Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening.

Nr. I 1. Januar 1935. ~ 10. Aarg.

19 34~19 3 5. Atter svandt et Aar uden større Begivenheder

i vort Foreningsliv og vel ogsaa uden alt for store Oplevelser for den enkelte Sportsfisker. Naar und­tages det regnfulde Efteraar har Nedbøren jo atter i Aar været usædvanlig ringe med deraf følgende lav Vandstand i baade søer og Vandløb, noget der hverken er til Gavn for Fiskebestand ell. Vandløb. Opgang af migratoriske Fisk har været ringe, hvad atter vil præge Opgangen i senere Aar. Man maa under saadanne Forhold derfor med særlig Glæde hilse Bestræbelser for Fiskebestandens Ophjælp­ning som de, der er i Gang ved baade Skern og Holstebro Aa. At i sidst.e Tilfælde ogsaa Erhvervs­fiskerne ved Fjorden i nogen Grad er med i Arbej­det, er et glædeligt Tidens Tegn. Uden disses for­staaende og offervillige Medvirken er vel en effek­tiv Ophjælpning af Fiskebestanden i vore Aaer nærmest haabløs. Kartoffelmelsfabrikkerne er nu alle komne i Funktion, og de Ængstelser for deres deletære Virkning, som vi nærede i Fjor, er i Aar blevet til sørgelig Virkelighed, ja, den Skade, de har udfoldet, har vel, begunstiget af Tørken, som den blev, endog overtruffet vore værste Anelser.

Efter mange Klager til Staten er Stillingen nu følgende: For Dybvadfabrikkens Vedkommende er Sagen indbragt for en Landvæsenskommission. For de øvrige Fabrikkers Vedkommende har Han­delsministeriet henstillet dels at afvente Resultatet af de af Fabrikkerne selv iværksatte Undersøgelser, der ikke kan ventes afsluttet før efter nogle Maa­neders normal Drift, dels, før yderligere Sager rej­ses, at oppebie Kommissionens Kendelse i Dybvad-

sagen. Hertil har Fiskeridirektoratet givet sin Til­slutning. Da Forureningen af Karup Aa nu er værre end nogensinde, har Fiskeriforeningerne der indsendt Ansøgning til Regeringen om Sagens Ind­bringelse for en Landvæsenskommission, men har dog endnu ikke, da dette, skrives, modtaget noget Svar. Man maa haabe, at det nye Aar vil bringe en lykkelig Løsning af dette vigtige Spørgsmaal.

Efter en foreløbig Nedgang i vort Medlems­an tal og følgelig og;saa i vor økonomiske S.tatus (store Tilskud er her ogsaa medvirkende), kan vor Forening nu atter haabe paa en god Fremgang. Medlemsantallet har været stigende, og naar nu efter Nytaar vor største Udgiftspost, Tryknings­omkostningerne, bliver betydelig formindskede, vil af begge Grunde ogsaa vor Økonomi bringes i Vej­ret. Jeg vil dog stadig anmode Medlemmerne om, hver i sin Kreds, at virke for ny Tilgang.

Hvad FisketE:gnene angaar, har et Lovudkast været til Overvejelse hos Ferskvandsfiskeriforenin­gens Bestyrelse. Noget afgørende om Støtte fra denne Forenings Side vil dog først fremkomme paa dens Generalforsamling til Foraaret.

Som Redaktør mistede vi desværre Hr. Bjerg­Thomsen, men var straks saa lykkelige, at en Mand som Apoteker Axel Holm ganske uegennyttigt vilde overtage denne Uriaspost. Dette er jo desværre stadig denne Stillings rette Betegnelse. Skønt hvert Aar gentaget, er det nemlig endnu en alt for ringe Hjælp, Redaktøren modtager fra Medlemmernes Side, hvorfor Bladet beklageligvis ogsaa vedvaren­de maa savne de Indlæg, som særlig vilde gøre det

\

I

2 SPORTS-FISKEREN 1935

værdifuldt. Desuagtet har de to Herrer ført Bladet beundringsværdigt igennem. Selvfølgelig kan mav ikke forlange, at Redaktøren skal kunne fylde Spal­terne med egne Originalartikler. Naar Medlem­merne ikke vil skrive, maa vi fylde Lakunerne med Oversættelser, der ganske vist ogsaa er værdifulde, for ikke at sige tildels uundværlige. Kun et Spørgs­maal, Nedfaldsfisk, har i Aar kunnet sætte Sinde­ne lidt i Bevægelse og affødte nogen Diskussion. Jeg vil haabe, at flere af den Slags Spørgsmaal dukker op i det nye Aar og fører til livlig og om­fangsrig Debat.

Hvad til Slut mig selv angaar, finder jeg, at den Tid, min Lægevirksomhed levner mig til Vare­tagelse af Foreningens Interesser er for ringe. Jeg haaber, at Jyderne, naar min Formandsperiode ved næste Generalforsamling udløber, vil møde med et Emne, vi alle kan samles om.

Med Haabet om alt godt for vor Sport og vor Forening ønsker jeg L~serne et

GLÆDELIGT NYTAAR ! Chr. Lottrup Ande.rsen.

Kartoffelmelsfabrikkerne. Folketingsmand NØ r skovs i forrige Num­

mer omtalte Bemærkninger under Finans.lovbe­handlingen lØd ordret saaledes:

»Der fremføres ofte Klager over den Forure­ning, som vore Bække, Aaer og Søer er Genstand for, og hvorved Fisikebestanden utvivlsomt lider Skade. Man beklager, at Ministeriet for Søfart og Fiskeri ikke skrider ind og benytter sin Ret efter Ferskvandsfiskeriloven til at fordre truffet Foran­staltninger for at sikre Fiskebestanden i vore Vandløb; det paastaas, at Ministeriet ikke optræder aktivt i saadanne Tilfælde, men henviser Fiskerne til selv at tage Affære. 'Det vilde blive paaskønnet fra mange Sider, om Ministeriet her vilde yde Be­skyttelse. Er Bestemmelserne i Ferskvandsfiskeri­loven ikke tilstrækkelige i saa Henseende, bør vi have en særlig Lovgivning, saaledes at vore Vand­løb og Søer med deres Dyre- og Planteliv kan beva­res, thi selv om Ferskvandsfiskeriet ikke er noget stort Erhverv, saa er det dog af Betydning for ikke saa faa Mennesker, og et Stykke smuk dansk Natur vil forsvinde, hvis vore rene, klare Vandløb efter­haanden forvandles til grumsede Kanaler«.

Fiskeri- og Handelsminister H a u g e svarede herpaa som følger:

»Hr. Nørskov talte om, at der fandt Forure­ning Sted af vore ·Søer og Vandløb. Det er natur-

ligvis beklageligt, at en saadan Forurening finder Sted fra Fabrikker og Anlæg af forskellig Art, som er beliggende langs Vandløbene og ved Søerne -det er beklageligt baade af æstetiske og af fiskeri­mæssige Grunde. Der er de senere Aar jævnlig til Fiskeridirektoratet fremkommet Anmodning om Undersøgelse af Forholdene ved bestemte Vandløb og søer, hvor Forurening har fundet Sted, og Fi.­skeridirektoratet har foranlediget, at Biologisk Sta­tion har foretaget de ønskede Undersøgelser; i de enkelte Tilfælde er Forureningernes Natur og Om­fang blevet klarlagt, og man har ogsaa kunnet paavise Aarsagerne. Som Regel har Sagen dermed været afsluttet for Ministeriets Vedkommende, idet der ikke i de senere Aar har foreligget Anmodning om at faa en Forureningssag ført videre, som fo­reskrevet i Loven: Vandsynsmænd, Landvæsens­kommissioner osv. I indeværende Aar er derimod flere Tilfælde bragt frem i Forbindelse med Klager over Forurening, og det er blevet krævet af Mini­steriet, at der skulde træffes visse Modforanstalt­ninger. Det har navnlig drejet sig om Vandløb ved de nyoprettede Kartoffelmelsfabrikker. De Klager, der i saa Henseende er indsendt til Mini­steriet, er paa sædvanlig Maade blevet undersøgt , men Undersøgelserne vil for Kartoffelmelsfabrik­kernes Vedkommende først kunne føres til Ende efter nogen Tids normal Drift i de paagældende Virksomheder.

Jeg tror ikke, man uden videre kan sige, at det, at man har anlagt en Kartoffelmelsfabrik ved et Vandløb, har ført med sig, at Fiskene i de paagældende Vandløb ikke har kunnet leve eller er forsvundet. Det er sagt mig, at man for nogle Aar siden oplevede den Mærkvæ,rdighed, at det, efter at der var klaget over, at et Vandløb ved en Kartoffelmelsfabrik var blevet forurenet, og efter at vedkommende Fabriks Ejer havde maattet be­tale en Erstatning, viste sig, at Fiskebestanden i det paagældende Vandløb øgedes meget betydeligt, netop som Følge af, at man havde faaet Kartoffel­melsfabrikken anlagt. Det skulde jo ikke gerne være saaledes, at man fik Erstatning for forment­lig begaaet Uret og derefter noterede en særlig Fordel. Derfor maa vi vente lidt med at tage Be­stemmelse om, hvad der skal ske ved disse Kar­toffelmelsfabrikker; de er jo anlagt af Egnens Be­folkning og for Egnens Befolkning, og man skulde ikke gerne lægge disse Virksomheder Hindringer l Vejen, saa de vanskeligt kan udøve deres Virk­somhed. Oppe ved Dybvad-Fabrikken i Vendsyssel ved Voer Aa er en Sag allerede af Klageren blevet indbragt for Landvæsenskommissionen, og saa

1935 SPORTS-FISKEREN 3

faar vi jo se, hvad der kommer ud af denne Klage. « Under enhver Sags Drøftelse gælder det om

at fastholde Sagens Kærne, og jeg vil derfor i An­ledning af den paa Rigsdagen førte Diskussion

, minde om, at det reelle er, at Kartoffelmelsfabrik­kerne har gjort sig skyldig i en ren og klar Over­trædelse af Ferskvandsfiskerilovens Paragraf 14: ved ikke at anvende den i denne Lovbestemmelse fastsatte Fremgangsmaade ved Etableringen a f de­res Afløb til offentlige Vandløb. Det er derfor ikke Fabrikkerne, som der lægges Hindringer i Vejen ved deres Erhvervs Udøvelse, men derimod Fersk­vandsfiskerierhvervet , som unddrages den Beskyt­telse, som Loven har tiltænkt det , og jeg kan rolig tilføje, at det har vakt Forundring i interesserede Kredse overalt i vort Land, at Ferkvandsfisker ilo­vens Forskrifter ikke ere iagttagne, sa a Lovens Bestemmelser straks kunde være sket Fyldest .

Viborg, den 13. November 1934. Carl Han tl'be:rg .

Ferskvandsfiskeribladet.

Sommer og Fiskeri. Fra »La Peche«.

De første Resultater af Fiskeriet var i Aar ret tilfredsstillende for Lystfiskerne. Skalle, Rimte, Brasen, Barbe, Aborre og Gedde ydede en rimelig Tribut. - Man lagde imidlertid allerede først paa Sæsonen Mærke til, at Vandstanden i nogle af de mindre Floder var ret lav for denne Aarstid. Se­nere er der hist og her kommet nogle stærke Regn­skyl, men ikke nok til at opveje Kildernes Udtør­ring, Indsivningen og Fordampningen.

Flere og flere Vandløb bestaar derfor nu kun af en lille Rende, der forbinder Smaadamme eller Huller, hvor Fiskene søger et Tilflugtssted, der dog næppe maa betragtes som særlig sikkert.

I Floderne med aftagende Strøm saavel som i Kanalerne er Vandets · Temperatur samtidig ste­get, og det sørgelige Syn af smaa, hvide Buge, der flyder rundt i Vandskorpen, møder vore bekym­rede Blikke.

For Resten er denne Situation ikke begræn­set til vort Land; i en Del af Evropa finder vi de samme Forhold. Det var især Bladene i Bayern, der allerede i Juni Maaned meddelte, at hvis der ikke snart kom Regn, kunde . man forberede sig paa virkelige Katastrofer. Allerede den Gang var Vandstanden i Donau ved Regensburg den laveste, der er maalt de sidste 10 Aar, og umaadelige Sand-

og Grusbanker er dukket frem; ved Regensburg har Donau dog endnu ikke faaet sine største Bi­floder fra Alperne, der om Sommeren bringer den Smeltevandet fra de Gletchere, de udspringer fra.

I Sydbayern i Egnen omkring »Tegernsee« er de fleste af de smukke Bjerghække, der er saa rige paa Ørred, som f. Eks. Durnbach, udtørrede paa flere Kilometer. I Hundredevis ligger de døde Ør­reder i F'lodsengen. Ved Flodens øvre De( hvor der stadig er lidt Strøm, ødelægges den kostbare Be­stand ved ulovligt Fiskeri af baade unge og gamle »uden mindst~ Skamfølelse«, skriver »fu.c!herei Zet.tung«, et af de førende Organer for videnskabe­lig og industriel Fiskeavl i Tyskland. Dette Blad anbefaler, at der i alle !Kommuner langs Floden opslaas Plakater, der oplyser om det ulovlige i disse »Sørøverier« og faar dem, der begaar dem, til at vogte sig for de Straffe, de udsætter sig for: Sikkert et prisværdigt Initiativ, men - det er lidt vanskeligt at tro, at Plakater skulde være nok til at faa disse Fyre, der sikkert ikke er uvidende om, at de begaar noget ulovligt, til at vende tilbage til Pligtens Vej.

Lad os i Forbigaaende bemærke, at vi ikke har Monopol paa ulovligt Fiskeri, og· at den Lovlydig­bed, vi tiltror vore Naboer, ofte er ret relativ. Fjed­rede Røvere, der er mindre kendt her i Frankrig, slutter sig ved Elbens øvre Del til de andre Slub­ber ter. Det er de graa Hejrer, der benytter sig af Tørken til at rasere et stort Antal Bække med lav Vandstand. Men lad os vende tilbage til vore egne Skader, som det ogsaa er værd at lægge Mærke til.

Fra forskellig Side meldes der om meget store Tab for Fiskeavlen. Snart drejer det sig - som i Bayern - om Fisk, der bliver efterladt, idet Van­det siver ned i Sandet; snart er det Gæsterne i de langsomt løbende Floder, der gaa op til Overfladen for at aande, besvimer og dør.

Med Hensyn til de første , er Grunden til deres Ulykke klar nok. Men om de andre er den mest udbredte Tro den, at de ikke kan taale en Forhøj­else af Temperaturen. Det er meget rigtigt, men kun indirekte. Naar Fisk dør i lunkent Vand, skyl­des det Formindskelse af den Iltmængde, der fin­des i Vandet. - Man ved, at Vandet opløser Luf­tens Ilt og at Fiskene, for hvem denne Luftart er en Livskilde, optager den i Blodet ved Hjælp af Gællerne, der virker som Lungerne hos os. Samti­dig udskiller Gællerne stadigvæk - som vore Lun­ger - den Kulsyre, der er dannet ved Legemets Funktion. De Iltmængder, Vandet kan opløse, er afhængige af Vandets Temperatur. Ved O Gr. og under normalt Tryk opløses 10 kbcm. pr. Liter.

4 SPORTS-FISKEREN 1935

Ved 15 Gr. opløses kun 7 kbcm. og ved 24 kun 6 kbcm., og dette Tal bliver i Naturen yderlige­re formindsket af de mange Iltninger og af Vand·· væseners Aandedræt.

Disse Fakta gør det forstaaeligt, at Fisken kvæles, hvis den ikke faar tiltrækkeligt Ilt, ligesom Minearbejderen, naar han overraskes af Grubegas.

Forøvrigt reagerer de forskellige Arter ikke ens under de samme Forhold. Det er almindelig kendt, at Laksefiskene behøver meget iltholdigt Vand og kun kan taale et kortere Ophold i en Dam, hvor Karpen f. Eks. befinder sig storartet. Vi giver her nogle Taleksempler, laant fra en me­get udførlig Afhandling om Fiskeavl af L. Roule: I Løbet af en vis Tid forbruger en Ørred 100 kbcm. Ilt i Vand, hvis Temperatur er 10 Gr.; en Kar­pe af samme Størrelse bruger under lignende Vil­kaar 20 kbcm. I Almindelighed forudsætter man, at Laksearterne fordrer 6 a 8 kbcm. pr. Liter, me­dens Karpe.slægten kan nøjes med 4 kbcm.

En Ting til har det samme dødbringende Resultat.Vi har set, at efterhaanden som Vandet bliver varmere, optager det mindre Ilt, men Fi­skens Iltbehov vil samtidig stige. I E!l given Tid forbruger en Ørred paa eet Kilo 100 kb. cm Ilt ved 10 Gr., medens dens Forbrug ved 15 Gr. vil stige til 220 kb. cm; en Karpe af samme Størrelse for­bruger under de samme Omstændigheder 20 og 80 kb. cm.

Endnu en Ting kan gøre Forhøjelse a.f Tempe­raturen farlig. Det er de organiske Stoffer, · der findes i Vandet, f. Eks. Sukker, Øl, Alkohol, Bund­fald, der er fremkommet ved Likørdestillation. Saftaffald, Dyreekskrementer, Blod o. s. v. - Raf­finaderier, Ciderfa brikker, Spr:itfabrikker, Ostefa­brikker, Slagtehuse, (Kloakker o. s. v. er Hovedle­verandørerne af disse Stoffer, der forraadner og af den Grund bruger den Ilt, der findes i Vandet til stor Skade for de Væsener, der lever i Nærhe­den. Varmen forværrer disse Forhold, der gør Il­tens Opløselighed endnu mindre, og paa den Maa­de bliver det umuligt for Fiskene at leve, selv om deres Fordringer med Hensyn til Iltmængde er u­endelig smaa.

Themsfn er et frapperende Eksempel paa, hvorledes Vandet kan ødelægges; ovenfor London indeholder Vandet 7 kb. cm Ilt pr. Liter, og neden­for er der kun 0,250 kbcm. Den umaadelige Mæng­de Kloakker har alene Ansvaret for denne Forskel.

Hvad kan man gøre mod de Plager, hvis Op~ rindelse ligger uden for menneskelig Kontrol. -Den mest virkningsfulde Løsning vilde være nogle gode Regnskyl, og vore Anstrengelser vil aldrig bli-

ve andet end midlertidige Foranstaltninger. Lad os imidlertid ikke give op, men bruge de

Midler vi har, for at formindske de Skader, der truer os. - Og først og fremmest kan de Fisk eller den Yngel, der staar i Fare for at gaa til Grunde i mere eller mindre udtørrede Vandløb, optages og overføres til højere eller lavere liggende Dele af Floden eller til et andet Vandløb, hvor Forholdene er bedre. - Men begynd ikke uden videre paa det­te Redningsarbejde, selv om Deres Hensigter er de bedste i Verden. De risikerer at møde en eller anden Øvrighedsperson, der vil være i [.in fulde Ret til at tro, at de har rent kulinariske Hensigter med Deres Bytte. - Foruden Indehaveren af F'i­skeretten bør De underrette den nærmeste Lyst­fiskeriforening. Denne underretter Landbetjenten eller den lokale Fiskeopsynsmand og takket være den gode Vilje fra alle Sider, finder Vandets ilde­stedte Beboere snart mindre usikkert Tilflugts­sted.

Udstrømninger fra industrielle Foretagender, Kornrensningsanstalter og Kloakker er vanskeli­gere og fordrer større Takt at behandle. Man kan forlange de kompetente Myndigheders Indskriden for at sikre sig, at Reglerne bliver nøje overholdte. Desværre er de ofte meget strenge og vanskelige at overholde. Paa den anden Side er Lovgivningen ret usikker. - I Almindelighed vil en venskabelig Henvendelse fra en af »Fishing Club«s Medlemmer til den, der er ansvarlig for Udstrømningerne, ha­ve god Virkning. Mange Fabriksdirektø·rer tager Hensyn til den almene Interesse og vil gerne tage enhver Forholds.regel , der kan forenes med deres Industris Bestaaen. Vi har Beviser herfor i Egne, hvor Vandløbene forhen var ovenud snavsede, og hvor Fisken nu, efter at der er gjort forstandige Anstrengelser, lidt efter lidt vender tilbage.

Det er ofte bedre at overbeviE.e end at tvinge.

Laks og Nytaarsbetragtninger. Dingelingeling, kimer Vækkeuret -- gid P ...

havde det Vækkeur. Jeg »raver t:. en Arm søvnigt ud, og opnaar kun at rive Tingesten pa.a Gulvet. Bum, da først vaagner »Seis«. - Hvad Pokker er det for et Spektakel, du laver paa den Tid af Nat­ten. - Saa staar vi op, hyler jeg med min kendte og af Rekrutter frygtede Røst. Men ak! Seis har al­drig lyttet til Reveillens Toner, a propos, hvorfor er Reveillen ligefrem sø,vndyssende, mens Retræ­tens Toner faar en til at blive lysvaagen og fuld af Spjæt som en gammel Cirkushest.

1935 SPORTS-FISKEREN 5

Naa, det var Laks, vi skulde berette om. Først da jeg med Svend Fleuron »En Vikings

Saga« hyler: »Laust, for Pokker, Laks, Laks!« Da først farer Seis ud af »Fjedret«. Grejerne er i For­vejen bragt i Orden om Aftenen, saa der er kun at smøre Maden, huske Bajeren og, oh la la, den lilla Sup - - Helan går ! !

Det er tidligt paa Aaret i Marts. Det er bælg­mørkt Kl. 51/2 Morgen, Ruskregn og Blæst, og vi ~maaløber for at naa Toget til Gredstedbro. Nu er vj vaagne, Dagens sandsynlige Udbytte drøftes, og I kan tro, at det er ikke Smaating, vi venter at vende hjem med til Aften.

Gredstedbro! raaber Konduktøren, vi farer ud. og faar løst vort Fiskekort paa Hotellet. Derfra til Aaen er der ca. 20 Min. at gaa, vi begynder ved Gangbroen over Aaen ved Kirken i Vilslev.

Der ser vi den første af Familien Salmo Salar, medens vi sætter vore Stænger sammen. Den sølv­skinnende Ten ryger op over Overfladen og ender med et mægtigt Plask i en rygende Hvirvel bag en af Gangbroens Støttepiller. Vi kigger paa hinan­den, - naa, naa, saa I er i det Lune til Morgen. -Hvem skal nu ha' Tjansen, vi trækker Lod om det. Det blev ham. Jeg skruer Fangstkrogen paa Skaf­tet og ser til, men trods hæderlige og uhæderlige (Orm) Forsøg lykkes det ikke at faa d~n til at nap­pe. Ca. 200 m længere nede faar Seis en Laks paa Spinneren (Hardy's Refleks.), og hans Victor Stang gør snart Udslaget, men den var ogsaa kun paa 6 Pd., men se den ligg·e der i Græsset, sølv­blank, skinnende med de sorte x-formede Pletter. Den der selv har fanget Laks kender den primitive Fangstglæde, kender de vilde Ryk, Spring og Bo­ringen, og saa til sidst se den smukkeste af vore finnede Venner ligge i Græsset. Jeg har tit ønsket, at jeg kunde faa mig til at kaste den ud igen, og faa den til at svømme sin Vej igen. Men nej, hvem kan det?

Naa, vi gaar videre. Regnen er holdt op, men det blæser en Smule endnu. Jeg er nu forrest, og er kommet ca. 400 m foran Seis nedenfor Risgaard. Her bliver Aaen bred og ret lav med stenet Bund, jeg stopper op, skulde her blive en Chance, Flue­æsken frem, jeg har altid det Princip at lukke Øj­nene og med Fortunas Hjælp tage den Flue, jeg faar fat i. Det var en Wilkinson. Med et, det synes jeg da selv, virtuosmæssigt !Kast naar jeg den an­den Bred, Fluen driver - men kommer urø,rt over Aaen, endnu en Gang - heller ikke, jeg gaar et Par Skridt videre og kaster igen - da - i et mæg­tigt Plask gaar en stor Laks ned med min Flue fast - hvad er den allerede væk og har sat Fluen fast

i en Tot Grøde? Jeg rykker lidt i Stangen, saa, nej, den er der skam stadigvæk, for i et mægtigt Spring gaar den ovenud af Aaen og saa kommer der Fart i Fyren, stangen bøjes næsten til Vand­fladen inden jeg faar Fingrene væk fra Hjulet. »The cheek« skratter, og Laksen tager Line i en foruroligende Fart. Et Pigtraadshegd maa jeg skræve over i Farten, saa - igen i Luften, og en Gang til, er de Luftture ikke snart forbi.

Nu borer den sig fast nede i Bunden, og trods alle Forsøg borer den i en halv Time uden at være til at rokke af Pletten. De smaa Slag med Lomme­kniven paa Stangknappen hjælper ikke det ringe­ste. Men Seis har imidlertid opdaget, at der er no­get galt med min Stang, den sidder vist fast i Bun­den. Men jeg faar ham snart oplyst om hans Fejl­tagelse, og han begynder nu at aabne et sandt Bombardement med Jordklumper mod Laksen, og det hjælper. Først begynder de smaa Sidebevægel­ser, de vokser, og til sidst præsenterer den en mæg­tig Halefinne.

Den er løs af Bunden og driver nu halvt vilje·· løst ned med Strømmen. Nu er Øjeblikket inde, hvor Landingen skal finde Sted. »SeiS<< smøger de lange Gummistøvler op og vader ud i Aaen neden for en Brink, hvor han er godt skjult af denne. Fangstkrogen har han strakt godt frem og holder den med Spidsen et Stykke under Vandet. Jeg trækker Laksen op mod Strømmen - det gaar

· langsomt, og da jeg naar op ved Siden af ham med den, tager han den - han tror det da, men han hugger fejl, og Laksen igenvinder ved Skrækken en Del af sine gamle Kræfter og stryger ud i Aaen. Det er ikke blide Ord, der falder. Heldigvis hugger han ikke foran Linen, men vil tage Laksen i Halen :tned Krogen, saa jeg fik snart Hold paa den igen, og denne Gang slaar Seis ikke fejl, halvt kerer og slæber han den store Byrde op paa Land. Med et Slag i Nakken tager den gamle Pirat sin sidste Svømmetur. Finnerne spiller, Skruen smækker, og saa det sidste Hop.

Et omflakkende Liv er endt. Om man kunde se alt, hvad saadan en Laks

ser i sit forholdsvis korte Liv. Omsider er Solen kommet frem, og Vinden har

lagt sig. Tiden er inde for Frokosten. Vi ligger og nyder Formiddagens Fangst, hvor mange Gange har vi været ude hele Dagen uden et eneste Nap? Men er det ikke det, der er det spændende ved Lak­sefiskeriet?

Jeg vil slutte denne lille Solstraale med Øn­sket om et lyst og lykkeligt Aar for vor Forening. Maatte det lykkes os at faa de smukke danske Aaer

b SPORTS-FISKEREN 1935

bevaret rene og i Besiddelse af den samme Be­stand, som da vi overtog dem fra vore Fbrfædre.

Godt Nytaar! Med Fiskerhilsen Løjtnanten.

Fra Redaktørens Lænestol.

._../"'.-...::, (-,h<le.li0t) N~1.a.,,.1~J

:;---..~

I-< \U"\.;. "...9 B r cel<

Er Skallen en Rovfisk. Ved senere Aars Spekuleren over Grunden til

den stadigt svindende Laksebestand er jeg kom­met til at tænke paa Skallen, der i vore hjemlige Vandløb findes i saa stort Antal, at den mart kan betragtes som en Slags Utøj. Naar jeg tænker mig Skallens Indblanding i »Rovdrift« paa den spæde Ørred- eller Lakseyngel, der lige er kravlet ud af Ægget og endnu ernærer sig ved Blommesækken, er . det en vidnefast Erfaring, der har givet dette Fingerpeg.

For nogle Aar siden fiskede vor tidligere For­mand, Hr. Sig. Hansen, nu Varde, og jeg i Grydaa, en lille, smuk, og - dengang - ret god Ørredaa med Udløb i Storaa. Vi fiskede med ret store Elrit­ser paa smaa Dypkroge, som vi benytte1e til Ør­red. Jeg fik ret godt Bid og vinkede til S. H,. der stod i Nærheden. Jeg fulgte Fiskens Bevægelser i Vandet og mærkede snart, at min Fisk havde slugt Agnfisken og halede den op. Til min store Forbav­selse viste det sig at være en alm. stor Skalle, der havde slugt min Elrits.

Lige forbavsede tænkte vi dog ikke over den dybere Betydning af denne Fangst paa dette Tids­punkt, men nu, da Tiden og Fiskebestanden har forandret sig, kommer denne lille Oplevelse atter frem, og maaske findes her en af vore værste Fjen­der. Skallen er nemlig i de allersidste Foraarsmaa­neder en uhyre graadig .Fisk, der ingenlunde er kræsen, og følger man dens Levemaade, tyder alt

paa, at den netop er farlig for den spæde Lakse­og Ørredyngel.

Straks_ naar de første Solstraaler viser sig, ef­ter at Isen er ,smeltet i vore Aaer, samler Skallerne sig i uanede store Stimer og staa.r gerne i de rolige HØl'er med Sandbund og bider her paa kort sagt alt, hvad man byder dem. Jeg ved Tilfælde, hvor Ormfiskere har fanget hele Sække fulde i Høl'et paa et Par Timer - og pa.a denne Aarstid næsten altid store Fisk. Lad os tænke os en saadan Stime paa en Gydeplads, hvor Solen. har lokket den spæ­de Yngel frem over Sandet! Mest sandsynligt vil Yngelen her have set Lyset for første og sidste Gang; thi kan en Skalle i Sommertiden sluge en Elrits, hvad sluger den saa ikke i den langt mere fødefattige Tid om Foraaret, hvor alt Liv i Naturen først begynder at røre paa sig?

Maaske kan vore Biologer her træde til med Oplysninger, der kan berolige os; thi skulde vi kun have mistænkt vor ellers ret gode Ven, Stallingen, og i Stedet have mere Grund til at have vor Op­mærksomhed henvendt paa den saa fromt udse­ende Skalle, har vi begaaet en stor Fejl, da Skal­lernes Antal er svimlende, og ingen gider fange dem - alt imens dens. sidste Laks uddør.

Der maa jo være et Punkt, hvor Aarsagen til den stadig svindende Laksebestand findes, thi ind­til nu har alle Forsøg paa Ophjælpning tilsyne­ladende været ha.abløse.

Holstebro, November 34. S. Sørensen.

Geddens Graadighed. En Oplevelse.

Det er formentlig sket for de fleste Geddefiske­re, at de har været ude for det Tilfælde, at en stor Gedde har »hugget« en lille do., efter at sidst­nævnte har bidt paa Krog. I Almindelighed faar Fiskeren i saa Tilfælde en lang Næse; den store Gedde kommer sjældent i Forbindelse med Kro­gen, da den som Regel hugger den lille paa tværs, og den tager Rejsepas, saa snart den skimter Baa­den eller Bredden.

En Dag i afvigte Foraar var jeg sammen med Sparekassedirektør, Brygger Hoffmeyer, Storehe­dinge, paa Geddefiskeri i Gjorslev Møllesø, - en sø af Størrelse ca. 50 Td. Land - hvor Hr. Hoff­meyer og jeg i en Aarrække har haft Fiskeretten i Forpagtning. Vi fiskede med Blink, hver fra sin Baad. Jeg fik Bid, takserede efter Modstanden

1935 SPORTS-FISKEREN 7

Gedden til at have en Vægt paa ca. 4-5 Pd. Plud­selig, da jeg var begyndt at hale ind, mærkede jeg, at en stor Gedde havde hugget min Fangst. Men belært af Erfaring havde jeg ikke noget Haab om at faa den store Gedde i Ketscheren. Imidlertid maa denne have været enten meget sulten eller ualmindelig graadig; thi den slap ikke sit Tag, endskønt den ikke var paa Krogen, men havde den mindre Gedde paa tværs i Gabet. Efterhaanden som jeg fik Parret halet nærmere ind til Baaden, kunde jeg se, at den store Gedde holdt Øje med mig. Den var sikkert klar over Faren, men kunde alligevel ikke bekvemme sig til at give Slip paa den fede Bid, den havde mellem Tænderne. F'ørst da jeg havde Fangstnettet under den, gav den Slip, men det var for sent. De vejede henholdsvis 12 og 4 Pund.

Storehedinge, 5. Decbr. 1934. Jens Traberg, Landsretssagfører.

Tunfisk. I en Artikel om dette Emne i November­

numret af Sportsfiskeren kommer Hr. Grasserer Ludvig Svendsen til det Resultat, at de danske Tun­fisk skulde tilhøre en mindre Stamme, som ved en Tilfældighed har forvildet sig ind i vore Farvande for 5-6 Aar siden og nu forsvinder, fordi de op~ fiskes. Han mener, at der nu kun er 3 Smaaflok­ke tilbage, ved Hveen, Sjællands Odde og Anholt, samt beklager, at den interessante Fisk er ved at forsvinde, nu da vi bedre forstaar at udnytte den økonomisk. I en Fodnote gjorde Red. opmærksom paa, at lignende Klager havde lydt fra England -men som Præsten sagde: Græd ikke, kære Menig­hed, det turde være Løgn altsammen.

I samme Nr. af vort Blad kunde vi bringe en Melding om mange store Tun ved Tyborøn - og fra England meldes, at Tunfisken i Aar blot har været forsinket; af ukendte Grunde. Ved Scarbo­rough og de andre sædvanlige Tunfarvande er den kommet ca. 6 Uger senere end ventet, men da var der heller intet at klage paa hverken Størrelse eller Individantal. I Fishing 'Gazette for 3. Nov. fin­des en Korrespondance fra Cornwall, hvori citeres et Værk fra 1904, der omtaler Tunfisken som »ikke ualmindelig« her - og Forfatteren mener, at Tun­fisken har levet ved de engelske Kyster 40-50 Aar, før Sportsfiskerne opdagede den - ja mulig-vis i Aarhundreder. ·

I »Pigfinnefisk« (1912) omtaler Otterstrøm den som strandet: Palsgaard Strand 1884. og Hus-

by Strand 1869. Øresundstammen omtales Vedbæk 1869, Liseleje 1905. Af vore ældre Forskere har Krøjer set den i Flokkevis ved Snekkersten (jagen­de Hornfisk). Feddersen saa den i Store Bælt. Helt inde i Østersøen er den set og fanget ved Eckern­fØhrde, Stralsund og Cøslin i ældre Tid og menes iagttaget ved Bornholm 1877. Jeg fandt et strandet Eksemplar ved Løkken Strand 1910.

Vi kan heraf slutte, at Tunfisken er en ikke . sjælden Gæst ved danske og engelske Kyster, har været det saadan noge;t som de sidste 60 Aar - ja, som den engelske Indsender siger - muligvis i Aarhundreder.

Samme Forfatter gør iØvrigt opmærksom paa, at store Hajer og Sværdfisk er mere almindelige i engelske Farvande end Almenheden bekendt, og Otterstrøm kalder Sværdfisken en nogenlunde jævnlig Gæst hos os. A. H.

En travl Aften. »Silver Doctor« i Fishing Gazette.

Saltvandsfiskeri er noget, jeg ikke ofte kom­mer ud for, men naar Elve og Søer svigter, kan Havet i Nødstilfælde være en Udvej. Dette er For'." tællingen om en saadan.

»Formanden« samt Hr. og Fru »Silver Doctor« var taget paa Fiskeri til et Skotland, som stønnede under Julitørken. To Uger var forløbet, siden vi tog Ophold i et Vestkystleje, hvor Havørreden i normale Aar netop nu skulde strømme op i de fer­ske Vande. Skæbnen var imod os. Dag efter Dag vedblev en ubarmhjertig Sol at skinne ; Elvene svandt ind til Rendestene, og den livligste Ørred, som nogensinde krydsede Voverne, havde ikke me­re Chance for at komme op, end en !Kamel har for at passere et Naaleøje. Fjeldsøerne var uklare Spej­le, hvor Forellerne ikke gad bide, saa det var Nul med Sporten. 14 Dage i Rad under saadanne Be­tingelser kan nok tage Pippet fra den ivrigste Sportsfisker, og var næsten en Undskyldning for, at Formanden blev forfalden til Kryds og Tværs. Druknende klamrer sig til et Halmstraa, og da min »Gillie« en Eftermiddag foreslog Makrel, var vi straks med paa den.

- - »Hov, Formand! Fat i Grejerne. Giv mig de Thermoflasker. Ja, blaa og sølv »Vipstjert« kan vist gøre det. Afsted med dig! Mød paa Pynten til Fodring Kl. 8. Knæk og Bræk!«

Klokken var 5, og Ebben var halvt løbet ud. Fra en skyløs Himmel skinnede Eftermiddagssolen

8 SPORTS-FISKEREN 1935-

paa et Hav, der var saa blankt som en Mølledam. Forma:p.dens 17 Lispund og hans Gillie gik i den ene Jolle, mens Duncan tog sig af Fru Silver Doc­tor og hendes daarligere Halvdel i den anden Baad., ! hver Baad var Stænger til Dragfiskeri og de nød­vendige Spinnere, og en Madkurv, to Fluestænger og Landingsnet fuldstændiggjorde Udstyret.

Duncan roede langsomt ud, mens han sl{ygge­de for Øjnene for at udspejde Bugten. »Ja, der er de, de er i fuldt Sving derovre. Vær parat, Doctor! «

Uq. gik Spinnerne, tyve, tredive, fyrretyve Me­ter agter, mens den gamle Mand spurtede for at in,dhente den hurtigt svømmende Stime; Ryk, Ryk paa hver Line, vi halede et Par sølvglinsende Ma­krel indenbords, og det samme indtraf, hver Gang vi fik vore Liner manøvrerede hen i Nær heden af Fiskene. Deres Fart var forbavsende, og trods al Duncans .Snedighed spredte Baadene dem snart, saa vi maatte finde og jage en frisk Stime. De bed graadigt paa alt blankt: Mirakelspinner, Vipstjert, Skeblink, Devons, Terrors, Fluer, selv Stumper af Fiskeskind - alt var lige godt. Bugten var helt le­vende af jagende Makrel den Aften, og Vindens Fravær gjorde det let at finde, hvor de stimende Fisk krusede det stille Vand.

Den første Time arbejdede vi haardt, jagede den ene Stime efter den anden og tog Told af dem alle, indtil vore Trophæer dannede en helt respek­tabel Dynge i Bunden af Baaden. En saa letvunden Sejr blev snart kedelig, og vi begyndte at søge ef­ter nye Hindringer at overvinde.

Mon de vilde springe efter Flue? Duncan men­te det, saa vi tilriggede en 10-Fods Ørredstang med to sølvkroppede Fluer paa solidt Gut, og Fru Sil­ver Doctor blev betroet til at prøve. Svaret var po­sitivt. Hendes andet (Kast førte til et plaskende Spring, og stangen bøjedes næsten dobbelt, før­end hun bjergede en fed Skønhed. Dette var meget morsommere. Vi fandt, at det var bedst at kaste med lang Line lige foran Stimen og hale ind saa hurtigt som muligt. Fiskene løb ligefrem Væddeløb efter Fluerne og lavede ofte Bølger paa Overfladen. Til andre Tider kom Springet helt uventet, saa Vandet »kogte«. Naar de var krogede, kæmpede disse Makrel saa godt som nogen Ørred, og de fe­de Fyre (op til 11/4 Pund) løb ofte Linen ud og la­vede en Bunke Vanskeligheder, fØr de kom i Net­tet. Ofte fik vi en paa hver Flue, men det var ikke saa let at lande saadan et Par; for de havde den nederdrægtige Vane at hale hver til sin Side, og ikke sjældent slap en bort.

Da Klokken nærmede sig 8, satte vi Kurs efter Odden, hvor den anden Baad allerede var landet.

»Hvordan gik det, Formand?« »Ikke noget at prale af. Jeg har kun faa.et 9;

de Bæster er saa hurtige, og jeg mistede flere, fordi jeg kludrede med to Stænger«. Ha.ns Øjne blev store, da han saa vore . 29. »Hillemænd, og til­med paa Flue! I maa laane mig den ene Fluestang«.

Smørrebrød og \Kaffe dannede en behagelig Afveksling den næste halve Time. Da vi pakkede sammen paa Klippen, dukkede en Sæls Hoved op af Vandet 80 Meter fra Land, og en foreslog, at vi skulde fløjte den nærmere: Jeg havde nok hørt, men aldrig troet, at det var muligt, saa Resultatet kom meget overraskende. Der var ingen af os, som var Virtuos paa Mundharpe, men vi fik lavet et kombineret Fløjtekor, og paa en Gang blev det mørke, vandblanke Hovede opmærksomt. Inden ret længe dykkede den og kom op 20 Meter nærmere , fulgt af en anden Sæl, der var lige saa interesse­ret i Koncerten. Flere Dukkerter bragte de to Ho­veder endnu tættere, mens de blev ved at kigge paa Fløjtenisterne, og endog rejste sig højt op i Vandet for at se bedre. De var tilsidst kun 25 Meter fra !Klippen, da de blev klar over, at deres Aften­underholdning stammede fra Mennesker, saa -to Plump og væk i en Fart. Sære Fyre! Skade, at man ikke kan lokke Fisk paa samme Vis.

Det gik i en Fart med at rigge en Ørredstang til for Formanden, og begge Baade var snart i fuld Sving. Solen sank langt ned i Vest, men Juliane­nerne er lange i Argyll, og der var Fisk alle Vegne. Andre Fiskere havde ogsaa travlt. Forsinkede Maager strøg over Vandet, Hejrer fiskede paa Flad­vandet, og længere ude dykkede et Par Tumlere ustandselig.

Mens den langsomme Skumring blev dybere, tiltag Fiskeriets Tempo. Stimerne bevægede sig mindre hurtigt, kom nærmere til Kysten, og lod sig ikke skræmme saa meget af Baadene. En af os passede Spinnesnøren, mens den anden kastede Fluerne, saa snart vi var indenfor Kastehold af Stimerne. Duncan viste sig som Mester i at finde Stimerne og syntes at have en sjette Sans. To Fisk paa en Gang blev almindeligt, og en Gang var der noget rigtig svært (formentlig en Kuller) som greb den Makrel, jeg kæmpede med, halede 30 Me­ter Snøre med sig og saa - oh, ve - lod gaa. Kl. 11 besluttede vi, at nu havde vi faaet en Dag ud af det, og Duncan roede ind, mens vi endnu kunde se at samle Grejerne sammen. Formanden kom i Land i højt Humør.

»Det var vel nok Sjov. Jeg har moret mig stor­artet«. Da Grejerne var omhyggelig samlet sam­men, talte vore tvende Gillier højtideligt det sam-

1935 SPORTS-FISKEREN

lede Udbytte - 150 Makrel - et pænt Stykke Ar­bejde!

Det er en mærkelig Kendsgerning, at de Ind­fødte i nogle Dele af Skotland ikke kan fordrage Makrel. John og Duncan var klogere, og hver af dem fik en Part med hjem. Saa tilbage til Hotellet ; paa Vejen stoppede vi ved Vejmændenes Lejr og forsynede Mandskabet med Fisk til næste Dags Frokost; for saa vidt nød vi det ogsaa selv i hØj Grad næste Formiddag. Kun Grejerne havde det ikke godt efter den travle Aften, og det maa ind­rømmes, at Stænger, Hjul og Liner trængte til at efterses.

»Ikke andet end Makrel!« Ja, ganske rigtigt; men prøv det , Kammerater, naar I faar Lejlighed - og I vil blive overraskede.

Karpefisk. I.

Engelske Sportsblade og Bøger skelner mel­lem Sportsfisk og C o ars e Fis h, af Dr. Lo.ttrup Andersen her i Bladet tidligere oversat ved Grov­fisk. Sportsfisk er i Følge W egeners udmærkede Bog om Sportsfiskeri: Laks, Ørred, Stalling, samt Gedde og Aborre, hvilket falder sammen med den engelske Opfattelse. Grovfiskene er: alle de andre. Vi taler her kun om Ferskvandsfiskeri.

Hvad Englænderne forstaar ved Co ars e F i s h er nærmest alle de Fisk, som Zoologerne kalder Karpefisk. De er i vore Dage ikke højt esti­merede herhjemme, hverken af Lystfiskere eller i Køkkenet, uagtet Chr. S. Jacobsen i sin Kogebog for Ferskvandsfisk priser dem i høje Toner. Og Por­tionssuder i Flødepeberrodssovs eller Karper kogt i Rødvin er i Sandhed heller ikke at foragte. Alle Karpefisk er i England Genstand for et ivrigt Lyst­fiskeri , men ganske vist paa en ejendommelig· Maade, idet det anses for mest sportsmæssigt at sætte dem ud igen. Nogle af dem, som Rimten og Skallerne, kan tilmed ta,ges paa Flue. Det kan man ogsaa herhjemme, men de fleste vil vel handle som mfn ~øn. Vi var ude efter Stalling, men da den tre­die Skalle kom paa Fluen, pakkede han sine Grejer sammen og foreslog: skal vi saa gaa hjem, Far. Iøvrigt skal det ogsaa kunne ske, at en Karpe ta­ger Fluen, men det er saa sjældent, at det kommer med udhævet Tryk i Fishing Gazette.

Den engelske Methode til at tage Karpefisk, især Brasen, er ret ejendommelig, idet Fiskeren medfører en Spand med B u n dm a d d in, g -der findes en hel Masse Recepter paa dens Tilbe-

redning, i Reglen bestaar den af opblødte Brød­skorper, Hampefrøkager ell. lignende. Ankommen til Fiskepladsen kaster Fiskeren Lokkemaden ud og venter, til Karpefiskene har samlet · sig i Stimer, dernæst ægnes en passende Krog med Dejg - el- · ler Regnorm - og naar Snøren er kastet ud, sid­der man i Timevis og venter paa, at Floddet skal bevæge sig.

Det turde være den Slags Lystfiskeri, som har givet Anledning til den folkelige Definition af Lystfiskeri som en Stang og en Snøre med en Fisk i den ene Ende og en Taabe i den anden. Da Kar­pefiskenes haarde Læber sjælden tager videre Ska­de af en Krog, kan Fisken sagtens klare sig, naar den atter gengives til sit Element - indtil den vokser sig saa. stor, at en Lystfisker dræber den for at faa den udstoppet, og opbevarer den som Trophæ under en Glasklokke enten i sin Daglig­stue eller i Klublokalet.

Det er ganske vist ikke »Sportsfiskeren«s Op­gave at tage Karpefiskeriet under Armene, men al­ligevel - vi kan lige saa gerne tale om det, saa meget mere, som vi interesserer os for Indførelse af Fiskekort og næppe kan forvente , at Karpefiskene i saa Fald vil blive givet fri. Lovgiverne vil sagtens ræsonnere, som den Mand, der mødte en af sine Bekendte med Fiskestang og Tilbehør og spurgte, hvor han havde været henne?

- Jeg har været ude at fiske Aborrer. - Hvor mange fik du? - Slet ingen. - Hvoraf ved du saa, det var Aborrer, du fi-

skede efter? Ja, hvor er Grænsen? I Frankrig, hvor der og­

saa har været Tale om Fiskekort, har det været fo­reslaaet, at Kortene skulde lyde paa Anvendelse af bestemte Grejer. Der har endog været Tale om, at Prisen for Kortet skulde staa i Forhold til Stan­gens Længde. Naturligvis protesterede Sportsfi­skerne

For imidlertid at vende tilbage til Karpefiske­ne, saa har Rimten - Ejbygedden - nylig været omtalt her i Bladet. Den er mest almindelig i Odense Aa og Fjord, men paa Grund af det forpe­stede Vand i Aaen, ganske uspiselig. Da den kan tages baade paa Flue og Orm og leverer en ganske pæn Kamp, kunde den maaske faa Værdi som Sportsfisk. En gylden Varietet er ret almindelig i Kunstdamme, og da den gerne holder sig i Over­fladen, er den morsommere end G u 1 d f i s: k e 11,

der som bekendt er en kultiveret Karudse.

10 SPORTS-FISKEREN 1935

Karudsen (Cyprinus caracius). Sportslig Interesse har denne kendte Fisk i tre

Henseender. For det første har den for mange af os været

Begyndelsen paa vor Sportsfiskerkarriere, og for det andet er den ofte Indledningen til en vellykket

Dag, naar vi skal ud efter Gedderne. Den fanges da i Reglen ved Hjælp af en Tørvekurv, der med et Reb trækkes igennem Kjæret, og er en udmærket Agnfisk (Guldfisk er endnu bedre), naar man vil tage Gedde eller store Aborrer. Til Ørred er den ikke saa heldig, der fisker Elritsen langt bedre, for­mentlig fordi Ørreden ikke kender Karudsen fra Aaen.

I en t redie Henseende kan ~arudsen blive et Spørgsmaal, som vil volde os en Del Kvaler, naar Autoriteterne skal tage Stilling til vort Ønske om Indførelse af Fiskekort. Med Jagtkortene gik det forholdsvis lettere, da man der havde et Holde­punkt i Jagtredskaberne. Man skal have Jagtkort for at jage med Bøsse, og formentlig ogsaa for at anvende Fælder og Sakse*) , men der er intet i Lo­

ven, som forbyder lille Peter at skyde Spurve med Slangebøsse eller Flitsbue, om han ellers kan og maa for sine Forældre. Men naar en Gaardejer f. Eks. ha.r sat en Kurvfuld Karudser ud i sin Dam, skal hans lille Peter saa have Fiskekort for at mede efter dem med et hjemmelavet Medetøj bestaande af en Hasselkæp, en Ende Sejlgarn, en Ølprop og en Krog af dem .til 10 Øre Dusinet? Det er givet, at

en saadan Lov vil vække en Storm af Harme mod »de tossede Sportsfiskere«, som har givet Anled­ning til , hvad i Almindelighed vil opfattes som en ny Slags Skat. At det er meningsløst at tage det saa alvorligt; kan vi nemt være enige om, men hvor er Grænsen? Hvad sker, hvis lille Peter lader sit Medetøj ligge i Dammen, mens han er inde at spise til Aften, en Karudse gaar paa og bagefter bliver taget af en lille Gedde, hvis Tilstedeværelse i Dam­men ingen aner noget om. Gedden sluger Karud­sen, og faar Lov at gaa saa længe med den, til Krogen har sat sig fast i Indvoldene - sligt kan ske. Skal Gaardmanden betale Mulkt for hans Søns ulovlige Geddefiskeri, eller hvordan skal den Sag ordnes, hvis Loven skal ske Fyldest?

Det synes, at man lige som ved Jagtkortene maa tage et billigt Hensyn til Fiskeredskabet -og dermed er vi ude i de samme Vanskeligheder, som man i den Anledning har haft i andre Lande, f. Eks. Sverige og Frankrig. Vi har paapeget dette,

~' ) I Sverige anses det ogsaa for ulovlig Jagt at kø­re en Hare ned med Bilen.

inden vi blev anmodet om at overtage Redaktionen af dette Tidsskrift, og skal vel vogte os for at an­tyde Grænserne for de eventuelle Fisketegns Ræk­kevidde; vi vil blot paapege, at Karudsefiskeri er en. almindelig Fornøjelse for Børn, og at de ikke kan gøre for, om der engang imellem kommer en lille Gedde eller Aal paa Krogen. Vi vil blot haabe, at det maa lykkes vore Tillidsmænd at finde en Formel for en Lov, der opfylder vort Ønske om at skaffe Midler til at beskytte Fiskeriet efter Sports­fiskene, uden at den skal virke som en Indskrænk­ning af den Smule personlig Frihed, vi endnu har tilbage.

Skallerne (Leuciscus) danner en egen Slægt indenfor Karpefiskene, repræsenteret herhjemme af fem Arter af hvilke en, Alanden eller Døbel (Leuciscus cephalis) kun kendes fra Vidaa ved Tønder. Skallerne har for mangen Sportsfisker været det andet Stadium i hans Udvikling, Fra de hjemme­lavede Fiskegrejer gik man over til et billigt Bam­busrør med paamonteret Snøre og et lille rødt Flod, samtidig med at man forlagde Scenen fra Gade­kæret til en lille sø eller et Vandløb i Nærheden. Mærkeligt nok synes mangen Englænder i Følge engelske Sportsorganer at blive paa dette Stadium Livet igennem. Ganske vist synes Skallefiskene at blive noget større i engelske Vandløb end i vore danske Aaer og Smaasøer, men det virker alligevel mærkeligt for en dansk Sportsfisker at læse om, at Sir Dit eller Fru Dat har fanget en Rudskalle. og maaske endog faaet )Klubbens Medalje, fordi Skallen var det hidtil største Eksemplar, taget i det Vandløb.

Herhjemme har Skallerne aldrig været syn­derlig estimerede, som det fremgaar af et gammelt Skæmtedigt, lagt i Munden paa en Gaardmands­kone, der havde sine Øjne andre Steder, end d~t sømmer sig en ærbar Hustru.

Skalle du skønne Aborrer de stygge med Øjet det grønne med krummede Rygge og Melsovs og Smørsovs skal min Mand ha'. skal min Karl ha' . .

Til Skallegruppen kan ogsaa henregnes en Fisk, som har sin Nordgrænse tæt ved det danske Monarkis tidligere Sydgrænse, Holsten. Det er Barben (Barbus vulg. eller efter den nyere Nomen­klatur: Barbus barbus fluviatilis) en Fisk, der er slankere end de andre Karpefisk og danner en O­vergang til Laksefiskene. Den har kortere Rygfinne og længere Snudespids end Karpen, spidse Tænder paa nedre Svælgben. Farven er noget variabel,

1935 SPORTS-FISKEREN I I

mest olivengrøn med mørkere Ryg og gyldent skin­nende Sider. Lever i Mellemeuropa og de engelske Floder Thames og Trent, dog kun i Mellemløbet. Den undgaar saavel Bjergstrømme som de lang­somme nedre Løb, hvor Vandet er den for varmt. Den er nærmest natlig og finder sin Føde Smaakrebs etc. - ved Hjælp af fire korte Føle­traade. Den bider paa Regnorm, men. skal søges ved Bunden. Kødet er middelmaadigt, og Rognen siges at være giftig, men den leverer en smuk og hidsig Fægtning og er derfor en yndet Sportsfisk. Iøvrigt lever den i Stimer som de fleste Skallefisk, og leger i Maj-Juni.

Barbe, Døbel og Rimte kunde rimeligvis faa Værdi som danske Sportsfisk, hvis vi manglede Fisk til vore Vandløb - ulykkeligvis mangler vi

Barbus vulgaris.

tværtimod rene Vandløb til vore indfødte Sports­fisk - Odense Aa er en stinkende Kloak, og de herlige vestjydske Aaer trues af Kartoffelmelsfa­brikker. Susaaens nedre Del er Ødelagt af en Papir­fabrik - og selv Aalene kan snart ikke aande no­get Sted.

En ny Opfattelse af Skallen som en for Lakse­og Ørredyngel farlig Fisk skriver S. Sørensen om i dette Nummer.

1•1111111111111 I 11 I 11111111 li 1111111111111111111111111111111111111111 I 1111 lllt;

Foreningsmeddelelser. . . ·••••••••••••••••••••••••••••••11o111111111111111111111111a111111111111111111111111

Sportsfiskerforeningen for Odense og Omegn holdt festlig Sammenkomst den 29. November og havde indbudt Svendborg Lystfiskerforening. 50 gæve Geddefiskere samledes om gule Ærter og sprængt Gaas, mens Luften dirrede af Historier om Sæsonens Heltegerninger, fra 12 Gedder paa en Dag til Kæmper paa 25 Pund. Senere samledes man om Andespillet, hvis Clou var Ekstrapræmier udsatte af Odense Sportsmagasiner og Repræsen­tanten for Firmaet Allcock. Den sidste, en Tip-Top Fluestang, blev desværre vundet af tre samtidig, men det var ogsaa Splitcane.

Foreningen af ~portsfiskere for Aarhus og Omegn afholdt ordinær Generalforsamling paa »Mejlborg« den 22. November 1934.

Formanden bØd de mødte ca. 50 Medlemmer velkommen og aflagde, efter at Forretningsfører Nørager var valgt til Dirigent, Beretning om Fore­ningens Virksomhed i det forløbne Aar.

I November 1933 havde Foreningen 124 Med­lemmer, hvoraf 53 var lokale, og pr. November i Aar 148 Medlemmer, hvoraf 82 lokale. Det er alt­saa en Tilbagegang paa 5 i Landsforeningen og en Fremgang paa 29 i Lokalforeningen. .

Der er lejet yderligere Fiskevand ved Gjern Aa, saaledes at Foreningen nu disponerer over den ene Side af Aaen fra Landevejen til Broen før SØbyvad Mølle. Foreningen har i Aarets LØb udsat en Del Bækørredyngel saavel i Lyngbygaard som i Gjern Aa.

Der har af Foreningen været arrangeret fælles Fisketure til de vestjydske Aaer, men det har været smaat med Tilslutningen.

Efter at Formandens Beretning var taget til Efterretning oplæstes Regnskabet, der ligeledes· godkendtes.

Derefter foretoges der Valg af 3 Bestyrelses­medlemmer. Efter Tur afgik d'Herrer Slagterme­ster Schibye, Billetkasserer Frederiksen og Dekora­tør Asplund. Hr. Schibye genvalgtes og nyvalgt blev d'Herrer Købmand Jens Lopdrup og Murer H. Andersen.

Efter Generalforsamlingen var der selskabe­ligt Samvær.

················································································ . . . . . . . . : Et og andet : . . .................................................................................

Paa Hempelske Bogforlag i Odense er udkom­met et Skrift om den nu udtørrede Næsbyhoved Sø ved Odense. Forfatteren, Kr. Taarup, fortæller bl. a., at her for ca. 100 Aar siden var F'iskested for »Odense broderlige Fiskeriselskab«, en Forløber for Nutidens Lystfiskerforening. Den havde Fane og en mægtig »Velkomst« af Sølv, og holdt en Slags Konkurrencefiskning med høje Bægre i Pavserne.

INDHOLDSFORTEGNELSE: 1. Formandens Nytaarshilsen. - 2. \Kartoffel­

melsfabrikkerne. - 3. Sommer og Fiskeri. - 4. Laks og Nytaarsbetragtninger. - 5. Fra Redaktø­rens Lænestol. - 6. Er Skallen en Rovfisk? - 7. Geddens Graadighed. - 8. ·Tunfisk. - 9. En travl Aften. - 10. Karpefisk. - 11. Foreningsmeddelel­ser, Et og andet.

12 SPORTS-FISKEREN 1935

Sæsonen er slut, en ny staar for Døren!

Lad 1935 blive et

·Aarl ·--------~-----------------------------................................................................................ Gæstgivergaarden

''Tro Id høj'' Fiskekort til Vorgod og Skjern Aa, Afstand til Aaen 3/4 km, ingen Steder over 3 km til førstnævnte. - Ved 3 Dages Ophold 5 r. pr Dag lo r fuld Pension. Chr. Christensen.

Tlf.1 - Troldhede.

~~~~~~~~~~~~~~~:::~x:~::1111i;.:::~

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telt. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald.

L"YSTFISKERE SE HER!

~ Et meget stort Udvalg i fine engelske Fluer,

Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. m. fore­

findes hos undertegnede til billigste Priser. ~ A. DAMGAARD, HOLSTEBRO.

TELEFON Zll.

• •••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Holstebro Turistforening

T Lystfiskere anvises fiskepladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder. - Dagskort a 2,00, 14 Dages Kort 5,00, Aarskort a 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmdt Maaneds- og Aarskort kun hos Martin Schmidt.

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• Formand: Dr. med Chr. Lottrup Andersen, Bernstorffs-

vej 91 a, København, Hellerup. Næstformand: BØdkerm. Carl Christensen, Skjern. Sekretær: Førstelærer S. Bork-Andersen, Askeby. Kasserer: Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Post-

konto 11140. Kontingent og Indmeldelse samt eventuelle Klager

over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr. Lauridsen, Skern.

Kontingent er 8 Kr. aarlig. Ægtefæller dog kun 11 Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med mindst 40 Medlemmer og med mindst 25 af Medlemstallet indmeldt i Landsforeningen er Kontingentet kun 5 Kr.

ATtikler til Bladet bedes indsendt inden d. 10. i hver Maaned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Asylgade 19, Odense. Telf. 3176.

Foreningens Medlemsorgan »Sportsfiskeren« udkom­mer d. 1. i hver Maaned.

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.