1-2006 PLF Bladet

Nr. 1/2006 marts

Side 2

PLF-Bladet

Medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.

Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:

Hanne Niemann ([email protected])

Marianne List ([email protected])

Indlæg til bladet sendes til:

Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre

Email: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsen-deren.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentlig-gjort materiale.

Udkommer 1 gang i kvartalet.

Distribution: Postvæsenet

31. marts — netværksmøde Sønderjylland, hos Karin, Kliplev Søndergade 8, vi mødes kl. 9.30. Tilmelding på tlf. 23 95 25 00

2.april — bestyrelsen holder arbejdssøndag

20. april — netværksmøde, Nakskov, hos Su-sanne og Jesper Vesternæsvej 4, Kappel. Til-melding på tlf. 54 94 80 09

TEMADAG— se omtale side 32

28. april — netværksmøde Sønderjylland, hos Susanne, Vestervej 3, Øster Løgum, Rødekro, vi mødes kl. 9.30 Tilmelding på tlf. 23 95 25 00

2. maj — bestyrelsesmøde

12.—14. maj weekendtur se omtale side 30

19. maj — netværksmøde Sønderjylland, hos Signe, Kongensgade 62, Aabenraa, vi mødes kl. 9.30 Tilmelding på tlf. 23 95 25 00

20. maj ”Oplevelsesdag” se omtale side 35

2. juni — netværksmøde Sønderjylland, hos Chirsta, Ryesmøllevej 38, Haderslev, vi mødes kl. 9.30 Tilmelding på tlf. 23 95 25 00

6. juni — bestyrelsesmøde

22. juni— netværksmøde, Nakskov, hos Anne og Jan , Ridderborgvej 20, Nakskov. Tilmelding på tlf. 54 92 42 57

På foreningens hjemmeside, under kalender kan du se/få nærmere oplysninger.

Tilmelding til arrangementerne kan ske på for-eningens mail:

[email protected]

På PLFs hjemmeside kan du se de sidste opdateringer omkring møder og aktiviteter

for plejefamilier.

www.plejefamilierne.dk

PLF kalender

[email protected]

Side 3

Leder Af Jens Vegge Bjørck, formand Plejefamiliernes Landsforening

LEDER

Arbejdet som plejefamilie indebærer mange samarbejdsrelationer, til skole, til daginstitutioner, til forvaltning og sidst men ikke mindst til plejebørnenes biologiske familier.

Når vi vælger at blive plejefamilier og vælger at stille vores familier til rådig-hed for et barns opvækst, må vi altid være klar på, at vi ikke kun siger ja til at tage det pågældende barn til os, men at vi også samtidig skal være pa-rat til at acceptere og rumme barnets baggrund.

Som plejefamilier har vi som en af vo-res væsentlige opgaver at skabe sam-menhæng mellem barnets baggrund, dets opvækst i vores familie og en vok-sen tilværelse, hvor barnet har et afkla-ret forhold til sin baggrund og det liv det skal vælge at leve som voksen.

Vi skal som plejefamilier påtage os det ansvar, at skabe mulighed for barnet for at få et sådant afklaret forhold. Det fordrer, at vi respekterer barnets bag-grund, også selv om vi ikke altid måtte være enige i de handlinger og valg som forældrene måtte foretage.

Plejefamiliernes accept af plejebarnets baggrund og respekt for de biologiske forældre er nødvendige for, at barnet selv kan lære at respektere og accep-

tere sig selv og udvikle en identitet, hvor det kan hvile i sig selv og selv lære at blive et helt og afbalanceret menneske.

Det er de ting vi, som potentielle pleje-familier, skal tage med i betragtning, både når vi overvejer at blive plejefa-milier, og når vi som plejefamilier skal forholde os til, hvordan vi skal indgå i samarbejdet med den biologiske fami-lie. Vi skal huske, at alt hvad vi foreta-ger os, skal gøres med henblik på at gavne barnet i såvel den aktuelle situa-tion som på sigt i dets tilværelse.

Når det så er sagt, må vi også samtidig erkende, at et godt familiesamarbejde fordrer at de anbringende kommuner bakker op om samarbejdet og støtter med kurser og den nødvendige faglige supervision. Ligesom der er brug for, at forældrenes sagsbehandler indgår i et ligeværdigt samarbejde med pleje-forældrene. Eksempelvis kan man an-befale, at alle parter mødes mindst en gang årligt til et statusmøde, hvor man har mulighed for at cleare rammer og roller.

Fra PLF’s side afventer vi spændt, hvilken indflydelse anbringelsesrefor-men får på blandt andet forældresam-arbejdet.

- på jagt efter forår…...

Side 4

TEMA: FORÆLDRESAMARBEJDE

TEMA: FORÆLDRESAMARBEJDE Vi har undersøgt hvad serviceloven siger om forældresamarbejde til anbragte børn. Vi har forsøgt at få temaet belyst fra flere sider. Vi har spurgt børnene, forældrene, socialrådgiveren og plejeforældrene samt foreningerne TABUKA, FBU og PS.

Samtidig har vi hentet små klip fra bogen: Forældreinddragelse – til barnets bedste. Udgivet i 2005 af Børnesagens Fællesråd, i samarbejde med forældrelandsforeningen FBU, bogen er endnu kun tilgængelig som netudgave.

Er det altid godt for barnet at se sine forældre, skal de have lov til at deltage i barnets liv?

Er det til barnets bedste?

Det kan man som plejefamilie godt spør-ge sig selv om. Plejeforældre kan opleve det som smertefuldt for barnet, og pleje-forældrene kan opleve det som konflikt-fyldt at samarbejde med barnets foræl-dre.

Hvad siger loven om forældresamarbejde til anbragte børn? Kilde: ”Forældreinddragelse – til barnets bedste”. Findes på www.boernesagen.dk/files/Foraeldreinddragelse.pdf

Serviceloven § 4 Kommunen og amtskommunen sør-ger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved mere målrettet indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funkti-onsevne eller med særligt behov for støtte.

Serviceloven § 57 Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem for-ældrene og barnet eller den unge hol-des ved lige Den 1. januar 2006 trådte følgende tre nye bestemmelser i ser-viceloven i kraft. De understreger kommunens forpligtelse til systema-tisk at inddrage familie og netværk og til at sikre forældre information om barnets hverdag samt til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted. Loven fastsætter ligeledes i hvilke situationer, kommu-nen skal have en samtale med barnet.

Side 5


Serviceloven § 57 Stk. 1: indsættes efter 2. pkt. Kommunen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får informati-on om barnets hverdag, og til at bidra-ge til et godt samarbejde mellem for-ældre og anbringelsessted.

§ 57 a Kommunen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragel-se af familie og netværk.

§ 58 Forinden myndigheden træffer afgø-relse efter §§ 39, 40, 41 – 46, § 47, stk. 2 – 4, og §§ 55 – 57, skal der fin-de en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2: Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sa-gens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal bar-nets holdning til den påtænkte afgø-relse søges tilvejebragt.

Om samvær siger loven: Serviceloven § 57 Stk. 2: Kommunen træffer om fornø-dent afgørelse om omfanget og ud-øvelsen af samværet og kontakten og kan sætte nærmere vilkår for samvæ-ret og kontakten. Ved afgørelsen læg-ges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med an-bringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og ungeudvalget efter stk. 3 gældende fra 1. januar 2006.

Kommunen kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældrene og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en 3. per-son til stede.

Serviceloven § 57 Stk. 3: Når det er nødvendigt af hen-syn til barnets eller den unges sund-hed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må fore-gå under tilstedeværelse af en repræ-sentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgø-relse om at afbryde forbindelsen mel-lem forældrene og barnet eller den

Støtteperson til forældre Af servicelovens § 40 a fremgår det, at kommunen skal tilbyde forældrene en støtteperson. Kommunen tilbyder forældremyndig-hedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den un-ges anbringelse uden for hjemmet.

unge, ligesom der kan træffes afgørel-se om at barnets eller den unges

anbringelsessted ikke må oplyses overfor forældrene.

De 3 nye bestemmelser ser således ud:

Side 6


Hvad siger plejebørnene om forældresamarbejdet? Af Maja Gøtzsche, formand for foreningen TABUKA. (se pressemeddelelse bagest i bladet).

Når børn og unge bliver anbragt uden for hjemmet er det selvsagt en meget stor forandring i barnets liv. For mange børn og unge kan adskillelsen, som barnet oplever fra sine forældre ople-ves som enorm, og adskillelsen kan naturligvis være forbundet med megen sorg og smerte.

For at gøre overgangen så let og smertefri som muligt er det derfor na-turligvis at foretrække, at der allerede fra starten af bliver iværksat et tæt og positivt samarbejde med forældrene. Dette for at sikre mindst mulig separa-tionsangst hos barnet samt for at give barnet og forældrene de bedst mulige forudsætninger for at kunne følge med i hinandens liv, og ikke mindst for at støtte op om barnets relation til foræl-drene.

Forældrene vil kunne følge med i bar-nets udvikling og hverdag hos plejefa-milien, og barnet vil på den anden side kunne følge med i forældrenes liv. Et godt forældresamarbejde vil have stor betydning for barnet, idet barnet vil opleve en kontinuitet, tryghed, ro og stabilitet omkring sin livssituation, lige-som barnet vil have mulighed for at udvikle sin relation til forældrene.

Inddragelsen af forældrene er jo også et udtryk for en anerkendelse af foræl-drenes oftest meget centrale plads hos barnet, og dette har vi indtryk af, at barnet eller den unge er meget op-mærksom på. Det er nemlig oftest vig-

tigt for barnet, at plejefamilien også finder forældrene som værende af stor betydning for barnets liv og ikke mindst behandler forældrene med respekt.

For barnet vil det endvidere betyde, såfremt samarbejdet fungerer upåkla-geligt, at barnet vil undgå at blive pla-ceret i en loyalitetskonflikt mellem for-ældre og plejeforældre, som det er vores opfattelse at mange børn og unge desværre oplever i dag.

Det mest optimale forældresamarbejde sikres ved først og fremmest klar og tydelig kommunikation. Tingene skal ikke pakkes ind, men siges som de er. Misforståelser er ofte en medvirkende faktor til dårligt samarbejde, og dette vil kunne undgås hvis tingene bliver formidlet på en tydelig og direkte må-de. Dernæst er det vigtigt med rumme-lighed fra både forældre og plejeforæl-dres side af.

Plejeforældre skal være mere respek-terende, tolerante og åbne over for forældrenes måde at leve på og ikke mindst deres betydning for barnet og det omvendte gælder forældrene. Der skal være mindre fokus på konkurren-ce og mere fokus på samarbejdet.

I bund og grund har man jo samme mål, at sikre det bedste for barnet og selvom man kan være uenige om må-den, hvorpå man sikrer dette, så er det nu engang udgangspunktet.

Side 7


Hvad siger forældre om samarbejdet med plejefamilien? Af Eva mor til René.

1999 flyttede jeg fra Vesterbro til Sol-rød Strand. René skulle starte i 7. klas-se, han var 13 år. René havde svært ved at falde til i klassen og søgte der-for nogle “venner” som ikke var gode for ham. René var begyndt at stjæle, lyve, overholdt ikke aftaler, drak sig fuld i skolen o.s.v. Jeg syntes ikke, jeg kunne nå ind til ham, derfor søgte jeg hjælp hos skolepsykologen. Det hjalp desværre ikke. Det hele kulminerede, da jeg overhørte en telefonsamtale, René havde, hvor der blev snakket om speed og hash. Det var mere end jeg kunne magte. Jeg konfronterede ham med det, og i min afmagt gav jeg ham en lussing. Det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg fik tilbage af samme skuf-fe.

Jeg gik på kommunen og bad om

hjælp. René kom på kostskole. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at jeg var i gang med en anbringelse. Det fandt jeg først ud af senere, da jeg ikke fik børnepengene udbetalt.

Efter få måneder blev René smidt ud af kostskolen og blev anbragt i en ple-jefamilie. En dejlig og varm familie, der tog sig kærligt af ham. Jeg havde det ikke godt med, at han var anbragt. Når jeg mødte nogen, der spurgte til René, valgte jeg at sige, at han havde valgt at bo i en anden familie. Jeg kunne ikke få det ord “ anbragt” ud af min mund. Jeg følte ikke, jeg havde meget over-skud til at tænke på andet end René. Når han havde det godt, var jeg glad og når han var nede, var jeg utrolig ked af det. Jeg følte mig som en dårlig mor. Jeg følte det, som om jeg havde

Side 8


et skilt i panden, hvor der stod med store fede bogstaver “dårlig mor”.

En dag tænkte jeg, der må være andre i dagens Danmark, der har fået deres børn anbragt. Jeg søgte på nettet og fandt en forening FBU (ForældreLANDSforeningen). Jeg tog kontakt til dem og fik at vide, at jeg havde krav på en støtteperson. Jeg gik på kommunen og bad om at få en støt-teperson, men jeg blev desværre afvist med den begrundelse, at min søn var anbragt, før loven var trådt i kraft (1/1 2001), og desuden havde de ikke så-dan nogle ansat. Jeg gik derfra helt nedtrykt. Jeg havde bare brug for en at snakke med!

Efter et år blev plejefamilien skilt, og René skulle i en ny plejefamilie. Det var et hårdt slag for os. Kriminaliteten og stofferne blev en del af hans hver-dag. Det var mere, end jeg kunne bæ-re. Jeg følte ikke, jeg slog til som mor og skylden, sorgen og den dårlige samvittighed, og det værste var, at jeg ikke havde nogen at snakke med. Ens venner var nærmest bange for at spør-

ge til, hvordan det gik. Tænk nu, hvis man begyndte at græde, og hvad skul-le de så sige og gøre.

Endnu engang tog jeg kontakt til FBU. Denne gang fik jeg formanden til at hjælpe mig med en støtteperson, og det hjalp.

Der skulle gå 2 år, før jeg fik en at tale med. Det var en stor hjælp. Jeg kunne bare læsse af og græde, og det var noget, jeg virkelig havde brug for. Jeg begyndte at kunne rumme den del af Renés liv, som var så problematisk. Jeg fik mere overskud til mine 2 andre børn, som bor hjemme.

Jeg begyndte at se mit eget liv uaf-hængig af Renés liv. Jeg syntes, jeg fik nogle værktøjer til at komme igennem det, og i dag har jeg et dejligt og varmt forhold til min søn.

Jeg kan kun varmt anbefale at tage imod hjælpen med en støtteperson. Eva, mor til René.

Historien om et lykkeligt plejebarn starter med de biologiske forældre. Af Marianne mor til Henrik.

Tanker nedskrevet af en mor til et dele-barn.

Jeg vælger i mit tilfælde at kalde Henrik for et delebarn. Han er i dag en glad ung mand på 19 år, som er til stor glæde ikke bare for mig, hans mor og far og hele hans biologiske familie, men i lige så høj

grad et medlem af den plejefamilie, som han er vokset op i med ægte kærlighed og omsorg, som var det deres eget barn.

Før vi nåede hertil, skulle vi dog ligesom i eventyrene så grueligt meget igennem.

En historie skal dog begynde et sted, og for at forstå baggrunden bliver jeg nødt til kort at fortælle lidt om mig selv, og hvor-

Side 9


dan det hele startede.

Jeg er i dag 43 år og har en søster og bror, som er henholdsvis 3 og 6 år ældre end jeg. Vi fik, som det ofte sker, hver vores roller i familien, min søster var den stille, min bror den som lavede ballade, og jeg var den udadvendte smilende og altid glade pige, i hvert fald på overfla-den.

Min søster var en af de bedste i skolen og meget flittig. Hvordan hun havde det inderst inde er svært at sige, for hun gjor-de, som man forventede uden næsten at gøre sig bemærket. Min bror var en la-ban, som ikke interesserede sig meget for skolen, men mere for at lave narre-streger sammen med vennerne.

Jeg var lige som min søster dygtig i sko-len, men tillige medlem af først skolepa-truljen, senere klasserådet og til sidst næstformand i elevrådet i 9. og 10. klas-se. Jeg gik til gymnastik 2 gange om ugen, badminton 1 gang og havde en god vennekreds. Folkeskolen sluttede med et flot gennemsnit samt et 13 tal i mundtligt engelsk.

Jeg tror folk vil sige, at jeg havde "alt". Som jeg voksede op, forvandlede jeg mig fra en lille rund trillende prop til en flot pige, som virkelig havde udseendet med sig. Kombiner dette med talegaver, gode eksamensbeviser fra handelsskolen og en evne til at bevare facaden udadtil.

Og der var problemet måske. Alle var stolte af mig, jeg rejste på interrail, skrev 2 jobansøgninger og fik begge job, så modgang var ikke det, jeg kendte mest til. Når jeg siger, jeg var køn, var det ikke noget, jeg tænkte ret meget over selv, men jeg var dog samtidig meget naiv og usikker under den velpolerede skal.

Hvordan kan det så være, at en ganske almindelig pige med en god almindelig baggrund ender med ikke at kunne tage sig af sit eget barn? Jeg var nu 22 år gammel og havde arbejdet på et politi-

kontor siden jeg var 18 år. Jeg var stolt af mit arbejde, glad for mine kolleger og havde desværre forelsket mig i en gift mand. Det havde varet et par år, og da vi blev enige om at stoppe, var jeg sammen med en anden mand, som også var gift. Dette resulterede i det bedste jeg har i dag nemlig min søn Henrik.

Hvordan fortæller "det perfekte menne-ske", at man skal have et barn med en gift mand? Jeg kunne ikke, og på en eller anden måde kom en uvirkelig periode i mit liv, hvor jeg ikke fortalte nogen, jeg var gravid. Henrik kom til verden på min mors og fars badeværelsesgulv i oktober 1986 og blev modtaget som en kærkom-men meget uventet gave.

Men jeg skulle jo tilbage på arbejde, fortælle hvem faderen var og ud af min drømmeverden. Det kunne jeg psykisk ikke klare og med en fødselsdepression, frygten for arbejdet og omverdens reakti-on, fandt jeg ud af at dulme mig med flasken.

Hvis jeg skulle fortælle om alt, hvad der siden hændte, kunne jeg skrive en hel roman, men det kommer måske senere. Jeg har oplevet at miste 2 klassekamme-rater, den ene pga. narko medens jeg arbejdede hos politiet, min kusine og hendes datter begik selvmord, menne-sker som jeg drak sammen med mistede livet, og alt hvad jeg så og oplevede gjor-de det svært at komme ovenpå igen.

Som det havde udviklet sig kunne jeg ikke tage vare på Henrik, og kommunen fandt heldigvis en god plejefamilie til ham. Jeg fandt selv en dejlig mand, som også havde et misbrug, men vi fandt ud af at komme ud af det sammen. Da vi havde været på antabus 1 år, og Henrik var ca. 8 år, kom presset. Hvorfor tager du ham ikke hjem, tag dog en sagfører, hans naturlige plads er hos dig osv. Men både kommune, familie og omgivelserne glemmer, at man ikke udvikler sig af at være på antabus. En ting er at være ædru, en anden ting at udvikle sig så

Side 10


man kan tage sig af sit barn.

Henrik havde boet så lang tid hos sin plejefamilie, at han var blevet en del af denne. Han var også en del af vores igennem weekend og feriebesøg, men det var jo ikke hverdagen. Han var og er stadig utrolig knyttet til sine bedsteforæl-dre, som heldigvis har været hans faste holdepunkt i tilværelsen.

Men jeg lod mig presse til at være egoi-stisk. Jeg fik Henrik hjem, men vi havde jo ikke tidligere skullet have en hverdag til at fungere, og med arbejde og skole var det dømt til at gå galt. Jeg havde ikke fulgt Henrik gennem hans bekymringer, hans sygdomme, hans glæde og interes-ser, og endvidere var Henrik naturligt splittet mellem sine plejeforældre, sine tidligere venner og den trygge verden, han var vant til, og på den anden sige os, hans biologiske familie, som han ikke ville såre.

Som hans mor kunne jeg dog hurtigt mærke, at han ikke var lykkelig, og det gik mig på. Der manglede noget i hans hverdag, som jeg ikke kunne give ham. Hverken Kurt eller jeg havde efter vores omtumlede tilværelse nået at finde den ro i os selv, som skal til. Dette kunne Henrik naturligvis mærke, og på et tids-punkt gik det så galt, at vi gik på druk igen for alvor.

Min søn kom heldigvis tilbage til Jan og Annette igen. Alle plejebørn er ikke så heldige men må flytte fra den ene familie til den anden. Jeg gav på dette tidspunkt Henrik et løfte, ikke at han bad om det, men det var det løfte, han havde brug for. Jeg ville aldrig mere forsøge at gøre min såkaldte biologiske ret til ham gæl-dende. Han skulle have lov til at blive boende hos Jan og Annette.

Og så vendte lykken som i eventyret. Hvad er forskellen mellem de mange delebørn som findes mellem skilte perso-ner og deres nye partnere og os og pleje-familien? Ikke så meget så vidt jeg kan

se. Jeg kan huske den bitterhed og af-magt, jeg havde første gang, jeg så An-nette. Jeg var på det tidspunkt afdanket, nede i møget, og så kommer hun, en fremmed og skal give mit barn det, som jeg ikke selv kan give det, tryghed, kær-lighed og omsorg. Kan en mor mon føle et større nederlag? Jeg tror det ikke.

Hvor kan det skrige dybt inde i èn, når man hører sit barn kalde en anden for mor. Hvordan kan hun tillade sig at stå der smart, velklædt og med styr på det hele og have mit barns kærlighed?

Til alle jer, som jeg biologiske forældre, så tænk jer om. Det gør ondt, mere end nogen aner, men hvem er den vigtigste person i denne historie. Er det mig, jer, alle vores børn? Vi besidder ikke kun evnen til at elske en enkelt person, men hvis vi får kærlighed selv, kan vi godt give til mange.

Jeg græd hver gang, jeg havde taget afsked med Henrik, følte jeg svigtede og havde kun lyst til at lægge armene om ham og holde ham fast. Fortælle om han vidste hvor meget jeg elskede ham. Men det gav mig mulighed til at arbejde mig tilbage til at blive et menneske igen. Jeg vidste, at Henrik ikke manglede noget og kunne derfor arbejde mig med selv. Tage en ny uddannelse, få interesser, nyde hverdagen og de små glæder og jeg har i dag på 5. år et godt arbejde, bil, hus, ro i min tilværelse og ikke mindst i mit indre.

Jeg har fået talt ud med Henrik. Annette

Side 11


og jeg har i mange år haft et utroligt godt forhold til hinanden, og dette er nok gro-bunden for et lykkeligt plejebarn. Han eller hun skal ikke stå med flere perso-ner, som de elsker og som modarbejder hinanden. Henrik har i dag to familier og kan med et smil fortælle andre, som spørger, at det ikke er noget problem. Man får dobbelte gaver som et stort plus men har til gengæld to bekymrede mød-re, når han skal af sted til noget.

Jeg holder i dag meget af både Annette og Jan og føler ikke, de har taget noget fra mig. De har givet min søn en masse, og efter jeg selv er kommet ovenpå, har jeg jo oplevet en væsentlig ting. Dit barn kommer langsomt tilbage til dig, lærer at stole på dig. Vi har på en måde allesam-men kun vores børn til låns. De har ret til en tryg opvækst, og kan du ikke selv give dem dette, er der kun et valg. Græd de fleste tårer selv, hold kontakten til dit barn, og se plejefamilien som mennesker du skal samarbejde med. Ellers går det kun ud over det barn, som vi jo alle vil det bedste for.

Hvem skal fortælle dig om du gør det rigtige? Hvis du ved, det er det bedste for dit barn at være i en plejefamilie, så hold hovedet højt, for det er dig, der gøre det rigtige. Lad være med at rive og flå i et barn som ikke har ret til at bestemme selv, og så lang tid du kan se dig selv i spejlet og vide, du har gjort det rigtige, kan andres mening være ligegyldig. Du har ikke noget at forsvare overfor andre, men den dag du står med et voksent

barn som siger tak med kærlighed i øjne-ne, har du fået alt tilbage igen.

Dette var hurtig nedskrevet. Historien her ville blive alenlang, hvis alt skulle fortæl-les. Men den er fortalt af kærlighed og med tak. Den er tilegnet dig, Henrik som er dine mødres og fædres stolthed, det lys du har givet til dine bedsteforælde, som altid har støttet ikke bare dig men også mig, og den glæde det er bare at tænke på dig. Den er skrevet med tak til Annette og Jan, som har givet dig så meget, og som du også har givet så me-get igen. Skæbnen bestemmer vi ikke altid selv over, men vi kan forsøge at træffe de rette valg.

Måske lyder historien banal, nogen for-ældre vil måske sige, at jeg ikke kender deres barn, og hvad der er det bedste for det. Men det gør i forældre, hvis I vil og tør kigge dybt ind i jer selv. Og det bed-ste for barnet er en tryg barndom, og det er ikke et minus at have to forældrepar, hvis de kan arbejde sammen. Husk på, jeres børn tænker også på jer, og hvor-dan I har det, og den største glæde I kan give er, at de ikke skal have problemer med, om det går jer godt. De skal ikke have dårlig samvittighed, de har jo intet gjort galt. Vis dem I elsker dem, og hvis I som jeg har truffet det valg, at det er det bedste med en plejefamilie, så hold kon-takten ved lige og lad dem aldrig være i tvivl om, hvor meget de betyder for jer.

Med kærlig hilsen

Marianne, en af Henriks mødre.

Side 12


Hvad siger plejeforældrene om forældresam-arbejdet?

Opstart af forældresamarbejde. Af Karin Terp, plejemor.

Forældresamarbejdet er kernen i en god anbringelse, grundlaget herfor lægges allerede inden anbringelsen men også de første kontakter og måden hvorpå sam-været struktureres er af stor vigtighed. Derfor bør vi som plejefamilie allerede inden anbringelsen gøre os klart hvor meget forældrekontakt vi kan rumme, hvor det kan foregå osv.

Jeg vil, for at give et billede på hvordan vi arbejder, fortælle om anbringelsen af et spædbarn i vores familie.

Vi blev kontaktet af kurator, om vi var interesseret i at modtage et spædbarn i familiepleje, hvor forældrene var misbru-gere og meget dårligt fungerende, barnet var 4 mdr., anbragt på børnehjem og havde ikke været hjemme.

Som det første overvejede vi, om en så-dan opgave passede ind i vores familie. Dernæst holdt vi et formøde med kurator og sagsbehandler, hvor de beskrev fami-lien. Her er det vigtigt, at man spørger ind til hele netværket (bedsteforældre/tanter/venner osv.) – hvor meget vil den øvrige familie fylde i samarbejdet, har de ressourcer, kan de få et forhold til barnet, eller vil de fylde negativt både i vores familie og i forholdet til barnet. Vi fik be-skrevet forældrene, deres baggrund, deres nuværende situation og fremtids-udsigter. Under dette møde er det vigtigt at kunne danne sig et billede af familien og virkelig mærke efter i sig selv om vi vil kunne rumme og acceptere dem.

Efter dette møde besluttede vi, at sige ja til opgaven, velvidende at det ville blive en stor udfordring.

Et nyt møde med kurator blev aftalt hvor alle de praktiske ting i anbringelsen kom på plads dvs. indskrivningsbeløb, vi lave-de en liste over de ting, vi ville få brug for med priser på, da babyudstyr er meget dyrt og ofte overskrider det normale ind-skrivningsbeløb. Vederlagsstørrelse, kontraktudformning, vi valgte foreløbig for et år at få barnepige i vores hjem, i stedet for aflastning.

Supervision, hvor ofte kurator skulle komme på besøg, kørsel m.m.

Først da alle disse ting var på plads blev et møde med forældrene aftalt. Normalt ville vi invitere til sådant et møde i vores hjem, men da disse forældre ikke må vide, hvor vi bor, blev mødet holdt på neutral grund

Dette første møde er meget vigtigt! Tids-rammen skal være aftalt (de kan ikke holde til mere end en time) Der skal være lidt at spise og drikke, afstanden mellem personerne omkring et spisebord er pas-sende. Det er vigtigt, at vi kan møde for-ældrene, hvor de er uden fordomme, give dem hånden (ikke et knus, der over-skrider man deres grænse), kikke dem i øjnene, vise at vi kan lide dem! Vi be-skrev os selv og vores familie, ganske kort og gik derefter hurtigt over til at spør-ge ind til deres interesser, så var en lige-værdig samtale i gang, efter et stykke tid

Side 13


spurgte vi, om de havde lyst til at fortælle om deres barn, og om de måske havde et billede af ham. Vi aftalte ikke konkrete ting omkring anbringelsen, men vi gjorde det klart, at det ikke var os, men sagsbe-handleren der tog beslutninger. Vi slutte-de mødet, med at få forældrenes accept til at besøge barnet og aftalte en ny mø-dedato.

Først nu kunne vi møde barnet. Dette første møde var en stor oplevelse, perso-nalet var godt forberedt, han var bare en lækker lille unge, der i den grad vakte følelser i os, det var meget overvælden-de.

Vi aftalte udslusningsforløbet med perso-nalet (kontrakten var gældende fra den dag udslusningen startede) selve udslus-ningen varede en uge, hvor jeg besøgte ham dagligt og tog mere og mere over i pasningen samt fik alle relevante oplys-ninger omkring hans døgnrytme, hvad han kunne lide, sovemønstre osv., så hans skifte til vores hjem ville blive så skånsomt som muligt. Forældrene var ikke til stede i denne periode.

Efter hjemkomsten startede det virkelige arbejde, vi skulle skabe tilknytning til en lille fyr, meget tidskrævende men også meget berigende, han faldt hurtigt til, og alle elsker ham. Han har selvfølgelig brug for ekstra omsorg, tryghed og kon-takt, men alt i alt en velfungerede lille gut!

Den virkelige udfordring er samværet, dette er aftalt til, at skulle foregå på neu-tral grund, 2 timer, en gang ugentligt med en støtteperson tilknyttet.

I starten skulle jeg ikke være en del af dette samvær, men bare aflevere ham og så hente ham 2 timer senere. Forældre-

ne ville dog gerne have, at jeg lige blev der og fortalte lidt om, hvordan han trives hos os, men derefter skulle jeg gå.

Jeg lavede en fotomappe som forældre-ne fik med hjem, hvor jeg jævnligt leverer billeder fra vores hverdag, de får kopier af f. eks vægtkurven fra lægen eller ud-skriften fra sundhedsplejersken. Jeg invi-terer dem til at deltage i alle lægeunder-søgelser osv. Jeg spørger, fordomsfrit, ind til deres hverdag og de oplevelser de har, og på den måde fik vi opbygget et godt forhold med gensidig respekt.

Det viste sig, at barnet reagerede meget både i samværet men også flere dage efter, et emne vi tog op på det første opfølgningsmøde, jeg foreslog så, at jeg kunne blive sammen med dem i samvæ-ret, men at de altid havde muligheden for at bede mig om at gå. Dette ville de me-get gerne være med til, efterfølgende foregår samværet rigtig godt for alle par-ter, forældrene kan lide at blive hørt på og taget alvorligt, de er ikke længere frustrerede i deres samvær, da jeg hjæl-per dem med at forstå hans signaler, og han synes, det er hyggeligt, når bare jeg er der.

Støttepersonen er også en vigtig del af samværet, vi taler altid uformelt sammen inden og efter samværet, hvor vi afstem-mer vores rolle og meget kort berører de episoder der har været i samværet, for at sikre et godt forløb for alle parter.

Det er hårdt arbejde, at gå så meget ind i et problematisk forældrearbejde, man skal hele tiden være foran og tænke me-get på, hvordan tingene siges, og hvor-dan man reagerer på dem og deres for-tælling om, hvordan deres liv er, samtidig er de jo meget anderledes i deres kon-takt til barnet, dette skal man kunne ac-

Side 14


ceptere i en vis grad, men også turde gå ind og vejlede og give konkrete anvisnin-ger, uden at virke bedrevidende.

Det vigtigste er; - at kunne lide forældre-ne - at elske barnet – at gøre det klart at det ikke er os der træffer beslutninger –

at inddrage forældrene så meget som muligt i barnets liv og aldrig glemme at det er forældrenes barn

Forældresamarbejde samt samvær. Fra en plejefamilie.

Vi har været plejefamilie i 6 år til en pige på 6 ½ år.

Vores samarbejde med forældrene har altid været godt. Det er forældre, som altid har været imødekommende og forsøgt at gøre det så godt de kunne.

Men de har ingen forældreevner, og det er svært for dem at ”se og høre” signaler, som deres datter prøver at give.

De første 1½ år var samværet hjemme hos os, men det blev en meget stor belastning for både barn og os, da det var svært for os – både at skulle be-skytte barn og samtidig være ”ven og

veninde” med forældrene under besø-gene.

Det var en meget stor befrielse for os alle, da besøgene blev ændret til støt-tet samvær på ”neutralt sted”. Vi havde den samme støtteperson til samvære-ne i næsten 4 år, det er gået rigtig godt – nu har vi så fået en ny støtteperson, som har haft lidt problemer med at finde rytmen, men har pejlet sig ind på både barn og forældre – og nu går det bedre pt. Forældrene har accepteret besøgsformen, som er hver 14. dag i henholdsvis 2 og 3 timer.

Side 15


Ved besøg afleverer vi vores plejedat-ter kl. 14.00 og får en lille snak med forældrene og fortæller lidt om, hvad der er sket siden sidst. Disse afleve-ringsstunder tager mellem 5 – 10 mi-nutter. Vi kommer så ca. 10 minutter før afhentningstid, hvor vi lige sidder og hører, hvordan det er gået. Mode-ren er meget ivrig efter at tale med os der bringer/henter – så derfor er det vigtigt, at hun ikke får overtaget disse øjeblikke.

Vi har efter skolestart ønsket at sam-været kunne blive hver 3. uge, grundet mere ro til vores plejedatter. Efter hvert besøg er der en voldsom reaktion, som typisk kommer om natten eller næste dag. Hvis tidsperioden kunne trækkes til hver 3. uge ville det lette hende me-get. Der ville være mere ro i hverda-gen, da der jo sker meget nyt ved sko-lestart med nye venner samt nyt fritids-hjem. Vi har fået lovet fra kommunens side, at det bliver afgjort inden april måned om besøgene vil blive hver 3. uge.

Men generelt er vores forældresamar-bejde godt, vi har forældre, som aldrig har svigtet et besøg, er utrolig pligtop-fyldende og oftest positive ved besø-gene. Moderen kan under besøgene være lidt negativ, men det er oftest, hvis vores plejedatter kommer og for-

tæller, hvad hun har oplevet; eks, som-merferieoplevelser, skiferie, fritidsople-velser eller har fået noget. Hvor fade-ren mere kan glæde sig på sin datters vegne.

Før i tiden var det meget lettere ikke at ”behøve” at fortælle alt, så moderen ikke blev ked af det eller ramt, men nu hvor man er en pige på vej til 7 år er det Meget svært at stoppe – da alt bli-ver fortalt.

Besøgene er ok tilrettelagt af støtteper-sonen, og som regel ved vi fra gang til gang, hvad der skal foregå ved næste besøg. Dette er ret vigtigt, da vores plejedatter finder ro ved at vide, hvad der skal foregå. Kasser og rammer er et must i vores hverdag.

Samarbejde med forældre til anbragte børn. Af Merete Vegge Bjørck

Alle forældre vil deres barns bedste – men viser det på meget forskellige måder, hvilket nogle gange hænger sammen med de evner og det over-skud de har til at ”være forældre”.

Nogle forældre magter ganske enkelt ikke at vise, at de inderst inde vil de-res barns bedste!!!

Vi skal derfor samarbejde med foræl-drenes intentioner!

Side 16


Forældresamarbejde er en stor for-udsætning for at kunne støtte op om barnets hensigtsmæssige udvikling.

Mange undersøgelser viser, at sam-spillet mellem barnets forskellige miljøer betyder mere end de forskelli-ge miljøer isoleret betragtet

Barnets verdener kommer til at hæn-ge sammen gennem din accept af dets forældre.

Det at måtte opgive at opdrage sit eget barn og bo sammen med det, vil for forældrene opleves som et tab. Dette gælder hvad enten der er tale om en frivillig anbringelse eller en tvangsanbringelse.

Anbringelsen af ens barn er en social begivenhed, som ofte vil kunne udlø-se en sorgoplevelse og i nogle tilfæl-de en krise i psykologisk forstand.

Anbringelsen opleves som et angreb på ens forældrerolle, som er en me-get dyb og sårbar rolle, med en tæt forbindelse til forældrenes identitet og selvværd.

Forældrene får frataget ansvaret og autoriteten. Forældrene skal have hjælp til at håndtere den krise de er kommet i.

Samarbejde i denne fase resulterer ofte i modstand, kamp eller trækken sig.

Forældrene er i krise, fordi de har oplevet tab af mestring, kontrol og ansvar, at andre har taget deres ind-flydelse, de oplever skyld over mang-

lende ansvar, afmagt, offerrolle og sorg.

Forældrene vælger ofte en overlevel-sesstrategi, forsøger at undgå skyld og ansvar ved at skubbe det over på andre, - hvilket kan friste os (plejefamilier) til omsorg, beskyttelse og fritagelse for ansvar!!!

En meget værdifuld og god ide er en støtteperson (og/eller et andet fami-liemedlem.) Således at ingen står alene tilbage eller går alene fra pleje-familiens hjem efter et samvær eller et møde i kommunen. Den klassiske situation er, at alle de professionelle sidder tilbage og snakker videre, når far eller mor går alene og forvirret ud ad døren.

Respekt for mennesket, møde men-nesket ligeværdigt. Man kan tage afstand fra forældrenes handlinger eller mangel på samme (omsorgssvigt) men ikke fra menne-sket. De har gjort hvad de kunne og magtede.

Vær i besiddelse af en god portion ydmyghed overfor arbejdet og hele seancen.

Her er voksne mennesker som skal samarbejde om barnets bedste, og som alle vil barnets bedste.

Tænk over hvilke normer som vi vur-derer forældrene efter!

Vær afklaret omkring.

⇒ Afklaring af egne forventninger til samvær.

Side 17


⇒ Rammer: hvor længe, hvor ofte, hvor henne.

⇒ Hvem sætter dagsordenen for samvær

⇒ Afklaring om grænsen mellem det private og det personlige

⇒ Autenticitet. Hvor ægte er vi!

⇒ Sprog, hvilket sprog bruger vi, er det forståeligt for forældrene

⇒ Bekræft forældrenes position. Lyt til afmagt, vrede, sorg. Læs kropssprog.

⇒ Afklaring af egne reaktioner. F.eks. i fht. at udholde frustratio-ner over barnets situation.

⇒ Undgå alliance med barnet mod dets forældre.

⇒ Tal til forældrene som personer med ansvar.

⇒ Vær rollemodel frem for at give gode råd.

Mange forældre oplever

⇒ Sig som et nummer i systemet, ikke at blive lyttet til og ikke taget med på råd vedr. deres egne børn.

⇒ Efterlyser mennesket bag profes-sionen.

⇒ Ofte underlegenhed overfor eks-perten (forældreevnen).

⇒ Plejefamilien som en konkurrent frem for en samarbejdspartner i omsorg og opdragelse.

⇒ At der bliver talt i et sprog, de ikke forstår.

Mange plejeforældre oplever:

⇒ Magtesløshed overfor forældre-nes manglende samarbejdsvilje.

⇒ Angst for konflikter med forældre-ne.

⇒ Alliance med barnet mod foræl-drene.

⇒ Forskydning af problemet til for-ældrene eller systemet.

⇒ Isolation mod problemet i syste-met

⇒ manglende supervision eller re-fleksion med samarbejdspartnere.

⇒ Typificering af forældrene gryde-klare løsninger for barnet.

⇒ Ambivalent rolleudøvelse

Side 18


Inddragelse af forældre skal finde sted – det kan ikke vælges fra. FBU ForældreLANDSforeningen Marts 2006

Når børn og unge er i plejefamilie er det meget nødvendigt, at barnet selv, forældrene og andre for barnet vigti-ge personer inddrages i samarbej-det.

Inddragelse er en lovbestemt rettig-hed for forældre og samtidig nødven-dig for, at barnet kan få tilstrækkeligt udbytte af anbringelsen. Barnet har brug for at mærke, at forældrene støtter op om anbringelsen, når den nu er nødvendig, og at forældrene giver barnet lov til at leve i plejefami-lien.

Forældrene har afgørende betydning for, at barnet får kontinuitet i sin op-vækst, i sit liv. Forældrene er binde-led til det, der var før anbringelsen, til det der sker under anbringelsen og til det, der stadig er efter anbringelsen.

Der er sammenhæng mellem inddra-gelse af forældre og forældres mulig-

hed for at støtte barnet i anbringel-sen. Der er også sammenhæng mel-lem inddragelse og muligheden for at relationen mellem barnet og dets familie og slægt bevares under an-bringelsen.

Plejefamiliens samarbejde med for-ældre skal være præget af medmen-neskelighed, anerkendelse og re-spekt for dem som mennesker og som barnets forældre. Samarbejdet skal være præget af åbenhed, tyde-lighed og troværdighed. Det er vig-tigt, at der ikke er ”skjulte dagsorde-ner”.

Plejefamilien skal arbejde på at etab-lere gensidig tillid. Også i samarbej-de med forældre til anbragte børn varer ærlighed længst.

Hvad siger FBU om forældresamarbejdet?

Side 19


Forældrestøtte set fra støttepersonen. Af Birte Skov Henriksen, støtteperson/ formand for PS foreningen

I PS foreningen af professionelle støttepersoner er medlemmerne alle professionelle med erfaring i at arbej-de med familier med særlige behov. Støttepersonfunktionen kræver mere erfaring end man umiddelbart skulle tro, idet trangen til at hjælpe og til at give sit faglige input ligger latent i de fleste af os. Og støttepersonfunktio-nen er udelukkende at være der for forældrenes egen skyld og hjælpe dem til rumme tanker og følelser og hjælpe dem med at samarbejde og forstå måden systemet arbejder på. I støttepersonrollen er der ingen be-slutningskompetence og ikke direkte samarbejde med de professionelle. Vi kender kun den del af livshistori-en, som forældrene ønsker at dele med os. Vi skal anerkende forældres

ret til at være som de er, og agere som de gør og undgå at have projek-ter på deres vegne. Desuden er det vigtigt at tro på - og det er også erfa-ringsbaseret – at de anerkendende samtaler har en meget positiv indfly-delse på processen.

For eksempel skal jeg som støtteper-son med Louise, mor til Camilla på 10 år, til møde i plejefamilien. Det er Louise som bestemmer, om jeg skal med. Camilla har boet der siden hun var 5 år. Kurator og sagsbehandle-ren kommer også. Louise har af sagsbehandleren fået at vide, at for-målet med mødet er opfølgning på samværene. Sagsbehandleren har sagt, at Louise skal tænke over for-

Side 20


hold, som hun gerne vil have drøftet. Louise har inden mødet været væl-dig optaget af, at Camilla skal mere hjem på besøg. Jeg har fået lejlighed til at stille spørgsmål og lytte til øn-sket. Louises fokus er på, at hun fø-ler sig alene i weekenderne og sy-nes, at det er dejligt at have Camilla hjemme, så er der da noget at tage sig til. På spørgsmålene hvad ”tager I jer til” er det tydeligt, at Louise ser Camilla som en veninde, som Louise kan fortælle alt. Louise har nævnt, at Camilla blev forskrækket og trøstede hende, da Louise fortalte, at Daniel havde slået hende. Louises og mine samtaler har netop en periode gået på, hvordan Louise passer bedre på sig selv. Så i samtalerne benytter jeg min faglige viden om, at det skal børn ikke bruges til og undersøger sammen med Louise, hvilke andre muligheder hun synes, at hun har eller kan få for at have noget at tage sig til/nogen at dele voksenlivet med.

Inden mødet har Louise og jeg aftalt, at vi holder en pause, hvor vi afstem-mer om Louise får sagt det, som hun gerne vil og ud fra hvad svar hun får, om hun får spurgt ind til konsekven-serne af det. Til mødet fastholder Louise, at hun vil have Camilla mere hjem. Både sagsbehandler, kurator og plejemor argumenterer imod, og der bliver ikke lyttet til Louises øn-ske. Der er min opgave at være eks-tra ører og øjne for Louise, men jeg er ikke bisidder for Louise, dvs. jeg ikke kan være talerør for hende, lige-som jeg ikke kan være mellemled mellem ’systemet’ og Louise. Det betyder, jeg lytter til, hvad de enkelte ved mødet siger, men siger ikke no-get selv. Det er faktisk svært, og jeg

tænker, at det kunne være rart lige at få stillet et par afklarende spørgsmål vedr. Camillas behov/ønsker. Men jeg gør det ikke. Under pausen lytter jeg til Louises frustrationer over ikke at blive hørt. Jeg anerkender hendes ret til at fremføre sit ønske og hjæl-per Louise med at få afklaret om, der er mere hun gerne vil sige for bedre at føle sig hørt. Eller om der er mere hun ønsker at vide for bedre at forstå argumenterne. Jeg lufter ikke min undren over, at de professionelle ikke tog sig tid til at lytte mere til Lou-ise, men jeg undrer mig over, at hun ikke bliver anerkendt for at have gjort det forarbejde, som sagsbehandle-ren har opfordret hende til. Louise opfatter, det er plejemor, som hun ellers er meget glad for, der ikke vil lade Camilla komme mere på besøg og synes plejemor er underlig til mø-det. Jeg lytter til at følelsen er, at plejemor svigter Louise og fortæller at beslutninger træffes af sagsbe-handleren ud fra Camillas særlige behov. Jeg siger også, ”jeg gerne vil sætte flere ord på, hvorfor sagsbe-handleren træffer den beslutning næste gang vi ses, hvis du vil have det, og derefter kan du tage stilling til om du vil klage over afgørelsen.” Jeg tænker, at jeg godt kan forstå Louise bliver forvirret over, hvem der beslut-ter, for plejemor har været meget aktiv i argumentation imod. Jeg ville ønske, at de professionelle havde gjort mere klart med dem selv, hvil-ken rolle de har. Det fortæller jeg selvfølgelig ikke Louise, men jeg bru-ger min faglige viden til at redegøre for hvem, der har beslutningskompe-tencen. Uanset hvad jeg som støtte-person fagligt og personlig mener, om sagsbehandlerens afgørelse, så

Side 21


må jeg gå ud fra, den er truffet i over-ensstemmelse med Camillas særlige behov. Min opgave er nu at støtte ’min’ forælder i at kunne rumme af-gørelsen og hjælpe hende til at have fokus på, at det er en myndighedsbe-slutning og ikke en plejemor beslut-ning, samt at lovgivningen har fokus på børns særlige behov. Så min opgave er både at forstå forælderens model af verden og anerkende, at hun gør sit bedste og vil sit barn det bedste og samtidig hjælpe Louise med at få det bedste ud af de beslut-ninger, der træffes. Derfra støtte hende i at skabe gode samvær med Camilla og fortsat samarbejde. Der-udover må jeg tro på at andre profes-sionelle, som har med barnet at gø-re, tager vare på barnets vanskelige situation, når hun kommer i splid mellem de to verdener. Efter mødet udtrykker Louise tilfredshed med mødet. Hun fik sagt det, der var vig-tigt for hende, og hun siger også, at det var rart, at vi havde snakket så meget om det før mødet. Så selvom hun synes, det er forkert, at Camilla

ikke skal mere hjem, så var det alli-gevel et godt møde. Siger også, at hun synes, det er fedt ikke at komme eller gå alene fra mødet. Hun føler sig stærkere og mere fri. Derefter har Louise og jeg lejlighed til at gennem-leve mødeoplevelsen mange gange og se på forskellige indfaldsvinkler. Lige præcis det at have masser af tid til overvejelser og refleksioner er det rigtig gode i støttepersonfunktionen for både forælder og støtteperson og indirekte for barnet, plejefamilien og sagsbehandleren. Det er en meget dejlig funktion at være støtteperson.

.

Støtte til forældrene efter Servicelo-vens § 40a læs mere www.stoetteperson40a.dk og www.stoetteperson.dk

Side 22


Forældrene i den primære relation – også selvom alt ikke er rosen-rødt

Af Per Schultz Jørgensen, Professor, dr. phil.

…Men der er familier, der ikke mag-ter det. De kan stort set ikke ændre ved virkeligheden, eller de er på an-dre måder fanget af både fortid og aktuel situation. Der må vi give bar-net en chance. Det sker så måske i en anbringelse. Men også her står der forældre, der vil deres barn det bedste, selvom det så ikke var helt godt nok. Men de står der stadig med disse følelser, og det samme er tilfældet for det barn, der forsøger at

holde et billede fast af min hånd i din hånd. De børns primære relation er den store udfordring: hvordan gen-skabe noget, der kan se ud som om det er bristet, hvordan bygge noget op, der ikke ser ud til at have hver-ken tilstrækkelig stabilitet eller tro-værdighed?

Selv om dette forældreskab ser ud til at have mange odds imod sig, er det trods alt barnets primære relation og dermed et indre billede, der aldrig forsvinder. Derfor skal det have en chance for at overleve – med vores hjælp.

side 59

”Jeg skal finde en ny måde at være forældre på nu, hvor vi ikke er sammen til daglig. Jeg tænker på ham hele tiden og på alt det, som vi plejer at gøre der-hjemme. Nu er der andre, som sørger for, at han kommer op om morgenen, får madpakke med, får læst sine lektier.”

side 23

Klip fra bogen: Forældreinddragelse – til barnets bedste

Side 23


Forældresamarbejdet er ikke let, der kræves meget af alle for at det skal lykkes.

Det er vigtigt at tænke på hvilken rolle vi har som plejeforældre i sam-arbejdet.

En anbringelse skal forberedes grun-digt, handleplanen skal laves, barnet skal inddrages og forældrene skal have den støtte, de har brug for.

Plejefamilien skal være tolerante og forstående overfor forældrenes sorg.

Det er nogle af ingredienserne, der skal til for at et samarbejde skal kun-ne lykkes. Det er vigtigt for at give barnet en forståelse for sin egen vir-kelighed.

Et forældresamarbejde som ikke ER, kan fylde mere for barnet, end et forældresamarbejde som ER.

FORÆLDRESAMARBEJDE Temaet kan debatteres på PLF debatside som kan

findes på www.plejefamilierne.dk

Afslutningsvis kan vi runde temaet af med:

Side 24

LIDT AF HVERT

”Postbudet bander i denne tid

de mange Breve med Spøg og Vid.

Han maa jo op ad de mange Trapper

der kommer fler, jo mer han sig rapper.

Det gør mig ondt, thi nu maa jeg lave,

Vers til den Gæk, jeg fandt i min Have,

du skal jo há den, min fine Ven,

Vær saa artig, her har du den.!

Side 25

LIDT AF HVERT

Den ny anbringelsesreform v/ Ulla Littmann. Leder af Familieplejen i Frederiksborg Amt.

Den 1. januar 2006 trådte den ny anbringelsesreform i kraft.

De væsentligste punkter er følgende:

Større retssikkerhed for borgerne og dermed for børnene.

Børn over 12 år kan klage, hvis de ikke er enige i kommunens beslut-ning om det sted, de skal anbringes.

Børn over 12 år kan anke, hvis de mod deres vilje f.eks. bliver flyttet fra deres plejefamilie/opholdssted.

Bedre vilkår for efterværn:

Unge, der får afslag på efterværn, vil kunne blive i deres plejefamilie/opholdssted, mens sagen bliver be-handlet af Ankenævnet (hvis de an-ker) – dvs. en anke har opsættende virkning.

Unge over 18 år, som er fraflyttet plejefamilie/opholdssted, kan fortryde og søge om at blive genanbragt.

Kommunens politikere skal lave en sammenhængende børnepolitik – også for børn med særlige vanskelig-heder.

Kommunen skal lave standarder for deres sagsarbejde, så familierne/opholdsstederne ved, hvordan en sag skal behandles. Der skal laves § 38 undersøgelser i forbindelse med alle foranstaltninger.

Det pointeres, at der – efter 3 måne-der i nyt anbringelsessted – skal væ-re en skriftlig opfølgning på handle-planen om, hvordan det går. Derefter skal handleplanen kun revideres 1 gang om året mod indtil 2 gange om året.

Kommunen skal indsende flere op-lysninger til Den Sociale Ankestyrel-se – f.eks.

Handleplan i forbindelse med anbrin-gelse.

Revision af handleplan efter 3 måne-der.

Løbende – når handleplanen revide-res.

Den Sociale Ankestyrelse har selv-stændig ret til at gå ind og kontrollere kommunens arbejde.

Kommunen skal tilbyde plejefamilier ”grundkursus” i forbindelse med god-kendelse. Hvorledes dette skal gen-nemføres i praksis, afventer vi mere om i vejledningen. Familieplejen vil fortsat køre kurser for plejefamilier.

Læs mere om anbringelsesreformen der trådte i kraft 1. januar 2006 på www.plejefamilierne.dk

Side 26

”Inklusion eller eksklusion”

Af Jeanette Sandberg Bossen

Nyere psykologiske teorier mener, at vi selv konstruerer den verden vi le-ver i. Det betyder bl.a., at det har betydning, hvordan vi vælger at bru-ge vores talte sprog.

Det betyder også, at den måde vi tolker det andre siger, har stor betyd-ning for vores psykiske udvikling. Måske er det vi har med os i rygsæk-ken ikke så vigtigt, hvis de relationer vi indgår i gør os trygge. En historie om Adam har i hvert fald givet mig stof til eftertanke.

Adam var det man ville kalde et ure-gerligt barn. Igennem sin opvækst havde hans adfærd gjort det svært for såvel pædagoger som andre børn at forholde sig til ham på en god og positiv måde.

Når han skulle arbejde sammen med andre i skolen og andre sammen-hænge, var der ofte diskussion, tårer og hån fra de andres side, hvilket i de fleste tilfælde resulterede i, at Adam faktisk ikke var i stand til at fuldføre opgaven, blev meget van-skelig og dermed blev meget synlig.

Det interessant var, at når Adam skulle udføre opgaven sammen med sin bedste ven Peter, kunne han kla-re opgaven uden de store problemer. Adams indlæringsevne blev derfor

tæt forbundet med, hvem han blev sat sammen med i grupper.

Hvis den pålagte opgave blev uklar på grund af de sociale relationer, brugte Adam kræfter på at undgå opgaven for ikke at komme til at virke inkompetent.

Det betød, at hvis Adam var i en gruppe, hvor han dermed ikke var i stand til at udføre opgaven, fordi han blev usikker og hele hans kapacitet blev koncentreret omkring at skulle indgå i gruppen, blev han hurtigt eks-kluderet af de øvrige gruppemedlem-mer.

Ikke så meget fordi gruppens med-lemmer bevidst ville såre Adam, men mere fordi hans adfærd blev vanske-lig for de øvrige deltagere i gruppen at håndtere.

Adam oplevede derfor en stor grad af eksklusion, hvilket kom til at have indflydelse på hans psykiske udvik-ling. Betingelserne for den optimale indlæring for Adam var ikke til stede, og det betød senere i livet, at Adam ville sakke endnu mere bagud.

Adams historie er desværre ikke en-keltstående. Mange børn bliver hver dag af den ene eller anden grund ekskluderet i forskellige sammen-hænge. Det er helt normal adfærd for

- Sproget er ikke bare en vigtig faktor i udlændinge-debatten

Side 27

børn, når de leger sammen. Desvær-re har det stor betydning for børn med risiko for psykisk ustabilitet.

Adam viste forskerne, at det tilsyne-ladende har stor betydning for den psykiske udvikling, hvem han var sammen med og ikke mindst forvent-ningerne til Adam og omgangstonen Adam og gruppen imellem. Tanke-gangen er, at det muligvis ikke er Adam, der er problemet, men der-imod den sammensatte relation.

Hvis barnet oplever at blive eksklu-deret samtidig med, at barnet måske oplever psykisk pres i hjemmet, over-greb eller anden form for belastning på sjælen, kan det at blive eksklude-ret have meget stor betydning for barnets videre udvikling.

Sproget har i den forbindelse stor betydning for personens dannelse af identitet og psykiske udvikling.

Sproget er med til at skabe verde-nen, og ved at udvikle et nyt teoretisk sprog og nye udtryksmåder opfor-dres der til en kulturel forvandling. Vi må derfor skabe vores eget sprog, som passer til den historiske kon-tekst, vi indgår i.

Sproget bruges i mange forskellige sammenhænge og gør i alle hense-ender noget ved os. Ordet skaber det, det nævner. Ord er også hand-ling. Sproget er blevet til et symbol-system, som bruges til at give me-ning til den ydre verden, og hvor al betydningstilskrivning er kontekstbe-

tinget.

Det betyder, at det vi siger har for-skellig betydning afhængig af den konkrete situation – dette til trods for udvikling af et symbolsystem, som i en vis udstrækning er forsøgt ensret-tet i samfundet.

Sproget kan i nogle sammenhænge være medvirkende til, at en person føler sig ekskluderet fra den gruppe, personen indgår i. Der kan være risi-ko for, at de talte ord initialiserer i dannelsen af identiteten, fx hvis de i flere henseender bliver omtalt som mindre værd, udenforstående, onde mv.

Dette betyder, at de italesatte ord er med til at skabe individets identitet. Det betyder også, at vi som individer ”æder” alt mere eller mindre råt, især hvis det passer ind i vores allerede-eksisterende verdensbillede.

Vi hører det, vi gerne vil høre og ved-ligeholder og danner meninger ved at italesætte dem. Gennem det itale-satte sprog skabes/forstærkes følel-serne som med tiden kan være med til at danne individets menneske- og verdenssyn. Det er derfor vigtigt at være bevidst om sproget og ikke mindst dets metafoni.

I Adams situation er sproget en afgø-rende faktor for hans følelse af eks-klusion. Ved at håne og nedgøre Adam og hans kunnen, anvendes sproget som katalysator for Adams følelse af eksklusion.

Side 28

Med tiden vil Adam tolke de fleste situationer som værende truende for hans selvværd og vil som forsvar endog selv være skabende for eks-klusionen. Dette skaber en selvfor-stærkende spiral for Adam, som vil være begrænsende for hans psyki-ske udvikling.

Den identitet som skabes ved vedva-rende eksklusion, vil være skadet og fyldt med forsvarsværker, som kan begrænse barnets senere sociale liv.

Det har således stor betydning for vores sociale liv, hvem der inklude-res og, hvem der ekskluderes af vo-res omgangskreds.

I Adams tilfælde ville det være muligt at skabe et bedre grundlag for hans indlæring ved at lade ham indgå i grupper, hvor han var tryg. Det er naturligvis ikke muligt resten af hans liv, men vil måske med tiden have givet ham tilstrækkelig tryghed, så han også vil være i stand til at indgå i relationer, hvor han bliver udfordret rent socialt.

Plejebørn har i mange tilfælde et allerede-eksisterende pres ved ikke

at have en såkaldt normal familie-struktur. Hvis barnet udsættes for yderligere pres i form af eksklusion fra forskellige grupper, kan barnet risikere at opretholde en psykisk ustabilitet.

Det er derfor vigtigt – ligesom i Adams tilfælde – at være opmærk-som på, om barnet nu også indgår i relationer som giver dem den opti-male indlæring og tryghed. For man-ge opgaver, som ud over at udfordrer barnets sociale formåen, også stiller krav til løsning af en konkret opgave, kan virke direkte modsat end til-tænkt.

Adams historie har givet socialpsyko-logien en ny og yderst interessant vinkel – nemlig at relationerne har langt større betydning end tidligere antaget - men har også stadfæstet, at tryghed er den absolut vigtigste faktor i et barns udvikling.

Side 29

Plejebørns pubertet Denne folder henvender sig til plejefamilier, der har børn/unge boende som nærmer sig pubertetsalderen.

Folderen her er tiltænkt som en appetitvækker, med henblik på, at få iværksat nogle overvejelser hos ple-jefamilien i forbindelse med de problematikker der

Kontraktindhold Denne folder, som er forbeholdt medlemmer af PLF, er tænkt som en huskeliste ved indgåelse af ansæt-telses kontrakt med anbringende myndigheder.

På vej til at blive plejefamilie Folderen her, er ikke fyldt med gode råd og løsninger, men ment som en iværksætter til, at få gjort sig alle de relevante overvejelser der er så vigtige inden den endelige beslutning træffes.

Er der for få børn anbragt i Danmark? Folderen omtaler bl.a. børns rettigheder, samt pleje-familiernes retssikkerhed.

Folderne kan bestilles direkte via hjemmesiden www.plejefamilierne.dk

Eller ved kontakt til PLF via email: [email protected] Eller på tlf.: 24259007

Side 30

Igen i år planlægger PLF en weekend for plejeforældre, vi mener, det er vigtigt at pleje parforholdet og sørge for at få slappet af og give plads til at more sig sammen med gode kollegaer.

Fredag d. 12. – 14. maj 2006

Vi kan ikke garantere, at I får lov til at slappe af, men garanterer at vi vil planlægge en weekend, hvor det er muligt.

Denne gang skal vi til Hotel Kysten ved Grenå, der ligger helt ned til van-det, vi har forhåndsreserveret et antal dobbeltværelser.

Planen er, at vi mødes et sted i naturen fredag eftermiddag og drikker kaffe sammen.

Herefter booker vi os ind på hotellet, der vil være ”nussetid” før middagen.

Aftenen er tænkt til snak og hygge.

Lørdag arrangeres en tur ud i det blå.

- mere herom ved tilmelding.

Igen ”nussetid” inden Køkkenche-fens menu ·

Pris for 2 personer: kr. 2500 kr. indbetales forud v. tilmeldingen.

I prisen er miniferie, udflugt lørdag inkl. frokost. entre, natmad mm.

Drikkevarer er ikke med i prisen.

Tilmelding senest fredag d. 7. april – dog hurtigst muligt!!

- I er tilmeldt når beløbet er over-ført på kt.nr. 1532-10019265

Miniferie (minimum 2 nætter)

Ankomst

2 retters middag (Køkkenchefen sammensætter menuen)

Overnatning i dobbeltværelse

Morgenmadsbuffet

*

2 retters middag (Køkkenchefen sammensætter menuen)

Overnatning i dobbeltværelse for 2 personer

Forkæl Jer selv weekend!

Side 31

Se film online, der er nu tre spændende film som alle bør se.

http://www.stoetteperson.dk/ En ny filmserie, hvor forældre til anbragte børn fortæller om, hvordan de har glæde af støtteperson-ordningen. http://www.netvaerksanbringelse.dk/ Netværksanbringelse – Ny filmserie - en filmserie om fokuspunkter ved netværks- og slægtsanbringelser. http://www.plejeforaeldrefortaeller.dk/ Det enkelte program lægger op til diskussion og uddybning i undervisnin-gen af nye plejeforældre i plejeforældreuddannelser, men kan også bruges som udgangspunkt for diskussion i relevante netværksgrupper.

Side 32

At være plejeforældre kræver stor omstillingsparathed. Nogle plejefamilier trives godt med forandringer i deres arbejde, mens andre plejefamilier har det lige mod-sat. Præcis den samme forandring kan påvirke en person, men ikke en anden.

Mange af de forandringer som ple-jefamilier kommer ud for, har de ingen indflydelse på, som f.eks. når sagsbehandleren skiftes ud for an-den gang på et år, plejebarnet skal flytte skole, eller når en af plejebar-nets forældre dør, eller at plejebar-net hjemgives osv.

Når vi påvirkes mest, oplever vi utryghed, usikkerhed samt mang-lende lyst og energi. Det kan ikke undgå at påvirke hele plejefamilien.

Forandringer omkring os skaber en indre reaktion. Denne reaktion kal-des for en transition. Transitionen er den psykologiske proces, der igang-sættes af en forandring. En proces det tager tid at komme igennem.

Jo nemmere plejefamilien håndterer forandringer – jo nemmere kommer plejefamilien igennem en transition. En gennemgribende transitionspro-ces kan strække sig over et år.

En måde at håndtere forandringer

på er at holde fast i rutinerne, det vi kender og er trygge ved, ”vi plejer at gøre”.

Eller vi prøver helt at undgå foran-dringer – det giver tryghed, men er næppe løsningen i en foranderlig verden med anbringelsesreform, ny løn, kommunesammenlægning mm.

En anden måde at håndtere foran-dringer eller transitioner på er gen-nem viden om hvorfor og hvordan vi reagerer på forandringer eller transi-tioner. Det at forstå den proces en transition sætter i gang er et ”redskab”, som alle plejefamilier burde kende.

Derfor har PLF kontaktet Susan Binau og aftalt at holde en tema-dag den 27. april i Åsum fra kl. 10.00 – 14.00, hvor Susan Binau vil lære os plejefamilier at forstå, hvad sker der med os i en transitionspro-ces, og hvordan bliver vi bedre til at håndtere transitioner, så de ikke påvirker os så meget og i så lang tid osv.

Vi sørger for en god frokost. Meld dig til på www.plejefamilierne.dk eller på telefon 23 95 25 00.

Omstillingsparathed – transitioner.

TEMADAG FOR PLEJEFORÆLDRE 27. april kl. 10—14 Åsum på Fyn

Side 33

PLF deltog i høringen på Christians-borg d. 8. februar, vi har her valgt at henvise til de konservatives hjem-meside, hvor de bl.a. skriver:

Den konservative socialordfører, Tom Behnke, afholdt onsdag den 8. februar 2006 en høring om tvangs-bortadoption i fællessalen på Chri-stiansborg. Høringen satte fokus på muligheden for tvangsbortadoption i de sværeste tilfælde, hvor forældre-ne ikke har og ikke vil få evnen eller viljen til at være forældre. Formålet med høringen var at lytte til de sociale myndigheder, sund-hedspersonale, socialfagligt perso-nale, relevante interessenter samt

pleje- og adoptionsforældre for at belyse de aktuelle reglers begræn-sede muligheder for tvangsbort-adoption. Særligt skal det belyses, hvad man skal være opmærksom på ved indførelse af mulighed for tvangsbortadoption af spædbørn.

Er du interesseret i at læse om hele høringen er der referater og billeder fra dagen på:

http://www.konservative.dk/index.php?module=forside

Søg: høring 8. februar

Høring om tvangsbortadoption d. 8. februar.

PLF har spurgt 34 plejefamilier, om de har mulighed for at holde en uges ferie uden plejebarnet, hvis de har lyst til det.

De 34 plejefamilier har tilsammen 45 plejebørn i alle aldre.

Det viste sig at i de plejefamilier, der havde flere plejebørn, var det ikke alle børnene, som plejefamilien kun-ne få passet, hvis de ønskede at hol-de en uges ferie uden plejebørn.

Så undersøgelsesresultatet blev, at 18 plejefamilier (53 %) kan holde en uges ferie uden plejebarnet, hvis de har lyst til det.

16 plejefamilier (47 %) har ikke mu-lighed for at holde en uges ferie uden plejebarnet, hvis de får lyst til det.

Spørgsmål om ferie – en undersøgelse. Af Hanne Niemann

Side 34

SISO som er et videnscenter for So-ciale Indsatser ved Seksuelle Over-greb mod børn - foretager for øjeblik-ket en større undersøgelse for Soci-alministeriet om omfanget og karak-teren af seksuelle overgreb mod børn, der er anbragt uden for hjem-met. Undersøgelsen, der involverer både kommunale forvaltninger, døgninstitutioner, socialpædagogiske opholdssteder og familieplejere, føl-ges senere op af en udviklingsdel, hvor der bl.a. vil blive afholdt en ræk-ke temadage rundt om i landet.

Udenlandske undersøgelser peger på, at børn der er anbragt uden for hjemmet i højere grad end andre børn har været eller bliver udsat for seksuelle overgreb (før og/eller un-

der anbringelsen). I Danmark har vi ikke tidligere undersøgt dette, og det er derfor SISOs håb, at rigtig mange plejefamilier vil bidrage til at skaffe en større viden på området. Under-søgelsen blandt familieplejere gen-nemføres som en spørgeskemaun-dersøgelse og i løbet af april vil ple-jefamilier i hele landet modtage yder-ligere information om undersøgelsen samt nærmere oplysninger om hvor-dan man deltager i den.

Man kan læse mere om SISO på www.siso-boern.dk

SISO på vej med ny undersøgelse.

Side 35

Den 20. maj 2006 har vi inviteret Bente Nielsen, der selv har været plejebarn. Bente Nielsen vil fortælle børn og voksne om hvordan det var for hende, at blive anbragt og bo i en plejefamilie.

Efter oplægget vil vi gå en tur i skoven, her vil børnene få mulighed for at snakke med Bente, der kan være ting der dukker op som de har lyst til at snakke om, eller spørge mere til.

Start kl. 10 forventet afsluttet omkring kl. 16

Sted Genner Hoel Haderslevvej 464, 6200 Aabenraa

HUSK Tilmelding senest d. 29. april foreningens mail eller på 23 95 25 00

se mere om oplevelsesdagene på www.plejefamilierne.dk

Bente Nielsen fra Baglandet i Århus

”Oplevelsesdag”

Side 36

Nr. 2, 27. feb. – 30. apr. 2006

I tidsskriftet kan der findes relevante artikler, denne gang har de et TEMA omkring alkohol.

Fra forbrug til MISBRUG, hvor der bla. er en artikel med Allan Olsen.

Tilbud til børn af alkoholikere læs mere på www.tubadanmark.dk

Der er en henvisning om hjælp til unge med spiseforstyrrelser og selv-mordsforsøg. Man kan læse mere på www.selmordsforskning.dk

Tidsskriftet kan købes i kiosker koster kr. 59.95

Tidsskriftet PSYKOLOGI

Supervision er et professionelt fo-rum, der skaber plads til det, man ellers er alene med. Under supervi-sion kan man dele vanskelige situa-tioner fra det daglige arbejde, finde rum til oplevelsen af at være sårbar og søgende samt grundlag for at finde nye måder at håndtere stress og belastninger på. Bogen er en grundig indføring i en supervisions-metode, der har vist sig særligt vel-

egnet til individuel supervision i grupper for ansatte på dag- og døgninstitutioner, i kommuner, på hospitaler og på skoler samt i andre sammenhænge, hvor den menne-skelige relation er i fokus. Metoden har vist sig givende såvel for homo-gene grupper som i tværfagligt sam-arbejde. Alle supervisionens ele-menter gennemgås grundigt med mange illustrative eksempler

Supervision i grupper Rejsen til og fra problemet

af Henrik Wengel

Pris dkr. 248,00

Psykologisk forlag,

udgivet 22.11.2005

Boganmeldelser

Side 37

Bogen fortæller om en families kontakt med det sociale system. Og om en mors udvikling fra selv at være klient over frivilligt soci-alt arbejde, til selv at arbejde med støtte til forældre med an-bragte børn.

Bogen har mange budskaber til alle fagpersoner, der i deres ar-bejde møder socialt udsatte fa-milier.

Bogen er på 144 sider og koster 158 kr.

Kan bestilles på: [email protected]

Når børn anbringes

Hvad med forældrene

En mor og bedstemor fortæller

Af Birthe Nielsen, Forlaget Falki

Bogudgivelse

Side 38

Ny afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn om fa-milieplejere og udbetaling af den 5. ferieuge. Familieplejere er omfattet af ferieloven og har derfor på samme måde som andre løn-modtagere ret til få den 5. ferieuge udbetalt efter ferie årets afslutning. Det har Ar-bejdsmarkedets Ankenævn (AMA) netop afgjort den 13. februar 2006.

AMA fastholdt dermed direktoratets afgørelse.

AMA henviste til, at det fremgår af forarbejderne til ferieloven, at familieplejere som udgangspunkt er omfattet af ferieloven.

Sagen udsprang af, at en familieplejer havde fået afslag fra kommunen på udbetaling af den 5. ferieuge. Kommunen henviste til, at familieplejeren ikke var lønmodtager i relation til ferieloven, da der var indgået en privatretlig kontrakt om døgnanbringelse.

Kommunen mente, at familieplejeren i øvrigt havde holdt al sin ferie sammen med plejebarnet.

Det er imidlertid arbejdsgiveren, der fastlægger lønmodtagerens ferie, jf. ferielovens § 15. En lønmodtager kan ikke selv tage ferie uden arbejdsgivers godkendelse heraf. Arbejdsgiver har således pligt til at have klarhed over, hvornår en ansat holder ferie. En arbejdsgiver kan ikke blot gå ud fra, at en lønmodtager ”nok” holder ferie.

Kommunen kunne i den konkrete sag ikke godtgøre, at familieplejeren havde holdt den 5. ferieuge. Familieplejeren kunne derfor få feriepenge for denne ferieuge udbe-talt.

Feriepenge for anden ferie, som ikke var holdt, skulle afregnes til Arbejdsmarkedets Feriefond. AMA tiltrådte direktoratets afgørelse herom.

Læs mere om reglerne for udbetaling af feriepenge efter ferieårets udløb på www.adir.dk/ferie. Samme sted findes ”Information om familieplejere og ferie”. Kontaktperson: Helene Grarup Smidt, direkte tlf. 38 14 84 61, e-mail: [email protected].

Hvis du i øvrigt har spørgsmål om fortolkning af ferieloven, kan du skrive eller ringe til Arbejdsdirektoratet:

• E-mail [email protected] • Telefon 3814 8484 (Mandag - torsdag kl. 12.00-15.00, fredag 12.00-14.00) • Telefax 3819 3890

Arbejdsdirektoratets nyhedsbrev nr.1/2006

Side 39

Pressemeddelelse

Nuværende og tidligere anbragte har fået deres eget talerør i samfundet. Søndag stiftedes foreningen TABUKA, hvis opgave det bliver at tale de an-bragtes og tidligere anbragtes sag.

Cirka 20 fremmødte, heriblandt en række af initiativtagerne til rapporten TA-BUKA (tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelser), der i 2005 udkom som rapport, valgte den 24-årige Maia Sys Gøtzsche til formand for den ny-stiftede forening.

Maia Sys Gøtzsche, der selv var anbragt fra hun var 11 år, er i dag studeren-de på Den sociale Højskole i København. Hun var aktiv under udarbejdelsen af TABUKA-rapporten.

• Vi har i de seneste år mærket et samfundsmæssigt behov for, at nogen fortæller, hvordan det er og har været at være anbragt. Det behov vil jeg gerne gøre noget ved, fortæller Maia Sys Gøtzsche.

Nogle af de første arbejdsopgaver bliver at udbrede kendskabet til den nye forening og at markere de anbragtes synspunkter i en række socialpolitiske emner som tvangsadoption og anbragte børns rettigheder.

• Det glædelige ved dagens stiftende generalforsamling var den store aldersspredning i forsamlingen og det fælles ønske om at lære af hin-andens erfaringer og gå ind i arbejdet med den nye forening, siger Maia Sys Gøtzsche.

Der er omkring 14.000 børn og unge anbragt uden for hjemmet, og det an-slås, at cirka hvert femte dansker har været anbragt på et tidspunkt af deres liv.

Yderligere oplysninger om den nye forening til Maia Sys Gøtzsche på mobil 41 41 06 15. Se mere på www.tabuka.dk

København d. 5. februar 2006

Side 40

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” Strandvangsvej 47 50 Hvidovre Telefon: 2425 9007 Mail: [email protected]

Næste nummer af PLF-bladet udkommer juni 2006

Næste blads tema er ”Børns sprog” belyst fra forskellige sider.

Deadline for indlæg til næste blad er 1. juni 2006

-så blev det forår igen….

Documents

1-2006 PLF Bladet