestaden, Carlsberg, Nordhavn og Sluseholmen.

- Det bliver en udfordring at skabe sammenhæng mel-lem de mange initiativer og projekter i byen og at skabe sammenhæng mellem de politiske visioner og de konkrete projekter.

- Når det gælder de socialt udsatte boligområder, er det en udfordring at få mikset det almene boligområde med det kommunale. Hegn eller ej, så er de almene boliger ofte afgrænsede. Så snart der skal være en sti, diskuterer man, hvem der skal bestemme, om den skal være der, og hvem der skal betale. Det er to verdener, der mødes.

Tina Saaby tiltrådte som stadsarkitekt den 1. september.


Af Robert Olsen,

forstander Mændenes Hjem

Illustration: Lars Andersen

Fattigdom i byen er ikke mere kun et nationalt problem, heller ikke blandt hjemløse og udsatte i hovedstaden. Fat-tige fra resten af Europa søger mod København, som er en rig by med mas-ser af glitter og lys.

Man kan næsten drage paralleller til, da Mænde-nes Hjem begyndte sin virksomhed på Vesterbro for 100 år. Dengang var målgruppen unge mænd, der var kommet til København fra provinsen – og havnet på gaden. De kom til storbyen med de samme drømme, som de fattige fra resten af Euro-pa kommer med i dag. Drømmen ender desværre indimel-lem på gaden, i sovesale, overfyldte, små lejligheder eller i smarte forretningsmænds ’hoteller’ i industrikvartererne.

København skal i fremtiden håndtere ikke blot ’vores egne’ socialt udsatte, men også en stadig større del af de fattigdomsnomader, der kommer hertil.

Drømmen om en boligDet er en stor udfordring, der ikke kun kræver en social indsats, men også en bymæssig udvikling; byen skal kunne

suge til sig af det fremmede, uden at der opstår ’fattig-domslommer’.

Byen skriger på billige boliger. De hjemløse og udsatte på gaden vil som regel gerne have en bolig. ”Jeg vil gerne have en lille, billig lejlighed. Den behøver ikke at være fancy eller noget. Jeg vil have mit eget hjem”, sagde en hjemløs til mig på et beboermøde.

Udviklingen i byen har lagt vægt på at skabe større og bedre lejligheder til børnefamilier med gode indtægter. Det står i modsætning til, at stadig flere lever som singler.

Og i modsætning til den drøm om en bolig, som mange kontanthjælpsmodta-gere har. De kan ikke betale en byfornyet treværelses lejlighed.

Hvordan genopfinder København den lille, bil-lige lejlighed og det private

pensionat med små klubværelser? Hvordan får vi plads til skæve boliger? Hvordan får de fattige udlændige på gaden et sted at bo? Det er nogle af de udfordringer, som Kø-benhavn skal håndtere for at undgå, at mennesker bliver henvist til gaden.

Storbyens små og skæve oaser En af de større socialpolitiske succeser for hjemløse har været de såkaldte skæve boliger af forskellig slags som. Fx har en gruppe skurvogne, varmeisolerede, med køkken og eget toilet, i otte-ti år været bosted for en mindre gruppe hjemløse i hhv. Valby og på Amager. Skurvognen er folks eget hjem uden kontrol og overvågning.

KøBEnhavn sådan lidt fra nedenHvordan genopfinder København den lille billige lejlighed? Hvordan får vi plads til skæve boliger til skæve eksistenser? Hvordan får de fattige udlændige på gaden et sted at bo? Det er nogle af de bymæssige udfordringer, København står overfor.

Det er vigtigt at bygge bro mel-lem forskellige slags mennesker, for at byen ikke bliver til ’dem og os’, men i stedet til ’vi’.

Fo

to: H

olg

er

He

nr

ikS

en


Men udbygningen af skæve boliger er stoppet. En blanding af bureaukrati, lokalplaner og grundpriser har sat den i stå. Hvis man skal lytte til de hjemløse selv, bør der etableres skæve boliger på nogle af de grunde, som måske ikke kan bruges til andet. Det vil være o.k. for en hjemløs at bo i et industriområde, også selvom lokalplanen siger noget andet. Kreativitet og medbyg kan tillige udvikle mindre byarealer med en anden tilgang til det at bo og have et hjem.

I sangen Storbybeduin synger C.V. Jørgensen: ”Åh ja, men det vrimler med små oaser / lige fra Christiania & op til Hotel Plaza.” En oase er ifølge ordbogen et frugtbart område i en ørken. Byen kan, som C.V. Jørgensen også synger, føles som en ørken af huse og lukkethed.

Storbyens oaser er mere end blot et frugtbart sted i ørkenen. De er mødesteder for mennesker på randen af normaliteten, subkulturernes åndehuller. Så er det lige meget, om det er hjemløse, seksuelle minoriteter, etniske mindretal, teatergrupper eller politiske grupper. Oaserne gør København værd at bo i og skaber mangfoldighed i byen. En af de mest levedygtige og kulturbærende oaser i byen er kolonihavekulturen.

Mere rundbold i gaderneForfatteren Dan Turell skriver i Vangede billeder, at det bedste sted at opholde sig i hans ungdom var ”på hjørnet.” Det var her, det skete, her de sødeste piger var, her man så kammeraternes nye Puch.

Hjørnet er knap så populært et samlingssted for unge i dag. Mange er krøbet indenfor, og kommunikationen sker foran fjernsynet eller på internettet. Der bliver spillet meget lidt rundbold i gaderne i dag.

Hjørnet eller torvet har dog stadig sine faste gæster. Bænken er nu overladt til de pengesvage – de socialt

udsatte – som kun har råd til høkerbajere og friluftshash. Men det er ikke sagen at overlade byrummet til de socialt udsatte alene. Interaktion mellem forskellige sociale grup-per er forudsætningen for tolerance og sameksistens. Hvis byrummet bliver delt op i ’dem og os’, går noget tabt.

Hvis vi skal udvikle et byrum med mange mennesker, skal aktiviteterne tilbage i bylivet: Der skal karneval og musik i gaderne. Skakspil på torvet. Gadefodbold i bydelene. Skaterne skal ud af hallerne, og bænkevarmerne aktiveres, fx med at sælge hjemløseavisen Hus Forbi.

Når politikere problematiserer, at socialt udsatte ophol-der sig på bænkene eller på gadehjørnerne på Vesterbro og i stigende grad kriminaliserer det, så er det imod idéen om fællesskab og oplevelser i byrummet.

Hvad blev der af Grønttorvet?Man kan også spørge sig selv: Hvor blev Grønttorvet af? Her kunne hjemløse få et stødt æble af de altid skrigende sælgere, og studerende få frugt og grøntsager lidt billigere lige før lukketid. Jeg har hørt, at mange af dem, som i gamle dage fik en stadeplads på Grønttorvet, var menne-sker, som havde siddet i fængsel. Hvilken fortrinlig måde at reintegrere folk i samfundet og skabe liv i byen.

Byen er blevet indrettet for middelklassen, og afstan-den mellem middelklassen og hjemløse og socialt udsatte er blevet større. Ikke kun økonomisk, men også mentalt og fysisk. En rummelig by med evne til at suge til sig, skabe liv i gaden og forskelligartede boliger, og som fortsat udvikler og understøtter byens oaser, kan være skridt i den rigtige retning.

Artiklen har tidligere været bragt som kronik i Berlingske Tidende.


Af Gitte Frydensbjerg • Foto: Daniel Greniman og Polfoto

- Det er ret symbolsk, at man skiftede pølsevognen ud med en skulptur.

Ordene kommer fra billedkunstner Jakob Jakobsen. Vi har sat hinanden stævne på Sankt Hans Torv på Indre Nør-rebro. Egentlig ville jeg have budt på en kop kaffe på en af de smarte cafeer ved pladsen, men han foretrækker at tage kaf-fen på en bænk ved den store granitskulptur midt på torvet.

Det er ikke uden grund, at Jakob Jakobsen har valgt, at vi skal mødes her. Skulpturen, ”Huset, der regner”, fra 1993 står for ham som et symbol på den gennemgribende udvikling, Nørrebro som bydel har gennemlevet i de seneste par årtier.

- Jeg har altid følt, at det var en invasion. Skulpturen blev sat op, uden at beboerne overhovedet blev inddraget. Denne slags kunst appellerer til en speciel smag, og den her skulptur repræsenterer nogle normer, som man typisk finder hos højere uddannede og mere velstillede mennesker. Den afspejler en udvikling, hvor kvarteret bliver mere og mere eksklusivt, og hvor folk, som måske ikke interesserer sig for kunst, og ikke har råd til at bo her pga. den dyre kaffe, de stigende boligpriser osv, stille og roligt bliver skub-bet ud af kvarteret. Så skulpturen har måske banet vejen for en langsom udskillelse af nogle bestemte befolkningsgrup-per, og virket som en attraktion for andre socialgrupper.

En skulptur på torvet eller en trup gøglere på gågaden. Sådan har kunsten i byrummet typisk set ud. Flere yngre kunstnere bruger i dag kunsten til at stille kritiske spørgsmål til byudviklingen og den måde, vi behandler forskellige marginaliserede mennesker i byen.

Kunst med mening Granitskulpturen ”Huset der regner” på Sankt Hans Torv er udformet af billedhugger Jørgen Haugen Sørensen. Den blev sat op i 1993 på foranledning af Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Foreningen til Byens Forskønnelse. Et symbol på udviklingen i området, mener nogle: De pæne borgere rykker ind og skubber ’de mindre pæne’ ud.


Hippe og kritiske kunstnereI de senere år det blevet mere og mere almindeligt at inddrage kunstnere i byudviklingsprojekter.

Ifølge Mikkel Bolt, der er lektor i kunst- og kultur-videnskab på Københavns Universitet, kan man tale om to måder, hvorpå kunst og kunstnere i dag involveres i byudvikling.

- På den ene side kan kunstværker og kunstnere bruges til at gøre særlige kvarterer hippe, og de kan ses som aktive medspillere i byudviklingen. Det har man set både i København og i andre storbyer, som bl.a. New York i 70’erne, hvor kunstnere flyttede ind i kvarterer, der ikke var særlig attraktive, og ved deres blotte tilstedeværelse var med til at skabe et bedre renomme for en bydel.

- På den anden side er der mange kunstnere, som gerne vil synliggøre sociale problemer, og som er mere kritiske, forklarer han.

Bryder ind i de grønne gårdeJakob Jakobsen tilhører den sidste gruppe. Og han er både kritisk og selvkritisk.

- Kunst er ikke nødvendigvis løsningen i forbindelse med byudvikling. Jeg mener hurtigt, at både kunstnere og arkitekter kan blive spændt for en vogn, der handler om en tiltrække en målgruppe med en særlig livsstil og økonomisk formåen.

- Hvis kunsten skal indgå i byudviklingen, skal den være kritisk og tage udgangspunkt i de samfundsstrukturer, som er med til at producere fx en boligpolitik, der marginalise-rer grupper af mennesker, som i forvejen er udsatte. Eller tage udgangspunkt i helt konkrete lokale problemstillinger som kunstneren virkelig kender til fra sin hverdag. Det nyt-ter ikke, at kunstnerne kommer ind i en helikopter og tror, at kunst kan løse alt.

Både det kritiske og lokale er udgangspunktet for Jakob Jakobsens virke som kunstner og aktivist. I mange af sine projekter tager han udgangspunkt i de lokale problemer, han oplever som beboer på Nørrebro. Han har fx arran-geret byvandringer, hvor han har fortalt om udviklingen i bydelen, og i samarbejde med en gruppe aktivister har han planlagt projekt ”Nørrebro Åben by”, hvor aktivisterne bry-der ind i de lukkede grønne gårde i området. Formålet er at åbne bydelen og med tiden at lave et alternativt kort, så alle kan få glæde af gårdene; kortet skal ligge på cafeerne. Et af

Jakob Jakobsens mere spektakulære projekter var et samar-bejde med Det Kongelige Teater. På en bustur på Nørrebro kunne teatergængerne med egne øjne se den omdiskuterede bydel, samtidig med at en kongelig skuespiller læste fortæl-linger fra gaden op. Teaterstykket fungerede også som en kommentar til byudviklingen på Nørrebro.

Kunst som problemløserOgså billedkunstneren Kenneth A. Balfelt bruger kunsten ’politisk’. Balfelt er kendt for sit sociale engagement. Han stod for nogle år siden bag et midlertidigt fixerum på Halm-torvet, som han døbte ’beskyttelsesrum’. Han har nyindrettet Mændenes Hjem på Istedgade og ført lokale gadedrenge og bodegagæster sammen om at istandsætte bodegaen Café Heimdal på Nørrebro. Han har også været med i den projektgruppe, der indrettede Dugnad – et værested, café og sundhedsrum for stofbrugere på Vesterbro.

Kenneth A. Balfelts værker opstår ud fra en socialpolitisk kontekst. Med sin kunst forsøger han at løse konkrete politi-ske problemstillinger, og med flere af sine projekter har han da også formået at få politikerne i tale. Da Balfelt udformede fixerummet, inddrog han en række aktører; stofbrugerne selv, sygeplejersker, folk i området o.a. Han gik ind i ind i den diskussion, der var om fixerum på det tidspunkt, og bidrog med et konkret visuelt bud i forhold til diskussionen. Det er netop det, han mener, at han kan som billedkunstner.

- Man kunne se, føle og fornemme, hvordan sådan et rum kunne være. Beboere i området og stofbrugere kunne stille sig ned i det. Journalister kunne tage billeder af det og filme det. Det giver nogle helt andre lag i forhold til en diskussion om, hvad et fixerum skal kunne.

Hellere konstruktiv end kritiskBalfelt har en anden tilgang end Jakob Jakobsen.

- Jeg tror ikke på kritik som udgangspunkt for udvikling. Jeg tror på konstruktive løsningsforslag. Meget kunst forsø-ger af gode grunde med at stille spørgsmål og være kritisk, og det har sin berettigelse, men når man arbejder sammen med folk i et udviklingsforløb eller gerne vil bidrage med noget godt til en by, tror jeg ikke, man får et godt samarbejde ved

Kunst med mening

Hvis man som kunstner arbejder med fx hjemløse, så skal man sna-rere forsøge at forstå, hvad det er for nogle samfundsmæssige for-hold, der producerer hjemløshed, og måske prøve at konfrontere de instanser, der er ansvarlige for de processer. Jakob Jakobsen, billedkunstner


at være kritisk. Jeg vil hellere stille forslag og arbejde kon-struktivt indefra. Selvfølgelig er der kritik i mine projekter, men det er ikke udtalt som kritik.

- For mig at se har vi al den viden i verden, der er brug for, for at kunne løse alle problemer. Det handler om at agere og foreslå ting, så den viden bliver brugt. Det handler om at handle.

Kenneth A. Balfelt er ikke uenig med Jakob Jakobsen i, at kunstnere i byudviklingsprojekter ofte lader sig ’spænde for en økonomisk vogn’, men for ham handler det om at arbejde noget etik ind i projektet frem for at stå på sidelinjen og kritisere. Som kunstner betragter han sig som en fri agent, der ikke arbejder på opdrag af andre.

- Samtidig er kunstens rum et andet end det, man er vant til. Kunsten producerer en anden form for viden, end den man ellers producerer i samfundet. Det er derfor, jeg insi-sterer på at lave projekterne som kunstprojekter. Det giver nogle andre muligheder og en mulighed for at ’tviste’ ram-merne. Som kunstner må man også gerne have en politisk holdning til tingene, det er svært som fx arkitekt.

Ikke tryllekunstnereKunstnere vil også fremover blive inddraget som centrale aktører i byudviklingsprojekter, mener Balfelt. Det kan give andre indgangsvinkler til nogle problemstillinger.

- Som kunstner har man en faglighed på lige fod med en antropolog, en tømrer eller en sygeplejerske. Kunstens faglighed er bare væsensforskellig fra de andre fagligheder, fordi man som kunstner arbejder uden målsætninger og det rationelle. Man arbejder så at sige på nogle andre planer.

Set med Jakob Jakobsens briller skal man være varsom med ikke at have for store forventninger til, hvad kunstnere kan udrette:

- Man går galt i byen, hvis man tror, at kunstnere kan trylle. Der er en tendens til, at man har for stor forventning til kunstnere, som bliver inviteret med i alle mulige sam-menhænge som problemløsere. Hvis kunstneren ikke har en speciel viden eller interesse om det specifikke område, så er det forfejlet.

Jakob Jakobsen mener fx ikke, at hjemløse eller narkoma-ner får bedre forhold ved, at en kunstner designer en seng til dem.

- Hvis man som kunstner arbejder med eksempelvis hjemløse, så skal man snarere forsøge at forstå, hvad det er for nogle samfundsmæssige forhold, der producerer hjem-løshed, og måske prøve at konfrontere de instanser, der er ansvarlige for de processer. Ellers ender man som kunstner som Dr. Mesmer i Lars von Triers film Epidemic. Han tager ud i verden for at redde den fra den forfærdelige epidemi. Og så viser det sig til sidst i filmen, at det er ham, der har virusset på gummistøvlen.

Kenneth A. Balfelt (født 1966), billedkunstner. Har i de seneste mere end ti år været engageret i en lang række projekter, hvor fokus er på at inddrage forskel-lige aktører og betragteren i værket. Et eksempel er fixerummet til stofbrugere, som han installerede i en gammel bunker på Halmtorvet i København (se foto). Arbejder p.t. sammen med rådgivingsfirmaet Hausen-berg i et projekt om byen og de socialt udsatte (se artiklen side 6).

Læs mere om Kenneths A. Balfelts kunstprojekter på www.a-r-d.org

Jakob Jakobsen (født 1965), billedkunstner, aktivist, skribent mv. Jakob Jakobsen er aktiv i miljøet omkring Folkets Hus på Nørrebro, hvor han bl.a. har arrange-ret en række seminarer om bl.a. byrum og militans. Har stået bag en række udstillinger både herhjemme og i udlandet. Senest har han i år lavet udstillingen, teaterforestillingen mv. Billed Politik på Overgaden, Institut for Samtidskunst i København.

Læs om Billed Politik på billedpolitik.dk

Kenneth A. Balfelt forsøger med sin kunst at løse konkrete politiske problemstillinger. I 2002 installerede han i 16 dage “Beskyttelsesrum – fixerum til stofbrugere” i en gammel bunker på Halmtorvet.


KorT nYT

Udviste romaer sagsøger DanmarkDen danske stat kan se frem til et sagsanlæg fra de 23 rumænske romaer, der den 7. juli blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Rumænien, fordi de havde sovet i et nedlagt postværksted på Amager eller camperet ulovligt på Amager Fælled.

Det er European Roma Rights Center (ERRC), der på vegne af romaerne vil lægge sag an for uberettiget udvis-ning. Centerets advokater er i gang med at vurdere sagen og indsamle oplysninger, bl.a. på baggrund af interview med de implicerede romaer. Centret mener, at udvisnin-gerne var i strid med både dansk lov og EU-lov, da roma-erne kun kan udvises, hvis de udgør ”en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæg-gende samfundsinteresse” – og det udgør campering næppe.

- gif

rekordmange fattige i Danmark Over 300.000 danskere er fattige. Fattigdommen her-hjemme er steget med 40 procent siden 2001. Det viser en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Rådet giver VK-regeringens social- og beskæftigelses-politik skylden for den kedelige rekord:

- For første gang har vi det sort på hvidt, at en del af stigningen i fattigdommen er skabt af regeringens egen politik. Uden kontanthjælpsloftet og de lave sociale ydel-ser ville mange tusinder i dag ikke leve et liv i fattigdom, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Især børn er ramt af fattigdom. Ifølge rapporten lever ca. 31.000 børn under 18 år i fattige familier.Kilde: Ritzau

- kap

Igen i år lægger Rådhuspladsen fliser til Hjemløsedagen den 17. oktober. Alle er velkomne.

ved hjemløsedagen Ligesom der er en international børnehjælpsdag, FN-dag og kvindedag, er der også en international fattigdoms-dag – den 17. oktober. I Danmark kalder vi den Hjem-løsedagen, og den markeres hvert år på Rådhuspladsen i København.

Også i år vil der være taler og underholdning, der sæt-ter fokus på hjemløshed i Danmark. Og der vil være gratis kaffe og kage og masser af information fra de organisa-tioner, der til dagligt arbejder for at forbedre forholdene for hjemløse. Desuden uddeles årets hjemløsepris til en person eller organisation, som har gjort en særlig indsats.

En række organisationer på hjemløseområdet står bag hjemløsedagen. Sæt allerede nu kryds i kalenderen ved den 17 oktober!

- gif

Fo

to. k

ar

en

Pe

de

rS

en


KorT nYT

Mia Sørup er pr. 1. august 2010 ansat som ny sekre-tariatsleder i Missionen blandt Hjemløse.

Som sekretariatsleder skal Mia sikre, at Missionen blandt Hjemløses målsætninger og visioner bliver ført ud i livet. Og hun skal stå for indsamling og kommunika-tion.

Missionen blandt Hjemløse ønsker med den nye stil-ling at styrke den videre udvikling i organisationen. Så Missionen fortsat kan bidrage med indsigt, indignation, engagement og ressourcer til at forbedre forholdene for hjemløse og udsatte borgere.

Mia Sørup har mangeårig og bred erfaring fra frivillige sociale foreninger, og hun er næstformand i Frivilligrådet under Socialministeriet. Hun kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i FOF.

ny sekretariatsleder:

velkommen til Mia

Er du voksen, tålmodig, robust og har et åbent sind?

Har du interesse for frivilligt arbej-de og ønsker at gøre en forskel?

Så er det måske dig, der skal være vores nye frivillige netværks- eller besøgsven.

Som netværksven besøger du ca. et par timer om ugen eller hver 14. dag en tidligere hjem-løs, der er flyttet i egen bolig. Som besøgsven besøger du en af de faste beboere på Kollegiet Gl. Køge Landevej 137 i Valby.

I bestemmer selv, hvad I laver sammen, fx kan I spille kort, drikke kaffe, dyrke motion, tage på sightseeing i København eller ud at fiske, alt efter fælles interesser og humør.

Vi sørger for at ’matche’ dig med en beboer, som du har noget til fælles med, og at du bliver klædt godt på til opgaven. Som ny frivillig får du tilbud om kvalificerende introduktionskurser, uddannelse og løbende opfølgning. Derudover bliver du en del af et større netværk af frivillige, du kan udveksle erfaringer med.

Læs mere på hjemlos.dk eller kontakt udvik-lingskonsulent Gitte Frydensbjerg, Missionen blandt Hjemløse på tlf. 8832 7879, mobil: 3125 1265 eller mail: [email protected]

BlivvEn med en hjemløs


Støtte til Missionen blandt hjemløse kan trækkes fra på selvangivelsenStøtte til Missionen blandt Hjemløse er fradragsberettiget for den del af beløbet, der overstiger 500 kr. inden for samme skatteår. Du kan højst opnå fradrag for 14.500 kr. på selvangivelsen. Ægtefæller kan hver for sig få højeste fradrag.

Det er nemt at støtte. Du skal bare huske at oplyse dit cpr-nummer til os, så får du fradraget helt automatisk.

Det er selvfølgelig også muligt at støtte uden at opgive cpr-nummer, hvis du ikke ønsker at gøre brug af skattefradraget.

Læs mere om Missionen blandt Hjemløses arbejde på www.hjemlos.dk Du er altid velkommen til at kontakte os på 3616 1113.

Mændenes Hjem skal fremover drive 20 særboliger med bostøtte i Colbjørnsensgade på Vesterbro i København. Særboligerne etableres som bofællesskaber i en ejendom, hvor der allerede nu er bofællesskaber for hhv. grønland-

ske mænd og kvinder. Mændenes Hjem skal stå for bostøtten i alle bofællesskaberne i ejendommen. Det sker med ressourcer fra Københavns Kommunes hjemløsestrategi.

nye særboligeri Colbjørnsensgade

her finder du Missionen blandt hjemløse

Kollegiet Gl. Køge LandevejGl. Køge Landevej 1372500 Valby Tlf. 3630 [email protected]

Værestedet AmadeusBorgbjergsvej 54 2450 København SVTlf. 3331 [email protected]

Værestedet PegasusEnghavevej 1522450 København SV Tlf. 3321 [email protected]

Projekt OffsidePrinsesse Charlottes Gade 282200 København NTlf. 3535 7344 www.projektoffside.dk

Værestedet SydvestEnghavevej 1712450 København SVTlf. 3616 1113

RG60 – herberg, cafe og rådgivning for unge hjemløse Rådmandsgade 602200 København N [email protected]

Missionen blandt HjemløseGl. Køge Landevej 1372500 ValbyTlf. 3616 [email protected]

Mændenes HjemLille Istedgade 2 1706 København VTlf. 3324 [email protected]

www.hjemlos.dk

Missionen blandt Hjemløse kommer gerne ud og holder foredrag om hjemløshed og socialt udsatte mv. Kontakt sekretariatet på 3616 1113.

Al henvendelse: Missionen blandt Hjemløse, Gl. Køge Landevej 137, 2500 Valby

Indbetaler Kontonummer: 900-1859 Kontonummer: 900-1859

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Underskrift ved overførsel fra egen kontoEvt. meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt

Gave til Missionen blandt Hjemløses arbejde

Fradragsberettiget i henhold til reglerne i ligningslovens § 8 A.

Post Danmarks kvittering

Gebyr for indbetaling betales kontant

KVITTERINGGIROINDBETALING

Kroner Øre

Dag Måned År Sæt X 4030S 2008.11 DB 485-26428

Betalingsdato eller Betales nu Kroner Øre

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitte-ringstryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt.

. . , . . ,

8 7

+9001859<+01<

Missionen blandt HjemløseGammel Køge Landevej 1372500 Valby

Missionen blandt HjemløseGammel Køge Landevej 1372500 Valby

CPR.: –

Overførsel fra kontonummer

POST DANMARKMagasinpost UMMID-nr: 42676

“Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj af sted. Tomhændet står du tilbage og kan slet

Ikk’ følge med”. Sådan synger C.V. Jørgen-sen i en af sine sange. Dan danske sommer er fløjet, og det samme er det europæiske fattigdomsår snart. Målet med fattigdomsåret er at komme fattigdommen til livs. I stedet er den vokset i Europa – og i Danmark.

I Missionen blandt Hjemløse agerer vi på tre områder: Vi arbejder på at skabe flere res-sourcer til området, vi forsøger at inddrage civilsamfundet i at tænke nyt, og vi er fortalere for hjemløse og socialt udsatte i et forsøg på at skabe et mere rummeligt og inkluderende samfund.

Private bidrag fra enkeltpersoner, menig-heder og fonde er meget vigtige for os. De giver os mulighed for at støtte områder, hvor det offentlige ikke er eller vil være, og kræfter

til at udvikle nye tilbud. Private bidrag er også med til at give os troværdighed, når vi taler de socialt udsattes sag. Som nu, når vi skal ud og argumentere for, at fattigdomsåret skal være mere konkret, og at regeringen bør komme med udspil, der bekæmper fattig-dommen. Nok handler fattigdomsåret om at sætte fokus på fattigdommens udtryk og konsekvens, men det er ikke nok at vise den i en række fotoudstillinger. Fattigdom er et problem, der skal gøres noget ved – og der skal laves planer for indsatsen. Sker det ikke, ender vi med at stå ’tomhændet tilbage’ efter et år, der var fyldt med fine ord og hensigts-erklæringer, men ingen reel handling.

Hanne Thomsen, formandMissionen blandt Hjemløse

Fattigdomsår i Danmark

Documents

Hjemløs 4/ 2010