IBISUddannelse skaber udvikling

fokus

NOVEMBER 2007 NR. 114

: aids dræber stadigFattigdom, sociale problemer og tabuer er den lige vej mod enhiv/aids-epidemi. Oplysning og åbenhed er nogle af løsningerne.

“Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig om prævention ogkønssygdomme, da jeg var ung,” siger Lydia, der blev mor som14-årig og bedstemor som 30-årig. Sammen med aktivister,præster og hiv-positive tager hun kampen op.

Læs mere på side 4

I mange hjørner af verden er der pres på civilsamfundet. Der siges ogskrives meget smukt om demokrati og behovet for engagerede med-borgere, som organiserer sig omkring en konkret indsats til gavn forlokalsamfundet, og som også bruger den indsats som basis for atargumentere for reformer. Men virkeligheden er mange steder enbarsk affære, hvor der tages grove midler i brug for at undertrykkekritiske røster.

To medarbejdere fra IBIS Mozambique gav forleden et interview tildagbladet Politiken, hvor de døbte demokratiet i Mozambique ’deko-rativt demokrati’. De påpegede, at tendensen går imod et megetautoritært styre, hvor ét parti (FRELIMO) i realiteten kontrollerer dethele, enten ved at placere partiets folk på de afgørende poster ellerved mere diskret at manipulere bag lukkede døre. Kritiske røster fårstedse sværere ved at komme til orde, og der er en voksende frygt forat lægge sig ud med magthaverne.

Samme tendens opleves i en række andre lande, hvor magthavernebruger ens argumenter: De er valgt og har derfor ret til at bestemme;Der er behov for en stærk ledelse og koordinering af de alt for få res-sourcer, så civilsamfundet skal blot gøre hvad det får besked på. Ter-rortruslen er jokeren som altid kan anvendes, hvis andre argumenterikke holder. Kontrol og overvågning ses som nødvendigt for at mod-gå terror.

Tendensen er bekymrende og den underminerer ikke kun udviklingenaf et stærkt demokrati. Fattige u-lande er meget afhængige afbistand. Mange gode kræfter arbejder for at sikre det nationale ejer-skab til udviklingsprocessen, fordi et sådant ejerskab er afgørende forat sikre bæredygtighed. Derfor mener de at betingelser stillet afdonorerne skal væk og at udviklingen skal baseres på bredt funde-rede strategier for at bekæmpe fattigdommen. Og at demokratietikke kun er at sætte et kryds på en valgseddel, men er en løbendeproces med folkelig deltagelse.

Det går galt hvis kun få har ejerskabet og magten. Derfor argumen-terer de to IBIS medarbejdere også for, stik imod hvad der regnes forgod latin, at donorerne skal stille flere betingelser for bistanden! Deto medarbejdere udtalte sig som privatpersoner, men dilemmaet derejser er reelt, og spørgsmålet er hvordan IBIS skal forholde sig i dendiskussion, som er højaktuel: I Danmark diskuterer vi Danidas nyestrategi for støtte til god regeringsførelse og støtte til u-landenescivilsamfund. Internationalt diskuteres det, hvordan ejerskabet tiludviklingen i u-landene kan styrkes.

IBIS’ styrelse har netop vedtaget en ny strategi for ’regeringsførelseog borgerrettigheder’ som giver os et godt grundlag. IBIS vil støtte etkritisk og konstruktivt civilsamfund og vil facilitere dialog mellemcivilsamfundet og regeringsinstitutioner. IBIS vil støtte, at lokale erfa-ringer bruges nationalt til at diskutere positive reformer. Og IBIS vilstøtte civilsamfundet i at overvåge samfundsudviklingen og myn-dighederne.

Et godt eksempel som strategien fremhæver, er støtten til en ghane-sisk organisation, SEND-Foundation. SEND overvåger hvordan depenge, som Ghana får i kraft af gældseftergivelse fra det internatio-nale samfund, kanaliseres fra hovedstaden og helt ud til de enkeltedistrikter. Denne synliggørelse forebygger misbrug og bruges til at gåi dialog med myndighederne om strategier for at reducere fattigdom.

Arbejdet fremover vil fortsat være præget af dilemmaet mellem enpolitisk retning og vision, og en noget mere barsk virkelighed. IBIS haren stor fordel i at arbejde både praktisk og politisk på mange niveauer.Og vi arbejder for reelt demokrati og ikke ’dekorativt demokrati’.

LEDER VAGN BERTHELSENGENERALSEKRETÆR IBIS

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion på dette nummer:: Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk: René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk: Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za

Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.: Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org

Info-rådgiver i Mellemamerika

Forsidefoto: Per Bergholdt JensenLayout: mkj/MediefabrikkenTryk: Arco GrafiskOplag: 14.000ISSN: 1901-9211© IBIS 2007

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis formedlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalg-te institutioner og samarbejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 1.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: lae@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS,gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer feb. 2008

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle menneskerhar lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorga-nisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisatio-ner og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

: det dekorative demokrati?

Demokrati som begivenhed eller som proces

NR. 114 | 2007 SIERRA LEONE UDDANNELSE 03

De vækker opsigt, da de kommer ned adgangene på Peter Sabro seminariet i Århus.De farvestrålende gevandter skiller sig ud framængden af stramme jeans og hættetrøjer.Det samme gør deres sorte ansigter.

Generalsekretær Davidson A. Kuyateh ogprojektleder Hawa Koroma fra Sierra Leoneslærerforening, SLTU, er på besøg i Danmark,bl.a. for at udveksle erfaringer og fortælledanske lærere og studerende om de vilkår,deres kollegaer i Sierra Leone arbejder under.

Alt er en mangelvare

Det er snart seks år siden, at den ti år langeborgerkrig sluttede i Sierra Leone, men der erendnu lang vej igen til et velfungerende sam-fund. Når solen går ned i det lille vestafrikan-ske land, er gaderne mørklagte. Elektriciteter en mangelvare. Det samme er kvalificeredelærere, ordentlige skolebygninger og mate-rialer til eleverne.

Det giver Sierra Leones lærerforeningnoget at kæmpe for, og de er godt i gangmed støtte Danmarks Lærerforening.

SLTU forhandler for og støtter sine med-lemmer efter et dansk fagforeningsforbillede.Vilkårene er dog langt mere barske.

“Forhandlingerne med regeringen harværet tidligere været præget af en megetkonfronterende tone, men efter vi begyndteadvocacy arbejde sammen med andre orga-nisationer, har det udviklet sig mere til etegentligt samarbejde,” siger Davidson. SLTU

arbejder blandt andet for at sikre lærerne enordentlig løn. I øjeblikket tjener en lærer pådet laveste løntrin ca. 300 kr. om måneden.Det betyder at de skal leve for godt 10 kr.om dagen, eller lige over FN’s fattigdoms-grænse på 6 kr. om dagen.

“Det er svært for lærerne at overleve påden løn, når de skal købe mad, vand og medi-cin,” fortæller Davidson. Men han er godtklar over, at det ikke nødvendigvis er lærer-nes løn, der står øverst på Sierra Leonesnyvalgte regerings liste over ting, der skaludbedres hurtigst muligt. En del steder erskolerne slet ikke genopbygget efter krigen.

Der er mange andre fronter hvor SLTU kansætte ind. De støtter f.eks. lærerne med rets-hjælp, og de arbejder for at få lærere, derflygtede under borgerkrigen til at vendehjem.

“Vi har besøgt flygtningelejre i vores nabo-lande. Det er klart, at et liv i en flygtningelejri et udviklingsland ikke er et godt liv. Men nårman kigger på, hvor lidt Sierra Leone harnået siden krigen sluttede, er det svært atoverbevise folk om, at de skal vende hjem,”siger Davidson.

Behovet for skolelærere er enormt.Davidson estimerer, at der mangler omkring30.000 lærere. For at lokke lærerne hjem til-byder SLTU blandt andet velfærdsydelser oghjælper med at finde en acceptabel bolig.Det er svært for ham at afgøre, om situatio-nen er værst på landet eller i byerne. Underkrigen flygtede mange ind til byerne. Blandtdem var mange børn og unge, der nu harmistet store dele af deres skolegang.

“De mange unge uden uddannelse og arbej-de danner grobund for prostitution og krimi-nalitet, i stedet bør de komme i skole,”understreger Davidson.

Det arbejder IBIS på i Kono-provinsenmed projektet “En Ny Fremtid”.

“Det er en uvurderlig hjælp. Hvis dennekæmpe gruppe af børn ikke kommer i skole,kan vi ikke leve op til uddannelse for alle,”siger Davidson.

SLTU arbejder for at kopiere projektet EnNy Fremtid andre steder i landet, så endnuflere børn kan komme i skole.

Udfordringerne på landet er anderledesend i byerne. Det er vanskeligt, at tiltrækkelærere til afsidesliggende landsbyer og sam-tidig ligger der et stort arbejde i at overbe-vise forældrene om, at de skal sende deresbørn i skole i stedet for på arbejde.

Selvom der er masse af udfordringer iSierra Leones uddannelsessystem, bevarerDavidson håbet for sit land.

“Med demokratiet implementeret i voresland, tror jeg på at mulighederne er ube-grænsede.” : Læs mere på www.verdeniskole.dk

: uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone

: fakta

Projektet En Ny fremtid sender 3.000 børn i alde-ren 10-18 år i Skole. Det er børn der pga. borger-krigen og fattigdom ikke er kommet i skole. De fåret intensivt 3årigt skoleforløb, der giver demadgang til den almindelige skole på 6 kl. niveau.

IBIS samarbejder med Kono-provinsens uddan-nelsesmyndigheder om projektet. Projektet erstøttet af uddannelseskampagne Hele Verden iSkole 2008 og EU.

Der er lang vej til uddannelse for alle i Sierra Leone, menlandets lærerforening med generalsekretær Davidson ispidsen kæmper for at alle de lærere, der flygtede underborgerkrigen vender hjem og at alle landets børn kommeri skole

TEKST ANNI LYNGSKÆRFOTO LOTTE ÆRSØE

“I Bluefields by er det ikke svært at informereom hiv/aids, men i landområderne er trans-port et stort problem. For at nå ud til de fle-ste lokalsamfund skal man først med båd ellerkano op ad floden, og derefter til hest ellerpå gåben gennem junglen. Det er nemt atsejle i regntiden, men mudderet gør detsvært at komme frem til fods. I tørkeperiodener det nemmere at gå i junglen, men nårvandstanden falder, kan bådene ikke kommefrem, så man må gå igennem flodlejet.” for-tæller Jimmy Gary Morales González. Han er26 år gammel sociologi-studerende og frivil-lig oplysningsaktivist for den kristne organi-sation Acción Médica Cristiana – AMC(Kristen Medicinsk Handling) – i Nicaraguassydlige Atlanterhavsregion. Regionen er dæk-ket af mangrovesumpe og jungle og prægesaf mange forskellige etniske gruppers sprogog kulturer. Området har også en af Nicara-guas højeste hiv-rater.

For at forebygge en epidemi spreder AMCbudskabet om hiv/aids i Bluefields området.Med støtte fra IBIS forsøger organisationenogså at sikre hiv-positive imod diskrimi-nering gennem forskellige aktivistgruppermed medlemmer fra et bredt udsnit afbefolkningen.

Fra tabu til accept

“Folk løber en alvorlig risiko, hvis de ikke ken-der til hiv/aids. Det er højst nødvendigt atinformere for at undgå, at epidemien spredersig yderligere,” siger Jimmy. Han har netop

forklaret en gruppe studerende om risikoenfor hiv/aids og andre kønssygdomme.

“For mig er det ikke pinligt at tale om sexog kønssygdomme. Hiv/aids er en realitet,som vi skal gøre noget ved.”

Fattigdom, narko, prostitution og mangelpå seksualoplysning er nogle af de faktorer,der gør Nicaragua til et risikoområde. Reli-gion og konservatisme betyder, at unge ikkefår oplysning om prævention, hvilket afspej-les i det faktum, at en tredjedel af alle pigerenten er gravide eller mødre, når de fylder 19år. Ligesom macho-kulturen anerkendermænds ret til flere partnere og at dyrke ube-skyttet sex. Seksuelle overgreb mod piger ogkvinder bidrager ligeledes til problemet.

I Nicaragua er de fleste hiv-smittede hete-roseksuelle, men den brede befolkning for-binder tit hiv/aids med homoseksuelle ogstofmisbrugere. Manglen på oplysning førertil voldsom diskrimination af hiv-smittede,men takket være AMC er mentaliteten ved atskifte.

“Vi har vænnet folk til at høre om hiv/aids,og de lukker os ind nu. Før i tiden smækkedede døren i, når vi kom. Folk har indset, athiv/aids er en sygdom på linie med diabeteseller kræft, og der er stor interesse for voresinformationsarbejde, navnlig blandt stude-rende. Vi laver offentlige møder i slumkvarte-rerne, uddeler brochurer, plakater og senderradiospots. Vi skal snart lave live radiopro-grammer. I landområderne er der ikke elektri-citet, så vi bruger megafoner og plancher

med fotos. Vi opfører også små teaterstykkerom hiv/aids,” fortæller Jimmy.

Selvom Jimmy holder af at oplyse omhiv/aids, er der omkostninger forbundet medarbejdet.

“Jeg er far til en lille pige, og i år har jeg væ-ret bortrejst i fem en halv måned. Som frivil-lig får jeg ikke nogen løn. Til gengæld har jegfået en masse erfaring, jeg kan bruge senere.”

Husmødre mod hiv/aids

“Før i tiden vidste jeg intet om hiv/aids, menAMC har lært mig, hvordan hiv smitter. Jegforklarer mine børn, børnebørn og de unge ikvarteret om sygdommen, og at man ikke skaldiskriminere folk, der har hiv/aids. Man skalgive dem en hjælpende hånd, for diskrimina-tionen dræber de syge,” fortæller LydiaMarina Hurtado García.

Lydia er 52 år gammel og medlem afAMC’s gruppe af husmødre. Husmodergrup-pen består af 30 kvinder, der fortæller omhiv/aids i deres familier og i deres kvarterer.

“Før talte man ikke om den slags. Jeg villeønske, at nogen havde fortalt mig om præ-vention og kønssygdomme, da jeg var ung,”siger Lydia, der blev mor som 14-årig ogbedstemor som 30-årig.

Fyret og udstødt af sin familie

“Jeg fik job som hushjælp hos en amerikanskkvinde. Efter tre dage blev jeg fyret uden be-grundelse. Senere fik jeg at vide, at hun opda-gede, at jeg var hiv-positiv, og hun var rasende

04 NICARAGUA HIV/AIDS

TEKST | FOTO PER BERGHOLDT JENSEN

FOKUS

: diskriminationen dræber de hiv-positive

Nicaragua har alle ingredienserne til at udvikle en alvorlighiv/aids-epidemi: Fattigdom, sociale problemer og man-gel på oplysning. For at undgå at hiv-smitten eksploderer,laver den kristne organisation Acción Médica Cristianaoplysningsarbejde og bekæmper diskriminationen af dehiv-positive

Til venstre: “I selvhjælpsgruppen taler vi om voresoplevelser med diskrimination. Gruppen gør os stær-kere over for folks negative reaktioner,” forklarer 38-årige Carlos.

Til højre: Præsterne fra fem forskellige kirker er gåetsammen i en pastoral gruppe. De udbreder viden omhiv/aids i deres menigheder og forsøger at bekæmpediskriminationen mod hiv-positive, selvom det ikkealtid er populært at tale om sex fra prædikestolen.

over, at jeg havde været i hendes hjem. Hunmente, at jeg kunne smitte hendes familie.”

Ordene kommer fra en yngre kvinde, derdeltager i AMC’s selvhjælpsgruppe for hiv-smittede. Gruppen mødes hver uge for attale om sundhedspleje, ernæring, deltag-ernes oplevelser og læse i biblen.

“I starten sagde jeg til min familie, at jeghavde kræft. Men da jeg fortalte sandheden,brød de al forbindelse til mig. For mig at sehar jeg ingen familie længere, de er holdt opmed at eksistere. Jeg har min mand og mineto børn, som støtter mig. Det er min enestefamilie nu.”

De fleste af støttegruppens medlemmerhemmeligholder sygdommen for familie ogvenner af frygt for udstødelse. Derfor står dealene med en lang række problemer: følelses-mæssige, helbredsmæssige, økonomiske ogsociale.

“I selvhjælpsgruppen taler vi om vores op-levelser med diskrimination. Gruppen gør osstærkere over for folks negative reaktioner,”forklarer 38-årige Carlos.

“Støttegruppe er som en familie for os allesammen. Mange troede, de var færdige,inden de kom her. Nu har de fleste fået nytmod på livet. Vi har fået spirituel styrke oglært at leve anderledes end før,” fortæller en45-årig mand.

“Fordomme og diskrimination skyldes førstog fremmest manglen på information. Mangefolk afviser hiv-smittede på grund af uviden-hed,” siger Carlos.

Sex fra prædikestolen

I mangrovesumpene, en times sejlads fraBluefields, ligger den lille by Pearl Lagoon,hvor AMC har endnu et kontor.

“Vi forsøger at få alle i lokalsamfundetinvolveret i hiv/aids-temaet. Hvis alle i sam-fundet har adgang til information, kan vibekæmpe både hiv/aids og fordommene omde smittede,” forklarer Mark Tinkham fraAMC i Pearl Lagoon.

“Vi arbejder sammen med kvinderne, deunge, lærerne, de lokale ledere og præs-terne.”

AMC har forenet præsterne fra fem for-skellige kirker i en pastoral gruppe. Præster-ne udbreder viden om hiv/aids i deresmenigheder og forsøger at bekæmpe dis-kriminationen mod hiv-positive, selvom detikke altid er populært at tale om sex fraprædikestolen.

“Vores kirke informerer medlemmerne omhiv/aids, så alle bliver bevidste om proble-met. I starten var det svært at tale om sex ogprævention i kirken, for mange mente, at detikke var et kristent emne. Men vi har lærtdem, at hiv er en menneskelig virus, og at vialle er mennesker,” siger Randall Cayasso, derer præst i adventistkirken.

“Hvis AMC ikke arbejdede i Pearl Lagoon,tror jeg denne epidemi ville være blevet enkatastrofe for dette lokalsamfund. Men medhjælp fra AMC og IBIS bekæmper vi nu syg-dommen i hele Pearl Lagoon området,”afslutter han. :

NR. 114 | 2007 NICARAGUA HIV/AIDS 05

: Acción Médica Cristiana og IBIS Mellemamerika

Acción Médica Cristiana (AMC) er en kristenorganisation, der arbejder med udvikling ogsundhed i lokalsamfundene i Nicaragua. IBIS iMellemamerika har givet 300.000 kr. til AMC’sarbejde med hiv/aids-oplysning i Bluefields-området på Nicaraguas sydlige Atlanterhavskyst.

: hiv/aids i MellemamerikaOfficielt er ca. 7.300 personer smittede medhiv/aids i Nicaragua, men det reelle antal ersikkert meget højere. I Guatemala er ca. 61.000smittede, mens der er omkring 63.000 hiv-positive i Honduras, svarende til ca. 1,5% af allevoksne mellem 15 og 49 år. (Kilde: UNAIDS).

: atlanterhavskysten i NicaraguaNicaragua er det fattigste land i Mellemamerikaog Atlanterhavsregionen den fattigste del af lan-det med et af de højeste antal hiv-positive.Atlanterhavsområdet er opdelt i den Nordlige ogden sydlige region. Bluefields har ca. 50.000 indbyggere og er hovedbyen i den sydlige region,der dækker 27.400 km2 – med ca. 330.000 ind-byggere i alt.

Ligegyldigt hvilke briller, man tager på, så harNamibias Take Control hiv/aids kampagneudviklet sig til en bragende success. Oplys-ningskampagnen, der nu kører på niende år,bruger radio, tv, trykte medier og særlige’events’ til at nå ud til namibierne med bud-skaber om ansvar, håb og respekt.

Resultater gennem partnerskab

Take Control kampagnen har haft en delhåndgribelige resultater, f.eks en kraftig stig-ning i antallet af namibiere, der lader sig testeeller søger rådgivning og en mærkbar stig-ning i salget af kondomer.

Op mod 80% af Namibias befolkning kenderkampagnen, ikke mindst pga. et godt, menikke altid gnidningsfrit samarbejde mellemregeringen, NGO’ere, medier og internatio-nale organisationer.

Bastian Schwarz fra NGO’en Nawa LifeTrust er en af drivkræfterne bag kampagnen.Han mener, at Take Control har medført etmentalitetsskifte hos mange namibiere. Derer i dag langt større åbenhed om hiv og aids,selv blandt grupper, hvor man måske ikke vil-le forvente den store forståelse eller samar-bejdsvilje.

“Vi har fået Namibias Council of Churches(det nationale kirkeråd) ind i folden og vi er ifuld gang med at diskutere kampagnen meddem. Det er bestemt banebrydende!” sigerBastian Schwarz.

En af de første udfordringer for kampag-

nen var at få hiv og aids på regeringens dags-orden. I dag er Namibias informations- ogmedieministerium kampagnens overordnedekoordinator og Take Control er en del af lan-dets strategiske hiv/aids plan. De andre part-nerne tæller sundhedsministeriet, lokaleNGO’ere, sværvægtere som UNAIDS ogUNICEF – samt, siden 2004, IBIS.

Hvorfor IBIS?

IBIS’ involvering i Take Control begyndte i2004, da kampagnen tog temaet Be a hero(Vær en helt) op.

“Vi argumenterede for mere fokus på men-nesker, der selv lever med hiv og aids, og atde i højere grad skulle have mulighed for atfortælle om hiv og aids med deres egne ord –for at gøre kampagnen mere nærværende,”fortæller David Lush, som leder IBIS’ hiv/aidsprogram i Namibia.

06 NAMIBIA HIV/AIDS

TEKST CECILIA BERMÚDEZ HORSTENFOTO GITTE JAKOBSENRED. | OVERSÆTTELSE HELLE CHRISTIANSEN CAWTHRA

FOKUS

Næsten alle namibiere kender den: hiv/aids mediekampag-nen Take Control. Kampagnen startede i 1999, og IBIS harværet med siden 2004

: medier mod aids

: fakta

Namibia: Befolkning: 2,1 millionHiv-positive 15-49 år: 19,9% (ca. 210.000)Hiv-smittede kvinder 15-49 år: 130.000Hiv-positive i den værst ramte region (Caprivi): 39,4%Hiv-smittede børn 0-14 år: 17.000Forældreløse børn pga. aids: 85.000Dødsfald pga. aids: 17.000 om året

Kilder: Det namibiske sundhedsministerium, UNAIDSog UNFPA

“Jeg var nok eksploderet, hvis jeg havde holdt det formig selv,” siger David Lush på det kæmpe reklame-skilt. Teksten fortsætter: “Tal med nogen om at værehiv-positiv. Det er det første skridt til at få dit liv til-bage. Bliv din egen helt – tag kontrollen.”

IBIS banede vejen for, at Lironga Eparu (Namibias organisation for mennesker, derlever med hiv og aids) kom med i kampagnen.David Lush, som har levet med hiv i 15 år, ogen ung namibisk kvinde, Endelika Fillander,blev de første personlige stemmer, der blevbrugt i kampagnen i 2004/2005. Den komtil at hedde Be your own hero (Vær din egenhelt) for at understrege det personlige per-spektiv på helte-temaet.

“Et andet vigtigt aspekt, vi fik ind i kampagneni 2004, var, at den for første gang havde for-skellige dele, der henvendte sig til forskelligeslags mennesker: Mennesker, der selv levermed hiv og aids, unge generelt, unge kvinderspecielt, samt de – ofte religiøse – grupper,der argumenterer for seksuel afholdenhed,”fortæller Itayi Duve, projektmedarbejder påIBIS’ hiv/aids program i Namibia, og IBIS’ re-præsentant på Take Control holdet.

I et større perspektiv, siger Bastian Schwarzfra Nawa Life Trust om IBIS’ deltagelse i kam-pagnen:

“Hvis vi taler penge, er IBIS’ bidrag til kam-pagnen minimal. IBIS’ store force er, at orga-nisationen tilfører kampagnen en hel unikekspertise. IBIS’ metoder er meget innovative– der er ingen andre, der har den sammeekspertise.”

Han mener, at IBIS’ involvering i Take Controlkampagnen har været helt afgørende.

“Lironga Eparu har desværre været ret op-

taget af interne processer i den senere tid,”forklarer Bastian Schwarz. IBIS er derfor ble-vet en af de bærende kræfter ift. at sikre etsolidt fokus på mennesker, der lever med hivog aids.

Bastian Schwarz mener også, at IBIS udfyl-deren vigtig rolle ift. at styrke dialogen mel-lem forskellige grupper i hiv/aids sektoren.

“Der er nogle små grupper og organisatio-ner, der udfører et fantastisk stykke arbejde,men ikke har været synlige. IBIS har byggetbro mellem de mere etablerede kræfter og an-dre, som ikke har haft megen plads i kampag-nen, og IBIS har vist, hvordan man kan medie-re mellem de forskellige grupper,” siger han.

Take Control uden IBIS

Bastian Schwarz er dog ikke nervøs for kam-pagnens fremtid, når IBIS stopper sine aktivi-teter i Namibia i slutningen af 2008. Faktiskkan han se fordele ved, at IBIS nu er ved atoverdrage sit hiv/aids program til en ny lokalNGO – Positive Vibes – som bl.a. vil have nu-værende IBIS medarbejdere i sin stab.

“Det vil være lettere for os at kanalisererepenge fra f.eks. PEPFAR (den amerikanskePresident’s Emergency Plan for Aids Relief )og USAID gennem en lokal NGO. IBIS har endel restriktioner omkring, hvem organisatio-nen vil modtage penge fra. En lokal NGO vilhave større autonomi og fleksibilitet til at ar-bejde ud fra lokale behov og omstændighe-der. I sidste ende handler det jo om, hvorlangt vi kan nå ud,” mener Bastian Schwarz.

Nye udfordringer

Det nuværende tema for Take Control kam-pagnen – Be there to care (Nærvær og om-sorg) – blev lanceret i maj i år. Det handlerom mere åbenhed omkring hiv og aids mel-lem partnere, men også om et mentalitets-skifte især indenfor sundhedssystemet. Herer der stadigt udbredt stigmatisering ogmangel på respekt for mennesker, der levermed hiv og aids.

“Der er desuden også et stort behov for attakle den mistillid og uærlighed, der findes imange parforhold,” forklarer IBIS’ hiv/aidsmedarbejder Itayi Duve.

Det handler f.eks. om utroskab, at der ikkebruges mange kondomer i faste parforhold,at kun få partnere vælger at blive testet sam-men, mangel på støtte fra familie og vennerog udbredt seksuel vold.

En del af den nye kampagnes målsætning erogså at rokke ved folks traditionelle forståel-ser af seksualitet og parforhold. Be there tocare introducerer bøsser, lesbiske, bi- ogtransseksuelle som nye målgrupper.

“Vi kan ikke forsat marginalisere dissegrupper. Vores budskaber skal nå ud til alle,”siger Itayi Duve.

Bastian Schwarz er sikker på, at denne nyedel vil skabe diskussion “Det er stadigt et nytkoncept [at indrage bøsser, lesbiske, bi- ogtranseksuelle målgrupper, red.]. Nu må vi se,hvordan vores regeringspartnere tager det.Det betyder ikke nødvendigvis, at der liggernogle konflikter og ulmer,” slutter han. :

NR. 114 | 2007 NAMIBIA HIV/AIDS 07

: fakta

Take Control er en omfattende hiv/aids mediekam-pagne, der bruger radio, tv, trykte medier og særlige‘events’. Kampagnen er en del af Namibias nationalehiv/aids plan og koordineres af Namibias informa-tions- og medieministerium. Partnerne i kampagnener UNAIDS, UNICEF, UNFPA (FN’s Befolkningspro-gram), Nawa Life Trust, Social Marketing Association,sundhedsministeriet, den Globale Fond til Bekæm-pelse af Aids, Tuberkulose og Malaria, og IBIS.

2007-kampagnen Be there to care (Nærvær ogomsorg) følger tidligere kampagner, der har hafttemaerne Safe sex saves lives (Sikker sex redder liv),Be a Hero (Vær en helt) og Be your own hero (Værdin egen helt).

: fakta

IBIS’ metoder i hiv/aids arbejdet i det sydlige Afrikagår ud på:• at tage udgangspunkt i hvert enkelt individ – dvs.

at personalisere hiv og aids i stedet for at se syg-dommen som noget, der kun vedkommer andre.

• at fremme kommunikation og debat, ved at giveisær børn og mennesker, der selv lever med hiv ogaids, mulighed og selvtillid til at deltage.

• at tage et positivt og pro-aktivt udgangspunkt –dvs. tage dommedagsbrillerne af og fremme etmentalitetskifte, hvor håb, respekt, rettigheder ogindflydelse er i centrum.

• at involvere mennesker, der lever med hiv og aids,så meget som muligt. De ved, hvad det drejer sigom, og er de bedste til at lede aktiviteter og lob-byvirksomhed.

• at gøre som man selv prædiker – dvs. at IBIS somorganisation selv praktiserer ovenstående.

08 GLOBALT GAVER DER GAVNER FOKUS

Thanduxolo Mngomezulu er på flere måderen ener. Han arbejder for den lokale organi-sation Zisize Educational Trust i iNgwavuma idet nordøstligste Sydafrika og er den enestepsykolog i miles omkreds. Han er også ensjældenhed, fordi han valgte at vende tilbagetil sin fødeegn efter endt universitetsuddan-nelse. Det er med andre ord ikke egen vin-ding eller en højtflyvende karriere, der driverham. Thanduxolo vendte tilbage for – detskylder jeg mit lokalsamfund, som han siger. Thanduxolo har sat sig for at hjælpe egnensmest udsatte børn med at få en fremtid. Deskal i skole og have ligeså meget ud af deresskolegang som andre børn.

Og han har nok at tage sig til. Her hvor eks-trem fattigdom og hiv/aids hører til dagens

orden, lider mange børn af omsorgssvigt.De mangler fremtidsudsigter, og tit er derikke overskud eller ressourcer til tage sig afdem.

Historien om fire børn

I dag, torsdag den 2. august, har Thanduxolosat fire 7. klasses-lærere fra Ntabayengwe-skolen stævne for første gang. De har fortaltom fire børn – tre drenge og en pige – somikke møder op, eller har svært ved at koncen-trere sig i skolen. Hver enkelt af børnene bli-ver grundigt diskuteret.

De tre drenge er mellem 16 og 18 år ogegentlig for gamle til at gå i 7. klasse. De harmåttet gå klasser om pga. for meget fravær.Når de kommer i skole, har de svært ved at

koncentrere sig. To af dem har mistet deresfar, og en af dem bor hos sin bedstemor. Enaf drengene var 10 år, før han holdt op medat tisse i bukserne. En anden skal altid pas-se kvæg og lider af uforklarlige ’black-outs’,og den tredje har et alkoholproblem – lige-som der er alkoholproblemer i drengenesfamilier.

Det sidste af børnene, en pige på 13 år, erogså tit fraværende eller kommer for sent.Hun bor hos sin mor og stedfar og lider aflungeproblemer og dårligt syn. Moderen ergravid og har i forvejen mindst fire børn, iføl-ge lærerne. Pigens biologiske far, der nu ergift med en anden kvinde, vil have forældre-retten over pigen, men det kæmper moderenog pigen selv imod.

Psykologhjælp til børn med indlæringsvanskeligheder i Sydafrika er en af de GAVER DERGAVNER som IBIS tilbyder. Det handler om omsorg, uddannelse, håb og drømme

TEKST | FOTO HELLE CHRISTIANSEN CAWTHRA

: lov til at håbe

Giv et barn 1 års skolegang i SierraLeone

370 kr.

Giv et barn en skoleuniform iMozambique

150 kr.

Har du brug for en gave

Giv 20 maya-børn etskolemåltid i Guatemala

150 kr.

– så har vi 30 menneskelige gaver, der gavner for livet

Giv en “Lev Sundt”køkkenhave til en hiv-positiv i Namibia

220 kr.

NR. 114 | 2007 GLOBALT GAVER DER GAVNER 09

GAVER DER GAVNER er en del af IBIS’ langsigtede udviklings-projekter i u-lande med det formål at forbedre levevilkårenefor fattige mennesker.

GAVER DER GAVNER er en her-og-nu indsats i et langsigtetperspektiv.

IBIS ønsker alle en rigtig glædelig og gavnlig jul!

Giv en skolelærer enundervisnings-guide i Angola

150 kr.

GAVER DER GAVNERGAVER DER GAVNER er med til atændre livet for fattige mennesker.Med GAVER DER GAVNER vælger du, hvad du vil gavne

www.gaverdergavner.dk

Thanduxolo Mngomezulu har sat sig for athjælpe egnens mest udsatte børn med at få enfremtid. De skal i skole og have ligeså meget udaf deres skolegang som andre børn.

www.gaverdergavner.dk

: fakta

Zisize Educational Trust i det nordlige KwaZulu-Natal arbejder for udsatte børns ret til uddannelse.Organisationen hjælper lokale skoler med at bliveCaring schools (omsorgsfulde skoler).

Zisize har eksisteret i seks år, og IBIS har støttet pro-jektet siden 2004. Zisize arbejder nu med seks skolerog hjælper tusindvis af børn, deres familier og dereslærere. Skolerne tilbyder mad, ekstra læseundervis-ning, biblioteker, lærertræning, lektiehjælp, tilskud tilkøb af skoleuniformer, psykologisk og social støtte til specielt udsatte børn, støtte til forældre og pleje-familier, børnehaver og vuggestuer for små søskende,børnehjem, hiv-testning og hiv/aids-rådgivning, samtdrama og radioprogrammer for og af børn og unge.

Se flere gaver og køb din egen GAVE DER GAVNER påwww.gaverdergavner.dk

Tag initiativet

De fleste af lærerne mener, at Thanduxoloeller andre må gøre noget ved børnenesproblemer. Men Thanduxolo coacher demtil en forståelse af, at de selv kan hjælpebørnene – med hans støtte og rådgivning.

Sammen kan de kontakte børnenes forældreeller plejeforældre og tage på hjemmebesøg,hvis det er nødvendigt. De kan også væremed til at sikre behandling af børnenes hel-bredsproblemer gennem den lokale klinik.Thanduxolo mener f.eks. at den dreng, derhar ’black outs’ måske lider af epilepsi, og atisær pigen nok lider af underernæring. Han ergenerelt bekymret for, at børnene ikke fårmad nok, og at de eller deres forældre er hiv-smittede.

Thanduxolo og lærerne kan også hjælpe bør-nene og deres familier med at komme i kon-takt med de sociale myndigheder – og måskevigtigst af alt: De kan vise børnene særlig opmærksomhed og omsorg.

Og det er netop, hvad Thanduxolo selv læg-ger for dagen, da han bagefter mødes medtre af børnene hver for sig. I begyndelsenvirker børnene nervøse, men nervøsitetenafløses efterhånden af afslappethed og latter.Thanduxolo spørger dem ikke kun om deresproblemer i skolen og derhjemme, men snak-ker også med dem om, hvad der gør dem gla-de, hvad de drømmer om, og hvad de gernevil være, når de er færdige med skolen. Det erforløbigt blevet til en ingeniør og en syge-plejerske. :

Når skolen ligger flere timers gang fra hjem-met, er det svært at motivere forældrene tilat sende deres piger i skole. Den lange skole-vej betyder, at pigerne er væk hjemmefra ilang tid, men vigtigst af alt er, at der kan skedem så meget på vej til og fra skole. Foræl-drenes største frygt er, at pigerne bliver over-faldet og måske voldtaget. Den frygt er ikkeubegrundet.

For at sikre, at pigerne fra de fjerntliggen-de hjem i Milange i Mozambique kom i skole,bad skolebestyrelsen forældre og andre fralokalsamfundet om hjælp til bygning af en sovesal.

Der var en del tømmer i området, så udgif-terne til byggeriet blev minimale. På kort tidstod bygningen klar til indflytning. Husetfungerer nu som en form for hjem, hvor voks-ne fra byen skiftes til at være hos pigerne.Mad og senge har pigerne enten fået hjem-mefra eller fra lokalsamfundet. Skolebestyrel-sens medlemmer holder et vågent øje, nårpigerne færdes rundt i byen, så der ikke skerdem noget.

Moralsk opbakning til lærerne

Skolebestyrelser har efterhånden fået livrundt omkring i Mozambique. Før havde kunfå skoler en bestyrelse, men de havde hver-ken magt eller agt. Mange skoler har slet ikkehaft skolebestyrelser, og derfor har ingen afde valgte medlemmer erfaring med arbejdet.På et grundkursus i skolebestyrelsesarbejdelærer de nu planlægning, evaluering, referat-

teknik, arkivering og rapportskrivning. Ogresultatet er temmelig imponeret. Ikke blotsætter skolebestyrelserne en masse aktivite-ter i gang – de højner også moralen og enga-gementet hos lærerne og skolernes ledelser.For skolebestyrelsen viser en oprigtig inter-esse i, at skolen bliver et godt sted at værefor både børn og voksne – et sted, hvor derbedrives undervisning af bedre kvalitet hverdag og i alle lektioner.

Berusede lærere – nej tak

Et stort problem er lærerfravær. Mange aflærerne kommer fra landsbyer langt fra sko-len. Der bor deres familier, og for at se demvælger lærerne at holde forlængede weeken-der, der omfatter både fredag og mandag.Myndighederne har endnu ikke set sammen-hængen mellem lærerfravær og manglendelærerboliger tæt på skolen. Men det har

I Mozambique skal forældrene tage et større ansvar for deres børns skolegang

10 MOZAMBIQUE UDDANNELSE

TEKST ELSEBETH ALLERFOTO MORTEN BLOMQUIST/ANNE MAGRETHE HEFTING

FOKUS

: skolebestyrelsen er skolens motor

skolebestyrelserne, som flere steder har fåetbåde lærerne og frivillige forældre til at byg-ge huse til lærerne, så de kan bo tæt på sko-len med sammen deres familier.

Skolebestyrelserne har deres dagligegang på skolen, og de holder øje med, omlærerne møder op til timerne. Alkoholmis-brug er et andet udbredt problem blandtlærere på landet. Tidligere udeblev lærerneofte fra undervisningen eller underviste ele-verne i beruset tilstand eller med tømmer-mænd. Det problem er ved at forsvinde, formed en større interesse for lærerens arbej-de bliver lærerne mere motiverede, og sam-

tidig afholder de daglige besøg af skolebe-styrelserne mange fra at møde berusede påskolen.

I de tilfælde, hvor skolebestyrelserne ikkeselv kan løse problemer med fordrukne, kor-rupte eller inkompetente lærere, lægger depres på de lokale myndigheder. Det resultererofte i, at lærerne bliver bortvist.

Analfabeter kan sagtens

skelne godt fra skidt

En del skoleledere har været skeptiske overfor skolebestyrelserne. Mange medlemmer eranalfabeter, og skolelederne har ikke ment, atde var i stand til at vurdere skolens akti-viteter.

“Men medlemmerne kan sagtens skelnemellem god og dårlig undervisning,” fastslårCosta Daniel, der er leder af IBIS’ uddannel-sesprogram i Mozambique.

“Skolebestyrelserne kender deres rettig-heder, og de kan fint holde øje med, atundervisningen bliver gennemført i henholdtil de planer, der ligger.”

Desuden spænder aktivitetsniveauet langtvidere end blot mødeaktivitet, og der krævesingen læsefærdigheder for at kunne mobili-sere andre forældre til arbejdsdage ellerbesøge svage familier.

Costa Daniel tilføjer, at skolebestyrelsernei udvalgsarbejde forsøger at sikre, at analfa-beter ikke sidder alene, når der skal skrivesrapporter og indstillinger.

Lørdagsskole med fisk og geder

De mange forældreløse, hiv-smittede og andreudsatte børn har svært ved at skaffe mad ogskoleudstyr. På en skole har forældrebestyrel-sen valgt at inddrage hver lørdag til arbejdemed køkkenhaver, fiskeri og gedehold. På denmåde producerer skolen mad til de børn, derhar brug for det, og kan samtidig sælge ud afoverskuddet og få penge til skolematerialer. Deforældreløse er ikke de eneste, der vinder veddenne ordning. Forældre, lærere og børn knyt-tes tættere til hinanden og til skolen, når dearbejder sammen om et fælles projekt. Foræl-dre, der selv er analfabeter, får mulighed for atsamarbejde med lærerne og skolebestyrelsenom noget, der ikke kræver boglige færdighe-der. Deres interesse for børnenes arbejdeøges, og de får nemmere ved at komme påskolen til møder og samtaler, når de kenderskolens voksne fra arbejdet om lørdagen.

Børn har lært at tie stille

Ifølge reglerne skal der være to elevrepræ-sentanter i skolebestyrelsen. Det udgør sta-dig et problem, for eleverne deltager ikkeaktivt i bestyrelsesarbejdet.

“Når der er voksne til stede, tier børn stil-le, for det er de opdraget til,” forklarer CostaDaniel.

Derfor afholdes der nu børnemøder (udenvoksne) lidt i stil med elevrådsmøder, hvoreleverne taler med hinanden om det, de ger-ne vil have behandlet i skolebestyrelsen. Detruster repræsentanterne, som så har konkre-te sager, de kan lægge frem.

Forældrene har også et ansvar

“Skolebestyrelserne spiller nu en utroligvigtig rolle i skolens liv,” fortæller CostaDaniel.

“De kan lægge et stort pres på de lokalemyndigheder for at forbedret kvaliteten iuddannelsen. Vigtig viden formidles til bådeforældre og andre interesserede i lokalom-rådet når bestyrelserne uddeler oplysnings-materiale om f.eks. hiv/aids, ligestilling, mil-jøspørgsmål og voksenundervisning.

Skolebestyrelsernes medlemmer spiller ogsåen større og større rolle i andre lokale fora.Forældrene bliver mere engagerede, når dersidder folk som dem selv i skolebestyrel-serne, og de begynder at føle et medansvarfor deres børns skolegang. Det er jo ikke kunmyndighedernes opgave,” slutter CostaDaniel. :

NR. 114 | 2007 MOZAMBIQUE UDDANNELSE 11

: fakta

IBIS uddannelsesprogram støtter skolebestyrelserne ien række distrikter i Zambezia og Niassa provinserne,med bla.:

• Kurser i bl.a. hiv/aids forebyggelse, demokrati ogmødeafholdelse

• Materialer til møder som f.eks. papir, kuglepenne,protokoller og mapper.

• Afholdelse af møder mellem forskellige skole-bestyrelser i det samme område så de kan ud-veksle erfaringer og ideer.

12 ECUADOR RETTIGHEDER FOKUS

Hvis man ikke lige vidste det, ville ingen gæt-te, at der på taget af en lille anonym køb-mandsbutik i udkanten af byen Cayambe iEcuador findes et par malingstreger, der ud-gør en vigtig del af genopbygningen af ethelt folks identitet og historie.

Men stregerne er købmanden og forskerenPablo Huañas hjemmelavede solur, skabt medforfædrenes viden, og det fortæller en masseom hans folk, Kayambi-folkets, historie og le-vevis både før og nu.

En historieforsker og jeg har været tidligtude af fjerene og taget en morgenbus fra dengrå hovedstad Quito ud til Pablo Huaña –rygtet går, at han har uvurderlig viden omKayambi-folket, og denne viden er vigtig forforskeren, som er ansat af IBIS til i samarbej-de med Kayambi-folket at skrive dereshistorie.

Pablo er ivrig for at vise sit solur frem, så viklatrer med det samme op på taget, hvor so-len skinner over Cayambe-vulkanen og nedpå Pablos hjemmelavede solur. Han placereren lang pind i midten af uret og fortæller:

“Når skyggen rammer her, er det Inti Churi, d. 21. marts, og så skal vi så vores mar-ker. Og når den rammer her, er det månefest,og så skal vi lave vores børn. Vi er jo sønneraf solen, så det er bedst at få dem i juni.”

Historieforskeren Alfredo Losano tager noterog billeder. Soluret er, siger Pablo Huaña, sam-tidig et slags atlas, der beskriver relationernemellem de omgivende bjerge og vulkaner.

“Men det er viden, der næsten er gåettabt. Folk her ved ingenting om det.”

Stolte traditioner

Kayambi-folket har en stolt tradition som for-svarere af jord og rettigheder. De startede denførste indianske organisation i Ecuador i1930’erne, og mange nationale indianerlederefra før og nu kommer derfra. Men virkelighe-den for de omkring 45.000 indianere bliverstadig mere kompliceret. De lever nu side omside med småbyer, storindustrier og kvæg-brug. Deres højtliggende heder, páramos, for-syner hovedstaden Quito med vand og er der-for truet af privatisering eller fredning.

Kayambi-folket har ikke, som andre indian-ske grupper, krav på et specifikt suveræntterritorium, fordi de lever i et område med såmange andre aktører. Men de kan få de andreaktører til at respektere Kayambis leveformog de steder, der har historisk betydning fordem og er vigtige for deres overlevelse. Deriligger udfordringen, og derfor har IBIS fornylig startet et projekt, der skal styrke Kay-ambi-folket i denne nye virkelighed. Man erkommet frem til, at organisation og lobbyar-bejde ikke er nok. Kayambi-folket skal genop-bygge sin identitet gennem kendskab til sinhistorie, territorium og en omfattende analy-se af den nuværende situation, for derigen-nem at kunne forvalte deres territorium ogpræsentere deres krav over for myndig-hederne.

“De skal gennem en proces med forhand-ling og interkulturelt samliv med områdetsandre aktører. Derfor er det vigtigt, at dereflekterer over deres historie og territo-rium og tænker over, hvordan den næste ge-neration skal forholde sig til de nye udfor-

At skrive et indiansk folks historie ud fra deres egen opfattelse af verden, er en vigtig delaf genopbygningen af deres identitet og dermed kampen for rettigheder. I Ecuador er etsolur en del af den proces

: solurets tilbagekomst

TEKST | FOTO RUNE GEERTSEN

: Kayambi- og Huaorani-folkene mødes

Projektet om territorieforvaltning og identitet iEcuador foregår både i højlandet med Kayambi-folketog i Amazonas lavland med Huaorani-folket. Målet er,at indianerne selv kan forvalte deres territorier gen-nem en stærkere følelse af tilhør. Kayambi-folkets territorium er især truet af store drivhusgartneriermed blomster til eksport og privatiseringer, hvorimodHuaorani-folkets territorium er truet af illegal tøm-merindustri og olieudvinding.

De to folk mødes løbende gennem projektet for atudveksle erfaringer.

NR. 114 | 2007 ECUADOR RETTIGHEDER 13

dringer, så de kan bevare deres territoriumog indianske identitet,” siger ArturoCevallos, der er landekoordinator for IBIS iEcuador.

Kayambi-folket er nu gået i gang med atopmåle deres område med GPS-målere,lave kort over lokalsamfundene, folketæl-linger, registrere indbyggernes beskæfti-gelser og hvad de producerer – og sam-tidig skrive Kayambi-folkets historie. Altsammen for at styrke forholdet til deresterritorium og gøre dem bedre til at for-valte det ansvarligt og dermed stå stærkt,når områdets fremtid skal debattereslokalt og nationalt.

Indiansk historieskrivning

Tilbage hos Pablo Huaña er vi gået ind i køb-mandsbutikken, og de to forskere diskutererlivligt områdets geografi og historie. AlfredoLosana viser Pablo Huaña et gammelt kortover Peru fra en bog, lavet af indianerenGuaman Poma i det 17. århundrede.

Losana forklarer, hvordan kortet har syvdimensioner: Oververdenen og himlen, jor-den, hvor menneskene bor, underverdenen

og vandet, og fire geografiske områder –nord, syd, øst og vest – delt af diagonaler frasolens og månens placeringer.

“Min idé er at placere Cayambe i midtenog så skrive Kayambi-folkets historie ud frade syv dimensioner: Hvad ved vi om den him-melske verden, hvad ved vi om livet og fester-ne og traditionerne, og hvad ved vi om bjer-gene, páramos og vulkanerne. Det er his-torieskrivning fra en indiansk kosmovision.Hvad siger du til det, Pablito?” spørger Losa-na meget ivrigt og fortsætter selv:

“Den vestlige historieskrivning er megetlineær. Kapitel I er historien, kapitel II ergeografi, kapitel III er politik. Altid medudgangspunkt i en begyndelse og en slut-ning. Den indianske historie er derimodcyklisk, hvor alting er del af en helhed.”

Pablo Huaña er meget begejstret for idéenog tager sine egne hjemmelavede kort ogoptegnelser frem for at vise dem til historike-ren. Huaña mener, at Guamans kort og idéenom historieskrivningen falder godt sammenmed hans solur.

Jeg tillader mig at spørge, hvad betydninget solur har i 2007, når man bare kan sætte et

kryds i kalenderen, når det er tid til at fåbørn.

Huaña farer op. “HVAD BETYDNING DETHAR?!!” råber han og er ved at forlade køb-mandsbutikken i vrede.

Alfredo Losana tager over og forklarer stilleog roligt, at der gemmer sig vigtige ting i etsolur og forfædrenes viden, der ligger bag.

“Soluret fortæller, at vi har en stærk ogintim sammenhæng med universet og natu-ren. Problemet er, at dette langsomt forsvin-der i lokalsamfundene. Vandet bliver forure-net, og man ødelægger de hellige bjerge.Viden om, hvordan man passer på disse ting,og vigtigheden af at gøre det, går tabt.Soluret er en måde at huske os på det.”

Samtidig er historien om soluret og denastronomiske viden, Kayambi-folket havdefor hundreder af år siden, vigtig for folketsidentitet i dag, mener han.

“Koloniseringen har sagt, at indianerne erdyriske, dumme, utilregnelige, og derforfungerer landet ikke. Og det har befolknin-gen taget til sig. At få sit folks historie ogviden tilbage, styrker dem som folk – det ersom at sige: Du er noget værd.” :

Bogen Uddannelse i udviklingslande om-handler centrale temaer inden for uddannel-se, såsom læringsteori, metoder og værdier,modersmålsundervisning, piger og uddannel-se, evaluering af uddannelsesprojekter samtuddannelse og samfund, og giver et interes-sant og nuanceret billede af de udfordringer,der er forbundet med udvikling af uddannel-se i Asien, Afrika og Latinamerika.

Med udgangspunkt i forskellige konkreteerfaringer lægger bogen op til en diskussionom, hvad “god uddannelse” kan være og visermed tydelighed, at god uddannelse kun kandefineres og udvikles i samarbejde med loka-le aktører som forældre, lærere, elever, lokaleledere og myndigheder.

Gennem de mange forskellige fortællingerfremgår det, at forfatterne er enige om et afde fornemmeste mål for uddannelse børvære, at aktørerne gennem uddannelseopnår lyst til at engagere sig i udviklingen afbåde skolen og samfund. Uddannelse ses alt-så som et vigtigt redskab i relation til opbyg-ning af demokrati og medborgerskab. Der-

med giver bogen en klar tilkendegivelse af, atformålet med uddannelse ikke blot er at givebørn og voksne tekniske redskaber, som sæt-ter dem i stand til at læse og skrive, men ogsåat give dem redskaber, der på længere sigt gi-ver dem mulighed for at blive aktive, ligevær-dige og handlekraftige medborgere.

Efteruddannelseskurser for lærere, adgangfor piger og kvinder i uddannelserne og un-dervisningen på et sprog, eleverne forstår, eralle vigtige komponenter i uddannelsespro-jekter, som har til formål at udvikle nye, mereligeværdige samfund.

Bogens styrke er, at den diskuterer de pro-blematikker, der ofte er forbundet med atimplementere overstående temaer, og viser,at man ikke kan arbejde med dem isoleret.

For at efteruddannelseskurser for alvor skalhave en effekt, er det f.eks. vigtigt også atarbejde med advocacy i relation til enændring af rammerne for undervisning,såsom antallet af elever i klasserne, lønfor-hold, nationale læseplaner osv.

Ligeledes kan man ikke sikre pigers deltagelsei uddannelse, hvis man ikke også samtidigangriber de undertrykkende mekanismer isamfundet, der afholder dem fra at deltagepå lige fod med drengene i uddannelsen.Ligesom modersmålsundervisning aldrig kanblive levedygtig, hvis staten har en accept af– og indsigt i – nødvendigheden af moders-målsundervisning.

Uddannelse i udviklingslande viser den kom-pleksitet, der eksisterer inden for uddannel-se, især når det drejer sig om så forskelligekontekster, som dem bogen omhandler.

Bogen opstiller ikke retningslinjer for – elleropskrifter på – gode uddannelsesprojekter, istedet rejser den alle de vigtige spørgsmål,som bør rejses, diskuteres og måske besva-res, når nye udviklingsprojekter inden foruddannelse etableres, uanset om det er glo-balt i udviklingslande eller lokalt i Danmark. :

14 GLOBALT UDDANNELSE FOKUS

: anmeldelse

Uddannelse i udviklingslande – erfaringer og refleksioner fra et fagligt netværk

TEKST JETTE LUNA, Uddannelsesrådgiver i IBIS SydamerikaFOTO ARNE SIMONSEN

Uddannelse i udviklingslande – erfaringer og reflek-sioner fra et fagligt netværk henvender sig til danskeorganisationer, studerende, journalister, underviserepå videregående uddannelser og andre, der seruddannelse som et centralt element i dansk udvik-lingsbistand.

Hente den gratis på Uddannelsesnetværkets c/oIBIS, Nørrebrogade 68B, 2200 København N, hoskoordinator, Eva Iversen

Få bogen tilsendt mod et gebyr på 45,- kr. Send en mail til Eva Iversen på ei@ibis.dkDownloade den fra www.uddannelsesnetvaerket.dk

186 sider med illustrationer© Uddannelsesnetværket, 2007ISBN: 978-87-87804-29-5 Bogen er udgivet med støtte fra Danida

UDDANNELSES

N E T V Æ R K E T

NR. 114 | 2007 DANMARK 15

: Operation Dagsværk

indsamler kr. 7,2 mio.

Generalforsamlingen fandt sted på FrøbelSeminarium i København og havde tiltrukketomkring 100 medlemmer, som udover desædvanlige generalforsamlingspunkter ople-vede Mirna Cunningham fra Nicaragua for-tælle om oprindelige folk i Latinamerika. Både styrelsens beretning og fremlæggelsenaf det nye arbejdsprogram blev efter en godog inspirerende diskussion enstemmigt ved-taget. Diskussionen afspejlede opbakning tilstyrelsen linje og det arbejde, den har lagtfor dagen.

16 kandidater stillede op til valg til de ottestyrelsesposter, der var i spil. Valgt for to årblev: Johnny Damkjær Grenzlikowski, Anne-mette Danielsen, Signe Maibom Krøjgaard,Christian Rosenholm, Mette Müller, KamillaFrimodt Madsen og Dorte Lindegaard Mad-sen. For ét år blev Heidi Lykke Nissen valgt.Som suppleanter blev Annie Oehlerich,Morten Gliemann og Anders Bildsøe Lassenvalgt.

I alt vil 10 kvinder og fire mænd tegne orga-nisationen det næste år.

IBIS’ Generalforsamling var præget af mange unge med-lemmer, en god diskussion og 16 kandidater, der stilledeop til valg til styrelsen

: stor opbakning til IBIS’ Styrelse

Den nye styrelse, bagerst fra ventre: Steffen Rasmussen (parlamentarisk revisor),Christine Lunde Rasmussen, Heidi Lykke Nissen,Christian Rosenholm, Kamilla Frimodt Madsen,Johnny Grenzlikowski, Mette Müller, John Nordbo, Dorte Lindegaard Madsen, Morten Gliemann, Annie Oehlerich,Vagn Bertelsen (generalsekretær IBIS).Forrest fra venstre: Isabel Sande Frandsen, Anne-mette Danielsen, Katrine Magelund,Elsebeth Søndergaard, Signe Maibom Krøjgaard.

Anne Marie Larsen fra Operation Dagværksbestyrelse udtaler:

“Vi er helt klart tilfredse med resultatet. 7,2mio. ligger i den øverste tredjedel i dags-værks historie. Det er fantastisk at opleve, at24.000 unge vil give en dag af deres uddan-nelse, så unge i den fattige del af verden kanfå en uddannelse. Og når man tager ibetragtning, at vi var midt i en valgkamp og vihar haft startvanskeligheder med vores nyeonline tilmeldingssystem, så kan vi ikke væreandet end tilfredse med resultatet”

Midlerne skal gå til IBIS-projektet “Forandrin-gens tid” i Bolivia. Projektet vil gøre 6.000guaraní-indianere i Bolivia frie fra et liv igælds-slaveri på de store herregårde, som deer bundet til på grund af mangel på ud-dannelse og viden. Pengene rækker til at give 4.500 børn en grundskoleuddannelse,1.000 børn en mellemskoleuddannelse, sam-let set bliver 1.000 lærere uddannet ogefteruddannet til at undervise på guaraní. Toskoler renoveres, der bygges en helt ny – ogendelig vil der blive udviklet undervisnings-materialer på guaraní.

Operation Dagsværk har eksisteret konti-nuerligt siden 1985 og har i den tid samletover 100 mio. kr. ind, til uddannelses projek-ter rundt om i verden.

For mere information www.od.dk

IBIS’ nye styrelse vil på det først kom-mende møde besætte de forskellige tillids-poster og udvalg.

Se mere om styrelsens medlemmer samtIBIS arbejdsprogram og vedtægter påwww.ibis.dk under menuen Styrelsen.

Her kan du også læse de to udtalelserGeneralforsamlingen 2007 vedtog:

Danmark skal give 1 procent af BNI i

’ren’ udviklingsbistand

Danmark bør bakke op om oprindelige

folks rettigheder

Den 7. november arbejdededanske elever over hele lan-det og tjente tilsammen ca.7,2 mio. kr. Omkring 24.000 elever del-tog i dagsværkdagen.

FOT

O AN

NE M

AGRETH

E HEFTIN

G

Afsenderadresse:

PortoServicePostboks 94909490 Pandrup

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

ID:46452 MAGASINPOST

GØR EN FORSKEL – IBIS HAR JULEGAVER FRA 100 KR.Brug GAVER DER GAVNER som julekort eller en unik julegave.Med GAVER DER GAVNER giver du gavemodtageren din personlige julehilsen i et smukt gavebevis sammen med en beskrivelse af den gave, du har valgt.

GAVER DER GAVNER– meget mere end en gave

Du har hermed sørget for en uniform

til et barn i Mozambique, så barnet

kan komme i skole.

Du har hermed sørget for en uniform

til et bakan

Selve gaven sørger IBIS for kommer til at gavne fattige mennesker.

Du kan vælge at få gavebeviserne sendt direkte til dig selv, så du personligt kan forære dem væk, gerne sammen med andre gaver.Du kan også vælge at få gavebeviset sendt direkte til modtageren af gaven – enten via brev eller e-mail.

Bestil din gave på:

www.gaverdergavner.dk