Politiken Magasinet

...

22. JUNI 2008 MAGASINET 23POLITIKEN

ILLUSTRERET NYHED

Misundelse er ikke kun en – destruktiv – menneskelig følelse. Ameri-

kanske undersøgelser har vist, at den også findes hos flere af vore

slægtninge – bl.a. kapucineraber – og her spiller den en vigtig rolle,

når det gælder om at holde sammen på flokken og skabe stabilitet.

Hvis en gruppe kapucineraber skal arbejde sammen om at løse

en opgave som for eksempel at finde føde, er det vigtigt, at alle får nogenlunde lige me-

get ud af det. Hvis et eller to dyr løber med det hele, nægter de andre at være med en

anden gang, og det kan på længere sigt true flokkens overlevelse. Samtidig risikerer

de individer, der får gevinsten, at blive udstødt. Derfor forsøger aberne så vidt muligt

at fordele sol og vind lige og dermed undgå misundelse.

Forskerne mener, resultaterne kan overføres direkte til menneskelige relationer

og hjælpe os til at forstå, hvordan og hvorfor vi har udviklet evnen til at samarbejde.

[email protected]: New Scientist

Misundelse holder

verden sammenLARS THOMAS (TEKST) OG PHILIP YTOURNEL (TEGNING)

...

14 magasinet 12. OKTOBER 2008 POLITIKEN

TEKNOLOGI

Der er to problemer med at fyre opfor James Bond-musikken på bilra-dioen hjemme i Citroën Ber-lingo’en. Det første er selvfølgelig,at du overhovedet kører i en (med-

mindre du er Postmand Per). Det næste er, at dinbilradio formentlig også lyder som en Berlingo.Bilstereo er sjældent en udpræget fornøjelse athøre på – enten kan det ikke spille højt og rent, el-ler også spiller bilen og vejstøjen med, så de finerenuancer drukner i larm. Hvilket er underligt i be-

tragtning af, at bilstereo ifølge kunderne er bilensvigtigste ekstraudstyr.

Det problem får Agent 007 ikke, næste gang hanskal ud at køre i den britiske efterretningstjene-stes foretrukne firmabil, Aston Martin. Den briti-ske producent af sportsvogne til travle agenter ogandre med repræsentationskonto har valgt dan-ske B&O som designer af et nyt lydanlæg, der vilvære standard i bilfabrikantens topmodel DBS ogvalgfrit ekstraudstyr i de øvrige modeller.

Og ordet ’designet’ skal tages helt bogstaveligt: Idenne klasse skruer man ikke bare et par højtta-lere i døren og smækker en standardforstærkerind bag kabinettet.

Vi taler om et stereoanlæg, der er konstrueretspecielt til denne bil og bygget ind i den. Forstær-keren er på 1.000 ufattelige watt, altså mindst tigange så kraftig som en almindelig dagligstuefor-stærker. Hele 13 højttalere i eget kabinet (så bilenikke spiller med) har hver deres separate kanal tilforstærkeren. De styres af en computerstyret equ-alizer, der ved hjælp af en mikrofon i loftet hele ti-den optimerer lyden, for eksempel ved løbende atneutralisere bilstøj.

James Bonds egen Aston Martin leveres som be-kendt med ekstraudstyr, der næppe ville blivegodkendt af færdselsmyndighederne. Men selvom Aston Martin DBS til almindeligt rige menne-

Navnet er B&O

B&O er blevet leverandør af stereo til James Bonds firmabil, Aston Martin. Anlægget er lige så muskuløst som bilen ogspiller, som var man hjemme i dagligstuen.

ES BEN KJ ÆR

Hurtig fætter

Da Ian Fleming skrev bogen ’Goldfinger’ omJames Bond i 1959, satte han 007 bag ratteti en Aston Martin DB Mark III. Anno 2008kører Bond i en Aston Martin DBS med entopfart på 307 km/t, 510 hestekræfter og enacceleration fra 0 til 100 på 4,3 sekunder.Pris: 5,3 millioner kr. PR-foto

...

12. OKTOBER 2008 MAGASINET 15POLITIKEN

sker kommer uden raketstyr og katapultsæde,har den alligevel et par features, manden med dettrecifrede personnummer ville værdsætte.

NÅR MAN TÆNDER stereoanlægget, gliderto diskanthøjttalere med en speciel akustisk linsediskret op fra instrumentbrættet, som spreder ly-den 180 grader og sikrer en meget skarpere for-nemmelse af rum i musikken. Lyden er tilpassetmanden i førersædet – men i samme øjeblik enpassager klikker sit sikkerhedsbælte i, optimererequalizeren lyden til to personer. Og så ser detgodt ud: Hvor bilstereo normalt er skjult, har B&Obrugt sin ekspertise i børstet aluminium til at de-

signe højttalergitre, der klæder en mand i smo-king.

Men hvordan lyder 1.000 watt og 13 højttalere iet rum på to kubikmeter egentlig? Mere shakenend stirred, skulle man tro – men faktisk er lydenkrystalklar som en dry martini.

»Vores mål er at få det til at lyde som hjemme idagligstuen«, siger chef for B&O’s bilstereo, BjarneSørensen. Han har tydeligvis aldrig været i daglig-stuen hos denne skribent – der dog heller ikke haret par hundredtusind kroner at smide efter sit ste-reoanlæg. Nu er BeoSound DBS som sagt standardi Aston Martin-topmodellen, men B&O leverer al-lerede bilstereo som ekstraudstyr til Audis top-

modeller, og efter at det danske bilafgiftssystemhar ganget prisen med tre, koster det hos Audi150.000 kroner. Aston Martins er med garanti ik-ke billigere.

Det er folk, som kan lirke fem millioner kronerud af sparegrisen til en bil, sikkert ligeglade med.Det kan vi andre også være – B&O kommer nemligikke ud og eftermonterer sådan et anlæg i OpelKadet’en. Det skal bygges ind fra starten og opti-meres til den specielle biltype. Vi kan bare nøjesmed at konstatere, at James Bond har lige så godlyd inde i sin bil, som vi andre har, når vi ser ham [email protected]

James Bond har kørt Aston Martin i adskillige film.

Goldfinger, 1964: Sean Connery kører Aston Martin DB5, godtpakket med ekstraudstyr.Thunderball, 1965: Sean Connery ruller i en Aston Martin DB5.The Living Daylight, 1987: Timothy Dalton kører i både enAston Martin V8 Vantage og en Volante.Goldeneye, 1996: Pierce Brosnan sidder bag rattet i en AstonMartin Silver Birch DB5 Die Another Day, 2002: Pierce Brosnan kører i en Aston MartinV12 Vanquish.Casino Royale, 2006: Daniel Craig kører Aston Martin DBS.Quantum of Solace, 2008: Aston Martin DBS.

Aston Martin og 007

007-lyd

Når man tænder for BeoSound DBS, skyder to diskanthøjttalere op frainstrumentbrættet (øverst) – de tilpasser sig automatisk til en eller topassagerer. Anlægget har i alt 13 højttalere og 1.000 watt forstærkermed 13 kanaler. Pris: standard i Aston Martin DBS. Foto: Martin Bubandt

...

48 magasinet SØNDAG 13. APRIL 2008 POLITIKEN

INDRETNING

Det mest markante ved ud-smykningen på Restau-rant Geranium er, at derikke er nogen.

»Vi smed alt ud, undta-gen sjælen og væggene. Haven er voresudsmykning, og den har vi ikke ønsket atkonkurrere med«, siger den ene halvdelaf kokketeamet, Rasmus Kofoed.

Restaurant Geranium ligger, hvor derhar været restaurant eller konditori iKongens Have gennem de seneste mereend 100 år. Den gamle træbygning hæn-ger arkitektonisk sammen med de småpavilloner, der findes næsten hele vejenrundt om parken, men rækker betydeligtlængere ind i haven og ender i det storerestaurationslokale, hvor der er plads tilca. 50 personer.

Spisestuen er rektangulær, regulær oghar ubrudte vinduer ud mod haven påtre sider.

»Vi ønsker at trække haven ind i rum-met gennem vores brug af store åbne vin-duesarealer, store spejle og den gennem-gående grønne farve, hvor der ikke bareer hvidt eller sort. Vi taler om den grønnetråd – og du kan endda finde den i fysisktilstand på toilettet«.

Ganske rigtigt. En af de små fyrfadslys-skjulere, som Rasmus Kofoed og Søren Le-det selv har designet, og som findes over-alt i restauranten, står på en hylde ude påtoilettet – omviklet med grøn læ[email protected]

Den grønne Interiøret på Geraniumskal være enkelt, fordi der sker så meget imaden. Og fordi man ikke kan konkurrere med udsigten til Kongens Have, der ligger lige uden forMichelin-restaurantensvinduer.

S Ø R E N W E D D E R KO P P O G M I R I A M D A L S G A A R D ( F O T O )

Når man spiser på restaurant, er det ikke kun selve maden, der har be-tydning for oplevelsen, men også rummets indretning og stemning.Således uddeler Michelin-guiden ikke kun stjerner for maden, men og-så bestiksæt fra en til fem for, hvad de kalder ’komfort’. I 2008-udgavenaf Main Cities of Europe har restaurant Prémisse i Dronningens Tværga-de i København således fået fire bestiksæt, mens bl.a. Geranium, KongHans og Restaurationen har fået tre. Noma, som har fået to stjerner formaden, har kun fået to bestiksæt. Kokkene på nogle af de bedste restauranter herhjemme investerer daogså mange penge og kræfter i indretningen. Vi har spurgt til deresovervejelser.

Ny serie

...

SØNDAG 13. APRIL 2008 MAGASINET 49POLITIKEN

tråd

Specialudstyr

Da Rasmus Kofoed vandtsølv i Bocuse d’Or gav handommerne hver en kniv,som de skulle udskærekødet med. Kniven er enkopi af en gammelvikingekniv med blad afhærdet jern og skæfte afmoseeg. Denne kniv findes idag i restauranten og givestil gæsterne, når der skalskæres kød.

Stilrent

Rasmus Kofoed er ejer og kok på restaurant Geranium,som er designet ned i mindste detalje. I loftet over hans hovede hænger store grønne LouiseCampbell- lamper, model Collage, der er inspireret aflysets fald gennem det grønne løv i et træ.

Prisvinder

Rasmus Kofoed er deneneste kok i verden, der harvundet to medaljer i Bocused’Or. Her er statuetterne ibronze og sølv.

Udsmykning

Det eneste pynt påvæggene er store spejlei sorte rammer. Debevarer enkeltheden irummet samtidig med,at man kan se KongensHave fra helerestauranten.

Gennemført

Selv på toiletterne er dertænkt over indretningen. Desmå skjulere til fyrfadslysmed grøn lædersnor står påen lille hylde og ser fine ud.

q

...


INDRETNINGService

Bordene er runde og beklædtmed enkle hvide duge med enspecialfremstillet sart grønunderdug. Bestikket er GeorgJensens Vivianna, men det erikke med på billedet, for nårgæsten sætter sig til bords, erder kun smørebræt og -kniv afenebærtræ, to Spigelau vinglas,et vandglas og en ustivet, hvidserviet i en servietring afkeramik. »Enkelheden i opdækningen eren måde at beholdejordforbindelsen på – især fordider sker så meget i maden«,siger Rasmus Kofoed, somsammen med Søren Ledet erden gastronomiske ogstilmæssige motor i stedet.

En lille vase med havensblomster og en olielampefuldender borddækningen. »Sådan en lille, svævende fakkelgiver en god atmosfære«.

Stol

Gæsterne på Geranium sidder i læderbetrukne Lilje-stole af ArneJacobsen ved anonyme, runde borde. Stolene er markant sorte moddet ellers meget grønne og hvide rum. Stolene er valgt for deresskønhed og for det faktum, at de, som restauranten, er navngivetefter en blomst, oven i købet en, der findes overalt i haven.

Udendørs

Fra restaurantrummet er der direkte adgang ud til den hækomkransede gårdsplads. Her kan aperitiffen eller frokosten nydes, når vejret er nådigt.

Tøj

Uniformen for tjenerne er hvide skjorter, sorte nederdele eller bukser og grå forstykker. Derer otte tjenere i alt inklusive elever, og det er samme antal som personalet i køkkenet.

AUTOMOBIL


...

»Vores designmæssige udgangspunkt er en Lo-tus Super Seven, men hvor den er ekstrem i alleretninger – ekstremt let, ekstremt ukomfortabelog ekstremt usikker – har vi valgt en mere midt-på-vejen-tankegang, hvor vi har bygget merekomfort og sikkerhed ind i vores bil med dob-beltrør i siderne, stærkere styrtbøjle og, i mod-sætning til Super Seven, en egentlig dørkon-struktion«, siger Ricky Søndergaard.

Han har døbt sit hjertebarn Sondergard, fordihan ikke regner med, at der er meget salg i bog-staverne ø og aa på de eksportmarkeder, somifølge Søndergaards prognoser skal aftage næ-sten hele produktionen på 300-500 biler omåret.

»Bortset fra til deciderede samlere tror jeg ikke,at man skal forvente noget videre salg af en kitcar til 600.000-700.000 kr. herhjemme«, sigerhan. »Men hvis vi går ud i Europa og sammenlig-ner os med andre kit cars – som for eksempel hol-landske Donkervoort – eller sportsvogne som

Det sker en gangimellem: En elleranden dansker harglemt at nærstude-re janteloven og ka-ster sig ud i ’Projektdansk bilproduk-tion’. Og nu er detsket igen.

Nyeste mand på skafottet er Ricky Sønder-gaard, en ung fynbo, der ikke deler den opfattel-se, at Danmark vel strengt taget er for lille etsprogområde til at have sin egen sportsvogn.Han har bygget sig en, og nu er hans bil så småtved at blive til serieproduceret virkelighed.

Prototypen, som ikke er meget mere end enmalet skal, blev præsenteret på udstillingen ’Bil-er i Bella’ i København for to uger siden, og nu ar-bejder Ricky Søndergaard på at skaffe den kapi-tal, der er nødvendig for at få projektet bugseretfra værkstedet ud på gaden.

Porsche Boxster, så ligger vi rigtig godt til, bådenår det gælder pris og præstationer«.

Præstationerne skal komme fra den ameri-kanskproducerede General Motors’ Opel GTgearkasse og motor, som vil give den kun cirka700 kilo tunge bil en ydelse på 264 HK – mereend rigeligt til, at en Sondergard kan spise Ferra-rier og Lamborghinier til morgenmad.

MEN HVAD siger Ricky Søndergaards desig-ner til at arbejde på en bunden opgave med atmodernisere en gammel engelsk klassiker?

»Efter min mening var det sgu på tide, at no-gen gjorde noget ved det gamle design. Det erhåbløst uambitiøst. En Super Seven ligner mestaf alt en flyvemaskine fra 30’erne, hvor man såhar smækket nogle LED-lygter på for at virke mo-derne«, kommer det fra en bramfri Jesper Her-mann, der sammen med kollegaen ChristianBrandt ejer et designfirma, som arbejder for flerebilproducenter, og som blandt andet har slået

Hvem Jante?Et nyt sportsvognsprojekt udfordrer rammerne for,hvad der kan lade sig gøre i Danmark. Designmæssigt erder tale om en ny fortolkning af den klassiske engelskeåbne enpersons sportsvogn.

S Ø R E N W E D D E R KO P P

DESIGN Ideen bag

...

12 magasinet 14. SEPTEMBER 2008 POLITIKEN

DESIGN

Ud mod Bernstorffsgade lignededen i mange år en nedslidt sta-tionsbygning i Vladivostok, ihvert fald kunne man tale om enmeget ucharmerende vrangside

til det overdådige persiske palads, der går undernavnet Nimb.

I dag mødes man af et langt mere opløftendesyn. Forsiden mod Tivoli og bagsiden mod Bern-storffsgade står ikke længere og skriger til hinan-den, men er omsider smeltet sammen i et fællesudtryk omkring det nye og gennemført sofistike-rede etablissement, der nu byder sig til.

»Facaden var tung og kedelig, den fremstod

nærmest hermetisk tillukket«, siger Jacob Grøn-lykke, manden, der har genrejst Nimb til et stedmed restauranter, barer, hotelværelser, selskabs-lokaler og meget andet i international topklasse.Lige fra begyndelsen var han klar over, at han udover den omfattende indretning af selve bygnin-gen også måtte gribe til en facadeløsning i en el-ler anden form for maurisk inspireret stil, menhvilken?

Valget faldt på dekorativt udformet gitterværk ihele bygningens længde, det vil sige en rækkekæmpestore plader i laserskåret og hvidlakeretaluminium lige til at bolte fast på den pudsede fa-cade, men også foran vinduerne, fuldstændigsom man bruger det i de arabiske lande.

Mønster og system er tegnet af det italienske ar-kitektfirma Matteo Thun & Partners, som JacobGrønlykke fik kendskab til gennem Tivolis direk-tør, Lars Liebst, mens selve fabrikationen af pla-derne er udført herhjemme.

»Det var en stor arkitektonisk udfordring at fåalle de plader på plads«, siger Jacob Grønlykke,som oprindelig havde et ønske om kobberplader.»Fordi kobber bliver så fantastisk smukt med ti-den, og fordi jeg har det sådan lidt svært med mo-

derne materialer, de bliver nemt lidt kolde. Menprisen afgjorde, at det blev aluminium, og i dag erjeg helt glad for resultatet«.

Med den nye lette og dekorative facade kunneman naturligvis ikke køre videre med den klodse-de udformning af de fire, store bogstaver, der iårevis har tronet på facaden. Altså fik man dengrafiske designvirksomhed Homework, hvis im-ponerende stribe af kunder omfatter såvel danskesom udenlandske magasiner, modehuse, forret-ninger og møbelvirksomheder, til at tegne et no-get mere elegant navnetræk.

»Det er sådan lidt skødesløst og lægger sig henefter de arabiske skrifttegn, det er virkelig med tilat understrege hele ideen med bygningen og altdet der 1000 og en nat«. [email protected]

Nimb har fået en dekorativgadefacade, der følger op på1900-tallets eventyrligebasarbygning i Tivoli.

LIBBIE FJ ELSTRUP

Eventyrligt

Gitterværket uden på Nimb består af en rækkekæmpestore plader i laserskåret og hvidlakeretaluminium, som er boltet fast på den pudsede facade.Foto: Tobias Selnæs Markussen

DANSKARABISK PÅ

...

14. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 13POLITIKEN

DESIGN

...


Med et søvnigt blik skanner jeg Elgigantens hylderfor gaveemner. Og så, pludselig, har jeg glemt,hvad jeg kom her for. Maskinen deroppe på hyldengriber fast i mit blik. Som en mavepumper i barn-dommens skolegård ...

SodaStream. De har lavet en lille smule om på skriften. Og maskinenhar et helt andet design end dengang. Alligevel er jeg tilbage i brygger-set hos Michael fra klassen.

Vi går i 7. Jeg kan ikke huske, om sodavandsmaskinen direkte var an-ledning til, at vi blev venner. Men den blev i hvert fald hurtigt et tungt-vejende argument for at mødes hos ham i stedet for hos mig.

Vidunderet var første stop, når vi havde kylet cyklerne op ad den gulemurstensvæg på villavejen i udkanten af byen. Så var det bare at findeen af de rillede glasflasker. Fylde den op med vand til stregen. Og så el-lers smække den i maskinen, hugge den lille hvide plastikarm i bundog begynde at pumpe.

VI NØD DEN SØDE musik af vand, der blev fyldt med bobler. Et piftekstrakt – hindbær, cola eller sportsvand – gjorde tryllekunsten kom-plet. Så stod man der og bællede. En vaskeægte sodavand.

SodaStreams glansperiode var fra slutningen af 70’erne og ti år frem.I den periode investerede op mod en halv million danskere i sådan én –på samme tid som mange eksperimenterede med at lave deres egenvin, og vand og druekoncentrat boblede gennem glasrør og gummis-langer, før den endte i karafler på middagsbordene.

Sodavandsmaskinen blevudviklet af London Gin Distil-lers helt tilbage i 1903. De før-ste mange år blev de kunsolgt til de allermest velhave-nde briter, der nød godt afselv at kunne fikse en tonictil deres gin. I 20’erne be-gyndte man at eksperimen-tere med ekstrakter som foreksempel kirsebær, og snartbegyndte forretningsdriven-de at investere i maskinerne,

Ned medarmen!Sodavandsmaskinen SodaStreamer tilbage. Pået lidt andet marked, end dengang Ole Olsenpløjede slagger op og sodavand var en luksus.Trendforsker vurderer, at den kan sælges, menat den markedsføres forkert.

T O M M Y H E I S Z

Uhmmm

SpeedwayikonetOle Olsen varblikfang forSodaStream.PR-foto


...

så de kunne lave billig sodavand og sælge det tilkunderne. Først i 70’erne gjorde maskinen dog sitindtog i køkkenerne, akkompagneret af en hip re-klamekampagne, hvor unge briter lærte at sige’Get bizzy with the fizzy!’.

Det var en jyde med sans for gode forretninger,Poul Erik Bæk, der bragte sodavandsmaskinen indi danskernes køkkener omkring samme tid. Dethele begyndte, da han deltog i en fest, hvor man

løb tør for tonicvand. Med til festen var også nogle engelske camping-gæster, der hev vidunderet frem: en sodavandsmaskine. Festen var red-det, og en god idé havde plantet sig i Poul Erik Bæks hoved.

Han fik sikret sig licensen til at markedsføre tingesten i Danmark, iøvrigt som det første land uden for Storbritannien, og med speedway-ikonet Ole Olsen som blikfang kørte SodaStream snart sejrsrunde påsejrsrunde. Poul Erik Bæk havde ramt plet.

Sodavand var dengang en luksusvare. Nu kunne man så let som in-genting smide stribevis af boblevand på bordet til hverdag, hvis bareman anskaffede sig en sodavandsmaskine.

HVOR JEG KOMMER fra, var sodavandsmaskinen i midten af80’erne et statussymbol af høj, høj værdi. Men så, som det nogle gangesker for de rigtig store – fra Duran Duran til Carl Lewis – forsvandt denpludselig ud af billedet. Som om tiden var stukket af uden at vente påden. Og måske netop derfor, fordi det gik så stærkt, og vi aldrig fik sagtordentligt farvel, ser man de fleste på min alder få et drømmende, me-lankolsk og nostalgisk blik i øjnene, når man siger navnet. SodaStream.

»Da den gjorde sit indtog, var det en slags småborgerliggørelse af so-davandsmarkedet. Dengang havde en almindelig dansk husholdningjo ikke ret mange penge, og hvis man ikke havde råd til rigtig cola ellersquash, kunne man købe en SodaStream«, siger trendforsker KirstenPoulsen fra konsulentfirmaet Firstmove.

»Men i slutningen af 1980’erne begyndte vi at få flere penge mellemhænderne, og da alle de store sodavandsmærker solgte image og livs-stil sammen med sodavanden, blev det lige pludselig ikke længere såsexet at drikke en hjemmelavet SodaStream«.

Poul Erik Bæks virksomhed Pebas har for længst droppet ideen, mennu forsøger en anden importør at sætte en ny SodaStream-bølge i gang.

Og skal man tro Kirsten Poulsen, kan der faktisk godt være et markedfor sodavandsmaskinen i dag:

»Det falder meget godt i tråd med, at folk gerne vil have noget heltsærligt, noget der knytter sig en fortælling til. De etablerede sodavands-mærker er efterhånden noget falmede, for du skiller dig jo ikke ud vedat drikke en Coca-Cola eller en Fanta. Forbrugerne vil gerne lave tinge-ne selv, men helst uden at gøre en alt for stor indsats, og her må man si-ge, at sodavandsmaskinen kan passe godt ind i et moderne køkken«.

Men måske skal importøren satse på andre budskaber end dem, manmøder, når man i dag klikker sig ind på den officielle hjemmeside. »Køben SodaStream i dag, så behøver du aldrig mere slæbe tunge flasker ogkasser hjem fra butikken«, står der.

»Det er helt fejlslagent. De skal ikke spille på, at de gør det nemmerefor folk, men derimod at de gør køberen til en unik forbruger. Hvis de istedet taler om bæredygtighed og eksempelvis tilbyder økologiske ek-strakter, så rammer de bedre den moderne forbrugers bølgelængde«,lyder hendes vurdering.

Selv må jeg må indrømme, at det er fristende atsmide de 800 kr. og tage maskinen under armen.Ungerne vil helt sikkert falde bagover af benovel-se, når jeg disker op med de første sodavand.Spørgsmålet er bare, om SodaStream er endnu enretrobølge. Og om maskinen bliver parkeret somstøvsamler ved siden af fonduegryden, stegesoenog raclettegrillen. [email protected]

Flere oplysninger på www.sodastream.dk. Nostal-gikere bør se de gamle tv-reklamer på YouTube. Søg på ’Sodastream Commercial’ på www.youtube.com.

Klassik

Op mod en halvmillion danskerevar i 70’erneindehavere af egensodavandsmaskine.PR-foto

Støvsamler?

SodaStream ertilbage på detdanske marked,hvor den koster 800 kroner. Men entrendforsker mener,at firmaet bagmarkedsfører denhelt forkert. PR-foto

...

20 magasinet POLITIKEN

SKØNHED Makeup

En mascarabørste erblevet en sand viden-skab, og kosmetikpro-ducenterne gør, hvadde kan for at overgå

hinanden i at skabe de mest fantasi-fulde – og brugbare – børster. Gen-nem tiden er der eksperimenteretmed længden på børsten, længdenpå børstens hår, fleksibiliteten ogmeget andet.

Nogle af mascaramarkedets nyebørstetyper er eksempelvis slet ikkelavet af plastikhår, som man ellers ervant til, men fremstillet af bøjeligtgummi. En anden ny type mascara-børste er helt flad og ligner en mini-udgave af den plastikkam, som isærældre mænd går rundt med i bag-lommen. Idéen med at bruge de nyematerialer er at skabe børster, derrammer hver enkelt øjenvippe bed-re.

Og der er god grund til, at kreativeudviklere hos kosmetikfirmaerneigen og igen lancerer fancy mascara-børster. Børsterne er nemlig en stordel af forklaringen på, at nogle ma-scaraer får øjenvipper til at se ekso-tisk lange og sensuelle ud, mens an-dre giver tætte og meget farvede vip-per. Man skal derfor vælge, hvadman ønsker af sin mascara, indenman vælger børste. Men … det er ik-ke nok. Det er nødvendigt at prøvesig frem, for øjenvipperne skal passetil børsten, ellers får man ikke denønskede effekt.

Hvis man ikke har så tætte øjenvip-per, kan det være en idé at bruge envolumen-mascara, hvor børste ogmascara-masse hjælper med at ska-be det, man ikke har i forvejen. Menman kan også bruge mascaraen til atunderstrege, at man fra naturens si-de har lange eller tætte vipper. Medandre ord: Børsterne kan alt muligt,men i sidste ende handler det omsmag og [email protected]

Din børste!En mascarabørste kanvære buet, lavet afgummi, ligne en kam,have mange korte håreller færre lange. Menbørstetypen er vigtigfor resultatet i spejlet.

L O T T E J U U L M A R T I N I

Kam

En af de nyere børstetyper. Her er plastikhårene skiftet ud med en slags kam, såmascaraen nærmest bliver redt på vipperne. Alt efterkammens udformning kan den have forskellige funktioner.Shiseido Natural FinishCombing Mascara (billedet), 180 kr., spreder vipperne og fårdem til at se naturlige ud, ogMaybelline Lash Stylist 99,95 kr.og Rimmel Lash Maxxx, 79,95kr., løfter og giver volumen.

Kraftig børste

En tyk børste, hvor hårenesidder tæt, kan indeholde meget farve og bruges derfor til volumen-mascaraer, der skalgive øjenvipperne et dramatisklook, uden at den store mængdemascara får øjenvipperne til atklumpe sammen. Det gælder for eksempel DiorShow fraChristian Dior (billedet), 215 kr.og Clinique High Impact, 160 kr.

Børste, der giver længde

Hårene sidder ofte længere frahinanden, de er kortere og der er færre af dem, når børstensformål er at give vipperne bueog længde i stedet for volumen.Eksempler: Définicils fraLancôme (billedet), 199 kr., Extra Length Mascara fra Shiseido, 180 kr.

Dobbeltbørste

Med denne type mascara er det ikke børstens udformning,der gør den speciel, men dét atder er en børste i hver ende afmascaraen. Ideen er, at manførst lægger en base (th.) påvipperne, og derefter farven(øverst). Eksempler: Cils Design Pro fra Lancôme, 245 kr.og Maybelline Intense XXL(billedet), 99,95 kr.

Buet børste

Har til formål at give vipperneekstra meget volumen, fordiformen skal sikre, at alle vipperbliver farvet. Det gælder foreksempel Max Factor 2000Calorie Curved Brush Mascara (billedet) 99 kr. ogMaybelline Volum’ ExpressCurved Brush 89,95 kr.

Gummibørste

Applikatoren er lavet affleksibelt gummi, der kan bøjeefter vipperne og på den måderamme og definere hver enkeltøjenvippe. Telescopic Mascarafra L’Oreal Paris (billedet), 199 kr. og Telescopic CleanDefinition 199 kr., får beggevipperne til at se længere ud.

Foto: Tina Nielsen

...

magasinet 23POLITIKEN

Til det hele

RotalianasMultiPot kanbedst beskrivessom en multifunktionel opbevaringsskål.Den er på en gang lampe, bord, lednings-skjuler og stikdåse. Stikdåsen har femudtag, så både iPod, mobil og PDA kan bliveopladt på en gang. Lyset leveres af enLED-lampe på MultiPot’ens top. Fås i hvid,sort, krom, ravbrun og transparent hosDesigndelicatessen til 1.495 kroner. Tlf. 33 11 14 70.Foto: Designdelicatessen

Dioder har alleredeudkonkurreretNefa-lygten påcyklen. Og nu erLED, Light Emit-

ting Diodes, snart klar til at over-tage belysningen indendørs fraglødepæren.

LED-lyset har to fordele: Det ervæsentlig mere energieffektivt,hvilket er godt for miljøet oggodt for pengepungen. Og dethar en lang levetid – 50.000 ti-mer mod glødepærens 1.000 ti-mer.

Diodelys spreder ikke som glø-depæren sit lys ud i hele rummet,men er retningsbestemt. Samti-dig kan LED-belysning skifte far-ve. De to egenskaber kalder pånyt design til LED i stedet for attvinge dioderne til at erstatte glø-depæren i de kendte lamper.

Herhjemme har forskere på Ri-sø-DTU, lampeproducenten LouisPoulsen og 10 designere for ek-sempel samarbejdet om at inte-grere LED-lys i nye produkter. Dethar blandt andet resulteret iLight Lounger, en lysstol oplyst af48 dioder monteret i stolensbund. Lyset fra de 48 dioder bry-des af 3.000 opalhvide plastik-kugler, der er indbygget i flyde-stolen, så den giver et blødt lys.

Desuden er en pendel designetaf Jacob Rudbeck på vej. LampenÅkanden kombinerer to forskelli-ge LED-teknologier. Den bruger etkraftigt nedadrettet hvidt lys,mens farvede dioder skaber effek-ter i lampens kant. Åkanden erendnu ikke i handlen, og den sæt-tes tidligst i produktion i slutnin-gen af [email protected]

Dioderne kommerGlødepærens dageer talte. Diodelys sparerenergi og penge, og så lever de små pærer 50 gange længere.

A N N E T T E N Y VA N G O G E M I L I E TA U L Ø - J A C O B S E N

Lysende flyder

Inspirationen til den bløde lysstol, LightLounger, fik designer Christian Flindt framaki-sushirullen. Light Lounger består af3.000 opalhvide kugler, der oplyses af 48dioder monteret i stolens bund. LightLounger er 40 cm høj og har en diameter på130 cm. Vejledende udsalgspris 11.995kroner. Nærmeste forhandler påwww.morfoso.com.Foto: Morfoso

Skjult ur

Udenstrømligner digitaluret fradet japanske firma IdeaInternational en firkantet træklods, menså snart stikket puttes i, dukker tal frem påtræets overflade. Tallene består af småLED-lys, som kan skinne gennem det tyndelag træ, de er dækket af. Uret måler 26x10cm og fås i lyst og mørkt træ. To:ca woodenclock er blandt andet set hos Fenomen til1.250 kroner. Tlf. 70 21 50 00.Foto: Idea International Co. Ltd.

Flydende pendel

Jacob Rudbeck stårbag den organiskinspirerede pendelÅkanden. Han harhentet inspiration fraåkandens dans påvandet samt solensrefleksion i bladene.Lampen bruger bådehvidt og farvetLED-lys. Åkandenbliver lige nu fin-pudset på Risø-DTU. Foto: Jacob Rudbeck

Unikke borde

Et sofabord oplystaf LED-lamper er nyestepåfund fra Manchester-firmaet Light Arts, der harspecialiseret sig i LED. Bordpladen består afet grafisk design efter eget valg, somLED-lyset trænger igennem. Light ArtFloating Coffee Table kan købes via LightArts hjemmeside. Bordene koster fra 290engelske pund (2.840 kroner) afhængig afstørrelse. Light Art, tlf. +44 845 052 3548,www.lightart.co.uk. Foto: Light Art

LED-lamper DESIGN

...


TEKNIK Verdens billigste bil

Scenen er henlagt i mørkeog lidt blåt og grønt ef-fektlys. I salen lytter jour-nalister og fotografer frahele verden til Ratan Ta-ta, chefen for Tata Mo-tors, Indiens største bil-producent, som taler fraen storskærm. Det, han

har at sige, og det, han skal præsentere, er grun-den til, at mange af dem er mødt op på New Del-hi Auto Expo for præcis en måned siden.

»Nu vil jeg give jer den nye bil fra Tata Motors –Folkets Bil, som alle har ventet på«, slutter han påstorskærmen – og som man kan se på videoklippå folkebilens hjemmeside, kører Ratan Tata så iegen person ind på scenen i en lille hvid bil medkatastrofeblinket tændt.

Bilen er kun 3,1 meter lang, 1,5 meter bred og 1,6meter høj, og den har ingen radio, intet bagage-rum, ingen airbag, ingen aircondition, intet side-spejl i passagersiden og kun en enkelt vinduesvi-sker.

Den er lavet af en hel del mere plastik og en delmindre stål end de biler, verden kender, og dener ikke svejset sammen, men limet med hi tech-lim.

Allerede inden den er kørt ud på de indiskelandeveje, har Time Magazine udnævnt den til atvære en af historiens 20 vigtigste biler – på linjemed Ford model T, Folkevognen, Minien, ToyotaCorolla og Chrysler Airflow.

Og så er der prisen. Det er den, der gør Nano,som bilen også hedder, helt speciel: 100.000 ru-pees – eller knap 13.000 danske kroner. Hvilketgør den tilgængelig for mange i den indiske mid-delklasse, som tæller 300 millioner mennesker.

Ratan Tata stiger ud af bilen og får en mikrofoni hånden: »Dette har været anset for at være en

enkelt mands drøm, og det har det så sandeligogså været«, siger han.

Folkets bil er en drøm, der bliver til virkelig-hed.

Den har imidlertid også potentiale til at bliveet miljømæssigt mareridt.

PRÆSENTATIONEN af Nano for enmåned siden var højdepunktet i 70-årige RatanTatas karriere som leder af Tata Group. Da han i1981 overtog ledelsen af Tata – et firma, der vargrundlagt af hans oldefar – tvivlede mange på, athan kunne magte opgaven. Bevares, han var vel-uddannet – var arkitekt og havde studeret ledel-se på Harvard, men også sky og genert. Og hanskulle efterfølge sin onkel, J.R.D. Tata, som var forIndien, hvad Fiats Giovanni Agnelli på det tids-punkt var for Italien.

Ratan Tata overtog et konglomerat af 300 fir-

maer, som alle opererede i et beskyttet indiskmarked, der stod for at skulle liberaliseres. Hanmere end klarede opgaven. I dag består Tata afknapt 100 firmaer med 200.000 ansatte og et år-ligt salg på 20 milliarder dollar med eksport til120 lande.

Folkebilens opfinder går stadig for at være ge-nert og sky. Han lever alene i en ungkarlehybelmed bøger og hunde. Han har ingen chauffør,men kører selv, hvilket er uhørt for en mand medden position i Indien. Og tilsyneladende var detbag rattet, med kig til den kaotiske trafik i Mum-bai, at Ratan Tata fik ideen til en prisbillig bil til100.000 rupees.

EN MAND STYRER en motorcykelgennem trafikken. Mellem hans ben står hansældste barn, klemt inde mellem sin far og styret.Bagpå sidder mor med det yngste barn i armene

For Indien er det endrøm, der bliver tilvirkelighed. Landet harnetop fået sin egenfolkevogn. Men når’folket’ er en milliardmennesker, erplastikbilen til 13.000kroner også en lurendemiljøkatastrofe.

ANNET TE NYVANG

Hjælp, Indiens folkevogn

...

– i damesaddelstilling, for hun erklædt i en meget lidt motorcykeleg-net sari. Hjelme har de ikke på, hver-ken forældre eller børn.

Det skue – fortalte Ratan Tata, dahan blev interviewet ved præsenta-tionen af sin Folkets Bil for en månedsiden – havde han set igen og igen, nårhan kørte i den indiske trafik.

Det fik ham først til at tænke på, omman kunne lave et mere sikkert køretøjmed fire hjul ud af de komponenter,man bruger i en motorcykel. På et mødei en organisation for producenter af bil-komponenter foreslog han, at man gik sammenom at opfinde en billig asiatisk folkebil, somkunne sælges i Malaysia, Indonesien og Indien.

Ingen bilproducenter tog imod udfordringen.Kun Honda-chefen var en smule interesseret,

Jamen, sådan ser de ud ...

»De er ikke konceptbiler. De er ikkeprototyper. De er de produktionsbiler,som vil rulle ud af Singur-fabrikken senerei år«, sagde Ratan Tata, lederen af TataMotors stolt, da han præsenterede i alt tre udgaver af den lille Nano 10. januar. De første biler står klar til efteråret. Foto: Mustafa Quraishi/AP

kommer!


q

...

Det var en aften påKong Hans, somde ansatte sta-dig husker somen filmscene,selv om det ske-te for mangemåneder siden:

En mand træ-der ind ad døren. Han tager de fire trin nedad trappen, til han står på det rødbrune klin-kegulv. Tjeneren tager hans jakke og viserham til de bløde læderstole i loungen, hvorhan får en aperitif og dagens menukort. Haner en lille, bred englænder med gråt jakkesætog blå skjorte; han ligner det, han er: en gent-leman.

Den nyankomne er ikke Hr. Hvem SomHelst. Køkkenchef Thomas Rode på restau-rant Kong Hans Kælder har ventet ham i fleretimer, siden en kollega fra en af byens andregourmet-restauranter ringede og varslededen engelske gentlemans ankomst.

Inspektøren er i byen, lød beskeden. Tho-mas Rodes personale har pudset messingenen ekstra gang. De fjerneste hjørner underkøkkenbordene har fået ekstra vask. Den tæt-te englænders besøg på restauranten harnemlig stor betydning.

Han har magten over stjernerne.

MICHELIN-BRØDRENE, André ogÉdouard, udgav den første Michelin-guide i år1900. Kun ni år før havde de fået patent på de-res cykeldæk, og få år tidligere var de også be-gyndt at lave dæk til biler og hestevogne.

Dengang var guiden et simpelt kort over defranske veje og havde til formål at vise trætte

bilister vej til det nærmeste værksted eller enseng for natten. Det var den ældste bror, An-dré Michelin, der fik ideen til guiden, og me-ningen var at fremme bilismen – og selvfølge-lig lade bilisterne slide deres Michelin-dækop undervejs. Det var også Andrés idé at intro-ducere det senere så berømte symbolsystem.Der var symboler for benzin, en sort diamantfor de hoteller, der havde mørkekammer foramatørfotografer, og de magiske initialer’WC’, der betød, at etablissementet var udsty-ret med et moderne træk og slip-toilet.

»Denne bog kom med det nye århundrede,og den vil vare lige så længe«, sagde André i1901, og selv om det lød arrogant, fik han ret.De første år blev bogen foræret til bilister ogrejsende – den indeholdt en stor mængde an-noncer – men en dag så André Michelin en afsine bøger som klods under et bordben på etautoværksted.

»Ingen værdsætter det, der er gratis. Fra nuaf skal folk betale for vores udgivelse«, sagdehan og begyndte at sælge guiden i stedet.

I løbet af 20’erne og 30’erne blev kortet ud-videt med det både elskede og berygtedestjernesystem. Det skulle vise sig at blive enrettesnor for god, kulinarisk smag i de kom-mende 70 år, og nogenlunde samtidig blevomslagets farve ændret fra den tidligere blåtil den klassiske dybrøde farve, som har ken-detegnet de rejsende madelskeres bibel ligesiden. Faktisk blev den originale guide tilFrankrig så berømt og betragtet som så påli-delig, at både de tyske og amerikanske trop-per kopierede mange af bogens oplysningertil deres officerer under Anden Verdenskrig,så de kunne finde vej gennem Frankrigs pro-vinser.

En stjerne betyder ’god restaurant’, to stjer-ner ’rigtig god, værd at køre en omvej efter’og tre stjerner ’ekstraordinær køkkenkunst,

StjernI tirsdags offentliggjorde Le Guide Michelin,hvilke restauranter der skal have stjerner iden nye udgave af den sagnomspundnehåndbog. Kokken Thomas Rode fra KongHans håbede på en ekstra stjerne – enengelsk gentleman havde aflagt besøg.

O L I V E R R O U T H E S KO V

MAD Guidebog

6 magasinet SØNDAG 16. MARTS 2008 POLITIKEN

...

værd at rejse for’. Et system, der har vist sig sålevedygtigt, at det har solgt over 30 millionereksemplarer af guiden, der i dag inkludererover 45.000 hoteller og restauranter.

Da den københavnske restaurant Noma i2007 fik to stjerner, affødte det uanedemængder af omtale i pressen og en væsentligstigning i omsætningen hos restauranten,som kun har knap fem år på bagen. Og netoppresseomtalen, prestigen og den øgede om-sætning resulterer i diskussioner i branchenhvert år, når Michelin afsiger deres dom overdet seneste kulinariske år.

TILBAGE VED BORDET under dehvidkalkede hvælvinger på Kong Hans bestil-ler den engelske gentleman en Brøckhousehvedeøl. Et godt valg, tænker køkkenchefThomas Rode, der synes, at det lille bryggeri iHillerød brygger verdens bedste øl. Normaltanbefaler restauranten champagne, menenglænderen har vel brug for noget forfri-skende efter en hård dags arbejde, antagerThomas Rode, der håber på en chance til at vi-se englænderen, hvad Kong Hans kan.

Den udsendte inspektør skal vurdere, omThomas’ køkken stadig fortjener den stjerne iLe Guide Michelin, som restauranten har haft

siden 1983, eller om Kong Hans – endelig, om-sider – skal have stjerne nummer to. Køkken-chefen selv er ikke i tvivl. Restauranten harudviklet sig meget i de seneste år, og han ved,at flere Michelin-stjerner forudsætter stabili-tet og kontinuitet i køkkenet.

Men han ved også, at spillet om stjernerneer uforudsigeligt, og at det kan afhænge af deenkelte inspektører, og hvad de bestiller. Baguforudsigeligheden besidder inspektørerneen stor magt over hele verdens gourmeter.

Fra menukortet bestiller den engelske gent-leman en foie gras terrine (en klassisk hautecuisine-forret), oksemørbrad og ost fra re-staurantens ostevogn. Altså en meget tradi-tionel ordre. Thomas Rode er lidt skuffet, forhan er stolt af sine syv- og otteretters menuer,

som han selv tilrettelægger og udvikler tilmenukortet, som bliver ændret en gang ommåneden. Det er det ypperste, han kan præ-stere, og han vil vise englænderen, hvorforKong Hans er Københavns måske dyreste re-staurant.

De ved begge to, at englænderen er på enhemmelig mission. Men ingen siger noget.Manden spiser, mens han vurderer maden,tjenernes service, interiøret og komforten.Han skriver ikke noget ned, men han kiggersig omkring, og nu er Thomas og personalethelt sikre på, at han er Le Guide Michelins ud-sendte agent.

Dér sidder han så og spiser i stilhed. Bid forbid. Køkkenchefen må vente på guidens udgi-velse, før han får svar på, om bestræbelsernehar båret frugt.

I DE FØRSTE ÅR var Tyrkiet inkludereti den europæiske Michelin-guide, og i guidenvar en oversigt over, hvilke lande der havdehøjre- og venstrekørsel. Et uundværligt red-skab for den motoriserede turist i 20’erne og30’erne. I dag er Tyrkiet væk; ligeså er venstre-og højrekørselsoversigten, om end bogen sta-dig indeholder valutakurser, fartgrænser ogtidszoner. Men det altoverskyggende formålmed bogen er og bliver at vise rejsende vej tilden ypperste kogekunst og de bedste senge.

I alt har Michelin 75 inspektører på de euro-pæiske veje, ti i Nordamerika og fem i Asien.Hæren af professionelle munde og maver be-står overvejende af mænd i 30’erne og 40’er-ne, de har alle en fortid i hotel- og restaura-tionsbranchen, men de er sjældent kokkeselv. Der er – ifølge Michelin selv – ingen for-klaring på, hvorfor meget få af inspektørerneer kvinder, men sidste gang, jobbet blev op-slået i 1998, var ni ud af ti ansøgere mænd.

I deres søgen efter det perfekte måltid rej-ser de rundt, oftest alene, nogle gange i smågrupper, og de bor på hver destination i op tiltre uger, mens de spiser sig igennem samtligerestauranter, der er værd at besøge. Normaltbliver det til et par restauranter og inspek-tion af omkring seks hoteller hver dag.

Michelin siger selv, at de besøger guidensrestauranter mindst én gang hver 18. måned,men to- og især trestjernede restauranter bli-ver besøgt oftere. Primært fordi et hovedkri-terium er consistency, ensartethed eller påli-delighed, og inspektørerne spiser flere for-skellige måltider for at sikre sig, at køkkenetkan det hele.

krigen

q

SØNDAG 16. MARTS 2008 MAGASINET 7POLITIKEN

De ved begge to, at englænderen erpå en hemmelig mission. Men ingensiger noget.

...


MAD Guidebog

I de seneste år har der dog været flere an-slag mod Michelins troværdighed, og flereskandaler har rystet institutionen. I 2003skød den franske stjernekok Bernard Loiseausig med et jagtgevær, alene fordi der gik ryg-ter i de franske aviser om, at Michelin ville fra-tage ham den ene af tre stjerner. Faren for atmiste dem drev ham i døden.

Det franske establishment blev rystet af ny-heden om Loiseaus død, og kokkekollegerover hele Frankrig anklagede Michelins in-spektører for at gamble med kokkenes liv ogikke være deres store ansvar bevidst. Hændel-sen fik flere af de store kokke til at levere de-res Michelin-stjerner tilbage, officielt fordi deikke kunne leve under den konstante over-vågning fra Michelins spioner.

To år senere blev guidens inspektører tagetmed blod på hænderne af det belgiske dag-blad Le Soir, da guiden udkom med en anbe-faling af restauranten L’Ostend Queen og til-delte restauranten status som bib gourmand,

en betegnelse for restauranter, der laver an-befalelsesværdig mad til prisen. Det enesteproblem var, at L’Ostend Queen endnu ikkehavde slået dørene op for gæsterne og derforikke kunne være inspiceret. Michelin fiktravlt og trak 50.000 kopier af den nyudgivneBenelux-guide tilbage.

Men endnu værre blev det, da en Michelin-inspektør gennem 16 år, Pascal Rémy, udgaven bog, hvor han afslørede, at Michelin-in-spektørerne ikke besøger stjernerestauran-terne så ofte, som de påstår. Bogen påstod og-så, at Michelin ligger under for pres fra kok-kene, der i nogle lande har så meget magt, atMichelin ikke tør lægge sig ud med dem. Mi-chelin har fejet bogen af banen, kaldt den»falsk og løgn fra ende til anden« og derefteranklaget Rémy for forsøg på afpresning.

Kritikerne anklager også Michelin-inspek-tørerne for at være bedste venner med kokke-ne og på den måde klø hinanden på ryggenfor gensidigt udbytte. Men det røde omslagstykke pap og den hvide Michelin-mandsgummi har hidtil været skudsikkert, og Mi-chelins position som altdominerende er be-varet indtil videre. Skandalerne afholder ikkede danske køkkenchefer fra at stræbe modMichelins funklende anerkendelse.

TIRSDAG EFTERMIDDAG i denneuge står Thomas Rode bagest i grovkøkkenetpå Kong Hans og renser jomfruhummer.Hænderne arbejder hurtigt og rutineret med

halerne af hummerne, og med en pincet pålængde med en underarm trækker han tar-men ud af de store stykker skaldyr, før de ry-ger ned i et stort metalfad.

Med et snuptag griber han mobiltelefonen,trykker et nummer og klemmer den fast mel-lem kinden og skulderen, mens hænder oghummer arbejder videre.

»Ja, det er Thomas fra Kong Hans«, siger hanind i mobiltelefonen. Han er ikke tilfreds medhummeren og har ringet til leverandøren.»De er altså et stykke fra den kvalitet, vi fiksidst. De er slappe i det«, siger han.

Gør det lidt bedre

Mobiltelefonen var rødglødende i tirsdags i mangedanske restaurantkøkkener, da Le Guide Michelinoffentliggjorde, hvilke danske spisesteder der fikstjerner. Thomas Rode Andersen, som også fik tid tilat klage til leverandøren over kvaliteten på et partijomfruhummer, fik besked af en kollega. Foto: Jonathan Bjerg Møller

...


Det har allerede været en lang dag, for mo-biltelefonen har været rødglødende. Kokkenehar ringet til hinanden på kryds og tværs, Mi-chelins dom er blevet vendt og vurderet fraalle sider.

Personalet sætter sig ved den brede bar forat spise, inden restauranten indtages af sult-ne gæster. På et fad i køkkenet ligger flere me-ter medisterpølse, og på komfuret står en gi-gantisk gryde med stuvet hvidkål.

»Jeg kan ikke forstå det«, siger Thomas Rodetil de andre.

Den gik ikke. Sådan lød beskeden, da Tho-mas Rodes mobiltelefon ringede 9.52 sammeformiddag. Det var en kollega fra restaurant-en Formel B, der gav Thomas den ærgerligebesked om, at Kong Hans heller ikke i denneomgang fik Michelin-stjerne nummer to.Thomas var hjemme og passe datteren om ef-termiddagen, før han senere satte sig på sinmotorcykel og kørte turen ind til København.På et tidspunkt passerede motorcyklen 210km/t. Måske fordi Thomas godt kan lide at kø-re stærkt, måske fordi han har travlt – menmåske også, fordi han er frustreret over, at Mi-chelin springer ham over.

De diskuterer skuffelsen over ikke at få denstjerne, som de føler, de har fortjent.

»De får bare så røvmeget kvalitet hernede«,fortsætter han og er tydeligvis træt af Miche-lin. Han har lært sig selv ikke at blive alt forskuffet, og mest af alt undrer han sig over, atdet ikke lykkedes at imponere den engelske

agent. Men der er ikke tid til fortrydelse ogundren, for om mindre end en time kommerde første gæster, og de forventer meget mereend medister og hvidkål.

Uanset om Michelin belønner restaurantenmed en ekstra stjerne eller ej, så er det dem,det handler om. Gæsterne kommer hver af-ten alligevel. Det er bare ikke helt så sjovt, nårMichelin ikke lægger mærke til det. Alligevelvil han prøve igen næste år.

På komfuret står hvidkålen og brænder på.Det ligner brændt risengrød, men lugter me-get [email protected]

Artiklen er skrevet på baggrund af interview medThomas Rode Andersen, Kong Hans, redaktørenaf Le Guide Michelin Main Cities of Europe, DerekBulmer, og bogen The Perfectionist af RudolphChelminski.

Tre nye danske restauranter blev belønnet med enstjerne i den nye guide, Kiin Kiin, Bo Bech at Pausti-an og Geranium. I alt 11 restauranter har nu Miche-lin-stjerner. Noma på Christianshavn er fortsatden eneste tostjernede restaurant i Danmark.

Personalemad

Michelin-dommen over Kong Hans blev diskuteret afpersonalet over medisterpølse og stuvet hvidkål.Foto: Jonathan Bjerg Møller

Stjerneblomst

I Le Guide Michelin ligner stjernerne mere blomsterend egentlige stjerner. En stjerne betyder ’en godrestaurant i sin kategori’, to stjerner gives til enrestaurant, der er en omvej værd. Tre stjerner fårrestauranten, der er en rejse værd. De danskerestauranter bliver bedømt i guiden ’Main Cities ofEurope’.

...


DESIGN

Det var en shoppegladverdensfarer, der islutningen af 1800-tallet fik ideen.

Arthur Lasenby Li-berty – en driftig en-gelsk handelsmandmed næse for dame-beklædning – havde

under rejser til det fjerne Østen forelsket sig i desmukke tekstiler, som blev fremtryllet i asiaterneshænder. Så forelsket var han blevet, at han sam-men med porcelæn, møbler og nips fra Japan, Ki-na, Indien, Persien, Indokina og Java hjembragtestore partier af det farverige stof, vævet af fine trå-de og med fremmedartede print.

Tilbage i London åbnede han i 1875 en butik i Re-gent Street, kaldte den i første omgang East IndiaHouse og begyndte at sælge ud af de importerede,eksotiske varer.

Det gik godt. Forrygende, faktisk. Det victorian-ske England hungrede efter ting, der duftede lidtaf fremmede himmelstrøg, og de modigste lon-

donere købte kjolestoffer og boliginteriør for atopnå tidens eftertragtede bohemestil.

Tekstilerne blev købt af kjolemagere, møbelpol-strere og britiske kvinder, der gjorde det selv mednål og tråd. Men desværre var de smukke stofferløst vævede og dermed ikke så slidstærke. Derforfik Arthur Lasenby Liberty den idé at væve, farveog printe stofferne i England – ved håndkraft, na-turligvis, og inspireret af det, han havde set iØsten, men i en kvalitet, der stod mål med forbru-gernes krav.

Lasenby Liberty hyrede nogle af de fremmestebritiske tekstildesignere – blandt andre WilliamMorris – og under butikkens nye navn, Liberty &Co., skabte de stoffer, som verden aldrig før havdeset mage. Blomster og krummelurer, flora og fau-na. Flettet ind i hinanden i eventyrlige, doucemønstre, som havde noget på én gang storslåetog yndigt over sig.

Da den dekorative art nouveau-stil, der netophyldede motiver og former fra naturen, slog igen-nem i 1890’erne, blev Liberty-designerne regnetfor nogle af hovedeksponenterne. Faktisk var de-

Nyt liv i halvvisne Stofferne fra London-baserede Libertyblomstrer for tiden allevegne i tøjmoden og iboligindretningen. Mende printede tekstiler erikke en ny opfindelse – de har eksisteret siden1875, og der er mere end20.000 forskellige.

T R I N E L U N D A G E R

...


res indflydelse på den dominerende kunststil, dergjorde sig gældende i alt fra tekstildesign til arki-tektur, så stor, at art nouveau i Italien kom til athedde stile liberty.

LIBERTY-TEKSTILERNE var en succesfra begyndelsen, men kommercielt slog de for al-vor igennem efter Første Verdenskrig. Det opleve-de grundlæggeren imidlertid ikke selv. Fire år ef-ter at han var slået til ridder, døde Sir Arthur La-senby Liberty i 1917 – få år, før stoffer med blomsterog ranker i 1920’erne og 1930’erne lagde fashion-istas i Europas modemetropoler ned.

Den franske couture-designer Paul Poiret varden første, der brugte de karakteristiske, fede ogsilkebløde bomuldsstoffer i sin kollektion. Senere– i 1960’erne og 1970’erne – fulgte modeskaberesom Yves Saint Laurent og Jean Cacharel, og alver-dens husmødre lod sig inspirere og syede nysseli-ge kjoler og hippiebukser til deres børn og sig selvaf de farverige tekstiler.

Imens vævede og printede Liberty på livet løs – iså stor stil, at der i dag findes mere end 20.000

forskellige tekstildesign fra den hæderkronedeLondon-butik.

Og dem har designimperier som blandt andreLouis Vuitton og Cacharel nu taget til sig og ladetblomstre på deres kreationer i den bølge af blom-sterprint, der har præget moden denne sæson. Althar blomstret. Lige fra kvindernes skørter over pi-gebørnenes hårbånd til puderne i sofaen.

For Liberty var det en kærkommen lejlighed tilat komme på banen igen, efter at det strammeyuppielook med Armani og Calvin Klein i front i1980’erne tog livet af den romantiske, etniske stil,der dominerede 1970’erne. Grungemoden, derfulgte i 1990’erne, havde ikke just gjort det lettere– i stedet for livsbekræftende naturprint i yndigefarver hyldede ungdommen det tunge og dystreog iklædte sig lag-på-lag af sort, gråt og army-grønt.

DE MAGRE ÅRTIER fik blomsterne til athænge med hovederne i de pompøse butiksloka-ler på Regent Street. Der var endda snak om, hvor-vidt Liberty nogensinde igen ville få den slags ind-

flydelse på modebilledet, der sikrer en sund for-retning og en hæderlig økonomi.

Men så kom de parisiske designere i tanker omde legendariske stoffer fra London. Og pludseligvar Liberty-feberen ikke til at stoppe. På ét år – i2007 – voksede salget af de printede tekstiler mednæsten 11 procent.

Det kan ses i modebilledet. Både herhjemme,hvor mærker som Daisy, Poppy Rose og KristaLynggaard har bygget deres forretning op om-kring tekstilerne, og på den internationale scene,hvor selv sportsmærket Nike lidt overraskende,men med stort held, har brugt Libertys blomster-print på de klassiske Dunk-sneakers. [email protected]

blomsterBlomster på stoffer

Igennem 133 år har Libertys tekstiler antaget mangefarver og former. Kendetegnende for dem er imidlertidfloraen, der blomstrer løs på langt de fleste af de i altmere end 20.000 forskellige design. PR-foto

...

16 magasinet 24. AUGUST 2008 POLITIKEN

DRINKS

Når man sigersherry til folk, såtænker mange tilbage på bedste-mødre og flasker,der havde ståetåbne i hele og halve år på nederste hylde i

klædeskabet på alderdomshjemmet. »Vil du ikke ha’ et lille glas?«. Og den der bitre duft af sursød, gammel Dry

Sack (den i posen) er virkelig ikke noget godt min-de.

I slutningen af 60’erne og begyndelsen af1970’erne blev der drukket uhyggeligt megetsherry i Danmark, men det var dårlig sherry. Billigog sød sherry, skænket i snapseglas. Jo billigere, jobedre. Og det er naturligvis dette kedelige fak-tum, der gav sherry et dårligt ry og stort set slogden ihjel i Danmark i slutningen af det 20. år-hundrede. Sherry var lavstatus.

Men sherry er heldigvis mere og meget andet,og det er vi også begyndt at få øjnene op for i Dan-mark. Det er ikke mindst madens skyld. Spansketapas er blevet populære verden over, også her-hjemme.

Og når man er i Rom, så gør man som romere.Eller rettere: I Spanien drikker de som det natur-ligste sherry til tapas. Kold og tør, serveret i højeslanke tulipanglas.

Ligegyldigt hvilken bar, du går ind på i Spanien– det være sig i Madrid, Barcelona eller en af demange andre skønne byer som Toledo eller Sevilla– så kan du for ingen penge få adskillige gode glassherry, og selv om det ikke er en tapasbar, så harde selvfølgelig lidt, du kan nippe til. Oliven, nød-der, ost, pølse, brød. Bare sådan det nødvendigste.

SHERRY KOMMER fra det lille trekantsom-råde mellem byerne Sánlucar, Puerto de Santa Ma-ría og Jerez.

Området ligger i Sydvestspanien, ikke så langtfra Gibraltarstrædet og Marokko, og netop araber-ne kaldte Jerez for Scherisch. Deraf navnet, ogsherry må kun kaldes sherry, hvis det kommerderfra.

Udgangspunktet for næsten al sherry er denpressede saft fra palomino-druen, og måden at la-ve sherry på er ret unik. Efter at saften har gæret etårs tid, er den blevet til en lidt kedelig tør palomi-no-hvidvin med en alkoholstyrke på ca. 12 pro-cent. Man tester nu hver beholder, og alt afhæn-gig af sherryens midlertidige kvalitet og kvalitet,beslutter man sig til, om tanken skal bruges tilden lyse, tørre fino sherry eller den mørkere oglidt stærkere oloroso sherry.

Beholderne tilsættes alkohol, så de bliver hen-holdsvis 15 og 18 procent i styrke. Derefter hældes

væsken på egetræsfade og be-handles nu efter et system, derhedder solera. Det betyder, at manfor det første ikke fylder egetræsfa-dene helt op, og for det andet, atman omhælder dem flere gange iløbet af de næste op til seks år.

Hvis man forestiller sig en hyldemed seks tønder oven på hinan-den, så tapper man færdig sherryfra den øverste sjette tønde, menman tømmer den ikke helt. Mantager kun en tredjedel. Fra denfemte tønde tager man så entredjedel og fylder op i densjette, fra den fjerde tagerman en tredjedel og fylderop i den femte – og så frem-deles.

Det er næsten en slagssurdejsprincip, og damange af tønderne er etpar hundrede år gamle,er der i princippet re-ster af meget gammelsherry i samtlige tøn-der, om end selvfølge-lig meget fortyndet.

Solera-systemet eraltså en måde at blen-de på under selve lag-ringen, og det er medtil at sikre en helt ensar-tet, unik smag.

Der findes mange for-skellige sherry-typer, og en-kelte producenter har sågar

Tapas har givet sherry envelfortjent renæssance.Her er Magasinets guidetil det, spanierne selvkalder ’Andalusiens solpå flaske’.

O LE KN UDSEN

Sherry, baby

...

24. AUGUST 2008 MAGASINET 17POLITIKEN

flere specialtyper og blandinger. Det kan være svært at hitte

rundt i, men her er, hvad du skalvide i første omgang:

Fino. 100 procent ren palomino,lagret med såkaldt ’flor’-gæring,hvor gærcellerne lægger sig som ettæppe på væsken og hindrer oxide-ring, hvorved den lyse farve beva-res. Flor-bakterierne spiser også alsukkeret i væsken, hvorved denmeget tørre smag fremkommer.

Manzanilla. En Fino, der kom-mer fra byen Sanlúcar.

Amontillado. En Fino, dertil sidst lagrer uden flor,hvorved den oxiderer ogfår en fin gylden farve.

Oloroso. 100 procentren palomino, der er lag-ret helt uden brug afflor, hvorfor den er end-nu mørkere, næsten brunlig.

Pedro Ximénez.Ikke lavet på palomino,

men i stedet udelukken-de på

Pedro Ximénez-druer,som, før man presser dem,

soltørres, hvorved de bliverrosinagtig søde.

NOGLE VIL MENE, at man også skal nævnef.eks. Cream Sherry, Palo Cortado og Pale Creamsom hovedgrupper. Det får være.

Fino, Manzanilla, Amontillado, Oloroso er alletørre og drikkes som aperitif og til tapas. PX, somPedro Ximénez kaldes, drikkes til oste og dessert.Den smager f.eks. helt fantastisk til blå ost.

Generelt bør man drikke de tørre sherryer køle-skabskolde, og de holder sig ikke længe. Fino skaldrikkes med det samme, en Oloroso kan kun hol-de sig et par uger. De søde kan holde sig endnulængere.

Gonzalez Byass er verdens største sherryprodu-cent, ja, en af Spaniens største eksportører overho-vedet. Deres Fino kendes overalt. Den hedder TioPepe, hvilket betyder Onkel Pepe, og den er op-kaldt efter grundlæggerens onkel, som hjalp til ibegyndelsen og derfor altid havde sine egne tøn-der stående. Tio Pepe har på grund af popularite-ten fået et dårligt ry blandt eksperter, men det eruretfærdigt. Det er en dejlig Fino. Firmaet kalderden for ’Andalusiens sol på flaske’, og på den be-rømte Plaza Del Sol i Madrid hænger der en gam-mel neonreklame for flasken. Et lysskilt, som ernu er blevet erklæret bevaringsværdigt.

Flere firmaer har haft held med at lave mereeksklusive sherryer, og dermed selvfølgelig ogsådyrere. To af de bedste kan fås i Danmark, og de erværd at opsøge. Lustau har i flere år været føren-de, og deres sherryer er da også fremragende,men de seneste par år mener flere, at de er blevetoverhalet af Fernando de Castilla, både med hen-syn til de tørre og søde sherryer. Nu er det dem,der sætter standarden.

NÅR MAN ER I SPANIEN, opdager manogså, at de har flasker stående, som man aldrig

har hørt om. Eller små fade, hvorfra de skænkermed rund hånd. Der er en helt speciel stemningpå en spansk bar, ikke mindst fordi der er mad in-volveret. Mad gør folk glade. Og får dem til at tale.Ok, sherryen hjælper nok lidt på vej.

En særlig perle i Madrid hedder La Venencia.Den ligner ingenting, når man kommer ind. Fak-tisk ser der lidt beskidt ud, men det er der nu ikke.Der er bare højt til loftet, og der har ikke væretmalet i mange år, så væggene er brune af tobaks-røg, og i øvrigt overplastret med smukke plakaterfor den årlige Sherry-festival i Jerez. Den ældste ernæsten 100 år gammel. Der står et par borde, menprimært står man op i Spanien og indtager sinsherry. På La Venencia sælger de ikke andet. Ingenøl, ingen vin, ingenting. Kun sherry. 10 forskelligeslags.

Der er en helt særegen stemning, og afhængigaf, hvor mange glas sherry du drikker, så får duforskellige gratis snacks til. Først de kæmpestore,lækre grønne oliven, så saltede mandler, så skin-ke, så ost. Man kan selvfølgelig også snyde og kø-be sine tapas. En tallerken med tyndskåret, luft-tørret, urøget sortfodsskinke, kaldet pata negra.Og hvis man er heldig, så har de også saltet, tørretog presset multerogn, kaldet mojamo. Sherry ogpata negra eller mojamo er himmerigsmund-fulde. Det fås ganske enkelt ikke bedre. [email protected]

’Sherry Baby’ var et nummer 1-hit i 1962 for den amerikanske vokalgruppe The 4 Seasons, som netophar fået en renæssance i form af Broadwaymusicalen’Jersey Boys’ om deres liv og karriere.

’Sherry Baby’ er også en fantastisk film fra 2006 med skuespilleren Maggie Gyllenhaal i titelrollen.

Fra tør til sød

Den lyse Fino (fra venstre), Manzanilla,Amontillado, Oloroso og Pedro Ximénez.De fire første er alle tørre og drikkes tiltapas, Amontilladoen og Olorosoenscirka 20 procent alkohol giver disse tolidt mere fylde og karakter mod Finoenscirka 15 procent. Den mørke PedroXiménez er rosinagtig sød og smagerfantastisk til f.eks. blå ost. Foto: Morten Langkilde

...


’s historieQ

Kys til søs

Nuka Qupanuk Egedes kæreste Jakober kok om bord. De blev kærester påsøværnets grundskole i Avderød. Detvar Q ikke så glad for: »Jeg var bangefor, at jeg ikke fik min egen identitetom bord – at jeg bare ville værekokkens kæreste. Men sådan er detikke gået. Jeg er Q, og jeg errespekteret som den, jeg er«.

...


Nuka Qupanuk Egede, kaldet Q, er marine-konstabel på det danske inspektionsskib ’Vædderen’i Nordatlanten. Når hun går i land, er det for at blive ingeniør – og præsident. Mød en 22-årigkvinde, der tegner Grønlands fremtid.

q

R A S M U S B E C H ( T E K S T ) J O N A S P R Y N E R A N D E R S E N ( F O T O )

...


Troels Triers første kone, Jean, omkom efter enbilulykke i 1963. Fem år efter senere havde hanetableret sig med en ny familie. Han boede iNordvestsjælland sammen med sin anden ko-ne Hannelene og deres datter Astrid og arbej-dede med at lave brugskunst i sit eget værk-sted.

Det skete en sommerdag i 1968. Det varhøjt solskin, perfekt vejr til at samle siv i, så

Hannelene og to og et halvt år gamle Astrid begav sig på cykel til Gyr-stinge Sø. Bare en hyggetur for at komme lidt væk fra værkstedets ruti-ner.

Troels kunne se dem tage af sted ud af vinduet. Han vidste ikke, hvorde skulle hen, men mon ikke det bare var en kort tur til købmandeneller på besøg hos gode venner, tænkte han.

Egentlig ville han gerne have været med, men de havde kun en en-kelt cykel, og bilen var på værksted. Desuden havde han travlt med ke-ramikken, for ordrerne strømmede ind. Klokken var hen ad elleve.

Han vinker og går over i den gamle lade, hvor drejebænken står, ogforsvinder ind i arbejdet, som han plejer. Når han først er fokuseret,kan han glemme alt om sig.

Først på eftermiddagen kigger han på uret. De burde være hjemmenu. Måske har de besluttet sig for at nyde det gode vejr lidt, tænkerhan og fortsætter. Et par timer senere ringer han første gang. Først tilde venner, der bor i nærheden, og som Hannelene og Astrid måske ertaget på besøg hos. Så til familien og Hannelenes nærmeste venner,men ingen har hørt fra hende.

Om aftenen går han urolig i seng. Hans kone er spontan af natur, ogdet vil ikke være usædvanligt, hvis hun har forfulgt en sjov idé og be-sluttet at overnatte et sted. Men det ligner hende ikke at undlade atmelde tilbage, hvor hun er.

Tidligt næste morgen ringer han til politiet. De har ikke hørt noget, si-ger de, men lover at sende en efterlysning ud og melde tilbage. Troels lå-ner en cykel og giver sig til at køre rundt i nabolaget. Den urolige for-nemmelse har vokset sig til en fast, stor klump i maven. Noget er galt.

Da han kommer hjem, er de stadig ikke vendt tilbage. Men han når ik-ke at tænke over, hvad næste træk skal være, før nogen banker på døren.

- Hannelene ville aldrig banke på, så jeg vidste, at det ikke var hen-de. Jeg håbede nok, at det var nogen, der kunne give en forklaringpå det hele, og det var det så også. Men jeg var klar over, at det var enubehagelig besked, der ventede, så snart jeg åbnede.

- De var i fuld politiuniform begge to, og så alvorlige ud, men devar meget venlige. De fortalte, at en kvinde og et barn var fundet iGyrstinge Sø, og at signalementet passede på det, jeg havde givet.Og så spurgte de, om jeg ville følge med dem til Næstved Sygehusfor at identificere ligene.

- Først tænkte jeg, at det ikke kunne være dem, for hvorfor skullede cykle så lang en tur, der var jo 10-15 kilometer til søen fra huset.Men søen var én af vores mest yndede udflugtsmål, vi elskede atkommer der. Og det ville næsten være for tilfældigt, hvis en andenkvinde og et andet barn var druknet netop dér på netop det tids-

punkt. Det hele kørte rundt i hovedet på mig, og jeg var selvfølgeligdybt chokeret. Det var den længste køretur i mit liv.

- Da vi kom derhen, blev jeg ført ind i rum, hvor to bårer lå ved si-den af hinanden, og der var de så. De så meget døde ud, kan jeg hus-ke, at jeg tænkte. De var helt blå og havde stadig vådt hår og det he-le. Det så ud, som om de lige var trukket op af søen, det var virkeligrædselsfuldt.

Jeg stod bare og så på dem. Det var, som om virkeligheden forskødsig, og at jeg kunne se på det hele udefra som en film, der ikke havdenoget med mig at gøre. Men jeg reagerede ikke, som de altid gør påfilm. Jeg fór ikke skrigende rundt og sådan, jeg var fuldstændig for-stenet. Jeg var jo sammen med Hannelene og Astrid 24 timer i døgn-et nærmest, vi arbejdede derhjemme og gjorde alting sammen. Vitænkte nærmest ens. Og så lå de der, og det hele faldt fra hinandenpå et øjeblik.

Jeg ved ikke, om jeg kan sige så meget mere om det. Når noget såuvirkeligt sker, husker man det kun i brudstykker. Men jeg kan klartgenkalde den der fornemmelse af, at det var en helt anden verden,jeg pludselig levede i.

(...)- Der gik mange år, før jeg kom over tabet af Hannelene og Astrid,

det siger sig selv. Men jeg gik ikke i hundene. Jeg overvejede ikkeselvmord eller begyndte at drikke eller andet. At jeg kom relativthurtigt videre med mit liv, er jeg sikker på skyldes kunsten, for denbetød, at jeg havde et andet sted at gå hen. At begive sig ind i kun-stens verden er nok det nærmeste, man kan komme på at drømme ivågen tilstand, og der kan man opholde sig en tid, hvis den virkeli-ge verden bliver for vanskelig. Så kunst har været min profession,men den har også reddet mig som menneske. Både ved Jeans og vedHannelene og Astrids død var kunsten den ventil, hvor jeg kunnekomme af med mine følelser og frustrationer.

I lang tid tegnede og malede jeg næsten kun død og ødelæggelse ialle mulige variationer. Det var emner, som selvfølgelig først og

fremmest hang sammen med min egen situation, men som i øvrigtogså afspejlede den kulturpessimisme, som prægede tidsåndenmidt i 60’erne. De sidste kolonier var ved at blive afviklet rundt om-kring i verden, den kolde krig var på sit højdepunkt, og der var engenerel fornemmelse af, at den vestlige civilisation var på retræte.Den sindsstemning passede meget godt til min egen, så der var enoplagt motivkreds at arbejde med. Ind imellem malede jeg også na-turmystik. Jeg malede drømmelandskaber og kimærer – en blan-ding af dyr og mennesker – som for mig symboliserede mennesketsoverensstemmelse med naturen og var motiver, som hang sammenmed det liv, Hannelene og jeg havde praktiseret på husmandsstedeti Stenlille. Måske var det et ubevidst farvel til den verden, jeg var ifærd med at forlade, jeg ved det ikke. Sådan tror jeg ikke, at jegtænkte det dengang. For mig var det vigtigste at holde mig i gang.

At male sorgenVi kender den rablende pilothue-klædte entertainer fra Røde Mor mv. Men få har mødt den anden Troels Trier: En sky kunstner med en mørk historie. I biografien ’Dobbeltgængeren’ fortæller Trier om, hvordan han har brugtkunsten til at bearbejde sine tab. Magasinet bringer her uddrag fra bogen

L A R S H E N R I K S E N

q

Der gik mange år, før jeg komover tabet af Hannelene ogAstrid, det siger sig selv. Men jeggik ikke i hundene

...


væk Billedsprog

Troels Trier har malet det 100x100 cm store ’Somboblerne i bækken’ inden for de sidste to år. Når manlæser historien om, hvordan Trier mistede sin koneog datter, får motivet ny betydning. Titlen erinspireret af Emil Aarestrups digt ’Angst’.

...


- Det var også vigtigt for mig at starte nye ting op. Jeg anskaffede migen trykpresse og gav mig til at lave grafik – noget, jeg aldrig havde prø-vet før. Det spændende ved grafikken er, at der er ind imellem er taleom processer, som er så mystiske, at de minder om ren alkymi, oghvor teknik og tilfældigheder spiller en meget større rolle end i male-riet. Når det omstændelige arbejde med kobberplader, syrebade, voksog tryksværte endelig er overstået, står man tit med et resultat, som erhelt anderledes end det, man havde forventet. Men først og fremmestkan man forglemme sig selv i teknikken i timevis, og det havde jeghårdt brug på det tidspunkt.

- Nu, hvor jeg ser tilbage, tror jeg, at jeg altid – helt ubevidst – har be-nyttet mig af denne evne til hele tiden at bevæge mig kunstnerisk,simpelthen for at overleve. Jeg har altid holdt mig fra at lave det sam-me eller være det samme sted i længere tid ad gangen. Lige siden jegvar lille dreng og havde behov for at bryde ud af den virkelighed, jegvar i, har jeg brugt kunsten til enten at komme videre eller til blot atundgå at skulle forholde mig alt for meget til det, der skete nu og her.Kunsten har været mit tilflugtssted og der, jeg fandt min identitet ogstyrke, og det er i høj grad derfor, at jeg har klaret mig så nogenlundehelskindet igennem så mange forfærdelige ting. Rastløsheden er ble-vet min overlevelsesmekanisme, siger Troels Trier.

Den måde at overleve på har dog haft sin pris, erkender han. Noglegange har det været svært for omgivelserne at følge hans hurtige be-vægelser, og nogle gange har rastløsheden ført til temmelig overiledeog uigennemtænkte disponeringer.

- Det er desværre nok rimeligt at kalde mig en hensynsløs person.Selv om jeg betragter mig selv som utrolig loyal over for dem, jeg hol-der af, så har jeg gennem mit liv ladet kunsten styre mig, hvorhen jegville. Det har ind imellem været svært for mine nærmeste at bære overmed, og det har også kostet mig en hulens masse penge, men jeg kan

ikke fungere på andre måder. Kunsten og bevægelsen i kunsten er he-le mit liv, det er mit pejlemærke og min selvopholdelsesdrift. Når mansom jeg er indadvendt og melankolsk af natur, er det helt afgørende athave den drift, hvis man ikke skal gå til. Standser man op og fortabersig i øjeblikket, lader man sig også nemt indfange af mørket. Og derkan selvfølgelig også komme gode ting ud af den drift. Jeg tror, at deter den, jeg kan takke for, at jeg altid har været så relativt heldig medtid og sted, når det drejede sig om kunst. Nye tanker, nyt projekt, fleretanker, et andet projekt. Det var sådan, Røde Mor opstod. Jeg tror ikke,at det var sket, hvis jeg ikke havde haft så stort behov for et nyt projekt.

(...)Troels Trier sidder tungt på stolen og kigger tomt ud for sig, sveden-

de og med pilothuen i hånden. Ansigtet er tilbage i egne folder. Hansætter glasset for munden og hælder vandet ned.

Der er stille i det store kælderrum. For to minutter siden gik han frascenen i Den Fynske Opera efter 40 minutters forvrænget råben ogspyt&spektakel. Nu giver den 68-årige krop sig i fugerne.

Det gik godt, synes han. Han fik sagt nogenlunde det, han ville sigemellem numrene, og publikum var med på den. Selvfølgelig var detnoget andet end dengang med Røde Mor foran 20.000 skrigendefans. Det hele er ikke nær så improviseret, og han havde kun haft enlille skid på. Men han har heller ikke brug for nogen af delene mere.Det vigtigste er fællesskabet med publikum – ligesom det altid har væ-ret det – og det var der stadigvæk.

Det er jo ikke, fordi det hele lyder lige kønt, og det er heller ikke me-ningen, forklarer han. Skønsang er der andre, der må tage sig af, det erikke hans projekt.

- Jeg har aldrig gjort noget ud af at finpudse min musik, ligesom jegfaktisk heller ikke går meget op i farver, når jeg maler. Det handler formig om den direkte kontakt med dem foran mig. Der må ikke væreden mindste distance, ellers fungerer det ikke. Min kunst går ud på at

give publikum noget, de kan spejle sigi og forhåbentlig bliver klogere ellerbare underholdt af. Det er min kunst,det er den niche, jeg har fundet, hvormine kundskaber bedst fylder en tomplads ud. Dér kan jeg realisere nogleting, som jeg ikke kan komme af medandre steder. Sådan var det for 40 årsiden, og sådan er det nu, og jeg er ligeså tiltrukket af at gøre forsøget somdengang, siger han og vifter ordløstmed pilothuen.

Så tvinger han mundvigene nedadog øjnene på vidt gab, og galskabentitter frem i sine groteske folder, menkun i et øjeblik, så er han atter en heltalmindelig træt morfar med tømmer-mænd. Et livsnødvendigt skift.

- Man er nødt til at kunne distanceresig fra sig selv gennem sin kunst, el-lers bliver man mærkelig – eller end-nu mere mærkelig i mit tilfælde. Des-uden er der jo heller ikke nogen, dergider at se på mig, de vil se på noget,de kan genkende. Så I stedet for at sen-de mig selv ud på scenen, sender jegmin dobbeltgænger. Det er et karike-ret urmenneske, der taler og tegnerpræcis, hvad han tænker, men som al-ligevel er så folkelig, at man ikke kanlade være med at holde lidt af ham.Han er på alle måder min diametralemodsætning, men på samme tid er han også en integreret del af mig.Han opstod en dag ude ved Vesterhavet, i Rødhus, i 1976, da jeg arbej-dede på tekster til det, der skulle blive Røde Mors sidste show – enslags rockrevy kaldet Hjemlig Hygge. Jeg havde brug for en figur, dervar gennemsnittet af danskheden med alle dens fejl og mangler ogbrugte ham som en måde at få mine politiske budskaber ud på udenat virke politisk korrekt og røvkedelig. Det skulle være en genkendeligfigur, som både jeg og publikum kunne være solidariske med, og såskulle han være så grotesk, at han kunne komme af sted med at sigehvad som helst uden at blive taget alvorligt.

- På samme tid var det vigtigt for mig, at jeg som entertainer kunnegive helt slip på mig selv. Uden at prale har jeg nok altid haft en evnetil at gå på scenen uden forbehold. Det handler om at være sig selv ogalligevel give slip på sig selv på samme tid, og jeg tror, at det er noget,man enten har eller ikke har.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg åbenbart har det. Jeg ved kun, at jegaldrig har været optaget af mig selv som privatperson, men kun af, hvor-dan jeg realiserer mig selv gennem kunsten. Man kan sikkert psykologi-sere i det og sige, at jeg har været god til at spille en rolle på scenen, fordijeg har to meget forskellige sider af mig selv, som jeg kan veksle imellem.Det har betydet, at jeg kan være ekstremt udadvendt og uden at kompro-mittere mit indadvendte jeg. Det spiller måske også en rolle, at jeg aldrighar været bange for at blive misforstået. Det, jeg laver, har altid været såkarikeret, at det er lige før, at det er behandlingskrævende, hvis nogentror, at jeg også er sådan som [email protected]

Biografien ’TroelsTrier – Dobbeltgængeren’ af journalist Lars Henriksen ogudkommer tirsdag 30. september på Forlaget Documentas.

Født i 1940 og opvokset i højskolebyen Vallekilde. Faren var uddannetkunstmaler, men restaurerede kirker. Moren var uddannet møbelarkitekt,men blev hjemmegående.Trier har været gift fire gange. Hans tredje kone var Dea Trier Mørch, somhan stiftede Røde Mor sammen med. Hun døde af kræft i 2001. I dag er hangift med Rebecca Brüel, som han har været sammen med siden 1982.Trier optræder af og til som musiker i sit one man show eller med detgenetablerede Røde Mor. Mest tid bruger han dog på at være succesrigkunstmaler.

Troels Trier kort

Familie

Kort tid efter sin første kone Jeans død mødte Troels Trier keramikeren Hannelene Meinild, somhan fik datteren Astrid med. Hannelene og Astriddruknede i sommeren 1968. Foto: privat

At begive sig ind i kunstensverden er nok det nærmeste,man kan komme på at drømmei vågen tilstand, og der kan manopholde sig en tid, hvis den vir-kelige verden bliver for vanskelig

...


16 magasinet SØNDAG 2 MARTS 2008 POLITIKEN

...

Øsnan

M A R I A F O N F A R A ( F OK I M F A B E R ( T E K S T )

Fredag aften drikkerde voksne kaffe istuen. I køkkenet harbørnene sloges medpapir. Albert på seksår slapper af efterkampen.

I mange år gik Benny’Ræv’ Pedersen påjagt. Nu bruger hanmest geværet til atholde mandfolkenevæk fra sin kvindeligelogerende Katrin.

Dea på syv må godt tegne på vægHeidi og Rasmus. Familien har bo

Turen mellem Fejø og Kragenæs t

Kurt Bang flyttede tilFejø for fem år siden.Han sejler ud frahavnen i Vesterbymed båden ’GittePreisse’ og fodrerlakseørreder.

Søndag 2 marts 2008 magasinet 17POLITIKEN

...

Øsnan

T

ge

a


...

Fra tid til anden hører man, at li-vet på de små danske øer er ud-døende. I Smålandsfarvandetmellem Sjælland og Lolland lig-ger Fejø som et levende bevis

på, at påstanden langt fra gælder alle småøer.På Fejø bor omkring 600 fejbattinger, somøens beboere kalder sig, på 16 kvadratkilome-ter bølgende og frugtbart moræneland – mø-bleret med alt det, der får et lokalsamfund tilat leve.

Øen gennemskæres fra øst til vest af Her-redsvej, Fejøs længste trafikåre, som forbin-der de to byer, Østerby og Vesterby. Øens ene-ste købmand ligger i Vesterby. Her mødes fej-battingerne dagligt, og her holder man sigorienteret om, hvad der foregår af stort ogsmåt. Et andet centrum for den småsnak ogsladder, som kitter ethvert lille samfund sam-men, er Fejø Ny Kro, komplet med billard, firedobbeltværelser og Fejøplatte til 90 kroner.

Mellem byerne ligger plejehjemmet og sko-len. Skolen har 25 elever, som går her til ogmed 4. klasse. Derefter må skolebørnene hverdag tage bussen til havnen i Vesterby, hvorfrafærgen sejler til Kragenæs på Lolland. Om af-tenerne genlyder gymnastiksalen af linedan-ce, folkedans, springgymnastik og korsang. Ikælderen nede under gymnastiksalen har Fe-jø Arkiv hjemme. Hernede holder gråhåredemænd med brillerne nede på næsen styr påøens lokalhistorie, uforstyrret af larmen fraaktiviteterne ovenover på gymnastiksalensgulv.

Tidligere arbejdede de fleste med landbrug,fiskeri og frugtavl. I dag tager størstedelen afarbejdsstyrken færgen til Lolland for at arbej-de der. Men de berømte pæreskuder sejlerstadig hver september frisk frugt fra Fejø indtil Nyhavn i hovedstaden.

Se mere på: www.politiken/fotografier

ØMens Benny Ræv gørrent i huset, hvor han er født og bor, tørrerkedeldragten påradiatoren.

Fejø Ny Kro i Vesterby erfast samlingspunkt foren del af øens beboere.Der må både ryges ogdrikkes, og kroen haråbent efter behov.

Rasmus læsergodnat-historie fordatteren Dea, efter at de har leget ’jorden er giftig’ og dansetstopdans. Dea går i 1.klasse på Fejø Skole.


...

...

40 magasinet 5. OKTOBER 2008 POLITIKEN

QUIZ

1

3

...


Hvad er nu det?

2

4

T O B I A S S E L N Æ S M A R K U S S E N O G J A C O B E H R B A H N ( F O T O )

Vi er gået tæt på, meget tæt på de materialer, der udgør vores hjem og møbler.

...

QUIZ

5

6

7

...


1. Naturhud, Ægget. Arne Jacobsens i en jubilæums-udgave hos Fritz Hansen. En af de dyreste lædertyper, der findes, er naturhud – ogsåkaldet anilinlæder – som i modsætning til andre lædertyperfremstår ubehandlet. Hos Fritz Hansen har man fremstilleten jubilæumsudgave af Arne Jacobsens Ægget i naturhud, oglæderet er hverken overfladebehandlet eller indfarvet, hvil-ket betyder, at enhver pore eller ujævnhed er synlig. Arne Ja-cobsen designede Ægget i 1958 til SAS Royal Hotel i Køben-havn. Den produceres stadig af Fritz Hansen.

2. Brændt ler, gul spaltklinke.I dag er brænding af ler tæt på at være en videnskab, som gi-ver forskellige kvaliteter og egenskaber. En slidstærk flise,som er både frost- og syrefri, er typisk brændt ved omkring1.000 grader i en times tid, mens de mere porøse terrakotta-fliser er brændt ved cirka 800 grader. I dag bruger man nyeteknikker, så flisen kan gennemfarves i f.eks. et trækulsmøn-ster. Den viste klinke er fra firmaet Flise Bent.

3. Plast, Le Klint-lampeskærm.Det var Tage Klint, søn af arkitekten P.V. Jensen Klint, som i1943 gjorde Klint-familiens foldning af papirskærme til enegentlig forretning. Skærmene bliver stadig lavet af ’foldepi-gerne’, »for ingen maskiner kan erstatte håndværket«, somfirmaet selv udtrykker det. De oprindelige papirskærme pro-duceres ikke længere, men er erstattet af skærme af plastikog plastbelagt papir.

4. Bambus.Der findes mere end 1.000 forskellige arter bambus, somsamlende bedst kan beskrives som træede græsser. Planternevokser i tropiske og subtropiske egne, og de største af demkan blive 40 meter høje og op til 30 centimeter tykke. Stæng-lerne kan forarbejdes til alt fra møbler til boliginteriør ogtekstil. Her er det en flettet dækkeserviet.

5. Kirsebærtræ, Mogens Koch-reol. Nordamerikansk kirsebærtræ har en rødlig lød, mens euro-pæisk kirsebærtræ er gyldent, og træet er meget hårdt.Mo-gens Koch-reolen fremstilles i kirsebær fra Ukraine. Arkitek-ten Mogens Koch udtænkte et reolsystem til sit eget hjem i1928. Det består af massivt træ i overraskende tynde udskæ-ringer. Rud. Rasmussens Snedkerier har produceret reolen si-den 1932.

6. Mahogni, Faaborg-stolen. Der findes omkring 1.000 forskellige mahogniarter i verden,.Træet til Faaborg-stolen er en Sapeli fra Vestafrika, der førsttørres et år udendørs, dernæst et år indendørs, inden stolenproduceres. Kaare Klint tegnede Faaborg-stolen til FaaborgMuseum i 1914. Den produceres stadig af Rud. RasmussensSnedkerier.

7. Bomuld, Georg Jensen Damask-dug.Bomuld dyrkes i bl.a. Indien, Kina, Sovjetunionen, USA ogEgypten. Tekstildesigneren Vibeke Rohland indvævede i 2007store køkkentern på en serie med bl.a. duge, håndklæder ogviskestykker for Georg Jensen Damask i egyptisk bomuld.Hun kalder serien Crossings.

8. Glas, Karen Blixen-vase. Den røde farve er svær at ramme, når man producerer glas.Tidligere brugte man guld til at styre processen, men detgjorde røde glasting bekostelige. Holmegaard har brugt enanden teknik. Udgangspunktet er hvidt glas, som nedkølesved en bestemt temperatur, og rammer man rigtigt, bliverglasset rødt.Glaskunstneren Anja Kjær skabte Karen Blixen-vasen til Holmegaard i 2000. Den er inspireret af de hals- ogarmringe, som afrikanske kvinder bærer.

Det er det

8

Documents

Politiken Magasinet