1. 1. ARBEJ DER" ,. .Q : : HISTORIE 40geni* MEDDELELSER OM FORSKNING I ARBEJDERBEVGELSENS HISTORIE APRIL 1993 - udgivet af Selskabet til Forskning i ArbejderbevgelsensHistorie, Rejsbygade 1, 1759 Kben- havn V, tlf. 31 24 15 22 - Redaktion: Gerd Callesen, Teglgrdsvej341 st.tv., 3050 Humlebk, 42 19 15 94; Ole Jorn, Halfdansgade 32 st.tv., 2300 Kbenhavn S, 3157 47 80; Anne-Lise Walsted, Arbejdermuseet, Rmersgade 22, 1362 Kbenhavn K, 33 93 33 88. Kr. 100 for ikke-mdl., kr. 70 for mdl. - Sats: Werks Fotosats A/S - Tryk: Werks Offset - ISSN 0107-8461. Udgives med sttte fra Statens Humanistiske Forskningsrd.Articles appearing in this journal are annotated and indexed in HISTORICAL ABSTRACTS Indholdsfortegnelse Artikler Anette Eklund Hansen: Kvindearbejde og kampen for ligeln1945-1960 2 Niels Rosendal Jensen: Inger Merete Nordentoft - demokrat, kvinde og politiker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Marcel van der Linden: Analysen af II Internationale 1889-1914. Forslag til fremtidig forskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Debat Flemming Hemmersam, Gerd Callesen, Lars U. Thomsen . . . . . . . . . . 42 Samleanmeldelser Biografier, arbejderfester, industrielt demokrati . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Bognyt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 Forskningsnyt Seminarer - Center for Arbejderkulturstudier-Arbejderhistorisk forening for Langeland-CIRA-tidsskrifter-Nyt netvrk-stedet- Lokalhistorieudvalget-ITH-tidsskrifter/rbger1992-afhandlinger. . 106 Sprgeskema Adressefortegnelse Indeks for nr 1-15 findes im: 16, for nr 16-30 i nr 31 Forsidebillede: P bagsiden af fotografiet, der er indgeti Land og Folks billed- arkiv den 6. september 1950, str:IngerMerete Nordentoft stemte 0m eftermid- dagen p Vanlse skole. Mandag aften talte hun ved et valgmdei Jylland og frst ved middagstid vendte han hjem til Kbenhavn. (ABA)
2. 2. Anette Eklund Hansen Kvindearbejde og kampen for ligeln 1945 - 1960 I artiklen analyseres den faglige tops forhold til kampen for ligeln.Den havde i lang tid vret et krav fra arbejderbev- gelsen, men fik frst 'sent en central placering i L0,s krav i overenskomstforhandlingerne.Det var frst og fremmest Dansk Arbejdsgiverforenings modstand, der forsinkede kra- vets formelle gennemfrelse.Ligelnnenblev hjulpet p vej ved et samspil mellem den politiske og faglige arbejderbev- gelse.Men der var fortsat lang vej til dets realisering Efter anden verdenskrig blev arbejderkvindernes krav om ligeln for alvor sat p dagsordenen. Teknologiudviklingen og rationalisering af arbejdspro- cesserne udvidede det kvindelige arbejdsmarked, blandt andet fordi en del af det tunge arbejde blev aflst af maskiner, som kvinder blev sat til at be- tjene. Samtidig dukkede ogs nye brancher op, hvor kvinder var foretruk-' ken arbejdskraft som f.eks. i elektronikindustrien. Denne udvikling medfr- te, at kvinderne oftere end tidligere kom til at udfre samme eller lignende arbejde som mndene men for en mindre ln. Det var ikke kun kvindernes timeln, der var mindre. Dyrtidstillg,sygeln,arbejdslshedsunderstttel- se, akkordln og skifteholdstillgberegnedes som en procentsats af kvin- dernes ln og udgjorde derfor ogs kun 2/3 af mndenes ln. Uligheden mellem mnd og kvinder blev med andre ord mere og mere tydelig. Som bekendt blev ligelnnen frst gennemfrtved overenskomstfornyel- sen i 1973. Men allerede i 1940'erne blev ligelnssprgsmletet stadig mere centralt omdrejningspunkt, dels i de faglige kvinders kamp for bedre vilkr - og ligestilling p arbejdsmarkedet, dels som en vigtig faktor, nr det skulle afgresom et arbejde skulle udfres af mnd eller kvinder. Det skal her undersges, hvilke strategier De samvirkende Fagforbund (DsF) og de faglige kvinder anvendte i kampen for ligelnfra 1945 til 1960. Dette vil ske ved at flge ligelnskravetfra det blev vedtaget p Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) kongres i 1945 og op gennem overenskomstfor- handlingerne i 1950ierne. Det var dog ikke kun KAD, der kmpede for kvindernes ligestilling p arbejdsmarkedet. Andre forbund med stor kvindeandel, feks. Tobaksarbej- derforbundet og Bryggeriarbejderforbundet, bakkede op om kvindernes krav, ligesom FagbevgelsensKvindesekretariatl og arbejderpartierne stt- tede kampen for ligelni 1950erne. 2
3. 3. Ligelnskravet formuleres En resolution fra KADs kongres i 1945 stillet af Kvindernes Klub p Gene- ral Motors viste dels de holdninger, som mange kvinder efterhnden havde til ligelnskravet,dels hvad udviklingen p arbejdspladserne med rationali- seringer og indfrelse af nye maskiner betd: ... vi mener, at tiden m vre inde til, at forbundet stter alle sine krf- ter ind p at f gennemfrt lige ln for lige arbejde. Vi str som en stor og strk organisation indenfor DSF, og som sdan kan vi ikke blive ved med at arbejde for en lavere betaling end vore mandlige kammerater. Det er desvrre sledes i dag, at dersom det passer arbejdsgiveren at fre noget af mndenes arbejde over til kvinderne, skal det straks laves til en lavere betaling, selv om de mandlige arbejderes organisation har en fast pris p det pgldendearbejde ...,2. Under anden verdenskrig havde forholdene p arbejdsmarkedet vret sr- deles vanskelige. KADs afdeling 5 fremsatte alligevel kravet om ligeln,bl.a. i 1943, men kun for at blive afvist ved forhandlingerne i forbundet, sdan- ne forslag kunne selvsagt ikke behandles.3 Det fik dog ikke diskussionerne i afdeling 5 til at forstumme. I forret 1944 sendte afdelingen en deputation til DsF bl.a. med krav om ligeln og Lige ln for lige arbejde - men mnd og kvinder har ofte forskelligt arbejde. Formanden for De samvirkende Fagforbund Eiler Jensen med sin uundvrligesekretr Irma Lundberg. Foto: ABA. 3
4. 4. samme dyrtidstillgsom mndene (Dyrtidsregulering blev indfrt p ar- bejdsmarkedet i 1939). Formanden for KAD, Fanny Jensen, havde dog ad- varet imod, at fremstte ligelnskravets strkt, sfremt dette blev vedta- get, s vidste hun, at sprgsmletom familieln (forsrgertillg)ville blive rejst, og det nsker vi ikke indfrt i vort forbund, hvor 3/4 af medlemmerne er gifte kvinder. I stedet opstillede forbundet en liste af socialpolitiske kvindekrav, som burde fremmes af Socialdemokratiet, nr det igen fik mu- lighed for at fre arbejderpolitik.4 At man ogs fra forbundets side nskede ligelnssprgsmlettil diskus- sion viste en artikel i Kvindernes Fagblad i juli 1944, hvor kvindens plads i samfundet diskuteredes. Her nvntes flere store opgaver: Organiseringen af kvinderne, en socialpolitik, der tog hensyn til arbejderkvindernes situa- tion, og lnfremgang for kvinderne. Endvidere skrev forfatteren, at det er en skamplet, at kvinden skal arbejde for en lavere ln end mndene, nr hun bde kan og skal udfre det samme arbejde som mnd. Lige ln for li- ge arbejde, grundln,svel som dyrtidstillg- man forstr tilfulde, at kvin- derne p arbejdspladserne protesterer.5 Ved Kvindelig Arbejderforbunds kongres i 1945 efter krigens afslutning lykkedes det for frste gang internt i forbundet at blive enig om, at forbun- det ved nste overenskomst skulle fremstte krav om ligelnfor lige arbej- de ved akkordarbejde, sa'mt krav om 4/5 af mndenes dyrtidstillg.De kvindefaglige krav overlevede dog ikke Dst behandling af de generelle overenskomstkrav, og de mtte fremsttes igen de flgender. Der var dog tale om en milepl i Kvindeligt Arbejderforbunds historie, at forbundet nu mente at kunne g ind i kampen for ligeln.6 Selv om ligelnskravetikke blev taget med ved de generelle overens- komstforhandlinger fr i 1952, standsede diskussionerne ikke i fagbevgel- sen. Tvrtimod blev kravet diskuteret i de frste efterkrigsrbde i nordisk og i internationalt regi. Sledes satte Den internationale Arbejdsorganisa- tion, ILO, ligelnsprgsmletp dagsordenen i 1950, hvorefter konventio- nen blev vedtaget p arbejdskonferencen i 1951.7 Konventionen omhandlede lige ln til mnd og kvinder, der udfrer arbejde af samme vrdi. Ligeln - kvindernes retfrdige krav I maj 1946 blev der afholdt nordisk studieuge for fagbevgelsenskvinder i Kbenhavn. Et af hovedemnerne var ligelnnen.Dst formand Ejler Jen- sen holdt et foredrag, hvori mange af de holdninger og problemer, som kra- vet om ligelnrejste, var omtalt.8 De vigtigste af disse pegede fremad mod de strategier, som fagbevgel- sen skulle flge i 1950,erne, men viste ogs nogle af de holdninger, som prgede debatten om knsarbejdsdelingeni samfundet. Holdninger som for nogles vedkommende var funderet i materielle forhold, men for andres bundede i en patriakalsk opfattelse af mnds og kvinders roller, som deref- ter reproduceredes i arbejdsdelingen mellem mnd og kvinder p arbejds- markedet og i familien. Ejler Jensens udgangspunkt var arbejderbevgelsensgamle krav om lig-
5. 5. hed, dvs. ogskonomisk lighed ud fra et retfrdighedskrav.Lnnen skulle ikke vre afhngigaf knnet. Dernst kunne man vlge to principper ved lnfaststtelse: behovsprincippet eller prstationsprincippet,hvor fagbe- vgelsen gik ind for det sidste, men som Ejler Jensen indrmmede, i prak- sis blev kvindernes lnniveau stadig sat udfra opfattelsen af, at de ikke var forsrgere. Strategien mtte her vre, som ogsKADs formand ppegede, ikke et forsrgertillg, men en statslig socialpolitik, der varetog en del af fa- miliens forsrgerbyrder.Alts den senere velfrdsstatsmodel. Nr det glder lige ln for samme arbejde, mente Ejler Jensen ikke, at der kunne vre nogen diskussion, men problemet var, at mnd og kvinder historisk sjldent havde udfrt samme arbejde. Opgaven blev derfor at ln- faststte prstationer, og her opstod problemet, for som det anfrtes, vi har alle en fornemmelse af, at der er strre forskel i mnds og kvinders lnninger, end der er i de to kns produktionsevne.Men ogsopfattelsen af, hvad kvinderne egnede sig til, var strkt pvirketaf traditioner. Her ville der for en del arbejdes vedkommende vre meget stor forskel p mandens og kvindens prstationsmuligheder, men der er utvivlsomt arbejde, hvor kvinden er mere egnet end manden, dette glder feks.: barnepleje, syge- pleje, lrergerning,madlavning og arbejde, og hvor der krves fingernem- hed, f.eks. indenfor radiobranchen. Ligesom monotont arbejde, der krver stor tlmodighed,ligger godt for kvinden. Det var tilsyneladende ikke kun arbejdsgiverne, der havde en traditionel holdning til kvindearbejdet, den trivedes ogs fint i arbejderbevgelsen. Dette synspunkt fremfrte Bodil Koch, en af Socialdemokratiets ivrigste de- batrer og fortaler for kvindernes ligestilling i denne periode. Hun skrev bl.a. ... at mandsmentaliteten mske er mere gammeldags og inddt i vort parti end noget andet sted.9 Ejler Jensen mente, at det var loven om udbud og eftersprgsel,der var hovedrsagentil kvindernes lavere lnniveau. Andre rsagerskulle findes i, at kvinderne udfrte det mindre kvalificerede arbejde, og samtidig havde de sociale forpligtelser over for familien, hvilket betd, at de havde en lsere tilknytning til arbejdsmarkedet, flere forsmmelser, og ingen eller drligere uddannelse. Ejler Jensen nvnte ogs, at mange mnd indenfor industriomrder, hvor den billige kvindelige arbejdskraft blev en konkurrent til mndene, nskede ligelnnenindfrt. Omvendt frygtede mange kvinder, at ligelnvil- le betyde arbejdslshedblandt kvinderne. En mde at bryde med knsfor- skellene p arbejdsmarkedet ville vre at f oplst arbejdsdelingen. Hvor vanskeligt dette var, anfrte Ejler Jensen i talen, Selv hvor bde mnd og kvinder arbejder p akkord indenfor samme fag, feks. inden for bogtrykkerier og bogbinderier er det som regel sdan, at kvinderne har deres akkorder, og mndene deres, ofte uden at dette fremgr af overenskomstmssige bestemmelser. Da akkorderne nsten altid sttes i et eller andet forhold til timelnnen, har det derved udviklet sig sledes, at der blev andre akkorder for kvinderne end for mndene, og det blev da naturligt at opdele arbejdet. S lnge lnforskellen oprethol- 5
6. 6. des s vil det i praksis vre sledes, at akkorder, pga. mnds og kvin- ders forskellige timeln, vil blive delt op i srlige mandsakkorder og srli- ge kvindeakkorder, ofte ivrigt sledes at mndene ptagersig det noget tungere arbejde. Man vil da altid kunne finde en begrundelse for lnfor- skellen i arbejdets forskellige art, selv om forholdet i virkeligheden er det omvendte, at arbejdet deles op, fordi lnnen er forskellig. Lnforskelle og arbejdsdeling mellem mnd og kvinder byggede efter Ejler Jensens opfattelse p knnet som sdan og ikke p en reel vurdering af ar- bejdsindsatsen. Kvindernes kn og den deraf afledte ln blev determineren- de for arbejdsdelingen, og dermed ogs for lnniveauet i de forskellige brancher. Oven p dette mtte fagbevgelsens bygge kampen for at for- bedre kvindernes vilkr. Hvilken strategi skulle fagbevgelsenflge p lngere sigt for at f ind- frt ligelnnen?Til en start skulle de overenskomstmssigebegrnsninger i adgangen til et hvilket som helst arbejde ernes, dvs. den srlige kvinde- ln skulle vk. Det lave lnniveau p kvindearbejdsmarkedetskulle h- ves, og kvindernes arbejdsomrderudvides. Derudover skulle kvindernes arbejdskraft gres bedre. De skulle uddannes, og derved opnmere kvalifi- ceret arbejde. De gifte kvinder skulle der gres en srlig indsats for ved ud- videlse af brnehaverne og mulighed for deltidsarbejde, for som formanden sagde, Deltidsarbejdeer vel for de gifte kvinder en god lsning,s lnge vi lever i et samfund, hvor brnene lever og opdrages i hjemmene og s lnge det endnu betragtes som det naturlige, at det er moderen, der for- trinsvis tager sig af brnene. P kort sigt var strategien et fortsat arbejde med at udligne lnforskellen mellem mnd og kvinder og en indsats for at lfte det kvindelige arbejde som helhed til en hjere standard. - Selv om Ejler Jensen direkte konstaterede, at kvindernes arbejde generelt var 1th vurderet, fordi det var kvinder, der udfrte det, og ikke fordi pr- stationen var ringere end mndenes, fik det dog ikke konsekvenser for stra- tegierne, idet han mente, at det knsopdelte arbejdsmarked ikke kunne/ skulle (uklart i teksten, AEH) afskaffes. Og selv om han mente, at kvinder- nes sociale funktion som hovedansvarlig for familien generelt pvirkede kvindernes lnniveau, blev strategien ikke, at mndene skulle tage deres del af familieforpligtelsen, nr kvinderne p lige fod gik ind p arbejdsmar- kedet. Det bliver i stedet statens opgave at lse de problemer, som er kvin- dernes alene. Manden var stadig norrnen for en arbejder efter fagbevgel- sens opfattelse, en norm som kvinderne mtte tilpasse sig.10 Ligelnskravet tages endeligt alvorligt I efterret 1951 afholdt KAD 50 rs jubilumskongres,hvor ligelnskravet diskuteredes og medtoges i en resolution. Senere p ret rejstes kravet end- nu engang som flleskrav til DsF. Efter nogen diskussion og pres fra KADs forhandlere p Dst formandsmder blev kravet om ligeln medtaget for frste gang blandt de generelle krav, som DSF stillede.11 KADs ligelnskrav
7. 7. omfattede: samme dyrtidstillg som mndene, lige ln for lige arbejde, samme skifteholdstillg som mndene. Under overenskomstforhandlingerne blev kvinderne bedt om at trkke ligelnskravettilbage, fordi arbejdsgiverne totalt havde afvist kravet. Der blev nu en forhandling mellem DsF og et udvalg fra KAD, hvor kvinderne fastholdt ligelnskravet.12 Overenskomstforhandlingerne endte med et mglingsforslagfra forligs- manden, hvor ligelnskravetblev henvist til behandling i et udvalg besten- de af reprsentanter fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og DSF.13 Ud- valgets kommisorium var dog ikke nr s omfattende, som de krav,der blev stillet fra arbejderside. Udvalget skulle: vurdere den praktiske, konomiske og konkurrencemssigerkkevidde af det fremsatte krav om, at kvinder aflnnes med samme ln som mnd i de tilflde, hvor de udfrer samme akkordarbejde som disse Udvalget skal som et led i sit arbejde sge tilvejebragt s udtmmende op- lysninger som muligt om, i hvilke tilflde kvinder indenfor en virksomhed udfrer akkordarbejde ved maskiner eller ikke maskinelt akkordarbejde af samme art som virksomhedens mandlige arbejdere. Udvalget udarbejdede herefter et sprgeskema,som blev sendt til virksom- heder indenfor DAs omrde og forbundene under DSF. Undersgelsen om- fattede sledes ikke alle arbejdere i Danmark, men s stor en del, at ten- denserne i konklusionen var tydelige. Hovedinteressen i skemaet l dels i at f afklaret, i hvor stort omfang mnd og kvinder var beskftiget ved sam- me akkordarbejde, og hvorledes de to kns ln forholdt sig til hinanden, b- de tidln og dyrtidstillg.14 Svarmaterialet var ikke srligt ensartet, men gav til gengld et klart bil- lede af de forskellige arbejdsforhold og lnvilkr,der fandtes p de arbejds- pladser, hvor mnd og kvinder var beskftiget ved samme akkordarbejde. Liges interessant var det, at denne undersgelsedokumenterede i hvor hj grad, der inden for de enkelte industrigrene var tale om kvindearbejde og mandearbejde, der betaltes med de respektive kns lnsatser. En del ek- sempler viste ogs hvilke fleksibilitetsproblemer knsarbejdsdelingengav i virksomhederne. Undersgelsenomfattede ca. 78.000 arbejdere beskftiget p virksomhe- der indenfor DAs omrde. Af disse udfrte ca. 4.100 mnd og kvinder sam- me akkordarbejde, flest indenfor tobaksindustrien. Industrifagene og jernin- dustrien, hvor KAD organiserede kvinderne, havde henholdsvis 300 og 175 kvinder med samme akkordarbejde som mndene. 1138 af arbejderne hav- de forskellige akkordsatser, svarende til ca. 27%, mens 59% havde forskelli- ge dyrtidstillg. Ialt var 600 kvinder lnnet lavere end de mnd, som udfrte det samme arbejde. Selv om undersgelsen ikke omfattede alle arbejdere, var det dog et overraskende lille antal kvinder, der ikke var ligelnnede.Omvendt viste undersgelsenogs,at arbejdsdelingen mellem knnene bde pbrancheni- veau og pvirksomhedsniveau var meget skarp.
8. 8. Talmaterialet i DSFS undersgelse var mangelfuldt, men organisationen var i store trk enig i det af DA fremlagte statistiske materiale. Dst besva- relser gik i mere kvalitativ retning. De 9 forbund, der besvarede sprgeske- maet viste, at de faglrte kvinder nogenlunde havde samme akkordln og dyrtidstillg som deres mandlige kammerater, mens de ufaglrte kvinder som hovedregel fik lavere akkordln end mndene, samt kvindedyrtidstil- lg,dvs. ca. 2/3 af mndendes tillg. Forbundenes besvarelser til DSF gav derimod et indblik i, hvordan det knsopdelte arbejdsmarked fungerede p virksomhedsniveau. Kvindernes lavere lnniveau var af vital betydning for arbejdsgiverne. Den tekniske ud- vikling betd, at arbejdsprocesser, der tidligere blev varetaget af mnd, kunne overtages af kvinder, hvorved der kunne opnsen yderligere bespa- relse. Besvarelserne viste ogs, hvorledes de mandlige arbejdere lrte at takle det knsopdeltearbejde, og i et vist omfang konkurrencen fra de lave- re lnnede kvinder. Et eksempel illlustrerer situationen p virksomhedsni- veau. Der fandtes svar bde fra KADs afdeling i Kge og ejeren af Dansk galoche- og gummifabrik i Kge. Mnd og kvinder beskftiges ved samme arbejde: akkordarbejde ved transportbord: ca. 300 kvinder ved samme arbejde som mnd. Kvinderne har en ugeln af 126 kr. mndene har 202 kr. Nu m det dertil bemrkes, at kvinderne har hidtil ligget p 2/3 af mndenes ln, men i forret 1952 havde vi en lnforhandling.For at opn mere i ln tog mndene en pro- duktionsstigning, men det har kvinderne ikke taget, fordi tempoet er s hjt i forvejen. Arbejdsgiveren svarede, at han ikke nskede at f indfrt ligeln.P gummifa- brikken fremstilledes hovedsageligt gummistvler,som var mandearbejde, og lrredssko som var kvindearbejde. P grund af mindre eftersprgselpgummi- stvler om sommeren havde mndene noget ssonarbejdslshed.For at af- hjlpe dette udfrte mndene i perioder kvindearbejde men til mandeln. Forholdet er alts det, at vi for at skaffe nogle mandlige arbejdere kon- stant helrsbeskftigelsei perioder har ladet disse udfre kvindearbejde og ikke omvendt. Sfremt denne hjlpeforanstaltningskulle have til flge, at de langt flere kvinder skulle have samme ln som mnd, ville dette medfre en prisstigning, som varerne p ingen mde kan bre i konkur- rencen med anden indenlandsk produktion, hvor alt lignende konfektions- arbejde udfres af kvinder. Undersgelsen viste, at mnd og kvinder generelt udfrte forskelligt arbej- de til forskellig ln. Nr mnd udfrte samme arbejde som kvinder, fik de mandeln, dobbelt akkordtillg eller lignende. Hvis kvinderne undtagelses- vis overtog mandearbejde var det enten til mndenes ln, eller til kvinde- ln alt efter hvor strk fagforeningen var til at forhandle et positivt resultat igennem. Da arbejdsgiverne alt andet lige foretrak mndenes arbejdskraft, hvis lnnen var den samme, havde mndene p denne mde i nogen grad kunnet sikre sig mod kvindernes konkurrence og arbejdsgivernes udnyttelse af den lave kvindeln. 8
9. 9. Besvarelserne Viste ogs,at arbejdsdelingen indenfor disse brancher godt kunne brydes, nr virksomhederne fandt det ndvendigt.Knsarbejdsdelin- gen havde ikke kun faglige rsager,men ligesofte lnsomheds- eller tradi- tionsmssigebegrundelser. Efter afslutningen af ligelnsundersgelsenindsendte arbejdsgiverfore- ningen en omfattende redegrelse til statens forligsmand om DAs syn p indfrelse af ligeln.Hovedsynspunktet var, at arbejdsgiverne ikke nskede nogen form for ligeln indfrt, da det ville vre omkostningsfordyrende og konkurrenceforvridende, men afgrende var det at indfrelse af ligeln p akkordarbejde, som bde mnd og kvinder udfrte, formodentlig vil f virkninger for lnniveauet for de vrigekvindelige arbejdere p virksomhe- derne Flertallet af virksomhederne mener, at det er umuligt at gennem- fre, at en ligelnsregel holdes specielt til akkordomrder, mnd og kvin- der har flles, og at virksomhederne vil blive udsat for et almindeligt pres p deres lnniveau, som vil medfre en generel lnforhjelsefor hovedpar- ten af de kvindelige arbejdere. Eller sagt p en anden mde: Set fra ar- bejdsgiverside kunne en generel indfrelse af ligelnsprincippet blive en bombe under det knsopdelte arbejdsmarked, og forrykke det traditionelle lnniveau. Med dette perspektiv kan arbejdsgivernes afvisning af ligelns- kravet i nogen grad forklares, selv om det som vist i 1952 kun var af begrn- set omfang. Den eneste bningDA viste i sin redegrelse var et af rationaliseringens hovedhjrnestene, lnfaststtelse eft'er arbejdsvurdering, men det tilfje- des, at dette ikke ville fre til at kvindelnnen ville n op p mndenes ni- veau. Kvindernes prstationer l efter arbejdsgivernes opfattelse lavere end mndenes, og deres uddannelsesefterslb og sociale funktioner ville alt an- det lige vedblivende stille kvinder drligereend mndene. Denne fremstilling var DSF uenig i. De henholdt sig til at kravet kun om- fattede lige ln for lige arbejdsindsats ved akkordarbejde og at kravet kun omfattede et mindre antal arbejdere. Da der ikke kunne opns enighed mellem parterne, kom der ikke noget forlig ud af udvalgsarbejdet. Da dette frst afsluttedes i begyndelsen af ja- nuar 1954, indgik ligelnskravetp ny i de nste overenskomstforhandlin- ger, som var startet p dette tidspunkt. Ligelnnen hjest prioriteret i 1954 Ligelnskravetfrtes videre som Dst hjest prioriterede generelle krav frend arbejdstidsnedsttelse og sygelnsordning,der ellers var strkt n- skede krav. Dette var i sig selv bemrkelsesvrdigt,nr man tog i betragt- ning, hvor f arbejdere en gennemfrelseaf kravet ville gavne. Opprioriteringen af ligelnskravetvar et resultat af flere forhold. Et mas- sivt pres fra stadigt mere bevidste og strke faglige kvinder betd internt i fagbevgelsen,at man ikke mere blot kunne afvise kravet. Den stigende ra- tionalisering og dermed gede konkurrence fra kvinderne, gjorde ogslige- lnnen til et Vgtigt krav for mndene. Som vist ovenfor var det dog sr- deles f kvinder, der egentlig ville f gavn af ligeln for lige arbejde. Yder- 9
10. 10. mere var det reelt, nr kvinder kunne regne med strre arbejdslshed,hvis lnnen var ens. Men alle kvinder havde interesse i ligeln,fordi andre ln- dele som skifteholdstillg,dyrtidstillg,sygeln osv. byggede p 23 prin- cippet. Fik man frst lukket op for ligelnsprincippetville dette hen ad ve- jen sl igennem p hele arbejdsmarkedet, hvilket var de faglige kvinders strategi. Der arbejdes p flere fronter DsF og de faglige kvinder var som nvnt ikke alene om at kmpe for lige- ln. I 1951 havde Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) vedtaget en konvention om ligelntil kvinder og mnd, der udfrte arbejde af sam- me vrdi. En vedtagelse som ogsDA havde stemt for. Mens organisatio- nernes ligelnsudvalg endnu arbejdede, opfordrede DSFS formand Ejler Jensen 23. oktober 1953 i et brev til den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft regeringen til at fremstte forslag om ratificering af ligelns- konventionen. Henvendelsen resulterede i nedsttelsen af et udvalg under socialministeriet. Udvalget var dog i 1955 endnu ikke net frem til noget re- sultat.15 Dst henvendelse var direkte foranlediget af Handels- og Kontormed- hjlpernesformand Erling Dinesen - og skete ivrigtefter aftale med Hans Hedtoft. Blandt arbejderbevgelsenstopfolk var der en flles interesse for at gre noget ved ligelnssprgsmlet.Arbejdsgiverne var derimod betn- kelige og nskede flere sprgsmlundersgt, fr de kunne sttte en ratifice- ring. Og der stoppede sagen. Fagbevgelsenfremfrte igen ligelnskravetved akkordarbejde til over- enskomstforhandlingerne i 1954. Selv om KAD nskede ligelnogsfor de timelnnede kvinder, godkendte hovedbestyrelsen det begrnsede krav, idet det frst og fremmest drejede sig om at f princippet akcepteret, s mtte de vrigekrav indfris senere.16 Forhandlingerne mellem organisationerne brd sammen og forligsman- den tog over. Fagbevgelsenfik ikke ligelnskravetmed i mglingsforsla- get, men en meget lille sejr opnedes,idet stigningen i re p dyrtidsregule- ringen, blev gjort ens for mnd og kvinder. Derudover blev forskellen p de forskellige lnsatser for time- og tidln minimal med kun 1 re, ligesom bl.a. skifteholdstillggetfor kvinder forhjedes til 3/4 mod tidligere 2/3 af mn- denes tillg. En langsom, men sikker tilnrmelse til ligeln, hvilket var i overensstemmelse med Dst pragmatiske strategi.17 KAD fastholdt ligelnskravetikke kun ved akkordarbejde, men som ge- nerelt gldende princip. I kongresudtalelser bde fra 1954 og 1957 fremfr- tes dette med vgt, ligesom kravet indgik i diskussionerne. Holdningen var enslydende, at kvinderne nu nskede ligelnnenindfrt. Dst reprsentant p kongresserne bekrftede, at DsF bakkede op om kravet, men at det m- ske mtte sikres ad anden vej. Det var formodentlig en ratificering af kon- ventionen, han havde i tankerne. Men ogsved at indfre andre vurderings- principper ved lnfaststtelse, s lnnen ikke vurderedes efter kn, men ef- ter indsats.18 10
11. 11. Et nyt forsg i ligelnsudvalget Arbejdet i ligelnsudvalgetvar get i st efter overenskomsten i 1954, for- modentlig fordi man afventede det regeringsnedsatte udvalgs arbejde. Orga- nisationernes udvalg trdte sammen 28. febr. 1956 for igen at forsge at fin- de en lsningp ligelnsproblemet. Udgangspunktet var undersgelsenfra 1952 og arbejdsgivernes redegrel- se til statens forligsmand fra 27. nov. 1953. Udvalgets arbejde gav heller ikke denne gang konkrete resultater. Der blev dog udarbejdet en vejledning som sammenfattede de vilkr, hvorunder ligeln ved akkordarbejde kunne ind- fres p arbejdsmarkedet. Der var dog ikke enighed om alle punkter. Men efter arbejdeneprsentanternes opfattelse, som den fremkom i et internt notat, kunne disse uoverensstemmelser have vret ryddet af vejen. Men ar- bejdsgiverne nskede p dette tidspunkt ikke at afstte mere tid.19 Til forskel fra sidst udvalget var samlet, fik man i 1956 forhandlet sig frem til et udkast. Arbejdsgiverne var stadigt principielt modstandere af ligeln, ogs selv om det kun skulle glde akkordarbejde. Begrundelsen var, at den brd med den hidtidige mde at faststte ln p, at ligelnnen ville brede sig til alle andre lnformer, og at de lande, som Danmark konkurrerede med endnu ikke havde indfrt ligeln.Her nvnedes de skandinaviske lan- de, England og Tyskland. Arbejderreprsentanterne fremhvede, at ligelnsreglenkun ville glde for akkordarbejde, hvor 1952-undersgelsenviste, at ligelnnen faktisk var indfrt for 70% af de kvinder, der udfrte samme arbejde som mnd. DSF understregede endvidere, at et generelt ligelnskravunder alle omstndig- Ledelsen af Fagbevgelsens Kvindesekretariat: Helyett Simonsen, Maria Maczulat og Ella Jen- sen (Olsen). Foto: ABA. 11
12. 12. heder ville blive fremsat. Derudover imdegik de arbejdsgivernes argumen- ter om, at kvinder havde et lavere akkordtempo og flere forsmmelser. To- baksindustrien blev blandt andet fremhvet som en industri, hvor ligeln var indfrt. En forgelse af arbejdslshedenblandt kvinder blev ogsim- deget fra DSF Arbejderreprsentanterne mente heller ikke, at ligelnnen ndvendigvisville fre til en pludselig lnglidningfor kvinderne p timeln. Det var ikke sket i de brancher, hvor ligelnnenvar indfrt. Dette argument var i det mindste i modstrid med, hvad KAD arbejdede p,og dkkede vel hel- ler ikke DsFS nske om lige ln for lige arbejde. Til gengldsvarede det ud- mrket til DSFS strategi som Ejler Jensen fremlagde p KADS kongres i 1957, ... lnnen skal ansttes for arbejdets art og betales herfor, uanset, hvem der udfrer det. Jeg og fagbevgelseni sin helhed - grind for kvindernes krav om lige ln for lige arbejde, men vi m ikke glemme i denne forbindelse, at det dermed betyder, at alle mnd og kvinder kan opn ens ln.20 Udvalget fremsatte 4 punkter, som opregnede de principper en ligelns- regel mtte tage hensyn til. Der var enighed om, at der kun var tale om ak- kordarbejde, hvor mnd og kvinder udfrte det samme arbejde, og at ar- bejdet skulle udfres under lige vilkr. Derimod kunne de to parter ikke bli- ve enige om, hvem der Skulle beslutte om et omrde med blandet beskfti- gelse var kvindearbejde,dvs. billigt arbejde eller mandearbejde,dyrt ar- bejde. DSF frygtede, at disse arbejdsomrderherefter ville blive ort til kvindearbejde, og dermed ville kvinderne ikke vinde noget ved det. Samti- dig var arbejdet for altid fastlst som kvindearbejde. Beslutningen om et arbejdes kn skulle derimod henlgges til et paritetisk nvn, hvis der ikke umiddelbart var enighed mellem virksomhed og fagforeningen. Ved perio- disk blandet beskftigelsevar parterne dog enige om, at ligelnsreglenikke trdte i kraft. Dette punkt var meget vsentligt for arbejdsgiverforeningen, idet den ville sikre sig stadig at have retten til at lede og fordele arbejdet i den enkelte virksomhed. Parterne var enige om, at reglen skulle glde ak- kordsatserne, men arbejdsgiverne gik imod ens dyrtidstillg,som var et af hovedkravene for fagbevgelsen. Og her strandede forhandlingerne s i marts 1956. Den nye overenskomst gav ingen nybrud mht. til ligelnneneller arbejdsdelingen. Resten af 1950erne var der p organisationsniveau temmelig stille om- kring ligelnnen.Kravene blev stadig fremsat af de faglige kvinder, men DSF var ikke mere udfarende. HK og Fagbevgelsens Kvindesekretariat opfordrede i januar 1957 DSF til at foranledige, at det danske Folketing skulle ratificere ligelnskonventionen,men denne henvendelse skete frst i april 1959. To mneder tidligere havde den kommunistiske folketingsgruppe stillet forslag om ratificering af konventionen. Ratificeringen skete 22. juni 1960, efter at Folketinget enstemmigt havde tilsluttet sig ratificeringen.21 I Norge anbefalede et regeringsnedsat udvalg i 1958 ratificering af lige- lnskonventionen, og dette skete i 1960. I Sverige indgik arbejdsmarkedets parter i 1960 en rammeaftale om gradvis indfrelse af ligeln.22 Tiden arbejdede for ligelnsprincippet,omend det gik langsomt. De dan- ske arbejdsgivere fik frre og frre argumenter for opretholdelse af deres 12
13. 13. modstand, og fagbevgelsenfik nye muligheder for at komme igennem med ligelnskravet. Sammenfatning Ligelnsproblemetblev efter 2. verdenskrig stadig mere synlig. I 1945 stille- de Kvindeligt Arbejderforbund derfor krav om lige ln for lige arbejde. Der skulle dog endnu g nogle r fr den vrige fagbevgelse kunne presses til at gre kvindernes (og nogle af mndenes) ligelnskravtil et generelt krav ved overenskomstforhandlingerne. Frem til 1952, hvor kravet blev fremsat, diskuteredes ligelnnen i fagbevgelsen bde nationalt og internationalt. En hjlp til arbejderorganisationerne var det, at ILO vedtog ligelnskon- ventionen i 1951, ogsselv om der skulle g nsten 10 r fr det danske Fol- keting ratificerede konventionen i 1960. Arbejdsmarkedets parter forhandle- de ligeln for samme akkordarbejde i 1952, 1954, 1956 uden dog at n til no- get resultat. Mange interesser var og er bundet til ligelnskravet,idet dette rakte langt videre end de ca. 600 kvinder, kravet i 1952 ville have givet en hjere ln. Det handlede dels om opretholdelse af det knsopdelte arbejdsmarked, men ogs om et meget centralt punkt for arbejdsmarkedets parter, nemlig retten til at lede og fordele arbejdet, herunder retten til at give et arbejde kn og pris. DSF stttede dels kvindernes ligelnskrav udfra et retfrdighedssyns- punkt: Arbejderbevgelsen havde fra starten haft ligestilling mellem knne- ne som et ideologisk udgangspunkt - dels var ligelnskravetogs i mange mandlige arbejderes interesse, idet det nedsatte konkurrencen fra de billige- re kvindelige arbejdere. DSF arbejdede p via overenskomsterne at udligne lnforskellene mel- lem mnd og kvinder, for ad denne vej at bryde knsarbejdsdelingenog hve kvindernes ln. Men ndringerne mtte ske af sig selv ved hjlp af loven om udbud og eftersprgsel. Derudover mtte kvinderne forbedre de- res situation p arbejdsmarkedet ved uddannelse og en bedre organisering. Kvindernesstore handicap som eneansvarlige for familien mtte henad ve- jen lses ved, at staten overtog en del af kvindernes omsorgsforpligtelser. Arbejdsgiverne havde klare interesser i at bevare et knsopdelt arbejds- marked med forskellige lnniveauer. Ligelnnen ville betyde strre lnom- kostninger, og den ville nedstte deres muligheder for at dmpe omkost- ningerne p arbejdskraftkrvendearbejdsomrder.Den ville i yderste kon- sekvens true deres ret til at lede og fordele arbejdet, og det vil ogs sige at give et arbejde knsmrke. Dette var for bde DsF og DA et centralt punkt, og mener jeg en vsentlig grund til at ligelnsforhandlingernebrd sammen eller forhaledes gentagne gange i 1950,erne. De krav som KAD og DsF stillede ville ikke betyde en opbrydning af det knsopdelte arbejdsmarked, ligesom der ikke var tale om at stille krav om reel ligeln. Alligevel stod fagbevgelsenoverfor en arbejdsgiverfront, der ikke havde til hensigt at opgive et lukratin knsopdelt arbejdsmarked, og som samtidig 13
14. 14. pvirksomhedsniveau stttede et mandligt forsrgerideal,og her var holdnin- gerne blandt de mandlige arbejdere og arbejdsgiverne ikke s forskellige. Ligeln for arbejde af samme vrdi havde lange udsigter, men det frste skridt pvejen nedes med Folketingets ratificering af ligelnskonventionen i 1960. Noter 1. Smlg. Elisabeth Plum: Fagbevgelsens kvindesekretariat 1949-1970 - en enestende kvin- deorganisering, der frte en skyggetilvrelsei LO, i: Arbejderhistorie 23, 5. 3-15. 2. KAD, kongresprotokol 1945 s. 24. 3. KAD, Forhandlingsprotokol, 1943. 4. KAD, forhandlingsprotok0126. juni 1944. 5. KAD, Kvindernes Fagblad, juli 1944. 6. KAD, forhandlingsprotok011945. 7. Beretning om den 34. internationale arbejdskonference i Geneve 1951,s. 18. 8. LOs arkiv (ABA), ks 949. Udvalg til undersgelseaf ligelnfor kvinder i henhold til mg- lingsforslaget af 19. marts 1952. 9. Citeret efter Niels Ole Finneman: I broderskabets nd. Den socialdemokratiske arbejder- s bevgelses idhistorie 1871-1977,Kbenhavn 1985, s. 330. 10. Samme holdninger har Niels Ole Finneman pvist0p.cit. s. 295-341. 11. KAD, forhandlingsprotokol 1951. 12. KAD, forhandlingsprotokol 14. jan. 1952. 13. Dst forhandlingsudvalg bestod af flg: H. Verner Madsen, Tekstilarbejderforbundet; Her- man Schfer, Dansk Skrdderforbund; Edith Olsen, Kvindeligt Arbejderforbund; Ellen Henriksen, Kvindeligt Arbejderforbund; Dirk Nak, Tobaksarbejderforbundet, fra 1955 ef- terfulgt af Ella Jensen; Einar Nielsen, DO. 14. LOs arkiv ks. 949. 15. LOs arkiv, ks. 950. 16. KAD, forhandlingsprotokol 14. okt. 1953. 17. KAD, beretning 1954 s. 315 ff. 18. KAD, kongresberetning 1957 s. 11. 19. LOs arkiv, ks 950 og ArbejderbevgelsensErhvervsrds arkiv, ks 98. 20. KAD, kongresberetning 1957 511. 21. LOs arkiv, ks 951. 22. Arne Vejlby: Ligeln til mnd og kvinder, i: Socialt Tidsskrift 1960, s. 165 ff. Abstract. Hansen, Anette: Womenls Work and the Struggle for Equal Pay 1945 - 1960. Arbejderhistorie 40 (1993). Since its early days, the labour movement had clairned equal pay for men and women, but only many years after World War II this claim was made by the Danish Federation of Trade Unions, the LO, as part of the collective bargaining and only after strong pressure from the KAD, the National Union of Woman Workers. The Confedera- tion of Danish Employers strongly opposed this demand, and for- mal recognition of it was only attained by means of cooperation between political and trade union forces. However, only very slowly is the fulfilment of this demand being realised in the labour market. The article analyses the conflicts as perceived by the LO leadership. 14
15. 15. Niels Rosendal Jensen Inger Merete Nordentoft - demokrat, kvinde og politiker Inger Merete Nordentoft var en rd klud for borgerskabet, som hun isr forargede ved at vre skoleinspektrog samti- dig ungt mor - oven i kbet uden at ville oplyse,hvem fade- ren var Det gjorde ikke sagen bedre, at Inger Merete Norden- toft var en kendt progressiv-demokratisk pdagogog medlem af DKP; endog et fremtrdendemedlem, idet han fra 1945 til I 953 reprsenteredepartiet i Folketingetog endvidere sad i partiets Centralkomit fra 1949 til 1957. Hendes indsats i par- tiet, som er mindre kendt end skandalen analyseres her i forbindelse med det kulturradikale milj,hvor han spillede en aktiv rolle, og ud fra en ikke ukontroversiel opfattelse af DKPs politik og rolle. Det politiske engagement Denne artikel vil kaste lys over Inger Merete Nordentoft, der allerede i 1930,erne var aktiv p den politiske venstreflj.Oprindelig var hun medlem af Socialdemokratiet, gik ind i arbejdet omkring Kulturkampenog blev medstifter af modstandsorganisationen Ringen.Optog kontakt med Ak- sel Larsen under besttelsen, blev arresteret af Gestapo og dmt for illegalt arbejde, stillede i oktober 1945 op p DKPs liste til Folketinget, hvor hun blev valgt med et tordnende hjt personligt stemmetal i Valbykredsen. Efter en faglig karriere som formand for de kbenhavnske kommunel- rerinder blev hun i februar 1945 udnvnt til skoleinspektrved Katrinedals Skole. Hun var aktivt med i Danske Kvinders Nationalrd, Frit Danmarks lrergruppe 0g medforfatter til Emdrupplanen.I rene 1945-53 repr- senterede hun DKP i Folketinget og valgtes i 1949 ind i DKPs centralkomi- t. I alle rene var hun varm tilhnger af Sovjetunionen, men sgte p bag- grund af Ungarnskrisen i 1956 at ndre DKPs politik. Dette lykkedes ikke, og hun udmeldte sig derfor af DKP i februar 1957. Inger Merete Nordentoft var prget af sin kulturradikale baggrund og af sin personlige indsats i modstandskampen. Hun valgte DKP som reprsen- tant for den moralsk rigtige handlemde under besttelsen og s DKPs po- litik som et forsg p at samle modstandsbevgelsenpolitisk og parlamen- 15
16. 16. tarisk. Som bekendt led de kulturradikale tanker om kultursammenhn- gen1politisk nederlag i rene efter besttelsen. Der var ikke plads til den form for politisering af kultur og pdagogiki den velfrdsstat, som Social- demokratiet tilstrbte i forlngelse af partikongressen i 1953. De kulturra- dikale blev snret af i samfundsdebatten. Nordentoft engagerede sig i en r- rkke i forhandlingerne i Folketinget, hvor hun hurtigt opnedeanerken- delse og respekt. Det samme skete for hende i DKP, hvor Martin Nielsen i en stor tale i oktober 1946 direkte omtalte hende og understregede, at de kommunistiske intellektuelle mtte blive de frende i dansk ndsliv og kul- tur. Martin Nielsen greb derved tilbage til 1930iernes kulturkamp og fore- stillede sig, at DKP kunne spille rollen som demokratiets venstreflj?Dette syn p partiets rolle harmonerede i mangt og meget med Nordentofts egen opfattelse og medvirkede uden tvivl til, at hun markerede sig i svel sam- fundsdebatten som partidebatten: Folketingsmedlem, engageret skolein- spektr med store visioner for skolens kollektive fornyelse, aktiv i kvindepo- litik bde i kraft af sin egen skandalesagog i det hele taget samt fredsfor- kmper3.Hun valgtes frst ind i partiledelsen, dvs. CK, ved kongressen i 1949, men var indtil da ofte indbudt som gst. Hun optrdteikke kun som specialisten, der dyrkede sine kpheste (kvinder, fred, brn og skole). Nej, hun evnede tilsyneladende at uddrage erfaringerne fra sit mere specifikke politiske arbejde og sgte at anvende disse almenorte erfaringer i de mere principielle diskussioner, perioden var s rig p. Hun fremtrdte med andre ord som generalist, i srdeleshed i forbindel- se med CKs drftelser om et nyt partiprogram. Omlgningen af DKPs politik Aktualiteten af et nyt partiprogram kunne bl.a. aflses af den kendsger- ning, at DKPs efterkrigsstrategi var slet fejl. Denne strategi var i sin kerne en folkefrontsstrategi, som i forlngelse af 1930,ernes erfaringer, opsamlede p partiets landskonference i Odense 1938, havde taget sigte p at bevare modstandsbevgelsensom en intakt helhed, dvs". som et alternativ til de fire gamle partier. Det handlede isr dannelsen af det samlede Frihedsrd om (hvor Inger Merete Nordentoft ikke var med i optakten, eftersom hun sad i fngsel). En anden akse i udfoldelsen af denne strategi var den politiske enhed mellem Socialdemokratiet og kommunisterne - enten i form af ak- tionsenhed, flles regering eller en decideret sammenslutning af de to par- tier i et marxistisk enhedsparti. Ingen kunne med god grund forvente, at befrielsesbegejstringen ville hol- de. Den store tilslutning til kommunisterne kunne kun betragtes som noget ekstraordinrt. Derimod kunne man med megen god grund forvente, at partiet ville vre i stand til at fastholde 9-10 mandater, svarende til valgre- sultatet i 1947. Det lykkedes heller ikke, fordi tilbagegangen var forrsaget af flere samtidigt virkende faktorer. For det frstevar den politiske strategi som nvnt slet fejl. Der blev hver- ken en bred folkefront eller en enhedsfront i arbejderklassen. For det andet viste den faglige strategi sig at vre utilstrkkelig.Den byg- 16
17. 17. gede grundlggendep,at de strke arbejdspladser skulle virke som loko- motiver i fagbevgelsens kampe. Det gjorde Kbenhavns strste arbejds- plads,B&W, i en rrkke, men det var s langt fra nok. P forbundsplan blev typografstrejken i 1947 den sidste udlber af arbejderklassens efter- krigsoffensiv. Typograferne magtede imidlertid ikke at bryde arbejdsgiver- nes nej-linie alene. De samvirkende Fagforbund svigtede ved ikke at sttte typograferne. Uanset dette svigt i toppen mtte fagbevgelsens menige medlemmer drage den slutning, at nr s strkt et forbund som Dansk Ty- pograf-Forbund ikke kunne magte arbejdsgiverne, s mtte arbejderne st sammen. Kun flles optrden og sttte fra DsF ville kunne fre til mrk- bare indrmmelser fra modparten. Det indebar i hvert fald en alvorlig svkkelse af kommunisternes faglige positioner og medvirkede til at gde jordbunden for et socialdemokratisk come back. For det tredje kan man i dag diskutere, hvorvidt DKP reelt havde et grundlag for sin politik. Det socialdemokratiske efterkrigsprogram var slet ikke det ryk til venstre, man gjorde det til4. Programmet tog naturligvis hj- de for rykket til venstre i byernes arbejderklasse ved at fremstte en radika- liseret udgave af socialreformismen. Men det var og blev et program for genrejsning af kapitalismen, dvs. et program for genopbygning inden for de bestende rammer. Programmets centrale pointe er konjunkturstyring, ikke samfundsovertagelse. Havde Socialdemokratiet brug for DKP til at gen- nemfre sit program? Nej, faktisk ikke! Derfor blev enhedsforhandlingerne fra maj til august 1945 heller ikke andet end et spil for galleriet - for de bre- de kredse i fagbevgelsenog Socialdemokratiet, der virkeligt nskede en sammenslutning af de to arbejderpartier. Da Hedtoft, Buhl og Kolbjrn fremsatte deres ultimatum: organisatorisk sammenslutning som forudst- ning for politisk sammenslutning, vidste de p forhnd, at dette var uanta- geligt for DKP5. Hvor DKP betragtede besttelsestiden som et brud med de vante ram- mer og som et udgangspunkt for politisk fornyelse, ans Socialdemokratiet samme periode for at vre en ubehagelig parentes, der skulle glemmes hur- tigst muligt. Ligesom besttelsestiden var forbigende,og forholdene hur- tigt skulle normaliseres, sledes betragtedes Socialdemokratiets tab ogs som midlertidige tilbageslag, der hurtigt ville blive halet ind. Nr DKP ikke kunne fastholde s'in indflydelse efter befrielsen, skyldtes det primrt, at DKP ikke havde en reformpolitik, der kunne give resultater. Det blev socialdemokraterne og ikke kommunisterne, der efter befrielsen satte genopbygningen p dagsordenen - en hrd politik for arbejderklassen, men efterhnden med plads til en vis lnfremgang.Kort sagt: Arbejderklas- sens objektive situation og de enkelte arbejderes subjektive forstelse af den svarede ganske enkelt ikke til indholdet i den faglige linie, DKP lod sig lede af i rene efter befrielsen. Da Socialdemokratiet dannede mindretalsrege- ring efter valget i 1947, var det denne regering, arbejderne stilede deres for- ventninger til. For det fjerde var DKP et politisk uerfarent parti efter befrielsen. Ganske vist blev partiets indsats belnnet med massetilstrmningi de frste befriel- 17
18. 18. sesmneder. I oktober 1945 havde partiet sledes omkring 60.000 medlem- mer med en srdeles forskellig baggrund. Et betydeligt antal delegerede p partiets kongres i rhus januar 1946 var forhenvrende medlemmer af So- cialdemokratiet: 139 ud af 482 delegerede, svarende til godt 25%. Et strre antal var desuden ret nye medlemmer: 165 indmeldt i 1945, 245 fra 1939 til 1945 og kun 224 i rene 1920-39. Partiet var alts ungt og uerfarent, og det store flertal identificerede sigifrst og fremmest med kommunisternes ind- sats i frihedskampen. I Socialdemokratiet var det lige modsat. Det var et parti prget af stabili- tet; med 249.000 medlemmer i 1945 og en jvn tilgang i rene 1945-49, hvor- efter kongressen i 1949 oporde medlemstallet til 316.000. Socialdemokrati- et vandt alts i kraft af sin rolige tilpasningspolitik i rene efter parente- sen, mens DKP tabte. Allerede i oktober 1947 var partiet reduceret til 48.000 medlemmer, og i april 1948 dykkede tallet til 44.000. Hvor var forkla- ringen? Programdiskussionen - et forsg p at vende strmmen Jeg har allerede anfrt fire st argumenter, der tjener til forklaring. Dertil vil jeg fje, hvad jeg tidligere har anfrt om de kulturradikales udelukkelse af debatten. Hverken PH eller DKP nskede konsensus, men klassekamp, dvs. politisering. Andre mener, at det skyldtes taktstokken fra Moskva. Stalin nskede som bekendt ikke samarbejde, men derimod konfrontation. DKP blev brugt som redskab for den sovjetiske udenrigspolitik, der bekrf- tedes af Kominform gennem teorien om de. to lejre i verdenspolitikken. Men hnger man alene fast i den type konstruktion, glemmer man DKPs politiske arbejde i Danmark, der jo ikke kunne reduceres til et sprgsml om at udbrede den rette lre7. Det var og er indlysende, at tilslutningen til DKP i noget omfang skyldtes Sovjetunionens popularitet. Men DKP havde andre varer p hylderne end hyldesten til Stalin og Sovjet. Fra omtalen af teorien om de to lejre - det skete med Aksel Larsens tale p CK-mdet i april 19488 - og frem til DKPs ideologiske offensiv, der ind- ledtes med programdiskussionen, var der sket et og andet i dansk, kono- misk politik, som spillede en vsentlig rolle for DKPs voksende isolation. Socialdemokratiets genopbygningsplan byggede i alt vsentligt p Marshall- hjlpen og bandt Danmark mere og mere til USAs efterkrigspolitik, der isr efter kommunisternes erobring af magten i Tjekkoslovakiet i februar 1948 prgedes af Containment (inddmningaf kommunismen). Fra den konomiske og ideologiske binding var skridtet ikke langt til den militre, som kom i 1949 med Danmarks tilslutning til NATO-pagten. Disse skridt var udtryk for en samlet politik, der krvede arbejdsro for regeringen, ro p arbejdsmarkedet, get personbeskatning og stigende forbrugsudgifter. Gule- roden var lftet om en velfrdsstat, som dog frst fandt sin endelige form p den socialdemokratiske partikongres i 1953. DKP havde ikke et trovr- digt alternativ til denne politik. Det skyldes efter min bedmmelse, at parti- et ikke nede til enighed om sin egen rolle i det danske samfund. 18
19. 19. Der blev gjort forskellige forsg.Et af de mest perspektivrige var forsget p at fastholde Danmark som brobygger mellem st og vest (altsen opslut- ning bag Hedtofts tanker fra januar 1948).Det ville have vret udtryk for en in- ternational politik, som brd med den begyndende blokpolitik. Et andet var Martin Nielsens udspil omkring DKP som demokratiets venstreflj.Det ville have givet DKP en anderledes konstruktiv rolle i det danske samfund. Ingen af dem slog igennem. Mit bud ville da lyde noget i retning af: Efter at kommunisternes udspil fra svel befrielsessommeren som rhus-kongres- sen var udtmte som flge af det objektive skred i styrkeforholdet og parti- ets egne mangler, gerdedeman ud i en vis usikkerhed. Derfor sgte partiet flere veje til at retablere sin indflydelse, dog alle med samme fllesnvner: Enhedsappellen fra rhus januar 1946, den markante optrden i typograf- strejken i 1947, den skarpe kritik af Socialdemokratiet fra 1948 - endog skrpet p CK-mdet i september samme r - og endelig fremlggelsenaf kommunisternes principerklringfra kongressen 1949. Hver isr og samlet udtrykte disse politiske beslutninger korrektioner og forsg p at komme p omdrejningshjdemed den politiske situation. Hverken korrektionerne el- ler de taktiske udsving bar Moskvas stempel. De var snarere udslag af en opsummering af situationen, som den vekslede gennem rene efter befriel- sen. Fejlslagene i 1945 og 1946 blev ort til genstand for stadige drftelser og vurderinger. Det hele kom ikke over een nat, dikteret fra Moskva. Men diskussionen tog netop afst i linien fra Kominterns 7. Verdenskongres 1935, Odensekonferencen 1938 og erfaringerne fra frihedskampen (ikke mindst dannelsen af Danmarks Frihedsrd september 1943), og det var og er hvet over enhver tvivl, at Sovjetunionens kommunistiske Parti i srde- leshed efter Prag 1948 havde brug for endog meget loyale kommunistiske partier i Vesteuropa. Frem til omsvinget i september 1948 blev forskellige vurderinger fremsat og diskuteret i svel partiets afdelinger som p CK-mderne. Eeks. sagde Aksel Larsen den 24. november 1947 om valgresultatet: Forretningsudval- get har drftet, hvilke rsagerder kan lgges til grund for valgets resultat, og man forventer, at CK-medlemmerne her vil udtale sig om dette. Vort rin- ge partiarbejde har sin andel. Den antikommunistiske hetz har vel en stor andel. Muligvis har Vi ikke tilstrkkeligtvret opmrksomme herpog til- bagevist de uhyrlige angreb. Adskillige partimedlemmer og endnu flere af vore sympatiserende har udvist en vaklende holdning, og det tyder p ideo- logisk svaghed. Vi m ogsundersge, om vor vurdering af Socialdemo- kratiet var rigtig i 1945. Vi har muligvis benyttet en forkert taktik i vort en- hedsarbejde, men vore enhedsbestrbelser var uden tvivl rigtige. Larsens selvkritiske, men samtidig noget apolitiske analyse imdegikkesi et vist omfang af Gelius Lund, der efterlyste en dybere forklaring. Hans af- st var en gammel dobbelthed i vor politik: p den ene side en praktisk indsats i frihedskampen og p det faglige omrde, som bragte os den store tilgang og en forandring, p den anden side en vag og vaklende holdning til de socialdemokratiske ledere, hvad der ikke gjorde forankringen af tilhn- gere uden for partiet strk nok. vi har ladet en plads ben for hjresoci- 19
20. 20. I august 1953 fyldte Inger Merete Nordentoft 50 r og lyknskedes af bl.a. Aksel Larsen fra den kommunistiske rigsdagsgruppe og Brge Houmann fra centralkomiteen. Foto: ABA. aldemokraterne som ledere i arbejderklassen .. og ved Zig-zag-kurs er det ugrligtat forankre vor politik solidt. Konklusionen for Gelius Lund l lige for: en klarere holdning til Socialdemokratiet, ellers ville DKP blive hale- hng, ikke det parti, der gav de rigtige paroler og frte an. Det centrale er imidlertid, at vurderingen af Socialdemokratiet og dets rolle svinger frem og tilbage - snart til hjre, snart til venstre. I 1945 anss enheden i det store og hele for at vre p plads - nu mtte toppen i Social- demokratiet se at flge med. I 1948 var opfattelsen den, at DKP var med til at rehabilitere Socialdemokratiet, samtidig med at DKP undervurderede viljen til enhed og kamp i arbejderklassen. I 1949 ld forklaringen, at Social- demokratiet havde bedraget arbejderklassen. Uanset udsagnenes og vurde- ringernes sandhedsindhold frte det ikke til, at DKP prvede at nyformule- re sin politik i retning af en aktiv eller militant reformisme, der kunne brin- ge initiativet ud p arbejdspladser og i fagforeninger9. I september 1948 skrpedes kursen over for Socialdemokratiet, og der blev udstedt bombastiske erklringer: Med hjresocialdemokratiet- ingen enhed! Det var en konsekvens af CKs egne erfaringer og vurderinger, 20
21. 21. ikldt teoretiske gevandter (Kominformteorien om de to lejre) og - ikke at forglemme - et aktivt medarbejderskab fra SUKPs sidem. Hvor l fejlen? Der er nppe tvivl om, at DKPs ledelse sprang mellemfacitterne over. Par- tiledelsen konkluderede direkte fra gode hhv. drligeerfaringer med Social- demokratiet som parti til at udbasunere Socialdemokratiet som hovedfjen- den. Derimod blev der ikke arbejdet srlig meget med 3 Vsentligebrikker i mosaikken: nemlig for det frste-at reformismen i arbejderklassen i sam- menhng med den ret smborgerligeklassestruktur var hovedrsagentil, at udgangen p besttelsen blev, som den blev!. For det andet blev radikalise- ringens karakter ikke analyseret. Den blev udtrykt i de mange forventnin- ger: udrensning fra top til bund, demokratisering, get boligbyggeri, sociali- sering af produktionsmidlerne, oprettelse af bedriftsrd og meget andet. Men da der ikke blev skabt andre rammer for politisk handling, men lige omvendt fandt en retablering af de vante parlamentariske former sted (fag- bevgelsen tager sig af arbejderklassens konomiske interesser inden for rammerne af det fagretslige system, mens de to arbejderpartier klarer de politiske rter i Folketinget), oplevedes det p den mde, at den politiske dimension i fagbevgelsen nedtonedes, samtidig med at Socialdemokratiet fremtrdte som det parti, der i samarbejde med'DsF regulerede den kono- miske politik i Danmark. De normale rammer vandt alts i styrke og til- slutning i takt med, at arbejderklassens reformkrav accepteredes bredt i klassen selv (ogs i den socialdemokratiske formulering i form af genopbyg- ningsprogrammet). Reformkravene udgjorde elementer i en klar og over- skuelig, sammenhngende socialdemokratisk mlstning.I modstning hertil formede DKP ikke p samme dybtgendemde at skitsere en alter- nativ konomisk politik, som vel at mrke forekom bredere dele af arbej- derklassen realistisk. For det tredje byggede kravet om politisk samling i arbejderbevgelsenp kritik af Socialdemokratiet. Da denne kritik ikke udbyggedes til et brud med genopbygningspolitikken, indebar det, at samlingsbestrbelserneslog over i en samling om de faglige organisationer. Hvilket lige prcis var, hvad Soci- aldemokratiet havde brug for. De tre nvnte punkter trak konturerne af DKPs krise srdeles klart op. Partiledelsen besluttede sig derfor for en strkere ideologisk profilering fra efterret 1948 frem til kongressen i maj 1949. Selve diskussionen bnedes med Aksel Larsens tale p CK-mdet i september og rundedes af med ved- tagelsen af en principerkln'ngmed det sigte at styrke partiet ideologisk. Nordentoft virkede ikke uenig heri. Hun blev af Aksel Larsen anbefalet til medlem af kongressens programudvalg p CK-mdet den 15. april 1949. P selve kongressen blev hun valgt til medlem af Centralkomiteen. Princi- perklringen dannede grundlaget for arbejdet frem mod DKPs kongres i 1952 og blev forlberen for det nye program, Det danske Folks Vej - der var konklusionen p omfattende forarbejder gennem vinteren 1951/52. Det vsentlige er, at diskussionerne svel som vedtagelserne tildelte par- 21
22. 22. tiet en bestemt rolle. Det skulle vre talerr for den kommunistiske ver- densbevgelse i almindelighed og for SUKP i srdeleshed. Samtidig opfat- tedes Socialdemokratiet som den afgrende hindring for fremgang i retning af socialisme, hvorfor DKP skulle sge konfrontation ud fra Kominformteo- rien. Dette bidrog til, at DKP undlod at udforme en konkret, hndterligre- formpolitik med, af og for arbejderklassen. Men kunne forlbet 1945-49 v- re endt anderledes? Kunne partiet havde udviklet en anderledes linie i svel den internationale som den nationale politik? 0g kunne dette have givet sig markante udtryk i det ny partiprogram eller i den politiske praksis? Elementer af en anden rolle Der blev i tiden ort forskellige overvejelser. Der var f.eks. de tanker, der foresvvede gruppen omkring Dialog,Martin Nielsens formuleringer om en genoptagelse af en demokratisk tradition og Georg Moltveds kritik af DKPs reformisme og andet. Intet tydede i retning af, at billedet var enty- digt. Men at man stod i et dilemma, er der ingen som helst tvivl om. Valget stod - firkantet sagt - mellem at udvikle en profil som revolutionrt re- formparti eller at fre de korslagte armes politik, garneret med en til tider hysterisk antisocialdemokratisme. Dette skal dog ikke tages til indtgt for, at kritikken af Socialdemokratiet ikke var ndvendig. Nordentoft spillede ogsud. I programdiskussionen udtalte hun sig klart og tydeligt. Hun tolkede mandsmen p en fundamentalt anderledes mde end de sovjetiske lrebger (isr Bolsjevikkernes I-Iistorie)og Stalin samt de hjemlige ideologer (Gelius Lund, Ib Nrlund og Mogens Fog). Ifl- ge hende tilhrer manrismen den vestlige kulturverden, hvorfor DKP mtte vedgsig arv og gld til Danmarks historiske traditionen. Til trods for denne helt anderledes og i 1949 ret kontroversielle fortolkning havde hun pondus nok til at blive foreslet indvalgt i kongressens program- udvalg. Hun havde pondus nok til at virke aktivt med i partiet p forskellige planer: centralkomiteen, kvindeudvalget, Skoleudvalget, og uden for partiet: som medlem af Folketinget, som ledende skikkelse i Dansk Fredskonferen- ce og i Dansk Kvindesamfund m.v. DKPs rolle var iflge hendes ord at v- re frisindets talerr, demokratiets venstreflj0g kernen i en kmpen- de humanisme nationalt og internationalt Hun greb her direkte tilbage til linjen fra Kulturkampeni 1930,erne og prvede at formulere en principiel platform. S langt fra alle var enige i denne nedtoning eller rettere omde- nering af partiets rolle, men mon ikke den alligevel var en blandt flere for- udstninger for, at DKP kunne holdes samlet under den kolde krig? ' Samtidig skal man ikke undervurdere de praktisk-politiske bestrbelser fra DKPs side. Her indgik Nordentoft ogs med vgt p sit felt. I august 1949 foreslog hun indfrelse af 8-rigundervisningspligt i folkeskolen, og denne indstilling ordes til DKPs p partiets skolekonference i samme m- ned, hvor der blev vedtaget en resolution om enhedsskolen som mlet for alle demokratiske og progressive krfter. Tilsvarende kan man pege p de- batindlg fra Nordentofts side - bl.a. i Unge Pdagoger- om behovet for en dybtgendereform af skolen. Generelt set var der tale om saglige og 22
23. 23. konstruktive bidrag til skoledebatten i som uden for Folketinget. Men de kunne naturligvis ikke lse DKPs identitetskrise. Det var opgaven for par- tikongressen i 1949. Kongressens vedtagne principerklring fastholdt DKP som et socialistisk arbejderparti - en tanke, der var gledet noget i baggrunden under besttel- sen og i rene derefter. Opgaven bestod dengang som nu i at pvisesam- menhngen mellem demokrati og socialisme. Og den faldt rimeligt ud i Det danske Folks Vej, der blev vedtaget p 17. partikongres i maj 1952. Programmets hovedvgt l i en beskrivelse og udbygning af den demokrati- ske kamp for omformning af det danske samfund. En strategi, der var i fuld overensstemmelse med tanken om at skabe enhed i arbejderklassen som forudstning for en folkefront, der af sin midte vlger en folkeregering. Al- lerede her understregede kongressen alts den fredelige,parlamentariske vej til socialismen. Men selve socialismebegrebet var som tidligere vagt og de- fensivt formuleret - dvs. ikke som en alternativ og konstruktiv vej for Dan- mark, men snarere som en folkeregerings svar p modstand fra hjrekrf- terne. Programmet forholdt sig stadig srdeles kritisk til Socialdemokratiet, og det ville p baggrund af den ganske vist lst, men dog formulerede socialde- mokratiske strategi fra Socialistisk Internationales kongres i Frankfurt 30. juni 1951 vre vanskeligt at forestille sig nogen form for flles optrden mellem de to partier, derimod ikke mellem DKP som parti og medlemmer af Socialdemokratiet (imod deres eget parti). Med vedtagelsen af manife- stet Vejen til fremskridt p den socialdemokratiske partikongres 21.-24. juni 1953, hvor velfrdssamfundet s smt tog form, mtte muligheden for skabelsen af en folkefront og enhedsfront siges at vre helt udelukkede. Og med debatbogen Tidehverv og Samfundsorden (1954) placerede Social- demokratiet sig i en velfrdsideologi,der kunne ligne en fusion af Marx og Grundtvig. Dette forhold kunne have givet anledning til at igangstteen dialog i ar- bejderbevgelsen, men sdan gik det ikke. Ganske vist blev forsget ort med f. eks. den brede brnekonference i marts 195215 - hvor Nordentoft valgtes som dansk delegat til den internationale brnekonference i Wien sammen med bl.a. Svend Heinild, Otto Krabbe og Max Siegumfeldt - og igen i optakten til den internationale kvindekongres i Kbenhavn med end- nu en konference For barnet - mod oprustning16- dvs. initiativer helt i pagt med tolejrteorien, men de forblev lukket land for Socialdemokratiet. Det var derfor ikke p grund af DKPs program, at konjunkturerne bedre- des for partiet. Det skyldtes fremfor alt den internationale afspnding: Ko- reakrigen blev afsluttet, Stalin dde i 1953, og der fandt en gradvis ndring sted i Sovjetunionens stilling i verdenspolitikken. Det var denne proces, der gav DKP mulighed for at opprioritere det faglige arbejde. Dette Viste sig at falde sammen med bevgelser i arbejderklassen mod de sider af genopbyg- ningen, der indebar rationalisering (dvs. arbejdslshed)og magre overens- komstresultater. Med afst i Philipsstrejken ndrede partiet sin faglige politik i mere mi- 23
24. 24. litant retning med vgt p arbejderklassens aktionsenhed, vedtaget p parti- konferencen i oktober 1954. Det var denne nye politik - der konkret handle- de om bekmpelse af rationaliseringer og udbytning af arbejderklassen - der gav DKP fornyet vind i sejlene. Det sporedes gennem det meste af 1955, og ved partiets 18. kongres i oktober s. var det da ogsaktionsenhedens po- litik, der sattes i centrum. Det gav partiet dansk jord under neglene,og bde ledelse og medlemmer s derfor meget optimistisk frem til 1956, hvor fornyelsen af de gldende overenskomster stod for dren. Nye udfordringer - kommunismen i krise For s vidt tegnede alt lyst, indtil lynetslog ned den 17. marts 195617. Af- slringerneomkring Stalin rystede det hidtil kendte grundlag - ikke mindst loyaliteten over for Sovjetunionen og SUKP. Tilsyneladende affandt flertal- let af partimedlemmerne sig med det skete og sluttede op bag partiledelsen. Ledelsen tilsluttede sig i det store og hele Aksel Larsens vurderinger, men besluttede sig dog samtidig for at bne en partidiskussion fra den 15. juni til den 10. september frem mod partiets landskonference 21.-23. september 1956. Den 18.-19. august afholdtes CK-mde med indkaldelse af landspartikon- ferencen p dagsordenen. Oplgget med overskriften Om partidiskussio- nen og partiets opgaver var tnkt som et forslag til resolution. Det knytte- de p ingen mde offensivt an til de problemer og udfordringer, der var rejst i og med Stalinafslringerneog dermed Sovjetunionens samlede udvik- ling fra 1923 til 1953. I hvert fald er det for et nutidigt jebemrkelsesvr- digt, at resolutionen - der senere vedtoges p landspartikonferencen - be- vidst nedprioriterede den vsentligste socialismedllslmssion siden Hitlers magtovertagelse i 1933. Man kan i dag undre sig ikke s lidt over, at denne principielle diskussion ikke frtes til ende - s meget desto mere som Det danske Folks Vejnetop betonede dialektikken mellem demokrati og socia- lisme. Til gengld oprioriterede man debatten om erfaringerne fra overens- komstfornyelsen i 1956 og konkluderede vedrrende partiets rolle og opga- ver i en viderefrelse af denne kamp. Det er ligeledes bemrkelsesvrdigt, at DKPs konklusioner p vurderingerne af den 20. partikongres i SUKP bli- ver et billede af socialismen i fremvkst og ikke et billede af socialisme, som nrmest m starte helt fra bunden af. Det viste sig med andre ord, at Aksel Larsens kritiske og selvkritiske opfattelse ikke slog igennem. Det gjor- de derimod Ib Nrlunds opfattelse af, at nu stod socialismen foran nye sej- re. Nordentoft benyttede CK-mdet til personlig selvkritik. I mdeprotokol- len str, at hun erklrede, at det ville mske vre mere vrdifuldt, om der var en anden kammerat i CK i stedet for hende, som var mere energisk og havde bedre tid. Martin Nielsen supplerede ved at udtrykke, at Inger Merete s sig om efter et strre perspektiv, og det er hun ikke ene om. Man kan i efterrationaliseringens bakspejl ironisk tilfje,at operationen lyk- kedes, men at patienten desvrre dde. Det lykkedes nemlig for partiets le- delse at skrme af mod splittelse i bde august og september mned, hvil- 24
25. 25. ket til gengld viste sig umuligt to mneder senere, da Sovjetunionen greb militrt ind i Ungarn. Nordentofts politiske testamente Ungarn fik hende til at tilsidestte alle andre hensyn og frst melde klart ud og p visse afgrende punkter siden melde fra. P netop dette punkt kom DKPs interne partidebat og samfundsdebatten til at falde sammen; den ene genspejlede den anden. Sdan havde det ikke altid vret, men der var uden tvivl en rkke faktorer, der flettede sig sammen p en sdan m- de, at partiets manvremulighederbegrnsedes alvorligt. P den kulturradikale front, hvor Svend Mller Kristensen, Elias Breds- dorff og Mogens Fog spillede centrale roller, havde det vist sig overordent- ligt vanskeligt at fastholde bredden fra 1930,erne. Dialogsudgangspunkt havde vret at begrunde en kmpende humanisme, og spalterne havde vret prget af debat omkring demokrati, konomisk demokrati, de nye udfordringer efter 20. SUKP-kongres samt kultur og pdagogik med bidra- gydere som de allerede nvnte plus skolefolk som Henrik Sidenius og stud. mag. Gert Petersen. Svend Mller Kristensen var formentlig den, der mest ivrigt og mest konsekvent havde sgt at placere kommunisterne som de egentlige arvtagere til den kulturradikale tradition, der var blevet grundlagt med brandesianismen efter 1870. Dette viste sig i vrigt at blive af vital be- tydning for det intellektuelle miljs overlevelse som politisk faktor -i allian- ce frst med DKP og siden med SF, VS og i voksende grad endog med Soci- aldemokratiet (i gennemfrelsen af velfrdsstaten). Begreber som frisind 0g kulturradikalisme spillede stadig en vsent- lig rolle i samfundsdebatten. Og DKP evnede trods alle andre trngslerat holde fast i den avantgarde, der i hver ny generation dominerede kulturde- batten. Med etableringen af Dialogi 1950 fik den nye kulturadikalisme sit eget tidsskrift i hele det efterflgende tir. Omend hovedprincippet hed mennesket som altings ml,s brugte tidsskriftet dog mest plads p at af- vrge antikommunismen. Det skete ogs uden for Dialogs spalter, idet Elias Bredsdorff, der havde udmeldt sig af DKP i 1946, med en kronik i Po- litiken ijuli 1955 forsgte at bringe kulturdebatten ud af ddvandet. Han ef- terlyste i kronikken en modig og vgen kulturradikalisme et ndeligt ktteri, som afslrer vanetnkningen,hykleriet, fraserne og klicheerne, en ndeligbenhed, der ikke njes med at se p etiketterne, men tager et uhil- det standpunkt til realiteterne bag dem Hovedfjenden var en selvglad 0g selvtilfreds antikommunisme, som bliver en sovepude, der virker hmmen- de p ndslivet og drbende p det frie ord. Han fik lst og pskreveti artikler og kronikker - strkest af hans gamle ven og kammerat, Frode Ja- cobsen, der kaldte kommunismen for en ideologi for forrdere19. Hensigten havde vret under henvisning til kulturradikalismens historie at bne for et kommunistisk synspunkt i debatten. Der blev ikke tale om en bning,men derimod det modsatte. Senere prvede Svend Mller Kristen- sen at perspektivere den samfundspolitiske debat med en historisk artikel i Dialog marts 1956. Heller ikke han havde heldet med sig. Derfor kunne 25
26. 26. man med en del ret hvde, at dansk kulturradikalisme siden midten af 1950'erne mtte vbne sig med tavshed. Dette var - som det hed i Per- spektivseptember 1960 - et tab for kulturdebatten og for kulturlivet i det hele taget, at det venstreorienterede frisind har foretrukket at tie stille frem for at underkaste sig 'forvandlingens lov. Fra og med Stalinafslringerne s det ud til, at kulturradikalismen gik i en slags indre eksil, der en pas- sant frst blev brudt i 1960erne, hvor flere kulturradikale meldte sig under Socialdemokratiets faner. Deres bidrag bestod bde af mindre velkomne politiske synspunkter og som en afgrende konsekvens af eksilet srdeles velkomne faglige avantgardesynspunkter inden for alle ekspertomrder. Disse blev indoptaget i 1960ernes omfattende udbygning af velfrdsstaten. Det fortller en smule om, hvad det var, Inger Merete Nordentoft i novem- ber-december 1956 begav sig ud i. Sammen med 14 andre intellektuelle fremsendte hun til DKPs forret- ningsudvalg en udtalelse, der sgtes behandlet p det forestende CK-mde den 11. november. Blandt underskriverne var hendes nre kampflleEd- vard Heiberg, som hun havde kendt siden 1930,erne. Fra lrerside under- skrev Per Agner og Henrik Sidenius, suppleret af navne som Morten Lange, Knud Erik Svendsen og Gert Petersen. Disse 15 udvidedes siden med andre, deriblandt hendes kollega fra Katrinedals Skole, Kai Otto Andersen, der havde vret aktiv i modstandskampen. Udtalelsen stillede krav om DKPs offentlige afstandtagen fra den sovjetiske invasion. Endnu engang lykkedes det partiledelsen at knibe udenom. Hvor lands- partikonferencen i_september endte med at skabe ro i partiet med argu- menter som, at DKP ingen indflydelse havde p SUKP og Stalintiden, og ved at undlade at tage stilling til den principielle platform, der bnede for en fremadrettet socialismediskussion (ikke mindst om forholdet mellem de- mokrati og socialisme), sledes veg man i november udenom ved henholds- vis at udtrykke megen forstelse for de intellektuelles vanskelige situation og samtidig at rejse en eksklusionssag, fordi to af medunderskriverne gik til den borgerlige presse (Lars Andersen og Knud Erik Svendsen). Udtalel- sen bragtes i vrigt i Information den 6. november. Med andre ord: den egentlige og principielle diskussion om den sovjetiske invasion reduceredes til et pro og contra Visse partimedlemmers optrden. Dette aldt svel selve henvendelsen som en rkke fremtrdende intellektuelles udmeldelse af DKP i dagene op til den 11. november. Aksel Larsen stillede tingene meget kategorisk op i sit indlg p CK-m- det. Efter at have argumenteret for den sovjetiske indblandings ndvendig- hed omtalte han de intellektuelles henvendelse og fremhvede i srdeles- hed, at de har ingen ideel ret til at g til modstanderpressen med deres ud- talelser og oprb.Partiet stod dermed over for en organiseret fraktion. Larsens taktik var at splitte oppositionen i som uden for CK, og taktikken bragte frugt. Hans 9 sider lange, maskinskrevne redegrelsesluttede med et forslag om indkaldelse af en partikongres: Nu synes situationen at vre af en sdan art, s vi m lade en kongres trde sammen, tage stilling til det, der er sket i verden og herhjemme svel som i partiet og trffe endelig be- 26
27. 27. slutning om den lre, vi skal uddrage af begivenhederne, trffe beslutning om vort arbejdsgrundlag, om vor politik, og hvordan partiet skal vre orga- niseret og fastsl, hvad der skal til for, at dette parti er et parti, og s gre det .... Nordentoft tog til genmle i et lngere indlg, der gengav hovedtrk af hendes indsats for DKP siden hendes indmeldelse i 1941, opstillingen til Fol- ketinget i 1945, de 8 rs arbejde p Rigsdagen og sluttede af med en princi- piel konklusion vedrrende socialismen. Hun afviste anklagen om fraktions- arbejde, men indrmmede dog, at Lars Andersen og Knud Erik Svendsen optrdteilloyalt. Dette var hendes argument for at stemme for eksklusionen af de to. Hovedrindet var imidlertid socialismens skbne. Hvorfor socia- lismen havde slet fejl, forklarede hun med selve magtovertagelsen, dvs. fjernelsen af enhver offentlig og tilladt opposition fra februar 1948 (Tjekko- slovakiet) og frem samt de kommunistiske partiers magtovertagelse i kraft af grnsedragningeni J alta. Trods disse fejl har jeg og mange andre parti- kammerater haft en rlig vilje til at g videre i tillid til, at fejlene nu Ville blive rettet, sledes at vi - i hj grad p grund af de love, der er vedtaget i Sovjetunionen, og de udtalelser om menneskerettighederne, som vi gr ind for mtte mene, at der ville ske ndringer.Senere hedder det: Jeg kan ikke se andet, end at socialismen m vre blevet diskrimineret (snare- re: diskrediteret) over for det ungarske folk gennem det, der er sket, Dette s Nordentoft som et resultat af, at vi anlgger en anden etik overfor det, der sker i Sovjetunionen i dag, end vi gr overfor det, der sker andre steder, hvor der sker nationale overgreb, og derfor mister vi den tillid, vi fik fra 1941 til 1950. ...Hele dette forhold (DKP som redskab for Sovjet som fredens bolvrk og kommunisterne som fredens partisaner)har kastet vort parti ud i en alvorlig krise, ja det har, s vidt jeg kan se, rystet det strkere end noget andet, mske netop fordi vi ikke et halvt r efter 20. partikongres (har en afklaret holdning), og nu skal vi ikke mere dkke ind, som vi i vort in- derste synes, Her argumenteredes alts ud fra den opfattelse, at Sovjetu- nionen havde svigtet den tillid, kommunister i Vesteuropa havde udvist. Kri- sen i partiet betragtede Nordentoft alts som en voldsom samvittighedskrise for den enkelte kommunist med udmeldelser til flge. Samtidig svejsede det ydre pres partiet sammen: Det kan jeg kun beklage, for jeg tror, at vi skulle have haft en virkelig tilbundsgendedrftelse. Partiet er isoleret .... Nor- dentofts egen recept ld: Vi m have en yderligere formulering af socialis- men, at socialismen ikke kan blive et diktatorisk styre, men at ytringsfrihed og retssikkerhed, fri Videnskab og kunst hrer med til socialismen, Denne formulering stemte i'vrigtnje overens med svel hovedindholdet i Det danske Folks Vejsom erklringen fra landspartikonferencen i september. Nordentoft viste sig ikke at st alene. Hun stttedes af Richard Jrgensen og Robert Mikkelsen i Centralkomiteen, men mdte ellers afvisning. CK- mdet endte med, at eksklusionen besluttedes, at Nordentoft pressedes til at forblive i CK, og at der indkaldtes partikongres til afholdelse i januar 1957. Ak- sel Larsen afviste i vrigt i sin replik at tale om en krise i DKP. I stedet brugte han vendingen: et ydre pres, som partiet mtte lre at hndtere. 27
28. 28. Sidste udkald Nordentofts sidste forsg p at komme igennem med sine holdninger blev CK-mdet den 15.-16. december, et skriftligt indlg i Land og Folk den 21. december og en tale pkongressen ijanuar 1957. P CK-mdet kritiserede hun det manglende partidemokrati og foreslog en ndret stillingtagen til Ungarn. Ungarns blod er en sten i vejen for par- tiets rehabilitering, og partiet m rehabilitere sig, ellers udnytter vi ikke de gode muligheder.For at forsvare sig mod forventede angreb sagde hun se- nere: Jeg tror p Marx og Lenin, men vi kan kun vre et marxistisk parti, hvis vi overtager de borgerliges humanistiske tradition. At det var ndvendigtat foruddiskontere angreb, viste sig fuldt beretti- get. Fra flere sider kom angrebene. Richard Jrgensen synes Inger Merete Nordentoft har gennemgeten underlig udvikling siden sidste mde. Ib Nrlund fatter ikke,hvordan I.M.N. kan udtale sig til Politiken - hvortil hun replicerede: Den beslutning, vi tog (11.november), var eenstemmig. Nr jeg ikke stemte, s var det, fordi jeg tog ordet for at nedlgge (mit mandat).Om sndagen tog hun ordet igen: Jeg tror, at de der forstr at hre, forstr, at jeg kmper for at blive i partiet Jeg mener ikke, at jeg er mindre loyal i dag end for 6 uger siden. Det er muligt, at jeg ikke skulle ha- ve udtalt mig til Politiken, og jeg er villig til at acceptere det til at vre en fejl. Jeg drives ikke af pres udefra. Jeg fler selv, at der er noget forkert. Den situation, vi har i dag, har sin rod i de kommunistiske partier, og det m derfor medfre en anden vurdering af situationen. Nr Martin Nielsen fremhver frafaldets spgelse, er det en kammeratlig frygt for, hvor jeg gli- der hen, men du vurderer ofte ud fra enkelte ting, feks. det brev, du har modtaget fra en tidligere medarbejder (Kaj Christiansen, hvis kone - Gun- hild - arbejdede p Katrinedals Skole). Kan I ikke se, at I str overfor mis- greb p rlige partikammerater Det, der skiller mig, er ikke klassekam- pen, men at det ikke er klassekamp i Ungarn, men et fejlgreb fra S.U. (svar til Ib Nrlund). Aksel Larsen svarede Nordentoft med en bemrkning om, at hendes navn som intellektuel ikke er bedre end andres samt du skal kmpe for at hjlpe partiet, ikke for at blive i partiet.Peter Petersen, Gladsaxe, kritise- rede hende for at reprsentere den intellektuelle gruppe - hvilket hun afvi- ste, da der ikke lngere eksisterede nogen gruppe. Petra Petersen fra Odense var hverken enig med Nordentoft eller Mikkelsen, der forlangte beviser, mens arbejderklassen har tillid. Gelius Lund mente ikke, at der var tale om vanetnkning i DKP, for vanetnkninger ikke at fastholde en teori, vore erfaringer har lrt os. Trods disse ret afvisende betragtninger besluttede CK-mdet p forslag af Larsen, at den ekstraordinre kongres skulle vedtage et politisk arbejdsprogram og formulere arbejdsgrundlaget sledes,at det betonede DKPs selvstndighed. Skal man kort opsummere stillingen i partiledelsen efter CK-mdet, ser den sledes ud: Et stort flertal i CK og Forretningsudvalg fastholdt udtalel- sen fra 11. november, som accepterede den sovjetiske invasion. Et meget lil- le mindretal, bestende af Nordentoft, Heiberg og til dels ogs Robert Mik- 28
29. 29. kelsen, havde den modsatte opfattelse. Endelig var der enkelte, der holdt sig i baggrunden - bl.a. Mogens Fog, der ganske vist ikke var medlem af partiet, men deltog i CK-mderne og sgte at klinke skrene. I et skriftligt indlg i kongresdiskussionen (Land og Folk, den 21. de- cember) uddybede Nordentoft sit standpunkt. Indlgget indeholdt ikke principielt nyt, men var hendes egen, offentlige redegrelse for nsket om en anden stillingtagen til Ungarn og om mere demokrati i DKP. Efter Aksel Larsens beretning p 19. ekstraordinre kongres fremfrte svel Nordentoft som Heiberg skarp kritik af Sovjets indgreb i Ungarn, men ellers var det enighed, der prgede indlggene.Bl.a. kunne Mogens Fog i Land og Folk den 20. januar 1957 citeres for betragtningen: Det vsent- lige er, at meningsforskelle om Ungarn ikke stter splid mellem kommuni- ster. Larsen fremsatte i forlngelse af beretningen et forslag til principiel erklringom partiets arbejdsgmndlag der mske ikke indeholdt de store ny- heder, men som betonede DKPs socialistiske mlstninger,der skulle ns ad fredelig vej. Han fastholdt DKPS tilknytning til den internationale kom- munistiske bevgelse under fremhvelse af princippet om fredelig sameksi- stens, ikke-indblanding i andre landes indre anliggender og understregede, at DKP selvstndigt mtte bedmme og tage stilling til begivenhederne i andre lande. Mens denne erklringblev vedtaget med alle stemmer mod een, stemte to fremtrdende kommunister mod den politiske udtalelse, der bl.a. indeholdt en sttte til Sovjets indgreb i Ungarn. De to var Nordentoft og Heiberg - iflg. Information den 21. januar 1957. Begge stillede efterflgende op ved valget til Centralkomit. Ud af 113 op- stillede kandidater skulle der vlges 38. 290 delegerede afgav stemme. Nor- dentoft fik 0 stemmer, Heiberg 27. De 38 valgte fik mellem 131 og 271 stem- mer. Aksel Larsen fik 268. Det forekommer ejendommeligt, at Nordentoft ingen stemmer fik fra de intellektuelle, der var tilstede p kongressen. Eller fra de faglige tillidsfolk, hun havde vret enig med. End ikke Aksel Larsen har benbart fundet hende vrdig til CK-medlemskabet. Svel de politiske udtalelser som i sr- deleshed personvalgene viste, at DKP var opsplittet p kryds og tvrs. Lar- sen trumfede sin selvstndighedserklringigennem, men samtidig kunne et flertal stemme for en politisk udtalelse, der i hvert fald delvist tilkendegav den modsatte opfattelse. Endvidere var partiet delt i et flertal og en opposi- tion samt i forskellige opfattelser inden for oppositionen om taktikken. Nogle havde som bekendt allerede fravalgt sig muligheden for at prge den Videre udvilding - sledes feks. Teit Krn, der udmeldte sig efter Ungarn, og som under besttelsen havde vret stand-in for Fog. Andre valgte at be- trde fornyelsens vanskelige vej - sledes Inger Merete Nordentoft. Atter andre valgte i partienighedens hellige navn at stemme for en flles indstil- ling, de formentlig nppe kunne vre enige i. Sledes Mogens Fog, der ik- ke flte sig forpligtet nok til en partibog, men som alligevel var en central skikkelse i DKP. Ogsi opgret op til 1958. Fog og andres holdning er forstelig og bygger sikkert p en vurdering af, at denne gang vandt de andre flertallet, men lidt kom vi da igennem med, og der kommer snart en nste korsvej. 29
30. 30. Inger Merete Nordentoft taler ved et mde p BlgrdsPlads, september 1949. Foto: ABA. Nr Nordentoft i s udtalt grad optrdteanderledes, skyldtes det, at hun tog personlig stilling for partiets liv og skbne. Engagementet for det flles lyste ud af hendes indlg p CK-mderne i november og december, i Land og Folk og endelig den 18. januar p partikongressen. Hun var selv- kritisk: Sdan som hun selv havde vret for lidt opmrksom p fejl og mangler i udformningen af socialismen, sledes mtte andre ogs have v- ret det - mente hun. Derfor opfordrede hun i sit indlg (En omvurdering eller...)partiets medlemmer til sammen med hende at diskutere og analy- sere disse fejl med henblik p at f gjort noget ved dem -i DKP, i skabelsen af socialismen p dansk og i forstelsen af den internationale klassekamp. 30
31. 31. Det viste sig - om ikke fr, s senest ved kongressen i januar - at ingen var interesserede i at gre arbejdet - sammen med hende. Det var der givet mange grunde til. Men uanset det, var det egentlig dybt beklageligt og vel ogsrsagentil, at hun flte sin rolle i DKP udspillet. Hun meldte sig ud af partiet i et brev af 21. februar 1957 under henvisning til den mangel p tole- rance, der gjorde sig gldende i partiet.F dage senere oplyste hun, at hun ingen intentioner havde om pny at melde sig ind i et politisk parti. Dette synspunkt deltes af flere forhenvrende kommunister. En rkke tid- ligere medlemmer af DKP fortsatte ikke ind i SF fra 1959/60, men engagere- de sig derimod uden partipolitisk tilknytning i socialt, kulturelt, pdagogisk og andet folkeligt arbejde. Skuffelsen var utvivlsomt tilstrkkeligtstor - i srdeleshed for dem, der havde ventet en klarere optrden fra Aksel Lar- sens og Mogens Fogs side omkring Ungarnskrisen. I Nordentofts tilflde spillede hendes alvorlige krftsygdomnok ogs en rolle. Men loyaliteten over for egne idealer var helt sikkert det afgrende. For hende gjaldt det, at den personlige moral talte hjere end hensynet til politiske bevgelser. Hun forfulgte hele livet igennem sin egen sandhed, der var resultatet af en idealisme, der fandt sit udtryk i kampen mod nazis- men og i den senere kamp som partisan for freden med Sovjetunionen som det faste bolvrk. Hendes idealer str derfor stadig uplettede tilbage. Lige- som hun i sin tid ikke kunne dkke Socialdemokratiets samarbejdspolitik ind, sledes kunne i efterret 1956 og forret 1957 ikke lngere dkke DKP og Sovjetunionen ind med sit navn. Hun sgte derfor at bidrage til en forny- else af DKP, men kunne ikke komme igennem med den. Hun valgte i stedet at trkke sig. Fravret af opbakning fra de senere ledere i SF forklarer, hvorfor hun ikke valgte at g den vej, da SF blev oprettet. Dette skyldtes igen hendes mangel p taktisk optrden, samt at hun ogs var blevet strkt i tvivl om, hvordan en socialisme p dansk - som meget vel kunne f karakter af en fusion mellem Marx og Grundtvig - dels kunne formes og dels blive modtaget i de socialistiske partier. Intolerancen havde stadig for stor magt over sindenezs. Noter 1. Henningsen, Poul: Kultursammenhngen,i Kulturkampen,1938, nr. 6-7. Artiklen op- trykt i Kulturkampen,En antologi af tidsskriftet Kulturkampen ved Ole Grnbaum og Henrik Stangerup, Gentofte 1968, pp. 88-93. 2. Nielsen, Martin: Partiet og de intellektuelle, Skrbk 1976. En anden version er trykt i Ti- den, 8. rg.,nr. 2, december 1946,pp.44-49. 3. Jeg arbejder p.t. med en egentlig Nordentoft-biografi, og dele af skandalesagenpublice- res i Uddannelseshistorie 1993. Dog vil jeg henvise til et speciale fra RUC af Jytte Mller og Bente Holm Nielsen: Oplg til historisk vurdering af Nordentoftsagen,juni 1990. 4. Nrlund, Ib: Det knager i samfundets fuger og bnd, Kbenhavn 1959, p. 225. 5. Nielsen, Mogens: Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevgelsen1943-1945. Kben- havn 1978. 6. Nielsen, Svend: Stillingen i fagbevgelsen,Tiden 7. rg.,1. oktober 1945, p.15 samt Orien- tering, 2/46: Partikongressen irhus,p. 5. 7. Larsen, Steen Bille: Kommunisterne og arbejderklassen 1945-1975. Danmarks kommunisti- ske Partis rolle i dansk arbejderbevgelse- en politisk biografi, Kbenhavn 1977, pp. 63- 84. 31
32. 32. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 24. 32 DKP, Protokol for CK-mdet, den 24.-25. april 1948. DKPs arkiv p ABA indeholder de citerede protokoller. DKP, Protokol for CK-mdet, den 24. november 1947, pp. 2, 5 og 10. Sdan sagde Aksel Larsen, Kbenhavn 1948. Bryld, Claus: Socialdemokratiets og DKPs politiske hovedlinjer 1939-45. En oversigt, i: Hi- storievidenskab 12/77, 13.39. Nrlund, Ib: Om DKPs principerklring,i Internationalisme, Kbenhavn 1980, pp.162- 85. DKP, Protokol for CK-mdet den 15. april 1949. DKP, Protokol for CK-mdet den 22.-23. september 1951, p. 6. Land og Folk, 1. marts 1952 og 2. marts 1952. Land og Folk, 9. marts 1953. Larsen, Aksel: Aksel Larsen ser tilbage, Kbenhavn 1970, p. 93. DKP, Protokol for CK-mdet den 18.-19. august 1956. Bredsdorff, Elias: Om at fodre sine karusser, Politikens kronik den 11. juli 1955 Jfr. EBs Kommer det os ved? (Kbenhavn 1971)og Mit engelske liv,Kbenhavn 1984, pp. 82- 84. DKP, Protokol for CK-mdet den 11. november 1956. Nordentofts indlg eksisterer in ex- tenso i form af et stenografisk referat ved Gelius Lund, der desvrre p.g.a. sygdom har vret ude af stand til at overstte det hele. GLS stenografiske system er samtidig meget personligt. Jeg har derfor tilladt mig to steder at indstte, hvad jeg ud fra konteksten har antaget mtte mangle. Begge steder er indrammet i parentes. DKP, Protokol for CK-mdet den 15.-16. december 1956. DKP, 19. ekstraordinre kongres - Afstemningsliste. DKP, Udmeldelser: I.M. Nordentofts udmeldelse af DKP, brev dateret 21. februar 1957. Politiken, 24. februar 1957 og Social-Demokraten 1. marts 1957. Land og Folk, 23. oktober 1960. Nekrolog over Inger Merete Nordentoft. Abstract. Rosendal Jensen, Niels: Inger Merete Nordentoft - Demo- krat, Frau und Politiker. Arbejderhistorie40 (1993). IMN war eine in der ffentlichkeit bekannte demokratische Pdago- gin und aktive Teilnehmerin des Befreiungskampfes gegen die nazisti- sche Besetzung Dnemarks. 1945 bis 1953 wurde sie fr die kommuni- stische Partei Dnemarks (DKP) in das Parlament gewhlt;von 1949 bis 1957 war sie ebenfalls Mitglied des ZK der Partei. Sie entwickelte eine aktive Politik vor allem auf dem Hintergrund der humanistischen Forderungen des Marxismus. Ab 1953/54 kam sie langsam in einen Widerspruch zur dominierenden Haltung der Partei, in der sie gewis- sermassen die kulturradikalen Strmungen vertrat, die seit den 1930,ern eine wichtige Rolle fr die DKP gespielt hatten. Die Wider- sprche verschrften sich besonders nach dem sowjetischen Ein- marsch in Ungarn 1956, den sie verurteilte. Die Politik der Erneue- rung, die sie forderte, fhrte zu ihrer Isolation in der Partei, und nach dem 19. Kongress im Januar 1957 trat sie aus der DKP aus.
33. 33. Marcel van der Linden Analysen af II Internationale 1889-1914. Forslag til fremtidig forskning* Diskussionsoplggeter en opflgningaf et projekt IISG i Amsterdam startede og som frte til udgivelsen af Ilte For- mation of Labour Movements, 1870-1914. An International PerspectiveOplggeter en opfordring til et uformelt samar- bejde, som er ogser relevant for den danske forskning i pe- rioden. I 1989 og i begyndelsen af 1990 blev der afholdt en rkke konferencer, der beskftigede sig med arbejderbevgelsens historie i II Internationales pe- riode. De har givet anledning til nogle forelbige overvejelser om forsknin- gens nuvrende tilstand og til nogle forslag om, hvilken retning man br sl ind p i de kommende r. Den skaldte II International