PLF Bladet nr.3 - 2004

Nr. 3/2004 august

Side 3

Så er sommeren ved at gå på hæld, og for langt de fleste plejefamiliers vedkommende betyder det, at endnu en sommer er gået, hvor man har passet sit arbejde og taget hånd om plejebørnene under ens ferie medens de anbringende kommuner har beholdt de retmæssigt optjente feriepenge. Det er et af de temaer, som vi i PLF vil arbejde videre med i efteråret og vinteren.

Vi har glædeligt kunnet konstatere, at rigtig mange har fået udbetalt den 5. ferieuge, som de nye ferieregler har givet mulighed for. Vi har imidlertid desværre også set mange anbringende kommuner forsøge alle mulige krumspring for at undgå at udbetale den 5. ferieuge. Har man oplevet det bør man rette henvendelse til PLF.

Den nye anbringelsesreform er udmøntet i et udkast til et lovforslag, der blandt andet skal fremme anvendelsen af begrebet ”netværksplejefamilier”. Disse ”netværksplejefamilier” skal efter

udkastet ikke kunne modtage løn, men kun dækning af udgifter og hel eller delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Der skal desværre ikke megen fantasi til, for at forestille sig, at kommunerne vil prøve at anbringe et stigende antal børn i ”netværksplejefamilier” for at spare penge og at dette besparelseshensyn vil komme til at veje tungere end hensynet til barnets behov ved valg af anbringelsessted.

Sidst men ikke mindst, har sommeren givet os en ny socialminister. Henriette Kjær er blevet afløst af Eva Kjer Hansen, der hidtil har været socialpolitisk ordfører for Venstre.

Vi vil fra Plejefamiliernes Landsforenings side se frem til et fortsat godt samarbejde med socialministeriet nu under Eva Kjer Hansens ledelse.

Leder Af Jens Vegge Bjørck, formand Plejefamiliernes Landsforening

Sommercamp 2004 - Sverige

Side 5

Hvem har ansvaret for at plejebørnene kommer godt i gang med skolen og hvad kan plejeforældrene gøre?

Det er vigtigt at huske, at alle børn er forskellige, det gælder såvel forældrenes egne børn, som plejebørn. Det er bare vigtigt at huske, at mange plejebørn kommer med en række uheldige oplevelser/svigt fra deres tidlige barndom, som har gjort dem mere skrøbelige end gennemsnitsbørn. Det skal alle parter huske, og det skal der tages hensyn til ved skolehjemsamarbejdet.

Det er plejeforældrenes ansvar, at gøre skolen opmærksom på, at der er tale om et plejebarn. Det er bedst at være åben om det lige fra den første kontakt med skolen. Det er ikke kun skolens ansatte, der skal vide dette, det er også klassekammeraterne, og de andre

forældre i klassen. På den måde kommer der ikke til at forekomme noget hemmeligt eller mystisk omkring det at være plejebarn. Jo større tryghed der kan skabes omkring plejebarnet, des bedre afsæt er der til at klare alle de udfordringer der er ved at gå i skole.

Det at skabe trygge rammer er i mange sammenhænge det altafgørende for, at der skabes en rummelighed omkring skolelivet. Skolen skal være let genkendelig, for alle dem der har børn i skolestartalderen ved hvad trygge rammer betyder. Plejebørn behøver i særdeleshed trygge og letgenkendelige rammer.

Det er derfor vigtigt, at plejeforældrene er meget åbne over for lærerne på skolen, det vil også give bedre mulighed for at trække på de andre eksperter der er omkring skolen. For eksempel alle dem der er ansat i PPR = Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Det vil være rigtig godt, hvis der er mulighed for et hjembesøg, hvor klasselæreren kommer på besøg hos plejefamilien og plejebarnet kan vise sit hjem frem. Denne åbenhed omkring plejebarnets forhold skal bruges til glæde for plejebarnet gennem hele skoleforløbet.

Skolens opgave er at vise forståelse, (Fortsættes på side 6)

Hvem har ansvaret for at plejebørnene kommer godt i gang

med skolen og hvad kan plejeforældrene gøre?

Skole-hjemsamarbejdet Af Thomas Damkjær Petersen

Tema plejebørns skolegang

skolegang før og efter jeg kom i plejefamilie”.

Vi har interviewet et plejebarn om ”Hvordan er det at gå på en specialskole?”.

Et tidligere plejebarn, som i dag er voksen har skrevet til os om ”I skole som plejebarn”.

En plejemor beskriver et af sine plejebørns skolegang.

Vi slutter temaet med at fortælle lidt om en ny rapport ”Fokus på plejebørn i folkeskolen” og til allersidst bringer vi en litteraturliste over temaet.

(Fortsat fra side 4)

Side 7


hjemkommune forstod situationens alvor, fandt en rigtig god plejefamilie til hende og bevilger midler til støtte i skolen. Jeg har været ansat som støttepædagog med fuld dækning af Sofies skoletid de første tre skoleår og nedsat tid de to følgende år. Og plejefamilien hænger sammen endnu, trods det til tider umenneskeligt hårde psykiske pres.

Dråben som fik Sofies bæger til at flyde over i ovennævnte situation, var et forkert svar, som blev efterfulgt af at en kammerat svarede rigtigt og sendte hende et blik, som hun tolkede som hoverende, hvorpå al gammel nederlagsfølelse blussede op og fik verden til at bryde sammen. Da Sofie startede på skolen fik vi en kort orientering om hendes baggrund, men gennem hele forløbet har jeg, fra det offentlige system omkring Sofie, oplevet en utrolig loyalitet og tilbageholdenhed med hensyn til fortrolige oplysninger. Det er på mange måder sympatisk, men fordi problematikken i dette tilfælde er så kompleks, har det også betydet at det tog os nogle år at finde tonen og ordene som kunne trænge ind til Sofie når hun havde sine nedture. Mit erfaringsgrundlag som støttepædagog i skolevæsenet bygger kun på dette støtteforhold, som på flere områder måske nok er atypisk, men det er min oplevelse at en form for skriftlig udredning, fra begyndelsen af samarbejdet, kan give skolepersonalet en viden og en fælles forståelsesramme for omgangen med barnet som fremmer dets videre udvikling.

Den form for skoleanbringelse Sofie er i, kræver et årligt revisitationsmøde. På disse møder har den tilknyttede socialrådgiver og kommunens chefpsykolog været til stede. De har været godt forberedt, har læst skolens redegørelser, og har været meget imødekommende. Man har næsten haft en fornemmelse af at de har forventet alt hvad de har hørt, hvilket de måske

også har, idet de implicerede parter jo har en del samarbejde udenom skolen. Det er jo dejligt at blive forstået, men den indforståede forståelse kunne vi andre godt have brugt en smule af fra starten. Jeg må indrømme at jeg selv, i andre sammenhænge, er fortaler for at hvert barn skal have mange chancer for at blive mødt med friske, fordomsfrie øjne. Men så er risikoen også at barnets handlinger og reaktioner bliver misforstået, med flere nederlag til følge, og det er der jo ingen der ønsker for ”deres” barn.

Fortsættelsen af vores historie er at vi efter et par år gav udtryk for behov for supervision. Og så tog tingene fart, for vi fik prompte bevilget supervision af Sofies psykolog, og nåede efter få samtaler til et fælles forståelsesgrundlag, som har vist sig at komme Sofie til gavn. Så kan man spørge sig selv hvorfor ”systemet” ikke har oplyst os om muligheden for supervision, når ”man” nu vidste hvor indviklet barnets sag var. Nå, men før hvert forældremøde bliver børnene i Sofies klasse spurgt hvad de gerne vil have at vi taler med deres forældre om. Før de sidste supervisionssamtaler har Sofie selv fået at vide at vi skulle mødes, og er på lignende måde blevet spurgt. Hun har en høj grad af tillid til sin psykolog, så hun har både kunnet fortælle psykologen og os hvilke problemer hun godt kunne tænke sig at vi tog op. Man kunne indvende at der er et dilemma med hensyn til barnets ret til et privatliv. Det er min oplevelse at disse børn er utrolig bevidste om deres egen situation. Samtidig har de meget brug for at mennesker de har tillid til, sætter ord på oplevelserne og de følelser der er tilknyttet, så de ikke bliver forbudte eller kommer til at tilhøre et hemmeligt liv. I modsat fald risikerer følelserne at blive styrende for deres samvær med andre mennesker. Åbenheden gør de forbudte følelser lovlige og placerer dem der hvor de hører hjemme. Men det skal selvfølgelig være i en løbende dialog med barnet,


(Fortsættes på side 8)

Side 9

på omsorg (at nogen tager ansvaret fra dem og tager sig af dem), men samtidig frabeder sig indblanding. Jeg ved godt at spørgsmålet er mere komplekst, også i Sofies tilfælde, men i skolen oplever vi dagligt lignende situationer. Hvad gør vi så? Vi har prøvet kontaktbogen, men den blev ofte forlagt, og det virkede ikke. Vi snakker selvfølgelig ekstra meget med det pågældende barn om vigtigheden af at huske sedlerne til hjemmet, og vi minder barnet om det, så det er ved at gå op i sømmene over vores mistro til dets evner. Det hjælper ikke. Vi beder hjemmet om at være opmærksom på beskeder fra skolen. Så er det plejeforældrene der får problemerne med at barnet går op i sømmene over deres mistro og indblanding. Resultatet er det samme: barnet har stadig ikke sine ting i orden, og har deraf følgende daglige nederlag og følelser af utilstrækkelighed. Vi kan gardere os ved at slæbe ekstra tøj med i de voksnes tasker når vi tager på tur, eller vi kan ringe til hjemmet når der er beskeder med hjem. Men det er uholdbart i længden. I Sofies tilfælde har vi langt om længe fundet en form, som godt nok kræver at min hukommelse ikke svigter, men som ikke efterlader nogen med nederlagsfølelse. Jeg mailer ganske simpelt til Sofie og minder hende om at hun har noget som skal afleveres, at hun skal huske sin biblioteksbog, eller hvad der nu er specielt på morgendagens program. Så er ansvaret hendes, det har hun det godt med, og det virker. Der er nok nogen som ser hende over skulderen!

Samarbejdet mellem plejeforældrene og skolen indeholder vel stort set de samme elementer som samarbejdet mellem biologiske forældre og skolen. Vi mødes til forældremøder og skole/hjem-samtaler og snakker almindelig udvikling og ”tingenes tilstand”, vi ringer sammen når der er specielle problemer, og vi beder hinanden om ekstramøder hvis tingene strammer til. Hjemmene forventer at skolen lærer barnet noget, og skolen forventer at forældrene bakker op med

hensyn til lektielæsning og klassevenskabsaktiviteter.

På samme måde som med børn i biologiske familier mærker man hurtigt på skolen når der er problemer i plejebarnets familie. Der rokkes ved barnets tiltro til skolen hvis forældrene derhjemme kritiserer lærerne, og en vis uvilje til skolearbejdet opstår. Min bøn til alle forældre er at de tager enhver kritik op med skolen før problemerne har låst sig fast. Og hvis emnet er affødt af barnets kritik, mener jeg at man skal tage barnet med i en samtale på skolen, så det oplever den gensidige respekt, og lærer at det kan betale sig at give udtryk for sin mening.

En mere prekær situation er det unægtelig når vi kommer til problemer i selve plejefamilien eller mellem barnet og plejeforældrene. For Sofies vedkommende kan problemer ikke gemmes eller syltes. De påvirker hendes koncentration, men det er ikke altid hun kan formulere sin angst eller sine tanker. Nogle børn ville lukke af og blive tavse. Sofie reagerer aggressivt udadvendt, og det er måske meget heldigt, for så kommer hun i hvert fald ikke til at sidde alene med det. I de første skoleår skete det hyppigt i skolen at uro og tegn på uvenskab medførte følelsesmæssig regression. Og vi ser stadig midlertidig tilbagegang i visse fag i psykisk belastende perioder hvor den biologiske familie rumsterer i baggrunden. I vores plejefamilie/skole-samarbejde har der ikke været nogen specielle problemer. Vi har haft nogle udbytterige møder, Sofies plejefamilie har humor og imødekommenhed og gør et knaldgodt stykke arbejde. Men det er dog ikke sjældent sket at Sofie har været i kraftig ubalance i skolen på grund af ubehagelige oplevelser i forhold til sin biologiske familie eller med venner. Men idet skolen først har hørt om dette på et senere tidspunkt, har det ikke været muligt at hjælpe Sofie med at få sat ord på, og hun har derfor nået at rode sig ud i nogle for sagen uvedkommende




Side 11


Min skolegang før og efter at jeg kom til min plejefamilie

Inden jeg kom i plejefamilie lavede jeg aldrig mine lektier. Højst en gang om ugen eller hver anden uge… og det gjorde, at alle i min klasse troede at jeg var ubegavet og ikke kunne finde ud af noget. Derfor valgte de mig fra og ville ikke lege med mig… jeg følte, at når der alligevel ikke var nogle der ville være sammen med mig, hvorfor så lave sine lektier?

Så det blev nærmest en ”ond cirkel”. Jeg har senere fået af vide, at flere følte sig uretfærdigt behandlet, da jeg ikke fik særlig meget skældud, selvom jeg glemte mine lektier og bøger, og de andre fik skældud selvom de kun havde gjort det én eneste gang. Mine klassekammerater har fortalt mig senere, at de troede, at jeg var så svag og skulle beskyttes af lærerne.

Da jeg kom i plejefamilie begyndte jeg at lave mine lektier, det var meget nemmere end jeg troede, og nu kan jeg faktisk rigtig godt lide at lave lektier! Jeg har f.eks. som den eneste i hele klassen (nogle sinde) fået 13 i stil.

Da jeg havde boet hos min plejefamilie i 1 ½ år fortalte jeg hele klassen, hvordan min barndom havde været. Mange vidste det, men dem som ikke gjorde, blev meget overasket og sagde at jeg ikke var svag eller skulle beskyttes, men

at jeg i virkeligheden var utrolig stærk. Så pludselig var jeg forandret i klassens øjne, ikke længere svag, men nu stærk.

Siden jeg kom i plejefamilie har jeg kun glemt bøger eller glemt at lave mine lektier 4-5 gange på 2 år. Det er ikke kun i klassen jeg er blevet bedre - også uden for klassen er der mange flere, der vil være sammen mig, særlig dem som ikke ved hvordan min opvækst har været. Jeg har heller ikke haft overskud til venner inden jeg kom i plejefamilie, men det har jeg nu, og det er dejligt, jeg har altid haft lyst til at have venner.

”Da jeg kom i plejefamilie begyndte jeg at lave mine lektier, det var meget

nemmere end jeg troede”

Næste nummer af PLF-bladet udkommer i november måned.

Temaet vil være: Plejebørnenes sociale relationer

Af et plejebarn

Side 13


En plejemor skriver Af plejemor

Da vores ældste plejebarn, Peter, skulle starte i børnehaveklassen, var det med store betænkeligheder fra vores side.

Grundet Peters første leveår, har han perioder, hvor han ikke er alderssvarende. Han kan bl.a. reagere udadrettet, regrediere, være meget impulsstyret og i perioder have svært ved at have sociale kontakter.

Vi blev mødt med stor forståelse fra skolens side. Skolen er en helt almindelig folkeskole, og Peter skulle gå i en helt almindelig børnehaveklasse. Peter blev sammen med to andre børn tilknyttet en støtteperson, som fulgte den lille gruppe i 15 timer om ugen. Den samme støtteperson skulle være Peters klasselærer i de kommende år, og det viste sig at være af uvurderlig betydning, at de to kendte hinanden fra starten.

Peters klasselærer i børnehaveklassen havde fra starten et stort hjerte for ham. Hun formåede med sin stille facon og tydelige væremåde at skabe et godt forløb for Peter.

Peter blev meget glad for skolen og for de to personer, som nu blev hans nye ”base”. Hele vejen igennem blev han støttet og hjulpet. Han følte sig på intet tidspunkt udenfor eller anderledes.

Betydningen af, hvilke voksne, der er omkring barnet er stor. Skolens holdning til elever, der har specielle behov er af afgørende betydning for at barnet får et godt skoleforløb. Peter nyder godt af, at være blandt ”almindelige” børn.

Nu hvor Peter skal i 5.klasse er han stadig på samme skole. Hans vanskeligheder er med årene ikke blevet mindre – snarere tværtimod. Men både skolen, Peter og vi hænger stadig på. Peter har fået nogle ”goder” såsom at han må gå en tur, når han føler sig trængt og at han må gå hjem, når han ikke orker mere. Han har haft en måneds undervisning herhjemme i en periode, hvor han var dårlig.

Vi fik en læseplan fra skolen som vi kunne følge.

Vores lille indlæg skal illustrere, at selv et barn som egentlig måske hører hjemme i en specialforanstaltning, kan få et godt skoleforløb i en helt almindelig skole. Det kræver mest fra skolens side - men hvis den er positivt indstillet, kan barnet få et udmærket skoleforløb.

Matematikkens mysterier

Side 15

dine forældre ikke kan passe dig”, så jeg er glad for de ikke gjorde det. Måske ville det have været anderledes i de ældre klasser, men det egentlige problem er at få plejebørn til at acceptere deres situation i skolen. Problemet er jo ikke at ens klassekammerater mobber en fordi man ikke bor hjemme, problemerne er inde i en selv, man er bange for at blive drillet eller udstødt af de andre hvis de finder ud af at man er i pleje eller hvorfor. Man går i en sky af frygt og flovhed, man er flov over sine forældres misbrug og

bange for at ens venner finder ud af det.

Det der bør arbejdes på er at styrke plejebørn selvværd og får dem til at forstå at det ikke er deres skyld at deres forældre ikke kan passe dem, at det ikke er deres skyld at forældrene drikker eller tager stoffer. Børn skal ikke gå rundt og føle sig skyldige over noget deres forældre har gjort.



Fokus på plejebørn i folkeskolen

Det er titlen på en rapport netop udkommet i juni 2004, det er Familieplejen for børn og unge og Forældre og Børnecentret der står bag undersøgelsen.

Under baggrund for rapporten står bla. :

” Hensigten med undersøgelsen er dels at indsamle brugbar viden om plejebørns skolegang – en slags status over, hvordan ser virkeligheden egentlig ud i Familieplejen for børn og unges bestand af undervisningspligtige plejebørn og dels hvad mener familieplejekuratorerne,

plejeforældrene og lærerne om børnenes skolegang? Og hvad mener børnene selv?

Med denne status kan vi dels få ét overblik over, hvilke vanskeligheder, der er forbundet med skoleplacering og skoleforløb af anbragte børn og dels erfare, hvad der går godt, og hvorfor det gør det. Men naturligvis også hvad der går mindre godt. Og ikke mindst at bruge informanternes erfaringer og få ideer til, hvordan arbejdet med anbragte børns


Frikvarter

Side 17

”Politikens bog om SKOLEBARNET” af Per og Ellen Schultz Jørgensen. En brugervenlig håndbog, der giver en samlet beskrivelse af barnets udvikling fra 6-12 års alderen og behandler temaer som børns følelser, venner, fritid, medier og sundhed. Håndbogen er på 250 sider og koster ca. 229,- kr.

Bowlby, J. (1994) ”En sikker base. Tilknytningsteoriens kliniske anvendelse” Frederiksberg. Det lille forlag.

Bryderup m.fl. (2002) ”Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud”. København. Danmarks Pædagogiske Universitet.

Børns Vilkår (2001) ”Får alle skolebørn den undervisning, de har krav på”. Dokumentation. København.

Christiansen, C. m.fl. (2002) ”Betingelser for børns sociale ansvar”. København. Socialforskningsinstituttet (02:4)

Fokus-Nyt, nr. 22, oktober 2003 ”Standardisering af brugerundersøgelser i folkeskolen”

Killén, Karin (1993) ”Omsorgssvigt er alles ansvar”. København. Hans Reitzels Forlag.

Sandholt, Pia (2002) ”Brugerundersøgelse. En undersøgelse af samarbejdet mellem Familieplejen for børn og unge, de kommunale forvaltninger og plejefamilierne”. København. Familieplejen for børn og unge.

Sandholt, Pia (2004) ”Fokus på plejebørn i folkeskolen – hvordan trives de?”. København. Familieplejen for børn og unge.

Litteratur henvisninger:


Skoleredskaber

Side 19

Sommercamp 2004

Stedet og huset er rigtig velegnet til PLFs sommercamp. Det var en dejlig uge og så var vi rimelig heldige med vejret. Det var dejligt at vi på sommercampen fik besøg af en plejefamilie med deres 5 plejebørn.

Vi snakker stadig meget om sommercampen og hvad den har betydet for os:

Vi har fået mange nye venner.

Nu kender børnene andre plejefamilier.

Børnene, specielt de unge skriver, mailer og SMSer sammen.

Vi jonglerer.

Vi bager selv vores brød efter at vi har været på sommercamp.

Vi morgenløber.

Vi glæder os til, at vi skal mødes igen den 10. september. Og vi glæder os til sommercampen næste år.

En plejefamilie skriver om sommercampen:

Vi glæder os til sommercamp næste år!

Side 21

Historien om den lille bitte pige opstod en dag, hvor vores ene plejebarn ( A, 7 år) i længere tid fik nogle voldsomme raserianfald især i skolen og fritidshjemmet. Efter disse episoder var A altid meget angerfuld og havde det utrolig skidt over det hun havde gjort - hvilket næsten kunne få hende til endnu en gang at "gå amok". Vi prøvede at nå ind til hende med snak om forståelse for at hun havde det skidt, men at hendes adfærd ikke var acceptabel og hvad hun i stedet kunne gøre i en lignende situation, men intet hjalp.

Efterhånden var det dagligt at en pædagog eller lærer som trak os ind til siden eller ringede for at fortælle om endnu en episode, hvor det hele var gået galt og vi blev, trods møder med konsulent og psykolog, mere og mere afmægtige overfor hvordan vi skulle tackle problemet,

Episoderne trak altid til, i forbindelse med samvær eller efter telefonsamtaler med den biologiske moder og vi fornemmede, at problemet måtte skyldes en loyalitetskonflikt i A mellem moderen og os, som var angstprovokerende i pressede og stressede situationer.

Efter en af de dage, med problemer i både fritidshjem og skole satte jeg mig ned og skrev historien om den lillebitte

pige. Jeg fortalte A, at jeg havde skrevet den til hende og spurgte efter jeg havde læst den højt, hvad hun syntes om den. Hun svarede med et stort smil:"Det er jo mig" og spurgte om hun måtte tage den med i skole næste dag, hvilket hun gjorde. Læreren fortalte bagefter, at hun havde læst den højt for klassen og at der havde været stille imens. Et af børnene havde sagt, at det var ligesom med A og hele klassen havde fået en snak om, hvad det vil sige, at være i familiepleje.

Historien er blevet læst op mange gange her hjemme, A har lavet tegninger til og vi har sat dem ind i en mappe som er hendes helt private.

Nu her, et halvt år efter at historien blev til, er der langt imellem raserianfaldene. Det skyldes selvfølgelig ikke, at jeg lavede den historie, men jeg tror alligevel den har været medvirkende, fordi den fik sat gang i at se på A med andre briller. Når hun sparkede og slog, var det ikke fordi hun bare var en umulig unge, men fordi hun var et ulykkeligt barn. Hun ved nu, at vi har en forståelse overfor det og det tror jeg har ændret meget.

Der var en gang en lille bitte pige.


En plejemor har sendt os dette indlæg: Af en plejemor Signe

Side 23

holde op med at fryse indeni skal jeg blive hos manden og damen. De vil hjælpe mig med at få varmen så jeg ikke behøver at sparke, rive, råbe eller kaste med ting.

Da den lille bitte pige havde tænkt det, fik hun det pludselig meget bedre. Hun gik hen til manden og damen og gav dem et kæmpe knus og sagde: ” Jeg elsker jer”

”Vi elsker også dig din lille bitte pigelort” sagde manden og damen og begyndte at grine fordi de blev så glade.

De grinede og grinede og den lille bitte pige grinede også med. Og de blev ved med at grine og de faldt om på jorden og

grinede og grinede fordi de var så glade og lettede. Og de gav hinanden det ene store knus efter det andet.

Og den lille bitte pige vidste at hun var glad og hun vidste at isklumpen var begyndt at smelte.

Side 25

Bare jeg kunne holde dig i hånden Er en god ven rejst fra dig? Er din mor og far blevet skilt? Eller er der en anden grund til at du er ked af det?

(5 – 9 år) pris: kr. 68,-

Når Dinosaurer dør Beskæftiger sig med døden på en nænsom

og berigende måde. Bogen giver værdifuld vejledning ved samtaler om døden og er en hjælp i sorgprocessen. Den henvender sig til børn i alle aldre og til deres forældre. De fine illustrationer fortæller lige så meget som teksten, og børnene vil elske dem.

Kr. 128,-

Ørnens forlag, Postbox 43, 3300 Frederiksværk Tlf. & Fax. 47 77 73 20

Bogbestillinger bedes afgives på overstående telefonnummer eller på e-mail: [email protected]

Side 27

Det sker der også i PLF regi

Der er aktiviteter i gang i PLF!

For at vi som plejefamilier er med til at styrke fagligheden. Eller vi kan måske kalde det at vedligeholde ”værktøjskassen” (dig selv), planlægger vi at sætte gang i forskellige aktiviteter. Dette gøres bedst i et kollegialt fællesskab med andre plejefamilier.

Skulle du få lyst til at deltage i en netværksgruppe eller i temadage m.v., hjælper vi gerne med at starte dem op.

Kommende arrangementer.

Vi er i øjeblikket i gang med at planlægge en temadag for alle PLF medlemmer. Nærmere besked følger.

I Sønderjylland planlægges opstart af supervisionsgrupper, institutionsbesøg, temadrøftelser og måske bliver der planlagt lidt hyggeligt kollegialt samvær.

Datoerne for arrangementerne vil hurtigst muligt blive lagt på hjemmesidens kalender.

Documents

PLF Bladet nr.3 - 2004