Forord Dette interview er lavet, mundtligt i 2 dele d. 30 – 31 Juli 1978. Det blev modtaget af Peter

Bischoff, leder af besøgs delegationen, og på det tidspunkt medlem af det politisk Bureau

af

Central Komiteen for Det kommunistiske Arbejder parti fra Danmark. Han er ikke

længer

medlem af dette parti.

Besøget blev arrangeret af det danske parti med formål at finde informationer om CPK’s

politik før og efter krigen.

Det danske Kommunistiske Arbejderparti havde ikke ( og fik som følge af besøget aldrig )

noget parti til parti forhold med CPK.

Nuon Chea talte til delegationen i Khmer, Kampuchea nationalsprog. Interviewet blev

oversat til engelsk af Ngo Pin ( han arbejder den dag i dag som højtstående embedsmand i

den nuværende regering ) og blev optaget af Peter Bischoff og derefter edited af Laura

Summer.

Jeg vil lige opsummerer at CPK og deres regering af Demokratisk Kampuchea ( Khmer Rouge ) står

bag mindst 2 millioner døde Cambodianer. De fleste af hjernerne bag dette regime lever stadig, og de

fleste har høje placeringer inden for den nuværende regering. Ingen af dem er nogen er blevet straffet. I

1979 et år efter interviewet gik Vietnam ind i Cambodia. CPK og Demokratiske Kampuchea flygtede

mod den Thailandske grænse hvor de herskede frem til 1998. Det internationale samfund anerkendte

ikke den Vietnamesiske støttede regering der sad frem til 1989. De anerkendte derimod Demokratisk

Kampucha som værende den legitime regering af Cambodia.

Interview med CPK, Juli 1978

Statement fra Kommunist Partiet af Kampuchea

Til det Kommunistiske Arbejder Parti af Danmark, Juli 1978

Af: Nuon Chea

Vicesekretær, CPK

På vejene af kommunistpartiet af Kampuchea (Demokratisk Kampuchea), vil jeg gerne udtrykke et

meget dybt tak for jeres besøg til kampuchea. Det er en store ærer og en stor kilde til opmuntring at

have jer her.

I. Opbygningen af partiet 1960 – 1967

Lige fra starten troede vi på at det var nødvendigt at have et parti der var ledet af arbejderklassen og

derved placerer os selv over de modsætninger der var i det kampucheanske samfund. I denne periode,

og det er 1960, var det kampucheanske samfund neo-koloniel og semi-feudalt. Modsætningerne

mellem det kampucheanske samfund og US imperialismen var meget skarp. Dette var de eksterne mod-

sætninger. De interne modsætninger var mellem, på den ene side, arbejderklassen og kapelisterne og på

den anden side, de fattige bønder og feudalismen ( de royale ). På denne tid undertrykte kapitalister og

de reaktionærere vores folk. På basis af disse modsætninger besluttede partiet de revolutionerer

opgaver;

• At lave den demokratiske revolution

• At bekæmpe US imperialisme og den feudale klasse

• At befri den kampucheanske nation og de fattige bønder

Dette var grundlaget for den demokratiske revolution.

◦ Partiet der førte revolutionen skulle være et parti fra arbejderklassen. Det var nødt til at lede

revolutionen direkte og ikke lade andre klasser lede revolutionen eller partiet. Partiet var nødt til at

definere styrkerne af revolutionen; først, de strategiske styrker, derefter de taktiske styrker i

revolutionen.

◦ De strategiske styrker er arbejderne, bønderne og de ubetydelige burgeroser. Af disse var den

arbejdende klasse, basis klassen, mens de ubetydelige burgeroser var lidt ligesom allierede styrker.

National kapelisterne var supplementerne styrker. Men vi satte pris på visse højtstående personer fra de

herskerne klasse, visse storkapitalister, Buddhistiske munke – som supplementerne styrker. Disse

personer var nød til at have patriotisk sjæl, være fremadrettet og have national ydre, hvilket er

progressivt i forhold til de reaktionærere.

◦ Baseret på denne klassifikation af styrker, prøvede vi at konstruere en national demokratisk

front med formål at kæmpe imod US imperialismen og dens mangler. Det er vigtigt for os at du forstår

at disse styrker var afhængelig af lederskabet af den arbejdende klasse og af partiet.

Noun Chea

II. Vores parti valgte 2 former for kamp:

• Politisk kamp

• Væbnede kamp

Disse var relaterede. Den politiske kamp var promotet gennem legal kamp og illegal kamp, hvor den

illegal kamp var basis for vores kamp. Vi definerede disse former for kamp som et resultat af vores

egne erfaringer. At forsvarere, udvide og opbygge vores styrker krævede at vi arbejdede på den måde.

• Vi tog kampen i byerne såvel som i landdistrikterne.

• Kampen i landdistrikterne var dog basis for for os, specielt kampen i de fjerneste distrikter.

Disse distrikter var absolut basis!

• Vi anerkendte at vi var nød til at udføre folkets krig, for at overvinde alle forhindringer, gøre

hvilken som helst offer, for at beslutsomt og endeligt at vinde sejr og indlede den endelig

offensiv.

• Vores statiske line tog disse premiser: uafhængelighed, selvstændighed og selvforsynende

var baseret på retten til selv at vælge vores ærefulde skæbne.

• Vores kamp var baseret på international solidaritet med alle broderlige partier i verden og med

alle mennesker i verden som er imod revisionisme, imperialisme, neo-kolonisem og kolonisem

af enhver slags.

Disse principper og praktikker er ikke nye. De er genkendt rundt om på hele kloden, men vi har fornyet

dem fordi vi reflekter vores egne erfaringer. Vi har fulgt disse principper i vores kamp og vi har lært fra

dem. Denne line blev vedtaget med vores parties første kongres d. 30 september 1960. Jeg vil gerne

understrege at udføre denne line i praktisk var ikke let. Specielt før 1970. I 1960 blev vi ramt negativt

af den 20ende parti kongres i Soviet Unionen. Vietnam var også modstander af vores politiske line,

specielt var de imod vores væbnede kamp og vores line for selvstændighed, suverænitet og

uafhængelighed. Vietnameserne sagde at vi var nød til at lave den demokratiske revolution på basis af

dokumenter fra den 20ende kongres i Soviet Union. De sagde at det ikke var klart hvordan klasserne i

Kampuchea skulle inddeles. De troede på at den feudale klasse havde en progressiv funktion i

Kampuchea og de ( de feudale ) ville være i stand til at lave revolutionen sammen med os. De troede at

revolutionen kunne virkeliggøres via parlamentet og på basis af samarbejde mellem forskellige klasser.

Dengang, og nu, så de, og de ser stadig, vores line som værende for langt til venstre. Men vi forsvarede

vores partiline. Med vores korrekte defineret parti line sendte vi de fleste af vores kadres på arbejde i

landdistrikterne. Vi beholdte kun ganske få kadres i by distrikterne. Vores hær var bygget op fra

ingenting, fra en lille hær til en stor hær. I begyndelsen skabte vi nogle hemmelige selvforsvars

enheder. Vi udvalgte de bedst egnet af de unge. Næsten alle af kadres'ne var nød til at lave hemmeligt

arbejde.

Kun ganske få arbejdede legalt;

• Nogle i parlamentet

• Nogle i administrationen

• Nogle i pressen

Det legale arbejde havde til formål at mobilisere de ”populære styrker” men basis arbejdet blev gjort på

landet iblandt arbejderne: det var nød til at blive gjort illegalt og hemmeligt. Dette betød at vores

fjender – US imperialisterne – disse taber-agtige og reaktionær klasser – kunne ikke finde ud af hvem

der ladede vores revolution. De kendte navnene på nogle få kammeraterr såsom Kieu Samphan. De

troede at disse kammerater var de rigtige ledere af revolutionen. Men de kendte ikke de rigtigt ledere.

Og dermed kunne de kun gribe til aktion mod de navne de kendte og dermed kunne de fleste af vores

ledere arbejde i fred.

I tiden 1960 – 1967 organiserede og forstærkede vi mange baser i landdistrikterne. Bevægelsen var, set

i lyset af produktion og i modstanden mod landeejerne, meget stærk. Bønderne rettede deres styrke

mod den regerende klasse. De have ingen ting – men de brugte alting: Stene, knive, kæppe, økser.

Nogle af bøndernes hustruer deltog ved at tage deres børn med til demonstrationer foran national

forsamlingen. De revolutionærere styrker i landområderne var meget stærke dengang. Vi lod vores parti

medlemmer fra arbejderklassen gå i de områder og arbejde sammen med de fattige bønder og med

middelklassens bønder.

I byerne var der lignede bevægelser blandt studenterne og arbejderne. De krævede at regeringen

droppede hjælpen fra US og at regeringen sparkede US ambassadøren ud. Demonstranterne brændte

både det Amerikanske flag og den Amerikanske ambassade. I landdistrikterne tændte folkebevægelsen.

Dem der var sultne rejste sig imod forræderne, de reaktionær og agenterne for administrationen.

Sloganet var ” lav den demokratiske revolution” så simpelt var det, kæmp imod US imperialismen. Den

patriotiske ånd var meget høj. Alle følte de var nød til at bekæmpe US imperialismen.

Men vi delte kampen ind i 2 dele:

• Den nationale kamp

• Den demokratiske kamp

Senere, lavede vi slogans der krævede rettigheder for studenterne, arbejderne og bønderne, højere

lønninger, land til bønderne, bedre pris for ris, bønner, kød og højre levefod for folket. Kampen

indeholdt både store sager og små og involverede alle regioner og alle politiske emner. Fjenden

prøvede at undertrykke os, men de fejlede fordi vi kæmpede både legalt og illegalt, store og små slag

på samme tid. På denne måde var det muligt forsvare og styrke revolutionen trin for trin. Gennem

kampen opbyggede vi lederskabet af partiet, rekrutterede gode kadres fra arbejderne, bønderne,

tjenestemænd og administrationen, Buddhistiske munke og kvinder. I kampen var vi i stand til at få

kadres fra alle plan. Selv om modsætningerne i vores samfund blev dybere, modsætningerne mellem

arbejder og kapitalisterer, mellembønderne og landeejerne, mellem arbejderne og tjenestemænd. I den

situation, ansigt til ansigt med disse modsætninger havde vi en møde i Central Komiten. Vi besluttede

at vi ikke længer kunne forsætte den legale kamp. Derefter startede vi oprøret, dette var i januar 1968.

Den Sovjetisk ambassadør i Phenom Penh var imod os. Soviet sagde at vores parti havde mistet

forstanden ved igangsætte væbnede kamp. De begyndte at opbygge et nyt parti der skulle arbejde imod

os, de samlede folk der havde overgivet sig til fjenden, forrædere, opportunister og vagabonder.

Vietnam var også imod vores væbnede kamp. Vietnameserne begyndte at arbejde imod os ved at snige

rundt og plante Lenin’s venstresidet kommunisme blandt vores kadres. En barnlig uorden. De sagde at

vi var for langt til venstre.

Vi fortæller dig dette for at understrege at Vietnameserne ikke hjalp os! En masse mennesker har

misfor-stået dette! Det var på dette tidspunkt at vores parti stadfæstede sig selv som et suverænt og

uforgængeligt parti. Vi forstod at vi havde en stor opgave foran os. Vi var nød til at forholde os til den

konkrete situation for at kunne løse vores sociale modsætninger Måske det er anderledes andre steder,

men det var altså sådan det var her! Vi var nød til at beslutte vores linje på grundlag af vores egne

modsætninger Den situation var gunstig for væbnede kamp. Fordi vores revolution var forenet på disse

principper og på denne linje og vores folk støttede revolutionen helhjertet, så brød oprøret mod den

herskende klasse ud i 17 af 19 provinser. Vi havde ingen våben der kunne tale og ingen hjælp udefra. Vi

havde nogle få karabiner erobret fra fjenden. Sommetider havde vi våben men ingen ammunition. Til

tider, selv vi ikke havde noget ammunition, bar vores kadres deres rifler for at skræmme fjenden. Trin

for trin var vi i stand til udvide vores styrker fordi vi fulgte partiets linje af folkets krig.

Børnesoldat

III. Den væbnede kamp 1968 -75

Folket supported os ved at gemme mad og ved at gemme vores guerilla styrker og vores kadres. Dette

lærte vores kadres at være årvågen i at følge partiets linje i kombination at både følge masserne og gøre

masserne troværdige. Vores hære var ikke stor på dette tidspunkt. Vi kæmpede med bue og pil, specielt

i de nordøstlig områder. Vi vandt folkets fortrolighed ved at vise dem at traditionelle våben kunne

dræbe fjenden. Så troede folket på partiet linje og på revolutionen. Fjenden brugte alle slags våben,

specielt i nordøst hvor central kommissionen havde base. Men dette område var meget stærkt, så

fjenden kunne ikke røre os. Samtidig havde Vietnameserne problemer fordi fjenden havde sat sig godt

fast i Sydvietnam. De ( vietnameserne ) havde ikke noget land at flygte til, derfor spurgte de os om lov

til at komme ind i vores områder, hvilket vi gav dem lov til. Dette førte til militære kuppet d 18 marts

1970, ført af US hænder.

US forsøgte at ødelægge vores revolution, men vi var stærke, vi begyndte at etablere vores egne

statsmagt i de befriede områder. Vi var succesfuld i 70 % af landdistrikterne. Hvis ikke US havde

invaderet os, så havde vi befriet hele landet i juni 1970. I 1967 -1968 sagde mange folk at vi var for

langt til venstre, i 1970 var alle enige om at vi havde den korrekte position. Alle fulgte os! Socialistiske

land, og andre lande, fra hele verden støttede os, hvilket gjorde det muligt for os at forsætte vores

økonomiske, militære og internationale arbejde meget bedre end før. Men jeg vil understregede, meget

kraftigt, at selv under denne gunstige situation beholdt vi eksistensen af vores parti hemmeligt! Og vi

fortsatte med at bygge på hemmeligt arbejde som basis for vores aktiviteter. Vi blev herrer over

situationen fordi vi havde landdistrikterne og styrkerne af den forenede front. I starten bemærkede vi

ikke vores modsætninger mod Vietnam. For at være ærlig så troede vi at Vietnameserne var vores

venner. Men i stedet for at hjælpe, begyndte Vietnam at samle styrker ( i Cambodia ) og forsøgte at

overtage vores parti. Der var mange problemer. Vi var nød till at kæmpe mod US-Thieu styrker, der var

sendt for at hjælpe Lon Nol, samtidigt med at de ( Vietnameserne ) forsøgte at stikke os i ryggen. Vore

parti besluttede at løse den største modsætning først, hvilket var at vinde sejr over Lon Nol.

Modsætningerne mellem os og Vietnam blev rigtige dybe i 1973 da Vietnam forenede sig med US ved

for- handlingsbordet. US satte krav øjeblikkeligt, Kampuchea skulle komme til forhandlingsbordet. De

forsøgte, men vi nægtede! Vietnameserne forsøgte på alle måder at underminere vores revolution.

Imens Laos og Vietnam lagde deres våben, mobiliserede US alle deres luftstyrker i sydøstasien for at

bombe Kampuchea! I 200 dage og nætter bombede de – for at tvinge os til forhandlingsbordet. Vores

parti var 100 % modstander af at skulle bukke for US. Havde vi gjort det så ville Lon Nol forræderne i

Phenom Penh have fået tid til at opbygge deres styrker. Vi besluttede at kæmpe til enden. Vi var under

alle omstændig-heder i stand til at modstå US luftangreb, og ved at besejrere US’s luftkrig bestod

fortroligheden i vores parti linje. Flere og flere mennesker blev overbevist om at vores parti linje var

den rigtige. I vil gerne understrege at påpasseligheden i vores parti ikke var noget der kom på en nat

eller gennem teoretiske studier. Det voksede som et resultat af konkrete erfaringer og af folkets lidelser

og som et resultat af klassehadet. Kun gennem praktiske erfaringer kom den dybere forståelse af vores

parti.

I 1974, året efter luftkrigen, besluttede vores parti at igangsætte den endelige store offensiv, for at befri

Phenom Penh og hele landet i tørssæsonen1975. Vietnam var naturligvis informeret. Vietnameserne

troede ikke på at US ville lade os vinde. Ligeledes var de ikke klar til at lade os få sejr – en sejr som de

ikke selv havde fået. Konsekvent nægtede de at transporterer ammunition sent fra Kina og andre lande,

dog mest fra Kina. Vi var nød til bruge ammunition erobret fra fjenden, vi modtog ingen ting fra

Vietnam. Vietnameserne var imod vores sejr fordi de selv havde planer om at befri Saigon og derefter

sende deres styrker til kampuchea for at befri Phenom Penh også forsøge at ødelægge vores parti og

etablere en Indokinesisk nation. I ånden af denne vanskelig situation, gjorde vores parti det bedste og

befriede Phenom Penh d. 17 April 1975, 2 uger før Vietnameserne befriede Saigon. Da vi havde befriet

hele landet og sikkert vores uafhængelighed og suverænitet, sendte Vietnameserne tropper der besatte

vores Ø Koh Way. Vi forsvarede øen og tvang de vietnamesiske styrker til at trække sig tilbage. Det

som jeg gerne ville

gøre klart her er, at gennem perioden med den demokratiske revolution, det var en hård og svær kamp

der involverede problemer med Soviet Unionen og Vietnam, men vi overvandt dem og vandt total sejr!

Spørgsmål: i tiden ved grundlæggelsen af kommunistpartiet, var der nogen diskussion om den

politiske linje for perioden der skulle lede til kommunistmen ?

Det står skrevet i vores parti program at vi skal forsætte vores socialist revolution og så gå viderer til

kommunismen efter den demokratiske revolution, men vi gik ikke i detaljer. Vi løste de øjeblikkelig

opgaver for den socialistiske konstruktion efter befrielsen. Vores hoved opgaver var at forsvare vores

statsmagt og fortsætte den socialistiske revolution og den socialistiske konstruktion. Vi havde forsvaret

vores territorium og vores suverænitet siden befrielsen i en voldsom og kompliceret kamp, specielt

mod Vietnam. Vi mener at denne kamp ville varer i lang tid da Vietnam har enorme ambitioner. De (

Vietnam ) vil tvinge Kampuchea ind i en Indokinesisk stat og derefter udvide til hele sydøstasien.

For vores levestandart, så har vi basalt set løst alle problemer ved vores landbrugsprojekt. Vi opsparer

kapital for udvikling af landet på basis af uafhængelighed og på at være selvforsørgende.

IV. Opbygningen af partiets ideolog

At have den rigtige politiske linje er ikke nok til at sikker sejren. Vores parti var også nød til at have et

stærk revolutionært standpunkt. Dette delvis på grund af at så meget af vores kamp var illegal. Derfor,

til tider, hvis vores kadres ikke var nok inde i ideologien, så ville de overgive sig til fjenden, eller, hvis

taget til fange, så ville de fortælle hemmeligheder. For at undgå dette så lagde vi meget vægt på

ideologisk uddannelse. Under kampen mødte vi mange vanskeligheder. F.eks. kadres der var adskilte

fra deres familier og ikke var stærke i ideologien, de kunne finde på at rende tilbage til deres familier

og rende væk fra revolutionen. Sommetider arbejdede kadre'ne hemmeligt inden for fjendens

administration og de modtog virkelige høje lønninger. Var de svage i ideologien – så kunne de købes!

Derfor kunne vores parti se at ideologien var en nøglefaktor i implementeringen af den politiske linje

og den organisatoriske linje.

Den parti ideologiske opbygning skete på 2 måder:

• Ved at ødelægge ukorrekte politiske standpunkter

• Ved opbygge korrekte politiske standpunkter

f.eks. var vi nød til at opbygge det ideologiske standpunkt af basis klassen i partiet, arbejderklassens

bevidsthed. For at gøre dette var vi nødt til at definerer de forskellige samfundsklasser og

modsætningerne

mellem dem. Fra denne base bevæbnede vi vores kadres, ideologisk, med synspunkterne fra arbejder

klassen. Dette var gjort ved at forklarer hvor vigtigt et er:

At offer sig for fællesskabet

At frasige sig privat ejerskab til gunst for det kollektive ejerskab

At elske partiarbejdet

At lærer at være selvkritisk

At lærer hvordan man forener sig med masserne

At opbygge det ideologiske standpunkt for revolutionær patriotisme og revolutionær

internationalisme, hvor det første var det fundamentalistiske standpunkt. Med dette mener vi at

stræbe energisk efter at lave vores egen revolution, kæmpe med success mod imperialismen og

revisionismen i vort eget land. Dette fremskynder og understøtter den internationale kamp. At tale

om international kamp mens man taber kampen i sit eget land er spild af tid og nytteløs. Vi er nød

til at være konkret i dette! Vi prøver at lærer vores folk at være selvforsørgende sådan at vi undgår

at være en byrde for venlige nationer. Derfor, prøver vi, så vidt som muligt, at undgå hjælp fra

udlandet, at klarer os igennem alle slags lidelser uden at søge hjælp hvis ikke det er absolut

nødvendigt. Så på den ene hånd forsøger vi at undgå at blive for nationalistiske og på den anden

hånd forsøger vi at undgå at bliver for internationalistiske.

At opbygge ideologiske standpunkt for en konstant vedligeholdelse af den revolutionær ånd, her

under specielt lysten og behovet for at være almindelige mennesker, specielt som fattige bønder.

Det er derfor at vores kadres, mænd og kvinder ikke modtager nogen løn, de har lært at tjene partiet

og at modtage takken fra partiet. På denne måde forhindre vi at skabe en ny herskende klasse der er

separerede fra folket.

At opbygge konceptet for massernes livssyn og selve linjen for masserne, dette er at have fuld

tillid til masserne og at leve blandt masserne, specielt blandt de fattige bønder. Kun ved at gøre dette

kan revolutionen vinde sejr og opbygge dets styrker. Dette understreger vi kraftig for vores kadres, da

nogle af dem har ynkelige overklasse baggrund, specielt de intellektuelle der har mangler i deres tillid

til masserne, specielt til de fattige bønder. Vi forsøger at få dem til at forstå at disse fattige mennesker

kan gøre alt! De besejrede fjenden, laver produktivt arbejde og alting! Fordi de gør alting skal vi tjene

dem.

Kadres'ne skal lære om revolutionær årvågenhed. De skal være på vagt over for fjenden

At bevæbne dem med ”dialektisk materialisme” for at gør dem i stand til analysere ting og for

at forstå partiets ideologiske standpunkt.

Alle disse ideologiske standpunkter er plantet i alle områder og alle celler af partiet. Det er ikke gjort

ved at læse papir og dokumenter, men ved at analysere daglige aktiviteter, beslutte hvad der var gjort

rigtigt og hvad der var gjort forkert. Vores skriftlige materiale udgør kun få sider i længden, korte

dokumenter passer bedre til de fattige bønder. Vi har også kurser, mest korte kurser for små grupper, i

undergrunds arbejde for 2 – 3 deltager 1 – 2 gange pr. månede. Der er også kurser holdt 2 gange pr. år

hvor parti medlemmer er introduceret til revolutionærere koncepter og uddannet i vores politiske,

ideologiske og organisatoriske linje.

Selv nu, efter befrielsen, tror vi på at den ideologiske faktor er den afgørende faktor. I kadres

uddannelsen, lægger vi meget stor vægt på at ødelægge gammel samfunds ideologiske standpunkter der

stadige er magtfulde. Blandt de ledende kadres ligger vi også vægt på forsvaret og opbygningen af

arbejder klassens bevidsthed. Dette for at undgå revisionisme. Når et parti bliver revisionistisk er det

ikke fordi almindelige medlemmer bliver revisionister, men fordi lederskabet føre partiet imod

revisionismen. Mens vi fortalte meget lidt om revisionisme uden for partiet, så kæmpede vi rigtigt

meget med revisionisme inden for partiet. Det er delvis af denne grund vi undgår at bruge

dokumenterne fra andre. Vi stoler kun på vores egen version af revolutionen og klassekampen. Dette er

mere konkret!. Nogle af vores kadres der havde boet oversøisk og arbejdet med udenlandske

kommunist partier, gik i panik og krævede jævnligt fremmede dokumenter, påstod at vi neglerede

Marxismen-Leninismen. Men vi fortalte dem at Marxismen-Leninismen udvikler sig ved folkets kamp

som middel. Vores erfaringer er ægte Marxist-leninistiske dokumenter!

Babydrab ved Killing field, Phnom Phen

V. Partiets organisatoriske linje

Vi opbyggede partiet organisatoriske og ideologisk ved at stole på vores klasseanalyser, ved at tage

fattige bønder og arbejderklasserne som basis klasser. Dem der tilsluttede fra de ynkelige overklasser

eller andre klasser prøvede at promote standpunkter fra de klasser, men de blev nød til at forny deres

gamle standpunkter og udvikle arbejderklassens bevidsthed. Kadres er uddannet på basis af deres

konkrete aktiviteter. Deres ånd er nød till at være ren, ukorrupt og uden nogen form foraffærerr med

fjenden. Vi undersøgte livshistorier og klassebaggrund både før og efter de tilsluttede sig revolutionen.

Vi gør dette for at forhindre infiltration af, f.eks., CIA, KGB eller Vietnamesiske agenter. Ved at bruge

disse organisatoriske principper, havde vi enhed i partiet og kunne rense vores parti for dårlige

elementer. Vi har ikke været 100% succesfuld. Fjenden forsøger stadig at underminere vores parti.

Konsekvent af dette er at vi stræber efter at forstærke politisk og ideologisk uddannelse og forstærke

udrensningen af partiet.

Lige en opsamling: vi kan sige at vores parti er integreret og forenet gennem politisk, ideologisk og

organisatorisk arbejde. Og det er blevet stærkere og stærkere. Vi har lært at så snart du har et stærkt og

rent parti, så har du en stærk revolutionær bevægelse. Vi har stadigt et stykke vej at rejse på den sti, og

vores fjende, både kapitalisterne og Vietnameserne, vil forsætte med at bekæmpe os. Derfor vil

opbygningen af partiet gå fra en generation til en anden. Vi håber at vi undgår at den næste generation

bliver revisionistisk. Hvis vi kan beskytte vores lands interesser, vil vi også deltage i den globale kamp.

Vi kender til udbredelsen af revisionismen i Soviet Unionen og vi er kede af det, vi er også kede af

ødelæggelsen af det indonesiske kommunist parti ( 1965 ), partiet der blev ødelagt af fjenden. Vi har

prøvet at undgå at falde ud i vejkanten.

Spørgsmål: er der en fare – fra udlandet eller inde fra partiet – en fare for at der bliver dannet en

ny klasse?

Set I lyset af kampen inden for i partiet – ja, der er en risiko for begge farer. Inden for i partiet er der

modsætninger i standpunkterne mellem privat ejerskab og kollektiv ejerskab. Hvis vi ikke passer rigtig

godt på, kan det måske blive fjendtlig. Den anden modsætning er external. Vietnam, specielt Vietnam,

prøver at underminere vores parti ved militært, politisk, økonomisk og ideologiske påvirkninger.

Vietnameserne forsøger også at infiltrerer vores parti. Vi er dog ikke bekymrede for de externale

militære aggressioner. Men vi er bekymret for fjenden inden for vores egne rækker.

Spørgsmål: hvorfor er illegal arbejde stadigt det fundamentale eller det basale i arbejdet?

I denne periode, efter befrielsen, er det hemmeligt arbejde der er fundamentalt. Vi bruger ikke længer

begreberne ”illegalt” og ”legalt”. Vi bruger der imod begreberne ’åbne” og ”hemmelige”. Hemmeligt

arbejde er fundamentalt i alt hvad vi gør. F.eks., valget af kadres til at lede arbejdet er hemmelige.

Stederne hvor dine ledere bor er hemmelige. Vi holder mødesteder og tidspunkter hemmelige osv. På

den ene side er det et spørgsmål om generele principper og på den side et spørgsmål om at beskytte os

selv fra fjendtlig infiltration. Så længe der er klasse kamp og imperialisme vil vi have hemmeligt

arbejde. Kun gennem hemmeligt arbejde kan vi være herrer over situationen og vinde over fjenden der

ikke kan finde ud af hvem der er hvem. Dette gælder også for udenlandske affærer. F.eks. Soviet

Unionen bad om at komme til Phenom Penh efter befrielsen. De var klar til at sende flok til

ambassaden. Vi sagde at det var ikke muligt at modtage dem og de blev nervøse. Vi baserer alting på

hemmeligholdelse. Dette er i interessen af arbejderklassen.

Spørgsmål: hvorforor betegner du Soviet Unionen soværende externalal ?

Inden for partiet kæmper vi resolut imod Soviet Unionen, men vi har mange fjender nu – US

imperialismen, Thailand, Vietnam – og for taktiske grunde er vi nød til at begrænse vores fjender så

meget som muligt. Det burde være klart for jer at vi er i opposition til soviet unionen og revisionismen,

men vores linje har været forskellige fra den linje der er taget i Kina fordi vi er et lille land. Et andet

eks.: vores attitude for den ”tredje verden”. Vi har samme standpunkt som mange andre, men vi er nød

til varetage vores egne interesser.

Spørgsmål: har I et parti program?

Ja – vi har, men kun i kampuchea. Vi har stadig mange opgaver. Vi har f.eks. ikke gjort nok

internationalt propaganda arbejde. Den vietnamesiske fjende har været i stand til at lave rigtig meget

internationalt propaganda imod os, præcist på grund af at vi ikke har arbejdet nok i den internationale

arena.

V. På konkret arbejde før og efter befrielsen

Før befrielsen, blev emner inden for legale aktiviteter varetaget af forskellige organisationer såsom:

Studenter organisationer, kvinde organisationer og andre organisationer. Vi gjorde alt hvad vi

overhovedet kunne gøre under fjendens love. Der er også under-kategorier af ”ikke-legal” og ”ikke-

åbne” aktiviteter; semi-åbne og semi-hemmelige eller semi-legale og semi-illegale former. Fejringen af

1 maj f.eks., var både legal og illegal. Selv om den herskende klasse måske kunne have fanget os, så

fejrede vi 1 maj, fordi det var en traditionen og vi vedligeholder den slags traditioner. Men det er måske

anderledes hvor I kommer fra ?

Kommunist partiet af kampuchea har aldrig været legalt. Dette er også sandheden om andre progressive

organisationer vi skabte. Vi udviklede denne taktik af hemmeliggørelse, først af alt, for at forsvarer os

selv, for det andet for at mobiliser flere styrker og til sidst for at tjene vores kamp, f.eks. i

mobiliseringen af de intellektuelle fandt vi ud af at vi ikke kunne mobiliser dem via illegale aktiviteter,

men det kunne vi med legale aktiviteter såsom: tempelbesøg og festivaler, de sluttede sig til os!. Derfor

lod vi dem tilslutte os trin for trin. Mange semi-hemmelige og semi-illegale og hemmelige aktiviteter

var organiseret sådan at de beskyttede de virkelige illegale hemmelige aktiviteter fra parti centeret.

Derfor, når fjenden angreb, udefra, de ramte kun semi-illegal og semi hemmelige aktiviteter og vi var i

stand til at beskytte vores parti og vores lederskab. I det neo-kolonial, semi-feudal samfund var vi nød

til at arbejde i total hemmelighed, både inden for partiet og i andre organisationer. Dette var også

gældende for partimedlemmer der arbejdede indenfor masserne. Siden befrielsen har vi forsat vores

hemmelig arbejde fordi vi mener at den strategiske linje er vigtigere end den taktiske. Vi har offentlig

gjort kun ganske få af navnene på vores kadres og vores medlemmer. Mange behøver ikke at blive

offentliggjort. Under krigen var alle af dem hemmelige i dette område. Vi havde lært af de

bloddryppende erfaringer fra kommunist partiet i Indonesien i 1965.

I de hemmelige operationer havde vores organisation følgende regler:

● 3 medlemmer bliver bedt om at forme en celle, f.eks. i en fabrik.

● Hvis der er mere end 3 medlemmer skal cellen have et sekretariat til at dikter det

politiske arbejde.

● Hvis der er op til 6 medlemmer, så skaber vi 2 celler der ikke vil have noget kendskab

til hinanden, men som godt kan opererer samme sted.

● Selv med 5 medlemmer kan vi organisere 2 separate politiske celler, der kan arbejde

hemmeligt og separat.

● Hvis fjenden opdager en celle kan den anden stadig fungerer.

● Der er ingen direkte kontakt mellem cellerne.

● På hver fabrik er der kun en ledende kadres og kun han ved det. Han kan rapporter til

lederskabet via en mellemmand.

Disse procedurer fungerede også i andre sektorer så som studenter miljøer. Vi formede celler der ikke

havde noget kendskab til andre celler og dermed ikke er i stand til at kontakte andre. Kontakt blev lavet

af en 3’de person. Hvis den ledende kadres blev fanget af fjenden så vil han kun kende til

mellemmanden og ikke ledelsen. Dette er vores hemmelige organisation. Set fra vores erfaring, så er

hemmeligholdelse, kun et aspekt af opbyggelsen af en organisation. Af støre betydning er det

ideologiske level af de ledende kadres. De skal udvise stor disciplin. Vi har nød til at være specielt

forsigtige når vi arbejdede i byerne. Kadres kan blive tvunget til flytte hurtigt, så det går ikke at de

lever sammen med deres familie. Hvis de gjorde det blev tingene kompliceret ved at det vil tage dem

længere tid at flygte. Vi har meget bitter erfaringer med dette! Derefter besluttede vi at observere parti

disciplinen mere strikst. Tillad mig at sige at jeg taler af konkrete erfaringer og fra tilstande i mit land.

Det er op til dig at beslutte hvad du kan lærer fra disse erfaringer. Vi tilbyder dig disse erfaringer ud fra

venlige revolutionær følelser.

Hemmeligt betyder at undgå loven. F.eks. vi var nød til at lave vores egne ID-kort, så vores navne ikke

pludselig dukkede op i et eller andet register. Hvis fjenden erobrede ægte ID-kort, billeder, og

arbejdstilladelser, så ville det have været meget letter at finde os. Det er sådan at hvis de

revolutionærere ikke havde noget arbejde, så ville fjenden måske have bemærket det. Vi åbnede en

bogbutik til os selv, men vi undgik at udlevere nogle af navnene, vi tog ly bag en mellemmand og hans

navn. Under krigen var der mange kadres der var nød til at forlade deres job midlertidigt, og vi var nød

til at beskytte dem. Kontakter og møder forgik om natten. Det gjorde de politiske træninger også. Vi

låste os inde i et rum op til 3 dage indtil vi var færdige. Kontakter mellem offentlige kendte personer,

såsom regerings medlemmer o.s.v .blev arrangeret gennem 2 – 3 mellemmænd. Vi brugte forskellige

taktiker for at overvinde presset fra fjenden. Ved møder der forgik i huse brugte vi f.eks. at have et scarf

i front af huset. Hvis scarfet var på plads så var det sikkert at gå ind, hvis scaftet ikke var der betød det

at fjenden var der. I begyndelsen mistede vi rigtigt mange folk fordi fjenden kendte vores forskellige

signaler. Af dette lærte vi ikke bare at gå ind, men i stedet rundt lidt rundt i området, måske gå ind i en

butik, drikke et eller andet og spørge lidt omkring for at høre om der skete noget specielt inde i huset.

Til tider talte folk fortroligt til os om fjenden.

Til tider var folk ikke revolutionærere, men de advarede os hvis der var agenter i nærheden. Vi brugte

også budbringer til beskeder, breve, ammunition osv. Budbringerne viste ikke hvor vi var, hvis de

gjorde kunne fjenden tvinge dem til at fortælle hvor vi var.. Derfor brugte vi en bro af budbringer,

typisk mellem 2 – 3 personer. Hvis en budbringer ikke dukkede op så gjorde vi ingenting for 2 – 3

dage. Derefter var vi nød til at flytte til et andet sted. Men fjenden lærte dette, så de udsatte

budbringerne for øjeblikkeligt tortur sådan at de kunne nå at fange os. Så fra bitter erfaring lærte vi at

forlade et møde sted øjeblikkeligt hvis en budbringer ikke var kommet efter bare et par timer. Fjenden

kom hurtigt nogle gange også måtte vi bruge våben for at få de ledende kadres i sikkerhed. Dette burde

give dig en ide om vores erfaringer.

Det taktiske og teknikerne er af sekundær betydning, mest vigtigt er kadres'ernes klasse standpunktet.

Siden befrielsen har vi haft erfaringer der er anti-parti relateret, organiseret inden for vores parti. Dette

plejer at involvere CIA, Vietnamesiske agenter og KGB agenter. I dette område har vi faktisk en del

erfaringer der er ganske nye, men efter hvad vi ved så har disse agenter længe arbejdet inden for vores

parti. Da vi observerede at noget var forkert, så troede vi først at det var en intern modsætningen og

forsøgte at løse det via afstrafninger og ved at være selvkritiske osv. F.eks. partiet var nød til at give

direktiver til underafdelingerne ang. ændringer i folkets leveforhold i co-operativerne. Når disse

ændringer ikke blev ført ud i livet så vidste vi at der var noget galt. Der hvor disse hændelser skete så vi

meget grundigt på de enkelte kadres baggrund, vi hørte også massernes mening. Derved fik vi trin for

trin afsløret mange agenter. Generelt fandt vi ud af at de havde været involveret i fjendtlig aktiviteter i

meget lang tid. Nogle gode kadres har været fængslet og været under tortur og derefter har de overgivet

sig til fjenden. Da de så kom ud af fængslerne arbejdede de som agenter for fjenden. Vi bød dem

velkommen tilbage, accepterede dem, - uden at se på hvad der skete i fængslerne.

Vi har nu indset at de blev agenter for fjenden. Det er almindelig kendt at USA havde planer om at tage

magten fra os 6 måneder efter befrielsen. Planen involverede joint-aktion mellem parterne CIA, KGB

og Vietnameserne. Det var planlagt til at være en kombineret kamp både indefra og udefra. Men vi

smadrede deres plan. Umiddelbart efter befrielsen evakuerede vi byerne. Alle de fjendtlige agenter var

derefter nød til at tage ud i landdistrikterne hvor de ikke var i stand til udfører deres planer. Folk der

havde infiltreret partiet kunne ikke reagerer øjeblikkeligt, men vi opdagede senere da de forsøgte at

planere et statskup. Deres aktiviteter var koordineret med aggressivitet fra udlandet. De var ikke

magtfulde mennesker; deres intention var at vente på at Vietnam skulle angribe eller snigmyrde vores

ledere, og så derefter starte et oprør. Men det der skete var at Vietnameserne angreb, vi besejrede dem

og fangede forræderne inden for partiet.

Men selv om vi siger at planerne er blevet knust så siger vi ikke at fjenden har givet op. Vi er nød til at

fortsætte med opbygningen og forsvaret af vores parti, og vores lederskab, og forsætte med at finde

folk der har infiltreret vores parti. Vi ved at de nuværende planer involverer ikke kun Vietnameserne,

men har også noget at gøre med US imperialismen og KGB. Dem alle!!!! Det samme er sket i Yemen,

både i syd og nord. Og i Afghanistan. Men mens alle disse ting sker, bliver Soviet unionens ansigt mere

og mere klart.

Spørgsmål: Er der et samarbejde mellem KGB og CIA - eller er de rivaler i forsøget på at

kontroller Kampuchea ?

Begge dele! På den ene hånd samarbejder de – på den anden er de rivaler. F.eks. Vietnam angreb os

sidste oktober til december, imens var der US styrede operationer nær vores kyst områder og ved den

Thailandske grænse, hvor CIA agenter deltog. Begge parter forsøgte at få kontrol. Det var en form for

åben samarbejde. Et eks. på hemmeligt samarbejde var de CIA agenter der fik hjælp af Vietnameserne

til komme ind i Kampuchea. CIA kunne ikke komme ind i Kampuchea uden hjælp fra Vietnam, der

accepterede alle der ville kæmpe mod kommunist partiet af Kampuchea, selv CIA!!!

Det centralle lederskab skal beskyttes for enhver pris. Det tager over 10 år at bygge en god kommunist.

Hvis du mister en – så har du mistet meget. Parti hemmeligheder vil også gå tabt.

Dødsdømt fange – forbrydelse: Ingen, straf: den største

VI. At Bygge og Lede den revolutionær bevægelse

Som jeg har sagt, fra 1960 bød vi arbejder, bønder, den ynkelige borgerstand og progressive patriotiske

personligheder velkommen som strategiske styrker. Den mest progressiv klasse er arbejderne mens den

største er bønderne. De andre er sekondærer, allierede styrker. De nationale kapitalister var sekondærer

allierede, taktiske styrker mobiliserede i partikulear omstændigheder. Det næste skridt var at sætte den

strategiske linje. Kampen i landdistrikterne var den fundamentale kamp. Vi opdelte vores kadres i land

og by kadre, alt efter deres evner. Før 1960 var der nogen forvirring omkring dette, fordi at vi før 1960

ikke havde nogen klar parti linje. Vi havde udviklet baser i landdistrikterne, men fjenden havde ødelagt

op til 90 % af dem, vi var heller ikke stærke i byerne. Vi indså i 1959 at vi manglede den strategiske

styrke der var nødvendigt for at udvikle revolutionen.

Så det var først efter 1960 at vi kunne placere vores styrker korrekt. De fleste af dem rejste ud for at

arbejde mellem bønderne, enkelte blandt det ubetydelig borgerskab, studenterne og de intellektuelle.

Meget få arbejdede blandt nationalist kapitalisterne og højtstående personligheder i administrationen.

Da vi først havde vores linje kunne vi ret hurtigt opbygge vores styrker. Som ’masse bevægelsen”

voksede sig stærkere og stærkere, blev vi i stand til at opbygge det legale og illegale arbejde. Vi var

endda i stand til mønstre masse demonstrationer.

Specielt fra 1962 – 1963 blev vores styrker stærkere og stærkere De bedste blandt vores kadres, der var

blandt de fattige bønder, byggede baser i de fjerneste egne. De var nød til selv at blive fattige bønder.

Det skabte en del problemer i starten. Kadres'ne i byerne var nød til at blive arbejder. Det gik lidt letter

i starten. forskellene fra landområderne til byerne var meget meget stor. I landområderne var livet

svært, men der var ikke så mange fjender. I byerne var levestandarten bedre, men der var mange

fjender. Begge steder havde fordele og ulemper. Kadres'ne skulle specielt udvælges, og det skulle

foregå ordentligt. Det var meget malaria i landområderne, og nogle kadres nægtede at arbejde der. Vi

var nød til at styrke deres ideologiske standpunkt.

Når vi kigger tilbage på denne periode, så indser vi at vi ikke kunne have vundet en så stor sejr uden at

have overvundet disse forhindringer. Vi ser 2 stor vendepunkter; hvis vi ikke havde reorganiseret i

1960, kunne vi ikke have igangsat den væbnede kamp i 1968. Hvis vi ikke have igangsat den væbnede

kamp i 1968, kunne vi ikke været blevet herrer over situationen ved kuppet i 1970. Fjenden kunne

derimod have ødelagt vores styrker. At være herrer over situationen, at kunne stole på vores styrker, at

være suveræne – disse ord betyder kun noget hvis vi har folkets styrker i vores hænder. Hvis vi ikke har

dem, så vil disse styrker falde i hænderne på fjenden. Det vigtigste var at gribe de nationale styrker i

vores land. Dette var for os meget lærerigt.

Vi vil gerne understrege det rigtige i at samle styrker. Dette er vigtigt at alle perioder af revolutionen. I

dag, i perioden af den socialistiske revolution, er vores styrke større end hvad den var under den

national demokratiske revolution. Tag f.eks. de tåbelige kapitalister der var udannet fra byerne.

Selvfølgelig havde de svært ved at leve i landområderne, men gradvis blev de også stolte af

revolutionen. De kan se mulighederne for deres børn, de kan se at vores revolution er ren og at vi er

suveræne. De ved at vi kan forsvare os selv mod Vietnam og de har tillid til os. Hvad gælder for de

intellektuelle der er blevet oversøisk, så støtter nogle af dem os. I Frankrig er der en association der har

udtrykt solidaritet med os i vores kamp mod Vietnam. Vi er stærkere nu end under den første

revolution, da 85 % af befolkningen tilhører revolutionen, alle arbejder og bønder tilhører revolutionen,

af de intellektuelle er det 90 % der tilhører os. Kun ca 10 % er anderledes. Dem prøver vi at uddanne på

en sådan måde at de kan se at revolutionen er god for dem og deres børn. Derfor vokser vi stærkere og

stærkere Vi har samlet styrke fra forskellige strategier i forskellige perioder, fordi allesammen kunne

genkende den patriotiske ånd i kommunistmen.

Feuddalisterne sagde dårlige ting om Vietnam og USA, men de gjorde ikke noget ved det. De var

korrupte og de lod Vietnam komme 1km, 100 km, 200 km over vores grænse ved at korruptere politiet.

Derfor kravlede Vietnameserne ind i vores land specielt i Takeo og Svay Rieng. Men magten kom i

hænderne på partiet, og enhver kunne se at vi kunne holde selvstændighedens banner højt hævet. De

indså at kommunistmen var ren, at vi lever som almindelige mennesker, mens, i de gamle dage under

kapitalisterne, var samfundet klassebestemt. Så snart folk forstod dette fulgte de den kommunistiske vej

og vi kunne let mobiliser styrker.

VII. Skabelsen af den Nationale Forenede Front

Hvordan vi fik Sihanouk til at tilslutte os ? Vi var i stand til at mobilisere styrker efter kuppet i 1970

fordi vi havde forberedt os i lang tid. Vi var herre over situationen. Vi havde en hær, vi havde våben.

Derfor var vi i stand til at danne en forenede front. Vi tillod endda Sihanouk at blive formand for

fronten. Men det betød ikke noget fordi vi var herre over situationen. Efter kuppet var Sihanouk

reduceret fra alting til ingen ting – for os var det modsat – både i byerne som på landet. At have

styrkerne fra basis level af samfundet var essentielt for at få samfundets top til at tilslutte os. Dette var

den første leksikon.

Den anden lektion, og erfaring, drejede sig om frontens aktiviteter. Det var ikke let for os. Fjenden

prøvede at korrumpere Sihanouk. USA, Frankrig og Soviet revisionister prøve at rive ham væk fra

fronten. Sihanouk blev fordi vi vandt sejr efter sejr på grundbasis. Sihanouk ville have forladt os hvis vi

ikke havde vundet, specielt i 1973 da Vietnam sad ved forhandlingsbordet med USA. Sihanouk var

bange for at være alene, han blev ved med at spørge om vi kunne forsætte kampen. Han ville forhandle,

men vi fortalte ham at vi ville kæmpe til sidste mand.

Den tredje lektion, vi fandt ud af, at vi har nød til at kæmpe med Sihanouk inden for fronten, mens vi,

ud af til, var forenet med ham. Sihanouk spurgte efter ting: vi lod ham få det han gerne ville have så

længe at det ikke gik imod vores strategisk politik. Vi var nød til at være meget fleksibel med ham.

Parti sloganet var ”skub ikke nogen over til fjenden”.

VIII. Bykampen, 1960 – 1973

Vores kamp i byerne havde 2 komponenter;

● Den legale kamp

● Den hemmelige kamp

Bykampen var ikke så vigtig som kampen i landdistrikterne, men kampens effekt kunne mærkes over

hele landet og i internationale sammenhænge. Derudover så havde kampen en vigtig virkning på

middelklassen, set i ånden af faktum at byerne var hovedkvarteret for den herskende klasse og og deres

undertrykkelse af folket. Dele af den legale kamp forgik i national Forsamlingen. Vi forsøgte ikke at få

pladser i forsamlingen. I stedet brugte vi patriotiske personligheder til at lave propaganda. Disse

personer arbejdede ikke i partiets navn, men partiet var essensen bag deres propaganda. Arbejdet var

begrænset. Vi lod vores folk bruge slogans til at vække folket. På denne måde kunne vi arbejde i toppen

mens vi også arbejdede på basis niveau. Selvom vi var i stand til arbejde legalt i national Forsamling så

blev vores folk tit udsat for forfølgelse. Derfor prøvede vi at snige vores ideer ind i andre personer ved

at fortælle dem; ”hvis du siger sådan og sådan, så vil du få flere stemmer og folk vil følge dig” Og ofte

så gjorde de det! Og folket kunne lide at høre vores slogans og vores ”stedfortræder” blev mere

populærere og kom derfor tilbage til os og spurgte om flere råd.

Og selv om vi faktisk styrkede den herskende klasses magt, så var det vores slogans og senere kunne

folk let genkende dem i os. Men der var vanskeligheder i kampen med aviserne. Når den herskende

klasse fandt ud af at en avis var blevet grundlagt i hemmelighed af os, så gik der max. 3 måneder før

avisen blev lukket. Vi lod kammerater skrive til forskellige aviser, anonymt. Sommetider censurede

aviserne vores breve med over 50% , men vi fortsatte med at skrive – for at få nogle ideer ud. Vi lod

også vores folk respondere på reaktionærere avisartikler, ved at skrive breve til redaktionerne og bede

dem om at stoppe de reaktionær artikler. I de fleste tilfælde var vi dog nød til at mobilisere masse

demonstrationer foran bladhusene for at få dem til at stoppe de reaktionærere artikler. I tilfældet med

avisen ”Phenom Penh Presse”, en CIA avis og den mest reaktionær af dem alle, så lod vi folket smadrer

stedet.

Blandt andre aktiviteter i byerne så lavede vi performans blandt folket og arrangerede rejser til land-

distrikterne for festivaler osv. Vi var derfor i stand til at lave vores styrker stærkere og stærkere på alle

samfunds niveau. At vælge de rigtige slogans, de slogans der passede til situationen – ikke kræve for

meget – ikke for lidt var afgørende for vores arbejde i byerne. Vi brugte ikke ord som ”revolution”,

”kommunist” eller ”rød”. I stedet brugte vi ord alle kunne acceptere såsom ”bekæmp US

Imperialismen”, ”kæmp for uafhængelighed” osv. Folk var meget bange for ord som revolution og

kommunist. Men vi fik dem alligevel til at optage essensen af vores parti linje – folk der ellers ville

være bange for ordrene revolution og kommunist – men disse folk var i stand til, i ånden af deres frygt,

at holde vores banner, uden at de vidste det.

Vi arbejdede endda inden for bevægelsen af Buddhistiske munke, fik dem til at følge os ved at sige at

vi ville forsvarer landet og religionen. Hvis landet vil blive domineret af udlændinge, så ville der ikke

længere være nogen religion. Så også munkene holdt vores banner, selv om de ikke kunne lide os. Vi

arbejde ikke kun blandt de almindelige munke, men også blandt de højestes rangerende munke. Vi

brugte slogans der gik imod udenlandsk undertrykkelse af Kampucheansk kultur og religion. Munkene

blev patriotiske og støttede os uden at de vidste det.

Vi arbejdede også medd store personligheder som Penn Nouth. Her skulle vi være meget forsigtige. Vi

var nød til at tale ham efter munden. Denne højt rangerende patriotiske personlighed var ikke nogen

vigtig styrke, men vi prøvede at samle alle kræfter der kunne støtte vores kamp specielt i byerne. Vi

spurgte ham f.eks. ” hvad ville deres højhed tænke hvis USA angreb vores land” ? han ville så tænke

over dette og vi ville snige vores ideer, omkring hvad der skulle gøres, ind i hans hoved. Derved fik vi

dem til at spørge vores folk om råd – uden de vidste at de støttede os.

Der var forskellige former for legal kamp i byerne. Men vi lagde mest vægt på den hemmelige kamp.

Uden den hemmelige kamp ville den legale kamp ikke få succes. Vi var nød til at uddanne vores kadres

i både hemmeligt og legalt arbejde. Når situationen var sikker og let, ville kadres'ne arbejde legalt for

at have en chance til få penge og titel ( ellers ville de ikke kunne lave hemmeligt arbejde i byerne ).

Når situationen blev vanskelig, så foretrak de hemmeligt arbejde.

Vi var konsekvent med at uddanne kadre'erne jævnligt, så de altid var klar på deres poster, også selv

om det kunne koste dem deres liv. De kunne ikke begynde på nye opgaver uden ordre fra partiet. Dette

var ideologisk arbejde.

Vi tog vores forbehold mod vanskelighederne. Vi opbyggede baser i landdistrikterne hvor vi kunne

modtage folk der var aktive i hemmeligt arbejde i byerne. Når først det hemmeligt var afsløret, så kom

disse kammerater aldrig ind i det hemmelig arbejde på landet. Det tillod vi dem ikke!. Først ude i det

åbne – altid ude i det åbne. Vi var nød til at være forsigtige med at ingen kunne genkende vores

hemmelige arbejder. Når kadres'ne have problemer bad de ofte om at blive flytte til landdistrikterne

også når de ikke var blevet afsløret. Derfor var vi nød til arbejde trin for trin med deres ideologiske

standpunkt – og vi var nød til at holde et meget vågent øje med dem der arbejdede i byerne –

ligegyldigt om de arbejdede hemmeligt eller legalt – vi var nød til at observere deres levestandart og

personlige omstændigheder. Dem der arbejdede hemmeligt havde svært ved at have et ordinær job – så

vi måtte hjælpe dem med at finde jobs eksternt.

I overensstemmelse med partiets korrekte linje var vi i stand til at opbygge og forsvare vores styrker.

Nogle blev ødelagt af fjenden, men i de fleste tilfælde var vi i stand til at beskytte dem, specielt efter

kuppet i 1970 hvor vi havde befriet store områder. Placeringerne af vores vigtigste baser var

hemmeligt. Selv US elektronik kunne ikke opspore dem. Selv om US bombningerne ødelagde en del,

så var de ikke specielt effektive, fordi vi kæmpede vores hemmelige kamp. De Vietnamesiske styrker

under krigen var mindre ”vel gemte” end vi var – fordi flere af dem blev ødelagt. Selv Vietnameserne

her blev ramt flere gange end vi blev.

Vores folk og soldater kaldte B-52’erne for ”de blinde øjne”. Når de kom så kastede de deres bomber

uden at se. De var ligeglade med om de ramte noget eller ikke. Vores folk var ikke så bange for B-

52’erne. Vi havde lært at så længe vi beholdte vores hemmelig gørelse så ville vi kunne forsætte

kampen så længe som nødvendigt. Selv US-artilleri var ikke effektive når fjenden ikke vidste hvem

eller hvor vi var. Med vise begrænsninger. Nogle af os blev ramt. Men vi fortalte vores kadres at de

ikke skulle være bange, men holde sig selv vel gemt og så ville vi være i stand til at smide US-

kapitalisterne ud!

Pol Pot

( Derefter konkluderede Nuon Chea at interviewet var færdig )