8

I d e t t e n u m m e r :

Bredmundede børn

1

Nu bliver det spændende

2

1200 km væk hjemmefra

3

Den afsluttende cirkel

4

Viby Efterskole, det vidunder-ligste eventyr

5

Den store Musik-festival

6

Grundlovsdag 8

Dansemusene som underdogs

9

Livet i et

paradis

10

Et efterskoleår 11

Den store Bastian

12

J u n i 2 0 1 0 Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

SE HER:

• Få tilsendt fremtidige nyhedsbreve på mail - tilmeld dig på viby-efterskole.dk

• Husk: Første skole-dag for elev-holdet 2010/11 starter søndag d. 8. august kl. 14:00

Nyhedsbrev Den fynske Efterskole for

Musik, Dans og Teater

Af Anne Line Konradsen, 10.kl. Et sted øst for bakkedraget godt skjult bag brombærkrat og bregner lå det gamle kloge mo-sehul. Der var grønt snask på overfladen, viltre siv i kanten, og det rynkede piletræ dyppede sine naller i vandet, så de dan-sede en indviklet fingerballet, når en vind fløj forbi. Åkander-nes blomster blomstrede og lignede de lotusblomster, man ser i buddhistiske sammenhæn-ge. På netop en af disse åkan-der sad en bredmundet frø. Han hed Franklin; og dét var ekso-tisk, for hans far var en syd-amerikansk bongofrø, der havde en frøken i hver eneste mose øst for grævlingehulen ved tog-skinnerne. Franklin fordrev sin tid i mosehullet med at spise forbipasserende turbofluer og i ny og næ en skøjtemyg, når de kom på afveje. Hans liv var, som et sumpliv nu engang er. Det var en eller anden mandag ved tusmørketid, da Franklin så en ildflue sværme omkring na-boåkanden en meter ved siden af hans. Den havde et stort bag-parti, der lyste lystigt, og den dansede en lokkende numse-dans af den slags, som kun ild-fluer kan. Franklins øjne blev

kæmpe store, og hans lange mund løb straks i vand. Det ville kræve et temmelig stort hop for at overrumple den saftige god-bid, og Franklins ben var stive og tørre af at have siddet muse-stille på åkanden hele livet. Hans grønne hjerne sydede og bruste, mens han vendte og drejede dilemmaet i sit hoved. Men ildfluen dansede vildere og vildere og vrikkede mere og mere med sin frodige popo, så Franklin spændte muskler og led og satte af. Hans meterlange tunge fløj ud af munden på ham, rullede sig sammen om ildfluens krop og skød sig tilba-ge. Åh hvilken lækkerbisken. Aldrig havde Franklin smagt noget så vidunderligt. Hans smagsløg jublede og holdt en fest, og tungen hujede og dan-sede med. Men mens han endnu svævede gennem luften i sit storslåede spring, slugte hans hals ildfluen, og smagen for-svandt som dug for solen. Franklins før så gode humør faldt i takt med, at han tabte højde, og han var kommet helt ned i kulkælderen, da han kolli-derede med det iskolde vand under ham. Han lod sig synke og endte på den kulsorte bund, hvor solens sparsomme aften-

stråler ikke kunne nå ned, selv-om mosehullet kun var godt en bukselængde dyb. Der lå han længe. I hvert fald i et kvarter og han havde lige besluttet sig for aldrig at flytte sig igen re-sten af dagen, da et kraftigt lys bredte sig. Det kunne for søren ikke allerede være morgen. Irriteret søgte han efter synde-ren, da han kiggede ned opda-gede, at lyset kom fra hans egen mave. Ligesom når man leder efter de briller, der sidder i ens hår. Ganske langsomt lod Franklin sig selv og sin lysende bug flyde opad, som var han med i en film, der foregik i slow-mo. Da hans runde underside brød den spejlblanke overflade, var solen gået helt ned, og der var bælgmørkt i mosehullet, men til Franklins store glæde skinnede og lyste hans vom lige så kraftigt, som den havde gjort i vandet. Og hvis du går ned til mosehullet den dag i dag, kan du se Franklin sidde på sin åkande med sin lysende mave, der skinner som solens stråler både nat og dag. Det er døgn-fluerne dog utilfredse med, fordi de ikke kan finde ud af, hvornår de skal stille træskoene. Men ellers er alt godt.

S i d e 2

Det trækker nemli` op i horisonten til et større rivegilde – måske ligefrem et bråvalla-slag –

blandt efterskolefolket

over en bred kam!

Af Finn Nabe-Nielsen, Bestyrelsesmedlem Fra bestyrelsen er at berette, at det ”nano”-byggeprojekt, omtalt i forrige nr. af Nyheds-brevet; har fået bevilliget lå-net, og er således påbegyndt. Ganske kort: For snart et par år siden planlagde vi en udvi-delse med nybyggeri for ca. 25 mill. kroner til værelser, større spisesal, undervisningslokaler m.m. og et elevtal på ca. 110. Så kom finanskrisen som be-kendt, og satte mange ting i stå! Derfor måtte vi acceptere dette kraftigt reducerede pro-jekt, og tage tingene i et gan-ske andet tempo! Det var naturligvis ikke det spændende, som lovet i over-skriften! Det kommer nu! Det trækker nemli` op i hori-

sonten til et større rivegilde – måske ligefrem et bråvalla-slag – blandt efterskolefolket over en bred kam! Altså ikke internt på Viby! Det drejer sig om penge! Til-skuddet fra staten gives til skolerne meget forskelligt, og derfor falder det så uretfær-digt, at nogle typer skoler ikke kan overleve, hvorfor Eftersko-leforeningen, der jo repræsen-terer hele skoleformen, foreslår en ”Robin Hood-model”, hvor der tages fra de rige og gives til de fattige!! Sådan en solida-risk èn. Det vil få vandene i oprør – stol på det! For en del år siden så billedet ca. sådan ud: Nogle få store skoler (130-150 elever) – mange mellem-store (90-110 elever) – og en del små skoler (60-80 elever), de fremstod ofte som en almen skole – dvs. de tilbød ud over alm. skolefag en række værkstedsfag med træ, metal, keramik, tekstil, foto og lign. hobby-prægede aktiviteter, og havde typisk en meget bredt sammensat elev-flok! De skoler, der ikke var så almene, profilerede sig på gymnastik – og var sædvanlig-vis de lidt større skoler. Om det nu var rettidig omhu eller resultat af efterskole-succesen, så har vi oplevet en eksplosiv udvikling til større skoler – meget store (flere omkr. et par hundrede elever! Og en enkelt på femhundre-de!!) - og en tydeligere profile-ring. Det er en kendt sag, at meget af nybyggeriet finansie-res ved at øge elevtallet, og samtidig har mange skoler valgt et helt specielt – ofte smalt – koncept (performance, design, sejlads, fod- og hånd-bold, musik-dans og drama o.lign.) og hermed forsvinder det almene, og med det den brede elevflok. Det vi kalder special-efterskolerne er ikke de førnævnte. De er oprettet for at tilgodese en elevtype, der har specielle vanskeligheder

(ordblinde, sent udviklede, indlæringshæmmede osv.) På Viby ville vi nok skulle afle-vere nogle penge til andre, selvom Viby ikke er stor, ej heller lille, men til gengæld er I - elever - meget ens!! Jo, I er! Den største forskel hos jer består såmænd I jeres geogra-fiske tilhørssted. Man taler nu om skoleformens samfundsfor-pligtelse. En del skoler har forholdsvis mange resursekræ-vende elever, og måske skal der af den grund, flyttes nogle penge til dem? Man ”belønner” allerede de skoler, der påtager sig en an-den samfundsopgave, nemlig integrationen af elever med anden kulturel baggrund. De er så ganske givet også lettere at ”få øje på” end en resursekræ-vende elev. Sådan èn behøver mange samtaler med lærerne og tager derfor megen kostbar tid. Det gør I generelt ikke på Viby. I er både kvikke, søde, sjove og temmelig dygtige og seriøse med det I laver – gene-relt! Som jeg plejer at sige: Vi skummer fløden! Ud over at sidde i bestyrelsen, har jeg været efterskolelærer i 25 år, men vigtigst - på 5 for-skellige skoler! Så jeg ved, hvad jeg taler om mht. elev-typer!! Så I kan roligt tro mig. Det er altså grundlæggende nogle meget skæve tilskuds-modeller – eller også er model-lerne såmænd ”lige” nok - men skolerne er så ganske forskelli-ge i både størrelse, indhold og elevsammensætningen – at pengene tilf lyder meget ujævnt, og altså truer en del skoler på eksistensen. Derfor forsøger foreningen at udregne nogle ”retfærdige” modeller til udligning af skævheden. Og det bliver i hvert fald spænden-de!!! Go` sommer! Tak for i år.

N y h e d s b r e v

Nu bliver det spændende...

S i d e 3 Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

N y h e d s b r e v

Om at være tysk på en dansk efterskole. Udfordringer og oplevelser for livet. Af Anna Mühl, 10. kl. Nu sider jeg her, efter 11 måne-der på Viby efterskole. I de 11 måneder er der sket så meget, at jeg ikke engang kan huske det hele. Men jeg kan tydelig huske, dengang jeg kom op på skolen. Det var en varm dag og min fami-lie og min bedste veninde kørte mig op på skolen. Jeg var rigtig nervøs, jeg havde kun set skolen en enkelt gang og kunne heller ikke rigtig huske den. Og så skulle jeg bo der et helt år - 1200 km væk fra min familie og mine ven-ner. Jeg var ikke rigtig klar over, at jeg skulle være væk fra det hele derhjemme i et helt år. Jeg tænkte bare: ”Det bliver nok en fed oplevelse”. De første måneder havde jeg ikke ret meget tid til at tænke på dem derhjemme. Jeg snakkede ikke meget i starten, fordi jeg var ban-ge for hvad andre tænkte om mig, hvis jeg sagde noget forkert på dansk. Det var også hårdt altid at blive mindet om, at jeg boede så langt væk fra min familie. Jeg ved godt, at de andre elever bare var interesseret i at vide, hvordan en tysker har det på en dansk efterskole. Men efter at de havde spurgt mig så mange gange, blev

jeg selv i tvivl om, hvorfor jeg egentlig havde valgt at gå på efterskole. Jeg snakkede meget med min kontaktgruppelærer om det, og efter det vidste jeg godt, hvorfor jeg havde valgt det her. Nemlig fordi jeg ville lære sproget perfekt, og fordi jeg ville opleve noget nyt! Der var alligevel nogle dage, hvor jeg havde rigtig meget hjemve. Ofte var det sådan nogle dage, hvor man kunne tage familien med på skolen. Eller når nogen ved bordet sagde: ” Ej… jeg glæ-der mig bare så meget til at kom-me hjem i denne weekend og se min familie, bare tage min mor i armene igen. Det er nemlig to uger siden jeg har set dem!”. Så tænkte jeg bare: ” Det er cirka tre måneder siden jeg har set min familie!” Ikke kun hjemveen var hård. Der var også nogle tidspunkter, hvor man for eksempel grinede og snakkede om gamle børneserier fra tv eller sang nogle sange og havde det rigtig sjovt. Men jeg kendte dem selvfølgelig ikke. Jeg prøvede bare at snakke eller syn-ge med, selv om jeg vidste, det var forkert; men alligevel var det ikke det samme! Jeg tror, det værste var engang i musicalperioden, hvor min familie kom på besøg og så musicalen. Jeg var bare så glad for at se dem, og vise dem hvad vi havde

lært her på skolen. Jeg fik også lov til at tage med dem hen på hotellet og sove der, men vi skulle tidligt op, fordi vi havde en tidlig forestilling om mandagen. De satte mig af på skolen, sagde farvel og kørte. Jeg skyndte mig op på værelset, så ingen så mig, og så begyndte jeg at græde. Nu var de endelig her på skolen, og jeg kunne kun se dem en enkelt dag! Heldigvis kom Anne op og trøstede mig, derefter havde jeg det meget bedre. Da jeg havde gået her i et halvt år, tænkte jeg næsten ikke mere på derhjemme. Kontakten til mine venner derhjemme var heller ikke den samme som før. Og da jeg så skulle på ferie i Tyskland, blev jeg kun tre dage og var glad for at komme op til Danmark igen. Nu er det snart fire måneder si-den jeg har set min familie og vennerne. I disse fire måneder har der været nogle dage, hvor jeg fik rigtig meget hjemve. Men så tænkte jeg på, hvor godt jeg har det her, og hjemveen for-svandt. I dette år har jeg lært så meget om den danske kultur og det danske sprog, og jeg har ud-viklet mig utrolig meget. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg virkelig har gennemført dette år og er blevet så selvstændig.

Jeg snakkede ikke meget i starten, fordi jeg var bange for, hvad andre tænkte om mig, hvis jeg sagde noget forkert på dansk. Det var også hårdt altid at blive mindet om, at jeg boede så langt væk fra min familie.

Kalender August/September Oktober/November November

8/8 Velkommen til et nyt skoleår 1-4/10 Forlænget weekend 6/11 5– og 10 års jubilæum

9-13/8 Introuge Uge 46 10.kl. Brobygning/9.kl. Skema

26/8 Intern fest 23/11 Bio: ”Slumdog Millionaire”

1-3/9 Natur-tur Uge 42 Efterårsferie 26/11 Jacob Holdt: ”Amerikanske billeder”

25/9 Gensynsdag for 2009/10 Obligatorisk weekend

28/10 Spil-dansk-dag 26/11 Forældresamtaler 28/11 Forældresamtaler

26/9 Efterskolernes Dag - Åbent hus Uge 44 Projektuge 29/11 Klippe-klistre-dag

12/10 Bio: ”Precious”

11/10 Intern fest

1200 km væk hjemmefra.

S i d e 4

Så, med et, er det slut. Vi

rejser os eller kravler, alt

efter hvor langt nede i bunken man endte og

forlader salen. Cille kommer

hen til mig, stortudende, og

krammer mig. Hun siger ikke

noget, det er ikke

nødvendigt, krammet siger

alt; tårerne endnu mere.

N y h e d s b r e v

Af Christoffer E. Enggaard, 9.kl.

Fornemmelsen! Det lydløse, lysløse, utrolige! Ikke en lyd! Den stille summen alligevel tilstede-værende, uden at være der. Uden at kunne høres. Amalie og Eva i midten, afventer det rigtige tidspunkt. De bryder stilheden: "Vi ved ikke rigtigt hvad vi laver her, vi syntes bare, at vi skulle, nu de kommende elever har væ-ret her." Det siger alt, om alt. Alt der er lige nu, stille efter stor-men. Rundkredsen, der viser forbindelsen mellem os i et mere fysisk syn, - alle sidder vi sam-men, dog uden at alle er sam-men.

En råber: "Skal vi ikke synge skønhed er en lille blomst?" Spontant begynder det. René står for første gang uden for cirklen, uden at synge med og alt lyder som en helhed, uden for-sanger, går i opløsning, summer, er en enestående ener, en en-gangsoplevelse. Jeg mangler min mobil, til at filme, optage, udøde-liggøre denne ener. -Nej, jeg mangler den ikke. Det er allerede udødeliggjort, opta-get, filmet, husket af mange mobiler. Dem der er her, den lydløse summen. atmosfæren, dem der græder, alle der synger, alle, som har glemt andet vers og mangler René, men ikke mangler ham alligevel. Den summen. Det magiske tal, mit nye lykketal. 97! Udbruddet, stilheden der brydes, Rasmus C stemme, som tydeligt, som altid, kommer igennem, skærer rart igennem. "Skal vi ikke sende et tryk?" Alle tager hinanden i hænderne. "Så skal i sidde og tænke på alt det rare vi har oplevet i løbet af året!" Alt det rare! billederne suser gennem hovedet, mit hoved. Under den nye hanekam, Cecilie klippede i mine, efter fleres citat, dejlige krøller. Det første minde. Drengene på værelset, peggle, drengefilm, American Pie, The Longest Yard, Death Race. Gangen, personlighederne, mu-sikken, det andet drengeværelse, nr. 11, jamming, sangene.

Nr. 4, frirummet, freden, person-lighederne, musikken, intelli-gensen, mangel på den. Bandet, just like a pill, magi i luften

Klemmet! Jeg vågner, reagerer, trykker Sofies hånd. Vågner fra drømmen. Fra minderne og er med igen. "Jeg har modtaget den!" Rasmus stemme, som skærer igennem, igen, på den samme rare måde. "Seasons of love!", kommer det et sted ude fra mørket. Den lydløse summen kan høres i et par sekunder, til Sophie bryder igennem, på en-gelsk: "Fivehundred, tventy-fivethousend, six hundred mi-nuts!" Alle er med, stille er alle med, alle drengene synger falsk. Det er lige meget, det er dejligt. Det summer. Stine som bryder igennem, som at ligge i en seng af fløjl, hver tone der kommer ud af hende. Det hele er utroligt! Alle rejser sig, danser, synger klapper, trommer! Så er det slut. Sangen er ikke længere. René kommer ind i midten af cirklen. "Det er nok noget af det mest utrolige, jeg har oplevet som forstander." Han er tydeligt rørt af den lydløse summen. "Der er intet elevhold, som har gjort noget lignende. I er det elevhold med det bedste sammenhold overhovedet! Han forlader cirklen igen, stille og roligt, med hans ord mejslet ind i hver og ens bevidsthed. Alt det han spontant kom ind og sagde, sidder nu i hver og en af os. De ord vil jeg altid huske: Det elev-hold med det bedste sammen-hold overhovedet! Bedste sammenhold runger lyd-løst i lokalet. Fra den lydløse summen kommer der et råb. Gruppekram! Flere slutter sig til råbet: GRUPPEKRAM! tre hurtige elever løber ind og slukker lysene i midten, min roomie er den ene af dem. Han puster lysene ud og løber hurtigt ud igen, for så at vende om og tage dem med ud. Flot Thomas, tænker jeg, men siger ikke noget. Alle tager hin-anden i hånden og løber ind mod midten. Vi vælter sammen, fal-der, vakler og det hele ender i en

kæmpe bunke af latter og den lydløse summen er nu meget "antilydløs" og råber, skriger, griner og larmer.

Så, med et, er det slut. Vi rejser os eller kravler, alt efter hvor langt nede i bunken man endte og forlader salen. Cille kommer hen til mig, stortudende, og krammer mig. Hun siger ikke noget, det ikke nødvendigt, krammet siger alt; tårerne endnu mere. Jeg går nu også ud af salen, som en af de sidste. Jeg skal i køkke-net og vaske op efter de kom-mende elever. Vi er alt for mange til at vaske op, to kontaktgrup-per. Så en efter en, får vi lov til at gå. Emil, som jeg står sam-men med, får også lov, men væl-ger at blive i stedet. Cirklen hol-der ham tilbage. Måske ikke sel-ve cirklen, men det den har gjort: Mindet os om, at det ikke varer for evigt. Jeg får også tilbuddet, men siger ja tak. Ikke fordi jeg rigtigt har lyst til at gå, men jeg skal nå noget. Jeg skal op og skrive det her ned. Det hele, mens fornem-melsen stadig er der.

Nu sidder jeg så her, to uger senere og skriver det færdigt, jeg påbegyndte den aften. Nu sidder jeg bare med fødderne ude af vinduet og kigger ud på alle dem, der ligger og nyder det gode vejr. Fysiktimen om to timer er langt væk, jeg sidder her nu og tænker tilbage på hele året; kigger på Andrea og Eva, som slås på græsset under mit vindue; og selvom jeg ville ønske at det varede for evigt, så kan jeg mærke nu, at vi er klar. Vi er klar til at komme videre.

For det ender ikke her. Der er aldrig noget som ender, når det er slut; det ender altid senere. –Eller aldrig. Hvad jeg mener med dette, må du selv regne ud. Hvis du ikke kan forstå det, er det måske fordi, du aldrig har gået på efterskole.

Den afsluttende cirkel

S i d e 5 Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

N y h e d s b r e v

Viby Efterskole, det vidunderligste eventyr Af Sarah Theresa Stjernholk El Hamoumi, årgang 08/09 Viby Efterskole er noget helt for sig selv. Det er et år, som man aldrig nogensinde vil glemme, jeg taler af erfaring! Man får så meget på det ene år, at det ikke er til at forklare. Noget af det gode ved Viby er, at der ikke er så mange elever, hvilket gør, at alle lærer hinanden at kende, og alle har et forhold til alle. Det er fantastisk, for det resulterer i, at man føler, at man er en stor familie. Man sidder ved et bord, i seks uger i træk, og man bestemmer ikke selv hvor. Det er en genial idé, for det gør at man kommer til at snakke med nogle, man ellers ikke normalt ville have fået snakket med, og det er rigtig godt, for det gør igen, at man kommer tættere på alle. Man mister alle fordomme og lærer at alle er gode mennesker, ligegyldigt hvordan man fx går klædt. Viby er en skole, hvor der er plads til alle! Læ-rerne giver alle lov til at være som de er og sørger for, at eleverne også gør det. Lærerne tager højde for, at alle elever er forskellige, og behandler os også derefter. Der forgår intet mob-beri på skolen, og hvis det skete, ville det have alvorlige konsekvenser, hvilket er rigtig rart og trygt at vide. Man bliver delt ud i små kontaktgrup-per, hvor man engang imellem mø-des og snakker om forskellige ting. Det er en god chance for at komme ud med de ting, man har gået og tænkt over. Ens kontaktgruppelærer er der for dig; hvis du har brug for at snakke med ham/hende alene, om personlige ting, vil de altid være der for at hjælpe dig og bruge tid på dig, og sørge for, at du har det godt. Der er niveau-delt hold i dans, dra-ma, musik og matematik, og det er en fantastisk ide, for så er du på niveau med dem, du er på hold med,

så hvis du fx er dårlig til noget, er du ikke bange for at stille dumme spørgsmål, for de andre har nok de samme spørgsmål, og hvis du er god til noget, skal du ikke sidde og vente på alle disse ”dumme” spørgsmål, for så er alle på det niveau. Når jeg hører på nogle andre snakke om deres efterskoler, kan jeg høre at Viby Efterskole uden tvivl er den bedste. På Viby sørger man for at modne eleverne på alle punkter. Der bliver sat regler op for os, men ikke urimelige regler. Regler som at man ikke må ryge, ikke må mobbe, ikke må snige sig ud om natten, osv., hvilket blot er sundt og godt for os alle. Jeg kan høre på andre, der snakker om deres efterskole, at de ikke tager det så tungt, hvis de gør nogle af ovenstående ting alligevel, og det er jeg glad for at der bliver gjort her, for ved det, lærer man at de valg, man træffer har konsekven-ser, og sådan er det også ude i "det virkelige liv" Der bliver sørget for at man aldrig keder sig, eller har tid til at være ked af det. Hvis der sker noget derhjem-me, og man er ked af det, kan man let komme til at sidde derhjemme alene og være ked af det, og kede sig. Men på Viby er man næsten al-drig i dårligt humør, og man keder sig ikke , for der er man konstant omringet af fantastiske mennesker, man leger vild leg, ser film, og hygger med med de andre. Lige-meget hvor du kigger hen er der musik, leg og glade mennesker. Der er slet ikke tid til at

være ked af det, og det er fantastisk! Det eneste dårlige ved det hele er, at det er så fantastisk, så det er svært at vænne sig til en hverdag uden det fantastiske Viby. Men selvom eventy-ret er slut, er det alligevel ikke helt slut, for man vil altid have alt med i bagagen, som man har lært på det år, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg i hvert fald har fået venskaber for livet! Viby er noget helt for sig, og jeg vil derfor gerne sige til forstandere, lærere og elever: Tak for det bedste år i mit liv. Tak for at have gjort en kæmpe indflydelse på min udvikling. Tak for jeres tål-modighed når jeg har larmet og gri-net ustyrligt. Tak for at vi alle fik lov at være, som vi er. Tak for tryghe-den, omsorgen og kærligheden. Tak for alt !

S i d e 6

N y h e d s b r e v

Den store MUSIK-FESTIVAL

S i d e 7

N y h e d s b r e v

Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

S i d e 8

Der var mange besøgende på

Grundlovsdag - ca. 180 gæster.

Efter en veloplagt Peter Bastians tale til os med et kulturelt overskud, under-holdt eleverne med musik, d a n s o g t e a t e r . Teaterstykket havde ele-verne selv skrevet.

N y h e d s b r e v

Grundlovsdag

S i d e 9 Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

N y h e d s b r e v

Dansemusene som underdogs Af Søren B. Kongsted, 10.kl. Viby Efterskole – Musik, Dans, Dra-ma. Men også sport. For Viby har været repræsenteret til 4 sports-stævner. Fodbold, basket, hånd-bold og badminton. Viby har spillet mod de lokale efterskoler, Vesterdal, Eisbjerghus og Nørre Aaby samt realskolen i Nørre Aaby. En måned inden et stævne kan man skrive sig på en seddel, og så begynder man at træne op til stævnet i de indlagte boldspilsti-mer. Det første stævne var fod-bold. Et stævne som bød på hygge og godt humør. Desværre knap så godt spil. Hverken på drengenes eller pigernes side. Begge hold røg ud efter de obligatoriske 3 gruppe-kampe. Men de fleste var glade alligevel, personligt har jeg det ikke så godt med at tabe, så jeg var knap så glad, men humøret fra mine, dengang nye, venner trods nederlagene fik mig også til at smi-le. Et fedt stævne, og jeg glædede mig til de sidste 3 stævner. Basketstævnet var det næste på programmet. En fremmed sportsgren for de fleste, men vi havde trænet meget op til det, så vi var velforberedte. Både pigerne og drengene havde 2 hold med hver. En meget tætpakket hal lagde baner til nogle gode timer. Stem-ningen var i top, hvilket fik alle hold til at spille op til deres absolut bed-ste. Det ene drengehold klarede

skærende i gruppespillet, men røg derefter hurtigt ud. Til gengæld gik det ene pigehold hele vejen til fina-len. Et stærkt sammensat pige-hold slog det ene hold ud efter det andet. Først i finalen fik de proble-mer. Men efter den ordinære spille-tid trak Viby det længste strå og vandt pokalen hjem til skolen. Der florerer dog stadig rygter om at nogle piger skulle have bestukket de flotte dommerdrenge i finalen. Men da niveauet ikke er højere er alt vel tilladt. I midten af februar stod hånd-boldturneringen for skud. På grund af musicalperioden havde der ikke været tid til at træne op til stæv-net. Alligevel blev det et fantastisk stævne. For 3. stævne i træk var vi undervurderet, fordi vi var de ”feminine dansemus” ifølge de andre skoler. Det var en stor op-levelse for mig, hvilket nok er fordi jeg er meget interesseret i sporten. Pigerne tabte de 2 første kampe, men rejste sig i den sid-ste kamp, hvor de vandt med et enkelt mål. Drengenes ene hold kæm-pede bravt men røg desværre ud i gruppespillet. Det andet hold havde store problemer undervejs i gruppespillet, men vi gik videre til semifinalen. En hal, der var fyldt med efterskole- og realsko-leelever. Folk råbte og skreg, hvilket fik os til at kæmpe endnu mere. Vi trak os sejrrigt ud af semifinalen og mødte realskolen i

finalen. Alle efterskolerne heppede på os, dels fordi vi var en efterskole og dels fordi realskolen var store favoritter, da håndbold er ”national” sporten i byen. Vi brugte alle vores kræfter, og på et kontra-mål i de døende sekunder udligne-de vi. Vi gik i ekstra spilletid, men kræfterne var sluppet op for danse-musene, så vi tabte finalen. Men vi var dog stadig stolte af vores præ-station. Vores seneste stævne har været badminton. Et stævne som varede over 3 aftener hvor vi mød-te en skole ad gangen. Nogle me-get hyggelige aftener, som alle sammen foregik på hjemmebane. Multisalen lagde kulisse til stævnet. Vi vandt alle 3 opgør og vores 2. pokal kom i hus.

S i d e 1 0

Man finder ud af, at de fleste både

er ligeglade med ens

myggestik og hvilken kjole, man

havde på første aften.

Livet i et paradis

Af Louise Küseler Hansen 9.kl. Jeg fortæller om mit møde med efterskolen, som blev en så intens oplevelse, at jeg har tilbragt to år sammen med amagerdrenge i grimme hæt-tetrøjer, dukkeagtige skønhe-der og hardcore jyder. Der var de halvpumpede ama-gerdrenge i hættetrøje og grimt sprog. Der var dukkeag-tige skønheder, der bare sad og var tronede over alle andre

uden at være forpligtigede til at sige noget, fordi deres lan-ge ben bare sådan elegant og uden videre sprang over alt det pjat med ”Jeg hedder..” og ”Gud, Viborg? Der bor min moster!”. Der var hardcore jyder marineret i skummelhed og sjove mennesker, der slog skruede saltomortaler med tungerne allerede første aften. Og så var der mig. Når man sidder dér, midt i mængden af nye mennesker, med sine tusind myggestik og den kjole, der åbenbart ikke var så fancy, som man havde troet, ønsker man sig bare hjem til sine forældre, de gamle venner og trygheden i at kunne lukke døren og bare være sig selv. Heldigvis lader de færreste efterskole-intro-uger op til hjemve, og skulle tilfældet ske, er der en overflod af søde mennesker til at kramme og smile til en. Der vil altid være nogle mennesker, der har svært ved at forlade den rutinerede hverdag samt mor og far, og skulle stå på egne ben, men det er de færreste, der ikke elsker efterskolelivet, når først de har givet det en rigtig chance. Lige pludselig bliver tavsheden smidt på hylden, og en ny spændende hverdag begynder. Man finder ud af, at de fleste både er ligeglade med ens myggestik og hvilken kjole, man havde på første aften. Og lynhurtigt lære man, at de roomies, man første uge fryg-tede aldrig at have noget til fælles med, også har en svag-hed for at høre Britney Spears, når de er i bad. Man glemmer at ringe hjem, og bliver næsten irriteret, når folk forsøger at stjæle en time midt i eftermiddagens sjov. Samtidig bliver man nærmest lykkelig, når der dumper post

ind til ens nye adresse, og man masseproducerer lange håndskrevne breve til dem derhjemme om, hvor dejligt alting er, og hvor meget man savner dem på trods af para-diset. Den første måned er lige pludselig slut, og man opda-ger, at man, midt i stemnin-gen og de nye mennesker, fuldstændig har fortrængt, hvor træt og udmattet man egentlig er. Man sover tungt. Men man sover godt. Og alle-rede der, i sensommerens myggeland, ved man, at man er bidt. Bidt af en efterskole-glæde, der klør og higer efter mere blod. Nu efter blot 10 måneder, sidder jeg bare med et helt andet syn på tingene. Et år er slut, og hundrede nye menne-sker er kommet tættere på mig. Om blot en uge slutter paradiset, og jeg skal atter vende snuden hjemad igen. Dog venter der ikke noget nyt efterskoleår. Jeg har nu været på efterskole to år, og er klar til at åbne rygsækken med alle minderne og udviklingen. Jeg er klar til at side og kigge tilbage på minderne og min-des. Tusind tak!

N y h e d s b r e v

S i d e 1 1 Å r g a n g 4 , N u m m e r 1 2

N y h e d s b r e v

Af Lasse Dyg Hansen, 10. kl. Jeg havde altid fået at vide, at et efterskoleår var den bedste tid i ens liv. Alle de minder man ville få, som man kunne tænke tilbage på senere i sit liv, alle de nye venskaber, som ville holde resten af livet og alle de oplevelser, som man kunne tage med i bagagen. Det skulle jeg simpelthen opleve! Jeg mødte op til efterskolernes dag, for at se, om livet på en efterskole var noget for mig. Bare da jeg trådte ind af døren til lyden af musik og den hyg-gelige atmosfære som var på Viby Efterskole, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at dét her var det rigtige sted for mig. Nu sidder jeg så her og skriver til det sidste nyhedsbrev for årgang 09/10. Jeg har afsluttet min sidste eksamen i dag, og sidder nu og mindes mit liv på Viby Efterskole. Om få dage skal jeg til at pakke alle mine ting sammen, for året er ved at løbe mod vejs ende, og mit efterskole år er tæt på slutnin-gen. Noget jeg faktisk først nu er begyndt at tænke rigtig meget over. Kan det virkelig passe, jeg kun har én uge tilbage? Ja, det er sandt. Tiden er gået så utrolig stærkt, og på fredag er det store tudedag. Jeg har aldrig i min vildeste

fantasi turde håbe på, at dette år ville blive så fantastisk som det har været! Jeg har oplevet de mest ubeskrivelige ting, som vil være et minde om mit efterskole år! Jeg har fået de bedste venner, som jeg vil glæde mig uendelig meget til at se igen, når dette år er slut, og vore veje skilles. Jeg har fået de mest fantastiske oplevelser, som stadig dukker frem i mit hoved af og til. RENT, Berlin tur, Vesterdal Festival. Alt. Hvor kommer jeg dog til at savne det hele! Alle de dejlige mennesker, som man efterhån-den kender ud og ind, og som man har delt sin hverdag med i næsten 10 måneder. Alle de hyggelige omgivelser og trygge rammer Viby har, og som man gået rundt i, og slidt med om-hu. Alle lærerne, som også var en del af dette skoleår. Ritua-lerne, aftendrik, sangene, væ-relseskammeraterne, aftnerne, krammene, grinene, diskussio-nerne, legene, weekenderne, festerne, timerne, måltiderne, strandturene, danse-, musik- og dramatimerne, koncerterne, biografturene, danseshows, teaterforestillingerne og alle de andre tusinde ting vi har ople-vet sammen. Tak fordi I var med til at gøre mit efterskoleår uforglemme-ligt. Nu skal vi videre og gå de veje vi drømmer om. Jeg håber inderligt at de minder vi har

haft sammen, aldrig vil blive glemt. Tak for det bedste år i mit liv!

Et efterskoleår

B

Den

ne om

tale af Gru

nd

-lo

vsdag

en p

å Vib

y Efter-sko

le er fra den

lokale

ug

eavis: U

geavisen

Vestfyn

- tirsd

ag d

. 8. ju

ni 2

01

0

Hvis m

an ønsker at blive medlem

af Viby Efterskoles skolekreds, og derm

ed væ

re med til at udgøre baglandet for skolens virke og udvikling, kan m

an kontakte os på kontoret: 6442 1241 / viby@

viby-efterskole.dk Et m

edlemskab koster 100 kr. om

året. U

d over generalforsamlingen m

odtager man invitationer til arrangem

enter og nyhedsbreve Vel m

ødt på Viby Efterskole, den fynske efterskole for m

usik, dans og teater.

Med

lem af S

kolekredsen

? Vibyvej 26A

5580 N

ørre Aaby

Telefon 64 42 12 41 E-m

ail: viby@viby-efterskole.dk

Redaktion: R

ené Holm

Hansen

Foto: Viby Efterskole,

Nyhedsbrevet udgives af: