HISTORIEN OMWHIMBREL

Historien omWhimbrel

Korsør ProduktionsHøjskole2012

ISBN 978-87-995137-2-7 Forlag: Korsør ProduktionsHøjskole Design og sats: IT-Web & Design, Martin Fredskov Research, tekst forfatter og redaktør: Helle DyrløvAnsvarshavende redaktør: Gert Møller Produktionsår: 2012 1. udgave, 1. oplag

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse 3Cowes 1899 4Korsør 2012 5

Forord 6Whimbrel er ikke bare et skib 6

Fakta om Whimbrel 8Status: Bevaringsværdig! 11Whimbrels historie 12

Cowes 1899 16Charles Sibbick 16Harley Mead 191899 – 1902: Mr. F. C. Baddeley 211902 – 1908: Rentier Otto Ree 221908 – 1914: Dr. Ove Krak 231920 – 1926: Robert Behrens 241926 – 1931: Ukendt ejer(e) 241931 – 1935: Kaptajn Frederik Christiansen 241935 – 1940: Kaptajn P. Dircks 271940 - 1941: Direktør Becker Madsen 271941 – 1943: Kaj Hansen, Ingvar Andersen og Arvid Hemmingsen 271943 – 1946: Ukendt ejer 291948 – 1958: Eli E. Jensen 321958 – 1960: Fabrikant H. Fischer Mikkelsen 331960 – 1973: Preben Koch og Folke Møller 351973 – 1981: Torben Arp Larsen 371981 – 1984: Kjærulff, Thrane, Helleberg og Grøndal 401984 – 1984: Rosenquist, Holter og Bramsen 441984 – 1997: Frank Køngerskov 441997 - : Korsør ProduktionsHøjskole 48

En pose med blandet skipperskrå 52En skole og dens læringsform 54

Princippet 55Whimbrel som læringsplatform 57Lærlinge 58Normal produktion 62

Renoveringen 2006-2012 64Forord af Christian Dyrløv Madsen, bådebygger og leder af Træ & Sejl værkstedet 64Renovering eller restaurering? 66Samarbejdet med Søfartsstyrelsen 67Fra skib til 0 68Om håndværket og networking 74De store delmål 74

Historien om en mast 114Nødvendighederne undervejs 124

Portræt af en bådebygger 126Søsætning 128Fremtidsperspektiver 132

Værftsplanen 132Sejlads 135Rugekasse for maritim uddannelse, netværk og samarbejde 136Repræsentation og internationale forbindelser 136Nye muligheder 136

4

5

Cowes 1899

Konkurrencen er hård mellem de mange skibsværf-ter, der ligger side om side på havnefronten i Cowes på Isle of Wight. I Albert Yard knokler bådebygger-ne hele dagen. Der dufter af træ, men ingen lægger mærke til det. De hamrer, sliber og skærer. En ung dreng slæber planker ind, en anden rydder gulvet, så der er plads, og sørger for svedkisten. Der er en god stemning, selvom mændene ikke holder pauser og knokler fra tidlig morgen til sen aften. Imens overvåger værftsejeren Charles Sibbick arbejdet. Med pibe i munden og hatten på skrå går han omkring og sikrer, at byggeriet følger tegningen. Hele tiden bygger de nye typer, nye modeller. Dem udtænker han – nogle gange i samarbejde med en skibsdesigner udefra. Altid hersker ønsket - visio-nen - om den perfekte båd. I Cowes bygger man hurtige både. Moderne både. Stærke både. Både, der kan noget. Er lidt mere. Vil lidt mere. Det er store kapsejladsbåde, der slår nye rekorder. Stedet er blevet et maritimt centrum og leder inden for yachtbyggeri. Og vil være det i århundredet, der følger. Det ved George ikke. Hans hænder er brede og stærke og ru, og han håndterer sine slidte værktøjer med en lethed, der fortæller om masser af erfaring. Han er anden generation af bådebyggere. Hans søn bliver tredje. Hver dag knokler han på Albert Yard. Hans tøj bærer præg af det. Det slidte hul ved albuerne, de iturevne buk-seknæ. Sålerne på skoene er helt tyndslidte, men han har ikke råd til et par nye. Han har været med til at bygge mere end 40 både for Sibbick & Co. I øjeblikket arbejder de på en 52 ft. cutter. Slank og lang, og så stikker den dybt. Mere end 2 meter. George ved ikke, hvem der skal have dette skib. Han tænker heller ikke over det, mens han propper og stikker dem af igen med stikøksen. Det går hurtigt. Rigtigt hurtigt, fordi han ikke behøver at tænke over bevægelserne. De er ved at være færdige med opklædningen.

Båden ligner det, som den bliver; en hurtig kapsej-ladskutter, som nok skal kunne krydse Atlanten og vinde anseelse for det. Han ved, at de kommer til at bygge en til magen til dette. Han ved det, fordi han kan se det på skibet. Det her bliver et godt et!

Skibet bliver båd nr. 208 bygget af Sibbick på Albert Yard. Det får navnet Whimbrel.

6

Korsør 2012

Lærlingen løfter den sidste planke i styrbordsiden op og skubber den ind. Det er første forsøg, og han vil have den på plads i første forsøg. Han har været nervøs for det. Faktisk så meget, at han har sovet dårligt om natten. Nu skæver han over på Mester. Planken glider ind. De banker et par gange, og så sidder den der. Den unge mand smiler over hele hovedet. Styrbord side er atter hel!

Et gammelt skib er tæt på at være gennemrenoveret. Lærlingen tænker ikke over det. Han tænker mere over det næste skridt. Den næste planke på bag-bordsside, hvor de mangler nogle stykker endnu. Han spekulerer over, om båden nogensinde vil holde tæt, og kaster et blik hen på kalfatrejernene, der ligger klar. Han ved, at det kun er Mester, der har erfaring med kalfatring. Sådan har det været hele vejen. For det er kun Mester, der har erfaring med at bygge både. Men hvor har de lært meget! På hver eneste del af byggeriet. Skridt for skridt. Bid for bid.

Ved siden af sidder en anden ung mand på en stilladsplanke. Han svinger med benene i det fri. De nye sikkerhedssko er tunge, han kan godt lide at mærke det. Med rolige bevægelser propper han planker. Lim, prop… lim, prop... Han har prøvet det før. Og har fundet sin egen rytme. Der har været mange propper i dette skib. Flere tusinde. Han har sat mange af dem i. Med samme rolige bevægelse. Det er nok derfor, at han er blevet så god til det! En kammerat er ved at stikke prop-ender af på bag-bordssiden. Også han er omhyggelig og arbejder langsomt. Jernet er skarpt, og han er ikke vant med håndteringen af det. Han er startet på værkstedet for en uge siden, og hans arbejdstøj er stadigt helt uden folder. Alligevel er resultatet godt. Det er helt plant, der hvor han har arbejdet. Værkstedets leder nikker anerkendende til ham.

Der dufter af træ. Hele dagen. De kan godt lide det, de unge på værkstedet. De kan godt lide træ, og de kan godt lide at bygge på skibet – også selvom de har svært ved at tro på, at det nogensinde bliver til et rigtigt skib. Det er næsten ikke til at forholde sig til. Og så er der hele tiden så meget, der skal laves...

Skibet hedder Whimbrel. I august 2012 søsætter Korsør ProduktionHøjskole det som nyt og friskt efter en grundig renovering gennemført af skolens Træ og Sejl værksted. 113 år efter det blev bygget på Albert Yard, Cowes, vil Sibbicks skib nr. 208 atter kunne sejle som det er bygget; Hurtigt, smidigt og elegant.

7

Forord

Whimbrel er ikke bare et skib

Korsør ProduktionsHøjskole har siden 1997 været ejer af det gode skib Whimbrel. Det har været et ejerskab med glæder og overraskelser, forpligtelser og hoved-brud og en masse gode oplevelser. At være ejer til sådan en gammel ”Lady” har handlet om langt mere end blot at lægge kaj til hende.

Vi erhvervede Whimbrel, fordi vi er beliggende i Kor-sør. Med Whimbrel fik Korsør ProduktionsHøjskole et maritimt islæt, som føltes helt rigtigt i en kystby, der altid har haft sejlads som erhverv. For Træ & Sejl værkstedet betød det nye opgaver, som spreder sig over det sejlmæssige – navigation, søsikkerhed, skibs-føring og sejlsætning. Såvel som et håndværk, hvor ingen vinkler nogensinde er rette, og hvor al ting fore-kommer at være mere end hundrede år gammelt – og her taler vi ikke kun om skibet selv, men også teknik, værktøj, fagsprog og designlinie. De unge bliver udfor-dret – der findes ingen lette løsninger, men masser af udfordringer, der får kinderne til at gløde. Der læres hele tiden, mens der arbejdes ombord.

Røde kinder har der også været på de mange togter, Whimbrel har sejlet. De fleste deltagere oplevede noget nyt. I hver en havn blev de mødt af nysgerrige blikke, anerkendende tilråb og en tydelig stemning af respekt. Skibet vinder sin egen anseelse, men det gør besætningen ombord også! At vedligeholde og mestre et gammelt træskib med 200 m2 sejl er en bedrift af særlig karakter, og det forstår selv en landkrabbe.

I 2006 stod det dog klart for os, at Whimbrel måtte underlægges en større renovering. Den mere end 100

år gamle dame trængte til omsorg og pleje, som rakte ud over alle de småreparationer og mindre renoverin-ger, som skiftende ejere havde udført i årenes løb. Det er, som det er med gamle træskibe.

Det var en stor opgave. Større end hvad Træ og Sejl værkstedet normalt ville påtage sig. Og inden for en økonomisk ramme, som ville lægge pres på de fleste. Det gav hovedbrud! Hvad gør vi nu? Svaret var nu aldrig langt væk. For Whimbrel er ikke bare et skib. Whimbrel er historie. Vores historie. Vores samtids historie. Derudover er hun et særligt skib. ”Bevarings-værdigt” - ifølge Skibsbevaringsfonden - som et af de ældste store lystfartøjer herhjemme. Hun er noget værd for mange. Så selvfølgelig skulle vi renovere hende.

Som sagt så gjort!

Det blev et ”point of no return” for et stort projekt. Efterhånden som apteringen røg, og planker blev løs-net, blev det tydeligt selv for os uden faglig indsigt, at skibet skulle gennemrenoveres. Der var ingen steder at springe let over, ingen lappeløsninger lige ved hånden. Vi andre holdt vejret og iagttog de unge og deres værk-stedsleder kaste sig ud i projektet. Del for del. Ligesom når man skal spise en elefant - det kan lade sig gøre - tag én mundfuld ad gangen. Og med vilje og ukuelig-hed som ledsager hele vejen.

Og de har gjort det!

I skrivende stund er renoveringen i sin sidste fase. Et nyt skib er dukket frem. En tro kopi af den originale Whimbrel, men nu stærk og rask i alle dele. Hel og samlet - klar til nye eventyr.

Vi er selvsagt stolte af indsatsen og resultatet af denne renovering. Derfor har vi også besluttet at udgive denne publikation om Whimbrel. For at fortælle hele hendes spændende historie. Såvel som historien om denne gennemgribende renovering, som leder af Træ

& Sejl værkstedet - bådebygger Christian Dyrløv, fire lærlinge og en lang række energiske elever har præste-ret. Vi tror, at mange vil finde det både interessant og beundringsværdigt.

Her på skolen siger vi, at der altid er noget, man er god til, man skal bare finde ud af hvad! Whimbrel er god til at sejle! Det er hun bygget til, og efter mere end 100 år er det fortsat hendes styrke. Lang og slank, stikker dybt og med en mast og sejl, der giver fart og spænding. Det er sådan, vi har kendt hende. Det er sådan, hendes mange ejere har kendt hende de sid-ste 113 år. Det er sådan hun har begejstret maritime feinschmeckere i det sidste århundrede. Og det er sådan folk fortsat vil kende hende, for nu er hun klar til endnu 100 år.

Gert MøllerForstander

Gert Møller, Forstander

9

Fakta om Whimbrel

• Byggeår:1899påAlbertYardiCowespåIsleofWight,UnitedKingdom.

• Konstruktør:WhimbrelertegnetafmarinekonstruktørHarleyMead,ogerbyggetafCharlesSibbickpåværftet”Sibbick&Co,Al-bertYard”.

• Konstruktion:Skibetblevoprindeligtbyggetopomenkølafelm,lærkpåegespantersåvelsomelmespanter,svøbiask,jernbundstokke,formodentligtbronzekølbolteogteakpåfri-bord.DetvarmegettypiskforSibbickatbyggemedteakifribord.Enkelteafdeeksisterende,oprindeligeplankervargennemgåendefrafortilagter.DækharoriginaltværetlakeretOregonpine.Renoveringenharmedført,atskibetidagerbyggetopomegetræskøl,lamineretegetræs-spanter(lamineretforatfålange,ligeoggen-nemgåendeforløbispanterne),svøbafask,

• Type:52fodSejlkutterbyggetsomlystfartøj–yacht.

• Mål:Skibetvejer20tons,hvorafbalastkølvejer4,5tons.Længdeifølgemålebrev:14,9meter–længdeoveralt16,10meter.Bredde:3,32meter.Whimbrelstikkerhele2,52mdybt.Bovsprydetrager4meterudforanstævnen–forentotal-længdepå20meter.Vandlinener12-13meter.

Gaffel Rig Bermuda Rig Ketch Rig

Gaffelrig Bermudarig ketch

Rigning: Den nye mast fra 2009 måler 21 meter. Oprindeligt var skibet gaffelrig-get med en mast på ca 17 meter. Undervejs i de sidste 100 år har den sejlet med Bermuda rig, hvor hun dog var noget overrigget med en 30 meter høj mast, og som Ketch, hvor hun omvendt var lidt underrigget.

Sejlareal er på 200 m2, heraf 100 m2 Storsejl, hertil proportionel fordeling på Fok og Klyver.

Gaffel Rig Bermuda Rig Ketch RigGaffel Rig Bermuda Rig Ketch Rig

• Kendingssignaler: XP5629

10

syrefaststålsombundstokke,syrefaststålsomkølbolteM35.Kølplankenereg.Klædnings-plankererlærk–ogsåfribord.Dækerbyggetopafkrydsfiner,glasfiberogteakøverst.

• Ror:Rorpind,menharogsåsejletmedrat.

Billede af rorpind

• Større ændringer:Alleredei1909ændredesdenoprindeligenedgangafenhønsestigemidtifartøjtilnedgangfracockpittilagtersalon.Detblevfulgtafilægningafmotoralleredei1910.DaskibetBermudariggesi1920erne,udskiftesden17meterhøjemastmedenhøjenpå25meter,deratterudskiftesmedenkæmpepå30meteristartenaffyrrene.IhalvtresserneKetchriggesWhimbrelogfårdermedtomaster.Dettelavesomigeni70erne,hvordenbringestilbagetilGaffelrig.Derlæggesteakdæki60erne.Ski-betkommerunderenstorrenoveringimidtenaffirserne,hvorkøl,bjørn,150meterbordogdækudskiftes.Ogsåaltsåigeni2006-2012,hvorstortsetaltudskiftes.Læsmereheromnedenfor.Demangevedligeholdelsesprojekterharogsåmedførtændringaftræsorter,ligesomskibetergåetfraathaveværetlakerettrætilsorttilhvidmalet.

• Navn: WhimbrelerdetengelskenavnforLilleRegnspove(Latin:Numeniusphaeopus),somerenlille,menlangbenetoghurtigtløbendevadefugl,derbesøgervoreslavvandedekystom-råderforårogefterårpåvejmellemderesyng-leområderiFinland,NorgeogSverigeogderesvinterkvartereriVestafrika.FugleneholdertiliDanmarkijuni-septemberogigeniapril-maj-hovedsagligtvedVadehavetelleriTipperne.LilleRegnspoventilhørerdenmangeartedesneppefamilien.DenlignernaturligvisStorRegnspove,somerDanmarksstørstevadefugl,menlilleRegnspoveermindreogharetkorterenæbmedenkarakteristisknedadbøjetformtætpåspidsenafnæbbet.LilleRegnspoveharenlængdepå37–45centimeter,ogetvinge-fangpå78-88cm.Denvejer305-425gram,oghunnenerstørreendhannen!LilleRegnspoveharenmørkhættemedenlysmidterstribeogmørkestriberfranæbtiløjeoglængerebagud.Demørkestriberfremhæverdenlyserestribeoverøjet,sådenfremstårlangtmeresynligendhosStorRegnspove.

Whimbrel

12

Status: Bevaringsværdig!

Whimbrel blev allerede i 1996 erklæret for ”Beva-ringsværdig” af Skibsbevaringsfonden i Danmark. Fonden lagde vægt på skibets alder og størrelse: ”Whimbrel har siden starten af 1900-tallet været hjemmehørende i Danmark. Skibet er et fint eksem-pel på de meget store lystfartøjer, der var så karak-teristiske for sejlsporten” (Skibsbevaringsfonden, 1996)

Whimbrel er blandt de meget få udenlandsk byg-gede skibe i fondens liste over bevaringsværdige skibe. Det skyldes især skibets mangeårige tilhørs-forhold til Danmark og dermed del i den danske lystsejlads historie.

Om bevaringsværdighed definerer Fonden end-videre; ” Skibsbevaringsfonden har gennem en længere årrække anvendt bevaringsværdighedser-klæringer som et led i synliggørelsen af traditionelle fartøjers bevaringsværdi. Målet med erklæringerne har været at tilskynde ejerne til at holde deres fartøjer så tæt til traditionen som muligt. Desuden har en erklæring fra Skibsbevaringsfonden i mange tilfælde været med til at signalere til andre donato-rer, at dette fartøj er værd at satse på.”

England:Whimbrel er blevet optaget på Overseas Watch List i den engelske Skibsbevaringsfond; National Histo-ric Ships UK. National Historic Ships UK er støttet af den engelske regering, men en ellers uafhængig organisation, hvis formål er at give objektiv rådgiv-ning til regering, lokale myndigheder, fonde, mari-time eller historiske organisationer, såvel som den samlede branche for historiske fartøjer. Rådgivning der falder bredt inden for stort set alle spørgsmål

angående historiske skibe i United Kingdom. (www.nationalhistoricships.org.uk)

Overseas Watch List er en særlig liste, hvorpå en-gelske fartøjer, der befinder sig i udlandet kan blive optaget, så vidt man vurdere skibet til at være af særlig værdi inden for den britiske skibshistorie.Whimbrel har en sådan værdi!

Certifikat af bevaringsværdigheden

Certifikat for OWL

13

Whimbrels historie

Whimbrels historie er også et billede af dens samtid. Det fødes ved et århundredeskifte og passerer senere et årtusindeskifte! Undervejs overlever det to ver-denskrige, en kold krig og adskillelige økonomiske kriser, er vidne til en månelanding, fri sex, præsi-denters storhed og fald, hippier, kvinders frigørelse, oliekrise og demokratiseringsprocesser af forskellige karakter over den ganske klode. For ikke at tale om, at det har vugget til tonerne af Duke Ellington, Louis Armstrong, Elvis Presley, The Beatles, Michael Jack-son og Melodi Grand Prix´er – ikke at forglemme!

Starten gik ved en spæd idéudvikling hos en ung, progressiv skibskonstruktør i Sydengland og erfarne bådebyggere, der førte hans idé ud i livet. Og histo-rien er nået hertil, hvor en række unge mennesker mere end 100 år senere ihærdigt arbejder på at gøre dem kunsten efter på en produktionhøjsskole ved Storebælts kyst. De vil lære, og skibet er en perfekt platform. Man lærer gennem arbejde. Man lærer gennem erfaringen. Skibet er bygget til fornøjelse!

Det er designet og bygget til at sejle kapsejlads, - gerne over Atlanten, og det vandt fra start anseelse for dets sejleregenskaber og hurtighed. Bygget på et værft i Cowes, Isle of Wight, der i slutningen af det 19. århundrede var det absolutte centrum for yacht-byggeri i verdenen. Skibet er altså tegnet og bygget af de bedste! Og hun har siden vakt opsigt.

Whimbrel kom til Danmark i starten af det tyvende århundrede. På dette tidspunkt var lystbådene kun lige så småt begyndt at ændre form til deciderede

lystfartøjer. Indtil da havde man fornøjet sig på ombyggede fiskerbåde, der med deres lange køler og tunge, brede skrog havde en noget anderledes sejlads, end den de nye lystbåde kunne præstere. Fra 1880-90erne skiftede man til at bygge deciderede lystskibe, og de blev hurtigt ændret i konstruktionen, så de karakteriseredes af mere spinkle skrog og blev mere kortkølede.

Whimbrel ankom som sagt til København som et godt eksempel på disse nye lystskibe. Dets ejere kom i de kommende 30 – 40 år således også hovedsagligt fra det københavnske borgerskab: Velhavende han-delsmænd og direktører, der sejlede med hende i fri-tiden. De skiftede jævnligt hendes sejl, og satte motor i hende – båden skulle jo fungerer optimalt, når de endelig havde tid at sejle med den, og penge var der nok af. I starten af 40erne sejlede det endda mod selveste ”Rita” – Kong Christian X´s hurtige båd - i en regatta. Kongen og ”Rita” vandt, men Whimbrel var blandt landets bedste både og var for alvor kom-met i godt selskab. Få år senere blev hun skoleskib på en sejlerskole. Her kom både arbejdsomme unger-svende, generte fruer og modne ægtepar fra hele landet. Det var i efterkrigsårene. Helt almindelige mennesker nød nu sejlsporten. De kom rejsende fra hele landet for at tilbringe sommeren på togter i de indre danske farvande, mens de lærte almindeligt sø-mandskab. Det var starten på en ny æra for sejlads i Danmark og tegn på en generel brydningstid mellem klasserne. Middelklassens hårdtarbejdende danskere rykkede ind på borgerskabets fritidsområder.

I 60´erne arbejdede et par unge mænd hårdt på at få hende tilbage i god stand. De kunne håndværket, havde kræfterne og brugte en masse tid. Det hjalp skibet videre til nye eventyr med flere skibsentu-siaster. Sejlads var blevet en folkeaktivitet. Med en stor turbåd kunne man selv bestemme, og samtidigt var det stadig lidt eksotisk. Tæt på de hundrede år vakte Whimbrel fortsat opsigt, hvor end hun kom. Hun sejlede godt, og endnu en stolt ejer gjorde i

14

firserne, hvad han kunne for at vedligeholde hende, og forsøgte sig med charterture for at støtte en stram økonomi. Det koster mange penge at vedligeholde så gammelt et skib. En udfordring alle ejere af gamle træskibe har i dagens Danmark. Det er i disse år, der virkeligt skal reinvesteres i skibene, fordi de nu har en alder, hvor større renoveringsopgaver ikke kan undgås. Har et træskib mere end 50 år på bagen, så skal der altså noget til. Der kæmpes for skibene over hele landet. Således også for Whimbrel, der i 1996 erklæres for ”Bevaringsværdigt” af Skibsbevarings-fonden, som et af de helt store og ældste lystfartøjer i Danmark. I 1997 kommer skibet til Korsør Produk-tionsHøjskole. Det bliver introduktionen til sejlads for mange unge mennesker, der også arbejder med skibets vedligeholdelse. For flere bliver det starten på et liv med maritime aktiviteter og uddannelse inden for området. I 2006 påbegynder Træ & Sejl værk-stedet en gennemgribende renovering af Whimbrel. Det er et spørgsmål om skibets overlevelse. Unge

mennesker arbejder skulder ved skulder for at redde det. De ved ikke meget om hverken lystfartøjernes historie eller bådebyggeri, men de er glade for at ar-bejde på Whimbrel, og de lærer meget i hele forløbet. Først var der et skib, så var der ikke ret meget, og nu er der et skib igen. De har været med hele vejen. De har sågar selv været med langt ude i en skov for at udvælge det træ, som efterfølgende er blevet til den nye mast. Fire lærlinge har taget uddannelse inden for bådebyggerfaget undervejs, og mere end 70 elever har lært teknikker og færdigheder fra et ældgammelt fag, hvor Danmark i århundreder har haft ekspertise. De har arbejdet med værktøj, der ikke har ændret sig i form og styrke i flere århundreder, og de har gjort det godt. Whimbrel ligner nu igen sig selv, som de skabte hende i Cowes i 1899.

Nedenfor følger en uddybende beretning om Whim-brels historie.

Whimbrel er færdigrenoveret og klar til ny søsætning. Forude venter nye 100 års eventyr…

15

1899

1910

1920

1930

1940

1950

1960

1970

1980

1990

2000

2012

16

1899

1910

1920

1930

1940

1950

1960

1970

1980

1990

2000

2012

17

Cowes 1899

Bag bygningen af Whimbrel står en særlig duo i engelsk yacht historie – Harley Mead og Charles Sibbick. Hver i sær dygtige, visionære folk, og sammen helt særlige. Charles Sibbick var den erfarne bådebygger, Harley Mead den unge maritime konstruktør, der fik rum til at afprøve ideer og fik succes med dem. Deres sam-arbejde forløb frem til Sibbicks uventede død i januar 1912, hvorefter legenden fortæller, at Harley Mead blev så trist, at han helt forlod Isle of Wight og aldrig vendte tilbage.

Men hvem var de, Charles Sibbick og Harley Mead?

Charles Sibbick

Charles Sibbick blev født i 1849. Som ung arbejdede han som tømrer, og erfaring og lederevner positione-rede ham senere som formand for byggesjak under forskellige større byggeopgaver. I disse år begyndte Cowes for alvor at markere sig som centrum for både-byggeri, lystbåde og kapsejlads. Historien om Cowes som verdens centrum inden for kapsejlads siges at udspringe helt tilbage i midten af 1500-tallet, hvor der i Cowes blev bygget et stort lystskib til Dronning Eliza-beth I. Det var dog først, da en gruppe af velhavende og sejlglade herrer i London stiftede klubben ”The Yacht Club” (The Royal Yacht Squadron)i 1815 for at kunne mødes og tale om deres maritime interesser, at der kom

Albert Yard, Cowes, Isle of Wright. (Picture found by Mr. Paul Sheat, who is a relative of Charles Sibbick)

18

rigtigt skub i den maritime konkurrencedygtighed i Cowes. De ville mødes to gange om året – i henholdsvis London og Cowes. I de kommende årtier udvikle-des forskellige kapsejladser, der efterhånden også fik deltagelse fra udlandet. Med det cementeredes Cowes position som centrum for kapsejlads. Det fik selvsagt indflydelse på bådeværfterne på øen, og det var i dette miljø, Sibbick voksede op. Og måske derfor voksede hans interesse for det maritime byggeri – bådebyggeriet – også. Som fyrreårig beskæftigede han sig udelukken-de med faget. Hans værft lå på Albert Yard i Cowes, og Sibbick og hans mandskab specialiserede sig i at bygge mindre, meget hurtige kapsejladsbåde. De byggede helst på ordrer, men producerede også både uden en or-dreseddel og solgte eller udlejede dem så efterfølgende. En farlig strategi, og historier florerer da også om, at værftet det meste af tiden var under økonomisk pres. Udover nybyggeriet tog de også både på land og udførte reparationer, store som små.

Fra 1888 frem til 1896 skabte Sibbick og hans folk en masse små, lynhurtige kapsejladsbåde. Bådtypen har se-nere fået navnet ”Rater”, og Charles Sibbicks navn blev næsten synonymt hermed. Det skyldes, at han mestrede bygningen af disse små yachter til perfektion. De blev bygget alene til kapsejlads under en regel fra The Yacht Racing Association i England. Denne regel klassificere-de bådene ud fra en simpel formel skabt af Dixon Kemp (grundlægger af Yacht Racing Association, såvel som af Lloyd’s Register of Yachts):

Vandlines længde x sejl areal = Ranking nummer 6000

For at optimere bådene i forhold til at konkurrere under denne regel, hvor vandlinjens længde og sejlets størrelse var essentielle for en god positionering, byggede Sibbick bådene med et markant langt overhæng, høje master og lavt fribord. Det gav samtidigt lette både, der kunne opnå meget stor hastighed. Det siges, at der under denne regel blev skabt en hel lille flåde bestående af de mest dynamiske Charles Sibbick

Annonce for Charles Sibbicks værft -her skabes både, der vindere!

19

kapsejladsbåde, sejlerverdenen nogen sinde havde oplevet.

Da reglen i 1896 ændres, må Sibbick bruge sin eksper-tise på anden vis. Han begynder at designe større både med mere komfort og mulighed for mere decideret lystsejlads, og har dermed ikke kun fokus på hurtig-hed. Helt glemmer han dog ikke raterne, og i flere af hans nyere designs ses tydelige spor af de hurtige bådes design – blandt andet holder han længe fast i et relativt langt overhæng, ligesom han tilpassede de større både til kapsejlads under den nye regel; Robert Edmund Froude Linear Rater Rule. Han kobler simpelthen kap-sejlads med cruising – den komfortable sejlads. Det var i de år, hvor han begyndte at bygge de større yachter, at han indledte samarbejde med Harley Mead. Og her, at han byggede Whimbrel, der hører til blandt hans største skibe.

I 1899 hærges værftet af en større brand og samme år stopper hans kompagniskab med forretningspartne-ren Leigh Densham. Alligevel producerer han støt året igennem – blandt andet Orford Whitewings (nogle små, behagelige både), og det er også i dette anstrengte år, at han bygger Whimbrel ud fra Harley Meads teg-ninger. Whimbrel bygges til at sejle hurtigt og stadigt have en vis portion komfort, da den skal kunne krydse Atlanten!

Da flere internationale sejlforbund i 1906 mødes og vedtager The Metre Rule – Meter Reglen eller R- reglen - for internationale kapsejlads, ændres forholdene om-kring kapsejlads. Reglen blev etableret under stærk ind-flydelse fra Alfred Benzon Jr., der var ud af en fornem dansk slægt. I 1893 havde han været med til at skabe ”Københavnerreglen”, som blev anvendt i Danmark, Tyskland og Sverige. Med den bag sig og en stor inte-resse for måleregler, blev han sammen med den norske Johan Anker toneangivende kræfter bag den nye Meter-reglen, som kom til at fylde det kommende århundrede – kun med mindre ændringer. Reglen blev gældende fra 1. januar 1907. Det internationale samarbejde bag

forankredes herefter i dannelsen af det internationale sejler-forbund: International Yacht Racing Union i 1907, der herefter samler alle forbund og ensretter regler.

Med den nye Meter Regel ændres Sibbicks arbejdsforhold atter. Maritime historikere peger på dette som med-årsag til, at det gik dårli-gere for Sibbicks bådebyggeri herefter. Det er dog også sammenfaldende med en generel udvikling inden for kapsejlads, hvor entypebåde vinder indpas. Bådene inddeles i klasser og ligner hinanden. Entypebådene gjorde produktionen lettere og billigere, men var helt modsat de individualiserede både, Sibbick hidtil havde fokuseret på. Hans små Orford White-wings passer til dette entype princip, og med dem vandt han dog også anseelse. Det virker bare ikke som om, at Sibbick var lige så begejstret for denne entype produk-tion, som for de individuelle opgaver, de hidtil havde excelleret i.

London

Fallmouth

Southampton

SwanseaNewport

Haverfordwest

Hastings

Eastbourne

BrightonPortsmouth

CowesBournemouth

WeyrmouthExmouth

Torquay

BrixhamPlymouth

Kort over Sydenglang -Her ses både Isle of Wight og Falmouth

Messingskilt på skib, der viser bådebygger C. Sibbick

står bag dette fartøj

20

Charles Sibbick havde sit værft på Albert Yard i 24 år. Der hersker en generel usikkerhed blandt flere maritime historiske kilder omkring hans værft i de sidste 12 år. Grunden er formodentligt usikkerhed i forhold til Sibbicks dårlige økonomi, der flere gange tvang værftet i knæ – og det gik formodentligt konkurs i 1903. Alligevel fortsatte han med at bygge skibe. I de 24 år nåede han at bygge mere end im-ponerende 300 yachter! Kendetegnende for bådene generelt var det slanke design og deres hurtighed – også de større cruisere, som fulgte efter raterne. Forsøg på at opgøre eksisterende Sibbick både i dag er vanskeligt, da de formodentligt er blevet spredt ud over store dele af kloden. Blandt andet vides det at flere af dem nåede til New Zealand. Den britiske Sibbick entusiast Martin Nott har researchet og fundet ca. 20. eksisterende både, hvoraf Whimbrel er den største.

Charles Sibbick døde pludseligt en kold januar morgen, hvor han var sejlet ud i sin lille robåd. Båden blev fundet

uden årer – og uden Sibbick. Hans døde legeme blev bjærget fra havneudmundingen, da det kom til overfla-den flere uger efter. Det var i 1912. Få måneder senere mødte Titanic også sit endeligt. Maritim historie mistede således to af de helt store det forår 1912.

Harley Mead

Harley Mead blev født 2. august 1870, som ældste barn af Major John Mead (1841 – 1915). Mead fa-milien var en prominent familie i Falmouth på den engelske sydkyst, og som officer i søværnet havde John Mead blandt andet varetaget beskyttelsen af havnen i Falmouth. Falmouth var en vigtig anløbs-havn på den engelske sydkyst, og man frygtede, at de franske styrker en dag ville indtage den! Fami-lien Mead havde efter sigende et motto: ”Lel Yn Kever Kernow” (Cornish for ”Faithful to Cornwall” - Loyal overfor Cornwall). Da majoren afslutter sin tid i søværnet, bliver han forretningsmand og har både produktionsvirksomhed og shipping mm. Han holder af sejlads og har fra helt ung selv både.

Harley blev døbt John Haarlem Mer-Meer Mead, men da han havde en fætter med navnet Harleem, blev han kaldt ”Harley”.

Han tog sin grunduddannelse på den lokale skole i Falmouth ”Classical and Mathematical School”, hvorefter han blev rekrutteret kadet i den kongelige britiske marine i 1885. Da han året efter kommer i land, har han besluttet at uddanne sig som inge-niør, og han tager sin uddannelse fra en skole med høj akademisk standard. Herefter indtræder han i lære i familievirksomheden ” Harvey & Co”. Da han slutter sin praktiktid, fortsætter han i virksomhe-dens skibsværft, hvor han udlæres som skibsbygger. Hans fritid bærer præg af den maritime interesse, og allerede som 22-årig designer han hurtige yach-ter. En af de første var ”Assagi” (afrikansk for spyd), der med det samme blev kendt i Falmouth som ekstrem hurtig. Den deltog i flere løb i The Royal

Fra Sibbicks bog over alle hans skibe: Whimbrel er skib nr 208. (Original List found by Mr. Paul Sheath,

who is a relative of Charles Sibbick)

Whimbrel er næsten færdig – det fortælles i ”The Yachtsman Magazine” 20 april 1899.

21

Cornwall Yacht Club, som familien Mead var en vigtig del af.

Da Harley bliver færdigudlært som skibsbygger i 1893, får han stilling som leder af skibsdivisionen i faderens virksomhed. Skibsdivisionen har mere end 1000 ansatte og bygger kedler og skibe op til 3000 tons. Men allerede i 1895-96 stikker han igen til havs, denne gang som ingeniør ombord på handels-skibet ”S.S. Flintshire”, der besejler Kina og Japan. Da han senere vender hjem til England, beslutter han sig for at arbejde fuldtid som skibsingeniør, og han flytter til Cowes, Isle of Wight, hvor han får job som ledende skibsdesigner. Hans første samarbejde med Sibbick sker i forbindelse med en båd, han designer til sig selv. Hans tanke er, at den skal være hurtig og kunne sejle godt i det snævre vand mel-lem Englands sydkyst og Isle Of Wight: The Solent. Det bliver Sibbick, der bygger skibet, som får nav-net ”Flatfish”, og som hurtigt bliver berømmet for dets hastighed. Det bliver starten på et usædvanligt samarbejde. Et usædvanligt godt og markant sam-arbejde, som resulterer i anerkendt yacht byggeri, der den dag i dag stadigt kun kan respekteres.

Harley Mead opnår generelt stor succes som de-signer af en bred vifte af skibe - fra Atlanterhavs-krydsende kapsejladsbåde til store brugsfartøjer, som træskibe til the Hudson Bay Company til deres service sejladser i de arktiske områder. Det er nu altid yachterne, hans hjerte banker for. Og han vin-der berømmelse ved flere prisvindende design og vinderbåde. Harley Mead dør i 1952.

Dunstaville Terrasse – her har Harley Mead boet og tænkt geniale design for skibe. (Venligst bidraget af

National Maritime Museum Cornwall, UK )

Havneindløb ved Falmouth og Royal Cornwall Yacht Club, hvor Harley Mead og hans familie dyrkede deres maritime interesser. (Venligst bidraget af /

Kindly supplied by the National Maritime Museum Cornwall, UK )

The Yachtmans Magazine med rosende ord om det nye skib

22

1899 – 1902: Mr. F. C. Baddeley

F. C. Baddeley er en engageret sejlsportsmand bosid-dende i Cornwall. Først i havnebyen Falmouth, hvor han har residens på Melville Road, der er beliggende lige ved havnen, hvilket formodentligt har fornøjet hans maritime sjæl. Efter en voldsom brand i huset ”El-lerslie”, flytter han imidlertid lidt ud på landet syd for Falmouth, hvor han bosætter sig i Bonallack Barton, et palæ fra 1860, som han udvider ved hjælp af en kendt arkitekt. Bonallack Barton eksisterer stadigt som et tidstypisk, historisk sted i Cornwall.

F.C. Baddeley investerer først sin tid og kærlighed i områdets kendte ”Quay Punts”, som var mindre både, der mødte de store fragtskibe, når de anløb den engel-ske sydkyst. Quay Punts var serviceskibe, der fragtede mad og vand, passagerer, kort og sejladsanvisninger for de indre farvande. Mange af disse Quay Punts blev med tiden omdannet til lystfartøjer. Hans første ”Black Duck” blev dog specialbygget til ham af lokal Quay Punt bådebygger; W. E. Thomas. Black Duck var kun på 27 feet – og dermed noget mindre end Whimbrel. I 1899 bestiller han Whimbrel fra Sibbick & Co i Cowes. Han ønsker at sejle kapsejlads, men han ønsker også en smule komfort. Meads design imødekommer dette!

F.C. Baddeley sejler kapsejlads med Whimbrel, og skibet er efter sigende hurtigt og vinder anseelse. Han kommer vidt omkring, og der er billeder af Whimbrel, der sejler regatta i Irland, såvel som gode historier om, at Whimbrel er med i en kapsejlads på tværs af Atlan-ten, som den klarer rigtigt godt.

Løse, udokumenterede historier fortæller, at den er så suveræn, at skibet på det nærmeste bliver verdenskendt! I hvert fald imponerer den amerikanerne, og en artikel om Whimbrel og søsterskibet ”Ladybird” kommer i datidens anerkendte amerikanske yacht blad ”The Rud-der” (1908). Skibet lovprises – blandt andet for designet, som er lykkedes så godt, at skibet kan vinde kapsejlads, samtidigt med at komforten ombord er prioriteret,

Første og sidste registrering under engelsk ejerskab – F. C. Baddeley – Llyods Yacht Register 1902-1903

Billede af Whimbrel i regatta i Irland i 1900

23

så ejer og et par venner eller gaster kan bo behageligt undervejs. Det er tydeligt, at amerikanerne ser denne blanding af konkurrencedygtighed og indre komfort som både innovativt og velkomment. For at under-strege det, fortæller artiklen om, hvordan Whimbrel er Sydvestenglands hurtigste båd, og gennemgår derefter bådens indretning under bord. Det her er et skib, man gerne vil eje!

Efter Whimbrel bestiller F. C. Baddeley mindst to både mere fra Harley Mead, og senere endnu en Quay Punt. Whimbrel forbliver dog det største skib, han ejer.

1902 – 1908: Rentier Otto Ree

Ved århundredeskiftet var lystbådene i Danmark typisk tilpassede udgaver af eksisterende skibe, der oprindeligt havde helt andre funktioner og sejleegenskaber end lyst – og kapsejladsbådene. Især sås let ombyggede fiskerbåde, kragejoller og gamle toldkuttere. Kun blandt de helt velhavende sås nybyggede lystfartøjer, der var specialbyggede fra små bådebyggerier. I Danmark var bådebyggerne kun lige var ved at tilegne sig viden og

ekspertisen omkring de slanke og hurtige lystfartøjer. Derfor forekom det oftere og oftere, at velhavende sejlsportsentusiaster så imod udlandet efter velbyggede og ikke mindst dokumenterede hurtige lystfartøjer. Det kan være historien bag Rentier Otto Rees erhvervelse af Whimbrel fra det sydengelske kapsejladsområde, hvorfra Otto Ree i 1902 henter Whimbrel til Danmark. Skibet ankommer lørdagen ved månedsskiftet septem-ber – oktober fra Southhampton, og bugseres til Taarbæk. Grosserer Otto Ree er bosiddende på Taar-bækshøj, Taarbæk, (Klampenborg), og han sejler ivrigt kapsejlads. Allerede i 1904 udskifter han de oprindelige sejl fra Rathsey og Lapthorn med nye fra Andersen. Han indregistrerer båden i Llyods Yacht Register første gang i 1903 – skibet har her hjemhavn i København. Otto Ree nyder Whimbrel frem til sin død i 1908.

Whimbrels ankomst i ”Sejlsport” september 1902

Whimbrel sættes til salg efter Otto Ree´s død

Llyods Yacht Register 1903-04

24

1908 – 1914: Dr. Ove Krak

Dr. Ove Krak fra Nybrogade i København overtager i 1908 Whimbrel. Ove Krak er uddan-net læge, men har i 1898 overtaget udgivelsen af ”Kraks Vejviser” efter sin far Thorvald Krak, som var grundlæggeren af Krak. Han udvider selv forretningsområdet i 1910, hvor han udgiver den første ”Kraks Blå Bog”.

Måske han selv kender en del af personerne i de små biografier fra sin fritid, hvor han sejler og kommer i de velhavende og driftige kredse omkring København.

I 1908 er Ove Krak også registreret som ejer af den no-get større kutter ”Dryaden” (25 tons), tegnet og bygget i 1884 af C. N. Lantrup, København.Whimbrel må således have været en fornøjelse i lethed og fart i forhold til.

Ove Krak fortæller i ”Sejlsport” (1911) om Whimbrel, at den er en velsejlende og solidt bygget kutter. Han fortæller endvidere om sine forbedringer af skibet, som han foretager allerede det første år, han ejer den: ”Cock-pitten blev gjort større, og medens der tidligere paa engelsk facon kun har været nedgang af en hønsestige midt i fartøjet, blev indrettet en bekvem nedgang fra cockpitten til agtersalonen.” Ved denne ombygning bli-ver der gjort plads under dørken til en lille motor, som Ove Krak installerer i 1911. ”Motoren er en ganske lille, fransk 4-cylinder Labor-Motor, 90 millimeter Boring, 150 millimeter slaglængde, som har været anvendt til en flyvemaskine”. Motoren installeres midtskibs med akse-len pegende bagud til bagbord. Skruen har dermed fået sin plads i bagbordside - under hækken men over roret. På den måde undgår man at bore hul i agterstævnen. Denne løsning betød til gengæld, at man ved sejlads med motor skal dreje roret let ved ligeud sejlads.

Ove Krak er i sær tilfreds med motoren yder så meget, uden at det går ud over sejlkomforten og uden at man generes af røg og damp. Whimbrel går nye tider i møde, selvom Dr. Krak understreger;

”At sejle er poesi, at gaa med motor er prosa!”

Året efter skifter han da også sejlene – der skal kvalitet til at sejle.

Ove Krak

Ny motor skal ilægges – 1911 (Sejlsport)

Whimbrel i Ove Kraks tid – med rorpind og ny motor (Sejlsport)

25

1914 – 1920: B. Sederholm I 1914 overtager B. Sederholm skibet. Den får hjemhavn i Malmø, hvor Sederholm er bosiddende, og han giver den samtidigt et nyt navn; ”Anna Elisabeth”. Hvem denne Anna Elisabeth er, ved vi desværre ikke. Måske en tabt kærlighed – en skøn kvinde, han aldrig opnåede. Måske hans yndige hu-stru, som han forbliver forelsket i hele livet. Måske en kærlig mor, der gav han modet og selvtilliden til at gå ud i verdenen og erobrer den med seende øjne, lyttende ører og et hjerte placeret på det helt rigtige sted.

B. Sederholm flytter i 1920 til Østerbro i Køben-havn, og sælger kort tid efter skibet.

1920 – 1926: Robert Behrens

Whimbrel forbliver med hjemhavn i København, og Robert Behrens, den nye ejer, giver skibet sit oprindelige navn tilbage. I 1922 udskifter han sejl – også sejl fra Andersen. Robert Behrens er direktør, og nyder formodent-ligt freden på Øresunds vande. Sidste registrering i Lloyds er i 1926.

1926 – 1931: Ukendt ejer(e)

Spekulation:Det har desværre ikke været muligt at opspore ejer(e) fra tiden 1926 til 1931, hvor den næste ejer, Kaptajn Christiansen, henter skibet i Roskilde. Pilen peger dog – helt udokumenteret – på en meget prominent Københavner familie: Glückstadt familien.

Det skyldes, at Kaptajn Christiansens 17 årige søn, Max Christiansen, har fortalt dette videre – til både sin familie og til aviser. Han var med i Roskilde for at hente skibet, og han har fortalt, at de overtog den fra en Glückstadt – der vist nok var etatsråd!Isak Glückstadt(1839 – 1910) var etatsråd og direk-tør i Landmandsbanken, da ØK blev grundlagt med midler fra denne bank, og grundlæggeren af ØK, H.N. Andersen, og Kaptajn Christiansen var be-kendte. Valdemar Glückstadt, Isak Glückstadt’s yng-ste søn, var blandt andet involveret i anlæggelsen af Frihavnen i København – efter idé af ØK grund-læggeren. Netop han var også involveret i opret-telsen af Handels – og Søfartsmuseet, ligesom han var medlem af flere komiteer for store Grønlands ekspeditioner. Han var konsul for Italien, og i flere artikler og mundtlige overleveringer nævnes, at der har været en konsul i Whimbrels ejerkreds. Denne konsul nævnes ingen steder ved navns nævnelse, og der foreligger ingen dokumentation herfor. Valde-mar Glückstadt kan være denne konsul. Men det er og forbliver indtil videre kun spekulation.

1931 – 1935: Kaptajn Frederik Christiansen

Kaptajn Frederik Christiansen havde sejlet som Kaptajn for ØK det meste af sit liv, da han ved sin pension erhverver Whimbrel til fritidssejlads. Han har bosat sig i Vejle efter mange år i Østen. Han stammer fra en af byens fine slægter: købmandsslægten Chri-stiansen, og han er selv en af byens mest prominente sømandskikkelser.

Det nye navn ”Anna Elisabeth” registreres skam også i Lloyds

26

Frederik Christiansen startede sit sømandsliv om-bord på det helt nye skoleskib ”Georg Stage”, som blev bygget på Burmeister & Wain i København og søsat i 1882. Frederik fortsætter herefter til Fanø Naviga-tionsskole, hvor han uddannes til styrmand. Georg Stage trækker i den unge sømand, og han vender tilbage og ansættes nu som 2. styrmand ombord. Her møder han en af skæbnens onde luner, da skibet en aften i 1905 er på vej fra Christians Ø til København. Skibets besætning sover, mens Frederik har vagt. Det er lige inden midnat og en rolig nat, men det til trods bliver skibet pludseligt sejlet ned af en engelsk kul-damper. Frederik Christiansen og Kaptajnen når at vække omkring halvdelen af de ombordværende, som får reddet sig fra borde tidsnok. 22 unge og kollegaer går meget tragisk ned med skibet. Da skibet senere bliver hævet fra havets bund ses et meget stort hul i siden. Kollisionen har været voldsom. Det er tragiske omstændigheder, som mærker den unge mand.

Frederik Christiansen ser efter nye veje at færdes - væk fra Øresunds mørke vand. I Østen er der travlt for handelsflåden. Det rygtes, at det flyder med guld og muligheder, ligesom det florerer med farverige histo-rier om de store te-klippere, som den berømte Cutty Sark, der sejler om kap hjem fra de Britiske kolonier til England. Det inspirerer sømænd og altså også Frede-rik Christiansen, som i starten af 1900-tallet rejser til Siam for at søge lykken – eller i hvert fald et job! Og det får han hurtigt. Lykken tilsmiler ham, efter han har været i kontakt med en driftig ung mand; H.N. Andersen. H. N. Andersen er uddannet skibsbygger fra Nakskov og har selv søgt lykken i Asien. Bosat i Bangkok har han gjort sig mange tanker om handelen mellem Asien og Europa, og han har stiftet firmaet Andersen & Co med henblik på at skabe en blom-strende handelsvirksomhed. H.N. Andersen får brug for kapital til at udvide sin forretning. Han henvender sig til datidens store bankmand i København: C.F. Tietgen. Tietgen ser imidlertid ikke de store mulig-heder i forbindelsen mellem Østasien og Danmark, eller måske fatter han bare ikke tillid til den unge H.N.

Liv ombord i starten af 30erne – Kaptajn Christi-ansen i forgrunden (venligst bidraget af Max Hage-

mann Christiansen)

27

Andersen, og der kommer ikke noget ud af kontakten. Til gengæld ser direktøren i Landmandsbanken, Isak Glückstadt, muligheder i den unge Andersen. Isak Glückstadt lytter til Andersens ideer – der også indbe-fatter anlæggelsen af en frihavn i Københavns Havn, som skal gøre København til centrum for al handel mellem Østasien og Nordeuropa. Landmandsbanken indvilliger i bankforretning med H.N. Andersen, og i 1897 stiftes selskabet Det Østasiatiske Kompagni (ØK) og et af Danmarks store handelsmæssige flagskibe er hermed grundlagt.

Da Frederik Christiansen starter i selskabet, er der endnu mest fokus på handlen med teaktræ og på sej-lads, som i starten især foregår som mindre fragtruter mellem Siam og Filippinerne, Siam og Mikronesien og senere mellem Østen og Sydamerika. Frederik starter som kaptajn på disse mindre handelsskibe under virksomhedsnavnet ”Siam Steam Navigation Company”, og imens vokser både firma og forbindel-sen til Europa.

Frederik Christiansen arbejder således for ØK det me-ste af sit arbejdsliv. Han sejler hovedsagligt i Asien og mellem Siam og Sydamerika, men kommer også hjem omkring Europa og Danmark nogle gange – blandt andet i 1925, hvor han kommer til Nakskov Skibsværft for at afhente deres nye byggenummer 24 – skibet MS Malini, som skulle med tilbage til Østen. Med sig til Nakskov har han sin siamesiske hustru, og de gifter sig – for anden gang – i kirken i Nakskov.

Frederik Christiansen og familien vender helt tilbage til Danmark omkring 1930. De bosætter sig i Vejle, hvor Frederik stammer fra. Familiehistorien fortæller, at Frederik Christiansen selv medbragte teaktræ til det hus, han fik bygget i Vejle, og at alle vinduer derforfik rammer af det fineste siamesiske teak, som efter sigende den dag i dag sidder i husets facader.

Kaptajnen henter Whimbrel i Roskilde i 1931 sammen med sin syttenårige søn, Max.

Skibet får sin svajeplads ud for Brønsodde i Vejle Fjord – det er her, Kaptajnen bor. Her nyder Kaptajnen og hans familie skibet på dejlige fjordsejladser. Han tager dog også Whimbrel ud på gode sejladser, hvor hun rigtigt kan vise, hvad hun kan, og mange år senere kan kaptajnens barnebarn, Max Hagemann Christiansen, fortælle, hvordan man i familien talte om den meget hurtige Whimbrel. ”Min far var kun en stor knægt dengang, men han fik alligevel lov til at sejle skibet. Det krævede nogle armmuskler – men det var også spændende at sejle sådan en stor båd. Og far fortalte altid, at når farfar besluttede sig for, at nu skulle de sej-le hurtigt, så skete der altså også noget! Så kunne hun altså virkeligt rende derudaf! Nogle gange sejlede de så hurtigt, at hun lå helt ned og vand løb ind over løn-ningen!” Den gamle kaptajn må have nydt det! Med sig havde han ofte nogle unge fiskere fra Brønsodde, som i deres fritid gerne ville være gaster ombord på Whimbrel, fordi hun ganske enkelt var noget særligt, og de gerne ville tilegne sig sejlerkompetencerne. Det har nok passet den gamle Frederik godt, for med en høj Bermuda rigning var der nok sejl at tage sig af, og der skulle altså hives noget i skøderne for at få skibet til at makke ret, når der var vind i det store sejl. Ma-sten var på dette tidspunkt 25 meter.

Da Frederik Christiansen afhænder Whimbrel bliver det til en forhenværende kollega - endnu en kaptajn fra ØK; Kaptajn P. Dircks. Kaptajn Christiansen selv erhverver sig herefter en Yawl, som han sejler frem til sin død i 1944.

Frederik Christiansen var således hele livet en mand af havet. Med ham var Whimbrel i kyndige sejlhænder i de år, hvor skibet var i Vejle. Christiansen forstod sig ikke blot på havet og kortlæsninger. Han forstod sig på skibe. Og på deres egenskaber og særkender. Han for-stod det enkelte skib. Han var også en kyndig fortæller, der gerne delte sine historier og viden med familien.

28

1935 – 1940: Kaptajn P. Dircks

Kaptajn P. Dircks er bosiddende i Hellerup og har i en årrække været kaptajn i ØK. Han er barnefødt i Vejle, så måske har han og Frederik Christian-sen kendt hinanden helt tilbage fra de unge år! P. Dircks er medlem af Kongelig Danske Yachtklub og i årsbogen 1934 – 35 registreres han som ejer af kutteren Whimbrel under ”Registreret for Sejl-fartøjer med hjælpemotor” – som i øvrigt på dette tidspunkt kun tæller 78 både. I 1939 er der 87 fartø-jer registreret i denne kategori, så der er udvikling inden for området. Han sælger båden videre i 1940.

1940 - 1941: Direktør Becker Madsen

1940 overtager Direktør Becker Madsen i Vedbæk skibet, som han straks omdøber ”Adele”. Men det bliver kun for en kort tid, at han ejer det, før han videresælger igen. Om det skyldes krigen og de sejlermæssige be-grænsninger, krigen medfører, vides ikke. Allerede i ’41 afhænder han det.

1941 – 1943: Kaj Hansen, Ingvar Andersen og Arvid Hemmingsen

Historien om ejerskabet Hansen, Andersen og Hemmingsen er både trist såvel som illustrativ for et gammelt skibs mangeartede oplevelser. Historien er overleveret af Kaj Hansen selv ved et interview i december 1991. Oplysningerne fra denne per-sonlige samtale er gengivet på papir og opbevaret i Whimbrels mappe med forskellig dokumentation.

Således husker hans barnebarn, Max Hagemann Chri-stiansen, mange fortællinger og ikke mindst de gode råd, som han fik med på vejen, hvoraf han har brugt flere hele sit liv. Her nok essensen i den gode sejlers fornemmelse for sit skib;

Whimbrel med Bermuda rig i starten af 1930erne (Venligst bidraget af Max Hagemann Christiansen)

”Hvis du nogensinde kommer ud at sejle eller

måske er så heldig at blive ejer af et skib, så skal du tale med det!Et skib har en sjæl!

Når du taler til det, får du ikke altid et svar. Men du får kontakt

med skibet!Og det skal man altid

sørge for at have!”- Kaptajn Frederik

Christiansen

29

Kaj Hansen fortalte:

Trioen Ingvar Andersen, Arvid Hemmingsen og Kaj Hansen overtog Whimbrel ved køb i sommeren 1941. De gav 7000 kroner for den. Det var Ingvar Hansen, der forestod købet, og han ville af uforklarlige årsager ikke fortælle de andre, hvem han havde købt den af. Skibet var på det tidspunkt medlem af Kongelig Dansk Yachtklub.

Whimbrel er malet hvid. Dækket er af Oregonpine, skibet har cockpit, der er installeret en Chervrolet motor i skibet, og hele vidunderet præges af at være Bermuda rigget med en 25 meter høj mast. Masten udskifter de, da de får mulighed for at købe masten fra Alfred Benzon Jr.́ s berømte ”Safari”, der var havareret i Sverige. Den nye mast var 31 meter og bliver let tilpasset Whimbrel. De køber den med sejl for 3100 kroner.

(Det skal her nævnes, at ”Safari” var Apoteker Alfred Benzon Jr.s iøjefaldende kutter, der med en længde på 23,1 meter og en vandline på 15 meter var Danmarks største lystbåd i årene 1930 -40, hvor Benzon ejede den. Oprindeligt gaffel rigget som Whimbrel, men Benzon omriggede også den til den mere moderne Bermuda

Whimbrel er fra 20erne Bermuda rigget. Hansen, Andersen og Hemmingsen omrigger med ny mast – en særlig en af slagsen: Masten kom fra Apoteker Benzons berømte ”Safari” – som ses på billedet her. Masten var

den gang over 30 meter høj - monteret på Whimbrel blev den dog kortet lidt ned.

rigning, og isatte den meget høje mast, der siges at have været lige over 30 meter høj, og som gav et sejlareal på 250m2 på ”Safari”. Benzon kom ud af en familie, der i årevis havde nydt stor anerkendelse inden for den danske sejlerverden for deres kunnen og bidrag til sejlsportens udbredelse i Danmark – Alfred Benzon Jr. selv blev især anerkendt for sin store indsats for at samle de nationale sejlforbund under ét gennem indførelse af Meter-reglen i 1907 – se under Charles Sibbick.)

Skibet hedder ved overtagelsen ”Adele”, men det kom-mer til et ophør: Under vedligeholdelsesarbejde skrabes maling af agterspejlet, og så dukker skibets oprindelige navn op: Whimbrel. Det står indskåret i træet agter. De tager dette navn til sig.

Selvom der tydeligvis er stor glæde over både skib og sej-lads, så kommer også fællesskabet til en brat afslutning. Krigen er igang og meget ændrer sig – også for trioen og deres venskab. Kaj Hansen kan ikke vende det blinde øje til, hvad der foregår i krigen. Han bliver frihedskæmper. Og så sker det, at han og Arvid Hemmingsen opdager, at Ingvar Andersen er værnemager! Han fabrikerer stole, som han sælger til tyskerne bag ved Nørrebro remise. Det bliver med det samme slutningen på deres venskab.

30

Og dermed slutter de også fællesskabet omkring Whim-brel. De bliver enige om, at Ingvar Andersen skal forestå salget af Whimbrel. Kaj Hansen mener, at det blev til en konsul i Svendborg.

Kaj Hansen selv blev taget af tyskerne. Han blev fængslet og sad først i Vestre Fængsel, senere i Frøslev Lejren.

Kaj Hansen har aldrig glemt Whimbrel. Han søgte i mange år efterfølgende efter det, men fandt først frem til det i starten af halvfemserne, da der oprettes en støt-tefond omkring skibet. Skibet havde trods den triste historie holdt sit greb i Kaj Hansen, som i så mange andre af dets ejere gennem tiden.

1943 – 1946: Ukendt ejer

Efter Hansen, Andersen og Hemmingsen solgte Whimbrel kender vi ikke hendes skæbne, før hun dukker op efter krigen som skoleskib i Odense. Så i disse krigens sidste år er der desværre et lille hul mere i Whimbrels historie. At hun skulle være solgt til en konsul i Svendborg kan ikke dokumen-teres. Hun kan være solgt til en af mændene bag Odense Sejlerskole, som var blevet oprettet alle-rede i 1941.

Disse mænd var velhavere og talte både grosserer, finansmænd og andre succesrige forretningsfolkDer kan have været en med titel af Konsul blandt dem.

Under krigen var der en generel begrænsning på sejlads – i sær i de åbne farvande. Fjordsejlads gik an de fleste steder. Omkring København var det kun tilladt med sejlads i en smal strimmel mellem København og Rungsted. Der var kun tale om sej-lads i dagslys og ikke med anvendelse af motor. I 1943 indføres et total forbud for sejlads, så Whim-brel kan meget vel have ligget på land og ventet på anvendelse. (Totalforbuddet ophæves dog for flere fjorde igen i sommeren 1944).

Whimbrel med fart på – med stor Bermuda rig (Venligst bidraget Koch/Møller)

31

Enebær Odde. Mere sejlererfarne tilslutter sig togter af 8 eller 14 dages varighed.

Her udpluk fra et sommertogt med Whimbrel fra en begejstret deltager; Poul Fischer – der fortæller om som-merens sejleroplevelse i ”Den Danske Sejlerskole Aarbog 1946 – 47”:

”Efter nogen Ventetid paa en enkelt efternøler lettede vi og satte Kursen ud af Kanalen. Det kneb lidt med at faa det

mægtige Storsejl op med de forhaandværende Armkræfter, men ved Hjælp af nogle små ”Fiduser” fik vi det dog helt op. Under Manøvreringen ud af fjorden benyttede vi Lejlighe-

den til ved vort Ukendskab til Sømandskabet at gøre os godt til Grin for hinanden og vi opdagede hurtigt, at vi egentlig ikke havde noget at lade hinanden høre – og saa var Kon-takten hurtigt sluttet imellem os – Melodien blev fundet, og

den blev ikke væk et eneste Minut paa hele Turen.” …

”... Vi rebede Storsejlet og stod saa bidevind op i Horsens Fjord, en nederdrægtig smal Rende at komme igennem;

men der var dog den gode Ting, at da vi hen under Aften naaede frem til Horsens, var der vist ingen, der ikke var klar

over, hvad man havde at gøre, naar der blev raabt: ”Klar til at vende”.

1946 - 1948: Den Danske SejlerskoleI takt med den stigende folkelighed omkring sejlsporten øges antallet af sejlklubber støt landet over, og med det også sejlerskoler, hvor menigmand kan lære at sejle. I Odense etableres ”Den Danske Sejlerskole” i 1941 efter svensk forbillede. Skolen fyldes hurtigt op med lokale, der ønsker at lære at sejle og med tiden tiltrækker den kur-sister fra hele landet – i sær efter krigens afslutning, hvor også de første begyndervanskeligheder er lagt bag sig. Bag skolen står Grosserer H. Svarrer i spidsen for en for-nem kreds af Odense rigmænd og sejlerentusiaster, som sikrer skolen et solidt fundament for dets virke. Sejlersko-len har en række mindre både og erhverver også tre store både, hvor Whimbrel formodentligt kommer til i 1946. De andre var: Yawlen ”Fyen” og ”Tunø”. I den Kongelige Danske Yacht Klubs medlemsblad ”Sejlsport”, kan man allerede i 1943 læse om sejlklubben, som næsten skamro-ses for deres store indsats uden for Københavnsområdet. Artiklen konkludere, at Den Danske Sejlerskole er godt på vej med at opfylde ”det Maal, som vort Danmarkskort kræver: ”Sejlsporten = Danmarks Nationalsport”.

Skolen har et sommerprogram med fokus på at lære kur-sisterne alt om sejlads. For nybegyndere sejles der med mindre både på fjorden og overnattes i sejlskolens hus på

Mændene bag Den Danske Sejlerskole i Odense (Fra Sejlsport 1943)

32

Om bord på bådene er faste instruktører og gaster, og Poul Søndergaard, (84 år anno 2012) var en af disse instruktører. Odense bysbarn og glad for at sejle: Den Danske Sejlerskole kom til at betyde meget positivt for Poul Søndergaard. Han fortæller; ”Der kom folk fra hele landet. Både piger og drenge, unge mænd og unge kvinder, og modne ægtepar samt ”old boys”. Det var alle aldre og med forskellige sociale baggrunde. Det betød ikke noget! På skibene mærkede man altså ikke forskel på folk. Alle havde en vigtig funktion, og alle skulle lære!” Minderne stråler endnu. ”Venskaber blev knyttet på så-dan en sommertur, det kan jeg love. Også for os instruk-tører. Jeg møder stadigt folk, som sejlede med os dengang i fyrrene. Så kommer de op til mig og siger; ”Poul, du kan sikkert ikke huske mig, men …” Det er rigtigt skægt, syntes jeg!”

Gruppen af instruktører og gaster, som Poul Søndergaard var en del af, varetager den generelle vedligeholdelse af skibene. De tager dem på land om efteråret, og klargør dem igen om foråret. ”Skulle der større arbejder til på bådene, så kom der et par eller tre af skibsbyggerne over fra Odense Staalskibsværft, som lå lige på den anden side af, hvor vi holdt til. Så ordnede de let sagerne for os. Men ellers klarede vi malerarbejde, sejl og alt det hvert forår, og fik dem i vandet!”

Den Danske Sejlerskole tilbyder om vinteren kurser i navigation og sømandskab, og ligeledes er det muligt at forberede Kyst- og Sætteskipperprøven på skolen. Alt praktisk sejlads foregår i sommerhalvåret, hvor der sejles i hele fjorden. Sejlerskolens hus på Enebær Odde er som-meren igennem anløbs- og afgangsstation for de store både.

Afslapning under togt – det kaldes vist ”frivagt”!(Fra Sejlsport 1943)

Damer på bommen! Sejlads var blevet for flertallet mere end for fåtallet (Fra den Danske Sejlerskoles

Aarbog 1946 – 47)

En stille aftenssejlads. Der var ikke motor ombord, så besætningen skul-le være dygtige til at sejle på kryds

i den smalle Odense Fjord (Venligst bidraget af Poul Søndergaard)

33

1948 – 1958: Eli E. Jensen

I sommeren 1948 overtager blikkenslagermester Eli Jensen Whimbrel. Skibet er slidt efter årene som skole-skib, og Eli E. Jensen står overfor en stor opgave. Han bringer det til Århus Havn, og det foregik ved vindens nåde – Whimbrel var uden motor. Eli Jensen påbegyn-der herefter et stort vedligeholdelsesarbejde fra ende til anden - indvendigt som udvendigt. Blandt andet byg-ger han et helt nyt dækshus i mahogni, som mange ef-terfølgende er meget glade for. Der lægges nyt skandæk og udskiftes nogle enkelte spanter og svøb, som var knækket. Der bliver også sat enkelte nye bord i, og der skabes ny aptering. Skibet har på dette tidspunkt sin store kahyt forrest, en kahyt ved mast og herefter WC og pantry. Agter er en mindre kahyt med to køjer. Han omrigger også skibet – fra Bermuda til Ketch – med to nye og næsten helt lige høje master. Han gør et stort arbejde i årenes løb. Men så indtræffer tragedien: Der udbryder brand ombord på Whimbrel. En bekendt til familien bryder ind og kommer til at vælte en petrole-umslampe. Båden raseres af branden, der i sær hærger indvendigt og ødelægger en del af den nye aptering, såvel som den giver voldsomme sodskader. Dækket ødelægges også. Eli E. Jensen har nok følt sig noget for-tabt derefter. Alt det spildte arbejde! Og han havde efter signende haft en lukrativ salgsaftale tæt på underskift. Den falder til jorden. Han opgiver derefter Whimbrel, og efter nogen tid henlagt til sig selv, sætter han skibet til salg i dets nu sølle tilstand. Det til trods lykkes det ham at få den afsat til en direktør fra Horsens i 1958.

Gaffel Rig Bermuda Rig Ketch Rig

Poul Søndergaard husker tydeligt Whimbrel; ”Det var fantastisk så hurtigt, den sejlede den båd”, siger han med tydelig begejstring. ”Men den havde også en temmelig stor rigning! Den var Bermuda rigget, og masten var over 25 meter høj!” Poul Søndergaard dvæler ved mindet om den rigning. ”Det var også lidt særligt med den mast, for den havde tidligere ejere fået fat i fra et meget smukt og stort skib, Safari! Det gav vores skib en sejlkapacitet, der kunne sætte fart på!” Poul husker også, at det krævede sejlerkundskab at håndtere Whimbrel. ”Hun var uden motor, så vi måtte gå på kryds, indtil vi var temmelig langt ude. Nogle gange kunne vi dog få hjælp og blive trukket af en gammel fiskerjolle, men ellers var det på kryds gennem fjorden! Det kunne altså godt tage noget tid med Whimbrel!”

Poul Søndergaard har aldrig glemt tiden med Whimbrel og Den Danske Sejlerskole. Fra Poul har vi modtaget fine billeder fra dengang i fyrrene. Poul flyttede senere fra Odense til Horsens og har haft et langt liv med god akti-vitet på vandet og klubliv omkring sejlklubben i Horsens. At Whimbrel var med til at skabe den livslange sejlerkær-lighed, er der ikke megen tvivl om.

Med den høje Bermuda rig på Odense Fjord(Venligst bidraget af Poul Søndergaard)

1958 – 1960: Fabrikant H. Fischer Mikkelsen

Direktør Haakon Fischer Mikkelsen ejer firmaet ”Garden Møbler” i Dagnæs og er en flittig mand. Han er smed og producerer havemøbler i stål. Men i fritiden er han optaget af træ og skibe - helst træskibe. Bådebyggeri er hans hobby. Han elsker at overtage gamle og slidte skibe og så sætte dem i stand. Måske er han reelt mere glad for arbejdet med dem end selve sejladsen. I hvert fald er Whim-brel en spændende opgave, han ikke kan stå for. Skibet ser forfærdeligt ud – har henligget siden branden og er fyldt med sodskader indvendigt. Han sejler det til Horsens Havn og kaster sig ud i opgaven med at få den på fode igen. Sodskaden er det første, der skal udbedres, og Haakon er heldig. Han har to sønner, Christian og Niels, og den yng-ste – Niels – der er omkring 14- 15 år – bliver sat til at rense al sodsværten væk indvendigt. Et stort og meget beskidt arbejde, der dog lykkes ved hjælp af godt med knofedt. Til gengæld får Christian og Niels mulighed for at sejle med Whimbrel, hvilket de betegner som fornøjeligt – især på de varme sommerdage. Niels Fischer Mikkelsen fortæller i øvrigt, at Whimbrel sådan set var let nok at sejle, selvom hun var en rørig dame.

Selv udbedrer Fischer Mikkelsen apteringen og installerer en ny motor – en 6 cylinder Tornycroft. Han overtog skibet uden motor og ved, at den vil gøre noget sejlads lidt nemmere, hvis den har en motor. Selv er han jo smed, så han kan nemt ordne det. Han placerer motoren i styrbordsiden og lader ror akselen gå skråt bagud mod venstre – og der-med skævt ud i bagbordsside. Det formodes, at han hermed genanvender strukturen fra Ove Kraks oprindelige motor ilægning fra 1911.

Haakon Fischer Mikkelsens ældste søn, Christian, og en kammerat bag Whimbrel på en

dejlig sommersejlads.(Venligst bidraget af Christian og Niels Mikkelsen)

35

De to nye ketchriggede master skal også færdiggø-res, og han fremstiller selv de rustfrie beslag til dem, ligesom han fremstiller så meget andet af den slags til skibet. Sejl får han syet i Horsens, og skibet får en udvendig tur. Fribord er hvidt, og bund males rød.

Med sine sønner eller venner som gaster sejler Haakon gerne aftenture på fjorden. Men det er klart bådebyggeriet, som trækker. Det er sjovere at gå der og arbejde på skibet. Så det bliver ikke til så meget sejlads, som skibet måske egentligt kalder på. En enkelt tur Sjælland Rundt, ellers nærsejlads. Whim-brel er sådan set let nok at sejle, men den kræver, at de er 3 – 4 mand ombord, og det er ikke altid, at sønnerne er hjemme og har tid – blandt andet stikker Christian på langfart - og vennerne står ikke altid lige klar. Med et andet skib under vingerne, Yawlen Yvalda, beslutter Haakon Fischer Mikkel-sen derfor at sælge Whimbrel igen efter et par år. Yvalda har han hævet fra bunden af en havn, så den trænger bestemt også til en omgang. En kuriositet omkring Yvalda i forhold til Whimbrel er i øvrigt, at Yvalda også havde været anvendt som skoleskib af en sejlerskole i Odense (Nordisk Sejlerskole), som dog ud fra ”historierne dengang” ikke altid opførte sig så godt, hvilket skabte problemer for de andre sejlerskoler i og omkring Odense Fjord. Le-deren af den skole flyttede også senere til Horsens, og medbragte altså Yvalda.

Whimbrel var ikke Haakons første skib, og hun blev bestemt heller ikke hans sidste – der fulgte mange. Men hun var formodentligt hans største – på alle måder.

1959: Whimbrel som Ketch rigget i Horsens Havn. (Venligst bidraget af Christian og Niels Mikkelsen)

På bedding i Hou inden salg

36

1960 – 1973: Preben Koch og Folke Møller

Whimbrel overtages i 1960 af to unge mænd med en god håndværksmæssig baggrund til at kunne tage sig af skibet: Preben Koch er tømrerlærling og Folke Møller er klejnsmedelærling. De er mu-ligvis ikke helt færdiguddannede (det er dog tæt på), men besidder til gengæld ungdommens mod og vilje. Whimbrel er således deres første båd – de har faktisk ikke en gang lært at sejle rigtigt! Det bliver med andre ord en lærerig tid i deres liv med Whimbrel. Bosiddende i Københavnsområdet tager de hele vejen til Hou for at hente Whimbrel tilbage til København. De har som sagt ikke sejlererfaring, men medbringer en god ven, som er spejder. Han har et spejderkompas, og med det i hånden stævner de ud! Det er klart ”learning by doing”, men det lykkes dem rent faktisk at anløbe Svanemølle Havn helskindet. I de kommende 13 år giver de sig fuldt ud til Whimbrels ve og vel. Det er også tiltrængt, som Preben Koch konstaterer; ” Tilstanden? Jamen, den var ikke noget! Den skulle bare have den store tur!” Han smiler overraskende nok ved mindet.

”Vi købte skibet, fordi vi var unge og fulde af drømme! Den store drøm var at sejle til Caribien!” … Pause … ”Det blev selvfølgeligt aldrig til noget, men vi fik nogle fantastiske ture i indenrigsfar-vandene omkring Danmark. Og alle steder, hvor vi kom frem, blev der lagt mærke til Whimbrel! Alene størrelsen – det kan godt være, at hun ikke er så stor i forhold til nutidens både, men den gang i tresserne, der var Whimbrel et stort skib – og det alene tiltrak opmærksomhed!” Han lyder tilfreds. Følelsen har aldrig forladt ham.

Under deres ejerskab sker atter omfattende og tiltrængte forbedringer på skibet, og der lægges en stor mængde tid, knofedt og penge i projektet.

Folke Møller og Preben Koch.(Venligst bidraget Koch/Møller)

Ketchrigget med de firkantede master. (Venligst bidraget Koch/Møller)

37

Skibet har et lærredsdæk med blylister, da de over-tager det. Det er ikke til at leve med på det skønne skib, og de skifter hele dækket. I stedet lægger de et nyt teakdæk (oven på det gamle Oregon pine dæk). Det ser ud af noget! De laver også en lønning på støtter og skanseklædning, hvilket skibet ikke tidligere har haft. Der bygges nye overbygninger. De bibeholder Whimbrel som Ketch rigget, men laver nye – firkantede - master, der med mere tydelig høj-deforskel på den høje stormast og den noget min-dre mesanmast, virkeligt viser, at skibet er Ketch rigget. Skibet er reelt underrigget, men sejlerglæden er stor, og skibet lettere at håndtere på denne måde.

De ilægger ny Perkins motor. Den får udtræk i agterstævnen og bryder dermed med udtrækket i bagbord, som blev skabt, da Ove Krak fik ilagt motoren 50 år tidligere, og som Fischer Mikkelsen genanvendte. Der laves også et nyt rat - for blot at nævne lidt af deres store arbejde.

”Det var et kæmpe arbejde, og vi vidste ikke ret me-get i starten. Men vi lærte en bådebygger at kende, som kunne hjælpe lidt og komme med gode råd til processen. Han er stadig vores kammerat!”

Båden bringes i en flot form og vækker opsigt, hvor end hun kommer. Sibbick og Mead ville smile bredt af den tid. Der arbejdes med respekt for skibet, og samtidigt kommer hun på gode ture. Hun sejler som en drøm, og kommer efterhånden også til at se sådan ud. I årenes løb støder unge kvinder og børn til – både Preben Koch og Folke Møller bliver familiefædre. Så det bliver nu til mange hyggelige familiestunder ombord, men det begynder at knibe med tiden. De vælger derfor at sælge skibet efter 13 gode år, hvor de har lagt lige den mængde kræfter og knofedt i, som skibet krævede og som gav det nye muligheder for at blive en gammel dame. Det havde været en hård, men spændende periode. ”Det var en god tid,” siger Preben Koch med varm stemme. ”En god tid med Whimbrel!”

Firkantede master og bomme. (Venligst bidraget Koch/Møller)

Det kan godt være, at den er lidt underrigget som Ketch, men der er stadigt godt træk i Whimbrel – her på Kattegat i 1966. (Venligst bidraget Koch/Møller)

38

1973 – 1981: Torben Arp Larsen

Torben Arp Larsen overtager en velsejlende båd, som der har været under håndværksmæssig korrekt ombygning og vedligeholdelse igennem tresserne. Båden sejler utroligt godt, og selvom der fortsat er små opgaver ombord, så er der også masser af gode sejloplevelser i skibet. Det er det, han med det samme kan se, første gang han ser skibet. ”Jeg så med det samme idéen med båden! Det var klart, at den havde potentiale! Det var dog også klart, at den skulle omrigges!” Fortæller han her 40 år senere.

Han når dog i første omgang ikke så langt med båden, som han har visioner for. På en tur til Polen med venner og bekendte i 1974 har han amerika-neren Jim med ombord. Jim forelsker sig fuldstæn-digt i skibet, og vil bare eje det. Efter en del plageri giver Torben Larsen efter. ”Han blev jo ved og ved!” Forklarer Torben. Jim overtager båden i ´74, men sælger den tilbage til Torben Larsen igen i 1977.

Torben Arp Larsen ved roret i 1978. (Fra Bådnyt 1978)

Sommeren 1978 møder en medar-bejder fra ”Bådnyt” Whimbrel til vands. Skibet og dets fart overvælder den erfarne sejler, der hjemme på redak-tionen fortæller, om det hurtige skib, der sejlede fra hans egen moderne og hurtige båd – en Swan ’48. Bådnyt sætter efter skibet – her er jo en historie, og skriben-ten Anders Høegh

Post inviteres med ombord og på sejlads efter-følgende. Han er imponeret. Torben Arp Larsen fortæller også stolt i Bådnyt til hele sejlerdanmark om sit skibs fart; ”Tjae, faktisk har vi endnu ikke mødt nogen både her på sundet, vi ikke er sejlet fra! … Det kan måske knibe på kryds, men på halv vind er der ikke nogen, der kan følge med, og på læns virker det store gaffelsejl lige så godt som en spiler!” Der er over 100 m2 storsejl, og samlet har skibet nu 200m2 sejlareal. Uden helt at kunne dokumentere det, så vover Bådnyt budskabet, at Whimbrel er Danmarks ældste OG hurtigste lystbåd! En krølle på historien, som dog ikke fremgår af artiklen, er, at Anders Høgh Post er vennen med kompasset, der sejlede med Preben Koch og Folke Møller, da de hentede båden i Hou! Som andre, glemte An-ders heller ikke lige det skib. Sådan har det været for mange. Og det er vel klart nok. Whimbrel går hurtigt og flot, og stoltheden skinner da også fortsat igennem hos de tidligere ejere!

Selv mere end 30 år senere sidder den gode sejlfor-nemmelse og ejerskabets stolthed fortsat i Tor-ben Larsen. Skibet er velholdt i de år. Fribord er nu sort, sejl er hvide. Skibet er Gaffel rigget igen.

Nyrigget som oprindeligt: Gaffelrigget – dog uden

topsejl (Fra Bådnyt 1978)

39

”Whimbrel kunne ikke levere fuldt ud som Ketch rigget, og jeg omriggede den tilbage til gaffelrigget,” fortæller Torben Larsen. ”Og så kunne den sejle – fantastisk godt! Den vandt i hvert fald 1,5 knob ved det skifte!” Som Ketch var Whimbrel underrigget i forhold til sin størrelse, og med skiftet fra to fir-kantede master til en mast på 17 meter og en bom på 12 meter genskabte han samtidigt Gaffelriggen, som Harley Mead i sin tid tegnede skibet med. Til gengæld syntes Torben Larsen ikke om det korte bovspryd, som skibet er født med. Det var karak-teristisk for mange af Sibbicks skibe. ”Det er ikke æstetisk korrekt!” Mener Torben Larsen, der giver skibet sit 3 meter lange bovspryd. Skibet styres med et rat, selvom det fra start har haft rorpind. ”Der var ikke plads til den rorpind længere! Den store kahyt, som skibet havde fået, gik helt ned til der, hvor rorpinden skulle have været. Der var kun lige plads til rattet!” Forklarer han. En anden speciel ting var Whimbrel til gengæld født med. ”Der var noget skægt med det skib – det havde ikke nogen

På forsiden af Bådnyt nr. 11 1978

Whimbrel anno 1978 (Fra Bådnyt 1978)

40

bjælkeværre! Det var faktisk helt utroligt! Næsten ikke til at forstå, at det dæk bare hang der næsten helt af sig selv! Dæksbjælkerne var boltet i klodser, som sad hæftet på bordet!” Selv efter et langt sej-lerliv og mange både og oplevelser har Torben ikke sluppet detaljerne omkring Whimbrel.

Whimbrel som vist i Bådnyt nr. 11 1978

Torben Larsen havde været bådejer før Whimbrel – blandt andet af en stor, ombygget Esbjerg trawler, ligesom han senere blev ejer af andre gode både. Alligevel står historierne i kø fra Whimbrel tiden – som den gang han sejlede den alene fra Bornholm til København. ”Den sejlede fantastisk! Sejlede sim-pelthen fra alt, hvad der rørte sig… Den båd ville jeg gerne eje igen!”

41

en gammel skonnert), men hvor var det, der rykkede og flyttede de unge? Hvor var farten, spændingen, chancerne?

Lastbil eller Ferrari.Hvis unge mennesker stjæler en bil, tager de næppe den langsomste på parkeringspladsen. De tager heller ikke den grimmeste!

Hvis vi skulle kunne tilbyde den unge både anerken-delse gennem seriøst arbejde og en ny status, måtte vi altså finde et skib, der matchede en Ferrari og ikke en lastbil. Skibet skulle opfylde tre kriterier: være hur-tigt, smukt og specielt. Det skulle være så hurtigt, at det i ethvert race ville have en realistisk chance for at vinde på lige vilkår, hvis de unge ydede deres bed-ste. De skulle sejle skibet, Steen og jeg var blot sidste skanse. De unge har klargjort skibet, været i riggen, lagt kurser, taget bestik og står til slut med anerken-delsen. Det var et af delmålene.

Vi fandt drømmeskibet i København. Whimbrel. Den opfyldte alle tre kriterier. Vi var fire, der puljede til købet: Steen Kjærulf, Carsten Helleberg, Jørgen Grøndahl og min kone og jeg. Carsten og Jørgen var sleeping partners. Projektet skulle køres af Steen som sejlansvarlig, Doris og mig som pædagogisk ansvarlige.

Skibet kunne med en lettere ombygning sagtens rumme 3 - 4 unge mennesker, samt Steen og mig. De unge kunne være på projektet et år med mulighed for forlængelse. Vi skulle ikke være flere, så vi stadigvæk kunne bevare meget tætte relationer.

Modsat Tvindpædagogikken skulle de tætte relationer bygge på et ligeværdigt møde, forstået som en accept af vores forskellige erfaringer, alder og baggrund. Fortroligheden mellem os skulle gøre det muligt at se potentialer i stedet for fejl, at bygge på potentialerne i stedet for nederlagene og diverse boglige mangler. Vi mener stadig, at det største man kan få givet, er

1981 – 1984: Kjærulff, Thrane, Helleberg og Grøndal

I 1981 overtager et andelspartnerskab skibet. Thorkild Thrane, Steen Kjærulff, Jørgen Grøndal og Carsten Helleberg er skibets nye unge ejere. De er senere blevet beskrevet som et kollektiv fra Århus, der med blå øjne og i ren Troels Kløvedal ånd har kastet sig ud i et skørt eventyr. Det har dog ikke hold i virkeligheden! Men de har en fælles idé - en drøm om et projekt, som kan rykke noget for mange! De ønsker at bruge skibet til et arbejds- og undervisningsprojekt for unge mennesker, der gerne vil lære noget på en anden måde end den traditionelle. Her følger Thorkild Thranes egne ord om deres erhvervelse af Whimbrel:

I 1970’erne gennemførte Ritt Bjerregaard en lov om undervisnings/arbejdsprojekter, der sigtede på at styrke en gruppe unges kvalifikationer og selvværd. Det kunne foregå til lands eller til vands, men om-drejningspunktet var meningsfuld læring gennem mangfoldige aktiviteter. Fx skal en stald bygges om, så lærer man den nødvendige matematik til op-måling og beregning af indkøb af materialer og så videre.

Jeg skrev pædagogisk speciale om emnet, besøgte med Doris, min kone, allerede fungerende projekter og tænkte derefter, at et skibsprojekt ville være oplagt. Et skibsprojekt har den fordel frem for et landbrugs-projekt, at man med skibet kan flytte sig i geografisk forstand. Det inddrager således geografi, evt. andre sprog, andre skikke og ikke mindst: Skal der sejles, skal der også beregnes, afstikkes kurser; alt sammen matematik i praksis.

I begyndelsen af 80’erne sejlede mange gamle træski-be allerede med unge. Det var unge, der var anbragte af hjemkommunen. Når man talte med skipperne, var det som om, at de unge blot skulle opbevares og beskæftiges (der er heldigvis meget vedligeholdelse på

42

ansvaret for andre. At blive en værdifuld del af et lille kollektiv. Således også med de unge på sejladser. De ville kunne komme i en situation, hvor de stod med et stort medansvar for skib og mandskab fx i hårdt vejr om natten på åbent hav. Samarbejde og tillid. Det rejser ethvert menneske at blive mødt med den tillid.SÅ LANGT, SÅ GODT.

Steen Kjærulf og jeg lavede undervisningsplaner og fik positivt forhåndstilsagn fra Århus Amt på et møde sent efterår 1982. Men så skete det! Tvindskibet Activ gik ned i Den engelske Kanal 1. februar 1983. Det skete i en brandstorm, og alle 8 ombord (uden sejler-erfaring overhovedet) druknede.

Vores ansøgning blev sat på standby af Amtet, og lidt senere kom så den lovændring, der sænkede hele vores projekt. For at standse Tvinds fuldstændig uansvarlige bemanding af deres skibe, skulle alle pro-jekter fremover inkludere mindst en styrmand og en maskinmester. På Whimbrel ville der hverken være plads eller økonomi til at køre et sådant projekt.At pædagogikken er rigtig kan vi se efter henholdsvis 30 år i folkeskolen og 25 år i gymnasiet. Unge men-nesker trives med ansvar og nærvær.

Whimbrel kom i deres tid også ud i en hårrejsende af-fære der inkluderede grundstødning, en redningsheli-kopter og noget de betegner som pirateri, samt at ski-bet endte på forsiden af BT. Her er Thorkild Thranes nedfældede beretning om Whimbrels vej til forsiden på en landsdækkende avis, BT:

3. juli 1982: En helt almindelig fredagEn søspejdergruppe fra Greve har lejet et hurtigt, smukt skib i Århus og begynder rejsen med et fugtigt besøg i Skolegadekvarteret. De skal sejle i en uge og bliver næste morgen mødt af en af skibets ejere, Jørgen Grøndal. Ef-ter en gennemgang af skibet, alle forhold, redningsflåde og især søvandventilens funktion, er alt klart. Jørgen fortæller dem om den seneste vejrmelding og tilføjer, at de skal tjekke vejrmeldingerne kontinuerligt, for der er

hård vind under opbygning. Han tilråder lille sejlføring eller alternativt at blive i havn den første dag.

4. juli 1982: En usædvanligt stormende lørdagI den samme havn ligger ”Freja”. Hun skal til Middelha-vet med forstærket rig og kompetent besætning, men de har valgt at udskyde afrejsen én dag. Dette faktum for-styrrer ikke skibsføreren og ej heller hans deling søspej-dere. Der skal sejles! Så de tager skibet ud, op i vinden, rigningen synger og de sætter alle 200 m2 sejlføring.

Hu hej, hvor det går og måske lidt for hurtigt. Kursen er sat til Kolby Kås, Samsø. Måske ikke den oplagte lan-dingsplads i de nu 24 s/m fra sydvest. Fejltagelsen bliver helt åbenbar lidt senere, og de søger ind i Sælvig Bugt, hvor forbløffede lokale kan se det smukke skib komme nærmere og nærmere. Whimbrel er et usædvanligt syn på disse kanter. Bugten er normalt for lavvandet, for hun stikker immervæk 2½ meter.

Sejlene skal bjærges og motoren startes. Kort efter lyder meldingen: skibet er bordfyldt! Da man satte sejl, har nogen glemt at dreje søvandsventilen, og hun har taget vand ind om læ. Måske en 6-8 tons. Nu kan motoren ikke startes. De uerfarne søspejdere er søsyge og, ikke mindst, skrækslagne. Panikken breder sig. Ankeret, et 40 kg stokanker, 30 meter ketting, kastes så ud over rælingen.

Holder det? I halvanden til to meter bølger af den krappe slags. Vinden tuder og raser, og overblikket for-svinder. Det gør ankeret i øvrigt også. Rebet til kettingen er slidt over. Gode råd er dyre! Det skal vise sig, at de bliver endnu dyrere.

Så sættes det lille paraplyanker - denne gang gennem klydset, og det holder. Vinden river og flår i skibet og tu-der i riggen. Klabautermanden glider tyst hen over dæk-ket. Alle er nu grebet af panik, og signalraketterne findes frem. Rød er modets og kærlighedens farve og farven på det ultimative nødråb. To røde raketter stiger til vejrs,

43

og et kvarter senere hænger SOKs helikopter over skibet. De sø- og fuldesyge spejderne er i den grad paniske, at man sender en redder ned for at få dem i redningsselen. Og så sker det - Kaptajnen forlader sit skib!

Piraterne på SamsøMålløse har beboerne i Mårup Vig fulgt dramaet på nærmeste hold. Fra stranden kan man se, at skibet røm-mes, og nu er Whimbrel ikke blot et skib i nød, men en prise. Denne tilstand får ikke lov til at vare længe.

To små fjordkuttere stævner ud fra Mårup Havn. Sådan en prise, godt nok for anker, men alligevel - det er for fristende. De fastgør en line og forsøger at bugsere hende ud af bugten og ind til Mårup Havn. Ankeret slipper, men den forenede motorkraft er for lille, Whimbrel stikker for dybt og forsøget ender med at sætte hende på grund. Der tilkaldes hjælp fra Langør og en meget større kutter får ordentligt fat, og bugserer skibet til Langør Havn, hvor hun er i læ for den stormende kuling.

I mellemtiden har BTs Århus-redaktion lejet en heli-kopter og har fået et super billede af redningsaktionen: helikopter over helikopter over skib. Sikkert landet i Må-rup redder BTs reporter sig desuden et interview med de forskræmte søspejdere. Breaking News! Og næste dags forsidehistorie er hjemme.

5 juli 1982. Det er Løgn!Århus Banegård 10:05.En gruppe trætte vandrere kommer hjem efter 3 uger i det skotske højland. En i gruppen er også en af Whim-brels ejere, og BTs forsidebillede fanger hans opmærk-somhed: Doris, det er løgn - det er sgu´ da vores båd! Efter rigtig mange gange i bådsmandsstolen i storma-stens top kender man konturen af sit smukke skib i fugleperspektiv.

I Ballen er Maskinværkstedet sikret sin næste ugeløn. Medens søspejderne slikker deres sår i Mårup forsam-lingshus, går erfarne maskinfolk i gang. Whimbrel

lænses, søvandsventilen drejes tilbage og motoren skilles ad. Alt går som smurt.

Skotlands-fareren har lagt kursen om i retning Ballen. Han når at se og høre, at motoren fungerer, inden han lettet kan forlade Samsø igen. Næste morgen bliver han imidlertid ringet op og får fortalt at skibet atter er bord-fyldt. Her begynder to fortællinger.

1. Lænseslangen, som har ligget på dækket, er af uran-sagelige grunde endt i vandet, og har virket som hævert og atter bordfyldt skibet.

2. Lænseslangen, som lå på dækket, er senere blevet smidt i vandet for at bordfylde skibet og har opfyldt sin funktion som hævert.

I gamle dage lavede man falske bavneblus for at sætte skibe på grund. Den følelse, der er blevet tilbage hos Whimbrels ejere efter mødet med de dygtige folk på Samsø, minder om, hvad de grundstødte dengang må have følt.

EpilogPå grund af SOKs involvering stævnes Whimbrels ejere for at udleje et skib i uforsvarlig stand. Søforhøret ender dog med, at den pågældende skibsfører må inkassere en dom for dårligt sømandsskab. Til grund lægges et søkort som viser, at den lagte kurs (mod Kolby Kås) var uforsvarlig i den sydvestlige storm. Ejerne har desuden dokumentation for, at der var alle typer raketter om bord, og at man ved overdragelsen var blevet grundigt instrueret i anvendelse af søvandsventilen. Den ombord-værende 10 personers redningsflåde blev ikke benyt-tet - og som de undrende Mårupboere sagde bagefter: ”Jamen, de ku´ da ha´ vadet ind, for mågerne stod jo kun i vand til knæerne!”

Og samsingerne fik både deres prisepenge og løn for at reparere Whimbrels motor hele to gange. Hvor er det godt, at der er noget, der hedder forsikringsselskaber.Thorkild Thrane

44

Grafisk illustration af BT fra Mandag, 5. juli1982

45

med en ny af eg. Der er også udskiftning af 150 meter bord. Teakdækket fra 60´erne bliver også brækket op og fjernet, ligesom det oprindelige dæk af Oregon pine, der ligger råddent under teakdæk-ket. I forbindelse med dette arbejde med dækket åbenbares dæksplankerne, der viser sig at være helt hule på oversiden. Der er kun en vej frem – grun-dig renovering. Skibet står nu helt åbent og tomt til skrog. ”Argh – der var så mange, der rystede på hovedet af os dengang!” Siger Frank. ”De så på det store, åbne skrog og dødsdømte skibet. ”Det der, det bliver aldrig til et skib igen!” Sådan noget måtte vi høre en del af!” Det er tydeligt, at det var en svær

1984 – 1984: Rosenquist, Holter og Bramsen

Endnu et fællesskab overtager skibet, men kun for en kortvarig periode. Skibet bringes til Frederiks-værk, for en del af ejerskabet residerer i Jægerspris. Skibet kommer dertil i juni, men allerede i novem-ber sælges det videre igen. Inden da når ejerne at kalfatre fribordet og udskifte rig til en ny rustfri. Hele dækket slibes i bund og gives træbeskyttelse. Skibet bliver vurderet af en troværdig og anerkendt bådebygger, inden det sælges videre. Der er udsigt til rigtigt meget arbejde endnu.

1984 – 1997: Frank Køngerskov

Skibet bliver liggende i Frederiksværk, hvor den nye ejer, Frank Køngerskov, også hører hjemme. Han har erhvervet Whimbrel med den tanke at opbygge et socialpædagoisk projekt omkring skibet. Han er tilknyttet en social pædagoisk institution og kan se gode muligheder for at give unge mennesker med udfordringer i livet en ny type oplevelse til rygsækken. Køngerskov er også både ivrig sejler og træskibsentusiast, og skibet går ind i en ny periode, hvor der er megen og god fokus på både skib og sejlads. Her er lidenskab, livsglæde og sejlerånd.

I 1985 godkender Skibstilsynet for første gang Whimbrel til erhvervsmæssig sejlads. Dermed bliver skibet tilgængeligt for andre grupper, end de sejlentusiaster, det altid har sejlet med. Blandt andet kommer grupper af unge med sociale vanskelighe-der med til vands og får derigennem netop helt nye – positive - oplevelser, lige som Køngerskov havde tænkt det.

I 1988 er det til gengæld tydeligt, at skibet må un-der en større renovering. Sejlads i hårdt vejr har vist svaghed omkring den fire meter lange egetræsbjørn i kølen. Da de kommer til den, viser det sig da også, at den er næsten hel hul. Forstævnen udskiftes i fulde 6,5 meter samtidigt med, at bjørnen udskiftes

Hun er trods den høje alder stadigt hurtig – alle ombord får en god sejloplevelse!

(Foto taget af Frank Køngerskov)

Masten er altså høj på Whimbrel! Til gengæld er udsigten til det nye teakdæk og skandæk af eg god!

(Foto taget af Frank Køngerskov)

46

tid. Men det var også en vigtig tid for Whimbrel. Skibet fik endnu en chance i livet!

Der lægges nyt teakdæk af 1,5” x 5” massiv teak-planker med skandæk af eg. Det grundige dækar-bejde giver mulighed for at rykke dækshuset lidt fremad for at få plads til et godt cockpit, hvor man i læ kan nyde sejladsen. Det var alt i alt et kæmpe arbejde, men Køngerskov står fast og tager ansvaret for sit gamle skib. Det er jo ikke et hvilket som helst skib! Renoveringen tager hensyn til at bevare ski-bets oprindelige smukke linier. Skibet får også sin rorpind tilbage, som det oprindeligt var skabt med. Det bliver tydeligvis en stor og kostbar renovering, og Frank Køngerskov skaber en støtteforening, som bidrager med både hårdt arbejde og finansiel støtte. De frivillige medlemmer arbejder med det

Hygge på sommersejlads (Foto taget af Frank Køngerskov)

store skib, og nyder senere at deltage i forskellige sejladser.

Whimbrel er på land i to år i forbindelse med renoveringsopgaverne.

Selvom skibet kræver hårdt og vedholdende ar-bejde, så nyder Frank Køngerskov også Whimbrel. Han er aldrig i tvivl om, at Whimbrel er noget særligt, og han værner om hende. Det gør støtte-foreningens folk også, og i nogle år bliver der både arbejdet og sejlet meget med hende.

Sejlturene giver plads til afslapning, samtidigt med at det gamle skib vises frem overalt. Danmark bliver sejlet tyndt – på kryds og tværs. I feriesammenhæn-ge sammen med familien; ”Mine børn har tilbragt de første leveår ombord på det skib. I tre-fire – fem-seks års alderen var de faste gaster ombord. Det var skønne sommerture, vi kunne tage på!” Fortæller Frank. Stemmen er varm, disse minder gode. På samme måde gemmer der sig mange gode oplevel-ser i Whimbrels deltagelse i forskellige træskibstræf. Whimbrel er medlem af Træskibssammenslutnin-gen og deltager blandet andet gerne i deres træf. Det er også med i større sejladser som Sjælland Rundt – dog med noget svingende resultater! I 1992 kommer skibet eksempelvis sidst i mål under årets ”Sjælland Rundt”, men det bliver til gengæld fejret med champagne og bemærket for dets skøn-hed. Og som Frank Køngerskov understreger; ”Vi kom ikke på en sidsteplads på resultatlisten– der sejles jo med handicap!” Selv en 95-årig lady har jo ære i livet! Andre gange vinder hun, som Pis Pot Cup under Århus Festuge og en fødselsdagsregatta i Københavns Havn.

I 1990 springer skibet læk under en Sjælland Rundt. Ud for Røsnæs går værk løs, og vandet fosser straks ind. Skipper får etableret nødforsyning inden in-stallationerne slog fra, og så kæmper besætningen ellers med at holde skibet oven vande ved hjælp af

47

håndpumper og øseredskaber. Begge redningsflåder er gjort klar, da en hjemmeværnskutter når frem og bugserer skibet til havn i Nyby. Hjemmeværnskut-teren har en automatisk lænsepumpe ombord, og med den arbejdende på fuld tryk kan mandskabet holde Whimbrel flydende på den timelange bugse-ring til havn. Skibet bringes efterfølgende til Grenaa Værft, hvor der slåes nyt værk ind på et stykke på 30 – 40 centimeter omkring bjørnen, hele bunden slåes efter og man forstærker yderligere området, der generelt er under hårdt pres fra den store mast i hård vind.

Helt modsat får Whimbrel til gengæld HELTE-STATUS under et træskibsstævne i 1993, hvor det kommer et kæntret vikingeskib – Helge Ask - til undsætning og redder besætningen i land. For at få bedre hold i økonomien etableres også en virksomhed for chartersejlads for på denne måde at indhente kapital til den senere vedligeholdelse. Det afprøves flere steder i landet, også som udlejet, så andre forestår chartreren i eget navn. Det falder ikke helt heldigt ud. En gang skades Whimbrel end-da så eftertrykkelig, da dårligt sømandskab fører til, at skibet kommer på lavt vand og skraber bunden.

Herefter sker en række uheld, der resulterer i, at bommen knækker, klyveren flænges, Bomdirk får ca. 50 meter skadet reb, og pikfald ca. 60 meter. Det bliver enden på charterudlejning.

Støtteforeningen er på sigt heller ikke nok. Whim-brel nærmer sig sin 100 års fødselsdag og er kræ-vende i sit vedligehold. Frank Køngerskov er helt bevidst med, at der skal endnu flere kræfter til. Et træskib på den alder kræver kontinuerligt arbejde, og der skal en stabil indtægt til. Han forstår, at der må en form for institution til, hvor en konstant strøm af friske kræfter og fastholdelse af faglig eks-pertise kan sikre skibet for eftertiden. Han sætter sig for at finde den helt rigtige ejer af Whimbrel for fremtiden. Det bliver med lup, et Danmarkskort og en masse lytten til, hvad havmågerne ser og oplever. På den måde finder han frem til Korsør Produkti-onsHøjskole i 1996. Han mener, at skolen har den rette profil til at kunne varetage skibet i god form og med faglig omhu. Forstander Gert Møller lytter respektfuldt og interesseret: Opgaven er tydelig og markant - mulighederne ligeså! De indgår i første omgang en lejeaftale på en sæson, så skolen kan afprøve skibet og undersøge mulighederne for et værksted. Året efter overtager skolen skibet.

Whimbrel kommer i avisen med flot foto, da det redder en hel besætning fra et synkende vikingeskib

48

100 år og i festdragt

49

1997 - : Korsør ProduktionsHøjskole

Korsør ProduktionsHøjskole udvider med erhver-velsen af Whimbrel med et Træ & Sejl værksted. Her skal man forestå det store vedligeholdelses-arbejde, som er forbundet med Whimbrel. I som-merhalvåret vil man ligeledes have megen fokus på sejlads – i praksis. Skibet er en perfekt lærings-platform. Der er god plads ombord, og stadig kan man råbe hinanden op på kryds og tværs, når alle skal bidrage. For sejlads med Whimbrel kræver, at alle bidrager. Der er store sejl, masser af reb, og hun skal også styres. Mange syntes, at det er rigtigt skægt. Men det er også hårdt arbejde, når man er på togter og skal tidligt op for at styre båden mod nye mål!

Der skal masser af mindre sejladser til med skibet for at få rutinen ind under huden og måske blive lidt mere søstærk. Nogle ture er korte ”dagligdags-ture”, hvor man stikker ud af havnen og sejler lidt på kryds af Storebælt. Så lærer man sejl og tov at kende, lærer at sætte en kurs, får en fornemmelse af at bevæge sig rigtigt på skibet. Andre lidt længere ture må godt have et mål. Ellers kan det føles lidt meningsløst. Derfor skabes Kartoffel- og frugttu-rene. Her tegner Korsør borgere et årsabonnement. Så modtager de deres egen trækasse med deres navn på. Kassen tager skibet med sig om foråret på en kartoffelsejlads til en god kartoffelavler et sted på kysten nordover, og kassen leveres på

Korsør Kaj fyldt med nye kartofler. Om efter-

året går sejladsen sydover til en æble og –pæreproducent, der fylder kas-serne med knasende

sprøde frugter. Det er sejlads med en meningsfuld funktion!

Skoleåret afsluttes hvert år med en længere sejlads – et sommertogt. Der kommer nogle gange unge med fra andre værksteder. Det giver oplevelser at sejle Fyn rundt, eller komme ned ved Storstrømmen. Og mange steder stimler nysgerrige til på kajen, ”Hvad er det for et skib?” Det er tydeligt, at Whimbrel er noget særligt. Værkstedet producerer deres eget skilt med Whimbrels historie og fakta. Folk vil jo gerne vide noget, og de unge vil gerne fortælle. Og så er der generelt bare gode og anderledes oplevel-ser på sådan en tur.

Morten, elev i 2004 og efterfølgende skolens første lærling, fortæller:

”Vi havde nogle herre-gode ture på Whimbrel! Det var bare så blæret at sejle med det flotte skib. Alle

steder lagde de mærke til os! Jeg husker især en gang – det var i Ebeltoft. Det var godt vejr, og vi kom sejlende for fulde sejl. Der stod mange folk i havnen og så os ankomme. Så spurgte Christian (Skipper),

om vi ikke skulle gå i havn for sejl. Det ville vi godt – vi kendte jo vores pladser – alle var klar. Så lagde vi til for sejl! Lige så stille og roligt drev vi til kaj, og så

sprang Jes ind og satte fortøjningerne omkring en pul-lert, og så lå vi stille! Det var så fedt. Og alle stod der og iagttog os!” Morten smiler ved mindet – selvom det ligger 7-8 år tilbage i tiden, så husker han det

tydeligt. ”Der var også sådan et godt sammenhold, når vi var ombord. Vi hyggede os meget – det var jo ikke kun arbejde – der var også tid til at slappe af

og hygge. Og samtidigt var det lærerigt – vi lærte at navigere efter søkort og den slags. Jeg tror, stadigt jeg

kan kende de forskellige sømærker!”

Abonnement på friske æbler i egen kasse

50

Af sted ud af havn Sejlads med Whimbrel

Aftensejlads i lyserød skumring

51

Billede fra avis af bil på skylight og dæk

Vedligeholdelsen er en anden vigtig side af arbejdet med Whimbrel for værkstedet. Opgaverne er varierede. Der skiftes en planke eller to. Slibes og males. Forår 2001 brugte man mange timer på at lave to nye skylight. De blev rigtigt flotte. Men så skete der noget mystisk, da de lige var blevet monteret. Skibet blev sat i vandet ved kajen tæt på skolen og skulle have mast monteret den følgende dag. Men om natten kom en uventet last ombord. En bil landede på dækket! En meter under kajkanten! Og der holdt den, da de unge kom på arbejdet næste morgen. En bil oven på deres båd! Oven på de nye skylight. Biltyve havde stjålet en bil i Haslev og var kommet helt til Korsør, hvor de kørte ræs på havnen – indtil de ikke havde mere styr på det, end at de kørte ud over kajkanten! Deres utro-lige held var, at dernede i vandoverfladen lå Whimbrel

med sine nye skylight. Hvor af det ene altså blev smadret ved sammenstødet. Tyvene slap væk, og Whimbrel måtte en tur på bedding igen! Det er ikke alt, der skyldes alder, påpeger skibet selv!

Ved siden af sejlads med Whimbrel og vedligeholdelses-arbejdet omkring det gamle skib, så har værkstedet byg-get fem Hirtshals joller, som de sejler i på små trænings-ture på Korsør Nor og i havneområdet. Træ & Sejl har selv syet sejlene til jollerne på traditionel vis. Værkstedet varetager endvidere en lang række andre opgaver i træ – både af maritim karakter, såvel som mere snedkeragtige opgaver. Whimbrels renovering har været værkstedets største opgave til dato.

52

Skadesanmeldelse til Søfartsstyrelsen efter bil er landet på dæk!

53

En pose med blandet skipperskrå

Whimbrel har altid vakt opsigt, og der har i årenes løb været skrevet en del artikler om skibet. En del af disse artikler er i dag samlet i en mappe på Korsør ProduktionsHøjskole. I artiklerne fortælles mange sjove anekdoter, men også ”fakta” vi ikke har kun-net få verificeret i forbindelse med denne publika-tion. Nogle er tværtimod afkræftet – som at skibet var 5 år på land i 40erne.

Her kan nævnes nogle af de mere skæve og farve-rige - dog udokumenterede ”Skipperskrå” (- godt gennemtygget og mundtligt overleveret!):

Whimbrel har krydset Atlante

n flere gange i

kapsejlads og har vund

et flere gange

Whimbrel har været verdens-kendt for gode placeringer

Otto Ree sejlede selv

Whimbrel hjem fra England

Whimbrel var Sydvestenglands hurtigste båd

Skibet har været ejet af en konsul i Svendborg

Whimbrel har i en periode af sit ellers glor-

værdige liv været berygtet - fordi en ejer

efter hvad rygterne vedholder, altid forlod

havnene uden at betale havnepenge!

Whimbrel har været studio for indspilninger af 'sengekantsfilm'

Whimbrel var i 1940erne 5 år på land for renovering

Whimbrel har været skoleskib i Århus

Whimbrel har haft røde sejl

54

Det kunne være rigtigt godt at få flere af disse punkter afkræftet! Men det kunne så sandelig også være godt at få nogle af dem verificeret – det ville da være en ære at være ejer til verdens ældste sej-lende kapsejladsbåd!

Whimbrel har også haft en m

edejer, der

var læge og som solgte narkotika

Whimbrel har været ejet af en smugler,

der blandt andet smuglede hasholie på

større skibe under udenlandsk flag

Whimbrel har også selv været brugt som smuglerskib

Whimbrel har været bordelskib i Nyhavn

Whimbrel er verdens ældste,

sejlende kapsejladsbåd

Whimbrel er Danmarks ældste lystfartøj

55

En skole og dens læringsform

Korsør ProduktionsHøjskole blev grundlagt 1. no-vember 1984. Grundtanken var og er fortsat at skabe optimale rammer og indhold for et individuelt lærings-forløb for unge mennesker, der skal finde retningen for egen dygtiggørelse i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Man skal med andre ord finde ud af hvad man er god til og så gøre noget ved det! Gummi-tarzan er blevet skolens symbol for denne udvikling.

Her er et lærende produktionsmiljø, der har krav om faglighed, håndværk og knowhow, samtidigt med at der er plads til det unge liv som helhed. Et åbent miljø, hvor der er rum til at være og til at blive set som det særlige, vi hver i sær er, samtidigt med at fællesskabet og fælles aktiviteter prioriteres højt.

På Korsør ProduktionsHøjskole er man noget særligt, fordi man er, den man er. Man er vigtig, fordi man

indgår i noget. Og man er betydningsfuld, fordi man bidrager til noget.

Skolen er ligeligt faglige produktionsværksteder og frie fællesarealer, hvor billeder og andre artefakter fra sko-lens liv præger vægge og flader for at fortælle historien om fag og produktion, individ og fællesskab. Om akti-viteter, læring, ansvar, venskaber, arbejde, uddannelse, engagement, retning, respekt, sjov og udvikling.

Når de fysiske rammer er i orden, kan indholdet vokse – og intet indhold uden ledelse. Lederen af værkstedet sikrer retning og fremdrift i dagens produktion og er dermed en generator for læringsprocessen, hvortil den unges input skal være vilje og indsats.

Medarbejderstaben er dermed også skolens vigtigste ressource. Her er faglighed en selvfølgelighed! (Her skal man være god til sit fag.) I øjenfaldende er også lysten til at give fra sig – fagligt som menneskeligt! Hertil viljen til at finde andre veje end den sædvanlige for at komme i mål med noget, samt respekt og rum-melighed overfor det unge menneske, der lige så lidt ønsker en fast stereotyp etikette eller at blive placeret i en fast kategori, som almindelige voksne gider det. Det er et erklæret mål at tiltrække de bedste medarbejdere. Og det gør skolen så! Skal man nå sine mål, skal man være sine værdier bevidst, og værdierne på Korsør ProduktionsHøjskole er nærværende. Ikke som fyndord på tavler, men i dag-ligdagen på skolen. Mellem de mennesker, der arbejder side om side. I mål og vejene dertil. I omgangstone og lydhørhed. I produktionen som i de sociale aktiviteter.

Afsættet er i håndværkets læringskultur, hvor man lærer at kunne fra dem, der kan, og fra egen udførelse i praksis: Her lærer du, når du løser de faglige opgaver, din leder viser dig!

Her værdsættes folkehøjskolernes tradition for almen oplysning; man deler generel viden og information, historie eller nyheder, mens der arbejdes eller når der spises frokost. Og her leder grundtanken:

Vi er alle gode til noget, det handler om at finde ud af hvad...

og så gøre noget ved det!

56

Princippet

De danske produktionsskoler bygger på et fælles grundprincip;

Den, der laver noget, lærer noget

Produktionsskole er et praktisk uddannelsestilbud til unge, hvor læring og udvikling baseres på prak-tisk arbejde i en daglig produktion. Der læres fra de konkrete opgaver og deres løsninger. Af den faktiske udførelse, hvor teori omsættes i praksis og nogle gange omvendt. Der læres også af samarbejdet med andre om at nå mål, og af selv at være en vigtig del af denne daglige produktion. Læringsplatformen er således samspillet mellem eleven, lederen og produktion: Der læres, når der arbejdes.

Eleven styrkes både på faglige, personlige og sociale kompetencer. Det skal bredt forbedre hans og hendes muligheder i uddannelsessystemet og/eller på ar-bejdsmarkedet, såvel som i livet.

Helhedstilgangen skal sikre, at det unge menneske opnår en afklaring omkring sin fremtid gennem en ny forståelse af egen værdi, lyst og ikke mindst evner. Målet er, at den unge lærer noget, der giver et bedre afsæt til et videre forløb.

Eleven modtager ved sin afslutning på skolen et kompetencebevis, baseret på lederens vurdering af de faglige kompetencer.

Omsat til dagligdagen på en produktionsskole bety-der det, at eleven indleder en rejse sammen med sin leder og andre elever om læring og produktion. Ind-tryk, erfaringer og oplevelser bygger en ny virkelig-hed op, så den unge en dag ser sig selv i et andet lys - med nye færdigheder og tro på, hvordan fremtiden kan være i forhold til uddannelse og arbejde.

En deltager bliver undervist af sin værkstedsleder

Kompetencetavlerne viser de forskellige deltageres kompetencer indenfor det respektive værksted

57

En anerkendt skolemodel Den danske produktionsskolemodel er anerkendt og respekteret - også udenfor landets grænser – fordi den skaber resultater! Princippet holder: Den der laver noget, lærer noget. Det unge menneske lærer og får dermed et nyt udgangspunkt!

Når skolemodellen har succes i arbejdet med de unge, så skyldes det en række forhold, der samlet skaber resultater. Set udefra er det nok et forunderligt matrix af veletablerede læringsprincipper som ”learning by doing”, håndværkets mesterlære, anvendt akademisk viden og integreret sociokulturelle perspektiver. Og så er der plads til sund fornuft og anskuelse af det hele menneske. Der er stort og småt i gang på én gang. Her er nogle pointer;

• Læringsprocessen tager afsæt i den enkeltes bag-grund, forudsætninger, ressourcer og skaber et nyt og mere positivt udgangspunkt for en livshistorie, som måske før har kunnet ses eller er blevet ople-vet som en hæmsko

• Der skabes balance mellem krav og indsats, og der er selvsyn for den enkelte: Han kan godt – også selvom noget virker rigtigt svært

• Der arbejdes med rigtig produktion, reelle, synlige mål, og formulerede forventninger. Eleven kan se mening med opgaver, forstå værdien af egen indsats og andres forventninger, når der er tale om et rigtigt produkt, der skal leveres til nogen

• Produktionen tilrettelægges under hensyntagen til både produktionsmål, læring og kompetence-niveauet. Lineær produktion er derfor et særsyn. Alligevel kommer man i mål, fordi produktio-nen netop er tilrettelagt deltagerne og deres evne og vilje til at lære og udvikle sig. Det viser sig at kunne bære igennem. Det vokser de fleste af

• Skoleformen tilgodeser individuelle læringsstile, rummer individet, men tilbyder samtidigt et til-hørsforhold i (arbejds-)fællesskabet, som er vigtigt i en verden så fuld af tilbud og muligheder, at det næsten er uoverskueligt

• Læringen sker både i det sociale samspil og som individuel tilegnelse

• Der er fokus på selvstændighed, ansvarlighed, kreativitet og fleksibilitet – generelt efterspurgte kompetencer i arbejdsmarkedet

• Når den unge midt i sin ungdoms identitetsdan-nelse spørger; ”Hvad betyder alt dette for mig?”, så er der en værkstedsleder, der gerne svarer oprigtigt og uden floskler. Og som sammen med den unge former en udviklingsplan med ud-gangspunkt i dennes interesser. Resultatet er i de fleste tilfælde, at hun oplever både at kunne og at ville bruge sine evner og kvalifikationer i praksis. Endvidere forholder hun sig nu også i langt højere grad end før til større sammenhænge end sig selv: Fællesskabet, produktionen og resultaterne!

Det bliver også til værditilvækst for erhvervsliv og samfund.

Korsør ProduktionsHøjskole modtager året igennem besøg fra udlandet. Man vil se og forstå den danske produktionsskolemodel. Hvert af skolens værksteder illustrerer modellens styrker. Et af værkstederne er Træ & Sejl. Her hører Whimbrel hjemme.

58

Whimbrel som læringsplatform

Whimbrel er en fast del af Korsør ProduktionsHøj-skole. Skibet fungerer dels som skoleskib i forhold til maritime færdigheder, dels som værksted for træarbejde og vedligeholdelsesopgaver ombord.

Sejladsen er som nævnt en god blanding af skole-sejladser i nærområdet, funktionssejladser, som ek-sempelvis skibets frugtsejladser, og længere togter, som en uge i sommerferien.

Kendetegnende for træarbejdet har været udfor-dringen med at erstatte ældre dele med nyt, der har skullet opbygges fra bunden. Kendetegnende for vedligeholdelsesopgaverne har været omhu og grundighed; når der arbejdes med et så gam-melt træskib, er der ikke plads til tilfældig omgang med værktøjer eller hårdhændede eller uafprøvede teknikker.

Renoveringen har haft sine egne udfordringer, hvor den mest gennemgående formodentligt har været vedholdenhed. At renovere et skib af Whimbrels størrelse og alder kræver i høj grad fokus på den enkelte delopgave, som ofte kræver mange genta-gelser af samme teknik og kunnen.

Her er man langt fra at kunne se det endelige mål:

• Der er 56 nye spanter, der er alle er ens opbyg-get – de er lamineret

• Der er 48 nye svøb, der er dampet asketræ, klin-ket til klædningsplankerne

• Dækket er opbygget af 190 teak stave, der alle har samme bredde men forskellige længder

• Der er 58 klædningsplanker – der er skåret, høvlet og slebet og overfladebehandlet

• Klædningsplankerne er proppet med ca. 2900 propper, der er skåret ud og slået i med lim

• Der er 260 meter, der er blevet kalfatret med gammeldags værk og efterfølgende beget og skrabet

• Der er 14 skandæksplanker i akacie

• Der er brugt tusindvis af høvlestrøg til masten var færdig

• Alt lakeret træ har fået 8 gange lak med mellemslibning

Vedholdenheden ved de mange gentagne opgaver har for nogen har været en prøvelse. For andre har det givet rutine og tydelige håndværksfærdigheder. Peter fortæller om de gentagne opgaver:

”Orgh - den store mast! Det var et helvede at slibe sådan en stor mast … en næsten enorm størrelse!

Den bliver pludseligt så tyk forneden! Og så skal der bare slibes og lakeres, og slibes og lakeres… Men jeg tror, at det blev godt. Mester blev i hvert fald stille til sidst – men der havde vi nok også slebet den 10 gange! Jeg er blevet god til at slibe! Og til at proppe

planker!”

Instruktion om træs trækning

59

Tilegnelsen af nye færdigheder og kunnen er mål for produktionsskolens produktion, og renoveringen har været en god læringsplatform. Her er teknikker og færdigheder inden for den maritime træproduktion, som kun kan læres ved et så enestående projekt, som en renovering af et gammelt træskib. Udfordringen har til gengæld været, at eleverne har været helt uden forud-gående kompetencer inden de i praksis var i gang med en reel opgave på skibet. Det har hver dag krævet nøje instruktion og viljen til at lære.

Renoveringen af Whimbrel har således også handlet om at overvinde indvendinger og tro på, at det umu-lige er muligt. Leder af ”Træ og Sejl” Christian Dyrløv fortæller;

”For mange af værkstedets unge har opgaven også set helt urealistisk ud! De prøvede at se det færdige skib for

sig, og så er det jo klart, at det virkede som en uoverkom-melig opgave. Men ved at vi hele tiden har holdt fokus

på delmål, så blev det lettere for den enkelte at se sit eget bidrag til ende!”

Der har været mere end 70 unge mennesker inde over Whimbrels renovering – heriblandt Peter og Maria:

Peter har været på ”Træ og Sejl” i et år. Han har derfor været med til mange forskellige opgaver på båden – el-ler som han selv siger;

”Jeg har lavet en hel masse. Faktisk syntes jeg egentligt, at jeg fortjener en tur i det skib efter alt det arbejde!” Han

ser glad ud. Slet ikke slidt. ”Men jeg VAR slidt. Du skulle have set, da jeg havde slebet bommen og bovsprydet – jeg lignede en gammel mand med stort hvidt hår, så støvet var jeg!” Han griner - det gjorde tydeligvis ikke så meget

med al den støv.

Maria har været på værkstedet i nogle måneder i 2012. Hun vil gerne være tømrer, men da der ikke var plads på ”Byg og Anlæg”, -kom hun på ”Træ og Sejl”. Hun fortæller;

”Det har været en oplevelse! Jeg har aldrig forestillet mig at arbejde med et skib. Alt her er skævt og anderledes. Og jeg har meget svært ved at forestille mig den færdig. For der sidder jeg og propper klædningsplankerne, og så kan jeg

rigtigt se sprækkerne mellem plankerne! Så tænker jeg; Sæt nu den synker!” Et smil krummer sig på læberne. ”Men jeg tror, der er styr på det!” Tilføjer hun så. Maria er over 18 år gammel, og hun har derfor lov til at lave mange forskellige opgaver, fordi hun har fået skolens interne sikkerhedskort. Hun har derfor blandt andet været med til at lakere mast og rundholdter. ”Det var et stort arbejde med den mast…”

Hun ser smilende frem for sig ved mindet; ”Men Mester var stolt af min indsat! ... Det sagde han bagefter... Jeg havde

gjort det godt!”

Lærlinge

Whimbrel har endvidere været en hel unik læringsplat-form for fire lærlinge, fordi de undervejs i deres uddan-nelse har været med til fagligt bådebyggerarbejde, som mange bådebyggere i dagens Danmark kun kan drømme om. Betydningen har været stor for dem, og de har alle klaret uddannelsen flot.

”Det, I har lavet her, er helt perfekt!”

60

” Mester” og lærlingen” Det er sådan her, vi gør det…”

Bådebyggeren i sving – der skal måles. Det iagttages og læres…

61

Morten Bøge Madsen ”Det var en rigtig god læretid! Det var sjovt at være på værkstedet sammen med Christian Dyrløv – han var en god mester! Gav sig altid tid til at lære noget fra sig, så jeg lærte vildt meget. En dygtig lærer, der kunne forklare tingene – det kunne jeg godt lide! Jeg tror, at det var det, som fik mig til at fuldføre! Hvis det havde været en anden mester, så tror jeg sgu ikke, jeg havde gennemført! Det var også et godt sted at være – ProduktionsHøjskolen - med søde kollegaer og god stemning. Og så elskede jeg arbejdet med træet – det var så fedt at arbejde med! Jeg er sikker på, at jeg igen i fremtiden skal arbejde mere med træ! Det var også rigtigt spændende med alt arbejdet på Whimbrel – også selvom jeg kun var med i starten på renoveringen. Uddannelsen gav mig også en del forskellige sikkerhedskurser – en del bruger jeg i mit nuværende job!”

Kristian Sternald Jakobsen”Jeg husker tiden som lærling på ProduktionsHøjskolen som en rigtig dejlig tid! Vi havde sådan en god arbejdsmo-rale på værkstedet, og jeg havde et rigtigt godt samarbejde med værkstedsleder Christian – det betød meget. Og så var arbejdet altså rigtigt godt. Det var faktisk lidt fantastisk, for jeg fik opgaver, som jeg aldrig nogen sinde ville få lov til på et andet værft – slet slet ikke som 1.- 2. års lærling! Det var også helt grundlæggende bådebygger arbejde – som da vi lavede den nye bjørn, og da jeg var med til at planke de nye klædningsplanker op. Der var også særlige opgaver, som da jeg fik mulighed for at rette agterstævnen af med en økse! Og alt det arbejde på et skib, jeg aldrig har sejlet med! For sådan er det jo også at være bådebygger - man kender ikke altid skibet. Men altså Whimbrel blev til noget særligt. Jeg gik der dag ind, dag ud og arbejdede på hende. Så jeg fik efterhånden et særligt forhold til det – og jeg vil altså rigtigt gerne ud og sejle med det skib en dag snart!”

62

Lasse Ursin ”Det har været håndværket, som er drivkraften for mig! Jeg elsker arbejdet med træet. Duften af det. Det er et fedt materiale – levende! Og med arbejdet på Whimbrel har jeg afprøvet så meget – lavet dæks-bjælker og været med til at skabe det nye dæk. Jeg har finpudset cockpit og været med til at sætte forbjørn og agterbjørn ind. Jeg har også arbejdet på agter-stævnen. Og med en del af klædningsplankerne – jeg tror ikke, der var nogen planker, der var ens! Det har været så fedt at være med til!” Smilet er bredt. ”Jeg syntes også, at variationen fra stort til småt har været spændende. Der var alt det tunge arbejde, men også det helt detaljerede og fine, som da jeg skabte kom-pasrosen i cockpit. Jeg brugte stave af teak og akacie og fik det til at passe perfekt. Det er altså fedt hånd-værk, og mange syntes, at det er imponerende, at jeg kan sådan noget også!”

Nikolaj Christian Brandt”Da jeg startede på produktionshøjskolen, skulle jeg bare tjene nogle penge! Men så begyndte jeg at blive mere interesseret. Jeg kan rigtigt godt lide at arbejde med træ – at bearbejde det og lave noget ud af det. Og tanken om at tage en fuld uddannelse – det tiltalte mig! Jeg syntes, at det er rigtigt vigtigt at få en uddannelse! Så det har drevet mig. Også når det har været hårdt – som om vinteren, når vi går derude i al slags vejr, og fingrene er helt stive af kulde! Her til sidst med Whimbrel har vi også haft rigtigt travlt, og den gamle – Mester – har været lidt skrap – og så har jeg måske haft en dårlig dag – så har det været lidt surt. Men jeg har også lært så meget. På skolen i Helsingør taler jeg med andre lærlinge, og jeg kan høre, at de slet, slet ikke laver alt det, jeg gør. Det handler bare om kedelig produktion. Jeg prøver så meget mere, og det er jeg rigtigt glad for! Derfor vil jeg også gerne have ansættelse på et bådeværft, når jeg er udlært. Jeg vil altså gerne lige se, hvad det handler om i virkeligheden!”

63

Normal produktion

”Træ & Sejl” værkstedet har en fast produktion af produkter i træ. Denne produktion indeholder en bred vifte af produkter. I perioden med renoverin-gen har værkstedet ved siden af Whimbrel således fortsat varetaget en lang række opgaver, heraf kan kort nævnes: Bord-bænke sæt, individuelle bænke, porte, vinduer og renovering af Dannebrogsvin-duer, skabe, flagstænger, markedsboder, billedram-mer, opbevaringskasser, møblement til lydstudie, modeller af forskellige slags, fuglekasser, topstang til galeasen ”Hansine” og forskellige møbler. Der er endvidere bygget 5 joller, og syet sejl til disse.

”Træ & Sejl” har således opretholdt varieret arbejde, bredt funderet kompetenceudvikling og individuel udvikling i forhold til ønsker og evner, mens reno-veringen sideløbende har stået på.

65

Renoveringen 2006-2012

Forord af Christian Dyrløv Madsen, Bådebygger og leder af Træ & Sejl værkstedet

Der findes et gammelt maritimt ordsprog; ”At sejle er at leve”. Det kommer sig nok af, at alle os der færdes på havet helst ikke vil undvære det. Derude på det store blå føler vi os frie. Derude mærker vi rigtigt livet boble i vores årer. Det er sikkert også derfor, at lystbådene kom til. At sejlads gik fra at være en nødvendighed for handel og dermed samfundsudvikling til at være en lystbetonet aktivitet. Noget vi gør, simpelt-hen fordi vi har lyst.

Whimbrel blev bygget i 1899. Hun er bygget til at være et lystfartøj – blev fra starten sejlet i kapsejladser. Hun er erklæret bevaringsvær-dig af Skibsbevaringsfonden, som et af de helt store og ældste lystfartøjer herhjemme. Det er vi stolte af.

Til gengæld har det også betydet meget for renoveringen af hende. For der er mange hen-syn at tage, når man vil hovedrenovere sådan et gammelt skib. Mine primære bekymringer gik på, om vi overhovedet var dygtige nok. Og om hvordan vi dog skulle gribe så stor en opgave an! På vores værksted har vi jo ikke mange års erfaring med bådebyggeri, sådan som de havde det på Albert Yard, hvor hun er bygget. Vi har ikke før bygget et skib op fra bunden, som vi har været nødt til med Whimbrel. Men vi ville gerne!

Alle som har været med i renoveringsarbejdet har givet hvert deres bidrag til, at projektet er kommet sikkert i havn. Store som små bedrif-ter. Altid med en vilje og et ønske om at bringe ”den gamle dame” et skridt nærmere på sejlklar. På den måde er det lykkedes. Jeg syntes, det er noget at være stolt af !

Whimbrel har i dag kun ganske få dele tilbage af sit oprindelige skrog. 12 stykker træ har vi inte-greret ind i nykonstruktionen. Det er dele, som vi forsvarligt kunne genanvende. Alligevel er hun Whimbrel. Vi har genopbygget hende i fuld respekt til det oprindelige design og med de løsninger, der er mest hensigtsmæssige i forhold til, at hun skal være et moderne lystfartøj, der skal sejle hurtigt og behageligt. Sådan tror jeg også, at Harley Mead har tænkt, da han desig-nede hende, og Sibbick og hans folk på Albert Yard har taget håndværksmæssige beslutninger, da de byggede hende.

I august 2012 sætter vi igen Whimbrel i vandet. Det bliver en stor begivenhed for alle os, der har arbejdet med hende, men også for alle dem, der i fremtiden vil stifte bekendtskab med vores skib. Det har ladet sig gøre, fordi vi har modta-get positiv opbakning fra alle omkring os; kol-legaer, venner, familie, lokale borgere i Korsør og gode samarbejdspartnere rundt om i landet. Vi takker for jeres opbakning!

Men mest af alt er hele projektet lykkedes, fordi så mange unge mennesker har lagt deres kræfter og ikke mindst vilje i arbejdet! Til alle jer vil jeg sige; ”Det er SÅ godt gået! Tak for jeres indsats – den gjorde en forskel!”

God vind,

Christian Dyrløv

66

Christian Dyrløv Madsen, Bådebygger og leder af Træ &

Sejl Værkstedet

67

Alle store arbejder har en begyndelse, en midte og en slutning. Når man er nået til slutningen, kan man næsten ikke huske begyndelsen, og midten forekommer aldrig så endeløs, som den virkede

undervejs.

Dette er fortællingen om Whimbrels renovering, så ingen overser begyndelsen, midten eller slutningen – hvad ellers let kan ske, når man ser det færdige skib.

Whimbrels store renovering tager afsæt i nød-vendighed, men har været karakteriseret af faglig stolthed og akkuratesse, valg af håndværkets bedste løsninger og moderne hensyn samt en stor portion kærlighed til skibet, til faget og til historien.

Renovering eller restaurering?

”Er I igang med en restaurering af skibet?” Spurgte en nysgerrig forbipasserende en dag, efter han havde iagttaget arbejdet med at skifte en klædningsplanke

ud og havde nikket tilfreds med hovedet.

Spørgsmålet er ikke helt tosset, og han er ikke den første, der har tænkt sådan. Svaret er: Nej, Whim-brel er ikke blevet restaureret – Whimbrel er blevet renoveret!

Det kan hurtigt blive en lang og kedsommelig aka-demisk udredning, hvorvidt det er det ene eller det andet, eller hvorfor man bør holde sig til det ene eller det andet. Så vi gør det kort med et par enkle definitioner:

”Restaurering” kommer af det latinske ord: re-stauro, som betyder at genoprette. En restaurering er en proces, hvor en bygning, kunstgenstand eller et skib, for eksempel, helt eller delvist tilbageføres til sin oprindelige tilstand. Processen bygger oftest på arkæologiske spor og historiske kilder.

”Renovering” kommer af det latinske ord: Reno-vare, som betyder at forny. Der er ofte tale om en forbedring af en genstands tilstand, så det bliver som nyt men med eventuelle forbedringer i forhold til udgangspunktet. Man kan også søge at genop-rette i forhold til funktion /teknisk tilstand.

Skulle Whimbrel være blevet restaureret, så skulle hele skibet reelt have været bragt helt tilbage til det oprindelige design og materialevalg. I forhold til vor tid så kunne det have betydet nogle kompro-miser i forhold til både håndværksmæssige be-slutninger og materialer, som i dag tænkes som de rigtige i forhold til for 113 år siden.

Hos Skibsbevaringsfonden har man for nylig gjort op med problematikken ved at indføre to forskellige mærkninger, som indikerer netop forskellen. Det er for at blive klar på, hvordan man har arbejdet med det enkelte skib gennem dets levetid. Gamle træskibe har ofte været mange ejere igennem og vedligeholdelsesarbejdet kan, som i Whimbrels tilfælde, reelt have betydet, at der næsten ikke er en oprindelig del tilbage af skibet. Hvor lig det oprin-delige, man så har ønsket at lave reparationer og forbedringer, det er netop valget mellem restaure-ring eller renovering. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Men det er klart, at den historiske værdi opretholdelses bedst ved en restaurering.

68

Skibsbevaringsfonden forklarer det således:

”Bevaringværdighedserklæring (T-mærkning) udste-des til fartøjer, der defineres som tilhørende en sær-

skilt gruppe fartøjer, der ligger inden for rammerne af dansk tradition. Fartøjet skal ikke nødvendigvis være

100% korrekt rigget og kan til en vis grad være ombygget.

Som noget nyt har Fonden i 2007 – efter nordisk inspiration – suppleret bevaringsværdighedserklæ-

ringen med muligheden for at opnå en ganske særlig anerkendelse som historisk monument.

Mærkning som Historisk Monument (K-mærkning) er en udmærkelse, som tildeles et fartøj, der på

forbilledlig vis fremtræder i særlig restaureret eller autentisk stand, og som derfor er en entydig kilde til

kundskab om den danske søfarts historie.De i parentes anvendte udtryk (T-mærkning og K-

mærkning) refererer til et tilsvarende system i andre nordiske lande.”

www.skibsbevaringsfonden.dk Renoveringen af Whimbrel er sket under størst mulige hensyn til skibets oprindelige design, men med tilpasninger til nutidens forhold og krav, og med det mål at skabe en bæredygtig fremtid for skibet. Eksempelvis har man valgt at lave en for-stærkende konstruktion omkring agterstævnen, for at undgå at skibet med tiden kommer til at hænge med bagenden, hvilket let kan ske for træskibe med store udhæng. Det handler også om materialevalg og indretning. Whimbrel ligner dog sig selv i alle hovedtræk ved søsætningen 2012 – fordi det oprin-delige design var og fortsat er genialt og bæredyg-tigt i forhold til sejlads og praktisk sømandskab.

Samarbejdet med Søfartsstyrelsen

Som ansvarlig for Whimbrel har Træ & Sejl et tæt samarbejde med Søfartsstyrelsen. De præsenterer sig selv således:

”Søfartsstyrelsen sætter retning for fremtidens kvalitetsskibsfart”

Vores ansvarsområde tager udgangspunkt i søfarten og dens rammevilkår, skibet og dets besætning. Der-udover har vi ansvaret for afmærkning i farvandene

omkring Danmark og på land. www.sofartsstyrelsen.dk

Søfartsstyrelsen har en bred vifte af opgaver inden for det maritime område, men særligt vigtigt for Whimbrel er:

• Danske skibes bygning, udstyr og drift (omfattende sikkerhed, terrorforebyggelse, for-holdsregler for sejladsen, bemanding, arbejds-miljø og miljøbeskyttelse) samt havnestatskon-trol af udenlandske skibe i dansk havn

Det er således samarbejdet med Søfartsstyrelsen, som sikrer sejlsikre danske skibe.

Whimbrel fik i april 2005 en grundig synsgennem-gang. Fra Synsrapporten fremgår det blandt andet;

ӯvrige forhold:

Under tilsynet blev det konstateret, at kølen er delvis rådden i midten – især omkring kølboltene – ligesom møtrikkerne på kølboltene er godt rustne.

Agterskibet trænger til fornyelse spanter, stævn, klædning og svøb.

I lyset af ovenstående vil Søfartsstyrelsen ikke tildele skibet en fartstilladelse med en termin på

69

mere end et år. (Normal termin for farttilladelse for skibet er 4 år).”

Leder af ”Træ & Sejl” Christian Dyrløv Madsen og skolens ledelse har i årevis haft et godt og konstruk-tivt samarbejde med Søfartsstyrelsen.

”Der har altid været en åben og ærlig dialog, som har haft som mål at gøre det rigtige for et gammelt

skib, der samtidigt til hver en tid skal være sikkert og leve op til gældende regler. Det er værkstedets erfa-

ring, at dialogens faglige kvaliteter og søfartsmæssige kompetencer altid har bidraget positivt til arbej-

det med Whimbrel. Denne konstruktive og faglige tilgang til syn og skibskonstruktion har også været kendetegnende i samarbejdet omkring Whimbrels

renovering!”

Søfartsstyrelsens repræsentanter har således været værdsatte samarbejdspartnere, der har bidraget til en god proces omkring renoveringen – både tilbage i 2005 såvel som undervejs frem til søsætningen i 2012.

Skibsinspektør Jan Steen Leth fra Søfartsstyrelsen fortæller tilsvarende:

”Jeg har været meget positiv over samarbejdet. Fol-kene fra Korsør ProduktionsHøjskole er altid flinke og opmærksomme og fortæller åbent og redeligt om

oplevelser og udfordringer. Ud fra det kan vi så sam-men lægge den helt rigtige strategi for skibet!

Det er vores klare oplevelse, at når man aftaler noget med skolen, så holder de sig til det. Skolen er også heldig med den bådebygger, de har på værkstedet.

Han er dygtig og ved lige, hvordan tingene skal laves og han holder sig altid til det aftalte.”

Fra skib til 0

Først har man et skib, der kan sejle, så har man pludseligt ikke ret meget!

Maj 2006 dockes Whimbrel.

Med udgangspunkt i punkterne under ”Øvrige forhold” i Synsrapporten i 2005 kommer skibet i maj 2006 på land. Opgaven var ud fra synet no-genlunde overkommelig, og den blev beskrevet i et udbud, der blev sendt til 3 bådebyggerier, som også alle bød ind på opgaven. Imidlertid kunne skolen ikke finde midler til renoveringen. Man havde søgt mange fonde og diverse offentlige program-mer, men skibet faldt med sin engelske baggrund, sin lystfartøjs status, dets ejerskab eller tilsvarende uden for støtteberettigelse. Derfor beslutter man på skolen selv at tage skibet på land og gennemføre renovering.

70

Whimbrel er afrigget og løftes op af vandet ved kajen i inderhavnen, Korsør Nor

Whimbrel på Norvangen

I luften

71

Og så på sin nye plads ved træværkstedet

Der er meget, der skal afrigges

Motor løftes ud

Smed Per Gyldengren og værkstedsleder Christian Dyrløv skiller skrueaksen ad

72

Apteringen blev demonteret forsigtigt og lagt til opbevaring. Man forventede på dette tidspunkt, at alt kunne genbruges, og det skulle derfor behandles med omhu. Stykke for stykke blev skibets indre skruet løst og taget ud.

Det gamle agterspejl er afmonteret – et skib mister stykke for stykke sin personlighed

Skib i vuggen

Dørk i salonen er demonteret

73

Aptering stilles forsigtigt til senere genanvendelse

74

Efterhånden som det bare skrog blev tydeligt, blev også andet tydeligt.

Jimmi demonterer de gamle, engelske, håndsmedede bundstokke af stål

Installationer nedtages forsigtigt bid for bid

Skibes indre agter – dårligdommene viser sig tydeligt

Og sådan så de gamle spanter ud, hvor de hæftedes til den gamle køl

75

Skibets skrog var i en værre forfatning end først antaget. Der kunne ikke længere være tale om en afgrænset opgave. Der skulle en gennemgribende renovering til!

Som Forstander Gert Møller skriver i sit forord, så var der mange overvejelser, for opgaven var både omfattende og dyr, og så var det alligevel ikke så svært at tage en beslut-ning. At skibet var erklæret bevaringsværdigt af Skibsbeva-ringsfonden var på en måde en forpligtelse, og værkstedet havde modet!

Om håndværket og networking

Værkstedets, skolens og værkstedsleder Christian Dyrløvs omfattende netværk har undervejs i forløbet bidraget med ikke kun opmuntring, men også viden, muskler og nye kontakter.

Bådebyggeri er et vældigt gammelt og meget traditionsrigt håndværk i Danmark, men det er også med årene blevet en lille verden af små værfter spredt ud i det ganske land og en enkelt uddannelsesinstitution – Erhvervskolen Nordsjæl-land. Ekspertisen og tilhørende knowhow er således spredt. Åbenhed og velvillighed til at dele af kunnen og viden, råde og sparre præger sådan et netværk. Det er værdifuldt for de fleste i netværket og også ganske værdifuldt for en renove-ring af et 100 år gammelt træskib.

Samarbejdet omkring skolens bådebyggerlærlinge med Erhvervsskolen Nordsjælland kan sikre kvalificering og videnoverførelse til og fra de unge lærlinge - både under sko-leophold i Helsingør, og når der blev arbejdet på Whimbrel. Lærlingene er på ProduktionsHøjskolen særlige formidlere af faglig viden og kunnen til skolens andre elever. Fra ung til ung uden så meget ”udenomshalløj”!

Samarbejdet med mestre på landets bådeværfter har sikret udveksling af knowhow, færdigheder og praktiske udfø-relser, som også de erfarne bådebyggere kan have glæde af. Ingen nævnt – ingen glemt – men stor tak til alle for godt samarbejde!

De store delmål

Køl Nederst er ballast kølen, som giver skibet stabilitet, øverst den mindre plankekøl i egetræ, hvorpå span-ter og svøb hæfter. Kølen er dermed skibets bund. Kølens slidtage består i sær af svækkelse (rust, orm, råd …) omkring kølbolte og i hæftningerne mellem køl og spanter/ svøb. Se her hvordan en ny skabes:

Her forberedes at køl skal trækkes ud - bemærk kraf-tige stålrør i trillebør - de kommer under køl for at

denne kan rulles ud

Der gives vigtig instruktion, samtidigt med at der læg-ges kræfter i – hvordan skal man ellers kunne flytte

8 tons ballast køl?

76

Så kom ballastkølen endelig ud – og tøjres sikkert. Nu svæver skibet i vuggen

Bådebygger Frank Steinbeck, Havnsø Værft, sørger for præcis tilskæring af egetræsplanke til ny køl

Den nye køl i grove snit – Bjørn er på vej mod enden for at tage imod

Trækstok til ny spunning er slået på køl

77

Bådebyggerlærling Morten hugger spunning i ny køl Den gamle køl svaler i skyggen, mens den ny tilvirkes bag den. Den gamle køl bestod af elmetræ – den nye af eg

78

Lærling Morten lærer at lave en borelære af værksteds-leder Christian Dyrløv. Huller til kølbolte i ballast køl

overføres senere til den nye køl via den hvide borelærer

Jack sikrer, at den nye køl kommer godt på pladsBådebygger Ivan Conrad Hansen og Jack løfter ny køl ind

79

Ny køl på plads med ballast køl, ny stævn og nye bjørne

80

SpanterSpanterne er skibets stærke og bærende ”ribben”, hvorpå klædningsplankerne fæstnes. Slidtagen op-står især omkring spanternes ender ved kølen, hvor der ofte er fugt og bundvand, hvilket medfører råd i træet. Der er bevaret 6 oprindelige, små spanter over vandlinien i forskibet. Se her hvordan de 56 nye spanter blev konstrueret og monteret:

De gamle spanter og svøb har holdt i mange år. Nogle er udskiftet undervejs i de sidste hundrede år, men

som billedet her viser, så er det tiltrængt at få udskif-tet dem nu

De gamle spanter udskiftes ved at udtage dem enkeltvis og indsætte ny spant, der er limet og høvlet efter skabelon.

Her skærer Morten gamle spanter ud med bajonetsav

Bådebyggerlærling Kristian har gennemført Epoxy og Isocyanat Sikkerhedskursus og må godt blandt epoxyen,

som skal anvendes til laminering af de nye spanter

81

Nye spanter er limmet efter skabelon og skal høvles

Morten høvler det allerførste spant ved håndkraft

Karsten koncentrerer sig om at høvle nyt spant

Morten er ved at opstrege mahlerne på det nye spant, så han ved at høvle kan tilpasse det præcist. Bemærk

to nye spanter bagved – de er høvlet og klargjort – det ene monteret som det første nye i skibet

82

De nye spanter monteres midlertidigt på de gamle klædningsplanker med en brik og en fransk skrue.

Senere kan hver enkelt klædningsplanke demonteres og udskiftes planke for planke

Nye spanter side om side – bemærk de gamle hvide svøb i bunden af billedet – de udskiftes også enkeltvis

senere

83

AgterstævnWhimbrels agterstævn består af et relativt stor over-hæng. Se hvordan vi skabte den nye agterstævn:

Rådden agterstævn udhugges Ny agterstævn, ny bjørn, ny køl og nye spanter – men endnu gamle klædningsplanker – der er et

stykke vej endnu!

Rasmus er tilfreds med den nye agterstævnAgterskibet tager form med ny stævn og bundstokke. BEMÆRK det kraftige tømmer under dæksbjælkerne.

Tømmeret danner sammen med den nye stævn en stærk trekant konstruktion således at Whimbrel ikke med tiden

kommer til at hænge med røven i vandskorpen!

Det endte godt!

85

BundstokkeBundstokke kæder spanterne sammen ind over køl og for- og agterstævn. I agterskibet er bundstokkene af lamineret eg – i resten af skibet er de i syrefast stål. Se tilvirkning:

Kristian hugger bundstok i eg

De gamle håndsmedede bundstokke er godt tærede

Bundstok i eg og kimmingsværre er sammenboltet

Det laminerede spant og bundstok går hele vejen fra styrbord til bagbord agterskib

86

Flotte nye bundstokke i syrefast stålKristian viser stolt det renoverede agterskib frem

87

KlædningsplankerKlædningsplankerne er skibets beskyttende ”hud”. Whimbrel består af 58 individuelt tilpassede klæd-ningsplanker i lærk.

Kristian opstreger med trækstok til de første klædningsplanker

Kristian skærer med rundsaven – bag ham ligger plankerne i lærk

klar til at gå til!

Kristian høvler smig på plankens kanter

Christian og Kristian påhæfter trækstokke, som anvendes til at få korrekt planketræk

88

Den nye opplankning skrider fremad

Ri laves af et bræt og masonitbrikker. Ri er en form for skabelon, som anvendes til at skabe de helt rigtige

mål på planken

Lærling og Mester arbejder med ri – og optimerer udnyttelsen af planken inden udskæring

89

Den varme planke er på plads, og Lasse spænder ”kaffemøllen”, som vrider enden helt ind

Plankeenden er dampet i den lille svedkiste, og planken er klar til øjeblikkelig opsætning, mens den

endnu er varm og smidig

Nikolaj slår trækstokke op til ri som anvendes til opstregning

Kristoffer purrer bolt igennem planke og spant

90

Nikolaj brækker inderkanterne før opsætning af slutplanke

Nikolaj er glad og lettet – første slutplanke kommer fint på plads i bagbord side

Nogle gange er det bare godt at være del af et hold - der skal kræfter til at få sådan en planke ind!

Kristoffer borer indefra og ud gennem stålbundstok og spant til gennemgående bolt. Arbejdet skrider tydeligvis frem over alt

Så mangler kun EN planke styrbord – agter. Bådebygger Chri-stian Pommergaard og Nikolaj er spændte over den sidste fase

91

Peter stikker propper af

Kristian og Lasse presser sidste slutplanke på plads Færdigt arbejde i forstævn – et skib begynder at tage rigtig form

92

Nillson fræser fribord

Det ses tydeligt, at fribord er fræset op og er klart til limning af koniske lister

Micke og Maria ruller værk til kalfatring. Værket er tjæret hampfibre, som skal stuves sammen mellem

klædningsplankerne for at gøre skroget tæt

Christian kalfatrer. Der er mange meter endnu. I alt: 260 meter

Sidste kalfatring – agterstævnnod kalfatres - bemærk her er fribord limet og spartlet!

93

AgterspejletAgterspejlet er skibets ende. Agterspejlet er på Whimbrel nærmest en klump, som samler klæd-ningsplankerne og dækket. Det nye agterspejl er lavet af mahogni.

Agterspejl mangler endnu, men agterstævnen er klar. Læg mærke til de gamle, hvidmalede teaktræsplanker

Nyt agterspejl af lamineret mahogni og udhugget navn

SvøbSkibets svøb afstiver klædningsplankerne. De sid-der mellem de kraftige spanter. Whimbrel har 48 nye svøb lavet af dansk asketræ.

Christian tager dampede svøb op af det lodretstående damprør. De er nu varme og smidige og klar til at

komme på plads på indersiden af klædningen

94

Omar bliver rigtig ”træt”!: Det nye svøb KNAK! Øv! Se dog også det flotte laminerede og lakerede spant

ved siden af

95

Casper sætter det nu kolde svøb endeligt på plads. Bemærk systematik – 2 svøb mellem spanterne

Micke slår syrefast bolt gennem klædning og svøbet på inder-siden, hvorefter det fæstnes med en skive og låsemøtrik. Bolten

bruges hvor svøbet stadigt skal trækkes ud til klædningen. Andre steder anvendes primært kobber søm og klinkeskiver

Bådebygger Christian og Omar hjælpes ad med at få fast-spændt svøb til klædningsplanke uden at afsætte mærke.

Koben hjælper svøb til at glide ned over plankerne til ønske-de position. Svøbet skal altså rykkes et stykke over krumme

flader, hvorfor det er vigtigt, at det har været dampet for øget smidighed, så det kan tage facon efter skibet

Ved hjælp af et H og kiler i flere størrelser er det muligt at presse svøbet ud i facon

96

Peter ærgrer sig; Kobbersøm er bløde og kan let bøje

De tusindvis af kobbersøm og klinkeskiver er hånd-nittede med en kuglehammer. Læg endvidere mærke

til de nye spanter og bundstokke af syrefast stål

Annie holder påholdet på kobbesømmet, mens en anden klinker på sømmet indefra

Hvalens indre! Se rækken af nye, lyse, slanke svøb mellem de kraftige spanter, lange nye kimmingsværre

samt nye dæksbjælker

97

Bovbåndet binder stævn, bjælkeværre og klædning sammen

Nikolaj mærker op til næste dæksbjælke

DækDæk hed oprindeligt ”vejrdækket”, fordi det skulle be-skytte skibets indre mod vind og vejr – modsat vikinge-skibet, der er åbent. Hurtigt blev dog også til opholds-dæk, hvorpå sejlads kan nydes. Whimbrels dæk var oprindeligt af Oregon Pine. Det nye dæk er lagt med teakstave på krydsfinérdæk med glasfiber dug.

Benjamin høvler nyt bovbånd

98

Nikolaj og Nikolaj er her klar med næste dæksbjælke. Bjælkerne er lavet af dansk ask fra Antvorskov, Slagelse

Og her står de jo fint på den nye kimmingsværre, mens de nedfælder de nye dæksbjælker i bjælkeværren

Dæksbjælker er lagt med kraveller og stikbjælker, og cockpit tager form

Nyt agterspejl, ny bakholdtsrang, ny bjælkeværre og nye dæksbjælker. Cockpit undervejs

99

Sidste krydsfinérplade til dæk tilpasses22 mm Bodex krydsfinér er skruet fast til dæksbjælker og klædning

Dækslag nedefra. Bemærk 4 store ”knæ” mellem dæksbjælker og bjælkeværre for afstivning

”Knæ” i nærbillede

100

Krydsfiner dæk skrues fast

Glasfiberdæk støbes med epoxy Spartling nyt underdæk

101

Teaktræsstavene og fisken af akacie er klar til epoxy limning

Dæk med epoxy i fuger. Inden påføringen af epoxy blev der tapet med hvid malertape for at beskytte teaktræet

Dæk er nu limet og nodderne er fuget med sort epoxy

Dæk slibes af Christian

Smukt dæk og agterlanterne

102

Micke hugger kendingssignaler i hovedbjælken ved nedgang til salon

Christian afrenser efter slibning

Natascha stikker propper af på randplanke omkring det nye doghouse

Så får kendingssignalerne farve

Peter høvler fenderliste

103

Fribord og bundFribordet er klædningsplankerne over vandlinien. Sibbick holdt ofte fribordet i blanklakeret teak. Whimbrel har i dag hvidmalet fribord.

Spartling af fribord

Sådan ser det gode arbejde ud

Rasmus og Christian sliber fribord – nu skrider det fremad!

104

Vandlinien afsættes – og den skal være præcis – det kræver fokus

105

Gubbi fuldspartler Og så skal der afsættes en guldstribe!

Fribord males – noget der kræver stor koncentration

106

Så får bunden sin maling

Det ligner jo et rigtigt skib nu!

På vej tilbage til havet

Telt er taget ned – vugge og stillads skal demonteres så skib kan frisættes

107

Folk følger den store begivenhed – et sundt og rask skib er på vej tilbage til havet

Og det er så det sidste Norvangen ser til Whimbrel. Når enden er god – er alting godt!

Skib på blokvogn

108

JAAAAAAAAAAAA! Skib på bedding – klar til den store søsætning! Et stort arbejde er nået sin ende – et skib har fået sit liv forlænget, en gruppe unge er

blevet kvalificeret i et gammelt håndværk og en skole har vist, at læring gennem produktion både giver kompetenceudvikling og virkelige produkter, der

kan anvendes – også selvom der skal læres en hel del undervejs, og elefanten forekommer stor, når måltidet

indledes!

Og her kommer masten så!

Tæt på vandet

109

De fine detaljer på det færdige skib

110

111

113

114

115

Historien om en mast

Sådan laver du din helt egen 21 meter høje mast

1Først finder du det helt rigtige træ et nøje udvalgt sted i Danmark (Danmark er gudske-lov ikke større end at du kan bruge en lup og

gennemsøge et kort fra Skov- og Matrikelstyrelsen, som viser lokaliseringen af de danske skove og deres gevækster! Herefter bruger du bare Google Earth til at finde træet!)

Lolland

Falster

Bogø

Møn

NyordSjælland

Femø

Fejø

Askø

Vejrø

2Så tager man til stedet, hvor træet står og her sørger du for at markere det tydeligt med dine

initialer, så alle kan se, at det her træ, det er dit! Herefter ringes træet – det er måden, du får træet til at selvim-prægnere sig! Når man ringer et træ, så hugger man godt ind i vækstla-get, så træet begynder at bløde – og dermed sender masser af harpiks rundt i stammen. Harpiks er af afgø-rende betydning for træets evne til at holde sig længe efterfølgende. (Og så hjælper det dig også til genkendelse næste gang du kommer forbi!)

3Så venter du. Foran det – eller hjemme. Du skal vente en vækstperiode – det vil sige et år – så fyldes det godt op med harpiks. (Og nej – det

kan ikke betale sig at påbegynde et rav-udviklings-projekt sideløbende – harpiksen er ikke til det!)

4Så bliver det tid til den store begivenhed: Træet skal fældes! (Her kan det være en idé at overveje lidt nøjere, hvordan du nedlægger et 35 meter højt træ, INDEN du

sætter motorsaven til! Modtag eventuelt kyndig hjælp udefra!)

116

5Først nedlagt, så er det ingen sag at gå til næste etape: Afbarkning! (Det er en god idé at gøre dette, mens barken endnu er frisk! Medbring

helst en ven eller to, som skylder dig en tjeneste!)

117

7Så tager du forbi nogle gange i løbet af et år – blot for at sikre, at det stadigt ligger der og ser sundt ud – og for at …hm..”nurse” det lidt! Du

skal med andre ord vende træet, mens det lagrer – gerne kvartårligt for at undgå skævheder – nøj-agtigt som du selv bør sove i forskellige positioner. (”Nurse” er engelsk og betyder: ”at drage omsorg frem mod bedre sundhedstilstand” Man bruger det i Danmark for at give udtryk for, at her udvises ekstra omsorg, og det har et træ jo brug for!)

6Lagring! Lagring lagring, lagring, - det er ligesom med vin og god ost og visse personer – træet skal have lov at sætte sig! Er det eksempel-

vis fældet på Lolland, så er det en god idé at lade det lagrer der! (Se lagringen som en besparende ind-sats – når først pinden ligger der, så skal du da i det mindste ikke knokle rundt med det, og alt der kom-mer af det i lagringsperioden, det bliver, hvor du har lagt det – ikke dit besvær at skulle deponere noget!)

118

8Så kommer der lidt mere action over det – nu skal du sørge for at give din kommende mast lidt mere form. Den skal gøres 8 kantet. Så er

du nemlig godt på vej til at gøre den rund! (Anbefa-ling: Gør kun dette, hvis du har forstand på at bruge en kædesav! Det kan ikke betale sig at gå i gang på anden måde. Håndholdt høvl eller stemmejern eller andet ellers udmærket grej er ikke brugbart, når der er tale om 22 meter træ!)

119

9Endeligt – det er tid at få stammen hjem. Det kan gøres over land – ring til nærmeste vognmand og luk øjnene, når du modtager regningen. En an-

den og langt billigere mulighed er selv at hjembringe de 22 meter træfibre – sværere er det vel heller ikke! Udfordringen er selvfølgeligt, at de færreste har en kranbil i garagen. En god mulighed er til gengæld at hjemtage træet ad vandvejen – det gør de da i Sverige! Det kræver kun en mindre båd – gerne med motor - og en god kontakt til vejrguderne om godt vejr. Husk dog at kontakte det lokale politi, INDEN du transpor-terer træpind fra lagringsplads gennem by til vand – de forstår sig ikke på uventet trafikal kødannelse midt i deres by! Og sørg for at have det på skrift – selv mindre politistationer opdaterer ikke nødvendigvis hinanden på de tilladelser, der gives under særlige omstændigheder! (Servicemeddelelse – transport fra Nykøbing Falster til Korsør by Boat i stille vejr – over-raskende stille vejr for Danmark – tager rundt regnet 9½ time! Det anbefales at medbringe mad og drikke – og put mobilen i vandtæt beholder. Medbring også god ven eller kollega, som du har lyst at dele en helt særlig oplevelse med – for tro mig – det her glemmer du ikke lige med det samme!)

120

121

10Vel ankommet hjemme skal du bare sørge for at få dem op og på plads. (Og det er vel en smal sag at finde 22 meter der bare

venter på en træstamme…)11SÅ er det i gang! Godt nok har du skåret

den 8 kantet, men HUSK – en mast er jo RUND! I gang! Forvent ca. 40000 høvle-

strøg – men så vil du også opleve tilfredsstillelsen af at se den runde form dukke frem! (Og jo – det er en smule anstrengende for armene!)

122

12Godt så - masten begynder at ligne en mast – men husk alle delene, der skal få den til at fungere: Godset skal hugges i,

tappen skæres og et top løg drejes! Her ryger også det sidste overskydende på højden. Vi taler med andre ord om: Klargøring til virke! (Og nej, det her led skal du ikke springe over – det giver så stor skade, når en mast vælter ned over et par skibe eller tre, bare fordi man ikke fik tappen skåret, og ma-sten fæstnet ordentligt i bunden!)

123

13Lakering…Altså lak, lak lak – ja, den her fase er måske lidt…hm…præget af rutine… Ja, altså, du ved – lidt gentagne

handlinger her og der. Hele tiden, nok. Det kræver altså, at du lakerer og så sliber. Lakerer og sliber. Lakerer og sliber. Lakerer og sliber. Lakerer og sli-ber. Lakerer og sliber.. Lakerer og sliber. Lakerer og sliber. … Ja, den er god nok – mindst 8 gange lak og slibning – hele 21 meter – hele pinden rundt! (Jo, du har helt ret – hvis du har nogle venner tilbage på dette tidspunkt, så er det en god idé at indhente hjælp. Ellers er kodeordet: Vedholdenhed!)

14JA - ENDELIGT! Masten er sådan set fær-dig. DU HAR GJORT DET! (Ja, ja – værre var det heller ikke, vel? Tænk hvor meget

spænding, du var gået glip af, hvis du havde bestilt din nye mast hos en bådebygger!)

Udover håndværket, fremgangsmetoden og alt det der, så er der en masse nødvendigheder omkring et større arbejde som Whimbrels renovering. Her har vi samlet de vigtigste af disse ”nødvendigheder” i vilkårlig rækkefølge - overvej selv, hvad er vig-tigst - svaret er ikke altid lige til at finde! Her er lidt nøgleord til hjælp: Et stærkt team, tæt samarbejde, ”uden mad og drikke dur helten ikke”, det rigtige grej, ordenlige arbejdsforhold, gennemtænkt og kommunikeret planlægning og den rette mængde af pauser...

Nødvendighederne undervejs

Udover håndværket, fremgangsmetoden og alt det der, så er der en masse nødvendigheder omkring et større arbejde som Whimbrels renovering. Her har vi samlet de vigtigste af disse ”nødvendigheder” i vilkårlig rækkefølge – overvej selv, hvad er vig-tigst – svaret er ikke altid lige til at finde! Her er lidt nøgleord til hjælp: Et stærkt team, tæt samarbejde, ”uden mad og drikke dur helten ikke”, det rigtige grej, ordentlige arbejdsforhold, gennemtænkt og kommunikeret planlægning og den rette mængde af pauser…

Nødvendighederne undervejs

Udover håndværket, fremgangsmetoden og alt det der, så er der en masse nødvendigheder omkring et større arbejde som Whimbrels renovering. Her har vi samlet de vigtigste af disse ”nødvendigheder” i vilkårlig rækkefølge – overvej selv, hvad er vig-tigst – svaret er ikke altid lige til at finde! Her er lidt nøgleord til hjælp: Et stærkt team, tæt samarbejde, ”uden mad og drikke dur helten ikke”, det rigtige grej, ordentlige arbejdsforhold, gennemtænkt og kommunikeret planlægning og den rette mængde af pauser…

Nødvendighederne undervejs

127

Portræt af en bådebygger

Af Gert Møller, ForstanderVi kender alle Bonderøven fra TV. Han er en dygtig håndværker indenfor eget feldt. Han er vidende, vildt engageret og gammeldags på den gode måde.

Vores leder af ”Træ & Sejl” værkstedet igennem mere end 10 år – og ham der har stået som leder for Whimbrels ombygning – han er ikke en bonderøv! Men jeg kommer til at tænke på Bonderøven, sådan på den gode måde, når jeg skal give en karakteristik af produktionshøjskolelæreren, vores leder af værk-stedet Træ & Sejl, Bådbyggeren og Skipperen Chri-stian Dyrløv.

Christian er en guds benådet dygtig håndværker. Han er vildt vidende om sit fag og dets historie. Han vil allerhelst lave det hele fra bunden - sådan på den rigtige måde, forstås.

Med vores deltagere har han bygget flere joller, hvor de har lavet alt - skriver og mener alt. Klinkbygget joller, kobbernitter, syet sejlene, lavet årerne, ja det hele. Og jo – han kan rent faktisk også sejle…

Og så ”svendeprøven”: Whimbrels renovering. Denne publikation beskriver, hvor omfattende denne renove-ring har været. Det er derfor også med dyb respekt, at jeg har fulgt arbejdet!

Vi har været længe om det. Nuvel!: Find en bådebyg-ger og sig til ham, at han skal lede 10 unge, som ikke har nogen forudsætninger indenfor faget, og bed ham så også om at vejlede dem om livet, lære dem om maskiner, materialer, sikkerhed, deltage i intro og outtro ture, fællestimer, m.m.. samtidig med, at han lige totalrenoverer en båd som Whimbrel.

Christian har gjort det!

Ikke alene; mange deltagere og kollegaer har været med. Ros og tak til alle, ingen nævnt, ingen glemt.Men det har hele vejen været med Christian ved ”styrpinden”! Ikke som den, der står på broen og kommanderer. Iført den karakteristiske blå busse-ronne, rød cap på hovedet, en lakridsrod i munden har han arbejdet med på hvert et træ stykke, og han er bogstaveligt gået i spidsen.

På skolen er medarbejderne kendetegnet ved at være engagerede og dygtige og stolte af deres fag, og de er med på store opgaver. Så siger vi konkret til de unge: ”Skal du spise en elefant - og det skal du! - Så er der kun en vej: Lad det ske i små bidder!”

Der har stået elefant på menuen hos Træ & Sejl i mange måneder. Christian har sammen med delta-gere og kollegaer sørget for, at der nu er spist op!

Glæder mig til vi kommer i gang med næste måltid.

Gert Møller

129

I maj 1899 blev Whimbrel søsat i Cowes, Isle of Wight. Mere end 113 år senere søsættes hun igen – denne gang i Korsør i Danmark. Renoveringen er færdig, og Whimbrel er klar til endnu et århund-rede – det skal fejres!

Mere end 150 gæster fra nær og fjern og flere hun-drede lokale borgere og venner af huset var den 25. august med til at søsætte Whimbrel. Borgmester Lis Tribler og skolens bestyrelse indledte fejringen med at rose den store indsats. Og under kanonsalut søsattes Whimbrel.

Søsætning

130

Lis Tribler lagde i sin tale især vægt på at arbejdet med Whimbrel også var en cementering af skolens vision om at bidrage til det maritime liv i Korsør, og at det var en forbilledlig indsats med det gamle skib. Hun sagde tydeligt, højt og med anerkendelse i stemmen: ”Med søsætningen af Whimbrel i dag markerer vi søsætningen af produktionshøjskolens vision. Jeg vil ønske både skibet og visionen – alt muligt held og lykke på rejsen. Jeg ved, at både elever og lærere er meget stolte over den indsats de har ydet. Det er der også god grund til. Det har været et kæmpe projekt for jer. Og det er virkelig en mesterlig præstation. Dage, uger og måneder er gået med at høvle, slibe og lakere. Jeg håber, at jer, der knoklede løs, selv får chancen for at opleve det fantastiske liv på et gammelt træskib. For som sagt: selvgjort er velgjort. Duften af saltvand er nu en gang bedst, når man selv har lakeret den køl, der skærer igennem det!”

Borgmester Lis Tribler Bestyrelsesformand Henning Jørgensen

Også skolens bestyrelsesformand Henning Jørgen-sen var både stolt og anerkendende ved søsætnin-gen. Han delte historien om Whimbrels renovering med publikum og roste skolens Træ & Sejl værksted for deres imponerende indsats for det gamle skib: ”Jeg vil gerne sige et højt og stort tillykke til værk-stedsleder Christian Dyrløv og alle de unge men-nesker, der har arbejdet på Whimbrel – det er et beundringsværdigt arbejde, I har gjort! Renoverin-gen har involveret mere end 70 af skolens elever. Endvidere er fire lokale unge mænd blevet uddan-net til bådebyggere undervejs. Alle har de prøvet kræfter med opgaver, selv erfarne bådebyggere ikke lige kommer til. Det syntes jeg sørme er værd at anerkende! Og jeg vil gerne lige minde jer alle om, at langt de fleste af disse elever aldrig havde holdt en sav i hånden og da slet ikke gamle bådebygger-værktøjer inden de startede på skolen! Det er sådan, skolen lærer fra sig: Man viser de unge, hvordan tingene kan gøres og lader dem så arbejde med! Det bliver til noget! Se bare på Whimbrel! ”

131

Det var en tydelig glad og bevæget Christian Dyr-løv, der sagde tak til alle for bidrag og indlevelse i projektet ”Renoveringen af Whimbrel”. ”Især skal alle vores elever og lærlinge roses! De har holdt ud, hvor andre let villet have vendt ryggen til så stor en opgave. Der har været lang vej, men alle har bidra-get med hvad de kunne!” Sagde han med et stort smil og nik til sine tilstedeværende elever og lær-linge – gamle såvel som nye. Mange var glade for at dele søsætningen denne lørdag i august. Mange så det skib, der havde været så meget igennem under-vejs, og deres eget bidrag voksede endnu en gang i værdi. En opgave var løftet i samlet flok – og den enkelte kunne smile ved tanken!

Bådebygger og værkstedsleder Christian Dyrløv

Gert Møller holdt tale for sin værkstedsleder og værkstedets unge. Der lød en dybfølt tak til både leder og de unge for deres vedholdenhed og evnen til at knække en kæmpe opgave ned i små dele, så den store opgave lykkedes. ”I har spist en elefant!” konkluderede han, mens han også lagde vægt på at understrege, at det er sket samtidigt med at værk-stedet har haft ordinær drift, at lærlinge er blevet uddannet, unge er kommet videre til uddannelser og arbejde og både deltagere og leder har haft et liv, de har skullet leve og lære af undervejs. ”Jeg glæder mig allerede til næste måltid!” sagde han med stor tilfredshed, da han sluttede sin tale og lagde dermed vægt på den spændende fremtid som et levende maritimt værksted på Korsør Havn, som Træ og Sejl er ved at udvikle sig til.

Forstander Gert Møller

132

133

Fremtiden ser lys ud for Whimbrel.

På Korsør ProduktionsHøjskole vil man udvide den maritime profil yderligere. Det er en del af den ge-nerelle strategiske udviklingsplan for en skole, der er og altid har været i konstant udvikling. Man vil forsætte med at knytte de unge mennesker på Træ & Sejl til de maritime erhverv – inden for sejlads eller inden for bådebyggeri såvel som øger turisme perspektivet. Give dem mulighed for at snuse grun-digt til faget og mærke, om det er her, de har deres fremtid. Lade dem prøve at få succesoplevelser med træ og vand, og det arbejde, der knyttes dertil.

Danmark har i årevis haft spidskompetencer in-den for både sejlads og bådebyggeri, der bygger på århundreders traditioner og akkumuleret know-how og ekspertise. Skolens faglige fundering og satsning derpå afspejles i og passer til et generelt udviklingssigte for regionen omkring Fehmern Bælt, hvor samarbejder i stigende omfang samles omkring faglige fællesskaber og udviklingsmulighe-der. Man taler også om, at Fehmern Bælt regionen er det rekreative område for Berlin – Hamborg – København og satser på rekreative aktiviteter, det maritime område og turisme bredt set på tværs af landegrænserne. Korsør ProduktionsHøjskoles målsætninger for Træ & Sejl værkstedet giver i høj grad mening i dette fremtidsperspektiv.

Værftsplanen

Skolen ønsker at udvide Træ & Sejl værkstedet med et decideret bådeværft, som man vil anlægge på Korsør Havn ved Fiskerihavnen - på det sted på

havnen, hvor der gennem generationer har været træskibsværft, og hvor der fortsat er tilgang til aktiv bedding. Både skolens bestyrelse, dens ledelse og lederen af Træ & Sejl prioriterer at fortsætte skolens store arbejde med at lære unge færdigheder inden for det maritime område og give flere unge mennesker en faglig fornemmelse for de maritime erhverv. De skal kunne se mulighederne og se egne muligheder og evner i det perspektiv. Værkstedet vil koncentrere sig ligeligt om nybygninger som renoveringer af et bredt udvalg af skibstyper og -funktioner. Ligesom beddingen åbner for muligheder for udefrakom-mende opgaver, hvor de unge vil arbejde med direkte kundekontakt.

I nye, ordentlige værftslokaler kan flere lærlinge tage deres uddannelse, og et øget antal unge inspireres til i det hele taget at kvalificere sig yderligere inde for det håndværksmæssige område, som bådebyggeriet kan lede til. Rette rammer giver rette forståelse af, hvad faget er. Den unge kan lettere se sig selv i et uddan-nelsesforløb eller en jobtype, når værkstedet ligner virkeligheden!

Allerede i dag får værkstedet jævnligt tilbudt nye bådprojekter. Historien om Whimbrels renovering er kommet vidt omkring, og ude omkring anerkender man arbejdet og ser muligheder for at redde andre gode skibe. De næste store bådbygningsopgaver venter allerede i kulissen, og interesserede vil få bedre muligheder for at følge arbejdet i en ny værts-bygning. Det gælder blandt andet en ”opfriskning” af skibet ”Pandora”. Pandora blev bygget af Sletten Bådeværft for 10 år siden på baggrund af et stærkt samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Metal og fagskolen inden for bådebyggeri. ”Pandora” er en de-monstration af det fineste maritime håndværk, som Danmark kan præstere, og skibet har været fremvist som sådan overfor udlandet. Korsør Produktions-Højskole har i anerkendelse modtaget ”Pandora” af de oprindelige projektpartnere og vil fremover have skibet under sine vinger.

Fremtidsperspektiver

134

Værkstedet har også fået doneret et endnu-ikke-fær-digbygget skrog, der kan opbygges som en mindre galease. En galease er et tomastet sejlskib med skrog som en jagt (fragtskib med en mast - bygget med rund, underløbet stævn og et lodret, hjerteformet agterspejl) og gaffelrigget. Skibets forreste mast er stormasten, som er lidt højere end den bagerste, der hedder mesanen. Dette helt særlige skrog er spanterejst af private initiativtagere på Tåsinge med

interesse for bådebyggeri og videregivet til Erhvervs-skolen Hamlet i Helsingør, hvor bådebyggerlærlinge har kunnet afprøve færdigheder på den. Korsør ProduktionsHøjskole har modtaget skibet i vinteren 2012.

Værkstedet ønsker også at bygge en traditionel og funktionsdygtig Storebælt isbåd i det nye værft. Korsør har historisk set været et meget vigtigt overfartssted mellem landsdelene, og denne over-fart kunne besværliggøres gevaldigt i tilfælde af isvintre. Derfor begyndte man at bygge isbåde, der var robuste nok til at kunne sejle i isfyldt farvand og som samtidigt kunne gå på isflager og trækkes som en slæde, når det var påkrævet - med last og passagerer og det hele. Det var små, klinkbyggede sejlbåde og robåde – hvorpå man forsynede slæ-demeder. Bådtypen havde runde og underløbne stævne for at lette op-og nedture på isen. Denne overfartstype blev tidligt formaliseret under Staten,

Isbåd fra Korsør (Billede venligst bidraget med af Korsør isbådsmuseet, By – og Overfartsmuseet, Korsør)

135

der gennem ”Statsbanerne” blev ejer af en del isbåde for på den måde at gøre overfarten så sikker som muligt og skabe faste rammer. Isbådene udgjorde en meget vigtig del af gods- og mennesketransporten i Danmark indtil kraftige motorfærger og isbrydere kom til i midten af det tyvende århundrede.

Det er også sådanne lokalhistoriske referencer, det nye værft vil inddrage i arbejdet - gerne i samarbejde med relevante lokale aktører og samarbejdspartnere.

Et sådant værft vil klæde havnen og tiltrække nysgerrige besøgende. Værftet skal således være et åbent, arbejden-de værksted, hvor folk kan komme ind og se arbejdet med både ældre skibes renoveringer og nybygninger, som man også ønsker at fortsætte med – både store og små både. Det passer godt sammen med en tendens til, at vi søger tilbage til de traditionsrige håndværk og gerne ser og måske deltager i arbejdsgange og konstruk-tioner for at opleve håndværket fuldt ud. Vi ser gerne gammelt værktøj anvendt, som var der ikke gået flere hundrede år. Det er værdiladet, og det værdsætter det moderne menneske. Og det er derfor sådan helt-tæt-på-oplevelser, vi gerne opsøger. Det vil værftet kunne imødekomme.

I lokalområdet er der generel nysgerrighed og positive toner omkring Whimbrel og de opgaver, som Træ & Sejl foretager. Ældre søulke kommer forbi med hovedet på sned og nikker anerkendende til det håndværks-mæssige og spørger ind. Nuværende skibsejere får en snak om bådebygger teknik, mens andre bestiller nav-neskilte, sirligt udskåret i træ. Disse aktiviteter vil der være endnu bedre mulighed for i nye omgivelse.

Et værft på havnen understøtter det generelle ønske fra politisk side om at styrke den maritime profil – Mari-timt Knudepunkt Storebælt- i Slagelse Kommune. I en kommune med så megen kyststrækning som Slagelse Kommune er det klart, at en stor del af områdets besø-gende netop værdsætter det maritime og gerne opsøger havne og strandområder. Det er også havnens ønske at

Skroget, der ankommer til Korsør ProduktionsHøjskole februar 2012

136

øge aktiviteten i og omkring Korsør Havn, og et værft vil i høj grad understøtte dette med faglige aktiviteter året rundt – både i dagligdagen, ved festivitas og i ydersæsonen. Det er sådanne perspektiver, som skolen har dialog med Korsør Havn omkring. Dialogen er præget af gensidig forståelse og visioner for en bære-dygtig udvikling i havneområdet.

Sejlads

Med direkte adgang til en god kajplads i Fiskeri-havnen for det nyrenoverede skib, vil Whimbrel komme hurtigere af sted i det daglige. Det vil være en lettelse for de mange nye og helt uerfarne sejl-folk, som kommer til Træ & Sejl for at lære om sejlads. Man vil fortsat sejle meget, både på korte ture og lidt længere som Grøn Sejlads, hvor frugt og

grønt bringes til byens borgere og virksomheder på abonnementsordninger.

Når de unge sejler, så ses der efter dem, og folk nik-ker til dem derude, for det er tydeligt, at her priori-teres god ro og orden, og der overholdes regler for godt sømandskab og sejlads til havs.

Det sker, at en lokal sømand stikker med til søs på Whimbrel – dette vil også forekomme i fremtiden, ligesom andre har mulighed for en sejlads med skibet, når der er særlige åbent hus arrangementer på havneområdet eller i skoleregi.

Skolens flåde af Hirtshals pramme skal naturligvis også tilknyttes værftet med havnepladser i fiskeri-havnen. Jollesejladsen vil forsætte som nu, ligesom nye erfaringer kan gøres i andre bådtyper.

Hirtshals prammene i Korsør Nor Hirtshals pram rigget med sprydstagesejl

137

Man vil fortsætte med at have fokus på de unge, der udviser særlig interesse for sejlads. Det sker jævnligt at skolen sender unge videre til søfarts-skole, på praktikophold på skibe eller tilsvarende. Der har været flere forhenværende elever, som er blevet værnepligtige ombord på Kongeskibet ”Dannebrog”.

Rugekasse for maritim uddannelse, netværk og samarbejde

De nye rammer vil også give nye muligheder for tværgående udviklingsprojekter - kommunalt, regi-onalt og nationalt. Og altså i Fehmern Bælt zonen. Korsør ProduktionsHøjskole har længe været på forkant med tværregionale udviklingsprojekter og faglige netværkssamarbejder, og dette kan styrkes inden for det maritime område. Med øget kapacitet er det eksempelvis lettere at tage imod unge tyskere, der gerne vil lære mere om bådebyggeri og Dan-mark, og samtidigt knytte lokale unge til regionen syd for os.

Renoveringen af Whimbrel har knyttet fagpersoner tæt på skolen. Fagpersoner, som ellers er spredt ud over hele landet. I et naturligt netværk omkring skibet og nye skibe under loftet gives mulighed for fortsat erfaringsudveksling, som i de kommende år også tæller kollegaer på tyske skoler. Værkstedet kan således med input fra faglige miljøer i ind- og udland fortsætte med at udvikle sig som rugekasse til de maritime fag.

Repræsentation og internationale forbindelser

Korsør ProduktionsHøjskole modtager som tidlige-re nævnt allerede mange gæster fra udlandet, som gerne vil have dybere indsigt i det danske system for produktionsskoler. Værftet vil være et godt udstil-lingsvindue af denne kunnen. Det vil repræsentere det bedste inden for læringsmiljøer: Autenticitet og praksis i et – de unge lærer, mens de arbejder med

konkrete skibsopgaver i et reelt værftsmiljø med rette værktøjer og korrekt indrettet.

Nye muligheder

Et værft under ”Træ & Sejl” er også en ny formid-lingsplatform for et traditionelt fag og for sejler-hvervet. Andre værksteder kan bruge dette som afsæt i formidlingsopgaver, skoler kan besøge værk-stedet, og den maritime profil for Sydvestsjælland kan afspejles i værftet og kommunikationen derom. Der er plads til historiefortælling, og mange kan være med.

Endvidere kan der produceres maritime træpro-dukter, joller og mindre både, som kan afsættes med henblik på udvidet maritim turisme i Fehmern Bælt området.

For blot at nævne et par enkelte nye muligheder.

Fremtiden ser lys ud for Whimbrel.

Når enden er god...

ISBN 978-87-995137-2-7