ArbejderbevægelsensHistorie

« Nr. 12 april 1979

ArbejderbevægelsensBibliotek & Arkiv

ISBN 87-87739-07-0

1.' udgave 1979

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie

Udgivet af SFAH

Redaktion: Gerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st.tv., 3050 Humlebæk,

(03) 19 15 94

Henning 'Grelle, Tranumparken 17 st.th., 2660 Brøndby Strand,

(02) 73 97 87

Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 1124 København K,

(01) 15 04 61

INDHOLDSFORTEGNELSE

Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 3

Artikler

Jørgen Würtz Sørensen:

Udviklingen i den ungsocialistiske bevægelse i Danmark 1900-1910. -

En undersøgelse af venstreoppositionens fremvækst i dansk

arbejderbevægelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Olafur R. Einarsson:

Islandsk arbejderbevægelses historie 1887-1971. - En oversigt . . . . . . . 25

Vibeke Broby:Bibliografi over Arbejdernes Radio Forbund 1926-1940 . . . . . . . . . . . . . 32

Knud Knudsen:

Arbejdskampe som indfaldsvinkel til Arbejderbevægelsens historie . . . 37

Politisk overenskomst for »Socialistisk Samvirke«, 1938 - et forsøg på

samling af de venstreoppositionelle grupper i 1930-eme. - Ved Steen

Bille Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

Afsluttede afhandlinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60

Forskningsmeddelelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

Spørgeskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Werk's Offset (06) 19 11 39

WTRODUKTION

Foreløbig kan vi ikke klage over stofmangel, tværtimod har vi også denne

gang måttet lade forskellige ting stå over til næste nr., som formentlig kommeri oktober. Würtz Sørensens artikel analyserer udviklingen i arbejderung-domsbevægelsen fra unge socialister til ungsocialister og behandler dermedstort set de organisatoriske forudsætninger for den syndikalistiske bevægel-se. Olafur R. Einarssons oversigtsartikel giver en glimrende introduktion tilden islandske arbejderbevægelses historie. Dens udvilling er for lidt kendtuden for landets grænser, og det er beklageligt. Beklageligt fordi den også iinternational sammenhæng har interesse, især nu hvor udviklingen har med-

ført en styrkelse 'af den samlede arbejderbevægelses parlamentariske mulig-heder.

.

Vibeke Brobys bibliografi er et biprodukt af hendes speciale om A.R.F. Hunvil fortsætte arbejdet, og det betyder måske, at bibliograñen på et senere

tidspunkt kan udvides. Vi vil benytte lejligheden til at bede andre speciale-skrivere overveje, om de ikke også kan lave ligeså nyttige bibliografier.Andre, der skal arbejde med tilsvarende emner indenfor samme område, har

umådelig megen nytte af det.

Vi håber, at Knud Knudsens indlæg kan forny diskussionen om histo-

rieskrivningen om arbejderbevægelsen. Indlægget skal selvfølgelig ses sam-

men med Niels Ole Højstrup Jensens artikel i forrige nr. af Meddelelser ogenkelte andre ting, som er udkommet i den senere tid. Ide forgangne knap 10

år, hvor studiet af arbejderbevægelsens udvikling igen blev taget op efter en

ca. 30årig pause, har der ganske vist været en del diskussioner om de teoreti-ske problemer, der er forbundet med dette studie, bl.a. på SFAH'S semina-rer. Men diskussionerne forblev abstrakte, de fik ingen særlig stor betydningfor de afhandlinger, der faktisk blev skrevet. Den teoretiske diskussion harikke været betydningsløs, men dens virkninger har været begrænset. Detgjorde ikke så meget, fordi manglen på detailstudier var så udpræget, atnæsten alt, hvad der kom, var et fremskridt. Men det må efterhånden være påtide, at man standser op, forsøger at gøre status og overvejer, hvordanarbejdet bedst kan fortsættes. Dette bidrag er et godt udgangspunkt forsådanne overvejelser.For fremtiden skal det mere systematisk blive forsøgt at bringe dokumentermed korte indledninger eller noter. Det kan desværre kun blive kortere ting,og dokumenterne skal absolut være det centrale. Vi modtager gerne forslag tiloffentliggørelse.Vi mener, at vi i dette nr. har fået dækket alle de stofområder, vi gerne vildække. Imidlertid er der ikke blevet plads til en beretning om SFAH'sseminar i efteråret. Den kommer i næste nr. Ligeledes har der ikke været

mulighed for at omtale SFAH°s generalforsamling, redaktionen var afsluttet,før den blev afholdt. Bestyrelsens nye sammensætning fremgår imidlertid af3. omslagsside. ›

'

Det har af økonomiske grunde ikke været muligt at trykke et register til

Meddelelser. Foreløbig er det udsat til 1980.

Jørgen Würtz Sørensen

UDVIKLINGEN I DEN UNGSOCIALISTISKE BEVÆGELSE I

DANMARK 1900-1910

En undersøgelse af venstreoppositionens fremvækst

i dansk arbejderbevægelse›

Indledning ⁄

.

I de seneste års omfattende forskning vedrørende den danske arbejderbevæ-

gelse har venstreoppositionen, især den syndikalistiske bevægelse indtageten central rolle. Interessen har imidlertid været koncentreret om årene under

'

og umiddelbart efter 1. Verdenskrig, hvorimod der ikke er foretaget større -

undersøgelser af baggrunden for dannelsen af Fagoppositionens Sammen-

slutning i 1910. Venstreoppositionens fremvækst i årene 1900-1910 vil derfor

blive søgt afdækket i denne artikel, der nærmere vil redegøre for den ungsoci-alistiske bevægelses udvikling i dette tiår samt bevægelsens forbindelse til de

senere syndikalistiske organisationer'.I årene før århundredskiftet havde der i Jylland været en betydelig socialde-

mokratisk ungdomsbevægelse, ligesom deri København havde været spredte

forsøg på at skabe en socialistisk ungdomsbevægelse2.De jyske » Frem-

skridtsklubber« var ved århundredskiftet i opløsning, mens de unge køben- ,

havnske arbejdere i højere grad var begyndt at samles i diskussionsklubben

» Karl Marx«, hvor man i modsætning til de jyske forskoleklubber beskæfti-

gede sig med teoretiske problemer omkring socialismen3. Under storlockou-

ten voksede behovet for diskussionsklubber, hvilket førte til tanken om en

forening udelukkende af lærlinge og ungarbejdere. Bag denne organiseringstod yngre medlemmer af »Karl Marx« samt bestyrelsen for arbejderbevæ-

gelsens læseselskab »Frem«, hvilket i september 1900 førte til stiftelsen af

»Socialdemokratisk Ungdomsforening«, der primært havde til formål at

virke som oplysningsforening4. .

Dette almindelige oplysningsarbejde prægede foreningens arbejde i årene

frem til 1902, hvor diskussionerne domineredes af et betydeligt antal studen-

ter, der havde tilsluttet sig den socialdemokratiske bevægelses. Ved å'rsskif-.

tet 1902/1903 kom det til en reaktion mod denne intellektuelle fløj fra en

gruppe yngre arbejdere med typograf Viggo Christensen og arbejdsmandChr. Christensen i spidsen. Denne fløj reagerede mod foreningens karakter af

en eksklusiv diskussionsklub, ligesom man opfattede' de intellektuelle som

stræbere og politiske opportunisterö. I begyndelsen af 1903 fik »den rene

proletariske fløj« flertal i foreningen, således at foreningen opprioriterededen udadvendte politiske aktivitet. Dette skift faldt sammen med en betydeligmedlemstilgang til foreningen, hvilket må ses på baggrund af den politiskesituation i Danmark, hvor ophøret af alliancen mellem Socialdemokratiet og

Venstre gav forhåbninger om en mere ren socialistisk politik. Hertil kom den

øgede debat om to for ungdommen væsentlige problemer, nemlig militær-

spørgsmålet og tyendesagen7. Der blev nedsat kommissioner til at undersøge

disse to problemer, og det blev hurtigt klart, at Venstre var på vej til at fravigesin tidligere antimilitaristiske holdnings.Det var således naturligt, at den anti-militaristiske agitation blev det vigtigstevirkefelt for den reorganiserede 'ungdomsbevægelse,hvor man fra foråret

1903 ved afholdelse af offentlige møder og uddeling af antimilitaristiske opråbtil de indkaldte betonede hærens karakter som det kapitalistiske undertryk-kelsesapparat. Denne agitation vakte furore i den borgerlige presse, hvor man

opfattede opråbene som opfordring til mytterig. Denne reaktion skabte øget

tilgang til foreningen, ligesom det lykkedes at få oprettet andre ungdomsfore-ningeri Glostrup og Roskilde, ligesom forbindelsen til den svenske ungsoci-alistiske bevægelse styrkedes ved en række fællesmøder i København og

Helsingborg”.Den proletariske fløjs overtagelse af ledelsen i Socialdemokratisk Ungdoms-forening var udtryk for ønsket om en aktiv socialistisk arbejderbevægelse,men dette førte ikke umiddelbart til en mere kritisk holdning til Socialdemok-ratiet og fagbevægelsen. Det politiske skifte var imidlertid starten til ændrin-

gen i ungdomsbevægelsen bort fra forskoletraditionen i »Fremskridtsklub-beme« hen mod opfattelsen af Ungdomsorganisationeme som det element

indenfor partiet, der skulle fastholde det socialistiske perspektiv. Den fra1903 begyndende kritik gik imidlertid ikke i starten på Socialdemokratiets

reformisme, men snarere på et begyndende »pamperi« indenfor den social-demokratiske bevægelse. Denne kritik var ikke udelukkende koncentreret i

ungdomsbevægelsen, men fandt sted i partiafdelinger landet over, hvor man

med bekymring så, at valgte socialdemokrater begyndte at gå til det bedre

borgerskabs fester, ligesom væksten i vellønnede stillinger indenfor parti-presse og fagbevægelse vakte kritik".

På det faglige område er det bemærkelsesværdigt, at det ikke i de første år afårhundredet kom til nogen principiel kritik af Septemberforliget og dettes

begrænsning af arbejderklassens faglige muligheder. Forliget blevutvivlsomt ikke i de første år opfattet som et nederlag for arbejderklassen,ligesom de langsigtede konsekvenser først blev en del af arbejderklassenbevidst under overenskomstforhandlingerne i 1905, der desuden faldt sam-

men med en generel skærpelse af den internationale klassekamp under denførste russiske revolution.

'

Stiftelsen af Socialistisk Ungdomsforbund .

Den omtalte vækst i ungdomsbevægelsen i løbet af 1903 var baggrunden for

dannelsen i marts 1904 af det første landsdækkende ungdomsforbund, Soci-

alistisk Ungdomsforbund, hvori de socialdemokratiske ungdomsforeningeriKøbenhavn, Glostrup og Hillerød sammen med den eneste overlevende»Fremskridtsklub« fra Århus deltog'. Allerede på stiftelseskongressen komdet til en heftig diskussion om forbundets placering i forhold til Socialdemo-

kratiet, hvor en venstreopposition fra den københavnske forening bestående af

Ed. Adeløm, Martin Bjørner, Chr. Christensen og Josef Andersson stillede et

resolutionsforslag, der gik ud på, at ungdomsbevægelsen skulle stille sig såvelorganisatorisk som ideologisk uafhængig af Socialdemokratiet. Af debatten

5

fremgik det, at man fra denne fløj primært var interesseret i at undgå, at

ungdomsforbundet i lighed med diskussionsklubbeme skulle blive brugt som

springbrædt til partiets tillidsposter. Det var imidlertid kun Martin Bjørner,

der gav udtryk for, at Socialistisk Ungdomsforbund kunne blive udgangs-punktet for dannelsen af et revolutionært arbejderparti til venstre for Social-

›

demokratiet?

På kongressen var flertallet mod et brud med Socialdemokratiet, især de

provinsdelegerede talte imod resolutionen, ligesom formanden for Socialde-

mokratisk Ungdomsforening i København Viggo Christensen så ungdoms-bevægelsens opgave som aktiv venstreopposition indenfor partiet. Denne

modstand fik venstrefløjen til at trække forslaget tilbage3. Imidlertid havde

diskussionen vist, at der indenfor det nye forbund var udviklet ideologiskemodsætninger mellem en højrefløj, der gik ind for fortsættelse af den ukritiske

forskoletradition eller i det mindste som kritisk fløj indenfor partiet, og en

venstrefløj, som markerede to forskellige linjer mellem Socialistisk Ung-domsforbund som en organisatorisk og ideologisk uafhængig socialistisk

oplysningsbevægelse eller som starten til en selvstændig revolutionær parti-dannelse. Diskussionen kan således ses som en dansk pendant til den diskus-

sion, der året før havde ført til et organisatorisk splittelse i den svenske

ungdomsbevægelse4. Nogen principiel kritik af Socialdemokratiet kom det

imidlertid ikke til, men kongressen viste, at deri løbet af 1903 og begyndelsenaf 1904 var udviklet en omend noget diffus venstreopposition i Socialdemok-

ratiet. ››

Først i efteråret 1904 blev disse modsætninger tydelige også udenfor de

socialistiske ungdomsforeninger, idet den nyoprettede Ve sterbroafdeling lod

afholde en række møder, hvor man for første gang offentligt kritiserede de

socialdemokratiske ledere og partiets politik. I disse foredrag kritiseredes

partiet for fravigelse af de socialistiske grundprincipper, herunder ophævel-

sen af klassekampen, ligesom der advaredes mod det voksende klassesamar-

bejde både på det politiske og faglige områdeS. Hedest gik til til ved et møde i

oktober 1904, hvor murer Hviid talte for dannelsen af et nyt socialistisk parti,hvilket gav anledning til en skarp meningsudveksling mellem loyale social-

demokrater og en mindre gruppe, der betegnede sig selv som » social-

revolutionære«6.

Ansatserne til en organiseret venstreopposition indenfor arbejderbevægelsen

var således tydelige i efteråret 1904, men forstærkedes væsentligt i begyndel-'

sen af 1905 under påvirkning af de revolutionære begivenheder i Rusland.

Således holdt Chr. Christensen allerede i februar 1905 foredrag i Socialistisk

Ungdomsforening om »Revolutionen i Rusland og dens betydning for arbej-

derklassen«, hvor der især fokuseredes på massestrejken som kampmiddel7.Begivenhederne i Rusland resulterede også i øget repression fra de danske

myndigheders side overfor den revolutionære del af arbejderklassenå Det er

således betegnende, at derfra midten af 1905 var politispioner tilstede ved alle

ungsocialistiske møder i hovedstaden9.

I de første måneder af 1905 holdtes i de københavnske afdelinger en række

møder, hvor kritikken af de socialdemokratiske ledere var i centrum. Kulmi-

6

nationen kom på et møde i Afd. K, hvor Borgbjerg talte om »Ungdommenog

socialismen«. På dette møde kom det til en så alvorlig konfrontation mellem

Borgbjerg og ungdomsbevægelsens venstrefløj, at »Social-Demokraten«

undlod at referere mødet, hvilket fik en af mødedeltageme til at sende en

artikel om mødet til den borgerlige avis » København«, der bragte artiklen

under overskriften »Spektakelmøde i Rømersgade. Føreme underkastes kri-

tik« '°. Dette referats vederhæftighed blev i den følgende avispolemik bekræf-

tet fra flere sider også fra den fløj indenfor ungdomsbevægelsen, der bekla;gede det skete".

Af avispolemikken fremgik, at kritikken især koncentreredes om Social-

demokratiets parlamentariske virksomhed med vægt på samarbejdspolitik-ken, der ifølge Chr. Christensen, redaktør af Socialistisk Ungdomsforbundsblad »Ny Tid« havde gjort partiet til et »borgerligt sjakkerparti« i stedet for et

rent arbejderparti på klassekampens grund”. Kritikken på mødet var imidler-

tid mere personlig end principiel, idet det fra venstrefløjen blev hævdet, at når

klassekampen var blevet opgivet skyldtes det først og fremmest, at de social-

demokratiske ledere ikke længere var interesseret i et socialistisk samfund,fordi de nu sad i vellønnede stillinger. Betegnende for denne kritik var J. Chr.

Jensens afslutningsreplik, hvori det hed: »Som man ser, førerne har tid og råd

til at vente, de ville næppe opnå det så behageligt i det socialistiske sam-

fund« 13.

Disse møder åbenbarede udviklingen indenfor venstrefløjen i retning af en

afstandtagen fra alle former for politisk arbejde i form af rigsdagsarbejde,vælgerforenings- og fagforeningsarbejde, hvor man kunne opnå betalte tillids-

poster. Folk, der arbejdede indenfor disse områder, blev regnet som stræbe-

re, en omstændighed, der yderligere uddybede kløften mellem ungdomsbe-vægelsen og partiet”. Pamperiet blev således anset for at være et naturgivetelement i politiske partier, således at de i 1904 fremkomne forslag om dannel-sen af et revolutionært arbejderparti ikke blev yderligere drøftet, uden at derkom andre alternativer frem end socialistisk oplysning på klassekampensgrund i forbindelse med en kraftig anti-militaristisk agitation. Debatten havde

dog gjort klart for både den moderate og radikale fløj i Socialistisk Ungdoms-forbund, at forholdet til partiet måtte tages op til diskussion på kongressen iÅrhus i påsken 1905.

På kongressen vedtoges da også et resolutionsforslag stillet af Chr.Christen-sen med følgende ordlyd:» Socialistisk Ungdomsforbund stiller sig uafhæn-gigt af ethvert politisk parti« 15. Vedtagelsen havde en sådan formulering, at

resolutionen alt efter indstilling kunne tages til indtægt for et praktisk organi-satorisk frigørelsesforsøg eller et virkeligt ideologisk brud med Socialdemok-

ratiet. Det blev det førstnævnte, man i kongre sreferatet i »Ny Tid« lagde vægtpå, idet man her begrundede vedtagelsen med, at den organisatoriske uaf-

hængighed skulle forebygge videre misforståelser og »standse den af mod-

standerne meget yndede trafik at bebrejde Socialdemokratiets ledere, hvad

Ungdomsforbundet foretog sig og omvendt« 16.'

Af de kommentarer den nye forbundsformand Mikkel Christensen kort efterselv knyttede til resolutionen synes det dog rimeligt at antage, at mange

7

kongresdeltagere, især fra København lagde større vægt på den ideologiskeuafhængighed, selv om flertallet også af venstreoppositionen fortsatte som

medlemmer af Socialdemokratiet”. Resolutionens ordlyd var dog så tilpasvag, at de forskellige fløjes indbyrdes styrkeforhold ville komme til at afgørefortolkningen af uafhængighedserklæringen. Der kan således ikke tales om et

brud på Århus-kongressen,men diskussionen havde yderligere trukket lin-

jerne op mellem højre- og venstrefløj indenfor bevægelsen.

Mod nye kampformerSocialistisk Ungdomsforbund oplevede i perioden efter Århus-kongresseni1905 og den tredje kongres i København i marts 1907 en betydelig organisato-risk vækst fra fem afdelinger med ca. 400 medlemmer til 11 afdelinger medover 1000 medlemmer'. Hertil bidrog i høj grad de store anti-militaristiskemøderi sommeren 1905, hvor politiet ofte greb ind, og hvor der blev foretagetadskillige anholdelserz. Den stærke repression kulminerede i marts 1907 med

fængSelsdomme over 13 ungsocialister for uddeling af anti-militaristiske pje-cer3.

Det tydeligere modsætningsforhold til det borgerlige samfundfaldt sammen

med en øget strejkeaktivitet i arbejderklassen i løbet af 1905, hvor overens-

komstforhandlingerne løb af stabelen.Under disse kampe viste virkningerneaf Septemberforligets begrænsning af strejkemulighedeme sig i en situation,hvor der var muligheder for at forbedre lønvilkårene under en relativ gunstigkonjunktur. Erfaringerne fra disse lønkampe i forbindelse med ideologiskpåvirkning fra det store antal politiske flygtninge fra Rusland og de svenske

ungsocialisters diskussioner førte i slutningen af 1905 til de første danske

diskussioner om nye kampformer, der rakte ud over en personlig kritik af de

socialdemokratiske ledere, men uden at komme ud over den manglendeforståelse af et revolutionært partis rolle4. Centralt stod her som i andre

vesteuropæiske lande den sociale eller ekspropriative generalstrejke kombi-

neret med anti-militaristisk agitation, der skulle gøre hæren til et ubrugeligtvåben' for borgerskabet. Denne diskussion blev i 1905 ført indenfor den

svenske ungsocialistiske bevægelse, især i bladet »Brand«, der cirkulerede

flittigt i de københavnske afdelinger af Socialistisk Ungdomsforbund. Der

kan ikke herske tvivl om, at den sociale generalstrejke introduceredes blandt

danske ungsocialister gennem »Brand« samt gennem personlige kontakter

mellem de ledende danske og svenske ungsocialisters. Ligeledes talte

» Brand «s redaktør Hinke Bergegren på et offentligt agitationsmøde i Køben-havn i april 1905 over emnet »Til målet«, hvor han omtalte generalstrejkensom arbejderklassens vigtigste våben, hvilket blev taget op senere på året,hvor Bergegren var hovedtaler på det skandinaviske ungdomsstævne i

Brønshøj Tivoliö.

Diskussionen om sammenhængen mellem den sociale generalstrejke og den

anti-militaristiske agitation blev fra årsskiftet 1905/ 1906 et almindeligt emne

for foredrag i de københavnske afdelinger, hvor venstreoppositionen havde

hjemme. Denne revolutionære og anti-parlamentariske fløj var fortsat relativ

lille, men havde til gengæld de vigtigste poster indenfor Socialistisk Ung-

8

domsforbund med Mikkel Christensen og fra 1906 Finn Madsen som for-

bundsformænd og Chr. Christensen og Alb. Jørgensen som redaktører for

»Ny Tid«7. Bevidstheden om den nære forbindelse mellem den ekspropri-ative generalstrejke, der skulle fratage kapitalisterne ejendomsretten til pro-

duktionsmidleme, og den anti-militaristiske agitation, der skulle hindre bor-

gerskabets anvendelse af hæren mod arbejderklassen var således allerede i

foråret 1906 fuldt udviklet, idet Chr. Christensen som repræsentant for parti-afdelingen i Glostrup på Socialdemokratiets kongres i april 1906 foreslogfølgende resolution:»I betragtning af, at generalstrejken er arbejderklassensyderste og største våben i kampen mod den borgerlige klasse, og at general-strejken kun vil blive benyttet under de mest tilspidsede former af klasse-

kampen, hvor militæret vil blive en meget stor faktor, anbefaler kongressenpartiforeningeme landet over til at forcere det socialistiske oplysningsarbejdei videst mulig grad. Kongressen udtaler samtidig sin varmeste sympati for

Socialistisk Ungdomsforbunds anti-militaristiske agitation blandt arbejde-rungdommen«8.Chr. Christensens resolution forkastedes, men med hvilket stemmetal ogmed hvilken argumentation er det umuligt at afgøre. Det er rimeligt at antage,at det i højere grad var optagelsen af generalstrejken end den anti-

militaristiske agitation, som var baggrunden for forkastelsen, idet Socialistisk

Ungdomsforbunds uddeling af opråb fortsat fik positiv pressedækning i

»Social-Demokraten«9.

Ungsocialisteme og Socialistisk ArbejderforeningVenstrefløjen indenfor Socialistisk Ungdomsforbund havde utvivlsomt reg-net med forkastelsen af generalstrejke-resolutionen, idet man allerede inden

kongressen havde påbegyndt arbejdet med at skabe grundlaget for en revolu-tionær organisation. Første trin i dette arbejde skulle være oprettelsen af et

dagblad i forbundets navn, der ifølge Chr. Christensen skulle være dem

agitatoriske platform for en selvstændig organisation'. Samtidig skulle avisen

bryde Social-Demokratens monopol og bevidste udeladelse af alle kritiskeindlæg. På Socialistisk Ungdomsforbunds hovedbestyrelsesmøde i maj 1906kom det frem, at den fungerende forbundsformand sammen med MikkelChristensen og Alb. Jørgensen allerede i nogen tid havde arbejdet med at

undersøge de økonomiske muligheder for oprettelsen af et dagblad. På mødetkonkluderede Chr. Christensen desuden, at det nu var nødvendigt at skabe en

selvstændigorganisation, der stod i modsætning til alle andre partier2.Dettesynspunkt støttedes af den tidligere forbundsformand Ed. Adeløm, der men-

te, at der i de københavnske fagforeninger kunne samles støtte til en sådan

nydannelse, men at det var bydende nødvendigt at holde planerne hemmeli-

ge, da Social-Demokraten ville gøre alt for at slå et nyt socialistisk arbejder-blad ned.

Trods modstand fra de provinsmedlemmer, der fortsat ønskede forbindelsentil Socialdemokratiet opretholdt, besluttedes det, at forretningsudvalgetskulle arbejde videre med bladplaneme, hvilket skete, idet Mikkel Christen-

9

sen indhentede vejledning hos den anarkistiske journalist J .J . Ipsen, der

befandt sig i Frankrig for at undgå sine kreditorer og den måneds gældsfæng-

sel, der ventede ham3. Ipsen gav en række oplysninger om et dagbladsøkonomi samt en række råd om den redaktionelle linje, hvor det vigtigste var

'

at redigere »avisen hensynsløst anti-parlamentarisk«4.Bladplanerne indenfor Socialistisk Ungdomsforbunds rammer og dermed

mulighed for udvikling af en revolutionær organisation kofn imidlertid til en

brat afslutning, da de menige medlemmer i de københavnske afdelinger fik

kendskab til planerne. Allerede i juli 1906 holdt fællesbestyrelsen for »De

centraliserede socialistiske ungdomsforeninger« møde om sagen og vedtogfølgende resolution:»Fællesbestyrelsen for de københavnske afdelinger un-

der Socialistisk Ungdomsforbund i Danmark vedtager, at de på det stærkeste

tager afstand fra planerne om et dagblad og dannelsen af et revolutionært

arbejderparti, idet de udtaler, at noget sådant må stå for Mikkel Christensens,Alb. Jørgensens og Finn Madsens eget ansvar«5.

Denne desavouering fra de københavnske foreningers side satte en stopperfor det påtænkte dagblad og reorganiseringen af forbundet som en selvstæn-

dig revolutionær organisation. Det er betegnende for radikaliseringen af

ungdomsbevægelsen, at det brede grundlag uafhængigt af Socialdemokratiet

nu var karakteristisk for den moderate fløj, mens venstrefløjen følte det brede

socialistiske grundlag som en hæmsko for en videreudvikling af forbundet i

revolutionær retning, hvilket betød, at man efter de københavnske afdelin-

gers resolution fortsatte arbejdet med at skabe grundlaget for en socialistisk

avis, men nu udenfor forbundet. Gruppen benyttede forbindelse til ældre

oppositionelle arbejdere i København, der var parat til at støtte en revolutio-

nær organisering af arbejderklassen. Det første udtryk for dette samarbejdeblev oprettelsen i september 1906 af Socialistisk Arbejderforening, umiddel-

bart efter, at Socialistisk Ungdomsforbunds bladudvalg på et hovedbe styrel-sesmøde var blevet opløstö.Om baggrunden for dannelsen af Socialistisk Arbejderforening skrev Mikkel

Christensen, Alb. Jørgensen og Finn Madsen nogle måneder senere, at » So-

cialistisk Arbejderforenings oprindelse er følgende: Efterhånden som util-

fredsheden indenfor arbejderklassen vokser sig større og større, kan den ikke

længere dæmpes ved »føremes« autoritet. Indenfor fagforeningerne har

mange fået øjet op for det re sultatløse i Rigdagsarbejdet og set, hvorledes det,

der er opnået, kun er nået ved ofre i den faglige kamp for økonomiske

interesser; ved kravet, der herved rejstes i arbejderklassen, blev det i over-

klassens interesse at efterkomme dens fordringer. Med disse anskuelser

samledes en del fagforeningsfolk, der næsten alle havde gennemgået en skole

dels i diskussionsklubbeme, dels i Socialistisk Ungdomsforening«7.Socialistisk Arbejderforening var ikke en partidannelse eller en selvstændigrevolutionær organisation, men havde i starten det begrænsede formål som

først; trin at *skabe grundlaget for udgivelsen af et socialistisk dagblad. I

formålsparagraffen hed det således: »Da de organer, hvorigennem arbejder-klassen kan gøre sine krav gældende, baserer deres kamp på politisk grundlagog ved parlamentarisk vej mener at have det vigtigste middel til arbejderklas-

10

sens frigørelse, er det Socialistisk Arbejderforenings opgave at danne et

dagblad, der kan være organ for alle de arbejdere, der gennem deres delta-

gelse i klassekampen er kommet til den anskuelse, at vejen arbejderklassenmå gå nødvendigvis vil blive gennem den økonomiske, faglige kamp i forbin-

delse med oplysning om sociale spørgsmål.«3 Denne formålsparagraf viste

klart udviklingen i den danske venstreopposition i retning af en konsekvent

antiparlamentarisk linje, der fortolkedes som et opgør med alle former for

politisk arbejde indenforvælgerforeningerog de politiske diskussionsklubber.

Socialistisk Arbejderforening vari begyndelsen en lille gruppe arbejdere, idet

man ved starten kun havde 35 medlemmer, men foreningen voksede jævntfrem til sommeren 1907, hvor man var nået op på 809. Det virkelige gennem-

brud kom dog først i efteråret 1907, hvor byggekrisens virkninger begyndte at

vise sig. Arbejdsløsheden og Socialdemokratiets afmagt i spørgsmålet om

understøttelse og beskæftigelsesarbejder medførte en betydelig tilgang til

foreningen, der i sommeren 1908 var oppe på omkring 300”. Af de 35

oprindelige medlemmer var over halvdelen folk fra Socialistisk Ungdomsfor-bund, bl.a. Chr. Christensen,Finn Madsen, Mikkel Christensen, Clara Wet-

tergren og Paul Madsen, dvs. næsten hele Socialistisk Ungdomsforbundsledelse og redaktionen af »Ny Tid«. Af ældre fremtrædende oppositionellevar arbejdsmand N. Riisgaard og murerarbejdsmand J .M. Johansen med ved

etableringen af Socialistisk Arbejderforening, der i den første tid kun var

aktiv ved afholdelse af mindre medlemsmøder1 1. En del af de ældre medlem-

mer af foreningen korn fra de socialdemokratiske diskussionsklubber, hvor

man støttede tanken om en ny socialistisk avis. Således blev formanden for de

socialdemokratiske diskussionsklubber bager I. P. Nielsen medlem af Socia-listisk Arbejderforening kort efter stiftelsen12

»Korsaren« og Socialistisk Ungdomsforbunds tredje kongresI vinteren 1906/ 1907 arbejdede de ledende medlemmer af Socialistisk Arbej-derforening med fremskaffelsen af de økonomiske midler til det nye sociali-

stiske dagblad, og man optog forhandlinger med andre oppositionelle grupper

og personer, især indenfor de anarkistiske kredse i hovedstaden. Der blev

således ført fornyede forhandlinger med den hjemvendte Ipsen og den norske

anarkist Hans Jæger, der selv planlagde udgivelse af et revolutionært blad.

Disse forhandlinger førte ikke umiddelbart til noget, hvorfor Ipsen og Jægeri marts 1907 selv begyndte udgivelsen af bladet »Korsaren« med undertitlen

»Imod Socialdemokratiet- for Socialismen«. I dette blads første nummer var

en artikel med titlen »Korsaren og Ungsocialisteme«, hvor det nøje blev

beskrevet, hvorledes der fra sommeren 1906 havde været ført forhandlingerom et dagblad mellem ungsocialistiske og anarkistiske kredse, og at disse

forhandlinger var fortsat selv efter de københavnske foreningers afstandta-

gen fra projektet*. Denne tydelige bekræftelse af de hemmelige bladplaner og

forbindelse til anti-socialdemokratiske kredse vakte furore i den københavn-

ske ungdomsbevægelse, således at forbundsledelsen måtte rykke ud med et

dementi gennem Ritzaus Bureau, L'331i man nægtede » i nogen som helst

henseende« at have nogen forbindelse med »Korsaren« eller Socialistisk

11

Arbejderforeningz. Dette dementi svækkede dog langtfra den interne kritik,idet man indenfor den københavnske ungdomsbevægelse vidste, at den iøv-

rigt. usignerede artikel var skrevet af forbundsformanden Finn Madsen, deri

ugerne frem til den tredje kongres i slutningen af marts 1907 kritiseredesstærkt for sin forbindelse til »Korsaren«3.

Stærkest var kritikken i provinsafdelingeme, hvor de ledende københavnske

ungsocialisters forbindelse til et blad, der i provinsen entydigt opfatt'edes som

et splittelses- eller »skruebrækkerorgan« , var baggrunden for at afdelingen i

Århus optog udmeldelse af forbundet som et punkt på en ekstraordinær

generalforsamling kort før kongressen. Det meget negative syn på folkene

omkring »Korsaren« var yderligere begrundet i den omstændighed, at bladet

efterhånden blev talerør for det ifebruar 1907 stiftede »Ny Arbejdsmandsfor-bund«. Dette forbund var dannet som en protest mod ledelsen af Dansk

Arbejdsmandsforbund, ikke mindst dens økonomiske transaktioner vedrø-rende den kooperative Svendborg Margarinefabrik, der praktisk taget havde

tømt forbundets kasse4. »Det Ny Arbejdsmandsforbund« var således ikke

nogen revolutionær fagorganisation, men blev efterhånden forum for diverse

oppositionelle arbejderes. Fra starten bestod det nye forbund af de køben-havnske afdelinger for pakhusarbejdere med omkring 500 medlemmer, petro-leumsarbejderne med 300 og oliemølleme med 200°.

På den ekstraordinære generalforsamling i Århus vedtoges det dog trods

utilfredsheden med forbundsledelsens forbindelser til »splittelsesorganisati-onerne«, Socialistisk Arbejderforening og »Det Ny Arbejdsmandsforbund«(kaldet »KorsarfOrbundet«) at blive i Socialistisk Ungdomsforbund til efter

kongressen, men at man på kongressen ville haveen afklaring på forholdet til

dels Socialdemokratiet, dels til det i september 1906 dannede Socialdemokra-

tisk Ungdomsforbund, der stod stærkt i provinsen7.Der var således på kongressen lagt op til en organisatorisk splittelse, men

denne udeblev først og fremmest fordi en delaf den københavnske venstrefløjaf frygt for provinsafdelingemes udtræden og indmeldelse i Socialdemokra-

tisk Ungdomsforbund dæmpede deres angreb på Socialdemokratiet og skrin-

lagde planerne om en reorganisering af forbundet til en revolutionær kampor-ganisation. Dette omsving styrkede samtidig den moderate del af den køben-

havnske bevægelse med socialdemokraten Vilh. Melgaard i spidsen, idet

denne fortsat gik ind for en bred socialistisk oplysningsbevægelse, der skulle

uddanne de unge til bevidste arbejdere, men iøvrigt ikke tage del i den

politiske kamp, bortset fra den anti-militaristiske agitation. Resultatet afen

del af venstrefløjens tilbageholdenhed blev derfor valget af Vilh. Melgaard til

ny forbundsformand i stedet for Finn'Madsen, der kritiseredes for sin forbin-

delse til »Korsaren«8.I

Talsmand for højrefløjen var den tidligere forbundsformand Albinus Jensen,Århus, der opfattede »Korsaren« som et rent »skruebrækkerorgan«, der gikde reaktionæres ærinde ved den overdrevne kritik af Socialdemokratiet, hvis

parlamentariske politik han mente flertallet af provinsafdelingeme støttede.Derfor måtte han også tage afstand fra' »Ny Tid«s anti-parlamentariske og

anti-socialdemokratiske linje, der for ham røbede, at opfattelsen af at stå

'12

uafhængigt af politiske partier betød det samme som at være imod Socialde-

mokratiet9. Også fra andre provinsdelegerede blev der raslet med sablen ogtruet med udtræden, hvis man fortsatte den revolutionære linje”.For at undgå det organisatoriske brud støttede således dele af venstrefløjendet brede grundlag, hvor forholdet til eller nærmere kampen mod Socialde-

mokratiet ikke var noget forbundsanliggende, mens en mindre gruppe om-

kring den københavnske afdeling C var parate til at tage konsekvensen af

vedtagelsen af et revolutionær-t program. Som talsmand for denne gruppeudtalte Viktor Nielsen, at Socialistisk Ungdomsforbund burde tage ved læreaf de svenske ungsocialister, der havde optaget den sociale generalstrejke og

væmepligtsnægtelsen på deres program og iøvrigt helt afbrudt ethvert samar-

bejde med Arbejderpartiet og nu planlagde dannelsen af en revolutionær

organisation på klassekampens grund”. Desuden betonede Viktor Nielsen

vigtigheden afat skærpe den anti-militaristiske kamp ved i stedet for at gå ind ihæren og agitere at nægte at aftjene værnepligt, hvilket i tiden efter blev

standpunktet for venstrefløjen. At optagelsen af disse punkter ville få kon-sekvenser for forbundet var han helt på det rene med, men bruddet ville underalle omstændigheder komme på et tidspunkt”.

Mod anarko-syndikalismenDet var således på 1907-kongressen allerede klart, at Socialistisk Ungdoms-forbund indenfor sine rammer rummede så forskellige opfattelser, at man

ikke i længden kunne regne med at undgå et endeligt opgør. Dette modsæt-

ningsforhold blev yderligere uddybet i tiden efter kongressen, hvor radikali-

seringen af de københavnske ungsocialister fortsatte og accellerede under

påvirkning af den omfattende byggekrise med deraf følgende massearbejds-løshed, som prægede København fra efteråret 1907. Allerede inden dennekrise blev mærkbar, havde nyorienteringen vist sig ved tilnærmelsen mellemflere københavnske afdelinger og den nyoprettede Anarkistisk Forening, derhavde tilknytning til »Korsaren«, der dog på dette tidspunkt var gået ind*.Dette samarbejde med anarkisteme var en fornyelse, selv om man fra startenhavde haft anarkister som medlemmer i den ungsocialistiske bevægelse, f.eks. Sophus Rasmussen og Rolf .Hammerä men der var altid blevet lagt vægtpå den grundlæggende forskel mellem socialisme og anarkisme, ligesom man

overfor offentligheden havde søgt at lægge luft mellem sig og anarkisteme3.Tilnærmelsen mellem ungsocialisteme og anarkisteme kan dog ikke udeluk-kende forklares med radikaliseringen indenfor den socialistiske ungdomsbe-vægelse, men var i lige så høj grad en ændring indenfor de små anarkistiskekredse bort fra den individuelle Max Stimerske anarkisme i retning af denkommunistiske anarkisme påvirket af Proudhon og især Krapotkin, hvisværker efterhånden lævstesflittigt også blandt ungsocialisteme. Man forka-stede her den individuelle terror og som mål ønskede man et samfund opbyg-get af frie sammenslutninger med fællesejendom'äDenne udvikling sporedes klart indenfor Anarkistisk Forening og kom til

udtryk i » Korsaren« , hvor redaktøren Hans Jæger i en ledende artikel opford-

13

rede til et organiseret samarbejde mellem anarkister og ungsocialister påtrods af mindre forskelle i synet på samfundet efter revolutionens. Også

blandt Anarkistisk Forenings medlemmer spillede den sociale generalstrejkeen stadig større rolle, således skrev J .J . Ipsen om dette spørgsmål: » Systemetrokkes kun gennem en fagforeningsbevægelse, der har den socialistiske pro-

duktionsform til mål og den sociale revolution, generalstrejken, til åben port

ind i dette nye land. Generalstrejken er ikke en nægtelse af at ville arbejde;den er en nægtelse af at ville arbejde for lønsystemet, for kapitalismen. Den

forlanger socialismen,isom nu kun er nogle festlige valghurraer, gjort til

virkelighed«6. Idet hele taget var der en betydelig overensstemmelse mellem

. Ipsens teoretiske artikler i »Korsaren« og Socialistisk Arbejderforeningsopfattelse af kampen for socialismen, som den kom til udtryk i foreningens

første samlede teoretiske fremstilling » Klassekampen« forfattet af ungsocia-listen Alb. Jørgensen i 19077.

Tilnærmelsen mellem anarkistiske kredse og ungsocialisterne viste sig end-

videre ved, at flere stod som medlemmer af begge foreninger, ligesom det er

betegnende, at det første foredrag, der som overskrift direkte havde »Syndi-

kalismen« afholdtes i juli 1907 i Anarkistisk Forening. Ledende folk fra

Socialistisk Ungdomsforbund og Socialistisk Arbejderforening som Chr.

Christensen og Henry Heimann var på dette tidspunkt flittigt benyttede

foredragsholdere i Anarkistisk Forenings.Denne tydelige udvikling i anarko-syndikalistisk retning måtte nødvendigvis

føre til yderligere spændinger indenfor Socialistisk Ungdomsforbund med

socialdemokraten Melgaard som formand. Således forsøgte Melgaard i maj1907 at få vedtaget en misbilligelse af Centralafdelingens optræden ved

l.maj-demonstrationen, hvor medlemmer havde tiltvunget sig adgang til So-

cialdemokratiets demonstration med plakater med tekster som » Socialismen

gennemføres ikke ved at stemme én dag og sove i tre år« og »Ned med

overklassens organiserede morderbande, militæret«. Dette sidste banner

havde fået politiet til at gribe ind, og det var kommet til et ret voldsomt

sammenstød, hvor to ungsocialister, der forsøgte at forsvare banneret, blev

arresteret og senere idømt en måneds fængsel for vold mod politiet”. Mel-

gaards forslag om en misbilligelse af dette optn'n blev nedstemt, og modsæt-

ningsforholdet mellem Melgaard-fløjen og den anarko-syndikalistiske gruppe

i Centralafdelingen 0g Christianshavns-afdelingen (Afd. C) uddybedes yder-

ligere i november 1907, da anarkisten og tidligere medlem af Socialistisk

Ungdomsforbund Sophus Rasmussen skød og dræbte en betjent, der ville

arre stere ham, for derefter at begå selvmord”. Denne begivenhed var kulmi-

nationen på flere års chikanerier fra politiets side overfor Sophus Rasmussen,

der desuden havde afsonet lange fængselsstraffe for artikler i »Skorpi-

0nen«'R

I den borgerlige presse sattes der straks lighedstegn mellem anarkisteme og

ungsocialisterne; således blev drabet i et Højre-blad kaldt for et »Ung-

socialist-mord«12. Dette blev latterliggjort i »Social-Demokraten«, hvor

man netop i forbindelse med stadfæstelsen af den anti-militaristiske dom

ved Højesteret havde talt om »vore unge partifæller«'3. Det var derfor en

14

ubehagelig omstændighed, at avisen selv næste dag bragte en annonce, hvor

Anarkistisk Forening og »De unge Socialister« bekendtgjorde et fælles of-

fentligt protestmøde mod »Politiforfølgelseme mod Sophus Rasmussen«14.Denne offentlige bekendelse af forbindelsen til anarkisterne fik Vilh. Mel-

gaard til straks at udsende et dementi af, at Socialistisk Ungdomsforbundhavde noget som helst med dette møde at gøre”.Dette dementi blev udgangspunkt for en forstærket kritik af forbundsfor-

manden, der bekendtgjorde, at han ville trække sig tilbage fra posten ved det

næste hovedbestyrelsesmøde i december 1907, idet han mente, at venstreflø-

jen havde omgäet kongressens beslutning om opretholdelse afforbundet som

en bred socialistisk oplysningsbevægelse uden direkte tilknytning til partiereller grupper, men heller ikke specielt anti-socialdemokratisk'6.På hovedbestyrelsesmødet blev Melgaard støttet af flere provinsafdelinger,der også foreslog eksklusion af medlemmer, der ikke rettede sig efter kon-

gresbeslutningeme. Dette blev sammen med et forslag til misbilligelse af

Centralafdelingen og Afd. C's forbindelse til Anarkistisk Forening og Sociali-stisk Arbejderforening forkastet, ligesom venstrefløjens dominans viste sigved det efterfølgende formandsvalg, hvor venstrefløjskandidaten, Julius

Frederiksen fra Centralafdelingen blev valgt”.

Sprængningskongressen 1908

Den radikale fløjs generelle styrkelse forstærkede arbejdet indenfor den

største afdeling i forbundet, Centralafdelingen, med udarbejdelsen af en

række resolutioner vedrørende den parlamentariske taktik, den anti-militaristiske og anti-religiøse agitation, der skulle forelægges Socialistisk

Ungdomsforbunds fjerde kongres i april 1908 til fastlæggelse af en ny kurs.Disse principielle resolutioner, der med mindre ændringer blev vedtaget påkongressen, blev udarbejdet kollektivt, men var især påvirket af Ed. Adeløm,Julius Frederiksen, Andreas Fritzner og Mikkel Christensen samt udenfor

afdelingen Chr. Christensen, der teoretisk var den bedst funderede af ung-sociali ste rne.

'

Af spørgsmålene tillagde man selv diskussionen om parlamentarismen størst

betydning, idet der heri også lå en principiel holdning til Socialdemokratiet,hvilket fra starten havde været det mest kontroversielle emne indenfor densocialistiske ungdomsbevægelse. I januar 1908 vedtoges i Centralafdelingenfølgende resolution om dette spørgsmål: »Vi anser den lige og almindeligevalgret som en reform, der må komme, og som måske kan tjene til at vække

interessen hos de sløve, men vi betragter ikke valgretten som noget særligtdueligt våben i arbejdernes økonomiske kamp. Vi vil søge at udbrede forstå-

elsen af den akkordens ånd, som er parlamentarismens inderste væsen. Vi vil

virke for, at arbejderne i stedet for at alliere sig og løbe efter tvivlsomme

reformer samler hele deres kraft i den faglige økonomiske kamp og om det

oplysnings- og agitationsarbejde, der er nødvendigt for at overtage produkti-onen og bygge det nye samfund. Vi vil modarbejde alle former for parlamen-tarisk virksomhed, som svækker arbejdernes selvstændighed og fremkalder

15

.at

autoritetstro. Vi vil søge at udbrede forståelse af, at arbejdernes fagligeorganisationer i langt højere grad end hidtil bør lægge vægt på oplysningsar-bejdet og den kooperative bevægelse. Vi vil agitere for, at generalstrejkentages op til drøftelse, og at arbejderbes faglige organisationer arbejder med

det mål for øje engang at sætte det borgerlige samfund stolen for døren og'

gennemføre revolutionen«2. Denne resolution blev sammen med Centralaf-

delingens øvrige forslag udsendt til alle forbundets afdelinger i foråret 1908,

ligesom Chr. Christensen som venstrefløjens talsmand foretog en agitations-rejse for at anbefale vedtagelsen af de nye retningslinjer, der betød et brud

med Socialdemokratiet, antagelsen af en entydig antiparlamentarisk linjesamt tilslutning til syndikalistiske principper3.

'

På kongressen stod venstrefløjens resolution overfor den moderate fløjs

forslag til udtalelse, der var udarbejdet af Vilh. Melgaard og Søren Hansen,

Herfølge og støttet af Århus, Frederiksværk samt to delegerede fra afd. V i

København. Heri hed det bl. a., at »Socialismen er en retfærdiggørende idé;midlerne til at føre denne frem til sejr må betragtes som afstukne ved den

naturlige udvikling Socialdemokratiet og fagbevægelsen har gennemgået, thi

såvel den faglige som den politiske bevægelses arbejde har været frugtbrin-gende for arbejderklassen i kampen for frigørelse«4. Denne resolution var

således ved sin entydige tilslutning til Socialdemokratiet et skridt til højre for

den moderate fløj og en erkendelse af, at et organisatorisk brud var uundgå-

eligt. Ved afstemningen blev den moderate fløjs resolution klart forkastet

med 6 stemmer for og 17 imod, mens Centralafdelingens resolutioner alle

vedtoges med mindre ændringer5. Sejren for den radikale fløj viste sig ogsåved valgene til tillidsposteme, hvor Chr. Christensen blev ny forbundsfor-

mand, Mikkel Christensen valgt som eneredaktør af »Ny Tid«, mens Clara

Wettergren valgtes til forbundssekretær. Fælles for disse og de øvrige besty-relsesmedlemmer var det, at de alle tilhørte den radikale retning, og at

samtlige desuden var medlemmer af Socialistisk Arbejderforeningñ.

Opløsningsperioden

1908-kongressen blev begyndelsen til enden for Socialistisk Ungdomsfor-bund, hvilket er blevet forklaret med valget af en snæver anarko-

syndikalistisk linje og det deraf følgende frafald fra den ungsocialistiske

bevægelse'. Den sekteriske afstandtagen fra den politiske kamp og den

manglende forståelse for det revolutionære partis opgave havde utvivlsomt

på længere sigt en negativ effekt på den revolutionære arbejderklasses mulig-

heder, men i første omgang var den gradvise opløsning utvivlsomt udsprungetaf den omstændighed, at de fleste ledende ungsocialister fra foråret 1908

begyndte at nedprioritere deres arbejde i ungdomsbevægelsentil fordel fordet politiske arbejde i Socialistisk Arbejderforening og den arbejdsløsheds-

bevægelse, der var opstået i København under byggekrisenz.Fra maj 1908 koncentreredes arbejdet således om udgivelsen af det længe

planlagte dagblad »Socialistisk Arbejderblad«, der hurtigt blev platform for

alle oppositionelle grupper indenfor fagbevægelsen, især fagforeninger med

16

tilknytning til byggesektoren3. I de fire måneder bladet udkom, blev denkritiske fagoppositions synspunkter kanaliseret gennem avisen, der ogsåflittigt dækkede arbejdskampe, ligesom man bekæmpede det voksende fag-lige bureaukrati4. Ved siden af det aktuelle faglige stof indeholdt bladet en

'

betydelig mængde teoretisk stof, hvor især Chr. Christensen behandlede denye kamp- og organisationsformer som generalstrejken og sympatistrejkens.Derlagdes nu vægt på den demobiliserende virkning Septemberforliget havdehaft, og der opfordredes til strejker for at bryde det voldgiftssystern, der var

under opbygning i dette første tiår af århundredetö.

Ungsocialistemes virksomhed lå ikke alene i arbejdet med bladet, men i

stadig større omfang indenfor Socialistisk Arbejderforening, deri 1908 udvik-lede sig til en selvstændig organisation for oppositionelle arbejdere. På store

og ofte voldsomme møderi sommeren 1908 optrådte foreningen som modpol“

til Socialdemokratiet og fagforbundene, og her optrådte Chr. Christensenofte som taler7. Stærke st var protesterne mod forliget indenfor typograffagetog her især nedsættelsen af det såkaldte »augustudvalg« bestående af repræ-sentanter fra DsF og Arbejdsgiverforeningen, der skulle overveje midler tilforebyggelse af arbejdskonflikter, hvilket i 1910 førte til oprettelsen af denfaste voldgiftsret og forligsmandsinstitutionens.Som alternativ til DsF”s forligspolitik krævedes der på ungsocialisternesmøder anvendelse af syndikalistiske metoder, først og fremmest sympati-strejken og den direkte aktion. På disse møder kaldte man nu direkte »de nyelinjer« , som Socialistisk Arbejderforening stod for, for syndikalisme. Såledesudtalte Mikkel Christensen, at den nye bevægelse stod på »et rent anti-militaristisk, syndikalistisk og antiparlamentarisk standpunkt«9. Disse nyekampformer havde under byggekrisen vundet genklang i de københavnskefagforeninger, i det mindste i et sådant omfang, at »Social-Demokraten«beskæftigede sig med »splittelsesfolkene« i en omfattende artikel umiddel-bart efter typografforliget. Det hed heri bl. a., at »fra Frankrig førte HinkeBergegren syndikalismen og »anti-parlamentaiismen« til Sverige, hvor densærlig fandt en lille skare tilhængere i Malmø, og herfra overførtes den tilenkelte grupper indenfor de socialistiske ungdomsforeninger i København -

som forøvrigt i disse dage gennem deres organ »Ny Tid« og dets efterfølgerehar kastet masken og proklameret den rene anarkisme... Anarkismen haraldrig kunnet vinde tilhold blandt danske arbejdere. Men i de sidste tretjerdingår har den sneget sig ind i ganske enkelte fagforeningskredse under»ungsocialismens« hykleriske maske. Den har spekuleret i arbejdsløshed,pludselige uoverlagte strejker, storlockouter, fagforeningemes opløsning ogderpå følgende anarki - og reaktion«1°.

Arbejdet indenfor Socialistisk Arbejderforening blev af de fleste prioriterethøjere end Socialistisk Ungdomsforbund, og det kunne ikke undgå at få

følger, at ledelsen kun i begrænset omfang havde tid til forbundsanliggender,ligesom alle økonomiske ressourcer blev sat ind på at opretholde Socialistisk

Arbejderblad, hvilket lykkedes frem til september 1908”. I efteråret 1908diskuteredes derfor en sammenslutning mellem ungdomsforbundet og Socia-listisk Arbejderforening for herigennem at samle kræfterne på den radikale

l7

fløj. Disse forhandlinger fandt sted santidig med, at der indenfor Socialistisk

”Arbejderforening var planer om en reorganisering på et tidspunkt, hvor

avisen var gået ind, hvorved foreningen havde mistet det oprindelige formål.

Reorganiseringen var også en følge af den ideologiske udvikling indenfor den

radikale retning, hvor anarko-syndikalismen efterhånden under påvirkning af

konflikterne på arbejdsmarkedet var slået endeligt igennem. Socialistisk

Arbejderforening besluttede derfor i december 1908 en reorganisering på rent

syndikalistisk grundlag, således at foreningen opløstes og erstattedes af Syn-

dikalistisk Forbund d.28.december 1908”.

De ledende ungsocialister fortsatte deres virksomhed indenfor SyndikalistiskForbund, hvor bl. a. Chr. Christensen og den tidligere forretningsfører for

»Ny Tid« Alfred Nielsen en tid var redaktør for forbundets blad »Syndikali-

sten«14. Samtidig fortsattes forhandlingerne mellem de tre overlevende

ungsocialistiske afdelinger i København om en sammenslutning med Syndi-kalistisk Forbund, men dette arbejde-førte kun frem til dannelsen af en enkelt

Socialistisk Ungdomsforening i København, der fortsatte sit samarbejde med

' Syndikalistisk Forbund uden at det dog nogensinde kom til nogen formel

sammenslutning”.Dannelsen af Socialistisk Ungdomsforening synes dog ikke at have bragt nyt

liv i den ungsocialistiske bevægelse, og foreningen afholdt kun få selvstæn-

dige møder. I juli 1909 udsendte foreningen en pjece i anledning af den

russiske zars besøg i Danmark med titlen »Knutten«, .skrevet af Vald.

Nielsen (Ahrnell)'6, men ellers synes ungsocialisteme primært at .have delta-

get i syndikalistisk Forbunds møder. Foreningens eneste selvstændige arran-

gementer i 1909-1910 var således foreningens stiftelsesfester, og Socialistisk

Ungdomsforening ses således sidste gang i live ved stiftelsesfesten i oktober

1910”.

Allerede i august 1908 standsede de ordinære forretningsudvalgsmøder på

forbundsplan, men ifølge Mikkel Christensen holdtes endnu nogle uformelle

møder, således at det i november 1908 lykkedes at få »Ny Tid« ud endnu

engang. En egentlig organisatorisk opløsning fandt tilsyneladende ikke sted,

men ifølge Mikkel Christensen blev der på et møde i slutningen af 1909 stillet

forslag om at søge forhandling med Socialdemokratisk Ungdomsforbund, for

at Socialistisk Ungdomsforbunds ejendele kunne overgå hertil, men dette

forslag blev forkastet's.

De fremtrædende ungsocialister fortsatte i løbet af 1909-1910 arbejdet i Syn-

dikalistisk Forbund, der dog efter byggekrisen førte en hensygnende tilvæ-

relse præget af interne diskussioner og med stadig mindre forbindelse til

arbejderklassen. Denne sekteriske linje fik en del af medlemmerne og især de

tidligere ungsocialister til at forlade anarko-syndikalismens.skarpe afstandta-

gen fra politisk virksomhed, for i stedet gradvist at indtage en mere

marxistisk-syndikalistisk position, hvor man stillede sig mere tolerant over-

for politisk aktivitet og ikke krævede en anti-parlamentarisk indstilling hos

medlemmerne, ligesom man opprioriterede arbejdet i de allerede eksiste-

rende fagforeninger”. Derimod kom det ikke til diskussioner om etablering af

et revolutionært parti, således som det skete i den svenske ungsocialistiske

18

>

»nam

Billedet er et kongresbillede, hvorf. eks. Albinus Jensen, Århus (yderst på højre fløj andenrække) samt en del andre provinsdelegerede er tilstede. Udfra nummeret af»Ny Tid« som Clara

Wettergren holder må det være 1907-k0ngressen i København marts 1907 (ABA).

bevægelse”. Blandt de ledende indenfor denne fløj var ungsocialisteme Chr.

Christensen og Andreas Fritzner, der mente, at den syndikalistiske bevæ-

gelse skulle arbejde i intim kontakt med den øvrige arbejderbeyægelse som en

kamporganisation, der som mål havde at gøre de bestående organisationersyndikalistiske i deres taktik og strategi". Dette opgør med anarko-

syndikalismen i Syndikalistisk Forbund var således begrundet i erfaringernesom ungsocialisteme havde gjort i perioden fra reorganiseringen af Sociali-

stisk Arbejderforening i slutningen af 1908 frem til sommeren 1910, hvor den

revolutionære venstreopposition var isoleret i den danske arbejderbevægelseefter det betydelige opsving i 1908". Resultatet af denne kursændring hos

ungsocialisteme blev dannelsen af Fagoppositionens Sammenslutning i sep-tember 1910, der dog først under 1-. Verdenskrig og i årene umiddelbart efter

var i stand til at opnå en vis indflydelse som en reaktion mod de fem-årigeoverenskomster og dyrtiden. Den manglende overvejelse af det revoluti-

onære partis rolle og karakteren af den politiske kamp gjorde imidlertid, at FS

aldrig nåede et virkeligt gennembrud og efter dannelsen af Danmarks kom-

munistiske Parti svandt den syndikalistiske bevægelse ind. Flere af de frem-

trædende ungsocialister var helt frem til dette tidspunkt aktive indenfor den

revolutionære venstrefløj, først og fremmest Chr. Christensen og Andreas

Fritzner, men også indenfor de andre partidannelser på venstrefløjen spilledede tidligere ungsocialister en betydelig rolle, f. eks. Charles Petersen og

Albert Sterregaard, der var med ved stiftelsen af Socialistisk Arbejderparti i

1918".

Noter1. En oversigt over nyere forskning omkring den danske venstrefløjs tidlige historie se Jens

Christensen, »Kommenteret bibliograti til den danske arbejderklasses og -bevægelses histo-

rie«, Den jyske Historiker nr. 13 1978 s. leff.

2. Se Jørgen Würtz Sørensen, Socialdemokratisk Ungdom. Fremskridtsklubbeme i Jylland1885-1904«, Meddelelser om Forskning i arbejderbevægelsens historie nr. 8 1977

3. Se jubilæumsskriftet »Diskussionsklubben Karl Marx 1886-1911« S. 8f (Kbh. 1911).

4. Ernst Christiansen, Ungdom under rødt Flag s. 11.

5. Herom se Chr. Christensens selvbiografi aftrykt i Carl Heinrich Petersen, »Den glemtesocialisme« s. 60-63, Den jyske Historiker nr. 1 6. årg. 1973-74.

6. »De Unges Avis« aug. 1903 (Socialdemokratisk Ungdomsforenings festavis, SUF-arkiv,

ABA).

7. O. Bertolt m. fl., En bygning vi rejser I s. 278.

8. Om forsvarsdebatten se Troels Fink, Ustabil balance..Dansk udenrigs- og forsvarspolitik1894-1905 s. 95t'.

9. »Opraab til Soldaterne« fra 1903 aftrykt i Lise Togeby, Var de så røde? s. 785.

10. »De Unges Blad aug. 1903; se også Karl Femström, Ungsocialismen s. 95.

11. Se f. eks. kritikken i Århus hos Hans Kaae, Socialdemokratiet i Århus 1882-1915 s. 123ff

(utrykt speciale, Århus 1972).'

Stiftelsen af Socialistisk Ungdomsforbund ,

1. Om planlægningen af den første kongres se Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske

ungdomsbevægelse i Danmark s. 5911' (Utrykt konferensspeciale, Århus 1976).

20

9099w10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

. Referat fra kongressen i Socialistisk Ungdomsforbunds protokoller 1904-1908 (SUF-Forbund) (ABA).

. Debatten blev ikke refereret i det offentliggjorte kongresreferat se »Social-Demokraten« 6.

april 1904.

Om bruddet i den svenske ungdomsbevægelse se Tage Lindbom, Den socialdemokratiska

ungdomsrörelsen i Sverige 5. 7lff.

. Se f. eks. »Social-Demokraten« 13. dec. og 21. dec. 1904.

»Ny Tid« dec. 1904.

»Social-Demokraten« 4. feb. 1904.I Landsarkivet for Sjælland m.m. findes det store materiale vedrørende politiets undersøgel-ser af venstrefløjen samlet i pakken » Korrespondancesager vedrørende den ungsocialistiskeog syndikalistiske bevægelse l903-1919«. (Korrespondancesager).

. Før 1905 var politiundersøgelseme udelukkende koncentreret om den anti-militaristiskeagitation, se Korrespondancesager 1903-1904.

»København« 5. feb. 1905.

Se således »København« 10. feb. 1905; »Ny Tid« april 1905.

»København« 5. feb. 1905; »Social-Demokraten« 10. feb. 1905.

»København« 5. feb. 1905.'

Mikkel Christensen, »Den socialistiske Ungdomsbevægelse« s. 29 (Fra Trældom mod

Dagning).'

Kongresreferat 1905 (SUF-Forbund).

»Ny Tid« maj 1905.

Således var f. eks. Chr. Christensen endnu i sommeren 1907 medlem af Socialdemokratiet,se »Social-Demokraten« 23. juli 1907. -

Mod nye kampformerl.

2.

3.

NP'P'P8

Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske ungdomsbevægelse i Danmark 5. 122.

Korrespondancesager juli 1905.

Vedrørende denne sag se Københavns Kriminal- og Politiret Act. Sag nr. 566- 1906-Dom 12.Marts 1907 (Landsarkivet for Sjælland).

»Ny Tid« aug. 1905 og dec. 1905.

»Brand« nr. 4 1905.

»Ny Tid« aug.

Fra marts 1906 var »den sociale generalstrejke« et hyppigt foredragsemne se f. eks.»Social-Demokraten« 7. marts, 15. aug. & 13. sept. 1906.

Protokol for den 11. socialdemokratiske Panikongres 1906 s. 60.

9. Se f. eks. »Social-Demokraten 18. april 1906.

Ungsocialisteme og Socialistisk Arbejderforeningl.

. Ibid.; se desuden »Korsaren« 8. mans 1907, hvor denne planlægning behandles.

PoüøsnêwwSUF-Forbund 20. maj 1906.

Se brev fraJ .J . Ipsen til Mikkel Christensen2. juni 1906(Mikkel Christensens Arkiv, ABA).Brev fra J .J. Ipsen til Mikkel Christensen 27. juli 1906 (Mikkel Christensens Arkiv).

SUF-Forbund 16. sept. 1906.

SUF-Forbund 5. juli, 10. sept. & 16. sept. 1906.

. »Korsaren« 8. marts 1907.

Formålsparagrañ'en for Socialistisk Arbejderforening se tillæg til Alb. Jørgensen, Klasse-kampen (Socialistisk Arbejderforenings pjecer 1907).

21

9. Medlemsbog for Socialistisk Arbejderforening 1906-1907 (MikkelChristensens Arkiv,

10.

11.

12.

ABA).

Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske ungdomsbevægelse i Danmark 5. l67ff.

Se »Social-Demokraten« 22. okt. 1906; Ibid. 10. feb. 1907.

Medlemsbog for Socialistisk Arbejderforening 1906-1907.

»Korsaren« og Socialistisk Ungdomsforbunds tredje kongresl.

2.

3.9

4.

2°?°>'.°*P'10.

11.

12.

»Korsaren« 1. marts 1907.

SUF-Forbund 3. marts 1907.

Se Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske ungdomsbevægelse i Danmark s. 130f.

Vedr. sagen om Svendborg Margarinefabrik og Arbejdsmandsforbundet se: Therkel Stræde,

Fagbevægelse og fagopposition. Lager- og pakhusarbejdemes Fagforening og Forbund i

København 18901925 s. 7611' (utrykt speciale, Roskilde 1977).

Ibid. s. l37ff.

»Korsaren« 1. marts 1907.

Forhandlingsprotokol for Socialistisk Ungdomsforening i Århus 12. marts 1907 (ABA).

Kongresreferat 1907 (SUF-Forbund).

Albinus Jensen talte for flertallet af Århus-afdelingen,men også her var tale om ideologisk

splittelse, hvilket i en kort periode i 1905 havde medført eksistensen af to afdelinger af

forbundet i Århus se Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske ungdomsbevægelse i Dan-

mark s. 98f.

Den sjællandske højrefløj var koncentreret i Herfølge-afdelingen og flertallet i Vesterbro-

afdelingen (Afd. V.).

Om den svenske ungsocialistiske bevægelses udvikling se Karl Femström, Ungsocialismens. 134f.

Kongresreferat 1907 (SUF-Forbund).

Mod narko-syndikalismenl.

2.

3.

10.

11.

22

Sidste nummer af »Korsaren«, nr. 10, udkom 5. april 1907.

Medlemsbog for Socialistisk Ungdomsforening, Kbh. 1904-1908 (ABA).

Således blev en deltager i et af Socialistisk Ungdomsforenings offentlige møder smidt ud,

fordi han råbte »Anarkiet leve« se Politirapport af 23. aug. 1905 (Korrespondancesager); se

desuden Mikkel Christensen, »Den socialistiske Ungdomsbevægelse« s. 29f.

Om forskellige strømninger i anarkismen se George Woodcock, Anarchism. A History of

Libertarian Ideas and Movements s. 86ff.

»Korsaren« 12. marts 1907.

»Korsaren« 15. marts 1907; tilnærmelsen til syndikalismen ses også indenfor andre anarki-

stiske grupper se f. eks. J ohs. Mortensens artikel om generalstrejken i » Anarkisten« nr. 7 14.

aug. 1908.

Se f. eks. afsnittet » Den faglige bevægelse« i Alb. Jørgensen, Klassekampen 5. 7-14.

Se »Social-Demokraten« 12. juli, 25. juli & 9. aug. 1907.

Vedrørende episoden se »Udskrift af 5. Kriminalkammers Protocol af 3. Maj 1907 - Act.Sag

nr. 251-1907«; heri findes også dommen over de to ungsocialister (Landsarkivet for Sjæl-

land); se desuden »Ny Tid« 1. juni 1907.

Sophus-Rasmussen-dramaet findes udførligt behandlet i »Social-Demokraten« 14. nov.

1907; desuden »Dannebrog« 14. nov. 1907.

Carl Heinrich Petersen, »Den glemte socialisme« s. 50; Carl Heinrich Petersen, Revoluti-

onære socialister i Danmark 5. 29; et eksempel på politiforfølgelsen af Sophus Rasmussen se

»Politirapport af 16. juli 1906 ang. anarkist, der formentlig havde tænkt sig at afholde et

friluftsmøde« (Korrespondancesager).

12.

13.

14.

15.

16.

17.

Nationaltidende15. nov. 1907.

»Social-Demokraten« 5. nov. 1907.

»Social-Demokraten« 15. nov. 1907.

»Social-Demokraten« 16.nov. 1907.

SUF-Forbund 14. nov. 1907; venstrefløjens kritik af Melgaard se Forhandlingsprotokol for

SUF, Centralafdelingen, Kbh. 14. nov. & 20. nov. 1907 (SUF-Central).

SUF-Forbund 15. dec. 1907.

Sprængningskongressen 1908 _

1. Om arbejdet med resolutioneme se SUF-Central 20. okt. & 20. nov. 1907 samt 9. jan 1908.

2. Resolutionsforslagenes ordlyd se SUF-Central 9. jan. 1908 samt »Forslag til SocialistiskUngdomsforbunds 4de kongres i København den 16.617. April 1908« (K.B. Småtryk).

3. SUF-Forbund 25. feb. 1908.

4. Hele resolutionens ordlyd se kongresreferatet i »Ny Tid« 1. maj 1908.

5. Kongresreferat »Ny Tid« 1. maj 1908. De moderates forslag støttedes af Århus,Herfølge,Frederiksværk og to repræsentanter fra Afd. V i København; deradikales af de øvrige dvs.

Centralafdelingen, Afd. C, Glostrup, Thisted, Helsingør og Roskilde.

6. Mikkel Christensen, Min lille Verden s. 190; »Ny Tid« 1. maj 1908.

Opløsningsperioden' r

i

1. Se f. eks. Ungi Politik. Danmarks socialdemokratiske Ungdom 19201970 s. 10ff.

2. Om dette arbejde se 'Jørgen Würtz Sørensen, Den socialistiske ungdomsbevægelse i Dan-

mark s. 167t'f.

3. I perioden 16. maj til 14. sept. 1908 udkom ialt 87 numre af Socialistisk Arbejderblad.4. Se f. eks. artiklerne »Brutalitet i Fagforeningen« og »Konflikten på Skotøjsfabrikken« i

Socialistisk Arbejderblad 11. juli og 29. juli 1908.

5. Socialistisk Arbejderblad 25. aug. 1908.

6. Socialistisk Arbejderblad 27. aug. 1908.

. Se mødereferater i Socialistisk Arbejderblad 11. juli, 30. juli, 7. aug. 1908; »Social-Demokraten« 7. aug. 1908.

8. Socialistisk Arbejderblad 19. aug. 1908.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

. Socialistisk Arbejderblad 27. aug. 1908.

»Social-Demokraten« 17. aug. 1908.

Sidste nummer udkom 14. sept. 1908.

Se således SUF-Central 29. sept. 1908.

Sidstegeneralforsamling i Socialistisk Arbejderforening fandt sted i midten af december se

»Socral-Demokraten« 16. dec. 1908; om dannelsen af »Syndikalistisk Forbund« se » Politi-rapport af 3. feb. 1909 ang. et nystiftet »Syndikalistisk Forbund« (Korrespondancesager).

»Syndikalisten«. Organ for den revolutionære Arbejderbevægelse årg. 1-3 1909-1911.

SUF-Central 23. marts & 25. juni 1909.

»Knutten« er omtalt i »Syndikalisten« nr. 7 1. aug. 1909; det er således forkert, når W.

Markvad i Danske Revolutionære II s. 190 henfører bladet til 1910.

»Syndikalisten« nr. 6 sept. 1910.

Mikkel Christensen, »Den socialistiske Ungdomsbevægelse« s. 30.

Bang m. fl., Fagoppositionens Sammenslutning (1910-21). De danske syndikalister s. 34.

Karl Femström, Ungsocialismen s. 1346.

Bang m. fl., anf. arb. s. 40f.

23

22. Det er derimod forkert, når Chr. Christensen i Solidaritet 10. maj 1921 hævder, at han

allerede i 1908 var modstander af anarko-syndikalismen.

23. Se f. eks. Jens Christensen, »Danmarks Socialistiske Arbejderparti 1918-1919« s. 691"Årbogfor Arbejderbevægelsens Historie 5 1975.

24

Olafur Rs Einarsson

ISLANDSK ARBEJDERBEVÆGELSES HISTORIE 1887-1971EN OVERSIGTl -

I perioden 1880-1930 gennemgik det islandske landbrugs- og frskersamfunden enorm forandring. Kapitalistiske produktionsmetoder vandt først indpasmed dæksbådene og senere med trawler- og motorbådsrederiide første 30 åraf 1900-tallet. Denne Stordrift førte til en total omvæltning af samfundsforhol-dene. Omkring 1860 beskæftigede 80% af befolkningen sig med landbrug,mens knap 3% boede i tæt bebyggelse. I 1930 var kun 35% af befolkningenbeskæftiget i landbruget, mens mere end halvdelen af befolkningen boede ibyerne langs kysten. I denne periode udvikledes en arbejderbevægelse i detislandske samfund.

I. 1887-1916

Som så mange andre steder i udlandet var det typografeme, der stiftede denførste fagforening i Island i året 1887. Den eksisterede indtil 1890. På dettetidspunkt var de fleste ledere flyttet til Amerika. I årene 1894-1910 havdedækbådssømændene stærke sømandsforeninger ved Faxebugten. De organi-serede arbejdet på basis af deres erfaring i afholdssammenslutningen »Inter-national Order of Goodtemplars«, Typografemes fagforening samt nogleandre håndværkerforeningerblev stiftet omkring 1900 tillige med to arbejder-forbund på Seydistjord og Akureyri. De første fagforeningers hovedkrav var

1. Anerkendelse af fagforeningemes forhandlingsret,2. Lønudbetaling i penge i stedet for naturalier fra købmændene (som var debetydeligste arbejdsgivere),3. 10 timers arbejdsdag og tillæg for overarbejde.Efterhånden lykkedes det at få disse krav opfyldt. I 1901 vedtog Altinget en

lovgivning om aflønning i penge. Før den 1. Verdenskrig vandt arbejderbe-vægelsen mest i styrke i hovedstadsområdet. I 1906 stiftedes af ufaglærtearbejdere arbejderforeningen »Dagsbrun« (Daggry) i Reykjavik, som endnuidag er landets stærkeste fagforening. I 1914 stiftede ufaglærte kvindeligearbejdere fagforeningen »Framsøkn« og begyndte dermed kampen for ligelønmellem kønnene. På det tidspunkt var kvindens løn kun 15 øre pr. time, mensmandens løn var ca. 30-35 øre pr. time. I de fremvoksende byer ude i landetstiftede man fagforeninger for ufaglærte i årene 1900-1910. Fra 1907-1910forsøgteman at oprette en faglig landsorganisation, uden at det dog lykkedes.Først under 1. Verdenskrigs inflation fik den islandske arbejderbevægelse sitvirkelige gennembrud. Det voksende trawlerrederi i Reykjavik efter 1907førte til en skærpelse af klassemodsætningeme.Arbejdsforholdene på trawlerne, sømændenes slaveri for trawlerredemeførte i 1915 til stiftelsen af et sømandsforbund, som allerede et år senere

gik ud i en omfattende strejke - den første virkelige klassestrid i islandsk

arbejderbevægelses historie. I marts 1916 oprettedes islandsk LO (A.S.I.) af7 fagforeningeri Reykjavik og Hafnartjord. A.S.I. var samtidig det islandske

25

folks parti, Althydoflokkurinn (Socialdemokratisk Parti). Indtil 1916 præge-

des den islandske arbejderbevægelse af trade-unionismen. Den politiske

kamp i Island tog kun sigte på uafhængighedskampen mod Danmark. Man

valgte parti i forhold til den stilling man tog til forbindelsen med Danmark.

Stiftelsen af det socialdemokratiske parti i 1916 betød således, at der nu

opstod et partisystem, hvor klasseinteresseme blev det afgørende for folks

stillingtagen.Det var forfattere og studerende som bragte den socialistiske tankegang til

Island fra København. I 1915 gjordes der forsøg på at oprette'socialistiskegrupper, og det socialdemokratiske partis program af 1916 var et socialistisk

program, selvom partiets teoretiske viden ikke var særlig klar.

II. 1916-1930

Som følge af den dansk-islandske forbundslov i 1918'formindskedeskonflik-

terne omkring spørgsmålet om uafhængighed, og de politiske diskussioner

begyndte først og fremmest at dreje sig om indenrigsanliggender dvs. øko-'

nomi og erhverv. I mellemkrigsårene prægedes det islandske samfund af

voksende trawlerrederi ved Faxebugten, forøget motorbådsrederi i andre

fiskerlejer, og reducering af befolkningen i landbruget.Nye store fabrikker

oprettedes med sildeoliefabrikkeme, som ejedes af islændingene selv. Men i

alle mellemkrigsårene var klipfiskeksporten grundlag for valutaindtægten.

Stadig flere beskæftigedes i industri, handel og offentlig tjeneste, selvom

fiskeri og ñskeindustri forblev de vigtigste erhverv. Klassemodsætningeme

skærpedes, arbejdernes klassebevidsthed voksede derfor og fagforeningerneblev meget stærkere. Socialistiske Fællesskab blev stiftet, men samtidig

forøgedes konflikten inden for arbejderbevægelsen om taktikken. Man må

betragte årene 1916-1930 som fagforeningemes etableringsperiode i de små

landsbyer rundt om i landet. Inden for industrien stiftedes enkelte fagforenin-

ger bl. a. Metalarbejdernes fagforening. Arbejderbevægelsens hovedkrav var

i denne periode følgende:\

1. arbejdsgivernes anerkendelse af fagforeningemes forhandlingsret,

2. krav om at lønnen blev udbetalt i overensstemmelse medfagforeningernestariffer, der gik ud fra leveomkostningerne,

›

3. krav om at organiserede arbejdere skulle have overenskomstsikret priori-

tet til udbudt arbejde.I årene 1916-30 fik man stort set gennemført de to første krav, mens der var

vanskeligheder med det tredje, som skulle løses under krisen.

Den politiske udvikling i arbejderbevægelsen kom til at bære præg af konflik-

ten mellem socialdemokrater og kommunister. Allerede i 1916 deltog social-

demokraterne i valget og fik valgt en repræsentant til Altinget og nogle til

kommunalbestyrelseme. I 1918 havde partiet nær kontakt med de danske

socialdemokrater vedr. forbundssagen, f. eks. var Social-Demokratens redak-

tør F.J. Borgbjerg medlem af forbundskomiteen. Et år senere støttede det

danske socialdemokrati oprettelsen af en avis »Althydubladid«. Selvom de

islandske socialdemokraters ideologiske grundlag var trade-unionismen og

26

V

rr.

_

mm..;erme

nogle uklare utopiske forestillinger om et socialistisk samfund, så undgik man

ikke, i lighed med den internationale arbejderbevægelse, en konflikt mellem

reformister 0g kommunister. Konflikten mellem II. og III. Internationaleblev kendetegnende for udviklingen i den islandske arbejderbevægelse. I

1917 stiftedes en socialistisk forening i Reykjavik. I 1922 opstod der inden fordenne forening en strid om, hvorvidt man skulle sende en repræsentant til

Komintems kongres. Man blev enig om at sende redaktøren for »Althydub-ladid« til Moskva. Vedtagelsen resulterede imidlertid iforeningens splittelse,idet foreningens højrefløj stiftede en ny socialistisk forening samtidig med, at

LO,s forbundsledelse afskedigede »Althydubladid«s redaktør. Trods split-telsen blev begge foreninger medlem af LO, som stod uden for medlemskab af

internationale organisationer. I årene 1922-26 opstod en venstreoppositioninden for det socialdemokratiske parti. Dens medlemmer og ledelse bestodisær af unge revolutionære intellektuelle, som havde studeret i Berlin. På

LO-kongressen i efteråret 1926 opstod der en strid mellem højre- og venstre-

fløj, idet flertallet vedtog medlemskab af Socialistisk Arbejder-Intemationale(S.A.I.) og udelukkede venstrefløjens hovedforening (SocialistforeningenSparta) fra LO. Den ideologiske konflikt mellem disse to grupper blev især -

foruden meningsforskelle vedr. stillingen til Intemationalen - i den forskel-

lige holdning til det liberale bondeparti, Fremskridtspartiet, (især efter Frem-

skridtspartiets mindretalsregering i 1927 med socialdemokratisk støtte) og iden forskellige vurdering af reformer, som blev gennemført via parlamenta-risk kamp. Venstrefløjen havde begyndt udgivelsen af enkelte, marxistiskeskrifter, f. eks. udkom Det kommunistiske Manifest i 1924, mens fagfore-ningsfolkene i det socialdemokratiske partis ledelse hentede sin teoretiskeammunition i en fra Danmark importeret reformisme, for at forsvare sig modde revolutionære kommunister. Da kommunisteme på LO*s kongres i efter-året 1930 blev erklæret for uvalgbare, førte den hidtidige konflikt ud i åbensplittelse. I overensstemmelse med Komintems nye politiske linje efter 1928kritiserede kommunisteme offentligt socialdemokraterne og i efteråret 1930stiftedes Islands kommunistiske parti, som blev afdeling af Komintem.

III. 1930-1942.

Allerede i 1930 fik verdenskrisen indvirkning på det islandske samfund. Iefteråret 1932 var 20% af arbejderne i Reykjavik uden arbejde. Arbejdsløshe-den blev endnu større da klipñskmarkederne i Spanien blev lukket i 1936 som

følge af borgerkrigen. Det var først i 1940 i forbindelse med okkupationen, at

der blev arbejde nok. Den kriseskabte arbejdsløshed skærpede klassemod-

sætningerne i Island og modsætningeme i arbejderbevægelsen mellem kom-munister og socialdemokrater blev stadig mere alvorlig. Socialdemokraternehavde monopol på den faglige landsorganisation, idet LO og det socialde-

mokratiske parti var en organiseret helhed. Kun de, som skrev under påsocialdemokratiets program, var valgbare til LO's kongresser og tillidshverv.Flere steder eksisterede der to fagforeninger repræsenterende hver sin fløj,Og konkurrencen om arbejdernes stemmer var hård mellem de to krigsfø-

27

rende parter. I året 1932 kulminerede den islandske klassekamp. Arbejdsløs-heden var faretruende, og de arbejdsløses kamp for at få iværksat nødhjælps-

arbejder hos det offentlige var meget hård. Kommunisterne tog initiativet i

de arbejdsløses kamp og partiet nedbrød dermed sin isolation indenfor arbej- v

derbevægelsen i Reykjavik. Højdepunkt i den datidige klassekamp var det

såkaldte Guttoslag d. 9. november 1932.vHer samledes de arbejdsløse til

møde hos Reykjaviks bystyre og besejrede hovedstadens politi i en hård

kamp (Islands version af Nakskov-konflikten).Socialdemokratiet forøgede sin styrke ved hvert valg og fik i 1934 sit højestestemmeta121.7% af stemmerne og 10 repræsentanteri Altinget (af 52). Denne

“

valgsejr førte til en koalitionsregering af Fremskridtspartiet og socialdemo-

kraterne (kriseforlig) indtil 1938. I denne første regering som Socialdemokratiet

var medlem af, lykkedes det at gennemføre en samlet sociallovgivning og at

“få afskaffet bestemmelser om tab af rettigheder ved modtagelse af social-

hjælp._

Efter hårde konflikter indenfor det kommunistiske parti gik man over til

enhedspolitik i overensstemmelse med Komintems folkefrontspolitik.Denne politik førte til resultater. Ved valget i 1937 fik kommunisteme for

første gang tre repræsentanter i Altinget. Denne sejr førte til enhedsforhand-

linger arbejderpartieme imellem. Forhandlingerne strandede, men det soci-

aldemokratiske partis venstrefløj dannede istedet sammen med kommuni-

steme »Socialistisk Enhedsparti«, som stod uden for de internationale orga-

nisationer. På samme tid vedtog Altinget en arbejdslovgivning, som aner-

kendte den. styrke, som arbejderbevægelsen havde udvist i krisens arbejds-konflikter. Lovgivningen medførte bl. a. i praksis pligt til medlemskab af

fagforeningerne på Island.

Splittelsen i Socialdemokratiet i 1938 førte til nye konflikter mellem højre- og

venstrefløj i arbejderbevægelsen. Konflikten drejede sig om Socialdemokra-

tiets rådighed over LO. På LO's kongres i 1940 blev det vedtaget at adskille

LO og Socialdemokratiet. Adskillelsen blev gennemført i 1942. LO blev nu en

uafhængig landssammenslutning af fagforeninger, mens de socialdemokrati-

ske foreninger dannede Det socialdemokratiske Parti som et uafhængigt poli-tisk parti. Situationen i den politiske og økonomiske kamp blev således totalt

forandret i højkonjunkturen, og året 1942 betegner et vendepunkt i arbejder-bevægelsens historie.

IV. 1942-47

2. Verdenskrig førte til store forandringer for det islandske samfund og for

arbejderbevægelsen. Omvæltningen i levestandard og arbejderbevægelsensvoksende styrke tillader at betragte disse år som en selvstændig periode. I

1942 skete der en total omvæltning af levestandarden i Island. Arbejdsløshe-den forsvandt p.gr.a. det arbejde som skabtes hos de britiske besættelse-

stropper under krigen. Istedet kom der overarbejde og inflation. I 1942

lykkedes det fagforeningerne efter hårde strejker at gennemføre deres krav

om 25-40% lønforhøjelse, 8-timers arbejdsdag og ferie-lovgivning. Samtidig

28

vandt arbejderpartieme (Socialdemokratiet og Socialistisk Enhedsparti) en

sejri altingsvalget. Dette valg delte magten mellem arbejderklassen og bor-gerklassen i Island. Som følge af denne balance dannedes en koalitionsrege-ring af Selvstændighedspartiet (de konservative), socialdemokraterne og So-cialistisk Enhedsparti (historisk kompromis) efter oprettelsen af den is-landske republik i 1944. Denne regering gennemførte en total omvæltning afdet islandske erhvervsliv og lod foretage en enorm erhvervsmæssig udbyg-ning. I 1942 overtog venstrefløjen i arbejderbevægelsen magten indenfor destærkeste fagforeninger og i LO, og opnåede det største antal sympatisører.Det socialdemokratiske parti blev landets mindste parti. Socialistemes

styrke og socialdemokraternes svaghed, som fortsat eksisterer idag, udgør et

særligt træk i islandsk arbejderbevægelse i sammenligning med de andrenordiske arbejderbevægelser.

V. 1947-1959

Efter 2. Verdenskrig var Island ikke mere så isoleret og arbejderbevægelsensudvikling karakteriseres af den kolde krigs internationale træk. Spørgsmåletom udenlandske militærbaser i Island og landets medlemskab af NATO var

en af årsagerne til splittelsen indenfor den islandske arbejderbevægelse. Deropstod en hård konflikt mellem socialisteme på den ene side og Fremskridts-partiet, Selvstændighedspartiet og Socialdemokratiet på den anden side.Der var tale om en magtkamp indenfor LO og hver eneste fagforening. Iforåret 1947 dannede Socialdemokratiet en koalitionsregen'ng sammen med

Fremskridtspartiet og Selvstændighedspartiet, som regerede indtil 1949.Herefter fulgte Fremskridtspartiets og Selvstændighedspartiets regeringspe-riode, som varede i 7 år.

Efter krigen blev økonomien, især inflationen hovedproblemet i islandskpolitik. Arbejdssituationen var relativ god, trods midlertidig arbejdsløshed iårene 1950-56. I årene efter krigen blev det islandske samfund i stigende gradet velfærds- og forbrugersamfund. Arbejderbevægelsens hovedopgave var at

undgå reallønsforringelse og bibeholde den erhvervsmæssige opbygning. Iefterkrigsårene kunne man mærke statens tendens til annullering af overens-komster især med devaluering og afskaffelse af dyrtidstillæg. Derfor måttefagforeningerne gennem strejker indhente forudgående måneders og års ned-skæring af reallønnen. Den eneste vedvarende forbedring af levevilkåreneskete i årene 1947-59. I disse år opnåedes der enighed om bl. a. forlængelse aforlov, arbejdsugens forkortelse, lovgivning om arbejdsløshedsforsikring,so-

ciallovgivning, boliglovgivning og arbejderbeskyttelse. Disse rettighederkunne inflationen ikke dræbe. Adskillige langvarige generalstrejker bleviværksat bl. a. 6 ugers strejken i 1955. Her lykkedes det arbejderbevægelsenat få gennemført lovgivning om arbejderløshedsforsikringen. Strejken havdeogså vidtrækkende politisk betydning. Socialdemokratiets venstrefløj dan-nede et valgforbund med Socialistisk Enhedsparti, som kaldtes Folkeallian-cen ved valget sommeren 1956. Hermed var den tredje splittelse i Socialde-mokratiet i løbet af 30 år en historisk kendsgerning. Efter valget blev der

29

dannet en venstrekoalitionsregering af Fremskridtspartiet, Socialdemokra-

tiet og Folkealliancen. Denne regering fastsatte bl. a. ñskerigrænseme til 12

sømil, hvilket medførte »torskekrig« med englænderne.Socialdemokraterne havde med støtte fra Selvstændighedspartiet haft mag-

ten i LO 1948-54, men herefter overtog Socialdemokratiets venstrefløj mag-

ten i samarbejde med socialisteme. På denne måde genspejledes den kolde

krig i den islandske arbejderbevægelse. I modsætning til forholdene i det

øvrige Skandinavien kunne den islandske venstrefløj afvise socialdemokra-

tiets angreb i den kolde krigs periode og lod sig ikke isolere.

VI. 1959-1971

I årene 1959-71 var en koalitionsregering af socialdemokrater og Selvstæn-

dighedspartiet ved magten. Dette betød meget for arbejderbevægelsens hi-

storie i 60'erne. Oppositionen bestod af Fremskridtspartiet og Folkeallian-

cen. Sidstnævnte havde magten i LO og i de stærkeste fagforeninger. I hele

årtiet var der hård kamp mellem regeringen og arbejdsgiverne på den ene side

og fagforeningerne på den anden side. Hvad regering og arbejdsgivere gav

over forhandlingsbordet, tog de tilbage med statens indgriben i form af

afskaffelse af dyrtidstillæg og devaluering. Årtiet var derfor præget af langva-

rige strejker, -i en periode havde islændingene verdensrekord i tabt arbejds-tid p.gr.a. lønkonflikter. Inflationen forringede fortsat reallønnens værdi,

men fagforeningerne opnåede dog forbedringer bl. a. 44-timers arbejdsuge,folkepension og fastansættelse af arbejdere. Arbejdsdagen var faktisk lang

p.gr.a. nedskæring af levefoden og voksende forbrug. Endnu idag arbejderfolk i al almindelighed 50-60 timer om ugen. I det sidste årti kom der også ny

kapital udefra til islandsk erhvervsliv og udenlandske koncemer etablerede

sig i Island bl. a. Sviss Aluminium som det største.

Når man kaster et blik på islandsk arbejderbevægelses historie i perioden1887-1971 kan man konkludere, at arbejderbevægelsen i kraft af sin organisa-

tionsstyrke har forandret det islandske samfund totalt. I stedet for en tids-

mæssig ubegrænset arbejdsdag, naturalieøkonomi og manglende politiske

rettigheder er der nu 8-timers dag, overarbejds- og natarbejdstillæg, lønudbe-

taling i penge og mange sociale rettigheder. Istedet for mange] på politisksammenhold og principløshed er der nu to stærke arbejderpartier. Istedet for

ringe arbejdssikkerhed er der nu ingen arbejdsløshed. Der er sygepenge,

ulykkesforsikring, arbejdsløshedsforsikring og social sikkerhed. Disse ret-

tigheder har arbejderbevægelsen opnået i kraft af sin sammenslutning. Bevæ-

gelsen, der til at begynde med var foragtet og svag, har nu i mere end 200

fagforeninger over 40.000 organiserede medlemmer. I dag er den islandske

arbejderbevægelse en styrke i samfundet, som de islandske magthavere er

nødt til at respektere og tage hensyn til.

Note

1. Om forskning i arbejderbevægelsens historie i Island.

Der er endnu ikke skrevet et oversigtsværk om den islandske arbejderbevægelses udvikling.Der eksisterer heller ikke en analyse af landets økonomiske historie i dette århundrede. Der

30

findes ikke et arkiv eller et SFAH. Arbejdernes Oplysningsforbund i Reykjavik er dogbegyndt at oprette et historisk arkiv, og Arbejderforeningen Dagsbrun i Reykjavik har et godtbibliotek. Enkelte afhandlingeromarbejderbevægelsenshistorie er blevet skrevet ved univer-sitetet og enkelte fagforeninger har udgivet jubilæumsskrifter. Men der er ikke blevet gjort en

målbevidst indsats for at bevare historiske kilder eller at skrive en oversigt over islandsk

arbejderbevægelses historie.Forfatteren til dette korte overblik har imidlertid offentliggjort nogle afhandlinger, nemlig»Den islandske arbejderbevægelses oprindelse 1887- 1901 «, om »Arbejderbevægelsen i Reyk-javik indtil 1916« (1974). I 1977 udkom bogen »Guttoslaget d. 9. november 1932, det store

kampår midt i verdenskrisen«. Under udarbejdelse er undersøgelser af de politiske menings-forskelle i arbejderbevægelsen 1916-40, især med henblik på reformismens gennembrud. Den

indgår sammen med et andet studie om dansk indflydelse på udviklingen af den islandske

arbejderbevægelse indtil 1940, i forarbejderne til et oversigtsværk om den islandske arbejder-bevægelses udvikling indtil'1930.De som ønsker nærmere oplysninger om den islandske arbejderbevægelses historie kankontakte: Olafur R. Einarsson, Thverbrekku 2, Kopavogur, Island.

31

Vibeke Broby

Bibliografi over Arbejdernes Radio Forbund 1926-1940

Nærværende bibliograñ dækker Arbejdernes Radio Forbund (ARF) i perio-den 1926 (hvor forbundet blev oprettet) til 1940.

ARF vari den behandlede periode den eneste ikke-borgerlige lytterorganisa-tion. Forbundet var politisk knyttet til Socialdemokratiet, og indtil midt i

30'erne, hvor det borgerlige flertal i radiorådet faldt til fordel for en balance

mellem socialdemokrater/radikale og venstre/konservative, stod ARF på

forskellig måde i opposition til den programpolitiske linie, der blev lagt af

radioledelsen.

Redigeringen af bibliografien følger de retningslinier for organisationsbiblio-grañer, der blev angivet i Meddelelser 1, aug. 1973, s. 34-35.

Hvis nogen kender til yderligere materiale om ARF - fx lokalarkiver eller

lokale forbundsblade - bedes de viderebringe deres informationer til redakti-

onen, hhv. til forfatteren (Vibeke Broby, Møllestien 50, 8000 Århus C, (06) 12

14 30).'

, I. Protokoller, programmer/programmatiskeerklæringer/manifester/statutter etc.

ARF”s forretningsudvalgsprotokol 1926-1941 (Findes på ARF's forbunds-

kontor);'

ARF's love 1926-1940 (på ABA).Folket og Radioen. Udtalelseri Tiden 1926-46. Samlet af ARF. Stencil 25 s.

(på ABA).

II. Periodika

Arbejder-Radio, udg. af Arbejdernes Radio Forbund i Danmark. Red. Peder

Nørgaard og Hugo Fortmeier (3.4.1927-1.1.1928), Peder Nørgaard alene fra

1.1.1928-nov.1933. Herefter Ernst Christiansen fra nov. 1933 til marts 1934.

Ugeblad (abonnementsblad, kun løssalg fra enkelte kioskeri København og

Århus).Sidetal: begyndte med 12 sider og øgedes gradvist til 32 sider fra april1930.

Udgivet i København; trykt af Danske Tidsskrifters Forlag og Trykkeri.

Udgivelsestidsrum: april 1927 - marts 1934.

Efterfølges af Radio og Film og Arbejderlytteren. Tillidsmandsblad.

Oplag: 1927 ca. 6000 (bladet var gratis i 1927 p.gr.a. aftale'med radioñrmaer

om annoncering); 1928 ca. 2600; 1929 ca. 3000; 1930 ca. 4300; 1931 ca. 6000;

1932 ca. 5000; 1933 ca. 4000; 1934 ca. 4000.

Vigtige medarbejdere: Ernst Christiansen og sekretær Erik 0. Hansson.

Radio og Film ugetillæg til Social-Demokraten, siden også til Demokraten.

red. af Ernst Christiansen med hjælp fra redaktionssekretær Erik Hansson.

20 sider.,

Udgivelsestidsrum: februar 1934 til oktober 1939.

Oplag: 60.000i 1934 stigende til 120.000 i 1939.

32

Arbejder/ytteren. Tillidsmandsblad for Arbejdernes Radioforbund.

Udg. af Arbejdernes Radio Forbund, red. Peder Nørgaard okt. 1937 til jan.1940. Månedsblad. 16 sider. Sendes til forbundets tillidsmænd. Udg. i Kø-benhavn.

Udgivelsestidsrum okt. 1937 ff (siden 1968 med titlen Radio og TVnyt).

Lokale medlemsblade:

Arbejderlytteren. Medlemsblad for Arbejdernes Radioforbunds Midtjyllands-kreds. Red. Ivan Hansen. Århus; 1931-33.

Arbeider/ytreren. Medlemsblad for Arbejdernes Radioforbunds Midtjylland-skreds. Red. Iven Hansen. AÅrhus. 1931-33.

Aalborg Radio-Post. Medlemsblad for Arbejdernes Radioklub for Aalborg ogOmegn. Aalborg. 1929-1934.

1

Gnisten. Meddelelsesblad for Arbejdernes Radioklub i Fredericia og Omegn.Red. Victor Gram: Fredericia. 1932/33.Hyleren. Medlemsblad for Arbejdernes Radioklub i Middelfart og Omegn.Red. O. Brøndum. Middelfart. 1933 Nr. 1-3.K aldesignalet. Månedsmeddelelser for Arbejdernes Radioklub i Vejle. Vejle.1930-34. Udkom atter 1935-37.

Klub-Radio. Medlemsblad for Arbejdernes Radioklub for Horsens og Om-

egn. Red. H. Bahnsen. Horsens. 1932-34.

Lytter-Kravet. Medlemsblad for Arbejdernes Radioklubber i Glostrup,Taastrup, Hedehusene etc. Red. P. Clausen. Taastrup. 1934 Nr. 1-3.Medlemsblad for Arbejdernes Radioklub for Helsingør og Omegn. Red. 0.Hansen. Helsingør. 1933/34 Nr. 1-4.

Mikrofonen. Meddelelsesblad for Arbejdernes Radioklub i Kolding. Red.Knud Christensen. Kolding. 1930-34.

Nørresundby Radiopost. Obligatorisk Medlemsblad for Medlemmer af Ar-bejdernes Radioklub. Nørresundby. 1932-34.Radio. Medlemsblad for Arbejdernes Radioklub for Skive og Omegn.Skive.1930 Nr. 1-12.

III/IV. Bøger/pjecer/artikler i forbundets eget regi og på andre forlag.(Herunder er medtaget væsentlige stencilerede oplæg og taler)Arbejderne 0g Radioen. Fremad. Kbh. 1932. 52 5. (Tre artikler af ErnstChristiansen, Knud V. Jensen og Peder Nørgaard.)Bertolt, Oluf: »Radioen og Folkeoplysningen« i: Breidahl/Reé: DanmarksRadio, 1940, Bd. 1, s. 114-129.

Bertolt, Oluf: »Radioen og Folket« i: Kulturen for Folket, Kbh. 1938, s.

99-138.

Christiansen, Chr.: »Et Par Bemærkninger om Arbejderne og Radiofonien« i:

Kultur-Fronten, sept. 1933.

Christiansen, Ernst: »Organisatoriske og kulturelle spørgsmål i Radiofonien.En vejledning for Tillidsmænd indenfor Arbejdernes 'Radioforbund.« Kbh.1932 (Stencil 32 5.) (på ABA).

33

Frisch, Hartvig: »Censur eller Frihed i Radioprogrammeme« i: Social-

Demokraten 22. jan. 1929.

Frisch, Hartvig: »Lytterkongen og hans Hofnar« i: Social-Demokraten 18.

jan. 1927.

Frisch, Hartvig: »Radio og Oplysning« i Social-Demokraten 16. marts 1926.

Jensen, Knud V.: »Radiovalgets Betydning« i Kultur-Fronten sept. 1933.

Jensen, Knud V.: Taler ved Transmissionsmødeme 21. marts 1933, 22. juli1934 og 16. nov. 1937 (stencils på ABA).

Jensen, Knud V. og Peder Nørgaard: Hjemmets Radio. Kbh. 1934. 294 s.

»Kendte Mænd anbefaler Arbejder-Radio« . 1930 (Agitationspjece. Udtalelse

af bl. a. Stauning) (på ABA).K ultur-F ronten. Organ for Arbejderoplysning. Udg. af Arbejdernes Læsesel-

skab; nr. 8, aug. 1941 temanummer: 15 Aars Arbejder-Radio.

Nørgaard, Peder: »Foran og bagved Radioens Kulisser« i: Solhverv 1932, s.

6-8.

Nørgaard, Peder: »Nazisternes 'Ensretning af den tyske Radiofoni« i:

Kultur-Fronten sept. 1933.

»Reaktionen maa gøre holdt!« (agitationspjece omkr. 1933) (på ABA).

Folkets Røst om Radioens Programmer. Diskussionsreferater fra Møder i

Arbejdernes Radioklubber: Kbh. 1940. (red. af Peder Nørgaard) 171 s.

Social-Demokraten, 15. sept. 1926; 29. sept. 1926; 21. nov. 1927; 11. dec.

1929; 30. aug. 1937 (artikler om ARF).

VI. Undersøgelser af Organisationen

Bidrag. Bevidsthedssociologisk tidsskrift. Nr. 5. Odense 1976 siderne: 47-48;

53-57; 97-104.›

.

Broby, Vibeke: Arbejdernes Radio Forbund 1926 - 1940. Trykt på Aalborg

Universitetscenter 1978. 435 s.

Projektarbejde 0m 30yerne en antologi om krisen, kulturen og medierne.

Nordisk Institut. Fagtryk 1976. Siderne 461-484.

VII. Vigtig kritik af organisationen

Redaktør Estrup i: Radio Uge-Revue 11. marts 1927.

Redaktør Estrup i: Radio Uge-Revue 8. april 1927.

Radio-Posten 10. febr. 1928.

De upolitiske danske Radioklubbers Medlemsblad okt.-nov. 1933 (I de sam-

tidige radioblade af borgerlig observans findes mange artikler, der er kritiske

mod ARF; der kan generelt henvises til de tre ovenstående blade samt

Lytteren og Lytter-Posten).

VIII. Organisationens selvfremstillinger

Arbejderlytterens Foreningsarbejde. Haandbog i Agitations- og Administra-

tionsvirksomhed inden for Arbejdernes Radiobevægelse. Kbh. 1937. 169 s.

Arbejdernes Radio Forbunds Jubilæumshefte 0g Program 1926-36. Kbh.

1936. 72 s.

34

Beretning 0m Forbundets Virksomhed. Arbejdernes Radio Forbund. sept.1937-n0v. 1938; nov. 1938-nov. 1939; nov. 1939-40. 1937-41.

Christiansen, Ernst: 10 Aars Arbejder-Radio. I Anledning af ArbejdernesRadioforbunds 10 Aars Jubilæum. Kbh. 1936. 74 s.

25 Års Virke for en Folkets Radio. Arbejdernes Radioforbund. 1926-1951,Kbh. 1951. 175 s.

»1927. 10 Aar. 1937«. Arbejdernes Radioklub i Ålborg(pjece) (på ABA).Nørgaard, Peder: »Arbejdernes Radioforbund« i: Breidahl/Reé: Danmarks

Radio. 1940. Bd. II s. 212-220.

Wolter, Gustav: Festskrift ( (I Anledning af 10 Aars-Dagen for Klubbens

Stiftelsen) 1932-1942. Arbejdernes Radioklub i Rødovre. Samlet og bearbej-det af -. (Stencil 55 s.) (på ABA).

IX: De vigtigste artikler fra organisationens blade

Arbejder-Radio:»Sjov i Gaden« (leder) 10. april 27.

Peder Nørgaard: »En skrattende Grammofonplade., En Højreredaktør påKrigsstien.« 17. april 27.

Oluf Bertolt: »Lidt om Radio-Programmeme« 12. juni 27.

Peder Nørgaard: »Radioens Kulturbetydning«. 10. juli 27.

Hartvig Frisch”s store radiotale i Rigsdagen6. nov. 27.

Vald. Jensen: »Hvorfor bør Arbejderlyttere være organiseret?« 29. jan. 28.

Knud V. Jensens tale ved den store Lyttertransmission. 12. febr. 28.

Ernst Christiansen: »Radio og Klassekamp« 1. april 28.

Knud V. Jensen: »Borgerskabets Ængstelse«. 24. juni 28.

»Hr. Lerches blaa Blyant« (leder) 26. aug. 28.Knud V. Jensen: »Arbejderlytterne- og de andre. Indledningstale ved detstore Lyttermøde«. 1. dec. 29.

»Aktualisering af Radioen« (leder). 20. april 30.

Knud V. Jensen: »En knusende Dom«. 6. juli 30.

Peder Nørgaard: »Radioen som Lysbringer og F0rs0ner«. 13. juli 30.Knud V. Jensen: »Et lille Tilbageblik«. 24. aug. 30.

i

'

Chr. Christiansen: »Radioamatøren viger pladsen for Programlytteren«. 26.okt. 30.

Jørg. Schaltz Andersen: »Den ,neutrale' Radioavis«. 3. aug. 30.

Harry Lindeneg: »Ned med Nevtralitetshylet!«. 24. aug. 30.Chr. Christiansen: »Vi er ved at drukne i Musik-!«. 12. april 31.

Peder Nørgaard: »Optrækkende Uvejr«. 12. juli 31.

Knud V. Jensen: »Arbejdernes Radio-Klubber som Led i Arbejderbevægel-sen«, 13. dec. 31.

5

Jul. Bomholt: »Opera, en hendøende Kunst«. 20. dec. 31.

»Radioraadets reaktionære Fløj krænker Alsidigheds-Princippet«. (leder) 13.

marts 32.

Knud V. Jensen: »Vore Krav«. 27. marts 32.

»Et Tillidsvotum til Bertolt!« 18. sept. 32.

Knud V. Jensen: »Nu kræver Arbejderlytteren sin Retl« 16. juli 33.

35

Knud V. Jensen: »Vi flytter Radioraads-Flertallet«. 1. okt. 33.

Knud V. Jensen: »Da Arbejderlytterne sejrede«.28. jan. 34.

Arbejderlytteren. Tillidsmandsblad:

»Til alle Radiolyttere i Danmark. Manifest«§ okt. 1937.

Bomholt, Jul.: »Pressens Radioavis«, febr. 1938.

Christiansen, Ernst: »Radioavisens Omordning«. aug. 1938.

Christensen, Svend: »Vinterarbejdet i vore Klubber...« sept. 1938.

Christiansen, Ernst: »Arbejderlytternes Afstemning om Radio-

Programmerne«. marts 1939.

Bomholt, Jul.: »Pressens Radioavis. En Redegørelse...« maj 1939.

XI. Arkivmateriale 0m organisationenABA: ARF-samling (herunder bl. a. kongresmapper, love, fortegnelser over

programforslag fra ARF, regnskaber, taler, oplæg m.m.)

DR's arkiv i TV-byen: ,

_

Lytterforeninger 1925-40 (M 1-07, mappe 95-96 og M 1-09, mappe 114).

Transmissioner 1925 - 1937 (M 1-05, mappe 72).

Peder Nørgaards personarkiv (bl. a. manus til taler holdt i ARF”s lokale

afdelinger).

Julius Bomholts personarkiv.

SOCIALISTISK HÅNDBOG 2. UDGAVE 1978Socialistiske og progressive organisationer og grupper. Baggrund og historie. Politisk

formål. Aktiviteter, Adresselister. Tidsskriftliste. Forkortelsesliste.

136 sider. A5. Pris kr. 28,- for enkeltpersoner og kr. 56,- forinstitutioner/biblioteker.Send beløbet på giro 3 17 60 02. Mrk. Socialistisk Håndbog.Tidskriftcentret. Rådhusstræde 13, 1466 København K. (Telf. 01-129949. 12.30-

17.30).

36›

Knuz? Knudsen

ARBEJDSKAMPE SOM INDFALDSVINKELTIL ARBEJDERBEVÆGELSENS HISTORIE

Et diskussionsindlæg

1. Indledning: i»0m organisationshistorie«Det var mægtigt positivt, at Steen Bille Larsen i »Årbogfor Arbejderbevæ-gelsens Historie« 1977 tog diskussionen: »Mellem partihistorie 0g socialhi-storie« op. Den blev vel for alvor startet i 1974 i den tyske årbog for arbejder-bevægelsens historie, og siden da har den efterhånden udviklet sig i forskel-

lige retninger. Herhjemme er der, som Steen Bille Larsen skriver, i de senere

år lavet en hel del undersøgelser af arbejderbevægelsens historie. Det kunnenok være en god ting at følge Steen Bille Larsens eksempel og stoppe op ogtage en mere principiel og metodisk diskussion - ud fra de indhøstede erfarin-ger. Måske kunne vi gøre et par metodiske landvindinger, og måske kunne' vilave nogle bedre analyser i fremtiden.Der lå efter min mening en rigtig formulering af problematikken i Steen BilleLarsens artikel: det er ikke et spørgsmål om enten at skrive arbejderorganisa-tionernes udvikling/historie eller ej. Problemet består i, hvordan arbejderor-ganisationemes historie behandles; hvordan vi kommer ud over at skrive»organisationenshistorie«. Med det samme skal det pointeres, at det ikke er

nogen fejl at skrive organisationemes historie. Dette er i høj grad vores mål.Problemet består i stor udstrækning i den måde, arbejderorganisationemeshistorie behandles på, nemlig hvor arbejderbevægelsens historie sættes ligmed dens organisationers historie. Hvor man med andre ord ikke fremstillerorganisationemes udvikling som en del af klassens udvikling.Det er ikke min mening at gå ind i en polemik med Steen Bille Larsen, men

derimod at komme med nogle argumenter for, hvordan et udgangspunkt i

arbejdskampenne kan give mulighedfor at komme vækfra at lave »organisa-tionshistorim. Jeg skal med det samme sige, at dette kun er én måde (og ikkeden eneste måde). Det ville være mægtig godt, om folk der har erfaringer fraandre felter ville lægge nogle af deres overvejelser og erfaringer frem i en

fortsættelse af diskussionen. Et nærliggende eksempel ville være de mange,der igennem lang tid nu har beskæftiget sig med kvindearbejdet, hvor dergivetvis kan hentes en masse inspiration, som kan bringe undersøgelser afarbejderbevægelsens/klassens historie ud over en del af de begrænsninger,den hidtil har været præget af.

,2. »Mellem socialhistorie og legitimationsvidenskab«Det ville måske være en god ide at genopfriske et par af synspunkterne fra den»gamle diskussion« i den tyske årbog.1 Som udgangspunkt for diskussionenblev der opstillet et dobbelt-spørgsmål:

- Arbejderbevægelsens historie er altid blevet betragtet som historien om

bevægelsens ideer og institutioner. Ender en sådan historieskrivningen ikkenødvendigvis som »legitimationshistorie«?2

37

:E3

- Skulle det ikke være muligt at fremstille institutionernes, organisationernes .

og deres teoriers historiske udvikling i sammenhæng med den modsætnings-

fyldte økonomiske udvikling og samtidig rykke arbejderklassens historie i

dens konkrete sociopolitiske situation med hverdagens kampe i centrum?

I sit oplæg til diskussionen sagde Georges Haupt bl. a., at den organiseredearbejderbevægelse altid er blevet konfronteret med en dobbelt fordring til

egen historieskrivning:k

a) Arbejderbevægelsens historie forstået som praksis, dvs. som'et laborato-

rium for eksperimenter med nederlag 0g succes, som en teoretisk og strate-

gisk forsøgsmark; der kræves nøjagtighed og kritisk indsigt for at bestemme

den historiske virkelighed og derved også blotlægge dens skjulte drivkræfterfor at blive i stand til at drage erfaringer og derudfra søge nye veje.b) Historien som overlevering, dvs. som kilde til legitimation, retfærdiggø-relse eller ideologisk bevisførelse, som en mobiliserings- og samlingsfaktor,hvorfor den også er underlagt de krav, den givne situation stiller.3

Et af de temaer, som diskussionen focuserede meget på, var spørgsmålet om

dannelsen af klassebevidsthed i arbejderklassen: hvordan gennembrydes den

fordrejede (»falske«) bevidsthed i arbejderklassen? »Spørgsmålet om at gen-

nembryde mystifikationen (dvs. den fordrejede eller »falske« bevidsthed;

K.K.) er ,spørgsmålet om arbejderklassens organisering«, sagde Ursula

Schmiederer i en replik: »Og arbejderklassens organisering er ikke et spørgs-

mål om bevidstheden, men et spørgsmål om kampen, det er altså ganskeklart et spørgsmål om klassens forhold til dens organisation«.4De temaer, som .her er plukket ud af den tyske årbogsdiskussion om socialhi-

ston'e/legitimationsvidenskab, kan godt afstikke linjerne for en diskussion

om arbejdskampen som indfaldsvinkel til arbejderbevægelsens historie.

»Den konkrete sociopolitiske situation med hverdagens kampe i centrum«;

»arbejderbevægelsens historie som praksis«; »klassens forhold til dens orga-

nisation«; »klassens 'organisering som et spørgsmål om kampen«; disse - og

flere til - kunne være slagordene i et forsøg på at komme væk fra at skrive

»organisationshistorie« (eller lave »legitimationsvidenskab«). Det turde

fremgå klart, at »arbejdskampen« synes at indtage en vis betydelig rolle i den

sammenhæng. Først kan vi se på spørgsmålet om »arbejderbevægelsens

historie som overlevering« , og specielt arbejdskampens rolle i den forbindel-

se.

|

I

3. »Arbejdskampen« iHaupts ord om historieskrivningens dobbelte opgave drejer sig altså om,

hvad arbejderbevægelsens historie skal bruges til. Her kan det indsnævres til, _

hvad arbejdskampene skal bruges til. Et godt udgangspunkt for den diskus-

sion giver Jeremy Brecheri hans »Efterord til historikerne« (i bogen »Strike«

om strejker og arbejderrevolter i den amerikanske arbejderbevægelse 1877-

1970). Historieskrivningen om arbejderbevægelsen har traditionelt befattet

sig med fagforeningemes udvikling, skriver Brecher. Historikeme har så

(med rette) betonet fagforeningsbevægelsens »evolutionære tilpasning« til

38

det amerikanske samfunds bestående strukturer. Der tales om den amerikan-

ske »pragmatisme«. Dette »evolutionære perspektiv« angriber Brecher: Det

ignorerer fuldstændigt de gentagne sammenbrud i denne »tilpasning«, ek-

sempelvis i krisetider, hvor fagforeningerne enten er brudt helt sammen, eller

har mistet enhver evne til at fastholde arbejdernes leveniveau på et accepta-belt niveau. De amerikanske fagforeningers »pragmatisme« er en »mislykkettilpasning« , skriver Brecher. For Brecher er konsekvensen, at en behandlingaf den amerikanske arbejderklasse må tage udgangspunkt i klassens egne

handlinger, og ikke iorganisationemes ideologi. Strejken/ massestrejkeme er

arbejdernes lige så »pragmatiske« svar på sammenbruddet i fagforeningemestilpasning. I massestrejkeme finder Brecher den radikale, antikapitalistiskeog revolutionære tendens i amerikansk arbejderbevægelse. På to måder har

historikeme søgt at dekvalificere massestrejkeme: enten ved at afskrive dem

som fejltagelser (bl. a. fordi de for det meste endte i nederlag), eller ved at

fremstille dem som enkeltstående strejker og bevægelser, som løsrevne begi-venheder uden sammenhæng.5I bogen »Strike« har Brecher fremstillet den amerikanske arbejderklassesstrejkehistorie. Derigennem har han opnået to ting: Dels viser han, hvordandet er proletariatets selvstændige kamp og organisation, der giver strejkendens revolutionære karakter; dels viser han en sammenhæng og en kontinu-itet i massestrejkeme, hvorigennem han får fremdraget en militant klasse-

kampstradition i den amerikanske arbejderklasse. Brechers »amerikanske

eksempel« kan ikke overføres direkte til Europa eller Danmark, bl. a. fordiden europæiske og den danske arbejderklasses organisationserfaringer er to-

talt anderledes. Men med udgangspunkt i Brecher kan der gives nogle bud på,hvad arbejdskampen kan bruges til som »overlevering« betragtet.Som overlevering er det væsentlig - som Brecher har gjort - at fremdrage ogfremstille en kamptradition i arbejderklassen. En kamptradition, som ikkealene er dekvaliñceret, men også fortrængt og »glemt«. Det har en ideologiskfunktion, nemlig at blive sat op imod det borgerlige samfunds herskende

forestillinger om harmoni og interessefællesskab mellem alle individeri sam-

fundet. Netop den solidaritet, som kampen er udtryk for, repræsenterer en

trussel mod de borgerlige værdier og den borgerlige opsplitning og hierakise-

ring af arbejderklassen.6 Det har endvidere den politisk-ideologiske funktionat vise, at arbejderklassen historisk har været i stand til at optræde og kæmpesolidarisk, og at den faktisk har kæmpet. Og man vil som regel kunne vise, at

de forbedringer arbejderklassen har opnået i sine levevilkår, er et resultat afklassens kamp og ikke foræringer,der rundhåndet er strøet af den borgerligestat og borgerskabets hånd. Fremstillingen af en kamptradition i arbejderk-lassen er med til at give den aktuelle arbejderkamp en forhistorie: I er ikke de

første! - Man kan sammenligne med den funktion, Carl Heinrich Petersens

bøger har haft herhjemme.'

-

Som »praksis« er Brechers strejkehistorie imidlertid langt fra noget mønste-reksempel til efterfølgelse. Den eneste erfaring, Brecher lægger op til, er

bogens titel »Strike!«; oversat til dansk: »aktionerl« Hvad vil det sige at

betragte arbejderbevægelsens historie »som praksis«? Hvilke krav skal der

39

stilles til kampanalyser for at der kan drages erfaringer? Haupt talte om et

laboratorium for nederlag og sejre. Der er ikke langt fra dette og til Vesters

læreprocesbetragtning. I Vesters læreproces-tilgang bliver arbejdskampen et

af de felter, hvor teorier (politiske strategier) står deres prøve i praksis. Der er

en hel del gode ting at hente hos Vester.7

4. KampkonjunkturerMichael VeSter behandlede den engelske arbejderklasses udvikling i den

periode, hvor den industrielle revolution førte til en fundamental ændring af

underklas sens traditionelle levemåde og ændrede dens værdinormer radikalt.Fra at have været en manipuleret og opsplittet underklasse med en teoretisk

ubestemt »antikapitalisme« udviklede den engelske arbejderklasse sig til en

selvstændig klassebevægelse med en artikuleret antikapitalistisk samfund-

steori. Det skete gennem en historisk læreproces, som iflg. Vester forløb i

kamp- og indlæringscyklus'er. En sådan »cyklus« har Vester beskrevet på

følgende måde:»En cyklus' typiske forløb kan skitseres på følgende måde. I den praktiskekonflikt bringer enhvef klasse en »teori« med for at »afprøve« den. Teorien

manifesterer sig f. eks. i forventninger om udfaldet, reaktionsmønstre, be-

dømmelser af modstanderen og målkonceptioner. Erfaringer om gode resul-

tater og nederlag, som ved slutningen af en konflikt bliver overskuelige,tilskynder til at korrigere den gamle teoris og organisationsmådes utilstræk-

keligheder. Denne opgave tilfalder så enhver klasses skrivende intellektuelle.

Nu kommer det an på, hvilken klasse, der er den mest lærenemme: i hvilken

grad de intellektuelle og de mere praktiske medlemmer af engiven klasse har

råd til at påtage sig nye indsigter og organisationsmåder. Det således erhver-

vede bliver til våbnet, der bestemmer forløbet af den næste konflikt«.8

Hvis man accepterer tankegangen, hvad betyder det så for analyser af arbej-derbevægelsens historie - in casu: arbejdskampene?(a) Der skal to parter til en god arbejdskamp. Det er ikke tilfældigt, hvor og

hvornår kampe bryder ud. Arbejdskampen er udtryk for både en bevægelse i

arbejderklassen og på kapitalsiden. Den har en materiel-økonomisk side. Den

har også et politisk - både taktisk og strategisk - aspekt for såvel arbejderbe-vægelse som kapitalorganisationer. - Med det samme skal det siges, at pådette punkt har jeg ikke meget at bidrage med. Blot én meget generel be-

mærkning: en materialistisk behandling af arbejderbevægelsens historie imp-licerer at kapitalen betragtes som .subjektet i udviklingen. Kapital forståetsom et modsætningsforhold mellem kapital og lønarbejde. Helt banalt kan det

siges, at det er udviklingen i dette forhold, der driver arbejderklassen - eller

rettere dele af arbejderklassen - ud i kampe til forsvar for sine interesser, ogdet er ikke tilfældigt hvor og hvornår dette sker. Udover dette skal kun tilføjesden helt almene betragtning, at de »materielle forhold« ikke blot er et spørg-

smål om løntal, kapitalintensitet osv., men i lige så høj grad den politiskestrategi, som kapitalorganisationeme udformer på grundlag heraf. Arbejds-kampen er derfor også et sammenstød mellem politiske strategier (fra såvel

40

arbejdernes som kapitalens side). Det første punkt i forbindelse med analyseraf arbejdskampe må derfor bestå i at' undersøge, hvad det er for politiskestrategier, der støder sammen.

,

(b) Hos Vester anvendtes begrebet kampkonjunktur. Heri ligger en vigtigpointe, som kort kan udtrykkes således: arbejdskampene kan ikke betragtessom enkeltstående begivenheder. De indgåri en sammenhæng, og det eri højgrad denne sammenhæng, der er vigtig.Lad mig tage et eksempel: hvorfor gik det så relativt roligt for sig i Danmarkunder krisen i 1930eme? Ja, krisen kom sent og ramte måske heller ikke såhårdt som i andre lande. Men immervæk var krisen en benhård realitet for

arbejderklassen. Dér tror jeg næppe, at dette relativt rolige klassekampsfor-løb kan ses uafhængigt af storkampene fra 1919/20 til 1925. Det var storkam-

pe, som havde alvorligefølger for båder arbejderklasse/bevægelse og borger-skab. For arbejderklassen det hidtil usete: en generel lønreduktion gennem-ført i de almindelige overenskomster. For arbejderbevægelsen en splittelse af

fagbevægelsen, således at der i 3 år eksisterede to hovedorganisationer: de

faglærtes og de ufaglærtes. For borgerskabet: banksammenbmd af hidtilukendte omfang (med de magtpolitiske konsekvenser det fik for dansk kapi-tal) og en alvorlig splittelse mellem landbrug og industri/byerhverv. Efterstorkonflikten var ingen af parterne interesseret i en gentagelse af storkamp.Denne manglende tro på storkampens muligheder og frygten for dens kon-sekvenser sad i organisationeme (måske på nær de unge arbejdere, som ikkehavde været turen igennem). - Kampkonjunkturer er ikke umiddelbart mu-

lige at registrere i de enkelte kampe, men må analyseres frem ved at behandlekampforløb over et længere stræk. Når ordet »konjunktur« bruges i denne

sammenhæng, er det for at pege på den bevægelse, der ligger i kampforløbe-ne. Denne »bevægelse« forløber som regel således, at arbejderne indledermed en »offensiv« for bestemte offensive mål og krav. Tager vi eksemplet framellemkrigstiden, var målene i 1918-20 8-timers dag, bedriftsråd m.v. Arbej-deroffensiven er altså både udtryk for en kampbevægelse i klassen og forpolitisk-strategiske mål (som udgør grundlaget for denne offensiv). På et givettidspunkt støder arbejderoffensiven imod en lige så hård kapitaloffensiv.Derefter afløses den offensive bevægelse af en defensiv kampperiode, hvorkampens resultater nedfældes organisatorisk (eller institutionelt om man vil),eksempelvis i arbejdsretslige bestemmelser for nu at tage det mest nærliggen-de. - En forståelse af den enkelte kamp (dens mål og udfald) beror altså på, atden sættes ind i en »kampkonjunkturel sammenhæng«. Kampens forhistorieog sammenhængbliver af central betydning.(c) Arbejdskampen kommer til at indtage en central placering i en forståelse af

og forklaring på arbejderbevægelsens udvikling. Det bliver her, organisati-onerne skal demonstrere, om de er i stand til at varetage klassens interesser.Det betyder således også, at forholdet mellem klasse og organisation kom-mer i focus. Den »menige arbejder« træder ind i historien.Dette være ikke blot sagt som en begejstret skrivebordspåstand. Faktisk er

det sådan, at man i kampsituationer har mulighed for at se flere » menige« folkudtale sig; man ser flere overvejelser blandt organisationemes ledere om de'

41

»meniges« kampvilje, deres mål og krav, deres kampevne, beretninger om

deres aktiviteter osv. Man får nogle klarere vidnesbyrd om, hvad der rører sig»på gulvet«. Utilfredshed og krav, som har ligget og ulmet, kommer for en

dag. Man får nogle klarere begreber om, hvilke betingelser organisationernehandler under.

Med andre ord: arbejdskampen giver en mulighed for at komme nærmere ind

på forholdet mellem klassen og dens organisation. Det bliver muligt at komme

ud over den »rene 0rganisationshistorie«. v

Disse 3 punkter rejser alle et krav om at analysere og vurdere det politiskeindhold i den enkelte kamp: (a) for at undersøge den samfundsøkonomiske

_ sammenhæng, kampene indgår i, (b) for at placere kampene i deres kampkon-junkturelle sammenhæng og forhistorie, og (0) for at vurdere forholdet mel-

lem klasse og organisation. For de sidste to punkters vedkommende drejerdet sig i høj grad om at undersøge forholdet mellem klassens erfaringer og

organisationemes erfaringer (som for de sidstes vedkommende er udmøntet i

en politisk strategi). Dette er noget af det allervigtigste ved kampanalyser,nemlig at sidestille klassens erfaringer og organisationemes politik. Er orga-

nisationemes politik udtryk for en opsamling af klassens erfaringer? Reduce-

ret til sin helt banale kerne, er det altså bevidstheden i arbejderklassen, der er

tale om. Dette bevidsthedsmæssige - eller ideologiske som nogen kalder det-

aspekt er uhyre væsentlig at få frem.

En af de ting, der får Claudins analyse af den kommunistiske bevægelse9 til

at stå så stærkt, er netop, at han hele tiden vurderer Komintem-politikkensforudsætninger, (hvilket sker i forlængelse af en af hans hovedteser: at

Komintem-organisationen hæmmede en politik-udvikling, der tog udgangs-punkt i den vesteuropæiske arbejderklasses erfaringer). Det'politiske grund-

lag, som KP-bevægelsen blev oprettet på i 1919, var: dels at kapitalismen var

ude i sin dødskamp, hvor den ville være ude af stand til at opfylde massemes

materielle behov, dels at arbejderklassen havde gjort erfaringer med den

socialdemokratiske reformismes forrædderi (med borgfredspolitikken under

krigen) over for arbejdernes interesser. På dette grundlag mente de ledende

bolshevikker, at arbejderne var rede til at bryde organisatorisk med refor-

mismen. Iflg. Claudin undervurderede bolshevikkeme imidlertid reformis-

mens solide rodfæstelse i den europæiske arbejdermasser, og de undervurde-

rede kapitalismens evne tilat udnytte krisen til at igangsætte et nyt opsving.Det var ikke nogen generel erfaring i arbejderklassen, at reformismen havde

mistet evnen til at varetage arbejderklassens interesser. Betingelserne for den

kommunistiske politik var ikke til stede, og successen udeblev.lo

Vender vi tilbage til Vesters læreproces-tilgang og de 3 krav til kampanalyser

(som Claudin tjente til illustration af), så er det netop denne måde at behandle

arbejdskampen på, der gør det muligt at drage erfaringer - dvs. bruge arbej-derbevægelsens historie som »praksis«. Kun en analyse af, hvilken poli-tik/teori, der er blevet anvendt, hvordan denne teori har modsvaret klassens

erfaringer, hvordan den har taget højde for de konkrete styrkeforhold (kam-pens materielle forudsætninger) og en kritisk vurdering af kampens resultat,

'

gør det muligt at drage erfaringer. Med andre ord: arbejdskampen opfattes

42

3I

i

som den praksis, der kritiserer politikken (teorien). Disse ting bliver taget op

igen senere. ,

Ud fra det, der her er sagt, kan der opstilles to generelle spørgsmål, som

arbejdskampanalyser må forsøge at besvare: 1. Hvad er den enkelte kamp

udtryk for? 2. Er den enkelte kamp udtryk for en mere generel og udbredt

bevægelse i klassen? -I termen »udtryk for« ligger bl. a., at kampen er udtrykfor nogle erfaringer i klassen, (blandt de »menige arbejdere«). Opgavenbestår altså i at få frem, hvad det er for nogle erfaringer, og hvor udbredt disse

erfaringer er?'

5. StrejkekravKan man » måle«, hvad en strejke er udtryk for? Og kan man bruge strejke-krav til at vurdere, hvad en kamp er udtryk for? Disse spørgsmål kan vi

diskutere ved at se på to forsøg på kvantitative analyser.Peter N. Steams er en af dem, der mener, at strejker kan vurderes ud fra de

krav, der kæmpes for. Steams mål er dobbelt: for det første er han interesse-

ret i at belyse udviklingen i strejkeformer (strejkemønstre, som han kalder

det); dette spørgsmål lader vi ligge; for det andet retter han focus på ændrin-

ger i de strejkendes værdier og værdinormer (»valuesystems«). Disse mener

han bedst kan vurderes ud fra de krav, som de strejkende rejser. Han opstilleret gradueret skema, hvori han rangerer strejkekrav som mere eller mindre

avancerede (»sophisticated«): a) det laveste niveau er den strengt defensivelønstrejke, b) næst efter kommer strejker om personspørgsmål, c) dernæstdefensive strejker om løn- og arbejdstidsspørgsmål, d) højeste niveauer den

virkelig offensive lønstrejke, ofte kombineret med krav om arbejdstidsreduk-tion og til tider organisatoriske krav.” Steams får lov at ligge lidt, mens

Shorter og Tilly kort skal omtales. Shorter 0g Tilly har anvendt rent kvantita-

tive metoder i deres analyse af strejker i Frankrig fra 1830 til 1968.12 De har

registreret så mange strejker som muligt; de har indsamlet sammenligneligebeskrivelser af strejkemes karakteristika og sammenstillet et standardsæt af

informationer om strejkerne; disse har de derefter søgt at analysere og for-tolke statistisk. Målet har'været at beskrive de meget brede strejkemønstre ogforklare de meget grove transformationer. Alt hvad der hedder »doktriner« ,

»ledere« , særlige »fagtraditioner« , »håb og frustrationer« etc., kort sagt: alle

individuelle særegenskaber'har de bevidst holdt udenfor.13 En af de konklu-

sioner de når frem til, går ud på, at de franske arbejdere og arbejderorganisa-tioner ikke havde økonomiske interessekrav som det essentielle mål for deres

aktioner. Krav om højere løn og lignende interessekrav var blot det råb,

fagforeningerne mobiliserede arbejderne på, mens hovedmålet i virkelighe-den var at bruge strejken som instrument i arbejderklassens politiske aktion.

Arbejdsnedlæggelserne var blot symbolske manifestationer, møntet på of-

fentligheden. Højdepunkterne i strejkeaktiviteterne faldt netop sammen med

kritiske brændpunkter i Frankrigs politiske historie, hvor socialistemes poli-tiske interesser var stærkt involveret (1899, 1906, 1919/20, 1936, 1947,

1968). 14

Ud fra denne korte omtale af Steams og Shorter/ Tillys forsøg på kvantitative 1

43

analyser synes i hvert fald et par konklusioner at ligge lige for:- På grundlag af Shorter/ Tilly kan man sige, at strejkekrav ikke nødvendigvisbehøver at give et korrekt billede af, hvad strejker er udtryk for. Strejkekravkan ikke tages for pålydende værdi. Lønkrav kan dække over andet end

utilfredshed med lønnen.- Steams graduerede skema forekommer ganske og aldeles vilkårlig. Han har

ikke præciseret det værdigrundlag, hvorudfra han systematiserer. Man kunne

med ligeså god ret påstå det modsatte af Steams, nemlig at en defensiv strejkei krisetider er mere »avanceret« , fordi arbejderne hermed tilkendegiver, at de

ikke er indstillet på at bære kapitalens byrder og betale dens krise. Dette

kunne man sige, hvis man tog den socialistiske klassebevidsthed som den

mest veludviklede bevidsthed. Dvs. analyser af, hvad arbejdskampe er ud-

tryk for, nødvendiggør en teoretisk afklaring af, hvad der karakteriserer

begreber som »klassebevidsthed«, »reformistiske bevidsthed« , »revoluti-

onær bevidsthed« 0.1.15- Shorter/ Tillys konklusion peger på, hvor galt det går, når man undlader alt,hvad der hedder »doktriner« , »ledere« , »fagtraditioner« osv. de kalder strej-kerne »politiske«, uden at det står klart, hvori dette politiske består. Det er

ikke nok at kalde en strejke politisk, blot fordi kravene formuleres til parla-mentet. Omvendt kan strejker, der ikke rettes mod parlamentet, være lige så

politiske. Det er afgjort af betydning, hvilke fag, der er med i strejkebevægel-sen; om kampene er udtryk for tilslutning til bestemte »doktriner« , for blot at

nævne nogle ting.Sammenfattende kan man sige, at strejkekrav i sig selv ikke er nok som

grundlag for at vurdere, hvad en kamp er udtryk for. Den kvantitativetilganggiver ingen forklaring på, hvad der får enkelte strejker/kampe til at blive af

principiel betydning, hvad der forbinder den enkelte kamp med en mere

udbredt kampbevægelse, og hvad der giver en kamp politisk betydning.

6. »Hegemonimodeller«_

_

En strejkes betydning er meget afhængig af, hvem der er med i den. Det er

ikke ligegyldigt, hvilke fag der er i kamp.16 Kan eller skal man vurdere, hvad

en strejke er udtryk for (eller måske rettere: hvilken politisk betydning den

har) ud fra, hvilke arbejdere, der er med i den?

Det mener »Proletarische Front« ideres »Arbeiterkampf in Deutschland« og

Roth/Behrens i »Die ”andere' Arbeiterbewegung«. Hovedsynspunktet er, at

kun »massearbejderen« er i stand til at sætte den revolutionære parole»afskaffelse af lønarbejdet« på dagsordenen. Modsat den traditionelle »fa-

garbejder« , som identificerer sig med arbejdet og derfor opstiller kravet om

»arbejderkontrol« 0. l., modsat fagarbejderen har massearbejderen ikke no-

gen som helst interesse i arbejdet, heller ikke i at kontrollere det, men kun i at

afskaffe det. Massearbejderen sætter ind med nye radikale og militante kamp-former - i opposition til de etablerede faglige og politiske organisationer.Implikationen er, at kun de organisationer, som støtter sig til en kampbevæ-gelse iblandt massearbejdeme, kan have et revolutionært perspektiv som

mulighed'7

44

v,

2.wilåmlnä

Proletarische Front og Roth placerer sig dermed ind i en gammel diskussion i

arbejderbevægelsen om strategiproblemet.18 På den ene side den socialde-

mokratiske/reformistiske position, som blandt andre Kautsky har formu-

leret i klare ord: Kun de organiserede arbejdere kan udgøre den bære-

dygtige kraft i den socialistiske kamp; kun de organiserede har erfaringenog en politisk linje for kampen; de nederste uorganiserede lag i arbejderklas-sen kan aldrig andet end styrte frem i blind radikalitet, som blusser op i det

ene øjeblik for blot at falde tilbage i apati det næste; de nedre lag kæmper kun

mod elendigheden og for at afskaffe elendigheden og undertrykkelsen med ét

slag; de mangler politikken! På den anden pol står Lenin-traditionen, som har

bygget på teorien om »arbejderaristokratiet«: de priviligerede arbejderlag i de

imperialistiske centre er bærere af opportunismen i arbejderbevægelsen; over

for dem står de nederste lag i arbejderklassen og pjalteproletariatet. Det er

sådanne historiske positioner, der gemmer sig i begrebet »hegemoni-modeller«, netop fordi de på forhånd gør en bestemt eller flere nærmere

specificerede grupper af arbejdere til bærere af den revolutionære bevidst-

hed, (de gør krav på et hegemoni i forhold til klassen som helhed).Erhard Lucas har kritiseret sådanne opfattelser i bogen »Arbeiterradikalis-mus«. De lægger op til farlige politiske konklusioner efter hans opfattelse,nemlig en arbejderpolitik, der tager sådanne modeller som udgangspunkt,

i

som kun tjener det ene formål at spille arbejderklassens enkelte dele ud mod

hinanden og splitte aktionsenheden; den uddyber den interne splittelse i

arbejderklassen, som kapitalismen har gjort alt for at fremme.19 I bogen harLucas konkretempirisk tilbagevist, at 'arbejderradikaliteten er begrænset til

enkelte arbejderkategon'er. Desuden har han påvist, hvordan bestemte ar-

bejdergruppers aktionsformer og kampmetoder er bestemt af arbejderenstotale livssammenhæng. Lucas er gået »socialhistorisk« til værks.- Han har

undersøgt arbejderaktioneme i 1918-20 i de to byer Hambom og Remscheid,hvis arbejderbefolkning var fundamentalt forskellige. I Remscheid var det de

traditionelle faglærte arbejdere, beskæftiget på små og mellemstore virksom-heder inden for jern- og metalindustri. De havde boet længe i Remscheid og

regnede med at blive boende. Den traditionelle patriarkalisme fra håndvær-kertiden levede videre i familien og arbejderkulturen (foreningslivet) i byen.De små og mellemstore virksomheder gjorde en faglig organisation nødven-dig, hvis arbejdeme overhovedet skulle gøre sig håb om at kunne føre en

kontinuerlig og effektiv lønkamp. Også i organisationslivet satte patriarka-lismen sig igennem: medlemmerne havde et udpræget »patriarkalsk« forholdtil deres faglige ledere; de fulgte paroleme. Helt modsat var det i Hambom,som var domineret af én stor virksomhed: Thyssen. I stor udstrækning var

det tilvandrede og ufaglærte arbejdere, uden nogen tilknytning til stedet. De

boede i Thyssens lejekasemer. De havde ingen faglige traditioner og var

uden forbindelse med fagforeningen. Deres fremtidsudsigter var usikre og en

kontinuerlig lønkamp ikke af afgørende betydning for den enkelte familie.

Lucas har inddraget endnu flere forhold i undersøgelsen: kriminalitet, seksu-

alitet, fritidsliv m. m. og har så demonstreret, hvordan disse forhold bestemte

den måde, de to byers arbejderbefolkning reagerede på under den revoluti-

45

onære bølge efter afslutningen af 1. verdenskrig. Der var stör forskel.

Remscheid-arbejdemes aktion antog national målestok som følge af, at de

indgik i organisationernes kamp, ligesom deres mål og krav havde et mere

langsigtet indhold. »Mineslaveme«'i Hambom kæmpede en langt mere ag-

ressiv, voldsom alt-eller-intet kamp. Den var lokalt begrænset, og kravet om

en stor én-'gangs-udbetaling spillede en stor rolle for dem.

Lucas* bog er et meget overbevisende værk. Overbevisende på flere måder.

Dels som et håndgribeligt eksempel på, hvordan man kommer ud over at lave

»organisationshistorie«, og hvorfor en inddragelse af klassens totale livs-

sammenhæng er nødvendig i en forklaring af organisationernes forskelligar-tede og uhomogene udvikling.20 Hos Lucas består det »socialhistoriske«

element nemlig ikke blot i at flere faktorer føjes ind i en beskrivelse af

arbejdernes livs- og arbejdsvilkår. Det socialhistoriske indgår som et led i at

forklare et kampforløb. Det er ikke blot en socialhistorisk beskrivelse, hvor vi

ender med et » nå, ja, og hvad så?« Men netop en socialhistorisk tilgang, som

forklarer modsætningeme i et klassekampsforløb. Dernæst er »Arbeiterradi-

kalismus« en overbevisende illustration af, hvordan en behandling af arbej-

derbevægelsens historie styrkes ved at blive rejst ud fra en eksplicit politiskproblemstilling. Den tvinger en politisk stillingtagen frem og affærdiger sam-

tidig forestillingen om at kunne lave politisk neutrale fremstillinger af arbej-derbevægelsens historie. Disse to bemærkninger være ment som generelle

betragtninger om Lucas »Arbeiterradikalismus«. Herudover er der yderli-gere to bemærkninger:- Lucas viser, hvordan »hegemonimodeller« (sådan forstået at man på for-

hånd udpeger bestemte arbejdergrupper til mere revolutionære end andre)

blokerer for udviklingen af en solidaritet i klassen som helhed. »Arbeiterradi-

kalismus« rejser problematikken om (klasse)solidaritet som et centralt tema

for fremstillinger af arbejderbevægelsen. En vigtig opgave for undersøgelseraf arbejderbevægelsen må gå ud på at sætte dette solidaritetsproblem i focus;hvilke faktorer - af økonomisk og politisk art - har historisk blokeret for

udviklingen af en klassesolidaritet; hvad er betingelserne for, at en sådan

solidaritet kan udvikles?- Det andet problem iforlængelse heraf (og som også rejses i » Arbeiterradika-

lismus«) er den manglende homogenitet i klassen. (I »Arbeiterradikalismus«

bliver uhomogeniteten forklaret). I særdeleshed er det vigtigt at være op-

mærksom på arbejderklassens manglende homogenitet, hvad angår organisa-

tionserfaringer. Historisk har arbejderbevægelsen været rig på strategier, der

opererede ud fra, at »klassen « havde det og det mål etc. »Klasse« er imidlertid

ikke én given størrelse.” Analyser af arbejderbevægelsens historiske strate-

gier må diskutere, hvordan disse strategier har taget højde for og hensyn til

denne manglende homogenitet m.h.t. klasseeifaringer. Denne manglendehomogenitet udgør netop én af de allervigtigste forudsætninger for de politi-ske strategiers gennemslagskraft.

46

i|I

11

'I

7. Arbejdskampe som indfaldsvinkel

til arbejderbevægelsens historie

Det var diskussionen om »socialhistorie eller legitimationsvidenskab«, der

afstak de temaer, som her er blevet diskuteret. Nu må det være på sin plads at

prøve at samle trådene. Hvorfor ikke tage »slagordene« ét for ét.

(a) »den konkrete sociopolitiske situation med hverdagens kampe i cen-

trum« .

.

Denne vending er vildledende, eftersom hverdagen ikke er specielt rig påkampe. Faktisk er det sådan, at de færreste danske arbejdere har gjort særligtmange kamperfaringer. Dette har også i de senere år været et af hovedargu-menteme for at focusere på arbejderkampen, nemlig med henblik på at dragekonkrete kamperfaringer.22 Arbejdskampene kan altså betragtes som et »er-

faringsreservoir« af konkrete erfaringer med demokratiske organisations-former, mere effektive kampmidler osv. Det spørgsmål, som her har været

diskuteret, er for en stor del, hvordan arbejdskampe analyseres og fremstilles

på en måde, som gør det muligt at drage/opsamle erfaringer.Arbejdskampen som sådan indtager en særlig plads i historien (jfr. pkt. 3).Den er udtryk for en solidaritet i klassen - eller rettere: i dele af klassen. Det

er »solidariteten blandt de menige arbejdere«, der får et manifest udtryk i

kampsituationer. I sig selv udgør denne solidaritet en trussel mod det borger-lige samfund og de herskende borgerlige værdier. Solidariteten blandt de

menige arbejdere - solidariteten i klassen - er den første betingelse for en

videre udvikling i solidarisk retning. Arbejdskampen kan derfor betragtessom det kritiske punkt, hvor mulighederne for dannelsen af en klassebevidst-hed blandt de kæmpende er til stede. (Det er på denne måde, jeg udlæggerUrsula Schmiederers replik om, at dannelse af klassebevidsthed er et spørgs-mål om kampen. Kampen er det sted, hvor muligheden for klassebevidsthe-dens dannelse foreligger. Et første skridt i den retning er erkendelsen af

organisationens/organiseringens nødvendighed. Man kan tale om en »organi-sationsbevidsthed« .) I de konkrete kampsituationer består et af de fornemste

borgerlige mål i at splitte solidariteten, bryde den solidariske front og dermedhindre udviklingen af en klassebevidsthed. - For socialistiske historikere er

det et vigtigt led i fremstillingen af arbejderbevægelsens historie at betragteden som en »arbejdersolidaritetens historie« - se solidaritetens fremskridt og

tilbagefald. Kampe og kampformer må analyseres med henblik på den grad af

solidaritet, de har været udtryk for.23

(b) »klassens forhold til dens organisation«.

Organisationeme (faglige som politiske) må bl. a. vurderes på, hvordan de har

bidraget til arbejdersolidaritetens udvikling. I sig selv er organisationerne -

eller måske bedre: organiseringen - udtryk for en solidaritet. For fagorganisa-tionemes vedkommende - og det følgende handler om dem - er det en

solidaritet i faget. Organisationen er det, der forsøger at fastholde solidarite-

ten og give den kontinuitet. Mange gange er det om dansk arbejderbevægelseblevet slået fast, at den har lange historiske organisationserfaringer; og re-

47

formismens dominans er blevet forklaret ud fra dette. Imidlertid er det

forholdsvis sjældent blevet gjort klart, hvad denne »organisationsbevids-thed« har betydet helt konkret. Endvidere må det fremhæves, at »organisa-

tionstraditioner«, »organisationserfaring« etc. ikke er ét og det samme for

alle arbejdere. Organisationserfaringerne er i virkeligheden meget forskelli-

ge, afhængigt af hvilke arbejdergrupper, der er tale om. Disse forskellige

(»fagspecifikke«) organisationserfaringer gør sig stærkt gældende ved valg af

kampmidler. Eksempelvis er strejken ikke noget effektivt middel i fag med

lav organisationsgrad - der ser man hyppigere blokader. Disse forskellige

organisationserfan'nger spiller afgørende ind, når spørgsmålet gælder fagbe-

vægelsens evne til at optræde og handle samlet. Det er utroligt vigtigt at være

opmærksom på denne uhomogenitet m.h.t. organisationserfaringer. For hi-

storikere frembyder arbejdskampe en mulighed for at få fat i denne »uhumo-

genitet«. De forskellige og sammensatte organisationserfaringer udgør de

betingelser, på hvilke organisationerne må handle. De udgør de betingelser,som centralorganisationen og de politiske organisationer må handle ud fra.

Arbejdskampanalyser gør det muligt i højere grad at vurdere de betingelser,som organisationer arbejder på.

(c) »arbejderbevægelsens historie som praksis«.Det er tidligere blevet sagt flere gange, at opgaven for en kritisk fremstilling af

arbejderbevægelsens historie må gå ud fra at vurdere forholdet mellem klas-

sens erfaringer og organisationemes politik; dvs. vurdere om organisationer-nes politik er udtryk for klassens erfaringer. For at kunne gøre dette er det

nødvendigt at analysere de to spørgsmål, (som blev opstillet ovf.): l) hvad er

den enkelte kamp udtryk for? og 2) udtrykker den en mere udbredt bevægelse

i klassen. Strejkekrav alene er ikke tilstrækkelig; det er heller ikke nok blot at

henvise til, hvilke arbejdere, der er involveret. Spørgsmålet hvad en kamp er

udtryk for, vil altid være genstand for diskussion. Det kan ikke afgøres ud fra

nogen generel formel. Ikke desto mindre ligger der nogle muligheder i den

»parole«, som Georges Haupt formulerede i starten: »arbejderbevægelsens

historie forstået som praksis«; arbejderbevægelsens historie »som en teore-

tiSk og strategisk slagmark« osv. Arbejdskampen må ses som det felt, hvor

arbejderorganisationeme tvinges til at demonstrere deres strategiers anven-

delighed og holdbarhed. Strategierne står deres prøve i praksis. Prøven gårdels ud på at tilkæmpe et acceptabelt resultat (sejr), dels går den ud på at sikre

medlemmernes tilslutning og opbakning. (Siden 1919 har mindst 2 organisati-oner kæmpet om denne lederrolle: Den kommunistiske og den socialdemok-

ratiske). Mit bud er altså det enkle, at man vurderer hvad kampene er udtrykv

for ved at se på, hvordan »de menige arbejdere« forholder sig til de strategier,

der lægges frem fra organisationemes side. I den konkrete undersøgelse

betyder det, at man må slå ned på de situationer, hvor forskellige strategier

konfronteresmed hinanden og bliver sat op imod hinanden; dvs. i bogstave-

ligste forstand opfatte kampen som en teoretisk og strategisk slagmark. Man

må fremdrage de argumenter, som lægges til grund. Kampene må vurderes ud

fra strategierme, snarere end ud fra kravene. Kun ved at præcisere den

48

overordnede strategi, som kravene er udstukket på grundlag af, er det muligtat vurdere kampens politiske indhold. Når der netop centreres om strate-

gierne, er begrundelsen tillige, at disse gør det muligt at komme ud over denenkelte kamp og få fat i, hvor udbredt tilslutningen til det politiske indhold i en

kamp er, dvs. vurdere om den enkelte kamp er udtryk for en mere generelbevægelse i klassen. Strategieme er jo netop overordnede og generelle. I

arbejdskampene kan teori og praksis kombineres. Kampene er den praksis,der kritiserer politikken (teorien). Den politiske udvikling i organisationernemå i konsekvens heraf vurderes som »erfaringer« fra kampene. Den histori-ske analyse kommer derved ind som det, der søger at vurdere, om den politik,organisationerne formulerer efter kampen er udtryk for en »fornuftig« op-samling af erfaringer fra kampen.

(d) »arbejderbevægelsens historie som praksis og som overlevering«.»Erfaringerne« fra kampene drages i klassen såvel som i organisationerne.For arbejderorganisationernes vedkommende og specielt partiernes gælderdet, at de drager erfaringer på grundlag af deres overordnede politiske mål-sætninger. En reformist drager én slags erfaringer, en revolutionær nogleandre. (Dette var en af grundene til, at de kvantitative folk gik galt i byen:nemlig at de overså, hvordan erfaringsopsamlingen er politisk bestemt; er

bestemt af »doktriner«, »ledere«, »traditioner« osv.) Konsekvensen af detteer som nævnt, at arbejderpartiemes politik betragtes og analyseres som

»erfaringer«; at udviklingen i arbejderpartiemes politik har sin rod i konkrete. sammenstød med andre strategier; at partierne på grundlag af disse sammen-

stød har draget erfaringer, som har bestemt den videre politik-udvikling.Tager vi til eksempel »påskekrisen«i 1920, så må Socialdemokratiets efter-følgende udvikling i en »folkeparti«-retningforstås som den erfaring, de drogaf dårlige resultater med den demokratiske og socialistiske reformoffensivefter afSlutningen af 1. verdenskrig. Dette lyder måske som noget selvfølge-ligt, men når det understreges, skyldes det, at denne måde at opfatte denpolitiske udvikling på, ikke ligger eksplicit formuleret i det historiske kilde-materiale. Det bliver ikke sagt i kilderne (i hvert fald kun spredt), at Social-demokratiet slår ind på folkeparti-linjen, fordi de har lidt nederlag med detdemokratiske reformprogram fra 1918/19. Organisationeme ynder i dereshistorieskrivning at tildele sig selv færre nederlag end hvad der faktisk harværet tilfældet. Netop fordi historieskrivningen for det meste har en legitime-rende og selvretfærdiggørende funktion.Disse ting betyder også, at man ud fra en »kritisk« historieskrivning om

arbejderbevægelsenkan drage en anden slags erfaringer end lige blot dekonkrete kamperfaringer. Man kan drage erfaringer med historiske strategierfor arbejderklassens kamp - og vurdere disse. Man kan således sondremellem de konkrete kamperfaringer og de bredere historiske erfaringer med

forskellige historiske strategier.En af de opgaver, som historieskrivere om arbejderbevægelsen må have,består i at vurdere, om disse politiske erfaringer er draget ud fra en (medHaupts ord) »nøjagtig og kritisk indsigt« og analyse af den historiske virkelig-

49

hed, hvori strategierne er blevet anvendt. (Vi har jo den historiske bagklog-I skab på vor side). Målet må være at forene de to krav, som historieskrivnin-

gen 0m arbejderbevægelsen er blevet konfronteret med; historien som »prak-

sis« og som »0verlevering«. Jeg har forsøgt i dette indlæg at diskutere,

hvordan man bedst gør noget sådant, og det er her jeg har forsøgt at argumen-

tere for at tage udgangspunkt i arbejdskampene.24De synspunkter, jeg har slået til lyd for undervejs, kan vel sammenfattes som

følger: Hos Brecher kunne der hentes to pointer: 1) at udgangspunktet må

være klassens egne handlinger; 2) at det gælder om at vise sammenhæng og

kontinuitet iklassens handlinger. - Udgangspunktet i klassens handlinger (ogherunder arbejdernes kampe) er væsentligt af flere grunde; bl. a. fordi det

medvirker til at fjerne den misforståelse, at organisationerne udretter noget i

kraft af sig selv; og fremme den forståelse at organisationerne kun er stærke,

for så vidt, der står aktive, bevidste solidariske medlemmer bag. Søgelysetmå altså rettes mod »de menige medlemmer«. Desuden fordi det rejser

problemet om klassens forhold til dens organisationer. Det var dette forhold,

som -i forbindelse med Michael Vester - blev præciseret til et spørgsmål om

forholdet mellem klassens erfaringer og organisationernes politik. En af de

allervæsentligste opgaver for en kritisk fremstilling af arbejderbevægelsenshistorie er netop hele tiden at vurdere forudsætningerne for den politik, som

arbejderorganisationerne opstiller (jfr. Claudin ovf.). (Det er i analysen af

dette forhold, kritikmuligheden ligger og dermed samtidig muligheden for at

drage erfaringer.) Disse forudsætninger indbefatter i hvert fald to elementer:

dels klassens erfaringer, dels de klassemæssige styrkeforhold i samfundet

som helhed.- Hvad klassens erfaringer angår, da har det været min hensigt at betone, at

disse til enhver tid er meget uhomogene. De er ikke blot bestemt af arbejde-

rens liv i produktionen, men af hele arbejderens livssammenhæng. Det, som

jeg specielt har hæftet mig ved, er, at organisationserfaringeme er vidt for-

skellige og i høj grad fagspecifikke. Når man skal vurdere, hvad en arbejder-

kamp er udtryk for, er det derfor ikke ligegyldigt, hvilke arbejdsgrupper, der

er involveret. Den mangel, som mange hidtidige strategier har lidt under, er

netop, at de har opereret med forestillinger om en homogen klasse, dvs. en

klasse med fælles erfaringer. Tværtimod må det understreges, at fællesinte-

resser er noget, som må bibringes politisk! ikke noget, der kan tages som

udgangspunkt.- Hvad angår de klassemæssige styrkeforhold i samfundet, så er det ikke

noget, jeg har været meget inde på, (pkt. 4.a). Det er min opfattelse, at

arbejdskampen ikke kan betragtes isoleret. De klassemæssige styrkeforhold i

samfundet som helhed sætter sig igennem i de enkelte kampe. Den enkelte

kamp afspejler disse samfundsmæssige styrkeforhold. Er der tale om en

offensiv arbejderklasse, vil det vise sig i den solidaritet, som andre arbejdere

lægger for dagen over for enkelte arbejdergrupper, som er i kamp. Er der tale

om en offensiv kapitalistklasse, viser det sig i de midler, hvormed de søger at

knægte de kæmpende arbejdere og støtter de involverede arbejdsgivere. Men

den helt afgørende måde, hvorpå de samfundsmæssige styrkeforhold giver

50

.l

lens-'mmm

sig til kende, det er i strategierne, - Jeg betegnede ovenfor arbejdskampensom et sammenstød mellem strategier. - Dette er en af grundene til, at jegkom med det bud, at man kunne se, hvad'arbejdskampene var udtryk for ud

fra de strategier, som vandt tilslutning (eller det modsatte) i konkrete kampsi-tuationer. Det var ligeledes i den sammenhæng, jeg slog til lyd for begrebetkampkonjunkturer. Arbejdskampene indgåri sådanne kampkonjunkturer -

med offensive perioder, efterfulgt af »rolige år«. Disse kampkonjunkturer er

ligeledes en del af arbejdskampens forudsætninger, som kræver »nøjagtighedog kritisk indsigt« for at analysere frem.

Med disse bemærkninger håberjeg, at der er blevet argumenteret for, hvor-dan man med udgangspunkt i arbejdskampen kan få en forståelse af arbejder-bevægelsens historie, hvor den ikke identificeres med dens organisationershistorie, men fremstilles som dels et stykke socialhistorie og dels som en

læreproces-udvikling. Således at ikke blot organisationerne får en (bedre)historie, men også klassen.

1. »Zwischen Sozialgesehichte and Legitimarionswissenschah« iJahrbuch Arbeiterbewegungbd. 2 »Marxistische Revolutionstheorien« Fischer Verl. Frankfurt/Main 1974, s. 267-300.

2. Ved legitimationsvidenxkab forstår jeg, at organisatiönerne skriver historie for at legitime-re/ retfærdiggøre den på forhånd fastlagte politiske opfattelse; historien passes ind i skemaet- dersom regel er: partiets og organisationemes ufejlbarlighed.

3. ibid. s. 270.“

4. ibid. s. 291.5. Jeremy Bret'her »Streiks und Arbeiterrevolten« (tysk udg.) Escher Verl. 1975: Nachwort:

Ein Wort an die Historiker« s. 261 ff..

6. se hertil Reinhard Hoffmann »Streik als gesellschaftsverändemde Praxis« iDieter Schneider»Zur Theorie una' Praxis (les Streiks« Frankfurt/Main 1971, s. 214 ff.

7. i Michael Vester »Proletariatets opståen som læreproces«, GMT 1978.8. Michael Vester »Solidarisering som historisk mulighed« i Kurasje nr. 9 (feb. 1974,) s. 80 ff.9. Fernando Claudin »Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse« Pax/Modtryk 1977.

10. ibid. s. 55 (bind 1).11. Peter N. Stearns »Measuring the Evolution of Strike Movements« i »Journal of SocialHistory« 19 , s. 1 ff. spec. s. 24.12. Edw. Shorter & Charles Til/y »Strikes in France 1830-1969«, Cambridge UP 1974.13. De har bl. a. kritiseret Steams for at anvende »psykologiske« forklaringer.14. » This amount of strike history over the last one hundred and fifty years suggests that there is a

regular, intimate relationship between industrial structure, the Organizational bases of working-class life, worker participation in politics and strike activity. Every new stratum of workerswhich economic modemization tosses to the surface will sooner or later demand participation inthe nation's political life; and established groups will struggle against the eclipse of their presentposition of power by some upstan. Whether activation for this political struggle comes sooner orlater depends on the challenger group's success in putting together an organizational launchingpad«. ibid. s. 347.

15. Dette er måske netop styrken ved John Foster i »Class Struggle and Industrial Revolution«London 1974, hvor han netop tager sit udgangspunkt i marxistiske bevidsthedskategorier.16. Jvf. for eksempel den enorme betydning, det havde, at ungarbejdeme og den såkaldte»tekniske intelligens« var så aktivt involveret i det franske »Maj 68«, se vurderingen i DetlevAlters, 0. a. »Klassenkämpfe in Westeuropa« Rowohlt Hamburg 1971, s. 62 f.17. Proletarische Front«: »Arbeiterkampfin Deutschland« München Trikont 1973, s. 30 11'. OgKarl Heinz Roth »Die »andere« Arbeiterbewegung« Trikont München 1974; og iøvrigt: SergioBologna &Massimo Cacciari »Zusammensetzung der Arbeiterklasse und Organisationsfrage»Merve 1973.

18. Her gengivet efter Erhard Lucas »Arbeiterradikalismus« Frankfurt/Main 1976, s. 273 ff.19. ibid. s. 283.

51

20. Dette være formuleret som en opgave, der i øjeblikket ville være vanskelig at indløse

herhjemme, men som målsætning er korrekt.

21. Jvf. E.P.Th0mpsons indledende bemærkninger i »The Making of the English WorkingClass«: klassen som »et forhold i bevægelse«, s. 9 f.

'

22. Dette har således været et af målene med Jørgen Bloch-Poulsen & Morten Thing »DKP.s

faglige politik 1930-35: Den revolutionære fagopposition« i »Historievidenskab« nr. 9/ 1976, s. 7

ff. Formålet har været at opsamle erfaringerne, som kommunisteme indhøstede m.h.t. revoluti-

onært fagoppositionelt arbejde i RFC-perioden 1930-35. - Spørgsmålet om erfaringers overfør-barhed får ligge her.

23. J vf. Hans Matthöfer »Streiks und streikåhnliche Formen des Kampfes der Arbeitnehmer im

Kapitalismus« i Schneider »Zur Theorie ...« Dansk arbejderbevægelses historie er fyldte med

eksempler på, hvordan solidaritetsproblemet afgørende har spillet ind på dens udvikling; tænk

blot på skruebrækkerproblemet op igennem årene.

24. Jeg mener heller ikke, at det blot er et spørgsmål om historisk metode osv. Der ligger heri

tillige en kvaliñcering af os selv til at vurdere aktuelle strejkebevægelser. Eksempelvis når vi

stiller os selv spørgsmålet om, hvad Uniprint og Sabroe ØB var udtryk for? Hvad der bandt dem

sammen? etc. etc. Vi har også en fornemmelse af, at Scaniadam betød noget ganske særligt, men

hvad og med hvilke konsekvenser? Ved at behandle arbejderbevægelsens historie med udgangs-

punkt i arbejdskampene kan vi måske blive bedre til at besvare de spørgsmål også.

52

POLITISK OVERENSKOMST FOR»SOCIALISTISK SAMVIRKE« , 1938

- et forsøg på samling af de venstreoppositionelle grupper i 1930-eme.

Ved Steen Bille LarsenI

1.

Under indtryk af fascismens fremtrængen og det skarpe modsætningsforhold mellemkommunister og socialdemokrater opstod omkring 1930 rundt om i Europa forskelligekommunistiske og socialdemokratiske oppositionsgrupper. I modsætning til par-tiernes officielle politik havde oppositionsgruppeme mange fælles aktiviteter og berø-ringsflader. De var udtryk for en protest mod de etablerede arbejderpartiers mang-lende evne til at bekæmpe fascismen og manglende evne til at skabe enhed i arbejderk-lassen i kampen mod krisen. Grupperne udgjorde ikke en samlet international opposi-tion, men bestod af større eller mindre nationale organiseringer, som søgte at etablerekontakt til tilsvarende organiseringer i andre lande.Af de vigtigste grupper i begyndelsen af 30-eme kan nævnes den tyske »Kommunisti-ske Opposition«, »KPO«, også kaldet Brandler-oppositionen efter dens ledendemedlem Heinrich Brandler. KPO dannede et internationalt bureau »Internationale

Vereinigung der Kommunistischen Opposition« (IVKO). KPO havde sin størstebetydning 1929-33. '

Den anden store oppositionstendens var de uafhængige socialdemokrater, som op-fattede sig som stående mellem 2. og 3. IntematiOnale og havde rødder tilbagetil 2%-Intemationalen i 1921. De var samlet omkring »Informationsbureau revo-

lutionär-sozialistischerParteien« (Pariser-Bureauet) og »Internationales Bureaufür revolutionär-sozialistische Einheit« (London-Bureauet). Især London-Bureauetspillede en vis rolle, idet der hertil var knyttet masseorganisationer såsom Det norskeArbejderparti i 30-emes første halvdel og det spanske POUM i 30-emes anden halv-del.

Den tredie oppositionsstrømning var den trotskistiske , som markerede sig som

selvstændig organisation ved dannelsen af 4. Internationale i 1938.Disse oppositionsstrømningerafspejledes også i Danmark. I begyndelsen af l930-emesamledes de omkring gruppen »Kommunistisk Opposition«, den såkaldte Boserup-gruppe efter dens ledende medlem Mogens Boserup. Den blev dannet i 1933 og udgavmånedsbladet »Information« . Gruppen havde sin sociale basis blandt intellektuelle ogbegyndte som solidaritetsorganisation for det tyske KPO i den illegale kamp modnazisterne efter 1933. Gruppen fungerede som bladgruppe, men spillede også en visrolle i studenterpolitik. Politisk propaganderede Boserup-gruppen mod den kommu-nistiske enhedspolitik, som den var blevet praktiseret i Tyskland 1929-33, og som den iDanmark blev praktiseret i den revolutionære fagopposition, RFO.I marts 1935 opstod en anden oppositions'gruppe, »DKU/DKP-Oppositionen« (densåkaldte Metz-gruppe), som havde sin basis blandt arbejdermedlemmer. Dens ledendemedlem var Carl Metz, men iøvrigt bestod den mest af oppositionelle kommunister,som stadig var medlemmer af DKP. Gruppen udgav bladet »Bolschevik«, der var etdiskussionsforum for den interne udvikling i DKP, samt bladet »Internationale Infor-mationer«, der dog kun udkom med et par numre.

Metz-gruppen og Boserup-gruppen etablerede i påsken 1935 et samarbejde og udvi-dede dette til også at omfatte syndikalisten Chr. Christensen, som efter flere årssygdom var vendt tilbage til politisk arbejde. På grund af uenigheder om oppositionensfremtid brød samarbejdet sammen i efteråret 1935 og derefter lagde Boserup-gruppen

53

kræfterne i studenter- og universitetspolitisk arbejde. Chr. Christensen søgte at ge-

noplive den syndikalistiske bevægelse ved at danne »Fagoppositionens Sammenslut-

ning« i januar 1936 samt »Syndikalistisk Ungdomsforbund« i 1937. FS udgav ugebla-

det »Arbejdet«. Metz-gruppen gik i opløsning i 1936, da Carl Metz skulle afsone 3

måneders fængsel for deltagelse i gadekampe. med KU-ere.

Omtrent samtidig opstod en strid i det socialdemokratiske ungdomsforbund, DSUs

Københavnsafdelinger. Striden havde sin oprindelse i utilfredshed med at Stauning-

regeringens uniformsforbud også omfattede arbejderbevægelsens organisationer,

men senere udviklede den sig til en strid om enhedsarbejet med DKP, idet DSUs

ledelse nedlagde forbud mod enhedsarbejde. 1934-35 meldte medlemmerne i visse

afdelinger sig ud i massevis og mange blev ekskluderet. Eksempelvis bestod

DSU-Vesterbro af 465 medlemmer, hvoraf 360 udmeldte sig. De tidligere DSU-ere

dannede DSU-oppo sitionen, som udgav bladet » Alarm« . Da DKP forsøgte at omdanne

DSU-oppositionen til en antifascistisk frontorganisation i marts 1935 resulterede det i

en splittelse, hvor modstanderne af denne udvikling dannede SUF, Socialistisk Ung-

doms Forbund, under ledelse af Børge Petersen. SUF udgav bladet »Revolte« og

opfattede sig som en revolutionær organisation, som stod til venstre for både Social-

demokratiet og DKP. SUF etablerede kontakt til »London-Bureauet«.

I 1937 dannedes den trotskistiske organisation »Leninistisk Arbejdsggruppe« med

Poul Moth som ledende medlem. Moth var ijanuar 1935 blevet ekskluderet af DSU for

deltagelse i enhedsdemonstration og havde derefter været medlem af Alarm-gruppen

indtil den blev splittet. »Leninistisk Arbejdsgruppe« udgav bladet »4. Internationale«.

I foråret 1937 viste bl. a. SUF interesse for at prøve at samle alle de eksisterende

oppositionsgrupper og oppositionelle enkeltpersoner i een organisation.1nitiativet

blev taget af journalist Alfred Kruse. Organisationen fik navnet »Socialistisk Samvir-

ke« og blev stiftet 20. marts 1937. Den blev opbygget som en føderation, hvor alle

deltagende organisationer var sikret repræsentation i arbejdsudvalget. Det første

arbejdsudvalg bestod bl. a. af Alfred Kruse (formand), Poul Moth, Børge Petersen,

Chr. Christensen og Marie Nielsen. Marie Nielsen var nok 30-emes mest kendte

oppositionelle kommunist, som var blevet ekskluderet af DKP hele tre gange. Hun

indtrådte trods sygdom i arbejdsudvalget for at støtte initiativet.

»Socialistisk Samvirke« blev aldrig det samlingspunkt, man havde tænkt sig.

Boserup-gruppen deltog vistnok aldrig i Samvirket. Chr. Christensen brød i efteråret

1937 med organisationen p.gr.a. en artikel i Samvirkets blad »Spartakus« om Sovjets

20. års dag. SUF mistede p. gr.a. sin svage organisatoriske stilling efterhånden interes-

sen for Samvirket. Tilbage var kun »Leninistisk Arbejdsgruppe« og »Syndikalistisk

Forbund«, samt de individuelle medlemmer. På Kruses initiativ udarbejdedes et

programmatisk grundlag for Samvirket og samtidig omdannedes »Leninistisk Ar-

bejdsgruppe« til »Internationale Kommunister«, der afbrød de organisatoriske for-

bindelser til 4. Internationale og i stedet knyttede informatorisk kontakt til London- og

Parisbureauet. Denne omdannelse skete formentligt for at tiltrække resterne af SUF,

som efter alt at dømme var i opløsning.

Det lykkedes ikke at opretholde Socialistisk Samvirke. I sommeren 1938 gik den

syndikalistiske bevægelse definitivt i opløsning, hvorved grundlaget for at opretholde

Samvirket ikke længere eksisterede. I september 1938 genoptog »Internationale

Kommunister« forbindelsen til 4. Internationale og genoptog udgivelsen af bladet, der

havde ligget stille et helt år. I januar 1939 omdannedes organisationen til »Intemati-

onalt kommunistisk Parti«, som imidlertid forsvandt i løbet af sommeren 1939.

I det sidste år indtil den tyske besættelse eksisterede kun trotskisteme som organise-

ret politisk opposition, uden dog at være i stand til at slå ind overfor arbejderklassen. I

54

november 1939 begyndte de som gruppen »Revolutionære Socialister« at udsende et

duplikeret blad »Klassekamp« , hvor især Finlandskrigen og forsvaret af Sovjet optogspalteme. Denne gruppe blev grundlaget for den første illegale opposition under

besættelsen, idet den fra december 1940 begyndte at udgive det illegale blad »Arbej-derpolitik« .

Nedenstående »Udkast til Overenskomst mellem den kommunistiske og syndikalisti-ske gruppe i Socialistisk Samvirke« fra april 1938 er udarbejdet af Alfred Kruse og er

resultatet af de politiske drøftelser i Samvirket i vinteren 1937/38 om at skabe et

programmatisk grundlag. Som det fremgår af overenskomsten var det ikke muligt at

omdanne Samvirket til en enhedsorganisation p.gr.a. politiske uoverensstemmelser

med syndikalisteme om nødvendigheden af et revolutionært masseparti og om prole-tariatets diktatur i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme.Som allerede nævnt havde »Leninistisk Arbejdsgruppe« afbrudt kontakten til 4.

Internationale. I nedenstående overenskomst er de trotskistiske synspunkter ned-

dæmpet. Den internationale analyse er præget af trotskisteme, men de aktuelle

kampparoler (som snarere bør karakteriseres som principparoler) er præget af den

syndikalistiske fraseologi. Meget tyder derfor på, at det først og fremmest har været

»Leninistisk Arbejdsgruppe«, som har været interesseret i at holde sammen påSamvirket for derigennem at fastholde socialistiske og syndikalistiske arbejdere i et

bredere politisk samarbejde.Overenskomsten ligger som håndskrevet udkast, skrevet af Alfred Kruse, i dennesarkiv på ABA, kasse nr. 27.

Den gengives her med moderne retskrivning.

II

Udkast til overenskomst mellem den kommunistiske og

syndikalistiske gruppe indenfor »Socialistisk Samvirke«

Da_det ved behandlingen af de forskellige udkast til principielt arbejdspro-gram for »Socialistisk Samvirke« har vist sig, at en omdannelse af samvirkettil en enhedsorganisation i øjeblikket er udelukket, idet de syndikalistiskekammerater ikke har kunnet anerkende nødvendigheden af det revolutionære

masseparti og dettes førerskab i den socialistiske revolution, ligesom deforkaster det proletariske diktatur i overgangsperioden mellem kapitalismeog socialisme, har den kommunistiske og syndikalistiske grueppe - under

hensyntagen til den række vigtige problemer, hvorom der for begge gruppersvedkommende hersker væsentlig overensstemmelse - vedtaget at slutteoverenskomst vedrørende det fremtidige samarbejde indenfor »Socialistisk

Samvirke«.

Principielt grundlag

Begge grupper erkender at verdenshistorien har været »klassekampeneshistorie« , hvorunder skiftende former samfundets herskende mindretal altid

økonomisk har udbyttet masserne.

Den oprindelige kapitalistiske frikonkurrence er afløst af monopol-kapitalismen. De finanskapitalistiske grupper, der karakteriserer kapitalis-

55

men under imperialismen, har totalt forandret den verdensøkonomiske og

verdenspolitiske situation. Monopolkapitalismen har sprængt de national-

statslige rammer og skærpet konkurrencen på verdensmarkedet.- Den nati-

onale kapitalisme i hvert land har udviklet sig til et led i verdenskapitalismen.Den kapitalistiske ekspansion gennem kapitaleksporten har skærpet og ud-

dybet de mellem de kapitalistiske stater bestående modsætningsforhold.

Verdens opdeling i kapitalistiske interessesfærer og de ñnanskapitalistiske

oligarkiers kamp om verdensmarkedet har forårsaget kæmpemæssige krigs-

forberedelser, der uundgåeligt vil udløse sig i imperialistiske krige, hvis ikke

den internationale arbejderklasse tilintetgør selve kapitalismen gennem en

revolutionær masserejsning i den proletariske intemationalismes ånd.

Det kapitalistiske udbytningssystem under imperialismen er imidlertid ind-

trådt i sin sidste udviklingsfase, hvor spændingen mellem samfundets mate-

rielle produktivkræfter og de bestående ejendomsforhold kun kan udløses

gennem den af Marx karakteriserede »periode af social revolution«. De

økonomiske verdenskriser, de vanvittige militære oprustninger og det fasci-

stiske diktaturs oprettelse i en række lande'afspejler kapitalismens indre

forfald og dokumenterer at verdenskapitalismen befinder sig i en nedgangs-

periode og bekræfter således fuldt ud Lenins analyse af imperialismen som

»kapitalismens sidste fase«. ,

Verdenskapitalismen sætter imidlertid i sin afblomstrings- og forfaldsperiode

problemet om arbejderklassens socialistiske revolution på dagsordenen som

en aktuel opgave. Socialismens virkeliggørelse er ikke længere et fremtid-

sperspektiv, men umiddelbar mulig som følge af de af imperialismen skabte

objektive dvs. teknisk-materielle betingelser. ›

,

Således stilles den internationale arbejderklasse overfor løsningen af sin

historiske opgave: at styrte det kapitalistiske borgerskab som klasse, at

tilintetgøre det kapitalistiske udbytningssystem, der hviler på privatejen-domsretten til produktionsmidlerne, at afskaffe al klassedeling og enhver

mulighed for det ene menneskes økonomiske udbytning af sine medmenne-

sker, at opbygge socialismen frem mod det store slutmål: skabelsen af det

stats- og klasseløse kommunistiske samfund. Den socialistiske revolutionsinternationale karakter forudsætter dog, at arbejderklassen i det enkelte land

vel kan begynde revolutionen, men at dennes endelige sejr er internationaltbetinget.

›

Isoleret kan den danske arbejderklasse ikke virkeliggøre socialismen, thi man

kan i dag ikke i egentlig forstand tale om en national dansk kapitalisme, idet

denne i første række må betegnes som et led i den imperialistiske verdens-

økonomi, i særdeleshed forbundet med den engelske imperialisme, hvilket

forklarer reformismens indflydelse i dansk arbejderbevægelse. Den danske

arbejderklasses kamp for socialismen må derfor indgå som et led i den

revolutionære bevægelses internationale kampfront mod verdensimperialis-men.

At klassekampen i Danmark skærpes: massearbejdsløshed og reducerede

reallønninger, kriseordninger og stigende skattebyrder, fagorganisationemes

umyndiggørelse gennem afstemningsregler, og statslig voldgift, dannelse af

56

rigspoliti og militær oprustning, indskrænkning af demokratiske rettighederog de fascistiske tenden'sers vækst, - alt dette godtgør, at den internationalekapitalismes krisekarakter er overført på dansk kapitalisme og er vidnesbyrdom den s.k. nationale økonomis internationale samhørighed.I samme grad som den internationale krise skærpes, vil de danske klassemod-

sætninger skærpes og det tidspunkt rykke nærmere, hvor selve arbejderklas-sens selvopholdelse sdrift tvinger denne til skærpet kamp mod den kapitalisti-ske udbytning. Af den skærpede klassekamps bitre erfaringer vil også danske

arbejdere komme til erkendelse af at de sociale reformers tid uigenkaldeligt er

forbi, ja at de igennem årtier hårdt tilkæmpede positioner ikke mere kan

opretholdes ved hjælp af parlamentariske midler og reformistisk politik.I den skærpede klassekamp vil den danske arbejderklasses bedste elementeri

stigende grad erkende, at socialismens virkeliggørelse, der er den eneste

frelse fra kapitalistisk udbytning og fascistisk voldsdiktatur, ikke kan ske ad

parlamentarisk vej, ad forhandlingens og reformernes vej, men gennem mas-

semes udenomparlamentariske aktioner.I denne historiske kamp for socialismen har Socialdemokratiet i Danmark,

i

der repræsenterer II Internationales højrefløj, udspillet sin rolle som fører.Det danske Socialdemokratis samarbejdspolitik har stabiliseret det kapitali-stiske system og partiet har fuldstændig svigtetsin oprindelige hovedopgave:

,at mobilisere masserne til virkelig kamp for det kapitalistiske udbytningssy-stems tilintetgørelse.Intimt forbundet med det borgerlige samfund afvæbner partiet gennem sin

borgfred spolitik den danske arbejderklasse og udleverer denne - objektivt set

_- til fascismen. Trods alle øjeblikkelige manøvrer, hvormed Socialdemokra-tiet i dag søger at redde den nationale økonomi ud af krisen, rykker det

tidspunkt bestandig nærmere, hvor partiet og den socialdemokratisk-radikalekoalitionsregering, der administrerer det borgerlige samfunds interesser,uvægerligt vil komme til at stå i det allerskarpeste modsætningsforhold til

arbejderklassens interesser.Da opstår i den skærpede klassekamps videre forløb den situation, hvorSocialdemokratiets officielle og praktiske politik ophører med at repræsen-tere arbejderklassens virkelige interesser, hvor massefrafaldet derfor kom-mer i skred og hvor Socialdemokratiet mister sin autoritet og sit førerskabover arbejdsmasseme, hvilket vil forene alle kapitalistiske partier og give sigudtryk i en stærk borgerlig statsmagt.

1

I en sådan situation, der forberedes gennem Socialdemokratiets nuværende

politik, vil arbejderklassen blive stillet overfor problemet: enten revolutionær

kamp mod det kapitalistiske udbytningssystem eller fuldstændig undertryk-kelse under kapitalismen.Socialdemokratiet i dag følger den reformistiske og opportunistiske linie, derstabiliserer den kapitalistiske ordning og direkte hindrer udfoldelsen af en

revolutionær massebevægelses kamp for socialismen. Og denne reformisme idansk arbejderbevægelse har ved det kommunistiske partis overgang til

opportunismen og socialpatriotismen fået en ny forbundsfælle.

Vel erklærer kommunistpartiet officielt at være tilhænger af den socialistiske

57

revolution og sovjetmagtens oprettelse, men har faktisk - i overensstem-

melse med »den nye kurs« i Komintern - stillet sig på reformismens grundlag.

Partiet har grundigt revideret sine tidligere anskuelser med hensyn til nati-

onen, det borgerlige demokrati, den parlamentariske virksomhed, fagfore-

ningskampen, militærforsvaret mm. Det propanderer en sovjetrussisk orien-

tering i udenrigspolitik og oprettelsen af en nordisk militæralliance - anskuel-

ser, der savner ethvert grundlag i danske forhold, men som partiet - på grund

af dets politiske ensrettethed som national Kominternsektion - er forpligtet at

træde i skranken for. Ikke i den danske arbejderklasses interesse, men

udelukkende i den sovjetrussiske udenrigspolitiks interesse.

Partiets enhedsfront- og folkefrontspolitik er taktiske manøvrer i tilnærmel-

sespolitikken overfor Socialdemokratiet, og som tilstræber en sammens-

meltning af de to partier.Kommunistpartiet har allerede givet Socialdemokratiet absolution for den

»arbejderfjendtlighed«, der efter kommunistpartiets eget udsagn for blot

nogle år siden var Socialdemokratiets særkende. Vel kritiserer man dele af

Socialdemokratiets politik, men betragter sig i kritikken som regeringens

loyale opposition.Hele denne s.k. kommunistiske politik betyder et afgjort brud med partiets

fortid og godtgør, at partiet i lighed med Komintern har udspillet sin rolle som

instrument i arbejderklassens frigørelseskamp.Under hensyntagen til den kendsgerning: at de politiske arbejderpartier stiller

sig på reformismens, opportunismens og socialpatriotismens grundlag, hvil-

ket modstrider arbejderklassens øjeblikkelige og historiske interesser, opstår

nødvendigheden af at danne et organisatorisk centrum, der kan samle alle

klassebevidste og virkelig socialistiske elementer i den danske arbejderklasse- til kamp mod reformismen i alle dens afskygninger, til kamp for socialismen,

for arbejderklassens magtovertagelse. På dette socialistiske klassekamp-

grundlag opstiller og godkender begge grupper følgende kampparoler:

Kamp mod alle reformistiske og opportunistiske tendenser i arbejderbevæ-

gelsen.For socialistisk samfundsopfattelse og socialistisk kritik.

Mod den socialdemokratiskekoalitions-og stabilisen'ngspolitik, mod den

stalinistiske opportunisme og socialpatriotisme.For samarbejde med de socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere.

Mod alle illusioner om socialismens virkeliggørelse ad forhandlingens, refor-

mernes 0g stemmerettens vej.

For arbejderklassens udenomsparlamentariske aktioner.

Mod det borgerlige demokrati.

For forsvaret af de borgerlige rettigheder.

Mod de stalinistiske enhedsfrontsmanøvrer.

For alle arbejderes enhedsaktion uden hensyn til partipolitisk opfattelse.

58

Mod den socialdemokratiske militærpolitik, mod den stalinistiske fædrelands-

ideologi. ,

For arbejderklassens kamp mod militarismen og krigen. For arbejderklassensinternationale solidaritet og samvirke.

'

Mod alle former for socialpatn'otisme.For den proletariske intemationalisme.

Kamp med alle fascistiske tendenser.

For (resten mangler)

Mod de bureaukratiske tendenser i arbejderbevægelsen.For det bredeste demokrati i arbejderklassens organisationer.

Mod fagforeningemes forvandling til dele af statsapparatet, mod medlemmer-

nes umyndiggørelse.For klassekamp, for alle vigtige spørgsmål afgørelse ved urafstemning.

Organisatoriske bestemmelser

Idet begge grupper tilslutter sig ovenanførte principielle grundbetragtningerog paroler, erklærer de sig forpligtet til samarbejde på alle de områder, hvoren fælles aktion er praktisk mulig.Begge grupper fastholder deres principielle program og opretholder deres

fulde organisatoriske selvstændighed og virksomhed. Begge grupper afstår

fra at blande sig i den anden parts indre anliggender, men forbeholder sigretten til fremsættelse af kammeratlig kritik.

Begge grupper indtræder kollektivt i »8. S.« , indenfor hvilket de hver især har

ret til at propagandere deres specielle synsmåder. I samvirkets offentligevirksomhed, dvs. ved offentlige møder, fælles aktioner af enhver art, optræ-den i fagforeninger mv. forpligter begge grupper sig til at afstå fra at angribehinandens principielle grundopfattelse.

København d. april 38

59

AFSLUTTEDE AFHANDLINGERListen over afsluttede afhandlinger omfatter specialer, guldmedaljeafhandlinger, kon-

ferensafhandlinger, utrykte bibliograñer og div. større projektarbejder. Afløsnings-opgaver, delopgaver m.m. optages normalt ikke på listen, undtagen hvor redaktionen

finder det relevant. Alle, der har færdiggjort en afhandling, opfordres til at sende

oplysninger om dette til redaktionen.

Andersen, Kai

Karl-Marx-Klubben og den teoretiske diskussion i Socialdemokratiet. Historisk Insti-

_

tut OU, 197891025.'

Binderup, Per B.

Arrestationen den 22. juni 1941 af de danske kommunister set udfra en beslutnings-

processynsvinkel. Institut for Statskundskab, 1973, 123 s.

Ingvorsen Hansen, RigmorKultur-debatten i 30°eme: sat i forhold til de økonomiske og politiske forhold. Dan-

marks Biblioteksskole, 1975, 66 s.

Jacobsen, Carsten ›

Den utopiske socialisme med særligt henblik på Charles Fourier. Danmarks Biblio-

teksskole, 1977, 50 s.

Johansson, Lars

Danske produktionsforholdi 1920'erne: rationalisering-klassesamarbejde. Af Lars

Johansson, Allan Ankjær. Historisk Institut, KU 1978, 53 + 20 s.

Kjøller Pedersen, Tove -

K.K. Steincke - en bibliograñ 1900-1963. Af Tove Kjøller Pedersen, Birthe Laila

Rasmussen. Danmarks Biblioteksskole, 1977, 168 s.

Mathiasen, Karsten

Klassekampen i Roskildes historie: en skitse af forudsætningerne for arbejderbevæ-

gelsen i Roskilde. Af Karsten Mathiasen, Anders Vind. RUC, 1978. Bd. 1: 1870-76.

Nielsen, Holger K.

Selvforvaltning og socialisme: problemer ved arbejderselvforvaltning i et socialistisk

overgangssamfund belyst ved træk af Jugoslaviens økonomiske og politiske udvikling

1965-1976. Institut for Samfundsfag, KU 1978, 154 s.“

, Steffensen, Jens Ivar

H.C. Hansen: en bibliograñ. Danmarks Biblioteksskole, Ålborg 1977, 76 st

Torp, Ole .

Marx” historiske skrifter. Danmarks Biblioteksskole, 1978, 47s.

Udviklingeni Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik. Af Betina Dybbroe (et al.)

RUC, 1978, 465 5.

H. G.

60

F ORSKNINGSMEDDELELSERFynske Foreningsarkiver I. Kortfattet oversigt over foreningsarkivalier i Lokalhisto-riske arkiver i Fyns Amt, Landsarkivet for Fyn og Erhvervsarkivet ved MargarethaBalle-Petersen. Dansk historisk Fællesforening, 1978, 66 s.

Oversigten er et resultat af 1. etape i et større projekt om indsamling og sikring afkilderne til de folkelige bevægelsers historie. Initiativtageme har defineret begrebet»DE FOLKELIGE BEVÆGELSER« overordentlig bredt og har således indtil maj1978 fået indsamlet og registreret ca. 1000 foreningsarkiver. Oversigten indeholder en

forbrugervejledning, idet man positivt har udarbejdet et fælles registreringssystem.Foreningsarkiveme er opstillet i et afsnit ordnet henholdsvis efter foreningstype (A)og topograñsk (B). Man kan således hurtigt danne sig et overblik over de politiske,religiøse- og økonomiske foreninger osv. eller få indtryk af hvad der findes registreretaf materiale fra en enkelt by.Blandt den brogede samling af kreaturforsikringsforeninger, hjælpekasser og idræts-

foreninger frnder man også en del registrerede parti- og fagforeningsarkiver. Oversig-ten kan derfor også være nyttig for folk med interesse for den lokale arbejderbevæ-gelse på Fyn. Der er planlagt udgivelse af flere oversigteri 1979/80.

H G

Fortegnelse over utrykte protokoller fra arbejderbevægelsens faglige, politiske ogkulturelle organisationeri ABA ved Henning Grelle, Sæmummer l 1A, aneddelelserom forskning i arbejderbevægelsens historie, SFAH 1978, 96 s. medlemspris kr. 25,ikke-medlemmer kr. 35.

,

I efteråret 1978 udsendte SFAH en registratur over ABA's samling af forhandlings-protokoller, medlems- og kassebøger mm. fra arbejderbevægelsens organisationenFortegnelsen er forsynet med stedregister og noteapparat og vil være et vigtigthjælpemiddel for alle, der forskeri arbejderbevægelsens historie.I dagbladet Aktuelt skrev Harry Rasmussen bl.a.: »Dette sæmummer er spændendesager for historieinteresserede Protokoller ikke bare fra snart glemte fagforeningersom hattemagemes, De kvindelige frakkeskrædderes Klub, Korkskæremes Fagfor-ening osv., men også protokoller fra nogle af de ældste politiske foreninger inden fordansk arbejderbevægelse - og så dertil alle de nyere protokoller, hvis man vil betragtetiden fra årsskiftet som den nyere tid i denne forbindelse.« '

I Meddelelser vil vi årligt bringe en tilvækstliste til fortegnelsen omfattende alleindkomne utrykte protokoller. Der er derfor god grund til at anskaffe nr. 11 A.

Meddelande l - 6 Från Arbetarrörelsens Arkiv og Bibliotek.I efteråret 1977 kunne »AAB« fejre 75 års fødselsdag. Institutionen indviede samtidignye lokaler i et moderniseret hus på Upplandsgatan 5 i Stockholm. Huset rummer

bibliotek, katalogværelser, læsesal og kontorer, mens arkivet fortsat befinder sig påden modsatte side af gaden i nr. 4 (Folkets hus). Ide seneste år har AAB konsolideretsin stilling såvel økonomisk som medarbejdermæssigt og i offentligheden.I jubilæumsåret er AAB påbegyndt udgivelsen af »Meddelande« hvoraf der indtil nu

(dec. 1978) er udkommet 5 numre, nemlig 1-6 idet nr. 2-3 er et dobbeltnummer.I forordet til nr. 1 (1977) skriver AAB's nye chef Lars Wessman om formålet bl.a.:»Allt vårt arbete med samlingama blir meningsfullt först när materialet utnyttjas ochdet äri detta sammanhang tidskriften kommer in som ett sätt att informera kundemaom vad vi kan sälja till dem.« Tidskriftet har ikke til hensigt at bringe større fremstil-linger om arbejderbevægelsens historie, men det præsenterer forskningsoversigter og

61

småartikler, der tager udgangspunkt i institutionens materialer. Endelig vil man

forsøge at virke »uden for huset« ved at bringe artikler om arkivvejledning til fordel for

arbejderbevægelsens organisationer.Sidstnævnte formål har man endnu ikke i de første 6 numre taget fat på. Forhåbentlig

har man ikke droppet denne vigtige side af virksomheden? De øvrige formål har man

taget godt fat i. AAB rummer rigeligt med skatte, såder er nok at informere Om (også

til gavn for os danske) og tidskriftet har efter bladets artikler at dømme både en

forskerkreds og en medarbejderkreds, der på en god og læselig måde forstår at fortælle

om og anvende samlingerne.De enkelte numre har en ret ens opbygning med en række faste rubrikker. Heraf kan

nævnes nyerhverwlser 0g forskning foregår. Sidstnævnte svarer til dette blads uf-

handlinger under udarbejdelse. Desværre finder man ikke i det svenske skrift angi-

velse af forfatterens adresse og vigtigere heller ikke en projektbeskrivelse. Ellers er

oversigten forskning foregår i nr. 1 ganske imponerende i sit omfang. Her finder man

gamle kendinge, som undertegnede forlængst havde troet var blevet færdige. Det vil

derfor være nyttigt hvis »Meddelande« med tiden ville bringe oversigter med afslut-

tede afhandlinger.Foruden de faste rubrikker præsenterer tidsskriftet en række artikler (illustreret med

altid fremragende billeder) som på grundlag af AAB's materiale udgør små bidrag til

den svenske arbejderbevægelses historie.

Artiklerne iførste nummer er forståeligt nok helliget selve AAB's historie og praktiske

problemer. J.L. Ramirez skriver om bibliotekets historie og udvikling, dets tilvækst

og placering i det svenske biblioteksvæsen. Arkivar Eva Karlsson causerer over

»arkivbevidstheden« i arbejderbevægelsens organisationer, og forsøger b|.a. derudfra

at forklare, hvorfor man ikke altid kan tilfredsstille alle forskerønsker. Meget materi-

ale er blevet smidt væk, solgt eller endt i kakkelovnen. Alligevel mener hun, at det

betaler sig at lede. Savnede protokoller kan dukke op i »fremmede« arkiver, og som et

plaster på såret henviser hun til, at dele af SPD's arkiv i 1968 blev fundet i en kælder

under svensk LO's bygning.Dobbeltnummeret 2-3 (1977) har som hovedtemadet svenske socialdemokrati (SAP) og

reformismen. I en meget instruktiv og velskrevet artikel behandler historikeren Lars

Björlin sider af SAP's historieskrivning fra 1890'erne til ca 1950. Hovedvægten erlagti

30'erne omkring Ture Nermans initiativ i 1936 til et omfattende projekt om den

svenske arbejderklasses oprindelse. Björlin følger nøje dette projekts ændring og

udvikling og vurderer resultatet, der lå fjernt fra hensigten, nemlig Herbert Tingstens

»Den svenska socialdemokratins ideutveckling (1941) og bl.a. J. Westerståhl: Svensk

fackföreningsrörelse (1945). I tilknytning til Björlins artikel findes en bibliografi af

Birgit Parding »Böcker om svensk arbetarrörelse«._

Nr. 5 indeholder bl.a. en meget nyttig oversigt »Arbetarrörelsens arkiv i Europa -

vägledning för forskare«. Oversigten er udarbejdet af et forskerhold fra Åbos universi-

tet i 1975 og den omfatter en kort introduktion til arkiv- og bogsamlinger i arbejderbe-

vægelsens arkiveri norden, vest- og centraleuropa, østeuropa og Balkan. Desværre er

dette vigtige arbejde skæmmet af nogle fejl, som redaktionen kunne have undgået.

Omtalen af det danske ABA er behæftet med overordentlig mange fejl. Det nævnes, at

ABA har oprettet lokalarkiver. Arkivsamlingeme har fået påførtbesynderlige yderår

og nogle små arkiver er blevet til store. Forhåbentlig er det ikke så galt fat med omtalen

af andre landes arkiver. På s. 28 må der dog være sket_ en ombrydningsfejl, som er

meningsforstyrrende, idet det polske arkiv har fået tildelt vigtige arkivsamlinger fra

Institut für Marxismus-Leninismus (DDR). Endvidere findes der en række (formo-

dentlig) korrekturfejl. F.eks. er arkivet i Schweiz oprettet i 1972 og ikke i 1927,

62

ligesom P. Togliatti ikke afgik ved døden i 1946, men i 1964. Usikker bliver man ogsånår det angives, at de to finske arkiver begge har privatarkiver fra samme personer.Dette er naturligvis muligt, men i så fald havde det været gavnligt at præcisereforskellene. Personligt menerjeg, at oversigten burde rettes til og bringes »up to date«

og selvfølgelig genudgives i et senere nummer. .

Det sidst udkomne nummer 6 indeholder en fortegnelse over svenske Folkrörrelse-

sarkiver med en grundigere præsentation af tre af dem.I introduktionen til nr. 4 oplyses det, at man i senere numre vil begynde at anmeldesvensk og udenlandsk litteratur. Hvis dette løfte indfris, så bliver der endnu mere at se

frem til i kommende numre..

Henning Grelle

Trotzki-Institut i Paris.

Ifølge »Intercontinental Press« for 24. juli 1978 oprettedes i 1977 i Paris et LeonTrotsky Institut (29, rue Descartes, Paris 75005) af aktivister fra nogle af de mangetrotzkistiske grupperinger i Frankrig og af enkeltpersoner med trotzkistiske sympa-tier. Instituttets opgave er især at fremme forskningen i forbindelse med en udgave afTrotzkis samlede værker på fransk. Instituttet understøttes i dette arbejde på nuvæ-rende tidspunkt af et barnebarn af Trotzki, Seva Volkov, og af Marguerite Bonnet,som er forvalter af hans skriftlige efterladenskaber. Instituttet har til hensigt at udgiveet 3-4 gange årligt udkommende tidsskrift »Cahiers Leon Trotsky«, som skal inde-holde bl.a. nyt materiale afog om Trotsky. Den planlagte udgave afde samlede værkerskal åbenbart opbygges kronologisk; for tiden udkommer en serie, der skal dækkeperioden 1933-1940 - Disse bind vil indeholde enkelte ting, som ikke findes i denamerikanske udgave »Writings of Leon Trotsky (1929-40)«, fordi de først blevfundet efter denne udgaves fremkomst. De samlede værker skal forsynes med viden-skabelige noter og kommentarer og en almen indledning til hvert bind.

*

G.C.

Den 15. Linzer konference 1979.

Konferencen afholdes i dagene 11. - 15. september 1979 med emnerne:

1) Sociale og politiske ændringeri verden ved 1. verdenskrigs afslutning og arbejder-bevægelsen (ca. 1917-1920)Og .

2) Kildekritiske problemer ved publiceringen af videnskabelige Samlede Værker afpersonligheder i arbejderbevægelsen.

SFAH kan delegere to medlemmer til konferencen.

G.C.

63

AnmeldelserJohannes Andersen: Fremskridtsbevægelsen, arbejderklassen og venstrefløjen. -Et bi-

drag til analysen af den aktuelle konjunktur, Aurora, København, 1977, 113 5., kr. 37,-.

Johannes Andersen: Socialdemokratiet i 70,erne. - En bygning slår revner, Aurora,

København, 1978, 167 5., kr. 49,50.

Arbejderbevægelsens historie har været et populært emne iforskning og undervisning

i de sidste ti år. I de seneste fire - fem år synes især Socialdemokratiets historie, og

ikke mindst partiets nyeste historie, at være blevet genstand for interesse, mest hos

forskere på venstrefløjen. Det er der ikke noget mærkeligt i. Uanset hvad man iøvrigt

måtte mene om Socialdemokratiet, må man indrømme, at det er det arbejderparti, som

har haft, stadig væk har og i en overskuelig fremtid vil få den største indflydelse på

samfundsudviklingen i Danmark.'

Hvordan skal vi tolke Socialdemokratiets politik? Hvad vil partiet med samfundet- på

kort sigt og på længere? Hvorfor led Socialdemokratiet så sviende nederlag i slutnin-

gen af 60”eme og begyndelsen af 70”erne, hvori består Socialdemokratiets krise i dag,

og hvor dyb er den? Hvorfor kunne Fremskridtspartiet Vinde en så stor sejr ved valget

i 1973 og fastholde den, ikke mindst på Socialdemokratiets bekostning? - En diskus-

sion af disse og lignende problemer må være væsentlig og kunne bidrage til den størst

mulige afklaring af de kommende års politiske muligheder - for venstrefløjen og for

Socialdemokratiet.

J. Andersens to bøger på forlaget Aurora behandler disse politiske problemer, og

alene af den grund må de hilses velkommen. Men bidrager de på en brugbar måde til

problememes afklaring?I »Fremskridtsbevægelsen, arbejderklassen og venstrefløjen« er det J. Andersens

hovedtese, at fremskridtsbevægelsen først og fremmest er udtryk for mange arbejde-

res protest mod den interventionistiske stat og mod Socialdemokratiet som den

vigtigste eksponent for denne stat. Det spændte forhold mellem den interventionisti-

ske stat og Socialdemokratiet på den ene side og arbejderklassen på den anden blev

skærpet ved den aktuelle krises begyndelse, og Fremskridtspartiet fik derved sit

gennembrud. Fremskridtspartiets kritik er efter J. Andersens mening helt rimeligi sit

indhold set fra arbejderklassens synspunkt, men desværre er det en protestbevægelse

uden antikapitalistiske træk og uden forståelse af klassekampens betydning. Derfor

må venstrefløjen samle alle sine kræfter i en antireformistisk kamp mod den interven-

tionistiske stat og Socialdemokratiet. Dermed bekæmpes både Fremskridtspartiet og

Socialdemokratiet på én gang, og venstrefløjen kan vinde øget indflydelse i arbejder-

klassen.

Denne tese hviler i det mindste på to fundamentale antagelser: 1) Fremskridtspartiet

er i højere grad udtryk for en udbredt modstand i arbejderklasSen mod Socialdemokra-

tiets reformisme end for en højreorienteret, småborgerlig politik, og 2) det var krisen,

som gav stødet til Fremskridtspartiets succes.'

Den første antagelse bygger J. Andersen op på en gennemgang af Ole Borre m.fl.'s

undersøgelser af folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975; men det sker vel at mærke på

en sådan måde, at J. Andersen drager konklusioner af undersøgelserne, som de slet

ikke giver basis for. Et skema, som kun viser, at det føi'st og fremmest var aktuelle

politiske problemer, der fik mange vælgere til at stemlnepå Fremskridtspartiet,

bruger J. Andersen til følgende omfattende konstatering:» Går vi videre i bestemmel-

sen af de bevæggrunde, der får lag i arbejderklassen til at stemme på FRP, kan vi slå

64

1

fast, at det ikke er partiets traditionelle højreorienterede synspunkter, der får dissedele til at stemme på partiet. Det er derimod fremskridtsbevægelsens kritik af detpolitiske system, dvs. afden interventionistiske stats direkte fremtrædelsesformer ogde partier, der fremtræder som de ansvarlige for den interventionistiske stats ledelse,dvs. Socialdemokratiet og i anden omgang Venstre« (s. 34-35). Og et citat af Borrebruges på samme måde til at drage langt videre slutninger, end citatet gør det rimeligt(s. 38-39). Men konklusionen er givet på forhånd, og så må undersøgelsen passes tilefter den!

Den anden antagelse: om sammenhængen mellem krisen og Fremskridtspartiets suc-

ces ikke mindst på Socialdemokratiets bekostning, er let at tilbagevise, al den stund

tilslutningen til Fremskridtspartiet liggerfør krisen. Sommeren 1973 er karakteristiskved bl.a. to forhold: høj økonomisk aktivitet med fuld beskæftigelse og høje galluptalfor Fremskridtspartiet!Med en yderst tvivlsom og en direkte forkert antagelse som de vigtigste grundpillerihele J. Andersens forklaringsmønster, falder hans tese til jorden som et korthus -intetmindre!

/

En yderligere konklusion i »Fremskridtsbevægelsen, arbejderklassen og venstreflø-jen« er, at Socialdemokratiet har mistet sin indflydelse i arbejderklassen, fordi krisenhar fjernet det materielle grundlag for reformismen. Socialdemokratiets krise er varig,og kun støtte fra de offentlig ansatte kan redde partiet.« den traditionelle refor-misme og Socialdemokratiet i dag står i en krise, der er umulig at overvinde...« (s. 86).Dette er skrevet ijanuar 1977, altså kort før det valg i februar, som bragte mange afarbejderstemmeme tilbage til Socialdemokratiet. J. Andersen må da også i sin andenbog »Socialdemokratiet i 70'erne« , som er skrevet i efteråret 1977, erkende, at han togfejl: » Det må selvfølgelig understreges, at SD på intet tidspunkt for alvor har været vedat miste sin opbakning blandt arbejderklassen« (s. 123).Hovedtesen i »Socialdemokratiet i 70leme« er den,- at Socialdemokratiet altid harværet og stadig væk er et borgerligt arbejderparti. I begyndelsen af 70'erne førtepartiet endnu en velfærdsreformistisk politik, men efter at krisen satte ind, gik partietmere og mere over til at føre en repressiv »nødvendig« politik, som skærpede mod-sætningen mellem staten og arbejderklassen, hvilket medførte stadig større revneriden socialdemokratiske bygning.

'

Også i denne bog kommer en række udsagn til at stå usammenhængende og modsæt-ningsfyldte, både inden for bogens egne rammer og sammenlignet med den omtaltebog om fremskridtsbevægelsen.Et par centrale eksempler skal omtales.J. Andersen forklarer gennem idelige referater fra Avisårbogen, hvorledes Socialde-mokratiet fører en mere og mere »nødvendig« politik over for arbejderbefolkningen,især efter 1975, da partiet igen dannede regering efter Hartling. Derefter kommer densocialdemokratiske valgsejri 1977, som J. Andersen står noget uforstående overfor:» Umiddelbart er det ret overraskende, at SD har været i stand til at genvinde sine tabtepositioner« (s. 156). Men forklares skal detjo. Og det gørJ. Andersen på den måde, atsocialdemokraterne ved trusler og repression mod arbejderne, ved megen tale om

nødvendig og ansvarlig politik og ved kritik af FRP og den uansvarlige venstrefløj fiken stor del af arbejderstemmeme tilbage og dermed valgsejren i hus (s. 106-107). Dedumme danske arbejdere!J. Andersen konstaterer i bogens indledende kapitler, at Socialdemokratiet er et

borgerligt arbejderparti. Borgerligt er det, fordi alle de marxistiske klassikere har sagt,at et reformistisk parti er et borgerligt parti (note 10 s. 11). Iøvrigt tilslutter han sigH.E. Avlund Frandsens opfattelse, og slår fast, at »SD er et borgerligt reformistiskparti, der gennem reformer ønsker at komme det kapitalistiske samfunds dårlige sider

65

til livs« (s. 13-14). Socialdemokratiet virker i det kapitalistiske samfund som en

stødpude mellem den interventionistiske stat og masserne. - I et kapitel hen imod

slutningen af bogen tager J. Andersen Socialdemokratiets ideologiske grundlag op til

overvejelse og fremdrager naturligt nok partiets nye principprogram fra 1977. Han må

nu indrømme, at det har et socialistisk indhold, som rækker langt ud over 60'emes

velfærdsreformisme, »... fordi der rokkes ved fundamentale forhold i det kapitalisti-

ske samfund« (s. 137). Socialdemokratiet er altså ifølge sit ideologiske grundlag et

socialistisk reformistisk parti. - Den eneste forklaring, J. Andersen kan give på dette

misforhold mellem partiets teori og praksis, somjo iøvrigt ikke er nyt, er en konstate-

ring af, at socialdemokraterne skriver således i deres principprogram for at holde

partiets venstrefløj i ro og dermed tilsløre en af revnerne i partiet. - Det er jo ikke

nogen særlig original eller veldokumenteret forklaring.I J. Andersens førstomtalte bog slås det fast, at fremskridtsbevægelsens væsentligste

indhold var en protest mod Socialdemokratiets statsinterventionistiske reformisme,

og at mange arbejdere støttede denne protest. I bogen om Socialdemokratiet i 70'erne

konstateres det, at »de socialdemokratiske vælgere, dvs. også arbejdere, ønsker en

fortsættelse'af den velfærdsreformisme, som SD stod for i 60'erne« (s. 124). - Hvorle-

des kan de to udsagn passe sammen?

Mange flere eksempler på udsagn og påstande uden sammenhæng kunne hentes fra J.

Andersens to bøger. At hans analyser bliver så mangelfulde skyldes efter'min mening

to ting: I) Kildegrundlaget er alt for tyndt (Avisårbogen som stort set eneste grundlag

for fremstillingen af Socialdemokratiets politik i 70'erne) og bruges efter J. Andersens

forgodtbefrndende (Borre m.tl. 's undersøgelse). 2) Væsentligere er det imidlertid, at J.

Andersens grundlag for undersøgelsen er for snæver og for kort i perspektivet. Man

kan næppe på en rimelig måde forklare Fremskridtspartiets succes og Socialdemokra-

tiets krise i 1970'erne uden at knytte disse fænomeneri overbygningen til det danske

samfunds udvikling i hvert fald siden 1945. Hvad har forandringerne i hele den

økonomiske struktur, i erhvervsstmkturen og i klassestrukturen efter 1945 betydet for

det politiske liv i Danmark? Er der nogen sammenhæng mellem den hurtige økonomi-

ske vækst i 60'erne og opløsningen i den politiske struktur i 70'erne? Som samfunds-

fagmand får J. Andersen ikke øje på dette historiske perspektiv, og overblikket og

sammenhængen går tabt for ham. Han placerer sig urokkeligt i l977 og må ændre tese

efter hvert valg, efterhånden som vælgerne til hans store overraskelse vandrer fra det

ene parti til det andet, stik imod hans teorier. Når han endelig bruger historien, er det

til ingen verdens nytte og fuld af fejl og misforståelser (Socialdemokratiet i 70'erne,

s. 22 ft).,

J. Andersens uhistoriske og udialektiske fremstillinger i de to bøger giver ikke nogen

brugbar afklaring af de rejste problemer.

Vagn Oluf Nielsen

Arbejderbevægelsens sønderjyske Landsforening, Festskrift udgiveti anledning af for-

eningens 40 års jubilæum 26. april 1978, [Af Peter J. Møller, Abenrå 1978] 46 s., ill.

Arbejderbevægelsen i Sønderjylland har på mange måder haft andre vilkårend i resten

af landet, bl.a. har modsætningen mellem dansk og tysk præget dens fremvækst og

virke. I l930-eme forstærkedes den nationale konflikt med den fremvoksende nazis-

me. Det førte på dansk side til en stærk national oprustning, der også gav sig organisa-toriske udslag. Den 26. april 1938 stiftede arbejderbevægelsen således en ny organi-

sation med navnet Arbejderbevægelsens sønderjyske Landsforening, en forening,

66

..._.._..__.4.....10

hvori alle de sønderjyske fagforeninger og socialdemokratiske partiforeninger samle-des til »landsdelens stærkeste og mest betydningsfulde centralorganisation« (s. 5).Den skulle varetage de sønderjyske arbejderes nationale og grænsepolitiske interesserved et forstærket ungdomsarbejde, kulturelt arbejde og ved i det hele taget at foran-stalte arrangementer, der skulle styrke sammenholdet. Den fik sin største betydningiårene frem til 1943, men eksisterer stadig og har siden midten af 1950'erne mest

beskæftiget sig med landsdelens erhvervsforhold. Siden en organisatorisk omstruktu-

rering i 1972 fungerer den som Fællesorganisation i Sønderjyllands Amt. Dette lille

jubilæumskrift giver en nyttig, men meget kortfattet oversigt over udviklingen. Det

foregiver ikke at være en egentlig videnskabelig behandling af emnet og går derfor ikke

dybt i problemerne. F.eks. kunne forholdet til de borgerlige, nationale organisationerfortjene en nærmere analyse. Igennem 1920'erne stod socialdemokratiet og de borger-lige partier nemlig skarpt overfor hinanden, og netop nazismens fremvækst ændrede

meget på dette forhold og prægede måske socialdemokratiet i Sønderjylland mere endi resten af landet.

Forfatteren, der selvudslettende siger om sig selv, at han bare er »en gammel fagfore-ningsmand, der har haft ”bogen”iorden til pensionistalderen« (s. 44), er bl.a.kendt som

historisk skribent i dagspressen med særlig interesse for arbejderbevægelsens histo-rie. Han har også forsynetjubilæumsskriftet med en historisk indledning om tiden før1920. Den rummer desværre flere fejl og misforståelser. Heraf skal nævnes, at PeterMøller s. 8 hævder, at stemmeafgivningen ved rigsdagsvalgene i tysk tid var offentlig.Men den var altså skriftlig og hemmelig, hvad der er af væsentlig betydning, når man

skal vurdere stemmetallenes repræsentativitet. Man må også tage bestemt afstand fra7

den myte, forfatteren bygger op omkring Povl Geleff, den senere medstifter af detdanske socialdemokrati. Han hævder, at Geleff, der var født i Bredebro i Vestslesvig,som seminarist i Tønder hentede socialistiske inspirationer fra rejsende håndværkere,»der talte om Lassalle og Karl Marx« (s. 6). Denne opfattelse, som forfatteren ogsåtidligere har fremført uden nogen form for dokumentation, ville være en virkeligsensation. Geleff skulle altså have været socialist eller i det mindste socialistsympati-sør før Pio, mens forskningen hidtil har ment, at han først blev socialist under Piosinspiration. Men Geleff, der voksede op hos en ældre broderi Angel, blev lærerud-dannet i København allerede i 1864 og virkede derefter ikke i Sønderjylland. At hanallerede før 1864 i Sønderjylland skulle have ladet sig inspirere af svende, der talte om

Lassalle og Marx, er ganske utroligt, også i betragtning af hvor ringe kendskabet til deto teoretikere, særlig da Marx, var i arbejderklassen i Slesvig-Holsten før 1864. Det er

en skam, at dette nydelige lille skrift skal skæmmes afden slags misforståelser, og manmå håbe, at skildringen afden senere tid, som forfatteren selv har levet med i, er mere

pålidelig.

Dorrit Andersen

Jens Peter ØsterbyPetersen/Jens Skovholm: Arbejderne og krisen. Forholdet mellemAOF's arbejderuddannelse, reformismen og arbejderbevidstheden i 30'erne, Køben-havn 1978, 239 5., kr. 35,-, sæmummer af litteratur & samfund [udenfor abonnement],Giro 418 79 11.

Det er ingen overdrivelse at påstå, at en meget væsentlig del af den videnskabeligegrundforskning på det humanistiske område er den, der bliver produceret via studen-

terspecialerne. Det er derfor beklageligt, at de ikke særlig gode muligheder for at få

udgivet disse specialer bliver udnyttet for dårligt. Gang på gang støder man i indled-

67

ningerne på bemærkningen, at denne afhandling oprindelig har været skrevet som

speciale, men at der af forskellige grunde ikke har været mulighed for - trods bedre

erkendelser - at få det omarbejdet. Og så får man serveret alt det stads, der nu

åbenbart hører med til et speciale, men som ikke har interesse for nogen anden end

specialeskriveren, vejlederen og censoren. I langt de fleste tilfælde vil alle andre være

tjent med en stærkt bearbejdet (strammet) udgave af specialet. Således også her.

Forfattemes materiale er i hovedsagen AOF's materialesamlinger og 4 bind af AOF's

bogkreds' skønlitterære udgivelser, en del udgivelser fra forlaget Fremad - også det

hovedsagelig AOF-materiale - og endvidere artikler fra tidsskriftet » Arbejderhøjsko-

len«. Det er ærgerligt, at det mere centrale AOF-tidsskrift »Kulturfronten« eller

»Socialisten«s regelmæssige rubrik 'Arbejderoplysning' ikke er blevet benyttet.Det lykkes dem imidlertid udfra det brugte materiale, at finde det politiske indhold i

AOF's arbejderoplysning, forbløffende nok er det socialdemokratisk, og det stemmer

ikke overens med forfatternes opfattelse af, hvad det burde have været. Nu var den

socialdemokratiske politiske hhv. kulturpolitiske opfattelse langtfra så entydig, som

de åbenbart mener, eksempelvis kan nævnes, at af de første 6 tonespilleñlm, der

udlejedes via AOF, var den ene Brechts »Kuhle Wampe« (Socialisten 1933, s. 34).

Men vigtigere er måske studiekredsprincippet, der gik ud på, at arbejdeme selv lærte i

studiekredsene uden studiekredsledere, der vidste mere end deltagerne. Det er en

vigtig erkendelse, at man ikke bare gentog Studentersamfundets oplysningsarbejdefra 1880'erne, men foretrak at stå på egne ben. Det blev da også behørigt kritiseret fra

borgerlig side (Socialisten 1934, s. 369). Se hertil dog afhandlingens allersidste afsnit.

Imidlertid er deren del stofi bogen, derer godt bearbejdet. Det gælder isæranalysen af

oplysningsmaterialet her specificeret i Socialdemokratiets historiesyn og krisepolitik.Der er dog også et problem her, og det hænger nok sammen med den »totale afvisning

af socialdemokratiet og den strukturering af livssammenhængene det bærer med sig«

(s. 13), som forfatterne bekender sig til. De burde nok have lagt mærke til, hvadOskar'

Negt har skrevet om dialektikken. Forfatterne kræver f.eks. en problematiseringi den

historiske undervisning udfra den opfattelse, at man også kan lære af nederlagene. Nu

havde der i den socialdemokratiske opfattelse af udviklingen ikke været noget neder-

lag, hhv. det havde der været i udlandet f.eks. i Tyskland 1918 og 1933. Disse nederlag

skyldtes splittelsen i arbejderbevægelsen, og denne splittelse måtte undgås i Dan-

mark. Der er rigtignok tale om en legitimering, men forfatterne forstår åbenbart ikke

en reformistisk ideologi, og de forstår derfor heller ikke, at oplysningsmaten'alet

næppe kunne se anderledes ud end det gjorde.Der er altså hverken sagt noget endeligt om Socialdemokratiet, reformismen og AOF.

Men sammen med nogle allerede afsluttede afhandlinger og nogle der forhåbentlig

endnu kommer, vil det være muligt at vurdere AOF og dens arbejderoplysning

historisk, dvs. i sammenhæng. Det der forekommer mest relevant i bogen, er påpeg-

ningen af AOF”s betydning gennem beskæftigelsen med emnet og AOF's rolle i

nyformuleringen af den socialdemokratiske arbejderbevægelses ideologi. Det bliver

desto mere tydeligt, som AOF lå lidt til venstre i bevægelsen (s. 232). Derudover

findes der spredt rundt omkring i_bogen en del relevante overvejelser. Som hævdet

indledningsvis ville en bearbejdelse have gavnet afhandlingen, forfatterne kommer da

også ind på dette i indledningen..

Gerd Callesen

68

Birte Broch: Kvindearbejde 0g kvindeorganisering. Kvinder i konfektionsindustrien'

1890-1914, SFAH skriftserie nr. 6, København 1977, 195 5., kr. 38,- (for medlemmer)kr. 55,-I.

Denne bog, som er en let omredigeret specialeafhandling, er et godt eksempel på deerkendelsesinteresser og teoretiske orienteringer, som hidtil har domineret dette tiårs

studenterbevægelse og den nye kvindebevægelses universitære del. Der er således

tale om en marxistisk inspireret analyse og fortolkning af et udsnit af den danske

arbejderklasses og -bevægelses historie. Ligeså om et feministisk inspireret forsøg påat vise, hvordan socialt køn i visse henseender giver mænd og kvinder med samme

klassetilhørsforhold forskellige erfaringer og vilkår, og at kvindelige arbejderes histo-rie ikke har fået den plads og opmærksomhed, den fortjener inden for både den ældre

og den nyere arbejderbevægelseshistoriografi.Forfatteren har et dobbelt ærinde med sin bog. Hun vil for det første diskutere hvilkenrelation, der var mellem strukturelle, konjunkturmæssige og organisatoriske forhold iden københavnske konfektionsindustri og organisationsdannelsen og - graden blandtdenne industris kvindelige arbejdere i perioden 1890-1914. I forlængelse heraf er

hendes andet hovedformål at focusere på De kvindelige Herreskrædderes Fagfor-ening; et produkt af l880«emes organisationsbestræbelser blandt københavnske ar-

bejderkvinder og en organisation, som i flere henseender synes at have været spyd-spidsen blandt datidens kvindelige fagforeninger i hovedstaden. Ioverensstemmelsemed disse målsætninger analyseres konfektionsindustriens arbejderkvinder dels som

objekter for den socio-økonomiske udvikling, dels som aktører, der via deres organi-sation og fagligpolitiske kamp søger at retnings- og indholdsbestemme denne udvik-ling.

“

Bogen hviler på et omfattende kildemateriale. Udover den relevante videnskabeligelitteratur trækkes der dels på trykte statistiske data (især de københavnske folke- ogindustritællinger),dels på et usædvanligt velbevaret fagforeningsmaten'ale (utrykteprotokoller over medlemmer, generalforsamlinger, mv.). Disse kilder er suppleretmed den socialdemokratiske arbejderbevægelses faglige og politiske presse, samtenkelte afden borgerlige kvindebevægelses blade. Det er en afbogens fortjenester, atden i så høj grad fastholder nødvendigheden afat konfrontere teori og empiri; og netopforfatterens konsekvens på dette område har bidraget til, at bogens resultater i en visudstrækning lægger op til en revision af de myter og forestillinger, som stadig føres imarken, når talen falder på og penne skriver om kvindearbejdetunder kapitalismen.

II.

Birte Brochs analyse af konfektionsindustrien sætter ind i en fase af dens udvikling,som var præget af ekspansion og stigende koncentration af arbejdskraft og produk-tionsmidler til den danske hovedstad. Konfektionsindustriens ekspansion fandt over-

I

vejende sted inden for rammerne af en hjemmeindustriel produktionsform, hvorsymaskinen var det vigtigste produktionsredskab, og hvor kvinder udgjorde langt den

overvejende del afarbejdskraften. Kvindernes arbejdsplads var enten deres eget hjemeller mindre værksteder, hvor de stod under »udsvedemes« kontrol og autoritet.Ten-densen til, at kapitalejeme koncentrerede beklædningsproduktionen inden for meka-niserede produktionsenheder, gjorde sig gældende i perioden, men kom på intet

tidspunkt til at dominere. Konfektionsindustrien var en udpræget hjemmemarkedsin-dustri, hvor produktionen ikke alene berørtes af strukturomlægninger og konjunktur-bevægelser, men hvor der herudover var tale om sæsonbestemte svingninger.

69

III.

Den branche- og organisationshistoriske analyse er stillet i centrum i Birte Brochs

undersøgelse, men samtidig har det været hende om at gøre at diskutere konfektions-

industriens kvinder i en bredere sammenhæng. Bogen indeholder derfor en placeringaf denne gruppe inden for den københavnske befolknings kvindeandel og en karakte-

ristik af dens relative rolle i forhold til datidens øvrige erhvervsaktive kvinder. Hvad

sidstnævnte punkt angår, påpeges det, at Københavns økonomiske udvikling i tids-

rummet 1890-1914 indebar en langt kraftigere vækst i tilgangen afjobs for kvinder

inden for den private cirkulationssfære og den statslig/kommunale sektor end i in-

dustrien. Samtidig demonstrerer den statistiske kortlægning af kvinders erhvervsar-

bejde i hovedstaden, at tyendejobbet i hele perioden repræsenterede det erhverv, der

beskæftigede langt de fleste kvinder med behov for en lønindtægt: et forhold, som er

med til at vise, at det industrielle gennembruds umiddelbare effekt på kvinders

erhvervsplacering ikke bør overdrives. Den statistiske analyse understreger endvi-

dere i hvor høj grad kvindelige industriarbejdere var koncentreret inden for et relativt

snævert spektrum af erhverv med næringsmidde1-, tekstil- og konfektionsindustrien

som de vigtigste. Den påpeger også, at hovedparten af den kvindelige arbejdskraftmed rod i arbejderklassen var unge, ugifte kvinder og enker, mens gifte kvinder

spillede en relativt beskeden rolle - ca. 'Ai - '/3 af denne klasses samlede kvindelige

arbejdsstyrke. I herrekonfektionen, den branche af konfektionsindustn'en Birte

Broch især har set på, var de gifte kvinder dog væsentligt stærkere repræsenteret, idet

de her udgjorde næsten halvdelen.

I diskussionen af årsagerne til kvindernes specifikke stillingi produktionen hævdes det

principielle standpunkt, at denne stilling må ses i lyset af kvinders stilling i samfundet

som helhed. Birte Broch »betragter kvindens samfundsmæssige stilling som bestemt

af kvindens tilknytning til familien og for mange kvinders vedkommende den samti-

dige tilknytning tilpraduktianen « (s. 69). Familien inddrages alment og teoretisk, ikke

empirisk; et forhold som ses i lyset afundersøgelsens tilblivelsessituation og mangelen

på mere omfattende analyser af arbejderfamilien i dette tidsrum herhjemme. Jeg skal

ikke give mig ind på en udførlig diskussion af bogens teoretiske familiebestemmelse.

Blot skal fremføres,

1. at postulatet om, at kvinder i det førindustn'elle samfund primært var knyttet til

»reproduktionen af slægten samt til fremstillingen af en række livsfomødenheder«,

mens mænd dominerede »den samfundsmæssige produktion«, samt

2. at kønsarbejdsdelingen var »naturlig« dvs. bestemt af forskelle i fysisk styrke ogikvinders særlige rolle iforplantningen (s. 70-71) i begge tilfælde er diskutable påstande

og præmisser for en forståelse af kvindernes ændrede familiestilling under kapitalis-

men.

Birte Broch ser kvindernes marginale placering på arbejdsmarkedet i sammenligning

med de mandlige arbejderes som bestemt af den kønsmæssige arbejdsdeling i arbej-

derfamilien. Også prisdannelsen på den kvindelige arbejdskraft og lønforskelle mel-

lem de to køn sættes i relation til faktorer, der »alle bunder i kvindens familiemæssige

stilling«, nemlig forsørgerbegrebet, uddannelse og organisationsgrad. Ved at betone

netop disse faktorer tillægges normer om kvinders ag mænds plads ifamilie og på

arbejdsmarkedet og de egenskaber, der karakteriserer kvinder som arbejdskraft(deres manglende faglige kvalifikationer og deres »kollektivsvaghed« i sammenligningmed mandlige arbejdere) den afgørende rolle som årsag til kvinders lave løn og

lønforskelle mellem køn. Man kunne her godt have ønsket en diskussion af andre

forhold, som spiller ind og sådanne forholds relative vægt i forhold til de tre faktorer,

som nu trækkes frem. Således ville det eksempelvis have været vigtigt at se på forhold

70

som styrkeforholdet mellem lønarbejdere og kapitalejere, tilstedeværelsen af en ar-

bejdskraftreserve med en specifik størrelse og struktur, statens rolle i reproduktionenaflønarbejderne og kapitalen, d.v.s. disse og andre forhold, som vedrører de struktu-

relle og konjunkturmæssige betingelser, hvorunder arbejdskraft sælges, købes og

anvendes.

Det kan også diskuteres, om kvinders familieforpligtelser bør tillægges helt den vægtsom en faktor, der hæmmede deres organisering i fagforeninger. De gifte kvinders

store betydning som arbejdskraft inden for herrekonfektionen og rolle som medlem-

mer af De kvindelige Herreskrædderes Fagforening synes netop at dementere, at

kvinders dobbeltarbejde nødvendigvis gør dem »kollektivsvage«. Som eksempelsynes herrekonfektionen netop at pege på, at det ikke er dobbeltarbejdet som sådan,men derimod varigheden ((f/(vinden lønarbejde over et livsforløb, der er væsentlig.Lønarbejde synes i den historiske periode, denne bog handlerom, først og fremmest at

have været et »fact of life« for arbejderklassens kvinder før de stiftede egen familie

eller frk børn og efter ægtemandens død elleri tilfælde, hvor de var ugifte mødre. Dette

arbejdsmønster afveg fra arbejdsmønstret blandt arbejderklassens mænd.

Birte Broch har haft materiale til sin disposition, som gør det muligt at kortlægge de

kvindelige konfektionsarbejderes civilstand og deres ægtemænds erhvervsplacering,samt at vise sammenhængen herimellem og kvindernes organisationsgrad. Inddragel-sen af sådanne dimensioner er yderst frugtbar, idet de tillader at differentiere inden for

gruppen af kvindelige arbejdere. Det vil utvivlsomt være en vis vej også i fremtidigeundersøgelser at se på sådanne dimensioner. Ikke blot for at opløse arbejderkvindeka-tegorien, men også når det drejer sig om at undersøge ligheder og forskelle mellemmænd og kvinder. Sammen med aldersdimensionen giver disse dimensioner mulighe-der for netop at se på forandringer i mænds og kvinders situation i løbet af deres

livscyklus og for, blandt andet ad denne vej, at komme de mekaniske sammenligningerafkøn, som idag præger megen forskning om kvinders position vis á vis mænd, til livs.

IV.

Bogens analyse afde kvindelige arbejderes organisering i De kvindelige Herreskræd-deres Fagforening eri mange henseender dens mest vellykkede afsnit. Det hænger bl.a.sammen med den tætte beskrivelse af denne fagforenings »inderside« - forholdetmellem ledelse og medlemsbasis, oplysningsarbejdet, fastlæggelsen af den politiskelinje- og organisationens placering og politik i forhold til tre med- og modspillere: l)arbejdskøberne og deres organisation, 2) Dansk Skrædderforbund og De samvirkendeFagforbund, samt 3) den borgerlige kVindebevægelse. Birte Broch tegner et billede afen yderst aktiv og velfungerende fagforening, som førte kampen på et reformistiskgrundlag. Der gøres udmærket rede for såvel interessemodsætninger som -fællesskabmed de mandlige fagforeninger i konkrete spørgsmål, samt årsagerne til, at denne

fagforening i fabrikslovs- og valgretsspørgsmålet kunne indgå i taktiske alliancer medden borgerlige kvindebevægelse.I konklusionen fremhæver Birte Broch, at det i højere grad var strukturelle og

organisatoriske forhold end konjunkturmæssige, der i perioden 1890-1914 havde

indflydelse på organisationsdannelsen og -graden blandt kvinderne i konfektionsin-dustrien.

Sammenfattende kan bogen varmt anbefales pga. sin stofrigdom og grundighed i

beskrivelsen af en gruppe københavnske industriarbejderskers vilkår og aktiviteter

gennem ca. et kvart århundrede. Men herudover kan den anbefales som en analyse-model, som naturligvis kan forbedres på en række punkter, men immerhin vil være

frugtbar at anvende i det store opsøgningsarbejde, som endnu står tilbage, før vi blot

71

nogenlunde kan få begreb om, hvilken social virkelighed, som ikke alene var de

kvindelige industriarbejderskers, men også andre arbejderklassekvinders i den in-

dustrielle gennembrudsfaseherhjemme. Endelig skal nævnes, at bogen også har værdi,fordi den indirekte og direkte stiller spørgsmålstegn ved nogle af de forestillinger, som

gælder kvindearbejdet i arbejderklassen under kapitalismen. Det gælder feks. fore-

stillingen om, at kvinder (og børn) som billig arbejdskraft blev foretrukket som

beskæftigede frem for mænd dvs. at kvinder tendensielt fortrængte mænd fra traditi-

onelle maskuline arbejdsfelter. Her fortæller bogen direkte, at kvinders øgede rolle i

herrekonfektionen og mænds vigende ikke skyldtes fortrængning: derimod at omlæg-

ningeme i arbejdsprocesseme indebar en kvantitativt langt større udvidelse i kvinde-

jobs end i mandsjobs. Indirekte peger bogen, via sit statistiske materiale på, hvor

koncentreret den kvindelige arbejdskraft generelt var inden for nogle relativt få

erhvervsområder, samt at der generelt næppe har været tale om et direkte konkurren-

ceforhold mellem arbejdssøgende mænd og kvinder. Bogen gør også op med en gængs

forestilling om, at gifte arbejderkvinder altid var lønarbejdere og følgelig dobbeltar-

bejdende. Industn'kapitalismen synes således ikke i sin gennembrudsfase at have

indebåret helt så drastiske omkalfatringeri gifte kvinders arbejdssituation iog uden for

hjemmet, som det ofte antages. Den danske industrialisering synes, trods de mange

forskelle, der i øvrigt kan peges på ved en sammenligning med andre nord- og

vesteuropæiske landes, dels at have været præget af samme “samtidig/wd med hensyntil arbejdermænds og -kvinders integration som arbejdskraft i den kapitalistiske pro-

duktion, dels af samme tendens til i første række at tilbyde kvindelige arbejdssøgende(inclusive arbejderklassen) beskæftigelse uden farindustrien og indenfor traditionelle

og nye serviceprægede erhverv.

Tinne Vammen

Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse, Fra Komintern til

Kominform, bd. 1 og 2, 665 sider. Pax/Modtryk 1977 og 1978, kr. 61,- og 76,50Claudins bog har så vidt det kan skønnes fået en ret hurtig udbredelse, hvilket skyldes,at der overraskende nok har eksisteret meget lidt sammenhængende materiale om

Komintern på dansk. Arthur Rosenbergs »Bolchevismens historie« behandler den

kommunistiske bevægelses udvikling op til 1930, og med udgivelsen afClaudins bog er

udviklingen nu dækket op til 1956.

Fernando Claudin har været aktivt medlem af det spanske kommunistpani i 20 år og

var medlem af centralkomiteen, da han blev ekskluderet i 1965. Med sin bog har han

ønsket at skrive en kritisk undersøgelse af den kommunistiske verdensbevægelses

udvikling for derigennem at forstå den kommunistiske bevægelses krise. Som person

er Claudin interessant, fordi han gennem sit opgør med stalinismen er nået frem til den

konklusion, at de kommunistiske partier ikke kan reformeres, men at det er nødven-

digt at opbygge en »ny marxistisk fortrop«.

Tidsmæssigt begynder bogen i 1930. Først har Claudin nogle teoretiske overvejelseri

indledningskapitleme om »den teoretiske krise« og »monolitismen«, men derefter

startes der så med udviklingen i Tyskland fra 1930. Claudin beskriver 3.-fase-periodeni Tyskland, som førte til den tyske arbejderklasses nederlag, han beskriverfolkefronts-

politikken i Frankrig og i Spanien 1934-39 og behandler den kinesiske revolution i

1927. Disse afsnit er de bedste i bogen, og det virker som om Claudin her viser det

største engagement.Den historiske gennemgang i bd. 2 er knapt så velfunderet. Efter nogle trættende kapit-

72

ler, hvor Claudin når langt omkringi verdenspolitiske betragtninger, når han frem tilen påvisning af, hvorledes der var en overensstemmelse mellem sovjetisk udenrigspo-litik efter l945 og de vesteuropæiske kommunistpartiers folkefrontspolitik. Claudingiver derfor en udmærket beskrivelse af Kominforms opståen og af den kommunisti-ske bevægelses omsving under den kolde krig, men dog kunne man godt ønske sig en

klarere stillingtagen til hvilke politiske kræfter feks. titoismen var udtryk for.Som helhed peger Claudins bog altså rigtigt på, at det gav store problemer for deninternationale kommunistiske bevægelse, at Sovjetunionen fra anden halvdel afl920-eme satsede på at opbygge socialismen indenfor nationale rammer. Dette førtetil 3.-fase-peri0dens ultravenstrelinie (l928-l933), derefter til folkefrontspolitikken[934-39 og endelig til total isolation afden kommunistiske bevægelse efter indgåelsenaf Hitler-Stalin-pagten. Hermed var bevægelsens problemer slået om i en krise, som

resulterede i Kominterns opløsningi l943. I Claudins analyse savner man imidlertid,at også de interne stridigheder i det sovjetiske kommunistparti var blevet inddraget,eftersom det er netop disse stridigheder, som i høj grad afspejles i Kominterns krise.Claudin søger årsagerne til de kommunistiske partiers krise i, at bevægelsen byggedepå en forkert revolutionsteori for de avancerede vestlige kapitalistiske lande, og i at dekommunistiske partier byggede på en centralistisk organisationsmodel, som ikkekunne tiltrække de mest politisk bevidste dele af den vesteuropæiske arbejderklasse.Claudin har heri hovedsagen hæftet sig ved de ydre forhold. Eksempelvis havde dencentralistiske opbygning sin baggrund i, at Komintern ønskede at tiltrække de revolu-tionære arbejdere og skabe et brud med de reformistiske ledere. At Komintem senere

løb ind i en krise skyldtes ikke den centralistiske opbygning, men den russiskerevolutions nederlag og tilbageslagenefor den kommunistiske bevægelse i Vesteuro-pa. I takt hermed ændredes det politiske formål med Komintem, således at det blev etinstrument, der skulle sikre den nye indre udvikling i Sovjetunionen. Afdenne grund -

og ikke af organisatoriske grunde - kom Komintem i modsætning til de faktiskemuligheder i Vesteuropa.Disse begrænsningeri Claudins opfattelse af årsagerne til den kommunistiske bevæ-gelses krise forstærkes i hans gennemgang afefterkrigstiden, hvor han ikke når frem tilnogen klar definition af, hvilken politisk rolle de stalinistiske og reformistiske partierspillede i den vesteuropæiske arbejderklasse i efterkrigstiden.Disse kritiske bemærkninger skal forstås som bidrag til den fortsatte diskussion afdenkommunistiske bevægelses karakter, og ikke som egentlige indvendinger. På grund afsit omfang, sin grundighed og den række af problemer som Claudin rejser, vil hans bogformentlig længe komme til at stå som et vigtigt bidrag og en betydelig bog til denkommunistiske bevægelses historie.

Steen Bille Larsen

Den danske Arbejderbevægelses programmatiske dokumenter og love (1871 til 1913).Udgivet 0g kommenteret af Gerd Callesen 0g Hans-Norbert Lahme, Odense Universi-tetsforlag, Odense 1978, 148 5., kr. 48,10Det har hidtil været indviklet og besværligt at finde frem til og placere den tidligearbejderbevægelses programskrifter og lovdokumenter. Særligt 1870,emes hyppigtvekslende og til tider overlappende organisationer har voldt problemer. Erik

Strange-Petersen hjalp med sin undersøgelse »Fra ”Internationale” til 'Socialdemo-kratisk forbund”« (Meddelselser ...., nr. 9, 1977, s. 4-23) at finde vej gennem det

73

vildnis og Jesper Jarmbæks desværre utrykte afhandling om Socialdemokratiet i

80”e'rne blotlagde hovedtræk ireorganiseringsperioden. Men en række mindre organi-

sationers og oppositionsbevægelsers dokumenter er ikke tidligere gjort alment tilgæn-

gelige. Denne mangel afhjælpes gennem Callesens og Lahmes udgave.

Den rummer ikke blot de mere kendte parti- og fagforeningsdokumenter,men også de

mindre kendte organisationers love og eventuelle program som f.eks. 'Broderbåndet'

(1874) og ”Socialistisk Foreningsforbund' (1877), landarbejderprogrammet (1890), de

sjældent sete programmer og formålserklæringer for den socialistiske ungdomsbevæ-

gelse samt også reglerne for den socialdemokratiske presse. Alle dokumenter er

gengivet med fyldige og nyttige realkommentarer om tidligere trykkesteder og med

små koncise indledninger om den politisk-organisatoriske sammenhæng, hvori de er

fremkommet. Dertil er føjet henvisninger til de vigtigste trykte og utrykte (speciale-)

afhandlinger, hvor dokumenterne er behandlet. Der er, så vidtjeg kan bedømme, her

gjort et næsten udtømmende arbejde, deri sig selv gør udgaven overordentlig brugbar

og let tilgængelig for den videre forskning i periodens historie.

Alene et blik på indholdsfortegnelsen lader ane hvor broget et organisatorisk og

politisk billede, der her er dækket ind og en gennemlæsningog sammenligning mellem

programmer og love demonstrerer utvetydigt, at vore dages venstrefløj ikke har

opfundet struktur-, strategi- og taktikdebatten i den danske arbejderbevægelse, selv

om den nu har nået et højdepunkt i spidsñndige raftinnementer, som nok ville få

forrige århundredes lovskrivere til at snappe efter vejret.

Datidens programskrifter var ikke som i dag argumenterende og analyserende (og

dermed afboglængde - dengang klaredes programmet på en A-4 side). Men de centrale

problemer om reform-revolution, om kapitalismens udviklingstendenser, forholdet

klasse - organisation, centralisering - decentralisering, demokrati- ledelsesautoritet

var lige så fuldt realiteter, som de er det i den aktuelle debat. Og modsætningeme

særligt på det organisationsmæssigeområde vari stand til at splitte eller ryste parti og

fagbevægelse.Dette være ikke sagt for at hævde, at der intet nyt er under solen på venstrefløjen, men

snarere for at påpege, at dagens modsætninger ikke er uden dybe historiske rødder.

Nye generationer af socialister kan med udbytte læse og reflektere over alment og

historisk specifikt i de forskellige konflikter.

Det kan altid diskuteres, hvormeget den her fremlagte type af dokumenter betyder for

en vurdering af den faktiske historiske udvikling. Ingen vil vist hævde, at de forskel-

lige organisationer har taget deres programmer gravalvorligt i den politiske praksis,

eller at vi ud aflovene kan læse hvordan organisationerne i virkeligheden har fungeret.

Ejheller udgiveme prætenderer at have fremlagt rygraden til forståelsen af arbejder-

bevægelsens historie. Alligevel repræsenterer dokumenterne og særlig diskussionerne

om ændringerne nogle orienteringslinjer for den selvforståelse, som bevægelsen til

enhver tid har haft. Og lovdokumenteme kan i det mindste siges at antyde de (ideelle)

rammer, hvorigennem programmerne skulle virkeliggøres.

At dokumenterne udgives for at blive brugt til historiske analyser og fortolkninger og

ikke som historien selv, viser de to udgivere ved som afslutning at bringe to essays,

hvor de netop demonstrerer de forskellige tolkningsmuligheder, der ligger i dokumen-

terne og deres sammenhæng til udviklingen som helhed. De to essays er ikke en

direkte polemik, men til en vis grad indirekte, selv om den tidsmæssige hovedvægt er

lagt i henholdsvis 70'erne og 80”eme og 90'erne.

Lahme behandler i sit essay »Omkring den tidlige danske arbejderbevægelsespro-

grammatiske og organisatoriske dokumenter« (s. 118-29) den socialistiske bevægel-

ses konstitueringsfase. Problemet for begge forfattere er den danske bevægelses

74*

,4.1.54x-.r

placering i forhold til den internationale. Lahme tager sit udgangspunkt i, at den

danske kapitalisme i 70'erne endnu befandt sig i den formelle kapitalsubsumtions fase.Denne affødte som i udlandet spontane arbejderaktioner og hurtigt behovene for

organisering. I modsætning til de fleste udenlandske bevægelser forenede den danske i

denne fase den økonomiske og politiske organisation, fagbevægelse og parti, til en

kamp om både reformeri kapitalismen og mod det borgerlige samfund. Jeg er enig med

Lahme i, at denne enhedsorganisation og politiske praksis var et »adækvat og smidigtinstrument til at sørge for at arbejderklassens kamp ikke blev stående ved de fagligeaktioner« (s. [21).Et andet karakteristisk træk ved arbejderbevægelsen i Danmark var det akutte behovforet agrarprogram og en stillingtagen til husmands- og landarbejderspørgsmålet. Detblev udformet allerede i 70'erne, også i modsætning til de fleste internationale partierog med et indhold, der klart markerede det danske parti som internationalt førende idette spørgsmål (jvf. herom Henning Grelle: Socialdemokratiet i det danske land-

brugssamfund l87l-ca.l903. SFAH, København l978).Lahme har tidligere i flere sammenhænge understreget kontinuiteten fra de tidligearbejderforeninger til den socialistiske arbejderbevægelse og gør det her igen med

belæg i de forskellige organisationers formålserklæringer. Den anden kontinuitetslin-

je, omend væsentlig svagere underbygget. går fra vækkelsesbevægelserne til den

tidlige socialistiske bevægelse. Selv om vi her i Danmark også som i udlandet kan

spore et vist islæt af religiøs (sekterisk) agitator/prædikantvirksomhed, er det næppeberettiget ligefrem at kalde den en »stærk kiliastisk understrømning« (s. 123). Den var

et bifænomen og gled hurtigt ud i kulissen uden at sætte sig varige spor. Den danske

arbejderklasses erfaringer med kirken og de institutionaliserede vækkelsesretningervar i en lang periode alt andet end positiv.Påvirkningskildeme til 70'emes ideologiske og programmatiske udvikling har længeværet et stridspunkt. Lahme plæderer her som i en tidligere artikel (»De danskeLassalle-oversættelser«. Meddelelser .., nr. 9 1977, s. 24-31) for en betydelig lassalle-ansk indflydelse og kan som belæg pege på, at nogle af denne retnings kæmebegreberfandt vej til statutter og programmer. Opfattelsen er blevet anfægtet i de senere år (sebl.a. Strange-Petersen, Federspiel ogGrelle i Meddelelser nr. l0 1978, s. 50-58), ogselv om der næppe ertvivl om, at der fandtes grupperinger herhjemme med stærk hangtil Lassalle, finderjeg det vanskeligt at se lassalleanismen som en entydig hovedfaktori 70'erne. Her som i udlandet stredes vidt forskellige retninger, og den danskebevægelse lagde på afgørende punkter en klar distance til lassalleanismen og måtte

gøre det for at etablere og konsolidere sig som en klassebevægelse.Langt snarere fmderjeg H.-J. Steinbergs begreb »gennemsnitssocialisme« dækkendefor denne periode, en ikke særlig teoretisk bevidst eklekticisme i forhold til uden-landske tendenser med hovedvægt på en tilpasning til de nationale socialøkonomiskeog politiske realiteter. Det forekommer dog væsentligt, at på en. række punkter var

denne socialisme i ganske god overensstemmelse med den praksis, som var ved at

blive formuleret som den marxistiske.Just dette sidste element i det danske parti er det Gerd Callesens anliggende at

fremhæve i sit essay med den meget sigende titel »Det danske socialdemokrati - et

marxistisk masseparti?«. I sin konklusion sletter Callesen spørgsmålstegnet. Social-demokratiet 'var ved århundredskiftet et marxistisk masseparti. Argumentationenherfor er især følgende tre forhold. For det første fastlægger Callesen med støtte hosLenins periodisering af kapitalismen og arbejderbevægelsen tiden fra 1871 til ca. 1900som en ikke-revolutionær periode, hvor hovedopgaven var selve arbejderbevægel-sens opbygning og udvikling afen socialistisk praksis på forskellige samfundsmæssige

75

felter til forberedelse af de kommende kampe. Først med kapitalismens ændrede

udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede kunne der formuleres en ny revoluti-

onær strategi. Opgaven for denne ikke-revolutionære periode løste den danske arbej-

derbevægelse efter Callesens opfattelse nærmest forbilledligt. Og det er hans andet

hovedargument, at den »danske arbejderbevægelse i international sammenhæng (var)den bedst organiserede i tiden optil 1. verdenskrig« (s. 132). Denne vurdering kanjeghelt tilslutte mig, men jeg er mere skeptisk over for opfattelsen af, at med delingen i

faglige og politiske organisationer (med en høj grad af enhedsledelse) var der »en

elastisk organisationsform, der gjorde yderligere fremstød mulig« (sst.). Det afgø-rende var her efter min mening, at den praksis som organisationerne fulgte var klart

reformistisk, ikke blot forstået som den nødvendige kamp for reformer under kapita-lismen, men i selve den strategiske opfattelse. Jeg mener ikke (vistnok modsat Gerd

Callesen) at reformismen havde en så smidig udformning, at den kunne være vendt til

en revolutionær strategi inden for de samme rammer under ændrede betingelser. Det

afgørende bliver her vurderingen af Callesens tredje og vist vigtigste argument om-

kring introduktionen af marxismen i Danmark. Der er næppe tvivl om, at han har ret i

at den omfattende og brede oversættelses- og formidlingsvirksomhed af marxistiske

og andre centrale socialistiske skrifter fra 70'erne med kulmination i 80'erne gav

'muligheder for danske arbejderes tilegnelse af de grundlæggende marxistiske te-

orielementer. Den ganske imponerende indsats i Socialistisk Bibliotek (I885 ff.) og de

populariserende Socialistiske Skrifter (l888 ff.) bragte givetvis den danske arbejder-

bevægelse helt på højde med den internationale bevægelse,ja vel foran de fleste andre

lande. Der er næppe heller tvivl om, at de vigtigste ledere antog marxismen som teori

for arbejderklassen (med forbehold for nogle af de faglige ledere). Men der er flere

forhold, der modificerede virkningen heraf. For det første manglede, som Gerd

Callesen fremhæver, en strategisk teoridannelse. Der blev ikke holdt nogen dør åben

for forestillinger om en revolutionær udvikling under ændrede betingelser. For det

andet tyndede teoriformidlingen kraftigt ud i 90'erne, på et tidspunkt hvor netop

arbejdermasseme tilsluttede sig de faglige og politiske organisationer. For det tredjeekskluderedes de mere markant formulerede marxister allerede i 1889 og endelig så

overlodes en betydelig del af arbejderskolingen til det borgerligt radikale Studenter-

samfund. Der blev ganske vist i 80'erne søgt etableret en marxistisk skoling, men det

eri hvert fald mit indtryk, at den ikke blev fastholdt i den store faglige organisations-

og kampperiode i 90'erne. Derved blev socialistisk politik for størstedelen af arbej-derklassen identisk med reformpolitik og den faglige kamp ikke en forskole til revolu-

tionær politik. Det er næppe holdbart at hævde at der først efter\ 1900 skete »en

konsekvent udvikling af reformismen« (s. 145). Den fik større fylde i perioden efter

l900, men hovedlinjen var lagt fast.

Det er rigtigt, at Gustav Bangs teoretiske virksomhed for at udvikle en dansk mar-

Xisme i vid udstrækning forblev ideologi. Det danske parti formåede ikke under de nye

betingelser at udvikle en revolutionær strategi for socialisme. Gerd Callesens argu-

mentation forudsætter, at den samfundsmæssige udvikling efter århundredskiftet gav

betingelser for en revolutionær Strategiudvikling og derved stod i afgørende modsæt-

ning til den foregående periode, og det er vel herom diskussionen må dreje sig. I denne

korte sammenhæng må det blot formuleres som et spørgsmål, om de danske klasse-

modsætninger mere end undtagelsesvis (ved slutningen af 1. verdenskrig) blev så

skærpede, at de kunne føre til udviklingen af en revolutionær situation. Til en sådan

hører både at det danske borgerskab og statsmagten gerådede i en dyb krise som i

Rusland og Tyskland og fuldt så vigtigt, at arbejderklassen var forberedt på en

revolutionær situation, og det var dens overvejende flertal næppe.

76

Callesens argumentation hvileri for høj grad på en bedømmelse af den kvantitativeudbredelse af teoretiske skrifter og inddrageri et for beskedent omfang praksis som en

vigtig bevidsthedsskabende faktor. Men Gerd Callesens essay er som helhed nuance-

ret og giver et solidt indtryk af nogle centrale forhold i perioden. Trods deres korteform rummer Lahmes og Callesens essays således et omfattende stoftil diskussion, ogmere end der her er medtaget. Særlig vil Gerd Callesens afhandling utvivlsomt få en

central placering i den løbende reformismediskussion. Dokumentsamling og essaysvil fremtidigt være uundværlige for dem, der beskæftiger sig med' denne periodesarbejderbevægelse. Forhåbentlig kan planerne om en fortsættelse virkeliggøres indenlænge.

Nie/.v Finn Christian.er

Ulrich Engelhardt: »Nur vereinigt sind wir stark« . Die Anfänge der deutschen Gewerk-

schañsbewegung 1862/63 bis 1869/70, bd. 1,2 - Industrielle Welt bd. 23, Klett-Cotta'

Stuttgart 1977, 1412 s., DM 268.-.

_

At en afhandling om et så forholdsvis beskedent emne, som den tyske fagbevægelsesbegyndelse i årene 1862-70 er, får et sådant omfang tyder på, at forfatteren ikke kanfatte sig i korthed eller ikke behersker sit stof. I dette tilfælde er begge dele sandt.Engelhardt skriver side op og side ned 0m irrelevante ting, dog ikke på alle l412 s. Altialt er denne afhandling imidlertid et stort tilbageskridt sammenlignet med de studier,som i den senere tid er begyndt at udkomme, og som opfatter arbejderklassenskonstituering som en (lære)proces. Endvidere undervurderer Engelhardt arbejdernesevne til at gennemskue den liberale (i visse tilfælde socialñlantropiske) retningsforhold til arbejderklassen. Det er rigtigt, at det var de liberale, som f.eks. Schultze-Delitzsch eller Sonnemann' osv., som stod i spidsen for Verband der DeutschenArbeiterbildungsvereine. Men den liberale sammenslutning af arbejderoplysnings-foreninger blev i Iøbet af kort tid (1865-68) »marxistisk«, idet den tilsluttede sig I.Internationale. Det er næppe til at forstå, hvis man ikke går ud fra, at deri virkelighe-den ikke var nogen sammenhæng mellem arbejderklassen og de liberale - og det var

der ikke, som det bl.a. er påvist i forbindelse med Slesvig-spørgsmålet. At VDAV blev»marxistisk« og ikke lassalleansk skyldes sikkert enkelte personers påvirkning (Wil-helm Liebknecht f.eks.), 'men bruddet med de liberale ville under alle omstændighedervære kommet. Liberal arbejderbevægelse er en selvmodsigelse hhv. er den lige såberettiget som Fremskridtspartiets/Venstres/Retsforbundets/de Konservatives på-stand om, at de også er et arbejderparti, hvad de alle har gjort på et eller andettidspunkt, fordi de har kunnet organisere nogle hundrede arbejdere og fået nogletusinde stemmer af arbejdere. Dermed bliver de ikke en del af arbejderbevægelsen.I forrige århundrede fandtes der overgangsvis koalitioner mellem liberale og arbejdereforsåvidt de havde visse fælles - politiske - mål. Heri landet er f.eks. de socialfilan-tropiske arbejderforeninger et kendt fænomen. Men også her er det et tegn på Engel-hardts - politiske betingede - misopfattelse af situationen at kalde arbejderoplysnings-foreningeme for en liberaldemokratisk arbejderbevægelse. Arbejderne benyttede sig i

i

en reaktionsperiode af nogle liberales forsøg på at inddrage dem i en borgerlig-demokratisk opposition til at lade deres organisationer overleve. Da en ny situationvar til stede i slutningen af 1860'erne blev forbindelserne mellem arbejderforeningemeog de liberale afbrudt i løbet af kort tid.

,

Engelhardt væver imidlertid på et emne, som kun er betydningsfuldt efter hans

mening, nemlig den liberaldemokratiske arbejderbevægelse. Hvis nemlig de liberale

77

»bare« havde gjort et eller andet, hvis omstændighederne »bare« havde været ander-

ledes, hvis de liberale havde været mere indsigtsfulde(!), så havde historien set

anderledes ud. Det kan selvfølgelig ikke undgås, at han i denne forbindelse kommer ud

i selvmodsigelser: s. 140 finder han ud af, at en liberal arbejderbevægelse er en

umulighed, de økonomiske modsætninger er for store, mens han i den afsluttende tese

s. 1223 mener, at det ikke var en illusion at tro på en sådan, en overvejelse han kun få

sider før (s. 1197) har betegnet som spekulation). Problemet for Engelhardt - som for

hele gruppen omkring Heidelberg-historikeren Werner Conze - er, at de vil bevise, at

arbejderbevægelsen oprindelig var en fredelig demokratisk/borgerlig bevægelse.

Desværre kom så marxisteme og ødelagde det hele ved at opfinde klassekampen og

sligt uvæsen.

Engelhardt fortaber sig i detailler. Hans ophobning af kendsgerninger (som han

begrunder i indledningen) forhindrer ham i at se en udvikling. Fordi feks. bogtryk-keme i Berlin i efteråret 1865 ikke var fuldstændige »internationalister«, så var der

endnu langt til 1871, hvor de var blevet det. Han forstår åbenbart ikke, at 6 år er et

meget kort tidsrum historisk set. Der er ingen tvivl om, at Engelhardt er belæst, og at

han kender til mange enkeltheder. Men da han ikke forstår, hvad arbejderbevægelsen

er- enten ikke vil eller kan - så kan han heller ikke analysere den proces, fagbevægel-

sens opståen er med tilbageslag og omveje, og han misfortolker derfor også forløbet.

Det bliver tydeligt i hans understregning af, at fagbevægelsen ikke havde brug for

politiske partier,ja at disse direkte var hæmsko for bevægelsen (s. 1215). Han forstår

ikke, at det politiske islæti fagbevægelsen var bestemmende for dens karakter. En

sammenligning med den anglo-amerikanske ikkepolitiske fagbevægelse gør forskellen

tydelig og viser hvor nødvendig fagbevægelsens socialistiske indhold er. Værket kan

derfor også kun til en vis grad bruges som håndbog' Som analyse er det helt forfejlet.

Imidlertid har Engelhardt åbenbart været igennem det meste tilgængelige materiale,

både trykt og utrykt, og da kilde- og litteraturfortegnelsen er omhyggelig (afhandlin-

gen har alle akademiske dyder), den indledes ovenikøbet med et længere ekskurs om

materialets beskaffenhed, som burde læses sammen med indledningen, så får den i det

mindste på den måde betydning for den fremtidige forskning. Men det er selvfølgelig

en lidt dyr litteraturfortegnelse.En modsat vurdering af bogen findes i IWK 2/1978 s. 125-26.

Gerd Callesen

Alfons Heising: Geschichten 1928-48, nacherzåhlt von Henny Heising, Kleinbarkau,

1977, 180 s., DM ca. 15'

Den af sine medhjælpere herhjemme under dæknavnet »Emil« kendte tyske arbejder

Alfons Heisings »erindringer« er blevet udsendt af hans hustru på eget forlag. Han

selv døde 1972, 72 år gammel. I virkeligheden er der dog ikke tale om »Emils« egne

erindringer, men om Hennys nedskrivninger af hans fortællinger i venners kreds.

Resultatet er blevet en sine steder ligefrem spændende, en levende, om end anekdo-

tisk præget beretning.

Vigtige er de uddrag af »Emil«s breve 1941-44, der afslutter bogen »for at fortælle

venner i Danmark lidt om, hvad der i mellemtiden skete os«. Heising var også

kunstner, og 11 af hans træsnit smykker bogen. De tyder på kunstnerisk talent.

De første sider rummer en række situationsbilleder fra det 3. Rige, arrestationer

vekslende med illegalitet. Vigtigst for danske læsere er kapitlet om emigrationens åri

Danmark fra novbr. 1934. KPD-emigranternes stilling var særlig prekær. Af emigrant-

hjælpekomiteer mindes »Emil« foruden Røde Hjælp med tak »Scandia-Hjælp«, ledet

78

af Lis Groes, med den opgave at tage sig af tyske forfulgtes børn, et ret så ukendt

kapitel. Dér traf han også sin ny kone, Henny, ligeledes emigrant. Ellers nævnes denradikale fabriksinspektør Hakon [Jarner], formand for Komiteen af 1937 for huma-nitært Arbejde, og frue med taknemmelighed. 1937-39 opholdt » Emil« sig i Stockholmsom emigrationsleder. Af Lyngby-Taarbæk Kommune modtog Heisings socialhjælpog siden arbejdstilladelse, »noget, vi aldrig glemmer Lyngby-Taarbæk. De var virke-

lig ubureaukratiske«.»Emil« ragede uklar med KFD-ledelsen, der endog fik ham ekskluderet, men det

uddybes ikke, hvori uenigheden bestod, og han benyttede sig ikke deraf efter i juni1940 at være blevet arresteret og indsat i Horserød-lejren. Opholdet her skildres udenden bitterhed, andre emigranter har udtrykt. Til gengæld tegnes opholdet i kz-lejrenFuhlsbüttel - efter overførslen til Tyskland jan. 1941 - i grelle farver, ligeledesforhørene ved Gestapo-manden Grönwold. Bogens navneopgivelser er i øvrigt oftest

ufuldstændige med kun fomavns angivelse (som var det gode bekendte), KFD-ledereni Danmark »Richard« Wiatrek er blevet til »Olaf« Wihrtrek; han vidnede mod » Emil« i

Hamborg 1941. Men andre navne supplerer kildemes opgivelser, navne, der vidnerom »modet og tapperheden, Käthe Stender, Stockfleth og Hämpfling, dr. Karlsbergog hans kone«, der ikke overlevede kz-lejren.Retten takserede »Emils« virksomhed til 3 års tugthus (han kan her korrigere oplys-ning i interview med ham i »Land og Folk« 12.7.1948, i øvrigt forsynet med portræt afham, ifl. hvilket han fik livsvan'gt tugthus). Levende skildres tvangsarbejdet. Fomed-relsen, ydmygelseme. Men også sammenholdet mellem tyske og udenlandske fanger.Under bombeangrebene på Hamborg 1943 blev alt infemo, men førte til fangersfrigivelse.Jan. 1944 indrulleredes »Emil« i »Straffebataljon 999« og fragtedes ijuli til Hellas.Skildringen antager her til tider træk, der kan minde om »Den gode soldat Svejkseventyr«. Men 11. okt. 1944 løb han og 5 kammerater over til ELAS og vendte

våbnene »den rette vej«. De foretrak dog fredelig overtalelse for vold. »Emil« blevmedlem af partisanernes generalstab og var med ved general Markos' befrielse afSaloniki 28. okt. I denne forbindelse bebrejdes det (s. 138) russerne, at de tog deresaftaler med de vestallierede så bogstaveligt, »at de ikke leverede os [partisaner] én

kugle, fordi vi tilhørte englændernes interesseområde«. De tyske enheders tilstede-værelse i ELAS førte ligefrem til trakasserier med englænderne både i Hellas ogsenere i Sofia, da de 1945 var flyttet dertil. De tyske partisaner måtte indrulleres i en

tysk krigsfangetransport til USSR.

Skildringen af opholdet i lejren ved Stalino afslutter bogen. MVD ville først ikke tro

på, at der havde været tyske partisaner. Men efter ny trakasserier blev »Emil« leder aflejrens antifa-aktiv og forstod at ændre lejrlivet til det bedre.Sidst i 1947 kom emigranten »Emil« endelig hjem til Tyskland, hvor han til sin dødvirkede som anerkendt billedhugger.Skildringen tilfører de saglige emigrantbøger en hel del tidskolorit og vidner om en

interessant skæbne,'en tapper skikkelse i menneskehedens evige frigørelseskamp.Ole Stander-Petersen

79

Flemming Ibsen og Henning Jørgensen: Fagbevægelse og stat. Bd. I:Den faglige organi-

sering 1870-1900; Bd. II: Den faglige kamp, statsindgreb og indkomstpolitik 1900-1977.

Arbejdstekst distribueret af Aalborg Universitetsforlag i samarbejde med Institut for

uddannelse og socialisering, AUC/Institut for sociale forhold, administration og politiske

institutioner, AUC, Ålborg 1978, 791 5.I

De senere års stadig mere omfattende indkomstpolitiske oprustning og de deraf

følgende statslige indgreb, har naturligt nok givet anledning til debat inden for den

hjemlige samfundsvidenskab. Denne debat har drejet sig om både det betimelige i

denne udvikling samt om konsekvenserne heraf, og l-l. Jørgensen og FI. Ibsen har med

bogen »Stat og fagbevægelse« leveret et omfangsrigt bidrag til denne debat.

Forfattemes hovedærinde har så åbenbart været at argumentere for, at den indkomst-

politiske praksis har ændret forholdet mellem stat og fagbevægelse på en måde, så

, fagbevægelsens fremtid tegner sig alt andet end lyst. For at kunne indkredse hvori det

ny består leverer forfatterne en gennemgang af fagbevægelsens historie fra 1870 og

fremad. Samtidig leverer de en omfattende vandring ad både fagforenings- og statste-

oriens ikke' altid lige stier.

Kapitlet om fagforeningsteorien former sig som et opgør mede retninger, der baserer

sig på forskellige varianter af Michels »jernhårde oligarkilov«, Disse retninger har

især lagt vægt på den bureaukratisering, som man mener at have set i fagbevægelsens

udvikling og på den tendens til et stadig dybere svælg'mellem ledelse og medlemsmas-

se, der følger i bureaukratiseringens kølvand. Dette synspunkt afviser forfatterne som

umaterialistisk og fremhæveri stedet fagforeningerne som varetagere af forholdsvis

begrænsede interesser. Disse interesser ser de som direkte afledt af 1) arbejdskraftenskarakter af en vare under kapitalismen og 2) hensynet til arbejderklassens materielle

reproduktion. Med hensyn til statsteorien går bogen ind i diskussionen om forholdet

mellem økonomi og politik. Både den såkaldt kapitallogiske position over for denne

problematik og Althusser/Poulantzas-skolens gennemgås og diskuteres. Forfatterne

kommer ud afdenne diskussion med en kompromisposition. Endvidere gennemgår de

en række af de senere års bidrag til den hjemlige diskussion om forholdet mellem

økonomi og politik og herunder tillige forholdet mellem fagbevægelse og stat. Som

konklusion på denne gennemgang og kritik udmøntes begrebet »socialdemokratis-

me«, der ifl. forfatterne karakteriserer den fremherskende opfattelse af forholdet

mellem politik og økonomi her i landet.

I bind 2 bringes en historisk oversigt over fagbevægelsens udvikling i Danmark efter

århundredskiftet (udviklingen 1870-1900 gennemgås i bd. I), og i sammenhæng her-

med gennemgås det fagretlige systems udviklingiefter Septemberforliget 1899. Bogens

sidste deler helliget den indkomstpolitiske problematik, idet der her sker en præsenta-

tion af forskellige økonomiske skolers opfattelse af indkomstpolitikkens muligheder

og grænser. Ligeledes analyseres indkomstpolitikken som en aktuel brudtlade mellem

fagbevægelse og stat. Herunder opstilles som konklusion på den historiske de] en

model for udviklingen af forholdet mellem fagbevægelse og stat gennem de sidste l00

år. Denne model opererer med fire faser, der karakteriseres ved at forholdet bliver

stadig tættere indtil den sidste, fjerde faser, hvor indkomstpolitikken medfører noget

der ligner en underkastelse af fagforeningerne under statsmagtens interesser.

I et sådant arbejde på mere end 700 sider + appendices vil der være mangt og meget,som en anmelder vil kunne fordybe sig i. I en kort præsentation som denne må læseren

imidlertid lade sig nøje med en gennemgang af nogle centrale problemer med vægten

lagt på forfatternes tilgang til fagforeningsanalysen samt på fremstillingen af fagbevæ-

gelsens historie.

I den teoretiske del af bind I fremlægger forfatterne som sagt deres udgangspunkt for

80

fagforeningsanalysen. De ser fagforeningemes funktioner som bundet til arbejdskraf-tens varekarakter under kapitalismen, d.v.s. at fagforeningerne optræder som vareta-gere afarbejdskraftsælgemesinteresser over for arbejdskraftkøbeme, og at de formu-lerer deres mål med sikring af arbejderklassens reproduktion som den afgørendestørrelse. Ud fra dette forhold udleder forfatterne så gennem en stort set overbevi-sende argumentation overenskomst-systemet og den organisatoriske centralisering ifagbevægelsen idet den sidste ses som bundet til udviklingen i forhandlingsprocedu-reme. Herefter begynder imidlertid det problematiske.Det kommer først frem i den identitet mellem lønkamp og klassekamp, som forfatterneopererer med bogen igennem, og som fører til, at overenskomsteme kan anskues som

»klassekampens stivnede spor« (se feks. bd. II, 5. 533). Dernæst i forbindelse medgennemgangen afdet fagretlige systems udvikling. Problemet her liggerikke så meget iforfatternes afledning af det fagretlige system fra dels overenskomstsystemet og delsArbejdsgiverforeningens strategi. Tværtimod giver dette en historisk dimensioneringaf det fagretlige system, som ofte har manglet i nyere fremstillinger. Men problemetligger i den påvirkning som centreringen omkring overenskomsteme og det fagretligesystem udøver på forfatternes optik, når det gælder arbejdskraftens og fagbevægel-sens stilling i samfundet som sådan. Præmisserne i både det ene og det andet (samt iselve arbejdskraftvarens bytteakt) erjo, at der er tale om to lige over for hinandenstående parter/retssubjekter. Dermed indbygges der i fremstillingen en opfattelse afeti hvert fald i princippet balanceret forhold mellem parterne. Hermed ser man bort frade indsigteri forholdet mellem arbejde og kapital som Marx som den første udviklede,men som også har givet sig udtryk i de senere års arbejdsmarkedsforskning, bl.a. iteorien om den asymmetriske relation mellem arbejdskraftsælgeme og do.-købeme pådet kapitalistisk organiserede arbejdsmarked (jfr. P. Dencik, Politisk ekonomisk'löneteori, Nordisk Tidskr. f. politisk økonomi, I, 1974, s. 48-54). Ganske vist findesder rundt omkring spredt nogle henvisninger til akkumulationsprocessen, men deretableres aldrig nogen organisk sammenhæng mellem dette polit-økonomiske analy-seniveau og den historiske fremstilling. På den måde forbliver teorien og empirientrods alle hensigter om det modsatte adskilte, bortset måske fra afsnittet om fagbevæ-gelsens første årtier.

›

Den her påviste afstand mellem analyseniveauerne har naturligt nok sin pris. Det kandemonstreres via et centralt tema i såvel dansk som international fagforeningsforsk-ning: Forholdet mellem ledelse og basis.I og med at det polit-økonomiske niveau tildeles rollen som en ydre størrelse, som detf.eks. sker med konjunkturemewder nærmest fremstår som nedslag af en eller andennaturlov, så har fremstillingen fået sine »givne rammer«, som det gælder for fagbevæ-gelsen om at finde de mest rationelle tilpasnings- og afværgeteknikker til. Sammenmed forfatternes accentuering afoverenskomstsystemet mm. (som legitimeres ved atsætte lighedstegn mellem klassekamp og lønkamp), så får denne tilgang nogle konsek-venser, når fremstillingens subjekt, dens agens, søges uddraget.For hvem er det, der handler på basis af overenskomstsystemets procedurer? Oghvem er det, der skal udfinde de rationelle afværgemekanismer på de »ydre« betingel-sers pres? Det er de faglige ledere. De bliver - bevidst eller ubevidst fra forfatternesside - til fremstillingens egentlige subjekt, mens holdninger og handlinger i basisbetragtes som afledte af ledelsens og dermed generelt bekræftende (jfr. den tilbage-vendende sætten lighedstegn mellem ledeme/DsF og fagbevægelsen som sådan, f.eks.5. 341 og s. 349). Hermed blokeres der for en egentlig diskussion afforholdet mellembasis og top i fagbevægelsen, en blokering der især er følelig i fremstillingen afudviklingen før 1940.

81

vil

Det problematiske idisse udeladelsessynder forstærkes kun af det Michael Vester'ske

(ifr. M.V.: Proletariatets opståen som læreproces, GMT 1978) islæt-i den historiske

fremstilling. Der henvises løbende til betydningen af læreprocessen for både udviklin-

gen inden for fagbevægelsen og for forholdet til modparten, omend på en ganske

bemærkelsesværdig måde. Henvisningeme til læreprocessen bruges nemlig næsten

udelukkende som forklaringsfaktor, d.v.s. fra resultaterne sluttes der tilbage til de

bagvedliggende motiver/holdninger, der igen ses som et produkt af en læreproces.

Men denne læreproces søges ikke indholdsbestemt ud over nogle helt generelle

henvisninger til de opsamlede erfaringer, der er udvundet af det historiske forløb.

Endvidere er der også her tvivl om subjektet, dvs den så omtalte læreproces”

subjekt. Men igen gælder det, at der fremstillingslogisk ikke kan være tale om andre

end de faglige lederskaber. Det er altså deres selvforståelse (som tillige afspejler deres

samfundsopfattelse/-forståelse) og denne selvforståelses udvikling, der er lærepro-

cessens indhold. Og dette indhold gives så også gyldighed for hele bevægelsen,

lederne plus medlemsmassen. For ikke at blive skudt noget i skoene, ilerjeg med at

tilføje, at disse bemærkninger ikke er affødt af en eller anden opfattelse om, at der

hersker en dyb splittelse i fagbevægelsen mellem dens revolutionære medlemsbasis og

dens reformistiske top. Som forfatterne fremhæver (s. 402-03), så må det faktum, at

bevægelsen har overlevet i mere end 100 år, ses som et udtryk for, at den bygger på et

eller andet fælles grundlag for både ledelse og basis. Menjeg er måske ikke helt sikker

på, at holdningeme/opfattelseme i basis eridentiske med ledelsemes, som denne bogs

forfattere synes at gå ud fra. Konsekvenserne af sådanne forskelle burde ellers nok

granskes nærmere, specielt når man, som det gøres her, kaster sig ud i betragtninger

over fagbevægelsens fremtidige overlevelsesmuligheder (s. 722-23). Hertil - og i

sammenhængen vel nok så væsentligt- kommer, at denne de skiftende lederskabers

selvforståelse i denne bog på afgørende vis bestemmer selve den historiske fremstil-

ling, hvilket får betænkelige konsekvenser.

Det kan ses i forlængelse af den vægt forfatterne lægger på at formidle enforrtåelse af

fagbevægelsens (ledernes) handlemåde (jfr. s. 349 og s. 403). Det gøres ved at vise og

argumentere for, at man handler rationelt ud fra sine målsætninger.

Denne forståelsesformidling akkompagneres af en til tider voldsom kanonade rettet

mod, hvad forfatterne kalder »det nye venstres« fagforeningsopfattelse (repræsente-

ret v. især Kj. Schmidt, I. Wechselmann og tidsskriftet »Den jyske Historikers«'

skribentkreds).Bortset nu fra, at identifikationen mellem de ovennævnte og »det nye

venstre« eller sågar »venstrefløjen« må forekomme liberal på grænsen til det frivole,

så kan man i mangt og meget være enig i forfatternes kritik af tilløbene til moralistiske

og idealistiske forklaringer hos ovennævnte. Således kan der næppe være tvivl om, at

det analytiske potentiale i diverse forræderiteser og- anklager er beskedent. Imidler-

tid skæmmes kritikken af, at den nu og da får overbalance og bliver 'til renlivet

polemik, som f.eks. i forbindelse med kritikken af DJH, nr. 9,5 særdeles ædruelige

kommentarer til introduktionen af »den solidariske lønpolitik« i 30'erne (s. 356).

Disse udfald sammen med intentionen om at formidle en umiddelbar forståelse af,

hvorfor fagbevægelsen udvikler sig som den gør, rejser nogle problemer i forhold til

forfatternes eget metodisk/teoretiske udgangspunkt. Lad nu polemikken og de alt for

generelle angreb på venstrefløjens historieskrivning være. Værre er det, at denne

gøren en dyd af formidlingen af en passiv forståelse af fagbevægelsens udvikling på

dens egne præmisser- eller snarere dens lederes, ikke har meget med kritisk forskning

endsige forskning på den historiske materialismes grundlag at gøre. Det problematiskeheri kommer forfatterne dog selv ind på, men desværre på et sent tidspunkt (s. 534), og

de erkendelser omkring det problematiske i den centraliserede interessevaretagelse,

82

klassesamarbejdsideologien m.m. (s. 544-46), der følger efter, virker selvmodsigendeud fra, hvad man tidligere i sin iver for at påvise systemets og bevidsthedsformemesmaterielle fundering, har hævdet. Her blev nemlig overenskomstsystemet, organisa-

.tionsstrukturen m.m. fremstillet som konsekvens af den læreproces, der affødes afarbejdskraftens varekarakter og den deraf afledte institutionalisen'ng af udvekslingenaf arbejdskraftvaren (se feks. s. 79, s. 102-07 og 270-76). En tilsvarende modsigelserejses ved den pludselige sympati for decentrale aktioner, som ikke rimer helt medtidligere belæringer af f.eks. syndikalisteme (sammenlign s. 544 med s. 320-21).Forfattemes besindelse over for deres teoretiske udgangspunkt kommer altså ret sentog kan ikke skjule, at bogens historiske afsnit i mangt og meget får karakter afen rentlegitimerende historieskrivning, som det er svært at sympatisere med. Det er ikke til atsige, om det er det, forfatterne har villet, men under alle omstændigheder bør detadvare andre om farerne ved denne understregning af »selvforståelsen« , når den somher foretages løsrevet fra analysen af hele det kompleks af betingelser, der omgiverdenne selvforståelse. Desuden må det understreges, at en hel del af miseren skyldesforfatternes helt ukn'ti'ske tilgang til deres centrale kildematen'ale, som har væretDSF-skrifterne »Under Samvirkets Flag« og Jensen og Olsen, Oversigt over Fagbe-vægelsen i Danmark etc. Så tæt er disse værker blevet fulgt, at deres positioner gårigen gennem hele den historiske fremstilling. Det gælder September-forliget, hvor denofficielle DSF-version af forligets baggrund og konsekvenser følges. Det gælder syn-dikalisteme, derfår »hele armen« (jfr. s. 312 hvor »den syndikalistiske hetz mod DsF«fordømmes). Og det gælder den sparsomme omtale/behandling af de indre modsæt-ningeri bevægelsen i hvert fald op til 1940.Efter disse meget kritiske kommentarer til bogens historiske del, så skal det dogpointeres, at bogens sidste del om indkomstpolitikken og den nyeste udvikling afstat-fagbevægelse-relationenså helt givet er bogens bedste del. Her finder vi ligesombogens egentlige ærinde, og derfor er det her vi finder de virkeligt frugtbare ansatser(udenat de derfor er uproblematiske). Dette må bevæge til at rejse det spørgsmål, omikke det ville have været en fordel, om forfatterne havde strammet dispositionen ikkemindst m.h.t. den historiske fremstilling, men også med hensyn til deres kritik afandres positioner inden for både fagforenings- og statsteorien. Det ville formodentliggøre forfatternes pointer klarere, ligesom det ville gøre det nemmere at få opsamletflere af de løse tråde, der let kommer i et så omfangsrigt værk. Det ville i hvert faldkunne lette den historiske anmelders job, der nu - utaknemmeligt - er henvist til atbeskæftige sig med bogens svageste del.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at denne bog allerede kort efter sin udgivelse synesat have fået et stort publikum -ikke mindst blandt studerende, der nærmest benytterden som håndbog og indgang til dette vigtige aspekt afde sidste 100 års historie. Der erderfor- som vist i det foregående - grund til at råbe vagt i gevær og advare mod en altfor ukritisk læsning af bogen. Dertil er for meget for problematisk. For at sige det ligeud: Det vil være forfejlet at bruge denne bog som håndbog, men den bør derimodsnarere tjene som et problemkatalog, hvorfra der kan hentes inspiration til fremtidigforskning og debat.

Stig Günther Rasmussen

Fagbevægelse og stat kommer i en ny bearbejdet udgave, hvor der også er tagethensyn til dele af den her anførte kritik, på forlaget Gyldendal i 1979. Bd. I: Den fagligeorganisering, arbejdskampe og staten 1870-1930 udkommer i april, bd. II: Den fagligekamp, statsindgreb og indkomstpolitik 1930-1978 i juni.

83

Alexandra Kollontaj 1 - 3, 1-2 Udvalgte skrifter, 3 Om Alexandra Kollontajs samtid Og

ideer, Tiderne Skifter, København 1977, 916 s. og 462 s., kr. 98,50 pr. bind.'

Alexandra Kollontaj (1872-1952) er blevet genopdaget af den nye kvindebevægelse.

Hun er næsten blevet en myte både som feminist og som en af dem, der trods

oppositionel virksomhed overlevede Stalin-tidens udrensninger. Men hvem er denne

myte og hvad stod hun egentlig for? En kvindegruppe har nu udgivet udvalgte skrifter

fra Kollontajs produktion samt et bind om Kollontajs samtid og ideer. Alexandra

Kollontaj voksede op i St. Petersborg, hvor hendes forældre tilhørte den mere liberale

del af den russiske overklasse. Hun blev gift med sin fætter (navnet Kollontaj stammer

fra ægteskabet med ham) og hun fik en søn.

Kærligheden som debatemne var meget fremme i de radikale intellektuelle kredse i

90”eme og hun blev optaget af såvel dejuridiske som de følelsesmæssige problemer,

kvinderne havde. En russisk kvinde kunne f.eks. ikke rejse uden sin mands tilladelse,

men var virkelig en del af hans ejendom. Og følelsesmæssigt var det problemet med at

elske flere mænd, men på forskellig måde, der optog hende. Endelig vanskeligheden

ved både at have et arbejde og samtidig have plads til et kærlighedsliv. Disse temaer

behandlede Kollontaj senere fra forskellige synsvinkler, og påviste, at uanset mænde-

nes revolutionære stade, kneb det gevaldigt med at revolutionere de gamle kønsroller.

I efteråret 1898 rejste Alexandra Kollontaj til Zürich for at uddanne sig. Russiske

kvinder havde meget ringe uddannelsesmuligheder hjemme, og i Zürich fandtes en hel

russisk koloni af studerende kvinder, Hun begyndte at skrive artikler og pjecer om

klassekamp, om finske forhold, som hun kendte indgående, og om moralsk-filosofiske

spørgsmål. Hun arbejdede meget med kvindespørgsmål og fik bl.a. startet en forening

med arbejderkvinder »Arbejderkvindemes gensidige hjælpeforening«.

Under sine rejser i Europa stiftede hun bekendtskab med de internationale strømnin-

ger, men ved 1. Verdenskrigs udbrud måtte hun forlade Tyskland og via København

kom hun til Norge og senere til USA. Efter revolutionen kunne hun sammen med

andre politiske eksilrussere vende tilbage til Rusland for at gå i gang med det store

genopbygningsarbejde. Hun blev af Lenin udpeget til at overtage socialministeriet,

der skulle reorganiseres. Blandt hendes aktiviteter var arbejdet for en forbedret

bøme- og moderskabsbeskyttelse, som hun selv betragtede som en mærkesag.

Politisk faldt hun i unåde, da hun tilsluttede sig Arbejderoppositionen og i 1922 blev

hun sendt til Kristiania som diplomat, og hermed overgik hun til en ny fase i det

politiske arbejde, hvor hun ikke havde direkte indflydelse på de interne forhold i

Sovjet, men repræsenterede landets interesser udadtil.

Når man idag læser Kollontaj er hun især aktuel på to områder: påvisningenaf

bureaukratiseringen i SUKP og skildringen af problemerne ved at forene arbejde,

politisk aktivitet og kærlighed.

På tiende partikongres, marts 1921, var hovedstridspunktet spørgsmålet om fagfore-

ningemes forhold til organiseringen af produktionen. Der var tre platforme til behand-

ling og Kollontaj tilhørte arbejderoppositionen, der var i klart mindretal. Hun rede-

gjorde her for arbejderoppositionens synspunkter og basis: »Jo højere vi stiger op ad

stigen med sovjet-og parti 'poster”, jo færre tilhængere af oppositionen finder vi. Jo

dybere vi trænger ind i masserne, jo stærkere genklang finder arbejderoppositionens

program« (Bd. 2 s. 477). »Således består arbejderoppositionenfrem for alt af de

proletarer, der er forbundet med maskinerne og minerne, af arbejderklassens inderste

kerne« (Bd. 2 s. 476). Imeget skarpe vendingertalte hun de produktive arbejderes sagog

anklagede partiet for den formynderiske holdning, derblev lagt fordagen. Hun påviste ,

at det ikke var arbejdernes organisering, men bureaukratemes, der nu fandt sted.

Partiet ville opdrage arbejderne, men ikke give dem ansvaret for produktionen.

84

Derimod bredte »funktionærkulturen« sig i partiet og fjernede de styrende mere ogmere fra hinanden. Arbejderoppositonen advarede i den følgende tid gentagne gangemod de bureaukratiske tendenseri partiet og mod den manglende ret til at kritisere. De

›

understregede vigtigheden af, at masse og parti ikke kom i et modsætningsforhold og de

ønskede kontrol med, hvilke småborgerlige elementer, derblev optaget i partiet. Som vived blev arbejderoppositionen ikke hørt, tværtimod tiltog partihierarkiet og kulmine-

rede med Stalintidens gru.- Problemerne omkring partiets forhold til befolkningen ellerbasis er helt fundamentalefor enhver socialist, og udviklingen i Sovjetunionen er en kraftig advarsel. Kollontajstaler og artikler er her et nyttigt redskab til diskussion af forholdet mellem parti 0gmasse.

Kvindernes forhold til arbejde, politisk aktivitet og kærlighed er beskrevet både iartikler og i noveller. Hun har bl.a. brugt den fiktive form til at berøre de lidt mere

ømtålelige relationer mellem kønnene, mens dejuridiske og mere håndfaste spørgsmål(moderskab, børnepasning mm.) er behandlet i taler og artiklerNovellen » Den store kærlighed« (fra omk. 1912) skildrer den ugifte kvindes dilemma.Hun er glad for sit arbejde og politiske virksomhed, hun er forelsket i en gift mand oghun forsøger at diskutere vigtige spørgsmål med ham. Men for ham er hun kun et

kønsobjekt, og hendes arbejde og øvrige aktiviteter tager han ikke alvorligt. Heldigviser meget dog ændret siden dengang, men novellen giver en stærk og gribende skildringaf det dilemma, Kollontaj og hendes medsøstre stod i.

Også novellen »Tre generationers kærlighed« er spændende læsning. Her behandlesde forskelle i normer og holdninger, som findes mellem generationeme. Forholdetmellem kærlighed og seksualitet er blevet forrykket efter revolutionen, og det knibermed at følge med.

Problemet med at finde en ny kommunistisk moral behandles også i Kollontajs » Brevetil den arbejdende ungdom«, hvor hun direkte beskæftiger sig med de ændringer, derer sket. Hun skriver således om den nye m0ral:»Alt som på den ene eller anden mådeskader kollektivet, må og bør en kommunist ikke gøre. Det er den første grundregel.En kommunist må i sine handlinger aldrig gå ud fra sit eget 'jeg' og sine privateinteresser, men skal gå ud fra kollektivets interesser og opgaver« (Bd. 2 5.591). At detikke var så let at afgøre, hvad der var hvad i den konkrete situation, er som nævnt

skildret i »Tre generationers kærlighed«.Det er umuligt her at komme ind på alle facetterne i Kollontajs skrifter. Hun bør læses,fordi de behandlede problemer både er interessante ud fra en historisk og en aktuel

'

synsvinkel. Vi kan bruge erfaringerne fra Kollontaj også i kampen idag.Bd. 3 er udgivemes bidrag til forståelsen af KollOntaj. Der er artikler om de historiskeforudsætninger, om kvindens stilling og om den sovjettiske kulturpolitik indtil begyn-delsen af 30'erne. Det er glimrende med alt dette baggrundsstof, men for mig er detlæsningen af Kollontajs egne anikler, taler og noveller, der er mest givende. En del afstoffet får karakter af gentagelser, fordi det er problemstillinger, man er blevetpræsenteret for hos Kollontaj, og nu kommer de så igen i en ny udgave.Som helhed er det imidlertid et prisværdigt initiativ, som udgivergruppen (SigneArnfred, Maj Skibstrup, Mette Bryld, Hanne Møller og Nina Lykke) har taget.

Britta Lundqvist

85

Lieselotte Maas: Handbuch der deutschen Exilpresse 1933-1945. Hrsg. von Eberhard

Lämmert - Sonderveröffentlichungen der Deutschen Bibliothek Nr. 3 - Bd. 2 Biblio-

graphie L - Z, Carl Hanser Verlag, München 1978, ca. 300 s., DM 77.-

Med det nu foreliggende bind 2 af denne i ordets egentligste forstand grundlæggende

bibliografi er beskrivelsen af den tyske exilpresse afsluttet (smlg. Medd. 8 s. 73). Ogplanlægningen af hele værket er samtidig udvidet fra at omfatte 3 til at omfatte 4 bind,idet registrene, der oprindeligt skulle have været en del af dette bind, nu udkommer

selvstændigt som bind 3, mens bind 4 skal indeholde oversigter, karakteristikker af de

enkelte tidsskrifter hhv. tidskriftgrupper - et eksempel foreligger i en artikel fra fru

Maas i »Neue Deutsche Hefte« 1978-2, s. 310-27 om »Jüdische Exilpresse«, som

behandler exilpressen i Palæstina.

Men med de her foreliggende 2 bind foreligger hoveddelen: alle bibliografiske oplys-

ninger som man kan ønske sig. Studiet af den tyske emigration og dens forsøg på at

fortsætte en politisk, litterær og videnskabelig debat imod nazismen vil få betydeligbedre vilkår efter dette. Dermed er ikke nævnt, hvad tyske emigranter kom til at

betyde i de lande, hvor de integrerede sig mere eller mindre hurtigt. Man kunne,

udover det hjemlige eksempel med Theodor Geiger og hans betydning for sociologien,især nævne USA, hvor forskellige videnskabelige grene og kunstneriske udtryksfor-mer fik afgørende impulser fra de flygtede tyskere. Men det drejer sig her om de folk,

der havde »ansigtet vendt mod Tyskland«, som den tidligere »Vorwärts«-

chefredaktør, Friedrich Stampfer, har udtrykt det. Eller dog i overvejende grad havde

det: i bibliografien findes selvfølgelig også en de] internationale organer på tysk, som

kun i et vist omfang kan henregnes til exilpressen. Det er dog absolut en fordel, at de.

også er med.

Tidsskrifterne eksisterede ofte kun i korte perioder, der er flere, der kun nåede at

udkomme med et nr., men adskillige af dem var meget omfangsrige og vægtige

tidsskrifter, og opnåede for nogles vedkommende også forbløffende høje oplagstal.1933 - 1940 udkom endda et dagblad i Paris. Enkelte aftidsskrifteme udkom dog også i

fiere år efter 1945 og ganske få kommer endnu.

›

Via medarbejderfortegnelseme til hvert enkelt tidsskrift - forsåvidt oplysningerne har

kunnet fremskaffes, og det er langtfra altid tilfældet, enten fordi tidsskrifteme ikke

eksisterer mere, eller fordi der ikke oplystes om forfatterskabet - kan man bl.a.

komme frem til at Martin Andersen-Nexø var medarbejder ved op mod 30 af tidsskrif-

terne - i nogle tilfælde formentlig uden hans vidende, men sikkert de fleste gange fuldt

bevidst støttende det antifascistiske arbejde. Men også andre danske bidrag findes

spredt rundt omkring, derudover er der en del ansvarshavende danske udgivere for

blade, der udkom her i landet osv. Men disse ting vil fremgå med større tydelighed af

registerbindet, måtte det komme snart. Det er som anført et betydningsfuldt værk også

for arbejderbevægelsens historieskrivning.Martin Andersen

Peter J. Møller: Haderslevdreng mellem tysk og dansk. Udgivet af Historisk Samfund

for Sønderjylland, Åbenrå 1978, 182 s., ill. kr. 25.-

Forfatteren, der er født i Haderslev 1908, ønsker i denne erindringsbog »at skildre et

bestemt arbejdermiljø igennem vort århundredes omskiftelige tid«. Titlen på bogen er

således ikke særlig rammende. Nok er deri skildringen især af barndomstiden en del

specifikt Haderslevstof, men det lokalt haderslevske er ikke forfatterens hovedærin-

de, og nok fortælles der en del om den nationale konflikt i forfatterens miljø, men selv

synes han ikke at have følt nogen national splittelse. Hans danskhed forekommer

86

tidligt rodfæstet og personligt uproblematisk i modsætning til, hvad der var tilfældet

for mange andre arbejdere igrænselandets byer, hvor indvandring sydfra og den tyskearbejderbevægelses virksomhed satte sit præg.Sin største værdi har bogen efter forfatterens hensigt som arbejdererindringer. Fade-

ren var arbejdsmand, og man får et godt indblik i familiens nøjsomme og slidsomme

tilværelse og også af forfatterens tidlige oplevelser af klassemodsætningeme. Han

stod i snedkerlære 1923-27, og det er hans erindringer fra mellemkrigstiden, der må

påkalde størst almen interesse. I de første 12 år efter læretiden var han kontrolleret

arbejdsløs i 6 år og delte således skæbne med mange samtidige. Deres bitterhed over

denne tilstand formulerer han skarpt: »Arbejdsløshed er simpelthen de besiddendesforbrydelse mod den unge generation«. Men Peter Møller var af natur optimistisk og

positiv, og det kammeratskab, han tidligt kom ind i i DSU, som han 1938 blev

sønderjysk kredsformand for, betød en stor støtte for ham i de vanskelige tider. To

højskoleophold i Esbjerg og Roskilde blev det også til samt en rejse på valsen i

Tyskland. Vigtig i bogen er skildringen af reaktionen på den fremspirende nazisme,som arbejderbevægelsen i Sønderjylland tidligt var opmærksom på. Bekæmpelsen af

nazismen, som forfatteren tog energisk del i, førte på dansk side til en national samlingpå tværs af partiskel, og forfatteren giver et indblik i de stemninger, der herskede i

arbejderbevægelsen under denne proces. Desværre slutter bogen ved besættelsen i

1940. Det kunne sikkert have været af interesse også at høre om forfatterens senere

oplevelser fra den tid, hvor han fik større betydning i landsdelens socialdemokrati.Det kunne der sikkert også være blevet plads til, hvis det foreliggende var blevetstrammere redigeret. Mange gentagelser og en vis snakkesalighed i stilen kunnederved være undgået, og ligeledes kunne forfatterens ikke altid helt træffende redegø-relser for historiske, ikke selvoplevede forhold have været nedskåret og gennemgåetmere kritisk. Men disse indvendinger formindsker naturligvis ikke værdien af det

egentlige selvoplevede stof, frem for alt fra mellemkrigstiden, som der endnu ikkefindes så mange lignende arbejdererindringer om, heller ikke i den righoldige sønder-jyske memoirelitteratur.

Dorrit Andersen

Mogens Nielsen: Socialdemokratiet 0g enheden i arbejderbevægelsen 1943-45, Akade-misk Forlag, 1978, 201 sider, kr. 42,-Gennem det seneste års tid har Socialdemokratiet og reformismen været genstand foren betydelig diskussion, bl.a. i tidsskrifterne Politiske Arbejdstekster og SocialistiskPolitik. Mogens Nielsens bog »Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevægelsen«må ses som et bidrag til denne diskussion. Bogen har ikke vakt den opsigt den burde,på trods afat den beskæftiger sig med den socialdemokratiske politik under besættel-

sen, hvilket er en situation som på mange måder kan sammenholdes med erfaringernevedr. den socialdemokratiske politik f.eks. i Portugal 1974-75. I begge situationerfandt socialdemokraterne, at det var vigtigere at reetablere den borgerlige orden endat søge at presse udviklingen i en retning, der kunne betyde bedre styrkepositioner for

arbejderklassen. Mogens Nielsens fortjeneste er at dokumentere' dette for Danmarks

vedkommende 1943-45.

Da Komintern blev opløst i 1943 blev en af følgerne i en dansk sammenhæng at DKP

ændrede politik overfor Socialdemokratiet og rettede henvendelse med ønske om et

nærmere samarbejde mellem de to partier. Dette skete nogenlunde samtidig med at

87

samlingsregeringens forhandlingspolitik'overfor tyskerne brød sammen d. 29. augustsamme år. Mogens Nielsen tager udgangspunkt i den situation, som Socialdemokra-

tiet herefter stod i, hvor ledelsen frygtede, at situationen i Danmark kunne udvikle sigtil »norske tilstande«, hvilket bl.a. ville indebære, at de socialdemokratiske politiskeog faglige organisationer ville blive undertrykt af tyskerne. Samtidig begyndte social-demokraterne at kunne mærke et pres p.gr.a. den kommunistiske enhedsagitation.Under indtryk af kommunisternes fremgang søgte Socialdemokratiet kontakt med

kredse indenfor den nu opløste hær og etablerede et samarbejde med hæren om at

opbygge en illegal organisation, som efter krigens ophør kunne være et loyalt magt-middel for en parlamentarisk regering, og som kunne sættes ind i tilfælde af et

kommunistisk kup. Efter folkestrejkeme i 1944 fik kommunisterne en stor fremgangifagforeningerne. Dette tvang Socialdemokratiet til at rejse en programmatisk diskus-

sion om den sociale og økonomiske udvikling i Danmark efter besættelsens ophør.Denne diskussion resulterede i et socialiseringsprogram, således som det bl.a. er

skitseret i »Fremtidens Danmark«. Samtidig skal man dog bemærke, at denne diskus-

sion i høj grad blev sat i værk for at afbøde kommunisternes fremgang.Bogens mest interessante afsnit beskæftiger sig med de kontakter, som i de sidste

krigsmåneder blev skabt mellem danske politikere og den sovjetiske regering. Den

traditionelle opfattelse har været, at Sovjetunionen så med skepsis på »de gamlepartier«, og at modstandsbevægelsen herigennem fik en stærk repræsentation i be-

frielsesregeringen. Mogens Nielsen viser, at Sovjetunionen lod sin holdning til dette

spørgsmål sive ad forskellige kanaler, og at Sovjetunionen var interesseret i en

»stabil« overgangsregering, baseret på de gamle partier, medens kommunisternes

indflydelse skulle afgøres ved et kommende folketingsvalg. På grund af kommunika-

tionsbrist kom disse sovjetiske synspunkter imidlertid først til de danske politikereskendskab efter, at der var truffet aftale om befrielsesregeringens sammensætning,hvilket fik den socialdemokratiske leder Vilh. Buhl til at bemærke, at han meget vel

kunne have ønsket sig disse oplysninger en måned før.

Mogens Nielsen viser endvidere, at allerede umiddelbart efter krigens afslutning, hvor

DKP opfordrede til enhedsforhandlinger, var det Socialdemokratiet som stod stær-

,kest. Socialdemokratiet fik derfor hurtigt tvunget DKP ind i en problematik om, at det

var meningsløst at opretholde to arbejderpartier, og at det var nødvendigt med

organisatoriske forhandlinger om DKPs optagelse i Socialdemokratiet. I disse for-

handlinger svækkedes DKPs stilling yderligere af, at Sovjetunionen lagde restrikti-

oner på den kommunistiske strejke- og demonstrationsaktivitet. Enhedsforhandlin-

gerne kom derfor til at virke som et voldsomt antiklimaks iforhold til den politik, DKP

havde stået for under besættelsen.

Bogen benytter sig hverken af store ord eller dristige konklusioner, - nærmere må man

sige, at forfatteren er alt for forsigtig og i noget højere grad kunne have konfronteret sit

solide og velunderbyggede stof med de diskussioner som udspiller sig i de mange

bøger og artikler, som er kommet om det samme emne. Til gengæld har Mogens

Nielsen formået at fremdrage nyt stof om perioden, bl.a. fordi det er lykkedes for ham

at få adgang til normalt lukkede arkiver i Rigsarkivet. Derved placerer bogen sigcentralt i den fortsatte diskussion om arbejderpartiernes stilling under og efter den

tyske besættelse.Steen Bille Larsen

88

i

\

»De nye Tider«, Hvordan industrialiseringen forandrede vores dagligdag. En studiebogom de sidste 100 års historie, Nationalmuseet, København 1978, 96 s.

Nationalmuseets oplysningsafdeling skriveri en pressemeddelelse om bogen, at der ertale om en helt ny og spændende måde at skrive historie på, dels ved at den »skjulte«histon'e graves frem, dels ved at deltagerne selv aktivt deltageri historieskrivningen,idet studiekredsdeltagerne skal belyse historien ud fra hukommelsen, breve, erindrin-ger, fotografier, værktøj mm. Det er nok rigtigt, men lige så spændende ville det væreat få opklaret, hvad professionelle forskere ønsker, at lægmand skal hive frem frahukommelsen. Og det er især det, jeg vil komme ind på i denne anmeldelse.Der er tale om en studiekredsbog, der skal kunne bruges i arbejdet især på lokalhisto-risk plan. Den indeholder afsnit med »såkaldte« oplysninger, litteraturhenvisningerog forslag til diskussioner og indsamlingsinitiativer mm. Der er gjort meget ud af atbeskrive praktiske hjælpemidler, når det gælder om at få oplysninger frem og få demformidlet, bl.a. gennem udstillinger.»De nye Tider« forsøges anskueliggjort gennem afsnit som: Fra landbo- til industri-samfund, fra land til by, den industrielle produktion, arbejdet, hjem og bolig, familien,familien i dag, fritiden, de folkelige bevægelser, skole og uddannelse, politik i lokal-samfundet og under praktiske hjælpemidler: Bygninger og maskiner, at studere helemiljøer, at benytte billeder, billedalbummet, at lave en udstilling, interview, skriveerindringer, om avisen som kilde, nyttige adresser og illustrationer. Det er en fejl, atmilitæret/politiet, kirken, biblioteksvæsnet, radio og biografer og forskellig amatør-virksomhed ikke er med og har fået deres eget afsnit.Forfatterne kommer i forordet ikke ind på, hvorfor de udsender »De nye Tider«, oghvorfor det er vigtigt at få dette hovedsagelig lokalhistoriske indsamlingsarbejde igang for professionelle forskere og lægmand. Forfatterne kommer iøvrigt, såvidt jegkan bedømme det, hovedsagelig fra historie og etnologi, men også andre fag er

repræsenteret. Bogen er blevet til under tidspres, skriver de i forordet og videre, at deenkelte forfattere kun i begrænset omfang har haft mulighed for at læse de andresafsnit i bogen før trykningen. Forfatterne er således kun ansvarlig for den del, de selvhar skrevet. Kritiske kommentarer og forslag opfordres tilsendt studiekredsledereeller til Nationalmuseets Forlag.Inspirationen til »De nye Tider« er den svenske studiekredsbog »Byg i förvandling«,som bl.a. adskiller sig fra den danske ved kun at have én (hoved)forfatter, en etnolog,medens der er hele 18 forfattere til den danske, som kommer fra flere fag og ikke harsnakket alt for meget sammen efter eget udsagn i forordet, hvilket så kan forklare detlidt usammenhængende i »De nye Tider« i forhold til den svenske.

*

Selvom hver forfatter kun er ansvarlig for sit eget indlæg og ikke skal hænges op påandres tanker, så kunne man dog få lyst til at citere to passager. Den ene lyder: »Detgælder ikke om at bevare/fastholde fortiden for dens egen skyld, men at vise at nutidenog fremtiden uvægerligt er bundet til sin fortid« (s. 81). Her er tale om en tilsynela-dende intetsigende frase, der er upræcis og tvetydig; for det burde også diskuteres her,hvor meget Vi er/ skal være bundet af vores fortid. Det andet citat som sammen med detførste kunne give noget i retning af en hensigtserklæring med denne udgivelse lyder:»At få historien belyst fra den menige vælger og det menige medlems side for at få en

ordentlig beskrivelse af udviklingen set fra det folkets perspektiv, der til syvende ogsidst er det afgørende« (s. 76). Er vi med dette citat ude for grundlæggelsen af etfundament, som passer til det i 1978 så berømte »Oprør fra midten« til alm. historiskalibi for den nostalgiske/populistiske bølge, som ruller over landet i disse år? Man harikke på fornemmelsen efter at have læst bogen, at forfatterne er optaget af den

89

tankegang, at kendskab til fortiden kunne give bedre mulighed til at ændre det

samfund vi nu lever i og frigøre os fra bundetheden til fortiden.

Det spændende og interessante i »De nye Tider« er forsøget på at få flere fag til at

trække på samme hammel. Her sammenkobles en statistisk orienteret socialhisto-

rieskrivning (vækstforskning) (til sammenligning kan nævnes: Viby Mogensen m.fl.:

Socialhistorie, 1975) med en beskrivelse af fysiske objektiveringer som fabrik og bolig

(jfr. projektet: Industrialismens bygninger og boliger og Per Boje: Det industrielle

miljø 1840-1940, 1976), ansatser til sociologisk interaktionsbeskrivelse for interakti-

onens skyld (jfr. afsnittet: at studere hele miljøer i »De nye Tider«), og den nuværende

etnologiske forsknings tendens til at beskrive kulturelle objektiveringer ud fra en

fællesbetegnelse som de selv kalder livsstil (jfr. Bjarne Stoklund (red.): Det forsømte

århundrede, 1976).Denne livsstil har etnologer indtil nu udforsket i bondemiljøer (bondekultur) og

borgerlige miljøer (borgerlig kultur), og det forklarer de etnologiske synspunk-ter/synsvinkleri »De nye Tider«. Her vurderes livsstil ud fra bondelivsstil og borger-

lig livsstil. Alt andet er afarter af disse to livsstile, som også påvirker hinanden, men

repræsenterer noget ægte og evigt. Man kunne her tale om en bondeliggørelse og en

borgerliggørelse, hvor især en opfattelse af en klasseløs enhedskulturi bondemiljøet

skinner igennem (jfr. s. 14, 18, 40). Borgerliggørelsens betydning fremgår bl.a. af

betragtninger i den retning s. 15, 58, 59. Derfor er arbejderkulturen, ja, udtrykket

bruges slet ikke, ikke i sig selv noget selvstændigt, men kun en afart af de to oven-

nævnte, hvor bondeliggørelse eller borgerliggørelse af arbejderklassen/arbejderbe-vægelsen enten beklages eller er den eneste rigtige forklaring på arbejderklassens

livsstil og dermed underforstået arbejderbevidstheden.Der er enkelte gode beskrivelser affysiske, økonomiske, sociale og kulturelle objekti-

veringer, og især afsnittet om familien i dag virker stærkt, men stort set præsenteres

læseren for generelle snusfomuftige bemærkninger, der kan gå på gæstetoilettets

prestigefunktion (s. 43) til enjernstøberi Vejle, der skabte en fabrik, som ikke »var én

mands værk«, men alligevel var det (5. 24). Direkte betænkelig er afsnittet om de

folkelige bevægelser, hvor ikke alene definitionen på en folkelig bevægelse, men også

en definition på begrebet »folkelig« kan diskuteres. Desværre tillader pladsen her

ikke, at dette uddybes.Generelt lægges der i denne publikation ikke op til noget, der kunne få lokalhistorikere

til at fundere over, hvad baggrunden for ændringen i samfundet i denne periode er,

selvfølgelig med undtagelsen fabeldyret industrialiseringen. Hvordan f.eks. har kam-

pen om det daglige brød påvirket industrialismens udvikling? Forfatterne er efter min

mening, hvor forskellige og uenige de måske er i deres grundholdning, mest optaget af

at belyse, hvordan befolkningen indrettede hverdagen efter industrialiseringen som en

tilpasningsproces og ikke så meget i opposition til den. ,

Uklart for mig er, om forfatterne vil lægge vægten på at indfange, hvordan industri-

alismen forandrede vores dagligdag eller om det mere er eller også er at afdække,

hvordan industrialiseringen oplevedes i dagligdagen. Citater fra trykte og utrykte

erindringer kunne også tyde på det sidste. Hvis det ertilfældet, så er det ikke nok, som

det faktisk er tilfældet i »De nye Tider«, at tyngdepunktet liggeri analyse og indsam-

ling af økonomiske, sociale, fysiske og kulturelle objektiveringer. De tilsvarende

subjektiveringer må også med. Hvis man ønsker at indfange oplevelsen af forandrin-

gen i hverdagen ved en kommende revision af bogen, må fag som folklore, psykologi,

filmvidenskab, litteraturvidenskab, teatervidenskab, kunstvidenskab, musikviden-

skab m.v. inddrages i diskussionen ligesom en afklaring af et fælles teoretisk og

metodisk grundlag må ske, så studiekredsbogen ikke får udseende af den marskandi-

serbutik, man nu er vidne til. Flemming Hemmersam

90

Nikolaj Ostrovskij: Stålet blev hærdet, Sputnik, København 1977, 367 5., kr. 55,-»Stålet blev hærdet« er et stykke revolutionshistorie. Den foregår i Ukraine ogskildrer revolutionskrigene, kampen mod de hvide og vanskelighederne med genop-bygningen efter sejren.Hovedpersonen Pavka Kortjagin er ved bogens start en halvstor knægt, der har sværtved at indordne sig under skolens autoritære system. [en alder af 12 år må han derforud og arbejde, og sine første erfaringer gør han som stik-i-rend dreng i enjembanere-staurant. Arbejdet er hårdt og mange forsøger at udnytte ham, men Pavka lader sigikke kue. Han har medfølelse med køkkenpigeme, der må finde sig i seksuelle

overgreb fra både personalet og gæsterne; ellers bliver de smidt ud, og andre står parattil at overtage arbejdet. Til gengæld nærer Pavka en voldsom foragt for tjeneme, derindkasserer store drikkepenge, men straks omsætter dem i hasardspil.Årene i restauranten bliver læreår for Pavka. Han modnes både fysisk og psykisk oghans retskafne karakter bevares trods omverdenens usselhed. Efter to slidsomme årbliver han smidt ud, fordi han efter 48 timers tjeneste er faldet i søvn uden at lukke foren vandhane, hvilket har medført oversvømmelse.Pavka begynder derefter som hjælpefyrbøder og kommeri kontakt med industriarbej-derne i byen. Dette falder tidsmæssigt sammen med revolutionen, og Pavka gribes afdet politiske arbejde, som storebroderen Artjom allerede har været med i længe.De følgende år er præget af omvæltninger og kamp. Tyskemes besættelse, kontrare-volutionens bander, problemerne med sult og kulde og bolsjevikkernes seje kamp.Pavka arbejder og kæmper. Han er modig og utrættelig, og han er afholdt og respekte-ret for sine gerninger. Personligt oplever han flere følelsesmæssige engagementer,men kampen går forud for kærligheden, og seksualiteten realiseres ikke. Dette er et

gennemgående træk i bogen, og ind imellem grænser det til fomægtelse af kærlighedensom faktor. Det revolutionære arbejde går frem for alt, og først da Pavka fysisk er slidtop og plaget af sygdom-får han tid til at have et kærlighedsliv. Men da Pavka samtidigønsker at gøre pigen til en god kommunist, er det kun i kort tid, at de kan dyrkehinanden. Snart er hun travlt optaget af partiarbejde og forholdet er blevet til bofælles-skab mere end til egentligt samliv og samvær.

Pavka Kortjagin har arbejdet hårdt siden barndommen, han har været hårdt såretunder krigen og han ender med at være både lam og blind inden han bliVer 30. Dahan er blevet totalt uarbejdsdygtig, men stadig har energi og livsvilje, begynder han atskrive om sine oplevelser. Bogen slutter optimistisk, idet et forlag har antaget'hansbog til udgivelse og dermed føler han, at han stadig kan være aktiv i kampen - nu blotmed et nyt våben.

»Stålet blev hærdet« er gribende læsning. Pavka er en god gammeldags helt, men haner beskrevet med ,varme og engagement. Forfatteren Nikolaj Ostrovskij (1904-1936)skrev romanen som en selvbiografi, og den udkom første gang i 1934.Hvis man har lyst til at læse en beretning om revolutionen, set og oplevet indefra er»Stålet blev hærdet« en udmærket mulighed. Det er naturligvis ikke sandheden om,hvad der foregik, men en sympatisk historie om en af heltene, der med sit liv oghelbred som indsats var med til at ændre virkeligheden.

Britta Lundø/vist

Den røde liste 1975 -juni 1978. Venstrefløjens bogmarked. Udg. af Husets udstillinger i

samarbejde med Tidsskriftcentret, København 1978, 347 s., kr. 48,-.Denne fortegnelse dækker venstrefløjens udgivelseri det i titlen angivne tidsrum og er

en kumuleret udgave af Den røde liste nr. 1-33:I hovedafsnittet er de udgivende organisationer/forlag alfabetisk opført. Under hver af

91

disse er deres respektive publikationer opstillet kronologisk og med en kort omtale

(udgivemes egne).Afsnittet er opdelt i: voksenbøger- børnebøger- plader- plakater, postkort, mærka-

ter - film. (Der er lidt rod i nogle af sideangivelserne i indholdsfortegnelsen).

Efter hovedafsnittet følger alfabetisk fortegnelse over producenter tilknyttet den røde

liste med forhandlervilkår og betalingsbetingelser.Endelig findes emne-, titel- og forfatterregister forsynet med numre, der henviser til

løbenumrene i hovedafsnittet. Det er prisværdigt, at det initiativ, der startede med

Venstreoppositionens skrifter 1968-71 og 1972-74, hermed er fortsat, og man må

meget håbe, at der også fremtidigt må være mulighed for at videreføre disse fortegnel-›

ser med samme hyppighed.Til slut skal jeg blot gøre opmærksom på, at Årbogfor arbejderbevægelsens historie nr.

7 ikke er udkommet på forlaget GMT. Årbogen- såvel som Meddelelser om forskning

i arbejderbevægelsens historie fra og med nr. 8 - bliver nu såvel udgivet, som forlagt af

Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie (SFAl-I).Kuren Pedersen

Ole Stender-Petersen: Kjøbenhavnsposten. Organ for »det extreme Democrati« 1827-

1848, Odense Universitetsforlag, Odense 1978, 135 5., kr. 48,10

Formålet med Ole Stender-Petersens afhandling om » Kjøbenhavnsposten« er bl.a. at

afhjælpe den mangel på »specialfremstillinger af left-wing-blade, af aviser udgivet af

venstrefløjen eller af arbejderbevægelsen« (s. 7). Når forfatterens valg af objekt er

blevet ovennævnte avis, skyldes det desuden, at »Kjøbenhavnsposten« i sin samtid

indtog en særstilling indenfor avis- og presseverdenen, idet der var tale om en avis,

»hvis hele linje, syn og stofbehandling gjorde, at den havde større slægtskab med den

senere, egentlig socialistiske presse, deri 1871 tog sin begyndelse med 'Socialisten'«

(s. 7). Men ikke nok med det. »Kjøbenhavnsposten« kan i følge forfatteren »til en vis

grad opfattes som en dansk 'Neue Rheinische Zeitung', Marx' og Engels' berømte

avis« (s. 11). Der lægges således op til en analyse af et stykke pressehistorie, der i

højeste grad må siges at være af central betydning for den danske arbejderbevægelses

forhistorie.

Ole Stender-Petersen har valgt at foretage en kronologisk opbygning afsin afhandling,

som i omfang fylder knap 100 sider - herudover kommer så noter, fortegnelse over

kilder og litteratur, epilog og en sammenfatning på tysk. Forfatteren følger den

kronologiske fremgangsmåde uden væsentlige afstikkere. Årgangfor årgang gennem-

gås »Kjøbenhavnspostens« genvordigheder med censur, konkurrenter, synspunkter

og økonomi, indtil året 1848, hvor forfatteren vælger at stoppe op, idet det bemærkes,

at »Kjøbenhavnsposten« fra denne tid og frem i stadig større udstrækning helligede sig

kampen mod de nationalliberale kræfteri Danmark.

Det afforfatteren postulerede slægtskab med »Neue Rheinische Zeitung« og bladets -

efter forfatterens mening - socialistiske synspunkter, skal altså findes i perioden optil

1848. Lad det med det samme være sagt, at bogens egen besvarelse af og argumenta-

tion herfor ikke virker overbevisende. Der er flere årsager hertil. For det første kan det

diskuteres om bogens kronologiske opbygning er hensigtsmæssig, når netop en\af de

væsentligste problemstillinger i bogen går på at anskueliggøre et indholdsmæssigt

slægtskab med både den samtidige og senere erklærede socialistiske presse. Skal et

sådant forhold anskueliggøres for læseren, er det i hvert fald en nødvendighed, at der

foretages en sammenstilling og sammenligning på en række væsentlige punkter mel-

lem disse forskellige organer. Dette er ikke forsøgt i fremstillingen i særligt stort

92

omfang. Men selve den valgte kronologiske opbygning af afhandlingen kan også havesine klare fortrin frem for en mere eller mindre gennemført tematisk opbygning. Ikkemindst i forbindelse med anskueliggørelsen af et længere udviklingsforløb. Men skallæseren have fuldt udbytte af en sådan kronologisk opbygning, må det imidlertid

forlanges af forfatteren, at han udvælger og følger nogle overordnede ledetråde

gennem fremstillingen. At han prioriterer bevidst, hvad det i grunden er, han vilfremhæve - hvad det er, der er analysens egentlige formål. Idet foreliggende tilfælde

følges den kronologiske udvikling så snævert, at alle forhold, lige fra økonomiske

problemer, over censureringer og beslaglæggelser til forholdet til Ejderpolitikken, ogmeget andet, får lov til at veje lige tungt i fremstillingen, uden at nogen egentligprioritering fornemmes. Resultatet er, at fremstillingen til tider bliver en noget be-

sværlig affære for læseren at få hold på, hvad angår de lange linier, Det ville uden tvivl idenne situation have været en stor hjælp, om selve de kronologisk opbyggede kapitlerhavde fået en mere eller mindre gennemført tematisk underinddeling. En sådan

kapitelstruktur ville netop have været med til at anskueliggøre det lange udviklingsfor-løb, som i den nuværende form tenderer til at forsvinde.Et andet kritisabelt punkt i fremstillingen er, at forfatteren i alt for lille udstrækningvover at drage mere vidtgående konklusioner på baggrund af det vitterligt megetomfattende empiriske materiale, som bogen indeholder. I stedet for en egentliganalyse afsine kilder. synes forfatteren at foretrække at referere disse i et vist omfang.Og hermed er der for så vidt lukket op for den traditionelle diskussion om, hvorvidt»kilderne kan tale for sig selv«. Men selv nok så mange citater fra kilder (og bogenrummer et hav af citater, som for en stor dels vedkommende ikke forekommernødvendige) i forening med lange og i øvrigt præcise referater af synspunkter og ideerkan ikke i sig selv kaldes historieskrivning af analytisk karakter. Den egentligehistorieskrivning kommer først frem, når kilderne fortolkes - med andre ord, nårhistorikeren drager nogle underbyggede slutningermelløm kilderne og på baggrund afdisse. Konsekvensen af den her kritiserede metode bliver, at bogen for det førstebliver en meget omstændelig affære, for det andet, at argumentationen for det iforordet opstillede slægtskab med bl.a. »Socialisten« og »Neue Rheinische Zeitung«forsvinder læseren af syne. Som nævnt er den væsentlige årsag hertil forfatterens oftemanglende konklusioner aflængere rækkevidde. Eksempelvis savnes i fremstillingenen konklusion på spørgsmålet om, hvilken praktisk betydning avisen rent faktiskindtog i sin samtid, hvilken rolle »Kjøbenhavnsposten«spillede både i politisk ogideologisk sammenhæng. Der lægges flere gange op til en besvarelse af dette spørgs-mål, ikke mindst gennem diskussionen omkring forholdet til »Fædrelandet«, detfremmeste organ for de nationalliberale kræfteri Danmark og » Kjøbenhavnsposten«sbitre modstander.

Nu kunne man ud fra ovenstående kn'tiske bemærkninger gå ud fra at bogen reelt eruden værdi 'for historisk interesserede. Men når ovenstående er sagt, skal det tilføjes,at bogen faktisk rummer en lang række væsentlige og interessante oplysninger. Detpokkers ved denne fremstilling er jo netop, at denne bog i så udpræget grad tager hul pånogle problemstillinger og undersøgelser, som er overordentlig væsentlige, men at

bogen pga. de ovenfor skitserede og kritiserede forhold ikke formår at uddrage ogudnytte alle de muligheder, som forfatteren lægger op til, men altså ikke følger op i

tilstrækkelig grad. Som eksempler på interessante emner, som tages op i bogen, kannævnes beskrivelsen og diskussionen afartikler og længere skrifter af Marx og Engelsi »Kjøbenhavnsposten« så tidligt som i foråret 1845 og frem. »Kjøbenhavnsposten«sstærke kritik af Ejderpolitikken og forsvar for helstatspolitikken er på baggrund afavisens borgerligt-radikale ståsted absolut et nærmere studium væ rd, ikke mindst i sam-

93

menligning med Bondevennernes noget tøvende forhold til samme. Ligeledes er » Kjø-

benhavnsposten«s beskrivelse af og stillingtagen til den berømte typografstrejkei december 1848 - den første organiserede strejke i den danske arbejderbevægelses

historie - interessant:

Mange tilsvarende eksempler på spændende punktbeskrivelser kunne remses op, men

alene som eksempler formår de ikke at underbygge tesen om et ideologisk slægtskab

mellem det borgerligt-radikale »Kjøbenhavnsposten« og det socialistiske »Neue Rhei-

nische Zeitung«. Akademisk interesse for Marx og Engels gør ikke » Kjøbenhavnspo-

sten«s grundholdningsocialistisk - endsige dens argumentation marxistisk. ,Ligesom

den åbenlyse sympati med den spæde fremvoksende arbejderklasse og arbejderbevæ-

gelse ikke i sig selv er noget argument for et ideologisk slægtskab med det senere

»Socialisten«. Niels Ole Højsrrup Jensen

Aleksej Tolstoj: Ildprøven 1-3 : l. Søstrene, 360 5., kr. 60,-, 2. 1918, 420 s. kr. 60,-, 3.

Grå morgen, 527 5., kr. 70,-, Sputnik, København 1977'

Ildprøven 1:3 er en udviklingsroman om begivenhederne omkring den russiske revolu-

tion. Den skildrer de to søstre Katja og Dasjas liv fra de som priviligerede intellektu- ›

elle borgerskabsmedlemmer ændres til arbejdende kvinderi revolutionens tjeneste.

Men først må de gå så grueligt meget igennem, deres mænd må udkæmpe mange slag,

men til sidst er ildprøven bestået og Katjas omvendte mand kan sige: »Kan du se,

hvilken mening alle vore anstrengelser, alt det udgydte blod, alle de ukendte og tavse

lidelser har fået? Vi bygger en bedre verden op Alle heri salen er rede til at give

deres liv for den Det er ikke tankespind, de kan alle fremvise deres ar og blå mærker

efter kugler og det sker heri mit fædreland, i Rusland«. Katjas mand har i en periode

kæmpet hos de hvide, hvilket førte til et langvarigt brud mellem dem, men han ender

dog på den rigtige side.

Katja og Dasja her ved bogens begyndelse i Petersborg, hvor Katja er gift med en

sagfører. De lever et forkælet liv med middage, teaterbesøg, lærde diskussioner og

foredrag. De er begge dannede kvinder, der ikke kender noget til livet i de nedre

samfundslag. Da revolutionen kommer, bliver de revet med, fordi deres egen verden

styrteri grus. De kommer til at føre en omtlakkende tilværelse, lærer sult og nød at

kende og finder efterhånden deres plads i rækkerne. Dasja som sygeplejerske og Katja

som lærerinde. Begge oplever forelskelse og dermed forbundne kvaler, ikke mindst da

krigen splitter dem ad, og de længe lever adskilt. Kærligheden imå underordne sig

revolutionen, kampen må gå forud for alt.

Kvantitativt kan man karakterisere romanen som et storværk, men kvalitativt er det

vanskeligere. Skildringen mangler overbevisning og ægthed. Den kommer mere til at

fremtræde som et paradeværk skrevet som heroisering af revolutionen end som et

værk, der er skrevet ud af de konkrete erfaringer i perioden.

Som læser følger man de to søstres liv, og bogen er interessant, fordi den netop

skildrer borgerlige kvinder, der ikke a priori tilhører det arbejdende folk, men først må

ændres. Men samtidig er bogen spækket med slagscener, som er penslet ud og hvor

gentagelserne er'ulidelige. Ildprøven vi] både skildre de to søstres individuelle historie

og den mere almene revolutionshistorie, hvilket ikke helt lykkes. Resultatet bliver

derimod spredning og ind imellem tomgang.

Der er næsten også ved at være for mange helte i historien. De to søstre er som

heltinder givet på forhånd. Dasjas mand Telegin er også meget heltemodig og Katjas

mand (ikke sagføreren fra Petersborg, men en ny mand, der er officer) ender som helt.

Alle fire overlever de hårde kampe og kan forenes i Bolsjoj-teatret til et møde, hvor

både Lenin og Stalin er til stede! Happy end såvel privat som samfundsmæssigt!Britta Lundqvist

94

SPØRGESKEMAMeddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historieArbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade l

1759 København V

»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie« vil med dettespørgeskema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægel-sens historie, som finder sted for øjeblikket. Derved muliggøres en kontaktmellem folk, der arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kanudveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysningervil siden blive bragt i Meddelelser.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monografi etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEK-TET AFSLUTTET

95