PLF bladet nr.2 - 2005

Nr. 2/2005 maj

Side 2

PLF-Bladet

Medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening.

Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck

Redaktionen:

Hanne Niemann ([email protected])

Marianne List ([email protected])

Indlæg til bladet sendes til:

Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre

Email: [email protected]

Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsen-deren.

Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentlig-gjort materiale.

Udkommer 1 gang i kvartalet.

Distribution: Postvæsenet

Detaljer omkring de enkelte arrangementer kan ses på Internet kalenderen. Oplysninger kan også fås ved henvendelse til bestyrelsen.

Hvis vi har din e-mail adresse, har du også mu-lighed for at modtage invitationer til arrangemen-ter der foregår i dit område, via mail.

Benyt dig af debatsiden på vores hjemmeside, her kan du komme med kommentarer og få en debat i gang med andre plejefamilier. Måske har du gode ideer, du vil berige andre med!

Reserver d. 12. november til PLFs Generalfor-samling, hvor vi også vil sørge for et fagligt ind-hold og socialt samvær.

PLF bygger bro, så vi ses igen på Fyn!!!

På PLFs hjemmeside kan du se de sidste opdateringer omkring møder og aktiviteter

for plejefamilier.

www.plejefamilierne.dk

PLF kalender

[email protected]

Side 3

Leder Af Jens Vegge Bjørck,

LEDER

I indledningen til FN’s børnekonvention, som Danmark tiltrådte i 1991, står, at de stater der har tiltrådt konventionen: ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin per-sonlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”

Konventionens artikel 3, stk. 1. lyder således:

”I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt vel-færd, domstole, forvaltningsmyndighe-der eller lovgivende organer, skal bar-nets tarv komme i første række.”

Danmark er vidt omkring kendt for at leve op til internationale forpligtelser både i Europa og resten af verden.

Man kan imidlertid godt spørge sig selv om Danmarks fortolkning af menneske-rettigheder, når det kommer til spørgs-målet om børns rettigheder altid lever op til den ovenfor citerede artikel fra FN’s Børnekonvention.

Forældres ret til deres børn og børns ret til deres forældre er ikke altid enkelt at forene med kravet om, at barnets tarv skal komme i første række.

Der er desværre talrige eksempler på, hvorledes anbragte børn er blevet hjem-givet til biologiske forældre, for kort tid efter at blive anbragt igen. Måske end-da et nyt sted.

I det danske sociale system arbejdes principielt altid mod en hjemgivelse. Men måske skulle man i en lang række sager i stedet arbejde mod at give bør-nene og forældrene et meningsfyldt forhold til hinanden, hvor børnene får mulighed for at vokse op i trygge ram-mer væk fra forældrene i en erkendelse

af, at børnene ikke kan få tilgodeset deres behov ved en opvækst hos de biologiske forældre.

Også på andre måder kan børns rettig-heder blive truet i Danmark, som man blandt andet vil kunne læse inde i bla-det, hvor vi i anonym form omtaler en konkret sag, hvor ”nødvendige omkost-ningstilpasninger” er kommet i første række og ikke barnets tarv.

Som plejefamilier har vi professionelt påtaget os ansvaret for nogle børn. Det ansvar indebærer, at vi i hverdagen skal tilgodese børnenes tarv og leve op til intentionerne i FN’s Børnekonvention. Det må imidlertid være Folketinget, kommunerne og forvaltningsapparatet, der har ansvaret for at sikre børnenes retssikkerhed gennem lovgivning og udmøntning af lovgivningen i praksis. Her må vi så som plejefamilier, for at kunne løfte vores del, stille krav til at dette rent faktisk også sker med ud-gangspunkt i børnenes krav på en op-vækst med tryghed, sikkerhed, kontinui-tet og kærlige rammer.

Side 4

TEMA PLEJEBØRNS RETTIGHEDER

NYT FRA BESTYRELSEN Ny lønmodel for plejefamilier I forbindelse med den nye anbringelses-reform har socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe der skal udarbejde for-slag til ny lønmodel for plejeforældre.

Plejefamiliernes Landsforening blev vi inviteret med til en snak, vi sagde - ja tak – vi ville gerne være med til at udar-bejde en ny aflønningsmodel til plejefa-milierne. En aflønning, der kan skabe sikkerhed for at plejefamilier ikke plud-selig bliver sat ned i løn, og en afløn-ning som samtidig kan være med til at sikre, at plejebarnet ikke af den grund kan risikere at skifte plejefamilie. Se sagen side 17

Vi har erfaring for, at lønsamtaler/forhandlinger skaber utryghed og fru-strationer hos plejefamilierne. Plejefami-lierne har brug for, at der er ro omkring ansættelsesforholdene og at relationen til den anbringende myndighed er præ-get af tillid og støtte – dette til barnets bedste!

Oplægget fra socialministeriet var, at den nye lønmodel skulle holdes inden-for den nuværende økonomiske ramme. Det er ok, men vi havde håbet på, at vi kunne få en pensions snak ved samme lejligheden.

Vi har nu fremlagt vores forslag i ar-bejdsgruppen og håber på, at vi som faggruppe med vores praktiske erfarin-ger og kendskab til konsekvenserne af den nuværende aflønningsform vil blive hørt.

PLFs forslag:

Vi ønsker at lønnen aftales ved anbringelsens start og som holder hele anbringelsesperioden.

Når et barn anbringes i en plejefami-lie aftales en betaling for at løfte den opgave det er at skabe et hjem for barnet. Det er PLF’s holdning, at så

længe plejefamilien løfter denne op-gave, så skal den have den betaling der er blevet aftalt.

Vi ønsker opsigelsesvarsel, der sva-rer til funktionærloven.

PLF har tidligere fremsendt et forslag til opsigelsesvarsel til både beskæftigel-sesministeriet og til socialministeriet. PLF’s forslag indebærer, at plejefamili-en skal opsiges med varsel i henhold til funktionærloven og at et plejeforhold ikke kan faktisk afbrydes før der er af-holdt et møde med deltagelse af den biologiske familie, forvaltningen, ud-valgsformanden og plejefamilien men henblik på en vurdering af barnets situ-ation. Undtaget er naturligvis, hvis der er forhold i plejefamilien, der nødven-diggør akut afbrydelse af plejeforholdet.

Mere enkelt kan det vel ikke formule-res??

Ofte møder vi også problemet

”min kommune siger at jeg højst må få 7 vederlag, vi får 5 vederlag for Søren, så vi må kun få 2 vederlag for det næste barn, selvom de siger, at han egentlig også skulle give 5, hvad skal vi gøre?”

PLFs holdning er også hel klar her, det skal ikke være antallet af vederlag, der skal afgøre om en plejefamilie er egnet til opgaven, det skal fremgå af plejefa-miliens plejetilladelse, hvilke kvalifikatio-ner/erfaringer er der i familien.

Herefter kan det vurderes om denne plejefamilie kan leve op til formålet med anbringelsen, tid, handleplan osv.

Herved kunne man også undgå, som ved den nuværende aflønningsmodel, at gøre barnets problemer til genstand for lønforhandlinger. Hermed kan det også sikre barnet den rigtige anbringel-se lige fra starten.

Side 5


På hele det offentlige arbejdsmarked og på størstedelen af det private arbejds-marked er der etableret pensionsordnin-ger, hvor arbejdsgiveren som oftest betaler 2/3 af bidraget, hvis ikke hele bidraget Vi finder det helt naturligt, at plejefamilier får pensionsordninger, der svarer til de pensionsordninger andre lønmodtagere har. Vi går ikke ind for at plejefamilier selv skal oprette og betale til en pensionsordning..

Vi vil gerne støtte op om det forslag i KLs vejledning, hvor KL opfordrer kom-munerne til at give plejefamilier mulig-hed for en (arbejdsgiverbetalt) pensi-onsordning.

Det vil vi gerne have gang i nu, hvilket vi bliver nødt til, hvis ikke plejefamilier skal ende som en gruppe særligt dårligt stillede pensionister.

Plejefamilier er omfattet af ferieloven, men vi oplever desværre, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved plejefamiliers egnethed som plejefamilie, hvis de f.eks. ønsker at holde ferie, eller fordi de ønsker at udnytte de muligheder der er i ferieloven, her tænker vi på udbeta-lingen af d. 5. ferieuge.

Vi har som plejefamilier fået mange reaktioner lige fra afslag med den be-grundelse, at man ikke kunne få udbe-talt 5. ferieuge når man stadig havde ferie til gode til den begrundelse, at det var uforeneligt med plejetilladelsen. Heldigvis er der mange kommuner, der helt naturligt har udbetalt den 5. ferie-uge, som loven giver os ret til at få ud-betalt.

Et stort antal kommuner er begyndt at varsle ferie for plejefamilierne, med besked om, at man forventer, at plejefa-milierne afvikler ferie med plejebørnene medmindre man hører andet.

Fra PLF’s side finder vi denne praksis meget betænkelig. Muligheden for afvik-ling af ferie medens man udfører sit arbejde (har plejebørnene i familien) er en undtagelse af ferieloven, som kræ-ver en klar gensidig aftale. Vælger kom-munerne at varsle ferie, bør de samtidig underrette om, hvor plejebørnene skal opholde sig under ferieafviklingen.

Der skal ikke herske tvivl om, at det er PLF’s holdning, at plejebørnene så vidt muligt skal forblive i plejefamilien under ferien, men vi mener samtidig, at pleje-familierne skal kompenseres for at afgi-ve deres ret til frihed under ferieafviklin-gen.

Hvor det hele lander henne ved vi ikke endnu, men vi vil holde jer orienteret enten på hjemmesiden eller i næste blad.

Ny lønmodel for plejefamilier kan debatteres på hjemmesiden, har

kan du komme med dine kommentarer og ideer til

lønsystemet.

www.plejefamilierne.dk

Side 6


TEMA: PLEJEBØRNS RETTIGHEDER Hvorfor beskæftige sig med dette tema?

Vi har en servicelov, der gerne skulle tage højde for at børn bliver inddraget i deres eget liv. Desværre ser vi at det ikke altid ser sådan ud i plejebørnenes verden.

Der en udkommet bøger, hvor vi kan læse om hvor skidt det står til. Nogle af plejebørnene synes at det har været godt at komme i en plejefamilie, men at de aldrig har kunnet føle sig helt sikre. Men der er også plejebørn der har ople-vet, at det var forfærdeligt at være i en plejefamilie.

Hvor var støtten til plejebarnet, hvor var uddannelsen og tilsynet til plejefamilien henne?

I medierne har det været fremme at en kommune hjemtager 12 børn af økono-miske årsager, og har besluttet at der

ikke kan anbringes flere børn.

Der er lavet en undersøgelse om døgn-anbragte børn. Resultatet er nedslåen-de, så længe efter at det ved lov blev indført at alle anbragte børn skulle have en handleplan.

Godt nok er der ikke plejebørn med i undersøgelsen, men der er ingen grund til at tro at inddragelsen og udførelsen af handleplaner skulle være bedre for plejeanbragte børn.

Vi har bedt forfatterne til bøgerne om at skrive lidt til bladet, ligesom vi har bedt vores socialminister Eva Kjer Hansen give et bud på, om hun mener at pleje-børnenes retstilling varetages bedre efter at den nye anbringelsesreform træder i kraft januar 2006.

Dette blads tema kan debatteres på PLF debatside som findes på www.plejefamilierne.dk

- du kan komme med dine indlæg anonymt. Emner på debatsiden kan evt. være: Bliver dit plejebarn inddraget? Hvordan? Giv dine ideer videre – hvordan lykkes inddragelsen bedst hos Jer? Er i bekendt med at der er udarbejdet handleplaner på Jeres plejebarn?

Side 7


FORBEDRING AF BØRNS RETSSIKKERHED Af socialminister Eva Kjer Hansen (V)

Indsatsen i forhold til de mest udsatte børn og unge er ikke god nok. Børn, der har været anbragt, klarer sig dårligere som voksne end andre, både erhvervs-, familie- og sundhedsmæssigt. Den ne-gative sociale arv bliver ikke brudt. Reformen af anbringelsesområdet er sket netop med det ønske at bryde den negative sociale arv. Målet med refor-men er at sikre, at anbragte børn får de bedst mulige betingelser for en ordent-lig opvækst, på trods af de dårlige vil-kår, de har mødt. Et væsentligt element i reformen har været at styrke de an-bragte børns retssikkerhed. Denne styr-kelse er sket på flere områder. For det første skal børn, der anbringes, fremover inddrages og tages med på råd i langt højere grad end tidligere. For eksempel skal barnet tages med på råd i spørgsmål om, hvor han eller hun vil anbringes, og hvor ofte han eller hun skal se sine biologiske forældre. Derudover forbedres de anbragte børns klagemuligheder. Fordi anbringelse af et barn er en så indgribende foranstalt-ning, er muligheden for at kunne klage over afgørelsen fundamental for ople-velsen af retssikkerhed. Med anbringel-sesreformen er det blevet muligt for børn helt ned til 12 år, mod tidligere 15 år, at kunne klage over kommunens valg af typen af anbringelsessted, dvs. om det er en døgninstitution eller en plejefamilie. Der bliver også som noget

helt nyt mulighed for at klage over val-get af det konkrete anbringelsessted, altså om man vælger én plejefamilie frem for en anden. Et andet område hvor klagemuligheder-ne er blevet forbedret er omkring mang-lende efterværn. Når vi har kæmpet for at give børnene ordentlige vilkår igen-nem deres opvækst, må vi ikke smide det hele på gulvet, bare fordi de fylder 18 år. Derfor skal der senest 6 måneder før den unge fylder 18 træffes en afgø-relse om efterværn, hvor der i samar-bejde med den unge tages stilling til, hvad der skal ske, når den unge fylder 18 år. Med anbringelsesreformen er det også blevet muligt for den unge at for-tryde, hvis de oprindelig har takket nej til efterværn. Derfor er det også blevet muligt at træffe afgørelse om efterværn efter den unge er fyldt 18 år. Det at der nu skal træffes afgørelse omkring efter-værn gør, at den unge får bedre klage-muligheder ved manglende efterværn. Med anbringelsesreformen er der blevet indført krav til kommunens tilsyn med børnenes forhold og trivsel på anbrin-gelsesstederne. Der er indført et mini-mumskrav om ét årligt besøg, hvor der skal gennemføres en samtale med bar-net. Denne samtale skal som udgangs-punkt foregå uden, at der er voksne fra anbringelsesstedet til stede. Endelig skal sagsbehandlingen af sager om anbragte børn forbedres. At vurdere hvordan et barn anbringes på bedste vis, kræver god indsigt i det enkelte barns forhold. Derfor er der strammet op på lovkravene til sagsbehandlingen, så kommunerne nu har nogle klare regler for, hvad der skal undersøges, inden et barn bliver anbragt. Det drejer sig om barnets udvikling og adfærd, Fortsættes næste side

Side 8

DET ER BØRNENE, DET HANDLER OM Af Hanne Warming Da Marianne List, redaktør af PLF-Bladet opfordrede mig til at skrive lidt om den bog, jeg netop har udgivet, sprang jeg til med det samme. Det gjorde jeg, fordi jeg – og ikke mindst en masse plejebørn - har meget på hjertet, som vi gerne vil dele med så mange som muligt. Bogen hedder ”Har andre plejebørn det som mig?” og handler om livet som plejebarn, som det opleves af børnene selv. Jeg håber og tror på, at dette emne vil interesse-re, inspirere og sætte tanker i gang hos rigtig mange plejeforældre såvel som hos andre faggrupper, der arbej-der med disse børn, og hos politikerne.

Bogen er skrevet på baggrund af Fa-milieplejen Danmarks ”Projekt Børne-tinget – et talerør for plejebørn”, hvor 15 plejebørn er blevet interviewet og 107 plejebørn har skrevet 200 indlæg på hjemmesiden www.boernetinget.dk om deres liv. Plejebørn har nemlig en helt særlige viden om egen livssituati-on, oplevelser, tanker, følelser og liv-sønsker – en viden, som hverken kan erstatte eller erstattes af professionel viden eller mange års livserfaring. For-målet med bogen er at gøre denne viden synlig og tilgængelig, så den kan få betydning for lovgivning og praksis.

Bogen henvender sig både til politikere og til de faggrupper, som arbejder med plejebørn. Derudover henvender den sig selvfølgelig også til plejebørnene selv og deres forældre, men da godt 200 sider måske kan være en lidt stor mundfuld, er vi pt. i gang med en kor-

ter udgave af bogen, som i sin form samtidig i højere grad er målrettet ple-jebørnene selv.

Hvad siger børnene så? For det første giver rigtig mange plejebørn udtryk for, at det er godt at komme i familiepleje, og at deres liv herved har forandret sig til det bedre. Det gælder dog ikke alle – så alt er bestemt ikke fryd og gam-men, og selv om de fleste oplever, at

I dag er der skrevet langt flere end 200 indlæg (i skrivende stund 441), og er der nu også en brevkasse. De 200 indlæg, som har været med til at danne bag-grund for bogen stammer fra hjemmesidens 10 første uger.

Fortsat fra side 7 familieforhold, skoleforhold, sund-hedsforhold, fritidsforhold og venska-ber. Faste retningslinjer sikrer, at det for hvert enkelt barn vurderes, hvilken løsning, der er bedst for netop dette barn. Og det er i øvrigt forudsætnin-gen for, at anbringelsen kan blive en god oplevelse for barnet og forhå-bentlig give barnet stabile og trygge rammer for hverdagen. Kun derved kan vi få brudt med den negative sociale arv.


Side 9


anbringelse i en plejefamilie har gjort en positiv forskel, oplever rigtig mange, at livet som plejebarn kan være rigtig svært. Der er derfor god grund til at se nærmere på, hvad det er, der gør livet som plejebarn svært, og hvordan bør-nene bedst mulig kan støttes. Her teg-ner der sig et mangfoldigt og komplekst billede, for plejebørns erfaringer, res-sourcer og livsønsker er ligeså forskelli-ge som alle andre. Alligevel er der dog i det mindste én rød tråd: Nemlig, at bør-nene ønsker sig, og aktivt bestræber sig på normalitet, på at være socialt inte-grerede og vellidte, på at blive holdt af og få lov til at holde af. Det er, når disse bestræbelser ikke ses, anerkendes og bakkes op, at børnene oplever livet som plejebarn som vanskeligt. Derfor har det gjort et voldsomt indtryk på mig, at rigtig mange af børnene fortæller, hvordan de alt for ofte oplever, at deres bestræbel-ser ikke ses, anerkendes og bakkes op.

Hvordan kan man så gøre det bedre? Helt grundlæggende handler det om at lytte til børnene - ikke bare som et red-skab eller en metode, men som et grundlæggende etos, forankret i lovgiv-ningen og i tilsynet, såvel som i uddan-nelse og supervision af alle, der arbej-der med plejebørn. Er det ikke allerede sådan, vil nogle måske spørge – men det oplever børnene i hvert fald ikke, at det er i praksis. Tværtimod oplever de at have rigtig svært ved at komme til orde, både når de har brug for hjælp, og i forhold til, hvordan der skal sættes ind: ”det er børnene, det handler om, og som ved, hvordan det er, og alligevel har de faktisk ikke noget at sige. Det, synes jeg, er for dårligt” (interview med plejebarn).

Lovgivningsmæssigt bør børns stemme og viden blandt andet sikres ved, at alle børn gives ret til at blive anbragt/flyttet, hvis de oplever ikke at trives der, hvor de bor, uanset om de bor hos deres forældre, i plejefamilie eller på døgnin-stitution. Videre bør plejebørn have en rets sikret garanti mod hjemgivelse mod

deres vilje. På Børnetingets hjemme-side giver en af indlægsskriverne udtryk for frustration over det, som mange af børnene oplever som en grundlæggen-de usikkerhed ved en anbringelse: ”De tror, at de giver en tryghed, men de giver en falsk tryghed, for du kan altid blive fjernet. Der er altid en eller anden sag i gang, som skal få dig hjem til dine biologiske forældre. Du har aldrig hjem-me noget sted, for du ved ikke, hvornår det er slut!!!” Endelig bør der også kig-ges nærmere på børne- versus foræl-drerettigheder i forhold til besøg. Børne-nes beretninger vidner med al tydelig-hed om, at forældre i praksis har en ret, men ikke en pligt til samvær, mens det omvendte er tilfældet for børnenes ved-kommende. Dette udgør i mange af børnenes fortællinger en alvorlig barrie-re for deres bestræbelse på normalitet, social integration og kærlighed.

Retter vi blikket mod plejeforældrene springet et grundlæggende budskab i øjnene: Plejeforældre skal være parate til at tage børnene helt i deres hjerte og familie, og de skal ”forkæle” dem, inte-ressere sig for børnenes tanker og ople-velser og støtte dem i det, som de ople-

ver som vigtigt. De skal være meget sammen med dem, have god tid og snakke meget med dem. Og de skal endelig ikke prøve at lave børnene om. De skal heller ikke skælde for meget ud, eller være for sure eller trætte. Tja... sådan har vi det vel alle sammen, men for plejebørn er det endnu vigtigere. Det er det, fordi kærlighedsrelationen og deltagelse i et (familie) fællesskab, især for nogle plejebørn, kan være særdeles

Plejeforældre skal være parate til at tage børnene helt i deres hjerte og familie, og de skal ”forkæle” dem.

Side 10


svært. Det kan være svært at give sig selv lov til kærlighedsrelationen og til tilhør i (familie) fællesskabet, at turde kærlighedsrelationen og at turde tro på den. Derfor tester de måske hele tiden kærlighedsrelationen, og de er de hele tiden opmærksomme på ethvert lille tegn på, at de ikke bliver elsket, ikke hører rigtig til, ikke er gode nok, ikke bliver værdsat. Som plejeforældre er det derfor ufattelig vigtigt at kunne se barnets adfærd og signaler i dette lys, samt at blive meget opmærksom på, hvilke signaler, man selv sender – og hvordan disse fortolkes af plejebørnene, og man bør helt bevidst at sende nogle tydelige signaler om, at ”vi elsker dig præcis, som du er, og du betyder noget helt særligt for os”. Helt banalt kan man gøre det ved at give udtryk for sådanne følelser med ord (og man skal selvfølge-lig samtidig mene det!), ved at snakke meget med barnet og være nysgerrig på barnets hverdagsoplevelser, tanker, bekymringer og livsønsker, ved at ”forkæle” det, og ved at give udtryk for at have det dejligt i samværet med bar-net. Samtidig er det helt afgørende med supervision til at ”få øje” på de udtalel-ser, stemninger og handlemåder, som – selvom de, oplevet fra plejeforældrenes perspektiv intet har at gøre med, om de elsker deres plejebarn eller ej – alligevel af plejebarnet fortolkes i dette lys.

Men det er ikke kun de voksne, der kan gøre noget for børnene. Børnene kan også noget i forhold til hinanden. En af de mest fantastiske oplevelser ved at arbejde med denne bog, har været at se den glæde og det udbytte, som ple-jebørn har ved at mødes og snakke med hinanden. Det fantastiske er, at de ikke bare pjatter og hygger sig, men at de aktivt udveksler erfaringer, giver hinanden gode råd og solidarisk opbak-ning – og videre at de rent faktisk bru-ger det konstruktivt til at komme videre med deres liv. Det gælder både når de mødes i ”in real”, og når de mødes virtu-elt på Familieplejen Danmarks hjemme-side www.boernetinget.dk.

Afslutningsvis: At arbejde med bogen har været et privilegium, fordi børnene og de unge i den grad er kommet mig i møde og har delt ud af deres viden og tanker. Jeg har i bogen brugt mængder af citater for at give stemme til børnene selv; til den mangfoldighed og helt sær-lige indsigt, de repræsenterer. Det har jeg i håbet om, at bogen herigennem vil fascinere, engagere og inspirere læse-ren, som arbejdet med den har fascine-ret, inspireret og engageret mig.

(Fortsat fra side 9)

Side 11

TABUKA - TIDLIGERE ANBRAGTES BUD PÅ KVALITET I ANBRINGELSEN Af Bente Nielsen. Leder af netværks- og rådgivningsstedet ‘Baglandet i Århus’ for tidligere anbragte. Selv tidligere anbragt og medlem af TABUKAs projektgruppe.

“TABUKA - Tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” er navnet på den bog, som er kommet ud af et projekt med 39 tidligere anbrag-te. I 2½ år har de arbejdet på at formid-le deres erfaringer om anbringelsen og deres forslag til, hvordan det offentlige skal tage sig af børn, der skal anbrin-ges. De har gjort det på egne præmis-ser, i et forløb, som de selv har tilrette-lagt, og den afsluttende bog er i meget høj grad et fælles projekt, som er disku-teret på kryds og tværs mellem de 39 deltagere.

I TABUKA er vi alle mødtes på to konfe-rencer, hvor vi har fortalt om vores erfa-ringer med og overvejelser om anbrin-gelser. Det er optaget på bånd og skre-vet ud, og det har været basismaterialet til de videre diskussioner på mange møder i mindre grupper og mellem en-kelte deltagere. Hele dette arbejde er opsummeret i vores bog, der er udkom-met i foråret på forlaget Børn og Unge. Bogen kan købes i boghandlen eller b e s t i l l e s p å h j e m m e s i d e n : www.bestilbog.dk.

Hvad er det, vi er nået frem til? Vi har været langt omkring i alle de forhold, der er relateret til en anbringelse, og vi har været langt nede i de enkelte em-ner. Derfor er det også blevet en stor bog, hvor vi systematisk gengiver de mange temaer, vi har drøftet. Nogle af de centrale temaer er:

• De fleste af os fortæller, at vi i høj grad tænkte over det, vi oplevede. Vi var ikke passive og uden forståelse eller refleksion over det, vi mødte. Mange førte også tankerne frem til at handle i forhold til det liv, de blev budt. Anbragte børn er ikke passive eller uden forståelse for, hvad der sker

med dem! Det viser TABUKA med al ønskelig tydelighed. Vi har i høj grad været opmærksomme og ofte også aktive overfor det, vi mødte. Men: Vi var det stort set altid i tavshed, uden at de voksne så det. Derfor har vi og-så kæmpet alene - og de voksne fik ikke vores viden og styrke med i deres arbejde!

• Det er et gennemgående træk, at det offentlige system, der skulle tage hånd om os, skabte mange brud for os. Der var også store problemer med sammenhæng i indsatsen mellem de mange aktører - socialforvaltning, skole, plejefamilie, vores familie osv. Det betyder, at det offentlige faktisk ikke skaber den ro og tryghed, som var målet med, at man tog hånd om os. Det er et system med brud og manglende sammenhæng, der frem-står i fortællingerne i TABUKA.

• Stort set alle fortæller, at der ikke er blevet talt med dem i forbindelse med anbringelsen, og at de ikke er blevet inddraget i drøftelser og overvejelser om, hvad der skulle ske. Og følgerne er også massive: Ofte har vi oplevet os som ting, der blev flyttet rundt. Umyndiggjort og uden at kunne over-

(Fortsættes på side 12)

Stort set alle fortæller, at der ikke er blevet talt med dem i forbin-

delse med anbringelsen, og at de ikke er blevet inddraget i drøftel-ser og overvejelser om, hvad der

skulle ske.


Side 12

skue de meget afgørende ting, der skete i vores liv. Det er i skærende kontrast til, at mange som nævnt for-tæller, at de opfattede, tænkte og handlede i forhold til deres liv - i hem-melighed.

• Der er mange og meget nuancerede fortællinger om livet i plejefamilier. Det er et gennemgående ønske, at man var blevet 100% optaget i plejefamili-en. På linie med familiens egne med-lemmer. Og: Med forståelse og re-spekt for, at man havde sin egen fami-lie ved siden af. Og sin egen historie og bagage. Det er altså et ganske komplekst ønske: 100% med, men med fuld accept af ens særlige vilkår og baggrund. På den baggrund er det klart, at mange har oplevet, at det ikke gik så godt, som de ønskede.

• Forholdet til plejefamiliens egne børn fylder en del i den forbindelse. Mange fortæller, at der var jalousi, og at bør-nene faktisk satte sig imod, at de blev optaget i familien på lige fod. Et andet afgørende tema i forbindelse med optagelsen i plejefamilien er forholdet til vores egne forældre. Mange har oplevet, at der var konflikt mellem plejeforældre og forældre, eller at plejeforældrene ikke respekterede forældrene. Og de har oplevet, at det var meget belastende og blokerede for, at man kunne slappe af og føle sig velkommen i plejefamilien.

• Udtalelserne om plejeforældrene er som nævnt nuancerede. Måske de mest nuancerede udtalelser om nogle af de ‘professionelle’, der omgav os, da vi var anbragt. Derfor understreges det også, at plejeforældrene vidste for lidt om, hvad de gik ind til, at de var for dårligt rustede til det, og at de fik for lidt hjælp undervejs.

• Der er mange fortællinger i TABUKA om tiden i plejefamilier. Desværre er

der også enkelte historier om over-greb under anbringelsen. Om fysisk afstraffelse - det fortæller flere faktisk om! - om ydmygelser og i enkelte til-fælde også om seksuelle overgreb. Det er ting, der under ingen omstæn-digheder måtte ske. Aldrig. Men alli-gevel er det sket. Det viser, hvad der kan ske, når børn er alene, udsatte og uden nogen fortrolige at tale med. Det viser, at tilsynet og myndighedernes samtale med nogle af os har været under al kritik eller helt fraværende. TABUKA har dermed afdækket nogle forhold, som der som regel slet ikke tales om. Men som man er nødt til at se i øjnene og tage meget alvorligt.

TABUKA har drøftet meget andet, og mange andre temaer er refereret i vores bog. Det gælder forholdene i skolen, oplevelsen af de professionelle, synet p å s a g s b e h a n d l e r n e o g ‘kommunefolkene’, erfaringerne med udskrivning og de første voksenår, vo-res brug af fritidsforanstaltninger, den store betydning af netværk som Baglan-det og De 4 Årstider for nuværende og tidligere anbragte. Osv. Der er mange vigtige informationer i vores materiale og i vores bog. Jeg kan kun gengive lidt af det her.

Det er ikke mindst informationer, som plejeforældre kan have glæde af, fordi det er direkte tilbagemeldinger fra nogle af dem, der har oplevet anbringelse selv. Jeg kan kun anbefale, at man gi-ver sig tid til at læse vores bog - og at man så skaber lejlighed til at drøfte an-bringelse med nuværende eller tidligere anbragte. Vi stiller gerne op, hvis nogen beder os om at være med i en sådan diskussion.



Side 13

Når man skal forsøge at gøre forholden-de for anbragte børn bedre, er der to veje at gå. Den ene er den juridiske, hvilket vil sige via lovgivning at sikre, at der laves regler der påbyder professio-nelle at sikre anbragte børn så gode vilkår som muligt. Den anden er at sæt-te ind over for det socialfaglige arbejde gennem at kræve en høj faglig kvalitet i den måde, som de professionelle for-holder sit til børn og unge, der anbrin-ges.

I den nye anbringelsesreform, der træ-der i kraft den 1.januar 2006, er der rent juridisk lagt vægt på at forsøge at sikre barnet en bedre retsstilling. Dels helt konkret ved at indføre i loven, at et barns forældremyndighedsindehaver samt børn over 12 år kan klage over selve anbringelsesstedet. I modsætning til tidligere, hvor der kunne klages over selve anbringelsen. Med reformen øn-skes det ligeledes, at barnet eller den unge får en mere central placering i sagsbehandlingen. Og dette er efter min vurdering den vigtigste del i anbrin-gelsesreformen. Både i loven og ikke mindst i bemærkninger til loven, lægges der utrolig meget vægt på, at barnet skal sættes i centrum for sit eget liv, også i nogle tilfælde selvom det går imod forældrenes interesser. I bemærk-ningerne til lovforslaget står således: ”Inddragelse af familie og netværk un-derstreges, fordi det er centralt for at

sikre barnets behov bedst muligt – ikke fordi der skal tages mere hensyn til fa-milien og forældrene på bekostning af barnet. Der er ingen tvivl om, at der kræves et fornyet børnesyn, der i langt højere grad end nogensinde kræver handling på nye måder både af kommu-nernes sagsbehandlere men også af anbringelsesstederne. Så langt så godt. Den nye anbringelsesreform er på alle måder en god lov, og hvis jura kunne sikre børnene bedre retssikkerhed og optimal behandling af de professionelle, så ville der fremover ikke være nogen problemer overhovedet.

Det er imidlertid ikke første gang at poli-tikkerne har forsøgt at bedre forholdene for anbragte børn gennem ny og skrap-pere lovgivning. Det er faktisk sket en del gange de sidste 10-15 år. Proble-merne har altid været mest forbundne med den anden tilgang, nemlig det soci-alfaglige arbejde. Dårlige vilkår for man-ge socialrådgivere i kommunerne, for lidt uddannelse og træning i at arbejde med anbringelser og for lidt støtte i ar-bejdet så ud til at være væsentlige grunde til, at det ofte var svært for råd-giverne i kommunerne at leve op til de juridiske krav. Men også for mange anbringelsessteder, der måske ikke helt har kunnet finde måder at være sam-men med barnet på, så det føler sig som værdifuldt og tilstrækkeligt holdt af. Dette har adskillige undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet vist. Således viser f.eks en opsamling af forsknings-resultater samlet i en rapport, at børn ikke altid har følt sig godt nok behand-let: ”I mange undersøgelser er der tegn på, at anbragte børn på en række områ-der bringes i eksistentielle konflikter i


ANBRAGTE BØRNS RETTIGHEDER EFTER DEN NYE AN-BRINGELSESREFORM. Karin Kildedal. Forsker i bl.a. anbringelser. Aalborg Universitet

Der er ingen tvivl om, at der kræves et fornyet børnesyn, der i langt høje-re grad end nogensinde kræver hand-ling


Side 14

forbindelse med anbringelsen. De skal overkomme separation fra de primære omsorgspersoner; de udsættes ofte for tab af familie; de skal forholde sig til nye mennesker, skikke, kulturer på anbrin-gelsesstedet; de er utrygge over for fremtidsperspektiverne i anbringelsen, og de er ofte alene og ensomme, når de skal tumle rundt med disse ting”. Hest-bæk og Egelund (2003)

Der er således en hel del problemer at tage fat i i fremtiden, og noget tyder på, at der skal ske store forandringer både i det ene og det andet regi, hvis det skal lykkes at nå frem til at flere anbragte børn får det bedre liv end det har været tilfældet indtil nu.

Den tid vi går i møde er uhyre kræven-de på adskillige måder. Der kommer en ny kommunalreform et år efter, at den nye anbringelsesreform skal implemen-teres. Mulighederne for et stort kvali-tetsløft i hele området kan altså ligge forude, hvis der satses mange kræfter på at få dette område til at fungere bed-re. Det modsatte kan selvfølgelig også være tilfældet, at anbringelsesreformen drukner i de store forandringer, der kommer til at ske i kommunerne. Det er umuligt at spå om. Om end jeg er be-kymret, så vælger jeg måske for første gang i mange år at være optimistisk. Der har de sidste år været sat mange penge af til forskning og udvikling af anbringelsesområdet. Der foreligger nu mange resultater og er gennemført mange projekter i KABU – regi (Kvalitet i anbringelser af børn og ung) så der skulle være produceret så meget mere viden om området, at det skulle give mulighed for forbedringer. Set fra mit synspunkt, så er det vigtigste af alt i disse forandringer, at kommuner og anbringelsessteder tager alvorligt fat i at blive bedre til reelt at inddrage børnene i deres eget liv. Det kræver nye måder at tænke på, nye arbejdsformer og en

helt anden tilgang til og tro på barnets egne kompetencer end det ofte er tilfæl-det i dag. Og måske kræver det en nye forståelse eller en ny inspiration.Jeg vil hermed opfordre plejeforældre til at læse den forskning, der de sidste år er fremskaffet om anbragte børn og unge, og anvende denne til refleksion og handling både alene, men ikke mindst sammen med børnene, til at reflektere over, hvorledes livet for børn i familie-pleje kan blive så optimalt som muligt Jeg vil særligt anbefale en bog udgivet af tidligere anbragte: Tabuka – tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge. Forlaget børn og unge 2005 (www:paedagogiskcentrum.dk).

Den forskningsrapport jeg ovenfor hen-viser til, hedder: Anbringelses af børn og unge uden for hjemmet. En forsk-ningsoversigt af Tine Egelund og Anne Dorthe Hestbæk. Socialforskningsinsti-tuttet 2003 (www.sfi.dk)



Side 15

Af tidligere plejebarn

At være plejebarn er svært nok uden at skulle tage stilling til alle de store ting.

Hvor tit skal mor komme?

Skal jeg være med til sagsbehandler-mødet? – osv.

Men det er de store ting, der senere medvirker til at forme ens liv.

Det er vigtig at tage del i ens eget liv, men det kan virke uoverskueligt når man står i den situation som jeg stod i. På den ene side ville jeg bare være et helt normalt barn der aldrig havde hørt om en sagsbehandler, men på den an-den side følte jeg mig glemt og forladt hvis jeg ikke fik lov at deltage i bestem-melserne omkring mit eget liv.

Da jeg var anbragt, havde jeg det svært

i de weekender hvor jeg skulle hjem og besøge mine forældre, fordi min far stadig drak. Jeg fik en snak med min plejemor, og besluttede at jeg ville kon-frontere min far med det, og sige at jeg ikke ville have han drak når jeg var der. Det var meget pinligt for min far, men det var også pinligt for mig. Tænk jeg var kun 10 år og så var det nødvendigt at sige sådan noget til min far.

Det var vigtigt, det at tage stilling til de store problemer og erkende, at jeg altså ikke var et helt normalt barn. At mine forældre havde problemer. Og at det kom til at påvirke mig, også langt ind i voksenlivet, det mærker jeg nu.

Derfor er det vigtigt at plejebørn bliver involveret i det omfang de selv ønsker det - det er deres liv!


RETTIGHEDER

AF Henrik Ejnar Rasmussen, 18 år, et alm. ”barn”, der bor i en plejefamilie!

Hvordan kan man beskrive, hvordan det er at være et plejebarn? Hvordan forklarer man, hvem og hvad man er? Et spørgsmål man støder på et par hundrede gange, hvis man er plejebarn. Kun et plejebarn burde kunne svare på dette spørgsmål, derfor må det være logisk at spørge sådan ét om det. Kun et barn der ved, hvordan det er at være det og har prøvet det kan forklare om det kun plejebørn oplever. Men hvilket svar forventer man af et barn der ikke endnu har oplevet sin 15 års fødsels-dag? Hvad svar skal dette barn give? Det er fedt…? Det er noget møg…? I forhold til hvad? Hvilket svar får man, hvis man spørger et 11-årigt barn, hvor-

dan det er at være pige eller dreng?

Et plejebarn er et normalt barn, hvis forældre ikke har kunnet passe det og derfor har fået en anden familie at bo ved, i stedet for et børnehjem, det er nemt nok at svare på. Man syntes, at barnet har bedst af at blive opdraget af en mor og en far i stedet for et persona-le. Man vil give barnet en så almindelig Barndom som muligt, fordi barndom-men er skuddet til livet. Det er her det starter. Her møder man livet med helt nye øjne for første gang og starter med at springe ud i det med benene først, selvom man ikke ved, hvad man lander i. Det er i springet, at forældrene så lærer barnet at lande på benene og det er i springet at plejeforældrene lærer plejebørnene at lande på benene selv-

ET PLEJEBARNS SPØRGSMÅL

Side 16

om de blev kastet ud med hovedet først.

Midt i dette spring er det man bliver spurgt, ligegyldigt af hvem, hvordan er det at vende på hovedet? Kunne du ikke tænke dig at vende den anden vej? Jeg blev spurgt: ”kunne du ikke tænke dig ikke at være et plejebarn?”. Selv i dag kan jeg ikke forstå dette spørgsmål. Jeg svarede nej.

Det er et af de spørgsmål der kan få et barn til at tænke. Tænke mere end man skulle tro og måske aldrig glemme disse tanker igen. Det er de spørgsmål et hvert plejebarn kommer til at tænke over. Pludselig er man ikke kun et barn mere. Der er pludselig en usynlig græn-se mellem dig og andre børn. En græn-se man ikke så før. En grænse beståen-de kun af nogle få, men store, spørgs-mål. Ikke spørgsmål som,: hvorfor man er plejebarn eller hvad det betyder, men spørgsmål om hvordan det er man er. Spørgsmål som man kun bevidst tæn-ker over på nogle få tidspunkter, men som altid køre lidt rundt inde bag i. Man benytter tit chancer for at forklare alt muligt om en selv som plejebarn til dem der spørger, men kun i håb om at man finder et svar på nogle af de spørgsmål man selv har. Altid har man dog i tan-kerne, at man er et normalt barn.

På en måde hjælper disse spørgs-mål til med at man får afklaret nogle ting med sig selv, men det er ubeskriveligt irriterende at blive spurgt om hvilken familie man helst vil bo hos. Det er som om at nogle mennesker ser plejebørn som lidende af en eller anden sygdom. Så når man bliver rask kan man komme hjem… alm. børn med to forældre har en halvdel på mors side og en halvdel på farens side. Et plejebarn har en halv-del på den biologiske side og en halvdel på plejesiden. Begge danner sammen ens familie.


Kroneskjul "En-to-tre-krone for mig!" lyder det ofte, hvis du leger denne

klassiske gemmeleg.

Fremgangsmåde

Hvis fangeren finder en person (Mette), skal han løbe hen til

det sted, hvor han talte (f.eks. et træ eller lignende) og råbe ”en-to-tre krone” for Mette.

Men da Mette ved, at hun er fundet, har hun muligheden for at ”melde sig selv”. Det gør hun ved at løbe om kap med fange-ren. Hvis hun når først, råber hun ”en-to-tre krone for mig”.

Hun er altså ikke fundet, og er derfor ikke den, der skal være

fanger i næste omgang.

Husk Det går aldrig af mode at gem-

me sig!


Side 17

Vi kan alle være enige om, at børn har krav på en barndom med tryghed, kær-lighed, sikkerhed og kontinuitet. I hen-hold til lovgivningen skal de kommunale sociale myndigheder føre tilsyn med, at børnene i de respektive kommuner får disse behov opfyldt. Rundt omkring i Danmark har kommunale myndigheder vurderet, at børn levede under sådanne vilkår, at myndighederne fandt det nød-vendigt at lade børnene bo i en plejefa-milie for at få disse krav til deres op-vækst tilgodeset. Det er aktuelt tilfældet for ca. 6.500 børns vedkommende.

Man kan formulere det således, at ple-jefamilierne stiller deres familie og net-værk til rådighed og i hverdagen giver børnene tryghed, kærlighed, sikkerhed og kontinuitet. De kommunale myndig-heder kan siges at have rollen som ga-rant for at børnene rent faktisk får disse krav opfyldt. Det skal kommunerne dels gøre ved at sikre det rigtige anbringel-sessted, at føre det nødvendige tilsyn, at skabe kontinuitet og tryghed i anbrin-gelsen, eksempelvis ved at træffe be-slutning om fortsat anbringelse. Endvi-dere sker det ved at samarbejde med plejefamilien og sikre at plejefamilien har det nødvendige overskud til at håndtere arbejdet som plejefamilie.

Nedenstående erfaring fra en af PLF’s medlemmer stiller imidlertid alvorlige spørgsmålstegn ved, hvorvidt kommu-nerne agerer som garanter for børne-nes krav på tryghed, sikkerhed og konti-nuitet.

Plejefamilien har et søskendepar i pleje, hvoraf den ældste i dag er knap 8 år gammel. Begge børnene blev anbragt i plejefamilien, da de respektive blev ca. 5 måneder gamle.

Plejefamilien har siden børnene blev anbragt modtaget den betaling man

aftalte ved anbringelsens start og an-bringelsen har fungeret til alles tilfreds-hed, det gælder såvel de kommunale myndigheder, den biologiske familie og plejefamilien.

Plejefamilien har løftet den opgave som kommunen gav dem ved at give børne-ne en opvækst med trygge rammer, kontinuitet og en kærlig hverdag. Kom-munen har ved gentagne lejligheder såvel ved møder og i breve udtrykt de-res tilfredshed med plejefamiliens ind-sats og samarbejdet.

Ikke desto mindre meddeler kommunen i januar måned, at man vil nedsætte plejefamiliens løn med ca. 30 %, at man vil skære i plejefamiliens aflastning, at de kun har ret til 3 ugers ferie og beder samtidig plejefamilien udvide samarbej-det med den biologiske familie. Samti-dig meddeler man plejefamilien, at så-fremt de ikke vil gå med til det, vil man fra kommunens side finde anden an-bringelse til børnene.

Fra at være en harmonisk familie med overskud til at give såvel egne børn som plejebørn en god og tryg opvækst oplever plejefamilien nu bogstaveligt talt, at tæppet bliver trukket væk under dem. De oplever, at de bliver nedvurde-ret og ydmyget, at deres økonomiske fremtid er blevet usikker, at de ikke kan stole på kommunen som samarbejds-partner og ikke mindst bliver de bange for, hvad der fremover skal ske med børnene.

I samarbejde med PLF retter familien henvendelse til kommunen, der i et brev udtrykker deres store tilfredshed med plejefamiliens hidtidige indsats, påpeger børnenes behov for tryghed og kontinui-tet, og giver udtryk for et ønske om, at



HVEM GARANTERER BØRNENES RETSSIKKERHED? Af Jens Vegge Bjørck

Side 18

plejefamilien vil fortsætte samarbejdet under de nye vilkår, der udelukkende er udtryk for en ”nødvendig tilpasning af omkostninger”.

For plejefamilien rejser det ovenfor be-skrevne hændelsesforløb en lang række personlige, etiske, moralske og følelses-mæssige dilemmaer.

• hvordan kan de får mentalt og økono-misk overskud til at få deres hverdag til at fungere, hvis de vælger at acceptere kommunens ”omkostningstilpasning”

• hvordan kan de fremover have tillid til kommunen og sagsbehandleren og hvad kan de fremover forvente

• kan man som plejefamilie og ”udøvende forældre” overhovedet etisk tillade sig at overveje at sige nej og give børnene tilbage til kommunen

• hvad sker der med børnene hvis pleje-familien siger nej

• er man som plejefamilie overhovedet følelsesmæssigt i stand til at træffe andet valg end at acceptere ”omkostningstilpasning”

• hvis man som plejefamilie siger ja, hvordan lærer man så at leve med den frustration, vrede og angst som skabes af den ydmygelse man bliver udsat for

Det søskendepar, som denne sag i reali-teten handler om, er naturligvis uvidende om det der foregår idet plejefamilien ikke mener børnene kan bruge den usikker-hed som et kendskab til sagen ville give til noget som helst. Ser man imidlertid sagen fra børnenes perspektiv, er det reelt hele deres liv, som de kender det, der står på spil.

Børnenes behov for tryghed, sikkerhed, kontinuitet og kærlighed er noget de er vant til at få opfyldt i plejefamilien og hele den psykologiske og pædagogiske litte-ratur er fyldt med beskrivelser af, hvilke skader og traumer børn kan risikere at få, hvis de mister den relation, hvori de

har fået opfyldt disse behov.

Havde denne sag været et hvilket som helst andet ansættelsesforhold med an-dre opgaver på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked, eksempelvis butiksassistent, sygeplejerske, sagsbe-handler eller ingeniør ville et sådant initi-ativ fra arbejdsgiveren, som kommunen her har taget have medført øjeblikkelig ophævelse af ansættelsesforholdet og en efterfølgende sag om urimelig afsked enten i Arbejdsretten eller Byretten, hvor arbejdsgiveren utvivlsomt ville blive dømt til at betale lønmodtageren en erstatning.

Nu er dette imidlertid et ansættelsesfor-hold, som indebærer ansvaret for børns liv og velfærd og derfor reagerer plejefa-milien ikke som andre lønmodtagere i andre job. Hertil er etik, moral, ansvar og følelser en for integreret del af den opga-ve man løser.

Som samfund må vi imidlertid spørge os selv, om det er ved at satse på, den en-kelte plejefamilies etik, moral, ansvarsfø-lelse og menneskelighed, at vi vil sikre truede børns retssikkerhed og håbe på, at plejefamilien ikke bryder ned og opgi-ver børnene.

PLF har i anonymiseret form forelagt sagen for Socialministeren, der henviser til, at spørgsmålet om aflønning suve-rænt ligger hos den anbringende kom-mune. Det er vi ikke uenige med Social-ministeren i, men vi mener sagen har nogle principielle retssikkerhedsmæssige aspekter, som vi mener Socialministeren burde interessere sig for.


Vi henviser til FN’s børnekonvention på Børnerådet hjemmeside – de har konventionen, deres kommentarer til konventionen og meget mere spæn-

dende læsning på www.brd.dk

Side 19


Københavns Amt og Søllerød Kommu-ne har i regi af Det Regionale Udvik-lingsråd gennemført en undersøgelse af sagsbehandlingen i anbringelses-sager. Undersøgelsen tager udgangs-punkt i 240 døgninstitutionsanbringel-ser og 11 interviews med sagsbehand-lere i kommuner og amt.

Undersøgelsens hovedresultater er:

• At amtets medvirken i anbringelses-sager kvalitetssikrer udarbejdelsen af § 38-undersøgelserne.

• At der i 85 pct. af sagerne, hvor de anbragte er i alderen 6-9 år ikke er oplysninger om, at barnet er hørt. For de 10-14 årige drejer det sig om 31 pct. af sagerne og for de 15-17-årige er det 14 pct.

• At der kun i 65 pct. af anbringelser-ne på kommunedrevne institutioner er en handleplan.

• At der i 25 pct. af anbringelserne ikke foreligger oplysninger om forven-tet var ighed af anbr ingelsen. • At der i 44 pct. af anbringelserne ikke foreligger oplysninger om barnets skoleforhold.

• At der er væsentlige forskelle i sagsbehandling og valg af foranstalt-ninger til danske børn og børn med

anden etnisk oprindelse.

Hovedresultaterne peger på, at der er et generelt behov for at styrke børns og unges retssikkerhed i anbringelses-sager. Der er også behov for, at de kommunale socialforvaltninger efterser deres praksis i anbringelsessager, der vedrører børn og unge med anden etnisk oprindelse, så disse børn ikke stilles dårligere end danske børn og unge. Endelig peger undersøgelsens resultater på, at en social indsats over for udsatte børn og unge i højere grad bør sammentænkes med en skoleind-sats, og at der kommer et større fokus på, hvordan de anbragte klarer sig i skolen, og hvordan skolen kan være med til at støtte op om den sociale indsats.

Rapporten kan downloades på Københavns Amts hjem-meside:

http://www.kbhamt.dk/default.asp?Id=1591&PubId=6392

Er der spørgsmål eller kom-mentarer til rapporten kan Sociolog Gunvor Christensen, der har gennemført undersø-gelsen, kontaktes på telefon 4322 3104 eller e-mail [email protected].

SAGSBEHANDLING I ANBRINGELSESSAGER

Side 20

v/ Marianne Olsen

Denne gang var temaet ”vi er stadig far og mor” - en video lavet af familieple-jen Holbæk. Den består af interview med forældre der har deres børn i ple-je; hvilke tanker de gør sig om foræl-drerollen og hvordan de godt kunne tænke sig at plejefamilien støttede dem endnu mere.

Vi mødtes kl. 10 og fik rigget video, kaffe, borde og stole til; mens vi sludre-de om løst og fast.

Efter filmen snakkede vi videre om de tanker, som filmen havde givet os. Og hvad den fik os til at fokusere på. Vi gik hjem efter en hyggelig formiddag, hvor vi ”fik lidt med hjem” og desuden også havde tid til lidt løst pludder. Rigtig god formiddag!

Jeg synes nogle gang, at jeg savner kolleger, og ikke mindst faglig udveks-ling; det er der mulighed for ved tema-dagene.

De afholdes forsøgsvis om formidda-gene, men de har også været afholdt om aftenen. Hvad passer dig bedst?

Filmen ejes af PLF og kan lånes af medlemmerne. Henvend dig på for-eningens e-mail

[email protected] eller telefon 24 25 90 07.

Det var en hyggelig formiddag – dog kunne vi sagtens have været flere.

JEG HAR VÆRET TIL TEMADAG I PLF.

Har du ønsker til emner? Så kontakt os på ovennævnte mail eller telefon-

nummer


Side 21

Jeanette Sandberg Bossen, der til daglig arbejder i Arbejdsdirektora-tet har skrevet en artikel til os om sin undersøgelse af behandlersy-stemet. ”Flere skizofrene kriminelle”, ”Kriminelle sindslidende på fri fod”, ”Flere psykisk syge kriminelle i vente” og ”Psykisk syge børn og unge svigtes stadig”.

Artiklerne var mange og debatten var heftig i medierne om psykisk syge kriminelle. Havde samfundet svigtet?? Havde man i forbindelse med omlæg-gelse af det psykiatriske behandlings-system nedlagt for mange sengeplad-ser?? Og ikke mindst hvem havde ansvaret.

I 2004 forsøgte medierne at sætte fokus på det stigende antal psykisk syge kriminelle. Tallet var over en årrække på 10-15 år steget drastisk. Med drastisk menes omkring 1.000 personer i perioden.

Debatten koncentrerede sig primært om, hvorvidt der i forbindelse med omlægning af det psykiatriske system var blevet nedlagt for mange senge-pladser.

En undersøgelse påviste angiveligt, at der var sammenhæng mellem ned-læggelsen af sengepladserne og stig-ningen i antallet af psykisk syge krimi-nelle.

Siden omlægningen og oprettelsen af distriktspsykiatrien havde man nedlagt 7.500 sengepladser. Hovedparten af de udskrevne patienter var skizofrene, som i nogle tilfælde blev udskrevet til ingenting. Mange af disse skizofrene var slet ikke udskrivningsparate.

I løbet af årene blev der udarbejdet

forskellige rapporter, som påviste, at der var et stigende problem med be-handlingssystemet og alle anbefalin-ger lød på større fokus på, om det behandlingssystem man havde valgt at indføre virkede efter hensigten.

Ingen af politikkerne havde dog for alvor lyst til at røre ved den varme kartoffel, så de tiltag de forskellige rapporter anbefalede blev ikke iværk-sat.

I forbindelse med mit afgangsprojekt på diplomuddannelse på Danmarks Forvaltningshøjskole har jeg forsøgt at gå lidt dybere og helt objektivt under-søge, hvilke aspekter der spiller ind i forhold til stigningen i antallet af psy-kisk syge kriminelle.

Mulige årsager I perioden har der være mange fakto-rer, som hver i sær kan have haft ind-flydelse på stigningen. Jeg valgte at undersøge følgende faktorer:

• Nedlæggelse af sengepladserne

• For tidlige udskrivninger

• Stigning i antallet af skizofrene

• Stigning i antallet af psykisk syge generelt

• Personer af anden etnisk baggrund

Børns opvækst og levevilkår Undersøgelsen blev vanskeliggjort af manglende data og statistikker på


FLERE PSYKISK SYGE KRIMINELLE ELLER ET SYGT BE-HANDLINGSSYSTEM??

Side 22

området. Bl.a. findes der ikke egentlige statistikker over antallet af psykisk syge generelt i Danmark.

Faktisk viste undersøgelsen, at alle faktorer hver for sig og tilsammen var den egentlige årsag til stigningen i an-tallet af psykisk syge kriminelle. Der er simpelthen et eller flere huller i det eksi-sterende behandlingssystem.

For mange, som ikke er udskrivnings-parate, bliver udskrevet til behandling i distriktspsykiatrien. Dette kan bevirke, at personen før eller senere vil opleve en situation, som vedkommende ikke er rustet til at tackle og derfor handler uhensigtsmæssigt og måske i værste fald begår noget kriminelt.

Mange psykisk syge med en anden etnisk baggrund bliver først opdaget, når de begår den kriminelle handling, fordi der er meget tabu omkring psyki-ske sygdomme i deres kultur. Det kan betyde, at personens sygdom kan for-værres væsentligt, før en egentlig be-handling kan iværksættes.

Den faktor, der dog viste det mest skræmmende billede var den sidste faktor, nemlig børns opvækst og levevil-kår.

Børns opvækst og leve-vilkår En nærmere undersøgelse af de faktu-elle tal på børne- og ungeområdet viste en meget stor stigning i antallet af børn og unge med behov for psykiatrisk be-handling. En stigning på 417% på 8 år og en venteliste på omkring 2.000 børn.

En ph.d.afhandling i 2004 blandt psy-kisk syge kriminelle under 18 år viste, at 71% af de unge havde en psykisk lidel-se, men at alene 5% havde været ind-lagt på en psykiatrisk afdeling.

Disse unge er ikke omfattet af statistik-kerne over antallet af psykisk syge kri-

minelle og tæller derfor ikke med. Frem-adrettet vil de unge – når de bliver 18 år – blive en del af statistikken, som vil betyde, at kurven over antallet af psy-kisk syge kriminelle vil stige yderligere. Der er derfor ikke lige umiddelbart ud-sigt til en nedgang.

Hvad er grunden til denne voldsomme stigning??? Er der virkelig så mange børn i forhold til tidligere, der bliver psy-kisk syge eller er der bare blevet større fokus på det psykiske område??

Jeg ønskede at foretage en nærmere undersøgelse af, om der er sammen-hæng mellem den samfundsstruktur vi har valgt i dag og stigning i antallet af børn med behov for psykiatrisk behand-ling.

Før i tiden opbyggede børnene deres identitet på baggrund af familiemønstre i en familie, hvor i hvert fald moderen var hjemmegående og, hvor der var langt større kontakt med familiens æl-dre. Familiemønstrene har således æn-dret sig væsentligt, hvilket har indvirk-ning på den identitet modernitetens børn opbygger.

Flere og flere børn tilbringer i dag stør-stedelen af deres vågne tid i institutio-nerne. Dette kan have en negativ ind-virkning på opbyggelsen af børnenes identitet. Institutionerne har ikke res-sourcer nok til, at børnene får voksen-kontakt nok til at få opbygge identiteten på baggrund af en rollemodel af en vok-sen.

Børnene kan således risikere at skabe et identifikationsmønster fra de øvrige børn i institutionen. Samtidig er mange forældre i dag fortravlede, bl.a. for at kunne opretholde den materielle vel-færd.

Den manglende opbyggelse af en sund identitet og den manglende kontakt med forældrene kan have fatale følger for det sårbare barn. Det er påvist, at for børn med anlæg for at udvikle skizofre-

Side 23

ni, kan den (manglende) kontakt barnet har med forældrene være den udløsen-de faktor.

Samtidig for børnene ikke opbygge en grundlæggende tillid til sig selv og den omkringliggende verden. Det kan bety-de, at barnet i første omgang vil mangle sociale kompetencer, som senere i vær-ste fald kan betyde, at barnet dropper ud af uddannelsessystemet, som igen betyder, at barnet mangler faglige kom-petencer.

Den samfundsstruktur, vi har valgt i dag, har således på sigt en indvirkning på såvel børns mentale helbred og an-tallet af psykisk syge kriminelle.

Ved et øget pres på det psykiatriske behandlingssystem vil der være flere og flere, som ikke får den optimale be-handling. Flere og flere børn på længe-re og længere ventelister vil betyde tungere psykiske lidelser, fordi der ikke er blevet iværksat behandling på et tidligt tidspunkt.

Ved fortsat at nedprioritere det psyki-ske område, vil der med tiden være

skabt et samfund, hvor der ikke er mu-lighed for behandling, bl.a. fordi der ikke er pladser og personale nok til behand-lingen.

Det er derfor vigtigt at være opmærk-som på børn og unges symptomer på psykisk ustabilitet og reagere hurtigt. Behandlingen kan tids nok blive trukket i langdrag i systemet.

For at tage brodden af det negative skal vi dog huske på, at set i et større perspektiv er omkring 1.000 psykisk syge kriminelle ikke et overvældende tal. Man skulle dog synes, at der bør være den samme mulighed for behand-ling som, hvis disse personer led af dårligt hjerte.

Side 24

Af Marianne List

Et døgn med romersk bad, massa-ge, god mad og socialt samvær fredag den 29. april.

Der var mange ting der lige skulle falde på plads inden vi kunne sætte os i bilen og køre af sted mod Skæl-skør.

Det yngste barn havde været syg, måske blev han ikke rask, kunne vi så komme af sted. Hvad skulle vi gøre hvis han stadig havde feber – blive hjemme??

Det mellemste barn skulle optræde i fritidshjemmet, hun havde længe øvet på linedance, så vi kunne komme og se hende – dårlig samvittighed, var det nu??

Det ældste barn, ja hun havde aftalt med et par veninder at de skulle hyg-ge sig (alene hjemme) med film, chips og cola.

Heldigvis faldt feberen, han var stadig noget slap, men det var ansvarligt nok, at aflevere ham til vores (aflastningsfamilie) weekendfamilie, de klarede også lige at tage forbi fri-tidshjemmet for at hente den mellem-

ste, så hun også blev tilgodeset.

De store kunne slappe af, de skulle være selv hjemme – juhu!

Med Kraks kort i hånden fandt vi frem til Villa Fjordhøj i Skælskør, en stor gammel Patricia villa, med have helt ned til fjorden.

Vi var flere der kom samtidig og Ina stod klar til at fordele værelserne. ”Hvem vil sove i Ask, Venus, Himmel-rummet, eller måske i Suiten eller Embla ” spurgte Ina.

Ingen af værelserne var ens, de hav-de hver deres egen specielle indret-ning. For enden af gangen var der toiletter og bad.

Uha – der var ikke bad og toiletter på værelserne!!

Vi kikkede lidt ind hos hinanden, inden vi gik ned i den store opholdsstue hvor kaffen stod klar. Ikke alle kendte hinanden, så vi skulle lige hilse på og vente til de sidste kom. Stue var ind-rettet med gamle møbler, hvilket gav det hele et strøg af hjemlig hygge og atmosfære.

Ina forklarede os hvad det romerske bad var for noget, og vi valgte at gå i badet før aftensmaden.

På værelset lå der en badekåbe og et stort tørklæde til hver. Man smider alt tøjet og ifører sig tørklædet. Nu blev det lige pludselig meget grænseover-skridende for mange, så der var no-gen der snød lidt og beholdt under-bukserne på indenunder, måske var det mest mændene?

Forkæl dig selv – et kurdøgn!!

Side 25

Nede i kælderen var badet klar, på vægge og gulve var der fliser, der stod et par liggestole og ellers var der bænke rundt langs væggen. Alt sam-men i Romersk stil.

Der strømmede nu 37 grader varmt damp ind i rummet, det var en rigtig rart at sidde der, vi slappede af og nød den kolde champagne der blev serveret, mens snakken gik.

Efter omklædningen var der tid til aftensmaden, en lækker middag med oksekød, grøntsager og en lækker dessert. Drikkevarerne var inklusiv i prisen og rødvinen smagte godt. Det blev til en lille hyggelig fest. Sven fandt harmonikaen frem så stemnin-gen var helt i top.

Aftenen gik med en præsentationsrun-de, hvor vi kom til at lære hinanden lidt mere at kende, runden blev af-brudt at lidt harmonikamusik og afri-kansk sang.

Og at Poul er meget kreativ og intelli-gent og Klaus er meget maskulin, det kunne vi se i navnet.

At komme med flere detaljer fra afte-nen ville bryde med den etiske tavs-hedspligt, så ikke mere herfra.

Dagen efter var der morgenmad fra 8 – 9, flere var bange for ikke at komme op. Det viste sig dog at plejefamili-er/mødre ikke er vant til at sove længe og flere var da også meget tidligere oppe. Så det var oplagt, da en af del-tagerne foreslog et kursus i at slappe af og sove længe.

Vi fik et dejligt morgenmåltid, det blev til en bytur i Skælskør for nogen, an-dre havde bestilt tid til massage.

Massage hvor hver en lille del på kroppen blev smurt ind i olie og mas-seret, mens stille toner lyder ud af

radioen – se det er virkelig forkælelse!

Efter frokosten havde vi bestilt en sejltur på Skælskør Fjord, det var stille vejr, solen skinnede der var fadøl og kaffe ombord – hvad vil man så mere?

Afslutningsvis kan nævnes, at det blev bestemt, at vi arrangerer en tur igen næste år, at der ikke skal være fagligt indhold, men alligevel har jeg fået lov til at planlægge en weekend-tur, hvor vi skal lære at give massage til husbehov. I hvert fald har mænde-ne nikket til at de godt ville lære det – hvis jeg ville love at der var natmad med næste gang.

At give sig selv 24 timer med ren afslapning, god mad, hygge, grin og snak og samvær med andre plejefa-milier, kan stærkt anbefales. Det er vist ikke lyv når jeg siger, at alle kørte derfra med ny energi.

Side 26

KABU-projektet (Kvalitet i anbringel-sesarbejdet med børn og unge) holdt en spændende konference den 14. og 15. april i Odense.

KABU-projektet har siden september 2003 udgjort den organisatoriske ram-me for flere hundrede fagpersoners arbejde med at udvikle kvalitet på anbringelsesområdet. I alt repræsen-teret med 6 større delprojekter og 56 mindre projekter. Samtlige projekter har relateret sig til et af de syv over-ordnede temaer som Socialministeriet udvalgte:

Anbragte børns skolegang.

Anbragte børns fritid.

Hverdagsliv på anbringelsessteder.

Brobygning.

Tilsyn.

Slægtsanbringelser.

Samarbejde børn – nærtstående – system/professionelle

KABU-KONFERENCEN

V. Hanne Niemann

Til tema dagen den 12. maj i Aasum om ”børn udsat for seksuelle over-greb”, gav Gitte Jakobsen et link til en norsk bog, der bl.a. har et godt kapitel om børns adfærd over for andre børn:

http://www.nkvts.no/Publikasjoner/NRSB/boka_tema_SO.pdf

Gitte Jakobsen fra SISO formidlede sin viden om temaet utroligt godt og havde samtidig god føling med de tilhørendes reaktioner. Det var et me-get udbytterigt foredrag og jeg tror at alle deltagerne kørte stille og efter-tænksomme hjem med en langt større indsigt om seksuelle overgreb. Læs mere på www.siso-boern.dk.

TEMADAG DEN 12. MAJ I AASUM – BØRN UDSAT FOR SEKSUELLE OVERGREB.

Gå ind på www.kabuprojektet.dk og læs om de forskellige pro-jekter og den indsamlede viden.

De meget praksisorienterede erfaringer vil desuden blive formid-let på en formidlingskonference i løbet af efteråret 2005.

Side 27

At hinke Paradis Antal: begrænset, da der ellers bliver for megen inaktivitet.

Redskaber: kridt eller lignende til optegning af Paradiset. Hin-kesten, natur-, plast- eller glassten. Evt. hoppestav som hjælpe-

redskab til at holde balancen.

Det højeste nummer er paradiset, men de to cirkler angiver Himmerige og helvede. Helvede må ikke være større end man

kan få en fod på hver side, himmerige er blot halvt så stor.

Første deltager stiller sig ved en linje et stykke fra Paradiset og skubber/kurer stenen ind i 1. rum, hvorefter man skub-

ber/kurer/hinker stenen videre. Man er færdig, hvis man skubber forkert, stenen lander på en streg, eller man hinker stenen ud

over linjerne. Ligger stenen på helvedestregen, må man begyn-de forfra - næste gang man har tur. Ligger den i Helvede: 3 tilba-ge. Hvis den derimod er i Himmerige eller er på himmerigsstre-

gen, må man gå 3 eller 1 frem. Mens man hinker er armene korslagt eller hviler på hofterne.

Side 28

Herunder et par aktuelle bøger som kan læses i løbet af sommeren, Møllehave og Andersen går udenfor vores tema, men bogen sætter dig ind i anden ver-

den hvor du kommer til at tænke over livet.

God til en stille stund i løbet af sommeren!

Boganmeldelser:

o

n, e

ver Af Hanne Warming:

Plejebørn har en enestående viden om deres egen livs-situation.

Beskrivelse: Hanne Warming »Har andre plejebørn det som mig?« 204 sider

Normalpris 199 kr ISBN-87-7887-240-5 1. oplag, 1. udgave 2005 Udgivelse: 31. marts 2005 Denne bog handler om livet som plejebarn, som det opleves af børnene selv. Bogen formidler resultaterne fra Familieplejen Danmarks »Projekt Børnetinget - et talerør for plejebørn«, hvor 15 børn i familiepleje er blevet interviewet, og hvor 107 nuværende og tidligere plejebørn har skrevet på hjemmesiden www.boernetinget.dk om deres liv. Plejebørn har en enestående viden om deres egen livs-situation. Om følelser, forældre, plejefamilier, identitet, tilsyn og venner - kort sagt alt det, der udgør deres liv. I bogens konklusion perspektiveres plejebørnenes beret-ninger fra et anerkendelsesteoretisk perspektiv, og de omsættes til konkrete anvisninger for en forbedret indsats. Bogen henvender sig både til politikere og til de faggrupper, som arbejder med plejebørn. Derudover henvender den sig til plejebørnene selv og deres foræl-dre, samt til alle andre med interesse for plejebørns liv, tanker og livskvalitet. Hanne Warming er ph.d. og lektor i velfærds- og professionspraktikker ved Roskilde Universitetscenter. Forlaget Frydenlund

Side 29

TABUKA er stolte af vores bog,

TABUKA-bogen, udgivet den 24. februar 2005 på Forla-get Børn og Unge, som vi har haft et rigtig godt samarbej-de med.

Bogen er vores bud på, hvordan man oplever livet som anbragt barn i et socialt system, der indeholder langt flere brud, end det burde. Bogen indeholder også mange bud på, hvad man kan gøre ved det - og hvad man i hvert fald ikke skal gøre!

Bogens metode er kort fortalt, at tidligere anbragte under-søger sig selv, og at der bliver lagt næsten ensidig vægt på børnepespektivet for at opveje de mange ekspertudsagn, der ellers tillægges vægt i fagbøger. Alle ka-pitler er understøttet af citater, der fylder cirka halvdelen af bogen.

Vi håber, at bogen vil blive en del af læsestoffet på pædagogseminarer, plejefami-lieuddannelser, de sociale højskoler, lærerseminarerne m.fl.

Bogen er blevet støttet af Socialministeriets KABU-projekt, der altid har bakket op om vores projekt.

TABUKA, Forlaget Børn & Unge, 2005, 385 sider

Side 30

Gør mig glad igen af Nina Lyng

Mange børn bærer rundt på oplevelser af svigt, tab og traumer i lettere eller sværere grad. Eksempelvis udviser omkring halvdelen af alle de flygtningebørn, der kommer til landet, traumereaktioner. Men selv om lærere og pæda-goger - og voksne i det hele taget - er opmærksomme på problemet, mangler de i mange tilfælde den fornødne viden til at tackle de problemer, traumerne kan medføre. Og ofte får afvigende adfærd gale diagnoser og forkerte etiketter, f.eks. DAMP.

Formålet med "Gør mig glad igen" er at sætte fokus på og synliggøre begrebet traume - der ikke kun kan bringes i anvendelse over for flygtningebørn (og på institutioner og skoler), men også mere generelt i brudte og svage famili-

er.

Bogen er fyldt med nyttige eksempler, øvelser og pædagogiske redskaber til at forebygge og behandle sorg hos traumatiserede børn.

Men den er samtidig en debatbog om børns vilkår i en konfliktfyldt voksenver-den.

Forlaget: Hovedland

Det skal mærkes at vi lever Livet er ikke det værste vi har Et par gamle venner, to livskloge mænd, åbenhjertige mennesker i samtale om alt det væsentlige i livet. Den ene er digter og komponist. Den anden præst og forfatter. De to herrer, Benny Andersen og Johannes Møllehave, har begge masser på hjertet og vil gerne hjælpe alle os andre på vej. Om nogen ved disse to nemlig noget om livet, dø-den, kærligheden, sorgen, smerten og forelskelsen, om poesi, venskab, trøst, alkohol, lykke og livsglæde. Man ler og græder sammen med dem. Man frydes over ordene i Benny Andersens digte, lytter gerne til Møllehaves kloge kommentarer og glædes konstant over de to venners samtale og samvær. Nyd dem igen og igen. Det kan de sagtens tåle.

Gyldendals Bogklubber - Postbox 176 - 1005 København K - Telefon: 70 11 00 33 - Email: [email protected]

Side 31

Spark til dåse "Alle ud af dåsen" En klassisk gemmeleg fra skolegården.

Fremgangsmåde Rekvisitter: En dåse eller lignende.

Ved lodtrækning afgøres, hvem der skal være fanger. Han/hun tæl-ler til en aftalt sum - afhængig af størrelsen på området. Når fange-ren finder en person, skal han ”putte” personen i dåsen. Han råber

fx ”Mette i dåsen”. Nu er Mette fundet. Nu kan de andre, der har gemt sig, befri Mette ved at løbe hen til dåsen og råbe ”Alle ud af

dåsen”. Men de må passe på, at de ikke selv bliver ”puttet” i dåsen på vejen derhen. Når alle er befriet, skal der tælles igen. Dog kun

til det halve. Hvis alle bliver puttet i dåsen, er det den, der blev fun-det først, der er fanger i næste omgang.

- en rigtig plejemor!!

Side 32

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” Strandvangsvej 47 50 Hvidovre Telefon: 2425 9007 Mail: [email protected]

Næste nummer af PLF-bladet udkommer til september 2005

Næste blads tema anbringelse af børn med anden etnisk baggrund end dansk

Documents

PLF bladet nr.2 - 2005