32. årgang - juni 2019 • basunen · Dige (bas), Tobias Pisani (vokal), Anton Severin (guitar) og David Sall (trommer) mødte hinanden i Grobund Bandakademi, hvor de blev sat i

1 32. årgang - juni 2019 • basunen

2 basunen • juni 2019 - 32. årgang


Musik og kultur på dagsordenenJazzfestival 2019Cellophane Flower Jazzfestival i nyt formatMusikken skal mærkesGrobund BandakademiPå spanden - stompGearkassen Perry Stenbäck Bassen vandt over traktoren En musikalsk rejseSiden sidstUdgivelserSange om kærlighedPodcast og netradioMindeord for Thorkild DalsgaardDMF Aarhus medlemstilbud

UDGIVER Dansk Musiker Forbund Aarhus afdeling • Vestergade 19, 2.sal • 8000 Aarhus C • 86 18 45 99 • [email protected] • www.basunen.dk • REDAKTION Lars Kiehn (ansv.) • Lars Knudsen (koordinator, skribent og fotograf) • Bjarne Gren (grafisk produktion og web) • Martin Sørensen (annonce- og infografik) • Jes Halding (korrektur) • TRYK Jørn Thomsen Elbo A/S • DEADLINE for artikler og annoncer til næste nummer er 10. sept. 2019. Folder med annoncepriser kan bestilles eller hentes på hjemmesiden.

Vestergade 19, 2. sal • 8000 Aarhus C • 86 18 45 99 • [email protected] • www.basunen.dk

040506081014

131617182122252628323436

28

18

06

ForsideDekadansorkesternFoto: Signe Find Larsen - signfind.dk


-

DMF - MIDTJYLLAND

Har du brug for at kontakte DMF vedr. faglige spørgsmål !Har du spørgsmål om A-kasse, overens-komster, kontraktsforhold m.v. er du altid velkommen på DMF-regionskontoret i Vestergade.Du kan også kontakte os pr. telefon, fax eller email.

DMF Aarhus kontor har åbent:Mandag: 9 - 16Tirsdag - onsdag: 10 - 15Torsdag: 9 - 15Fredag: 10 - 13

DMF-RegionskontorVestergade 19, 2 - 8000 Aarhus CTlf: 8618 4599 - Fax: 8613 0778

DMF-AarhusLars KiehnVestergade 19, 2 - 8000 Aarhus CTlf: 8618 4599 - Fax: 8613 [email protected]

DMF-RandersVibeke Bonde PerssonDronningborg Boulevard 768930 Randers NØTlf. 2872 [email protected]

DMF-SilkeborgKim Schulz JensenHolbergsgade 188600 SilkeborgTlf: 2020 [email protected]

DMF-DjurslandBo JacobsenEmmelev Kærvej 3 - 8500 GrenåTlf: 8638 7887 - Mobil: 2241 [email protected]

DMF-HolstebroHenrik Højbjerg PetersenGammel Struervej 367500 HolstebroTlf: 9740 3355 - Mobil: 4019 [email protected]

DMF-ViborgNils-Anker MargonMobil: 2636 4361Mail: [email protected]

Af Lars Kiehn - formand DMF-Aarhus

Musik og kultur på dagsordenen

Inden for en 14 dages periode skulle vi til valg til Europa Parlamentet og til Folketinget. Valgkampen har fyldt på TV og i dagspres-sen. Denne gang var det helt store emne klimaet og klimakrisen. Klimaet er kommet på dagsordenen for at blive. Den måde, vi har tilrettelagt vores samfund på, er på flere måder ude af takt og på kollisionskurs med naturen og dermed vores egen eksistensgrundlag. Det er ikke nogen sund kurs og ikke en holdbar udvikling. Den økonomiske udvikling har været enorm, og de materielle muligheder har aldrig været større, men det har kostet på forskellige parametre. Desværre er vi kørt ned i problemernes realiteter efter i adskillige år at have svinet uhæmmet med ressourcerne og naturen. Skaderne og problemerne er nu tydeliggjorte i mange sammenhænge, som er umulige at bortforklare. Derfor har klimaet og klimakrisen naturligt været det helt store valgtema.

Midt i alle de globale problemer vi konfronte-res med, står musikerne med deres evner og deres musik, som målt op i mod klimakrise, indvandring og flygtningeproblemer og sam-menbrud i sundhedssystemet, et ikke funge-rende skattesystem etc. kan virke ubetydelig. Men det er en stor fejl at tro, at musikken er ligegyldig eller ubetydelig i danskernes hverdag. Musikken har for længst bevist sit værd og sin kvalitet, og den kan så meget for samfundet og for det enkelte individ, at man må undres over, at det ikke prioriteres højere af magthaverne.

Men trods det faktum at musikken kan en masse, så har kulturen ikke fyldt ret meget i valgkampen. Dog lige indtil Dansk Folkeparti og Alex Ahrendtsen leverede et indlæg under overskriften ”Der skal være mindre ”pling-plong og klatmaleri” i den danske kunstverde-nen”. Forslaget vil detailstyre uddannelserne og er i en ekstrem grad udtryk for smagsdom-meri. Så måske ikke et helt godt valgoplæg set fra musikernes synspunkt.

Der har i en del år været skrevet så meget om musikken og musikundervisningens kvaliteter i forbindelse med børns læring, at det kun kan undre, at det ikke i højere grad bliver imple-menteret i folkeskolens undervisning. Det går ufatteligt langsomt med at få musikken ind i den danske folkeskole, på trods af at den var en del af den nye folkeskolereform, og den

skulle have en plads i skolen på lige fod med alle andre fag. Men der mangler ekspertise og organisering i folkeskolen. De steder hvor det især virker, er det ofte den lokale musik-skoleleder, der har taget over og orkestreret udviklingen.

Der er ufatteligt mange penge i musikbran-chen og musikindustrien, og tænker vi bran-chen helt bredt, så er økonomien astronomisk. Det er en økonomi, der leveres af hårdt ar-bejdende professionelle og dygtige musikere, sangskrivere mm. Den indsigt har svenskerne erfaret for mange år siden, og de har taget deres forholdsregler og har systematiseret det – også via uddannelsessystemet - hvilket betyder, at de i dag tjener rigtigt mange penge på musikindustrien, foruden at svensk musik-kultur brander Sverige igennem de mange dygtige kunstnere og musikere, der optræder på alverdens hitlister og scener. Musik er en ressource med utroligt mange muligheder og kvaliteter.

Her i dagene d. 27. og 28. maj har DMF/forbundet været succesfulde værter for FIMs (International Federation of Musicians) Free-lance Konference i København, hvor organi-sationsfolk, der repræsenterede musikernes fagforeninger fra hele verden, har diskuteret musikernes freelanceliv. Det er et arbejdsliv, der er udfordret. Freelancemusikernes sociale og erhvervsmæssige sikring er udfordret, og det samme er indtjeningsmulighederne, så det er vigtigt at have nogle strategier på området. Det var FIM, der var med til at iværksætte kampagnen Fair Internet. For en måned siden vedtog Europa Parlamentet copyrightdirekti-vet, der bl.a. tilgodeser rettighedshaverne, når deres ting lægges på Spotify, Amazon Prime, YouTube, Netflix, Google og Facebook og på andre af de store tech-giganters platforme. FIM og DMF har bestemt været med til at sætte dagsordenen og påvirke beslutningsta-gerne i kraft af ihærdigt lobbyarbejde i EU og blandt de danske parlamentarikere i EU. Der-for er glæden over, at direktivet blev vedtaget i EU-Parlamentet selvfølgelig stor.

Det viser, at når man står sammen, så kan man få store ting til at lykkes. Skal vi have mu-sikken og kulturen på dagsordenen til valgene i fremtiden, så er de mange kulturorganisatio-ner nødt til at samarbejde.



Af: Lars Knudsen, DMF-Aarhus - Fotos: pressefotos mv.

Tag fire 14-15-årige teenagere, der ikke på forhånd kender hinanden. Luk dem ind i et øvelokale, og sæt dem i gang med at spille original musik. Jonatan, Tobias, Anton og David kendte ikke hinanden på forhånd da de, som i et arrangeret ægteskab, blev sat sammen for syv år siden. Ægteskabet viste sig at være lykkeligt, og i dag er de på vej frem med det århusianske upcoming band, Cellophane Flower.

Foto Per Bergman

Sidste år skiftede de navn til Cellophane Flower. Oprindeligt hed de Smiling Chairs, og løb under det navn i 2018 med sejren i den regionale talentkonkurrence DMF M8 – Musikskolernes band Event, som arrangeres af DMF i samarbejde med mu-sikskolerne i region midtjylland. Jonatan Dige (bas), Tobias Pisani (vokal), Anton Severin (guitar) og David Sall (trommer) mødte hinanden i Grobund Bandakademi, hvor de blev sat i gang med at spille og skrive musik sammen. Jammer sangene fremMed den mere eller mindre tilfældige sammensætning som eneste afsæt har de fire unge musikere skabt et band fra bunden. Altså, helt fra bunden. For de skulle først starte med at lære hinanden at kende, lære at spille sammen og på deres instrumenter, samtidig med at de skulle komponere ny, original musik. ”På den måde gik det bare utrolig stærkt ud af starthullerne. Lige fra nul og ingenting og så bare en måned frem der havde vi al-lerede udviklet os ekstremt meget. Det var super motiverende”, husker Tobias. Den kollektive adfærd og en åbenhed over for muligheder i det tilfældige er noget, som har præget bandet, og som de har taget med sig siden. ”Vi skaber musikken, når vi er sammen. Vi starter altid op i øvelokalet med en jam session. Som regel er det ud fra de jams, at vores sange opstår. Vi op-

tager dem og gemmer dem, så vi kan hive ideerne frem og bygge numrene derud fra”, fortæller David. Tanker bag musikkenCellophane Flower dyrker det melan-kolske, dunkle og kontrastfyldte udtryk i deres musik. De siger, at de gerne vil lade publikum tabe nuet i en drøm af faste beats, luftige synths og melodiøs guitar, hvor det storslåede lydunivers og de stærke melodier får plads til at blomstre. Tekstuniverset er dystert og introspektivt og drejer sig om de mørke sider af det menneskelige sind og livets skrøbelige mirakler. Om blandt andet ikke at kunne sove og at gå rundt med tanker om det der er gjort forkert. ”Vi prøver at lave musik, som mange kan forstå og nyde. Men hvor der samtidig - for de som lytter dybere og mere teknisk – på mange måder er meget mere at hente i mange detaljerede lag. Man kan nok kun give publikum en ’waow-oplevelse’ hvis man tænker i kontraster og arbejder med både noget genkendeligt og noget nyt, som kan dreje deres forvent-ninger”.

InspirationskilderHvilke bands lytter I til selv og henter inspiration fra? ”Hvis vi svarer på det spørgsmål med et par bandnavne, så kan vi altså kun ramme ved siden af. Vi

er jo nødt til at nævne 20 bands for bare at nærme os et svar på dit spørgsmål”. Okay, så kom med 20 bands? ”Hahaha, nå jamen så: Minds of 99, Saveus, Nick Cave, David Bowie, Radiohead, Tame Impala, Conor Oberst og Bright Eyes, Pink Floyd, Kendrick Lamar, Boards of Canada, Trentemøller, Massive Attack, LCD Sound-system, Muse… før de blev underlige … det var ikke helt 20, men alligevel…”

Oplært i Grobund”Vi havde ikke engang fundet på et band-navn endnu, før en af banddoktorerne i Grobund allerede kastede os ud på dybt vand ved at foreslå os at spille live til et Grobund koncertarrangement. Det var vildt sundt for os på den måde at blive motiveret til tidligt at træde op på en scene og siden komme på en lille efterskoleturne og at komme i studiet og indspille. Hos Grobund er vi fra starten blevet oplært og klædt på til selv at klare alle opgaverne og arbejdet, der er som band, nu er vi videre og står på egne ben”.

DMF M8 - coaching og nye samarbejder”Vi har været med i flere talentkonkurren-cer tidligere, men DMF M8 - Musikskoler-nes Band Event er helt sikkert den, man får mest ud af! Uanset om man vinder eller ej”. DMF M8 var i 2018 et stort vende-punkt for bandet, som foruden koncertop-

Live på Train - foto Mikkel Mikkelsen Foto - Bjørn Høyer Schulz


Cellophane FlowerMELANKOLSK, DUNKELT OG KONTRASTFYLDT

levelserne og de 20.000 kr., som de gik hen og vandt i førstepræmie til finalen på Train, Aarhus i maj 2018, indeholdt nogle coachingforløb og workshops, som har været af stor betydning for dem. ”Mikael Højris, Kristian Koch, men også Tim Alvin Boström er en af dem, hvis bandcoaching har været rigtig rigtig god for os! Han lærte os at tage os selv mere alvorligt, og vi fik god rådgivning bl.a. omkring planlægning af udgivelse. I den forbindelse kom vi også frem til at skifte Smiling Chairs bandnav-net ud. DMF M8 er grunden til, at vi fik kontakt med vores nuværende booking-management bureau Moody Mongoose”.

Management aftaleMed nyt management, re-branding med nyt bandnavn og udtryk har Cellophane Flower sendt tre musikvideoer ud til deres første singler ”Down the Line”, ”Before My Eyes” og “Easy Solution/Simple Way Out”. Bandets manager, Jeppe Rasmussen fra Moody Mongoose fortæller: ”Vi fik bandet anbefalet af Tim Alvin Boström, der havde været mentor under forløbet med DMF M8 workshops. De har en helt særlig lyd og et

særligt image, vi fandt interessant. Sam-tidig var de stadig et ret nyt sted i deres karriere, og der var derfor mulighed for at indgå i et samarbejde, hvor vi, sammen med dem, kunne arbejde kreativt med at forme deres udtryk og karriere. Men i bund og grund synes vi, at de skriver nogle gode sange, og at de er et af Aarhus’ mest interessante nye live bands. De er meget professionelle og engagerede i deres egen karriere, og derfor kan vi nå rigtig langt i samarbejdet med dem”.

”Planen er at finde det rigtige pladesel-skab til at udgive deres første album. Cell-ophane Flower spiller en genre, der helt sikkert har et internationalt potentiale, så vi skal på sigt arbejde mod at få dem ud over de danske grænser. Lige nu arbejder vi dog primært på at få dem rundt på de danske spillesteder og festivaler, fordi det er et band, der bør opleves live, og hvor der stadig er behov for at få opbygget et større publikum. Endvidere er vi så småt begyndt at kigge os om efter et relevant forlag, der kan se en idé i at pushe dem til radio, TV og film”.

Drømme og oplevelser”Man behøver jo ikke være en ekstremt kendt kunstner eller verdensberømt for at opnå at røre andre mennesker med original musik”, siger Tobias. Han har sin daglige gang på datalogi på Aarhus Universitet og er den eneste i bandet, der har valgt at læse videre. Det er nu, i efter-gymnasieårene, at der skal satses på bandet og musikken, fortæller de. De tre andre har småjobs, laver frivilligt organisa-tionsarbejde, tager enkeltfag på HF, men for alle fire er fokus arbejdet på drøm-men om en professionel musikkarriere. ”Drømme findes også i mindre skala end kæmpe stort. Vi har allerede haft masser af fantastiske oplevelser og respons på livekoncerter, på vores indspillede musik og på teksterne, hvor én linje f.eks. kan betyde alverden, når den rammer plet”.

Cellophane Flower på Radar - foto: Rasmus Vester


Jazzfestival i nyt formatAf Lars Borup - Foto: Albert Meier

Når Aarhus Jazz Festival 13.-20. juli præsenterer den 31. festival, vil der være en del ændringer - ikke alle synlige men en del i forhold til festivalens rolle i festivalugen.

En synlig ændring er, at Bispejazz teltet på Bispetorvet forsvinder efter syv år på torvet.

”Efter en del år med teltet må vi droppe det. Driften er for dyr, og der har ikke været tilstrækkelig indtægt til at det har været rentabelt,” kon-staterer festivalens sekretariatsleder Ilse Vestergaard. ”Teltet har været populært blandt publikum, og orke-strene har været glade for at spille der, men vi har forsøgt, hvad vi kunne for at få det til at hænge sam-men. Men nu må vi give op.”

”Teltet erstattes af en ny udendørs scene på Bispetorvet. Her er der

lagt op til et meget varieret kvalitets-program alle festivaldage”, fortæller Ilse Vestergaard.

Scenevognen har tidligere besøgt Bispetorvet. Den tilhører nemlig Zirkus Nemo, som har haft den med i sit Hjuleshow.

KlostertorvetEn anden markant ændring er Klostertorvet, som i rigtig mange år har været et central omdrejnings-punkt for festivalsekretariatets egne aktiviteter. I mange år i samarbejde med den daværende ejer af Café Smagløs, Kim Lykke og i de senere år uden samarbejdspartner.

”Også her har vi besluttet at finde en anden form. Det har været for omfattende både økonomisk og i forhold til at have frivillige til at stå for driften af torvet. Det bliver fra i år Café Smagløs, der på egen hånd overtager alle aktiviteterne på Klo-stertorvet. Vi har dog bidraget med ideer til musikken på torvet,” siger sekretariatslederen.

Ny fokusområder”Vi koncentrer i stedet alle kræfterne og vores økonomiske formåen om den ny scene på Bispetorvet plus en række betalingskoncerter i Helsin-gør Theater i Den Gamle By. Udover dette har vi et par enkeltstående projekter bl.a. Spiselauget på Gods-banen,” fortæller Ilse Vestergaard.Årets kunstplakat lavet af Finn Nygaard -

www.finnnygaard.dk


Aarhus Jazz Festival er en para-plyorganisation, hvor festivalens sekretariat koordinerer de mange koncerter og andre aktiviteter og sørger for den fælles markedsføring og er med til at skaffe penge til hele projektet. Arrangørerne er medlem-mer men står hver for sig for deres musikalske tilbud. Blandt medlem-merne er f.eks. Musikhuset, Ride-huset, Headquaters, CasaV58 og mange flere.

30 år med RidehusetRidehuset, som drives af Aarhus Jazz Orchestra, afvikler arrange-mentet for 30. Gang. Rammen er i år den sydamerikanske musik, og aftenkoncerterne har fået titlen ”Cu-ban Big Band Nights”. Også her har man måttet spænde livremmen ind. Arrangementet bliver i år uden de

senere års boder på Officerspladsen og et mindre telt med koncertakti-viteter. Som noget nyt kommer der et telt, hvor der inviteres til fælles-spisning.

Aarhus Jazz Festival version 2019 er også 100 året for den første jazzkoncert i Aarhus. Den foregik i Hotel Terminus i Ryesgade, der hvor Arnold Busk i dag har adresse. Dette markeres på forskellig vis.

Udover musikken er der andre jazzrelaterede aktiviteter. I Teater-katten ved Bispetorvet holdes der ”Jazztalks”. En gammel festivaltra-dition som vender tilbage. Et andet tilbud er guidede jazz-vandringer, som blev lanceret sidste år med stor succes.

380 tilbud”Programmet for Aarhus Jazz Fe-stival 2019 er allerede offentliggjort på hjemmesiden og snart følger det trykte program. Der er i år 37 arran-gører, som er medlemmer af festi-valen, og der præsenteres musik på 43 spillesteder. Årets festival bliver om muligt mere mangfoldig end nogensinde før. Der er i år ca. 380 koncerter og events at vælge imel-lem. Så der bliver nok at gå efter,” slutter festivalens sekretariatsleder Ilse Vestergaard.

Læs mere på hjemmesiden: jazzfest.dk.

FAKTABOX:Jazzfestivalens arrangører

AbraxaARoS Aarhus KunstmuseumAtlasAUT Aarhus Unge TonekunstnereBak & Skak JazzhouseCafé GayaCafé GemmestedetCafé SmagløsCasaV58Cockney Pub

Dokk1Domen - Bylivshuset - Pier 2Erlings Jazz- & ØlbarFairbarFrederiksbjerg Bypark/Rådet i AnkersgadeHantwerkHeadQuartersJazz & VennerJazzselskabet AarhusKP5Musikhuset AarhusPiano VærkstedetRadar

Salling ROOFTOPSkt. Lukas KirkeSoothed by Magic Music 3Sun ShipTapeTeaterkattenThe CommunityTir Na NogVinDanmarkAarhus DomkirkeAarhus Jazz FestivalAarhus Jazz OrchestraAarhus JazzklubÅrhus Sinfonietta


MUSIKKEN SKAL MÆRKES Af: Erik Lyhne - foto: Erik Lyhne samt presse / arkivfotos m.v.

Interview med Peter ”Pepe” Lyse Karmark

Hvordan kom du i gang med at spille musik?Min far spillede harmonika, og min store-søster var glad for at synge og spillede lidt klaver. Så der var musik omkring mig. Jeg spillede ikke rigtig selv på noget, inden jeg blev 10 år. Jeg havde en klas-sekammerat, som havde et band sam-men med sin storebror og fætter. Det, synes jeg, var lidt sejt og spændende. I musiktimen på skolen skulle jeg spille guitar en dag – og herefter ønskede jeg mig en selv og fik en klassisk guitar og begyndte at gå til spil på musikskolen. Jeg er venstrehåndet, men skulle vende guitaren om, så det blev til en højre-håndsguitar. Den vej har min guitar vendt lige siden. Lidt senere - måske da jeg var 11-12 år - fik jeg en elguitar, og så blev jeg undervist på den. Elguitaren havde mere kraft - og den musik, vi spillede, lå tættere på den musik, jeg selv hørte og kunne lide. Jeg var allerede faldet for hard-rocken, bl.a. fordi min storesøster spillede Def Leppard og Whitesnake og lignende for mig. Jeg begyndte at samle på udklip med de forskellige bands uden egentlig at vide, hvordan de lød.

Din interesse for heavy-musik er altså grundlagt meget tidligt?Ja, og jeg har holdt ved den gennem alle årene. Jeg tror, det hænger sammen med, at der var en række store navne, der var populære dengang. Jeg kan nævne Metallica, Guns n’Roses, Pantera m.fl., som vi hørte i ungdomsskolen og gymnasiet. Jeg har holdt ved genren - ikke fordi det var populært, men fordi jeg syntes, musikken var fed. Genren er også meget alsidig, og jeg kan lide både det helt hårde og brutale og det helt bløde og alt midt imellem inden for genren. Jeg

startede i ungdomskoleorkestrene, hvor vi spillede cover musik i starten og lidt efter lidt vores egen musik. Jeg kom med i Hatesphere i 1993, da jeg var 14 år. Det hed godt nok Necrosis dengang, og vi skiftede navn i 2000, da vores første CD udkom. Det er faktisk lidt vildt at tænke på, at jeg har været med i det samme orkester i over 25 år. Det er jo startet den-gang, vi ikke rigtig kunne noget, men lige så stille fik det lært gennem øvning og de shows, vi optrådte med dengang.

Børn, Rock og BifHvordan har jeres karriereforløb væ-ret?Hvis jeg tænker tilbage, synes jeg, at det var meget sværere at komme ud at spille i 90’erne. Det er meget nemmere i dag. Vi boede i Odder dengang, og her lavede man ikke bare lige et show. Vores mål var helt klart at komme ud at spille, og de før-ste år deltog vi i forskellige konkurrencer. Det ene var ”Børn Rocker Biffen” i Odder, det andet var Rock-triathlon i Åbybro, og det sidste var i Silkeborg – jeg kan ikke lige huske hvor. Inden vi fik vores første rigtige sanger med, havde vi haft kontakt med et punkrockband, Cookypuss, fra Horsens og et pigerockband, Papilla, fra Kolding. Vi organiserede så et show i hver by, hvor vi kunne spille. Det må have været i 95/96. Det var meget nede på jorden, og jeg tror heller ikke, vi fik noget som helst andet end erfaringen ud af det.

I udgiver jeres første CD som Hates-phere i 2000. Hvordan er jeres karriere forløbet siden?Vi fik vores sanger med i 1997, og herfra fik vi udbygget vores optræden, og vi fik flere engagementer. Vi indspillede et nummer, Addicted Soul, som kom med

på en dansk undergrundsopsamling, der hed ”Extremity Rising”. Jacob Hansen, der stod for denne CD, var så begejstret for vores nummer, at det kom med som nummer 1 på CD’en. Nummeret er også med på vores første CD. Jacob havde et selskab, Serious Entertainment, som skulle have udgivet vores første CD, men det gik neden om og hjem. Så vi stod med en CD, som, både han og vi selv sy-nes, var rigtig fed – men intet selskab at udgive den på. Vi var ret bange for, at det hele skulle falde på gulvet. Vi fik gennem Jacob kontakt med et italiensk selskab, der hedder Scarlet Records, som udgav den og de følgende to albums. Det sel-skab er vi faktisk tilbage på igen. Vi har siden lavet albums med regelmæssige mellemrum og har udgivet 10 ialt.

Fra Necrosis til HatesphereHvordan blev den første CD modta-get?Den blev modtaget ret godt. Det var jo en banddebut, fordi vi samtidig med udgivel-sen havde ændret navn til Hatesphere. Publikum havde jo tidligere kendt os som Necrosis, så selvom vi havde en del år på bagen, var det ligesom at starte et nyt orkester. Dengang var internettet og de sociale medier ikke så udbredte, som det er i dag, så det var noget sværere at komme ud til alle. Efter den første CD kom vi til England at spille som et led i Music Xport Denmark (MXD). De havde en branchedag for heavy musik i Manchester, hvor vi skulle spille sammen med Mayhem fra Norge og Anathema fra England. Ellers spillede vi kun i Danmark i forbindelse med den første CD. Efter den anden CD tog vi på vores første Europatur, som vi populært kalder for ”Nedturen”. Den startede lige efter nytår 2003. Det var meget ”do-it-yourself”. Vi kaldte det for ”Nedturen”, for vi kørte i vores egen gamle Van med en trailer bagpå og spillede nogle steder hos folk, vi kendte rundt omkring fra. Vi havde ikke altid de bedste steder at sove, vores shows var af varierende kvalitet, og det var nogle gange så dårlige forhold, at det ikke tåler en beskrivelse. Men alligevel var det her, vores udenlandske karriere


Hatesphere på Copenhell - fotograf Jacob Dinesen

>

startede, og turen sluttede med, at vi spil-lede sammen med Gojira, et fransk band, der er kæmpestort nu. Det sidste job, vi spillede, var på en tysk stripklub, hvor der kun var 14 tilhørere. To af disse heldigvis fra et stort tysk pladeselskab, Nuclear Blast, der gerne ville signe os. Desværre var vi bundet af kon-trakten med det italienske selskab, hvor vi skulle udgive endnu en CD hos dem. Derfor blev samarbejdet desværre ikke til noget, men vi kom da på et stort selskab, SPV/Steamhammer, et par år senere. Hvordan gik det senere med udenland-stournéerne?Et par måneder senere var vi på den første ”rigtige” tour i rigtige og gode bus-ser. Vi spillede sammen med det sven-ske band The Haunted og amerikanske Mastodon, som også senere har vokset sig rigtigt store. Tidligt i vores karriere mødte vi og optrådte sammen med en lang række bands, der ligeså stille er blevet store. Vi har også lige været i både Nordamerika, Kina og Japan og turnere. Publikumsmæssigt var det vildt fedt at spille i Japan, og i Kina var det nok mere oplevelsen at få lov til det. Vi har spillet i begge lande to gange. Det er en stor oplevelse at få lov til at spille i helt andre kulturer.

Har heavy musikken lavkulturel status i DK – mens I høster gode og flotte anmeldelser udenlands?Det har det haft – men måske er det en lille smule på vej op lige nu. Jeg tror, danskerne er lidt dårlige til at eksportere vores musikstil. Hvis vi ser på Sverige,

Norge og Finland, så har de masser af bands, der kan leve af at spille. Det gør vi jo ikke, og jeg oplever, at det er svært for

bands, der spiller vores musik, at kunne leve af at spille. Vi mangler mere konkret støtte til at kunne gøre det. Måske lidt a lá dagpenge for musikere. Som vi har det, skal vi tage fri fra arbejde, hver gang vi skal på turne. Det gælder jo alle genrer – for jeg oplever ikke, at Danmark er oversvømmet af musikere, der kan leve af at spille. Der oplever jeg som sagt, at der er bedre forhold i de andre nordiske lande. Det er også svært med honorarer, når vi spiller rundt omkring, for hvis man vil have for meget, kommer man ikke ud at spille. Man bliver tit nødt til at bide i det sure æble og spille shows, hvor man ikke får ret meget for det. I vores genre kan man ikke forvente, at man kan leve af det. Det er jo lidt af en ond skrue, for hvis man ikke får ret meget for sine job, kommer man ikke til at leve af musikken. Men det hele starter jo med, at man skal bevise sig selv, og at musikken har et publikum. Klassisk og heavy går hånd i håndNår man hører heavy – så har vi både de hårdtpumpede sange og de bløde-ste ballader. Hvordan hænger de to ting sammen?Især indenfor hardrock er det sådan. Men når man hører det lidt mere brutale, så er det ikke ligefrem kærlighedssange, man hører. Men selv inden for den mest onde

musik har man de små stille passager, hvor det næsten er klassisk musik. I det hele taget synes jeg, at metalmusikken benytter sig meget af det stemnings-skabende fra den klassiske musik. Den klassiske inspiration bliver brugt dels til at underbygge stemninger eller som afveksling i vores musik. På vores sidste CD har vi bl.a. haft en til at hjælpe med orkestrering. Der er faktisk meget melodi i vores musik, og folk kalder mig – måske lidt for sjov – for popsmeden. Og det er rigtigt, for opbygningen af musikken er med popmusikalske virkemidler – men med et tvist. For vi laver jo også mange ting, man aldrig ville gøre i popmusikken.

Hvordan kombinerer man et liv som musiker, skolelærer og familiefar og samtidig holder så højt et profes-sionelt aktivitetsniveau, som I gør i Hatesphere?Det har været rigtig svært at få det hele

til at gå op. Vi spiller ikke helt så meget, som vi tidligere har gjort. Men vi spiller stadigvæk meget. Vi har engang spillet 121 shows på et år, men nu spiller vi omkring 40 shows

om året. Det svinger selvfølgelig, hvis vi lige har lavet en CD. Her i år har jeg for første gang været nødt til at melde fra til nogle af koncerterne, hvor der har været en stand in med. Vi havde en tourné en måned, hvor jeg så kun deltog 2 ½ uge. Her havde vi 45 shows på 2 måneder. Jeg har en god skoleleder, der bakker

Vores første Europatur. Vi kaldte det for ”Nedturen”, for vi kørte i vores egen gamle Van med en trailer bagpå og spillede nogle steder hos folk, vi kendte rundt omkring fra. Vi havde ikke altid de bedste steder at sove, vores shows var af varierende kvalitet, og det var nogle gange så dårlige forhold, at det ikke tåler en beskrivelse.

Pepe på VoxHall 2018 fotograf Bransholm Photography


Peter ”Pepe” Lyse Karmark

mig op og giver plads til at spille. For nogle år siden var det dog sådan, at jeg var nødt til at sige et job op for at kunne spille. Jeg har jo også min familie med to børn. Men i bund og grund handler det for mig om at vide det i forholdsvis god tid, så jeg kan planlægge mig ud af det. Men både på arbejdet og i familien ved de godt, hvor meget musikken betyder for mig – så der er god forståelse og opbak-ning.

Første band i Royal ArenaI blev valgt til at varme op for Metal-lica. Hvordan var det? Og hvad giver det for jeres orkester at få lov til det?Det var rigtig fedt, og det er sådan noget, der holder humøret højt i et band. Det var megafedt og et fantastisk show. Det var åbningskoncert i Royal Arena, og Metallica skulle spille fire shows, og til hvert show kunne et dansk heavy band få lov til at varme op. Men tiden op til det var ekstremt stressende, for der var FAKTABOX

Pepe er født i 1979 og har siden 10-årsalderen haft en guitar i hånden. Allerede i 1993 kom han som 14-årig med i Necrosis, der skiftede navn til Hatesphere i 2000, da deres første CD udkom. Siden er det blevet til 10 CD’er og en masse demoer og singler. Pepe har oplevet meget i sin karriere, både store koncerter i ind- og udland og fæ-nomenale anmeldelser samt at brænde så meget for musikken, at han sagde sit job op for at kunne spille. I 2006 stod Hatesphere øverst på plakaten, der også indeholdt navne som Raunchy og Volbeat i nævnte rækkefølge. Pepe er uddannet lærer i 2003 og underviser på Risskov Skole, hvor lærergerningen går hånd i hånd med musikken.

Læs mere på www.hatesphere.com eller følg Hatesphere på de sociale medier https://www.facebook.com/hatesphere666

Hatesphere - fotograf Lars V. Andersen lavarockphoto.dk

Hatesphere 1999

Releaseshow2001

valgt nogle bands ud, som skulle skaffe flest stemmer, så de fik lov til at spille. I den proces kunne vi godt mærke, at de sociale medier ikke er det, vi er allerbedst til. Der har den yngre generation over-halet os for længst. I processen hang vi lidt med stemmerne – men så måtte vi ud og opfordre folk til at stemme på os. Den proces var stressende – men det endte fedt for os, for vi var faktisk det første orkester på scenen i Royal Arena, for vi spillede til det første af Metallicas fire shows. Det var en stor oplevelse. Vi spillede vores show, og bagefter kom vi over at hilse på dem. Det er en oplevelse, der holder energien oppe hos os. For mig er det ikke nok at lave CD’er og øve. Det er altafgørende, at man også kommer ud at spille og mærker og oplever publikums reaktion til koncerterne. Så giver vi noget – og får mindst lige så meget igen.

Du er medlem af DMF. Hvad betyder fagforeningen for dig?Jeg synes, de er gode til, at man kan få støtte og hjælp, når der er brug for det. Det har jeg heldigvis ikke haft behov for så tit, men det er en god sikkerhed at have i ryggen.

Hvordan ser fremtiden ud?Vi har været i gang i så mange år, at vi godt ved, at vi ikke kommer til at kunne leve af at spille. Vi havde et godt mom-entum for 10 – 15 år siden, hvor det gik rigtig godt. Nu er det faldet lidt tilbage, og der er kommet børn og familie ind i bille-det. Men fremtidsdrømmen er helt klart at kunne blive ved med at spille og komme ud over kanten.

Necrosis 1994 1995



Ti år med teenage-musikereAf: Lars Knudsen, DMF-Aarhus.

Grobund Bandakademi har eksisteret siden 2009. I sin tid da stedet var nyt, mødte Basunen ophavs-mændene Caspar Quorning og Jens Munch i lokalerne på Tomsagervej i Åbyhøj. For nyligt blev der fejret 10-års jubilæum, og vi har talt med Jens Munch, der stadig er daglig leder, og som med tilfredshed ser tilbage på et undervisningstilbud, der ser ud til at være kommet for at blive.

Ukrudt forgår som bekendt ikke så let. Og grundideen bag det musikalske værested og alternative musikunder-visningstilbud for piger og drenge i al-deren 14-20 år, Grobund, spiller stadig på 10. år. Her tilbydes et fællesskab, hvor teenagere kommer fra både Aarhus og opland og udfolder sig selv og deres musikalske idéer sammen med andre ligesindede. Det er muligt at starte i Grobund som et allerede eksisterende band, men langt de fleste kommer som enkeltpersoner, der sø-ger andre at spille med, og i Grobund får de hjælp til at finde den helt rigtige konstellation af musikere for dem.

Flere piger”At spille musik sammen er ikke kun for drenge”, siger Jens, imens han slæber mad ind og kommer det i køleskabet. Senere på dagen skal det fortæres af 20 piger og 4 voksne pige-bandcoaches, som denne dag i april har indledt førstedagen på årets

Banddoktorer: Tejs Dragheim, Frej Lesner, Nikolaj Bugge og Jens Munch - Foto: Julie Ørnholt

PigeBEAT workshop i Aarhus. ”Pi-geBEAT er et godt eksempel på et projekt, som blev født her i Grobund i 2015 og siden har spredt sig til resten af landet. Det er en bootcamp med tre intensive musikdage for piger som i år afholdes i Gentofte, Køge, Odense og i Aarhus. Vores tidligere banddoktor Kristine Bjørg Markussen startede det op i Grobund regi, og nu har koncep-tet hvor pigerne mødes om kreativt sammenspil, komposition og prøver at udforske nye instrumenter og tilgange til musikken på deres egne præmis-ser, ligesom løsrevet sig og blevet sit eget projekt. Vi mærker at der lige så langsomt efterhånden er flere piger som melder sig ind i Grobund”.

Original musik, fællesskab og ansvar”Værdigrundlaget, her ti år efter vi startede, er meget det samme. Grundpillerne i ideen med Grobund er original musik, fællesskab og ansvar-

lighed. En stor del af vores filosofi er, at det er vigtigt og motiverende for de unge at komme ud og spille musikken for et publikum. Vi arrangerer en del koncerter hen over året. Intro-aften i august. Aarhus Festuge i september. Bang Them Bells jule-koncert i decem-ber. Turné til de

midtjyske spillesteder og efterskoler i maj. Grobund LIVE festival i juni. Og så er der koncerter på Gyngen og HeadQuarters, studieindspilninger med bandene, branchekendskabs kur-ser/foredrag, sociale arrangementer plus det løse”.

Opsamling af erfaringerMed midler fra Statens Kunstfond gik Grobund’s grundlæggere, Caspar og Jens, et par år efter opstart i gang med at udvikle et koncept, der kunne eksportere ideen og metoderne fra Aarhus til andre byer. Der blev lavet for-projekter med beskrivelser af, hvor-dan Grobund kunne passe ind hos andre kommuner landet over. I januar 2014 åbnede en Grobund søsteraf-deling i Viborg som kørte som tilbud i cirka halvandet år frem.

”Man kan sige at rammerne og formen for Grobund som koncept er sat og de-fineret. Samspillet og undervisningen, der i det daglige foregår i lokalerne, den måde vi går til bandsene på og er sammen med dem på, har hidtil meget været på intuition. Vi kan ikke levere en færdig opskrift på, hvordan man får kørt et band med original musik i gang og støtter dem i udviklingen, for det er altid individuelt alt efter, hvem de er som personer, hvad de vil, hvad der er brug for osv. Når vi starter op med et nyt band, oplever vi ofte, at de sidder og kigger på en og er vant til at få at vide, hvad de skal gøre. Der skal vi lige bruge et par gange på at vænne dem til, at det er noget, de selv sam-men sætter i gang. Vi har en lidt an-derledes tilgang til at undervise. Vi har


ikke noget materiale, det skal komme fra bandsene selv. Men med den erfa-ring vi har nu efter 10 år, er vi alligevel begyndt at teoretisere og skrive ned om vores praktiske erfaringer, læring og viden fra undervisningen i Gro-bund. Med henblik på at lave noget vidensopsamlende materiale som vil blive gjort tilgængelig til forhåbentlig glæde og gavn for andre musiksko-leledere, lærere og undervisere, der gerne vil arbejde med sammenspil og original musik”.

Musikere ud i den anden endeEfter de første 10 år har der været om-kring 500 unge i mere end 100 bands igennem Grobund. I øjeblikket spiller der 15 bands i de to Grobund øveloka-ler på Tomsagervej. Man har 2,5 time om ugen til rådighed, hvor der altid er en voksen banddoktor til stede som hjælper og vejleder, når der er brug for det. Foruden Jens Munch er de tre an-dre banddoktorer Tejs Dragheim, Frej Lesner og Nikolaj Bugge. Grobund har fra starten – og gør det fortsat - hørt ind under Aarhus Musikskole som et af deres mange forskellige musikunder-visningstilbud for unge. En af de tidligere brugere, bassist Nikolaj Lippert, husker tilbage på tiden i Grobund: ”Grobund var stedet, hvor det rigtigt startede for mig med musikken. Jeg var en 12-13 år, da jeg begyndte dèr og var med i en ret lang række projekter i mine 4-5 år med Grobund. Jeg fik al min tidlige sam-menspilserfaring i Grobund. Jeg er overbevist om, at den erfaring stadig har stor indflydelse på, hvordan jeg agerer professionelt i dag, hvor jeg spiller med Hugo Helmig og produce-rer en masse musik”.

Også bandet Cellophane Flower (se artikel om dem her i bladet) startede med at spille sammen i Grobund:

”Grobund er bare et fucking fedt sted at vokse op som helt ung musiker. Vi har fået sindssygt mange musikalske venner, kontakter og relationer igen-nem Grobund. Vi er blevet kastet ud på dybt vand lige fra starten og har altid samtidig fået den hjælp og spar-ring, som vi behøvede i vores udvik-ling. Det dèr med at få nogle ’skræm-mende’ fællesoplevelser, det fungerer bare super godt!”.

Musik er et redskab”Vi begynder at se vores tidligere medlemmer på scenerne derude på spil-lestederne og festivalerne. Mange er fortsat videre på MGK, og nogle er kom-met ind på konservatoriet. Men for os handler det ikke om at være en talent-fabrik. Vi er mere interes-seret i at finde nogle unge mennesker, som passer godt sammen og give dem nogle positive kol-lektive oplevelser og et godt samvær ved hjælp af musikken. Vores suc-ceskriterie går mere på, når vi får meldinger tilbage fra spillesteder og samar-bejdspartnere, om at vores Grobund bands har været dygtige og søde at have på besøg. Det, vi vægter mest, er at give de unge en læring om, at man bak-ker hinanden op, hjælper hinanden og tilegner sig en forståelse for samar-bejde og sammenhængen i musikbranchen. Og som biprodukt af det kommer der så også noget godt musik ud af det. Det er nok lidt omvendt, at vi jo i

virkeligheden måske sætter musikken i anden række i forhold til vores mål, som er at skabe nogle unge menne-sker, der kan finde ud af at samarbej-de, og som lærer at byde ind til fordel for et fællesskab. Musikken er i bund og grund mere et redskab for os end det egentlige formål”.

Jens Munch - Foto: René Gade


Christine Dueholm har netop udgi-vet bogen ”På spanden – stomp-sammenspil for mellemtrinet”, som henvender sig til alle, der arbejder med stompsammenspil eller gerne vil i gang med det. Bogen er udgivet på forlaget Dansk Sang. Christine er uddannet musiker og musiklærer fra Rytmisk Musikkonservatorium i 1999. Hun har lavet kurser og work-shops i stomp og rytmik bl.a. som huskunstner på diverse skoler, som efteruddannelse for musiklærere og som teambuilding for erhvervslivet.

Christine Dueholm, der selv har væ-ret udøvende musiker i over 30 år, brænder for musik, performance og sammenspillets kraft, hvilket skinner tydelig igennem i bogen, hvor hun på en legende måde inspirerer dig

Af: Stompinstruktør - Timm Jacobsen

PÅ SPANDEN NY BOG OM STOMP

til at få mere stomp og rytmik ind i musikundervisningen. Og hun giver dig de værktøjer, der skal til, for at du kan få et stomporkester op at køre, så du sammen med dine ele-ver kan opleve magien i musikken. Den magi der indtræder, når alle yder deres bedste for fællesskabet og energien samler sig og transcen-derer til noget, der er større end den enkelte.

Med til bogen hører også en række videoer, der hjælper dig i den kreative proces med at skabe gode musikalske og sociale oplevelser for eleverne.

I stomp kan alle være med på for-skellige niveauer samtidig. Om du har en let eller svær rolle i stomp-

orkesteret, er ikke afgørende. Det afgørende er, at du bidrager til fæl-lesskabet og ingen kan undværes. Dette giver den enkelte elev følelsen af at kunne bidrage til og være en del af fællesskabet, hvilket vil styrke den enkelte elevs følelse af selv-værd.

Og ikke nok med det så kan stomp også bygge bro imellem kulturer, fordi der kommunikeres gennem et universelt musiksprog.

Bogen er meget anvendelig og henvender sig primært til musikun-dervisere i folkeskolen og på de frie grundskoler samt undervisere på musiklæreruddannelsen med flere.


8. Har du et tip til et godt køb?Kig altid på brugt markedet; der er altid nogen, der mangler penge.

9 Seneste musik gadget?En TC tuner.

10. Det urealistiske ønske? En kontrabas der er lige så smuk og spilbar som min Rubner fra 1986 og med den samme fede lyd som min Benedict Lang, der dybest set er en skodbas at spille på!

Af: Lars Knudsen, DMF-Aarhus. Foto: Pressefoto

GEARKASSEN10 SPØRGSMÅL OM GEAR

Jørgen Nielsen har siden starten af 1970’erne været en aktiv bassist på den aarhusianske rock, jazz og blues scene. Han var i 1972 med til at danne Kims Bacon og har siden spillet i talrige konstellationer og sammenhænge blandt andet Natdamperen, Frimer Band, LP’s Blues Band, Bourbon Street Jazzband og River Jazz & Blues Band m.m. For 10 år siden udgav han bogen ”Rock i Aarhus – Brudstykker af en musikhistorie” og er desuden aktiv som både foredragsholder, skribent, fotograf og fotojournalist.

1. Hvad er dit yndlingsinstrument/gear for tiden? Jeg købte for få år siden en kontrabas nr. 2, mens min ædle Rubner var på skadestuen. Det er en ældre, tysk finérbas af mærket Benedict Lang. Den har en helt unik respons, og jeg har omsider fundet et mærke i strenge, der ikke er for hårde ved fingrene. Kombineret med en lille combo fra Genzler har jeg et setup, der både er til at bære, og lyder fedt. 2. Hvad skulle du aldrig have solgt/skilt dig af med?Den Fender Telecaster Bass som jeg byttede ind for en ny Fender Prescision i 1974. Sidstnævnte har jeg stadig, men gad godt at have begge.

3. Hvad har du købt for nylig?En Genzler Magellan 350 bascombo der kun vejer halvdelen af min kære AER-combo. Og som lyder suverænt godt, også efter kollegers og lydteknikeres mening.

Ti spørgsmål om gear til Jørgen Nielsen4. Hvilket instrument/gear henter du ud af det brændende øvelokale/studie?Jeg ville nok ende med at brænde nallerne, for ud over de to kontrabasser og P-bassen er der en Martin akustisk bas, en Tokai Jazz Sound fra 1982, en båndløs Kasuga P-bas fra 1974, en håndbygget Jazz Bas fra Rock City og en Gibson EB 2 D fra 1967. Jeg ville nok tage den gamle Fender P i den ene hånd og min Benedict Lang i den anden og håbe, at forsikringen dækker resten!

5. Hvad er næste instrument/gear på listen?Lige nu sælger jeg ud af gammelt, tungt gear, så der er ikke noget nyt på ønskesedlen p.t.

6. Den dårligste investering?Et kæmpestort Carlsbro baskabinet med en 18-tommer enhed, det blev jeg aldrig venner med. Men der var hjul under, så jeg kunne rulle det ned på Trinbrædtet i Vestergade 58.

7. Den bedste handel?En Fender Jazz Bass som jeg ejede i 4 år og tjente 150 % på at sælge videre.


Af Jeppe Abildgaard - Foto: Signe Find Larsen - signfind.dk, Sanne Kutscher, Lars Kiehn samt pressefotos

Perry Stenbäck Strengenes musikalske håndlanger

Perry Stenbäck kan kort og godt beskrives som en meget dygtig, alsidig og unik strengeinstrumenta-list, og det er ligefrem passende at bruge udtrykket ’en spillemand af Guds nåde’. Som Sebastians faste musikalske håndlanger skaber han det magiske element med sin stren-geleg, og hans ønske er at blive bedre hele livet igennem. ”Som kunstner kan man enten blive bed-re eller dårligere. Der er ikke noget der hedder Status Quo”. Dette citat er meget sigende for Perrys nys-gerrige tilgang til det musikalske håndværk, hvilket har ført ham vidt omkring i det musikalske landskab, både her til lands, i Norden og i den store verden. ’Minnesota’I en skov nær ved Jelling bor musike-ren Perry Stenbäck sammen med sin kone Christine Dueholm i det sagnom-spundne hus ’Minnesota’. Et hus som bedsteforældre til Perrys bedre halv-del engang havde købt af Danmarks måske første autodidakte kunstner. Han brugte stedet til at afskærme sig

fuldstændig fra samfundet og brugte den frie kunst som et middel mod sin posttraumatiske stress. ”Dengang var han vel bare sindssyg og gal, og han betragtede sit selvudnævnte refugium ’Minnesota’ som værende en lille frak-tion af USA. Rygterne siger, at han ikke betalte skat og skød efter folk, hvis de kom for tæt på og afkrævede hans tilstedeværelse i samfundet,” fortæller Perry. Den dag i dag bæ-rer stedet stadig præg af de mange kunstværker, der i sin tid blev lavet.

Spørger man til Perry Stenbäcks musikalske engagementer igennem hans liv, så åbner der sig en pando-risk æske af utallige projekter. ”Mit CV er så latterligt stort – så det ville fylde det hele”. Men for at komme tættere på Perrys musikalske væsen vil vi gå lidt tilbage i tiden til Perrys barndom i Sverige, som søn af en australsk mor og svensk fader.

Musik som samværsform”Jeg har haft folkemusik og viser pa-rallelt hele livet, men er først begyndt virkelig at dyrke det i en relativ sen

alder. Men det kommer ikke af ingenting. Min far var læge, og min mor havde arbejde på viden-skabsakademiet. Hun elskede at synge viser, og min far spillede nøgleharpe og jazzklaver. Musik var noget, man gjorde som en samværsform. Men når man vokser op i det,

er det lidt noget gammelmandspis, og jeg ville jo hellere spille punk. Men nu er det så det samme med vores æld-ste søn. Han sagde ’jeg skal fandme aldrig være musiker’ indtil han var 11-12 år, men så vendte det. Og han ville i hvert fald ikke spille folkemusik, men det gør han så også nu”. Insisterer på kun at leve af at spille musik ”Jeg har været timelærer på nærmest alle konservatorierne igennem nogle år, men på et tidspunkt valgte jeg, at jeg hellere ville have mere frihed og en dårligere økonomi. Men så kan jeg gå all-in og holde mit niveau oppe. Det nytter ikke noget at være middelmådig, og man er nødt til at være skarp for at have en chance. Jeg kunne til hvilken som helst tid få en god undervisningsstilling, og så var økonomien sikret, men det vil jeg jo ikke. Jeg insisterer på, at det skal kunne lade sig gøre.” Perrys kone, Christine Dueholm, der i øvrigt er professionel trommeslager og stomp-instruktør siger yderligere: ”Vi synes, at det er vigtigt, at der er nogle galnin-ge som os, der insisterer på at bruge liv på at lave noget musik og kvalitet, der måske ikke er så kommercielt. Folk forstår ikke altid, hvilken indsats det kræver at lave ordentlig musik og kunst”.

Familie- og musikerlivet samt en ekstra banjo”Som udgangspunkt har Christine og jeg valgt at have to bands sam-men. Men før i tiden ville vi ikke spille i band sammen og blande musik og privatlivet alt for meget sammen. Men nu har vi så mødtes mere om især folkemusikken, og til forskel fra mange andre i denne branche er vi stadig Perrys maskinpark


>

sammen. Vi valgte, at vi gerne ville både familieliv og musikken, men hele samfundets struktur arbejder imod en musikertilværelse. Der findes jo ingen børneordninger om aftenen og så videre. Og banksystemet forstår det heller ikke”. Christine fremhæver, at Perry for nylig har købt en banjo uden at sige det til hende, og så manglede de penge jo i regnskabet, da det skulle fremlægges i banken.

”Vi ved jo godt, at en investering i en CD er en nødvendig ting, men pen-gene kommer jo først igen senere. Vi betaler jo også hyre til dem, der er med i vores bands, og Christine gør et kæmpe arbejde med at få betalinger og økonomien på plads. Men det går jo meget godt. Det hænger jo sam-men”.

Verdens bedste job”Det er vigtigt, at vi har de her gode orkestre, så vi har troen på, at det nyt-ter noget og kvaliteten” siger Christine Dueholm. Perry udbryder så: ”Det er jo verdens bedste job. Hver gang jeg kommer på arbejde, får jeg lov til at spille musik, som jeg bryder mig om. Endvidere får jeg applaus, når jeg går hjem fra arbejde, og når jeg går på lo-kum, står arbejdsgiveren og klapper”.

De tre spor”Jeg har ligesom tre spor. I den kasse med folkemusik er jeg anerkendt som folkemusiker. Og de bliver nærmest forbavsede over, at jeg også spil-ler med i visemiljøet, men også i blues- og rock sammenhænge. Og det segment, som ser mig som blues-rockguitarist, kan ikke forstå, at jeg også synger viser. Det plejer man ikke at gøre. Og omvendt. Men man skal huske på, at jeg ikke gør noget andet, og jeg har valgt nogle genrer, som ikke er særlig kommercielle. De fleste andre, der har en karriere inden for musikken i dag, forsørger sig jo ikke udelukkende på at spille”.

DekadansorkesternPå den nye plade med Perry Sten-bäck och Dekadansorkestern udfor-skes den svenske trubadurtradition med interessante og respektfulde fortolkninger af blandt andre Cornelis Vreeswijk og Evert Taube samt Perrys egne kompositioner. ”Når man søsæt-ter et projekt som Dekadansorkestern, er det vigtig at holde fokus på det, da det ellers kan blive forvirrende for spil-lestederne, hvis man ringer og booker med for mange forskellige orkestre. Mit arbejdsområde for denne plade er både Danmark, Norge, Sverige. For når man er niche-artist, er der et fire

Perry Stenbäck organisator på akustisk guitarcamp på Engelsholm Højskole


InfoboksPerry er født og opvokset i StockholmUddannet på solistlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i KøbenhavnI 2009 modtog han en grammy som årets instrumentalist ved DMA

Spillet med Sebastian, Allan Olsen og Erann DD Puma Hedlund, Rory Ellis & The Devils right hand og Stine Michel, Martin Myhre og hundredvis af andre

Medvirket som musiker på 150+ ind-spilninger / albums

Ekstra Bladets læsere kårede i 2010 Perry som Danmarks 2. bedste gui-tarist.

gange så stort publikum, hvis man ser ud over landets grænser”.

Er der et godt samarbejde i de nicher, du arbejder med? ”Ja, især i folkemusikmiljøet er det meget åbent. Og det, der tiltaler mig ved folkemusiktraditionen, er jo netop, at det ikke er image der tæller, men om du kan finde ud af at spille eller ej. Problemet er bare, at der er et kæmpe miljø af dygtige amatører, så derfor kan det også være svært for folk at forstå, at de skal give en ordentlig be-taling. Det samme er jo ikke tilfældet med popmusik.”

Højskolen som undervisningsfor-mat i Danmark og JapanHver sommer er Perry organisator på en stor akustisk guitarcamp på En-gelsholm Højskole, hvor folk kommer fra hele Norden for at være med og blive undervist og inspireret af nogle af de helt store guitarister, inklusive Perry ham selv. Perry pointerer: ”Men igen igen, det er jo ikke workshops og undervisning, jeg gerne vil. Men til gengæld giver det mig noget street-credit”.

For nyligt har Perry været en må-neds tid i Japan for at promovere den danske folkehøjskole og den nordiske kultur sammen med en herboende japaner, der har hjemme på Nordfyns Højskole. Her var Christine også med som percussionist og underviser, og deres ene søn var med på bas. ”En af initiativtagerne til projektet, Vibeke Beckett, var desuden kursist på min guitarcamp sidste sommer og kontak-tede mig med dette projekt. Mandoli-nisten/guitaristen Rasmus Skovgaard deltog også på rejsen, og han var faktisk min elev på Odense konserva-torium for 15 år siden. I Japan byg-gede vores musik nogle broer mellem den nordiske og japanske kultur og gav nogle fantastiske oplevelser.”

På besøg i instrumenternes huleEt besøg på ’Minnesota’ går, foruden en tur rundt på den spændende ejen-dom, selvfølgelig også ind i Perrys hellige øvelokaler, hvor mængden af unikke og fantastiske strengeinstru-menter er yderst imponerende. Der går dog heller ikke længe før Perry, med stort engagement og uforbe-holden musikalitet, viser talrige og smukke instrumenter frem. Især den svenske ’Nyckelharpa’ mestrer Perry på fortrinlig vis, og på denne har han endda fået den svenske hædersbe-tegnelse ’Spellmester’.

Når man lytter til Perry, der udfolder sig på sine instrumenter, forstår man virkelig godt hans kæphest med hele tiden at udvikle sig og blive bedre til at spille samt kun at leve af og med musikken. Perry Stenbäck har altså en stor musikalitet og et gemytligt væsen, der må opfordre og inspirere os andre musikere til at øve endnu mere og tage det at ’spille’ og udøve musik som en stor gave og en gylden mulighed for at bevare kvaliteten og kreativiteten i musikkens verden.


Bassen vandt over traktorenAf Lars Borup - Foto: Albert Meier

Adrian spiller også med Karmen Rõivassepp Quartet

Adrian Christensen

Musikerportræt

”Det blev kontrabassen, der vandt over traktoren, da jeg som 18-årig skulle vælge min vej i livet. Dette forstået på den måde at jeg skulle vælge mellem en karriere som bas-sist eller tage en landbrugsuddan-nelse. Jeg tænkte også på at blive tømrer, men bassen vandt og har siden givet mig mange fantastiske oplevelser.”

Sådan fortæller den 27-årige bassist Adrian Christensen, som blev færdig-uddannet fra Konservatoriet i Aarhus sidste år. Han kommer oprindelig fra landsbyen Vrads syd for Silkeborg. Et lille samfund med omkring 200 indbyg-gere.

Elbas og punk”På trods af byens størrelse var der masser af liv også musikalsk liv. Alle-rede som 10-11-årig kom jeg til at spille elbas og guitar. Vi spillede mest punk og rock. Basspillet førte mig til Aarhus og uddannelsen, Musikskolen Front-sesssion, hvor jeg havde Jens Mikkel som min faste lærer,” fortæller Adrian.

Herfra gik vejen videre til MGK og Konservatoriet.

Berlin”Nu er jeg færdiguddannet og lever af at spille job i mange sammenhænge. Jeg har i et par år delt midt liv mellem Berlin og Aarhus. Hvis der har været mange jobs i Danmark, har jeg været her. Resten af tiden tilbringer jeg i Ber-lin. Der er ikke mange penge i at være musiker i Berlin, men så må man sup-plere med undervisning og caféjobs. Berlin er fantastisk. Det er et rigtig godt sted at skabe netværk, hvilket jeg har nydt godt af. ”

”Når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg har valgt Berlin i stedet for f. eks. New York, er svaret, at Berlin passer bedst til mig. New York er for stort og føles lidt overfladisk. Det er også næsten håbløst at finde musikjob, der bare er nogenlunde betalt. Jeg kan godt se, at der også er inspiration at hente der, men Berlin passer som sagt bedst til mig,” konstaterer Adrian Christensen.

JazzbarerneI Danmark spiller jeg bl.a. med Karmen Rõivassepp Quartet, Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet, som er tilbage efter en pause, Abekejser, som kommer med et album til efteråret og trioen Balvig/Bülow/Christensen, og så hopper jeg ind både her og der. Det er dejligt, der er kommet et par jazzbarer i byen. Jeg har især spillet i Erlings Jazz- & Ølbar i Nørreport,” fortæller Adrian.

”Jeg har også mit helt eget projekt, hvor jeg arbejder med at skrive musik. Jeg har opfundet mit helt eget system, men det er svært at notere. Det kæm-per jeg med at få styr på.”

Vil ikke i bås”Det er irriterende, at man skal sættes i bås. Ofte får jeg at vide, Jamen du er jo jazzmusiker. Jeg vil ikke puttes i en kasse med en genrebetegnelse. Jeg er MUSIKER og vil gerne have plads til at boltre mig uden genrebegræsninger. Jeg jagter hele tiden de bedste og de

fedeste musikalske udfordringer. Det er lige meget, hvor det er i det mangfoldi-ge, musikalske univers. F. eks. har jeg prøvet at spille i en gruppe med to cel-loer, to saxofoner og kontrabas. Det var uhyre inspirerende,” fortæller Adrian.

”Jeg har ingen helt specifikke planer når det kommer til min fremtid som musiker. Jeg er jo først lige kommet i spil som færdiguddannet musiker. Jeg vil gribe de gode bolde, der kommer og se, hvor de fører mig hen,” slutter bas-sisten Adrian Christensen.


En musikalsk rejse fra Sorgenfri over Köln-Berlin-München til RandersAf Jørn Gade - Foto: Jørn Gade og pressefotos

Åh, at falde i søvn under et flygelClara Richter-Bæk er født i Sorgenfri i en meget musikalsk familie. Moderen sang – og faderen var organist og repetitør. Der var musik i hjemmet fra morgen til aften. Faderens arbejde som repetitør betød, at der kom man-ge gæster i hjemmet for at indstudere sange. Igen og igen blev stykke efter stykke tygget igennem, mens datteren sad eller lå under flyglet.

– Noget af det bedste var at falde i søvn, mens de sang, spillede og talte om musik, husker Clara Richter-Bæk, der blev sendt på en kreativ Rudolf Steiner-skole. Her er spil på klassiske instrumenter en selvfølge, men ud over noget klaverspil, så fængede det aktive spilleri ikke i så høj grad. Først da hun var omkring de ti år, blev det til undervisning i violinspil. Et ret sent tidspunkt for et menneske som siden gør sig til en dygtig musiker.

Clara Richter-Bæk indhentede dog hurtigt den musikalske kunnen og fik kort efter den anerkendte violinist, Eli-sabeth Zeuten Schneider, som lærer. En lærer der har været verden rundt med sin kunst, og som er endt som professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Med den un-dervisning var Clara Richter-Bæk efter skolen helt sikker på, at hun skulle være musiker.

Selvom hun nu bagefter opfatter sig som lige rigeligt ung dengang, så gik hendes vej direkte videre fra skolen til musikkonservatoriet. Her kom hun ind i Milan Viteks klasse. Vitek, der er en

fornem tjekkisk violinist, var professor på konservatoriet og blev for resten senere hentet til Randers for at stå i spidsen for det daværende Randers Byorkester.

Efter fem år blev Clara Richter-Bæk i 1998 optaget til at studere ved kon-servatoriet i Köln hos Mihaela Martin. Igen en professor med de bedste internationale musikalske skudsmål.

FordybelseHer i 1998 løber opremsningen af Clara Richter-Bæks musikalske færden næsten vild. For hun arbej-dede parallelt med Köln-studiet også med sit eget projekt med den danske Cailin Kvartet. Denne strygekvartet vandt i 1998 førsteprisen i DR P2

Hvad betyder orkesteret og dens by for en musiker? Violinisten Clara Richter-Bæk fik med en kanonstart på sin uddannelse afprøvet den klassiske musik-verden i Tyskland. Men det blev Randers Kammerorkester, der blev hendes orkester. Her er der mange musikalske udfordringer – og et fantastisk miljø.

Musiks Kammerkonkurrence og også Sveriges Internationale Kvartetkon-kurrence. Disse udmærkelser betød, at kvartetten, der desuden bestod af Therese Åstrand på cello, søsteren Sophia Bæk på violin og Stine Hasbirk på bratsch, fik en meget lang række indbydelser til at optræde ved koncer-ter over hele landet.

– De mange koncerter gav en fanta-stisk mulighed for at gennemarbejde og fordybe sig i de enkelte stykker. Vi kom virkelig dybt og langt i dette ar-bejde. En enestående chance for hver af os i gruppen, forsikrer Clara.

– Cailin Kvartetten blev også inviteret til at få masterclass-kurser med Alban Berg Kvartetten, Emmerson Kvar-

Clara Richter-Bæk med Randers Kammerorkester


>

Randers Kammerorkester

tetten og Amadeus Kvartetten. Jeg husker et intensivt kursus i Israel, hvor blandt andet Isaac Stern og andre af de helt store navne underviste os. El-ler rettere, så spillede vi de samme få strofer igen og igen. De store dygtige kunstnere sad sammen og lyttede på. De afbrød os igen og igen. Det kunne være godt nok, hvis de ikke alle havde været der på en gang. De kom med råd og domme i alle retninger. Det var deres personlige holdninger – og noget, som de ikke nødvendigvis var enige om. Det var mega hårdt. Jeg ved ikke, hvor meget det gav, men det var jo så absolut også en fantastisk oplevelse, husker Clara Richter-Bæk med glæde nu bagefter.

Under de tre års studie i Köln kom hun ”i lære” ved Christoph Poppen og vendte derefter hjem for at gøre sit studie færdig ved Peder Elbæk på konservatoriet i København, men hele tiden med jævnlige afstikkere til det tyske, så både Hochschule ”Hanss Eisler” i Berlin og Hochschule für Musik und Theater i München blev besøgt.

Tysk kultur, snobberi og kærlighed– Jeg var allerede i min skoletid fascineret af den rige tyske kultur og af sproget. Årene i Tyskland var gode, men også hårde og spændende. Jeg havde en del assistentopgaver ved forskellige orkestre, så jeg fik set mig omkring. Berlin og Köln er spænden-de. Der kunne jeg godt tænke mig at bo. Og så er der München, som er en stor, men også meget fornem by. Men vi, min mand Andreas og jeg valgte Danmark.

Som det sikkert er klart for de fleste, så havde Clara ofte været på rejse i nattog frem og tilbage mellem Dan-mark og Tyskland. Her havde hun mødt en sød sovevognekonduktør, Andreas, og sammen havde de fundet sig en lejlighed i både Kölln og Kø-benhavn.

– Jeg var fra 2002-2005 ansat ved Münchener Kammerorkester. Med mit arbejde lagde det op til, at vi skulle bo i München, men det var bare ikke vores by. Andreas var fra Köln. En an-derledes by end snobbede München.

Alt kunne måske have været godt, men der var ikke en god stemning i orkesteret. Jeg følte, at mange musi-kere modarbejdede hinanden. Måske var det spidse albuer og ønsket om at komme frem. Så Andreas og jeg blev enige om at flytte, og det skulle være til Danmark eller Köln. Jeg så opslaget om en halvtidsstilling som 2. koncertmester ved Odense Symfo-niorkester og fik Andreas med på at prøve Danmark, fortæller hun tilfreds.

Udenfor Hovedstaden– Det var noget af en øjenåbner at komme til Odense. Det var nyt at bo udenfor København. Jeg havde været der på ferier, men at bo og arbejde der. Nej. Og så viste det sig slet ikke at være så dårligt. Tværtimod. Så da jeg i 2007 så stillingen som koncert-mester ved Randers Kammerorkester, slog jeg til. Jeg kendte INTET til byen eller orkesteret. Vidste intet om deres kunnen og aktivitet, understreger Clara.

Det skal bemærkes, at hun flere gange undervejs i sin dansk-tyske tid havde været solist ved violinkoncerter blandt andet i Danmarks Radio, rundt om ved landets mindre orkestre, Tivolis Symfoniorkester og ved Jenaer Philharmonie. Hun havde også vundet en række priser og var blevet tildelt “Ungdommens Sonningpris”.

– Jeg har jo prøvet og arbejdet med mange orkestre, så det jeg mødte ved orkestret i Randers var ganske overvældende og overraskende. De var alle så flinke og åbne. Det var modsætningen til München. Orke-steret og dets musikere hver for sig gør virkeligt det bedste – socialt og musikalsk. Hold da op. Jeg blev den første af flere nye musikere, der kom til Randers, fortæller Clara og nævner i samme forbindelse orkesterets leder, David Riddell, med stakkevis af po-sitive gloser. Det var ham, der havde sikret det økonomiske grundlag for en udvidelse af orkesteret.

– Han er fantastisk som leder. Han er en god pædagog, når vi skal øve nyt. Gør os trygge. Han forstår som skotte at få mest mulig ud af hver en krone ved at tilrettelægge øvedagene godt, finder spændende musik og får fat i spændende solister. Han forstår at tale med politikerne – og også med erhvervsfolk.

En dyr violin og lysten til fordybelseEt af resultaterne af David Riddells særlige forbindelser er, at han fore-slog Sparekassen Kronjylland til at investere i en gammel 1700-tals violin fra Firenze. Den blev fundet ube-skadiget efter et jordskælv i Italien i 1908 og har siden været i hænderne på nogle af verdens bedste violini-


FaktaboxRanders KammerorkesterStartede som Randers Byorkester i 1945 med violinisten Lavard Friisholm som en meget aktiv leder. Han var dirigent og musikchef til 1981. Orke-stret spillede i mange år ikke bare i Randers og i det daværende Randers Amt, men var aktiv landet over og fast i Danmarks Radio. Orkestret blev siden ændret i et par omgange. Siden 1989 har det heddet Randers Kam-merorkester. I 1993 blev den skotsk-fødte dirigent, David Riddell, kunstne-risk og administrativ leder.

Kammerorkesteret, der har base i Mu-sik- og Teaterhuset Værket, er Dan-marks eneste permanente, profes-sionelle kammerorkester. Orkesteret spiller hvert år omkring 110 koncerter, der tæller orkester- og kammerkon-certer i Randers og det øvrige Dan-mark, slotskoncerter, skolekoncerter, børnekoncerter og operaforestillinger. Orkesteret har også haft flere uden-landske turnéer.

Randers Kammerorkester har som fast husorkester ved Aarhus Sommer-opera modtaget stor anerkendelse og været med til at skabe rammerne for ambitiøse opsætninger af bl.a. John Frandsens trilogi, ”Tugt og Utugt i mellemtiden”, flere af Brittens kam-meroperaer samt af Mozarts Cosi fan Tutte. Orkesteret blev i 2001 tildelt en Reumert for årets bedste operapro-duktion i konkurrence med bl.a. Det kongelige Teater.

ster. Riddell overtalte banken til at investere knap 2 mio. kr. i violinen og så udlåne den til orkesteret og dets koncertmester. I et år har den været i hænderne på Clara, som priser instru-mentet og dets helt særlige lyd.

– Jeg er taknemmelig for at være så privilegeret af få et så fornemt instru-ment, siger Clara, som indtil da havde spillet på et andet også ret fint instru-ment lånt af Augustinus-fonden.

– Vi er et mindre orkester, som må være meget fleksibelt. Ud over kam-merkoncerter spiller vi rytmiske koncerter, populære nytårskoncerter, underviser og meget mere. Det giver mange oplevelser, og vi prøver mange typer musik. Fra normale koncerter til de såkaldte hemmelige koncerter, hvor vi i mindre grupper dukker op i Randers by. Steder hvor folk ikke forventer musik – og nok slet ikke klassisk musik. Vi kommer dejlig tæt på folk, synes Clara.

Blandt Randers Kammerorkesters seneste opgaver var en koncert sam-men med blokfløjtenisten Michala Petri og guitaristen Lars Hannibal og Randers Kammerorkester med musik af Bach, Händel, Vivaldi, Carl Nielsen – og af den rytmiske pianist og kom-ponist Thomas Clausen. Orkesterets musik er ikke bare gammel.

– Vi kommer vidt omkring, og det er meget spændende. Jeg kunne dog godt tænke mig en gang i mellem over en længere periode at kunne fordybe mig mere i enkelte musikstykker, som dengang med vores Cailin Kvartet. Personligt som violinist at komme dybere ind og finde nye nuancer lyder det lidt drømmende fra Clara Richter-Bæk.

Udover musiklivet med Randers Kam-merorkester nyder Clara Richter-Bæk familielivet med manden Andreas og deres tre børn i hyggelige Ry.

Clara Richter-Bæk med den dyre violin

VIOLIN FAKTABOXViolinens navn: Trio di Trieste.Bygget af Luigi Piattellini i Firenzeomkring 1790.

Violinen er købt og ejes afSparekassen Kronjylland ogstilles til rådighed for RandersKammerorkesters koncertmester.

Et instrument af denne kaliberfra violinbyggernes guldalder i1700-tallet er også en investering,der sandsynligvis stiger i værdi over årene.


SIDEN SIDST NYHEDER • OMTALER • ANMELDELSER • BØGER

Ben Webster ærespris til Aarhus saxofonist

Ben Webster fonden har i 43 år ud-delt priser til både danske og inter-nationale jazzmusikere. 31. marts 2019 uddelte fonden på spilleste-det Bartof Station i København tre priser. Hædersprisen og 25.000 kr. gik til trompetist Kasper Tranberg, mens orkesterleder Pierre Dørge og Aarhus saxofonist Finn Odderskov begge modtog fondens ærespris og 10.000 kr. for en betydningsfuld indsats i dansk jazz gennem en lang karriere. Siden 1972 hvor Finn Odderskov kom til Aarhus, har han været en af byens markante jazz-profiler, spillende i et utal af orkestre blandt andet Arosia, Det beskidte Dusin, Peder Pedersens Big Band, Work-Odderskov, Bourbon Street Jazzband og Klüvers Big Band. Ben Webster fondens formand Jesper Løvdal begrundede æresprisudde-lingerne således: ”Pierre Dørge og Finn Odderskov har begge spillet jazz i en menneskealder og har på hver deres musikalske felt og med base i hver sin del af landet præ-get både musikken og miljøet bag. Begge er de dedikerede undervisere, der har inspireret de næste gene-rationer af musikere samtidig med, at de har kunnet fange en kolossal publikumsskare og har bragt jazzen ud til steder, hvor den ellers ikke ville komme”.

Tre nye medlemmer i DMF Aarhus bestyrelsenMandag den 25. marts 2019 blev DMF Aarhus afdelingens årlige ordi-nære generalforsamling afholdt på spillestedet CasaV58. Denne gang i en lidt ny form, hvor vi startede med fællesspisning. Efterfølgende gen-nemgik man punkterne på dags-ordenen, hvor der var kortet ned i fremlæggelsen af årsberetningen og regnskab samt budget, som i forve-jen var sendt ud via Basunen bladet. Tre medlemmer af bestyrelsen gen-opstillede ikke: Victor Hempel-Myd-tskov, kasserer Thorkild Dalsgaard og næstformand Bjarne Gren. De to sidst- nævnte fik tildelt æresmedlem-skab for deres mangeårige indsats.

Nyvalgt ind i bestyrelsen blev Søs Nyengaard, Sofie Kirk Østergaard og Camilla Overgaard. Efter punkterne på dagsordenen holdt byrådspoliti-ker Peder Udengaard et oplæg om kommunens kulturpolitik, og aftenen sluttede fint af med jazz jamsession.

Overvældende interesse for ”Musikkens Børn”Aarhus Symfoniorkester lancerede sidste år koncertklubben ”Musik-kens Børn”. Et projekt der skal give børnefamilier gode musikalske ople-velser og idéer til værdifuldt, inspire-rende og legende samvær. ”Musik-kens Børn” er et koncertklub tilbud til alle forældre med nyfødte børn i 2018, med formålet at invitere en hel årgang indenfor i musikkens verden og skabe grobund for et livslangt

forhold mellem børnene og den klas-siske musik. Interessen har vist sig at være overvældende, da mere end 50% af de inviterede forældrepar har benyttet sig af tilbuddet. 2500 nye århusianske børn og deres forældre er tilmeldt klubben, og får løbende tilbud fra symfoniorkesteret om at opleve musik – projektet kører over seks år frem til 2024.

Ny administrationschef på Fredericia Teater

Fredericia Teater er arbejdsgiver for en række af DMF’s medlem-mer og har udmærket sig ved med stor succes at sætte en lang række større musicals op. På baggrund af den stigende succes og omsætning valgte teatret at slå to nye lederstil-linger op, for at teaterleder Søren Møller gives mere tid til det kunstne-riske arbejde. Til den ene stilling som administrationschef har man hentet et kendt ansigt ind, fra den aarhu-sianske musik og teatermiljø, Peder Udengaard. Udover at være kultur- og byrådspolitiker i Aarhus kommer Peder Udengaard med erfaring fra stillinger i bl.a. Teater Katapult og Aarhus Jazz Orchestra. Udengaard træder til for at medvirke til at skabe ro omkring administrationen i insti-tutionen, som har været presset på grund af den store udvikling. Ambi-tionen er desuden at arbejde med teatret som vækstdriver lokalt samt at stræbe imod at placere Fredericia Teater i toppen over Europas føre-nde musicalteatre.


Tundra: TundraTundra er et nordjysk/aarhusiansk band med rødderne solidt plantet i melodisk, højtråbende og følelsesladet poprock med

stor inspiration fra verdensmusikken. De ser ingen æste-tiske begrænser i at blande musikal-ske genrer, men derimod unikke muligheder for at skabe vedkom-

mende og fantastisk musik uden grænser. Som enkelte individer har bandet rejst det meste af verden rundt og lært en masse om kulturer og deres folkemusik. Disse sanselige indtryk samt unikke instrumen-ter søger de at inkorporere i et smukt, smadret og udfordrende popunivers med psykedeliske tendenser. www.facebook.com/tundratundratundra/

Code Elektro: Never Mind the Solar WindAarhus musiker Martin Ahm har udgivet det fjerde album under aliasset Code Elektro. Det musikalske univers er stadig

karakteriseret ved brugen af analoge synthesizere og sound design, der er fyldt med sci-fi associationer og henleder tankerne på soundtracks til Blade Runner og TRON: Legacy.

Selvom synthwave er en nichegenre, stiger populariteten takket være aktuelle film og serier som Stranger Things, Halt and Catch Fire, Maniac og Bandersnatch, der trækker kulturelle tråde til 70’erne 80’erne. Hvert af de 11 numre indeholder et par linjers tale, som tilsammen fortæller en historie om en kosmonaut på rejse ud i rummet – og hvordan man finder hjem igen. www.codeelektro.com

Still The Man: MythDuoen bestående af Ole Løhde (Odd Matter) og Kristoffer Veirum (Dance With Dirt) har i marts måned selv udgivet deres debutalbum. 11 sange der nærmest kom

ud af det blå og blev indspillet på re-kordtid. Inspirationen er hentet fra store kunstværker såsom “Judith & Holofernes”

af Caravaggio og fra provokerende fotografier af Robert Mapplethorpe. Musikken kan beskrives som en alternativ pop/rock blanding af ingre-dienser fra David Bowie, Depeche

Mode, Smashing Pumpkins, Hotel Hun-ger. Still The Man oplyser, at de allerede er ved at færdiggøre indspilningerne på deres kommende andet album, som får titlen “This Sporting Life”.

Henrik Birk Aaboe: A New Day Begins Læsø er Henrik Birk Aaboes kreative og spirituelle arnested. Ud fra følelserne af at opholde sig på øen og finde ro og koble af fra omverdenen er kommet et album med

ni kompositioner, der kan høres både individuelt og som helhed, afhængigt af hvad tid man har til fordybelse. Ideen er, at forældre og børn sammen kan lytte til albummet fra den ene ende

til den anden og opleve, at pulsen hjæl-pes til at nå et behageligt og komfortabelt hvilested. Den melodiske og harmoniske udvikling igennem albummet tjener som opladning og forberedelse til igen at møde og håndtere en travl hverdag og omver-den. A New Day Begins er udgivet af Wind Music International, www.windmusic.com.tw.

Blood Sweat Drum + Bass: Concierto de ScheherazadeBandleder, dirigent og komponist Jens Christian Chappe Jensen forener i front for det 26 personer store big band, Blood Sweat Drum + Bass, jazzen med klassisk musik og mellemøstlig musik. Medvir-kende på denne udgivelse er det klassiske ensemble The Danish Sinfonietta samt de tre syriske musikere Moslem Rahal (nai), Maher Mahmoud (oud) og Jehad Jazbeh

(violin). Udgivelsen er inspireret af Sche-herazade - Kvinden der fortæller de 1001 nats eventyr. Historierne, som hun fortæl-ler til sultanen hver aften, er så spænden-

de, at hun formår at overleve 1001 næt-ter, alt imens kong Shahriyar forelsker sig i Scheherazade, som ellers skulle været slået ihjel allerede den første nat. Concierto de

Scheherazade blev uropført ved Vinter Jazz den 22/2 2017 på Værket i Randers. Med efterfølgende koncerter i Amager Bio, Musikhuset Aarhus samt i Lund i Sverige. www.bloodsweat.dk.

Camilla Overgaard: Det er ganske vist!På sangskriver og guitarist Camilla Over-gaards første udgivelse tager hun afsæt i seks af H.C Andersens mindre kendte eventyr. Camilla er stærkt inspireret af sangskrivere som Sebastian og Trille og

folkekære dig-tere som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. På ’Det er ganske vist!’ leges der med elementer fra den rytmiske og den klassiske verden og gives et nyt og

anderledes bud på den traditionelle singer/songwriter-stil. ”H. C. Andersen skildrer nuancerne i mennesket i sine eventyr og inviterer os til at stoppe op og betragte dem. Det samme ønsker jeg at gøre i min musik. Det travle sind er de hurtige sand-heders holdeplads, og de skiller os ad. Vi skal væk fra de hurtige sandheder og mødes om nuancerne. Vi skal tænke selv. Det er det, jeg har taget med mig fra de seks eventyr, og det er drivkraften bag de seks sange”. www.camillaovergaard.dk

Carsten Knudsen: kærlig HilsenCarsten Knudsens nye album har titlen ”Kærlig Hilsen” og indeholder universelle sange som hylder kærligheden, det magi-ske ved livet og et par satiriske indslag. I alt 17 numre af egen komposition på nær

MUSIK UDGIVELSERSPRITNYE UDGIVELSER FRA DEN DANSKE MUSIKSCENE


studiet, helt uden overdubs og edits, og er derfor langt mere råt, upoleret og nøgent end noget jeg tidligere har lavet”, fortæl-ler han. Mike Andersen har i alt udgivet

syv album med band og spillet et utal af livekoncerter. En million mil på landevejen, er det nok næppe blevet til, men det er tæt på, da Mike Andersen og hans band gen-

nem de sidste 20 år har kørt landevejene i Danmark og resten af Europa tynde. www.mikeandersen.com

Allan Olsen: Laksetrappen – et skævt tilbageblikI 2015 debuterede Allan Olsens som forfatter med erindringsbogen Tilfældigt strejfet. Opfølgeren, Laksetrappen – et skævt tilbageblik, er netop udkommet og tager fat, hvor Tilfældigt strejfet slap. Hvor Tilfældigt strejfet koncentrerer sig om op-vækstårene, er Laksetrappen spundet om livet i og omkring musikken. En laksetrap-pe er den anordning, der hjælper fiskene forbi vandfald eller andre umulige forhin-dringer. Hvis altså man nærer et stædigt ønske om at svømme imod strømmen.

Det er ad denne kompromisløse vej, Allan Olsen har be-væget sig gennem hele sin karriere. Allan Olsen skriver om de krasse læreår som værtshussan-ger, kvababbelserne med at finde fodfæ-ste i musikindustrien og etableringen af

et professionelt og ombejlet liv i showbizz. Som sin forgænger vrimler Laksetrappen med hæsblæsende anekdoter og under-holdende nedslag i livet som entertainer samt med rørende og velskrevne tilbage-blik i privatlivet.

en speciel udgave af Snevalsen. 14 sange og tre instrumentale numre hvoraf de fle-ste er indspillet i Lundgård studiet i Vejen samt nogle hos Kaspar Vorbeck i Viby J.

Der er en del gæster på albummet. På kor medvirker Gitte Fromseier Hockings, Louise Støjberg, Sidsel Maria Mi-chelsen, Wenche Hartman og Thomas Ousager på per-

cussion, Aron McDaris på banjo, Morten Maltesen på bas, Sune Rahbek på trom-mer og Henning Amstrup på percussion. Knudsen spiller selv på guitarer, ukulele, lap steel, banjo, harmonium og klaver.

Just Like Django: Les SessionsMed arven fra Django Reinhardts sigøjner-jazz og med kærligheden til den franske sangskat mødtes den danske jazzkvartet Just Like Django og den fransk fødte sanger Claude Chichon sidste år for sam-

men at skabe ny og original musik. Dette musikalske møde har ført til 2019 udgivelsen af albummet Les Sessions, hvor der søges nye veje mellem den traditio-nelle sigøjnerjazz,

den franske folkemusik og verdensmusik-ken. Her vækkes reminiscenser af spansk flamenco, argentinsk tango, bulgarsk klarinet, fransk chanson, amerikansk swing og klassisk musik. Samarbejdet om udgivelsen har udmøntet sig i en unik blanding af gamle franske chansons og nye kompositioner i grænselandet mellem tradition og fornyelse. Foruden Claude Chichon er musikerne: Johan Toftegaard, Peter Uldahl, Jon Noe, Thomas Løkke, Mathias Kristensen og Kristian Rusbjerg. www.justlikedjango.dk.

Lowly: HifalutinDen dragende drømmepop på debutal-bummet Heba blev elsket af toneangi-vende medier som Pitchfork og Uncut og førte bandet på omfattende international turné. Med Hifalutin er Lowly gået endnu

mere radikalt til værks. Foruden fragmen-ter og optagelser fra en live koncert spillet i Brønshøj Vandtårn består albummet primært af indspilninger i en 150 kvadrat-

meter stor lagerhal uden for Aarhus. Her har bandmedlem-merne både på skift og i fællesskab budt ind, mens producer Anders Boll har leget med at placere mikrofoner alterna-

tive steder for at give lytteren fornemmelse af rummets størrelse og dynamik. ”Vi har turdet være endnu mere nysgerrige og begynde at indspille uden at vide, hvor vi endte”. Udgivelsen følges op med en turné der bringer Lowly til Frankrig, Holland, Tyskland, England, Danmark samt til fe-stivalen South by SouthWest i USA. www.facebook.com/lowlyband.

Gnags: Robot’n’RollPeter A. G. og resten af banden i Gnags (omskiftelig som den er) er en institution på den danske rockscene og har været det i snart sagt 50 år. De har mere end 20 albumudgivelser i rygsækken og kan

udfylde flere timer med en uforlignelig hitparade. Det er få forundt. Frem for at læne sig tilbage og nyde deres otium samlede Peter A. G. og kompagni i 2017 stafetten op igen efter næsten

ti års albumpause og udgav comeback-albummet Nørd. Det antændte en ny kreativ gnist, for her kun to år senere kan de præsentere et nyt album med ti nye sange. www.facebook.com/gnagsofficial.

Mike Andersen: One Million MilesVokal, en akustisk guitar, og en fod i størrelse 47. Det er de få elementer der udgør Mike Andersens nye soloalbum One Million Miles. Det indeholder ni enkle og meget personlige sange, hvor tekstuniver-set kredser om emner som opgør, opbrud, nærvær – eller mangel på samme og ikke mindst kærlighed. ”Det er optaget live i


Af: Lars Knudsen, DMF-Aarhus. Foto: Dylan Wills, Mark Wills, Torsten Stistrup Cubel.

Sange om kærlighed – men på en ikke-romantisk måde

For halvandet år siden startede Torsten sammen med Dan Hougesen, Nicolai Dvinge og Mark Willis det Randers-ba-serede musikforlag Spanra. Navngivet ud fra forbogstaverne i Sync, Publishing and Neighbouring Rights Administra-tion. Når vi taler om publishing, kan det meget hurtigt gå hen og blive teknisk – men lad os bare for god ordensskyld starte med helt kort at ridse begreberne op.

Publishing og synkroniseringEn publishingaftale vil sige, at du som sangskriver/komponist indgår aftale med et musikforlag/en publisher om at denne, mod en vis procentdel af ind-tægterne fra rettighederne, forvalter ophavsretten til en given komposition - altså en sangs tekst, melodi og akkor-der. Til gengæld vil publisher arbejde på at licensere din komposition til brug af andre kunstnere eller til synkronisering. Synkronisering, eller ”sync” vil sige, at du som indehaver af ophavsretten til et stykke musik giver tilladelse til, at en licenstager må anvende din musik sammen med et visuelt medie og på den måde bruge din musik i f.eks. film, tv-udsendelser, reklamer, computerspil, til web-brug, filmtrailere osv.

På toppen i Egypten”Et fuldstændigt ukendt band fra Jylland kan godt gå hen og ende i en stor inter-national film eller TV-produktion”, siger Torsten. Inden etableringen af Spanra som primært fokuserer på sync, husker han tilbage på sin ansættelse hos Ice-berg Music Group og nævner Skan-derborg bandet In Lonely Majesty, hvis musik fandt vej til en Pepsi reklame. ”Pludselig lå de nummer 1 på iTunes i

Torsten Stistrup Cubel har været i Los Angeles for at præsentere dansk musik for en række amerikanske music supervisors. Vi har talt med ham om hans arbejde med synkronisering og videregiver her et par råd om, hvad du kan gøre, hvis du overvejer at

udforske mulighederne for at arbejde med din musik på dette felt.

Egypten. Ja, det virker helt skørt. Men sådan nogle ting kan ske på baggrund af arbejdet med rettigheder og sync”.

Sjovere at lege med”Min opgave er at arbejde for, at ret-tighederne til dine sange bliver udnyttet. Altså at nogle andre må bruge din musik, og i det øjeblik du har en indtægt heraf, så tjener jeg også på det. I vores indbyrdes aftale vil der f.eks. stå, at jeg har frie hænder til at handle din musik, men at du naturligvis har noget at sige, hvis der er tale om politiske, religiøse og forskellige andre sammenhænge, hvor du kunne føle det kompromitterende. Kort fortalt, så er der to slags rettighe-der, som skal cleares – rettigheden til at bruge kompositionen og så master-rettigheden, dvs. rettigheden til at bruge en given indspilning af musikken. Jeg arbejder egentlig primært med rettighe-der til komposition, men jeg laver ofte aftaler med indie-orkestre, som selv ejer deres masterindspilning. På den måde behøver mine kunder og kontakter kun henvende sig til mig. De skal ikke have lov både hos en publisher og hos et pladeselskab – hvor det hænder, at den ene siger ja, og den anden har forbe-hold eller siger nej. Derfor er jeg nogle gange ’sjovere at lege med’, da det gør processen for music supervisors nem-mere og hurtigere”.

Et spørgsmål om tillid”Jeg har, siden vi startede Spanra, sendt musik ud til mit netværk af music supervisors i sync verdenen. Til folk som finder den rette musik og får den placeret og brugt i reklamer, film, og se-rier på bl.a. HBO, Disney Channel osv. Disse music supervisors sidder med alt omkring clearing og tilladelser. Det er Ikke nødvendigvis dem, som beslutter, at musikken bruges i den givne produk-tion, det er ofte en director – men de er første filter, man skal igennem”. Her er tillid en meget vigtig ting, understreger Torsten. For lover han for eksempel grønt lys på både komposition og ma-sterrettigheder, så skal music supervi-soren kunne regne med det for at kunne overholde sine deadlines. Derfor er det rigtig vigtigt at møde sine kontakter og samarbejdspartnere i virkeligheden.

Torsten foran Mobilehome brugt i TV-serien ’Breaking Bad’.


Trailer med til Los Angeles”Jeg har på min tur til Los Angeles her i maj måned holdt en række møder med folk, som producerer film-trailers. Jeg har haft musik med derover fra tyske og danske komponister, som jeg har præsenteret. Trailers er et interessant marked, da her er tale om et andet budget, et markedsføringsbudget, som er særskilt fra filmbudgettet. Der kan tjenes mange penge på at have musik med i trailers. Men musik, som passer ind i trailer formatet, er specielt. Tit er det meget bombastisk og voldsomt. Der er jo langt fra L.A. til Aarhus, så det er vigtigt, at vi viser flaget derovre, så de husker os”. Dynamik og dramaJeg spørger Torsten, hvad det er for slags musik, som han kan afsætte? ”Vi leder efter noget, der er specielt, og som stikker ud. Det kan være instru-menteringen. Vi har lige signet stryger-ensemblet Who Killed Bambi. De er super fede, laver deres egne ting, det er råt og analogt og ikke overproduce-ret. Jeg arbejder også med duoen The Courettes: Hun er fra Brasilien, spiller fuzz guitar og synger, og han er trom-

meslager fra Aalborg. Meget specielt og skramlet. Jeg kigger meget efter, om der er dynamik i musik-ken og vil gerne op-fordre danske bands og komponister til at turde tænke meget mere ud af boksen”. Torsten har megen ros til overs for et band som Carpark North. ”De har aldrig været bange for at ramme loftet. De forstår sig på dyna-mik, at bygge op til et omkvæd, at tage den ned igen og måske bygge endnu mere op til andet omkvæd. Det er noget, der passer ovre i min verden, som handler om musik, der kan bakke billeder op og understrege, hvad der sker. Der skal noget dramaturgi til i musikken”.

Instrumentalversioner og stemsEt godt og praktisk råd fra Torsten til bands og musikere i studiet: ”Brug lige 1000 kroner ekstra på en harddisc. Sørg for at få jeres egen master med, og kopier den også op i en Dropbox, så I har den selv. Udover det så bed om at få instrumentalversioner af numrene. Og bed om at få lavet ’stems’. Det vil sige mix af alle instrumentsporene individu-elt. For dét bliver jeg tit spurgt om! Siger jeg nej, så går de videre og søger der, hvor der foreligger stems. Hvorfor er de her ting vigtige? Det er de, for måske har I et vers, som groover helt vildt, hvor de i stedet for vokalen gerne vil lægge noget speak henover. Og så kommer vi til jeres omkvæd som var det, som solgte nummeret, hvor I måske synger ’I’m freeeee!’, så krydsklipper de fra instrumentalversionen til vokalversio-nen. Alle indspilningsstudier gemmer ikke jeres mix for evigt, så husk det, når der indspilles. Det er også en opfordring til alle, der har lydstudier – spørg dem I har i studiet, om de vil have det lavet for 1000 kr. ekstra”. Nye standarderTrailerproducenterne kan godt finde på at mixe musikken helt om eller lægge

et nyt beat på, mute nogle af stems’ne og den slags. Det er noget af det, man går med til, når man som komponist og udøver indgår kontrakt med Spanra og Torsten. En anden fordel kan være ved at have sine stems liggende fra stu-diet, at man har muligheden for at lave andre versioner af sin musik og målrette den kommercielle brugbarhed på den måde. ”Det er faktisk et sjovt område for komponister og musikere, som er åbne over for at lege, ændre, udforske forskellige udtryk. Man kan faktisk godt høre forskellen på, hvordan trailere lød for bare 10 år siden og så i dag, hvor standarderne har rykket sig i kraft af digitalisering og editeringsmuligheder”.

Rettighedsfordeling”Der er jo meget med, at man giver en producer en andel i arrangørrettigheder-ne, og det kan også være helt fair, hvis vedkomne virkelig bidrager til skabelsen af værket. Men det kan gøre tingene meget svære for mig i mit arbejde med sync. Så jeg skal bare vide præcis, hvem der har skrevet et nummer, så der ikke kan komme nogen bagefter og lave ballade over brugen af det”. Intern

uenighed i bands om fordeling af ret-tigheder og procenter på komposition, arrangement og tekst er jo desværre noget, som kan skabe en masse bal-lade. Torsten: ”Jeg kender et band med fire medlemmer, som i udgangspunktet giver 20% til den som kommer med grundideen til en sang. De sidste 4 x 20% fordeles så imellem de andre. Men der er mange modeller på, hvordan man laver fordelingen”.

>

Mark Willis og Torsten Stistrup Cubel

Til møde med Sony Pictures i Culver City


Research på hvad andre gør Vil du gerne samarbejde med en publisher om sync eller publishing, så forpligter det også, fortæller Torsten. ”Der er utroligt meget musik, som ender med aldrig at blive anvendt. Jeg har ikke et minimum for, hvor meget de komponister, jeg arbejder med, skal producere. Men omvendt forventer jeg, at der løbende kommer nyt materiale til. Det bedste, du kan gøre, er som sagt at være forberedt med stems, instrumen-tals, tekster osv. Undersøg området, og lær af, hvad du ser andre gøre. F.eks. på trailerområdet: Se en masse trai-lere på YouTube. Jeg talte med music supervisoren på HBO-serien ”Mayans” i går. Efterfølgende tjekkede jeg playlister på Spotify og sendte hende noget af den musik, som jeg repræsenterer. Gå ind på populære TV-serier på Spotify, og tjek playlister ud, og opdag, hvad det egentlig er for noget musik, som bliver brugt. På hjemmesiden tunefind.com kan man også skaffe sig et overblik over, hvad der bliver brugt i forskellige TV- og filmproduktioner”.

Specifikke referencerJeg havde et møde i Los Angeles med en kontakt fra det store reklamebureau

Saatchi & Saatchi, som sidder med music supervision for Toyota i hele Nordamerika. Her er lyd og musik vigtig, når de skal forholde sig helt specifikt til, hvilket kundesegment produktet henvender sig til. Er det en reklame for en bil, som henvender sig til en første-gangskøber? Er det bilen for en enlig kvinde i begyndelsen af 30’erne? Er det en mor i midt 30’erne, som kører sine børn til sport? Eller den unge mand der drømmer om en pickup truck? Alle disse henter musikalske referencer helt forskellige steder”.

Kærlighed er mange tingFøromtalte TV-serie,’Mayans’, handler om to brødre, og scenen er sat i et la-tino biker miljø. Så her kigges bl.a. efter sangtekster om ’brødre’, ’hjem’, ’frihed’ og ’songs about love – but not in a romantic way’. ”Hvis man f.eks. skal re-klamere for et køkken, så kan det være kærlighed imellem forældre og børn, der skal bruges. Skal man vise nogle ven-ner, der har det fedt sammen med nogle cola’er, så er vi ovre i ’fælleskabskær-lighed’. Så mit råd til danske musikere, som jo generelt er dygtige til at tale engelsk, er at få sangteksterne tjekket

og rettet, så det er fejlfrit engelsk. Tek-sterne betyder sindssygt meget her!”.

Med og uden bandeord”Hvis det er dybt nødvendigt for dig at bruge bandeord i dine tekster, så spørg lige dig selv en ekstra gang, om du måske er i stand til at skrive den uden? Hvis ikke, anbefaler jeg, at du laver en ’clean version’, hvor samme stykke indsynges i en version uden bandeord. Et brand som MacDonalds vil aldrig have noget at gøre med musik indehol-dende bandeord. Heller ikke engang hvis det er en instrumentalversion – så længe det på nogen måde kan asso-cieres med ’explicit lyrics’ er det no-go. Reklameverdenen sælger drømme. Jeg får søgninger herfra på omkvæd der handler om at være ’Free’. ’Chasing the dream’. ’Looking for new adventures’. ’Female empowerment’. ’Togetherness, but not in a romantic way’. Der findes jo allerede enormt mange sange, som handler om kærlighed imellem mænd og kvinder, så tænk gerne kærligheden lidt kreativt”.


F I N K R E V I S I O N & R Å D G I V N I N G

Fink RevisionBorggade 1, 2.th8000 Aarhus Ctlf.: 61 60 62 [email protected]

Gør det du er bedst til og lad mig gøre resten. Jeg har specialiseret mig i skatteregler og regnskab for musikere.

Skal du have hjælp til selvangivelsen så ring for en uforpligtende samtale.

MvhUffe Fink Isaksen

www.finkrevision.dk

DMF Aarhus kontor har åbent:Mandag: 9 - 16

Tirsdag - onsdag: 10 - 15Torsdag: 9 - 15Fredag: 10 - 13

DMF-RegionskontorVestergade 19, 28000 Aarhus CTlf: 8618 4599


Podcasts og netradio - Artikelserie Del. 2

Podcasts og netradio Den Tunge Time af Martin Sørensen - DMF-Aarhus

Den Tunge Time gik i luften den 4. oktober 2010 og har kørt live på ugentlig basis hver tirsdag aften lige siden. Den er i dag nok en af de mest velkendte danske podcasts, der be-skæftiger sig med undergrundsmetal. Senere startede Den Tunge Radio, der kører 24/7 med forskellige temabase-rede playlister dagligt. “I Døgndrift til Dommedag” som sloganet lyder.

Den Tunge Time udsprang af en flok ildsjæle i form af de to tidligere værter Casper Hansen og Martin Rasmussens lyst til at formidle kendskabet til metal-genren via radioformatet.Efter tre udsendelser blev der søgt forstærkninger, hvilket resulterede i tilføjelsen af Thorbjørn Borup (tidligere radiovært på Død Luft i Aalborg), Sascha Winther, Kasper Borup, Simon Grástein, Kasper Behrendt, og senest Jeanett Andersen. DTT har i en årrække været en del af Aarhus Studenterradio, inden de blev en selvstændig radio.

Vi har taget os en snak med folkene bag radioen (Kasper Behrendt, Jeanett An-dersen og Mariann Burup) omkring deres rolle i metalundergrunden i Danmark samt deres tanker omkring den stigende interesse for podcastmediet. Metal når som helst”Vi har startet Den Tunge Time selv fra bunden med egen hjemmeside, hvor Den Tunge Time og Den Tunge Radio kan høres samt, at man også kan finde os på TuneIn-app’en og på FM98,7 i Aarhus og omegn. Udsendelserne læg-ges efterfølgende ud som podcasts på Mixcloud.”

”Det er meget vigtigt at tage forbehold for, at vi lever i en digital verden, hvor den gammeldags radio har måttet lade livet til fordel for podcasts og streaming-tjenester. Derfor mener vi også, at både Den Tunge Time og Den Tunge Radio har en stor fordel, da vi så at sige spiller på to heste ved både at være tilgængelig

i fm-formatet og samtidig være med på den digitale bølge i form af genudsendel-ser og eksterne podcasts.”

”At vi optager og udgiver Den Tunge Time som podcast er noget nær en nødvendighed i disse tider, hvor stort set al vores daglige medieindtag er on-demand. For år tilbage tilrettelagde man gerne sin aften eller dag efter at høre eller se et specifikt program, men sådan som vores hverdag er bygget op nu, kan det sjældent lade sig gøre.

De fleste mennesker er blevet vant til, at alt er tilgængeligt når som helst. Ved at udgive Den Tunge Time som podcast har vi åbnet op for, at alle til enhver tid har mulighed for at høre eller genhøre vores programmer, og vi imødekommer på den måde vores lytteres behov. Uden lyttere ingen radio!Derudover kan man finde og lytte til radioen online, uanset hvor man befinder sig. Sidder man f.eks med familien i Gran Canaria og har brug for et skud ekstrem-metal, er vi på pletten!”

Tror I, at det, at det er blevet så relativt nemt og billigt at starte en podcast op, gør, at det er nemmere for nichegenrerne musikmæssigt at komme ud til folket?

”Det tror vi bestemt, og som nævnt har det også resulteret i, at vi også lægger vores live-udsendelser ud efterfølgende som podcasts på Mixcloud. Vi kører som sagt også nogle eksterne tema-podcasts på Mixcloud for at udbrede vores viden om og holdning til metalgenren. Her tager vi bestemte temaer op og går i dyb-den, typisk i en times tid eller længere. Indtil videre har vi blandt andet snakket om thrash-metallens historie, hvad me-tal- og rockfolket ellers lytter til samt film og dokumentarer om metal.”

Gør Den Tunge Time noget for at fremme og promovere vækstlaget inden for metallen? ”Foruden Den Tunge Times Facebook-gruppe er vi ofte ude og markere os til koncerter og på festivaler med flyers, stickers og diverse tiltag med interviews med mere. Vi har fået lavet t-shirts, skjorter og hoodies, så publikum nemt kan få øje på os. I efteråret besluttede vi


os også for at komme med på Instagram-bølgen, hvor man kan følge med i vores bedrifter i billedformat. Her poster vi billeder af bands i studiet og giver et lille indblik i koncerterne, når vi er ude i bybilledet. Senest har vi købt en cam-pingvogn, som metalfolket vil se mere til i fremtiden.”

Uden lyttere ingen radio!Spiller jeres tilstedeværelse på de socia-le medier meget sammen med, hvordan jeres show fungerer? ”Ja, vi er ret aktive på både Facebook og Instagram, hvor folk kan følge med i, hvad vi laver, hvad vores udsendelser omhandler med mere. Det er blevet lidt en ting for os at tage et billede, et såkaldt selfie hver tirsdag, når vi er live med Den Tunge Time. Det gør vi både, når det kun er os værter i studiet, men også når vi har bands med. Det er utrolig sjovt, og de deltagende bands får også noget eksponering ud af det. Derudover giver vores “tirsdags-selfie” en personificering af værterne. Én ting er at høre stemmerne gennem æteren, men at have set værterne på bil-leder gør det mere personligt. Det er altid rart at få sat ansigt på en stemme og omvendt, og det gør det muligt for vores lyttere at genkende os, når vi viser os rundt omkring i det danske metalland.”

Er brugernes feedback vigtig for indhol-det af Den Tunge Time?

”Det er altid vigtigt, hvad brugerne har af ris og ros til os. Vi lytter, tager til efter-retning og prøver hele tiden at levere så god og spændende radio til folket som muligt.”

”Vi prøver så vidt muligt at være i dialog med vores lyttere. Vi er til stede, dels fordi vi alle er meget passionerede om-kring musikken og miljøet og dels for lyt-terne. Det produkt, der når frem til dem,

skal være gennemarbejdet, og lytternes feedback er derfor af stor betydning. Vi oplever også, at bands kontakter os med ny musik, og bookere informerer os om events. Alt dette bidrager til, at vi kan levere et produkt, der er så alsidigt inden for genren som muligt. Derudover er det et fedt skulderklap, at bands har lyst til at få deres musik spillet på vores station. Gør i noget for at indlemme lytterne i en form for fællesskab omkring jeres pod-cast?… eksempelvis konkurrencer, salg af merch. osv.? ”Vi afholder af og til konkurrencer i samarbejde med diverse koncerter og festivaler, hvor man kan vinde en billet eller to. Vi har også kaffekrus til salg og t-shirts, man kan få som band etc., hvis man er gæst i studiet.

Som tidligere nævnt ønsker vi en dialog med både lyttere, bands og branchefolk. Vi forsøger af og til at lægge op til sam-tale på vores Facebook-væg. Afstanden mellem redaktionen og brugerne må ikke føles for stor, og det er blandt andet også derfor, vi tropper op på festivaler, koncer-ter og til andre events.”

Værter skaber dynamik.Er folk overhovedet interesseret i at tilegne sig viden om den musik, de hører? De fleste dab-kanaler osv. sender jo forudprogrammerede playlister uden værter osv.

”Vi har gjort vores radio tålbar med fravælgelsen af reklamer samt en hel række af jingles på kryds og tværs af temaer, live-delen og vores playlister. Vi

synes jo selv, at det er skide fedt, når der er værter på. Radio får en helt anden “feel”, når der bliver ytret nogle holdninger og diskuteret nogle ting, f.eks. metalgenrer. Bare se på sådan noget som “Mads og Monopolet”, folk æder det råt!Vores værtsstab på Den Tunge Time består af så mange forskellige personer og baggrunde, at der altid er forskellige perspektiver på bands, koncerter og andre ting, der måtte komme op til debat i studiet. Denne dynamik mellem vores værter internt, og når vi har gæster i studiet, giver liv samt den faktor, at man aldrig ved, hvad der sker, når man sender live-radio.” Her til sidst vil jeg høre, om I har nogle afsluttende bemærkninger eller råd til folk, der skulle sidde derude og brænde for formidle deres kærlighed til musikken via podcast-mediet?

”Hvis du gerne vil lave podcasts, så er det bare med at komme i gang. Det kræver noget solidt hjemmeudstyr og så ud over stepperne. Hvis du derimod sidder derude med en god metalviden og brænder inderligt for at lave fed radio og generelt nyder den bølge af doom, døds-metal og/eller hård rock, som bruser ind over dig, når du er til koncerter, hjemme i sofaen eller går en tur i skoven, så skriv til os. Vi rekrutterer fra tid til anden nye familiemedlemmer i radioen - så længe du er lige så passioneret, som vi er!”

Lad dette være en opfordring til passio-nerede heavyhoveder derude.


Et stort foreningsmenneske er gået bortEfter længere tids indlæggelse og 5 års kamp med sygdom, tabte Thorkild Dalsgaard kampen om livet til prostata-kræften.

Thorkild var stoisk sej i sin kamp, og blev under sit 5 års sygdomsforløb ved med at leve sit liv, som han altid havde gjort det. Thorkild forblev stærk og altid optimistisk. Han tog kampen op mod sygdommen, som han tog kampen op og fightede for alt det andet, han var engageret i. Et fornemt billede på hans stærke vilje og fighterhjerte så man, da han i 1996 fik Bells Parese, som er en slags lammelse af ansigtsmusklerne. Det er en katastrofe for en tværfløjtenist, der er ansat i et symfonisk orkester, og som skal være meget præcis i sin mundteknik og embouchure. Thorkild overgav sig ikke, han sled med øvning og fightede sig lykkeligvis tilbage til sin plads i Aarhus Symfoniorkester. I 2001 fik Thorkild mod alle odds igen Bells Parese. Denne gang formåede han trods ihærdighed og stor viljestyrke ikke at komme tilbage. Skaderne efter syg-dommen var uoprettelige, og han måtte efterfølgende med vemod forlade sin stilling i Aarhus Symfoniorkester.

Thorkild var uddannet fløjtenist fra Det Jyske Musikkonservatorium og fuldend-te sin uddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos professor Poul Birkelund. Han startede sit profes-sionelle virke med en kontraktansættel-se i Radioens Underholdningsorkester. Midt i 70’erne vandt Thorkild en plads i Aarhus Symfoniorkester, og nåede at være ansat der i mere end 25 år. Sam-tidig var Thorkild tillidsmand og formand for orkesterets musikere i perioden 1984 - 1997. Han nåede endvidere samtidig med formandskabet i orkestret at blive formand for Landsdelsorkestermusiker-nes Fællesråd i en længere periode. Hans største udmærkelse i sin for-mandsperiode for Landsorkestermusi-kernes Fællesrådet var, at han bl.a. var med til at forhandle den bedst tænkelige pensionsordning på plads for de sym-foniske musikere. Den viste sig at være så god, at den blev opsagt, da forsik-ringsselskabet opdagede de økonomi-ske konsekvenser af forsikringsaftalen.

I 1982 blev Thorkild valgt ind i DMF Aar-hus’ lokalbestyrelse, hvor han bestred kassererposten i pe-rioden 2000 og indtil sin afgang i 2019. For den indsats hædrede man ham med et æresmedlemsskab. Thorkild sad også med i bestyrelsen i Aarhus Orkesterfor-enings Stiftelse og var dens kasserer i en 5 års periode. I 1992 blev Thorkild valgt ind i forbundets hovedbestyrelse og sad der til 2004. For sin indsats blev Thorkild i 2008 hædret med Guldnålen, som bevis på 25 års indsats som tillidsmand. I 2010 udnævnte man ham til modtager af forbundets Valdeprisen (tillidsmands-pris) og her i 2019 fik Thorkild Dansk Musiker Forbunds Hæderspris. Thorkild var ligeså formand for Aarhus Bachsel-skab i perioden 1998 – 2019 med hvem han igennem årene arrangerede et hav af koncerter hovedsagelig i Vor Frue Kirke og i Domkirken med Bachs fanta-stiske musik. Hvor Juleoratoriet, Mat-thäus Passionen, Bach Messe i H-moll og Johannes Passionen står som de helt store opførelser og højdepunkter. På den måde var Thorkild og Bach-selskabet med til at skabe arbejdsplad-ser til mange symfoniske musikere og klassiske sangere.

Thorkild var et fint og ordentligt menne-ske og havde altid en sober og korrekt omgang med sine medmennesker. Han var også charmerende og kunne nogle gange optræde lidt kunstner-distræt og var samtidig helt sin egen – en stor personlighed. I vores politiske diskus-sioner var han ofte den fremadskuende og den der var åben for nye strømninger og nye ideer. Han var også tjenestevillig og altid parat til at påtage sig en op-gave for fællesskabets ve og vel, hvilket var en stor del af drivkraften i alt hans politiske arbejde. Thorkild ville gerne forbedre forholdene for sine kolleger og for menneskerne generelt. Han var i rigtig mange år medlem af Radikale

Venstre og stillede i flere omgange op til byrådsvalgene i Aarhus. Uden dog at blive valgt ind. Men han var tydeligvis engageret og ønskede at påvirke de politiske beslutninger. På den måde blev Thorkild bindeled mellem musikkulturen, den symfoniske musik og Aarhus Sym-foniorkester og Radikale Venstre, som han inspirerede til at forstå kulturens og musikernes forhold.

Thorkild var i mange somre stævne-leder på Vesterlunds Orkesterstævne, foruden han, efter han stoppede i Aarhus Symfoniorkester, dirigerede forskellige amatørkor rundt i Aarhus og Grenaa. Flere gange rejste han til Schweiz for at studere hos den ver-densberømte fløjtenist James Galway, som var en stor inspirator for Thorkild. Thorkild prøvede at bibeholde et vist niveau på sin tværfløjte, for hvis der nu dukkede et fløjtejob op, hvad der gjorde engang imellem, så ville han være klar. Thorkild opnåede stor anerkendelse og hæder i sit 76-årige liv. Han vandt også mange sejre, men ikke kampen mod canceren. Thorkild efterlod sig en kone og to voksne døtre, der begge spiller professionelt i de københavnske symfo-niorkestre. Han var også en stolt morfar til 5 dejlige børnebørn

Æret være Thorkild Dalsgaards minde. Han vil blive savnet. Hans venskab har sat sine spor.

Skrevet af Lars Kiehn formand DMF Aarhus

Thorkild Dalsgaard


Rabat på formstøbte høreværn

Husk, at du som medlem af DMF får 15% rabat på formstøbte høreværn og in-ears hos Audiovox. Audiovox har fire butikker i København, men ingen fysisk butik/showroom her i Jylland. Men de har en konsulent herovre, som du kan ringe til og aftale tid for at få lavet et aftryk. Han hedder Keld Navntoft - tlf. 31410533 - [email protected] og kan træffes efter aftale på DMF Aarhus kontoret.

Se også mere på www.audiovox.dk.

36 basunen • juni 2019 - 32. årgangDMF Aarhus afdeling • Vestergade 19, 2 • 8000 Aarhus C • 8618 4599

www.dmf-aarhus.dk

Documents

32. årgang - juni 2019 • basunen · Dige (bas), Tobias Pisani (vokal), Anton Severin (guitar) og David Sall (trommer) mødte hinanden i Grobund Bandakademi, hvor de blev sat i