N R . 4 . 1 9 6 3 1 2 . Å R G A N G

Da jernet kom til verden ......................... 3Varde Staalværksforsøg.......................... 7Fra sikkerhedsfronten............................. 8Fra afdelingerne..................................... 9Siden sidst........................................... 12Fra Schweiz......................................... 16Brev fra søen ....................................... 20Olsen .................................................. 24DDS’ orkester...................................... 27Nye svende.......................................... 29Personalia ........................................... 30Til lykke ............................................. 31Vi bygger ............................................ 32

Tryk:Kay Hansens bogtrykkeri,

Frederiksværk

Udkommet d. 9. december 1963Trykt i 2.100 ekspl.

Erik Stub, som døde i sit hjemden 13. september i en alder af kun48 år, havde gennem længere tid lidtaf en snigende sygdom. Men selv omhan vel var vidende om, hvor detbar hen, og selv om han ofte havdestore smerter, bar han sin lidelse medstor styrke og passede sit arbejde, sålænge han overhovedet var i standdertil, og endda havde han et smil oget venligt blik tilovers for os andre.

Det må have været svært for enellers så livsglad mand som Stub atvære syg, og også for hans unge hu-stru, der tålmodigt stod ved hans sidelige til det sidste.

Stub blev ansat på DDS som re-parationsmester i 1947. Han var denfødte arbejdsleder med en udprægetretfærdighedssans. Han var venlig, menbestemt i sin adfærd og aftvang umid-delbart respekt ved sin personlighed ogfaglige dygtighed. Skønt rolig og be-sindig af væsen forstod han ved smi-dighed og et godt overblik at klarede for en reparationsafdeling ofte såvanskelige opgaver til alles tilfredshed.

Vi har i Stub mistet en god med-arbejder, og vi vil savne ham.

BC

Rettelse:Side 16, 2. stykke, 4. lin. , 300.000,

læs 800.000.

I N D H O L D :

F O R S I D E B I L L E D E :

Ny tilkørsel til DDS med aut. halvbomme

RedaktørKNUD NIELSEN

I oktober havde fjernsynet en udsendelse, hvor man ved et praktisk forsøg i marken forsøgte at demon-strere en ny teori om jernfremstilling i jernalderens Danmark, uden at man dog fik nogen egentlig bekræf-telse på teoriens gyldighed.

Da en fjernsynsudsendelse sjældent går i dybden, og da der allerede for denne forelå en særdelesinstruktiv artikel om emnet i tidsskriftet »Skalk«, som udgives af Forhistorisk Museum, Århus, har vi, daemnet skønnes af særlig interesse for Staalbaandets læsere, opnået tilladelse til nedenstående gengivelse.

TENALDER - broncealder - jernalder.R æ k k efø lg en a f o ld t i d en s t re

»aldre« er så velkendt, at den forekom-mer som en naturlig ting, der ikke kanvære anderledes. Men er det nu så selv-følgeligt? I hvert fald kan man med godgrund spørge, hvorfor bronzen kom førjernet, der forekommer hyppigst i na-turen, og tilmed har det fortrin fremforbronzen, at det ved opvarmning bliverblødt og kan smedes. En af grundenetil, at jernet er kommet på sidstepladsen,kan måske være, at de metaller, somindgår i bronzen, smelter ved en nogetlavere temperatur end jernet. Jern-udviklingsprocessen er desuden temmeligomstændelig. Kobber f. eks. kan man ud-smelte ved at brænde kobbermalm i enovn sammen med trækul. Det sammekan man gøre med jern, men ved afkø-lingen viser jernet sig at have en storfejl: Det er skørt og kan ikke smedes.Jernet har nemlig optaget kul fra træ-kullet og er blevet til støbejern. Sagenkan imidlertid klares ved, at man sletikke smelter jernet, men nøjes med atbortsmelte slaggen, der bliver flydendeved en lavere temperatur. Derved und-gås kulstoffet, men metoden giver enmeget dårlig udnyttelse af malmen, og

man har da også i nyere tid fundetbedre udveje.

Hvordan det nu end forholder sig, såer det i hvert fald en kendsgerning, atjernet kom sidst. Det var Hetitterfolketi Lilleasien, som først tog det i brug.Jernet var deres hemmelige våben, somde vågede over, og først efter Hetitter-rigets fald godt et årtusinde før Kristifødsel bredte kendskabet til det nye ma-teriale sig ud over verden. 700 år senerenåede det til Danmark. Om det ældstedanske jern var indført, eller om vistraks fra begyndelsen har kunnet frem-stille det selv, er et åbent spørgsmål.Men råmaterialet havde vi i mosernesmyremalm, og vi ved med sikkerhed, athjemmeudvinding har fundet sted senerei jernalderen; det fortæller de mangefund af jernudvindingspladser. I almin-delighed er de ganske vist vanskelige atdatere, men nu og da sker det dog, atder mellem slaggerne findes oldsager,som røber alderen. Når vort kendskabtil jernudvindingspladserne er så omfat-tende, skyldes det i første række de storeindsamlingsarbejder, som er udført aflærer Rasmus Mortensen og professorNiels Nielsen.

Stort set kan der skelnes mellem to

3

forskellige former for jernudvindings-pladser: slaggegruber og slaggedynger.Det er tydeligt, at de svarer til hver sinudvindingsmetode. Slaggegruberne be-står, som navnet siger, af gravede gruberi jorden. Hver grube er ofte udfyldtmed en enkelt, stor slaggebrok, der kanveje op til 175 kg. Slaggedyngerne der-imod ligger oven på jorden, og hverdynge indeholder mange småslagger. Pådyrket mark er dyngerne altid spredt,men i skove og på heder kan man findedem urørte. Mens slaggedynger kendesfra hele landet og fra Norge og Sverige,så træffes gruberne kun i Jylland ogsydpå over et bredt område af Mellem-europa. Ingen af slaggedyngerne harkunnet dateres tilbage til forhistorisktid; gruberne derimod rækker i hvertfald et godt stykke ned i jernalderen, ogdet er om dem, der nu skal tales.

Fremgangsmåden ved den ældste dan-ske jernudvinding har man gennem man-ge år i hovedsagen anset for at være etløst problem. Man forestillede sig grubenindvendig beklædt med ler og fyldt opmed trækul og jernmalm i skiftende lag.

Trækullet blev antændt, og under bran-den pustedes luft ned ovenfra. Når slag-gen var smeltet, sank de små, faste jern-dele på grund af deres vægt ned gennemslaggemassen og lejrede sig på bundenslag af endnu uforbrændt trækul. Efterbrændingen, når slaggen var størknet,måtte man for at få fat i jernet brydeslaggeblokken op.

For et par år siden undersøgtes iDrengsted i Sønderjylland fem slagge-gruber. Under udgravningen blev dergjort iagttagelser, som var vanskelige atforlige med den traditionelle opfattelseaf jernudvindingsmetoden. Tre af de femgruber var forstyrret, men to lå urørte,og det sås tydeligt, at slaggen aldrig harværet brudt op. Alligevel var der intetjern på bunden, som man skulle vente,hvis teorien holdt stik. Dernæst fremgikdet klart, at smeltningen af slaggen ikkehar fundet sted i selve gruben. Denflydende slaggemasse er kommet strøm-mende oven fra. Fra det område, hvorslaggen er højest, har den fordelt sig nedi gruben og ud til siderne. Det er tyde-ligt, at nedstrømningen ikke er sket på

En af Drengsted-gruberne, lodret gennemskåret. På billedet til højre er det ved pile antydet,hvordan slaggen er strømmet ned og har fordelt sig i gruben.

4

Det lodrette snit viser jernudvindingsgruben,som man forestillede sig den efter afsluttet bræn-ding. På bunden trækul — uforbrændt på grundaf iltmangel. Derover jernet, som man tænkte signedsunket på bunden af den flydende slaggemasse.Øverst slaggen, der nu er størknet til blok.

én gang, men gennem længere tid. Flageraf det løse sand, hvori gruberne er gra-vet, er fra tid til anden skredet ind.Slaggeblokken er derved blevet mindreregelmæssig, end slaggeblokke plejer atvære; til gengæld er det blevet lettere atspore slaggestrømmene. I den ene grubefandtes øverst rødbrændte lerflager medslaggedråber på den ene side, og i bun-den af den anden grube lå der et tæt lagaf forkullet halm. Aftryk i slaggens un-derside viste, at halmen ikke har liggetløst, men har været samlet i et knippepå mindst 20 cm diameter. Halm og ler-flager med slaggedråber blev også fun-det i de mindre velbevarede gruber.

Alt dette viser klart, at den gamleopfattelse af jernudvindingsprocessen mårevideres grundigt. Udsmeltningen erikke foregået i selve gruben. Over denmå have stået en ovn, og derfra er slag-gen løbet ned. Lerflagerne, som blevfundet i Drengsted, og som også kendesfra ældre fund, er rester af denne ovn.Hvordan ovnen så ud, behøver vi ikkeat gætte os til. Ved nærmere eftersynviste det sig, at der foreligger en næstenfuldstændig bevaret ovn og brudstykkeraf flere andre fra et jernudvindingsfundved Hamburg. Som billedet viser har

Den næsten fuldstændige jern-udvindingsovn, som er fundet vedHamburg, har været mønster forbilledet til venstre. Til højre etlodret snit gennem en ovn, somer fyldt og klar til antænding.Under brændingen har man på-fyldt mere trækul og malm.

5

ovnen skorstensform; den er åben ned-efter, og nederst i siderne er der flerelufthuller. Slaggedråber indvendig i ov-nen fortæller tydeligt om brugen.

Rekonstruktionstegningen viser, hvor-dan vi nu må forestille os det samledeanlæg. Ovnen har været opstillet påmarken over gruben. Nedgravningensform har naturligvis varieret; men ireglen har gruben nok videt sig ud ned-efter, hvorved man opnåede størrerummelighed. Gruben fik altså en for-holdsvis snæver munding, som man harlukket med en halmprop.

Ovnen er nu blevet »beskikket« vedat trækul og myremalm afvekslende erblevet hældt ned fra oven, og derefterhar antændingen fundet sted. Lufttil-førslen er foregået »af sig selv« gennemhullerne forneden. Brændingen har an-tagelig stået på gennem flere dage.Halmproppen er brændt ud, og densmeltede slagge er løbet ned i gruben.

Men jernet? Det skulle jo efter dengamle opfattelse i kraft af sin tyngdesynke ned og lægge sig til hvile på gru-

bens bund. Da det ikke blev fundet i deurørte Drengstedgruber, må vi gå ud fra,at teorien er forkert. Jernet må væreblevet oppe i selve ovnen. Forklaringener formentlig denne: Når jern opvarmestil en bestemt temperatur, bliver detblødt og klæbrigt. Samtidig med at slag-gen er løbet bort, har de bløde jernkornklæbet sig til hinanden og til ovnenssider. Jernet bliver med andre ord hæn-gende i ovnen som en svamp, der tilslut falder eller stødes ned på ovnbun-den, hvor den udtages.

Ovnen har antagelig kunnet brugesflere gange; men den ublide medfart,som den fik ved brændingerne, har dogsikkert gjort dens levetid ret kortvarig.

Ovenstående er endnu en teori. Nogenstøtte kan dog hentes ad etnografisk vej,som billedet viser, og formodningen om

»jernsvampen«s dannelse bestyrkes af eti England foretaget forsøg. For at opnåsikkerhed er det dog nødvendigt, atfremgangsmåden prøves i praksis, ogforhåbentlig vil der blive mulighed forat gennemføre et sådant eksperiment.Der bør også foretages flere udgravnin-ger. Statens almindelige Videnskabsfondhar ved sin sidste uddeling betænkt dekommende undersøgelser.

Gennem C 14-analyse af halmen iDrengstedgruberne er disse anlægs alderfastslået til ca. 200 efter Kristi fødsel;men hvornår metoden først blev tageti brug herhjemme, ved vi som sagtintet sikkert om. Vi ved heller ikke,om jernet kun har været til hjemligbrug, eller om noget af det er anvendttil eksport. De mange slaggefund viser,at jernudvinding har fundet sted i storstil i Midt- og Vestjylland. Træet tilbrændingerne har man hentet fra sko-vene, og det er ikke umuligt, at vi herhar en af grundene til, at lyngen bredersig så voldsomt netop i de områder ognetop i jernalderen. Udbyttet af en en-kelt brænding har ikke været stort, ibedste fald vel 30-40 kg jern, og derligger en lang arbejdsproces mellem detteråmateriale og de færdigsmedede brugs-genstande. Man må ikke forestille sigjernvarer så billige som nutildags. Fraskriftlige kilder i tidlig middelalder vedvi, at et smedet sværd havde sammeværdi som syv køer, og at et bidsel ko-stede mere end en hest.

Olfert Voss.

Jernudvindingsovne fra Vestafrika. Ovnen fyl-des ovenfra mod trækul og jernmalm — det sidst-nævnte dog kun i ovnens øverste trediedel, hvordet lægges lagvis mellem trækullet.

Slaggen flyder ikke ned i en gravet grube, menud gennem hullerne forneden. Brændingen vareret par dage. På tredjedagen falder den endnuglødende jernmasse ned på ovnens bund.

Slaggeblokke har ofte en karakteristisk tragt-form. På dråberne i slaggemassen kan man se, atblokkene har ligget med den brede flade nedad.Vi får herigennem en forestilling om formen afdet hulrum, som slaggen har udfyldt.

Som det fremgik af udsendelsen i fjern-synet, kom man ikke til et positivt resultatmed forsøget i Sønderjylland, idet de til rådig-hed stående midler var for primitive. Fort-sættelsen af forsøgene blev derfor henlagttil Varde Staalværk, hvor man har mulighedfor at gå mere systematisk frem med indsatsaf fagfolk og instrumentering til overvågelseaf processernes forløb.

Varde Staalværk har været så venlig atgive os følgende oplysninger om forsøgetshidtidige forløb:

Det første forsøg, der er udført med 2ovne, nøjagtig som beskrevet i »Skalk«, ernu afsluttet. Ovnene var forsynet med tempe-raturmåleinstrumenter under forsøget.

Resultatet blev nogle kilogram jern, delsi form af jernsvamp og dels som grovkry-stallisk jern. Begge former lader sig smede,når blot temperaturen holdes tilstrækkelig høj.

Jernets kemiske sammensætning er:Kulstof = 0,01 %, Silicium = 0,76 %, Man-gan = 0,04 %, Fosfor = 0,67 %, Svovl =0,03 %.

En del af Si-indholdet stammer sansynlig-vis fra slaggeindeslutninger.

Til sammenligning tjener, at SM-stål kanhave følgende sammensætning:C = 0,15 %, Si = 0,30 %, Mn = 0,60 %,P = 0,02 %, S = 0,03 %.

Der er planlagt endnu to forsøg. I detførste håber man at opnå en højere tempe-ratur i ovnene. Dette forsøg vil blive kørtmed fuld instrumentering af ovnene. Indendet sidste forsøg forventer man at have ind-høstet så megen erfaring, at man kan udføreprocessen på jernaldermanér uden anvendelseaf instrumenter.

På vedstående fotos ses ovnen på VardeStaalværk.

7

FRA

Sikkerhedsfronten

Antal personskader pr. måned.Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde

vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigtingen personskade er sket.

Let.... 13 9 15 13 lo 11 9 12 11 6 11 8 13 5 11Middel. o o o 2 o 2 o 1 2 3 1 1 o 1 oSvær... o o o o o o o o o o o 1 o 1 oDød.... - - - - - - - - - - - 1 - - -

Heraf personskader med sygedage: o 1 2 3 4 og flerejuni 2 1 1 - 9juli 1 - - - 6august 4 1 - - 6

CEL.

Sikkerhedsingeniør C. E. Lang

I månederne juni, juli og august 63 er forekommet en personskade forhver 95, 18o og 114 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvisl,o5 %, o,55 % og o,88 % af samtlige ansatte er kommet til skade.

S A L G S A F D E L I N G E NSalgschef V. Andersen.

Forholdene på det europæiske stål-marked bliver stadig mere brogede. ITyskland er produktionen faldende,samtidig med at importen er stigende.Værkerne kæmper en hård kamp for atfå ordrer nok, og trods alle gode for-sætter reduceres såvel hjemmemarkeds-som eksportpriserne stadig med det re-sultat, at en rentabel produktion næppeer mulig. Samtidig arbejdes der også iFrankrig på at få hævet importtoldenyderligere for at spænde ben for impor-ten fra tredielandene, og dette giver an-ledning til protester på allerhøjeste planog advarsler om meget skarpe modfor-anstaltninger fra USA, såfremt Fælles-markedet ikke kan løse sine internevanskeligheder.

Det er nødvendigt for DDS at leve optil de meget lave priser, som disse for-hold medfører, og som det ligger i dag,er det påkrævet yderligere at skullenedsætte priserne først og fremmest påplader. På dette marked hersker et regu-lært kaos, de udenlandske værker tagerordrer til en hvilken som helst pris,fastslåede regler fraviges bare for atredde flest mulige ordrer uden hensyn tilrimelighed og god sædvane. Kun étdrejer det sig om, at holde produktionenigang. At det volder besvær, kan ses af,

at man i fællesmarkedslandene har måt-tet slukke adskillige højovne og SM-ovne, samtidig med, at der arbejdes pånedsat arbejdstid i valseværkerne.

Nu da vi er ved årets slutning, kanvi være tilfredse med, at det er lykkedesos at komme godt igennem et megetvanskeligt år, med så godt som fuld be-skæftigelse; om også dette skal lykkes idet kommende år, er det endnu for tid-ligt at udtale sig om.

Salgsafdelingen i november 1963.V. Andersen.

S T Å L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

Produktionen i 3. kvartal udgjorde82.258 tons, hvilket er samme produk-tion som i sidste års 3. kvartal.

I øvrigt er der ikke meget at berette.Fundamentet til en skrotsaks er alleredestøbt, og monteringen af selve saksen vilske i det kommende år. Samtidig medsaksens opstilling vil lasteforholdeneblive forbedret ved en forlængelse afskrotbroen mod nord. Endvidere er detbesluttet at opstille et vejearrangementfor skrot.

Indførelsen af ovennævnte vil for-bedre vore produktionsvilkår betydeligt,og vore ventetider vil blive reduceretvæsentligt.

9

P R O F I L V Æ R K E TValseværksingeniør J. Andersen.

Blokværket.Produktionen i 3. kvartal har været

normal. Der har været nogle mindredriftsstop på grund af fejl ved arbejds-rullebanens drivmaskineri, og mulig-hederne for en eventuel forstærkningundersøges.

Grovværket.I grovværket har produktionen været

god, og der har ikke været større drifts-stop.

Der er til klipning af U- og I-jernbestilt en speciel profilsaks, der ventesleveret i slutningen af oktober måned.

Finværket.Finværksproduktionen blev noget

større end i det tilsvarende kvartal i1962, og den samlede færdigjernsproduk-tion i grov- og finværk har i årets første9 måneder været 83.919 tons, hvilket erca. 4.500 tons mere end i den tilsvarendeperiode i 1962.

Produktionen i 3. kvartal 1963:

Færdig-jern

EmnerKnipler

Slabs

t. t. t.Blokværk............ 29.492 661Grovværk ........... 9.795 892

Finværk .............. 14.407

Færdigjern i alt 24.202

P L A D E V Æ R K E TValseværksingeniør J. Skov.

I år holder pladeværket en rigtig jule-ferie, idet vi ikke valser fra 22. decem-ber til 2. januar. Så vi håber på en rigtighvid jul.

V 6-arbejderne hjælper med ovnrepa-rationer fra 24. november til 22. de-cember og holder derefter juleferie.

En afstrygerbjælke til topvalsen knæk-kede en dag, fordi en spaltet pladeendeborede sig op mellem afstrygeren ogvalsen. Især plader fra tykke blokke erslemme til at spalte i pladeenderne oggabe som en sulten gøgeunge, se fig. 1.

Det sker også, at underste næb af ga-bet borer sig mellem undervalsen ogdens leder.

Der er flere årsager til, at pladernespalter. Dersom en plade er valset af enblok, som er støbt på et slidt støbebord,har vi allerede fra starten et indhak fraindløbsstenen (fig. 2). Dette bliver undervalsningen et gab i bundenden, der kanblive 300-400 mm dybt.

Er en blok, der kommer til valsestolen,ikke ensartet gennemvarmet, men kol-dere i midten end på ydersiden, vil derogså dannes et gab, og er det yderligeresådan, at blokkens eller pladens over-

10

side er koldere end undersiden, vil pla-den krumme under valsningen og over-næbet være kortere end undernæbet.Omvendt med kold side nedad. Og - deter vist sagt tidligere - opvarmningen eralfa og omega for at opnå en let ogelegant valsning uden risikomomenter.

Under selve valsningen kan gab-dybden holdes igen ved, at der valsesmeget over hjørnerne, så pladen set ovenfra ikke bliver rund i top- og bund-

enden, men så kantet som muligt, ogdesuden hjælper det også, dersom blok-ken vendes tidligt før tværvalsning, ogantagelig bliver gabet også mindre ved,at der tages store reduktioner ved star-ten. Retfærdigvis skal siges, at den megetskarpt kantede blok-bundende giver isig selv anledning til omtalte gab.

Grovpladeproduktionen oktober 1963med var 122.100 tons eller 23,2 t/timenmod 22,7 t/timen i 1962.

1 1

Kan du ikke vente med at fremkalde vore bryllupsbilledertil i morgen.

en nye folkebygning blev taget ib ru g for n ogen t id s id en og g i ver

plads til i alt 440 omklædningsskabe i 2etager, hvortil senere kommer indretningi kælderen med i alt 100 skabe. Den lidethensigtsmæssige opdeling af kælderenvar nødvendiggjort af et stærkstrøms-kabel, som først kan fjernes, når flyt-ningen af transformatorstationen harfundet sted. Formålet med den nye byg-ning er først og fremmest at aflaste denuværende overfyldte omklædningsrumog få ryddet kælderen i den gamle fol-kebygning fuldstændigt. Hertil kommer,at der i tidens løb som nødforanstaltnin-ger er indrettet flere lokale> mindre om-klædningsrum, hvis pasning og vedlige-holdelse kræver uforholdsvis megenarbejdskraft. Flere af disse rum kan nuinddrages til andet formål.Den nye bygning er bygget og ind-rettet efter tidens krav og opfylder be-

tingelserne for eventuel indretning af be-skyttelsesrum. Der findes så godt somintet træværk, hvorved man foruden atgøre bygningen brandsikker undgår endel vanskeligt vedligeholdelsesarbejde,idet træværk i forbindelse med emmenfra vaske og bade let angribes af skim-mel. Der findes således ikke egentligevinduer i omklædnings- og baderum-mene, men bælter af glassten anbragt såhøjt, at man har stået frit m. h. t. skabs-rækkernes og badenes placering.

Et effektivt ventilationssystem medindblæsning af varm luft og udsugningsørger for luftfornyelsen og hindrer emog damp fra vaske og bade i at spredesig i lokalet. Alle gulve og trapper erbelagt med skridsikkert materiale, ogvæggene er beklædt med fliser. Skabeneer uden ben, men opsat vandtæt påsokler, hvorved faren for rustdannelserfra rengøringen formindskes. Mellemskabsrækkerne er anbragt kraftige ge-lændere, hvorpå tøjet kan hænges underomklædning. Der findes toiletter påbegge etager.

Efter at der således er skaffet plads iden nye folkebygning, vil etagerne i dengamle bygning successivt blive ryddetforeløbigt, idet det er hensigten at fore-tage en længe tiltrængt reparation her.Samtidig vil gulvbelægningen og indret-ningen blive bragt op på samme stan-dard som i den nye bygning.

Når arbejdet er afsluttet, vil folke-bygningskomplekset have skabsplads tili alt ca. 1100 personer. Når hertil læggesde 300 skabe i stålværkets 2 normaleomklædningsrum, vil det sige, at vi harskabsdækning et stykke frem i tiden.

N y f o l k e b y g n i n g .

Angående cykler findes der rigeligtmed stalde til disse, hvilket imidlertidikke alle synes at være klar over, idetder stadig står henstillet cykler op adfolkebygningens facade i arbejdstiden,skønt der ikke er mere end 10-20 skridttil den nærmeste cykelstald.

Lad være med det!

kørende over skrotgården i lighed medde øvrige kraner og fylde skrottet di-rekte i mulder anbragt på vogne på høj-banen, som i den anledning bliver for-længet mod nord. Herved undgås tids-krævende omladninger.

Synes løsningen ligetil, har den dog iovervejelserne været mere kompliceretend som så, idet problemet har ligget iat få rangeringen af muldevognene fradet nye pålæsningssted på højbanen tilat passe ind i den nuværende rangering,idet de to rangeringer har modsatte ret-ninger i forhold til indkørslen til ovn-platformen.

C y k l e r .

S k r o t .

Betydningen af rationel skrotbehand-ling har tidligere været berørt i Staal-baandet, og som også nævnt tidligere erder købt en stor hydraulisk saks til sam-menpresning og opklipning af skrottettil en stykstørrelse, som stuver godt imulderne. Saksen, hvortil fundamentetstår færdigt, skulle have været leveret ioktober, men er forsinket. Den påregnesat kunne behandle ca. 60.000 tons skrotpr. år.

Angående transporten af det klippedeskrot bort fra saksen har der været for-skellige projekter fremme, og man harnu valgt en forholdsvis enkel løsning,der går ud på så vidt muligt at fjernedet klippede skrot med en almindeliglastemagnet ophængt i en traverskran

Af hensyn til rengøringen må folke-bygningernes bade- og vaskerum samttoiletterne i den nye folkebygning kunbenyttes i forbindelse med omklædning.Altså ikke til vask og barbering i fro-kostpauser og arbejdstid.

Vi er et kørende folkefærd på DDS.En torsdag eftermiddag er der såledestalt ikke mindre end 220 personvognepå parkeringspladsen uden for hegnet.Dette forhold skyldes ikke vor magelig-hed - i hvert fald ikke alene - menmere, at mange kommer langvejs fra.

Men biler kræver plads - megen plads.Den nye parkeringsplads, som nu harværet i brug nogle måneder, har for-øget mulighederne for parkering, såledesat der nu er plads til ca. 290 person-biler uden for værkets indhegning, ogmon ikke dette skulle række et stykkefrem i tiden.

T R A N S F O R M A T O R S T A T I O N

YD FOR den nye parkeringsplads ogt ennisban ern e ha r d er i d e s ids t e

par måneder været rodet og regeret endel på et areal, som tidligere var en dej-lig legeplads for Strandvejens drenge.De havde hjemmelavede skibe og enimponerende røverborg, men sandpum-peren »Uffe« lavede det hele om til ensandørken, som tennisbanerne og vorenaboer på den anden side jernbanenhavde fornøjelse af i blæsevejr.

Der blev kørt ler på for at mindskesandflugten, og det hjalp vel også en del.Nu graves der, rammes pæle og støbes.Hensigten er at bygge en ny transfor-merstation for byens og omegnens og såselvfølgelig DDS’ egen forsyning medelektricitet.

Den frilufts-transformerstation, vi nuhar ved siden af folkebygningen, harlænge ligget noget i vejen for os, og

elektroteknisk set har den heller ikkeværet ideel i de senere år.

Vi er derfor blevet enige med NESAom at flytte den - og samtidig byggerNESA en ny forsyningslinie hertil. Dengamle dobbelte linie, som har hængt påmasterækken lige siden værkets start, ernoget knap. Til april-maj 1964 vil en nymasterække stå nord for den gamle oggøre vor strømforsyning sikrere. Selvomén af vore linier skulle havarere, har vitil den tid stadig to at »hænge« på, ogden nye kan overføre lige så meget somde to gamle tilsammen.

Også »det røde palæ«, folkebygnin-gens nabo mod vest, rømmes for elek-trisk udstyr, og der bygges et stations-hus, som vil komme til at ligne enmoderne rødstensvilla.

Dette hus vil ligesom det gamle rødekomme til at rumme tavler med instru-

14

M er e f o l ke b y gn i n g .

P a r k e r i n gs p l a ds f o r b i l e r .

menter og betjeningsknapper, som mankan manøvrere de store afbrydere udepå arealet med.

Den nye station bliver indrettet tilfjernstyring, således at NESA’s hoved-kontrolstation, Glentegården i Buddinge,kan overvåge og betjene afbryderne.

Huset vil komme til at ligge i dennordlige ende af stationsarealet, sombliver græsdækket.

Vi modtager vor elektriske energi meden spænding på 50 kV (50.000 volt).Denne spænding omsætter byens og voretransformere til 10, 6 eller 3 kV (10 ibyen og oplandet, 6 i pladeværk, ma-

skincentral og det nye kontiværk og 3kV i resten af værket). 50/10 og 50/30kV transformere står i friluftsstationenog skal altså flyttes. 50/6 kV transfor-merne står ude i værkerne, og her måman så flytte 50 kV tilledningskablernefra den gamle til den nye station. Dethele sammen med tykke bundter afstyre- og hjælpekabler.

Hele dette flytteprogram kører næsteforår og sommer, og det bliver samtidigmed, at vi skal afprøve det store udstyri det nye kontiværk, så vi elektrikere fåren livlig sommer 1964.

Den nye bygning for pladesortering er rejst.

15

Typisk for den industrielle udvikling iflere af de vesteuropæiske lande gennem desidste 10—15 år er anvendelsen af udenlandskarbejdskraft til supplering af de pågældendelandes egne kræfter. — Dette forhold ersærligt udpræget i Vesttyskland, Sverige ogSchweiz.

I Vesttyskland beskæftiges således ca.700.000 udlændinge, medens de tilsva-rende tal for Sverige og Schweiz er ca.134.000 og 300.000. En stor del af dennefremmede arbejdskraft stammer fra Ita-lien, som trods sin egen industriellefremgang har et arbejdsoverskud, og daitalienerne er både flittige og intelligenteog har evne til at tilpasse sig underfremmede levevilkår, er det en skattetarbejdskraft.

Når vi herhjemme, trods det, at vorindustri heller ikke har ligget på denlade side, ikke i den grad har haft brugfor udenlandsk arbejdskraft, skyldesdette for en del, at en betydelig arbejds-kraft er frigivet ved landbrugets ratio-nalisering og overgået til industrien, etforhold der nok er mere udpræget herend i andre lande.

Men det er ikke alene italienerne, dersøger arbejde i det fremmede, også andrehar følt sig tiltrukket - bl. a. også dan-skere. For os er det imidlertid ikke sav-net af det daglige brød, der er dendrivende kraft, men - især hvad Sverigeangår - det tillokkende ved en øjeblik-kelig bedre fortjeneste. Men andre rejserud for at lære og med den baggrund be-riget at vende hjem igen for at gørelivsgerning i deres eget land. Blandtdisse er en ingeniør Andreasen, som efter2 års arbejde i Schweiz har fået an-sættelse på DDS.

Da det må skønnes at være af almeninteresse at få lidt at vide om vilkåreneog indtryk fra arbejde i det fremmede,har vi bedt ingeniør Andreasen fortællelidt herom.

16

N SCHWEIZISK MASKINFABRIK søgte idanske aviser en maskiningeniør. Denne

stilling søgte jeg, og det resulterede i 2års ophold i Schweiz.

Efter den obligatoriske helbredsunder-søgelse ved grænsen for fremmede medarbejdstilladelse, rejste jeg til en lille byUzwill beliggende i den nord-østlige delaf Schweiz, hvor maskinfabrikken lå.

I almindelighed forestiller man sig vistSchweiz bestående af ene høje bjerge.Ganske vist kunne man fra Uzwill langtborte se en enkelt bjergtop, men ellerskunne omgivelserne godt minde nogetom egnen omkring Frederiksværk, nårman ser bort fra Arresø og fjorden. Thibortset fra et friluftsbad fandtes derikke vand i nærheden. Mange af ind-byggerne i byen var at finde blandt deca. 2000 ansatte på fabrikken. I den delaf landet tales schweizertysk, som minkone og jeg i begyndelsen havde besværmed at forstå. Senere gik det bedre.

Den første uge kom jeg på skole-bænken sammen med 6 andre nyansatteteknikere, bl. a. en tysker, en østriger ogen fra Sydamerika. Her blev vi infor-meret om firmaets interne forretnings-gang, lærte at udfylde forskellige formu-larer, blev sat ind i de af firmaet be-nyttede standards o. s. v. Desuden blevvi informeret om, hvad der fandtes affritidsbeskæftigelser både på fabrikkenog i byen. Til orientering blev desudenudleveret et særdeles instruktivt hæfteomhandlende forholdene på fabrikkenog i byen.

Efter dette grundige informations-kursus, som nok også havde til formål atgive fabrikken et begreb om de nyansat-tes egenskaber og kvalifikationer, gikturen til afdelingen. Her kom jeg på en

4 mands tegnestue og arbejdede sammenmed en schweizer, en hollænder og enøstriger, så der var en internationalatmosfære. Det var der nu ikke alene påden tegnestue, det var der overalt påfabrikken, både i værkstederne og påkontorerne. I værkstedet bestod denudenlandske arbejdskraft hovedsagelig afitalienere og spaniere samt en del østri-gere og tyskere. På tegnestuen var derikke alene mange nationaliteter repræ-senteret, men også folk med højst for-skellig uddannelse. Man kunne f. eks. seen tømrer stå og tegne maskinkonstruk-tioner ved siden af en »Diplominge-nieur« med samme opgave, men samtligekonstruktionstegninger blev grundigtkontrolleret først af tegnestuens egenkontrollør for derefter at passere etnormkontor.

Firmaet havde bl. a. på grund af demange ansatte udlændinge et stort per-sonalekontor, som tog sig af de ansattesforskellige problemer. De ordnede f. eks.opholdstilladelser, betalte skat, sygekasseo. s. v. samt sørgede for noget til folk atbo i, hvis man ikke selv ville klare

Fra friluftsbadet i Uzvill.

1 7

sagen. Det, der nok kunne forbavse endansker, var, at der ingen problemer varmed at få lejlighed. Der var både storemoderne lejligheder til rådighed til enrimelig pris og uden indskud. To værel-sers lejligheder var der så at sige ingenaf, men 3, 4 og 5 værelsers var de mestalmindelige. I et bygningskompleks overfor, hvor vi boede, havde kommunensåledes forlangt, at der skulle være etvist antal 5 værelsers lejligheder til bør-nerige familier.

Efter at være faldet til i det fremmedemiljø begyndte vi at se os om.

Hvad foretog schweizerne sig i fri-tiden? Der findes overalt selv i dennelille by et utal af små restaurationer,hvor man efter endt arbejdsdag slentrerind og får sig et glas fadøl (ca. 70 øre),eller - da mange schweizere er medlem-mer af en eller anden forening - mødesde senere på aftenen her for at drøftefælles interesser, det være sig sangfor-eninger, gymnastikforeninger, fotoklub-ber, skisports- og bjergbestigningsfor-eninger o. s. v., eller man slår et slagkegler på en af byens mange keglebaner.Det syntes, som om schweizerne gjordemindre ud af hjemmelivet end vi.

Om sommeren nydes mange dage vedfriluftsbadet, hvilket findes i næstenhver en lille by.

Om vinteren kunne man løbe påskøjter på byens kunstisbane eller dyrkeden af alle schweizere så yndede ski-sport. Det at stå på ski er noget, manlærer fra barn af. Hver lørdag og søn-dag mødte man overalt på vejene bilermed ski på taget og folk på vej til etaf de mange skisportssteder. Min koneog jeg holdt selv et forår en dejlig ferieved det kendte vintersportssted Davos.

Vi skulle selvfølgelig også prøve at ståpå »brædderne«, men det er slet ikke sålet, som det ser ud til. Derfor tog vi et

lille kursus først for at lære grund-reglerne: at bremse og at dreje. Så førstturde vi vove os op med svævebanen ogprøve nedturen. Det er fantastisk at se,hvor dygtige schweizerne er til dennedejlige sport, og morsomt at se, hvordanselv børn behersker skiene. Fra denneferie slap vi helskindede hjem, men enaf vore week-end-ture måtte jeg des-værre afslutte med en forstuvet fod.

Min kone havde flere morsomme op-levelser, når hun var ude på indkøb.Hun blev således pænt behandlet af dehandlende, der syntes, at det var inter-essant at høre om forholdene og spise-vanerne i Danmark. Slagteren vistehende glædestrålende, hver gang hanhavde fået svin og dybfrosne kyllingerfra Danmark, og om sommeren havdehan dansk iscreme i sin fryseboks. Engang om ugen kunne man på torvetkøbe fisk fra Esbjerg, og ville man haveen snaps til silden, kunne man få enAalborg taffel hos købmanden - enddabilligere end herhjemme. Vareudvalget ifødevarebutikkerne var dog for en delpræget af italienernes og spaniernes spi-sevaner.

Da jeg havde fri hver lørdag, havdevi god mulighed for at køre ud i week-enden, hvilket vi udnyttede fuldtud. Vivar på mange pragtfulde ture rundt idet skønne land med den for en danskerså særprægede og storslåede natur.

Leveomkostningerne i Schweiz i for-hold til lønningerne er nogenlunde desamme som herhjemme. Dog er mad-varer gennemgående dyrere, men til gen-gæld var skatterne betydeligt lavere,ligesom nydelsesmidler som tobak ogalkohol er billigere.

Udbyttet af opholdet? Ja, arbejds-mæssigt set var det rimeligvis ikkestørre, end om jeg var blevet hjemme.Men jeg fik et indblik i den udprægede

18

orden og organisationssans, der er så ty-pisk for schweizerne, og som er grund-laget for den schweiziske storindustrissucces. Schweiziske industriprodukterhar som bekendt verdensry for kvalitetog præcision. Deres fabrikation rækkerlige fra de mindste ure til de størstedampturbiner, dieselmotorer, lokomo-tiver for eksport jorden over. Virksom-heden, hvor jeg var beskæftiget, frem-stillede møllerianlæg, herunder arrange-menter og transportanlæg i forbindelsemed store siloanlæg, bl. a. til bryggerier.Langt størstedelen af produktionen giktil eksport (også til Danmark).

Arbejdstiden for funktionærerne ernoget anderledes end herhjemme. Manbegyndte således arbejdet på kontorer ogtegnestuer allerede kl. 7,15, havde enmindre kaffepause om formiddagen ogmiddagspause fra kl. 12 til kl. 13,30,hvorefter arbejdet uafbrudt fortsatte tilkl. 17,30. Som nævnt var fabrikken

lukket om lørdagen. Kantineforholdenefor såvel arbejdere som funktionærer vargode. Men som reglen er i alle veludvik-lede industrilande, måtte der heller ikkei Schweiz udskænkes eller drikkes alko-holiske drikke på virksomhederne.

J. Andreasen.

1 9

Fru Ragnhild Madsen er sikkert kendtaf de fleste, idet hun, efter at være ud-lært på vore kontorer som frk. Gissel-mann, arbejdede som assistent i kassen.Hendes mand, maskinmester Erik Mad-sen, sejler imidlertid i udenrigsfart, ogsom skik er, har også fru Madsen fåetlejlighed til at følge sin mand på færdenover verdenshavene. Hun har imidlertidikke glemt sin gamle arbejdsplads og harsåledes skrevet flere interessante brevetil sine venner i kasse og bogholderi. Davi synes, at disse breve indeholder nogetaf almindelig interesse, har vi fået fruMadsens tilladelse til at gengive ind-holdet af et af brevene i Staalbaandet,dog med udeladelse af enkelte bemærk-ninger af mere personlig art.

EG HAR VÆRET så heldig at kunnelån e en sk r ivemaskin e, og t rods

mine ringe færdigheder i skrivemaskine-kunsten, går det alligevel hurtigere oglettere end pr. håndkraft. Altså - jeg be-gynder fra en ende af, nemlig den 25.juni, dagen hvor min eventyrrejse be-gyndte.

Det var med hjertet helt oppe i hal-sen, jeg ankom til hovedbanegården,hvor jeg steg ind i bussen, som skullekøre os til Genova. Men jeg blev hurtigt

mig selv igen efter at have sludret lidtmed de forskellige mennesker. Vi var ca.10 »koner«, som skulle ekspederes tilforskellige skibe. Busturen var dejlig -der blev sørget for os i alle ender ogkanter. Først torsdag aften ankom vi tilGenova, og da skal jeg love for, at allevar rystet sammen - lige fra matros- tilkaptajnsfruer. Skibet, jeg skulle sejle tilNew York med, hed »Lexa Mærsk« - etdejligt skib med rare mennesker. Indenvi sejlede fra Genova, var jeg lige rundtog kigge lidt på byen sammen med nogleandre fra skibet. På »Lexa« kom jeg tilat bo sammen med en dame (eller pigeeller hvad man nu skal kalde det) påmin egen alder, og vi levede en luksus-tilværelse, som jeg ikke før har oplevetmagen til - vi skulle ikke lave et klap,så det kunne man lige holde til. Turenfra Genova til Halifax varede ni døgn,og i den tid oplevede jeg Atlanterhavetbåde fra den gode og den dårlige side. IHalifax var jeg i land - selve byen varret kedelig, og ture i omegnen var derikke tid til. Næste dag sejlede vi videremod Boston, og på denne tur fik jegtelegram om, at Mads var blevet flyttettil »Thomas Mærsk«, hvor han var ble-vet 3. mester. »Thomas« lå i Baltimore,så jeg skulle på en eller anden mådefragtes der til. Jeg fandt ud af, at detvar bedst at tage med til New York ogderfra tage toget til Baltimore. Den 13.juli sejlede vi ind i New Yorks havn, ogher så jeg for første gang i mit liv stor-byen New York med Frihedsgudinden,Manhattan og alt det hele. A. P. Møllerhar sin egen kaj, som ligger i Brooklyn,hvilket er New Yorks dårligste og fat-tigste kvarter, men derom senere. Nuvar jeg jo begyndt at blive utålmodig,og turen til Baltimore kunne ikke gåstærkt nok. Jeg kom først ned på »Tho-mas« sent om aftenen den 13. juli, og

20

Stil lehavet , den 11. august 1963.

jeg behøver vel ikke at fortælle, at gen-synsglæden var enorm - det er herligt atvære sammen med' Mads igen. Vi kunnelige nå at komme ud at studere Balti -more, inden vi skulle sejle til New York,hvor vi var så heldige at ankomme endag, da Mads havde fri om eftermid-dagen. Vi planlagde derfor den helt storesight-seeing, som også blev meget vel-lykket. Først var vi oppe i verdenshøjeste bygning, Empire State Building,som er 1.472 feet høj. Der er naturligvisen herlig udsigt oppe fra toppen, ogbiler og mennesker blev bitte, bitte små.En tur på Broadway var vi selvfølgeligogså, og her lægger man især mærke tilen hel masse biografer med de sidste nyefilm. F. eks. Cleopatra. Vi var i RadioCity Hall - et kæmpe-show-teater, hvorder var forestilling i tre timer. Ja, vi såen masse, og jeg kunne ikke rigtig få indi hovedet, at jeg gik rundt »ovre« iAmerika. Og så skal jeg lige fortælle omBrooklyn, som må være New Yorksskamplet. Husene er faldefærdige - over-alt er der snavset - jeg har aldrig setmagen til derhjemme. Når man står iBrooklyn, mister man alle illusioner omdet moderne Amerika. I øvrigt blev jegskuffet over Amerika - jeg ved ikkehvorfor, men jeg troede, at alt varsupersmart og flot og moderne - og såtroede jeg, at der var skyskrabere overdet hele . . . haha. Deres undergrunds-bane vil jeg sammenligne med voresrøde skinnebus, når den har allermestfart på, på vej mod Kregme (hvorefterøvrige kommentarer er overflødige).Mens vi lå i New York, havde jeg lej-lighed til at mødes med en veninde, somer pige i huset derovre. Hun fortaltemig, at når man lærer amerikanerne atkende, er de fantastisk søde og hjælp-somme, og hun er meget glad for at boder. Fra New York sejlede vi til Phi-

ladelphia, hvor vi kun lå én dag. Herfratil Savannah i Sydstaterne. Havde viikke mærket noget til raceforskellen før,så oplevede vi det med egne øjne i Sa-vannah. På vej op til byen mødte vinegerdemonstranter med skilte, hvorpåder stod: Vi kræver bedre bolig- ogarbejdsforhold. Senere så vi skilte pårestaurantdørene: Vi serverer ikke forfarvede folk. Eller: Ingen adgang forfarvede. Ligesom hjemme hos slagteren,hvor der står: Ingen adgang for hunde.Når man ser sådan noget, kan man joharmes, men vi kan jo ingenting gøre,man kan kun spørge sig selv, om man ialle forhold ville være parat til atacceptere en neger - er svaret ja, har-mes man med rette. Fra Savannah gikturen sydover mod Panamakanalen. Visejlede forbi Cuba (Castro stod på stran-den og vinkede med et rødt tørklæde)samt Jamaica. Efter få dages forløb gikvi i havn i Kristobal, som ligger vedindsejlingen til kanalen. Kristobal er en

2 1

Vent et øjeblik — stikket er faldet ud!

by, hvor livet leves - jeg var oppe nogletimer og blev nærmest paf. Dette over-gik alt, hvad jeg endnu har set af ussel-hed og snavsethed. Ungerne løb rundt ilaser eller slet intet, folkene sad ude påfortovet og så herrens ud — overalt varder rent ud sagt møgbeskidt. Deres va-sketøj lå til tørre ude på fortovet i småbunker - jeg var flere gange ved at rendeind i en hel storvask. Indbyggerne er enblanding af spaniolere, indianere ognegre - de så ganske vist ud til at havedet dejligt alle sammen, men når man an-kommer hjemme fra vores »pæne«, reneDanmark, så føler man sig lidt mal-placeret i al deres skidt. Turen gennemPanamakanalen var en mægtig op-levelse. Vi blev hævet gennem tre sluserog derefter gik turen gennem et områdemed jungle. Klimaet er tropisk og megetvarmt - ikke særlig behageligt for os.Turen tog ca. 8 timer, og vi var atter påfrit hav igen på vej mod Ensenada iMexico. Ensinada er en pæn by — enturistby, hvortil der kommer mangeamerikanere. Jeg var helt rundt på gul-vet over at se alle de ting, man kunnekøbe, bl. a. alligatorskindtasker til ca.70 kr. - store flotte lædertasker ogsåmeget billige, men jeg holder mig lidttilbage - vi kommer jo mange stederendnu. Fra Ensenada sejlede vi til LosAngeles, hvilket er en tur på kun 8 ti-mer. Desværre havde Mads ikke fri, ogvi havde endda planlagt en hel masse,vi skulle se. Men heldigvis findes derflinke mandfolk her om bord, så jegblev tilbudt at tage med 4 andre på entur til Disneyland. Jeg ved ikke, om no-gen har hørt om Disneyland, men det ermeget berømt her i Amerika - man kansammenligne det med Tivoli i Køben-havn - det er blot meget større. Vi fiken hel dag til at gå derude og prøvededet meste af, hvad der var mulighed for.

Det er flere år siden, jeg har kørt så me-get i luftbåde - racerbiler - måneraket-ter og meget mere. Om aftenen var vipå cowboybar, så det var en »opløftet«fru Madsen, der vendte hjem til sinægtemage. Nu er vi så på vej over Stille-havet til Japan, og her må jeg lige for-tælle, at »Thomas« går en anden ruteend »Nicoline«. »Nicoline« er jo en jord-omsejler, mens »Thomas« går til Japan,Formosa, Hongkong, Saigon, Bangkok,Singapore og Filippinerne og omkringderude. Derpå går den igen tilbage overStillehavet til San Francisco og gennemPanama tilbage langs østkysten til NewYork, hvorefter den går til Montreal iCanada, og herfra begynder en ny tur.Det vil sige, at jeg skal hjem fra NewYork på en eller anden måde - måskemed passagerbåd, men det tænker jegikke på endnu - heldigvis har jeg langtid tilbage endnu, vi regner ikke med atvære tilbage til New York før omkringmidten af november. Jeg har slet ikkefortalt, at »Thomas« er et helt nyt skibog et af rederiets flotteste. Mads har etpænt lille kammer, og vi har vores egetbadeværelse. Desværre er her ingen andrekoner med, så jeg er omgivet ene af»mænner«, men de er også flinke allesammen. Nu tror I selvfølgelig, at jeggår og keder mig, men tro bare ikke det.Jeg nyder det - min eneste pligt er atgøre kammeret rent samt vaske og holdevores tøj. Derudover kan jeg tage sol-bad, når det passer mig samt læse allede bøger, jeg har lyst til. Nogle gangeer jeg også helt rundtosset af at læse,men så holder jeg en lille pause og bro-derer i stedet for. Her om bord er bib-liotek, så jeg behøver ikke at savne læse-stof. Af og til går jeg også på ekspedi-tion rundt på skibet, som er enormt.Lastrummene er utroligt store, og det erikke til at forstå, at de overhovedet kan

22

fyldes op. Vi sejler for øjeblikket medbl. a. appelsiner, kalkuner (altså i fros-sen tilstand), bomuld, gummi, biler ogmeget andet godt. Maskinen er et kapitelfor sig - jeg er blevet en endnu størrebeundrer af Mads - tænk, at han kanfinde ud af alle de dippedutter og mær-kelige indretninger. Maskinen er fanta-stisk stor - på flere etager. Jeg er ikkesærlig flittig gæst dernede, for der er enlarm, varme og olielugt, så det er ikketil at holde ud for almindelige menne-sker - kun for maskinmestre. Mads erglad for sit job og befinder sig godt vedat sejle - og det kan jeg naturligvis også

være glad for. Ja, I har vel gættet jertil, at jeg har det vidunderligt samt op-lever en hel masse, og det bedste ved dethele er, at jeg skal opleve endnu mere,når vi kommer til Østen - der er livetjo endnu mere fremmedartet, end det jeghidindtil har set. Men som lovet skal jegnok sende et kort fra »kineserland«. Tilslut må jeg undskylde min maskinskrift- som undskyldning tjener, at skibet»vugger«, så maskinen skriver forkert.Desuden er jeg jo ude af træning.

Jeg håber, at alle har det godt, og sen-der mange hilsener her ude fra Stille-havet.

Ragnhild Madsen.

23

EG VAR UDE ved Ølsted for at besøgeOlsen. Olsen har nemlig nogle særlige

æbler, som vi sætter megen pris på -min kone og jeg. Og som det hedder: Etæble hver aften - nærer livskraften!Men for vort vedkommende skal detaltså være Olsens æbler, og heldigvis harhan så mange af dem, at han gerne sæl-ger én et par kasser, og så får man oveni købet en kop kaffe med hjemmebag tili fru Olsens hyggelige stuer.

Jeg kan godt lide fru Olsen. Hun haret kontant og praktisk greb om tingene- og på Olsen! Det sidste kan nok gøresnødigt, for Olsen er inderst inde lidt afen sværmer. Han hælder sådan lidt tildet filosofiske, og det kan fru Olsen ikkeli’. Hun vil ha’, at han skal passe sitarbejde og sin have og ikke sidde indeog læse fjollede bøger.

Selv skal hun helst have noget mellemhænderne altid, og er der ikke nok atgøre hos hende selv, er hun inde hossvigerdatteren og hjælper med at holdestyr på børnebørnene. Der er altid ensnotnæse, der skal pudses, eller en ble atskifte, men selv om det til tider går lidtraskt, tager fru Olsen aldrig fejl af bleog forklædesnip!

Selv om fru Olsens hjerte ikke hængeruden på den nystrøgne blåternede bluse,så banker det dog varmt og kærligt forhele familien. Om hun ikke var der, såder nok anderledes ud hos Olsens. Deter hende, der præger hjemmet. Men énting er ikke fru Olsens.

Oppe i den lille reol på væggen stårblandt andet et par bøger. Det er billig-

udgaven af Lindhardts: Det evige liv,samt professor Sløks: Kristenmoral førog nu. Da vi sidder hyggeligt ved kaffe-bordet, spørger jeg lidt drillende fru Ol-sen, om det var hende, der interesseredesig for filosofiske problemer.- Mig! - siger fru Olsen. - Hvordankommer De på den tanke?

Jeg peger på bøgerne deroppe i reolen.Fru Olsen drejer sig i stolen og ser

derop.- Nå dem, det skidt! Næh, der må De

hellere spørge ham der. -Fru Olsen nikker over mod Olsen.Jeg får imidlertid ikke tid til at

spørge, for fru Olsen fortsætter:- Gå og gi’ penge ud til sådan noget,

som han ikke forstår noget af allige-vel! –

- Nå, det er vel mig, der tjener pen-gene - siger Olsen lidt lavmælt.

- Og mig, der bruger dem - ikkesandt! - afbryder fru Olsen. - Næh, lilleOlsen, lad os ikke komme ind på det! –

- Ja, men en bog til 6-7 kroner kanda ikke gøre os fattige - mener Olsen.

- Fattige! Næh, det skulle lige mangle- svarer fru Olsen og fortsætter: - Vardet så endda ordentlige bøger, du købte,så kunne jeg forstå det. Men det der!Ville du endelig ha’ fat i sådan noget,kunne du passende hente dem fra bib-lioteket. Der er sikkert nok af den slagshjemme altid, og så kunne vi da kommeaf med dem igen, når du blev klar over,at du ikke forstod noget af det allige-vel. -

Fru Olsen greb sig selv i den lidtskrappe tone og smilede undskyldendeover til mig.

- En kop til? - spurgte hun afven-dende og greb kaffekanden.

- Ja tak - svarede jeg.Og resten af tiden ved kaffebordet

forløb med hyggelig snak om dit og dat.

24

Da jeg ville gå, siger Olsen:- Det haster vel ikke. Sid ned, så gi’r

mutter nok en bajer. -Og mens fru Olsen rumsterede ude i

køkkenet, sad Olsen og jeg i den halv-mørke stue og talte sammen.

- Næh, siger Olsen - som De hørte,holder mutter ikke af, at jeg læser denslags. Hun siger, det tager barnetroenfra én, så hun har nok selv kikket lidt idem. Men hun har nok delvis ret, nårhun siger, at jeg ikke får meget ud af

Men jeg tør s’gu itte ha’ nogle af hansbøger hjemme for konen. Så ville hunda tro, at jeg var helt tosset! -

Olsen smiler ved tanken.- Næh, det er såmænd galt nok med

dem der, hørte De nok, og de er enddasådan lidt gudelige. Men det er rigtigtnok, at éns barnetro let går fløjten, hvisman da ellers har nogen. Har De læstdem - afbryder Olsen sig selv.

- Ja, det har jeg, men jeg skal ind-rømme, at også jeg har lidt svært ved at

dem. De er li’som for lærde, de menne-sker, der skriver den slags! –

- Ja, det er klart, Olsen, det liggervel i sagens natur. Filosofi vedrørertænkning, og som vi andre anlægger enpæn have, opbygger filosofferne en tan-keverden - måske om den dybere me-ning med tilværelsen, måske om årsa-gerne til menneskenes handlinger, måske- som de bøger dér - om formodedevildskud på kristendommen. De kenderKarl Marx, Søren Kierkegård og Freud- for at nævne nogle? –

- Ja vist kender jeg dem af navn -svarede Olsen. - Men jeg har nu ikkelæst noget af dem, selv om jeg godt ku’li’ at se lidt nærmere på ham Freud.

forstå dem. Men ét får man da ud afdem, nemlig det, at man ikke skal troalt, hvad man hører og læser og for såvidt heller ikke, hvad der står i de på-gældende bøger. —

- Ja, sådan noget lignende har jeg ossefået ud af det - siger Olsen og fort-sætter:

- Gør de ingen anden gavn, så lærerde da én at tænke lidt mere over tin-gene, at tænke selv.

- Netop, Olsen - afbryder jeg lidtivrigt. - Netop! Og det er ikke særligalmindeligt i samfundet i dag. –

- Næh, det har jeg heller ikke indtrykaf. Aviser, bevægelser og partier er sværtskrappe til at gøre det for os. Nok vil

25

man ha’, at vi skal kunne læse og skrive,men det med at læse er nok mest, for atvi skal læse, hvad de på bjerget mener,og det med at skrive - nå ja, det over-anstrenger jo ikke ret mange. -

Olsen ser lidt usikkert på mig. Jegkan nok mærke, at han selv føler, athan er lidt langt ude.

- De sa’ »de«, Olsen. Hvem er »de«?- spørger jeg.

- Ja, hvem er de? Det ved jeg såmændikke. Men der er altid nogle, der er udemed fejekosten for at hverve .

De sidste ord hørte jeg ikke, for Born-holmeren derhenne i hjørnet slog 6 lyde-lige slag.

Jeg rejste mig hurtigt og sa’:- Æblerne, Olsen! Jeg har lovet konen

at være hjemme i god tid inden middag.Vi skulle have æbleflæsk til middag medDeres æbler. –

- Ja, så bli’r det sgu itte i dag - sigerOlsen tørt.

- Nej, men jeg må hjem. Farvel Ol-sen, og hils konen. -

Og så kørte jeg.KN

26

Onsdag den 1. november 1961 mødtes5 mand i den gamle tegnestue. 3 medhver sit horn, 1 med lilletromme og 1uden horn (det fik han først til næsteprøve). Noget tøvende kastede man sigud i det første nummer: »Muss ichdenn«, fik fingrene placeret nogenlunderigtigt og trådte speederen i bund. - -Da stilheden sænkede sig over lokaletefter denne kraftpræstation, så manængsteligt på hinanden: Jo, - alle havdeoverlevet. -

Det blev begyndelsen til DDS’ blæser-orkester. Man fortsatte stædigt hverkommende onsdag. Der kom skik på no-derne, medlemstilgangen øgedes jævnt,og vor dygtige dirigent og instruktørPoul Schwennesen trådte til og sattesnart sit præg på orkesterets spille-teknik.

I dag, to år efter starten, tæller orke-steret 23 mand, og kvaliteten er hørligforbedret. Det tager lang tid at op-arbejde et godt orkester. Det er parolen:Samarbejde, øvelser og »om igen« indtiltrivialitet. Men selv om vi kun er etamatørorkester, er målet hos os det

samme. Der arbejdes energisk på athøjne orkesterets standard, så vi kankomme på højde med kollegerne i andrefirmaorkestre. I den forløbne sæson harvi afholdt 12 koncerter, som var resul-tatet af 39 prøveaftener. Den kommendesæson ser vi hen til med særlig glæde,idet vi omsider har fået tag over ho-vedet. Orkesteret har venligst fået over-ladt det nordlige kælderrum i den nyefolkebygning og skal nu i gang med atindrette sit kommende musiklokale der.

Orkesterets nuværende medlemstalbringer os blandt de største tilsvarendeorkestre i Danmark. Det er dyrt at op-retholde et orkester af dette format.Men her råder også den gode sam-arbejdsvilje. Vi får et årligt tilskud fraDDS, og medlemmerne selv betaler etmånedligt kontingent på 5 kr. Vi spillerhovedsagelig på egne instrumenter i dag,men håber engang at kunne stå fremmed nye ensartede instrumenter indkøbtaf orkesteret. Skulle vi i dag forsynealle medlemmerne med nye instrumenter,ville det koste omkring 30.000 kr., vihar selv til dato investeret ca. 4000 kr.

27

i instrumenter m. v. af orkesterets kasse,så der er lang vej endnu.

Men vi fortsætter fortrøstningsfuldt ibevidstheden om, at vi dyrker en sundog fornøjelig fritidssyssel, som glæder osselv og også bringer musikglæde til an-dre. Findes der ansatte på DDS, somhar lyst til at spille med i orkesteret,men på grund af manglende instrumenteller rutine afholder sig fra at medvirke,

så kontakt os alligevel. Problemerne ernæppe større, end de lader sig løse, ogorkesteret står åbent for enhver ansat påDDS, som har lyst og evne til sammen-spil inden for orkesterets rammer. Indenlænge går det løs hver onsdag aften kl.19,30 til 21,30 i den nye folkebygning,og eventuelle interesserede, der ønskeroptagelse i orkesteret, kan henvende sigder de pågældende aftener.

Andreas Sørensen.

28

Tv.:Henning Larsen

Th:Jørgen Pedersen

Tv.:Thorkild Olsen

Th.:Jørgen Storegaard Andersen

Tv.:Torben Larsen

Th.:Jørgen Thomsen

Ib Andreasen, ing.,overing. KN, 1. august.

Ingrid Ørting, hulkort-medhjælper, 1. august.

Mogens Petersen, ass.,salg, 1. oktober.

Niels H. Lindegaard, ass.,tekn. dir., 1. novbr.

Sv. E. Rye Jensen, tekn.tegn., profilv., 1. novbr.

K. E. Svenningsen, plv.driftsassistent, 1. juli.

E. Krist iansen, pladev.,driftsassistent, 1. juli.

O. Schultz, profilværk,driftsassistent, 1. juli.

30

Joan Jørgensen Busk, ass.,nybygn., 1. august.

Grete Schwennesen, elev,8. august.

Dorit Truelsen Hansen,elev, 8. august.

Bente Larsen, elev,8. august.

Elsi Wulff Jensen, ass.,hulkortafd., 2. septbr.

Thorkild Sylvest Hansen,ing., nybygn., 1. novbr.

Peter Rasmussen, 70 år,2. februar, stålværk.

Axel Folke Ax, 60 år,1. februar, rep.afd.

Helmer Pedersen, 60 år,23.februar, bygningsafd.

Carl P. Nielsen, 50 år,27. januar, formand.

Robert Petersen, løn.bogh., 50 år, 26. feb.Reinhold Petersen, 65 år, 10. januar, el-afd.Holger Nielsen, 60 år, 10. marts, reserveh.Frederik Knudsen, 60 år, 28. marts, stålv.Alfred Jensen, 50 år, 6. februar, reserveh.Haakon Petersen, 50 år, 12. februar, pladev.Kai Klamer, 50 år, 5. marts, stålværk.Knud Culmsee, 50 år, 16. marts, rep.afd.Børge Larsen, 50 år, 18. inarts, rep.afd.Eiler Willumsen, 50 år, 28. marts, rep.afd.

Ove Rasmussen, 60 år,23. februar, stålværk.

Børge Nielsen, 50 år,27. marts, stålværk.

Emil Hoff, 70 år,3. marts, bygningsafd.

Jens Hørby Jørgensen,65 år, 1. februar.

Anton Jensen, 65 år,3. januar, stålværk.

31

Rich. Mortensen, 60 år,26. januar, rep.afd.

Jens Olsen, 60 år,29. februar, rep.afd.

Øverst til venstre: Udsnit af de 24 ensrettere. Øverst til højre: Maskinfundament.I midten: Fundament for haspelbane. Nederst til venstre: Sideskib mod syd.

Nederst til højre: Værksted.