3-2005 PLF Bladet

Nr. 3/2005 september

Side 2

PLF-Bladet

Medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.

Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:

Hanne Niemann ([email protected])

Marianne List ([email protected])

Indlæg til bladet sendes til:

Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre

Email: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsen-deren.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentlig-gjort materiale.

Udkommer 1 gang i kvartalet.

Distribution: Postvæsenet

Medlemsmøder Sjælland Temadage

5. oktober kl. 10 – 12 Frederiksborggade 46,2th. København. ”Livshistoriebøger” Hvad er livshistoriebøger og hvordan kommer jeg i gang?

2. november kl. 10 – 12 Frederiksborggade 46,2 th. København. ”Den gode indberetning” Hvad er vigtigt at få med i en skriftlig indberetning?

4. januar kl. 10 – 12 Frederiksborggade 46,2 th. København. ”Skoledebat” Hvad skal man vægte i sit valg af skole?

Medlemsmøder Sønderjylland Svømmehal – vi mødes kl. 10 i Arrild Svømme-hal den første søndag i måneden, første gang d. 2. oktober. Vi mødes inde i svømmehallen og finder et fælles sted at samles.

Netværksmøder 16. september kl. 9.30 – 12.00 Kongensgade 62, Stollig Aabenraa

7. oktober kl. 9.30 – 12.00 Kongensgade 62, Stollig Aabenraa

4. november kl. 9.30 – 12.00 Kliplev Bygade 8

2. december julehygge, endnu ikke planlagt.

Temadag Fyn D. 26. oktober kl. 10.—14. Åben for alle!

Emne: Eventyrmetoden

Se yderligere information på hjemmeside

Medlemsmøder Falster 3. november kl. 19.30 Skodsebøllevej 13, Sølle-sted

På PLFs hjemmeside kan du se de sidste opdateringer omkring møder og aktiviteter

for plejefamilier.

www.plejefamilierne.dk

PLF kalender

[email protected]

Side 3

Leder Af Jens Vegge Bjørck,

LEDER

Så nærmer efteråret sig og med det, det nye Folketingsår med nye politiske initi-ativer. Vi må så se, om der vil komme nye initiativer, der vil gøre livet i plejefa-milierne lettere og mere trygt for både plejebørn og plejeforældre.

Som nævnt i sidste nummer blev der nedsat en arbejdsgruppe under Social-ministeriet, som PLF deltog i og som skulle udarbejde ”forskellige modeller for håndtering af skismaet mellem en aflønning ud fra opgavens omfang og samtidig en uheldig incitamentsstruk-tur”, som det hedder i anbringelsesre-formen.

Arbejdet i arbejdsgruppen er afsluttet og resultatet efter planen sendt ud til for-ligspartierne her i august måned.

Set med PLF ’s øjne kunne resultat godt have været bedre. Vi er imidlertid tilfredse med, at der er blevet fremlagt en model, hvor plejevederlaget princi-pielt lægges fast gennem hele anbrin-gelsen, så plejefamilien ikke igen og igen skal gennem usikre forhandlinger og ”forsvar” for sin løn.

Det er nu op til Socialministeren og Fol-ketingets partier at komme med eventu-elle lovgivningsinitiativer på baggrund af arbejdsgruppens arbejde.

Desværre er der en lang række punkter, der blev holdt udenfor arbejdsgruppens arbejde, og som derfor stadig er helt uafklarede. Det drejer sig bl.a. om pleje-familiernes arbejdsretlige forhold, her-under spørgsmål om plejefamiliernes status som lønmodtagere eller entrepre-nører, ferie, pension og afskedigelse. Alle forhold som til stadighed skaber usikkerhed for plejefamilierne, plejebør-nene og deres biologiske familie.

At der er et stort behov for en retlig/aftalemæssig afklaring af plejefamilier-

nes forhold ser vi oftere og oftere rundt om i landet. Vi har siden foråret modta-get henvendelse fra en lang række medlemmer, som oplever væsentlige ændringer i deres samarbejdsrelationer til kommunerne. Det sker dels ved at sagsbehandlerne har fået en anden rolle, eksempelvis ved at supervision fremover skal udøves af en sagsbe-handler, der herved får mange kasketter i forhold til plejefamilierne.

Vi hører også om mange kommuner, der tager deres børnesager ”hjem” fra plejehjemsforeningerne, med en lang række af uafklarede spørgsmål til følge for de involverede plejefamilier.

Hvorvidt opgaven med at finde og mat-che plejefamilier, opfølgning, tilsyn og supervision er en opgave kommunen selv vil klare eller om man ønsker at gøre brug af en plejehjemsforening, er naturligvis op til den enkelte kommune, og det vil vi fra PLF’s side ikke blande os i. Vi vil dog pointere vigtigheden af, at den professionelle kompetence ikke går tabt og, at der er klare rollefordelin-ger i de enkelte sager. Familieplejeom-rådet er et følsomt arbejdsområde og samarbejdsrelationerne mellem de in-volverede parter er meget vigtig for, at vi får nogle gode anbringelsesforløb for de børn, hvis bedste vi alle har for øje i vores arbejde.

Side 4

Skole og plejebørn Lærer-plejeforældresamarbejde af Thomas Damkjær Petersen, Formand, Skole og Samfund

Mange plejeforældre oplever at det kan være vanskeligt at få et optimalt samar-bejde omkring plejebørnene i skolen. Jeg tror det er vigtigt, at der til mange af samtalerne omkring børnenes faglige og sociale udvikling også tages en snak om hvilke forudsætninger plejebørnene har. Der kan være en tendens til, at lærerne tror/forveksler plejebørnene med almindelige biologiske børn, og det kan jo ske for mange andre voksne end lærere. Det kan jo ikke ses på børnene, at de er plejebørn – facaden er jo ofte helt fin.

Det vigtige her er, at under overfladen gemmer der sig ofte meget skrøbelige mennesker, der har været udsat for svigt i deres tidlige barndom, og derfor hele tiden har brug for særlig opmærk-somhed. Her har vi som plejeforældre en særlig opgave sammen med lærerne at huske på dette i det løbende samar-bejde. Det drejer sig om alt fra lektier til hvordan de sociale relationer udvikler

sig i klassen. Specielt ved lærerskift er det meget vigtigt, at der samles op af hensyn til plejebarnet, og det er vores ansvar som plejeforældre. Men vi skal gå ind og gøre skolen medansvarlig.

Der kan i den forbindelse formentlig godt blive tale om, at der skal holdes flere møder med lærerne end der skal med biologiske børn. Og dette skal sko-len være opmærksom på, møderne skal jo holdes for plejebarnets skyld, for at sikre en god skolegang gennem hele skoleforløbet. I den forbindelse er det også vigtigt at forholde sig til samværet med de biologiske forældre og deres interesse i skoleforhold m.m..

Alt i alt vil min anbefaling være, at der skal være en kontakt til skolens ledelse lige fra skolestarten for at sikre sig, at der også fra ledelsens side er kendskab til de særlige forhold der gør sig gæl-dende ved et samarbejde med plejefor-ældre.

Kun ved åbenhed og kendskab til pro-blemstillingerne vil der være mulighed for at hjælpe plejebarnet og plejefamili-en gennem de kriser der opstår i et sko-leforløb.

-under overfladen gemmer der sig ofte meget skrøbelige mennesker

Side 5

Hvis du er utilfreds med en afgørelse fra Arbejdsdirektoratet omkring din ferie eller feriepenge. Så brug vedlagte klagevejledning og send den retur til Arbejds-direktoratet senest 4 uger efter afgørelsen.

Der var en gang en lille pige som ville gerne ud i den store verden men hun måtte ikke,

En dag var hun væk. Hendes mor og far var bekymrede så de ringede til 112 og en mand siger: ja det er politiet hvad kan vi gøre for jer?

Vores barn på 4 år er væk og da vi kom ind var hun væk. Politiet siger hvad hedder hun? Hun heder Maria. Ok vi kommer når vi har fundet hende men hvad er jeres

Adresse? Nørregade nummer 3,

Det blev mørkt og de skulle i seng. Det blev morgen og det bankede på. De begge to gik hen til døren. Det var Maria som var kommet hjem igen.

Hendes mor og far sagde hvor har du været henne? Jeg var i byen. Hmm, årh vi elsker dig!

SLUT

Pigen som stak af - skrevet af plejebarn 9 år

Side 6

TEMA ANBRINGELSE AF ETNISKE MINORITETSBØRN

TEMA: ANBRINGELSE AF ETNISKE MINORITETSBØRN

Man kan vel snart ikke åbne en avis eller tv i dag uden, at man støder på problemstillinger om integration af per-soner med anden etnisk baggrund, som det politisk korrekt hedder i dag. Den igangværende ”krig mod terror” har også medført en stor fokus på kulturelle forskelle mellem vestlig hovedsagelig kristelig kultur og østeuropæisk, mel-lemøstlig hovedsagelig muslimsk kultur.

Et stigende antal børn af anden etnisk baggrund en dansk anbringes uden for eget hjem, hovedsagelig i plejefamilier. Børnene kommer typisk med en afri-kansk, tyrkisk eller mellemøstlig bag-grund.

Hermed rykker de kulturelle forskelle direkte ind i ple-jefamilierne og samtidig en lang række problem-stillinger, man som plejefamilie skal forholde sig til i hverdagen.

Som plejefamilie skal man i alle tilfælde være i stand til at rumme såvel plejebar-net som dets baggrund. Plejefamilier skal acceptere barnets forældre og sø-ge at indgå i et mere eller mindre nært samarbejde med dem, alt efter, hvad der i den enkelte sag er muligt.

De problemstillinger man kan møde som plejeforældre til et barn af anden etnisk baggrund kan være mangeartede

og kan handle om alt fra påklædning til hvilken mad der kan serveres for børne-ne.

Problemstillingerne kan lidt firkantet sagt koges ind til en konflikt mellem den baggrund børnene kommer fra og det samfund man som plejefamilie skal opdrage dem og udvikle dem til at leve i.

Her ligger en kæmpe udfordring, ikke alene for de plejefamilier, som siger ja til at tage et barn af anden etnisk oprindel-se, men også til forvaltningerne i de kommuner, som anbringer børnene.

Det må være de anbringende myndig-heders ansvar at sikre, at den enkelte plejefamilie har forstået dybden af den opgave der ligger i at modtage børn af anden etnisk baggrund. Ligeledes må det være myndighedernes ansvar i handleplanen at formulere, hvorvidt barnet skal opdrages til at leve efter danske normer eller efter dets forældres etniske kulturelle normer.

Med udsigten til anbringelse af et sti-gende antal børn med anden etnisk baggrund, må vi forvente, at der bliver behov for meget mere viden om, hvor-dan disse anbringelser skal håndteres, både i de kommunale forvaltninger og i de modtagende plejefamilier. Behovet for viden og fordomsfri debat er stort.

Dette blads tema kan debatteres på PLF debatside

som findes på www.plejefamilierne.dk

Indledning

Side 7


FARVEBLINDE ANBRINGELSER Af Mette Frederiksen, MF(S)

Vi skal kunne sikre en anbringelse af de etniske minoritetsbørn, der mistri-ves hos deres forældre. Vi kan ikke byde børnene at vende det blinde øje til, selvom anbringelserne ikke er problemfri. Derfor er det helt afgø-rende, at vi skaber nogle bedre for-hold, både for børn og plejefamilier ved at sikre, at plejefamilierne er væbnede til at tage sig af børn med anden etnisk minoritetsbaggrund

Når man kigger på antallet af anbringel-ser, er det bemærkelsesværdigt, at andelen af etniske minoritetsbørn er forsvindende lille i forhold til anbringel-ser af etnisk danske børn. I første om-gang er det jo glædeligt, at der ikke er grundlag for flere anbringelser. Men den begrundelse bliver lynhurtigt gjort til skamme, når man samtidig betragter de grupper af teenage-børn, der anbringes og ser, at andelen af flygtninge-/indvandrerbørn er alarmerende stor. Der er grund til at reagere. Det er nem-lig som om, at problemerne får lov at vokse og vokse – og først når det i nog-le tilfælde er for sent, reagerer det om-kringliggende samfund. For sent i for-hold til at rette op på en ødelagt barn-dom. Rigelig sent til, at komme videre i livet uden mén. Det er på den baggrund helt åbenlyst, at der er grund til at gøre en bedre og mere målrettet indsats.

Anbringelser af børn er aldrig nogen nem vej, men det kan være en nødven-dighed og den bedste løsning for et barn. Vi har simpelthen behov for flere farveblinde anbringelser.

Der gives mange forklaringer på, hvor-for anbringelser ikke finder sted i til-strækkelig grad, selvom det ville være det rigtigste i forhold til barnet. Det er

min fornemmelse, at især to forhold gør sig gældende. For det første er der usikkerhed i forhold til, hvad der sker med barnet, når det anbringes i en et-nisk dansk familie, der adskiller sig me-get fra den fami-lie, bar-net kom-mer fra. E r f a r i n -gerne er få, og man kan ikke for-t æ n k e nogen i at bekymre sig om udfaldet, for ikke at tale om barnets reaktion på mø-det med plejefamilien. Vil barnet kunne falde til? og vil det liv, det får, rykke det for langt væk fra dets etniske og kultu-relle ophav?

For det andet handler det om berørings-angst. Både i forhold til de sociale pro-blemer, som i for mange situationer vurderes med andre briller, når de op-træder i familier med etnisk minoritets-baggrund. Og i forhold til reaktionerne fra barnets netværk og familie. Man er bange for, hvordan reaktionerne vil være i forhold til den myndighed, der tvangsfjerner, men også i forhold til det danske samfund i almindelighed. Man ønsker ikke en yderligere afstandtagen fra det danske samfund, der naturligt nok kan opstå, når et barn anbringes uden for hjemmet. Hvis vi skal føre or-dentlig socialpolitik, skal vi turde - på dette område som på alle andre.

Hovedproblemet på de manglende an-bringelser, ligger dog, som jeg ser det i en konkret mangel på plejefamilier. Der er simpelthen ikke er tilstrækkeligt med plejefamilier, der er gearede til at mod-tage børn med anden etnisk baggrund end dansk. Vi foreslår derfor en tostren-get strategi, hvor der sættes ind på

Side 8


både at rekruttere ressourcestærke indvandrerfamilier, der kan modtage børn med anden etnisk minoritetsbag-grund samt rekruttere og opkvalificere allerede eksisterende plejefamilier med dansk baggrund til netop den her grup-pe af børn.

En rekrutteringsstrategi må nemlig ikke stå alene, og det er min klare opfattel-se, at det ligeledes er nødvendigt med en egentlig uddannelsesstrategi over-for nye såvel som allerede eksisteren-de plejefamilier. Familierne skal helt

konkret uddannes og støttes til at kun-ne varetage opgaven med alt, hvad det indebærer. Derudover skal plejefamili-erne garanteres en faglig opbakning efterfølgende, så de aldrig er i tvivl om, at der står nogen bag den til tider svæ-re opgave, det kan være at være pleje-familie.

Intet Alternativ

Jeg forstår godt, at man kan frygte, at barnet mister sin etniske identitet, hvis

barnet anbringes udenfor hjemmet og mister sin naturlige kontakt med den biologiske familie. Opkvalificering og øget opbakning til plejefamilierne skal delvist kompensere for problemet. Det kan måske aldrig blive som det ville være blevet i barnets egen familie. Men der eksisterer ganske enkelt ikke et godt alternativ. Der er for mig at se ingen tvivl: en ødelagt barndom med fx vold, misbrug, overgreb og de øvrige problemer, alt for mange børn oplever i dag, skyldes massive problemer som i

nogle tilfælde kræver at barnet anbrin-ges uden for hjemmet.

Set med socialdemokratiske øjne, er det en nødvendighed at gøre en ind-sats på området. Vi kan ikke være be-kendt at lade stå til og lade børnene mistrives. Vi mener, det er et både godt og vigtigt forslag at skabe den nødvendige opbakning til plejefamilier, der påtager sig en ofte uhyre vanskelig opgave.

Det kan måske aldrig blive som det ville være blevet i barnets

egen familie.

Side 9


Hvordan kan plejefamilier blive bedre til at ”rumme” plejebørn med etnisk minori-tetsbaggrund? Hvordan kan plejefamili-er forberedes på at modtage et barn med anden etnisk baggrund end dansk? Hvordan skal plejefamilien for-holde sig til barnets kulturelle bag-grund? Det var nogle af de spørgsmål, PLF-bladet bad os svare på i denne artikel. Det er nogle spørgsmål, vi kun kan svare indirekte på – vores viden og erfaringer stammer nemlig fra døgninsti-tutioners arbejde med børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Men forhåbentlig kan denne viden og erfaring også tjene til inspiration for plejefamilier…

Gennem et år arbejdede vi sammen med de to døgninstitutioner, Jacob Mi-chaelsens Minde og Ungdomspension-en Rymarksvænge, med at kvalificere og udvikle metoder i arbejdet med de anbragte børn og unge med anden et-nisk baggrund end dansk. Arbejdet var e t l e d i K A B U P r o j e k t e t (Socialministeriets kvalitetsprojekt 2002-2005, se www.kabuprojektet.dk ). Vi-den, resultater og erfaringer fra projek-tet er samlet i bogen " Fra Udfordring til Udvikling", som udkom i april 2005. Bogen indeholder udover de konkrete erfaringer fra projektforløbet også en række artikler, skrevet af lektor Marian-ne Skytte, hvor den mere overordnede viden og teori samt den nyeste statistik på området bliver gennemgået.

De overordnede konklusioner fra projektforløbet

Når et barn anbringes uden for hjem-

met, sker det, fordi de forhold, som bar-net lever under, ikke vurderes som til-strækkelige til at imødekomme barnets udviklings- og omsorgsbehov. Anbrin-gelsens overordnede formål er at imø-dekomme disse behov hos barnet. Det gælder for alle, uanset etnisk, religiøs, sproglig og social baggrund. Betyder det så, at der ikke er den store forskel på indsatsen overfor et barn med etnisk dansk baggrund og et barn med anden etnisk baggrund end dansk?

Både jo og nej. De overordnede kon-klusioner fra pro-jekt-forløbet på de to døgninstitutio-ner var:

Jo, barnets anden etniske, religiøse og sproglige baggrunde spiller en rolle i anbringelsesarbejdet. Men det spiller en rolle for det enkelte barn og barnets familie på forskellig måde og med for-skellig vægt. Og det kan spille en rolle, når den etniske, religiøse og sproglige baggrund er en anden, end den bag-grund, som medarbejderen selv kom-mer fra.

Og nej, metoder og redskaber i det so-ciale og pædagogiske anbringelsesar-bejde er grundlæggende de samme uanset barnets anden etniske, religiøse og sproglige baggrund.

Grundvilkår, der kan være anderle-des hos etniske minoritetsfamilier:

I arbejdet med det anbragte barn og barnets familie er der nogle grundvilkår, som medarbejderne må vise særlig opmærksomhed for at kunne yde barnet

FRA UDFORDRING TIL UDVIKLING Om arbejdet med anbragte børn og unge med anden etnisk

baggrund end dansk

Af Susanne Pihl Hansen og Nina Hannemann

Side 10


og familien den omsorg og behandling, de har krav på og brug for. Det kan for eksempel være:

Andre sproglige og forståelsesmæssige kompetencer hos barnet og forældrene,

Andre religiøse baggrunde og traditio-ner, der fordrer en særlig opmærksom-hed

Andre erfaringer med og forudsætnin-ger hos etniske minoritetsfamilier for at forstå det danske samfund og det socia-le system sammenlignet med etnisk danske forældre

Disse særlige vilkår kan f.eks. medføre behov for tolkning og behov for at bruge mere tid på at forklare og forstå hinan-den, for at kunne yde den nødvendige støtte og opbakning.

Udfordringer for medarbejdernes faglighed og grundlæggende værdi-er:

Mødet med "noget anderledes" eller ikke genkendeligt kan gøre noget ved den enkelte medarbejder, som han/hun skal være særlig bevidst om:

Faglig usikkerhed kan opstå hos de professionelle, fordi de ikke forstår og genkender det, de ser, når barnet og familien har andre normer, en anden moral og andre værdier for eksempelvis børneopdragelse. - Her må medarbej-derne stole på deres egen faglighed

De professionelles og institutionens holdninger og værdier kan blive udfor-dret, fordi de er anderledes end eller i modsætning til de holdninger og værdi-er, som et barn, en unge og en familie står for. – Og her er det vigtigt, at man som institution og medarbejdere er kla-re på og enige om sine grundlæggende værdier i arbejdet med det anbragte barn og barnets familie.

Selvom minoritetsbaggrunden spiller en rolle, er metoder og redskaber i

anbringelsesarbejdet anvendelige bredt, uanset barnets baggrund

Det er et af hovedbudskaberne i bogen, at der generelt ikke kræves særlige metoder i anbringelsesarbejdet, når der er tale om etniske minoritetsbørn, -unge eller -familier. De metoder og redska-ber, der er beskrevet i bogen, kan med fordel anvendes bredt i anbringelsesar-bejdet for at skærpe opmærksomheden, og for at forbedre og udvikle kvalitet og

metoder i det dagli-ge arbejde generelt med alle anbragte børn og deres fa-milier. – Det vil sige: Uanset børn og familiers etni-

ske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrunde.

Udgangspunktet for anbringelsesar-bejdet må altid være det enkelte barn

Helt overordnet bør det samtidig under-streges: Der findes ikke én metode eller ét redskab, som er det rigtige og som er brugbart i forhold til alle etniske minori-tetsbørn og -familier. Eller for den sags skyld i forhold til alle etnisk danske børn. Udgangspunktet for arbejdet med barnet og familien må – hver gang – tages i det enkelte barn og familiens særlige behov og problematikker, og så må metoder og redskaber vælges her-fra. Udgangspunktet for socialt og pæ-dagogisk arbejde må altid være det enkelte individ.

Hvad kan man så gøre som plejefami-lie?

Spørg!

Spørg altid barnet og/eller barnets familie, hvad der er betydningsfuldt for lige net-

op dem.

Side 11

Hvad kan man så gøre som

plejefamilie?

Hvis det skal siges kort, er svaret: Spørg! Spørg barnet og/eller barnets familie, hvad der er betydningsfuldt for lige netop dem. Hvad betyder deres særlige etniske, religiøse og sproglige baggrund for dem? Er der nogle særlige hensyn plejefamilien kan tage i daglig-dagen med barnet?

Det er naturligvis vigtigt løbende at sø-ge mere viden og at gå i dialog med andre plejefamilier, konsulenterne eller andre og lade sig blive udfordret på sin faglighed.

Men det er vigtigt at huske: Det er ikke nødvendigt at vide alt om Somalia for at kunne modtage et somalisk barn i pleje. Hvad den somaliske baggrund betyder for dette barn, er barnet – og barnets familie – ofte de eneste, til at svare på.

Bogen ”Fra Udfordring til Udvikling” kan rekvireres via www.ufc-bu.dk eller på tlf: 74 62 22 20.


FAMILIEPLEJEKONSULENT ELSEBETH TEILMANN FRA FAMILIEPLEJEN SØNDERJYLLAND, CAFA-SYD, HAR SKREVET FØLGENDE OM ANBRINGELSE AF ETNISKE MI-NORITETSBØRN. Vi befinder os i et svært dilemma når vi anbringer et barn med anden etnisk baggrund, idet vi ikke kun anbringer barnet uden for eget hjem, men også uden for egen kultur, religion og sprog.

Børn og unge med anden etnisk bag-grund får i langt højere grad end danske lov til at leve i familier med store sociale problemer, uden myndighederne griber ind. Der kan være flere årsager til, at myndighederne griber så sent ind, - et gæt herpå kan være en vis berørings-angst hos myndighederne, eller at de sociale myndigheder er tilbageholdende med anbringelser uden for eget hjem, da de frygter, at børnene mister deres

oprindelige sprog, religion og kultur.

I Socialpædagogernes Landsforbund er der registreret omkring 2400 plejefamili-er, og under en procent af de familier er af anden etnisk herkomst end dansk.

I Familieplejen Danmark har vi ikke den store erfaring i at samarbejde med ple-jefamilier med anden etnisk baggrund, idet vi i vores regi kun har meget få godkendte plejefamilier med anden etnisk baggrund. Arbejdsgruppen har ikke beskæftiget sig ret meget med den del. Vi har indtil videre kun opstillet føl-gende få kriterier for godkendelse af plejefamilier med anden etnisk bag-grund.

Side 12


• Familien skal være velintegreret og velfungerende i det danske samfund.

• Familien skal have sproglig kompe-tence i dansk

Er der tale om flygtningefamilier, skal man være opmærksom på, om familien har fået bearbejdet eventuelle krigstrau-mer.

Ved anbringelse af børn og unge, bør udgangspunktet være, at der skal være lige vilkår og muligheder for alle, dette uanset om der er tale om anbringelse at et dansk barn, eller et barn med anden etnisk baggrund.

Et ønske for en fremtidig arbejdsindsats er, at arbejde mere målrettet på at få etableret et korps af plejefamilier med anden etnisk baggrund.

Når Familieplejeforeningerne i dag an-bringer børn og unge med anden etnisk baggrund foregår det primært i danske familier. Mange af disse anbringelser er langt fra det optimale.

I Familieplejen Danmark har vi set på, hvordan vi, med de muligheder der i dag er til stede, kan sikre bedre anbrin-gelser. Det er derfor vigtigt, at danske plejefamilier, der modtager børn og unge med anden etnisk baggrund, skal kunne tackle det kulturbrud barnet be-finder sig i.

Herunder nogle få eksempler på, hvad vi finder nødvendigt en dansk plejefami-lie skal kunne rumme.

• Plejefamilien skal kunne støtte barnet til at mestre det kulturkomplekse danske samfund i forhold til sit etniske miljø.

• Plejefamilien skal være opmærk-som på ikke at nedvurdere tosprogede eller barnets modersmål men støtte barnet i at se ressourcerne heri, såle-des at barnet får en positiv jeg-opfattelse.

Plejefamilien skal kunne rumme trauma-tiserede børn og forældre.

Plejefamilierne skal konstant være åbne over for de dilemmaer, der er mellem barnets egen kultur og den danske kul-tur, og handle herud fra. Blandt andet vores grundlæggende forskellige indstil-ling til opdragelse af børn. Der er en markant forskel på, hvordan rammerne

for opdragelse sæt-tes i forhold til det lille barn. Det kol-lektivistiske livssyn vægter meget vide og få rammer for det lille barn i det første leveår, men at barnet efterhån-

den som det bliver ældre, får langt mere markante rammer for sin videre livsfø-relse. Der opereres med udtrykket ”vi” frem for ”jeg” inden for familien. Det medfører, at børnenes og specielt pi-gernes selvforståelse, identitet og vær-diorientering er dybt integreret i deres families kultur og struktur. Pigernes lærer er ikke at hævde, mærke egne ønsker og udviklingsbehov.

Drengenes identitetsudvikling afhænger meget af faderens integration samt hans position i det familiære netværk, idet sønnen i høj grad spejler sig i sin far.

Det sker ind imellem det, at faderen har tabt terræn og fremstår som pinlig og uværdig i sønnens øjne. Han tager der-for afstand, samtidig med at han kom-mer i klemme, idet sønnen er opdraget til at have autoritet – respekt og loyali-tetsfølelse over for faderen.

En arbejdsgruppe under Familieplejen Danmark har udarbejdet en vejledning om anbringelse af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk i familiepleje.

Vejledningen kan rekvireres ved hen-

Side 13

vendelse til Familieplejen Sønderjylland CAFA – syd

7469 4433 – e-mail: [email protected], eller ved henvendelse til Familieplejen Danmark 3325 8806 – e-mai l [email protected].

I øvrigt kan det oplyses, at Familieplejen

Danmark i august 2005, har søgt Eg-mont Fonden om økonomisk støtte til et integrationprojekt, hvori rekruttering og uddannelse af plejefamilier, aflastnings-familier og fritids/ressourcefamilier med anden etnisk baggrund end dansk eller vestlig bliver hovedopgaven.

Vi håber projektet bliver en realitet, og ser allerede frem til nye og spændende arbejdsopgaver.


ER DET MON VANSKELIGERE AT VÆRE PLEJEFAMILIE TIL ET BARN MED ANDEN ETNISK BAGGRUND? - HER ER NOGLE ERFARINGER FRA EN PLEJEFAMILIE. Af plejemor, kendt af redaktionen

Vi er plejefamilie til et mindre barn med anden etnisk baggrund og selv om vi er utrolig glade både for barnet og hans familie, så vil jeg godt indrømme at det til tider kan være lidt vanskeligere, at være plejefamilie til dette barn end til et barn med dansk nationalitet.

Mange vil nok tro at vanskelighederne ligger i de kulturelle forskelle, men det er ikke vores oplevelse. Vi har stor re-

spekt for, at barnets forældre har en anden religion, påklædning, spisevaner etc. og vi respekterer helt de krav og ønsker, der blev stillet allerede inden anbringelsen – for os er det praktik som kan indpasses fint i vores hverdag.

Men sproget er en af vanskelighederne – en af forældrene taler ikke dansk, så dialogen skal foregå gennem en tolk. Det betyder at samværene bliver udvi-det til et lille selskab bestående af mor og barn samt en tolk og mig. Dialogen mellem mor og barn foregår gennem tolken (som ikke altid er den samme, desværre!), så det er vel klart for alle, at der ikke kan undgå at gå nogle informa-tioner til spilde.

Hører man til de plejefamilier, som ger-

-samværene bliver udvidet til et lille selskab bestående af mor og

barn samt en tolk og mig.

Side 14


ne vil have plejebørnene med på deres udenlands rejser, så kan der støde end-nu en udfordring til arbejdet. Har pleje-barnet andet statsborgerskab end dansk, så er det det pågældende lands ambassade, der skal udstede et pas til barnet. Vi oplever at det er endnu mere ildeset at forældrene fra disse kulturer ikke kan tage hånd om deres børn, og derfor møder vi modstand mod at ud-stede pas fra ambassaden. Holdningen har været, at barnet ikke skal rejse på ferie med andre end deres biologiske forældre.

Udenlandske statsborgerne skal også have tilbagerejsetilladelse fra udlændin-gestyrelsen, så man er altså ikke rejse-klar, når man endelig har passet. Man skal også en tur til Udlændingestyrelsen og have et stempel. Alt dette kan være meget tidskrævende og for os har det betydet, at vi måtte udsætte et par rej-ser.

En udfordring mere, der kan være for-bundet med at være plejefamilie til et barn med anden etnisk baggrund, er fædrenes syn på kvinder. Min mand har fuldtidsarbejde et andet sted end i hjem-met og det betyder, at det er mig der deltager i alle samværene. Jeg vil godt indrømme, at jeg de første gange var lidt spændt på, hvordan barnets far ville tiltale mig og hvordan jeg fik skabt den nødvendige respekt omkring min per-son. Men den bekymring er kommet til skamme mange gange – jeg har aldrig oplevet, at blive talt ned til eller at bar-nets far ikke har respekt for mig og min person, så i virkeligheden har det aldrig været et reelt problem her.

I et mareridt kan jeg godt blive skræmt af tanken om forældrene en dag kan finde på at tage plejebarnet med til hjemlandet uden tilladelse fra forvaltnin-gen – altså en bortførelse af barnet. Tanken om at et barn som er opvokset i et dansk hjem og kun taler dansk skal integreres i et land, hvor børnene ikke har den samme høje status i familierne

som her. Et land hvor mange små piger og drenge kan ende i prostitution og hvor uddannelse ofte ikke er muligt. Det hele har heldigvis kun været et mareridt og jeg har aldrig oplevet en adfærd hos forældrene som berettiger min drøm.

Men måske havde det været rart, at være lidt forberedt på disse ting inden vi startede plejeforholdet. Jeg forsøgte at finde litteratur omkring anbringelse af børn med anden etnisk baggrund, men det lykkedes ikke inden vi fik barnet. Jeg har læst bogen – ”MIT BARN ER ANBRAGT” af Sanne Nissen Møller og Marianne Skytte og hvor etniske minori-tetsforældres fortællinger om de proble-mer og dilemmaer, som de oplever i forbindelse med anbringelse af deres børn. Bogen har givet mig en bedre forståelse for, hvordan det er at være forældre til et anbragt barn i en ”fremmed” kultur, og jeg tænker tit, at det bestemt heller ikke let at være for-ældrene.

Naser Khader har skrevet bogen ”ÆRE OG SKAM”, som handler om muslimske familie og deres livsmønster – den er også værd at læse.

Desværre har jeg endnu ikke fundet kurser for plejeforældre til børn med anden etnisk baggrund, men det vil jeg så benytte lejligheden til at efterlyse

her. Måske er der flere i de offentlige forvaltninger/ministerier som abonnerer på PLFs medlemsblad - Så kære Soci-alforvaltninger/Minister; Vi mangler en større viden om anbringelse af børn

Side 15


med anden etnisk baggrund, så vi kan blive endnu bedre til at tage os af børne-ne og forældrene. Kurser og informations materiale er nødvendigt og meget gerne inden anbringelsen af disse børn.

Dette var nogle af vores erfaringer fra livet som plejefamilie til et dejligt barn med anden etnisk baggrund, og jeg hå-ber at andre plejefamilier kan have glæ-

de af at læse artiklen enten før eller efter de selv har fået et barn i pleje.

Skrevet af en plejemor et sted i Danmark - For at undgå at overtræde tavsheds-pligten har jeg valgt at være anonym i denne artikel.

ANBRINGELSE AF ETNISKE MINORITETSBØRN Af plejefar kendt af redaktionen

På opfordring af Marianne List vil jeg her forsøge at redegøre for nogen af de tanker og holdninger jeg anvender og har anvendt i arbejdet med ”vores barn”.

Indledningsvis bør jeg fortælle at vi, min kone og jeg, er uddannede socialpæda-goger og har haft plejebørn i vores hjem siden 1978, - altså ganske mange år. Alle de børn vi har haft i familiepleje har været danske børn af forældre som enten ikke var tilstede/nærværende eller havde meget svage forældreev-ner.

Plejeanbringelserne har været mange-fold idet vi har haft børn med udtalte adfærdsproblemer og/eller indlærings-vanskeligheder og udviklingshæmmede børn. Ofte har vi haft mere end et barn anbragt hos os.

Vores holdning har under hele denne anbringelse været, at vi ikke ville anven-de aflastning, - alene fordi vi derved v i l le s igna lere a t barnet var ”anderledes”. Vi sender jo heller ikke vores biologiske børn i aflastning. Det er en holdning som kan give anledning til megen diskussion erkender jeg, hvil-ket ikke er formålet med denne artikel, -

men absolut relevant at diskutere. For god ordens skyld vil jeg nævne at vi har haft plejebørn, hvor det var påkrævet at anvende aflastning af hensyn til vore egne børn.

Det nuværende plejebarn adskiller sig væsentligt fra alle øvrige ved ikke at være dansk. Han er afrikansk statsbor-ger, hvilket medførte nogle væsentlige vanskeligheder for os i de første år af anbringelsen, da han ikke havde noget pas. Det var derfor nødvendigt for os at arbejde på at fremskaffe et sådan.

Vi kunne ikke få et dansk pas da barnet ikke er dansk statsborger, men ophol-der sig i landet med en opholdstilladel-se. Vi henvendte os derfor til en afri-kansk ambassade, som i første omgang ikke svarede os. Derefter prøvede vi på den afrikanske ambassade i Stockholm, idet der ingen ambassade er i Danmark. Også her fik vi ikke noget brugbart svar. Ad omveje fandt vi adressen på det kontor som administrerer pas i Afrika, og vi var så heldige at få navnet på en person vi kunne kommunikere med (på engelsk). Efter nogle måneder fik vi svar tilbage hvor det fremgik, at de manglede nogle oplysninger. Dem be-svarede vi, hvorefter vi modtog brev om

Side 16


at de manglede yderligere oplysninger. Sådan gentog historien sig hver gang vi fik brev fra Afrika. Til sidst måtte vi er-kende, at vi nok ikke fik noget pas før der var vedlagt et pengebeløb i brevet - korruption er almindeligt og normalt i Afrika. Problemet var blot at vi ikke vid-ste, hvor mange penge vi skulle lægge i brevet. Til sidst ophørte al kontakt.

Vi havde imidlertid af Udlændingestyrel-sen fået fortalt, at barnet godt kunne få et dansk fremmedpas såfremt vi fik et afslag fra Afrika. Et sådant afslag forelå på intet tidspunkt, men man vurderede alligevel til sidst, at den afrikanske kon-takt nok alligevel ikke førte til noget resultat. Derfor fik barnet et dansk frem-medpas efter 2 år. Det giver nogen be-grænsning i forhold til Schengen-aftalen, men er dog bedre end ingen pas. Det blev straks omsat i en rejse til Grækenland. En utrolig oplevelse for et barn som gennem flere år har måttet se på, at alle skolekammeraterne kunne rejse udenlands i sommerferien.

”Vores barn” har levet de første fire leveår hos sine bedsteforældre i Afrika, og har i den periode kun periodisk set sin mor. Så vidt vi er orienteret, har især bedstemoderen været et varmt og rart menneske. Ingen af bedsteforældrene lever længere. Det er almindeligt i Afrika at lade børnene blive opdraget af den ældre generation. Moderen bliver siden dansk gift og henter sine børn (2 stk.) i Afrika, med det forventelige resultat at familien ikke trives, da ingen af dem før

har levet og forstår at leve et familieliv sammen. Følgen er en skilsmisse og en anbringelse af moderen og ”vores Barn” på en institution. Opholdet på institutio-nen varer for ”vores barn” vedkommen-de i to år og i den periode søger man en familie, som kan tage barnet under hele

opvæksten. En ældre bror anbringes på en ungdomsinstitution.

Barnet er tydeligt identitets- og ad-færdsskadet, - en naturlig følge af en kummerlig opvækst i sit tidlige liv kombi-neret med nogle barske oplevelser i Danmark. Altså et barn som man fagligt

vil betegne som et tidligt skadet. Barnet kommer til Danmark uden mulighed for at kommunikere, da det udelukkende kun forstår og taler Swahili, - en smule engelskkundskaber var også lært, så den første lange periode bruges på institutionen til at lære det danske sprog og normer.

Vi kontaktes på et tidspunkt af barnets hjemkommune, som tidligere har haft børn anbragt hos os. Vi bliver introduce-ret for ”sagen” på institutionen, hvor alle parter er repræsenteret, og man aftaler en ”køreplan”. Herefter aftales, at bar-net sammen med en pædagog skal besøge os nogle gange af nogen få timers varighed. Siden udvides det til en enkelt overnatning, men ret hurtigt bli-ver vi kontaktet af institutionen, som meddeler os at de ikke længere er i stand til at styre processen. Barnet vil ganske enkelt flytte helt hjem til os, hvil-ket så sker. Samarbejdet med institutio-nen under den proces fungerede i øvrigt forbilledligt.

Under hele processen indtil anbringel-sen har vi naturligvis gjort os tanker om, hvordan vi vil arbejde med barnet. Bar-

”vores barn” har levet de første fire leveår hos sine bedsteforældre i Afrika.

Side 17


Vi erkendte hurtigt, at det var nødven-digt at finde ud af hvilken religion som praktiseres i Afrika (officielt er der fem), - kende noget til de forskellige sprog som anvendes (engelsk og Kiswhaili), kende til de etniske grupperinger (der er omkring 10). Det er bydende nødven-digt at sætte sig ind i disse kulturelle forskelle for at forstå mange af de reak-tioner og tænkemåder barnet har, men også for at få en viden om f.eks. hvilke spisevaner det er vant til, - hvilken mad de må spise og især hvilken kost de ikke må få.

Naturligvis er det nødvendigt at lære barnet hvorledes man opfører sig i Dan-mark. Alt andet ville give anledning til alt for mange konflikter, men det er strengt taget også nødvendigt at sætte sig ind i hjemlandets kultur og normer. Ikke ale-ne giver det en god forståelse for hvor-for barnet tænker og handler som det gør, - det giver også barnet det helt

afgørende per-spektiv i tilvæ-relsen og en accept af den baggrund.

For ”vores barn” vedkom-mende var det

også nødvendigt at sætte sig ind i HIV problematikken da det er en del af bar-nets liv, om end det ikke selv er smittet. I ”Afrika” dør millioner mennesker af AIDS, hovedsagelig fordi de enten ikke er medicinerede eller undermedicinere-de.

Fra første færd blev vi frarådet kontakt med barnets mor som blev betegnet som psykopatisk. Der gik imidlertid ikke lang tid før vi måtte erkende det ud-gangspunkt ville være dræbende for et lille barn. Vi har derfor på eget initiativ forsøgt, naturligvis gennem alle officielle kanaler, at få et samkvem etableret. Det er lykkedes med en vis succes, men ikke uden vanskeligheder. Forudsætnin-gen for at det overhovedet kunne etab-

leres med succes har været at accepte-re denne mor som hun er. Tage det udgangspunkt at hun er og forbliver barnets biologiske mor, og at det vil medføre et stort tomrum i barnets nu-værende og senere liv hvis vi ikke støt-tede kontakten.

TV udsendelsen ”Sporløs” viser om ikke andet, at alle mennesker har brug for at kende deres rødder. For øvrigt er det min opfattelse, at moderen også har stor glæde af samkvemsret. Jeg for min del lærer utroligt meget ved at deltage.

Samtidig med anbringelsen var det nød-vendigt for os at finde en egnet skole til barnet. Det var sårbart på grund af hud-farve og adfærd, - havde ikke så mange brugbare livserfaringer at øse af og havde aldrig gået i skole. Valget faldt på en lille lokal skole med ca. 120 børn. Skoledagen starter hver dag kl. 8:00 og slutter kl. 14:00, hvilket skaber en fast rytme i hverdagen. For at få så god en skolestart som overhovedet mulig gik jeg med barnet i skole hver dag i 1½ år. Jeg deltog i alle de timer barnet var i skole og deltog også på ekskursioner og lejrskoler (teltture af én uges varig-hed). Det var en meget vanskelig perio-de da jeg ikke oplevede at have ”fri” overhovedet, men set i bakspejlet, en meget nødvendig proces som jeg ikke vil bytte væk for noget i verden. Beslut-ningen om at deltage i skolearbejdet var min egen og gav mig en anderledes indsigt i hvilke opgaver barnet evnede og måske vigtigst at alt hvilke det ikke evnede. Især koncentrationen hos bar-net var/er meget svingende. Heldigvis

-hun er og forbliver barnets biologiske mor, og at det vil

medføre et stort tomrum i bar-nets nuværende og senere liv

hvis vi ikke støttede kontakten.

Side 18

var der mulighed for at afbryde under-visningen sådan at de kunne få mulig-hed for at bevæge kroppen. Skoleda-gen er i øvrigt tilrettelagt således, at undervisningen ikke foregår som traditi-onel undervisning da den er opdelt i moduler. Det betyder at pauserne er af ca. ½ times varighed og middagspau-sen har en varighed på 45 minutter, - tid nok til at lege og gøre legen færdig.

Børn med anden etnisk herkomst er forskellige fra ”almindelige” plejebørn og det væsentligste i arbejdet med dem er at respektere deres herkomst, - tale varmt og åbent om den, - fortælle og

spørge til den. Det er ikke noget man kan lade som om, - man skal virkelig ville det. Vi taler åbent om, at barnets mor ikke magter at opdrage det, men anvender altid et ordvalg som viser vo-res respekt for moderen.

Dagligdagen er præget af en meget tæt kontakt, - en kontakt som gerne skulle forpligte begge veje. Jeg mærker det tydeligst når barnet har uløste konflikter, er sur over et eller andet eller i det hele taget utilpas. Fysisk magtanvendelse har i lange perioder været dominerende

og nødvendige. Naturligvis anvendes den ikke for at skabe ro, men udeluk-kende for at signalere, at jeg bekymrer mig om barnet og vil bære ansvaret for det. Om alle afrikanske børn udviser en så voldsom adfærd som ”vores barn”, - skal jeg ikke kunne sige, men adfærden har periodisk været ekstrem. Så meget desto vigtigere er det at turde tage magtanvendelsen og bruge den til at signalere: ”Du betyder noget meget vigtigt for mig”.

Her i hjemmet føres dagbog hver dag. Det foregår på computeren hvorefter det udskrives og sættes ind i barnets mappe. Dagbogen er åbenhjertig, kon-kret og beskriver det liv barnet har, men beskriver i lige så høj grad det liv jeg har. Bogen bliver illustreret med billeder og foto fra alle de aktiviteter barnet del-tager i.

Herudover arbejder vi med en livsbog, som beskriver barnets opvækst og inde-holder alle de oplysninger og billeder det er muligt at fremskaffe. Der findes ingen ”skjulte” breve og skrivelser, - alt ligger frit til gennem-syn for barnet, inkl. mine lønsedler.


- fysisk magtanvendelse har i lange perioder været domine-

rende og nødvendige.

Side 19

SOMMERLAND SYD

Børnenes skoleferie startede rigtig flot, det var det dejligste sommervejr.

Netværk Sønderjylland planlagde, at børnenes skoleferie skulle afsluttes med en oplevelse sammen med andre plejebørn. Fredag d. 5. august blev valgt, stedet var Sommerland Syd.

Dagen nærmede sig, der havde meldt sig deltagere fra Fyn og Sjælland, vi skulle rigtig hygge os.

Men ak og ve – vejrguderne var ikke lige med os, lige den fredag lovede metrologerne regn, regn og atter regn. Forståeligt nok meldte Fynboerne og Sjællænderne fra det var lidt for langt og så i regnvejr.

Sønderjyderne tog en beslutning, vi tager af sted! Regntøjet og badetøjet blev pakket, madpakken smurt og så af sted.

Vi havde en rigtig hyggelig dag, vejrgu-derne holdt hånden lidt over os, der kom lidt vand, men det var ok. Pleje-mødrene fik snakket kikket på de kære børn, mens forlystelserne blev prøvet af både store og små, nogen fik lidt kvalme af den nye rutschebane!!

De seje piger hoppede i badetøjet og måtte kaldes op af det kolde vand, godt blå om læberne. Vi sluttede da-gen af med varm kakao, inden vi kørte hver til sit.

Sommerland Syd

Side 20

Familieplejen Danmarks årsskrift 2005.

Familieplejen Danmark har netop nu sendt deres årsskrift 2005 på gaden.

Årsskriftet kan læses og downloades på www.famdk.dk under ”publikationer”. Eller det kan rekvireres fra Familieplejen Danmark, tlf. 33 25 88 06.

Børnesagens Fællesråds konference ”Børn i krisesituationer”

Børnesagens Fællesråd holder konference om ”Børn i krisesituationer”, tirsdag den 8. november i Herning Kongrescenter og onsdag den 9. november i Bella Center i København.

Hovedoplægholdere er:

Psykolog Anne Dickson fra London og

Psykiater og terapeut Ben Furman, Helsingfors (se boganmeldelser bagerst i bla-det). Herudover en masse andre spændende oplægsholdere. Læs mere på www.boernesagen.dk.

Pris 1460,- kr. pr. deltager inklusiv fuld forplejning og materiale.

UFC konference 7. november 2005

KABU projektet er afsluttet, men arbejdet indenfor anbringelsesområdet fortsætter. I forbindelse med UFC konferencen udkommer temahæfter omhandlende temaer-ne fra KABU. Temahæfterne bliver præsenteret på konferencen den 7. november kl. 9-16 på Trinity Hotel og Konferencenter i Fredericia. Læs mere på www.kabuprojektet.dk

Til orientering:

Side 21

PLF har besøgt Skærgården sommeren 2005 Af Annette Vestergård og Finn Riber Rasmussen

Skærgården er en Familie Højskole som er helt unik i sin virkemåde, den skiller sig ud ved at det er en Familie-højskole hvor der er pasningsmulighe-der og aktivitetsmuligheder for børn og unge i alle aldre.

PLF sendte Annette Vestergård og Finn Riber Rasmussen på besøg på Skær-gården i uge 26, hvor der blev afholdt et ugekursus for plejefamilier, med profes-sionelle undervisere. Temaerne der blev undervist i var virkelig spændende i år, for eksempel: Familiedynamikker, Omsorgssvigt, Livsbøger, Samarbej-de med offentlige myndigheder, Su-perversion, Børnepsykologi, Foræl-dresamarbejde.

Vi mødte en stor skare af positive pleje-

familier som med egne børn og pleje-børn, forventningsfuldt havde indtaget Skærgården i forventning om, at skule modtage spændende undervisning, møde andre plejefamilier, skabe net-værk og blive ”klædt bedre på som ple-jeforældre”.

På Skærgården bliver familierne indlo-geret i et af de 4 ”langhuse” som er tilknyttet højskolen, hver familie får 1 eller 2 værelser, alt efter hvor mange personer de er. Alle værelser har eget bad. I hvert hus er der fjernsynsstue, vaskerum og stort fælles køkken/alrum.

Undervisningen foregår i dejlige lokaler på selve højskolen hvor der ligeledes er storkøkken og spiseafdeling. Køkkenets

Side 22

evner til at lave sund og variable mad er formidabel.

Medens de voksne modtager undervis-ning fra kl. 9:00 til kl. 15:00 er der taget hånd om børn og unge. De store børn får tilbudt at tage med på en 3-4dags kanotur på Gudenåen med erfarne le-dere. De mellemste børn bliver tilknyttet ”børneskolen” som ligger lige bag høj-skolen, i vandkanten af en pragtfuld badesø. Børneskolen har tilknyttet voksne som aktiverer børnene. De mindste børn kommer over i ”børnehuset” som ligeledes ligger ved siden af højskolen, børnehuset har og-så tilknyttet voksne som passer og akti-verer børnene.

Om eftermiddagen er der rige mulighe-der for fælles voksne/børneaktiviteter på det store fællesareal mellem langhu-sene, eller man kan fiske og sejle i en af højskolens kanoer.

Aftensmaden bliver serveret på højsko-len hvor der er fællesspisning sammen med børnene. Om aftenen efter børne-ne er lagt i seng, bliver der serveret natmad i langhusene for de voksne.

Da vi ankom om mandagen, dagen efter alle kursisterne var ankommet, var der allerede knyttet mange bånd blandt plejeforældrene og så sandelig også mellem børnene.

Familiehøjskolen Skærgården har siden ca. 1989 afholdt sommerkurser for ple-jefamilier. Vi, Annette og Finn som skri-ver dette indlæg har et grundigt kend-skab til højskolens sommerkurser.

Annette og familie har deltaget i som-merkurser 16 år i træk. Finn og familie har deltaget i sommerkurser 14 år i træk, fælles for alle årene er at vi har haft et god og lærerig uge og vi har altid formået at få ”ladet batterierne op” i den uge. Vi har skabt os et helt fantastisk netværk blandt plejefamilier over hele landet, vi er aldrig mere alene med vo-res faglige problemer.

At besøge højskolen som gæster, som repræsentanter for PLF var en fornøjel-se, vi blev godt modtaget af kursusleder Birthe Pagh, vi var rundt i husene om aftenen. Vi fik uddelt materiale og blade om vores interesseforening og vi fik da også nye medlemmer.

Side 23

Når et barn bliver anbragt udenfor hjem-met, kan forælderen få en støtteperson. I mange tilfælde betyder det ikke nød-vendigvis, at barnet oplever støtte i den svære periode. Susan har været an-bragt uden for hjemmet, og hendes mor har fået tildelt en støtteperson, men det har desværre ikke betydet en ret kurs for Susan.

”En gang stjal jeg nogle af en anden narkomans penge. Min søster og jeg. Vi brugte 2.000 kr. af hendes. Det fandt hun ud af og blev stiktosset. Det gik helt galt. Jeg var rigtig langt ude på stoffer og begyndte at sælge min krop for at tjene penge. Jeg var kun 12-14 år gam-mel.”….Susan kigger på mig med alt for gamle øjne i det helt unge ansigt.

Susan har indvilget i at fortælle mig hendes historie om, hvordan hun er havnet i den kriminelle løbebane. Hun sidder ved siden af mig i en sofa i et lille værelse, som hun deler med sin bror. Hun er lige flyttet hjem til sin mor igen efter en meget turbulent tid på eftersko-le, hos sin far, på gaden osv.

Hun er åben og imødekommende og fortæller mig om, hvordan hun har ople-vet flere ting i sit 16-årige lange liv, end jeg nogensinde kunne frygte at komme til at opleve.

Hun har på meget kort tid levet et hårdt liv med stoffer, prostitution og vold. Hun fortæller mig om hendes lange erfaring i hendes korte liv med rolig og fattet stemme. Hun har oplevet store svigt fra såvel systemet som hendes familie. Hun har meget svært ved at finde sit ståsted og har siden hun var ganske ung skulle tage ansvar for både hende selv og hendes søskende.

Hun har oplevet, hvordan hendes mor vendte hende ryggen, da hun efter mis-brug havde brug for støtte og vejled-ning. Dette kastede hende ud i en me-get hård og opslidende tid i et særdeles hårdt miljø.

Efter Susan stiftede bekendtskab med den kriminelle løbebane, blev hun fjer-net fra hendes mor. I første omgang blev hun sendt på efterskole, hvor der var lange diskussioner om, hvordan man skulle ”hjælpe” Susan ved at tilby-de hende forskellige materielle goder.

Hendes mor havde derfor krav på en støtteperson efter servicelovens § 40 a. Her siger loven, at kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for forældrenes egen skyld. En støtteperson for forældrene kan væ-re med til at dække de behov, som for-ældrene har under barnets anbringelse og derved også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet.

Forældrene har selv mulighed for at vælge den konkrete støtteperson, som efterfølgende skal godkendes af kom-munen.

Antallet af familier, som får støtte efter servicelovens § 40 er steget stødt. 272 familier i 2001 fik tildelt en støtteperson, 461 familier i 2002 og i 2003 var tallet steget til 686 familier.

Ingen kan være i tvivl om, at denne form for støtte er særdeles velkommen i en situation, hvor ens barn bliver taget ud af ens hjem og anbragt i et andet. I

”Min mor har en støtteperson – det har jeg ikke”

Af Jeanette Sandberg Bossen

Side 24

mange tilfælde er der stor nytte af ikke alene at behandle barnet, men også sørge for støtte til hele familien. Mange gange er ”nissen” ikke individuel, men derimod en ”familienisse”.

Imidlertid har Susan ikke oplevet en tilsvarende støtte i hendes situation. Hun fortæller: ”Jeg havde en støtteper-son på et tidspunkt. Jeg følte ikke, at man kom videre. Det eneste, det dreje-de sig om var penge og bare få og få. Det kunne jeg ikke bruge til noget. Man skal have en person, man virkelig hol-der af, som man kan snakke med om-kring tingene. Man skal ikke hele tiden få at vide, at her er 500 kr., så kan du købe nogle nye bukser. Så føler man sig lige meget. At man ikke er noget værd.”

Hun fortsætter: ”Kommunen har sagt, at de ikke vil have mere med mig at gøre, fordi jeg ikke kunne passe efterskolen. De har ikke flere tilbud til mig. Jeg skal klare mig selv”.

Susan fik dog senere en sagsbehandler hos kommunen, som forsøgte at hjælpe hende og sætte tingene mere i rammer for hende. Desværre kørte tingene igen skævt og nu bor Susan i en camping-vogn på en campingplads sammen med sin kæreste….17-år gammel.

Susans situation er desværre ikke en-keltstående, men en oplevelse mange anbragte børn deler.

Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at kommunen ikke opfylder sine forpligtel-ser overfor de unge, men måske bare, at den støtte og hjælp kommunen har mulighed for at tilbyde, ikke opleves som en hjælp eller en støtte for den unge.

Der bliver flere og flere unge, der an-bringes uden for hjemmet, flere og flere unge, der begår kriminalitet osv. Antal-let af anbragte børn var i 2004 14.040. Samtidig får kommunernes færre og færre ressourcer til at yde den nødven-

dige hjælp til såvel den enkelte unge som familien.

En optimal løsning med langsigtet virk-ning vil derfor blive mere og mere van-skelig at opnå.

Uanset hvad udviklingen må føre med sig, har Susan i hvert fald tabt tilliden til systemet. Hun har ikke oplevet, at en sagsbehandler eller støtteperson på noget tidspunkt har hørt rigtig efter, hvad hun har sagt. Hun føler ikke, at hun er blevet taget alvorligt, og det har for hende betydet, at hendes kriminelle løbebane er taget helt nye drejninger.

Efter snakken med Susan sidder jeg tilbage med en tom følelse af, at det største problem for Susan ikke har væ-ret hendes familie, hendes skolegang, hendes kriminelle løbebane, men der-imod at hun aldrig har følt, at hun blev taget alvorligt. Ingen har for alvor lyttet til og taget det alvorligt, at hun i en tidlig alder er blevet misbrugt, at hun rent faktisk havde brug for støtte og vejled-ning fra såvel hendes mor som hele skolesystemet.

En støtteperson tilknyttet netop hende havde måske gjort en forskel. Et længe-re psykologforløb tidligt i forløbet havde også været til gavn for Susan for der-igennem at give hende en ballast og en accept af hendes situation.

En stor udskrivning på kort sigt, men en meget stor besparelse i det længere perspektiv.

Hun fortsætter: ”Kommunen har sagt, at de ikke vil have mere med mig at gøre, fordi jeg ikke kunne passe efterskolen. De har ikke flere tilbud til mig. Jeg skal klare mig selv”.

Susan fik dog senere en sagsbehandler hos kommunen, som forsøgte at hjælpe hende og sætte tingene mere i rammer for hende.

Side 25

Desværre kørte tingene igen skævt og nu bor Susan i en campingvogn på en campingplads sammen med sin kære-ste….17-år gammel.

Susans situation er desværre ikke en-keltstående, men en oplevelse mange anbragte børn deler.

Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at kommunen ikke opfylder sine forpligtel-ser overfor de unge, men måske bare, at den støtte og hjælp kommunen har mulighed for at tilbyde, ikke opleves som en hjælp eller en støtte for den unge.

Der bliver flere og flere unge, der an-bringes uden for hjemmet, flere og flere unge, der begår kriminalitet osv. Antal-let af anbragte børn var i 2004 14.040. Samtidig får kommunernes færre og færre ressourcer til at yde den nødven-dige hjælp til såvel den enkelte unge som familien.

En optimal løsning med langsigtet virk-ning vil derfor blive mere og mere van-skelig at opnå.

Uanset hvad udviklingen må føre med sig, har Susan i hvert fald tabt tilliden til

systemet. Hun har ikke oplevet, at en sagsbehandler eller støtteperson på noget tidspunkt har hørt rigtig efter, hvad hun har sagt. Hun føler ikke, at hun er blevet taget alvorligt, og det har for hende betydet, at hendes kriminelle løbebane er taget helt nye drejninger.

Efter snakken med Susan sidder jeg tilbage med en tom følelse af, at det største problem for Susan ikke har væ-ret hendes familie, hendes skolegang, hendes kriminelle løbebane, men der-imod at hun aldrig har følt, at hun blev taget alvorligt. Ingen har for alvor lyttet til og taget det alvorligt, at hun i en tidlig alder er blevet misbrugt, at hun rent faktisk havde brug for støtte og vejled-ning fra såvel hendes mor som hele skolesystemet.

En støtteperson tilknyttet netop hende havde måske gjort en forskel. Et længe-re psykologforløb tidligt i forløbet havde også været til gavn for Susan for der-igennem at give hende en ballast og en accept af hendes situation.

En stor udskrivning på kort sigt, men en meget stor besparelse i det længere perspektiv.

Side 26

Boganmeldelser: Vi har valgt en række bøger, nogle med relevans til temaet, andre fordi de har rele-vans til arbejdet som plejefamilie i det hele taget.

Mit barn er anbragt

Etniske minoritetsforældres fortællinger

Socialforskningsinstituttet: 04:16

Anbringelse af etniske minoritetsbørn og -unge udgør en voksen-de opgave for kommunerne. I denne bog belyses gennem 11 personlige livshistorier de særlige problemer og dilemmaer, som etniske minoritetsforældre står i, når deres barn anbringes. Livs-historierne giver et indblik i, hvordan forældrene forsøger at ska-be en mening med og håndtere den svære situation, anbringel-sen har sat dem i. Det bliver tydeligt, at det er nødvendigt at tage hensyn til etnici-tet, kultur, religion og sprog, hvis det anbragte barns og forældre-nes rettigheder skal respekteres. Hvordan det kan gøres i prak-sis, giver forfatterne deres bud på gennem en række anbefalin-ger til sagsbehandlere, plejefamilier, medarbejdere på anbringel-

ÆRE OG SKAM har haft en afgørende betydning for den danske integrationsdebat. Naser Khader fortæller vidende og personligt om de mange facetter af islam, om den muslimske livsform og om det dansk-islamiske kulturmøde. Ud over at belyse forskellige muslimske skikke, normer og værdier forklarer han, hvorfor vi ofte går fejl af hinanden, og han giver blandt meget andet svar på, hvad islamisk etik er, hvad

muslimer må og ikke må, hvordan de betragter sygdom og død, hvordan muslimske børn bliver opdraget, hvor-for kvinderne går med tørklæde, og hvilken betydning familien har for muslimer.

Denne nye udgave er stærkt udvidet og gennemgri-bende revideret på baggrund af de mange erfaringer, Naser Khader har gjort sig siden førsteudgivelsen. Indholdet er desuden opdateret i forhold til udviklingen, både hvad angår den hjemlige integrationsproblematik og verdenssituationen efter den 11. september 2001, og ÆRE OG SKAM er nu også suppleret med en ara-bisk ordliste samt et register, der gør bogen egnet som opslagsværk.

Naser Khader

Forlag: Borgen

Side 27

En bog om at møde, drage omsorg for og opdrage et tidligt skadet barn For et omsorgssvigtet barn kan det være barskt at få livet til at hænge sammen. I institutioner og skoler er disse børn sammen med andre børn, som kommer fra velfungerende hjem og som har fået masser af omsorg og kærlighed. Som professionel, pædagog eller lærer, møder man omsorgssvigtede børn uden nødvendigvis at have et egentligt kendskab til deres livsvilkår. Børnene er der bare sammen med alle de andre børn. Men i bør-nehaven og i skolen støder normerne sammen. Og når problemerne tårner sig op, stilles der krav om, at de børn, der forstyrrer, skal væk fra fællesskabet. Blot at flytte barnet er imidlertid ingen løsning. I bogen om Kirre ser man hvordan et barn, som virkelig er blevet svigtet, ved hjælp af professionelle kan komme videre i livet og at der findes muligheder. Her møder vi Kirre, personerne i hans hjemlige miljø og de professio-nelle omkring ham: Socialforvaltningen, børnehaven, børnehaveklassen og skolen, som bliver involveret i hans liv. Vi møder også hans plejeforældre. Gunilla O. Wahlström har skrevet en medlevende beret-ning om, hvordan man giver et omsorgsvigtet barn uden hjemlig støtte mulighed for at lære - at lære at leve et værdigt liv, samtidig med at den tunge sociale bagage forbliver en del af dette barns historie og virkelighed. Den svenske lærer og forfatter Gunilla O. Wahlström har med denne bog levendegjort, hvordan et omsorgsvigtet barn på trods af tidlige skader får mulighed for at leve et værdigt liv. Bogens force er dens indlevelse i barnets, moderens, pædagogens og lærerens virkelighed. Samti-dig konfronteres læseren gennem mødet med Kirre og hans omgivelser med sider af sig selv på godt og ondt. Bogen er et stærkt vidnesbyrd om, at forfatteren kender forholdene indefra. Det mærkes, at Gunilla O. Wahlström selv er folkeskolelærer. Hun har endvidere skaffet sig viden om omsorgssvigtede børns verden gen-nem psyko-socialt arbejde og efteruddannelse i bl.a. USA og England i konflikthåndtering, vejledning og råd-givning. Kirre henvender sig til alle, der har børn i deres vare-tægt, f.eks. lærere og pædagoger, lærer- og pædagog-studerende, socialrådgivere og sagsbehandlere, ja til alle, der føler ansvar for børns trivsel. Bogen har i Sveri-ge efterhånden vundet eksemplarisk status som udtryk for en involverende pædagogisk praksis, "Kirre-pædagogik". Bogen bruges som indledende grundbog til uddannelser af pædagoger m.fl. i Sverige. Det er sjældent at få fat i så god en bog, der fra første side griber sig fast i sjælen og sindet. Den giver meget stof til eftertanke, og kan varmt anbefales til jer alle. Børne Sygeplejersken

Af Gunilla O. Wahlstrøm

Forlag: Kroghs forlag

Side 28

Flere relevante bøger:

En bog der godt kan "omsættes" til plejefamilier er:

"Livet i familien" af Familieterapeut Jesper Juul.

Hvad er de vigtigste værdier, når man lever sammen i en familie? Jesper Juul er ikke i tvivl: ligeværdighed, integritet, autencitet og ansvarlighed. De fire værdier og hvordan man under de voksnes lederskab lever dem i praksis er emnet i han nyste bog "Livet i familien". Jesper Juuls filosofi er bla.a at det gælder for enhver familie, at kærlighed ikke er nok til at sikre medlemmernes trivsel og udvikling. Vi må lære at omsætte vores kærlige følelser til kærlige handlinger og det må vi først og fremmest lære af og med hinanden. Se evt. hjemmesiden www.family-lab.dk

Forlaget Apostrof, 199 kr.

"Børn kan" af Ben Furman.

Metoden "Jeg kan" er et pædagogisk redskab, der går ud på at hjælpe børn med at overvinde deres problemer ved at lære nye færdigheder og den er velegnet for så-vel forældre som professionelle.

Ben Furman der er psykiater, psykoterapeut og leder af Institut for Korttidsterapi i Helsinki, der står bag metoden og hans bog "Børn kan"

er for nylig udkommet på dansk.

I bogen beskriver han i let tilgængelig form de 15 trin i "Jeg kan"- metoden. Ligesom han med eksempler viser, hvor-dan metoden kan bruges over for børn, som f.eks. lyver, stjæler, er bange for spøgelser eller tisser i sengen om natten.

En spændende bog om en metode, der virker logisk og dejlig enkel at anvende.

Hans Reitzels Forlag, 225 kr.

Side 29

Læs også Mariannne Skyttes seneste bog "Anbringelse af etniske minori-tetsbørn - om socialarbejderes vurderinger og handlinger.

Bogen kan købes via forlaget: Socialhögskolan, Lunds Universitet, tlf.

0046-46 222 00 00.

”En pose bladet slik”

Sociolog Hanne Warming og journalist Tina Juul-Rasmussen har bearbejdet deres bog ”Har andre plejebørn det som mig” til en ny udgave. En børne-ungeudgave rettet mod dem, det hele drejer sig om – plejebørnene. I et let læseligt sprog genfortælles indholdet fra ”Har andre plejebørn det som mig”. Tegner Ronnie Gosvig har illustreret den nye bog. En række plejebørn, blandt andet den oprindelige kernegruppe af plejebørn i Børnetinget, har væ-ret konsulenter på to prøvekapitler. Bogen er rettet mod de 10-18årige.

”En pose blandet slik” udkommer på forlaget Frydenlund den 1. oktober. Den er på 96 sider og koster 119 kr.

Sandskær strand Sønderjylland

Side 30

PLF AFHOLDER GENERALFORSAMLING

Lørdag d. 12. november 2005, afholder Plejefamiliernes landsforening den årlige generalforsamling. Igen i år har vi valgt at placere arrangementet i Aasum Forsamlingshus på Fyn, ved Odense Vi starter kl. 10, med et fagligt oplæg, Vi har bedt Lisbeth Gedsø om at komme og fortælle om sine erfaringer med ”den gode samtale” (se næste side). Lisbeth Gedsø, ledende familieplejekonsulent i Døgnplejeformidlingen siden 1985. Har arbejdet med børn i familiepleje siden 1976

Forældre og plejeforældre udtrykker stor tilfredshed med samtalernes forløb. Det ser også ud til at have en afsmittende effekt på børnenes trivsel, at deres forældre og plejeforældre er engageret i at samarbejde. Samtidig er det vores indtryk, at samarbejdssamtalerne virker forebyggende på konflikter.

Det har især vist sig at være et godt redskab til at få skabt et fundament for samar-bejde mellem forældre og plejeforældre. Et fundament der kan plejes og vedlige-holdes med samarbejdssamtaler under hele anbringelsesforløbet. Herefter frokost og generalforsamling, Husk tilmelding!! [email protected]

Side 31

Den gode samtale – ”Samarbejdssamtaler” -

Døgnplejeformidlingen for Børn og Un-ge i Nordsjælland har fået bevilliget midler til projekt Samarbejdssamtaler fra Socialministeriets satspulje. Projek-tet bliver gennemført i perioden 2003 til 2006.

Projektets formål er at udvikle en meto-de til samarbejde mellem forældre og plejeforældre samt mellem forældre og døgninstitutionspædagoger med henblik på at opkvalificere arbejdet med børn og unge, der er anbragt udenfor eget hjem.

Plejebørn lever ligesom skilsmissebørn i et konfliktrisikofelt mellem flere familier. Konflikter mellem familierne er meget belastende for børnenes udvikling både i nuet og på sigt.

Skilsmissebørnene er imidlertid sikret tilbud omkring konfliktmægling via lov-givningen. I dette projekt bruger vi, og ”udvikler” konfliktmæglingsmetoden i

samarbejdssamtaler mellem forældre og plejeforældre samt andre relevante personer.

Metodeudviklingsprojektet er også et forskningsprojekt. Vi opsamler viden, interviewer deltagerne og analyserer materialet, som så til sidst vil udkomme i rapport-form.

Projektlederne er Bibi Wegler og Hanne Warming.

Lisbeth Gedsø der er projektkoordina-tor, er med i metodeudviklingsarbejdet og fungerer selv som samarbejdskon-sulent

.

Døgnplejeformidlingen har en løbende tradition for at få samlet forældre og plejeforældre for at drøfte samarbejde og for at pleje samarbejdet til gavn for børnene.

Vi afholder regelmæssige lørdagskur-ser med forskellige emner for såvel forældre og plejeforældre sammen.

I 2007 bliver der udgivet en rapport som indeholder en analyse af hele projektet

Side 32

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” Strandvangsvej 47 50 Hvidovre Telefon: 2425 9007 Mail: [email protected]

Næste nummer af PLF-bladet udkommer til december 2005

Næste blads tema ”Aflastning—hvordan”?

Documents

3-2005 PLF Bladet