Medlemsblad for Dansk Sports1:iskerforening.

Nr. 9 li 1. September 1934. ~ 9. Aarg.

I I I

I I

En god Fangst.

94 SPORTS-FISKEREN 1934

Spinnefiskere contra Erhvervsfiskere.

I vort Naboland Sverrige, nøjere bestemt i Egnen om den stockholmske Skærgaard, er der (i Følge Skog och Sjo) opstaaet en ret ejendommelig Konflikt, der har ført til, at Erhvervsfiskere vil prø­ve paa at faa »Forbud mod Anvendelse af Drag­odder, Geddedrag og Svirvel, samt Kastestang med Spinner og lignende.«

Ude i Skærgaarden og inde i Malaren tilhø­rer Fiskeriretten den, ofte fattige, Skærgaardsbon­de, som har forpagtet (arrenderet) denne Rettig­hed, og for hvem baade Fiskeriet og Jagten paa SØfugl er en Livsbetingelse, da det Agerbrug, som kan trives paa de klippefulde Skær, næppe kan ernære sin Mand. Nye Fredningslove har ind­skrænket Fuglejagten, navnlig i Foraarstiden, hvor Befolkningen ligefrem lider af KØdhunger - og nu trues det vigtigste Fiskeri - Geddefiskeriet -ai Lystfiskerne.

Det i de senere Aar stærkt udviklede Friluftliv tilligemed det tiltagende Antal Motorbaade, har be­virket, at man overalt i Skærgaarden træffer smaa Sommerhytter og Lejrtelte, og intetsteds mangler de billige amerikanske Fiskegrej er i Udstyret. Eksempelvis oplyses, at det ikke er noget usædvan­ligt Syn at se Fatter og Mutter og et Par haabe­fulde Poder besætte de ca. 100 Meter Strand, som hører til Sommervillaen, allesammen i Færd med at spinne; og naar unge Mennesker tager paa Weekend ud i Skærgaarden, har de Fiskestænger­ne med.

Ingen spørger om eller tager Hensyn til de lov-­lige Besiddere af Fiskevandet, og Skærgaardsbøn­derne ligger i Sommertiden paa Fiskeri, længere ude til Søs og kan ikke gaa hjemme for at værge deres Interesser.

Loven er ne.mlig saa viselig indrettet, at kun Besidderen af Fiskevandet har Anmeldelses- og Paataleret. Gaar man ind i en Torvehalle og stjæ­ler et Par matte Gedder fra en Torvekone, er man en Tyv, som Politiet tager sig af, men fisker man · paa anden Mands Grund, saa vedkommer det ikke Myndighederne, naar den krænkede tier.

Skærgaardsfolkene er lidt bange for at lægge sig ud med de store Herrer, der har Raad til at holde Sommervilla og Motorbaad, blandt andet er de bange for, at de mest passionerede iblandt dem skal overbyde Erhvervsfiskerne og sikre sig Fiske­retten , naar de nuværende Forpagtninger udløber.

At det ikke drejer sig om Smaating, belyses af Eksempler. En enkelt Lystfisker skal have taget

200 Gedder paa en Sæson, ja en Recordfisker skal have taget 60 Gedder paa Spinn paa en Dag. Det oplyses ogsaa, at en Landliggerfamilie har solgt for 1000 Kr. Gedder en Sommer og saaledes har skaffet sig et billigt Ferieophold. Dette hænger sammen med, at Gedde er forholdsvis dyr om Som­meren, da Skærboen ligger ude og fisker Flynder paa Havet, om man maa kalde den bottniske Bugt saaledes. Deres Geddefiskeri foregaar dels med Ru­ser i Legetiden om Vaaren - til Lystfiskernes sto­re Fortrydelse -, dels fra Isen om Vinteren, men navnlig dette sidste menes efterhaanden ikke a t være Strabadserne værd, selv om Skærboen navn­lig paa denne Aarstid trænger haardt til Foran­dring i Kosten og til de Penge, som indvindes ved,

Det taler til Ære for de svenske S p o r t s f i­r.kere (uden Anførelsestegn) at et Par af de mest prominente iblandt dem har taget Bladet fra Mun­den og absolut stillet sig paa Erhvervsfiskernes Si­de contra Posefiskerne, som de beskylder for at gøre Lystfiskeriet upopulært i Befolkningens Øjne. De erklærer, at det er lige saa galt oppe i Fjeld­vandene, hvor velstaaende Embedsmænd paa Fe­rie næsten tømmer Fiskevandene for de Fisk, som den fattige Fjeldbo har haardt nødig om Vinteren, blot for at kunne prale med Recordfangster. Der nævnes, at et Par saadanne »Sportsmænd« har hjemført 150 (Kilo saltede Ørred - fangede paa en Tid, da den saltede Fisk holder sig daarligt og bli­ver sur inden Jul, saa den højst kan anvendes i Stedet for Spegesild »Dagen derpaa«.

Hvar Forbud mod Spinnefiskeri angaar, me­ner imidlertid de omtalte Herrer, at det er ganske ved Siden af. Om en Lystfisker har Ret til at kalde sig Sportsmand, afhænger ikke af, hvilket Redskab, han bruger, men om han opfører sig som en Gent­leman; ikke fisker andre Steder end, hvor han har faaet Lov af rette Vedkommende, sætter Un­dermaalsfisk ud, afholder sig fra Recordfangster og, hvis han en enkelt Gang fanger mere, end han kan fortære paa Stedet, overlader sit Udbytte til den, som ejer Fiskevandet, og som i Reglen træn­ger til det. Der tilføjes, at Flertallet af Lystfisker­ne desværre ikke falder ind under denne Kategori. Et Forbud mod bestemte Redskaber vil desuden ogsaa kunne ramme Erhvervsfiskerne. Fejlen lig­ger tildels hos Fiskeritilsynet, der nøjes med at notere ulovlige Redskaber, men ikke spørger om de Fiskendes Ret til at udøve Fiskeri. Alligevel tror man ikke, at det kan betale sig at sætte et forøget

1934 SPORTS-FISKEREN 95

Fisketilsyn i Gang fra Myndighedernes Side. Skær­boerne maa i første Række staa paa deres Ret, og man gør opmærksom paa, at de kan konfiskere baade Fartøj og Redskaber. Repressalier fra Fiske­tyvene behøver de ikke at frygte, de fleste af dem er unge, iøvrigt temmelig harmløse, Mennesker; og at en virkelig Sportsmand skulde hævne sig paa den, som anklagede ham for ulovligt Fiskeri, ved at overbyde ham næste »Arrendatorauktion« er utænkeligt. Det kan nu engang ikke nytte at rende Øvrigheden og Lovgivningsmagten paa Dørene, naar man ikke selv vil hævde sin Ret.

Under Mærket »O. 0-n.« foreslaar en af Sportsmændene derimod at man skal organisere sig, selv om han ikke underkender Vanskelighe­den af at forene jordbrugende Rusefiskere, Ama­tør-Spinnefiskere og Erhvervs-Krogfiskere under en Hat; men det burde forsøges. Man tænker sig Dannelse af Foreninger for begrænsede Omraa­der, og at Politiet eller Fiskeritilsynet skulde have .Ret til at se Vedkommendes Medlemskort, hvis de træffes i Færd med et hvilketsomhelst Slags Fiske­ri. Sportsfiskerne i Foreningen skulde erlægge Af­gift til Fiskevandets Indehaver. Endvidere vil man have forbudt Fangst af Gedder i Legetiden, med­mindre Foreningen vil bruge dem til Fiskeavl. Ged­der under 1 Kilo skal udsættes igen.

Foreningen skal sørge for Udsættelse af Yn­gel, samt tage sig Fisketyvene. Man mener ogsaa, at Skærboen vil føle sig tryggere , naar han har en

. stærk Forening i Ryggen i det Øjeblik , han har noget at klage over.

Det er svært at drage en Parallel mellem For­holdene i Sverrig og herhjemme, hvor Lodsejerne fra Arilds Tid har Hævd over Fiskeretten i vore ret begrænsede Fiskevande, saa at det kniber for os Sportsfiskere at finde passende Arealer til at drive Lystfiskeri. Alle Indsøer og Aaer ejes af pri­vate Personer, og noget lignende som den stock­holmske Skærgaard har vi ikke herhjemme. Ged­defiskeri med Spinner i Smaalandshavet og til­grænsende Sunde er ikke stort, og Tunfiskeri skal der en stor Pengepung til. Det er værd at lægge Mærke til, at Tendensen _i Øjeblikket gaar i Rec­ning af Indførelse af Fiskekort, dog foreløbig dog mest som en Foreningssag. Andetsteds i svensKe Blade har der imidlertid rejst sig Røster for Ina­førelse af en Jagt- og Fiskeriskat , en Slags Jagt­kort , der samtidig skulde give Ret til Lystfiskeri. »Sportsfiskeren« skal holde Medlemmerne a jour med, hvorledes dette Spørgsmaal udvikler sig.

Red.

Sportsfiskerku Itu r. Det er et farligt Emne, Redaktøren har slup­

pet løs, og Meningerne herom er sikkert stærkt del­te blandt Medlemmerne. Da man i sin Tid star­tede Foreningen, var en Kreds af Medlemmer no­get for højt oppe i Lovprisning af »Sporten«, og saavel Foreningens Navn som Bladet blev præget heraf. Samtidig forsøgte man at demokratisere Foreningen ved en stærk Agitation for Tilgang Landet over. Resultatet foreligger. Nu skal »Spor­ten« defineres og demokratiseres, saa den helst pas­ser for alle. Det bliver svært, meget svært.

Faa Ordet »Sportsfiskeri« begravet og kald det »Lystfiskeri«. Lad ikke Fiskeriredskaberne være det afgørende, men derimod, om det er Fornøjelse eller Erhverv. Enten er man Lystfisker eller man er Professional.

At sælge sin Fangst er i høj Grad et Penge­spørgsmaal, som betyder meget for en, intet for en anden, og det behøver hverken at være Erhverv eller Bierhverv.

En Lystfisker vil ikke plyndre sit Fiskevand med Netfangst, men selv finder jeg en stor Fornøj­else i Netfangst paa Havet, og selv om jeg ved Lej­lighed fandt paa at sælge et Par Kasser fangede Sild, vilde jeg tage det ganske let, om nogen tog Forargelse heraf.

»Jagtkultur« er efterhaanden blevet et mis­brugt Agitationsord, og »Sportsfiskerkultur« lyder endnu værre.

L. S.

HELT (Correganus lavaretus Linne).

Helten med Underarten Snæbel, hører til Lak­sefiskene, og i endnu højere Grad end Slægten Salmo er Arterne ubestemte. Det er faktisk en Fi­skegruppe, hvor Artsdannelsen ikke er færdig. svenske og mellemevropæiske Videnskabsmænd har opstillet en hel Række Arter, men der er Mel­lemformer og desuden indenfor hver Art forskel­lige Underarter, eftersom Fisken (ligesom hos Ør­reden) er Vandrefisk eller Standfisk. Det, der· in­teresserer Lystfiskeren, er imidlertid, om .den kan tages sportsmæssig og hans Frue, om · den. er spi­selig.

Hvad det sidste angaar, saa kender jeg røget Helt fra Thisted, hvor den tidlig paa Aaret brag­tes til Torvs af Erhvervsfiskere, som tog den i Net

96 SPORTS-FISKEREN 1934

i. Vester Vandet og Norssø, naar den gik ind paa lavt Vand.

Jeg har aldrig før eller senere smagt en saa velsmagende røget Fisk. I sin Kogebog for Fers- . vandsfisk (tidligere anmeldt her i »Sportsfiske­ren«) berømmer Chr. Jacobsen Helten i høje Toner, men tilføjer, at den ikke taaler Forsendelse, saa jeg tør anbefale Husmødrene at tilberede Mandens eventuelle Udbytte af Helt straks og ikke sende noget til Venner og Bekendte. Prof. Otterstrøm fortæller i »Danmarks Fauna«, at Helten som Re­gel ikke gaar paa Krog, men nulla regula sine Ex­ceptione, desmere interessant er det at forsøge. Suder og Karper skal jo heller ikke være nemme at t-1ge paa Krog, men det gøres dog.

For nogle Aar siden havde min Ven, Kunst­m 2-leren og jeg, aftalt en Tur sammen til Fiil-SØ i det sydlige Vestjylland. Jeg blev forhindret, og Kunstneren tog alene afsted. Han kom begejstret tilbage; med Kunstnerens Evne udmaalede han den stille Søflade, omkranset af Siv og oplivet af Ænder, Lappedykkere og Rørhøns - og saa det lille, røde Flod, som ganske stille forsvinder!

Med Sportsfiskerhovmod lod jeg ham vide , at jeg ikke brød mig om at fiske med Flod, men at Ørredens Hug, Tilslaget og den eventuelle Kamp for mig var den potentientelle Livsnydelse.

Det lille, røde Flod - gentog han drømmende. Var der godt med Aborrer? - spurgte jeg. Nogle enkelte, lød Svaret, men det var

disse smukke, sølvglinsende Fisk, som stod ude paa Dybet - Helt kaldte Kromanden dem, og De kan tro, Kromutter kunde tilberede dem. Jeg har al­drig smagt mage til Fisk, gaa De hjem og læg Dem med Deres Bækørreder.

Standformen af Helt lever det meste af Aaret ude paa søens Dyb, men kommer i Legetiden ind paa grundt Vand, hvor mange tages i Net, den gaar i store Stimer. Før Vandet i Ringkøbing Fjord ved Gennemskæring af Hvide Sande blev salt, fi­skedes her aarlig op til 60,000 Kilo. Herhjemme bli­ver den næppe .over 60 Ctm. lang og 3 Kilo væg­tig. Fra Sverig meldes om Helt paa 90 Ctm. lang

og 6 Kilo og fra Pommern om 1,3 Meter og 10 Kilo. De Helt, jeg har set, var som alm. Sild.

Heltens Udbredelse i Danmark er ret ejendom­melig, som Regel træffes den ikke ved Øerne eller Østjylland s. f. Randers Fjord. Her og i Randers Fjord træffes den nu og da, og stiger op i Aaerne. I Limfjorden tages den jævnlig i Net og gaar op i Skalsaa, Laastrupaa og Ryaa, desuden op i alle vestjydske Aaer syd for Limfjorden. Men desuden kendes den fra en hel Række Indsøer, hvor den er stationær, dels indfødt, dels udsat. Otterstrøm nævner saaledes: Nors sø, Vester Van­det sø, Flade-Ørum sø, Ferring sø, Fiil-SØ, Stub­bergaard sø, Flynder Sø, Rødsø , Hærup sø, Klej­trup sø, Tjele Langsø, Glenstrup Sø, Madum sø, samt Krag sø, hvor den er udsat og holder sig, mens den uden Held er udsat forskellige andre Ste­der. Alle disse Søhelt er den typiske Form, mens de, der gaar op fra Havet, i Reglen er Snæbeler.

Jeg har ,skrevet saa udførligt om Helten, for­di den fortjener at blive Genstand for Lystfiskeri. Hvor ofte hænder det ikke for en passioneret Lyst­fisker, at Konen og Børnene vil til Vesterhavet at bade og mener, at Fatter sagtens maa kunne more sig sammen med Vestkystfiskerne. Er man meget heldig, kan man maaske en Dag faa Lejlighed til at dørge Makrel, maaske kommer der nogle Stimer af Smaasild ind mellem Revlerne, og man kan være med til at ringe dem med finmaskede Net, men efter 8 Aars Ophold i en Vestkystflække kan jeg forsikre, at der ikke er synderligt at gøre paa

Vesterhavet for en Lystfisker.

~~~~j_\1> I \. -~

--~ ~

Helt Snæbel

Derimod kan man tage en Cykle eller Bil og søge ind til en af de fornævnte søer og søge Helten ude paa Dybet. Da dens Mund er lille og skør, skal der bruges smaa Kroge og godt med Sænkebly -som Regel, der er nemlig ogsaa Heltstammer, som holder til i de øvre Vandlag. Det er netop det spæn­dende ved denne Fisk, at man aldrig ved, hvor man har den. Der er Stammer, som leger i Oktober, an­dre leger hen i Marts - de Lærde er endnu ikke klar over dens Vaner, men som oftest er der lokale Fiskere, som kender Helten i deres sø.

A. H.

1934 SPORTS-FISKEREN 97

Med Fiskeren gennem Sommeren. ·

Saaledes var Overskriften paa en Artikel i Po­litiken den 7-8-34. Forfatteren Erling Kristensen skildrer den Stemning, der griber Fiskere, naar han en Sommerdag kaster Snøren ud og afslører det sorte Dybs Hemmelighed, stod der. Glad og for­ventningsfuld begyndte jeg at læse Artiklen. Men Lystfiskere vil sikkert forstaa min Skuffelse, naar De læser følgende Uddrag.

Dage kommer og gaar. Fiskerens Fingre klør efter at stikke lumske Redskaber til Bunds i det livfyldte Vand og drage det skjulte op i Lyset. Et Pa;r Ruser er lagt ud. De ligger dernede som un­derlige stofløse Væsener og lurer med aabne Gab. De Fisk der passerer deres snævre Halshuller, har deres Levetimer talt. Aaleliner er strentet langs Bundens gærende Dyndvællig. Kroge med skarpe Modhager venter paa noget at sætte sig fast i. Fiskeren 'er lige midt i Naturens raa Kamp om Liv og DØd. Selv naar jeg sover, ligger Linerne derude som et iKæmpeedderkoppespind, der kun er gjort for at fange, for at bore lumske Kroge i Aalenes ferske MundkØd. Jeg blunder som Edderkoppen i mit Hul og lurer paa, at uskyldige Medskabninger skal æde mine lumske Staalkroge. Fiskerens Sjæl er vibrerende og rygende raa som Livet selv. Hans Liv er Drømmen om engang at faa selveste Mid­gaardsormen paa sine Kroge.

Man kan med sit ydre Øje se, hvordan en Sav skærer, og en Murske flytter Mørtel. Hvordan Fi­skerigrejer arbejder i Dybets Mørke kan kun Fan­tasien forklare. Fiskeren ligger i sin Seng og er ak­tiv Deltager i Nætternes tandkværnende Mordpro­ces. Hans lKroge er skarpe. Hans Rusgab er en fiffig Forlængelse af Indgangen til hans egen Ma­ve.

Den første Flyder skurer langs Baaden og bliver taget ind.

Nu »taler« Dybet igen i det Sprog, kun Fiske­ren forstaar. Rykkene er langsomme og drøje. Stor Fisk. - Ingen . Gedde. - Nej en Krabbe. Ferskvandets mystiske Torsk. Det haster ikke med at faa den op. Det er en Oplevelse at holde Linen mellem to Fingre og føle de lange levende Bevæ­gelser.

, Skallehalerne slaar klingre Klask mod Bund­brædderne. Aalene smatter og spiller Gælleposerne mens de glinsende søger rundt for at finde en Ud­gang.

Paa Forhaand Tak, hilser P. Wellendorf.

Uhyggen breder sig. Red.

Fra Redaktørens Lænestol. Fra agtet Haand har vi modtaget en Opfor­

dring til at lave en Liste over samtlige ferske Fi­skevande her i Landet, med Angivelse af alle Op­lysninger, der kan have Interesse for Sportsfiskere. Man tænkte sig, at Landet skulde inddeles i Di­strikter, og Oplysninger indhentes fra de lok1:1,le Sportsfiskere, altsaa noget lignende som Bota­nikere og Ornithologer har gjort for at skaffe op­lyst hvor i Landsdelene danske Planter og Fugle egentlig findes.

Ak1 ja - der kan forlanges meget af en Re­daktør, men vil Foreningen garantere Underteg­nede ikke under 10,000 aarlig plus Rejseudgifter, saa gaar vi i Gang med det og opgiver vort bor­gerlige Erhverv. Det tror vi imidlertid ikke, at Be­styrelsen gaar med paa. Hvor behageligt det eno kunde være for de Medlemmer, der skal paa Fe­rie, at faa at vide, hvilke Fiskerimuligheder der findes paa den Egn, hvor de tænker at slaa sig

ned, saa tror vi dog ikke, at det er Vejen. Hvis de Hoteller og Sommerpensionater, som gennem de­res Annoncer fisker efter Gæster, vilde røre paa sig og avertere med Fiskerimuligheder, vilde vi finde det meget behageligt, men vi Sportsfiskere er endnu en saa uendelig ringe Del af Befolkningen, at end ikke Hotelværterne regner med os.

En saadan Liste skulde jo gerne være saa paa­lidelig, at det ikke gaar Medlemmerne, som det en­gang gik Redaktøren, der i Tillid til et Avertisse­ment tog selvanden til en jydsk Kro, og der fik at vide, at Lodsejerne ikke tillod Færdsel langs Vand, løbene, fØr Høhøsten var ovre. Kromanden havde et meget godt Billard - men alligevel.

For Øjeblikket er den stillede Opgave næppe til at løse. Alene her paa Fyen, den Landsdel med de færreste Muligheder for Sportsfiskeri, findes der saadan noget som 20 søer og et Dusin Aaer, foruden Slotsgrave, Moser og Kær - og den som vil udgive en Liste over . danske Fiskevande, maa kende dem alle af Selvsyn. Vildtvoksende Planter og vilde Fugle kan man maaske faa paalidelige Oplysninger om; det gaar ingens Interesse for nær at fortælle, at han har set en Guldpirol eller fundet en Fruesko, men hvis Direktør X - selv om han er en fin Sportsfisker - er gode Venner med Folke­ne paa en Gaard, hvor der er Adgang til lidt godt Gedde-Fiskeri, tør man ikke antage, at han vil ud­basunere dette for Alverden. Den ærede Forslags­stiller mener, at det bør man, men Redaktøre.n er ikke passeret de tre Snese uden at faa saa megen Menneskekundskab, at han ved, at det g ø ·r man bare ikke.

98 SPORTS-FISKEREN 1934

Dansk Sportsfiskeriforening er endnu en alt for lille eksklusiv Kreds, der langt fra tæller samt­lige Landets Lystfiskere indenfor sine Rammer. Forholdet er noget lignende i Sverrig, hvor Sports­klubberne med Vilje synes at begrænse Tilg:angen - noget lignende var i hvert Fald tidligere ogsaa Tilfældet med Københavns Lystfiskerforening. Som Følge heraf er vore Midler begrænsede, og vi har endnu ikke nogen Interesse i at udbasunere for Alverden, hvor der er Tjans for at nappe et Par Fisk.

Alligevel er vi Forslagsstilleren taknemlig, fordi han rører ved et ømt Punkt, Redaktionens og Foreningens alt for ringe Viden om Sportsfisker­mulighederne her i Landet - og vi griber Lejlig­heden til atter at appellere til Medlemmerne om at sende os lidt fra deres Ferieoplevelser. Har De ligget ved Vestkysten og været ude med en Fisker at dørge Makrel ; har De pilket Torsk i Bælterne eller spundet Gedder i Smaalandsha vet; har d2 tattet Aal eller taget et Par Helt, da har dette san­delig sin sportslige Interesse lige saa vel, som Op­levelser med de 4 Fiskearter, som hidtil har gaaet for de eneste rigtige Sportsfisk: Laks, Ørred, Stalling og Gedde.

Efterhaanden som vore Lakse- og Ørredvande Ødelægges af Kartoffelmelsfabrikker, Mejerier og andre industrielle Anlæg tvinges de danske Sports­fiskere, som ikke alle har Raad til at søge de skan­dinaviske Elve og Fjeldsøer, mere og mere til at dyrke Sporten i Indsøer, Fjorde og Bælter. Efter engelsk standard er det fuldt sportsmæssigt at tage Torsk, Smaahajer og Fladfisk paa Line ag­net med Musling, men den Slags Fiskeri har hid­til ikke fundet Vej til vore Spalter.

Vi vil ikke, som vor højtagtede Kollega ved Fishing, Gazette , paatage os at publicere hver eneste bitte Aborre, som lille Peter tager, men haaber paa at faa Materiale til at blive klare over 'Sportsfiskeriets nuværende Kaar i Danmark. Eventuelt kunde vi ad Aare da komme saa vidt, at Medlemmerne ikke behøvede at spørge forgæves angaaende Fiskemuligheder i forskellige Egne af Landet.

Om Fiskeri med Blink oe Spioner. Arvid Bo klin i "Från Skog och Sjo".

I en tidligere Aargang af dette Tidsskrift har jeg under Titelen »Fluepassiar« udtalt den An-

skuelse, at man, særlig naar det gælder vaade Flu­er, kunde nøjes med forholdsvis faa Stykker, i Form og Farve. I Spørgsmaai om Blink og Spin­ner stiller Sagen sig noget anderledes.

I en hel Del Tilfælde, som jeg nærmere skal komme tilbage til , turde Udrustningen kunne ind­skrænkes ret betydeligt, men til andre Tider er t rigeligt Udvalg nødvendigt, hvis man vil være paa den sikre Side.

Spørgsmalet Blink og Spinner hænger nøje sammen med det Faktum, at den Fisk, soni over­hovedet vi 1 hugge paa en bestemt Blink eller Spinner, gør dette den første Gang Lokkemidlet vi­ser sig indenfor dens Rækkevidde. Ved Fiskeri med Flue gælder (som paavist i tidligere Artikler) andre Regler, men at trække en Spinnefisk to eller flerE Gange over samme Plet er i de fleste Tilfælde fuld­kommen forgæves. Bliver der ikke Hug i førstE Kast, bliver der det heller ikke i de følgende.

Er der Tale om Gedde eller Aborre, kan maii næsten uden Undtagelse være forvisset om, at pa2 den Plads, som man har kastet over, findes der j

Øjeblikket ingen Fisk. En Gedde eller Aborre, som >.,er i Sluget«, om jeg tør bruge dette Fiskerslang. tager nemlig efter min Erfaring et hvilket som helst Lokkemiddel. Farve, Form og Udseende hm intet at sige. En Undtagelse fra denne Regel vil jeg dog nævne. Det gælder de Tilfælde, da Gedden, om den just ikke er i Hugget, alligevel ikke har ondt j

Tænderne, at ikke en særlig lækker Bid kan frist€ den til et Hug. I Skærgaardsvande har jeg fler~ Gange i saadanne Situationer haft Held til at tag~ Gedder, som ikke vilde ha ve de almindelige Blink ved paa selve Blinken at anbringe Silke- eller Cel· loidfisk, samt et tungt Synk for (Kastets Skyld. Ne· de i en Aa i Smaaland fik jeg engang midt i er død Periode en to Kilos Gedde til at tage en af mif: nylig fanget Skalle, som jeg satte i min Krokodit spinner, uagtet Geddens Tænder , som det viste sig var helt begravede i Tandkødet.

Men, som sagt, gælder det Gedde eller Abor re, som er i Humør til at hugge, saa dur i Regler ethvert Lokkemiddel, og Ombytning er aldele! upaakrævet. Bliver der ikke Hug, saa findes de1 temmelig sikkert heller ingen Fisk.

Laksefiskene forholder sig paa en anden Maa de. De er sværere at lokke og mere kræsne overfrn hvad der bydes dem end de ovennævnte Rovf~sk Dertil kommer, at de er mere stationære, og stærkt fiskede Vande let at lærer at mistro Kunst madding af et bestemt Udseende.

I Midten af Maj i Fjor var jeg nede ved Box holm i Østergotand. Mellem de store Dæmninger Svartaaen helt inde ved Fabrikken stod som sæd

1934 SPORTS-FISKEREN 99

vanlig en Del store Ørred og endog en enkelt Som­merlaks. Vi, en !Kammerat og jeg, havde i Løbet af et Par Dage gentagne Gange spunnet gennem Vandet uden at faa et eneste Hug. Vi havde brugt Devon, dels den spolformede Type, ja selv riflede Devon i forskellige Farver, Kobber, sølv og Guld. Vi havde prøvet Gummifisk og forskellige Voblere. Men, som sagt, Resultatet var lig Nul.

Om Aftenen før vor Afrejse gjorde jeg et sidste Forsøg i det temmelig store Vand ovenfor den sidste Dæmning, hvor der vitterligt ikke var nogen Mangel paa store Ørreder. Lokale Folk paa­stod det, og jeg havde selv set flere i de Dage, jeg var dernede.

Altsaa, jeg gik ned til Bredden, kravlede ud paa en stor Sten, hvorfra jeg kunde beherske Vandet baade opad og nedad, selv helt over til mod­satte Bred kunde jeg næsten kaste. Saa gik jeg i Gang. Jeg begyndte med en Kobberdevon - intet Hug. Uden at skifte Plads prøvede jeg dernæst nog­le Devons i Guld og Sølv. Derefter monterede jeg en Blink fra Ottesens Fabrik i Trondhjem eller, hvor den nu ligger, et saakaldet »Djævelsbid«. Den ne Blink har ofte vist sig som eneste saliggørende i Norrland og andetsteds. Stadig ingen Livsyttring. Saa prøvede jeg med ~amme negative Resultat en hel Række Voblere af forskellig Type og Størrelse. Da endelig heller ikke en Kalevablink og en D'.:! mindre Skeblink gav mere Udbytte end de andre, var jeg nær ved at opgive. Saa kom jeg til at tæn­ke paa, at jeg i Tasken havde en aldeles ny Blink, som jeg havde købt i Boxholm den første Dag af mit Ophold.

Jeg havde været inde i en Butik for at købe lidt Tobak. Der fandtes alt i denne Butik, ligefrn Plove og Spader til Tøjer og Konfekt. Blandt alt Skramlet paa Disken opdagede jeg et Par smaa Æsker med Blink. Det var en meget enkelt Blink, egentlig kun en jævnt svær Metalstump malet i Guld og Sølv med en bred rød Rand langs Guldet. Den laa i en Æske med prangende engelsk Rekla­me men nede i det ene Hjørne stod med ganske sm;a Bogstaver: Made in Germany. Den kostede 1,50 Kr., og i et Anfald af Galgenhumor købte jeg et Par Stykker. Jeg havde helt glemt det , men da jeg nu saa efter i min Fisketaske fandt jeg den ny A~kvisition.

Jeg satte nu den ny Blink paa min Snøre og begyndte paany at kaste over det gennempiskede Vand. I første Kast huggede en mindre Ørred, som dog straks slap af. I næste (Kast fik jeg Krog i en 2 Kilos Fisk, som bragtes i Havn, og efter endnu nogle Kast fik jeg en tredie Fisk paa 1,5 !Kilo.

Nu var det hverken værre eller bedre, end at der nedenfor Broen, nogle Hundrede Meter fra min nuværende Plads, stod en Laks, som i et Par Aar havde trodset utallige Forsøg fra Erhvervsfisker­nes Side paa at fange ham. Han var blevet fristet med et Utal af Modeller af Blink, købte og hjemme­lavede, med Orm og med Flue. Allerede Aaret for­ud havde jeg faaet levende Beskrivelser af, hvor stor han var, og hvor umuligt det var, at faa ham til at røre sig fra sin Plads i den dybeste Del af Aaen.

Da det nu gik saa godt med deh nye Blink, jeg havde faaet fat paa, fløj Storhedsdjævelen i mig, og. jeg deklarerede for de mig omgivende Skarer af interesserede Tilskuere (Fabriken havde lige luk­ket), at nu gik jeg ned og tog den Store under Broen.

Fulgt af hele Sjakket drog jeg ned til Broen. Først gjorde jeg nogle resultatløse Kast fra den, men efterat jeg var klavret ned paa Bredden en Snes Meter nedenfor Broen, varede det ikke længe, før jeg fik et saa kraftigt Hug, at jeg forstod, at nu var den Store endelig fast. Jeg saa et stort graat Vidunder rulle i Overfladen, hvor den hvide Bug glinsede i den dunkle Vaarskumring. Det blev en herlig og uforglemmelig Kamp, men omsider fik jeg ham ind til Bredden. Fangstkrog havde jeg ikke med mig, og Ketcheren var for lille, saa han slog sig ud af den i samme Øjeblik, jeg fik ham ind over Land. Snøren brast, og Fisken havnede lige i Vandkanten. Jeg stønnede,men i samme Nu kastede et Dusin Drenge sig over mit Bytte og slængte det langt op paa Bredden. Det var en kort, bred Som­merlaks, saa vidt jeg husker vejede den lidt over 4,5 Kilo.

A1tsaa, som Facit af det hele. Med en enkel og billig, men hidtil der paa Stedet uprøvet Blink - mærkeligt nok kunde den købes paa Stedet -var det lykkedes mig at faa fire Fisk til at bide, og det Fisk, som ikke blot i Dag, men mange Gange forud havde refuseret enhver Slags Madding. Her­af følger med al ønskelig Tydelighed, at i meget fiskede Vande med stationær Fisk, maa man være forsynet med et righoldigt Udvalg af Blink -og Spinnere for om muligt at kunde byde paa noget nyt.

Fisker man derimod i et Vand, hvor Fisken sta­dig er paa Vandring, og der følgelig finder stadig Forandring Sted, saa er det min Opfattelse, at man her kan nøjes med en eller to Blink eller Spin­nere af forskellig Farve. - Selv om der er Tale om Laksefisk. Mine Erfaringer i den Retning stam­mer dels fra Norrland, dels fra Alvkarleo. Laksefi­sker Soderstrom, som vist har taget mange Hun-

wo SPORTS-FISKEREN 1934

drede Havørreder i. alle Størrelser og paa alle Ti­der af Sæsonen, spinner saa godt som udelukken­d~ med en delvis hjemmelavet mellemstor ~obber­devon. Det samme gør Lonross og de andre Er­hvervsfiskere deroppe.

Da jeg i Midten af Maj i Fjor var ved Alvkarleo brugte min Kammerat og jeg den før omfalte Otte­sen-Blink skiftende med riflede Devons. Vi fik Fisk paa begge Typer. De Dage, vi ikke fik Fisk paa dem, fik Soderstrom heller ikke noget. I Aar har jeg været der midt i April. I Løbet af 4 Dage tog min Kammerat og jeg 14. Nogle over 2 Kilo, men de fleste omkring Kiloet. Den første fik jeg paa en gloende rød Vobler, et Par paa (Kobberdevon og de fleste paa Metereorblink. Min Kammerat, Dr. L., tog sine paa en lille Skeblink, paa Ottesens og paa Devons. Vi kunne ikke finde ud af, om Havørreden foretrækker nogen bestemt Slags Blink eller Spin­ner. Vi fiskede med samme Resultat med alle Slags Typer. Naar det er Tilfældet, behøver man altsaa ikke at have et større Udvalg.

I de norrlandske Elve, hvor jeg har spunnet, har jeg gjort den samme Erfaring. Paa nogle Pladser, foretrækker Befolkningen Kobberfarven, paa andre Forsølvning paa de Devons, de i Reglen bruger, men det skyldes nok mest gammel Vane. I det mindste har jeg aldrig kunnet mærke nogen Forskel i Fiskens Villighed til at hugge paa den ·ene eller den andene. Naturligvis maa man vogte sig for at bruge blanke Blink i jævntflydende Van­de, paa solklare Dage, da de giver en unaturlig Re­fleks i Vandet. Men det er ogsaa alt. Det af mig flere Gange omtalte Ottesenske »Djævelsbid« for-

. sølvet og af forskellig Størrelse har jeg god Tiltro til, men det kan ikke kastes uden et eller to Synk, og det er jo altid en Fejl.

I mit Hjemmevand, Nykoping Aa, har jeg si­den mine Drengeaar fisket med naturlig Agn, Løje, og jeg bildte mig ind, at det her · var det eneste saliggørende; men da jeg i Fjor paa samme Sted

. brµgte et »Djævelsbid« og tog fire Fisk paa en .Time, opdagede jeg, at jeg selv havde været hildet

, i Vanes Overtro. For til Slut at sammenfatte mine Anskuelser

, og Erfaringer til almindelige Regler, mener jeg a_t kunne opstille følgende: ·

1. Naar det gælder Aborre: Typen ligegyldig. 2. N,aar dete gælder Geddr en hvilken som

helst Blink, tunge .paa dybt Vand, Voblere paa grundt Vand.

3. Laksefisk: a. I større Elve eller Søer med vandrende

Fisk: Typen ligegyldig, b. I begrænsede Vande med stationær Fisk:

prøv at komme med noget · nyt. 4. Naar alt andet slaar Fejl eller, naar det gæl­

der større Gedder, prøv da naturlig Agn.

Fra Lærling til Svend. Nicus i "Skog och Sjø·'.

Endnu for 30 Aar siden var det den alminde­lige Opfattelse, at >>Sportsfiskeri« kun markerede Forskellen mellem at fiske for Tidsfordriv eller Bom Levebrød. Nu til Dags har Begrebet klaret sig for saa vidt, som man ved Sportsfiskeri nærmest tænker sig en F'.iskemetode, der giver Byttet i hvert Fald nogen Chance for at klare sig overfor Men­neskenes mer eller mindre raffinerede Metoder til at overliste det.

Saa sent som i 1907 mente Undertegnede saa­ledes, at Sportsfiskeri betød at tage en eller anden Aborre, Skalle eller Løje paa Orm eller en sjelden Gang nuppe en Gedde. Ganske vist havde jeg væ­ret med til at fange Laxørred og Fjeldørred med i·Odder« fra saakaldet »Kolibribaad« paa Vettern, men uden at det vækkede min Sportsaand, uagtet Udbyttet til Tider var overvældende - eller maa­ske netop af den Grund. Da kom Vendepunktet i min Opfattelse af Sportsfiskeri. Jeg kom i nogle Aar til at bo i Udkanten af Østersund ved Frøsø, Og sluttede snart mit Livs bedste Venskab med Valde­mar Petterson, i Sportfiskerkredse kendt som »Spinner-Veteranen blandt alle svenske Sports­

fiskere. Selv om han til en vis Grad dyrkede Diana, var han dog frem for alt Set. Peters sande oprig­tige og i høj Grad heldige Discipel. Nære Naboer som vi var ved den gamle sagnrige Frøsø, faldt det jo af sig selv, at det snart lykkedes mig at trække den livsiystne overordentlig muntre Ven med paa Ræve- og Harejagter, men Qm Aftenen, naar vi di­skuterede Jagtens forskellig~ Oplevelser, kom Val­demar mere og rnere ~nd paa det sande Sportsfis~e-ris Gebet. . , . , · ..

I Begyndels~n, forst9d, jeg maaske ikke ret hans Stræben efter so:rµ Ta],{ for ,mange gode Jågt­ture - at lokke ·~ig irid pa~ al den Herlighed, som det virkelige Sportsfiskeri byder, men lidt efter

· Hdt klaredes mine Be'greber. · · · Na:ar Vaaren kottf, dg tseh paa Storsjoen brød

· bp, skulde han - saadari' en' 1j o:rten Dags • Tid efter 'tøbruddet .:_ med I>jævelens Vold- og Magt ·havdE ·mig med ud paa søen for at bruge Odderen efter søørred: ,

Jeg frøs ved den blotte Tanke, Naar hart ' sag erklærede, at Odderen kunde ,vi altid komme til-

L934 SPORTS~FISKEREN 101

bage til; nu gjaldt det om at tage de »Store« med Stang, var jeg ganske uforstaaende. Da jeg des­uden tog mig saa megen Frihed fra Militærtjene­sten som muligt for Jagtens Skyld, klarede jeg mig længe med alskens vage Undskyldninger -men blev gennemskuet. Efter en glad Aften - for­resten en Fredag - fik jeg ved sidste Glas Punch mit Ultimatum. Da var vi ~ammet ind i Juni.

Valdemar bedyrede, at hvis jeg ikke fulgte ham ud paa Søen fra Lørdag Aften til søndag Ef­termiddag, saa gav han mig, mine Hunde og min Jagt en god Dag. Gode Venner har man ikke Raad til at miste. Jeg slog da til og fik Lov at laane en gammel Greenhartsstang med splitset Spids, Snøre og Snelle. For ikkestraks at skræmme mig havde V. lejet en kraftig og flink Rorskarl.

Lørdag Aften gav ikke noget - omtrent som jeg havde ventet - og vi overnattede paa en Ryd­ning paa Asøen. Herligt rnm altid i den frie Natur, men derfor var jeg alligevel ikke omvendt. Lige før Solopgang startede vi paany. Næppe var vi be­gyndt at kaste, før V. fik Hug og til min store For­undring gaffedes straks efter en Ørred paa ca. 5 iKilo. Nu vaagnede mine sunkne Livsaander, meJ? slappedes igeri ved et Par Timers resultatløs Ro­ning. Saa gav det et Sæt i mig ved et - efter mine Begreber - vældigt Nap. Jeg tænkte mig straks en Kæmpe paa mange Kilo - og ihukommende Mesterens forud givne gode Raad - gav jeg skifte­vis Line og trak ind. Det gik sandelig udmærket, men omsider blev Læreren, Mesteren, gal - og løftede med suveræn Foragt for Ketcher og Fangst­~rog ved et Tag i Snøren ind over Rælingen. En Splejs paa 1,5 Kilo.

Efter hvad V. paastaar bandede jeg vildt over, at han mod alle de Regler, som han selv havde ind­prentet mig - tog med Haanden paa Snøren, men saa fik jeg jo at vide, at Teorier er til for Lærlingen, og han skal ikke kritisere Læreren.

Jeg skal ikke nægte, at jeg rystede af Ivrig­hed. Dette var en Sport, som fuldt ud kunde maale sig med det, Skoven bød Jægeren. Og da vi saa ef­ter at have rundet Frøsø landede en 5 Kilos Gedde udfor Skidbacken, var jeg fanget f Valdemars Oarn.

Mange Storørred og lignende fangede vi i den følgende Tid, men det afgørende for mig var, at V. havde faaet en Kammerat, som han mente kunde uddannes indenfor hans egentlige ~peciale. Mor­somt nok var det en saadan Tur, som gav ·støciet til Oprettelsen af »Storørredklubben«, Forløberen for Jamtlands La.ns Sportsfiskerklub. En Klub skal jo helst have mere end to Medlemmer, V. s~lv håv-

de med Stang fra Robaad landet en Storørred paa: over 9 Kilo, og den fine -Sportsmand, Knut Malm­gren, havde spundet en Ørred paa 5 Kilo. V. frem­kom da med Forslaget om Dannelse af Storørred­klubben. Vilkaaret for Optagelse: at have taget paa Stang en Ørred paa mindst 5 Kilo. Undertegnede tjente sig lidt efter lidt op i Graderne. Men vi var endnu ikke nok til en Klub. Da kom Ivar H. nieå. paa en Odder- og Stangtur fra Lørdag Aften til søndag Middag; en Fiskefærd, som blev enestaa­ende. Vi maatte bære Fangsten paa en Stang til Frøsølejren·. ·

I Konstitutionsmiddagen deltog yderligere Ma­jor E. Stackell, den femte af »Storørredklubben«s Stiftere, en rigtig Set. Petersmand, som senere med Glans hævdede Traditionerne fra Stiftelses­middagen paa standard i Østersund.

Ovenstaaende belyser blot de første Trin af Lærlingestadiet og knap nok det, blot hvorledes man kan blive lokket ind paa et nyt interessant Felt. V. fandt mig som sagt brugbar og begyndt at lokke med fine Fangster paa Spinner og Flue -til en Begyndelse blot til en Afve~sling paa Rype­j agten - saa at man kunde faa lidt frisk Fisk paa Jagtture til Fjelds.

Dette var klog Mands Tale, da vi havde en dejlig Jagthytte i Fjeldet. Men- skulde man opnaa et Resultat, maatte man træne i Forvejen. Ogsaa det forstod jeg. Paa smukke Sommeraftener blev jeg trænet paa min Græsplæne, baade i at kaste Spinner og Flue, og nu og da kom jeg paa Øvelses­tur i Krokom, som dengang endnu kunde præstere anstændige Ørred og Rimter.

Det var ikke fri for, at Mesteren overfor andre begyndte at prale af hans Lærlings Fremskridt og heldige Fangster, men heldigvis var det indprentet i dennes Hjerne, at der indenfor >>the gentle art« var saa meget at lære og trænes op til, at en Men­neskealder næppe forslog til at opnaa Mesterskabet, som V. mente sig 'lige saa 'langt fra som jeg fra svendebrevet. Først langt senere gik det op for mig, hvor usædvanlig dygtig han faktisk var, ikke blot i Føring af Spinne- og Fluestang, men ogsaa i at forstaa, hvor Fisken stod, og hvordan den skulde lokkes til at hugge. ·

Omsider kom jeg saa vidt, at jeg fik den store Ære at modtage en Indbydelse fra Bestyrelsen af Blaa Hammarfjeidet tU at" 'v~re G~st oppe paa Bodsjø, · for i dette uovertræffelige Bæk- og Fjeld­ørredvand at prøve mine Kræfter mod saadanne Matadorer som Brødrene H. og R. H-m.

' .. ' , . r ·' ~

V. havde. paa Forhaa1:~ fr.~p:i,hævet den en~-

102 SPORTS-FISKEREN 1934

staaende Stil og Finhed, som prægede disse to Brø­dres Stangføring. Spinner foragtede de egentlig, selv om de ogsaa paa dette Omraade, naar det stak dem, viste en Stil og Præcission, som fik ikke blot mig, men ogsaa Veteranerne til at maabe. Min Læ­rer fortalte bl. a., at han engang i dette Vand havde fisket med et Par andre Gæster, en Ameri­kaner og en Englænder, begge med Erfaringer fra alle Verdens Ørred- og Laksevande. De vidtberejste Gæster havde størst Nydelse af at studere andres Færd (selv om de siden viste, at de kunde klare sig fint i dette for dem ukendte Vand) og ved Lej­lighed afgav Englænderen overfor V. sin tungtvej­ende Dom:

Well, Sir, hvis De vil studere, hvorledes en Fluestang skal haandteres, behøver De ikke at rejse ud at se paa anerkendte Eksperter, De kan blot studere Mr. Herje og hans Broder.

At Undertegnede, Lærlingen, skjalv i Knæene, da han gjorde sine Begynderkast (vaad Flue) for disse Matadorers kritiske Øjne, maa ikke undre no­gen, som kender til Fluefiskeri, tilmed da de excel­lerede i Tørflue, som jeg her · saa i Anvendelse for første Gang. Imidlertid mærkede jeg lidt efter lidt, at jeg i det mindste som Friluftskammerat fandt Naade for deres Øjne, og at de endog fandt mig værdig til at nyde godt af deres enestaaende Erfaring paa Sportsfiskeriets Omraade. Desværre gik Herje kort Tid efter bort, et virkelig uerstatteligt Tab for svensk Sportsfiskeri, dets Vedligeholdelse, Udvikling og Organisation. Andre har axlet hans iKappe, ikke mindst Broderen R H-m, og vi er i LØ·· bet af en Snes Aar kommet et godt Skrid_t frem, men sikkert forsinkede ved Tabet af den ene­st~aende Herje.

Saa forsvandtLærlingen i næsten tre Aar til Persien, men dog medtagende den nødvendige Ud­. rustning til at fiske med vaad Flue. Præstationer­ne i Elburskædens Fjeldvande, Hardou og Doab blev ikke overvældende, men de svenske Farver hævdedes. Den største Ørred, som blev taget paa Flue (af en Belgier eller Franskmand) skal have vejet 1100 Gram, og Undertegnede forsvarede vore Faner med en paa 1000 Gram. Der vejedes haar-fint ! ·

Ved Hjemkomsten tjl Sverrige var Kravene til Stang, Snøre, Hjul o. s. v. stegnE; og maatte efter­leves, men efterat Lærlingen under Mesterens Le­delse havde oplevet nogle rent fåntastisk givende Døgn ved Gestelven og , et Par højere beliggende Fjeldvande, hvor han paa Flue klarede adskillige Ørreder op til 2,6 Kilo, ni~nte' hans gamle Ven V. at svendebrevet kunde udsted.es.

,. 't.·.,

Lidt om Søslanger. C. A . C. Lewenhaupt i »Skag og Sjo«.

Til den mesozoiske Tidsalders Juraperiode me­ner man at maatte henlægge Fremkomsten af Ben­fisk, kollosale Blæksprutter, Fiskeøgler, Svaneøgler , Flyveøgler, Fuglenes Stamfader ') og de Krybdyr, som allerede havde antaget de efterfølgende Patte­dyrs Former, saasom forskellige Arter af de saa-· kaldte Rædselsøgler, Triceratops, udstyret med 2 Horn, og et ekstra ude paa Næsen, ligesom h o3 et Næsehorn, 8 Meter lang; Stegosaurus, udstyret med to Rækk~r Benplader paa Ryggen og Bentorn~ paa Siderne, 9 Meter lang, maaske Tapirens og Hestens første Ahne '); Iguanodon, noget minden­de om en Kænguru, men rigtignok 18 Meter lang fra Næsetip til Halespids; Brontosaures, 22 Meter lang, deraf Halsen alene 1/ 4 - ikke ulig Giraffen og mange flere.

Uden Tvivl *) sprutter, Fiskeøgler, Svaneøgler, terkommere i Kridttiden, Tertiærtiden og den geo­logiske Nutid lidt efter lidt blevet forvandlet til de forskellige Arter Pattedyr, af hvilke vi Menne­sker er en, men endnu lever der andre, saasom Krokodiller o. a., der ikke er saa meget forskellige fra deres længst uddøde Forfædre.

Men er vi aldeles sikre paa, at disse store Kryb­dyr er uddøde? Havet dækker 3/ 4 af Jordens 0".er­flade og kan gemme meget, som endnu er os ukendt. Beretninger om enorme søuhyrer har eksi­steret fra Arilds Tid og støttes i vore Dage ved Fund af ilanddrevne Lig af store Dyr; ved Brest, ved Marseilles, ved Napoli, paa Indiens Kyst. Skot­land byder paa en Søslange af anselige Dimensio­ner, Jamtland har haft samme _Omgang, og selve Saltsjobaden pralede for nogle Aar siden med sit søuhyre. **)

*) Hele denne Udviklingshistorie staar ganske for · Forfatterens egen Regning og støttes ikke af moderne

Geologer og Anatomer. Fuglenes Nedstamning fra en ·hel

anden Krybdyrklasse end Flyveøgler kan fØlges Skridt for Skridt gennem Forsteningerne, og Pattedyrenes For­fædre kan ikke søges blandt Krybdyrene, der ligesom F'.uglene . f . Eks. har een Nakkeledlrnude, mens Pat tedyr og Padder har to. Vi maa søge Pat tedyrenes Forfæ dre h os uddØde Former, der var i Slægt med Ursalamandrene.

**l Selv Københavns Havn havde for en Menneske­alder siden Besøg af en søslange, der forskrækkede tid­lige Morgenvandrere i Nyhavn, men vendte om efter a t

have kigget ind ad Vinduerne i Bethelskibet . Dens KØl- J vand var saa stærkt, at Smaaskuderne i Nyhavn kom i

heftig Bevægelse. Overs. Anm,

1934 SPORTS-FISKEREN 103

Indiens Tigerslange bliver 9 Meter lang og har hele 400 Hvirvler i Rygraden, den er dog et Land­dyr. Krokodillerne lever i Floder og Sumpe. Men hvad er der i Vejen for, at Slanger og Øgler, lige saa godt som Havskildpadder, kan trives og finde Livsopholdet langt ude til Havs? Det er sandt nok, at drivende Tang, efter hverandre svømmende Del­finer eller andet, til Tider kan komme til at ligne et gigantisk Dyr, der boltrer sig i Voverne, men Ef­terretningerne om et saadant Havuhyre, stammen­de fra fuldt troværdige Personer, er dog for talrige til at kunne affærdiges med et Skuldertræk.

Alle:rede Aristoteles og Plinius omtaler enorme Havslanger, gamle skandinaviske Forfattere ligele­des. Olaus Magnus . omtaler (1522) en Havslange, 200 Fod lang, 20 Fod i Omfang, Pontoppidan (1755) at dens Eksistens ansaas for givet af sømænd og Fiskere paa hans Tid. Kaptajnen paa Fregatten »Dædalus« aftegnede en søslange (1848), en anden ejendommelig Skitse skyldes Kaptajnen paa »Os­borne«, og der findes en Beretning fra 24. Februar 1898 om, hvorledes hele Besætningen paa »Bayard« paa nært Hold iagttog to Havuhyrer, omkring 30 Meter lange, ganske lignende Drager. At mange af disse Beretninger kan forklares som Synsskuf­felser eller rene Skipperhistorier er muligt, men der bliver dog nok tilbage til, at vi ikke rent skal afvise, at der findes os ukendte, antediluvianske Havuhyrer.

Uagtet jeg har tilbagelagt omkring 20,000 sven­ske Mile paa forskellige Have, har jeg aldrig væ­ret saa heldig at faa Kig paa noget af den Slags. Derimod har jeg en Gang fisket virkelige Havslan­ger, men rigtignok kun to Meter lange. Det gik til saaledes, at det Fartøj, med hvilket vi vendte hjem fra Birma, henad Aften kastede Anker en halv Milsvej fra Kysten, som her er temmelig lavvandet, lige ud for den lille By Cocanada, der ligger ved Godavarys Udløb i den bengalske Havbugt, 50 svenske Mil NNO fra Madras, 85 Mil SV for Cal­cutta.

Det elektriske Lys hidlokkede Masser af Hav­slanger, der svømmede og snoede sig under Van­det, dog helt synlige i det stærke Lys, oprigtig talt et mindre hyggeligt Syn. Jeg har haft tamme Slan­ger, Snoge, nogle Hugorme, som jeg havde trukket Gifttænderne ud paa, tilmed i nogen Tid en halv­anden Meter lang Klapperslange, behandlet paa samme Vis - den forærede jeg dog bort til den zoologiske Have i Philadelfia, da den trods alt ud­vist Venlighed ikke syntes at sætte videre Pris paa mig. Saa i det hele taget lider jeg ikke af den Af­sky for Slanger, der i Reglen er; andre Mennesker

saa godt som medfødt. Men disse vaade Havslan­ger, der vringlede sig mellem hverandre, tiltalte mig ikke særligt, det maa jeg indrømme. Alligevel var det interessant at iagttage deres Udseende og Væsen. Der fandtes olivengrønne, sorte med gule Maver, okkerfarvede med sorte Tværstriber, rødlige og askegraa. Alle havde Halen sammentrykt lige­som Aalene, men mere udpræget, ikke ullg en Aare. og takket være Halen svømmede de owror­dentlig let. Fra Tid til · anden sloges de voldsomt, sammenslyngede i Bundter, alle var de overordent­lig glubske og slugte Øjeblikkelig alt, hvad vi ka­stede ud til dem, Kødstumper, Fiskebidder, Brød­skorper, ja, endog Bananskaller . og Salatblade.

Disse Slanger er meget almindelige saa vel i det indiske Ocean som i Stillehavet og gaar aldrig paa Land, men tilbringer hele deres Liv i Vandet. De svømmer ofte meget langt ud, ikke sjældent op­træder de i Grupper paa flere Snese, og ane Arter er yderst giftige.

Bugskinnerne er næppe større end Rygskæl­lene, hvilket bevirker, at hvis en saadan Slange slippes paa Landjorden, har den meget svært ved at bugte sig frem, idet den kØlformede Underside lægger Hindringer i Vejen. Det hænder, at de ind­fødte Fiskere faar saadanne Slanger i deres Net, men da de ved, hvor farlige de er, skynder de sig at dræbe dem - for, efter at Hovedet er skaaret af og bortkastet at stege og æde dem med Vel­behag.

I roligt Vejr hviler de gerne flydende paa Ha­vets Overflade, ganske uforstyrrelige, selv om en Damper gaar lige forbi dem - vi saa dem flere Gange ved Dag paa vor Rejse til Ceylon - og de bliver da let Bytte for Havørnene, som formodent­lig er deres eneste Fjender.

Da vi en Stund havde staaet ved Rælingen for at se paa Bæsterne, besluttede vi at fange et Par Stykker for at studere dem paa nærmere Hold. Før­ste Styrmand hentede et Medetøj og nogle Kød­stumper, mens vor raske Tjener Gosta væbnede sig med en Økse for straks at kunne hugge Hove­det af dem. Deres Bid er i Virkeligheden af aller­farligste Art, medfører Brækninger, Hjertebanken, Opsvulmning og Død i Løbet af faa Timer.

Vi halede e~ Par Stykker op, men saa opgav vi det, for de nappede alt for ivrigt, uden et Øjebliks Tøven, og i det hele taget brød vi os ikke om at fortrædige dem. Det er imidlertid den ene­ste Gang jeg har været med til at fiske søslanger - selv om den rigtige »Store SØslange« ikke bed paa.

104 SPORTS-FISKEREN 1934

•• 1111111111111 I I I I I I I I li I ~li I III I li I li I III I I I I I I I li I I I 1111111 I I I I 111 I I I li I 11111111111111 li III I III I I I III 111111111 I III 1111111111111111111 III I IIIII III III 111111111 I I I I I 11

Til det moderne Fiskeri

______ ,_llllllllllll\lfullll\Hlllllll!llli CA\\lll!rlllllll~fu

hvis De køber: Allcocks

,.LIGHT CASTING"

Splitcane Stang

Allcocks Allcocks

"Dublex" Hjul Lincoln"

" Spindeline og desuden forsyner Dem med Allcocks Devon ,Aerial' Spindere

er De godt udstyret

E--±1 ·~IL' i:= ·==;;;;;;;;

Faas overalt 1181111111111 I li 1111 llllllllllllllllll 111111111111111111 III li li 11111111111111111 1111 SIII IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII

aaaalllllllllll li llllllllllllllllll 111111111111111111 I 111111111 IIIIIIIIIIIIIIIIII

Gæstgivergaarden

''Tro Id høj'' Fiskekort til Vor){Od og Skjern Aa, Afstand til Aae , 3/4 km, ingen Steder over 3 km til førstnævnte - Ved 3 Dages Ophold f> r. pr Dag for fuld Pension. Chr. Christensen.

Tlf. 1 - Troldhede.

LYSTFISKERE SE HER!

~ Et meget stort Udvalg i line engelske fluer,

· Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. m. fore-

. . findes hos undertegnede til billigste Priser.

··~

A. DAMGAARD, HOLSTEBRO. TELEFON 211.

~ ~

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telf. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald. ~ ~

y N G E L 1111111111111111111111111 m 111111111111

FRØJK FISKEPARK af Havørred, Bækørred Helt og Gedder faas i Ved Holstebro llllllllllllllllllllllllllllllllllllllllTh. Thomasen. Tlf. 148 •

• 11111111111111111111111111111111 I 111111

••••••••••••••••••••••••••••••mm••••••••

·Holstebro Turistforening

T Lystfi~kere anvises Fis,epladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder - D ,gskrirt a 2,00, 14 Dages Kort 5,00, Aarskort a 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos \fa, tin Schmdt Maaneds- og Aarskort kun li"s .'vtartin Schmidt.

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• :•• 1111 I I I 111111111 I 1111111 li 111111111111111111111 I 1111111 III I I I I III J I~ I li li 1111

Indmeld Dem i

Dansk Sportsfiskerforening og De faar nærværende Blad gratis tilsendt hv1er Maaned.

Samtidig har De gratis Fiskeret paa F orenin- · gens Terræn v. Skcrnaa.

· Indmeldelse til Kasse­reren, Hr. Postassistent

Chr. Lauridsen, Skern. V i r k f o r T i 1 g :i n g.

.................................................................................. Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri; Holstebro.