Forskningl

Arbejderbevægelsens .

Historie

Nr. 9 september 1977

1. udgave 1977 ,

_

Meddelelser om forskningi arbejderbevægelms111810116*

Udgivet af SFAl-I

Redaktion: Gerd Callesen, Teglgârdsvej341 st.tv., 3050 Humlebæk,

(03) 19 15 94

Henning Grelle, Tranumparken 17 st.th., 2660 Brøndby Strand,(02) 73 97 _87

Steen Bille Larsen, Vingârdsstræde 19, 1070 København K,

(01) 12 24 77

INDHOLDSFORTEGNELSE side

Introduktion ................................................... ...................................... .. 3

Erik Strange Petersen: Fra »Internationale« til

»Socialdemokratisk Forbund«. Det danske socialdemokratis

organisatoriske udvikling 1871-1878....................................................... .. 4

Hans-Norbert Lahme: De danske Lassalle-oversættelser ................................ .. 24

Oplæg til SFAH*s seminar 1977

/

Peder Fuglsang: Hverdagsliv og offentlighed ............................................ .. 33

Flemming Hemmersam: Hverdagsliv, levevis og kultur .............................. .. 39

Kirsten Folke Harrits: Arbejdererindringer som kilde

til arbejderklassens kultur og levevis .................................................... .. 45

Afsluttede afhandlinger ............................................................................. .. 49

ABA's protokoller fra danske fagforbund

og fagforeninger, 5. tillæg ...................................................................... .. 50

Forskningsmeddelelser .............................................................................. .. 53

Anmeldelser .............................................................................................. 56

Spørgeskema ........................................................................................... .. 80

ISBN 87 980315 70

INTRODUKTION

Foruden nogle væsentlige oplæg til SFAH's seminar 1977, som vi mener

er af interesse for alle Meddelelsers læsere bringer vi i dette nummer

to vigtige artikler. Den ene er et vægtigt bidrag til forståelsen af social-

demokratiets organisatoriske udvikling 1871-78. Den behandler de

'forskellige organisationsformer i oversigtsform samtidig med at den

fremdrager hidtil ukendt materiale og reviderer tidligere opfattelserpå centrale områder. Den anden artikel systematiserer LassalIe-over-

sættelserne i Danmark og forsøger at forbinde di'sse med en vurderingaf Lassalles teoretiske gennemslagskraft i den danske arbejderbe-vægelse.Så nødig vi vil indrømme det, så er MEDDELELSER ved at skifte karak-

ter: det er selvfølgelig ikke den ydre form - bogtrykningen - der er

ment hermed, selvom den understreger det. Men i og med at vi får

længere artikler, som vi kun nødig vil afvise, fordi de er væsentlige, så

.forsvinder det uprætentiøse ved bladet. Det er ikke meningen - dette

tidsskrift skal også fremover være åbent for mindre meddelelser, dis-* kussioner om problemer Vedrørende arbejderbevægelsens historie

og da også gerne om arbejderklassens omstændigheder iøvrigt - derer en tendens til at beskæftige sig lidt bredere med forudsætningernefor arbejderbevægelsen (som det også fremgår af dette nummer),iøvrigt samtidig med at studenterforskningen om arbejderspørgsmåler i aftagende.Vi havde til dette nummer planlagt en registrant over »danske« bidrag i

Kominterns officielle tidsskrifter og har også fået den. Men den har

måttet udskydes; idet et par andre bidrag blev længere end forudset,og da de skulle med som forberedelse til seminaret, så, har vi måttet

lade denne vigtige oversigt stå over til næste gang. Efter at have set sid-ste nummer besluttede vi os til igen at slå anmeldelser og bognyt sam-

men til en rubrik: anmeldelser. Da alle anmeldelser kommer til at blive

trykt i samme mindre skrifttype, sparer vi en del plads, og den har vi

brug for. Da anmeldelserne bliver trykt i alfabetisk rækkefølge, vil læ-serne hurtigere kunne orientere sig. _

Bogtrykningen har medført flere trykfejl, end vi havde med den tidlige-re teknik. Vi vil gøre vores til, at det ikke tager overhånd, men underalle omstændigheder bliver vi her nødt til at rette to fejl i nr. 8 - langt defleste er jo nemt gennemskuelige: på s. 14 3-sidste linje var der faldet et

stykke ud. Linjen skal hedde:*»personlig kontakt med flere af de ledende

københavnere. På mødet i Horsens vedtoges det, at foreningen i KØ-benhavn ikke umiddelbart kunne«. Anmeldelsen om Marxistisk fagfor-eningsteori s. 39-43 er skrevet af Knud Knudsen, hvis navn beklagelig-vis var faldet bort.

,

Redaktionen er taknemmelig for kritik og andet medarbejde. Manu-

skripter til næste nummer skal være os i hænde til den 10. december

1977.

1 Erik Strange Petersen

FRA »INTERNATIONALE« TIE

»SOCIALDEMOKRATISK FORBUND«.

Det danske socialdemokratis organisatoriske udvikling 18 71-1878

Den følgende redegørelse er et forsøg på at tegne et billede af den organisatori-ske udvikling i den tidlige socialistiske arbejderbevægelse i Danmark frem til

etableringen af »Socialdemokratisk Forbund«, den organisationsform hvorun-

der den politiske del af bevægelsen slog rod og groede frem til at blive landets

største parti.Artiklen er et første led i en større undersøgelse af den socialdemokratiske ar-

bejderbevægelses fremvækst og holder sig til de organisatoriske rammer inden

for den til enhver tid bestående, officielle (eller dominerende) partidannelse. Den

almindelige politiske og ideologiske debat inden for bevægelsen såvel som de per-

sonlige brydninger vil kun blive berørt for så vidt det betragtes som afgørendefor udviklingen af de organisationsmæssige forhold.

DEN INTERNATIONALEARBEJDERFORENING

Den Louis Pio, der i maj og juli 1871 udsendte to »Socialistiske Blade« og umid-

delbart derefter startede ugebladet »Socialisten«, indledte sin banebrydendevirksomhed med forbløffende få forudsætninger. Efter alle solemærker at døm-

me, var han i forsommeren 1871 uden nogen form for berøring med de spædesocialistiske strømninger, der kan påvises i Danmark 1860ieme, endsige med

den internationale socialisme. Og lige så lidt besad han nogen direkte tilknytningtil de eksisterende borgerlige arbejderforeninger for' slet ikke at tale om arbej-derklassen som sådan. Pios ideologiske udgangspunkt var et meget beskedent

andethåndskendskab til den moderne europæiske socialisme og et af Pariser-

kommunen udløst socialt engagement 1).

Men Pios ufærdige ideer ramte et behov i den danske arbejderklasse, og da han

selv viste sig i stand til på forbløffende kort tid, dels at tilegne sig et klart og kon-

sistent socialistisk standpunkt via personlige kontakter til Europas toneangiven-de socialister, dels at bearbejde det i en dansk sammenhæng, blev det muligt for

ham at spore en betragtelig del af den gryende danske arbejderbevægelse ind i

en med den internationale socialisme snævert forbundet organisation 2).

Den 23. september 1871 offentliggjordes i »Socialisten« nogle foreløbige love

for »Den internationale Arbejderforening for Danmark«, hvormed den organi-satoriske ramme for et landsdækkende socialistisk arbejderparti var lagt. Pio

havde på dette tidspunkt fået kontakt med den svage socialistiske tradition i Kø-

benhavn, hvilket satte sig spor i formålsparagraffen, men iøvrigt var lovene

uden organisatoriske forbilleder i Danmark. Til gengæld var påvirkningen fra

»1. Internationale« åbenbar, idet lovene havde direkte forlæg i centralstatutter-

ne for de tysksprogede sektioner 3). Men at partiet organiseredes på basis af

faglige sektioner, var et selvstændigt dansk element, som må tilskrives Pios intui-

tive og korrekte erkendelse af et stort udækket behov for en fagforeningsmæs-

sig organisering i Danmark 4).

De foreløbige love blev med en ubetydelig ændring formelt vedtaget i februar

4

1872 og var således gældende i hele »Internationales« levetid fra den officiellekonstitution d. 15. oktober 1871 til forbuddet d. ,14. august 1873 5). I lovene fik

partiet følgende struktur.

Den øverste ledelse, centralkomiteen, bestod af en af alle medlemmer valgt be-

styrelse (formand, kasserer og sekretær), der skulle være bosiddende i Køben-

havn, samt af 7 kredsformænd, en fra hvert af landets stifter. En hurtig og kraf-

tig ekspansion var forudset, for centralkomiteen kunne om nødvendigt selv sup-plere sig med kredsformænd, valgt for større provinsbyer eller udsondredelåndsdëlê'inden'for stiftet. Såvel bestyrelsen som kredsformændene valgtes altsåved urafstemning af alle landets henholdsvis kredsens, medlemmer, der havde

stemmepligt._

,

Om muligt var medlemmerne i øvrigt indplaceret i fagvise sektioner á mindst 50medlemmer, efter lovrevisionen dog 80 medlemmer i København. Flere mindrefag måtte gå sammen, i provinsen evt. alle, indtil de opnåede det fornødne med'-lemstal.

For hvert halvthundrede medlemmer valgtes en sektionsformand, som stod forden lokale forretningsgang og for tovejs kommunikationen via kredsformænde-ne til bestyrelsen. Dertil vär sektionsformændene tillagt en kontrollerende myn-dighed overfoi' centralkomiteen, idet en trediedel af dem kunne kræve nyvalg til

:denne_

Enkeltmedle'mmer, der ikke havde mulighed for (eller ikke ønskede) at være til-knyttet en sektion stod i direkte forbindelse med centralkomiteen.Denne organisatoriske struktur er et vidnesbyrd om den optimisme, som præ-gede Pio fra starten. Lokalt viste sektionsopbygningen sig særdeles hensigts-mæssig, men den landsdækkende ledelse kom aldrig til at fungere i praksis. Ikke .

fordi organisationen var en ramme uden medlemsmæssigtindhold - der var an-*

seelige afdelinger i de østjyske købstæder, der forholdsmæssigttålte sammenlig-ning med København - men fordi Pio var den eneste, der i »Internationales« le-vetid var i stand til at varetage en koordinerende ledelse med almindelig aner-kendt autoritet. Og en sådan ledelse kom han rent faktisk kun til at udøve i etpar måneder af foreningens eksistens.I efteråret 1871 fungerede Pio anonymt og var ikke kendt i mere end en inder-kreds af sektionsformænd. Det var mænd som Harald Brix, de forhenværendemissionærer M. A. Sommer og J. C. Berg og - mod slutningen af året - PoulGeleff, der i en større offentligheds øjne tegnede partiet, og hverken deres socia-listiske skoling eller deres personlige autoritet i arbejderkredse var imponerende.Dette blev åbenbart under Pios rejse til Geneve (dec, 1871-febr. 1872), hvor enmassiv opposition af københavnske sektionsformænd var på nippet til at gen-nemtrumfe en gennemgribende lovændring.Det var specielt formandens be-føjelser, der ønskedes underlagt kontrol af en repræsentativ forsamling, menskassereren og sekretæren kun ønskedes tillagt en ren funktionærstatus. Argu-mentationen foregreb i mangt og meget Gimle-kongressens i 1876, og selv om op-positionen var inspireret af en agent provocateur, var den utvivlsomt udtryk,for en reel og udbredt utilfredshed i begyndelsen af 1872 6). Ved sin tilbagekomsti slutningen af februar lykkedes det imidlertid hurtigt for Pio at overvinde util-fredsheden. Lovene vedtoges uden betydende ændringer, og Pio, Brix og Geleffsejrede ved valget d. 29/2-1/3 til de tre bestyrelsesposter.

I de 9 uger, de fungerede før arrestationen natten før d. 5. maj, lykkedes det

_

ikke at etablere en organisk sammenhængende, landsdækkende ledelse. Kræfter-\

ne koncentreredes om »Socialisten«, der fra d. 2. april udgik som dagblad. Par-

tiets profil tegnedes suverænt af Pio, og bladet var reelt det eneste bindeled til af-

delingerne i provinsen, som i praksis kunne føre -

og førte- en meget selvstæn-

dig politik 7).

Efter førernes arrestation blev forestillingen om en koordinerende landsledelse

endnu mere illusorisk. Kredsformanden for København Stift, Anton Mundberg,skulle efter lovene overtage hvervet som fungerende Stormester, men blev fra

starten mødt af en udbredt modvilje blandt de københavnske sektionsformænd

med cigarmager Würtz i spidsen 3)..Som følge af dette - og en øjensynlig frygtfor at komme til at dele skæbne med de fængslede - trådte Mundberg ud af »In-

ternationale«, hvorefter de københavnske sektioner valgte en midlertidig besty-relse med Carl Würtz som kredsformand (d. 28/5-72).Denne bestyrelse var og blev et rent københavnsk foretagende og havde selv her

store problemer med at holde sammen på organisationen. En ganske betydelig

udbrydergruppe konstituerede sig d. 2. september 1872 som »Den internationa-

le Arbejderforenings provisoriske Afdeling i København«, som bestod til april

1873, og samtidig var der fortsat indre rivninger indenfor moderorganisatio-nen 9). Under disse forhold kunne der dårligt blive ,tale om at håndhæve en

landsdækkende ledelse, selv om Würtz var særdeles aktiv, bådei skrift og tale.

Marts 1873 blev han væltet som formand og afløst af P. C. Johnsen, men netop

som man i sommeren 1873 syntes at have fået klinket de personlige modsætnin-

ger i København, og i det hele taget havde fået et bedre greb om bevægelsen,

forsvandt dens organisatoriske forudsætninger mod forbuddet mod »Interna-

tionale« d. 14. august 10).

MELLEM »INTERNATIONALE« OG »CENTRALBESTYRELSEN«

Med forbuddet mod »Internationale« mistede den unge danske arbejderbevæ-

gelse sit organisatoriske grundlag for et landsomfattende, socialistisk arbejder-

parti, og det varede det meste af et år, før et sådant påny var etableret. Men

dette til trods må perioden betragtes som fremgangsrig for bevægelsen, for

stort set alle de faglige sektioner i »Internationale« reorganiserede sig i løbet af

kort tid som fagforeninger - og med den socialistiske målsætning intakt. Hertil

kom, at den altovervejende del af de mange nystiftede fagforeninger (uden orga-

nisatoriske rødder i »Internationale«) også fra starten antog et mere eller min-

dre umiskendeligt socialistisk præg 11). Den medlemsmæssige basis var således i

orden, og når det så længe kneb med at genrejse en effektiv politisk enhedsorga-

nisation, må en stor del af forklaringen søges i den fortsatte, meget repressive

interesse, hvormed myndighederne (for-)fulgte bevægelsen.Allerede to dage efter forbuddet mod »Internationale« stiftedes i København

»Den demokratiske Arbejderforening«, der klart var tænkt som og fra starten

af alle betragtedes som arvtageren. I sin korte levetid var foreningen dog et rent

københavnsk foretagende. På længere sigt havde den blandt sine formål dannel-

sen af »frlialforeninger«i provinsen, men den nåede aldrig længere end til at til-

byde provinsens arbejdere individuelt medlemsskab mod erlæggelse af kontin-

gent plus portoudgifter 12).

6

En del af provinsens sektioner omdannedes ganske vist til »demokratiske arbej-derforeninger«,givetvis inspireret af den københavnske, men på lokalt initiativ.Nogen udfarende kraft eller koordination fra København findes der ikke spor af.»Den demokratiske Arbejderforening«tilstræbte ved siden af sin politiske mål-sætning en virksomhed som fagligt koordinerende forum, men heller ikke pådette område nåede den at få nogen reel betydning. Den forsvandt definitivt i no-

vember måned (1873) efter fængslingen af dens formand og udfarende kraft,møbelsnedker Sophus Pihl 13).

i

Selv om det forblev på papiret, havde den »demokratiske« lagt op til at kunne af-løse »Internationale« på alle felter, og da den sygnede bort, efterlod den ikkealene landets, men også de københavnske socialistiske grupper og fagforeningeruden nogen form for fælles organisation at se hen til. I denne situation stiftede en

personkreds med rod i »Internationales« »Blandede Sektion« omkring årsskif-tet »Den socialdemokratiske Forening BR ODERBÅNDET«.Et af de erklærede hovedformål var at virke for en fast politisk sammenslutningaf hele landets arbejderstand. »Broderbåndet« var i alle intentioner rent politiskog havde et noget logeagtigt tilsnit 14). Virksomheden, som »socialpolitisk selska-belig fællesforening«,inddrog ingen faglig målsætning og havde ingen gennem-slagskraft i de københavnske fagforeninger, der tværtimod betragtede den medmegen skepsis (jvf. note 19).Behovet for koordination dækkede de københavnske fagforeninger indtil videregennem lejlighedsvise fællesmøder af formændene (og, en sjælden gang, bestyrel-serne). Disse nedsatte den 1. januar 1874 en »Centralkomité«, der i løbet af for-året tilvejebragte grundlaget for »De frie Fagforeningers Centralbestyrelse«,som etableredes den 23. maj 1874 15).

»CENTRALBESTYRELSEN«

»Centralbestyrelsens« formål fremgik af det »Manifest«, den udsendte i august -

16). Den ville virke henimod dannelsen af et »fast socialdemokratisk Arbejder-parti over hele Danmark«, med en ensartet opbygget organisation og med»Centralbestyrelsen«i København som øverste ledelse af partiets sociale og po-litiske anliggender. »Vi opfordrer derfor alle Arbejdere til at danne og indtræ-de i Fagforeninger og slutte sig til os«, sluttede manifestet.Den nydannede »Centralbestyrelses«virksomhed begunstigedes af de glimrendeøkonomiske konjunkturer og af den meget aktive formand, E. W. Klein. Nydan-nelsen af fagforeninger, der jo udgjorde organisationens medlemsmæssigebasis,prioriteredes højt. En række resultatrige arbejdskampe gav den faglige organi-sationstanke gennemslagskraft i arbejderklassen og medførte en forbløffendevækst,både i antallet af foreninger og af organiserede arbejdere. Og hvad vigti-gere var, de fleste nydannede fagforeninger tilsluttede sig den socialdemokrati-ske bevægelse 17).

'

Provinsagitationen blev genoptaget med kraft og med relativt gode resultater,især i Østjylland. Men selv om »Centralbestyrelsen«klart og bevidst holdt sigmanifestets politiske målsætning for øje, blev kræfterne først og fremmest satind på de faglige opgaver. Dette var naturligt, da disse både var påtrængendeogløfterige, og hertil kom, at hele centralisationens organiske struktur indebar, atde faglige, og her igen de københavnske spørgsmål måtte komme til at dominere

7

aktiviteten. At dette naturligvis måtte føles utilfredsstillende både blandt de

primært politisk engagerede og i provinsen var klart, og det hæmmede således

realisationen af et virkeligt sammenhængende, landsomfattende arbejderparti.At partiledelsen udelukkende bestod af københavnske fangreningsrepræsentan-

ter måtte selvfølgeligt i længden forekonme provinsmedlemmerne utilfredsstil-

lende, men det havde sin baggrund i de økonomiske og praktiske vanskeligheder,der var forbundet med at give dem en reel indflydelse på beslutningsprocessen.

»Centralb%rWWmmfmm.an evæge e s1g nu ort fra som i manifestet kun at tale om tilsluttede fagfore-

ninger, således at rene politiske foreninger kunne optages i centralisationen,hvilket skete for to københavnske foreningers vedkommende i 1875 19).

»Centralbestyrelsen« bestod af samtlige tilsluttede foreningers formænd samt

yderligere én repræsentant for de foreninger, der havde færre end 200 med-'

lemmer. Endvidere kunne de større foreninger udpege endnu en repræsentant

pr. følgende 100 medlemmer. Denne bestemmelse gav de helt små foreninger en

uforholdsmæssig stor indflydelse, som begrænsedes noget ved en lovrevision i

1876 20). De enkelte foreninger var frit stillet med hensyn til valg af repræsen-

tanter og disses funktionsperiode.»Centralbestyrelsen« valgte selv sin formand, der havde den afgørende stemme

i tilfælde af stemmelighed ved afstemninger. Formanden var iøvrigt overskyden-de medlem. Han kunne (som det faktisk skete i begge tilfælde) vælges uden for

repræsentanternes kreds, men var der blevet valgt en sådan, kunne dennes fag-

forening have erstattet ham med en anden repræsentant i bestyrelsen. Forman-

den havde ret til personligt eller ved befuldmægtiget at deltage med taleret i

samtli e tilsluttede forenin ers interne m

Endvidere valgte »Centralbestyrelsen« af sin midte 4 mand, der sammen med

formanden udgjorde et forretningsudvalg, som dog stort set kun varetog opga-

ver af mødeforberedende karakter på grund af den samlede bestyrelses høje

(ugentlige) mødefrekvens. .

»Centralbestyrelsen« opfattede sig selv som en ledelse for alle landets socialde-

mokratiske foreninger, faglige såvel som politiske, og provinsforeningernes ind-

flydelse på organisationen søgtes tilgodeset i lovenes § 24, som foreskrev en re-

præsentationaf samme størrelsesorden som den københavnske via en repræ-

sentant udpeget i den beslægtede københavnske forening. I §§ 25-27 uddybedes

denne bestemmelse med pålæg til de repræsenterende foreninger om at holde

deres provinsfæller løbende orienteret om arbejdet i »Centralbestyrelsen« og at

rådføre sig med dem på forhånd om vigtige spørgsmål, der ønskedes taget op.

Provinsforeningerne kunne også selv indgive forslag eller begæringer til be-

handling gennem deres repræsentanter, og deres' formænd kunne, når som helst

de var i København, deltage i møderne med fuld stemmeret.

At man har været sig den utilfredsstillende provinsrepræsentation fuldt bevidst

og søgt at afhjælpe den i muligt omfang, fremgår alene af disse tre uddybende

paragraffer, som ikke var medtaget i det oprindelige lovudkast 21). Men tydeligstses det af de i lovene indsatte bestemmelser (§§ 28-31) om afholdelse af en lands-

omfattende kongres, hvilket overhovedet ikke var forudset i udkastet. Den skulle

afholdes årligt, skiftevis i København og i en provinsby. Antallet af delegerede

\

fastsattes efter samme målestok som gjaldt for repræsentanternei »Centralbe-i

v

»›

styrelsen«, så kongressen var faktisk ikke stort andet end et udvidet bestyrelses-møde, som sikrede samtlige provinsforeninger en direkte repræsentation vedsamme lejlighed;

Udfra en københavnsk synsvinkel var »Centralbestyrelsen« en uhyre demokra-

tisk organisation., Formanden, som kunne opsiges med 14 dages varsel, var til

stadighed underlagt forretningsudvalgets kontrol (korrespondancen nævnes

eksplicit i lovene) og stod hertil ugentligt til ansvar for sine dispositioner overforden samlede »Centralbestyrelse«. Denne var en stor og flittigt mødende forsam-

ling med en sammensætning, der tog skyldigt hensyn til ønsket om en rimelig re-

præsentation for såvel »hoveder« som »høveder« (foreninger og medlemmer)22). Der deltog normalt 30-50 repræsentanter i møderne, men af disse var kun

et par stykker fra de medlemsmæssigt små, politiske foreninger (»Socialdemo-kratisk Samfund« og »Der deutsche socialdemokratische Arbeiterverein in Ko-

penhagen«), så ved siden af den klare københavnske overvægt var der ogsåfortsat en udtalt faglig dominans, hvilket naturligvis satte sit præg på det prak-tiske arbejde. Det var især formændenes fortjeneste, at det politiske (hoved-)sig-te med centralisationen ikke bare forblev på papiret 23).

Da Louis Pio efter sin løsladelse i sommeren 1875 overtog formandsposten for»Centralbestyrelsen«, var dens svagheder som en politisk og landsdækkende 0r-

ganisation allerede åbenbare -

og ikke alene for Pio. Dette var forsåvidt en kon-sekvens af, at den i sit første år havde været en ubetinget succes, en dygtigt ledetorganisation, der havde forstået at udnytte de gunstige konjunkturer og sluse dekraftige økonomiske og sociale bevægelser i arbejderklassen ind i en politiskramme med socialistisk målsætning, mest udpræget i København, men også inogle af de større provinsbyer. Under de gunstige samfundsøkonomiske betin-gelser havde man virkelig formået at formidle en forståelse af betydningen afden kollektive optræden og den faglige og klassemæssige solidaritet. Det var

primært fagforeninger, man havde op- og udbygget, men det var sket ud fra en

klar forståelse af disses opgave som bevidst handlende brændpunkter i arbej-derklassens organisation henimod den fuldstændige frigørelses store interesse24). Man var sig bevægelsens overordnede, samfundsomskabende målsætningfuldt bevidst. Men som følge af organisationens stærke vækst blev dens rammer

hurtigt utilstrækkelige.Mens medlemsorganiseringens princip havde sin tydeligerod i »Internationales« faglige sektionsopbygning, savnede man denne organisa-tions handlekraftige, ledelse af en arbejdsdygtig størrelse. »Centralbe-styrelsens« handlekraft stod og faldt med formandens autoritet og med de enkel-te foreningersubetingede tillid til hans virksomhed.

Louis Pio havde en enorm autoritet, både i de københavnske fagforeninger og(vel nok i endnu højere grad) i provinsen. Men selv om tilliden til ham var stor,stod det allerede fra efteråret 1875 klart, at dette ikke automatisk betød, at hans

forslag og ideer betragtedes som indiskutable eller uanfægtelige. Han måtte ar-

gumentere og kæmpe for sine synspunkter, og han måtte gå ind i en seriøs drøf-telse af divergerende opfattelser, hvor urimelige de end kunne forekomme ham.I sidste instans beherskede han ganske vist »Centralbestyrelsen« i alle vigtigerepolitiske spørgsmål, men han stod overfor adskillige repræsentanter, der ved

9

egen politisk og faglig praksis gennem det sidste par år havde udviklet både vilje

og evne til at gøre deres personlige opfattelser gældende.\

Det er dog ikke hensigten her at gå dybt ned i de personlige og politiske brydnin-ger i det socialdemokratiske arbejderparti 1875-76, selv om disse selvfølgelig i

høj grad prægede også den organisatoriske debat, der nåede sit højdepunkt påGimle-kongressen den 6.-8. juni 1876.

»GIMLE-KONGRESSEN«

Gimle-kongressen, som fik navn efter det etablissement på Frederiksberg, hvor

den afholdtes, betegnes med fuld ret som Det danske Socialdemokratis første

kongres. For på Gimle vedtoges det program, som i nogenlunde uændret form

forblev gældende under hele partiets opvækst frem til positionen som landets

næststørste rigsdagsparti i 1913. Men de organisatoriske love, der samtidig blev

vedtaget, fik derimod ikke nogen lang levetid.

Den oprindelige indbydelse til kongressen, fremhævede som dens vigtigste opga-

ver vedtagelsen af et program og etableringen af internationale, faglige forbin-

delser 25). At kongressen desuagtet anvendte størsteparten af sin tid på organisa-

tionsspørgsmålet og herudover kun akkurat nåede at få vedtaget programmet,

var imidlertid ikke noget, der skete på tværs af dagsordenen. For allerede et

par uger tidligere havde Pio suppleret sin indbydelse og fremhævet vedtagelsenaf »et forslag om en ny organisation af arbejderpartiet, som bedre end hidtil

kan samle både købstads- og landarbejdere til et eneste hele«, altså påpeget be-

hovet for at få opbygget en effektiv, landsdækkende partiorganisation 26). Beho-

vet for en ny organisation var evident for alle, men derimod viste der sig at

være delte meninger om dens indhold. ,

På den ene side stod »Socialdemokratisk Samfunds« af P. Bjørnsturp forfattede

forslag om en W, baseret på lokale vælgerforeninger i

alle landets folketingskredse 27). Forslaget var forfattet allerede i februar og

havde været behandlet i et af »Centralbestyrelsen« nedsat udvalg, som forelagdedet for kongressen med en stort set positiv vurdering. Dog fandt man det nød-

vendigt i en overgansperiode at bibeholde den eksisterende organiseringsmåde28). Denne velvillige indstilling til trods fik forslaget dog en meget ublid medfart,

og fandt kun støtte hos få af de delegerede 29).

Kongressens altovervejende flertal ønskede at bevare den faglige organiseringsom partiets medlemsmæssige fundament 30). Der var ingen synderlig modstand

mod den i Pios lovforslag indbyggede lokalstruktur, efter hvilken de faglige og

politiske foreninger i de større byer skulle danne lokalbestyrelser (med både

fagligt koordinerende og lokalpolitiske opgaver). Og der var ligeledes bred til-

slutning til den jævnsides etablering af faglige landsforbund inden for alle fag.Hvad den landsdækkende ledelse af partiet angik, var der endvidere enighed om

fortsat at lade kongressen med delegerede fra alle landets faglige og politiskeforeninger - altså ikke en hierarkisk opbygge repræsentation via lokalbestyrel-serne og/eller fagforbundene - være partiets højeste myndighed, og at denne

skulle vælge en daglig ledelse af en størrelse og med en myndighed, der ville gøre

den effektiv og handlekraftig. -

Først herefter opstod den større uenighed. Pio ønskede al magt og initiativ lagt i

én formands hænder, men havde dog i sit forslag indsat et »opsigtsråd«, der

10

kunne gribe ind overfor formanden (eller den iøvrigt rent administrativt funge-rende kasserer). 5 af »opsigtsrådets«9 medlemmer skulle kunne tildele forman-den eller kassereren en advarsel, men der krævedes enighed hos hele 7 medlem-

mer, før der kunne blive tale om at afsætte dem. At Pio dertil ønskede, at 7 af

medlemmernes identitet skulle hemmeligholdes mellem kongresserne, satte det

ret så udemokratiske element i relief, men er iøvrigt underordnet i denne sam-

menhæng. Vigtigst er det at bemærke, at »opsigtsrådet« overhovedet ikke blev

tillagt nogen form for initiativ vedrørende forretningsførelsen - dets opgave var

rent kontrollerende 31).›

Straks efter fremlæggelsen så det ud til, at Pios lovforslag havde gode mulighe-der for at gå nogenlunde uantastet igennem i sin helhed 32). Men i løbet af debat-ten blev forslagets »monarkiske« tendens så åbenbar, at selv Pios mest hengivnetilhængere (heriblandt de jyske delegerede, som -

næppe med urette - forventedestørre genlyd for provinsens synspunkter hos en magtfuldkomnen Pio end i en

københavnsk domineret bestyrelse) fandt det svært at fastholde deres ubetinge-de støtte.

Efter afvisningen af »Socialdemokratisk Samfunds« oplæg blev modpolen tilPios forslag et af Anton Mundberg fremsat ændringsforslag om en kongres-valgt bestyrelse på 5 mand, der selv konstituerede sig med en formand 33). Detteprincip fandt Pio til gengæld oligarkisk, men trods hans udtalte modvilje fikændringsforslaget dog næsten en trediedel af de afgivne stemmer 34).Den endeligt vedtagne formulering var et kompromis, fremsat af den afgjortPie-venlige bygningssnedkerformand, C. Forsberg, som søgte at tilgodese oppo-sitionen på en for Pio acceptabel måde. Formanden skulle vælges særskilt afkongressen som partiets daglige forretningsfører (og til at erstatte ham underforfald valgtes derefter en viceformand). Dette betød altså, at formandens auto-ritet, som Pio havde ønsket det, kom til at udgå direkte fra kongressen. Men detcentrale var, at lovenes § 7 foreskrev valget af en bestyrelse med 5 københavnskeog 4 provinsmedlemmer, der ikke alene skulle varetage de af Pio foreslåede »op-fsigtsrâd«- funktioner, men også var tillagt forslagsret og vetoret i vigtigere an-

liggender, som altid på forhånd skulle forelægges bestyrelsen (mundtligt ellerskriftligt).⁄Hermed havde man fundet en løsning, der både skulle kunne opfyldede demokratiske principper, løse provinsens repræsentationsproblemer ogunder fornuftige samarbejdsforhold - sikre en hurtig og effektiv forretnings-gang, bygget op omkring en formand med betydelige beføjelser (der skulle fort-

i

sat 7 bestyrelsesmedlemmer til at afsætte ham).På denne baggrund måtte Pios meget nærtagende reaktion efter kongressenoverraske. Han havde ganske vist ikke fået den uindskrænkede. formandsmyn-dighed, han havde forestillet sig, men han havde under alle omstændigheder fåetbetydelig større magt og indflydelse, end han formelt set havde haft i »Central-bestyrelsen«. Dertil havde han fået en massiv personlig tillidserklæringved deténstemmigeformandsvalg, og - ikke mindre væsentligt - en nyvalgt bestyrelsemed 7 åbenbare tilhængere og kun to, ikke synderligt rabiate kritikere 35). Disseto, P. Holm og Chr. Hørdum, havde været meget aktive i debatten om § 7's for-mulering og insisteret pâ, at problemet virkeligt blev gennemdrøftet, før det blevsat under afstemning. Men deres holdning var principiel, og det er ikke beret-tiget som i de socialdemokratiske partihistorier at betragte dem som ledende

ll

talsmænd for en egentlig opposition mod Pio på dette tidspunkt 36). Kongressens

mest udpræget oppositionelle skikkelse, P. Bjørnstrup, blev ved valget til den

iøvrigt politisk betydningsløse kassererpost slået af en tro Pio-tilhænger, smede-

formanden T. Thomsen, og den stærkt kritiske Anton Mundberg drev det kun

til en revisorpost, selv om han også forsøgte sig som bestyrelseskandidat 37).

Kongressen havde afsløret en revne i den helt ubetingede tilslutning til partietsførStemand, men det var Pio selv, der fortolkede den som et personligt nederlag.

Ingen nok så oppositionel modstander ville i sommeren 1876 have vovet at dra-

ge den samme konklusion, for Pios position var fortsat formidabel, og hans for-

melle magt var større end nogensinde.

MELLEM »GIMLE« OG »KØBMAGERGADE«

Det er som sagt den organisationsmæssige udvikling,der er emnet for denne ar-

tikel, og ovenstående politiske vurdering af Gimlekongressens udfald er her kun.

givet som et led i forklaringen på, at den nye struktur ikke blev effektiv. Pios en-

tuisiasme i formandsembedet havde fået et knæk, og den blev gradvist mindre,

selv om han på ingen måde kunne hævdes at forsømme sine forpligtigelser. Han

koncentrerede hele sin energi om nogle få mærkesager såsom den faglige for-'

bindelse til England og udvandringssagen 38)- og så selvfølgelig om den embedet

formelt set uvedkommende ledelse af »Social-Demokraten«. Men feks. byggesa-

gen, opførelsen af en forsamlingsbygning, som han selv i »Månedsbladets« okto-

bernummer fremdrog som partiets væsentligste opgave, gjorde han ikke meget

for.

Det er ikke stedet her at fremdrage de mangfoldige elementer, der indgik i Pios

beslutning om at smide tøjlerne, først ved nedlæggelsen af formandshvervet ved

udgangen af februar, siden ved »flugten til Amerika« tre uger efter. Men så vidt

man kan bedømme mødereferaterne, havde forholdet til bestyrelsen ikke voldt

vanskeligheder. Og her blev Holms og Hørdums position endda reelt stærkere,

end det var forventet, for provinsmedlemmerne kom faktisk aldrig til at deltage

i møderne 39).›

Den grundlæggende forklaring på såvel Pios som partiets nedtur fra efteråret

1876 må søges i den økonomiske krise, der fra samme tid ramte Danmark med

fatale følger for den unge arbejderbevægelse. Fagbevægelsen havde været det

altafgørende grundlag for socialdemokratiets fremvækst og fremgang i årene

før. For flertallet af partiets medlemmer havde det været den fremgangsrige

kamp vedrørende løn, arbejdstid og -kår, der havde skabt den begyndende so-

cialistiske bevidsthed og tilslutning. Da det økonomiske tilbageslag satte ind, viste

bevidstheden sig for spæd til at kunne bære bevægelsen usvækket igennem. Og

hos de mere bevidste svigtede ofte den økonomiske formåen. Netop som man

troede at have nået et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for en landsdækkende

organisation, smuldrede det simpelt hen bort.

Gimlekongressens organisatoriske struktur stillede relativt store økonomiske

krav, hvad angik lønnede parti- og fagforeningsfunktionærer og udgifter til diæ-

ter, rejsepenge og tabt arbejdsfortjeneste for tillidsmændene - samt naturligvisde almindelige udgifter til administration og agitation. 0g bevægelsen krævede

betydelig mere af sine'tilhængereend de ordinære kontingenter til fagforeningog parti: abbonnement på »Social-Demokraten« (og måske »Ravnen«), éntre

12

vat,›

,)'<›>4r77".

-

\

ved de utallige møder og fester, pålignedeog frivillige bidrag til såvel almindeligestrejkefonds som igangværende arbejdskonflikter (og der støttedes på tværs affag- og kommune-, ja endog landegrænser), aktietegning i forsamlingshusbygge-riet og bidrag til allehånde andre gode, socialistiske formål, f.eks. de hyppigeindsamlinger til fordel for politisk fængslede partifæller og deres familier. Selvunder de gode konjunkturer havde en arbejder med familie ikke haft meget at

give af, og nu satte krisen ind med stigende arbejdsløshed og løntryk.›

Til denne økonomiske svækkelse kom så Louis Pios og Poul Geleffs flugtlignen-de bortrejse i marts 1877. Den umiddelbare, bevidsthedsmæssigebetydning her-af kan næppe overvurderes, men man må heller ikke overse de nye økonomiske

problemer, som umiddelbart fulgte. Pio havde gennem sit »Centraltrykkeri«-projekt formøblet en stor del af bevægelsens aktiver og efterladt blandt andre

forsamlingsbygningsselskabet og bygningssnedkernes og cigarmagernes fag-foreninger med store værdiløse fordringer. Og hertil kom, at driften af »So-cial-Demokraten« nu også begyndte at kræve tilskud.

Da Pio nedlagde sit formandshverv i slutningen af februar, kunne den af Gimle-kongressen valgte viceformand, Poul Geleff, overtage hans hverv, men at debegge kunne forsvinde inden næste kongres var ikke forudset. Som rimeligt var,påtog hovedbestyrelsen sig ledelsen indtil en ny kongres kunne afholdes og ud-pegede Chr. Hørdum til midlertidig »forretningsfører«. Samtidig udpegede

_

»Social-Demokratens« kontrahentforsamling ham til en tilsvarende stilling (som»ekspedient«) ved avisen. Begge titler var tydeligt valgt for at betone en ren

funktionærstatus, men reelt blev Hørdum hurtigt den toneangivende person i en

inderkreds, som også rummede P. Holm, C. C. Andersen, P. Bjørnstrup/og An-ton Mundberg. Ganske vist fungerede hovedbestyrelsen formelt, men reelt blevden uarbejdsdygtig som følge af personlige og geografiske meningsforskelle 40).Det var noget af en urias-post, som Hørdum og hans meningsfæller påtog sig atadministrere, da Pios og Geleffs bratte forsvinden med et slag accentuerede ogmangedoblede de alvorlige vanskeligheder, som bevægelsen allerede befandt sigi. Store økonomiske vanskeligheder for partiet og bladet måtte overvindes, denkraftige borgerlige offensiv mod bevægelsen måtte imødegås, og der måtte af-stikkes en politisk og taktisk kurs, der kunne fastholde den danske arbejderbe-vægelse i en socialistisk enhedsorganisation 41).

»KØBMAGERGADE-KONGRESSEN«Ingen af disse opgaver var løst, da partiet indkaldte til sin 2. Kongres d. l.v4. juli1877 - langt fra. Økonomien var på nulpunktet (eller snarere under), de enkelteforeningers medlemstilbagegang alvorlig og adskillige' foreninger havde trukketsig ud ,af organisationen. Forsåvidt må det betragtes som imponerende, at detoverhovedet lykkedes at gennemføre kongressen 42). I forhold til Gimle var

tilbagegangen i antallet af repræsenterede foreninger og medlemmer uhyggelig.Ved Gimlekongressen var repræsenteret mindst 56 foreninger med mere end6200 medlemmer, i Købmagergade kun nogleogtyve med 0. 2250 medlemmer,altså kun lidt over 1/ 3 for begge kategoriers vedkommende 43).Disse tal belyser organisationens tilbagegang, men de må ikke betragtes som etudtryk for den socialdemokratiske arbejderbevægelses samlede størrelse i som-meren 1877. Mange fortsat socialistisk sindede foreninger havde trukket sig ud

, 13

'

ellerjholdtsig borte fra kongressen p.g.a. utilfredshed eller/'afandre grunde 44).

De 37 personer, som deltog i forhandlingerne, udgjorde en uhyre heterogen

forsamling, hvor intet 'Spørgsmål på forhånd kunne påregne et sikkert flertal.

Politisk set er det muligt at udskille to hovedtendenser, nemlig Hørdum-kredsens.7 »moderate« eller »grundlovsværnende«overfor en »radikal« med cigarmager

P. C. Johnsen i spidsen, men kun et mindretal af kongresdeltagerne lod sig med

sikkerhed placere i en bestemt bås. Standpunkterne og konstellationerne skiftede

fra sag til sag, og der var forsåvidt tale om en om ikke fordomsfri, så dog åbendebat, hvor argumenterne kunne flytte adskillige stemmer 45).

Den politiske side af kongressen ligger udenfor denne artikels rammer, men det'

er dog rimeligt at konstatere, at Pio i sommeren 1877 langtfra betragtedes som

den store skurk i partiet. De »radikale« københavnere og flertallet af de pro-

vinsdelegerede fremhoidt hans rene socialistiske politik overfor »Hørdum-

klikens« moderation 0g maskepi med »Det forenede Venstre« og anklagede den-

ne klike for at have chikaneret Pio bort. Dette afviste den nye ledelse naturligvis,men deres kritik af Pio blev fremført temmelig blødt. Deres stærkeste argumentvar hans enevoldstendenser og den hemmelige og uforberedte afrejse, men de

savnede det uimodsigelige bevis på hans uvederhæftighed og forrædderi, som de

først sidst på året fik i hænde med Geleffs »rene skære sandhed« om politibe-stikkelsen 45). Anklagerne mod Pio og Geleff blev derfor ført frem i ret så

'urbane former.'

Udgangspunktet for den organisatoriske debat blev et af en kreds omkring P.

Bjørnstrup indgivet forslag til en ny organisation, som i store træk støttedes af

den fungerende partiledelse 47). Udkastet blev udsat for megen kritik og blev

gennemgribende ændret både verbalt og indholdsmæssigt, men trods dette var

de nye love i hovedsagen en sejr for Hørdums linje, ikke mindst fordi de ved den

endelige, samlede afstemning blev vedtaget med alle stemmer mod én. På to væ-

sentlige områder havde Hørdum-iløjen sat sine synspunkter igennem. Det mest

iøjnefaldende brud med 1876-strukturen var indførelsen af en kollektiv ledelse.

Den nye struktur kom overhovedet ikke til at indeholde et formandsembede.

Mellem de årlige kongresser skulle ledelsen kollektivt varetages af en 12 mand

stor »centralbestyrelse«. Denne skulle selv vælge en forretningsfører og en kas-

serer, men disse fik kun tillagt rent administrative funktioner, og valgene gjaldtovenikøbet kun for henholdsvis én og tre måneder af gangen. 6 centralbestyrel-sesmedlemmer kunne suspendere forretningsføreren med øjebliks varsel, så en-

hver mulighed for, at han kunne vokse sig for stærk i embedet, skulle være ude'

lukket.

Muligheden af, at »centralbestyrelsen« kunne udvikle sig til et 12-mands despoti,var også forudset og begrænsedes på forhånd, idet den forpligtedes til at ind-

kalde en repræsentant fra samtlige tilsluttede foreninger til drøftelse af -

og af-

stemning om -

sager af mere indgribende betydning 43). En ny Pio var helt og.

aldeles, udelukket efter disse bestemmelser, som gik langt ud over de mest

demokratiske forslag på Gimle-kongressen.

Hørdum-fløjens anden sejr (som siden skulle vise sig dyrekøbt) var, at man fast-

holdt en centraliseret ledelse af et landsdækkende parti, selv om kongressensflertal på et tidspunkt syntes stemt for en deling i en jysk-fynsk og en sjæl-

14

'

landsk-lollandfalstersk afdeling. Og ikke alene bevarede man enhedspræget, man

Vøgede Københavns indflydelse. \

›

Baggrunden for de nye bestemmelser om centralbestyrelsens sammensætningvar en almindelig erkendelse af det økonomisk og praktisk umulige i at holde

jævnlige møder i en bestyrelse med både københavnske og provinsmedlemmer49). Den nye løsning, hvor man lod hele kongressen vælge 9 af bestyrelses-medlemmerne for derefter at overlade valget af de sidste tre til de provinsdele-gerede alene, indebar imidlertid en klar. svækkelse af provinsens reelle indfly-delsesmuligheder. For der kunne kun stemmes på københavnere, og det, at

centralbestyrelsen samtidig blev ledelse for den københavnske afdeling, måtteogså svække tilliden til den som en landsdækkende, »over-lokal« ledelse. Provin-

sens forholdsmæssige repræsentation i ledelsen var blevet nedsat fra 4⁄9 til 1⁄4

og altså ovenikøbet blevet indirekte, d.v.s. igen lagt i hænderne på personer uden

direkte kendskab til de lokale forhold. På baggrund af den til tider meget hårdetone mellem århusianerne og en del af københavnerne er det overraskende, at

denne bestemmelse blev vedtaget enstemmigt, og bestyrelsesvalget dagen efterviste da også, hvor skrøbelig enigheden var.

De provinsdelegerede valgte som deres repræsentanter de tre mest markerede»radikale« kritikere af Hørdum-kredsen, P. C. Johnsen, bager Tøppervien og

Jaquette Liljencrantz, men med en tvivlsom, formel begrundelse blev valget afsidstnævnte underkendt, hvorefter de to århusianske murere, R. Thomsen og F.Sørensen udvandrede med et »Bruddet er sket« 50).Denne begivenhed beskrives normalt som et ret ubetydeligt intermezzo, som en

første manifestation fra en lille gruppe kroniske kværulanter af »pionistisk« til-snit 51). At provinsen herefter overhovedet ikke deltog i samarbejdet, bemærkesnæppe i de socialdemokratiske partihistorier, som også giver et alt for unuance-

ret og beskedent billede af den københavnske oppositions styrke i eftersom-meren 1877 52). Det, der skete, var et regulært brud, som på mindre end en

måned havde halveret den nye centralbestyrelses medlemsmæssige grundlag.Kimen til sprængningen af partiet lå der naturligvis før kongressen, og den fort-satte økonomiske krise forstærkede virkningen, men det er et faktum, at så

godt som hele den organiserede arbejderbevægelse i provinsen forlod partiet ogsammen med en relativt talstærk københavnsk opposition dannede et konkurre-rende »Socialistisk Foreningsforbund« i august 1877 53). Dette parti, som snart

efter betegnedes som »det jyske socialistiske parti«, holdt vel højest et par år ogblev næppe særlig stort eller særlig aktivt, men det rummede 1870”ernes jyske

V

kærneområder, i det mindste Århus og Fredericia, og disse genoptog først kon-takten med København 5-6 år senere.

ET PARTI I DØDSKAMP

Ved starten på Købmagergade-kongressenhavde Hørdum-kredsen luftet tan-ken om at reorganisere partiet på et rent politisk grundlag, men havde frafaldet

standpunktet uden sværdslag, da et flertal af de delegerede ønskede en fortsat

integrering af den faglige og politiske virksomhed 54). Den nye struktur fastholdtderfor den faglige organisering, men alligevel var det i Købmagergade, at kimenblev lagt til det skelsættende brud på partiets organisatoriske praksis, som lå

bag dannelsen af »Socialdemokratisk Forbund«.

lS

,,_ J,.

. Købmagergade-kongressens love var et forsøg på at tilpasse Gimle-kongressens/

for optimistiske organisationsstruktur til de barske realiteter i 1877. Men kon-gressens udfald, sprængningen af partiet, gjorde, at også de nye love var utids-

svarende fra starten. Den nye centralbestyrelse fik kun København som ar-

bejdsområde',og selv der mistede den grebet om de fleste foreninger 55). Hen påsommeren 1877 var der kun 12 foreninger tilbage af de 32 københavnske (og17 provinsforeninger), der havde været berettiget til at deltage i kongressen 56).

Man havde en organisatorisk ramme, men man havde dårligt nok en køben-

havnsk afdeling at putte i den.

Fagforeningerne gik ikke som sådan ind i den »radikale« partidannelse. De for-

lod simpelthen den organiserede, politiske arbejderbevægelse. Og herigennemtik Bjørnstrups og »Socialdemokratisk Samfunds« gamle tanker om en rent po-

litisk partiorganisation en fornyet og nu reel aktualitet. Da de blev fremsat på

Gimle-kongressen, indebar de, at man umiddelbart skulle skippe over 5000

partimedlemmer, 5⁄6 af hele den organiserede medlemsskare, nemlig de fagligtorganiserede. Selv om det forudsattes, at en del af disse ville indmelde sig i de

nye politiske vælgerforeninger,ville man dog have mistet grebet om mængder af

organiserede arbejdere, og det på et tidspunkt, da man syntes at have over-

vundet »socialistforskrækkelsen« blandt arbejderne.På vej ind i krisens anden vinter så det anderledes ud. Der var faktisk ikke

særlig mange fagligt organiserede medlemmer at miste ved at opgive fagforenin-

gerne som umiddelbart fungerende, socialdemokratiske foreninger. Tværtimod

opfattedes det politiske tilhørsforhold nu ofte som direkte belastende på fagfore-ningernes evne til at fastholde (endsige øge) organisationsprocenten 57).

Den 30. august 1877 bragte »Social-Demokraten« et af Anton Mundberg for-

fattet opgør med den radikale tradition og praksis, som han mente fortsat præ-

gede partiet. I denne pjece-lange artikel skrev han bl.a.: »Skal det socialdemo-

kratiske parti kunne vedblive at bestå, og skal fagforeningerne kunne komme til

at trives og til at udrette noget nyttigt, må den nuværende partiorganisationomordnes. Fagföreningememå blive et og det socialdemokratiske parti noget

andet«.

Selv om Mundberg i øvrigt afslørede en så farveløs moderation, at han umiddel-

bart efter blev fyret fra sin stilling på bladet, var det umuligt for centralbesty-

relsen at være uenig i denne konklusion. Partiets basis var simpelthen ved at

forsvinde. Hvis Socialdemokratiet fortsat skulle bestå, måtte det reorganiseres,

og som tingene havde udviklet sig, var det umuligt at fastholde det faglige grund-

lag. I efteråret afholdtes en række ikke særligt velbesøgte møder om spørgs-

målet i de københavnske fagforeninger. Den 6. januar 1878 blev et nedsat ud-

valgs »Udkast til love for Det socialdemokratiske Forbund« offentliggjort i

»Social-Demokraten«. Den 12. februar vedtog et velbesøgt møde lovene med

nogle for organsationsstrukturen uvæsentlige ændringer 58). »Socialdemo-

kratisk Forbund« var hermed en realitet.

Lovene afspejlede dels en erkendelse af, at man umiddelbart kun kunne udrette

noget i København, dels at man på længere sigt håbede at blive et landsomspæn-

dende forbund af lokale afdelinger - hvis indre organisatoriske forhold man

eksplicit (og klogeligt) afstod fra at blande sig i. Hovedformålene var i øvrigt at

tilvejebringe en agitationsfond, at udfolde en mundtlig og skriftlig agitation for

16

de socialdemokratiske principper og at opstille kandidater til folketings- ogkommunalvalg. Forbundets 9-mands bestyrelse skulle have sæde i København(og tillige være bestyrelse for den københavnske afdeling). Den valgte selv en

forretningsfører udaf sin midte. Valg af bestyrelse skulle efter forudgåendekandidatopstilling via »Social-Demokraten« ske ved urafsteming blandt samtligemedlemmer af Forbundet.

_

I denne organisatoriske ramme overvintrede og overlevede det danske socialde-mokrati de' næste tre år 59). Først da de økonomiske konjunkturer vendte ibegyndelsen af 1880'erne, tik »Socialdemokratisk Forbund« en udfarende kraftog betydning. Indtil da var det såvel medlemsmæssigt som aktivitetsmæssigtatligne med de diskussionsklubagtige foreninger »Broderbåndet« og »Socialdemo-kratisk Samfund« med ikke meget over 50 trofaste medlemmer 60). De ting afbetydning, der overhovedet foregik i den danske arbejderbevægelsei disse lav-punktsår (opførelsen af forsamlingsbygningen i Rømersgade, opretholdelsen af»Social-Demokraten«,og af de skrantende fagforeninger), skete ikke i Forbun-dets regi. Når dette overhovedet overlevede, skyldtes det, at dets kærne udgjor-des af de samme mænd, som iøvrigt var involveret i alle sider af den københavn-ske arbejderbevægelse.Mænd som Hørdum, Holm, C. C. Andersen, P. Knud-sen og en halv snes andre. Det var disse personers fortjeneste, at arbejderklas-sen, da den begyndte at komme til kræfter efter krisen, ikke skulle begynde fragrunden påny, men straks kunne vende sig imod et socialistisk principprogram,en politisk organisation, en fagforeningsmæssigtradition, et dagblad -

og i-«Kø-benhavn endog en forsamlingsbygning.

1) Claus Larsen har som den første i »Louis Pio, baggrund og udvikling 1868-71« (i Årbogfor ArbejderbevægelsensHistorie 2, 1972) gjort Pios udvikling før 1871 til genstand for enindgående og tilfredsstillende behandling.

2) Pios tidlige kontakter til mænd som Marx, Engels og J. P. Becker har været kendt sidenretsagen 1872-73, men trods dette er hans socialistiske niveau normalt blevet beskrevet sombåde svagt og overvejende Lasalle-influeret (fx. Lise Togeby: Var de så røde? (1968) s. 11). Deseneste års omfattende forskning i 70,ernes arbejderbevægelseviser, at begge sider af dette bil-lede má revideres. Se især Søren Federspiels utrykte speciale »Den danske arbejderbevægelseog internationalismen 1871-78 (Kbh. 1974)«.

3) Se Niels Finn Christiansen: National tradition og udenlandsk indflydelse i den tidlige dan-ske arbejderbevægelse(trykt i den nordiske kongresberetning Från Medeltid til Välfards-samhälle (Uppsala 1976). Kontakten til den tidligste danske socialisme findes udførligt be-handlet'i Jonna Duch Christensens utrykte speciale »Fra radikalisme til socialisme (Kbh. 1975)«.4) »Socialistiske Blade II«, 5. 13, hvor Pio direkte fremfører, at en dansk afdeling af Interna-tionale i sin indre organisation bør tage de engelske »trades unions« som forbillede.

5) Sml. Pios »Erindringerfra redaktionskontoret og fængslet (1877)« s. 13. En sammenligningmellem de foreløbigelove i »Socialisten« nr. 10 og det på ABA opbevarede, udaterede sær-

tryk af »Love for den internationale Arbejderforening for Danmark« viser kun ændringervedr. sektionsstørrelsen i København og kontingentets størrelse. '

6) Oppostionen indeholdt også en, næppe uberettiget, kritik af Brix og Geleffs regnskabsførel-se. Udviklingen kan følges i en utrykt beretning om forholdene i »Internationale« af befor-dringssektionsformanden L. Jacobsen (ABA, Socialdemokratiets arkiv) s. 10-12. Beretningenvar skrevet i forståelse med politidirektør Crone for at sværte bevægelsen og må følgeliganven-des med megen forsigtighed. Men da den var skrevet med offentliggørelse for øje og som udtrykfor en skuffet socialists retfærdige harme, er det rimeligt at have tiltro til de konkrete facts,som da også ofte underbygges af andet materiale. Sml. iøvrigtBertolt: Pionerer (1938) s. 7911'.

17

7)

8)

9)

10)

11)

12)

13)14)

15)

16)

18

Således fastholdt Århus-afdelingen,ganske uanfægtet af det officielle omslag i partiets syn

på Lars Bjørnbak, sin nære tilknytning til denne.

Hvor lidt den formelle struktur overhovedet kom til at betyde i praksis, får man et tydeligt

billede af i »Uddrag af den i Socialistsagen befalede defensors indlæg for arrestanterne L.

Pio, P. Geleff og H. Brix (1873)« s. lef og passim.Se bl.a. »Cigarmager Johan Carl Chr. Würtzis breve til redaktør Angelo Haase« (udg. af

Børge Schmidt i Historiske Meddelelser om København, 4. rk. 6 (1959)). Vanskeligheder-ne skyldtes ikke medlemstilbagegang. Tværtimod synes myndighedernes repression at have

haft en ikke ubetydelig tilgang til følge.Se »Vedtægter for den internationele Arbejderforenings provisoriske Afdeling i København«

(særtryk ABA, Socialdemokratiets arkiv). Og adskillige indførsler i »Den internationale

Arbejderforenings forhandlingsprotokol« (ABA) mellem 4/9-72 og 10/4-73. Jvf. også Ber-

tolts Pionerer s. 137.

Forbindelsen til provinsen var uhyre svag. D. 28/7-72 deltog to jyske kredsformænd, C. C.

Kruse fra Århus og J. H. Gronemann fra Horsens i folkemødet i Jægersborg Dyrehave,

men herefter er det eneste spor af et egentligt forsøg på at koordinere ledelsen en bevilling til

Johnsen i foråret 1873 til en rejse til Fredericia, hvor han skulle møde kredsformændene

(Internationales Forhandlingsprotokol d. 21/4-73).Som den lettest tilgængelige oversigt kan henvises til H. Bruun: Fortegnelse over køben-

havnske Fagforeninger 1869-1900 (i P. Engeltoft & H. Jensen: Bidrag til arbejderklassens og

arbejderspørgsmåletshistorie i Danmark (1931), suppleret med Bruuns netop genoptrykte

»Den faglige arbejderbevægelse i Danmark« (1938).Se »Udkast til love ...« i »Mánedsblad for den demokratiske Arbejderforening« nr. 1, d.

\

26/9-73. ABA.

Jvf. Bertolt: Pionerer s. 143-45. Se også »Høje5teretstidende«,18. årg. (1874) s. 26-29.

»Love for Foreningen »Broderbåndet« (1874). Jvf. Bertolt: Pionerer s. 156f. (ABA, Social-

demokratiets Arkiv, kasse 19).I foråret 1874 formaliseredes også et andet betydningsfuldt samarbejde, da 17 københavnske

fagforeninger i forbindelse med »Socialistens« fallit »kontraherede« og overtog bladet, som

de fra d. 10/5 udgav under navnet »Social-Demokraten« (ivf. Bruun: Den faglige arbejder-

bevægelse, s. 4191). »Kontrahentforsamlingen«, som siden også kom til at rumme provins-

fagforeninger, er formelt set denne partiorganisatoriske oversigt uvedkommende, men reelt

har den været en af den unge arbejderbevægelsesvigtigste organisationer.

»Manifest fra de frie Fagforeningers Centralbestyrelse i København«, august 1874 (ABA,

Socialdem. Arkiv, kasse 636). Efter manuskriptets afslutning har jeg på Det kongelige Bib-

liotek fundet et hidtil ubenyttet tryk (det kendes således ikke af Henry Bruun i Den faglige Ar-

bejderbevægelse)med »Udkast til Centralbestyrelsens Program. Kbh. 1874«. Det drejer sig,

trods titlen, om Centralkomiteens endelige udkast til organisationens love! De tre første para-

graffer er dog programlignende og skal her citeres i deres helhed, da de viser en betydelig

mere beskeden målsætning for organisationen ved starten på Centralbestyrelsens virksom-

hed end hidtil antaget. En egentlig udfarende politisk virksomhed er dårligt nok antydet!

Hvad det organisatoriske angâr, nødvendiggør lovudkastet ikke ændringer i denne fremstil-

ling.»Udkast til Centralbestyrelsens Program. Kjøbenhavn 1874.

I kraft af nedenstående love, dannes herved en repræsentationfra alle frie fagforeninger,

under navn af Centralbestyrelsen for at muliggjøre en fælles samvirken af Danmarks

Arbeidsstand.

§ 1.

Centralbestyrelsens formål består i ad streng og lovlig vei at fremme enhver sag, som kan

tjene til at forbedre arbeidernes sociale stilling, særlig ved oprettelsen af en fælles Streike-

kasse (som dog bør have sine særskilte love) samt ved videre at behandle og gjennemgå de

forslag som fra de enkelte fagforeninger der have indordnet sig under den, måtte tilstilles den,

ligesom også ved til foreløbig behandling i fagforeningerne at indbringe sådanne forslag som

bestyrelsen selv måtte fremkomme med til fremme for arbeidernes interesser.

§ 2.

Endvidere er det bestyrelsens pligt igennem foredrag og diskussioner, som ere let tilgjænge-

lige for samtlige fagforeningers medlemmer, at fremme oplysningen om arbeidernes økono-

17)

18)

19)

20)

21)

22)

23)

24)

25)

miske, faglige og andre interesser, ligesom til enhver tid at gjøre alt for at holde samtligemedlemmer bekjendte med hvad der fremkommer i arbeidersagen såvel i ind- som i udlandet. ›

§3.

Endelig er det dens pligt når tid og omstændigheder taler derfor, igjennem billige smâskrifterat arbeide for sammenholdet mellem alle landets arbeidere, for at de, når nødvendighedenbyder det, som een mand kunne lægge deres stemme i vægtskálen for opfyldelsen af arbeider-nes retfærdige fordringer«.Ved stiftelsen havde CB tilslutning fra 12 københavnske fagforeninger. På Gimle-kongressento år efter deltog mindst 26 københavnske og 15 provins-fagforeninger og 4 hhv. 11 politiskeforeninger. Adskillige foreninger var ikke repræsenterede.

»Udkast til love' ...« og »Love for de frie Fagforeningers Centralbestyrelse«, begge fra 1875,»Tillæg til Centralbestyrelsens Love«, 1876, samt en noget upræcis oversigt over »Forskel-

'

ligheder mellem »Udkast« og »Love« findes alle i kopi på ABA, Socialdem. Arkiv, kasse 19.Man havde oprindelig ikke villet optage.den politiske forening »Broderbåndet« uden en for-

udgående ændring af dennes love. Dette medførte, at »Broderbándet« i slutningen af 1874 gikop i en nystiftet »Blandet Fagforening«, der igen i sommeren 75 gled ind i »SocialdemokratiskSamfund«. Sidstnævnte og »Der deutsche socialdemokratische Arbeiterverein in Kopenha-gen« blev begge repræsenteret i CB, hvor de dog numerisk set betød forsvindende lidt. Begge

'

foreninger synes på deres højeste at have haft færre end 100 medlemmer. I 1876 optoges og-så »Den fri kvindelige Forening«, som på Gimle havde 150 medlemmer.

'

Lovene og Tillægget (som faktisk er en revision) § 1, jvf. note 18. Alle tilsluttede foreningerudpegede herefter én repræsentant (som ikke nødvendigvis behøvede at være formanden) ogdertil yderligere 'én pr. påbegyndt 100 medlemmer. (Oprindeligt havde alle fagforeningeruanset størrelse to stemmer, men i forbindelse med den store cigarmagerforening, »Enighe_dens« optagelse i marts 1875 kom den første differentiering ind i billedet. Hvor beskeden denend var, medførte den dog, at et par af de små foreninger meldte sig ud. Jvf. Bruun: Den fag-lige arbejderbevægelse,s. 4150.»Tillægget« til lovene fra 1876 viser yderligere lapperier på problemet. Således åbnedes dermulighed for, at fagforeninger i provinsen uden broderforeningen i København direktekunne indordne sig under CB, og alle bestyrelsesmedlemmerne frk nu ret til at deltage imøderne, når de var i København. Fra dette »tillæg« skal det iøvrigt bemærkes, at »Social-demokratisk Samfund« nu eksplicit nævnes som repræsentationsleddet til CB for provinsensalmindelige politiske foreninger.I modsætning til på kongressen var stemmerne ikke vægtet efter de repræsenterede forenin-gers medlemstal. Således var den lille Kurvemager-forening, der på Gimle talte 24 medlem-mer, efter lovrevisionen i 1876 berettiget til en repræsentant i CB, mens de 900 bygnings-snedkere var berettigede til 8, måske 9 repræsentanter, altså 8-9 gange så mange stemmerfor 37 gange så mange medlemmer. Bygningssnedkerne, som havde langt den største, socia-listisk sindede fagforening, havde iøvrigt, vel bl.a. af ovennævnte årsag, længe holdt sig tilbagefra centralisationen. De tilsluttede sig først CB i efteråret 1875, da Pio havde overtaget for-mandsskabet.

-

D. 1⁄7-75 valgtes Pio til formand for CB, men tiltrådte dog først hvervet d. 6/8. CBs førsteformand, E. W. Klein, fortsatte herefter som sekretær og varetog i praksis en stor del af detdaglige arbejde, indtil han blev afskediget d. 18/5-76. Trods degraderingen efter Pios løs›ladelse synes han længe at have arbejdet godt og loyalt sammen med denne, også som an-

svarshavende redaktør for »SociaLDemokraten« (fra 23⁄10-75 til 20/5-76). At han sidenblev en bitter bekæmper af såvel Pio som partiet, er en anden historie.Ved at anvende dette ordvalg, hvis sidste linjer er et let omskrevet citat fra den af Marxforfattede og af »1. Internationale« i 1866 vedtagne resolution om fagforeninger (gengivet iMarx: Løn, pris og profit (Kbh. 1933), s. 71-73) vil jeg markere min tilslutning til opfattelsenaf den tidlige danske arbejderbevægelse som i højere grad marxistisk end lasalleansk influe-ret. Ikke mindst den organisatoriske opbygning af en fuldt integreret faglig og politisk bevæ-gelse forekommer mig at være et afgørende argument i denne debat. Sml. iøvrigt note 2.Social-Demokraten d. 30/4-76. Spørgsmålet om et internationalt fagligt samarbejde (i førsteomgang specielt med England) optog Pio meget i 1876. Det nåede ikke at blive behandlet påGimle, men var hans mærkesag i hele efteråret 76. Trods hans ihærdige anstrengelser stran-

19

dede forslaget på den engelske fagbevægelses velvillige ligegyldighedDSagen kan følges i »Må-

nedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti«, juli 1876-januar 1877.

26) Social-Demokraten d. 18⁄5-76. Men Pio havde næppe forestillet sig, at org'anisationsspørgs

målet ville beslaglægge hele debatten.

27) »Grundrids til en Forfatningsforandring for Socialdemokratiet indenfor det danske Stats-

omráde« (Social-Demokraten d. 8⁄6-76). De direkte kilder til Gimle-kongressens forløb er

iøvrigt udgivet samlet af H. N. Lahme i »Det danske Socialdemokratis Gimlekongres 1876

(1976), hvortil der i det følgende normalt vil blive henvist.

28) Udvalgets formand var Poul Geleff, som imidlertid på kongressen ændrede holdning og und-

sagde forslaget, jvf. Lahme, anf. værk s. 24. V

29) På begyndelsen af 4. møde besluttedes det med 5407 stemmer at fortsætte forhandlingerneudfra Pios lovforslag. Bjørnstrups fik 802 stemmer (Lahme s. 27).

30) Følgende gennemgang bygger på Pios »Udkast til love ...« og på mødereferateme, begge dele

publiceret i Social-Demokraten d. 8:10. juni 1876 og gengivet hos Lahme.

31) Pios lovudkast, § 7, jvf. Lahme s. 7.

32) Kongressens andet møde, jvf. Lahme s. 1211". Specielt kan det bemærkes, at dirigenten C. C.

Andersen anbefalede lovforslaget til vedtagelse (s. 14). På 5. møde havde han ændret opfattel-se vedr. § 7, men fastholdt iøvrigt sin tilslutning (s. 32).

33) Af kongresreferatet fremgår det, at Bjørnstrup havde stillet et betydeligt mere »demokra_

tisk« ændringsforslag om et »råd på 15 medlemmer« (Lahme s. 31), men dette synes at have

været helt uden gennemslagskraft.34) Nemlig 1780 mod 4124, jvf. Lahme s. 30.

35) De 9 var (med stemmetallene i parentes): P. Holm (4100), Chr. Hørdum (3783), J. F. Gies-

sing (3084), P. C. Johnsen (2148) og Jaquette Liljencrantz (1527), alle fra København. Pro-

vinsmedlemmerne blev Georg Bliesmann - Århus (4579), Hans Jørgen Nielsen _ Fredericia

(3989), R; P. Svendsen - Århus (2617) og H. Jensen - Horsens (2564). Se Social-Demokraten

d. 10/6-76, da Lahme ikke gengiver valgresultaterne.36) Således Bertolt i »En bygning vi rejser I« (1954) s. 88 og C. E. Jensen i »Socialdemokratiets

Århundrede II« (1904) s. 289. Sidstnævnte inddrager endog C. C. Andersen i denne opposi-tions ledelse, smI. note 32.

Grunden til denne alm. vurdering er formodentlig en tilbageslutning kombineret med Pios

vrede opgør i artiklen »Kongressens udfald« i Social-Demokraten d. 10/6 (Lahme s. 410,hvor han i anden række kritiserede Holm. og Hørdum. Men på det' første møde i den nye be›

styrelse beklagede han, at artiklen kunne give det indtryk, at han slog dem i hartkorn med

Bjørnstrup og Mundberg (Soc.-Dem. d. 14/6-76). Og i de senere bestyrelsesreferater, der

offentliggjordes i »Månedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti«, kan man' ikke

spore uoverensstemmelser i det første halve år. Endnu et indicium, der peger i retning af et

uproblematisk forhold, kan anføres. På det første bestyrelsesmøde d. 12/6 uddybede Pio sin

kritik af den vedtagne § 7 (om bestyrelsens sammensætning- og beføjelser). Han hævdede, at

den b1.a. manglede en indledende sætning: »formandenhar den øverste ledelse af partiet«.

Denne alt andet end uskyldige sætning (med Gimle-debatten in mente) fandtes ikke i de i

Social-Demokraten d. 10/6 offentliggjorte love, men den blev indsat i den udgave af lovene,

som bragtes i det nye »Månedsblads« første nummer. Dette kan kun være sket med bestyrel-sens billigelse.Men det er rimeligt at konstatere, at Holm og Hørdum allerede på Gimle havde et selvstæn-

digt og jordnært forhold til Pio.

37) Soc.-Dem. d. 10/6-76, jvf. note 35. Ved bestyrelsesvalget blev Mundberg 3. suppleant (efterC. C. Andersen og Adam Petersen) med 1338 stemmer.

38) Se »Månedsbladet« juni 1876-februar 1877. Også Pios initiativ til et fornyet internationalt,socialistisk samarbejde, i første omgang gennem etableringen af et dataindsamlende og

-formidlende bureau, bør fremhæves.

39) Sml. note 36. Ved det første møde d. 12/6 deltog H. Jensen, Horsens, men næste gang, der

kom jyder til stede, var på det ekstraordinære 2-dages møde d. 18.-19. april 1877 om konse-

kvenserne af Pios og Geleffs bortrejse (Månedsbladet, maj 77).40) Af de 9 HB-medlemmer (jvf. note 35) rejste Giessing hurtigt til USA for at deltage i Pios

Kansas-koloni, H. J. Nielsen nedlagde sit mandat i utilfredshed med Hørdums linje, de 3 øv-

rige provinsmedlemmer fortsatte formelt, men var reelt uden synderlig indflydelse eller viden

20

om forretningerne. Af de tilbageblevne 4 københavnere deltog Jaquette Liljencrantz sjældent, ,

dels p.g.a. sygdom, dels fordi hun tydeligvis var splittet mellem sine »pionistiske«, politiskesympatier og sin vrede over den økonomiske og følelsesmæssige behandling, Pio havde givethende.

Mellem P. C. Johnsen på den ene side og Holm og Hørdum på den anden kom det i løbet af

foråret til alvorlige politiske og personlige modsætninger, som i sidste instans må have med›

ført, at Johnsen nedlagde sit mandat (se b.l.a. hovedbestyrelsesreferaterne i »Månedsbladet«

og J. Liljencrantz: Louis Pios færd (1877). For Johnsens mandatnedlæggelse haves ikke div

rekte belæg, men han deltog i afstemningerne pá Købmagergadekongressen, hvad HB-med-

lemmerne iøvrigt ikke gjorde.41) Termerne »socialistisk« og »socialdemokratisk« benyttes temmelig vilkårligt, som i 1870'er-

ne. Indholdsmæssigt har man næppe tillagt dem den store forskel, selv om ordet »socialdemo-

kratisk« nok blev indført for at give bevægelsen et mere »stuefáhigt« navn i datidens for-

fatningskæmpende samfund.

42) Kongressen skulle ifølge vedtagelse på Gimle have været afholdt i Århus. Århus- og Hor-

sens-foreningerne havde accepteret, at den llyttedes, men Fredericia protesterede og boyCOt-tede kongressen.

43) Social-Demokratens referat af Gimlekongressen indledtes med en (ganske vist lidt mangel›fuld) fortegnelse over de repræsenterede foreninger og deres medlemstal (jvf. Lahme s. 40.En sådan savnes for Købmagergade-kongressen, men af de samlede referater (S-D, d. 3.-10.

juli 1877) fremgår, at ialt 28 delegerede fra lidt færre foreninger repræsenterede ialt 2242

medlemmer. Udover disse 28 deltog 9 tillidsmænd (HB-medlemmer, kasserer og revisorer) i

debatten uden stemmeret.

44) Fx. Fredericia-foreningerne (jvf. note 42) og landets største fagforening, Bygningssnedker-nes, som allerede i marts 1877 havde forladt organisationen (Forhandlingsprot. for Byg«ningssnedkerne d. 21., 27. og 28 marts 77).Ialt 49 foreninger, heraf 17 i provinsen, havde været berettiget til at deltage (Månedsbladet,juni 1877 › tillæget). Af disse var enkelte forsvundet, og en del var så medlemsmæssigt og/-eller økonomisk svage, at de ikke var i stand til at sende en repræsentant.

45) 1 ugen før kongressen havde en kreds, som betegnede sig som »Pios Venner«, holdt et mødemed deltagelse af 150 personer, og dagen før, d. 30/6-77, udkom første nummer af ugebladet»Den Radikale«, (udgivet af »Frihedsvenner« og redigeret af P. C. Johnsen) med en stærk

fordømmelse af Hørdum-kredsens politiske linje. Adskillige af de delegerede tilhørte på for-hånd denne kreds.

46) P. Geleff: Den rene skære sandhed om Louis Pio og mig selv (1877) blev udgivet af Hørdum0. 1. okt. .1. Liljencrantz var indtil da den eneste, som åbent havde anklaget Pio for økonomisk

uvederhæftighed, men hendes anklager var for bitre og personlige til at kunne overbevisePios tilhængere (Jvf. note 40).

47) Det var kun et yderst snævet flertal, som gik ind for at tage forslaget som udgangspunkt,1235 stemmer mod 1007 (Social-Demokraten d. 5⁄7-77).Forslaget er trykt i Månedsbladets

juni-nr. som nr. 1.

48) Sidstnævnte bestemmelse var dog ikke efter Hørdum-fløjens ønske, men et udslag af kongres-sens overvejende tilslutning til en fortsat integrering af det faglige og politiske.

49) Dette havde tydelig vist sig i det forløbne år, jvf. note 39.50) Se mødefereratet i Social-Demokraten d. 10⁄7_77 og i »Den Radikale« d. 21/7-77.51) Således Bertolt i En bygning vi rejser, I (1954) s. 99f og 122f og Borgbjerg i Socialdemo-

kratiets Århundrede,II (1904) s. 321.

52) Johnsen _

og sandsynligvis også Tøppervien - nedlagde kort efter mandatet efter to storm-

fulde møder i Centralbestyrelsen (se Johnsen: Til mine partifæller i Provinsen, Den Radikaled. 21⁄7›77 0g referatet i Social-Demokraten d. 18/7-77.Henry Bruun har i »Den faglige Arbejderbevægelse« s. 275 bemærket problematikkenKøbenhavn/provins,men gør iøvrigt ikke meget ud af den. Jonna Duch Christensen har som

den første leveret en mere nuanceret og spændende tolkning, i hvilken hun vurderer bruddetudfra både en principiel politisk og en geografisk modsætning (Fra radikalisme til socialisme,utrykt speciale, Kbh. 1975, s. 1030.

53) Straks efter kongressen dannedesi København »Det radikale socialistiske Forbund« med»Den Radikale« som organ. I slutningen af august omdannedes det til et føderativt landsfor-

217

*

bu\nd,»Det socialistiske Föreningsforbund«med Hans Jørgen Nielsen,Fredericia, som for- 'L

mand. Da »Den Radikale« gik ind iislutn. af sept., udgav forbundet ugebladet »Fremad«,med den gamle socialistiske pioner, typograf R. Foltmar som redaktør. Lovene er aftrykti »Fremads« 3 første nr. f\\

›

»Fremad« gik ind efter 9 nr., og herefter synes den østlige forbundsafdeling (København og

øerne) fuldstændigtat have indstillet sin virksomhed (dec. 1877). mens den jyske fortsatte (om 1

det jyske parti se Bruun, anf. værk s. 3621).“

A

54) Jvf. referatet af 2. og 3. møde, Social-Demokraten d. 4.-5. juli 77.

55) Udviklingen kan følges i fagforeningernes mødereferater i Social-Demokraten. Bl.a. udtrådte

en af bevægelsens mest aktive og politisk »mindede« fagforeninger, Smedenes og Maskinar-

bejdernes, straks efter kongressen (S-D d. 7/8-77).56) S-D d. 12⁄9-77 (Mødet i Phøenix). Siden udtrådte også Bødkerforeningen (S-D d. 2/ 10-77) og

Snedker- og Stolemagernes Fagforening (S-D d. 31/10-77), mens Tobaksarbejderforbundet- Enigheden efter nogen diskussion besluttede at forblive under Centralbestyrelsen til decem-

ber (S-D d. 31/10-77).57) Adskillige af de udtrådte foreninger fastholdt dog en klar socialistisk indstilling, fx. Smedene.

58) Mødereferat i S-D d. 14/2-78. Se også Socialdemokratisk Forbunds Forhandlingsprotokol,ABA. -

59) Forbundet kom gældfrit til verden, fordi man fuldt bevidst ikke dannede det som en direkte

afløser for Centralstyrelsen. Denne fortsatte formelt sin eksistens i et par måneder, før den

gik konkurs (se Jesper Jarmbæk: Reorganiseringen af Socialdemokratiet. Socialdemokratisk,

Forbund 1878-90. Utrykt speciale, Kbh. 1972, s. 11).

60) »Socialdemokratisk Forbunds kassebog 1878-80« er bevaret på ABA. De uensartede poste-

ringer af indmeldesesgebyrer, kontingenter og restancer gør det umuligt at opstille en

præcis medlemsoversigt, men tendensen er tydelig.Fra starten indmeldte 199 personer sig, og i sommeren 78 toppede man med små 250 med-

lemmer. Så begyndte nedturen, og ved udgangen af 1878 var der næppe mere end 125-150

betalende medlemmer. I 1879 peger kontingentindbetalingerne på et ,medlemsgennemsnit påknap 125 - med faldende tendens, og i 1880 lå gennemsnittet lige under 100. Disse tal dækker

over betydelig større bevægelser i medlemsskaren. Der sker hele tiden nyindmeldinger. men

fra august 78 altså til stadighed flere slettelser p.gr.a. restance. Alt i alt kan den stabile med-

lemskreds næppe have udgjort mere end 50-75 personer.

LITTERATUR OG KILDER'

Nedenstående liste rummer kun det i noterne direkte refererede materiale. Litteratur- og kilde-

grundlaget for artiklen er langt større, men de givne henvisninger skulle udgøre et tilstrækkeligt

belæg for den foreliggende undersøgelse, og jeg har ikke ønsket at belaste den med flere noter end

nødvendigt.

1. Utrykt materiale på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA).

a. Arkivalier:

Socialdemokratiets Arkiv (SDs arkiv)Forhandlingsprotokol for den internationale Arbejderfqrening i København. 1872-73.

Forhandlingsprotokol for Bygningssnedkernes Forening. 1872-77.

Socialdemokratisk Forbund. Forhandlingsprotokol. 1878-1885.

Socialdemokratisk Forbund. Kassebog. 1878-80.

b,_Specialer:Jonna Duch Christensen: Fra radikalisme til socialisme. Den danske arbejdervægelse fra ca.

1865-1876 med særligt henblik på forholdet til Venstre-grupperne. Kbh. 1975.

Søren Federspiel: Den danske arbejderbevægelse og internationalismen 1871-1878. Kbh.

1974.

Jesper Jarmbæk: Reorganiseringen af Socialdemokratiet. Socialdemokratisk Forbund

1878-1890. Kbh. 1972.

22

2. Samtidige tryk 'af love, vedtægtero. . (På Det kongelige Bibliotek odeller i SDs arkiv, ABÅ)Love for den internationale Arbejderforening for Danmark. U.â., men fra 1872. Der findes

også en udateret udgave fra 1871.

Vedtægter for den internationale Arbejderforenings provisoriske Afdeling i København. U.å.,men sept. 1872.

_.

Love for Foreningen BRODERBÅNDET. 1874.'

Udkast til Centralbestyrelsens Program. 1874..

Manifest fra de frie Fagforeningers Centralbestyrelse i København. Aug. 1874.

Udkast til Love for de Frie Fagforeningers Centralbestyrelse. 1875.

Love for de frie Fagforeningers Centralbestyrelse. 1875.

Tillæg til Centralbestyrelsens Love. 1876.

Endvidere er flere benyttede love og udkast offentliggjort i nedenstående blade.

. Samtidige aviser og tidsskriñer.

Fremad. Socialdemokratisk Ugeblad. Nr. 1-9. 1877.

Højesteretstidende. 18. årg. 1874.

Månedsblad for den demokratiske Arbejderforening. Nr. 1. 1873.

Månedsblad for det socialdemokratiske Arbejderparti. Juli 1876-juni 1877.Den Radikale. Socialdemokratisk Ugeb'lad. Nr. l-l3. 1877.

Social-Demokraten (S-D). 1874-78.

Socialisten (Soc.). 1871-74. -

Socialistiske Blade i tvangfri hefter. I-II. 1871. (genoptrykt ved Kurt Luchau Nielsen 1974) 'i' _

. Trykt litteratur.

Oluf Bertolt: Pionerer. Mændene fra halvfjerdsernes arbejderbevægelse. Kbh. 1938.Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser. I. Kbh. 1954.

Henry Bruun: Fortegnelse over de københavnske fagforeninger 1869-1900. I P. Engelstoft ogH. Jensen: Bidrag til arbejderklassens og arbejderspørgsmålets historie i Danmark fra1864 til 1900. Kbh. 1931.

Henry Bruun: Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900. Første del til ca.

1880. Kbh. 1938 (genoptrykt 1977).Niels Finn Christiansen: National tradition og udenlandsk indflydelse i den tidlige danske

arbejderbevægelse. I Från medeltid till välfárdssamhälle. Nordiske historikermötet i

Uppsala 1974. Uppsala 1976.

Poul Geleff: Den rene skære sandhed om Louis Pio og mig selv. Kbh. 1877.C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets Århundrede. II. Kbh. 1904.Hans-Norbert Lahme (udg.): Det danske Socialdemokratis GimleKongres 1876. Odense

1976.

Claus Larsen: Louis Pio, baggrund og udvikling 1868-1871. I Årbogfor ArbejderbevægelsesHistorie 2, 1972.

I

J. Liljencrantz: Louis Pios færd mod J. L., fremstillet af hende selv. Kbh. 1877.Karl Marx: Løn, pris og proñt. Kbh. 1933 (med »Internationales« fagforeningsresolution fra

1866).Louis Pio: 'Erindringer fra redaktionskontoret og fængslet. Kbh. 1877.

Børge Schmidt (udg.): Cigarmager Johan Car1 Chr. Würtz's breve til redaktør AngeloHaase. I Historiske Meddelelser om København, 4. rk., 6. bd., 1959.

Lise Togeby (udg.): Var de så røde? Kbh. 1968.

Uddrag af den i Socialistsagen befalede defensors indlæg for arrestanteme L. Pio, P. Geleff ogH. Brix. Kbh. 1873.

23

Hans-Norbert Lahme

De danske Lassalle-oversættelser.

Ferdinand Lassalles værk og hans teorier var af stor betydning for det tidligetyske socialdemokrati. Selv om lassalleanismen som bekendt i sidste ende var en

vranglære, der skulle vise sig at være svært at udrydde, har studiet af de megetpopulære og letforståelige lassalleske pjecer bidraget til, at de tyske arbejdere oghåndværkere lærte at erkende deres historiske mission som klasse og at eman-

cipere sig fra det liberale borgerskabs politiske formynderi, gennem dannelsen

af selvstændige organisationer af arbejdere og for arbejdere 1). Det er derfor

ingen overdrivelse, når Eduard Bernstein i 1892, i forordet til sin store Las-

salle-udgave, skrev, at skrifter som Arbejderprogrammet, Den Aabne Svarskri-velse og Arbejdernes Læsebog i tidens løb havde vundet hundredetusindvis af ar-

bejdere for socialismen, og at Lassalles værker »tildels endnu i dag udøver en

stor agitatorisk virkning« 2).

Det har hidtil været overset, at de vigtigste Lassalleske skrifter også er blevet\

oversat til, dansk, og at Ferdinand Lassalle derudover var den første socialis-

tiske teoretiker, med hvis værk og lære et dansk arbejderpublikum blev gjortbekendt.

'

I det følgende skal der gøres rede for de danske Lassalle-oversættelser. Da deres

teoretiske essens, lassalleanismen, synes at have været af større betydning for

det tidlige danske socialdemokratis politisk-teoretiske udvikling end hidtil anta-

get, vil der afslutningsvis blive gjort et forsøg på at fremstille det, som kan kal-

des »den danske Lassalle-reception.«

I

De to første danske Lassalle-oversættelser udkom kort efter at den danske

IAA-sektion var blevet grundlagt. Ved den ene og formentlig første af disse 'to

oversættelser drejer det sig om en udateret dansk udgave af Den Aabne Svar-

skrivelse, som i 1872 udkom i Flensborg 3). Skriftens udgiver, en M. R. Schulz,

var identisk med lassalleanernes tillidsmand i Flensborg 33). I juni meddelte

Socialisten, at pjecen nu også var kommet til København og kunne købes for

»8 sk.« 313).

I samme år blev der i København udgivet et oktavhefte med titlen »Ferdinand

Lassalle, udvalgte Skrifter.« Heftet indeholder en udførlig indføring i Ferdinand

Lassalles liv og værk, som bar overskriften »Ferdinand Lassalle. BiografiskSkitse efter tyske Kilder ved Castor,« og de indledende sider af ArbejdernesLæsebog, Lassalles berømte tale i Frankfurt/ M. den 17. og 19. maj 1863. Den

kendsgerning, at »Læsebogen« er ufuldstændig og ender midt i en sætning på

den enogtredivte af i alt toogtredive sider, med andre ord på den anden sidste

side af et helt trykark, således at den sidste side danner omslagets bagside, tyderpå, at der var planlagt flere bind med udvalgte skrifter. Det andet hefte ville så

være fortsat med et nyt trykark og midt i en sætning, en fremgangsmåde, som

før i tiden hyppigt blev anvendt ved mindre bøger 0.1.

Der kom dog ikke flere bind med udvalgte skrifter, men i stedet for blev udgivel-sen af en anden dansk Lassalle-udgave påbegyndt to år senere, Ferdinand Las-

salles Skrifter. Sidst i februar 1874 indbød E. Heinemann i Socialisten til sub-

24

skription på en »Godtkøbsudgave af Lassalles Skrifter, 'oversat af V. R. i ugent-lige Hefter á 32 sider, Pris 4 Sk.,« som han selv var udgiver af 4). Initialerne»V.R.« stod, som det senere skulle vise sig, for Vilhelm Rasmussen, redaktøriafdet satiriske blad Figaro 5). Subskriptionen kunne tegnes hos udgiveren, på par-tibladets kontor eller hos Arbejdervennens kommissionærer 6). Annoncen var

ledsaget af udgiverens opfordring til »den danske Arbejder og Smaaborger«om at gøre sig bekendt med det Lassalleske værk, fordi dette ville bane vejen til

»Arbejderspørgsmaalets Løsning,« samt det gammelkendte billede af »Ferdi-

nand Lassalles Kamp imod Kapitalmagten« 7).Det skulle dog blive efterår før det første hefte af de annoncerede skrifter kom

fra trykkeriet. Med en uges mellemrum kom så de følgende fem hefter 8),hvor-

efter udgivelsen standsede, ifølge Heinemann, fordi trykkeriet var travlt optagetaf andet arbejde 9).

Årsagentil, at hefternes udgivelse blev standset, synes dog at have været en an-

den end trykkeriets overbelastning. På centralbestyrelsens møde den 14. januar1875, da der endnu ikke var kommet flere hefter, forsøgte udgiveren nemlig at

overdrage sine rettigheder til centralbestyrelsen. Mødereferatet beretter, at

Heinemanns forslag blev modtaget med akklamation og at det især var central-

bestyrelsens formand Ernst Wilhelm Klein, der gik ind for denne beslutning ogsom i løbet af en længere tale gjorde opmærksom på, at man i centralbestyrel-sen allerede tidligere havde syslet med planer om en dansk udgave af FerdinandLassalles værker 10). Om denne bemærkning er i overensstemmelse med sand-heden kan dog ikke på nogen måde bekræftes.

Mødereferatet beretter endvidere, at der omgående blev nedsat et udvalg, som

sammen med E. W. Klein skulle sørge for, at Lassalle-udgaven blev fortsat 11).Den første begejstring over, at centralbestyrelsen nu havde overtaget udgiver-virksomheden synes dog i de følgende uger at være aftaget noget. Omtrent en

måneds tid senere blev nogle af centralbestyrelsens medlemmer betænkelige 0gpåpegede, at udgivervirksomheden måske ville føre til financielle tab. Under

henvisning til, at de Lassalleske skrifters agitatoriske værdi var lige så høj som

»adskillige Rejser af Agitatorer« ñk E.W. Klein dog gennemtrumfet en resolu-tion, som bemyndigede ham »til at arrangere det Fornødne med Hensyn til deLassalleske Skrifters 7de Heftes Udgivelse og Fortsættelsen deraf.« Desudenskulle han sørge for »at samtlige Foreninger baade her og i Provinserne støtter

Sagen ved frivillige Bidrag og ved Abonnement« 12). En uge efter dette møde ud-kom så endelig det syvende hefte af den danske Lassalle-udgave, og endnu en ugesenere kom hefte nummer otte 13).

Samtidig med, at centralbestyrelsen, som var den daværende danske arbejder-bevægelseshøjestemyndighed, overtog udgivervirksomheden for de Lassalleske

skrifter, blev der i Social-Demokraten startet en energisk reklamekampagnefor at få dem afsat. Gentagne gange gjorde både Heinemann og E. W. Klein op-mærksom på, at alle danske arbejdere ville få gavn af at studere Lassalles

værker, som var »ligesaa nødvendige for Arbejderne at læse som

ABC(-et)« 14). E.W. Klein forsøgte med hele sin autoritet at gøre fagforeninger-ne interesseret i skrifterne 15). På trods af disse anstrengelser, og selvom de nyesubskribenter fik tilbudt de første seks hefter, som nok var langt fra udsolgt,ganske gratis 16), synes salget af de Lassalleske skrifter at være gået trægt.

25

Yderligere synes den af centralbestyrelsen nedsatte komitéikke at have udvist»den fornødne Energi,« og der blev foretaget en udskiftning 17). Men også dettevar nytteløst, udgivelsen af den danske Lassalle-udgave var igen gåeti stå. Det

for marts måned 1875 bebudede hefte ni mkom aldrig.'

Grunden til, at den danske Lassalle-udgave måtte afbrydes var sikkert først og

fremmest fagforeningernes manglende interesse. I fagforeningernes mødeproto-koller kan der ikke findes et eneste tegn på, at E. W'. Kleins og Heinemanns op-

fordring til at støtte skrifternes udgivelse blev fulgt op_ 19). Fagforeningerne har

› tilsyneladende været ret ligegyldige overfor Ferdinand Lassalles værk, fordi

deres egen jordnære og dagligdags kamp stod dem nærmere end en tysk teoreti-

ker, som ikke ligefrem var en forkæmper for fagforeningstanken. Dermed var

der heller ikke mulighed for, at den danske Lassalle-udgave blev en financiel

succés. Da E. W. Klein i begyndelsen af juni 1875 aflagde beretning om sit første

år som centralbestyrelsesformand, måtte han indrømme, at »der var paabegyndtpaa udgivelsen af de Lassalleske Skrifter, hvilket Foretagende dog af Mangelpaa Tilslutning og andre tilfældige Omstændigheder maatte opgives« 20).

Bemærkningen om de »tilfældige Omstændigheder« tyder på, at der for skrif-

ternes udgivelse muligvis også har været andet til hinder end alene den manglen-de salgssuccés, hvilket det imidlertid har vist sig umuligt at få klarhed over.

Ganske vist blev der i juli 1875 nedsat en slags undersøgelseskomission, som til-

syneladende skulle undersøge de af E. W. Klein nævnte »omstændigheder« nær-

mere 21),men hvad komissionen nåede frem til, findes der ingen oplysninger om.

I.december 1875 blev der gjort status over den financielle side af sagen, og re-

sultatet har utvivlsomt været et underskud 22). Hermed må det første forsøg påat gøre danske arbejdere og håndværkere bekendt med en socialistisk teoreti-

kers værk i hovedsagen anses for at være mislykket.Ferdinand Lassalles skrifter synes at have været planlagt som en komplet dansk

Lassalle-udgave i oktavformat, og ikke som et udvalg. I denne retning peger ikke

alene udgavens benævnelse, men ligeledes den kendsgerning, at ikke kun de mest

populære Lassalleske pjecer, nemlig Arbejderprogrammet og Den Aabne Svar-

skrivelSe blev optaget i rækken (hhv. nr. 1-3 og 3-4), men også Ferdinand Las-

salles økonomiske hovedværk, Hr. Bastiat Schulze von Dell'tzsch eller Kapital 0g \

Arbejde (nr. 4-8). 'Som agitationsskrift var dette omfangsrige værk værdiløst.

Til gengæld står det på et højt teoretisk niveau og kræver et så indgående stu-

dium, at der i 1870-erne på nær E. W. Klein næppe var nogen dansk socialist,

der kunne forstå det. »Bastiaten« hører derfor ikke hjemme i et udvalg, men i

en større eller samlet udgave.›

For at blive ved dette værk, så er oversættelsen af en særdeles dårlig kvalitet. I

forvejen viser oversættelsen af Arbejderprogrammet og Den Aabne Svarskrz'-

velse, at Vilhelm Rasmussens tyskkundskaber var ringe. Som oversættelser var

de alt for »frie«, og ydermere er der strøget en del vigtige passager, noget, som

i øvrigt også gælder de få sider udvalgte skrifter 23). Bastiat-Schulze er dogforkortet til det ukendelige, hvilket alene ses af, at den danske udgaves 115

oktavsider svarer til 175 kvartsider i den tyske udgave 24). Desuden vrimler det

med oversættelsesfejl 25). Dette, sammenholdt med oversættelseskvaliteten i denførstnævnte Lassalle-udgave, tyder på, at Vilhelm Rasmussen og Castor var

identiske.

26

I maj 1877 blev der offentliggjort endnu en vigtig Lassalle-pjece i dansk over-

sættelse, nemlig foredraget 0m Forfatningsvæsen fra, 1862. Denne gang dogikke som en selvstændig udgave, men som en artikelserie i partibladet 25). Dette

tyder på, at der stadigvæk var interesse for den tyske agitators værk i detdanske socialdemokrati. Oversætteren, hvis arbejde i øvrigt er fortræffeligt,var en »A.E.«. Sammesteds blev der i det følgende år offentliggjort en ny over-

sættelse af »Svarskrivelsen« 27). Om oversætteren oplyses intet, men det er

muligt, at det var den samme »A. E. Jensen«, som muligvis også skjuler sig bag»A. E.«, der i samme år udgav Arbejderprogrammet som en selvstændigpjece 28). Det har dog ikke været muligt at finde et eneste eksemplar af denn

udgave i arkiverne og på bibliotekerne. “

Den sidste danske Lassalle-oversættelse udkom i 1891. Det drejer sig endnu en

gang om Arbejderprogrammet, der først udkom som artikelserie i Social-Demo-kraten 283) og derefter som nr. 12 i Socialistiske Skrifter. Hvem der stod for

oversættelsen, vides der intet om. Muligvis er denne udgave identisk med A. E.Jensens.

II

Spørgsmålet om, hvilken betydning de forskellige danske Lassalle-udgaver havde r

for det danske socialdemokrati, ligger lige for, men er yderst vanskeligt at be-

svare, specielt, fordi det indbefatter hele den danske Lassalle-receptions pro-blematik. Her kan der kun gives et foreløbigt svar på dette spørgsmål, som ved

given lejlighed - helst som del af en samlet vurdering af det tidlige danskesocialdemokratis idéhistorie - burde tages op igen.

A:

Det er en kendsgerning, at Ferdinand Lassalles teorier aldrig fik den samme

betydning for det danske socialdemokrati som for det tyske, men det er også en

kendsgerning, at de til tider har påvirket den tidlige danske arbejderbevægelse i

højere grad end hidtil antaget. Der må rimeligvis være tale om to sider af lassal-leanistisk påvirkning af den danske arbejderbevægelsesteori og praksis i tidenfør den første verdenskrig (og måske endnu senere) nemlig af en indirekte og en

direkte. Det danske socialdemokratis direkte påvirkning af den Lassalleske læreforekommer at have været et resultat af en eklekticistisk søgen efter en teoretisk

orienteringsramme. Lassalleanismens den gang stærke stilling syd for grænsen,navnlig i Nordtyskland, danskernes til tider ret gode forbindelser med de nord-

tyske lassalleanere 29),og den kendsgerning, at marxismen endnu var af ringe be-

tydning som det internationale socialdemokratis politiske teori i l870-erne og i

begyndelsen af l880-erne, synes at have'resulteret i en spontan adaption af noglelassalleanistiske enkeltteoremer, uden at disse dog nogensinde blev kædet sam-

men til en teoretisk helhed. Således viser begge numre af Socialistiske Blade, at

Louis Pio meget indgående har studeret Arbejderprogrammet, ArbejdernesLæsebog og Den Aabne Svarskrivelse: Han ikke alene citerer direkte fra de tre

ovennævnte Lassalle-pjecer, men henviser også flere gange til den »jernhårdelønningslov«, hvis gyldighed han fuldtud anerkender 2921).»Stormesteren« LouisPio må altså have læst de tyske originaltekster, som tilsyneladende har værethans primære og vigtigste inspirationskilde.

27

Efter føremes fængsling og arbejderbevægelsensnyorganisering blev partiets og

fagforeningemes fremtidige organisatoriske struktur ihærdigt diskuteret i cen-

tralbestyrelsen, og i denne diskussion har eksistensen af danske Lassalle-

oversættelser sikkert spillet en betydelig rolle, fordi de gav den »menige« socia-

list og fagforeningsmand mulighedfor at forstå diskussionens teoretiske præ-

misser. Under indflydelse af nogle lassalleanistiske tyske arbejdere, som siden

efteråret 1875 havde været organiseret i en Tysk social-demokratisk Arbejder-forem'ng 30),blev der i vinteren 1875/ 76 gjort et forsøg på at påtvinge de socia-

listiske danske arbejdere og håndværkere en »lassalleanistisk« organisations-struktur, d.v.s. en organisation, som udelukkende hvilede på et politisk parti og

som ikke skulle rumme fagforeninger 31). Ganske vist havde dette forsøg

på en »klassisk« lassalleanistisk model, magen til ADAV's, ingen chancer for at

blive accepteret i Danmark, hvis arbejderbevægelse helt op til Gimle-kongressen

jo var en fagforeningsbevægelse.Men diskussionen af modellen viser en hel del

lassalleanistisk indflydelse blandt danske fagforeningsfolk 32). Den samme

lassalleanistiske indflydelse blev endnu en gang synlig under Gimle-kongressens

forhandlinger, da den delegerede Bjørnstrup ligeledes foreslog en udelukkende

politisk organisation af hele den danske arbejderbevægelse,uden at nævne fag-

foreningerne med ét ord 33). Gimle-kongressens resultater (en organisation,som hvilede på fagforeningerne og et partiprograrn, som på trods af at være en

nærmest slavisk oversættelse af det tyske socialdemokratis Gothaer-programikke med et eneste ord nævnte den »jemhårde lønningslov«)betød en foreløbig

afslutning af den direkte lassalleanistiske indflydelse, men den kriseagtige udvik-

ling i Danmark i årene efter kongressen, som for socialdemokratiets vedkom-

mende faldt sammen med en indre krise, bevirkede en genopblussen af den las-

salleanistiske teoris indvirken på den danske arbejderbevægelse. Specielt den

»jemhårde« kom til ny ære og værdighed 34). De netop i disse år udkomne

danske oversættelser af vigtige Lassalle-pjecer har sikkert bidraget til de Las-

salleske teoriers fornyede indflydelse på de organiserede danske arbejdere og

håndværkere, og omvendt er udgivelsen muligvis et udtryk for den genfødte in-

teresse for og accept af Ferdinand Lassalles læresætninger.

B:

Hvad angår det danske socialdemokratis indirekte påvirkning af den Lassalleske

lære var den en integreret del af den almene socialdemokratiske ideologi i den

nævnte epoke og et fænomen, som gjorde sig gældende i mange europæiske so-

cialdemokratiske partier, især i det tyske. Uden at dette var ensbetydende med

en lassalleanistisk trosbekendelse, kan der i betoningen af »den legale vej til mag-

ten« og den deraf betingede satsen på den parlamentariske praksis, men også,

og dette gælder specielt det danske parti, i den sidste ende positive indstilling til

staten, spores en kraftig lassalleanistisk påvirkning:Ferdinand Lassalle havde

lært .de tyske arbejdere og håndværkere at benytte sig af stemmesedlen som det

eneste brugbare middel på vejen til magten, og ligeledes havde han prædiket for

dem, at de ved hjælp af den almene, lige og direkte valgret skulle erobre (og ik-

ke: destruere) den borgerlige stat, som derefter, først og fremmest som kredit-

giver, skulle sætte dem i stand til at etablere kooperative virksomheder (»pro-

duktionsforeninger«).Ved hjælp af de sidstnævnte foretagender skulle arbejder-

28

ne være i stand tilat udkonkurrere de privatkapitalistiske virksomheder 35)Staten ansås med andre ord som værende en neutral instans, som den organise-rede arbejderklasse meget vel kunne og skulle sætte sig i besiddelse af. Det er

især denne lassalleanistiske holdning til den borgerlige klassestat, som synes athave præget det danske socialdemokratis forestillinger om staten. Den går igen ipartiets forestillinger om fremtidssamfundet og kommer bl.a. til udtryk i de ipartiprogrammeme fra 1888 og 1890 beskrevne landbrugsproduktionsfore-ninger 35a),Organiseringog finansiering krævedes af den eksisterende, godt nokved hjælp af en stærk socialdemokratisk parlamentsfraktion korrigerede, men

'alligevel borgerlige stat. Mált med den marxistiske statsteoris alen er disse for-dringer ret så naive, for ikke at sige usocialistiske, fordi de ikke alene ignorererden borgerlige stats klassekarakter, men også fordi de i sidste konsekvens megetvel kan have bidraget til den ideologiske forberedelse af socialdemokratiets kom-promis med det borgerlige tvangsapparat. At det officielle danske socialdemo-krati endnu så sent som i 1891 karakteriserede Karl Marx og Ferdinand Las-salle som værende »Mester og Discipel,«,og at der sammesteds blev hævdet, atder nu ikke længere hverken fandtes »Marxister« eller »Lassealleanere«, menkun »Socialdemokrater« 36),tyder på, at den fundamentale forskel imellem las-salleanisme og marxisme ikke var kendt.

III

Omend interessen for og diskussionen af de Lassalleske læresætningeraldrig fikdimensioner, der tilnærmelsesvis lignede den tyske arbejderbevægelses,har deraltså kunnet påvises en dansk Lassalle-reception, som oversættelserne sikkerthar bidraget til og må antages at have været et udtryk for og en del af. Dennedanske Lassalle-reception, d.v.s. den direkte påvirkning af de Lassalleske lære-sætninger, forsvandt, så snart Socialdemokratiet var kommet ud over sin indrekrise efter Louis Pios og Povl Geleffs flugt og efter at den økonomiske situation iDanmark begyndte at blive stabilere, altså i begyndelsen af 1880-erne. Men om

også Socialdemokratiet, i takt med udviklingen i det internationale socialdemo-krati, nu begyndte at recipere væsentlige elementer af den Marxske lærebyg-ning - i forbigående bemærket igen på en udpræget eklekticistisk måde - kunneder i partiets ideologi endnu i mange år spores en indirekte påvirkningaf rest-teoremer fra lassalleanismens pseudoteori.

Noter

1. Jfr. f. eks. Hedwig Wachenheim, Die deutsche Arbeiterbewegung 1844-1914, Köln-Opladen1967, s. 63 tf.

2. Ferdinand Lassalles Reden und Schriften, bind I-III, udgivet af Eduard Bernstein, Berlin1892 f., bd. I, s. 182.

3. Jfr. Gerd Callesen, Die Arbeiterbewegung in Nordschleswig 1872-1878. Hauptzüge ihrerEntwicklung, i: Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, bind100 (1975), s. 199.

3a. Sst., og sst., note 16.

3b. Socialisten, 5. juli 1872.4. Sst., 23. febr. 1874.

Jfr. omslagssiden af hefte 7 og 8 af Ferdinand Lassalles skrifter.Socialisten, 23. febr. 1874.Sst..499

29

28.

28a.

29.

29a.

30.

31.

32.33.

34.

35.

35a.

36.

30

V sst., 18. okt. 1874; sst., 27. okt. 1874; sst., 3. nov. 1874.

m. social-Demokraten(Søe-bem),"27.sept. 1874; sst., 3.2m"1874;sst., 11.okt. 1874;

Sst., 29. nov. 1874; sst., 16. dec. 1874.

Sst., 16. jan. 1875.

Sst.

Sst., 13. febr. 1875.

sst., 21. febr. 1875; sst., 5. marts 1875.

Jfr. f. eks. sst., 5. marts 1875.

Sst., 13. febr. 1875; sst., 20. febr. 1875.

Sst., 21. febr. 1875.

Sst.,'13. marts 1875.

Sst., 5. marts 1875. _

For tiden mellem centralbestyrelsens grundlæggelse (30. maj 1874) og Gimle-kongressenfindes fagforeningemes mødeprotokoller i Soc.-Dem. under rubrikken »Foreningsmedde-lelser.« Det må undre, så lidt dette enestående kildemateriale hidtil er blevet brugt.Soc.-Dem., 13. juni 1875.

Sst., 24. juli 1875.

Sst., 1. dec. 1875.

Jfr. Udvalgte skrifter, s. 4 (Lassalle-teksten).Jfr. Ferdinand Lassalle's Reden und Schriften, bd. III, s. 3-178.

Særligt påfaldende er f. eks. s. 106 i den danske udgave (jfr. s. 26 i den tyske).Ferdinand Lassalle, Om Forfatningsvæsen, oversat af A. B., i: Soc.Dem., 16. maj-20. maj1877.

Ferdinand Lassalle's berømte Aabnc Svarskrivelse til Centralkomiteen angaaende Indkal-

delsen af en almindelig, tysk Arbejderkongres i Leipzig. Udgivet i Berlin 1863, i: Soc.-Dem.,20. sept-3. okt. 1878.

Jfr. Dansk Bogfortegnelse, 1869-80, s. 105. (»Lassalle, Arbejderprogram, oversat af A. E.

Jensen, 1878«).Jfr. Som-Dem., ll. april-3. juni 1891.

Jfr. Gerd Callesen, anf. arb., s. 198 11'.

Citater fra Arbejderprogrammet findes f. eks. i Socialistiske Blade I, s. 4 ff., fra Arbejder-nes Læsebog sst., s. 11, og i Socialistiske Blade II, s. 12. Den Aabne Svarskrivelse citeres i I,s. 11. Den jemhårde lønningslov fmdes-sst. Per Salomonsson har i Socialismen og Socialde-

mokratiet, Indføring i dansk arbejderbevægelses teoridannelse 1871-84, København 1974,ikke kunnet tyde disse steder og mener derfor, at Pio ikke havde kendskab til Lassalle”s

skrifter (ifr. anf. arb., s. 43 f.).Se dertil Hans-Norbert Lahme; Der deutsche social-demokratische Arbeiterverein in Kopen-hagen und die dänische Arbeiterbewegung, i: International Review of Social history, V01.

XXI (1976), s. 240-255.'

Til diskussionen se sst., s. 247-50.

Sst.

Jfr. Det danske Socialdemokratis Gimle-kongres 1876, udgivet og kommenteret af Hans-

Norbert Lahme, Odense 1976, s. VII, 18 f.

Jfr. Per Salomonssonnanf. arb., s. 76. Særligt påfaldende er dog en artikel i Socialdemokra-

tisk ugeblad, 19. febr. 1884, som endnu en gang citerer den jernhårde lønningslov, sandsyn-

ligvis efter Svarskrivelsen.

Om de Lassalleske teorier jfr. f. eks. Salo Wittmayer Baron, Die politische Theorie

Lassalles. Beihefte zum Archiv ñir die Geschichte des Sozialismus und der Arbeiterbe-

wegung 2, Leipzig 1923. Jfr. Gerd Callesen, auf. arb., s. 198 ft'.

Jfr. Den socialdemokratiske Kongres i København, den 12te, 13de og 14de Juli 1888, s. 10;Protokol for den socialdemokratiske Partikongres i København den 19de, 20de, v21.de og

22de Juni 1890, s. 20.

Se forordet til Arbejderprogrammet, København 1891, s. 3-4.

Tillæg: Bibliograñover de danske Mulle-oversættelser -

Iltel: Aaben Svarskrivelse til Centralkomiteen angaaende Indkaldelsen af en almindelig TyskArbejder-Kongres i Leipzig. Indhold: som titel. Udgiver: M. R. Schulz. Oversætter: ikke oplyst.Forlag: C. K. Thillerup. Udglvelsessted: Flensborg. År: 1872?Titel: Udvalgte Skrilier. Indhold: 1. Ferdinand Lassalle. Biografisk Skitse efter tydske Kilder vedCastor. 2. Arbejdernes Læsebog. Udgiver: Caster. Oversætter: Castor. Forlag: ikke oplyst. Ud-

givelsessted: København. År: 1872.

Titel: Ferdinand Lassalles Skriñer. Indhold: 1. helle: Lassalles personlighed (s. I-VII); Arbejder-program. 2. hehe: Arbejderprogram; 3. hefte: Arbejderprogram, Aaben Svarskrivelse; 4. hefte:

Aaben Svarskrivelse; Hr. Bastiat Schulze von Delitzsch; hehe 5-8: Hr. Bastiat... Udgiver: hefte

1-6: E. Heinemann; heñe 7 og 8: Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København.Oversætter: Vilhelm Rasmussen. Forlag: J. Henriksen. Udgivelsessted: København. År: hehe1-6: 1874, 7 og 8: 1875.

Titel: Om Forfamingsvæsen (Et Foredrag). Indhold: som titel. Oversætter: A. E. Udgivelses-sted: Socialdemokraten, 17. maj-20. maj 1877.Titel: Ferdinand Lassalles berømte Svarskrivelse til Centralkomiteen angaaende Indkaldelsen afen almindelig tysk Arbejderkongres i Leipzig. Indhold: som titel. Oversætter: ikke oplyst.Udgivelsesued: Socialdemokraten, 20.-22., 24.-29. sept., 1.-3. okt. 1878.Titel: Arbejderprogram. Indhold: som titel. Udgiver: ikke oplyst. Oversætter: A. B. Jensen. For-

lag: ikke oplyst. Udgivelsessted: København. År: 1878.Titel: Arbejderprogram (Foredrag, holdt 12. april for »Fremskridtsforeningen«i Berlin«). Ind-hold: som titel. Oversætter: ikke oplyst. UdgiVelsessted: Social-Demokraten, 11., 16.-18., 21.-24.,27. maj, 3. juni 1891. *

Titel: Arbejderprogram (Foredrag, holdt 12. april for »Fremskridtsforeningen« i Berlin). Ind-hold: »Lassalle« (s. 3 f.); som titel. Udgiver: E. Wiinblad. Oversætter: ikke oplyst. Forlag:Arbejderpartiets Bogtrykkeri i Aarhus. Udgivelsessted: København (Socialistiske Skrifter, helte12). År: 1891, 2. opl. 1900.

31

OPLÆG TIL SFAI-Ps SEMINAR 1977

PROGRAM:

ARBEJDERKLASSENS KULTUR OG LEVEVIS 1 DANMARK

1900-1940

Fredag 30.9.1977:

1 S Ahnen introduktion

11 Teori og metode

a Hverdagsliv/ levevis/ kultur

b Offentlighedsbegrebetc Borgerlig kultur/ Proletarisk offentlighedd Arbejderfolklore

Diskussion efter oplæggene

Lørdag 1.10.1977:

II] Produktionsmâde og klasse

Diskussion efter oplægget

Hverdagsliv/levevis/kulturFabriksmiljøVarecirkulation

Hjemmemiljø/fritidsmiljøStaten i miljøetKunst = kultur?

Diskussion efter oplæggene

00-0691?EKSKURS: Analytisk behandling af empirisk eksempel

Søndag 2.10.1977:

V Kilder/ alternativ teori

EKSKURS: ArbejdererindringerEKSKURS: Socialhistorie

VI ProjektformuleringDiskussion efter oplægget

Der udsendes oplæg svarende til I, IIa, IIb samt V:I

32

Peder Fuglsang

Hverdagsliv og oñ'entlighed

Indledning

Arbejderklassens kultur og levevis. Således har arrangørerne benævnt titlen pådette års SFAH seminar. - Men hvorfor beskæftige sig med arbejderklasse. kul-tur og levevis? Dette er det første spørgsmål. Og når dette spørgsmål er besva-

ret, trænger sig straks det næste på: Hvordan beskæftige sig med arbejderklas-sens kultur og levevis?

Det er vores opfattelse, at historien kan bruges: at man kan lære af historien: at

arbejderklassen kan lære af sin egen historie. Almindeligvis er denne historieblevet fremstillet som en ren politisk historie; som arbejderklasseorganisatio-nemes svar på samfundets økonomiske og politiske tendens. Men bag arbejder-klasseorganisationeme står en arbejderklasse, der med udgangspunkt i sine er-

faringer har valgt at lade sig repræsentere af de pågældende organisationer.Såfremt man virkelig vil gøre et forsøg på at forklare, hvorfor arbejdere i ti-dens løb svarede på den politiske og økonomiske situation, som de gjorde, så måman også have fat i den mængde af erfaringer, der dannede basis for den ret-

ning, som svarene antog. Og arbejderens erfaringshorisont er dybest set densamlede klasses kultur og levevis. Herfra stammer erfaringerne, og i forholdhertil lader de sig forklare. Dette er altså begrundelsen for at beskæftige sigmed arbejdernes kultur og levevis: det kunne medvirke til en øget forståelse afklassekampens udvikling.Heraf følger også, at arbejderklassens kultur og levevis på dette seminar vilblive forsøgt analyseret ud fra en klassekampsbetragtning. Det er en tilgrundlig-gende opfattelse, at arbejderklassens interesser fundamentalt adskiller sig fra deinteresser, der er dominerende i det borgerlige samfund. I forlængelse heraf vildet være hensigten at nærme sig en bestemmelse af, hvilke interesser - borger-lige eller proletariske - der er bundet til forskellige former for hverdagsliv:hvilke instanser i arbejderens hverdagsliv medvirker til blokering for udviklingaf erfaring om samfundsmæssigeforhold? Hvilke borgerlige interesser er bun-det i den måde, hvorpå hverdagslivet er organiseret? - 0g alternativt: Hvordanville det være muligt, og i hvilken udstrækning har det været muligt, at sætte dag-liglivet i skred derhen, hvor dette kunne danne udgangspunkt for et nyt sæt aferfaringer, - erfaringer der modsætningsvist åbnede op for en øget bevidsthed

,

om sig selv som en mulighed overfor den samfundsmæssigetvangssammenhæng.Med det formål at undersøgearbejderklassens kultur og levevis ud fra oven-

stående generelle overvejelser har vi valgt teoretisk at basere os på de såkaldte

offentlighedsteoretikere. Det er en tradition, der begyndte med Frankfurtersko-

len, og som over navne som Adorno, Marcuse og Habermas i de sene 60'ere ogde tidlige 70,ere bevægede sig frem mod en mere kapitallogisk orienteret syns-måde. Markant i denne forbindelse står Oskar Negts og Alexander Kluges ud-

byttegivende men også vanskeligt læste: »Offentlighed og erfaring« (GMT1974). Netop dette værk tager sig for, jvf. ovenstående, at bestemme den for-

skelligartede erfaring, som arbejderklassen har tilegnet sig. Og det forsøger

33

\

desuden teoretisk' at udvikle nogle bestemmelser omkring den proletariske of-k

fentlighed: altså den offentlighed, der kunne medvirke til en ophævelse af den

ovenfor omtalte blokering af erfaring om samfundsmæssige forhold.i

I det følgende vil jeg meget kort og også lidt firkantet, forsøge at introducere

nogle af de hovedkategorier, som begrebsligt er udviklet af offentlighedsteoreti-kerne. Jeg har bestræbt mig på - de få sider taget i betragtning - at koncentrere

mig om de sider af teorien, som umiddelbart synes anvendelige i forbindelse med

en analyse af »arbejderklassens kultur og levevis« og som altså synes at være

relevante i forhold til vores seminar.

Om borgerlig offentlighed, produktionsolfentlighed og proletarisk offentlighedOvenfor opererede jeg med modsætningen mellem samfundsmæssig erfaring og

blokering for udvikling af samfundsmæssig erfaring. Tilsvarende kunne man

sige, at arbejderen på samme tid er en mulighed overfor det borgerlige samfund

(han kan udvikle erfaring om dette samfund og sin egen placering heri) og et

resultat af en samfundsmæssig produktions- og reproduktionsproces. Dette sid-

ste betyder, at en række blokeringer er medproduceret: arbejdere er gennem et

langt liv indøvet i klassesamfundets mekanismer, og er borgerligt socialiserede,

og de indøvede mekanismer besværliggør en udvikling af erfaring om sam-

fundsmæssige forhold. Det er således vanskeligt at se, hvordan arbejderen kan

realisere sig selv som mulighed overfor det borgerlige samfund uden at han

samtidig udvikler en bevidsthed om sig selv som socialiseret individ. Forud for

eller samtidig med at arbejderklassen virkeliggør sig som mulighed overfor det

borgerlige samfund, må den forstå sig selv som resultat af det selvsamme bor-

gerlige samfund.

'Før jeg nedenfor vil påbegynde en skitse til beskrivelse af det borgerlige sam-

funds socialisering af arbejderklassen, vil det nok være rimeligt kort at omtale

det borgerlige samfunds egen opfattelse af socialiseringsprocesserne. Her mø-

der man oftest den opfattelse, at »den traditionelle borgerlige offentlighed« (med

rigsdag, aviser, radio og Gemsyn) er det sted, hvor meninger brydes, hvor

ytringsfriheden udøves, og hvor »folket« efter mere eller mindre moden over-

vejelse tilegner sig en opfattelse af den udenfor liggende objektive verden. En del

borgerlige forskere går dog længere, idet de erkender, at den ovenfor beskrev-

ne »borgerlige offentlighed« snarere end debatterende fungerer som en manipu-

lerende og socialiserende instans.

Marxistiske offentlighedsteoretikere kan naturligvis svært vanskeligt være ueni-

ge i dette sidste synspunkt. Men pointen i deres analyse er, at arbejderen alle-

rede er socialiseret, når han som voksen konsument begynder at forholde sig til

den borgerlige offentlighed i dennes traditionelle udformning. Andre former for

borgerlig offentlighed har alt længe gjort sit til at forme arbejderens drømme,

hans forestillinger, hans behov. Arbejderen indgår som en følge heraf i den tra-

ditionelle borgerlige offentlighed som et individ, der allerede er frataget sin

ytringsfrihed. Men hvordan sker dette?

“For at besvare spørgsmålet må vi vende tilbage til udgangspunktet: »Arbejder-klassens kultur og levevis«. Denne hverdag er nemlig - viser det sig - i alt

væsentligt organiseret i kapitalistisk regi, og herved kommer den til i sig selv at'

fungere som offentlighed, en borgerlig offentlighed hvorfra erfaringer hentes og

hvortil svarer en borgerlig bevidsthed. Arbejderens hverdag tilbyder arbejde-'

34

ren en række oplevelseskvaliteter, der ga/nskevist alle adskiller sig fra hinandeni og med at de opleves forskelligt, men som dog har det til fælles, at de er kapita-listisk producerede.

Kapitalen som vareudstilling, som varekat-alog, som reklame, som bygning(bank eller et supermarked), som biler, som gader og veje, som mad, somluft (feks. forurenet sådan), påklædningsgenstand,som brugsforklaring,

'

som skulptur i et anlæg o.s.v. o.s.v. Og endelig som et særligt forholdKapitalen som objektive arbejdsbetingelser. (Ralf Pittelkow i HUGl, nr. 1)

Disse offentligheder vil her blive benævnt som »produktionsojfentligheder«.ogde kendetegnes ved et eget rationale, der tilbyder arbejderen en særdeles ind-skrænket erfaringshorisont. Der er således tilknyttet disse oplevelseskvaliteteren såvel rumligt som tidsmæssigt indskrænket form, der gør det vanskeligt forarbejderen sammenhængende at forstå sin omverden.Tag således som eksempel de mekanismer, der gør sig gældende ved købet af enbil. Først ser man bilen, i et udstillingsvindue måske. Denne situation knytter antil en drøm (man har, måske en drøm om at køre stærkt til Hillerød (fremtid).Der handles, og forudsat et økonomisk grundlag købes bilen, - måske! (nutid).Men nutids-fremtids relationen er en forkortet fremstilling af virkeligheden.Den fortid, hvori såvel bilen som drømmen blev produceret, er forsvundet. E1-ler rettere sagt fortrængt, for forsvundet er den jo ikke. Den eksisterer netopsom forudsætningfor den konsumorienterede praksis. - Produktionsoffentlighe-dens rationale er, altså - i modsætning til den virkelige producents bevidst politi-ske rationale - ahistorisk, og i det omfang denne kapitalorienterede tænkemådefår lov til at dominere, gives der ingen muligheder for at forstå og forholde sigtil sig selv som samfundsmæssigtindivid. At rationalet dernæst er rummæssigtamputeret giver sig selv. Arbejdet i det kapitalistiske samfund er, grundet ar-

bejdsdelingen, samfundsmæssigt.Vi producerer for hinanden. Men hvordanforstå denne sammenhæng? Arbejderen er i produktionen placeret ved sin ma-skine, og han gives ingen mulighed for at skræve over arbejdsdelingens barie-rer, for at forstå sit eget arbejdes funktion i virksomheden, eller virksomhedensfunktion i forhold til andre virksomheder. Eller tag igen konsumet af en vare:hvem tænker på i supermarkedet, at der bag salg af varer ligger produktion.Der sælges i hvert fald stadig en forskrækkeligmasse chilensk kobber, sydafri-kanske æbler osv. osv. Alternativt kunne man hævde, at den arbejder, som var istand tilvirkeligt at bearbejde og forholde sig til dette indsnævrede rationale,-han ville også på et tidspunkt erkende, at drømmen (fremtid) og handlingen (nu-tid) uløseligt var knyttet til den produktion af varer, incl. varen arbejdskraft,(fortid), som i et kapitalistisk samfund er privat organiseret.Disse eksempler -

og der kunne nævnes utallige andre - alene for at pointere detforhold, at produktionsoffentligheden med dens kapitalafhængige rationalelægger op til en ikke-sammenhængendeforståelse af den objektive virkelighed.Arbejderens ønsker og behov må tendensielt blive rettet ind mod en individueldriftsrealisering som konsument. Og dette særlige program for driftsrealise-ring har det kapitalistiske Danmark hidtil kunnet skabe tillid omkring som reali-sabelt indenfor det eksisterende systems rammer.

Overfor dette massive offentlighedspres, hvorigennem arbejderen dagligt socia-liseres, findes der naturligvis muligheder. Som Lenin (l) sagde: »Der findes

35

ingen udvejsløse situationer«. Drifter, ønsker, fantasier og behov kan selvklart

også vendes mod et andet mål end det der overfor blev beskrevet i forhold til en

konsumorienteret praksis. Sådanne muligheder vil imidlertid kun kunne udnyt-

tes, sáfremt den borgerliggjorte arbejder begynder at forstå sig selv som et re-

sultat af kapitalens offentlighedsarbejde, - såfremt han begynder at udvikle en

bevidsthed om sig selv som en vare, som varen arbejdskraft. Og i den forbindel-

se forekommer det mig af afgørende betydning, at det dialektiske forhold mel-

lem en given arbejderklasse og en given udenomsverden forstås og bestemmes i

disse instansers historiske specificitet. Med andre ord: Arbejderklassen i Dan-

mark i 1930 havde sin egen specifikke erfaringshorisont, der på afgørende

punkter adskilte sig kvantitativt fra arbejderklassens erfaringshorisont i 1970,eller 1910. For slet ikke at tale om den russiske arbejderklasses erfaringshori-sont i 1917. Produktivkræfteme havde et forskelligt niveau, og derfor var den

livsverden, som arbejderen færdedes i, ganske forskellig i de forskellige histori-

ske perioder. Arbejdsbetingelser, hjemmeliv, klubvirksomhed, levestandart, det

borgerlige kommunikationsmønster og meget andet adskilte sig fra hinanden i

de nævnte 4 nedslagspunkter. Arbejderklassen var i de 4 situationer forskelligt

socialiseret, hvilket må være afgørende for en bedømmelse af de tendenser, der i

de 4 situationer var i henseende til en emanciperende offentlighed med politiskforståelse og aktivitet. Denne historiske specificitet skal ikke kun forstås i sit

tidsmæssige perspektiv. Det gælder også, at forskellige dele af samfundet på

samme tid var karakteriseret af forskellige produktionsmåder og en ikke ensar-

tet udvikling af produktivkræfterne.En proletarisk offentlighed kan ikke være

det samme på Nørrebro og i Holstebro.

Tilløb til virkelig proletarisk og frigørende ofentlighed skal altså forstås med

udgangspunkt i en' bestemmelse af den borgerlige ofentligheds (og dermed også

produktionsojfentlighedens) udviklingstrin, idet den proletariske offentlighed de-

fineres som åbenhed ,og dialektik overfor mangfoldigheden af borgerlige olien!-

ligheder.Om den proletariske offentlighed skal det dernæst parantetisk nævnes, at dens

formidling af samfundsmæssig erfaring må foregå i en lærerytme, som er ar-

bejdernes egen. Marx ville ændre verden, fremfor at fortolke den. Og tilsvaren-

de må den proletariske offentligheds erfaring videreformidles, ikke gennem teo-

retiske udredninger, men via bevidste menneskers praksis, gennem deres stadi-

ge medvirken i en ændring af livsverdenen, således også af arbejderklassens kul-

tur og levevis.

Ovenfor nævnte jeg, at bedømmelse af et bestemt progressivt politisk tiltag måt-

te forudsætte et grundigt kendskab til de borgerlige offentlighedsformer, -

og

man må, for at beskrive disse, også betjene sig af en vis strukturerende formbe-

skrivelse. Og det synes i den forbindelse ikke helt urimeligt at opdele produk-

tionsoffentligheden i følgende stoflige kategorier:

l) Arbejds-, livs- og læreprocesserne. Disse defineres som udgående fra den ob-

jektive produktionsproces, samfundet sådan som dette er, organiseret i kapi-talistisk regi. Der er altså her tale om samfundets produktions- og repro-

duktionssfære, eller rettere: den offentlighedsside som disse kategorier ogsåbesidder. Konkret er det fabrikken, hjemmet, skolen mm.

36

,2) Ovenstående »primære produktionsolfentlighed«overlejres af en række cir-

kulationssfærefænomener,særligt bevüisthedsindustrien,konsumet og rekla-merne.

3) Overlejrende den »primære produktionsoffentlighed«er også det offentlig-hedsarbejde, der udføres af de samfundsmæssige institutioner. I en dansk

sammenhæng er det særlig vigtigt at være opmærksom på statens ofentlig-hedsarbejde.

Ved en bestemmelse af det enkelte samfund kan man således tage udgangspunkt ien undersøgelse af, hvordan disse kategorier konkret tager sig ud: Hvordanvirker staten som socialiseringsinstans? Hvor fremskredent er samfundet som

forbrugersamfund? Hvor industrialiseret er arbejdsprocessen? osv. osv. Detteville være et forsøg på struktureret at beskrive arbejderklassens kultur og leve-vis, - eller i hvert fald en meget væsentlig del heraf. Det må desuden være af vig-tighed at få fat i, hvilke oifentlighedskategorier,der udvikler sig med særlig hast.Disse hurtigt voksende produktionsoñ'entlighederknytter ofte an til eller skaberkunstigt et behov, der også kunne udnyttes i en ikke proñtgivende,i en emancipe-rende interesse.

\

På baggrund af sådanne bestemmelser lader det sig dernæst gøre at beskrive deoffentligheder, bag hvilke der i hvert fald ikke umiddelbart ligger en profitgiven-de interesse. De alternative politisk orienterede offentligheder lader sig såledesbeskrive på baggrund af, hvordan de forholder sig til arbejderen i dennes mate-

_

rielle forbundethed med de borgerlige (produktions) offentligheder.

Om assimileret arbejderoñ'entlighedog lejrotfentlighed.I arbejderbevægelsenshistorie har særligt to former for arbejderoffentlighedværet fremherskende. Det gælder den assimilerede arbejderoffentlighed og lejr-offentligheden.

,

Ser man således på den socialdemokratiske offentlighed i tyverne og trediverne,så fremstår det som noget markant, at organiseringen med ganske få undtagel-ser foregâr i den borgerlige offentligheds kategorier. Der kunne nævnes idræts-klubber, sangklubber, AOF og meget andet. Ganske vist er der tale om en alter-nativ organisering i arbejderklasseregi. Dette er det progressive element. Menhvor er forbindelsen til produktionen, til det område, hvor den virkelige produ-cent skaber historien? Alle disse forsøg på organisering følger det borgerligesamfunds opdelinger. Her opdelingen mellem arbejde og fritid. Nævnes kunneogså den gængse organisering i parti og fagforening som udtryk for det borger-lige samfunds sondring mellem økonomi og politik. - Sådanne organiseringer er

naturligvis kun slet egnet til en videreformidlingaf erfaring om samfundsmæs-sige forhold, og i det omfang den socialdemokratiske offentlighed forholder sigtil den fremvoksende produktionsoffentlighed, vil denne forholden sig tendere tilat være af ren borgerlig art. I denne forstand kan man tale om, at den socialde-mokratiske offentlighed er blevet assimileret af den borgerlige offentlighed, - deter en assimileret arbejderqâ'entlighed.Den logiske følge på længere sigt er daogså, at denne type organisationer ophæver sig selv. Og dette sker fordi de til-svarende borgerlige organiseringer (eks: DIF overfor DAI) principielt tilbyderdet samme. Men de borgerlige organisationer har større kapitalresourcer, og i

37

›

et borgerligt lighedssamfund er det ikke i længden ideologisk legitimt for social-demokrateme at opretholde organisationer af klassespecifik karakter. Det skali denne forbindelse ikke glemmes, at DSU i perioden op til omkring 1930 havde

en del spændende tiltag i henseende til etablering af en sammenhængsforstâelse.Historien har dernæst opvist eksempler på alternative offentligheder, der helt

- har lukket af overfor det borgerlige samfund. Disse organisationer har postule-ret sig selv 'som »lejre«,hvor sand bevidsthed kunne dannes. Der tænkes særligt

på kommunistpartieme i mellemkrigstiden, der postulerede sig selv som rigtige,revolutionære og bevidste overfor den borgerlige del af arbejderbevægelsen,der modsvarende blev betegnet som manipuleret af den borgerlige presse og de

socialdemokratiske »forrædere«. - Ved at indtage denne afsondrede position i

forhold til de borgerlige offentligheder bringer lejroffentligheden sig selv ind i en

situation, hvor den overser, at den selv er en del af det, den bekæmper. Også

lejroffentligheden, og de arbejdere der konstituerer denne, udsættes dagligt for

et bombardement fra produktionsoffentlighedens side. Også lejroffentlighedensdeltagere er »skadede« af det borgerlige offentlighedsarbejde, og forudsætnin-

gen for, at de virkelige producenter i et overgangssamfund kan påbegynde en

kvalitativ ændring af livsverdenen, må nødvendigvis være, at de samme produ-center allerede i det borgerlige samfund påbegynder en læreproces og udvikler

en bevidsthed om deres vareegenskab.Lejrtænkningens konsekvenser var, at programmets altdominerende punkt blev

spørgsmålet om produktionsmidlemes overgang til kollektivt eje, idet man men-

te, at en sådan overgang pr. definition ville skabe forhold, der kunne tilfredsstille

de krav, som man nu måtte have til tilværelsen. Principielt blev der ikke stillet

spørgsmålstegn ved familien og arbejdet, ved produktion og reproduktionEller rettere sagt: de krav der rejstes i så henseende var af kvantitativ og ikke af

kvalitativ art: flere varer og bedre forhold. Og andre - nemlig arbejderklassenselv gennem dennes repræsentanter

- til at lede udviklingen. Imidlertid synes

kravene ikke at være kvalitative: ingen ønsker om en fundamental anderledes

organisering af tilværelsen.

I en offentlighed af denne type kunne arbejdere ganske vist finde et holdepunkt

og udvikle en identitet, der kompenserede for nedværdigelserne på arbejdet.Men arbejdere kunne ikke - indenfor denne offentlighed - forstå sig selv, deres

kultur og levevis som en sammenhængende og integreret del af det kapitalistiskesamfunds produktions- og reproduktionsproces.Baggrunden for denne udvikling er naturligvis ikke entydig. Men vigtig omstæn-

dighed var det, at kommunistpartieme som følge af deres udsatte position i en

vis forstand blev tvunget til om sig selv at postulere, at de var rigtige. I hvert

fald mere rigtige end de andre, altså dem der var forførte. Herved kommer og-

så kommunistemes måde at leve på i kommunistemes egen selvforståelse til at

tage sig rigtig ud. Kommunisternes livsform adskilte sig imidlertid kun ubetyde-ligt fra andre arbejderes. Også kommunister gik i biografen, eller havde koloni-

have osv. Det bliver selve indøvelsen z' klassesamfundets mekanismer, som efter-hånden tager sig rigtig ud. Og hertil kommer, at produktionsoffentlighedeme

. netop i mellemkrigstiden udviklede sig med stor hast. Livsverdenen, arbejder-'

klassens kultur og levevis, ændredes drastigt, men jvf. ovenfor syntes en sådan

udvikling ikke at være det fjerneste problematiskfor kommunisterne. Imidlertid

38

skete” der i realiteten det, at nye socialiserende instanser (reklame, radio, nye

'boligformer m.m.) blev manifeste allerede før man var blevet klar over virknin-

gen af den nærmest forudgående og nytilkomne produktionsoffentlighed. Man

kan udtrykke det således, at kapitalen overhalede lejroâ'entlighedennetop i kraftaf; at denne lejrojfentlighed ikke realiserede sig selv som en åbenhed overfor den

borgerlige olientlighed, - overfor arbejderklassens kultur og levevis.

I det foregående har jeg forsøgt at introducere nogle begreber, som jeg selv me-

ner lader sig anvende i et meningsfyldt studium af arbejderklassens kultur og

levevis. Meget er ladt tilbage og meget af det skrevne lider under en tendens til

skematisme. Jeg håber, at seminaret vil sætte ind med en række nuanceringer.

Flemming Hemmersam

Hverdagsliv, levevis og kultur

Arbejderbevægelsens historie indtil nu er stort set beskrevet som ideologiens og

organisationemes historie. Det har givet en historieskrivning som må karakteo

riseres som legitimationshistorie for bestemte partier og organisationer.Vi kunne så spørge her, om det ikke kunne være muligt at: »fremstille institutio-

ners, organisationers historiske udvikling og deres teorier i sammenhæng medden modsigelsesfyldte økonomiske udvikling og samtidig stille arbejderklassenshistorie i centrum i dens konkrete sociopolitiske stiuation med hverdagenskampe? Ville dette ikke være den eneste mulighed for at forhindre ideologiskemanipulationer og

- i emancipatorisk mening - at forsøge at bringe arbejder-klassen til at sammenligne sin hverdagserfaring med sin egen fortid«? 1)

Dette er hovedintentionen med dette seminar om arbejderklassens kultur og leve-vis i Danmark 1900-1940.

At beskrive arbejderklassens hverdagskultur, levevis og kultur betyder også, at

man må placere og analysere den ud fra flere Sider. Den er ikke i sig selv en

autonom kultur.

For at anskueliggøre dette vil vi tale om en herskende kultur (hegemoni), mod-kultur og folkekultur, hvor arbejderklassens hverdagskultur placeres som

modkultur med stærke relationer til folkekulturen. Man kunne også for arbej-derklassens vedkommende tale om organiseret folkekultur.Den herskende kultur har tre delkulturer: borgerlig kultur, populærkultur ogfolkelig kultur. At der er tale om delkulturer af den herskende kultur forklaresved, at selvom de indbyrdes kan være uenige om indholdet af overbygningen, såhar de det til fælles, at de ikke er interesseret i radikale omvæltninger i basis. .

Populærkulturenvil separat blive behandlet på seminariet med indlægget om

varecirkulation. Den borgerlige kultur som udtryk for en falsk opfattelse af to-

talitet vil på seminariet bl.a. blive indkredset gennem »Staten i miljøet«.Måske bør man her påpege, at folkekultur og folkelig kultur ikke opfattes som

identiske begreber. Ved folkelig kultur forstås forsøget fra den borgerlige kul-

turs side i at få brede be'folkningslag i tale gennem nationale og romantiske fra-ser om en statisk helhedskulturopfattelse,hvor der kan være gradueringer af

kultur, men ikke er udtrykt for noget klassespecifikt. Ved folkekultur forstås en

spontan fra-neden-af kultur, der kan virke difqu og ikke afklaret set ud fra en

39

INTERNATIONALES LEDELSE, SOMMEREN 1872

Ovenstående billede er fundet på ABA med påtegningen »Den internationale Arbejder/0rening«.Sável páklædningen som knaphulsprydelsen viser, at billedet mâ stamme fra et af »Internationa-les« større festarrangementer. Da personen i bageste række, nr. 1 fra venstre, kan identificeressom kredsformanden fra Horsens, kedelsme'd J. H. Gronemann, md billedet være blevet taget i

forbindelse med det store folkemøde i Jægersborg Dyrehave d. 28/ 7 18 72, hvor han og den a'r-

husianske kredsformand. karelmager C. C. Kruse, deltog. Kruse lader sig ikke med sikkerhed

udpege, men sidder formodentlig som nr. 11 fra venstre i forreste række.Denne datering forklarer, hvorfor Pio, Brix og Geleff' ikke er tilstede - de sidder nemlig i vare-

tægtsarrest. Selv om nr. 6 fra venstre i forreste række ligner Pio utroligt, er det ikke desto min-

dre den nye formand, cigarmager Carl Würtz. .

Desværre findes der kun et meget beskedent billedmateriale fra 1870-erne, som kan bruges til en

videre identifikation, men følgende personer- alle i bageste række fra venstre - skulle dog også

være sikre: Pianofortearbejder V. T. Holst (nr. 3), skomager Chr. Hørdum (nr. 14) og xylograf0g journalist August Touscher (nr. 17). Mere usikre, men dog sandsynlige er - i forreste række

fra venstre - møbelsnedker Sophus Pihl (nr. 4), xylograf og forfatter Louis Touscher (nr. 8) og

maler Fr.A. Hertz (nr. 13). Nr. 9 (fra venstre i bageste række) kan være maskinarbejder Adam

Petersen, men herefter kommer vi ud i de rene gætterier.Vi vil imidlertid opfordre læsere, der kan supplere disse oplysninger, om at kontakte ABA, og viskal i den forbindelse pege på en række personer, der kunne eller burde have været med på billedet.

40

Der kan ikke være tvivl om, at gruppen - bortset fra de to jyder - består af de københavnske sektionsformand, hvis hyppigt mødende forsamling havde en afgørende betydning for »Internationa-les« ledelse efter 5. maj 18 72. I slutningen af juli 18 72 var der oprettet ialt 14 københavnske sek-tioner, der efter lovene udpegede en formand for hver 80 medlemmer. 34 personer repræsentereraltsa' lidt over 2500 medlemmer, og da næppe alle formændene har været til stede, svarer detmeget godt til vor viden om medlemstallet i øvrigt.Bestyrelsen for den københavnske afdeling bestod i sommeren 18 72 udover formanden, C.Wu'rtz, af maskinarbejder A.B. Weiss (kasserer), cigarmager P. C. Johnsen. arbejdsmandJ. Sørensen, snedker Sophus Pihl og skrædder J. Henriksen. Festkomiteen udgjordes af Würtz,snedker Axel Winther og snedker A.C.J.Kyhl. På mødet i Dyrehaven talte Wu'rtz, Gronemann,Weiss, Kruse, Johnsen og Winther.Alle disse personer má næsten med nødvendighedvære med på billedet, og udover dem kan derpå grundlag af »Internationales« forhandlingsprotokol nævnes en række aktive sektionsformændsom sandsynlige emner, nemlig snedkerne Greis, C. Lamp og C. Lynell, smedene F. Christensenog R. Lundbeck, Skomager Jeppesen, skrædder C. Jørgensen, murer Sterll og maler Wuljf, samt»Socialistens« daværende redaktør, Alfred Jørgensen.Blandt de aktive bør ogsa' nævnes cigarmager .1. F. Giessing og snedker C. Forsberg, men om disseer med, er mere tvivlsomt. De havde nemlig på et sektionsformandsmøded. 24. juli heftig! kriti-seret arrangementet, og de blev ekskluderet på det første møde efter festen, d. 2. august 1872.

Henning Grelle og Erik Strange Petersen

41

totalitetsopfattelse ;af samfundet. Fra tid til anden fremkommer en populiSme, ›

'

der politisk kan virke såvel reaktionært som progressivt.›

_

Denne skelnen mellem folkelig kultur og folkekultur hører hovedsagelig til i

landbomiljøet i det 19. årh., hvor hovedparten af befolkningen var beskæftiget

med landbruget. Højskolerne var i denne sammenhæng udtryk for en national

og romantisk opfattelse af folket, der blev konstrueret ved teologernes punche-

boller, men som intet havde med virkeligheden at gøre, dvs. folkekulturen, som

var upoleret, spontan og materialistisk indstillet. Vi mener dog, at denne skelnen

stadig i dag kan bruges, men så er det tale om en klassespecifikt folkelig kultur,

som Venstre og Fremskridtspartiet kan være udtryk for, ligesom Det konser-

vative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti stadig dyrker Gud, konge og fædre-

landsideologien. Folkekulturen i de senere år har b1.a. personficeret sig ved

Peter Rindal og Kr. Poulsgaard, som udtryk for en revival. Jfr. også her tidens

venstre- og højrepopulisme debat, forkortet til arbejderkultur contra folkets

kultur.

Overføres terminologien til det 20. århundredes arbejderbefolkning vil det bety-

de, at vi tilsvarende kan skelne mellem den centraldirigrede arbejderkultur

(parti, fagforening, kooperation, AOF) og arbejdernes egen kultur, eller som vi

her vil kalde det arbejderlig kultur og arbejderkultur, som udtryk for bryd-

ninger mellem innovationer (fornyelser) og traditioner.

De få forskere, der har beskæftiget sig med begrebet arbejderkultur og frem-

lagt empiriske undersøgelser, har næsten alle beskæftiget sig med arbejderlig

kultur, dvs. de kulturelle innovationer i arbejderbevægelsensregi i bredeste for-

stand som udtryk bl.a. for kultur ideologers skrivebordsdrømme, som enten

har været for urealistiske eller for drastiske til at kunne optages i arbejderklas-sen i større målestok. Socialdemokratiet er et eksempel på den ene side af denne

debat, medens den anden dækkes af DKP”s lejrmentalitet og lejroffentligheduden gennemslagskraft af betydning i befolkningen.

Teaterfolk, psykologer og litteraturfolk har fremlagt undersøgelser af arbej-'

derteater, arbejdersport, arbejderbevidsthed og arbejderlitteratur, men de har

næsten alle gjort den samme fejl som historikere, nemlig at anskue og forske ud,'4

fra en ideologi- og eliteplan. Forskningstraditionen har gjort dem til den her-

skende kulturs tjenere med evindelige fremlæggelser og analyser af finkulturelle

produkter med vægt på tekstanalyser og innovationer. Arbejderklassens tradi-

tioner og vaner i dagligdagen har ikke interesseret dem *en døjt. Arbejderklas-

sen for dem var kun et objekt.Kultur vil vi definere som vaner og opbrud fra vaner med udgangspunkt i ar-

bejdsprocessen, bl.a. for at undgå den snævre kulturdefinition, der går på, at

kultur er lig med kunst. Kultur er noget meget mere omfattende. Det er dialek-

tikken mellem tradition og opbrud i en kultur som interesserer os her, heraf ud-

trykket »levevis og kultur« og rammen om den er hverdagen.

Subjektet i denne forbindelse er arbejderklassen. Denne klasses kultur, der er

karakteriseret af en indre dialektik mellem tradition og innovation, er udtryk

for klasseinteresse, der sætter sig igennem alt afhængig af det historisk speci-fikke. Sker dette får arbejderklassens kultur karakter af en modkultur, der rea-

gerer mod den herskende kultur eller borgerlige offentlighed. Man kunne her

tale om en reformistisk modkultur, som har basis i en ukritisk/kritisk men ikke-

42

. bevidst forholden sig-til den modsætningsfyldtesamfundsmæssige totalitet, hvor-af den er udsprunget. Den bearbejder primært den arbejderlige kultur refor-mistisk (Socialdemokratiet) eller verbalt-revolutionært (DKP). Heroverfor kan

der være tale om ansatser til proletarisk kultur, som har sin basis i en bevidst

klassespecifik forholden sig til den modsætningsfyldtesamfundsmæssige totalitet,hvoraf den udspringer. Den bearbejder bevidst dialektikken mellem arbejderligkultur og arbejderkultur.Det lykkes af og til den herskende kultur via populær kultur og moderniserede

udgaver af folkelig kultur at drive kiler ind i arbejderklassen og dermed for-

purre udvikling af reformistisk modkultur og ansatser til proletarisk kultur.Det kan bl.a. ske, fordi arbejderklassen i sig har rester eller levn af en folkekul-

tur, der både kan gå reaktionens ærinde eller ved omfunktionering, som

Gramsci har påpeget, kan virke progressivt. Det er den ene side af traditions-

aspektet, som vi her vil kalde arbejderfolklore. Det andet aspekt er arbejder-bevægelsens på egne præmisser skabte tratitioner, der kan virke som støtte for

yderligere innovationer. Denne kategori af traditioner vil vi kalde arbejderligfolklore. Som eksempel på arbejderfolklore kan nævnes ordsprogsagtige vendin-

ger, vaner, skik og brug på arbejdspladsen, i hjemmet, i fritiden (foreningslivet).Et eksempel på arbejderlig folklore er f.eks. det raseri det udløste i socialdemo-

r kratiske rækker, da Fremskridtspartiet i 1976 på sit årsmøde sang Oskar Han-sens: Danmark for Folket, som er en sang skrevet i 1935 i forbindelse med ved-

tagelse af et partiprogram. Altså bestilt og skabt i den arbejderlige kultursfære,men elsket og afholdt stadig i 1976.

Det er forsøgt her at belyse forholdet mellem innovation og tradition i arbej-derklassens kultur og levevis ved at introducere begreber som arbejderlig kul-tur og arbejderkultur, der horisontalt fortæller noget om innovationers forhold,til traditioner, medens begreberne arbejderlig folklore og arbejderfolklore ver-

tikalt siger noget om traditioners forhold til innovationer.Denne gensidige dobbeltdetermination forankret i hverdagen vil følgende citaterbelyse yderligere.L. Trotskii siger i 1923, at den politiske idé er en sag, det daglige liv en anden.Politikken er skiftende; det daglige liv fortsætter stille og genstridigt. Det er

dette som forårsager mange konflikter i arbejdermiljøer, hvor kundskaber kol-liderer med tratitionen. Disse konflikter er så meget mere skarpe, at de frem-går ikke offentligt. Litteraturen afspejler dem så lidt som aviserne. Der er tavs-hed om disse spørgsmål 2).Karel Kosik taler om to former for menneskelig praksis. Den første praksiskan illustreres med den dagligdags, delvise erkendelse, den uvæsentlige og over-

fladiske. Dens modpol er den begrebslige erkendelse, der fatter tingenes struk-tur og deres væsensindhold. Tilsammen fanger de virkeligheden, dens væsen ogfænomen 3). A. Gramscz' bebrejder Bukharin, at denne i »Den populære afhand-ling« (tysk 1921) ikke »tager sit udgangspunkt i den kritiske analyse af densunde fornufts filosofi, (ikke-ñlosoffernes filosofi), altså den verdensanskuelse,der tilegnes ukritisk i de forskellige sociale og kulturelle miljøer, i hvilke gen-nemsnitsmenneskets etiske individualitet udvikler sig. Den sunde fornuft er ikkeblot én anskuelse, identisk i tid og rum: den er filosofiens »folklore« og forekom-mer som folkloren i utallige former: dens grundlæggende og mest karakteristi-

43

ske ,træk er, at den er en opfattelse, der (også i de enkelte hjerner) er splittet,*

usammenhængende, uden konsekvens, hvilket svarer til den brede befolknings'

sociale og kulturelle stilling, hvis filosofi den er« 4).

Det dagligdags for Karel Kosik er en strukturering af menneskenes individuelle

liv inden for hver dags rammer: Gentageligheden af dets sysler er fikseret i

hver dags daglige gentagelighed, men også sin usædvanlighed, sine hverdageog sine festdage 5).

Karel Kosik mener, at det dagligdags kun til et bestemt omfang kan hjælpe os til

at begribe og beskrive virkeligheden. Uden for det '»muliges« grænser forfal-

sker det dagligdags imidlertid virkeligheden. Følgelig lader virkeligheden sigikke begribe ud fra det dagligdags. Derimod lader det dagligdags sig gribe og

beskrive ud fra virkeligheden Den radikale adskillelse af det dagligdags fra

det foranderlige og historiske på den ene side fører til mystifikation af historien,der fremtræder som kejseren til hest, på den anden side til udhuling af det dag-ligdags, til banalitet og »dagligdags-religion« 6).Henri Lefebvre siger, at en revolution i den marxske ånd forandrer livet, om-

danner dagligdagen 7) og »i hverdagslivet former og uddanner sig den helhed af

forhold, som gør et hele af det menneskelige -

og af ethvert menneskeligt væsen.

I det åbenbarer og fuldender sig de forhold, som bringer virkelighedens totalitet

til udtryk, selvom dette stedse sker under et aspekt, som er af particulær og

ufuldstændig karakter: venskab, kammeratskab, kærlighed, behov efter kom-

munikation, leg osv.« 8).

Althusser taler om, at der eksisterer »levn« i hverdagen, herom kan der ikke

herske tvivl, ellers ville de ikke have været så sejlivede. Men hvad er et »levn«

hvilken teoretisk status har det? Er det af »psykologisk« art? Kan det reduce-

res til den fortsatte beståen af visse økonomiske strukturer, som Revolutionen

ikke har kunnet nedbryde ved sine første dekreter? Eller angår det også andre

strukturer, politiske, ideologiske, etc.... skik og brug, vaner eller måske endog»traditioner« så som »nationale traditioner« med alle deres særegne kende-

tegn? »Levn«: det er den term, man hele tiden anfører, men som man endnu

søger efter, altså ikke efter dens navn (den har et!) men efter dens be-

greb«9).Det som Althusser efterlyser er skitsemæssigt belyst i dette indlæg.

Det bliver da en af opgaverne på seminariet at definere begrebet levn. Det vil

ske i indlægget om arbejderfolklore.

itteratur/NoterPozzoli (hersg.): Jahrbuch Arbeiterbewegung, Band 2: Frankqu a. Main 1974, s. 267-268.

L

1 C.

2 L. Trotskij: Literatur och Revolution. Halmstad 1969, s. 245.

3 K. Kosik: in »HUG«, 2. årg. 1975, nr. 8, s. 13.

4 A. Gramsci: Politik og kultur. Kbh. 1972, s. 129.

5 J r. note 3, s. 13.

6 Ibid., p. 15-16.

7 Henri Lefebvre: Kritik des Alltagsleben. Bd. 1, p. 10. München 1974.

8 Ibid., p. 104-105.

9 Althusser: For Marx. Kbh. 1969, s. 108.

44

Kirsten Folke Harrits

Arbejdererindringer som kilde

til arbejderklassens kultur og levevis.

På dagsordenen for SFAHs seminar 1977 om arbejderklassens kultur og leve-

vis er der et punkt om arbejdererindringer som kilde. Det er hertil det følgendeskal være et oplæg. Helst ville jeg gennem et eksempel belyse, hvad arbejdererin-dringer kan bruges til, og hvad det er for en historie, de skriver. Men det kan

der ikke blive plads til her, det må vente til seminaret. Det, jeg kan gøre her, er'

at skitsere problemfelter, som arbejdererindringerne selv giver konturerne af.

1. Arbejdererindringer som overleveringArbejdererindringer er i direkte forstand eller som substrat for fiktion arbej-derlitteraturens dominerende genre. Det er en meddelelsesform, der bevægersig fra og tiest bærer spor af fortælling i daglige livssammenhænge (arbejds-plads, organisation, familie) til skrift (til dels i alternative olfentlighedsformer).Talt eller skrevet: arbejdererindringer må primært begribes som en politisk-dikaktisk overlevering.At erindringen er udtryk for det levede liv som en læreproces, hænger sammen

med, hvad erindring er i modsætning til hukommelse. Begge forholder de sig til

glemslen, men forskelligt. Hukommelsen skelner ikke mellem væsentligt og uvæ-

sentligt. Alle mulige enkeltheder og detaljer bringes frem af glemselens arsenaltil umiddelbar nærværelse. Erindring derimod beror på, at den erindrende

bringer sig på afstand af det nærværende og glemmer detaljer for til gengæld at

kunne drage det frem, der har væsentlighedens karakter for forståelsen af for-holdet mellem fortid, nutid og fremtid. Erindringen reflekterer modsigelser ogstræber mod sammenhæng. I erindringen fmdes en dobbeltbevægelse fra nutidtil fortid og fra fortid gennem nutid til fremtid. Uden den sidste bevægelse bliver

erindringen nostalgisk. 0g uden at inddrage nutiden i undersøgelsen af fortidenfår man en fejlkilde i stedet for en erkeldelseskilde. Nutiden kan jo ikke udeladesi genopdagelsen af fortiden, den er ubevidst eller reflekteret til stede som mål

for, hvordan det gik, den virker ind som selektiv faktor overfor, hvad man ser,og hvad man ikke ser i glemselens rum af levet liv. Derfor må studiet og indsam-lingen af erindringer være forbundet med en dobbelt historisk undersøgelse,nemlig én der gælder fortællerens nutid (fortælletid),og én, der gælder fortælle-rens fortid (fortalt tid).Da erindringsproduktiviteten er situationsathængig,bliver det i en analyse af,hvilken politisk-didaktisk overlevering der er tale om, vigtigt at se på, hvilken

miljømæssig og/eller institutionel sammenhæng fortælleren beretter ind i. Ana-

lysen kan dreje sig om fortællerens afstand til eller implikation i udviklingen afen .arbejderoffentlighedz er den socialdemokratisk, syndikalistisk, kommunistiskeller andet? Eller om denne offentligheds forhold til en proletarisk og en bor-

gerlig. Men samtidig hermed (idet det førstnævnte er set fra fortælletids og det

følgende fra fortalt tids synsvinkel), må man spørge om, hvad det var for en

livssammenhæng, hvad det var for hverdagslige erfaringer, der skabte behovfor organisering, eller som der ikke blev taget hensyn til organisatorisk. På det-

45

te spørgsmål kan jeg se nødvendigheden af at skelne mellem tre grupper inden

for arbejderklassen: a) almindelige lønarbejdere: ufaglærte/faglærte,kvinder/-

mænd, på land/i by: b) arbejderbureaukrater, nemlig de, der kom op i klassens

organisatoriske system og dermed væk fra klassens hverdagslige sammen-

hænge: c) arbéjderforfattere,nemlig de, der kommer til at leve af at skrive.

Med denne kategorisering differentieres nogle sociale og socialisationsmæssige

forskelle, og det fører til næste problemfelt.

2. Arbejdererindringersom soeial- og socialisationshistorisk erkendelseskilde.

Den foreliggende historieskrivning om arbejderbevægelsen i Danmark, den po-

litiske, økonomiske, faglige, den der gør arbejderbevægelsens historie til social-'

demokratiets, kommunistpartiets, ideologiers og fremtrædende mænds værk -

om den kan man sige, at den ofte tenderer mod at være legitimationshistorie. I

legitimationshistorien gøres arbejderne nok engang (første gang var under kapi-talen) til objekt for udviklingens selvudfoldelse. Det er i forhold til den form for

historieskrivning, at arbejdererindringerne er et socialhistorisk korrektiv og et

nødvendigt supplement. Erindringeme er nemlig skrevet ud fra hverdagslivetserfaringer, om end man nok i denne sammenhæng må problematisere arbejder-bureaukraternes erindringer. Disse bærer ofte spor af arbejderens institutio-

nelle slutposition, hvor denne har fået organisationen som herre over sin livsak-

tivitet og sig selv som loyalt tjenende.Arbejdererindringen er en fremstilling, der tager sit udgangspunkt i arbejderensom muligt subjekt, som den, der handler, kæmper og glædes (ofte galgenhumo-ristisk), den, der under bestemte samfundsforhold skal integreres med eller

uden modstand.I

Hermed er jeg fremme ved det særlige og nok enestående ved arbejdererindrin-ger: deres værdi som kilde til indsigt i socialisationshistorier.

Hvad socialisation er, kan man skitsere ved at sammenholde det med, hvad op-

dragelse er. Af pladshensyn vil jeg ikke udfolde det her, men blot antyde hoved-

tanken. Opdragelse hører borgerskabet til, både i teori og praksis. Den klasse

er ikke med i det produktive arbejde, og således reflekteres dette ikke i opdra-

gelsens praksis og teori. Opdragelsen finder sted gennem ikke-arbejde. I det

fremvoksende proletariat finder soeialisationen sted gennem arbejde. Barn-

dommen er allerede underkastet arbejdslivets krav. Og dermed er også den

proletariske familie sprængt som ramme for soeialisationen.

Socialisation drejer sig om, hvilke normer der intemaliseres i hjem og skole

med henblik på tilpasning og integration i det kommende arbejdsliv. Men det

drejer sig også om, hvilke modstande der sættes op imod forældres, læreres og

arbejdsgiveres forsøg på indordning. Det er modstande, som måske senere kan

føre til, at vedkommende organisatorisk solidariserer sig med arbejderklassen i

kamp mod undertrykkelse og udbytning eller blot ikke i arbejdslivet finder sig i

hvad som helst, men sætter grænser for undertrykkelsen og udbytningen.Socialisationsnormeme er afhængige af produktivkræftemes udvikling. Denne

sammenknytning betyder, at socialisationsnormemes historie også er en usam-

tidighedens historie. Man kan f.eks. påpege tendentielle ændringer i socialisa-

tionsnormerne efter 2. verdenskrig, men dernæst må man nuancere og' påpege,hvor disse tendenser gør sig gældende indenfor hvilke brancher, i hvilke egne af

46

ii

landet osv. Det vil sige der er' op igennem kapitalismens historie hele tiden områ-

der, hvorfra arbejdskraften for første ganginddrages i storindu'strien,og sâle-des gentages sammenstød*mellem forskellige produktionsmâder og dertil sva-

rende socialisationsnormer.

Hvordan socialisationsnormerne hænger sammen med samfundsstrukturen ogudviklingen af det samfundsmæssigearbejde, kan man f.eks. se i Martin Ander-sens Nexøs erindringer. 1 »Et lille Kræ« (1932) skildrer han sin egen opvækst i

København i lægeforeningsboligerne, i »Under aaben Himmel« (1935) skildrer

han rejsen til Bornholm og opvæksten i Neksø. Familien rejser, fordi faderensom ufaglært er belvet arbejdesløs og som sidste udveje har enten rejsen tilbagetil hjemegnskommunen eller fattighjælp. Denne rejse er, siger Nexø selv, en rej-se fra industrialismen til feudalismen. Hvordan viser det sig i socialisationsnor-merne? At Nexø er socialiseret til at være integreret med byproletarer, viser

sig gennem disse normers disfunktionalitet på Bornholm i et miljø, hvor denfrie lønarbejder er undtagelsen, er udskud, og hvor reglen og normen er at .

være småborger, eje sit hus og lidt jord, at være fisker og eje båd og redskaber,at være håndværker eller handlende. Men Nexø og hans familie er udenfor, detviser sig i første omgang ved, at de bor til leje - det er grundlæggende for en out-

sider-position. Dertil kommer, at de taler anderledes og for meget, de klæderi

sig anderledes, spiser anderledes, køber maden i stedet for selv at dyrke og for-

arbejde den, lever fra hånden i munden i stedet for at lægge hen til vinteren osv.

3. Arbejdererindring og borgeng memoire.Efter at have set på arbejdererindringer i forhold til problemstillinger, der tra-ditionelt (dvs. i henhold til den arbejdsdeling, der gælder borgerlig videnskab)hører under faget historie og psykologi, vil jeg se på kildeværdien i forhold tillitteraturfaget og herunder i forhold til den borgerlige memoire. Jeg vil sigenogle generelle ting, som må modificeres ved konkrete læsninger og analyser.Hvor den borgerlige memoiretendentielt eller reelt er individñkseret, synliggørog tydeliggør arbejderautobiografien sin socialhistoriske overbestemthed. Denviser ikke individet løsrevet fra det samfundsmæssigearbejde, men viser, hvorle-des formidlingen mellem det samfundsmæssige og det individuelle finder sted.Dermed kommer det typiske, det for klassen repræsentative til udtryk. Hvorden borgerlige memoire nærmere tegner en autobiografi, tegner arbejdererin-dringen en individuelt formidlet sociogra/i. I arbejdererindringen fremstilleshele den proletariske livssammenhængmed arbejdet som det centrale strukture-ringsmoment lige fra barndommen af. Det er arbejdet under bestemte sam-

fundsmæssigeformer, der deler livet i arbejde og fritid, i arbejde og arbejdsløs-hed, i barndom og voksentid, i privat og offentligt, i noget, der hører staten til,og noget, der hører samfundet til. I den borgerlige memoire er arbejdet fra-værende, her er beskrivelsesfeltet individet i familien eller i forhold til andre in-divider, forhold der oftest er skildret som rent psykologiske fænomener. Hvor

arbejdererindringen fremstiller familien som problem i reproduktionen (lønnenkan ikke slå til for en familie), i produktionen (børnene kan ikke blive passet) og iklassekampen (husmødrene må have penge til mad under alle omstændigheder),skildres familien i den borgerlige memoire som et problem for selvforståelsen,identitetsfølelsen,kærlighedslivet. I memoiren er det psykologiske, følelsesmæs-

47

'

'

Sige selvstændiggjort. I arbejdererindringener det psykologiskeintegrereti detsocialt materielle liv som en uadskillelig bestanddel.

i

En viderebehandling af dette problemfelt må ske gennem en diskussion af arbej-

dererindringer som del af arbejderbevægelsens kulturformer og ofentligheds-

former. Nemlig hvordan disse forholder sig til bestemmelser af proletarisk og

borgerlig offentlighed.

4. Arbejdererindringer som kilde til arbejderklassens kulturformer.Arbejderklassens uensartede kultur og livssammenhænge,som ellers hovedsa-

gelig overleveres i håndgribelig arbejdspraktisk form eller som mundtlig tradi-

tion i klassen selv, har med erindringerne et udtryk, som man må konfrontere

med den. borgerlige opfattelse af, hvad kultur er, og hvem der har den. I det

borgerlige samfund søges kultur defineret af den klasse, der tilraner sig og kon-

sumerer merproduktet, i modsætning til den klasse, der producerer merpro-

duktet. Det er mod denne forståelse af kultur, arbejdererindringerne indgårsom kritik.

'

At kampen om bevidsthed og historie og kultur er en klassekamp, det viser ar-

bejdererindringerne særlig klart.

48

Afsluttede afhandlinger'

Listen over afsluttede afhandlinger omfatter specialer, guldmedaljeafhandlinger, kon-

ferensafhandlinger. utrykte bibliografier og div. større projektarbejder. Afløsnings-opgaver, delopgaver m.m. optages normalt ikke på listen, undtagen hvor redaktionen fm-der det relevant. Alle, der har færdiggjort et projekt, opfordres til at sende oplysningerom dette til redaktionen. De anførte afhandlinger på denne liste kan alle hjemlånes påABA. For folk, der bor uden for København, kan hjemlåningkun ske gennem det lokalebibliotek eller arkiv.

Andreasen, Carl Erik

Arbejder- og håndværkererindringer.En vurdering af erindringer som historisk kilde-materiale på grundlag af de af nationalmuseet 1951 ff. indsamlede arbejdererindringer.84. s. Historisk institut, Københavns Universitet 1976.

Bache, Karen

Gustav bang. En bibliografi. 7+73 5. Danmarks Biblioteksskole sek. II 1977.

Bondebjerg, Ulla

En analyse af det københavnske slum ca; 1850-1900 med særligt henblik på sammen-

hængen mellem industrialismens/kapitalismens gennembrud og masseopførelsen af ny-byggede slumlejligheder på Broerne. Bd. 1-2. Institut for Samfundsfag, KøbenhavnsUniversitet 1973.

Hansen, Ebbe

»Masseidræt - frihed, sundhed, kultur.« En undersøgelse af arbejderidrætten i Dan-mark med særligt henblik på Dansk Arbejder Idrætsforbund i perioden 1929-1943.126 s. Historisk Institut, Århus Universitet 1977.

Hansen, Michael SeidelinI. P. Sundbo og Vestjyllands Social-Demokrat 1898-1920. Et studie i socialdemokratiskbladpolitik. 117 s. Historisk Institut, Københavns Universitet 1976.

Holm, Flemming BechgaardArbejdernes Andels-Boligforening 1912-1940. Byggeri og social sammensætning. 100 s.Historisk Institut, Københavns Universitet 1977.

Jensen, Ib m. fl.

Fagoppositionen i Danmark. 153 s. RUC, 1976.

Jensen, Inger Lise m. 11.

Kvindernes ligestilling? Belyst udfra de samfundsmæssigeændringer og Socialdemokra-tiets lighedspolitik, koncentreret om perioden fra ca. 1957-77. 46 s. Historisk Institut,Århus Universitet 1977.

Komintem

og sovjetisk udenrigspolitik 1919-1928. Den kommunistiske verdensbevægelse. Bd. 1-2.RUC, 1976.

Lindstrøm, Anders Ture

Landbrugsrâdets oprettelse, dets organisationsform og erhvervspolitiske virksomhed.219 s. Historisk Institut, Århus Universitet 1968.

Logue, John Alan

Socialism and abundance: Radical socialism in the welfare state. A study of the DanishSocialist People,s Party. 622 s. Princeton University, (København) 1976.

49

Nielsen, Bodil Bang-

xi

En redegørelse for socialdemokratiets officielle kulturpolitik fra 1945 til 1970, med

særlig henblik på en analyse af samfunds- og kultursynet. 115 s. Nordisk Institut, Århus

Universitet 1977.

Puggârd,Ole m. 11.

Bevidsthedsudviklingen i den danske fagbevægelse 1870-1900. Med udgangspunkt i en

diskussion af bevidsthedsteorier søges udviklingen af det bevidsthedsmæssige aspekt i

fagbevægelsen 1870-1900 belyst gennem arbejdskampe og organisationsdannelser. 114

s. Historisk Institut, Århus Universitet 1977.

Simonsen, Sonia m. fl.

Arbejdernes Læseselskab. Beskrivelse og registratur. 61+28 5. Danmarks Biblioteks-

skole 1977.

Sørensen, Arne Bak m. fl.

Arbejdsplads, bibliotek og lokalsamfund. Teoretisk og praktisk arbejde omkring et bib-

liotek på Pedershaab maskinfabrik, Brønderslev. 286 5. Danmarks Biblioteksskole;

Aalborg 1977.'

Wedeby, Thorkil

Forbrugudvikling og levestande 1840-1914. 155 s. København 1972.

Henning Grelle

ABA's protokoller fra danske fagforbund og fagforeninger5. tillæg. Protokollerne er indleveret og registreret i perioden 1. jan. 1976-1. juni 1977

anmærkning: P.gr.a. den kraftige tendens til at danne store forbund i Danmark vil de

forskellige fag nu blive opført under de forbund, som de p.t. hører under.

Hvert forbund er markeret med fede typer.

Bageri-, Konditori- og Mølleriarbejdemes Forbund Antal

Bagersvendenes Fagforening, Aalborg af 1893

Forhandlingsprotokol .............................................. 1893- l 9 14, 1929-48 3

Bagersvendenes sygekasse, Aalborg af 1852

Forhandlingsprotokol ........................................................... 1908- l 95 7 1

Bagersvendenes klub, Ågadesrugbrødsfabrik............ .. 1898-1903, 1918-32 4

Konditorernes Fagforening, København af 1897

Forhandlingsprotokol ...................... . .L ............................ . . 189 7- 1973 13

Kassebog ....................................................................... 1897-1908 2

Dansk BeklædningsarbejderForbund

Skræddemes Fagforening, Århus af 1872

Forhandlingsprotokol ...................................................... . 1902- l 945 9

Kontingentbog ............................................................... . l 872- 1880 2

Årsregnskaber(i kontingentbog) ...................................... . . 1883- 1900

Regnskabsbog for understøttelseskas. ............................... . . 1884- 1889 1

Dansk Bogbinder- og KartonnagearbejderforbundBogbindernes Fagforening, Aalborg af 1896

Forhandlingsprotokol ............................... ..; ................... ..

'

1896-1960 6

50

Forhandlingsprotokolfor bestyrelse .......... ., ..... Q.,............. .. 1911-1940Forhandlingsprotokol for udvalg vedr. organiseringaf kvindelige arbejdere m.m. .................................................... .. 1907

Dansk MetalarbejderforbundDansk Karelmager- og Karosseribyggerforbund af 1895

Forhandlingsprotokol ..................................................... . . 1895-1970i Kongresprotokol ............................................................ . . 1895-1900Protokol for udvalg af mestre og svende ........................... .. 1907-1914

Forhandlingsprotokol for A-kassen .................. .L............... .. 1908-1970

Karetmagernes Fagforening, København af 1884

Forhandlingsprotokol ..................................................... .. 1 884- 1965

Hovedbog ..................................................................... .. 1884-1906

Medlemsbog ................................................................. .. 1893-1912

Forhandlingsprotokol for hjælpekassen ............................. .. 1911-1933

Kontingentbog .............................................................. .. 18 74- 1875

Regnskabsbog ............................................................... .. 1873-1875Forhandlingsprotokol for sygekassen af 1862 .................... .. 1879-1920Hovedbog ..................................................................... .. 1893-1910Kassebog ..................................................................... .. 1910-1914

Medlemsbog ................................................................. .. 1893-1910

Kontingentbog ................................................. .. 1893-1897, 1911-15Hovedbog for begravelseskassen ...................................... .. 1893-1905

Medlemsbog .................................................... .; ........... .. 1893-1910Træarbejdemes faglige klub, D.S.B. København af 189

Forhandlingsprotokol ......................................... .. 1906-1922, 1930-67se i øvrigt karetmagere 1 Meddelelser nr. 1 (1973) s. 23 f.Kedel- og Maskinpassernes fagforening, Aalborg af 1893

forhandlingsprotokol ............................................... . ._ .... . . 189 7-19 71

Forhandlingsprotokol for 1. repræsentantskabskreds ........... .. 1925-1968Medlemsbog (også for Nr. Sundby) .................................. .. 1897-1926

Kedel- og Maskinpassemes fagforening, Nr. Sundby af 1914F orhandlingsprotokol ..................................................... . . 1946- 1969se i øvrigt Kedel- og Maskinpassere i Meddelelser nr. 1 s. 24Dansk Skibstømrerforbund af 1892Forhandlin gsprotokol ..................................................... . . 1892- 1969Protokol for kongresmøder 1.-9. ...................................... .. 1892-1903Protokol for kredsmøder

................................................. .. 1949- 1961

Forhandlingsprotokol for A-kassen ....... .......................... .. 1924-1958Cirkulæreprotokol .......................................................... .. 1 924- 1928Skibstømrernes Fagforening,København af 1871

Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger .......... ........ .. 1879-1971

Forhandlingsprotokol for bestyrelse .................................. .. 1885-1961

Forhandlingsprotokol for A-kassen ................................... .. 1908-1940

Forhandlingsprotokol for sygekasse .................................. .. 1905-1933Skibstømrernes klub på B&W, StrandgadeværftetForhandlingsprotokol ..................................................... .. 1926-1933Skibstømrernes Klub pâ B&W, RefshaleøenForhandlingsprotokol ..................................................... .. 1945-1957se i øvrigt skibstømrere i Meddelelser nr. 1 s. 26

-hb-Ih-UI

NHNHHNHHHHNi-lmHHHHOHNOOQ

51

Snedker og Tømrerforbundet i Danmark -

Bygningssnedkemes Fagforening, København af 1872

Forhandlingsprotokol for strejken i 1907 ........................................... ..

Forhandlingsprotokol for priskurantudvalget 1896-1897; 1906, 1915-27

Protokol for udvalget til loves revision .............................. .. 1901-1908

Parketsnedkernes klub af 1928 .

Forhandlingsprotokol ..................................................... . . 1928- 1969

Gelændersnedkemes klub ;

Forhandlingsprotokol ........................ .. 1901-1903, 1931-38, 1946-1969

se i øvrigt bygningssnedkere i Meddelelser nr. 6 s. 59

Specialarbejderforbundet i Danmark

Droske Chauñ'ørernes Fagforening, København af 1931

Forhandlingsprotokol for udvalg for reorganisation ............. .. 1930-1931

Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger .................... .. 1931-1950

Forhandlingsprotokol for bestyrelse .................................. .. 1931-1958

Forhandlingsprotokol for oplysningsudvalget ..................... .. 1934-1950

Protokol for studiekredse ................................... .. 1931-1934, 1939-42

Protokol for studiekredsmøder, forskellige emner ......... .. forskell. år

Forhandlingsprotokol for bladudvalg ...................... .. 1937-1952

Forhandlingsprotokol for driftsudvalg ............................... .. 1948-1961

Forhandlingsprotokol for pladsmøder ............................... .. 1950-1960

Protokol over kollegiale sager .......................................... .. 1952-1957

Protokol over arbejdsløses møder ..................................... .. 1938

Protokol over medlemsmøder .......................................... .. 1939-1941

Forslags- og vedtagelsesprotokol ...................................... .. 1937-1943

Droske Chauñ'øremes klub, København 8: omegn

Forhandlingsprotokol ..................................................... . . 1924- 1940

Droske Chaufførernes socialdemokratiske klub

Forhandlingsprotokol ..................................................... .. 1942- 1950

Arbejdsmændenes Forbund for Gentofte, Lyngby og Gladsaxe sogn af 1888

Forhandlingsprotokol ............................... .. 1888-1964

Forhandlingsprotokol for A-kassen ................................... .. 1912-1947

Fællesklubber

Fællesklubben på B&W, Teglholmen v

Forhandlingsprotokol ..................................................... .. 1924- 1969

se i øvrigt fællesklubber i Meddelelser nr. 1 s. 31, nr. 2 s. 13

WHHHHHWUIUImt-loh*Henning Grelle

52

ForskningsmeddelelserTsola Dragoicheva 0m »Fædrelandsfronten« - samt lidt om teori

I kommunistpartiernes informationstidsskrift »World Marxist Review«

(»Probleme des Friedens u. des Socialismus«) kan man med - iøvrigt store -

mellemrum finde artikler om emner inden for arbejderbevægelsens historie. De

er i reglen skrevet af veteraner indenfor den kommuniske" del af arbejder-bevægelsen og rummer således erindringsstof af en vis interesse.

I tidsskriftets nr. 10 i vol XIX, 1976, s. 15-19 (engelsk udgave) havde således

den bulgarske veterankommunist Tsola Dragoicheva, medlem af Bulgarienskommuniske Partis politbureau, en oplysende artikel om »Fædrelandsfrontens

oprindelse«. Anledningen var 35-års jubilæet for frontens oprettelse (juli 1977).Tsola Dr. var selv med ved dannelsen i det tysk-besatte bulgarske kongerige.Dannelsen skete på kommunistisk initiativ, og den ny organisation blev en bred

folkefront, der foruden kommunisterne kom til at omfatte Socialdemokratiet,Agrarunionen, Radikale Parti og Zveno-gruppen af patriotiske intellektuelle ogmilitære samt en række andre organisationer.Tsola Dr.s skitse begynder allerede med septemberrejsningen 1923 mod det

kort forinden, efter kuppet 9. juni mod Agrarunion-regeringen Stamboliski, op-rettede Tsankov-diktatur. Tsola Dr. var fra første færd med i kampen mod det

og blev fængslet 0. 1923. Hun havde efterhånden tre dødsdomme svævende

over sit hoved: kun ved lykketræf undgik hun henrettelsen første gang, fordi hun

ventede et barn. Ved Henri Barbusses indgriben blev dommen ændret til livs-

fængsel. Efter 8 år i fængsel blev hun frigivet under en amnestibølge.Om denne spændende skæbne, »Bulgariens La Passionaria i Snapstinget«, for-

talte M(erete) B(onnesen) i »Politiken« i foråret 1946, da madame Dragoichevabesøgte København i anledning af Den interparlamentariske Unions møde. Hun

var da »en Dame paa vel midt i Fyrrerne, men med et i Betragtning af hendes

Skæbne bemærkelsesværdigt, ungdommeligt Ydre, hvis Charme understregesaf en i denne Forbindelse ligesaa overraskende Mildhed« 1).I sin nævnte artikel behandler Tsola Dr. kortelig folkefrontens ide i 1930”rnes

og verdenskrigens Bulgarien. Interessant er oplysningen, at Georgi Dimitrov,der sad i Moskva som kommunistpartiets overhoved og på dette tidspunkt end-nu var leder af Komintern, »ivrigt forkastede de socialistiske slogans, der blevfremsat af nogle kammerater, og afviste dem som for tidlige«. Dette svarer godttil, hvad man i øvrigt ved om Dimitrovs råd til andre østeuropæiske kommuni-ster på denne tid. Den igangværende partisankamp (i Bulgarien) skulle ifølgeham føres »under slogan*et folkelig, demokratisk magt«. Således tilsigtede selve

»Fædrelandsfrontens« program af 17.7.1942 oprettelsen af en slig magt. Kampfor demokratiet blev opfattet som et egnet udgangspunkt for en socialistisk

revolution.

Forudsætningen for det hele var den væbnede modstandskamp, der havde

Tsankov-fascistregimets omstyrtelse som mål. Modstandskampen faldt således

til dels sammen med en borgerkrig, - hvilket jo også var tilfældet i Jugoslavien, -

selv om Tsola Dr. ikke nævner selve ordet: men i endog højere grad end i det

jugoslaviske naboland stødte partisanerne i Bulgarien sammen med det »natio-

nale« diktaturs politi- og hærformationer.

53

Interessant er hvad Tsola Dr. kan berette, at en delegation fra »Fædrelands-

frontens« nationalkomite så sent som i sommeren 1944 havde en føler ude til

den protyske regering for ikke at lade den - ganske vist »yderst sjældne«- mu-

lighed for (med Lenins ord) at »sikre revolutionens fredelige forløb« uforsøgt,”en føler, der da også blev afvist af de facistiske herskere. »Det bidrog til, at

nogle af vore allierede opgav at nære illusion om den legale, fredelige magtover-

tagelse og accepterede tanken om den væbnede rejsning.«Tsola Dragoicheva kommer logisk nok⁄også kort ind på selve partisankam-

pen 2), - som medlem af partiets centralkomite tilhørte hun modstandsbevægel-sens hovedstab, - der udmundede i den væbnede opstand 9.9.1944. Nu blev

»Fædrelandsfrontens« hundreder af hidtil illegale lokalkomiteer, hvori sad re-

præsentanter for de partier, der dannede fronten, legale. Vigtige er Tsola Dr.s

ord, at »folkets demokratiske regering straks begyndte at udøve en socialistisk

regerings funktioner. Proletariatets diktatur antog folkedemokratiets form...«

Disse få 0rd antyder, at Bulgariens udvikling ikke følger det kendte stalinistiske

»2 revolutioners« skema med først en »borgerlig-demokratisk« revolution, der-

på en »socialistisk«, adskilt fra første etape.

Bulgarske historikere har påvist, at til forskel fra andre østeuropæiske lande

eksisterede der ikke i Bulgarien rigtige feudale forhold - fortrinsvis i land-

bruget - der nødvendiggjorde .en antifeudal eller »borgerlig« revolution med et

»proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur«, landet hav-

de allerede haft sin anti-feudale revolution efter befrielsen for tyrkerherre-dømmet i 1879. Således hævder bulgarske historikere med en vis vægt, at grun-

det fraværet af feudale relationer og af betydelige feudale levn kunne den

folkedemokratiske revolution i Bulgarien ikke have en borgerlig-demokratiskkarakter, men var fra begyndelsen af socialistisk, mens et proletarisk diktatur i

folkedemokratiets form opstod efter,9. september-rejsningen. Idet de bulgarske

teoretikere og historikere 'sâledes afviger fra det stalinistiske »2-trins-skema«,

betoner de, at der i Bulgarien absolut ikke var tale om nogen omformning af en

(»borgerlig«)revolution til en anden (»socialistisk«), men om en ved 9. septem-

ber-opstanden begyndt fremadskridende proces med befæstelse af proletariatetsdiktatur 3).

Ole Stender-Petersen

1. Pol. 1946, 26.4.: »Bulgariens berømteste Kvinde i København«. Jvf. den bulgarske rigsdags-

formand Vasil Kolarofs tale på Den interparlamentariske Unions kongres: »Nogle Kendsger-

ninger om den bulgarske »Fædrelandsfront«« (kronik i Land og Folk 1946, 21.5.).

2. jvf. om denne Nikifor Gomenski: »The Struggle of the Bulgarian People Against Fascism

During the Period 1941-1944« (i: Marxism Today - Theoretical and Discussion Journal of the

Communist Party, vol 18, no 9 (London, septbr. 1974), s. 267-70).

3. Pavel Kostov: »La Revolution démocratique populaire... de Bulgarie« (i: Etudes Historiques

III á l'occasion du XIe Congres international des sciences historiques - Stockholm aout 1960

(Sofia 1960), s. 518-44) og Hristo Hristov: »Impact of the Great October Socialist Revolution

on the Class Struggle and Revolutionary Movement in Bulgaria 19174944 (Sofia 1967),s. 43-50.

54

International Socialistisk. Boghandel ApSKultorvet ll . 1175 København K

Telefon (01) 11 12 36 . Giro 1 11 12 72

I Københavns Bogcafé har vi et stort udvalg af historiske tidsskrifter, bøger om

arbeiderbevægelsens historie både den danske og den udenlandske, samt etstort udvalg i bøger om ældre og nyere historie fra hele verden.

Historiske Tidsskrifter

Kristiske Hlstorlkere nr. 1⁄2

Om historieteori og metode, og denasiatiske produktionsmáde.15,00

Den Jyske Historiker nr. 11Om imperialisme. Grundlag - Funk-tion - Konsekvens

40,00

Arkiv för studier isens historia. Nr. 9-10Med artikler af Göran Therborn,Mats Dahlkvist, Lars Olofsson ogRune Jungen.21,75'

arbetarrörel-

Tidsskrift for

historie 1/1976

Radikaliseringen af norsk arbeider-

bevegelse 1911-192343,25

arbeiderbevegelsens

History Workshop no. 2Bl.a. Women in Nazi-Germany, May1968 on Film, The Martyrdom of theMine.

38,75

Past & Present no. 73Bl.a. High and Low: The Theme of For-bidden Knowledge in the SeventeenthCentury, »Oh Happy English Child-renl« - Coal, Class and Education inthe North-East.

36,00

Historievidenskab nr. 10-11

Overgangen fra feudalisme til kapita-Iisme.

60,00

Arbejderbevægelsens historie

Arbeidernes Leksikon 1-31 1 9,75

Bjørn Erichsen: ArbeidetEn kort gennemgang af Dansk Arbej-derbevægelses historie.

28,50'

John Foster: Ciass Struggle and theIndustrial Revolution.

Early industrial capitalism in three

English towns.

33,00

Rodney Hilton: Bond Men made FreeMedieval Peasant Movements and the

English Rising of 1381.

29,75

E.J. Hobsbawn: The age of capitalHistory of Civilisation- 1848-1875.92,50

Jan de Vries: The Economy of Europein an Age of Crisis, 1600-1750.38,75

lvy Pinchbeck: Women Workers andthe Industrial Revolution, 1750-1850.114,75 ›

Niels Finn Christiansen: Fra kapitalis-rnens gennembrud til 1. verdenskrig.Socialismens historie.

46.00

Det Danske Socialdemokratis Gimle-Kongres 1076. Udgivet og kommen-teret af Hans-Norbert Lahme.25,00

Karin Hansen/Lars Torpe: Socialde-mokratiet og krisen i 30'erne.Om socialdemokratiets erfaringermed krisepolitikken i 30'erne og dekonsekvenser for strategi og politikdet medførte.

55,00

Steen Bille Larsen: Kommunisterneog arbejderklassen.Den første omfattende beskrivelse afDKP og dets indflydelse, rolle og be-

tydning i den danske arbejderklasseefter 1945.

60.00

Niels Christian Sidenius: Kommunis-tisk Internationale 1928-1935.En analyse og kritik af KommunistiskInternationales politik. Specielt medhenblik på fascismepolitikken ogændringer heri.

55,00

55

: *w

w. _

Anmeldelser

Oskar Anweiler: Rádsbevægelsen i Rusland 1905-1921,

Modtryk 1976, 322 sider, kr. 69,50

Med 19 års forsinkelse foreligger nu Oskar Anweilers bog om den russiske råds-

bevægelse på dansk. Selvom bogen således ikke repræsenterer den nyeste forskning, må

Modtryks udgivelse dog hilses velkommen. Anweilers politiske og historievidenskabelige

udgangspunkt ligger ikke i umiddelbar nærhed af den linie; som Modtryks publikationernormalt følger. Der er altså ikke tale om en marxistisk analyse, men Anweilers bog har

den borgerlige historieforsknings bedste elementer i sig: Først og fremmest et meget

omfattende empirisk materiale om de russiske sovjetter, som præsenteres med en me*

get systematisk og gennemført dokumentation. Desuden giver Anweiler i sin bog på en

række områder nogle meget væsentlige oplysninger om bl. a. de indbyrdes relationer

mellem forskellige kategorier af sovjetter, og af de glimtvise tilløb til direkte og indirekte

alliancer mellem dele af den russiske arbejderklasse og det russiske borgerskab i kam-

, pen for indførelsen af det borgerlige demokrati. Endelig udgør Oskar Anweilers bogden vel nok mest grundige og omfattende samlede gennemgang af de russiske sovjetters

opståen og udvikling, der hidtil er udgivet.Rádsbevægelsen i Rusland 1905-1921 er inddelt i 5 større kapitler, som hver især be-

står af en længere række mindre afsnit, der er udstyret med en række præcise under-

ordnede overskrifter. Denne klare disponering gør bogen velegnet til forholdsvis hurtige

opslag om konkrete emner og letter dermed udnyttelsen af Anweilers meget omfattende

viden.

I det første af de 5 hovedkapitler gennemgår Anweiler forholdsvis kort forskellige

revolutionshistoriske forgængere for den russiske rådsbevægelse og lægger i denne for-

bindelse hovedvægten på Pariserkommunen og Marx, vurdering heraf.

Andet kapitel behandler den russiske revolution i 1905 - rádenes opståen og virke _

forholdet til de forskellige partipolitiske organisationer -

og den russiske arbejder-

klasses politiske og materielle forhold i tiden frem til 1905.

Kapitlerne 3 og 4 beskæftiger sig med revolutionen i 1917. Kapitel 3 overvejende med

sovjetternes fremvækst efter februarrevolutionen, især Petrogradsovjetten, men også

på udførlig vis med alle de forskellige typer af råd, der opstod i denne revolutionære

situation. I kapitel 4 fokuseres på bolsjevikkernes revolutionsteori og deres forhold til

sovjetterne - herunder kampene om magten i sovjetterne mellem partierne og sovjetter-

nes gradvise karakterændring fra oprindeligt at have været spontane, revolutionære

kamporganer til at blive faste statsbærende institutioner. I det afsluttende femte kapitel

fremlægger Anweiler sin opfattelse af »sovjetdiktaturets oprettelse.« Ikke mindst

spørgsmålet om den konstituerede forsamlings skæbne i den nyetablerede rådsrepublik.

Bolsjevikkernes organisering og centralisering af rådssystemet i løbet af borgerkrigen

diskuteres forholdsvis udførligt og endelig gennemgås som afslutning oprøret mod den

bolsjevikkiske regering fra Kronstadtgarnisionen.Anweilers beskrivelse og vurdering af rådsbevægelsen i tiden frem til februar 1917 står

stærkest i fremstillingen som helhed betragtet, hvilket ikke mindst gælder behandlingenaf 1905-revolutionen. I forbindelse med sidstnævnte fremlægges en solid og meget over-

skuelig skildring af forudsætningerne for og forløbet af begivenhedernes gang med

hovedvægten lagt på den organisatoriske udvikling af sovjetterne. Anweiler giver en

klar forståelse af den mangfoldighed af forskellige retninger, der prægede den folkelige

bevægelse.Som en væsentlig forudsætning for forståelsen af l905-revolutionens baggrund søger

56

Anweiler' at karakterisere den russiske industris karakter. Dette lykkeskun delw's, idetder her ikke lægges tilstrækkeligvægt på produktionsforholdene indenfor den indu-strielle sektor. Specielt mangler i denne forbindelse en vurdering af statens og bank-væsenets overordentligt store direkte indflydelse på den russiske industri - et forholdsom var særegent for Rusland på dette tidspunkt, og som, hvis det blev analyseret,kunne åbne en dybere forståelse af årsagerne til de spredte alliancer mellem den økono-misk orienterede del af arbejderbevægelsenog det liberale borgerskab, som glimtvisdukkede frem - også i situationer, der var præget af massive strejkebølger og general-strejke. At arbejderklassen og borgerskabet begge havde en indlysende fordel i indførel-sen af det borgerlige demokrati er i denne forbindelse en i sig selv utilstrækkeligårsags-forklaring.

Generelt må det imidlertid slås fast, at Anweiler på overbevisende måde forklarer sov-

jetternes karakter, mål og fremvækstbetingelser,sovjetternes indbyrdes relationsfor-hold og forskelligheder, ligesom også udviklingen i forholdet mellem sovjetter og poli-tiske partier, samt partiernes taktiske og strategiske overvejelser efter 1905.Anweiler afviser i forbindelse med sovjetternes fremvækst i februar 1917 den gamlemyte om, at sovjetterne fra første færd var revolutionære redskaber udelukkende i densocialistiske revolutions interesse. På overbevisende måde beskriver Anweiler sovjetter-nes politiske udvikling fra ideologisk og politisk set yderst moderate organer, der førstog fremmest støttede den borgerlige revolutions gennemførelse, til den socialistiskerevolutions afgørende kampváben mod det borgerlige demokrati. Udviklingen fra atvære arbejderklassens spontane kampvåben opstået i en revolutionær situation for atsørge for arbejderklassens umiddelbare økonomiske og politiske interessers opfyldelse,

-

og til at blive faste statsbærende institutioner.Det er hele bogen igennem karakteristisk, at Oskar Anweiler beskriver og vurderersovjetterne med stor saglighed og omhu. Dette gør sig imidlertid ikke gældende overforde politiske partier, hvis historie er dybt flettet ind i sovjetbevægelsens historie. An-weiler betragter især bolsjevikkerne med udpræget modvilje fra første færd -

og des-værre, hvad der er nok så væsentligt, med manglende forståelse på væsentlige områder.Specielt gør dette sig gældende i forbindelse med Anweilers forståelse af, hvad der liggeri begrebet proletariatets diktatur sat i forhold til proletarisk demokrati. For Anweilerer demokrati identisk med en eller anden form for parlamentarisme - det direkte valgog selve formen er for Anweiler afgørende for, om der er tale om demokrati eller ikke.Anweiler fornægter den bolsjevikkiske opfattelse af, at demokrati i første række er etspørgsmål om klassekarakter, og at formen kun har sekundær betydning. Anweilersabstrakte brug af begreberne demokrati og diktatur skæmmer hans forsøg på at vur-dere bl.a. og især bolsjevikkerne og deres forhold til sovjetterne, og fører også til noglevurderinger af fx Lenin, som præcist placerer Anweilers historiske udgangspunkt somvidenskabsmand.Anweilers manglende forståelse for afgørende indholdsmæssigeaspekter i leninismenfører ham ud i traditionelle fraser af borgerlig oprindelse. Anweiler finder således, atman i forberedelserne til oktoberrevolutionen tydeligt ser Lenins »uhyre magtbegær«(s. 217), et personligt forhold, der skulle være afgørende for revolutionens gennem-førelse. Det er i samme stil, at Anweiler kan slå fast, at bolsjevikkernes propaganda slogigennem hos de russiske masser, fordi den »var beregnet på den grå arbejder- og sol-datmasses mentalitet,« (s. 211). Når hertil kommer, at Anweiler kan slå fast, at den bol-sjevikkiske propaganda var baseret på »simple paroler« (s. 207), er Anweilers linieoverfor bolsjevikkerne vel i og for sig tilstrækkeligtkarakteriseret.Men når man ser bort fra Anweilers psykologiserende årsagsforklaringeri forbindelsemed bolsjevikkernes aktiviteter og deres resultater, så står der alligevel et hovedindtryktilbage af bogen, som er positivt. Det er en bog, der rummer en masse viden om sovjet-

57

›

ternes udviklingsforløbog indbyrdes forhold, bådeideologisk,lpolitiskog organisatorisk- og hvad mere er: den kommer på et tørt sted.

'

› Niels Ole Højstrup Jensen.

Niels Banke: Socialismens historie. Fra Babeuf til Mao Tse-tung, Gyldendal, København1974, 212 5., kr. 42,-

'

Banke 'skriver i indledningen, at »denne fremstilling af socialismens historie er skrevet

med henblik på den almindelige læser«. Det havde to følger?1) den måtte »ikke blive for

omfattende« og 2) den måtte »ikke være for tungt læselig«. Uden tvivl er der brug for

en sådan fremstilling og uden tvivl har Niels Banke den omfattende viden, der er nød-'

vendig for at kunne skrive en sådan fremstilling. Men det forekommer, at han ikke har

disponeret sit stof rigtigt. Han forsøger at nå hele vejen rundt og når derfor ikke særlig

langt. Man kan f.eks. ikke bare nogenlunde antyde, hvad Rosa Luxemburg står for på

godt én side. Nu er den centrale person meget naturligt Marx, og der bliver ofret meget

plads på ham, men også der kommer det væsentlige for kort overfor ligegyldigt fyldstof,

I

som f.eks. følgende sætning: »Selv om Marx var plaget af sygdom, havde han ofte en me-

get lang arbejdsdag, hvor han overvandt trætheden med kaffe og tobak« (s. 82). Det er

dårlig popularisering. Alt i alt kan bogen ikke opfylde det behov, der er for en god ind-

føringfor »den almindelige læser«. Niels Banke svigter ham desværre.

G. C.

Jürgen Briem: Der SDS. Die Geschichte des bedeutendsten Studentenverbandes der

BRD seit 1945, päd. extra Buchverlag, Frankfurt/M. 1976, 483 s.

SDS står for Sozialistischer Deutscher Studentenbund. Organisationen eksisterede i

7 årene 1946 til 1970, men først i årene 1964 - 1969 blev det en betydningsfuld politiskfaktor, der kunne udløse og formulere studenternes politiske og faglige utilfredshed, lede

denne ind i en socialistisk retning og dermed blive til en massebevægelse, der for en tid

kunne præge den offentlige diskussion i Vesttyskland. I årene 1958 til 1964 havde SDS

(medlemmerne) erhvervet sig de teoretiske og praktiske kundskaber, der var nødven-

dige for at kunne spille denne rolle. I den af Briem valgte periode, var SDS en stort set

betydningsløs,lille studenterorganisation, der nærmest stod på Socialdemokratiets

(SPD) højrefløj. SDS havde som regel ikke meget mere end 1000 medlemmer, og der er

ikke nogen som helst grund til at beskæftige sig så udførligt med forbundet i denne peri-ode. Desuden søges bogens problem løst, som om det var de organisationssociologiske

modsætninger mellem en'masseorganisation i arbejderklassen som SPD og en talmæs-

sigt ubetydelig studentergruppe, som var årsagen til adskillelsen mellem de to organisa-tioner (smlg. kapitel I-IV og kort 5. 403). Endvidere er bogen sjusket bearbejdet til udgi-velse: f.eks. er s. 31 og 33 tekstidentiske; der er massevis af trykfejl; noterne til for-

bemærkningen mangler; flere noter er ufuldstændige (f.eks. 5. 415 note 16, s. 436 note

4); der henvises adskillige steder til et Anhang I og II, som ikke findes i bogen; øjensyn-

ligt er manuskriptet afsluttet i 1972, der gøres ikke opmærksom på dette og at siden da

udkommet litteratur - som f.eks. »konkret« - redaktøren K. K. Röhls erindringer»Fünf Finger sind keine Faust« - ikke er benyttet. Röhls erindringer, så dårlige de end

er, er af stor betydning for SDS”s historie i årene 1958-61.

SDS”s adskillelse fra SPD i 1960-61 skyldtes en politisk udvikling i begge organisationer.

P.g.a. koncentrationen om organisationssociologien lykkes det Briem at forplumre dette

klare forhold; formentlig skyldes det hans egen uklare moralisme - der vistnok skal gåfor at være marxisme - at han ikke formår at'få de relevante politiske modsætninger

58

frem. SPD”s vending fra »Arbejderparti« til »Folkeparti«kritiseres ikke som (evt. fOr- -

kert) taktik, som et (fejlagtigt anlagt) forsøgpå*at komme ud af isolationen, men kun for-di det var en vending mod højre. Det var imidlertid klart, at SPD's gammelsocialdemo-kratiske politik ikke var tidssvarende, og at man måtte løse dette problem. For så vidt

man i det hele taget vil ligestille de to organisationer, så er det altså her problemet liggeridet flertallet i begge organisationer gik modsatte veje.Det forbliver stort set uklart, hvorfor der i SDS opstod en slags venstrefløj, hvem den-ne venstrefløj bestod af, hvem der havde indflydelse på den, hvilke fraktioner der var påvenstrefløjen osv. Eller man må snarere sige, at ganske vist fortælles der noget om disseting, men det er godt gemt i en masse irrelevant stof - Briem har åbenbart ladet sig fan-

ge af at have haft en mængde arkivmateriale til rådighed (et sted beklager han sig over

ikke at have haft en lokal SDS-gruppes arkiv til rådighed: et sådant findes for Kielsvedkommende på ABA), det har åbenbart også fået ham til at overse SPD-materialesam-

lingen »Tatsachen und Argumente«, der indeholdt en del stof specielt omkring adskil-lelsen.

Det havde ellers været vigtigt at få at vide, hvordan og hvorfor det skete, at en større

gruppe socialdemokratiske studenter midt i koldkrigs-perioden begyndte at studere ogdiskutere marxistisk teori og at forsøge at udvikle en praksis, der under de herskendeforhold i det mindste kunne få betydning for skolingsarbejdet i faglige organisationer ogi arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer. Der har naturligvis været forskelligeforhold, der gjorde sig gældende: 1) det østeuropæiske tøbrud fra 1956 og fremefter; 2)diskussionen i forskellige vesteuropæiske arbejderorganisationer og intellektuelle kred-se, der mundede ud i det »nye venstre«; 3) et radikal-demokratisk, antifascistisk poten-tial, der kunne udvikles; 4) marxistiske arbejderfunktionærers og akademikeres betyd-ning som diskussionspartnere (Abendroth, Leo Kofler, Fritz Lamm f.eks.); 5) den om-

siggribende reaktionære grundholdning på universiteterne. Der har formentlig været

endnu flere årsager.I betragtning af den betydning SDS senere fik, ikke kun politisk, men også, og måskeisær for nyopdagelsen af den marxistiske videnskab, er det ærgerligt, at forhistorienfor SDS*s betydningsfulde periode er blevet behandlet så dårligt som her. Især perioden1958-61 var et politisk lærestykke, som også andre end de direkte implicerede havdekunnet lære af. Det lader sig kun vanskeligt gøre ved hjælp af denne bog.

Gerd Callesen

Det danske Socialdemokratis Gimle-kongres 1876. Udgivet og kommenteret af Hans-Norbert Lahme, XVlll + 43 s., Odense Universitetsforlag 1976, kr. 28,75

Hans-Norbert Lahme har med denne lille bog ønsket at levere en let tilgængelig og for-

svarligt kommenteret udgave af en vigtig kilde til den tidlige danske arbejderbevægelseshistorie for at spare de interesserede for besværet med at benytte de uoverskuelige ogslidte eksemplarer af Social-Demokraten, »kongresprotokollernesoprindelige udgivel-sessted«. '

Formelt set er det nok et spørgsmål, om Social-Demokratens mødereferater kan be-

tragtes som »kongresprotokollen«. Poul Geleff vælges på kongressens første møde som

protokolfører, men referaterne kan lige såvel tænkes at skyldes Anton Mundberg, der

deltog i kongressen qua journalist -

og ikke som delegeret (jvf. mødereferatet s. 11).Synderlig væsentligt er dette dog ikke, for der er under alle omstændigheder tale om et

grundigt referat af høj kildeværdi, idet samtlige delegerede gennem offentliggørelsenhar set det og haft mulighed for at kommentereeller berigtige det (havd en enkelt, som

det skal nævnes nedenfor, da også gjorde). Man kan altså kun være enig med Lahme i,

» 59

at vi her står overfor en særdeles god og central kilde, og med tilfredshed hilse, at den“

nu gøres lettere tilgængelig.Men netop fordi udgivelsen prætenderer at være komplet vedr. selve kongressens for-

løb, må der påpeges et par beklagelige mangler. Lahme gengiver fra Social-Demokraten

d. 10/6 1876 referaterne af 4. og 5. møde, det vedtagne program og de vedtagne love,men derimod ikke den særskilt opstillede oversigt over »Den nye Bestyrelse« med af-

stemningsresultaterne fra valgene af formand, vice-formand, kasserer, vicekasserer,københavnske og provins-bestyrelsesmedlemmer, samt revisorer. Det skyldes mærke-

ligt nok ikke en forglemmelse, (ij. s. 43, note 13) at denne vigtige kilde, som giver en reel

mulighed for at vurdere de divergerende standpunkters opbakning på kongressen, ikke

er medtaget. ›

Ligeledes er det en mangel, at Hørdums ret så væsentlige berigtigelse i Social-Demokra-

ten d. 11/6 1876 til referatet af 5. møde ikke er medtaget (side 30; de tre første linjer af

Hørdums indlæg rettes til: »Hørdum fandt, at sagen nu burde være uddebatteret, samt

at ingen kunne forsvare for sine vælgere at have støttet forslaget, når de anerkendte

Mundbergs forslags overensstemmelse med de virkelig socialdemokratiske princi-

per«).Udover de til selve kongresforløbet knyttede kilder, bringer Lahme dels et par oplæg af

Pio i Social-Demokraten d. 2. og 3. juni, dels Pios berømte opgør med »Kongressens"

udfald« fra d. 11. juni. Hvor meget man kan og bør medtage »for at afrunde billedet«,

kan naturligvis diskuteres, men udvalget forekommer lidt for beskedent. Det er urigtigt,nár Lahme betegner de førstnævnte artikler som indbydelsen til kongressen, der er tale

om praktiske oplysninger. Indbydelsen fremkom i bladet d. 30. april og uddybedes d. 18.

maj. I den anden ende havde det nok også været rimeligt at gå lidt længere end til Pios

umiddelbare reaktion. Specielt kan der peges på referatet af det første møde i den ny-

valgte hovedbestyrelse, hvor man indgående drøfter Pios kritik (Social-Demokraten d.

14/6-76).Der kan nævnes adskillige andre centrale kilder til belysning af Gimle-kongressen, 1)men det skal ikke bebrejdes Lahme, at han har valgt at begrænse opgaven til de umiddel-

bart relatérbare kilder. Men de nævnte 'mangler er der tale om en god og omhyggelig

kildegengivelse. Et par trykfejl s. 5 skal dog bemærkes: den delegerede for Fredericia-

tobaksarbejderne anføres. som H. P. Nielsen, men er den kendte jyske pioner og Pio-

støtte Hans Jørgen Nielsen, som iøvrigt vælges ind i bestyrelsen. Og metalarbejdemes

delegerede hedder ikke Kieser, men Kiefer - forresten den mand, der oprindeligt i Cen-

tralbestyrelsen foreslog kongressen afholdt (Social-Demokraten d. 5/3 1876).

Udgivelsen er forsynet med noter og en 18 sider lang indledning omkring Gimle-kon-

gressen og dens hovedtemaer. Heri gives mange nyttige detailoplysninger og en absolut

forsvarlig omend vel kortfattet oversigt over den tidlige danske arbejderbevægelses

politisk-organisatoriske udvikling. Den er dog næppe af Lahme ment som et definitivt

indlæg og skal ikke underkastes en nærmere diskussion her. Anmelderen håber selv in-

- denfor en overskuelig fremtid at kunne fremlægge en undersøgelse med en noget afvigen-de og mere nuanceret opfattelse og kan endvidere pege på to nye bidrag til problematik-

ken, begge fra 1976 og derfor ikke inddraget af Lahme, nemlig Niels Finn Christiansens

»Hovedlinjer i arbejderbevægelsensudvikling i 1870°erne« (i Kritiske Historikere nr. 1,

s. 14-25), og Henning Grelles »I anledning af hundredáret for Gimle-kongressen«(i nr.

7 af “dette tidsskrift, s. 17-24).Note° 1: Fx er det muligt at følge Bjørnstrup-oppositionens vurdering af kongressen i

Social-Demokratens referat d. 20⁄6-76 af et møde i Socialdemokratisk Samfund d. 14.

juni, som slutter med vedtagelsen af denne resolution: »Foreningen vedtager at aner-

kende sin repræsentants optræden ved kongressen og bringer tillige sin tak til den så-

kaldte opposition«.Erik Strange Petersen

60

Social-Demokraten' d. 10. juni 1876:

DEN NYE BESTYRELSE

Valget af bestyrelse, i henhold til de nye love for det socialdemokratiske Arbejderparti,foregik i Kongressens slutningsmøde-i forgårs aftes. Valget havde følgende udfald:

Til formand valgtes Louis Pio enstemmigt med 6042 stemmer.

Til viceformand Poul Geleürmed 4537 st.

Til kasserer T. Thomsen med 2914 stemmer (Derefter havde Bjørnstrup 2372 st.).Til vicekasserer S. Rasmussen med 1198 st. (Derefter havde Bjørnstrup 576 st.).Til bestyrelsesmedlemmer for København:

Holm med 4100 st.

Hørdum med 3783 st.

Giessing med 3084 st.

Johnsen med 2148 st. \

Borgerinde Lillienkrantz med 1527 st. (Derefter havde C. C. Andersen 1470, A. Peter-

sen 1413, Mundberg 1338 og Kuntze 800 st.).

Før provinserne:Bliesmann i Aarhus med 4579 st.

H. J. Nielsen i Fredericia med 3989 st.

Svendsen i Aarhus med 2617 st.

H. Jensen i Horsens med 2564 st. (Derefter havde Pehrsen i Odense 1585 og Liljen-kvist i Horsens 1323 st.).

Til revisorer: H. Brix med 1682 st., Mundberg med 1337 st. og Nordgren med 1028 st.

Da Nordgren nægtede at modtage valg erklæredes S. Hansen, der havde fået 856 st.,for valgt (A. Pehrsen opnåede 776, Johnsen 746, Kuntze 660 og C. Andersen 622 st.).

Dieter Fricke: Die deutsche Arbeiterbewegung 1869-1914. Ein Handbuch über ihre

Organisation und Tätigkeit im Klassenkampf, Dietz Verlag, Berlin 1976, 17 + 975 s.,

24,- Mark.

Dieter Fricke har for ca. 15 år siden udgivet to små bind om det samme emne. De harmed rette været meget brugt, og det er derfor glædeligt, at der nu foreligger en betyde-ligt udvidet og bearbejdet udgave i et bind og til en endda meget rimelig pris. Arbejdetdokumenterer den tyske arbejderbevægelse i den periode, hvor den havde mest betyd-ning for den internationale bevægelse og har således også stor relevans for arbejder-bevægelsen internationalt ; kapitel 11 har iøvrigt arbejderbevægelsens internationale

organisationer som emne.'

Bogen består af ialt 16 kapitler, hvoraf de 5 første behandler de socialdemokratiske

partier, kapitel 6 og 7 hhv. arbejderkvinde- og arbejderungdomsbevægelsen,mens kapi-tel 8 undersøger arbejderpressen og i snæver sammenhæng dermed arbejderoplysnin-gen i kapitel 9, idet bl.a. de socialistiske forlags virksomhed undersøges i dette kapitel. I

kapitel 10 undersøges Socialdemokratiets parlamentariske virksomhed, mens kapitel12-14 behandler den faglige bevægelse og kapitel 16 brugsforeningsbevægelsen.Kapitel15 er en meget interessant undersøgelse om strejke- og lock-out-statistikken. Forøvrigtnævnes som den første betydningsfulde strejke 8000 metalarbejderes strejke i Chemnitz

i 1871, en strejke som bl.a. gav »socialisten« mulighed til at demonstrere sin intematio-

nalisme ved at indsamle støttebidrag. I forbindelse med dette kapitel vil det være nyttigtat læse de skriftlige og 'mundtlige diskussionsbidrag fra den 8. Linzer konference i 1972

61

(s. “185-235), der netop behandlerdette spørgsmål. Diskussionsdeltage'rnevar bl.a.

Peter Steams, Edward Shorter, Charles Tilly og Dieter Fricke. Bogen her afsluttes af

omfangsrigekilde- og litteraturfortegnelser samt gode registre. i

Bogen er virkelig en fremragende håndbog og ;skal bruges især som sådan. Men den er

mere end det. Det erogsâ en dokumentarisk fremstilling, et overblik over den tyskearbejderbevægelses udvikling i denne periode. Og her giver den på grundlag af nye kil-

der og nyere forskning et delvist nyt billede af denne udvikling. Den er bl.a. en mere dif-

ferentieret videreførelse af de tilsvarende afsnit i »Geschichte der deutschen Arbeiter-

_bewegung«fra 1966. Det berører især følgende punkter: 1) marxismens stilling i arbej-derbevægelsen,2) organisationemesopbygning og betydning, 3) opportunismens rolle i

imperialismens epoke. Fricke gennemgår disse spørgsmåls betydning i mange sammen-

hænge i det instruktive og differentierede forord, i hvilket han også diskuterende tilbage-viser borgerlige historikeres fremstillinger af arbejderbevægelsens udvikling.Men som nævnt er det især en formidabel håndbog i den tyske arbejderbevægelses hi-

storie i perioden 1869-1914, i hvilken man hurtigt kan informere sig om kendsgernin-

ger, data og dokumenter om bevægelsens organisatoriske opbygning og praksis. Ialt er

der indkorporeret 130 tabeller og en mængde vigtige tidligere vanskeligt tilgængeligedokumenter i bogen. Seriøst arbejdende folk vil næppe kunne undgå at bruge denne bogved beskæftigelsen med den tyske arbejderbevægelse, selvom de ikke deler Frickes vur-

deringer af udviklingen og/eller hans videnskabelige metode. Dens informationsværdi er

-

og vil i lang tid være - uovertruffen. Ved beskæftigelsen med denne bog vil man opdage,hvor der stadigvæk er uklarheder om udviklingen. Det er netop en af bogens kvaliteter,

at man ud fra den kan komme videre, og den vil være udgangspunkt for videre forsk-

ning. Man kan kun ønske sig at et sådant opslagsværk også vil blive lavet om den danske

arbejderbevægelse.Gerd Callesen

Folkmaktens år - veckorna fore slutet. Rapporter om folkmakten i Portugal november

1975 och en historik över den portugisiska fackforeningsrörelsen 1872 - 1975 - Fede-

rativserien 21 - Federativs forlag, Stockholm 1976, 96 s., 18 s.kr.

'Denne godt illustrerede pjece er resultat af nogle svenske syndikalisters studierejse til

Portugal i november 1975. De beskriver situationen lige før højre»kuppet« i slutningen

af november 1975 på forskellige områder. Disse rapporter indeholder en del interes-

sant materiale, som dog ikke adskiller sig væsentligt fra meget andet, der blev udgivet i

sin tid.

De to sidste afsnit om den meget beskedne syndikalistiske bevægelse i Portugal i dag og

en kort oversigt over den portugisiske fagbevægelse i de sidste ca. 100 år, er noget man

ikke finder på den måde andre steder. Øjensynligt var fagbevægelsen i Portugal syndi-

kalistisk domineret - eller blev det og udviklede sig under og efter 1. verdenskrig til en

massebevægelse. Men syndikalisterne blev trods dette til en særretning i arbejderbevæ-

gelsen og ikke til selve arbejderbevægelsen,som de mente (s. 74). De kunne sáledes heller

ikke gøre noget for at forhindre diktaturets oprettelse i 1926; organisationen blev na-

turligvis forbudt, men kunne dog stadigvæk opretholdes. I 1937 smadredes den endegyl-

digt af det fascistiske politi og kunne ikke mere gøre sig gældende ved oprettelsen af

»Intersindical« - den nye faglige landsorganisation - i 1970. Syndikalismens og fagbevæ-

gelsens historie var herefter to forskellige ting.G. C.

62

Jacques Girault: Sur l'implantation du 'parti,communlste fráneaisdans Femte deunguerres, EditiOns sociales, Paris 1977, 347 sider.

Ordet implantation, slå rod, tilpasse sig, er indgået i den politiske videnskabs og historie-

forskningens sprogbrug i Frankrig. Forsøg på at analysere partiers opkomst og udvik«

ling i en lokal sammenhæng har været forsøgt flere gange, især indenfor rammerne af

Fondation nationale des sciences politiques, og forsøget er nu udvidet til at omfatte det

kommunistiske parti.Dette sker indenfor rammerne af »Centre d,Hist0ire du Syndicalisme« på Sorbonne

universitetet i Paris. Under ledelse af professor Jacques Droz, instituttets leder, og

Jacques Girault, dets sekretær, er i de sidste år en række studenterspecialer og licen-

tiatafhandlinger blevet orienteret mod studiet af det kommunistiske parti på lokalt plan i

mellemkrigstiden, og det foreliggende værk offentliggør nogle af disse studier. JacquesGirault opregner i et indledende kapitel nogle af de vanskeligheder, der opstår i dette

arbejde, men også nogle af de synsvinkler, man kan anlægge på disse lokale studier. Vis-*7

se ting vil være gældende også for studiet af andre partier, mens andre er tæt knyttet til

studiet af det kommunistiske parti, der netop fra sin start definerede sig som »et parti af

en ny type«, der på mange måder brød med traditioner i fransk arbejderklasse. I et af-

sluttende og særdeles værdifuldt' kapitel har Girault udarbejdet en »guide« til studiet af

det kommunistiske parti på lokalt plan, der er spækket med praktiske oplysninger om

arkiver, hvor de findes og hvad de indeholder, en gennemgang af de forskellige formerfor kildemateriale, der kan inddrages, samt en gennemgang af de metodiske problemer,der findes i forbindelse med de forskellige kildetyper. Målet er at give »amatører« mu-

lighed for at gå igang med studier på lokalt plan, som ofte opgives netop i konfrontatio-nen med en række praktiske problemer og manglen på de første elementære vink i me-

todisk retning.I det foreliggende værk præsenteres man for nogle af resultaterne af denne forskning.Interesserede kan skrive til instituttet for en fuldstændig liste, eller konsultere forskelligeårgange af Institut Maurice Thorez tidsskrift, Cahiers dlhistoire, hvor der findes andre

studier, som er udarbejdet i samme institutionelle forbindelse, ligesom der har fundet et

samarbejde sted, mellem de to institutter. Målet er at få en fuldstændig kortlægning afdet kommunistiske partis aktivitet i hele landet i mellemkrigstiden, hvilket ifølge bådeDroz og Girault skulle kunne danne basis for at beskæftige sig med det kommunistiske

partis historie på en mere solid måde end ved blot, som det har været tilfældet hidtil, at

køre på en ren ideologisk side af partiets historie. Denne kan forøvrigt ifølge Giraultikke forstås uden et kendskab til og en konfrontation med den virkelighed, som partietog dets medlemmer møder i deres daglige virksomhed i deres landsby, kvarter eller fa-brik. Dette forekommer Girault så meget mere oplagt som det kommunistiske partisætter den lokale afdelings, den mindste partienheds, aktivitet i fokus og gør den til fun-damentet for hele partiets virksomhed.

Hvad der især ligger Girault på sinde er at komme ud over opfattelser af partiet som et

»contre-societé«, et modsamfund, der indenfor sin organisation fungerer som et sam-

fund istand til at modsvare de trofaste medlemmers behov på alle områder, men som

derfor også er lukket overfor omverdenen og let falder i sekteriske tendenser. Tesen

spiller en stor rolle i Frankrig, hvor den er udarbejdet af Annie Kriegel, der ud over

sin store og grundlæggende disputats om det kommunistiske partis fødsel, Aux origines du

communisme francais, har skrevet flere afhandlinger om partiet og dets virksomhed.

Girault hævder, at disse opfattelser netop bunder i et manglende kendskab til partietslokale aktivitet og dets arbejde for at tilpasse sig et givent milieu. Dele af partiets strategier udarbejdet som et svar på milieuet. Han nævner feks. bolcheviseringen af partietførst i tyverne, som normalt ses i tæt sammenhæng med udviklingen i den kommunisti-

ske Intemationale. Dette er f.eks. linien i Robert Wohl: French communism in the

63

making, 1914-1924 (Stanford University Press), der er det mest indgående studie af

partiets historie i denne periode. For Girault er der på baggrund af de foretagne stu-

dier fra vidt forskellige dele af landet snarere tale om forsøg på at give partiet en orga-

nisation, som brød med traditionerne fra socialistpartiet, som partiet var opstået ud af,

og som netop sikrede en så tæt forbindelse til det lokale milieu som overhovedet muligt.Man benægter ikke Internationalens rolle og betydning, men nægter at give den en over-

dreven betydning. Studiet af de givne strukturelle forhold (økonomi, demografi, socio-

professionel sammensætning af befolkningen) samt undersøgelse af f.eks. religiøse for-

hold og givne politiske traditioner er en forudsætning for at kunne forstå partiets politikI

1

og vurdere, i hvilken udstrækning f.eks. dets masselinie havde mulighed for at slå igen-nem, globalt som lokalt.

Spørgsmålet er, hvorledes mødet mellem organisationen, partiet, og et givent milieu

foregår. Trænger partiet ind i milieuet, er der gensidig identifikation, sker der en re-

fleks eller total udstødelse og nye forsøg? I dette arbejde må der dels arbejdes med tra-

ditionelle historiske metoder, dels må der arbejdes med metoder fra de øvrige sam-

fundsvidenskabelige og humanistiske discipliner. Det understreges, at dette arbejde ikke

er uden problemer, og at de foreliggende forsøg, hvoraf nogle præsenteres i bogen, kun

er en begyndelse og en ansporing.i

De studier, der findes i bogen, viser de foreliggende muligheder. Der er en analyse af

partiets etablering i Paris-området, der bliver partiets højborg. Et andet studie går ned

på arrondissement-plan i en undersøgelse af etableringen i det XIII. arrondissement i

Paris ligesom der findes en undersøgelse af partiets start i Ivry. Et meget værdifuldt bi-

drag er Jean-Paul Deprettos undersøgelse af partiets etablering og start på Renault-

fabrikkerne i perioden 1920 til 1936, hvor Depretto især beskæftiger sig med de pro-- blemer, som en sådan undersøgelse rejser. Jacques Girault har en undersøgelse af for-

holdet mellem det kommunistiske parti og vælgerkorpset i departementet Var med ud-

gangspunkt i valget i 1936, og der er en analyse af de kommunistiske aktivister i depar-tementet Cher. Skal der nævnes indvendinger mod dette udvalg må det være, at der er

tale om analyser af områder eller lokale enheder, hvor partiet står stærkt.

Der er til gengæld tale om eksempler, der illustrerer mulighederne på udmærket måde.

Her er Pascal Plagnards undersøgelse af det XIII. arrondissement forbilledlig. Et grun-

digt studie af de demografiske forhold i arrondissementet ligesom et studie af industriens

koncentration er vigtig. En gennemgang af den lokale socialistiske partiafdelings aktivi-

tet før bruddet i 1920 har været nødvendig for at vurdere det nye partis chancer, en ny

politisk linies muligheder i det givne milieu. Et kendskab til de lokale politiske og fagligeledere er vigtigt for at kunne fastslå betydningen af den personlige faktor, der på arron-

dissement-plan spiller en uomtvistelig rolle. I visse tilfælde kan sågar en enkelt fremtræ-

dende aktivists holdning blive afgørende for, om hele gader følger det nye parti eller bli-

ver i SFIO, og nået ned på dette plan møder man risikoen for at gøre et sådant studie til

en samling anekdoter, der kan være underholdende i sig selv, men som let kan få under'-

søgelsen drejet i en gal retning. Det er undgået her, men i sine generelle kapitler nævner

Girault problemet. En sådan undersøgelse må heller ikke blive statisk. Netop et parisisk

folkeligt kvarter i mellemkrigstiden er præget af f.eks. en demografisk dynamik, som

der må tages højde for i en undersøgelse, der behandler et partis start og videre udvik-

ling over en årrække.'

Bogens værdi består netop i kombinationen af de nævnte undersøgelser og JaquesGiraülts opsummering af de indhøstede erfaringer og de muligheder, der ligger i videre

undersøgelser. Positivt er det også at se, at det åbenbart er muligt at beskæftige sig med

et kommunistisk partis historie uden at falde i de to grøfter, der er alt for kendte, enten

den rene eksaltering af partiet og dets virksomhed efter det stalinistiske mønster, der

har præget kommunistiske historikeres beskæftigen sig med deres partis fortid næsten

overalt, eller den gåen til studiet af et kommunistisk parti med en kritisk sans, som ofte

64

mere var betinget af antikommunistiske reflekser end ønsket om at gennemføre en un-

dersøgelsepå et sobert og videnskabeligt grundlag. Også her bør det foreliggende værkgive stof til eftertanke.

›

Michael Seidelin Hansen

Isi Grünbaum: Nazismens klassekarakter, Tiden, København 1975, 78 5., kr. 15,-.

Isi Grünbaum; Atbqiderklassen og krigen, Tiden, København 1975, 259 s., kr. 30,-.

Begge disse bøger er illegale besættelsestids-kampskrifter mod nazismen, og de er beggegenudgivet på forlaget' Tiden i 1975. De indeholder et væld af konkrete historiske

oplysninger, hvoraf eftertiden gerne har villet »glemme« en hel del. Men genudgivel-sen skyldes dog ikke blot den historiske interesse, selv om den kunne være berettigelsenok; Det er ikke nogen tilfældighed, at disse bøger fra nazitiden netop er blevet genud-givet i 70”eme.

Formålet med 1943-udgaven af Nazismens klassekarakter var at påvise, at fascismenikke skyldtes nogle halvgale eller korrupte enkeltpersoners mere eller mindre sindssygepáfund, men at der stod ganske bestemte højfmansielle og monopolkapitalistiske interes-ser med bestemte indre klasseformål og ydre anneksionsstræb bag ved. Bogen pegerisær på tyske koncemer: Flick, Krupp, IG-Farben m.fl. Hertil má bemærkes, at

den allierede krigsforbryderdomstol i Nürnberg 1945 gav Isi Grünbaum ret i hans

betragtninger fra 1943. De nævnte koncemer blev dømt for at have været nazismens

økonomiske bagmænd. Men de eksisterer lige godt den dag i dag.I forordet fra 1975 peger Isi Grünbaum på, at de kapitalistiske hovedlandes traditio-nelle parlamentariske demokratier antager stadig flere autoritært prægede, fascistlig-nende træk, og at kampen må tages op imod den snigende og åbne fasciñcering af sam-

fundslivet på alle områder, det politiske, det kulturelle, det faglige osv. - »Med en yder-ligere uddybelse af den igangværende økonomiske krise i den kapitalistiske del af verden 7

kan det - trods de antiimperialistiske kræfters stærke vækst i efterkrigstiden - absolutikke udelukkes, at monopolkapitalen i et eller flere af de kapitalistiske hovedlande igenkan fristes til fascistiske eventyr som en sidste udvej til at bevare udbyttersystemet«.Begrundelsen for genudgivelsen af Arbejderklassen og krigen er tilsvarende. Den bliver

angivet i kapitel 9: »Efterskrift - 30 år efter«.

De to bøger har det samme teoretiske sigte: at anvende Lenins analyser af 1. verdens-

krigs imperialisme pâ fascismen og 2. verdenskrig. Det konkret historiske er

indfaldsvinklen hertil. Nu må det straks siges, at bøgerne er let læste. Det er et naturligtkrav til illegale kampskrifter, og det er lykkedes Isi Grünbaum at leve op til det. Spro-get er ikke tynget af forfatterens imponerende historiske og økonomisk teoretiske bal-last.

Et forsøg på at forklare fascismen og 2. verdenskrig som »imperialisme« (dvs. som be-tinget af lovmæssigheder i den kapitalistiske økonomi) kan nu næppe have overrasketnogen i 1943. Kommunistemes debat om fascismen blev startet .af italieneren AntonioGramsci i begyndelsen af 20,eme, og den nåede sin hidtil foreløbige afslutning på Ko-

minterns 7. kongres i Moskva 1935 under dagsordenspunktet »Fascismens offensiv ogden Kommunistiske Internationales opgaver i kampen for enhed mod fascismen«. Ge-

neralsekretæren Dimitrov sagde her, at fascismen ved magten er det åbne terroristiske

diktatur af finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elemen-ter. (»Fascismen er fjenden«,Tiden 1972 - Isi Grünbaum henviser udtrykkeligt til det).Kommunistemes teori om fascismen lå netop til grund for alle mellemkrigstidens be-stræbelser for enhedsfront og folkefront.

Men en analyse af fascismen og en højreorientering, som ruller frem over en bred

front, vil snart vise sig at være en analyse af statsmagtens funktion i den moderne kapita-

65

i

lisme. Isi Grünbau'm iik dengang tyvstartet .med teorien om den siatsmonopolistiskeka:

I pitalisme, som kommunisteme internationalt først for alvor gik i gang med i 1960,erne -

skønt den blev forudset af Lenin, der også opfandt udtrykket (»Den truende katastrofe,

og hvordan den skal bekæmpes«, 1917). Det er nok den væsentligste årsag til, at Isi

Grünbaums bøger fra besættelsestiden har fået deres renæssance i dag.,Udgangspunktet er Karl Marx, teori om den faldende profitrate. Den siger, at når pro-

titten bliver investeret, så vil brøken profit divideret med kapital (»protitraten«)blive“

mindre. Men kapitalisterne søger at investere efter, hvordan de kan holde profitten eller

få den til at stige. Og det behøver ikke at være samfundsmæssigtgavnlige investeringer

(f.eks. rustningsindustri).Forhøjelsen af kapitalens organiske sammensætning (dvs. flere maskiner og mindre

håndkraft) vil skærpe proñtratens tendens til at falde. Arbejdslønnens (den variable

kapitals) andel i den samlede værdiproduktion falder, mens profittens (merværdiens)andel stiger tilsvarende. At den relative løn falder, er naturligvis ikke det samme som

fald i reallønnen. Men arbejdernes købekraft kan ikke måle sig med værdiproduktionen.De har ikke råd til at købe de varer, som de selv producerer. Og investeringer bliver

tvivlsomme. Der ophobes hjemløs kapital i bankerne, og varerne ophobes i lagre eller

destrueres. De borgerlige kalder det for en overproduktionskrise, skønt der i virkelig-heden er tale om et underforbrug.Det traditionelle midd'el er indskrænkning af produktionen. Det betyder afskedigelser,

deltidsbeskæftigelse og nedgang i løn, altså en yderligere forringelse af købekraften.

Flere virksomheder må lukke på grund af manglende afsætning. Først de mindre. At de

bliver opkøbt af de større, er ikke ensbetydende med igangsætning. En forrygende kapi-talkoncentration hører med i krisebilledet. De mindre selvstændige erhvervsdrivende

kan ikke svare deres terminer på grund af lønmodtagernes svigtende købekraft. Og ar-

bejdsløshedshæren vokser.

Situationen er set i snesevis af gange i de 150 år, kapitalismen har eksisteret. Og forløbet

har omtrent været ens. Højfinansen søger at redde sig ved at hetze småborgerskabet og

bønderne mod arbejderne og påstår, at lønningerne er skyld i miséren. Arbejderklas-sens organisationer udsættes for overgreb eller direkte forbud. Strejker bekæmpes med

militær, skruebrækkere under politieskorte, private »vagtkorps« eller sågar gangster-

bander.

Med kapitalens voksende organiske sammensætning i tidens løb (især efter krige) er

flere og flere samfundsfunktioner bleVet overtaget af det offentlige, da de er blevet upro-

fitable og alligevel skal køre. Men de offentligt ansatte bliver udsat for lønnedgang'og af-

skedigelse ganske som de privat ansatte. Den offentlige service skæres ned. Glistrupis-men er opfundet mange år, før Glistrup kom til verden. Hver gang søger man at bilde

*offentligheden ind, at det er en helt ny situation, som aldrig før er set i menneskehedens

historie.'

Offentlige ordrer til det store erhvervsliv for at pumpe købekraft ud og få gang i hju-

lene igen (statsmonopolisme) er heller ikke noget nyt. Og hver gang er det rustningsin-

dustrien, som er gået af med sejren. Den voldsomme hetz mod arbejderklassen går altså

parallelt med oprustning og krige om »afsætningsmarkeder« og investeringsobjekter

for den hjemløse kapital. Imperialisme og monopolkapitalisme betød det samme for

Lenin.

Under denne skærpelse af klassekampen fomægter kapitalens håndlangere klassekam-

pens eksistens. - »Jeg kender ingen partier, men kun tyskere«, sagde kajser Wilhelm i

1914. v »Mod klassekamp og materialisme, for folkefællesskab og idealistisk livshold-

ning! Jeg overgiver Marx, og Kautskys skrifter til flammerne«, skreg Goebbels i 1933.

- »Vi er alle i samme båd«, sagde de danske socialdemokrater, som også kaldte løntil-

bagegangen for »solidarisk lønpolitik« - dengang som i dag. Moderate opportunister

66

J

deltager i hetzenhved at beskylde venstrefløjen for at fremprovokere højreorienteringenog fascismen. '

,

'

'

i

1. verdenskrigs statslige reguleringer til fordel for sværindustrien bredte sig som ringei vandet og nåede tilsidst ud i de mindste detailled. Ved statsmonopolistisk kapitalisme(SMK) forstås den samme type økonomi i fredstid. Lenin mente, at det var et spørgsmålom tid, hvornår sådanne statslige'reguleringer blev en permanent nødvendighedfor ka-

pitalismens eksistens. Denne monopolernes nye anvendelse af statsmagten har naturlig-vis lige så lidt med socialisme at gøre, som at kejser Wilhelm og hans generaler skulle

være socialister. Reguleringeme forstærker snarere den indbyggede krise i kapitalis-men og akcentuerer imperialismen endnu kraftigere.

'

1

For mellemkrigstidens vedkommende kan Isi Grünbaum i al fald pege på, at fascismen

var rendyrket SMK. Men de fleste kapitalistiske lande var mere eller mindre prægedeaf SMK-foranstaltninger, især efter l929-krisen. Det bliver ret nøje gennemgået landfor land - også den højredrejning og demontering af demokratiske institutioner, som

uvægerligt hænger sammen med SMK. Der var alle grader.I Nazismens klassekarakter bliver specielt den tyske udvikling gennemgået fra og med

nedkæmpelsen af den tyske revolution 1918/19. Højñnansen stiftede et antibolsjevikkiskfond, hvormed man financierede nogle landsknægteagtige frikorps, som snart blev

grundstammen i nazipartiet. Den ledige tyske kapital efter 20,ernes fmanskriser-ogmassearbejdsløshed (benævnt »nazikapitalen«) anvendtes til, foruden genoprustningen,at opkøbe industrien i det sydøstlige Europa, ligesom der financieredes fascistiske orga-nisationer i en række lande. De fleste østeuropæiske lande, 'som var blevet oprettet efter

Versaillesfreden, blev hel- eller halvfascistiske. Der opnåedes aktiemajoritet i den span-ske minedrift og i en del af den franske. Der var strategi i det: at indkredse Sovjet-rusland, hvor revolutionen havde holdt stand. Den franske højfinans (de 200 familier),som havde investeret i Zarrusland, arbejdede klart på at spille Frankrig i hænderne påtyskerne.Bogen er disponeret efter punkter i det nazistiske program for at vise, at virkelighedenvar modsat propagandaen. Reallønnen sank til fordel for kapitalens profitter. De små

og middelstore bønders økonomiske stilling blev forringet til fordel for junkerne og by-kapitalen, byernes middelklasse blev decimeret ved tvangsnedlæggelse af små handels-,håndværks- og industriforetagender, storkapitalen skrabede til sig ved ekspropriationaf jøderne og middelstanden. Ved gennemførelse af en total SMK-regulering af er-

hvervslivet fuldendte finanskapitalen sin monopolistiske beherskelse af Tysklands økono-mi. Utilfredsheden blev holdt nede dels ved terroristisk udryddelse af alle eventuelle

oppositionsledere, dels ved en gennemført krigsøkonomi, der afskaffede arbejdsløshedenindadtil og skabte basis for en agressiv chauvinisme udadtil.

Interessant er det, at trods fraserne om en »sund middelstand« tvangseksproprieredesalle virksomheder, som ikke havde så og så mange ansatte eller så og så stor en omsæt-

ning. Indehaverne blev udskrevet til lønarbejde. Drømmen om den småborgerlige revo-

lution var blevet skrinlagt efter de lange knives nat.›

Endvidere bemærker man, at den offentlige administration snart skrumpede ind til in-

genting, sådan at de større virksomheder uden videre dikkedarer kunne eksproprierede mindre. I 1943 eksisterede der egentlig ikke mere noget nazistisk statsapparat. Stor-

monopolerne havde selv overtaget forvaltningen. Under indtryk af de militære nederlaghar de muligvis anset det for opportunt at lægge luft mellem sig og nazisterne.

Kommunisternes kurs er nøglen til forståelsen af mange ting i mellemkrigstidens inter-

nationale udvikling. Herom handler Arbejderklassen og krigen. De var oprindeligt ven-

stresocialdemokrater, der vurderede 1. verdenskrig som imperialistisk. Tro mod 2. In-

ternationales paroler arbejdede de for deres eget lands nederlag, mens højresocialde-mokraterne gik ind for krigen. De kommunistiske partier blev stiftet omtrent samtidigt

67

ved krigens afslutning. Det vigtigste var det russiske, der som det eneste havde modstået

den kontrarevolutionære offensiv. Disse partier sluttede sig sammen i 3. Internationale

(Komintern). En kommunist kunne altså kalde sig medlem af verdens største parti påtværs af alle landegrænser.Bortset fra, at Rusland nu var gledet ud af monopolkapitalismen, så var imperialismendog stadig den samme. Men kommunisterne erstattede de gamle antiimperialistiske pa-

roler med parolen om enheds/'renten Visdommen heri trådte tydeligere og tydeligerefrem, jo mere 2. verdenskrig nærmede sig. Her mâtte kommunisterne i de fascistiske

lande stadig efter den gamle recept arbejde for deres eget lands nederlag. Men det

kunne kommunisterne i de andre kapitalistiske lande ikke gøre, for det ville være at ar-

bejde for fascismens sejr. Strategien var, at kampen mod alle andre landes imperialismeskulle underordnes kampen mod nazikapitalen. Den røde tråd i Komintern er en skarpskelnen mellem fascisme og borgerligt demokrati (Dimitrovl). Desuden gjalt det om at

forhindre et fælles imperialistisk korstog mod Sovjetunionen, da stærke kapitalkræfter i

en række lande, især Frankrig og England, arbejdede bevidst på at spille deres »eget«

land i hænderne på tyskerne.Vi får repeteret den engelsk-franske borgerlige politik, der ikke undlod noget skridt,

som kunne gavne de fascistiske lande. De snigløb Kinas, Spaniens og Frankrigs folke-

fronter samt Abessiniens, Østrigs og Tjekkoslovakiets nationale eksistens. Chamber-

lain havde økonomiske interesser i nazikapitalens investeringer i Tjekkoslovakiet. Da

tjekkerne ville standse dem, fløj Chamberlain i 1938 til Hitler i München og gik så vidt

som til at true tjekkerne med engelske sanktioner, hvis ikke de lystrede tyskerne.Efter krigsudbruddet teede England og Frankrig sig, som om de nu var i krig med Sov-

jetunionen og ikke Nazityskland. Deres krigsførelse var skyggeboksning, mens deres in-

denrigspolitik blev mere og mere småfascistisk. Da den betydeligt stærkere franske hær

blev løbet over ende af den tyske, måtte englænderne tro det værste.

Churchills tiltræden forvandlede the fony war til en effektiv engelsk krigsførelse mod

Nazityskland. Han var imperialist, men han mente, at det tjente Englands stormagtsin-teresser at indkredse Tyskland, gerne i samarbejde med Sovjet. Venstrekræfterne fore-

trak Churchill frem for højresocialdemokraterne, der i England som i en del andre

lande ikke adskilte sig fra de borgerlige af Chamberlain-slagsen. Dengang som i dag

gjalt det om at skelne mellem borgerlige og borgerlige og mellem socialdemokrater og

socialdemokrater. Kommunisterne mente desuden, at en progressiv udenrigspolitik før

eller senere ville medføre en progressiv indenrigspolitik. Dette forhold er et ledemotiv

hos Isi Grünbaum.

Der bliver ikke givet mange oplysninger om det illegale DKP. Men vi får at vide, at der

her som i andre lande gjalt den regel, at der ikke måtte udstedes paroler, som kunne

svække de borgerliges lyst til at deltage i den antifascistiske kamp. Sådanne paroler kun-

ne kun styrke tyskerne på østfronten. Det forklarer dog en del besættelsestidshistorie.

Men Isi Grünbaums bøger fra nazitiden er ikke tænkt som genudgivelser af ærværdige

historiske dokumenter. De skal bruges i dag. Det kan de også. De mere generelle be-

tragtninger om pacifisme, proletariatets diktatur (dvs. folkevælde i stedet for kapital-\

vælde), nationalisme, internationalisme m.m. har stadig gyldighed hos kommunisterne

og hjælper desuden til at forstå meget i de nationale befrielsesfronter. Og datidens en-

hedsarbejde bør være et forbillede for nutidens arbejde på at drage de multinationale

monopoler frem i dagens lys og isolere dem, da de er kilden til al fascisme. Parolen her

må gå ud på at modarbejde den systematiske udhulning af demokratiske institutioner.

Børge Ebbesen

68

John og Sanne Hansen: BibliografiOver Den revolutionæreungdom 1885-1976 ogDanmarks Kommunistiske Parti 1919-1976, Middelfart 1976, 45 s. kr. 12,65 (Sønder-gade 51, 5500 Middelfart, giro 8 26 65 65).

'

Denne nye bibliografi over udgivelserne fra Fremskridtsklubberne, Socialistisk hhv. So-cialdemokratisk hhv. Kommunistisk Ungdomsforbund, DKU og Unge Pionerer i

bogens første halvdel dækker, så vidt det kan skønnes på nuværende tidspunkt, ret godthvad der er udgivet af disse organisationer fra centralt hold. Såvel SUF og DKU har

dog 'på lokalt plan udgivet en del ting, især tidsskrifter, og der er sikkert noglesmâtrykfra forskellige af organisationerne, som endnu må findes. Men man kan godt gå ud fraat alt væsentligt, der er udgivet centralt, er kommet med eller dog i det mindste omtalt.Det er nemlig på nuværende tidspunkt så godt som umuligt at finde ud af, hvad DKUhar lavet af børneblade i 1935-36 (Trompeten) og hvilke antimilitaristiske blade, det .har

udgivet (Den røde soldat, Den røde mariner, Bassen). Der er henvist til problemer som

disse i forskellige noter. Man kan således udmærket arbejde med denne bibliografi, der

også giver et godt indblik i den organisatoriske kraft, der på forskellige tidspunkter ud-vikledes. I et tillæg nævnes en række underholdningshæfter og tekster udgivet af DKU,s

kulturudvalg i 1950ierne.

Bibliografiens værdi øges af 2. del, som består af en »kronologisk oversigt over nogle afDKP”s centralt udgivne publikationer under krigen«, dvs. i partiets illegale periode1941-45. Derudover er DKP°s udgivelser bibliograferet (dvs. de udgivelser, der ikkekom på Arbejderforlaget) og udgivelser fra den kommunistiske presse (den sidste gårkun op til 1973!) og fra to småforlag 1918-1921, nemlig Socialistisk Arbejderpartis for-lag (der findes dog udover det anførte bl.a. nogle trykte love og et par andre småting) ogDansk kommunistisk lærerklubs forlag. Dertil kommer studievejledninger fra DKP ogfortegnelser over landsdækkende medlems- og ledelsesblade. Det kunne have været fulgtop af en fortegnelse over den kommunistiske presse

- hvilke dag- og ugeblade kom i hvil-ke perioder etc.

Hvad angår udgivelserne i de knap 4 illegale år er de delt op i løbesedler, Land og Folk,pjecer og meddelelser til distriktledelser osv. og iøvrigt inddelt kronologisk. Når man

tænker på, hvad der postes af penge i besætte]sestidsforskning,er det forbløffende, atdet stadigvæk ikke kan siges med sikkerhed, at fortegnelsen er komplet. Da denne perio-de er meget central i DKP*s udvikling er fortegnelsen meget velkommen. Det ville f.eks.være en god ide, hvis DKP/Tiden udgav en samling af dette materiale, f.eks. genoptrykaf de her nævnte løbesedler, meddelelser, Land og Folk og de 6 numre af Tiden (somikke er anført her) osv. Og i den sammenhæng også lavede en bibliografi over hvorkommunisterne iøvrigt havde udgivet noget fra partiets side eller været centralt place-rede medudgivere. Det er nok en for stor opgave for en enkelt person. Og med kommu-nisternes centrale placering i modstandsbevægelsen 1941-1945 ville det nok være rime-ligt, at dette materiale blev gjort mere tilgængeligt.Den nye bibliografi er altså absolut pengene værd og selvom den til dels indeholder detsamme stof som tidligere bibliografier, er denne udvidet på væsentlige punkter, og detkan altså betale sig at anskaffe den. Iøvrigt er den rigt illustreret med titel- hhv.,0mslags-sider af forskellige pjecer, flyveblade osv.

G. C.

69

'' Histoiredu reformisme en France depuis '1920. Tome 1 & 2. Editions sociales, Paris,

1976, 336 og 442 sider.'

Jean Poperen: L'unite' de la gauche 1965-1973, Fayard, Paris 1975, 465 p.

Histoire du reformisme er et større værk gennemført af en gruppe historikere fra for-

skellige franske universiteter, men med tilknytning til Institut Maurice Thorez i Paris.

Værket er opstået med baggrund i et årelangt forskningsarbejde indenfor instituttets

rammer, der har samlet kommunistiske og ikke-kommunistiske historikere i grupper,

der har arbejdet med forskellige sider og perioder af SFIO's (Section francaise d°Inter-

nationale Ouvriere) og PS,s (Parti Socialiste) historie fra 1920 til 1976.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at arbejdet er færdiggjort netop nu. Samarbejdet mel-

lem kommunister og socialister indenfor venstreunionen har tvunget begge partier til at

definere sig nøje i forhold til hinanden og overfor offentligheden. Et af unionens store

problemer og en kilde til stadige uoverensstemmelser har netop været frygten for at mi-

ste sin identitet, og med det foreliggende arbejde ligger fra kommunistisk side et ønske

om at vise forbindelsen fra SFIOs erklærede reformisme i 1920 til PS reformisme idag,en arv som Francois Mitterrand forøvrigt aldrig har nægtet. Forfatterne anser så-

danne analyser for nødvendige redskaber i den politiske kamp, men det betyder ikke, at

analyserne foretages på basis af eller til brug for en øjeblikkelig politisk aktion.

Videre hedder det i indledningen, at man har forsøgt at undgå en politologisk eller ren

-ideologisk gennemgang af fransk socialismes udvikling i det pågældende tidsrum, men at

man også har inddraget sociale og økonomiske aspekter, og at der er foretaget en afvej-

ning løbende igennem undersøgelsen af disse faktorers vægt og deres samspil.Her kan man stille sig et spørgsmål, som er forbundet med den slags større undersøgel-

ser, hvor flere hold har behandlet forskellige dele af den kronologiske fremstilling, nem-

lig om denne forudsætning er blevet opfyldt overalt. Det er den ikke, og bogen er

4

præget af en vis ujævnhed af både metodisk og indholdsmæssig karakter.

F.eks. kommer det store afsnit om SFIO et CGT dans la période de prosperité

(1921-1931), skrevet af Jean Charles fra universitetet i Grenoble, nær kravet om en

analyse, der kombinerer de økonomiske, sociale og politiske aspekter. Det lykkes Jean

Charles at påvise, hvilken betydning kapitalismens relative opsving i tyverne får ikke

blot for udviklingen af SFIOs strategi og holdning overfor kapitalismen, og dermed og-

så taktiske overvejelser, men også enkelte økonomiske sektorers særlige udvikling og

betydning for partiets medleinssammensætningog evne til at sætte sig fast i visse dele af

landet. SFIO-ledere som Andre Philip og Jules Mochs analyser midt i tyverne af udvik-

lingen af den amerikanske økonomi, koncentreret om rationaliseringer, automatisering

og forbrugsudvidelsesteorier får stor betydning for udviklingen af partiets økonomiske

doktrin, som kommer i skarp konfrontation med virkeligheden og et fjendtligt indstillet

milieu i årene 1936 til 1938. Fikseringen på kapitalismens muligheder for, ved hvad der

opfattes og beskrives som mirakler, at overvinde kriser og endog komme styrket ud af

dem præger partiet i en sådan grad, at krisen, der i Frankrig først slår igennem i 1931,

nærmest lammer partiet og dets aktiviteter og i realiteten efterlader SFIO uden en sam-

menhængende økonomisk politik trediverne igennem, hvilket mærkes i årene 1936 til

1938, hvor forvirringen hos kommunisterne på dette område var om muligt endnu

større.

Denne nye form for kapitalisme skulle ifølge partiet gradvis sætte klassemodsætninger-ne ud af kraft, hed det, og den socialistisk dominerede faglige landsorganisation, CGT,

antog disse teser i en sådan grad, at CGTs plan fra begyndelsen af trediverne, der var

inspireret af den belgiske socialistleder, Henri de Man, åbent talte om klassesamarbejdei form af en korporativ statsform. Med denne baggrund er det ikke ejendommeligt, at

flere af tredivernes CGT-ledere endte som ministre og dignitarer i Vichy under besæt-

70

telsen. CGTs og partiets praksis i tyverne og første halvdel af trediVerneprægedesafdisse opfattelser. Konsekvenserne var direkte eller indirekte støtte til selv Poincarésdrastiske saneringspolitik 1926 til 1929 og voldsom indre uro frembragt af elementer,der fandt denne politik katastrofal. Jean Charles nævner det ikke, men det kunne være

s

interessant at studere nøjere, i hvor høj grad de franske kommunisters meget voldsom-me virkeliggørelse af »klasse mod klasse-linien« ikke til en vis grad kan ses som en reak-tion mod et socialistparti, der forlader den ene socialistiske postion efter den anden ogendog lader en del af dets traditionelle klientel, de dårligst stillede arbejdere, i-stikken.Dette er rent faktisk, hvad der sker, og Jean Charles understreger ændringerne i par-tiets sociale medlemsbasis, der i højere og højere grad kommer til at udgøres af et ar-

bejderaristokrati og offentligt ansatte grupper som lærere, jernbanefolk og postfolk.Partiets koncentration i højborge, både hvad vælgerbasis og medlemsbasis angår, som

Nord, Bouches-du-Rhone og departementerne i Massif Central er et andet udtryk fordenne udvikling.

Andre afsnit i bogen beskæftiger sig især med partiets ideologiske udvikling. F.eks. er etaf hovedafsnittene som afsnittet fra 1958 til idag, der er en bog i bogen (270 sider) en

skuffelse. Indledningsvis hævdes f.eks. flot, at kuppet i 1958 og de Gaulles magtover-tagelse skabte statslige institutioner og mekanismer, der svarede til monopolernes behovfor en ny og rationel udnyttelse af de offentlige midler - tildelt under forskellige former -

til sikring af en udvidelse af profitmulighederne og kapitalens akkumulation. SFIO støt-

tede denne politik i de Gaulles første regering og senere udenfor, hedder det, uden nær-

mere redegørelse for, hvorledes dette sker eller gennemgang af en evt. økonomisk dok-trin.

I dette afsnit sættes SFIOs udvikling og forslag over PCF, der vises som det ikke-reformistiske alternativ. Denne »good guy-bad guy« metode forekommer visse stederprimitiv, og der springes bevidst over de vanskeligheder, de Gaulles magtovertagelse ska-ber i PCF. Ganske vist forlader partiet hurtigt tesen om de Gaulle som lederen af etfascistisk diktatur, men det lykkes aldrig partiet at frigøre sig fra at se de Gaulle oghans støttepartier som en homogen borgerlig blok i monopolernes tjeneste. Da visse afpartiets ledere som Marcel Servin og Laurent Casanova omkring 1960 pegede på detforkerte i en så unuanceret holdning og især bebrejdede partiet, at man ikke i højeregrad havde forstået betydningen af de nationale befrielsesbevægelserpå verdensplan ogden solidaritetsbevægelse,der f.eks. i Frankrig udviklede sig i forbindelse med Algier-krigen, ikke blot blandt studenter, men også unge arbejdere, fratoges Casanova ogServin deres poster efter en uhyggelig kampagne. De to og deres politik er på vej til atblive rehabiliteret officielt i partiet idag, men desværre gås hen over dette vigtige træk iPCFs udvikling, som netop fremmede udviklingen op gennem tresserne af den nye socia-listiske strømning, som fandt sit udtryk i det nyorganiserede socialistparti fra 1971.Denne udvikling beskrives detaljeret, og disse afsnit i bogen har værdi som gode refe-rencer og gennemgange af SFIOs ideologiske udvikling. Til belysning af det nye socialist-partis succes og gennembrud fra 1971 savnes desværre en gennemgang af de økono-miske, sociale og demografiske faktorer, der har været ganske afgørende herfor.De to binds opbygning og anlæg er en nyskabelse, og behovet for et forsøg på en samletanalyse af fransk socialisme gennem dens parti fra 1920 til idag er åbenbart, især damarkedet nu fyldes med enkeltanalyser af udbryderpartier eller tendenser, monogra-fier og biografier af forskellig karakter. Historikeren Jean Poperen, der er parla-mentsmedlem og medlem af socialistpartiet PS øverste ledelse, har i to-bindsværket, Hi-stoire de la gauche, La gauche francaise (1958-1965), og LiUnite de la gauche(1965-1973), forsøgt at give et bidrag til venstrekræfternes historie i denne periode.Sidste bind om venstreenheden fra 1965 til 1973 foreligger nu.

Det er uklart, hvilket publikum bogen henvender sig til. For at få udbytte af den skal

71

rvzlénmm,

man'være godt inde i fransk indenrigspolitik efter krigen og især kende venstrefløjen"på

fingerspidserne. Med socialistpartiets gradvise sammenbrud i løbet af den V. republik

og udskilningen af en række tendenser og grupperinger, der samledes i nye partier og

klubber, må man lade Poperen, at billedet bliver broget. Bedre bliver det ikke, at der i

samme tidsrum tilføjes tilsvarende grupperinger fra det radikale parti, der lider samme

skæbne som den III. og IV. republiks andet store parti.Jean Poperen har sat sig for at skrive alle disse smågruppers og klubbers historie,

deres indbyrdes forbindelser, interne spændinger osv. Der redegøres for den idemæs-

sige udvikling selv i de mindste foreninger og klubber, hvilket kan være gavnligt i mindre"

undersøgelser, men med en ambition om at skrive den franske venstrefløjs historie i det

pågældende tidsrum får det læseren til at tabe enhver sammenhæng. Problematisk er

det også, at der er tale om ren politisk historie, hvilket i denne forbindelse absolut ikke

er holdbart. .

Enkelte afsnit er gode, f.eks. om maj 68, men især de sidste om det nye socialistparti

efter 1971 er præget af en række anekdoter, som naturligvis kan forklares med, at for-

fatteren selv har været aktør. Man sidder dog med et ubehageligt indtryk af, at forfat-

teren benytter lejligheden til en række opgør med politiske fjender og rivaler indenfor

partiet.Både Poperens bog og Histoire du reformisme er forsynet med litteraturhenvisninger.

Henvisningerne i Le reformisme er ret omfattende og kommenterede. Kommentarer-

nes kvalitet er svingende, og er præget af absolutte og ofte ret dogmatiske domme. Til

orientering for Meddelelsers læsere skal her gøres opmærksom på et interessant værk,

som er kommet umiddelbart inden redaktionens slut, og som derfor ikke kan behandles

i dette nummer. Det drejer sig om Jean-Pierre Chevenement: Les socialistes, les

communistes et les autres (Aubier-Montaigne, 1977), der behandler forholdet mellem

de forskellige elementer af fransk arbejderbevægelsefra 1920 til idag.Michael Seidelin Hansen

Internationale Tagung der Historiker der Arbeiterbewegung. 100 Jahre sozialdemo-

kratischer Parteitag. Neudörfl 1974.' Geschichte der Arbeiterbewegung (ITH-

Tagungsberichte 8). Bearbeitet von Josef Weidenholzer, Europaverlag, Wien 1976, 133 5.

Den foreliggende protokol indeholder de skriftlige oplæg og mundtlige diskussionsbi-

drag i bearbejdet form fra en kongres, der blev afholdt af ITH, dog ikke i Linz og ikke

med den sædvanlige deltagergruppe. Kongressen afholdtes i anledning af 100 året for

den første fællesøstrigske arbejderkongres. Der havde selvfølgelig allerede i lang tid

eksisteret socialistiske arbejderforeninger i Østrig. Men undertrykkelsen af bevægelsen

var stærk og det betød forbundet med de begyndende nationale spændinger og sammen

med de uudviklede industrielle former, at arbejderbevægelsen opstod under meget mod-

sætningsfyldte former. Mange østrigske arbejderforeninger var naturligvis tilsluttet de

tilsvarende tyske hovedorganisationer, f.eks. var mange østrigske foreninger repræsen-

teret på Eisenach-kongressen i 1869. Dette forhold blev naturligt anderledes efter 1871

og en selvstændig arbejderbevægelsei Østrig formedes.

Det er indholdsrige oplæg, der præsenteredespå denne kongres - umiddelbart interes-

sant er f.eks. Herbert Steiners »Der Neudörfler Parteitag 1874 und der Internationa-k

lismus«. Diskussionsbidragene indeholder også meget væsentligt stof om forholdet mel-

lem national og international orientering i arbejderbevægelsen og marxismens betyd-

ning i den daværende arbejderbevægelse. Jözef Chlebowczyk”s indlæg »über einigetheoretische Probleme der nationalen Frage in den Anfángen der Arbeiterbewegung in

der Habsburger Monarchie« påkalder sig også betydelig interesse.

Det er selvfølgeligt, at dette bind især har betydning for den østrigske arbejderbevægel-

ses historie, men pga. dennes specielle karakter kan det også være af direkte betydning i

72

..

.minn-nås;sauna-H”

_ -nxxwvç ,

andre sammenhænge. Bortset fra det er arbejderbevægelsen jo et internationalt fæno-

men og kongressens resultater indgår derfor naturligt i den internationale arbejder-bevægelses historieskrivning.

G. C.

Internationale Tagung der Historiker der Arbeiterbewegung (»X. Linzer Konferenz«

1974). Geschichte der Arbeiterbewegung (ITI-I Tagungsberichte 9). Bearbeitet von Ger-

hard Botz, Europaverlag, Wien 1976, XXIV, 466 5.

Den 10. Linzer konference havde som emner »Arbejderbevægelsen og fascismen« og»Februar 1934 i Østrig«, De to hovedreferater til det første emne var af Kirill

Schirinja/Horst Schumacher om »Den internationale arbejderbevægelses kamp mod

fascismen til midten af l930”erne« og Hans Mommsen om »Den organiserede arbejder-bevægelse og de fascistiske bevægelsers opkomst i mellemkrigstiden«,Disse hovedindlæggengives uforkortet, mens de øvrige - i forvejen mindre bidrag - er forkortet ligesom de

mundtlige diskussionsbidrag. Det er imidlertid vigtige bidrag som f.eks. Werner Kowal-ski om »Socialistisk Arbejder-Internationale og kampen mod fascismen« og det finske

bidrag om »Den finske arbejderbevægelseskampbetingelser i Lapua-bevægelsens âr

(l929-l932)«. Men også andre bidrag indeholder en del nyt feks. Rudolf de Jongs om

»Den Internationale Arbejder-Association (Anarko-syndikalister) og fascismen«, selv-om det ikke er synderligt overbevisende. Der er en del nationale bidrag - det er ikkemindst heri protokollernes betydning ligger - om udviklingen i Tyskland, Italien, Østrig,Holland, Tjekoslovakiet, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og Japan og et par mere teo-

retiske bidrag om fascismens karaktertræk, Otto Bauers fascismeteori osv.

Nogle af disse emner tages op igen under det andet hovedemne i en anden form, hvorder igen er nogle bidrag om forskellige landes arbejderbevægelsers reaktion på det fas-cistiske kup i Østrig (Frankrig, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Finland ogIsrael). Det er delvis meget væsentlige bidrag, hvad der også gælder for nogle af de

mundtlige bidrag.Man vil næppe kunne undlade at bruge dette bind ved fremtidige studier af forholdetmellem fascisme og arbejderbevægelse.

G. C.

Minna Skafte Jensen/Tue Magnussen/Andreas Nissen: Albanien Historie - Pjeceserien1-1977 - Venskabsforeningen Danmark-Albanien, København 1977, 59 s., kr. 12,-(Rosenborggade 5, 1130 København K).

Denne pjece er den første i en serie på 9, som formentlig alle skal udkomme i løbet af1977. Det er en velskreven indføring i Albaniens historie. Pjecen forekommer veldispo-neret; den er inddelt i tre hovedafsnit: 1 Fra oldtiden til november 1912, da landet for-

melt blev uafhængigt,II Fra november 1912 til november 1944, da landet også reelt

blev uafhængigt og III Det befriede Albaniens socialistiske opbygning 1944-1976. Der-

udover indeholder pjecen en kronologi og kort over Albanien og Balkanhalvøen. Ende-

lig findes nogle nyttige demografiske opsysninger, hvor man fornuftigt har givet tilsva-

rende danske tal: Albanien er omtrent på størrelse med Jylland.Albanien har haft svært ved at opnå sin nationale uafhængighed og sidenhen at bevare

den. Nabostaterne (Grækenland, Jugoslavien, Italien) har gjort krav på dele af eller hele

landet og har i perioder holdt det besat. I forrige århundrede erobrede Serbien store

albansk beboede områder, som nu danner et autonomt område i Jugoslavien; det bety-der, at ca. 40 % af alle albanere bor i Jugoslavien. Man skulle tro, at det betød noget,

73

,

7*

periode efter 1948. Forfatterne berører imidlertid ikke dette forhold.

_

Det' 1941 endeligt oprettede kommunistiske parti - der havde været forskellige forgæn-

gergrupper - fik pga. sin ledelse af befrielseskampenmod de fascistiske besættelses-

magter stor autoritet'i landet (Albanien befriede sig af egen kraft), og blev derefter den

dominerende politiske kraft i landet, som åbenbart udvikledes betydeligt siden befrielsen.

Det vil blive behandlet i de følgende pjecer. På svensk og norsk findes en omfangsrig

officiel historie om det Albanske Arbejderparti, som forhandles af Venskabsforeningen.Denne pjece er en meget informativ indføring i landets historie.

G. C.

Søren Kolstrup: Nakskov '31. Bidrag til arbejdsløshedsbevægelsernes historie, Spar

Q

Knægt, Charlottenlund 1977, 176 s., kr. 56,-.

Søren Kolstrups bog om den berømmelige Nakskov-sag i 1931 er udmærket illustreret,men har desværre mange

- til dels meningsforstyrrende - trykfejl. Desuden er indbindin-

gen dårlig, allerede efter én gennemlæsning var ryggen brækket.

Bogen er mere end en afhandling om Nakskovsagen og om den daværende arbejdsløs-

hedsbevægelse. Det er en meget grundig gennemgang af de lokale forhold, der under

iverdenskrisen førte til en mindre eksplosion i Nakskov - tilsvarende hændelser i Berlin

1929 (forbud af 1. maj-møde) og Sverige i 1931 (Ådalen)krævede mange dødsofre -

og

viser således at selv under tilspidsede forhold er klassekampen i Danmark forholdsvis

fredelig. Kolstrup argumenterer iøvrigt meget overbevisende for, at demonstrationerne

i Nakskov ikke var bølleoptøjer - som sådanne blev de i sin tid fremstillet i den borger-

lige presse og »hovedmændene« blev dømt efter tilsvarende præmisser - men udtryk for

de virkelige forhold i en mindre arbejderby som Nakskov. Det lykkes Kolstrup meget

godt at inddrage den almene historie i fremstillingen af Nakskov-sagens udvikling og ved

en paralellisering med mindre spektakulære hændelser i andre byer (Ålborg,Århus,

Nykøbing F.) at gøre sin undersøgelse til et relevant bidrag til den almene historie.

1 et par afsluttende kapitler fremhæver han nogle kritiske punkter og ubesvarede pro-

blemer, som gør at denne bog burde benyttes ved tilsvarende undersøgelser om andre

lokalsamfund. Det kunne give gode resultater, også hvis der ikke fandtes tilsvarende si-

tuationer, som den i Nakskov i 1931. Alt i alt er det en meget vigtig bog, der her er udgi-vet: dels på grund af Nakskovsagen, dels på grund af hele fremstillingen og de resultater

den kommer til og endelig på grund af dens aktualitet i disse år. Det må håbes, at mange

vil bruge den.G. C.

Ursula Langkau-Alex: Volksfront für Deutschland? Band 1: Vorgeschichte und

Gründung des »Ausschusses zur Vorbereitung einer deutschen Volksfront«, 1933-1936.

Syndikat Verlag, Frankfurt am Main, 1977, 363 p., DM 48,-.

En endelig bedømmelse af dette doktorarbejde må naturligvis vente, til bind 2 foreligger,men det foreliggende bind tillader dog at foretage visse vurderinger af arbejdet og dets

rækkevidde.

Hvad der springer i øjnene er, at af bogens 363 sider er kun de 164 sider egentlig tekst.

Resten er bilag - en mindre del -

og de følgende 100 sider er noteapparat. Det er megetomfattende og grundigt, og kunne givetvis være blevet skåret betydeligt ned, uden at der

dermed var indgået utilfredsstillende kompromisser med den videnskabelige kvalitet af

arbejdet. På den anden side giver de mange henvisninger til den eksisterende litteratur

bogen en bibliograñs værdi, som ikke skal underkendes.

74

,

'isærda spændingernemellem'Albanien 'ogJugoslavienhar været stærke i en meget lang

Et lignende misforhold optræder i selve teksten. Analysens genstand er den tyske etui:grátioni Paris efter 1933 og forsøgene på at stable en tysk folkefront på benene. För-

søget udgik i første omgang fra upolitiske eller ikke-partiorganiserede enkeltpersoner,hvorefter partierne kommer ind i billedet, først og fremmest KPD fra slutningen af1934, hvor det er erfaringerne fra værtslandet Frankrig med undertegnelsen af en›

hedsaktionpagten i sommeren 1934 mellem SFIO og PCF, der spiller ind, og mere afgø-rende drøftelserne i Kominterns forberedelser af den 7. verdenskongres, der trædersammen i 1935. Inden Langkau-Alex kommer igang med at beskrive og analysere disse

ting skal vi først igennem partiernes stillingtagen til enhedsproblemet i forbindelse med

rigspræsidentvalget i 1932, som kunne være klaret meget lettere og kortere. Der er

også ret lange redegørelser for folkefrontsdiskussionerne i Frankrig, som ikke er uvæ-

sentlige i relation til det behandlede emne, men som spiller en langt underordnet rolle iforhold til de interne tyske diskussioner og især Kominterns og den Socialistiske Arbej-derinternationales overvejelser og indgreb i forhandlingerne i Paris. Dette nævner hunselv, men kun sporadisk formår hun at forbinde diskussionerne i Komintern op til 1935,som netop tager udgangspunkt i det tyske eksempel, med diskussionerne i det tyske partiog tysk arbejder- og emigrantbevægelse i det.hele taget.Hun får dog redegjort godt for Willy Münzenbergs arbejde for KPD i Paris i forbin-delse med forsøgene på etableringen af en folkefront. Værdifuld er hendes påvisning af,at Münzenberg til langt hen i 1934 nærmest blev modarbejdet af kredsen omkring Wil-helm Pieck, der fortsatte den gamle linie overfor SPD. Det blev Münzenberg, der kun-ne fortsætte sit enhedsarbejde med støtte fra Dimitrov, mens Pieck måtte forberedeKPDs selvkritik, som blev forelagt Kominterns eksekutivkomite og i noget formidletform den 7. verdenskongres.På lignende måde er også i SPD enhedsbestræbelserne størst bland de af partiets ledere,der befandt sig i Paris, og i flere tilfælde bremses de af SPD-ledelsen i Prag. Det frem-går af bogen, at hele enhedsspørgsmålet afgøres af de to partier, mens de mange mindresocialistiske partier og grupperinger, udbrydere fra henholdsvis SPD og KPD ganskevist deltager i diskussionerne, men aldrig kommer til at spille nogen større rolle.Derimod kommer repræsentanterne for de borgerlige partier i emigrationen samtfremtrædende enkeltpersoner til at spille en vis rolle som initiativtagere til de førstemøder. I de mange komiteer til forberedelse af en tysk folkefront, der dukker op frasommeren 1935, er enkeltpersonerne de mest fremtrædende. Hvis der blandt disse op-træder partimedlemmer stryger de ifølge Langkau - Alex partitilhørsforholdet af sig ogoptræder som enkeltpersoner. Det er i en sådan sammenhæng den såkaldte Lutetia-kreds opstår, der i september 1935 mødes på hotel Lutetia i Paris for at nedsætte en

komite til dannelse af en folkefront. Hele den tyske venstrefløj, borgerlige partier ogfremtrædende personligheder som Heinrich Mann, der bliver komiteens formand, er

tilstede. Langkau - Alex følger arbejdet i denne kreds frem til det afgørende møde ifebruar 1936, hvor Lutetia-kredsen udarbejder et aktionsprogram for en tysk regeringefter Hitlers fald og konstituerer sig som »Ausschuss zur Vorbereitung einer deutschenVolksfront«.

Langkau-Alex”konklusion er, at SPD går styrket ud af disse diskussioner. KPD følgerfra sommeren 1935 Kominterns linie, hvilket i det hele taget gør foretagendet muligt,men også stiller KPD i en vanskelig situation. Partiet gør alt for at inddrage så brede

borgerlige og kristne grupper som muligt og må derfor også give programmatiske ind-

rømmelser, som hun skønner så vidtgående, at partiet risikerede at blive overhalet ven-

streom og miste sin troværdighed som det proletariske og revolutionære parti.Det må håbes, at forfatteren i det følgende bind uddyber disse tanker, og især placererbestræbelserne i Paris i en større sammenhæng, nemlig samarbejdet mellem partiernehelt generelt, hvilket i dette bind ikke er tilfældet.

I et godt afsnit gennemgår hun dels hele den tyske emigration i Frankrig, dens størrelse,

75

l

dens politiske og sociale sammensætning, dels forsøger hun på denne baggrund at fastslå

de begrænsinger, forsøgene på at etablere et folkefrontarbejde i Paris måtte have i et

fremmed milieu, uden muligheder for at gennemføre masseaktioner eller opnå en masse-

basis. Hendes konklusion i dette bind bliver, at disse forhold begrænser forsøgets betyd-

ning, at der er tale om bestræbelser dels gennemført af en gruppe intellektuelle (hungennemgår udmærket de mange antifascistiske initiativer i 1934 og 1935 med adresse til

intellektuelle), dels gennemført af emigrantpartiernes ledelser.' Michael Seidelin Hansen

Henning Lund: Udviklingen i Danmarks kommunistiske Parti 1956-58. Et studie i parti-splittelse. GMT, 1977, 190 sider, kr. 55,-.

Splittelsen af DKP og dannelsen af SF i 1958 er en begivenhed, som allerede har været

emnet for adskillige undersøgelser. Dette er ikke vanskeligt at forklare, eftersom det

stadig er et meget omdiskuteret emne. Henning Lund har i sin bog søgt at kortlægge den

interne udvikling i DKP i perioden op til partisplittelsen. Bogens tidsmæssige ramme er

perioden mellem Sovjetunionens kommunistiske Partis (SUKPs) 20. kongres i februar

1956 og SUKPs 21. kongres i januar 1959. Gennemgangen tager udgangspunkt i parti-diskussionen i DKP efter SUKPs 20. kongres og følger ret detailleret diskussioner, ud-

meldelser, eksklusioner og interne stridigheder gennem partistridens forskellige faser

frem til, splittelsen i november 1958.

Formålet med bogen har været at efterprøve de hidtidige undersøgelsers vurderingeraf splittelsens årsager ved at gøre brug af det samlede eksisterende kildemateriale. Til

dette brug har Henning Lund i indledningen givet en kort overskuelig fremstilling af de

allerede eksisterende opfattelser af partisplittelsen (hvori dog mangler en præsentationaf Alfred Jensen og Per Kristensens synspunkter i »Danmarks kommunistiske Parti

1919-1969« (1969)). Desværre er Henning Lunds velargumenterede udgangspunkt gåettabt i bogens slutning, hvor det havde været interessant om forfatteren havde fulgt sit

formål op og konfronteret sine egne konklusioner med vurderingerne i den eksisterende

litteratur. Det er synd at Henning Lund ikke ad denne vej har forsøgt at bringe nye syns-

punkter ind i en diskussion, som er aktuel den dag i dag. Til gengæld fremlægger bogenet stort materiale vedrørende de ofte komplicerede stridigheder, som kan være en støtte

for andre som vil arbejde videre med disse problemer.Steen Bille Larsen

Carsten Nielsen: De 100 dage. Beretning om borgerkrigen i Danmark 1899. GyldendalKøbenhavn 1976.

CN har skrevet en journalistisk og velskrevet beretning om »Borgerkrigen i Dan-

mark« bedre kendt som storlockouten i 1899. Den dramatiske titel er noget misvisende

og styret af den tids avisoverskrifter. En borgerkrig var en hypotetisk mulighed, men i

stedet blev det historiens mest veldiciplinerede arbejdskamp. Besynderligt nok - i be-

tragtning af de foregående års hårde arbejdskampe, arbejdsgivernes åbenlysehensigterm.v. At forklaringen på den besindige optræden skulle være »indeholdt i arbejdersidenseget væsen« (s. 34) harmonerer dårligt med de danske arbejderes kamperfaringer og

-

traditioner.

CN fremstiller loyalt 99-kont1iktens baggrund, (smedelockouten i 1897 skulle dog have

været med) vurderer hovedorganisationernes styrkeforhold, deres indre modsætnin-

ger m.m. Lockoutens følger skildres på økonomisk og socialt plan i god sammenhæng

76

.

p...

..

._..'ma'-

⁄

med det' ydre tidsbillede. Bemærkelsesværdignok slutter CN d. 5. september 1899 hvorresultatet - det stadig omstridte Septemberforligblev indgået.'Der gives således ikke en

vurdering af resultatet, som heller ikke er optrykt. Det er bogens store svaghed. Skalbogen have en aktuel funktion, som antydet af forlaget på omslagets bagside, så er denkun tilstrækkeligi forbindelse med andre fremstillinger.Selv foretrækker jeg fortsat Jensens og Olsens egen redegørelse af storlockouten i»Oversigt over fagforeningsbevægelseni Danmark 1871-1900« (1901) og det veldispo-nerede kildehæfte af Dorrit Andersen »Storlockout og Septemberforlig«(1974). CN,sberetning sigter nok til en bredere læserkreds og hertil kan den med de nævnte forbe-hold anbefales.

Billedet s. 78 stammer fra udstillingen i København 1888 og ikke fra 99.

H. G.

Eva Cornelia Schöck: Arbeitslosigkeit und Rationalisierung. Die Lage der Arbeiterund die kommunistische Gewerkschaftspolitik 1920-28, Campus, Frankfurt/New York,1977, 280 s., DM 20,-.

En konkret historisk materialisme for studiet af arbejderbevægelsensog- klassens hi-

storie står på dagsordenen. Den hidtidigt dominerende socialdemokratiske opfattelsehar reduceret arbejderklassens historie til arbejderbevægelsens,dvs. herhjemme tilsocialdemokratiets og fagforeningemes. Historien er her blevet indskrænket til organi-sationsudvikling. Historieskrivningen inden for det indtil 1968 næsten enerådende alter-nativ til Socialdemokratiet, nemlig kommunistpartiet, var og er også en organisations-historie af ikke mindre idealistisk tilsnit: Socialdemokratiet eller de socialdemokratiskeledere fremstilles som forrædere, mens kommunistpartiet ses som bærer af et oprinde-ligt i arbejderklassen liggende revolutionært sindelag. Bag om det socialdemokratiskeforræderi mod dette påståede revolutionære sindelag, altså bag om syndefaldet frem-står kommunistpartiets så i egen forståelse som det revolutionære sindelags organise-rede genopstandelse. Dette har intet med materialistisk historieskrivning at gøre. Det eren selvforherligende organisationsfeticheret idealisme, ren ideologi.Den dogmatiske venstrefløj, dvs. den fløj, som ukritisk knytter an til bestemte faser iKomintern-traditionen, giver sig ikke af med at skrive historie om arbejderbevægelsenog -klassen. Den løfter en bestemt fase af Komintern-traditionen ud af historien og gørden til absolut ledetråd for det aktuelle politiske arbejde. Således herhjemme KFML/-KAP's fremhævelse af ultravenstrelinjen (fra 1928) og folkefrontslinjen (fra 1935), somDKP med sine højreopportunistisketilnærmelser til Socialdemokratiet forrådte. Igenen forræderitese eller en syndefaldsmyte, hvor DKP repræsenterer syndefaldet, mensKAP bærer videre på den påståede revolutionære arv fra 1930iemes begyndelse.Heroverfor står så den ikke-dogmatiske venstrefløj, som med sin beskæftigelsemed ar-bejderklassens og -bevægelsens historie ønsker at bidrage til en materiel funderet,aktuel, revolutionær strategi. Dette stiller forholdet mellem arbejderklassen og-bevægelsenpå en helt anden måde: arbejderklassens historie reduceres ikke længere tilarbejderbevægelsens.Tværtimod: fundamentet er arbejderklassens historie og ud frabevægelseme heri vurderes arbejderbevægelsensorganisationer og deres politik.Inden for denne ikke-dogmatiske tradition, der har spiret frem siden 1968, mener jeg,at Eva Cornelia Schöcks bog om KPD og arbejderklassens situation i Weimarrepu-blikkens begyndelse, må ses. Det er en doktordisputats fra Bremen universitet fra for-sommeren 1976, et forstudie til det, der egentlig skulle have været emnet, nemlig KPD”spraxis i ultravenstreperioden fra 1928. I den nu foreliggende bog gives dog en selvstæn-dig fremstilling af perioden 1920-28.Første del af bogen (kap. I + II) omhandler KPD,s udvikling med 1923/24 som det afgø-

77

g:;3p

F[

r

.«

,wii-1mm-, I

rende vendepunkt, hvor borgerskabets offensiv sætter ind, og hvor KPD's hidtidige ret'

betydelige indñydelse ienhedsfrontperioden indskrænkes ikke så lidt, ja forfalder med

Fischer/Maslowk venstre-fagforeningslinje. Schöck's vurdering af denne periode som

af de senere stemmer ganske godt overens med den s.k. Brandler-opposition ÆP-O),

der væsentligt er en kritik af ultravenstrelinjens sekterisme (herhjemme: Boserup-

rammen).'

Anden del (kap. III + IV + V) omhandler den materielle udvikling i Tyskland, her ind-

skrænket til de tre meget betydningsfulde og i henseende til kvalifikationsstruktur ret

forskelligartede brancher: bjerg- og minearbejdere, kemiarbejderne og metalarbej-

derne.

Ud fra sin meget detaljerede gennemgang af udviklingen i disse tre brancher - en gen-

nemgang der må læses, fordi den ikke kan refereres på så kort plads som her - kon-

kluderer Schöck ved at kritisere den hidtidige forskning omkring arbejderklassens og

-bevægelsens udvikling og betingelser i Weimarrepublikken, altså Jürgen Kuczynski,

Hans Mommsen, Siegfried Bahne, Karl Heinz Roth og Hermann Weber.

Med udgangspunkt heri præsenterer hun skitsen til en konkret historisk materialisme.

Når hovedformålet er at opstille sammenhængen mellem arbejderbevægelsensorgani-

sationer, arbejderklassens praxis 'og arbejderklassens materielle situation, bliver be-

standdelene af denne materielle situation naturligvis vigtige. Schöck peger her på:

den givne branches og det pågældendeomrâdes særlige særlige økonomiske situation.

ændringer i produktionsprocessen (fx rationalisering) og tilsvarende ændringer i

kravene til kvalifikationsstruktur.

i kravene til kvalifikationsstruktur.

arbejdsløshedeni branchen.

arbejdernes politiske og organisatoriske erfaringer, herunder' erfaringer fra ar-

bejdskampe, som Schöck ser som spejlbillede af samfundsmæssige modsætning mel-

lem kapital og lønarbejde og af forskydningeme heri.

De bestanddele Schöck gør mest ud af, og som hun betragter som de vigtigste forhold i

arbejdernes materielle situation i Weimarrepublikken, er - som det også fremgår af

bogens titel - arbejdsløshedog rationalisering.For så vidt angår arbejdsløshedenfremhæves dens nye kvalitet efter 1. verdenskrig,

nemlig langtidsarbejdsløsheden,der sætter endnu en spaltning i arbejderklassen - altså

mellem de der er i arbejde og de permanent arbejdsløse- og som sådan bidrager til en

generel svækkelse af den. Længere kommer analysen ikke ned her; fx. gøres der ikke

rede for de forskelligartede betingerlser for at integrere de arbejdsløses umiddelbart

isolerede kamp for levevilkårskrav med de arbejdendes kamp; et forhold der må ses i

sammenhæng med oppositionens styrke i de forskellige brancher.

For så vidt angår rationaliseringen fremhæves dens flertydighed og modsætningsfylde.

At opfatte rationaliseringen blot som fagarbejdemes erstatning med massearbejderen

er iflg. Schöck utilstrækkeligt. Rationaliseringen skaber nemlig umiddelbart bedre mu-

lighed for arbejderklassens enhed ved at nedbryde faggrænseme. På den andeniside

medfører den nye spaltninger, nye lag, ligesom dens lønnivellering modvirkes af kapita-

lens forskellige midler til at skabe individuelle lønforskelle og konkurrence mellem de en-

kelte arbejdere, bl.a. akkordpræmiering.

Hovedindvendingen, som Schöck iøvrigt selv er inde på (note 253), er at den materielle

analyse også her er utilstrækkelig. Den er for snævert knyttet til produktionen og ar-

bejdernes placering heri. Hele reproduktionssfæren,og det gælder ikke blot som

Schöck nævner, boligforholdene for og uddannelsesniveau i arbejderklassen, men også

dominerende ideologier, má med ind i en fuldstændigmaterialistisk analyse.

Det er imidlertid et mål, der ikke ligger lige om hjørnet, hverken herhjemme eller i

78

Vesttyskland. Herfra hvor vi står i dag, må Schöcks bog vurderes som et betydningsé .

,fuldt arbejde, der må kunne bidrage til at den hjemlige diskussion omkring en konkret'

historisk materialisme for studiet af arbejderklassens og -bevægelsens historie, kan blivepræciseret *en del.

.

Jørgen Bloch-Poulsen

FORTEGNELSE OVER SFAH's PUBLIKATIONER PR. 1. JUNI 1977Årbog for arbejderbevægelsens historie l, Fremad 1971 - udsolgtÅrbog for arbejderbevægelsens historie Il, Fremad 1972 - udsolgtÅrbog for arbejderbevægelsens historie III, GMT 1973 - 30,00Årbog for arbejderbevægelsens historie IV, GMT 1974 - 50,00Årbog for arbejderbevægelsens historie V, GMT 1975 - 50,00Årbog for arbejderbevægelsens historie Vi, GMT 1976 - 55,00Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie.Nr. 1 er udsolgt. For nr. 2, 3, 4. 5 og 6 er medlemsprisen kr. 8,00.For nr. 7 er prisen kr. 10,00. For nr. 8 er prisen kr. 12,00.

SFAH's PUBLIKATIONSSERIEPer Salomonson: Socialismen og socialdemokratiet, SFAH publ. 1, 1974 udsolgtErik Christensen: Havnearbejderstrejken i Esbjerg 1893, SFAH publ. 2,

1975 udsolgtJens Engberg: Harald Brix, Revolutionen og reformen, SFAH publ. 3,

1975 kr. 22,00Poul Christensen: Af en illegals erindringer, SFAH publ. 4, 1976 kr. 22,00Jens Engberg m.f|.: Dansk arbejderbevægelse. Seks foredrag, SFAH publ. 5,1976 kr. 22,00

SFAH's SKRIFTSERIEUrsula Schmiederer: SF og »den tredje vej« til socialismen, SFAH skriftserie 1,

*

GMT 1974 udsolgt/

Johannes Nymark: Frederik Dreiers politisk-ideologiske virksomhed,SFAH skriftserie 2, GMT 1975 kr. 25,00Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen, SFAH skriftserie 3,GMT 1976 kr. 50,00'

Torben P. Andersen: Staten og storkonflikten i 1925, SFAH skriftserie 4,GMT 1976 kr. 28,00_

Kirsten Geertsen: Arbejderkvinder i Danmark 1914-1924, SFAH skriftserie 5,GMT 1977 kr. 33,00

Alle priser er medlemspriser.Priserne er incl. moms og forsendelsesomkostninger.

79

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsenshistorie

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade 1'

1759 København V

SPØRGESKEMA

'

. l3

»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsenshistorie« vil med dette spørge-

skema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægelsens histo-

rie, som finder sted for øjeblikket.Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der

arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kan udveksles og dobbelt-

arbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysninger vil

siden blive bragt i Meddelelser. ›

NAVN

Hmmm.*nv-1m,r,.h.w./....-«.».«.,w›aav,._.

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)'

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monograñ etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTET AFSLU'ITET