Embed Size (px)
DESCRIPTION
Kvartalsmagasin om udvikling udgivet af udviklingsorganisationen IBIS
Citation preview
IBIS UDDANNELSE SKABER UDVIKLING
: VERDEN RUNDT MED IBIS: TEMA OM FOLKELIGE BEVÆGELSER: hVORDAN BRUGTE VI pENGENE I hAITI?
NOVEMBER 2010 I 126
IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor al-le mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Det, synes jeg, er
en flot vision – kort, klar og ideel. Men ’Vision 2012’ har en indbygget udløbsda-to, og der er sket meget i verden på de godt 10 år, siden ’Vision 2012’ blev til. På weekendens generalforsamling satte Styrelsen derfor gang i debatten om IBIS’ overordnede mål. Det, vi skal spørge os selv om, er, hvilke ind-satser vi anno 2010 vurderer, er de vigtigste for en organisation som IBIS? Hvordan ser de glo-bale udfordringer ud for fattige mennesker i fattige lande? Hvilke resultater har vi opnået? Hvilke erfaringer har vi gjort os?
VERDEN SOM jEG SER DENVerden har aldrig været mere ulige end nu. Den rige del sidder fortsat på flæsket, men tidlige-re udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien har haft ’take off ’, og millioner er kommet ud af fattigdom. Andre lande er til gengæld gået i stå eller tilbage. Og i alle lande vokser uligheden. Eliten bliver stedse rigere, og fattigdommen sy-nes lige endeløs for de mange. Økonomisk vækst har altid været et kodeord i forhold til udvikling, fordi den er en nødven-dighed for at trække folk ud af fattigdom. I sto-re dele af den fattige verden oplever man faktisk økonomisk vækst i disse år. Men mange steder er det kun eliten, der får gavn af væksten. For-di der ikke samtidig skabes job, og fordi korrup-te regeringer og korrupte selskaber går hånd i hånd om at snyde staten for de ressourcer, der kunne betale for uddannelse og sundhed. Frustrationen er efterhånden stor og kan hurtigt få et voldeligt udtryk. Fødevareoprøret i Mozambique er et nyligt eksempel på, at de fattige ikke kan presses mere, uden at der bliver oprør. Samtidig har mange lande en overvægt af unge, der ikke er job til, og som nemt kan tvin-ges ud i vold og kriminalitet i et forsøg på at overleve.
Der er brug for en indsats, som retter sig mod den gruppe. Der er brug for en indsat mod korruption. Og der er brug for ”kvalitativ” vækst.
DE pOSITIVE TEGNHeldigvis er det ikke kun ’doom and gloom’. Ar-bejdet med 2015-målene har betydet en øget opmærksomhed på, hvad der faktisk virker. Et godt eksempel er Malawi, der gik imod donor-doktriner, og ved hjælp af billig kunstgødning og højtydende kornsorter på kort tid fik skabt en overskudsproduktion af fødevarer. Det viser os, at ny teknologi kan ændre meget. Vi har også set, hvor meget vi og andre kan udrette i partnerskaber. Vi lever i en spændende tid, hvor der er færre tabuer for, hvem der kan samarbejde med hvem, og hvilken rolle man kan spille. Samarbejdet mellem ngo’er i syd og nord, med myndigheder og med det private erhvervs-liv giver en mange muligheder. Vi skal blive endnu bedre til at udnytte disse samarbejder. Og vi skal være bedre til at udfor-ske og udnytte de muligheder, som ny teknologi giver os. Og til sidst: Kravene og konkurrencen sti-ger på alle fronter. Hvis IBIS fortsat skal spille en vigtig rolle, er der brug for en stærk organisati-on med en robust økonomi og stærke kompe-tencer inden for de indsatsområder, vi vælger.
DebattenomIBIS’nyevisionblevåbnetpågene-ralforsamlingen 6. november. En ny vision ventesvedtagetpågeneralforsamlingeni2011.
IBIS-fokus udgives af IBIS
RedaktionMalene Aadal Bo, [email protected] Abildgaard (ansvarshavende redaktør)
Forsidefoto: Arne SimonsenGrafisk tilrettelagt af: Jesse Jacob / Mediefabrikken ApSTryk: Mediefabrikken ApSOplag: 12.500ISSN: 1901-9211© IBIS 2010
IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødven-digvis udgiverens holdning.
Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden til udvalgte institutioner og samarbejdspartnerepartnere.
Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: [email protected]
Adresseændring, bestilling og afmelding af abonne-ment hos IBIS, gerne på mail: [email protected]
Næste nummer udkommer februar 2011
IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.
IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.
IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.
Læs mere på www.ibis.dk
TEKST METTE MüLLER FOTO ANDERS THORMANN
: hVIS VI SKAL hAVE EN chANcE…
126 | 2010 03
62.265 kroner fra landsholdetFodboldlandsholdet støttede under sommerens VM IBIS-kampagnen “1GOAL: Uddannelse for alle”. Forleden modtog IBIS desuden en check på 62.000 kroner, doneret af landsholdet selv. “Vi valgte i foråret IBIS som partner for vores humanitære støtte i forbindelse med VM-slutrunden, og det samarbejde vil vi gerne runde af med en kontant, økono-misk håndsrækning til IBIS’ indsats for børns ret til uddannelse,” udtalte anfører Christian Poulsen.
0 procent i skatIBIS’ partner Center for Public Integrity kræver bedre kompensation for de omkring-liggende landsbyer til en mine i det nordlige Mozambique og flere skatter til staten. Det sker, efter at det er kommet frem, at irske Kenmare Mining betaler 0 procent i skat af sin udvinding af titanium og andre mineraler i det nordlige Mozambique. Kenmare er helt skattefritaget de første 6 år, og derefter skal de betale 1 procent. Samtidig er firmaet fritaget for moms og import- og eksportskatter. På den måde bi-drager minen kun til Mozambique gennem løn til 250 lokale arbejdere.
Selv om kvinder og mænd ifølge loven er li-ge i Mozambique, så følger kvinders so-ciale og traditionelle position bagerst
med som en skygge, når de går ind i politik. En kvinde tager ikke ordet før en mand, og hun si-ger ham ikke imod. Eksemplerne på kvindernes begrænsede rolle i politik er mange i Mozambique. IBIS har for ny-lig lavet et studie, der viser, at kvindelige politi-kere ikke udvælges til tillidsposter i det politi-ske arbejde, og at kønspolitiske spørgsmål stort set ikke figurerer på de politiske dagsordener. Kvinders deltagelse i politik er ”spild af penge og tid, og de skulle blive i hjemmet, hvor de hø-rer til,” lyder flere udsagn. De folkevalgte kvinder føler samtidig selv, at deres viden og kunnen ikke slår til, og at de kun er til stede i det politiske forum med mænde-nes tilladelse. I disse dage tager IBIS i Mozambique derfor for alvor hul på projektet ”Kvinder i politik”. Her går kvinder valgt til byråd og provinsparlamenter
på kursus i køn, ligestilling og ikke mindst deres muligheder for at gøre deres indflydelse gæl-dende via deres nye politiske post. ”Der er brug for handlekraftige kvinder, som kan påvirke de politiske beslutninger i det her land. Der er allerede en del kvinder i politik, men de har brug for at blive klædt på til at indgå som ligeværdige medspillere i et ellers mandestyret felt,” siger Anne C. Hoff, der er landechef for IBIS i Mozambique.Projektet er et samarbejde mellem IBIS og den kvindelige nationale paraplyorganisation Forum Mulher i Mozambique. I første omgang delta-
ger 200 folkevalgte kvinder fra byråd og provin-sparlamenter i tre af de nordlige provinser i Mo-zambique.
: IBIS I MOzAMBIqUE SATSER på KVINDER I pOLITIK
Ser man kun på statistikkerne, har kvinder i Mozambique meget at skulle have sagt. I hverdagen er der dog langt mellem dem, der, som denne kvinde, tør tage ordet og gøre sin indflydelse gældende i offentlige forsamlinger.
et par procenter
Mozambique ligger højt på listen over lande med flest politisk valgte kvinder, som ved det sidste valg indtog 39,2 procent af parlamentets sæder. I Danmark er 38 procent af Folketingets medlemmer kvinder. Men kvindernes politiske indflydelse i Mozambique stemmer ikke over-ens med de fine tal på papiret.
TEKST OG FOTO IRENE NØRGAARD
Kvindelige politikere skal klædes på til at varetage deres køns interesser og turde at sige mændene imod.
VERDENRUNDTmEDIBIS
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ATHENSLISBON
NICOSIA
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTAGREECE
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
04 FOKUS
70 gæster til latino-debutIBIS-sekretariatet var omdannet til lun latinobiograf, da frivillige i København i september blændede op for første ombæring af Latino Film. 70 gæster fyldte sa-len og fyldte sig desuden med kage, kaffe og popcorn til 10 kr. til fordel for Ma-yakvinder i Guatemala. Latino Film finder sted den første torsdag i hver måned. Læs mere på Facebook – søg på ”IBIS Latino Film”.
bolivia i undervisningenHele Verden i Skole-kampagnen er i fuld gang med LæseRaketten, som denne gang lander i Bolivia. Bogen sætter bl.a. fokus på behovet for tosproget undervis-ning. I Bolivia foregår undervisning typisk på spansk, hvilket mange af de indian-ske elever ikke forstår. Vi har allerede modtaget tilbagemeldinger fra lærere, der glæder sig til at arbejde med problemstillingerne i Sydamerika.
“Vi føler ofte, at vi er underlagt mæn-dene, og vi lærer, at vi er mindre værd end dem. Mange kvinder fra de op-
rindelige folk arbejder i hjemmet og har mænd, der hverken tillader dem at bevæge sig rundt alene eller have en selvstændig mening.” Det forklarer Kiatrina David Benitez, leder af kvinde-organisationen Mayakat i Nicaragua. Hun tilhører det 15.000 personer store ma-yangna-folk – et af ni oprindelige folk i Nicara-gua. Mayangnaerne lever i Nicaraguas nordlige autonome atlanterhavsregion, RAAN, og i Jino-tega-departementet, hvor de primært ernærer sig ved fiskeri, jagt og jordbrug. En IBIS-undersøgelse viser, at mayangna-kvinderne arbejder næsten dobbelt så meget som mændene, men at de samtidig kun har me-get lille indflydelse i eksempelvis de oprindelige folks organisationer.
pIGER KOMMER IKKE VIDEREIfølge Kiatrina David Benitez er der stærke tra-ditioner, som gør det svært for kvinderne at bryde kønsrollemønstrene. Især mangel på vi-deregående uddannelse er med til at fastholde kvinderne fra de oprindelige folk i en blanding af uvidenhed, fattigdom og manglende indfly-delse. Først inden for de sidste 25 år har mayan-gna-folket fået adgang til skoleuddannelse, og først i 2006 kom der 6.-10. klasses undervis-ning til territoriet. De færreste mayangnaer får mulighed for at få en højere uddannelse, men når det endelig sker, er forskellen mellem unge mænd og kvinder markant. ”Langt størstedelen af de universitetsstude-rende herfra er mænd. Fædrene mener, at de-
res døtre bare vil blive gravide, hvis de forlader hjemmet, så de giver dem ikke lov til at rejse væk for at læse,” siger Kiatrina David Benitez. Men nu vil mayangna-kvinderne ændre det. ”Uddannelse kan ændre folks liv, og jeg vil gerne have, at mine egne døtre kommer til at læse videre. Vi har brug for, at vores kvinder får videregående uddannelser, så vi kan få indfly-delse,” understreger Kiatrina David Benitez.
SKUB I LIGESTILLINGFor at sætte skub i denne proces har IBIS ind-ledt et samarbejde med Mayangna Sauni Arungka territorialregeringen (MATUMBAK), som skal uddanne kvinderne til at søge og øve indflydelse. Det gælder blandt andet medlem-mer af Mayakat, som i løbet af de næste år får adgang til de nødvendige metoder og redska-ber. Samtidig vil projektet sætte dem i stand til at formulere, planlægge og udføre udviklings-projekter, som kommer befolkningen i territori-et til gavn. I det lange løb er det hensigten, at kvinder-ne skal kunne forhandle med lokale, nationale
og internationale myndigheder og organisatio-ner for at fremme anerkendelsen af mayangna-folkets kollektive rettigheder. Endnu er der lang vej, før Kiatrina David Be-nitez og de andre mayangna-kvinder har opnået ligestilling, men de første skridt er taget.
: MAyANGNA-KVINDER hjÆpER pIGERNE på VEj
det gør ibis
Ud over kvindeprogrammerne giver IBIS løben-de støtte til Mayangna Sauni Arungka territorial-regering (MATUMBAK). IBIS har blandt betalt MATUMBAK’s regerings-bygning og deltaget i arbejdet med at opmåle og få skøde på territoriet. IBIS har også mæglet i konflikter mellem ma-yangnaerne og ulovligt indtrængende farmere, kvægavlere og skovhuggere. Mayngna Sayuni Arungka ligger i det nordlige Nicaragua. Det er 485 km2 stort og beboet af 386 mayangna-familier – i alt 4.625 personer.
TEKST OG FOTO PER BERGHOLDT JENSEN
En gruppe mayangna-kvinder i Nica-ragua har fået nok af macho-under-trykkelsen.
VERDENRUNDTmEDIBIS
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ATHENSLISBON
NICOSIA
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTAGREECE
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
Mayanga-kvinder arbejder dobbelt så meget som mænd og har sjældent hverken uddannelse eller indflydelse. Men måske vil livet forme sig anderledes for den lille pige, end det har gjort for hendes bedstemor.
126 | 2010 05
18 millioner underskrifter til ban ki moonUnder FN’s 2015-topmøde i New York fik generalsekretær Ban Ki Moon overrakt 18 millioner underskrifter. Mennesker verden over har i forbindelse med 1GOAL-kam-pagnen skrevet under på, at alle har ret til skolegang. I Danmark har komikere, folke-tingspolitikere og det danske fodboldlandshold støttet IBIS i at indsamle underskrif-ter og oplyse danskerne om vigtigheden af, at børn over hele verden kommer i skole.
2 udvindingskontrakter bliver revurderetIBIS gjorde sammen med vores partnere i Sierra Leone Verdensbanken op-mærksom på, at regeringen har indgået nogle meget dårlige kontrakter om ud-vinding af en jernåre i landet. Kontrakterne er i modstrid med den nye minelov og giver blandt andet meget små skattebetalinger til regeringen. Efter pres fra Ver-densbanken bliver kontrakterne nu kigget igennem igen.
: KAKAOBøNDERNE FåR hISTORIEN IGEN
På en bænk under et skyggefuldt kakao-træ sidder 14-årige Ibrahim med et smil om munden. Han bladrer i en bog, som
han lige har fået: ”A Glimpse of Ghana – stor-ies about people, schools and cocoa”. I bogen er der en historie om ham selv. Historien og bil-lederne bliver studeret af hele familien, som ty-deligvis er glade og stolte over bogen og over at få besøg. ”Da du kom sidste år og talte med Ibrahim, var det en stor oplevelse. Men når du kommer tilbage, så betyder det, at vi har en plads i dit hjerte,” siger Ibrahims mor, Salamatu Akugri. Tilbage er et ord, vi har talt meget om på denne tur til Ghana. Vi vil gerne give noget til-bage til dem, der stiller op til vores interview, fo-tografering, samtaler om udvikling og meget an-det. Derfor er det en særlig oplevelse at komme tilbage til kakaodistriktet og give den nye bog til dem, der har medvirket i den.
her er bøger en sjældenhedSammen med Prosper Nyavor, projektleder på Toms og IBIS skoleprojektet, henter vi 20 kas-ser med bøger på et lager i storbyen Kumasi. Vi kan ikke have flere kasser i bilen, så resten må vente. Der er langt fra byen til det skyggefulde ka-kaotræ, hvor vi nu sidder. IBIS’ bil kan ikke kom-me frem i bushen, så vi går det sidste stykke ad
små snoede stier mellem kakaotræerne, inden vi endelig finder den lille plads med et par lerkli-nede huse. Men glæden hos Ibrahim og hans fa-milie smitter så meget, at det ikke betyder no-get, at vi har kørt langt og vandret længe under en bagende sol. Bogen skal også afleveres til kakaobonden Godwin Amediku og områdets høvding, der begge er med i bogen. Den udløser begejstring og hos Godwin også en improviseret glædes-sang. I dette område er bøger en sjældenhed, selv i nogle af skolerne, så glæden over at eje en bog og endda være med i den er fuldstændig forståelig. Da vi forlader området ad bushens små sti-er, føles det, som om vi er tæt på lykken. Vi er opfyldt af den glæde, vi har mødt. En gensidig glæde, som minder os om, at vi ikke blot tager ud i verden og taler med folk, fordi vi skal skrive en god historie. Vi skaber også relationer. Ibra-hims mor har ret. De har en plads i vores hjerter.
TEKST OG FOTO AF MARIA SANDER OG DORTHE NIELSEN
I 2009 udkom bogen ”Glimt af Gha-na – beretninger om mennesker, sko-ler og kakao” som en del af et samar-bejde mellem Toms og IBIS. Nu skal bogen deles ud på skoler i Ghana. To af bogens forfattere var så heldige at lande samtidig med bogen og kun-ne dele den ud til nogle af de menne-sker, der optræder i historierne.
toms og ibis´ skoleprojekt
TToms køber en stor del af sin kakao i pro-vinsen Brong-Ahafo i Ghana. Fra 2007 har Toms og IBIS sammen med lokale organisa-tioner arbejdet på et skoleprojekt. Projektets overordnede mål er at være med til at stop-pe børnearbejde i kakaoområderne. Det sker blandt andet ved at sikre, at børnene kom-mer i skole og at den undervisning, de mod-tager, er af god kvalitet. Projektet er lige nu ved at blive afsluttet, men mange af initia-tiverne er implementeret i det arbejde, der fortsætter i distrikterne.(Fakta) ”Glimt af Ghana” ver mulighed for i et større perspektiv at arbejde med global un-dervisning. Bogen er trykt i 30.000 eksem-plarer på dansk, og med støtte fra ngo’en Source Trust er bogen blevet trykt i 25.000 engelske eksemplarer, som skal deles ud på skolerne i kakaodistrikterne i Ghana.
glimt af ghana
Toms og IBIS har samarbejdet om at udvik-le Toms besøgstjeneste, der hvert år besø-ges af 15.000 danske skoleelever. Elever-ne lærer kakaoens historie og noget om de mennesker, der dyrker kakao, og når elever-ne tager derfra, får de en pose med lidt slik og bogen ”Glimt af Ghana.” Der er udar-bejdet et lærermateriale til bogen, som gi-ver mulighed for i et større perspektiv at ar-bejde med global undervisning. Bogen er trykt i 30.000 eksemplarer på dansk, og med støtte fra ngo’en Source Trust er bo-gen blevet trykt i 25.000 engelske eksem-plarer, som skal deles ud på skolerne i kaka-odistrikterne i Ghana.
VERDENRUNDTmEDIBIS
Ibrahim med sin nye bog i hænderne.
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTA
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
Ghana
06 FOKUS
mINVIRkElIghED:
DAM
ASCU
S
BEIRUT
AMM
AN
ATHEN
SLISBO
N
NIC
OSIA
ABUJA
ALGIERS
TUN
IS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTO
UM
ADD
IS ABABANAIRO
BI
ANTAN
ANARIVO
LILON
GW
E
LUSAKAH
ARARE
LUAN
DA
MO
RON
I
KAMPALA
KINSH
ASA
LOM
E
YAOU
ND
E N'D
JAMEN
A
NIAM
EY
OU
GAD
OU
GO
U
BANG
UI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJU
LPRAIA
BISSAU
FREETOW
N
MO
NRO
VIAYAM
OU
S.PO
RTO-N
OVO
KIGALI
DO
DO
MA
BUJU
MBU
RA
DJIBO
UTI
ASMARA
MO
GAD
ISHU
RABAT
NO
UAKC
HO
TT
DAKARC
ON
AKRY
ACC
RA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABAN
E
GABO
RON
EPRETO
RIA
WIN
DH
OEK
MAPU
TO
STO D
OM
ING
O
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVAN
A
PORT-AU
-PRIN
CE
KING
STON
MEX
ICO
CITY
SAN JO
SÉ
MAN
AGU
A
SAN SALVAD
OR
GU
ATEMALA C
ITYTEG
UC
IGALPA
BELMO
PAN
PANAM
A CITY
CARAC
AS
BOG
OTÁ
QU
ITOLIMA
LA PAZ
SUC
RE
ASUN
CIÓ
N
BRASÍLIA
MO
NTEVID
EOSAN
TIAGO
BUEN
OS AIRES
GEO
RGETO
WNPARAM
ARIBO
JERUSALEM
2
SÃO TO
MÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAH
ARA
WEST BANK
MALTA
GREECE
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COM
ORO
S
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABW
E
MO
ZAMBIQ
UE
LESOTHO SWAZILAND
SOU
TH AFRIC
A
NAMIBIA
BOTSWANA
DEM. REP.
OF CO
NGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGEREQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTE
D'IVOIRE
SÃO TO
MÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MO
ROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORD
AN
LEBANON
HAITI
THE BAH
AMAS
CUBAD
OM
INIC
ANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOM
INICA
ST LUCIABARBADO
S
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEX
ICO
BELIZE
PANAM
AC
OSTA RIC
A
EL SALVADO
R
GU
ATEMALA
NIC
ARAGU
A
HO
ND
URAS
JAMAIC
A
GUINEA
VENEZUELA
COLO
MBIA
BOLIVIA
BR
AZ
IL
AR
GEN
TIN
A URUGUAY
SURIN
AME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOM
ALIA
CHAD
GHANATOGO BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIA
MALAW
I
SENEGAL
MADAGASCAR
GU
YANA
CH
ILE
Liberia
TEKST O
G FO
TO
LOTTE Æ
RSØE
I Liberia sender IBIS børn i skole gennem ALP-pro-
jektet. Tidligere holdt borgerkrig eller fattigdom
dem ude af skole. Klassen på fotografiet er en helt
almindelig ALP-klasse. ALP står for det accelererede
skoleforløb, der giver børnene et hurtigt og stramt
tilrettelagt tre års skoleforløb, der dækker seks års
læseplaner. Eleverne skal ikke have skoleuniform
, og de får udleveret blyanter og kladdehæ
fter, så det er helt gratis for dem
. En af de vigtigste brikker i ALP-projektet er læ
rerne. H
ver lærer har derfor en vejleder, ansat af IBIS. H
vis du ser efter, så finder du IBIS-vejlederen Austin G
ray på bagerste række m
ellem et par af de større
drenge. Austin Gray følger læ
reren og hjælper ham
eller hende m
ed at bruge de elevcentrerede under-visningsm
etoder, projektet er baseret på. D
et hjælper læ
rerne til at give eleverne kvalitetsun-dervisning på trods af de m
eget beskedne ramm
er.
126 | 2010 07
IBIS har 382 medarbejdere verden over, som på forskellig vis arbejder for at gøre IBIS’ vision om en mere retfærdig verden til virkelighed. På denne side vil du fremover møde et af disse mennesker. Den første er peter Mccanny, som er programleder for IBIS’ uddannelsesprogram i Sydsudan. Her fortæller han om en hverdag i et af verdens skrøbeligste lande.
At rejse ud for at lave udviklingsarbejde er på én gang meget uselvisk og meget egoistisk, synes jeg. Man opgiver, hvad
man er og har for at rejse ud og gøre en forskel. Samtidig vender man ryggen til en masse ting for at forfølge en personlig drøm.
jeg ved ikke, hvor længslen kommer fra. Men genet løber i min familie. Måske handler det om, at jeg voksede op i Irland i 60’erne og 70’erne, hvor fattigdommen virkelig var mas-siv. Selv manglede jeg aldrig noget. Jeg følte at jeg skyldte at dele ud af det, jeg havde. Derud-af sprang en stærk drøm om at arbejde med ud-vikling. Og da jeg først havde stået blandt gade-børn i Indien og Cambodja, kunne jeg godt se, at det var et liv, jeg var nødt til at forfølge.
Før det var jeg gået igennem de første faser af et helt almindeligt liv. Jeg passede mit job som forretningskonsulent og havde hustru og børn. Men da mine børn var blevet store, og min kone og jeg var gået fra hinanden, kunne jeg tage af sted uden at føle, at jeg svigtede.
I dag bor jeg i juba, som er regionshovedstad i det sydlige Sudan. Jeg arbejder for at udbrede det accelererede undervisningsprogram, sådan at alle sydsudanesere mellem 12 og 18 får mu-lighed for at tage et helt grundskoleforløb på den halve tid. Det går egentlig ret godt.
jeg kom hertil for fem år siden – lige da freds-aftalen var skrevet under. Dengang var her in-
genting. Nu er der sundhedsklinikker, skoler og kontorer. Men krigen er ikke ret langt væk. Man kan se det på de ødelagte huse, på de hullede veje, og især på de mange våben, der stadig er i omløb. Jeg har en vagt, men han bærer ikke vå-ben. Det gør røverne til gengæld, og det er da sket, at jeg ligger i min seng om natten og tæn-ker på, om det mon er i nat, de kommer. Sikker-hed er noget, jeg hele tiden må tænke på.
Selv om krigen stadig fylder, så fylder freden mere. I dag er der en fremtid, og den fremtid er sydsudaneserne ivrige efter at få del i. Det er som at befinde sig midt i en guldrus. Lige nu strømmer der penge ind i landet fra ngo’er, til-bagevendte flygtninge og folk, der vil gøre for-retning. Sudaneserne vil gerne rykke langt og helst hurtigt. De vil kompensere for al den tid, de har mistet under krigen. Det betyder, at der ikke er så meget plads til de svage eller lang-somme, og at folk er mindre villige til at tage de lange, slidsomme træk. Det giver dog også en fantastisk optimisme og energi.
Til hverdag står jeg op, drikker kaffe og er på kontoret klokken otte. Så er der møder, telefon-samtaler og papirarbejde. Især kontrakter, bud-getter og rapporter ligger der mange af. Så det ligner egentlig en arbejdsdag i København el-ler Dublin. Og så alligevel ikke. For her har hver dag sin lille katastrofe. En chauffør kan blive ta-get af politiet og mishandlet. Eller en højtståen-de embedsmand kan pludselig bede om et mø-de. I begge tilfælde smider man, hvad man har i
hænderne. Det er svært for sådan en som mig. Jeg kan bedst lide, når tingene er i orden.
Men tingene er så langt fra i orden i Sydsudan. Det betyder bl.a., at det ikke rigtig er til at invi-tere folk herned på besøg. Så jeg har tid til at arbejde meget og læse mange bøger. Søndagen bruger jeg ofte på at gå lange ture i byen. Folk i området kender mig efterhånden, så jeg får snakket meget på disse gåture. Jeg holder og-så meget tæt kontakt med min hustru, som bor i Uganda, men som jeg ser så tit, jeg overhovedet kan. Og så er der en lille flok gode venner her i Juba, som jeg ses med i weekenderne.
peter mccannY, 56 år
hjem: Oprindeligt fra Dublin, Irland, men har si-den haft hjemme i Indien, Cambodja og siden 2005 i Juba i Sydsudan. Nu bor han på et lille værelse med køkken og bad, som ligger i sam-me bygning som kontoret i Juba i Sydsudan.
familie: Ekskone og to voksne børn i Irland og en hustru i Uganda.
beskæftigelse: Ansat af IBIS som program-leder for ALP (Accelerated Learning Program-me) i Sydsudan. Et program, som har kørt siden 2007, og som netop har fået en bevilling, der dækker arbejdet frem til midten af næste år.
mINVIRkElIghED:
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTA
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
Brug din smartphone og se en video med peter Mccanny fra hans hverdag i Sydsudan. Download det gratis scannings-program qR code Reader eller en anden 2D kodelæser i enten app-store eller på Android-marked. Aktiver programmet og hold telefonen foran stregkoden.
FOKUS08
: NåR BARE MAN ER MANGE NOK...
I begyndelsen var der studenterbevægelsen, anti-apartheidbevægelsen og de mange folke-lige frihedsbevægelser. Der var kvindebevægel-
sen og de store indianske bevægelser. I dag er det som om, vi bevæger os lidt mindre, og efter klima-bevægelsen, som aldrig blev rigtig stor, er det kun den amerikanske tea-party-bevægelse, der for al-vor har adgang til mediers og menneskers prime-ti-me. Også i IBIS’ strategier og politikpapirer er der blevet længere mellem, at man nævner de folkelige bevægelser, som ellers har stået helt centralt i IBIS’ arbejde. Er IBIS blevet træt af folkelige bevægelser? ”Slet ikke,” fastslår Morten Bisgaard, der er råd-giver i IBIS. ”Vi vil meget gerne arbejde sammen med fol-kelige bevægelser. Det gør vores arbejde stærke-re og mere perspektivrigt, hvis de folk, vi arbejder sammen med, er organiserede. Hvis de kender de-res rettigheder, har et mål og en ide om vejen dertil. Samtidig vil vi meget gerne have partnere, som har
en bred folkelig opbakning, sådan som en folkelig bevægelse har,” siger han.
EFTER ApARThEIDI årenes løb har IBIS arbejdet tæt sammen med anti-apartheidbevægelsen i Sydafrika og Namibia og demokratibevægelserne i Latinamerika. Da apartheid var ophævet og en slags demo-krati indført de fleste steder, blev støtten kanalise-ret over til de grupper, der stadig var undertrykte og marginaliserede. I Afrika var det eksempelvis kvinder og børn fra de fattigste familier. I Bolivia, Guatemala, Ecuador og Peru blev arbejdet især rettet mod de oprindeli-ge folk, der kæmpede for deres rettigheder. Den indianske bevægelse er stadig meget stærk i Latinamerika, og det er i høj grad organisationer knyttet til denne bevægelse, som IBIS arbejder for og med.
AFRIKA MANGLER BEVÆGELSERPå det afrikanske kontinent, som fylder stadig me-re i IBIS’ arbejde, er der til gengæld meget langt mellem det, man kan kalde en folkelig bevægelse. ”Her er lokale ngo’er og et mindre antal ci-vilsamfundsorganisationer og foreninger. Men
stort set ingen større medlemsbaserede organi-sationer og slet ingen folkelige bevægelser,” siger Lotte Ærsøe, der er kommunikationsrådgiver for IBIS i Vestafrika. Ifølge hende er der i mange afrikanske lande ik-ke tradition for at organisere sig uden for de tra-ditionelle hierarkier. Her samler man sig om etni-ske grupper og familier, men siden frihedskampen mod koloniherrerne har man ikke været samlet om større sager eller emner. I Latinamerika har man derimod en lang tradition for foreninger og for at bruge disse foreninger som afsæt til at diskutere demokrati, ligestilling og rettigheder. ”I Latinamerika har man organisationer med 50 år på bagen og over 200.000 medlemmer. Og man har de folkelige bevægelser, der repræsente-rer millioner af mennesker. I IBIS samarbejdslande i Afrika kan det være svært at finde en partner, der har mere end en håndfuld medlemmer,” siger Lotte Ærsøe. Overalt, hvor IBIS arbejder, sker det sammen med lokale partnere, og både i Latinamerika og Afrika forsøger man at finde partnere, der har fol-kelig opbakning. Det øger sandsynligheden for, at partneren faktisk repræsenterer almindelige men-neskers ønsker og interesser, og fordi det skaber bedre resultater, når flere mennesker deltager og bakker op om arbejdet. ”Men det betyder ikke, at vi går uden om de steder, hvor der ikke er folkelige bevægelser el-ler stærke civilsamfundsorganisationer at arbej-de sammen med. Vi støtter det, der giver mening i den konkrete kontekst. Nogle steder er det en fol-kelig bevægelse, nogle steder en organisation, en forening, et netværk eller en ngo,” siger Morten Bisgaard.
DET ER IKKE SÆRLIG NEMTIfølge Morten Bisgaard er det nemmere at arbej-de de steder, hvor folk er organiseret, og det stær-ke sammenhold i de indianske bevægelser er uden tvivl en væsentlig del af grunden til de sejre, som oprindelige folk har vundet i regionen de senere år. Men det betyder ikke, at alt er nemt, hvis bare man har fundet en folkelig bevægelse at læne sit arbej-de opad. ”De aktører, vi arbejder med, har ofte nogle ud-fordringer i forhold til at blive helt legitime talerør for de mennesker, de repræsenterer. De er et pro-dukt af den kontekst, de lever i og udspringer fra. Selv om en organisation arbejder for at sikre ret-tigheder til eksempelvis en oprindelig befolknings-gruppe, sker det, at de indadtil og nedadtil handler udemokratisk og uden den nødvendige gennem-sigtighed,” siger Morten Bisgaard.
TEKST MALENE AADAL BOFOTO PER BERGHOLDT JENSEN
I mange år var IBIS’ virke tæt knyttet til de store folkelige bevægelser for frihed og lighed i det sydlige Afrika og Latinamerika. Men IBIS arbejder i stigende grad i dele af verden, hvor folket sjældent bevæger sig i flok. Og hvad gør man så? Vi ser nærmere på IBIS’ arbejde med folkelige bevægelser.
hvad er hvad?
Ngo: I dansk sammenhæng minder en ngo ofte om en civilsamfundsorganisation, men især i Afrika har ngo’erne oftere karakter af små private virk-somheder. De arbejder inden for udvikling, men har ofte ingen medlemmer eller noget folkeligt grundlag. Penge tjener de på at udføre arbejde for nationale eller internationale donorer.
Civilsamfundsorganisation:En mere formaliseret organisation med et for-muleret formål, en ledelse og medlemmer.
Folkelig bevægelse: En bred, uformel og dynamisk struktur, som ik-ke har hverken registrerede medlemmer, ledere eller regler, men til gengæld mange mennesker, som bakker op og deltager i eksempelvis debat-ter og demonstrationer. Det er individer, grupper og organisationer, som slutter sig sammen om et bestemt mål, som kan være mere eller min-dre klart defineret. Folkelige bevægelser opstår ofte i stærkt repressive regimer eller i samfund, der står over for massive forandringer.
i hvilke samarbejdslande er der…
Velorganiserede folkelige bevægelser, foreninger og organisationer?Latinamerika, herunder Guatemala, Honduras, Nicaragua, Ecuador, Peru og Bolivia.
Et spirende civilsamfund med mindre foreninger, organisationer og ngo’er?Ghana, Mozambique, Sierra Leone
Et meget svagt civilsamfund?Liberia og Sudan
TEmA:FolkElIgEBEVægElSER
126 | 2010
Derfor er selve det at udvikle civilsamfundets organisationer et vigtigt element i IBIS’ arbejde. Men hvad der præcis skal til, er helt afhængig af den enkelte partner. Nogle steder er de velorga-niserede og sunde. Andre steder er de svage. Og nogle steder findes de slet ikke. ”Jo sundere en partner, vi kan få, jo hurtigere ser vi sociale og politiske resultater. Men vi vælger ikke efter, hvor der er eksempelvis folkelige bevæ-gelser med en stærk organisering. Vi er der, hvor menneskers rettigheder bliver krænket, og hvor vi mener, at det vi kan, er det, der er brug for,” siger Morten Bisgaard. Han tilføjer: ”Vi har et mål om en mere retfærdig verden med en ligelig fordeling af magt og ressourcer. Vi har en klar vision og nogle mål. Men vejen dertil vil være forskellig, alt efter hvor i verden, vi arbejder,” siger han.
09
: NåR BARE MAN ER MANGE NOK...
sådan arbejder ibis eksempelvis sammen med en folkelig bevægelse
IBIS har i mange år arbejdet med oprinde-lige folks rettigheder i Bolivia. Det er sket gennem den bolivianske indianerbevægelse, der tæller flere hundrede aktører og tusind-vis af mennesker.
Man kan ikke arbejde sammen med selve be-vægelsen eller hele bevægelsen, men med en del af den. IBIS har en håndfuld partne-re plukket fra forskellige dele af bevægelsen, sådan at de både i form og fokus er forskel-lige.
En del af målet med de tematiske program-mer er at danne grundlag for dialog og net-værksdannelse, og derfor bliver disse sam-arbejdspartnere sat sammen og støttet, sådan at de kommer i dialog og arbejder sammen om at nå deres mål.
I Bolivia gjorde man en stor indsats med den grundlov, som netop er blevet vedta-get. Man støttede dele af bevægelsen for at sikre, at bevægelsen som helhed fik så kraf-tig en stemme som muligt – sådan at india-nernes rettigheder blev tilgodeset i den nye grundlov. Og det lykkedes i vidt omfang.
Støtten til folkelige bevægelser handler ofte om at sikre deres kollektive rettigheder.
010 FOKUS
Det tilhører Jorge Medina Barra, der er Bolivias første afrobolivianske medlem af kongressen, og i snart et år har han
haft sin daglige gang her. ”Jeg havde aldrig turdet drømme om, at en som mig kunne nå hertil. En afrobolivianer! Og se – det er alligevel lykkes,” siger Jorge Medina Barra og stråler af glæde.
NU KAN FOLK SE OSJorge Medina Barra giver hånd og kindkys og sender muntre hilsener på sin vej gennem Bo-livias kongres. Det er tydeligt, at han føler sig godt tilpas i det politiske miljø. Han stammer fra det tropiske område Los Yungas i delstaten La Paz, ligesom de fleste andre afrobolivianere. De fleste i Los Yungas lever som cocabønder, eller også dyrker de mandariner, bananer eller kaffe. Der bor også mindre grupper af afroboliviane-re i byerne La Paz, Cochabamba og Santa Cruz. Afrobolivianerne hører til blandt de fattigste i Bolivia. ”Indtil for få år siden var vi fuldstændig usyn-lige. Og der er stadig folk i Bolivia, der ikke aner, at vi eksisterer. Og endnu værre, der er stadig
mange som ikke ønsker at kende til vores eksi-stens,” siger Jorge Medina Barra. ”Men takket været den nye grundlov og dan-nelsen af en plurinational stat er vi nu blevet an-erkendt officielt, og det betyder alverden. Men det var også en kamp,” siger Jorge Medina, som sammen med andre repræsentanter fra det afro-bolivianske mindretal gjorde, hvad de kunne for at blive hørt under forarbejdet til Bolivias nye grundlov, der blev vedtaget i 2009.
MøDT MED EKSTREM RAcISMEJorge Medina Barra mødte også op i forbindel-se med de grundlovsgivende forsamlinger for at sikre afroboliviansk deltagelse i processen. ”I begyndelsen måtte vi ikke komme ind til møderne. Nogle gange holdt politiet os tilbage. Det var udtryk for ekstrem racisme. Men vi spil-lede musik på pladsen, gjorde opmærksom på os selv. Til sidst lykkedes det os at komme med til de møder, som vi var inviteret til, og som vi
havde ret til at deltage i.” Da grundloven endelig faldt på plads, gjorde den officielt Bolivia til en plurinational stat, og afrobolivianerne fik for første gang deres eksi-stens anerkendt af det officielle Bolivia. ”Men selv om vi er nået langt og i dag er re-præsenteret i kongressen, så er der stadig me-get at kæmpe for. Der er endnu lang vej til, at vi bliver anerkendt på lige fod med de andre op-rindelige folkeslag i Bolivia – og ikke mindst på lige fod med alle de andre borgere i Bolivia.”
afrobolivianerne
Der er cirka 35.000 afrobolivianere i Bolivia, men indtil for få år siden kendte de fleste kun til afrobolivianerne gennem deres musik, Saya. CADIC, som er afrobolivianernes politiske orga-nisation, begyndte i 1988 og er gået fra at være udelukkende kulturel til også at være politisk.
IBIS støtter CADIC i forhold til organisationsud-vikling og fortalervirksomhed. Desuden er der givet projektpenge til en slags folketælling, så afrobolivianerne havde fakta om sig selv.
IBIS har desuden støttet afrobolivianernes del-tagelse i processen frem mod vedtagelsen af Bolivias nye grundlov i 2009.
REINA BALLIVIAN VASqUEz“Nu spørger folk ikke længere, hvor jeg kommer fra. Valget af Jorge til kongressen betød, at hele verden lærte, at der eksisterer afros i Bolivia. Folk ved nu, at jeg er bolivianer. Jeg føler mig som en hvilkensomhelst anden bolivianer, og sådan bør det være.”
TEKST OG FOTO LISE JOSEFSEN HERMANN
Det er en farvestrålende forsamling, der indfinder sig, når der er møde i den bolivianske kongres. Der er mi-nearbejdere med hjelme på og an-sigterne præget af mange års hårdt fysisk arbejde. Der sidder højlands-indianerne med de farverige pon-choer, og der er mange hvide ansig-ter, der lyser op i rummet. Og så er der et enkelt helt mørkt ansigt.
TEmA:FolkElIgEBEVægElSER
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTA
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
Jorge Medina Barra er Bolivias første parlamentsmedlem med afrikansk baggrund.
: FøRSTE AFROBOLIVIANER I KONGRESSEN
126 | 2010 011
: DE STåR SAMMEN MOD GULDET
WACAM opstod i kølvandet på en drama-tisk stigning i guldudvindingen i begyn-delsen af 1990’erne. Ghana liberalise-
rede udvindingsindustrien og åbnede for massive udenlandske investeringer for at gøre sig fortjent til lån fra den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Ghanas regering afsatte næsten 30 procent af landets jord til potentiel mineraludvinding. Områ-der, der inkluderer beskyttede naturparker, tropisk regnskov og store landbrugsområder. Hovedparten af Ghanas bønder er analfabe-ter, der lever på små familielandbrug. De mister de-res levebrød, når mineselskaber opgraver jorden og forurener floderne for at udvinde guld, men det sker meget ofte, at bønderne ikke får erstatning. “Der er ikke meget beskyttelse at hente fra myndighederne. Derfor stiller vi os til rådighed for mennesker, der lever i de små samfund og kæmper mod overgreb fra guldmineselskaberne,” fortæller Daniels Owusu-Koranteng, direktør for WACAM.
INGEN FORENINGSTRADITIONGhana har, som de fleste andre afrikanske lande ud over Sydafrika, ingen tradition for store folke-lige bevægelser. Familien, klanen og religionen er den lim, der binder folk sammen i det traditionel-le samfund. Men WACAM ser ud til at have ramt netop den nerve, der sitrer, når stærke aktører som minesel-skaberne træder for hårdt på de små samfund. De ser, hvordan bønderne forgæves kræver deres ret-tigheder, når selskaberne ignorerer mineloven. Lo-ven, der beskriver den økonomiske erstatning, bønderne har krav på, når selskaberne med samme lov i hånden fuldt lovligt eksproprierer bøndernes jord til minedrift. ”Der er mange eksempler på overgreb på lokal-befolkningen, og der er ikke andre organisationer, der som WACAM har formået at støtte bønderne i
at få deres sager taget op. De har et stort bagland i de mange lokalsamfund, der fortsat føler sig uret-færdigt behandlet,” siger Clement Tandoh, IBIS’ landedirektør i Ghana. ”Jeg mødte dem første gang, da jeg var borg-mester i en mineralrig landkommune i Vestghana i 1990’erne. WACAM kunne allerede dengang mo-bilisere en masse opmærksomhed, når de organi-serede bønderne mod mineselskaberne.”
Derfor støtter IBIS WACAM i arbejdet for at for-svare mennesker og natur mod mineselskabernes interesser. ”En af de største udfordringer for vores be-vægelse er at blive bedre til at organisere os. Der bliver ved med at komme nye sager, og minesel-skaberne fortsætter med at ignorere folks rettighe-der. Derfor er der mange, der gerne vil have vores hjælp og høre om vores erfaringer,” siger Daniel Owusu-Koranteng.
Og WACAM vil meget gerne dele erfaringerne med andre, men det tager ressourcer fra de sager, de selv står med, og de små samfund, de ønsker at hjælpe. Mange mindre organisationer i Ghana sø-ger WACAMs hjælp og råd til, hvordan de kan or-ganisere og opbygge deres egne bevægelser mod menneskerettighedsovergreb i deres lokalområder. IBIS støtter WACAM, så organisationen kan fortælle om sine erfaringer på konferencer og workshops. Det ser ikke ud til, at WACAM bliver arbejdsløs lige med det samme. Selv om lovgivnin-gen er på plads, mangler myndighederne stadig enten ressourcerne eller viljen til at håndhæve den.
TEKST LOTTE ÆRSØEFOTO DANWATCH & LOTTE ÆRSØE
Mineselskaberne gør sig ikke altid umage med at overholde folks ret-tigheder. I Ghana har organisationen WACAM med støtte fra IBIS sat sig for at råbe op og styrke de menne-sker, overgrebene går ud over.
Wacam og ibis
WACAM står for Wassa Association of Commu-nities affected by Mining, som kan oversættes til Wassa foreningen af samfund påvirket af mine-aktiviteter.
IBIS støtter WACAM med kr. 180.000 årligt de næste tre år. Tidligere støttede IBIS især med at udvikle organisationen. I dag går støtten me-re direkte til de samfund, som danner bevægel-sens folkelige base. Det gælder særligt fem lo-kalsamfund, der ligger omkring Ajenua Bepo skovreservat i den østlige del af Ghana.
Bønderne protesterer blandt andet imod, at re-geringen har givet det store amerikanske mi-neselskab Newmont tilladelse til at grave efter guld i og omkring reservatet.de for altid.
Sådan kommer et landbrugsareal til at se ud, når først de store mineselskaber er gået i gang med at grave guld.
TEmA:FolkElIgEBEVægElSER
Daniel Owusu-Koranteng er direktør for WACAM.
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTA
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
Ghana
FOKUS12
Den franske sociolog Marcel Mauss (1872-1950) studerede gavens sociologi og kom frem til, at en gave aldrig er gratis. Der vil
altid være gensidighed involveret i gavegivning. Med andre ord: noget for noget. Men en velgørenhedsdonation er jo netop en gratis gave, hvor den egentlige giver – den, som kunne have fået en sweater, men i stedet får et ga-vekort til en anden – ikke får noget igen. Den fat-tige i syd indgår nemlig ikke i gave-byttehandlen, og selv om han får en ged eller skolegang til sine børn, forventes han ikke at sende en gave den an-den vej. Selv om du som modtager af en velgøren-hedsgave i virkeligheden ingenting får, så forven-ter giveren af ikke-gaven som regel en gave i byt-te fra dig. Gaven der Gavner bliver derfor en del af den traditionelle form for gavebytning samti-dig med, at den fungerer som en ’gratis gave’ for den fattige.
pOpULÆRE GEDERIdeen med velgørenhedsgaver begyndte, da engel-ske Oxfam i 2005 lancerede ”unwrapped”- kam-pagnen. Siden har de fleste danske ngo’er taget ideen til sig, og fra 2006 og frem har danskerne
kunnet forære hinanden geder, prutter, skolegang, øer, bliktage og meget andet til verdens fattige. I Danmark fik velgørenhedsgaverne en flyven-de start, da alene Folkekirkens Nødhjælp i 2006 solgte fire gange så mange geder som forventet og i alt kunne sende 8,8 millioner kroner sydpå på den konto. Siden er der blevet flere organisationer om at dele indtægterne, men samlet set er interes-sen for disse godgørende gaver kun steget. Der er altså noget, der tyder på, at folk bliver glade for ik-ke-gaverne.
GAVEN ER ET BEVIS”Det, man får ud af velgørenhed, er jo en følelse af at gøre noget godt. Og når man giver en velgø-renhedsgave, støtter man en helt specifik ting, som nogen har valgt til én, og som man får et billede af. Det styrker følelsen af, at man gør en forskel og er en væsentlig grund til gavernes popularitet.” Det siger Heidi Boye, der er forbrugsforsker på Syd-dansk Universitet. Ifølge hende er det vigtigt, at man får et flot gavekort eller en tegning fra det barn, man støtter – et bevis, som man kan glæde sig over eller hæn-ge op, så folk kan se det.
Det bekræfter livsstilsekspert Anne Glad. ”Et er at gøre en forskel, men man vil også ger-ne anerkendes for det. Man vil gerne involvere om-verdenen i sit velgørenhedsprojekt og gøre det til noget, som andre ser og deltager i,” siger Anne Glad. Gaven fungerer altså som et bevis på to måder. For det første som socialt bevis på, at man er så-dan en, der går op i verden omkring sig. Og for det andet som dokumentation for, hvad det præcis er, ens bidrag går til.
: hISTORIEN OM GAVEN, DER IKKE ER EN GAVE OG Så ALLIGEVEL...TEKST LISBETH DINA JENSENILLUSTRATION DALLANDA HELENE BERRY
Når du åbner din julegave i år, er der en risiko for, at du i stedet for en læk-ker sweater får en tallerkenfuld mad. Som ikke engang er til dig, men til fattige børn et sted i Afrika. Alt tyder nemlig på, at velgørenhedsgaver bli-ver et hit igen i år.Men er det egentlig ok at give en ga-ve, der ikke er en rigtig gave?
gAVERDERgAVNER
5 fordele ved gaver der gavner:
Mindsker juleræset i overbefærdede butikker i december måned.
Kan ikke byttes, så modtageren skal ikke be-kymre sig om at bytte den til den rigtige størrelse.
Stiller både dig selv og modtageren i et godt lys. Giver ikke lidt til den, der har alt, men meget til
den, der har lidt. Starter muligvis samtaler, der handler om andet
end madopskrifter og tante Odas gebis.
5 farer ved gaver der gavner:
Den kan opfattes som en projektering af egne moralske meninger.
Modtageren kan opfatte det som en kritik: ”Sy-nes du, jeg trænger til at give noget?”
Julen er en byttehandel, så modtageren kan ta-ge det som et aftalebrud.
Modtageren kan blive skuffet; den ønskede kjo-le blev byttet ud med et gavekort – til en anden.
Resten af familiemedlemmer bliver flove over deres materielle gaver.
126 | 2010 13
: hISTORIEN OM GAVEN, DER IKKE ER EN GAVE OG Så ALLIGEVEL...
firedobling af frivillige i aalborgEfter de frivillige i Aalborg har fået ny koordinator til at løbe med bolden, er der kom-met en del flere farver på lærredet i IBIS’ nordjyske rammer. Der er kommet ikke mindre end fire gange så mange frivillige til. De friske skud på stammen har beslut-tet, at der først skal hverves endnu flere, og det vil blandt andet ske gennem quiz-underholdning på uddannelsesinstitutioner og på de caféer, hvor studerende hæn-ger ud.
940.000 danskere har hørt om verdens bedste nYhederDen 10. september var IBIS på gaden i Århus og København med Verdens Bed-ste Nyheder. 1.700 boller og aviser med gode nyheder fra udviklingslandene blev delt ud. En undersøgelse viser, at 17 procent eller 940.000 danskere har hørt om kampagnen. IBIS fik hjælp af Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Kamal Qureshi (SF) og Karsten Lauritzen (V) til at dele de gode nyheder ud i morgentrafikken.
lærerens dag var en succesIgen i år har IBIS og Danmarks Lærerforening sat fokus på den internationale Lærerens Dag den 5. oktober. Og noget tyder på, at budskabet er ved at bide sig fast. Landet over blev der afholdt indsamlinger til IBIS’ projekt for uddannelse af lærere i Liberia, spillet banko og indkøbt æblenåle. Alt sammen til ære for lærer-nes store og vigtige arbejdsindsats verden over.
ibis’ forkvinde besøger boliviaIBIS’ forkvinde Mette Muller har været i Bolivia og mødt en lang række af IBIS’ partnerorganisationer. ”Det er imponerende, at civilsamfundet er så stærkt i Bolivia. Vores partnere har virkelig meget at byde på, og det betyder, at vi kan nå rigtig langt og ret hurtigt,” siger Mette Muller. I det bolivianske lavland gik rejsen forbi IBIS/Operation Dagsværks projekt med at frigøre Guarani-indianerne for slaveri gennem interkulturel, tosproget uddan-nelse. Særligt projektets arbejde med børnenes livsprojekter gjorde indtryk: ”Det var inspirerende at se, at Guarani-børnene og ikke mindst deres forældre nu rent faktisk tror på, at de har andre muligheder end blot at arbejde for gods-ejeren.” Inden rejsen gik hjemad, nåede Mette Muller at deltage i det regionale partnerfo-rum, hvor IBIS’ partnere fra Ecuador, Peru og Bolivia var samlet til fælles diskus-sion og refleksion.Blandt andet den kritiske tilgang til Bolivias indianske præsident Evo Morales gjorde indtryk: ”Mange folk ved, at Bolivia har en indiansk præsident, men hvad betyder det i praksis? En indiansk præsident arbejder ikke nødvendigvis for oprin-delige folks rettigheder, og det skal vi finde ud af, hvordan vi bedst forhol-der os til.
Samtidig kan det være et væsentligt skul-derklap at få en Gave der Gavner. Hvis vi vender blikket tilbage til de videnskabelige principper for gavegivning, konkluderer Marcel Mauss, at en gave altid røber meget om giverens identitet og hans eller hendes syn på modtageren af gaven. Får man en velgørenhedsgave, får man dermed også at vide, at ens omgivelser ikke tror, at man er materialist, men tværtimod opfatter en som et menneske med overskud og lyst til at dele – et godt menneske. Derudover skal man heller ikke glemme det underholdende i mange af disse gaver. Som Hei-di Boye siger: ”Der er humor i at give en ged”. Det forklarer også, hvorfor gaverne får de me-get fængende, mærkelige eller sjove navne. Giv en Ged lyder bare bedre end ’pekuniær humani-tær hjælp’, mens Giv en Prut får de yngste med på vognen.
VI MANGLER IKKE NOGETMen hvem er de mennesker, som synes, at glæ-den ved at gøre godt og social anerkendelse er lige så meget værd som en fin, ny skruemaskine? Ifølge Anne Glad og Heidi Boye er givere og modtagere mennesker, der er stået af på gaveræ-set, fordi ”vi har alt” og ”vi har ikke brug for fle-re ting”. Køberne er veluddannede, intellektuel-le, fællesskabsorienterede og del af det moderne tilsnit. Venstrefløjen i dansk politik vil med sand-synlighed stikke ud blandt dem, der køber Gaver der Gavner. Ofte er det også dem, der i forvejen støtter den organisation, de køber gaven hos.
Modtageren får altså ikke kun et pænt gave-kort, men også alt det, der følger med; anerkendel-se, selvforståelse og en identitet, der portrætterer personen som værende en uselvisk type med over-skud til at bytte sin julegave til noget altruistisk.
vidste du?
Når du køber en Gave der Gavner, går penge-ne til at købe lige præcis det, der er på gavekor-tet. En del af pengene går også til uddannelse og opfølgning. Alle gaver er udvalgt i samarbej-de med lokalbefolkningen i de forskellige lande. Det er med til at sikre, at gaverne gavner på en bæredygtig måde.Du kan se alle gaverne på www.gaverdergavner.dk
FOKUS14
Det er snart et år siden, at et jordskælv rystede huse til ruiner og liv i stykker i Haiti. En kvart million liv blev på få mi-
nutter tilintetgjort, og da støvet langsomt lag-de sig, kunne de overlevende konstatere, at de-res verden var kollapset. Siden har nødhjælpsorganisationer arbejdet i døgndrift i Haiti. Først for at lede efter overle-vende, pleje de sårede og begrave de døde. Si-den for at skaffe vand, mad og husly og på læn-gere sigt skolegang og hverdag til millioner af mennesker.
LEGEN hASTERDanmarksindsamlingen og IBIS’ egen indsam-ling gav i alt 3,5 millioner kroner til hjælpear-bejdet i Haiti. 1 million blev brugt på selve nød-hjælpsindsatsen – på at etablere teltlejre til de hjemløse og på umiddelbar oprydning, dvs. nedrivning af ustabile huse og fjernelse af mur-brokker. Resten af pengene er målrettet det ud-dannelsesprogram, som skal hjælpe de ramte børn tilbage i skole. ”Børn og unge i katastrofeområder skal helst hurtigt i gang med at modtage undervisning. Det gør, at de nogle timer hver dag ikke oplever nød og ødelæggelse, men bare leger, tegner, læ-ser og synger. Og så beskytter det dem. I skolen kan man advare mod at drikke be-skidt vand, bevæge sig i ustabile ruiner, være alene med fremmede, og man kan helt praktisk passe på dem, så forældrene kan koncentrere sig om at lede efter familiemedlemmer, mad og rent vand, og så forældrene selv kan afreagere, uden at børnene ser det. Desuden giver under-visning håb og tro på en fremtid,” forklarer San-ne Müller, der er uddannelsesrådgiver i IBIS.
NOGLE TIMER UDEN NøDDet er den irske organisation Concern, som er IBIS’ partner fra Alliance 2015, der arbejder i Haiti på IBIS’ vegne. Straks efter jordskælvet i januar 2009 oprettede Concern en række ”le-
gestuer” i forbindelse med lejrene, hvor 1.200 børn kommer for at lege i sikkerhed og sammen med voksne, der er uddannet til at hjælpe dem igennem en svær tid. Tanken er, at legestuerne hjælper børnene nu og her, men deres funktion er i høj grad også at forberede børnene på at vende tilbage til almin-delig skolegang. Håbet var, at man allerede i løbet af foråret kunne have størstedelen af børnene tilbage på skolebænken, men projektet er blevet forsinket. Den fjerdedel af skolebygningerne, som stadig står og er vurderet sikre, er blevet udstyret med tavle, bænke og undervisningsmaterialer. Og en ”tilbage i skole”-kampagne har fået forældre og lokalsamfund til at engagere sig i arbejdet med at få børnene i skole.
FORSINKET SKOLESTARTStadig er der dog stort set intet reelt undervis-ningstilbud til de hundredtusinder af børn, der bor i teltlejrene. ”Vi er desværre blevet meget forsinket. Det har taget lang tid at forhandle aftalen på plads
med UNICEF, som står bag projektet. Og så be-sluttede Haitis uddannelsesministerium, at de midlertidige skoler ikke måtte oprettes i telte, men krævede egentlige bygninger,” siger Roisin Gallagher, der er ansvarlig for Concerns indsats i Haiti.Bygninger er væsentligt dyrere end telte, så det har taget tid at finde de ekstra penge. Tid tager det også at få de nødvendige byggetilladelser i et land, hvor jord lige nu er en mangelvare, fordi ruiner fylder overalt. Længe så det derfor sort ud, men i september faldt aftalen med UNICEF på plads, og sidste må-ned besluttede myndighederne at lempe kravene og tillade telte. Næste skridt er at oprette klasseværelser og rekruttere lærere, som samtidig bliver uddannet i elev-centreret læring og børns rettigheder efter inspiration fra IBIS’ arbejde i bl.a. Angola. Desuden lægger man vægt på at lære elever-ne om sundhed og hygiejne og andre emner, som er særligt afgørende, når man lever som hjemløs i et katastrofeområde.
TEKST MALENE BOFOTO CONCERN
I foråret samlede IBIS 3,5 millioner kroner ind til ofrene for jordskælvet i Haiti. En del er brugt på den umid-delbare nødhjælpsindsats, og resten skal hjælpe børn væk fra en trauma-tisk hverdag og tilbage i skole.
hVADgIkpENgENETIl?
DAMASCUS
BEIRUT
AMMAN
ABUJA
ALGIERS TUNIS
TRIPOLI
CAIRO
KHARTOUM
ADDIS ABABA
NAIROBI
ANTANANARIVO
LILONGWE
LUSAKA
HARARE
LUANDA
MORONI
KAMPALA
KINSHASA
LOME
YAOUNDE
N'DJAMENA
NIAMEY
OUGADOUGOU
BANGUI
BRAZZAVILLE
LIBREVILLE
MALABO
BANJULPRAIA
BISSAU
FREETOWN
MONROVIA YAMOUS.PORTO-NOVO
KIGALI
DODOMA
BUJUMBURA
DJIBOUTI
ASMARA
MOGADISHU
RABAT
NOUAKCHOTT
DAKAR
CONAKRY
ACCRA
ABIDJAN
BAMAKO
MASERU
MBABANE
GABORONE PRETORIA
WINDHOEK
MAPUTO
STO DOMINGO
PORT OF SPAIN
NASSAU
HAVANA
PORT-AU-PRINCEKINGSTON
MEXICO CITY
SAN JOSÉ
MANAGUA
SAN SALVADOR
GUATEMALA CITYTEGUCIGALPA
BELMOPAN
PANAMA CITYCARACAS
BOGOTÁ
QUITO
LIMA
LA PAZ
SUCRE
ASUNCIÓN
BRASÍLIA
MONTEVIDEOSANTIAGOBUENOS AIRES
GEORGETOWN
PARAMARIBO
JERUSALEM2
SÃO TOMÉ
FRENCH GUIANA
WESTERNSAHARA
WEST BANK
MALTA
SPAIN
ISRAEL
NIGERIA
COMOROS
BURUNDI
RWANDA
ALGERIALIBYA
EGYPT
SUDAN
ETHIOPIA
KENYA
TANZANIA
ANGOLA
ZIMBABWE
MOZAMBIQUE
LESOTHOSWAZILAND
SOUTH AFRICA
NAMIBIABOTSWANA
DEM. REP.OF CONGO
CENTRALAFRICAN REPUBLIC
UGANDA
CONGO
CAMEROON
GABON
NIGER
EQUAT. GUINEA
GAMBIA
GUINEA-BISSAU
SIERRA LEONE
LIBERIA
CÔTED'IVOIRE
SÃO TOMÉ AND PRINCIPE
DJIBOUTI
TUNISIA
ERITREA
MOROCCO
MAURITANIA
CAPE VERDE
JORDAN
LEBANON
HAITI
THE BAHAMAS
CUBADOMINICANREP.
ANTIGUA AND BARBUDA
DOMINICA
ST LUCIA BARBADOS
ST VINCENT AND THE GRENADINESGRENADA
TRINIDAD AND TOBAGO
ST KITTS AND NEVIS
MEXICO
BELIZE
PANAMACOSTA RICA
EL SALVADOR
GUATEMALA
NICARAGUA
HONDURAS
JAMAICA
GUINEA
VENEZUELA
COLOMBIA
BOLIVIA
BRAZIL
ARGENTINA
URUGUAY
SURINAME
PARAGUAY
ECUADOR
PERU
SOMALIA
CHAD
GHANATOGO
BENIN
BURKINA
MALI
ZAMBIAMALAWI
SENEGAL
MADAGASCAR
GUYANA
CHILE
: NU LEGER BøRNENE IGEN
126 | 2010 15
: Ny STyRELSE VALGT på IBIS’ GENERALFORSAMLING
Stemningen er god. Det er den altid til IBIS’ generalforsamling. Jeg har været medlem si-den 1995, og har været til mange general-
forsamlinger, så jeg skal bare af sted hvert år,” smiler Helle Lykke Nielsen om kap med november-solen. Hun er til IBIS’ generalforsamling på Frøbelse-minariet sammen med over 80 forventningsfulde IBIS-medlemmer lørdag eftermiddag 6. novem-ber på Frederiksberg. Det har været et rigtig godt år for IBIS både hvad angår programarbejde, fundraising og kam-pagneaktiviteter. Med en omsætning på 217 mil-lioner kroner i 2009 og en egenkapital på over 8 millioner kroner samt et overskud på knap 3,8 millioner kroner er IBIS konsolideret med en solid økonomisk rygrad. ”Det er fedt, at den økonomiske situation i IBIS er stabiliseret. IBIS har været i en rygende udvikling i et meget presset felt, men vi har fået cementeret os på bistandsfeltet, fordi vi har nog-le modige folk i sekretariatet og nogle gode frivil-lige og ude-arbejdere”, siger Helle Lykke Nielsen. Hun har tidligere været medlem af IBIS’ styrelse i en årrække. Økonomien blev fremlagt af administrations-chefen i IBIS, Peter Bro Jørgensen. De tre hoved-årsager til den gunstige økonomi er en yderlige-re effektivisering af IBIS’ kontorer i København og rundt om i verden samt flere frugtbare samar-bejder med store donorer og en effektivisering af fundraising-systemet. Resultatet har betydet, at
IBIS for første gang har nået målet om en egen-finansiering på 10 procent, som er kravet fra Da-nida. Overskuddet giver dermed langt bedre mu-lighed for, at IBIS kan prioritere hvor og hvordan, organisationen vil arbejde fremover. IBIS er med andre ord godt rustet til fremti-dens udfordringer. Og netop udfordringerne skal blandt andet løftes via en ny stor visionsdebat,” påpeger Mette Müller, forkvinde i IBIS.
Læs mere om IBIS’ generalforsamling og se video-interviews på www.ibis.dk
ibis nYe stYrelse
Christine Lunde RasmussenMerete Høgh Jeppesen,Peter Kellermann Brandorff (2. suppleant)Jan Nikolaj KristensenTina BreumNicolai LangSussie Handberg Marie Gry Torup Ildvedsen Vagn Berthelsen (generalsekretær) John HansenJette LunaAnnemette Danielsen (næstformand)Isabel Sande FrandsenMette Müller (forkvinde) Ulrik Jacobsen (1. suppleant)Poul Erik Christoffersen og Niels Martiny.
TEKST MIKAEL KRISTENSENFOTO Viggo Degn Boel
gENERAlFoRSAmlINg2010
arbejdet i haiti
IBIS samlede i alt 3.5 millioner kroner ind til nødhjælps- og uddannelsesarbejdet i Haiti. Ca. 1 million er brugt til den akutte nød-hjælpsindsats – mad, vand, medicin og etable-ring af teltlejre. Ca. 2.5 millioner går til arbejdet med at få børn tilbage i skole.
Concern har i alt indsamlet mere end 65 milli-oner kroner, som udover de programmer, som IBIS støtter, også går til ernæringsprogrammer for de mindste børn og kvinder, der er gravide eller ammer, behandlingscentre for underernæ-rede børn, større vand- og sanitetsprogrammer og til at uddele fornødenheder såsom lamper, kander, hygiejnesæt og køkkenredskaber.
Se en video om Concerns legestuer www.concern.net/media/safe-spaces-children Læs mere om Concerns og IBIS’ arbejde i Haiti på www.concern.net/sixmonths
GIV KRIGENS BøRN EN FREMTID:
www.gaverdergavner.dk
Afsender: IBIS - Nørrebrogade 68 B - 2200 København N
Bill er 15 år og barn af krigen i Liberia.han fortjener en fremtid.
Du kan vælge mellem flere forskellige gaver på www.gaverdergavner.dk eller ring til IBIS og bestil: 3535 8788
Brug din smartphone og kom direkte ind på hjemmesiden, hvor
du kan se og købe gaverdergavner. Download det gratis scanningspro-
gram “Barcode-scanner” i enten app-store eller på Androyd-marked. Aktiver programmet og hold tele-
fonen foran stregkoden.
