Rod - En fighters fortælling

En fightErs fortællingJanus nabil bakrawiLene Møller Jørgensen

ROD_forside_300dpi.indd 1 18/01/12 10.02

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 2 22-12-2011 14:36:46

Janus Nabil Bakrawi & Lene Møller Jørgensen

RODEn fighters fortælling

Pretty Ink


Rod. En fighters fortælling

© Janus Nabil Bakrawi, Lene Møller Jørgensen

og Pretty Ink/rosinante&co, København 2012

1. udgave, 1. oplag, 2012

Forsidefoto: Mikkel Bache

Omslag: Ann-Britt Balle

Sat med The Antiqua hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia, Riga

ISBN 978-87-638-2177-3

Printed in Latvia 2012

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

For enkelte af bogens fotos har det ikke været muligt at finde

frem til rettighedshaver. Ved spørgsmål angående dette

kontaktes forlaget.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


5

»Why grow the branches now the root is wither’d?

Why wither not the leaves that want their sap?«

»Kan grenen gro, når træets rod er borte?

Må løvet ikke dø, når saften mangler?«

shakespeare: Richard den Tredje, II-2


6


7

p r o l o g

Jeg har fået brev fra dronningen. En kraftig, flødefarvet kuvert

adresseret til skuespiller Janus Bakrawi, og indeni ligger en

officiel invitation til middag og dans på Christiansborg Slot.

Middag, tænker jeg forvirret, mig og dronningen? Og så på

en hverdag, tirsdag aften, hvor jeg spiller på Nørrebro Teater.

Jeg ringer til en ven, læser invitationen op og spørger, om han

ved, hvad den slags invitationer går ud på? Ja da, godt gået,

bro’!, siger han, det er dronningens hofbal. Du er inviteret til

hofballet for skuespillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, du

ved, hele flokken, kultureliten, som dronningen vil vise sin an-

erkendelse. Det gør hun så cirka hvert tiende år. Kunstnerbal?

Anerkendelse? Jeg bliver lidt stolt, og også lettet over, at der

kommer andre – to, tre hundrede andre – til middagen med

dronningen.

En måned senere står jeg og venter på at blive præsenteret

for dronningen i mit nye, sponsorerede jakkesæt. Stylisten insi-

sterede på, at jakken skulle være kort og stram. Meget stram, og

jeg sveder og føler mig som en bombe, der, hvad øjeblik det skal

være, kan eksplodere, så knapper og syninger springer til alle

sider. Mit navn bliver kaldt op, jeg bliver præsenteret for dron-

ningen, og går videre ind i Riddersalen, hvor en flok kolleger

står og snakker og straks driller mig med, at alle andre mænd

i salen faktisk er klædt i smoking. Nå, okay, det stod åbenbart i


8

invitationen. Dansen begynder. Kvinder i enorme balkjoler og

mænd i korrekte smokinger fylder det blanke, sort-hvide gulv.

Dér er statsminister Anders Fogh Rasmussen, han danser ikke,

men styrer direkte over til mig og hilser. Han siger, at jeg er en

rollemodel for nye danskere. Han siger, at det er godt, at der

er sådan nogle som mig, nogle der er synlige på den positive

måde, og han spørger interesseret til min baggrund og barn-

dom. Hmm, hvor skal jeg begynde, tænker jeg, jeg har en del at

fortælle. Jeg kan fortælle om dengang, jeg var syv og skilsmis-

sebarn, og min mor og jeg troede, at jeg skulle på udflugt til

Tyskland med min far, men at han i stedet tog mig med hjem

til sin fjerne landsby i Jordan og beholdt mig der i fire år. Om

opdragelsen på gaden blandt de rå drenge, og om opdragelsen

i familien med en antenneledning. Eller jeg kan fortælle om at

komme hjem igen og blive afleveret på et børnehjem i halvan-

det år, inden retten endelig når frem til, at det er bedst, at jeg

bliver og bor hos min far. Denne gang i København. Jeg kan

fortælle om nætterne, hvor jeg sov i telefonboksen på Lyngby

Station, fordi jeg ikke havde lyst til at gå hjem, eller om den sto-

re klump af smerte, der vokser i maven, når man ikke har haft

chancen for at slå rod noget sted, i en mor eller far, en familie

eller et land. Men jeg nøjes med at sige, at det er vigtigt, at hver

enkelt kæmper for sin egen tilværelse, og mit drive har været at

vise, at jeg er noget og kan noget. Jeg vil bryde det fasttømrede

billede af indvandrere og brune som én stor, passiv gruppe, og

hvis nogen ser mig som en rollemodel, ja, så er jeg glad. Jeg når

lige at tale mig rigtig varm, men så kommer statsministerens

kone, Anne Mette, og lægger en hånd på hans arm og redder

ham fra mig – der er andre, han skal tale med.


9

Diskret tester jeg det glatte gulv, glider ned over det mod

baren og kollegerne. En skuespillerkarriere, et hofbal og en

borgerlig statsminister, der synes, at jeg er en positiv rollemo-

del – det lå aldrig lige for, når jeg ser tilbage. Jeg tvivler også

på, at det er den slags fremtidsscenarier, mine kontaktpæda-

goger, sagsbehandlere og skolelærere så for mig – og heller

ikke min psykolog fra teenageårene på ungdomspensionen,

selvom jeg altid takkede pænt for kiks og te efter vores nyt-

tesløse samtaler. Som barn overvejede jeg aldrig selv, hvad

der skulle ske med mig – for jeg blev ikke hørt, og det var altid

andre, først min mor, så min far og senere de sociale myndig-

heder, der havde magten i mit liv. Selv håbede jeg bare, at alt

ville blive lidt bedre i morgen.


10


11

k a p i t e l 1

Kastrup, juni 2011Vi tjekker ind på fly TK 1784 i Københavns Lufthavn. Flyet skal bringe os til Jordan – og tilbage til fortiden. Med i sin kuffert har Janus et album med fotografier fra sin barndom og ungdom – ét foran juletræet i stuen i Nærum, sammen med mor i haven og et klassebillede af 2.b på Nærumgårdskolen. Janus sidder i cowboybukser og rød sweater som nummer tre fra højre, og det er et af de sidste fotos, der bliver taget af Janus, inden hans far bortfører ham til sin hjemby i det nordlige Jordan i fire år, inden kaos sætter ind.

I dag er Janus Nabil Bakrawi skuespiller, kendt og anerkendt, med mange og bærende roller på tv, film og især på teatret – på Det Kongelige Teater og andre store københavnske teatre gennem de sidste 15 år. Han er den rå, skaldede fyr, den stær-ke, følsomme kæreste, den sitrende, sårbare – han har spillet Strindberg, Shakespeare, Hamsun, musicals og nyt, eksperimen-terende teater. Mange gange har han selv været på som manu-skriptforfatter og har bragt episoder, oplevelser og erindringer fra sit eget liv ind i historien. Der er råmateriale til små og store fortællinger.

Janus er åben og ærlig, frygtindgydende ærlig, det har han sådan set altid været, men bliver det mere og mere, siger han selv. Der er brug for ærlighed, når man er i gang med at gøre sig


12

fri af fortiden. Han husker alt det negative, al lortet og alt det, der trækker ned og ødelægger, siger han og mener, at han har sorte huller i hukommelsen – der, hvor det gode, positive skulle have været. Vi vil lede efter det hele, det lyse og det mørke.

I Københavns Lufthavn står der boarding ud for fly TK 1784, og vi stiger om bord.

KASTRUP, EFTERÅR, 1982

Jeg er syv et halvt år gammel, og min far køber et Casio arm-

båndsur til mig i en butik i Københavns Lufthavn, mens vi

venter på et fly. Det er en meget fin gave. Et digitalt ur, no-

get helt nyt, som jeg kun har set en gang eller to før. Tallene

klikker af sted, mens jeg stirrer på dem. 16:39:41, 16:39:42,

16:39:43. Og der er stopur og små knapper og indstillinger.

Bip! Bip, jeg trykker og smiler. Vi venter på et fly, far, mig og

min lillebror, for vi skal på udflugt. Til Tyskland, og jeg glæder

mig. Senere, lang tid senere, går det op for mig, at det flotte

Casio ur er tænkt som et plaster på det sår og den smerte, der

skal komme.

Til daglig bor jeg i Nærum i Nordsjælland hos min mor. Det

samme gør min lillebror, Martin. Min mor og far er skilt, jeg

kan ikke huske, at de nogensinde har boet sammen, og min

mor er gift igen. Hver anden eller hver tredje weekend kom-

mer min far og henter Martin og mig, og jeg er altid spændt.

Jeg glæder mig og sidder parat med pakket rygsæk, når han

ringer på døren til vores rækkehus og tager os med hjem, ind

til byen, ind til København.

Mine forældre, Atif og Barbara, mødte hinanden i Polen. I et


13

tog i Warszawa, siger historien, selvom deres historier om det

første møde ikke er helt ens. Min far er palæstinenser, født i

byen Tiberias ved Genezaret Sø i Palæstina, men han er vokset

op i en landsby i Jordan, som hans familie flygtede til under

krigen, da staten Israel blev oprettet. Det var i 1948, og fami-

lien troede, at de skulle tilbage til deres hus og jorder efter en

uge eller to, men grænsen blev trukket og lukket, og de kom

aldrig tilbage. I dag bor min fars familie, eller i hvert fald dens

efterkommere, stadig i byen Shuna og omegn. I Shuna er der

plantager med bananer, dadler, appelsiner og ikke så meget

andet, og allerede som 17-årig forlod min far familien og lands-

byen for at søge arbejde og et nyt liv uden for Jordan. Først

blev det Bagdad i Irak, senere i Europa – Tyskland, et par andre

lande, og til sidst kom han til Danmark, hvor han fik arbejde på

knivfabrikken Rådvad ved Kongens Lyngby på Sjælland. Men

det er altså på en ferie til Polen, under et besøg i Warszawa, at

Atif ser min mor for første gang. Hun sidder i et tog, og han

står og vifter med en bog – det er en tysk-polsk ordbog – og han

forsøger at få en samtale i gang: Hvad betyder det? Hun afviser

ham først, men han følger efter hende, og de lærer hinanden

at kende. Det er min fars historie. Min mors lyder sådan her:

Hun er på vej hjem med toget, og en stor, sort mand sidder

og stirrer og stirrer og stirrer på hende. Der er ikke så mange

mørke mænd i Polen, der i 1970, så han vækker lidt opsigt. Hun

står af og ser til sin skræk, at den sorte mand også rejser sig og

følger efter hende. Hun traver hurtigt gennem de smalle ga-

der, skæver over skulderen, forsøger at ryste ham af, men det

lykkes ikke, og til sidst løber hun direkte hjem. Min mormor

er hjemme, hun kikker ud ad vinduet og er rystet: Der står en


14

sort mand uden for mit hus!, råber hun. Hvad laver han der?!

Mormor løber ud, griber ned efter sin sutsko og kaster den

efter ham, mens hun råber: Pist! Pist! Væk med sig! Endelig

lusker han af, men dagen efter står han der igen. Denne gang

har han chokolade og gaver med, og han bliver åbenbart lukket

ind. I de følgende år vender han tilbage til Barbara – som alle

kalder Basia – og min mormors hus mange gange, og hurtigt

bliver han gode venner – god drukkammerat, tror jeg – med

en gammel ven af familien, Bogdan. Og Bogdan bliver hans vej

til familiens accept. Sådan lyder min mors, Barbaras historie.

Hun var 16 år. Min far 26. Hendes familie var fattig, meget fat-

tig, ligesom det meste af Polen var dengang, og katolsk, selvom

religion var undertrykt og ildeset under det brutale, kommuni-

stiske styre. Min mor er det ottende barn ud af en søskendeflok

på ni, og hun og familien troede, at min far var en velhavende

mand. Og det var han også i forhold til dem. Nogle år efter det

første møde i toget tager Barbara med Atif til Danmark, og de

bliver gift i Lyngby. Her går det op for hende, at Atif ikke er helt

så velhavende en mand i Danmark som i Polen. Det nygifte

par skal dele en etværelses lejlighed i Rådvad med et andet

ægtepar – med en af min fars venner og hans kone. Det var

ikke, hvad hun havde håbet på, og jeg tror ikke, at min mor er

glad for sit nye liv. Hun er vant til at se brødre, søstre, niecer,

nevøer, onkler og tanter konstant. Her er hun alene – eller så

alene, som man nu er i en etværelses med fire beboere. Min

far vil have hende til at gå med tørklæde, nu er hun jo hans

kone, og sådan gør de palæstinensere, han kender, men det

vil Barbara ikke. I 1974, dagen før juleaften, bliver jeg født på

Virum Fødeklinik. Janus Nabil Klimek Bakrawi.


15

Min dåbsdag med mor og far, Barbara og Atif. Jeg er katolsk døbt, og det havde min far, som er muslim, ikke noget imod dengang i 1975.


16

Janus er et ret almindeligt navn i Polen – Janusz, siger min

mor – og Nabil er et arabisk navn. Klimek er min mors polske

navn, og Bakrawi er min fars palæstinensiske navn. Fra be-

gyndelsen står det altså lige, to-to, til mor og far, til hendes

polske rødder og til hans arabiske. Barbara er katolik, og Atif

er muslim, uden at de er voldsomt og dybt troende, mest er

religionen vigtig for dem som kultur, normer, et symbol og

familietraditioner. Jeg bliver døbt, og det er helt fint med min

far, og hans gamle drukkammerat, Bogdan, er min gudfar.

Mine forældres konflikt og kamp om mig og religion, eller

nærmere deres kamp om kultur og de religiøse dogmer og

normer, kommer først senere sammen med skilsmissen, ja-

lousien og vreden. Da jeg bliver ældre, siger min mor: Du er

katolik. Du er døbt, Helligånden har været der og velsignet

dig. Det kan ingen tage fra dig! Min far siger: Du er muslim,

fordi din far er muslim, og du er født muslim – det kan ingen

lave om på! Men inden det kommer dertil, mens de stadig

er sammen, flytter de fra delelejligheden til deres eget sted i

Lyngby, og i november 1976, en måned før jeg fylder to år, bli-

ver min lillebror, Martin, født. To år senere går mine forældre

fra hinanden. Min tidlige barndom, den som jeg selv husker,

den er i Nærum, i et gult rækkehus på Nærumgårdsvej 62 hos

min mor og min stedfar, Jurik, som er polsk ligesom min mor.

På et tidspunkt sletter min mor sit fornavn og tager et nyt,

Nicole. Nærum er grøn og tryg, jeg kender byen og cykler selv

rundt, og to gange om ugen kører jeg tidligt om morgenen til

bageren for at hente brød på Nærumvænge Torv. Det er mit

ansvar, jeg synes selv, at jeg klarer det ret godt, selvom jeg er


17

lille. Jeg begynder i skole, og mine to bedste venner i klassen

er Jesper og Michel. Vi leger sammen efter skole, hjemme hos

hinanden eller i skoven, og vi cykler mellem mit rækkehus

på Nærumgårdsvej, Michels lejlighed rundt om hjørnet og

Jespers hus i et villakvarter lidt længere væk, og i en ferie tager

Jesper og hans familie mig med i sommerhus ved Vesterhavet.

Jeg kan også lide at lege alene i skoven, strejfe rundt i min

egen fantasi, og jeg har voksne venner i nabolaget, som jeg

Jeg er tre år. Min mor kunne bruge timer på at frisere og sætte mit hår.


18

dumper ind hos, når jeg trasker forbi. Det er den gamle mand

på plejehjemmet og ham, der har et værksted i sin kælder, og

som viser mig, hvordan man kan bore hul i en mønt, trække

den på en snor og gå med den rundt om halsen. Vores kvarter

er pænt og rent, det tænker jeg tit senere, at der er pænt og

rent, og min mor sørger med stor grundighed for, at jeg også

er det. Jeg tilbringer timer i badekarret sammen med lillebror

og et par badeænder, mens min mor skrubber os, til vi skin-

ner. Hun går ekstremt meget op i det ydre, vi skal se pæne

ud, og hun klipper mine negle, vasker mit hår, som er stort

og krøller lidt, og som hun kan bruge tre kvarter på at frisere

og sætte. Det nytter ikke at protestere, for min mor kan blive

ret hidsig, hun ved præcis, hvordan hun vil have tingene, og

hun skal føjes, for ellers bliver der problemer. Det nytter ikke

at sige, at man ikke kan lide sin frisure, blodpølse til frokost

eller turen i byen – hun sitrer af energi, og det meste bliver,

som mor vil have det.

På en reol i stuen ligger Biblen, og over min seng hænger et

kors, der er kors i stuen, i køkkenet, i alle husets rum, og om

aftenen folder jeg hænderne i min seng og beder aftenbøn,

inden jeg skal sove. Vi beder bordbøn og takker for maden, in-

den vi spiser, og om søndagen tager vi i kirke, enten i Nærum

eller i den katolske kirke i København. Jurik, min stedfar, er

sjov, og jeg kan lide ham, han er tit lidt fuld, men han er god,

flink ved mig og Martin. Jurik er også ret flot i forhold til an-

dre voksne, flot og charmerende og smart i tøjet, og mange

dage kommer han hjem med en overraskelse, en legetøjsbil,

en lille sportsvogn med døre, der kan åbnes, og som bliver

trukket op, når man trækker den tilbage, og skyder frem, når


19

man giver slip. Så ligger Martin og jeg i hver sin ende af den

trange gang på 1. sal i rækkehuset og sender bilen frem og

tilbage imellem os. Eller vi konkurrerer om, hvem der kan få

den til at køre længst, og måler præcist op. Dertil! En aften

kommer Jurik hjem med en filmfremviser, han mørklægger

stuen, og så ser vi tegnefilm på væggen. Godt nok uden lyd,

for det lykkes ham aldrig at få lyden til at fungere, men det

gør næsten heller ikke noget, for det er stort at have levende

billeder på sine egne vægge. Jeg er seks år gammel, da jeg får

en lillesøster, Laila.

Vi rejser tit til Polen på familiebesøg og bor hos min mor-

Nærum 1981. Martin (nederst) og mig sammen med Jurik, min mors mand, som var en god stedfar. Jurik døde i 1998.


20

mor i lange perioder ad gangen, hele somre og indimellem

også i en vinterferie. Rejsen begynder, når vi tager toget

til Østerbro i København, til kajen, hvor Polensfærgen til

Swinoujscie lægger til. Videre over landgangsbroen, der svajer

for hvert skridt, jeg tager. Jeg kikker ned i vandet langt under

mig, hvor bølgerne skvulper op ad træværket, og solen skin-

ner, for solen skinner altid, når vi rejser til Polen. På færgen

står besætningen i uniformer og tager imod passagererne,

de tager imod mig, så jeg bliver helt tavs og højtidelig stemt,

og når færgen sejler, efterlader den et kilometerlangt spor af

hvidt skum i det sorte hav bag sig, så jeg ved, at jeg altid kan

finde hjem til Danmark igen. Jeg udforsker skibet, løber op

og ned ad smalle lejdere og gennem gange, der fortsætter i

det uendelige med døre på begge sider – kahyt 227, kahyt 228,

kahyt 229 – holder det aldrig op? Folk taler fremmede sprog

– selv taler jeg to sprog, dansk og polsk – og jeg vil lige kikke

ind til Jurik, som sidder i en sal, hvor der stinker af røg, men

hvor han elsker at være. Der sidder en mand i hvid skjorte

og butterfly, og de spiller Blackjack, siger Jurik, og jeg keder

mig og løber videre. Når færgen kommer i havn i Polen, skal

vi med tog igen, vi finder en kupé, og inden toget overhove-

det når at sætte i gang, haler mor og alle de andre passagerer

mad frem fra poser og tasker. Mad i bøtter, i papirpakker, på

glas, og så skal der spises. Mor byder alle i kupeen af vores

mad, og de byder os af deres. Toget er gammelt og træt og

arbejder sig besværligt frem til stop mellem de store statio-

ner, hvor Jurik hopper ud og strækker benene på perronen. Så

slentrer han roligt frem og tilbage eller over mod kiosken for

at købe cigaretter, og jeg hopper nervøst op og ned i døren,


21

halvdød af skræk. Kom nu, Jurik, kom nu, inden toget kører

videre! Endelig kommer han ud igen, og i sidste øjeblik sprin-

ger han med et grin på det prustende tog, og vi fortsætter

mod Warszawa. Mormor – babcia Helena – har et hus med to

værelser, gammeldags brændekomfur og en stor have, som

man næsten kan fare vild i, og med god plads til grøntsager,

frugttræer, vasketøj, udendørs lokum og vandpumpe. Det var

uden for det her hus, mormors hus, at min far stod og ventede

og ventede på min mor, og her boede hun, indtil hun blev

gift og flyttede til Danmark. Straks vi kommer, bliver der sat

et fad med kanapka’er på bordet, det er franskbrødsmadder

med smør og pålæg, og de serveres i høje stabler på fadet. Vi

spiser hele tiden kanapka’er hos mormor, og jeg er omgivet

af mostre, onkler, kusiner, fætre og tanter i det lille hus. Jeg

er i centrum. Mormor og jeg passer godt sammen, synes jeg.

Jeg følger hende i hælene, når hun arbejder i køkkenhaven,

henter vand og laver mad. Og jeg kan sagtens følge med, for

hun halter på grund af et gammelt skudsår, som hun fik, da

hun som ung sygeplejerske arbejdede i Palæstina. Et skudsår i

Palæstina – jeg hører mange historier i mormors hus, og nogle

af dem er uhyggelige, for engang hængte en mand sig dér fra

bjælken i stuen – eller var det to mænd, der havde hængt sig?

Sådan er mormors hus altså også. Mormor laver mad, god

polsk mad, siger hun, og hun vil lære mig alt om svampe. Vi

tager toget ud af byen, ud til de enorme og øde birke- og nåle-

skove og samler svampe. Hjemme igen hænger vi svampene

til at tørre side om side på en tørresnor i haven i et par uger, og

siden lægger vi dem i glas og sætter på hylder, så der er til sup-

per og retter i de kommende måneder. Også her kikker jomfru


22

Juleaften hos mor i Nærum, 1981. Den sidste jul i Danmark, inden far bortførte os.


23

Maria og Jesus ned på os fra væggene, og vi beder bordbøn og

aftenbøn sammen med mormor. Gud er der altid.

Min far ser jeg ikke så tit, måske et par gange om måneden,

og jeg glæder mig altid til den fredag, hvor han henter mig

og Martin hjemme i Nærum. Om søndagen afleverer han os

til mor igen. Allerede et par dage inden han skal hente os, be-

gynder det at krible i maven af spænding og savn, og fra det

øjeblik jeg vågner fredag morgen, er jeg fuld af forventning

– vi skal på tur, og når han endelig ringer på døren, sidder jeg

parat og venter sammen med Martin og min rygsæk, der er

pakket for længst. Far bor i lejlighed inde i byen, i København,

det er en lang rejse med Nærumgrisen, og vi skal i Tivoli, på

legeplads eller ned i parken på Vesterbro med det kæmpe-

store soppebassin, hvor vi kan bade og pjaske en hel, lang

eftermiddag om sommeren. Jeg kommer med på besøg hos

hans venner, drikker cola og ser fjernsyn. Weekenderne med

far er eventyr og forkælelse, og fuldstændig anderledes end

hverdagene hjemme i Nærum. Min far taler dansk og polsk til

os – han er god til polsk efter sine mange rejser i landet, men

det sker alligevel, at Martin og jeg opsnapper et enkelt arabisk

ord, som vi går og siger, når vi kommer hjem. Men det holder

vi hurtigt op med, for det betyder skældud – min mor vil ikke

høre arabisk i sit hjem. Ikke et eneste ord.

En af fredagene med far begynder, som den plejer, tog til

København, legeplads, men så går vi hen til en anden lejlig-

hed et andet sted, end vi plejer. Den er mærkelig, synes jeg,

uden rigtig at vide hvorfor – er det noget med lugten, de store

møbler, tæpperne på væggen, puderne og madrasserne på


24

gulvet? Lejligheden og stuen ligner bare ikke noget, jeg har

set før, hverken hjemme eller hos legekammerater. Senere

forstår jeg, at det er et arabisk hjem, men på det her tidspunkt

har jeg aldrig set sådan et før. Jeg stirrer rundt, og det giver et

sæt i mig – der sidder en fremmed i stuen. En kvinde med et

tørklæde på, og ligesom lejligheden er hun mærkelig og ligner

heller ikke nogen af de kvinder, jeg er vant til. ‘Det er Jamilla,’

siger far, ‘det er min kone.’ Jamilla hilser ikke, siger ikke noget,

hun sender mig bare et blik, som gør mig utilpas og bange.

Hun siger noget til min far på et sprog, jeg ikke forstår, og

han svarer hende på samme sprog. Det er skræmmende. Jeg

kan ikke lide fars nye lejlighed, og jeg fornemmer, at kvinden

med tørklædet – Jamilla, fars nye, palæstinensiske kone – ikke

kan lide mig. Forsigtigt holder jeg mig langt væk fra hende. Da

far senere følger os hjem, og vi går hånd i hånd fra stationen

til Nærumgårdsvej, knuger jeg hans hånd hårdt. Så kan jeg

senere, når han har sagt farvel, snuse til min hånd og stadig

fornemme lugten af hans cigaretter. Lugten af nikotin er min

fars lugt, den er dejlig og velkendt, den skaber en forbindelse

til ham og knytter os sammen lidt endnu. Det er en teknik,

udviklet over mange weekender, som jeg bruger til at fasthol-

de min far lidt længere, og hvis det lykkes mig at undgå min

mors sæbevand, kan nikotinlugten sagtens blive hængende

natten over og langt op ad næste dag.

Jeg er begyndt i 2.b, og jeg har konstant en sang siddende

i baghovedet. ‘Video, video, den kører nat og dag ..., mmmm,

video, video – åååååh, jeg er videoman!’ Det er et hit! Det er

min yndlingssang, og jeg synger konstant. ‘Video! Åååååh ...,

videoman!’


25

En fredag sidder jeg med sommerfugle i maven og rygsækken

pakket. Jeg venter. Far er sent på den. Det bliver eftermiddag,

han kommer ikke. Det bliver aften og sengetid. Ingen far. Det

er sket før, det kan jeg godt huske, måske en gang eller to eller

tre. Mørket er faldet på, da jeg vågner ved lyden af stemmer og

tumult nedenunder. Jeg kan høre min mor skælde ud med lav

stemme, så kommer nogen buldrende op ad trappen, og det er

far, som sætter sig på sengekanten og kysser mig. Han lugter

ud af munden, af noget stærkt, og han er ikke helt, som han

plejer. Han mumler, hvisker, måske hvisker han undskyld,

og så stikker han noget ind under min hovedpude og går. Jeg

venter lidt, inden jeg famler under hovedpuden – det er en

Klassebillede, 2.b, Nærumgårdskolen. Taget i begyndelsen af skoleåret 1982, og kort tid før jeg forsvinder fra Danmark. Jeg er nummer tre fra højre i nederste række.


26

100-krone-seddel. Ikke ret lang tid efter sker der noget, som

gør mig rigtig bange en dag efter skole. Martin og jeg spiser

frokost hjemme i køkkenet, og vi kan høre mor tale i telefon

– hun taler hårdt og indædt ned i røret, og vi sidder helt stille

og siger ingenting, da hun smækker på. Vi sidder stadig ved

køkkenbordet, da far pludselig står i døren – mor råber op,

men han går lige forbi hende, og slår armene om Martin og

mig. Han knuger os ind til sig og svajer lidt. Jeg kan lugte den

velkendte cigaretrøg og nu også det andet, det stærke, sprut

eller øl, da han bøjer sig mod mig. Mor råber rasende et sted

i baggrunden, og inden jeg ved af det, løfter far mig hurtigt

op, også Martin, går ud på kældertrappen og låser døren efter

os. Så sætter han sig der på trappen i kælderen med et barn

under hver arm, græder, kysser os og siger, at han elsker os,

mens mor hamrer på den låste dør. Jeg sidder stiv og forlegen

– min far græder! – og jeg er forvirret. Hvad vil han? Hvad skal

vi? Der går lang tid, tror jeg, og oppe i køkkenet er der blevet

stille. Pludselig lyder et brag, som støvle mod rude, som knust

glas, der falder på stengulv. Et nyt brag, og kældervinduet er

sparket ind, en politimand maser sig gennem vinduesram-

men og flår først Martin, så mig ud af armene på far. Endnu

en politibetjent kommer til, griber fat i far og lægger ham i

håndjern. Med en betjent på hver side snubler han af sted.

Væk. Langsomt begynder jeg at ryste af skræk – fordi min far

græder, fordi politiet kommer brasende, men allermest fordi

politiet tager min far med. Hvor tager de ham hen? Hvad gør

de ved ham? De gør ingenting ved ham, viser det sig senere,

for han kommer snart tilbage og henter os igen. Men hans

gråd, det knuste vindue, angsten – det er alt sammen en op-


27

takt, den første etape til det, der skal ske. Min far er i gang med

at gruble over sin egen fremtid, sine sønners fremtid og vores

fælles liv. Min far snakker med familie og venner, overvejer,

planlægger. Og min mor – hun ser det slet ikke komme. Hun

ser ikke advarselslamperne blinke, aner ikke uråd. Der går

uger, måske mange, og jeg glemmer skrækken og forvirringen

fra kælderen. Næsten. Jeg synger stadig ‘Video, video, den kø-

rer nat og dag! Mmmm ... jeg er videoman!’ og glæder mig til

på fredag, hvor jeg skal på tur med far. Til Tyskland.


Documents

Rod - En fighters fortælling