IBIS

Uddannelse skaber udvikling SeptemBer 2009 nr. 121

Overskuddet fra olie, guld og diamanter kan bane vejen til et bedre liv for millioner af fattige

Læs mere side 2 og side 4-9

: vink farvel til fattigdom

Olie, gas, guld, kobber, diamanter - der er et enormt økonomisk potentiale gemt i undergrunden i en lang række udviklingslande. Desværre er det ofte mere en forbandelse end en gave for de fattige befolkninger

Lande med store naturressourcer er økono-misk underudviklede i forhold til andre ud-viklingslande. Samtidig medfører udvin-dingen af ressourcerne store miljømæssige problemer lokalt, hvor udvindingen foregår. Vand og jord bliver forurenet, og folk mister deres livsgrundlag. Det er i høj grad gået ud over for eksempel de indianske folk i Latin-amerika, der er truede på deres livsgrund-lag og kultur. Kampen om naturressourcerne udløser voldsomme konflikter, som vi netop har set i Peru og kender til hudløshed i Afri-ka fra Sierra Leone og Liberia.Og der er nok at kæmpe om: Ghanas nye oliefund vil tilføre statsbudgettet mere end en milliard dollars årligt de næste 20 år. An-golas olieeksport er større end den samlede internationale bistand til Afrika.

Derfor vil IBIS de næste år sætte fokus på naturressourcerne og udvindingsindustrien. Lokalt vil vi i vores samarbejdslande støtte bevægelser og organisationer, der kæmper for at forsvare deres rettigheder i forbindel-se med udvindingsprojekter. Det er for ek-sempel den nationale organisering af lav-landsindianerne i Peru, AIDESEP, der har kæmpet for at få stoppet ”Ley de la Selva” – Jungleloven – som Perus regering søger

gennemført. Loven vil give udvindingsindu-strien fri adgang til at udnytte naturressour-cerne i Amazonas, herunder i de indianske territorier. Det er også støtte til, at folk i diamantdi-striktet Kono i Sierra Leone kan organise-re sig og øve indflydelse på beslutninger om udvinding af diamanter, kompensation for tab af landbrugsjord og betaling af skatter og afgifter til distriktet.

IBIS mener, at fattige mennesker skal ha-ve del i det enorme økonomiske potentiale i naturressourcerne. Hvis værdien af natur-ressourcerne blev brugt til udvikling, ville det potentielt være en saltvandsindsprøjt-ning til landene. Desværre er det alt for of-te sådan, at korrupte regeringer og multina-tionale selskaber er de eneste vindere, mens fattige mennesker kun står tilbage med reg-ningen i form af miljøødelæggelser og tabt livsgrundlag.

IBIS skal derfor støtte lokale partnere i at kræve gennemsigtighed i økonomien og kontrakterne med selskaberne. Selskaberne skal også betale mere i skat. Ghana ekspor-terede i 2008 for over to milliarder dollars guld, mens selskaberne betalte under 100 millioner dollars i skatter og afgifter - og det selvom prisen for guld er fordoblet de sid-ste tre år.

Sammen med DanWatch vil IBIS også se på, hvordan danske virksomheder og investo-rer er involveret i udvindingsindustrien. Alle større investeringsselskaber har penge i udvindingsindustrien. De har dermed et medansvar for, at miljø og menneskerettig-heder bliver overholdt. Men også ansvar for, at virksomhederne betaler skat, så natur-ressourcerne kan bidrage til vækst og udvik-ling til fordel for landene og de fattige.

Populært sagt: Hvis ikke landenesressourcer blev stjålet, ville der være masser af økonomisk potentiale for udvikling. :

IBIS-fokus udgives af IBIS

Redaktion: Didde Elnif, redaktør (ansvarlig) : del@ibis.dk: Hanne Selnæs, journalist : hs@ibis.dk: Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org kommunikationsrådgiver i Mellemamerika: Toke Nyborg : token@ibisurg.org kommunikationsrådgiver i Sydamerika: Lotte Ærsøe : lae@ibis.dk kommunikationsrådgiver i Vestafrika Forsidefoto: Lotte Ærsøe lae@ibis.dkGrafisk tilrettelæggelse: Jesse Jacob/Mediefabrikken.dkTryk: Arco GrafiskOplag: 12.500ISSN: 1901-9211© IBIS 2009

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS- fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgi-verens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samar-bejdspartnere.

Redaktionens adresse:IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal2200 København Ntlf. 35 35 87 88fax 35 35 06 96e-mail: lae@ibis.dk

Adresseændring, bestilling og afmelding af abonne-ment hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk

Næste nummer udkommer december 2009

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indfly-delse og ressourcer.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk ud-viklingsorganisation.

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latiname-rika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

teKSt LARS KOcHFOtO LOTTE ÆRSØE

: guld og knap så grønne skove

nr. 121 | 2009 03DAnmArK ROSKILDE FESTIVAL

”Kunne vi friste med lidt gratis malaria?” lød det gavmilde slagtilbud foran IBIS’ stand i Roskilde Festivals såkaldte climate commu-nity. Her havde en række organisationer, der fokuserer på klima, base under den kogen-de festival. Klimaområdet var en del af festivalens kam-pagne ”Green Footsteps”, som var en stor succes.”Publikum har i den grad bakket op om kam-pagnen og vist stort engagement i kam-pen for et bedre klima og en fair klimaafta-le,” skriver Roskilde Festival (således) på sin hjemmeside.

malariatatooIBIS’ frivillige inviterede de frygtløse festi-valgæster, der takkede ja til det usædvanlige tilbud om gratis malaria, indenfor i bodens bløde møblement. Her kunne de få et kli-stermærke på tøjet med teksten ”I have ma-laria” eller få tatoveret en myg på kroppen – med vandbaseret maling vel at mærke.

plads til snak”Det var en rigtig god måde at få folk i snak på,” fortæller Sandra Manata, frivillig i IBIS Århus.

”Mens vi malede folk, fortalte vi om klima-forandringerne, og om hvor vigtigt det er at få forhandlet en ordentlig aftale på plads under klimatopmødet i København, som ta-ger hensyn til udviklingslandene,” fortsætter den 23-årige statskundskabsstudine.

temperaturstigning kan fremme malariaHvis den globale temperatur stiger to gra-der, kan yderligere 40 til 60 millioner afri-kanere risikere at blive smittet med malaria ifølge Stern-rapporten (The Stern Review on the Economics of climate change).

De frivilliges budskab med den gratis mala-ria er en alvorlig affære, og mange festival-deltagere gik da også fra IBIS-standen med både en myg på armen og stof til eftertanke. ”Især i festivalens første fire dage var der hul igennem, mens det blev sværere at få

budskabet ud over kanten, efter musikken begyndte om torsdagen,” fortæller christi-an Hallum, ansvarlig for IBIS’ deltagelse på Roskilde Festival.

malaria på Skt. Hans torvAnnelie Abildgaard, leder af IBIS’ Nordafde-ling, var også forbi for at få en dosis mala-ria. Og det var lige ved at få alvorlige kon-sekvenser. Hun bar malaria-klistermærket til et frokostmøde på Skt. Hans Torv i Køben-havn. ”Da servitricen læste teksten, så hun plud-selig helt forkert ud i hovedet. Det var lige før, hun nægtede at servere for mig,” for-tæller Annelie med et smil. Servitricens for-skræmte reaktion viser, hvor stor en oplys-ningsopgave det er at skabe et folkeligt pres på politikerne op til cOP15.

Med pensler, klistermærker og en ordent-lig portion godt humør løftede en grup-pe IBIS-frivillige noget af opgaven som en del af Green Footsteps på Roskilde Festival 2009. :

teKSt PIA BELTOFT

: gratis malaria på roskilde Festival På årets Roskilde Festival kunne festivalgæsterne nyde godt af et nyt og spænden-de tilbud: Gratis malaria. IBIS’ frivillige stod for smitten og satte dermed fokus på klimaforandringernes konsekvenser for verdens fattigste.

+2°C = mosquitos!

50 million more Africans exposed to malaria at +2°C

i have malaria!

04 FOKUSGHAnA uDVINDINGSSINDuSTRI

I kolonitiden hed Ghana Guldkysten. Navnet henviser til Ghanas store guldreserver, der er blevet udnyttet gennem århundreder og fortsat gør Ghana til et af de lande i verden, der producerer mest guld. Men Ghana er al-ligevel et fattigt land, hvor 80 procent af be-folkningen lever for under 10 kroner om da-gen.

Konsekvenserne af guldudvindingen for landsbyerne i minedistrikterne er ofte kata-strofale. I landsbyen Teberibie, midt i Ghan-as minecentrum Tarkwa, møder jeg Emelia Amoateng uden for hendes murstenshus:

”Vi blev genhuset i denne nybyggede lands-

by i 1991, da mineselskabet skulle bruge vo-res jord til at dumpe mineaffald. Nu har vi in-gen landsbrugsjord, så kvinderne har ikke noget arbejde,” fortæller Emilia. Minerne i Ghana er åbne miner, der producerer bjerge af mineaffald, store bunker af jord, der ligger som en synlig halvcirkel rundt om Teberibie. Emilia viser revnerne i sit hus og fortæller, at om eftermiddagen foretager minen eksplosi-oner, der får hele undergrunden til at ryste og husene til at revne.

Landsbybeboerne har fået en mindre kom-pensation for den mistede jord fra det syd-afrikanske mineselskab Anglo Gold Ashanti. Erstatningen er kun på mellem 500 og 5000 kroner, afhængigt af størrelsen af den jord, som mineselskabet har overtaget. Nogle få

landsbyboere har fået job ved mineselska-bet. ”Men minerne kan ikke bruge uuddanne-de folk som os,” siger Emilia.

Landsbyen lægger sag an mod guldmineJerry Mensah-Pah, der arbejder for den lo-kale organisation WAcAM (Wassa Associati-on of communities Affected by Mining), som IBIS har støttet gennem en årrække, fortæl-ler, at mineselskaberne er meget dygtige til at organisere landsbyerne og skabe et tillids-forhold til lokale ledere og høvdinge ved at tilbyde dem job, penge og træning. På den måde arbejder mineselskaberne strategisk for at undgå modstand mod deres aktivite-ter fra landsbyerne. Mineselskaberne er der-for ikke begejstrede for uafhængige og kriti-ske organisationer som ’concerned Farmers’,

: Ghanas guld flyver ud af landet En gang om ugen kan Emilia og hendes landsbyfæller se et lille fly lette med Ghanas guld fra mineselskabet ved siden af landsbyen. Tilbage står beboerne selv med forureningen og en ødelagt landbrugsjord.

teKSt LARS KOcHFOtO LARS KOcH OG HANS MEIER ANDERSEN

nr. 121 | 2009 05GHAnA uDVINDINGSSINDuSTRI

en landsbyorganisation som beboerne har startet med hjælp fra WAcAM.

Emilia er formand for de 35 medlemmer af foreningen af concerned Farmers i landsby-en: ”WAcAM har hjulpet os med at forstå mi-neloven og vores ret til en ordentlig kompen-sation for vores jord. Derfor har vi sammen med WAcAM og en juridisk rådgivningsorga-nisation lagt sag an mod minen i 2005. Men sagen er endnu ikke afgjort. Der er kommet en ny dommer, og han har lovet, at han vil komme ud og se, hvordan minen har ødelagt vores land, og så er jeg sikker på, at vi vil vin-de sagen og få en ordentlig kompensation.”

Guldet flyver ud af Ghanaudvindingsindustrien er en af de mest lukra-

tive sektorer i Afrika - og den mest korrupte. Afkastet på investeringer i minesektoren er dobbelt så højt som i andre sektorer. I kon-trakterne mellem mineselskaberne og den ghanesiske regering findes desuden en sta-bilitetsklausul, der betyder, at selv om pri-sen på guld de sidste år næsten er fordoblet, så skal selskaberne ikke betale mere i skatter og afgifter til Ghana. Alt i alt en lukrativ affæ-re for guldminerne. Tilbage står Ghana med store områder af ødelagt jord, forurening og underudvikling.

Lige ved siden af minen har Anglo Gold As-hanti etableret en landingsbane. Det er fra den bane, landsbyboerne hver tirsdag ser landets rigdomme flyve ud af landet, uden at Ghana selv får ret meget igen. :

: Ghanas guld flyver ud af landet

: fakta

Guldminerne i Ghana eksporterede i 2008 for i alt 12 milliarder kroner guld. Samme år betalte mineselskaberne kun cirka 360 millioner kroner i skatter og afgifter til Ghana, eller cirka tre procent af den samlede indtjening.

Hvis du vil vide mere, så hold øje med www.ibis.dk og nyhedsbrevet, for i løbet af efteråret vil IBIS holde flere offentlige møder om arbejdet med ud-viklingsindustrien.

GHANA

AccraTarkwa

06 FOKUS

Der er udbredt enighed om, at Afrikas vej ud af fattigdom er gennem udenlandske investerin-ger. Da præsidenten for Verdensbanken, Ro-bert Zoellick, sidste år besøgte Mozambique, roste han landet for at være blevet et efter-tragtet mål for fremmed kapital. For med pen-ge og initiativ ville landets store olie-, kul- og gasreserver endelig kunne udvindes og komme landets befolkning til gode.

Efter 10 år med indsprøjtninger af udenlandsk kapital er Mozambiques økonomiske vækst på 7-8 procent, og landets råstoffer udvindes og eksporteres i stor stil. Et flot resultat på over-fladen, men virkeligheden er en anden: Som så mange gange før i Afrikas historie kommer de enorme rigdomme ikke befolkningen til gode. Først og fremmest fordi de udenlandske inve-storer stort set ikke betaler skat. Det viser re-search foretaget af en række uafhængige orga-nisationer og forskningsinstitutter.

”Selskaberne får speciel behandling. De har så-kaldte ’frihandelszoner’, som næsten er skatte-

frie, og samtidig er de undtaget alle regler om import og eksport. Oprindeligt oprettet netop for at tiltrække kapital. Men i dag en svøbe, der hæmmer landets udvikling, og som forhindrer Mozambique i at blive uafhængig af bistand, ” fortæller Thomas Selemann.

Han er en af grundlæggerne af cIP, center for Public Integrity of Mozambique, en forsknings-organisation, der netop har indgået en samar-bejdsaftale med IBIS Mozambique. Som en del af sit arbejde for cIP har han gennemgået langt de fleste af regeringens ellers hemmelige kon-trakter med de multinationale selskaber.

mOZAmBIQUe uDVINDINGSSINDuSTRI

: Hemmelige kontrakter fastholder mozambique i fattigdom

Mozambique oplever i dag stor vækst af investeringer i udvinding af landets råstoffer. Investerin-ger, der burde løse problemerne for de fattige, men indtil videre må de kigge langt efter pengene.

teKSt IRENE NØRGAARDFOtO ANNE HEFTING, ELSEBETH ALLER

OG THORKIL G NIELSEN

nr. 121 | 2009 07mOZAmBIQUe uDVINDINGSSINDuSTRI

Thomas Selemann er ikke i tvivl om, at landets politikere bærer ansvaret for, at Mozambiques befolkning stadig er fattige.

”Forhandlingerne er dårligt udført. Politiker-ne sad i en position med magt nok til at skaffe gode aftaler på landets vegne. Men de brugte den ikke, fordi de selv har aktier i selskaberne og dermed store økonomiske interesser.”

Større åbenhed ønskescIP arbejder på at skabe gennemsigtighed i regeringens aftaler med selskaberne, blandt andet ved lobby-arbejde for aktindsigt – no-get borgerne i dag ikke har ret til.

Organisationen har også stået bag flere initia-tiver, blandt andet været med til at etablere en mozambiquisk udgave af en international be-vægelse, PWYP, Publish What You Pay eller på dansk: Offentliggør, hvad du betaler.

”Det handler om at kunne stille både regerin-gen og selskaberne til ansvar og derigennem forsøge at påvirke forhandlingerne til gavn for borgerne,” siger Thomas Selemann.

Selskaberne bidrager minimaltEt andet medlem af Publish What You Pay-gruppen, IESE (Institut for Sociale og Øko-nomiske Studier), har gennemgået den mang-lende beskatning i statens kontrakter med udvindingsindustrien. Tallene taler deres tyde-lige sprog.

”Tre af de 12 største selskaber står for 75 pro-cent af Mozambiques eksport. Alligevel bi-drager de kun med 2,5 procent af landets samlede skatteindtægter”, fortæller carlos ca-stel-Branco, institutleder for IESE.

”Det er både dramatisk og sørgeligt. Mozam-bique har med sine råstoffer haft mulighed for at rejse sig fra fattigdom og blive uafhængig af

udenlandsk hjælp. Men muligheden bliver ikke brugt,” siger økonomen og institutlederen og foretager en hurtig beregning i hovedet:

”I dag betaler de samme tre selskaber om-kring 20 millioner dollars (105 millioner kro-ner) tilsammen i skatter og royalties. Men hvis de betalte skat, som det er tilfældet i An-gola, ville Mozambique modtage mindst 400 millioner dollars (2 milliarder kroner) om året. Det svarer til 30 procent af de offentli-ge udgifter,” siger carlos castel-Branco.

politikere tilgodeser sig selvI dag kommer cirka halvdelen af Mozam-biques indtægter fra udviklingsbistand. Hvis regeringen beskattede samtlige udenlandske selskaber, skal der ikke megen hovedregning til for at slå fast, at Mozambique kunne blive uafhængig af hjælp.

Men hvorfor har regeringen så forspildt den-ne enestående chance? Svaret skal findes i det faktum, at ethvert udenlandsk selskab, som ønsker at arbejde i Mozambique, skal have en mozambiquer med i ejerkredsen. Og da landets rigdom er placeret på så få hæn-der, som enten er tæt på den politiske magt eller selv en del af den, så sætter politikerne sig ikke udelukkende til forhandlingsbordet på landets vegne. De sætter sig også for at tilgodese sig selv.

”Det er et faktum, at landets præsident, Ar-mando Guebuza, har aktier i samtlige af de store udenlandske selskaber, som har inve-steret i Mozambique. Det samme har mange af hans ministre og andre i den politiske in-derkreds. Så der er ingen tvivl om, at her er en stærk interessekonflikt,” fortæller Thomas Selemann fra cIP.

protester fra regering og selskaberBåde regeringen og selskaberne forsvarer

deres hemmelige kontrakter med, at ekspor-ten er steget markant.Ifølge carlos castel-Branco fra IESE er det dog de færreste mozambiquere, der kan mær-ke den store vækst - først og fremmest på grund af selskabernes skattefritagelse. Der-udover har selskaberne kun ganske få lokale medarbejdere, som kan bidrage til skatteind-tægterne, og ikke mindst købes de materia-ler, som skal bruges for at udvinde råstofferne, stort set alle fra udlandet.

Håb på forandringHos regeringen blæser der også nye, om end svage, vinde. Regeringen har for nylig tilslut-tet sig en international aftale, EITI (Initiativet for Gennemsigtighed i udvindingsindustrien) under Verdensbanken, om at arbejde for gen-nemsigtighed og ansvarlighed i udvindingsin-dustrien – så udvindingen af råstofferne i hø-jere grad kommer Mozambiques befolkning til gode. Præsident Guebuza sagde i marts 2009, at de hemmelige kontrakter er for dårlige og skal genforhandles. Med denne udmelding ser Thomas Selemann fra cIP et mere positivt perspektiv:

”Den første guldfeber har så at sige lagt sig. Det er mit indtryk, at regeringens kontrak-ter fremover vil være mindre lukrative for sel-skaberne. Med tilslutningen til EITI har vi desuden fået et værktøj mere til at holde rege-ringen ansvarlig,” siger han.

For carlos castel-Branco er perspektivet lidt mere dystert.

”Retorikken er ændret, og der kommer små pip fra regeringen, men fortsat er alt status quo. Vi har en regering, som er en del af den kapitali-stiske overklasse, og selskaber, der tjener mil-liarder uden at bidrage synderligt til Mozam-bique og dets folk.” :

: fakta

IBIS OG uDVINDINGSINDuSTRIENEt af IBIS Mozambiques fokusområder er god regeringsførelse. Vi er interesserede i at hjælpe borgerne til at få gavn af de råstoffer, som landet råder over. Det gør vi blandt andet ved at støtte og samarbejde med de nationale organisationer, der ar-bejder på at dokumentere effekten af de manglende skatteindtægter og på at gøre den slags synligt.

De næste to år støtter IBIS cIP’s forskning i udvinding af råstoffer med 50.000 dollars (260.000 kroner).

FOKUS08

Oprindelige folk bruger Facebook og bloggs, når de tager kampen op mod regeringer og store internationale olieselskaber.

: perus indianere vinder politisk sejr om olie

perU uDVINDINGSSINDuSTRI

To gange på blot ét år har Perus præsident forsøgt at vedtage en lovpakke, der gør det muligt for staten at sælge oprindelige folks territorier til nationale og internationale olie-selskaber. Begge gange er det lykkedes regn-skovsindianerne at få planerne taget af bordet. Men det har kostet både blod, tårer og lange forhandlinger.

Både de peruanske og internationale medier har fokuseret på de voldelige protester mod lovpakken og indianernes vejblokader og be-sættelser af olieinstallationer, men parallelt med urolighederne, er der foregået en anden og mere usynlig kamp – en demokratisk kamp på ord og argumenter.

En kamp, der aldrig har nået mediernes forsi-der, selvom de oprindelige folk er dygtige po-litiske lobbyister med bevidste politiske mål, som de fortaler for på alle niveauer af samfun-det – både nationalt og internationalt.

Omverdens øjne og interesse har været rettet mod de voldelige sammenstød i Amazonas, og medierne har været forhippede på at skildre oprindelige folk som ofre eller primitive, som i The Independent, der i en artikel skriver: “I Amazonas har de fattigste mennesker i verden

udfordret de rigeste i verden […] De har ikke andet end spyd af træ og moralsk styrke til at bekæmpe olieselskaberne.”

I en globaliseret verden er der rift om spalte-plads og sendetid, og historien om regnskov-sindianere, der bruger træspyd i kampen mod den militære overmagt, sælger måske bedre end historien om den moderne indianer, der blogger og forhandler i internationale fora.

Indianere er mere end blot fjer og træspyd Men for IBIS, som har arbejdet med oprindeli-ge folk i snart to årtier, er regnskovens traditi-onelle indbyggere meget mere end blot fjer og træspyd:

”Sydamerikas oprindelige folk er moderne borgere, der forstår de politiske spilleregler og mediernes muligheder uden at negligere deres kulturelle arv og forhold til naturen,” forklarer Fritz Villasante, antropolog og ansat hos IBIS i Peru.

IBIS har siden 1997 givet støttet til organisati-onsudvikling og netværksdannelse mellem de indianske organisationer i Peru, så de kan for-svare og kræve deres rettigheder med stør-re politisk gennemslagskraft. Kommunikation, uddannelse og oplysning har været kerneele-menter i IBIS´ støtte til den politiske organise-ring.

Afgørende styrkeprøveDét blev synligt, da den peruanske regering i

april atter valgte at lægge arm med de indian-ske organisationer. Mens Awajún-, Wampis- og Ashaninka-indianerne, sammen med en ræk-ke andre indianske folk, deltog i de omfatten-de blokader i Amazonas, forhandlede, agitere-de og diskuterede de oprindelige folks ledere med repræsentanter fra både regering og olie-selskaber:

”De oprindelige folks organisationer har væ-ret dygtige til at bruge sociale medier i deres lobbyarbejde, og via hjemmesider, blogs, lo-kalradioer og netværk har de fået deres bud-skab ud til omverden,” forklarer Fritz Villasante og kalder den knap to måneder lange politiske kamp for en ”afgørende styrkeprøve”, der har vist, at de oprindelige folks organisationer kan tage sagen i egen hånd, når deres rettigheder krænkes.

De oprindelige folk har vundet første runde i kampen om Amazonas, efter at regeringen for anden gang har måttet tilbagekalde de dele af lovpakken, der vil gøre det lettere at udvinde olie og gas i de oprindelige folks områder. Det skete efter et møde med 390 lokalsamfund. Første gang, regeringen måtte tilbagekalde de omstridte love, var i 2008.

Lang vej endnuMen der ligger stadig en lang politisk og juri-disk kamp forude. I den omstridte lovpakke findes fortsat dekreter, som er i strid med op-rindelige folks rettigheder, ligesom lovpakken fortsat bestræber sig på at skabe bedre vilkår

teKSt TOKE NYBORG FOtO FEcONAcO

: fakta

Paraplyorganisationen AIDESEP - der repræsenterer 56 indi-anske folk i den peruanske del af Amazonas - har stået i spid-sen for protesterne mod den peruanske regering i kampen om regnskovens ressourcer. Organisationens hjemmeside har været brugt flittigt i kampen om befolkningens bevågenhed, ligesom den indianske organisation har brugt det populære medie Facebook for at komme ud med dets politiske budskab til omverdenen.

AIDESEP er ligeledes del af det kontinentale indianske netværk cOIcA (http://www.coica.org.ec/), der er en sam-menslutning af en række indianske organisationer, der har det fælles mål at sikre oprindelige folks rettigheder gennem fælles pres på nationalt og internationalt niveau. IBIS har støttet AIDESEP i mere end ti år og støtter ligeledes op om forskellige cOIcA-initiativer.AIDESEP’s hjemmeside: http://www.aidesep.org.pe/AIDESEP på Facebook: www.facebook.dk/pages/AIDESEP/75222904158?v=infocOIcA’s hjemmeside: http://www.coica.org.ec/

Læs mere om konflikten på www.ibis.dk i artiklen: ”Voldelige sammenstød mellem militær og indianere i Peru”.

nr. 121 | 2009 09perU uDVINDINGSSINDuSTRI

for private investeringer på bekostning af mil-jøet. Flere af dekreterne er rettet mod en me-re intensiv udnyttelse af landbruget og af na-turressourcer såsom vand, træ og olie. Disse ressourcer findes som bekendt hovedsageligt i Amazonas.

Med pres fra ledere fra de oprindelige folk er regeringen gået med til at nedsætte en ræk-ke arbejdsgrupper, bestående af repræsentan-ter fra både den indianske bevægelse og rege-ringen. Grupperne skal blandt andet diskutere indholdet af lovpakken og formulere et natio-nalt forslag til udviklingen af de områder i Pe-ru, der har en høj koncentration af oprindeli-ge folk.

Sydamerikas etniske folk tilhører fortsat kon-tinentets fattigste og mest marginaliserede grupper, og mange landsbyer har fortsat in-gen adgang til uddannelse, sundhed eller in-frastruktur.

De stridende parter har nu fire måneder til at finde en afbalanceret løsning på udvindingen af regnskovens ressourcer, oprindelige folks rettigheder og den nationale udvikling.

OlieeventyrPerus præsident, Alan García, har indtil vide-re holdt fast i sin neoliberale kurs, der skal be-kæmpe fattigdom med ”chokinvesteringer” i Amazon-regnskoven ved at sælge retten til olieudvinding. Ifølge miljøfolk har den peruan-ske regering givet olieselskaber retten til at ud-

vinde olie i 70 procent af Amazonas. For blot få år siden var tallet 13 procent.

De oprindelige folk er ikke principielt imod ud-vinding af råstoffer i Amazonas, men forlanger som minimum at de bliver hørt og inddraget i beslutningsprocessen, at skader på miljøet be-grænses mest muligt, samt at de får del i over-skuddet.

Det helt afgørende problem i udvindingen af regnskovens ressourcer er den manglede lov-givning på miljøområdet. Firmaer har stort set frie tøjler og bryder igen og igen både miljø-regler og menneskerettigheder uden retslige konsekvenser:

”Regeringen sætter selv samme firmaer, som borer olie i regnskoven, til at overvåge, hvor-vidt de selv lever op til miljøregler og oprinde-lige folks rettigheder”, forklarer Fritz Villasante.

Ophobning af giftstoffer i regnskoven er en di-rekte trussel mod oprindelige folks sundhed, og det skorter ikke på rapporter, som kæder olieudvinding sammen med livstruende syg-domme som leversvigt og kræft.

I kampen om Amazonas må man heller ikke glemme, at der fortsat lever folk, som ikke øn-sker at være en del af det omgivende samfund. For dem er retten til territorier afgørende. Det skyldes, at den jord og natur, hvor de har levet i utallige generationer, er uadskilligt forbundet med deres religion, kultur og identitet. Endvi-

dere udgør territoriet livsgrundlaget som kilde til for eksempel jagt, fiskeri,landsbrug og me-dicin. Olieselskabernes tilstedeværelse i Ama-zonas truer derfor selve disse folks eksistens-grundlag.

Blæser på indianske rettigheder Stridens kerne har derfor handlet om den pe-ruanske regerings negligering af internationa-le konventioner om oprindelige folks rettighe-der. Konventionerne giver blandt andet disse grupper særlige rettigheder i forhold til jord-besiddelse og er afgørende juridiske værktøjer, der skal sikre, at oprindelige folks repræsen-tanter inddrages i samfundsmæssige beslut-ningsprocesser, der har indvirkning på deres levevilkår.

De internationale konventioner er kommet i stand efter mange års hårdt arbejde af bå-de indianske organisationer og internatio-nale NGO’er som IBIS. Det undrer derfor ik-ke Fritz Villasante, at indianerne satte hårdt mod hårdt, da Perus regering forsøget at kry-be uden om de internationale konventioner om oprindelige folks kollektive rettigheder i forhold til territorier og naturressourcer. Han sætter nu sin lid til forhandlingerne mellem re-geringen og de indianske organisationer:

”Jeg håber, at der findes en løsning på konflik-ten.. Det er i alles interesse, at vi finder en bæ-redygtig måde at bruge regnskovens ressour-cer på – en måde, som også tager hensyn til oprindelige folks rettigheder,” forklarer han. :

GUATEMALA

HONDURAS

NICARAGUA

ECUADOR

PERU

BOLIVIA

PERU

Lima

010 FOKUSHOnDUrAS DEMOKRATI

Da Honduras’ præsident Manuel Zelaya blev vækket af soldater tidligt den 28. juni og tvunget i eksil i costa Rica, var det kul-minationen på lang tids politisk spænding i Honduras mellem Zelaya på den ene side - og overklassen og hæren på den anden.

Zelaya ville holde en vejledende folke-afstemning, der skulle vise om hondura-nerne ønskede en forfatningsændring. Honduras’ højesteret kendte folkeafstem-ningen for forfatningsstridig – og henvi-ste til, at flere punkter i grundloven ikke kan ændres.

Zelaya trodsede kendelsen og bad mili-tæret om at fordele valgurner og sikre af-

stemningen. Hærledelsen nægtede, og Zelaya svarede igen med at fyre hærens øverstkommanderende, general Romeo Vásquez Velasquez. Men højesteret gen-indsatte general Velasquez, og hæren fjer-nede Zelaya. Derefter blev parlamentsformanden, Ro-berto Micheletti fra Zelayas eget Liberale Parti, indsat som ny præsident.

Kupmagerne hævder, at de ville forhindre Zelaya i at bryde forfatningen og forsøge at blive genvalgt ulovligt. Men det argu-ment er grundløst, for den bindende fol-keafstemning om en forfatningsændring ville finde sted samtidig med præsident-valget den 2. november, og Zelaya ville umuligt kunne genopstille. Ifølge Zelaya skulle fornyelsen af grundloven øge den folkelige medindflydelse.

International isoleringI kølvandet på kuppet er internationale for-dømmelser haglet ned over kup-regeringen. I alt 192 FN-lande kræver Zelaya genindsat; Honduras er smidt ud af Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), og uSA og Eu har lukket for budgetstøtten. Efter kuppet mæglede costa Ricas præsident, Oscar Ari-as, men forhandlingerne strandede, og Zela-ya slog sig ned i Nicaragua nær grænsen til Honduras med en flok tilhængere.

uSA, Eu og OAS bebudede, at de ikke vil anerkende resultatet af et valg, medmindre Zelaya genindsættes først, og kup-regerin-gens politiske manøvrerum er således yderst begrænset.

Læs mere om baggrunden for kuppet i Hon-duras på www.ibis.dk :

teKSt PER BERGHOLDT JENSENFOtO PRIVAT

: kuppet mod præsident manuel Zelaya i Honduras

Nyheden om militærkuppet i Honduras landede som en bombe midt i agurketiden. De færreste havde forestillet sig, at tiden kunne skrues 30 år tilbage i Latinamerika - til en tid med mord og overgreb på politiske modstandere. Men hvorfor er det gået så galt?

nr. 121 | 2009 011HOnDUrAS DEMOKRATI

cIFcA – copenhagen Initiative for central America – er et netværk af en række europæiske organisationer og forskningsinstitutter, herunder IBIS. cIFcA’s men-neskerettighedsdelegation havde 15 deltagere fra Ar-gentina, Belgien, colombia, costa Rica, Danmark, El Salvador, Nicaragua, Peru, Spanien, uruguay og Østrig.

: om CIFCA

: kuppet mod præsident manuel Zelaya i Honduras

”Den internationale delegation besøgte nog-le af de hårdest ramte områder i landet, hvor hæren forfølger aktive bondegrupper, jour-nalister og fagforeningsfolk. Men desværre er situationen blevet forværret i den seneste tid. Den 12. august blev parlamentsmedlem-met Marvin Ponce for eksempel tævet af po-litiet og fik brækket højre arm og højre ben,” forklarer Hans Peter Dejgaard.

Allerede kort efter kuppet mod præsident Zelaya stod det klart, at tilstanden i Hon-duras var kritisk. Det europæiske NGO-net-værk cIFcA sendte derfor en delegation til landet fra den 17. til 26. juli for at dokumen-tere overgrebene i en rapport. Fra Danmark deltog Hans Peter Dejgaard:”Vi mødtes med uSA’s ambassadør, høje-steretspræsidenten, lederen af det nationa-le politi, parlamentsmedlemmer, som er mod kuppet, samt alle de europæiske ambassa-der i Tegucigalpa. cIFcA har virkelig bevist sin berettigelse som et europæisk netværk for Mellemamerika,” fremhæver Dejgaard.

Overgreb er hverdagcIFcA-rapporten dokumenterer ”grove og systematiske krænkelser af menneskerettig-hederne.” Flere drab forekommer politisk motiverede, og over 2.000 personer er ind-til videre fængslet uberettiget. Drab, vold,

dødstrusler og vilkårlige anholdelser, under-trykkelse af NGO’er og fagforeninger samt krænkelse af ytringsfriheden er hverdags-kost i Honduras.

Kup-regeringen udøver massiv undertryk-kelse af medierne, og flere TV- og radiosta-tioner er lukket. Mange kritiske journali-ster har modtaget dødstrusler, og en enkelt journalist er blevet dræbt, men der er endnu ikke påvist forbindelse til kuppet. Desuden er udenlandske statsborgere - især nicara-guanere - udsat for ulovlige tilbageholdel-ser.

”Personer, som uretmæssigt er blevet udsat for vold og/eller fængslet, får ingen hjælp af den officielle ombudsmand for menne-skerettigheder, Ramon custodio, der støtter kupmagerne. De europæiske lande må hur-tigt hjælpe de organisationer, der beskytter forfulgte mennesker,” påpeger Dejgaard.

”Mange af de aktivister, vi mødte, gjorde stort indtryk på os. Lederen af en kvindeor-ganisation for fred, Gladys, fortalte, at hun ikke kan sove om natten, fordi hun genop-lever forfærdelige oplevelser fra 1980’erne. Hun sad og græd, mens hun fortalte om tre dages tortur, hun blev udsat for dengang. En ansvarlig for dødspatruljerne dengang, Billy Joya, er nu tilbage som regeringens sikker-hedsrådgiver.”

Isolering af militærregeringcIFcA anbefaler, at diplomatiske forbindel-ser og økonomisk støtte til Honduras ophø-rer, indtil præsident Zelaya genindsættes og den konstitutionelle orden genoprettes. Et valg afholdt af kup-regeringen skal ikke aner-kendes.

Rapporten tilskynder udenlandske ambas-sader i Honduras til at støtte og beskyt-te menneskerettighedsforkæmpere og or-ganisationer. FN’s sikkerhedsråd opfordres til at fordømme kuppet, og det anbefales, at FN’s Højkommissariat for Menneskerettighe-der åbner et kontor i Honduras. Det fremhæ-ves, at et af militærstyrets dekreter indskræn-ker fundamentale personlige rettigheder, som Honduras er internationalt forpligtet til at overholde.

”Det er vigtigt, at cIFcA-rapporten påvi-ser løgnagtigheden i de juridiske argumenter, som kupmagerne retfærdiggør deres handlin-ger med,” fremhæver en anonym kilde i Hon-duras’ civilsamfund. :

teKSt PER BERGHOLDT JENSEN

: ”det gør stort indtryk at tale med aktivisterne i Honduras”IBIS sendte i juli sin tidligere formand, Hans Peter Dejgaard, til Honduras for at dokumentere krænkelser af menneskerettighederne. Turen resulterede blandt andet i en rapport, der anbefaler FN at fordømme kuppet i det mellemamerikanske land.

cIFcA-rapporten har vakt international opmærksom-hed. Den 7. august mødtes repræsentanter fra delega-tionen med medlemmer fra uSA’s kongres, det ameri-kanske udenrigsministerium og Den Interamerikanske Menneskerettigheds-kommission i Washington.

: CIFCA rapport i USA

IBIS, 3F og Folkekirkens Nødhjælp vil i samarbejde med andre organisationer starte et dansk Hondu-ras-netværk for at følge udviklingen og arbejde for demokratiets genindførelse.

: Dansk Honduras netværk

Tegucigalpa

HONDURAS

FOKUS12 LIBerIA uDDANNELSE

Der er stående bifald og klapsalver, når en elev har klaret sig igennem et lille tekststykke. Lærerinden slår med “pegepinden” – en gren – mod tavlen, hvor dagens emne er kradset ned med en kridststump: ”Læsning”, står der. En efter en følger eleverne pegepindens an-slag og læser de få skrevne ord højt efter læ-reren. Læseundervisningen på Diebenville skole i byen Pleebo i Liberia foregår på et beskedent grundlag. “Vi gør det bedste, vi kan. Men det er svært at gennemføre undervisningen og inspirere eleverne, når man ikke har undervisningsma-teriale eller ordentlige skolebygninger,” for-tæller Eliza, en af skolens tre lærere.

Lærere skal læreI Liberia er manglen på uddannede lærere stor, og nogle steder i landet har lærerne selv problemer med at læse og skrive. Det er der-for en daglig kamp for lærerne at fylde det enorme uddannelseshul i befolkningen, som 14 års borgerkrig har medført.

Lærerne er enige om, at deres arbejde ville være meget lettere, hvis de selv fik undervis-ning i at være lærere: “Jeg kan godt lide at være lærer. Man bliver selv klogere, mens man underviser. Men vi har brug for at lære, hvordan man bedst undervi-ser børn i at læse,” fastslår Eliza.

Sagen i egen håndSkolen var med i et IBIS-projekt, som sluttede i 2008. På tre år gennemgik over 2.000 elever på 10 til18 år, som borgerkrigen havde gjort skolelø-se, et intensivt grundskoleforløb, der dækkede 1. til 6. klasses pensum. Samtidig kom lærerne på kortere kurser.

I Pleebo havde de imidlertid større ambitioner på uddannelsesområdet. Derfor besluttede lokalsam-fundet omkring skolen sig for, at deres børn stadig skulle kunne gå i skole og lære at læse og regne, og de fortsatte derfor undervisningen på eget ini-tiativ.

Eliza, Helena og Paul blev bedt om at træde til som lærere, selvom de ikke havde nogen læreruddan-nelse. Eliza gik i 9. klasse og Helena i 10. klasse, da krigen begyndte, og de måtte forlade skolen og flygte til nabolandet Elfenbenskysten. De tre lærere får ingen løn, men overlever på den hjælp, lokalsamfundet tilbyder – lidt mad, lidt sæ-be og andre fornødenheder.

Helt fra grundenLigesom læseundervisningen, starter genopbyg-ningen af skolesystemet i Liberia helt fra grunden. under krigen blev op mod 80 procent af skole-bygningerne jævnet med jorden. Store dele af læ-rerstanden flygtede, sammen med en stor del af befolkningen, ud af landet, og uddannelsen af bå-de lærere og elever gik helt i stå.

Lærerstanden har derfor en noget amputeret pro-fil, som tegnes af midaldrende lærere med en læ-

reruddannelse fra før krigen og af nyudklækkede studenter, som ikke har råd til at fortsætte deres uddannelse. Atter andre er uuddannede lærere, som selv kun har få års skolegang bag sig.

Der er derfor hårdt brug for uddannede lære-re med de nødvendige kundskaber – som ved, hvordan man giver dem videre.

Uddannelse for fremtiden? “Vi prøver at huske tilbage på, hvordan lærerne gjorde, da vi selv gik i skole,” siger en af de andre lærere, Helena, om den eneste tilgængelige inspi-rationskilde for de velmenende, men uerfarne læ-rere. Der er med andre ord langt igen, før skolesyste-met er rustet til at give børnene en opdateret ud-dannelse, der svarer til Liberias aktuelle behov. Selvom det ikke er kæft, trit og retning, lærerne her tilbyder, er der langt til den elevcentrerede un-dervisning, som IBIS fokuserer på i uddannelsen af liberianske lærere.

”For mig er det vigtigt at være lærer, så jeg kan væ-re med til at komme noget lærdom i hovedet på de små børn. Men hvordan?” spørger Paul. “Hver aften beder jeg til Gud for ideer til, hvordan jeg kan gennemføre undervisningen. For Jesus vidste, hvordan man taler til de små børn,” siger han.

På Lærerens Dag i år samler IBIS og Danmarks Læ-rerforening derfor ind til undervisningsmaterialer, startsæt til lærere og kurser for de uerfarne lære-re i grundlæggende læsepædagogik. :

teKSt HANNE SELNÆS OG MATHILDE GRØNBORG HELMSFOtO HANNE SELNÆS

Klemt sammen på bambusbænke i et klasseværelse på otte kvadratmeter læser de 13 teenage-elever i alle aldre på skift højt af klassens eneste læsehæfte, som går på omgang mellem dem.

: Klapsalver, når geværet skiftes ud med viden

nr. 121 | 2009 13GHAnA uDDANNELSE

I dag er kakaodyrkningen og kakaomarken skiftet ud med et klasselokale. Her fortæl-ler bestyrelsesformanden for skolen, George Msiah, at det at plante et kakaotræ og få det til at gro er utrolig svært og kræver god jord: ”Men hvis man kan få det til at gro godt, kan man tjene penge på det og tage sig af sin fa-milie. Derfor er kakaotræet som at tage sig af et barn – det er svært i begyndelsen, og i processen er der mange udfordringer. Hvis barnet kan færdiggøre skolen, så er det alle problemerne værd.” George Msiah er sammen med de andre medlemmer samlet for at blive trænet i deres roller og ansvar som skolebestyrelse. under træningen diskuterer medlemmerne deres visioner og fremtidige planer for skolen. De har en vision om, at børnene i det lille sam-

fund skal færdiggøre deres skole, men det kræver hårdt arbejde – et arbejde, som sko-lebestyrelserne skal være en del af. Det bliver langsomt tydeligere for medlemmerne i sko-lebestyrelsen, som tidligere ikke var så aktiv som bestyrelse: ”Før var vi ikke stærke, vi kendte ikke til vo-res roller og vores ansvar som skolebestyrel-se. Det gør vi nu. Det vil vi bruge til at sik-re skolens fremgang,” siger formand George Msiah. Han tilføjer, at de vil starte deres ar-bejde med at foreslå rektor, at skolen besø-ger forældrene til de børn, der ikke kommer i skole.

til gavn for hele samfundetAt medvirke til, at flere børn kommer i skole, er blot en af de opgaver, en skolebestyrelse kan påtage sig. Mulige opgaver for en skole-bestyrelse er mange, men frem for alt er me-ningen, at de skal være med til at sikre kva-

liteten af undervisningen og være med til at sørge for, at forældrene og samfundet ind-drages i arbejdet med skolen. Det kan de for eksempel ved at indkalde til forældremøde, som skolebestyrelsen på Asi-brem Skole gjorde. På et skolebesøg gik det op for dem, at børnene ikke var særligt go-de til engelsk. Bestyrelsen blev derfor enige om at indkalde til forældremøde for at tale med forældrene om at støtte børnene i at læ-se lektier derhjemme. Tilbage på Sikafrebogya Skole taler forman-den for skolebestyrelsen George Msiah fort-sat om, hvordan barnet, som kakaotræet, kan blive til gavn for hele samfundet, hvis man altså tager sig godt af det: ”Med den viden, barnet har fået gennem barnets skolegang, kan barnet tage sig af familien og endda blive til gavn for hele samfundet, f.eks. hvis barnet bliver læge, præst eller endda præsident.” :

: at dyrke kakao er som at tage sig af et barns uddannelse

teKSt OG FOtO MAJKEN KROGH

Det kan måske være svært for en dansker at forstå, hvad kakaodyrkning har med børns uddannelse at gøre. Men logikken er klar og tydelig for medlemmerne i Sikafrebogyas skolebestyrelse i Ghana, som udover at være med i skolebestyrelsen også dyrker kakao.

: Klapsalver, når geværet skiftes ud med viden

FOKUS14 DAnmArK FrIVILLIGe

”At engagere sig i en organisation som IBIS er først og fremmest en mulighed for at indgå i et fagligt og socialt fællesskab med ligesindede. Naturligvis er man bevidst om sin rolle og klar over, at det at oplyse om problematikker i udviklingslande ikke direk-te bidrager til at hive folk ud af fattigdom i morgen. Men det idealistiske islæt i frivillig-arbejdet er, at man på den lange bane har en tro på og et håb om, at den indsats, man yder, kan bidrage til en forståelse af, hvil-ke problemer man kæmper med i de fatti-gere dele af verden,” forklarer 26-årige He-lene Vestergaard Sørensen, der er frivillig i IBIS-Aalborg.Hun har læst internationale forhold og ud-vikling på Aalborg universitet og arbej-der nu for NGO’en Refugees united. Hun er en af frivilliggruppens ældste medlem-mer og var en af de aktive bag oprettelsen af IBIS-gruppen i Aalborg tilbage i foråret 2005. Hun har selv både stillet og modta-get ovennævnte spørgsmål fra andre.

Stor frihed for de frivillige”Det kan være svært at holde gruppens ak-tivitetsniveau oppe, hvis der er for lille til-gang af nye frivillige til gruppen. Så kan man da godt få følelsen af, at man spilder

tiden, fordi ens arbejdsindsats ikke umid-delbart resulterer i synlige resultater. Men det går op og ned i frivilligt arbejde, hvor de frivilliges engagement selvsagt er præ-missen for, at der kan ske noget. Omvendt er der i IBIS en ret stor grad af frihed for de frivillige. Det bliver ikke dik-teret oppefra, hvad vi skal beskæftige os med, hvilket betyder, at vi jo har rig mulig-hed for selv at gøre indholdet af vores ar-bejde interessant og spændende. Derud-over må vi også se vores eget engagement i et lidt større perspektiv,” konstaterer He-lene.

”I de år jeg har været frivillig, er vi gået fra at være en autonom lille gruppe, som hav-de begrænset kontakt til resten af IBIS, til at være etablerede med kontor og mere el-ler mindre faste rammer, og vi har skabt en masse kontakter til andre organisationer og institutioner i byen. Det har kunnet la-de sig gøre på grund af gruppens vedhol-dende arbejde med at få forskellige arran-gementer op at stå omkring emner, der har interesseret de enkelte medlemmer af gruppen og samtidig haft relevans for IBIS. For eksempel har vi afholdt debat-arrange-menter med lokale politikere og etableret en aftale med Aalborgs uafhængige biograf Biffen om jævnligt at vise film om udvik-lingsrelevante emner. Alt dette er ikke kom-met af sig selv, og jeg føler, at mit bidrag

har betydet noget i forhold til at få sat ud-vikling på dagsordenen i Nordjylland.”

Det ser godt ud på CV’etHelenes engagement i IBIS stemmer fint overens med hendes universitetsstudier og ser godt ud på hendes cV. Men det person-lige engagement og deltagelsen i fællesska-bet har mindst lige så stor betydning for hende.”Mit engagement i IBIS udspringer af min in-teresse for udvikling og mit ønske om at bi-drage med, hvad jeg nu er i stand til. Men man skal naturligvis ikke underkende, at det er et godt og sympatisk signal at sende til en kommende arbejdsgiver, at man faktisk har lavet andet end at sidde på kollegievæ-relset i læselampens skær i 5 år. Selvom mit engagement hos IBIS har været en fordel for mit studie, så har det frivillige arbejde kun været muligt, fordi jeg har haft stor frihed til selv at planlægge det. Samtidig har det væ-ret super at opleve og bidrage til det go-de fællesskab, vi har haft i frivilliggruppen i Aalborg. Mit engagement i gruppen har væ-ret absolut lige så givende på det personli-ge plan som på det faglige. På en måde kan man vel sige, at frivilligt arbejde er en mulig-hed for at bidrage til, at verden ændres, og få input, som bidrager til at ændre ens egen verden gennem arbejde med spændende og vedkommende emner sammen med andre engagerede mennesker.” :

teKSt PETER RASMuSSEN FOtO PRIVAT

: ”det handler om at ændre sin egen verden”

Hvad svarer man, når man som frivillig engageret i en velgørende organisation bliver mødt med spørgsmålet ”tror du selv på, at dit arbejde bidrager til at ændre verden?” Grænsen mellem at blive betragtet som naiv eller idealist kan engang imellem synes hårfin.

nr. 121 | 2009 15DAnmArK GENERALFORSAMLING

Lørdag den 7. november 2009 inviterer IBIS til den årlige generalforsamling, og alle med-lemmer er velkomne!Kom og få et indblik i IBIS’ arbejde og mød andre engagerede mennesker, der mener, at uddannelse er vejen til udvikling. Generalfor-samlingen stiller skarpt på IBIS-året, der gik, og du kan blande dig i debatten om, hvordan IBIS skal se ud i fremtiden. Endelig giver ef-termiddagens debatværksteder dig mulighed for fordybelse, inspiration og diskussion. Desuden går turen i år til Sierra Leone i Vest-afrika. TV-vært Peter Kær fortæller i ord og billeder om sit personlige møde med verdens fattigste land, som han oplevede det på pres-seturen op til Danmarks Indsamling 2009. Herefter fortæller Bent Jahns fra IBIS om ar-bejdet med uddannelse blandt børnesolda-

ter og bloddiamanter.På generalforsamlingen fremlægges IBIS’ års-regnskab for 2008, og budgettet for 2010 godkendes. Du være med til at vælge de nye styrelses-medlemmer – og selv stille op!

Stil op til IBIS’ styrelseNye styrelsesmedlemmer vælges på gene-ralforsamlingen, og da IBIS er en medlems-baseret organisation, er det vigtigt, at med-lemmerne engagerer sig i valget – ikke mindst ved at stille op! Styrelsen er ansvarlig for IBIS’ politik, økono-mi og de overordnede retningslinjer for or-ganisationen. Styrelsens medlemmer spil-ler derfor en helt central rolle i udviklingen af IBIS. Alle medlemmer med interesse for udviklings-politik og lyst til at præge IBIS’ fremtid opfor-dres til at stille op. Medlemmerne til Styrel-

sen vælges for en toårig periode. Opstilling kan ske skriftligt til Anne Havskov Kirk ahk@ibis.dk senest 20. september eller mundtligt på selve dagen. Efter generalforsamlingen er der fest med middag hos IBIS på Nørrebrogade 68 B. Pri-sen for både frokost og middag er 150 kro-ner. Frokosten alene koster 40 kroner.

For mere information og tilmelding: www.ibis.dk/generalforsamling. :

:fakta

IBIS’ generalforsamling 2009:Lørdag den 7. november klokken 9.00 til 18.00Frøbelseminaret, Grundtvigsvej 11, 1864 Frederiksberg C efterfest på IBIS, nørrebrogade 68B, 2200 København n

teXt SIGRID LAuENGBORG DAHLFOtO LOTTE ÆRSØE

: kom til IBIS’ generalforsamling 2009

Afsenderadresse:

IBISNørrebrogade 68 B2200 København N

AL HEN

VEND

ELSE TIL ID:46452

UDGIVerADreSSeret mASKIneL

mAGASInpOSt

: Lærerens Dag

Støt Lærerens Dag ved at sende en SMS med teksten startsæt til 1220 - så giver du 120 kr. til undervisningsmaterialer. Det koster almindelig sms-takst og kan ikke fortrydes. Du kan også benytte betalingskortet her på siden. tak for din støtte!

I anledning af Lærerens Dag 2009 samler Danmarks Lærerforening og IBIS ind til et uddannelsesprojekt i Liberia. Læs mere på www.laererdag.dk

Indbetaler Kreditornummer og beløbsmodtager Kreditornummer og beløbsmodtager

Underskrift ved overførsel fra kontoMeddelelse til modtager Kvittering

KVITTERINGKA73

Checks og lignende accepteres under forbehold af at penge-instituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i penge-institut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvit-teringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

INDBETALINGSKORT

Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

FIK 731 (02.05) 833

Reg.nr. Kontonr.

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Kroner Øre

Dag Måned År

Betalingsdato

. . , . . ,

Kroner Øre

+73< +88814606<

Nørrebrogade 68 B

Tlf. 35 35 87 88

Nørrebrogade 68 B

Tlf. 35 35 87 882191

88814606 88814606

fokus_112_8 23/05/07 15:29 Page 16

S

SIBI SIBI

2200 København N 2200 København N