1-2005 PLF Bladet

Nr. 1/2005 februar

3 generationer

Side 2

PLF-Bladet

Medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.

Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:

Hanne Niemann ([email protected])

Marianne List ([email protected])

Indlæg til bladet sendes til:

Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre

Email: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsen-deren.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentlig-gjort materiale.

Udkommer 1 gang i kvartalet.

Distribution: Postvæsenet

25. februar medlemsmøde Aabenraa 8. marts bestyrelsesmøde PLF 29. marts medlemsmøde Aabenraa 11. april bestyrelsesmøde PLF 14. april medlemsmøde Harpelunde 18. april besøg i Baglandet i Århus 29. - 30 april "forkæl Jer selv weekend" Skælskør 3. maj medlemsmøde Aabenraa 10. maj bestyrelsesmøde PLF 11. maj medlemsmøde Valby 12. maj Temadag på Fyn SISO 2. juni medlemsmøde Dannemare

Detaljer omkring de enkelte arrangementer kan ses på Internet kalenderen. Oplysninger kan også fås ved henvendelse til bestyrelsen.

På PLFs hjemmeside kan du se de sidste opdateringer omkring møder og aktiviteter

for plejefamilier.

www.plejefamilierne.dk

PLF kalender

[email protected]

Prinsessen på ærten

Side 3

Først og fremmest vil jeg på PLF’s vegne ønsker jer et godt nytår. Et nyt år, der vil få stor betydning for familieplejeområdet. Den anbringelsesreform som blev indgå-et sidste år, skal udmøntes, og imple-menteres i en ny kommunestruktur, hvor lovgrundlaget endnu ikke er vedtaget.

Vi ved allerede nu, at et flertal i fol-ketinget har lagt op til en øget brug af anbringelse i netværksfamilier, som også er temaet i dette nummer af PLF-bladet.

I PLF har vi en klar og utvetydig holdning til netværksanbringelse. Er det i den konkrete sag det bedste for barnet, er det den anbringelse man som anbringende myndighed skal vælge. Mere enkelt kan det vel ikke siges.

Når vi alligevel er betænkelige, hænger det sammen med, at Folke-tinget i loven gjorde det økonomisk mere attraktivt for kommunerne at vælge netværksanbringelser, idet der ikke skal udbetales løn til en netværks plejefamilie.

Vi er bange for, at man ikke laver de samme grundige forundersøgelser som ved almindelige anbringelser. Vi er bange for, at man kommer til

at nedtone problemstillinger i net-værket, og anbringe barnet i net-værket alligevel. Vi er bange for, at det bliver de økonomiske forhold, og ikke barnets behov, der bliver afgø-rende for valg af anbringelsessted. Vi er bange for, at der på den måde blive skabt flere svingdørsbørn, og at det netværk barnet kunne opbyg-ge et varigt og positivt forhold til, medens det boede i plejefamilie, lider ubodelig skade, hvis det går galt under anbringelsen i netværket.

Så er folketingsvalget overstået, når du har fået dette nummer af PLF-bladet i hånden og vi har enten fået en ny regering eller genvalg til af den siddende.

For Plejefamiliernes Landsforening er det ikke navnet på den aktuelle regering der er afgørende. Det der er væsentligt for os som plejefamili-er er, at der fra regeringens side sættes fokus på kvaliteten i anbrin-gelserne, at plejebørnenes vilkår og retssikkerhed sættes i fokus og at man forstår, at man kun kan skabe kvalitet i anbringelserne ved at give plejefamilierne ordentlige vilkår at arbejde under, herunder at man ikke skal leve i usikkerhed om ansættel-sesvilkår og løn.

Leder Af Jens Vegge Bjørck, formand Plejefamiliernes Landsforening

LEDER

Redaktionen takker Ida 14år for de flotte HC Andersen motiver. Tegningerne kan ses forskellige steder i bladet.

Side 4

BESTYRELSEN 2005

TEMA SLÆGTSANBRINGELSER

Her kan i se bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen november 2004, se nærmere præsentation af de enkelte medlemmer på hjemmesiden.

Den 5. februar var bestyrelsen samlet til en arbejdslørdag, se billederne på hjem-mesiden.

Marianne, Thomas, Jens, Annette, Hanne, Kirsten, Finn og Merete fra sekretariatsgruppen.

Klodshans

Side 5

TEMA: SLÆGTSANBRINGELSER


Indledning

”Plejeforhold hos nære slægtninge”

Hvis barnet opholder sig hos nære slægtninge eller andre nærtstående, som barnet i forvejen har et tæt forhold til, vil der normalt være en formodning for, at opholdet vil være til gavn for barnet og det vil, medmindre de konkrete forhold taler imod, ikke være nødvendigt at foretage en dyberegående undersøgelse. Dette gælder også, selv om plejeanbringelsen forventes at vare i en længere periode.”

Politiker Olaf Hansen (K) fra Gram kom-mune indleder vores tema om slægtsan-bringelse med artiklen ”Ny anbringelses-reform – børnene i centrum”.

Lene Jørgensen, landssekretær og soci-alrådgiver i FBU som skriver om slægts-anbringelser, bringer rigtig mange følel-ser i spil i familierne – mellem generatio-nerne – mellem søskende. Følelser, som berører alle involverede dybt og nok allermest barnet og forældrene.

Tove Videbæk (KD) skriver et indlæg om at bruge netværket først.

Familieplejen Danmark skriver om deres

bekymringer omkring slægtsanbringel-ser.

Vi henviser til Socialforskningsinstituttets undersøgelse om at ”slægtsanbragte børn klarer sig bedre”.

Hanne Niemann skriver om sin erfaring omkring at være slægtsplejefamilie.

Vi har et spurgt et plejebarn om fordele og ulemper ved netværksanbringelser.

Dagmar Sofie, der i dag er 75 år slutter vores tema med, hvordan det har været for hende at være slægtsanbragt.

Her er PLF ikke enig – vi mener, at der på lige fod med andre plejeforhold skal udarbejdes en godkendelse af slægtnin-gene.

Netop fordi det er slægtninge, kan der være flere problematikker. Det er derfor nødvendigt med en dyberegående un-dersøgelse af barnet og den familie som barnet skal i pleje hos. Relationerne mel-lem øvrige familiemedlemmer bør ind-drages i undersøgelsen, specielt hvis plejeanbringelsen forventes at vare i en længere periode.

Fra KLs håndbog om Slægtsanbringelser:

Tommelise

Side 6


I de senere år har talrige undersøgelser og evalueringer konkluderet, at indsat-sen for udsatte børn er for dårlig. Kvali-teten i indsatsen for udsatte børn har været for ringe, og børn som har været anbragt, klarer sig generelt dårligere som voksne, dette være sig erhvervs-, familie- og sundhedsmæssigt. Der er truffet alt for mange forkerte beslutnin-ger til skade for børnene. Det har såle-des været åbenbart, at anbringelsesre-formen var nødvendig. Og nu er refor-men på plads. Den 14. april 2004 indgik et flertal af Folketingets partier et forlig om en anbringelsesreform - en reform som tiltræder i kraft 1. januar 2006. For-liget består af et lovforslag og derud-over en række initiativer, der ikke inde-bærer lovgivning.

Det er glædeligt, at der nu er indgået forlig om en reform, hvis pejlemærke er barnets bedste. Målet er, at indsatsen for udsatte børn, unge og deres familier skal forbedres. Anbragte børn skal have bedre betingelser for en ordentlig op-vækst, på trods af de dårlige vilkår, de har mødt - de skal have de samme mu-ligheder som andre børn for uddannel-se, arbejde og familieliv. Generelt læg-ger reformen op til en holdningsændring i synet på børn og i indsatsen for at hjælpe udsatte børn. Reformen skal give markant større kvalitet i indsatsen og dermed betyde færre brudte anbrin-gelsesforløb, en mere målrettet indsats og en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Et af de centrale temaer i anbringelses-reformen er bedre inddragelse af famili-en. Det er vigtigt, at familiens ressour-

cer bruges, hvor det er muligt. Familien og netværket skal inddrages bedre, det kan f.eks. ske ved brug af familie-rådslagning for at finde ud af, hvilken form for støtte, der skal gives, og hvad er bedst for barnet. Ligeledes skal fami-lien og netværket indgå i overvejelserne af en eventuel netværksanbringelse, sådan at børnene kan blive i deres nær-miljø – gå i den samme skole, til de samme fritidsaktiviteter og i det hele taget opretholde de gode og sunde for-bindelser til venner og netværk. Og det er naturligt at inddrage børnenes familie og netværk. Som den tidligere konser-vative Socialminister Henriette Kjær har sagt ”Jeg har ofte undret mig over, hvorfor velfungerende bedsteforældre ikke er blevet inddraget. Mange vil hellere end gerne tage sig af deres børnebørn, hvis de får muligheden for det”.

Slægtsanbringelse er mindre udbredt i Danmark end andre lande, som vi nor-malt sammenligner os med. Gennem-snitlig er 5 pct. af alle børn i Danmark, der er anbragt uden for hjemmet, an-bragt hos slægtninge eller nære venner af familien. Tallet dækker dog over sto-re forskelle kommunerne imellem. Mens nogle kommuner har 43 pct. slægtsan-bragte børn, har andre slet ingen.

International forskning peger på, at (Fortsættes på side 7)

Ny anbringelsesreform – børnene i centrum Af Olaf Hansen byrådsmedlem K, Gram kommune og plejefar.

”Jeg har ofte undret mig over, hvorfor velfungerende bedsteforældre ikke er blevet inddraget”

Side 7


NÆSTE BLADS Tema er Plejebørns rettigheder

redaktionen modtager gerne indlæg og læserbreve fra medlemmerne.

slægtsanbringelser giver gode resultater, og i flere tilfælde bedre resultater, når det fx gælder børnenes kontakt til deres forældre og tilknytningen til deres sæd-vanlige miljø. Hidtil har det ikke været undersøgt herhjemme, men en ny under-søgelse fra SFI på, at slægtsanbragte børn klarer sig godt. Mange af børnene bevarer kontakten til deres forældre, og slægtsanbringelser bryder sjældnere sammen. Nuvel er det ofte mere ressour-cestærke børn som slægtsanbringes, men hvis det er den rette løsning for dem, skal de anbringes der, hvor de

bedst hjælpes på vej.

Som plejefamilie ser jeg reformen som et stort fremskridt for børnene – og der er og bør altid være børnene, der er i cen-trum. Vi kan som plejefamilier hjælpe udsatte børn – og typisk de meget res-sourcesvage børn til at få en god hver-dag og solid opvækst. Mens at slægtsan-bringelse er et godt alternativ for de me-re ressourcestærke børn. At børnene har dårlige sociale forhold der hjemme er svær at ændre, men vi kan og bør hjæl-pe dem til bryde den sociale arv, til gavn for børnene og hele samfundet.

(Fortsat fra side 6)

Den tapre tinsoldat

Side 8

FBU ForældreLANDSforeningen (FBU) har ikke formuleret en fælles holdning til slægtsanbringelser. Det er ikke muligt, da der i foreningen er meget forskellige erfaringer med og holdninger til slægts-anbringelser. Samtaler og debatter i FBU om slægtsanbringelser bringer mange følelser i spil.

Det - at tale med hinanden om slægts-anbringelser - bringer i sig selv mange følelser i spil, og falder fint i tråd med de erfaringer, vi gennem støttearbejdet har om børns anbringelse i slægten.

Det er rigtig godt, at der fra Folketingets side sættes fokus på, om et barn kan anbringes indenfor sin slægt eller i fami-liens netværk. Barnet vil på den måde blive ved med at være i sin egen familie - barnet kan føle sig "valgt til" og ikke "valgt fra", som børn der anbringes i fremmede familier kan føle.

Men det er samtidig vigtigt at have fo-kus på, hvilken dynamik der vil kunne opstå i familien, når barnet på denne måde "flytter plads" og måske kommer til at bo hos bedsteforældre eller sø-skende til forældre. Det giver "rod i ge-nerationerne".

Pia er mor til Julie på 5 år. Hun ringer for at snakke om samværet med Julie, som siden hun var 2 år har været an-bragt hos farens forældre. Pia fortæller, at både hun og hendes mand er stof-misbrugere, og da de ikke selv kunne tage godt nok vare på Julie, bad de om, at hun kunne blive anbragt hos farfo-rældrene. Det blev hun, og hun trives godt.

De føler nu, at de selv næsten har mi-stet deres familie. Kommunen har sat begrænsninger for deres samvær med Julie, fordi hendes mand er aktiv mis-bruger. Pia selv får metadon. Samværet skal finde sted hos farforældrene, og de må kun blive lukket ind, hvis faren er upåvirket. Den vurdering skal farfo-rældrene tage.

Pia og hendes mand må kun efter be-slutning i kommunen deltage i det al-mindelige familieliv, fødselsdage, jul og andre familiearrangementer, som der plejer at være mange af i deres familie, som har et stort sammenhold.

Pia og hendes mand er stadig glade for, at Julie bor hos farforældrene – men de havde aldrig forudset, hvad det kunne komme til at betyde for deres eget til-hørsforhold. Det er de meget kede af.

Susie er mor til Søren på 9 år. Hun rin-ger for at få råd om, hvad hun kan gøre for at forbedre forholdet til sin familie.

Susie har de seneste år været psykisk syg, og sygdommen medfører i lange perioder, at hun ikke selv kan passe Søren. I de perioder træder morforæl-drene til, og så bor Søren hos dem. Det har han nu gjort fast det sidste år. Det fungerer sådan set meget godt, men Susie bekymrer sig om, hvorvidt foræl-drene kan klare det på længere sigt, og hun bekymrer sig særligt, fordi hendes egne søskende ikke kan acceptere, at Søren bor hos morforældrene.

Helt aktuelt er det til stor sorg og be-kymring for hendes forældre, at hele

(Fortsættes på side 9)

Slægtsanbringelser bringer rigtig mange følelser i spil!


V/Lene Jørgensen, landssekretær og socialrådgiver i FBU Forældrelandsforeningen.

Side 9

familien ikke kan samles i julen. Hendes søskende har givet forældrene besked om, at de ikke kommer juleaften, hvis Susie er der. Susie fortæller, at de er meget vrede på hende, fordi hun selv og Søren lægger beslag på morforæl-drenes tid og kræfter, så der ikke bliver så meget plads til de andre søskende og børnebørn. Susie bliver ikke længere inviteret med til fødselsdage i familien – Søren må gerne komme sammen med morforældrene, men de har valgt at blive hjemme, når Susie ikke bliver invi-teret.

Susie er meget ked af situationen i fa-milien, som lige nu betyder, at familien er splittet, at hun selv er uønsket, at hendes forældre bliver belastet og står i voldsomme dilemmaer, fordi hendes søskende forlanger, at de ”vælger side”, og at Peter udelukkes fra den kontakt, han plejer at have med sin slægt og sine fætre og kusiner.

I de to fortællinger har forældrene øn-sket, at deres barn blev anbragt i slæg-ten, hos bedsteforældre. Følelser er stærkt i spil i familierne, og virkningen for forældrene kan blive, at de selv helt eller delvist mister deres familie for at deres barn kan bo i slægten. Den pris må anbringelser af børn i slægten ikke have.

I den ene fortælling er barnet også på vej til at miste noget af slægten. Og hvad mon det kan betyde for et barn, at dets forældre bliver udstødt af familien? Eller at barnet selv bliver det?

I FBU er det vores erfaring, at anbrin-gelser (generelt), som har baggrund i forældres omsorgssvigt eller i risiko herfor, rummer mulighed for mange konflikter mellem forældre og anbringel-

sessted. Stofmisbrug og alvorlig psykisk sygdom indebærer risiko for omsorgs-svigt af børn – så eksemplerne hører til i gruppen med risiko for konflikter i for-bindelse med anbringelsen.

Det er også vores erfaring, at indgreb og begrænsninger i muligheden for samvær og kontakt med det anbragte barn generelt giver anledning til mange konflikter.

Konflikter under anbringelsen kan ikke undgå at påvirke det anbragte barn.

Socialforskningsinstituttet (SFI) har lige udgivet en pilotundersøgelse om Slægtsanbringelser i Danmark, hvor det bl.a. fremgår, at langt de fleste af bør-nene er anbragt bl.a. på baggrund af forældres psykiske sygdom eller mis-brug, ligesom anbragte børn generelt.

En del af børnene er anbragt pga. for-ældres kriminalitet, alvorlige fysiske sygdom eller direkte fravær ved f.eks. sygdom, dødsfald eller ophold i udlan-det.

I FBU har vi kun ganske få erfaringer med slægtsanbringelser på denne bag-grund. Det kan måske være tegn på, at slægtsanbringelser på denne baggrund ikke indebærer samme grad af alvorlige følelsesmæssige reaktioner og konflik-ter i familien.

Det er vores erfaring generelt – på FBU – LINIEN og i støttearbejdet - at foræl-dre eller andre pårørende først finder frem til FBU, når de f.eks. står midt i følelsesmæssigt svære situationer.

Med baggrund i vores erfaringer anbe-faler vi, at følgende punkter indgår i både familiers og professionelles over-vejelser om konkrete slægtsanbringel-ser – sammen med alt det andet, der


Side 10


skal være opmærksomhed på:

At slægtsanbringelse kun overvejes, hvis barnet selv (afhængig af alder og modenhed) og forældrene ønsker an-bringelse i slægten, og såfremt de er enige i, at barnet skal bo hos den kon-krete familie – hvis ikke, skal barnet anbringes på anden måde

Om anbringelse i barnets slægt er for-målstjenlig, hvis begrænsninger i sam-vær og kontakt skønnes at være eller kunne blive nødvendige

At alle for barnet og forældrene vigtige personer deltager i beslutningsproces-sen. Det er deres familie, det drejer sig om. Det kan evt. ske gennem anvendel-se af Familierådslagning, hvor ”den udvidede familie” gives mulighed for at drøfte med hinanden, om barnets an-bringelse i deres slægt vil være mulig og hensigtsmæssig – og hvilken hjælp og støtte, de synes, der skal til for at støtte op om slægtsanbringelsen

At kommunen sørger for, at alle parter – barnet, forældrene og den kommende

plejefamilie – inddrages i grundige snakke om, hvad det (ud fra generelle erfaringer) kan betyde for deres familie at have et slægtsbarn i pleje, og hvilke forestillinger de selv gør sig herom

At det skal være tydeligt aftalt, hvilken rolle plejefamilien skal have. Skal pleje-familien - ud fra forholdene og barnets behov - være barnets primære familie, eller skal plejefamilien supplere barnets egne forældre på de områder og tids-punkter, hvor de ikke selv magter at være forældre?

At alle parter skal sikres kvalificeret hjælp og støtte til at ”håndtere” anbrin-gelsen, dvs. ”ekstern” støtteperson (samtalepartner) til barnet, støtteperson til forældre og støtte og supervision til plejefamilien.

At kommunen forbereder anbringelsen på en sådan måde, at konflikter fore-bygges ved at alle parter inddrages i aftaler og beslutninger om barnet, og at kommunen reagerer med intervention på selv spæde optræk til konflikter.


Svinedrengen

Side 11


Brug først netværket Af MF Tove Videbæk (KD), formand for Folketingets Socialudvalg 2001-2005

Truede børn og unges problemer skal om muligt løses i familierne eller det nære netværk. I langt de fleste tilfælde er det faktisk i barnets interesse, at kommu-nerne forsøger at holde sammen på fa-milien. Børn anbragt uden for hjemmet har meget hårde odds senere i livet. De slipper aldrig den følelsesmæssige kon-takt og fungerer derfor bedst, når der er en fornuftig kontakt til familien. Derfor mener jeg også, at vi kan være stolte over denne del af den nye anbringelses-reform. Noget af det som Kristendemo-

kraterne har kæmpet meget for at få med i reformen er netop et øget brug af de ressourcer og muligheder, der ligger i barnets eget netværk.

Som udgangspunkt bør kommunerne nu finde en plejefamilie så tæt på barnet som muligt. I nogle tilfælde vil det af ind-lysende årsager ikke kunne lade sig gø-re. Samtidig må man så tage ordentlig fat på at løse problemerne hos barnets forældre. Her kan vi blive meget bedre end vi er i dag.

KD ønsker ligeledes, at slægtninge skal have mulighed for at tage et barn i pleje. Undersøgelser fra f.eks. Sverige viser, at det er en rigtig god idé. Dels undgår vi

dermed at slå barnets historie totalt i stykker, og dels skaber vi dermed en bedre kontinuitet for barnet. Resultater fra Sverige viser også, at børn, der har været ”slægtsanbragt” klarer sig noget bedre senere i livet, end de børn, der har været anbragt hos helt fremmede.

Hermed ikke være sagt, at nu skal alle børn anbringes hos familiemedlemmer. Naturligvis ikke. Men familieanbringelse skal være en mulighed – sammen med de andre gode muligheder, som vi har i dag. En ekstra farve i paletten. De børn, der fjernes fra deres forældre, har krav på, at vi benytter alle muligheder og res-sourcer for om muligt at give dem et sammenhængende og godt liv – på trods af baggrund og den nuværende situation i deres familie. Og selvfølgelig skal vi stille krav til den slægtning, der skal god-kendes til at tage sig af barnet.

Nogle kritikere hævder, at disse slægt-ninge ikke har ressourcerne til at tage et barn i pleje.

Men vi må ikke glemme, at forhold som misbrug, alkoholisme, psykisk sygdom m.m. kan ramme selv de bedste familier. Og jeg (og andre i socialudvalget) har fået rigtig mange henvendelser fra fami-liemedlemmer, især fra bedsteforældre, som hellere end gerne ville træde til og hjælpe, men de fik ikke lov af kommu-nen, for de var jo ikke ”professionelle”! Det er denne holdning i mange kommu-ner som vi får gjort op med i den nye anbringelsesreform – for børnenes skyld.

”Som udgangspunkt bør kommunerne nu finde en plejefamilie så tæt på barnet som muligt.”

Side 12

Slægtsplejefamilier kan være en uvurderlig ressource


Familieplejen Danmarks 14 medlemsor-ganisationer ved af erfaring, at slægts-plejefamilier kan være en uvurderlig res-source for nogle plejebørn. Derfor har Familieplejen Danmark i sit høringssvar til anbringelsesreformen bakket op om intentionerne omkring slægtsanbringel-ser.

Men vi har også sagt, at vi er bekymrede over to ting.

Den ene er økonomien. Vi ved godt, at både den nuværende og den tidligere socialminister har været optagede af at sørge for, at der ikke er økonomiske motiver bag slægtens ønske om at få et plejebarn, og at man derfor har fjernet muligheden for at udbetale vederlag til disse familier. Men vi frygter, at visse slægtsfamilier kommer til at sidde meget hårdt i det til skade for børnene.

Nu er reformen vedtaget, og forligsparti-erne har ikke ændret sig på dét punkt. Tilbage er så kun at håbe, at man fra myndighedernes og de professionelles side vil følge udviklingen meget tæt og være parate til at ændre opfattelse, hvis praksis viser sig at skade slægtsplejefor-

holdene og dermed børnene.

Det andet punkt handler om støtten til slægtsplejefamilier, både i form af grund-kursus, netværk og tilsyn. Vores erfaring hér er, at slægtsplejefamilier kan have andre behov end almindelige plejefamili-er – og måske traditionelt har fået for lidt opmærksomhed omkring det, de har brug for får at få dagligdagen til at funge-re.

Her er familieplejeorganisationerne op-mærksomme på deres rolle. En række af organisationerne er begyndt at udbyde specielle grundkurser til både egne og kommunale slægtsplejefamilier ud fra især svenske erfaringer (Ewa Näslund og Hans Bäckström), og der er kommet øget opmærksomhed på at kunne opfan-ge behovet for netværksgrupper og til-syn, skræddersyet til slægtsplejefamilier.

Familieplejen Danmark om slægtsanbringelser

De vilde svaner

Side 13


Fyrtøjet

60 % af de anbragte børn, som er an-bragt hos andre familiemedlemmer kla-rer sig bedre end børn anbragt uden for familien. Det svarer børnenes sagsbe-handlere i en mindre pilotundersøgelse, som Socialforskningsinstituttet har fore-taget blandt knapt 100 kommuner.

Undersøgelsen viser, at de slægtsan-bragte børn oftere bevarer kontakten til deres biologiske forælde og har færre problemer, end børn anbragt uden for familien.

”Det er det bedste for et barn, som skal anbringes, at det kan bevare størst mu-lig kontakt til sin familie eller familiens omgangskreds. Det er med til at give et barn en tryg opvækst, at barnet kan blive i sine vante omgivelser. Det er ud fra den betragtning, at regeringen i an-bringelsesreformen har arbejdet for at fremme omfanget af anbringelser i de omgivelser, barnet i forvejen kender” siger socialminister Eva Kjer Hansen (V), der er glad for at få ny viden om

slægtsanbringelser.

”Undersøgelsen styrker vores nuværen-de viden om, at slægtsanbringelser i mange tilfælde kan være det rigtige for børn, der skal anbringes, men man skal naturligvis altid sikre sig, at familien magter opgaven”, mener socialministe-ren.

Hele undersøgelsen kan findes på Soci-alforskningsinstituttets hjemmeside www.sfi.dk.

SPI undersøgelse siger at

slægtsanbragte børn klarer sig bedre!

Nattergalen

Side 14

Vi har to plejebørn, hvor det ene pleje-barn er min niece. Det ældste plejebarn har boet hos os i 13 år og slægtspleje-barnet har boet hos os i snart 3 år.

Slægtsplejebarnet og vores store pleje-barn har leget sammen fra de var hen-holdsvis 2 og 4 år og har altid været meget knyttet til hinanden.

Ved slægtsanbringelser har plejebarnet relationerne til plejefamilien inden det flytter ind hos sine slægtninge. Plejebar-net behøver ikke at kæmpe for at på en position i familien, de er jo i familie og det er f.eks. nemmere at sige ”Jeg bor hos min moster” end at sige ”jeg er ple-jebarn”.

Plejebarnet behøver ikke at føle sig deporteret til en ”fremmed” plejefamilie. Når det er en familie- eller netværksan-bringelse, relationerne er der fra første dag. Det giver en anden tryghed lige fra starten af i plejeforholdet.

Som slægtsplejefamilie ved man på forhånd om man holder af barnet eller at man kan komme til at holde af/elske slægtsplejebarnet.

Men der er brug for en anden etik i slægtsanbringelser, da der ikke er det ”frirum” mellem plejeforældrene og bar-nets forældre, som der er ved et ”almindeligt” plejeforhold. Relationerne er tæt forbundne i slægtsanbringelsen fordi man er i familie med hinanden og f.eks. er med til sin families fester, jul osv.

En vigtig fordel ved slægtsanbringelser er at plejefamilien kender barnets livshi-storie - plejefamilien kender barnets livshistorie fra før det blev født. Slægts-plejefamilien kan uddybe og fortælle plejebarnet om hændelser og oplevel-ser fra det var helt lille. Det gør det

nemmere at hjælpe barnet med at få sat ord på tidligere oplevelser, men også på de følelser barnet har følt under forskel-lige perioder og hændelser.

Man forstår meget tydeligt når plejebar-net fortæller om sit liv før det kom i pleje hos familien, men også når barnet for-tæller om samvær med sine forældre mens det bor i plejefamilien. Det er nemmere at støtte barnet i forældrerela-tionen, da man har en dybtliggende forståelse/afklaring af deres forhold.

Endvidere kan slægtsplejefamilien for-tælle barnet om forældrene f.eks. om forældrenes barndom, skolegang, ven-ner osv. I vores tilfælde betydet at pleje-barnet har kontakt til nogle at forældre-nes tidligere venner, som har valgt ple-jebarnets forældre fra.

Slægtsplejefamilien kan fortælle barnet om dets slægt f.eks. overlevere sjove historie om bedsteforældre, oldeforæl-dre osv. som man selv har fået fortalt.

Som slægtsplejefamilie skal man kunne sige fra over for sin familie. Det gælder ikke kun barnets forældre, men også sine egne forældre, søskende osv.

Slægtsplejefamilien kan i sin egen fami-(Fortsættes på side 15)


SLÆGTSPLEJEFAMILIE V. Hanne Niemann

Billedet af de to søde plejebørn er taget i 1993 – 9 år før de to piger kom til at bo sammen.

Side 15

lie opleve, at der er mere fokus på slægtsplejebarnet og opleve manglede interesse for plejefamiliens egne børn

En vigtig ulempe ved slægtsanbringel-ser er, hvis plejeforholdet går i stykker mister plejebarnet måske en vigtig del af sit netværk (og familie).

Der er problemstillinger ved slægtsan-bringelser, som jeg aldrig havde tænkt

på før, at jeg gik i gang med at skrive dette indlæg og jeg er blevet bevidst om, at en af grundene til at vores ”slægtsanbringelse” er gået så godt er, at vi var en veletableret og erfaren pleje-familie inden vi fik min niece i pleje.

En anden ting, der gjorde vores slægts-plejeforhold meget nemmere var, at slægtsplejebarnet selv valgte at komme i pleje hos os.



Gode spørgsmål til slægtsanbringelser!

• Kan der opstå økonomiske konflikter f.eks. når slægtsplejefamilien kan få penge for det, hvorfor kan vi som forældre ikke?

• Kan man være sikker på at slægtsplejeforældrene har den rette forståelse for plejebarnets problemstilling og er kvalificeret til opgaven?

• Skal der en anden vurdering/godkendelse til, når det er en slægts- eller en netværksanbringelse?

Et plejebarn skriver om slægtsanbringelse. Det første jeg tænker på, når folk spør-ger mig om fordelene ved at være i pleje hos min familie, er nok, at lige fra starten vidste min plejefamilie lige præcis hvor de skal støtte én og hvornår. Det er også dejligt, at man i starten kender dem, det giver et tryggere forhold både for barnet, men også for familien. De forstår en på flere måder, da de jo kender ens foræl-dre og de kan også se forældrenes gode sider.

De bor ikke så langt væk, så man behø-

ver ikke at starte helt på ny, man kan beholde venner og skole hvis man vil.

Af ulemper kan jeg næsten ikke finde noget som ikke også ville være et pro-blem, hvis det havde været i en alminde-lig plejefamilie f.eks. vil ens forældre lige meget hvad føle sig erstattet. Men det kan måske være en lille smule hårdere, hvis ens forældre og plejeforældre skæn-des fordi de kender hemmeligheder om hinanden.

Side 16

Han hed Oscar / far døde i 1967, jeg kom for sent!

Dagmar Sofie fortæller her sin historie om at være slægtsanbragt.

Da jeg var otte dage gammel blev jeg hentet af min bedstemor, min mor kun-ne ikke passe mig?

Jeg voksede op som lillesøster til min mors syv søskende. De betød meget for mig, og jeg følte mig altid elsket, og som en del af søskendeflokken. Min mor var der som søskende til de andre, hvis hun var deres søster, var hun også min søster. Min ”Tante Grete” sagde til mig, at jeg skulle huske at sige mor til Emma, når hun kom på besøg, men det ville jeg ikke.

Jeg har aldrig fået et knus af min mor.

Jeg er stolt over, at min bedstemor og bedstefar havde overskud til at tage sig af mig, hvis nogen har haft en god barn-dom, så er det mig skønt min uægte herkomst.

Der er aldrig nogen der har fortalt mig, hvorfor jeg ikke boede hos min mor, eller hvem min far var, men ”små kruk-ker har også ører”, så jeg vidste, at han hed Oscar.

Hvorfor, har jeg kun kunnet gætte mig til. Der var nogen der sagde, at han havde en anden kæreste, nogen sagde, at min mor ikke var fin nok til hans fami-lie. Måske var han for tysksindet til min bedstemor og bedstefar? Jeg tænkte ofte på ham, hvem han var og hvorfor jeg ikke måtte få sandheden at vide.

I skolen forsvarede jeg mig fysisk lige fra starten. Da en af pigerne i 1. klasse, sagde til mig, at jeg ikke boede hos min mor og far, slog jeg hende så hun fik

næseblod. Jeg husker det tydeligt, jeg blev selv sat til at tørre blod op. Derefter var der ingen der sagde noget om det! Men jeg var hele tiden i forsvarspositi-on.

Jeg husker en dag, hvor min kusine og jeg stod ved bageren, der kom en stor lastbil kørende, min kusine råbte, se Dagmar, der kører din far. Hvorfra vid-ste hun, at det var ham?

Da jeg var 12 år gammel skulle min mor giftes. Hendes mand ville gerne have, at jeg kom hjem til dem og boede, men det ville jeg ikke. Jeg fik lov til at blive hos mine bedsteforældre. Mor fik to døtre, mine halvsøstre.

Jeg kom ofte på besøg hos naboen, som var min tante og onkel. Jeg gik i klasse deres søn, min fætter, vi legede meget sammen og det var dejligt at være hos dem. Min tante var 20 år yng-re end min bedstemor, så der skete lidt mere når jeg var hos dem, vi fandt på meget sjov sammen.

Hver søndag var der dansemusik i radi-oen, så rykkede vi bordet i stuen til side og min onkel lærte mig at danse. På skift stod vi på hans fødder og så viste han os hvordan vi skulle danse, det var sjovt. Når min bedstemor kom for at hente mig, gemte jeg mig under køk-kenbordet – hun kunne være ret skrap!

Da jeg var 14 år gammel kom jeg ud og tjene i forskellige stillinger. Det første sted var hos et ægtepar, hvor manden var efter de unge piger. En middags-pause var han også på vej ind på mit


af Marianne List


Side 17

værelse, men jeg råbte, at han skulle gå ud. Herefter pakkede jeg mine ting, og cyklede hjem til min bedstemor. Hun var noget forundret over at se mig, jeg forklarede hende situationen, men hun bad mig pakke mine ting og blive i min plads. Jeg havde lovet at blive der et halvt år, så der var ikke noget at gøre.

Jeg blev gift i en meget ung alder, vi var nogle store børn, kun 18 og 21 år. Vi havde svært ved at falde til ro, så vi flyttede mange gange. Nu efter mange år er vi endelig faldet til ro, men jeg flytter stadig rundt, nu på møblerne i mit hjem.

Det har altid været min svage side, der skal ske noget hele tiden, tingene skal vendes igen og igen. Det er som om jeg ikke er et helt menneske. Jeg savner noget i mit liv, der er noget der ikke er helt på plads. Det er nok mine rødder der er spaltet på grund af en dårlig mor, der ikke ville kendes ved sit barn.

Da min mor lå for døden, opsøgte jeg hende i håbet om, at hun ville fortælle hvem min far var. Det ville hun ikke. Det var underligt at tænke på, at alle om-kring mig vidste hvem han var og hvor-for. Mens jeg bare måtte gætte mig til det hele.

Der gik mange år med egne børn, mand og arbejde. Da jeg som 62 årig gik på efterløn fyldte det mere og mere i mig, jeg ville gerne finde frem til mine rødder og forstå hvorfor!

I august 2001 tilbød min svigerdatter at hjælpe mig med at finde frem til min far. Jeg havde kun ganske få informationer om ham, jeg vidste at han hed Oscar, og at han havde arbejdet som chauffør i et korn og foderstoffirma.

Vi opsøgte først kommunen, i navnere-gisteret stod min mors navn og i rubrik-ken om faders navn stod der ukendt. Herefter ringede min svigerdatter til firmaet. Jeg kunne se, at hun snakkede længe med dem, jeg blev helt nervøs! Firmaet var familieejet og den nuværen-de direktør havde overtaget posten efter sin far. Det var som om han vente-de på, at vi skulle ringe. Han kunne fortælle, hvordan firmaets gamle bog-holder skulle holde børnepenge tilbage i lønnen for to af medarbejderne, den ene var min far. Han hed Oscar! Far døde i 1967 jeg kom for sent.

Min far havde været gift og fået to børn. Hans enke og to børn lever stadig, mine halvsøskende er 13 og 15 år yngre en mig, men hans kone er kun 10 år ældre end mig.

Jeg har besøgt hans gravsted. Jeg har besøgt min fars kone, vi fik en god snak, jeg har set billeder af mine halv-søskende sammen med min far. Det var dejligt at se et billede af min far, ligheden er der, jeg kan se, at min søn ligner ham.

Min halvsøster fra mors side, mente det var forkert af mig at trænge ind i andres




Pigen med svovlstikkerne

Side 18

liv – med hvad så med mit? Har jeg ikke ret til at kende mine rødder?

Selvom jeg har haft en god barndom, har der altid manglet noget i mit liv, det andre har haft.

Min far fik jeg ikke lov til at lære at ken-de. Det har ”de” ment ikke var nødven-digt, jeg havde jo dem og alle de andre, men der mangler noget i den sidste del af mit liv.

Jeg har stadig brug for at se den gård hvor jeg blev født, det skal jeg her i foråret.

Det er vigtigt at kende sine rødder. Jeg har haft et godt liv, er 75 år gammel, har min mand, tre børn, ni børnebørn, tre oldebørn, det fjerde er på vej – men jeg mangler stadig noget, men nåede

det ikke.

En stor tak til dig Dagmar Sofie, fordi vi fik lov til at kikke indenfor i dit liv!


Jeg er et ægte barn! Lykken er at blive elsket Lykken er at have nogen at elske Lykken er at vide hvor man kommer fra Lykken er at vide hvor man går hen.


Det er muligt at læse mere om slægts-anbringelser på www.kabu.dk , gå ind under delprojekter, her kan Social-forskningsinstituttets pilot undersøgel-se 04:21, ”Slægtsanbringelser i Dan-mark, downloades eller bestilles.

Ligesom du kan læse om forskellige Familieplejeforeninger/konsulenter der er gået i gang med at udarbejde pro-jekter omkring slægtsanbringelser.

Litteratur:

Hyrdinden og Skorstensfejeren

Side 19

PLF BLADET FEBRUAR 2005

Forleden sad jeg i en pause med to af mine kollegaer til en konference om rummeliggørelse i en temarække om det gode børneliv.

Konferencens oplægsholdere var et bredt udvalg af yderst kompetente eks-perter, både på det teoretiske, men også fra det praktiske plan og ud fra deltagerlisten ku jeg se en ligeså bred vifte af lærere, pædagoger, konsulenter, psykologer og…… familieplejere ( vi var 3 i alt – mig og minde 2 kollegaer).

Mens vi sidder i de bløde sofaer og nyder kaffepausen og snakken bliver min ene kollega mødt af en gammel seminariekammerat.

De taler lidt frem og tilbage, som man nu gør, når man er på ” goddav og det er længe siden” og selvfølgelig spørger seminariekammeraten hvad min kollega la-

ver til daglig. På svaret, at hun er fami-lieplejer kommer ordene ”Nå så er du nok med på en lytter” fra seminariekam-meraten.

Nu er min kollega en meget faglig stolt og bevidst kvinde og da hun samtidig er hurtig på aftrækkeren, får hun slynget tilbage, at ”Jeg er her på samme vilkår som dig – vi er jo kollegaer”

Denne hurtige ordveksling af hhv. ven-ligheder, men bestemt også holdnings-udsagn, blev hængende i mig resten af

dagen. Jeg spekulerede over, hvad det var, der var sket – især i mig, for hvad der fik seminariekammeraten til at sige hvad hun sagde, og om der lå det bag, som jeg lagde i det, ved jeg jo intet om.

Men det, denne korte ordudveksling satte i gang i mig var et kæmpe spørgs-mål om hvordan vi familieplejere kan få bygget en større anerkendelse og re-spekt op omkring vores arbejde.

I alle de år jeg har været familieplejer, har netop spørgsmål som, hvorfor vi ikke kan forvente at blive mødt som ligeværdige samarbejdspartnere af læ-rere, pædagoger, konsulenter osv. Væ-ret tilbagevendende temaer og oftest er svarerne blevet hængende i luften som noget vi ikke direkte har nogen mulig-hed for at ændre på.

Forklaringerne har været mange, og løsningsforslagene ligeså. Snakken omkring bedre arbejdsvilkår, pension, indsigelsesret, forskellig løn-og ansæt-telsesvilkår har mange gange peget i retning af, at meget kunne løses, hvis de ting gik i orden.

Men er det forklaringen eller sætter vi ikke bare os selv ud af spillet og lader være med at tage vores del af ansva-ret?

Jeg ved det kan virke provokerende at skrive det, men måske er det påkrævet at vi rusker lidt op i os selv og får sat gang i en debat omkring vores faglige bevidsthed for at få synliggjort alle de styrker vi går og gemmer på i stedet for at putte os bag en utilstrækkelighedsfø-lelse og en mindreværdsfølelse overfor de eksperter vi møder?

En af foredragsholderne på den konfe-rence, vi var med til, Niels Borg fra Hel-


Skal vi blive i myterne- eller skal vi gøre noget for at af-skaffe dem? Af Signe Ålbæk Jensen

”Nå så er du nok med på en lytter…”

Side 20


sehjemmet, satte spørgsmålstegn ved det formålstjenlige med de myter som vi fagfolk kan putte os under, og som med-virker til at vi sætter os selv ud af spillet og lader være med at tage vores del af ansvaret.

De myter som handlingslammer, og som jeg prøver at relatere til vores verden som plejefamilier var:

• TILBUDSMYTEN: hvor vi bliver brem-set af, at der ikke er de fornødne tilbud til vores plejebørn som eks. dækkende specialklassetilbud.

• SPECIALISTMYTEN: Vi kan ikke kom-me videre før plejebarnet ex. har været igennem en psykiatrisk undersøgelse (og der er bare lige et års ventetid!)

• METODEMYTEN: Vi mangler ”værktøjer” til at komme videre med det her barn (værktøjer = handlingsfor-slag )

• UDDANNELSESMYTEN: Vi mangler uddannelse og kurser i at kunne ”håndtere” det her barns problematik

• TERAPIMYTEN: Problemerne ville løses ved ugentlig terapi (terapi hjæl-per kun når klienten tager sin del af ansvaret)

• RESSOURCEMYTEN: Vi mangler ressourcer til at kunne lave et tilfreds-stillende stykke pædagogisk arbejde, ergo får i den vare i har bedt om (på bekostning af børnene og de voksnes trivsel)

Niels Borg understregede meget tydeligt, at vi fagfolk i marken, var hamrende nødt til at TRO på vores eget værd, da det som virkelig rykker i arbejdet er det lange seje træk som de personer, der har den daglige kontakt med børnene at gøre. Det er os, som skal gøre op med eks-pertmyterne og os som skal vise vores værd. Vi kan ikke læne os tilbage og

vente på at andre gør det!

Vi skal

Det var jo meget bekræftende, men også frustrerende, men hvordan gør vi så lige det?

Først og fremmest må det jo være at komme op af sofaen og få åbnet mun-den, men det kræver støtte og kollegial opbakning at turde. En støtte som også kræver at vi mødes noget oftere og får snakket sammen om nogle problematik-ker som handler om os selv som person og hvordan vi bruger os selv, at vi får fundet ud af at vi alle fejler og der intet farligt er i det, hvis vi tør stå ved vores fejl og at vi får fundet hinandens styrker og forskelligheder som vi legalt kan træk-ke på.

I Sønderjylland har vi etableret en kolle-gial supervisionsgruppe, hvor vi en gang om måneden mødes og tager netop dis-se snakke. Personligt har de medvirket til, at jeg nu føler jeg ex. har fået kollega-er og jeg har fundet et rum, hvor jeg tør stå ved mine tanker og ind imellem blan-dede følelser overfor mine plejebørn. Jeg får luft for en masse tanker som jeg ikke nødvendigvis kan få ud andre steder, og jeg får vendt mine problematikker 180 grader så jeg pludselig kan få øje på nye vinkler som gør problemerne enklere.

At få de snakke, kræver mod til at møde op på møderne, men jeg kan varmt an-befale dem.


Vide, vise og sige, hvad vi VIL

Vide, vise og sige, hvad vi IKKE VIL

Mærke, vise og sige,

hvordan vi HAR DET

Side 21

Forkæl jer selv weekend D. 29. april til d. 30. april er der planlagt ”en forkæl Jer selv weekend” for pleje-forældre.

Vi mener det er vigtigt at styrke parfor-holdet og passe på hinanden, vi skal både være arbejdskollegaer, forældre, ægtefolk, kærester.

Se den særskilte invitation med detaljer om turen.

PLFs-sommercamp 2005

Så er årets sommercamp i ”Det røde hus” i Sverige planlagt. Uge 31 er reser-veret, men hvis der er tilmeldinger nok vil vi også bruge uge 30. Så spild ikke tiden hvis I har lyst til at deltage i PLFs sommercamp 2005, meld jer til nu, og sikrer jeres plads.

Det Røde Hus er et ældre træhus på godt 450 kvadratmeter fordelt med stue-plan og førstesal - foruden et stort fæl-

lesrum på anden sal.

Huset ligger på en stor naturgrund på knap 8.000 kvadratmeter, hvoraf en del er skov. Grunden grænser op til et min-dre åløb samt lille sø.

I slutningen af februar udsendes tilmel-dingsskema med yderligere detaljer om turen.


Den grimme ælling

Side 22

”børns reaktioner og symptomer på seksuelle overgreb”

Gitte Jacobsen fra SISO vil fortælle om reaktioner og symptomer på seksuelle overgreb, samt give pædagogiske red-skaber til arbejdet med børn udsat for seksuelle overgreb.

SISO er forankret i Udviklings- og For-midlingscenteret for Børn og Unge, der i 2001 af Socialministeriet fik til opgave over en årrække at indsamle viden om sociale indsatser ved seksuelle over-greb mod børn. Se mere på www.siso-boern.dk

Vi starter med kaffe og brød, oplæg og debat frem til kl. 13, hvor vi slutter med frokost og opsamling fra dagen.

Pris for ikke medlemmer 100 kr.

Bindende tilmelding til [email protected]

Eller til

Plejefamiliernes Landsforening

Strandvangsvej 47

2650 Hvidovre

ET JULEEVENTYR

TEMADAG PÅ FYN Torsdag d. 12. maj fra kl. 10 – 14 afholder PLF en temadag på Fyn. Adressen er: Aasum Bygade 11 Aasum

Familieplejen Danmarks hjemmeside for nuværende og tidligere plejebørn www.boernetinget.dk må siges at være en succes. Rigtig mange børn og unge har benyttet hjemmesiden, og rigtig mange tidligere anbragte har udtalt: ”Hvis bare der havde været en sådan mulighed for mig, da jeg var anbragt”.

Vi har oplevet plejeforældre, der positivt og konstruktivt har hjulpet deres pleje-børn med at lære hjemmesiden at ken-de, har hjulpet dem til at benytte denne helt særlige mulighed for at udtrykke tanker, følelser og ikke mindst at kom-munikere med ligestillede.

Men vi har også oplevet plejeforældre være mere forbeholdne i forhold til, at give børnene og de unge mulighed for at gå ind på hjemmesiden. De enkelte plejefamiliers begrundelser for dette forbehold er forskellige. Et af de argu-

menter, vi hører, er, at plejebørnene ikke må benytte familiens computer. Det kan være, fordi diverse regnskaber og andre personlige oplysninger er på computeren. Plejefamilierne argumente-rer med, at risikoen for ”kaos” på com-puteren er for stor. Der kan også være plejeforældre, der har noget liggende på computeren, som de ikke vil have, at plejebarnet ser. Eller plejeforældre, der er bange for, at barnet går ind på nogle ”forkerte” sider – sexsider fx – eller går ind og bestiller varer, som de efterføl-gende ikke har råd til at betale.

Vi oplever nogle gange dette komme til udtryk på den måde, at plejeforældre ikke fortæller deres plejebørn om hjem-mesiden.

Vi kan godt forstå, at plejeforældre kan have forbehold overfor at give fri ad-


Hjælp jeres plejebørn til at lære www.boernetinget.dk at kende.

Side 23

gang til computeren. Men vi har et øn-ske om, at plejeforældre i stedet for et forbud, på anden vis skaber mulighed for, at plejebørnene kan få kendskab til, og mulighed for at benytte hjemmesi-den.

Måske ved at være til stede første gang barnet eller den unge er inde på hjem-mesiden, - eller være i rummet sammen med barnet uden at kunne læse eventu-elle indlæg barnet eller den unge øn-sker at bidrage med - eller hjælpe på biblioteket, - eller - - - - -! Den anden problemstilling er, at plejefa-milierne kan være bekymrede for, hvad det kan sætte i gang hos barnet, hvis det får adgang til siden. Bliver barnet og dermed "sagen" ustyrlig? Får barnet nogle ideer om, at det vil blæse på, hvad der er aftalt med alle de involvere-de, altså plejeforældre, konsulenter, sagsbehandlere m.m. og så gå egne veje, det kan være i forhold til kontakt med egen familie m.m. Og vil det skabe uro i plejeforholdet? Vil plejefamilien miste ”kontrollen”?

Bekymringen kan få næring ved, at der på hjemmesiden ikke bare er indlæg fra børn, der er meget glade for deres liv i plejefamilien – men også indlæg fra mange børn, der ikke syntes de har det godt i deres plejefamilie af den ene eller anden årsag.

Vores råd til disse plejefamilier ville være, at de satte sig ned sammen med barnet/ den unge i hvert fald de første gange, man gik ind, og så fik undersøgt, hvad siderne indeholder, så der kom en dialog i gang.

Måske er der også mange af de voks-ne, der slet ikke helt konkret ved hvad det drejer sig om, og aldrig selv har klikket sig ind, det kunne de måske star-te med. Vi er ikke bekendt med, at plejebørns

brug af Børnetingets hjemmeside – hvad enten det er som læser af indlæg-gene, som bruger af spillene, som bi-drager med indlæg eller som spørger i brevkassen – har givet yderligere eller forstærkede vanskeligheder eller kon-flikter for de berørte. Tværtimod har vi kendskab til, at det har været hjælpsomt for den enkelte, også ved brug af hjem-mesiden ganske få gange.

Et eksempel herpå findes i en af vore plejefamilier. Plejedatteren her har van-skeligheder med den del af sin identitet der handler om at være plejebarn. Da hun modtog informationer om Børnetin-gets hjemmeside rev hun dette i styk-ker, hun ville intet have med den hjem-meside at gøre. Plejemoderen søgte efterfølgende selv ind på hjemmesiden og læste flere af indlæggene, og be-mærker, at et af indlæggene var rimelig parallelt med plejedatterens problema-tik.

Dette fortalte hun sin plejedatter. Nævn-te for hende, at hun næsten kunne tro, at plejedatteren havde været inde og skrive på hjemmesiden. Det fik efter lidt betænkningstid plejedatteren til compu-teren – med hjælp fra plejemoderen. Efter at plejedatteren havde læst flere af indlæggene, bidrog hun selv med et indlæg. Plejedatteren har efterfølgende udtalt, at det var rart at læse om andre, der havde det ligesom hun, og det var rart at fortælle sin egen historie. Pleje-datteren har ikke siden været inde på hjemmesiden. Konstruktiv og kvalifice-ret støtte fra en plejemor.”

Venlig hilsen

familieplejekonsulent i Familieplejen Lolland-Falster Lena Henriksen

familieplejekonsulent i Familieplejen i Søn-derjylland, Cafa Syd, Birthe Laursen

medlemmer af Børnetingets styregruppe i Familieplejen Danmark.


Side 24

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” Strandvangsvej 47 50 Hvidovre Telefon: 2425 9007 Mail: [email protected]

PS - foreningen af professionelle støttepersoners nye un-dersøgelse

Som led i Socialministeriets kvalitets-projekt på anbringelsesområdet, KAPU-projektet, har PS foreningen af Professi-onelle Støttepersoner lavet en kvalitativ undersøgelse om betydningen af støtte-personordningen efter Servicelovens § 40a.

Det er en nyskabelse i socialt arbejde, at forældre til anbragte børn har en per-son til rådighed, som udelukkende er der for forældrene og som har tavs-hedspligt i forhold til systemet.

En sagsbehandler siger i undersøgel-sen ”og vi får jo meget større dialog og bedre samarbejde omkring, hvad der er godt for barnet”.

Børnene udtrykker at de har fået en

gladere mor.

Forældrene der deltog i undersøgelsen, har udarbejdet en pjece til andre foræl-dre, der har deres barn anbragt – fordi de ønsker, at andre forældre får kend-skab til at det nytter at have en at snak-ke med, som er uafhængig af kommu-nen og hvor oplysningerne ikke kommer videre.

Undersøgelsen er spækket med citater, som viser, at den lille indsats har en stor virkning.

Gå ind på PS Foreningen af Professio-nelle Støttepersoners hjemmeside www.stoetteperson40a.dk og se både pjece, undersøgelse og mail.

Næste nummer af PLF-bladet udkommer i slutningen af maj 2005.

Næste blads tema bliver ”plejebørns rettigheder”.

Documents

1-2005 PLF Bladet