BOGSERIEN: Sådan bliver du uperfekt – og gladere!

VI GØR IKKE DET, VI VIL

N Y T Æ N K

VI GØR IKKE DET, VI VIL

Dette er den lille bog om, hvorfor det er så svært at gøre det, man godt ved, er det rigtige. Men som man alligevel ikke får gjort. Den er skrevet udfra mine personlige erfaringer. For jeg er et meget uperfekt menneske. Jeg ved godt, hvad

jeg burde gøre – og jeg ærgrer mig hver gang, jeg ikke gør det, der åbenlyst skal til for at gøre mig glad.

D o g m e r e g l e r n e fo r d e n n e b o g

1. Den skal skrives lige fra hjertet

2. Der skal ikke tænkes over, hvad der skrives. Intuition er konge

3. Der må kun rettes grammatiske fejl. Ikke i indholdet

4. Bogen skal kunne læses på højst et kvarter

2

BOGSERIEN: Sådan bliver du uperfekt – og gladere!

Vi gør ikke det, vi vil

Vi mangler ikke ressourcerne

Vi har ofte alverdens undskyldninger for,

hvorfor vi ikke gør det, der skal gøres.

Enten for vores egen skyld eller for andres.

Og den mest anvendte undskyldning er

ressourcemangel. Du kender historien:

• Hvis bare jeg havde penge nok

• Hvis bare jeg have mere tid

• Hvis bare jeg orkede

• Hvis bare jeg selv kunne bestemme

• Hvis bare det ikke lige var fordi…

Ja, fortsæt selv. Jeg selv kunne fortsætte de

næste mange sider. Men jeg orker ikke…

Men har du tænkt over, at nærmest alle de

grunde du og jeg kan finde til at tingene

ikke sker i virkeligheden, bare er dårlige

undskyldninger? For det er det. Det er

bestemt okay, hvis man ikke gider et eller

andet. Men så vær bevidst om, at det er

det, det handler om. Lad være med at kalde

det alt muligt andet. Eller skylde skylden

på noget andet eller nogle andre. Jo, det er

lettere sagt end gjort. Det ved jeg. Men

prøv alligevel. Det er en lettelse.

Nå, tilbage til det med ressourcerne.

Manden med de store tænder, Anthony

Robbins, taler også om det. I vores del af

verden er det næsten aldrig ressourcerne,

der er problemet. Det er vores vilje og

begejstring, der er en mangelvare. Og jeg

kender det om nogen. Der er mange, der

siger til mig, at jeg har så mange

ressourcer, jeg må udnytte. Og roser mig.

Jeg labber det i mig og bliver glad. Men gør

alligevel ikke noget ved det. Og så er det

som om glæden bliver vendt til frustration

og indestængthed. Kender du også det?

Okay, nogle ting har jeg faktisk gjort - og

gjort i mange år. Jeg har været selvstændig

i reklamebranchen i 14 år. Det kan jeg godt

være lidt stolt af. For de fleste firmaer går

ned efter et par år. Og når man er

selvstændig, er der en del menesker, der

gerne vil lufte deres egne tanker om selv at

blive selvstændige. Det er altid spændende.

Vi mennesker har rigtig mange og gode

idéer til det, vi interesserer os for. Stort

som småt. Og når vi så kommer til det

tidspunkt, hvor idéen er præsenteret, bliver

det naturligt at tale videre om, hvordan og

hvornår et skal sættes i værk. Og her møder

vi så virkeligheden. For indtil videre har jeg

stort set ikke mødt nogen, der rent faktisk

gjorde noget ved deres idéer. Fordi jeg selv

har det på samme måde, punker jeg dem

ikke for det, de på en måde stillede i udsigt,

de ville gøre. Men det er tankevækkende

hvor voldsom en afstand der er mellem

tanke og handling.

Jeg læste tidligere idag en sætning om, at

det største ressourcespild, der findes, er

når tanker ikke omsættes til handling. Det

er jeg tilbøjelig til at give forfatteren ret i.

En del af forklaringen er helt sikkert, at vi

vender blikket mod de ressourcer, vi ikke

mener er til stede. Og parkerer idéerne

trygt der. For hvad kan jeg gøre? Der

mangler jo penge til markedsføringen. Der

mangler jo opbakning fra familien og ens

venner. Der mangler jo tid. Og så mangler

der uddannelse. Tænk hvis jeg ikke havde

de forhindringer. Så ville det hele se

anderledes ud. Og jeg ville gøre det, jeg

brænder allermest for.

Nu håber jeg, at du begynder atfange min

pointe: Vi to er ikke alene i verden, når vi

ikke gør det, vi oplagt burde gøre. Og den

3

gode nyhed er, at det næsten aldrig er

udefrakommende forhindringer, der står i

vejen for et spændende og lykkeligt liv. Vi

har selv nøglen til det. Det er samtidig den

dårlige nyhed. For det betyder, at det er os

selv, der har opgaven.

Er han nu endnu en guru, der fortæller, hvordan jeg skal gøre?

Nej, det er han ikke. Jeg har lige nu ingen

anelse om, hvad du skal gøre. Eller hvad

jeg skal gøre. Men jeg har dog en masse

tanker. Og i mangel af en masse praktisk

erfaring i, hvordan de bliver omsat til

lykke, rigdom og berømmelse, må jeg nøjes

med at skrive om, hvad det er for et absurd

dilemma, det her.

Om det store bjerg mellem drømme og virkelighed

Der findes et stort bjerg, der er rigtig højt.

Vi ved ikke helt, hvor højt det er. Og svaret

er også afhængig af, hvem man spørger.

Det er ikke med på verdenskortet, men vi

kender det allesammen. Det er et bjerg, der

for de fleste af os vil være umuligt at

bestige. Vi drømmer om at gøre det. For på

den anden side af bjerget åbner der sig et

landskab, der rummer begreber som glæde,

inspiration, passion og mening. Vi skal

bare om på den anden side. Nogle gange

synes vi, at bjerget slet ikke er så højt. Og at

vi da bare skal vade hen over det. Så det

gør vi. Det er en super fornemmelse. Andre

gange er vi ikke i stand til at bestige

bjerget, selvom det faktisk nærmest kun er

en bakke. Og vi forstår det ikke. Og andre

forstår det heller ikke. Eller også siger de

det bare, fordi de har glemt at de selv har

det på samme måde. Det kan også være at

bjerget synes helt uoverstigeligt. Måske af

gode grunde. Måske ikke. Men vi bliver

helt stakåndede bare ved tanken om den

langevandring. Og bliver hjemme.

Vi bliver hjemme i komfortzonen

Måske har du været til inspirationsforedrag

eller hørt en peptalker snakke om

komfortzonen. Det er den zone, vi

mennesker godt kan lide at bevæge os

indenfor. Hvordan kan man vide, om man

er i komfortzonen? Det kan du tydeligt

mærke. Hvis du nogen sinde har prøvet et

glatbanekursus, ved du hvad jeg taler om.

Vi mennesker trives med tryghed. Okay,

nogle mere end andre. Og selvom alle

spinatfuglene og slipsedrengene fortæller

os, hvad der ikke duer og hvad de hellere

vil have, kan du og jeg lige så godt erkende

at det er sådan vi nu engang er. Det betyder

ikke, at vi så bare skal parkere det som et

faktum. Men at vi skal erkende at vi ikke er

perfekte. Prøv engang. Det er bare rart - og

lidt grænseoverskridende.

Nå, men tilbage til komfortzonen. Er du

omstillingsparat? For det du være! Prøv at

tænk, hvis du ikke var det. Du skal sidde på

din plads og konstant være

omstillingsparat. Så er du nemlig den slags

medarbejder, der hører fremtiden til. Og

du skal også følge med i moden. Ellers

sender du signaler om, hvad du står for -

eller måske snarere, hvad du ikke står for.

Men når du kommer på arbejde næste

morgen og fuld af energi foreslår chefen en

idé, du har tænkt på længe, skal du ikke

forvente klapsalver eller forfremmelser.

For han trives nemlig også allerbedst i

komfortzonen. Og så bliver han skræmt af

dine provokationer. Så i virkeligheden er I

ikke så forskellige.

Hvad så nu?

Nu må det være tid til at jeg kommer med

svarene til dig. Så du ikke har spildt din tid

4

alt for meget. Men det gør jeg ikke. For jeg

har dem ikke. Men jeg har erkendt, at jeg

ikke har svarene. Det er en sørgelig

konsulent ham der, hva? Ja. Men måske

var det en lille teaser til, at du også tænker

over, om du vil gøre noget for at bestige

dine egne bjerge. Jeg har lyst til at skubbe

på. Men jeg er forfærdelig dårlig til at

skubbe på mig selv. Så det vil ikke nogen

stor hjælp. Men jeg håber sådan for dig, at

du vil kaste dig over det. Men husk, at det

er afgørende vigtigt at det er dine egne

drømme, der skal dukke frem på den

anden side af bjerget. Lad være med at gå

over, hvis du inderst inde godt ved, at det

nogle andres drømme, du vil finde. Det er

det bedste råd, jeg kan give.

Du kan skrive til mig her.

Bedste hilsener

Simon T. P. Nielsen

Anmeldelse

Check Answer

Fortæl gerne, hvad du synes om bogen.

A. Virkelig god

B. Okay

C. Kedelig

D. Dødsyg

5