sabot1

sabot 2

Sabot er et blad udgivet af AalborgAnarkisterne i samarbejde medantiautoritære folk rundt om i landet.

Formålet med bladet er at udvikle ogoplyse om anarkistisk teori og praksisfor at styrke kampen modundertrykkende og udbyttendesamfundsformer og for at opbygge etalternativ baseret på selvstyre,solidaritet og gensidig hjælp.Historisk definerer vi anarkismen somden antiautoritære strømning i denoprindelige arbejderbevægelse, ogligesom den autoritære socialismesutallige fraktioner har anarkismenudviklet sig til en vidt forgrenetideologi med mange organiseringer ogudtryk.

Sabot er ikke ukritisk talerør fornogen. Sabot forholder sig kritisk tilalt, hvad enten det gældermagthavere eller magthavernesmodstandere. En ærlig kritik afmodstanden og dermed os selv, ser visom uundværlig, da denne kritiktraditionelt har været yderstmangelfuld. Bladet skal belyse denanarkistiske traditions rolle i diversekampe både historisk og aktuelt.

Ansvarlig overfor presseloven:Z. E. Brasko

Udgivet med støtte fra 1. maj fonden

Sabotc/o: 1000frydKattesundet 109000 Aalborge-post: sabot@direkteaktion.dkhttp://direkteaktion.dk/sabot

Redaktionelt: direkte aktion kontra aktivisme side 3

Hvad fanden er en sabot? side 5

Opgiv aktivismen side 6

Globalisering nedefra side 11

Fat det, jeres politik er røvkedelig! side 14

Mord på myten Ché side 17

Argentina og anarki side 21

Nyt fra fronten side 26

Anmeldelse: Days of war, nights of love side 28

INdhold

man skal ikkeman skal ikkeman skal ikkeman skal ikkeman skal ikke

trtrtrtrtro på alt hvado på alt hvado på alt hvado på alt hvado på alt hvad

man læserman læserman læserman læserman læser

sabot

sabot3

Direkte Aktionkontra Aktivisme

Redaktionelt

Det blad, du lige nu har i hænderne, er det helt nyeanarkistiske tidsskrift Sabot, og lad os lige først slå fast,at det udtales [sabó], altså intet ’t’. Det er fransk ogbetyder træsko. Den kvikke læser har sikkert allerederegnet ud, at det har noget med sabotage at gøre - ogdet har det. Det stammer helt tilbage fra den franskerevolution, hvor man brugte sine træsko til atødelægge ting med. Du kan læse mere om navnet iklummen “Hvad fanden er en sabot?”

Temaet for dette første nummer er direkte aktionkontra aktivisme. For at forstå den problematik, somvi forsøger at sætte fokus på, må man først vide hvadder menes med begreberne direkte aktion ogaktivisme. Direkte aktion opstod som strategi hos defranske syndikalister. Direkte aktion er kort fortalt atskabe forandring direkte gennem handling. Direkteaktion skal ses som et alternativ til den politiske kamp,hvor arbejderne enten skal lade sig repræsentere afparlamentsmedlemmer, eller af et revolutionært partisom hævder at have patent den samledearbejderklasses objektive interesser. Anarkister serdirekte aktion som en måde, hvorpå arbejderklassenkan befri sig selv uden om de politiske partier gennemen ren økonomisk og socialkamp. Gennem direkte aktionforsøger man at handle direkte iforhold til sin egen situationuden om repræsentanter afenhver art. Traditionelt er dendirekte aktion blevet brugt afden antiautoritære,revolutionærearbejderbevægelse i form afsabotage, vilde strejker, boykotog i sidste instans denrevolutionære generalstrejke. Inyere tid er den direkte aktionogså blevet et vigtigt våben iandre kampe, senest i

globaliserings-bevægelsen gennem masse-ulydighedsaktioner.

Aktivisme-begrebet opstod i kølevandet på ’68-oprøret og blev 70’er-venstrefløjensaktionsorienterede udtryk. Man lavede aktivistiskeorganisationer som byggede på den enkeltes aktiveindsats, fordi man nu havde set den gamle venstrefløjsog parlamentarismes begrænsninger. Nu skulle derhandles. Denne nye bølges aktivisme kan da også sigesat være inspireret af netop direkte aktion. Men påvæsentlige punkter adskiller aktivisme sig alligevel frainspirationskilden.

Direkte aktion tager udgangspunkt i vores egensociale situation og forsøger at ændre den. Aktivistenoptræder derimod ofte som stedfortræder ellerrepræsentant for de undertrykte, og uafhængigt af sinegen sociale situation forsøger aktivisten så at ændreverden. Derfor er aktivisme en aktionsform, der titvælges af de privilegerede i samfundet. Det er ikkefordi den slags solidaritetsaktioner er forkerte ellerunødvendige, men det er svært at forestille sig ataktivisme som sådan kan ændre et samfund radikalt.Derudover skaber aktivismen en række problemer og

sabot 4

dilemmaer. Vi må stadig stå på at arbejderklassensfrigørelse (og alle andres for den sags skyld) skal væredens eget værk, og verden hverken kan eller skal lavesom af velmenende middelklasse-aktivister ellerpartikadrer.

I dag er aktivismen nærmest den udenoms-parlamentariske venstrefløjs eneste bud på en strategi.Det er et ringe alternativ til reformisme ogkompromiser med kapitalen, og derfor står vi udenreelle muligheder for at vælte kapitalismen.

Aktivismens repræsentative karakter er også medtil at umyndiggøre de folk den forsøger at befri,ligesom politikerne på Christiansborg, der fratager osalle retten til at bestemme over vores eget liv ogfælles fremtid. Aktivismen skaber en opdeling i dem ogos, fordi aktivisten næsten uundgåeligt kommer til atbetragte resten af befolkningen som en flok får. Denneopdeling fører til at aktivisterne isolerer sig i en slagsghettoer, som igen også forstærkeraktivistmentaliteten og forstørrer skellet mellemaktivisterne og de andre.

Artiklen „Opgiv aktivismen“ er en mere ellermindre generel kritik af den mentalitet mangeaktivister lægger for dagen. Skribenten gennemgårflere af de ovennævnte problemer ved dennementalitet og kommer til sidst med et forsigtig forslagtil hvordan det kan laves om. Teksten tager godt nokudgangspunkt i aktivistmiljøer i England, men vi menerat de samme ting i stor udstrækning også gør sig

Ændrer vores aktioner noget eller er de kun en succes/fiasko i kraft af pressensdækning eller mangel på samme? I det sidste tilfælde er det svært at forestillesig at sådanne aktioner kan betyde radikale forandringer overhovedet, og derformå vi nok genoverveje den måde vi laver politik på.

gældende i Danmark. Måske har de i England enddaværet bedre til at bryde rammerne som den gængseaktivisme sætter op, bl.a. på grund af den diskussionsom „Opgiv aktivismen“ skabte, da den udkom i 1999.En diskussion som forfatteren følger op på med etefterskrift fra 2000, som vi desværre ikke kunne findeplads til i dette blad, men som er at finde i bogen „Door Die No. 9“ og på dennes hjemmeside www.eco-action.org/dod. „Do or Die“ kan i øvrigt genereltanbefales med sine gode, selvkritiske og aktuellepolitiske analyser.

Foruden alle de politiske slagsider ved aktivismen,rummer den også flere kedelige aspekter. Ja,bogstaveligt talt - aktivisme er en kedelig pligtbetonetaktivitet. Den er pligtbetonet, fordi den ofte ikkerelaterer sig direkte til aktivistens virkelighed og ikketager udgangspunkt i hendes/hans sociale situation, ogden er kedelig, fordi den er pligtbetonet og fordi denikke formår at bryde med det vante - den er bare endel af den kedsommelige hverdag. Det kan der læsesmeget mere om i artiklen „Fat det, jeres politik errøvkedelig“, som er en oversættelse af en tekst frabogen „Days of wars - nights of love“, som vi ogsåbringer en anmeldelse af sidst i bladet.

Her til sidst vil vi lige slå fast, at dette blad ikke skallæses som en blank afvisning af aktivismen som sådan.Alene af den grund at det selvsagt ikke kan lade sigegøre at lave et klart og entydigt skel mellem aktivismeog direkte aktion.

Men når det er sagt, så skal dette blad ihøj grad ses som en kritik af den

måde hvorpå man laverpolitik på store dele af

venstrefløjen. Vi sigerikke at vi har detendelige svar, men voresnuværende aktivismerummer virkelig storefaldgrupper, og alenedet, at bliveopmærksomme på demer et stort fremskridt.

sabot5

fandeN er en Sabot?Så gik jeg her i min egen lille verden, med

drømmen om Den Store Revolution, men at arbejdefor den blev det ikke så meget til. Det var jeg led ogked af, denne følelse af hjælpeløshed fik mig i rigtigdårligt humør. Jeg råbte skældsord af TV-Avisen,lavede hadske øjne når jeg så valgpropaganda ogfortabte mig i bøger om alverdens mislykkede oprør -jeg havde vist de første tegn, der indikerer udbrændtaktivist.

Men så en dag ringende telefonen: „Hey, vi AalborgAnarkister vil lave et blad, kender du en ordblindspasser, der kunne kaste nogle ord sammen til det?“.Klart, jeg var den ordblinde spasser, og klart, jegkunne da godt sætte nogle ord sammen i enrækkefølge, så de næsten var forståelige. Det første,jeg skulle finde ud af, var, hvad bladet hed – og så komchokket: SABOT??? Hvad fanden er en Sabot? Minførste indskydelse var en eller anden japansk dims tilen toptunet IT-fabrik, men jeg kunne godt se, at detnok ikke var sandsynligt. Så ind på en internetoversætter, hvor jeg fandt ud af, at „sabot“ ikke var etjapansk ord, men derimod et fransk. Oversætterensvarede også, at det betød „shoe“ på engelsk, altså„sko“ på dansk. Ok, mine venner havde altså valgt atkalde bladet for „sko“. Det gav jo ingen mening...

Jeg gik ud i mit køkken, tog en kop te og skrev„Sabot“ på en stykke papir. Jeg drak min te, kløedemig på brystet, og så mig i spejlet. Hov, „Sabot“ var joogså starten af ordet „sabotage“. „Hej“ tænkte jeg„der må være en forbindelse!“. Ind og kigge i bøger…

I den svenske Syndikalismen af Sven Lagerström, fandtjeg linjen: „Ordet sabotage kommer av det franska ordetsabot, som betyder träsko.“ Internettet havde altså løjetfor mig; „Sabot“ betød „træsko“. Sven Lagerströmfortsatte: „Det var franska textilarbetare som slängde insina träsko i maskinvävstolarna för att stoppaproduktionen.” Veltilfreds med mit opdagelsesarbejdetog jeg en pause, men disse franske arbejdere, der gikog baldrede ting med deres træsko, lå hele tiden i mitbaghoved.

I mine bøger om anarkismens historie, lagde jeg numærke til træskoene, og jeg fandt dem på mangebilleder. Arbejdere der gik i træsko, og træskoen somsymbol i forbindelse med sabotage. Jeg indså, at her eret symbol, som jeg førhen kun kunne finde på at sættei forbindelse med gamle mugne landmænd og surepap-udstillingsnisser, der er en stor del af den historie,jeg mener, jeg er en del af.

Jeg husker, da jeg var lille, at min mor tog mig medover til en gammel mand, der havde en træskobutik inabolandsbyen, hvorefter jeg sammen med de andreunger i bofællesskabet smadrede min natarbejdendenabos sikkert velfortjente søvn med vorestræskotrampen. Det var vel også en form forsabotage, dog ikke en jeg den dag i dag ville stå indefor. Sådan er det jo tit med direkte aktion. Man erligesom nødt til at finde ud, af hvad der holder. Vi vilikke fortælle dig, hvad det er, men vi vil blandt andetfortælle dig, hvad det kan være. Nyd bladet, forblivkritisk og husk at brug dine træsko.

HvadEller en sludder for en sladder om næsten ingen ting...

sabot 6

Opgiv

Her bringer vi en oversættelse af en tekst oprindeligtskrevet til et evalueringshæfte for den globale aktionsdag18. juni 1999 udgivet af Reclaim The Streets London. Vibringer en redigeret udgave, hvor bl.a. referencerne til18. juni er fjernet. Den originale tekst kan findes påhttp://www.infoshop.org/octo/j18_rts1.html

Dette er et forsøg på at inspirere til eftertanke omde udfordringer der venter os, hvis vi virkelig erseriøse i vores intention om at fjerne den kapitalistiskeproduktionsmåde.

EksperterMed aktivist-mentalitet menes, at folk primært

tænker på sig selv som aktivister og som tilhørende etstørre aktivistmiljø. Aktivister identificerer sig medaktivismen som deres rolle i livet, ligesom et job elleren karriere. På samme måde som nogle menneskeridentificerer sig med deres arbejde som f.eks. lægeeller lærer. I stedet for at være noget de baregør, bliver det til en essentiel del af deresselvforståelse.

Aktivisten er en specialist eller enekspert i social forandring. At tænke påsig selv som aktivist er det samme somat tænke på sig selv som værende bedretil eller mere udviklet end andre i sinforståelse af nødvendigheden af socialforandring og måden hvorpå denneforandring opnås.

Aktivisme har, ligesom alle andreekspertroller, sin oprindelse i den nuværendearbejdsopdeling - den er en specialiseretseparat opgave. Arbejdsopdelingen eret fundament for klassesamfundet,den fundamentale opdelingmellem håndens og åndens

arbejde. Eksperter som vi må stole på gør tingene foros vogter over og mystificerer deres evner. Detteopdeler og umyndiggør folk, og dermed forstærkeshierarkiet i klassesamfundet.

En opdeling af arbejdet medfører at en personpåtager sig en rolle på bekostning af andre somfratages ansvar. Adskillelsen mellem opgaver betyderat andre folk dyrker din mad, laver dit tøj og forsynerdig med elektricitet, alt imens du udfordrer systemetog skaber social forandring. Aktivisten, som ekspert isocial fordring, antager at andre ikke gør noget for atforandre deres liv, og føler dermed et ansvar eller enpligt til at gøre det på deres vegne. Aktivister tror atde kompenserer for andres manglede aktivitet. Atdefinere os selv som aktivister betyder at definerevores aktiviteter som dem der ændrer verden. Dettebetyder at aktivisten ignorerer tusinder og attertusinder af ikke-aktivisters aktivitet. Aktivisme er

baseret på den misforståelse, at kun aktivisterkan lave social forandring - men alle eren del af klassekampen, der finder stedhele tiden.

Aktivismen

sabot7

Form og indholdKløften mellem aktivismens form som udtryk for

vores politiske aktivitet og dens indholds stigenderadikalitet er vokset gennem de sidste par år. Mange afos har en baggrund som aktivister, som laverkampagner omkring en sag. De politiske fremskridtsom aktivistmiljøerne har nået over de sidste år harresulteret i en situation hvor flere folk er rykket fraenkeltsagsperspektivet til et dårligt formuleret, menmeget lovende, generelt antikapitalistisk perspektiv.Men selv om indholdet i kampagnerne er ændret, erselve formen, aktivisme, det ikke. I stedet for atsnakke om Monsanto (Red: firmaetbag produktet Round-up) og besættederes hovedkvarter, ser vi nu udoverdet enkelte symbol som Monsantorepræsenterer og udvikler en‚kampagne‘ mod kapitalismen somsådan. Og er der så noget bedre endat besætte, hvad der kan beskrivessom hele kaptalismens hovedkvarter- nemlig byen?

Vores metoder og aktionsformerer stadig de samme som da vi gikefter en enkeltsag og det enkeltefirma, på trods af det faktum at kapitalismen er nogethelt andet og at måder man bekæmper et specifiktfirma på, overhovedet ikke er de samme som manvælter kapitalismen med. F. eks. har energiskekampagner fra dyreretsaktivister i England væretsuccesfulde i at ødelægge Consort hundepelsfarme ogHillgrove kattepelsfarme. Virksomhederne er blevetruineret. For lignende kampagner mod dyreforsøgenei Huntingdom Life Sciences er det lykkes af reducerederes aktiekurs med 33%, og firmaet overlevede kunved at starte en desperat reklamekampagne.Aktivisme kan altså yderst succesfuldt bekæmpefirmaer, men når det gælder kapitalismen kræves dermeget mere end at udvide denne aktivisme til allefirmaer i alle brancher. Dyreretsaktivisters hærværkmod slagterbutikker hjælper sandsynligvis kunsupermarkeder med at lukke de små konkurrenter oger dermed medvirkende til at strømline markedet.Selvom om aktivisterne får succes med lukke de småbutikker, så styrker det altså kapitalismen som helhed.

En lignende ting kan siges ommotorvejsmodstanden. De store protester har skabthelt nye vækstmuligheder i kapitalismen - indenforsikkerhed, forsikring og PR. Vi er nu en markedsrisikoblandt mange andre, som man kan indregne ibudgetterne. Protesthåndteringskonsulent AmandaWebster siger: „Det næste bliver at protesterne faktiskgiver markedsfordele til de firmaer som håndterer demmest effektivt“. Igen kan aktivismen kun lukke enkeltebutikker eller ændre en enkelt sag, mens kapitalismen

fortsætter uhindret og i værste fald stærkere end før.Disse forhold er sikre indikatorer, hvis sådanne var

nødvendige, på at det at vælte kapitalismen ikke barekræver en kvantitativ ændring (flere aktioner ogaktivister), men også en kvalitativ ændring - vi måfinde bedre måder at operere på. Det virker som omvi har ringe idé om, hvad der egentlig kræves for atvælte kapitalismen. Det er som om, at vi tror at althvad der kræves er en vis mængde aktivister, derbesætter en vis mængde kontorer, og så har vi enrevolution...

Selve aktivismen er forblevet uændret, mensformålet med aktiviteterne errykker udover hvad denne måde athandle på kan indholde. Vi handlerstadig som aktivister der laver enkampagne om en sag, og fordi vi erdirekte aktion-aktivister laver vi enaktion mod vores mål. Metoden tilat arbejde med en enkelt sag elleret enkelt firma er blevet overført tilkampen mod kapitalismen somhelhed. Vi forsøger at væltekapitalismen mens vi forklarervores handlinger ud fra forkerte

forudsætninger, og bruger en aktivitetsform somegentlig hører reformismen til. Det bliver et bizartskuespil, hvor vi laver aktioner mod kapitalismen - enfuldstændig utilstrækkelig praksis.

RollerRollen som aktivist er en rolle vi påtager os nøjagtig

som politimandens, forældrenes og præsternes - enunderlig psykologisk konstruktion som vi bruger til atdefinere os selv og vores relationer til andre udfra.Aktivisten er en specialist eller ekspert i socialforandring - men jo mere vi klamrer os til rollen destolængere væk er den forandring vi ønsker. En rigtigsocial revolution vil frigøre os fra alle foruddannederoller og betyde destruktionen af al specialisering -generobringen af vores liv. Overtagelsen af kontrollenover vores liv vil involvere skabelsen af nye identiteter,nye relationer og nye fællesskaber. Eksperter, uansethvad de er eksperter i, kan kun hindre dette.

Situationistisk Internationale (europæiskorganisation 1956-1973, som spillede en vigtig rolle ioprøret i maj 1968 red.) udviklede en stringent kritikaf roller og specielt rollen som partisoldat. Dereskritik er hovedsageligt rettet mod den traditionellevenstrefløjs og socialdemokratiernes ideologier, fordidet er dem de var oppe imod dengang. Selvom vi herprimært beskæftiger os med nutidens aktivistereksisterede de samme former for fremmedgørelseogså dengang og er lette at få øje på. Partisoldateneller partiaktivisten og nutidens aktivister har faktisk

Aktivisme er baseret på denmisforståelse, at kun aktivister

kan lave social forandring

sabot 8

mange ting tilfælles.Situationisten Raoul Vaneigem definerer roller sådan

her: „Stereotyper er de dominante billeder for en periode(...) Stereotypen er en model for en rolle; rollen er enmodel for en form for opførsel. Gentagelsen af enattitude skaber en rolle.“ At spille en rolle kultiverer enfremtoning ved at fjerne alt autentisk: „Vi ligger underfor det fristende i at låne attituder.“ Ligesomrollespillere dvæler vi ved det uautentiske - reducerervores liv til en strøm af klicheer - „Opdeler dagen i enrække positurer valgt mere eller mindre ubevidst ud fraen mængde af de dominerende stereotyper.“ (citaternestammer fra bogen The Revolution of Everyday Life fra1967).

„Nøjagtig ligesom forbrugerens passivitet er en aktivpassivitet, så ligger tilskuerens passivitet i hans evne tilat assimilere roller og spille dem i henhold til de officiellenormer. Gentagelsen af billeder og stereotyper tilbyder etsæt af modeller fra hvilken alle skal vælge en rolle“skriver Raoul Vaneigem. Rollerne som partisoldat ogaktivist er bare nogle af disse roller, og i det ligger, påtrods af hele den revolutionære retorik som er en delaf rollen, den ultimative konservatisme.

Den for aktivisten tilsyneladende revolutionæreaktivitet er en kedelig og steril rutine - en konstantgentagelse af nogle aktioner uden potentiale til atændre noget. Aktivister ville sikkert modsætte sigændringer hvis de kom, fordi det ville skabe utryghedom deres ellers sikre rolle og true den niche de harskabt for dem selv. Ligesom fagforeningsledere, eraktivister selvbestaltede repræsentanter ogformidlere. På samme måde som fagforeningslederneville kæmpe imod, hvis arbejderne faktisk lykkedes ideres kamp, fordi dette ville betyde, at de ville mistederes job, er aktivist-rollen truet af den socialeforandring. Revolution, eller bare noget i den retning,

ville virkelig ryste aktivisterne ved at ødelægge deresrolle. Hvis alle bliver revolutionære, så er du ikkelængere noget specielt - er du?

Så hvorfor opfører vi os som aktivister? Simpelthenfordi det er det nemmeste? Det er nemt at falde ind irollen som aktivist, fordi den passer ind i samfundet,og fordi den egentligt ikke udfordrer det - aktivismeer en accepteret form for modstand. Selv hvis vi, somaktivister, gør ting som ikke er accepteret og tilmedulovlige, så er aktivismens form den samme ligesom etjob - det betyder at den passer ind i vores psykologiog opdragelse.

Vi behøver ikke flere martyrerNøglen til at forstå både rollen som partisoldat og

aktivist er selvopofrelse - at ofre sig for en sag, som eradskilt fra én selv. Dette har selvfølgelig intet medrevolutionær aktivitet at gøre, som netop tagerudgangspunkt i ens egen sociale position.Revolutionær martyrdom kommer når man serenkeltsager adskilt fra ens eget liv. En aktion modkapitalisme, som bygger på en opfattelse afkapitalismen som noget derude i byen, er enfundamental fejl - kapitalens virkelige magt findes ligeher i vores hverdagsliv - vi genskaber dens magt hverdag, fordi kapitalismen ikke er en ting, men enbestemt social relation mellem mennesker gennemting.

Aktivisten gør politik kedeligt og sterilt ogskræmmer folk væk, men at spille roller påvirker ogsåaktivisten selv. Rollen som aktivist skaber et skelmellem mål og midler: selvopofrelse fører til skelnenmellem revolution som kærlighed og lykke i fremtidenog pligt og rutine nu i dag. Aktivismens verdensbilledeer domineret af skyld og pligt, fordi aktivisten ikkekæmper for sig selv, men for den gode sag.

sabot9

Som aktivist bliver du nødt til at frasige dig dineegne ønsker, fordi din politiske aktivitet er defineret sådisse ting ikke tæller som politiske. Du placerer politiki en separat boks adskilt fra resten af dit liv - det erligesom et arbejde... du laver politik fra 8-16 og så gårdu hjem og laver noget andet. Fordi det ligger i enseparat boks, kan politik eksistere uhindret af denvirkelige verdens praktiske overvejelser omeffektivitet. Aktivisten føler sig nødsaget til at kørevidere efter samme gamle rutiner uden at tænke,uden mulighed for at stoppe op og overveje -hovedsagen er at aktivisten er beskæftiget for dervedat undgå skyldfølelsen, gerne ved at slå hovedet modmuren om nødvendigt.

En del af det at være revolutionær kunne væreevnen til at stoppe op og vente. Det er vigtigt at videhvor og hvordan man skal slå til med maksimal styrke,men det er ligeså vigtigt at vide hvornår man ikke skalslå til. Aktivister har hele tiden en vi må gøre noget nu-attitude, som synes at stamme fra skyldfølelsen. Deter komplet utaktisk.

Partisoldatens og aktivistens selvopofrelse giverdem magt over andre gennem deres ekspertviden - ethierarki baseret på lidelse og selvretfærdighed. Deresnedvurdering af dem selv går fint i tråd med deresnedvurdering af andre - alle slaver for sagen.Selvopofrelsen fører til at aktivisten hæmmer sig selv,og dette skaber en bitterhed og antipati mod livetselv, som vendes mod alt andet. Den selvopofrendemartyr bliver forarget, når hun ser at andre ikke ofrersig, som når den ærlige arbejder angriber nasserne - vived at den egentlige årsag er at arbejderen hader sit

job og derfor hader at se andre undgå samme skæbne.I den gamle religiøse kosmologi kom martyren i

himlen. I den moderne verdensanskuelse kommermartyrerne i historiebøgerne.

Den gamle venstrefløj var meget åben om sinopfordring til opofrelse: „Offer jer selv i glæde, brødreog søstre! For sagen, for Partiet, for enhed, for kød ogkartofler!“. Men i dag er det mere sløret: Vaneigemanklager „unge venstreorienterede“ for at „aftjeneværnepligt overfor sagen. Den tid de har til kreativeaktiviteter spilder de på uddeling af løbesedler, opsætningaf plakater, protesterer eller afbryde lokale politikere. Debliver partisoldater, der idealiserer aktioner, fordi andretænker for dem“.

Et andet problem for os er følelsen af at væreadskilt fra almindelige mennesker. Vi identificerer osmed en eller anden mærkelig subkultur eller kliché omos imod dem.

IsolationAktivistens rolle er en selvpåført isolation fra alle de

mennesker, vi burde være i kontakt med. Ved atpåtage sig rollen isolerer aktivisten sig fra helemenneskeheden som værende noget specielt elleranderledes. For eksempel har der i aktivistgrupperneværet talt meget om at gå væk fra enkeltsagerne ogskabe nye kontakter, men for alle har dette betydetkontakt til andre aktivistgrupper og kampagner. Manændrer ikke på noget, men skaber en ny ghetto for alleaktivister.

Det er ikke nok at samle alle aktivister i verden,ligesom det ikke er nok at få flere folk til at blive

sabot 10

aktivister. Modsat hvad nogen måske tænker, såkommer vi ikke tættere på en revolution af at flerebliver aktivister. Vaneigem siger: „Revolutionen laveshver dag på trods af, og i modsætning til, revolutionensspecialister“.

Jacques Camatte kommer med en snedig pointe ihans essay On Organization fra 1969, at politiskegrupperinger ofte ender som bander der definerer siggennem udelukkelse - gruppemedlemmers loyalitetover for gruppen er større end over for kampen.Denne kritik passer specielt på myriaden afventrefløjssekter, men den passer også til en vis gradpå aktivistmentaliteten.

Gruppen eller partiet forveksler arbejderklassenmed sig selv og dens/dets overlevelse og reproduktionbliver vigtigst - revolutionær aktivitet bliver synonymmed at opbygge partiet og rekruttering af nyemedlemmer. Gruppen ser sig selv som havende enunik sans for sandheden, og alle udenfor partietbehandles som idioter som skal skoles. I stedet for enåben debat mellem kammerater får vi en opdelingmellem teori og propaganda, hvor gruppen har sinegen teori, som næsten holdes hemmelig, i den tro atmindrebegavede må narres ind i organisationen meden særlig strategi før teorien kan præsenteres fordem. Denne uærlige måde at forholde sig til folk udenfor gruppen på ligner en religiøs sekts - de siger aldriglige ud hvad de står for.

Der er nogle lighedspunkter mellem aktivismen ogvenstrefløjssekterne. Aktivismen som helhed har nogleaf bandens karakteristika. Folk tænker på sig selv somaktivister og deres loyalitet er over for aktivistmiljøetog ikke over for kampen som sådan. Essensen afCamattes kritik er et angreb på opdelingen mellemgruppe og klasse. Vi begynder at tænke på os selv somaktivister og derfor værende adskilt fra og havendeandre interesser end arbejderklassen.

Aktivismen reproducerer samfundets nuværendestruktur. Kapitalisme er en social relation mellemmennesker gennem ting og grundprincippet i

fremmedgørelsen er at vi lever vores liv for tjene tingsom vi selv har skabt. Hvis vi reproducerer dennestruktur i antikapitalismens navn, så har vi tabt før vier begyndt. Man kan ikke bekæmpe fremmedgørelsenmed fremmedgørende midler.

Et beskedent forslagDette er et beskedent forslag til hvordan vi skal

udvikle måder at handle på, som passer til voresradikale ideer. Opgaven er ikke let og forfatteren tildenne tekst har ikke bedre forudsætninger for at løseden end alle andre.

Meget af det der beskrives er det værst tænkelige afhvad aktivist-rollen kan føre til. Den grad til hvilken vikan se dette i vores bevægelse vil give os en indikationaf hvor meget arbejde, der stadig skal gøres.

Aktivismen er en form der til dels er påtvunget ospå grund af svaghed, og hvis det er tilfældet, så er detmåske slet ikke muligt for os at ændre eller bryde udaf rollen. Det kan være at der i tider, hvormodstanden svækkes, stadig vil være en lille gruppesom fortsætter med at arbejde for en socialrevolution. Denne gruppe bliver let marginaliseret ogblive set som (og se sig selv om) en speciel adskiltgruppe. Det kan være at det kun er gennem etgenerelt opsving i modstanden at vi kan ændre voresrolle som særlinge. Men på trods af det, vil detalligevel være nødvendigt i forsøget på at eskaleremodstanden at bryde med rollen som aktivist i dengrad det er muligt – konstant forsøge at rykke vedvores begrænsninger.

Historisk har de bevægelser, som er kommettættest på at de-stabilisere, fjerne eller bryde ud afkapitalismen, ikke taget form af aktivisme. Aktivismeer i essensen en politisk form og metode som passertil reformisme, og som i dag bliver presset over evneog uden held brugt til revolutionære formål.Aktivistrollen i sig selv må være problematisk for demsom ønsker en social revolution.

Modsat hvad nogen måske tænker, så kommer vi ikke tættere på en revolution afat flere bliver aktivister. Vaneigem siger: „Revolutionen laves hver dag på trods af, og imodsætning til, revolutionens specialister

sabot11

Gennem de sidste år har der været et stigende fokuspå begrebet globalisering, og hvor end verdenselitenhar mødtes i deres lukkede klubber, er de blevet mødtaf demonstranter, blokader og protester. G8 iEngland, WTO i Seattle, EU i Göteborg, G8 igen iGenova, EU i Barcelona, og man kunne blive ved. Etvirvar af sociale bevægelser har fundet sammen moden fælles fjende: den neoliberale verdensorden.

I Danmark har både nye og gamle grupperingerdeltaget i mobiliseringerne, men ingen har rigtig haftevnen til bære bevægelsens dynamik med tilDanmark. Vi har mødt Pelle fra den helt nyeorganisation Globale Rødder.

Pelle lægger ud med at fortælle om dannelsen afGlobale Rødder:- Forberedelserne til Globale Rødder startede engangi efteråret. Det var en proces, der varede en to-tremåneder, hvor en masse folk samledes, diskuterede ogblev enige om behovet for en ny type organisation.Det behov har to baggrunde, en praktisk og enpolitisk. Praktisk havde vi et behov for at skabe endansk „afdeling“ af den mere sprælske del afbevægelsen. Tidligere havde arbejdet medmobiliseringer til de internationale møder ligget i adhoc-grupper, og der er ikke sket en egentlig styrkelseaf venstrefløjen, som resultat af denne mobilisering iverden, og det syntes vi var et problem. Det atarbejdet lå i ad hoc-grupper gjorde også, at vi havdesvært ved at samle op på erfaringerne, og derved blevved i nogle gamle løbebaner.

- Den politiske baggrund var, at de radikale ideerbliver mere og mere marginaliserede, og der var i dethele taget brug for nytænkning med hensyn til,hvordan man fremsætter og arbejder for radikaleforandringer af samfundet, og det har den globalebevægelse givet inspirationen til. Samtidig ser vi, atkapitalismen udvider sig både i højden og i bredden,og indtager nye områder af vores liv. Det er denoverordnede politiske baggrund.

Erfaringerne fra det autonome miljø:- Hvis man skal udøve lidt selvkritik, så kan man sige,at det autonome miljø var dogmatisk. Vi vidste, at vihavde ret og brugte derfor ikke nok kræfter på atformidle og skabe opbakning til vores aktioner, og det

har betydet en marginalisering af miljøet. Jeg håber, atGlobale Rødder kan være med til at styrke de radikaleideer gennem at give dem ny form. Her er vi megetinspireret af italienske sociale bevægelser, der harudviklet nogle teoretiske syn på modstand, derhandler om, at kommunikationen af det, du gør, erlige så vigtigt som, det du gør. I virkeligheden enmeget post-strukturalistisk opfattelse.

- Samtidig er det vigtigt at fastholde vores radikaleideer og sige, at konflikter findes, og påvise hvor deeksisterer. Det betyder f.eks., at vi afviser lobby-virksomhed, fordi vi mener, at det er gennem konfliktog konfrontation, at verden ændres. Vi er imod dendiskurs, som gør konflikt til noget forkert. Konfliktener der, og det er ikke os der skaber den, det erstrukturen i samfundet. Og konflikterne i samfundetskal have lov at udspille sig. Det er der ikke nogetodiøst og kriminelt i.

Topmøderne og vold:- Vi vil forsøge at bryde det mønster, hvor de radikaleideers vigtigste udtryk bliver gadekampen, som givermarginaliseringen. Derudover har det også været etelitært udtryk, som har udelukket mange fra atdeltage. I stedet vil vi benytte ikke-voldelig civilulydighed.

- Efter Göteborg og Genova har magthaverne forsøgtat dele bevægelsen op i to. På den ene side forsøgerde at marginalisere de radikale elementer somvoldelige hooligans. Og på den anden side forsøger deat omklamre de moderate. Det er vigtigt for os atbryde denne strategi. Vi vil ikke være statister i denrolleliste, de har skrevet på forhånd. Jeg forstår godt,at demonstranter, der bliver udsat for en behandlingsom den i Göteborg, får lyst til at konfrontere politietfysisk, men ligesom vi ikke skal gå på kompromis medvores radikale ideer og lade os omklamre, skal viheller ikke falde ind i rollen som voldelige hooligans ideres system. Vi vil selv definere vores rolle.

- Det er bevist, at politiet bevidst forsøgte atfremprovokere gadekampe både i Göteborg ogGenova, og det er ikke tilfældigt, fordi de vinder på enøget militarisering af protesterne. Og for os at se, erdet et vigtig argument for at undgå gadekampene. Deter en klassisk neoliberal magtstrategi, at forsøge at

Globalisering nedefraInterview med Pelle fra Globale Rødder

sabot 12

fremstille modstanden som et juridisk praktiskproblem i stedet for et politisk problem.

- Der har været en tendens på venstrefløjen efterGöteborg til at gå helt i den helt anden grøft:demonstrere i Århus eller på en helt anden dag f.eks.Det synes jeg ville være lige så katastrofalt, som hvisdet endte i gadekampe igen.

- Vi skal fastholde direkte aktion og den civileulydighed, men det skal have et udtryk, som går udover det skema, som vi har set: Topmøde - blokade -konfrontation med politiet.

Åbenhed og lydhørhed - radikalitetens nyeudtryk:- Åbenhed er vores våben mod marginalisering. Baredet at man siger, hvad det er man har tænkt sig,afmystificerer det hele meget, og det gør det megetsværere at marginalisere os. Det er også enerkendelse af, at vores aktioner skal ske i en dialogmed civilsamfundet og ikke som en elite. Det er klart,at der er grænser for åbenheden, for hvis vi f.eks. hartænkt os at besætte Nestlé, så kan vi ikke annonceredet i dagene inden.

- Og en af erfaringerne fra Göteborg er også, at vi

ikke skal konkurrere med efterretningstjenesterne ihat og blå briller. F.eks. havde man i Göteborg enhemmelig infocentral, og dem der sad i den, er blevetdømt meget hårdt. Men hvad var det egentlig degjorde? De sendte sms’er ud med information om,hvor politiet var, og hvad de gjorde. En helt oplagtservicefunktion, vi selvfølgelig også vil lave i Danmark,men den skal laves i åbenhed, fordi der er jo ikkenoget mystisk ved det, og hele retssagen har kørt påat det var hemmeligt - hemmelige møder, hemmeligkommunikation - men det, de gjorde, var jo rentfaktisk fuldstændig ukontroversielt. Det er kun logisk,at der er kommunikation, hvor der er så mangedemonstranter samlet på ét sted.

- Lydhørhed betyder, at vi vil være i konstant dialogmed vores samarbejdspartnere og resten af det civilesamfund, og at vi er opmærksomme på, hvordanvores aktiviteter påvirker andre bevægelser: Hvis vihandler på en måde, der begrænser andreorganisationers muligheder for at udtrykke sig påderes måde, så skal vi reflektere over det og væreparate til at ændre det, fordi det er en megetpluralistisk bevægelse, og derfor er det vigtigt, at virespekterer hinandens forskelligheder. Hvis ikke manformår dette, så forstår man ikke bevægelsensnetværksstruktur.

sabot13

EU-mødet, venstrefløjen og Globale Rødder:- En af grundene til at Globale Rødder opstod på dettetidspunkt var klart, også at vi vidste, at Danmark stodforan et EU-formandskab og topmødet i København idecember 2002. Efter udviklingen fra Prag tilGöteborg var der brug for en ny type organisation,hvis topmødet i København overhovedet skal styrkeden antikapitalistiske bevægelse i Danmark. Der varbrug for noget nyt - både en ny tankegang og en nyorganisationsform. Og det vi har gjort, somforhåbentlig ændrer det, er at vi har gjort op medsynet på radikalitet, som værende sammenstød medpolitiet, der måske prægede det autonome miljø. Vivil ikke længere spille de roller, som jeg tidligere talteom.

- Vi sidder i det netværk, som MellemfolkeligtSamvirke har startet, som hedder Stop Volden 2002,og vi sidder i Enhedslistens „Initiativet for et andetEuropa“, og der vil vi arbejde for en opbakning til, atder aktioneres under formandskabet.

- Men helt konkret i forhold til EU-topmødetplanlægger vi en aktionsdag på mødets første dag,fredag den 13. dec. Der skal gennemføres decentraleaktioner og gerne også en fælles masse-civil-ulydighedsaktion af en eller anden type. Vi harbesluttet et ikkevolds-kodeks, og det går hele vejen.Det betyder, at vi ikke vil lade politiet fremprovokeregadekampe. Det er ligesom rammerne, men hvad derpræcist kommer til at ligge i det, har vi ikke lagt osfast på endnu, og det håber vi også at kunne besluttesammen med andre grupper i Danmark, men ogsåsammen med grupper fra norden og resten af Europa.

- Der er meget skepsis om vores linje påvenstrefløjen. Der har ophobet sig en frustration hosdem, som arbejder med globaliserings-bevægelsen if.eks. Enhedslisten, der har set at deres mangemåneders forberedende arbejde i høj grad ikke fik lovat få sit politiske udtryk i pressen, fordi fokus alene varpå voldelige sammenstød. Det har skabt en mistrooverfor den mere radikale del af bevægelsen, som jegsynes, til dels er forståelig, og til dels er forkert.

- Vi går ind for enhed i mangfoldighed, men du kanikke have voldelige sammenstød samtidig med ikke-voldelig civil ulydighed. Det er ikke muligt, fordi du

ikke kan garantere, at volden ikke breder sig, ogpolitiets vold rammer under alle omstændigheder alle.For det andet så er det altså, med den borgerligepresse vi har, resultatet at de kreative, farverigeaktioner, som ikke er gadekampe, ikke får nogendækning. Det synes vi, at man må respektere. Hvisnogen ønsker at fastholde den linje, der heddergadekampe og ødelæggelser, så skal det sketidsmæssigt og geografisk adskilt fra aktionsdagen.

En bevægelse der når udover topmøderne:- Det er ikke tilfældigt, at det er topmøderne, sombevægelsen har fokuseret på. Med økonomiensglobalisering er magten flyttet væk fra nationalstaterneover i de transnationale institutioner og firmaer. Før itiden gik man til Christiansborg for at demonstrere,men når magten globaliseres, så må modstanden følgemed.

- Men ligesom demonstrationerne ved Christiansborgikke var nok, så er det her summit-hopping, somnogen kalder det, det heller ikke. Vi skal udvikle enhverdagspraksis, og det er her den store, storeudfordring ligger.

- Traditionelt har det været fagbevægelsen ogarbejderklassen, som har kunnet true kapitalismen,men hvem er det i dag? For os at se er det i hvert faldbredere. Der er ingen tvivl om, at arbejderklassenstadig er et enormt potentiale, men den udvikling,som der er sket økonomisk og socialt, har ogsåbetydet en meget mere forvirrende og merepluralistisk sammensætning, som selvfølgelig også gørat bevægelsen får en anden sammensætning

- Hvordan bevægelsens mangfoldige karakter skaludmønte sig i modstandspraksis er endnu ikke klart.Tidligere i arbejderbevægelsen var strejken detvigtigste våben, men hvad bliver vores?

Målsætningen er, at topmøderne kan give os styrkentil at skabe en ny slagkraftig social bevægelse. Man skalikke udelukke, at disse nye modstandsformer kan blivelige så mangfoldige som bevægelsen selv.

Læs mere om Globale Rødder på:www.ulydighed.dk

sabot 14

I forbindelse med anmeldelsen af bogen ”Days of WarNights of Love” senere i bladet, bringer vi her enoversættelse af en af artiklerne fra bogen - ”Face it, yourpolitics are boring as fuck”. Den første af en række afudvalgte artikler fra Days of War Nights of Love, som vilblive bragt løbende i Sabot.

I ved det jo godt. Hvorfor krummeralle ellers tæer, når I begynder at tale.Hvorfor er fremmødet til jeres anarko-kommunistiske diskussionsgruppe faldet tilingenting. Hvorfor har det undertrykteproletariat endnu ikke indset sin situationog sluttet sig til jer i jeres kamp forverdensomspændende befrielse.

Måske er I, efter års kamp for at læredem om deres offerrolle, kommet tilat skyde skylden for deres situationpå dem selv. De må jo ønske atvære undertrykt af denkapitalistiske imperialisme; hvorforskulle de ellers ikke være interessereti jeres politik? Hvorfor har de endnuikke sluttet sig til jer i at lænke sigselv fast til træer, messeparoler til minutiøstplanlagte protester ogfrekventereanarkistiske

bogcafeer? Hvorfor har de ikke sat sig ned og lært allede nødvendige terminologier for at få en rigtigforståelse for den marxistiske økonomiske teoriskompleksitet?

Sandheden er, at jeres politik er kedelig for dem,fordi den er irrelevant. De ved at jeres antikveredemåder at protestere på - jeres marcher, jeres bannere,jeres forsamlinger - nu står magtesløse overfor rentfaktisk at få ændret noget, fordi de er blevet enforudsigelig del af status quo. De ved, at jeres post-marxistiske jargon er ligegyldig, fordi den ivirkeligheden bare er et udtryk for en akademiskdebat, og ikke et våben der er i stand til at

underminere systemet. De ved, at jeresindbyrdes kampe, jeres evindeligefraktionsdannelser og jeres endeløseskænderier over flygtige teorier aldrig

kan komme til at effektuere egentligeændringer i den verden, de lever i til

hverdag. De ved, at uanset hvem dersidder i regeringen, hvilke love der er

gældende, hvilke ”ismer” deintellektuelle marcherer under, vil

indholdet i deres liv forblivedet samme. De - vi - ved

at vores kedsomheder bevis på

Fat det,Jeres politik er

røvkedelig

sabot15

at disse ”politikker” ikke er nøglen til nogen egentligforvandling af livet. For vores liv er kedelige nok iforvejen.

Og I ved det også. For hvor mange af jer er politiket ansvar? Noget I involverer jer i, fordi I synes, Iburde, på trods af at der i jeres hjerter er millioner afting, I langt hellere ville give jer til. Jeres frivilligearbejde - er det jeres yndlingsfritidsbeskæftigelse, ellergør I det ud fra ren pligtfølelse? Hvorfor tror I det erså svært at motivere andre til at lave frivilligt arbejde,som I gør? Kunne det være, at det er en form forskyldfølelse, der driver jer til at opfylde jeres ”pligt” tilat være politisk aktive? Måskeprøver I på at sætte lidt kulør påjeres ”arbejde” ved at prøve på(bevidst eller ubevidst) at kommei konflikt med myndighederne, atblive arresteret: ikke fordi detpraktisk set vil tjene sagen, menfor at gøre tingene merespændende, for at genskabenoget af romantikken ved mereturbulente tider, der forlængst erforbi. Har I nogensinde følt at Ideltog i et ritual, en etablerettradition af marginaliseredeprotester, der i virkeligheden kuntjener til at styrke det beståendesposition? Har I nogensindehemmeligt længtes efter atundslippe jeres politiske ”ansvars”stagnation og kedsommelighed?

Det kan ikke undre, at ingen har sluttet sig til jer ijeres politiske bestræbelser. Måske fortæller I jer selv,at det er hårdt utaknemmeligt arbejde, men nogen erjo nødt til at gøre det. Svaret er, tjaaa, NEJ!

I gør faktisk os alle sammen en bjørnetjeneste medjeres trættende og kedelige politik. For rent faktisk erder ikke noget vigtigere end politik. IKKE den politik,der drejer sig om, hvem der har regeringsmagten,laver lovene og opretholder det samme evindeligesystem. Ikke ”Jeg blev involveret i den radikalevenstrefløj, fordi jeg synes om at hænge mig i småtrivielle detaljer og skrive retorisk om en uopnåeligutopi”-anarkistens politik. Ikke den politik hvor enleder eller en ideologi kræver, at du ofrer dig for“sagen”, men den politik som vedrører voreshverdagsliv.

Når man adskiller politik fra de umiddelbarehverdagsoplevelser hos den enkelte kvinde eller mand,bliver den komplet irrelevant. I stedet bliver den etprivat domæne for velbjærgede, veltilpasseintellektuelle, der kan belemre sig selv med kedeligeteoretiske overvejelser. Når man involverer sig ipolitik ud fra en følelse af forpligtelse, og forvandler

politiske handlinger til en kedsommelig rutine i stedetfor leg, der er spændende i sig selv, skræmmer mande folk væk, hvis liv allerede er alt for kedelige tilmere af den slags. Når man gør politik til en livløs ting,en glædesløs ting, et ubærligt ansvar, bliver den bareendnu en byrde på folks skuldre, frem for en mådehvorpå byrden rent faktisk kunne lettes eller fjernesfra de selvsamme skuldre. Og derved ødelægges ideenom politik for de mennesker, for hvem den burdevære så vigtig. For alle har en interesse i at formederes eget liv, i at spørge sig selv om hvad de ønskeraf livet, og hvordan de kan opnå det. Men I får politik

til at se ud for dem, som om det eret miserabelt, navlebeskuende,ligegyldigt middelklasse- / boheme-spil, et spil uden nogen som helstrelevans for det liv, de lever.

Hvad burde være politik? - Omhvorvidt vi nyder, hvad vi gør for atskaffe mad og husly! Om hvorvidt visynes vores daglige omgang medvores venner, naboer og kolleger ertilfredsstillende! Om hvorvidt vi harmulighed for at leve hver dag, somvi har lyst til! Og politik burde ikkekun dreje sig om at diskutere dissespørgsmål, men om at handledirekte for at forbedre vores liv herog nu. At handle på en måde der isig selv er underholdende,spændende og sjov - fordi politiske

handlinger, der er kedsommelige, trættende, ogundertrykkende kun kan forlænge kedsommeligheden,trætheden og undertrykkelsen i vores liv. Der burdeikke spildes mere tid på at debattere spørgsmål, derikke har relevans for vores daglige liv og arbejde. Ikkeflere forudsigelige rituelle protester sommyndighederne kun alt for godt ved, hvordan de skaltackle; ikke flere kedelige rituelle protester, der ikkeligefrem lyder som en spændende måde at tilbringe ensøndag eftermiddag på for potentielt politisk aktive -det er tydeligt, at de ikke fører nogen vegne. Aldrigmere skal vi ”ofre os for sagen”. Fordi os selv, lykke ivores og vores medmenneskers egne liv, bør værevores sag.

Når vi har gjort politik relevant og spændende, vilresten følge efter. Men intet af værdi vil komme ud afen trist, udelukkende teoretisk og/eller ritualiseretpolitik. Dette betyder ikke, at vi skal undlade at viseinteresse for velfærden for mennesker, dyr, miljø ellerandre områder, der ikke berører os direkte i voreshverdag. Men fundamentet for vores politik må værekonkretiseret: politikken må være umiddelbar rel-evant, det må være indlysende for alle, hvorfor den erindsatsen værd, og den må være sjov i sig selv.

Når man adskiller politik fra deumiddelbare hverdagsoplevelser hosden enkelte kvinde eller mand, bliverden komplet irrelevant. I stedetbliver den et privat domæne forvelbjærgede, veltilpassedeintellektuelle, der kan belemre sigselv med kedelige teoretiskeovervejelser.

sabot 16

Hvordan kan vi gøre positive ting for andre, hvis viikke selv nyder vores eget liv?

For at illustrere: en eftermiddag der går med atsamle mad fra forretninger, der ellers ville have smidtdet ud, og servere det til sultne mennesker ogmennesker, der er trætte af at arbejde for at betalefor mad - det er en god politisk handling, men kunhvis du nyder at gøre det. Hvis du gør det sammenmed dine venner, hvis du møder nye venner, mens dugør det, hvis du forelsker dig eller udveksler sjovehistorier eller bare føler dig stolt over at have hjulpetnogen med at gøre deres økonomiske situationlettere, så er det en god politisk handling. Men hvis dupå den anden side, bruger dine eftermiddage på atskrive vrede breve til obskure venstreorienteredetabloider, hvor du protesterer mod kolumnistens brugaf betegnelsen ”anarkosyndikalist”, ændrer du alligevelikke en skid, og du ved det også godt!

Måske er det på tide med et nyt ord for ”politik”,siden den gamle betydning af ordet har fået sådan ennegativ klang. For ingen burde stå af, når vi taler om athandle for at forbedre vores liv.

Og derfor præsenterer vi dig her for vores krav,som ikke kan diskuteres og som skalopfyldes så snart som muligt - for vilever jo ikke evigt, vel?

1. Gør politik relevant for voresoplevelser i hverdagen igen. Jofjernere målet for vores politiskeageren er, desto mindre vil det betydefor os, desto mindre virkeligt ogpresserende vil det forekomme os, ogdesto mere kedsommelig vil politikblive.2. Al politisk aktivitet skal være sjovtog spændende i sig selv. Man kan ikkeundslippe elendigheden med mereelendighed.3. For at opnå de to første punkter,må helt nye politiske fremgangsmåderog metoder skabes. De gamle erforældede og umoderne. Måske harde ALDRIG været noget værd, og deter grunden til, at vores verden er, somden er nu.4. Mor jer! Der er findes ikke nogenundskyldning for at kede sig… ellervære kedelig!

Slut jer til os i at gøre”revolutionen” til et spil; et spil derspilles med den højeste indsats, menet sjovt, ubekymret spil, ikke destomindre!

Der burde ikke spildes mere tid på at debatterespørgsmål, der ikke har relevans for voresdaglige liv og arbejde. Ikke flere forudsigeligerituelle protester som myndighederne kun alt forgodt ved, hvordan de skal tackle

sabot17

Mord på myten ChéMed denne artikel indledes en serie under titlen

»Mord på myten«, hvor vi vil se nærmere på nogle af deuskrevne kapitler om venstrefløjens mere tvivlsommehelte. Artiklen om Ché er en omskrevet udgave af enartikel, som tidligere har været trykt i det engelskeanarko-kommunistiske magasin Organise!

I første del af vores serie ser vi på Ernesto »Ché«Guevaras liv og ideer. Der har været en delopmærksomhed omkring Ché i de seneste år; hansknogler blev i 1997 gravet op i Bolivia og genbegraveti Cuba, der er blevet offentliggjort hidtil ukendtefotografier fra hans militære aktioner i Bolivia, og tonye biografier har set dagens lys.

Den heltekult, der har udviklet sig omkring Chésperson, har fået nyt liv. Mens hans billede - på T-shirts,plakater og øl-etiketter - fortsat udnyttes ikommercielle sammenhænge, virker det også til, atder blandt unge er genopstået en forestilling om Chésom en idealistisk helt og frihedskæmper. Denneheltekult synes at have påvirket mange ungevenstreorienterede, hvoraf nogle sågar kalder siganarkister.

Sandheden er måske ubehagelig for mange. Når altkommer til alt, bliver Ché-kulten stadig brugt til atdække over Castro-diktaturets sande natur; en afverdens sidste stalinistiske bastioner. Mens udtjentestalinister og trotskijstiske medløbere stadig fejrerChé som den store revolutionære helt, tager vi et kigpå manden bag legenden.

Ché havde en god og tryg opvækst, født ind i enaristokratisk familie der trods de hårde tider stadigbesad store rigdomme. Da Juan og Eva Perónbegyndte deres politiske vej til magten i Argentina, ogved hjælp af nationalisme og populistiske appeller tilarbejderne og bønderne fik dannet et regime, somhavde mange fascistiske træk (1944-1952), var ChéGuevara stadig ung. I denne periode synes han at værehelt uinteresseret i politik og havde således ingenmening hverken for eller imod Perón-regimet.

Begivenheder i Guatemala skulle ændre dette.Jacobo Arbenz, en venstreorienteret officer i hæren,blev valgt til præsident, og i 1952 nationaliserede hanUnited Fruit Companys ejendomme i landet. UnitedFruit Company var et stort amerikansk firma, somejede meget jord og havde stor politisk og økonomiskindflydelse i Guatemala. Arbenz påbegyndte også ennationalisering af jorden som tilhørte de store lokalekvægfarmere og landmænd. Ché Guevara var, ligesommange andre unge middelklasse latinamerikanere,meget entusiastisk tilhænger af dette socialistiskeeksperiment og med dette var Chés politiske interessevagt. Umiddelbart før sin afrejse til Guatemala skrevhan: „Foran billedet af den gamle og savnedekammerat Stalin har jeg sværget at jeg ikke vil stoppe,før jeg ser disse kapitalistiske blækspruttertilintetgjort“. Beundringen for Stalin skulle siden visesig at præge hele Chés politiske løbebane og få fatalefølger for den cubanske befolkning og venstrefløj.

sabot 18

Stalinismens budbringerDa en USA-støttet invasionsstyrke knuste Arbenz-

regimet i Guatemala, lykkedes det for Ché at flygte tilMexico, hvor han tilsluttede sig cubanerne omkringbrødrene Fidel og Raúl Castro i 26. Juli-bevægelsen(M26J). I november 1956 gik Ché og 80 andremedlemmer af M26J i land på Cuba for at indlede enguerillakrig imod den USA-støttede diktator FulgencioBatista. Det var i rollen som guerillaleder at Chéførste gang viste sig som en autoritær og brutalstalinist. Faktisk ændrede Ché de frivilligeguerillagrupper til en klassisk hær med streng diciplinog hierarki. Om denne proces skrev Ché: „På grund afmangel på diciplin blandt de nye mænd (...) var detnødvendigt at etablere en streng diciplin, organisereen overkommando og udnævne en officerstab“. Hanindførte ligeledes dødsstraf for »stikkere,lydighedsnægtelse, simulanter og desertører« ogudførte sågar personligt en del henrettelser i dissesager. Således blev M26Js første henrettelse af enstikker udført af den unge Ché, som skrev: „Jeg gjordeen ende på problemet ved at skyde ham med en .32pistol i højre side af hjernen.“ Ved en anden lejlighedhavde Ché tænkt sig at skyde en hel gruppeguerillasoldater, som var gået i sultestrejke på grund afdårlig mad. Først da Castro i sidste øjeblik blandedesig i sagen blev henrettelserne afværget. I et andettilfælde blev en guerillasoldat, som vovede at stillespørgsmål ved Chés autoritet,beordret i kamp uden våben!

Udover den generelleudvikling hen imod enmilitarisering af guerilla-grupperne, som Ché havdehovedansvaret for, havde hanogså en anden vigtig opgave iM26J. Ché optrådte somhovedagitatoren forstalinisme indenfor M26J. Hanarbejdede hemmeligt på atetablere en alliance mellemM26J og det cubanskekommunistparti (Dannet i1925 under navnet PartidoSocialista Popular, siden kendtunder flere forskelligebetegnelser frem til 1965hvor partiet fik navnet PartidoComunista Cubano). Indtil dahavde der været meget fåstalinister i M26J, som i øvrigtrummede grupperinger,eksempelvis anarkisterne,som var indædte anti-stalinister. Kommunisterne

var meget upopulære blandt de anti-Batistiskekræfter, da kommunistpartiet havde været junior-partnere med Batista-regimet og f.eks. åbent havdefordømt Castros tidligere angreb på Batista i 1953.Den kommunistiske politik i forhold til Batista varstyret af den folkefrontsstrategi som den stalinistiskeinternationale, Komintern, lancerede på sin 7.verdenskongres i 1935. Folkefronten betød bl.a., atkommunisterne som tak for deres støtte til Batistaved valget i 1940 fik retten til at kontrollere denhalvstatslige fagbevægelse CTC. Som et led ifolkefrontsalliancen lovede kommunisterne atopretholde ro og orden på arbejdsmarkedet, ogderfor måtte de tidligere ellers så stærke anarko-syndikalister bekæmpes. Batista og kommunisternegik nu i fællesskab i krig mod de mere radikaleelementer i fagforeningerne, hvilket fik fatale følger forden anarko-syndikalistiske bevægelse på Cuba. I etbrev til kommunisterne om samarbejdet skrev Batistai 1944: „(...) Jeg er glad for igen at kunne udtrykke minurokkelige tillid til det loyale samarbejde som PSP, detsledere og medlemmer har praktiseret og fortsat vilpraktisere i forhold til mig og min regering (...)“. Decubanske kommunister fordømte M26J og Castro, ogde saboterede ved flere lejligheder kampen modBatista. Det var således kommunisterne, dersaboterede et forsøg på at vælte Batista gennem engeneralstrejke. Først da USA trak støtten til Batista

tilbage, og det stod klart, atregimet ville vælte, sluttedekommunisterne sig til M26J.

Med Castros sejr i januar1959, blev Ché, sammen medFidels bror stalinisten RaúlCastro, ansvarlig for atudbygge den statslige kontrol.I militæret blev der underChés ledelse gennemførtudrensninger og dannet klasserfor politisk genopdragelse. Chévar desuden hovedanklagerved henrettelserne af de afBatistas tilhængere, som stadigbefandt sig på Cuba. Ché blevbetragtet som ekstremthensynsløs i dette arbejde;indenfor de første få månederblev der således skudt ikkemindre end 550 mennesker.Heriblandt var selvsagt ingen afBatistas kommunistiskevenner! Forfølgelserne afpolitiske modstandere blev i1960 udvidet fra kun at værerettet mod tilhængere af det

sabot19

gamle regime til også at rammede personer og grupper iarbejderklassens bevægelser,der kritiserede Castro-regimet.Anarkisterne og anarko-syndikalisterne fik lukket derespresse og mange politisk aktiveblev fængslet. Ché var direkteinvolveret i dette angreb ogligeledes i det efterfølgendeangreb på trotskijsterne, somblev forbudte i 1962, og hvisledende medlemmer også blevfængslet. Ché sagde omundertrykkelsen af densocialistiske opposition at:„Man kan ikke være forrevolutionen og samtidig væreimod det cubanskekommunistparti.“ Samtidiggentog Ché de sædvanligegamle stalinistiske løgne om, attrotskijsterne skulle være imperialistiske agenter ogprovokatører. Ikke kun de politiske strømninger somgik imod Ché og Castro stod for skud, ogsåarbejderklassen som helhed blev angrebet.Fagforeningerne blev efter Castros magtovertagelseopfattet som en potentiel fjende. Castro mente at enstrejke i en socialistisk republik var at betragte som enkontrarevolutionær handling, og om fagforeningernesfremtid sagde Ché: „Fagforeningernes skæbne er atforsvinde (...).“ Ché var også aktiv i skabelsen af dethemmelige politi, C-2, og havde en stor rolle ioprettelsen af Komiteerne til Forsvar af Revolutionen(Comités en Defensa de la Revolución - CDR), somvar lokalt og regionalt baserede organer skabt til atkontrollere og udspionere den cubanskecivilbefolkning. Det billede som tegner sig af Ché somguerillaleder og minister i den nye cubanske regeringstemmer meget dårligt overens med detrevolutionære Ché-ikon, vi kender.

Atomkrig og foco-strategiDet, som den marxistiske del af venstrefløjen ofte

har fokuseret på i forbindelse med Ché, har værethans internationalisme. Ché er blevet fremhævet somden visionære og selvopofrende revolutionær, derikke ville lade sig nøje med mindre endverdensrevolutionen og derfor forlod den sikretilværelse i Cuba. Men ser man lidt nærmere på Chésinternationalisme, vil man finde, at den var funderet påen sær blanding af kold kynisme og håbløs idealisme.

Ché var arkitekten bag de stadig tættere relationermellem Cuba og Sovjetunionen, og han spillede selven vigtig rolle som bindeled mellem de to lande.

Atommissilaftalen, som underCubakrisen i 1962 nær var endti en atomkrig, blev på dencubanske side udarbejdet afChé. Da russerne, efter USAstrusler, trak sig tilbage, blevChé rasende og gav udtryk for,at hvis han havde haft ansvaretfor missilerne, ville han haveskudt dem af! Efter 2.verdenskrig spredte Sovjet sombekendt kommunismen tilØsteuropa på ryggen af en tank- måske havde Ché tænkt sig atverdensrevolutionen skulle nåLatinamerika på ryggen af etatommissil?

Efter et besøg i Rusland i1963 vendte Ché sig bort fraden russiske stalinisme udendog at nå frem til en libertæreller humanistisk kritik af

denne. I stedet sluttede Ché sig nu til den særligekinesiske udformning af stalinismen og blev maoist.Ché fordømte Sovjetunionens politik om fredeligsameksistens, som betød en anerkendelse afLatinamerika som USAs interessesfære og bevirkede,at der blev givet meget lidt eller slet ingen støtte tilbevægelser, der kæmpede imod USAs kontrol. FidelCastro var i denne periode helt optaget af forsøget påat redde den cubanske økonomi og argumenteredeselv for en udenrigspolitik, der byggede på en lignendefredelig sameksistens. I modsætning til dette talte Chéom at sprede revolutionen til hele Latinamerika vedhjælp af guerillakrig. Chés guerillastrategi, densåkaldte foco-strategi gik i al sin enkelthed ud på, aten lille selvopofrende gruppe guerillasoldater medstøtte i bondebefolkningen skulle udvikle revolutionen- en model som skulle vise sig både elitær, urealistiskog håbløs idealistisk.

Det var på dette grundlag Ché forlod Cuba for atrealisere sine revolutionære ideer. Chés førsteekspedition gik til Congo, hvor han arbejdedesammen med Laurent Kabila og Congos Befrielseshærmed støtte fra de kinesiske maoister. Kampen i Congoled imidlertid nederlag i 1966, hvor Ché blevfuldstændig isoleret og mange i hans guerilla døde. Påtrods af dette troede Ché stadig på en guerillakrigudkæmpet af en lille væbnet minoritet. Ché måttevende tilbage til Cuba, men begav sig snart ud på sitsidste og mest katastrofale eventyr, denne gang iBolivia, hvorfra han håbede at sprede revolutionen tilhele det sydamerikanske fastland. I Bolivia troedeChé, at han med sin foco-strategi kunne mobilisere debolivianske bønder til kampen for socialisme. Men de

sabot 20

bolivianske bønder var i vid udstrækning konservativeog særlig efter landreformen fra 1952 ikke en gruppe,som lod sig mobilisere i en revolutionær kamp. Chétog ikke højde for, at den mest radikalebefolkningsgruppe i Bolivia ikke var bønderne, menminearbejderne i højlandet. En alliance medarbejderne var i realiteten umulig, da guerillakrig er enkampform, som er udviklet til brug i landdistrikterneog nærmest umulig at involvere arbejderklassen aktivti. Det mislykkedes da også for ham at nåindustriarbejderklassen med sin strategi. Hvorforskulle arbejderne i Bolivia også slutte sig til ChéGuevara og hans guerilla, når de i de foregående århavde erfaret at strejken var et langt mere effektivtvåben i deres kamp?! Ché var ikke i stand til at findestøtte hverken blandt arbejderne eller bønderne, ogselv det lokale kommunistparti arbejdede imod ham.Uden støtte og forrådt af sine egne blev Ché omringeti Andesbjergenes højland, fanget og henrettet.

Ché er opium for folket!Ché var uden tvivl meget modig og udholdende.

Han var målbevidst og selvopofrende i kampen fordet, han så som revolution og socialisme. Han afstodprivilegier og luksus, som andre af lederne i CastrosCuba nød godt af, og levede af en gennemsnits-arbejdsløn. Men mange militarister, fascister ogreligiøse fanatikere har de samme karakteristika;modighed og selvopofrelse. Chés fotogene ydre oghans martyr-død gjorde ham til et ikon; et ikon somlet lod sig udnytte af alle dem, der tjener hurtigepenge på at sælge revolutionær kitch. Men ikonet ogmyten bruges også til at sløre virkeligheden om denhistoriske Ché. Manden bag myten var en skånselsløsautoritær stalinist. Ché ytrede beundring for deperónistiske autoritære nationalister og optrådte somen villig marionet for den sovjetiske blok i arbejdetmed at udvide de stalinistiske staters indflydelse. Selvefter at han var blevet uenig med Sovjetunionen

omkring muligheden for en guerillakrig i Latinamerika,forblev han overbevist stalinist med stor beundring fordiktaturene i Kina og Nordkorea. Han havde ingengrundlæggende uenigheder medSovjetkommunisterne omkring hvilken type samfund,han ønskede; en autoritær bureaukratiskstatskapitalisme.

Ché ligner måske den arketypiske romantiskerevolutionære, en socialismens Jesus, men ivirkeligheden var han et redskab for den stalinistiskemagtblok. Ché-ikonet står i vejen for et angreb påCastro-diktaturet og for en kritik og forståelse af denudvikling, som gik forud for etableringen af diktaturet.Man kunne spørge, om der overhovedet var tale omen revolution på Cuba, eller om det snarere var enren politisk magtovertagelse. En social revolutionudspringer normalt i den anarkistiske forståelse af enmassebevægelse og revolutionerer alle sider afsamfundet og det sociale liv fra neden. Dette kannæppe siges at gælde for den såkaldte revolution iCuba. Mange har forsvaret Castro-diktaturet ud fraden opfattelse, at det spiller en særlig anti-imperialistisk rolle. Men er Cuba ikke bare eteksempel på en stat, der løsriver sig fra énimperialistisk bloks dominans for derefter at slutte sigtil en anden imperialistisk blok? Er det et udtryk foranti-imperialisme, når kommunister har forsvaretCuba? Eller er der blot tale om en stillingtagen istriden mellem to imperialistiske lejre? Og kan detoverhovedet være en socialistisk opgave at gå i forsvarfor et politisk diktatur? Lader man Bakunin svare pådette, siger han: „Vi er overbeviste om, at frihed udensocialisme er privilegier og uret, og at socialisme udenfrihed er slaveri og brutalitet.“ Et opgør medstalinismen og alle andre autoritære retninger indenforsocialismen kræver også et klart opgør med Castro-diktaturet og vejen til dette går tværs igennem Ché-myten.

sabot21

Argentina og anarkiFra opstand til revolution

”Vi har set hvordan revolutionen begyndte medfolkelige opstande helt tilbage fra de første måneder af1789. For at skabe en revolution er det imidlertid ikkenok at der forekommer sådanne mere eller mindresuccesfulde opstande. Det er nødvendigt at der efteropstandene er skabt noget nyt i institutionerne, somtillader at nye måder at leve på vil kunne udvikle sig ogkonsolideres.”

Kropotkin, Den store franske revolution.

Anarkismen bliver ofte fremstillet som en utopiuden nogen ide om, hvordan man når fra kapitalismetil et frit samfund. Lenin hævdede således at:”anarkisterne, der træder i skranken forstatsmaskineriets ødelæggelse, har ganske uklareforestillinger om, hvad proletariatet vil sætte i stedet”.

Dette har anarkister selvsagt en anden udlægning af;anarkister mener nemlig, at omridset af et anarkistisksamfund allerede skabes under staten og kapitalismen.Det sker idet arbejderklassen organiserer sig for atforsvare sig mod undertrykkelse og udbytning. Kortsagt vil selve klassekampens kollektive proces skabegrundlaget for anarkismen. Derfor opstiller anarkisterikke abstrakte sammenligninger mellem det frie

samfund og det nuværende. I stedet ser vi en organiskforbindelse mellem det eksisterende samfund og etfremtidigt frit samfund. Et anarkistisk samfund vil værebaseret på arbejderklassens egne kamporganisationer,som er skabt indenfor, men i modsætning til,kapitalismen og staten.

I den forstand er anarkismen ikke et fjernt mål mennærmere et aspekt af de nuværende kampe imoddominans, undertrykkelse og udbytning. Anarkismentrækker på den autonome selvorganisering ogspontanitet i arbejderklassen både i forbindelse medformuleringen af en politisk teori, og i opstillingen afen vision om et frit samfund. Kampen mod hierarkigiver os ikke kun erfaring i at være anarkister, menden giver os også et glimt af, hvordan et anarkistisksamfund ville være. Samtidig opnås den erfaring i atstyre vores egne aktiviteter, som er påkrævet for at etsådan samfund kan fungere.

Anarkisme i praksis?Begivenhederne i Argentina taler for sig selv. Efter

2½ årti med IMF-støttede frihandels-reformer levermere end 40% af den 38 mio. store befolkning underfattigdomsgrænsen, og samtidig dør 100 børn dagligt

sabot 22

af sult og sygdom. Folk har fået nok. Millioner afmennesker har udfordret de elendige forhold; de harlavet en sand overflod af folkelige opstande. Derkæmpes i gaderne; folket rejser sig mod deresudbyttere. Et eksempel på dette er at arbejdere iCordoba, i protest mod regeringens plan om at sænkelønnen, besatte rådhuset og satte det i brand.

Den ene regering efterden anden er gået af,men for arbejderklassenhar intet ændret sig –undtagen følelsen af sejr.Konfrontationernefortsætter i gaderne, ogdermed styrkes også denmagt, massernes direkteaktion skaber; det er enerfaring, der inspirererog sent vil blive glemt.

Spørgsmålet er, hvadder skal ske nu? Vilopstandene udvikle sig tilrevolution? Svaret pådette spørgsmål afhænger af, hvilke typer af folkeligeselvorganiseringsstrukturer der opstår, og heldigvis erarbejderklassens selvorganisering ved at udvikle sig.

Det mest interessante er den spontane fremkomstog udvikling af folkeforsamlinger, som begyndte efteropstandene sidste år. Disse selvstyrende forsamlingerer forankret i de forskellige bydele, hvor der afholdesmassemøder med flere tusinde deltagere. Der findespå nuværende tidspunkt 30 af disse forsamlinger iBuenos Aires og mange flere i resten af landet. UnderDen franske Revolution dannede befolkningen i Pariset direkte demokrati baseret på forsamlinger, somkaldtes sektioner. Kropotkin udpeger disse someksempel på en type af folkelige institutioner, sombygger på anarkismens principper, og som ernødvendige for at lave en revolution. Kropotkinbeskrev de folkelige forsamlingers opgave således:”masserne vænnede sig til at handle uden at modtageordre fra de nationale repræsentanter og praktiserede detder senere blev beskrevet som et direkte selvstyre”. Enlignende proces er i gang i Argentina. Som enfolkeforsamlings-ordstyrer udtrykker det: ”her haringen magten, den deles vi om.“

Også andre former for folkemagt er underudvikling. De arbejdsløse arbejderes bevægelse harspillet en central rolle i mange af opstandene.Bevægelsen har udviklet sig over de sidste fem år, oginden for det sidste år har den været med til at presseregeringen til at indføre en lov om økonomisk støttetil arbejdsløse. Bevægelsens taktik er at lammetransportsektoren ved at blokere de store landevejefor at få sine krav igennem. Bevægelsens medlemmer

kaldes piqueteros (blokadevagter). De er organiseretsåledes, at enhver beslutning bliver diskuteret ogtruffet af de mennesker, som er direkte involveret. Desender ingen delegerede ledere til forhandlinger medregeringen, i stedet får de dem til at komme tilblokaderne. Her diskuterer folk, hvilke krav de vilstille, og hvad de vil acceptere. De er i besiddelse af

den samme sundemistillid til denudøvende magt, somKropotkin roser deparisiske sektioner for.

Der er også tiltag tilorganisering blandtarbejderne. Over heleArgentina har der væretstrejker, og der erblevet dannet komiteertil at organiserekampene og til atkoordinere deforskellige protester.Der har også

forekommet besættelser, f.eks. i Ro Turbio hvorminearbejderne har besat deres mine. I Neuquén hararbejderne besat keramikfabrikken Cerámica Zanón,hvor de i december afholdte en arbejderkongres.Denne kongres samlede næsten 400keramikarbejdere, lærere, arbejdsløse og studerende,som mødtes for at diskutere de aktuelle begivenheder.Hovedarrangørerne var keramikarbejdernesfagforening (SOECN), lærernes fagforening i RoNegro (UNTER), en militant arbejdsløshedsbevægelse(MTD) og lærerne fra ATEN Centenario. Medlemmeraf en række andre organisationer i regionen deltogogså. Efter intense diskussioner om en del forskelligeemner, herunder de næste skridt i kampen ognødvendigheden af koordination af den igangværendekamp, blev der vedtaget en erklæring. Denne fastslårat Zanón-arbejderne kæmper for at nationalisere oggenåbne fabrikken under arbejderkontrol, og de vilorganisere sig sammen med de arbejdsløse i Neuquénog med lærerne og de offentligt ansatte. De arbejderpå at udbygge koordinationen mellem de forskelligekampe med det sigte at danne en Regional-Koordination, som et skridt i retningen af atsammenkæde kampene på det nationale niveau.Kongressen udsendte også en opfordring til enøjeblikkelig samling af Den nationale forsamling afarbejdere og Arbejdsløse med én repræsentant for hvertyvende arbejder/arbejdsløs, nøjagtig som det også varblevet besluttet på den sidste Piqueteros Forsamling iLa Matanza. Dette vil kunne samle alle dem, derkæmper på arbejdspladserne gennem direkte valgteforsamlinger.

sabot23

støt zanón-arbejderne!Zanón-arbejderne har oprettet enstrejkefond, som skal gøre det muligt fordem at fortsætte deres kamp. De bederorganisationer i Argentina og resten afverden om at sende donationer. Økonomiskstøtte til strejkefonden kan indsættes pådenne konto:

Bank: Banco NaciónAfdeling: NeuquénKontonummer: 376807605/8Kontoindehaver: Angel Velázquez

Støtteerklæringer kan sendes til:Raúl Godoy (Generalsekretær for - Sindicatode Obreros y Empleados Ceramistas deNeuquén)E-post: ceramistasneuquen@hotmail.com

OSLs magasin En la Calla:www.geocities.com/jmheredia.geoE-post: osl_cain@yahoo.com

Således kan man med Bakunins ord forstå det, derer ved at tage form i Argentina: “Den fremtidigesamfundsorganisation kan kun vokse frem nedefra og op,ved at arbejderne frit slutter sig sammen og dannerføderationer, først i associationer, så i kommuner,dernæst i landsdele og nationer, og til sidst i én storinternational og universel føderation.” Anarkismensideer bliver bragt i anvendelse af dem, som erinvolveret i de konkrete kampe. Dette er ikke nogenoverraskelse, da disse ideer blot er generaliseringerudledt af tidligere arbejdskampe!

Anarkister i aktionDen anarkistiske gruppering

Organización Socialista Libertaria(OSL), som i øjeblikket er denstærkeste anarkistiskeorganisation i Argentina, spilleren vigtig rolle i kampene. Ifølgeen meddelelse fra OSL haranarkister kæmpet imod politietsiden den første morgen på Plazade Mayo, og OSL har sammenmed andre sociale organisationerdeltaget i de efterfølgendemassedemonstrationer.

OSL forsøger at fremmeprocessen hen imodarbejderklassensselvorganisering, ved at hverenkel anarkist i hendes eller hansboligkvarter diskuterer, hvordanman bedst skaber enorganisation, som kan kæmpeimod de nuværende forhold.Mens statensefterretningstjeneste fortsat forsøger at spredeparanoia og skabe splid mellem de forskelligeboligkvarterer, har OSL besluttet sig for at indlede enideologisk debat mellem de boligkvarterer, hvor denfolkelige selvorganisering er tilstede. Man vil samle deforskellige organisationer for at diskutere, hvad der ersket indtil nu og samtidig udvikle en måde atreorganisere sig på for at modstå statsterroren, ogdermed udvikle selvstyre eller i det mindste kimen tildet.

OSL er også involveret i fagforeningerne ogdeltager i fagforenings føderationen CTAs møder, hvorde er med til at bestemme organisationens aktiviteter.De er klar over at de faglige ledere undlod at agiterefor den folkelige bevægelse af frygt for, at de skullemiste kontrollen over situationen. Derfor støtter OSLalle arbejdernes tiltag i retningen af at organisere siguafhængigt fra det faglige lederskab.

Vigtigheden af at anarkister involverer sig i kampen

er klar. Som OSL siger: “Vi må hengive os helt iopbygningen af folkets organisering, fordi hvis vi, folket,ikke er i stand til at give os selv det samfund som vi vilhave og har brug for, så er eks-president Menem klar tilat blive hevet frem og genindsat så intet ændres.”Nødvendigheden af at anarkister argumenterer forderes ideer er stor. En proces med revolutionærselvuddannelse foregår i Argentina nu som i enhveranden revolution. Som Kropotkin sagde om denneproces under Den franske Revolution: “Lidt efter lidt,gennemførtes den revolutionære uddannelse af folket af

revolutionen selv.” F.eks.bemærkede en deltager i Palermokvarterets folkeforsamling at hunvar “... meget overrasket fordi derdeltager mennesker som ellers aldrigforlader deres hjem. Min 70 årgamle nabo som ellers aldrig hardeltaget i noget har nu så ekstremestandpunkter at det virkeligforbavser.”

Hvorom alting er, erselvuddannelse og frigørelsegennem kamp en proces, og idenne proces kan anarkisterhjælpe til. Som man kan se vedmange af demonstrationerne harprotesterne et nationalistiskanstrøg. Dette er ingenoverraskelse, da den nuværendekrise er et resultat af fremmeddominans (støttet og tilskyndet afden lokale herskende klasseselvfølgelig). Men det ville være entragedie, hvis dette arbejderoprørblev sidestillet med et forsøg på at

puste liv i argentinsk kapital indenfor det nationalemarked. Mange af de protesterende vil formentligkræve, at kapitalismen skal fungere efter hensigtenfrem for at kræve den afskaffet. Anarkister må iargumentationen holde fast i, at kriser under detnuværende kapitalistiske system er uundgåelige, ogikke mindst at lokale herskende eliter er nøjagtig ligeså slemme som fremmede herskere, og derfor udgørnationalismen ikke nogen løsning. Anarkister må gørealt for at gøre det klart, at kun arbejderklassensselvorganisering kan skabe et anstændigt samfund, ogde må arbejde for at kampen bliver ført til ende.

Denne kamp giver de involverede en fornemmelseaf deres egen magt, både som individer og som klasse.Den giver dem også erfaring i at organisere deresegne liv og kæmpe deres egne kampe. Dette er etgodt fundament at bygge en stærk anarkistiskbevægelse på i Argentina. Hvis vi skulle have glemtdet, spillede anarkisterne en afgørende rolle i

sabot 24

arbejderbevægelsen iArgentina for hundredeår siden. Denuværendebegivenheder skaberorganisationer af enklart libertær natur, ogspørgsmålet er, omdisse kunne fungeresom udgangspunkt forgendannelsen af enanarkistiskarbejderbevægelse somden gamle anarko-syndikalistiskefagforeningsføderationFederación ObereraRegional Argentina(FORA)? Hvis dette skulle være tilfældet, vil det ikkeske automatisk; det vil kræve at anarkisterne tageraktiv del i arbejderklassens kampe og organisering.Som vi har set, er det præcis, hvad OSL foretager sig.

På vej mod revolution?Som anarkister længe har argumenteret for, skaber

klassekampen rammerne for et frit samfund. Denneproces er i gang i Argentina. Hvordan kantransformationen fra optøjer til revolution hjælpes påvej? Selvom denne opgave kun kan gennemføres af deder er en del af den, kan nogle generelle råd dogtrækkes ud af historien - de første skridt er alleredeblevet taget. Brikkerne til et alternativ er allerede vedat falde på plads. Spiren til folkemagten, til et fritsamfund, er blevet lagt i forsamlingerne ilokalsamfundene og på arbejdspladserne. Anarkistermå opmuntre til en udvidelse af selvbestemmelsenindenfor disse forsamlinger. Disse organer må styrkesog sluttes sammen i føderationer. Som i enhver kamp,må samarbejde sikres.

I mange kvarterer organiseres der folkeligegeneralforsamlinger der skal beslutte hvordan kampenskal fortsættes. Deres føderation er essentiel. Disseforsamlinger må have den reelle magt til at sikre at debliver et udtryk for arbejderklassens vilje, og sørge forat fastsætte rammer, i hvilke kollektive beslutninger,direkte aktion, solidaritet og selvforsvar kanorganiseres. Kropotkin beskriver de principper somde franske folkeforsamlinger var bygget op efter:”Enhed i kampen, ikke underlagt en central komité, meni en føderativ union (...) organiseret fra neden gennemføderationen af distrikter, en struktur som voksede frempå revolutionær vis af det folkelige initiativ.” Deargentinske folkeforsamlinger er begyndt at gøre detsamme og nogle af disse er allerede begyndt atudpege delegerede til ugentlige plenummøder de

forskellige kvartererimellem (hvoraf nogletiltrækker op til 4000deltagere). Kun ved atføderalisere folketsselvstyre-organer kanstaten afskaffes.Konsumprodukter erblevet eksproprieteretaf folket. Det næsteskridt ereksproprieteringen afproduktionsmidlerne -jord, fabrikker ogværksteder. De måunderlæggesarbejdernesselvbestemmelse, og

føderationer af arbejderråd må skabes. Ethvert forsøgpå at nationalisere dem (som den marxistiskevenstrefløj foreslår) må modgås til fordel for enkollektivisering - at udskifte kapitalisme medstatskapitalisme er ikke løsningen. Kun kollektiviseringunder arbejdernes selvbestemmelse kan afskaffekapitalismen.

Bevidstheden om det nødvendige i dette er underudvikling. På Zanón-kongressen, udtalte en 22-årigarbejder fra fabrikken at hver eneste centimeter affabrikken, hver eneste flise der blev stablet op i delange korridorer stod for ”... de millioner viproducerede, og alt hvad provinsen gav til Zanón, og nuda Zanón ikke længere vil være ansvarlig for dem, er devores.” Denne opfattelse er nødt til at blivegeneraliseret og forvandlet fra en defensiv til enoffensiv strategi.

Opbygningen af føderationer mellem lokalsamfundog arbejderråd er essentiel. Dette er der tre grundetil. For det første er det vigtigt at opbygge en magt iarbejderklassen som kan gøre modstand mod og isidste ende styrte det nuværende system. Dette måske ved at kombinere økonomisk og socialselvorganisering. For det andet er føderationennødvendig for at gennemføre fremstillingen ogdistribueringen af varer. For det tredje skal denneorganisering bruges til at skabe en ramme i hvilkenlivsnødvendigheder kan kollektiviseres og underlæggeset ægte fælles ejerskab. Et grundlæggende skridt fralokalforsamlingerne må være at oprettekonsumkooperativer for at lette distributionen afvarer og opmuntre arbejderne til at eksproprierederes arbejdspladser. Kort sagt: Al magt tilfolkeforsamlingerne og arbejderrådene!

Kravet om en “National forsamling af arbejdere ogArbejdsløse” er positivt, så længe denne forsamlingbestår af mandatbundne delegerede der kan

sabot25

tilbagekaldes, og er komplementeret af lokale ogregionale føderationer. Uden en konstruktivopbygning fra neden, vil enhver national forsamlingvære kunstig, et simpelt talerør for diverse vordendepolitikere og nye chefer. Ligeledes må den heller ikkebestå af allerede eksisterende fagforeninger ogpartikomiteer, da dette bare ville være endnu ettopstyret sammenrend af diverse bueraukrater, ogikke et ægte udtryk for folkets selvstyre. EnhverNational Forsamling må være et organ forarbejderklassens kamp, der koordineer og udfører debeslutninger som er vedtaget gennemfolkeforsamlingerne og arbejderrådene. Kun dette kangøre den folkelige parole ”ud med alle politikere” til enrealitet.

Ethvert forsøg på at centralisere magten måmodgås, da det vil gøre græsrods-forsamlingernemagtesløse og dræbe revolutionen. Det tilsyneladendeudbredte krav om en Konstituerende Forsamling vilbare betyde en genetablering af det borgerligedemokrati og døden for selvbestemmelsen - derformå dette krav bekæmpes. Der er et behov for atkoordinere kampen, men dette må baseres påføderale organisationer fra neden. Et krav om enNational Forsamling baseret på mandatbundnedelegerede fra folkeforsamlingerne og arbejderrådeneer af største nødvendighed. Allearbejderklasseforsamlinger må være autonome og frieaf kontrol fra politiske partier og organisationer(inklusive anarkistiske). ”Al magt til forsamlingerne”må ikke blive til ”al magt til partiet gennemforsamlingerne”. Beslutninger må afspejle debatten iforsamlingerne, ikke debatten i et lille lukketlederskab i et politisk parti!

Kun selvorganisering og direkte aktion nedefra kansikre at denne masseprotest ikke bare ender i at en nyelite overtager magten. Kun når arbejderklassen harorganiseret sig selv nedefra, vil den befinde sig i enposition i hvilken den én gang for alle kan skaffe sig afmed chefer og politikere.Kampen mod kapitalismebygger rammen for dét friesamfund der vil erstatteden. Anarkisternes job erat hjælpe til med atfremme disse processer ogvise hvordan man kanforme et alternativ tilkapitalismen. Som i enhverrevolution, bliveranarkismens principperfødt ud af klassekampen,arbejderklassens bedrifter ideres kamp for et bedreliv. Argentina er ingen

undtagelse, og som det kan ses, er spirerne til folketsselvbestemmelse ved at blive sået. Vi kan lære megetfra disse erfaringer. De nuværende protesterforstærker ikke bare gyldigheden af anarkistiske ideer,de lader os også forbedre disse ideer, ganske somanarkister lærte af tidligere arbejderklasseopstande.De arbejdsløses bevægelses rolle er vigtig, og er enindikation på at anarkister bør forsøge at skabelignende grupper. Ligeledes er vigtigheden af de lokalefolkeforsamlinger åbenlys. Anarkister har længeagiteret for dette og vi bør bruge denneorganisationstype til at opstille en alternativ måde atstrukturere lokalsamfundene på. Ligeledes er behovetfor tilstedeværelsen af libertær politik påarbejdspladserne essentiel. Dette kan organiseres somgrupper indenfor eksisterende fagforeninger og/ellersom selvstændige fagforeninger der kan forbindeaktivister på tværs af de forskellige industrier. Sidst,men ikke mindst, er det nødvendigt for denanarkistiske bevægelse at diskutere strategi og taktik iåbne forsamlinger. Begivenhederne i Argentina viserogså hvilken retning anti-globaliseringsbevægelsen måtage - den må overføre dens principper for direkteaktion, solidaritet og selvstyrende selvorganisering tillivet og kampen i hverdagen. Selv ommassedemonstrationer som dem i Genova eressentielle, kan de ikke erstatte behovet for atopbygge stærke strukturer i vore lokalsamfund og påvores arbejdspladser. Uden denne græsrodsaktivitet vilanti-globaliseringsbevægelsen visne, som en blomstuden rødder. Demonstrationer kan ikke i sig selv gøreen ende på kapitalismen og dens topstyredeglobalisering. Kun når størstedelen af befolkningenbegynder på direkte aktion, på at organisere dem selvog på at kæmpe for deres frihed, kan egentligeændringer opnås. Som Argentina viser os.

Magten hos arbejderklassen i oprør står klart - denhar lykkedes i at vælte talrige politikere. Spørgsmåleter, vil det lykkes den at vælte alle regeringer og alle

chefer? Det mangler vi atse. De mulige rammer foret frit samfund kan anes.Kan de argentinskeanarkister opmuntre oghjælpe disse spæde skridttil at blive organer forarbejdermagt?Forhåbentlig. Som OSLsiger: ”Vi vil være der medvores overbevisning om at enanden måde at leve på ermulig, og det er hvad vikæmper for!”

sabot 26

BZningen på spil igen » Det blå hus, KøbenhavnI København er Det Blå Hus, på Åboulevarden, blevet bz’at af en

gruppe der kalder sig BZningen. Gruppen har udsendt enpressemeddelelse, hvori den kræver ”… ret til selvbestemmelse,

også der hvor vi lever og bor. Politikere med privatadresser i de finerebydele skal ikke længere definere hvor og hvordan vi skal leve og bo.

Derfor har vi lavet mytteri, smidt kaptajnen over bord og hejst det sortesørøverflag i masten.“ Huset er flere gange blevet ryddet, men er hver

gang blevet genbz’at umiddelbart efter. Ved redaktionens afslutning harhuset været holdt i ca. 3 uger.

Kilde: Direkteaktion.dk

nyt fra

Kampe mellem arbejdere og politi » KinaI industribyerne Liaovang og Daqing er arbejderne pga. af fyringer og manglende lønudbetalinger fra det nationalekinesiske olieselskab fra slutningen af marts gået på gaden. Ved en demonstration foran rådhuset i Liaovang, hvormere end 10.000 arbejdere deltog, blev det paramilitære politi sat ind. Samtidig benægtede de lokale myndighederat protesterne skulle have fundet sted. En talsmand fra rådhuset udtalte: ”Der er ikke sket noget, det er helt stilleuden for”, samtidig med at det paramilitære politi angreb demonstranterne.Kilde: Infoshop.org

EU møder modstand » BarcelonaFra 8. til 16. marts afholdtes der i Barcelona EU-topmøde. Mødet blev,som sædvanligt, mødt af en række protester. Den 15. marts blev derafholdt en civil ulydigheds-dag hvor der blev gennemført decentraleaktioner over hele byen. Dagen efter, den 16. marts, afholdtes der endemonstration med omkring 500.000 deltagere, hvor en rød/sort blokmed omkring 5000 syndikalister, anarkister, bz’ere og andre antikapitalisterogså deltog. Da der blev malet graffiti på alle symboler på stat og kapitalsom blokken passerede på vejen, valgte politiet at tage gummikugler ibrug. Blokken stod dog fast, og råbte slagord som ”Leve anarkiet” og”Politiet er en bande mordere”.Kilde: Infoshop.org

FrontenSmå nyheder fra nær og fjern

Hårfarve eller ej » TysklandDen tyske valgkamp er i fuld gang, og ét enme overskygger i den forbindelse alleandre; Arbejdsløshed? miljøproblemer? højreekstremisme i det tidligereØsttyskland? Nej, kansler Gerhard Schröders hårfarve! Den konservativeopposition har sået tvivl om, hvorvidt den socialdemokratiske kansler Schröderfarver sit hår eller ej. For oppositionen er sagen af afgørende betydning, for somdet konservative parlamentsmedlem Karl-Josef Laumann siger: “En mand, derfarver sit hår, farver også statistikken”. Socialdemokratiet har selvfølgelig tagetkampen op og indledt en retssag mod det konservative nyhedsbureau DDP, somhar været med til at sprede de onde rygter om kanslerens hårfarve - det er jotrods alt kanslerposten der står på spil. Endnu engang har det borgerligedemokrati bevist sin overlegenhed, når det gælder evnen til at holde befolkningenfor nar.Kilde: Dagbladet Information

sabot27

Militærkup fejler » VenezuelaNatten til fredag den 12. april blev Venezuelas præsidentHugo Chávez afsat af militæret. Hugo Chávez, med hansjordreform, flere penge til sundhed og uddannelse, harlænge været en torn i øjet på landets økonomiske elite ogUSA, som efter al sandsynlighed også havde en del fingremed i spillet. Hugo Chávez vandt valget i 1998 med 80 %af stemmerne på et program som indebar nationaliseringaf landets største industrivirksomheder, heriblandt denmagtfulde olieindustri. Han er af USA bl.a. blev beskyldtfor at støtte guerillaen i nabolandet Columbia. I denborgerlige presse blev kuppet udlagt som en demokratiskmagtovertagelse støttet af folkelige demonstrationer ogstrejker, og det er da også rigtigt at der var strejker, men det var arbejdsgiverne der strejkede støttet af dele afden korrupte fagbevægelse. At der ikke var tale om nogen demokratisk magtovertagelse viste sig da også, daHugo Chávez blev genindsat søndag, efter flere dages uafbrudte demonstrationer udenfor præsidentpaladset, somi perioder var fuldstændigt omringet af demonstranter. Politiet forsøgte flere gange at splitte mængden medvandkanoner og tåregas, og mindst ni mennesker skal være blevet dræbt under sammenstødene. Præsidentenblev genindsat efter at dele af militæret, som var loyale overfor præsidenten, havde befriet ham fra denmilitærbase, hvor kupgeneralerne holdt ham fanget.Kilde: Modkraft.dk

Generalstrejke mod Berlusconi » ItalienDen 16. april blev der i Italien gennemført en daglang generalstrejke mod Berlusconi-regimets planlagte reform påarbejdsmarkedet. Reformen indeholder bl.a. en ændring af artikel 18 i arbejdsmarkedslovgivningen, som betyder,at det bliver muligt at fyre arbejdere uden grund. Tidligere var kapitalisterne tvunget til at genansætte arbejdere,som blev fyret uden grund, men med reformen skal sådanne fyringer være mulige mod en økonomiskkompensation. At generalstrejken ikke blot drejede sig om denne detalje i den planlagte reform ses af den massiveopbakning - 13 millioner af Italiens 21 millioner arbejdere deltog i strejken, og i alle større byer blev dergennemført massedemonstrationer. Strejken har sandsynligvis været dyr for det Berlusconi-tro italienskeerhvervsliv.Kilde: Dagbladet Information

Alternative medierA-infos - www.ainfos.caAnarcho-syndicalism101 - anarchosyndicalism.orgAnarchy Archives - dwardmac.pitzer.edu/anarchist_archives/Anarkosyndikalistiske tekster - www.welcome.to/anarki/Direkte Aktion - www.direkteaktion.dkGaia - www.cikadenet.dk/if/gaia/gaiafr.htmIndependent Media Centre - www.indymedia.orgInfoshop - www.infoshop.orgInstitute for Anarchist Studies - flag.blackened.net/ias/Modkraft - www.modkraft.dkNot Bored - www.notbored.orgSolidaritet - www.solidaritet.dkTV-Stop - www.tv-stop.dkZNet - www.zmag.org

sabot 28

Days of warNights of love

Boganmeldelse

A is for Anarchy… Sådan kaldes det første kapitel iDays of War Nights of Love, en antologi skrevet af detamerikanske kollektiv CrimethInc. Men selv om ”A isfor Anarchy” - og ”B is for Bourgeoisie”, ”C is forCapitalism, and Culture” osv. (som de efterfølgendekapitler kaldes) - altså de sædvanlige emner som vi hartæsket langhalm på de sidste mange år, er bogen ikkeden mur af dogmatik, man til tider render pandenmod, når man bevæger sig ind på disse emner. Detteer først og fremmest en bog om at leve. Det betyderikke at bogen ikke er politisk - selvfølgelig er den det;det er anarkisme vi snakker om her. Men det eranarkismen i sin yderste konsekvens, anarkismenløsrevet fra dogmatiske betragtninger, anarkismen, derikke engang er anarkisme, men bare er; anarkismensom den skulle og burde være. Det er tanker om livet,om hvordan mennesker agerer (eller kunne/burdeagere), om håb for fremtiden - og om håb for nuet.Det er betragtninger af og tanker om det bestående,skrevet af mennesker for mennesker.

I sin opbygning er bogen særdeles interessant. Dadet er en antologi, består den naturligvis af en rækkeartikler, men derudover er den spækket med småanekdoter, tegninger, løse tanker og glemte citater. Såselv om de enkelte artikler indgår i kapitler bygget opomkring forskellige temaer, formår disse indslag at gåpå tværs af kapitlerne og skabe en sammenhæng, dergør bogen til en form for homogen helhed - ikke bare

opsplittede afsnit med hver sit dækningsområde. Etmiskmask af struktur, et kaos der hviler i sig selv ogbeviser, at brikkerne nok selv skal finde på plads påderes egen måde. Samtidig er der en godsammenhæng de enkelte artikler imellem. De erskrevet med samme forudsætning: at tage fat i enmængde af emner der kan berøre en som anarkist/menneske, og vende dem på hovedet, ryste demengang og lade dem komme ud med et glimt i øjet.Som når det gammelkendte citat ”Den der glemmerhistorien er dømt til at gentage den” bliver til ”Dender ikke kan glemme fortiden er dømt til at gentageden”.

At lave en negativ kritik af bogen er svært. Der kanvære ting i den, man er uenig i, og bogen kan til tidervære skarp i sin tone, når den anklager bådeanarkister og andre, men den gør det på sine egnepræmisser. Det virker ikke som om, at bogen erskrevet for at overbevise - kun for at ruske gang i enbevægelse, der ikke har ydet særligt meget nyt desidste mange år og lade den selv komme viderederfra. Netop derfor kan man ikke gå ind og pegefingre af bogen som helhed. Den eksisterer kun for sinegen skyld, og for hvad læseren vil lægge i den.

Afslutningsvis er der kun at sige: Lad være med attage bogen alt for alvorligt - det er den ikke beregnettil. Den giver ingen svar, og det bør den heller ikke.Bare læs den og tænk.

[warning: this book will not save your life]

www.crimethinc.com www.crimethinc.net www.crimethinc.org

sabot29sabot...BLADET MED DE SKÆVE VINKLER

A WASTE OFA PERFECTLY

GOODAIRPLANE!

sabot 30

sabot31

Brug dinSabot

Selvom initiativet til udgivelsen af Sabot er blevettaget af Aalborg-Anarkisterne, er det ikke meningen,at bladet skal forblive et Aalborg projekt. Vi havdetænkt os, at Sabot skulle spille rollen som talerør ogdebatforum for anarkister og antiautoritære socialisteri hele landet. For at bladet kan udvikle sig til at blive etlandsdækkende projekt er det nødvendigt at fåpersoner eller grupper involveret i en række opgaver.

SkribenterDet første nummer af Sabot er blevet lavet alene af

Aalborg-Anarkisterne, men vi håber, at vi allerede franæste nummer kan præsentere et blad, hvor helelandet er repræsenteret. For at dette kan blive enrealitet, har vi brug for skribenter eller måske enddafaste redaktioner i andre dele af landet. Har du ellerdin gruppe lyst til at bruge Sabot som talerør såkontakt redaktionen.

DistributionSabot skal sælges, hvis det fortsat skal udkomme, og

derfor har vi brug for et fast distributionsnetværk. Hardu lyst til at være gadesælger for Sabot eller findes dersteder i din by, hvor Sabot burde sælges fra, så kontaktredaktionen.

AnnoncerGrupper og initiativer, som Sabot støtter, kan gratis

indrykke annoncer i bladet. Kontakt redaktionen hvisdu vil høre nærmere om annoncer i Sabot.

AktiviteterHvad sker der i din by? Hvis der er løbende

aktiviteter i din by; folkekøkken, anarkist-møder,Kritiske Masser eller andet, så vil Sabot gernereklamere for disse. Kontakt redaktionen!

PengeJa, vi skal jo til det. Som alle sikkert har gættet så

har vi faktisk slet ikke penge til at udgive dette blad.Derfor er vi konstant på jagt efter penge til atfinansiere udgivelsen af næste nummer. Vi modtagermeget gerne økonomisk støtte fra enkeltpersonereller grupper. Hvorfor ikke holde en støttekoncerteller -fest til fordel for DIT anarkistblad, Sabot?

DeadlineVi har deadline for Sabot nummer 2 den 1. august,

2002 og regner med at have det på gaden en gang iseptember.

Aalborg-Anarkisterne er en lokal anarkistgruppe, som er åben for alle libertæresocialister og anarkister. Vores primære aktivitet er udgivelsen af det anarkistiskekvartalstidsskrift Sabot. En anden fast aktivitet er Den Anarkistiske Søndagsskole.Søndagsskolen er et månedligt diskussionsforum, hvor alle uanset politisktilhørsforhold kan komme og diskutere aktuelle eller teoretiske emner.Har du lyst til at vide mere om Aalborg-Anarkisterne eller måske indgå aktivt igruppens arbejde, kan du møde op på vores ugentlige medlemsmøde.

Aalborg Anarkisterne

Møde hver onsdag / kl. 19.30 / Huset i Hasserisgade

sabot 32