: Den unge bolivianske digter Rodny Rojas er enaf kræfterne bag ungdomshuset Wayna Tambo iBolivias største slumkvarter.

Et af hans digte starter: Måske liv / Måske død /Men ikke fravær … Læs mere på side 10

IBISUddannelse skaber udvikling

fokus

DECEMBER 2006 NR. 110

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion på dette nummer:: Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk: René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk: Morten Schmidt : mos@ibisur.org

Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika.: Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za

Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.

Forsidefoto: Rune GeertsenLayout: mkj/MediefabrikkenTryk: Arco GrafiskOplag: 14.000ISSN: 1901-9211© IBIS 2006

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis formedlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalg-te institutioner og samarbejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: lae@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS,gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer marts 2007

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle menneskerhar lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorga-nisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisatio-ner og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

LEDER RENÉ JACOBSEN

Vagn Berthelsen, IBIS’ generalsekretær, blev den 15. november valgttil præsident for den europæiske paraplyorganisation Alliance2015.Dermed står en dansker i spidsen for en af de største europæiske udviklings- og nødhjælpssamarbejder. Alliance2015 består af sekseuropæiske NGO’er; tyske German Agro Action, hollandske HIVOS,italienske CESVI, tjekkiske PIN, Irske Concern og danske IBIS. Organi-sationerne har en samlet årlig omsætning på ca. 2 mia. kroner i udvik-lingsprogrammer i mere end 80 lande. Det gør Alliance2015 til detnæststørste udviklingssamarbejde i Europa – kun overgået af Oxfam.

“Jeg glæder mig til at tage den udfordring op,” siger Vagn Berthelsen.“Alliance2015 er skabt for at vi som private organisationer kan give etmaksimalt bidrag til at nå 2015-målene. Her er de vigtigste indsatserat halvere fattigdommen, sikre gratis grundskoleuddannelse til børnog bekæmpe hiv/aids.”

IBIS er medstifter og aktivt medlem af Alliance2015 (stiftet i 2000).Organisationerne samarbejder om udviklingsarbejde og nødhjælp iu-landene og oplysningsarbejde, fortalervirksomhed og fundraising iEuropa. Den grundlæggende idé er at bruge organisationernes kon-krete viden og erfaring til at skabe den bedst mulige udviklings- ognødhjælpsbistand til gavn for verdens fattigste mennesker.

“Der er med rette fokus på behovet for et øget samarbejde i u-lande-ne for mere effektivt at bekæmpe fattigdommen, og Alliance2015 eret vigtigt samarbejde i den forbindelse,” siger Vagn Berthelsen.

Vagn Berthelsen fortsætter som generalsekretær i IBIS samtidig medat han varetager den nye post.

Læs mere om Alliance2015 på www.alliance2015.org

: IBIS generalsekretær valgt til præsident for Alliance2015

Nationalmuseets Festsal udgjorde i mere enden forstand den perfekte ramme for fejringenaf IBIS’ 40 års jubilæum. Her var højt til loftet,masser af plads til venner og en livlig diskus-sion og snak. Her var tidligere ansatte, med-lemmer, gamle og nye samarbejdspartnere,nogle der ikke havde set hinanden i mange år– ja, man kunne næsten snakke om en stem-ning a la fætter-kusine-fest. Alle kendte ikkehinanden, men mange gjorde. 40 års jubilæetblev også en slags spejl på hvem vi er, og hvor-dan vi har udviklet os. Både som organisation,men også de mennesker der har været med tilat præge IBIS gennem de 40 år.

Da Namibias premierminister Nahas Angulatog ordet, var adressen klar. Det handledeom den indsats, som IBIS har været en del afi Namibia. At vi var med til at udvikle et ud-dannelsessystem, der gjorde op med apart-heid, og signalerede en ny tid i det sydlige

Afrika. Og talen var meget konkret og per-sonlig. Det var IBIS, det handlede om, mendet var også Niels og Klavs og andre dersammen med Nahas tog de første skridt til atskabe noget nyt i den dengang herskendeuorden i det sydlige Afrika.

Men hvorfor kommer en namibisk premiermi-nister helt til Danmark og bruger tre dage afsin travle tid til at hylde IBIS? Tidligere pådagen havde jeg lejlighed til at snakke lidtmed Nahas Angula om det, og han svaredemeget frejdigt:

“Fordi I inviterede mig.” Jamen, indvendtejeg, at blive inviteret er en ting, at tage imodinvitationen er en anden. Men der var ingenvaklen hos Nahas Angula. Invitationen til attale ved IBIS 40 års jubilæum var også en in-vitation til at sige tak for IBIS’ indsats. Ogdet var ikke fordi der var træk i salen, at manmærkede et pust i nakken. Det var bare ligeen snert af historiens vingesus.

Heller ikke udviklingsminister Ulla Tørnæslod fortiden hvile i en tale, der både havde

bid og vid, og blev leveret med det for politi-kere for tiden så populære ’glimt i øjet’. Menhun satte også fokus på de udfordringer, IBISstår over for, og vores evne til at tackle nye ud-fordringer. Samme tema blev taget op af IBIS’formand John Nordbo, men han havde en finsituationsfornemmelse, da han afslutningsvissagde: Nok om det – nu skal der festes.

Og så bragede snakken løs.

Fyrre år – det kan vi ikke løbe fra. Fed? Ja,selvfed. Og har man ikke lov til at være selv-fed på en dag, hvor to ministre vil være medtil at fejre, at IBIS fylder 40 år. Og vi ved jo,at der er hverdage nok, der kan pille os nedog trimme fedtet af os. På museum – det kanvi heller ikke løbe fra. Måske er Nationalmu-seet et godt symbol på, hvordan man kan gåind i det 21. århundrede med fortiden i be-hold uden at have mistet grebet om nutiden.Ikke noget helt urimeligt billede af IBIS her iefterdønningerne af jubilæet. Og tillykkemed det. :

NR. 110 | 2006 IBIS JUBILÆUM 03

TEKST RENÉ JACOBSENFOTO LOTTE ÆRSØE

: fyrre, fed og på museum

IBIS fejrede sin 40 års fødselsdag i NationalmuseetsFestsal. Gamle og nye venner mødte op for at markerede første 40 år. Blandt talerne var Namibias premiermi-nister og den danske udviklingsminister

“De vil bare mele deres egen kage og tjenepenge på de internationale organisationer.”,“Nogle af dem forsøger at blive i stand til athåndtere udviklingsspørgsmål.”, “Problemeter, at folk finder sig i så meget. Det er civil-samfundet, der skal lægge pres på regering-en, men her finder vi os stiltiende i, at derkommer 40.000 kinesere og arbejder.”

Meningerne om de lokale NGO’erne erdelte, og afspejler bredden i civilsamfundet iAngola. Fra den landsdækkende kvindeorga-nisation tæt på regeringspartiet til mennes-

kerettighedsorganisationen, der kæmper forslumbeboernes rettigheder. Og så er der dehundredvis af NGO’ere, der er blomstret opefter fredsslutningen i 2002. De fleste arbej-der lokalt, mens andre koncentrerer sig omnationale temaer som hiv/aids, uddannelseeller rettigheder. Der er nok at tage fat på iet land, hvor forskellene mellem rig og fattiger blandt de største i verden. Og Angola kanselv løse mange af sine fattigdomsproblemer– hvis ellers regeringen vil.

OliepengeIfølge Luis Araujo fra menneskerettig-hedsorganisationen SOS-Habitat er udsig-terne dystre. SOS-Habitat hjælper de tu-sindvis af familier, der bliver saneret ud afLuandas slum for at gøre plads til en mid-

del- og overklasse, der er villige til betalemeget for attraktive byggegrunde. Slumbe-boerne har reelt ingen rettigheder, og myn-dighederne har gang på gang sat politietind i stedet for at forhandle.

“Hvis de ville, kunne myndighederneuden problemer betale kompensation tilslumbeboerne, så de får en chance for atbegynde et andet sted,” mener Luis Araujo.

For der ér penge i Angola. Landet er ved atoverhale Nigeria som Afrikas største oliepro-ducent. Alene sidste år voksede regeringensolieindtægter fra godt 32 mia. til 58 mia. kr.Dertil kommer indtægter fra diamanter ogmineraler.

Den megen olie gør Angola til en ombejletnation. Kina investerer voldsomt og får olie-leverancer til gengæld, mens Angola får byg-

04 ANGOLA FATTIGDOM

TEKST | FOTO GITTE JAKOBSEN

Det er et kendt fænomen, at penge ikke lugter. Det gør til gengæld fattigdom, og iAngola er der masser af begge dele: funklende grønne dollarsedler og ekstrem fat-tigdom. Angolanske organisationer mener, at landets enorme olieindtægter ogsåskal komme de fattige til gavn, men det har lange udsigter

: fattigdom, dollarsog forsagte organisationer

FOKUS

get veje – med kinesisk arbejdskraft. Påtrods af milliardindtægterne er der dog ikkemeget, der drypper på de fattige. Over halv-delen af befolkningen lever for under to dol-lars (11,50 kr.) om dagen, og det i et land,hvor alt koster ekstra. Under borgerkrigenbredte korruptionen sig, og stadig vil skolele-deren have 50 dollars (eller næsten 300 kr.)for at optage ens barn i skole, lægen tagerekstra for at behandle én på sygehuset, ogallerøverst i hierarkierne forsvinder de flestepenge. Angola betegnes som et af verdensmest korrupte lande, og ligger som nummer151 ud af 158 lande i Transparency Interna-tionals nyeste korruptionsindeks.

Regering er påvirkeligMed den internationale interesse for olie kan

regeringen fravælge samarbejdet med landeog internationale institutioner, der presserpå for gennemsigtighed og god regeringsfø-relse, og det eneste, de civile organisationer iAngola kan klynge sig til, er, at regeringen harvist sig påvirkelig over for internt pres.

“Det skal vi benytte os af. For eksempel be-tød vores demonstrationer for adgang til livs-forlængende aidsmedicin, at Angola nu selvvil producere medicinen,” fortæller aidsakti-vist Pompal Maria fra Accao Humana.

NGO’erne i Angola snakker om behov fordemokratisk råderum, om kontrol med res-sourcerne og om gennemsigtighed i den of-fentlige forvaltning. Men stadig med spædrøst. Under krigen eksisterede der kun få uaf-hængige organisationer, og hverken oprørs-bevægelsen UNITA eller regeringspartiet

MPLA brød sig om initiativer, der var uden forderes kontrol.

Efter freden er der blevet større råderum,og mange organisationer eksisterer i detmindste af navn. De har nok at tage fat på.Angola er nummer 160 af 177 lande på FNsHuman Development Index over verdensmindst udviklede lande, Det er 34 pladserunder landets placering på en tilsvarendeskala over de fattigste lande.

Statistikkerne taler således deres egetsprog. Hvert fjerde barn dør, inden det kanfejre sin femårsfødselsdag, og gennemsnits-levealderen er på godt 40 år – usædvanligtlavt i et land, hvor aids-epidemien endnu ikkeer slået igennem. Fattigdommen i Angola ertil at få øje på, og ser man den ikke, kan manblot gå efter lugten. :

I Angolas hovedstad Luanda har IBIS åbnetet ressourcecenter med Internet, bøger ogtidsskrifter. Centret er en del af et projekt,der skal give NGO’er redskaber til at få poli-tisk indflydelse samt skabe et kritisk diskus-sionsforum. Carlos Cunha (CC) er ansat påressourcecentret, hvor IBIS-fokus mødteham.

– Hvorfor er der behov for støtte til civil-samfundet?CC: I vestlige lande er man vant til, at civil-samfundet spiller en vigtig rolle, men sådaner det ikke i Angola. For fem år siden var deren del nødhjælpsorganisationer, der fik noglesække korn fra internationale donorer ogblev bedt om at dele dem ud. Nu skal desamme organisationer tænke i udvikling, mende er stadig for svage og har brug for hjælp.

– Er organisationerne afhængige af eks-tern hjælp?CC: Nogle af dem er helt afhængige af penge

udefra, og det er ofte et problem, fordi deglemmer deres oprindelige mål og blot gårefter pengene. De udvikler sig ikke, fordi de-res dagsorden bliver bestemt i udlandet.

– Er der ikke andre organisationer, dergør det samme som IBIS?CC: Under forberedelserne til ressourcecente-ret besøgte IBIS en række lokale organisationer,der nævnte, at de havde brug for flere kurser iprojektledelse. Mange af dem havde alleredeværet på kursus og lært teorien, men så længe,de blot forsøger at leve op til forventninger fraudlandet, lærer de det ikke i praksis. Vi vil ikkestyre, men stimulere til kritisk tænkning.

– IBIS’ civilsamfundsprogram virker megetpolitisk. Vil regeringen tillade det?CC: Programmet handler om at få indflydelsepå politiske processer, men det betyder ikkenødvendigvis, at regeringen vil modarbejdedet. De har deres egne interesser og støtterselv visse organisationer.

– Risikerer man ikke at bruge en masseressourcer på folk, der så forsvinder til an-dre jobs?CC: Risikoen er der, men det er svært at fåarbejde i Angola. Her er korruption og nepo-tisme alle vegne – også i olieindustrien og ide internationale organisationer, og for at fåansættelse skal man have kontakterne i or-den.

– Hvem er de organisationer, der skal havetræning af IBIS?CC: Flertallet af dem er de fattiges egne orga-nisationer. I slumkvarteret Kilamba Kiaxi i Lu-anda har beboerne for eksempel skabt et net-værk, der skal hjælpe lokale foreninger og or-ganisationer med at opfylde nogle af demange behov. Vi vil træne ressourcepersonerfra lokale netværksorganisationer, der så kanhjælpe andre. Men noget af det vigtigste er, atvi vil skabe et rum, hvor organisationerne kandiskutere. Her er brug for, at vi udvikler en de-batkultur. Og det er noget helt nyt i Angola.

Carlos Cunha fra ressourcecenteret.

NR. 110 | 2006 ANGOLA FATTIGDOM 05

: fakta

I fire år har der været fred i Angola. Fredsaftalen blev underskrevet den 2. april 2002 og efterfulgte drabet påden mangeårige oppositionsleder, Jonas Savimbi fra UNITA.

Siden det eneste valg i 1992 har landet officielt haft flerpartistyre. Reelt er landet styret af MPLA med den63-årige præsident Jose Eduardo dos Santos solidt plantet i førersædet. Præsidenten har flere gange udskudtet lovet valg.

Selvom Angola er den næststørste producent af olie i Afrika, lever størstedelen af de 14 millioner indbyg-gere i fattigdom, mens en lille elite er ekstremt rig. Over en million angolanere er afhængige af fødevarehjælp,og hvert tredje minut dør et barn af årsager, der kunne forebygges. Det er 480 børn om dagen.

: støtte til civilsamfundet i Angola

David mod Goliat. Det kunne være overskrif-ten på denne artikel om hiv/aids-bekæm-pelse. Historien om, hvordan fem-seksaktivister har opnået bemærkelsesværdigeresultater ved at lægge arm med stater ogmedicinalgiganter, selvom de end ikke har etkontor.

“Vi arbejder hjemmefra ved computeren,og pladsen er så trang, at vi end ikke kanvære tre personer omkring skrivebordet,”siger Richard Stern, der leder aids-organisa-tionen Agua Buena med base i Costa Rica.Interviewet med ham og souschefen foregårderfor hos en søsterorganisation.

Agua Buena kæmper for gratis aids-medi-cin og bedre forhold for hiv-smittede ogaids-syge i 15 lande i Latinamerika og Caribi-en. IBIS støtter arbejdet i de fattige mellem-amerikanske lande Honduras, Guatemala ogNicaragua.

Sammenligner man Latinamerika med Afri-

ka, ligner kontinentet en succes. Men detdækker over, at langt de fleste hiv/aids-syge ide største lande – deriblandt Brasilien, Chileog Mexico – tilbydes medicin. I de 15 fattig-ste lande er forholdene markant dårligere.

“I disse lande modtager kun ni pct. af dehiv/aids-syge medicin, hvilket svarer til for-holdene i mange afrikanske lande. Latiname-rika er i flere år blevet fremstillet som en suc-ces, men det er kun på overfladen,” sigeramerikaneren Richard Stern, der har boet iCosta Rica i 17 år.

Aktivisterne fik deres gennembrud i 1997,hvor de i Costa Rica gik rettens vej og tvangstaten til at tilbyde aids-syge medicin.

“I 1996 arbejdede jeg på en sundhedskli-nik med kontakt til 30 hiv-smittede. Kun hverfemte havde medicin, som de selv betalte,mens resten var ved at dø. Sygesikringennægtede at betale 55.000 kr. om året, sommedicinen kostede pr. patient. Og det hand-lede ikke kun om penge. Sygesikringen havdebesluttet, at hiv-smittede var bøsser, der for-tjente at dø. Holdningen gjorde mig så vred,

at jeg blev aktivist,” siger psykolog RichardStern, der efter sejren i Forfatningsdomsto-len var med til at stifte Agua Buena.

Flertallet lades i stikkenEt af de store problemer i mange latinameri-kanske lande er, at sundhedssystemerne erdelt op i to grupper med store kvalitetsfor-skelle. I f.eks. El Salvador og Guatemala erder et delvist lønmodtagerfinansieret sygesi-kringssystem, hvor folk får en langt bedreservice end på statshospitalerne. Problemeter, at kun 15-20 % af befolkningen er omfat-tet af sygesikringen.

“Vi blev meget glade, da vi i El Salvador fiksygesikringen til at betale aids-medicin, mensenere opdagede vi, at et fåtal er med i ord-ningen. Landarbejdere, gadesælgere, tjenes-tefolk og næsten hele landbefolkningen erhenvist til det offentlige system, der kun til-byder hiv/aids-patienter en seng at dø i,” si-ger Agua Buenas souschef Guillermo Murillo,der som hiv-smittet bøsse var blandt de før-ste, der fik sin sag prøvet ved Forfatnings-domstolen.

06 MELLEMAMERIKA AIDS FOKUS

TEKST | FOTO ARNE SIMONSEN

: mellemamerikansk kamp for aids-medicin

Hiv-positive og aids-syge i Mellemamerika dør ofte, fordi de nægtes medicin. En lil-le gruppe aktivister presser regeringer og medicinalfirmaer til bedre forhold

Guillermo Murillo, der er hiv-positiv, vandt i 1997en sag ved Forfatningsdomstolen i Costa Rica, såhiv/aids-patienter nu får behandling. Sejren erblandt en række bemærkelsesværdige resultater,som aids-organisationen Agua Buena har opnået.

Han understreger, at regeringerne manglervilje til forbedringer, så der kun sker frem-skridt efter pression. I f.eks. Panama afspær-rede aktivister hovedvejene, og medie-dækningen fik sygesikringen til at bøje sig.

“Vi har været med til at ændre holdningentil hiv/aids i Mellemamerika, og selv om myn-dighederne bør gøre meget mere, er det lyk-kedes at presse dem til at betale mere medi-cin til hiv-positive.”

Udbredt diskriminationForuden lobbyarbejde over for myndigheder-ne bruger Agua Buena mange kræfter på op-lysning, for diskrimination af hiv/aids-ramteer udbredt. Selv i Costa Rica, Mellemameri-kas mest udviklede land, er det nemt at findeeksempler. Det kan den 33-årige hiv-smitte-de Candy Calderón tale med om, for syg-dommen betød et brud med familien. Hunbruger nu sine erfaringer som frivillig i denorganisation, hvor mødet med Agua Buenafinder sted.

Candy levede et traditionelt familieliv medmand og barn, indtil hun fik diagnosen hiv-positiv i 1997. Og selvom hun har fortalt sinhistorie før, får hun tårer i øjnene:

“Min mor vaskede alt, når jeg havde væretpå besøg, for hun var bange for at blive smit-tet. Også på mit arbejde blev jeg diskrimine-ret, og nogle måneder efter hiv-testen blevjeg fyret. Det er meget hårdt, når familienikke vil hjælpe, og når jeg er deprimeret, har

jeg ingen at ringe til. Min eneste familie ermin søn; jeg har ikke kontakt med mine søs-kende eller andre i familien, for de er bangefor mig.”

Candys eksempel er langt fra enestående,fastslår Agua Buena. Der er talrige eksemplerpå, at hiv-smittede og aids-syge diskrimineres:

“På de mindre sygehuse er diskriminatio-nen udbredt, fordi personalet er dårligt ud-dannet. F.eks. presses hiv-smittede kvinder tilat lade sig sterilisere, og hiv-smittede kom-mer bagest i køen. Personalet mener ofte, atfolk selv er skyld i sygdommen,” siger Guiller-mo Murillo.

Han tilføjer, at en hiv-diagnose næsten al-tid fører til en fyreseddel, selvom lovene påpapiret beskytter mod sådanne afskedigelser.Imidlertid anmeldes diskriminationen ikke, ogden tavshed vil Agua Buena gøre op med. Or-ganisationen underviser aktivistgrupper i,hvordan de bekæmper diskrimination, læggersag an mod myndighederne og får viden ommedicin.

Medicin til ågerpriserI flere latinamerikanske lande er priserne påhiv/aids-medicin skyhøje. Agua Buena harderfor kæmpet for prisnedsættelser og kopi-medicin. Aktivisterne har lagt sager an modmedicinalfirmaer, der sælger aids-medicin tilågerpriser; f.eks. et firma, der sælger medicintil 350 kr. i Afrika, mens samme behandlingkoster 2.300 kr. i Mellemamerika!

“Jeg har forhandlet direkte med et ameri-kansk medicinalfirma for at få sænket priser-ne på aids-medicin til de fattige lande Nicara-gua, Honduras og Guatemala, hvilket lykke-des, mens selskabet nægter at sænke prisen ide andre mellemamerikanske lande,” siger Ri-chard Stern.

Medicinalindustrien udvikler hele tidenmere virksom hiv/aids-medcin, men de dy-reste produkter har Mellemamerika ikke rådtil. Imidlertid er der sket generelle prisfald, såAgua Buena ændrer fokus, siger organisatio-nens leder:

“I flere tilfælde er det lykkedes os at fåsænket priserne, og nu prøver vi at nå ud tilde fattigste befolkningsgrupper, som stater-ne og de nationale aids-organisationer ikkenår ud til.”

I Mellemamerika er der over 200.000 hiv-smittede – få i forhold til Afrika – men mang-len på informations- og forebyggelseskam-pagner og den katolske kirkes modstand modkondomer, får alvorlige følger, forudser Guil-lermo Murillo fra Agua Buena:

“Fremtiden om bare fem-ti år ser megetmørk ud, for der er ingen vilje til ærlig infor-mation om kondomer. Det kan føre til en epi-demi, der destabiliserer landenes økonomi,ligesom i nogle af de afrikanske lande.” :

Læs mere om Agua Buena på www.aguabuena.org

NR. 110 | 2006 MELLEMAMERIKA AIDS 07

: fakta

IBIS har støttet Agua Buena siden 2004 med 237.000 kr. årligt. Foreløbig varer støtten indtil foråret 2007.

I Latinamerika og Caribien er der 1,9 mio. hiv-smittede, og 425.000 hiv/aids-syge har akut behov for medi-cin. Heraf behandles 260.000, svarende til 61%. I regionens 15 fattigste lande har 113.000 personer akutbehov for medicin, men kun 10.000 er i behandling, hvilket svarer til 9%.

I Mellemamerika er der over 200.000 hiv-smittede. I de tre fattige mellemamerikanske lande Guatemala, Hon-duras og Nicaragua, hvor IBIS arbejder, modtager 7.000 personer hiv/aids-behandling.

Kilder: Agua Buena og FNs program for hiv/aids.

Diskrimination af hiv-smittede er et udbredt pro-blem i Mellemamerika. Candy Caleróns familie ogarbejde slog hånden af hende, da hun fik hiv. Nu råd-giver hun andre, der lige har fået en hiv-diagnose.

“Fremtiden for hiv/aids-udviklingen i Mellemamerikaser meget mørk ud, for der er ingen vilje til ærliginformation om kondomer,” mener aktivist GuillermoMurillo fra aids-organisationen Agua Buena.

GIV EN JULEGAVE DER Verdens bedste julegaver er at give til dem, der

virkelig trænger. Med GAVER DER GAVNER kan du selv

vælge lige præcis den gave, du vil donere dine

penge til.

DOBBELT GLÆDEMed GAVER DER GAVNER skaber du dobbelt glæde.

Du giver en ny og anderledes gave til en ven eller

familiemedlem, der måske knap kan finde på et

julegaveønske, samtidig med at du giver en gave

til mennesker der virkelig har behov!

Gaverne gør en stor forskel i fattige menneskers

liv og de indgår alle i IBIS’ projekter i Afrika og

Latinamerika. Gaverne er udvalgt i samarbejde med

lokalbefolkningen i de forskellige områder, hvilket

nedsætter administration og f.eks. transport-

omkostninger så meget som overhovedet muligt.

Udover at gaverne gør stor lykke hos modtagerne

i Afrika og Latinamerika, indgår mange af gaverne

i undervisning, således at gaverne gør nytte i

lang tid. Dermed sikres at gaverne gavner på en

bæredygtig måde.

MANGE MÆND DRØMMER OM EN MACHETE - I ÅR KAN DEN LIGGE UNDER JULETRÆET SAMMEN MED FEM FRUGTTRÆER TIL HENDE DER HAR ALT

ET ÅRS SKOLEGANGGiv et barn ét års skolegang i SierraLeone, mange børn venter på mulig-heden for et bedre liv.

SKOLEBØGERGiv fem skolebøger til skolebørn iSierra Leone. Det hjælper til at fembørn lærer at læse.

SÅSÆDGiv såsæd til en skolehave iAmazonas. Det sikrer skolebørnbedre mad og viden om afgrøder.

MACHETEGiv en machete til indianere iAmazonas, så kan de lettere forbedrederes territoriegrænse.

SKOLETAVLER OG KRIDTGiv tre skoletavler og kridt til skolebørni Angola, de mest brugte og nødven-dige redskaber til god undervisning.

370,-

235,-250,-

125,-

SKOLEUNIFORM Giv en skoleuniform til et barn i Mozam-bique. Denne nødvendighed hjælpermed til at et barn kommer i skole.

RADIOGiv en radio med solceller til Mozam-bique. Det sikrer bedre informationspecielt til de mange analfabeter.

EN DAGS SKOLEMADGiv en dags skolemad til 50 børn iSydafrika, så sikres børnene minimumét ordentligt måltid mad den dag.

FØRSTEHJÆLPSKASSEGiv en førstehjælpskasse til en skole iNamibia. Det kan forhindre små ulyk-ker i at udvikle sig til noget alvorligt.

CYKELGiv en cykel til en lærer i Namibia.Det medvirker til at sikre, at enlandsbyskole får en lærer.

500,-

150,-

625,- 1.000,-

115,-

135,-

GAVNERGAVEBEVISDet eneste, du skal gøre, er at besøgewww.gaverdergavner.dk og bestille din gave.

Så modtager du et gavebevis med en beskrivelse

af den gave, du har valgt. Du kan også vælge at få

gavebeviset sendt direkte til den person du ønsker

skal modtage gaven med en personlig hilsen fra

dig. På den måde kan gaverne bruges til at give til

nogen du holder af. Du kan også give gaven til dig

selv med bevidstheden om, at du har givet en

gave der virkelig gavner fattige mennesker.

GAVER DER GAVNER- meget mere end en gave

GAVER DER

GAVNER

VERDENSKORT Giv et verdenskort til en skole iAngola. Med det kan eleverne få enordentlig geografiundervisning.

FRUGTTRÆER Giv fem frugttræer til en skolehave iAngola. Det giver børnene tiltrængtfrisk frugt og skygge.

SYMASKINEGiv en symaskine til en hiv-positiv kvinde i Mozambique. Med den kan hun skabe sig en indkomst.

UDDAN EN JORDEMOR Uddan en jordemor i Mozambique.Det giver fødende kvinder bedremulighed for at undgå hiv/aids.

HJÆLP ET FORÆLDRELØST BARNHjælp et forældreløst barn i Mozam-bique til køb af nødvendigheder, så detbedre kan komme i skole og overleve.

250,-

125,- 375,-

250,-

AIDS-UNDERVISNINGGiv aids-undervisning til en skole-klasse i Namibia, en livsvigtig information til fattige børn.

FODBOLD OG BRÆTSPILGiv en fodbold og et brætspil til enskole i Namibia. Det tænder et lillelys i forældreløse børns hverdag.

SKOLEBOG OG SPILGiv en skolebog og spil til mayabørn i Guatemala. Det giver dem en nychance for en bedre barndom.

SKOLETASKE OG UDSTYRGiv en skoletaske og udstyr til barn iGuatemala, udstyr de fleste forældreellers ikke har råd til.

HIV/AIDS FOREBYGGELSESPAKKEGiv en hiv/aids forebyggelsespakketil Amazonas. Det styrker viden omforebyggelse af hiv/aids.

400,- 175,-

100,-

Køb dine julegaver påwww.gaverdergavner.dk

1.200,-

175,- 275,-

Ved første øjekast ligner Wayna Tambo enganske normal ungdomsklub. En håndfuldhiphoppere i hjørnet af et slidt og koldt fæl-leslokale prøver at få deres ghettoblaster tilat overdøve støjen fra punkbandet i øveloka-let ved siden af. Punkerne er klædt i sort ograpperne i poset tøj og kasketter.

Men noget er anderledes: Lytter man efterteksterne fra rappernes ghettoblaster, dukkerder ord frem på det indianske sprog aymara.Teknikeren i ungdomsklubbens radiostudie tyg-ger koka-blade, en indiansk tradition. Ogmellem de vrede anslag fra punk-guitarerne, kanman høre en traditionel boliviansk træfløjte.

De unge er med små skridt ved at finde de-res indianske identitet, som begyndte at gåtabt et sted dengang Bolivias økonomi ændre-de sig og globaliseringen kom. Dengang deresforældre måtte forlade de indianske landsbyerog flytte til storbyen for at finde arbejde.

“De unge her i El Alto har det ikke nemt,” for-tæller 35-årige Santos Callejas, der viserrundt. Han er en lille bred, yderst venligmand, og en af Wayna Tambos to voksne so-cialarbejdere.

“De unge er tredobbelt diskriminerede idet bolivianske samfund: som indianere, somfattige og som unge.”

Denne diskrimination blev for alvor tydelig,da globaliseringen tog fart i slutningen af80’erne, fortæller Santos.

“Vi så de unge begynde at vende ryggen tilderes oprindelse. Med globaliseringen kom-mer et tankesæt, der fortæller os, hvordan viskal klæde os, hvilken musik vi skal høre,hvordan vi skal organisere økonomien, voressamfund. Det er et kulturelt projekt, og kul-turen er derfor et kampområde,” forklarerSantos. En gruppe aktivister, deriblandt San-tos, ville ikke lade stå til og se de unge driverundt med identitetskrise og lavt selvværd, såde begyndte at se sig om efter et sted, hvorde kunne bevidstgøre de unge om, hvad derskete med Bolivia og med deres liv.

“Vi startede så Wayna Tambo som et sted,hvor vi kunne udleve vores kosmovision gen-nem musik, teater, litteratur osv., og på denmåde konfrontere globaliseringen.”

Hele Bolivia summer af denne slags kultur-kamp. Landets indianske præsident Evo Mo-rales vil gøre de indianske sprog aymara ogquecha officielle, have skolerne til at undervi-se i indiansk kosmovision, og han vil gøre na-turressourcerne, der ligger indianerne sånært, til statens og ikke udenlandske selska-bers ejendom. Landet skal afspejle de 62procent af befolkningen, der er af indianskafstamning, siger han.

I Wayna Tambo er rappere og rockgrupper

begyndt at inkorporere traditionelle fløjtein-strumenter i deres musik, synge på deres op-rindelige sprog aymara og skrive tekster omPachamama, Moder Jord, der er centrum forden andinske kosmovision. En rapgruppe iWayna Tambo hedder for eksempel Pacha-mama Crew og bruger aymara-sproget i de-res tekster.

“Når vi synger på ayamara til en koncert,opstår der en identitetsfølelse mellem os ogpublikum. Folk føler sig stolte. De tænker: Jeger aymara. Det er dette jeg er!” fortællerrapperen Abraham Bojorquez, en tidligerehjemløs fyr, i en pause i sit ugentlige radio-program om hiphop og samfundet.

I dag diskuterer hiphopperne et voldeligtsammenstød mellem minearbejdere. “Vi må finde en fredelig løsning på vores pro-blemer i landet,” siger Abraham til lytterne.

Alt i Wayna Tambo handler tilsyneladende omsamfundskritik: En gruppe unge arbejder medteaterstykker om for eksempel den andinskefællesskabsbaserede idé om demokrati somalternativ til neoliberalismen – stykker som deopfører for folk i nabolaget. Postkort og pla-kater på klubbens slidte vægge opfordrer tilat tænke på miljøet, ikke bruge plasticposerog spise den andinske kulturs sunde land-brugsprodukter i stedet for fastfood.

I radioprogrammerne stilles der spørgs-målstegn ved den vestlige verdens syn på

10 BOLIVIA KULTURKAMP FOKUS

: kulturkamp i ghettoen

TEKST | FOTO RUNE GEERTSEN

Coca Cola eller koka-blade: I ungdomsklubben Wayna Tambo i Bolivias største ghettokæmper unge indianere en daglig kamp for at finde deres identitet i en globaliseretverden

Rodny Rojas fra Wayna Tambos digtergruppe.

NR. 110 | 2006 BOLIVIA KULTURKAMP 11

teknologi, videnskab og demokrati, og mandiskuterer hvordan den andinske viden kanvære løsningen på det, de unge kalder ’mo-dernitetens krise’.

Den pædagogiske arbejdsmetode i WaynaTambo er at give de unge ejerskab over kul-turprojekterne, og gennem et teaterstykke,en digtoplæsning eller en koncert vise om-verdenen de unges værd, fortæller Santos.

“Gennem deres arbejde får de selvtillid. Vivil gøre dem stolte over at være aymaraer, atvære fra El Alto, for når deres selvtillid er itop, er deres deltagelse i samfundet megetstærkere.”

Og det er der brug for. Det bolivianske sam-fund ser i udstrakt grad ungdommen som dov-ne, fordrukne og politisk apatiske. Et billedetder er ved at ændre sig, fortæller både deunge og Santos – blandt andet på grund af entragisk begivenhed for snart tre år siden.

De unge forrest i blokaderneI oktober 2003 fik indbyggerne i El Alto nokaf fattigdom og brudte løfter fra politikerne.De gjorde oprør mod præsidenten og bloke-rede La Paz. Forrest i blokaderne stod deunge, og de blev ramt af kuglerne, da militæ-ret blev sat ind.

Sorte Oktober, som oprøret senere blevkaldt, endte, da den upopulære præsident,

Gonzalo Sanchez de Lozada, måtte flygte i enhelikopter. Tilbage på jorden lå 58 døde ogflere hundreder sårede, og en tredjedel afdem var under 25. Tragedien står stadig klarti erindringen hos de unge i Wayna Tambo.Rapperen Abraham skrev en tekst om hæn-delserne:

Verden fortærer mine symboler/ mit folk fårkugler og tåregas i stedet for deres krav/ Derfor gør vi oprør, derfor kræver vi at blivehørt/ Vi kræver at blive hørt, skiderikker!

For Santos var Sorte Oktober en advarsel tilsamfundet:

“En samfund, der ikke giver de unge nogenmuligheder, står overfor unge, der ikke erbange for at miste livet. Det skaber had tilsamfundet, en lyst til at ødelægge det. Det eren af forklaringerne på, at de unge stod i for-reste række og døde.”

Meget har ændret sig efter Sorte Oktober.At sige at man kommer fra El Alto, Den Re-belske By, giver nu respektfulde nik tilbage.Invitationer til Wayna Tambo fra både ind- ogudland strømmede ind – folk ville høre hvadde oprørske unge har på hjertet.

“Mentaliteten har ændret sig,” fortællerRodny Rojas fra Wayna Tambos digtergruppe.

“Nu kommer man ikke med undskyldningerom, at man ikke kan opnå noget, fordi man er

fra El Alto. Nu siger man: FORDI jeg kommerfra El Alto KAN jeg opnå noget.”

Et af hans digte lyder:

Måske liv Måske dødMen ikke fravær

Måske en klynkenMåske det sidste sukMen ikke stilhed

Måske virkelighedMåske en drømMen ikke løgn

Måske ved kantenMåske i midtenMen aldrig ingen af stederne

Måske i himlenMåske i helvedeMen ikke i begge

Måske ser du os ikkeMåske vil du ikke se osMen vi er her.

(Den andiske kosmovision eller livsanskuelse går udpå at jorden er en levende organisme, der giver liv, ogat mennesker skal leve i harmoni med naturen.) :

: Wayna Tambo

Blev startet i 1995 af ildsjæle fra El Altos teatermiljø,katolske grupper og ungdomsarbejdere. De fårpenge fra lokale og internationale NGO’er og insti-tutioner, og udgiver selv cd’er og bøger. Radio Way-na Tambo sender dagligt. Ca. 100 unge mellem 17og 25 år kommer jævnligt i klubben.IBIS forventer at starte to projekter med WaynaTambo i 2007. Et radioundervisningsprojekt og etprojekt i samarbejde med den bolivianske NGOCENPROTAC, der arbejder med konfliktløsning ogstyrkelse af unges identitet gennem kulturelle udtryk

: den Rebelske By

Wayna Tambo ligger i en af Latinamerikas fattigsteog mest særprægede byer, El Alto på Højsletten overBolivias Hovedstad La Paz. Langt de fleste beboereer fattige indianske bønder, minearbejdere og ar-bejdsløse unge, der gennem de seneste årtier haremigreret til byen fra oplandet og gjort El Alto tillandets tredjestørste by med over 800.000 indbyg-gere. Over halvdelen er under 19 år og ni ud af ti afindiansk afstamning. Det er et barskt sted med tradition for oprør – topræsidenter er i de seneste tre år blev smidt på por-ten af El Altos indbyggere.

Solen bager, da vi begiver os gennem de småtætte gyder, hvor høns pikker i jorden i denstillestående luft.

Omgivet af skolebørn springer også dendanske pop-sangerinde Dodo smilende ogsvedig under stråhatten over afløb og mud-derhuller i flygtningelejren Budumburam iGhana.

Her har 42.000 liberianske flygtninge de-res hjem, på et område, der oprindeligt varberegnet til at huse 5.000 flygtninge. Efter15 år er lejren ikke længere en typisk flygt-ningelejr med telte, men derimod et samfundi samfundet med farverige huse og et pulse-rende handelsliv.

“Det ligner egentlig en almindelig halvfat-

tig landsby, som de andre, jeg har set her iGhana,” bemærker Dodo.

Vi når frem til en baggård, hvor en ældrekvinde har fundet skygge i døråbningen til sithus. Dodo slår sig ned på den lille træbænk,kvinden finder frem. Dodo spørger til kvin-dens liv som flygtning. Under krigen i Liberiahar mistede hun sin mand og næsten alle sinebørn. Kun den yngste søn overlevede. Han eri dag 17 år. For tre år siden nåede hun selv ogsønnen, plus tre af hendes forældreløse bør-nebørn, frem til flygtningelejren Budumbu-ram i Ghana.

“Her lever vi af naboernes almisser,” for-tæller hun.

Edward på ti år kommer hen og sætter sigved siden af sin bedstemor. Han er det enes-te af de tre børnebørn, som går i skole. Hvereftermiddag går han i den gratis ALP-skole,

som IBIS har været med til at etablere. “Jeg har ikke selv gået i skole, men jeg har

set, at de der går i skole, klarer sig bedre,”konstaterer Edwards bedstemor.

“De ser pænere ud,” lyder hendes uddyb-ning.

Dodo vil gerne vide, hvad bedstemorenselv drømmer om. Det er et svært spørgsmålat besvare for den ældre kvinde, som har mis-tet så meget. Uroligt gnider hun sine hænder,før hun svarer, at hun blot er glad for at værei live. Men så alligevel – hun har faktisk endrøm. For børnene:

“Jeg håber, at de kan få en uddannelse ogkomme til Amerika,” siger hun. Derfor harhun sendt Edward i skole.

High five og traumerDet er kun seks dage siden, Dodo for første

12 LIBERIA UDDANNELSE

TEKST | FOTO LISE ABILDGAARDREDAKTION HANNE SELNÆS

FOKUS

: flygtninge fra Liberia vil til USA

Den danske sangerinde Dodo besøgte for nylig Ghana og var med IBIS-fokus i enliberiansk flygtningelejr, hvor drømmen om Amerika syder under overfladen

gang satte foden på afrikansk jord. Med sitband ‘Dodo and the Dodos’ har hun optrådtmed 80’er-hittet ‘Vågner i natten’ og andre afgruppens numre til en koncert i den ghane-siske hovedstad Accra.

Her, langt fra den danske musikscene, besø-ger hun nu flygtningelejren, hvor IBIS er med tilat give børn, som er blevet for gamle til den for-melle skole, en ny chance gennem ALP-skolen.

Der er ikke meget diva over den ligefrem-me og nede-på-jorden Dodo, som med sinnysgerrighed, smil og høje grin går lige ind ighaneserne, mens hun uddeler håndfladeklaskende ‘high fives’ til drengene, der rækkerud efter hende, og holder pigerne i hånden,når de tager hendes.

Snart er Dodo, der selv har en baggrundsom folkeskolelærer, omringet af nysgerrigebørn og unge, der i munden på hinanden for-tæller, hvilken klasse de går i.

En af dem er Patience, en 18-årig sky oggenert pige, der netop er blevet indskrevet ien ALP-klasse. For seks år siden kom hun tilGhana med sin moster. I Liberia boede hunog hendes familie blandt oprørerne, og dahendes far blev slået ihjel og moren flygtedeud af landet, endte Patience hos sin moster.

Alle børnene i flygtningelejren er berørt afden blodige borgerkrig, der i 14 år rasede iLiberia. De har mistet nære slægtninge, væ-ret vidner til henrettelser og lemlæstelser.Nogle af dem har selv været oprørere og bi-draget til smerten. Ofte af frygt for at bliveslået ihjel eller blot for at få mad til at overle-ve. Alle er de flygtet til Ghana og har mistetkontakten til de familiemedlemmer, der blevtilbage.

Men på overfladen ser livet i flygtningelej-ren helt almindeligt ud.

Drømmen om Amerika“Det ligner jo en dansk planche om, hvordanman skal opføre sig i klasselokalet,” flyver detud af sangerinden Dodo, da vi besøger ALP-skolens kontor, og hun får øje på de ord, læ-rerne har skrevet om ærlighed, tillid, respektog hjælpsomhed.

En anden planche beskriver lærernesdrømme for deres oprindelige land, Liberia,hvor også fred og kærlighed er nævnt.

FN opfordrer beboerne i lejren til enten atrejse tilbage til Liberia, hvor der nu er fred,eller at ansøge om at blive ghanesiske stats-borgere. Et opslag på skolens dør viser, hvormange der er vendt hjem til Liberia inden forden sidste måned. De kan tælles på to hæn-der. De resterende 42.000 lever fortsat iuvished om, hvor fremtiden bringer dem hen.

“Der er en mærkelig dobbelthed her i lej-ren,” mener Dodo.

“De fleste beboere sidder her bare, og deter så trøstesløst. De ser ikke fremad. Og såalligevel beskriver lærerne på planchen, vi så,hvordan de har drømme for Liberia. Men harde det? Eller drømmer de inderst inde ogsåom at rejse til USA?”

“Det er som om, at flertallet mangler enforståelse for deres egen situation og mulig-heder, lidt ligesom danske unge. Både danskeog liberianske unge er præget af en amerika-niseret verden, med amerikansk tv og rap-musik,” siger hun.

“Men det er måske ekstra let at drømmesig ind i denne verden, hvis man er en rodløs

teenager i en flygtningelejr i Ghana, hvor dehar siddet måske i otte år og ventet på atkomme videre, uden at der sker noget,” sigerDodo.

I Dodos øjne er det afgørende, at eleverneselv oplever det, de skal lære. Hun tror derforfuldt og fast på, at deltagelse i undervisning-en er vejen til indlæring – og at viden fører tilløsninger.

“Netop løsningsmodeller er helt åbenlysten kæmpe mangelvare her i Budumburam.”

“Mit håb er derfor, at børnenes med deresskolegang nu får ro og tryghed nok til, at debegynder at reflektere over hvem de er oghvad de vil,” siger den siger den danske sang-erinde, da vi vinker farvel til eleverne i ALP-klassen. :

NR. 110 | 2006 LIBERIA UDDANNELSE 13

Edward og hans bedstemor fra flygtningelejrenBudumburam.

: ALP – tryk på indlæringen

ALP er et tre-årigt undervisningsprogram, skrædder-syet til den generation af liberianske børn og unge,der aldrig har gået i skole på grund af borgerkrig ilandet. Eleverne kan fortsætte i 7. klasse efter tre års ALP-undervisningI Liberia er ALP udbredt i hele landet. IBIS står forALP i den østlige del af LiberiaI Ghana har IBIS siden 2005 støttet ALP-klasser iden liberianske flygtningelejr BudumburamIBIS har indtil nu sikret 4.780 børn undervisning i enALP-klasse.

14 GLOBALT HANDEL FOKUS

Efter sammenbruddet i WTO forhandlinger-ne i sommer må verdens fattigste foreløbigkaste en hvid pind efter øget markedsadgangog et stop for de rige landes landbrugssubsi-dier. Kun de mest optimistiske forhandleretror på, at WTO forhandlingerne kan gen-startes til foråret og færdiggøres inden ud-gangen af juni, når det amerikanske forhand-lingsmandat udløber. Først kommer det ame-rikanske præsidentvalg i vejen, herefter star-ter EUs revision af de fælles landbrugsord-ninger. I værste fald bliver næste realistiskechance for at genstarte WTO forhandlinger-ne først i 2012.

Bilaterale aftaler Sammenbruddet i forhandlingerne har fåetEUs handelskommissær Peter Mandelson tilat introducere en ny offensiv handelsstrategifor Europa med fokus på regionale han-delsaftaler i bl.a. Kina, Indien, Rusland og La-tinamerika. EU lægger særlig vægt på stærke-re patentregler og ikke-toldmæssige barrie-rer. Danmark bakker op omkring strategien,selv om der ikke er fokus på særlige danskemærkesager som f.eks. fattigdomsbekæm-pelse, miljø og arbejdstagerrettigheder. Yder-mere står EU-Kommissionen fast på kravetom europæisk markedsadgang i forhandling-erne med 78 lande i Afrika, Stillehavet og Ca-ribien, hvilket er en klar forringelse af tidlige-re handelsaftaler mellem EU og verdens fat-

tigste. Det har skabt en del kritik fra bl.a. Englandmed støtte fra Danmark – men endnu er der ing-en reel diskussion om alternativer.

På den anden side af Atlanten truer USA medat suspendere de fattige landes adgang tildet amerikanske marked, hvis ikke de delta-ger aktivt i regionale frihandelsforhandlingermed USA.

Målet er klart! Når der ikke kan opnås glo-bal enighed i WTO, må de fattige udviklings-lande tvinges til at makke ret i bilaterale for-handlinger. I de seneste 12 amerikanske han-delsaftaler med udviklingslande er patentre-glerne langt skrappere end i WTO. Aftalernemindsker f.eks. udviklingslandenes mulighe-der for parallelimport og udstedelse aftvangslicenser, selv for lande som er hårdtramt af hiv/aids.

Handel og bistandLøfterne om handelsrelateret bistand er si-den WTO-mødet i Hong Kong kommet højtpå den internationale dagsorden. Men ogsåher strides parterne. Udviklingslandene erbekymrede for at bistanden er pression for atindgå aftaler på andre områder og ønsker bi-standen gjort bindende. De rige lande er kri-tiske overfor bindende aftaler og nye bi-standsinstrumenter, som efter planen skaladministreres af handelseksperter uden vi-den om fattigdomsbekæmpelse. De eksiste-rende bistandsinstrumenter i f.eks. Verdens-banken er særdeles mangelfulde og kritiseresbl.a. for manglende effektivitet, utilstrækkelig

koordinering og ringe effekt mht. fattigdoms-bekæmpelse. Derfor er skepsisen stor hosbåde rige og fattige lande, som end ikke kanblive enige om en definition på handelsrela-teret bistand. Og derfor vil løfterne næppeblive opfyldt foreløbig.

Handel skaber udviklingOmkring en tredjedel af Afrikas befolkning erunderernærede, og sultkatastrofer står i køpå det afrikanske kontinent. For verdens fat-tigste lande er det altafgørende at ændreden enorme ubalance i handel med land-brugsvarer, som har eksisteret i årtier. Menudenfor WTO-regi er liberaliseringen af land-brugssektoren i de rige lande end ikke til dis-kussion, og fattige udviklingslande har ikkeden samme forhandlingskraft og særlige sta-tus. De bilaterale forhandlinger minder mestom en skolegård, hvor de store drenge tæverde små – mens gårdvagten holder kaffepau-se. Vi befinder os i en handelspolitisk kold-krigssituation, hvor viljen til at bekæmpe glo-bal fattigdom ved hjælp af handel er på ethistorisk lavpunkt. Derfor er det afgørende,at progressive lande som Danmark træder ikarakter og bidrager aktivt til at sætte de fat-tiges interesser i centrum. Danmark barsler idisse måneder med en ny dansk handelsstra-tegi og IBIS vil i den forbindelse arbejde foret fortsat stærkt fokus på globale handels-forhandlinger, en effektiv handelsrelateret bi-stand og en afskaffelse af alle skadelige for-mer for landbrugssubsidier og handelshin-dringer i de industrialiserede lande. :

TEKST MORTEN EMIL HANSEN, meh@ibis.dkFOTO OLE LOUMANN

: lang vej til en WTO aftale

NR. 110 | 2006 DANMARK NOTITSER 15

I 2007 sætter IBIS for femte år i træk børnsret til uddannelse på skoleskemaet med ud-dannelseskampagnen Hele Verden i Skole.Kampagnens hovedelement er LæseRaketten– en dansk læsebog, der puster til børnslæseglæde og styrker deres bevidsthed om,hvorfor det er så vigtigt at få en uddannelse.

Skoleklasser over hele Danmark kan deltage iLæseRaketten i ugen før påskeferien 2007. I foråret i år læste 128.334 danske børn iLæseRaketten og satte sammen med millioneraf elever fra resten af verden fokus på de 99millioner børn, der ikke har adgang til at kom-me i skole.

LæseRaketten er sprængfyldt med gode his-torier, doneret af kendte børnebogsforfat-tere, og letlæste artikler om børn, der gernevil i skole. Det er gratis at deltage og skoler/klasser kan tilmelde sig på www.ibis.dk/ verdeniskole indtil den 8. januar 2007.

: LæseRaketten sender Hele Verden i Skole

Seminar om de økonomiske partner-skabsaftaler mellem EU og en lang rækkeafrikanske lande.

Lomé-aftalerne har i mere end 30 år væretrammen om en aftale om bistand og handels-fordele mellem EU og u-lande med historisktilknytning til Unionen. Disse aftaler skal nuafløses af de såkaldte EPA’s (Economic Part-nership Agreements). De nye EPA-aftaler vilefter alt at dømme give ringere betingelserfor de afrikanske lande på handelsområdet.Især fordi EU nu kræver mere markedsad-

gang. Dermed risikerer afrikanske virksomhe-der at blive udkonkurreret i større tempo.

Program: EUs forhandlingsposition og konsekvensernefor Afrika, ved Marc Maes fra Coalition of theFlemish North South Movement in Belgium,11.11.11)

Kampen om indflydelse i Afrika ved Knud Vil-by, journalist og forfatterRegeringens syn på EPA-forhandlingerne vedUlla Tørnæs, udviklingsminister (ikke bekræftet)

Paneldebat om EPA mellem udviklingsordfø-rere fra: Socialdemokratiet, Det Radikale Ven-stre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Seminaret er arrangeret af IBIS, SydafrikaKontakt og DEO (Oplysningsforbundet De-mokrati i Europa)

Tid: Lørdag den 24. februar kl. 11.00-18.00Sted: IBIS, 3. sal, Nørrebrogade 68B, 2200København.

Læs mere på www.ibis.dk

: bistand og handelsaftaler mellem EU og Afrika

IBIS’ 40 års jubilæum blev markeret pågeneralforsamlingen af Namibias premierminister Nahas Angula, der i en munter ogligefrem tale understregede det tætte samar-bejde mellem IBIS og Namibia.

Generalforsamlingen viste en stor opbakningtil styrelsens arbejde og de linjer, der er lagtfor IBIS’ arbejde fremover. Arbejdsprogram-

met samt den u-landspolitiske udtalelse fra generalforsamlingen kan læses påwww.ibis.dk.

Johan Reventlow går af som Parlamentariskrevisor. Han har i mange år været medlem-mernes vagthund og med til at sikre at IBIS’administration og programarbejde har væreti tråd med værdiggrundlaget og de politiske

beslutninger. Generalforsamlingen valgteSteffen Rasmussen som ny parlamentarisk re-visor. Generalforsamlingen valgte en ny styrelse, ogdenne har efterfølgende konstitueret sig.John Nordbo forsætter som formand, Anne-mette Danielsen som forkvinde for Sydudval-get og Anders Bildsøe Lassen som formandfor Nordudvalget.

: flot opbakning til IBIS’ styrelse på generalforsamlingen lørdag den 4. november 2006

FOT

OH

EIN

Z K

AN

STRU

P

IBIS’ nye styrelse

Fra venstre bagest:

Steffen Rasmussen, Johnny Grenzlikowski, AndersBildsøe Lassen, John Nordbo, Bo Vesterlund, PoulErik Christoffersen, Christine Rasmussen, VagnBerthelsen (generalsekretær), Johanne K. Møller,Katrine Magelund, Ditte Falbe-Hansen, Mette MullerJørgensen, Annemette Danielsen, Karen Prins,Elsebeth Søndergaard.

Isabel Frandsen og Signe Krøjgaard var ikke til stedeved fotograferingen.

Afsenderadresse:

PortoServicePostboks 94909490 Pandrup

ID:46452MAGASINPOST

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

Indbetaler Kreditornummer og beløbsmodtager Kreditornummer og beløbsmodtager

Underskrift ved overførsel fra kontoMeddelelse til modtager Kvittering

KVITTERINGKA73

Checks og lignende accepteres under forbehold af at penge-instituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i penge-institut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvit-teringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

INDBETALINGSKORT

Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

FIK 731 (02.05) 833

Reg.nr. Kontonr.

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Kroner Øre

Dag Måned År

Betalingsdato

. . , . . ,

Kroner Øre

+73< +88814606<

IbisNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 88

IbisNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 882191

88814606 88814606

Jeg vil gerne støtte IBIS’ arbejde i Afrika og Latinamerika

WWW.GAVERDERGAVNER.DK �

IBISNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 88

IBISNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 88