Da designer Karens Simonsens mor !ik !jernet en knude i brystet, takkede hun efterfølgende nej til kemoterapi. Hun ville selv slå kræften.

Det var en beslutning, hun fortrød.

AF JO BRAND. FOTO: PERNILLE RINSING.

INTERVIEW

37/2014 ALT FOR DAMERNE 11www.altfordamerne.dk

Karen Simonsen{ }

J eg er blevet taget 10 år for tidligt. Det var meningen, jeg skulle ligge og dø under citrontræet.”

Sådan sagde Karen Simonsens mor, da hun lå for døden på et hospital i Spanien. I 10 år havde hun boet i landet i et lille hus med et citrontræ i gården. Det var i skyggen af

det træ, hun havde forestillet sig, at hun skulle dø, efter hun var fyldt 80. I stedet lå hun nu 71 år gammel på hospitalet med brystkræft, der havde spredt sig til hele kroppen. Ifølge hende selv fordi hun havde valgt at takke nej til kemoterapi.– Min mor var meget spirituel og har levet »

37/2014ALT FOR DAMERNE 37/2014 ALT FOR DAMERNE12 13www.altfordamerne.dk www.altfordamerne.dk

INTERVIEW

usandsynligt sundt og spist økologisk og biodynamisk, før nogen andre gjorde det. Og hun havde den holdning, at hun kunne slå den kræft. Uden kemo. – Jeg tror også, at der var et element af for-fængelighed i det. Hun var en !lot kvinde, og man bliver jo syg og mister håret, når man får kemo, siger Karen, der i dag ærg-rer sig over, at hun ikke var der, så hun kunne sige til sin mor: Du dør, hvis du ikke får det her!– Mit forhold til min mor var meget spe-cielt. Jeg boede alene med min bror, fra jeg var knap 15 år gammel, og han var 16. Min mor, der var uddannet pædagog, valgte på det tidspunkt at blive ulandsfrivillig forskel-lige steder i verden, blandt andet for Da-nida, og det betød, at hun sagde farvel til Danmark – og til os. Så i perioder var vi ikke så tætte, men så alligevel… Selvom hun var sej, var hun også meget !intfølende, så hun kunne mærke, når jeg havde en dårlig dag, og så ringede hun. Så vi var sjælemæssigt tæt, men samtidig havde vi det også sådan i familien, at man klarer sig selv.Det var i september 2012, at Karens mor ringede fra sin bopæl i Spanien og fortalte, at hun var syg. – På sin sædvanligt udramatiske måde orienterede hun mig i en bisætning om, at hun skulle opereres for brystkræft. Der var blot tale om en rutineoperation, som jeg ikke skulle være bekymret for. Min mor blev ved med at påpege, at vi ikke skulle være bange, og at der bare var tale om en mindre knude. Og jeg stolede på hende, medgiver Karen. Hun var derfor fortrøstningsfuld og troede det bedste. Men i december ringede hen-des bror og fortalte, at deres mor ikke var kureret – nærmest tværtimod. – Min første tanke var, at det var natur-stridigt og komplet umuligt. Min mor var

FARVELLET– Vi !ik talt om mange ting, inden vi sagde farvel. For

eksempel havde jeg aldrig hørt min mor sige, at hun

elskede mig. Men det sagde hun til sidst: ”Du skal vide, at jeg elsker dig, og at jeg er så stolt af dig”. Det var meget

specielt at få at vide.

SAVNET – Jeg tænker på hende hver dag. Hun var meget spæn-

dende, interessant og oplyst. Og jeg har ikke fundet no-

gen, der kan erstatte hende. Jeg har bare måttet accep-tere, at hun er væk. Det var

også først, da min mor døde, at det gik op for mig, at hun

var det menneske, der kend-te mig bedst. Hun kunne

mærke, når jeg havde det dårligt, og så ringede hun.

På den måde var vi sjæleligt meget tæt på hinanden, og der er en ro og fred i at vide

det – og det er et afsavn i dag. Samtidig kunne jeg stole 100 procent på min

mor, og hvor mange andre mennesker kan man sige det om? Hun var der lige meget hvad, så der mangler noget.

TROEN– Jeg tror, sjælen går igen,

og er sikker på, hun kommer tilbage. Det skulle ikke undre

mig, hvis hun er præsident i 2075.

LÆRDOMMEN– Det var et wake up-call, da min mor døde. Det er først

rigtigt gået op for mig nu, at livet er til låns, og at jeg vil

have det godt, så længe jeg er her. Derfor har jeg taget den beslutning, at jeg ikke

vil lade mig gå på af småting. Jeg vil ikke lade andre øde-

lægge min dag. Hver dag skal leves.

Karen Simonsen

om sin mors død

KAREN SIMONSEN, 43 ÅR

på 14 år og en kæreste. De bor i København.

-jen Karen by Simonsen og var tidligere en del af Munthe plus Simonsen. Hun lancerer des-uden sin egen solbrillekollek-tion i samarbejde med PREGO og sidder i en række bestyrel-ser, bl.a. Great Greenland A/S, hvor sælskind er blevet certi!i-

ceret til at blive solgt i EU.

helsefreak og hippie og har altid levet af gulerødder og bønner. Samtidig har hun været i bedre fysisk form end jeg og har dyrket masser af yoga og løb. Hun havde besøgt Danmark i august, altså et halvt år før. Her var hun og jeg på Statens Museum for Kunst for at se Matisse, og hun var helt sig selv, forklarer Karen.Men i december havde kræften spredt sig til lymfesystemet, og Karen tog derfor til Spanien for at være sammen med hende.– Hun havde boet i en lille landsby ved navn Morlil i 10 år og haft sit liv dér. Og min mor havde jo nærmest aldrig boet i Dan-mark, for ulandsarbejdet havde holdt hen-de ude, så der var ikke noget besynderligt i, at hun ikke var tæt på til daglig. Men når

en sådan ulykke så indtræ!fer, så føler man sig pludselig meget langt væk fra hinanden. Jeg bookede en !lybillet med det samme og besøgte hende lige før jul. Og det var et enormt chok at se

hende blot !ire-fem måneder efter vores tur på Statens Museum for Kunst. Nu lå hun dér og rystede over det hele og sagde, at hun aldrig havde følt sig så alene og så ensom. Hun gik med stok, hendes arme var hævet til dobbelt størrelse, og hun havde klippet sit hår af.

Du kan ikke gamble med kræftDet var også i december, at Karen fandt ud af, at hendes mor havde takket nej til kemoterapi efter operationen i september – til trods for lægernes anbefaling. – Hvis hun havde takket ja til kemo lige efter operationen, havde hun overlevet. Det prøvede lægerne også at overbevise hende om. Det kan godt være, at kræften var kommet igen, men hun havde i hvert fald levet nogle år, siger Karen, der ikke er i tvivl om, hvad hun ville have rådet sin mor til at gøre, hvis hun havde haft muligheden.

”Du kan ikke gamble med

kræft. Dér er du nødt til at

lytte til eksperterne, dér kan

du ikke tro, at du er eksper-

ten og kan sige, hvad der

er det bedste”

37/2014ALT FOR DAMERNE 37/2014 ALT FOR DAMERNE14 15www.altfordamerne.dk www.altfordamerne.dk

INTERVIEW

vende tilbage til, at min mor fornægtede kærligheden i sit liv. Og dermed svigtede hun også sig selv. Hun tog fra os, da vi var børn, for at forfølge et højere mål. Men hun fravalgte også kærligheden til en partner og levede dermed et ret ensomt liv. Vi har aldrig brugt sætningen ”jeg elsker dig” i min familie, og selvom vi vidste, at vi gjorde det, blev det sagt for sjældent. Det er så vigtigt i dette liv, at vi passer på os selv, både fysisk og sjæle-ligt, forklarer Karen.

Ceremoni under citrontræetDen 11. februar var en af de sidste dage, Karen sad ved sin mors side.– Jeg nægtede, at det skulle være slut og foreslog hende, at vi skulle rulle ud på terrassen, da solen skinnede, og foråret var på vej til Spanien. Hun sagde lyk-keligvis ja, og jeg !ik hende bakset over i en kørestol. Jeg åbnede døren ud til terrassen og kørte hende blot en meter ud. Et vindpust fulgte, hun åbnede øj-nene og råbte højt med det, der kunne ligne nogle sidste kraftanstrengelser: Jeg lever! Og så faldt hun sammen i sto-len, og jeg kørte hende tilbage i hendes hospitalsseng. For mig at se var det et budskab om at holde fast i livet. Det hun gerne ville sige, var: Det kan godt være, at jeg ikke kan leve videre. Men det skal du, fortæller Karen. Det var også i hendes sidste dage, at Ka-rens mor fortalte, at hun havde fortrudt sin beslutning om at takke nej til kemo i første omgang.– Hun sagde: ”jeg skulle have takket ja til det dumme kemo”. Det var det, hun kaldte det: ”Det dumme kemo”.Samtidig bad hun Karen om at sprede budskabet om sin store fejltagelse og om, hvor vigtigt det er at tage imod lægebehandling ved et sygdomsforløb som kræft, ikke mindst kemobehand-ling. Det lovede Karen at gøre.To dage senere døde Karens mor, mens hendes bror sad hos hende. Karen var retur i Danmark, da det var hendes kæ-restes fødselsdag.

Broren ringede til Karen tidligt om mor-genen, og meldingen var i al sin tristhed også en lettelse og en forløsning for de to søskende, som sammen med gode venner i Spanien og det spanske hospitalssystem havde været meget alene om situationen. Karen og hendes bror gennemførte en lille ceremoni under citrontræet i deres mors gård til det lille spanske hus, der havde dan-net rammen om hendes liv de sidste ti år. Og herudover blev der på spansk manér holdt en begravelsesceremoni i et meget smukt kapel i bjergene. Karens mor blev iklædt pænt tøj og den turkise hue, og ki-sten stod åben, da venner og bekendte kom og sagde farvel. – Der var en god men også lidt bizar stem-ning omkring kisten, for vi skiftedes til at fortælle søde og sjove historier om min

mor. Og faktisk endte vi med at grine ret meget og også højlydt, fordi de mange hi-storier fortalte alle de lidt skøre ting, vi hver især havde oplevet med hende. Præsten syntes vist, det var lidt mærkeligt, men for os var det et tydeligt bevis på, at min mor trods alt har haft et godt liv, og at hun var på vej til et endnu bedre sted. Vi sendte hende af sted med kærlighed. ●

– Jeg tror ligesom min mor, at mennesket har spirituelle kræfter, men når det gælder kræft, tror jeg altså ikke, at man kan hel-brede sig selv. Hun skulle 100 procent have takket ja til kemoterapi. Der er ting, man kan tillade sig at gamble med som karriere og investeringer – det har jeg selv gjort hele mit liv. Men du kan ikke gamble med kræft. Dér er du nødt til at lytte til eksperterne, dér kan du ikke tro, at du er eksperten og kan sige, hvad der er det bedste. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært som kvinde først at miste brystet og så også håret. Det er din identitet, og hvad har du så tilbage? Og der er svaret jo: Livet! Så ja, man bliver syg, men indtil der er et bedre produkt, så er det den eneste vej.Til sidst valgte Karens mor da også at følge Karens og lægernes råd. Hun takkede ja til kemo, og Karen kørte hende omgående til den store by, Granada, hvor hun !ik sin før-ste behandling. – Hun vidste godt, at klokken havde slået, men forsøgte alligevel, da hun jo havde hå-bet. Men på det tidspunkt var kræften gået i lymfesystemet, og så er det svært. Efter behandlingen var hun komplet udmattet. Også fordi hun på det tidspunkt var meget syg. Hendes krop havde ikke mange kræf-ter tilbage. Ti dage efter !ik hun på ny en omgang kemo, men lige meget så det ud til at hjælpe, siger Karen.Den 3. januar 2013 blev Karens mor haste-indlagt med alvorlige tegn på det, man kalder en terminal kræftsygdom. I perioden frem til deres mors dødsdag skiftedes Ka-ren og hendes bror til at være i Spanien hos deres mor. – Det var på en og samme tid en god og en helt igennem frygtelig tid. For det første ha-der jeg hospitaler og kan nemt få det fysisk dårligt, når jeg be!inder mig sådanne steder. For det andet var min mor meget dårlig. Hun var uklar, stærkt påvirket af medicin, og så var hun forfærdeligt tynd. Jeg bryder mig ikke om udtrykket, men her kommer a living dead til sin ret. Hun havde tilmed mistet alt sit hår. Men alt dette til trods så havde hun – når hun var klar – stadigvæk sit gode humør i behold. Og tænk, da jeg

ankom til hospitalet den 4. januar, havde hun taget en turkis hue på, som jeg har de-signet. Hun hilste mig med ordene: ”Kan du se, at jeg har taget din turkise hue på?” Det havde hun gjort dels for at skjule hårtabet, dels for at fortælle mig, at hun hyldede mig og mine kreative evner. Det var meget rø-rende, at hun kunne overskue det. Men det var ikke nogen nem opgave at skulle hjælpe sin mor og tale med spanske læger, når man ikke kan spansk og i det hele taget sikre den bedste proces i et fremmed land. Samtidig var det hele med følelserne uden på tøjet.

– Det var vigtigt for os at få sagt alle de vigtige ting, inden det var for sent. Min mor var så syg, hun havde så ondt, og hun lå konstant foroverbøjet som en kludedukke fuldstændig livløs, fordi hun havde en tumor i armhulen. Så det var kun i korte pauser, vi kunne få sagt alle de vigtige ting til hende. Og hun havde kræfter til at svare, husker Karen. – Det er svært at opleve sin mor som en grøntsag, der skrumper ind for øjnene af en. Det var virkelig svært og til tider helt uudholdeligt. Men jeg måtte også i de sidste uger af hendes liv igen og igen

Hvad går pengene til Støt Brysterne-kampagnen til?

til forskning i risiko for knog-leskørhed, når man har modtaget kemoterapi for brystkræft.

til forsk-ning i behandlingsresistent

brystkræft og metastaser (spredning af sygdommen).

til ana-lyse af nye potentielle brystkræftmutationer.

til

forskning i forebyggende behandling og overle-velse i forhold til også at få kræft i det andet bryst.

til forsk-ning i behandling af lymfe-ødem efter brystkræft.

1. Chancen for at overleve brystkræft i Danmark er steget støt gennem de seneste 30 år. Ifølge de senest of-fentliggjorte tal er !lere end 8 ud af 10 kvinder i live fem år efter, at de har fået konstateret sygdom-men. Fremskridt, der er et resultat af forskning.

2. Brystkræft er den hyppigste kræftsygdom hos kvinder.

3. I 2012 var der 4.910

danske kvinder, som !ik konstateret sygdommen.

4.Hver 9. danske kvinde rammes af brystkræft.

5. Hvert år dør omkring 1.200 kvinder af bryst-kræft. Flere end 58.200 kvinder lever med syg-dommen (2012-tal).

6.Selvom der sker store fremskridt inden for brystkræftbehandlingen, klarer vi os stadig dårlige-re end de andre nordiske

lande, og især Sverige. En undersøgelse fra Kræf-tens Bekæmpelse tyder på, at det ikke er selve be-handlingen på de svenske sygehuse, der er bedre. Svenskerne er derimod bedre til at opdage syg-dommen på et tidligere stadie. Det er, fordi de har en lang tradition for mammogra!iscreening. Det samme er ikke tilfæl-det i Danmark. Her har der kun været landsdæk-kende tilbud om mammo-gra!iscreening i få år.

7 gode grunde til at støtte kampen mod brystkræft

Fra den 15. september kan du købe det nye armbånd fra

Støt Brysterne. Armbåndet fås med pink snor med plade

eller ring i metal, belagt med guldfarve, eller med

koksgrå snor med plade el-ler ring i metal, belagt med mørk sølvfarve. Begge med justerbar lukning. Armbån-det koster 40 kroner og kan

købes i COOP’s butikker, Jysk, jern & !ix, Arbejdernes Landsbank, på apoteker og i Bahne. Sælges også på Kø-

bogstøt.dk. Overskuddet går til Støt Bry-

sterne, Kræftens Bekæmpelse.

Nyt

armbånd