PLF-BLADET Årgang 1. Nummer 2 Juni 2003

Leder v/bestyrelsen Kære plejefamilier, Tak fordi I bakker op omkring Plejefamiliernes Landsforening, PLF! Bestyrelsen arbejder i øjeblikket målrettet på at forøge medlemstallet og afholder bl.a. orienteringsmøder rundt omkring i hele landet. De plejefamilier, vi får i tale, er meget positive overfor PLF og det idegrundlag PLF arbejder på.

Nyt fra bestyrelsen PLF og SL Som de af jer, der er medlemmer af SL har kunnet læse dels i direkte breve fra SL og dels i lederen i Fanny, er man fra SL`s side meget frtrænede over, at vi har dannet PLF. Samtidig giver man udtryk for, at SL ønsker at samarbejde med PLF, på en måde,hvor det virker som om vi afviser at samarbejde med SL. Fra PLF´s side har vi tilbudt samarbejde med SL, blandt andet på et møde den 06. januar 2003. For at give jer bedre mulighed for at se, hvad der er sket i forholdet mellem PLF og SL er al korrespondancen langt ud på vores hjemmeside. Lovændring om handlekommuner for anbragte børn og unge

Folketinget har d. 15.05.2003 enstemmigt vedtaget et lovforslag,

- der giver børn og unge, der er eller bliver anbragt uden for hjemmet, selvstændig handlekommune og

- udvider kommunernes pligt til at høre og inddrage børn og unge.

Loven sikrer, at et anbragt barn eller en ung ikke skal have overført sin sag til den nye kommune, hvis forældre flytter. Lovændringen medfører også en udvidet pligt for kommunerne til at inddrage og høre børn og unge i deres sager. Aldersgrænsen for hvornår et barn eller en ung skal høres, ophæves og erstattes af et modenhedskriterium. Loven træder i kraft den 01. juli 2003 og lovforslaget i sin helhed kan ses på www.ft.dk PLF hilser lovændringen velkommen. Det at børn, anbragt i f.eks. familiepleje, nu får en bestemt kommune, som kan følge barnet under hele anbringelsen, selvom barnets biologiske forældre flytter, skaber større sammenhæng i barnets opvækst og barnet undgår at blive kastebold mellem kommuner. Samtidig tilgodeser lovændringen plejefamilierne, så deres ansættelse bliver så stabil som muligt.

Tema - ferie

Aktivitetsferie i Danmark v/Helle Carstensen Er I og jeres plejebørn/egne børn til aktivitetsferie, så kan DanParcs (www.danparcs.dk) stærkt anbefales. Vi har været flere gange på Søhøjlandet ved Silkeborg og det har hver gang været en god oplevelse for både børn og voksne. Prisen for leje af hus er inkl. gratis adgang til et utal af muligheder både udendørs og indendørs. Derudover er der masser af aktiviteter, som man kan deltage i, hvis voksne/børn evner/gider. Plejebørns ferie hos biologiske bedsteforældre v/Helle Carstensen Når børn anbringes hos os plejefamilier træder de biologiske bedsteforældre eller anden biologisk familie ofte – frivilligt eller tvungen – i baggrunden og det, at hjælpe børnene til at bibeholde/opdyrke en god kontakt til f.eks. deres biologiske bedsteforældre, kan være en meget væsentlig opgave i et anbringelsesforløb. En opgave, som tit er meget vanskelig og fyldt med følelsesmæssige dilemmaer for alle involverede – men så meget større er glæden ved at vinke farvel til sin plejesøn, som er på vej af sted på ferie hos sine bedsteforældre! For vi ved af erfaring, at det, der venter ham, er det som mange bedsteforældre er allerbedst til: ubetinget kærlighed, nærhed, familiebånd, og masser af forkælelse!

2Plejebarn, 12 år: Nogle gange er jeg nervøs for om min mor vil have mig på f i !

3

”Når jeg siger ferie, hvad tænker du så?

Sådan gør vi … v/Hanne Niemann Vores plejebarn holder 14 dages sommerferie med sin aflastningsfamilie hver sommer. De kører gerne til Italien med campingvogn, til yndlingscampingpladsen nær Venedig. De hygger, bader og tager på udflugter. Næstsidste dag i deres ferie kommer vi og henter plejebarnet på campingpladsen i Italien. Vi holder en feriedag sammen med aflastningsfamilien, hvor vi bruger lang tid på at fortælle hinanden om hvordan ferien indtil nu er gået, så svømmer vi op i swimmingpoolen og om aften går vi ud og spiser sammen. Efter morgen maden næste dag kører vi videre til Frankrig for at holde ferie med vores plejebarn. Vi har så holdt en eller to ugers ferie i f.eks. Østrig inden vi henter plejebarnet.

Plejebarn, 12 år: Ferie er fedt men også hårdt, især hvis det er et nyt sted!

Plejebarn, 12 år: Jeg elsker at være på ferie hos min morfar, han er så klog!

Bio.barn, 12 år: Det er rigtig ferie, hvis vores plejebror ikke er med!

Plejebarn 13 år: Rejse. Jeg tænker mest på varme og sol. Jeg er sammen med familie og

Plejebarn 15 år Så har jeg fri for skole. Så skal man hygge sig. Man kan slappe af.

Bio.barn, 7 år: Ferie så tager vi af sted alle sammen også vores plejebørn.

Bio-barn 9 år: Jeg tænker på fridage, hvor man er sammen med familie og mine bedste venner. Så tænker jeg også på at rejse og gå ture i Tisvilde hegn og bade på stranden.

4

Week-end netværket « Frikvarteret » Week-end netværket ”Frikvarteret” har plads til flere – måske er det noget for dig og din plejefamilie? Week-end netværket ”Frikvarteret” er stiftet af en kreds af plejefamilier med det primære formål, at give plejebørn mulighed for at være sammen med andre plejebørn i trygge, genkendelige rammer. I ”Frikvarteret” danner børnene venskaber med andre børn i samme situation som dem selv, de lærer andre plejefamilier at kende og plejefamilierne knyttes sammen i et kollegialt netværk. ”Frikvarteret” er et tilvalg og ikke et fravalg fra plejefamilien. ”Frikvarteret” består p.t. af 7 plejebørn i alderen 7-14 år med tilhørende plejeforældre, som på skift (4-5 voksne ad gangen) tager på 4 årlige week-end ture med børnene. Derudover arrangeres løbende samvær af forskellig slags, så børn og voksne har mulighed for at være sammen regelmæssigt. De tilknyttede plejefamilier bor på sjælland, primært i købehavns-området. Et væsentligt element i idegrundlaget er kontinuitet og sammehæng og det er derfor afgørende at de plejefamiler, som tilslutter sig netværket, har lyst til at investere de fornødne ressourcer og forventer et længerevarende engagement. Det er endvidere vigtigt, at plejefamilierne har kompetence og lyst til at rumme et udvidet samvær med sensitive børn med forskellige problematikker. Deltagelse i week-end netværket ”Frikvarteret” må være godkendt og bevilget af anbringende myndighed. Har I lyst til at høre nærmere eller gerne vil have tilsendt yderligere oplysninger, så kontakt:

Merete Bjørck, tlf. 36.78.08.80 Susanne Folke Nielsen, tlf. 36.41.47.17

Sonja Pedersen, tlf. 44.48.32.14 Birthe Damkjær Petersen, tlf. 33.15.03.48

Helle Carstensen, tlf. 39.40.16.69

Plejefamilier er blevet undtaget fra hviletids og fridøgnsreglerne

Beskæftigelsesministeren har ændret bekendtgørelsen om ”begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, der udføres i den ansattes hjem”. Plejefamilier er nu undtaget fra arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn ifølge bekendtgørelse nr. 247 af 2. april 2003, der trådte i kraft l5. april 2003.

5

Beskæftigelsesministeren skriver, at når plejefamilien er ansat og udfører arbejde for en arbejdsgiver, så betyder bekendtgørelsen at reglerne ikke gælder for ”arbejde, som udføres som døgnpleje i den ansattes hjem, hvor en person bor hos plejefamilien, når

- den ansatte selv tilrettelægger arbejdstiden eller - arbejdstiden som følge af særlige træk ved det udførte arbejde hverken kan måles

eller fastsættes på forhånd.” Beskæftigelsesministeren skriver i et brev til Kommunernes Landsforening om baggrunden for ændringen: ”Grunden til at jeg ønsker ændringer i hviletidsreglerne for plejefamilier er, at det ikke giver mening at lade familieplejere være omfattet af reglerne om hviletid og fridøgn. En plejefamilie skal jo netop være en familie og i familier gælder der ingen 11-timers regel. Når man har et barn i familiepleje ligger det i sagens natur, at man skal tage vare på barnet i alle døgnets timer og at plejeforholdet ikke kan opdeles i arbejdstid og hviletid. Derfor er det en teoretisk diskussion, når man taler om, at plejefamilier – i lighed med de mere traditionelle lønmodtagere – skal sikres 11-timers daglig hvile og et ugentlig fridøgn.” PLF er enige i, at hviletidsbestemmelserne ikke direkte kan overføres til familieplejerne – men ønsker en debat om hvorledes plejefamilierne så sikres passende frirum. Nu er situationen sådan, at beskæftigelsesministeren med et pennestrøg har bortraderet plejefamilierne fra arbejdsmiljølovens regelsæt om fridøgn og hviletid og tilbage udestår en seriøs drøftelse om hvordan plejefamilierne så sikres det nødvendige frirum!

Indlæg Troen på den gode familiepleje (bragt i ”Socialrådgiveren” nr. 13, 19. april 2002) Den gode plejefamilie, hvor tvangsfjernede og anbragte børn får et nært forhold til få voksne, er under pres. I stedet henvises børnene i stigende omfang til opholdssteder. Dermed frarøves børnene muligheden for at få et trygt barndomshjem. Af Lisbeth Gedsø, Inge-Lise Hansen og Inger-Lise Møllermark, Døgnplejeformidlingen for Børn og Unge i Nordsjælland "Ude af stand til at etablere en følelsesmæssig tilknytning". Den dom har mange børn i plejefamilier fået hæftet på sig. Og plejeforældrene er blevet advaret mod at knytte sig til børnene af fagfolk. Men vi har gennem vores arbejde med børn i plejefamilier mange gange oplevet, at det kan lade sig gøre at få de meget sårede børn i trivsel i en plejefamilie. Og vi har erfaret, at plejeforældrenes tålmodighed og ønske om at nå ind til børnene - trods de hårde odds - har ført til en følelsesmæssig relation. Børnene får dermed et barndomshjem, som giver dem ballast til et godt liv senere hen.

6

Viften af tilbud til børn og unge skal være bred, og i en del af viften skal der stadig være mulighed for at tilbyde familiepleje. Plejefamilierne må ikke stå i skyggen af opholdsstederne og langsomt udvikle sig til kun at løse aflastningsopgaver. Det er børnene og deres plejefamilier i følgende tre livshistorier lysende eksempler på. De tre udvalgte børn er voksne nu - vi har valgt dem, fordi de er generelle for mange af de børn, vi har fulgt. Flygtig, psykosetruet... Fælles for de tre børn er, at de alle har været anbragt på døgninstitution, inden de kom i plejefamilie. Det ene af børnene havde tre anbringelser bag sig, de to andre havde to, hvoraf en havde været på behandlingshjem i et år. To af børnene var tvangsfjernede. Børnenes alder, da de flyttede ind i deres plejefamilier, var et, to et halvt og fem år. De to af børnene kom hos familier uden biologiske børn, den tredje i en familie med tre børn over 10 år. I alle familier var det en hjemmegående plejemor, som alle tre plejebørn udvalgte som den vigtigste person for dem, og det var til hende, den første tilknytning viste sig. Børnene blev beskrevet som massivt omsorgssvigtede. De var følelsesmæssigt og sprogligt understimulerede. De var urolige og ukoncentrerede. Tilknytningsevnen var hos alle beskrevet som dårlig. Ord som flygtig, psykosetruet og kontaktsky blev brugt i visitationspapirerne. Den første tid i plejefamilierne var udfordrende både for børnene og plejeforældrene. Børnene havde alle behov for en voksens fulde opmærksomhed. To var præget af angst og mareridt - de reagerede ofte med en følelsesmæssig tilbagetrækning og isolation. Et af børnene afviste fysisk kontakt gennem det første år. De fik et hjem Op gennem hele barndommen har alle tre børn været præget af store sociale og følelsesmæssige problemer både i skolen og hos plejefamilien. Ord som fysisk uro, manglende koncentration, glemsomhed, aggression, afprøvning, frygtløshed, træthed, tilbagetrækning til en fantasiverden og indlæringsvanskeligheder går igen i beskrivelserne af børnene. Fælles for dem alle har været, at de langsomt har knyttet sig følelsesmæssigt til plejemoderen og senere plejefaderen. Tilknytningen har været etableret inden puberteten og holdt gennem de svære ungdomsår. Samtidig har alle tre børn haft en kontakt med deres forældre op gennem barndommen. Forældrene har besøgt børnene i plejefamilien og er blevet mødt med respekt og omsorg. Der har for to af børnene været et behandlingsforløb hos psykolog og børnepsykiater.

7

Hvordan er det så gået de tre børn, da de blev voksne? Det er gået dem godt. De har bevaret plejefamilierne som deres familie, og de har fået et hjem, hvor de stadig kan hente støtte. Der er hos dem ikke tvivl om, at de altid er velkomne. Alle tre har fået eller er i gang med uddannelser og trives med deres liv. Opholdssteder vinder frem Beskrivelserne i de tre børns visitationspapirer ligner de beskrivelser, vi får på børn i dag. Men til forskel fra tidligere afsluttes papirerne ofte med ønske om at finde et egnet opholdssted. Opholdsstederne - hvor flere plejefamilier organiserer sig sammen og ansætter personale, så de selv kan få luft i hverdagen - vinder nemlig mere og mere frem. De faglige overvejelser i forbindelse med anbringelse i plejefamilie eller på et opholdssted er kendetegnet ved, om et barn udvikler sig bedst med en følelsesmæssig tilknytning til få voksne eller med støtte i et mere behandlingsorienteret miljø. Disse overvejelser er ikke af ny dato. Forskellige modeller har gennem tiderne været afprøvet. Vi kender de gamle børnehjem med forstanderpar og personale boende på stedet. Senere kom behandlings- og skolehjem som et nyt tilbud. Arbejdstiden blev kortere, og forstanderparret og personalet forsvandt langsomt fra institutionerne. Med bistandslovens intentioner accelererede anbringelser i familiepleje. Men på samme måde som pædagogerne i sin tid blev bevidste om deres ansættelsesforhold, er plejefamilierne gennem de seneste år begyndt at ønske bedre økonomiske forhold og aflastning. Derfor er flere og flere af de før nævnte opholdssteder dukket op. Vi har gode erfaringer med både opholdsstederne og plejefamilierne. Men vi er bekymrede for, at for mange af de små børn under skolealderen kommer ud på opholdssteder. De små børn blev tidligere visiteret til plejefamilier, hvor vi har set, at børnene er kommet i trivsel. Det er vores holdning, at små børn har brug for et hjem - et barndomshjem med mulighed for tilknytning til en plejefar og en plejemor. Vi tænker især på de børn, hvor det forventes, at børnene ikke flytter hjem til deres forældre igen. Hvad er en god plejefamilie? Men hvordan finder vi de gode plejefamilier, hvordan uddanner vi dem, og hvorfra ved vi, at de er gode ? Når vi ser på den gruppe af plejeforældre, der har klaret opgaver med de mest sårbare børn, er der i gruppen både familier med og uden pædagogisk uddannelse. Der er familier, der er aktive i kurser, men der er også familier, der ikke tager imod kursustilbudene.

8

Det, der især kendetegner gruppen, er en tilfredshed med deres eget liv, de har et positivt livssyn, og de har en særlig evne til at forholde sig til vanskeligheder, uden at se dem som problemer. De er ikke problemfindere, men stifindere. De finder nye værdier og handlemåder i deres kontakt med børnene. De tør i deres søgen kravle op på et bjerg uden at kende den sikreste vej ned. De kan holde af børnene, knytte sig til dem og vide, at barnet måske flytter hjem igen. Som noget vigtigt kan de vente på, at børnene knytter sig til dem eller blot viser, at de har en betydning for dem. Børnene bliver mødt, der hvor de er. De bliver mødt med kærlighed i et miljø med rammer og accept. Kærlighed, omsorg, rammer og konsekvens - det er ord, der ofte bliver brugt. På papiret ser ordene lidt forslidte ud, og alle sidder måske og nikker i enighed. I hvilken rækkefølge skal kærligheden, omsorgen, rammerne og konsekvensen gives, og hvor meget og hvor lidt? De enkelte familier finder hver deres stil. Når man ser deres måde at støtte børnene på og hører dem fortælle om deres oplevelser med dem, er der ingen tvivl om ægtheden i ordene - de bliver pludselig levende. En kvinde, der mestrede kunsten som plejemor, sagde en gang om sit plejebarn: "Han skal også have lov at tage røven på os". Hun var selv meget konsekvent i hverdagen og opdagede pludselig, at hendes plejebarn manglede denne dimension i forhold til de voksne. Endelig skaber de gode plejeforældre aldrig tvivl hos barnet eller den unge om, at de kan blive boende hos dem. Det er således ikke den faglige viden, men den menneskelige indsigt og overskuddet hos plejefamilien, der er den stærkeste og mest helende kraft i et plejeforhold. De plejefamilier der viser, at plejebarnet har en særlig værdi for dem, formår at knuse barnets mistillid til de voksne. Og den tillid, der bliver opbygget, er grundlæggende for, at de tør bryde gamle destruktive mønstre. Børnene har brug for at opleve, at de voksne er stolte af dem. Plejeforældrene skal også forstå relationerne mellem børnene og deres forældre og støtte den kontakt, der er rigtig for barnet. Endelig er viden og interesse for at deltage i kurser og modtage supervision med til at skabe en bedre forståelse for barnet. Den personlige erfaring krydret med teoretisk viden er en god ballast.

9

En fast støtteperson Den sidste del, vi vil nævne, er støtten til plejefamilierne. Det er vores erfaring, at det har stor betydning, at der er en gennemgående person, der kender børnene fra anbringelsens start. En person, der skaber helhed og kan hjælpe plejeforældrene med at huske tilbage og se de små forandringer, der sker, når de synes, det er svært at se en udvikling. Trofasthed er vigtig både i forhold til barnet og plejeforældrene. Omsorg og anerkendelse til plejeforældrene har stor betydning. I lange perioder må plejeforældrene tilsidesætte mange af deres behov. Det er vigtigt, at de ikke mister modet og troen på, at det har en værdi på længere sigt. Derfor er det af stor betydning med en person, der kender plejefamilien godt og kan træde til med ekstra støtte, når det er nødvendigt at beskytte familien mod et for stort pres. Støtten kan være at etablere behandling til barnet, psykologisk supervision til plejeforældrene eller aflastning. Uanset hvad der skal ske, skal både familien og barnet beskyttes mod, at der handles i panik. Der er hos plejeforældrene behov for at dele ansvaret med en professionel person, der kan supervisere og støtte. ”

**

Troen på den gode socialrådgiver (bragt i ”Socialrådgiveren nr. 6 d. 26.marts 2003) Tænk, hvis vi kunne få det bedste frem i både socialrådgivere og plejefamilier, så ville det hele kunne gå op i en højere enhed, til stor hjælp for især de anbragte børn. Af Susanne Robak, plejemor Lad os dog få lov til at elske de unger synder og sammen, selvfølgelig med respekt for deres forældre... Den gode socialrådgiver (kurator, konsulent) må samle op, den dag børnene eventuelt ikke skal bo hos os plejefamilier mere. Det tør jeg skrive i dag uden særlig skræk for, at nogen synes, jeg bare er for meget. Da jeg for knap tolv år siden startede som plejefamilie, skulle man holde den professionelle distance. Jeg ved, at det stort set er accepteret, at vi nu må være familien og det barndomshjem, de anbragte børn ellers aldrig fik. Dybt inspireret af artiklen Troen på den gode plejefamilie (Socialrådgiveren nr. 13, 2002) satte jeg mig til tasterne, fordi jeg ikke kun har en tro på, at hun/han findes, jeg har også en viden om, at de er derude i det virkelige liv et sted.

10

Tænk, hvis vi kunne få det bedste frem i både socialrådgivere og plejefamilier, så ville det hele kunne gå op i en højere enhed, til stor hjælp for især de anbragte børn. Ligesom det forventes fra socialrådgivernes side, at plejefamilier skal indeholde en masse kompetencer, er det de samme forventninger, vi plejefamilier har til socialrådgiverne. Socialrådgiveren skal huske Inden godkendelsesproceduren har hun/han allerede et stort ansvar, det kan blandt andet være i forbindelse med at vurdere plejefamiliens egne børns alder i forhold til barnet, der skal anbringes. Skal en anbringelse lykkes, og det skal den gerne, er dette af stor betydning, det ved plejefamilierne måske ikke, hvis det er første gang, de får et barn i pleje. Selv tænkte jeg ikke særligt over det, ville bare så gerne have børnene og komme i gang. Før selve anbringelsen vil det være dejligt at få en litteraturliste over aktuelle bøger, så vi kan være rimelig forberedte til opgaven. Inden der bliver sagt ok til anbringelsen, er det betydningsfuldt, at plejefamilier og biologiske forældre er matchet så godt, som det nu en gang kan lade sige gøre. Når anbringelsen har fundet sted, er det vigtigt, at der er mange kontakter fra socialrådgiverens side, både telefonisk og ansigt til ansigt. Det er det i øvrigt gennem hele anbringelsesforløbet. Respektfuld behandling Her hos os ringer socialrådgiveren af og til bare for at høre, hvordan vi har det, det kan være ganske kort, hvor hun for eksempel siger: Jeg har et møde om lidt, men jeg ville bare lige høre, hvordan jeres ferie er gået. Så ved jeg, at det ikke er den dag, jeg skal fortælle hende hele min livshistorie vedrørende børnene. Jeg kan så aftale med hende, at hun eller jeg ringer måske næste dag, hvor hun har tid til en længere snak. Men den korte opringning er guld værd, jeg føler mig se, hørt og forstået af hende. Vores socialrådgiver starter hver samtale med: Forstyrrer jeg? For mig at se en meget respektfuld begyndelse på en dialog. Vi får altid et brev om, hvornår hun holder ferie, og hvem vi kan trække på, hvis der opstår problemer, vi ikke selv kan klare. For mig er der ingen fast telefontid, jeg føler mig aldrig klientgjort, men tværtimod behandlet som en ligeværdig samarbejdspartner. Jeg bliver altid spurgt til råds om overvejelser og beslutninger. Er socialrådgiveren ikke ved telefonen, når jeg ringer, beder jeg sekretæren give besked om, at jeg gerne vil ringes op, og det er jeg altid blevet. Selv ringer jeg også altid og spørger hende til råds, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Jeg kan altid ringe og få et akut møde og det gør mig tryg i hverdagen. Vi skal alle sammen behandles respektfuldt, ikke kun vi plejefamilier, men også børnene og deres familier, socialrådgiveren skal være i stand til at kunne inddrage forældrene i, hvad der er bedst for børnene lige nu og på længere sigt. Børnene skal føle sig så lidt i klemme, som det nu en gang er muligt. Deres liv er synd for dem, men ved fælles hjælp kan vi gøre det lidt lettere.

11

En god socialrådgiver skal kunne lytte fordomsfrit til os. Vi skal have lov til at fortælle alt vedrørende børnene uden at være bange for, at vi bliver sat ned i løn, eller at børnene bliver hjemgivet, fordi det går for godt, eller kunne fortælle, hvor trætte og slidte vi er, uden vi skal være bange for, at nu tager de børnene med, når de går. Ros os! I starten af vores plejeforhold, havde jeg tit ondt i maven flere dage i træk efter disse besøg, simpelthen af skræk og rædsel for, hvad jeg nu havde sagt. Tænk, hvis det blev misforstået. Gennem årene har jeg lært, at mine samarbejdspartnere ikke skal gå ud af mit hus, før jeg har det godt med, at de går. Jeg spørger dem altid, hvad de tænker eller mener og bliver ved, til jeg har det ok igen. Og de får aldrig lov til at gå, før vi har lavet en ny aftale. Jeg har en gang mødt en plejemor, der ikke følte, hun fik ros nok af de anbringende myndigheder, så når hun fik besøg af dem, satte hun sig godt tilrette i sin stol, foldede armene og sagde: Så vil JEG gerne have ros! Hun er en dygtig plejemor, så rosen havde hun ganske fortjent. Sådan kan man jo gøre, hvis ikke socialrådgiveren formår at rose af sig selv. Får jeg selv ros, plejer jeg at sige: Sig det lige igen, så optager jeg det på bånd og kører båndet på repeat-knappen hele dagen - på de svære og tunge dage. Spøg til side. Holde fri af og til Jeg har også en forventning om, at hun/han kan hjælpe os med at anse det for ok at holde fri og derfor sende børnene til en god feriefamilie af og til. Det er ofte svært at gøre, når plejebarnet står foran plejefamilien og siger: Hvorfor sender du mig væk, når jeg har det allerbedst herhjemme hos dig. Disse børn har som regel ingen bedsteforældre, tanter og onkler, de kan feriere hos, og de kan ikke nøjes med en almindelig barnepige. En af mine konsulenter sagde en gang, at det var godt for børnene at have en reservefamilie, hvis der skete os noget, anbragte børn har jo som hovedregel et noget stormasket netværk. At samtale med plejebørnene er også en meget vigtig ting at kunne. De har brug for at læsse af til andre end os, eksempelvis fortælle socialrådgiveren om det uretfærdige liv, de måske synes, de har i forhold til deres jævnaldrende, som bare er så heldige at bo hjemme hos deres egen mor. For at børnene og vi kan have en god hverdag, har vi alle sammen brug for kontinuitet i anbringelsesforløbet, det vil sige den samme person hele vejen igennem. Utopisk, men en nødvendighed. Børnene har brug for en gennemgående person, de kan føle sig trygge ved. Alt andet er uanstændigt, da det blandt andet vil aktivere alle de svigt, børnene allerede har oplevet alt for ofte.

12

Overblik og humor Socialrådgiveren skal også kunne rumme forskellige modsatrettede informationer fra barnet, aflastningsfamilien, skolen, forældrene og os. Sine frustrationer i forhold til det, må hun/han afklare hjemme på kommunen ikke hos os. Så den gode socialrådgiver er afhængig af en god kommune med en ordentlig børnepolitik, der også er i stand til at yde hende/ham supervision. Kommer socialrådgiveren ind i et etableret plejeforhold, skal hun/han kunne respektere de hidtidige aftaler/ holdninger, indtil hun/han selv får et overblik over sagen. Den gode plejefamilie har ikke noget imod en ændret opfattelse, hvis den vel og mærke er velbegrundet og velovervejet. Socialrådgiveren skal også kunne holde ud og acceptere, at når vi har haft barnet længe, er det os der automatisk kender barnet allerbedst. Og ved længerevarende plejeforhold er vi ofte dem, der udgør den største kontinuitet barnet har i sit liv. Måske strammer jeg den nu, men alt andet lige, så ville det være skønt, hvis socialrådgiveren også er et humoristisk menneske, som vi kan grine sammen med. Jeg har troen på den gode socialrådgiver, jeg ved, der er mange, der har hende/ham, men jeg ved desværre også, der er nogen, der må nøjes eller som for eksempel på syv år har haft mellem femten og tyve forskellige socialrådgivere, blandt andet fordi forældrene ofte flytter. Jeg ved, hvor svært det må være at sætte sig ind i journaler på højde med rundetårn.. Det kan blandt meget andet være en af årsagerne til, at der stadigvæk desværre findes de såkaldte svingdørsbørn i vores samfund. Det kan vi ikke være bekendt. Lad os i gensidig respekt trække læsset sammen. ”

www.etandetliv.dk www.susannerobak.dk

robak@wanadoo.dk

KABU-konference Mandag den 28. april holdt Socialministeriet og KABU konference, hvor de offentliggjorde de temaer, der bliver omdrejningspunkt for kvalitetsprojekter i de næste 2 år. KABU står for ”Kvalitet i Anbringelsesarbejdet med Børn og Unge”. KABU-projektets formål er at opsamle, udvikle og formidle indsigt og viden, der kan medvirke til at kvalificere arbejdet med anbringelse af børn og unge – aktuelt som på længere sigt. Følgende fem målsætninger, binder KABU-projektet sammen på tværs af mange delelementer:

- Udvikling af kvalitet i anbringelsesarbejdet. - Udvikling og afprøvning af metoder i anbringelsesarbejdet.

13

- Generel og tematiseret videnindsamling – samt udvikling af metoder hertil. - Udvikling af redskaber til dokumentation og efterprøvning af effekt. - Udvikling af formidlings- og implementeringsredskaber.

Samarbejdet omkring udvikling og konkretisering af kvalitet i anbringelsesarbejdet vil i høj grad komme til at bygge på de erfaringer og den viden som aktører og interessenter med tilknytning til anbringelsesarbejdet, melder ind i forhold til de ovennævnte målsætninger. Socialministeriet har prioriteret 7 hovedtemaer, der specielt skal arbejdet videre med i KABU-projektet i de næste 2 år. Temaerne er:

- Anbragte børns skolegang - Anbragte børns fritid - Hverdagsliv på anbringelsesstedet - Brobygning - Tilsyn - Slægtsanbringelser - Samarbejde barn 1) nærtstående 2) system/professionelle

Socialministeriet har afsat en pulje på 10 mio. kr. til projekter. Der vil være en overgrænse på 200.000 kr. til hvert projekt. Ansøgningsfristen er 1. juli 2003. Læs mere på www.kabuprojektet.dk

Kalender 26. – 29. maj ”Social work in future Europe” i København. info@socialwork2003.dk 10. – 12. juni Sølund musikfestival for fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Dyrehaven lo, Skanderborg. Telefon 86521308. www.solundfestivalen.dk 17. juni bestyrelsesmøde i PLF. Bestyrelsen opfordrer medlemmerne til at fremsætte ønsker til dagsordenen. 19. juni i Bella Center og 20. juni i Herning Kongrescenter, Socialministeriets konference om ”Børn i krisesituationer” med mange gode oplægsholdere. Pris ca. 1600 kr., se mere på www.sm.dk. I uge 27. og 28. er der kurser på ”Skærgården” for plejefamilier og deres plejebørn. Mail-adresse famhojsk@post9.tele.dk 19. august bestyrelsesmøde i PLF. Bestyrelsen opfordrer medlemmerne til at fremsætte ønsker til dagsordenen. Mandag den 1. september er det familieplejernes dag – den skal fejres!

Fra medlem til medlem Jeg efterlyser et ”barne-gitter” til at sætte mellem 2 døre. Har du et til salg, så ring til Marianne Ravnsbæk på tlf. 47 17 25 32

14

PLF har en mindre bogsamling, som medlemmerne er velkomne til at låne. Kontakt han@plejefamilierne.dk. Liste over bøger:………………………………………..

LEV er en privat landsdækkende forening for udviklingshæmmede, pårørende og andre interesserede. Landsforeningen arbejder for at styrke udviklingshæmmedes Livskvalitet, Egenkultur og Værdighed. Mere information på LEV´s hjemmeside: www.lev.dk.

Næste nummer af PLF-bladet

Det næste nummer af PLF-bladet Check sidste nyt på PLF´s

hjemmeside kommer august 2003, hvor det gennemgående tema er aflastning. www.plejefamilierne.dk

Dead-line for indlæg vil være 1. juli 2003. PLF-bladets redaktion ønsker alle en rigtig god sommer og på gensyn til august.

Plejefamiliernes Landsforening ”PLF” PLF-bladets redaktion: Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre Helle Carstensen Tlf. 36 78 83 11 Hanne Niemann Mail: landsforeningen@plejefamilierne.dk Marianne Ravnsbæk www.plejefamilierne.dk Vi kan kontaktes på e-mail: han@plejefamilierne.dk