Højskolebladet August 2013

s. 1

august 2013

siden 1876

Du er køn, mand!Og hvad så nu?

Folk tror, jeg er ironisk eller gak-gak Mød kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen

Kristen modkultur Højskoleunge søger faste kønsrammer

s. 2

august 2013

Få højskolen ind ad brevsprækken hver månedTegn årsabonnement eller giv det til én, der sætter pris på debat og dagsordensættende journalistik. 11 numre: 499,- (Studerende 299,-)

www.hojskolebladet.dk / tlf. 3336 4047

s. 3

august 2013

INDHOLD

s. 4LederKøn eller ej

s. 5 Til tiden Kønsjunglen

s. 6

s. 10Tidsånden kortIfølge Lone Nikolajsen

s. 11 Ligestilling er ikke et nulsumsspilIndspark ved Rasmus Kjær

s. 12BilledligtDe bedste fra højskolerne

s. 14

s. 20BøgerDenne kvindagtige list Thorhauge om Bonde

HØJSKOLE

s. 22 Højskolen kort

s. 24Jeg ved sgu ikke, hvad køn erInterview med Christian Dorph

s. 26

s. 28 Debat og kommentarer s. 30 Navne

Du er køn, mand!Og hvad så nu?

En kristen modkultur

”Der mangler tydelighed omkring maskulinitet og femininitet i Danmark i dag.”- ellen esmarch pedersen, lærer på luthersk missionsforenings højskole

august 2013

Folk tror, jeg erironisk eller gak-gakMød performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen

s. 4

august 2013

debatLeder

kolofon

6/august 2013. 138. årgang

udgiverFolkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)Formand: Helga Kolby KristiansenNytorv 7 - 1450 København Kwww.ffd.dk

redaktion [email protected] www.hojskolebladet.dkAndreas Harbsmeier (ansv.) Tlf. 3336 4047Sara Peuron-Berg Tlf. 3336 4267Jeppe Langkjær Lone Højgaard Viemose

redaktionsgruppeKarsten Wind Meyhoff Ane KollerupUffe StrandbyNeal Ashley ConradMette Bock Jonas MøllerIda Ebbensgaard

Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devi-sen: Vi læser det hele og trykker det bedste.

skribenterJeppe Langkjær Sara Peuron-Berg Lone Højgaard ViemoseAndreas Harbsmeier abonnementHøjskolernes HusRikke HansenTlf. 3336 4036@: [email protected]

annoncesalgDG MediaTlf.: 7027 1155www.dgmedia.dk

layoutKatrine Dahlerup, FFD

forsideLilibeth Cuenca Rasmussen af Anders Sune Berg

trykDystan Grafisk Servicewww.dystan.com

udgivelsesplan for 2013:#7: 29. august#8: 26. september#9: 31. oktober#10: 28. november#11: 19. december

Deadline 14 dage før udgivelses-datoen.

ISSN: 0018-3334

Køn eller ej

kasper på fire år er ved at købe en brugt cykel af et ældre ægtepar med sin mor. Kasper vil gerne selv aflevere pengene og spørger sin mor: ”Skal jeg give dem til damen eller mennesket?”. Set fra én vinkel associerer Kaspers ordvalg til Simone de Beauvoirs kritik af det patriarkalske samfund, hvor kvinden fastholdes som det andet køn. Hvor man-den definerer sig selv som subjekt, mens kvinden er det fremmede, der defineres ud fra sit køn. Men set fra en anden vinkel er det også en overseelse og neglige-ring af manden som køn. Kønsdebatten er ikke længere kun forbeholdt eller relevant for feminister, og det er noget, der tydeligt mærkes i samfundsdebatten i disse tider. Nu har mænd også et køn. Kønsdebatten ses oftest som en akademisk diskussion mellem to fronter: biologisterne over for konstruktivisterne. I virkeligheden er der kun meget få mennesker, der vil tilslutte sig helt og holden til den ene eller den anden fløj. De fleste af os derimod er lidt af hvert: Jaaa… biologi er ikke til at komme udenom, og jooo… kultur betyder meget. Og man kan da godt bestille kaffe af en tjener af modsatte køn uden, at man behøver en fasttømret holdning til kønnene. Men Kaspers sprog viser alligevel, at kønsdebatten også er for ikke-akade-mikere. Vi agerer og italesætter hver dag kønnet på en måde, der er med til at definere selvsamme. Skal Højskolebladet for eksempel til at skrive ”hen” i stedet for ”han og ”hun”? Vi er alle (både manden, kvinden, dem midt imellem, og dem, der er helt udenfor) en del af den fortløbende proces, hvor vi skaber, hvad et køn er – og ikke mindst, hvordan dette køn må og skal opføre sig.

»Skal Højskolebladet for eksempel til at skrive ”hen” i stedet for ”han og ”hun” ?

Sara Peuron-BergMedredaktør

s. 5

tendensTil tiden

KønsjunglenTENDENS Køn og kønsidentiteter er altid lige til at finde rundt i. En lynintroduktion til mulighederne

af andreas harbsmeier

»Hvis man er mere kom-pleks, kan man faktisk også være trikønnet. Så bevæger man sig mellem tre forskellige kønsiden-titeter – både mandlig, kvindelig og neutral.

det kan være vanskeligt at finde rundt i kønsjunglen. Variationen i køn og kønsidentite-ter er rige: Man kan være en biologisk kønnet mand, og man kan være en biologisk kønnet kvinde. Man kan være en biologisk kønnet mand, der føler sig som en kvinde, og man kan være en biologisk kønnet kvinde, der føler sig som en mand. Så kan man kalde sig transkønnet. Det er ikke helt det samme som at være transvestit – men alligevel lidt derhenad. Er man transvestit, udtrykker man det modsatte køn i påklædning og opførsel end det, man blev tildelt ved fødslen. Og så kan man også være dobbelt-kønnet. Det er, hvis man føler sit køn som både fuldstændig mandligt og fuldstændig kvindeligt, men udtryk-ker ét køn afhængigt af situationen. Så det er altså ikke det samme som at være androgyn. Er man det, omfatter man derimod hele tiden de to biolo-giske køn. Det kan minde om at være neutrois. Det er man, hvis man føler sig neutralt kønnet. Det kan også inde-bære et ønske om at fjerne de fysiske kønsmarkører, man er blevet tildelt ved fødslen. Man kan også have en flydende køns-identitet. Så oplever man, at kønsiden-titeten kan variere og skifte gennem livet, så man i perioder er det ene og i perioder det andet. Hvis man er mere kompleks, kan man faktisk også være trikønnet. Så bevæger man sig mellem

Polfoto

tre forskellige kønsidentiteter – både mandlig, kvindelig og neutral. Lidt afhængigt af humør og situationen. Og endelig kan man såmænd også være interkønnet – det man i gamle dage kaldte hermafrodit. Det er man, hvis ens kønskromosomer og/eller indre og/eller ydre kønsorganer ikke entydigt er enten mandlige eller kvindelige. Ud over alle disse forskellige køn og kønsidentiteter er der jo også spørgs-målet om seksualitet. Det giver en lang række andre kombinationsmuligheder. Men det er en helt anden historie.

s. 6

august 2013

s. 6

tendensKøn

Du er køn, mand!

Polfoto

s. 7

”du er da vist en rigtig mand,” siger vi ofte. Gerne til ham den bredskuldrede, der lige har boret store huller i væggen og efterfølgende bundet en øl. ”Du er ikke en rigtig dreng,” betød det i virkeligheden, da jeg i mine sidste folkeskoleår i den nordjyske provins blev mobbet og beskyldt for at være ”homo”, ”bøsse” og ”fag”. I det mindste havde jeg fod-bolden – for ”rigtige” drenge spiller jo fodbold. Men hvad vil det overhovedet sige at være en ”rigtig” mand – eller dreng for den sags skyld? Ja, hvad vil det overhovedet sige at være mand? De mulige svar forekommer uendelige i en tid, hvor manden for første gang for alvor skal forholde sig til sig selv som køn. En mand har snakket med tre andre mænd om det at være mand.

TENDENS Manden har fået et køn. Men han mangler endnu at kunne sætte ord på det. På sigt kan mandens bevidsthed om kønnet få betydning for måden, vi indretter os på – ja, måske endda danne grobund for en overskridelse af kønnet over-hovedetaf jeppe langkjær

er manden i krise?Manden er ikke længere et universelt subjekt. I kvindefrigørelsens slipstrøm er den kønnede mand pludselig dukket op: Altså ikke manden som menneske, men manden som hankøn. Og denne nye situation udfordrer ham. ”Se blot på Thomas Blachman og hans tåkrum-mende, selvbetitlede TV-program,” indleder Anders Haahr Rasmussen, kønsdebattør og forfatter. Egentlig er udgangspunktet for og intentionen med programmet sympatisk – for Blachman vil i bund og grund snakke om det at være mand, og det har vi brug for, indrømmer Anders Haahr. For den nye situation kræver en ny sproglighed. ”Han gør det bare utroligt akavet. Men al begyndelse er svær. Hvor kvinden over længere tid har

Du er køn, mand!

s. 8

august 2013

gjort sig erfaringer med at sætte ord på sig selv som køn, er manden først lige begyndt. Det skyldes, at den klassiske maskuline opførsel og selvforståelse, der tidligere var gangbar i alle situatio-ner, forkastes i flere og flere sammen-hænge,” fortæller han videre. At være mand er således blevet en opgave med utallige løsningsmulig-heder. Det er dog ikke ensbetydende med, at manden er i krise – et indtryk man ellers får, når netop Blachman to-ner frem på TV-skærmen og med løftet pegefinger advarer mod det pikløse samfund. ”Når mænd mener, at de er pressede, er det fordi, de fastholder, at man kun kan være mand på én måde. Men sådan forholder det sig ikke i dag – manden må spille forskellige roller. Hvad der fungerer i soveværelset, fun-gerer ikke nødvendigvis i kantinen,” siger Anders Haahr. En betragtning Nikolaj Munk, man-den bag bloggen Mandfjols og dette års modtager af Dansk Kvindesamfunds Mathildeprisen for ligestillingsfrem-mende aktiviteter, er enig i: ”Det, vi kender som manden, den heterosek-suelle, meget typiske, dominerende mand, er helt sikkert i krise. Om manden som køn er i krise, er jeg ikke helt så sikker på. Han har det stadig ret godt. Men vores selvforståelse foran-drer sig, så hvis ikke vi er i krise, er vi i hvert tilfælde i forandring.” Heller ikke Kenneth Reinicke, lektor og mandeforsker ved Ros-kilde Universitet, vil snakke om krise. Ligeledes er han skeptisk over for tendensen til at diagnosticere da-gens samfund som feminiseret – en diagnose, som ofte ligger til grund for idéen om den kriseramte mand: ”Som sådan er manden ikke i krise, og enhver snak om det pikløse samfund er noget vrøvl. Mange mænd har aldrig haft det bedre og trives med pluralite-ten af mulige identiteter. De nyder at kunne stykke deres egen maskulinitet sammen”.

»Som sådan er manden ikke i krise, og enhver snak om det pikløse samfund er noget vrøvl. Mange mænd har aldrig haft det bedre og trives med pluraliteten af mu-lige identiteter.- kenneth reinicke, lektor og mandeforsker ved roskilde universitet

tendensKøn

Men selvom han afviser en overordnet feminisering og understreger mandens velbefindende, mener Reinicke i lighed med Haahr imidlertid også, at den kønnede tilværelses mange muligheder skaber problemer. ”Køn er ikke noget, man som mand traditionelt reflekterer over, men noget, man tager på sig. Derfor har nogle mænd det også svært med pluraliteten, og vi ser nogle gange, hvordan det mandlige køn kommer til udtryk i ekstrem og polariseret form,” fortæller han og henviser bl.a. til, at alkoholikere og selvmordere typisk er mænd.

flere fordele end ulemperTrods startvanskelighederne for nogle mænd – såvel sprogligt som eksisten-tielt – må der dog ikke herske tvivl om, at denne nye situation er en del af en positiv udvikling. En udvikling Ken-neth Reinicke beskriver som en demo-kratisering, der medfører, at manden i højere og højere grad må tage stilling til sig selv. ”Gennem demokratiserin-gen af det mandlige køn afkræves den enkelte en større stillingtagen. Ud over at skulle finde ud af, hvem han selv er, tvinges manden også til at reflektere over sig i forhold til sin omverden og de mennesker, han omgås.” Også Nikolaj Munk betoner, hvor vigtig mandens øgede refleksion er, selvom den kan være kilde til ubehag: ”Det er et vist ubehag forbundet med det at finde sin rolle som mand i dag. Man skal passe på ikke at træde på andre. Men sådan er det nødt til at være, for i det ubehag er der refleksion og læring. Hvis jeg er bevidst om, at jeg skal være mand på en ikke-undertryk-kende måde, begynder jeg at overveje, hvorfor noget er undertrykkende.” At manden opdager sig selv som et vilkårligt kønnet individ frem for en eviggyldig norm for enhver menne-skelig handlen, kan altså give ham en bevidsthed om hans samfundsmæssige position. En bevidsthed, som kan være

s. 9

»Det kønnede blik lig-ger dybt indkodet. Men mandens nye forståelse af, at han selv – og ikke kun kvinden – har et køn, kan føre til en over-skridelse af den evige snak om køn.- anders haahr rasmussen, kønsdebattør og forfatter

med til at sikre en øget mellemmen-neskelig sensitivitet: ”Det er ekstremt vigtigt at kigge på, at vi som køn har fået en masse privilegier, og hvad vi gør med dem. Det kan godt være, vi ikke aktivt ser os selv som køn, men vi har alligevel formået at underordne alle dem, der ikke passer ind i den traditio-

kvinderne. Mændene må selv skabe et rum, hvor de kan øve sig og snakke om det mandlige køn,” mener han. mere køn, mindre kønSamtidig peger Anders Haahr dog på en yderligere gevinst ved mandens nyvundne kønsidentitet. ”Det køn-nede blik ligger dybt indkodet. Men mandens nye forståelse af, at han selv – og ikke kun kvinden – har et køn, kan føre til en overskridelse af den evige snak om køn,” mener han. I selve erkendelsen af kønnet som almenmen-neskeligt vilkår findes således poten-tialet til frigørelse fra det – potentialet til at først og fremmest at møde den enkelte som menneske uanset køn. Dette ønske at kunne overskride kønnet i det menneskelige møde er imidlertid ikke sammenfaldende med en ambition om et kønsfrit samfund, understreger Anders Haahr: ”Kønnet er et vilkår. Men det behøver ikke fylde lige meget i alle situationer. Fx er den kønnede relation ikke spændende på arbejdspladsen.” Kenneth Reinicke anlægger en mere akademisk tilgang, men heller ikke han mener, at den øgede relativi-sering af manderollen vil føre til den totale frihed fra kønnet: ”At gøre op med kønsroller er utopisk. Som sagt er der i dag tale om en enorm mang-foldiggørelse af manderollen, hvilket i højere grad end tidligere har bragt diskussioner om kønsrelationer frem i lyset. Men den fuldstændige opløsning af kønsforskelle er umulig,” siger han. Ganske anderledes forholder Nikolaj Munk sig til spørgsmålet om det kønsfrie og kønsneutrale samfund. ”Jeg håber, vi er på vej hen et sted, hvor vores træk ikke er defineret af vores køn. At man kan få lov til at være lige, som man vil, uanset hvilket køn man identificerer sig som. At det at være mand ikke nødvendigvis betyder noget for den måde, vi er på,” fortæller han og fortsætter: ”Manden som mand

nelle mandeboks. Det er vigtigt, at vi kigger på, hvordan vores køn påvirker verden omkring os,” siger Nikolaj Munk. Hvad kønsbestemte fordele angår, nævner Kenneth Reinicke, hvordan den nye udvikling har gjort det vanske-ligt at sætte fokus på mænds privilegier og rettigheder. ”For hvordan kan det dominerende pludselig være under-trykt i bestemte situationer? Det kan være svært at forstå,” fastslår han. Det er også en tendens, Anders Haahr oplever. Han efterspørger fx plads til manden i kønsdebatten, men erkender samtidig paradokset i, at manden skal gives plads: ”Det skal i hvert tilfælde ikke lægges over på

»Forhåbentlig bliver maskulinitet og femi-ninitet en dag menings-løse definitioner, fordi det er dovne begreber. Vi er meget mere kom-plekse. For min skyld kan vi nøjes med at forholde os til individer og mennesker.- nikolaj munk, manden bag bloggen mandfjols

eksisterer kun som konstruktion, hvilket vi forhåbentlig kan indse på et tidspunkt. Opdelingen i mand og kvinde er begrænsende. Jeg så gerne en verden, hvor køn ikke er definerende. Det at være mand skal ikke fortælle andet end hvad, man føler sig som. Forhåbentlig bliver maskulinitet og femininitet en dag meningsløse defi-nitioner, fordi det er dovne begreber. Vi er meget mere komplekse. For min skyld kan vi nøjes med at forholde os til individer og mennesker.” Men dette forbliver foreløbigt et ideal. Sikkert synes det imidlertid, at manden er sat fri som køn – ”den rigtige mand” eksisterer i dag kun sprogligt. Hvorvidt mangfoldiggørel-sen af hankønnet i sidste ende skal – eller overhovedet kan – munde ud i en tilintetgørelse af manden som sådan og dermed reducere ham til ene og alene et sprogligt prædikat, er der altså uenighed om blandt de tre mænd. Det må tiden vise.

s. 10

august 2013

tendensTidsånden kort

Tidsånden kort

lone nikolajsen

Folkestyrets ydmyge lakaj, der skriver referater for Folket-ingets Europaudvalg. Også gammel spejder, gammel højskoleelev, gammel duks i det hele taget.

FadølsklapningAt se tusindvis af mennesker prøve at finde hver deres løsning på problemet med at klappe i takt eller det, der ligner, med hænderne fulde af fadøl er ikke det værste, det kedeligste eller det mindst rørende ved sommerens koncerter.

HattemetaforerOverskrifter som ”Pårørende – et liv med mange kasketter” og udtryk som ja-hatte, nej-hatte og tænkehatte sætter mig helt af med deres fjollethed. Jeg føler mig som Rasmus Klump blandt hatte-svingere og fatter aldrig, hvad der egentlig menes. Og hvor bliver whatever-hatten af? Klaphat er en undtagelse. Et pragteksempel på retroslang.

Rævesøvn Den mageligste form for spio-nage.

Hjemtur i tavshed Efter at have siddet tavse i toget fra Kastrup Lufthavn til Ho-bro sagde den ene midaldrende kvinde til den anden: ”Nå. Men så farvel.” ”Det her, det gør vi aldrig igen,” svarede den anden. ”Det er vi fuldstændig enige om,” sagde den første, og den anden tilføjede: ”Og sådan er det.” Den først-nævnte kvinde fik det sidste ord: ”Det er godt, du – hej.”

tr

æls

genialt

mo

rsom

t forbyd

– ifølge Lone Nikolajsen

s. 11

debatHB’s kommentatorpanel

Ligestilling er ikke et nulsumsspil

s. 11

Denne måned:Rasmus Kjær (f. 1981)Uddannelseskonsulent, foredragsholder og forfatter

Hans Hauge

Jeg havde egentlig aftalt med mig selv, at jeg ikke ville blande mig offentligt i feministiske anliggender. Både fordi jeg synes, at kønsdebatten har det med at blive skinger i tonen, og ikke mindst fordi den synes så uendelig gennemtygget, at de fleste indlæg ender som variationer over samme grundspørgsmål. Hvordan kan det ulige kønshierarki mellem mand og kvinde brydes? Hvad enten man er en sur bitterfisse eller et flirtende mand-fjols, er det den samme diskussion, der føres om og om igen. Om det er kvinder eller mænd, der fremfører argumenterne, gør for mig at se hverken debatten kønnere eller mere indholdsrig. Feministernes kamp har sat sig fast og er blevet et symptom på et visionsløst samfund, hvor mennesker, der alvorligt anvender begreber som utopi og håb i en diskussion, udløser et overbærende smil og måske en kommentar om, at der nu engang er de ressourcer, der er, og at vi må forholde os til realiteterne og fordele

det, vi har. Feminismens udfordring er dens grundlag, som handler om at få adgang til privilegier, ressourcer og positioner, som netop er formuleret og skabt af mænd. Det lidt fjollede er, at femini-sten på den måde gør manden til sit ideal. De vil have det, som mændene har. Ingen nye visioner her. Måske er det derfor, at den moderne film-heltinde er mænd overlegne i fysik og seksualitet. Edderkopper der først forfører og så tæver. Lara Croft, Lisbeth Salander eller GI Jane. Alle både smukke og stærke. Den sidste ekspliciterer endda det feministiske anliggende med replikken: ”Suck my dick”. Og så er vi fremme ved næste problematik. Feministernes kamp hviler på den lidt misforståede forestil-ling om, at ligestilling er et spørgsmål om at rage til sig af goderne. De vil både have bryster og diller. Kampen for ligestilling gøres til en kamp om rettigheder og adgange til privilegier, som om der eksisterer et bestemt antal heraf, som det så gælder om at få fat i. Sagen er dog, at ligestilling netop ikke udfolder sig i et nulsumsspil. I et nul-sumsspil fordeles den samlede mængde goder som en lagkage. Får manden et større stykke, er der mindre til kvin-den og omvendt. Spørgsmålet er, om det ikke er mere visionært at spørge til, hvordan man sammen skaber en

INDSPARK Erstat rettighedstænkning med fælles samfundspligt

Asser Amdisen

bedre og måske større kage (helst uden rødbeder og med masser af gluten). Den moderne velfærdsstats pro-blem er ligesom ligestillingens, at den alene opfattes som et apparat, der fordeler ressourcerne, mens visionerne for et bedre samfund går tabt. Kritik-ken er ikke uberettiget. Velfærdsstaten opfattes af mange som en fast stør-relse, der skal bevares. Det eneste, som er interessant i politisk sammenhæng, er hvordan velfærdsstatens lagkage udskæres, og hvem der får mest. Hvis vi vil ud over de visionsløse rettighedskampe, som ligestillingen sidder fast i, er vi nødt til at skabe rum, hvor det er legitimt at forlade rettighedstænkningen til fordel for overvejelser over menneskelige pligter til at medvirke til et godt samfundsliv. Det interessante i et folkeoplysnings-perspektiv er, at folkeoplysningen er baseret på en sund antagelse om, at samfundet ikke skaber sig selv. Det må skabes af de mennesker, som udgør folket. Men vi skaber ikke noget uden at have en idé om, hvor vi skal bevæge os hen. Folkelig oplysning må derfor ikke alene legitimere sig selv som en lige adgang til dannelse og læring. Den skal også handle om den fælles pligt til at skabe samfundet. En pligt, som er både mandens og kvindens, og som forhåbentlig kan bidrage til flere goder for os alle.

Asser Amdisen

s. 12

august 2013

tendensFoto

Billedligt

Foto: Laika Frandsen Ander-sen, elev på Kunsthøjskolen i Holbæk

UNISEXBeklædningsgenstande eller ting, som er egnet til brug af begge køn, får ofte beteg-nelsen unisex. Men unisex kan samtidig være et udtryk for kønsblindhed, altså at man ikke skelner mellem folk på grund af deres køn.

Højskolebladet samarbejder med fotohold fra en række højskoler, der til hvert num-mer leverer et foto taget af en elev.

s. 13

s. 14

august 2013

tendensPortrætinterview

Folk tror, jeg er ironisk eller

s. 15

“a cock makes a man’s world go around” synger den dansk-fili- pinske kunstner lilibeth cuen-ca rasmussen iført spraglet haneko-stume i sin performance Cock Fight Song. Hun har altid arbejdet med køn og identitet i sine værker, og hun var derfor utrolig glad for at møde forbil-ledet Yoko Ono for nylig på Louisiana. Hun er dog også inspireret af mandlige kunstnere, men, som hun påpeger, den historie er medierne ikke så interes-serede i, når man er en feministisk kunstner. Lilibeth er egentlig syg, men har alligevel indvilget i at mødes med kort varsel, inden hun skal ud at rejse. Lige nu har hun ekstra travlt med både rejser og sit næste projekt Gaia, der er et tværmedialt samarbejde med blandt andet Pete Drungle, der tidli-gere har arbejdet sammen med netop Yoko Ono og det klassiske ensemble

Lydenskab. Gaia åbner til oktober Wundergrund-festivalen i København, og handler om kvinden som gudinde og natur.

forskelsbehandling Solen skinner, og hun spørger, om vi skal sætte os i gården, da hun er været indenfor hele ugen. Hun glæder sig til at skulle til Mallorca på residency med sin datter Liva. Hun var også på residency i New York i 2009, men den-gang var det ikke alle, der glædede sig på hendes vegne. At tage på residency en måned og efterlade sit barn hos fa-deren var upopulært, og hun oplevede, at blive bagtalt af sine kvindelige kol-legaer, mens hun blev bakket op af de mandlige. Lilibeth synes tit, at kvinde er kvinde værst – også i kollegiale sam-menhænge. Hendes værker og kunst derimod, føler hun, er anerkendt fra alle sider, og

INTERVIEW Til efteråret performer hun den mytiske Gaia som natur, ikon, gudinde og moder. Mød den prisvindende og internationalt kendte performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmus-sen, der elsker at være kvinde, men gerne inddrager mændene

af sara peuron-berg foto: anders sune berg: afghan hound

Folk tror, jeg er ironisk eller gak-gak

s. 16

august 2013


hun har da også modtaget adskillelige prestigefyldte priser. Hun mener dog stadig, at det er sværere at slå igen-nem for kvindelige kunstnere end for mandlige. Og det står hun gerne ved. ”Jeg synes, at kvinder arbejder dobbelt så meget for at nå det samme. Jeg har ikke noget imod at arbejde, men det

ikke bange for stereotyperSom kommentar til det udsagn kan man gennem vinduet se en Barbie-dukke klædt i en kæmpe lagdelt rød og lyserød kjole. Kjolen er en model af den kjole, designer Anna Rosa Hiort Lorenzen er ved at sy til efterårets Gaia-performance. Lidt overraskende med en Barbie hos en feministisk kunstner, da Barbie ofte kritiseres for at være sexistisk og stereotypt legetøj, men LiIibeth er ikke bange for stereotyper. ”Når du performer, bliver du meget bevidst om receptionen af din krop. Du kan gøre to ting: Du kan spille på det, og du kan benægte det. Men jeg tror ikke på den sidste model.” Hun tilføjer, at det sidste skaber destruktiv energi. Lilibeth mener, at både mænd og kvinder spiller på deres køn og på de stereotyper, som hun ser som et sprog. ”Jeg tror bare, at man hiver stereoty-perne frem efter behov. Og sådan har mænd det jo også,” siger hun og skifter stilling på træbænken. ”Jeg bruger jo stereotyper. Det er også det, jeg ofte bliver kritiseret for, men hvis jeg ikke gjorde det, ville du jo ikke fatte det, jeg prøvede at sige.”

humoren afhænger af publikumLige nu er det videokunstneren Jesper Just, der udstiller på verdens vigtigste kunstfestival Biennalen i Venedig, men sidste gang – i 2011 – var Lilibeth en af de danske deltagere. Temaet var ytringsfrihed, og hun opførte perfor-mancen Afghan Hound, hvor hun iført noget, der ligner Hr. Skægs skæg gange ti, transformerer sig fra en intetkøns Cousin It fra tv-serien The Adams Fa-mily helt dækket af hår til en afghansk mynde videre til religiøs stammeleder

Lilibeth Cuenca Rasmussen Dansk-filippinsk kunstner. Født 1970 i Manila. Kom til Danmark som 8-årig med sin familie. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kuns-takademi. Arbejder primært med video, performance og skulptur/installation.

Har udstillet i bl.a. Beijing, Istanbul, New York City og var en del af det danske bidrag til Venedig Biennalen i 2011. Repræsenteret i sam-lingerne: Statens Museum for Kunst, Museet for Sam-tidskunst i Roskilde, HEART, Herning, Malmö Kunstmu-seum, KIASMA, Museum of Modern Art, Helsinki.Modtog i 2008 Eckers-berg Medaillen. Modtog i 2012 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat på 400.000 kroner sammen med Nina Saunders og Elmgreen & Dragset. Lega-tet tildeles som en særlig anerkendelse af kunstnerens virke og som en opmuntring og hjælp til den enkelte kun-stners fremtidige arbejde.

»Jeg bruger jo stereotyper. Og det er også det, jeg ofte bliver kritiseret for, men hvis jeg ikke gjorde det, ville du jo ikke fatte det, jeg prøvede at sige.

kan godt være lidt surt nogle gange, at skulle arbejde ekstra på grund af sit køn,” siger hun på en måde, der afslø-rer en ærgrelse bag smilet. På spørgsmålet om det kunne være et ideal, at kønnet ikke spillede så stor en rolle, svarer hun straks nej. ”Jeg har ikke noget imod at have et køn, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle prøve at viske det væk. Jeg synes, der er nogle problemer i samfundet ved at være kvinde, som jeg gerne vil påpege. Men jeg elsker at være kvinde. Jeg kunne ikke tænke mig at være mand.” Hun synes, det er så kedeligt i Danmark. Mændene er så bange for at performe deres køn, at det faktisk er lidt synd for dem. Hun griner højt, som hun gør hele tiden og fortsætter: ”Jeg synes ikke, man skal benægte kønnet, men performe det endnu mere.”

s. 17

for at ende som en skægget dame med sorte vinger. Lilibeth leger bevidst med kønnenes attributter, blandt andet bli-ver det ene skæg ved en lille manøvre til en fin frynsenederdel. En både kraftfuld og medrivende fortælling om alvor fortalt legende. På samme måde er interviewet en blanding af latter og alvor.

Bruger du bevidst humor i dine værker?”Nej, det tror jeg ikke. Jeg kan huske, da jeg lavede Afghan Hound, tænkte jeg, at det var godt nok alvorligt.” Histori-erne er baseret på faktiske fænomener, og under sin research syntes hun, at det var så tragisk, at hun næsten ikke kunne holde det ud. Men udefra kan publikum opleve noget andet, og det kan man som kunstner ikke styre, fortæller hun. ”Så kan jeg huske, at jeg står på scenen, og så ser jeg en journa-list helt foran, og han er bare flad af grin, og så tænker jeg: Gud, den er også sjov den her performance.” Lilibeth understreger, at det er beskuerens bagage og erfaring, der er afgørende for, om værkerne opfattes ironisk. ”Nogle vil sige, at mine ting er ironiske, og andre, at jeg bare er gak i hovedet.” Denne forskel tydeliggøres i forskellige kulturer med forskellige kønsopfattelser. Kuratorerne turde ikke vise Afghan Hound performancen i Kairo, men hun har performet andre steder, hvor der var et arabisk publi-kum, der syntes, det var helt ok – især kvinderne. En mandlig filmkritiker fra Syrien derimod genkendte ikke hendes karakterer og følte sig krænket.

maskulinitetsinddragelseAfghan Hound betegnes af Lilibeth som startpunkt for legen med den masku-

rettigheder for givet. ”Jeg lavede The Instrumental Man, fordi man altid taler om kønsproblematikker i forhold til, at det er kvinden, der har et problem – men det er jo et fælles problem,” siger hun. ”Jeg vil gerne inddrage manden i de ting, jeg siger i mine værker. Og det tror jeg egentlig også, jeg gør. ”Hun tilføjer grinende: ”Dog med en vis skepsis…”.

Kan en kvinde performe mandekønnet? ”Der sker i hvert fald noget andet. Nogle af de mænd, der har set den [The Instrumental Man], har været meget skeptiske, og de synes måske ikke, at det er skide sjovt, at jeg personificerer mandetyper, når jeg er en kvinde. De ved ikke, om jeg laver sjov, eller om det er alvorligt.” Lilibeth påpeger dog, at værket måske netop får mere opmærk-somhed, når publikum er usikker på kunstnerens holdning. ”Hvis det var en mand, der havde lavet det her værk, så havde man ikke taget ham alvorligt: ’Hvad brokker du dig over? – du har alle rettigheder.’” Hun overvejer det lidt, men fortæl-ler så, at mænds rettigheder var et af hendes forslag til Biennalen, men det synes kuratoren ikke var en god idé. Kuratorerne spiller en vigtig rolle, både ved valg af emner, men også i for-hold til valg af kunstnere. ”I mange af de sammenhænge, hvor jeg har udstil-let som feminist og kvindelig kunst-ner – der er sjældent nogen mænd udstillet, og der er faktisk mænd, der arbejder med køn, som kunne være interessante for at få nogle andre stem-mer ind. Men det er kuratorerne heller ikke helt på.” Hun smiler, men alvoren er ikke til at overse.

line karakter på en mere konkret måde – men hun synes dog altid, at der har været en styrke i hendes karakterer. ”I mine figurer har det måske været nogle meget feminine træk, jeg har fremhæ-vet i det ydre, men karaktererne har altid været mande-kvindekarakterer.” I værket The Instrumental Man fra sidste år tager hun den maskuline rolle fuldstændigt på sig ved at iklæde sig et mandekostume, der også anvendes som instrument. ”Det handler om, at jeg tager parti for manden og hans rettigheder i kønsdebatten. Manderol-len her i Vesten er blevet så svag og udefineret. Feminismen har defineret vores køn som kvinder, men jeg synes, at mændene halter lidt bagud eller bliver ignoreret i kønsdiskussionen i

»Jeg lavede The Instru-mental Man, fordi man altid taler om kønsprob-lematikker i forhold til at, det er kvinden, der har et problem – men det er jo et fælles problem.

feministisk kontekst. Og det tror jeg er grunden til, at man har svært ved at de-finere maskulinitet i dag.” Hun mener, at det måske er derfor, mændene føler sig ekskluderede, men påpeger, at de jo heller ikke selv synes, de har haft et problem før nu, men bare taget deres

s. 18

august 2013


Udvalgte værker

The Instrumental Man Udklædt som tre mande-typer dramatiseres den moderne vestlige under-trykte mand. 2012

Afghan Hound PerformanceIført en lang sort paryk fortælles fire historier om køn i det afghanske sam-fund. 2011

The Present doesn’t exist in my mind...The future is already far behindI en minimalistisk hvid dragt i arkitektonisk installation genopføres tidlig feminist kunst. 2009

Cock Fight Song En hanekamp modstilles med en kvinde iført et hanekostume, der udfordrer machokulturen. 2006

www.lilibethcuenca.com

fuck the f-wordGården fyldes pludselig af legende børn, og Lilibeth foreslår, at vi går indenfor. Hendes studio har betongulv, og i loftet hænger en papirguirlande med flerfarvede sommerfugle. Denne blanding af noget meget råt og noget let kendetegner også flere af Lilibeths værker, der forener det kraftfulde med det yndefulde. Lilibeths datter Liva ligger i sengen og ser Netflix – hun er også syg. Hun tager høretelefoner på, da vi kommer ind, så vi kan tale om feminismens uvikling. Lilibeth udtaler ordene ”Fuck the F-word” fra performancen The Present doesn’t exist in my mind...The future is already far behind, hvor hun iført hvid tætsiddende dragt, solbril-ler og hvid afroparyk synger, at ingen lytter til surmulere, men at kvinder heller ikke behøver spille macho for at få succes; de skal have mod til at træde frem. ”De søde gamle damer, der kæmpede kvindernes kamp dengang, gjorde faktisk et eller andet, som kommenede generationer kan bruge til noget, så lad være med at være så hårde ved dem. Men det kan godt være, at vi skal opfinde et nyt ord og genopfinde feminismen, fordi den er sådan lidt gråhåret.” Her kommer mændene igen på banen. ”Man kan godt være en machomand, selvom man er feminist. Hvorfor kan man ikke det?” Lilibeth vil gerne have, at hendes værker kan spille en rolle i forhold til kønsdebat-ten, men hun understreger, at hun ikke arbejder direkte politisk.

Kan man være feministisk uden at være politisk i dag?”Det ved jeg ikke… kunne man det dengang? ” Hun fortsætter efter en tænke-pause: ”Altså jeg synger jo ikke om kønskvoter i mine sange. Så det ved jeg ikke… Jeg vil bare gerne gøre folk op-mærksom på, at der er et eller andet, der ikke er helt i orden. Jeg vil gerne have, at man individuelt tager stilling.” Lilibeth synes, at kønskampen i Vesten i dag er gået helt i stå. ”Jeg kan se, at den generation, der er ti år yngre end mig bare tror, at alt er ok, og nu har vi opnået det, vi skal. Og så virker det som om, det igen bliver kvinden i de mere traditionelle roller,” siger hun bekymret.

mod et fælleskønI forsøget på at forene det maskuline og det feminine, imellem latteren og alvoren, opstår der for Lilibeth noget helt nyt: et tredje køn. Ikke et intetkøn, men derimod et fælleskøn. Intetkøn er kedeligt, siger Lilibeth med bestemt mine. Afghan Hound handler om, hvordan de forskellige køn krydser hinanden i det afghanske samfund, men er samtidig en visuel repræsentation af et ”cross-over køn”, som hun kalder det. Hun henviser til antikkens myte kendt fra Platons Symposion om, at der oprin-deligt var tre køn, hvor det tredje køn var en sammensmeltning af det mand-lige og det kvindelige: det tvekønnede eller androgyne. ”Jeg synes, at vi skal bevare, at vi er mænd og kvinder, men fælleskønnet er fremtiden.” Hvordan, man så performer fælleskønnet, er udfordringen.

s. 19

Giv et gavekort til en oplevelse, der aldrig bliver glemtGlæd en ven eller et familiemedlem med hel eller delvis betaling af et højskoleophold. Gavekort udstedes på beløb fra 100 kr. Kontakt Højskolernes Hus på 3336 4040 eller bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort

Gavekort til højskolerne

s. 12

januar 2010

de frie skolers advokat ®

185 frie skoler og børnehaver kan tage fejl

www.frieskolerlaw.dk


Danmarks førende advokatfirma når det gælder rådgivning af frie skoler

Vi påtager os aldrig sager mod frie skoler


Annonce til januar-nr.:

Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 12

januar 2010









Annonce til resten:

s. 20

august 2013

debatBøger

Denne kvindagtige listANMELDELSE Historikeren Hans Bonde har begået en debatbog, som uden tvivl er velment. Holdningen er klar, ligebehandling er målet, men standpunk-tet skifter farve alt efter horisont

af svend thorhauge, folketingskandidat for de radikale og tidligere højskoleforstander

Fordi du fortjener detFra feminisme til favorisme

Af Hans BondeGyldendal 2013288 sider, kr. 249,95,-

Før sommerferien kom Lars Løkke Rasmussen for skade at ville skelne mellem holdning og standpunkt. Det kom han ikke heldigt fra. Givetvis for-di de færreste valgte at høre efter, hvad han forsøgte at sige. Men pointen var for så vidt udmærket. Man kan godt fastholde en holdning til et sagskom-pleks og samtidig skifte standpunkt i forhold til strategierne undervejs, fordi samfundet nu engang forandrer sig. Et eksempel: Ligeværd er for mange et grundlæggende afsæt. Alle og hver enkelt bør uanset baggrund og merit tildeles samme universelle værdighed. Derfor er det også en holdning værd, at alle skal behandles lige. Men nu har vi balladen, som selv en elev i 3. klasse kan deltage i. For hvad vil dette ”lige” så mene, og hvilke strategier bør iværk-sættes for at nivellere, hvor forskellene stikker i øjnene? Det er to forskellige spørgsmål, og man skal vare sig for at besvare begge på samme gang. Historikeren Hans Bonde har begået en debatbog, som uden tvivl er velment; der er ingen grund til at betvivle mandens værdier og holdnin-ger, det bekræfter hans egne meritter. Uden sammenligning i øvrigt minder det om Bjørn Lomborgs særlige kamp for miljøet: Værdier og holdninger er på plads, men på den ene side mener begge, at det står langt bedre til, end den sædvanlige ”klagesang” vil mene, på den anden side er de begge mod-standere af de aktuelt anvendte strate-gier til at opnå den ønskede tilstand.

På kort formel mener Hans Bonde, at han som erklæret feminist burde kunne læne sig tilbage og med sindsro konstatere, at alt endelig er, som det bør være. Kvinden har politisk indfly-delse, ligeløn, bedre sundhed og udsigt til en udlignet livsindkomst. Men det kan han så alligevel ikke, for feminis-men er slået over i en favorisme, hvor kvindagtige magtstrategier som udnyt-telse af skam og svaghed truer med helt at udrangere manden og aldeles sløre for det faktum, at kvinden ikke er undertrykt, men nok så listigt skjuler sin favorable position. Fordi du fortjener det er således en klassisk afsløringsbog.

debatbog med stort dDet er en debatbog, og som sådan er den også lykkedes: Den har delt van-dene og skabt røre. Formålet med bo-gen er, skriver han indledningsvist, ”at nydefinere måden, vi tænker køn på”. Det projekt lykkes desværre mindre godt. Han tilbyder ikke en eneste ny definition og afslører (afsløringsbøger har det nemlig med at være tveæg-gede), at hans eget kvindesyn, når det kommer til stykket, er reaktionært i ordets egentlige forstand. Det er stereotypt og generaliserende. En række kvinder oplistes som eks-ponenter for alt det ved ”kvinden” han ikke kan lide, blandt andet nærmest samtlige kvindelige ministre, især rige arvinger af hunkøn, der ridder dressur, men også eksempelvis Stine Bosse. Mens enkelte kvinder får lov at repræ-

sentere ”kvinden” på rette vis: nemlig Hilary Clinton og Karen Blixen. Til gengæld præsenterer Hans Bonde os for en række eksempler på, at kvinder i dag reelt er meget mere ligestillede, end mænd og kvinder tror, de er. Der er gode eksempler iblandt, som det bestemt er væsentligt at bringe til debat. Ligeløn er et af dem.

s. 21»Kvindelige kolleger, der hele tiden skyder én mandschauvinisme i skoene, er lige så irriter-ende som mandlige kol-leger, der skyder kvinden kvindagtig list i skoene.

Hans Bonde henviser her til kam-pagnen ”Hold fri resten af året,” hvor kvinder opfordres til at blive hjemme 1. november og året ud, da de ”jo” får 18 % mindre i løn end mændene og derfor bør arbejde 18 % mindre. Statistikken fortæller dog, at mænd og kvinder får samme løn for samme ar-bejde. Det kunne Lønkommissionen i 2010 slå fast. Kvinder vælger blot ”frit” lavtlønsarbejdet. Her kunne man så overveje, om der var strukturelle eller kulturelle betingelser, som var årsag til den forskel. Det gør Hans Bonde ikke, han citerer en række mænd og kvinder for, at kvinder ikke ”går på kompromis med deres livsstil” eller kun har karri-ere inden for bløde områder som HR. Det er prægnant i bogen, at mænd tildeles retten til at være så forskellige, at de mænd, der eksempelvis bryder igennem som kunstnere, ”på ingen måde repræsenterer mænd som hel-hed”. Men det gode spørgsmål til Hans Bonde må så være: Hvem gør så? Og hvem repræsenterer kvinderne? Gør nogen? Lige præcis på de spørgsmål lader det til, at Hans Bonde nærmest har set sig gal på en række kvinder og lader dem være eksponenter for alt det, han ikke kan lide. Helt pinagtigt bliver det, når Amanda Jakobsen, der bedrog Gate Gourmet for mindst 120 millio-ner, fremhæves som et eksempel på, at svindlen kun kunne lade sig gøre, fordi hun var ansat som led i en ”kvindelig symbolpolitik”. Stein Bagger, derimod,

var ikke en galionsfigur, men lovede ”guld og grønne skove til profithung-rende finansmænd”.

nej tak til kvoterBogens første og sådan set også rime-ligste ærinde er at argumentere mod kvindekvoter. Hans Bonde forfægter, at midlet ødelægger målet, og en række mænd og kvinder er enige med ham i det standpunkt. Når han så samtidig beklager, at der ikke kæmpes for kvindekvoter i militær og renova-tionstjeneste, glemmer han, at det nu engang altid er de knappe ressourcer, der bliver genstand for retfærdig-hedsprøvelser. Her er vi tilbage ved anmeldelsens begyndelse. Holdningen er klar, ligebehandling er målet, men standpunktet skifter farve alt efter horisont. Statistikkerne taler deres ty-delige sprog. Jura og medicin er blevet til kvindefag, og inden for en oversku-elig årrække vil der være en majoritet af kvinder på universitetet. Det tager nu engang den tid, som udskiftning i en organisation tager; og nogle gange er det ikke ufornuftigt at væbne sig med tålmod. Det bør afslutningsvist siges, at man(d) jo godt kan forstå den harme, manden rammes af, når der bringes forfordelinger til torvs, som ikke er reelle, og konkrete kvinder i den for-bindelse beklager sig over mænd i al al-mindelighed og gør det på kvindernes vegne. Både mænd og kvinder kender ærgrelsen over, når det, de gør, ikke ses som deres eget, men som udtryk for deres køn. Kvindelige kolleger, der hele tiden skyder én mandschauvinis-me i skoene, er lige så irriterende som mandlige kolleger, der skyder kvinden kvindagtig list i skoene. Men løsningen begynder i og med sproget. Måden vi adresserer og kategoriserer på. Den del af Hans Bondes kritik, som rammer, og det gør noget af den bestemt, rammer nemlig ikke ”kvinden” som sådan, men konkrete kvinder, som de hver især argumenterer, og konkrete mænd, som de hver især argumenterer.

kristian tikjøb olsenhøjskolelærer på seniorhøj-skolen nørre nissum, cand.pæd. i billedkunst fra dpu

hvad læser du i øjeblikket? I mit arbejde fylder skønlitteratur ikke meget. Jeg læser hovedsageligt faglitteratur af kunsthistorisk ind-hold. Dog har jeg netop vendt den sidste side i Federico Andahazis De flamske maleres hemmelighed. En bog, som jeg desværre havde alt for store forventninger til. Bogen foregår i den tidlige renæssance, hvor de florentin-ske kunstnere udvikler og bearbejder perspektivet, mens de flamske malere raffinerer farvens kraft og lys. I denne spændende kunsthistoriske ramme har forfatteren skabt en drabelig intrige mellem fiktive kunstnere i nord og syd. Underholdt blev jeg, men den kunsthi-storiske ramme var alt for tynd.

hvilken bog vil du anbefale dine højskolekolleger? Roland Barthes bog Det lyse kammer. I vores visuelle kultur er det vigtigt at forholde sig fænomenologisk til fotografiets væren og væsen. Barthes har skrevet mange vanskelige artikler inden for det semiologiske og fænome-nologiske felt, men her har han skrevet en let og læselig bog, der i den grad har skærpet min interesse for læsning af fotografiet.

Hvilken bog betyder mest for dig? Det er helt klart min 40 år gamle, slidte, ornitologiske følgesvend Europas Fugle.

Hvad læser du?

s. 22

august 2013

Hvorfor tage på højskole? Fordom-mene om, hvad der får folk til at vælge et højskoleophold, er mange. En klarlægning af motiverne foreligger nu: En rundspørge blandt mere end 1000 højskoleelever fra foråret 2013 viser, at det er den personlige udvikling, mødet med nye mennesker og ønsket om at lære nyt, der er de primære faktorer.

Presseklip

højskoleHøjskolen kort

Det sker Tørre tal

4567081 2

3

9kabaretNyd sommeren med en indføring i lys-mageren, arkitekten, revyforfatteren, filminstruktøren og provokatøren Poul Henningsens univers. Michael Mon-drup og Jørn Bonde diverterer med en kabaret om multimennesket PH. Det er kl. 19.30, og arrangementet koster 50 kroner - på sædvanlig højskolema-nér inklusiv kaffe og kage.15. august på Højskolen i Marielyst

fyrsterne og forræderneEr du i det sønderjyske, så kom til åbent foredrag med Jørgen Buch. For kun 65 kroner kan du høre spændende fortællinger om Augustenborgerne, der sad på Augustenborg Slot og Gråsten Slot. Slægten, der gik fra at være arvinger til den danske trone til landsforrædere, ændrede Danmarkshi-storien. Men stå tidligt op, for det er allerede kl. 09.45. 22. august på Rønshoved Højskole

astronomiens hemmelighederAstrofysikeren Anja C. Andersen er ikke til at komme udenom i disse tider. Og det er der god grund til. Det var en inspirerende og begejstret folkeskole-lærer, der fik Anja til at interessere sig for stjernestøv og galakser. Og i dag gør hun selv sit bedste for at smitte os andre. Det er kl. 19.30. og koster 50 kroner.27. august på Grundtvigs Højskole

”Litteraturen, den gode, kan tåle alt, og jeg er med på, at der skal analyseres, men det taler ikke til det akademiskes fordel, hvis interessen for litteraturen går i stykker for dem, der tilmelder sig studiet. Og er det stadig sådan? Jeg spørger bare. [...] Det er mit klare ind-tryk, at litteraturen forvaltes bedre på højskolerne af engagerede lærer, der er i stand til at give deres egen lidenska-belige læselyst videre til andre.” Kommentar til Knud Romers kritik af litteraturstudiet, af Kristen Bjørnkjær. Information d. 31. maj

”Behovet for almen omtanke og diskussion har næppe været større end i dag. Den folkelige debat må ikke dø ved at eksperter og politikere fører den uden om os [...] ”Er demokratiet under pres?”, er der stadig brug for en national grundlov?”, hvad handlede de seneste års grundlovssager om?”, hvordan forstår vi spændingen mellem EU og suverænitetsafgivelse?”Forstander Poul-Henrik Jensen fra Jyderup Højskole. Nordvestnyt Holbæk/Odsherred d. 30. maj

”Vi kan ikke stille os op og sige, ’fyld mig med ånd’. Sådan fungerer det ikke. Det, jeg tror, er, at vi kan se Helligån-dens virke i handlinger. Ligesom vin-den i træerne er et synligt tegn på dens tilstedeværelse, så manifesterer ånden sig i vores handlinger - det er her, vi kan se den virke [… ] Man kan vel tale om den som en virkende kærlighed.”Jesper Skau, ny højskoleforstander på Løgumkloster. Kristeligt Dag-blad d. 25. maj

Blive fagligt dygtigere jf. videregående udd. 21%

For at forberede mig til videregående udd. 27%

For at afklare mit uddannelsesvalg 41%

For at lære noget helt nyt 55%

For at møde nye mennesker 74%

Møde mennesker, der brænder for det samme 52%

For at udvikle mig personligt 86%

For at holde pause fra en ungdomsudd. 5%

For at holde pause fra en videregående udd. 10%

For at holde pause fra arbejdsmarkedet 10%

Uden nogen særlig grund 1%

Kilde: Info-Eva, FFD

s. 23

Nyt med småt

Nye rammer i RøddingMidt i juni indviede Rød-ding Højskole sit spritnye undervisningsmiljø. Hvor der tidligere var stald og lade med kornsiloer og høloft, findes nu et auditorium, mødeøer og gangbro samt lokaler til skolens fire hovedfag. Det hele er tegnet af Arkitekterne Frank Maali & Gemma Lalanda og finan-sieret af en donation på 20 mio. kroner fra A.P. Møller Fonden.

Kunst på ÆrøSommeren igennem har 18 store billboards været udstillet på Søby Havn under overskriften Out of Place. Det er elever fra Kunsthøjskolen på Ærø, der står bag udstillingen om ”at være malplaceret”, som kan opleves frem til den 1. september.

Planer om ny skole Sportsefterskolen SINE i Løgumkloster planlæg-ger at udvide aktiviteterne med en ny sportshøjskole i det tidligere plejecenter Aaløkke. Finansieringen er endnu ikke på plads, men der er stor opbakning fra Tønder Kommune, som indtil videre har støttet projektet med en million kroner.

Ny lærerlinje i Vrå

I januar i år blev en ny læreruddannelse indført i Danmark, og med den fulgte skærpede optagelseskrav. Lærerspirer med et gennemsnit på under 7 fra en adgangsgivende uddannelse skal således søge kvote 2 og gennem en optagelsessamtale. Derfor søsætter Vrå Højskole nu i samarbejde med Univer-sity College Nordjylland (UCN) en ny linje, der retter sig mod de unge, som ikke opfylder det nye adgangskrav. Aftalen med UCN omfatter pro-fessionsforberedende undervisning, mentorordning, praktikdage, infor-mationsmøder og studieforberedende samtaler for højskoleeleverne samt et samarbejde om kulturelle arran-gementer. Ligeledes vil Vrå Højskole udarbejde konkret materiale om den nye linje til den gruppe unge, der mid-lertidigt må opgive læreruddannelsen. ”Vi glæder os utroligt meget over samarbejdet med UCN. Med høj-skolens opgave som almendannende institution og med den høje faglighed, der ligger i linjen, vil unge, der tager 18 eller 22 uger på Vrå Højskole, have en langt bedre chance for at komme ind på læreruddannelsen på kvote 2,” fortæller forstander Pia Schnoor.

/jl

Grøn dannelse

Bæredygtig udvikling spiller en vigtig rolle på Vestjyllands Højskole. Den grønne tankegang har lokket flere in-stitutioner, organisationer og senest en japansk delegation på besøg for at lære af måden, hvorpå højskolen arbejder med bæredygtighed. For at få højskolens grønne tanker ud over matriklen har Folkehøjskolens Forening bevilget 25.000 kr. til et sam-arbejde mellem Vestjyllands Højskole og de videregående uddannelser. ”Ligesom vi for nogle er afsæt til skuespillerskolen, musikkonservato-riet, danseuddannelser osv., ønsker vi at markere os med et afsæt til en videregående uddannelse inden for det natur- og samfundsvidenskabelige område. Vi vil spille en aktiv rolle som en del af deres fødekæde,” fortæller forstander Else Mathiassen. Det er blandt andet engagerede ele-ver på fagene ”Økologisk iværksætter”, ”Kokkeri” og ”Bæredygtigt samfund”, der er med til at præge højskolens grønne profil. ”De unge har mange idéer og visioner,” fortæller Else Ma-thiassen. ”De vil gerne ’det grønne’.” I den forbindelse er cand.scient.pol. Rane Bådsgaard Lange ansat fra august 2013. I efteråret skal kontakterne til de videregående uddannelser etableres, og der skal udarbejdes et koncept for den fortsatte udvikling. ”Vi ser mange muligheder for at være pioner på dette område. Vi ved, at vores væksthus har noget at byde på. Som højskole både kan og vil vi lære mere og dele mere,” slutter Else Mathiassen.

/lv

s. 24

august 2013

højskoleTæt på

INTERVIEW Christian Dorph vil demaskere kønnenes forstillelse. Højskolebladet har talt med forfatteren og højskolelæreren, hvis egne elever elsker at lege med kønsrollerne

af sara peuron-berg foto: robin skjoldborg/gyldendal

en kop americano og en kop afrikansk roiboos te danner denne morgen rammen om en samtale mellem en mand og en kvinde om køn og kærlighed. Man-den er Christian Dorph, hvis nyeste digtsamling En drøm om kærlighed ifølge forlagets følgebrev handler om ”kærligheden både som drøm, som krav, som maskulin tilståelse og som noget helt nært, intimt og konkret.” Digtsamlingen arbejder primært med to sfærer: Kvinden derude, der ofte bliver triumferende erobret – dog ikke uden en pris for manden, og kvinden derhjemme, hvor kærligheden kan være så svær, at det gør ondt. Men også mere sci-fi prægede digte, hvor kønnet næsten opløses i atomer. Christian forklarer den maskuline tilståelse som en reaktion. ”Man kan som mand nogle gange føle, at kvinden domesticerer parforholdet og kærlig-heden.” Som svar på spørgsmålet om den domesticerede mands fortsatte eksistens vedgår han, at det er en gam-meldags opfattelse. ”Min morfar sagde om kvinder: ’De er en anden race’, og det var selvfølgelig en vittighed, men også langt ude, og det siger noget om, hvor hurtigt det er gået, og at det kun er et par generationer siden vi havde meget forskellige roller og var nærmest fremmede for hinanden.” Christian understreger, at selvom afsenderen eller protagonisten i digtene tydeligvis er en mand, er det maskuline ikke bevidst fremhævet, og

Jeg ved sgu ikke, hvad køn er

det ikke er en cementering af tidligere kønsstereotyper, når han skriver om ”pikke fuld af terror”, men en ironisk og karikeret demaskering af kønnet. Agenterne er ikke ”manden” eller ”kvinden”, men ”jeg” eller ofte et ”vi”. ”Det er nærmere et forsøg på at give stemme til noget, der er større – mere voldsomt og aggressivt. Men det er jo ikke et udtryk for et kønssyn,” pointe-rer han grinende. Digtene er ikke er et kampskrift, men en undersøgelse.

konstrueret kønskampEfter en slurk varm kaffe fortsætter han: ”Jeg synes lige præcis i kønsdebat-ten - der bliver det jo enormt hurtigt sort-hvidt, og det er svært ikke at blive misforstået.” Der opstår en pause. Christian har efter sin nyudgivelse væ-ret meget i medierne og vil helst ikke tale for meget om nutidens feminister, men kommer alligevel selv ind på det. Et af digtene begynder da også med ordene: ”Jeg forstår ikke feministerne”. Brølet fra kaffemaskinen i baren river ham tilbage fra tankerne.”I forhold til køn er det et problem at blive alt for ideologisk; for hvad betyder det, at man gør nogle til ofre og andre til skurke. For alle føler sig som ofre for kønnene, ikke?” Vi nikker begge to grinende uden måske helt at mene det samme eller have de samme associa-tioner, men alligevel med en form for fælles forståelse. Christian opfordrer til, at vi skal gøre op med kønsnormativiteten og

blive til noget andet. ”Det er et spørgs-mål om at rive masken af kønnet – for der er så sindssygt meget forstillelse. Sikkert både hos kvinden og manden. Alting er ligesom til forhandling. Og det dur bare ikke. Der er bare noget, som også handler om noget andet: magt og dominans. Men det er skide svært i et samfund, hvor vi er så bevid-ste om vores grænser. Så det er vel også et forsøg på at vise kønnene i en mere rå udgave – så at sige.” flydende kønsrollerHan mener, at vi i dag glemmer attitu-derelativismen, og han peger på sine egne højskoleelever, der skifter køns-rolle efter behov og stemning. Som reaktion på de ofte mange kvindelige elever, kan de mandlige elever godt iføre sig en traditionel rolle og blive nogle alfahanner, som Christian kalder det. Men på andre tidspunkter kan de kaste de stive roller af sig. ”Unge mennesker i dag kan spille alle mulige sjove roller for hinanden og falde ind og ud af dem, og så synes jeg ikke, man skal være så bange for, at man stivner i de roller.” Det kan godt være, at højskolelever er en privilegeret gruppe af velud-dannede unge – men det er de ældre feminister også, påpeger Christian. I modsætning til feministerne er hans elever dog mindre optagede af kønskampen og mere liberale i forhold til klassiske diskussioner. ”De siger tit: ’Vi vil ikke have afskaffet prostitution.

s. 25

Det må folk sgu selv bestemme. Men jeg gider ikke have et job, kun fordi jeg er kvinde - det kan ikke være rigtigt’.” De unge i dag kan bedre se nogle flydende grænser og nogle rum imel-lem ideologierne, mener han. ”Det er jo sket rimeligt hurtigt. Det glemmer man lidt. Der er ved at ske nogle foran-dringer, der er ret radikale. Det er helt vildt spændende – at man kan eksperi-mentere med køn på den måde.” Han læner sig smilende tilbage i den gam-meldags røde plyslænestol, men sætter sig hurtigt op igen og fortsætter: ”Det er pragmatisk at sige, men det er som om de unge finder ud af det.” Køns-kampen bliver ifølge Christian Dorph et principielt problem, som er svært

Det er ikke kønnet, der er en konstruktion, det er kønskampen, der er en konstruktion.

»

Christian DorphFødt 1966. Var medlem af VSU’s (Venstresocialisternes Ungdom) daglige ledelse i begyndelsen af 80’erne. HF-student i 1985 og efterfølgende elev på Ærø Folkehøjskole. Blev i 1988 optaget på Forfatterskolen i København. Debut med digtsamlingen Et stykke tid (1992). Cand.phil. i Dansk fra Nordisk Institut ved Aarhus Universitet i 1993. Udgav sin anden bog Kontinuum i 1995. Siden 1995 har han undervist på Testrup Højs-kole, først i fagene filosofi og skriveværksted, siden på skrivelinjen. Modtog i 1996 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og har i en årrække været formand for forlaget Arena og redaktør af tidsskriftet Banana Split. I januar 1999 udsendte han sin debutroman Øjet og øret.

Har sammen med Simon Pasternak skrevet tre krimi-nalromaner: Om et øjeblik i himlen (2005), Afgrundens rand (2007), og Jeg er ikke her (2010), som udspiller sig i juli 1985.

En drøm om kærlighed udkom i maj i år.

Christian Dorph bor nær Aarhus med sin kone og fire børn.

at se i det daglige liv mellem kønnene. ”Det handler bare om, at man har nogle forestillinger om positioner, som man skal bekæmpe og som egentlig er ret abstrakte.” Han flytter lidt på sig og kører fingrene tankefuldt gennem det mørke hår for at komme med dagens udtalelse: ”Det er ikke kønnet, der er en konstruktion, det er kønskampen, der er en konstruktion.” Han vil derfor hverken tale for dekonstruktion eller for en biologisk bestemmelse af kønnet. ”At lave en formel for hvad køn er, er latterligt. Man må kunne undre sig endnu mere over det og sige: jeg ved sgu ikke, hvad kønnet er. Det er måske derfor, man skriver digte – for at prøve at undersøge det.”

s. 26

august 2013

luthersk missionsforenings højskole er en smuk gammel bygning, hvis hvidkalkede mure stråler om kap med juni solen. Lærer Ellen Esmarch Pedersen står ved hovedindgangen og byder velkommen til en samtale om konsekvensen af de opløste kønsroller, og om kristendom-men som en form for modkultur. ”Der mangler tydelighed omkring maskulinitet og femininitet i Danmark i dag,” forklarer hun, da vi har sat os til rette i et lille, lyst lokale på første etage. ”Som menneske bliver vi forvir-rede, hvis alting bare flyder, hvis intet står fast.” Der er kaffe og småkager på bordet og udsigt ud over højskolens grønne have og den uendelige sommer-himmel. ”Jeg var ung i bagkanten af 1968,” fortæller hun. ”Da jeg begyndte på universitet, var det murerskjorter, arbejdsbukser og træsko, fordi vi skulle være så ens som muligt. Det var en form for uniformering, der skulle gøre det kønsløst.” Hun har et sølvkors om halsen, og ind ad det åbne vindue strømmer dæmpet salmesang fra højskolens som-merkursister.

kulturkritik og kønsroller Ellen underviser i kurset ”Køn og identitet.” Kurset er obligatorisk for skolens elever, hvilket Ellen begrunder med den store betydning, kønnet spil-ler i forhold til identitetsdannelse, og med den generelle usikkerhed, mange

»Kønsforskellene skal ikke negligeres. Vi mister jo endnu mere, hvis vi prøver at gøre os ens.- ellen esmarch pedersen

unge føler i forhold til idealerne. Hun sammenligner de samfundsskabte idealer med det kristne menneskesyn og taler om illusionen om det perfekte liv på Facebook, om populærkulturens stereotype fremstillinger af manden og kvinden og om reklamer for kunstige bryster på bybusserne i København. Christina Mogensen, 20 år, som har fulgt kurset, nævner i tråd hermed film- og reklamebranchens store fokus på ekstremt seksualiserede unge men-nesker. ”Samfundets og hele filmbran-chens store fokus på sex skaber et billede, som er umuligt at leve op til,” siger hun, men tilføjer straks, at hun ikke føler sig personligt udsat, idet hun ikke forsøger at efterleve dette ideal. For hende er sex forbeholdt ægteska-bet. ”Det er ikke min seksualitet, der skal frelse mig,” siger hun eftertænk-somt. ”Jeg finder fred i noget helt, helt andet.” At eleverne på skolen er kristne og tror på Guds accept og kærlighed, betyder imidlertid ikke, at de ikke kan føle sig usikre med hensyn til køn og identitet, forklarer Ellen, men under-streger, at usikkerheden er farligere for de unge, der slet ikke har et fundament at stå på. Hun mener, at det kristne menneskesyn giver de unge på højsko-len en sund sikkerhed. ”Det at blive mødt og set har større betydning end for eksempel at blive rost. Grundlæggende for Biblen er, at vi har værdi, bare fordi vi er. Jeg har værdi ved at være, og jeg er elsket ved

at være,” forklarer hun. Det er denne kærlighed, hun ser som fundamentet - og som forbil-lede for den enkeltes forhold til andre. ”Hele Biblens tanke er, at vi er relationelle. Vi er relationelle i forhold

Kristen modkulturREPORTAGE Feminismen har gjort lige så stor skade som mandschauvin-ismen, mener man på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød. Her lærer eleverne at navigere i en verden, hvor grænserne mellem kønnene er blevet for flydende

af lone højgaard viemose

højskoleTæt på

til Gud, og vi er relationelle i forhold til vores medmennesker… Vi bliver til dem, vi er, i mødet med den anden.”

som mand og kvinde blev de skabtAt blive set som den, man er, og endnu vigtigere at blive elsket for det, man er, bringer Ellen tilbage til spørgsmålet om kønnene. Det er med udgangs-punkt i Biblen, hun insisterer på køn-nenes forskellighed. ”Det helt grundlæggende i Biblen er, at Gud siger, lad os skabe men-nesket i vores billede, lad os skabe mand og kvinde,” reciterer Ellen og uddyber: ”Det er Guds tanke, at vi er mennesker, og det at være mennesker er noget, Han har defineret, det er ikke

s. 27

konstrueret, i sit udgangspunkt.” Alexander Christensen, 22 år, har fulgt kurset og henviser ligeledes til Biblen, når han bliver bedt om at uddybe sine tanker om kønnenes for-skellighed. ”Biblen er grundlæggende for mit syn på manden og kvinden som skabt forskellige, men for hinanden,” siger han. Han nævner forskellige må-der at tænke og kommunikere på som eksempler på mærkbare kønsforskelle. ”Der er en grundlæggende forskel mellem kønnene,” supplerer Christina. ”Det er helt fra skabelsen, at forskellen ligger… Der er forskel i både tanke-gang og handlemønstre.” For Ellen er det vigtigt at under-strege, at der ikke er tale om rigtige eller forkerte måder at være mand eller kvinde på. ”Så simpelt er det ikke,” smiler hun. Der er mange måder at være mand og kvinde på, mener hun, men i vores grundkerne er vi forskel-lige. Det er sådan, vi er blevet skabt, det er sådan skaberen har ønsket, at manden og kvinden skal være. Vi er skabt forskelligt til hinanden.

I bund og grund mener Ellen, at feminismen har gjort lige så stor skade som mandschauvinismen. ”Kønsfor-skellene skal ikke negligeres,” tilføjer hun. ”Vi mister jo endnu mere, hvis vi prøver at gøre os ens.”

de udefinerbare forskelligeÉt er at mene, at kønnene er forskel-lige, noget andet er at definere, hvori denne kønsforskel består. ”Det er svært at definere,” medgiver Ellen, ”for i det øjeblik jeg definerer det, fastlåser jeg det.” Hun er af den holdning, at viden ikke blot er det, vi umiddelbart kan sprogliggøre. Nogle ting kan vi bare mærke. ”Forskellighed er noget, man erfa-rer,” samtykker Alexander, som netop har fået en kæreste, hvilket har gjort forskellene mellem kønnene endnu ty-deligere for ham. For ham at se handler det om respekt for hinanden og om accept af forskelligheden. ”Det er slet ikke så ekstremt, som nogen gør det til,” siger han afslutningsvis. Ellen, Christina og Alexander står

på mange måder i kontrast til det gængse syn på kønnene som en social konstruktion. Det er oplagt at spørge, om det at vælge et kristent funderet menneske- og kønssyn ikke bare er en nem løsning i forhold til at være fuld-stændig overladt til sig selv i sin søgen efter identitet. Ellen nikker alvorligt. Hun har tydeligvis hørt spørgsmålet før. Hendes svar er en insisteren på værdien af et fundament, som modsvar til populærkulturens stereotype frem-stillinger af manden og kvinden, men, pointerer hun afslutningsvis, funda-mentet kan også være etisk. Efter afskeden med Ellen, på vej ud i den grønne bøgeskov, der strækker sig fra højskolen til Frederiksborg Slots berømte barokhave, dukker spørgsmå-let op igen. At vi skal se, anerkende og elske hinanden er svært at være uenige i. Men hvordan gør vi det? På Luthersk Missionsforenings Højskole stiller de spørgsmålstegn ved, om vi som kultur er på rette spor. Og om ikke vi i bund og grund mangler et fundament at stå på.

s. 28

august 2013

debatKommentar

Over for Rønshoved-gruppens mantra om elite, pligt og pensum vil jeg sætte friheden til selv at danne sig som men-neske i et fællesskab med andre.

»De kalder sig Rønshovedgruppen. Gruppen består af en række højre-orienterede præster og akademikere med Rønshoved Højskoles forstander Thue Kjærhus i spidsen. Inden for det seneste år har de gjort sig bemærket med en strøm af kronikker, artikler og interviews (senest i juninummeret af Højskolebladet), hvor de prøver at tage patent på spørgsmålet om dannelse. Gruppen er forankret i kristen fundamentalisme og vil ifølge Rønsho-ved Højskoles hjemmeside “fortsætte den kulturkamp, som blev tydelig med Muhammedkrisen, hvor der blev truk-ket nye skel i både åndsliv og politik”. Rønshovedgruppen er eliten, for-står man. I deres manifest står der: “At modsige det vestlige forfald og anvise veje ud af det forudsætter tro, kraft og offervillighed, og det forudsætter en elite, som besidder disse dyder. Dannelse forudsætter formidling fra voksne, myndige personer, som ’ved bedre’, dvs. dannelse forudsætter en elite, der har tilegnet sig en fond af kundskaber og erfaringer, hvormed den stiller sig til rådighed og gavn for den opvoksende ungdom og det folke-lige fællesskab.” Udgangspunktet for Rønshoved-gruppens dannelsestænkning er angi-veligt Grundtvig og hans tanker om historisk og national folkelighed, som gruppen uden betænkelighed transfor-merer til nutidens danske samfund. Og den dannelsesproces, Rønshovedeliten

foreskriver, fremstår af pligt og tvang. Kristendom og Danmarkshistorie til de dumme efter Rønshovedgruppens anvisninger! De er i Grundtvigs navn i færd med at skabe en stor fortælling, der handler om, at nogen i det her land, der er bedre end andre. At der er et os og et dem. Når en bestemt gruppe i samfundet opkaster sig selv som ”de dannede” og prøver at sætte normen for, hvad dan-nelse er, kan det tit på andre komme til at virke pinligt, og man kan have svært ved at tage det helt alvorligt. Den massive mediedækning af Rønshoved-gruppen kræver dog et modsvar. Hvad er alternativet til deres konservative dannelsestænkning? Hvordan kan man i dagens Danmark forestille sig et dan-nelsesideal, som tager udgangspunkt i en opdateret og mere reflekteret forståelse af Grundtvig?

det handler om at turdeOver for nationalromantik og kri-stentro vil jeg som det første sætte en accept af kompleksiteten. En bestræ-belse på at erkende uoverskueligheden og værdifriheden som grundvilkår ved, at man som menneske autonomt og frit tager verden på sig, som den er. Mit udgangspunkt er min egen virkelighed på Krabbesholm Højskole, hvor vi arbejder med kunst, arkitektur og design. Den dannelsestænkning, vi praktiserer, tager afsæt i, at kun-sten kan forandre verden. Kunsten

Hjertets dannelseREPLIK Thue Kjærhus’ dannelsestænkning kræver modsvar. Væk med elite, pligt og pensum. Mennesket skal sættes fri til at danne sig i fællesskabet, mener forstander Kurt Finsten

af kurt finsten, forstander på krabbesholm højskole

er kompleks og mangetydig, men den er formuleret i et sprog, æstetik-ken, som rammer direkte ind i vores hjerter. Den tilbyder os i kraft af sin form nogle identifikationsmuligheder og er dermed med til at skabe vores identitet. Ikke kunsten i én eller anden ideologis tjeneste. Kunsten kan i kraft af sin æstetiske dimension åbne for en verden, hvor mennesket frigør sig fra de herskende realiteter. I et brev til den belgiske maler Dot-remont om et maleri, der havde låst sig fast, skriver Asger Jorn: ”Tag en pensel, luk øjnene, inden du vælger farve, og dyp så. Kør farven hen over lærredet. Derefter er du nødt til at tage konse-kvensen af det, du har gjort.” Det er et meget godt billede på et nutidigt dannelsesprojekt. Det

s. 29

To gange om året gennemgår Løgum-kloster Højskole en forvandling; en transformation; et hamskifte. Mens ekkoet efter det lange hold dør ud, be-gynder en indre og ydre ommøblering til kortkursussæsonen. At kalde det to forskellige årstider er en underdrivelse. Det er to forskellige verdener. På de lange hold er læreren som ud-gangspunkt en oldsag, der kan fortælle spændende anekdoter om Den Kolde Krig, håndskrevne stile og kunsten at finde vej uden GPS. På de korte kurser er man en op-løben teenager. I hvert fald indtil det modsatte er bevist. Her hjælper det ikke at være adskilligt ældre end indtil flere navngivne ministre; der skal do-kumentation på bordet. Kortkursister-ne kan selv finde ud af at stå op. Men de er ikke nødvendigvis så gode til at passe spisetiderne, ændre rygevaner el-ler i det hele taget leve med, at verden er, som den er. Til gengæld er de meget interesserede i, hvad læreren er for en fisk. Også i form af direkte spørgsmål over middagsbordet. De unge er mest interesserede i hinanden - heldigvis. Ville jeg foretrække det ene frem for det andet? Måske. Men kunne jeg holde til det? Nej! Afvekslingen er nødvendig.

Klummen

handler om at turde. Om modet til at være usikker. For derigennem dannes personligheden; derigennem når man til ny erkendelse. Og som Jorn-citatet viser, er man selv den skabende kraft for erkendelsen. Den anden, ukendte verden findes i én selv. Man skaber som kunstner eller højskoleelev så at sige en ny virkelighed. Og ingen kan vel at mærke tage patent på, hvordan du skal bære dig ad – det må komme fra hjertet. Det er dig selv, alene, der er ansvarlig. Grundtvigs frihedssyn dækker rent faktisk over, at mennesker selv er de bedst egnede til at finde ud af, hvad de gerne vil. Således mente han, at også personer, der ikke har været igennem elitens kanoniserede pensum, kan være i besiddelse af dannelse. Deres dan-nelse ligger i personligheden og viser sig i deres adfærd. Man kunne kalde det hjertets dannelse. Hjertet først, hjernen så. Over for Rønshovedgruppens man-tra om elite, pligt og pensum vil jeg sætte friheden til selv at danne sig som menneske i et fællesskab med andre. Det afgørende er, at vi tør satse på en fri og åben dannelsesproces, hvor dan-nelse bliver en fremadrettet aktivitet, der afsøger nye former for erkendelse. Hvor vi tager udgangspunkt i men-nesket, som det er, og verden, som den er her og nu. Og hvor vi i fællesskab prøver at udvikle vores verden og vores menneskesyn.

Uenig?Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

af nanna kinchcand.mag., højskolelærer på løgumkloster højskole

Højskolelæreren er enten en oldsag eller en teenager

@ debat

centralisering = ligemageri”Kunne det tænkes, at ensartetheden og centraliseringen ikke er en konse-kvens af presset fra den internationale konkurrence, men en konsekvens af ligemageriet, som 68’erne var så opta-gede af – alle skulle med (og ja, det skal de), men ingen måtte stikke hovedet frem eller op over andre? Marxisme parret med jantelov?” Lars Andreassen, Egå Ungdomshøj-skole, kommenterer interview med Lars Bo Kaspersen på hojskolebla-det.dk

ikke mere af det samme”Der er god brug for, at vi, i al vores forskellighed, bidrager med højsko-lernes viden, pædagogik og værdier, hvis der skal findes nye løsninger på både lokale, regionale og nationale samfundsudfordringer. Jeg håber, at vi vælger at udnytte muligheden for både at skabe bedre løsninger i samfundet - så vi ikke bare får ’mere af det samme’ – og at give højskolerne i Danmark en større platform at drive folkeoplysning på til gavn for både borgere, samfund og højskoler.” Lisbeth Trinskjær, forstander Ub-berup Højskole om forslaget til ny højskolelov på hojskolebladet.dk

gensyn med bjørnbak”Det er jo Bjørnbakkernes måde at drive folkehøjskole på, Marianne Jelved har i tankerne. Bjørnbakkerne var jo også radikale. En del højskoler praktiserer, efter min mening, al-lerede disse tanker, som Lars Bjørnbak havde. Aarhus og omegn dannede rammen om drabelige kampe mellem de grundtvigske og de bjørnbakske højskoler tilbage i 1800-tallet.” Thyge Herthoni Hansen om forsla-get til ny højskolelov på hojskolebla-det.com/ facebook

s. 30

august 2013

højskoleNavne

Navne med småt

Bestyrelsesnyt IDe fremmødte til årets generalforsamling i FFD kunne byde to nyvalgte bestyrelsesmedlemmer velkommen: Ulla Fisker, forstander på Egå Ungdom-højskole, og Ivan Jeppesen, forretningsfører på Mariager Højskole.

Bestyrelsesnyt IIYderligere blev Helga Kolby Kristiansen, forstander på Silkeborg Højskole, genvalgt som formand for et år, mens også Jacob Kjærsgaard, forstander på Hadsten Højskole, og Stig Kaufma-nas, lærer på Den Rytmiske Højskole, blev genvalgt.

Bestyrelsesnyt IIITil gengæld måtte formsam-lingen sige farvel til Kurt Villumsen, forstander på Uldum Højskole, næstfor-mand og otteårigt medlem af bestyrelsen, og Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole og bestyrelsesmedlem de seneste to år. Ingen af dem genopstillede.

Bestyrelsesnyt IVSidst, men ikke mindst, blev Anja Rykind, forstander på Rødding Højskole, og Karen-Magrethe Thomsen, bestyrelsesmedlem for Fa-miliehøjskolen Skærgården, valgt som henholdsvis første og anden suppleant.

Bestyrelsesnyt VNils Natorp, direktør for Geocenter Møns Klint, er ny formand for Idrætshøj-skolen Boseis bestyrelse. Han afløser advokat Peter Drisdal Hansen, som har bestridt posten i skolens tre første leveår.

EfterskoledirektørBjarne Lundager Jensen er blevet ansat som ny direktør i Efterskoleforeningen og afløser dermed Sophus Bang Nielsen, der efter 32 år som sekretariatsleder går på pension. Bjarne Lunager Jensen forlader jobbet som vicedirektør i uddannels-estænketanken DEA

aktuelt:

Steen Ulnits overtog 1. juni forstan-derposten på Højskolen på Kalø efter Søren Iversen. Steen er uddannet fiskeribiolog fra Aarhus Universitet og har stor erfaring inden for friluftsliv og naturfag. Hans helt store interesse er fluefiskeri, og med fiskestangen over skulderen har han rejst verden tynd som journalist, fotograf og foredrags-holder. Højskoleverdenen er dog ikke helt fremmed for ham, idet Steen i en årrække har afholdt fiskerikurser på både Vestjyllands Højskole og den nu lukkede Samsø Højskole. På Kalø er han udset til at bevæge skolen i en ny retning, hvor kompetencerne inden for sprogundervisning kombineres med en stærk naturprofil. ”Jeg vil tage højskolen med ud i naturen – eller naturen med ind på høj-skolen, om man vil. Fx i vores sprogun-dervisning, hvor natur som regel er en luksus for de flygtninge og indvandre-re, vi har. Men skal de lære Danmark at kende, skal de også lære den danske

natur at kende. På den måde er jeg naturromantiker og vil gerne modvirke den måde hvorpå, det moderne men-neske fjerner sig fra naturen,” fortæller Steen Ulnits om sine nye opgaver som forstander.

Elin Høgsbro Appel (1913-1980) var gennem slægterne Høgsbro og Appel fra det grundtvigske aristokrati født ind i højskolens inderkreds. Hun voksede op som forstanderbarn på Rødding Højskole, blev cand. mag. i 1937 og giftede sig med teologen Erik Dahlerup til et fortsat højskoleliv på Kerteminde og Testrup højskoler, før de i 1948 blev forstanderpar på Vest-birk Højskole. Siden 1945 fulgte hun slægtens spor som MF for partiet Venstre. Indtil det en dag gik op for hende, at hun var en outsider i det grundtvigske miljø – fordi hun var kvinde! Hun lod sig skille i 1949, forlod partiet, kirken

outsiderne ved ole vind

og højskolen og udgav i 1978 bogen Kvindens Genmæle, der uden større respekt for Grundtvig og hans Kirkens Genmæle gjorde op med ydmygelsen og undertrykkelsen af kvinden i ”et hete-roseksuelt samfund med en homointel-lektuel overbygning”. Bogen indeholder et radikalt femi-nistisk alternativ til både Grundtvigs og Marx’ patriarkalske historiefiloso-fier. Oprøret kom imidlertid for tidligt, bogen for sent – hun blev en overhørt stemme. Og dog, gennem de lige så begavede døtre, Pil, Ulla og Drude lever en inspiration fra en af højskole-historiens dristigste stemmer videre.

Kvindens genmæle

Naturromantiker på Kalø

s. 31

Nyt fra FFDRedigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Foreningenskurser

2013

18.-19. sept. samt 23. oktoberMentorkursus for nye mentorer på højskolerneBrandbjerg Højskole

23.-25. september Kursus for pedeller, rengøring-spersonale og oldfruer Askov Højskole

26.-27. september Kursus for kunstlærere Bornholms Højskole 3.-4. oktober Kursus for nye lærere Højskolernes Hus

10.-11. oktober Kursus for nye lærereHøjskolernes Hus 29. oktober Vejledertræf - højskole-vejledning i praksis Vejle Idrætshøjskole

7. november Midtvejsseminar for højskolepædagogisk udviklingsprojekt (HUP) Nørgaards Højskole

7. - 9. november Frie Skolers Fællesmøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup 12.-13. november Sekretær- og forretnings-førerkursus Nørgaards Højskole

28.-29. november Forstandermøde Egmont Højskolen 5. december Kursusdag for viceforstandere og souschefer Højskolernes Hus

2014

19.-20. marts Informationsseminar og netværksmøde: Digitalisering i undervisningen Sted oplyses senere

April Kursus for nye forstandereDato og sted oplyses senere 22.-23. maj Årsmøde og generalforsamling Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Se mere på www.ffd.dk

Kursus for nye lærere 10.-11. oktober i Højskolernes Hus

Mange nye lærere har erfaret, at der er noget særligt ved at blive ansat på en højskole. Men hvori består det særlige, og kan man overhovedet tale om det? Findes der en særlig højskolefaglighed, og hvilken betydning har samværet for skoleformen? Det vil vi gerne sætte fokus på, og derfor inviterer foreningen alle nye lærere (max fire års ansættelse) til at deltage i et kursus om høj-skolen og rollen som højskolelærer.

Tilmelding senest den 15. august på www.ffd.dk/kurserKontaktperson: Rasmus Kolby Rahbek, tlf.: 33364261

Info-Eva 2013 * Engang om året laver FFD en spørgeskemaundersøgelse blandt over 1.000 nuværende højskoleelever. Den nyeste undersøgelse viser bl.a. at, 40 % af eleverne har gået på efterskole22 % har fået vejledning på en uddannelsesmesse53 % har set højskolereklamer på internettet67 % har fået øje på højskolerne i annoncer eller outdoorkampagne50 % vil i gang med en videregående uddannelse efter højskolen 71 % har selv finansieret deres ophold92 % har fået indfriet deres forventninger i forhold til ny viden71 % er blevet mere afklarede i forhold til valg af studie93 % har fået indfriet deres forventninger i forhold til personlig afklaring96 % har fået indfriet deres forventninger i forhold til det sociale fællesskab98 % af eleverne er samlet set tilfredse med deres højskoleophold98.8 % vil anbefale det til andre (95 % i høj eller meget høj grad)

* Højskolernes Informationsevaluering (Info-Eva) gennemføres hvert år i april/maj, og fortæller lidt om elevernes vej til højskolen. FFD har sammenlignelige data tilbage til 2008.

s. 32

august 2013

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K B

www.information.dk/4ugergratissms “AVIS” til 1241 / ring til 70 10 19 30

Spred Information

Tilbuddet er gratis og uforpligtende og prøveabonnementet stoopper af sig selv. Tilbuddet gælder kun hustande i danmark, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Sms koster 0 kr. + alm. sms-takst, betales via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København.

Documents

Højskolebladet August 2013