: 40 år med IBIS Et tilbageblik og et kig i krystalkuglen

IBISUddannelse skaber udvikling

fokusSEPTEMBER 2006 NR. 109

GAVER DER GAVNER

-Se bag s i d en

GAVER DER

GAVNER

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion på dette nummer:: Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk: René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk: Morten Schmidt : mos@ibisur.org

Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika.: Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za

Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.

Forside: collage/Lotte ÆrsøeLayout: mkj/MediefabrikkenTryk: Arco GrafiskOplag: 14.000ISSN: 1901-9211© IBIS 2006

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis formedlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalg-te institutioner og samarbejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: lae@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS,gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer december 2006

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle menneskerhar lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorga-nisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisatio-ner og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200udviklingsprojekter i 12 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

: fyrre, fed og færdig?

LEDER VAGN BERTHELSENGENERALSEKRETÆR I IBIS

Elvis var som bekendt ‘fyrre, fed og færdig’ efter at have revolutioneretrockmusikken. Gælder det også IBIS efter 40 år i NGO-branchen? IBISvar markant, og satte sammen med andre, anti-apartheid på dagsor-denen, dengang det officielle Danmark ikke anerkendte ANC og Man-dela. IBIS var markant og satte fokus på diktaturstater i Latinamerika.I dag er Mandela verdens ikon nummer 1, og demokrati har afløst dik-tatur i Latinamerika.

’Mission accomplished’ – luk butikken, vi gjorde en forskel, er derbrug for os længere? Godt spørgsmål, for IBIS skal gøre en forskel,det er eksistensberettigelsen!

Dagens udfordringer er anderledes. Men der er fortsat fattigdom,diskrimination og undertrykkelse i rigt mål i den fattige del af verden.Spørgsmålet er om IBIS kan gøre en forskel i at bekæmpe den. KanIBIS fortsat støtte progressive kræfter i u-landene, så ressourcernebliver brugt bedre og mere lige? Kan IBIS bidrage til at vi i Danmarkog i den rige del af verden er med til at sikre global retfærdighed?

Uddannelse har igennem alle årene været en central del af IBIS’ akti-viteter. Det startede med støtte til den namibiske befrielsesbevægelseSWAPO i eksil med stipendier og med skolebyggeri i Congo, så langtnordpå, at bombefly fra Sydafrika ikke kunne nå derop. Og det ervidereført med støtte til uddannelsesreform i både Sydafrika og Na-mibia, med alfabetiseringskampagner og tosproglig uddannelse i La-tinamerika og senest med støtte til genetablering af skolesystemernei borgerkrigshærgede lande som Angola, Liberia og Sierra Leone. Detgør vi, fordi uddannelse er en forudsætning for al anden udvikling!

IBIS skal gøre en forskel i Danmark og i Europa, fordi kampen mod fat-tigdom, diskrimination og undertrykkelse ikke kan vindes i u-landenealene. Det er begrænset, hvilken indflydelse IBIS kan få på f.eks. for-handlinger i verdenshandelsorganisationen WTO. Men vi kan klædedanske politikere på, og vi kan oplyse og engagere den danske be-folkning. IBIS har igennem de sidste 10 år punket danske politikere,fordi den danske gældspolitik overfor u-landene er uretfærdig og blotbetyder flere penge i den danske statskasse. Og IBIS satser på at op-lyse og engagere den danske befolkning bredt i udviklingsspørgsmål.

Der sker rigtig meget i disse år med at nå bredt ud. Senest har IBISsammen med CARE Danmark lavet landsindsamling til fordel for‘Kvinder i Afrika’, og det er ikke kun raslebøsserne, der nåede langtud. Det gjorde oplysning om kvinders vilkår i Afrika også. På RoskildeFestival knoklede 80 aktivister i døgndrift til fordel for et Ibis-støttetprojekt. ‘Hele Verden i Skole’-kampagnen er blevet en institution med126.000 deltagende elever i år. Listen er lang.

IBIS har altid haft stærke samarbejdspartnere i u-landene og igen-nem dem et intimt kendskab til de lande, vi arbejder i. Det er det, dersikrer kvalitet og bæredygtighed i projekterne. Der er mange ildsjæle iog omkring IBIS, og det er markant, at de bliver yngre og flere, faktisker omkring 8.000 medlemmer nu, og rigtig mange er under 30 år.

IBIS gør fortsat en forskel. Derfor tør vi have visioner for fremtiden.Derfor har vi en eksistensberettigelse.

Kan du huske da du fik dit første nummer af : zigzag i hånden? Du spurgte måske ”Hvadstår : zigzag for?” Det er der mange der harspurgt om i årenes løb, inklusiv undertegne-de. I anledning af IBIS’ 40 års jubilæum fårdet navneforandring.

Navnet : zigzag passede fint i 1991, da detførste gang så dagens lys. Det var et u-lands-

magasin der dækkede mange lande og pro-blematikker. Der var analyser af politiske be-vægelser, boganmeldelser, og sågar annon-cer for højskoleophold og koncerter medverdensmusik-kunstnere.

I dag fokuserer magasinet i højere grad påde mennesker og projekter IBIS’ støtter i La-tinamerika og Afrika. Vi bringer nyt, om deaktiviteter IBIS-frivillige sætter i gang, og deglobale kampagner vi er med i. Derfor har vi

skiftet navnet, så det passer bedre med detsindhold, nemlig IBIS-fokus.

I dette nummer får du IBIS’ historie i sti-kord. Du vil finde ‘IBIS i …’ på de fleste op-slag. Der er ikke plads til alle de gode histori-er fra tidernes morgen i IBIS-fokus. Derforlancerer vi d. 1. oktober en jubilæumsside påwww.ibis.dk/jubi, hvor du kan læse udpluk afIBIS’ historie og hvor du også selv kan læggedine IBIS-historier og fotografier ud. :

I 1966 gik en gruppe studerende og lektorerpå Københavns Universistet sammen og dan-nede WUS-Danmark som en gren af den inter-nationale World University Service. De ønskerat vise solidaritet med befrielsesbevægelsernei Afrika og Latinamerika, og informere dansker-ne om bevægelsernes kamp for frihed.

60’erne StudenterbevægelseWUS støtter politiske flygtninge i det sydligeAfrika med stipendier og frivillige arrangererkampagner i Danmark sammen med andresolidaritetsorganisationer.

70’erne WUS-DanmarkStipendieprogrammet udvides til også atstøtte politiske flygtninge i Latinamerika.Frivillige samler ind til flygtningelejre i detsydlige Afrika. De første kooperanter(udsendte) kommer til Mozambique og Ni-caragua. WUS er stærkt involveret i anti-apartheidbevægelsen og solidaritetsarbej-det i Danmark.

80’erne Solidaritet og udviklingProjekterne i bliver større og flere kooperan-ter udsendes. Stipendieprogrammet fasesud. WUS får et formelt sekretariat med pro-jektansvarlige, informationsmedarbejdere oggeneralsekretær i København.

Alle projekter har en baggrundsgruppe iDanmark med aktive medlemmer. Medlem-mer og frivillige arrangerer koncerter, fore-drag og andre aktiviteter i Danmark.

90’erne U-landsorganisationen IBISI 1991 løsriver WUS-Danmark sig fra interna-tionale WUS og skifter navn til IBIS.

IBIS får en rammeaftale med Danida om fi-nansiering af udviklingsprojekter og har nulande/regionalkontorer i 12 lande i Latin-amerika og Afrika.

I Danmark arbejder IBIS-frivillige og ansat-te med større internationale kampagner. IBISåbner et kontor i Århus som en støtte tilmedlemsarbejdet. IBIS udgiver film, bøger ogudstillinger og holder debatmøder om udvik-ling i den tredje verden.

00’erne Det nye årtusindIBIS fokuserer udviklingsarbejdet på retten tiluddannelse, deltagelse i demokrati og ad-gang til ressourcer. Der lægges stor vægt påat bruge erfaringerne fra de forskellige pro-jekter og samarbejdslande.

IBIS danner sammen med en række euro-pæiske organisationer Alliance 2015, hvismål er opfyldelsen af 2015 målene for afskaf-felse af verdens fattigdom.

Medlemmer og frivillige er med til at sæt-te IBIS og vores arbejde på landkortet i loka-le og nationale kampagner. :

: IBIS i ord og billederBehovet for at kommunikere i ord og billeder harpræget IBIS lige fra starten.

I 70’erne udgiver WUS et maskinskrevet 2-3-siddet sprit-duplikeret nyhedsbrev. Det sendes ud tilmedlemmer og støtter, der gennem GIRO 25 vistederes solidaritet med befrielsesbevægelserne iLatinamerika og Afrika.

Behovet for information steg og i 1978 udkom-mer WUS-Nyhedsbrev. En redaktion bliver ansvarligfor at historierne ikke bare fortælles – men også for-tælles ordentligt. Der er historier fra de udsendtekooperanterne, nyt fra medlemmerne og sekretaria-tet. Medlemmer skriver på frivillig basis om befriel-sesbevægelserne i Latinamerika og Afrika.

I 1986 afløses nyhedsbrevet af Tredje VerdensMagasinet Cikaden. Magasinet udgives i samarbejdemed Internationalt Forum. Cikaden markerer et skiftfra et internt WUS-blad til et magasin med bredt fo-kus på den tredje verden og solidaritetsaktiviteter iDanmark.

I 1991 samtidigt med at WUS skifter navn tilIBIS, lukker Cikaden og IBIS lancerer magasinet : zig-zag – en verden i bevægelse.

Fra 1994-2000 udgav IBIS bladet Nord/Syd iforbindelse med Uddannelsesnetværket Nord/Syd.Netværker og bladet satte i et markant præg på IBIS’arbejde med uddannelse. I 2000 blev bladet lagtsammen med : zigzag.

I 1997 lanceres hjemmesiden www.ibis.dk og detelektroniske nyhedsbrev IBIS-Posten i 2003. I dag erKortNyt lagt sammen med IBIS-Posten, der nu ud-komme hver måned i stedet for hver anden måneden.Du kan tilmelde dig IBIS-Posten på www.ibis.dk.

NR. 109 | 2006 IBIS JUBILÆUM 03

: zigzag skifter navn til IBIS-fokusTEKST LOTTE ÆRSØE

TEKST LOTTE ÆRSØE

: 40 år med solidaritet og udvikling

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 3

Om 10 år står der ikke længere IBIS på lan-dekontorer i Mozambique, Bolivia, Ghana el-ler Guatemala. Til gengæld er IBIS repræsen-teret i omkring 50 lande verden over gennemden europæiske Alliance 2015. Sådan lyderen af de spådomme, som generalsekretærVagn Berthelsen har set i sin personlige krys-talkugle.

“Globaliseringen, konkurrencen på bi-standsmarkedet og muligheden for størrepolitisk indflydelse gør at vi skal styrke detforpligtende samarbejde mellem ligesindede.Og her er Alliance 2015 et stærkt bud,” sigerVagn Berthelsen om det netværk af seks eur-opæiske NGO’ere som IBIS har været med-stifter af og aktiv i siden 2000. Et netværkmed fokus på 2015-målene om bekæmpelseaf fattigdom, som Vagn Berthelsen om korttid bliver præsident for.

Generalsekretæren forudser at det tætterealliance-samarbejde vil betyde, at IBIS får etlangt større geografisk spillerum end tilfæl-det er i dag. For Alliancens medlemmer er til-sammen aktive i over 50 lande – fra Sydame-rika over Afrika til Sydøstasien.

Det giver mulighed for at IBIS fremoverkan træde til med undervisning af børn i flerekrise- og nødhjælpsramte lande. Sådan somIBIS i en årrække har gjort i Angola, et enkeltår i Liberia og netop nu tager fat på i endnuet krigshærget afrikansk land. Nemlig SierraLeone.

I alle tre lande foregår arbejdet allerede itæt samarbejde med andre organisationer. ILiberia er den tyske organisation “DeutscheWelthungerhilfe”, (en af de helt tunge drengei Alliance 2015), en af de vigtigste partnere.

Det næste land kan blive Sudan, hvor flereAlliance-partnere arbejder og IBIS derfor kankomme til at spille en rolle på uddannel-sesområdet.

“Ikke i Darfur, det er for labilt, men i detsydlige Sudan,” siger Vagn Berthelsen. Landesom Haiti, Paraguay og Colombia er ifølgeBerthelsen også blevet diskuteret løst.

“Behovene er uendelige,” konstaterer ge-neralsekretæren, som regner med at 20 pro-cent af IBIS’ omsætning om 10 år drejer sigom nødhjælp i form af uddannelsesindsatser.

– Giver det mening at sende rådgivere udtil konfliktramte lande, IBIS slet ikke kendertil?

“Vi smider jo ikke IBIS’ser ud med en fald-skærm. Der er jo en anden europæisk organi-

sation på stedet som vi samarbejder med. Sådet giver mening,” svarer Vagn Berthelsen.

Ideen er at alliance-partnerne fremover ihvert “Alliance-land” vælger én organisation tilat lede arbejdet og stå for Alliance 2015-kon-toret i det pågældende land. I modsætning til idag, hvor for eksempel irske Concern, holland-ske Hivos og danske IBIS kan have hvert sitkontor i samme land. Vagn Berthelsen forestil-ler sig derfor at det om 10 år vil være IBIS derstår for alliance-kontoret i Guatemala, Bolivia,Ghana og Mozambique (hvor fem af alle seksorganisationer i dag har kontor). Mens Con-cern leder arbejdet i Liberia og DeutscheWelthungerhilfe i Sierra Leone.

– Vil IBIS så også skifte navn til Alliance2015 i Danmark?

“Det tror jeg ikke. For den danske identitetvil fortsat være vigtig også om 10 år,” menerVagn Berthelsen.

Netop koblingen mellem det internationa-le arbejde og den danske IBIS-identitet seren mangeårig kender af u-landsmiljøet her-hjemme, tidligere formand for MellemfolkeligSamvirke – MS, journalist Knud Vilby, kan bli-ve et ømt punkt i den retning, IBIS nu bevæ-ger sig i.

“Det er rigtigt at der vil være behov for etmeget forpligtende internationalt NGO-sam-

04 IBIS FREMTIDEN

TEKST HANNE SELNÆSFOTO MIKKEL ØSTERGAARD

Et kig i krystalkuglen viser IBIS som en markant spiller inden for uddannelse – i etstærkt globalt NGO-samarbejde

: i 2016 er IBIS i 50 lande

FOKUS

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 4

arbejde fremover. Men et af problemerne er,at der stadig også er behov for en selvstæn-dig profil herhjemme. Så det er vigtigt attænke det med i strategien”.

Han mener at Røde Kors, som netop er endel af en stor international organisation, er eteksempel på, hvor vanskeligt det kan være atskabe en selvstændig identitet i Danmark:

“Det er svært at forbinde et personligt en-gagement med sådan en organisation, og deter vel også derfor at andre, som IBIS, MS ogLæger Uden Grænser med et langt større fol-keligt engagement, i sin tid dukkede op,” me-ner Vilby.

Han mener at IBIS’ fokusering på uddan-nelse er et rigtigt valg, og undrer sig i denforbindelse over at IBIS ikke har valgt at gå ien international alliance, hvor fokus for allealliance-partnerne er uddannelse.

Til det siger John Nordbo, formand for IBIS: “En af styrkerne i Alliance 2015 er faktisk,

at organisationerne har forskellige specialer,så vi kan trække på hinandens ekspertise.IBIS og Concern fra Irland er for eksempelstærke på uddannelse, mens Deutsche Welt-hungerhilfe arbejder meget med landbrug ogmikrokreditter (små lån til opstart af mindreproduktioner etc.). Uddannelse er vigtig,men det er ikke den eneste indsats, der skaltil for at skabe udvikling.”

Når det gælder identiteten, og risikoen forat blive opslugt af en international organ-sation, er Nordbo ikke bekymret:

“Hvis vi fortsat har gode bud på god bi-stand og gode politiske argumenter, er vi også

i stand til at argumentere os igennem i et inter-nationalt samarbejde. For der er ikke et udyr afen international overbygning, der bestemmerover os. Derfor tror jeg heller ikke, at det bliversvært at holde fast i vores identitet.”

“De unge ved, hvad der skal til – og det erderfor dem, vi vil tiltrække. De ved at der erbrug for globale ændringer. De vil derforklart se værdien af, at IBIS går ind i et stærktinternationalt samarbejde.”

For John Nordbo handler det internationa-le samarbejde først og fremmest om politiskindflydelse på de globale spørgsmål, der af-gøres i internationale fora som EU, FN, WTOog Verdensbanken.

“De beslutninger kan NGO’erne kun fåindflydelse på gennem et stærkt internatio-nalt samarbejde. Som det for eksempel skergennem globale kampagner som Make Pover-ty History og “Hele Verden i Skole-kampag-nen”, som IBIS deltager aktivt i,” siger JohnNordbo.

“Selv om IBIS får flere medlemmer og fle-re penge, vil vi fortsat være afhængig af enanalytisk kapacitet på fattigdomsområdet.Det kan handle om at følge forhandlingerne iWTO tæt og være i stand til at beskrive hvil-ke konsekvenser forslagene vil få for fattigemennesker og lande. Der har vi brug for etlangt større globalt NGO-netværk Derforskal man ikke se et stærkere samarbejde somom, at nogen kommer og tager noget fra os.Tværtimod. Vi får selv meget ud af det,” me-ner John Nordbo.

Han tror derfor at IBIS i Danmark om 10 årvil være kendt for to ting:

“At vi laver projekter der har med uddan-nelse at gøre – med fattige folk, ikke for dem.Og at vi er den danske organisation, der hardet globale perspektiv på udviklingsspørgs-mål og fattigdomsproblemer og derfor er envigtig politisk u-landsorganisation.”

Trofaste og unge medlemmerUdover at være repræsenteret i fem gange såmange lande som i dag – ser Vagn Berthelsenogså en langt større opbakning og omsæt-ning i sin krystalkugle: 50.000 medlemmerog bidragydere – og en omsætning på enhalv milliard kroner om 10 år.

Lige nu er det første skridt dog at få rejstde private penge, som regeringen kræver aforganisationer som IBIS.

“Det kræver private fondsmidler, virk-somhedssamarbejde og landsindsamlinger,som vi netop har prøvet for første gang, ogen fortsat hvervning af nye, trofaste med-lemmer på gaden. Heldigvis viser en nyundersøgelse at 85 procent af vores med-lemmer også regner med at støtte IBIS omtre år. Men spænder cityforeningerne benfor at vi kan møde nye medlemmer på ga-derne, så kan det blive svært,” siger VagnBerthelsen.

At interessen for IBIS er til stede, er JohnNordbo ikke i tvivl om:

“Det, vi allerede nu laver, viser at der er enfornyet interesse for globale forhold i be-folkningen som helhed og i ungdommen isærdeleshed. Vi rammer så lille en del af demi dag – og derfor kan vi nemt blive en megetstor organisation om 10 år.” :

NR. 109 | 2006 IBIS FREMTIDEN 05

Der vil være over 50.000 danske IBIS’ser om 10 år,spår generalsekretær Vagn Berthelsen.

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 5

Kaktusplanter, tjørnekrat og agaver. Land-skabet på vej mod den nicaraguanske lands-by Achaupa, 230 km fra hovedstaden Mana-gua, bliver stadig mere goldt. De sidste 30km er en hullet jordvej, hvor studetrukne træ-kærrer sætter tempoet.

Stilheden brydes af en Pepsi-lastbil. Trodstørke, arbejdsløshed og manglende mulighe-der vokser forbruget. Ved årsskiftet var derén telefon i Achuapa til 3.600 indbyggere. I

dag har indbyggerne 1.500 mobiltelefoner,og nabobyen har fået en internetcafé.

En af dem, der har købt mobiltelefon er47-årige Lázaro González. Fire gange har hanrejst illegalt til Costa Rica og arbejdet sommurerarbejdsmand et år ad gangen.

“Rejsen er livsfarlig, jeg har overnattet i bjer-ge med giftige slanger, og jeg var nær drukneti floden, vi skulle krydse. I Achuapa er der in-genting at lave, og jeg ejer ingen jord. Fra Cos-ta Rica kunne jeg sende 200-300 kr. hjem ommåneden, der gik til mad, tøj og sko. Men deter hårdt at være væk fra familien.”

Flere hjem i Achuapa har fået tv, blender

og mountainbike, og amerikanske bankersom Western Union har åbnet filialer. Forkla-ringen er udvandringen: På få år er 4.000personer – halvdelen af kommunens indbyg-gere – udvandret til Costa Rica, El Salvadorog USA. De penge, udvandrerne senderhjem, er hovedindtægten i Achuapa, og deøvrige kommuner i provinsen León Norte,oplyser organisationen Immigrant-netværket,som IBIS støtter.

Familier i opløsningFebruar 2006 åbnede Immigrant-netværketet kontor i landsbyen Achuapa. Organisa-

06 MELLEMAMERIKA UDVANDRING

: rejsen t i l den rige kystStadig flere fattige nicaraguanere udvandrer til nabolandet Costa Rica. Job og enbedre fremtid lokker, men rejsen er livsfarlig, mange familier opløses, og udvandrer-ne diskrimineres

FOKUS

400.000 nicaraguanere bor i Costa Rica, der-iblandt elektriker Efraín Álvarez: “Fordelen er job-mulighederne. Ulempen er race-diskriminationen: Vier mørkere og taler anderledes, og det nærer frem-medhadet.”

TEKST | FOTO ARNE SIMONSEN

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 6

tionen rådgiver udvandrere og deres familier,informerer om nye immigrationslove ogundersøger udvandringens omfang og kon-sekvenser.

“Mange familier opløses, og kvinderneefterlades ofte alene med børnene. Samtidigbor en del børn hos bedsteforældre og tan-ter, fordi forældrene er emigreret. Mangebørn og unge er ensomme og triste. Det komfrem, da vi lavede en tegne- og skrivekonkur-rence,” siger Manuel Ruíz, der fra kontoret iAchuapa laver oplysningsarbejde; bl.a. via etradioprogram om udvandring, der sendes ihele provinsen.

En af de skæbner, tegnekonkurrencen af-slørede, er 13-årige Lisseth Vallesilco. Da Lis-seth var fire år blev hun og lillesøsteren for-ladt af forældrene, der tog til Costa Rica forat arbejde. I ni år har Lisseth ikke set dem.

“Jeg kan ikke forestille mig en god und-skyldning for, at mine forældre forlod mig. Dehar ikke sendt penge, og de hverken skrivereller ringer. Jeg bor sammen med min bedste-mor, der er som en mor. Min onkel, der er ud-vandret til USA, sender penge, men ofte harvi kun råd til mad én gang om dagen. Jeg vilgerne fortsætte i skolen, men måske er derikke penge,” siger Lisseth, der går i 6. klasse.

Udbredt diskriminationÆgteparret Gloria og Efraín kender proble-met med efterladte børn. Som flertallet af Ni-caraguas udvandrere er de rejst til Costa Rica– på dansk “den rige kyst” – Mellemamerikasmest velstående land. Men deres 14-årigesøn bor hos bedsteforældrene, fortæller Glo-ria Esperanza med tårer i øjnene.

“Det er meget hårdt at efterlade ham, ogjeg ser ham kun én gang om året. Her er me-get kriminalitet og narko, og det skal han be-

skyttes imod. Vi sender 150 kr. hjem om må-neden til mad, uddannelse og tøj.”

Parret bor i forstaden La Carpio, syv km frahovedstaden San José. Alene i denne forstad,der præges af betonhuse, åbne ildelugtendekloakker og jordveje, bor knap 30.000 nica-raguanere.

Gloria gør rent, mens manden arbejdersom elektriker. Omkring 400.000 nicaragua-nere er udvandret til nabolandet – mangeunder 80’ernes borgerkrig, men trods fredenvokser udvandringen pga. den økonomiskekrise. Typisk høster mændene bananer, ana-nas og kaffe eller arbejder i bolig- og hotel-byggerier. De fleste kvinder arbejder som tje-nestepiger, hvor de gør rent, laver mad ogpasser børn.

“Jeg forlod Nicaragua pga. arbejdsløshe-den. Fordelen ved Costa Rica er jobmulighe-derne. Ulempen er race-diskriminationen: Vier mørkere i huden, og vores spansk er an-derledes, og det nærer fremmedhadet. Cos-taricanerne siger, vi tager deres job, selv omvi underbetales og især laver det, costarica-nerne ikke gider,” siger Efraín Álvarez, derkom illegalt til Costa Rica for 14 år siden.

Oplysning og politi-razziaerLa Carpio opstod i 1993 på en brakmark somet nybyggersted uden el og vand, fortæller48-årige Humberto Meza. I årevis har han ogkonen Alba organiseret, støttet og lavet akti-viteter for immigranterne i samarbejde medImmigrant-netværket.

Mange nicaraguanere i La Carpio ophol-der sig ulovligt, uden arbejdstilladelser. Defrygter politiet, og flere razziaer har øgetangsten, siger Humberto, der opholdt sig il-legalt i flere år, før han fik costaricanskstatsborgerskab:

“I den hidtil største politirazzia blev 620personer anholdt. Politiet tog alle med, derikke havde id-papirer. Det var forfærdeligt;børn blev slæbt bort og sat på busser, mensde skreg på deres forældre.”

Flere gange om ugen samler ægteparretlandsmænd i deres hjem, hvor betonvæggenprydes af billeder med nicaraguanske vulka-ner, og stofdukker i folkedragter og nicaragu-anske nips står i reolen. Udvandrerne mødestil folkedans og nicaraguansk mad og for atdiskutere lovændringer. Fra august 2006 fårarbejdsgiverne bøder, hvis de beskæftiger il-legale immigranter, og samtidig ophæves demidlertidige arbejdstilladelser, som mangenicaraguanske tjenestepiger har.

“Nogle arbejdsgivere beskæftiger illegaleimmigranter, så de kan trykke lønnen og slip-pe for at betale sygesikring og feriepenge. Vioplyser om, hvordan man kan udvandre le-galt. Desuden er vi talsmænd, når der er kon-flikter med arbejdsgivere og myndigheder,”siger Alba Luz. :

NR. 109 | 2006 MELLEMAMERIKA UDVANDRING 07

: det gør Immigrant-netværketIBIS har støttet Immigrant-netværket siden i 2003.Netværket rådgiver immigranter i forhold til lovgiv-ningen og myndighederne. Det undersøger udvan-dringens omfang og konsekvenser i Nicaragua, Cos-ta Rica og El Salvador, og lobbyer for at forbedreforholdene for de mange fattige migranter.

I Costa Rica bor ca. 400.000 nicaraguanere; opmod 150.000 opholder sig illegalt.

Mellem 10-20 % af børn, født af nicaraguaner-ne i Costa Rica, mangler statsborgerskab, og kanhverken komme i skole eller få gratis lægehjælp.

Fra 1972 og op gennem 80’erne støtter WUS ud-dannelsesstipendier til politiske flygtninge i Latin-amerika.

Fra 1989 til 1992 havde IBIS regionalkontor i Nica-ragua, hvorefter det flyttede til Costa Rica for en år-række. I 1996 flyttede kontoret til Guatemala, hvordet har base i dag.

I Nicaragua begynder WUS i 1981/82 med et stør-re sundhedsprojekt i El Sauce/Achuapa kommuner isamarbejde med sundhedsministeriet. WUS har si-den støttet landet med både kooperanter og pro-

jekter, i dag med hovedvægten på demokrati, orga-nisationsudvikling og uddannelse.

Fra 1982 til 1987 støttede WUS sundheds- og ud-dannelses aktiviteter i den nordlige del af ElSalvador der var kontrolleret af befrielsesbevægel-serne. I 1987 starter nye aktiviteter med mere lega-le organisationer. Fokus skifter til landbrug, uddan-nelse og organisationsudvikling. I 2006 afsluttes detsidste egentlige IBIS-projekt i El Salvador.

1986-87 begynder WUS at støtte bondeorganisa-tionen CNTC i Atlántida regionen i Honduras medfokus på landsbrug, uddannelse og organisering.IBIS støtter fortsat projekter indenfor f.eks. demo-krati, uddannelse og hiv/aids.

I 1990 starter WUS i Guatemala, primært medstøtte til den indianske befolkning. Projekterne støt-ter organisationsudvikling, landbrug og uddannelse,i dag også omhandlende oprindelige folks rettig-heder og demokrati.

IBIS i Mellemamerika

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 7

08 MOZAMBIQUE BØRNERADIO FOKUS

: børneradio med vokseværk

Danmark i december 2000. Tusindvis af danske børn åbner hver dag en låge i deresu-landskalender. Mozambique i foråret 2001. Børnene i Alto Molócuè i det nordligeMozambique åbner for første gang for radioen og hører børneradio produceret afbørn til børn. Fem år senere i 2006 er børneradio blevet en selvfølgelighed på defleste af landets lokalradioer

TEKST ELSEBETH ALLERFOTO THORKIL G. NIELSEN

IBIS i det sydlige Afrika

Overskuddet fra Danmarks Radios u-landska-lender i år 2000 åbnede døren til et helt nyt livfor tusindvis af børn i Alto Molócuè i Mozambi-que. Omkring halvdelen af indbyggerne er børnunder 16 år, og som det er normalt i denne delaf verden, kommer de færreste af dem længereend til 3. klasse i skolen. Da Danmarks Radioog IBIS åbnede Mozambiques første børne-radio i byen, åbnede der sig en ny verden medadgang til viden og mulighed for at blive hørt.Livet forandrede sig for de fleste børn i områ-det – og deres forældre.Børneradioen hedder ‘Rádio Infantil’ og er enselvstændig del af Alto Molócuès egen lokal-radiostation. En del af pengene fra u-landska-lenderen finansierede et børneradiohus, hvorprojektets optageudstyr står, og hvor grupper

af børn og unge mødes ugen igennem, både forat lave udsendelser, men også for at deltage iandre aktiviteter, f.eks. engelskundervisning.

Lørdag er børneradiodagProgrammerne bliver produceret af børn medhjælp fra et par voksne ansatte. Programfla-den spænder over ungdomsprogrammer ogengelskundervisning til nyheder og musik.Det helt store hit blandt lytterne er den di-rekte udsendelse lørdag formiddag, hvorhundreder – somme tider tusinder – af børnmøder op for at overvære optagelserne afdans, sang, interviews og radiodrama.

Åben mikrofonRádio Infantil stiller skarpt på børns rettighe-der. I et land præget af dyb fattigdom er detsvært at sikre, at alle børn bliver hørt og fårdel i viden om f.eks. uddannelse, rettigheder

og sundhed. Den åbne mikrofon giver børne-ne mulighed for at tale sammen om deresdrømme, håb og problemer. Samtidig erradioen et sted, hvor børn arbejder sammenpå tværs af køn og vilkår. Næsten hvert femtebarn i Mozambique er forældreløst, og deender oftest på samfundets bund. På radioenarbejder de side om side med børn, der går iskole og bor sammen med deres forældre.Alle har lige meget ret til at blive hørt. Pigerog drenge arbejder også på lige fod. Det eraf stor betydning i et samfund, hvor kønnenenormalt lever meget adskilt.

Børneradio for demokratiArbejdet for og med Rádio Infantil har givetIBIS i Mozambique stor erfaring på området.For at sikre at denne erfaring kommer børn tilgode i resten af Mozambique, arrangeredeIBIS og Rádio Infantil i slutningen af 2004

Som en del af den internationale studenterorganisa-tion World University Service støttede danske WUSallerede fra 1966 studerende med stipendier til uni-versiteter udenfor deres egne lande. Det var isærstuderende fra de såkaldte frontliniestater der græn-ser op til Sydafrika og sorte studerende fra Sydafrikader fik glæde af støtten.

Støtten til det sydlige Afrika udsprang fra starten i so-lidaritet med befrielsesbevægelserne der kæmpedemod det portugisiske kolonistyre i Mozambique ogAngola, og apartheidstyret i Sydafrika og Namibia.Det udviklede sig til en omfattende støtte til antiapar-theid-bevægelserne i Sydafrika og i Danmark.

IBIS har fortsat sin støtte til Sydafrika efter det før-ste frie og demokratiske valg i 1994. Fokus har pri-

mært været på reformering af uddannelsessektorenog organisationsudvikling.

Namibia I solidaritet med den namibiske befrielses-bevægelse SWAPO, begyndte WUS i 1974 at støttetransport af materialer og mad på tværs af Afrika tilnamibiske flygtningelejre i bla. Zambia. Støtten fort-satte helt op til Namibias uafhængighed fra Sydafrikai 1990, med skolebyggeri og udvikling af undervis-ningsmaterialer og metoder i flygtningelejre iZambia, Angola og Congo.

Ved uafhængigheden i 1990 bad den nye SWAPOregering IBIS om støtte til reformering af uddannel-sessektoren. Siden har IBIS primært støttet med ko-operanter (frivillige), uddannelse og lokaludvikling . Ide senere år med stor vægt på hiv/aids.

Angola I 1971 samlede WUS ind til AFRIKA-71 til enskole for angolanske flygtningebørn i Dolisie, Congo.

Borgerkrigen i Angola satte en stopper for projekter,og først i 1995 blev det igen muligt at arbejde iAngola. I dag støtter IBIS med bla. uddannelse afflygtninge og demokratisering.

Lesotho I perioden 1976-79 byggede WUS frivilligesammen med lokale håndværkere, African Hall kolle-giet på ROMA- Universitet i Lesothos hovedstadMaseru. Kollegiet blev bygget til studerende fra deomkringliggende frontliniestater, der pga. apartheid,borgerkrig og undertrykkelse ikke havde lov eller mu-lighed for at studere i deres hjemlande.

Kort tid efter Mozambiques uafhængighed fraPortugal udsendte WUS i 1976 de første kooperan-ter til landet. I starten især sundhedspersonale ogingeniører, siden også planlæggere, uddannelsesfolkpå større lokaludviklingsprojekter. I dag fokusererIBIS især på uddannelse og forebyggelse af hiv/aids.

fokus-109_14 04/09/06 10:29 Page 8

NR. 109 | 2006 MOZAMBIQUE BØRNERADIO 09

det første nationale børneradioseminar. Bådebørn og voksne fra alle Mozambiques lokalra-dioer producerede og diskuterede kvalitets-programmer om, for og med børn. Desudenudkom en håndbog i produktion af børnera-dio, der samler alle erfaringerne.

Mozambique er stadig et spirende demo-krati, som har brug for kritiske og aktive bor-gere. Gennem børneradioen lærer børnene, atde har ret til at stille spørgsmål, ret til at få svarog ret til at forholde sig kritiske til det sam-fund, de er en del af. Lytterne organiserer sig ilytterkomitéer, der løbende kommenterer pro-grammerne og kommer med forslag til nye ud-sendelser, så deres stemme også bliver hørt.

Flotte karaktererPengene fra Børnenes u-landskalender raktetil 2005. Siden da har IBIS støttet Rádio In-fantil økonomisk. En børneradioforening,ARIAM, der er blevet stiftet af voksne ogbørn fra Rádio Infantil, driver børneradioenvidere med økonomisk støtte fra IBIS. Detkoster penge at producere radio. Der skal be-tales strøm, bånd og andre materialer, løn tilde voksne medarbejdere, og bruges pengepå vedligeholdelse af det tekniske udstyr. Rá-dio Infantil er blevet næsten selvstændig oglever videre i bedste velgående.

I april 2005 udførte to konsulenter enuvildig evaluering af projektet. Deres konklu-sion var klokkeklar: Rádio Infantil har haft enutrolig stor betydning for både børn ogvoksne. Konsulenterne oplevede en markantforskel på børnene i området før og efterradioen begyndte at sende.

“Før radioen begyndte var de fleste børnuvillige til at stille sig frem og tale, hvor mangei dag kender til børns rettigheder, kan deltage i

diskussioner og tale og optræde offentligt,”skriver forfatterne blandt andet. Rádio Infantilhar ikke kun haft betydning for de mange børni området. Også forældrene har fået større vi-den. De kender til børns rettigheder, og menerselv, at de er opmærksomme på dem og sam-tidig har lært at respektere børn.

IBIS planlægger at gøre børneradioen iAlto Molócuè til et træningscenter for børnog voksne fra andre lokalradioer i Mozambi-que. Projektet ligger klart, og der har meldtsig en interesseret sponsor. Målet er, at ind-tægter fra træningscenteret kan finansieredriften af Rádio Infantil.

Fra landsbybørn til storbybørnMed de mange erfaringer fra Rádio Infantil ibagagen er IBIS’ koordinator fra Rádio Infan-til, Fatima Ibrahim, flyttet fra Alto Molócuè tilLichinga, den største by i den nordligste pro-vins Niassa. Her har IBIS i april 2006 søsatprojektet ‘Fremtidens Stemmer,’ som vil op-bygge børneradioer i Niassa efter sammemodel som Radio Infantil. På Rádio Esperan-ça, Radio Håb, i provinshovedstaden Lichingaer arbejdet allerede i fuld gang.

Omkring 30 børn har gennemgået et træ-ningsforløb i deres ferie i juli måned. Her pro-ducerede de et par modeludsendelser, som al-lerede er sendt ud i æteren. Produktionenforegår som på Rádio Infantil ved, at børnenevælger et overordnet tema. Herefter går de udi deres arbejdsgrupper, f.eks. radiodrama ellerinterview og finder med støtte af de voksnemedarbejdere information på radioens børne-bibliotek og andre steder, diskuterer mulighe-derne og sammensætter en plan.

Børnene på Radio Espernca havde fra begyn-

delsen mange idéer til programmer:“Mit første radioprogram skal være om

børns ret til uddannelse,” siger 15-årige EgidioRajabo, der går på teknisk skole.

“Børns ret til uddannelse er meget vigtig.Min ven Joao bor sammen med sin voksne sto-resøster, som for tre år siden tvang ham til atgå ud af skolen for at sælge kager på central-markedet. Han ville ikke, for det gik ham godt iskolen. Jeg så ham for et par måneder siden.Han var på markedet, uden sko og med shortsder var plettet af olie.”

11-årige Catia vil gerne lave et program ommisbrug af børn.

“Jeg hørte om et barn, der blev voldtaget,da hun gik hjem fra skole,” forklarer hun.

Alima Quiamala, der er 13, er enig. Hunmener, programmet skal fokusere på børne-prostitution.

“I Mozambique er der endda forældre, dersender deres børn ud for at arbejde som pro-stituerede.”

En af de første udsendelser blev netop et ma-gasinprogram om børneprostitution. Den nyeradio bruger lige som Rádio Infantil lyttergrup-per, som løbende giver respons på udsen-delserne og kommer med idéer til nye pro-grammer.

En svensk organisation, Swedish Coopera-tion, financierer Fremtidens Stemmer, der erplanlagt til at arbejde på foreløbig tre lokal-radiostationer i provinsen. :

Citaterne fra Radio Esperanca stammer fra artiklen“Radio hjælper børn med at kræve deres rettigheder”af Ruth Ansah Ayisi, og kan læses på www.ibis.dk/ar-tikler.php

: faktaRádio Infantil har sendt hver uge fra januar 2002.Projektet i Alto Mólocuè sluttede i marts 2005.Siden da har IBIS støttet oprettelsen af radiofor-eningen, ARIAM, der driver Radio Infantil videre.IBIS støtter fortsat radioforeningen økonomisk.

Rádio Infantil er ikke en radiostation, men etbørneradiokoncept, der indgår som en del af lokal-radioen i Alto Mólocuè. Mange radiostationer iMozambique producerer børneprogrammer, menRádio Infantils metodik, hvor det er børnene selv,der bestemmer, diskuterer og producerer, er en ny-skabelse der har bredt sig til mange andre radio-stationer i Mozambique.

fokus-109_10 31/08/06 11:35 Page 9

Juli 2006, Latacunga, Ecuador: Indianerlede-ren Luis Macas ser med alvorligt blik ud overmængden, der er klædt i filthatte og poncho-er som han selv, og holder Macasplakaterstrakt i vejret. Han har en mikrofon i håndenog indianernes regbuefarvede flag om halsen.Macas tøver et øjeblik. Så går brandtalen igang:

“Efter 514 år står vi her. De har ikke kunnetudslette os. De har ikke kunnet fjerne os fravores territorier. De har ikke kunnet holde ostavse.

Denne gang er vi her for at genvinde voresbevægelse. Vi er her ikke for at vi kan få borg-mesterposter og ministerposter. Pachakutiker ikke til for at vi kan fylde vores lommer.Hvor længe skal de tro at vi er som de tradi-tionelle partier? Nej, vi er her for at skabekulturel revolution, kammerater!“

Luis Macas har god grund til at under-strege med store ord ved vælgermøderlandet over, at indianerbevægelsens politis-ke arm, Pachakutik, er anderledes end detraditionelle partier. Pachakutiks romancemed traditionel parti-politik for fire år sidenbetød næsten enden på det indianskesammenhold, som havde skabt den stærkes-te civilbevægelse i landet, måske i heleLatinamerika.

Macas – der grundlagde den fælles india-nerorganisation Conaie for 20 år siden –kæmper nu for at give bevægelsen styrken og

selvtilliden tilbage ved at være den førsteindianske præsidentkandidat nogensinde iEcuador.

Et forvandlet Ecuador Juni, 1990: I en nøje planlagt aktion holdertusindvis af indianere landet over op med atarbejde. De blokerer veje og vandrer samletmod Quito, hvor de belejrer byen. De viltvinge regeringen til at anerkende deres ret-tigheder. Aktionen var kulminationen på etårtis indiansk anstrengelse for at organiseresig. Nu talte de deres egen sag og havdeegne forslag.

På få dage har Ecuador forvandlet sig fraet land uden indianere, til et land hvor de ersynlige og magtfulde.

“Folk sagde: Hvor kom de fra?” fortællerLuis Macas til IBIS.

“Folk troede, de skulle gå på nationalmu-seet for se at indianske folk. Men nu stod demidt i byen.”

Op gennem 90’erne viste indianerne i sti-gende grad, at de var en vigtig politisk faktori landet. De fik territorier, de fik anerkendtderes kollektive rettigheder, og de væltedepræsidenter.

I midten af 90’erne besluttede Conaie sigfor at tage et skridt videre og tage indianer-nes kamp for rettigheder og en plurinationalstat (med repræsentation af alle indianskenationer, red.) ind i de etablerede politiskesystem, i nationalkongressen og på provins-niveau. Pachakutik blev født som en repræ-

sentant for alle marginaliserede sektorer iEcuador. Men bevægelsen blev lynhurtigt in-filtreret af personlige ambitioner, og da manvalgte at støtte den nationalistiske præsi-dentkandidat, militærmanden Lucio Gutier-rez ved valget i 2002, gik det helt galt. Hanvandt nemlig. Og Pachakutik kom i regering.

Troværdigheden smadretApril, 2003: Gutierrez, der blev valgt med enanti-neoliberalpolitik, rejser til Washingtonog aftaler med IMF og Verdensbanken atfortsætte landets neoliberale kurs, med storvægt på frihandel og privatisering. Tilbage iQuito sidder Pachakutiks ministre, deriblandtLuis Macas, og må indrømme overfor landetspresse, at de intet anede om præsidentensbesøg. De trækker sig fra regeringen, menden indianske bevægelses politiske trovær-dighed, som den nøje havde opbygget gen-nem næsten 20 år, var smadret.

Conaie gav nærmest ikke en lyd fra sig iårene efter 2003, og deres kontorer i Quitolignede et spøgelseshus. Mange troede, atdette var enden på bevægelsen.

Men Conaie vendte blikket indad igen. Debad Luis Macas, bevægelsens historiske leder,om at vende tilbage.

“Han var den eneste, der havde politisk ogmoralsk autoritet til at genoplive bevægelsen– og han gjorde det,” fortæller sociologenAlejandro Moreano, der har fulgt den indian-ske bevægelse i årevis.

Uden for mediernes søgelys rejste Macaslandet tyndt for at holde møder med lokal-

10 SYDAMERIKA DEMOKRATI

TEKST | FOTO RUNE GEERTSEN

Den indianske bevægelse i Ecuador, Conai, er uden tvivlen af de stærkeste og mest velorganiserede civilbevæ-gelse, IBIS har arbejdet med i Latinamerika. Og den stil-ler nu op til præsidentvalget i Ecuador. Men deltagelseni valgpolitik er et tilbagevendende dilemma for bevæ-gelsen, der næsten har kostet den livet

FOKUS

: hvor kom de fra?

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 10

samfundene om truslen fra en forstående fri-handelsaftale med USA (TLC på spansk,red.). Den ville være fatal for indianerne, derlever af smålandbrug.

Endnu en opstand var på vej.

Stadig stærkMarts 2006: Indianere marcherer igen, dennegang mod TLC, mod det upopulære oliesel-skab Occidental, og for skabelsen af en pluri-national stat gennem en ny grundlov. Myndig-hederne er næsten lige så overraskede som i1990, og landet erklæres i undtagelsestil-stand. Protesterne fører til, at regeringen udvi-ser Occidental fra landet, hvilket får USA til ataflyse handelsaftalen. Indianerne jubler.

“Conaie viste med TLC-protesterne, at destadig er landets stærkeste civilbevægelse,”siger Alejandro Moreano.

Med denne nyvundne styrke kan det der-for undre, at den indianske bevægelse igenstiller op til valg. Et valg som måske endnu

engang vil svække dem. Men frygten er, fortæller Macas, at et valg

uden Pachakutik vil splitte bevægelsen endnumere, når de traditionelle politiske partiergår på jagt efter de 25 procent af landetsstemmer, der er indianske. Og denne gang ervalget anderledes, slår han fast.

“Er der noget vi har lært, så er det at vi måtage sagen i egen hånd, stille op med voresegen kandidat og ikke føre andre til magten,”siger Macas.

Indianernes indtog i national politik hargjort deres krav mere synlige, men samtidiger valgene blevet et tilbagevendende dilem-ma, de har svært ved at slippe ud af: Hvis devil være med, bliver de opslugt af det system,de vil ændre, og hvis de ikke vil være med, ri-sikerer de at splittes.

Indianernes svar på dilemmaet er nu mereend nogensinde et krav om en radikal æn-dring af det politiske system i Ecuador – op-rettelsen af en plurinational stat, der respek-terer Ecuadors 12 indianske befolknings-

gruppers forskellige sociale, kulturelle og po-litiske rettigheder. Og den eneste vej er gen-nem en ny grundlov.

IBIS’ koordinator for Ecuador, Arturo Ce-vallos, aner en vis rådvildhed i bevægelsenomkring hvordan denne nye form for demo-krati skal manifestere sig i praksis. Men de ernået et vigtigt stykke vej, siger han. For selv-om indianerne trods deres opstande endnuikke har formået at forandre lovgivningen el-ler samfundet i nævneværdig grad, har deformået at gøre sig bevidste om deres identi-tet som folk.

“Og dette er det første skridt mod en plu-rinational stat. For hvis der ikke er nationali-teter og folk, så er der ingen plurinationalstat,” siger Arturo Cevallos.

“Men det er stadig en enorm intern opga-ve for bevægelsen at konstruere deres egnenationaliteter med egen identitet, egetsprog, eget uddannelsessystem og selvstyre.Og IBIS’ rolle er præcis at hjælpe dem meddette.“ :

NR. 109 | 2006 SYDAMERIKA DEMOKRATI 11

: de seks vigtigste indianske opstande

1990: Inti Raymi, sol-opstanden, der synliggør in-dianernes kamp. 1992: Amazon-indianernes march for territorier.1994: Demonstration mod jordreformlov, som in-dianerne får vendt. 1997: Demonstrationer mod den korrupte præsi-dent Abdalá Bucaram, som må forlade posten. 2000: Præsident Jamil Mahuad falder efter protes-ter mod hans neoliberale reformer. 2006: March mod frihandelsaftale med USA ogmod olieselskabet Oxy.

IBIS’ engagement i Sydamerika kom for alvor i gangi 1980. Det var i Chile – syv år efter Pinochets kup.Det var dengang IBIS hed WUS, og den primære ind-sats var stipendieprogrammer for politiske flygt-ninge og udannelsesstøtte til unge chilenere i slum-områder. Det udviklede sig senere til også at støtte

kvindeorganisationer. IBIS engagement i Chile blevafsluttet i 1994.

I 1983 startede IBIS i Bolivia, med en række projek-ter som f.eks. støtte til fattige kvinders systuer i mi-neområderne, lokaludvikling, landbrug og miljøet.

I begyndelsen af 90’erne begyndte indianerne– de oprindelige folk – for første gang at spille enpolitisk rolle i Bolivia, og IBIS indsats blev mere

koncentreret om støtte til de oprindelige folk ogderes rettigheder.

Støtten til de oprindelige folk bredte sig i de efter-følgende år til IBIS arbejde i Ecuador (1994) ogPeru (1995). Siden da har støtten til de oprindeligefolk været omdrejningspunktet for IBIS’ aktiviteter iSydamerika.

IBIS i Sydamerika

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 11

Bunker af gamle aviser og magasiner, posermed plastflasker og dåser står langs væggen.Der lugter af lim og lyden af plastik der klip-pes, papir der skramles overdøver næstenden stille snakken.

Vi er på kursus i Accra, Ghanas hovedstadsammen med 18 kreative kvinder. De er herfor at høste af de erfaringer som sydafrikan-ske kvinder har gjort sig i fremstilling af orna-menter, smykker og husgeråd af affald.

IBIS i Vestafrika har siden starten satset påat udnytte de erfaringer der er skabt i andreprojekter i IBIS’ afrikanske samarbejdslande.Derfor var det helt naturligt at invitere PurityMdaka og Nozuko Annette Nxasana fra Syd-afrika til at komme til Ghana og undervise de18 kvinder.

Ayishe Abdul Raman er som de andre del-tagere repræsentant for en af beboergrup-perne i Ashaiman lige uden for Accra. Nu vilhun selv oprette kurser for kvinderne i sit om-råde.

“Jeg ønsker at viderebringe disse færdig-

heder til kvinderne i mit område, fordi det eren måde at begrænse affaldet på, omsættedet til en indtægt og beskytte miljøet.”

Genbrugskurset er en del af samarbejdetmellem IBIS’ program for folkelig deltagelse ilokaludvikling i Ghana og et resursecenterkaldet CORC i Sydafrika.

Afrikanske løsningerEt af målene med samarbejdet mellem IBIS-programmer i Afrika er at finde “Afrikanskeløsninger på afrikanske problemer” gennemudveksling af erfaringer.

Det har f.eks. ført til at Alfred Kuma fraIBIS’ organisationsudviklingsprogram i Ghanafor nylig besøgte Angola sammen med sinsydafrikanske kollega Davine Thaw.

De udviklede, sammen med IBIS Angola,en model for træning i organisationsudviklingder vil blive brugt i civilsamfundsprogrammeti Angola.

Også lokalt og regionalt søger IBIS Ghana, atudveksle og udnytte de gode erfaringer deselv eller andre gør sig i udviklingsarbejdet.F.eks. i udviklingen af skoleprojektet “Genvejtil skole” som danske elever i foråret stiftedebekendtskab med. Projektet bygger på de er-

faringer Ghana Venskabsgrupperne i årevishar gjort sig i “School for Life” projektet medat tiltrække og fastholde de dårligst stilledebørn i skolen.

Og det går begge vejeIBIS’ uddannelsesprogram for flygtninge iAngola kaldet Teacher Emegrency Package –TEP, trækker på erfaringer fra UNESCO’sPEER-programmer i Somalia og Rwanda.

Til oktober får TEP Angola så mulighed forat videregive sine erfaringer med at sikreflygtningebørn en skolegang, når de får be-søg af uddannelsesfolk fra IBIS’ programmer iGhana, Liberia og Sierra Leone. I de tre lande,arbejder IBIS i ALP-projektet med at uddannelærere, udvikle materialer og sikre så mangeflygtningebørn som muligt en ordentlig sko-legang. Og det har de angolanske kollegaerstor erfaring med.

Tilbage i Accra. De 18 kvinder skal nu ud i de-res områder og dele af deres nyerhvervedeviden. Som Erika Osae, der står for projekteti Ashaiman siger:

“Vi så ikke denne mulighed før. Samarbejdetmed CORG fra Sydafrika har åbnet vores øjnefor en ny og effektiv form for udveksling.” :

12 GHANA UDDANNELSE

TEKST | FOTO CHARLES MAWUSIOVERSÆTTELSE OG BEARBEJDNING LOTTE ÆRSØE

FOKUS

IBIS i VestafrikaDe første IBIS aktiviteter i Ghana startede i 2001,med projekter indenfor organisationsudvikling ogdemokrati. Programmet er siden blevet udvidet meduddannelsesprojekter.

Det er også uddannelse (Education in Emer-gency) der er hovedaktiviteterne i Liberia hvor IBISstartede i 2005 og i Sierra Leone der lige er startetop i år.

: viden har ingen grænser

I Ghana søger IBIS’ projekter at lærer af andres erfa-ringer. Medarbejderne tager også gerne selv ud og de-ler deres viden med kollegaer. De kalder det at ’findeafrikanske løsninger på afrikanske problemer’

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 12

En angolansk skoleklasse, 1978Svirp, svirp lyder det fra et af klasseværelserne,hvor skoleinspektøren er i færd med at afstraf-fe ulydige elever. For hvert slag kommer der etlille undertrykt smertesudbrud. I morges varalle eleverne opmarcheret for at hejse Folkere-publikken Angolas flag. “Disciplina, disciplina”blev der råbt med høje stemmer, medens knyt-tede næver blev strakt i vejret. Men det varåbenbart ikke nok, siden skoleinspektøren nuer nødt til at slå de formastelige over de frem-strakte hænder med linealen.

Vi er i Congo, på en kostskole bygget af IBISfor angolanske flygtningebørn. Allerede i1972, to år inden kolonimagten Portugal bry-der sammen, var IBIS gået i gang med at byg-ge skolen som støtte til befrielsesbevægelsen.

Som så mange andre unge er jeg taget ud atrejse, efter jeg er blevet færdig med min ud-dannelse. Jeg besøger skolen i begyndelsen af1978 på opfordring af den danske ingeniørKarl Johan Holt, der har ledet byggeriet. Hanvil gerne vide noget om, hvordan de lokal-brændte mursten holder sig i troperegnen.

Skolebyggeri i Mozambique, 1978En strålende smuk morgen den 1. maj 1978tager Karl Johan imod mig i Maputos luft-havn. Han er i mellemtiden blevet udsendt afIBIS for at lede et tilsvarende skolebyggeri iMozambique. Jeg kan fortælle ham, at derikke er grund til at nære tvivl om kvaliteten af

den enkle byggeteknik. Der er ingen grundtil, at fremtidens skolebyggeri skal være enkopi af kolonitidens med dyre stålvinduer ogmasser af beton.

Men lige så begejstret som jeg kunne for-tælle om de bygningsmæssige rammer, IBIShavde været med til at skabe om børnenesskolegang, lige så beskæmmet kunne jeg for-tælle om en pædagogik, der er en kopi afkolonitidens autoritære opdragelse.

Undervisningsministeriet i Mozambique harambitiøse planer om at opføre ni kostskoler inogle af de fattigste landområder. Byggele-delse og vandinstallationer skal klares af i alt23 unge mænd på 18 år, der lige er blevet fær-dige med syv års skolegang. Vi er fem IBIS-ud-sendte, der sørger for deres oplæring samtidigmed den overordnede byggeledelse.

IBIS landekontor i Mozambique, 2006Landekoordinator Arne Mortensen fortællerengageret om, hvor vigtigt han synes, det erat ændre ungdommens tankegang – at sættetanken fri, som han formulerer det.

“Ungdommen skal turde stille spørgsmålved tingenes tilstand.”

Jeg er tilbage i Mozambique for at se, om derfindes spor af det arbejde, jeg afsluttede for26 år siden. IBIS er stadig engageret i skole-verdenen, men koncentrerer sig nu om denpædagogik der drives inde i klassevæ-relserne. Byggeriet overlades til andre. Arne Mortensen fortsætter:

“Undervisningen er præget af envejskom-

munikation, der gentages efter læreren i kor.Fysisk afstraffelse er ikke ukendt. Derfor sæt-ter vi fuld kraft på arbejdet med at udviklenye undervisningsmetoder.”

Uger senere på min rundrejse kan mineegne stikprøver bekræfte det triste faktum,som Arne Mortensen og andre bistandsarbej-dere har påstået over for mig: børnene kannormalt ikke læse før de kommer i 4. klasse.

På sporet af de gamle skolerMin søgen fører mig ud på en flere tusindekilometer lang rejse igennem nogle af de fat-tige landområder, hvor IBIS arbejder i dag.Nogle af de 18-årige byggelærlinge, som vistartede med at uddanne i 1978, finder jeg tilmin store tilfredshed nu 26 år senere som le-dere af skolevæsenets bygningsafdeling.

Karl Johan Holt arbejder igen i Mozambique,og en aften mødes jeg med ham og en af degamle byggelærlinge, Domingos Muassuca.

“Hvorfor bygger I ikke som vi gjorde dengang?” spørger vi. Vi diskuterer simpelt og bil-ligt skolebyggeri opført af lokale materialer.Kolonitidens byggetradition er stærk og bliverstadig kopieret, selv om vi har vist, at der ogsåfindes billigere og enklere byggemetoder.

Forklaringen på vores spørgsmål bliverlang, men vi forstår, at det handler om at havestyrke til at bryde traditioner. Det er uhygge-ligt svært, hvis hele det omgivende samfunder opdraget autoritært.

Afrika er en gåde. Med en undervisning, derselvstændiggør eleverne kan den måske løses. :

NR. 109 | 2006 AFRIKA SKOLER 13

Henrik Pedersen beretter glimtvis om sine oplevelser med skolebyggeri i slutningenaf 70’erne og om gensynet med skoleverdenen i Afrika 26 år senere

: gensyn med skolerne i Afrika

TEKST HENRIK PEDERSENFOTO OLE FUNCH/ANTONIO KLAUS KAARSBERG

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 13

14 IBIS INDSAMLING FOKUS

En række kunstnere på den københavnskekunstmesse Artville donerede et kunstværktil IBIS’ auktion der fandt sted på kunstmes-sens sidste dag. I alt blev der budt på, ogkøbt malerier for 34.480 kr. penge der kom-mer IBIS’ uddannelsesprojekt i Ghana –“Genvej til skolen” til gode.

I løbet af kunstmessens tre dage, i august,kørte IBIS-aktivister fra Pilotgruppen en

workshop, hvor mange af de børn der besøg-te messen skabte en collage sammen mednogle kunstnere. Collagen som blev døbt“Hele Verden i Skole”, blev også solgt på auk-tionen, og der var mange inde og byde påværket, allerede inden maling og lim var tørt.

“Det har været et godt samarbejde vi harhaft med Artville og meget storsindet afkunstnerne at donere deres værker til et IBIS’

projekt,” siger Informationschef René Jacob-sen fra IBIS, og fortsætter:

“Det er glædeligt, at der er mange dergerne vil støtte IBIS’ arbejde med at gøre op-mærksom på de næsten 100 millioner børnder ikke har adgang til skole, og konkret støt-te projekter der hjælper børn i skole.”

Søndag den 27. august holdt IBIS og CAREDanmark landsindsamling. Det er denførste landsindsamling de to organisatio-ner har været involveret i.

Der er blevet taget godt imod indsamlerne ogder er god opbakning til at støtte fattigekvinder i Afrika. Mange mennesker refererer tiltemaet, som de havde læst, hørt om eller set påtv. Det er også positivt, at mange gav et størrebidrag end man måske kunne forvente, og detvar meget få der afviste at give et bidrag.

“Når det er gået så godt, så skyldes det enstor indsats af vores frivillige koordinatorersom har lavet et meget flot stykke arbejde ogen flot indsats af indsamlerne. Det kan vivære meget tilfredse med,” siger Vagn Ber-

thelsen, generalsekretær i IBIS. “Det er no-get, vi kan bygge videre på til kommendelandsindsamlinger.”

“Vi vidste, at det ville være svært at lave enlandsindsamling første gang, men vi er kom-met godt fra start. Desværre holder voresprognose for indsamlingsresultatet ikke. Vinår ikke de to millioner kr. men ca. 1,5 millio-ner kr. Der er alt for mange indsamlere derikke mødte op. Måske på grund af vejret ellerat de ikke følte sig forpligtet på dagen. Detbetyder, at vi kommer ud med et mindre re-sultat end vi havde håbet,” siger Vagn Ber-thelsen fra IBIS.

“Når vi vurderer den samlede indsats, så erder ikke noget, der afskrækker os for at gøredet igen i 2007. Samarbejdet med Care Dan-mark har været godt. Vi har bestemt nogetsolidt at bygge på. Vi skal bare være bedre tilat sikre, at indsamlerne også dukker op pådagen,” siger Vagn Berthelsen.

80 frivillige IBIS-aktivister knoklede hårdt ifire dage med at lave sandwich til gæsternepå årets udsolgte Roskilde Festival. Det varførste år, at IBIS havde en madbod på festiva-len. Food4Life var navnet på madboden, hvormålet var, at hver solgt sandwich sikredemindst et skolemåltid til et barn i det Syd-afrikanske skoleprojekt Zisize.

I alt blev der lavet og solgt over 16.000sandwich, hvilket har givet et overskud iomegnen af 130.000 kr. Nok til at sikre330 børn i projektet skolemad i weekender

og ferier i et år. Desuden sikrer det indsam-lede beløb også mad til de forældreløsebørn, som bor på skolens børnehjem. Etfantastisk dejligt resultat af en travl, menhyggelig festival.

IBIS takker:Alle de mange frivillige, Krydsrum arkitekterder designede og byggede facaden, Find Jør-gensen a/s der sponsorerede køkkenudstyrog gav faglig støtte, Boris Bueno “Mad.art”der udviklede menuen og køkkenrutinerneog Roskilde Festivalen.

: kunstauktion til gavn for Ghanas børn

: sandwich sikrer skolemad i Sydafrika

FOTO

HEIN

Z KA

NSTR

UP

TEKST RENE JACOBSEN

FOTO

LOTT

E Æ

RSØ

E

: landsindsamlingen ‘Kvinder i Afrika’

Havde du ikke mulighed for at give et bidrag til IBIS’ arbejde på Artville eller Roskilde Festivalen kan du stadig nå det meget nemt.Send blot en SMS til 1220 med teksten UDDANNELSE, så giver du os et bidrag på 100 kr.

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 14

NR. 109 | 2006 IBIS JUBILÆUM 15

Alle medlemmer af IBIS inviteres til den årlige ge-neralforsamling.

Hvert år vælges der min. 7 medlemmer til Styrel-sen og vi opfordrer alle til at opstille til valget.Fristen for at opstille skriftligt er 15. september kl.10.00, (gerne med email til: bt@ibis.dk) Få mere information på: www.ibis.dk eller hos:bt@ibis.dk

Efter generalforsamlingen inviterer Styrelsen til festog middag på Frøbelseminariet. Der er dog max.plads til 120 personer til festen. Pris for frokost ogaftenarrangement kr. 150,- (Frokost alene kr. 40,-)

Lørdag d. 4. nov. 2006, kl. 9-18Frøbelseminariet, Grundtvigsvej 11, 1864 Frb. C.

Vi vil gerne invitere dig, medlemmer, støtter, vennerog samarbejdspartnere til en hyggelig eftermid-dag, hvor vi ser lidt tilbage på IBIS’ historie, menmest frem på de opgaver og udfordringer der lig-ger foran os.

Festtalerne i anledningen af de 40 år bliver holdt af:

Namibias Premiereminister Mr. Nahas Angula,Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs og IBIS formand John Nordbo

Hvis du gerne vil give IBIS en gave i anledning af ju-bilæet, så er vores største ønske en gave der gav-ner. Læs mere på bagsiden af IBIS-fokus og påwww.gaverdergavner.dk

Jubilæumsreception:

Fredag d. 3. nov. 2006, kl. 14-17

i Nationalmuseets festsal, Frederiksholms Kanal 12,1220 København K.

: jubilæumsreception den 3. November

: generalforsamling 2006

fokus-109_10 31/08/06 11:36 Page 15

GAVER DER

GAVNER

Indbetaler Kreditornummer og beløbsmodtager Kreditornummer og beløbsmodtager

Underskrift ved overførsel fra kontoMeddelelse til modtager Kvittering

KVITTERINGKA73

Checks og lignende accepteres under forbehold af at penge-instituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i penge-institut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvit-teringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

INDBETALINGSKORT

Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

FIK 731 (02.05) 833

Reg.nr. Kontonr.

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Kroner Øre

Dag Måned År

Betalingsdato

. . , . . ,

Kroner Øre

+73< +88814606<

IbisNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 88

IbisNørrebrogade 68 BTlf. 35 35 87 882191

88814606 88814606

Afsenderadresse:

IbisNørrebrogaade 68 B2200 København N

ID:46452MAGASINPOST

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

SEND ET BARN I SKOLE

I Sierra Leone kom 500.000børn aldrig i skole under landetsblodige borgerkrig. Med dennegave giver du et barn mellem 10-16 år en ny mulighed for at kom-me i skole i et år.

HJÆLP ET FORÆLDRE-LØST BARNMed denne gave giver du et for-ældreløst barn i Mozambique deessentielle ting, der skal til forat komme i skole og overleve.Tingene bliver udvalgt i samar-bejde med frivillige voksne.

GAVER DER GAVNER -meget mere end en gave

Se flere gaver og køb din gave på www.gaverdergavner.dk

250,-370,-

Giv en gave der gavner:

175,- = Skolebog og spil til Mayabørn250,- = Hjælp et forældreløst barn370,- = Send et barn i skole

SKOLEBOG OG SPIL TILMAYABØRNOrkanen i Guatemala i 2005gav mange Mayabørn ar på sjæ-len. Med denne gave giver dulæse/tegnebøger og forskelligespil, som hjælper børnene til atfå en bedre barndom.

175,-

Gaver der gavner er IBIS’ helt nye initiativ. Gaver der gavner er en unik mulighed for at vælge lige præcis den gave du vil donere dine penge til.

Gaverne kan bruges til at give til nogen du holder af. Gaven er samti-dig med til at ændre hverdagen for fattige mennesker hvor der virkeligt er brug for det. Du kan også vælge at give den til dig selv med bevidst-heden om, at du har givet en gave der gavner.

Du får som tak for dit bidrag et be-vis med en beskrivelse af den gave du har købt. Du kan også vælge at få gavebeviset sendt direkte til den person du ønsker skal modtage gaven med en personlig hilsen fra dig.