Sportsfiskeren 11 1930

SPO ORGAN

Nr. 11. 1. November 1930. ~ 5. Aarg.

Fva Island.

\ I

118 SPORTS-FISKEREN 1930

lrRA I I November 1928 kom jeg hertil Island. Da var

Fiskeriel forbi" for den Sæson, men jeg maa dog sige, al af 1og til kom Landkortet frem , og cL: forskellige Elve og Vandløb i Nærheden l.Jl-:.w ivrigt diskuteret, hvad Laks og Ørred angaar, med hv,2m som helst jeg troede at kmrne faa Oplysning,2r af. Oplysningerne var dog af en for en ivrig Sports-

Hvor Elven løber ud i det nordlige Ishav.

fisker meget nedslaaende Art. De fleste Vandløb i Nærheden, troede Folk ligefrem ikk·2 der nogen Sinde gik Laks op i, - vidste ikke noget derom i alt Fald.

I

Det var et ganske dejligt Vintervejr, vi havde

I /

Her ses, hvor Elven er søagtig. Baggrunden ses Næsset og de sneklædte Fjelde.

heroppe 28- 29. Jeg fik allerede "Fornemmelserne" i Februar Maaned, og Fiskegrejerne kom jævnjgt frem, - men paa Grund af ovennævnte Oplysninger aldrig i Brug. Der er en stor Elv, der løber n::l i Havel kort herfra. I denne vidste d e fleste med Sikkerhed, at Laksen gik op. Men de vidste ogsaa

JLAND© at fortælle, at der nogle Gange havde været forsøgt af en Stangfisker, m en aldr:ig m ed Held. Ikke i Foraarel i det mindsle, m ·entes d·~r at være nogen som helst Chance, da Vandet var saa mudre t, at ingen Fisk kunde se Agnen. Nej , - jeg skulde ven:te til Slutningen af Juli - saa kunde jeg, naar jeg tog la11gt ind i Landet - ved Fosserne maaske faa Held med mig.

En Gang tog jeg ud til Elven . Omtrent ved dens Udløb er der bygget en Bro. Det mærkeligie ved: det er, at lige ved Udløbet er Elven m ege t smal - vel ca. 50 Meter. Lige oven for Broen ''faar den n ærmest Karakter af en meget stor Sø, hvorimod det smalle LøJj vel ikke er mere end 100 Nfot·er langt eller saa.

Der paa Broen stod jeg saa og kiggede ned i del grumsede Vand. I Sandhed - det var meget; grumset, - og det faldt mig desværre ikke ind at

Dr. Jonas lander en 4 Pd's.

prøve min Spinner. Nu fulgte jeg altsaa sidste Sommer "de gode Raad''' - m ed det elendigste Resultal. Men i Aar skulde de t være Lyv

Nu vilde jeg prøv:: saa smaat, og saa skulde vi se, om det ikke skulde lykk:es mig at fa:a: et b,3dJre Resultat.

Saa en god Dag - een af de første Dage i Maj - drog jeg afsted paa en Prøv·etur. Jeg valgte Lavvande og det smalle Udløb til Operations-St·3d. Vandstanden er nemlig saa nær Havet meget afhænfgig af Tidevandet. Min Kone underholdt mig under Forsøget, - det saa for Resten længe ud til at skulle falde noget mat ud - med! mere eller mindre gode Vittigheder om taalmodige, - men uheldige Lystfiskere . Men saa kom Belønningen pludselig for mit ihærdige Arbejde. I Form af en 7 Punds blank Opganger. Og lidt efter fik je;g en mindre paa ca. 3 Pund. Nu var jeg tilfreds for de:a Dag, og d,2t var m ed de lyseste Forhaabninger, jeg saa Fremtiden i Møde. Forhaabningerne blev ikke gjort til Skamme.


Næste Dag prøvede jeg igen, - med det Resultat, at 10 meget fine Opgangere maåUe bøde med Livet. Det hele foregik paa smaa 3 Timer, saa det var jo et Resultat. Som det ene af · Billederne viser, ses en Fisker at fiske ude i selve det alleryderste Udløb. Jeg har selv fanget en Del Fisk der, og d:et kan i Grunden siges, at Fiskene er taget i Havet. I del nordlige Ishav. - Det lyder koldt, - m en del er ikke saa slemt.

Er der nogen, der har Lyst til at prøn, saa: er de velkommen heroppe. Jeg skal skaffe Tilladelsen for en Bagatel - maaske for ingen Ting - til Adgang til fine Fiskevande. For nu er jeg nemlig ligesom lidt bedre orienteret, end da jeg begyndte.

Ellers taler Billederne for sig selv. Man kan gøre_ nogle fine Fangster her, hvis man vil gørej lidt ud deraf. Mine Fisketure strækker sig for det m es te over me_get kort Tid, - men il~lce destomindre kan jeg notere Fangster paa 10- 14- 16- og 18 Stk. blanke Ørreder. Ikke er de jo lige store alle sammen, - den største har hidtil været 10 Pund. Men den bedste Dag - med 10 Stk. til ca 70 Pund tilsammen, regner jeg for en meget fin Dag. Og hvad det kunde være blevet til, hvis jeg havd•c gjort en Heldagstur ud af det er ikke godt at vide.

Mærkværdigvis har jeg endnu ikke faaet een eneste Laks. Om den er gaaet op for længe siden, eller om den, efter hvad Folk siger, først nu bocgynder, - det er jeg ikke klar over. Men eet er vist, - at i Begyndelsen var del gennemsnitlig megel større Fisk end nu, - og derfor skul.de det ikke undre mig om Laksen her - ligesom i Danmark - gaar meget ;tidlig op, og at jeg nu ogsaa for denne Gang, har forspildt mine Chancer for en Opgangslaks. Men saa faar vi se, hvordan de ser ud som N edgangere - maaske de slet ikke er saa gale - efter Sigende skal de ikke være det, men jeg er nu blevet en lille Smule forbeholden overfor de forskelliges Udtalelser.

Saa til sidst sender jeg en Hilsen til alle danske Sportsfiskere og siger endnu en Gang, at hvis der er nogen, der har Lyst til at besøge ·saudarkrok, med Adgang til billig og god Sport, - saa er jeg altid parat med alle Oplysninger.

Nu ved 1000 Aars Festen heroppe var Ils. Majes tæl Kong Christian til Stede, og benyttede samtictig Lejligheden til et Par Dage ved een af Sydlandets Lakse-Elve. Resultatet var efter Forlydende ikke særlig gunstigt. Paa 2 Dage fangede Kongen, efter hvad jeg hørte (det være derfor sagt med Forbehold), 1 Laks og 3 Ørreder. Een af de samme Dage var jeg en lille Tur ude at skaffe Fisk til Middagsbordet, - - 2 Timer tog hele Turen, og det gav 3 blanke Ørreder til 18 Pund, foruden 4-5 mindre. Og saa var jeg endda saa flot at tage saa haardt paa en

stor, for at se, hvad man kunde byde den, at jeg mistede den. - Denne Sammenligning paa et dyrt Fiskevand i \SydlanJdet, og et l>illigt paa Nordlandet.

3 Timers anstrengende Arbejde .

Er man Jæger ved Siden af, da er der her en god Lejlighed til at faa Ild i Kanonen, - for ofte kommer der Sælhunde op i Mundingen for a'.t faa sig en Bid Laks med, - og det under man den jo (I{ke, hvorimod man nok under den et Skud Krudt.

I .

Ingvard Sørensen, Saudarkrok - Island.

en FiskQtUt'_

Ørred- og Stallingfiskeriet er lunefuldt, det er som at bejle til en syttenaars Mø, snart vil hun og snart vil hun ikke. Saadan kan det være med Ørreder og Stallinger; især Stallingerne kan være lunefulde.

Man kommer en Dag til en Sta.llingaa ; Vejret er dejligt, graat, skyet og frisk Blæst med henrivende Krus paa Vandet, alt ty.der paa stor Fangst af de lækre, lynsnare Fisk, men, om Forla:delse, der kommer ingen.

En anden Dag kan det være blankt - Solen skinner, alt er stille og tyst - ikke en Vind rører sig og alligevel giver det pragtfulde Slag fra Slatlingen med gode og store Fisk.

Min Kammerat og jeg var i Fjor ved en vestjydsk Aa for at fiske Stallinger - Ørred og eventuelt Laks, kort sagt, hvad der kan fanges paa Flue. Dagen var dejlig, Solen skinnede - let Krus paa Vandel og vort Humø,r var højt, da vi startede fra Kroen, hvor vor ærværdige Mukkebikke blev hensat paa den skyggefulde Side.

Min Kammerat, vi maa kalde ham Carl, var og er en stor Fisker af Guds Naaide. Han er lige saa glad ved at se Fiskene i V andet, som ovenfor.

· Selv er jeg Fisker om en Hals - fuld af .Jagt- og


Fiskerihistorier og kaldes almindelig Kaptajnen, af Hensyn til min noget for fyldige Figur. Begge supplerer vi hinanden godt og er Dus med alle de Lystfiskere, der findes mellem Hvide-Aaen og Skagen, saa omtrent da, men en Gang imellem træffer vi jo paa en eller anden Fremmed, som ikke kender os, og som da er udsat for vore kritiske Blikke, indtil vi ser, at han er af den rigtige Slags, d·2r kan optages i de brave Fiskeres Rækker, eller ogsaa han gaar al Smaafisk's Gang - ud i det kolde Vand.

N aa, som sagt, vi startede, og snart viste Skernaaens hurtigglidende Strøm sig for os.

Vi fiskede, oJ vi mored2 os; vi holdt Standeren højt den Dag, ingen Stallinger under 1/2 kg., Resten ud. Hen ved Middagstid fik vi Øje paa et Amfibium, som vi til at begynde med ikk2 kunde klassificere. Var det en pyntel Forstmand i Slad:;tøjet eller et vandrende Fastelavnsris.

Tænk Dem, den forhenværende tyske Kejs ·~r Wilhelm von Doorn i formindsket Udgave, m 3d p.:ipe·gøjegrøn Hat med Gemsefjer, Rygsæk og saa 100) Ting hængt uden paa, alle de Fiske-Mascotts og Hjælpemidler, der findes, naar en Grosserer i Fiskesager kan faa Lov til at rigge en Lystfisker til med Udstyr. Alt faI]dtes lige fra Ziegenspecks Mærke i Knaphullet til aulomatisk Krogløser, naar en Fisk faar en Krog galt i Halsen.

Han dyppede efter Gedder, og havde fanget en paa ca. 11/2 kg.; da vi mødte ham, blev vi hilste med et "Guten Tag", hvorfor vi ansaa ham for en tysk Fiskerturist, der havde hørt om de store Laks i Skernaa, og nu vilde nappe en af disse.

Del slog til. Carl og jeg taler godt jydsk i mindst syv Dialekter, men tysk er vi ikke helt Dus med; det vil sige, vi taler det godt nok, men del kniber de rigtige Tyskere med at forstaa vor Udtale, saa der maa jo være en Fejl et Sted. Naa, vi spreckede ham an, og han viste sin Interesse for ·os ved at holde Frokosthvil sammen med os, og da vi saa tog den obligatoriske F~sker-Snaps og sagde "Ah", saaidan rigtig langt, som kun Fiskere og Jægere kan sige det, glimtede det i hans Øjne og han sagde: ,,Ah , Malthesercreutz" ! Hvilket vi udlagde som en Anmodning om at smage vor Aalborg Aquavit. Han fik saadan en Gib'bernakker og det viste sig, at den hjalp paa hans Tale-Evner.

Vi fik en Beretning om Fiskeri direkte fra Ziegenspeck - Berlin, ganske sikkert componeret af en Professor i Lystfiskeri, den var spækket med tekniske, tyske Udtryk, der gik langt over vor Fatteevne, men til Gengæld var den straalende udmalet fra hans Side. Det var først, da han kom ind paa sine personlige Erfaringer, der var fremkommen under et 3 Dages Ophold i en af de nær v2d Aa,~n

liggende Kroer, hvorfra han gæstede Aaen. Da han saa, at vi kastede smaa Stallinger og Ørreder ud, som ikke holdt vor for denne Dag bestemte Standard, saa han meget forbavset ud og mente, vi var "bløtsinnige". Han beskrev, hvorledes man bedst fange;r en Gedde. I Følge hans Forklaring skulde man fø;rst sætte en " feines" Angelfisk paa "die Angelhacke", og nam· man saa fik Bid af en stor Fisk, saa skulde man "erst am links heben, wup, und dan am rechts heben - wup - und letzt mit Schnelligkeit die Fische auf Wasser heb·2n -wup", thi, forklarede han, det var ganske bestemt nødvendigl at gøre disse bestemte Fagter, ellers vilde ,,die Angelhacke" ikke lmime tage fat og ved Landingen af Fisken vilde "die An,gelhacken herausgerissen werden. " Naar man landede en Fisk, som den han havde "am ca. drei Pfund", saa skulde man tage "die Angelruhn auf Schulter" og vende ,,die Riicke an Wasse.r' og "die H echte a,u,fheb2n".

Vi takkede for Underretningen og fortsatte Fisketuren. Men nægles kan det ikke, at hver Gang, vi fangede en Stalling, saa sagde vi - Wup - og vi har altid senere husket at sige - links - wup

rechts - wup und dan - wup, naar vi landede en Fisk, thi saa god en Lære maa ikke glemmes.

N aa, Dagen gik og det stod mod Aften, vi var kommen ind i en Græsfenne. J eg fiskede efter Stalling og havde ikke bemærket, at der var en løsgaaende Tyr blandt de i Fennen gaaende Kreaturer. Pludselig hørte jeg en arrig Brummen tæt bag mig og saa en stor rød Tyr, der ha'"de bestemt, at jeg ikke skulde fiske paa dens Ejermands Jord længere. Jeg mente til at begynde med, at naar jeg gik ud i Vandet, saa kunde jeg nok urrdgaa den olme Tyr. Men ak, det var forgæves, jeg maatte igennem Aaen i Vand til Halsen, saa jeg fik en vaad Trøje. Carl grinte sig halvt fordærvet og begik følgende Digt til Vandgangens - Forherligelse:

Kræ Willadsens Tyr, den arrige Fyr, blev mandolm og skrækkelig gnaven, Kaptajnen blev bleg, alt Modet ham sveg, han tog sig et Fodbad til Maven.

Selvfølgelig blev Dagens Hændelser drøftede om Aftenen, og jeg maatte laane Krofatters lange Gummistøvler næste Dag. Krofatter er selv Fisker, men han hjælper alle Lystfiskere tilrette med, hvad han kan. Næste Dag ønskede vi at komme paa et nyt Terræn, og Fatter sagde om Mongenen: ,;Nu kan I ganske rolig gaa en halv Mil opad og en halv nedad Aaen, og er ·der nogen, der gør Vrøvl, saa hils fra mig, saa skal jeg nok klare den for Jer to."

Vi gik jo ogsaa dristig til, og alt gik godt, indtil


jeg kom hen til en Lodsejer, hvor hverken Krofatters Hilsen - Cigarer eller en enkelt Bayer kunde blødgøre Hjertet. Han bare skældte ud fra sin Side af Aaen, og da jeg var paa den anden, blev der intet ud af det, især da jeg skyndte mig at komme nd af hans Ejendom.

Om Aftenen henvendte han sig i Kroen for at faa nærmere Besked om, hvem den næsvise . Lystfisker var, der gik og fiskede uden Tilladelse i hans Eng. Krofatter var en stor Humorist, han tog Carl med ud til den vrede Mand og spurgte, ,,er det ham?" ,,Nej", sagde Gaardejeren; ,,ja, det kan ikke være den anden Fisker", sa~de Kromanden, ,,for han har ikke været ude af min Ejendom fra i Morges og til nu, han skifter Tøj, det vil jeg aflægge Ed paa naar som helst, du vil have det." Saa tøflede den vrede Mand af, og da Carl og Krofalter kom ind, sagde Carl: ,,Hvo1~dan Pokker tør du bande paa det, du sagde til ham Gaardmanden, at Kaptajnen ikke havde været ude af din Ejendom hele Dagen?"

,,Naa, kan du ikke forstaa det," sagde Krofatter, "det var svært, det er da hejsen let aa fosto, han haar da goen i mi Støwl æ hiel Daw."

Kaptajnen.

En Bemærkning til

,,Laksen og Ørreden og deres livshistorie".

Da jeg som interesseret Sportsfisker har læst ovenstaaende Artikel af Herr Magister Otterstrøm, vil jeg tillade mig at fremføre 2 Punkter, som efter mine Erfaringer absolut er misvisende og kan faa Konsekvenser.

Der staar saaledes øverst paa Side 91:

,,Men holder vi os til et eller andet Vandløb, der vedblivende er et Ørredvand, saa vil der om Efteraaret eller a 11 e re de om Sommeren gaa Ørreder op i det fra Havet; saadanne Ørredvande er der talrige af, særlig i Jylland og paa Bornholm. De Ørreder, der gaar op fra Havet, er store Ørreder paa 1-12 kg. De er "f arv ede" - ikke "blanke", deres Farver er mørke, smudsige; de har r ø db run e Pletter, ofte med en kirsebærrød og 'hvidgul Ring omkring."

Dette vil ihvert Fald jeg protestere imod, da det er ·Stik imod mine Erfaringer. - Jeg har set talrige Eksempler paa, at baade Laks og Havørred,

der lige er kommen fra Hav og Fjord om Sommeren og "gaaet op" i de vestjydske Aaer har været sølvblanke og uden omtalte Tegn paa 'Yngledragt, og først sent paa Sommeren bliver graa, og senere faa r de omtalte Farver.

Specielt kan mine Paastande herom bevises fr"a Karup Aa, baade af Sportsfiskere og Garntrækkere.

Naar jeg her tager til Mæle mod Herr Otterstrøm's Artikel, er det for ikke at faa dette Punkt af Ørredens Vandring .fastslaaet som Visdom i misvisende Form. Thi vi har sikkert alle i Erindring, at til Trods for Herr Løftings og Herr Otterstrøms Teorier, yngler Laksen alligevel i de vestjydske . Aacr - hvilket Sportsfiskerne jo maatte overbevise D'herrer om. ·

Efter Herr Otterstrøms Mening er Ørrederne ,,farvede" straks ved Opgangen og i Yngledrag~. - Men maaske er de t et Trin frem for at faa fastslaaet, at Sportsfiskerne snart skal forbydes Fiskeri af Havørred i · Sommermaanederne, saa de ,,farvede" Fisk katn have Ro til de har "leget" . i November-December? Jeg vil indrømme, at jo nærmere vi kommer November, jo ringere bliver naturligvis Kvaliteten, men Naturen har her selv sørget for, at Bestanden holdes vedlige, idet en stor Part af de i Aaen værende Laks og Havørred i Sommertiden over,hovedet ikke rører sig efter Agn eller F1uer af nogen Art, og kun "slaar" for Motionens Skyld.

Der er saaledes ingen Anledning til i Aaerne at holde Haanden over de blanke Fisk, da Sportsfiskerne arbejder for, at Garntrælming a 11 e Steder bliver forbudt og samtidig søger Fredningsbælterne ved Udløbene udvidet, og her skal selv Herr Otterstrøm indrømme, at det Arbejde, der er gjort, skæpper mest i Erhvervsfiskernes Lomme, da Sportsfiskerne efter mine i flere Aar gjorte Erfaringer næppe fanger 2 0/o af Opgangsfiskene i Aaen, desuagtel del dog er i Aaen alle disse Fisk er udklækket og herfra udvandret.

Lad os derfor ikke faa He1T Otterstrøms "farvede" Ørreder op i Aaen, men holde os til dem, som de i Virkeligheden er.

Del næste Punkt er Nedgangerne. Her skriver Herr Otterstrøm, at "beklageligvis ødelægges der af Sportsfiskerne mange i Aaerne".

Jeg har altid set paa Herr Otterstrøm som Sportsfiskernes F jende, thi Sportsfiskerne er nemlig i Herr O. 's Øjne kun til Skade langs Aaerne1. - · Men jeg skal dog bemærke til Herr Otterstrøm', at langl den overvejende Del af Neelgangerne bliver fanget i Fjordene af Erhvervsfiskerne, hvad jeg selv har set, og Sportsfiskernes Procenter er ogs.aaJ her meget smaa.

Men der er sikkert meget, der vilde sætte Sports-


fiskerne i et ande.t og bedre Skær, om Videnskabens Undersøgelser blev af en lidt nyere Dato, men disse Punkter kan der maaske nu blive Anl·edning til at forsvare

S. Sørensen. Holstebro.

Forelagt Herr Bogtrykker S. Sørensens ovenstaaende Artikel finder jeg Anledning Lil al tage Afstand fra den paa flere Punkter, saameget mere, som Herr S. S. er Medlem af "Dansk Sportsfiskerforening"s Bestyrelse.

Jeg er ganske enig med Herr S. S. i, at ,2n Del af de tidligt indvandrende Havørreder er ganske blanke, og at en meget stor Del af dem maa betegnes som næsten blanke, og jeg er selv faldet i Forundring over, at Herr C. V. Otterstrøm har glemt · at omtale dette i sit Foredrag; men det falder mig ikke ind at tro, at det skyldes Uvidenhed fra Herr O.'s Side, saameget mindre, som Herr 0. og jeg i Juni Maaned d. A. havde Lejlighed til sammen at se (og smage - salig Ihukommelse) en næsten blank 10-Punds Havørred fanget i Kongeaaen.

rHerr S.s Formodning om, at Herr 0 . m ed \Tillie har "sværtet" Havørrederne med Henblik paa, at det skulde forbydes Sportsfiskerne at fange disse i Sommermaanederne, kan ikke være rigtig, alene af den Grund, at det saa samtidigt maatte forbydes Erhvervsfiskerne i de ferske Vande at fange Havørreder, hvill{et Herr 0. ifølge sin Stilling som Redaktør for "Ferskvandsfiskeribladet' ' og sin nære Tilknytning til "Ferskvandsfiskeriforeningen," umuligt kan være interesseret i.

Naar Herr S. slaar paa det Arbejde, Sportsfiskerne har gjort forat faa Fiskebestanden forbedren; maa jeg oplyse, at den Mand, der har gjort langt det største Arbejde i denne Sag og ikke mindst med Hensyn til at faa Fiskerilovene forbedret, netop er Herr Magister Otterstrøm.

Naar Herr S. hævder, at Hovedparten af Nedfaldslaksene fanges af Erhvervsfiskerne, er dette fuldstændig rigtigt, og Herr O.'s Henstilling til os om at overveje Muligheden af ikke at fange de værdiløse "N edgangere" er da sikkert ogsaa kun at opfatte som en Opfordring til at forsøge et Skridt i - den rigtige Retning.

At Herr S. stadig ser paa Herr 0. som en Fjende af Sportsfiskerne, er saameget mere beklageligt, som jeg baade her i Bladet og paa vor sidste Generalforsamling har oplyst, at saavel H err 0 . som "Ferskvandsfiskeriforeningen" under Samarbejdet ved Lovændringsforslagene, har vist os en enestaaende Imødekommenhed, selv paa Punkter, hvor vore Interesser var i Strid med Ferskvandsfiskernes.

Naar man betænker, af hvor forholdsvis ny

Dato den videnskabelige Undersøgelse af Lal<sefiskenes Livshistorie er, og hvor uhyre meget, der endnu er usikkert, er det forstaaeligt, at der kan ske Fejltagelser og drages forkerte Slutninger; men det berettiger os ingenlunde til straks at kaste os over de Videnskabsmænd, der søger at løse Problemerne, og stemple dem som uduelige; det er tværtimod vi "Praktikeres' Pligt at give Videnskabsmændene alle de Oplysninger, vi sidder inde med og søge at samarbejde med dem i Fred og Fordragelighed.

Til Slut vil jeg gerne benytte Lejligheden til at takke Herr Magister Otterstrøm, fordi han · har stillel sil interessante og klare Foredrag til Raadighed for vort Medlemsblad, sanit for det gode og lærerige Samarbejde, vi har haft det sidste Par Aar Jeg haaber, det niaa fci'rtsæ ttes og ad Aare blive til Gavn og Glæde for danske Fisker e.

Varde, den 12. Oktober 1930 Sigurd Hansen.

Herr Bogtrykker S. Sørensen kæmper mod Vejrmøll er. Naar Hr. Magister Otlerstrøm skriver "farvet" i Anførselstegn i Modsætning til "blanke", angiver Anførselsteginene, at det er en kollektiv Betegnelse. En Amerikaner vil kalde selv den mest blændende h v:~de Skørnhed for "farvet", hvis lidt blaat ved Neglene røber en ubetydelig Indblanding af Niggerblod. Vi ved jo alle, at :den "farvede(' Ørred, - Ørreden, <ler gaar op for at 'lege - har alle Farver fra sølvblank, sølvgraa, graa og videre til sortgraa. Selv i den mest sølv!Jlanke "farvede" Ørred, vil man finde Rogn eller Mælk. Den "blanke' Ørred er gold.

···~··· ...... bindgnborg Aa.

Red.

Nu mod Slutningen af Ørredsæsonen ligger d et nær at se lidt paa, hvordan Aaret har været for Sportsfiskerne her paa Egnen.

Del er desværre ikke noget sær1ig lyst Billede, der tegner sig.

De sidste Vintermaaneder gav en Del blanke Laksørred i Aaens nedre Løb, men Opgangsfiskene har vi desværre haft for lidt Glæde ar.

Indenfor Sportsfiskerne er der delte Meninger om, hvorvidt der har været god eller ringe Opga.ng1•

Personlig er jeg af den Anskuelse, at Opgangen hidtil har været god, men at der er flere Forhold', der l>evirker, at Sportsfiskerne har taget forholdsvis. faaJ Fisk

Jeg er paa det rene med, al :denne Anskuelse møder Modstand hos mange af mine Sportsfæller,


og man vil vel spørge, hvorledes jeg vil hævd~ denne Opfattelse, naar Resultatet er, . som det er.

Grundlaget for mit optimistiske Syn paa Opgangen er, at jeg næsten hver Gang, jeg har været ved Aaen, har set store Fisk, selv om det ikke var muligl at komme i Forbindelse med dem.

Flere Sportsfiskere har været ved Aaen flere Gange i Træk uden Resultat, men saa en skønne Dag, har Resultatet været helt godt, Fiskene maa allsaa have været i Aaen.

Lokale Fiskere har fortalt mig, at de jævnligt ser mange store Fisk, men at det er umuligt at faa dem til at bide.

Der synes efter min Mening at være Fisk nok, men Lysten til "Samarbejde" med os mangler.

Grunden hertil kan formentlig i nogen Grad paavises. F. Eks. har der i Aar været usædvanlig megen Grøde i Aaen, hvilket bevirker, at Aaen, der normalt skæres tre Gange aarligt, ustandseligt har været fyldt med flydende Græs, der jo virker uhelcligl og kedeli~t for Spinnefiskeren og Fluefiskeren.

Siden Opgangens Begyndelse i Juli Maaned, har den dgc Nedbør foraarsaget unormal høj Vandstand, og jeg tror, at ogsaa 'dette Forhold virker uheldigt, selv om jeg naturligvis er klar over, at lav Vandstand er endnu værre.

Endelig har vi jo i Aar haft usædvanlig vedholdende Østenvind med megen Torden, hvilket vist ogsaa spiller ind paa uheldig Maade.

Nu har vi faaet Vestenvind med høj Vandstand i Fjorden og dermed en god Vandstand ved Aaens Udløb, saa nu bliver de sidste 3 Uger forhaabenllig gode.

Skæringen er nu omtrent sluttet, og saa haaber

vi paa "frit Slag" med godt Resultat i Opløbet. · vi har desværre her ved Lindenborg Åa faaet

en ubehagelig Konkurrent, nemlig Odderen. Den har vi i mange Aar ikke mærket noget til,

men nu synes den at optræde ret talrigt. For nogen Tid siden var jeg med et Par Gæster

ved Aaen og ved Aftenstid saa vi en stor Fisk springe. Vi fo:nsøgte at friste den med forskellige Agn, men den kunde "holde sig".

Næste Dags Morgen forsøgte en paa Stedet boende Fisker at friste Fisken, men uden Held'. V ed en Tilfældighed blev hans Opmærksomhed' vakt af nogel blankt og skinnende paa den anden Side af Aaen.

V ed nærmere O ndersøgelse viste det blanke sig at være Resten, ca. Halvdelen, af den omtalte Fisk. Den var fanget og halvt fortæret af Odderen. Det Stykke, der endnu var tilbage, fra Rygfinnen og til Halen, vejede ca. 9 Pd., saa der røg jo Pokalfisken.

Vi tænker nu paa at faa Odderen holdt nede sammen med andre Fisketyve, men da der her ikke synes at være noget indgaaende Kendskab til Jagt paa Odderen, vil man gerne høre fra Sportsfiskere eller .T ægere om, hvorledes man bedst kommer Odderen tillivs.

Foruden Værdien af Odderens Skind vil det jo være af stor Betydning for Fiskebestanden, om man kunde blive denne graadige "Erhvervsfisker" kvil, men da vi - som sagt - mangler den nødvendige Erfaring paa dette Omraade, vil man være glad for Oplysninger angaaende Jagt paa Odderen.

Om Resultatet . skal der senere komme Oplysning i "Sportsfiskeren".

.T. R.

···~· 111111111 III I 111111111111 lllolllll I I llll "1 11111111111 I 11111111111111111111111 111111111111111111111 li I 111111I1111111I111111111111 I 11 I 11I11111111111111111111111111':,,·II . . . . . . . . ~ ~ DQ bgmmgligbgdsfuldg Rimtgr_ ~ ~ . . . . . . . .

1111111111111111111111111111111111111111111I111111111111111111 ø 11111, 11111111 I 11 I 11111111111111111111 li llll III 111111111 I 11111111111111I111111111111111111111111111111111

"Københavner" efterlyser i Oktobernumm•: r·~t Oplysninger om sportsmæssig Fangst af Rimter. Vi ved ikke bedre end at lade .Tuhani Aho fortælle om sine Erfaringer med Hensyn til disse hemmelighedsfulde Fisk.

Fortryllelsen og Tillokkelsen ved .T agt og Fiskeri ligger i den Spænding og Sindsbevægelse, som fremkaldes af det hemmelighedsfulde og de stadige Over raskelser, der er knyttet til Udøvelsen af disse Idrætter.

Visselig anspores og Lilfredsstilles Sportsmanden til en vis Grad af Udbyttet, men de t er dog Sejn~ue og Nederlagene med paafølgende Glæder eller Skuffelser, der lokker ham mest. Hvis jeg altid fang·2de,

med hvilketsomhelst Redskab, hvor meget jeg end ønskede, blev jeg snart ligeglad og vilde vel opsøge mig el nyt Bytte, som var sværere at fange. Saaledes stræber f. Eks. Sportsfiskeren efter Resultat, som ikke angives · af Maal eller Vægt, men som udelukkende maales i de overvundne Vanskeligheder ved Fangsten. Jeg har altid været stoltere over en kvartkilos Ørred, fanget en rigtig ugunstig Dag, midl paa Dagen, i klart Vejr og nordlig Vind, selv om den blev taget paa Orm, end over en fire Kilos . laget i Støvregn eller en mørk Aften, naar de bider paa næs ten hvadsomhelst.

Glæden over e t eneste med Møje, List og A.n-strængelse nedlagt Stykke Vildt eller en efter alle Kunslens Regler overlistet Fisk er større end over


99 erhvervede uden Møje. Hvor der er stadig Uvished, der er ogsaa stadig Forhaabning, og jo mere uventet denne gaar i Opfyldelse, desto større er den Fortryllelse og Tilfredsstillelse, Sporten skænker.

At fange Vandets Beboere synes mig i mange Henseender mere spændende end at nedlægge Skovens Vildt, og de Besværligheder, Fiskeren har at overvinde, er i Almindelighed større end .Jag tens Besvær. Dette kan jo være et personligt Synspunkt, men enhver maa frit prise sin Tilbøjelighed. Men naar Talen er om Hemmelighedsfuldhed og uventede Overraskelser, saa er nok ved Fiskeriet baade selve Fangstmaaden og Ml.ilieuet mere hemmelighedsfuldt end ved Jagten.

Vel er det nervepirrende at liste sig ind paai en Fugl i Træet eller vente paa, at Fuglene rejser foran den staaende Hønsehund, eller med Hjærtet i Halsen lytte efter det sig nærmende Støverdrev. Men jeg kender ikke nogen Spænding, der overgaar det Øjeblik, da Floddet dykker ned, eller Kastelinen strammes, ,og man mærker Geddens Nap fra Stangens Spids helt ned til Taaspidserne, eller det Øjeblik, da en Dybvandsbølge pludselig skyder frem mod den paa Vandskorpen drivende Flue, og udaf Dybet aabnes et gult Gab, og en haandsbred Hale pisker Vandet til Skum, medens den vibrerende Fiskestang bøjes som et Siv i Stormen. Nu følger aandeløs Spænding, hvorunder Hjærtet banker højt oppe i Halsen, og Tungen føles tør i Munden, indtil man ser, om Fisken/ virkelig er fast paa Krogen, eller om den bare legede med Agnen.

Dette Øjeblik svarer til det, da Jægeren løsner sit Skud uden endnu at vide, om det træffer eller ej, men Jægeren oplever aldrig den Kampens Spænding, som følger, indtil Fisken er landet.

En Forskel mellem disse to Sportsgrene er det ogsaa, at man sædvanligvis ser eller hører Vildtet, inden man skyder det, men Fisken kommer som en Overraskelse ud af sin usynlige og utilgængelige Verden, og derhen forsvinder den, uden at man kan forfølge den, om Forsøget mislykkes. Den er et Væsen fra et andet Rige, en helt anden Verden, som ligger om os og under os, men dogi uendelig fjærnt bag en uoverstigelig Afgrund. Man hverken ser eller hører Fisken, før den er der, og man mærker den paa Stangen.

Intet Spor, ingen Fært forraader Opholdsstedet, der findes ingen Hund, som kan opspore den og drive den ud derfra. Den maa fanges gennem Taalmod og Venten, Fiskeren maa selv opsøge og gætte sig til dens Boplads, og man har kun sit eget Instinkt at stole paa, man maa derfor være sin egen Hund og udvikle sine egne naturlige AnJæg og Evner. De dygtigste Fiskere er sæidvanlig;vis

Gamlinge eller oplærte af gamle, saadanne gamle Stødere, som i Øjenkrogene har et Glimt fra deres hemmelighedsfulde Erhverv, og som foruden at have Kundskaber og Erfaringer gætter sig til endnu mere og kender hemmelige Kunster. Og selv for dem kan der indtræffe Overraskelser, som de fortæller om med store Øjne.

De har paa Krogen haft det store Vidunder, som man aldrig faar fat i, det er faret af Sted med Grejerne og har været nær ved at vælte Baaden, -den nappede, just da man tænkte paa at tage hjem, men endnu gjorde et sidste Kast - - eller aldeles uventet netop i første K~st, inden Linen e11tdnu var rigtig klar o. s. v. Ogi næste Gang nappede den absolut ikke, hvordan man saa forsøgte, skønt alle Betingelser syntes at være gunstige, · ogi alle Tegn passede.

Ja, Fisken kommer og gaar eller udebliver aldeles, den gemmer sig og: flygter, ukendt hvorhelli. I Morgen findes den ikke mere paa samme Plads som i Dag. Sædvanligvis gaar og kommer den med! Vinden, men den retter sig ikke altid efter Vinden. Den mindste Forandring i Luftens og i Vandets Temperatur kan være bestemmende for Kursen -kort sagt, Fiskeriet er fuldt af ukendte og uforklarlige Faktorer, som forvirrer en des mere, jo mere man tror at være dem paa Sporet. En Del Fiskere bliver med Tiden Fatalister, en Del overtroiske, og det er ikke svært at forstaa, hvorfor de med Fiskeriet forbundne Trolddomskunster i fordums Tider var saa talrige i vort Land. Og de udøves endnu den Dag i Dag flittigt ved Bredderne af Ødemarkens talløse Søer. Og ikke alene der. Hvem af os har ikke som Dreng spyttet paa sin Orm, saadan som man rent instinktmæssigt gør det endnu, og mumlet:

,,Annappa Antti ahvenia, Pekka pieniæ kaloja, Porohouso porsahia, Vææræsææri sæynehiæ, Ota onkee, sivalla siimaa, Væænnæ vækærautaa." *)

Ja, Rimter - de er de mest hemmelighedsfulde af de Fisk, jeg har fanget.

Der findes Fisk, hvis Værdi fra et Sportssynspunkt er højere end andres. De største Sensationer, de største Sindsbevægelser bylder naturligvis Kongen blandt Fiskene, Laksen, og dens Halvbroder Ørreden, men inden jeg havde den Ære at gøre disse Højheders Bekendtskab, hvilket først indtraf for en Snes Aar siden, var det Rimten, der hos mig fremkaldte

*) Denne Trylleformular, der ikke er til at oversætte nøjagtigt, tydes omtrent som følgende:

Anders giv mig Aborrer, Pekka Smaafisk, Askepot, giv mig Grise, Hjulben giv Rimter; hug paa Krogen, ryk i Snøren, vrid paa Lysteren.


de største Fiskersensationer. Og endnu den Dag i Dag lader jeg alle andre Fisk være, hvis jeg kommer ud for det Tilfælde at komme i Berøring med Rimten.

Rimten, den store Rimte, saadan fra et halvt Kilos V ægt opefter, har taget min Fantasi fangen og indflettet sig i mine natlige Drømme i lige saa høj Grad, som Tranerne i Jukolabrødrenes. Findes der maaske noget fornøjeligere Væsen end denne Fisk med dens rolige og dog kraftige Bevægelser, fyldig og velnæret minder d en om en Bondepige, der lige træder ud af Badstuen. Med sin lille Mund, sine røde Finner, sin harmoniske Krop ligner d em

en Havfrue. Naar Rimten er fanget, gør den først voldsom Modstand, men om en føje Stund gaar den plaskende i Ketsjeren, næsten som var det den en Fornøjelse, uden at kæmpe til sidste Aandedrag som Ørreden. Man behøver ikke at tage den med Vold bare man giver sig lidt Tid. Jeg ved ikke, om den bliver træt, eller om den forelsker sier i Fancrst-o o manden. Jeg synes somme Tider, den elsker mig, ligesom jeg elsker den, at den synes lige saa tilfreds med sin Død, som den ligger der uåstrakt i del grønne Græs, som den forhen var det med sit Liv, hvilket øjensynligt er ganske sorgfrit, da den er en altædende Fisk. Den fortærer Orm, Fluer, Bløddyr og lignende, og sikkert ogsaa andre Fisk, eftersom den bider paa Agnfisk og særligt paa Skeblad.

Rimten er en Fisk, der færdes overalt, men søger man efter den, kan man kun finde den ved Legen samt paa visse Tider i Strømme og Fosser. I Søer og i Havet aabenbarer den sig som den flyvende Hollænder, paa en eller anden solhed Dag opholder den sig paa grundt Vand eller lavvandede Vige og forsvinder saa, for ikke at vise sig før om et Aar i lignende Vejr. Den er en sky Fisk og endnu forsigtigere end Ørreden, men naar det stikker den, kan den undertiden lade en komme midt ind i Stimen og plasker gladeligt uden at bryde sig om Fiskeren - eller hans Grejer.

Undertiden bider den derimod, som den er tosset, men holder ligesaa hurtigt op med det ig·en , øjensynligt aner den Fare for sig selv ved at se de

andres Sprællen. Med Bundgarn og Ruser fanges den nok men sjældent paa andre Tider en'd i Legetiden. Med Vod tages den sjældent, og det paas"taas, at den i Lighed med Brasen undgaar Vodd·et ved at trykke sig tæt mod Bunden, den 'lægger sigi oven i Købet paa Siden og 1ader Voddet glide ov·er sig.

J eg mindes ikke saa bestemt hvornaar 1· e,1 fik ' . 0

min første Rimte, men J·eg mindes engancr da i·ecr o, , V

til al begynde med ingen fik, hvor ivrigt jeg end ønskede det.

I mit Hjemsogn Iisalmi findes en Strøm ved Navn Vieremæ, som slynger sig mellem Enge og Løvskove flere Kilometer fra Vierema Sø til Søen lijærvi. Ved Begyndelsen af Strømmen ligger en høj Odde ved Navn Kyrønmæki, nedenfor hvilken Vieremæ Priæstegaard ligger. Det var der, jeg til-bragte mine Drengeaar, da Jagt- og Fiskepassionen først vaagnede hos mig. Derfra har jeg bevare,'IJ følgende Minde.

Jeg sidder paa Grønsværen ved en stille Bucrt 0

af Strømmen og lader, som jeg meder, men meder ikke. Spidsen af Slangen synker ned i Vandet, og der glemmer jeg den, thi jeg følger med spændte Blikke en anden Persons Meden. Det er en gammel Gubbe, Juntta Tammi, en enøjet, hjulbenet Støder, som jeg aldrig havde set i tørre Bukser eller med Sko paa Fødderne. Han var en Særling, som hele Vinteren laa i Hi i Badstuen, men en Fisker af første Klasse, hvis Fangster og Bedrifter var 'saadanne, at han stod for Drengen som en Halvcrud'

t:, '

hvilket han virkelig var, for saa vidt som man aldrig vovede at nærme sig ham ved hans Fiskepladser. Hvis det hændte, at jeg maatte ro forbi ham, stirrede hans ene Øje uheldsvangert, og med knyttet Næve raabte han: ,,Hvis du ikke snart holder op med at skræmme Fisken bort og pakker dig af Vejen, forbandede Præsteknægt, saa skal ... " Og han havde Ret, en Fisker, og i Særdeleshed en Rimtefisker en Sommernat, maa man ikke forstyrre. Men han fængslede min Interesse, saa at jeg anb'ragte mig e t Stykke derfra, for, skjult af Sivene, at følge hans Adfærd.

Juninattens Taage svæver over Strømmen. Og der skimtes en graa Hat og Føreren af en Baad og Stangens forsigtige, spøgelsesagtige Bevægelse over Vandet. De glider alle tre - Hatten, Stangel] og Baadføreren - lydløst ned ad Strømmen ocr nu ' :::, og da høres et Slag af en Fiskehale, et utydeligt ,,eh", og saa dirrer Stangen, og et Plask tilkendegiven, at Juntta har faaet Fisken om Bord i sin Baad der

' er halvfuld af Vand. Alt foregaar lydløst og lurende, uden Skramlen og Stød. Lidt efter lidt fører Strømmen ham udenfor Synsvidde. Men en Stund efter kan man høre Raslen i Sivene, og Junttas Baad glider op til det øverste af Fossen og derefter ud i Strømmen igen. Han styrer den med· :Strømmen ven mea ·cten ene Haand at rør-:~ Styreaaren, der rager ud fra Agterstavnen. Med den anaen Haand fører han Stangen, hvis tykke Ende er stukken ind under hans Knæ. Han løfter og sænker Stangern, men kasler ikke.

Rimter plasker rundt omkring Baaden, men han standser ikke, men ligesom glider frem nedad Strømmen, og dette gentages Gang paa Gang, og for hver Rejse nedad, faar han nogle Rimter. Naa.r


Morgenen begynder at gry, vender han ikke mere, og ogsaa Rimterne er forsvundne.

Højere op ad Dagen plejede Gubben at komme og falbyde Nattens Fangst, en Birkebarksrandsel fuld af store, fede Rimten. Han fik Pengene, et Maaltid Mad, en Snaps og en Haandfuld Tobaksaffald af Fars bedste Mærke. Vi forsøgte at lokke Hemmeligheden ved hans Fangstmaa.de ud af ham, men han røbede den a1drig. Jeg sneg mig ned til hans Baad, men fandt der kun en lang Fiskestan:g, lavet af Kærgran paa hV1is tynde Ende, Barken: sad. Snøren og Krogen var fjernede. Rimeligvis var 'hans Krog af samme Slags, som almindeligvis brugtes paa den Tid, en srodlvanlig Messingtrekrog: med kort Spids. Mage til havde Tjenestedrengen og jeg ogsaa, men Fremg:angsmaadens Hemmelighed laa tydeligvis ikke i Redskaberne, men i at man for at have Held med sig, maatte bevæge sig lydløst, uden at buldre eller slaa med! Stangen, samt all lade Maddingen drive naturtro med Strømmen og Baaden uden at standse, hvor Rimterne myldrede. N aar han tog Fisken ind, krængede han Baaden paa Siden og lod Fisken glide over Rælingen uden en Lyd. Jeg fik ikke en eneste større Rimte, hvilket maaske ogsaa beroede paa, at naar Rimterne var der, var Juntta der ogsaa, og naar han ikke var der, var der heller ikke nogle Rimter. Jeg fik snart nok af mine forgæves Forsøg. Desuden fik jeg netop paa den Tid en Bøsse og kom under Skovens Trolddomsmagt saa grundigt, at jeg først henved tyve Aar senere igen opdagede mine Drengeaars Fiskerinstinkter.

Og det var Rim terne, der opflammede · deIU1e Passion til en Lue, som siden aldrig slukkedes.

Det var en varm, straalende Sommerdag ude i Skærgaarden ved Porkala. En munter, sydlig Brise stod paa mod lden grunde Vig ved den sydlige Bred af Lill-Svartø. Jeg var paa Vej til min Aborrebanke, men før jeg skød Baaden ud, kastede jeg for Morskab ud. Øjeblikkelig dukkede Floddet ned med et heftigt Ryk, og jeg mærkede en stor Fisk paa Krogen. Den var saa stor, at den maatte trættes ud og saa trækkes forsigtigt op paa en lav Klippe, hvor Bølgeskvalpet hjalp til at faa den paa det tørre. Det var en Rimte Jeg kastede ud igen, og næppe var Floddel ude, før det igen dukkede ned. Jeg fik den ene Rimte efter den anden. Snart saa Fiskerens Søn, hvad der gik for sig, og: ilede til med sin Fiskestang for at dele Rovet. Desuden indfandt en ung Dame sig, saa at vi var tre Stænger, og: vi fangede alle tre Fisk næsten i hvert Kast, saa at vi inden rel længe havde henimod 50 Stykker. Men efter at del havde staaet paa omtrent i en Time, holdt det pludseligl op at nappe. I min Iver tænkte jeg, at de nok skulde komme tilbage i Morgen, hvis det

var samme Vind. Vinden var den samme, men ingen Rimter hverken saas eller hørtes. Den flyvende Hollænder havde vist sig og var forsvundet igen.

En Gang senere traf jeg paa Rimter ude ved et Stenrev i Havet udenfor Jærvø, hvor der løber en stærk Havstrøm.

Det var en tidlig Morgenstund, og da jeg nærmede mig, var hele Grunden en eneste Legeplads, hvor Rimte.rne tumlede mellem hverandre og slog Koldbøtter. Forgæves forsøgte jeg at friste dem med mine Orn1. Jeg ved ikke, om de blot "badede", som Skærbonden siger, eller om de fangede nogle Insekter eller Smaafisk eller Fiskeyngel, maaske Elritser, siden de forsmaaede alt andet.

Denne Oplevelse var da ny for mig, senere er det delvis lykkedes mig at løfte paa Hemmelighedens Slør, men den fuldstændige Afsløring hører endnu til mit Fremtidsprogram. Man har forsøgt at udfinde et Slags Universalfangstredskab, paa hvilket man efter Omstændighederne med størst mulig Sandsynlighed kunde faa Fisken til at nappe, naar den indfinder sig paa sine Foderpladser. Man har stilet efter at kunne bemægtige sig Fiskene, naar de var sultne. Naar Fisken fordøjer Føden paa sil Gemmested eller af anden Grund er uden Appetit, kan naturligvis ingen Magt paa Jorden tvinge den til at aabne Munden, saa maa Agnen være aldrig saa lokkende, men naar den gaar op for at tilfredsstille sin Sult med den Føde, som Naturen byder'~ naar den altsaa dog fortærer noget, bør man jo i al Rimeligheds Navn ogsaa kunne faa den til at bide paa kunstig Madding, livis denne er af den rette Slags, og Grejerne fine nok, samt Fiskeren paa Højde med sin Opgave. Man har opstillet almindelige Teorier, hvilke dog ikke holder Stik i Praksis. Selv har jeg forsøgt fine Fluer, som til en vis Grad var sikkert fangende, og har ogsaa delvis haft Heldj, men kun delvis . Hvad Rimterne angaar, er jeg nu i hvert Fald betydeligt nærmere Maalet, end da jeg medede i Vieremæ og ved Porkala.

Det er atter en Sommernat. - Natten er nok alligevel den sikreste Tid for Rimtefiskeri, hvilket ogsaa forøger det hemmelighedsfulde ved denne Sport. I Fossen og paa: Bredderne har der hele Dagen hersket Liv og Uro. Man har flødet Tømmer, og begge Kværnene har malet og buldret. Rundsaven har ladet sit skærende Hvin høre, og nu og da har Vogne skramlet over Broen. Selv en enkelt Automobil er smuttet forbi , efterladende sin ejendommelige, Lugt Naar Bredderne i den store Fos er opfyldt med Tømmer, kan jeg ikke fiske de store Laks, som jeg ved findes der, og d·~ smaa Ørreder i Tilløbene plej er jeg at skaane, til de bliver større. De er jo ogsaa mine egne Husdyr, jeg har alene i Aar udsat mange Tusinde. Jeg tager kun saa mange,


jeg behøver til Bordet, af denne min "Besæ tning", og begiver mig i Stedet for paa natligt Rimtefiskeri. Om Foraaret fisker jeg helst Rimte, baade fordi de næsten giver samme Fornøjelse, som ·ørreden, og fotdi det er nyttigt for ·dette ædlere Vildt, at Rimterne, som fortærer sainme Føc;le, Fluer og Larver_, bliver fjernet fra Fossen.

Jeg har spist saa lækkert til Aften, som man kun kan det, naar man har Adgang til at raa Kokko-Saimas velstegte Ørreder; dem mindes jeg især fra Sommeren efter den store Hungervinter-i_ Medens jeg venter paa Solnedgangen, vælger jeg efterhaanden de Fluer, jeg ef ter foregaa·e ,1de Aft ns Iagttagelser af Insektlivet . anser for at være fristende for Fisken. Blandt Fluerne find·zs saadann1e, som jeg har købt paa maa og faa for længe siden, andre som er bestilt efter Anbefalinger i engelske Bøger, og ogsaa nogle særlige, egne Flu·cr tilvirket efter naturlige Insekter, som jeg havde sendt Fabriken. Jeg har blødt Forfangene op, vunden Linen paa Rullen og skruet Stangen sammen. Det er vel snart paa Tid at begive sig af Sted for at se, om Rimterne har indfundet sig nedenfor Fossen. Tømmerflødningen er hørt op, Kværnene standset, Kværnfolkene fjernet sig, alle Folk ved Fossen er gaaet til Ro. Solen gaar ned, men dens Lys udviskes ikke. Det findes stadig overalt, et blegt Lys uden Skygg,2. Ladens Nordgavl og den blomstrende Røn bagved den er lysere end Omgivelserne. Fossens Brus lyder anderledes om Natten end om Dagen. Den dybe, mægtige Grundtone dominerer vel altid, men samtidigt hører man Smaabækkenes og Faldenes Brusen og Plasken, enhver for sig og alle paa e·~n Gang.

Jeg har allerede siddet en Stund paa en yndig Plads under skyhøje Birke og ældgamle Asp ved Bredden af Dødvandet. Der ender ogsaa Tømmerbommen, som begynder ved Broen. Netop der , hvor denne Tømmerbom ender, er det rette Sted at mede store Rimter.

Det er formelig en ideel Plads for Fiskeri. Man kan sidde der og nyde Tilværelsen ogsaa uden at fiske, men Stedets Fortryllelse øges ved, at der er en Fiskeplads. Under de store Træer staar en Badstue, tæt derved en Brændestabel, gemt bag alt de tte fe:ler man sig ligesom ved Bredden af en Ødemarksfos. Her ser man hverken Broen eller Kværnene

' kun det yndige, smule Vand og Eng-en paa den anden Br~d og bag den Skovbrynet, bag hvilken Solen gik ned. Der kan man, staaende paa en passende Sten, gøre sine Kast just saa lange, som de bør være, lidt udenfor nederste Ende af Bommen, der gliber Strømmen FJuen og strammer Linen tilstrækkeligt. Og der findes en lille Bugt, hvor man kan lede Fisken hen og lande den bekvemt uden at skræmme

de andre, saa snart den er saa træt, at den tillader det.

I mange Aar har jeg tilbragt Aarets herligste Midsommernætter her. Fra Solen gik ned, til den stod op, har jeg her nydt baade Naturen og Fiskeriet med alle dets Glæder og Skuffelser. Herop, vandrer Rimten regelmæssigt hver Aften for at indtage sin Aftensmad og bliver her saa længe, der byder sig noget spiseligt. Den staar her og lurer paa Fluer eller Vaarfluer, som driver med Strømmen) De er sædvanligvis graa eller brune, snart større snart mindre. Naar disse Insekter sværmer og parr,2r sig eller lægger deres Æg paa Vandoverflad·~n, falder de tilsidst i Vandet og føres af Strømmen læng,2re og længere, til de tilsidst :drives mod Tømm2rbommen. og derfra spredes ov-er d·ct rolig-::1 Vand, hvor Rim terne staar paa Lur og venter paa dem. En Del Vaarfluer er naaet op paa Bommen og kryber frem og tilbage, til ogsaa de havner i Vandet.

Jeg sidder og venter og lytter . Det er efterhaanden ved den Tid, at Insekterne hegynd·er at indfin_cte sig, thi Solen er allerede gaaet ned for nog·c11 Tid siden. Nu hører jeg ogsaa en Lyd, som er '1idt svær at skelne fra den, der fremkommer, naar · den sidste Brændingsbølge fra Fossen møder Dødvandets stille Skvalp. Atter hører jeg et svagt Plask og ser et Glimt af en Fiskehale. Der er han, Spejderen, den første Budbringer, som melder, at Vaarfluerne er i Anmarch, og at Rimterne er her for at tage imod dem. Nu tog den en Flue, og nu er· 'det paai Tide for mig at forsøge at tage Rimten. Bare jeg nu vidste, hvilken Art det er, som i Aften føres nedad Strømmen. Jeg kan ikke komme ud paa Bommen, og mellem Bommen og Bredden find·es ingen Insekter. Jeg prøver med en af samme Størrelse som i Gaar. Det er en lille "Hardys Favorit", paa hvilken jeg sidste Sommer efter mange Eksperimenter havde Held til at faa Nap. Min Flue falder omtrent ved Enden af Bommen og gaar i en Bue med Strømmen. Linen strammes, jeg løfter Stangspidsen - og se der. Der har vi den, og ,den er ikke saa helt lille, den maa tages forsigtigt. Rimten er, synes jeg, næsten morsommere at køre træt end en Ørred af samme Størrelse. Den gør nok i Begyndelsen en hefti g Modstand, ·den tager n1ange StanD'lænader Line ud

0 ~ '

gaar langt ned i Bagivandet og kæmper kraftigt mod Stangen, men saa kommer den op, Tomme for Tomme, uden unødvendigt Vrøvl. Den er en fornøjelig Fisk for en ældre Herres Sport, et enes taaende Emne for de lyse Sommernætters stilfærdige Fiskeri. Man behøver aldrig at frygte, at den i sidste Øjeblik kommer med ubehagelige Overraskelser. Den synes ligesom at blive forpustet som Følge af siin Fedme.

Fortsættes.

128 SPORTS-FlSKEREN 193C

Største Udvalg!

Lystfiskere køber de rigtige Fiskeredskaber for

Laks, Ørred og Gedde

hos

P. I. Stjernholm, Adelgade - Skive. Tele!. 256

Billigste Priser!

11111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111

Jagt= og Fiskerimagasinet. Studiestræde 48. KØBENHAVN. Hj. al V. Boulevard.

Flere Nyheder i Stænger. - Nye Anti-Bach-Lash Hjul. - Nye

Woblere. - Nye Snapdyp. - Nye Blink.

Krogsgaards danske Ørredfluer, fabrikeret i England. '

I I I I I I I I I I I I I I I I I li I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I 1111111111111111111111111

Holstebro Turistforening Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og

Stalling samt Gedder. Dagskort a 2,00. - Ugekort a 5,00. - ·Aarskort a 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos · MartinSchmidt. Maaneds, og Aarskort kun hqs Martin Schmidt.

·· 'Sportsfiskere, der · :besøger : Skjern .Aa; anbefales · Højskolehotellet, Skjer!l. Ved mindst 3 Dages Oph.old 6,00 Ki:. pr. Dag for · fuld Pension. :.._ I. :Kl. Værelser. - God Garageplads.

Telefon 39. · Ærbødigs! . s. ·.· R Å V' N.

-·---·--------------·Fangst=Journalen · ·- - - . '

Kr~ 2,5_0~ . S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.

--------------------••••••••••••••• . Hotel ._ •••• -~.~-~~ ... , . . '

,;TR·OL·DHØJ'' . :· • • • • • • • • • • • • • • • • • •

·Tel~f: 1 - . Troldhed.e - Tei~f. 1

Fiskekort . til V ~rgod og Skjern . Aa, Arsfand til A'aen 3/4 .km; jngen Steder over 3 · km til først- . næ~nte. - Værelser a·-2,50 og i,50 . ..:... ·-Mfddag .

a 1,50 fra Kl. 12 til 13. - Bil til Udleje .

Chr. C h ristens en . , ...................................... :

I

Hotel Schaumburg, Holstebro. Tell. 42 " 172. - - - Statstelefon 16.

Byens bedste Hotel. Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Vesty Hald; (Ny Ejer.)

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Stort, nyt Lager i Stænger, Liner, Fluer, Spirmere

- for ethvert Brug. -

Tele!. 68 Hans Foghs I;:ftf., Skjern. Telei. 6S.

v/ E. Olesen.

••a••••••••••••••••••••••••••••••••••••m

A U n f I• (I k haves altid levende i alle Størr~lser til saavel O Laks, Ørreder som Gedder, Forsendes overalt

__ til 15 Øre pr. Stk. + Porto.

Vagn Aage Madsen, Skolegade 6, Holstebro.

Grønlunds Hotel modtager Lystfiskere Behag pr. Døgn..

Pension fra 6-8 Kr. efter

-P. M. Pedersen,

Tlf. 19. SKJERN. Tlf. 19.

Lystfiskere, · --der dyrker Lakse-, Ørred- og Stallingfiskeri og vil forsøg€ Storaaen, · kan faa alle Oplysninger om Fisker:et og Fiskepladser hos mig.

Vi fører _alt i .Lystfiskeriartikler.

MARTIN SCHMIDT & SØN, Cigarfabrik, Nørregade 10,

Tlf-. 137. = HOLST E B R 0. = Tlf. 137. ' '

Indholdsfortegnelse: Pra . · IslMd. - En Fisketur. · - En · Bemærk

ning. - Lindenborg Aa. · - De hemmelighedsfulde: Rimter.

Artikler -til Bladet bedes indsendt inden den 10. i · hver Maaned til Redaktionsu.dvalgets . Formand Dr. Sv. · Lauesgaard, Aalborg.

Formand: Fabrikinspektør S. Hansen, Varde .

Ntuifdrmand:. ~ontorch~f Ryesgaard·, . Aalborg .

Kasurer: . P?stmes!er . Chri.stensen, Varde. .

Kontingent og I~dmetdelse sker til Postmester Christensen, Varde . Post.konto :11140 .

Kontingmt er 8 Kr. aarlig . (Ægtefæller 11 ~r.)

Forening-ens Medlemsorgan •Sportsfiskeren• udkommer den 1. i hve1 Maaned. ·

Annoncer indsendes til Bogtrykker Sørensen, Holstebro .

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro

Documents

Sportsfiskeren 11 1930